Aage Friis, 1870-1949 Det nordslesvigske Spørgsmaal, 1864-1879 - aktstykker og breve til belysning af den danske regerings politik (2. bind)

DET
NORDSLESVIGSKE
SPØRGSMAAL

1864-1879

AKTSTYKKER OG BREVE TIL BELYSNING AF
DEN DANSKE REGERINGS POLITIK

PAA UDENRIGSMINISTERIETS FORANSTALTNING
UDGIVET AF
AAGE FRIIS

II. BIND

FRA 1. APRIL 1868 TIL 31. DECEMBER 1870

KØBENHAVN
HENRIK KOPPELS FORLAG
1925

s. IIF. E. BORDING. KØBENHAVN

s. IIIFORORD

DETTE andet Bind »Aktstykker og Breve til Belysning af den danske Regerings Politik i det nordslesvigske Spørgsmaal 1864—79« indeholder en Fortsættelse af den i 1.Bind trykte Sam- ling af Akter og Breve fra danske Arkiver for Tiden fra 1. April 1868 til 31. December 1870.

Det indeholder de danske Akter i samme Omfang som for den foregaaende Periodes Vedkommende. I et følgende Bind vil blive trykt de Uddrag af de danske Statsraadsprotokoller for Tiden 1864—79, der er blevet stillet til Raadighed og benyttet i de af mig udgivne Bøger om det nordslesvigske Spørgsmaals Historie. Med Hensyn til Indhold og Udgivelsesprincipper henvises til Forordet til det i Aaret 1921 udgivne 1. Bind.

I Forordene til 1. Bind af denne Aktsamling, til den samtidig udgivne »Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark« I, og til den i April 1923 udgivne Bog »Danmark ved Krigsudbrudet Juli—August 1870« gjorde jeg Rede for de af mig benyttede danske og udenlandske Kilder. Jeg maatte dèr meddele, at den tyske Regering havde nægtet mig Adgang til de i tyske Arkiver bevarede Akter vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal, men tillige, at det tyske Gesandtskab i København i Skrivelse af 20. Januar 1921 havde meddelt mig, at den tyske Regering vilde udgive en omfattende Fremstilling af Pragfredens Artikel V’s Historie paa Grundlag af de preussiske og tyske Akter, og at dette Skrift vilde foreligge trykt i Løbet af Februar 1921, saaledes at jeg kunde benytte det ved Udarbejdelsen af mit Værk.

Nu i Januar 1925 er fremkommet det saaledes bebudede Værk: »Bismarck und die nordschleswigsche Frage 1864—1879. Die diplomatischen Akten des Auswärtigen Amtes zur Geschichte des Artikel V des Prager Friedens. Im Auftrage des Auswärtigen Amtes herausgegeben von Walter Platzhoff, Kurt Rheindorf, Johannes Tiedje. Mit einer historischen Einleitung von Walter Platzhoff, 1925.«-

s. IVDette Værk svarer ingenlunde til, hvad der i den nævnte Skrivelse blev stillet i Udsigt. Det indeholder kun et stærkt begrænset Udvalg af en Del af det tyske Udenrigsministeriums Akter — de diplomatiske — og ingen præcis Angivelse af, hvorvidt Huller i Aktpublikationen paa Steder, hvor saadanne, bl. a. under Hensyn til den danske Publikation, ikke vel kunde ventes, beror paa, at det tyske Udenrigsministeriums Arkiv overhovedet intet indeholder (jævnfør bl. a. den danske Aktstykkesamling I, 816 f. med de tyske Akter S. 283 f. og Indledningen dertil S. 38). Værket bringer ingen »omfattende Fremstilling af Pragfredens Artikel V’s Historie«, men en af Professor Platzhoff affattet »Indledning«, der kun giver en kort Oversigt, som systematisk forbigaar det siden Efteraaret 1921 udgivne danske Aktmateriale, til hvilket der heller ikke ved Publikationen af de tyske Akter, hverken direkte eller indirekte, er taget Hensyn. Under Behandlingen af Tiden 1864—66 er der ligesaalidt taget Hensyn til N. Neergaards grundlæggende Værk »Under Junigrundloven«. I sin Indledning har Hr. Professor Platzhoff, hvor det drejer sig om at fastslaa og bedømme den danske Regerings Handlinger og Motiver, alene benyttet de tyske og franske Københavnergesandters Referater med Forbigaaelse af de trykte danske Regeringsakter. Paa et Hovedpunkt — Forhandlingerne i Foraaret 1868 — undlader han overhovedet at nævne, bekræftende eller afvisende, en diplomatisk Aktion af Bismarck, der er Genstand for udførlig Omtale i flere danske Akter og er af største Betydning for Forstaaelsen saavel af den danske som af den preussiske Politik.

Den Fremgangsmaade, der saaledes er anvendt ved Udgivelsen af den tyske Aktsamling, er imidlertid blevet mødt med skarp Indsigelse af tyske Historikere. Offentlig har Professoren i slesvig-holstensk Historie ved Universitetet i Kiel, Dr. Otto Scheel, øjeblikkelig erklæret det af det tyske Udenrigsministerium foranledigede Værk for ufyldestgørende, Professor Platzhoffs »Indledning« for videnskabelig uforsvarlig og krævet en ny, virkelig udtømmende og videnskabelig Behandling fra tysk Side. (Se »Kieler Zeitung« 13. Februar 1925 Nr. 74 og 1. Marts 1925 Nr. 101, samt »Schleswig-Hosteinische Landes- zeitung« 25. Februar 1925 Nr. 47.)

Ved Udgivelsen af dette 2. Bind af den danske Aktstykkesamling har jeg derfor ment at kunne indskrænke mig til en Henvisning til denne uforbeholdne Indsigelse fra den mest kompetente tyske Side, der formentlig vil blive efterfulgt af mere indgaaende Vurderings. Vaf den tyske Aktpublikation og forhaabentlig ogsaa af en ganske nødvendig, supplerende tysk Publikation.

De til Dels meget vigtige nye Oplysninger, som det tyske Værk bringer vedrørende Perioden indtil 31. Marts 1868, vil blive indarbejdet i den tyske Oversættelse af min Fremstillings 1. Bind, der foreligger færdig i Manuskript, men hvis Udgivelse nu vil blive udskudt. Det tyske Værks andre til Dels ogsaa meget oplysende Akter for Tiden fra 1. April 1868 til December 1880 vil jeg benytte ved Fortsættelsen af mine Arbejder, medens jeg iøvrigt forbeholder mig en samlet kritisk Behandling af den paa Foranledning af det tyske Udenrigsministerium udgivne Publikation.

Af nærværende 2. Bind forelaa, da »Bismarck und die nordschleswigsche Frage« udkom, Ark 1—43 rentrykt, hvorfor der kun et Par Steder i Bindets sidste Ark har kunnet tages Hensyn til det tyske Værk.

Da Hensigten med min Aktpublikation og Fremstilling er: uden Forbehold af nogen Art og med Benyttelse af alt tilgængeligt Materiale at give en udtømmende og alsidig Fremstilling af de Spørgsmaal, der knytter sig til Pragfredens Artikel V, vil selvfølgelig den sene Fremkomst af de tyske Akter udskyde Fuldendelsen af mine Arbejder.

Jeg har nu opnaaet Tilladelse til at benytte Akterne i det engelske Udenrigsministeriums Arkiv i London og i de russiske Statsarkiver i Moskva. Undersøgelserne dér vil snarest mulig blive iværksat.

København, 24. April 1925.

AAGE FRIIS.s. VI

s. VIIINDHOLD:

AKTER OG BREVE FRA DANSKE
ARKIVER

1. APRIL 1868—31. DECEMBER 1870 s. VIII

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 1. April 1868.

Kjære Vedel! Af Frygt for at glemme et Spørgsmaal, som jeg har villet gjøre Dem, tilskriver jeg Dem disse Linier. Lehmann kom nemlig forleden Dag og spurgte mig, om der vilde være Noget til Hinder for at han oppe hos Liebe giennemlæste Statsraadsforhandlingerne for Marts 1848, forpligtede sig til ikke at tage nogen Afskrift eller notere Noget, men efter de mangfoldige Oplysninger, der fra forskjellig Side vare fremkomne i den senere Tid, havde ogsaa han forsaavidt jeg forstod efter Conference med Krieger givet en historisk Skildring af denne Tids Tildragelser ¹En saadan Skildring findes i Historisk Tidsskrift 3. Rk. VI, 1868. S. 198—211.) og han ønskede nu kun for at være sikker paa sin Hukommelses Correcthed at gjennemgaae de 8 Dage efter Martsministeriets Dannelse i Statsraadsprotocollen. Jeg svarede ham at det var en Regel som idetmindste samvittighedsfuldt var bleven fulgt i min Tid, at Ingen havde faaet Tilladelse til at gjennemsee Statsraadsprotocollerne selv ikke Ministrene uden i Statsraadet eller i Ministerconference, ligesom gjentagne Forsøg paa at kunne erholde bemeldte Protocoller udlaant eller udsendte til Bernstorff ²Kongens Sommeropholdssted ved København.) vare blevne forhindrede eller nægtede Fyldest, og at det derfor vilde være mig umuligt at kunne meddele en slig Tilladelse. Til hans Bemærkninger om at han i den givne Tid havde været Minister og kun ønskede dette for at berolige sin Samvittighed, svaredes, at jeg vilde sige ham definitiv Besked om 8 Dage. — ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

1

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 1. April 1868.

Kjære Quaade! Da Frøken Bjelke reiser imorgen over Berlin vil jeg dog ikke undlade at benytte denne Leilighed for at sende Dem et Par Ord, da jeg just har en Timestid til min Disposition og jeg veed at der imorgen ikke bliver Leilighed for mig til at skrive. Det sidste Brev fra mig var vistnok lidt confust da jeg havde havt Bal om Aftenen iforveien hos mig og saaledes kun faaet 2 Timers Søvn og desuden var noget overvældet af den Stemning, som Deres Depecher havde fremkaldt hos mig, det var ligesom et nyt Lysglimt i den slesvigske Sag, og dog have efterfølgende Skygger tidt under denne Forhandling været saa stærke ovenpaa ethvert Lys, at Ens Tro og Forhaabning kun er liden, hvorfor jeg ogsaa har bedet de enkelte Vedkommende som officielt maatte underrettes om Sagens Gang ikke ved nogetsomhelst ydre Tegn af Tilfredshed at tilkjendegive at der var indtraadt en bedre Vending i Sagen, thi Intet er saa ulykkeligt som at bevæge sig ligeoverfor feilslagne Forhaabninger, om man end ikke har nogen directe Skyld i den fremsatte[!] Skuffelse. Jeg har idag sat Hs. Majestæt Kongen i Kundskab om i hvad Aand og Retning jeg havde isinde at svare Dem aldeles confidentielt, for at opfordre Dem til at føle sig for om der kunde være nogen Sandsynlighed for ad den antydede Vei at naae et gunstigt Resultat og om en slig Opfordring fra Kongens Side til Keiseren kunde ventes at blive modtaget med Imødekommen; — det vanskeligste Spørgsmaal at afgjøre er om man har villet dette eller om man har tænkt sig noget andet Slægtskab f. E. det engelske, dog kan jeg ikke troe dette. I et Telegram ¹I Berlingske Tidende 1. April 1868 Nr. 78 findes fig. Telegram: Paris, 31te Marts. Liberté vil vide, at Danmark har tilbudt med hele sit Territorium at træde ind i det nordtydske Forbund, dersom Preussen vil afstaae det Nordslesvig, Als og Dybbøl medindbefattede.) finder jeg i dette Øieblik angivet,s. 3at Danmark skulde være tilbøielig til at indtræde i det nordtydske Forbund naar Als og Dübbol tilbagegives, ligesom i et andet, at Forhandlingerne ere standsede fordi Danmark forlanger Afstemningen i Henhold til de ved Rigsdagsvalgene constaterede Stemninger og Ønsker hos Befolkningen. — Med Hensyn til Slægtsskabsforhold og Indvirkninger paa Kongen af Preussens Gemyt, da have de skriftlige Henvendelser og personlige Besøg hidindtil ikke havt nogen mærkelig Indflydelse. — Skulde denne Sagernes Gang gjennem en mere fortrolig Forhandling udenfor diplomatisk Brug eller Former finde Sted er det selvfølgeligt at mange farefulde Momenter kunne indtræde, men det gjelder om fra vor Side ogsaa der at gaae fremad med den største Forsigtighed; Kongen udtalte som sædvanlig aldeles af sig selv uden nogen egentlig Anledning fra min Side at enhversomhelst personlig Opoffrelse, hvorved den danske Deel af Slesvig kunde føres tilbage til Danmark, ikke alene vilde blive ham let, men for at naae dette Maal vilde endog ethvert Offer og Opoffrelse af personlig Følelse og Stolthed være ham kjær. Det følger af sig selv at ved Omtale af denne Sag og Udviklingen imellem os af hvorledes den eventualiter skal tages og behandles maa Brevvexlingen som herom føres imellem os være omgjærdet saa stærkt af Forsigtighedshensyn at ikke tredie Mand skal underveis under Brevenes Expedition fra Sted til andet blive deelagtiggjort i vore Ideer. At der ogsaa er en Fare ved at benytte en Trediemand hvis Raad kunne blive ikke alene trykkende men ogsaa af den Natur at de ikke kunne modtages uden Tab af Statens Selvstændighed, er jeg ingenlunde blind for, men Stillingen forekommer mig at være den nu da vi skulle foretage Valget, at paa den ene Side staaer den Mulighed ved Hjælp af Trediemand ad fredelig Vei at kunne naae hvad vi trænge til og at Forhandlingen saaledes kan vedblive at gaae — paa den anden Side, at Forhandlingen kommer til at afbrydes efter, at vi ikke have villet indlade os paa at modtage det givne Raad, og vorts. 4Haab da kun staaer paa at det kunde blive et europæisk Spørgsmaal, der kan løses saavel paa en Congres som ved en Krig, og det forekommer mig da aldeles iøinefaldende, at intet Middel maa lades uforsøgt for at naae Maalet ad den første Vei, thi det Vundne vil da blive sikkrere at hævde og langt billigere at gjenerhverve, og med Hensyn til Omfanget af Retrocessionen er det heller ikke givet at det jo er lettere at naae sine Ønsker ad første end ad den sidst angivne Vei. Desuden vil der forinden vi indtræde i den nye Phase være al Leilighed til at vise hvad der kuns kan hjælpe og hvorfor vi altsaa med nogensomhelst Freidighed kunne yde Offre. Jeg har under mine mangfoldige Samtaler med Mohrenheim bestandig stræbt efter at sætte ham fuldstændigt ind i vor hele Udvikling, saa at han ikke skulde komme til at hildes i de gamle Garn, som ere spundne af Koskull og Freitag; — jeg længes ret efter at høre, hvorvidt de er entreret med ham og om han har troet at kunne henvende sig i al Fortrolighed herom til Gortschakoff, foruden vort personlige Kjendskab til Manden herfra bilder jeg mig ogsaa ind at det maa være et gunstigt Moment at han tidligere har været Secretair hos Prindsens og saaledes efter al Sandsynlighed kan tale med denne i større Fortrolighed. Qui vivra verra! og quod bonum faustum felixque sit og hermed Farvel for denne Gang, da jeg nu maa slutte min Epistel. —

1*

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 2. April 1868.

Kjære Vedel! Da jeg endelig maa tale med Dem idag forinden Ministrenes Komme beder jeg Dem om at ville tage mig med paa Veien og venter Dem derfor lidt efter 12 hos mig. — Vor Ven Knudsen var ikke aldeles heldig i Valgets. 5af sine Ord igaaraftes, ¹Etatsraad J. F. C. Knudsen, Redaktør af Berlingske Tidende, hvor der i Nr. 78 1. April 1868 findes en redaktionel Notits angaaende Optagelsen i Bladet af to Telegrammer (det ene det i Grev Frijs’ Brev af ¼ nævnte) sluttende med, at det maaske ikke er »aldeles overflødigt at bemærke, at vi have al Grund til at ansee begge disse Efterretninger for ugrundede«.) og jeg kom til at skoggerlee af Ordene »er det maaskee ikke aldeles overflødigt at bemærke«, thi der var en vis Klodsethed i Udtryksmaaden, som lignede min egen Skrivemaade, — De veed nok at det at kunne see Feilen ikke altid er eensbetydende med at have Evne til at rette den — og hvad der er væsentligere Maaden at dementere paa denne Gang maa aabenbart frappere Oppositionen og gjøre den mistænkelig, om at der dog skulde være Noget derunder.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
[Berlin, 3. April 1868].

Kjære Greve,

Som meddeelt igaar, ²Denne Meddelelse, antagelig i Privatbrev til Grev Frijs, findes ikke.) har jeg strax sat mig i Forbindelse med Mohrenheim, og han er villig til at indlede det videre Fornødne i Anledning af Thiles Antydninger.

Han har forelæst mig største Delen af en Rapport, som han samme Dag han afreiste fra Kbhvn., har tilstillet Fyrst Gortchacow angaaende Situationen, navnlig forsaavidt angaaer Forhandlingen om Nordslesvig, og jeg har deraf kunnet overbevise mig om, at han er meget vel stemt for os og derhos godt inde i vore Forhold. Han er nu efter des. 6yderligere Oplysninger, jeg har givet ham, ogsaa fuldstændig bekjendt med hiin Forhandlings nuværende Stilling, og dette, i Forbindelse med de gode Tilknytningspunkter han vil finde i sin egen ovennævnte Rapport, gjør ham, som tilfældigviis opholdende sig her, hvor han ikke er nogen officiel Person, efter min Mening fortrinlig skikket til Mellemmand for os.

Før jeg gaaer videre skal jeg bemærke, at jeg, talende med Mohrenheim om Thiles Antydning med Hensyn til Slægtskabsforhold, ogsaa har berørt det engelske Slægtskab, og at han var enig med mig om dets mulige Brugelighed, men dog formeentlig først i 2n Linie og som Appui.

Jeg undlod ikke at fremhæve for ham, deels at Kaiseren og den kaiserl. Familie jo tidligere har intercederet for os, men uden Nytte, samt at derfor Tilbøieligheden til at gjentage Forsøget, ganske naturligt kunde være noget hæmmet ved det tidligere Passerede, og deels at vor Konge netop af denne Grund kunde nære Betænkelighed ved atter at bede om Bistand; og alt Dette indsaae han; men ikke destomindre er han rede til at opfylde vort Ønske.

Han agter at skrive til Fyrst Gortchacow, tagende til Udgangspunkt deels forskjellige Dele af den ovennævnte Rapport og deels en ordret paa Fransk nedskreven Extract af min Rapport Nr. 17, indeholdende Thiles Meddelelse til mig, ¹Trykt Akter I, 819—21. Afskrift af Ekstrakten er vedlagt Quaades Depeche af 10. April. Trykt som Nr. 462.) hvilken Extract jeg i Fortrolighed har givet ham; men alt hvad jeg har sagt ham, har jeg udtalt som kommende fra mig selv alene, og jeg har derfor ikke kunnet opfordre ham til at skrive strax, hvorimod jeg har bedet ham, forberedende Alting at vente et Par Dage, indtil det jeg vilde tilskrive Dem idag, kunde være i Deres Hænder, forat De, inden Sagen førtes videre, kunde ved Telegraphen lade mig vide, om De var enig i hvad jeg havde gjort. Herefter er det min Hensigt, naar jeg ikke hører fra Dem i Løbet af Søndagen den 5te, ats. 7bede ham gaae frem efter vor Aftale. Jeg antager at denne Frist er lang nok til at De kan see Kongen, hvis De ikke allerede har talt med H. M. Det er jo nemlig nødvendigt, naar Kaiseren af Rusland skal gjøre Noget, at Han foranlediges dertil directe fra dansk Side, og jeg mener da, ligesom Mohrenheim synes at antage, at den rette Form derfor vil være en egenhændig Skrivelse fra Kongen til Kaiseren. Mohrenheim troer at Kaiseren gjerne vil yde sin Bistand, og at dette vil skee ved en egenhændig Skrivelse til Kongen af Preussen. Imidlertid maa man jo nu først see Resultatet af de indledende Skridt han vil foretage.

Jeg har ikke talt med Mohrenheim om hvorvidt det maatte være nødvendigt, at vor Konge skrev til Kongen af Preussen. Det er jo ogsaa Noget som vi have Tid til nærmere at overveie. Jeg har overhovedet ikke talt med Mohrenheim om Nogetsomhelst som det i Sagens Løb maatte være nødvendigt for os at gjøre, da jeg ikke vilde give Anledning til Aftaler, hvorved vi senere kunde føle os bundne; men naar han kan skrive til Petersborg paa Mandag eller en af de første Dage i næste Uge, kan han maaskee endnu under sit Ophold her have Svar derpaa, og De vilde da muligen finde det tjenligt for Sagens Fremme, senest med den Coureer som indtræffer her om Aftenen den 10de at forsyne mig med nogle Antydninger om hvorledes jeg kunde forholde mig ligeoverfor ham i den nævnte Henseende. Han reiser ikke herfra før den 15de.

Af min Rapport Nr. 19 ¹Af 29. Marts 1868; trykt Akter I, 825—26.) vil De have seet, at jeg har talt med Thile den 28de f. M. Ved denne Leilighed blev ogsaa den i min nærværende Skrivelse omhandlede Sag Gjenstand for Omtale.

Jeg havde gjentaget hvad jeg tidligere havde yttret om Vanskeligheden ved Sagens Behandling; og hertil svaredes. 8Thile, at der jo var to Spørgsmaal som skulde afgjøres: 1) »das Ob«, og 2) »das Wie«. Det første var mere et reelt, det andet et formelt Spørgsmaal; men førend det reelle Spørgsmaal var afgjort, kunde det ikke nytte at befatte sig med det formelle. Hvad nu iøvrigt det reelle Spørgsmaal angik, saa kunde han jo nok forstaae, at dette kunde have sine Vanskeligheder; og da jeg derefter bemærkede, at jeg fornuftigviis maatte kunne forudsætte, at ligesom man heri Preussen havde sit Standpunkt, saaledes vilde han ogsaa erkjende, at vi i Danmark kunde have vort Standpunkt, hvorfra vi bedømte Tingene, saa indrømmede han Rigtigheden af hvad jeg tilføiede, nemlig at vi kunde mene, at vi vare blevne temmelig haardt behandlede af Preussen og Østerrig, og lagde endog til, at der var Mange her, som deelte denne Mening. Han var altsaa enig i at Spørgsmaalet »Ob« var langtfra at være let. Men ialfald maatte dette jo først afgjøres. Naar dette var skeet, maatte man tage det andet Spørgsmaal for sig, og da var han meget villig til, naar jeg vilde, at tale med mig derom i Fortrolighed. —

Herefter kan jeg altsaa, naar jeg erfarer, at De er enig deri, bringe dette Spørgsmaal paa Bane hos Thile.

Efter Thiles Yttringer troer jeg ikke, at Werthers Rapport om Falbes formeentlige Skridt er forelagt Kongen af Preussen. Derimod sagde Thile mig, at han netop havde forelagt Kongen vor Depesche af 9. Marts, og at Kongen havde viist sig paa en for os deeltagende Maade forstemt over det ugunstige Indtryk Forhandlingens Stilling havde gjort paa os. Thile ansaae det østerrigske Incidentspunkt som endt. Han sagde da jeg gik: »Naar der blot ikke kommer Noget fra den som venter derude«. Dette var Benedetti.

Jeg skal endnu tilføie, at jeg nylig i et Selskab traf sammen med General Moltke. Han begyndte uden nogensomhelst ydre Foranledning at tale med mig og Sandströmer om det slesvigske Spørgsmaal og ganske i samme Retning i hvilken han tidligere havde talt derom med Sandströmer,s. 9med Undtagelse af at han ikke berørte det democratiske Regimente. Det var meget ønskeligt, sagde han, at Preussen blev enigt med Danmark. Man vilde ogsaa gjerne give os alt hvad der var dansk. Man vilde ikke have de danske Sles- vigere, — ligesaalidt som Polakkerne. Men vi vilde have Formeget; vi vilde idetmindste have Danevirkelinien. De militaire Positioner kunde Preussen ikke opgive. En Krig med Frankrig kunde efter de store Omvæltninger som havde fundet Sted, ikke udeblive, og da maatte vi ikke være i Be- siddelse af hine Stillinger, da vi ufeilbarlig vilde tage Partie for Frankrig, om ikke strax, saa senere, og i Grunden kunde han ikke fortænke os deri. Jeg svarede hertil, understøttet af Sandströmer, at naar vi fik den nationale Grændse, saa var der jo ingen Grund for os til at vende os mod Preussen; vi vilde ikke have de tre Hertugdømmer tilbage; vi vilde ikke engang nu forlange Danevirke; alt hvad vi forlangte var at faae saameget, at vi hverken behøvede at frygte eller at ønske Noget meer. Saa gjentog han, at han gjerne vilde give os alt hvad der var dansk, ja han gav os gjerne Als, som han indrømmede var reent dansk; men han holdt stadig paa hine militaire Stillinger, saa at jeg egentlig ikke ret forstod hvad han meente med at ville give os Als. ¹Jf. Quaades Depeche af 17. April 1868, Slutningen. Trykt som Nr. 471.)

G. Quaade.

Udateret. Den angivne Datering kan fastslaas efter Quaades Depecher af 10. og 17. April. — P. Vedels Paategning: Ankommen hertil med engelsk Coureer d. 5. April 1868.

Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 3. April 1868.

Kjære Vedel,

Jeg troer nu at kunne betragte det Vienske Tilfælde som endt. Wimpffen havde lovet mig, dersom han skulde erholdes. 10Paalæg om at foretage Noget her, da at underrette mig derom førend han gjorde Noget; og hans Coureer er kommen igaar, uden at jeg endnu har hørt fra ham.

Det er uheldigt, at den usalige Lyst til at være med, som driver Molzen & Co. frem, ogsaa gjør sig gjældende hos Folk der burde have bedre Forstand. . . .

[Om en Oplysning, Quaade ønsker at skaffe en tysk Videnskabsmand, der er anbefalet ham af Bucher, hvem han gerne vil tjene, da han, afset fra Modstanderskabet, godt kan lide Bucher.]

Jeg skriver idag til Grev Frijs om vor store Sag, og derfor bemærker jeg her ikke Andet, end at jeg har fundet Mohrenheim meget godt stemt for os og særdeles vel inde i alle vore Forhold. Han har forelæst mig en meget god og fortrinlig affattet Rapport, som han har sendt Fyrst Gortchacow samme Dag som han forlod Kbhvn. ¹Sml. Nr. 466 En Afskrift af denne Rapport foreligger ikke.)

Een Bemærkning maa jeg dog endnu tilføie. Ligesom Mohrenheim meget stærk har fremhævet det høist Mislige ved at Reclamationerne under Nr. 12 ²Nr. 12 i de preussiske Garantifordringer. Se Akter I, 610.) skulde adresseres til Kongen af Preussen, saaledes er dette Forlangende ogsaa i meget stærke Udtryk dadlet af Kölnische Zeitung. Jeg kan ikke antage at dette just vil skade; men jeg har dog i denne Anledning spurgt mig selv, om jeg ikke muligen i mine Rapporter har mindre tilstrækkeligt ladet fremtræde, at jeg, ligesom overhovedet Nr. 12 er forbeholdt yderligere Forhandling, ikke endnu ansaae hiint Forlangende som Preussens sidste Ord. Jeg har ogsaa fundet at de forskjellige Avisartiklers Fremstilling om Fordringen om Kirke og Skolesprog kan give Anledning til urigtige Forestillinger. Efter disse Fremstillinger kan det see ud som om Fordringen gik ud paa tydsk Kirke- og Skolesprog saavel paa Landet som i Kjøbstæderne, og jeg er bange for, at naar det oplyses at der ikke er Tales. 11om Landet, saa vil den deraf følgende Reaction i Folks Forestillinger kunne virke skadeligt.

G. Quaade.

Der er endnu en Ting jeg maa omtale og bede Dem sige mig Deres Mening om.

Krüger Beftoft har sendt til en herværende dansk Banquier Bendix en heel Mængde Afstemningskaart over Nordslesvig, med Anmodning om at han vilde sende dem til Præsidenten for den pr. Landdag, Anmodning[en] blev støttet ved en Skrivelse fra Dagbladets Redacteur, som kjender Bendix. Men denne havde ikke Lyst dertil, og jeg afværgede det i sin Tid ved Larsen, ¹Professor F. J. Larsen.) til hvem Bendix havde talt derom.

Nu ligger den hele Samling her og jeg er bange for at Krüger, der kan være en meget fortræffelig Mand og som vi vist maa paaskjønne, men som brister af Forfængelighed, skal, naar han nu indtræffer her, forlange Samlingen sendt ud i Verden, eller selv gjøre dette. Jeg troer ikke dette var godt især i nærværende Øieblik. Er De ikke enig deri? Jeg troer overhovedet at burde søge ved Bauer saameget som muligt at holde ham i Tømme.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Wien, 3. April 1868.

Herr Greve,

Jeg har igaar havt den Ære at modtage Deres Excellences Depeche Nr. 7 af 30te f. M. ²Trykt som Nr. 441.) Jeg fortrøster mig til, at min ærbødigste Rapport af 31te ³Trykt som Nr. 442.) alt vil have spredet de Tvivl, soms. 12ere opstaaede hos Deres Excellence om, hvorvidt jeg i mine Samtaler med Baron Beust og Baron Werther havde fraveget mine bestemte og klare Instructioner, og beklager, at jeg i min Rapport af 24de s. M. ¹Trykt som Nr. 428 a.) ikke — for at undgaae Gjentagelser — saa udførligt har refereret mine egne Yttringer under min Samtale med Rigskantsleren.

Jeg har iaften havt Leilighed, til at tale med Rigskantsleren efter en mindre Diner. . . .Jeg forelagde Baron Beust vedføiede projet de rapport, efterat have viist ham Hr. v. Thieles Brev ²Trykt som Nr. 434.) (hvis Form og Udraabstegn han fandt — usædvanlig), og forklarede hans Excellence Sagens Sammenhæng. Baron Beust bekræftede fuldstændigt min Fremstilling af vor Samtale, og tilføiede, at han havde fundet det ganske naturligt, efter den af mig gjorte Fremstilling om Forhandlingernes haabløse Standpunkt, som god Ven at udtale sin Mening herom til Baron Werther, der blev indladt umiddelbart efter mig. Sin Depeche til Grev Wimpffen havde han afsendt, men ledsaget den med et Postscriptum, der bemyndiger Gesandten til, førend han udtaler sig for Grev Bismarck at conferere med Kammerherre Quaade og tage Hensyn til dennes Indvendinger. Depechens Indhold betegnede Ministeren overensstemmende med mine Angivelser i min Rapport af 31te.

Jeg maa med Hensyn til Baron Werthers Forholdende endnu tillade mig den Bemærkning, at ligesom min Aabenhed imod ham var beregnet paa, at gjøre ham klart, at jeg kun havde at meddele Rigskantsleren det Aktstykke, som jeg ogsaa viste ham, (hvilket iøvrigt vist har været tilstrækkeligt, til at vække den preussiske Regjerings Misnøie), og saaledes netop forebygge de Suppositioner, hvortil han med en preussisk Diplomats hele Mistænksomhed alligevel er kommen, saaledes burde almindelig Forsigtighed og Takt have paabudt ham, forinden han i sin Beretning fremsatte en saa bestemts. 13og betydningsfuld Paastand, at gjøre et directe Spørgsmaal derom til Rigskantsleren, og han vilde da have kunnet forsikkre sig om, at jeg hverken havde forelæst eller givet Afskrift af nogen yderligere Depeche, indeholdende et saadant Andragende om Hjælp fra min Regjering, hvilken Form jo vilde have været benyttet ved et formelt Skridt af den Art. Jeg troer ogsaa, at det maa staae klart, at Baron Werther, hvis jeg havde forholdt mig taus og reserveret til ham, snarere vilde have tillagt mit Ærinde en større og mere skjult Betydning, naar Baron Beust, hvad jeg ansaae for uundgaaeligt, støttende sig til den af mig gjorte Meddelelse, yttrede sin Mening til ham om hans Regjerings ublu Fordringer.

Da jeg erfoer, at Baron Beust havde udtalt sig til Grev Stackelberg om Sagernes Stilling, undlod jeg ikke bestemt at fremhæve for min Collega, at jeg ikke hverken directe eller indirecte havde opfordret Baron Beust til at tale vor Sag, medens denne vel kunde føle sig kaldet ved Østerrigs særegne Stilling til Spørgsmaalet igjennem Prager-Freden, til at tage Initiativet til Forestillinger i Berlin eller andetsteds, og Grev Stackelberg har derefter gjort sin Indberetning til sin Regjering i denne Aand.

Deres Excellence yttrer: »Deres Hvlbhd. vilde have gjort vel i, i alt Fald da Baron Beust talte til Dem om, at han vilde skrive til Grev Wimpffen . . .« ¹Udeladelsestegnene her findes i selve Depechen.). Jeg maa hertil bemærke, at min ærbødigste Rapport af 24—26de udviser, at Rigskantsleren ikke tilkjendegav denne sin Hensigt for mig — men for Baron Werther. ²I Randen med P. Vedels Haand: jfr. imidl. Rapport Nr. 7 [ɔ: Falbes Depeche af 24. Marts 1868, trykt Akter I, 812—15].)

Falbe.

Depeche Nr. 9, modtaget 8. April 1868.

Bilag til Kammerherre Falbes Depeche 3. April 1868.

Projet de rapport à S. E. le comte de Frijs, en date du 3 avril 1868.

Monsieur le Comte,

J’ai eu l’honneur de recevoir hier la dépêche de V. E. du 30 mars. Les observations qu’elle contient sur mon entretien avec S. E. M. le chancelier de l’empire, lorsque j’eus l’honneur de Lui communiquer les instructions adressées sous le 9 mars à M. Quaade à Berlin, me font un devoir de constater ici quelques points sur lesquels j’espérais que mes rapports n’auraient guère laissé de doutes.

Lecture faite à M. le chancelier des instructions précitées, j’ai ajouté, que le gouvt. royal en faisant par moi cette communication confidentielle ne renonҫait pas encore à l’espoir d’un meilleur résultat de nos négociations directes avec la Prusse, et ne croyait pas encore le moment venu de s’adresser aux gouvernements amis pour obtenir leur appui, malgré l’état peu satisfaisant où se trouvaient ces négociations.

A d’autres occasions j’ai relevé aux yeux de M. le baron de Beust combien il importait, en vue d’une solution heureuse, de ménager les suseeptibilités du cabinet prussien, et S. E. a bien voulu promettre, avec la bienveillance et la sincérité qu’Elle met dans nos rapports, que, pour le cas, où Elle voudrait s’aboucher avec celui-ci sur la marche des négociations, Elle ne manquerait pas de relever qu’Elle agissait ainsi de sa propre initiative et mu par des considérations d’un intérêt général et européen.

Mon récent entretien avec M. le chancelier (rapport Nr. 8 du 31 ¹Trykt som Nr. 442.) m’a pleinement confirmé que telle est la manière dont II a présenté ses observations sur la marche des négociations et les conditions exigées par la Prusse au représentant de ce pays.

s. 15Si le baron de Werther, malgré cela, y a mis une autre interprétation, c’est qu’il a mal saisi les nuances de cette conversation comme de la franchise que je lui ai montrée, et qu’il a mis en avant, comme des faits, des suppositions sur la nature de mon entretien avec M. le chancelier de l’empire sans s’en assurer par des questions positives.

M. le baron de Beust a bien voulu me permettre de Lui lire ce rapport et le confirmer en tous points.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Lørdag, 4. April 1868.

Kjære Kammerherre.

Da jeg idag erfarer at Krigsministeren ¹W. R. Raasløff.) der er meget anstrængt af Rigsdagsforhandlingerne vil tilbringe Paaskeferien i Paris for at recreere sig og at han afreiser iaften, skynder jeg mig at underrette Dem derom for at De kan vide Aarsagen til denne Reise der aabenbart strax vil blive fortolket som rettet paa et politisk Maal. Destoværre var denne Tanke at det var det uheldigste Sted, som R. netop nu kunde vælge til sin Udflugt, slet ikke faldet Grev Frijs eller hans Colleger ind, og da jeg tillod mig meget stærkt at giøre opmærksom derpaa, var det allerede for silde. See nu hvad De kan giøre for at man i Berlin og i Petersborg ikke skal misforstaae denne Reise, De kan uden Fare for Deres Salighed sværge paa at han ikke har hvad der ligner Skyggen af en politisk Mission end ikke til Moltke.

P. Vedel

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
5 avril 1868.

J’approuve complètement et dans tous les détails ce que vous m’avez expliqué dans votre lettre d’avanthier. Je n’ai écrit que deux fois.

C. E. Frijs.

Koncept med Grev Frijs' Haand til Telegram, indleveret i København 5. April 1868; indlagt i udateret Depeche fra Berlin af 3. April 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 6. April 1868.

Jeg telegrapherede igaar til Quaade, »j’approuve complètement et dans tous les détails ce que vous m’avez expliqué dans votre lettre d’avanthier. Je n’ai écrit que deux fois.«

Jeg har modtaget igaaraftes Betænkningen fra Kirkeudvalget i Landsthinget, der indeholder en meget skarp og hensynsløs Critik af Kierkegaards og min Fremgangsmaade i denne Sag; ¹Trykt i Rigsdagstidende. Tillæg B. Udvalgenes Betænkninger. Ordentlig Samling 1867—68. sp. 905—918.) da efter al Sandsynlighed Landsthinget vil følge Flertallets Mening i denne Betænkning, kan dette deels skee ved at stemme for Ændringsforslaget (hvilket jeg ikke formoder vil blive Tilfældet) og da ville vi endnu have en 1½ Maaned tilbage, inden vi have gjennemløbet de forskjellige Stadier med Behandlinger i Landsthing, Folkething og Fælledsudvalg; forsaavidt derimod hvad der egentlig efter Udviklingen i Betænkningen maatte være det naturligste, Overgangen til 3die Behandling nægtes, da er hermed Ministeriet afgaaet, thi jeg vil ikke foreslaae Kongen at opløse Landsthinget, og denne Afgjørelse vil omtrent kunne falde imellem den 15de og 20de i denne Maaned, og det var i den Anlednings. 17at jeg vilde høre Deres personlige Skjøn med Hensyn til den slesvigske Sag; at jeg med fuld og inderlig Overbeviisning er gaaet ind paa ogsaa at forsøge den antydede Vei om at gjøre Forsøget med Slægtskabsforholdene, vil De vide, men om Hensigtsmæssigheden heraf kan der jo næres forskjellige Meninger, og det følger af sig selv at naar Kongen inden den 20de skriver sit Brev til Keiseren, da vil det ogsaa for Efterfølgerne være uundgaaeligt at følge den en Gang betraadte Vei — herimod vil jeg jo ikke fra mit Standpunkt kunne have det Allerringeste at indvende — men eet Spørgsmaal bliver dog tvivlsomt for mig, hvorvidt det ligeoverfor sine Efterkommere, naar Afgangen er saa sandsynlig, er forsvarligt samt ligeoverfor den Regjering med hvilken han indtræder i Forhandling eller hvis Ristand der anraabes er hensigtsmæssigt og loyalt at paabegynde en Virksomhed som man bestemt kan see i det Øieblik at man ikke vil komme til at fortsætte og hvis Tilendebringelse og Udvikling altsaa vil komme til at ligge i ganske andre Hænder; for mig staaer det egentlig som om vedkommende Regjering da med fuld Føie kan beklage sig over at være bleven hensynsløst behandlet, og jeg troer hverken for Landets eller for egen Skyld at burde paadrage os denne Bebreidelse. Derfor forekommer det mig egentlig naturligt, at jeg meddeelte til Quaade at han under de nærværende Forhold ikke maatte fremskynde Sagen af den ovenanførte Grund. Synes De ikke at en slig Betænkelighed bør gjøre sig gjeldende, da forekom det mig ogsaa i høi Grad ønskeligt at bemeldte Brev kunde skrives inden den 20de, thi ifald det fuldstændig skulde mislykkes i Henseende til det derved vundne Udbytte for os med Hensyn til Territorium og Garantierne samt Restitutionsmaaden, da forekommer det mig egentligen for det almindelige Bedste bedre at det afgaaede Ministerium bærer denne Ulykke end det nye som kan faae nok at trækkes med. — Vil De lade mig erfare Deres Opfattelse i saa Henseende; jeg haaber til Kl. 4 omtrent ats. 18kunne komme op i Ministeriet, men skulde dette ikke kunne blive Tilfældet, at jeg kan forlade Rigsdagen til den angivne Tid, da beder jeg Dem at sende mig et Par Ord skriftlig om denne Sag iaften, saaledes at jeg kunde have det til Gjennemlæsning imorgen tidlig, thi jeg skulde iaften spise hos Indenrigsministeren og derefter have Ministerraad. . . .

2

Undskyld at jeg maa slutte her endskjøndt jeg endnu havde Adskilligt at tale med Dem om.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 6. April 1868.

Kjære Greve,

— Mohrenheim skriver til Petersborg med første Coureer. Thile kjender og viste sig meget tilfreds med vor Tanke, at gaae til Rusland. Forat være sikker recapitulerede jeg for ham, hvad jeg har skrevet i Nr. 17, ¹Af 27. Marts 1868; trykt Akter I, 819-21.) og han bekræftede dets Rigtighed, tilføiende at den strengeste Hemmelighed jo var en absolut Nødvendighed, da ellers Bismarck kunde compromitteres. -

G. Quaade

Depeche, for største Delen chiffreret, modtaget 8. April 1868.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 6. April 1868.

Kjære Vedel,

Jeg har strax talt med Thile om Krigsministerens Reise. Han personlig troer paa den rette Sammenhæng og haabers. 19at Bismarck vil opfatte Sagen paa samme Maade. Men han beklagede dybt denne i høieste Grad »untoward event«, især efter de mange Telegrammer og Avisefterretningen om hvad der skal være passeret eller ikke passeret i Vien og nu ogsaa i Paris. Sorthjem, ¹Mohrenheim.) som jeg idag har seet, beklagedeTingen ligeledes høilig, og jeg veed Intet som kunde komme ubeleiligere end dette. Jeg har idag telegrapheeret om at advare Moltke, ²Moltke-Hvitfeldt i Paris.) men det er jo formodentlig alt skeet. Den ringeste Følge deraf vil være en Skjærsild af slette Rygter i 14 Dage eller 3 Uger. Det er som om den onde Skjæbne der nu i flere Aar har hvilet over os aldrig skulde forlade [os], og jeg begynder at troe paa en Prædestination der vil vor Undergang.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 7. April 1868.

Igaaraftes modtog jeg følgende Chiffertelegram fra Quaade, »Var det ikke godt at telegraphere til Paris om Krigsministerens Reise?

Quaade.

Hvad selve Spørgsmaalet angaaer da vil Raasløff, hvis han er taget directe til Paris kunne være der idag og jeg indseer ikke hvad der skulde telegraferes Andet end at han ikke har det ringeste politiske Opdrag, hvilket jeg alt udførligt har tilskrevet Moltke tilligemed Beklagelsen over at jeg ikke har kunnet gjøre ham Selskab, hvortil jeg snart kan trænge ligesaa meget som han gjorde, Verdensstadens Tummel er det eneste Middel til at forfriske mig ligesom jeg troer

2*

s. 20at dette vil være Tilfældet med Raasløff og er jeg for mit personlige Vedkommende overbeviist om at det er et bedre homøopathisk Middel end de der sædvanligen anvendes, thi jeg har gjentagende ad Erfaringens Vei deels i min private Virksomhed deels i den offentlige vundet den Erkjendelse, at naar man nedtrykkes af Bekymringer over at Alting gaaer daarligt, intet Fremskridt skeer men snarere en Tilbagegang, da er intet Helbredelsesmiddel slettere end at ville søge Trøst i Ensomheden, eller i Betragtning af Naturen, hvorimod Synet af den livligere Bevægelse i Verdens Hovedstad Paris altid paa mig gjennem den sig uvilkaarligt og ligesom gjennem Følelsen paatrængende Erkjendelse af hvilken liden Myre man er i den store Huusholdning har gjort mig det klart og indlysende saavel for Forstanden som for Følelsen, at det er Arbeidet, dette være nu stort eller lidet, som er Menneskets Hovedbestemmelse, at Hovedtilfredsstillelsen ligger i selve Arbeidet ifølge Naturens Lov — uden Arbeide ingen Tilfredshed mulig for Mennesket og vil man for meget tænke over Resultaterne eller Udbyttet af Ens Arbeide, da beskjæftiger man sig ogsaa med Noget hvorover man ingenlunde er fuldraadig, og det er selvfølgelig at man da vil være udsat for megen Skuffelse og ad denne Vei om ogsaa paa en anden Maade vil føle sig ligesaa utilfreds og ulykkelig som ved Intet at bestille. — At man, trods ikke Herre over Udbyttet af Ens Gjerning, dog maa samle saavel sin physiske som sin aandelige Kraft for at der kan være nogen chance for et heldigt Udfald, nægtes naturligviis ikke, kun at man erkjender kun for en Deel at kunne influere paa Stoffet. —

At telegrafere til Paris kan jeg derfor ikke see fører til Noget, hvorimod det næste Spørgsmaal bliver om vi kunne foretage Noget for at berolige den kjære Quaade som sikkerligen er ligesaa bekymret som Journalisterne ville fryde sig over Raasløffs Reise, thi det vil i den stille Uge kunne blive en lækker og frydefuld Spise. — Jeg vil foreslaae at han til Svar modtager — Ministeren skriver langt og udførligt idags. 21— hvilket ogsaa skal skee, et Brev der med fuld Sikkerhed kan betroes Posten; ¹Der foreligger intet Privatbrev fra Grev Frijs til Quaade af 7/4 1868, men derimod et af 9/4, trykt som Nr. 457.) da denne Medicin muligviis ikke vil virke beroligende og dulmende nok, overlader jeg til Deres Eftertanke om De kan give en lille Tilsætning, der idet- mindste kan tilfredsstille indtil Hungeren kan stilles ved Brevets Modtagelse. Jeg skal komme op i Ministeriet henved 12 om det er mig muligt, ellers imellem 1 og 2, og saa for- færdelig haster vel ikke Svaret, endskjøndt Quaade muligviis har ventet Svar inat. —

C. E. Frijs.

. . . Skal man for Alvor berolige vor kjære Quaade og saaledes at han troer derpaa, da er der ikke anden Udvei end at trykke ham den paa Halsen: Raasløff skal benytte denne Fritid til at samtale om St. Croix Affairen med de Forskjellige. —

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 9. April 1868.

Det er mig en Fornøielse hoslagt at kunne sende D.H. Afskrift af en Rapport som jeg igaar har modtaget fra Kmh. Falbe. Som De vil see, indeholder den Hr. v. Beusts eget Vidnesbyrd om, at Baron Werther har feilet i sin Opfatning af hvad der fra den kgl. Regerings Side er foretaget i Wien i Anledning af den Phase, i hvilken den confident, slesv. Forhandling for Tiden befinder sig. Jeg tør haabe, at enhver Misforstaaelse definitivt er fjærnet ved denne Erklæring.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 9.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 9. April 1868.

Kjære Quaade! Endskjøndt jeg egentlig ikke har noget Nyt at meddele kan jeg ikke undlade at benytte Coureren for at sende Dem et Par venlige Linier og for endnu yderligere hvis det behøves at forsikkre Dem at General Raasløff ikke har nogensomhelst Mission fra min Side andet end den at vende tilbage oplivet og frisk i Sind for at kunne med sin sædvanlige Energie og Kraft tage fat paa de 3 à 4 væsentlige Lovforslag som skulle endelig behandles forinden Rigsdagen kan faae Lov til at gaae hjem. Det kan vel være slemt at jeg ved denne Reise har givet Journalisterne mere Stof end ellers, men de der kunne tænke og som ikke ere ondskabsfulde, ville naturligviis sige sig selv, at naar man havde noget Ondt eller Hemmelighedsfuldt isinde, da vilde man ikke annoncere det saa høitideligt, ligesom vedkommende Regjeringer, hvilket dog er Hovedsagen, fuldkomment klart ville forstaae, at det aldrig kunde ligge i den franske Regjerings Hensigt at afslutte nogen Convention med os nu hvorved den bandt sig, forinden Sligt gjordes fornøden. — Hvis denne Reise maatte i Virkeligheden føre til nogen Skade, da har kun jeg Skylden deri, thi jeg har forceret Krigsministeren efter Statsraadet i Fredags til at tage denne Ferie, fordi vi ikke kunne være tjent med at see ham saa lidende og ussel som i den sidste Tid, og fordi jeg er overbeviist om, at de ubehagelige Forespørgseler, som jeg naturligviis har forudseet at ville faae, ikke ville have en skadelig Indflydelse i Forhold til den Gevinst at faae Krigsministeren rask og livlig tilbage efter Paaske. Gid jeg havde kunnet følge med ham, thi jeg trænger aabenbart ogsaa i høi Grad til paa nogen Tid at komme ud af disse smaa og trykkende Forhold og atter i en 14 Dage kunne fuldkommen hengive sigs. 23i Betragtning af andre og livligere Forhold samt en fyldigere Udvikling; havde jeg nu kunnet faae Congé til samme Tid, da har man ogsaa kunnet reise gratis, thi man kunde have speculeret paa 1 Dags eller 2 Dages Indflydelse heraf paa den let paavirkelige Børs i Paris. Dog nu nok herom, desværre er der vist ingen Udsigt til at jeg i Mai Maaned som er mit Ønske kan komme til Paris, medmindre Ministeriet skulde være saa heldig at springe paa Kirkeloven, der i næste Uge skal til anden Behandling i Landsthinget, hvor den har en Deel Modstandere. Jeg skulde ikke græde herover og det er min oprigtige Mening at der ikke vilde være mindste Fare i Øieblikket forbundet med et Skifte med Hensyn til den ydre Politik, thi den kan ikke godt uden fuldstændig Galenskab føres anderledes, og vist er det at ligesom Ministrene ere trætte og afsløvede om ikke ved det anstrængende Arbeide saa dog ved Manglen paa Hvile og Ro, saaledes er man saavel fraoven som franeden ogsaa træt af bestandig at see de samme Ansigter. — Hvad nu den vigtige Phase angaaer hvori Sagen nu er traadt, da er denne naturligviis ingenlunde fri for Farer, og dette endog af den Slags, som kan være vanskelig at værge sig imod, men uden Risico sjelden eller aldrig nogen Gevinst i denne Verden, der kan altsaa ikke tvivles om at Forsøget maa gjøres, mislykkes det i den Forstand at det heller ikke herigjennem er muligt at naae det som er Hovedsagen nemlig Flensborger- linien, og ved hvilken generøse Retrocession Preussen virkelig forpligter Danmark til Taknemmelighed, da maae vi allerhelst være frie for det Hele, thi det viser da at Preussen dog ikke vil opgive Tanken om ved given gunstig Leilighed at tage Resten. Af en slig Begjærlighed, som kan være uhyggelig nok, skal man heller ikke lade sig forskrække, thi ligesaa lidt som Individuerne kunne frie sig for Røvere og Tyve ligesaalidt kunne Staterne det og man maa derfor ogsaa i sidste Fald passe paa det bedste man kan, vidende at Alt ligger i en Andens Afgjørelse end i de menneskelige s. 24Planer. — . . . Hermed Farvel for idag, thi jeg skulde ogsaa have skrevet et Par Ord med Coureren til Falbe og Moltke. —

C. E. Frijs.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Skjærtorsdag, 9. April 1868.

Kjære Kammerherre.

Tak for Deres Breve ¹Af 6. April og formentlig af 3. April 1868. Trykt som Nr. 454 og 447.) og jeg er glad ved at see at Begyndelsen er lykkedes Dem: at overtyde Thile om Uskyldigheden af Raasløffs Reise, jeg vil haabe at Enden skal være Begyndelsen lig. Det er desto værre ikke første Gang at Udenrigsministeriet maa lide under hvad R. giør og siger — oprigtigt talt er det ubegribeligt at en i andre Maader saa dygtig Mand ikke bedre kan bedømme Situationen! Som De af den ene Depeche af idag ²Trykt som Nr. 456.) vil see, er det kjedsomlige Incidents i Wien lykkelig endt, saavidt skeet Skade staaer til at ændre, thi vist er det at Falbe har handlet meget uforsigtigt. Hvad Brevet til Petersborg angaaer, saa har jeg den Frygt at Bism. enten vil bringe os i den vanskelige Stilling at Keiseren udøver sit hele Tryk paa os til at modtage f. Ex. Aabenraalinien, naar det endelig er lykkedes ham at bringe Preussen saa langt ned uden Garantier eller med antagelige Garantier eller vil bruge Rusl. til at fremkomme med politiske Propositioner til os som han selv ikke har Lyst til at tage Initiativet til. I førstnævnte Henseende ville vi søge at holde os saa fri Haand som muligt, hvad De vil see af vor anden Depeche af idag. Forresten veed jeg meget godt at alle forudtagne Reservationer i saa Henseende ikke ville s. 25afvende Faren heelt, og De veed ogsaa at jeg personligt ikke er saa vis paa at det vil være rigtigt at afslaae Aabenraalinien. Men det bør være vor hemmelige Tanke, som vi ikke sige, og jeg vil derfor confidentielt giøre Dem opmærksom paa at Grev Frijs har meent at De maaskee havde sagt for Meget til Oubril, idetmindste at dømme efter en Rapport som denne d. 31. Jan. har sendt til Petersborg og hvoraf Falbe privat har indsendt en Extract, ¹Foreligger ikke.) hvori De nævner Aabenraalinien som vore Ønskers Maal. —

I sidstnævnte Henseende frygter jeg meget at man skal tænke paa en defensiv Alliance eller maaskee endog paa Mere. Hvad vi derimod med Glæde kunde love, vilde være Neutralitet, og dermed var i Virkeligheden Preussen langt bedre tjent, som vi jo ofte have talt om. —

Jo mere De kan giøre Mohrenheim gunstig stemt for os her desto bedre, thi jeg veed at Freytag her giør Alt hvad han kan for at bringe ham ind i en modsat Retning, navnlig har jeg erfaret at han søger at stille mig personlig slet med ham og det vilde jeg nødigt have fordi jeg tidt kan insinuere Et og Andet som en høiere stillet Person og navnlig Ministeren ikke kan sige uden at compromittere sig.

Endnu kun Eet! Troer De ikke at den tilsyneladende Uoverensstemmelse i Moltkes Tale ²Sml. ovenfor S. 9.) kan forstaaes derhen at han tænker sig at Dybbøl og Sønderborg undtoges fra Sundeved og Als?

Destoværre lurer Ministercrisen her bestandig, og Hansens Udnævnelse til Cultusminister er et stort Misgreb, ³Aleth Hansen udnævntes til Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet 15. Marts 1868.) ligesom ogsaa Jernbaneloven, den vestindiske Sag, og flere andre Sager giøre Stillingen stedse vanskeligere.

P. Vedel.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 9. April 1868.

Jeg har modtaget D. H.s confid. Depesche ¹Af 3. April; trykt som Nr. 446.), som bragtes i Søndags af den engelske Coureer, og Deres chiffrede[!] Brev ²Af 6. April; trykt som Nr. 453.), der ankom idag. Den Maade, paa hvilken De har indledet Sagen hos Baron Mohrenheim, har mit fuldstændige Bifald og jeg takker Dem fordi De har seet Dem istand til ved Hjælp af Hr. v. Thile at forsikkre Dem om at den Form, vi maatte vælge for at føre Sagen videre, ikke kommer i Modstrid med hvad man i Berlin anseer for hensigtsmæssigt. Selvfølgelig har jeg hverken m. H. t. nogen af de danske Gesandter eller m. H. t. nogen af de herværende Diplomater giort nogen Undtagelse fra den Hemmelighedsholdelse, som bør omgive denne Sag.

Indtil jeg har faaet nogen Meddelelse om, hvorledes man i Petersborg har optaget Baron Mohrenheims Indberetning, vil jeg ikke tage nogen Bestemmelse om Enkeltheder, og jeg troer endog at burde afholde mig fra for Øieblikket at fremkomme til Dem med foreløbige Antydninger, da jeg indseer Muligheden af at jeg senere kunde ønske dem ugjorte. For Tiden er der derfor kun eet Hovedpunkt, som er fast og definitivt i min Tanke og som det er af Vigtighed, at man fra alle Sider erkjender som den kgl. Regerings bestemte Forudsætning for en Henvendelse til den russiske Keiser og som det Maal, vi ved denne som ved alle tidligere Leiligheder fastholde for vore Bestræbelser — det nemlig at det hele danske Nordslesvig vindes tilbage.

Af Hr. v. Thiles Samtale med Dem har jeg forstaaet, at Grev Bism. vel for sit personlige Vedkommende ikke finder, at militære Hensyn frembyde nogen virkelig Hindring for Tilbagegivelsen af Als og Sundeved, men at han dog ikke s. 27ønsker at compromittere sin Indflydelse ved at tage et saadant Initiativ hos Kongen af Preussen og derfor finder det nyttigst, at det kommer fra den russiske Keiser. Ligesom denne fordomsfriere Anskuelse om Grændsespørgsmaalet ganske stemmer med, hvad Grev Bismarck allerede tidligere har udtalt til Dem, idet han altid har erkjendt, at den preussiske Forsvarslinie i Slesvig ligger sydligere, saaledes maa jeg ogsaa bestyrkes i denne min Opfatning ved den Maade, paa hvilken General Moltke har udtalt sig til Dem om dette Spørgsmaal. Thi han fremhæver udtrykkelig Dannevirkestillingen og naar han senere taler om »militære Positioner « som ikke vilde kunne opgives af Preussen, maa han nødvendigvis have tænkt paa Dannevirke og andre sydlige strategiske Punkter i Slesvig, hvis han ikke skal være i bestemt Modstrid med hvad han Øieblikket iforveien har sagt om Als.

Det er altsaa under Forudsætning af at den virkelige Grændse ad denne Vei kan ventes opnaaet, at jeg ikke vil tage i Betænkning at foreslaae Hs. Maj. at paakalde den russiske Keisers venskabelige og personlige Mellemkomst. Forsaavidt Kongen maatte beslutte Sig til at følge mit allerunderdanigste Forslag, vil altsaa Hs. Maj.s Brev til Keiseren udtrykkelig stille Opnaaelsen af den nævnte Grændse som det bestemte Formaal og ikke blot som Noget, man vilde begynde med at fordre men hvorpaa man efter Omstændighederne var betænkt paa at slaae af. Og ligesom det altsaa kun er forsaavidt den russiske Keiser maatte være villig til at anvende sin Indflydelse i Berlin med dette bestemte Maal for Øie, at Kongen vilde troe at burde benytte sig af den keiserlige Mellemkomst, saaledes maatte Hs. Majestæt ogsaa ansee denne for at være forbleven frugtesløs, dersom Resultatet kun blev at Preussen erklærede sig villigt til at drage Grændsen sydligere end hidtil Tilfældet har været, men dog ikke saaledes at den medtog Als og Sundeved.

s. 28Baron Mohrenheim kjender saa fuldstændigt den kgl. Regerings Anskuelser om Grændsespørgsmaalet, at jeg tør holde mig overbevist om, at han ikke vil underlægge vor Standhaftighed i at fastholde den ovenomtalte Grændse andre Motiver end saadanne, som den russiske Regering selv i fuldeste Maal maa billige. Begge Regeringer mødes i det fælles Ønske, at et virkeligt og varigt Venskabsforhold kan tilveiebringes mellem Danm. og Preussen, og jeg tør haabe at de derfor ogsaa ville kunne mødes i den samme faste Erkjendelse om Nødvendigheden af det eneste Middel, som kan føre til dette Formaal.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 10.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Privat og fortrolig.
Berlin, 10. April 1868.

Deres Excellence

har ved meget æret Privatskrivelse af 1ste d. M. ¹Trykt som Nr. 444.) underrettet mig om, at Hans Majestæt Kongen var rede til at følge de Antydninger, Grev Bismarck gjennem Herr von Thile havde givet mig til det nordslesvigske Anliggendes yderligere Fremme; og af det mig under 5te d. M. tilstillede Telegram ²Trykt som Nr. 451.) har jeg erfaret, at Deres Excellence billigede hvad jeg under Forudsætning af en saadan Allerhøieste Beslutning havde forberedet med Baron Mohrenheim. Jeg har ogsaa af dette Telegram forstaaet, at jeg kunde meddele Herr von Thile, at Hans Majestæt Kongen havde fattet ovennævnte Beslutning og at Hensigten var til dens Udførelse at s. 29benytte Hans Majestæt Keiseren af Ruslands Mellemkomst; og som Følge af disse Deres Excellences Meddelelser har jeg den 6te d. M. hos Herr von Thile og Baron Mohrenheim foretaget de Skridt, som have været Forudsætningerne for det ved min chiffrerede Skrivelse af s. D. ¹Trykt som Nr. 453.) kortelig Meddeelte. Som Deres Excellence heraf vil have seet, yttrede Herr von Thile sin Tilfredshed med den Retning i hvilken hans Hentydning om Slægtskabsforhold vilde blive benyttet, og gjorde derhos opmærksom paa, at Sagen udfordrede den største Delicatesse og Discretion i Behandlingen, da Grev Bismarck ellers udsattes for at compromitteres, en Bemærkning, som jeg iøvrigt ikkun har anført for Fuldstændigheds Skyld. Her skal jeg tilføie, at Herr von Thile fremhævede i hvilken Grad Grev Bismarcks Forhold ved nærværende Leilighed var et Beviis paa hvor stor en Tillid Ministerpræsidenten havde til Deres Excellences ham bekjendte Loyalitet. Deres Excellence vil ogsaa have seet af min fornævnte Skrivelse, at jeg benyttede min Samtale med Herr von Thile til at constatere Rigtigheden af den i min Indberetning Nr. 17 ²Af 27. Marts 1868; trykt som Nr. 431.) indeholdte Gjengivelse af hans tidligere Meddelelse til mig. Dette skeete mundtligt. —

Endelig har jeg ved min ovennævnte Skrivelse underrettet Deres Excellence om, at Baron Mohrenheim vilde skrive til Petersborg med første herfra afgaaende Coureer. Jeg havde nemlig efter Modtagelsen af ovennævnte Telegram den 6te d. M. i Deres Excellences Navn gjentaget for Baron Mohrenheim de Meddelelser og Opfordringer, jeg ifølge min Skrivelse af 3die d. M. ³Trykt som Nr. 446.) forudsætningsviis havde gjort ham som kommende fra mig selv. Hoslagt har jeg den Ære at sende Deres Excellence en Gjenpart af den Skrivelse Baron Mohrenheim har tilstillet Fyrst Gortchacow. ⁴Af 7. April 1868; trykt som Nr. 461.)

s. 30Skjøndt denne Skrivelse har været mig forelæst i Concept og derefter ifølge min Anmodning er bleven noget forandret, kunde den dog maaskee, navnlig hvad den chronologiske Ordning af dens Indhold angaaer, have været noget anderledes redigeret; men, naar det erindres, at det rette Udgangspunkt for Henvendelsen til den russiske Udenrigsminister først kunde findes i den Meddelelse jeg havde gjort Baron Mohrenheim den 6te d. M. efter dertil at have erholdt Deres Excellences officielle Bemyndigelse, bliver der i den anførte Henseende formeentlig intet Væsentligt at bemærke, uden forsaavidt som det i Skrivelsen siges, at jeg havde yderligere constateret Rigtigheden af min Opfattelse af Herr von Thiles Meddelelse til mig forinden jeg gjorde Deres Excellence bekjendt med denne Meddelelse; men dette vil i Realiteten ikke være af Betydning for selve Sagen, hvis Udgangspunkt for det russiske som for det danske Cabinet vil blive hiin Meddelelse, saaledes som den findes Skrivelsen vedlagt i Udtog af min Rapport.

Jeg skal med Hensyn til bemeldte Skrivelse endnu ikkun tilføie, at jeg ved Baron Mohrenheims Bemærkninger til mig om Nødvendigheden af event, at sætte Keiseren af Rusland istand til nøiagtigen at præcisere et Andragende til Kongen af Preussen, vel har været mig bevidst, hvor vanskeligt dette, ifølge Beskaffenheden af den svævende Underhandling vilde være for den kongelige Regjering. Men ligesom der paa den ene Side formeentlig ikke kan frakjendes Keiseren af Rusland et berettiget Krav herpaa, saaledes forekommer det mig paa den anden Side ogsaa, at den kongelige Regjering nu uden Fare kan fremsætte mere positive Fordringer. Er Underhandlingen først kommet ind paa den Vei, henimod hvilken den for Tiden rettes, er der vistnok langt mindre Sandsynlighed end tidligere for at bestemte og positive Fordringer fra dansk Side skulle føre til et Brud; og dersom dette skulde indtræde, vil Ansvaret derfor ialfald langt vanskeligere end tidligere kunne s. 31paabyrdes den danske Regjering. Jeg mener ikke hermed, at det skulde være frit for al Retænkelighed, at forlange Als, Sundeved og Flensborg indbefattet under Afstemningen; thi skjøndt Fordringen formildes ved at det endelige Resultat altid er betinget af Afstemningen, kan man dog factisk ikke ignorere de fra preussisk Side saa stærkt fremhævede Hensyn til de militaire Stillinger, Hensyn der ogsaa have Betydning for det øvrige Udland; men disse Hensyn maae formeentlig enten paa den ene eller den anden Maade tages med i Betragtning fra dansk Side, idetmindste ved et spontant og bestemt formuleret Tilbud om ikke at ville befæste de omhandlede Stillinger. En ubetinget Tilbagegivelse af Als og Sundeved er sikkert en Umulighed.

Paa den anden Side forstaaer det sig af sig selv, at den kongelige Regjering maa kunne tage Forbehold hvad Garantierne angaaer.

Af Baron Mohrenheims vedlagte Skrivelse vil Deres Excellence see, at han, som antydet i min Skrivelse af 3die d. M., anseer det rigtigt, at Sagen event, begyndes ved en Henvendelse fra Hans Majestæt Kongen til Keiseren. —

Idet jeg vedlægger en Afskrift af det Udtog ¹Trykt som Nr. 462.) jeg har givet Baron Mohrenheim af min Rapport af 27de f. M. Nr. 17, maa jeg udtale min Beklagelse over, at jeg i det Exemplar, bemeldte Gesandt har faaet deraf, har glemt de i hoslagte Exemplar indklamrede Ord. Jeg har desværre først bemærket denne Forglemmelse, efterat Skrivelsen til Fyrst Gortchacow var afgaaet; men jeg har gjort Baron Mohrenheim opmærksom derpaa, og jeg veed bestemt, at disse Ord ere blandt dem jeg har gjentaget for Herr von Thile, da jeg bad ham bekræfte Rigtigheden af min Indberetning til Deres Excellence. Iøvrigt vil Deres Excellence vistnok være enig i, at Udeladelsen af disse Ord er uden Betydning for Sagens Gang.

s. 32Baron Mohrenheim agter omtrent den 22de d. M. at være tilbage paa sin Post, men han begiver sig allerede i Begyndelsen af næste Uge, formodentlig Tirsdag, herfra til Hamborg, hvor han vil opholde sig indtil hans i disse Dage herfra afsendte Sager kunne være indtrufne i Kjøbenhavn og hensatte i hans Bolig. Han vil altsaa ikke her kunne modtage Fyrst Gortchacows Svar paa hans Skrivelse. Ligesom Baron Mohrenheim har indviet den herværende russiske Gesandt i den omhandlede Sag, saaledes har ogsaa jeg for mit Vedkommende fundet det passende at meddele Herr Oubril, hvorfor jeg om denne Sag har henvendt mig til Baron Mohrenheim og ikke til ham.

Baron Mohrenheim har ledsaget sin ovenomhandlede Skrivelse med en anden Skrivelse af endnu mere fortrolig Natur, og som han ikke har meddeelt den herværende russiske Gesandt. Ved denne Skrivelse har han blandt Andet ogsaa sat Fyrst Gortchacow i Kundskab om den Samtale Grev Bismarck havde havt med mig den 22de f. M.; ¹Se Akter I, 816—19.) og jeg tillader mig at vedlægge et Udtog deraf, ²Trykt som Nr. 463.) hvori han udtaler sig om den eventuelle Hensigtsmæssighed af, at Hans Majestæt Kongen ogsaa directe henvendte Sig til Kongen af Preussen, et Spørgsmaal som i de sidste Dage har været Gjenstand for Samtale imellem os.

Herr von Thile har for nogle Dage siden forladt Berlin paa en kortvarig Reise. Han vender tilbage umiddelbart efter Helligdagene. Grev Bismarck vilde igaar begive sig til sine Eiendomme i Pommern forat opholde sig der indtil efter Paaske. —

Quaade.

Modtaget 12. April 1868.

Bilag til og 464 Vedlæg ved Kammerherre Quaades Depeche 10. April 1868.

Bilag Nr. 1. Baron Mohrenheim, russisk Gesandt i København, til Fyrst Gortschakow,
St. Petersborg
.
(Copie).
Lettre particulière,
Très-Secrète.
Berlin, 7 avril 1868.

Mon Prince,

Le comte de Frijs vient de charger M. de Quaade de m’initier de sa part et tout-à-fait confidentiellement à certaines insinuations que le Cte de Bismarck lui avait fait parvenir à la sourdine par l’entremise discrète de l’Envoyé de Danemark, et qui semblent préluder à un accommodement donnant satisfaction aux voeux du cabinet de Copenhague dans des voies différentes de celles qui ont été suivies jusqu’ici.

L’intention du Cte de Bismarck, et la condition dont il a, pour ainsi dire, fait dépendre le succès de l’essai dont il suggère l’idée secrètement, c’est qu’il n’y soit pas donné suite dans les formes diplomatiques ordinaires, mais, en quelque sorte, en dehors de la filière officielle, et de façon à ce que les correspondances particulières seules en conservent des traces.

Pour procéder par ordre, je dois commencer par reproduire les termes dans lesquels M. de Quaade m’a fait part de l’accueil qu’a rencontré ici la réponse déclinatoire danoise dont rend compte mon rapport du 12 mars. M. de Thile, gérant à cette époque le Ministère, après avoir dit à l’Envoyé de Danemark qu’il en avait pris connaissance mit Bekümmerniss, lui demanda s’il devait la considérer comme mettant fin aux négociations. M. de Quaade répondit que rien ne serait plus opposé aux vues de son gouvernement, qui espérait, au contraire, que les objections qu’il y faisait s. 34valoir seraient prises en considération. Les choses en demeurèrent là pendant quelque temps. Le président du conseil ayant repris sur ces entrefaites la direction des affaires, M. de Thile vint, peu de jours après, trouver un matin M. de Quaade de la part du Cte de Bismarck pour lui faire trèsconfidentiellement les ouvertures dont je viens d’avoir reçu, à mon tour, confidence, et que je me fais un devoir de porter aussitôt, mon Prince, à Votre connaissance sous cette forme de correspondance particulière qui répond aux vues du chef du cabinet prussien.

3

La réponse danoise n’avait pas déplu au président du conseil, qui désirait sincèrement arriver à un arrangement satisfaisant pour les deux parties, mais qui n’espérait pas y parvenir par les voies ordinaires. L’âge du Roi exigeait des égards et des ménagements, qui ne permettaient pas au président du conseil de faire de cet arrangement une question de cabinet. Mais, dans le fond, ce n’était pour le Roi qu’une affaire de sentiment (Gemüth). C’était à la fibre du coeur qu’il fallait s’adresser, — et M. de Thile, interrogé par son interlocuteur sur le comment, insinua que le moyen le plus propre serait celui qu’indiquaient naturellement les relations de famille. M. de Bismarck ne se croyait pas, pour le moment, en droit d’en dire davantage, vu l’état où se trouvait encore la question; néanmoins il crut pouvoir ajouter qu’il était convaincu du bon accueil réservé aux démarches qu’il avait pris sur lui de suggérer secrètement.

Avant de saisir son propre gouvernement d’ouvertures aussi graves et aussi délicates, M. de Quaade, mû par un sentiment de judicieuse prudence, tint à prévenir de prime abord tout ce qui pourrait prêter, par la suite, au moindre malentendu, et, à cet effet, il donna à M. le sous-secrétaire d’Etat connaissance textuelle des termes de son rapport, conçu sous forme de lettre particulière très-confidentielle au Cte de Frijs. M. de Thile les approuva dans leur moindre nuance, affirmant que telle était exactement la pensée du s. 35Cte de Bismarck, et ajoutant qu’en la faisant secrètement parvenir au Cte de Frijs, il lui donnait la preuve la plus éclatante de la pleine confiance qu’il plaçait dans sa loyauté.

Le président du conseil danois, après avoir pris les ordres du Roi, abonda dans le sens des suggestions prussiennes, et chargea M. de Quaade d’en avertir le Cte de Bismarck. A cette occasion, le Ministre de Danemark fit également pressentir que ce serait de préférence à Sa Majesté l’Empereur, notre auguste Maître, que le Roi S’adresserait pour faire appel aux sentiments du Roi de Prusse. Il lui fut répondu qu’aucun choix ne pourrait être plus agréable, ni mieux assuré d’exercer une influence efficace. En même temps, le Cte de Frijs autorisa M. de Quaade à mettre à profit ma présence pour m’initier, en son nom et de sa part, aux détails de cette affaire, et pour convenir avec moi, comme il l’eût fait lui même à Copenhague, de la marche ultérieure à suivre dans les voies extraofficielles indiquées par le Cte de Bismarck. Le Ministre de Danemark, en s’acquittant on ne peut plus obligeamment de cette commission, me fit observer que son auguste Souverain ne pourrait être retenu que par un scrupule de délicatesse, qui Lui ferait redouter de paraître importun en recourant une fois de plus aux bons offices de l’Empereur, dont Il avait déja à plus d’une reprise recueilli de précieux témoignage; que le Roi aurait, par conséquent, avant tout à coeur de S’assurer que notre auguste Maître tiendrait pour agréable une nouvelle démarche dans ce même but.

Je dis à M. de Quaade que, pour répondre de mon mieux à la marque de confiance dont m’honorait son gouvernement, mon premier soin serait de rendre un compte fidèle de cette démarche à Votre Excellence, par l’entremise du Ministre de l’Empereur à Berlin, auquel j’étendais la confidence tout comme je l’eusse fait si je me trouvais à Copenhague même; que, sans qu’il fût permis à personne de préjuger les hautes décisions de l’Empereur, personne, non s. 36plus, n’était en droit de concevoir le moindre doute quant à l’extrême satisfaction qu’éprouverait le coeur de Sa Majesté à opérer un rapprochement, aussi conforme aux sentiments affectueux qu’Elle porte aux deux Rois, qu’aux intérêts les mieux entendus des trois pays; mais que l’Empereur, Lui aussi, devrait nécessairement tenir avant tout à S’assurer de l’agrément de Sa Majesté danoise, car le succès de Son intervention officieuse devrait, en grande partie, dépendre des termes et des limites dans lesquels Il Se croirait autorisé à formuler une démarche, dont le vague pourrait aisément compromettre la portée pratique. C’est un point sur lequel il n’était pas inopportun de fixer son attention d’avance, car, aussitôt qu’à la suite du rapport que j’allais adresser à Votre Excellence, également sous forme de lettre particulière très-secrète, suivant les vues du Cte de Bismarck, — Sa Majesté le Roi Se serait assuré, par un avis de St. Pétersbourg, de l’assentiment empressé de l’Empereur, il importerait au plus haut degré de ne pas laisser échapper le moment favorable en ne procédant qu’avec lenteur, mais de s’engager résolûment dans la voie indiquée, et, dès-lors, il était urgent de se rendre bien nettement compte au préalable de la question de forme, appelée à exercer une action importante. A l’époque où elle se présenterait, je me retrouverais déjà à mon poste, et je me mettrais tout entier à la disposition du Cte de Frijs; mais je croyais devoir dès-aujourd’hui émettre l’avis que la précision la plus exacte des voeux du gouvernement du Roi me semblait seule propre à assurer l’heureux résultat que nous poursuivrions désormais tous en commun.

3*

Pour établir le premier jalon d’une manière fixe et autentique, M. de Quaade a eu l’extrême obligeance de me proposer lui-même de me donner par écrit la traduction française littérale ¹Trykt efter Afskrift som Nr. 462.) du passage de son rapport rendant compte s. 37des ouvertures prussiennes. ¹Trykt Akter I, 819—21.) Je me fais un devoir de le joindre ci-près en original. C’est le texte approuvé par M. de Thile.

De mon côté, mon Prince, je donne connaissance textuelle de la lettre que j’ai l’honneur de Vous adresser, aussi bien à M. de Quaade qu’à M. d’Oubril, que je prie de la faire parvenir à votre Excellence par son premier courrier.

Mohrenheim.

Afskrift.

Bilag Nr. 2. Fransk Gengivelse af en Del af Kammerherre Quaades Depeche af 27 Marts 1868 Nr. 17 ²Trykt Akter I, 819—21.).

Le Cte Bismarck désirait l’arrangement de l’affaire, et dans ce but il serait très-disposé à proposer au Roi non seulement la ligne de Gjenner, mais même une ligne plus au sud; cependant (bien qu’il ne fût question que d’un territoire peu considérable), il y avait (pourtant) des bornes à toute chose, et il ne saurait outrepasser une certaine limite dans ce qu’il ferait; le Roi n’était plus jeune et avait donc droit à des égards particuliers, et dans ces circonstances le président du conseil ne pouvait pas faire de l’affaire une question de cabinet.

Mais malgré cela il s’offrait peut-être encore un moyen d’arriver à un résultat satisfaisant. Pour le Roi, au fond, l’affaire dont il s’agissait était en grande partie une affaire de sentiment. Le prix que Sa Majesté y attachait était surtout un prix d’affection. Les considérations militaires n’étaient pas exclusivement décisives. Par conséquent le gouvernement danois ferait peut-être bien de s’adresser au sentiment du Roi, de parler à Son coeur.

Voilà ce que M. de Thile était chargé de dire au nom du président du conseil.

s. 38Interrogé ensuite sur la manière dont il faudrait procéder en cas qu’on adoptât la voie indiquée, M. de Thile fit observer que nécessairement on devrait faire abstraction des formes ordinaires de la diplomatie, ce qu’on ferait ne saurait trouver place dans des pièces officielles; mais il y avait des relations de famille auxquelles on pourrait avoir recours. Dans l’état actuel de l’affaire il ne saurait dire davantage. Du reste il était convaincu que ses suggestions toutes confidentielles seraient accueillies et comprises d’une manière conforme à l’esprit qui les avait dictées.

Afskrift.

Bilag Nr. 3. Udtog af Skrivelse fra Baron Mohrenheim, russisk Gesandt i København, til Fyrst Gortschakow,
St. Petersborg
.

M. de Quaade voulut bien examiner l’opportunité qu’il pourrait y avoir pour son Auguste Souverain à S’adresser directement Lui-même au Roi Guillaume. Je fus d’avis que ce moyen, le moment venu, pourrait être, en effet, excellent et décisif, mais que, mis en oeuvre prématurément, il pourrait compromettre gratuitement la dignité du Roi en L’exposant à un échec, et porter un dommage presque irréparable à la cause elle-même, en épuisant d’avance le suprême moyen; que si le Roi invoquait l’entremise de l’Empereur, Il pourrait, afin de donner toute la mesure des sentiments qui l’animent, manifester la décision de recourir à cette démarche directe du moment où les dispositions qui se feraient jour à Berlin L’y encourageraient et que notre Auguste Maître jugerait pouvoir le Lui conseiller; que, se traduisant de cette manière, l’intention Royale ne perdrait rien de sa grande valeur, sans présenter aucun inconvénient.

Afskrift.

Vedlæg ved Kammerherre Quaades Depeche10. April 1868. Optegnelse af Baron Mohrenheim om Samtale med Direktør P. Vedel.
Extrait:
12 mars 1868.

»Tous les engagements que nous contracterions, me dit M. de Vedel, offriraient des inconvénients réels et sérieux; mais ils pourraient trouver une compensation plus ou moins équivalente dans un tracé de frontières qui, par celà même qu’il écarterait davantage les causes de mésintelligence qui s’opposent aux rapports de bon voisinage, faciliterait, dans une même mesure, l’aplanissement des contestations auxquelles pourraient donner lieu par la suite l’interprétation et l’application des garanties. Si je puis m’exprimer ainsi, les barrières morales s’abaisseraient en proportion de l’extension des limites matérielles. Pour nous, l’idée de l’intégrité territoriale coïncide avec celle de l’intégrité nationale. Nous ne souhaitons pas un pouce de terrain allemand, et ce n’est pas du partage de notre ancien territoire, mais de celui de notre nationalité présente que nous nous croyons fondés à nous plaindre. Plus nous recouvrerions complètement notre intégrité nationale, et plus serait ample le développement que nous serions par là mis à même d’accorder à ce qui resterait d’éléments d’une nationalité étrangère disséminés dans nos confins. Voilà pourquoi la question territoriale doit primer à nos yeux celle des garanties, dont elle aggrave ou atténue les inconvénients. C’est ce que l’on s’obstine à ne pas vouloir comprendre à Berlin, en n’y procédant qu’en sens inverse. Tandis que l’on y formule en termes péremptoires les exigences que vous savez, c’est à peine si l’on laisse entrevoir ce que l’on entend nous vendre si cher. Or, c’est même moins que ce que l’on nous avait autorisé à espérer l’automne dernier. Alors il semblait être question des baillages de Hadersleben et d’Apenrade; aujourd’hui, ce n’est plus que d’une ligne qui s’étendrait entre s. 40ces deux villes pour aboutir, à l’est, à la baie de Gjenner, et à l’ouest probablement à un point du littoral situé au nord de l’île de Röm. Ainsi, d’une part, on ne se fait pas faute d’aller, en fait de garanties, au delà du maximum imaginable, et, de l’autre, en fait de cession, on reste en deçà du minimum sousentendu. Voilà dans quels termes le gouvt. prussien pose aujourd’hui la question.«

Paategning: Vedlægges UJ. 3938 j. (ɔ: Quaades Rapport af 10. April 1868).

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 11. April 1868.

Kjære Greve,

Tak for Deres venlige Linier af 9de.

Jeg har strax besørget det Fornødne hos Vedkommende. Naar De seer ham, troer jeg De vil finde ham fuldkommen enig i Deres Anskuelser. Han gaaer maaskee videre i denne Retning end jeg har troet at kunne gjøre igaar i min Frygt for at foranledige Skuffelser. Hvorom Alting er, anseer jeg ham for godt forberedet, hvilket han forresten har været før jeg saae ham; og forinden De nu selv seer ham, bliver der efter min Mening næppe Noget at gjøre. Men af hvad De modtager imorgen vil De see hvad der bliver at forberede hos Dem.

Jeg haaber at de Vanskeligheder der omtales som mulig forestaaende, ville glide over. Jeg frygter for at de i nærværende Øieblik kunne blive meget skadelige. Læg vel Mærke til Ordet »Loyalitet« i min Skrivelse af igaar og til den Forbindelse, hvori det staaer.

Quaade

Afskrift, vedlagt Quaades Depeche Nr. 20 af 17. April 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 13. April 1868.

Da jeg idag vil svare Quaade og gjøre ham mine Modbemærkninger imod Adskilligt, hvad der findes i Mohrenheims Rapport, vilde det være mig meget kjært at see Afskriften af Mohrenheims sidste Rapport til Rusland kort før hans Afreise herfra, thi denne forekom mig gunstigere end den som er skreven efter Samtale med Quaade. ¹Sml. Bilag Nr. 1 til Quaades Depeche af 10. April, trykt som Nr. 461.) Jeg vil fremhæve for Quaade nok engang, at vi aldrig kunne vente at erholde Noget af Bismarck eller Kongen, naar vi bevæge os omkring dem som om det var (raadne) Æg, og at ligesaalidet som jeg ønsker at slaae paa Sabelen, da jeg frygter for, at det ikke vilde forskrække, ligesaalidet vil jeg lade mig kyse til at skjule Sandheden og Nødvendigheden, fordi denne kan være Vedkommende ubehagelig eller ikke tilfredsstille Kongens Gemyt. —

Mon der snart skulde være en Reisende til Berlin?

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 13. April 1868.

Herr Greve.

Rigskantsleren begiver sig imorgen til Hoffet i Ofen. . . . Jeg opsøgte derfor Hans Excellence idag, og havde en længere Samtale med ham, under hvilken han var saa venlig, at forelæse mig en Beretning, som han havde modtaget fra Grev Wimpffen. Den keiserlige Gesandt melder heri, at han efter Modtagelsen af Baron Beust’s Depeche om den slesvigske s. 42Forhandling, der, som meldt, afgik herfra omtrent den 1ste April, havde confereret med Kammerherre Quaade overensstemmende med den tilføiede Instrux, og som Følge af de af denne udviklede Grunde, der ville være Deres Excellence bekjendte, ikke havde gjort Depechen til Gjenstand for Meddelelse til Grev Bismarck, dog tilføiende, at han, Grev Wimpffen, hvis Anledning gaves ham dertil, ikke vilde kunne afholde sig fra, at yttre sig overensstemmende med sammes Indhold.

Rigskantsleren lod samtidigt Concepten til denne Depeche hente i Bureauerne og forelæste mig dens væsenligste Deel. Kammerherre Quaade vil have havt Indsigt i samme hos Grev Wimpffen, og saaledes alt have gjort Deres Excellence bekjendt med dens Indhold paa en omstændeligere Maade, end jeg tidligere var istand til i mine Rapporter efter de løse mundlige Referater, jeg havde faaet deraf. ¹Sml. Nr. 472.)

Det var kjendeligt, at Baron Beust langtfra deelte den kongelige Gesandts Forventninger om et for os saa gunstigt Omslag i den preussiske Regjerings Stemning, at der skulde være Haab om, at denne uden nogen Pression udenfra, ja netop hvis en saadan udeblev, skulde være rede til at udlevere hele den danske Deel af Slesvig med Undtagelse af Dybbøl-Als, end sige, at der skulde være Tilbøielighed til, ogsaa at opgive denne Deel, som uden Værd i strategisk Henseende, naar Broager Land blev i Preussens Magt, hvilket altsaa dog vilde udelukke Flensborg og en Deel af Sundeved fra Retrocessionen. Rigskantsleren anseer meget mere den i Berlin nu for Dagen lagte større Beredvillighed som en Manoeuvre, fremkaldt under Trykket af Cabinetternes og den offenlige Menings Fordømmelse af den preussiske Regjerings Optræden, men at man ved første Leilighed vil frafalde de stillede gunstigere Udsigter.

Dernæst kan jeg paa Grund af visse fra Baron Beust s. 43faldne Yttringer, om at Østerrigs Interesse kun byder ham en fuldstændig Afholdelse fra enhver Indblanding i denne Sag, ikke tilbageholde min Frygt for, at den Omstændighed, at vi nu have forsmaaet en Hjælp, der spontant bødes os, tildeels i Følelsen af den Østerrig paahvilende Pligt, og hvortil Meddelelsen af Forhandlingernes haabløse Standpunkt gav Impulsen, efterat en Demarche i den Retning har været stillet i Udsigt af Baron Beust siden Begyndelsen af Februar Maaned — vil give den keiserlige Regjering et velkomment Paaskud til, ved en senere Leilighed, hvor en Opfordring om Bistand skulde blive rettet til den, at afvise en saadan. Ved at modtage den nu rakte Haand vilde derimod efter min ærbødige Formening den østerrigske Regjering have været dobbelt engageret, til at fortsætte sin Mægling, og efterhaanden indtage en mere afgjørende Holdning, eftersom den preussiske Regjerings alt tydeligt nok fremtraadte Mangel paa Villie, til blot tilnærmelsesviis at opfylde sine Forpligtelser maatte være bleven constateret. Dernæst — ved en afskriftlig Meddelelse af den østerrigske Depeche til den preussiske Regjering vilde et Grundlag for Fortolkningen af Prager Fredens Art. V være vunden for os, idet Baron Beust udtrykkelig fremhæver, at denne kun kan fyldestgjøres ganske, ved at Afstemningen bestemmer Grændsen. Naar Rigskantsleren derfra gaaer over til at indrømme, at Preussen kunde have vægtige, f. Ex. strategiske Grunde, for at ønske at indskrænke Afstaaelsen til Districter med mere udelukkende dansk Befolkning, anerkjender han som correct, at den kongelige Regjering indtager sit Standpunkt paa Wiener Freden. I saa Fald paahviler det altsaa den preussiske Regjering, at udvise, paa hvilke og det vægtige Grunde, den støtter sin mangelfulde Opfyldelse af Prager Freden, og snarere at holde os skadesløse for lidt Tab end paalægge os Garantier og andre Byrder, som skeet.

Grev Wimpffens Beretning om Herr Benedettis passive Holdning i Alt, hvad der angik den slesvigske Sag gav mig s. 44Anledning til det Spørgsmaal, om den franske Regjering senest havde yttret nogen Hensigt, at optræde i Sagen. Baron Beust sagde mig da, at Saadant ikke var ham bekjendt; men at han havde instrueret Fyrst Metternich, til at meddele den franske Regjering den af ham affattede Depeche. Ambassadeuren havde forelagt samme personligt for Keiser Napoleon, og Hans Majestæt havde yttret Sin ubetingede Anerkjendelse om de deri udtalte Anskuelser. Depechen synes overhovedet, at være bleven omsendt til Ambassaderne hos Stormagterne. Det petersborgske Cabinet havde endnu ikke givet noget Svar paa hans confidentielle Henvendelse til Grev Stackelberg, og Kantsleren yttrede, at han maaskee kunde tage til Indtægt, som Svar, en Artikel i den i preussiskrussisk Sold staaende »Prager Politik«, hvori fortælles: »at det af ham forsøgte Skridt, til at bevæge den russiske Regjering til en med Østerrigs samtidig Demarche i Berlin, var bleven kort afviist. Nu kunde han trøste sig med de samme danske Blades Lovtaler, der for fire Aar siden havde overøst ham med Haan.« Jeg yttrede hertil, at det slesvigske Spørgsmaal meget lidt berørtes i vore Blade, at disse derimod fortrinsviis med levende Interesse fulgte den constitutionnelle Udvikling i Østerrig og naturligviis give ham, Rigskantsleren, Æren, som Bærer af den nye Tingenes Orden.

Baron Beust sagde mig til Slutningen, at han ansaae det for sandsynligt, at han om tre à fire Dage kom tilbage til Wien for een eller to Dage. Der vil da maaskee blive Leilighed for mig, til at tale med Ministeren, hvis Deres Excellence imidlertid skulde sende mig saadanne Paalæg, som jeg efter mine seneste Rapporter har Anledning til at imødesee.

Falbe.

Depeche Nr. 11, modtaget 19. April 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
[Kjøbenhavn, 13.—14. April 1868.]

