KAALFOLK.

✂ Awar gan hen te Jepps ijaes,
og der sô Mowns, og der sô Mâs,
og det war nem for mæ og hør,
hwad Huml de haaj aa før,
for det war Lâs, der med Kjæn Grow
haaj wot ad Bøj og sit paa Stow;
fæk Lâs nu den Kaag paa hans Skorr,
war a saat udenfor.
Ja Kaalfolk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!

✂ Men tar mi Lâs den lied Hjont,
saa sejer a, han maa vær wont,
for af den væste Kjeltringslaw,
hun war da aal si Daw.
Æ Muer haar jo wal en Stej,
og det er nøj, en maa ta mej,
og sjel haar hun en Kakkelown
- og Skjek - som en Dragovn;
Men Kaalfolk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!

✂ Tho gywt sæ det er let nok gjord,
men sej mæ, hwadfornøj du for!
Og ta en Hjoj som Kjesten der -
nej, det sku Lâs læ vær!
Hvad hjælper Kow og Kakkelown,
nær saa æ Kwind er kryvedown!
Tho faa sæ den Slaws Bi i Kof
det gaar som i en Rof.

✂ Og der lod a mi Speci spring,
da Lâs war syk og hænd med æ Ving,
og sô ham te med Nol og Wask,
men han gik om og task;
og da vi sku te Maatensfest,
a saat ham Baagstykk i hans Vest
og vend ham hans Trawalli-Frak -
nu faar en saa si Tak!
Jow, Kaalfolk er nø gremme nøj...

✂ Nu vil a hen og lær aa væw;
for her ka en sgu gaa og skræw
og aalle kry f en Krumm teframm,
men løw si Daw teskamm.

✂ Læd saa di anner ha dje Spel,
a ska wal gaa og skjøtt mæ sjel,
og ta de Spark, som der ka blyw,
men læ æ Gywten dryw.
For Kaalfolk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!