INDSIDDEREN.
(Karl-Erik Forsslund.)

✂ SAA du siger, jeg skal gaa!
du ta'r Huset fra mig! Naa!
Og fordi jeg ene mukked,
naar de andre bukked!

✂ Jeg har villet egen Nød!
- Ved du, hvem der skaffed Brød
til dig selv og dine Gjæster
ved de vilde Fester?

✂ Jeg har slidt ved Plejl og Plov,
gjødet Brak og ryddet Skov,
jeg har Dagens Byrde baaret,
Sæden saa't og skaaret.

✂ Jeg har forket dine Læs,
lagt dit Hø i høje Hæs;
først ved sidste Glimt af Dagen
slap min Haand fra Knagen.

✂ Jeg har Korn til Kværnen kjørt,
og fra Møllen Melet ført;
de har knust min ene Lunge
dine Sække tunge!

✂ Veddet til din blanke Ovn
har jeg fældet hist i Skov'n.
Tænker du, naar Ruden dugger,
paa din Brændehugger?

✂ Mel, som burde være mit,
Brød, som burde skjænkes frit,
dyrt hos dig jeg maatte kjøbe.
Og nu kan jeg løbe!

✂ Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt,
at din Velstand som din Magt
- ædt af Trøsk og syg i Roden -
dingler alt paa Foden.

✂ Men Farvel! Jeg har sagt nok.
Driv dit Spand, og sving din Stok,
mens en Lus i Smiger-Bytte
faar min gamle Hytte.