Kjære Quaade! Jeg har modtaget igaaraftes de mig med Grev Cronhjelm sendte Dokumenter ¹De som Nr. 460—63 trykte Breve.) og maa, idet jeg seer, De paaberaaber Dem min private Skrivelse af 1ste dennes, ²Det synes at være det som Nr. 439 (Akter I, 828 f.) trykte Brev dateret 30. Marts, som der sigtes til. Det med Frk. Bjelke afsendte Brev er dateret 1. April.) kun beklage at jeg ikke har nogen Copi af dette mit Brev, der blev skrevet meget skjødesløst og som tillige for at kunne expederes med Hrr. Levy ikke engang kunde blive gjennemseet, saa at jeg frygter for at det vrimler af Feilskrivelser og Forglemmelser, og Tankerne ere nedskrevne ligesom de faldt uden noget Skelet hvortil de kunde binde sig, hvorfor jeg ogsaa ræddes ved at dette Produkt skal overlades til Efterverdenen med den ganske naturligt følgende Dom herover, at det er en Confusionsmager der har skrevet dette, dog dette faaer nu at være som det vil, det er een Gang skeet og det erkjendes at De med fuld Berettigelse har gjort Brug ikke alene af denne Skrivelses Indhold men ogsaa af den 2 Dage efter med Frøken Bjelke afsendte Skrivelse. ³Trykt som Nr. 444.) Hvad jeg ikke havde tænkt mig nødvendigt, det var at Hrr. Thiele og gjennem ham Grev Bismarck blev underrettet om Kongens Beslutning i saa Henseende, forinden man havde erfaret gjennem Mohrenheim, hvorvidt Keiseren af Rusland skulde være tilbøielig til at anvende sine bona officia, men det kan jo være at der enten directe eller indirecte er bleven rettet saa bestemte Forespørgseler til Dem i den Henseende, at De har maattet ansee det for tjenligst at meddele dette. — Det følger af sig selv at dette Skridt eller den Phase hvori s. 46Forhandlingen nu maa udvikle sig ikke er uden stor Fare — men jeg vil trøste mig med, at uden Risico kan aldrig Noget vindes i Verden, og ialfald kunde jeg ikke tilraade at ikke ogsaa dette Middel forsøgtes især efter at der var givet Anviisning derpaa, thi en Afviisning vilde have altfor let kunnet udtydes som om man ikke ønskede nogen fredelig Afgjørelse og det er kun dog en saadan jeg ønsker, men derfor behøver jeg ikke at troe paa Sandsynligheden af vor Trangs Tilfredsstillelse ad denne Vei, men den anden Vei er endnu misligere. En Selvfølge er det derfor, naar vi nu om 14 Dage indtræde i den nye Phase, idet jeg formoder at Keiseren af Rusland vil paatage sig det omtalte Hverv, at vi vogte os for at ikke vor Stilling bliver deterioreret, og at vi blive Mæglerens Bud eller Udtalelser stærkere eller mere tvingende underkastet, end den Magt som vil retrocedere, thi da er Tabet øiensynligt, idet Eftergivelsen og Imødekommen, om en saadan er mulig udover de alt fra vor Side fastsatte Grændser, da ikke engang skeer af Hensyn til vor nærmeste stærke Nabo men af Hensyn til en Tredie der ligger os fjern, ialfald ikke saa umiddelbart nær og farlig som Preussen. Nu troer jeg at der uden at smigre os selv maa siges at vi ikke under den førte Forhandling med Preussen ere gaaede tilbage med Hensyn til vor alm. politiske Stilling o: med Hensyn til den alm. europæiske Opinion, og jeg vil ønske at det Samme maa kunne lykkes med dette Forsøg, saa at vi naar denne endes eller brydes selv uden noget positivt Resultat, da maatte vi kunne sige det samme, men det er aabenbart langt vanskeligere.

Og det staaer da for mig som den eneste Frelse eller tilraadelige Vei at gaae — at sige Sandheden lige ud — uden Hensyn til hvorvidt dette maatte gefalde i Øieblikket eller ei, thi kun gjennem en aaben og ligefrem Udtalelse bliver det muligt at der kan indtræde et fornyet Agtelsesforhold imellem Danske og Tydske i Almindelighed og imellem disses respective Regjeringer (jeg modtager i dette Øieblik Deres s. 47venlige Linier af 11te dennes ¹Trykt som Nr. 465.) hvori bebudes en Skrivelse ²Maa være Quaades Depeche af 10. April, trykt som Nr. 460, som Grev Frijs da allerede havde modtaget, idet han formodentlig har misforstaaet Quaades Ord: imorgen.) og en stor Deel af hvad jeg her har bemærket vil saaledes blive overflødigt, ligesom der vel efter Deres sidste Skrivelse er overveiende Sandsynlighed for at i den allernærmeste Tid vil Udvexlingen af Tanker etc. finde Sted nærmest imellem her og St. Petersborg, — dog følger det af sig selv at De vil blive holdt fuldstændigt au fait med hvert Skridt) men for at vende tilbage til min ovenfor paabegyndte Tanke, maa jeg bemærke at det nu og strax ved den første kongelige Meddelelse gjelder om at fastholde og fremhæve, at kun en Tilfredsstillelse af den tilstedeværende Trang hos os i national Henseende kan naaes igjennem Flensborglinien, at kun en slig Indrømmelse tilfulde indeholder fra preussisk Side Anerkjendelse af den danske Nationalitets Berettigelse, og at det kun er for en slig Grændses Erholdelse at vi kunne føle os opfordrede til overordentlige Anstrængelser (NB det var kanskee ikke af Veien ved denne Leilighed ogsaa at berøre de finansielle Vilkaar, hvilke hidindtil ere ladte fuldkomment ude af Betragtning). Det gjorde mig lidt ondt i Mohrenheims Rapport ³Bilag Nr. 1 til Quaades Depeche af 10. April; trykt som Nr. 461.) ikke at finde nogen Antydning af den for os gunstigste Benyttelse af Bismarcks Udtalelser den officielle Gang gjennem Thiele, hvor saavel Grændsen Aabenraa—Tønder, som senere Als og Sundeved under visse Forbehold tages med, ligesom jeg finder efter min Erindring af de brugte Udtryk, den franske Oversættelse »les considérations militaires n’étaient pas exclusivement décisives« ⁴Citat fra Bilag Nr. 2 (trykt som Nr. 462) til Quaades Depeche af 10. April (trykt som Nr. 460).) lidt stringentere end Bismarcks egne Ord, ⁵Se Akter I, 820.) dog falder alle disse Bemærkninger egentlig væk efter Modtagelsen af Deres Linier s. 48igaar, og dette vil sandsynligviis blive endnu klarere naar jeg modtager Deres Skrivelse, ¹Se Note 2) foregaaende Side.) men jeg bemærker dette kun her for at vi gjensidig kunne være fuldkommen inde i hinandens Tanker og i de Indtryk det Skrevne har gjort, thi den herved fremstaaede Forklaring og Udtydning vil end yderligere tjene til at befæste den fuldstændigste Overeensstemmelse i Opfattelse. De bemærker vel i Deres sidste fortrolige Rapport at Retrocession af Als og Sundeved uden nogen Betingelse vil være en Umulighed, men derfor er det ikke givet at vi bør fremkomme med disse Betingelser; mit Synspunkt er nemlig Retrocessionen af denne Ø, saavel paa Grund af dens fremtrædende og eensartede danske Nationalitet som paa Grund af dens Beliggenhed og Høren ind under den danske Øgruppe, er næsten det der interesserer os allermeest; en Befæstning naar vi havde erholdt Øen tilbage paa Als og Dybbøl vilde jeg ansee for i høieste Grad utilraadelig thi deels vilde den medtage en ganske overordentlig Deel af Landets materielle Kræfter naar den skulde have nogen Betydning, deels forudsatte dens Betydning ligeoverfor Preussen et Herredømme paa Søen, som alt nu er ophørt og som for hvert Aar vil svinde mere og mere; jeg vilde derfor finde det ganske i sin Orden om Preussen, naar det skulde bequemme sig til at retrocedere disse Punkter, af Hensyn til den forbigangne Tid foreslog bindende Bestemmelser imod Befæstelsen af disse Punkter fra vor Side og det vilde være af den Slags Garantier som jeg lettest af de hidtil bekjendte Fordringer vilde kunne gaae ind paa. Et stort Spørgsmaal bliver det vel om ikke under den nu forestaaende Udvikling af Tanker og Forslag ikke atter den fra det velbekjendte »Schriftstück af Moltzen« bekjendte Linie ved Kobbermøllebugten atter skulde komme frem; ²Se Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark I, 195—96.) efter Sigende corresponderer denne Herre endnu stadig med 2 kjøbenhavnske Venner, s. 49men disse ere ikke af nogensomhelst fremragende politisk Betydning. Efter de Yttringer der faldt fra Deres Side i de Breve der bleve afsendte med Grev Cronhjelm ¹Her sigtes formentlig til Referatet af Quaades Udtalelser i Bilag Nr. 1 til Quaades Depeche af 10. April; trykt som Nr. 461.) maa jeg antage at der er stor Sandsynlighed for at den Form vil særlig tiltale at lade en Memoire følge Brevet til Keiseren og dette vil naturligviis i høi Grad lette Brevets Affattelse, idet det da kan faae en naturlig afkortet ordinair Form, hvilket vilde blevet meget vanskelig om i selve Brevet dog Hovedmomenterne med Hensyn til vor Opfattelse skulde have været fremhævede og begrundede, og jeg antager egentlig at Deres til idag bebudede Skrivelse, ²Se Note 2) næstforegaaende Side.) som jeg haaber at modtage om et Par Timer, vil give en heel Deel Antydninger og Vink i den Henseende og jeg vil forbeholde mig en videre Udtalelse efter at have modtaget dette. —

Iformiddag venter jeg Raasløff tilbage, jeg haaber at han maa vende tilbage livlig og forfrisket; Estrup har været ovre i Jylland et Par Dage men er vendt tilbage meget angrebet af en heftig Forkjølelse, jeg selv, endskjøndt jeg har holdt mig rolig hjemme i Paasken, er saa forkjølet at jeg med Vanskelighed kan bruge mine Øine der løbe med Vand paa Grund af en heftig Snue. Gid dette maa gaae over forinden Rigsdagen igjen til næste Uge ret skal begynde sine Arbeider; inden Midten eller Slutningen af Mai kunne vi ikke vente at blive færdige med Rigsdagen; gid til den Tid ogsaa de stedfindende Forhandlinger maatte have vundet et fast og tillige godt Grundlag, thi jeg kan i høi Grad trænge til en Forfriskning og Opmuntring meest af Hensyn til mit Legems Tilstand.

Uunderskrevet, udateret Koncept med Grev Frijs’ Haand. P. Vedels Privatpapirer. Med P. Vedels Haand fra hans ældre Dage er der over Koncepten skrevet 1868, hvilket han har rettet til 1869. Koncepten maa efter sit Indhold være fra 13.—14. April 1868.

4

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Torsdag, 16. April 1868.

Kjære Kammerherre.

... Vi vente paa Mohrenheims Tilbagekomst før vi giøre Noget, og jeg hører af Ozeroff at han definitivt først kommer her i Begyndelsen af Mai. Jeg vil nødigt giøre noget Udkast til Memoire før jeg har talt med ham, thi jeg anseer ham for meget dygtig og med Undtagelse af eet Punkt — De veed vist hvad jeg mener — fuldkommen velstemt. De kjender naturligviis hvad W. har faaet og P. har læst det her for Ministeren, men det vilde vist være godt om De ved Leilighed confid. kunde giengive Indholdet deraf. Forresten høre vi aldrig Noget her fra Paris eller Petersborg, thi jeg vil naturligvis ikke fordre det Umulige fra London. Raasløff er lykkelig hjemkommet, har hverken seet Keiseren eller Moustier og kun besøgt Niel fordi Moltke sagde at det var nødvendigt. Med Niel har han udelukkende talt Kanoner og Chassepot. . .

P. Vedel

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 17. April 1868.

Efter at have gjennemlæst Betænkningen i Kirkesagen, og seet den vistnok i en Betænkning aldeles usædvanligt udfordrende og critiske Maade hvorpaa Regjeringens Fremfærd bedømmes af Fleertallet og hvor Fleertallet paa en overordentlig fremtrædende Maade gjør sig til Talsmand for Bispeagitation, kan der for mig kun være Spørgsmaal om at seire eller døe ɔ: som Politicus, og hvis Fleertallet maatte vinde Seier, saa at Sagen ikke nyder videre Fremme, vil ingen dødelig Magt faae mig til tiere at sætte Foden i det nuværende Landsthing som Minister. —

s. 51Da dette dog senest i Slutningen af næste Uge maa vise sig, anseer jeg det for et stort Held, om vor Ven fra Hamborg ¹Mohrenheim.) først maatte arrivere efter den Tid, thi under saadanne Forhold vil jeg ikke forsvare at foretage noget deciderende og bindende Skridt fra en Regjerings Side, der staaer paa Gravens Rand, og den anden naturlige Udvei paa denne Strid nemlig at opløse Landsthinget, vil jeg ikke tilraade Kongen, da dette er et Middel, som ikke bør anvendes uden i yderste Nødsfald, og uden at man er meget tryg paa at seire; det var jo ogsaa muligt, at Kongen ikke vilde indlade sig herpaa. —

De vil af Ovenstaaende see at der er mere end Sandsynlighed for at vor Samarbeiden vil ophøre med det Allerførste, og ret af Hjertet vil jeg ønske at min successor maa blive en Personlighed med hvem De hurtig kan finde Dem tilrette; De veed nok at jeg ikke kan ønske Dem nogen Anden end Geheime-Etatsraad Andræ, da jeg tryggere vilde see Udenrigsministerportefeuillen i hans end i min egen Haand. —

Da jeg vil reise ud at forfriske mig lidt strax efter at de nye Ministre ere udvalgte, vilde jeg en af Dagene, helst imorgen ordne hele den amerikanske Sag med Dem.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Privat og fortrolig.
Berlin, 17. April 1868.

Deres Excellence,

Baron Mohrenheim er først igaar Aftes afreist herfra, og ikke til Hamborg, men til Dresden, hvorfra han agter at s. 52vende hertilbage iovermorgen Aften, for strax derefter med sin Familie at begive sig til Hamborg. Derfra kommer han for sin egen Person atter tilbage til Berlin for endnu at træffe de sidste med Hensyn til hans Flytning nødvendige Anordninger; men hans Ophold her bliver af meget kort Varighed, saaat han venter at indtræffe i Kjøbenhavn i Slutningen af næste Uge. Han antager at Fyrst Gortchacows Svar paa den Deres Excellence under 10de d. M. i Afskrift meddeelte Skrivelse ¹Trykt som Nr. 461.) vil komme ham til Hænde inden den Tid.

4*

Af min fortrolige Skrivelse af 10de d. M. ²Trykt som Nr. 460.) vil Deres Excellence have seet, at jeg ved Siden af min Mening om at en eventuel Allerhøieste Henvendelse til Keiseren af Rusland maatte fremsætte et bestemt Program, ogsaa nærede den Anskuelse at dette Program kunde uden Betænkelighed gaae ud paa Tilbagegivelse af Als, Sundeved og Flensborg. Da jeg udtalte mig saaledes kunde jeg allerede ifølge Baron Mohrenheims Yttringer i vore tidligere Samtaler forudsætte, at han var af samme Anskuelse; men for at erholde fuldstændig Vished herom har jeg efter Modtagelsen af Deres Excellences meget ærede Depesche af 9de d. M. Nr. 10 ³Trykt som Nr. 459.) forelagt ham det directe Spørgsmaal, om han var enig i at, naar der eventl. androges paa Hans Majestæt Keiseren af Ruslands Mellemkomst, dette Andragende da bestemt udtalte som Formaal Tilbagegivelsen af Slesvig indtil den virkelige nationale Grændse, og dette bekræftede han med det Tilføiende, at efter hans Mening den Allerhøieste Skrivelse, hvorom der er Spørgsmaal, kunde være ledsaget af et andet Actstykke, en Exposé eller Memoire, hvori den kongelige Regjerings Program kunde fuldstændigere præciseres i Forbindelse med de Modaliteter man vilde knytte dertil, men hvorfor der ikke fandtes Plads i hiin Skrivelse. Hermed har

s. 53Baron Mohrenheim formeentlig sigtet til Udtalelser om Garantifordringerne, og maaskee ogsaa til Tilbud, som maatte være fornødne forat imødegaae den factiske Vanskelighed for Preussen ved ubetinget at opgive de saakaldte militaire Stillinger. Men dette sidste maa jeg dog lade henstaae uafgjort; thi en Udtalelse herom har jeg ikke villet foranledige fra bemeldte Gesandts Side paa Sagens nærværende Standpunkt.

Jeg skal her tillade mig at bemærke, at naar jeg ved i min fortrolige Skrivelse af 10de d. M. at omtale et Tilbud om ikke at ville befæste de militaire Stillinger har tilføiet Ordet »idetmindste«, saa har jeg ikke havt Tilbud om militaire Enclaver, men derimod et Tilbud om Neutralitet for Øie. Jeg frygter for at Modsigelsen i General Moltkes Yttringer til mig i den Samtale jeg har omtalt i min fortrolige Skrivelse af 3die d. M., ¹Trykt som Nr. 446.) nærmest finder sin Løsning ved at han har tænkt sig, at Preussen ved Tilbagegivelsen af Als og Sundeved skulde betinge sig at beholde Befæstningerne ved Sønderborg og paa Dybbøl. Denne Combination, som i den senere Tid atter er kommen paa Bane, begynder iøvrigt at vige Pladsen for en anden, som gaaer ud paa, at Preussen skulde opgive Als og Sundeved, men forbeholde sig Broagerland for at befæste dette Punkt. —

Det er vistnok overflødigt for mig at fremhæve, at det i enkelte Blade omtalte Spørgsmaal om at Danmark skulde indtræde i det nordtydske Forbund aldrig er kommet mig for Øre.

Herr von Thile er nu vendt tilbage fra sin Reise.

Grev Bismarck har ikke været fraværende fra Berlin i denne Tid.

Quaade.

Modtaget 19. April 1868.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 17. April 1868.

Deres Excellence,

Den herværende østerrigske Gesandt har allerede i Begyndelsen af forrige Uge gjort mig bekjendt med en Depesche han havde modtaget i Anledning af den Meddelelse den kongelige Gesandt i Wien i den anden Halvdeel af forrige Maaned har gjort den østerrigske Rigskantsler om det slesvigske Anliggendes Stilling. —

I denne Depesche udtaler Baron Beust, at dersom den preussiske Regjering var sindet at tilbagegive Danmark en mere udstrakt Deel af Slesvig, som indeholdt et større Antal tydske Indvaanere, saa vilde man fra østerrigsk Side kunne forstaae, at der forlangtes Garantier; men dersom ikkun en ringere Deel af Landet tilbagegaves, vilde man ikke kunne billige, at saadanne Betingelser stilledes. Det paalægges derhos Grev Wimpffen at bringe den saaledes udtalte Anskuelse i en venskabelig Form til den preussiske Udenrigsministers Kundskab, men dog ikkun eventuelt, idet Baron Beust, paa Grund af at jeg havde yttret, at en Intercession i nærværende Øieblik formeentlig ikke vilde kunne virke til den slesvigske Underhandlings Fremme, overlader Gesandten ganske at afholde sig fra at omtale Depeschen, i Tilfælde af at jeg maatte ansee dette for tjenligere for den omhandlede Sag.

Som Følge heraf har jeg af Grev Wimpffen været opfordret til at yttre mig om hvorledes han bedst maatte kunne handle i Overeensstemmelse med den kongelige Regjerings Ønsker, og da der ikke var Tid for mig til i saa Henseende at indhente nærmere udtrykkelig Anviisning, har jeg, med Hensyn til det tidligere i Sagen Forefaldne og navnlig til hvad der af den telegraphiske Depesche af 29de f. M. ¹Akter I, 827.) var s. 55mig bekjendt om Deres Excellences Anskuelser, ikke taget i Betænkning strax at anmode ham om for Tiden at afholde sig fra ethvert Skridt hos den preussiske Regjering i det slesvigske Anliggende. . . .

Quaade

Depeche Nr. 20, modtaget 19. April 1868.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 17. April 1868.

Kjære Greve,

Jeg maa tilføie en Bemærkning til min Rapport Nr. 20 om det Wienske Incidentspunkt. Da Wimpffen bad mig ikke at skrive om den mellem os trufne Aftale, tænkte jeg mig nok, at hans egentlige Motiv var, ved Hjælp af min Taushed om Sagen at sikkre sig selv en større Handlefrihed for det Tilfælde at Beust tiltrods for min Indsigelse skulde ville bringe Sagen frem for det preussiske Cabinet, og at han altsaa, uagtet han havde sagt mig at han først senere vilde skrive derom, dog havde isinde strax at telegraphere eller vel endog skrive for at erfare Beust’s endelige Bestemmelse. Imidlertid vilde jeg ingen Ophævelser gjøre herover, og jeg omtaler ogsaa Sagen her ikkun for Fuldstændigheds Skyld og for ikke at behøve at udtale min Formodning i min officielle Rapport, hvor den vilde tage sig besynderlig ud ved Siden af Wimpffens Udsagn til mig om for sit Vedkommende ikke at omtale Sagen.

Jeg haaber Mohrenheim vil være i Kjøbenhavn i Slutningen af næste Uge. Det har han selv meent; men ligesom hans Afreise herfra har liidt Ophold, kan det jo ogsaa være at han senere vil blive opholdt i Udførelsen af sine Planer.

Her er det for Tiden meget stille i Politiken. . . .

s. 56Dersom Mohrenheim faaer Svar fra Petersborg førend han selv endnu kan reise til Kjøbenhavn skal jeg bidrage Mit til at De dog strax faaer Kundskab derom og navnlig om dets Indhold. Jeg kan vel antage, at De ikke vil have Noget imod at jeg eventuelt sender en Coureer til Lübeck. . . ¹Udeladelsestegnene her findes i Afskriften.)

Quaade.

Afskrift, vedlagt Quaades fortrolige Depeche 17. April 1868.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 19 avril 1868.

Article relatif au voyage du Ministre de la guerre dans la gazette de la croix ²Se Noten S. 62.) qui arrivera demain, a grandement besoin d’être démenti sans délai. Il serait utile de me mettre à même au plutôt par le télégraphe de constater que le Ministre n’a point été accompagné d’officiers danois dans son voyage.-

Quaade.

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 19. April 1868 Kl. 7.45 Efterm.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 19. April 1868.

. . . Hvad jeg . . . finder aldeles uforklarligt det er, at Falbe, endskjøndt han har modtaget den Tilretteviisning, endnu ikke har forstaaet at Momentet til at opfordre Østrig til Medvirkning endnu ingenlunde er kommet forinden Preussen har brudt — og hvad der saa er det Allerværste, s. 57det er at den i den anførte Depeche ¹Se Kammerherre Quaades Depeche 17. April; trykt som Nr. 472.) bebudede Understøttelse i Fremsættelsen af de 2 Alternativer deels er saa vag og lidet venlig i sin Tone imod os, at den nærmest synes at være skrevet for at bevare endnu tydske Sympathier for Østrig i dette Spørgsmaal, deels i Virkeligheden ikke gaaer videre end hvad Preussen har tilbudt — og derom kan der dog ikke være Skygge af Tvivl, at hvad der ad fredelig Overeenskomst Vei kan vindes fra Preussen under Forhandlinger med dette alene har langt mere blivende Værd, end hvad der vindes ved Pression andetstedsfra, navnlig fra Østrig og Frankrige o: altsaa for at man skal opgive Preussens frivillige ved selvstændige Forhandlinger med Danmark tilveiebragte Retrocession, maa det være givet, baade at Danmark ikke kan erholde hvad det maa ansee for den opgivne Priis eller i det Hele taget nogen Opoffrelse værd, og at det kan naae det Eftertragtede ad anden billigere Vei; det Første er tvivlsomt men maa endnu forsøges — hvorimod det er mig klart, at Østrig eller idetmindste Frankrige ikke for Øieblikket ønsker denne Sag klaret og at ialfald Ingen af disse tvende endnu ere beredvillige til at anvende en Pression som kunde bringe det attraaede Resultat, en national taalelig Grændse. —

L. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade,
Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 20. April 1868.

Krigsministeren har selvfølgelig hverken havt Officerer eller Uniform til Følgeskab. Artiklen, sandsynligviis af Moltzens Fabrik, skal det glæde mig at gjennemlæse, naar den kommer. Tak for det igaar modtagne Brev.

E. Frijs.

s. 58Ai-je besoin de vous dire que Ministre de la guerre voyagea tout seul, sans adjudant et même sans uniforme. L’article sorti probablement de la fabrique de Molzen m’amusera. Merci de votre lettre arrivée hier.

Koncept med Grev Frijs’ Haand (den franske Oversættelse med P. Vedels) til Chiffertelegram, indleveret i København 20. April 1868.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Particulière et toute confidentielle.
Berlin, 21 avril 1868.

Monsieur le Comte,

Le baron de Mohrenheim vient de recevoir la réponse du prince Gortchacow à la lettre qu’il avait adressée au chancelier de l’empire dans l’affaire du Slesvic et dont la copie se trouvait annexée à ma lettre confidentielle et particulière du 10. d. c. — Voici une analyse complète et exacte de cette réponse d’après des notes au crayon que j’ai pu prendre en la présence même du baron de Mohrenheim.

L’Empereur a ordonné au chancelier de l’empire de charger le baron de Mohrenheim de faire parvenir à la connaissance du Roi, notre Auguste Souverain, que Son bon vouloir, quand il s’agit des intérêts du Danemark, ne saurait jamais être l’objet du moindre doute, pourvuque Son concours puisse aboutir à un résultat pratique. C’est pour en fournir une nouvelle preuve que l’Empereur a donné au prince Gortchacow l’ordre d’exposer confidentiellement par l’intermédiaire du Ministre de Russie à Copenhague, le plan que Sa Majesté Impériale croit devoir recommander au Roi, et dans lequel II Le prie de voir l’énoncé de Sa pensée personnelle. Ce plan n’est nullement obligatoire, mais l’Empereur le considère comme offrant le plus de chances de succès. —

L’Empereur croit que plus le moment est propice à l’arrangements. 59satisfaisant que l’on a en vue, et plus il importe de ne point le perdre, mais d’en tirer tout le profit possible. Dans ce but l’Empereur est personnellement d’avis que le Roi, notre Maître, agirait avec le plus d’efficacité en n’hésitant pas à prendre les devants d’une démarche spontanée et directe auprès du Roi de Prusse à laquelle l’Empereur S’associerait de tout Son pouvoir aussitôt qu’il aurait été informé de sa mise à exécution. Si le Roi agrée l’idée de l’Empereur, Sa Majesté S’adresserait directement au Roi Guillaume dans une lettre autographe qui exposerait sans équivoque Ses vues et Ses espérances, invoquerait les sentiments d’équité du Roi de Prusse et ferait pressentir, en termes qui ne devraient pas être vagues, qu’en retour d’un accueil favorable, le Danemark se prêterait à une entente intime avec la Prusse en vue des éventualités. Après que l’Empereur aurait été mis au courant des intentions du Roi et de la mise à exécution de Sa démarche directe, Il l’appuyera à Son tour auprès du Roi, Son oncle, dans une lettre également autographe et en S’adressant chaleureusement au coeur du Roi.

Je me permettrai d’ajouter quelques observations toutes personnelles à cet exposé des vues de Sa Majesté l’Empereur.

Nul doute que le plan proposé par le baron de Mohrenheim au chancelier de l’empire eût présenté des avantages que la ligne de conduite recommandée par Sa Majesté l’Empereur n’offre pas. En Se chargeant de la première ouverture auprès du Roi de Prusse, l’Empereur eût notablement facilité au Roi, notre auguste Souverain, les démarches ultérieures de Sa part que les circonstances pourraient rendre nécessaires, et il est également évident que le Roi pourrait S’ouvrir avec moins de réserve envers Sa Majesté l’Empereur de Russie qu’envers Sa Majesté le Roi de Prusse sur les détails et les conditions essentielles d’un arrangement. Mais d’autre part le plan qui va être soumis à la considérations. 60du Roi, notre auguste Souverain, offre aussi des avantages, et notamment l’avantage réel qu’il serait éventuellement plus facile au Roi de Prusse de ne pas donner suite à une démarche faite isolément par Sa Majesté l’Empereur et n’ayant encore pour ainsi dire qu’un caractère préalable, que de Se refuser à déférer à une démarche faite par la partie directement intéressée et secondée par l’Empereur de la manière dont Sa Majesté Impériale entend le faire.

A ce point de vue il me semble incontestable qu’abstraction faite des difficultés formelles, le plan proposé en dernier lieu offre plus de chances de succès que le plan primitif attenduque la responsabilité que ferait retomber sur le Roi de Prusse la non-réussite d’une démarche pour ainsi dire collective du Roi et de l’Empereur, serait plus grave que s’il ne s’était agi que d’une démarche préparatoire et à laquelle la partie directement intéressée n’eût pas encore participé.

Quaade.

Modtaget 23. April 1868.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 21. April 1868.

Kjære Greve,

Jeg skal endnu tilføie nogle yderligere Bemærkninger til min anden Skrivelse af idag.

Jeg for mit Vedkommende kan ikke Andet end være enig i at den nu foreslaaede Plan virkelig er virksommere end den første, ligesom den ogsaa lader os vinde Tid. Den er vanskeligere for os deels i Formen og deels ogsaa især paa Grund af Spørgsmaalet om hvor langt man kan gaae i Skrivelsen til Kongen af Preussen. Men i denne Henseende er Mohrenheim enig med mig i, at vi kunne forlange den hele nationale Grændse, naturligviis betinget ved Afstemningen. Hvad den omtalte »entente intime« angaaer, saa er Mohrenheims. 61ligeledes enig i, at vi her kunne udtale os i Almindelighed. Han er nu kommet frem med Yttringer om de militaire Positioner. Han taler om en militair Enclave ved Dybbøl og tillige om den i min sidste Skrivelse omtalte Idee med Broager; men dette er ogsaa i hans Tanke Eventualiteter, som vi ikke skulle berøre. Jeg troer ikke han anseer Andet nødvendigt end Forsikkring om den Attraae vi virkelig og oprigtig nære om et vedvarende godt Forhold. Men forat vi ikke skulle paadrage os Bebreidelse for »des termes vagues«, vilde det dog maaskee være nødvendigt at tilbyde Garantier, ved hvilket vi dog ikke behøvede at have Andet for Øie end Neutralitet. Of- og Defensiv-Alliance eller blot defensiv, det vil sige væbnet defensiv Alliance kan der ikke være Tale om. Udtrykket »en vue des éventualités« bliver naturligviis hellerikke at forstaae som om vi skulde nærmere præcisere, hvilke Eventualiteter.

Hvad Sagens Form angaaer, saa er Mohrenheim enig med mig i, at vi skulle gaae frem paa følgende Maade. Skrivelsen fra Kongen til Kongen af Preussen vil det være rigtigst at bringe til Keiserens Kundskab, før den gaaer af. Man maa jo kjende den i Petersborg, forat Keiseren kan derefter indrette, hvad Han vil gjøre, og for os er det ogsaa godt, at man der har billiget hvad vi skrive. Naar saa dette er skeet, kunne vi overgive vor Skrivelse til Kongen af Preussen paa et saadant Tidspunkt, at Keiserens Skrivelse kan blive afgivet om end ikke simultant med, saa dog umiddelbart efter Kongens. Derefter er det Mohrenheims Mening, og heri forekommer det mig han har Ret, at Bismarck vil have et saa godt Vaaben som han kan ønske sig, hvis han virkelig vil en Afgjørelse af Sagen; og paa den anden Side, dersom Tingen ikke lykkes, har Kongen af Preussen ikke alene kastet os i Armene paa Frankrig, uden at mindste Ansvar kan hvile paa os, men han har ogsaa ganske isoleret sig; thi Rusland vil da ikke kunne tage Partie for ham i denne Sag. Det vil jo tage nogen Tid med i Kjøbenhavn at forberede det Fornødne,s. 62og jeg har talt med Mohrenheim om at det var godt om det Altsammen concerteredes med ham personlig i Kjøbenhavn, inden det gik af. Da det vil være at forelægge i Petersborg inden det definitivt slaaes fast, for at der fra begge Sider kan gaaes frem med den fornødne Ensemble, er det jo ogsaa i sin Orden, at han fra Begyndelsen af er bekjendt med Alt hvad der gjøres. Men han reiser først imorgen Aften til Hamborg; kommer derpaa her tilbage paa et Par Dage og gaaer da atter til Hamborg; derfor er jeg bange for at det trækker ud med hans Ankomst til Kjøbenhavn. Imidlertid har han sagt mig og bedet mig at forsikkre Dem, at det ikke alene vil være ham personlig kjært, men at han vil sætte stor Priis paa, og at det endogsaa kan passe ham i flere Henseender, om De, ifald De ønsker at see ham, vil uden mindste Forbehold disponere over ham og bede ham komme til Kjøbenhavn selv om han endnu ikke er færdig her eller i Hamborg. Han reiser da strax over paa et Par Dage forat aftale alt Fornødent med Dem. Fra Hamborg bruger han jo kun et halvt Døgn og herfra eet Døgn forat komme til Kjøbenhavn. Jeg skal aftale med ham, hvor han kan træffes, og et Telegram til mig vil saaledes være tilstrækkeligt forat De kan see ham, naar De ønsker det.

Jeg tillader mig indstændigt at anbefale, at Alt hvad vi skrive indrettes saaledes, at det af Preussen tagne Initiativ i Sagen ikke kommer til at træde frem deri.

Jeg har igaar talt med Thile om Artiklen i »Kreuzzeitung« ; ¹Formentlig den i Kammerherre Quaades Telegram af 19. April nævnte. I Dagbl. 20. April 1868 Nr. 91 omtales det, at »Neue Pr. Zeitung« 18. April har paastaaet, at General Raasløffs Rejse til Paris stod i Forbindelse med forønsket hurtig Levering af Geværer fra Amerika, og at han var ledsaget af danske Officerer, som i Hannover havde forsøgt Ophidselse. Artiklen i »Neue Pr. Zeit.« sluttede med, at det er »farligt at lege med Ild«.) han tillagde den ikke nogen særdeles Betydning, og jeg havde maaskee ikke telegrapheret derom, dersom jeg havde kunnet træffe ham i Søndags. Men Artiklen har gjort nogens. 63Opsigt her, og derfor har jeg, da jeg nu fik aldeles positiv Vished for at end ikke en Adjudant havde ledsaget Krigsministeren, foranlediget en Berigtigelse. Ved denne Leilighed erfarede jeg, at Artiklen skriver sig fra Hannover. Formodentlig har en eller anden derværende Wühler eller Slesvigholstener troet paa denne Maade at kunne bringe Forstyrrelse i Tingene.

Hvad jeg skriver idag, sender jeg med en sikker Person til Lübeck. —

Jeg beder Dem undskylde, at jeg ikke skriver nærværende Brev med min egen Haand. Men jeg maa beholde Afskrifter af hvad jeg skriver i denne Tid, og for mine Øines Skyld maa jeg være forsigtig med at skrive ved Lys. Jeg saae ogsaa Mohrenheim først temmelig seent idag.

G. Quaade.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 22 avril 1868.

Je fais remettre à Lübeck lettre qui arrivera demain à Copenhague.

Quaade.

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 22. April 1868 Kl. 12.8 Efterm.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 22. April 1868.

Kjære Greve,

Jeg er bange jeg med Hensyn til Mohrenheim’s Ankomst til Kjøbenhavn har foranlediget Forventninger som ikke realiseres. Deels er jo den Slags Ting ikke saa lette at bestemme i Forveien, og deels har jeg ikke kunnet trænge for bestemt paa Besked, fordi jeg ikke gjerne vilde synes at udøves. 64en Pression. Nu har jeg imidlertid idag, da jeg maatte have en bestemt Aftale om hvor han var at træffe, foranlediget ham til at give mig et saa nøiagtigt og sikkert Bestik som muligt.

Han kan endnu ikke komme afsted i Aften, som han havde tænkt, men reiser sikkert til Hamborg imorgen tidlig. Derefter kommer han her tilbage Lørdag den 25de og bliver her 3 til 4 Dage. Man maa da vel regne mindst 4 Dage. Hvor længe han saa bliver i Hamborg, vil vise sig i Løbet af hine 4 Dage, og jeg skal da ikke forsømme at underrette Dem derom. Her i Berlin er hans Adresse Légation de Russie, hvor han ogsaa boer, og i Hamborg er hans Adresse ligeledes Légation de Russie. Et Telegram til en af disse Adresser vil sikkert træffe ham; men forsaavidt han er her, hvilket vil være Tilfældet fra Lørdag Aften den 25de, kan jo jeg besørge Sagen paa dertil given Anledning.

Det var vist godt, om det havde kunnet gaae hurtigere.

Quaade.

Afskrift.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Torsdag, 23. April [1868].

Kjære Kammerherre.

I dette Øieblik modtage vi Deres Skriv, over Lübeck og jeg kan just ikke sige at vi ere glade over Svaret som Mohrenh. har obtineret. For det første er det, synes det mig, et Afslag, forsaavidt som vi havde bedt Keiseren om at tage Initiativet og istedetfor det vil han at Kongen skal giøre det og han vil indskrænke sig til at secondere, og det forekommer mig meget tvivlsomt om det kan siges at være vanskeligere for K. af Pr. at afvise Kongens af Keiseren seconderede Henvendelse, end det vilde være at afvise Keiserens directe Initiativ, navnlig naar dette bestemt formuleredes. 65sit Indhold og udbad sig et saa bestemt Svar at Keiseren kunde meddele vor Konge det som Hs. pr. Majestæts Bestemmelse. Men værre er dog »l’entente intime en vue des éventualités«. Det er mig klart at det Hele altsaa løber ud paa den anden af de 2 Eventualiteter som jeg for nogen Tid berørte i et Brev til Dem som de rimelige Hensigter med Bism.s Insinuation. Det er nu ganske godt at M. siger at der ikke kan være Spørgsmaal om activ Alliance men kun om Neutralitet, men jeg frygter meget for at naar vort Concept sendes til Petersborg med Antydninger om denne sidste vil man ønske at vi gaae videre, og hvad man ikke giør i Petersb. vil man da nok giøre i Berlin — i det Hele taget vil man jo ikke uden Skærpelse af Betingelserne modtage vore Forslag og i denne som i enhver Forhandling vil det være at forudsee at forskjellige Punkter ville blive modificerede til Skade for den der tager Initiativet til at foreslaae. Jeg frygter saaledes 1) Forbund og NB. et varigt Forbund, ikke for en enkelt Eventualitet, 2) Dyppel og maaskee andre Enclaver, 3) Garantier. Jeg er bange for at vi drages ved Fligen ind i Maskinen og blive knuste.

Dette er mit første Indtryk, men naturligvis er det bedst at sove paa det før man stoler derpaa. Maaskee er jeg lidt nervøs i disse Dage for Ministeriets Holdning i Kirkesagen — i den er jeg vis paa at jeg ikke feiler, naar jeg siger at hvis Ministeriet falder i Landsthinget, efterlader det Sagerne i den uheldigste Tilstand, det kan tænkes, og hvis det seirer, hvad jeg endnu haaber, bliver det en pyrrhonisk Seir, som giør dets Stilling yderst slet og i Længden uholdbar: det er la fin ou le commencement de la fin. Hverken indadtil eller udadtil ere disse Udsigter lysende navnlig naar det giælder om en Ordning af det slesvigske Spørgsmaal, som under ingen Omstændigheder vil kunne tilfredsstille alle Parter. ...

P. Vedel

5

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 23. April 1868.

Jeg har modtaget D.H.s Depescher indtil Nr. 12 ¹Af 15. April 1868. Utrykt.) incl. og takker Dem for den fyldestgjørende Maade, paa hvilken De har sat mig istand til at constatere Urigtigheden af Baron Werthers Opfatning af Deres Henvendelse til den østerr. Regering. Da jeg nu derhos af Kmh. Quaades seneste Indberetninger tør antage at denne Incidens er afsluttet, skal jeg kun forsaavidt endnu engang berøre den, som jeg i Anledning af Slutningspassagen i Deres Depesche Nr. 10 ²Af 10. April 1868. Utrykt. Det maa dog være Slutningspassagen i Nr. 9, trykt som Nr. 448, og ikke Nr. 10, der her tænkes paa.) maa gjenkalde at det i Deres tidligere Depesche udtrykkelig hedder at Rigskantsleren til Dem bekræftede sin til Baron Werther udtalte Hensigt om at ville skrive til Grev Wimpfen om Sagen. ³Se Akter I, 814.)

Ved Baron Beusts Tilbagekomst til Wien beder jeg Dem at udtale til ham, hvormeget den kgl. Regering paaskjønner den Interesse, som Cabinettet i Wien viser for det slesv. Spørgsmaal. Vi tør vistnok haabe, at denne Interesse ikke vil svækkes derved, at vi af Hensynsfuldhed mod de andre Magter og navnlig mod Østerrig have gjort os det til Pligt at forsøge ethvert Middel til at komme overens med den preuss. Regering ad direkte Vei og uden fremmed Intercession, forinden vi vilde bestemme os til at gribe til denne sidste Udvei. Det er meget muligt, at vore Bestræbelser ville være frugtesløse og at Erfaringen vil give Rigskantsleren Ret i den Maade, paa hvilken han i sin Samtale med Dem har udtalt sig, men jeg tør holde mig overbeviist om, at han vil billige, at vi ikke ønske ved vor Optræden at give noget Paaskud til at man fra nogen Side senere skal forekaste os ats. 67have ladet det mangle paa Forsigtighed i vore direkte Forhandlinger med Preussen.

Da jeg for Tiden ikke seer mig istand til at udtale mig fyldigere om Sagens Stilling i Berlin, maa jeg indskrænke mig til at gjentage for Dem, at jeg anseer det heldigt at Grev Wimpfen har kunnet suspendere Udførelsen af den ham givne Instruction, og jeg vil tilføie at jeg saa meget mere nærer denne Anskuelse, som jeg efter den Kundskab, som jeg hidtil har om denne Instruction, ikke er overbeviist om at vi i enhver Henseende kunne føle os tilfredsstillede ved dens Indhold. Naar Grev Wimpfen derfor har kunnet standse dens Udførelse for Tiden, maa jeg antage dette for heldigt, dels fordi Baron Werthers Indberetning nu engang havde fremkaldt Formodningen om en umiddelbar Causalforbindelse mellem Deres Henvendelse til Baron Beust og dennes Ordre til Hr. von Wimpfen, dels fordi Berliner-Cabinettet utvivlsomt er vidende om at der fra Wien er skrevet til denne Gesandt, og dette fornyede Bevis for at den øst. Regering ikke har opgivet Pragerfredens Art.5 turde muligvis være os nyttigere, netop naar det henstaaer i sin Almindelighed, end selve Meddelelsen af Instructionens Indhold vilde være det. . . .

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 8.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 26. April 1868.

Gode Directeur! Da jeg idag søger Audients hos Kongen og formoder at kunne erholde denne, ønsker jeg at medbringe Quaades sidste fortrolige Meddelelse og beder Dem at sende mig denne. —

Jeg vil som en særlig Gunst af Kongen udbede mig at han snarest muligt vælger sine nye Ministre, thi jeg ønskedes. 68gjerne at reise i Slutningen af denne Uge og troer nok efter 2½ Aars Tjeneste at kunne fordre denne Imødekommen. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Mandag, 26. April 1868.

Kjære Kammerherre.

Jeg skriver Dem i Hast kun disse Linier for at sige Dem at jeg nu begynder at haabe at det Ministerskifte som jeg endnu igaar ansaae for umuligt at undgaae, paa en ganske vist i og for sig lidet tilfredsstillende men i dette Resultat dog lykkelig Maade vil trække over. De veed at jeg ikke destomindre betragter Ministeriets Stilling som yderst svækket ved Historien, men vi faae dog i alt Fald en længere Respit. Grev Frijs har bedt mig sige Dem at han saalænge nærværende Crise har staaet paa, naturligvis ikke har villet eller kunnet fremme en saa vigtig Sag som den m—, og derved binde sin eventuelle Efterfølger, og han ønskede meget at De skulde ved M.s Ophold i Berlin finde Leilighed til at lade denne see at dette er Grunden til at Sagen ikke hidtil er gaaet videre frem. Saasnart Crisen er overstaaet og jeg haaber at det skal være inden Ugen er ude, vil Grev Frijs igien kunne tage fat derpaa med al Kraft. . . .

P. Vedel

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 27. April 1868.

Kjære Vedel,

I Meget af hvad De siger i Deres sidste Brev ¹Formentlig det som Nr. 481 trykte.) kan jeg gjerne give Dem Ret; men skjøndt det at sove paa en Sag, hvilkets. 69De siger maaskee vilde faae Indflydelse paa Deres Mening, unægtelig har i Noget forandret min Mening, saa kan jeg dog ikke ganske opgive denne. Idag kan jeg imidlertid ikke begrunde den udførligere, og desuden vilde dette heller næppe blive af videre praktisk Betydning; thi skjøndt Tingen ikke kaldes obligatoire, bliver den dog den samme.

Derimod troer jeg ikke at burde tøve med at gjøre opmærksom paa, at der er periculum in mora.

Han reiser herfra imorgen Aften eller iovermorgen tidlig, altsaa før end jeg havde ventet. Dog kan han ikke sige, naar han indtræffer. Næppe i denne Uge.

Uden at lade mig mærke med hvad jeg tænkte mig at man vilde eller havde villet gjøre, har jeg talt med ham om Fremgangsmaaden og derved seet, at han vel mener, at man kan gaae den Vei som De forudsætter i Deres Brev og som jeg ogsaa tidligere havde betegnet, nemlig gjennem en foreløbig Revision paa tredie Sted; men denne Mening er ikke grundet paa Noget som han har fra bemeldte tredie Sted; og han mener ved Siden deraf, samt maaskee fortrinsviis, at man vilde handle mere carrément ved ikke at gaae Revisionsveien, men derimod at gjøre det directe Skridt strax og selvstændigt, indskrænkende sig til at sende til det tredie Sted hvad man havde skrevet. Herved vilde ogsaa vindes meer Tid. Jo meer jeg tænker paa Sagen, destomeer helder ogsaa jeg til denne Mening, og derved forekommer det mig desuden, at en af de Betænkeligheder De nævner vilde fjernes.

Derfor vilde det efter min Mening være meget ønskeligt, om Alting fremmedes saaledes, at det kunde afgaae, om ikke før, saa dog strax efter hans Ankomst til Kbhvn.

De indseer, jeg taler her uden at tage Hensyn til vore ministerielle Vanskeligheder. Dem kan jeg ikke tage med i Beregningen, skjøndt jeg ligesaalidt er blind for deres umiddelbare Indflydelse som for deres Følger overhovedet.

Desværre siger man mig, at de her dog endnu bestandigs. 70ikke ville føle sig overbeviiste om at der Intet har været under Krigsministerens Reise. Denne Reise citeres nu atter for mig som en uheldig incident; og hertil kommer Dagbladets Revue for nogen Tid siden, som man ogsaa siger har havt en uheldig Virkning. ¹Den franske Revue i Dagbladet 16. April 1868 Nr. 88, der udtaler sig skarpt m. H. t. Preussens Stilling i Forhandlingerne om Art. V.) Selv har jeg Intet sporet hverken i den ene eller den anden af disse Henseender. Det er tredie Mand som har udtalt sig saaledes for mig.

G. Quaade.

Cand. phil. O. A. Schleisners Papirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 28. April 1868.

Herr Greve,

Det har været mig meget behageligt ved Deres Excellences Depeche Nr. 8 af 23. dennes ²Trykt som Nr. 482.) at modtage en Anerkjendelse af, at de i Deres foregaaende Depeche mod min Optræden rettede Bebreidelser, fornemmeligt støttede til en fremmed Diplomats Rapporter, vare ufortjente. Forsaavidt Deres Excellence endnu fremhæver, at Raron Reust overensstemmende med min egen Rapport, Nr. 10, ³Fejl for 9 (sml. Nr. 482, Note 2).) »havde bekræftet sin til Baron Werther udtalte Hensigt at ville skrive til Grev Wimpffen om Sagen«, saa tør det vel være mig tilladt at bemærke, at denne Vending er væsenligt forskjellig fra de i Depechen Nr. 7 brugte Udtryk ⁴Akter I, 814.) og den Forbindelse, hvori de ere stillede, og at minde om, at hiin »Bekræftelse« fandt Sted ikke under min officielle Samtale med Rigskantsleren, men i Forbigaaende i en Salon, og at Situationen vel ikke kundes. 71have været egnet til nogen indgaaende Discussion, medens min Opmærksomhed i det Øieblik fornemmeligt maatte være rettet paa, hvad den tilsigtede Depeche kunde komme til at indeholde.

Rigskantsleren ventes først om nogle Dage tilbage til Wien med Hans Majestæt Keiseren. Jeg vil da ikke undlade at søge en Leilighed, til at udtale mig overensstemmende med Deres Excellences Instructioner og udforske Ministerens Stemning.

Falbe.

Depeche Nr. 14, modtaget 5. Maj 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 30. April 1868.

C. E. Frijs.

P. S. Hvis vi skulde bestemme os til at gaae ind paa det Formelle, nemlig det dobbelte og samtidige Brev, forekommer det mig at det vilde være absolut nødvendigt ligeoverfor Rusland at pointere Neutralitetsønsket samt i Forbindelse hermed den europæiske Erkjendelse, hvorved Danmark, hvis Medfart paa en vis Maade havde været Grunden til den nuværende absolute Mangel paa europæisk Retstilstand, kunde blive Middlet til atter at grundlægge en slig, idet man dog blev enig om Noget. Dette forudsætter naturligviis at der hos alle Stormagterne findes en hjertelig Higen efter Fred, hos Alexander 2 troer jeg at den findes og den kunde muligviis af ham fremkaldes da der overalt er Trang.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 30. April 1868.

Kjære Quaade! Benyttende mig af et Øiebliks Ro sender jeg Dem disse Linier for paa mine Vegne at opfordre Vedkommende til den paatænkte lille Udflugt til Kjøbenhavn; jeg haaber at have Alting færdigt til paa Mandag eller Tirsdag i næste Uge; imorgen haaber jeg at kunne skrive udførligere, men jeg har havt saa meget om Ørene i de sidste Dage at jeg er baade medtaget og lidt confus. —

C. E. Frijs.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 1. Mai 1868.

Kjære Greve!

For det Første maa jeg udtale hvor kjært det er mig, at de Vanskeligheder hvormed Ministeriet har havt at kjæmpe, for denne Gang ere udjevnede. Skjøndt jeg godt forstaaer, at De for Deres eget Vedkommende helst havde ønsket at komme til Ro, kan jeg dog ikke Andet end ifølge andre Hensyn at glæde mig over at en Forandring, som i dette Øieblik havde kunnet være meget uheldig, ikke er indtraadt. . . .

Der er Intet af politisk Nyt. . . .

Med Hensyn til vort Spørgsmaal forekommer Situationen mig endnu bestandig, ligesom ellers i den sidste Tid, noget bedre. Jeg seer bestandig flere Tegn paa at man ønsker en Afgjørelse og vil give Noget derfor; men Spørgsmaalet er Hvormeget; thi Standpunkterne ere bestandig meget afvigende. Igaar havde jeg atter en lang Samtale med General Moltke i samme Retning som tidligere; han var lige ivrig for en Overeenskomst; men han syntes ikke at ville give Saameget derfor som forrige Gang; og den Tanke opstod uvilkaarligs. 73hos mig, at hans Hensigt ved nærværende Leilighed var at udviske, i Noget, Indtrykket af hans forrige Samtale; thi denne Gang fremhævede han endnu stærkere Umuligheden af at give os deres »Schlachtfelder«, og han betegnede ikke »Düppel«, men Sundeved som Noget vi aldrig kunde faae.

Jeg kommer nu til en Sag som foruroliger mig endeel.

Mohrenheim er endnu ikke reist herfra. Han er bleven opholdt ved et Telegram fra Gortchacow, som paalægger ham at blive her indtil Ozeroff Fader, russ. Gesandt i München, kommer hertil fra Petersborg, hvilket vil skee inden Søndag. Ved at meddele mig dette, har Mohrenheim tilføiet, at han efter Vink fra Personer der danne Kanaler for Berøringer mellem det herværende russiske Gesandtskab og den pr. Regjering er bleven betænkelig med Hensyn til den af os i Forening paatænkte Henvendelse til Kongen af Preussen. Hine Vink bringe ham til at frygte for at Situationen her enten er foleven mindre god end den var eller at den aldrig har været af den Beskaffenhed som vi have troet, saaat det nu kunde være et Spørgsmaal, om ikke Kaiseren af Ruslands Hjælp vilde være et Knips i Lommen, der blev unyttigt; og han er bange for at det han venter paa fra Gortchacow, staaer i Forbindelse hermed. Vi aftalte, at jeg, som har holdt mig fra Thile, saalænge vore indre Vanskeligheder stode paa, fordi jeg under disse fandt det bedst ikke at tale med ham om vor Sag, nu idag skulde gaae til ham, angivende som Grund dertil, at da den engelske Coureer reiste, havde jeg en Leilighed til at skrive, hvis han havde Noget at meddele mig, om hvilket det var vigtigt at vide, at det ikke havde kunnet være i fremmede Hænder. Jeg haaber, at jeg, naar jeg kommer tilbage fra Thile, skal kunne tilføie i dette Brev, at der Intet er i Veien, og at saaledes Mohrenheims Frygt er ugrundet.

Men i ethvert Tilfælde forekommer det mig at det nu vilde være rigtigst ikke at afvente Mohrenheims Ankomst til Kbhvn. for hvad vi maatte ville gjøre. Er Sagens Stilling ikkes. 74forandret, saa tør vi dog vist ikke gjerne lade for lang Tid hengaae ubenyttet; og til Syvende og Sidst maae vi jo kunne undvære Mohrenheim, ogsaa hvis Beslutningen bliver den at følge den fra Petersborg foreslaaede Fremgangsmaade.

Ved det som forestaaer kan jeg ikke tænke mig Andet end at Alternativet vil være enten briste eller bære, og under disse Omstændigheder forekommer der mig ikke at være synderlig Forskjel paa den Fremgangsmaade vi havde ønsket fulgt med Kaiseren af Ruslands Initiativ, og den anden Fremgangsmaade som er bleven foreslaaet. Alt kommer dog an paa hvad Bismarck vil gjøre ud af det vi beslutte os til. Men jeg forstaaer godt, at Beslutningen maa være haard for Kongen. Imidlertid er der intet Usædvanligt og derfor egentlig heller intet Ydmygende ved en saadan Fremgangsmaade. Regjeringerne forhandle og efterat de have udtømt alle Midler, saaat Forhandlingen staaer stille, træde Souverainerne til for om muligt at hjælpe paa Sagen ved deres personlige Vægt som sidste Middel.

Det Eneste jeg ikke er aldeles paa det Rene med, er om vi, som jeg sidst skrev, først skulle concertere os i Petersborg om hvad vi skulle skrive. Mohrenheim var senere noget mindre for denne Mening; og jeg tilstaaer, at ligesom vi ville vinde Tid ved at handle uden foregaaende Forespørgsel og den dertil fornødne langvarige Correspondance, saaledes finder jeg, at vi ogsaa ville være friere i hvad vi gjøre, naar vi handle paa egen Haand og blot lade dem vide i Petersborg hvad vi gjøre og naar vi handle, forat Kaiserens Understøttelse i Tid og Indhold kan svare til det af os foretagne Skridt. —

Jeg kommer nu fra Thile. Sagen ligger i dette Øieblik uforandret og ganske saaledes som da han i sin Tid gjorde mig den confidentielle Meddelelse. Han advarer ikkun imod alle ydre Indblandinger som ikke strengt have og bevare Charakteren af en Appel »an das Gemüth«. I denne Henseende har jeg sagt ham, at vi ikke tænkte paa Andet og jo hellerikkes. 75kunde tænke paa Andet, naar vi havde opfattet hiin Meddelelse rigtigt. Thile bemærkede, at Heydebrand aldeles Intet vidste om Sagen. Dette vil De vel iøvrigt have forudsat.

Naar Mohrenheim faaer hvad han venter fra Gortchacow, skal jeg enten telegraphere eller skrive i Chiffer derom, forudsat at han endnu til den Tid kan meddele mig det her, eller jeg paa anden Maade, navnlig ved Oubril erfarer Indholdet. Quod felix faustumque sit!

G. Quaade.

U. A. Depecher fra Berlin.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 1. Mai 1868.

Kjære Vedel,

Skjøndt jeg ikke just finder, at det russiske Svar paa Mohrenheims Skrivelse er at betragte som et ligefremt Afslag, maa jeg dog give Dem Ret i at den foreslaaede Fremgangsmaade, fra en vis Side betragtet, er mindre god end den vi havde ønsket fulgt. Men forinden vi udtale en endelig Dom i denne Henseende, maa vi undersøge hvilken Holdning den russ. Reg. med størst Sandsynlighed vilde kunne indtage, naar den overeensstemmende med vort Ønske tog Initiativet. Vi maae da erkjende, at Kaiseren af Rusland, som ikke kan Andet end menagere sine Forhold til Preussen, og som jo desuden skulde tale til K. af Pr. Hjerte, ikke kunde lægge nogen megen eftertrykkelig Energie i sit Initiativ; og naar han ikke kan dette, saa er det, at jeg anseer den foreslaaede Vei ligesaagod som den anden, — naturligviis afseet fra det Haarde for Kongen i selv at tage Initiativet.

De siger, at det forekommer Dem meget tvivlsomt om det kan siges at være vanskeligere for Kong. af Pr. at afvise Kongens af Kaiseren seconderede Henvendelse, end det vildes. 76være at afvise Kaiserens directe Initiativ. Dette er fuldkommen sandt, naar Kaiseren lægger den fornødne Kraft i Initiativet, men gjør han ikke dette, og Muligheden heraf antyder De selv, ved at tilføie Forudsætningen om at Initiativet maatte være bestemt formuleret og fordre et bestemt Svar, saa kan Sagen stille sig netop som jeg har tænkt mig, ved at fremhæve Fordelene ved den nu foreslaaede Fremgangsmaade, idet K. af Pr., saalænge hans cher Neveu er alene, maaskee ikke vilde tage videre i Betænkning at afvise ham, ligesom ved tidligere Leiligheder; og saa vilde Kaiserens Henvendelse, der viiste sig som et forberedende Skridt med foreløbig Charakteer ikke have anden Følge, end at Forhandlingen fremdeles kom til at slæbe sig frem i det Uføre, hvori den nu befinder sig.

Forresten skal jeg gjerne indrømme, at dersom jeg havde havt Tid til nærmere at overveie Sagen, havde jeg maaskee skrevet mindre rosenrødt; men skjøndt Mohr. allerede Mandag Aften den 20de havde foreløbigt meddeelt mig Svaret, fik jeg dog først fuldstændig Kundskab derom den følgende Dags Eftermiddag, og da jeg deels paa Grund af vore indre Vanskeligheder og deels af Hensyn til Mohr. meente at burde sende det uden Ophold, kom Skyggesiderne ikke til at træde tilstrækkeligt frem for mig ved Siden af de Lysbilleder Mohr. havde stillet op for mig.

Imidlertid er der dog et Fortrin som det forekommer mig at den nære Betragtning lader den nuværende Fremgangsmaade beholde; og det er at vi staae friere saavel indadtil som udadtil og navnlig i Forhold til Frankrig, ved denne Fremgangsmaade end ved den anden. At Souverainer, hvis Regjeringer ere i Forhandling om vigtige Gjenstande, skrive til hinanden for derved at hjælpe Forhandlingen frem, er en aldeles regelmæssig Fremgangsmaade; og medens Ingen kan have noget imod at da en tredie Souverain, som staaer i et notorisk venskabeligt og fortroligt Forhold til begge Souverainers. 77og derhos, som in casu, staaer den der skrives til, politisk meget nær, understøtter denne regelmæssige Forholdsregel, er det, idetmindste efter min Følelse, et Spørgsmaal, hvorledes det paa de forskjellige paagjældende Steder vilde være bleven optaget, dersom Kaiseren af R. efter vort Andragende var traadt frem som Deus ex machina og havde gjort sig vort Kongehuus i en særdeles Grad forbundet, medens han til samme Tid havde trukket et Terrain bort under Fødderne paa Kaiser Napoleon, som denne maaskee havde forbeholdt sig at bruge, og som ialfald Mange havde haabet, at han skulde bruge.

Jeg gaaer naturligviis ud fra, at vi nu ere fattede og besluttede paa, at det skal briste eller bære, og saa er virkelig Ansvaret for Kongen af Preuss., om ikke større, saa dog fuldt saa stort, naar vor Konge kommer understøttet af Kaiseren af R., end naar denne kommer alene, thi i hiint Tilfælde vil det, hvis det ikke bærer, briste, medens det i sidste Tilfælde, saaledes som ovenfor antydet, hvis det ikke bærer, slet ikke er vist om Kaiserens Skridt kommer ind i Sagens Acter.

Krüger Beftofte var hos mig i forrige Uge. Han brænder efter at handle, og Gud skal vide om det bliver muligt at holde ham derfra. Han havde ladet Ahlmann komme forat raadføre sig med ham, og Resultatet blev at han for denne Gang stiller sig tilfreds. Han er reist hjem for 8 Dage siden, og hans Hensigt var at reise til Kbhvn. som igaar, saa De vil vel høre fra ham der. Min Hovedgrund til at ønske, at han holder sig rolig er, at jeg er overbeviist om, at om han end kunde handle som en Engel, saa vil Bismarck, hvis han ikke vil os vel, bruge det imod os; og hvis han vil os vel, bliver det unyttigt. Men det Værste er at Bauer siger mig, at han anseer Kr. for istand til, hvis hans Vigtighed ikke ellers fyldestgjøres, at blive Preusser; naturligviis ikke ifølge Noget som kunde lignes ved Forræderie, men fordi han fandt oss. 78saa lunkne for vor egen Sag, at han opgav Haabet om at kunne gavne den med os. Jeg saae Ahlmann, som gjorde et meget godt Indtryk paa mig.

Jeg har i disse Dage havt en voldsom Kløe i mine Fingre efter at sætte Noget paa Papiret for at see hvorledes et Brev fra Kongen til Kongen af Pr. vilde tage sig ud. Heraf er Resultatet det i tvende Varianter her vedlagte Udkast til et saadant Brev. Det ene, det længste, er det oprindelige Udkast, som jeg har forkortet ved at udtage nogen Sentimentalitet deraf; men jeg sender det med forat De kan vælge og maaskee bruge Noget deraf, samt fordi Guldencrone — og jeg stoler altid meget paa 4 Øine fremfor 2 — syntes at foretrække det. Forresten er det jo ikke andet end et canevas i Ramme til at brodere paa. Der er Ting som maaskee maae siges skarpere, f. Ex. hvad Garantierne angaaer og hvad den nationale Grændse angaaer. Hertil kommer ogsaa »entente intime en vue des éventualités«; men det forekommer [mig] at det jeg har sagt, forslaaer. Imidlertid er alt dette Ting som kun kunne skrives i Kbhvn. Dernæst kommer ogsaa det Spørgsmaal om Kongens Brev skulde være ledsaget af en supplerende Memoire, men dette maa afgjøres i Kbhvn., ligesom ogsaa Memoiren ikkun kan skrives der. Nu kan De gjøre med mine Udkast hvad De vil, men jeg veed af Erfaring, at det er en Lettelse at have Noget for sig paa Papiret, og derfor sender jeg det.

Mohrenheim reiser først herfra Søndag Aften, og ikke engang dette er vist; derfor kunde det maaskee være et Spørgsmaal, om De burde oppebie hans Ankomst med hvad der bliver besluttet. Saaledes som jeg har skrevet til Grev Frijs, skal han vente her paa Noget fra Gortchacow, og dette kommer først, efter hvad M. nu siger mig, Søndag Morgen hertil. Jeg seer ham da strax efter, og skal da enten skrive eller telegraphere; og ved samme Leilighed skal jeg da udtale mig om hvorvidt det efter min Mening vilde være rigtigst at vente indtil han indtræffer i Kbhvn. eller at gaae frem uafhængigts. 79deraf. Min Mening er at vi bør gaae frem som Sagen nu ligger, og at vi ikke bør tøve for længe. — ...

G. Quaade.

Jeg maa ogsaa takke Dem for Deres Brev om Ministeriet, hvilket glædede mig meget. . . .

U. A. Depecher fra Berlin.

Bilag til Brev fra Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel 1. Maj 1868. Kammerherre Quaades Udkast til Henvendelse fra Kongen til Kongen af Preussen.

I.

Mons. mon Frère! Dans l’état actuel de la négociation poursuivie entre nos gouvts. sur la rétrocession éventuelle au Danemark d’une partie du Slesvic, j’éprouve le besoin de m’adresser directement à V. M. pour m’entretenir sans réserve avec Elle des raisons qui à mon avis ont jusqu’à présent rendu infructueux nos efforts pour arriver à l’entente désirée de part et d’autre.

Je parlerai avec une franchise qui égalera la confiance que je place dans les sentiments de justice et de parfaite équité qui animent V. M.

En entrant dans la négociation qui nous occupe nous nous sommes proposé exactement le même but. —

Comme moi, M. m. F. vous voulez une véritable réconciliation entre nos deux États devenus voisins, et à cet effet, afin de faire revivre entre eux les anciens rapports d’amitié et de bonne intelligence, en écartant tout sujet de grief et de discorde pour l’avenir, vous m’avez offert la cession conditionelle de quelques districts du nord du Slesvic.

Je vous suis sincèrement reconnaissant de cette offre, M. m. F., mais plus je rends justice aux intentions généreusess. 80envers moi, qui vous en ont inspiré l’idée, plus je regrette de ne pouvoir partager votre opinion sur son efficacité comme moyen d’arriver à notre but commun. Pour que vos intentions et les miennes, M. m. F., se réalisent d’une manière pratique, les proportions aussi bien que les conditions dans lesquelles se ferait le remaniement territorial dont il s’agit, et notamment l’étendue du territoire dont les populations devront être consultées, sont de la dernière importance.

Depuis la dissolution de la monarchie danoise, le Danemark ne saurait pour sa politique extérieure avoir d’autre but que de cultiver et de cimenter de plus en plus ses relations de voisinage avec l’Allemagne. De là dépend son existence future comme État indépendant et autonome.

Que le gouvt. de V. M., de même que le gouvt. danois, aura constamment à coeur de ménager et de sauvegarder ces relations, je ne saurais en douter; mais je suis intimement convaincu que nos efforts communs seront stériles tant que la frontière qui divise les deux États coupera en deux la nationalité danoise et en séparera une grande partie contre sa volonté de la mère patrie. Au nord comme au sud de cette frontière il y aura constamment une agitation aussi indomptable que pernicieuse, sur laquelle l’action de l’autorité restera impuissante et qui, en alimentant un antagonisme des plus profonds entre l’élément danois et l’élément allemand, élèvera une barrière infranchissable entre les deux gouvernements comme entre les deux peuples.

Il dépend de V. M. de porter remède à ce triste état de choses par un acte de prévoyante magnanimité.

Il ne s’agit que d’un territoire peu considérable, habité par une population purement danoise qui désire rester danoise; et ce territoire, qui consiste principalement dans une presqu’île et une petite île qui pénètre jusque dans le corps du royaume de Danemark, n’est par lui-même d’aucune valeur pour la Prusse. Il est vrai que les armes prussiennes y ont remporté des victoires. — Loin de moi de contester le prixs. 81que V. M. doit en conséquence attacher à ces lieux en souvenir de la bravoure de Ses troupes. Mais vos armées, M. m. F., ont combattu avec autant d’honneur et de succès autrepart sans que pour cela les lieux témoins de la gloire prussienne soient restés au pouvoir de la Prusse; et l’armée prussienne, dont les exploits se trouvent inscrits dans l’histoire, peut donc en tout honneur se passer de ce souvenir, qui ne sera qu’un souvenir matériel.

C’est à V. M. surtout qu’il en coûtera de porter le sacrifice de ce territoire; mais, M. m. F., plus sera grand le sacrifice et plus sera éclatant l’acte de générosité par lequel vous donneriez suite aux désirs de la population dont il s’agit, plus sera complète et véritable la réconciliation entre le Danemark et l’Allemagne.

Les positions militaires qui se trouvent sur le territoire en question ont bien certainement de la valeur; mais quelqu’incontestable qu’elle soit, cette valeur n’est pourtant que relative. Pour la Prusse les positions de Düppel sont superflues contre le Danemark; car ce pays est partout ouvert aux forces militaires de la Prusse; et d’autre part elles ne pourraient jamais devenir dangereuses pour la Prusse en se trouvant dans la possession du Danemark. D’ailleurs du moment où le Danemark serait redevable à V. M. d’avoir recouvré sa complète intégrité nationale, il ne jugerait pas compatible avec son honneur de fortifier ces positions pour ^*[I Randen med Quaades Haand:] il ne penserait jamais à fortifier ces positions pour) s’en servir contre la Prusse; et s’il devenait nécessaire je ne ferais aucune difficulté de prendre à cet égard les engagements les plus positifs et formels, de même que j’ai déjà depuis longtemps déclaré être prêt à assurer aux habitants allemands des districts du Slesvic qui seraient rendus au Danemark, toutes les libertés et tous les droits compatibles avec une liberté égale et les droits non moins sacrés des. 82leurs compatriotes danois ainsiqu’avec les attributions souveraines et imprescriptibles de ma Couronne.

6

Votre Majesté décidera maintenant comme Elle jugera juste et équitable; mais quelles que soient les déterminations auxquelles vous vous arrêterez, M. m. F., je suis sûr qu’avant de prendre une décision définitive, vous vous mettrez à ma place, et en rendant ainsi justice aux intentions qui m’ont dicté ces lignes, vous comprendrez que, si je me suis abstenu d’accepter ce que vous m’avez offert dans la générosité de votre coeur, ce n’est pas faute de reconnaissance ou parceque je n’apprécie pas votre bonne volonté, mais uniquement parce que je sais que l’acceptation de cette offre ne fournirait qu’un remède partiel contre le mal que nous voudrions faire disparaître, et que par conséquent les effets de ce mal continueraient à se produire dans l’avenir dans le même étendue que par le passé au détriment de cette entente sincère et intime sur laquelle tout gouvt. danois devra désirer pouvoir baser sa politique extérieure.

II.

Mons. mon Frère, Dans l’état actuel de la négociation poursuivie entre nos gouvts. au sujet d’une rétrocession éventuelle au Danemark d’une partie du Slesvic, j’éprouve le besoin de m’adresser directement à V. M. pour m’entretenir sans réserve et loyalement avec Elle des raisons qui à mon avis ont jusqu’à présent rendu infructueux nos efforts pour arriver à l’entente si ardemment désirée de part et d’autre.

En agissant ainsi je remplis mon devoir envers V. M. aussi bien qu’envers mon peuple, et je pourrai donc parler avec une franchise qui égalera la confiance que j’ai dans les sentiments de justice et d’équité parfaite qui L’animent. —

Connaissant la générosité de votre coeur, M. m. F., ainsique la droiture de votre caractère et la prévoyante sagesse qui distingue votre règne, je sais qu’en me proposant las. 83négociation qui nous occupe, vous avez eu en vue non seulement de vous acquitter d’un engagement pris envers une tierce puissance, mais de me conférer un bienfait à moi et à mon peuple, et surtout d’arriver à établir sur des bases solides et durables une entente cordiale entre deux nationalités qui par leur origine et leur voisinage sont appelées à travailler ensemble à la même oeuvre de progrès et de civilisation. ^*[I Randen med Quaades Haand:] non seulement de me conférer un bienfait à moi et à mon peuple, mais aussi d’arriver, dans votre sollicitude pour la conservation de la paix future,
NB. Maaskee det er bedst at undgaae enhver Hentydning til Art. V.)

C’est dans ce même esprit que, plein de reconnaissance envers V. M., j’ai compris et accepté Sa proposition, et nous avons donc fixé un but commun pour la négociation.

Mais si ainsi nos vues s’accordent complètement quant au but à atteindre, ce n’est toutefois que jusqu’à un certain point qu’il en a été de même en ce qui concerne les moyens d’y arriver. —

Comme moi, M. m. Fr., vous avez voulu une véritable réconciliation entre les peuples qui habitent nos états devenus voisins, et à cet effet, afin de faire revivre entre eux les anciens rapports d’amitié et de bon voisinage en écartant pour l’avenir tout sujet de grief et de discorde entre les deux nationalités auxquelles ils appartiennent, votre gouvt. a fait au mien l’offre d’un remaniement conditionnel de la frontière qui sépare le Danemark du Slesvic.

Je rends parfaitement justice aux intentions qui ont inspiré cette idée à V. M., et je Lui en suis, comme je l’ai déjà dit, sincèrement reconnaissant; mais c’est ici que nos vues sur les moyens de nous entendre commencent à différer; car pour que vos intentions et les miennes se réalisent d’unes. 84manière pratique, les proportions aussi bien que les conditions du remaniement territorial projeté, et notamment l’étendue du territoire dont les populations seraient consultées, sont de la dernière importance.

Depuis la dissolution de la monarchie danoise, le Danemark etc. som det andet Udkast.

6*

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Privat.
Berlin, 2. Mai 1868.

Deres Excellence,

Thile giorde mig igaar i største Fortrolighed en Medde- lelse, som jeg lovede ei strax at skrive om, og aldeles ikke at omtale for Mohrenheim.

Nu troer jeg ikke at kunne tøve længer med at omtale den for Deres Excellence.

Han sagde, at der var opstaaet en Formening om, at vi i Petersborg havde andraget paa en arbitrage. Dette vilde staae i Strid med den Retning, hvori Sagen var bragt ind og kunde derhos skade det gode Forhold mellem Preussen og Rusland. Jeg benægtede paa det Bestemteste, at noget Saadant var skeet, hvorefter han ganske i Almindelighed advarede som anført i mit Brev af igaar. —

Han gjentog dernæst, hvad han alt tidligere havde sagt mig, at Reuss ¹Preussisk Gesandt i St. Petersborg.) havde telegraferet om Sagen; Gortchakow havde omtalt den for ham; han sagde ikke hvad der var telegra- feret. Dette Sidste, om at Reuss har telegraferet havde jeg allerede tidligere omtalt for Mohrenheim.

Quaade.

Tildels chiffreret Depeche, modtaget 4. Maj 1868.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 2. Mai 1868.

Kjære Greve,

Jeg haaber at kunne imorgen meddele Dem et bestemt Resultat af den mig ved Deres Brev af 30te ¹Trykt som Nr. 488.) overdragne Commission.

Hvorfor jeg ikke kan idag, vil De see af mit Brev af igaar. ²Trykt som Nr. 489.) Jeg skal derhos søge at blive istand til at bringe nogen Klarhed i det mindre tydelige Billede som vil stille sig op for Dem, naar De læser min chiffrerede Skrivelse af idag. Skjøndt jeg tvivler paa at jeg vil finde en fuldkommen sikker Nøgle, kan jeg dog maaskee bidrage til en Løsning ved nogle Formodninger, og hertil vil jeg kunne benytte Vedkommendes Udflugt, som naturligviis finder Sted saasnart skee kan. Jeg haaber herfra imorgen Aften.

løvrigt troer jeg sikkert at kunne antage, at Sagen ikke er af practisk Betydning; dette, hvad der jo er det Væsentlige, sagdes mig ogsaa af den, som bragte den paa Bane for mig.

G. Quaade.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 4 mai 1868.

M. part ce soir et compte arriver mercredi à Copenhague.

Quaade.

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 4. Maj 1868 Kl. 1242 Efterm.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 5 mai 1868.

M. retenu ici par nouveau tel. — Il vient de faire savoir au prince Gortchacow que V. Exc. désire le voir.

Quaade.

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 5. Maj 1868 Kl. 11.50 Form.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 5. Mai 1868.

Hvis Keiserens Plan antages, har jeg Grund til at tilraade, at der ved Telegraph averteres derom i Petersborg. Det kan skee ved mig til Oubril eller ved Vind. —

Quaade.

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 5. Maj 1868 Kl. 2.57 Efterm. — Paa en Afskrift af dette Telegram er tilføjet med Grev Frijs’ Haand: Ved Telegram kan ikke averteres, forinden brevlig Udvexling har fundet Sted. E. Frijs.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 5. Mai 1868.

Kjære Greve,

Vedkommende maa blive her idetmindste til Torsdag Aften den 7de.

Ifølge den Opfordring De gjennem mig gjør ham ved Deres Brev af 30te, antager jeg, forudsat at Planen overhovedet følges, at De venter med at sende noget Papir indtil han kommer, og saaledes ikke følger min under 1ste d. M. yttrede Mening, hvilken jeg ikke havde udtalt dersom Tingene dengang havde stillet sig saaledes for mig som nu. De stilles. 87sig imidlertid endnu noget uklart for mig. Derfor maa jeg vente med at skrive.

Denne Uklarhed har imidlertid Intet at gjøre med mit Bogstav-Telegram af idag. ¹Trykt som Nr. 496.)

Nu troer jeg dog endelig at al Uro og Snak ifølge Krigs- ministerens Reise er forbi. Ganske nylig omtalte endnu den ovennævnte Vedkommende for mig, at man her ikke vilde lade sig overbevise om at der intet havde været under; men senere har en Collega af mig sagt mig, at Thile havde yttret til ham, Trediemand, at den pr. Regjering lige fra Begyndelsen af havde havt den til de virkelige Forhold svarende Mening om Sagen.

Jeg haaber nu at Vedkommende kommer afsted til den fastsatte Tid, men det kan ikke bestemmes definitivt før samme Dag.

Quaade.

Afskrift.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Tirsdag [5. Maj 1868].

Kjære Kammerherre.

Tusinde Tak for Deres Brev til mig i Søndags med den engelske Coureer samt for hvad dermed fulgte. Jeg skriver Dem imidlertid idag Intet derom da Sagen efter Deres idag modtagne Telegram synes mig at løbe ud i en saa complet Confusion at det Klogeste for os her er at vente Udviklingen.

Derimod beder jeg Dem til Brug for Bekjæmpelsen af Folkethingets vanvittige Indfald om at Præster skulle tjene i Krigshæren, underhaanden at erfare og snarest muligt meddele mig hvilke Regler der i saa Henseender følges i Preussen og altsaa i det Hele i Tydskland. Heydebr. har sagt mig ats. 88Præster ere ubetinget undtagne fra Værnepligt og selv theol. Candidater gives der en provisorsk Fritagelse, som forlænges indtil de ved at ordineres blive legalt fritagne.

Fra andre Sider er imidl. det Modsatte paastaaet at ogsaa Præster ere i Preussen underkastet samme Regler som andre Statsborgere. Det var altsaa af Vigtighed at faae Sik- kerhed herom, og navnlig maatte det undersøges om den nye Værnepligtslov muligvis har giort nogen strængere Forandring i det tidligere Bestaaende.

P. Vedel.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 5. Mai 1868.

Herr Greve.

Efter igaar Morges at have udbedet mig en Samtale modtoges jeg af Rigskantsleren, og havde Leilighed til at udtale i Overensstemmelse med Deres Excellences Instrux af 23de f. M., hvormeget den kongelige Regjering paaskjønner den Interesse, som Hans Excellence havde viist for det slesvigske Spørgsmaal, og tillod mig paa egen Haand at tilføie Dens Tak for Hans Excellences Imødekommen mod Dens Ønsker med Hensyn til Sagens Behandling i Berlin. Baron Beust optog min Meddelelse med en venlig Mine, men uden at besvare dem[!], saalidt som da jeg fremdeles yttrede det Haab, at vi maatte møde samme Interesse for Spørgsmaalet, naar den kongelige Regjering, efterat have udtømt alle Midler til at komme til en direkte Forstaaelse med Preussen maatte bestemme sig, til at paakalde fremmed Intercession.

Jeg gik derfor over til at udforske Kantslerens Stemning ligeoverfor de af preussiske Blade givne Antydninger af, at Berliner Cabinettet skulde have til Hensigt at opfordre Østerrig, til at afgjøre Sagen mellem dem, og derefter octroiere Danmark den tagne Bestemmelse om Udførelsen af Artikel V.s. 89Baron Beust gav mig det Svar, at han vilde betænke sig al- vorligt, paa at begynde saadanne Forhandlinger med Preus- sen, der maaskee kunde bære samme Følger i deres Skjød, som de, der indledtes i 1863 med Hensyn til Danmark, havde havt for Østerrig. . . .

Falbe.

Depeche Nr. 15, modtaget 18. Maj 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Chiffer.
Kjøbenhavn, 6. Mai 1868.

Saaledes som Sagen nu ligger, anseer jeg det umuligt for- inden jeg kjender Ruslands nuværende Stilling til den, at foretage de Skridt, som jeg ellers kunde ansee hensigtsmæssige.

E. Frijs.

Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, indleveret i København 6. Maj 1868, afleveret til Kammerherre Quaade i Berlin s. D. Kl. 5.7 Efterm. — Ligger mellem Depecher fra Berlin.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Privat og fortrolig.
Berlin, 6. Mai 1868.

Deres Excellence,

Jeg har ingen Anledning til at antage, at Ruslands Stilling til Sagen har forandret sig.

Men i ethvert Tilfælde troer jeg at burde henstille, om der maatte blive givet en Tilstaaelse for Modtagelsen af Forslaget tilligemed Tak derfor.

s. 90Jeg har Grund til at troe, at man har ventet en saadan Tilkjendegivelse. —

Quaade.

Tildels chiffreret. — Modtaget 8. Maj 1868. — Sml. Quaades Depeche af 9/5 1868, trykt som Nr. 508.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Privat og fortrolig.
Berlin, 7. Mai 1868.

Deres Excellence,

Da jeg afsendte min allerærbødigste Skrivelse af 2den d. M. ¹Trykt som Nr. 492.) stod jeg i den Formening, at jeg kort efter vilde kunne benytte Baron Mohrenheims Afreise til Kjøbenhavn til udførligere Meddelelser, og den erholdt derfor ikke den fuldstændigere Affattelse, som jeg vilde have givet den, dersom den ikke havde været bestemt til at sendes med Posten og altsaa maatte tildeels chiffreres.

Jeg skal nu tillade mig at fuldstændiggjøre bemeldte Skrivelses Indhold ved under Eet at meddele Deres Excellence den deels deri og deels i min Skrivelse af 1ste d. M. omtalte Samtale med Herr von Thile.

Af min sidstnævnte Skrivelse vil Deres Excellence erindre, at denne Samtale var fremkaldt ved en Yttring af Baron Mohrenheim om, at han havde Grund til at befrygte, at den preussiske Regjerings Stilling til det slesvigske Anliggende ikke længer var den samme, eller maaskee overhovedet ikke havde været rigtig opfattet af os. Da jeg erkyndigede mig herom hos Understatssecretairen, sagde denne mig, at Sagen endnu bestandig laae uforandret saaledes, som da han i sin Tid havde gjort mig sin confidentielle Meddelelse. Hertil føiede han imidlertid, idet han betingede sig ubrødelig Taushed fra min Side, at der hos hans Regjering var blevens. 91fremkaldt en Formodning om, at der i Petersborg var bleven andraget paa, at Keiseren af Rusland skulde overtage en arbitrage i det omhandlede Anliggende. Et saadant Andragende vilde være afvigende fra den Retning hvori Sagen var bragt ind, og ifølge den Stilling den russiske Regjering muligen kunde indtage dertil, kunde det virke skadeligt paa det gode Forhold mellem Preussen og Rusland. Han maatte advare imod al ydre Indblanding, som ikke havde Charakteren af en Appel til Kongen af Preussens Følelse. Herpaa svarede jeg ved paa det Bestemteste at benægte, at der fra dansk Side i nogensomhelst Henseende var afveget fra den Vei der var bleven os betegnet; og hvad hans Opfordring til Taushed angik, tilføiede jeg, at da han nu kunde sige mig, at Sagens Stilling var uforandret, vilde jeg ikke alene ikke omtale hvad han havde sagt mig for Baron Mohrenheim, men endog tøve med at indberette derom til Deres Excellence for ikke at bringe Uklarhed ind i den Stilling, som Sagen indtog i Kjøbenhavn. Dette Tilbud modtog Herr von Thile med den Bemærkning, at det var af største Vigtighed, at Baron Mohrenheim Intet erfarede om hiint Rygte angaaende en arbitrage. Han forsikkrede mig derpaa gjentagende om at Sagens Stilling ingen Forandring havde undergaaet.

Men allerede den følgende Dag troede jeg ikke længer at kunne udsætte at gjøre Deres Excellence bekjendt med hiint Rygte. Baron Mohrenheims Ankomst til Kjøbenhavn ansaae jeg for meget nærforestaaende, og det var da af Vigtighed, at Deres Excellence itide havde en Forestilling om Stillingen i Berlin, som den var da han havde forladt denne Stad, ligesom det ogsaa var mig magtpaaliggende, at Herr von Thiles Ønske om at Baron Mohrenheim ikke erfarede Indholdet af vor Samtale, blev bekjendt for Deres Excellence før hans Ankomst.

Jeg omtaler i min Skrivelse af 2den d. M., at Herr von Thile havde sagt mig, at Fyrst Reuss havde telegrapherets. 92om det slesvigske Anliggende. Dette var mig allerede bekjendt fra en tidligere Samtale med Understatssecretairen, som havde fundet Sted efter Afsendelsen med Coureer af mine Meddelelser af 21de f. M., og jeg havde omtalt det for Baron Mohrenheim før min sidste Samtale med Herr von Thile. Grunden hvorfor jeg ikke allerede ved min Skrivelse af 1ste har sat Deres Excellence i Kundskab herom er, at jeg dengang tænkte mig at det stod i Forbindelse med Rygtet om Arbitragen. Herr von Thile har ikke sagt mig Andet om hvad Fyrst Reuss har telegrapheret, end at Sagen derefter syntes at være paa god Vei; men Baron Mohrenheim har sagt mig, at han vidste, at Grev Bismarck nogle Dage efter Telegrammets Modtagelse havde skriftlig besvaret det. Dette Svars Indhold kjendte Baron Mohrenheim ikke.

Quaade.

Ifølge Opgivelse i Depeche til Quaade af 17. Maj 1868 modtaget Torsdag Morgen (14. Maj).

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 7. Mai 1868.

Kjære Vedel,

... Jeg forstaaer ikke, at mit Telegram af iforgaars har foranlediget Uklarhed. ¹Se Brev fra P. Vedel til Quaade 5/5 1868; trykt som Nr. 498.) Det er foranlediget ved Bemærkninger hvoraf jeg har uddraget den Slutning, at man paa vedkommende Sted følte sig noget stødt over Intet at have hørt i Svar paa det af mig under 21de f. M. Fremsendte, ²Trykt som Nr. 477.) navnlig over ikke at have faaet en udtrykkelig accusé de réception med nogle takkende Ord, hvilke sidste man dog selvfølgelig ikke forlangte skulde indeholde en Bestemmelse om Antagelse eller Ikke Antagelse. Jeg har redigeret Telegrammet s. 93efter og i Overeensstemmelse med en fortrolig In- sinuation, jeg havde faaet; og derfor mangler det det Supplement som min Skrivelse af igaar Aftes vil bringe imorgen tidlig i den ovenbetegnede Retning.

De maa troe mig, det er af allerstørste Vigtighed at der handles hurtigt; og hertil maa jeg nu føie, at efter den lange Tid der er hengaaet, er der, efter min Overbeviisning ikkun een Beslutning at tage, naar ikke Alt skal fordærves.

M. kan endnu ikke reise i Aften. Han haaber imorgen Aften; og at De venter indtil hans Ankomst er forstaaeligt; men den Stilling som omtales i Telegrammet af igaar er den samme som tidligere. . . .

G. Quaade.

Jeg behøver vel ikke at tilføie, at der i den store Sag, stadig er Spørgsmaal om to Breve, nemlig ikke alene det der nu især er Tale om men ogsaa det, hvorom der oprindelig var Tale. Det følger af den reent personlige Charakteer der skulde gives Sagen.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 7. Mai 1868.

