BONDEFJOL.

✂ DER hænger paa min Nabos Væg
en gammel Bondefjol;
dens Strenge stritter nu med Skjæg,
og kløvet er dens Stol,
dens Skrueværk er graat af Støv,
selv ser den ud som blind og døv,
men har du Haandelag, da prøv
den gamle Bondefjol!

✂ Paa rusten Søm, i Uldgarnsstrop,
den hængte, - lidt paa skraa;
hvor tit som Barn jeg kravled op
og strakte mig paa Taa.
Da lød til mig dens Brumlestreng
som Humlens i en mosset Eng,
hvor Far med Tejne, Tøs og Dreng
var gangen ned at slaa.

✂ Aa, den er fuld af kaade Ting,
den gamle Bondefjol,
af Hamborgskotskens Stamp, og Sving
af Svejtrit og Tyrol;
det koger af dens Lydhul op
med Skjørtesus og Pigehop,
og Konefødder i Galop
ind under Hvergarnskjol'!

✂ Saa har du fulgt vor Bonde god,
min trældomsbrudte Slægt,
og lettet ved det sunkne Mod
og linnet Aagets Vægt.
Om Ridefogden, rød og tyk,
lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg,
et Strøg paa dig - da veg hvert Tryk
af Hoveri og Ægt!

✂ I dig laa gjemt den sidste Gnist
af Glædens Alterbrand,
naar Spil og Dans og Skjørtehvist
var sat i Rigens Band.
Da - lænet til en stubbet Kind -
du lo endnu om Kys og Kvind,
ja, listed dine Toner ind
til surest Mørkemand.

✂ Om Præsten i sin sorte Kjol
lod salte dig et Ris
og smæded dig fra Prækestol
med Marcus og Mathis,
121 dog Ungdom saa til Ungdom hen,
og Glutten smiled til sin Ven,
og Søndag Aften klang igjen
din vante "Repetis"!

✂ Saa længe Lærkers glade Hær
har Bo i Kløvervang,
vil danske Hjærter kræve mer
end altid Salmesang;
du gamle slidte Bondefjol,
du passer slet i Degnestol;
hvor Juninattens Gjøge gol,
der heded os din Klang!

✂ Min Barndoms kaade Violin,
læn dig mod denne Kind;
om end dens Stubber kradser din,
har vi det samme Sind,
den samme Jubel i vort Bryst,
den samme Sang i Nød og Lyst,
som svulmer om den danske Kyst
fra Korn og Søndenvind.