DAARSKABENS TALE.
(Gustav Frøding.)

✂ I vide det, Brødre og Venner,
min Manddom har lært mig at vrage
den Jord, hvor min Ungdom slog Rødder,
og satte sit første Vaarbrudsblad.
Dog stadig mit Hjærte kjender
en Lyst ved at skue tilbage
til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fødder
ungdommelig grebet og ak, saa glad.

✂ Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn,
skjønt Lærdommens Kløgt var mig givet,
mit Hjærte hang fast i det Gøglets Garn
der spindes om Ungdomslivet.
Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift,
og bredte jeg den som for ivrig at læse,
jeg ridsede af med min arge Stift
i Randen af Rullen Gamaliels lange Næse.

✂ Og lønlig om Kvæld, naar Gamaliel bad,
- jeg vil ikke meget min Visdom prise -
ved Gamaliels Datters Fødder jeg sad
og læste med hende i Fædrenes Højsangs-Vise.
Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft,
tilgiv mig det da, lad Ordene fare
og hold det blot alt for Vind og Luft
og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!"

✂ Ja, saa har jeg tænkt mig Apostlens Ord
en Kvæld ved den gjæstfri Gajus' Bord.
Men har han ej saa kunnet udtale sig,
fald du, o Daarskab, da over mig!