TO FORKYNDERE.
✂
DE beder derinde for aabne Døre,
mens Lærkerne synger for døveste Øre.
✂
De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen,
en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen.
✂
De beder om Naade for sig og sine,
for andre de beder om Helvedes Pine.
✂
Præsten staar sort mod den hvide Væg,
grader Bevægelsen ud over Salen,
lægger med Tomlen i Bogen et Læg,
stryger sig stramt ad sit side Skjæg
og skrider fra Texten til Talen.
✂
Flittig han grumser Alverden til,
intet han agter, og lidet han levner,
har man bare det Sind, der vil,
da findes jo lettelig Revner.
✂
Engen ligger saa lys og grøn,
Havren ringler saa fint og stille.
Verden er altid stor og skjøn,
Menneskehjærtet saa trangt og lille.
✂
Præsten raser en Time fuld,
svælger i pyromaniske Drømme,
pisker med Nælder Syndens Kuld,
svider med Svovl og Edderstrømme.
✂
Brat, som vilde han noget kløve,
hugger han Haanden i Pultens Planke:
"Satan gaar rundt som en slugvorn Løve
med oprejst Hale og Manke!
✂
Gud skal sanke hver Synd i Sæk,
lusker sig nogen fra Dommen væk,
skal Fanden paa Forken ham hente;
hvad du har syndet som vild og ung,
hvad du har drømt under Dynen tung,
en Dag skal det sones - med Rente!
✂
"Item" (nu synes hans Grumhed mæt)
"Herren skal gribe sit Vaskebræt,
tvætte dig Synder, Plet for Plet!"
Forsamlingen snøfter bevæget.
Men Præsten trænger skam mest til Tvæt,
thi han har spildt Æg i Skjægget.
✂
Salen er fyldt til inderste Krog,
Kroppene damper som Kedler i Kog.
Mændene skutter sig tavse paa Bænken,
blege af Angst og Eftertænken.
✂
Gamle Kvinder med visne Hænder
sfdder og fingrer ved Bogens Spænder.
Unge Piger med trinde Lænder
kan ej tøjle det viltre Sind,
lukker bestandig Synden ind
i det sunde, blomstrende Hjærte.
En har danset for ganske nys,
én har nippet bag Diget et Kys,
nu volder det Glutten Smerte.
✂
Præsten er atter paa Sjælefangst,
Dumhed er Krogen, hans Madding Angst.
"Øxen er lagt ved Roden!"
Hjærtet han saarér Sting i Sting,
Jordens lysende runde Ring -
han sparker den bort med Foden.
✂
- - - Da med ét en Svale svæved
ad det aabne Vindve ind,
fløjtende den brat sig hæved
op paa Bjælken lang og trind.
✂
Et Sekund den ganske stille
sad beklemt og titted ned,
som den vilde maale Højden
af sin egen Dristighed.
✂
Men saa spændte den sin Strube
til en kaad og hedensk Sang,
og fra Brystets spæde Grube
Jordens muntre Toner klang.
✂
Alle Jublens Klarinetter,
Dansetrin til Silkeslæb,
Kvindekys i blide Nætter
toned af det Svalenæb.
✂
Og den sang om modne Druer
vældende af Klippens Sten,
sang om grønne Kakaduer
paa Mangrovetræets Gren.
✂
Sang om Styrt af vilde Floder
i det fjerne Afrika,
sang om Nilen, Havets Broder,
Middelhav og Marmara -
✂
Om Flamingo'er, rosenrøde,
lysende langs Syrtens Bugt,
- hvad en lille Fugl kan møde
paa sin muntre Verdensflugt.
✂
Sang og sang! om Sommerrugen,
som har gynget Kjærnen fuld,
sang om alt, der gror og grønnes
i og om og over Muld.
✂
Sang om Sol og brune Bier,
dansende om Kubens Karm,
sang om hvert et Straa, der dier
Jordens underspændte Barm.
✂
Sang om Bækkens lange Latter
over alt og Ingenting,
sang om Aaens Arm, der fatter
Landet i et Kjæmpesving.
✂
Sang om Bær, der ensomt rødme
i den brune Hedelyng,
sang om Æbleblomstens Sødme
og om Gjærdesnerlens Slyng.
✂
Sang om Strandens Baad, der prøves
under Støj af Klittens Børn,
mens Septemberluften kløves
af den vilde Fiskeørn.
✂
Sang om lyse Sommernætter,
Mosebryg og Møllebrus,
klingre Slag af sorte Spætter,
Aftenrøg af øde Hus.
✂
Sang om Kvæg i Hjorde hvide
og den stolte Hjorts Gevir,
Svaleleg ved Aftentide
om et skovgjemt, irret Spir.
✂
Og den sang om Morgenrøde,
sang om Hejredans i Dug,
naar en Falk gi'r Ungen Føde
under stive Tidslers Buk.
✂
Sang om Jordens største Lykke,
sang det op i Præstens Spind:
Mand og Kvinde, elskovstrygge,
ømt forenet, Kind mod Kind!
✂
Og nu selv en varm Forkynder,
nidkjær indtil Marv og Ben,
synger den om søde Synder
bag en dugget Hybengren.
✂
Jubler ud sin galne Viden
om et Hyttetag af Rør,
dér en Rede lun og liden
bag en revnet Forstu'dør.
✂
Og den ler sig Vingen kroget,
som den sig i Siden tog,
gjør et Hop og slipper noget
ned i Præstens sorte Bog.
✂
Men forfærdet ved sin Gjerning
ud den sig fra Bjælken svang,
mens med Djævlen kastes Terning
om din Sjæl endnu engang.