STINES PARASOL.
(F. A. Dahlgren.)

✂ OG Stine og Mads drog til Byen paa Stand,
og Jomfru blev Stine, og Kusk det blev han,
en Part af hans Hjærte hun havde i Vold;
saa gav han sin Stine en Solparasol.

✂ Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur,
da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur;
saa skulde Stockholm i hver eneste Fold
se hende gaa rundt med sin Solparasol.

✂ Og Søndag paa Søndag kom stadig paany,
men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky,
og Stine hun syntes den Glæde var gold
at traske i Graavejr med Solparasol.

✂ Hun klaged' til Mads: "Nej om jeg det forstaar,
hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar.
Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold,
saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!"

✂ Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn,
han svared': "Du skinner saa mageløs bovn,
at blot du gaar over en Plads eller Vold,
maa Solen ta' Tilflugt til Solparasol."