Kjære Quaade! Der er hengaaet noget længere Tid end ellers uden at De har modtaget private og fortrolige Meddelelser fra mig, men dette har sin væsentligste Grund i at jeg til samme Tid, som jeg har været en Deel beskjæftiget i Rigsdagen, har følt mig personlig meget ilde paa Grund af en stærk og haardnakket Forkjølelse, der gjør mig al Tænken og aandelig Beskjæftigelse i denne Tid noget besværlig, dog vil jeg ikke lade afreise den engelske Coureer uden at medgive ham nogle Linier til Dem. —

s. 94Den forandrede Vending af Sagen med Hensyn til Benyttelsen af Slægtskabsforhold, der fremkaldtes ved Mohrenheims Meddelelse til Dem og Beretningen herom, har virket en Deel nedslaaende ikke alene paa mig men ogsaa andetsteds hvor den endelige Resolution ligger, thi ihvor blide Former det end var fremsat, maatte Hovedindtrykket dog blive at man for Øieblikket ikke kunde indlade sig paa nogen varm og virksom Deeltagelse, uden at en directe Henvendelse fra Kongen af Danmark til Kongen af Preussen fandt Sted til samme Tid. — Et sligt Raad, just paa Grund af at det var givet af Keiseren af Rusland, maatte, hvor tung og vanskelig endog Opfyldelsen heraf vilde være, dog være Gjenstand for ikke alene den roligste men ogsaa den grundigste Overveielse, og Frugten af denne Overveielse vilde have foreligget i det Brev, som Kongen vilde have skrevet til Keiseren af Rusland, men som er bleven opsat at afsendes paa Grund af de senere fremkomne Vanskeligheder og Forandringer, hvorom det er umuligt at have nogen klar Forestilling efter de hidindtil fremkomne Antydninger; kun saa meget synes sandsynligt, at Tilbøieligheden til at foretage overtalende Skridt er aftaget, og der synes ikke at være nogen Grund til forinden den modtagne Oplysning om hine Vanskeligheders Beskaffenhed at foretage Noget fra Kongens Side, som i Øieblikket kunde være Keiseren ubequemt og generende; hvorfor ogsaa Brevets Afsendelse er sat i Bero indtil man kan have noget Indblik i den forandrede Situation, da denne muligviis kunde bidrage til at modificere den hele Henvendelse. —

I det Brev som Kongen havde villet skrive idag fremhæves, foruden den aldeles fornødne Anerkjendelse af Keiserens velvillige Sindelag saavel imod Kongen som imod Danmark, den liden Fremgang som Forhandlingerne hidindtil have havt, og at det muligviis ad en anden Vei gjennem Souverainernes directe Udtalelse kunde være muligt at fremme det ønskede Forligs Værk mere. — Herefter uds. 95vikles Kongens Hovedbestræbelse og Hovedønske at bidrage Sit til at leve i fuld og varig Forstaaelse med Preussen, saavelsom med alle andre Stater, og fremfor alle med Førstnævnte som vor nærmeste Nabo, idet Kongen nærer det Ønske at kunne sikkre sit Land under kommende Forviklinger i Europa en stræng, nøiagtig og varig Neutralitet, som ikke alene for Danmark men ogsaa paa Grund af Danmarks geographiske Beliggenhed for hele Norden vilde være af indgribende Betydning. — Kongen udtaler sig derefter om Flensborglinien som den der vilde tilfredsstille Nationalitetens Fordringer og ved hvis Tilstaaelse det som af Alt ligger ham meest paa Hjerte nemlig en god Forstaaelse mellem Danske og Tydske ikke alene vilde blive muliggjort men ogsaa falde naturlig, idet hiin Indrømmelse fra den Stores Side indeholdt en Anerkjendelse af den lille Stats og Nations Berettigelse, som vilde være mere veltalende end noget nok saa stærkt og hjerteligt Ord. Endvidere gjøres opmærksom paa at man i Overbeviisning om Kongen af Preussens ophøiede Følelse af den kongelige Værdighed maa forvente med Hensyn til Garantierne at ikke disse fastholdes, naar de kunne træde hindrende iveien for Kongens Souverainitet eller Landets Selvstændighed. Dog maa jeg tilføie at med Hensyn til det afstaaende District fremhæves at Dübbøl og Als naturligviis for os ikke have nogen strategisk Betydning og at derfor en Forpligtelse til ikke at befæste disse Punkter ikke vilde frembyde Vanskelighed, det hvorpaa Kongen maatte lægge Vægt, det var at de Danske, som ved deres gjentagne Afstemning havde viist i hvor høi Grad de ønskede at vende tilbage til deres gamle Fødeland og Konge, kunde erholde dette Ønske opfyldt og altsaa han fremfor Alt maatte ønske den nationale Grændse som ved de stedfundne Afstemninger havde givet sig tilkjende. Disse Betragtninger og Grunde ligge saa naturlige for Kongen af Danmark, ere af ham saa gjentagende gjort gjeldende, at han med Glæde skulde directe herom henvende sig til Hans M. Kongen af Preussen,s. 96hvorved han kun vilde følge sit Hjertes Indskydelse, men hidindtil have paa begge Sider fremsatte Anskuelser været saa divergerende, at han ikke kunde forsøge sligt Skridt uden at have raadført sig med Keiseren om dets Betimeiighed. Saasnart Kongen gjennem Keiseren erholdt Vished for en velvillig Modtagelse fra Kong Wilhelms Side, vilde intet være ham kjærere end forsøge, udtalende sig med fuld Aabenhed, om ad denne Vei og gjennem Keiserens Raad en slig Løsning kunde tilveiebringes som man havde søgt forgjæves at naae ad de hidtil førte Forhandlingers Vei. —

Da Kongen ikke første Gang opfordres til at gaae den directe Vei at henvende sig til Kongen af Preussen, og dette er skeet tidligere uden dog at have ført til noget Resultat, idet Brevet ikke er blevet besvaret, ¹Det vides ikke, hvad der sigtes til.) vil det ikke være muligt at kunne bevæge ham til dette Skridt uden at der sikkres bemeldte personlige Henvendelse en velvillig Modtagelse; saa meget mere som Kongen af Preussen med fuld Rette maatte kunne beklage sig over en slig Henvendelse, hvortil der fra hans Side ikke er givet Anledning. —

Endvidere er det mig ikke muligt efter hvad der foreligger for mig, at kunne tilraade et sligt Skridt efter hvad der er yttret fra Grev Bismarcks Side, thi her er udtrykkelig henviist til en Henvendelse til »Gemyttet« gjennem Slægtskabsbaand og ikke paa fjerneste Maade antydet nogen directe Henvendelse, saa at han endog efter min Opfattelse maatte med Rette kunne beklage sig over et sligt Skridt, sigende at Ansvaret for sligt Skridts Virkning paa Kongen naturligviis maatte bæres af os, der uden nogensomhelst Opfordring dertil, havde foretaget dette. — Naar nu Virkningen af et sligt Skridt maa ansees for at være i høieste Grad tvivlsom, da forekommer det mig i høi Grad naturligt og nødvendigt at samle Blikket paa Usandsynligheden for en bevirket Fremgang af Spørgsmaalets Løsning ad denne Veis. 97og den Skade, der ved et ad denne Vei fremført Brud eller Afbrydelse, vil bevirkes; og det sidste fremstiller sig for mig under et dobbelt Synspunkt, nemlig Vanskeligheden i at komme tilbage fra hvad der ved denne Leilighed maatte udtales, og den Stilling der vil beredes vor Konge ved et sligt Afslag, naar det tillige kan gives Udseende af at man uden Opfordring eller Tilskyndelse af egen Drift er gaaet i Fælden, da ogsaa denne Stilling kan betragtes saavel fra et europæisk Standpunkt, hvor vistnok Alle ville forundre sig over at man vovede sig ind paa dette Gebeet uden Tilskyndelse af den som det her kommer an paa, og med Understøttelse af en høist lunken Ven, som endog efter at have givet et lille Haab trækker sig tilbage; — hvad den indre Situation angaaer da troer jeg, at man med fuld Føie vilde kunne sige til den, der havde kunnet give Kongen et sligt Raad, at han manglede den Ro og besindige Veien af Forholdene, som man hidindtil har tiltroet mig, og som for Øieblikket efter min Overbeviisning er den absolut fornødne Egenskab for en dansk Premier, og dette saavel udadtil som indadtil, — thi den nuværende europæiske Samfundsorden, hvor al Folkeret er ophørt og det hidindtil har viist sig umuligt at danne et Slags Areopag, kan ikke være af nogen permanent Natur; mit Haab er at under en eller anden Form vil man atter søge tilveiebragt et Slags Ligevægtssystem, og naar Nødvendigheden heraf for en sund og frodig Udvikling af Europas Liv bliver indlysende for Alle, da vil ogsaa hermed Erkjendelsen af de smaa Staters Berettigelse og Nødvendighed i det hele System fremtræde klar, og min Slutning heraf er: at kunne vi rolig og ubemærket oversidde den nuværende Crisis, da kan vort Liv gjerne blive ligesaa langvarigt som mangen stor Stats, og med Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde — da kunne vi være bedre tjente med en Udsættelse og Forlængelse af denne pinefulde Tilstand end ved at foretage Noget, hvorved Modstanderen seer sig istand til at give det Hele en brats. 98Ende. — Ganske anderledes vilde imidlertid Sagen stille sig, naar der havdes Vished for at en slig Henvendelse fra vor Konge til Kongen af Preussen vilde være velkommen, thi det følger af sig selv og er af mig gjentagende og paa det Stærkeste fremhævet: at en Tilendebringelse af denne Sag ad directe Vei uden nogensomhelst anden Stats Mellemkomst naturligviis for os er det Første af Alt, thi der vil da kunne fremstaae et naturligt Forhold imellem de 2 Nationer, der med Lethed vil kunne seire over Rivninger som nu vise sig tidt saa vanskelige at abordere, og vi Danske vilde komme under en slig Tilstand til at danne et naturligt Mellemled imellem Tydske og Svensk-Norske, hvortil vi efter Natur, Udvikling og hele Eiendommelighed ere bedst skikkede, da vi have Meget af begge Dele. —

7

Efter de sidst modtagne Telegrammer kunne vi vel ikke vente Mohrenheim hertil med det Første; dog synes der efter den Retning at dømme, hvori Vinden nu blæser fra Petersborg ikke at være særlig Anledning til at forhaste sig, thi det som Afgjørelsen beroer paa decideres ikke dersteds, men i Berlin hvor for Øieblikket Tyngdepunktet er. — Vi ville give Meget for en fredelig Afgjørelse og for at kunne naae et fuldstændigt Forlig, men man kan som Ordsproget siger ogsaa kjøbe Guld for dyrt, og dette vilde det være efter min Formening om man ikke paa hvert Punkt til det Yderste hævdede Kongens Værdighed, og derigjennem Landets Ære — samt at man ikke for at vinde Noget tilbage bringer det i Fare og Afhængighed, som endnu er frit og ubeskaaret, thi da er Prisen for dyr, hvad end siden maatte skee, og den mulige Trøst for vore lidende Brødre i Slesvig: »commune naufragium dulce«, vil ikke kunne tilfredsstille mig. — Det lader forresten til, som om jeg i den senere Tid har en uheldig Haand, thi Handelen om vore vestindiske Øer vil vistnok trække i Langdrag, dog vil jeg haabe, at den ikke ved denne Forsinkelse vil blive umuliggjort. —

Ved at gjennemlæse mit Brev til Dem i Morgenstundens. 99bemærker jeg at jeg ikke stærkt nok har pointeret i Kongens Brev, at den attraaende Grændse naturligviis maa bestemmes ved Befolkningens frie Afstemning. —

Forsaavidt Mohrenheim maatte endnu være tilstede i Berlin er der naturligviis ingen Grund til at sætte ham ind i vor Betragtning og i Maaden hvorpaa vi vilde fremsætte den, thi man kan aldrig være vis paa om dette gjengives i aldeles correct Form og ikke mere tilpasset efter hvad man maatte ønske for Øieblikket meest at benytte i St. Petersborg for at trække sig tilbage fra den hele Sag. Desuden har jeg ikke erholdt nogen Tilkjendegivelse om at han ikke seer sig istand til at følge sin oprindelige Plan at komme herover paa et Par Dage og maa derfor vente ham hver Dag. . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 8. Mai 1868.

Indesluttede Skrivelse ¹Antagelig Quaades Depeche af 6/5, trykt som Nr. 501.) kan jeg ikke forstaae, da jeg ikke mindes hvad der i første Sætning svares paa. —

Endnu mindre kan jeg forstaae den anden Sætning, men formoder at denne refererer sig til Mohrenheim, og da forudsætter Opfordringen til at møde hersteds egentlig mere Tak end der kan udtrykkes ved en Tilkjendegivelse. —

Lad mig med Buddet tilbage erfare Deres Gisning tilligemed Deres Forslag til Svar, som jeg da kunde sende til Lund. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

7*

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Copenhague, 8 mai 1868.

Depuis une semaine je l’attends d’un jour à l’autre. Mon invitation me paraît le meilleur accusé de réception possible, quant à une acceptation ma lettre de jeudi vous donnera les explications nécessaires.

E. Frijs.

Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, indleveret i København 8. Maj 1868, afleveret til Gesandten i Berlin s. D. Kl. 9 Efterm.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Copenhague, 9 mai 1868.

Monsieur.

Comme vous le savez déjà par les lettres, soit officielles soit particulières que j’ai été dans le cas de vous adresser, c’est avec une vive satisfaction que le Roi a pris connaissance de la réponse qui a été faite à la question confidentielle que je vous avais chargé de faire parvenir à St. Petersb. par l’intermédiaire de M. le baron de Mohrenheim. Ne croyant pas devoir Se servir dans cette affaire de la voie diplomatique ordinaire, le Roi m’avait ordonné d’exprimer à la prochaine arrivée du Ministre de Russie, combien S. M. apprécie l’amitié sincère et toujours prête de l’Empereur, dont Elle venait de recevoir cette nouvelle et précieuse preuve, en même temps que de m’ouvrir à lui avec toute la franchise que demande la démarche dont il s’agit.

Malheureusement je viens d’apprendre par vos dernières lettres que des circonstances imprévues ont jusqu’ici retardé le voyage que M. le baron de M. avait bien voulu s’offrir à entreprendre pour me donner l’occasion de lui parler, et dans l’incertitude, si peut être encore quelques jours pours. 101raient s’écouler avant que je puisse exécuter personnellement les ordres du Roi, je vous charge M. de prier M. de M. de vouloir bien se rendre l’organe auprès de S. Exc. le prince Gortch. de la reconnaissance que S. M. a éprouvée en recevant l’assurance de l’appui bienveillant de l’Empereur. Vous exprimerez en même temps au Ministre mes vifs remercimens de l’empressement avec lequel il a mis son expérience et son habileté à notre disposition pour ouvrir une nouvelle voie d’un si bon augure pour arriver à un arrangement favorable.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 12.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Privat og fortrolig.
Berlin, 9. Mai 1868.

Deres Excellence,

Det vilde være forgjæves Arbeide, dersom jeg vilde forsøge paa at give en nøiagtig Skildring af det slesvigske Anliggendes Stilling her i den sidste Uge.

Skjøndt jeg under 1ste d. M. har kunnet meddele, at Herr von Thile havde sagt mig, at dette Anliggendes Stilling i Forhold til den preussiske Regjering var uforandret, og under 6te, efter hvad Baron Mohrenheim havde udtalt for mig, har kunnet tilføie, at ogsaa Ruslands Stilling til Sagen var uforandret, har det dog været tydeligt for mig, at Sagen i nærværende Øieblik forresten befandt sig i en meget vigtig maaskee høist skjæbnesvanger Krise, og da det har været umuligt for mig at erholde fuldstændigt Begreb om hvori denne Krise bestod, efterdi jeg ikke vilde spørge Hr. v. Thile, for ikke saaledes maaskee endnu yderligere at forøge Forviklingen, og ikke fik fuldstændig Oplysning hos Baron Mohrenheim, har der i mine Øine hvilet en saadan Uklarhed over Sagen, at jeg har været i den største Tvivl ikke alenes. 102med Hensyn til hvorledes, men ogsaa med Hensyn til om den skulde kunne føres videre. —

Jeg beskriver denne Uklarhed bedst ved at anføre, at jeg alt eftersom Baron Mohrenheims Reise til Kjøbenhavn i Løbet af de sidste 8 Dage blev fastsat til en vis Tid og derefter atter blev udsat, har skrevet den ene Dag efter den anden om Sagen, og derefter stadig har tilintetgjort hvad jeg havde skrevet, fordi det Billede den ene Dag havde givet ikke svarede til det den anden fremstillede.

I det Øieblik jeg nedskriver dette, er der mig Intet bekjendt som viser eller blot tyder paa en Forandring enten af den preussiske eller af den russiske Regjerings Stilling til Sagen; men Tiden forløber uden at der skeer Noget til dens Fremme og ved Siden heraf mærker jeg, at der skeer Ting, om hvilke jeg intet bestemt erfarer, men kun kan frygte for, at de ligesaavel tjene til at hæmme som til at fremme Sagen. Den eneste Nøgle jeg har til at danne mig en Forestilling om disse Ting er Herr von Thiles Udsagn om, at den preussiske Regjering havde hørt, at der i Petersborg var andraget paa Keiserens Arbitrage i Sagen. Men hvorfra dette Rygte kommer og hvorfor Herr von Thile ikke vilde, at jeg skulde omtale det for Baron Mohrenheim, hvilket dog maaskee havde kunnet føre mig til en Løsning, har jeg ikke kunnet forklare mig, og jeg skal derfor, afholdende mig fra alle Betragtninger og Slutninger, indskrænke mig til i chronologisk Orden kortelig at optegne det Positive, som indenfor min Erfaringskreds har tildraget sig siden mine Skrivelser af 1ste og 2den d. M. ¹Trykt som Nr. 489, 492 og 493.)

Umiddelbart efter min Samtale med Herr von Thile den 1ste d. M. meddeelte jeg Baron Mohrenheim af denne Samtale, at den preussiske Regjerings Stilling til den slesvigske Sag var uforandret. Hvad der iøvrigt forefaldt paa den Dag mellem Baron Mohrenheim og mig findes omtalt i min Skrivelse af 1ste d. M.

s. 103Den følgende Dag, den 2den, saae jeg atter Sidstnævnte i Anledning af Deres Excellences Brev af 30te April ¹Trykt som Nr. 488.). Han ventede først den 3die de Instructioner han skulde modtage fra Fyrst Gortchacow, men meente ikke at disse vilde være til Hinder for at hans Afreise fandt Sted om Aftenen den 3die. Han havde ingen Mening om hvad de vilde bringe, men han sagde, at man i Petersborg havde nogen Tvivl om hvorledes Kongens og Keiserens Henvendelse vilde blive optaget her, og troede, at Instructionerne stode i Forbindelse med dette Spørgsmaal. Man var heller ikke paa det Rene med, hvorledes Herr von Thiles Meddelelse til mig skulde fortolkes. Samme Dag saae jeg efter Baron Mohrenheims Opfordring Herr Oubril forat gjøre denne nøiagtig bekjendt med hele den slesvigske Sags Gang siden Thiles Meddelelse til mig, idet det var ham, som efter Førstnævntes Afreise fra Berlin, vilde have at føre den videre her.

— Da jeg var færdig, yttrede Herr Oubril, at det havde været ham kjært nu at erholde et omstændeligt Supplement til hvad han alt vidste, og tilføiede: der har altsaa aldeles ikke været Tale om nogen Arbitrage. Hertil svarede jeg blot: »Nei aldrig«. Jeg maa bemærke, at Baron Mohrenheim kort før, ved at omtale, at man formodentlig i Petersborg ønskede nøie at sondere de herværende Dispositioner, og at Telegrapheringen mellem Fyrst Reuss og Grev Bismarck muligen stod i Forbindelse hermed, havde yttret, at Fyrst Gortchacow jo var meget riig paa Ideer og desuden besad en stor Aandslivlighed som havde tilfølge, at naar han pludselig fik en Idee sendte han den ofte strax ud i Verden, uden nærmere at have tænkt sig dens mulige Virkninger.

Den følgende Dag, den 3die Mai, skrev Baron Mohrenheim mig til for at sige mig, at han ikke kunde reise den Dag, men reiste den næste, den 4de Mai, og at han paa denne Dag vilde indfinde sig hos mig. — Han kom da til mig Mandagen den 4de og sagde, at han nu reiste samme Dagss. 104Aften; Instructionerne havde han modtaget, og han bad mig skrive til Deres Excellence for at forberede Dem paa Nødvendigheden af, at den danske Regjering fuldstændig og klart fremsatte sit Program, og paa Ønskeligheden af, at der samtidigt hermed toges en Reslutning om det Minimum hvormed man vilde være tilfreds, ifald Maximum ikke kunde opnaaes. Ved Siden heraf beklagede han det Ophold Sagen havde lidt i Kjøbenhavn. Der var to Strømninger i Petersborg, en mindre og en mere dansk. Den første benyttede sig af ethvert gunstigt Øieblik for at hæmme den andens Virksomhed og derfor var det ønskeligt, at der handledes hurtigt. I Svar herpaa gjorde jeg opmærksom paa, at indre Vanskeligheder i Kjøbenhavn havde hindret enhver Reslutning, men at han af Deres Excellences Opfordring til ham om nu at begive sig til Kjøbenhavn maatte vide, at man der havde begyndt Sagens Rehandling umiddelbart efter at hine Vanskeligheder vare fjernede. Samme Dags Eftermiddag, efterat jeg havde telegrapheret, at han nu reiste, skrev han mig til for at sige mig, at et nyt Telegram havde opholdt ham. Han kunde først reise Onsdag den 6te, men havde telegrapheret tilbage til Fyrst Gortchacow, at Deres Excellence havde bedet ham at komme til Kjøbenhavn. Efter Modtagelsen af denne Meddelelse skrev jeg ham til for at bede ham fastsætte mig en Tid, da jeg kunde see ham den næste Dag. Jeg tilføiede, at jeg skulde forsøge at træffe ham Tirsdag den 5te om Formiddagen Klokken 10. Paa dette Klokkeslet gik jeg til ham og traf ham. Han var mere tilbageholdende end tidligere. Han sagde, at nu kunde han først reise Torsdag den 7de. I Svar paa hans ovennævnte Telegram havde Fyrst Gortchacow, som allerede om Mandagen havde afsendt en Feltjæger, der vilde indtræffe i Berlin Onsdag Morgen, meddeelt ham, at der Tirsdagen den 5te vilde blive afsendt en Coureer, som først kunde indtræffe Torsdag Morgen den 7de i Rerlin, og denne maatte han afvente.

s. 105Han talte dernæst atter om det Ophold Sagen havde lidt i Kjøbenhavn. Man vidste ikke i Petersborg, hvorledes det derfra fremsatte Forslag var bleven optaget. Man havde villet give et Beviis paa sit gode Sindelag, og om end Forslaget ikke antoges eller man endnu ikke havde kunnet træffe en Bestemmelse i saa Henseende, saa fortjente det dog en accusé de réception og en Tak. Det vilde maaskee være meget nyttigt, om der ved Telegraphen gaves den keiserlige Regjering Underretning om Kongen antog Keiserens Plan. Det kunde skee gjennem Vind eller ved mig gjennem Oubril. Dette tilkjendegav han mig med det Forbehold, at det ikke maatte synes at være sagt af ham til mig. Jeg svarede, at jeg jo havde sagt ham, at Forslaget var kommet til Kjøbenhavn, og om vor Erkjendtlighed burde der ingen Tvivl være hvadenten Forslaget fulgtes eller ikke. Derefter afsendte jeg mit første Telegram af 5te om det nye Ophold, og senere paa Dagen afsendte jeg et nyt Telegram stemmende med den her ovenfor anførte Insinuation.

Onsdagen den 6te saae jeg ikke Baron Mohrenheim og om Torsdagen søgte jeg ham forgjæves i hans Bolig, men jeg mødte ham paa Gaden. Han sagde da, at han ikke kunde reise den Dag; Coureren kom først samme Dags Eftermiddag, og saa haabede han at kunne reise den følgende Dag.

Den følgende Dag, igaar, gik jeg atter til ham og traf ham hjemme. Han sagde mig, at Coureren var kommet. Sagen var ikke i en god Stilling. Man vidste ikke i Petersborg, hvorledes den omhandlede Henvendelse vilde blive optagen af Kongen af Preussen. Førend man havde en Mening herom, kunde man ikke gaae videre. De Efterretninger man havde i Petersborg tydede ikke paa, at Dispositionerne her vare som vi havde antaget. Det var godt, at jeg havde Sort paa Hvidt viist Herr von Thile hvad jeg havde nedskrevet efter hans Meddelelse. Ellers kunde han, Baron Mohrenheim, faae Skin af at have sagt formeget til sin Regjering og saaledes at have ledet denne ind paa en Vei, hvor den kunde stødes. 106paa Hindringer. Han kunde gjerne sige mig, at man var lidt mindre vel tilfreds med hvorledes han havde fra Begyndelsen fremstillet Sagen. Herpaa svarede jeg, at jeg maatte minde ham om, at jeg ikke havde viist Herr von Thile Sort paa Hvidt hvad jeg havde skrevet. Jeg havde mundtlig recapituleret dette for Understatssecretairen, og jeg havde ogsaa for ham, Baron Mohrenheim, efterat han havde viist mig sin Skrivelse til Fyrst Gortchacow, gjort ham opmærksom paa, at Udtrykket »textuellement« i denne Skrivelse, hvor der tales om, at jeg havde hos Herr von Thile forvisset mig om at min Gjentagelse af dennes Meddelelse var nøiagtig, kunde give Anledning til urigtige Forestillinger. Jeg tilføiede, at skjøndt jeg vel kunde forstaae, at man vilde sikkre sig imod en Tilbageviisning, saa kunde det dog være farligt at gaae for vidt i hine Sonderinger; man kunde let derved anticipere Udfaldet og saaledes maaskee præjudicere Afgjørelsen. Dette vilde man ikke, sagde han; men naar man saae en Dør staae paa Klem og naar der var Tale om, at Konger og Keisere skulde gaae igjennem den, saa maatte man, førend der forsøgtes herpaa, vide om Døren ogsaa kunde lukkes heelt op. Der var under det Ophold Sagen havde lidt fremkommet Saameget, som kunde være skadeligt for dens Fremme. Dette maatte nu først skaffes af Veien og herpaa vare Fyrst Gortchacows Bestræbelser rettede. Der havde været Tale om »médiation« og om »arbitrage« og alt dette, som kun kunde skade, maatte ryddes tilside. Herr Oubril havde efter Modtagelsen af de omhandlede Instructioner, Torsdag Eftermiddag skrevet til Grev Bismarck om en Samtale, men han vilde først kunne erholde denne Samtale Lørdagen den 9de, og denne Dags Aften haabede da Baron Mohrenheim at kunne reise, efterat alle hidtilværende Hindringer vare fjernede.

Efterat Ovenstaaende var nedskrevet har Baron Mohrenheim været hos mig. Herr Oubril har idag seet Grev Bismarck og for denne constateret Sagens første Oprindelses. 107og senere Udvikling. Hvorledes denne Udvikling har været for den russiske Regjerings Vedkommende har Baron Mohrenheim ikke sagt mig. Men Grev Bismarck har bekræftet, at Oprindelsen, nemlig hans Initiativ i Sagen, stemte med hvad Herr Oubril i saa Henseende har fremsat, og han har tilføiet, at ifølge hans Idee, skulde Benyttelsen af Slægtskabsforholdet skee i den Form, som Baron Mohrenheim oprindelig havde foreslaaet Fyrst Gortchacow. Nu have saavel Baron Mohrenheim som Herr Oubril hos Fyrst Gortchacow indstændigt andraget paa, at hiint første Forslag maatte blive foretrukket for den Fremgangsmaade, Fyrst Gortchacow senere har foreslaaet, og som er gjengivet i min Skrivelse af 21de f. M., saameget meer, som det nu vides, at det har været Grev Bismarcks Mening, at den først foreslaaede Fremgangsmaade skulde følges. Baron Mohrenheim reiser herfra i Aften, men tænker først at indtræffe i Kjøbenhavn Tirsdag Morgen, da han ikke før denne Tid kan vente Telegram fra Fyrst Gortchacow i Svar paa hans Skrivelse af idag. Han siger mig, at Herr Oubrils Beretning er saa god for Sagen som han kunde ønske sig, og at alle de Vanskeligheder, som i den sidste Tid vare fremstaaede nu ere fjernede, samt at Sagen, skjøndt den er bleven opholdt, dog nu efter Herr Oubrils Samtale med Grev Bismarck er bragt tilbage paa dens tidligere Standpunkt. —

Sluttelig bemærker jeg, at Indtrykket af denne min sidste Samtale med Baron Mohrenheim er, at de Vanskeligheder hvoraf Sagen i den sidste Tid har lidt udelukkende have deres Oprindelse hos hans egen Regjering, der vel stedse har været villig til at virke i den af os attraaede Retning, men ikke har opfattet Sagen rigtigt.

Quaade.

Ifølge Opgivelse i Depeche til Quaade af 17. Maj 1868 modtaget Torsdag Morgen (14. Maj).

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 9. Mai 1868.

Kjære Greve,

Jeg er Dem særdeles erkjendtlig for Deres Brev af 7de, der var mig saameget kjærkomnere, som de sidste 5—6 Dage udgjøre den værste Tid jeg længe har oplevet, og det altsaa maatte gjøre mig godt at modtage en Luftning fra en anden Atmosphære end den Berlinske, eller rettere sagt den Petersborgske som omgav mig. Men er det ikke en Feiltagelse at jeg har modtaget en Afskrift af Deres Brev tilligemed Originalen? Det er vist en Afskrift, De har ladet tage til Deres egen Efterretning, og i denne Forudsætning sender jeg den herved tilbage.

Jeg kan ikke sige, hvilken Lettelse det var mig, at høre af Mohrenheim, at nu alt Vrøvl var forbi. Der har været Øieblikke da jeg frygtede for Discussioner om hvorvidt jeg havde gjengivet Thiles Meddelelse til mig rigtigt; og hvad vilde Sagens Stilling være bleven, dersom den var gaaet i Stykker som Følge af Sligt?

Mohrenheim reiser nu i Aften til Hamborg, hvor hans Familie er; han kunde da være i Kbhvn. paa Mandag; men da hans og Oubrils Rapporter ikke kunne naae Petersborg før henimod Mandag Aften, kan han ikke faae telegraphisk Svar, som han har forlangt, før Tirsdag, og han vil altsaa komme tidsnok til Kbhvn. paa denne Dag.

Jeg skylder ham at udtale, at han har arbeidet trolig for os, og dette fortjener saameget mere Paaskjønnelse som han ganske sikkert i den sidste Tid har været miskjendt i Petersborg.

De vil see af min anden Skrivelse, at Mohrenheim nu har faaet Bismarcks Mening til Støtte for den af ham hos Fyrst Gortchacow oprindelig foreslaaede Plan; saa man kan vel haabe, at denne nu vil blive fulgt.

Jeg maa sige, jeg troer ikke, at man nogensinde har værets. 109os mindre gunstig eller lunkent stemt i Petersborg. Men mange Russer ere bange for at gjøre Noget som de kunde frygte for vilde være mindre vel seet i Berlin, og som kunde forstyrre eller skade deres Forhold til Preussen.

Jeg har ikke meddeelt Mohrenheim Noget af Deres sidste Brev. Jeg har kun sagt ham, at jeg havde hørt fra Dem, og at De ventede ham med Længsel.

Det er jo vistnok tvivlsomt, hvormeget vi ville kunne faae ud af Sagen og altsaa om vi ville opnaae et Resultat. Men hvorfor skulde Thile omtale de militaire Positioner i sin Meddelelse til mig, naar Meningen ikke var, at der fra preussisk Side kunde være Tale om at opgive dem. . . .

G. Quaade.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 9. Mai 1868.

D. H. har fuldstændig misforstaaet min Depesche Nr. 8 ¹Trykt som Nr. 482.) dersom De i den har troet at finde nogen Tilbagekaldelse af hvad jeg under Nr. 7 ²Af 30. Marts 1868; trykt Akter I, 835-37.) havde seet mig nødt til at tilskrive Dem. ³Se Falbes Depeche af 28. April; trykt som Nr. 486.) Om Baron Werther mere eller mindre havde feilet i sin Opfattelse af Deres Henvendelse til Baron Beust, kan selvfølgelig ikke have nogen Indflydelse paa min Dom, da denne, som min Depesche Nr. 7 tilstrækkeligt viser, kun var motiveret ved hvad Deres egen Beretning Nr. 7 ⁴Af 24. Marts 1868; trykt Akter I, 812-15.) meddeelte om Deres forskjellige Conversationer. Ligesaa lidet finder jeg i det, som De bemærker i Deres sidste Depesche, nogen Anledning til at fravige min tidligere udtalte Beklagelse over at De dengang Baron Beust sagde Dem at han vilde skrives. 110til Grev Wimpfen, ikke rettede Deres Opmærksomhed paa at præcisere den kgl. Regerings Stilling til en saadan Henvendelse fra det øst. Cabinet til den preuss. Regering, hellere end eller i alt Fald jævnsides med at De søgte at erfare hvad den tilsigtede Depesche kunde komme til at indeholde.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 9.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 11 mai 1868.

Monsieur le Comte,

J’ai eu l’honneur de recevoir la dépêche que Votre Excellence a bien voulu m’adresser en date du 9 d. c. sous le Nr. 12, et par laquelle Elle me charge de prier le baron de Mohrenheim de se rendre l’interprète auprès du prince Gortchacow de la reconnaissance du Roi, notre auguste souverain, de la nouvelle preuve que Sa Majesté l’Empereur vient de donner des sentiments qui L’animent envers Sa Majesté, et d’exprimer à monsieur de Mohrenheim les remercîments de Votre Excellence de l’empressement avec lequel il a mis son expérience et son habileté à notre disposition.

Ce Ministre, ainsique Votre Excellence le saura par mon télégramme d’hier, ayant déjà quitté Berlin avant-hier soir pour se rendre à Copenhague, j’ai cru agir en conformité de vos intentions, Monsieur le Comte, en faisant part à monsieur d’Oubril de la commission que Votre Excellence avait bien voulu me confier.

Quaade.

Depeche Nr. 21, modtaget 13. Maj 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 13. Mai 1868.

Til samme Tid som det forekommer mig i høieste Grad besynderligt at Mohrenheim ikke kommer og efter Kjættings Sigende ei heller ventes for det Første, da der er skrevet til ham herfra igaar, undrer det mig i lige saa høi Grad at Quaade ikke har svaret paa mine vidtløftige Meddelelser der saavidt jeg erindrer afsendtes i Torsdags ¹Brev af 7. Maj; trykt som Nr. 504.) og altsaa maae være komne ham ihænde i Fredags-Aftes; en Oplysning maatte man dog kunne erholde af Quaade hvorvidt Brevet bør afsendes eller ei, thi det forekommer mig at Tausheden kan mistydes og forklares paa en helt anden Maade end vi ønske det; vil De paa Veien til Ministeriet see ind til mig, jeg formoder altsaa henved 1, da jeg ikke er ganske sikker paa om jeg kan komme op i Ministeriet. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer. — Quaades Depeche af 9. Maj (og formentlig ogsaa hans Brev af s. D.) modtoges først 14. Maj. Jf. Depeche til Quaade af 17. Maj Beg.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 15. Mai 1868.

Paa Baron Mohrenheims Forespørgsel, hvorvidt han kunde træffe mig imorgen ɔ: idag for at meddele mig det ham senest Meddeelte fra St. Petersborg og som han ikke havde kunnet dechiffrere mens jeg var hos ham igaar, svarede jeg ham at det vilde være mig en Glæde at modtage ham efter Statsraadets Afholdelse idag. Da han muligviis kan paa Grund af Statsraadets længere Varighed komme til at tale med Dem og da jeg endvidere maatte ønske, at.s. 112han saavel fra .Hans Majestæt Kongen, der forhaabentlig vil kunne give ham Audients idag, som fra mig og Dem hørte accurat den samme Opfattelse, er det nødvendigt at denne Fælledsopfattelse alt forinden min Audients hos Kongen lidt efter 11 fuldelig constateredes, og hvorvel det er vanskeligt at fastsætte eller pointere, forinden man har givet Hovedopfattelsen fra St. Petersborg, hvilket først vil kunne skee efter de forskjellige Sammenkomster med Mohrenheim, saa troer jeg dog, at der allerede foreligge saa mange Data ifølge min Samtale med M. igaar Formiddags for mig, at det ikke vil være vanskeligt i Hovedtrækkene ogsaa at kunne præcisere Fordringen og Stillingen fra russisk Side, og da hvorledes denne skal besvares og modtages fra vor Side. — Efter at man lidt efter lidt har forladt det oprindelige Forslag fra russisk Side om en directe Henvendelse til Kongen af Preussen, og dette saaledes som det synes mig væsentligst paavirket ved Grev Bismarcks Opfattelse af denne Sag, og hvor der i denne Henseende fra vor Side ɔ: fra Udenrigsministeriets Side hersteds har hersket ikke alene den correcte Opfattelse af Bismarcks Stilling til denne Side af Sagen men tillige vor faste Overbeviisning om at det ikke vilde være muligt ei heller tilraadeligt at overtale vor Konge til et sligt Skridt naar der ikke forelaae bestemte data og Forudsætninger for Ønsket om en slig Henvendelse fra preussisk Side; efterat saaledes denne Vanskelighed er overvundet, forinden vor Villie og Mening om denne Side af Sagen er traadt tilstrækkelig klart frem for russiske og dermed ogsaa for preussiske Øine, saa fremkommer et nyt Postulat fra russisk Side og muligviis med den samme Usikkerhed, thi Sikkerhed eller den bestemte Villie til at fastholde denne Betragtning af Sagen vil naturligviis afhænge af hvorvidt dette Skridt er concerteret med eller stemmer overeens for Øieblikket med preussisk Opfattelse.

— Af den gode Quaades Meddelelser i den senere Tid er det umuligt at komme til nogen Klarhed hverken om Stillingens. 113i sig selv og de under denne Sags Behandling foregaaede Forandringer til de forskjellige Tider, og at slige ere foregaaede til de forskjellige Tider fremgaaer for mig tydeligst af General Moltkes divergerende Anskuelser til de forskjellige Tider, ligesaalidet har det været muligt at danne sig en Forestilling om Grunden til de forskjellige Svingninger i Kongens Gemyth, thi det er klart, at man fremstiller ham som meer eller mindre bøielig til de forskjellige Tider naturligviis, antager jeg, eftersom man er meer eller mindre tilbøielig til at tilendebringe den slesvigske Sag eller til at trække den i Langdrag; jeg har faaet det Indtryk at den sidste Retning har faaet Overhaanden i den sidste Tid og forsaavidt som dette maatte være Tilfældet gjelder det naturligviis om at være dobbelt forsigtig, thi vi ville dog ikke kunne fremskynde nogen Afgjørelse. Naar nu Rusland fremsætter sin Begjæring om at blive tilfulde sat ind i ikke alene i hvad vi maatte ønske som 1) Sagens bedste Afgjørelse, men tillige i 2) hvad vi maatte kunne betragte som en taalelig og acceptabel Afgjørelse af Stridspørgsmaalet, og i 3) hvad der ikke havde denne Acceptabilitetens Carakteer, da er det selvfølgelig saavel paa Grund af den intime Forbindelse imellem Rusland og Preussen som af Hensyn til selve Sagen, at Udtalelserne maatte være i yderste Grad forsigtige og dog heller ikke af den vage Natur, at man deraf kan uddrage, at vi egentlig ville vise denne Sagens Vending fra os, thi vi have da istedetfor en Uven skaffet os 2, hvoraf den Sidste dog har den Fordeel for os at ligge lidt længere borte. —

Jeg havde tænkt mig at give Svaret (overladende til en mundlig Discussion og Forhandling hvorledes Formen, hvori dette kunde skee, burde være) paa den nu reiste Anmodning under følgende Hovedpunkter:

a. Som Kongens Brev til Keiseren klart og tydeligt udtaler er der kun een Maade, hvorpaa en Tilfredsstillelse af Trangen for vor Nationalitet kan skee, nemlig ved den af hams. 114antydede Linie, ved flere Afstemninger tilstrækkelig fastslaaet; Befolkningens Ønsker have gjentagende udtalt sig for denne, men det maatte end yderligere constateres ved den endelige Akt og fra den danske Konges Standpunkt vilde det saaledes ikke alene tilfredsstille hans Folks Ønsker i den tilbageblevne Deel af Landet men ogsaa de Længselfuldes, der higede efter at vende tilbage, og det maatte ogsaa fra Regjeringsstandpunktet tilfredsstille Opnaaelsen af Hovedøiemedet nemlig en venskabelig og fredelig Forstaaelse imellem Tydsk og Dansk, idet den store og talrige Nation ved slig Akt paa utvetydig Maade i Gjerning viste sin Anerkjendelse af den mindre men beslægtede Nations berettigede statsretlige Existents. —

8

b. Forsaavidt der er yttret i Depecherne fra Fyrst Gortschakoff Ønsket om Angivelse fra vor Side, om saavel hvad der maatte være vort Minimum som vort Maximum, da er Stillingen heri forskjellig i nærværende Sag fra det Sædvanlige, at der kun kan blive Spørgsmaal om Tilfredsstillelse af en Trang eller ikke — om et Maximum eller Minimum kan der ikke blive Spørgsmaal. Hvad der til en given Tid kan være opnaaeligt eller ikke er desværre altid discutabel, men forsaavidt der skulde kunne være Tale om en vis Revægelighed med Hensyn til det Territoriale da er denne givet, ved den i Kongens Brev angivne Grændse og Maaden hvorpaa denne er angivet, nemlig ikke som var det naturlige — Linien Syd for Flensborg. Afstemninger har gjentagende givet hvilken var Ønskernes og Nationalitetens Grændse, men her ere dog Punkter, hvor Forskjel i Mening og Opfattelse, naar Hensyn tages til Nationalitet, kan finde Sted, hvilket navnlig gjelder om Flensborg. —

c. Naar der spørges om hvad der for den danske Konge er antageligt eller modtageligt og hvilket ikke, vil Resvarelsen heraf naturligviis afhænge af Combinationen af Territorium der retrocederes og Retrocessionens øvrige Retingelser, og er det naturligt den danske Regjering umuligt ats. 115angive de forskjellige Muligheder imellem hvilke man kunde komme til at bevæge sig. Kun maa der gjentages at Hovedøiemedet for Kongens Bestræbelser, nemlig Udjævning af den imellem disse Nationaliteter i de senere Aar herskende Uvillie og Tvist, herved ikke vilde kunde faae sin fulde Tilfredsstillelse, hvilket Haab om, at dette maatte kunne lykkes ham under sin Regjeringstid at see tilveiebragt dette Ønskes Opfyldelse, var det han sidst kunde opgive.

Da det gjelder om i en Hurtighed og inden for en vis Ramme at slaae Hovedpunkterne fast er dette afsendt til Gjennemlæsning og Overveielse, for at De kunde samle det til et Hele thi jeg ønskede meget at kunne give Kongen en skriftlig Opfattelse af Hovedpunkterne. Jeg seer ud til Dem imellem 8 og 9 da jeg dog maa ud at trække lidt frisk Luft, thi jeg føler mig meget ilde i den sidste Tid og det bliver naturligviis ikke bedre ved at skulle overlæsses med Mad og Drikke; om Dagen er jeg søvnig og om Natten kan jeg ikke sove, saa at det er den forkeerte Verden.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 15. Mai 1868.

I Depeche af 9de Dennes behager det Deres Excellence at yttre, »at jeg fuldstændigt har misforstaaet Deres Depeche Nr. 8, naar jeg har troet, i den at finde en Tilbagekaldelse af de Anker, som Nr. 7 havde indeholdt — men at Deres Excellences Dom om min Handlemaade kun var motiveret ved hvad min egen Beretning Nr. 7 meddeelte o. s. v. Da det er lykkedes mig ved mine senere Beretninger at bevise, at jeg ikke havde forsømt nogen af de Forskrifter, som Deres Excellencess. 116forskjellige Instruxer og senest Depechen Nr. 5 ¹Trykt som Nr. 424.) indeholdt, troede jeg vel at kunne modtage Deres Excellences i Depeche Nr. 8 udtalte »Tak for den fyldestgjørende Maade paa hvilken jeg havde sat Dem istand til at constatere Urigtigheden af min Henvendelse til den østerrigske Regjering,« som en Anerkjendelse af at min Handlemaade havde været correct. Paa den anden Side har jeg ikke skjult for mig selv og udtalt min Beklagelse af, at min første Rapport havde været mindre fuldstændig, saa at en øieblikkelig Tvivl under det pludseligt indtraadte Incidents havde kunnet opstaae i saa Henseende hos Deres Excellence.

8*

Saameget mere maatte det overraske mig paa det Ubehageligste, at Ministeriet har fundet Anledning til, ved at komme tilbage paa denne Gjenstand, ligesom at fornye den i Depechen Nr. 7 udtalte ugunstige Dom. Jeg turde vistnok fra min Side fra første Færd have gjort Regning paa, at Ministeriet, istedetfor at udtale en saadan i Tillid til fremmede og alt andet end venskabeligt sindede og i Sagen uinteresserede Diplomaters Paastande, for hvilke ingen Reviser forelaae, havde viist mig den Tillid og det Hensyn, at indhente min Erklæring, forinden Det udtalte sin Bedømmelse. Endnu mere krænkende for mig er det, at Ministeriet paany vil udtale en Beklagelse og Bedømmelse over, hvad jeg burde og kunde have sagt i en Ordvexel med Baron Reust, der, som alt gjentagent bemærket, kun varede nogle Øieblikke. Naar Høisamme vil gjennemgaae mine Rapporter vil det sees, at jeg ingen passende Leilighed har forsømt, til at præcisere den kongelige Regjerings Stilling til en mulig Indvirkning paa de slesvigske Forhandlinger fra det østerrigske Cabinets Side, og Deres Excellence har gjentagent udtalt Deres Tilfredshed. Naar der derefter ikke kunde være nogen Tvivl hos mig, om at Baron Reust, som ogsaa skeet er, fastholdt hiint Standpunkt, vilde en Paamindelse derom i det Øiebliks. 117have grændset til Taktløshed fra min Side. Naar dertil min paafølgende Rapport Nr. 8 ¹Trykt som Nr. 442.) læses med nogenlunde Opmærk- somhed vil Ministeriet see, at jeg benyttede den Anledning Rigskantsleren gav mig inden Afsendelsen af hans Depeche til Grev Wimpffen, til paany at holde ham hiint Standpunkt for Øie.

Derimod vil Deres Excellence ikke kunne frakjende, at baade Ministeriet og Kammerherre Quaade have forladt det oprindelige og mig foreskrevne Standpunkt under Indtrykket af de i Berlin i Anledning af et forsætligt i Omløb sat Rygte gjorte Ophævelser. Jeg tillader mig i den Henseende at minde om, at Instrux Nr. 2 ²Af 1. Februar 1868. Utrykt.) paalægger mig netop, støttet til Kammerherre Quaades Forlangende, at sondere Terrainet her for en Paavirkning fra Østerrigs Side — at Depeche Nr. 3 ³Trykt som Nr. 404 a.) udtaler, at det har været den kongelige Regjering behageligt, at Baron Beust ikke glemmer Prager-Freden, og at den ikke kan eller vil hindre nogen Regjering fra af egen Drift at gjøre Skridt for Spørgsmaalets Løsning — at Instrux Nr. 5 i ingen Henseende tilbagekalder de tidligere, tvertimod bekræfter dem i den Yttring: » — forbeholder jeg mig eventualiter at henstille til den østerrigske Regjering . . . ⁴Udeladelsen her foretaget af Falbe.) at antage sig mere activt denne Sag.« —

Falbe.

Depeche Nr. 17; med Grev Frijs’ Ilaand findes paa Forsiden følgende Paategning:

Bemeldte Depeche henlægges til Akterne uden Besvarelse. —

Kbhvn. 29/5, 68. —

C. E. Frijs.

Grev Frijs’ mundtlige Svar til Mohrenheims mundtlige
Spørgsmaal d. 16. Maj 1868.

Jeg kan ikke forlange at Kongen paa Forhaand skal kunne tage nogen Beslutning angaaende en Situation som endnu ikke foreligger, og som ikke nu kan forudsees i alle sine Detailler og med alle de Omstændigheder, der maae komme i Betragtning. De samme Hensyn hindre ogsaa mig i at udtale nogen definitiv personlig Mening, da jeg erkjender at til en vis Grad kunne Forhold og Omstændigheder, Detailler og Modaliteter have deres Betydning paa Afgiørelsen. Men det vil jeg dog ikke tilbageholde for Dem at saaledes som Sagen nu ligger for vilde jeg for mit personl. Vedk. ikke troe at kunne tilraade Hs. Maj. at modtage en Afgiørelse som ikke omfattede Als og Sundeved.

Koncept med P. Vedels Haand med den her anvendte Overskrift.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 16. Mai 1868.

Kjære Vedel! Hvis det er mig muligt seer jeg ud til Dem i Formiddag, da det i altfor høi Grad interesserer mig at erfare hvorved jeg har irriteret Mohrenheim, da han aabenbart har været lidt uvan; jeg var egentlig glad da han gik og slet ikke mere ønskede at yde sin Bistand, thi vi slap for den Indrømmelse som De veed koster mig uendeligt, hvor besynderligt det end kan synes; thi jeg lægger ikke den Vægt mere som De paa Regenburgs Dom, da han er hildet af Fordomme og er han eengang bleven stødt af Nogen personlig i Byen Flensborg eller af Byen Flensborg, da glemmer han det ikke efter sin Carakteer; skal jeg nu altsaa virkelig frem igjen med dette Punkt, da maa dette dog skee saaledes at derved ikke paa nogen Maade kan siges indrømmet en Begrændsning af den frie Afstemning, thi da vilde Indrøms. 119melsen føre os ned af en glat og slibrig Skraaplan. — Disse Bemærkninger for det Tilfældes Skyld at jeg ikke skulde see Dem i Formiddag, da jeg rimeligviis kommer lidt sildigere i Ministeriet, fordi jeg skulde op at tale med Rigsdagens Formænd for at slutte Rigsdagen saasnart muligt, da denne og- saa bliver umedgjørlig; jeg brugte alle mine Overtalelses- gaver for at bevæge Kongen til at reenskrive Brevet inat, saa at Knuth kunde komme afsted idag, men jeg tvivler om at det alligevel naaes fordi Kongen havde faaet den Idee, at han egentlig ikke behøvede Andet end at underskrive Brevet, fordi dette dog ganske havde Carakteren af et officielt Brev og ingenlunde af en Hjerteudgydelse, hvorimod jeg hævdede, at det kunde faae en historisk Indflydelse, naar det aldeles klart fremtraadte at Kongen personlig og af egen Drift ligeoverfor Keiseren havde udtalt sit Hjertes Følelser i denne Sag, hvor det samme Pulsslag og paa samme Maade gjennemstrømmede ham og hans Folk og i hvilket Tilfælde han fuldelig kunde siges saavel at være sig selv som at indbefatte hele Folket i sig selv. — Oprigtig talt vil man naturligviis betragte Brevet i Rusland som et officielt, men hvorvel Indtrykket af Samtalen med Mohrenheim og Kongen ikke virkede gunstigt paa Førstnævnte saa er jeg overbeviist efter min egen fornylig indhøstede Erfaring at det væsentligst laae i at Vedkommende saae at vi havde en egen Villie og ikke udelukkende kunne benyttes til at tjene som Trappesteen for ham. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 16. Mai 1868.

Da jeg ikke kan komme ud til Dem i Formiddag, maa jeg dog meddele Dem at jeg imorges Klokken 7 var hos Kongen og at det efter en længere Discussion dog blev det endeliges. 120Resultat at han ikke reenskrev det store Brev men satte sit Navn derunder, og ved Siden af havde skrevet et andet Brev af reen personlig Natur til Keiseren, hvori han henviser til de i hans andet Brev udtrykte Følelser og Ønsker, som han gjentagende fremhæver at være ikke alene Udtryk for hans personlige men hele hans haardt medtagne Folks eenstemmige Attraae, og anbefaler disse til at støttes ved Keiserens Bistand. Brevet havde en heelt fortrolig Carakteer idet det begyndte med »Mon cher Alexandre« og som naturlig endte med Betragtning over Ønskerne for en lykkelig Udgang for hvad der nu i de allernærmeste Dage forestaaer med Prindsesse Dagmar; hele Tonen var varm og inderlig, samt i en høi Grad værdig, saa at den i ganske overordentlig Grad tiltalte mig. Da jeg er bange for efter hvad Mohrenheim yttrede igaar at han ikke bliver færdig idag, sagde jeg at Grev Knuth var beordret til at afreise imorgen Aften og er De vel saa god at give ham de fornødne Ordrer i saa Henseende. Jeg sender det underskrevne Brev op i en Portefeuille til Dem i Udenrigsministeriet.

C. E. Frijs.

P. S. Riv Brevet itu naar De har gjennemlæst det.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Vind, Gesandt i
St. Petersborg
.
Kjøbenhavn, 16. Mai 1868.

Da Grev Knuth ¹Grev J. S. D. Knuth, udnævnt til Legationssekretær i Rusland.) nu begiver sig paa sin Post, benytter jeg med Glæde denne Leilighed til at udtale mig fuldstændigere end jeg ellers er istand til, om den Interesse, som de russiske Forhold frembyde for Bedømmelsen af den politiske Stilling i Europa og navnlig for den kgl. Regering.

s. 121Den sidste polske Opstand og Krigen mellem Østerrig og Preussen med dens nærmere og fjærnere Følger have aabenbart givet en mærkelig Impuls til Udviklingen af de indre russiske Tilstande, som desuden ved Livegenskabets Ophævelse ere førte ind paa en ny Bane. Den slaviske Nationalitets Selvfølelse, dens Antipathie mod Tydskland og Tydskheden, dens Forhaabninger om at slutte alle slaviske Stammer om Czarens Throne og dens religiøs-politiske Stræben efter at beherske Orienten, — alle disse Momenter i Forbindelse med Indflydelsen af de vesteuropæiske moderne Ideer, have givet det egentlige russiske Parti en Consistens, som giør det til en Magt i Staten, til hvilken, hvis jeg kan troe Artikler i fremmede Tidsskrifter, allerede Keiseren selv anseer det fornødent at tage et væsentligt Hensyn, som allerede har bevirket mere end een betydningsfuld Forandring i det overordnede Regeringspersonale, og som endog siges at sætte Fyrst Gortch.s politiske Existens i Fare. Ogsaa i den keiserl. Families Følelser og personlige Forbindelser har Tydskl.s Transformation maattet medføre en væsentlig Forandring navnlig ligeoverfor Preussen og det er vel at forudsee at med Kong Vilhelms Død, som neppe kan være meget fjern, vil den væsentlige Rest af det tidligere saa mægtige Slægtskabsbaand ml. Berlin og Petersb. briste. Altsaa Venskabs og Slægtskabsforbindelserne ere kjølnede, de politiske Interesser og Magtforholdene ligge anderledes end før, Folkenes Retning, Ønsker og Forhaabninger staae tildeels fjendtligt mod hinanden; og kunne navnlig i Østersøprovindserne og i Polen geraade i aaben Conflict, og Alt dette maa have sin væsentlige Indflydelse paa det politiske Forhold mellem de 2 Cabinetter og jeg tvivler ikke paa at for en opmærksom Iagttagelse maa denne Udvikling frembyde en stor Interesse og allerede nu give Antydninger om hvad Fremtiden vil bringe. — Det er mig endelig ikke tvivlsomt at hvorlidet end det slesv. Spørgsmaal kan synes at være i Sammenligning med de mange og større som beskjæftige Keisercabinettet, ers. 122dette dog langtfra blindt for hvad hiint Spørgsmaal kan give Anledning til, og jeg har i den seneste Tid Grund til at antage at dette Spørgsmaal flere Gange har været bragt paa Bane mellem Cantsleren og Prindsen af Reuss.

Jeg behøver ikke at sige D.H. hvor stor Priis Hs. Maj. K. samt den kgl. Regering sætter paa, nøiagtig og fuldstændigt at holdes i Kundskab om Alt, hvad der vedrører de Punkter, hvorpaa jeg i det Foregaaende har tilladt mig at henlede Deres Opmærksomhed. Jeg indseer meget vel, at det er Dem vanskeligt ad den sædvanlige Vei at skrive udtømmende om disse Materier, men jeg antager at den engelske Coureer vil byde Dem en sikker Leilighed i denne Henseende, og da han formodentlig hver 14de Dag gaaer ml. Petersb. og Berlin, tør jeg i det Mindste hver anden Uge vente at modtage Deres Indberetning om Alt hvad der i den forløbne Tid har frembudt sig af nogen Interesse, thi, jeg gjentager det, for Øieblikket føler jeg i høi Grad Trang til de nøiagtigste og hyppigste Underretninger fra Petersborg, og det glæder mig derfor at jeg endelig er istand til at sende Dem en Secretær, hvis Hjælp vil kunne lette Dem Correspondancen.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 5.

Kong Christian IX til Kejser Alexander af
Rusland
.
Copenhague, 17 mai 1868.

Monsieur mon frère. Votre Majesté Impériale m’a donné tant de preuves précieuses de Son amitié pour moi et de Son intérêt pour le Danemark, que je n’hésite pas de m’adresser à Elle, dans les circonstances difficiles où je me trouve placé, pour demander à Sa sagesse des conseils et à Sa bienveillance un concours qui me permettent d’espérer un résultat heureux de mes efforts.

Depuis plus d’un an déjà des pourparlers se poursuivent entre mon cabinet et celui de Berlin sur le règlement des. 123la frontière qui séparera mes états de ceux de la Prusse, mais je ne peux plus me dissimuler, que ces pourparlers n’avancent pas, et, à moins que S. M. le Roi de Prusse ne consente à leur donner une nouvelle impulsion, je crains fort, que le résultat n’en réponde pas aux sentimens d’équité qui avaient engagé S. M. à ouvrir cette négociation avec moi.

Vous connaissez, Sire, mieux que personne le fond intime de ma pensée, la ligne de conduite politique que je compte tenir et le but qu’il me faudra constamment poursuivre, puisque mon ministre des affaires étrangères s’est depuis long temps ouvert ¹Den efter Slutningen af nærværende Aktstykke omtalte Afskrift: ouvert là-dessus au cabinet) au cabinet de Votre Majesté avec toute la franchise, à laquelle l’autorise l’amitié intime et sincère qui nous unit. Vous savez donc, Sire, que loin de m’abandonner à l’amer souvenir des malheurs que j’ai éprouvés et loin de suivre avec une inquiétude jalouse les progrès de la Prusse vers les destinées que la Providence a réservées à son Roi et à son peuple, je ne connais qu’une ambition, celle de fonder mes rapports avec mon voisin du midi, comme avec tous les autres pays, sur une entente complète et durable, et je ne nourris qu’un désir, celui de voir se réaliser les conditions qui, au milieu des complications qui pourraient surgir en Europe, assureraient le mieux à mon gouvernement une neutralité stricte et permanente, offrant des avantages non seulement pour le Danemark mais, par suite de la position géographique de mes états, pour le Nord entier.

Votre Majesté sait, que mes voeux se bornent à pouvoir obtenir cette frontière de Flensbourg, que les élections de ces dernières années ont tant de fois marquée et que les faits désignent tous les jours plus clairement comme étant la vraie limite entre les populations danoises et allemandes. Vous apprécierez, Sire, dans Votre haute impartialité, si cette demande est exorbitante de la part d’un roi qui vients. 124de perdre les deux cinquièmes de l’état sur lequel il avait été appelé à régner par un acte européen, ¹Afskriften: sur lequel un acte européen l’avait appelé à régner;) si la cession de ces quelques milles carrés ²Afskriften; si la cession de quelques milles-carrés de plus) représente un sacrifice réel pour la Prusse, si enfin l’importance que j’attache à cette frontière, est exagérée, ou si elle n’est pas plutôt ³Afskriften: ou si elle est plutôt) pleinement justifiée par des considérations dont S. M. le Roi de Prusse ne pourra pas vouloir Se refuser ⁴Afskriften: dont S. M. le Roi de Prusse ne voudra pas, j’en ai le ferme espoir, Se refuser) à reconnaître le poids décisif. Sous le point de vue matériel, la cession de Dybbøl et de l’île d’Als ne rendrait pas la Prusse moins puissante, et si le moindre doute pouvait encore subsister à cet égard dans l’esprit du gouvernement prussien, je m’engagerais à neutraliser toute l’importance qu’on penserait devoir attribuer à ces points stratégiques, en m’obligeant à n’y pas faire exécuter des travaux fortificatoires. — En effet je ne mettrais pas une si grande insistance à rechercher cette frontière, si elle ne représentait pour moi qu’une acquisition purement territoriale. Mais ce qui m’importe avant tout, c’est que moi et mon peuple nous ne soyons pas continuellement tenus en émoi par le spectacle navrant d’une population danoise, désolée de se voir violemment séparée de la patrie et qui ne cesse d’appeler de tous ses voeux la réunion à ma couronne. Le coeur du Roi de Prusse ne saurait certes refuser Ses sympathies à ces sentimens loyaux et patriotiques et S. M. reconnaîtra que, tant que cette plaie cruelle restera ouverte, tous les efforts de mon gouvernement pour imprimer aux relations entre les deux états un caractère d’intimité et d’invariabilité, devront nécessairement rester impuissans.

Tous ceux qui connaissent le Nord-Slesvig, pourront témoigner, que je ne me berce pas d’une illusion, en disant, que, si autrefois on a pu s’abuser en Allemagne à ce sujet,s. 125il n’est plus possible aujourd’hui d’ignorer, que la grande majorité de la population dans cette partie du Slesvig est danoise, et désire rester danoise, et qu’elle se prononcera dans ce sens, dès qu’elle sera admise à la votation ¹Afskriften: la libre votation) qui fait l’objet de mes voeux. Sans doute il y a des élémens allemands dans le Nord du Slesvig, de même que de nombreux Danois habitent le midi, mélange de populations tel qu’il existe toujours dans les pays limitrophes, et ici je touche à un autre point, non moins capital de la négociation actuelle: je veux dire les garanties que le cabinet prussien a cru devoir réclamer en faveur de ces Allemands dans le Nord du Slesvig.

A ce sujet je ne fatiguerai pas l’attention de V. M., en Lui soumettant les détails des pourparlers. Je les passe d’autant plus volontiers, que je connais au Roi Guillaume un sentiment trop élevé de la dignité royale pour qu’il puisse vouloir, que des sujets soient autorisés à porter plainte de leur souverain à une puissance étrangère, et S. M. Prussienne a trop d’expérience pour ne pas reconnaître, que rien n’est plus préjudiciable aux rapports de deux états que le droit réservé à l’un de contrôler les actes d’administration intérieure de l’autre. Si une telle position devient facilement ²Afskriften: devient fatalement inconciliable) inconciliable avec l’indépendance de l’une des deux parties, elle ne manquera pas non plus dans mainte occasion de se montrer très onéreuse et très embarrassante pour l’autre. J’ai une grande confiance dans le caractère et dans l’équité du Roi de Prusse! Que S. M. ne refuse pas de Son côté de mettre une égale confiance dans ma justice et ma sagesse politique, qui, mieux que toute convention internationale, m’engageront à traiter tous mes sujets, quelle que soit leur langue, avec une parfaite impartialité. ³De seks Linjer: J’ai une grande confiance . . . impartialité, findes ikke i Afskriften.)

s. 126Les considérations que je viens d’expliquer à V. M. I., me paraissent si fondées, que je ne doute pas, qu’elles ne soient approuvées par Elle et je me flatte même de l’espoir, qu’elles ne manqueraient pas d’exercer une heureuse influence sur les décisions du Roi Guillaume, si je pouvais les Lui soumettre. Mais une réflexion me retient de suivre les impulsions de mon coeur, en m’adressant directement à S. M. prussienne. Je ne me dissimule pas, que la manière ¹Afskriften: Je ne me dissimule pas en effet, que ma manière) d’envisager cette question, que je viens d’exposer, diffère trop essentiellement des vues qui ont dirigé jusqu’ici le cabinet prussien, pour que je croie convenable de tenter ²Afskriften: pour que je puisse tenter) une telle démarche, sans avoir d’avance consulté V. M. sur son opportunité. ³Afskriften: sans m’être préalablement assuré de son opportunité.) Dès que Vous daignerez me rassurer, Sire, sur l’accueil que ma lettre trouvera auprès du Roi Guillaume, et si je peux espérer que Vous voulez bien me prêter Votre appui dans cette occasion, ⁴Afskriften: Si vous daigniez vous assurer d’avance, Sire, qu’une pareille démarche de ma part trouverait auprès du Roi Guillaume l’accueil que je désire, et si je pouvais espérer que vous voudriez bien me prêter votre appui dans cette occasion,) je n’hésiterai plus de m’adresser avec franchise à S. M. prussienne et je serais heureux de devoir à Votre amitié, Sire, et à l’équité de ce Souverain un résultat que j’ai vainement demandé aux négociations diplomatiques pendantes.

Au château d’Amal., [17] mai 1868.

(signé) Christian.

Brevet, der ikke findes indført i Geh. Reg., er trykt efter en Koncept med P. Vedels Haand. Iblandt den Samling Afskrifter, der ledsagede U denrigsministerens Beretning til Rigsdagen Marts 1879, findes en i en Del Enkeltheder afvigende Afskrift af Brevet. Alle de Afvigelser, der kan have mindste reelle Betydning, er her angivet under Teksten.

Udenrigsminister Grev Frijs til Baron Mohrenheim, russisk Gesandt i
København
.
Copenhague, 17 mai 1868.

Monsieur le Baron.

Dans l’audience que vous avez eue avant-hier auprès du Roi, Sa Majesté s’est fait un plaisir, je le sais, de vous exprimer toute la satisfaction et la reconnaissance que Lui ont inspirées vos efforts pour rendre service à Sa couronne, et Sa Majesté vous a dit, combien Elle était pénétrée de gratitude envers l’Empereur, votre auguste souverain, pour les amicales et sympathiques pensées qui L’ont déterminé à vouloir donner son puissant appui personnel au Roi auprès du monarque avec lequel Sa Majesté espère en arriver à un accord juste et définitif sur le sort des populations danoises du Slesvig. Vous savez que Sa Majesté n’attendait que votre retour à Copenhague pour écrire à Sa Majesté l’Empereur une lettre où Elle expliquerait sa manière d’envisager la question de la rétrocession et la nature de l’intercession directe qu’Elle désire obtenir de votre auguste souverain.

Je viens de recevoir cette missive des mains du Roi et j’ai l’honneur de vous la transmettre sous ce pli. Vous connaissez le désir que cette démarche d’un caractère si intime et si délicat soit entourée de la plus grande discrétion, et vous approuverez sans doute mon intention d’y initier le moins de personnes que possible et par conséquent de ne pas me servir de l’intermédiaire du ministre du Roi à St. Petersbourg pour faire parvenir cette lettre à sa haute destination.

Permettez-moi donc, Monsieur le Baron, d’avoir recours à votre obligeance pour que cette lettre de mon auguste souverain soit mise entre les mains de l’Empereur Alexandre. Si vous voulez bien à cet effet vous servir des bons offices du nouveau secrétaire de la légation du Roi à St. Petersbourg, le comte Joachim Knuth qui doit se mettre en route s. 128en droiture ce soir, je le mets à votre disposition pour être portear de votre paquet à S. E. le prince Gortchacow et il sera heureux de se charger en outre de telle autre commission que vous voudriez lui donner.

J’éprouve le besoin, Monsieur le Baron, de vous témoigner dans cette occasion mes sentiments personnels de reconnaissance pour les excellents services que vous voulez nous rendre dans cette occasion.

Koncept, med Rettelser af P. Vedel.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 17. Mai 1868.

Kjære Vedel! Endskjøndt jeg havde ønsket at lade Dem i fuldkommen Ro idag nydende Landlivet med Deres Familie kan jeg dog ikke undlade et Par Betragtninger i Anledning af de Breve jeg tilsender Dem. . . .

Hr. Beusts Modtagelse af Falbes Bemærkninger forekommer mig gunstigere end nogensinde før, thi han siger Ingenting, hvorimod han tidligere producerede Noget som han slet ikke meente. ¹Se Falbes Depeche af 5. Maj 1868; trykt som Nr. 499.) Det skulde ogsaa være underligt om han aldeles ikke skulde have Vinden af de tilsyneladende russiske Bevægelser, thi de ere ikke drevne i Berlin med den Omsigt som er nødvendig ei heller kan mine hyppige Sammenkomster 2 à 3 Gange om Dagen deels med Kongen deels med Mohrenheim undlade at vække Opmærksomhed. Den Tour igaaraftes strax efter min Middagsmad var den værste som jeg endnu har oplevet, thi den hele Argumentation kom til at bevæge sig i en Cirkel uden at medføre nogen Overbeviisning hos Vedkommende eller rettere sagt uden at mine Argumenter virkede overbevisende, fordi der stadig vendtess. 129tilbage til at Keiseren, som jevnlig faaer Brev fra Kongen og altsaa kjender hele hans Maade at skrive paa, vilde lee ad den hele Skrivelse, som ikke udgaaet fra ham selv men hvor han kun havde været Afskriver, og min Paastand at skrive et Brev af den Beskaffenhed til Keiseren og hvortil benyttedes en Afskriver vilde med fuld Føie kunne fortørne eller rettere sagt piquere Keiseren saavel fordi det stred imod al brugelig diplomatisk Form som fordi det var i Modstrid imod den vedtagne Behandlingsmaade af Sagen, nemlig udelukkende imellem Souverain og Souverain. De to store Mænd Oxholm og Prinds Hans havde ogsaa givet deres Besyv fuldkomment i den af Kongen antydede Betning. Jeg forlod ikke min Position fordi jeg ikke efter min bedste Overbeviisning kunde raade Kongen til Andet end til at følge de sædvanlige Former som igjennem Aarhundreder vare brugte og ikke endnu forladte naar Konger i Begjeringsanliggender confidentielt udtalte sig den Ene for den Anden; Slutningen blev, at Kongen vel lovede at ville skrive Brevet som jeg gav ham i Hænde men det skete paa en Maade saa at jeg efter min ifjor Sommer vundne Erfaring nok kan vente idag at kunne begynde forfra, jeg bad om at maatte afhente Brevet Klokken 12 men til den Tid meente man ikke at kunne være færdig, hvortil jeg bemærkede at den alleryderste Tid var Klokken 2, da saa Alting maatte afsendes til Mohrenheim, dette var den allerseneste Tid. — Jeg foreslog at skulle afhente det personlig Klokken 1, og da det skulde blive sendt, bemærkede jeg for at paaskynde Sagen at jeg fra 12 til 2 opholdt mig i Udenrigsministeriet for dog at bringe denne Sag til Ende. — Hvad der ængster mig en Deel ogsaa det er, forsaavidt man bestemmer sig til at skrive, at da de gamle diplomatiske Vendinger udelades som »mon eher frère« etc. og der kan da ved denne Leilighed gaae mere i Løbet end Kongen kan være tjent med.

Det vilde være meget interessant at erfare Indtrykket af min Samtale med Mohrenheim paa denne Sidste; efter Udseendets. 130at dømme skulde man troe at det var gunstigt, idetmindste forekom den gjentagne Yttring af mig at virke fordeelagtigt, at naar Buddet modtages, da maatte hver arriérepensée opgives og dette var Forudsætning hvorunder Modtagelsen kunde bringe en for mit Fædreland gunstig Vending, men for at Betrocessionen og den derved fremkaldte Forstaaelse med Preussen kunde blive som jeg ønskede den, maatte den være nogenlunde fuldstændig af Slesvigs danske Deel, thi ellers vilde det blive yderst vanskeligt at udføre hvad man lovede; — Agitationen vilde ikke ophøre og den danske Begjering vilde være uden Middel til at virke paa dem der længselsfuldt stræbte at kunne følge Nord paa med deres Brødre. — Men, naar jeg skal være oprigtig da kunde jeg ikke tilfulde dechiffrere hvad der laae i Ansigtet og Op- fattelsen af Udviklingen, enten en vis Beroligelse og Stemning for det Ærlige deri at jeg idetmindste vilde sætte min Existents paa, naar en antagelig Betrocession har fundet Sted, at Forholdet til Preussen ikke vilde blive et fjendtligt, eller om det var et Slags Medynk over at finde en saa stiv- sindet vædderagtig Modstand fra min Side, der naar ikke Alt kunde erholdes opgav det Hele. Det vil vel vare Noget, inden dette kan erfares.

9

Da Kjætting banker maa jeg slutte uden at have gjennemlæst mine Bemærkninger, men jeg maa meget bede Dem om at brænde dette, naar De har gjennemlæst det, thi det indeholder Bemærkninger og Oplysninger som jeg for mit personlige Vedkommende meget maa ønske ikke kunne opbevares, hvorimod jeg Intet har havt imod at meddele Dem disse, fordi de bidrage til at klare Opfattelsen af Situationen.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
privat og conf.
Kjøbenhavn, 17. Mai 1868.

Jeg takker D. H. for Deres Skrivelser af 7de og 9de ds. som jeg modtog Torsdag Morgen [14. Mai], og som satte mig istand til klarere og fuldstændigere end hidtil Tilfældet var, at oversee Sagens Gang gjennem de forskjellige Svingninger, for hvilke den har været Gienstand. Navnlig var det mig en stor Tilfredsstillelse at erfare at Tanken om en direkte Henvendelse fra Hs. Maj. til Kongen af Preussen, hvortil som De allerede ad privat Vei vil vide, hverken Hs. Maj. under nærværende Omstændigheder var tilbøielig eller jeg troede at turde raade, maatte kunne betragtes som definitivt opgivet. Denne behagelige Efterretning bestyrkedes fuldt da jeg noget senere paa Dagen fik Leilighed til at samtale med Baron Mohrenheim, som var ankommen hertil om Morgenen og her forefandt en Skrivelse fra Cantsleren, der fastholdt den oprindelige Tanke om eet Brev nemlig fra Hs. Majestæt til Keiseren. Efterat Baron M. derpaa iforgaars har havt Audients hos Kongen hvori Allerhøistsamme takkede ham for den Beredvillighed, hvormed han i denne Sag var imødekommet vore Ønsker, og udtalte Sin særdeles Erkjendtlighed fordi Keiseren havde erklæret sig beredt til [atj anvende sin personlige Indflydelse hos Kongen af Preussen, har Hs. Maj. nu skrevet det paatænkte Brev til Keiseren, af hvilket jeg aldeles confid. vedlægger en Afskrift til D. H.s egen Underretning. ¹Trykt som Nr. 519.) Da Grev Bism. har lagt en ganske særdeles Vægt paa at denne Sag ikke behandles i sædvanlige diplom. Former og at den holdes saa strængt hemmeligt som det paa nogen Maade er muligt, har jeg ikke troet at burde lade Hs. Maj.s Brev følge den sædvanlige Vei og jeg har derfor ikke sendt det til den kgl. Gesandt i Petersb. til Overleverelse saalidt som jeg i det Hele har indviet ham i dens. 132hele Sag. Baron Mohr, som fuldk. billigede denne Betragtning og denne Fremgangsmaade, har derfor modtaget det kgl. Brev til Besørgelse og sender det i Forbindelse med Depescher i en Paket til Fyrst Gortch. der vil forelægge Brevet for Keiseren.

9*

Uagtet hverken D. H.s sidste Depescher eller mine Samtaler med Baron M. kunne bestyrke mig i det Haab at vi ad denne Vei skulle opnaae vort Maal, vil jeg dog heller ikke ganske mistvivle om at dette Skridt vil kunne udøve nogen Indflydelse og jeg har i mine forskjellige Samtaler med Baron M. ikke ladet ham i nogen Tvivl om at kun ved Tilbagegivelsen af Als og Sundeved er det muligt at opnaae en Afgiørelse.

Koncept med P. Vedels Haand.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 17. Mai 1868.

Kjære Quaade! Da Grev Knuth, som væsentlig skylder Deres varme Anbefaling sin Udnævnelse til den nuværende Post, idag afreiser, kan jeg dog ikke undlade at benytte denne Leilighed for at sende Dem et Par venlige Linier; af min Depeche og det deri indesluttede Brev vil De have seet vor Opfattelse og Udvikling som ikke nogensinde er afveget fra den eengang betraadte Vei og hvorvel dette hidindtil ikke har ført til noget Besultat og vel sandsynligviis heller ikke denne Gang vil føre til nogen praktisk Virkning, saa er jeg for mit personlige Vedkommende overbeviist om at den øieblikkelige Stemning som der for en 3 Ugers Tid synes at have været hos Grev Bismarck om at afgjøre dette Mellemværende paa en for Begge tjenlig Maade, alt fors. 133længst er forsvunden, hvad enten nu Kongen af Preussen herfor virkelig bærer Skylden eller dette kun er et Skalkeskjul. — Efter de Oplysninger og den Fremstilling, som jeg har modtaget af Baron Mohrenheim, samt af de Spørgsmaal, der ere blevne mig forelagt om et Maximum samt et Minimum, spaaer jeg ikke i Følge af de Svar, der have kunnet gives af mig, nogen varm positiv Virksomhed fra den russiske Regjerings Side for vor Sag. Jeg har naturligviis forinden Quæstionen foreligger om Linien Apenrade-Tønder hverken kunnet tage Kongens Beslutning ei heller kunnet spørge om denne, thi det som han maatte bestemme sig til, vil naturligviis i høi Grad afhænge af de Modaliteter og Omstændigheder, hvorunder Sligt maatte fremkomme; derimod har jeg med fuldkommen Aabenhed kunnet udtale mig om min personlige Stilling forsaavidt et saadant Forslag maatte komme til at foreligge fra preussisk Side, — at jeg ikke vil kunne tilraade dette og derfor ei heller paatage mig Ansvaret for Modtagelsen af en slig Afgjørelse, thi efter min Opfattelse forudsætter Modtagelsen af slig Retrocession en Forpligtelse til Erkjendtlighed og naar jeg lovede slig Erkjendtlighed og gik ind paa dette, vilde jeg ikke alene med fuld Loyalitet udføre denne men jeg vilde tillige have den fulde Overbeviisning om at kunne udføre dette i Virkelighed, at have ikke alene Villien men ogsaa Evnen til at fremkalde denne Erkjendelse hos saavel Styrelsen som Folket, og ingen af Delene vilde jeg med Haanden paa Hjertet kunde gjøre. Jeg var mig fuld bevidst hvilket Odium jeg vilde paadrage mig, men jeg tog hellere dette strax end fremkalde en Tilstand som efter min Overbeviisning i sine Følger vilde være langt værre for Danmark end den nuværende Tilstand, thi naar Als, som var den meest danske Deel ikke kom med og hvad der ligger den nært, vilde det være umuligt at opgive enhver arrière-pensée; og jeg vilde handle efter min Overbeviisning ikke alene uloyalt men ogsaa upolitisk ved at gaae i anden Retning, thi det vilde snart vise sig umuligts. 134med den bedste og ærligste Villie at modarbeide med Virkning den Agitation, som vilde vedblive paa den ikke afstaaede Deel, hvorover vi intet Herredømme havde men for hvis Agitation vi vilde komme til at bære Ansvaret; — den Situation der vilde fremkomme og hvor den europæiske Opinion efter al Sandsynlighed vilde komme til at stille sig paa tydsk Side ligeoverfor de uforligelige Danske vilde være mindre god og acceptabel end den nuværende, hvor bemeldte Lande ere os aftvungne ved Vaabenmagt; jeg veed, at jeg staaer temmelig ene med min Anskuelse men skal jeg bære Ansvaret, saa vil jeg ikke heller sætte mit Navn under Noget, som efter min Overbeviisning vil bringe mit Fædreland Skade og som jeg fra det Øieblik, jeg har underskrevet det, vil finde en slettere Løsning end at maatte endnu en Stund leve Haabets Liv. — Ganske anderledes bliver Forholdet, naar den nationale Trang dog i det Væsentlige tilfredsstilles, thi da kan man ialfald jeg med ærligt Sind i det mindste offre sin Existents og sine Kræfter paa at opfylde de Forudsætninger hvorunder enhver Retrocession maa finde Sted. Har det været ubehagelige Dage for Dem kjære Quaade, da kan De troe at dette ikke mindre har været Tilfældet for mig, som har maattet tage væsentlige Decisioner hvilke efter al Rimelighed for Tiden vil deteriorere vor Stilling en Deel.

. . . Heltzen har udgivet et Skrift hvori han sikkerlig angriber sine tidligere Colleger, men hvorved han aabenbart efter min Formening gjør sig selv den største Skade; selv fra Formens Side er dette opus et daarligt Produkt. ¹E. S. E. Heltzen: Kopist J. J. Hansens Klage over mig som Justitsminister, 1868. Sml. Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark I, 69 f.)

C. E. Frijs.

Optegnelse af Direktør P. Vedel om Kongens Brev til. Kejseren af Rusland 17. Maj 1868.

Ved Taflet hos Bism. i Anledning af den pr. Konges Fødselsdag sagde Bism. til Quaade at Kongen af Dmk. i den slesv. Sag skulde bruge sine Slægtninge. Næste Dag talte Q. med Thile som nærmere gik ind paa B.s Yttring og sagde at Bism. selv vel kunde gaae videre end til Gjennerbugten, men der var Grændser han ikke kunde overskride og han vilde ikke risikere sin Portefeuille. Personlig bekymrede han sig ikke om de milit. Positioner, men Kongen var en gammel Mand og stiv, K. af D. skulde benytte sit Slægtskab for ved dets Hjælp at virke paa Kongen af Pr. Senere sikkrede Quaade sig at han ikke havde misforstaaet at der handledes om at Keis. af R. personl. henvendte sig til K. af Pr., men som naturligt var, ønskede Bism. ikke at det skulde vides at Raadet kom fra ham og han forlangte derfor at Sagen i det Hele skulde behandles aldeles udenfor de diplom. Former og holdes saa strængt hemmeligt som muligt.

Mohrenh. var i Berlin og da det første Skridt for os maatte være at forsikkre os at den russ. Keiser vildfe gaae ind paa en saadan Opfordring herfra, instrueredes Q. til confid. at tale med M. derom. Imidl. tvivlede vi ikke paa at R. vilde, thi det var lidet sandsynligt at B. skulde give dette Raad, naar han ikke selv troede at R. vilde, og det var vel endog ikke usandsynligt at det Hele var et aftalt Spil for at bringe os ind paa russisk Medvirkning. Vi kunde ikke vægre os ved at følge denne Vei, om ikke Andet saa for ikke at støde Rusl. og vi kunde det saameget lettere som Frankrig altid havde raadet os til at bruge R. hvis vi kunde. Hvad vi imidl. frygtede var 1) at R. skulde benytte denne Opfordring til senere naar dets Henvendelse til Pr. bragte dette til at gaae ned til Aabenraa, da at udøve et stærkt personl. Tryk paa Kongen til ikke at gjøre Keis.s Intervention til Intet ved at nægte at modtage, 2) at man vilde foreslaae os gjennem Rusl. hvads. 136man maaskee ikke havde Lyst til selv direkte at foreslaae, nemlig en Alliance mellem os og Preussen. Denne Fare maatte vi imidl. saavidt muligt søge at afvende ved vor Henvendelse og iøvrigt stole paa, naar Øieblikket kom, at vi vilde kunne gjøre os stive mod deslige Fristelser.

I sine Samtaler med M. gik Qu. for langt og uden Instr. herfra fremkastede han den Idee om det ikke turde være bedst at foruden at skrive til Keiseren K. af Dmk. tillige strax skrev til K. af Pr. M. misbilligede denne Tanke, som dels stridende mod vor Værdighed dels som let istand til at forspilde det Hele. Men indberettede selvfølgelig dog desang. til Gortch. tilføiende sin Mening.

I sit Svar erklærede denne at Keis. var villig, men at han ansaae det bedst at K. selv skrev til K. af Pr. og derpaa meddeelte dette Brev til Keis. som da strax vilde skrive til Berlin og anbefale det Tillige udtaltes det at vi burde i klare Udtryk præcisere hvad vi ønskede, og til Gjengiæld love en accord intime med Pr. en vue des éventualités qui pourraient surgir. Da vi fik det Svar, var vor Opfattelse deraf den at Rusl. vilde smyge sig fra Sagen, thi istedetfor selv at tage Initiativet, vilde man kaste det paa os og selv kun skrive en simpel Recommandation. Dernæst saae vi at Hemmeligheden altsaa let turde ligge i at man vilde binde os ved en Alliance. Vor Bestemmelse var fast, ikke at skrive til K. af Pr. før vi havde ved Rusl.s Hjælp faaet Sikkerhed for at en formel Henvendelse fra K. til K. af Pr. vilde blive besvaret saaledes som vi kunde ønske, thi som Sagerne nu laae var det os klart, at selv om Kongen ikke fik en grov Afvisning — hvad der var meget muligt — vilde han dog altid faae en bestemt Afvisning, som just ikke kunde fremme Sagen for os. Derom vilde vi imidl. ikke underrette Q. for at han ikke skulde lade M. ahne Noget, og for ikke at forstyrre ham, som havde arbeidet sig ind i den Illusion at G.s Forslag var en Fordeel for os, og som desuden ikke vilde kunne sætte sigs. 137i at vi skulde kunne nægte at følge et Raad, der kom fra Petersb.

Der blev da skrevet til Q. at bede M. om, som han havde tilbudt af sig selv, at komme hertil snarest muligt for at Ministeren kunde aftale det Fornødne med ham. Dette Brev afgik i Slutn. af April, men M.s Afreise opsattes ved Ordrer fra Petersb. fra Dag til Dag, saa at han først kom hertil d. 14. Mai om Torsdagen.

I Mellemtiden kom der i stor Mængde Telegrammer, off. og priv. Breve fra Q. Hvert Øieblik forandrede Situationen sig. Først var M. ved godt Mod og haabede vistnok at indlægge sig udødelige Fortjenester ved at bringe den slesv. Sag tilende, og selv da Q. efter Ordre herfra sagde ham at det var Als og Sundev. som vi absolut vilde opnaae, yttrede han ingen Frygt for Udfaldet. Men efterhaanden forandredes hans friske Mod. Snart sagde han Q. at enten havde Situationen aldrig været saa gunstig som vi havde troet, eller ogsaa havde den forandret sig, snart heed det at han begyndte at befrygte at hans Regering helst vilde holde sig udenfor, da dens Henvendelse let kunde blive til et Knips i Luften, snart endelig beskyldte han Q. for at denne havde været altfor sanguinsk og overdrevet B.s og Th.s Yttringer. Quaade var meget nervøs over alt dette, gik til Thile, som vel sagde ham at man fremdeles fastholdt sin Insinuation, men tilføiede at det lod til at vi i Petersb. havde opfordret R. til at optræde som arbiter i Sagen, — dette skulde Gort, nemlig have antydet til Reuss som havde telegrapheret — og dette vilde skade os meget da Pr. ikke vilde gaae ind derpaa, og vi let derved kunde forstyrre Forholdet mellem P. og R., endvidere havde Gen. Moltke atter fat paa Q. og fortalte ham dennegang, at der jo aldrig kunde være Tale om »die Schlachtfelder« osv. endelig fandt Q. det meget besynderligt at vi ikke takkede R. for dens Beredvillighed og modtog dets Forslag. MHt. dette Sidste svaredes Q. at en accusé de réinds. 138ception var givet ved Indbydelsen til M. om at komme hertil, og Grev Frijs havde alt længe ventet M. fra Dag til Dag, med den Hensigt at takke ham personl. meente Q. derimod en acceptation af Forslaget, saa kunde vi ikke indlade os derpaa.

Torsdag d. 14de kom en Depesche fra Q. som meldte at Oubril der var indviet i Sagen havde været hos Bism. der paany stadfæstede at Tanken kom fra ham og fastholdtes af ham, men paa given Anledning erklærede han sig imod at K. af D. skrev nu til K. af Pr. Oubril og Mohr. skrev nu hjem at under disse Omstændigheder burde man vistnok vende tilbage til den af M. oprindelig anbefalede Tanke at K. af D. alene skulde skrive til Keiseren. Dette billigede da Gort, og saaledes var endelig hele denne Incidens med al den deraf kommende Forvirring sluttet.

Grev Frijs søgte M. Torsdag Formiddag og havde en længere Samtale med ham, af hvilken det iøvrigt kun fremgik at R. kun da vilde have med Sagen at giøre, naar det viste sig at den derved kunde bringe den til et praktisk Resultat. Om Middagen spiste jeg med M. hos Heydebr. og havde efter Bordet en lang Samtale med ham, hvori han forsikkrede mig 1) at Bism. var oprigtig, at han alene af den Grund havde holdt Sagen hen saalænge, fordi Stemningen i Regeringskredsen stadig blev bedre for os 2) at hans Stilling var meget vanskelig, da Kongen var stærkt opsat paa at beholde Alt, og som Exemp. paa Forholdet fortalte M. at Kongen gav sit skriftlige Samtykke til Pragerfreden i følgende Udtryk »ich genehmige nothgezwungen u. gegen meinen Willen weil ich von meinem Minister in Stich gelassen bin, und ihn jetzt nicht ersetzen kann und endlich weil der Kronprinz schon gestimmt hat« — K. vilde nemlig beholde Sachsen og Franken, 3) at Dmk. slet ikke kunde vente at faae Als og Sundeved og vægrede det sig ved at modtage Mindre vilde det senere komme til at fortryde det, saa sikkert som det nu fortrød at det tidligere havde afslaaet bedre Tilbud, og 4) Keiserens. 139kunde ikke gjøre et sligt Skridt uden Resultat og han M. ikke bringe ham ind i en slig Situation. Nu kunde vi jo faae Aabenraa og senere engang Resten.

Om Fredagen d. 15de var M. Kl. 11½ til Audients hos Kongen. Efter M.s Beretning derom til mig, var Samtalen temmelig indholdsløs idet K. holdt sig til Almindeligheder, og sagde at da Nationalitetsprinc. var brugt imod os til at berøve os de 3 Hertugd. var det billigt at det ogsaa anvendtes til Fordeel for os forsaavidt vi fik den danske Deel af Sl. tilbage. Kl. 1 kom M. til mig efter Aftale. Han gav mig da en lille Resumé af den sidste Depesche han havde fra Petersb. (see Nr. I). ¹Det som Nr. 525 trykte Bilag.) Derpaa forklarede jeg ham min Anskuelse om Sagen, og da han sagde at jeg der havde udviklet endeel nye Synspunkter, som han ønskede at jeg vilde opsætte skriftl. til Brug for hans Indberetning, sagde jeg at naar han vilde erindre at jeg talte privat og uden særlig pouvoir skulde jeg gjerne ganske cursorisk optegne mine Bemærkninger ²I Randen staar: Nr. 2 [ɔ: det som Nr. 526 trykte Bilag].) og strax sende ham dem. Kl. 2 gik han til Grev Frijs, men efter hvad denne strax efter hans Bortgang sagde mig, var Samtalen ikke ret behagelig, M. havde været præoccuperet og meget alvorlig, og vilde nu slet ikke have med Brevet til Keiseren at giøre og meente at det var bedst at Grev Fr. sendte det til Berlin, hvor da Q. kunde besørge det. Dette sidste forbausede mig meget fordi Aftalen ml. mig og Mohr. netop gik ud paa at det skulde sendes til M. med en kort Note og at han da med sin Depesche skulde sende K.s Brev til Gort, i en Paket, som Knuth skulde medtage. Jeg fik nu Tilladelse til at søge M. for at bringe dette Punkt i Orden. Kl. 5 talte jeg nu med ham i Gesandtskabshotellet. Han var meget elskværdig, og sagde at Grev Frijs havde sagt ham at Baron Wedel, der reiste om Lørdagen til Berlin jo kunde tage Brevet med sig og derfra kunde det gaae med eng. Coureer, og det havde M. saameget mindre imod som det jo var besynderligts. 140at den russ. Gesandt indsendte med en dansk Coureer et Brev fra K. af D. til Keis. og lod derhos forstaae at hvor stor Tillid han end havde til en dansk Secretær vilde det dog stride mod Formen at skrive confid. til sin Regering om os og betroe Depeschen til en dansk Courer. Jeg beroligede ham i den Henseende, idet jeg forsikkrede ham at han kunde sende den uforseglet uden at frygte Noget, thi saavidt vare vi endnu ikke komne i Civilisation, vi kunde dernæst i en Note gjentage hvorfor vi maatte bede ham om at tage sig af Brevet, og det var endelig umuligt for Q. at besørge Brevet thi han kunde jo ikke sende det til Keis. eller til Gortch. og vi turde efter Bism.s Begjæring ikke bruge Vind. M. gik ind herpaa, og saaledes var Formspørgsmaalet bragt i Orden. Men da jeg vilde gaae, sagde han: »men siig mig nu, hvad skal jeg skrive hjem? Jeg kan ikke forspilde min hele Stilling ved at tilraade Keiseren at giøre Noget, naar det senere viser sig at Dmk. afslaaer at lade sig nøie med hvad det kan opnaae. Jeg begriber at Dmk. ikke selv kan sige at det vil lade sig tilfredsstille med Haderslev og Aabenraa, men ville De virkelig afslaae naar Pr. selv tilbyder det? Det er dog ikke muligt! Det Ansvar vilde De dog ikke paatage Dem ligeoverfor Deres Land og ligeoverfor Beboerne af disse 2 Amter?« Jeg sagde at jeg selvfølgelig ikke havde pouvoir til at udtale Noget derom. Men jeg kunde dog sige ham til Orientering i Sagen at for Kongen, der nærmest saae Slesvig gjennem sine personl. Følelsers Lys, var det overord, haardt at skulle opgive Haabet om at faae Gottorp og Louisenlund, med andre Ord Slien som Grændse og at gaae nordligere end Flensborglinien vilde vistnok være utænkeligt for ham. Hvad Grev Frijs angik vidste jeg fra den første Dag han indtraadte i Ministeriet, at han lagde en saa stor Vægt paa Flensborgby, som det nødvendige Punktum ved den Sætning i det evrop. System, som heed Dmk., at jeg var uvis om han vilde kunne opgive Flensb. men vis paa at Als og Sundeved i alt Fald aldrig af ham kunde opgives. — (Jeg har nemlig glemt at bemærkes. 141at M. om Torsdagen havde faaet Udkastet til Kongens Brev at læse, og medens han iøvrigt Intet havde at bemærke derom, erklærede han strax mHt. Flensborg at selv Bism. aldrig nogensinde havde villet finde sig i at denne By afstodes).

