BALTHASAR.
(H. Heine.)
✂
ALT hylled Nattens Klædebon
sig tykt og tæt om Babylon.
✂
Men ovre i Balthasars Slot
dér flimrer Lys, der støjes raat.
✂
Der gjorde Kongen Gjæstebud
for Riddersmænd i Silkeskrud.
✂
Der tømte Mændenes skinnende Rad
den funklende Vin af gyldene Fad.
✂
Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang,
og Kongen jubled, og Ridderne sang.
✂
Og Kongens Kinder gløded af Blod,
og Vinen hidsed hans vilde Mod.
✂
Han rejser sig op fra Drikkebord
og haaner Gud med bespottende Ord.
✂
Han bryster sig frækt, hans Haan er vild,
og Ridderne brøler Bifald dertil.
✂
Og bydende vendte sig Kongen om, -
en Tjener forsvandt, paany han kom.
✂
Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar,
fra Jahves Tempel de røvede var.
✂
Balthasar greb - den forvorpne Mand -
et helligt Bæger, fyldt til dets Rand.
✂
Det tømte han pludselig til dets Bund
og raabte højt med fraadende Mund:
✂
"Jehova, jeg sværger dig evig Haan,
thi jeg er Konge i Babylon!"
✂
Dog næppe de grufulde Ord henklang,
før Angstens Sved ham af Panden sprang.
✂
Den gjaldende Latter forstummed i Hal,
og der blev dødsensstille i Sal.
✂
Og se! og se l paa den hvide Mur
der tegned sig sort en Haands Figur,
✂
og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant
Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.
✂
Balthasar sad der med stivnet Blik,
hans Knæ og Hænder bævende gik.
✂
De Riddere gøs, den larmende Fryd
var længst forstummet, ej mindste Lyd.
✂
De Magere kommer, dog ingen formaar
at tyde de Tegn, der paa Væggen staar.
✂
Men samme Nat slog Ridder og Træl
Balthasar, Babylons Konge, ihjel.