Aakjær, Jeppe BALTHASAR. (H. Heine.)

BALTHASAR. (H. Heine.)

ALT hylled Nattens Klædebon
sig tykt og tæt om Babylon.

Men ovre i Balthasars Slot
dér flimrer Lys, der støjes raat.

224

Der gjorde Kongen Gjæstebud
for Riddersmænd i Silkeskrud.

Der tømte Mændenes skinnende Rad
den funklende Vin af gyldene Fad.

Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang,
og Kongen jubled, og Ridderne sang.

Og Kongens Kinder gløded af Blod,
og Vinen hidsed hans vilde Mod.

Han rejser sig op fra Drikkebord
og haaner Gud med bespottende Ord.

Han bryster sig frækt, hans Haan er vild,
og Ridderne brøler Bifald dertil.

Og bydende vendte sig Kongen om, -
en Tjener forsvandt, paany han kom.

Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar,
fra Jahves Tempel de røvede var.

Balthasar greb - den forvorpne Mand -
et helligt Bæger, fyldt til dets Rand.

Det tømte han pludselig til dets Bund
og raabte højt med fraadende Mund:

"Jehova, jeg sværger dig evig Haan,
thi jeg er Konge i Babylon!"

Dog næppe de grufulde Ord henklang,
før Angstens Sved ham af Panden sprang.

Den gjaldende Latter forstummed i Hal,
og der blev dødsensstille i Sal.

225

Og se! og se l paa den hvide Mur
der tegned sig sort en Haands Figur,

og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant
Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.

Balthasar sad der med stivnet Blik,
hans Knæ og Hænder bævende gik.

De Riddere gøs, den larmende Fryd
var længst forstummet, ej mindste Lyd.

De Magere kommer, dog ingen formaar
at tyde de Tegn, der paa Væggen staar.

Men samme Nat slog Ridder og Træl
Balthasar, Babylons Konge, ihjel.

3/10 1893.