Om Lørdagen om Morgenen kom Grev Frijs ud til mig og viste mig en Billet som M. havde sendt ham for at begiære en Samtale, da han havde et Spørgsmaal at gjøre ham. Jeg sagde da strax Grev Frijs at det han vilde spørge om var hvorvidt vi ikke i Nødstilf. vilde lade os nøie med Hadersl. og Aabenr. For det Tilfælde at det viste sig at jeg havde Ret i min Formodning, gik Grev Fr. ind paa at svare: »Jeg kan ikke forlange at Kongen paa Forhaand skal kunne tage nogen Beslutning om en Situation som endnu ikke foreligger og som ikke nu kan forudsees i alle sine Detailler med alle nærmere Omstændigheder der maatte komme i Betragtning. De samme Betragtninger hindre ogsaa mig i at udtale nogen definitiv personlig Mening da jeg erkjender at til en vis Grad kunne Forhold og Omstændigheder, Detailler og Modaliteter have Indflydelse. Men det vil jeg dog ikke tilbageholde for Dem at saaledes som Sagen nu ligger for, vilde jeg for mit personl. Vedkommende ikke troe at kunne tilraade K. at modtage en Afgjørelse, som ikke omfattede Als og Sundev.«

Det viste sig at vi rigtigt havde forudseet Gienstanden for M.s Spørgsmaal. Da Grev Frijs naturl. censeredes ikke at have forberedt sig derpaa, maatte han svare reent mundtligt og jeg kan altsaa ikke med Sikkerhed sige om han mere eller mindre nøiagtigt har svaret som paatænkt. Men Ministeren antager at han i Eet og Alt har givet Nuancen som netop var først at holde en event. Udvei aaben til den ene Side og derpaa ved den sidste Sætning trække stærkt over til den anden, og saaledes lade Hr. M. igrunden forblive lige klog, dog nærmest tilbøielig til at see at Als og Sund. ere conditio sine qua non. Jeg troer nu at Grev Fr. som blev ivrig har særligt appuieret paa den sidste Sætning, hvortil han iøvrigts. 142føiede at Flensb. tilkom os og var os af stor Vigtighed, men hvis hele Sagen kom til at staae derpaa, vilde M. erindre at i Kongens Brev stod kun la ligne de Flensb. og man kunde da altid negociere om det var Linien N. eller S. for Byen. (Dette er nu egtl. ikke sandt, thi K.s Brev taler hele Tiden om Grændsen efter Parlam.valgene).

Sammenfatter jeg nu det Hele, min Opskrift som gaaer i Retning af Nægtelse, mine Confidentser om Kongens Følelser og Grev Frijs’s Anskuelser, dennes egen Erklæring, og endelig K.s Brev og Audientsen, kan jeg ikke troe Andet end at M.s Indtryk er at vi ville afslaae enhver Overenskomst uden Als og Sund. og han vil da neppe anbefale Gort, at lade Keiseren gaae i Ilden, med mindre man i Petersb. og Berlin lægger en ganske særdeles Vægt paa at faae en Overeenskomst med os, fordi man forudseer en fransk Krig som forestaaende, og derfor med alle sine Manøvrer kun har tilsigtet at bringe os saa langt ned i vore Fordringer som muligt. Jeg er imidl. nærmest tilbøielig til at troe det første af disse Alternativer og jeg bestyrkes deri ved at Grev Fr. selv har det Indtryk efter M.s Adfærd, idet denne, saasnart Gr. Fr. havde endt, uden videre Contrabemærkning tog Afskeed.

Forresten faldt der i denne Samtale forskjellige ret interessante Yttringer af ham, saasom at Baandet ml. de 2 Fyrstefamilier endnu kun holdt ved Kong Vilhelm, saasnart han døde, gik Kronprindsen over til de Nation.-Liberale og var altfor afhængig af Kronprindsessen til at nogen Forstaaelse ml. Berlin og Petersb. kunde vedblive. Endvidere sagde han at Heyd. slet Intet vidste om hele denne Sag — det troer jeg nu af forskjellige Grunde ikke at være sandt.

Lørdag og Søndag havde Grev Fr. iøvrigt store Vanskeligheder at overvinde fra Kongens Side idet denne ikke vilde skrive Brevet med sin egen Haand, men havde undertegnet la copie figurée som vi havde tilstillet ham til Afskrift. ¹I Randen: see Nr. 3 [ɔ: det som Nr. 519 trykte Brev, hvoraf dog ingen Afskrift mrkt. Nr. 3 er vedlagt].) Dettes. 143gik allerede af den Grund ikke an, at Courtoisien naturl. i Afskriften var ført heelt ud af Afskriveren og altsaa ikke var paategnet med Underskriften. Men dernæst forekom det mig ogsaa altfor ligegyldigt af Kongen ikke at ville have den Uleilighed at skrive Brevet, nærmest formodentlig fordi han netop om Lørdagen ønskede at gjøre en Udflugt med sin Søster og Broder til Helsingøer. Grev Fr. gik da paany til ham og forlangte at han selv skrev Brevet af. Dette lykkedes endelig, vistnok især fordi K. kom til at røbe at han havde indviet idetm. 2 Uvedk. i Hemmeligheden, nemlig W. Oxholm og Prinds Hans, ved at paaberaabe sig deres Mening om at han ikke behøvede selv at skrive det. Grev Fr. benyttede dette til tørt at bemærke at han havde troet at K. ikke havde omtalt Sagen til Nogen, saaledes som Aftalen jo var mellem dem, og i sin Confusion over saaledes at have blottet sig, gik Kongen ind paa at skrive det af.

Saaledes vare endelig alle Gienvordigheder overstandne og om Søndag Eftermiddag afreiste endelig Knuth med 1) Mohr.s Paket, 2) en kort Depesche til Q. hvori han til sin egen Underretning fik Afskrift af K.s Brev med Tilføiende at Grev F. i Samtalerne med M. havde fastholdt at han ikke kunde tænke sig en Afgjørelse uden Als og Sundeved og 3) en Dep. til Vind om andre Sager, uden nogen Antydning om denne Incidens.

Endnu vil jeg tilføie at i Samtalerne med M. blev ogsaa den Bemærkning giort, at hvis vi vare mindre ærlige, vilde vi modtage Aabenraalinien, og opsætte Resten, thi utvivlsomt vilde Pr.s Fjender, hvis vi raadspurgte dem, sige acceptez toujours et réservez-vous de forcer plus tard la Pr. à se dessaisir du reste. Men netop fordi vi oprigtigt vilde en Overenskomst med Preussen stode vi saa stærkt paa en tilfredsstillende Løsning som ikke efterlod farlige arriérepensées. M. meente rigtignok at Pr. jo vilde sikkre sig vor »Neutralitet« naar det afstod Aabenraalinien, men han fik strax det Svar at Pr. vist ikke selv vilde troe at andre vildes. 144holde Traktater mod Pr. efterat det havde viist hvorledes det selv omgikkes med deslige Papirer. —

D. 19. Mai besøgte Mohr, mig og da jeg nævnte at han jo d. 17. havde talt med Grev Fr. fortalte han mig at han havde sagt denne: at Kongen havde nævnt at Han ikke kunde opgive nogen Deel af det danske S1. som vilde tilbage og ikke kunde støde Danske tilbage, som kunde gienforenes med Dmk., og at Gr. F. havde udtalt sig paa samme Maade, at han altsaa ikke tvivlede paa at medens vi naturl. ikke kunde ville gjøre noget Forslag, som udelukkede nogen Deel af det danske Sl, kunde vi dog heller ikke ville tage det Ansvar paa os at nægte at modtage, naar vi kunde faae, om end ikke det Hele saa dog det Væsentlige. Grev Fr. havde da svaret ham: »De veed at jeg ved Omstænd. er bragt ind paa Politiken som ellers ikke laae for mig som mit Kald. Jeg vil vistnok ikke foregribe Kongens Beslutn. som jeg ikke allerede nu har kunnet indhente, men jeg vilde ikke kunne tilraade Kongen at gaae ind paa en partiel Afgiørelse og Ingen kunde det uden at have arrière-pensées som jeg ikke vil have. Naar jeg modtager et Arrangement med Pr., er det kun fordi jeg vil sætte min hele Kraft og min hele Loyalitet paa trofast at opfylde min Deel i det gode Forhold ml. Staterne som jeg ønsker at skulle bestaae uforandret mellem dem.« M. sagde at Grev Fr. var magnifique, at han havde sagt det med une véritable noblesse og at han M. selv var bleven rørt.

Resultatet var da det, at han skrev til Gort, at han af sine forskjellige Samtaler havde faaet den Overbevisning at han ikke kunde tilraade sin Reger, at virke paa Pr. i den Retning at man tilbød os en Afgiørelse uden Als og Sundeved, thi han troer at vi vilde afslaae det. Da han imidl. troer at man ikke bør forsømme nogen Chance, hvor usikker den end er, henstiller han til G.s bedre Bedømmelse hvorvidt det vilde kunne lade sig giøre at bringe Pr. til at afstaae disse Distrikter. Men da Bism. nødvend. maatte have Noget for at tilfredsstille Kongen og for at amadouere Kamret og Tydskl.s. 145maatte »die Schlachtfelder« blive i Pr.s Hænder, med Etappeveie. Han erkjender Ubehagelighederne for os, men mener dog at Fordelene ville være overveiende, og fortalte tillige endeel om, hvorledes et saadant tydsk Gibraltar snart vilde blive Pr. saa ubehageligt at det selv vilde gribe en Leilighed til at opgive det. Quaade havde selv engang antydet at i saa Henseende saae han næsten hellere Dybbøl end Broager i Pr.s Hænder. M. vilde vist gierne føle sig for hos mig, hvad Indtryk en slig Proposition vilde giøre paa os, men jeg vilde ikke lade mig mærke med Noget, kun sagde jeg at jeg ikke troede paa Muligheden at Pr. nogensinde godvilligt vilde opgive »sit Gibraltar«. Forresten lod det paa M. som om han antog det for temmeligt utvivlsomt at G. ikke vilde betænke sig paa at følge »Henstillingen« thi han sagde at nu længtes han meget efter, hvad Resultatet vilde blive af de Sonderinger i Berlin som G. naturligvis først maatte foretage for at forsikkre sig hvorledes Bism. optog Ideen.

G. svarede med omgaaende Post at han havde modtaget M.s Depesche med Bilag, og at ihvorvel han mistvivlede om et lykkeligt Udfald da der jo var en »Afgrund« mellem hvad vi forlangte og Pr.s Tilbud, havde han dog sendt hele Correspondancen til Oubril for at denne skulde see hvad der var at giøre i Berlin og i alt Fald erfare hvad der var det Yderligste, Pr. vilde give.

Det har imidl. senere viist sig at M. i visse Maader har misforstaaet de mundtlige Yttringer. I Kongens Samtale har han lagt en for stor Vægt paa hvad han kalder en Uoverensstemmelse mellem K.s Ord og hans Brev, idet han ikke nævnte Flensborg-Linien eller overhovedet nogen bestemt Linie, men i Alm. sagde at han ikke kunne skyde nogen dansk Befolkning fra sig som vilde gjenforenes med Dmk. M. kunde vel være tilbøielig til deri at see en Antydning om at tage hvad man kan faae. I Grev Frijs’ Samtale lagde han Vægt paa at denne havde sagt 1) at Ingen ærlig Mand (altsaa ikke blot ikke han) kunde raade Kongen til at modtages. 146Mindre end Flensborg-Linien event. Baulinien, thi det vilde kun være fordi man nærede arrière-pensées — er det ikke farligt at have saaledes engageret sine Efterfølgere og givet et Paaskud til slet Intet at give, naar man ikke kan eller vil give Flensb.linien, 2) at fik vi denne kunde vi give betydelige Garantier. Af hvad jeg havde sagt, havde han formeget lagt Vægt paa at jeg havde erklæret det for meget »vanskeligt« for noget Ministerium at holde den off. Mening tilbage i Tilfælde af en Krig, naar vi ikke havde faaet i alt Fald Baulinien — han havde skrevet »umuligt« istedetfor »vanskeligt«. Jeg søgte at rette disse Punkter og han sagde at han vilde forklare dem nærmere naar han næste Gang skrev. —

Endnu d. 5. Juni havde imidl. Quaade ikke hørt Noget om at Oubril havde faaet Instructioner. — ...

Oubril gjorde ikke Meget ved Sagen. Han begjærede en Audients hos Bismarck, men da denne netop paa den Tid befandt sig ilde og snart efter gik i congé, fik Oubril ikke Leilighed til at tale nærmere med ham. Imidl. hørte vi Intet fra Petersborg. Først d. 2. Juli bragte Mohr. et Brev fra Keiseren til Kongen, som han bad Grev Frijs at bringe til H. M. da en Audients for M. til at overlevere Brevet i vilde tildrage sig en Opmærksomhed som netop skulde undgaaes. Det nytter imidl. kun lidet at vi her [Nogle Ord maa her være glemt. Næste Side begynder:] M. har siden (i 1869) brugt Yttringer der bevise at hele Tanken om at lade Keiseren direkte optræde mellem de 2 Konger skyldtes Mohr.s Ini[ti]ativ. M. siger imid. at vi have forspildt Chancen ved at insistere saa stærkt paa Als og Dybbel, havde vi villet kunde vi nu have havt Sagen afgiort saaledes at vi havde Aabenraa Linien uden Garantier(?). —

I April 1869 kom M. Palaton de Champeaux, capitaine de frégate et sous directeur des pêcheries au ministère de las. 147marine. — Dotezac slet ikke talt om Gjenstanden for hans Sendelse til Grev Frijs, kun til mig. Gr. Fr. imidl. kom til at tale til Champ. om det. Oplysn. som meget tilfredsstillede ham cfr. Afskr. af Spml. og Svar. —

Opskrift med P. Vedels Haand (U. A. særligt Læg). Affattelsestiden er usikker, men dog næppe senere end 1869.

Bilag Nr. I til Direktør P. Vedel Optegnelse om Kongens Brev af 17. Maj 1868.
Meddelelse af Baron Mohrenheim til Direktør P. Vedel 15. Maj 1868.
15. Mai 1868.

Sa Majesté a, dès le début, fait dépendre son concours amical de la condition expresse qu’il pourrait aboutir à un résultat pratique, c. à. d. que le but que l’on aurait en vue serait de nature à pouvoir être atteint. — Dans l’intérêt même d’une cause qui éveille sa plus sincére sollicitude, l’Empereur ne verrait que des inconvénients à s’engager gratuitement dans une négociation stérile; or, elle le serait nécessairement si elle n’admettait pas de compromis raisonnable, tenant, de part & d’autre, compte du possible. — Tout compromis suppose des limites entre lesquelles is s’exerce, c. à. d. un maximum & un minimum, & parfois des combinaisons intermédiaires. II faudrait, dés-lors, pour que Faction de l’Empereur pût s’exercer avec des chances sérieuses de succès, que S. M. fût en possession de la pensée du gouvt. royal, initiée sans équivoque à ses vues & à ses espérances, enfin mise dans la confidence de l’extrême limite à laquelle s’arrêterait ce minimum, au delà duquel le Danemark ne verrait plus de solution admissible, de modus vivendi acceptable. Ce n’est qu’alors seulement que l’Emp. serait à même de peser les chances éventuellement réservées au concours qu’il Lui conviendrait de prêter, selon le plus ou moins de probabilité d’aboutir à ce résultat pratique qu’Il a en vue.s. 148Le ROI a eu la preuve que le bon vouloir de l’Empereur ne Lui fait pas défaut lorsqu’il y a une lueur d’espoir qu’il puisse être véritablement utile à ses intérêts; mais il faut que cette lueur se maintienne, — et, si par suite des ouvertures confidentielles que ferait le gouvt. danois quant à ses résolutions dernières, elle venait à disparaitre, il faudrait qu’elle se reproduise.

10*

Opskrift, mrkt. Nr. 1 og forsynet med. Paategning (med Vedels Haand): Givet privat til mig af Mohrenh. d. 15. Mai 68.

Bilag Nr. 2 til Direktør P. Vedel Optegnelse om Kongens Brev af 17. Maj 1868.
Direktør P. Vedels Opskrift efter en Samtale med Baron Mohrenheim 15. Maj 1868.
15 mai 1868.

Vous dites, M., que ce que nous désirons, pourrait s’obtenir en deux termes: cette fois nous devrions nous contenter de la ligne de Aabenraa—Tønder, et plus tard, lorsque les relations entre les deux états se seraient améliorées, lorsque peutêtre la Prusse se serait convaincue par l’expérience que même pendant une guerre, elle trouverait toujours en Danemark un voisin tranquille et sûr, alors elle pourrait être amenée à nous céder volontairement le S. et l’Als. Selon moi nous ne pouvons pas nous flatter de cet espoir. Une fois qu’une solution serait acceptée par nous, elle serait regardée par l’Europe entière et surtout par la Prusse comme étant définitive. Nous aurions perdu toute base d’une revendication ultérieure: l’opinion publique en Europe porterait son intérêt sur d’autre points, l’art. 5 de la paix de Prague serait censé avoir reҫu son exécution, l’opinion publique en Allemagne prendrait définitivement possession du S. et Als, et si nous nous avisions d’exprimer dans l’occasion l’espoir que la Prusse nous ferait également abandon de ces deux districts, on ne manquerait pas de se récrier sur l’absurdité et l’insolence d’une nation qui demande à une autre l’abandons. 149à litre gracieux d’un territoire qui lui appartient; et quelle qu’eût été notre attitude pendant une guerre européenne, l’idée ne viendrait sans doute jamais à l’esprit du gouvt. pruss., après être sorti de cette guerre et quel qu’en fût le résultat, de nous faire cadeau de ces deux districts.

La question se réduit donc, selon moi, à savoir, si nous pourrions réellement nous contenter de moins que ce que nous demandons, et notamment si nous pourrions trouver un modus vivendi acceptable sans obtenir le S. et l’A.

Vous savez, M. le baron, qu’il ne s’agit pas pour nous d’une de ces acquisitions territoriales ordinaires, où l’on demande 20 milles carrés, mais tout en se disant qu’à défaut 15 ou 10 ou 5 milles carrés seraient peutêtre encore un résultat acceptable. Dans notre question il en est tout autrement. Le but est bien défini. Ou ce but sera atteint ou il ne le sera pas, et dans ce dernier cas rien n’aurait été gagné en réalité.

Nous voulons, s’il est possible, réaliser les conditions nécessaires d’une entente durable et intime entre le D. et l’All., d’une réconciliation entière et sincère entre deux nations et deux gouvts. La Prusse veut-elle également ce but, la Russie veut-elle coopérer efficacement à l’atteindre? Veut-on ce but, il faut vouloir également le moyen qui seul puisse y conduire. La question est donc devenue de savoir, si cette entente complète est réalisable, tant que le S. et A. resteront entre les mains des Prussiens.

L’expérience a suffisamment prouvé que ces deux districts sont presque exclusivement danois et, qui plus est, le sentiment national est assurément plus vif et plus profond là que dans le reste du Slesvig danois. Qu’est-ce qui s’ensuivrait si nous faisions avec la Prusse un arrangement qui laissât ces localités à l’Allemagne? Pour le moment évidemment une agitation violente dans le S. et l’A. et en Danemark, plus vive qu’elle ne l’est à l’heure qu’il est, car à présent on n’a ni dans le royaume ni dans le duché perdu encore l’espoir d’ens. 150arriver à une solution satisfaisante par des décisions pacifiques, mais dès qu’un arrangement définitif aurait été fait, on désespérerait d’obtenir la cession de ces districts par un autre moyen que par les vicissitudes [d’]une guerre europ. Et si cette guerre venait à éclater, surtout si la Prusse venait à éprouver des revers, quelle serait alors la position du gouvt. vis-à-vis de l’effervescence des esprits? Disait-il que la guerre une fois finie, la Prusse voudrait sans doute recompenser notre sagesse par une cession volontaire? Qui le croirait, et le gouvt. danois lui-même le croirait-il? Et en attendant, quelle deviendrait notre position vis-à-vis de la Prusse, abstraction faite d’une complication éventuelle telle que je viens de l’indiquer. Le gouvt. danois éprouverait toujours de l’éloignement pour la Prusse, et il aurait en outre à lutter contre une opinion publique qui conserverait toute son amertume entre [ɔ: contre] la puissance qui retient sous son joug un nombre si considérable de danois. Car, soyez convaincu, ce sentiment resterait invariable et deviendrait tous les jours plus enraciné. Que l’on ne croie pas, que lorsque l’opinion publique s’occupe avec une ferveur si extrème du sort de S. et de A., elle joue une comédie, ou qu’elle s’abandonne à un rêve, auquel elle renoncerait dès qu’elle aurait appris, qu’il ne doit pas se réaliser! De génération en génération cette insistance restera la même, à chaque occasion cette demande surgira de nouveau et le gouvt. ne pourrait pas ne pas partager ces sentiments!

II n’est donc pas possible de fermer les yeux sur les effets d’un arrangement qui exclurait le S. et le A. de la cession. D’un côté l’agitation dans les esprits resterait la même ou plutôt elle deviendrait plus vive, et les dangers ne feraient qu’augmenter. De l’autre côté la Prusse, qui s’attendrait à rencontrer une reconnaissance sincère de notre part, se trouverait en présence de sentimens toujours froids de la part du gouvt. et vis-à-vis d’une agitation et d’une inimitié toujours plus fortes de la part de l’opinion publique. Ne ses. 151regarderait-elle pas comme presque trahie par nous, et loin de voir les relations réciproques s’améliorer, nous devrions craindre qu’elles ne devinssent pires que jamais. Vous savez M. le baron, que la manière dont la Prusse exécute l’art. 19 de la paix de Vienne nous met déjà dans les plus grandes difficultés. Quels sujets de conflits et de complications ne présentera pas cet article, si les jeunes gens de S. et de A. se réfugient ici et portent plainte de la manière dont ils sont traités?

Finalement j’ai une observation à ajouter. Un arrangement avec la Prusse aura toujours besoin de la sanction du rigsdag. Quelle deviendrait la position, si le rigsdag repoussait l’arrangement, parcequ’il n’embrasserait pas S. et A. et cette éventualité n’est nullement improbable?

Voilà les considérations qui se présentent d’un côté. De l’autre qu’est-ce que le sacrifice de ce petit territoire signifie pour la Prusse? Le Cte Bism. dit lui-même et le général M. répète que ces positions militaires ne leur serviraient pas à grand’chose, et qu’ils désirent par des raisons politiques de nous abandonner les districts danois. Il est entendu que le Cte de B. peut par ses propres forces en arriver jusqu’à la ligne de Aabenraa. Mais il ne veut pas risquer son portefeuille pour aller plus loin, pour en arriver là il faut que nous obtenions Fassistance puissante de l’Emp. Vous avez parfaitement raison M. en disant que évidemment M. de B. n’a pas voulu mettre l’Emp. dans la désagréable position d’être débouté à Berl. Or s’il donne le conseil de faire cette tentation auprès du Roi de Pr. c’est bien parcequ’il croit lui-même qu’elle aboutira. Et qui pourra mieux juger de l’état des choses et de l’esprit du Roi de Pr. que lui et qui doit craindre plus que lui qu’un incident de cette nature ne vienne jeter un refroidissement dans les rapports entre les deux souverains.

Opskrift med P. Vedels Haand, mrkt. Nr. 2 og forsynet med Overskriften: Précis d’une conversation avec M. de Mohrenheim le 15 mai 68.

Baron Mohrenheim, russisk Gesandt i København, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Copenhague, 18 mai 1868.

Monsieur le Comte,

Je me fais un devoir empressé d’accuser à Votre Excellence l’exacte réception de la note, en date d’hier, par laquelle Elle m’a fait l’honneur de me confier la transmission de la lettre que Sa Majesté le Roi a adressée à l’Empereur, mon Auguste Maître, et que je n’ai pas manqué de joindre å mon expédition du jour, dont M. le Cte Knuth a bien voulu se constituer le porteur.

En priant Votre Excellence de me permettre de lui offrir mes plus sincères remercîments pour les obligeantes paroles que m’a valu le soin que je mets à exécuter scrupuleusement les ordres et à remplir fidèlement les intentions de ma Cour, [etc.]

Le B. de Mohrenheim.

Politiske Koncepter. U. A.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
19. Mai 1868.

Kjære Kammerherre.

Jeg skylder Dem et langt Brev og i alt Fald agter jeg at benytte Deres Svogers Reise til at behandle en heel Deel Ting som ligge mig paa Hjertet. . . .

Og saa naaer jeg da tilsidst til Sagen — jeg mener den Store, Deveed nok. De kjender af Grev Fr.sRrev, ¹Brevet er trykt som Nr. 523 og den dertil svarende Depeche som Nr. 522.) hvorledes hans Samtaler med Mohr. var indtil Lørdag incl. Jeg var selvfølgelig meget spændt paa om Virkningen af Grev F.s Svar paa det sidste categoriske Spørgsmaal var at M. havde opgivet Haabet og skrevet hjem at det var bedst at lade dens. 153Fugl flyve og ikke blande sig i en saa trøstesløs Sag. Dertil er der en dobbelt Grund 1) for Rusl. da det just ikke ønsker at faae et Afslag 2) for Mohr, der vistnok gjerne vil høste Laurbær men dog er for forsigtig til at tage Ansvar paa sig ved at raade til et maaskee frugtesløst Skridt.

Idag blev min Nysgjerrighed tilfredsstillet ved at M. besøgte mig og saasnart jeg pirrede ved ham fortalte at han efter sine forskjellige Samtaler havde faaet den Overbevisning, at han ikke turde tilraade Gortch. at Rusl. bevægede Pr. til at byde os Aabenraalinien, da vi neppe vilde modtage den. Han havde derfor skrevet til Gort, at han ikke vilde paatage sig noget Ansvar i Sagen, men han henstillede til Keiserens egen Vurdering hvorvidt Han vilde søge at virke hos K. af Pr. hen til at man gav os Sundeved og Als, men saaledes at de milit. Positioner, »die Schlachtfelder« bevaredes for Preussen. Han indsaae meget godt de Misligheder et saadant Forslag kunde have for os, men det gialdt for os om at veie om ikke disse Misligheder dog overveiedes af Fordelene, og det var nødv. for Bism. at faae Noget som han kunde benytte ligeoverfor Kongen og Forsamlingen. — Af hans øvrige Yttringer fik jeg det Indtryk at han selv igrunden ikke tvivler paa at G. jo vil følge hans Henstilling, dog at man først vil sondere i Berlin hvorvidt et saadant Forslag vilde billiges af Bism.

M. søgte at faae en Forestilling om hvorledes vi vilde optage et sligt Forslag, men jeg vilde ikke lade ham mærke Nogetsomhelst. — Hvad der igrunden har bevæget ham meest er at det blev ham meget bestemt sagt, at vor Insistance netop viser hvor ærlige vore Hensigter ere mod Preussen, thi vare vi listige og meente det mindre ærligt, vilde vi raisonnere saaledes: prenons toujours, et réservons le reste, men vi ville netop ikke have nogen arrière pensée, som kunde influere paa vor senere Holdning mod Preussen.

Men hvad er nu det Hele egentlig? Hvad er Thiles Historie til Dem om Rusl.s Voldgiftsplaner — det er tydeligts. 154at G. har havt Ideen, og naar han har skudt os den i Skoene, vide vi bedst at det er en fri Phantasie! Hvorfor forandrede Moltke paa eengang sit Sprog til Dem, ¹Se Breve fra Quaade af 3. April og 1. Maj 1868; trykt som Nr. 446, 447, 489 og 490.) og M. lod decourageret? Var det Hele aftalt, og M.s Forsøg her paa at giøre os bange, kun beregnet paa at skrue Betingelserne saa langt ned som muligt, medens man dog i Virkeligheden vil offre Meget for at faae en Ordning? I saa Fald 1) maa man vel frygte en fransk Krig mere end man synes, og 2) kunne vi maaskee endnu prøve paa at giøre os lidt kostbare, baade med Garantierne og med »die Schlachtfelder« — thi vist er det at disse sidste ere lidet behagelige i Længden med tilhørende Etappeveie, og jeg troer ikke et Ord paa M.s Historier om at en slig Besættelse vilde »snart blive Pr. saa ubehagelig at det vilde med Glæde gribe en Leilighed til at arrangere sig med os om at de opgive denne Ret«. Jo vist, »den var værre«, som Levy siger!

Men hvordan det nu end gaaer, saa er der dog lidt Bevægelse i det, og kommer der ikke Andet ud af det Hele, saa er det dog en ny Demonstration af os, dennegang til Rusl., der viser at der er Alvor i vore Fordringer og at vi ikke kjøbslaae om Tingen. M. har bestemt faaet dette Indtryk, og har selv sagt at han erkjendte de Betragtninger som vi have anført til Støtte for vor Nægtelse af at tage Mindre end Als og Sundeved med. Flensborg have vi mundtlig saagodtsom opgivet. Det har været meget vanskeligt at formaae Grev Frijs dertil, da han meget holder paa dette materielle Punktum paa den Sætning som hedder Danm. i den europ. Folkeret. Jeg nægter ikke at jeg altid har været bange for at Fl. vilde blive os en Danaergave, saa jeg har med god Samvittighed kunnet tilraade Opgivelsen, dersom vi derved kunne vinde Noget.

Det er en virkelig Fornøielse at have med en saa dygtig Person som M. at giøre, thi med ham lønner det sig at passes. 155paa enhver Nuance og ethvert Ord, thi de ere ikke Hæn- delser og intetsigende. Paa samme Maade tænker jeg mig at Oubril er, og det vil derfor være meget interessant at De lader os her vide, Alt hvad De bemærker, endog det tilsyne- ladende aldeles ubetydelige, fordi vi maaskee have opsamlet et eller andet lille Moment, der passer til Deres, som Stykker i et chinesisk Sammensætningsspil. Jeg vilde ønske at V. kunde hjælpe os til at forfølge Udviklingen, ligesom ogsaa at F. kunde give sine Oplysninger, men destoværre maae vi renoncere derpaa! ¹V. formentlig Vind, F. formentlig Falbe.)

Men nu har De vel faaet Nok af mine Raisonnements, og Facta har jeg ikke flere af at meddele Dem. Kun endnu Et! Gaaer det Hele itu og bliver til Intet, have vi dog Intet spoleret til den modsatte Side, thi som De veed, har Frankrig altid sagt os, brug Rusl., saa vidt det er Eder muligt! Og saa dermed farvel, kjære Kammerherre, for denne Gang, jeg vil ønske at jeg snart faaer noget Videre at meddele Dem i Sagen.

P. Vedel.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 29. Mai 1868.

Kjære Greve,

Der hersker endnu her ganske den samme Stilhed i Politiken som da jeg sidst skrev, og der har derfor endnu idag intet Stof frembudt sig for mig til en politisk Rapport. . . .

Om vort eget Anliggende har jeg Intet at meddele. Oubril har igaar sagt mig, at han aldeles Intet havde erfaret derom siden Mohrenheims Afreise herfra, og navnlig Intet havde modtaget derom fra Petersborg. Jeg har sagt ham, at jegs. 156antog, at Mohrenheim havde medgivet Knuth hvad han i saa Henseende havde at sende Fyrst Gortchacow, og han var enig med mig i at i saa Fald Tiden nu var kommen til at man her skulde see Virkningen deraf, men at Storfyrstindens Nedkomst kunde have opholdt Sagens Expedition i Petersborg. Jeg har ikke gjennem Oubril kunnet komme til nogen fuldstændigere Klarhed med Hensyn til de Gaader, det slesvigske Anliggende under Mohrenheims seneste Ophold her syntes mig at frembyde. Men jeg troer stadig at de væsentlig maa tilskrives Fyrst Gortchacow, der i det første Øieblik selv kan have undfanget Ideen om Voldgift og derpaa strax har sendt den ud i Verden i Form af en Sondering her; det vilde jo være en smuk Rolle og en Slags Triumph for Rusland ligeoverfor Frankrig, ikke at tale om Østerrig, hvis Forhold til Rusland langtfra ere gode. Umuligt forekommer det mig hellerikke, at Ideen for en Deel skyldes Mohrenheim; thi han gik meget ivrigt frem i Sagen efter min første Meddelelse til ham, og skjøndt han da hverken talte om Voldgift eller om Mægling, har han dog senere, navnlig i den Tid der gik forud for hans Afreise til Kbhvn., oftere nævnt det sidste Ord.

Mine herværende Colleger begynde nu at undre sig over den lange Tid der gaaer hen, uden at Sagen kommer videre, og man maa vistnok være forberedt paa, at der hos Udenforstaaende efterhaanden danner sig en Forestilling om, at der foregaaer Eet eller Andet, som de ikke vide. Men Sagen maa jo nu snart komme til en bestemt Vending, og da forekommer det mig, at der efter Omstændighederne Intet vil være i Veien for at sige, at vi have paakaldt og, vel at mærke, af egen Drift paakaldt Ruslands bona officia. ¹Grev Frijs har i Randen tilføjet: Dette vil der ikke kunne være Tale om, men et Spørgsmaal kan det blive, om man ikke kunde staae sig ved snart at sige den fuldstændige Sandhed. Dette Sidste beroer naturligviis paa om Rusland ikke er fuldstændig saa meget dupé som vi.
C. E. F.) Herom vilde dets. 157være mig meget kjært at høre Deres Mening; thi det vilde vistnok være rigtigst at træffe Aftale derom med Thile eller Bismarck.

Imidlertid er det jo meget muligt, at Vendingen bliver en saadan, at der med det Samme kommer en Ende paa Sagen. ¹Understregningen er foretaget af Grev Frijs, der over Linjen har tilføjet: Hvorfor paa een Gang det Hastværk!)

Deres Brev af 17de, som bragtes mig af Knuth, og som jeg endnu ikke har takket Dem for, da jeg manglede en sikker Leilighed til at skrive, og da jeg desuden af Aviserne saae, at De havde foretaget en Udflugt til Jylland, har givet mig et meget klart Billede af Deres Standpunkt i Sagen, hvorfor jeg er Dem meget erkjendtlig. Der kan ikke findes et bedre Argument end det i dette Brev fremsatte for ikke at antage et Arrangement hvorved Als og Sundeved udelukkes; og af et Brev fra Vedel seer jeg ogsaa, at Mohrenheim har ladet sig overbevise ²Understregningen og to i Randen tilføjede Spørgsmaalstegn er af Grev Frijs.) derved. Men jeg frygter for at man dog ikke ganske vil troe os; thi skjøndt man maa respectere vor Udtalelse om ikke at kunne modtage en Afgjørelse ifølge hvis Ufuldstændighed der maatte efterlades en arrière pensée hos os, saa forhindrer dette dog ikke, at man bevarer en Mistanke om, at vi i Grunden have den arrière pensée at speculere i en europæisk Krig. ³Understregningen foretaget af Grev Frijs, der i Randen har tilføjet: fuldstændigt Fixfaxeri som ingen Preusser troer paa.) Men hvorom Alting er, vil Garantiespørgsmaalet vel dog altid frembyde tilstrækkelig indlysende Motiver for os til at afslaae et ellers ikke fyldestgjørende Arrangement, og vi ville da ikke behøve at hente vore Argumenter fra Territorialspørgsmaalet alene.

Rygterne om Englands Bestræbelser for at bevirke en Afvæbning have allerede i og for sig forekommet mig saa blottede for indre Sandsynlighed, at jeg ikke har fundet dets. 158nødvendigt at skrive derom. Her har man aldrig troet derpaa, og nu ere de jo ogsaa officielt dementerede.

Derimod har man virkelig et Øieblik troet paa, at Rusland havde villet udøve en Pression paa os i det slesvigske Spørgsmaal. ¹Understregningen foretaget af Grev Frijs, der med et NB har tilføjet: og dette ikke uden Grund, thi dette vilde baade Q. og M.) Den herværende italienske Gesandt har for fuldt Alvor spurgt mig derom. Forresten kan dette Rygte have sin Oprindelse i hvad der netop for Tiden foregaaer.

De herværende Blades Efterretning om at man havde sluttet en Postconvention med Holland, er falsk.

Forhandlingerne om en Postconvention med Holland gaae ligesaaslet som Forhandlingerne med Sverrig. . . .

G. Quaade.

Brevet ligger bl. Quaades Breve til P. Vedel. — P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 1. Juni 1868.

Idet jeg remitterer Dem Quaades Brev med hjertelig Tak for Laanet kan jeg ikke undlade at fremhæve at dette nok engang, forsaavidt Nogen endnu maatte tvivle, ved Oplysningen om Beust’s saavel mundlige som skriftlige Udtalelser godtgjør hvor liden soutien vi kunne vente af Østrig; og at Falbes Bedømmelse af Beust’s Beredvillighed til enkelte Tider om at støtte vor Sag ikke hviler paa noget fornuftigt Grundlag; Beust holder ham rimeligviis for Nar ligesom saa mange Andre.

Jeg synes at det for Fremtidens Skyld vel var værd at Afskrifter saavel af Quaades Brev til Dem som til mig tages og skal derfor medtage mit imorgen.

C. E. Frijs.

s. 159Naar man tænker tilbage paa den besynderlige Tilstand i Berlin under Mohrenheims Tilstedeværelse dersteds, da staaer den samtidige Plan: a om Kongens directe Henvendelse til Kongen af Preussen b om Ruslands Voldgift, ikke i den bedste indre Sammenhæng, ligesom det er grund-co- misk at man et Øieblik i Berlin frygter den russiske Voldgift thi mig syntes at man ikke i Berlin et Øieblik kunde tvivle om at denne kunde blive efter Behag, — en anden Sag at vi i den høieste Grad maatte være ængstelig for en saadan og derfor tage »unsere Verwahrungen«. — Skal der kunne drages nogen Conclusion af det samlede politiske Spil fra Ruslands Side, saa forekommer det mig at være uforandret det Samme, nemlig at man dersteds lægger langt mere Vægt paa den preussiske Alliance end dette skeer fra den anden Side, og at man derfor hverken nogensinde har villet udtale i den slesvigske Sag en selvstændig Mening ei heller vil gjøre dette i den nærmeste Fremtid. Var man gaaet ind paa Ideen om en personlig Henvendelse fra vor Konges Side til Preussen, da havde vi kun havt Farerne og Ulemperne ved et sligt Skridt, men vi havde ikke til Gjengjeld for denne Føielighed opnaaet nogensomhelst varmere eller kraftigere Støtte fra Ruslands Side.

C. E.F.

P. S. Veed De om Wachtmeister modtog Posten som Udenrigsminister? i modsat eller rettere benægtende Fald hvem skal da succedere Manderström? ¹Manderström afløstes 4/6 1868 som svensk Udenrigsminister af Grev Wachtmeister.)

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 2. Juni 1868.

Kjære Quaade! Endskjøndt Coureren endnu ikke er saa nær ved sin Afreise vil jeg dog benytte mig af denne Dags Morgenro for at takke Dem for Deres venlige Linier modtagne i Lørdags med Coureren ¹Trykt som Nr. 529.) og for at samtale lidt med Dem, forbeholdende mig naturligviis, hvis Noget skulde passere i Mellemtiden imellem dette Brevs Skrivelse og Courerens Afreise da at tilføie dette. — Først og fremmest maa jeg da meddele, at Baron M. sidste Torsdag da han var hos mig havde modtaget Telegram fra Petersborg hvorefter man paa Grund af de 2 Partiers forskjellige Standpunkt ikke havde stort Haab om at kunne udrette Noget, men at man til Oubril havde expederet det Hele for nu at sondere Stemningen. — Alene af dette Svar bliver det endmere klart at der ikke fra russisk Side kan være Spørgsmaal om at ville udøve nogen Pression i Berlin, at man ikke havde kunnet dette, derom har jeg for min Person ikke næret nogen Tvivl og derfor har det i høi Grad forundret mig at man i Berlin, navnlig Bismarck, har kunnet tage Talen om Mægling eller Voldgift au sérieux, — thi naar der for Alvor blev Tale om en endelig Afslutning af dette Spørgsmaal, — Sligt kan naturligviis levende ønskes fra vor Side, men fra den anden Side er Opfordringen til at afgjøre Sagen ingenlunde den samme — saa vilde den saakaldte Mæglers Pression vistnok kun have viist sig til vor Side, hvilket var det bequemmeste og den Vei ad hvilken man beredte sig den mindste Svækkelse. En ganske naturlig Følge heraf maatte ogsaa være at vi i en langt høiere Grad maatte være forsigtig i vor Udtalelse ligeoverfor Rusland for at ikke kunne fanges af denne, thi det kan være galt nok at forhandle med Preussen, dog her staae vi klart ligeoverfor Overmagten, for hvilken vis. 161saa tidt maa bøie os, men den Tredie o: Rusland vil dog udgive det for Venskab, og det bliver dobbelt farligt, fordi det for Udenforstaaende faaer et mere upartisk Præg og derigjennem udøver en større Pression. Jeg vil nu haabe at vi heldig have maattet gjennemløbe denne Phase af Udviklingen uden at blive brændt for stærkt, men det har været vanskeligt fordi det i de forskjellige Samtaler imellem M. paa den ene Side og paa den anden — Kongen, Udenrigsministeren og Directeuren, fordrer en fuldkommen eensartet Opfattelse — denne er jeg nu overbeviist om tilfulde har fundet Sted — men en fuldkommen eensartet Udvikling er tillige ønskelig, og denne er det næsten umulig at præstere, fordi den selv af eller hos det samme Individ vil være afhængig af den forskjellige Stemning — endvidere vil det beroe noget paa den Accuratesse hvormed man har kunnet opfatte vor Udvikling, og jeg vil her haabe at det fra Alle paa vor Side er stærkt pointeret, Forhandlingens og den deraf følgende eventuelle Indrømmelses endelige Natur, for at et virkeligt gjensidigt Gode kan opnaaes, item at Alt defineres og slaaes saa fast som menneskelig muligt, hvorved Fortolkningens Gebeet saa stærkt som muligt indskrænkes eller gjøres ufornødent, thi her ville vi paa Grund af Magtstillingen i Almindelighed tabe. — Et Spørgsmaal, der saa tidt og under forskjellige Former er kommet frem, nemlig Reciprocitetsforholdet ved Fastsættelsen af Garantier staaer for mig som kun Etiquettehensyn, og ikke at maatte fremdrages fra vor Side, fordi man ved at indrømme Sligt fra preussisk Side kan synes eller faae Udseende af at byde Noget, uden at dette i praktisk Henseende faaer nogensomhelst Betydning, thi naar vi skulde remonstrere ligeoverfor preussisk Administration af Danske vil dette ikke have den Vægt som naar Preusserne klage over vor Administration af Tydske; i mangfoldige Tilfælde vilde de kun benægte, hvor vi dog bleve nødte til at gaae ind paa Realiteten. Naar De derfor nogensinde skulde erfare, at Sligt var fremkomets. 162fra min Side, da er det en absolut Misforstaaelse, thi Sligt er aldrig faldet mig ind, fordi jeg paa saa mange Stadier har maattet bekjæmpe det Praktiske eller Ønskelige i at fremkomme med slig Paastand, hvor Bismarck ved at modtage med fuld Ret vilde kunne sige: »Mit Speck fängt man Mäuse«, fordi i Formen Selvstændighedens og Anstændighedens Fordringer vare skeete fyldest, men i Udførelsen vilde Forpligtelsen kun vise sig at være eensidig ɔ: Forpligtelsen komme kun paa vor Side og Retten til Control kun udelukkende blive paa den anden Side. —

11

I Gjensvar paa det i Deres Rrev opkastede Spørgsmaal om Forklaringen ligeoverfor Andre af den nuværende Situation, da vil det være umuligt at kunne give nogen Oplysning endnu forinden vi vide om vi fuldstændigen have været dupe, fra hvilken Side vi ere meest blevne holdt for Nar, item hvad der har bevirket den hele forandrede Situation. —

Desværre kan jeg ikke, trods mit Ønske herom, haabe paa at kunne overbevise vor Modpart om det Rimelige i vort Foretagende, men det der altid staaer for mig som det Væsentlige, det er ikke at deteriorere vor Stilling — vi ere mishandlede, men kunne dog bestaae som selvstændig Stat, naar man ikke vil fra tydsk Side anvende en fuldstændig Quælningsproces — nu var vistnok Intet ønskeligere for os end at kunne komme til at leve i et godt og venskabeligt Forhold til Preusserne, men det beroer ikke paa os alene — hos os findes Beredvillighed hertil, — hvorimod Tydskerne maae foretage en Akt, hvorved Anerkjendelse af vor statsretslige og nationale Berettigelse er fuldkommen og fyldig givet, o: ved en Restitution af hvad der er væsentlig dansk og ønsker at vende tilbage til Danmark, — ville eller kunne de ikke gjøre dette, da kan det heller ikke med Billighed forlanges, at Mistilliden hos os og Frygten for at de atter ville overfalde os naar bequem Leilighed gives vil kunne forsvinde, og der forekommer mig derfor at være ligesaa liden s. 163Grund for dem til at give som for os til at modtage, naar derved ikke det der er Hovedsagen nemlig selve Forligets Istandbringelse opnaaes. At Preusserne skulde i Virkeligheden (derved forstaaer jeg den fornuftigere og regjerende Deel) troe paa at vi virkelig sætte vor Lid alene til Krig, og af den Grund ikke ville gaae ind paa Compromis, dette kan jeg ikke bevæge mig til at troe, thi det forudsætter en saa fuldkommen Frakjendelse af bon sens paa vor Side, at jeg ikke kan bevæge mig til at troe, at de sætte den danske Regjerings judicium eller Skjøn saa lavt. For at dette skulde kunne forsvares, maatte vi absolut være tvungne til at spille »va banque«, dertil er det endnu ikke kommet; — skulde det engang komme saa vidt, da vil jeg haabe at det maa være i et Moment, hvor Spillerne alt fra forskjellige Sider have været engagerede i nogen Tid, saa at den Nysankomne, omend ikke af de store Spillere, dog betragtes med Interesse fordi han medbringer nye Seddler. —

Af Deres Brev lader det til som om De formoder, at en virkelig alvorlig Forhandling om det slesvigske Spørgsmaal kunde forestaae i den nærmeste Fremtid; Intet vilde være mig kjærere, thi Længselen fra vor Side er stor, men jeg havde hidindtil tvivlet om at der fra preussisk Side fandtes en tilsvarende Bestræbelse om at komme til Afslutning — den almindelige Gang i Sagen har hidindtil været, at vi have svaret saa hurtig som muligt men i Almindelighed have maattet vente et Fjerdingaar forinden man har værdiget os et Gjensvar. —

I næste Uge ville en Deel af mine Colleguer nemlig Finantsminister, Indenrigsminister og Krigsminister tage dem en lille Luftning, men de ville forhaabentlig alle være her tilbage til den 1ste August.

C. E. Frijs.

11*

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 8. Juni 1868.

I Gjensvar paa Deres Ærede af igaar undlader jeg ikke at bemærke, at det vilde være mig meget kjært at erfare noget Oplysende om hiint Grændsemøde, hvilket vistnok bedst vil kunne erfares af den af Dem angivne Personlighed, thi jeg nægter ikke at de Conflicter, der heraf meget let kunne opstaae med preussisk Politi og Gensdarmeri, ikke alene paa Grund af Magten men ogsaa paa Grund af Retten kunne falde ud til vor Skade og at der vilde fordres en ganske overordentlig Disciplin, hvilken i en saa stor Masse naar der udfordres fra den i Øieblikket svagest repræsenterede Side ikke er til at forudsætte, for at ikke vedkommende Participanter kunne tilkjendes Straf, og saaledes den der som den Stærkeste kan lee sidst, gjør dette bedst. ¹»Fædrelandet« 9/8 1868 indeholder en skarp Artikel mod et af Skolebestyrer H. Thomsen planlagt Fællesmøde ved Grænsen 20,21/6. Thomsen beskyldes for at mangle Autoritet til paa egen Haand at indbyde til et saadant Møde. Mødet aflystes (jfr. »Fædrelandet« 15/6 s. A.)) —

C. E. Frijs.

NB. Det vilde have været meget ønskeligt om den gode Quaade havde indladt sig paa at berette om Resultatet af de Reflexioner man fra forskjellig Side anstillede i Tilfælde af Bismarcks formodede tvungne Afgang, thi om dette end kun ere Gisninger, saa har det dog den allerhøieste Interesse for os at kunne vide, hvem der kan bemægtige sig Kongens Øre efter Bismarcks Skriinlæggelse. —

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 9. Juni 1868.

Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier som De sendte mig med Deres Svoger og som jeg modtog ved min Hjemkomst igaarmorges efter 1 Dags Ophold paa Frijsenborg; Rygterne om min Badereise saavelsom om en tilsigtet Reise til Schweitz savne al Grund; jeg vil i de første 6 Uger vanskeligere end ellers kunne komme herfra, da jeg skal vicariere saavel for Finantsministeren som for Krigsministeren. Endvidere haaber jeg dog, at vi forinden Sommerferierne erholde et Svar fra Preussen, thi i Almindelighed pleier man dog efter et Fjerdingaars Forløb at være saa naadig at svare, men kanskee vil man denne Gang tage et Halvaar hertil. — Det sidste Forsøg maa vel betragtes som fuldstændig mislykket og er det godt at man i saa Henseende ikke har næret sanguinske Forhaabninger; jeg er dobbelt glad ved at vi ikke overskred paa nogetsomhelst Punkt den af Grev B. givne Antydning; med al Respect for Venskabs og Slægtskabsforholdet imellem benævnte 2 Stater, maatte Forholdet forandre sig fuldstændigt, hvis ikke Petersborg har mere Berlin behov end omvendt, og der altsaa ikke kan være Tale engang om nogen moralsk Pression fra Keiserhoffets Side ligeoverfor Kongehuset, fordi Keiseren med alle sine udmærkede Egenskaber, ikke er den Carakteer ei heller har den Villiesfasthed som den gamle Oncle; de Beviser man gjentagende havde herpaa saavel i 1866 som tidligere trænge ikke til gjentaget Fornyelse, thi de vare saa talende, at kun en lang Tids Erfaring i modsat Retning vil kunne fremkalde Troen paa en Forandring. Den Lethed og Godmodighed hvormed man i sin Tid caverede saavel for Mesters som for Tjeners Conservatisme og Loyalitet ligeoverfor egne Slægtninge og Venner var efter den Erfaring vi alt forinden havde gjort ikke videre opbyggelig.s. 166— Saalænge begge disse Parter endnu ikke have opslugt hvad de tilsigte og dette er jeg overbeviist er endnu ikke Tilfældet med Nogen af dem, da er Forbundet sikkert og fast, samt fremfor Alt naturligt og nødvendigt saalænge Tørsten endnu ikke er tilfredsstillet; et Ophør heraf kan kun indtræde i det Øieblik at den ene Part er tilfredsstillet, og et sligt Moment haaber jeg ikke at opleve, thi da vil forinden meget være gaaet tilgrunde, som jeg lever og strider for. [Om Kronprins Frederiks Forlovelse med Prinsesse Louise af Sverige.]

... I Deres sidste Brev skriver De, at Bismarcks virkelige Sygelighed giver Anledning til forskjellige Betragtninger; om end disse tildeels kun ere af en løs og flygtig Natur vilde jeg dog sætte megen Priis paa at gjøres bekjendt med hvilke Mænd man tænker sig at kunne erstatte Bismarck med saavel hos Kongen som ligeoverfor Repræsentationen, thi det er klart at Valget ikke vil blive ganske let, item at de forskjellige Partier og Indflydelser saavel i Landet som ved Hoffet og i Diplomatien ville bestræbe sig for at udbytte det saagodt som muligt i sin faveur. Vanskeligheden ligger sikkert i at finde en Personlighed som ikke skal træde altfor stærkt i Skygge ligeoverfor den Fratrædende; det vil være mig meget interessant at høre Noget om de forskjellige Speculationer og Indflydelser, og det er ikke alene af Videbegjærlighed men fordi det kan blive af den allerstørste Betydning for os. Jeg ønsker ikke Bismarcks Afgang af Hensyn til os, thi vel har han ikke stor Agtelse eller tilovers for en lille Magt, som han omgivet med alle sine Batailloner og iført sin Kyradseeruniform ikke kan eller vil tillægge stor Levekraft, men vi, derved forstaaet Danmark, kunne meget let faae En, der er os meget værre og mere ildesindet, som ikke alene af reent politiske Grunde ønsker at sætte sig i Besiddelse af Halvøen ligeindtil Skagen saaledes som dette gjentagende er ønsket og udtalt af Bennigsen og Partie, men som ogsaa særlig kunne føle sig kaldede til at strides. 167imod det danske Demokrati og vor Frihedsretning, og herved sigtes nærmest til Kreuzz.’s Partiet og en heel Deel af det militaire Parti; de ere glubskest og vilde vistnok uden Betænkning, men det kunde let gaae her som saa tidt i Livet, at om end Overhalingen kunde blive slem at modstaae, saa vilde en endelig og for os taalelig Løsning lettest kunne naaes ad denne Overgrebets Vei. . . .

C. E. Frijs.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Privat og fortrolig.
Berlin, 12. Juni 1868.

Deres Excellence,

Herr Oubril har i største Fortrolighed meddeelt mig, at han, saaledes som jeg vidste af Deres Excellences Privatskrivelse af 2den d. M., havde erholdt Paalæg om underhaanden at erkyndige sig om den herværende Stemning med Hensyn til det slesvigske Anliggende. Men paa Grund af Grev Bismarcks Sygdom, under hvilken det har været Ministerpræsidenten formeent at beskjæftige sig med nogensomhelst Forretninger, har Herr Oubril hidtil ikke kunnet foretage Andet i Anledning af hiint Paalæg end at udtale det Ønske, at han maatte blive modtaget af Grev Bismarck, saasnart dennes Helbredstilstand tillod det og navnlig om muligt forinden han forlod Berlin. — Dette har han indberettet til sin Regjering, idet han tillige har udtalt den Formening, at han ikke med Nytte for selve Sagen vilde kunne udrette det ham paalagte Hverv hos nogen anden Personlighed end Grev Bismarck, eftersom det er denne der har undfanget den Idee, som det omhandlede Anliggendes nuværende Stilling skyldes, og desuden Ingen er istand til paa Kongen af Preussen at udøve den samme Indflydelse som han.

s. 168Imidlertid er Grev Bismarcks Befindende i de sidste Dage bedre, og Herr Oubril haaber, at han vil blive modtagen af ham, inden han forlader Berlin for ifølge Lægernes Anordning i længere Tid at afholde sig fra alle Forretninger.

Herr Oubril har ikke sagt Herr von Thile, i hvilken Anledning han ønskede en Samtale med Ministerpræsidenten.

Quaade.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 16. Juni 1868.

Kjære Quaade! Endskjøndt De vistnok samtidig med dette Brev vil erholde et af langt tidligere Datum, som har maattet vente efter en bequem Leilighed, hvilken først saa sildig har indtruffet, ¹Formentlig Brev 9. Juni 1868.) at den nuværende Leilighed næsten falder sammen med den engelske Coureer, saa vil jeg dog ikke undlade at benytte Leiligheden til at takke Dem for Deres venlige Linier; ²Er ikke bevaret.) jeg kan godt indsee, at der er kun liden Sandsynlighed for at vor Sag vil kunne avancere noget Skridt forinden Efteraaret, endskjøndt det synes at være en overordentlig lang Betænkning, som Preussen saa tager sig denne Gang og det bliver efterhaanden lidt vanskelig at sætte et alvorligt Ansigt op eller fingere nogen Tro, naar der spørges om Forhandlingernes Gang. Det vįl undre mig om Bismarck skulde reise bort aldeles uden at have havt nogensomhelst Samtale med Dem eller Andre om vor Sag, endskjøndt der kan jo Intet, saaledes som det Hele har været indledet, være til Hinder for at Fictionen lige saa godt kan vedligeholdes under Thiles foregivne Ledelse; paa en viss. 169Maade kan dette endogsaa være en Fordeel for os, idet man da med større Uforbeholdenhed kan udtale sig. Jeg kan ikke nægte at det vilde i en ganske overordentlig Grad interessere, om man kunde opsnuse nogle Momenter til Bedømmelsen af de Motiver, som Kronprindsessen af Preussen kunde have havt eller rettere har havt til at protegere en ægteskabelig Forbindelse imellem vor Kronprinds og sin Søster; skulde jeg have Ret i at dette virkelig har fundet Sted, hvorom jeg ikke har den fjerneste Grund til at tvivle, saa er det ogsaa ganske vist, at hun endnu ikke har opgivet sit Spil, men vil fortsætte under Mødet paa Muskau ¹Paa Slottet Muskau i Schlesien havde en Del af Sommeren 1868 den preussiske Kronprins Friedrich med Familie Ophold. I Breve og Optegnelser fra denne Tid omtales forskellige Planer om Ægteskab for Kronprins Frederik, der 28/7 1869 ægtede Prinsesse Louise af Sverrig-Norge, Datter af Kong Carl XV.) imellem Kongen og Dronningen af Sverrige og Prinds og Prindsesse af Nederlandene og vel især naar Kongen efter et Par Dages Ophold forlader Muskau og Dronningen bliver alene tilbage; selv om det ikke skulde være Meget, som De om denne Plan kunde erfare, da veed De, at det gjelder tidt for at faae et sandt og virkeligt Billede af og Forestilling om Situationen, da at samle og lægge sammen alle Smaabidrag. — ...

I denne Tid modtage vi Udbetaling fra preussisk Side af hvad man har kunnet samle i Hertugdømmerne af danske Obligationer og Indskrivningsbeviser, dette beløber sig til circa 5,664,000 dlr. Rigsmønt, altsaa Rest circa 27 Millioner i Preussen; for os havde det været bedre om den preussiske Regjering havde kunnet betale i lutter danske Papirer, thi det havde været en magesløs Leilighed til at offre det Hele til Luerne, hvilket Ansvar jeg med den største Fornøielse skulde have paataget mig, hvad saa end Rigsdagen derimod vilde have havt at indvende, thi Resultatet heraf kunde muligviis blive en større Kraftanstrængelse i den nærmeste Fremtid, men der vilde ikke have været noget mere effectivts. 170Middel til at hæve Crediten og dette paa en solid Basis. — Jeg haaber at kunne quittere for denne Sum, og da vil vel efter nogle Ganges Brevvexling i Slutningen af Maaneden Levy kunne sendes over for at hæve det resterende Beløb. —

C. E. Frijs.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Torsdag, 18. Juni 1868.

Kjære Kammerherre.

Jeg har egentlig ingen anden Gjenstand for disse Linier end den at sige Dem at jeg ingen har. Efter Deres sidste Brev til mig, for hvilket jeg takker Dem meget, fik jeg det Indtryk at De troede at vi vidste Noget om Sagen, men det er en Feiltagelse. Mohrenheim idetmindste lader som om han kun veed at Papirerne ere sendte til Oubril, og directe har Kongen vel faaet Brev fra Keiseren — idetmindste har Grev Fr. saaledes forstaaet — men deri omtales aldeles ikke hiint Forretningsbrev. Mærkelig var forresten Telegrammen forleden i Aviserne om Rusl.s og Engl.s Bestræbelser! ¹»Dagbladet« 16/e 1868 meddeler: »Fra Kjøbenhavn telegraferes der til »Hamb. Nachr.«, at den »Bankzeit.« fra Wien meddeelte Efterretning om en Indblanding af England og Rusland i det nordslesvigske Spørgsmaal »selvfølgelig« er ugrundet.«) — For nogle Dage siden sagde Heydebr. til Wachtmeister da denne tog Afsked, at nu vilde vi snart faae Svar fra Berlin, men til os har H. Intet sagt.

Som De seer, ere vi altsaa uden nogensomhelst videre Efterretning end De er, men saasnart vi faae Noget at vide, skal De strax erfare det.

Har De mærket Noget til at man i Berlin arbeider mod Kronprindsens Forlovelse med den sv. Prindsesse? Det siges at Kronprindsessen har faaet sin Moder til at gaae ind paas. 171Tanken om at gifte den eng. Prinds. Lovisa med vor Kronpr. ligesom ogsaa at Prinds og Prindsesse Frederik af Holland agte at gjøre Alt hvad de formaae for at bringe K. og D. af Sverrig fra Tanken om en Forbindelse med vort Kongehuus, og at til den Ende de begge overhænges om at giøre et Besøg paa Muskow i Slesien. . . .

P. Vedel.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 27 juin 1868.

Monsieur le Comte.

. . . En terminant ce très humble rapport, je crois devoir informer Votre Excellence que l’on parle de la possibilité du remplacement de M. Dotézac. Ayant eu hier un entretien avec M. Desprez, Directeur des affaires politiques au ministère des Affaires étrangères, je lui ai demandé si le bruit avait quelque fondement. — Il m’a répondu que jusqu’à présent aucune décision n’avait été prise à l’égard de M. Dotézac, mais que ce ministre atteignait cette année sa limite d’âge de 60 ans et qu’en présence des nombreux postes diplomatiques supprimés à la suite des événemens d’Italie et d’Allemagne, il serait peut-étre nécessaire de chercher les moyens de satisfaire, dans la mesure du possible, les ambitions de la partie jeune de la diplomatie. Je n’ai pas manqué à cette occasion de rappeler à M. Desprez que M. Dotézac jouissait à Copenhague de l’estime et des sympathies générales et que ce serait assurément avec un vif regret qu’on le verrait cesser de remplir les fonctions de ministre de l’Empereur auprés du Roi.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 19, modtaget 1. Juli 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 3. Juli 1868.

Kjære Quaade! [Om Kronprins Frederiks forestaaende Forlovelse.] Hvad vor anden og den store Sag angaaer, da er der igaar med Hrr. Gütting arriveret et Brev fra Keiseren til Kongen som Svar paa det Tilsendte, men heri vil, om end ikke stor Oplysning og Trøst kunne hentes, dog være angivet ligesom en ny étape. De veed, at jeg i Hjertet egentlig foretrækker slet Intet for et utilstrækkeligt Vederlag, og jeg kan efter min bedste Overbeviisning ikke raade Kongen for sin egen eller Fædrenelandets Skyld at modtage Noget som egentlig vil gjøre ham deterioris conditionis, thi nu er han og Landet mishandlet eller for at tale de Andres Sprog haardt medtaget, men anderledes bliver Stillingen, naar der er viist Høimodighed ved Restitution og det dog bliver umuligt at yde som Vederlag Tak eller Taknemmelighed, fordi man ved Gaven egentlig er kun kommet fra Dynen i Halmen; det kan sikkert være muligt at herved er al mulig Udsigt for den nærmeste Fremtid tabt og vi kjende af Erfaring kun alfor vel Virkningen af det store tydske Legemes Quælningsproces, men der forekommer mig at være en [større] Fordeel i at bære Modgangen som en Tilskikkelse end som Følge af eget frit Valg. — Jeg veed at jeg staaer temmelig ene i denne Opfattelse, men jeg skal findes villig til at tage dens Consequentser, og den mindst ubehagelige vilde . . . være den at maatte fratræde fra Embedet; thi jeg er snart opslidt og kunde dog ogsaa nok have Lyst til at nyde endnu inden det bliver for sildigt nogle af Livets Fornøielser og Adspredelser navnlig Jagd og Reiser. . . .

Der tales stærkt om at gamle Dotézac skal afgaae fordi han i dette Aar naaer Aldersgrændsen; jeg vil ikke alene beklage det for egen Skyld, men ogsaa for den hele Stillings Skyld. . . .

s. 173Vi have under Hrr. Heydebrands Fraværelse under en 2 Maaneders Congé faaet en Fisk, ved Navn Baron Loë, ¹Otto Freiherr von Loë, der omtaler sin Tjenestetid i København og sin der opstaaede Strid med Bismarck i sit Skrift: »Fürst Bismarck. Urkundliche Beiträge zum Buhme eines grossen Mannes« (Basel s. a.), S. 130 f. — Sml. Nr. 555 f., hvori omtales en Bemærkning af Bismarck om den welfiske Agitation, der gav Anledning til Hr. von Loës Strid med Bismarck.) der . . . skal være en meget intim Ven af Prindsen af Augustenborg, jeg haaber at jeg ikke vil faae Meget at gjøre med ham i denne Tid endskjøndt jeg er altid noget mistænkelig naar Hrr. Heydebrand stikker af for at der ere Ubehageligheder ivente; thi han har en fiin Næse og er i det Hele en fiin Conditor. —

Hvis der er Noget nyt der fremkommer fra russisk Side skal jeg saasnart som sikker Leilighed gives holde Dem au fait hermed men jeg antager egentlig at hiin Svarskrivelse kun kan indeholde almindelige Talemaader og Udtryk af Velvillie etc. — . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Privat.
Kjøbenhavn, 7. Juli 1868.

Som Svar paa det Brev, Hans Majestæt Kongen i sin Tid tilstillede H. M. Keiseren af Rusland angaaende det nordslesvigske Spørgsmaal, har Allerhøistsamme nu modtaget et privat Brev fra Keiseren, ifølge hvilket det er overdraget Hr. d’Oubril i al Fortrolighed at conferere om Sagen med Grev Bismarck, naar denne vender tilbage fra sin nærværende Udflugt.

Da Hans Majestæt Allernaadigst har tilladt mig at gjøres. 174D. H. bekjendt med Keiserens Brev, benytter jeg Confrd. Davids Velvillie til hoslagt at sende Dem en Afskrift, hvoraf De nærmere vil see, at den Opfattelse, som De selv havde dannet Dem af Sagens Stilling, er fuldkommen correct.

Koncept. — Kopi af det omtalte Brev trykt som Nr. 540.

Kejser Alexander II til Kong Christian IX.
Copie.
Zarskoe Selo, 12/24 juin 1868.

Mon cher Chrétien,

J’ai médité la lettre que vous m’avez envoyée avec toute l’attention qu’elle mérite et tout l’intérêt que je vous porte. — Vous seul êtes juge de ce que réclament les voeux et les besoins de votre pays et de la mesure des sacrifices que vous pouvez lui imposer en vue de circonstances majeures qui engageraient son avenir. — Quant à moi, je devais me borner à servir d’intermédiaire à un essai de conciliation dont j’ai vivement souhaité le succès. — Sous ce rapport, j’ai dû, bien à regret, me convaincre que la distance qui sèpare vos conditions de celles admises jusqu’ici à Berlin, est telle qu’elle laisse peu de place à une transaction. — II m’a paru qu’il y aurait peut-être plus d’inconvéniens que d’avantages à constater cette divergence vis-à-vis du Roi de Prusse en lui faisant directement part d’un épanchement de confiance dû à votre amitié pour moi. — J’ai craint qu’une réponse défavorable ne rendit cette divergence définitive et ne coupât court à toute tentative ultérieure d’arrangements. — Cependant je n’ai pas voulu renoncer à une tâche qui me tient vivement à coeur. J’ai cru en conséquence opportun de m’adresser au comte Bismarck. — J’ai chargé mon ministre à Berlin de lui communiquer une copie de votre lettre à titre de confidence personnelle, en lui réservant d’en faires. 175l’usage qu’il croirait utile en vue d’une entente. — L’indisposition dont il a été atteint et son départ pour la Campagne n’ont pas permis à M. d’Oubril de s’acquitter de cette communication qui ne comportait pas d’intermédiaire. — Il a dû l’ajourner jusqu’au retour du président du Conseil. — En attendant je ne veux pas vous laisser plus longtems sans réponse et dans l’incertitude sur les démarches que j’ai cru devoir faire dans votre intérêt. . . .

Alexandre.

Denne Kopi findes i Pk. bl. a. mærket: Direkte Henvendelse til den russiske Kejser. — P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
8. Juli 1868.

Kjære Kammerherre.

Jeg har faaet en 4ugers Permission som jeg troer at kunne tage uden Fare for at det slesvigske Spørgsmaal skal giøre altfor betydelige Fremskridt i min Fraværelse. Som De seer af vor Depeche idag, er Keiserens Svar accurat som Oubril har talt til Dem, og naar det skyder Alt ud til Bismarcks Hjemkomst, og da jeg yderligere seer af Aviserne at B. har havt et Tilbagefald, tør jeg vist antage at der ikke vil være mindste Forandring i Situationen naar jeg paany sidder paa denne Stol. Alt staaer stille, det er som gik Verden i Søvne — ja saaledes er det idetmindste med os. Gid nu blot Kronprindsens Sager maae gaae lidt fremad i Sommerens Løb, saa er dog lidt vundet!

P. Vedel

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
24. Juli 1868.

K. Gr.

. . .

Om det slesvigske Spørgsmaal kan jeg intet Nyt meddele. Det befinder sig ganske paa samme Standpunkt som da jeg sidst skrev. Thile omtalte det for mig iforgaars, idet han sagde, at han meget ønskede, at det kunde komme til en god Afgjørelse; men han troede ikke, at det kunde føres videre før Kaiseren af Ruslands Tilbagekomst gjennem Berlin i Slutningen af September. Han lod mig saaledes forstaae, at han vidste, hvad der er Grunden til dets Standsning.

Koncept; mellem Breve fra P. Vedel til Quaade. U. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 12. August 1868.

Kjære Quaade! Det er en uendelig lang Tid siden jeg har skrevet Dem til og takket Dem for Deres mange venlige Breve, hvorpaa jeg sætter en overordentlig stor Priis, men deels har der ikke været Noget af Betydenhed at skrive om, deels har jeg ovenpaa mine samlede Functioner som Krigsminister og Finantsminister følt mig en Deel medtaget eller rettere sløv saa at jeg i’ høi Grad kan trænge til at faae lidt frisk Landluft i Lungerne. Jeg haaber fra Lørdag den 15de af at kunne blive 14 Dage à 3 Uger hjemme og forfriske mig lidt, hvortil jeg i høi Grad trænger, desværre maa jeg forinden give Slip paa min gamle Ven Rosenørn som Justitsminister, da han ikke kunde udholde det længere og alle mine Overtalelser ikke længere vilde virke; Ministeriet faaer derved det første Grundskud i sin indre Sammensætning, das. 177han var mig en fast og tro Støtte til alle Tider, jeg kjender ikke hans Efterfølger Nutzhorn ¹C. L. V. R. Nutzhorn blev udnævnt til Justitsminister 10. August 1868.), men han bliver i hvert Fald vanskeligere at komme ud af det med; hvad er Deres Dom om ham, thi De har jo tjent sammen med ham? At jeg ikke skulde sørge meget inderligt om jeg snart kunde faae fuldstændig Reisepas vil De forstaae, thi i Længden er dette om end ikke et anstrængende dog et i høi Grad nerveafficerende Arbeide, og nogen praktisk Tilfredsstillelse har man sjelden eller aldrig, thi kan man endda holde Sagen gaaende saa at ikke nogen Tilbagegang kjendes, da maa man endog være tilfreds med sligt Resultat. Den slesvigske Sag lader til at sove en god og tryg Dvale, og jeg frygter at dens Opvaagnen selv om denne skulde gaae for sig i September-Maaned heller ikke vil blive os til stor Fryd. — Idag eller rettere imorgen tidlig reiser Kongen en lille Tour til Peterhof for at besøge sin Datter Dagmar, hvortil saavel han som hele Familien glæder sig ganske utroligt. Hun har altid været hans Øiesteen og dette fortjener hun sikkert ogsaa paa Grund af sin elskelige Carakteer. . . .

I denne Maaned haaber jeg at vi skulle faae de væsentligste pecuniaire Mellemværender med Preussen ordnede, gid der ogsaa for det Andet om man maa kalde det territoriale kunde findes en taalelig Løsning, saa at vi med nogenlunde Ro kunde see de kommende Kampe imøde uden at blive forceret ind i disse eller ialfald af yderste Evne bestræbende os for at undgaae enhversomhelst activ Deeltagelse. Hvornaar det store Brud skal komme derpaa speculerer jo hele Verden, men hidindtil er det da blevet trukket ud; man skulde synes at de uhyre Udgifter snart maatte fremkalde et Brud, men jeg bilder mig [ind], at der er Ingen forvoven nok til at ville fremkalde det og at man derfor leger med Ilden saalænge at Bruddet dog tilsidst kommer uforvarende, idet saavel Folk som Regjeringer ophidse hinandens. 178gjensidig, saa at Lidenskaberne ikke tilsidst kunne holdes i Tømme; der behøves da til Slutningen kun en liden Gnist for at tænde Flammen. Jeg ønsker, at Krigen maa blive borte saa længe som muligt, thi hvorvel vi turde have et Haab, saa er dette dog i mine Øine saa svagt og det vil kjøbes saa dyrt og tildeels ved Krig paa saadan Maade, at vi i Længden ikke kunne være tjent selv om vi skulde være istand til pecuniairt at bære Byrderne. — ... Forleden Torsdag talte Mohrenheim om at han muligviis kunde have Lyst til at tage til Berlin naar Keiseren kom derigjennem, jeg var ikke enig med mig selv om jeg skulde have opfordret ham dertil (hvilket jeg nok troer var hans Mening) thi han bestemmer sig naturligviis ikke dertil ifølge min Opfordring, men det vilde jo fra min Side vise en stærk Tro til hans bona officia; — da jeg ikke har stor Tro til at den hele nye Vending vil føre til noget for os gunstigt Resultat, taug jeg, men jeg vilde glæde mig ved at høre Deres Anskuelse i saa Henseende. Imorgen venter jeg Directeuren hjem fra Sverrige, hvor jeg haaber at han maa have forfrisket sig, thi selv den Bedste og Nidkjæreste bliver dog sløv og træt af at tærske evindelig Langhalm og dette er vor Hovedbeskjæftigelse. — Uagtet at vi ere blevne af med Koskull og Freytag vedblive de malicieuse Artikler i »le Nord« stadig og endog nu ikke alene imod Folk og Ministerium, men ogsaa imod Kongehuset, og dette paa en saadan Maade at der udfordres en heel Deel Personalkjendskab for at kunne rette Angrebene paa den Maade som saarer meest. — Ligger der nogen dyb og politisk Plan til Grund herfor, da kan denne ikke være anden, end at hindre al Orden og Kommen til Kræfter for det lille Land og Folk, samt at det unge Dynasti maa faae en sund Kjærlighedsbasis at staae paa, men jeg bilder mig nu ind, at dette ikke er saa dybt og snedigt anlagt, men Motivet til Angreb er personlig Hadefuldhed fra Avisartiklernes Forfatter, men hvis ogsaa kun dette er Tilfældet maa bemeldte 2 Personligheder have beholdt Correspondenter is. 179Kjøbenhavn, der ere ligesindede med dem. . . . Efter Sigende kunne vi snart vente Heydebrand tilbage med sin Hustru og jeg foretrækker at have at gjøre med ham fremfor med de andre mig bekjendte Preussere, thi vel er han fiin og snu, men han er hurtig af Begreb og har aldrig været chicaneus, saa at det vilde gjøre mig ondt om han skulde forlade os, thi der er ikke stor Sandsynlighed for, at man vilde faae istedet en Mand som var behagelig at have Forretninger med. —

12

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 4. September 1868.

. . . Heydebrand, der idag besøgte mig og meddeelte, at han Intet havde at berette efter sit Ophold i Ems og Samtale med Kongen dersteds vedrørende den slesvigske Sag, fremhævede med en sjelden Mangel af Takt at han havde forespurgt, hvorvidt han skulde give Møde ved Kongens Besøg i Hertugdømmerne ɔ: gjøre sin Opvartning dersteds. Dette kunde han have beholdt for sig selv. —

Gud maa vide om den preussiske Regjering ikke skulde fordre anlagt Pressesag imod Fædrelandet for igaaraftes, thi det er noget stærke Udtryk f. E. »Kjæltring« der bruges. ¹I »Fædrelandet« 3. September 1868 Nr. 204 findes en Artikel om den preussiske Konges forestaaende Rejse til Elbhertugdømmerne, hvor det siges: »han maa frygte, at, idet han viser sig for Befolknin- gen og siger til den: Her staaer en Konge, vil dens store Flerhed i sit Hjerte svare: Nei, der staaer en Kjeltring.«)

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

12*

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 23. September 1868.

Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier og den stillede Udsigt at see Dem hos mig næstkommende Lørdag 8 Dage og vil jeg haabe at der maa kunne undes Dem nogen Tids Ro, endskjøndt jeg vel antager at det gaaer Dem som mig at den fortsatte Ro og Vindstille ikke er de bon augure; nu vil jeg haabe at den spanske Revolution ikke maa komme til at spille den samme Rolle som den italienske Bevægelse gjorde i 1848 nemlig at blive Signalet til et almindeligt bouleversement; thi vel gjentage Tildragelserne sig aldrig paa samme Maade, men den besynderlige Blanding af politisk communistisk Bevægelse som dengang greb alle Folk og Stater finder dog endnu hos en stor Mængde af Europas Befolkninger Tiltro som en realisabel Idee, thi det er dog et aldeles mærkeligt Sammensurium af Ideer der er kommet frem i de senest afholdte Arbeidercongresser. — En stor Lykke for vort lille Land at vi hidindtil ikke kjende Noget til Proletariatet. — Kongen af Preussens Reise i Hertugdømmerne er nu lykkelig tilendebragt, Slutningen i Hamborg var ikke saa heldig; men Modtagelsen saavel i Lybek som Hamborg og Altona skal have været overordentlig hjertelig; af de sønderjydske Byer har naturligviis Slesvig fremviist en væsentlig forskjellig og decideret preussisk Stemning; enkelte af de tidligere danske Embedsmænds Taler have ikke været taktfulde og synes især den tidligere danske Minister i Berlin »Brockdorff« at have udmærket sig. ¹Baron L. U. H. Brockdorff (1806—1875) var fra 1833—63 dansk Diplomat.) Her leve vi i endnu større Ro end De i Berlin, thi af de modtagne Rapporter fra forskjellig Side er det umuligt at komme til nogen Klarhed om den politiske Situation og jeg bilder mig ind at dette har sin naturlige Grund deri, at Ingen har Mods. 181eller Decision til at vælge en bestemt Vei, dette være nu enten Krig eller Fred. — ...

Den 5te skulde Rigsdagen aabnes forhaabentlig af Kongen selv og man nærer det Haab at kunne ende denne til Julen, men dette Haab vil efter al Sandsynlighed blive skuffet, thi Interessen i at udhale Tiden for at bringe Diæterne [op] og især i Vintertiden, hvor den store Deel af Landets Repræsentanter have mindst at gjøre samt gjerne opholde sig i Byen, — er hos den overveiende Deel af Rigsdagens Medlemmer for stor. Gid dette maa være den sidste Rigsdag som jeg opvarter, thi jeg er træt og sløvet og trænger i høi Grad til min vante Reskjæftigelse, hvor jeg har en Deel Motion, hvis jeg skal kunne bevare Helbred endnu i nogle Aar; desuden trænges der stærkt til fornyede Kræfter, der med Liv og Iver kunne tage fat; ogsaa har jeg i min gamle Ven Rosenørn ¹C. P. Th. Rosenørn-Teilmann var i August 1868 traadt ud af Ministeriet Frijs, hvor han havde været Kirke- og Undervisningsminister og en Tid ogsaa Justitsminister.) tabt en fast Støtte, som jeg i meget høi Grad savner og hvilket Savn for mig bliver uerstatteligt. . . .

Mon vi kan vente nogensomhelst Meddelelse for det Første fra Berlinercabinettet, sandsynligviis ikke, thi man vil vel afvente Bismarcks Tilbagevenden; ogsaa i denne Henseende er det saavel for Landet her som for Slesvigerne en tung Ventetid. —

C. E. Frijs.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Petersborg, 15. October 1868.

Fyrst Gortchacow har sagt mig, at Keiseren og han, Fyrsten, i Baden have kraftig støttet vor Sag hos Kongen af Preussen; at han havde fundet Kongen af Preussen moderats. 182og besjælet af Ønsket om en Udsoning. Fyrsten anseer Afstaaelsen af Als og Dybbøl for umulig at opnaae, men havde ikke desto mindre insisteret paa Afstaaelsen af et større Gebet.

Vind.

Chiffertelegram, indleveret i St. Petersborg 15. Oktober 1868 Kl. 1.30 Efterm., modtaget s. D.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Pétersbourg, 16/4 octobre 1868.

Monsieur le Comte,

Arrivé mercredi le 14/2 à Pétersbourg, j’ai eu le lendemain un entretien avec le chancelier de l’Empire, dont j’ai eu l’honneur de communiquer télégraphiquement un résumé à Votre Excellence.

Le prince Gortchacow a commencé par exprimer ses regrets que notre négociation avec le gouvernement prussien ne marchait pas. — Sa Majesté l’Empereur, me dit le prince, avait »fortement« appuyé notre cause auprés du Roi de Prusse pendant son séjour à Potsdam, et lui-même, à Bade, avait vivement insisté auprés du Roi, pour que Sa Majesté fasse des concessions qui purent mener à une entente. Le chancelier, à cette occasion, avait communiqué au Roi de Prusse la lettre de Sa Majesté le Roi à l’Empereur et la réponse de l’Empereur que monsieur d’Oubril, jusqu’à présent, n’avait pu communiquer au comte Bismark, et dont la teneur sinon l’existence était inconnue à Sa Majesté. Prince Gortchacow avait proposé au Roi de Prusse de céder quant aux garanties demandées, dont quelques unes, comme celle exigeant le droit pour les habitants du Nord-Slesvig de pouvoir porter plainte au Roi de Prusse, étaient, selon lui, inadmissibles. Ensuite le prince avait également engagé le Rois. 183à faire des concessions relativement au territoire à céder, en reculant la frontiére plus vers le midi que celle déjà admise. Quant à une cession de l’île d’Als et du Sundevit, le prince m’a dit qu’il n’y en avait pas même été question dans son entretien avec le Roi, mais qu’il regardait la cession de ces territoires comme impossible à obtenir. La Prusse, par des raisons stratégiques, ne céderait jamais ces terrains.

Le prince Gortchacow m’a dit qu’il avait trouvé Sa Majesté prussienne »modérée« et désireuse d’arriver à une entente. Le prince attribuait cela à la maniere dont l’Empereur avait parlé notre cause auprés du Roi. Trouvant le Roi dans ces dispositions de conciliation le chancelier avait demandé à Sa Majesté la permission d’en parier au comte Bismark que le prince comptait voir en passant par la Prusse, ce que le Roi avait accordé. Le prince n’avait cependant pas vu le comte Bismark qui se trouvait malade dans ses terres, lorsque le prince passait la station de chemin de fer, où il comptait le voir; ce que le prince regrettait, ayant pu entrer plus en détails avec lui.

Le chancelier est d’avis que c’est à nous maintenant de pousser la négociation à Berlin et d’établir la base d’un arrangement possible qui, selon lui, ne se trouvait ni dans la lettre de Sa Majesté le Roi, ni dans le discours du trone — deux documents dont le prince reconnut la franchise et la clarté. Ces deux documents, disait le prince, n’avaient pu étre agréables au Roi.

Ici je fis remarquer au prince que, le gouvernement du Roi avait la ferme conviction que la seule base solide d’un arrangement durable qui exclurait des conflits futurs, se trouvait indiquée dans la lettre du Roi; que le prince savait bien d’ailleurs que les meilleurs Danois du Slesvig habitaient précisément les territoires d’Als et Sundevit. Le prince était d’avis que sur ce point il n’y avait rien à obtenir.

Quant à la négociation à Berlin, si l’on pouvait appeler négociation un échange d’écritures deux fois par an, dis-jes. 184au chancelier, ce n’était certes pas nous qui la traînions —, n’ayant pas reҫu, depuis environ 8 mois, de réponse à notre dernier office.

Le prince Gortchacow est d’avis que nous pouvons assurer à la Prusse quelques garanties pour les habitants allemands des territoires à céder, autres que celles contenues dans les lois du pays; qu’en outre nous pourrions rassurer le gouvernement prussien sur notre attitude politique future. A cela j’ai répliqué au prince que le gouvernement du Roi ne désirait certes rien de mieux que de rester en les meilleurs termes avec le gouvernement prussien, et que c’était pour cette raison qu’Il tenait tant à une solution équitable et définitive.

A la fin j’ai demandé au prince Gortchacow, s’il croyait le Roi de Prusse disposé à reculer la frontiére du territoire à céder et à se désister, en partie au moins, de la demande de garanties. Le prince me répondit que le Roi de Prusse ne lui avait pas dit cela, mais qu’il L’avait trouvé modéré, et que c’était en poussant la négociation de notre côté qu’un résultat plus favorable devait être obtenu. Le prince Gortchacow, du reste, fut d’accord avec moi qu’avant le retour du comte Bismark å Berlin, il n’y avait rien à faire, mais il espérait qu’alors nous ne tarderions pas à faire un effort pour recommencer la négociation.

J’ai exprimé au chancelier l’espoir que dans ce cas il continuerait à nous appuyer par monsieur d’Oubril à Berlin. Le prince m’a répondu, que le cabinet russe ferait volontiers quelque chose pour nous; qu’il fallait avoir »confiance« ¹I Randen staar: NB.) en lui et lui[!] tenir au courant de ce que nous voulons et pouvons faire.

Votre Excellence verra par ce qui précéde, jusqu’à quel point le cabinet russe croit pouvoir nous appuyer.

Evidemment le chancelier aime à ne pas considérer las. 185lettre de Sa Majesté le Roi comme le dernier mot du gouvernement du Roi.

Désireux de voir arriver une solution de la question, le cabinet russe semble bien disposé à soutenir notre cause à Berlin, quoiqu’à une mesure moins large que celle des aspirations du gouvernement du roi. Il est d’avis qu’il faut, pour arriver à une entente, des concessions de part et d’autre et que, particulièrement de notre côté, il faut abandonner l’espoir d’obtenir les territoires d’Als et de Sundevit.

E. Vind.

Depeche Nr. 26, modtaget 21. Oktober 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Vind, Gesandt i
St. Petersborg
.
Copenhague, 2 novembre 1868.

Monsieur.

J’ai tardé jusqu’ à présent, pour répondre à votre dépêche du 16 oct, parceque je croyais, que le prince G. pourrait vouloir compléter, par une instruction adressée à son ministre, les renseignemens que S. E. vous a donnés dans la conversation dont vous me rendez compte. Mais comme le silence de M. de Mohrenheim me prouve, que le prince n’a rien eu à ajouter à ce qu’il vous a déjà dit, je m’empresse de vous charger, M., d’exprimer au gouvi. imp., combien nous sommes pénétrés de reconnaissance des démarches que S. M. l’Empereur et son chancelier ont bien voulu faire, pour amener le Roi de Prusse à un esprit plus conciliateur envers le Danemark.

C’est avec un véritable plaisir que je remplis cet agréable devoir, mais malheureusement je suis bien loin d’éprouver la même satisfaction, lorsque je passe ensuite à examiners. 186les dispositions que le Roi Guillaume a montrées dans son entretien avec le prince Gortch.

Malgré toute la modération du Roi, dont se loue le chancelier, elle ne va pourtant pas jusqu’à Lui permettre d’entendre parier de Als et Dybbel et lorsque le prince en ne touchant pas à ce point capital et en s’abstenant d’attaquer le principe même des garanties, se borna à recommander au Roi de reculer un peu plus vers le sud la frontiére du territoire à céder et à se désister en partie de la demande de garanties, le Roi ne dit rien qui indiquât, qu’Il serait disposé à écouter ce conseil. Quant à M. de Bismarck, sa conduite répond encore moins à notre attente. Ce fut lui qui suggéra l’idée de l’intervention personnelle de S. M. l’Empereur dans des termes, propres à nous donner l’espoir que, fort de cet appui, il réussirait à nous faire rendre Als et Dybbel — et néanmoins, lorsque l’Empereur fidéle aux sentimens d’amitié qu’Il a toujours voués au Roi S’est prêté au désir de S. M., le comte Bismarck a refusé pendant 6 mois toute occasion à M. d’Oubril d’exécuter auprès de lui les ordres, qui lui étaient parvenus; lorsque l’Empereur a passé par Berlin, M. de Bismarck n’a pas été présent dans cette ville au moment de l’entrevue de S. M. avec le Roi de Prusse, et le prince Gortchakow lui-même n’a pas pu s’aboucher avec lui dans cette affaire dont la phase actuelle, je le répète, n’est due qu’à sa propre initiative. Je désire que je me trompe, mais je vous avoue que l’ensemble de ces faits ne me laisse qu’une impression et c’est que, jusqu’ici au moins, toute l’influence que le gouvt. russe exerce à si juste titre sur le cabinet de Berlin, et la grande autorité personnelle dont jouissent nécessairement l’Empereur et Son ministre auprès du Roi de Prusse, n’ont pu amener ce monarque à montrer un peu de complaisance pour des voeux, qui sont également inspirés par l’intérêt sincère que la Russie porte à l’avenir de son ancien allié et par les liens de famille et d’affection qui unissent la maison impériale às. 187celle du Roi. Et quels sont les motifs qui rendent le Roi de Prusse à un tel degré inflexible? Je 1’ignore, car je ne saurais jamais prendre pour des raisons sérieuses des besoins stratégiques, qui n’existent pas, ni des lauriers militaires, qui, quelle que soit d’ailleurs leur valeur, ont perdu tout leur éclat à côté de ceux que l’armée prussienne a cueillis à Sadowa. Le comte Bismarck lui-même reconnait, que d’après son opinion personnelle, aucun intérêt véritable ne s’oppose à ce que la Prusse fasse abandon du Nord-Slesvig entier, y compris Als et Dybbel. —

Que pourrons nous faire dans ces circonstances qui se présentent, au moins à mes yeux, sous un jour si sombre? Je n’ai pas besoin de vous dire, M., que le gouvt. n’épargnera aucun effort qui soit compatible avec son devoir, pour en arriver à une entente avec la Prusse. Mais je cherche vainement, en quoi nous pourrions encore faire des concessions.

Promettre des garanties autres que celles que nous nous sommes déjà déclarés prêts à assumer en faveur des habitans du Nordslesvig d’origine allemande? Mais nous sommes disposés à donner toutes les assurances qui ne portent pas aiteinte à la souveraineté du Roi et qui ne jettent pas de germes funestes à de futurs conflits avec la Prusse. Je crois que toutes les puissances européennes non seulement approuveront cette restriction, mais que, le cas échéant, elles seraient en droit d’insister pour que notre entente éventuelle avec la Prusse ne contienne rien qui puisse servir de prétexte pour le renouvellement des événemens de 1863. — Nous résigner à faire abandon de notre prétention de recouvrer Als et Dybbel? Mais il ne s’agit pas d’une résignation plus ou moins grande du gouvt. danois, car nous ne cherchons pas pour nous une acquisition territoriale dont on puisse discuter et au besoin marchander l’étendue. La question est de savoir, si le but, qu’on se propose, c’est à dire la conciliation vraie et durable entre les deux pays,s. 188pourra être atteint, tant que ces deux territoires émineminent danois resteront entre les mains de l’Allemagne. La question une fois posée ainsi, on comprendra facilement que toutes les concessions, que ferait le gouvt. danois, ne réussiraient jamais à forcer l’avenir à donner une autre réponse à cette question que celle qui est dans la nature des choses. Nous aurions beau abdiquer toute prétention, la justice, la foi due aux traités et le droit des populations violemment séparées de la patrie protesteront et ce souvenir amer séparera éternellement les deux pays. Rassurer le gouvt. prussien sur notre politique future? Mais que pourrons nous faire de plus et au delà de ce que nous faisons? L’attitude franche et claire que nous avons prise dès le commencement de cette négociation, ne prouve-t-elle pas mieux que toutes les assurances du monde notre bonne foi et notre désir sincère de conserver intacts, au milieu des vicissitudes que l’avenir porte dans son sein, nos rapports amicaux avec la Prusse?

