BARN OG MOR.

✂ VUG mig, Mor,
mens min spæde Livskim gror;
vug det Onde af min Vej,
vug det Sunde op i mig!
Vug mig, Mor,
mens mit Pust i dit sig snor.

✂ Vug mig, Mor,
nu da Rug til Ringlen gror,
Lærkesang paa Søndenvind
smyger i din Nynnen ind.
Vug mig, Mor,
saa jeg rank som Rugen gror.

✂ Vug mig, Mor,
ved en Bøn for det, du tror.
End vi vakler samme Vej,
siden kanske slipper jeg!
Vug mig, Mor,
mens vi begge barnligt tror!

✂ Vug mig, Mor,
varsomt i mit Skjæbnespor;
vug mig til en helstøbt Mand,
glad ved Hjem og Fædreland.
Vug mig, Mor,
til at staa ved Arv og Ord!

✂ Vug mig, Mor,
øs saa op din Trøjes Snor,
da bag Barmens Særkesøm
di'r jeg til mig Livets Strøm.
Vug mig, Mor,
mens ved dig jeg di'r mig stor.

✂ Vug mig, Mor!
I din Aande Søvnen bor.
Naar jeg sænker Øjet i,
svæver Drømmens Gud forbi.
Vug mig, Mor!
Snart jeg følger i hans Spor.