JAMMERDAL.
(H. Heine.)

✂ OM Gavlen tuder Nattens Vind,
hvor højt bag Ruder brustne
to stakkels Djævle strækker sig
saa magre og saa gustne.

✂ Den ene stakkels Djævel sa':
"Omslyng mig med dine Arme,
og pres din Mund imod min Mund;
jeg vil hos dig mig varme."

✂ Den anden stakkels Djævel sa':
"Ser dig jeg ind i Øjet,
forsvinder Kulde, Savn og Sult
og alt hvad jeg har døjet."

✂ De kyssedes meget, men græd dog mer,
kun Sukket danned en Pavse;
imellem de lo, og imellem de sang;
omsider blev de saa tavse.

✂ Man hented Betjenten, og Lægen kom,
han konstatered med Lethed
Kadavrenes Død, anførte som Grund
Omstændighedernes Slethed.

✂ "Den strenge Kulde", erklærede han,
"forbunden med Mangel paa Spise,
har - om ej ganske gjort det forbi -
dog synlig befordret en Krise.

✂ Naar Vinteren kommer," lagde han til,
"maa Sengene helst være bløde."
- Han anbefaled desuden enhver
en sund og kraftig Føde.