Ainsi, M., nous ne pouvons qu’attendre tranquillement que le tems exercera son influence heureuse sur les décisions du gouvt. prussien. Faire de nouvelles offres à Berlin, nous serait impossible, quand même l’état actuel de la négociation ne l’empêcherait pas, et à ce sujet vous avez fort bien fait observer au chancelier que depuis 8 mois déjà nous attendons la réponse du comte Bism. à notre dernière communication du 9 mars.

Le prince Gortch. a fini par nous engager à avoir confiance en lui et le tenir au courant de ce qui se passera entre nous et le cabinet de Berlin. J’accepte avec reconnaissance cette offre, et soit par M. de Mohrenheim soit par vous je ne manquerai pas de m’adresser au chancelier toutes les fois que je croirai que le gouvt. russe pourra intervenir utilement dans la marche pénible de notre négociation.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 6.

Orla Lehmann til Direktør P. Vedel.
3. November 1868.

Høistærede.

I Anledning og Fortsættelse af foregaaende Samtaler paaligger det mig at underrette Dem om, at jeg har tilraadet Krüger og Ahlmann, at de ved deres Ankomst til Berlin skulle fremsende deres Valgbreve til Kammerets Præsident, og deraf samtidig tilstille ethvert af dets Medlemmer en lithograferet Gjenpart (tilligemed det endnu til Disposition henliggende Afstemningkort) — saalydende:

»Hr. Präsident!«

»Die Unterzeichneten Deputirten aus Nordschleswig haben die Ehre hiemit ihre Vollmachten zu übersenden, aus denen Sie ersehen werden, dass wir auf’s Neue erwählt sind, und zwar mit einer sehr überwiegenden Stimmenmehrheit.«

»Da unsere Wähler somit unser bisheriges Verhalten gebilligt, haben sie uns die Pflicht auferlegt, wenn wir auch nicht im Stande sind etwas für die Erfüllung der Wünsche, Hoffnungen und Ansprüche der nordschleswigschen Bevölkerung auszurichten, wenigstens alles zu vermeiden, was derselben zum Nachtheil gereichen könnte. Die hohe Kammer wird in dieser Neuwahl den Beweis finden, dass wir nicht persönlichen Eingebungen, sondern dem wohlerwogenen und festen Willen der von uns vertretenen Bevölkerung gefolgt sind, und dass dieselbe auch ferner den somit eingenommenen loyalen Standpunkt unerschütterlich fest halten wird. Die hohe Kammer wird somit die Alternative zu erwägen haben: entweder Nordschleswig von der preussischen Volksrepräsentation auszuschliessen und dadurch die Ausscheidung desselben aus dem preussischen Staatsverbande vorzubereiten, oder dessen Vertreter unter solchen Bedingungen zuzulassen, welche der exceptionellen Stellung dieses Landestheiles entsprechen.«

»Es war und ist unser Wunsch dieser unentschiedenens. 190und einstweiligen Stellung Nordschleswigs den möglichst unverfanglichen Ausdruck zu geben. Wir haben daher die schärfere Form der Bedingung, des Vorbehalts oder der Verwahrung vermieden, und uns darauf beschränkt — ohne Motivierung und ohne Commentar — auf einen von Preussen selbst abgeschlossenen und als rechtskräftig anerkannten Vertrag zu verweisen. Auf diese Weise sind wir auch jetzt erböthig den uns abgeforderten Eid zu leisten.«

»Sollte die hohe Kammer indessen eine andere Form vorziehen, so werden wir keine Schwierigkeit machen, sofern es nur daraus erhellt, dass unser Eintritt in die preussische Volksrepräsentation den Wünschen, Hoffnungen und Ansprüchen Nordschleswigs, durch Vollziehung des 5ten Artikels des Prager Friedens aus dem preussischen Staatsverbande auszutreten, kein Präjudiz bereiten kann.«

Jeg skal herved kun bemærke, at jeg m. H. t. den tidligere Eedsforhandling vel mindes det Raad, jeg gav, men ikke hvorvidt det blev fulgt, saa at 3die Passus maaskee maa undergaae en liden Modifikation. Fremdeles har jeg ikke turdet stole paa, at Brevene ikke blive aabnede, og har derfor kun meddeelt Udkastet som en tydsk Oversættelse af Krügers dertil mig tilsendte danske Koncept, og altsaa ikke kunnet give nogen Kritik af hans Forslag eller Motivering af mit. Jeg antager imidlertid at han vil finde ud af det, uden samme. For Dem er den ialtfald ufornøden.

Orla Lehmann.

Eftersk.: Hvad har Frijs svaret?

Eftersk.: Nr. 2. Da Krieger deeltog i Samtalen, skal De have Tak, om De vil lade ham læse dens Resultat.

Kriegers Privatarkiv III. 2, Breve fra andre til andre. R. A. — Sml. Mackeprang, Nordslesvig, S. 44 f.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Vind, Gesandt i
St. Petersborg
.
Kjøbenhavn, 4. November 1868.

Den Meddelelse, som Cantsleren har giort D. H. og som De under 16. f. M. har indberettet hertil, har maattet overraske mig ved sin Form, forsaavidt den russiske Regering saaledes indskrænker sig til at besvare Hs. Maj. Kongens personlige og skriftlige Henvendelse til Keiseren med en mundtlig Beskeed til Dem, endog uden nogen samtidig Melding derom til Baron Mohrenheim. Men betænkeligere er det at Fyrst Gortchakow har misforstaaet den kgl. Regerings Standpunkt og Hs. Maj. Kongens Brev til Keiseren i den Grad, at han troer at kunne tilraade os nu at fremkomme med nye Forslag i Berlin, i hvilke vi skulde opgive Als og Dybbel, erklære os beredt til yderligere Garantier end dem, paa hvilke Kmh. Quaade allerede har havt Bemyndigelse til at gaae ind, og give Preussen Sikkerhed for vor fremtidige Politik, hvilket vel ikke let kan betyde Andet end at indgaae en Alliance med Preussen. ^*[Med en anden Haand er her indsat:] tilføiet af Ministeren paa Reenskriften:, — og foreslaaet af os!)

Denne Opfordring kræver nødvendigvis et Svar for at vor Taushed ikke skulde opfattes som et Samtykke og jeg har derfor i medfølgende franske Depesche Nr. 6 ¹Trykt som Nr. 548.) udtalt mig tilstrækkelig tydeligt om vor Opfattelse af Stillingen i Alm. og af Virkningen af den sidste Episode i Særdeleshed. Som D. H. vil bemærke, indeholder Depeschen ingen Direction for hvorledes De skal benytte den. Min Mening er imidlertid ikke blot at De vil indrette Deres Udtalelser til Fyrst Gortchakow efter dens Indhold men jeg overlader ogsaa til Deres eget Skjøn af Omstændighederne, hvorvidt De confidentielt og som af Deres egen Inspiration vil lade Cantsleren giøre sig bekjendt med selve Depeschens Text.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 7.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 15. November 1868.

Jeg har udsat indtil idag at takke Dem for al Deres Venlighed imod mig under mit Ophold i Kjøbenhavn, fordi jeg haabede ved samme Leilighed at kunne meddele Dem Noget om vigtigere Forhold. Imidlertid har jeg ikke Meget at tilføie til min Rapport af idag. ¹Depeche Nr. 30; utrykt, indeholder intet om det nordslesvigske Spørgsmaal.)

Jeg forsøgte allerede iforgaars efter min Tilbagekomst at træffe Thile, men skjøndt jeg har gjentaget dette Forsøg igaar, har jeg dog endnu ikke truffet ham. Jeg haaber, at jeg skal være heldigere imorgen, og da vil jeg begynde at tale med ham om Udvandringssagen. ²Optantspørgsmaalet, se Mackeprang, Nordslesvig, S. 62 f.) Oubril har ifølge Mohrenheims gjennem ham under cachet volant sendte Rapport allerede omtalt Sagen for Thile og siger mig, at Heydebrand har været opfordret til at udtale sig i en Beretning. Han tilføier, at man her har ventet alvorlige Remonstrationer fra vor Side. Hertil har jeg bemærket, at Sagen vistnok kan blive af alvorlig Natur, men at jeg var instrueret til at tage fat paa den med største Moderation, hvorhos jeg har fremhævet, at Grunden hvorfor jeg nu skulde forhandle derom, var den, at vi ansaae det for meest stemmende med begge Parters Interesser og altsaa for hensigtsmæssigst for Sagens Fremme, at de forskjellige Anskuelser udvexledes i mundtlig Form. Oubril troede ikke, at man tidligere havde kjendt Noget til Sagens Enkeltheder her.

Jeg har ogsaa, men ganske kort, omtalt Sagen for Philipsborn, som jeg saae i forgaars, men med ham har jeg ikke villet gaae videre ind derpaa, forinden jeg havde talt derom med Thile. Philipsborn sagde mig, at Heydebrand havde indsendt »einen sehr netten Bericht« derom. Det maa væres. 193den Beretning hvortil Oubril har sigtet og jeg maa antage at Philipsborn, ved at kalde den »nett«, har villet betegne, at den var gunstig for os. Jeg haaber, dette vil bekræfte sig.

Afskrift.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Pétersbourg, 19/7 novembre 1868.

Monsieur le Comte,

J’ai eu l’honneur de recevoir par occasion les dépêches de Votre Excellence Nr. 6 & 7 du 4 dr., et je La remercie d’avoir ainsi facilité la tâche qui m’est imposée.

Dans l’entretien que je viens d’avoir aujourd’hui avec le Chancelier, j’ai exprimé à Son Excellence la reconnaissance du gouvernement du Roi de la démarche faite par Sa Majesté l’Empereur et par le prince Gortchacow à Berlin. J’ai ensuite expliqué au Chancelier les vues de Votre Excellence sur la situation de l’affaire en question, relativement à ma dernière conversation avec le Chancelier, en relevant l’inconséquence entre les paroles de monsieur de Bismark qui nous fait entrevoir la cession d’Als et de Duppel par l’intercession de S. M. l’Empereur, et celles du Roi de Prusse qui ne veut pas entendre parier de ces territoires. Pour appuyer mes paroles j’ai cru bien faire en lisant au prince une partie de la dépêche de Votre Excellence à commencer de: »Ce fut lui qui suggéra &c.« jusqu’à l’alinéa: »Ainsi, Monsieur, nous &c.«

Le prince me dit qu’il ne savait pas que monsieur de Bismark nous eût fait espérer de recouvrer Als et Duppel, mais qu’il savait que le Roi de Prusse s’y opposait. Le prince me dit même — et cela ne correspond pas avec les expressions du prince à mon dernier entretien avec Son Excellence — que le Roi de Prusse Lui-Même lui avait dit qu’Il ne céderait pas ces territoires. — Le prince me répéta ensuite qu’il avaits. 194trouvé le Roi de Prusse modéré, c’est-à-dire: désireux d’arriver à une entente avec le gouvernement du Roi, mais que Sa Majesté, du reste, ne s’était prononcée sur aucun détail.

13

Je dois ici faire observer à Votre Excellence que, lorsque le prince Gortchacow, comme j’ai eu l’honneur de le rapporter dans ma dépêche du 16/4 octobre, m’a parlé des garanties, en me disant que nous pourrions consentir à quelques garanties en dehors de celles contenues déjà dans les lois du pays, c’était un avis général du prince sur cette question qui ne contient aucun conseil à faire de nouvelles concessions outre celles que M. de Quaade a déjà été autorisé à faire à Rerlin. Le prince Gortchacow n’assume pas, non plus, la responsabilité de nous conseiller directement de nous déclarer prêts à renoncer à la cession d’Als et de Duppel; il énonce seulement sa conviction que le Roi de Prusse ne cédera jamais ces territoires.

Le prince a fait ensuite la remarque que nous n’avions pas de confiance en le gouvernement prussien. A cela j’ai répliqué qu’il était difficile, après ce qui s’est passé jusqu’à présent, d’en avoir, monsieur de Bismark disant une chose et le Roi de Prusse une autre. — Le reste de ma conver- sation avec le Chancelier n’a été qu’une répétition de mon entretien déjà rapporté. En haussant les épaules le prince m’a répété qu’il n’y avait qu’à attendre; qu’il ne pouvait faire plus que ce qu’il avait déjà fait, qu’il fallait voir ce que ferait M. de Quaade à Berlin. — »Ni vous ni moi«, dit le prince, »nous ne pouvons rien faire«.

Sur ma demande, s’il n’avait pas fait de communication au baron Mohrenheim relativement à cette affaire, le prince Gortchacow m’a dit que monsieur de Mohrenheim était mis au courant de tout.

Je profite d’un courrier français pour faire arriver cette dépêche à Votre Excellence par Berlin.

E. Vind.

Depeche Nr. 30, modtaget 25. November 1868.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 22. November 1868.

Kjære Quaade! Min hjertelige Tak for Deres 2 sidste Meddelelser. . . . Igaaraftes indbragtes et Brev til mig adresseret til Dem, hvilket forekommer mig noget forunderligt, da der blev yttret til Portnersken, at det var efter Aftale at det adresseredes og herom veed jeg Intet og Portn er sken kunde ikke give nogen paalidelig Oplysning om, hvorfra det var i »Railands«, jeg formoder det skal betyde Rainais,1) men hvorfor jeg ikke vil paatage mig Besørgelsen, men lader det gaae med Breve eller Pakke fra Udenrigsministerium, det er fordi det muligviis kunde være en eller anden Finte fra Hrr. Moltzen som i denne Tid er stærkt paa Spil, saavel med financielle Speculationer som med at sætte Luus i Skindpelsen. De kan nok vide for hvem. Hans troe gamle Haandlanger den saakaldte »Oberbürgermeister«2) er i Gang men jeg skal forhaabentlig nok kunne sørge for at herved ingen Fortræd bevirkes, idet deres Antal som troe paa Blixenske Mirakelkure ogsaa i Politik for hvert Aar taber sig. Jeg anbefaler Dem til nøiagtig Gjennemlæsning Carl Scheel Plessens Svar i Rendsborg,3) der er af sædvanlig perfid og løgnagtig Natur, men dette er jo hvad for Nutiden har den bedste

1 En fhv. Konsul E. L. Rainais boede i 1868 Jagtvejen 49, København.

2 Borgmester L. G. Larsen.

3 »Dannevirke« 21/11 1868 meddeler, at 16/11 var Landdagsmand Callsens, med ca. 14,000 Underskrifter forsynede, Adresse om at udvirke, at de til Danmark udvandrede Slesvigere under Ophold i Slesvig maatte blive behandlede som danske Undersaatter, til Behandling i den rendsborgske Provinslanddag. Den kgl. Kommissær, Baron Scheel-Plessen hævdede, at de fra Danmark til Slesvig tilbagevendende Slesvigere i Almindelighed er blevet behandlede med den største Mildhed og Skaansel. I Regelen blev de behandlede som Udlændinge, der opholder sig i Landet. »Men det er Regeringens Pligt, i visse Tilfælde endog en hellig Pligt for den, at holde et vaagent Øie med Udlændinges Færd og at drage Omsorg for, at den ikke giver Anledning til berettiget Utilfredshed.«s. 196Cours og jeg ønsker ham til Lykke med denne Production, hvorfor han dog vel engang vil høste Tak til Løn, naar man engang skal til at producere sig med Løgn da er det bedst at tage Munden saa fuld som mulig; der bliver da altid Noget tilbage heraf som troes og dette er aabenbart alt en betydelig Gevinst for en slet Sag; især bliver han storartet, naar han taler om »eine heilige Pflicht« der Regierung. — Jeg formoder at De vil let kunne skaffe Dem en aldeles paalidelig Gjengivelse af hans Ord; jeg skal ogsaa fra min Side bestræbe mig derfor, men jeg troer forresten at man kan stole fuldkomment paa Referatet i »Neue Preussische Zeitung«, dog forsaavidt som det skulde blive nødvendigt bogstavelig at henholde sig hertil, da denne Udtalelse maa betragtes som officiel, da vil det naturligviis være nødvendigt at have en Afskrift af Referatet i Landdagstidenden i Rendsborg, thi det er dog tænkeligt, at man kan have lagt noget til eller trukket noget fra efter som det passede til Hensigten i bemeldte Avis. — Det forekommer mig ret betegnende at forinden man egentlig vil indlade sig paa en Discussion med Dem da søger man at binde sig ved Udtalelse paa 3die Sted; jeg troer dog, at det efter det retlige Grundlag som der findes givet saavel ved selve Wienerfreden som i vore ældre Conventioner, vil blive vanskeligt at tage Sagen paa den lette Maade som Hs. Excellence Overpræsidenten og for at aflede Opmærksomheden fra selve Hovedquæstionen at tale om Dansk- og Tydsktalende, hvilket naturligviis ikke har ringeste Smule at gjøre med den Quæstion, hvorvidt den i § 19 indrømmede Ret strækker sig; af saakaldte Humanitetshensyn er denne Artikel aabenbart endog af de overmodige Seierherrer selv indført for i sin Tid ikke at træde den vague europæiske Opinion altfor nær, og det er aabenbart smukt og humant nu i Anvendelsen, da der kan opstaae nogle Forpligtelser for En af bemeldte selvredigerede Artikel, da i Humanitetens og Mildhedens Interesse . . . at indskrænke denne af Hensyn til Regjeringens helliges. 197Pligter. Hvad Hrr. Plessen kalder »Geschäft« er, som De vistnok alfor tydelig erindrer, ogsaa udtrykkelig betegnet i bemeldte Wienerfred, og er just det som hyppigst finder Sted nemlig Besiddelsen og Bestyrelsen af faste Eiendomme, da det som altid i slige Tilfælde er den besiddende Middelstand paa Landet der fastest holder ved Tro paa Konge og Fædreland, og ikke Adel der nutildags alfor tidt lokkes ved Hofdistinctioner etc. etc. etc. etc. vide Bernstorff- Gyldensteen ¹Lensgreve J. H. E. Bernstorff (f. 1815) til Gyldensteen og Wotersen, Overjægermester i Lauenburg, dansk Kammerherre og Hofjægermester, blev preussisk Kammerherre og virkelig Gehejmeraad.) etc. eller Byernes ofte skiftende Befolkning, hvilken Sidste aldrig saa ublandet kan indeholde det nationale Element og det er næsten udelukkende denne Middelstand — hvad der tidligere kaldtes Bønder — som har i vidt Omfang benyttet sig af Artikel 19, og da man nu herved muligviis i nogle Aar kan miste nogle haandfaste Soldater, da beordres Renegaten Plessen til at sætte alle Haandlangere i Bevægelse for at chicanere bemeldte Befolkning ved sin Hjemvenden og under Røgteisen af sin lovlige Gjerning. — Man skulde troe at dette vare Gjerninger og Forholdsregler som ikke vare en stor og mægtig Nation værdige, men Tydskerne kunne trods deres Storhed og Enighed ikke glemme smaalig chicane, og undlade at tilfredsstille gammel slesvigholsteensk Hævnlyst (vide atter Deputeretkammerets Optræden med Hensyn til det Carstensenske Forslag) ²»Dannevirke« meddeler 20/11 1868, at under Behandlingen af Finantsloven har det preussiske Deputeretkammer igaar vedtaget et Forslag af Karstens, Prof. i Kiel, 1867—73 Landtagsabgeordneter, om at tilbageholde et Beløb af 419,311 Bd. i Preussens Gjæld til Danmark, indtil de slesvigske og holstenske Arkiver ere udleverede af Danmark.) — en stor Deel forhaabentlig fordi de ikke kunne see det men desværre en stor Deel navnlig af det liberale Parti fordi de i saa Henseende ikke have kunnet overvinde deres Tilbøielighed som Smaatydskere og den dermed i Forbindelse staaende Lyst til Smaadrillerier, Egenskaber som dog forhaabentligs. 198efterhaanden ville tabe sig; dog nu maa jeg slutte og varmt anbefale Dem at bevare Deres Taalmodighed og Seighed ogsaa i den forestaaende Forhandling.

13*

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 2. December 1868.

Kjære Quaade! For de tilsendte Breve bringer jeg Dem herved min hjertelige Tak. . . . Hvad den anden store Sag angaaer da hviler derover endnu et Mørke idetmindste forsaavidt at man ikke veed hvornaar og om Grev Bismarck atter vil røre ved Sagen, der nu har hvilet saa længe; hvad hidindtil er kommet frem for Dagens Lys spaaer os ikke noget Godt, jeg haaber at kunne sende Dem med Coureren imorgen en Beretning om Vinds sidste Samtale med Fyrst Gortschakoff, endvidere har Prindsen af Wales under sit Ophold i Compiegne talt med Keiseren om det slesvigske Spørgsmaal og om det Ønskelige i at see dette mørke Punkt forsvinde fra Horizonten, hvori Keiseren har været enig, samt udtalte sin Beklagelse over at Preussen endnu ikke havde opfyldt Pragerfredens Bestemmelser, samt at han (Keiseren) ved Samtale med Grev Stackelberg havde erfaret at Keiseren af Rusland under sin Sammenkomst med Kongen af Preussen ogsaa havde fremhævet det Ønskelige i at denne Sag kunde finde en endelig Afgjørelse, men med Hensyn til Als og Dübbøl havde Napoléon udtalt sig i høieste Grad decouragerende; — den sande og sørgelige conclusion ergo — at vi med Hensyn til en fornuftig og sikker Afgjørelse der kunde tilveiebringe en fremtidig god Forstaaelse imellem Danmark og Tydskland, staae lige saa langt borte som tidligere; mærkeligt at forleden i Bladet »le Nord« som ellers i en ganske overordentlig Grad er venligt imod Preussen og hadefuldt imod Danmark fandtes omtalt et Projects. 199som fremkommet fra de store Magter, der nævntes ikke hvilken, om at gjøre den retroce[de]rende Deel af Slesvig til et neutralt Land i Lighed med Luxemborg, ligesom der i saa Fald omtaltes en personal Union med Danmark; — naar herved en betydelig Deel retroce[de]redes vilde det naturligviis have sin Fordeel istedetfor en irrelevant Retrocession saavel med Hensyn til Omfang som til Nationalitet, det vilde være at skabe et Slags Mark eller neutralt Gebeet, som dog blev dansk Herredømme undergivet; — naar man virkelig tænkte sig dette udført vilde det naturligviis nødvendiggjøre en meget kostbar Forfatning men Tiltrækningskraften imod Nord vilde efter min Formening ikke være tvivlsom. Jeg troer naturligviis ikke paa Sandheden af denne Meddelelse, men under nuværende ulykkelige politiske Situation vilde et saadant Project, naar det kunde vinde Stemning for sig og derved faae Udsigt til at faae praktisk Betydning, dog være at foretrække for noget som man absolut ikke vinder ved i sin Stilling ligeoverfor Tydskland og efter min Formening endog vil tabe ved i Længden, idet Agitationen vil voxe ved en Retrocession af det Halve af hvad der ønsker at være dansk, naar det andet Halve bliver udenfor; da Muligheden af et sligt Projects Tilstedeværelse dog i nogle Dage har sysselsat min Tanke har jeg ikke villet undlade at omtale det. Det følger af sig selv at et sligt Forslag ogsaa kan tilføies slige Betingelser at det bliver uantageligt, men skulde det komme frem, var det nok værd for Alvor at see derpaa. Jeg vedbliver som altid at betragte som et Hovedmoment, om den hele Sag kunde ordnes ved en Overeenskomst imellem Preussen og Danmark, men hidindtil have vi ganske vist ikke kunnet overvinde Vanskelighederne fra preussisk Side til at kunne gaae ind paa en fornuftig Indrømmelse ligeoverfor os; og Deres Udtalelser om Stemninger og Tilstande i Berlin giver mig ikke Anledning til at faae større Haab, dog er det en selvfølgelig Sag at jeg derfor ikke opgiver dette Haab. Hvad der ikke staaer s. 200mig klart efter Deres Fremstilling det er hvorvidt den af Dem omtalte Parallel i den preussiske Throntale ¹I Quaades, utrykte, Depeche Nr. 31 af 27/11 1868 siges, at Udkastet til den ved den preussiske Landdags Aabning holdte Trontale, der skulde være redigeret af Bismarck, »havde indeholdt en Passus om det nordslesvigske Anliggende, der var parallel med og omtrent af samme Indhold som den tilsvarende Udtalelse i den danske Throntale af 4. October d. A., men at hiin Passus var bleven strøget af Grev Bismarck.« I den nævnte danske Trontale 5/10 1868 udtaltes bl. a.:
»De fortrolige Forhandlinger, som den kongelig preussiske Regjering allerede for længere Tid siden havde aabnet med Os om en Udførelse af den i Pragerfredens Artikel 5 bebudede frie Afstemning af Beboerne i Nordslesvig, have hidtil ikke ført til noget Resultat. Vor Opfattelse af, hvad Retfærdighed og begge Staters velforstaaede Interesse fordre i denne Sag, er uforandret den samme, og Vi maae ansee det for Vor første Pligt, ikke at medvirke til nogen Afgjørelse, som, uden at tilfredsstille Befolkningens Trang, kunde berede Riget fremtidige Vanskeligheder ligeoverfor en Stat, med hvilken det er Vort Ønske at bevare et oprigtigt venskabeligt Forhold. Vi holde Os overbeviist om, at den kongelig preussiske Regjering ikke kan andet end billige disse Hensyn, og Vi haabe, at det vil kunne lykkes, paa denne fælles Erkjendelse at begrunde den saa længe imødesete Overeenskomst.« (Rigsdagstidende 1868—69 I, S. 10).
I Depeche Nr. 32 af 11/12 1868 meddeler Quaade, at det, efter hvad han gennem en Kollega, der havde spurgt Hr. von Thile, havde bragt i Erfaring, næppe er bleven strøget noget vedrørende Nordslesvig i Trontalen.) kun holdt sig til vort udtalte Haab eller om den ogsaa fremhævede noget Positivt, endvidere vilde det være interessant at vide af hvilke Grunde den var bleven strøget, thi disse kunne have været naturlige og altsaa irrelevante med Hensyn til vor Opfattelse, men de kunne ogsaa have været af den Beskaffenhed at det vilde give en vægtig Oplysning med Hensyn til Bedømmelse af Personlighedernes Stemning i Øieblikket som Stilling ikke alene til denne Sag men ganske i Almindelighed. Kunde De skaffe mig nogle Oplysninger i saa Henseende vilde disse være mig overmaade kjærkomne. — Den 15de har Hrr. v. Heydebrand bebudet sin Afreise; endskjøndt han tidt ikke har Oplysninger af behagelig Natur at s. 201meddele, saa savner jeg ham dog høist ugjerne, thi deels har han en for mig meget behagelig Form at fremføre sine Sager paa, da man baade mærker i ham den dygtige Forretnings- mand, og tillige i enkelte Punkter seer en overordentlig Skarpsindighed og hurtigt Blik, — og hvad jeg især lider, naar det ere ubehagelige Sager, det er at det kommer i al sin Nygternhed som en Forretning der skal afgjøres og tilendebringes. . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 12. December 1868.

Kjære Quaade! I Telegrammerne for igaaraftes findes fra Berlin under 10de at Bismarck erklærer, at i Hietzing findes en imod Preussen fjendtlig Comittee med hannoveranske, hessis[ke] og danske Agenter; — man kan ikke vide, hvorledes Ordene ere faldne, men det skulde ikke undre mig om man med danske skulde have meent franske, thi det vil være Grev Bismarck, som med særlig Forkjærlighed personlig beskjæftiger sig selv med Ledelsen af Spionsystemet, klarere end de Fleste Andre at dette er en af de værste Løgne Hans Excellence endnu har trykket, og dette maa sandsynligviis være skeet i en bestemt Hensigt for derved at give vor Regjering Udseende af Illoyalitet, og dette kan godt for Øieblikket tænkes at kunne convenere ham. ¹I Hietzing ved Wien boede den fordrevne Konge af Hannover. — Om denne Beskyldning, der omhandles i de flg. Breve og gav Grev Frijs Anledning til de meget stærke Udtalelser om Bismarck i Privatbrevene til Quaade, se iøvrigt den preussiske Legationssekretær Otto Freiherr von Loes i Note 1 til S. 173 citerede Bog.) Da Hs. Excellence i den sidste Tid, han var synlig, udtalte sig med stor Velvillie ligeoverfor vor Regjering og vor Stat kunde der muligviis af denne Velvillie endnu ventes, at han vilde til vor Oplysning og særlige Tilfredsstillelse meddele den danske Regjering s. 202Navnene paa disse den ubekjendte Agenter, da det naturligviis i høi Grad maa interessere os, hvo der virker saaledes ukaldet for os. —

Hvis det muligviis paa Grund af de flere Specialiteter, De personlig har at forhandle og som fra preussisk Side siges at være en Afslutning nær, skulde genere at slig Forespørgsel blev rettet fra Deres Side vil jeg ogsaa kunne lade den komme fra mig personlig til Hrr. v. Heydebrand, men det vil være mig af særlig Interesse at see ipsissima verba af vor høie Velynder Grev Bismarck, idetmindste saaledes som i Tidenden udgives derfor, thi det er bekjendt, at naar han fremkommer med Injurier imod andre Regjeringer for at smigre den nationale Selvfølelse i Tydskland, da siges der langt mere end der bliver nedskrevet. — ...

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 17. December 1868.

Kjære Quaade. . . . I dette Øieblik saae jeg Hrr. v. Heydebrand og bemærkede da, at vi havde følt os ilde berørt ved hvad der var bleven udbredt i Aviserne om danske Agenter ved Hoffet i Hietzing; vi havde naturligviis ingen Tro til at den preussiske Regjering kunde fæste Lid til Sligt, men da det havde Udseende af som om man meente at idetmindste een Dansk conspirerede i saa Henseende, saa vilde det være os interessant i høi Grad at kjende, hvem der saaledes af danske Individuer drev Politik paa egen Haand, der ikke kunde staae i Forbindelse med Regjeringens Politik men som man endog havde Grund til fra tidligere Kjendskab til Agitationer, der vare drevne ved Hoffet i Hannover, at formode maatte gaae i en imod os fjendlig Retning; disse Yttringer lovede Hrr. v. Heydebrand der tog Afsked for at blive borte 4 à 6 Uger at indberette, men da dette rimeligviis s. 203vil blive Hastværksarbeide fra hans Side (jeg er nemlig fuldt overbeviist om saavel hans Villie som Evne til at meddele fuldkommen overeensstemmende med hvad jeg her har yttret) har jeg ikke villet undlade strax at nedskrive dette for at meddele at den lille Sag ligger mig meget paa Hjerte, saavel fordi Bagvadskelsen er skeet paa en saa lumsk Maade at man vil fragaae hvad man egentlig har sagt, thi jeg nærer ikke mindste Tvivl om at Grev Bismarck i Virkeligheden har sagt danske Agenter, og det følger af sig selv at han ikke uden Hensigt frembringer en saa tendentiøs Løgn, som paa Grund af den lette Maade hvorpaa Hrr. Thiele vil tage hele Sagen, idet Bismarck uden mindste Grund skal kunne beskylde os for Illoyalitet, thi selv om det maatte være correct, hvad jeg betvivler, at der kun er sagt »een Dansk« bliver Hensigten med at producere dette dog akkurat den Samme, nemlig ikke alene at ville beskylde os for Illoyalitet, o: bruge dette ligeoverfor sin Konge og Europas øvrige Monarcher, men ogsaa at ville sværte os ligeoverfor den tydske Opinion, idet man uden Hensyn til tidligere Forhold skulde forene sig fra dansk Side for at conspirere med enhver Fjende af Tydskland og Preussen. Der kunde ikke let være foretaget Noget som tydeligere tilkjendegav en ondskabsfuld Hensigt fra Bismarcks Side og han har den Fordeel at kunne for at naae sit Maal paa en vis Maade slaae 2 Fluer med eet Smæk, nemlig opægge saavel Kongen af Preussen som det tydske Folk imod os. Jeg beder derfor ikke et Øieblik at lade noget Menneske tvivle om, hvilket smerteligt Indtryk denne beviislige onde Hensigt har gjort paa os og at man i det Yttrede saavel af Hensyn til selve Ordene som til Indtrykket dette maa gjøre og tilsigtes at gjøre paa Andre, viser Alt hvad man troer at kunne tillade sig ligeoverfor en fredeligsindet loyal Regjering blot fordi den har færre Bajonetter at byde over. —

Her maa jeg desværre bryde af, da Dotezac kommer, men jeg beder Dem at forfølge denne Sag, idetmindste paa tydelig s. 204Maade vise hvor alvorligt den er gaaet os til Hjerte, samt berette mig om Deres Samtaler i den Anledning til Frijsen- borg, hvor hen jeg drager paa Søndag. Jeg har ikke for en Eneste af det diplomatiske Corps hverken kunnet eller villet fordølge det Nederdrægtige og Ondskabsfulde i at ville paa en saa lumsk og lav Maade, hvor man ikke engang tør træde heelt frem, efter at have røvet et lille Lands halve Besid- delser, bagvadske det uden ringeste Grund, thi Grev Bis- marck som med en vis délice svælger i Omgangen med al Verdens Spioner og hemmelige politiske Agenter maa bedre end nogensomhelst Anden vide med sig selv at han lyver og jeg beder Dem ikke at skjule hvor klart man forstaaer Hensigten med Grevens løst henkastede Beskyldninger.

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 18. December 1868.

D. H. vil formodentlig i tydske Tidender have seet at Grev Bismarck nylig i et Udvalgsmøde i den preuss. Landdag skal have udtalt at der i Hietzing befinder sig en Commité bestaaende af hannoverske og danske Agenter, der har sat sig til Opgave at virke imod Preussen osv. — Dersom disse Yttringer ere brugte af Greven — og jeg har i Virkeligheden ikke nogensomhelst Grund til at tvivle derom — er det en Insinuation, som er ligesaa usandfærdig, som den er fortræffelig egnet saavel til at vedligeholde den tydske off. Menings Mistro mod Dmk. som ogsaa til at tjene til passende Udgangspunkt for Forklaringer til fremmede Regeringer om hvorfor Preussen viser saa liden Tilbøielighed til ligeoverfor os at opfylde sine Forpligtelser efter Pragerfreden. Jeg har derfor aldeles ikke til Hensigt roligt at finde mig i denne Bagtalelse og agter ikke at lade mig nøie med s. 205at Yttringen jo ikke er brugt i off. Møde og altsaa ikke kan constateres, eller at det ikke udtrykkelig er sagt at de omtalte danske Agenter staae i Forbindelse med den danske Regering. Jeg har derfor foreløbig saavel giennem Kmh. Quaade som giennem Hr. v. Heydebrand udbedt mig nærmere Forklaring om ovennævnte Yttring ligesom jeg heller ikke har undladt til de herværende Diplomater at udtale min Forundring over denne Beskyldning.

D. H. vil vistnok let kunne forskaffe Dem Kundskab om nogen her i Danmark hjemmehørende Person opholder sig i eller vedligeholder fra Wien nogen fortsat Forbindelse med Hietzing, ligesom jeg i det Hele taget vil være Dem forbunden ved enhver Oplysning som De maatte see Dem istand til at kunne give mig vedrørende denne Sag.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 10.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 19. December 1868.

Idet jeg indesluttet sender Dem Telegram fra Wien kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at lade medfølge en Bog fra Kofoed-Hansen ¹Maaske Kofoed-Hansen: »Et Folk — Folket. Bidrag til Demotheismens Karakteristik«. 1864.) som jeg har læst med Interesse paa mine Reiser til Fredensborg og som forekommer mig at indeholde en Deel Sandheder, vel væsentligst fordi han stærkt fremhæver hvad der altid har forekommet mig at være det værste Tidens Tegn, omendskjøndt i den Forstand ikke nyt at noget Lignende vel tildeels har viist sig til alle Tider men dog paa en noget forskjellig Maade, idet man vel altid har smigret og krøbet for Magten, men nu da det er et Begreb, hvori man tildeels kan tage sit eget lille Jeg med ind i, da er der slet ingen Grændse mere for den Høide hvortil det kan drives, og naar saa dette Afguderi kan bringes s. 206af Præster eller et religiøst Parti i Forbindelse hvormed [ͻ: med] den Maade hvorpaa de ville forklare den aabenbarede Religion, da er Hundrede og Eet ude. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 20. December 1868.

Det vil ikke være undgaaet det kongelige Ministeriums Opmærksomhed, at den her udkommende »Neue Preussische Zeitung« (»Kreuzzeitung«) for en Ugestid siden har om Grev Bismarcks Forhandlinger med det af det preussiske Deputeretkammer nedsatte Udvalg i Sagen om Beslaglæggelsen af Kurfyrsten af Hessens Formue, indeholdt et Inserat, ifølge hvilket den preussiske Ministerpræsident under hine Forhandlinger blandt Andet har yttret, at der i Hietzing fandtes en Comitee, der havde gjort sig til Opgave at drive fjendtlige Agitationer mod Preussen, og at der til denne Comitee, foruden et hessiskt Medlem, ogsaa hørte en Dansk og et republicansk Medlem, der paa en Fæstning havde afsonet tidligere Vildfarelser. Dette Inserat tillader jeg mig at vedlægge. ¹Findes ikke vedlagt.)

Da den omhandlede Udtalelse forekom mig at kunne fortolkes, som om det havde været Ministerpræsidentens Mening at give et ugunstigt Billede deels af den danske Regjerings Færd i det Hele og deels af denne Regjerings Forhold til Preussen og Tydskland, og den saaledes ogsaa syntes mig skikket til at fremkalde eller nære Animositet mod Danmark baade hos ovennævnte Comitees Medlemmer og hos et større Publicum, — en Opfattelse der bestyrkedes hos mig ved en privat Meddelelse fra Hs. Excellence Udenrigsministeren — har jeg troet at burde gjøre den preussiske Understatssecretair s. 207opmærksom paa det uheldige Indtryk, Grev Bismarcks Udtalelse maatte gjøre hos den kongelige Regjering, og paa de ugunstige Følger, den kunde have for en tilfredsstillende Ordning af vigtige mellem Danmark og Preussen svævende Anliggender ved den Uvillie mod Danmark, den muligen kunde fremkalde i Tydskland.

Da jeg første Gang saae Herr v. Thile, sagde han mig, at han ingen Kundskab havde om Grev Bismarcks omhandlede Yttringer; han ansaae det meget muligt at disse vare faldne anderledes, end de vare gjengivne i den offentlige Tidende; men han var ialfald overbeviist om, at det ikke havde været Ministerpræsidentens Mening at yttre Noget, hvorved den kongelige Regjering kunde føle sig nærmere berørt. En Udtalelse om at en Dansk deeltog i Agitationen mod den preussiske Regjering behøvede ikke at være rettet mod den danske Regjering, og denne kunde ligesaalit gjøres ansvarlig for en saadan Virksomhed, som den preussiske Regjering for de Agitationer der dreves mod den af dens egne Undersaatter. Iøvrigt skulde han, saasnart han kunde træffe Ministerpræsidenten, gjøre denne bekjendt med mine Bemærkninger.

Jeg indfandt mig derefter nogle Dage senere hos Understatssecretairen, og ved denne Leilighed meddeelte Herr v. Thile mig, at han nu havde forebragt Grev Bismarck hvad jeg havde fremhævet i Anledning af hans Udtalelse, hvorpaa Hs. Excellence havde erklæret, at han, ved at betegne et Medlem af Comiteen i Hietzing som Dansk, aldeles ikke havde næret nogen Tanke om at der bestod en Forbindelse mellem den danske Regjering og hiin Person, ligesom han heller ikke havde forestillet sig at hans Udtalelse vilde fremkalde en saadan Tanke enten hos vedkommende Udvalgs Medlemmer, eller hos Publicum, hvis hans Udtalelse kom ud i Offentligheden; og at han fremdeles ikke havde tænkt sig, at den danske Regjering i nogensomhelst Henseende vilde føle sig berørt derved. Iøvrigt forholdt det sig virkelig s. 208som han havde sagt, at en Dansk var Medlem af Comiteen i Hietzing; hans Navn erindrede han ikke i Øieblikket; men det var et Tostavelsesnavn, og den omhandlede Person førte Titel af Doctor.

Herr v. Thile lovede at skaffe mig Kundskab om dette Navn, og haabede derhos, at ovenanførte Erklæring maatte findes fyldestgjørende, idet han forsikkrede, at det ifølge hans Overbeviisning aldrig havde været Grev Bismarcks Mening at yttre Noget der kunde udlægges som nærgaaende for den kongelige Regjering.

Quaade.

Depeche Nr. 112, modtaget 28. December 1868. Depechen har antagelig før Journaliseringen været sendt over til Grev Frijs paa Frijsenborg (sml. Nr. 559).

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 22. December 1868.

Min ærbødigste Rapport Nr. 31 af 18de ¹Utrykt Koncept (R. A.).) dennes vil alt have gjort Deres Excellence bekjendt med, hvorledes Rigskantsleren bedømmer Grev Bismarcks Insinuationer om den i Hietzing formeentlige bestaaende Guelfe-Comité. Foranlediget ved Deres Excellences Depeche Nr. 10 af 18de dennes, har jeg søgt nærmere Oplysninger om denne Sag i Udenrigsministeriet.

Den keiserlige Regjering har ikke fundet Anledning til, endnu at afkræve Forbundskantsleren nogen Erklæring om, paa hvilke Informationer eller Kjendsgjerninger, han har støttet sine Udtalelser. De af den preussiske Regjering betalte tre à fire Spioner, som bestandigt opholde sig i Nærheden af det hanoverske Hof ere det keiserlige Politi vel bekjendte og af det underkastede et fortsat Opsyn. Det er ligesaa bekjendt, at der ikke i Hietzing eller andetsteds i Østerrig bestaaer nogen Guelfe-Comité af den af Grev Bismarck s. 209betegnede Art, ligesom den preussiske Regjering ei heller har ført nogen Klage om en saadans hemmelige Agitationer.

Deres Excellence vil forstaae, at det under disse Omstændigheder er mig aldeles umuligt, at udpege nogen Dansk, som skulde være Medlem af hiin Comité, heller ikke veed jeg nogen, som blot ved Omgang eller Forbindelser med Personer ved det hanoverske Hof skulde kunne have paadraget sig Skinnet af, at deeltage i dets hemmelige Machinationer. Forudsat at Grev Bismarck selv troer paa sin Meddelelse, er det Hele vist kun et Opspind af de preussiske Spioner, som paa saadan Maade gjøre sig deres Bestilling frugtbringende.

Saa ubehageligt berørt den keiserlige Regjering end er af Grev Bismarcks Insinuationer, der ogsaa kaste en Mistanke paa den, for at see igjennem Fingre med saadanne formeentlige Sammensværgelser, rettede imod en Nabostat, har Rigskantsleren foreløbigt indskrænket sig til, at instruere Fyrst Metternich, paa at skaffe paalidelige Oplysninger om de i Frankrig sig opholdende bekjendte hanoverske Agenters Bevægelser, for om muligt paa den Maade at erholde Antydninger af, hvad der kunde have ledet til det omtalte Rygte. Grev Wimpffen er bleven confidentielt underrettet om disse forberedende Skridt, og videre Forholdsregler blevne stillede ham i Udsigt. Jeg har fra min Side lovet at underrette det keiserlige Udenrigsministerium om, hvilket Svar Kammerherre Quaade maatte erholde paa den Interpellation, han er beordret at stille i denne Sag, og tillader mig, at bede Deres Excellence, om at ville sætte mig istand, til at opfylde dette Løfte.

At dømme efter de tydske Blade, som ere komne mig for Øie, skjænker den offenlige Mening i Tydskland Grev Bismarcks vistnok beregnede Insinuationer kun ringe Tiltro, Forbundskantsleren har neppe opnaaet andet dermed, end at paapege sin egen Bygnings svage Punkter.

C. Falbe.

Depeche Nr. 32, modtaget 28. December 1868.

14

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Frijsenborg, 24. December 1868.

Kjære Quaade!

Modtaget Deres venlige Skrivelse af 20de for et Øieblik siden og vil jeg skynde mig med at takke Dem herfor, og at bringe Dem min Opfattelse af Sagens nuværende Standpunkt. — Den Skade, der er tilføiet os ved den af Grev Bismarck gjorte Bemærkning, saavel paa høiere Steder som i den almindelige Opinion, gjøres naturligviis hverken god eller udslettes ved Hrr. Thiles private Meddelelser, og vil jeg i en Depeche til Dem udtale mig om et Par Dage i den Henseende som Svar paa Deres Depeche, thi det Indtryk, som naturligviis overalt maatte fremkaldes saavel i det høie som i det store Publikum ved hiin Bemærkning fra Hans Ex. Grev Bismarck, var at de Danske bestræbte sig saa godt som muligt efter at fiske i rørt Vande; — at den danske Regjering naturligviis ikke var uforsigtig nok til at blande sig heri, men nok forstod Rumlen, — hvor stor en Anledning der end kunde være til Sligt, saa kan det med den allerstørste Bestemthed fra vor Side paastaaes at Sligt ikke finder Sted engang fra Privatpersoner og er jeg for mit personlige Vedkommende aldeles overbeviist om at det Hele er en fræk Løgn fra Grev Bismarcks Side saavel den Danske som Tostavelsesordet og Doctorcarakteren, thi ellers kom han nok frem med Navnet og indhyllede ikke det Hele i et forblommet Tusmørke, saa at tilsidst ingen Dødelig finder ud af det; da den altformaaende Greve da har været saa naadig at tilkjendegive at med Bemærkningen ikke var tilsigtet noget Ondt, hvilken Yttring naturligviis maa tages for gode Varer tilsyneladende, endskjøndt det er os umuligt at troe herpaa, thi deels kunde Hensigten ikke være anden end malitieus, deels vides det alfor godt af Erfaring, at Grevens løst henkastede Bemærkninger altid tilsigte et politisk Maal — (i den Henseende vil det store Publikum ikke længere være s. 211godtroende ligeoverfor Greven paa den politiske Tinde han har naaet), men hvad der naturligviis i høi Grad vilde in- teressere os, det var om vi i hiin berømte Doctor som ar- beider i Hietzing muligviis kunde opdage en gammel slesvigholsteensk Bekjendt, hvilket jeg ikke vilde ansee for umu- ligt, og hvorved det endnu klarere vilde fremtræde for hele Verden, hvorledes Hs. Excellence misbrugte Alt hvad han traf paa sin Vei naar det blot kunde tjene hans Sag. Jeg beder Dem derfor af al Kraft at drive paa at erfare selve Personlighedens Navn; — saasnart der skulde blive os med- delt Noget i den Henseende som Svar paa Hrr. Heydebrands Forespørgsel, skal jeg øieblikkelig meddele Dem dette. De os meddelte Oplysninger hidindtil i denne Henseende fra den preussiske Premier ere saa ufyldestgjørende og util- fredsstillende, at vi haabe paa at faae disse supplerede, thi det er klart at en middelbar gjennem Thile udtalt Hensigt om ikke at sige os noget Ubehageligt eller Fornærmeligt ved hvad der fremførtes i Comiteen, ikke tilintetgjør det ugun- stige Indtryk som er bevirket ved Udtalelsen og som af Alle vil blive antaget forat være tilsigtet. Posten maa afsted og derfor maa jeg haste, jeg skrev med sidste engelske Coureer og Brevet maa saaledes være forsvundet hvis De ikke senere har modtaget det. . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 24. December 1868.

[Omtale af den vestindiske Salgssag.] . . . Hvad den anden Sag angaaer . . . gaaer heller ikke [den] godt; thi der er en Mangel paa Klarhed i Fremstillingen fra vor Side, en Fordring paa at meddeles bemeldte Personligheds Navn er et Minimum af hvad der kunde forlanges, og den hele Maade hvorpaa saavel Thiele som Bismarck vil snoe sig fra Sagen, forekommer mig baade saarende og haanende. — Jeg sender s. 212herved Quaades Brev, jeg svarer ham idag og skal sende Dem en Afskrift af mit Svar men det Hele er Hastværksarbeide, da jeg kun har halvanden Time for at kunne expedere Posten efter at have modtaget Brevene og det fore- kommer mig at der ikke maa hengaae længere Tid inden Svaret kommer; og det er mig forresten i denne Sag ikke Hovedsagen saaledes som formodet af Quaade at have Beviis for at der er rørt ved Sagen og gjort Ophævelse fra vor Side, men det Væsentligste er at vise for mig, at skjøndt man er fredelig og ønsker med en vis Resignation paa Grund af det Kors Vorherre i disse Tider har paalagt os, at bevare et venskabeligt Forhold til den Magt som har udplyndret os, saa er det dog ikke fordi vor Sands og Følelse er sløvet for Forhaanelsen, men vi ønske at faae Villien og om jeg saa maa sige Frækheden i den Henseende constateret, i det stille Haab at det Bæger der skal tømmes dog maa være fyldt. Dog jeg maa afbryde fordi jeg skal sende de Linier til Quaade. — . . .

14*

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 14. Januar 1869.

Ligesom D. H. paa Deres Side har begiæret det kgl. preussiske Udenrigsministeriums Forklaring om en Yttring som Grev Bismarck har ladet falde i et Udvalg i Landdagen og hvorefter der i Hitzing skulde befinde sig »en dansk Agent«, saaledes har jeg heller ikke undladt at anmode Hr. von Heydebrandt før dennes Afreise i congé, at giøre sin Regering opmærksom paa at vi med stor Forbauselse havde seet at den preuss. Udenrigsminister havde fremsat en Paastand som vi ikke blot maatte ansee for at være ubegrundet men ogsaa for at berøre den kgl. Regerings Værdighed. Den s. 213kgl. pr. Chargé d’affaires Hr. von Loë har som Svar herpaa forelæst mig en Skrivelse, i hvilken han instrueres til at erklære mig 1) at det aldrig har været Grev Bismarcks Mening at antyde at den Paagiældende skulde være Agent for den danske Regering og 2) at det ikke heller var hans Mening at Vedkommende skulde være dansk af Nationalitet. — Videre Oplysning kunde Hr. von Loë ikke give mig, og ligesom jeg kun kan see en Tilbagekaldelse fra Grev Bismarcks Side af hans Yttring om »en dansk Agent«, deri at han nu erklærer at den Paagiældende hverken er »dansk« eller »Agent« for den kgl. Regering, saaledes tør jeg ogsaa maaskee haabe at Grev Bismarck en anden Gang vil være varsommere i sine Yttringer og maa saaledes ansee dette Incidens som sluttet.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 1. — En Genpart af denne Skrivelse sendtes s. D. til Gesandten i Wien som Depeche Nr. 1.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 21. Januar 1869.

Kjære Quaade! Endskjøndt det er kun ganske faa Ord jeg har Tid og Leilighed til at tilføie kan jeg dog ikke undlade dette for at takke Dem for Deres sidste Brev, som jeg ikke engang har faaet ret Tid til at gjennemlæse i al den Hurlumhei, hvori jeg har levet og hvortil kommer et meget svagt Hovede, der ikke tillader mig i lang Tid ad Gangen at sidde bøiet ved Skriverbordet, thi da bliver det ganske sort for mine Øine. Vi skulle, siden vi sidst skrev, have været udsat for et fornyet Angreb i Fædrenelandet, ¹»Fædrelandet« indeholder 13/1 og 19/1 1869 Angreb paa Grev Frijs og Kammerherre Quaade, fordi de ikke tilstrækkelig kraftigt havde gjort Indsigelse i Berlin mod den haarde Behandlingsmaade, der af preussiske Embedsmænd var blevet udvist mod en dansk Lieutenant Sørensen, som i Decbr. 1868 havde været paa Besøg i Aabenraa.) men jeg glæder mig s. 214ved Udsagnet over at Udenrigsministeriet denne Gang har faaet Broderparten; det Hele har ikke stort at betyde men vil efter Sigende ende med en Interpellation. Heydebrand beklager meget ikke at have truffet Dem i Berlin, jeg vil troe, at han mener Noget dermed; igaaraftes her paa Ballet kom han med den Bemærkning, at det var i høi Grad ønske- ligt om Kronprindsen af Preussen til Gjengjæld for den sorte Ørn kunde faae Elephanten, jeg lod som om jeg ikke forstod det og forsaavidt som den Slags Kjendetegn skulde være et Vederlag for et velvilligt og moderat Sindelag vilde det i Sandhed ikke være paa sin Plads, thi smukke Ord faae vi nok af, men Gjerningerne gaae i en fuldstændig modsat Ret- ning og jeg kan desværre ikke nære nogensomhelst Tvivl om, at det [er] med fuld Bevidsthed og Ønske om at føre os ved Næsen. Det forekommer mig ogsaa, at Heydebrand, hvilken jeg i høi Grad har glædet mig ved at kunne for- handle med, siden sin friske Hjemkomst fra Berlin er blevet noget stivere; — jeg vil nu haabe at Danmark endnu dette Aar maa være forskaanet for noget Krigsberedskab, thi vi kunne have Brug for vore Penge paa anden fornuftig Maade og det er med sand Fornøielse at man kan være Vidne til den stærke Fremgang i saa Henseende, thi det er som om Ulykken i den Henseende havde virket til at opflamme Fol- kets Lyst og Energie til at arbeide og trods den slette Høst iaar, mærkes endnu Intet til Nedgang i Told og saasnart en Tegning til fordeelagtige Laan finder Sted, da møde ikke faae Millioner fra dette lille Land; det er godt man kan glæde sig over Noget. Ved Finantslovens Behandling er vor Kirkeminister ikke gaaet aldeles uskadt ud af Ilden og endnu have vi Krigs- og Marineministeriet tilbage.

Kunde vi faae fat i vore vestindiske Penge vilde det give den lille Stat en intensiv Kraft, som dog kunde blive til Nytte, dog hermed maa jeg desværre slutte idag, da jeg skal i Thinget. —

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 27. Januar 1869.

Kjære Quaade! I Gjensvar paa Deres venlige Linier modtagne i Søndags har jeg ikke noget Nyt at meddele Dem herfra, undtagen at Alt gaaer sin sædvanlige langsomme Gang, og jeg skal derfor holde mig til de Punkter, som De berører i Deres sidste Brev. Sagen vedrørende Hietzing etc. maa betragtes som sluttet efter at Beskyldningen om den danske Agent er udeladt af Committeebetænkningen; det havde na- turligviis været loyalere og hæderligere om den preussiske Regjeringspræsident havde vedkjendt sig sin Feiltagelse aabent, istedetfor at byde os alt det Passiar, som vi ad forskjellige Veie ere blevne opvartede med, men det følger af de sidste Aars Udvikling, at man tør ikke stille menneskelige Fordringer til preussiske Statsmænd, fordi disse betragte sig selv som staaende over og udenfor andre Dødelige. — Hvad den anden Sag angaaer, ¹Den udførlige Omtale i Akterne af de stadige Vanskeligheder, der fremkaldtes ved Preussens Behandling af danske Undersaatter i Slesvig, i Forbindelse med Fortolkningen af Wienerfredens Art. XIX, forbigaas her som i det følgende i denne Publikation i alt væsentligt.) da staae Beretningerne i Nr. 1 efter Samtalen med Thiele og do. i Nr. 2 efter Samtalen med Philipsborn, saa uforstaaelige de end kunde synes at være, fuldkomment i Samklang med den politiske Situations Udvikling, idet man i første Moment ikke har ønsket at denne Sag, den aabenlyse vilkaarlige Behandling af danske Undersaatter i Slesvig og Holsteen, skulde komme for meget paa Tale under Conferencen i Aviserne, og det næste Stadium, hvor Conferencen har været samlet, er nærved at sluttes og hvor man har fundet den fuldstændige Fortrøstning, at man fuldstændig rolig, uden at foraarsage galvaniske Trækninger i Frøen ͻ: Nr. III, kan drive sit Spil og ikke behøver at nære mindste Frygt for at erindres enten om Tractaternes Ordlydende ei heller om paatagne Forpligteiser. s. 216— Samtidig med Thieles gode Ord under den hele Sags Forhandling er den praktiske locale Behandling af den Slags Forhold i Slesvig bleven skarpere og hensynsløsere saa at Gjerningerne have staaet bestandig i den meest skjærende Modsætning til Ordene og der synes kun efter Deres sidste Samtale med Philipsborn at indtræde en større Harmoni mellem Ord og Gjerning, idet man nu heller ikke vil stræbe efter at skjule sine Hensigter og sin Fremgangsmaade, og det Sidste forekommer mig at være en aabenbar Fordeel for os med Hensyn til Stillingens Klarhed, og at faae denne constateret i al sin Nøgternhed og Nøgenhed maa være vor Bestræbelse, ikke fordi jeg troer i mindste Maade at herved vil Noget bevirkes af Andre for os, men fordi jeg troer, at vi ikke have nogen Gevinst af at skjule den Kjendsgjerning hverken for os selv eller for Andre, at den preussiske Regjering trods den almindelige Anerkjendelse af Wienerfredens haarde Betingelser for os og som bleve os formelig dicterede af de 2 Stormagter, dog efter nu at have slugt det hele Rov, føler sig generet af de Humanitetsbetingelser, som de selv foresloge. Det er tydelige Kjendetegn paa den stigende Appetit, og hvorvel endnu ingen Spor heraf fremtræde, saa maa man dog haabe, at omsider en Forstoppelse vil indtræde idet man ikke kan fordøie det Slugte; under tidligere Erobringer har man vel søgt at gjøre sig betalt hos de Enkelte, der havde gjort størst Modstand, og derimod at soulagere Mængden, men dette følges ikke af Preussen, thi den tager hvad der contant forefindes, paalægger samme Pengebyrder paa det Erobrede som det gamle Land bærer og i ligesaafuld Udstrækning de personlige Byrder til Krigstjenesten; de pecuniaire Byrder kan jeg forstaae, men tillige at paalægge den personlige Byrder vil vistnok vise sig upolitisk, ligesom denne umaadelige Byrde har tabt sin berettigede Grund efter at Preussen har faaet den nuværende consoliderede Skikkelse og kan kun forklares derved at den endnu stræber efter at udvide sig yderligere; s. 217Fortsættelsen af denne Politik maa naturligviis føre til et europæisk Supremati, naar ikke Alle kunne forene sig imod denne agressive Politik og herfor er der vistnok kun liden Sandsynlighed. Undskyld at jeg her er kommet ind paa en Materie der egentlig ligger udenfor det som vi nærmest havde at behandle sammen nemlig Sagen om de slesvigske Flygtninge eller rettere Behandlingen af danske Undersaatter i Preussen, navnlig og nærmest i de fra Danmark erobrede Provindser; jeg haaber med det Første at kunne sende Dem Oplysninger vedrørende den i »Fædrelandet« omtalte Lieutenant, ¹»Fædrelandet« 13/11 1869 indeholder en Artikel om en Lieutenant Sørensen, som paa en Rejse til Aabenraa blev anholdt og forhørt af Landraad Lewetzau.) men endnu har jeg ikke modtaget disse fra Krigsministeriet, men saasnart dette skeer skulle vi »go on« med Sagen, hvorom jeg med det Første kan vente paa Interpellation efter Sigende; med Hensyn til Alseraffairen vil De see at der er bleven annonceret en Interpellation af B. Christensen, ²Ifl. Rigsdagstidende (1868—69, Folketingets Forh., Sp. 3644) stillede Folketingsmændene B. Christensen, Holm, Adler, Müllen, C. V. Nyholm og S. Pedersen 23/1 1869 en Forespørgsel til Konsejlspræsidenten af følgende Indhold: »Anseer Conseilspræsidenten det ikke for nødvendigt, efter den i den allerseneste Tid paany reiste offentlige Debat om enkelte Afsnit af Kampen paa Als den 29de Juni 1864, at lade de høiere Militairbefalingsmænds Conduite ved denne Leilighed underkaste en samlet Prøvelse ved en af militaire og civile Kræfter sammensat Commission?« Denne Forespørgsel behandledes i Mødet 9/2 1869 (Rigsdagstidende 1868—69, Folketingets Forh., Sp. 4421—60, 4462—87). Vedtaget blev en Dagsorden, stillet af Hall, hvorved der udtaltes, at da Konsejlspræsidenten i høj Grad har beklaget, at der ved Afskedigelsen af Oberst Myhre er opstaaet den Formodning, at der var Grund til at undersøge de øvrige Befalingsmænds Forhold i Kampen paa Als, finder Tinget ikke, at der er tilstrækkelig Grund til videre Skridt i denne Sag. (Smstd. Sp. 4486).) som jeg antager ikke at ville blive af nogen stor Betydning; ialfald er det mig ligem eget, thi jeg kan hverken finde det nødvendigt eller hensigtsmæssigt, og vil saaledes ikke indlade mig paa nogen Undersøgelsescommission, hvorved s. 218gammel Fjendskab og Strid atter skal fremkaldes, og skulde en saadan alligevel blive vedtaget, vil jeg ikke have Noget dermed at gjøre; dog har jeg egentlig ikke nogen Fornemmelse af at man søger at opføre et stort Nummer paa dette Stykke. Derimod have vi som Ministerium betragtet havt en Deel Modgang saavel med vor Collega Cultusministerens Hævdelse af sit Budget i Folkethinget som med Behandlingen af Marineministeren under Spørgsmaalet om Marinens Budget idet der udtaltes Mistillid til hans Førelse. De kan ikke troe, hvor trætte vi ere alletilsammen af den evige Rigsdagssession, og desuden have de fleste af Regjeringens Medlemmer meere eller mindre været sengeliggende af la Grippe og Indenrigsministeren er det endnu, saavel Finantsminister som Cultusm. ere kun Reconvalescenter, saa at De seer, at Ministeriet staaer paa svage Fødder, og jeg vilde af Hjertet ønske, at jeg med det Første kunde flyve ned til Suez- Canalen. Naar De skulde kunne faae Leilighed til at lade Dem mærke ligeoverfor Andre med at vi ogsaa i Spørgsmaal Nr. 2 blive trukne ved Næsen, da der tidligere har viist sig Interesse for denne Sag, da troer jeg ikke at dette var af Veien. Med Hensyn til Nr. 3 eller Hovedsagen da er det desværre en sørgelig Sandhed, at den er hvilende og at der ikke kan sees hvorledes der paa en for os heldbringende Maade kunde blæses Liv i den, thi saalænge Preussens nuværende Styrere, Kongen og Bismarck, ikke kunne faae Øie for at de kunne have os til de sikkreste Allierede, idet jeg med fuld Fortrøstning tør paastaae, at ingen fornuftig dansk Politiker hverken kan eller for Øieblikket ønsker andre tilbage end dem, der af fuld Hjerte gjentagende have stemt herfor og at vi have fuld Føie til ikke at længes tilbage efter Holstenerne og Sydslesvigerne, ved at give os det tilbage som vi behøve, saalænge er der intet Haab, ligesom det er vist at de 2 Personligheder lettest kunne gjøre det, det er endog et Spørgsmaal om det vil være muligt for Efterfølgerne. Tidt spørger jeg mig om der kunde gjøres Noget for at bringe et for os s. 219gunstigt Liv i denne Sag paany, men dette kan jeg hidindtil ikke opdage; det var ikke umuligt, at en personel Forandring herhjemme snarere kunde virke til Gavn, thi der bliver dog altid Noget hængende af »le Nords« Bagvaskelser, og den vedbliver trolig hermed ogsaa i det nye Aar. Og en Personalforandring vilde altid kunne give Anledning til en ny Udvexling, Behandling fra en anden Side og saaledes gjøre Noget muligt, hvor man nu har løbet sig fast. Med Hensyn til Hovedpunkterne troer jeg ikke, at der kan være 2 Meninger om at vi fremfor alt bør undgaae ny Anledning til Kjævleri og Mishandling, thi reen Vold er naturligviis under den nuværende europæiske Statssamfundssikkerhed ingenlunde usandsynlig, men dog altid forbundet med ubehageligere Følger og større Risico end hvor man kan give det Udseende af en processuel Fremgangsmaade og hvor i Staternes Liv den der er støttet med Bajonetten i Almindelighed har en endnu heldigere Stilling end den der i Individuernes Liv og Strid er støttet ved Pengemagten. Jeg har ladet Pennen løbet af, fordi jeg havde en Times Ro, og haaber fremfor Alt at dette Brev maa finde Dem ved godt Helbred og godt Humeur, to af de bedste Ting i denne Verden.

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 21. Februar 1869.

Kjære Quaade! Modtaget Deres tvende Breve saavelsom Depechen igaar og venter efter at modtage den endelige Meddelelse gjennem Hrr. v. Heydebrand saasnart jeg kan komme op i Ministeriet, men jeg har maattet holde mig inde et Par Dage paa Grund af et stærkt Ildebefindende. Det er et pludseligt Omslag der har fundet Sted i denne Sag men ikke saa uforklarligt, fordi Hadets Talsmand Carl Plessen har s. 220opholdt sig i Berlin i den sidste Tid og fordi Hs. Excellence Greven nu synes at springe som Fisken i Vandet, producerende Skjælsord og Forhaanelser imod Alt, hvad der ikke har Masser af Bajonetter til sin Disposition; dette er os jo ikke noget uvant, især naar det begynder at see fredeligt ud i Verden, thi naar der er lidt Uro eller Bevægelse i Spørgsmaalet om Krig eller Fred, da behandles vi paa noget lemfældigere Maade; der opstod saaledes først for Preussen Spørgsmaal om Udførelsen af Pragerfredens Art. V, da Conferencen om Luxemborg ¹Foraar 1867, sml. Akter I, 431 f.) traadte sammen og De vil erindre at vi alt dengang havde en klar Følelse af at det kun skete i den Hensigt at trække os omkring ved Næsen, saa at nogen stor Skuffelse er ikke bleven beredt os. — Trods alle vore Anstrængelser igjennem disse Aar er det ikke lykkedes at tilveiebringe en velvillig Stemning vis à vis os hos den preussiske Regjering, navnlig ikke hos Bismarck, og det bliver forsaavidt ligegyldigt enten dette har sin Grund i Plessens onde Tilskyndelser eller i Grevens eget slette Sind, men de Slutninger, vi heraf kunne drage, ere om end ikke opmuntrende dog saa klare at de ikke efterlade nogen Tvivl; idet der ingen Spørgsmaal er om, at naar virkelig engang en storartet Kamp vil forestaae og Ledelsen bliver den samme i Preussen, da vil man ikke tage i Betænkning at overfalde os lige ved Krigens Begyndelse, og det gjælder derfor om at være paa sin Post baade med ikke at give dem nogen berettiget Anledning og med at have sine Forsvarsmiddler paa rede Haand. De veed at Nationalpartiet med Benningsen i Spidsen længe har prædiket om at de maatte have hele Halvøen; men deels gaaer det ikke altid saaledes til i Verden som Præsten prædiker og maa man jo haabe at Tydskerne engang maae forsluge sig, og jeg haaber idetmindste at dette maatte blive Tilfældet for Preussens Vedkommende, naar det slugte Resten af Tydskland, at da ikke de brandenborgske s. 221og gammel-preussiske Familier vilde være istand til at styre og underkue det hele Tydskland. —

Jeg skal bestræbe mig for at forsøge den af Dem antydede Vei i den først nævnte Sag, tvivler om at det vil have nogen- somhelst Virkning, men man maa for sin egen Samvittig- hed og Ansvars Skyld have gjort Forsøget selv om man er vis paa at det mislykkes; det kan ikke nytte af den naturlige Grund at Vedkommende i Et og Alt føres i Slæbetouget og ikke vil være activ; desværre er dette for Tiden det almin- delige Characteristikon for alle saakaldte Stormagter med Undtagelse af Een, der paa Grund af sit Initiativ synes Eneherskende; men dette vil vel ogsaa naae sin Tidsgrændse. — Vi haabe enten i denne eller i Begyndelsen af næste Uge at kunne slutte Rigsdagen og jeg kan med Sandhed bekjende for mit Vedkommende, at jeg er træt, samt at jeg vilde haabe at kunne takke af samtidigt med at vi lukke Sessionen, thi jeg er ogsaa legemlig svækket og trænger absolut til en Forandring af Leveviis. — ...

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 21. Februar 1869.

Idet jeg sender Dem Quaades Brev indesluttet som bedes mig remitteret ved Leilighed, kan jeg ikke undlade at bemærke, at jeg idag har skrevet til Quaade, gjort ham i temmelig stærke Ord opmærksom paa den skete Frontforandring fra preussisk Side, samt dettes sandsynlige Grund a) Plessens Ophold i Berlin b) den fredeligere Tilstand i Europa som altid spores tydeligt i Behandling af vore Sager.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 8. Marts 1869.

Kjære Quaade! Modtaget Deres Brev igaar med Coureren saavelsom det af 6te idag den 8de samtidig med Deres Depeche, som jeg ligeledes besvarer idag, hvorfor jeg kun tilføier nogle Ord privat saavel for at takke for de Oplysninger som De altid jevnsides er saa god at lade mig tilflyde i private Skrivelser som for at forklare mig tydeligere med Hensyn til enkelte Punkter. Først og fremmest dette at Heydebrand ikke har givet nogen Afskrift af Bismarcks Depeche af 20de, men at denne er bleven os meddeelt som sædvanligt er for Heydebrand og at vi have taget en Afskrift deraf, men at vi naturligviis ikke lægge nogen Vægt paa at pointere denne Meddelelsesform, og meget nødigt vilde jeg see at dette skulde falde Heydebrand tillast, da det nu engang er bleven Coutume at føre Forretningen paa, idet han ikke tilstiller os en Note, men overrækker os Dokumentet i Almindelighed som indeholder Forespørgselen eller Besvarelsen, hvilket forebygger at der ikke saa let kan fremstaae nogen Misforstaaelse som ved den mundlige Behandling. —

Vor hvorved her forstaaes min Stilling til Sagen vis à vis de fremmede Gesandter er fuldkommen saaledes som De har tænkt Dem denne, jeg har ikke til Nogensomhelst proprio motu omtalt denne Sag, men har paa skeet Forespørgsel sidste og foregaaende Torsdag svaret, at vi tidligere havde havt godt Haab om at komme til en Forstaaelse i denne Sag men chancerne herfor syntes at være i Aftagende, men til Mohrenheim, som udtalte at Heydebrand havde omtalt Sagen for ham og dennes forandrede Vending, samt at han ventede een af Dagene at faae Depechen at see, — har jeg udtalt min levende Beklagelse over at det syntes [som] om Forhandlingerne paa dette Standpunkt kunde gaae istaae s. 223paa Grund af en capitaliter divergerende Retsanskuelse, saavel i sin Almindelighed som med Hensyn til Fortolkningen af Wienerfredens Artikel 19. — Selv denne Yttring fremkom saaledes kun efter Foranledning og i sin Almindelighed, og uden nogensomhelst Antydning af et Ønske om Bistand, hvortil jeg af mangfoldige Grunde og fremfor Alt af Hensyn til Forhandlingens Stadium ikke følte mig i mindste Maade opfordret, thi De vil af min confidentielle Depeche have seet at en slig samtidig Meddelelse til de forskjellige Cabinetter saaledes som dette tidligere har fundet Sted ved lignende Leiligheder kun tilsigtedes paa et senere Stadium, hvor det med en vis Sandsynlighed fremtraadte at man ogsaa paa dette Punkt var kjørt fast. — Den Slags Confidentser og Meddelelser fra vor Side have kun fundet Sted og ville kun finde Sted, naar de ere uundgaaeligt nødvendige for vor egen Sags og Værdigheds Skyld, naar det behøves som et talende Beviis for vor redelige og taalmodige Stræben efter at naae til en Forstaaelse, som en Akt eller Handling der efter vor Mening er nødvendig ligeoverfor en almindelig europæisk Opinion, men ingenlunde vil den blive benyttet for at forøge det europæiske Gjæringsstof. — Og i den Henseende er den danske Regjering sig selv bevidst, at handle med stoisk Ro, med Bekjæmpelse af hvad Følelsen tidt maa tilsige En, men i den fulde Overbeviisning om at kun herved et godt Resultat kan naaes; det er kun naar denne Ro synes at blive antaget for Apathi saaledes som det forekom mig at være Tilfældet fra Grev Bismarcks Side i denne Sag, at vi finde Grund til energisk at protestere.

Nok engang Tak for Deres kjære Breve og i det Haab at Depechen, som afsendes samtidigt vil bidrage til det af Dem Tilsigtede. . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 14. Marts 1869.

. . .

I Anledning af en Bemærkning der igaar faldt fra Deres Side og hvortil jeg ikke føiede nogen Modbemærkning, da jeg var distrait og tænkte paa andre Ting, maa jeg gjøre dette idag, fordi dette flere Gange navnlig ved Quaades Breve er kommet frem, nu var det ved Moltkes, og mig ikke synes at De har Ret i at det maa beklages, at mange Ting, navnlig Oplysninger om Situationer, ikke forefindes i Depecher men i Privatbreve, thi Hovedsagen er naturligviis at Regjeringen faaer Oplysningerne, og at disse anderledes uforbeholdent kunne sendes i Privatbreve, der ikke nødtvungen kunne fremlægges paa offentlige Forsamlingers Bord, forekommer mig klart; ligesom det er vist, at hvor denne Forpligtelse for Regjeringen findes, vil der maatte udfindes et eller andet Middel til at omgaae dette paa. England har af sin Fremlæggelse i den Henseende ikke høstet nogensomhelst Gavn, men det har i sin Storhed kunnet oversee dette hvorimod vi ikke paa nogen Maade kunne dette. —

Endvidere kan jeg ikke nægte at den Artikel som jeg medgav Dem igaar i en høi Grad har nedstemt mig, thi det er aldeles klart at den er tilsendt herfra og efter dens confuse Indhold og Tankeretning vilde jeg antage den som et naturligt Aandsfoster af Tscherning, og hvad der i saa høi Grad mistrøster mig, det er, at der kan findes Mænd endnu efter hvad vi for nylig have oplevet i vort Fædreland, der ville bære vor Uenighed og Stridigheder frem paa fremmed Marked, thi Enhver, som dog er forsynet med den mindste Smule bon sens, vil det dog ligge klart for Dagen, at uden indbyrdes Enighed ville vi ikke kunne overleve den nuværende Phase i Europas Udvikling; det er et Spørgsmaal, om vi ikke trods al Endrægtighed og Forsigtighed ville blive knuste under den almindelige store Kraftprøve der forestaaer, s. 225men kommer det til at skorte paa denne, da ere vi redningsløst fortabt; Antydningerne med Hensyn til den Politik, som en slig demokratisk Styrelse maatte ville føre ligeoverfor Preussen er betegnende; dette er den ene Side af Sagen; — den anden Side, og fuldt saa vigtig, er — at et politisk Organ stærkt paavirket af den preussiske og russiske Regjering, thi man veed tidt ikke for hvilken den arbeider stærkest, saa aldeles ufremkaldt og paa en søgt Maade kaster sig over os for at gjøre sig stor paa den Lilles Bekostning og dette just paa en Tid, hvor man har spillet Bold med Grækenland og er ifærd med Belgien, — det troer jeg, bebuder aldeles utvivlsomt at nu staae vi for Tour; dette bestyrkes jo ogsaa fuldkomment ved den hele Forhandlings- Gang om Artikel 19, hvor Bismarck leier med os ligesom Katten med Musen, og det kan ikke skade at tydeliggjøre og levendegjøre Tanken herom, thi des skarpere maa Opmærksomheden blive i den Henseende og det er vistnok rimeligt at der ville fremkomme mangfoldige Svingninger i den Henseende, eftersom man finder det beleiligt i Henhold til Situationen ligeoverfor det store Krigs- og Fredsspørgsmaal. Jeg er nærved at troe, at den Admonitio som Quaade taler om har fundet Sted til Heydebrand, fordi vi have faaet Afskrift af bemeldte Depeche, i Virkeligheden ikke har fundet Sted, fordi Bismarck med fuldkomment Overlæg har villet tilføie os dette Spark saavel igjennem Quaade som igjennem Heydebrand; idetmindste har jeg faaet dette Indtryk, da jeg omtalte denne Sag til Heydebrand. —

Den Slutning der aldeles sikkert heraf kan drages, er at ligesom man ikke har betænkt sig ved at stryge de bindende Bestemmelser i Wienerfredens Artikel 19, saaledes vil man endnu mindre naar den alvorlige Deel af Festen begynder betænke sig paa nogensomhelst Retsbrud ligeoverfor os; og det der da nærmest kan befrygtes denne Gang er et Streiftog imod Kjøbenhavn, hvor Preusserne naturligviis ikke vilde sætte sig fast, men handle i fuldkommen Consequents s. 226med Fremgangsmaaden vis à vis Frankfurt og selvfølgelig fordi man ikke kunde vente at beholde det, med endnu større Hensynsløshed. —

15

Det er et lysteligt Fremtidsbilled!

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 17. Marts 1869.

Kjære Quaade! Endskjøndt jeg egentlig ikke har noget Nyt at meddele Dem, hvilket jo forsaavidt er godt, da det Nye for os sjælden indeholder noget Glædeligt, saa vil jeg, da jeg har Tid forinden min Marsch op i Ministerierne, dog underholde mig lidt med Dem. — Man taler her i den sidste Tid mere og mere om Krig, fortæller om de storartede Forberedelser, der træffes hertil saa vel i Preussen som i Frankrige, og vel lægger jeg ikke overordentlig Vægt herpaa, da de Beretninger vi have erholdt dog ikke antyde at det er just Foranstaltninger som de, der træffes umiddelbart foran en Krigs Udbrud, men ligesaa godt ere Foranstaltninger, der kunne benyttes som Intimidationsmiddler, men hvorledes dette nu end i Virkeligheden forholder sig, saa er dog saa Meget vist, at man legende med Ilden gradeviis nærmer sig den mere og mere og naar ikke ganske overordentlige Begivenheder indtræde, da er egentlig Sandsynligheden for at Explosionen er nærforestaaende. Dette er naturligviis et yderst critisk Moment for dem, der ligge enten i Veien eller paa Veien for at de Vedkommende kunne komme i Haarene paa Hinanden, thi de kunne ikke alene risquere at blive overrendt, et os ikke i vor historiske Erfaring ubekjendt Phænomen, men paa Grund af de store Masser og Kræfter som ved denne Leilighed ville komme i Bevægelse risquerer man ligesaa let at quæles ved en alfor varm Omfavnelse, naar man skulde benyttes til en Slags débouché, som man risquerer s. 227ved et Overfald i den noble Hensigt at uskadeliggjøres à la façon de Francfort og naturligviis dette i en forhøiet Potents; i begge Tilfælde kan den resterende Livskraft fuldstændig tilsættes og det gjælder derfor om paa det Omhyggeligste at forebygge Sligt, hvorfor jeg haaber at De gjennem alle mulige Middler sætter Dem i Kundskab om hvorvidt man egentlig er og avancerer i fuldstændig Krigsberedskab, thi det gjælder os om at sælge vort Liv saa dyrt som muligt og tillige ikke at bortødsle løst Krudt, hverken i Talemaader eller i finantsiel Henseende, thi efter mit Skjøn vil, naar den første Begyndelsestid, hvor den allerstørste Hensynsløshed vil finde Sted, er overstaaet, det for de smaae Stater, forsaavidt som de ved den endelige Opgjørelse endnu maatte kunne hævde sig, allermeest komme an paa, at de ikke overanstrænge sig i Begyndelsen, men holde til Raade saavel med Mandskab som med Pengeudgift, thi i saafald vil deres relative Vægtfylde kunne tiltage; og saavel efter vor nationale Eiendommelighed som ifølge den Landet iboende væsentlige finantsielle Kraft ere chancerne snarest for at seire ved Udholdenhed end ved en Begeistrings Overanstrængelse, fordi denne Sidste aldrig i fuldt Maal kan komme tilstæde, det er imod Nordboens idetmindste Danskens Natur og naar i enkelte Tilfælde Sligt kunstig er bleven skabt, er Folket paa en vis Maade kommet til at lee af sig selv fordi det aldeles ikke har kunnet gjenkjende sig selv men ligesom fundet sig besat af en fremmed svulstig jeg havde nær sagt tydsk Aand. Og det forekommer mig at maatte saavel for en General som for en Statsmand være af paatrængende Nødvendighed at fælde et rigtigt Skjøn over de aandelige Faculteter han har at disponere over i den eiendommelige Folkecarakteer, thi det er kun ved at finde de sande Factorer og at benytte det Stof der forefindes, at man kan blive istand til at suge den størst mulige Nytte deraf; en Misregning i den Henseende paa det aandelige Gebeet maa ligesaafuldt hævne sig som naar Misregning finder Sted med Hensyn s. 228til de legemlige Kræfter. Efter Aviserne lader det til som om Grev Bismarck vil atter forfriske sig paa Varzin i Paasketiden, mon for at være interessant, eller fordi han vil boudere paa Grund af en eller anden Meningsforskjel, eller fordi han er fuldkommen overbeviist om, at der i den nærmeste Tid ikke er Andet at gjøre end at holde den diplomatiske Kamp gaaende, men at der ikke vil blive foretaget noget decideret Skridt i den nærmeste Fremtid. Jeg havde haabet at have kunnet faae Ro til at fuldende mit Brev igaarmorges men jeg blev afbrudt igaar og da jeg idag efter at der er bleven dandset hele Natten er kommet noget sildigere i Gang forefinder jeg hele Forværelset fyldt og foretrækker derfor at ende Brevet nu overladende det til Skjæbnen hvornaar det maatte komme i Deres Hænder. —

15*

C. E. Frijs.

[Efterskrift:]

Kjøbenhavn, 18. Marts 1869.

Forinden jeg har faaet Leilighed til at forsegle dette Brev modtager jeg Deres Linier af 16de, hvorfor jeg bringer Dem min Tak. Som De vil jeg haabe at det maa gaae som De ønsker og at vi ikke atter denne Gang skulle tages ved Næsen. . . .

Mit Haab er at Sommeren maa gaae rolig hen, saa at jeg vil kunne see mig istand til at trække mig tilbage, thi mit Helbred vil ikke kunne taale en fortsat Beskjæftigelse af den nuværende Natur, da jeg baade legemlig og aandelig befinder mig i en Tilstand som et Stykke mørbanket Kjød, hvor al Saft og Kraft er ude af. Det kan vel synes at Anstrængelserne ikke er store, men dette aldrig at kunne skride fremad men i det Allerhøieste kun at kunne naae saavidt at man ikke gaaer noget Skridt tilbage — dette er sløvende og berøver En tilsidst den Ligevægt og Sindsro som er absolut fornøden naar man med Nytte skal kunne styre Andre.

C. E. Frijs.

Redaktør C. S. A. Bille til H. A. Krüger.
Dagbladets Redaction, Skjærtorsdag, 25. Marts 1869.

Kjære Krüger!

Sygdom i mit Huus og dernæst en lille Reise, fra hvilken jeg først igaar er vendt tilbage, have forhindret mig fra tidligere at besvare Deres Brev af 11te Marts. Det krævede jo da ogsaa nogen Overveielse, thi i saa vigtige Sager bør man intet Skridt foretage sig, førend man idetmindste har gjort sit Bedste for at komme paa det Rene med, hvad Klogskab byder og Omstændighederne tillade.

Først vil jeg holde mig til den i sin Tid forberedte Forespørgsel og Grundene til, at den ikke kom frem i Virkeligheden. De veed, at David, skjøndt han var noget ængstelig — og den, som kjender vor Rigsdag og overveier Stillingen, kan i Grunden ikke bebreide ham dette — dog var bleven varm og forbittret ved Tanken om den skammelige Maade, paa hvilken Preussen krænker Wienerfreden og behandler danske Undersaatter som en Klasse af retløse Forbrydere. Han havde sagt Grev Frijs og Etatsraad Vedel, at han nødsagedes til at bringe Sagen offenlig frem ved en Forespørgsel i Landsthinget, hvis Regeringen ikke med Kraft optraadte i Berlin og nødsagede Preussen til at respektere Folkeret og Traktater. Saavidt jeg kan forstaae, havde de begge bedt for sig og forlangt nogen Frist for at kunne gjøre nye Skridt i Berlin. Dette sagde David mig omtrent 3 à 4 Uger før Samlingens Ende, og han lovede at give mig nærmere Besked, naar han atter hørte fra Vedel. Imidlertid fik jeg ingen videre Meddelelse, og da Forespørgselen ikke kom, maatte jeg antage, at han havde faaet tilfredsstillende Forklaringer. Nu har jeg atter søgt ham, og han erklærer nu, at Grunden til, at han ikke gik frem, var den, at de ham af Dem meddeelte faktiske Tilfælde ikke kunde gjøres til Grundlag for en Interpellation, da der ved dem alle (eller de allerfleste) var særlige Omstændigheder, som gav den preussiske Regering s. 230en Undskyldningsgrund. Hertil kunde jeg naturligviis Intet svare, tilmed da jeg ogsaa har hørt Noget om, at der i et af de mest graverende Tilfælde (det med Lieutenant Sørensen i Aabenraa) ikke med nogen Nytte lod sig nedlægge Klage i Berlin. Jeg gav nu imidlertid David den mig sendte Afskrift af Grünfelds Kjendelse i Clausens Sag; han bad mig at laane ham den paa nogle Dage, da han saa atter vilde tale med Vedel, og lovede paa Mandag eller Tirsdag at meddele mig dennes Svar. Stort vil dette jo ikke føre til, thi om en Forespørgsel kan der nu for det Første ikke blive Tale, og dette er efter min Overbeviisning den eneste Form, hvori dette Anliggende med Nytte kunde føres frem. Naturligviis er jeg mere end villig til uopholdelig at gjøre det hele Forhold til Gjenstand for en Artikel i »Dagbladet«, men jeg er kun bange for, at dette mere vil skade end gavne. Sig mig Deres Mening derom; ønsker De det, bryder jeg hellere end gjerne min Taushed.

Jeg kommer dernæst til den anden Deel af Deres Brev. Hvorvel jeg godt kan indsee de Grunde, som kunde bevæge Dem til at gjøre en Ende paa den vanskelige Halvheds- Stilling, hvori De befinder Dem som Deputeret baade i Landdagen og Parlamentet, saa anseer jeg det dog for at være et Hovedhensyn, der aldrig bør tabes af Betragtning, at Nordslesvig ikke mister sin Repræsentation i Berlin, førend det er blevet dansk Eiendom igjen. Jeg vil ikke benægte, at der kan komme en Situation, hvor man for at naae et eller andet vigtigt Øiemed nødes til at sætte denne Repræsentation paa Spil; men meget varsom bør man være dermed, og der foreligger ialfald nu ikke nogen Grund til at gjøre dette Offer. Adgangen for Nordslesvigerne til at kunne udtale sig i Berlin er efter min Mening overordentlig vigtig; de kunne dog der nu og da lette deres Hjerte, og de kunne, hvad der er Hovedsagen, minde Verden om deres og § 5’s Tilværelse, pine den preussiske Samvittighed og nedlægge deres uforanderlige Protest. Tabtes denne Adgang, vilde s. 231Meget være tabt, og den nordslesvigske Befolkning vilde blive meget utaalmodig, vilde fælde haarde Domme over den, som var Skyld deri. Min Mening er altsaa, at der trods alle Edsnægtelser, Protester, Udeblivelser, Mandatsnedlæggelser osv. — eller, om De vil, netop for disses Skyld — maa holdes rigtig fast paa selve Berettigelsen til at være repræsenteret saavel i Landdag som i Parlament. — I Overeensstemmelse hermed føler jeg derfor megen Sympathi med Deres Plan om ved et Andragende at faae Sagen reist paany. Det maa vel være Polakkerne, som skulle hjælpe Dem til at faae det indbragt. Jeg troer ikke, at et lille Udfald som det antydede imod Frankrig vilde være til nogen Skade, men det maa ikke være saaledes, at det bliver virkelig saarende; vi have ikke saa mange Venner, at vi have Raad at vende nogen fra os. Derimod troer jeg, at det vilde være nyttigt, om Andragendet indeholdt et kort Referat af Deres og Ahlmanns forskjellige Fata, Kamrets forskjellige Optræden, den forfatningsstridige Udsættelse af Omvalgene osv. osv. Der trænges til en saadan Rekapitulation, og den vil desuden hjælpe godt til at motivere Forlangendet om at faae noget Sikkert at vide om Slesvigs Stilling.

Her har De nu min Mening. Efter Indholdet af Deres Brev har jeg ikke troet mig berettiget til at konferere med Nogen om Tanken. Eet er der dog, som jeg meget maa fremhæve. Vil De udføre det paatænkte Skridt og derved ligesom vække den indslumrede Sag paany, saa lad mig det vide itide, for at jeg kan gjøre Mit til samtidig at faae den bragt frem andetsteds, og benyt tillige Deres egne Forbindelser til at faae rørt op i den. Vore Bestræbelser tabe sig, naar de skee enkeltviis; ved at samle dem og komme paa een Gang kunne vi dog maaskee udrette noget Alvorligt.

Bille.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 6. April 1869.

Kjære Quaade! Idet jeg bringer Dem min hjer[te]lige Tak for Deres lange Brev, som jeg modtog iforgaars og som indeholdt mange for mig vægtige Oplysninger benytter jeg Leiligheden, der tilbyder sig aldeles sikker idag med Kammerjunker Kragh, til at samtale lidt med Dem i al Fortrolighed, uden at have noget Særligt at meddele. — Dog først og fremmest dette, at det i den allersidste Tid synes som om der er kommet en gunstig Vending for vor Sag i Amerika, men da vi ere vante til at bedrages i alle vore stolteste Forhaabninger, har jeg herom ikke meddeelt Noget. Raasløff er afreist den 3die fra New-York og jeg kan saaledes vente ham her tilbage den noget og tyvende i denne Maaned; skulde engang vi have havt eller faae Held i denne Sag, vil dette ogsaa for mig personlig være en stor Gevinst, thi jeg har da Intet at gjøre Regnskab for og kan da uden nogensomhelst Skrupel trække mig tilbage fra det offentlige Liv, hvilket ogsaa vilde være blevet absolut nødvendigt af sanitaire Hensyn og kun nødtvungent kunde have været henholdt naar en almindelig Crise forestod, ikke fordi jeg saa tiltroede mig særegne Kræfter til at beherske denne, men fordi jeg ikke vilde faae Skin af at retirere, naar Striden forestod, endskjøndt jeg sandelig tidt og længe nok har bebudet mit Ønske om at maatte træde fra. Det Sandsynligste er, at man saa til Afløser vil construere et Ministerium af Godseiere og Doctrinaire, ialfald er den politiske Situation saadan, at Kongen med den største Frihed kan vælge og at det Nye der indtræder vil kunne have Tid til at arbeide sig sammen forinden Rigsdagsessionen forestaaer, som med fuld Grund kan uddrages indtil Slutningen af November saa at der haves fuldt halvt Aar til Forberedelse, naar Forandringen kan foregaae til Mai-Maaned. Det følger af sig selv, at det vil skabe s. 233nogen Forandring i Anskuelser og Styrelse, men saavel jeg som største Delen af mine Collegaer vare udslidte, og den bedste Marv og Kraft aandelig taget suget ud af dem; allerede Haabet og Tanken om at komme ud af Buret har paa mig udøvet en velgjørende Virkning, thi uagtet Arbeiderne, som jeg har havt at gjøre, hverken ere saa anstrængende ei heller saa kjedsommelige, er dog dette — evig at maatte gaae i Tøiet, snart mægle til den ene snart til den anden Side, i høi Grad sløvende og jeg har efter min Natur for at kunne bevare en nogenlunde Sindets Friskhed altid trængt til megen Afvexling, og fryder mig til i August og September-Maaneder at drive Jagden paa Norges Fjelde og da i Slutningen af Aaret eller i Begyndelsen af næste at kunne varme mig rigtig ved Ægyptens Sol overladende mine Efterfølgere Fornøielsen til den Tid i Folkething og Landsthing. Naturligviis vil der nok maatte discuteres en Deel frem og tilbage, inden Afskeden erholdes, men tilsidst og jeg haaber senest i Juni vil mit Ønske sikkerlig være realiseret. — . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 11. April 1869.

