SVALEN.

✂ HOR hvor let dens Vinge smækker
mod den tunge Kløverdusk,
mens den som en Skyttel lægger
Farten gjennem Røg og Rusk.

✂ O, du lille verdsligkaade,
Flugtens fødte Favorit,
som til Livets tunge Gaade
ikkun har et let "Kvivit!"

✂ Vilde du kun tit mig følge
lig en lille venlig Aand,
som du nu paa Luftens Bølge
næsten strejfede min Haand!

✂ Vilde du kun tit mig lede
som i hine fjerne Aar
paa min Barndoms tunge Hede
til min Faders lave Gaard!

✂ Aa, naar du paa Blæsten vendte
og mig i mit Ansigt saa,
var det næsten, som du kjendte
Barnesindets Sorger smaa.

✂ Ja, det var som om du tøved
et Sekund og fritted mig:
"Hvi er lille Bror bedrøvet,
hvorfor ikke glad som jeg?"

✂ Men naar du saa Gaarden stige
bagom Kaalgaard-Popler frem,
svandt du langs det lange Dige
- for at følge andre hjem.

✂ Sildig Aften, tidlig Morgen:
samme Flugtens muntre Sting;
samme Svinden, tyst, forborgen,
som var Sagen ingen Ting.

✂ - Naar en Dag mit Blik skal briste,
og min Aand maa flagre frit,
bân du Vejen for min Kiste
med dit elskede: "Kvivit!"