BALTHASAR.
(H. Heine.)

✂ ALT hylled Nattens Klædebon
sig tykt og tæt om Babylon.

✂ Men ovre i Balthasars Slot
dér flimrer Lys, der støjes raat.

✂ Der gjorde Kongen Gjæstebud
for Riddersmænd i Silkeskrud.

✂ Der tømte Mændenes skinnende Rad
den funklende Vin af gyldene Fad.

✂ Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang,
og Kongen jubled, og Ridderne sang.

✂ Og Kongens Kinder gløded af Blod,
og Vinen hidsed hans vilde Mod.

✂ Han rejser sig op fra Drikkebord
og haaner Gud med bespottende Ord.

✂ Han bryster sig frækt, hans Haan er vild,
og Ridderne brøler Bifald dertil.

✂ Og bydende vendte sig Kongen om, -
en Tjener forsvandt, paany han kom.

✂ Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar,
fra Jahves Tempel de røvede var.

✂ Balthasar greb - den forvorpne Mand -
et helligt Bæger, fyldt til dets Rand.

✂ Det tømte han pludselig til dets Bund
og raabte højt med fraadende Mund:

✂ "Jehova, jeg sværger dig evig Haan,
thi jeg er Konge i Babylon!"

✂ Dog næppe de grufulde Ord henklang,
før Angstens Sved ham af Panden sprang.

✂ Den gjaldende Latter forstummed i Hal,
og der blev dødsensstille i Sal.

✂ Og se! og se l paa den hvide Mur
der tegned sig sort en Haands Figur,

✂ og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant
Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.

✂ Balthasar sad der med stivnet Blik,
hans Knæ og Hænder bævende gik.

✂ De Riddere gøs, den larmende Fryd
var længst forstummet, ej mindste Lyd.

✂ De Magere kommer, dog ingen formaar
at tyde de Tegn, der paa Væggen staar.

✂ Men samme Nat slog Ridder og Træl
Balthasar, Babylons Konge, ihjel.