AN' VÆVER.

✂ GAMLE An' Væver hun færdes saa stille
som nuslende Mus mellem Siv,
kjender saa lidet til Døgnets Larm
og Verdens fortumlende Kiv.

✂ Gamle An' Vævers brøstfældige Hytte
har altid et Lys i sin Rude,
skinner saa langt over vildene Hede
for alle som sildig er ude.

✂ Gamle An' Væver hun karter og spinder
til dybt i den øde Nat,
taber i Søvne den slingrende Traad
og faar den møjsommelig fat.

✂ Gamle An' Væver gaar rundt om sin Hytte,
mens Duggen i Kaalene falder,
skaalmer ud mod de brede Kjær,
hvor rugende Vibe skvalder.

✂ Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget
og Løg bag Lavendlers Hegn,
ved da gamle An' Væver for vist,
at Natten vil ende i Regn.

✂ Kilderne hulker i Sommerkvælden
og Hededammene dampe,
spærrer hun da for Høns med Told,
for Faarenes Sti med en Krampe.

✂ Kornmo' blamrer i Hederugen
og flimrer paa sodet Bjælke,
itrer et Nu mod den hvide Gavl,
hvor Silden hænger til Spjælke.

✂ Henter hun stille ved Brønden sin Si
og lukker saa Katten ind,
ser under Karmen den rødlige Maane,
ens Døren hun skodder med Pind.

✂ Gamle An' Væver - saa fattig hun lever,
saa kongelig dog hun drømmer,
ens Natteregnen paa Tagets Mos
sin Skaal saa dulmende tømmer.