OMSVÆRM OS KUN, FJENDER.
(Arthur Fitzer.)

✂ DA nu det sig rygted til Fjendernes By,
at Herren et Tempel vi bygged paany,
da stormed de mod os i Tummel og Tramp,
og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.

✂ Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten;
med venstre Haand førte vi Hamren og Ske'n,
men højt i den højre vi løfted til Værn
de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn.

✂ Og Muren sig hævede Fod over Fod,
mens Kalken vi blanded med rødnende Blod.

✂ De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld
til Saaredes Rallen i Sted for: "Godt Held!"
Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund,
dødtruffen og ramt til vor inderste Grund.
Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej!
I dræber os, men I besejrer os ej!"

✂ Saa toned' i Zion den trodsige Sang,
mens Mændene mured med Ske og med Stang
den Højestes Tempel, det hellige Hus.
Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?

✂ Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt;
vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt;
omsværmet af Fjender vi strider imod
og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.