Af indesluttede Brev ¹Findes ikke nu vedlagt.) fra Raasløff vil De see at Forhaabningerne om et heldigt Udfald ikke hvile paa nogen tilforladelig Grund, og at den nye Regjerings Stilling til Sagen efter al Sandsynlighed ikke vil bedre sig. —

Een Ting glæder jeg mig over, og det er at jeg faaer Ret ligeoverfor Enkelte af R.’s Venner, der paastode at han ikke vilde være vendt tilbage, naar Uheldet havde fulgt ham. . . .

C. E. Frijs.

s. 234P. S.

Vil De sende Underretning om Understøttelsen af 500 rd. for dette Aar gjennem Regenburg, dog saaledes at denne ogsaa er forsigtig i sin Meddelelse ved kun at sige: at det attraaede Beløb er disponibelt for dette Aar saaledes at 250 rd. kunne udbetales strax som halvaarligt Bidrag og den anden Halvdeel 6 Maaneder efter. —

C. E. F.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Torsdag Aften [22. April 1869].

Kjære Kammerherre.

. . . Grev Frijs’s Reise har formodentlig overrasket Dem, og jeg vil derfor til Dem confidentielt forklare hele Sammenhængen saaledes som jeg kjender den. Raasløff kom i Søndags. Mellem os staae vore Chancer i America for Tiden slet. Den sidste Samtale baade med R. og med Bille ¹F. E. Bille, dansk Gesandt i Washington.) gik ud paa at Regeringen ikke var ivrig for Sagen og sikkert ikke vilde vove sin Stilling for dens Skyld, Statssecretairen tilføiede at for Øieblikket vilde der ikke kunde ventes mere end 1/3 af Stemmerne i Senatet og der behøves 2/3. Sagen er altsaa i alt Fald udsat til Congressen igien træder sammen i Decbr. — Ikke destomindre siger R. at han nærer godt Haab og fremfor Alt anseer han det for meget unødvendigt at Ministeriet i alt Fald i sin Helhed træder fra. Stillingen er saaledes denne: Estrup vil bort, Raasløff vil blive, Fonnesbech vil baade det Ene og det Andet, Grev Frijs er træt og kjed af det Hele, ærgerlig over den americanske Sag, bange for at møde næste Rigsdag med Hansen ²Kultusminister Aleth Hansen.) og Suenson ³Marineminister O. F. Suenson.+) og tildels Fonnesbech, og kan dog s. 235ikke let finde Andre, især naar han desuden skulde søge sig en ny Indenrigsminister. Før Raasløff talte med ham var han saa temmelig bestemt paa at gaae snarest muligt, og troede idetmindste selv at det skulde lykkes ham meget snart. Nu har han ikke taget nogen ny Bestemmelse, men forudseer at det ikke kan skee saasnart som han havde tænkt det, og han har derfor villet tage sig strax en lille Ferie paa et Par Uger, — det kan ikke skade fordi der for Tiden Intet er som holder ham tilbage, og det kan gavne hvis han nødes til at blive fremdeles ved Styret. Det Hele er altsaa foreløbig en Respit, der kan blive Indledningen til og kan giøre ham det physisk muligt at forblive endnu i længere Tid i Ministeriet men Beslutningen hertil er endnu ikke paa nogen Maade bevidst taget af ham. — Jeg behøver ikke at sige Dem at jeg giør Alt hvad jeg kan for at holde ham fra at gaae af, thi baade troer jeg at han er den bedste Minister vi for Tiden kunne faae, og han er for mig den behageligste Chef der kan tænkes, vi arbeide godt sammen og vi kjende nu hinanden.

Han har formodentlig selv skrevet til Dem om sin Reiseplan, saa jeg vil ikke gientage den her. Om 3 høist 4 Uger venter han at være tilbage.

P. Vedel.

Direktør P. Vedel til Etatsraad Regenburg.
Udenrigsministeriet. Kjøbenhavn, 27. April 1869.

Høistærede Hr. Etatsraad.

Før Grev Frijs afreiste paalagde han mig at meddele Dem at han efter Anmodning af Hr. Ahlmann har tilstaaet en aarlig Understøttelse af 500 D. indtil Videre til Udgivelsen af Dybbølposten. Idet jeg hoslagt har den Ære at tilstille Dem 250 Daler som Bidraget for det første Halvaar 1. April—s. 2361. Oct., tør jeg bede Dem at besørge disse Penge besørget til deres Bestemmelse, og tilføier at De efter 1. Oct. d. A. skal modtage de øvrige 250 Dal.

P. Vedel.

Regenburgs Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
[Wien], 27. April 1869.

Kjære Vedel! . . . Da jeg kom herigjennem fandt jeg det stødende ikke at gjøre min Opvartning hos Rigscantsleren og var jeg hos ham igaar og holdt han en almindelig politisk Samtale; og jeg fandt af for Dem letforstaaelige Grunde ingen Anledning til særligen at gaae ind paa den slesvigske Grændseregulering, endskjøndt hertil gaves nogen Anledning, da det er min Overbeviisning at under nuværende Forhold vilde dette kun i det Allerhøieste have kunnet fremkalde en for os ingenlunde ønskelig Vækken Opmærksomhed uden nogen sand Understøttelse, da man dog ikke vilde gjøre denne Sag til almindelig Krigsaarsag, uden efter en bestemtere Op [for] dring; vel kan det nok siges at man tidt kan spøge og selv ønske at spøge saa længe med Ilden at dennes Udbrud kan faae Udseende af et accident uden at være det, saa vilde i Fald man i Bedømmelse heraf tog Feil, vi alene komme til at betale Gildet ved at være blevet brugt som jouet. — Han var saa venlig at bede mig og Familie til Middag til imorgen, men da jeg ønsker at drage fuld Nytte af min Ferie, saa har jeg bedt mig undskylde og tager imorgen til Gmunden. . . .

C. E. Frijs.

P. S.

Jeg bad F[albe] om at drage Omsorg for at man ikke brugte mit korte Ophold her til Røverartikler i en eller anden Retning, da det uden Hensyn til min personlige Smag laae i Sagenss. 237Natur at vi for Øieblikket ikke kunde ønske alfor meget at henlede Opmærksomheden paa os; thi een Ting var det os fremfor Alt magtpaaliggende for hele Verden at tydeliggjøre, at vi ikke satte vort Haab til at fiske i rørt Vande, men tværtimod satte vort fulde(?) Haab til at under en fredelig Udvikling vilde der dog tilsidst blive viist vor lille mishandlede Stat Retfærdighed og derigjennem almindelig Erkjendelse af denne Stats nødvendige Existents for det hele europæiske Statssamfund.

C. E. F.

P. Vedels Privatpapirer. Brevet er fejlagtig dateret Kb hu n. 27/4 69.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Ischl, 1. Mai 1869.

Kjære Vedel! . . . Det glæder mig . . . ikke at erfare at Hertugen ¹Hertug Carl af Glücksborg og Prinsesse Vilhelmine ankom ifølge Dagbladet 3. Maj 1869 Nr. 100 til København 1. Maj 1869.) i disse Dage agter at gjæste Kjøbenhavn, thi jeg troer ikke, at det vil blive til gjensidig Tilfredsstillelse, dog vil jeg haabe, at jeg heri maa tage Feil og at dette Besøg ikke vil give Anledning til nogensomhelst Ubehagelighed, dog er dette uberegneligt paa Grund af vedkommende Gjæsts ganske særegne Carakteer og Stilling som chef de la famille. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
München, 9. Mai 1869.

. . . Hvor meget jeg end holder af Andræ, nægter jeg ikke, at naar han skummer over Monrad, der atter vil træde activt frem, saa træder derved endnu klarere ogs. 238sørgeligere frem for mig, hvormeget det er at beklage at Andræ saa meget jeg turde næsten sige fuldstændig isolerer sig, thi han er en i høi Grad ønskelig Modvægt eller Modkraft imod Monrad, men nutildags maa der dog bagved hver Personlighed være en lille Hale og Andræ er næsten blevet haleløs, hvorimod den Anden efter sin Natur altid vil skaffe sig af en betydelig Længde om end ikke af nogen meget compact Sammensætning.

C. E. F.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
14. Mai 1869.

Kjære Kammerherre.

Bojesens Afreise giver mig for god en Leilighed til at sende Dem en Hilsen til at jeg ikke skulde benytte den og dog har jeg Intet særligt at sige Dem. — Deres Rapport krydsede sig med mit Privatbrev og har viist mig at De netop havde samme Tanke som jeg, ved at tale til Thile om Sagen.

De veed at Gr. Frijs i Wien af Falbe bevægedes til at gaae til Beust, hvad der jo heller ikke kunde undgaaes da han opholdt sig i Wien flere Dage. Nu er han gaaet til Marienbad for at giøre en Cuur der paa 4 Uger, saa at han i Midten af Juni kommer her tilbage. Jeg er meget tilbøielig til at troe at uagtet han ikke med eet Ord har talt Politik med Beust og uagtet han for at undgaae Vidtløftighed og Mistydninger, afslog en Indbydelse til Middag, vil det dog være passende om han paa Tilbagereisen giennem Berlin giorde Bismarck en Visit, hvis denne til den Tid er der. Jeg indseer meget godt hvor utilbøielig han selv vil være dertil, og alts. 239hvad der med Rette kan siges imod et saadant Besøg, da det naturligvis er uberegneligt hvad Bism. kan sige og giøre for Forslag, hvis det falder ham ind at tale Politik med ham. Men det er det Samme: jeg troer naturligvis ikke at et sligt Besøg kan giøre videre positivt Godt, jeg begriber meget godt Vanskelighederne ved det, men jeg troer tillige at Undladelsen kan giøre Skade.

Hvis De nu er af samme Mening som jeg, vil jeg bede Dem sige mig det, og da i Forbindelse med mig virke hen til at det skeer.

Monrad er som De veed kommet og har bedt mig hilse Dem. Han er meget flink og vil vist ikke undlade ved første Leilighed at komme frem paany. Det skulde undre mig meget om ikke Resultatet bliver at naar Øieblikket kommer da Grev Frijs gaaer bort — eller qui sait? naar Estrup gaaer væk — træder Monrad ind. Quod felix faustumque sit, — jeg har altid en heel Deel tilovers for Monrad!

P. Vedel

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Marienbad, 14. Mai 1869.

Kjære Quaade! . . . Baron Zytphen, som har været her nogle Dage tidligere, har gjort Reisen herned i Følgeskab, men det vil sige uden at samtale med ham, med Carl Plessen og Familie, der er draget til Franzensbad; en Behagelighed at man ikke er truffet sammen med ham her i Badet, thi jeg nægter ikke, at dette er den Personlighed, der personlig er mig meest imod, fordi det er min Overbeviisning at mange af de Smaadrillerier der finde Sted med Hensyn til Udbetalinger af Skolelæreres Pensioner og Tilgodehavender væsentligst skrive sig fra ham; i det Hele er det min Tro ats. 240hvad der foruden store Statshensyn meest lægger Hindring iveien for en fredelig og forsonlig Politik fra Preussens Side imod os er Slesvig-Holstenernes Agiteren og Intriguer og af disse ikke mindst Carl Plessens Indflydelse hos Bismarck, da jeg bilder mig ind at denne Sidste endnu troer at have fuld Brug for ham, samt troer paa at Ingen bedre lader sig benytte imod os, fordi han har personlige Forbindelser endnu i Danmark paa Grund af sine derværende Besiddelser, og han igjennem længere Erfaring veed, at en Overløber og Forræder er uden Sammenligning den sindrigste i Opfindelsen af Chicanerier og Ubehageligheder imod sin tidligere Konge og sit fordums Fædreneland. — Under mit Ophold hersteds haaber jeg at kunne gjenoptage den sædvanlige private Correspondance med Dem, kun at jeg ikke vil have Meget at meddele, da jeg kun sjelden og dette i yderste Nødstilfælde ønsker Meddelelser hjemmefra. Nogen Forlængelse af min congé har jeg vel endnu ikke faaet, men jeg tvivler ikke om at erholde den; en Følge heraf vil vel blive, at den endelige Afsked dermed trækker lidt længere ud. Af Aviserne vil De have seet at Monrad er vendt tilbage; efter Vedels Sigende er han ligesaa eller snarere mere tillidsfuld vendt tilbage end han reiste og synes at have fuld Lyst og Kraft til at beskjæftige sig med Politik; personlig skal denne Kraft og Udholdenhed være ham vel undt fra min Side, men jeg er overbeviist om at han for Øieblikket vilde kunne skade vort Land allermeest, naar han overtog Ledelsen, thi han kunde efter sin Natur og sine Tilbøieligheder ikke forholde sig saa passiv som jeg troer at Tilstanden i Europa fordrer det af de Smaae, der ikke ønske at tilsætte Noget. —

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Marienbad, 19. Mai 1869.

Kjære Vedel! . . . Saavel af Deres Brev som af F. Moltke, der læser alle tydske Aviser erfarer jeg, at man har beskjæftiget sig en Deel med min Reise og villet tillægge den politiske Bihensigter; ligesom den i sit Anlæg kun var en Fornøielses og Adspredelsesreise og blev til Brønd og Badereise, saaledes har den hidindtil været aldeles uden politiske Emotioner, jeg turde næsten sige uden politiske Discussioner, naar jeg undtager de Samtaler der ere førte imellem herværende Indfødte og mig; dette er næsten for Meget af det Gode, men nogen Paatrængenhed og Videbegjærlighed vil jeg heller ikke paa Hjemreisen lade komme tilsyne, naar der ikke hertil bliver givet Anledning, da det forekommer mig at der saa tydeligt fra Vedkommendes Side er viist Utilbøielighed. De veed, at for mig bliver Nr. 1 altid en fredelig Compromis, ja paa en vis Maade en i virkelig og blivende Forstand tilveiebragt Løsning ad denne Vei kun mulig, men det lader ikke til at Tiden hertil er kommet, dog opgiver jeg ikke Haabet herom, omend Udsigterne kunne synes meget mørke. En overordentlig stor Glæde havde jeg paa Reisen ved at træffe sammen med min Svigersøn og Datter ¹Grev Chr. Danneskjold-Samsøe g. m. Comtesse Henriette Frijs.) og i Løbet af en halv Snees Dage at være Vidne til, hvor rask den Sidste befandt sig og vil jeg haabe at hun i god Behold idag maa naae sit Hjem, Boller; fra Quaade, hvem de havde besøgt i Berlin, havde jeg et Par Ord igaar og tænker jeg af og til at tilskrive ham, endskjøndt der ikke bliver Meget at fortælle herfra. . . .

Naar De engang seer Knudsen vilde De vel godhedsfuld gjøre ham opmærksom, om det ikke egentlig var hensigtsmæssigere at den Række af Artikler, der er paabegyndt med Artiklen om Tscherning, fremkom paa et andet Sted — i ets. 242andet Blad; ¹I Berl. Tid. 15. Maj 1869 Nr. 111 findes en Artikel, undertegnet D—d, om Tscherning. De nærmest følgende Artikler af D—d findes 19. Maj Nr. 113, 25. Maj Nr. 118, 31. Maj Nr. 123 o. s. v. — Etatsraad J. F. C. Knudsen, Berl. Tid. s Redaktør.) jeg antager at de skrive sig fra Monrads Haand, idetmindste ligner den til Grund liggende Opfattelse ham en Deel, men det forekommer mig ogsaa hensigtsmæssigere for Fremtidsmanden selv, at Sligt fremkom paa et andet Sted. Naar jeg kommer hjem skal jeg mundlig fortælle om hans Opfattelse af Situationen, men det er mig ikke klart, hvorvidt det virkelig var hans egen, thi da er den besynderlig især fra en Mands Side, der lige kommer hjem fra Australien og dog ikke kan kjende synderligt til hvad der har udviklet sig, og [ikke kan have ofret] hvad 1866 har fremkaldt, ikke alene umiddelbart og synligt som Resultat, men ogsaa ved hele den skete Forandring af Kræfternes Fordeling og den stedfindende politiske præponderance — en Opmærksomhed og Eftertanke, der er større og alvorligere end at dette strax kan vise sig paa Overfladen, — men jeg er snarere tilbøielig til at troe at dette er skeet i spørgende og inquirerende Hensigt for at erfare Andres Tanke og Opfattelse, hvilket De veed at han egentlig lider mere at gjøre end selv at sige sin Mening. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Marienbad, 23. Mai 1869.

Kjære Quaade!

. . . Naar jeg er færdig med min Brøndkuur, hvilket som ommeldt jeg haaber maa være Tilfældet den 9de eller 10de Juni tænker jeg at begive mig sporenstregs hjem, naar der ikke er Opfordring til at fravige dette mits. 243personlige Ønske, men det følger af sig selv, at Hensynet til min Behagelighed er et secondairt, naar og saa længe jeg er i Statstjenesten. Jeg ønsker ikke at gaae af Veien for Noget, men jeg ønsker heller ikke at opsøge Ubehageligheder navnlig naar dette, saaledes som det under de omskiftende Luner let kan tænke sig, kunde faae Udseende af som om man havde været paatrængende og da var bleven »schnöde abgewiesen«; for mit personlige Vedkommende kunde dette være ligegyldigt, da jeg godt kunde bære dette og dog i mine egne Tanker staae som den Fornuftigste; men jeg vil under ingen Betingelse paadrage Stillingen en slig Tilretteviisning; — at noget virkeligt Gode kunde opnaaes er desværre udenfor Sandsynligheden; — hvad det andet Besøg angaaer som De omtaler da var det en naturlig Høflighedsopmærksomhed og der blev fra min Side ved strax at reise efter at have modtaget Indbydelse til Middag — hvilket var en Besvarelse af Høfligheden hvorpaa jeg satte megen Priis — tydelig viist, at jeg ikke kunde ønske at give dette Besøg nogen anden Carakteer. — Havde jeg fulgt min Lyst alene havde jeg benyttet congéen til at gaae til Paris, som er det Sted, hvor jeg fortrinsviis kan adspredes og opmuntres, og hvortil jeg meest trængte, og jeg er fuldt overbeviist om at i Virkeligheden vilde slig Reise ikke have havt den ringeste Indflydelse, thi vedkommende Regjeringer vilde alfor godt have vidst at dette for Øieblikket ikke kunde have Noget at betyde, men hvor lidet jeg end bryder mig om Avissnak, saa kunde jeg dog ikke ønske at være een om end uskyldig Aarsag til at man atter brugte vort Land som Bold til at spille med i Lighed med hvad der i de senere Tider er skeet med andre Smaastater. Den Grad af Opmærksomhed eller Vigtighed er for Øieblikket den mindst ønskelige. — . . .

C. E. Frijs.

16*

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Marienbad, 29. Mai 1869.

Kjære Vedel! . . . Hvad Deres Bemærkning med Hensyn til Monrad angaaer, da kan jeg ikke være enig med Dem, thi for det Første forekommer det mig at han selv maa være den paalideligste Dommer over hvad han endnu føler Evne og Lyst til at virke og i hvilken Retning — af ydre Paaskyndelse og uden at han selv er rigtig med vilde dette dog vistnok ikke føre til Noget, jeg har som De veed ikke seet ham siden Hjemkomsten, men de to forskjellige Udtalelser jeg har hørt gjennem 2 Andre, De kan nok vide hvem jeg mener, ere i en saa complet Modstrid imod hinanden indbyrdes, saa at jeg har deraf draget den Slutning at han i disse egentlig meest har forholdt sig spørgende, for derigjennem at komme til selvstændig Erkjendelse og Bedømmelse af de forskjellige Stemninger i Hjemmet. Modtagelsen, som han har faaet, kan ikke afholde ham fra at beskjæftige sig med Politik, naar han derfor deciderer sig for ikke at tage fat for Øieblikket, maa det være fordi der ikke er Noget, der af Dagens foreliggende Spørgsmaal særligt opfordrer ham til Virksomhed — efter min Opfattelse vilde jeg nu ogsaa finde det meget naturligt om man efter en saa lang Fraværelse og et saa bevæget Liv ønskede at sunde sig, og jeg tilstaaer at jeg ikke med god Samvittighed kunde opfordre Nogen til udelukkende at offre sig til politisk Beskjæftigelse og kan derfor heller slet ikke være enig med Artiklen i Fædrelandet; thi vel kan jeg være enig i Sammenstillingen og Sammenligningen imellem Tscherning og Monrad dersteds, men jeg er overbeviist om, at det ikke vilde stille Monrad rigtigt, om han ligestrax søgte ind i Repræsentationen — at han ikke længe vil kunne blive udenfor derom er jeg overbeviist. ¹»Fædrelandet« bringer 24/5 1869 en Artikel, hvori det stærkt kritiseres, at Monrad efter et Forlydende vilde trække sig tilbage fra Politiken og gaa over i præstelig Virksomhed. Som Politiker vilde Monrad altid være en Storhed — »som Landsbypræst vilde han kun være en — Besynderlighed«. Derimod er det glædeligt, at Tscherning ikke mere har Sæde i Folketinget; thi han hører netop til »de Udtjente«.) At han søger Præstekald finder jeg ganske i sin Orden og meget hæderligt, fordi han vil bruge sine Evners. 245endnu og ikke ørkesløst tære sin Pension, og dette vil aldrig kunne hindre ham fra politisk Virksomhed senere især hvis han kunde opnaae et Kald paa Amager, thi han vilde da kunne vedblive at være i social Forbindelse med sine Venner i Hovedstaden og disse med ham. Naar jeg havde været hans Ven og han havde spurgt mig om mit Raad, vilde jeg efter min bedste Overbeviisning ikke have kunnet raade ham til at gjøre Andet end han har gjort, nemlig at søge Præstekald; hvorvidt han ved de fremkomne Opfordringer vil lade sig afholde herfra og følge den betegnede politiskexclusive-Vandring, vil naturligviis først afhænge af hvorvidt han føler en virkelig Trang til præstelig Virksomhed, thi er denne virkelig tilstede vil den ogsaa fordre en Tilfredsstillelse. Jeg antager ikke at der bliver taget nogen Decision forinden min Hjemkomst, thi slige Sagers Expedition pleier sjelden at være hurtig. —

Naar jeg tænker paa min Tilbagereise, da er jeg egentlig uenig med mig selv om hvorvidt jeg vil lægge Tilbageveien over Berlin og hilse paa Bismarck eller ei; noget praktisk stort Udbytte vil efter al Rimelighed herved slet ikke kunne vindes, og der fordres naturligviis betydelig personlig Overvindelse hertil — skulde det skee, maatte jeg naturligviis gjennem paalidelig Underretning vide om jeg kunde træffe ham hjemme eller han ikke var synlig, i hvilket sidste Fald jeg selvfølgelig ikke lagde Reisen herover. Der kan tale Meget baade for og imod: for: 1) at der herved endyderligere bevises i Gjerning at det er vort levende Ønske at komme til en Forstaaelse, hvis Nogen forresten tvivler herom (jeg bilder mig ind, at Ingen tvivler herom, men at man kun giver sig Udseende deraf, for at bruge det som Paaskud til ikke at gjøre nogen Indrømmelse). 2) at det kan synes naturligt som en almindelig Høflighed eller Convenients,s. 246naar Veien uden stor Ulempe kan lægges herover, da at hilse paa Forbundscansleren 3) og at det at undlade dette kan faae Udseende af som om man ikke vilde tage Verden som den nu engang er, boudere etc. etc. imod a) at det kan faae Udseende af som om man yderligere vikle trygle, uden dog at kunne opnaae Noget og saaledes at udsætte Stillingens og derigjennem den lille Stats Værdighed, uden at have Udsigt til nogensomhelst Gevinst, enten i Realiteten eller med Hensyn til Stemningen; thi De veed, at den personlige Ubehagelighed ligesaavelsom hvorvidt det førte til Noget eller ikke, ikke vilde have nogen Indflydelse paa min Beslutning, naar jeg maatte komme til den Overbeviisning at det efter Forholdenes Natur burde gjøres og forsøges; herom beder jeg Dem med det Allersnareste at fremsætte mig Deres egne Tanker, jeg vil naturligviis med H. t. den endelige Bestemmelse være underkastet min Disponibilitet til den Tid, thi i disse Dage var den just ikke skikket hertil, men jeg beder Dem lade dette blive en Discussionssag imellem os 2 udelukkende, thi bliver Beslutningen Nei, er dette i hvert Fald bedst og bliver den »Ja«, da var det ønskeligt at Besøget var gjort inden det omtales. Hvorvidt Sligt kan være til Gavn eller ei beroer altid af en Mængde Tilfældigheder, som man ikke er Herre over; men just i vor Stilling gjelder det om nøie og alsidigt at have overveiet hvad der efter Fornuftens Sigende bør gjøres og da med Fortrøstning til vor Herres naadige Bistand foretage det og ikke lade sig forknytte ved om det atter skulde vise sig ikke at have ført til Noget. Det følger af sig selv, at Hensynet til hvad der maatte dømmes om Udeladelsen af Sligt af de Udenforstaaende, hvorved jeg i dette Tilfælde forstaaer de Neutrale, har en væsentlig Betydning, om end ikke denne kan bestemme En til Noget som man selv maatte ansee for Ufornuftigt. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Marienbad, 30. Mai 1869.

Kjære Vedel! . . . Jeg har skrevet Dem et langt Brev igaar, som jeg haaber maa være kommet Dem rigtigt ihænde; — i Anledning af den deri omtalte Sag beder jeg Dem sende mig den hele Correspondance vedrørende disse Forhandlinger fra Begyndelse til Ende for at intet Punkt skulde under en eventuel Samtale være mig mindre klart og dette med en aldeles sikker Leilighed, helst med Kjætting hvis han er rask, men naturligviis paa min private Bekostning. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Marienbad, 3. Juni 1869.

Kjære Quaade! . . . Det kommer jo ikke alene an paa, hvorledes en Sag opfattes af En selv, men ogsaa paa, hvorledes den stiller sig for Andre, og det er dette Sidste som ikke staaer mig fuldkommen klart i denne Sag — thi det er jo i høieste Grad sandsynligt at nogen Expedition af Forretninger eller Forhandling vilde der ikke kunne være Tale om i saa kort Tid, denne kan heller ikke finde Sted uden naar Preussen og dettes Talsmand Bismarck yttrer Ønsket herom, — hvorimod et sligt Besøg kan vække Formodning om at dette er blevet ønsket af mig og naar dette saa viser sig ikke at have fundet Sted, da vil man ikke alene sige men ogsaa troe, at man er bleven afviist, og det er ingen naturligere Slutning, end den at man burde have forsikkret sig herom, forinden man foretog slig Reise; den Omhyggelighed for den lille Stats Værdighed kan man med Rette fordre iagttaget. Jeg beder Dem derfor bestemt og hurtigst muligts. 248lade mig vide, hvorvidt et sligt Besøg kan ansees for ønskeligt og maatte ønskes, — thi skulde dette kunne være til nogensomhelst Gavn, da veed De at jeg ingen Hensyn tager til min personlige Bequemmelighed, selv ikke under nærværende Omstændigheder efter at have lige fuldendt Badekuren her i Marienbad, og idet jeg har fremhævet Farerne og Manglerne ved et sligt Tog, beder jeg Dem gjøre opmærksom paa, om de modsatte chancer dog skulde have saa megen Vægt saa at jeg skal bestemme mig hertil. Og i saafald angiver De mig nok Hotellet, hvor jeg skal tage ind, idet jeg skal telegraphere nogenlunde forstaaeligt om Tiden, hvornaar jeg kan ankomme. — . . .

C. E. Frijs.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 5. Juni 1869.

Kjære Greve,

. . . Skjøndt Manden, som De veed, ifølge sin Natur ofte er meget meddeelsom, lader sig, som man siger, gaae i Samtalen, og saaledes undertiden siger Meer end han fra Begyndelsen selv havde tænkt sig, saa stille Forholdene overhovedet sig for Øieblikket dog saaledes, at der for mig ikke er nogensomhelst positiv eller anden Grund til at troe, at der for Tiden kan gjøres Noget i den bevidste Sag. Men han kan, naar han vil, være meget behagelig, og ifølge hans tidligere Forhold til Dem troer jeg han vilde være det ved den omhandlede Leilighed, og derfor er det min Mening at et Besøg af Dem i nærværende Øieblik vilde kunne være til stor Nytte for de almindelige Forhold mellem os og Preussen.

Imidlertid forstaaer det sig af sig selv, at naar De, hovedsagelig af Hensyn til disse Forhold og ved Siden heraf, mens. 249naturligviis ganske subsidialiter, ogsaa for den Mulighed at der mod Forventning skulde kunne voxe Noget op i den særegne Sag, bestemmer Dem til Besøget, saa maa De ikke udsætte Dem, enten for at Deres Forsøg paa at gjøre Besøget bliver forgjæves i Tilfælde af at Bismarck ikke skulde kunne see Dem strax, eller for at maatte vente paa hans Leilighed udover den Tid De havde bestemt at tilbringe her. Sagen maatte derfor indrettes saaledes at jeg, efter ved Telegram at være underrettet om den Dag, De vilde tilbringe her, kunde forberede alt Fornødent forat De kunde gjøre Besøget samme Dag. Dette vilde jeg da gjøre gjennem Thile, og skjøndt Bismarck jo ellers ikke er synderlig tilgjængelig, gjælder dette dog egentlig kun med Hensyn til os, som stadigt ere her, saa at jeg aldeles ingen Tvivl har om at Sagen let og sikkert indrettes paa den Maade; og skulde der imod al Forventning være Noget i Veien derfor, saa har Bismarck i 8 Dage været syg af sit gamle Onde i Hoften og gaaer, skjøndt han er bedre, ikke ud endnu, ligesom han ogsaa maa skaane sig meget, saa at der er en plausibel Grund, en Grund som kan siges, dersom han ikke skulde kunne modtage Dem. Jeg troer imidlertid sikkert, at han vil see Dem, naar Sagen indrettes som anført; og skulde han ikke gjøre det, saa er det fordi han — jeg kan ikke i Hast finde et andet Ord end — skammer sig ved den slesvigske Sag; men selv dette Indicium vilde det maaskee ikke være uden Nytte for os, at faae til Acterne.

I Forestaaende har De nu hvad jeg efter bedste Overbeviisning og nøieste Overlæg kan sige om Sagen, og idet jeg gjentager at jeg vel ikke seer Mulighed forat der for Tiden skulde kunne gjøres Noget i den store Sag, men dog troer, at Besøget vilde være gavnligt, maaskee meget gavnligt for Forholdene i Almindelighed, skal jeg kun tilføie, at da, om ikke just den allerkorteste saa dog den bekvemeste og naturligste Vei for Dem til Hjemmet gaaer over Berlin (De kunde jo f. Ex. ønske at tale med mig), saa vilde, i det fors. 250mig aldeles uventede Tilfælde, at Bismarck ikke kunde see Dem, dette i hele Yderverdenens Øine finde en fuldkommen tilstrækkelig Forklaring deels i Bismarcks Ildebefindende og deels i Deres korte Ophold her. . . .

G. Quaade.

Telegrapheres Dag og Kl.slet alene gaaer jeg til Thile.

Telegrapheres tillige om Logis siger jeg Thile Intet.

Da Brevet findes blandt Grev Frijs’ Breve til Quaade (U. A.), er det uvist, om det har været afsendt.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Marienbad, 6. Juni 1869.

Kjære Vedel! Vedrørende det omtalte Besøg ɔ: Hensigtsmæssigheden af Besøget har jeg tilskrevet Quaade forleden, thi jeg har i disse Dage seet af Aviserne, at Grev Bismarck er jevnlig syg og jeg vil undgaae at tage over Berlin naar jeg ikke kan hilse paa Bismarck i Lighed med hvad jeg har gjort paa Grev Beust. Om det, hvis det skal skee, kan blive til Gavn er jeg naturligviis ikke istand til at bedømme og forsaavidt som det kan beroe paa min Fremtræden vil jeg ret alvorlig og inderlig bede Vorherre at styrke mig til denne Gjerning og give mig Ligevægt og Disponibilitet i Sindet (hvilket just ikke er let umiddelbart efter en Badekur) under en eventuel Samtale, saa at denne idetmindste maa bidrage til at skaffe nogen Agtelse selv hos en saa overmodig Mand som Grev Bismarck. De kan vide at jeg hverken har stor Tro til mine Overtalelsesevner ei heller nogen Fortrøstning til at der i Øieblikket kan bevirkes Noget til Gavn for vor Livssag, men da jeg ikke for mig selv bestemt kan benægte Muligheden heraf, vilde jeg aldrig i Fremtiden kunne forsvare for mig selv ikke at have gjort Forsøget, just fordi det er mig is. 251den allerhøieste Grad personlig ubehageligt og piinligt, thi jeg vilde da bestandig gjøre mig Bebreidelser for at have taget mere Hensyn til egen Bequemmelighed og Behagelighed end hvad der muligviis (om end denne Mulighed er meget fjern) kunde gavne mit Fædreneland. Jeg afventer Decisionen af Quaade. . . . Omendskjøndt jeg ikke længes efter Hjemkomsten til Kjøbenhavn, saa længes jeg dog efter atter at samtale med Dem. — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Hamburg, 11. Juni 1869.

Kjære Vedel! Endskjøndt jeg ikke faaer megen Tid ei heller megen Ro for mine Børn til at samtale med Dem her i Hamborg, vil jeg benytte den korte Tid for at give Dem en saavidt mulig historisk Beretning om mit Besøg, saavel for at De kan vide dette som ogsaa fordi jeg ønsker at beholde dette som et Minde om hiin Sammenkomst, thi De vil kunne forstaae, at da jeg strax efter hiint Møde eller Besøg maatte til Hotel og Jernbane og først om Aftenen meget forfrusset ankom hertil, har der ikke været Leilighed til før at sætte Pennen til Papiret; kun at jeg for omtrent ½ Time siden nedskrev et Brev til Kongen for at underrette om min Hjemkomst samt om at jeg havde foretaget hiint Besøg, da jeg maatte ønske, at han fik dette at vide af mig selv. —

Jeg havde vel underrettet Quaade om min Ankomst men bedet om ikke at lade forlyde Noget herom forinden jeg mundlig havde sagt ham hvad min Hensigt var, thi jeg kunde ikke ønske at bemeldte Besøg havde nogensomhelst solennel Carakteer, det skulde hovedsagelig kun vise, at man var Herre over sine Følelser, ønskede at vise sædvanlig Høfligheds. 252men hverken havde isinde at supplikere ei heller at smigre Storheden og jeg bilder mig ind at dette er lykkedes. Der vil saaledes ikke kunne være Tale om nogen » Boutade« fra vor Side men paa den anden Side troer jeg heller ikke, at der er Noget betydeligt vundet herved, thi om jeg end har faaet Leiligheden til at udtale 2 Ting der laae mig paa Hjerte og hvormed jeg personlig er fornøiet, saa er jeg dog ikke saa forfængelig, ei heller saa sanguinsk, at jeg troer dette vil faae nogensomhelst gunstig Virkning i Realiteten, thi dette afhænger af Kræfter og Magter (tildeels Tilfældigheder) hvorpaa vi aldeles ikke kunne influere, der kan høistens kun være Spørgsmaal om hvorvidt vi kunne være heldige til at suge Honning ud af en enkelt Begivenhed. — Den Vandring til Bismarck var mig ikke alene som officiel Person i høi Grad tung, dog dette kunde overvindes, da jeg ansaae den for paabudt af Fornuften og de stedfindende Forhold, men den var mig tillige meget piinlig som Privatperson, fordi jeg ved tidligere Leilighed, da jeg har truffet sammen med Bismarck, har saa tydelig som det vel var muligt uden just at være grov, viist ham at jeg gav ham en god Dag; dette skete i sin Tid ikke af nogen personlig Uvillie, men fordi jeg var i yderste Grad forbittret over at nuværende Landgrev Fredrik og Blixen havde slæbt politiske Personligheder op til et Møde, hvor man vilde fornøie sig med Jagd, uden at lade bemeldte Persons Ankomst blive bekjendt for En iforveien, saa at man kunde tage sin frie Bestemmelse derefter. ¹Talen er om en Jagtudflugt, der i August 1857 arrangeredes af Blixen-Finecke, hvori bl. a. baade Bismarck, Prins Frederik af Hessen og Grev Frijs deltog. (Sml. Danske Magazin 6. Rk. II, 366).) — Efter at jeg var kommet til Berlin Kl. 1 bad jeg Quaade forespørge hos Bismarck om jeg kunde hilse paa ham, hvorpaa denne svarede, med største Fornøielse ligestrax, men da kunde han desværre kun disponere over faa Minuter da han skulde til Potsdam til Referat hos Kongen, senere til Taffel for Vicekongen af Ægyptens. 253og først kunde komme hjem Klokken imellem 11 og 12, om jeg ikke vilde spise hos ham den næste Dag, men da Quaade herpaa svarede, at det var mig umuligt, da jeg lige kom fra Marienbad, blev Besøget fastsat til den næste Dags Formiddags Klokken 12, hvor jeg da mødte i Udenrigsministeriet og fornyede Bekjendtskabet med Forbundskantsleren, der sikkerligen ikke har vundet ved det Arbeide og de Anstrængelser i Udseende, thi skjøndt naturligvis en Person der har havt den betydelige Indflydelse paa Verdens Gang altid derved vinder om ikke Interesse saa dog Opmærksomhed, saa kan jeg ikke nægte, at de Spor, som disse Begivenheder have efterladt paa hans Physiognomi, ikke kunne betragtes som forskjønnende eller forædlende, men dette saavelsom de fleste Bemærkninger blive imellem os, thi det er af den længere Samtale jeg førte med ham blevet mig aldeles klart, at hans Susceptibilitet for Critik saavel i Blade som af Personer vedrørende ikke alene hans Færd men ogsaa selve det ydre Habitus er bleven i en ganske overordentlig Grad forøget i den senere Tid, saa at det ikke kan bringe nogen Gavn, om mine Bemærkninger om hans nervøse og noget opdunstede Tilstand kom ham for Øre igjen. Som sagt jeg marscherede op til ham og satte mit mildeste Ansigt op, forsøgende at forstille mig saa godt som mulig dog følende ved at see ham, at deri er han ogsaa en fuldkommen Mester, thi det var hans Bestræbelse at give sig Udseende af en frank og aaben Personlighed. Efter at Cigaren var bleven tændt begyndte Conversationen som indlededes med at jeg ikke havde villet reise igjennem uden at fornye Bekjendtskabet og at det glædede mig at see ham saa rask etc. etc. og at det var mærkeligt at han kunde holde saadan ud skjøndt han havde Rigsdag og Parlament næsten stadig samlede, han kom da ind paa en længere Udvikling om at de maatte blive til 2-aarige Kamre idethøieste, og at Toldparlamentet rimeligviis gik fuldstændig overstyr idet det var hans Overbeviisning at Sydtydskere, med Østerrigeres. 254ikke i Længden kunde gaae sammen med Nordtydskere, og at man ikke var tjent med at faae Folk ind i et Samfund eller Forbindelse som ikke ønskede at være der, thi det blev aldrig nogen Forøgelse af Kraft. Jeg blev ved med Sundhedshensyn og hans store Virksomhed naar der blev en Pause, idet jeg var fast bestemt paa om jeg ogsaa skulde have siddet der til næste Morgen ikke at begynde at lukke min Mund op om Nordslesvig, og han begyndte derfor ogsaa tilsidst selv dermed ved i Anledning af Luxemborg Sagen, hvor han beklagede sig over den sydtydske Presses Optræden imod Nordtydskland og imod ham personlig, at give en Fremstilling af den politiske Stilling og sin næsten umulige Stilling under Forhandlingerne i Nikolsburg, da Kongen blev hidset og pustet Ild til af Generalerne og hvor han aldeles bestemt havde maattet indgive sin Demission, Den Eneste der havde holdt med ham var General Moltke, men Kongen havde slet ikke villet indlade sig paa at afgjøre Sagen med at Haderslev Amt restitueredes, hvilket havde været ønskeligt fra hans Standpunkt og hvormed Franskmændene vilde have været fornøiede, thi de saae ikke saa meget paa Gebetets Størrelse, c’était plutôt pour la forme. — Efter hans Overbeviisning havde det været det Ønskeligste, at Sagen var bleven endelig afgjort dengang da det havde været langt lettere, men han havde kun som sagt kunnet faae den Ene til at gaae ind paa sin Opfattelse, at Preussen var bedre tjent med at faae Sagerne endelig ordnede og idet Hele taget paa en Maade, der ikke altfor stærkt saarede Andres Interesser. — Mere havde han ikke paatænkt at retrocedere, havde heri ikke fundet Medhold, langt mindre (at man vilde eller) at Nogen vilde gaae ind paa vore Ønsker. Siden den Tid havde Forholdene ingenlunde bedret sig for vore ønskers Fremme; om ogsaa han kunde ønske en Afgjørelse stod han nu saa at sige alene. Kongen vilde ikke miste sin tydske Popularitet og saasnart Sagen omtaltes i Bladene mødte der Adresser og Petitioner fra Haderslevs. 255om den Ulykke der vilde vederfares de derværende Tydskere, og hvoraf Kongen benyttede sig. Kamrene vilde ikke støtte ham i nogen Retrocession, Pressen endnn mindre, thi da vilde først for Alvor alle guelfiske og hessiske og beustske Blade blæse Allarm, men han gav en fiin Antydning af, at der muligviis under de forestaaende Begivenheder vilde findes en gunstig Tid. — Jeg bemærkede, at vor Konge gjentagende havde udtalt og at det var hele Landets Mening at det var i høieste Grad ønskeligt at komme paa en god Fod med Tydskland og Preussen, men deels hørte hertil 2 Villier, der samstemmede, deels var en nødvendig Forudsætning at den nationale Individualitet respecteredes, thi uden dette kunde den gjensidige Bestræbelse fra Regjeringernes Side ikke have nogen sand Grund at bygge paa. Han omtalte her Tydskernes Stilling i de eventualiter retrocederende Dele og at man dog ikke kunde tvinge dem til at flytte, hvortil jeg bemærkede at det var alle Dage en Besværlighed hvoraf vi kom til at bære Byrden. — Samtalen varede vel en ¾[!] Quarteers Tid, da kom Grevinden og kikkede ind og jeg mærkede at enten maatte det være et aftalt Tegn eller han virkelig skulde afsted, hvorom jeg senere overbeviste mig, og efterat have gjort Bekjendtskab med Grevinden anbefalede jeg mig. En heel Deel Udtalelser faldt der yderligere, navnlig erindrer jeg at have bemærket, da han henpegede paa en gunstigere Tid til slig Afgjørelse — at jeg var overbeviist om at det maatte være i fælleds, men ialfald var det i vor Interesse, at Sligt kunde afgjøres alene af de 2 vedkommende Parter, thi en slig Afgjørelse vundet ad denne Vei vilde skabe et permanent Venskabsforhold, item at Kongen ikke lagde Vægt paa om der vandtes Land meer eller mindre men det kom ham an paa at den nationale individualitet som han repræsenterede vandt den berettigede Anerkjendelse og Agtelse, hvilket under de nuværende Forhold ikke fandt Sted. — Jeg bilder mig saaledes ind at have fastholdt vort gamle eller hidtilværende Standpunkt og kundes. 256efter de meddeelte Oplysninger ikke føle mig fristet til at fravige dette i noget Punkt. — Noget behageligt eller lovende Indtryk fik jeg ikke af den hele Conversation, men den førtes naturligviis i største Høflighed og vi skiltes med Haab om Gjensyn, som jeg rigtignok vil haabe maa blive under noget gunstigere Vilkaar for mig eller den danske Repræsentant og ikke under de nuværende Forhold hvor den preussiske Premier og det hele Væsen staaer med det rasende Hovmod og Overmod ligeoverfor det øvrige Europa navnlig ligeoverfor os. —

Endskjøndt Samtalen var høist ubehagelig for mig og den hele Forberedelse saavelsom selve Faktum ikke kan betragtes som nogen god Efterkuur, saa er jeg dog endnu overbeviist om, at jeg har gjort ret i at gjøre Besøget. Og der er foruden de Grunde jeg tidligere har udviklet nogle som jeg mundlig skal fremhæve. Jeg er under dette Skriveri blevet stadig forstyrret men haaber dog herved at have optegnet Hovedindtrykket af ommeldte Besøg og jeg beder Dem godhedsfuldt om at ville lade mig faae en Afskrift af dette naar jeg kommer hjem, da jeg gjerne vil have et nedskrevet Indtryk af hiin Samtale forfattet mens den endnu var mig i levende Minde. —

Mit personlige Indtryk af Samtalen og Discussionen med ham er, at han ikke længe vil kunne holde dette Liv ud; hans Legeme vil ikke kunne bære aandelig Modgang og denne vil forestaae ham ligesom Enhver, hans Legeme er ikke stærk nok hertil og jeg troer ikke, at der er noget religiøst Styrkemoment tilstede hos ham, som kan supplere denne Mangel, dog er vel denne Samtale for kort og Forstillelsen kan have været tilstrækkelig til, at selv de Bemærkninger der aldeles ufrivillig og som instinctmæssig kom frem fra hans Side, om at det havde været bedre at man tidligere havde oeconomiseret bedre med Tid og Kræfter, for at kunne være nu fuldstændig Herre over dem, kun have været af en aldeles sporadisk Beskaffenhed, men mig forekoms. 257det som et Hjertesuk af en ærgjerrig Sjæl, der seer at det gaaer ned ad Bakke. Under den fortsatte Samtale, hvor han dog tidt hørte til, blev han egentlig meget angrebet og oppustet i Ansigtet; da jeg kom ud derfra saae jeg ud som en kogt Krebs, thi enhver fortsat aandelig Beskjæftigelse, den være nu skriftlig eller mundlig, fører efter Badekuren Blodet meget stærkt til Hovedet, men den gjør mig ikke længere døsig saaledes som tidligere. — I det Hele nærer jeg det Haab virkelig nu bedre at kunne være istand til at taale Beskjæftigelse og de med Ministerstillingen forbundne Ubehageligheder og Modgang; at kunne vedligeholde et let Sind og ikke strax at bøies af hver lille Modgang. — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
12. Juni [1869].

Kjære Kammerherre.

. . . Hvis Krieger ¹A. F. Krieger.) ikke allerede er i Berlin kommer han snart dertil og jeg beder Dem da at give ham indlagte Brev. Som De har seet, vil Monrad nu være Præst og for det Første opgive Rigsdagen. Det beklager jeg, thi jeg synes at Fædrelandet har Ret i at sige at han kunde hjelpe til at hæve Niveau’et lidt i Folkethinget og det veed Gud at det kunde trænge dertil. . . .

P. Vedel.

17

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 27. Juni 1869.

Kjære Quaade! . . . Den mig tilsendte Artikel havde jeg læst forinden jeg modtog den af Dem og hvad der har frapperet mig meest var dens Optagelse i »Norddeutsche Allgemeine«, da jeg dog havde antaget det for lidt for plump for Grev Bismarcks Smag. ¹»Dagbladet« 20/6 1869 omtaler en Artikel i »Norddeutsche Allg.« for 17/6 1869 om den welfiske Agitation.) — De siger, at Ingen af Collegerne har spurgt Dem om min Samtale med Grev Bismarck, dette finder jeg nu ikke saa forunderligt, thi det var klart givet, at paa den Maade som Besøget skete, kunde ikke noget Hemmeligt og Betydningsfuldt være tilsigtet hermed; interessantere vilde det være at erfare Bismarcks egne Yttringer herom, thi at han ikke kan tie stille hermed er givet og det vilde være ret interessant at høre Graden[?] af hans despecteerlige Yttringer, thi det er klart at han i sit Overmod overseer Alt hvad der ikke har tilstrækkeligt Antal af Bajonetter, men det vilde foruden at det kunde være af politisk Interesse at kjende hans Yttringer tillige more mig personlig at kjende dem, og maa De være overbeviist om, at Interessen for at erfare dette langt overgaaer Forfængeligheden, thi jeg kunde hverken efter tidligere Kjendskab ei heller efter dette Møde vente at finde nogen gunstig Bedømmelse; muligviis kan man faae dette bedst at vide gjennem Moltzen, der snarere vil lægge Noget til end trække fra og er jeg fuldkommen sikker paa, at han har for meget faa Dage siden sendt sin Rapport herom til Kjøbenhavn; jeg kan ogsaa erfare dennes Indhold men jeg vilde nødig give Vedkommende hersteds at troe, at jeg havde nogen særlig Interesse i at erfare Bismarcks Yttringer; endvidere ønskede jeg at erfare med det Allerførste bestemt hvornaar Kongen af Preussen tager til Ems, thi det vilde slet ikke være uden Interesse at lægges. 259Mærke dersteds til Prinds Oscars Holdning vis à vis Preusserkongen, thi han ɔ: Oscar er baade intriguant og Eventyrpolitiker og brænder af Begjærlighed efter politisk Betydning. — Jeg troer ikke, at man fra preussisk Side entrerer stærkt og alvorligt med ham, men det kan være tilstrækkeligt til at skabe Forvirring og Uro i vore smaa Forhold, og dette er for Øieblikket meest i Preussens Gevinst. — . . . Heydebrand vidste strax Besked om at jeg havde havt Samtale med Bismarck og at jeg havde hilst paa hans Kone, der ikke lod til at være let conversable. — Igaar havde jeg Besøg her af Biskop Monrad, der lader til at være blevet pessimist ovre i Ny-Zeeland; hvis han i Virkeligheden tænker saaledes som han talte til mig igaar, saa burde han hellere være blevet hos Maorierne, thi han fortvivlede om alt, vilde kysse Støvet af Bismarcks Tøffel etc.; men jeg tænker, det var kun hans sædvanlige Maneer for at pumpe mig; og det glædede mig at kunne skjænke ham aldeles reen Viin, da jeg Intet havde at fortie ei heller troede det nyttigt at fortie Nogetsomhelst. — Jeg vil sige er han virkelig saaledes som han taler, da har han heller ikke Freidighed nok til at være Prædikant. — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 7. Juli 1869.

Kjære Quaade! Endskjøndt jeg egentlig ikke har noget Nyt at meddele Dem kan jeg dog ikke undlade at benytte den Leilighed, der imorgen tilbyder sig, med Grosserer Levy for at bringe en hjertelig Tak for den sidst modtagne Skrivelse. Mon vi ikke under Bismarcks Fraværelse skulde faae den hele Sag bragt i Orden om Forstaaelsen af de 6 Aar,s. 260samt om Archiverne; thi vi resterede da kun med Hovedsagen og den kommer vel ogsaa nok engang. De vil forresten kunne tænke Dem, at vi med Hensyn hertil ere i en ringe Forlegenhed naar Kongen skal tiltale den sammentrædende Rigsdag, thi deels ville vi ikke lægge os ud med Preussen deels kunne vi ikke være bekjendt af Hensyn til os selv aldeles at forbigaae denne Sag med Taushed og paa den anden Side maatte dette heller ikke blive et staaende Thema saaledes som sans comparaison det polske Spørgsmaal tidligere i franske Throntaler; De kan hertil svare »Den Tid den Sorg«, men man maa dog itide være betænkt paa hvad man vil gjøre. — For Øieblikket har Publikum kun Fornøielser, Landmandsforsamling, skandinavisk Møde, Formæling og archæologisk Møde i Hovedet, og man skulde troe trods de almindelige Klager over Næringsløshed og Mangel paa Penge, at der var fuldt op allevegne, idetmindste ere alle Caféer og Tracteursteder fuldt besatte. . . . Deres tidligere Collega Biskop Monrad er efter Moltkes Brev fra igaar i Paris og søger Samtaler med derværende Politikere, hvoraf man da skulde slutte at han selv vilde ogsaa træde i Virksomhed; han skulde om Aftenen som Moltke havde talt med ham træffe sammen med Thiers, dog vil denne efter al Sandsynlighed slet ikke kunne gaae ind paa Monrads Anskuelser, forudsat at han udtaler sig dersteds ligesom han har gjort det ligeoverfor mig og Andre; det er for mig en ubegribelig Størrelse, thi hvorfor, naar han vil tage virksom Deel i Politiken ligestrax, søger han et Præstekald. For mig maa han med største Fornøielse overtage Affairerne, men jeg kan hverken tilraade Kongen dette Valg ei heller troer jeg det tjenligt for Landet, men maaskee kan han atter bringe noget Liv i Rigsdagsforhandlingerne. Krieger er vendt hjem, men det er besynderligt at hverken med ham eller med Fenger har Monrad talt Politik og endnu mindre med Hall, hvorimod han omtrent har udtalt sig i ligesaa pessimistisk Retning til Kongen som til mig. Mon De ikke skulde faae hams. 261til Berlin ogsaa, og jeg vilde da ønske at han søgte at faae Bismarck itale og see at komme tilrette med ham. Til mig udtalte han sin Overbeviisning om at man for hver Priis maatte komme paa god Fod med Preussen, hvortil jeg svarede, at dette var Hovedgjenstanden for vor Bestræbelse men der hørte hertil 2 Villier og hidindtil havde vi ikke mærket Noget til preussisk Beredvillighed; jeg tænker mig som en Mulighed at han kan vende tilbage fra Paris ligesaa krigersk som han for 8 Dage var fredsæl, og begge Extremer forekomme mig ikke alene forkastelige men ogsaa farlige.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

17*

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Tirsdag [8? Juli 1869].

Kjære Kammerherre.

Endelig maa jeg fortælle Dem hvad jeg forleden paa anden Haand erfarede fra Krüger. Under hans sidste Ophold i Berlin søgte Lasker ham og sagde til ham: »Det slesvigske Spørgsmaal generer os meget og vi erkjende at det er større og er bedre begrundet end vi havde troet. Vi ønske at det kan løses tilfredsstillende. Deres sidste Forslag (K. s Amendement i Toldparl.) ¹Kryger havde 4/6 1869 i den nordtyske Rigsdag foreslaaet, at der ikke maatte opkræves nye Skatter i Nordslesvig, før dettes statsretlige Stilling var traktatmæssig afgjort og ordnet. Forslaget bortfaldt. (»Fædrelandet« 1869 Nr. 128 og 131.)) kan naturl. ikke gaae, men bring Sagen ind paa anden Maade og i en bedre Form, saa kunde det maaskee føre til Noget.« Han vilde dernæst have at Krüger skulde angive Grændsen. Kr. svarede imidlertid at hans. 262kunde ikke giøre Andet end holde til Art. 5 og altsaa Afstemning og saa langt den vilde gaae.

Dermed endte dette Incidens, men viser Laskers Henvendelse at det national-liberale Parti er mere villig til en Afstaaelse end Bism. vil give det Mine af at være det? . . .

P. Vedel

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 16. Juli 1869.

Kjære Greve — naar De modtager disse Linier vil De allerede have erfaret at Dotézac faar en Efterfølger. Vicomte de St. Ferriol, der er udnævnt til Gesandt i Kjøbenhavn, var tidligere 1ste Gesandtskabssecretair i London og indtil nu Chef de Cabinet hos Lavalette. — Ifjor fik Baron Forth-Rouen, fransk Gesandt i Dresden, pludselig sin Afskeed forat skaffe den fratrædende Udenrigsminister, Marquis Moustier’s Cabinetschef, Grev St. Vallier en Post — iaar er det samme Tilfældet med Dotézac. —

Da Udnævnelsen alt er en fait accompli, vil det være unyttigt at søge at gjøre noget for Dotézac. — Siden et Aar har jeg heller ikke troet at det kunde vare meget længe inden han vilde blive fjernet fra sin Post. Han er ikke ung og siden Begivenhederne i Italien og Tydskland er de diplomatiske Posters Antal jo stærkt formindsket.

St. Ferriol er en vakker og begavet Mand paa henved 40 Aar. Han agter ikke at reise til Kjøbenhavn førend efter Festlighederne. . . .

L. Moltke-Hvitfeldt.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
26. Juli 1869.

Kjære Kammerherre.

D-d er rigtigt Monrad. Han er et besynderligt Menneske. Forleden viste sig paa Kjøbenhavns Horizont en anden eiendomlig Person, nemlig Hr. Copist Hansen, som reiser til Stockholm som Correspondent for Moniteur universel. Som jeg hører vil han fra Stockh. gaae over Berlin til Wien, saa at De vel i sin Tid kan vente Dem et Besøg af ham. . . .

P. Vedel

Udenrigsminister Grev Frijs til Gehejmeetatsraad Andræ.
Kjøbenhavn, 20. August 1869.

Hvis Geheime-Etatsraaden vilde paa Deres Vei indtil Byen eller paa Tilbageveien besøge mig i Udenrigsministeriet, hvor jeg findes fra 1 til 5 vilde jeg herfor være overordentlig taknemmelig, da jeg som saa ofte meget ønsker at erfare Deres Mening og at høre Deres gode Raad, forsaavidt som De maatte være tilsinds at give dem.

C. E. Frijs.

Andræs Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 20. August 1869.

Kjære Quaade! . . . Saavel Kongen som Dronningen ere saa glade over deres nye Svigerdatter at det er en Glæde at være Vidne hertil, og selve Kronprindsen seer glad og fornøiets. 264[ud], saa at jeg vil haabe til Gud at ved denne Forbindelse maa Grunden være lagt til et fortsat lykkeligt Familieliv som dog er den sikkreste Borgen for at man med Tryghed gaaer Livets Kampe imøde. . . .

C. E. Frijs.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Lørdag, 28. August [1869.]

Kjære Kammerherre.

Den vilde Idee som man havde faaet i Slesvig om selv at foretage en Afstemning lader heldigvis at falde hen igien — da jeg har undersøgt Sagen meget omhyggeligt kan jeg indestaae for at det er i Sønderborg alene at den er opstaaet og at alle Andre have været imod den. Det synes imidlertid efter de sidste slesvigske Aviser at den dog ikke vil døe uden at efterlade Afkom, saasom en Massepetition eller andet Deslige. Nous verrons! Jeg kan forresten nok forstaae at de stakkels Nordslesvigere begynde at tabe Taalmodigheden, kun veed jeg ikke hvad det kan hjelpe til. — Apropos sidder E. B. ¹Formentlig Edgar Bauer.) nu i Altona?

Congressen — jeg mener den archeologiske — er da nu i fuld Gang her, det havde været godt om der var mødt nogle Preussere, de vilde sikkert have været godt behandlede — Virchow er saa vidt jeg veed den eneste. Ulykkeligvis taler Lisch saa forfærdeligt Fransk at man trods sin bedste Villie ikke har kunnet giøre ham til Vicepræsident.

P. Vedel.

Udenrigsminister Grev Frijs til Fru Gehejmelegationsraadinde Vedel.
Kjøbenhavn, 15. September 1869.

Da jeg veed at Vedel med Hensyn til Forsigtighed og Omsorg for sit Helbred ikke er saa nøieregnende, tillader jeg mig at henvende mig til Dem for at faae et bestemt Svar paa om det vil kunne skade hans Helbredelse, om jeg i Formiddag kommer op at tale med ham et Quarteerstid; jeg ønskede nok at vide hans Mening om et enkelt Spørgsmaal, men paa den anden Side vil jeg under ingen Betingelse, saavel af Venskabshensyn som af Hensyn til Interessen for hans Brug i Fædrelandets Tjeneste, ved min Samtale idag forhale hans Reconvalescents og beder derfor om at maatte faae mundlig gjennem Kjætting et »Ja« eller »Nei«. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 18. September 1869.

Kjære Quaade! . . . Endskjøndt det seer noget broget ud i Verden og man navnlig i Frankrige synes meget syg, saa haaber jeg dog at den hele Udvikling maa føre til udvortes Fred imellem Staterne, saa at de mindre Stater ikke have den umiddelbare Fare for Overgreb fra de Stores Side; derimod er der vel endnu ikke noget Haab om at vor mægtige Nabo, Preussen eller Nordtydskland hvad man nu vil kalde det, vil restituere os det Stykke af Slesvig som saa ivrig og indtrængende ønsker at vende tilbage til Danmark. Det er med den største Uret at danske Agitatorer paaskyldes at have sat den nuværende Adressesag ¹Sml. Nr. 595.) igang i Slesvig, det ers. 266selvfølgeligt at den danske Regjering ikke har det Ringeste hermed at gjøre, thi den afholder sig fra ethvertsomhelst Skridt, hvorved den kunde paadrage Ansvar paa Folk, som den ikke seer sig istand til at forsvare. Efterat man har sat den hele Sag igang har man underhaanden villet høre Raad af mig, men jeg er, med Grund troer jeg, bleven vred fordi man vilde høre min Mening naar man alt havde taget en Beslutning. Hvis Touren til Wien skulde foretages kan det ikke alene bekomme Vedkommende ilde, men det vil efter min Formening endog skade Sagen, thi man vil kun bruge dette Spørgsmaal til at spille Boldt med. Forresten er udadtil Alting roligt her som andetsteds, men jeg har en Deel Fortrædeligheder deels med Reconstructionen af mit Ministerium deels med Etiquettespørgsmaal vedrørende vore Notificationssvar paa Prinds Christian af Augustenborgs Børn, ¹Prins Christian af Augustenborg var g. m. Dronning Victorias Datter Helena.) og i hvilken Sag man har underhaanden villet bane Veien for en Afgjørelse som jeg ikke kan paatage mig Ansvaret for, idet man foreslaaer at D. af E. vedblivende kan kalde ham Prinds af Slesvig-Holsten og Kongen her svare med »Prinds af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg«; dette er en Udvei som jeg paa ingen Maade tør gaae ind paa, thi deels kan det have statsretlige Consequentser at tie stille og ikke protestere imod slig paataget Titel, der desforuden var den politiske Fane som den gamle oprørske Hertug stak frem, deels vil en Eftergivenhed paa et Punkt, hvor man har den soleklareste Ret ikke føre til Andet end at Prætentionerne tiltage i en foruroligende Grad; det Skridt der umiddelbart vil følge vil naturligviis være Fordringen om Landsforviisningens Ophør, og da bemeldte politiske Forbrydelse, hvorimod hiin Straf er anvendt, har fundet Sted imod den afdøde Konge forekommer det mig aldeles utilraadeligt at give Kjøb; var det begaaet imod den regjerende Konge selv vilde det være lettere for ham. Og in praxis. 267vilde det kun være en Begyndelse paa Intriguer og Smaakjævlerier som fra England forplantedes hertil, og hvoraf hele Byrden vilde falde paa Kongen, og han vilde kun høste en meget simpel Tak for sin Godhed; idet han hverken vilde faae Tak af Familien ei heller af sit Folk. Men det hele Spørgsmaal har skabt en lille Spænding, som jeg formoder kun maa være momentan, da jeg ikke har kunnet indlade mig paa at paatage mig Ansvaret for en Politik som er bleven drevet bag min Byg og underhaanden. Dog nok herom, men det omtales kun fordi det egentlig i Forhold til Sagens Vigtighed har skaffet mig en Mængde Bryderier der have ærgret mig en Deel. Det maa ikke undre Dem om De ikke i den sidste Tid har hørt fra Vedel, men han har været daarlig i den sidste Uge, maattet holde Sengen og ikke tale, saa at jeg kun enkeltviis skriftlig har kunnet forhandle med ham. For Øieblikket er Kongehuset borte paa Excursion til Jernbanens Indvielse i Jylland, og de fleste Ministre ere ude for at lade sig vælge, nemlig Finants- Krigs- og Justitsminister. Estrup vil det paa Grund af hans Helbredstilstand nok blive umuligt længere at holde paa Ministertabouretten, og vist er det at jeg i mit Befindende ogsaa har tilstrækkelig Grund til at trække mig tilbage, men at jeg dog har anseet mig for forpligtet til endnu at forsøge at fortsætte i nogen kort Tid.

— Landet har her iaar en udmærket god Høst og saa at sige Alt er kommet udmærket i Huus og nu efter at dette er skeet faae vi Regn, hvortil vi af Hensyn til Græsvæxten stærkt trængte; jeg vil haabe at Quægpesten, takket være de energiske Forholdsregler som den preussiske Regjering har grebet, snart maa være fuldstændig overstaaet saa at der ikke fra Englands Side kan lægges nogen Hindring iveien for Indførsel af Quæg, hvilket for hvert Aar med det rationellere Agerbrugs Fremgang bliver af større og større Betydning for vort Land navnlig for Jyllands Vedkommende, thi det [er] en uhyre Fordeel at have 2 store Markeder istedetfors. 268at maatte nøies med det ene mod Syd; det interesserede mig i høi Grad under mit sidste Ophold i Hamborg at see hvilken betydelig Udvikling Commissionshandelen med Quæg dersteds ikke alene fra Magdeborg-Egnen, Bayern, Bøhmen og hele det sydlige Tydskland havde taget men at ogsaa de russiske Østersøhavne havde Hamborg til Mellemhandler, idet jeg traf hele Stalden fuld med Kreaturer fra Riga; med Hensyn til fiin Qualitet beholde Jyderne dog endnu Fortrinet og jeg troer dog at [vi] paa dette Gebeet . . . paa Grund af vor Nærhed ved det store Kjødmarked ville vedblive at have chancerne for os i Concurrencen.

Jeg er i denne Tid en Deel beskjæftiget med Tanken paa Throntalen som ikke vil kunne undgaaes den 4de October ved Rigsdagens Samling, da Kongen maa for Rigsdagen tilkjendegive Kronprindsens Formæling, og det vil da blive umuligt at lade de andre Spørgsmaal fuldkommen uberørt. Preussens fuldkomne Taushed i 1½ Aar kan umulig forbigaaes med Taushed, thi ligesaameget som der ligger Vægt paa ikke at være for remuant under den nuværende europæiske Tilstand og faae Udseende af som om man vilde puste til Ilden, saa kan det endmindre forsvares at tie bomstille, thi det vil af Alle forklares som Feighed, og dette er hverken i det individuelle eller i Staternes Liv en Betingelse eller Forudsætning som man kan taale, thi da vil den [ene] Fornærmelse og Ydmygelse følge ovenpaa den anden; paa den Svage og Forknytte lader man al sin Ondskab og Fortrædelighed gaae ud. De vil kunne forstaae at for at give Ordene eller Tankerne en vis rondeur i slig Udtalelse er det mig et stort Savn at Vedel maa holde Sengen, men vi have nu kun 14 Dage til at Slaget skal staae. —

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 24. September 1869.

Kjære Vedel!

. . . Efter Berlingske seer det ud som om Alting calmerede sig i Europa, men jeg bilder mig ind at det kun er paa Overfladen, nægtes kan det ikke at det er en mislig Tid for en lille Magt til at udtale sig paa, — og i Virkeligheden saaledes som jeg bilder mig ind at Sagerne staae med Hensyn til den slesvigske Afgjørelse, forandres eller tabes herved Intet og det forekommer mig absolut nødvendigt for Regjering at udtale at det er imod Ens Villie at man nødes at overvære Liigbegængelsen.

Skade at man ikke passende kan være Conseilspræsident og Tegner i Corsaren, thi ellers havde det bedste Svar paa Bispens Artikel været en Afbildning af Caroline med Tungen ud og Bipsen[!] med sin Fløielsmave ved Siden. ¹Sml. Nr. 601.)

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 26. September 1869.

. . . Andræ synes at undre sig over, at De som forsigtig General ikke havde havt nogen Betænkelighed ved Begyndelsen af det slesvigske Punctum [ɔ: i Trontalen] især dettes Begyndelse; ²I Trontalen ved Rigsdagens Aabning 4/10 1869 hed det efter en Tak til det danske Folk for dets Deltagelse ved Kronprinsens Bryllup: ». . . Ogsaa fra hiinsides Landets Grændser, navnlig fra danske Mænd og Kvinder i Slesvig, have Vi og det unge Par modtaget rørende Beviser paa Deeltagelse og Hengivenhed. Ligesom Vor Glæde har været deres, saaledes er deres Sorg ogsaa Vor. Ligesaa fast som de troe Vi paa en Gjenforening af, hvad der er og vil være Dansk. Vel har den kongelig preussiske Regjering ikke fundet tilstrækkelig Anledning i Forholdene til at gjenoptage de paabegyndte Forhandlinger om denne Sag; men Vor Overbeviisning om, hvad Retfærdighed og begge Staters velforstaaede Interesse maae fordre, er saa urokkelig, at Vi desuagtet ikke kunne opgive Forventningen om, at en tilsvarende Erkjendelse vil gjøre sig gjældende hos den kongelig preussiske Regjering og føre til en Afgjørelse, der kan befæste et varigt venskabeligt Forhold imellem Danmark og det Nordtydske Forbund. . . .« (Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Folkethinget. Ordentlig Samling 1869—70. 1. Bind. Nr. 1—159.)) jeg antager at det gaaer Dem ligesom mig, at De kun sætter Priis paa fornuftige og ulidenskabelige Politikeress. 270Dom, og herimellem er Andræ efter min Mening i udenlandske Spørgsmaal den Første og Bedste her i Landet, og jeg vilde i Deres Sted just paa den Plads, som De hævder, ikke ønske eller attraae nogen bedre Roes end den at være en forsigtig og betænksom Mand. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 28. September 1869.

Kjære Vedel! Indesluttet sender jeg Dem et Brev jeg igaar modtog fra Biskop Monrad, og hvorpaa jeg vilde svare i Henhold til Indesluttede; jeg vilde sætte Priis paa om De vilde gjøre mig opmærksom paa, om der var en eller anden Ting eller rettere Bemærkning, hvorved Biskoppen kunde føle sig stødt, thi jeg ønsker at svare saa roligt paa hans perfide Skrivelse som muligt, bilder mig ind ogsaa at være det, men »Forsigtighed er en Borgemesterdyd«. ¹Bilag findes ikke.) — . . .

Alliancen imellem Monrad og Tscherning træder i indesluttet saa stærkt frem som Første anseer for hensigtsmæssig, og alt for flere Maaneder siden er mig berettet, at hvis Tscherning havde været villig til at stille sig, vilde Monrad følge Exemplet. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Biskop D. G. Monrad.
Kjøbenhavn, 28. September 1869.

Deres Høiærværdigheds høitærede Skrivelse af 25de dennes har jeg mærkværdig nok først modtaget igaaraftes, da jeg havde Ministrene samlede hos mig, hvorved jeg var forhindret i at svare. Jeg tillader mig at remittere den i Brevet indesluttede Artikel hvorover jeg naturligviis ikke vil tillade mig nogen Dom. Jeg har gjort Redacteuren af Berlingske Tidende opmærksom paa, at naar Artikler, saaledes som Tilfældet har været, optages i »Berlingske«, der enten dadle eller sætte under Discussion de væsentligste Lovgivningssager, der have fundet deres Afgjørelse i de sidst forløbne Aar, da vil jeg ansee mig forpligtet til at søge constateret at »Berlingske« ikke staaer i nogensomhelst Forbindelse med Regjeringen, — ikke er officieus, men maa betragtes som et antiministerielt Organ, thi ingen Regjering kan være tjent med at faae Udseende af, som om den ikke havde nogen bestemt og fast Overbeviisning. ¹Der findes Artikler af D—d i Berl. Tid. 10/9, 18/9, 28/9, 5/10 og 12/10 1869 om Kirke- og Skolesager.) —

Jeg maa derfor ogsaa gjøre en bestemt Indvending imod Deres Høiærværdigheds Bemærkning i Begyndelsen af den høitærede Skrivelse, hvor der yttres at Vennen har sagt »at jeg var for storslaaet etc.«, thi deels har min Hovedbestræbelse igjennem Aar gaaet ud paa at være saa jævn og at tage saa jævnt og roligt paa Alting som muligt, deels kan jeg, hvor meget man end i og for sig troer at man ikke skal bekymre sig om Smaating, ikke ansee det som noget Ubetydeligt om Regjeringen faaer Udseende af at være splidagtig med sig selv og at der ingen Disciplin og Holdning er hos den. Lad der være Critik og Opposition, ligesaavel som der er Regjering og officieus Presse, men lad dem ikke blandes saaledes sammen, at man tilsidst hverken veed om man har det Ene eller det Andet. Efter Forholdenes Natur og egens. 272Opfattelse kan jeg ikke alene ikke hindre Critik men jeg kan ikke ønske at hindre denne, fordi meget læres og derved vindes ved Control af sine Medmennesker, men denne maa træde frem saaledes, at det bliver tydeligt, at det er nye og andre Ideer, som have deres Berettigelse og deres Tid, men dette vil efter min Formening ikke være Tilfældet, naar ikke efter slige Udtalelser og Discussioner som ovenfor henpeget til, et Brud finder Sted eller constateres imellem Regjeringen og vedkommende Blad som ellers og naturligt efter de hidtil udviklede Forhold antages for undertiden at modtage Meddelelser og Oplysninger fra Regjeringens Side.

C. E. Frijs.

D. G. Monrads Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Gehejmeetatsraad Andræ.
Kjøbenhavn, 29. September 1869.

Da Hrr. Geheime-Etatsraaden saa tidt har været besværet med mine Bekymringer i Henseende til Statens Affairer, saa kan jeg ikke undlade at meddele at jeg igaar fra Bille modtog et Telegram om Tillægsconventionens Forlængelse, ¹Den vestindiske Salgstraktat.) hvilket jeg anseer for et Lysglimt paa den ellers mørke Himmel: Hvis De vilde gjøre mig den Fornøielse at besøge mig imellem 1 og 5 i Udenrigsministeriet, vilde jeg endvidere forevise Redactionen af Throntalen, item et Brev fra D. G. Monrad, som Ven af D-d. —

C. E. Frijs.

Andræs Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Biskop D. G. Monrad.
Kjøbenhavn, 2. October 1869.

I Gjensvar paa Deres Høiærværdigheds høitærede Skrivelse, som jeg modtager i dette Øieblik, maa jeg bemærke: Der kunde Intet være mig mere imod end at begrændse Hr. D—d’s Yttringsfrihed, — det er kun Stedet, hvor Yttringerne fremkomme, der vil fremkalde eller vil kunne fremkalde Forvirring og det er denne, som jeg efter bedste Evne vil søge at hindre. —

Deres Høiærværdigheds sidste Forslag maa aabenbart være Skjæmt. Mellem »Køer og Heste« vilde det faae Udseende af som om man vilde kaste Perler for Sviin. —

C. E. Frijs.

D. G. Monrads Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Gehejmeetatsraad Andræ.
Kjøbenhavn, 3.[?] October 1869.

Hrr. Geheime Etatsraad!

Indesluttet sendes Svaret paa det sidst Meddeelte fra D. G. Monrad; min Hensigt er at svare roligt, — følgende den Mellemvei ikke at saare Manden og ei heller prostituere Regjeringen, enten ved overdreven Frygt eller Tapperhed — og derfor vilde jeg gjerne spørge Dem, om De i det Almindeliges Interesse vilde billige et Svar i den Retning. Havde jeg havt Tid var jeg kommet personlig til Dem men jeg skal op i den røde Bygning, kan ikke udsætte dette, men haaber at være tilbage i Udenrigsministeriet imellem 3 og 4 Eftermiddag og vilde det glæde mig overordentlig at erfare Deres Skjøn mundlig hvis dette lader sig gjøre. I modsat Fald beder jeg Dem at sende mig Brevet til Udenrigsministeriet this. 274jeg anseer det ikke for at være af saa liden Vægt for D-d’s Søndagsbetragtninger at han ansees og agtes for En af de vigtigste Personer i Landet. —

18

C. E. Frijs.

Andræs Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Biskop D. G. Monrad.
Kjøbenhavn, 8. October 1869.

Deres Høiærværdighed maa undskylde, at der er hengaaet flere Dage, forinden jeg har kunnet besvare Deres høitærede Skrivelse af 4de dennes, men Grunden hertil er ikke den at jeg har villet benytte mig af en Ret til ikke at svare fordi en saadan Ret i det foreliggende Tilfælde ikke existerer for mig, da jeg betragter det som en Pligt ligeoverfor Deres Høiærværdighed at svare og at meddele, at jeg ikke anseer det for forsvarligt fra Regjeringens Standpunkt, saaledes som jeg opfatter dette, saavidt det staaer til denne ikke at gjøre Sit til at »Berlingske« hindres i at blive et fælleds Locale saavel for Regjeringens Meddelelser og Oplysninger som for oppositionelle Artikler, hvor berettigede end disse maatte være saavel med Hensyn til Indhold som paa Grund af Formen, idet herved vilde indrømmes bemeldte Blad eller dettes Eier en større Magt og Indflydelse, end jeg troer er ønskeligt.

C. E. Frijs.

D. G. Monrads Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 9. October 1869.

Kjære Quaade! ... Jeg haaber at erfare Deres Mening om Throntalen, tilsyneladende har den gjort et godt Indtryks. 275overalt, men deraf skal man ikke altid dømme til Virkeligheden; hvad jeg var meest tilfreds med det var Forbindelsen med Takken og det slesvigske Spørgsmaal, thi derved lettedes Overgangen bedst, ligesom jeg ogsaa haaber, Maaden hvorpaa Preussen og det nordtydske Forbund var combineret og tilsvarende til det danske maa have tiltalt dem. Nu er dog Vedel igjen begyndt at komme til Kræfter men jeg vilde dog meget ønske, at han endnu i længere Tid vilde være ret forsigtig og spare paa sine Kræfter, thi hver Gang han har talt lidt længe og lidt ivrig, da begynder Hosten igjen og han er endnu ikke skikket til at taale Spadseregangene fra og til Rosenvænget under alskens Veir om Efteraaret, navnlig tidt at komme vaad op i Ministeriet og sidde der i flere Timer. Det trækker længe ud inden Dotézac erholder sine Rappelskrivelser og inden den Nye ankommer; det er et Tab for os at Dotézac forlader os, men vi kunde ikke vente at beholde ham her i evig Tid; det er ubehageligt at skifte doyen, især da paa Grund af Dotézacs lange Ophold hersteds mange Misbrug have indsneget sig, hvilke man maa søge at faae rettede ligestrax efter Dotézacs Afgang. . . .

C. E. Frijs.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 22 novembre 1869.

Monsieur le Comte,

J’ai profité de l’occasion qui s’est offerte à moi avant hier pour entretenir M. le prince de la Tour d’Auvergne de la manifestation patriotique que les habitants du Slesvig du Nord viennent de faire en envoyant à Berlin une députation porteur d’une adresse afin de réclamer du gouvernements. 276prussien l’exécution de l’article 5 du traité de Prague. ¹Sml. Mackeprang, Nordslesvig, S. 49—51.) — J’ai nommément appelé l’attention de Son Excellence sur le chiffre imposant des signatures représentant une population d’environ 200000 âmes, j’ai exprimé le sentiment de regret que l’on devait éprouver en voyant avec quel manque d’égard cette députation avait été traitée à Berlin et enfin demandé à Son Excellence s’il était vrai qu’il avait été question que la députation vînt à Paris. Le prince de la Tour d’Auvergne me répondit qu’on ne s’était pas adressé à cet égard à lui personnellement; qu’une personne ayant des rapports avec la presse étrangère qu’il ne connaissait pas et dont il avait même oublié le nom — j’ai tout lieu de croire qu’il s’agit ici de M. Hansen — s’était adressé à un des secrétaires de son cabinet pour savoir s’il recevrait un ou deux des membres de la députation s’ils se rendaient dans ce but à Paris, Le prince ajouta qu’il n’avait pas cru devoir donner de réponse avant d’en avoir parlé à l’Empereur et qu’après en avoir entretenu Sa Majesté il avait donné une réponse négative, — Nous savions d’une part, me dit le ministre, par les rapports de M. Dotézac que le gouvernement danois improuvait la démarche qui vient d’être tentée à Berlin ²I Randen: ? - Sml. Nr. 609.) comme étant inopportune dans les circonstances actuelles; de l’autre nous ne pouvions ignorer qu’en recevant la députation à Paris, nous aurions provoqué en Prusse des récriminations sans que nous eussions été le moins du monde utiles à la cause des Slesvigeois du Nord. Dans ces conditions mieux valait s’abstenir, mais je puis vous assurer que j’ai eu lieu de constater en cette circonstance la sympathie que nourrit l’Empereur pour la cause danoise.

18*

Après avoir remercié le prince de l’assurance qu’il voulait bien me donner au sujet des sentiments de l’Empereur à l’égard de mes malheureux compatriotes, aujourd’hui injustement séparés de la mère patrie, je lui ai dit que j’appréciaiss. 277certainement les motifs qui en cette circonstance avaient imposé au gouvernement de l’Empereur une attitude pleine de réserve, mais que je croyais de mon devoir de lui affirmer encore une fois que cette question du Slesvig du Nord était et resterait toujours pour le Danemark une question vitale, une question à la solution de laquelle tout gouvernement danois quel qu’il fût consacrerais tous ses efforts, car c’est à elle que se rattachent les désirs et les espérances du pays tout entier.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 65, modtaget 25. November 1869.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Petersborg, 25./13. November 1869.

Deres Excellence,

Da den ved fremmede Ambassadeurers Ankomst brugelige officielle Reception, ved hvilken Corps diplomatique og den dertil berettigede Deel af det russiske Selskab vil blive forestillet General Fleury, ¹General Fleury, fransk Ambassadør i St. Petersborg.) muligviis ei vil finde Sted før om 1 à 2 Uger, har jeg ei villet undlade ad privat Vei at nærme mig Generalen i Lighed med hvad flere af mine herværende Colleger have gjort.

I den Samtale, som jeg ved denne Leilighed har havt med General Fleury, bragte denne hurtigt det nordslesvigske Spørgsmaal paa Bane. Denne Sag, yttrede Generalen, fulgtes med Interesse af hans Regjering. Det var et »point noir«, som det var ønskeligt at faae fjernet. Efter hans Mening var det meest Kongen af Preussen personlig, som var imod ens. 278billig Løsning af Spørgsmaalet, hvilket — efter saa store succès — vistnok ei vidnede om Maadehold. Det samme Ønske om at fjerne denne Sag meente han deeltes af de andre Regjeringer og navnlig af den russiske. Baade Hans Majestæt Keiseren og Rigskantsleren havde udtalt sig til ham derom.

/: At Hans Majestæt Keiseren ogsaa har berørt denne Sag til Baron Mohrenheim under hans Ophold her, vil denne vistnok ei undlade at underrette Deres Excellence om. :/

Det russiske Cabinet har i Virkeligheden ei undladt ved forskjellige Leiligheder at bringe denne Sag paa Bane i Berlin, men altid paa en mere fortrolig Maade, undgaaende ethvert Skin af at ville udøve en Pression.

General Fleury bemærkede, at han i Berlin havde hørt Yttringer falde — hvor og af hvem sagde Generalen ikke — om, at den kongelige Regjering betragtede dette Spørgsmaal med Ligegyldighed, Yttringer som uden Tvivl staae i Sammenhæng med et nylig i danske og fremmede Aviser omtalt, fra Berlin udgaaet usandfærdigt Telegram angaaende Instructioner givne til det kongelige Gesandtskab der i Anledning af den nordslesvigske Deputations Nærværelse.

Jeg behøver ei at sige, at jeg deraf tog Leilighed til at sætte General Fleury ind i Sagens Stilling for Øieblikket saavel med Hensyn til den kongelige Regjerings Opfattelse af samme, som med Hensyn til Forhandlingernes Standpunkt, Betydningen af den af Nordslesvigerne i Berlin indgivne Adresse og de nordslesvigske Deputeredes Optræden i Forsamlingen i Berlin.

I det Hele har jeg fundet General Fleury meget vel stemt for Danmarks Interesser i denne Sag. . . .

E. Vind.

Uchiffreret Depeche Nr. 31, modtaget 1. December 1869.

Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Copenhague, 26 novembre 1869.

M. le Comte.

Bienque les assurances que le prince de la Tour d’Auvergne vous a données dans votre dernière conversation, quant à l’intérêt sympathique avec lequel l’Empereur suit la question slesvigoise, m’aient été très agréables, il y a pourtant dans votre relation un passage qui m’a un peu étonné. Vous comprenez facilement que je veux parler de l’observation que fit le Ministre, qu’il savait par les rapports de M. Dotézac, que le gouvt. du Roi improuvait la récente démonstration des Slesvigois. C’est là une erreur et M. D. a dû se méprendre sur le sens de mes paroles, s’il a cru pouvoir rendre ainsi les conversations que nous avons eues ensemble sur cet incident. J’ai constaté vis-à-vis de lui que le gouvt. du Roi avait été parfaitement étranger à cette démonstration qui ne pourrait que perdre en valeur si elle était erronément regardée comme ayant été plus ou moins inspirée d’ici, et lorsque M. Dotézac a demandé mon opinion sur la prétendue intention de la députation de se rendre à Vienne pour le cas où elle ne serait pas reçue à Berlin, je ne lui ai pas dissimulé que je regarderais une telle démarche comme une faute en ajoutant pourtant que j’étais convaincu que le même esprit de légalité et d’ordre, dont les actes des Danois du Slesvig avaient toujours porté l’empreinte, ne se démentirait pas non plus dans cette occasion — supposition dont l’expérience a plus tard suffisamment prouvé la justesse.

Mais quant à la démonstration elle-même je ne me permettrais certes jamais de condamner une manifestation tranquille et légale d’un voeu si bien fondé de la part d’une nationalité opprimée, quand même elle n’aurait pas été faite en faveur du Danemark et par une population que nouss. 280sommes fiers d’appeler nos frères. On peut juger de manière différente de l’effet pratique dans le moment actuel de cette démonstration et l’on pouvait craindre que les autorités prussiennes ne réussissent par le moyen d’intrigues et d’intimidations à diminuer la force de cette protestation, mais tout le monde doit reconnaître le droit des danois dans le Slesvig à rappeler au gouvt. prussien une promesse formelle de l’accomplissement de laquelle dépend leur avenir entier, et moi personnellement je regarderai toujours comme opportune et utile toute manifestation qui rappelle à l’Europe la justice méconnue de la cause danoise dans le Slesvig et qui fortifie le sentiment national de cette population elle-même par l’expérience de son unanimité et de sa spontanéité — à la condition bien entendue toutefois, que de telles manifestations resteront toujours dans les limites de la loi et de l’ordre.

Je vous prie M. le Comte de saisir la première occasion qui se présentera pour remercier le prince de la Tour de sa sympathie pour le Danemark mais en même temps de rectifier une erreur, que je tiens fortement à coeur de ne pas laisser subsister sur la manière de voir du gouvt. du Roi au sujet des Slesvigois.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 4.

Etatsraad Regenburg til Udenrigsminister Grev Frijs.
Kjøbenhavn, 30. November 1869.

Kjære Frijs.

Ved Valgene til det nordtydske Forbunds Parlament gjelder som bekjendt almindelig Stemmeret. Saadanne Valg afholdtes i Febr. 1867 og derved bleve afgivne

s. 281i Haderslev 1563 Stemmer hvoraf danske 918 tydske 645

i Aabenraa 987 „ „ „ 516 „ 471

i Sønderborg 775 „ „ „ 510 „ 265

i Flensborg 3484 „ „ „ 1863 „ 1648

Adressen til Kongen af Preussen, som blev afleveret i Novbr. d. A., og da den anholdt om Opfyldelse af Prag Tractatens Art. V, kun var tiltraadt af Dansksindede havde Underskrifter

i Haderslev „ 871

i Aabenraa „ 560

i Sønderborg „ 490

i Flensborg „ 1941

altsaa over Halvdelen af dem der ved en almindelig Afstemning kunne antages at møde. Thi vel var de indskrevne Vælgeres Antal i 1867 større end de virkelig Stemmendes nemlig for Haderslev 1919, for Aabenraa 1168, for Sønderborg 974 medens det for Flensborg ikke vides, men vel vil have staaet i Forhold hertil; men da 10 à 20 p. c. af de Stemmeberettigede altid paa Grund af Sygdom, Reiser og andet Forfald altid ere fraværende ved Stemmeafgivningen, saa kan allerede af denne Grund dette Tal ikke lægges til Grund ved Beregningen, og forsaavidt ved Afstemningen i Fbr. 1867 et Antal uden saadant Forfald er udeblevet, saa har det sikkert været Dansksindede, der gjerne havde stemt med deres Ligesindede, men ikke have vovet det af Frygt for de nuværende Magthavere.

Det maa nemlig erindres, at disse Stemmeafgivninger i Nordslesvig for Tiden foregaae under de for de Dansksindede ugunstigste Forhold, idet hele den offentlige Magt er dem imod og anvender sin Indflydelse til at trykke dem, og at Virkningen heraf stærkest føles i Kjøbstæderne, hvor Embedsstand, Militair og s. v. er samlet, og hvor Jordbunden ved en i Aarhundreder af en tydsk Embeds-, Præste- og Lærerstand fortsat Indvirkning er bearbeidet. Man vil da indrømmes. 282at de ovenanførte Tal indeholde et i høi Grad mærkeligt Beviis for de nævnte Kjøbstæders Danskhed.

Derimod afgive de nylig afholdte Communalvalg aldeles ingen Maalestok for Nationalitetsforholdene. Disse Valg foregaae nemlig efter Regler, der nylig ere indførte for at give det tydske Parti Overvægten. Medens tidligere Borgerstanden valgte, saa er Valgretten nu lagt i Hænderne paa dem der betale en vis Skat »Classensteuer« af en bestemt Størrelse, deriblandt ogsaa Embedsmændene, og Censur er fastsat for hver By af de nuværende i 1864 aldeles af tydsksindede sammensatte Communalbestyrelser forskjelligt, saaledes som det efter de locale Forhold var tjenligst til de Danskes Udelukkelse. I Haderslev t. E. er Valgretten til Communalraadet nu i Hænderne paa 393 Vælgere hvoriblandt 64 Embeds- og Bestillingsmænd, og de Valg af tydsksindede Communalraader hvorover der nu hoveres bleve satte igjennem med 199 Stemmer; de dansksindede afholdt sig aldeles fra Afstemning. Regner man Embedsstanden fra vilde de Dansksindede selv efter de nu indførte Regler have havt Majoritet, og selvfølgelig vilde dette i endnu høiere Grad have været Tilfældet ved en mindre partisk Ordning. — I Sønderborg er de Stemmeberettigedes Tal blevet indskrænket til 306, af hvilke 76 afholdt sig fra at stemme; 102 stemte paa dansksindede Candidater og 92 Borgere samt 36 Embeds- og Bestillingsmænd i alt 128 paa tydsksindede, saa at det ogsaa her kun er en lille kunstig frembragt Majoritet af Valgberettigede, men i Virkeligheden en lille Minoritet af Byens Befolkning som ved Embedsstandens Medvirkning har frembragt Resultatet. — Det samme er Tilfældet for Aabenraa hvor der afgaves 202 Stemmer for tydsksindede og 162 for dansksindede Communalraader. Det virkelige Forhold viste sig strax efter ved Valg til Menighedsforstander, der ere ordnede paa en billigere Maade, og ved hvilke der blev valgt 13 dansksindede mod 5 tydsksindede; men dette tildækkes selvfølgelig i tydske Aviser. —s. 283I Flensborg var Forholdet ved Communalraadene trods alle Anstrængelser fra tydsk Side endog gunstigere end i de nordligere Byer.

