HANS KAARSBERG.

✂ DER red en Rytter over Steppen hvast;
saa muntert hoppede hans Huekvast.

✂ Der sad en Doktor i et Vennelag,
og ingen hørte Hanen varsle Dag
for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag.

✂ Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde,
der hopper Bægrene af Fryd og Glæde.

✂ Et mandigt Hjærte og en følsom Aand,
Kirurg og Jæger - samme sikre Haand!

✂ Og skal den vilde Hare skydes tam,
i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham!
Han vil ej skjænde Skovens Tempelro
ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko.
Han kjender Brokkens Hus og Vildtets Veje,
men sænker Bøssen for at se det lege.

✂ Paa Fantasiens høje Ørkenridt
- hvor skued han fra Sadlen milevidt!
Vi har Poeter nok i emsig Dont,
men faa med denne Digters Horisont.

✂ Den Nattergal har lidet rørt hans Sind
saalidt som "Poppedreng" paa sukret Pind,
og endnu har han holdt sig i at daane,
selv om i Sorø Sø han saa en Maane.

✂ Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl,
og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl.
Det stærke Blik, der kunde haane vildt,
det har jeg set bag Brillerne saa mildt,
naar Poesiens glade Glimmertraade
blev snoet til Streng ved høje Guders Naade!