FØDT TIL GRAAD.

✂ EN stormfuld, barsk Novemberkvæld
med Sus i nøgne Træ'r
jeg strejfed saa alene om
langs Bredderne af Air;
da stod der for mit Syn en Mand,
svag, kuet ned af Aar,
af Rynker laa hans Pande fuld,
og snehvidt faldt hans Haar.

✂ "Hvorhen skal du, min unge Ven?"
begyndte Gubben snart,
"mon Guldtørst leder her din Gang,
gav Elskov Foden Fart?
Er Sorg kanske den skjulte Grund,
der tvinger dig som mig
med Taarer over Slægtens Lod
at stile samme Vej?

✂ Den Sol, som over Mosen hist
nedstraaled nys sin Pragt,
hvor hundred Stakler skatter til
een hoven Junkers Magt -
fir' Snese Aar hin Sol jeg fandt
i Vintrens hvide Baad,
og hvert af dem mig lærte grant,
at vi blev født til Graad.

✂ O Mand, hvor kaster du dog bort
i Letsind dine Aar,
de bedste Stunder øder du,
dit Livs, din Evnes Vaar,
din Lidenskab er som en Brand,
din Drift som Folen kaad,
og det er dine Fejltrins Sum,
at du blev født til Graad.

✂ Betragt ej blot dit Livsdøgns Gry
da sund er Sjæl og Marv,
da er en Mand til Gavn og Pryd
og vogter vel sin Tarv,
men se ham mod hans Nedgangssol,
brudt, pint af Sorgers Braad,
da viser Alderdom og Savn,
at du blev født til Graad.

✂ Kun saare faa ved Skjæbnens Gunst
fik Klap i Lykkens Skjød,
ja ej engang hver rig og stor
den gyldne Ære nød;
men hvilken Hob i hvert et Land
ved ej mod Armod Raad
og nemmer i et martret Liv,
at vi blev født til Graad.

✂ En bedsk og talløs Sygdomssværm
er vævet i vor Form,
og Pinslen øger Angrens Tand
og Nags og Niddets Orm;
den ranke Mand, hvem Ømheds Kys
har tit gjort Kinden vaad -
Mands Haardhed imod Mand har vakt
utalte Tusinds Graad.

✂ Se her en stakkels hvervløs Mand
der be'r med bange Ord
en Herremand om nok saa lidt
af Godsets rige Jord,
og se hin Maddik nægte ham
om blot den mindste Saad,
ufølsom for en Hustrus Savn
og sultne Smaabørns Graad.

✂ Er jeg ved Skjæbnens Lov bestemt
til denne Uslings Træl,
hvorfor blev Frihedstrangens Kim
da plantet i min Sjæl?
Hvis ej, hvi blev jeg Skive for
hans haanske Niddingsdaad;
hvor henter Rigdom Retten til
at vække Brødres Graad?

✂ Lad disse Ord, min unge Ven,
ej knuge paa dit Bryst;
mit bli'r jo ej det sidste Syn
paa Slægtens Ve og Lyst;
ej var en Stymper bleven til
med Savn i Kjød og Blod,
hvis ej i noget Mon han fandt
Belønning for sin Graad.

✂ O Død, du Fattigmandens Ven,
den bedste paa hans Vej,
min trætte Fod, min gamle Krop
alt længes ind mod dig;
den rige skjælver for dit Hug
i Velstands skjøre Traad,
men hvilket Favn du blev for den,
der sled sit Liv i Graad!