Med Hensyn til Prag Tractatens Art. V er jo forøvrigt Spørgsmaalet ikke, hvorvidt de nuværende tydske Magthavere et eller andet Steds ved anvendte Kunster kunne faae en relativ Majoritet, men hvorledes Forholdet vil stille sig ved en almindelig Afstemning og dette er efter Valgene i 1867 og Underskrifterne paa Adressen fra iaar aldeles utvivlsomt.

Dette er hvad jeg for Øieblikket kan sige om denne Sag. Fuldstændig Detaill om den Maade hvorpaa Valglisterne til Communalvalgene ere lavede savner jeg endnu. Jeg haaber imidlertid senere at faae dem, og de skulle da staae til Tjeneste, hvis det ønskes. Jeg skal en af Dagene høre op i Udenrigsministeriet.

A. Regenburg.

Indlagt i Koncepter af 3. December 1869. — Politiske Koncepter med Indlæg III. 1869—1886. U. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 1. December 1869.

Kjære Quaade! Tak for Deres tvende kjære Breve og fremfor Alt for den tilsendte Artikel af »Nord. Allgem.« ¹Ifølge »Berlingske Tidende« 27/11 1869 indeholdt »Norddeutsche Allg. Zeitg.« 26/11 1869 en Artikel, som paaanker, at den i Pragfreden anvendte Betegnelse »Nordslesvig« er en aldeles vilkaarlig Benævnelse, som i hvert Tilfælde ikke kan bestemmes ud fra Sproggrænsen, da de sidste Valg til Bykollegierne i nordslesvigske Byer klart nok har vist, at det tyske Element ingenlunde er en forsvindende Minoritet i hine Egne.) som jeg ellers rimeligviis ikke havde faaet at smage; det var ets. 284magesløst Produkt af »Bismarck-Buchersk« Aand, idet Formen som sædvanlig var Haan imod den Lille og Svagere, et caracterisk[!] Kjendemærke for den pommerske Junkers Ridderlighed, og Realiteten Løgn; idet der naturligviis ei er et sandt Ord i at dette efter de af Preusserne anvendte Kunstgreb kan tale for en Fremgang i Byernes Tydskhed, jeg skal til yderligere Oplysning i den Henseende med det Allerførste sende Dem de aldeles talende Tal, der angiver Afstemningerne saavel til Valg i 1867 som nu den selvvalgte Afstemnings Resultater i Byerne, [som] vise at Danskheden er i Tiltagende. Valgene til Communeraadene foretages efter en Census der for hver By bestemmes efter hvad der passer bedst for tydsk Interesse, idet den fastsættes af preussiske Embedsmænd i Forening med de Deputerede der ere valgte af Preusserne efter Landets Erobring til specielt Fortydskningshverv, hidindtil have de ikke havt Lykken med sig og de maa derfor gribe til det sørgelige Middel at bilde sig selv ind at de ved slige Kunster ogsaa kunne sætte den øvrige Verden en Voxnæse paa, men de Tal som jeg om faa Dage vil sende Dem, ville tilstrækkelig oplyse om med hvilke Kunster dette er skeet: a) Vælgernes Indskrænkning saa f. E. i Sønderborg saavidt jeg erindrer kun Halvdelen er Vælgere iaar af ¹af er overstreget.) før b) alle Embedsmænds og Betjentes Indskrivning, og disse 2 Middler have selvfølgelig i Forening kunnet virke til samme Maal og dog har dette ikke kunnet lykkes dem i den noget større By »Flensborg« at terrorisere de faa Vælgere, men naturligviis jo mindre Byerne og Flekkerne have været destobedre er Spillet lykkedes; saavidt jeg erindrer var Vælgernes Antal i Sønderborg 303, nogle og halvfjersindstyve afholdt sig men i den seirende Majoritet taltes 36 Embedsmænd; da jeg ikke har mine oplysende Documenter herhjemme hos mig kan jeg ikke correct anføre Tallene og vil da hellere opsætte dette; men jeg vil kuns. 285gjøre opmærksom paa den allersidste Tids 3 Valg: Afstemningen til Adressen der trods det Tryk hvorunder den naturligviis led fra Autoriteterne viser at den dansksindede Majoritet har tiltaget i Byerne.

Afstemning til Communeraad, hvor den danske Befolkning afholder sig for en stor Deel, da den kan tydelig see at saavel ved Indskrænkning af Vælgernes Antal som ved Embedsmændenes Indskrivning i Byerne (hvor disse i mange Tilfælde kunne decidere Valget) er det blevet en Umulighed at føre deres Candidater igjennem. Afstemning til en Slags Menighedsraad eller Lignende atter med en udvidet Valgret og da selvfølgelig med dens Resultater de Danskes Overvægt over Tydskerne; men det følger naturligviis af sig selv at Tydskerne troe at kunne skrige saa høit saa at intet Menneske skal kunne see dette, og det kunde dog være at de forregnede sig i Indtrykket som de herved mene at frembringe, idet Mange som have noget Kjendskab til deres særegne Folkeeiendommelighed, ville vide at der er Noget som de tilsigte at skjule og dække naar de give sig til at skraale saa forfærdeligt. Om et Par Dage haaber jeg at kunne sende Dem disse Oplysninger, men naar De kan finde Leilighed som Ingen veed bedre at bedømme end De selv om denne tilbyder sig beleilig, da burde De dog lade mærke med at vi ingenlunde ere blinde for de anvendte Kunstgreb. Jeg har tænkt mig det rettest fordi Artiklen er fremkommen i »Nord. Allgemeine« at Oplysningerne ledsagede af de ubestridelige kjære Tal ved de 3 omtalte Afstemninger og kanskee den med fra 1867 sendes omkring som et Circulaire ikke alene for vore egne Repræsentanter men for at de atter kunde give Velvillige de fornødne faktiske Oplysninger, og jeg er overbeviist om at naar man blot ikke i den Anledning forivrer sig, lader de Andres Løgn tilstrækkelig Tid til at stige til den yderste Grændse, da vil en Oplysning gjennem Tal virke mere overbevisende; for at overhovedet nogen Frelse skal kunne ventes saavel for os som for det øvriges. 286Europa, maa den Overbeviisning mere og mere blive almindelig at det ikke er muligt for Bismarck og Bismarcksk Politik at holde sig til Sandheden. — Man taler her i disse Dage om at enkelte Rigsdagsmedlemmer skulle have Lyst til at interpellere Udenrigsministeren om vore Forhandlinger med Preussen, jeg kan desværre ikke sige at jeg hverken kan eller vil maale dem Skjæppen fuld, men der kunde dog muligviis blive Leilighed til ganske i Almindelighed at omtale at det saavel i Staternes som Individuernes Liv naar Retssikkerheden er aftagende og deres Mængde og Styrke tiltagende som kun ville leve af Andres Arbeide, da bør man indrette sig efter at sælge sit Liv saa dyrt som muligt; i en vis Forstand bliver det endog det oeconomisk eneste Rigtige, thi ellers vil man uden Videre blive empocheret; nu vil dog vedkommende regne efter om Anstrængelsen og Risicoen staaer i Forhold til det der kan vindes. . . .

C. E. Frijs.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Petersbourg, Ier décembre 1869.

Ambassadeur de France a fait une démarche officieuse auprès du cabinet impérial dans le but d’effacer la question du Nordslesvig, à la suite de laquelle l’Empereur a écrit une lettre au Roi de Prusse.

Vind.

Chiffertelegram, indleveret i St. Petersborg 1. December 1869 Kl. 5. — Politiske Koncepter. U. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 2. December 1869.

Officieust Skridt af Fleury hos det russiske Cabinet for at gjøre Ende paa det slesvigske Spørgsmaal. Alexander skrevet til Kongen af Preussen. Søg at følge Udviklingen af dette Initiativ, som jeg frygter. Forsikkre Dem om at Latour fuldkomment kjender den danske Regerings Anskuelser om Sagen.

Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, indleveret i København 2. December 1869, afleveret i Paris til Gesandtskabets Portner s. D. Kl. 7.55 Efterm. Ligelydende Chiffertelegram (med Udeladelse af det sidste Punktum) afgik s. D. til Berlin og modtoges i Gesandtskabet der s. D. Kl. 7.50 Efterm.

Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Copenhaque, 2 décembre 1869.

M. le Comte.

Mon télégramme du 2 cour. et la copie ci-jointe d’un rapport du ministre du Roi à Petersbourg ¹Maa være den som Nr. 608 trykte Rapport.) vous mettront à même de juger la situation telle qu’elle se présente à moi à l’heure qu’il est.

Je vous avoue que j’augure mal de l’initiative prise dans cette occasion par le gouvt. imp., ne fût-ce qu’à cause du silence que le prince la Tour a gardé vis-à-vis de vous sur les instructions données à M. de Fleury, d’autant plus que j’ai lieu de croire que ces instructions ont été portées à la connaissance des agents français près les autres cours européennes, Je crains surtout que le gouvt. imp. ne sacrifie dans cette question une véritable victoire diplomatique à un succès apparent, et que, pour assurer la paix, nécessaire às. 288tant de titres à l’exécution des réformes intérieures en France, il ne tâche d’obtenir le consentement de la Prusse au moyen de concessions importantes relatives à l’application de l’art. V de la paix de Prague. Si cette crainte se réalisait, le gouvt. du Roi pourrait bientôt se trouver placé devant cette alternative, ou de se prêter à un arrangement définitif qui sacrifierait nos intérêts les plus chers et les plus indispensables, ou de refuser d’accepter ce que l’Europe entière — car sans doute l’Autriche s’empresserait de s’associer à un accord établi entre la France, la Russie et la Prusse — nous offrait, sous peine de déclarer l’art. V annulé par notre refus.

La situation dans laquelle nous nous trouvons est donc grave. Vous aurez soin d’approfondir autant qu’il sera en votre pouvoir, la teneur des instructions, qui dirigent M. de Fleury, car je pense que le prince de la Tour ne fera plus de mystère vis-à-vis de vous d’une démarche qui à présent ne peut plus être un secret dans les autres cours. Je vous prie de vous assurer que le prince apprécie suffisamment l’importance capitale que cette question a pour notre avenir et vous connaissez trop bien et la manière de voir du gouvt. et les motifs qui le décident, pour que j’aie besoin de m’étendre plus longuement là-dessus. Vous remarquerez dans le rapport de M. de Vind, qu’on a tâché à Berlin de faire accroire à l’Ambassadeur français que le gouvt. du Roi n’attachait au fond qu’une importance assez médiocre à l’affaire slesvigoise, — serait-il possible que M. de Bismarck eût osé faire à M. de Benedetti des insinuations analogues malgré la notoriété du fait contraire? J’espère qu’en tout cas M. le prince de la Tour ne se trompe pas sur la valeur de telles assertions.

J’attends avec impatience ce que vous pourrez me mander sur le dévéloppement ultérieur de cette grave situation.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 5.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Vind, Gesandt i
St. Petersborg
.
Kjøbenhavn, 2. December 1869.

Jeg frygter dette Initiativ af Frankrig. Følg det med yderste Omhu. Søg enhver Leilighed til at oplyse Fleury om Regeringens Standpunkt som det findes i Kongens Brev til Alexander af 1868. ¹Trykt som Nr. 519.)

Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, indleveret i København 2. December 1869.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Vind, Gesandt i
St. Petersborg
.
Kjøbenhavn, 2. December 1869.

Jeg takker D. H. for Deres Depesche Nr. 31 ²Af 25/13. November; trykt som Nr. 608.) og for Telegrammet af 1. d. M. og De vil allerede have faaet mit telegraphiske Svar derpaa. Hvad jeg frygter er navnlig at den franske Regering for at sikkre den for sine indre Reformer ønskelige Fredstilstand i Europa og for at omgive sig med den falske Glands af en tilsyneladende diplomatisk Seir, vil vise sig meget eftergivende ligeoverfor Preussen m. H. t. Sagens Realitet. Er dette Tilfældet vil den kgl. Regering snart kunne finde sig ligeoverfor en Overenskomst mellem Rusland, Frankrig og Preussen, hvortil utvivlsomt Østerrig vil slutte sig, og see sig sat i det Alternativ enten at modtage en Afgjørelse, som strider mod vore vigtigste og mest begrundede Interesser, eller at afslaae hvad hele Europa byder os med det Tillæg at hvis vi ikke ville modtage det, vil Pragerfredens Art. 5 være at betragte som bortfaldet.

For Tiden vil jeg ikke kunne instruere Dem til Andet end med yderste Omhu at følge Sagens Udvikling og til den Endes. 290at sætte Dem i saa nær Forbindelse med den fr. Ambassadør som muligt, foruden at De selvfølgelig vil søge at erfare Alt hvad De kan af Cantsleren og Andre. Det forundrer mig ikke hvad General Fleury har sagt Dem om hvad han har hørt i Berlin, thi det er i fuld Overensstemmelse med den preussiske Politik ogsaa ved denne Leilighed at lede Frankrig paa Vildspor og jeg sætter stor Priis paa at Hr. Fleury ikke nærer den ringeste Tvivl herom og at han indseer at det er et Livsspørgsmaal for Dmk. at Pragerfreden udføres efter sin virkelige Mening og at Nationalitetsspørgsmaalet nyder sin fulde Ret ligeoverfor os. De kjender de faktiske Forhold i Slesvig og alle de Grunde som tale for vor Fordring, saa at jeg her ikke behøver at forsyne Dem med videre Materiale i den Henseende. For at sætte Dem istand til paa en ret anskuelig Maade at oplyse Generalen om de nationale Forhold i Nordslesvig, sender jeg Dem Exemplar af det slesvigske Afstemningskort, som De vel tidligere har modtaget men hvoraf De maaskee ikke længere har noget til Disposition.

19

Postscr. I Betragtning af det væsentlig forøgede Arbeide, som de hyppige Meddelelser, jeg imødeseer fra Dem i den nærmeste Tid, ville medføre bemyndiges D. H. herved til at beholde Grev Knuth hos Dem indtil Videre, saa at han først senere kan tiltræde sin congé naar Forholdene bedre ville tillade det.

Koncept med P. \edels Haand til Depeche Nr. 2.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 2. December 1869.

D. H. vil allerede af min telegraphiske Depesche af idag have seet at den franske Regering har taget et Initiativ i Petersborgs. 291til at ende det slesv. Spørgsmaal, og jeg sender Dem hoslagt Afskrift af en Indberetning, ¹Den i Koncepten til Depeche til Vind 2/12 Beg. nævnte Nr. 31; trykt som Nr. 608.) som jeg igaar har modtaget fra den kgl. Gesandt i Petersb. og som vel er ældre end ovennævnte Efterretning men dog vil kunne bidrage til at sætte Dem istand til at bedømme Stillingen fuldstændigere.

Som jeg allerede i min Telegram ²Chiffertelegram til Quaade af 2. December 1869. Sml. Nr. 613.) har udtalt, frygter jeg dette Initiativ, thi jeg forudseer at den keis. fr. Reger, i sin Interesse for at bevare Freden, som er saa vigtig for Gjennemførelsen af de indre Reformer i Frankrig, og for at omgive sig med den falske Glands af en tilsyneladende diplomatisk Seir skal vise sig altfor tilbøielig til at gaae ind paa Preussens Paastande om Forstaaelsen af Pragerfredens Art. 5. Er dette Tilfælde vilde den kgl. Reger. kunne befrygte snart at staae ligeoverfor det alvorlige Alternativ enten at skulle modtage en Afgiørelse som ikke tilfredsstiller vor Ret og vor uafviselige Trang, eller at afslaae hvad hele Europa byder os med det Tillæg at hvis vi ikke modtage Tilbudet vil man betragte Art. 5 som bortfaldet.

Jeg behøver ikke at opfordre D. H. til at anvende al Opmærksomhed paa Udviklingen af en saa alvorlig Situation og jeg har for Tiden Intet at tilføie til hvad De allerede saa fuldstændigt veed om den kgl. Reger.s Anskuelser og de faktiske Forhold i Slesvig. Kun henleder jeg Deres Opmærksomhed paa hvad man i Berlin har dristet sig til at ville indbilde General Fleury om den kgl. Reger.s egentlige Bedømmelse af det slesv. Spørgsmaal — er det da ikke notorisk, at den kgl. Regering anseer en tilfredsstillende Løsning af dette Spørgsmaal som en Livsbetingelse for Danmarks Fremtid?

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 13.

19*

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 3. December 1869.

Kjære Vedel,

Jeg har rigtigt modtaget og, som jeg sikkert antager, fuldstændig forstaaet Telegr. af igaar. ¹Sml. Nr. 613.) . . .

Om Sagen selv, hvortil det vilde være mig af Vigtighed at kjende Kilden, da dette vilde være af Betydning for den større eller mindre Frihed hvormed jeg kunde bevæge mig ligeoverfor enten den ene eller den anden Collega, vil jeg for idag indskrænke mig til den Bemærkning, at mit Indtryk er, at intet Resultat kan ventes for Øieblikket. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Petersborg, 3. December/21. November 1869.

Deres Excellence,

Uagtet det som Følge af den korte Tid, i hvilken den nye franske Ambassadeur har opholdt sig her, endnu er temmeligt vanskeligt at have nogen klar Mening, om der til Grund for hans Sendelse hid ligger noget bestemt politisk Formaal fra den franske Regjerings Side, saa synes det dog, at dømme efter Yttringer, som jeg fra flere Sider har hørt, lidt efter lidt at vise sig, at Keiser Napoleon, ved at lade General Fleury afløse Baron Talleyrand, ei blot har havt en Personalforandring til Hensigt.

Man troer nemlig allerede i General Fleury’s Optræden her at spore et Forsøg paa en Tilnærmelse til Rusland fra Keiser Napoleons Side, der skulde have til videre Hensigts. 293at drage det Petersborgske Cabinet bort fra Preussen. Til Udførelsen af en saadan Plan vilde Baron Talleyrand, der havde begyndt sin Virksomhed her under de uheldige Auspicier, som den polske Opstand afgav, vistnok ei have været Manden, og hans Tilbagekaldelse synes derfor at tale for en saadan Hensigts Tilstedeværelse.

Vil dette nu lykkes General Fleury? Dette er et Spørgsmaal, som jeg vistnok ei tør driste mig til at afgjøre, da saa mange uforudseelige Omstændigheder kunne have Indflydelse derpaa, og Meget vistnok maatte forandres i den af den franske Regjering hidtil fulgte Politik, inden den russiske Regjering vilde beslutte sig til en fransk Alliance.

Een Ting synes dog tydelig: det er, at man her ei alene siden længere Tid i Pressen, men i den senere Tid selv i de Regjeringen nærmerestaaende Kredse begynder at faae Øinene mærkeligt op for den Fare, der kan opstaae for Rusland ved Preussens voxende Magt navnlig i Østersøen; men derfra og til en fransk Alliance er der vistnok et meget langt Spring, som den her stadigt mod Keiser Napoleon og hans Regjering herskende Mistillid vanskeligt vil tillade den russiske Regjering at gjøre. Der maatte da, har min Hjemmelsmand sagt mig, gives særegne Garantier fra fransk Side saasom Opgivelsen af Polens Sag, mindre Imødekommen mod Østerrig og en mindre fjendsk Optræden mod Rusland i Orienten.

Paa min Bemærkning, at efter mit Skjøn var Enighed med Frankrig jo dog Ruslands naturlige og tildeels traditionelle Politik, thi hvilken Magt vilde vel røre sig i Europa, naar disse to Magter vare enige om at forhindre det, svarede min Hjemmelsmand: »oui c’est précisément ce que je me tue à crier depuis des années«, men tilstod tillige, at Forholdene havde betydeligt forandret sig siden den Tid, da Rusland støttede sig til Frankrig, og at der for Øieblikket ei var Andet at gjøre end at holde ved Preussen.

Noget directe Forslag har, efter hvad man har sagt migs. 294General Fleury ei gjort her. I temmeligt almindelige Udtryk skal han til Keiseren og til Fyrst Gortchacow have talt om Keiser Napoleons fredelige Hensigter og Modbydelighed mod at see Freden forstyrret; men forat dette kunde opnaaes, var det nødvendigt at fjerne enkelte Spørgsmaal — points noirs, der endnu kunde give Anledning til Uenighed. Blandt disse points noirs var ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal. Jeg har senest indberettet til Deres Excellence, at General Fleury i denne Henseende havde fundet Imødekommen af det keiserlige Cabinet, og ved Telegraph har jeg underrettet Deres Excellence om, at Hans Majestæt Keiseren havde i den Anledning tilskrevet Kongen af Preussen. Denne sidste Efterretning var kommen mig senere i Hænde. Det er den Anledning, som Høitideligholdelsen af Hundredaarsfesten i næste Uge af St. Georgsordenen tilbød, som Hans Majestæt Keiseren har benyttet til at gjenkalde det nordslesvigske Spørgsmaal i Kongen af Preussens Erindring.

Jeg maa dog tilføie, at man her synes mig, ligesom hidtil, at opfatte den af den franske Regjering for vor Sag viste Interesse med en vis Mistænksomhed, idet man nærer den Overbeviisning, at den franske Regjering benytter denne Sag som et Lokkemiddel til at faae den keiserlige Regjering over paa sin Side eller idetmindste fjernet fra Preussen. Denne Opfattelse af General Fleury’s Skridt stemmer altsaa forsaavidt overeens med den i Deres Excellences seneste Telegram yttrede Mening, som jeg netop har havt den Ære at modtage, medens jeg skriver dette.

Deres Excellence vil ligeledes af min ærbødigste Indberetning Nr. 31 af 25/13 f. M., ¹Trykt som Nr. 608.) som jeg vel tør antage nu er kommen Deres Excellence tilhænde, have seet, at jeg alt har benyttet Leiligheden til at oplyse General Fleury om den kongelige Regjerings Opfattelsesmaade af denne Sag.

Jeg har forøvrigt hørt sige, at General Fleury’s Optrædens. 295skal være meget moderat og reserveret og i det Hele have gjort et godt Indtryk paa Kantsleren. Ambassadeurens officielle Reception vil først finde Sted i Slutningen af næste Uge. . . .

E. Vind.

Depeche Nr. 32, modtaget 9. December 1869.

Udenrigsminister Grev Frijs til Gesandterne i
Berlin, Wien, Paris, St. Petersborg, London, Stockholm og Firenze
.
Copenhague, 3 décembre 1869.

La presse allemande exploite de son mieux les dernières élections municipales dans les villes septentrionales du Slesvig et tâche de faire accroire au monde que dans ces localités l’élément allemand gagne du terrain. Je pourrais peutêtre me reposer de la réfutation de ces assertions sur la notoriété du fait contraire mais je conçois que le fait allégué par les journaux allemands a dû paraître étrange à ceux qui naturellement ne peuvent pas connaître les détails et je ne regarde donc pas comme superflu de vous mettre à même /de mettre V. E. à même/ de combattre toute erreur qui pourrait subsister au sujet de ces élections. —

Je ne ferai que rappeler en passant ce que tout le monde sait, que ces votations du nord du Slesvig se font dans les conditions les plus défavorables pour les danois, attendu que toutes les autorités publiques leur sont contraires et usent de leur pouvoir et de leur ascendant pour exercer une pression sur elles et naturellement l’effet de cette pression se fait le plus sentir dans les villes où les fonctionnaires, les troupes et autres agens de la force publique se trouvent réunis. Mais je passerai immédiatement au point essentiel, savoir d’après quelles règles ces élections se sont faites car c’est là où est toute la question, lorsque de ce fait on veut tirer des conétaients. 296clusions quant aux sentimens politiques de ces populations et au résultat probable de leur consultation en conformité de l’art. V du traité de Prague.

Or les élections municipales se sont faites cette fois suivant des règles récemment établis dans le but notoire d’assurer la prépondérance au parti allemand. Tandis qu’autrefois c’était la classe des bourgeois qui faisait l’élection, ce droit a été conféré aujourd’hui à ceux qui paient un certain impôt (Classen-Steuer) et pour chaque ville un cens à été fixé différemment par les administrations actuelles composées en 1864 avec des élémens purement ou plutôt fanatiquement allemands. De cette sorte on a réussi, en tenant compte des conditions de fortune de chaque localité, à opprimer la majorité danoise, attendu que d’un côté tous les fonctionnaires et agens prussiens sont admis à voter et que de l’autre un grand nombre de bourgeois se trouvent exclus.

Ainsi à Haderslev grâce à ces nouvelles dispositions, le droit d’élection pour le conseil municipal est entre les mains de 393 électeurs, dont 64 fonctionnaires et ces élections de conseillers à sympathies allemandes dont on se prévaut aujourd’hui contre nous, ont été obtenues rien qu’avec 199 voix, les partisans de la cause danoise s’étant entièrement abstenus de voter. Si l’on mettait les fonctionnaires prussiens à part, on trouverait que, même avec les règles récemment introduites, les danois auraient eu la majorité, savoir 194 voix contre 135. A plus forte raison l’auraient-ils obtenue, si le système des élections était moins partial en faveur des Allemands. — A Sønderborg le nombre des électeurs a été réduit à 306 dont 76 se sont abstenus de voter; 102 ont voté pour des candidats danois et 92 bourgeois plus 36 fonctionnaires, soit en tout 128, pour des candidats allemands, ce qui montre que dans cette ville aussi c’est une petite majorité obtenue par des artifices et notamment par l’adjonction des fonctionnaires qui a obtenu le résultat en question. — Il en est de même pour Aabenraa où 202 voix ont été données às. 297des candidats allemands et 162 aux candidats danois. — Le véritable rapport des nationalités s’est manifesté immédiatement après dans l’élection des préposés des paroisses qui est organisée d’une façon plus équitable. Là 13 danois ont été élus contre 5 allemands, mais je n’ai pas besoin d’ajouter que la presse allemande n’a eu garde d’appeler l’attention sur un pareil fait. — A Flensborg, malgré tous les efforts du camp allemand le résultat des élections municipales a été plus favorable que dans les villes plus septentrionales . —

Ainsi je constate que même avec une loi électorale aussi inique l’élément danois l’aurait emporté, si l’admission des fonctionnaires prussiens n’était pas venue fausser le résultat des élections. Mais heureusement on n’a pas besoin d’avoir recours à des hypothèses pour se former une juste idée du résultat qu’on obtiendrait si l’on consultait la population de ces villes conformément à l’art. V de la paix de Prague et d’après le principe du suffrage universel. L’adresse présentée au roi de Prusse en novembre dernier réunissait

à Haderslev sur c. 1560 électeurs qui avaient voté dans les élections de 1867 pour le parlement de la Confédération du Nord — 871 signataires

à Aabenraa sur c. 980 électeurs - 560 -

à Sønderborg sur c. 770 électeurs - 490 —

à Flensborg sur c. 3480 électeurs - 1941 -

ce qui représente plus de la moitié des voix, et je ne pense pas que la presse allemande veuille prétendre, que les sentimens politiques de la population aient changé dans le courant des quelques semaines qui se sont écoulées entre la signature de cette adresse et les élections municipales. Au reste vous ferez sans nul doute vous-même l’observation que l’expérience de cette adresse n’est pas le point de comparaison le plus favorable que j’aurais pu choisir, car évidemment beaucoup de personnes qui ne manqueraient pas de voter favorablement à la réunion avec le Danemark s’ilss. 298consultées régulièrement d’après l’art. V, ont pu vouloir s’abstenir d’une démonstration spontanée, qui eût pu leur attirer des désagrémens.

En dernier lieu je dois encore remarquer qu’il ne s’agit pas de savoir quel serait le résultat que les autorités allemandes pourraient, à force d’artifices et d’intrigues, obtenir dans telle ou telle localité, mais il s’agit de constater, quels seront les résultats d’une votation générale, ayant lieu dans l’ensemble du Slesvig du Nord, dans les villes conjointement avec les campagnes. Or, après les élections de 1867 et la signature de l’adresse de cette année ces résultats ne sauraient nullement être envisagés comme douteux. —

Vous êtes autorisé, M. /Tit./, à faire de cette dépêche l’usage que vous trouverez convenable.

Koncept med P. Vedels Haand til Cirkulære Nr. 14 (Berlin), 3 (Wien), 7 (Paris), 3 (St. Petersborg), 3 (London), 4 (Stockholm), 3 (Firenze).

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 4. December 1869.

Kjære Greve,

Jeg er Dem meget erkjendtlig for Deres Brev af 1ste og de deri indeholdte Oplysninger saavelsom for den Fortsættelse som De lover mig deraf.

Jeg vil heller ikke tøve med at sige Dem, at jeg finder den Form hvori De paatænker at bringe disse Oplysninger videre, fuldkommen rigtig og hensigtsmæssig. Det er godt at vore Agenter faae et Papir som de kunne meddele, især hvor der, saaledes som her, handles om Tal, men naturligviis maa jo Papiret have en aldeles confidentiel Form og Charakter, og det maa bruges med Takt; thi ved Siden af at vi forsvare vor Sag, maa vi selvfølgelig søge at bevare dets. 299bedst mulige Forhold til Preussen. Af denne Grund mener jeg ogsaa, at Circulairet mindst muligt burde røre ved Art. 5 af Pr.-Freden. Jo mindre denne Bestemmelse ved denne Leilighed blandes i Sagen desto bedre. Hermed mener jeg paa det omtalte Papir; thi vedkommende Agent kan selvfølgelig ikke Andet end omtale Artiklen; men dette maatte da skee paa en saadan Maade at vi ikke fik Skin af at have villet fremkalde en Action eller nogensomhelst Virksomhed udadtil fra andre Magters Side. Det vi gjøre skal jo kun tjene til Forsvar.

Den Sag som omtales i Depeschen Nr. 13 ¹Af 2. December 1869; trykt som Nr. 617.) seer jeg mig endnu ikke istand til at skrive noget videre bestemt om. Men jeg kan dog ikke undlade, med alle Forbehold, at føie nogle Bemærkninger til hvad jeg igaar kortelig har meddeelt Vedel ²I Brev af 3. December 1869; trykt som Nr. 618.) om at mit Indtryk med Hensyn til det i Telegr. omhandlede Skridt, var at intet Resultat kunde ventes deraf for Øieblikket. Jeg havde ved at gjøre denne Yttring netop den Frygt for Øie som De omtaler, og min Yttring var grundet paa en Samtale, jeg igaar havde med en Person heri Berlin, som næppe kunde være uvidende om Initiativet, hvis dettes første Følge, Brevet, var kommen hertil. Han talte af sig selv, og uden mindste Foranledning fra min Side, paa en saa at sige meget demonstrativ eller pointeret Maade om Umuligheden for Preussen af at ordne Sagen for Øieblikket, da det ikke kan undvære det nationale Parties Hjælp til Ordningen af mange indre vigtige Spørgsmaal, og endogsaa kunde frygte for at andre tydske Regjeringer skulde benytte Leiligheden til at depopularisere den preuss. Regjering i Tydskland. Min Tanke var, at han, hvis han kjendte Initiativet og dets Følge, vilde ligesom retfærdiggjøre at denne første Følge ingen yderligere Følge havde faaet, eller, som han maaskee vidste, ingen yderligere Følge vilde faae. Forholder det sig saaledes, saa er det jo vistnok altid slemt, ats. 300noget Krudt er bleven bortskudt til ingen Nytte. Men Hovedsagen er dog at Sagen i det Væsentlige bliver intact, og navnlig at den Situation De omtaler, ikke indtræder.

Det Punkt som omtales i Slutningen af Nr. 13 i Anledning af Vinds Meddelelse, kunde maaskee egne sig til at gjøres til Gjenstand for en Depesche, idetmindste for at lede vore Gesandtskabers Udtalelser saaledes at disse overalt blive identiske, og maaskee endog til Meddelelse. Men dette vil jeg for idag dog ikkun henstille til Overveielser.

Jeg skal stræbe efter snart at see klarere i alle her omhandlede Punkter og skal da ikke tøve med at skrive yderligere og i fuldstændigere Form. . . .

G. Quaade.

Brev Nr. i. Politiske Koncepter. U. A.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Petersborg, 6. December 1869.

Fyrst Gortchacow forsikkrer mig, at der ei er Tale om nogen særegen Intervention i Berlin i den nordslesvigske Sag anderledes end hidtil.

Vind.

Chiffertelegram, indleveret i St. Petersborg 6. December 1869 Kl. 4 Efterm., modtaget s. D.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 6 décembre 1869.

Monsieur le Comte,

J’ai exactement reçu le télégramme que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’adresser le 2 du courant ainsi ques. 301sa dépêche de la même date qui m’est parvenue hier dimanche. ¹Trykt som Nr. 613—14.)

Afin d’être à même de pouvoir mander promptement à Votre Excellence les renseignements qu’Elle me demande sur la situation créée par la démarche officieuse faite dernièrement par le général Fleury à Petersbourg, j’ai demandé hier un entretien à M. le ministre des Affaires étrangères.

Aussitôt introduit auprès du prince, je lui ai exposé les motifs qui m’amenaient. Je viens de recevoir, dis-je à Son Excellence, une dépêche de Copenhague m’annonçant qu’à la suite d’une démarche officieuse qu’a faite le général Fleury auprès du cabinet de St. Petersbourg tendant à chercher à obtenir une solution de la question du Slesvig du Nord, l’Empereur Alexandre a écrit à ce sujet au Roi Guillaume. Le gouvernement du roi est naturellement très reconnaissant à l’Empereur Napoléon et à Son gouvernement de la sympathie qu’il n’a cessé de lui témoigner dans cette question mais il lui semble absolument nécessaire que vous, mon Prince, connaissiez exactement la manière de voir du gouvernement danois en ce qui concerne une solution future. C’est pourquoi, ajoutai-je, il m’a été enjoint de vous éclairer sur ce point capital. La bienveillance constante du gouvernement impérial nous garantit en effet qu’il ne voudrait point avoir contribué, fût ce dans la moindre mesure, à ce que le Danemark fût mis en présence de deux alternatives également douloureuses: ou de se prêter à un arrangement qui en ne rendant à la mère patrie qu’une partie du Slesvig danois nous forcerait à renoncer à nos espérances les plus chères et sacrifierait des intérêts vitaux pour le pays tout entier ou de refuser ce que plusieurs puissances, parmi lesquelles se trouveraient celles qui nous ont toujours témoigné de la bienveillance, nous proposent, refus, qui pourrait avoir pour conséquence que l’article V fût annulé.

s. 302M. le prince de La Tour d’Auvergne m’arrêta et me répondit: permettez moi de vous interrompre. J’apprécie parfaitement les motifs pour lesquels votre gouvernement tient à ce que je sois bien au fait de sa manière de voir, et il est évident que si un jour il est sérieusement question d’une solution de l’affaire qui nous occupe le gouvernement de l’Empereur tiendra essentiellement compte de vos aspirations et de vos désirs. Mais nous n’en sommes pas là. Le général Fleury a agi sans instructions, je ne lui en ai donné aucune. Avant son départ il a vu l’Empereur, lui a parlé de l’affaire du Slesvig, et Sa Majesté dont vous connaissez les sympathies à l’égard de votre pays lui a dit que certainement Elle serait très-heureuse de voir cette question résolue. Le général Fleury a peut-être jugé la question plutôt en militaire qu’en diplomate, et il a pu croire qu’elle était plus facile à résoudre qu’elle ne l’est réellement. Il s’est un peu trop avancé, car je crains que ce qui vient de se passer à St. Petersbourg et qui a déjà éveillé des susceptibilités ailleurs, ne soit d’aucune utilité pour vous.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 68, modtaget 9. December 1869.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 6. December 1869.

Kjære Greve — i al Hast completterer jeg med faa Ord min Depesche af Dags Dato. — Strax da jeg sagde til L., hvad der var Grunden til at jeg opsøgte ham, smilte han som en Mand der nok tænkte at det var den Sag, jeg vilde tale med ham om. — Det var ganske tydeligt for mig at ikke blot har Fleury handlet i Petersborg uden Instruxer, men ats. 303Udenrigsministeren er i høi Grad misfornøiet med. hele Sagen — det er jo ogsaa en meget mærkværdig Maade at gaae frem paa. Idet han talte om Fleury sagde han at denne havde taget fat paa Sagen formodentlig fordi han haabede at begynde sin diplomatiske Carriere med en succès. Latour d’A. troer ikke at Keiser Alexanders Brev til Kongen af Preussen vil føre til noget. — I Rusland, tilføiede han, har man langt fra i Sinde at ville gaae alvorlig frem i denne Sag med Preussen. Keiseren har aldeles ingen Indflydelse paa Kongen, sin Morbroder. Det modsatte er snarere Tilfældet. Under disse Omstændigheder kan det, der er skeet i Petersborg, ikke være til Nytte for Eder. Jeg vil blot ønske at det ikke maa skade Eder.

Alt dette blev naturligviis sagt mig ganske confidentielt.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Modtaget 9. December 1869. Vedlagt Moltke-Hvitfeldts Depeche af 6. December 1869.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Petersborg, 6. December/24. November 1869.

Deres Excellence,

Fyrst Gortchacow sagde mig imorges, da jeg befandt mig hos ham i hans Cabinet, at der ei fra fransk Side var foretaget noget egentligt Skridt her, der kunde antages for et Initiativ til at bringe den nordslesvigske Sag under Forhandling. General Fleury havde vel omtalt denne Sag til Hans Majestæt Keiseren og til Kantsleren, men paa en ganske almindelig Maade. Fyrsten sagde mig ikke udtrykkeligt, at Hans Majestæt Keiseren har omtalt denne Sag i et Brev til Kongen af Preussen, men lod sig dog forlyde med, at der vars. 304skeet en Henvendelse fra den Side, og paa mit Spørgsmaal, om der var indløbet Svar derpaa, sagde Fyrsten, at der var intet kommet, og lod forstaae i det Hele ei at lægge Vægt paa denne Sags Interventioner, hvis Frugtesløshed vi jo rigtignok oftere have havt Leilighed til at erfare. — Ifølge disse Fyrstens Yttringer kan jeg, uagtet han ei udtrykkeligt har omtalt den ommeldte skriftlige Henvendelse, dog ei tvivle om, at jeg har været rigtigt underrettet med Hensyn til den Meddelelse, som jeg har tilladt mig at gjøre Deres Excellence i mit første Telegram (af 2. Decbr./20. Novbr. d. A.) ¹Et Telegram af 2/12 har ikke kunnet findes. Det er vel en Fejlskrivning for 1/12. Sml. Nr. 612.)

Hvad overhovedet en fremmed Intervention i Berlin i denne Sag angaaer, da fastholder Fyrst Gortchacow sine tidligere — af mig indberettede — Anskuelser, at enhver saadan kun vil irritere og saaledes snarere gjøre Skade end Gavn, i ethvert Fald være til ingen Nytte: »on ne fera pas la guerre pour cette affaire«, sagde Fyrsten. Han anerkjender vor Sag for retfærdig (juste) og har udtalt dette ved enhver Leilighed, der var givet ham, sagde han; hvis han havde den Sag ihænde, da var den for længe siden afgjort.

Fyrst Gortchacow fremkom atter med en Meningsyttring, som han ved en tidligere Leilighed har udtalt til mig, nemlig at den kongelige Regjering muligen bedst selv kunde tage — amicalement — Initiativet i Berlin til at bringe Sagen paa Bane. Paa mit Svar, at den preussiske Regjering endnu var os Svaret skyldig paa vor sidste Meddelelse, bemærkede Fyrsten, at der jo var hengaaet 18 Maaneder siden den Tid, saa der kunde vel være Anledning til at minde om Svaret, da Sagen ellers truede med aldeles at sove ind. — Fyrsten saae sig ei istand til at besvare mit Spørgsmaal, om der skulde være indtraadt nogen Modification i den preussiske Regjerings Anskuelser, der kunde give Haab om, at en fornyet Underhandling vilde bringe et gunstigere Resultat. Jeg bemærkede, at Nordslesvigernes seneste Optræden is. 305deres Adresse til Kongen af Preussen og deres Deputeredes Adfærd i det preussiske Kammer ei tydede paa nogen Forandring i deres Sindelag; at tvertimod Stemningen i Slesvig mere end nogensinde var til Fordeel for Danmark.

At Sagen ei er glemt ligesaalidt i Berlin, som ved de andre europæiske Cabinetter, viser jo desuden noksom den Omtale, som den nyder i dette Øieblik, maaske meest fremkaldt alene ved General Fleury’s Sendelse. Idetmindste giver den ei alene det preussiske Gesandtskab, men de fleste andre herværende Gesandtskaber at tænke paa for Øieblikket og som Følge deraf vel ogsaa de respective Cabinetter.

Til Sir Andrew Buchanan har Kantsleren udtalt sig paa samme Maade som til mig, benægtende noget overordentligt Skridt fra fransk Side.

Tilsyneladende er saaledes Tilbøieligheden til at gaae ind paa franske Planer i denne Henseende, hvis saadanne virkelig skulde være i Gjære, ei stor. Og dette stemmer jo ogsaa med de Meddelelser, som jeg har havt den Ære at give Deres Excellence i min sidste ærbødige Rapport (af 4. Decbr./ 22. Novbr. d. A.) ¹En Rapport fra Vind af 4/12 findes ikke. Antagelig Fejlskrift for 3. Decbr./21. Novbr.) — Meddelelser, der skyldes en Hjemmelsmand, om hvis Paalidelighed jeg ei kan nære den fjerneste Tvivl.

Jeg har havt den Ære at modtage igaar Deres Excellences Circulaire Nr. 3 af 3die ds., ²Trykt som Nr. 620.) saavelsom Dagen forud Nr. 2 af 2den ds. ³Trykt som Nr. 616.)

E. Vind.

Depeche Nr. 33, modtaget 11. December 1869.

20

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 8. December 1869.

Hoslagt undlader jeg ikke at tilstille D. H. Afskrift af en telegr. Depesche som jeg d. 6. dennes ¹Trykt som Nr. 622.) har modtaget fra den kgl. Gesandt i Petersborg. Iøvrigt har jeg hverken fra ham eller Gesandtskabet i Paris hørt noget Nærmere om den omhandlede Sag. Kun troer jeg at burde benytte Leiligheden til at meddele Dem at jeg har nogen Grund til at antage at den keis. russ. Regering betragter det i Berlin giorte Skridt som et af den taget Initiativ og at man ogsaa ligeoverfor den danske Regering ikke vil berøre at General Fleury har giort nogen Henvendelse desangaaende i Petersborg.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 15.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 8. December 1869.

Kjære Quaade! Det glædede mig meget at modtage Deres Brev af 4de dennes ²Trykt som Nr. 621.) endskjøndt dèt ikke indeholdt mange glædelige Tegn, men dette kunde heller ikke ventes efter min Formening i denne Tid, idet jeg er overbeviist om at man ikke i Berlin vil bestemme sig til noget Definitivt forinden man har noget Begreb om Gangene i Frankrigs Udvikling navnlig i Keiserens Sygdom. Dog var det mig meget interessant at læse Deres Meddelelse om Samtalen med hiin velinstruerede Mand; det var mig ikke klart om han berørte det ømme Punkt blot for at erfare hvorvidt De var vidende om de gjorte Skridt, men det forekommer mig at de 2 nyes. 307valgte Paaskud, istedetfor det gamle velbekjendte, røber en vis Forlegenhed, hvoraf man kunde slutte at Henvendelsen har havt lidt mere Alvor i sig. Den Hemmelighedsfuldhed som vi have fulgt denne Gang ligesom de tidligere Gange er ganske vist ikke bleven iagttaget fra anden Side, idet for 3 Dage siden Kronprindsen fik fra Kongen af Sverrige Underretning om at Keiseren af Frankrige endelig havde ladet sig bevæge ved hans gjentagende indstændige Anmodninger til at foretage nogle Skridt i den slesvigske Sag; og Rusland tilskriver sig ogsaa Initiativet, saa at der ere 3 om Budet; De veed, at jeg lægger en overordentlig Vægt paa at man overalt vinder den Overbeviisning at det danske Diplomati kan tie, thi det er den eneste mulige Forudsætning for under vor Magtstilling at erfare Nogetsomhelst. Jeg frygter ligesom De at dette foretagne Skridt ikke vil føre til nogen umiddelbar god Følge for os, men det forekommer mig dog at være et bedre og stærkere Skridt end forrige Gang, især hvis den meddelte Beretning er sand, at dette Skridt ikke er skeet udelukkende af varm Familieinteresse men fordi Staten Rusland havde en særlig Interesse heri. — Endvidere forekommer det mig ogsaa, at dette, at Frankrig er vidende og tildeels første Motor til en slig personlig Henvendelse fra Keiserens Side, er langt stærkere engagerende, og at en Afviisning som sædvanlig ogsaa ganske anderledes afficerer den gjensidige Stilling; jeg vil nødig, for ikke at blive beskyldt for sanguinsk, herfra drage Slutninger til Afslutninger af virkelige Alliancer, (dertil er vel ogsaa Frankrigs og Keiserens Stilling i Frankrig for lidet opfordrende) men vist er det dog, at det marquerer en Stræben efter at enes om enkelte Punkter. — Mit Hovedhaab er naturligviis — engang at blive Vidne til Preussens Isolation — thi uden den har jeg ikke stor Tro til Restitution af hvad vi saa haardelig trænge til. Jeg har aldrig troet paa Sandheden af Kongens bestemte Modvillie, (han er i dette som i mange andre lignende Tilfælde skudt frem fordi det kunde gjøre nogen Virkning ɔ: influere s. 308paa betydende Personer, i dette Tilfælde Keiseren af Rusland og tildeels Keiseren af Frankrige) mod nogen Afstaaelse — naturligviis vil han som ægte Preusserkonge fortære Alt hvad han eengang har slaaet Klo i, men Spørgsmaalet har altid været om Bismarck ansaae det for politisk klogt at gjøre denne Indrømmelse for bedre at sikkre sig det øvrige Rov og at han ikke har fundet Momentet kommet hertil, føle vi destoværre alfor vel; naar han nu lader Hensynet til Preussens indre Vanskeligheder og Trangen til Bistand fra det nationale Partis Side spille op som Grunde for at udhale Momentet til at afgjøre Sagen, da er det tildeels for ikke altid at (kjøre med den samme Tøile) komme med samme Paaskud, men det bliver næsten grundcomisk naar der anføres som Grund for at udsætte, at man ved Afgjørelsen kunde depopularisere Preusserherredømmet hos Tydskere, thi det er sikkert at i den Henseende behøver man ikke gjøre sig nogensomhelst Uleilighed. Bismarck veed naturligviis ligesaa godt som alle Andre at Preussen aldrig har hersket eller ønsker at herske igjennem andet end Frygten; jo mere denne svinder, des svagere bliver Regimentet, dog noget sandt Lægemiddel imod den nuværende Tilstand i Tydskland vil der ikke blive, forinden ogsaa Preussen maa give efter for Frihedens Fordringer, thi da vil det i Længden blive umuligt at hævde Officeerstanden som en saa aldeles privilegeret Kaste, der seer ned paa hele det øvrige Folk. — Idag vil De erholde en lille Depeche med Meddelelse om Vinds sidste Telegram; det undrer mig ikke at have erholdt nogen Rapport fra ham om de sidste Begivenheder og jeg kan kun forklare mig det deraf at han ikke har villet skrive med Posten, thi nu maa vel Posten over Aalandshavet være ophørt; behageligt er det at vi nu kunne telegrafere uden at være nødsagede til at komme igjennem Preussen; dette Brev vil De erholde gjennem Commandeur Gottlieb og jeg skriver saaledes ganske frit. . . .

20*

I vor indre politiske Udvikling er der kun det Nye at der atter iaar er indbragt et Fæsteforslag hvorpaa Regjeringen i den s. 309kommende Uge agter at svare; jeg antager at Ingen eller forholdsviis Faa ville være tilfredse med dettes Indhold og man maa som sædvanlig da trøste sig med Overbeviisningen om at man ikke har foreslaaet Sligt uden at have Troen paa at dette er det eneste Fornuftige. . . .

C. E. Frijs.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 9. December 1869.

Kjære Greve,

Noget væsentligt har jeg ikke at tilføie til min Beretning af idag; men jeg skal dog anføre nogle Yttringer af Colleger, som maaskee kunne antyde deres Regjeringers Anskuelser.

Da Grev Benedetti forleden talte med mig om Slesvig, spurgte han om jeg vidste om der foretoges omfattende Befæstninger ved Sønderborg, og da jeg svarede at jeg ikke troede at man endnu anlagde permanente Befæstninger, men dog samlede meget Materiel i den Egn, sagde han, at dersom man anvendte Meget paa de omhandlede Positioner, var det spildte Penge. Men dette kan jo forstaaes i meer end een Betydning.

Lord Loftus mener ikke, at man nogensinde med det Gode giver Slip paa Sundeved og Als og finder ikke, at der er Udsigt til, at vi skulde faae det paa anden Maade.

Oubril erkjender fuldstændigt Vigtigheden af det slesvigske Spørgsmaal for Danmark. Især for Jyllands Skyld anseer han dette Spørgsmaal som et Existentsspørgsmaal for Danmark og betragter det derfor som et internationalt Spørgsmaal, beklagende, at Magterne ikke i 1864 have taget Forbehold med Hensyn til Slesvig, hvoraf de dengang burde have erklæret Besiddelsen for at være af almindelig international Betydning. Men han seer, eller vil maaskee ikke ret, s. 310see Sagen fra Nationalitetsstandpunktet. Han anerkjender Vigtigheden af Spørgsmaalets Løsning paa en saadan Maade, at al Nationalitetsstrid og Nationalitetsagitation mellem Dan- mark og Preussen og paa Grændsen mellem disse Lande kan ophøre; men anseer vore væsentlige Fornødenheder fyldest- gjorte ved at vi faae en saadan Deel af Slesvig at heri findes en Bom mod Tydskhedens Fremtrængen og at Lille Belt bliver frit.

Hvad det af Vind meddeelte Bygte angaar, henstillede jeg nylig til Overveielse, at gjøre det til Gjenstand for en Circulairedepesche. Men efter at have betænkt Sagen nøiere, maae jeg nu tilføie, at jeg finder det vilde være formeget at skrive en Depesche derom alene. Det kunde føre for vidt, og det forekommer mig tilstrækkeligt, leilighedsviis at om- tale Sagen for Gesandtskaberne, fordi ogsaa disse leilighedsviis skulde modsige det. Jeg veed vel, at jeg ikke har ind- skrænket mig til en saadan leilighedsviis Modsigelse, men jeg har, ved hvad jeg har gjort, haft et særligt Maal for Øie, nemlig netop her og netop nu at udtale noget Meer end en simpel Modsigelse.

G. Quaade.

Brev Nr. 2. Politiske Koncepter. U. A.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 9 décembre 1869.

Monsieur le Comte,

Ayant eu dernièrement une conversation avec le prince de La Tour d’Auvergne, j’ai profité de cette circonstance pour m’exprimer vis-à-vis de lui dans le sens indiqué dans la dépêche que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’adresser sub Nr. 4 en date du 26 novembre dernier. ¹Trykt som Nr. 609.) J’ai s. 311expressément dit au prince que Votre Excellence m’avait chargé de lui affirmer que l’interprétation donnée par M. Dotézac à Ses paroles reposait sur une erreur et que ce di- plomate avait dû se méprendre sur le sens des paroles qu’Elle lui avait adressées au sujet de la récente démon- stration des Slesvigeois du Nord. — J’ai ajouté que dans une dépêche que Votre Excellence m’avait adressée à cet égard, Elle appuyait sur ce fait qu’Elle ne voudrait pas condamner la manifestation légale et tranquille d’un voeu aussi juste de la part d’une nationalité opprimée.

Le prince de La Tour d’Auvergne me répondit qu’en me disant qu’il lui avait été d’autant plus facile de ne pas re- cevoir une partie de la députation slesvigeoise qu’il savait que le gouvernement improuvait sa démarche tentée à Berlin comme étant inopportune dans les circonstances actuelles, opinion qu’il n’avait d’ailleurs formulée dans aucun docu- ment officiel — il avait entendu dire que le refus lui était facilité par ce fait que le gouvernement danois était resté étranger à la démonstration politique en question et nom- mément à la demande qui lui avait été faite indirectement de recevoir un certain nombre des membres de la députation slesvigeoise.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 71.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 9 December 1869.

Deres Excellences

meget ærede Depescher Nr. 13 og 14 af 2den og 3die d. M., saavelsom det forudgaaende Telegram af 1ste f. M., har jeg havt den Ære at modtage. ¹Trykt som Nr. 617 og Nr. 620.)

s. 312Ved de Samtaler jeg herefter, ligesom i de første Dage efter min Tilbagekomst til Berlin, har havt med mine herværende Colleger, og for hvilke det nordslesvigske Spørgsmaal selvfølgelig har været en af Gjenstandene, er Intet bleven mig bekjendt som tyder paa en Forandring, i nærværende Øieblik, af den Holdning den preussiske Regjering eller andre Regjeringer nu saalænge have indtaget i Forhold til dette Spørgsmaal. Hvad de sidstnævnte Regjeringer angaaer, saa synes mig endnu bestandig den Anskuelse fremherskende hos dem, at for Tiden Intet vil kunne vindes for Sagens Udfald ved fremmede Magters Indblanding. Jeg maa dog her tilføie, at den herværende brasilianske Gesandt, som tidligere har været accrediteret i Petersborg har ganske leilighedsviis sagt mig, at han havde hørt, at den nye franske Ambassadeur i Petersborg syntes at beskjæftige sig meget med hiint Spørgsmaal.

Om Sagens nuværende Stilling og fremtidige Skjæbne have den engelske og franske Ambassadeur, Lord A. Loftus og Grev Benedetti, ikkun udtalt sig ganske i Almindelighed. Den russiske Gesandt, Herr Oubril, ligeledes; dog har denne, ved, ligesom de tvende Ambassadeurer, at udtale den Mening, at den væsentlige Hindring for Sagens tilfredsstillende Løsning ikke nærmest var at søge hos Grev Bismarck, ved Siden heraf med tilsyneladende Eftertryk fremhævet af hvilke Grunde Forbundskantsleren, efter hvad han antog, ikke for Tiden kunde virke for en Afgjørelse der stemte med den danske Regjerings Ønsker. Bestemmelsen i Pragfredens Art. 5 var ikke populair i Tydskland, navnlig i det national-liberale Partie, hos hvilket Grev Bismarck maatte søge den fornemste Støtte for sin Politik, og en Udførelse af denne Bestemmelse i dansk Retning blev derfor saameget betænkeligere, som den ogsaa kunde benyttes til Skade for den preussiske Regjerings Popularitet af de Partier og Regjeringer i Tydskland, som ere Modstandere af den preussiske Politik. Jeg tillader mig paa dette Sted at henvise til en allerærbødigst s. 313Indberetning af 18de Mai 1866, Nr. 28, ¹Trykt som Nr. 105.) hvorved jeg har gjort Rede for en Samtale jeg havde havt med Grev Bismarck, og hvori denne med Grunde, der havde stor Lighed med de ved nærværende Leilighed af Herr Oubril fremførte, forklarede hvorfor han ikke var gaaet ind paa et ham dengang fra dansk Side gjort Forslag.

Mine heromhandlede Samtaler med Grev Benedetti og Herr Oubril have fundet Sted den 2n d. M. Jeg har derefter truffet den franske Ambassadeur paa tredie Sted den 4de d. M., og iforgaars har jeg atter havt en Samtale med Herr Oubril. For ingen af disse Diplomater, ligesaalidt som overhovedet for Nogensomhelst, har jeg omtalt eller endog blot hentydet til Indholdet af Telegrammet af 1ste d. M. ²Trykt som Nr. 613; sml. Noten derlil.) Jeg kan altsaa ingen Mening udtale om hvorvidt bemeldte Indhold har været enten Grev Benedetti eller Herr Oubril bekjendt. Men har dette været Tilfældet for Sidstnævntes Vedkommende, da forekommer der mig at kunne tillægges hans ovenanførte Yttringer en større Betydning, end der vilde tilkomme dem under den modsatte Forudsætning. Disse Yttringer af Herr Oubril fremkom vel allerede i min Samtale med ham den 2n d. M.; men da jeg atter saae ham iforgaars, udtalte han sig ganske i samme Retning. — Det forstaaer sig imidlertid, at den i fornævnte Telegram omhandlede Sag meget vel kan fremmes, uden at der, ialfald paa dens første Stadier, bliver bemeldte Diplomater Noget bekjendt derom.

Jeg har i Fortrolighed gjort den engelske Ambassadeur og den russiske Gesandt bekjendte med det i Depeschen Nr. 13 ³Trykt som Nr. 617.) omtalte formeentlig herfra komne Bygte, og agter at forholde mig paa samme Maade ligeoverfor Grev Benedetti, som jeg igaar forgjæves har søgt i dette Øiemed. Baade Lord A.

s. 314Loftus og Herr Oubril erklære Intet at have hørt derom; men jeg har dog benyttet denne Leilighed til, navnlig for Herr Oubril, og det ikke uden yderligere Hensigt, gjentagende at constatere, at den danske Regjering anseer det nordslesvigske Spørgsmaal som et Livsspørgsmaal for Danmark, og derhos ikke kan finde en anden Afgjørelse deraf tilfredsstillende eller antagelig, end en saadan som er fremgaaet som Resultat af en fri Afstemning udstrakt til alle de Dele af Slesvig, hvor Befolkningen ved flere senere Leiligheder tydelig har viist sig at være overveiende dansk.

Ifølge den Veiledning som findes i Deres Excellences Depesche Nr. 14, ¹Trykt som Nr. 620.) har jeg meddeelt Lord A. Loftus og Herr Oubril den her vedlagte Fremstilling af de Forhold som have gjort sig gjældende ved de seneste i de slesvigske Byer foretagne communale Valg, hvorhos jeg mundtlig har tilføiet de oplysende og sammenlignende Bemærkninger, hvortil den i Slesvig for Tiden herskende Tilstand og Tallet af Underskrifter paa den nordslesvigske Adresse give Anledning. Jeg agter at gjøre Grev Benedetti, naar jeg træffer ham, samme Meddelelse.

Deres Excellence vil af de offentlige Blade have seet, at Grev Bismarck er ankommen tidligere til Berlin, end man havde ventet ham. Hans Bestemmelse med denne pludselige Afreise fra Pommern, hvor man antog, at han endnu vilde forblive mindst 14 Dage for at befæste de tilsyneladende gode Virkninger af en Carlsbad Cur, som han har brugt, var at begive sig til Bonn, hvorfra han havde erholdt telegraphisk Efterretning om at et Saar, hans der studerende ældste Søn i en Duel havde faaet af et Sabelhug i Hovedet, havde taget en meget betænkelig Vending. Men da han ved Ankomsten til Berlin forefandt beroligende Efterretninger fra Bonn, forblev han her, idet Grevinde Bismarck, som havde ledsaget ham fra Varzin, reiste alene videre. Han antages nu fremdeles s. 315at forblive her, uden dog for det Første at tage væsentlig Deel i Forretningerne.

Quaade.

Depeche Nr. 35, modtaget 11. December 1869.

Bilag til Kammerherre Quaades Depeche af 9. December 1869.

Dans les villes du Slesvic les élections communales se faisaient autrefois par la classe des bourgeois, ɔ: par ceux qui avaient le droit de cité. Aujourd’hui elles se font par ceux des habitants des villes, qui paient un certain impôt, et un cenx [ɔ: cens?] a été fixé différemment pour chaque ville par les administrations actuelles, lesquelles ont été composées en 1864.

A Haderslev les électeurs sont au nombre de 393

Ont élu. 199

électeurs à sympathies allemandes, dont 64 fonctionnaires.

Le nombre restant de. 194

qui comprend les électeurs à sympathies danoises, s’est entièrement abstenu de voter, prévoyant que les 64 fonctionnaires donneraient la majorité aux 135 électeurs allemands. A Sonderbourg les électeurs sont au nom-

bre de 306

dont 76

se sont abstenus, tandis que du nombre restant de. 230

les candidats danois ont obtenu. 102

votes contre. 128

donnés aux candidats allemands par 36

fonctionnaires et 92

bourgeois.

s. 316Dans la ville d’Apenrade les élections se sont faites dans les mêmes conditions; 202 voix ont été données aux candidats allemands et 162 aux candidats danois.

A Flensbourg le résultat des élections communales a été plus favorable que dans les autres villes du nord du pays.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Vind, Gesandt i
St. Petersborg
.
Confidentielt.
Kjøbenhavn, 9. December 1869.

Jeg takker D. H. for Deres Indberetning af 3. Dec. som jeg har modtaget idag og det er mig en Fornøielse at anerkjende den besindige og taktfulde Maade paa hvilken De har behandlet dette Incidenspunkt. Idet jeg beder Dem med uafbrudt Omhu at følge denne Sags videre Udvikling uden at røbe nogensomhelst Uro eller Utaalmodighed m. H. t. dens mulige Udfald, seer jeg mig istand til at meddele Dem til Deres egen Oplysning og Veiledning nogle Omstændigheder, som jeg har erfaret fra Paris.

Grev Moltke har talt til Prinds Latour om Sagen og af dennes Svar fremgaaer det at General Fleury har handlet uden Instruktion, eller i alt Fald at Udenrigsministeren nu vil give det af ham foretagne Skridt et saadant Udseende. Prindsen syntes lidet tilfreds dermed og antydede at Generalen havde været noget for utaalmodig efter at aabne sin Virksomhed i Petersborg med en diplomatisk succès, der efter hans Mening kun havde liden Udsigt til at kunne opnaaes i denne Sag for Øieblikket, da han ikke stolede paa at Rusland havde nogen alvorlig Hensigt til at giøre Noget og da han antog at Keiser Alexander ikke udøvede nogen videre Indflydelse paa Kong Wilhelm, men at snarere det Omvendte var Tilfældet.

s. 317Prindsens Slutningsbemærkning var at det skeete Skridt neppe vilde have noget praktisk Resultat, og han tilføiede at han »vilde ønske at det ikke maatte skade os«. Idet jeg meddeler Dem dette, ønsker jeg ved sikker Leilighed at erfare, hvorledes De forstaaer denne sidste Yttring.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 4.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 10. December 1869.

Kjære Vedel! . . . Hvad nu end Lord Clarendon har meent med sin Opfordring til Hrr. Strachey, ¹Første Legationssekretær i det britiske Gesandtskab i København.) og hvad enten denne Forespørgsel har været taaget eller den er blevet det ved at spadsere gjennem Mr. Strachey, saa var det dog tænkeligt, at Forespørgselen kunde være foranlediget ved at Prindsen af Wales havde samtalt med Clarendon om denne Sag, og der forekommer mig herved at være givet en forønsket Anledning til at paalægge Bülow at fremhæve, hvorledes vi bestandig leve i vort Haab om Gjenforening med de Danske, der saa gjentagende have viist, at Intet laae dem mere paa Sinde end denne Gjenforening, idet de ikke lode nogen Leilighed ubenyttet til at minde om deres Hjertesønske og at vi med Taalmod ventede paa, at denne Livssag for os, hvori alle Danske ligefra Kongen til Indsidderen vare enige, dog endelig maatte finde sin Løsning; at vi ikke tiere mindede om denne Sag laae ikke i, at denne nogensinde var ude af vor Tanke, men i at man ikke vilde ved sine Paamindelser falde besværlig, naar dog ikke noget endeligt Resultat af slige Bestræbelser kunde ventes. —

Med Hensyn til den Moltkeske Depeche ²Trykt som Nr. 624.) og Maaden, hvorpaa s. 318denne Sag er taget, henkaster jeg herved nogle Strøtanker for at vi ved mundlig Behandling og Samtale muligviis kunde komme til et klarere Resultat: Vi have for nylig seet, hvorledes hver Enkelt vilde tillægge sig Æren af Initiativet i den slesvigske Sag, men dette vilde ikke forundre, om vi stode ved det Moment, hvor hver Enkelt vilde fralægge sig denne Ære — Begyndelsen syn[t] es at være skeet og vi ventede trøstig og rolig paa Fortsættelsen. Vi havde aldrig efter de modtagne Oplysninger kunnet vente noget umiddelbart Resultat, saa at i den Henseende saae vi os ikke skuffede, men naar Prindsen bemærkede, at han vilde haabe at dette ikke maatte skade vor Sag, saa er det vanskeligt for os at forstaae, hvorledes dette kunde blive Tilfældet, medmindre at Preussen skulde føle sig saa stærk ligeoverfor hiin tilsyneladende Fælledsinteresse af de 2Keisere, at den afviste Bemærkningen med Haan, men saa var egentlig ikke herved tilveiebragt nogen ny Tingenes Tilstand, der var kun udfyldt med lidt mere Blæk i Punktumet. Efter vor Forestilling kunde det aldrig skade, at der paa en vis Maade kom ikke alene fra de lidende Slesvigere, men ogsaa fra de udenforstaaende efter vor Formening Upartiske en Underretning om at Spørgsmaalet ikke ansaaes for at være endelig begravet; vi havde aldrig forstaaet det foretagne Skridt som Andet end en avis herom. Naar man frygtede for ved Meddelelser at stimulere vort Haab, saa at dette ikke skulde sætte sig naturlige Grændser, da var jeg overbeviist om at Factum: vor Taushed og Taalmod saavel i Forhandlingerne med Preussen som efter at disse vare ophørte, vidnede tilstrækkelig om, at vi ikke vare blinde for den faktiske Tilstand i Europa. — Hvad selve Forhandlingen og Samtalen med Fyrst L. angaaer, da kunde jeg have ønsket, at Omtalen af Alternativet der kunde tænkes stillet Danmark, naar Sagen udelukkende uden Omtale toges i Haand af Stormagterne, kun antydningsviis var kommet frem ved et Billede, hvoraf Historien navnlig den nyere Tids desværre s. 319har alfor mange at fremvise, og at der i sin Almindelighed var gjort opmærksom paa, at hvor levende man end følte sig forbundet for den varme Interesse, saa kunde man dog ønske at have havt Leilighed til at udtale det forinden at Bevægelsen begyndte. —

Svaret til Moltke haster naturligviis slet ikke og havde jeg erindret før, at det var Deres Fødselsdag, havde jeg efter al Sandsynlighed ikke plaget Dem med dette Skriveri. Jeg brin- ger Dem min hjerteligste Lykønskning, og vil jeg haabe, at det kommende Aar maa bringe Deres Befindende fuldkom- ment paa Fode igjen; men jeg er rigtignok overbeviist om, at dette ikke naaes ved kolde Søbade, men at De som hvert Menneske trænger til at opfriskes ved nye Indtryk af Natur og Menneskeomgivelser, og at De derfor bør tage en Per- mission paa 3 à 4 Maaneder i Sommer; det følger af sig selv, at just i den Virksomhed, hvori De anvender Deres bedste Kræfter, og hvori man maa være glad ved Resultatet, »at Sagen ikke er gaaet tilbage og at man ikke har afskaaret nogen chance, saavidt gjørligt«, der gjøres af og til et friskt Livspust og Forandring i de vante stereotype Omgivelser ab- solut fornøden, for at Man kan bevare den tilstrækkelige Friskhed til at Haabet staaer eviggrønt og at aldrig Tvivlen kommer frem om at en opadgaaende Lykkens Fremgang er umulig[!]. — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Londres, 10 décembre 1869.

Votre Excellence,

Quand avant hier j’eus un entretien avec Lord Clarendon, j’ai profité de l’occasion pour fixer son attention sur le contenu s. 320de la circulaire (Nr. 3) que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’expédier le 3 d. c. ¹Trykt som Nr. 620.) — Malgrè le peu — ou mieux le trop peu d’intérêt que le gouvernement anglais depuis longtemps attache à la cause du Nord-Slesvic, et malgrè les ennuis et peut-être les remords qu’on provoque jusqu’à présent chez tout ministre anglais en parlant de cette question, je n’ai pas manqué d’exploiter au mieux les remarques et les chiffres que Votre Excellence a bien voulu me communiquer. — Je ne me flatte point d’avoir ébranlé le sang-froid, ou plutôt l’indifférence que jusqu’à présent on aime ici à montrer vis-à-vis de l’abus de la force et du manque de foi à notre égard; tout ce que j’ai obtenu, c’est peut-être de corriger quelques erreurs.

C’était évident, que Lord Clarendon n’a fait aucune attention à la question dont s’occupe la note de Votre Excellence et je suis bien sûr que mon référé menait son attention pour la première fois sur cet incident. — Le comte croyait que toutes les élections dans le Slesvic furent encore fondées sur le même principe libéral qu’auparavant et conséquemment il voyait dans les résultats relevés par moi le contraire de ce qu’ils montrent; mais quand j’eus éclairci cette erreur, il comprit la vraie situation et admettait les conclusions, qu’on doit en faire en faveur des habitans de nationalité danoise.

Le comte remerciait pour la communication et disait: »Vraiment je désire que bientôt justice soit faite aux habitants du Nord-Slesvic et on ne comprend guère pourquoi la Prusse hésite si longtemps à arranger cette affaire.« . . .

J. Bülow.

Depeche Nr. 36, modtaget 14. December 1869. — Følgende Udklip af Pall Mall Gazette 9. December 1869 er vedlagt:

German and Dane in North Sleswick.

In reference to the assertion of the North Eastern Correspondent that the inhabitants of North Sleswick are gradually becoming reconciled to the Prussian allegiance as proved by the late municipal s. 321elections, the Danish papers state that in spite of new regulations for these elections, especially a high census excluding the lower middle classes, who are predominantly Danish, the elections would have resulted in the defeat of the German party but for the votes of the numerous Government officials. In Sönderborg, for instance, 92 citizens voted for German candidates, whilst 102 voted for Danes, as many as 76 (almost all Danes) abstaining from voting; but the German minority was turned into a majority by the addition of the votes of 36 Government officials. In Nadersler [formentlig; Haderslev] 64 out of 199 German votes were those of Government officers. The Danish party in North Sleswick — that is, the town of Flensborg and the country to the north of that town — is actually gaining strength every year, as evidenced by the number of votes recorded for Danish candidates for the German Parliament, who are elected by universal suffrage and ballot, and of the signatures appended to the recent petition praying execution of the treaty of Prague, which was signed by far more than half the electors in the towns and almost all electors in the country of North Sleswick.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 10. December 1869.

Kjære Greve,

Jeg traf Gr. Benedetti igaar Aftes og talte da med ham om Rygtet i Petersborg. Han kjendte Sagen allerede fra Paris og sagde mig at Moltke havde havt en længere Samtale derom med Prinds La Tour d’Auvergne.

Hvis jeg ikke tager fejl, forekommer det mig efter Benedettis Udtalelser ved denne Leilighed, at Hovedsagen virkelig for Øieblikket er i større Bevægelse end mine tidligere Iagttagelser lode mig formode. Jeg saae ham i Grevindens Salon og havde saaledes ikke tilstrækkelig Leilighed til at komme fuldstændigt til Bunds med eller fuldstændigt at klare mig hans Yttringer, men disse røbede tydeligt, at man for Øieblikket beskjæftiger sig mere levende og sammenhængende med Spørgsmaalet i det Hele, end hiint Incidents s. 322i og for sig vilde gjøre nødvendigt; og jeg maa tilføie, at den i mit Brev af igaar anførte Yttring af ham om »spildte Penge«, ifølge den Retning hvori han igaar Aftes udtalte sig om et endeligt Resultat, ikke kan tillægges den Fortolkning som jeg, da Yttringen for 8 Dage siden fremkom, var tilbøielig til at lægge deri. Jeg udtalte mig iøvrigt om den endelige Løsning for ham ganske som jeg havde udtalt mig i samme Henseende for Oubril.

21

De vil have bemærket at jeg i mine private Breve strax giver Dem alle mine Indtryk, og jeg haaber saaledes at jeg ikke leder Dem vild ved disse Meddelelser. Jeg stræber ved Siden af disse efter at give mine officielle Rapporter et saadant Indhold at de kunne være et fornødent Correctiv, men derfor maa jeg ogsaa give mig meget meer Tid til hvad jeg skriver i officiel Form.

G. Quaade.

Brev Nr. 3. Politiske Koncepter. U. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Confidentielt.
Kjøbenhavn, 11. December 1869.

Den kgl. Regering har Grund til at antage at der af den russiske Keiser nylig er skeet en privat Henvendelse til Kong Wilhelm i den Hensigt derved at fremme en gunstig Afgiørelse af den slesvigske Sag. Uagtet jeg ikke troer at Øie- blikket er særdeles gunstigt for et saadant Forsøg, er den kgl. Regering dog selvfølgelig i høi Grad erkjendtlig for dette nye Bevis paa den Interesse hvormed Keiser Alexander omfatter Danmarks Livsspørgsmaal, og kan kun see en Fordeel i at denne Sag paany er tilbagekaldt i den preuss. Regerings Erindring.

s. 323Jeg finder ingen Anledning for D. H. til at omtale dette Incidentspunkt til Grev Beust. Men jeg har troet at burde meddele Dem det for at De kan være istand til hvis Cantsleren omtaler det for Dem eller antyder at han har erfaret Noget derom, confidentielt at kunne forsikkre ham om at den kgl. Regering sætter saameget større Priis paa dette aldeles private Skridt af den russiske Keiser og holder sig saameget mere overbeviist om at det kun kan have en for Sagen gavnlig Virkning i Berlin, som det er skeet, fuldstændigt uden at den kgl. Regering havde nogen Kundskab derom endsige nogen Deel i at det er skeet.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 4.

Udenrigsminister Grev Frijs til General Bülow, Gesandt i
London
.
Confidentielt.
Kjøbenhavn, 11. December 1869.

Hr. General.

Den fungerende engelske chargé d’affaires har for nogle Dage siden paa den sædvanlige Conference efter Ordre fra Lord Clarendon forespurgt sig om hvad min Mening var om en Artikel som Nordd. allgem. Zeitung for nogen Tid siden indeholdt om det slesvigske Anliggende. Da Hr. Strachey ikke rettede sit Spørgsmaal besterntere paa noget af de forskjellige Punkter, som denne Artikel havde indeholdt og da jeg desuden ikke var istand til nøiagtigt at gjenkalde mig alle Enkelthederne i den, maatte mit Svar være ligesaa almindeligt som Spørgsmaalet og indskrænke sig til at udtale, at jeg i den nævnte Artikel kun havde fundet en Gjentagelse af de fra tidligere preussiske Erklæringer tilstrækkelig bekjendte Sophismer og Forvanskninger af Sagens rette Sammenhæng, s. 324som ikke i nogen Maade kunde forandre vor eller, som jeg turde antage, Andres upartiske Dom om denne Sag.

21*

Naar jeg har troet at burde meddele D. E. Underretning om denne noget uventede Forespørgsel, er Aarsagen dertil nærmest den at jeg maa ønske at De naar De næste Gang faaer Leilighed til at tale med Lord Clarendon, vil bringe Samtalen hen paa den slesvigske Sag. Den i forrige Maaned til Berlin overbragte slesvigske Adresse i Forbindelse med de Oplysninger som jeg for nogle Dage siden har tilstillet Dem om de sidste communale Valg i de nordslesvigske Byer ville give D. E. en passende Anledning til at føre Samtalen hen paa Sagen. De vil da fremføre at den samme Længsel, med hvilken de Danske i Nordslesvig arbeide paa Gienforeningen med Dmk., fuldstændigt deles af den kgl. Regering, og at naar denne for Tiden afholder sig fra ethvert Skridt hos de andre venskabelige Regeringer for at minde om denne Sag, er dette alene begrundet i den Betragtning at Øieblikket ikke synes os gunstigt dertil. Denne Tilbageholdenhed iagttager den kgl. Regering consequent ligeoverfor alle Regeringer uden Undtagelse og som Følge heraf er i Løbet af snart 2 Aar — nemlig siden Begyndelsen af Marts Maaned forrige Aar, da vor sidste endnu ubesvarede Note til Grev Bismarck afgaves i Berlin — Intet herfra foretaget i Sagen, og hvad der fra andre Sider turde være skeet, for at fremme dens Afgjørelse, er os endnu tildeels ubekjendt og i alt Fald ikke fremkaldt herfra, hvor stor Erkjendtlighed den kgl. Reger, end selvfølgelig altid har følt, naar den har erfaret at man paa passende Maade har beviist sin Interesse for Sagen. Vi tør holde os overbeviist om at denne Tilbageholdenhed fra vor Side af den storbritt. Regering paaskjønnes og at den, der saa fuldstændigt kjender hvilken afgjørende Vigtighed dette Spørgsmaals retfærdige og udtømmende Løsning har for Danmarks Fremtid, indseer, at det kun er Hensynet til de nærværende Forhold som afholder den kgl. Regering fra at anmode om andre Staters og navnlig s. 325Englands virksomme Bistand for at opnaae den saa længe forgjæves imødeseete venskabelige Overenskomst med Preussen, som vi tør antage at være ligemeget i Danmarks og Tydsklands Interesse.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 4.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 12. December 1869.

Deres Excellence,

Jeg har havt den Ære at modtage de tvende Depescher af 8de og 9de d. M. Nr. 15 ¹Trykt som Nr. 626.) og 16 ²Utrykt Følgeskrivelse.), og jeg benytter Overbringeren, Commandeur Gottliebs Tilbagereise til Kjøbenhavn for at meddele Deres Excellence noget Nærmere om Indholdet af tvende Samtaler, jeg nylig har havt med den herværende franske Ambassadeur og den russiske Gesandt.

Ved et Besøg den 9de d. M. om Aftenen hos Grevinde Benedetti fandt jeg Leilighed til at gjøre Grev Benedetti den samme Meddelelse, jeg tidligere havde gjort Herr Oubril med Hensyn til det af General Fleury herfra til Petersborg bragte Rygte om den kgl. Regjerings Bedømmelse af det slesvigske Spørgsmaal. Jeg havde næppe udtalt General Fleurys Navn, før Ambassadeuren afbrød mig, sigende, at den kgl. Gesandt i Paris havde havt en lang Samtale med den franske Udenrigsminister om Sagen, og da jeg forstod, at herved meentes det specielle Punkt, jeg havde foresat mig at bruge som Indledning til hvad jeg vilde sige, dvælede jeg ikke længer herved, men gik strax over til Hovedsagen og gjentog hvad jeg, som meldt i min allerærbødigste Beretning Nr. 35, ³Trykt som Nr. 630.) nogle Dage i Forveien havde udtalt for Herr Oubril.

s. 326Jeg maa her bemærke, at naar jeg tidligere, som jeg troer, med Grund, har antaget, at Grev Benedetti nærede samme Mening, som den kgl. Regjering, om Betingelserne for en antagelig Løsning af det slesvigske Spørgsmaal, saa fandt denne Formening ingen Bestyrkelse ved nærværende Leilighed. Ambassadeuren imødegik vel ikke de af mig anførte Grunde for den kgl. Regjerings Opfattelse, men han fremhævede, at det vilde være forbundet med den største Vanskelighed, at formaae den preussiske Regjering til at opgive Territorier der havde været vandede med preussisk Blod, og tilføiede, at det var af overveiende Vigtighed at tilveiebringe en Løsning af det omhandlede Spørgsmaal, fordi dette, saalænge det henstod uafgjort, var en stadig Fare for den europæiske Fred. Her afbrødes Samtalen, og jeg fik saaledes ikke Leilighed til at fortsætte, ligesom jeg ogsaa forhindredes i at gjøre Grev Benedetti den Meddelelse, jeg havde forberedt for ham i Anledning af Depeschen Nr. 14 ¹Af 3. December. Trykt som Nr. 620.).

Til hvad jeg under 9de d. M. har meddelt om den Samtale, jeg den 7de næstforhen havde havt med Herr Oubril, skal jeg endnu tilføie, at bemeldte Gesandt vel erkjender den store Vigtighed for Danmark, nærmest for Jyllands Skyld, af at Danmark erholder en overveiende Deel af den danske Befolkning i Slesvig tilbage, men han bedømmer Spørgsmaalet dog ikke fra det reent nationale Standpunkt, idet han mener, at Tilbagegivelsen af Als og Sundeved ikke vilde være fornøden til i det Væsentlige at fjerne al Anledning til Strid mellem de tvende Naboregjeringer og al Agitation mellem Befolkningerne, samt antager, at Danmarks Fornødenheder vilde være tilfredsstillede ved at en saadan Deel af Slesvig erholdtes tilbage, at der herved kunde dannes en Bom mod Tydskhedens Fremtrængen mod Nord. Dog anseer han ved Siden heraf det slesvigske Spørgsmaal, ifølge den Betydning han tillægger det for Danmarks fremtidige s. 327Existents, ikke for et dansk Spørgsmaal alene, men for et internationalt Spørgsmaal.

Quaade.

Depeche Nr. 36, modtaget 27. December 1869.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin. 12. December 1869.

Kjære Greve,

Deres sidste Brev ¹Af 8. December 1869; trykt som Nr. 627.) og de medfølgende Depescher ²Nr. 15 og 16 af 8. og 9, December 1869; Nr. 15 trykt som Nr. 626.) have væltet en tung Steen af mit Sind. De vil af hvad jeg idag skriver, see, hvor ugunstigt det nuværende Øieblik vilde være, dersom det fra Petersborg truende Initiativ havde havt det Alvor i sig og fik det Eftertryk, som man ved den første Tale derom maatte have ventet, og dersom man da ved Siden heraf havde her villet give efter for det indtil den snevre Grændse, til hvilken der var Udsigt til at vore Ven- ner vilde følge os. Det er jo desværre et stort Spørgsmaal om Noget er vundet ved Opsættelsen, og det Alternativ som vi frygtede for Øieblikket, kan maaskee komme til at staae ligesaa slemt for os senere, men der er dog nu vundet Tid, og det er altid Noget, da Forholdene jo altid kunne forandre sig og blive bedre for os. . . .

G. Quaade.

Brev Nr. 4.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 12. December 1869.

Kjære Vedel! Da jeg imorgen tidlig naar Kjætting kommer ind paa Veien til Rosenvænget ikke er hjemme sender s. 328jeg Dem iaften disse Linier for at bede Dem at see ind til mig imorgen Klokken 12, medtagende Quaades Brev saavelsom Moltkes Depeche; jeg nægter ikke at den sidste For- handling med Latour d’Auvergne forekommer mig endnu besynderligere end den vi fik forrige Gang, thi dette Spørgs- maal kommer frem: en gal Tidsorden og det forekommer mig heller ingenlunde fremlagt paa den meest tiltalende Maade fra vor eller Moltkes Side; jeg kunde ret meget ønske at gjennemgaae den i Forening med Dem, thi jeg jagede den saa frygteligt hurtigt igjennem da Kjætting var her med Posten. Om det var muligt vilde jeg see at kunne komme afsted næste Mandag til Jylland, hvor jeg har en Mængde Vanskeligheder.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 13. December 1869.

Kjære Quaade! Da jeg har en Timestid til min Disposition for Øieblikket kan jeg ikke finde nogen bedre og hensigtsmæssigere Anvendelse end ved at bringe Dem min Tak for Deres jevnlige Smaameddelelser og om disse end undertiden maatte synes Dem, som De skriver, af for liden Betydning saa ere de yderst velkomne Momenter til nogenlunde at klare sig Situationen som ikke er uden betydelige Farer, og det er altid en Behagelighed at være forberedt forinden disse indtræde. De kjender min personlige Opfattelse saa nøie baade af skriftlige og af mundlige Udtalelser, at hvad jeg ikke kan vinde Overbeviisningen om at være en Fordeel for vor mishandlede og forurettede Stat, gaaer jeg under ingen Betingelse ind paa hvor farlig end et sligt Afslag kan s. 329see ud, thi efter min fulde Overbeviisning, som ikke er grundet paa nogen forudfattet eller stærk fremtrædende nationalistisk Erkjendelse, vil det være at foretrække at bede sig fritaget for at modtage en Restitution end[!] at modtage en saadan, der ikke kan tilfredsstille Slesvigerne, og der ikke kan betrygge os som en Erkjendelse fra det tydske Folks Side om den danske Stats berettigede Existents, hvilket naturligviis for Fremtiden med dens Farer er os af største Vægt. Lillebelts Linien kan tilsyneladende gives Udseende af at have en Betydning, men i mine Øine ville vi selv med Retrocession af det der virkelig ønsker at vende tilbage ɔ: Als og Sundeved, i strategisk Henseende staae ligesaa svage ligeoverfor det mægtige militariserede Nordtydskland; selvfølgeligt vil det aldrig falde en fornuftig dansk Regjering ind at befæste Als og Dybbel i nogen væsentlig Grad, thi det vilde herved skabe sig et finantsielt Trækplaster som vilde svække Staten med dens ringe Tilgange alfor meget. De veed jeg har ikke havt nogen stor Tiltro til de Bevægelser der nu synes at finde Sted med Hensyn til Opfyldelsen af Pragerfredens Artikel V og det der hidindtil er kommet os for Øre som er meget lidet synes ikke at tyde herpaa; derimod kan jeg ikke forstaae, hvad der i en Dem meddelt Skrivelse menes med »Vækkelsen af Ømfindtlighed andetsteds«, thi jeg forstaaer ikke hvad der menes ved »andetsteds« enten Rerlin eller neutrale Punkter. Endnu mindre forstaaer jeg, at en slig Bevægelse kunde skade os, thi det kan dog kun være til Gavn at det viser sig at bemeldte Bestemmelse ikke er kastet i Papiirskurven. Heydebrand har forladt os igaar paa en 6 Ugers Congé og have vi modtaget en ny Legationssecretair ¹Friherre F. E. von den Brincken fungerede fra December 1869 til Januar 1870 som Chargé d’Affaires under Gesandtens Fraværelse.) som har søgt mig et Par Gange men ikke kunnet træffe mig. Kjender De Noget til denne og nyder han nogen særlig Tillidscredit som staaende i Forbindelse med betydelige Personligheder? Han skal efter Sigende s. 330ikke have noget tiltalende Ydre, men dette kunde man vel heller ikke vente af Grev Bismarcks særlige Naade. Hvis jeg kan for Rigsdagsforretninger reiser jeg hjem paa Mandag den 20de, da jeg skal have Termin 21—24de og haaber da at kunne blive nogle Dage hjemme indtil Nytaar. Skulde noget Mærkeligt indtræffe, beder jeg Dem skrive mig til Frijsenborg. —

Jeg haaber at De rigtig maa have modtaget det Dem sidst Tilsendte og beder jeg Dem fortsætte med Deres smaa behagelige Epistler, selv om det til enkelte Tider maatte synes Dem kun at være Ubetydeligheder, thi tidt er det ved at sammenlægge slige Smaategn fra forskjellig Side at man dog kan danne sig et Slags Billede af den Bevægelse der finder Sted i den store diplomatiske Verden. Jeg bilder mig ind at denne mere end nogensinde drives af Fredsbegjær, og saa- ledes kan ogsaa den sidste Bevægelse naturligst forklares med dens bløde zephyragtige Natur. For Øieblikket er utvivlsomt Preussen eller Nordtydskland, hvad man nu vil kalde det, den Magt som har meest at betyde, og Tydskerne burde derfor ogsaa billigviis være de meest tilfredse, men det ligger nu engang i Ambitionens og Erobringernes Natur at den er umættelig; der opædes og tilintetgjøres uden at derved Vedkommende enten bliver lykkeligere eller rigere. . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 14. December 1869.

Kjære Vedel! Da jeg tænker imorgen tidlig at tage ud til Fredensborg kunde jeg medtage alle Depecherne, som De samlede sammen igaar; da jeg ikke har kunnet sove inat ere de Moltkeske Depecher gaaede mig rundt i Hovedet og jeg nægter ikke at jeg foruroliges af den Sidste, hvorefter en fuldkommen falsk Opfattelse af den danske Regjerings Anskuelse s. 331fastslaaes eller idetmindste ikke modsiges, idet vi da vi blev forespurgt under den slesvigske Adressesags Begyndelse yttrede, 1) at det forekom os et dristigt Forsøg under de stedfindende Forhold at foretage en Indsamling af Underskrifter, der let kunde føre til et mindre godt Resultat end de foregaaende Afstemninger i Sagen 2) at vi maatte beklage som upolitisk en Drager til Wien; de Yttringer, der ere faldne fra Latour d’Auvergnes Side om vor Medvirkning eller dennes Ikketilstedeværelse, forekomme mig næsten meningsløse. — Ved at gjennemtænke Quaades 3 Breve forekommer det mig endvidere klart, forsaavidt han opfatter klart og correct, hvorom jeg ikke tvivler, at der er langt større Action i dette Spørgsmaal end oprindelig antaget, og saavel Oubril som Loftus ere enige om at vi ikke kunne gjøre os Haab om Als og Sundeved, og hvad Benedetti og L. d’A. udtale synes ikke paa nogen Maade istand til at berolige os, saa at der kan være megen chance for at vi kunne meget snart staae ved den endelige Decision med Hensyn til de af os paapegede 2 Alternativer i Moltkes Brev. De veed at Moltke ligefra 1865 altid har talt for, at Noget var bedre end Intet; — dette kunde synes i Almindelighed at være rigtigt, men De veed, at jeg ligefra Begyndelsen har havt en anden Opfattelse og jeg er overbeviist om at denne med hvert Aars Udvikling siden 65 er traadt klarere og besterntere frem: at det Antal, som har kundgjort sig ved tidligere Afstemninger og nu sidst ved Adressen er en saaledes sammenarbeidet, jeg turde næsten sige, ved Aarenes Lidelser sammenvoxet Deel, at det vil blive barbarisk at skjære den over; de Langtfrastaaende kunne med Rolighed tale og tænke om Amputationen, men det kan ikke være Tilfældet med os, som ere Kjød og Blod af samme Stamme, og der bliver her ikke alene Spørgsmaal om, hvad der gavner den tilbageblevne Stat meest men og- saa hvad der er forsvarligt ligeoverfor Slesvigerne; jeg troer ikke, der kan være 2 Meninger om at Als er den troeste og paalideligste Deel. — Jeg kan godt forstaae, at der kan være s. 332forskjellig Opfattelse med Hensyn til Valg, men jeg nærer en fast Overbeviisning om, at Ulykkerne ved at modtage det overskaarne Barn i sine Følger vil saavel for Moderlandet som for dem paa hvilke Amputationen foretages endnu komme til at overgaae, hvad der bibragtes os af Ondt ved Freden af October 1864. Her laae som tvingende Nødvendighed Sablen, nu kunne vi ved at nægte høste diplomatisk Misnøie af de Magter, som med største Ligegyldighed saae paa, at vi forblødte os i 64 og som egentlig nu kun benytte os for at give sig et falsk Skin af Vigtighed, idet de tilsyneladende faae Ret, men i Virkeligheden kun bidrage til at forøge Preussens og Tydsklands Magt, idet de frembringe en ny Kilde til Misforstaaelse imellem Tydsk og Dansk. Fuldkommen enig er jeg med Dem, at skulde Resultatet blive at Danmark nødtes til at modtage hiin lumske og falske Gave, da havde det været langt at foretrække at forsøge paa at modtage en slig Gave for 2 Aar siden af vor Fjendes Haand.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpopirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Copenhague, 14 décembre 1869.

M. le Comte.

Dans sa dernière conversation avec M. de Vind le prince Gortchacow s’est appliqué à nous prémunir contre cette illusion que la récente lettre de l’Emp. Alexandre aurait plus d’effet que les autres tentatives qui ont été faites antérieurement à Berlin et, à en juger d’après l’entretien dont vous me rendez compte dans votre rapport Nr. 68, ¹Trykt som Nr. 624.) le prince s. 333de la Tour d’Auvergne me paraît de son côté n’être pas bien loin de craindre que cette démarche ne nous fasse du mal même. — Il faut convenir que les prévisions de ces deux ministres ne sont guère rassurantes pour nous.

