Aakjær, Jeppe KRITIK.

KRITIK.

ET Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært
gav Nattergalen en Aften Koncert.
Alle Partier var himmelglade
ved denne natlige Serenade.
Bøgen stod med de stilleste Blade,
Skyerne listed paa Sokker afsted
hen over Himlens blaanende Bed.
Uglen sad fornem med lodne Fødder,
Egernet vimsed omkring og bød Nødder.
Smælded for højt et Elskovskys
hørte man Natravnen hvæse et: "Hys!"

I Fremmedlogen sad Maanen ene
og laante Lys til den halve Scene.
Og rundt omkring paa Kviste og Grene
sad Skovens Sangere to og to
og næbbedes sagte og stille lo,
naar Mestersangerens Englerøst
kildred en Streng i en Kjenders Bryst.

Men midt i en Muddergrøfts første Parket
sad der en Frø paa en gratis Billet.

Den var der, skjønt ingen vidste for hvad,
men Rygtet gik, den var no'et ved et Blad.

Jo højere Nattergalen sang
des lavere Frøens Kjæver hang.
Med aaben Mund og svømmende Blik
den kløed det Øre, den aldrig fik,
den drejed sig halvt imod andet Parterre
som vilde den sige: Har I hørt værre!
og drejed sig atter uvillig om
imens den memorerte sin Dom.
At den vilde lyde paa Ærestab
det kunde man se paa dens Hængegab.

37

Sangeren tav; to Elskende sukked,
Liljen sit Hoved i Græsset dukked;
Stillidshannen i Maanens Skin
saa sin Mage i Øjet ind.
Uglen bed sine Neglerødder,
Egernet aad sine egne Nødder.

Da Sangens Toner var tystnet - plump l
gik Frøen tilbunds som en Mudderklump,
og kommen hjem - paa en Vandkalv ridende -
skrev han i Frøernes "Berlingske Tidende"
en Kritik baade hvas og svidende.

Nu er den Glemslens; let dunster væk
den Dadel, der skrives med Mudderblæk.
Her skal kun nævnes dens sidste Træk;
der læstes - ligesindet til Skræk:
"Jeg fandt i denne saakaldte Sang
ikke ét eneste ærligt Kvæk!"

Saa slukked Maanen sin blege Lampe
og lo, saa man frygted en Mavekrampe.

9/2 1910.