Aakjær, Jeppe BJØRNEN I BERN. (Efter Fr. von Sallet.)

BJØRNEN I BERN. (Efter Fr. von Sallet.)

I fordums Tid - saa har jeg læst -
de holdt i Bern en Bamse,
og lod de frit det laadne Bæst
i Landets Fedme gramse.
"Saa sig mig dog, I Berner-Børn,
hvad gjør nu egentlig den Bjørn,
det maa I mig forklare."

"Nuvel, han æder Truget tomt;
hvad mer skal han vel gjøre?
- tar til i Vægt og lægger fromt
sig paa sit grønne Øre.
Han sover med Ihærdighed
og brumler saa med Værdighed.
Kort sagt: Han er vor Bamse."

"Hvi vil I dog i Stad og Stat
til ham det bedste samle?"
"Du er dog ret en dum Krabat;
saa gjorde jo de gamle!
Vi er kaput, den Dag han gaar."
"Hvorfor?" - "Hold Mund! Vi ellers slaar
dig Ho'det ned i Maven!"

- Tys! Hvorfra stammer den Halløj ?
Hør! Børn og Kyinder hyler.
Se, Torvet vrimler; lav og høj
nu larmer som Kabyler.
Er Folket ramt af Pest og Brand?
- "O, tifold værre! Arme Land!
Vor Bjørn, vor Bjørn kreperet!

Saa brat ham ramte Dødens Spær,
og ingen fler vi huse!
O, maatte i et Herrens Vejr
os vore Bjærge knuse!
237 Forbi, forbi med Kanton Bern!
O, Jægergutter, op til Værn!
Fang ind en ny før Aften!"

De jager over Bjærg og Slugt,
kan ingen Bjørne finde;
men ligefuldt faar Træet Frugt,
og Æblerne bli'r trinde;
og Rugen gynger i sin Dal,
som Bjørnedød og Bjørnekval
ej for en Døjt den agted.

De jagede, til Solen sank
bag fjerne Alpetinder.
"Der stiger Maanen rund og blank;
se, om ej Skjælmen skinner!
Og Stjernerne - se der - og der!
Den hele muntre Himmelhær -
som ingenting var hændet!"

"Saa vil vi" - raabte Land og Stad,
"ej mer af Bjørne vide;
han aad sig fed af Folkets Fad
og vilde dog os bide.
Vi maatte klippe Bæstets Klør.
Se, Kornet gror, skjønt Bjørne dør!
Og vor skal aldrig savnes."

April 1908.