Je ne connais pas encore la réponse que l’Emp. Alexandre doit probablement avoir reçue déjà de Berlin, mais tout me porte à croire que le roi Guillaume a opposé une fin de non-recevoir aux conseils que lui donne son neveu, en faisant valoir surtout l’impopularité que l’exécution de l’art. V du traité de Prague ne manquerait pas de lui attirer en Allemagne.

En vérité je ne me suis jamais flatté de l’espoir que M. de Bismarck céderait facilement à des conseils qui tiendraient tant soit peu compte de notre droit et de celui des Slesvigois. Vous savez, M. le Comte, que tout au contraire j’étais plutôt disposé à redouter que dans l’état actuel des choses en Europe les autres puissances, en vue d’obtenir un accord dans cette question, ne s’approchassent trop de l’interprétation que la Prusse tâche de donner à l’engagement, qu’elle a pris dans le traité de paix. Un nouveau refus de la part du roi Guillaume ne me découragera donc pas, et je n’en regarderai pas moins comme un grand avantage, qu’à un moment où les Slesvigois viennent de donner une preuve éclatante de leurs aspirations, la Russie ait saisi l’occasion pour rappeler à la Prusse que cette question ne se laisse pas écarter bienque le gouvt. prussien affecte de l’ignorer. Je vous avoue que je ne comprends pas trop, quelles sont les susceptibilités, qui, à en croire le prince de la Tour auraient été éveillées par la démarche en question. Certes ces susceptibilités ne sauraient s’adresser à nous, qui au su de tout le monde n’avons appris ce fait qu’après qu’il avait eu lieu, et si la lettre de l’Emp. russe a donné à réfléchir à la Prusse, si elle est venue à l’appui du bruit qu’un rapprochement serait sur le point de s’opérer entre la France et la Russie, je ne vois pas, comment il pourrait nous être nuisible que la Prusse s. 334s’aperçoive qu’il y a un point noir à son horizon qu’il serait prudent de faire disparaître à temps.

Je suis bien aise que cet incident nous ait donné l’occasion de constater encore une fois aux yeux du gouvt. français notre position dans cette question. J’aurais désiré que dans vos explications avec le prince, au lieu de mentionner aussi clairement l’alternative que j’avais formulée dans ma dépêche plutôt pour votre propre information et pour vous initier complètement dans ma pensée, vous vous fussiez borné à vous assurer en général que le prince apprécie toute l’importance que la question slesvigoise a pour notre avenir, et notamment je crois qu’il aurait été plus prudent de ne pas admettre que notre refus d’accepter une solution insuffisante pourrait avoir pour conséquence que l’art. V fût annulé. Mais j’espère que le prince n’aura pas compris vos paroles comme un aveu de notre part qu’un tel procédé des puissances serait juste et loyal vis-à-vis de nous, et probablement cet incident sera déjà entièrement clos au moment où je vous écris cette dépêche. Je ne désire donc pas, que vous provoquiez vous-même de nouvelles conversations avec le prince sur la démarche de l’Emp. Alexandre, mais je vous prie de suivre avec la plus grande sollicitude tout ce qui pourra nous éclairer sur les détails de ce fait, et en général tout ce qui pourrait se préparer dans un avenir prochain relativement à la question slesvigoise; car, si je ne me trompe, elle entre pour une assez grande part dans les préoccupations qui se partagent pour le moment l’attention des gouvernements et surtout de celui de l’Empereur Napoléon.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 8.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 16 décembre 1869.

Monsieur le Comte,

J’ai l’honneur de mander à Votre Excellence qu’usant de l’autorisation qu’Elle m’a donnée j’ai communiqué confiden- tiellement au prince de La Tour d’Auvergne le texte de la dépêche qu’Elle m’a fait l’honneur de m’adresser sub Nr. 7 en date du 3 de ce mois. ¹Trykt som Nr. 620.)

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 73, modtaget 20. December 1869.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Confidentielt.
St. Petersborg, 19. December 1869.

Deres Excellences

confidentielle Skrivelse Nr. 4 af 9de ds. ²Trykt som Nr. 632.) har jeg havt den Ære at modtage med Leilighed den 16de og takker Deres Excellence meget for de deri indeholdte veiledende Oplysninger. Efter Afsendelsen og forinden min Modtagelse af denne Skrivelse vil mine ærbødigste Rapporter Nr. 33 og 34 af 6te ³Trykt som Nr. 625.) og 12te ⁴Utrykt.) ds. være komne Deres Excellence ihænde.

Deres Excellence vil i Beretningen angaaende min Samtale med Fyrst Gortchacow have bemærket, at Fyrsten ogsaa denne Gang ligesom tidligere anseer intervenerende Skridt til Fordel for vor Sag i Berlin for snarere at være Sagen til Skade end til Gavn og heri synes jo saaledes Fyrst s. 336Gortchacow’s og Fyrst Latour’s Anskuelser at stemme overens, naar denne Sidste til Grev Moltke udtaler Ønsket om, at General Fleury’s Omtale af Sagen ei maa være os til Skade. Og naar de begge udtale sig paa denne Maade da synes det mig at være et Tegn paa, at ingen af de tvende Regjeringer, hvis Politik repræsenteres af disse tvende Statsmænd, har i Sinde at understøtte Sagen udover et vist Punkt eller at optage den Handske, som Preussen, i Bevidstheden om den idetmindste endnu manglende Enighed i denne Sag mellem de tvende paagjældende Magter, muligen vil see sig opfordret til at henkaste, hvis det føler sig trykket af Sporen i den ene eller i begge Sider.

Den nærmeste Virkning deraf vilde da kun være at gjøre Preussen endmere utilbøielig til et Arrangement med os.

General Fleury’s forøvrigt meget moderate Optræden her, synes jo kun at have havt til umiddelbar Følge at vække det russiske Cabinets Mistænksomhed og knytte Baandet mellem de tvende berliner og petersborger Cabinetters Politik idetmindste tilsyneladende endnu fastere og heri ligger jo vistnok en Fare for os, som det petersborger Hofs forøvrigt velvillige personlige Bestræbelser i Berlin ei vil kunne opveie, Bestræbelser, som Kantsleren nylig i sin Samtale med mig betegnede ved: »l’eau bénite des cours« og paa hvilke, sagde han, han kun lagde liden Vægt; thi han veed formodentlig at man i Berlin kun tager saare liden Hensyn til dem.

Da jeg ei kan skjønne rettere end at dette Incidentspunkt nu maa ansees for at være overstaaet, saa at denne Sag vanskeligt for det Første vil blive berørt herfra, saa har jeg ei taget i Betænkning at lade Grev Knuth tiltræde sin Congé den 21de ds., idet jeg tillige betroer ham Overbringelsen af denne ærbødige Skrivelse til Deres Excellence.

E. Vind.

Depeche Nr. 36, modtaget 27. December 1869.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 20 décembre 1869.

Monsieur le Comte,

Dans la dépêche que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’adresser en date du 14 de ce mois, ¹Trykt som Nr. 643.) Elle me dit que, dans sa dernière conversation avec M. de Vind, le prince Gortchakoff s’est appliqué à nous prémunir contre toute illusion que pourrait faire naître l’envoi de la récente lettre de l’Empereur Alexandre au Roi de Prusse. Cette appréciation a été, ainsi que je l’ai déjà mandè à Votre Excellence, dès le premier moment celle du prince de La Tour d’Auvergne. Il y a quelques jours encore, avant que je n’eusse reçu la dernière dépêche de Votre Excellence, le Ministre m’a répété, dans un salon où nous nous sommes rencontrés, que la démarche faite auprès du Roi Guillaume n’aurait pas de suites.

Dans le courant de la conversation que j’ai eue dans le temps avec le prince de La Tour d’Auvergne et dont j’ai rendu compte à Votre Excellence dans mon très-humble rapport Nr. 68 du 6 du courant, ²Trykt som Nr. 623.) ce ministre a dit que la démarche du général Fleury à Petersbourg avait éveillé des susceptibilités ailleurs. Evidemment ces susceptibilités ne sauraient, ainsi que l’écrit Votre Excellence, s’adresser à nous; aussi je pense que M. le Ministre des Affaires étrangères a voulu dire que le cabinet de Berlin a vu dans la démarche de l’Ambassadeur de France à Petersbourg un indice de l’intention qu’aurait le gouvernement impérial de s’écarter de la réserve qu’il s’est imposée ces derniers temps en tout ce qui touche à la politique extérieure. On comprend qu’à Berlin où l’on ignorait que le général Fleury eût agi sans instructions, on ait porté sur le fait en question un jugement erroné s. 338— je dis erroné attendu que l’on peut affirmer presque avec certitude que l’Empereur et Son Gouvernement, qui se trouvent actuellement aux prises avec les difficultés les plus graves, ont toute leur attention tournée du côté des affaires intérieures. — Dans ces circonstances, désirant la paix nécessaire, comme le dit Votre Excellence dans sa dépêche du 2 décembre, ¹Trykt som Nr. 616.) à l’exécution des réformes intérieures, le gouvernement impérial doit naturellement chercher à éviter tout ce qui pourrait le mettre en suspicion auprès d’un autre gouvernement. De là, cette crainte de se compromettre qui se manifeste si ouvertement et le peu de satisfaction qu’on a éprouvé ici en apprenant la démarche du général Fleury.

22

Dans sa dépêche du 14 de ce mois, ²Trykt som Nr. 643.) Votre Excellence m’écrit qu’il eût été plus prudent que je n’admette pas devant le prince de La Tour d’Auvergne qu’un refus de notre part d’accepter une solution insuffisante pourrait avoir pour conséquence l’annulation de l’article V; Elle ajoute qu’Elle espère que le prince n’aura pas compris mes paroles comme un aveu de notre part qu’un tel procédé serait juste et loyal à notre égard. Que Votre Excellence me permette de Lui dire à cet égard qu’en mentionnant la double alternative en présence de laquelle nous pourrions éventuellement nous trouver placés, je n’ai pas omis de relever combien elles étaient toutes deux injustes. Ma conversation avec M. de La Tour d’Auvergne était d’ailleurs toute confidentielle, et je savais de longue date que les sympathies de mon interlocuteur nous étaient acquises. Je pouvais donc être sûr que mes paroles ne seraient en aucun cas interprétées dans un sens défavorable. Je regrette toutefois vivement qu’ayant adressé mon rapport fort à la hâte au moment du départ de la poste, je n’aie pas mandé à Votre Excellence au sujet de ma conversation avec le Ministre, des détails dont l’omission a fait s. 339naître chez Votre Excellence des craintes que je suis heureux de pouvoir dissiper.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 74, modtaget 28. December 1869.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 23. December 1869.

Kjære Vedel! . . . Indesluttet sender jeg Dem »le Nord« forat De kan læse en af de sædvanlige perfide islandske Ar- tikler; ¹Det har ikke kunnet konstateres, til hvilken Artikel her sigtes.) hvis det er den Slags Hrr. Mohrenheim glæder sig ved at producere, saa vilde jeg langt foretrække den tidligere Slags hvor det gik løs paa Ministeriet og mindre paa selve Landet. — Jeg nægter ikke at jeg ogsaa troer han har bun- det os en ordentlig Løgn paa Ærmet, da han talte om Keiserens varme Interesse for det danske Spørgsmaal og sin grundige Kjendskab, thi uden Betydning kan dog de med en vis ostentation fremtrædende Kjærlighedsyttringer mellem Kong Wilhelm og Keiser Alexander ikke være.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Grev Frijs.
London, 29. December 1869.

Deres Excellence,

Da jeg modtog Deres Excellence’s confidentielle Note af 11. ds., Nr. 4, ²Trykt som Nr. 637.) havde jeg, som vil sees af min Depeche Nr. 36 af 10. ds. ³Trykt som Nr. 634.) alt havt en Samtale med Lord Clarendon for efter s. 340given Instrux at oplyse de factiske Forhold ved Valgene i Nord-Slesvig, i Modsætning til de derom givne forvanskede Fremstillinger i Norddeutsche Allgem. Zeitung. — Jeg troede derfor helst at burde afvente en ny Anledning til Samtale med Lord Clarendon, for da at meddele ham de af Deres Excellence paany fremhævede Momenter for at bedømme den kongelige Regjerings Anskuelser og Stilling. — Efter et Par Gange forgjæves at have søgt Ministeren fandt jeg imidlertid igaar Leiligheden atter at henlede hans Opmærksomhed paa Sagen i den mig opgivne Udstrækning og Retning.

22*

For at sikkre mig en rigtig og muligst blivende Virkning af min Forklaring havde jeg noteret mig en fransk Oversættelse af Hvad tilsigtedes at meddele, hvilken jeg forelæste og Resultatet var et synligt, gunstigt Indtryk, der først fandt Ord i Lord Clarendon’s Anmodning til mig at bringe Deres Excellence hans Tak for det deri til ham selv og den engelske Regjering bevidnede tillidsfulde Hensyn, der forsaavidt, sagde han, ogsaa var fortjent, idet vor gode Sag altid kunde være vis paa her at finde den oprigtigste Interesse og Sympathi, om end desværre Situationen [ikke] tillod at bevise det i Gjerning. Greven yttrede omtrent:

»La Prusse sent tellement la force de sa position et elle [est] si hautaine dans son succès, qu’elle ne fera jamais bon accueil à nos observations amicales; quand nous ne sommes préparés à subir les conséquences, une réponse grossière ou une guerre, nous ne pouvons nous mêler de cette triste affaire. «

Paa min Bemærkning, at man vanskeligen forstod, at det mægtige Preussen vil sætte Tilliden til dets givne Ord paa Spil for en Tilvæxt, der ei kan have overveiende sand Betydning for dets Magt eller Stilling, svarede Lord Clarendon: »Oui! vous avez bien raison, on ne peut se l’expliquer que par ce que nous enseigne l’expérience, qu’il devient toujours très difficile de se séparer de ce qu’une fois on a en sa possession, c’est plus tendant de garder que de rendre — surtout s. 341souvent, ce qu’on a volé. — Je crains que le Roi de Prusse se trouve dans cette position.«

Da jeg fremhævede det af Deres Excellence udtalte Haab, at vore mægtige Venner, især England, hvor og saa ofte Leiligheden tilbyder sig, ville bruge deres Indflydelse til Gunst for vore berettigede Forventninger, svaredes:

»Certainement nous voudrions bien vous être utile[s], mais, comme je vous dis, nous ne pouvons nous exposer à accepter en silence un rebut. — Mais pourquoi ne s’adresse pas votre gouvernement à la Russie? Les sentiments d’amitié échangés entre l’Empereur et le Roi de Prusse font preuve de relations si intimes et amicales qu’on doit présumer que ce dernier accepterait et écouterait de l’Empereur ce qu’il refuserait à nous autres.«

Paa min Henviisning til at M. Stratchey’s Forespørgsel vel turde ansees for et Beviis for den engelske Regjerings uforandrede Interesse for vor Sag som for vedvarende Sympathie for den nordslesvigske, dansksindede Befolkning, svarede Milord: »Oui nos sympathies sont toujours pour vous, aussi je n’ai nullement douté des vues de votre gouvernement, seulement comme les articles en question, dans les journaux allemands, puissent faire croire à l’un ou l’autre que vraiment la position de votre gouvernement comme l’esprit des habitans du Nord-Slesvic auraient changé, j’ai désiré d’avoir de nouvelles informations par M. Stratchey, une confirmation de ce que je supposais bien, que votre patience ne signifie nullement l’abandon de vos espérances. — Je ne [ɔ: n’ai] pas instruit M. Stratchey de s’adresser au Cte de Frijs lui-même, mais je comprends que, pour être bien renseigné, il a préféré de puiser ses informations de la meilleure source. — Ma question n’a pas été provoquée par quelque fait spécial mais seulement parceque les articles en question menai[en]t mon attention de nouveau à l’affaire et parceque, en cas échéant, je désirais être renseigné au mieux. «

s. 342Deres Excellence vil vistnok af dette Referat, i Forening med den spontane Forespørgsel til M. Stratchey, tildeels faae det samme Indtryk, som jeg umiddelbart modtog, nemlig at der maa være foregaaet Noget, eller at der maa formodes at være Noget i den politiske Atmosphære, som paa eengang har vakt den engelske Udenrigsminister af den Passivitet, hvori man her hidtil helst lod vor Sag begraves.

Det er vist nok, at Lord Clarendon tog sig vel ivare for at love Noget, som kunde ligne sand soutien, eller for at give Udsigt til meer end passiv og gold Interesse; men, medens der her endnu for ganske kort Tid siden (10. dennes) kun koldt bevidnedes gode Følelser, saa tager Interessen nu Initiativet for at faae correct Underretning og Lord Clarendon’s Ord til mig indeholde saa varme, indgaaende Følelser for vor Sag og ligesaa skarp Dadel over den Forurettende, at man kun kan antage, at en ydre ny Impuls har fremkaldt dette nye Liv.

Hvad endmeer har gjort mig Lord Clarendon’s opvaagnede Interesse for vor Sag paafaldende er, at Dagen forinden min Samtale med Lord Clarendon spurgte mig min belgiske Collega, om Noget var forefaldet i vor Sag, da hans Efterretninger tydede paa at man atter begyndte at beskjæftige sig dermed. Mit Svar var dengang temmelig benægtende, i Overeensstemmelse med den Opfattelse, jeg da maatte have, hvorpaa han yttrede: »alors probablement ce n’en est rien; on m’en écrivait de Bruxelles dans une lettre privée et croit être bien informé; mais, comme vous n’en savez rien, ce doit être un canard, avec la meilleure volonté on vous les envoie quelquefois.«

Efter min Samtale med Lord Clarendon søgte jeg atter Baron Beaulieu og meddeelte ham Resultatet forsaavidt det kunde have Interesse for at sammenstille det med hans Referent. Baron Beaulieu yttrede da, at hans Meddeler vel var en aldeles privat Correspondent, men som altid øste sin Kundskab fra Cabinettet og sjeldent tog Feil. — Correspondentens. 343havde meldt ham at de i Aviserne omtalte Instructioner til General Fleury vare correcte og virkeligen om- fattede at vinde Kaiseren af Rusland for en Medvirkning til Pression i Berlin for at faae den slesvigske Vanskelighed løst. Generalen skulde ei være bemyndiget officielt, heller ei til officielle Skridt, men kun bestemt til at tale fra Kaiser til Kaiser.

Jeg søgte derefter den franske Ambassadeur Marquis de Lavalette for maaskee der at faae nogen ledende Oplysning. Han var aaben og dog boutonné. Han omtalte Rygtet om General Fleury’s Mission uden dog at oplyse nærmere di- rekte. — Han benægtede ikke Muligheden af specielle kaiserlige Instructioner, idet han kun fremhævede Usandsynlig- heden at Prinds Latour med sin afgjort snare Fratrædelse for Øie skulde tage fat paa et saa vanskeligt og delicat Spørgsmaal. — Hans egen /: Lavalettes :/ Anskuelse havde i sin Tid altid været, at Frankrig ikke burde blande sig i den Sag saalænge man ei var tilsinds og forberedt paa at føre den til til- fredsstillende Ende. — Nu da en Ministerforandring var Da- gens Spørgsmaal og da han endnu ikke kjendte det even- tuelle nye Ministeriums Program, saa turde han ikke udtale sig nærmere, hverken om Regjeringens Politik, eller om sine egne Anskuelser. —

Hermed slutter Referatet om de Oplysninger jeg her har kunnet erholde og de Indtryk, jeg har modtaget. Det giver ikke noget bestemt og klart Billed og vil maaskee endog vise sig at have været af kun forbigaaende Betydning; men da det dog ogsaa muligen tillader at spinde Traaden videre og bringe noget Lys over Situationen, saa har jeg troet at burde yttre mig saa omstændeligt.

J. Bülow.

Depeche Nr. 40, modtaget 3. Januar 1870.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 2. Januar 1870.

Kjære Vedel! Herved sender jeg Dem Quaades Brev, ¹Næppe et Brev fra Quaade af 17/12 69, der ganske vist ligger imellem dennes Breve til Vedel, snarere et senere Brev, der ikke er bevaret.) der kun indeholder Lidet, dog har jeg en personlig Tilfredsstil- lelse af at han endnu fastholder Tanken om at Bismarck er os personlig imod, thi hvad der end maatte være sandt saa finder jeg det alfor naivt ligeoverfor fransk Paastand at ville lade som om man tager det for gode Varer, at B. gjerne vil men han kan ikke bøie Kongen, thi Hovedsagen og det Væ- sentlige er dog egentlig dette, at man glæder sig ved at hen- holde Opfyldelsen af hvad man i Nikolsburg og Prag paatog sig. Jeg havde haabet at have kunnet overrække dette Brev til Dem igaar Eftermiddags ved Taffelet, men jeg havde ikke den Glæde at see Dem dersteds, hvilket jeg forudsatte som givet. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 5. Januar 1870.

Kjære Quaade! . . . Med en vis Bedrøvelse har jeg idag seet Dødsanmeldelsen af gamle Reventlow-Criminil, da han var en smuk Repræsentant for den Tid imellem 1815 — til 1848, der udmærkede sig ved sine Mænds store Dannelse og Urbanitas; personlig har jeg kun kjendt ham fra og i Selskabslivet, men jeg har en instinctmæssig Følelse af, at det Skifte der fandt Sted af Krabbe til Reventlow ikke var heldig, og jeg bilder mig ind at Reventlows Virksomhed efters. 3451848 ikke var heldbringende, thi han var ikke i Besiddelse af den tilstrækkelige Djærvhed og Ungdom for at gjenindføre efter Tilbageleveringen af Hertugdømmerne en rigtig kraftig Ordenstilstand, der fremkaldte Frygt og Agtelse hos de Gjenstridige; hertil vilde have været fornøden at finde yngre og paalideligere Kræfter, men det er vel muligt at denne Fordring var vanskelig at see fyldestgjort. Det vilde være mig interessant engang ved Leilighed at erfare Deres Bedømmelse af Manden ikke alene som Person men ogsaa som Politiker, da De jo maa have tjent i ikke saa faa Aar under ham. ¹H. A. Reventlow-Criminil døde 31/12 1869. Han afløste i 1842 H. Krabbe-Carisius som Udenrigsminister. Broderen var Josef Carl Reventlow-Criminil og var i Halvtredserne en Tid dansk Statsminister.) — Han var efter min Smag en ganske anderledes behagelig og fiin Mand end Broderen, men det er nok muligt at der var mere Aabenhed ved Broderen. — Efter Aviserne saavelsom af Deres Meddelelser synes det som om Grev Bismarck vil personlig lede det Nordtydske Forbunds Anliggender, og De vil saaledes vel i den allerførste Tid komme til at samtale personlig med ham, og hvorvel vore Forhaabninger om at see den slesvigske Sag atter gjort til Gjenstand for Behandling og Forhandling ikke kunne efter de sidste Aars Erfaring være lyse, saa er det klart paa den anden Side for mig at Troen paa en Overeenskomst, hidført fordi begge Parter have en Interesse i at klare dette Spørgsmaal aldeles uafhængig af Andre, aldrig maa opgives. Dette, hvilket jeg saa tidt i mine mundlige som skriftlige Udgydelser til Dem har gjentaget, at en Overeenskomst med Tydskland om at retrocedere hvad der er og vil være dansk vil være stærkere og mere vedvarende end nogensomhelst Alliancetractat og naar den kunde erholdes uden Nogensomhelst fremmed Mægling eller jeg vilde næsten sige uden Nogens Vidende forinden den var fuldbyrdet, vilde være at foretrække endog for en almindelig anerkjendt Neutralitet som Belgiens, kan jeg i det nye Aar kun gjentage, og om ends. 346Haabet om at kunne gribe dette Eldorado ikke kan være stort efter hvad vi indtil Dato have oplevet, saa vil jeg dog ikke opgive Troen herpaa, men det er selvfølgeligt, at ved fremmed Mægling naae vi aldrig saa vidt, thi det er en Quæstion om vedkommende saakaldte Neutrale virkelig ønske en saadan Udsoning, og virkelig god Forstaaelse imellem Danmark og Tydskland, ialfald ere der Nogle som ikke ret have aabne Øine for en slig Tilstand. —

Det skulde være underligt om ogsaa denne Rigsdag skulde hengaae uden nogen politisk (ɔ: ydre) Interpellation, og hvorvel jeg ikke kan see at dette kunde føre til Noget idet jeg rimeligviis ikke vilde indlade mig paa at give nogen For- klaring, saa er det dog tvivlsomt hvorvidt det ikke er nød- vendigt for Rigsdagen at tilkjendegive en slig Interesse for de ydre offentlige Anliggender. . . .

C. E. Frijs.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Confidentiel.
Paris, 11 janvier 1870.

Monsieur le Comte,

Lorsque je me suis rendu, il y a quelque[s] jours, chez M. le comte Daru, pour lui présenter mes devoirs, j’ai eu avec ce Ministre un entretien dont je crois devoir donner connaissance à Votre Excellence. J’ai même retardé l’envoi de ce très-humble rapport uniquement parce que j’espérais pouvoir le faire parvenir à Votre Excellence par une occasion sûre qui ne s’est toutefois pas présentée jusqu’à présent.

Admis dans le cabinet de M. Daru, je lui ai exprimé tout le plaisir que j’éprouvais à entrer en relations avec lui et l’ai félicité de l’accueil exceptionnellement chaleureux et sympathique que le cabinet dont il faisait partie avait trouvé tants. 347dans le pays qu’au sein du corps législatif. ¹Daru var 2. Januar 1870 bleven Udenrigsminister som Medlem af Ministeriet Ollivier.) M. le Ministre me répondit qu’il était ainsique ses collègues excessivement heureux du sentiment unanime de satisfaction qui s’était manifesté à l’occasion de l’avènement au pouvoir du nouveau Ministère, mais qu’il ne fallait pas oublier qu’en France plus que dans tout autre pays, l’opinion varie facilement. La tâche que nous avons acceptée, ajouta le comte Daru, est difficile mais on sait que nous sommes d’honnêtes gens et que nous ne dévierons pas de notre programme. Nous désirons le maintien de la paix et de la concorde entre les gouvernements, nous le désirons d’autant plus qu’il se fait un travail révolutionnaire énergique quoique latent tant en France qu’en Italie et en Allemagne et qu’il serait inopportun d’ajouter à ces difficultés intérieures des embarras extérieurs. Et puisque j’ai le plaisir d’en causer avec vous, continua le Ministre, je vous dirai de suite que je reconnais qu’il a été commis ici, pendant ces dernières années, des fautes politiques profondément regrettables, mais que l’on ne saurait réparer du moins pour le moment. Nous sommes forcés d’accepter la situation telle qu’elle est, et je dois même ajouter pour votre information que je n’ai pas l’intention de chercher à obtenir, ainsi que l’a fait le général Fleury à St. Petersbourg, l’exécution de l’article V du traité de Prague. Le moment me paraîtrait mal choisi, et je crois que présentement le roi Guillaume aurait une très-grande difficulté à résoudre cette question à cause de l’impopularité qui se rattache à elle en Allemagne. Il faut attendre des circonstances plus favorables. D’ailleurs vous ne devez pas être fâchés que la Prusse garde cette épine au pied. ²Dette Punktum er skrevet med Chiffre.)

Sans répondre directement à cette dernière question, je m’exprimai vis-à-vis du comte Daru dans le même sens dans lequel je m’étais exprimé, il n’y a pas long temps encore, aus. 348prince de La Tour d’Auvergne. Je lui dis que pour le Danemark la question du Slesvig du Nord était vitale, qu’en elle se concentraient toutes les aspirations et tous les désirs du pays, mais que pour répondre à nos voeux il fallait que la solution de cette question fût conforme à l’esprit dans lequel l’article V était conçu. »Nous ne pouvons souhaiter, ajoutaije, une solution incomplète, une solution qui ne nous rendrait qu’une partie du Slesvig danois, qui laisserait Als et Düppel, les points que nous avons si énergiquement défendus en 1864, sous la domination prussienne. Sous le rapport stratégique, ces deux points sont pour nous d’une importance immense, comme étant les deux seules positions sur le continent susceptibles d’être défendues. ¹Udraabstegn i Marginen.) D’autre part il n’y a pas de localité dans le duché de Slesvig où les sentiments des populations soient plus danois que dans le Sundeved et sur l’île d’Als.«

M. le comte Daru me dit alors qu’il avait dans le temps suivi cette question danoise avec le plus grand intérêt, et qu’il avait été tenu au courant des événements par M. Vessilier, alors chancelier de la légation de France à Copenhague. Il ajouta: ²Resten af Depechen er skrevet med Chiffre med Undtagelse af Linjerne: »Pendant tout cet entretien . . . la cause danoise«.) »Vous préférerez donc que l’article V du traité de Prague fût exécuté à ce que la Prusse conserve au pied cette épine, résultat de l’inexécution de l’article?« — »Assurément, répondis-je, non sans éprouver quelque étonnement de cette question, pourvu toutefois que l’exécution fût complète et telle que nous l’entendons.« — Pendant tout cet entretien, M. le comte Daru s’est exprimé dans des termes témoignant une sympathie réelle pour la cause danoise. Quant à la question qu’il m’a posée en dernier lieu et qui m’a surpris, attendu qu’elle ne pouvait amener de ma part d’autres réponses que celle que je lui fis, elle n’indiquait guères chez le Ministre des Affaires étrangères le désir des. 349voir la question du Slesvic du Nord résolue de si tôt, elle semble même indiquer le contraire dans un but qu’il n’est pas difficile de deviner. — Tout en m’empressant de faire connaître à Votre Excellence la manière dont s’est (exprimé) comte Daru, je crois toutefois devoir ajouter qu’il ne faut pas à mon avis ajouter une trop grande importance aux paroles en question. Ayant vécu pendant de longues années en dehors des affaires, habitué à manifester ouvertement ses pensées, même les moins réfléchies, comte Daru n’aura pas cru que je donnerais à ses paroles une portée qu’il ne leur accorderait très-probablement pas lui-même.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 4, modtaget 15. Januar 1870.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Petersbourg, 24 janvier 1870.

L’ambassadeur français m’assure que le Roi de Prusse s’est déclaré prêt à recommencer négociations sur Nord-Slesvig. Aucun détail encore connu.

Vind.

Chiffertelegram, indleveret i St. Petersborg 24. Januar 1870 Kl. 3.30 Efterm., modtaget s. D. — Meddelelse om dette Telegrams Indhold sendtes 25. Januar i Chiffertelegram til Quaade i Berlin med Tilføjelse: »Je vous écrirai bientôt«; og til Moltke-Hvitfeldt i Paris med Tilføjelse: »Ne parlez pas à Daru avant d’avoir reçu ma dépeche«. — U. A. Politiske Koncepter med Indlæg III.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 25. Januar 1870.

Kjære Quaade! . . . Jeg sætter stor Priis paa at vor private Correspondance fortsættes jevnlig, thi det er i en saadans. 350ganske anderledes let at gjengive Stemninger og Rygter, som man ikke vil optage i en Rapport, og som dog ofte bi- drage til bagefter tydeligere at blive [klar over] de succes- sive Forandringer; desværre kunne vi sjeldent sige, at disse Forandringer ere til det Bedre, thi vort Haab om at Tydskland maatte kunne see sin egen Interesse hævdet ved at respectere dansk Stat og dansk Folk lader lige saa lidt at gjøre sig gjeldende hos Regjerings-Partiet som hos de National-Liberale, og desværre have vi saa faa Middler til at forfægte og udbrede denne Anskuelse, thi kunde vi faae den indpodet i det liberale Parti vilde hermed ogsaa dens endelige Seier være givet, thi det er efter min Formening umuligt at Jun- kerpartiet vedvarende kan hævde sin overmægtige Indfly- delse. Idag vil De formodentlig erholde en Meddelelse, ¹Sml. Nr. 652, Noten.) som er ganske ny og først modtaget igaaraftes og forsaavidt som den maatte bekræfte sig, da kan den have sin store Interesse og vi skulle da efter al Rimelighed atter forsøge os i den ædle men noget halsbrækkende Kunst at dandse paa slap Linie, thi at man nu skulde være tilbøielig til at indrømme vore beskedne og rimelige Fordringer har jeg desværre ingensomhelst Tro til. Besynderligt er det at denne sidste Efterretning er i fuldkommen Modstrid til hvad vi ellers fra paalidelig Kilde have erfaret, saavelsom uovereensstemmende med hvad De har hørt, og forsaavidtsom Efterretningen maatte være sand, vilde det naturligviis være af høieste In- teresse at kjende eller at faae Momenter til at supponere hvad Bevæggrundene til hiin Forandring maatte have været.

— Selve Tidspunktet kan jeg ikke ansee for os særdeles gunstigt, dog qui vivra verra. — . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Vind, Gesandt i
St. Petersborg
.
Copenhague, 26 janvier 1870.

Reçu dépêche télégraphique. J’attends votre dépêche écrite sur votre conversation avec Fleury.

Frijs.

Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram. — U. A. Politiske Koncepter med Indlæg III.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Confidentielt.
St. Petersborg, 26./14. Januar 1870.

Deres Excellence,

Ved den i Forgaars stedfundne Lykønskningscour hos Storfyrst Alexis Alexandrowitch tog General Fleury mig til Side og sagde mig, at han vilde betro mig »officieusement« at han havde en Efterretning om, at Kongen af Preussen havde erklæret sig villig til at gjenoptage Forhandlingerne om Udførelsen af Pragerfredens Art. 5 og at dette nu vilde skee, dog tilføiende — paa mine Spørgsmaal — at han ingen videre Details havde, men forøvrigt ei kunde tvivle om sin Efterretnings Rigtighed. Uagtet jeg hidtil ei havde hørt Noget, der gjorde mig en nær Optagelse af disse Forhandlinger sandsynlig, vare Ambassadeurens Ord dog for bestemte til at jeg kunde undlade at give Deres Excellence hurtig Underretning derom, inden jeg havde søgt Bekræftelse derpaa andetsteds. Det Ufuldstændige i Efterretningen har jeg søgt at antyde i mit Telegram. ¹Af 24. Januar 1870. Trykt som Nr. 652.) —

s. 352Denne Bekræftelse har jeg hidtil ei kunnet opnaae; tvertimod har Fyrst Reuss forsikkret mig ingen Efterretninger at have fra Berlin om Forhandlingernes Gjenoptagelse. Ligesaa har jeg underhaanden erfaret, at man ei heller her i Udenrigs Ministeriet har en saadan Efterretning.

Senere er General Fleury tvende Gange: paa Hofballet i Gaar og i Aften ved en Diner i den franske Ambassade, kommen tilbage til Sagen, idet han gjentog, at han ei kunde tvivle om sin Efterretnings Rigtighed; men uden forøvrigt at tilføie videre Details. Generalen syntes mig at lægge Vind paa at lade mig forstaae, at han ei havde sin Efterretning fra Paris og i det Hele forekom hans Udtryk mig i Aften noget mere ubestemte. Han tilføiede, at hans Regjering havde stor Interesse og Venskab for os, men at han nu ei mere her omtalte vor Sag, da hans Regjerings Politik gik ud paa at undgaae Alt hvad der kunde forstyrre Roligheden. Han havde gjort det ved sin Ankomst hertil, men dette Skridt havde vakt »un tel bruit«, at han havde ophørt at berøre Sagen. Hans Interesse for os gjorde nu, at han glædede sig over en Gjenoptagelse af Underhandlingerne, som muligen kunde lede til en tilfredsstillende Løsning af Spørgsmaalet.

Jeg er tilbøielig til at antage, at General Fleury har combineret hin Efterretning med en anden, som jeg har Anledning til at tro rigtig og som Generalen ogsaa har bekræftet mig, nemlig at Kongen af Preussen har svaret paa Hans Majestæt Keiserens Brev os angaaende først paa en undvigende Maade, dernæst i et andet Brev med at erklære sig villig til at benytte et beleiligt Øieblik til at gjenoptage Underhandlingerne.

H. Exc. Rigskantsleren har ei været tilstede ved nogen af de i de senere Dage stedfundne Hoffester. Grunden hertil er Sundhedshensyn.

Jeg benytter den i Morgen tidlig afgaaende engelske Courreer til at lade denne ærbødige Skrivelse komme Deres Excellence ihænde.

s. 353Deres Excellences Telegram af i Dag har jeg havt den Ære at modtage i Aften. ¹Utrykt.)

E. Vind.

Depeche Nr. 3, modtaget 31. Januar 1870.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 31. Januar 1870.

Kjære Quaade! At jeg ikke tidligere har besvaret Deres venlige Linier af 26de dennes ligger egentlig denne Gang ikke i Mangelen paa Tid, men i at jeg havde ønsket at skrive Dem til efter at have modtaget den til Telegrammet, hvis Indhold blev Dem meddelt, sig sluttende Depeche, der endnu ikke er ankommet; det var jo muligt at den kom idag og da vil Slutningen af dette Brev rimeligviis komme til at bære Præget heraf. Vel har jeg ligesom De ikke megen Tiltro til Manden og endnu mindre til hans Indflydelse og vore Indberetninger fra paalideligere Kilder om de mere indflydelsesrige Mænds Stilling tale for det Modsatte, men deels er Stillingen ikke saa klar at man kan være sikker paa at der bliver En iskjænket ublandet Viin, deels kan der godt være Momenter udenfor den diplomatiske Indflydelse som kunne fremkalde en Bestræbelse efter at man kan finde det politisk rigtigt at give det Udseende af som om man ikke udelukkende støttede sig til Næveretten men havde beholdt Mindet om at der ogsaa kunde være Tale om Forpligtelse. Jeg troer naturligviis ligesom De at der endnu ikke er nogen Anledning til at troe at der var Alvor i en slig Gjenoptagelse, men at Hovedsagen er at drive med os, forsøgende at lokke os i een eller anden Fælde og da at argumentere til sin Fordeel fra et sligt Puds;s. 354da man staaer saa hjælpeløs kan det være en uhyggelig Stilling og den største chance er for at man brækker Halsen, men jeg tilstaaer at et sligt Spil og Forhandling under hvor ugunstige Forhold den end foretages dog altid giver den ved hver Forretning fornødne og uundværlige emotion, naar man ikke fuldstændig skal falde i Søvn. Selvfølgelig vil der under en fuldkommen fredelig europæisk Udvikling være for os den mindst ugunstige Situation, thi det er selvfølgelig at naar Krigen, Brudet paa hversomhelst Retstilstand, er givet, falde Duodezstaternes Actier betydeligt, hvorimod under jevn og fredelig Udvikling man dog maa give sig Udseende af at tillægge Retten og Fornuften en vis Betydning; man sammenligne f. E. den Indignation Fyrst Menschikoffs Ridepidsk etc. ¹Fyrst Al. Menschikoff (1789—1869) var før Krimkrigen russisk Ambassadør i Konstantinopel og bidrog ved sin brutale Optræden til Fredsbrudet.) vakte i sin Tid i Europa og hvad den gjæve Bismarck har kunnet byde det samlede europæiske Diplomatie og man vil da kunne gjøre sig en Forestilling om hvilket uhyre Stadium Europa har gjennemløbet i den Tid; det staaer til at haabe, at det vil blive muligt atter at skabe Noget der ligner en Retstilstand i Europa, men mig forekommer det høist usandsynligt at sligt Resultat kan naaes endog tilnærmelsesviis, uden at Preussernes himmelstormende Retning brydes ved en forenet europæisk Anstrængelse og denne Sidste forekommer mig endnu i 1870 ikke at have store chancer for sig, da Foreningspunktet »den almindelige Fare i Tydsklands Overvægt« staaer for de forskjellige Stater i forskjellig Klarhed og nærmere eller fjernere truende. . . .

Hermed maa jeg afbryde indtil jeg kommer i Ministeriet og har læst Posten.

Ganske rigtigt forefinder jeg da ved at modtage Posten et Brev eller Depeche fra Vind, hvorefter det synes som om man ikke kan tillægge hiin Yttring stor Vægt, deels fordis. 355Ingen veed nogen Besked herom, deels fordi han synes mindre sikker i sin Beretning, saa at dette rimeligviis falder hen til Intet og vi have saaledes det gamle Vindstille. . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 1. Februar 1870.

Kjære Vedel! . . . Endvidere vil De have seet at der bebudes i det franske Deputeretkammer en Debat om Pragerfredens V, dette siges idetmindste i danske Aviser, men i le Nord har jeg ikke seet Sligt bebudet og den pleier at have en fiin Næse med Hensyn til den slesvigske Sag. Ligesaalidt som vi kunne være tjente med at vor Sag glemmes ligesaa meget maae vi ønske, at der ikke tages kluntet paa den af falske Venner som ingen Understøttelse finde hos Regjeringen. Veed De nogen Besked herom, hvad og af hvem en sligDiscussion tilsigtes. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 7. Februar 1870.

Kjære Quaade! Endskjøndt jeg egentlig ikke har noget Nyt at meddele Dem, thi som sagt den blomstrende Mand ¹General Fleury.) har efter al Sandsynlighed været alfor livlig i sin Opfattelse saa kan jeg dog ikke undlade atter at give Livstegn fra mig for at ikke vor Samtale reent skal afbrydes, thi naar der først bliver et længere Mellemrum koster det deels større Overvindelse,s. 356deels synes man at der da maa findes en større Opfordring for at gribe Pennen igjen. Desværre er der ingen Udsigt til at Preussen under nuværende Forhold vil bringe den nordslesvigske Sag til en Løsning paa anden Maade end ved at afholde sig fuldstændig fra at beskjæftige sig med Spørgsmaalet og det følger af sig selv, at vi ere mindst tjent med denne Afgjørelse, thi for hver Dag der gaaer bliver det tydeligere, hvor lidet man bryder sig om Tractater om end disse udelukkende ere skrevne i Ens Faveur, og der foretages jo intet Skridt i Administrationen selv af den nordligste Deel af Slesvig uden at det har den bestemte Hensigt at fortydske Landet, ligesom det træder tydeligt frem at man for hver Dag bliver hensynsløsere i saa Henseende; endvidere er det klart at den danske Regjering, hvo der ogsaa maatte komme til at forestaae den ikke vil kunne lade dette Aar hengaae, uden at gjøre en sidste Effort for at see om Bestemmelsen i Pragerfredens Artikel V vedvarende skal blive et dødt Bogstav; — vi have ventet og ventet og vel troer jeg ikke, at vi ved nogensomhelst Henvendelse kunde have rørt Hjerterne, men det er paa den anden Side klart at man ved at sidde aldeles rolig og vente ogsaa giver Grund til den Troe, at det ikke er en Hjertesag for Regjering[en]. —

23*

C. E. Frijs.

Nationalbankdirektør C. G. N. David til Rigsdagsmand H. A. Krüger.
Nationalbanken i Kjøbenhavn, 7. Februar 1870.

Tro ikke at jeg har glemt vor sidste Samtale eller at jeg har undladt at tænke alvorligt paa hvad der burde foretages for at fremme det vigtige Øiemed, for hvilket De saa utrætteligen har arbeidet. Jeg er imidlertid kommet, efter at have havt adskillige Ideer, til det Resultat, at naar Sagen skals. 357fremmes i Paris, er det nødvendigt, at De selv saa at sige fører den paa Stedet der. Igjennem Correspondance alene faaer man ikke Vished om hvad der skal gjøres, og om Noget kan ventes at kunne gjøres med Held.

Jeg kan dog ikke oversee, at der maa være to Betænkelig- heder hos Dem herimod, trods al Deres Redebonhed til at bringe Offere af enhver Art for Sagen. At reise til Paris og der at opholde sig maaskee 3 à 4 Uger er en Udgift, som vilde besvære Deres Pung i altfor høi Grad, og Ubekjendtskab med den store Stad og de Forbindelser, som De maatte søge, kunde afskrække selv en Mand med Deres Møde [ɔ: Mod?] til at paatage sig et saadant Hverv. I begge Henseen- der vil der imidlertid af Deres herværende Venner, det har jeg overbeviist mig om, imødekommes Dem saaledes at disse Betænkeligheder maae forsvinde. Saasnart De underretter mig om at De vil og kan gjøre den antydede Reise, vil De blive forsynet med Breve og Anviisning paa en Person, der kan tjene Dem til Tolk og Fører til de formaaende Person- ligheder, som De vil have at sætte Dem i Forbindelse med — ligesom der vil blive Dem tilsendt en Rimesse, der vil kunne dække Udgifterne, da Ingen kan forlange at De skal bære disse og ved Siden af alle de andre Offre, som De bringer vor fælles Sag, skal endnu bringe et pecuniairt.

Lad mig nu snart høre fra Dem. Sagen maa ikke trækkes i Landdrag[!], thi jeg antager at De omtrent i Midten af April maa være i Berlin. Saasnart jeg veed, at De gaaer ind paa denne Idee, skal jeg tage her fat paa hvad der herfra bør gjøres til dens Realisation.

C. N. David.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Wien, 11. Februar 1870.

Herr Greve,

Grev Paar har efter sin Ankomst til Dresden indberettet, at Deres Excellence under en af Deres sidste Samtaler med ham før hans Afreise, havde yttret Ønske om, at den keiserlige Regjering maatte finde Anledning til, at bringe Udførelsen af Prager-Fredens Art. V paany paa Bane i Berlin. Efter hvad Baron Aldenburg igaar meddeelte mig i Fortrolighed, havde Grev Beust i Anledning heraf discuteret Sagen med ham, og han spurgte, om jeg senest havde modtaget nogen Instrux i saa Henseende. Jeg gav et benægtende Svar, og bad Baron Aldenburg sige mig, fra hvilket Synspunkt Sagen var bleven betragtet af Rigskantsleren ved denne Leilighed. Han sagde mig, at Grev Beust var gaaet ud fra den Anskuelse, at da det sidste fra den østerrigske Regjerings Side paatænkte spontane Skridt var blevet standset paa Grund af Kammerherre Quaades Anmodning til Grev Wimpffen, og der ikke siden den Tid var stillet noget direkte Forlangende fra den kongelige Regjerings Side, havde man ladet den nordslesvigske Sag hvile. Hvad Betimeligheden angik, for Øieblikket at bringe den paa Bane, saa kunde han ikke skjule for sig selv, deels at Rigets indre Forhold krævede, at man undgik enhver Anledning, til at paadrage sig en fremmed Magts Uvillie, deels at det taalelige Forhold, man senest med saa megen Møie havde tilveiebragt overfor det preussiske Hof og Cabinet, vilde løbe Fare for et nyt Afbræk. Disse Betragtninger vil Kantsleren, saavidt jeg kunde mærke, gjøre gjældende i de Instruxer, han agter at medgive Baron Eder, som nyligt er ankommen hertil, og som i Løbet af Maaneden vil begive sig til Kiøbenhavn.

Man kan vistnok ikke Andet end anerkjende Vægten af Rigskantslerens Grunde til, ikke nu uden nogen ydre ellers. 359nær Anledning at bringe den nordslesvigske Sag paa Bane i Berlin. Grev Bismarck vilde sikkert ansee en Henvendelse i saa Henseende som Tegn paa, at Grev Beust ønskede atbryde den nærværende diplomatiske Fredsslutning, der er bleven beseglet ved Erkehertug Carl Ludvigs Besøg ved det preussiske Hof, og ved en markeret Forekommenhed fra Grev Bismarcks Side i hans Samtaler med Grev Wimpffen, hvis Beretninger herom have givet Grev Beust megen Til- fredsstillelse. Forsaavidt der fra anden Side gjøres fortrolige og venskabelige Forestillinger i Berlin i vor Faveur, turde efter min ærbødigste Mening en Indblanding fra Grev Beusts Side snarere virke forstyrrende, end den vilde bidrage til at hine føre til nogetsomhelst Resultat. Saa tungt det er, at maatte finde sig i en videre Udsættelse af den endelige Afgjørelse, bør vistnok snarest det Tidspunkt oppebies, for at gjøre Demarcher her, hvor den keiserlige Regjering maatte være istand og villig til, at gjøre sine Forestillinger til den preussiske Regjering med fuld Alvor og Kraft.

C. Falbe.

Depeche Nr. 6, modtaget 16. Februar 1810.

Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Copenhague, 12 février 1870.

Monsieur le Comte.

Vous aurez déjà appris par mes lettres particulières que le général Fleury s’était probablement mépris sur le sens de la seconde lettre du roi Guillaume lorsqu’il attribuait à S. M. prussienne l’intention de recommencer dès à présent les négociations avec nous. Aujourd’hui je peux me servir d’une occasion sûre pour vous envoyer copie de la dépêche par laquelle M. de Vind ¹Trykt som Nr. 654.) me rend compte de sa conversations. 360avec M. l’Ambassadeur de France et pour vous entretenir plus amplement des réflexions auxquelles cette nouvelle me donne lieu.

Dans sa première réponse à la lettre de l’Empereur Alexandre, le roi de Prusse repoussait tout court la proposition de reprendre les négociations avec nous, en prétextant l’impopularité que l’idée de la rétrocession du Nord-Slesvig rencontrerait en Allemagne. Dans sa seconde lettre il modifie ce refus en se déclarant prêt à recommencer les négociations, dès qu’un moment opportun se présentera.

De deux choses l’une, ou cette différence entre les deux déclarations est plutôt dans les termes que dans le fond, le sens restant toujours le même, et dans ce cas je ne m’explique pas, pourquoi le roi de Prusse a cru nécessaire d’adoucir la forme qu’il avait déjà donnée à son refus — ou cette différence indique une véritable modification dans les intentions du gouvt. prussien et alors je me demande quel peut être le motif politique qui a porté S. M. prussienne à changer d’avis relativement à cette question.

Vous savez que j’ai toujours eu l’idée que le gouvt. prussien ne faisait qu’attendre un moment opportun pour nous adresser une proposition définitive, dans laquelle la demande de garanties en faveur des Allemands se trouverait supprimée ou au moins considérablement diminuée mais qui n’embrasserait que le bailliage de Haderslev ou peut-être celui-ci conjointement avec le bailliage d’Aabenraa. Dans un moment, où les autres puissances seraient préoccupées de leurs affaires intérieures, M. de Bismarck pourrait réussir à leur représenter une telle proposition sous un jour assez favorable, pour qu’elles l’approuvassent, et dans ce cas, sans nous en douter, il pourrait arriver que nous fussions placés soudainement sous le coup presque irrésistible d’une démarche collective de toutes les grandes puissances. J’avoue que je ne regarde pas le moment actuel comme aussi bien choisi pour une telle manoeuvre qu’il l’aurait été avants. 361l’entrée du comte Daru au ministère, mais les circonstances changeront peut-être et les complications intérieures en France pourraient bien un jour devenir si graves, que la prudence du comte Daru lui-même serait exposée à être surprise à un moment donné par l’astuce de M. de Bismarck. C’est contre ce danger qu’il s’agit de se prémunir dans les limites du possible et il ne faut pas différer de faire les démarches nécessaires à ce sujet, quand même le gouvt. prussien n’aurait pas l’intention d’agir dès-à-présent ou dans un avenir très prochain.

J’ai appris avec beaucoup de satisfaction par vos rapports précédens, que le comte Daru est bien mieux instruit de l’affaire slesvigoise que je n’avais pu l’espérer, et les conversations que vous avez eues avec le ministre ont dû lui faire comprendre que notre demande de voir l’article V exécuté dans son véritable sens n’est point de celles sur lesquelles il soit permis de rabattre ou de renchérir selon les circonstances. Vous tâcherez, j’en suis sûr, de convaincre le ministre de plus en plus de cette vérité. Mais outre cette instruction générale, je dois encore vous prier de chercher une occasion prochaine pour entretenir le comte Daru de la crainte qui me préoccupe plus particulièrement. Vous lui direz, que votre gouvt. a appris par M. de Vind que, d’après les appréciations du général Fleury, les négociations pourraient bien être reprises bientôt par le gouvt. prussien. Peutêtre cette prévision ne se réalise pas, mais si elle se réalisait, il serait probable, que la Prusse tâchât de se concerter d’avance avec les autres grandes puissances sur la proposition qu’elle nous ferait. Nous ne doutons pas que dans ce cas elle ne s’adresse par préférence à la France et à l’Autriche comme les deux puissances auxquelles la promesse contenue dans l’article V a été donnée. Dans cette éventualité nous espérons des sentimens d’amitié et d’intérêt que le cabinet français n’a cessé de nous montrer dans cette question que le gouvt. de l’Empereur ne s’engagera pas visà-viss. 362de la Prusse par une approbation préalable, sans nous avoir donné lieu de lui faire connaître notre manière de voir au sujet des propositions prussiennes. Ce même service nous l’attendons de la part de l’Autriche et nous ne doutons pas que, le cas échéant, cette puissance ne veuille pas non plus se lier par un consentement donné à la Prusse, sans s’être abouchée d’abord avec le gouvernement français sur son intention. Mais il serait peut-être bon de s’en assurer d’avance et puisque nous ne pouvons pas nous flatter de l’espoir qu’une telle suggestion, venant de nous, aurait le même effet que si elle parvenait à M. de Beust de la part du gouvt. français, nous serions très reconnaissants au comte Daru de vouloir donner à M. le duc de Grammont des instructions dans le sens susindiqué.

Koncept med. P. Vedels Haand til Depeche Nr. 4.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Confident.
Kjøbenhavn, 19. Februar 1870.

Grev Paar maa paa en mærkelig Maade have misforstaaet, hvad jeg i en af mine sidste Samtaler sagde ham, naar han har troet at kunne indberette til Grev Beust, at jeg skulde have udtalt Ønsket om, at Østerrig nu vilde bringe Spørgsmaalet om Udførelsen af Pragerfredens Art. V paa Bane i Berlin. Jeg sagde snarere det Modsatte, idet jeg nemlig forsøgte at forklare for Grev Paar, hvorfor jeg i den Tid, som han havde tilbragt her, hverken gjennem ham eller gjennem D. H. havde rettet nogen Opfordring til det øst. Cabinet om en aktivere Optræden i denne Sag. — Min Grund til saaledes ved Afskeden med Grev Paar ¹Grev Paar, østrig-ungarsk Gesandt i København fra 1867, afløstes 15. Marts 1870 af Baron Eder.) at berøre dette Spørgsmaal tils. 363ham, uagtet mine Samtaler med ham ellers ikke angik Politik, var navnlig den, at jeg troede at burde sikkre mig, at denne Afholdenhed fra min Side ikke skulde opfattes som et Bevis paa Mistro til Østerrig eller som en Forandring i den kgl. Regerings Anskuelser om, i hvor høi Grad Tilbagegivelsen af Nord-Slesvig er nødvendig for Danmarks Fremtid. Hvad jeg i den Henseende sagde Grev Paar, gik ud paa, at jeg meget godt indsaae, at Østerrig efter Krigen i 1866 baade udadtil og i sine indre Forhold fandt saa store Vanskeligheder at løse, at det var ude af Stand til at tale med Eftertryk i Berlin, og jeg havde ingensinde miskjendt, at en Henvendelse af den østerr. Regering under de forhaandenværende Omstændigheder kun vilde skade Østerrig, der i saa mange Henseender behøvede Preussens Velvfflie, uden i nogen Maade at gavne os. Jeg tilføiede, at jeg imidlertid haabede, at denne Tingenes Tilstand kunde forandre sig, og jeg ventede da, at Grev Beust vilde erkjende Nødvendigheden af, at Art. V af Pragerfreden blev loyalt gjennemført og at han i alt Fald ikke vilde unddrage sig at støtte de Skridt, som muligvis til den Tid andre Magter maatte ville gjøre til Fordeel for Danmark.

Det er formodentlig denne sidste Bemærkning, der særlig har indpræntet sig i Grev Paars Erindring og har kastet et falsk Lys over det Foregaaende af min Udvikling. Han har maaskee sat den i Forbindelse med de Rygter, der kunde være naaet til ham om Skridt, som i den senere Tid skulle være giorte i Berlin af Keiseren af Rusland, og han har troet, at det var til dem at jeg vilde opfordre Østerrig til at slutte sig. — Selvfølgelig kunde det ikke komme i min Tanke at anbefale noget Saadant, da disse Skridt vare af aldeles privat og personlig Natur og vilde tabe hele deres Characteer, dersom andre Magter diplomatisk vilde slutte sig dertil. Jeg kan til D. H. tilføie, at jeg saameget mindre kunde ønske, at Grev Beust indblandede sig i dette Incidenspunkt, som denness. 364bekjendte Depesche til Grey Wimpfen ¹Af 1. April 1868 (utrykt; Staatsarchiv, Wien). Sml. ovenfor S. 12, 42, 54 f., 66 f.) just ikke giver mig synderligt Haab om, at han m. H. t. Grændsespørgsmaalet skulde være tilbøielig til at vise nogen særlig Energi i at fastholde nogen Afgiørelse, der vilde kunne modtages af os.

Det er mig magtpaaliggende, at Grev Beust ikke troer, at jeg skulde have til Hensigt for Tiden at anmode om Østerrigs virksomme Optræden i Sagen. Jeg har altid bestræbt mig for at undgaae en stundesløs Politik og det vilde en saadan Opfordring i dette Øieblik efter min Mening være. Hvad jeg bestræber mig for, er paa den ene Side at holde Spørgsmaalet i Erindring, bevare det friskt og uforvansket indtil det gunstige Moment maatte vise sig til paa virksom Maade at føre det frem, og fremfor Alt at overtyde Europa om dets Betydning for Danmarks hele Fremtid, men paa den anden Side undgaaer jeg at trætte med Forestillinger og Opfordringer til ubeleilig Tid og at udsætte den kgl. Regering for ydmygende og skadelige Afslag, Netop saaledes har jeg handlet ogsaa i dette Tilfælde og det skulde derfor giøre mig ondt, om min Samtale med Grev Paar misforstodes paa den Maade, som D. H. omtaler i Deres confid. Depesche Nr. 6. ²Af 11. Februar 1870; utrykt, da den ikke indeholder væsentlig mere, end hvad der kan ses af Grev Frijs’ Svar.)

Jeg overlader til Dem selv at finde den rette Leilighed og Form til at berigtige Grev Paars for mig saa lidet tilfredsstillende Fremstilling. Jeg skal selv tale til Baron Eder, saasnart han kommer her til, men det er mig saameget mere magtpaaliggende at Grev Beust kommer ud af denne Misforstaaelse, som han muligvis kunde bibringe ogsaa andre Regeringer en urigtig Forestilling om den kgl. Regerings Holdning.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 1.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 20. Februar 1870.

Kjære Quaade! . . . Jeg vil ikke lade denne Leilighed gaae ubenyttet hen uden at takke Dem for Deres tvende Breve, hvoraf jeg seer at ogsaa De har Følelsen af at der engang fra vor Side maa gjøres Noget for at holde den slesvigske Sag ilive, thi det vil blive umuligt at Rigsdagen næste Aar kan komme sammen uden at Regjeringen med Sandhed kan siges, og derfor ogsaa udtale det, at have bevæget sig i denne Sag, ligesom Slesvigerne have gjort dette fra deres Side og jeg tvivler ikke om at Udviklingen af Tilstanden i Tydskland vil give os en velkommen Anledning til at purre ved dem, der giver sig ud for at interessere sig for den ved Pragerfreden antydede Tilstand og de i denne indeholdte Tilsagn, thi det kan naturligviis ikke fragaaes at den fortsatte Sidden overhørig af denne Tractats Bestemmelser er i største Disfaveur for os, da der maa komme en Tid, hvor Modet og Seigheden i den passive Modstand fra Nordslesvigernes Side falder. De vil allerede have bemærket af forskjellige Avisartikler at Tilliden til den danske Regjerings Interesse og Virksomhed for dette Spørgsmaal er i kjendelig Aftagen; det Værste herved er naturligviis ikke, betragtet fra et personligt Standpunkt, at den nuværende Regjering i Indlandet ansees for svag etc., men det fremkalder naturligviis den gamle Jalousie og Strid om, hvem der ere Patrioter eller ikke, og vort lille Samfund trænger baade til at have Fred indvendig og endmere til at have Udseendet heraf for Andre. Men vist er det, at det er umuligt for et Ministerium, som lever under vore Forhold [og] kan udrette saa Lidet, det vil sige som udadtil næsten maa være tilfreds, naar det kan bevirke, at ingen Tilbagegang finder Sted og som indadtil maa kjævles i 7 à 8 Maaneder med Rigsdagen om de største Bagateller, at det er umuligt at dette længe kan hævde Friskhed og Liges. 366vægt i Sindet, selv om det har medbragt disse Naturens Goder. Jeg kommer saaledes tidt i denne Tid til at lee af mig selv, der tykkes mig at være som en Menagerieier der gaaer i Frygt for at de Dyr, der skulle gjøre Kunster, enten skulle blive syge eller døe, thi jeg gaaer fra Krigs- og Marineminister, der lider af nerveuse Hovedpiner og derfor er daarlig efter hvert Møde af nogen Betydenhed, til Finantsminister, der af og til har stor Vanskelighed med at stalde, derfra til Indenrigsminister, der af og til lider stærkt af Gigt i Øine og endelig til Cultusminister, som af Podegra kan blive bundet til sin Seng, og naar jeg saa efter slig fuldendt Inspection betragter mig selv der knap kan hænge sammen, da kan jeg ikke undlade levende at fornemme den nuværende Bygnings Skrøbelighed. Jeg vilde ønske at den istedetfor at lide af disse virkelige og indre Onder, traf paa en kraftig og virkelysten Opposition, thi da vare Efterfølgerne givne, men hidindtil ville disse ikke ret frem og jeg fortænker Ingen deri, da Stillingen i Sandhed ikke er misundelsesværdig, da Landet vel er bleven over al Beskrivelse lille, men dette har kun ført til at Repræsentationen blander sig i alle details og under nuværende Forhold, hvor det er i saa høi Grad ønskeligt at det faaer Udseende af som Alt herhjemme gaaer udmærket, er det lidet ønskeligt at fremkalde Opløsning af Thing, naar man ikke har en til Vished grændsende Formodning at de næste Valg ville blive betydeligt bedre. Der er nemlig her som allevegne og sikkerligen med Rette en Hylen over de store Udgifter, men da de smaae Staters Existents er under denne Retløshedens Tid de meest truede, vil ingen Regjering dersteds kunne indlade sig paa Monradske Experimenter med Afvæbning etc.

De kan tænke Dem at jeg ogsaa med stor Længsel venter paa endeligt Budskab fra Washington; hidindtil have de sidste Maaneders chancer dersteds for vor Sag været opadgaaende, og jeg haaber at vi have paa vor Side et Par meget indflydelsesrige amerikanske Damer nemlig Generalindes. 367Frémont og Md. Burlingame, thi naar Damer for Alvor ville tage sig af en Sag, da ere de de sikkreste og mindst compromitterende Allierede.

Af Avisen seer jeg idag at Kryger sammenkalder et stort Møde af Vælgere eller af Nordslesvigere, men jeg veed ikke hvad han har isinde. Saavel af Benedettis Udtalelser som af hvad der ellers er kommet mig for Øre skulde man synes at der var meer chance nu for os fra Frankrig end tidligere, men deels veed De, at jeg ikke betragter denne soutien som den heldigste, thi naar den er virkelig da maa den egentlig gaae ud paa mere end paa hvad vi i Øieblikket ere tjent med, og naar ikke Nr. 1 nemlig en godvillig Cession kan opnaaes, da var det ønskeligere om Nr. 2, hvis dette overhovedet er værd at modtage, fremkom ved alsidig europæisk ikke ved eensidig fransk Virkning. —

Jeg har sjelden kjendt nogen behageligere Mand som Selskabsmand end Grev Paar men sjelden en daarligere Mand til at gjøre Forretninger med, thi jeg har i min sidste soutien ¹Skal formentlig være: entretien.) med ham udtalt mig saa præcist om min Stilling til Spørgsmaalet og den Assistance jeg ventede af Østrig, at det næsten er ubegribeligt, hvorledes han kunde misforstaae mine Yttringer, og jeg vilde mistvivle om Klarheden i mine Udtalelser, naar jeg ikke havde bestemt Erfaring om, at Lignende er passeret med ham i aldeles ubetydelige Telegraphsager, som han ikke har kunnet begribe, og jeg var saaledes vel forberedt, da jeg søgte en Samtale for dog at vare mig imod at han ikke kunde sige ved sin Afreise at jeg aldrig havde talt Politik med ham.

Det gjorde mig ondt at jeg ikke kunde være nærværende den Dag, da man angreb vore Gesandter i Udlandet for at kunne svare paa Tiltalen, men jeg havde ikke kunnet formode et Angreb da der ingen Anmærkning fandtes i Betænkningen, thi vel betyde de 2 angribende Drabanter A. Hages. 368og Winther ikke stort hersteds, men det er altid kjedsommeligt for Udenforstaaende naar ikke Tilsvar skeer. ¹Der sigtes til Udtalelser af de to nævnte Folketingsmænd, A. Hage og Geert Winther, under 2. Behandling af Finanslovforslaget for 1870—71 i Folketingets Møde 14/2 1870 (Rigsdagstidende, Folketingets Forhandlinger 1869—70, Sp. 2532 f.).) —

Den preussiske Throntale med dens rosende Omtale af Vorherres Opførsel i det sidste Aar, saavelsom om Armeer- nes Tilstedeværelse for at hævde Selvforsvar forekommer mig at være af det Drøieste af hvad man endnu i den Retning har produceret og det forekommer mig selv for Bismarck noget for Stramt, hvorimod saavel Tanke som Ord bedre stemme med selve Kongens Opfattelse; det svarer omtrent til Kongens Udtalelse til vor Kronprinds første Gang efter at han havde røvet os det halve Rige »at nu skulde det være glemt«; men i hans Øine og Tanke er Haan og Overmod ligeoverfor en beseiret Fjende fuldstændig kongelig preussisk. . . .

C. E. Frijs.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 20. Februar 1870.

Kjære Vedel,

. . . Her er Intet at meddele af Nyt, men for Curiositets Skyld, og for det Tilfælde at De ellers ikke seer den her ud- kommende Nationalzeitung, maa jeg dog sende Dem en Ar- tikel som dette Blad bragte i Aftes. Jeg finder at den Yttring i et meget læst Blad, der ligesom det Parti, det skriver for, paa ingen Maade staaer fjernt fra den preussiske Regjering — den Yttring, at man i Paris veed, at en Mindelse om Nord- slesvig af Preussen betragtes som en directe Krigstrudsel, finder jeg er noget af det Stærkeste der nogensinde er bleven sagt fra preussisk Side. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer. — Det omtalte Bladudklip foreligger ikke.

Rigsdagsmand H. A. Krüger til Udenrigsminister Grev Frijs.
[Ca. 20. Februar 1870.]

Deres Exellence!

det blev en Aftale, ved den sidste Audients De tilstedede mig, at saafremt noget skulde forefalde af Betydning paa det politiske Omraade, jeg da maatte sætte mig i Rapport med Ew. Exel. Idet jeg herved benytter mig af denne Frihed tillader jeg mig at henlede D. Exl.s Opmærksomhed paa den Omordning der er foregaaet i den nordtydske Organisations System, hvorved som bekjendt Udenrigsministeriet gaaer over fra det preussiske særlige Kammer til den nordtydske Forbunds-Rigsdag. — Herved opnaaer jeg som Medlem af Rigsdagen fuld retlig Adkomst til at bringe det internationale nordslesvigske Spørgsmaal til Forhandling og Afgjørelse for Rigsdagens Forum. Man vil herefter ikke mere, som tidligere har været Tilfældet, kunne henvise Sagen til det preusiske særlige Kammer, thi der hvor Udenrigsministeren er, der er min Sag og der hører den hjemme. — Da Rigsdagen nu er traadt sammen, saa føler jeg mig ved den foregaaede Forandring stærkt opfordret til at tage ned til Berlin for at anstille et sidste Forsøg paa at virke hen til Sagens Fremme. Det er vel ikke med synderligt Haab om at opnaae et reelt Udbytte af mine Bestræbelser (saa sanguinske ere mine Forhaabninger ikke), nei, jeg gjør Forsøget kun fordi jeg fra min Side vil opbyde Alt, hvad der kan bidrage til at føre Sagen til en Løsning ad fredelig Vej; derfor har jeg stedse bestræbt mig og derpaa skulle mine Bestræbelser gaae ud, saafremt mine Modstandere ville vise sig retfærdige i denne Sag. Der er for mig navnlig denne Gang saameget desto større Grund til at indtage min Plads i Rigsdagen, som den Tid jo ikke ligger langt borte, da den Termin er udløben, ¹Fristen for Option for Danmark udløb 12. November 1870.) indenfor hvis Grændser, mine Landsmænd have at tage en

24

s. 370Beslutning, om hvis Undersaatter de ville være Kongen af Danmark’s eller Preuserkongens. Der er alene af den Grund en særlig Anledning til at iværksætte alt for at faae Sagen snarest mueligst ordnet og afgjort. Thi skal det nordslesvigske Spørgsmaal, som man saa ofte har forsikkret os om afgjøres, saa er det os magtpaaliggende ligeoverfor den korte Frist, der er os levnet, at man faaer fastsat Tiden, naar det skal skee, thi af Fastsættelsen af Tidspunktet vil den vigtige Beslutning som man vil tage, med Hensyn til sit Valg blive afhængig. Det er dette Hovedpunkt jeg lægger til Grund for mit Andragende, som jeg agter at forelægge Huset og til dets Motivering vil det ikke mangle mig paa mange og slaaende Argumenter. — Skulde Rigsdagen ogsaa her beslutte sig, til uden at ændse et Folks Trængsler, at gaae hen over Sagen til Dagsordenen, da har det nordtydske Folk igjennem dets Repræsentation klart lagt for Dagen at det ikke, har Villie til at opfylde traktatlige Forpligtelser og har tilmed konstateret Beviset for, at det træder al Folkeret under Fødder. — Møder mit Andragende en saadan Afslutning, saa har man selv henviist mig til andre Instantser for at opnaae den Oplysning, jeg forgjæves har søgt og attraaet paa det Sted, hvor jeg med Rette kunde have ventet det. Jeg bereder mig da paa at gaae til Paris; om Momentet dertil er det heldigste, om Tiden er kommen for Frankrig til at tage dette Spørgsmaal i sin Haand, veed man vel ikke, men hvad man kan forudsætte, er, at Frankrig, der alt saa længe har seet sine Principer spottet og forhaanede af Preusen, neppe nogensinde rører sig for vor Sag, hvis vi ikke selv paa det alvorligste paaskynde den, — det er en Feil, som vi herfra maae bebreide os, at dette Forsøg ikke allerede forlænge siden er bleven anstillet. Det maa selv forundre Frankrig, at der aldrig er blevet overbragt af en offentlig Afsending Andragende med Besværing over den utaalelige Tingenes Tilstand, som er skabt os ved det preusiske Voldsherredømme og som bliver saa meget mere utaalelig som vi er henviste til unders. 371alle Forhold at vaage over, at dette Princip som Frankrig har nedsat til Gunst for os ubeskaaret bliver opretholdt, ja dette kunne tilmed opfattes saaledes, som om Frygten for den preusiske Straffelov afskrækkede os fra personlig at tye til vor Protector, til det Frankrig der ved et Magtbud til hiin Tid har fastslaaet Bestemmelsen i Pragerfreden hvorved vi kommer tilbage til Danmark. Bebreidelsen vilde i saa Fald stærkest rette sig imod mig personlig, thi Ingen har den Ret og Ingen besidder mere udstrakt Fuldmagt til at handle og tale i det hele dansksindede Nordslesvigs Navn. Og derfor har jeg den første Pligt hvor det gjælder om at rygte saadant et Hverv, men det er dog ikke Pligtfølelsen alene, der leder mig til at foretage dette Skridt, tvertimod føler jeg mig stærkt kaldet dertil. Forholdene udfordrer tilmed dertil. Bismarcks Stjerne daler, hans Yndlingstanke, Sydtydsklands Tilslutning til det nordtydske Forbund, kan betragtes som mislykket og har bragt ham og det hele stortydske Parti en bitter Skuffelse. — Med det preusiske Udenrigsministeriums Overførelse paa Nord-Forbundet, har man ligesom tillukket den Dør, som man hidtil lod staae paa Klem forat lette Syd-Staterne Tilgangen til Rigsdags-Salen. — I ikke ringere Grad er Bismarck bleven skuffet ved at maatte see paa at den Revolution i Frankrig, hvoraf han lovede sig Alt og hvorved han troede at komme til at fiske i rørt Vande, ikke har faaet Fremgang, et constitutionel Ministerium har beseiret den og ved fredelige Midler og dette [har] tilmed forstaaet at magte Forholdene indadtil, saa at ingen alvorlige Udskeielser i revolutionair Retning tør befrygtes. — Det ligger saa grumme nær at et Ministerium der ved Klogskab og sund Omtanke har befæstet sin Stilling indadtil føler sig naturligt og stærkt opfordret til at gjøre sin Magtstilling gjældende udadtil og jeg mener isaafald, at det nord-slesvigske Spørgsmaal vilde ¹Originalen har: ville være det der nærmeste der turde anses for o. S. V.)

24*

s. 372være det der nærmest turde ansees for det bequemmeste, der hertil kunne benyttes. Har man fulgt de Grundsætninger der stedse har været de ledende for Bismarcks Politik saa troer jeg neppe jeg tager Feil og jeg mener at Bismarck ikke er blind for de muelige Farer der kunne reise sig af den Slags jeg ovenfor har beskreven og har han under saadant et Moment kuns to Ting at vælge imellem enten at bøie sig for en Note der er affattet selv under den høfligste Form fra Cabinettet i Paris eller ifølge et Andragende fra mig der gik ud paa at tilskynde ham at gjøre sin Pligt mod Nord-Slesvig, da er al Grund til at troe at han vilde foretrække at benytte den Bro til en fredelig Retraite, som jeg ved mit Andragende har lagt tilrette for hans Fod, hellere end ydmyge sig for sin Erkefjende ved at gjøre sin Pligt selv om hiin affattede denne Opfordring paa den venskabligste Maade. Det er deslige Betragtninger, som jeg har lagt til Basis og som jeg har beskrevet dem og som jeg er bestemt paa at bringe til Udførelse. Troe ikke Deres Exellence! at jeg ved det Hverv jeg saaledes overtager mig, overvurderer mine egne Kræfter. Jeg er tvertimod vis paa at jeg ikke overseer at alle de mange og store Vanskeligheder, som vil møde mig, ville langt overstige mine Kræfter om jeg end var begavet med den 10 dobbelte Kundskabsfylde; men Forholdet har nu engang ført det med sig at jeg ene er forsynet med den qualificerede Fuldmagt der udfordres for at bringe Sagen frem paa hine Steder. Tag mig derfor som jeg er! Jeg kan jo ikke lægge en Alen til min Væxt, men vær i hvert Fald overbeviist om, at jeg skal bruge det Pund viselig og ærlig, jeg har, i den Sags Tjeneste, for hvilken jeg saa længe har ofret min bedste Tid og Kraft. Jeg trøster mig ved at Historien har paaviist Exempler hvor store betydningsfulde Omvæltninger er fremkaldt ved ubetydelige Factorers Mellemkomst. Der er imidlertid en Ting som jeg forudseer, der kunne lægge mig en væsentlig Hindring iveien, saavel det ene som paa det andet Sted og det er Underhandlingerne,s. 373der føres mellem Danmark og Preusen. Disse Underhandlinger ere saavel skikkede til at tjene Bismarck som Vaaben imod mig forat afvise mit Andragende saafremt jeg skulde være lykkelig nok til at bringe den fornødne Understøttelse i Sagen tilveie der nødvendig udfordres for at samme kan komme til Forhandling i Huset. Jeg tillader mig i saa Fald at rette det ærbødige Spørgsmaal til Deres Exellence om jeg, naar Sligt skulle indtræde, maa svare Bismarck: »At de Forhandlinger som han har beraabt sig paa og der i sin Tid førtes mellem Danmark og Preusen i det nordslesvigske Spørgsmaal slet ikke existerer.« — At der i to Aar ikke har været ført nogensomhelst Underhandling og at disse endte med at Danmark negtede og afviiste det Forslag for en endelig Ordning og Afgjørelse som det preusiske Cabinet forelagde Cabinettet i Kjbhvn. — Maa jeg til yderligere Bekræftelse for mit Udsagns Rigtighed beraabe mig paa: At jeg inden 3 Gange 24 Timer ved en Note fra det danske til det preusiske Cabinet vil forpligte mig til at constatere Sandheden af mine Ord og at Forhandlingerne i dette Spørgsmaal baade officiel og formel ere afbrudte. Deres Exellences Tilladelse hertil er mig af lige stor Betydning i Paris som i Berlin imedens Preusen ved disse Forhandlinger har dækket sin Ryg mod en muelig Overrumpling fra Østerrigs og Frankrigs Side, saa ¹Herfra med Krügers Haand.) har disse tjent Frankrig ved at tilsløre den Afmagt, for Verdens Øine som har tvungen det til at taale at Preusen ustraffet har undladt at opfylde sin Pligt og derved saaret dets Princip, saaat man ved i heldigste Tilfælde at opnaae en Samtale med Udenrigsministeren i Frankrig ang. Oplysning over, hvad Frankrig har tænkt sig ved og hvorledes hiin § skal forstaaes maa belave sig paa at man faaer det Svar, at ingen Oplysninger kan gives, ingen Beslutninger fra Frankrigs Side kan tages, fordi Frankrig ikke kan forsvare ved sin Mellemkomst at forgribe en fredes. 374lig Ordening, der søges opnaaet af Underhandlingens Vei mellem Danmark og Preusen.

Koncept, for sidste Stykkes Vedkommende med Krügers Haand. Læsningen er ikke overalt helt sikker. — H. A. Krügers Privatarkiv. Udaterede Sager 1848—81. R. A.

Nationalbankdirektør C. G. N. David til H. A. Krüger.
Kjøbenhavn, 23. Februar 1870.

Det har været mig meget kjært at modtage Deres venlige Brev af 15de dennes; det har rimeligviis overligget et Par Dage paa Sprogø, thi det er først i et Par Dage i mine Hænder. Jeg benytter derfor den første ledige Time, jeg har kunnet finde, til at besvare det (jeg er i disse Dage stærkt medtaget af Udvalgsmøder ved Siden af mine øvrige Forretninger).

Saavidt jeg skjønner er det rigtigt at De først gaaer til Berlin. Hvad De anfører derfor, forekommer mig yderst plausibelt. Desuden kjender De jo Terrainet der saa godt, at De bedst kan bedømme, hvad Virkning Deres Nærværelse og gjentagne Optræden kan faae. I den Henseende maa jeg, som alle Deres Venner her have den meest ubetingede Tillid til det, som De anseer for rettest i den for os Alle saa vigtige Sag, for hvilken De handler, medens vi kun kunne tænke, haabe og sukke!

De spørger mig, om jeg ikke troer at det er muligt, at den udenlandske Sag snart kommer grundigen eller udtømmende paa Bane i det franske Kammer, og at en beqvem Leilighed til at virke for den slesvigske Sag da vilde være forspildt, naar De var i Berlin og ikke i Paris. Muligheden kan ikke benægtes, men det er ikke sandsynligt. Revolutionen spøger endnu altfor stærkt i Hovederne og Ministrene have endnu altfor meget at tænke paa for at holde sig for at en alvorlig Undersøgelse af den ydre Politik kan ventes. Dets. 375kan gjerne være at en eller anden Interpellation, der angaaer de ydre Forhold, kan komme for idag eller imorgen, men jeg er overbeviist om, at det da vil være Raketskud for at sætte Gemytterne i Bevægelse, og ikke klare Lys for at gjøre Forholdene overskuelige. At der i den Henseende vil være Noget vundet, ved først om et Par Maaneder at komme til Paris, tør jeg ikke paastaae — men at der ikke vil være tabt Noget ved at Reisen dertil udsættes i et Par Maaneder, det tager jeg ikke i Betænkning at udtale som min Mening.

Hvad De siger om vore stillestaaende Forhandlinger i Berlin og om den Skade de gjøre, er jeg ganske enig om. Men der skal stor Bestemthed ved Siden af stor Forsigtighed til ganske at afbryde dem paa en categorisk Maade. Jeg skal ikke undlade, naar jeg seer Leiligheden hertil, at tale med Vedkommende herom, men jeg troer ikke at det vil nytte. Man har kjørt sig fast, netop ved at staae stille — jeg vil ingenlunde nægte at Situationen fra Begyndelsen af var vanskelig paa Grund af at det var en lille Mand som skulde forhandle med en stor Mand, men Situationen er bleven vanskeligere thi nu har man vant sig til at see den lille Mand i sin tause expectative Stilling ligeoverfor den Store — og Vanens Magt er stor. Hvad der nu kunde gjøres for at naae til Maalet uden at give det Udseende af, eller give Anledning til det Paaskud at det var os, som vare Skyld i at Sagen ikke blev ført lykkeligen til Ende tør jeg ikke sige, men Noget bør der gjøres for at Situationen kan klares.

Jeg haaber at De finder Tid til at meddele mig hvorvidt Deres Bestræbelser i Berlin lykkes, og hvad der foregaaer bag Coulisserne. Jeg skal ikke ophøre at tænke paa den Sag til hvilken De i Ordets strengeste Forstand har opoffret Dem, og som ogsaa jeg indeslutter i mit inderste Hjerte.

C. N. David.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 26. Februar 1870.

Kjære Vedel! Indesluttet sender jeg Dem Krygers Brev ¹Antagelig det som Nr. 662 a trykte Brev.) som jeg vil besvare, dog har jeg ikke endnu bestemt mig for paa hvilken Maade, hvad det formelle angaaer, enten jeg vil sende en Person som kan bringe ham mundlig Beskeed, eller jeg vil sende En med skriftlig Svar, hvorunder jeg dog ikke vil sætte mit Navn, thi med al Respect for Krygers hæderlige Carakteer, vil jeg dog ikke løbe den Risico at den danske Udenrigsministers Udtalelser kunne bruges udelukkende i hvad man anseer for slesvigsk Interesse.

Men saavel forlanger Krygers hele Stilling til vort Livsspørgsmaal, den Nytte han i Øieblikket kan gjøre hvis han begrændser sig (men her veed De at Hovedvanskeligheden ligger, thi vi vide af Erfaring at hans Tro til vor diplomatiske Forstand og Fremsynethed ikke er stor), at man gjør et Forsøg paa at styre ham — omendskjøndt jeg ikke har nogen Tro paa at dette vil lykkes, naar han eengang har sat sig i Bevægelse, — som den hele politiske Stilling gjør det tilraadeligt at Sagen bringes frem denne Gang af ham i Rigsdagen — om end ikke paa den cathegoriske Maade som af ham tiltænkt, thi det følger af sig selv at jeg paa aller Eftertrykkeligste, saaledes at ikke Skygge af Tvivl bliver tilbage, vil erklære ham, at hverken kan han eller den slesvigske Sag være tjent med at han bemyndiges til at give Oplysninger, som naar de skulle have nogensomhelst Betydning maae stadfæstes af den kongelige Regjering, ei heller har jeg isinde for den danske Regjering at benytte en Befuldmægtiget, der sidder i den preussiske Rigsdag, og som ikke i Et og Alt vil følge mine Instructioner, men tværtimod tænker sig at rette begaaede Feil, som efter modneste Overlæg fra min Side og i fuldkomment Kjendskab og Hensyn til den politiske europæiske Stilling ere foretagne. Desværres. 377seer jeg mig nødsaget til at afbryde her, fordi det ikke er mig muligt at læse hvad jeg selv nedskriver, da jeg har Flammer for Øinene, hvilket jeg haaber maa rette sig ved svensk Gymnastik. Senest imorgen Aften vil jeg afsende en Mand med Skrivelse til Kryger — og jeg ønsker derfor at be- handle denne Sag mundlig og udførlig med Dem strax efter Statsraadets Afholdelse idag. —

C. E. Frijs.

Vil De medtage Krygers Brev naar vi sees i Udenrigsministeriet.

C. E. F.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 27. Februar 1870.

Herr Greve.

Jeg har idag overgivet det Allerhøieste Recreditiv i Anledning af Grev Paars Rappel i Rigskantslerens Hænder, og saaledes efter et langt Mellemrum søgt en Leilighed til en mere indgaaende Samtale med Hans Excellence end den, de daglige selskabelige Sammenkomster kunne yde. Der have circuleret Rygter i disse Dage om, at den franske Regjering havde gjort Forestillinger i Berlin i Anledning af Throntalens Opfattelse af Prager Freden, og Grev Bismarcks seneste Tale angaaende Badens Indlemmelse i Nord-Forbundet er vel egnet, til at tiltrække sig de interesserede Cabinetters Opmærksomhed.

Grev Beust ledede Samtalen umiddelbart hen paa det nordslesvigske Spørgsmaal, idet han yttrede, at det forekom ham, at den kongelige Regjering ikke havde forandret sin afventende Holdning, at denne nu ogsaa efterlignedes fra Pressens og den offenlige Menings Side, hvorfor han spurgte,s. 378om Deres Excellence havde givet mig nogen Instrux, til at bringe Sagen paa Bane her, i Lighed med hvad Grev Paar havde indberettet, som meldt i min ærbødigste Rapport af 11te Dennes. ¹Trykt som Nr, 658 a.) Han selv havde ikke berørt Sagen, siden hiin Depeche til Grev Wimpffen (af 1. April 1868) der var bleven tilbageholdt paa Kammerherre Quaades Anmodning, og hvis senere Offenliggjørelse i den »røde Bog« havde skaffet ham saamange Ubehageligheder fra det preussiske Cabinets Side, uagtet dens Hensynsfuldhed mod dettes Interesser.

Jeg svarede hertil, at den slesvigske Sag naturligviis laae den kongelige Regjering og Nationen ligesaa varmt paa Hjertet som hidtil, at Slesvigernes Nødraab, hvergang de lod sig høre, ikke kunde Andet end fremkalde en Bevægelse i Nationen, der ogsaa gjennemtrængte Regjeringen, medens man vel i det Hele indsaae de Vanskeligheder, der for Tiden stode i Veien for Prager Fredens Gjennemførelse. Jeg havde ikke modtaget nogen Instrux til at minde ham særligt om dette vort Livsspørgsmaal; men den kongelige Regjering vilde vist vide Hans Excellence Tak, hvis han, naar Omstændighederne stillede sig gunstigt, skulde see sig istand til af egen Drift og med Eftertryk at bringe Artikel V i Erindring. Som Sagerne nu stode, meente jeg, at det sydtydske Spørgsmaal maaskee kunde give Leilighed til ogsaa at gjenoptage det nordslesvigske. Grev Beust yttrede hertil, at han var enig med, hvad Constitutionnel for nogen Tid siden havde udtalt, at de to Spørgsmaal stode i nøie Forbindelse, og at det ene ikke kunde løses, uden at det andet paataltes samtidigt. Han var ikke vidende om, at den franske Regjering skulde have gjort Forestillinger i Berlin, som det heed sig, angaaende det sydtydske Spørgsmaal, og han troede det neppe. Grev Daru havde imidlertid senest yttret til Fyrst Metternich, at man feilede, hvis man i Berlin troede, nu at have mere frit Spil overfor Frankrig, at tvertimod det parlamentariske Systems. 379gjorde Nationen mere kilden /: le régime parlementaire nous aura plutôt rendus plus chatouilleux :/. Geheimeraad Hoffmann yttrede ligeledes igaar til mig, idet han bestemt benægtede Rygtet om de af Frankrig i Berlin gjorte Forestillinger: »at Tiden var forbi, til at strides med Ord«.

Man er her saameget mere interesseret i det i München forestaaende Ministerskifte, som der ivrigt underhandles med den baierske Gesandt i Wien, Grev Bray, om Overtagelsen af Ministerpræsidiet, og man venter at Fyrst Hohenlohe vil indtage hans Plads samtidigt med, at den forrige østerrigske Ministerpræsident, Grev Taaffe, udnævnes til Gesandt i München. Grev Beust, der criticerede den »Cynismus«, hvormed Grev Bismarck i sin Tale havde behandlet det sydtydske Spørgsmaal, var af den Mening, at Grev Bray ikke var Situationen voxen, han manglede baade Lyst og Energie til et saa ansvarsfuldt Kald, og kunde desuden vanskeligt gaae ind i det nærværende Ministerium, som ikke hørte til hans Parti, men vilde være nødt til at danne en ny Regjering, hvilket atter turde støde paa Vanskeligheder. Han ansaae Hr. v. d. Pfordten for den Eneste, som var istand til at beherske Situationen, men der var ingen Udsigt til hans Kaldelse for Øieblikket.

C. Falbe.

Depeche Nr. 8, modtaget 3. Marts 1870.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 2. Marts, 1870.

Deres Excellences

to Depecher af 19de dennes ¹Den ene trykt som Nr. 660.) kom mig ihænde Dagen efter min Samtale med Rigskantsleren, hvorom jeg ufortøvets. 380sendte Indberetning. Jeg har idag udtalt mig ganske overensstemmende med Depechen Nr. 1 til Baron Aldenburg, og der vil saaledes ikke længere kunne herske nogen Tvivl hos det keiserlige Cabinet, om at Deres Excellence skulde have forladt den afventende Holdning i det nordslesvigske Spørgsmaal, som den kongelige Regjering har indtaget siden Underhandlingernes Standsning i Berlin for næsten to Aar siden. Ligesom Grev Beust tidligere i varme Udtryk har priset den kongelige Regjerings faste og værdige Holdning, tydede hans seneste Yttringer ogsaa paa Ønsket om, at see denne hans gode Mening yderligere befæstet. Aldeles uvidende om, hvad der maatte være forefaldet mellem Deres Excellence og Grev Paar, kunde jeg fra min Side ikke Andet end paa det Bestemteste benægte, at have modtaget nogen Instrux i Retning af Grev Paars Indberetning, og indskrænkede mig til i almindelige Udtryk at udtale min Tillid til den keiserlige Regjerings venskabelige Dispositioner, og til samtidigt at benytte Leiligheden til at sondere Situationen.

Jeg kan ikke tvivle om, at det intime Forhold, hvori Grev Beust øiensynligt staaer til den franske Regjering, vil gjøre, at han jo vil følge de Inspirationer, der maatte komme fra Paris angaaende det nordslesvigske Spørgsmaal. Man er her vistnok aldeles uvidende om det russiske Hofs fortsatte fortrolige Forestillinger i Berlin, og jeg har fra min Side undgaaet enhver Antydning deraf. Idet jeg takker for de mig ved Depechen Nr. 2 tilkomne Informationer, beder jeg Deres Excellence være overbeviist om, at jeg skal benytte dem med al fornøden Discretion.

C. Falbe.

Depeche Nr. 9, modtaget 7. Marts 1870.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 4 mars 1870.

Monsieur le Comte,

La courte interruption des débats du corps législatif ayant permis à M. le Ministre des Affaires étrangères de recevoir hier, comme d’habitude, les chefs de mission, j’ai profité de cette circonstance pour l’entretenir de la question formant l’objet de la dépêche que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’adresser sub Nr. 4 en date du 12 février dernier. Conformément à vos instructions, Monsieur le Comte, j’ai expliqué à M. Daru les motifs pour lesquels le gouvernement du Roi attache une très-grande importance à ce que, au cas où le cabinet de Berlin, reprenant les négociations au sujet du Slesvig, chercherait à se concerter d’avance avec les grandes puissances sur les propositions qu’il aurait l’intention de nous faire, ni la France ni l’Autriche ne prenne d’engagement vis-à-vis de la Prusse avant d’avoir mis le cabinet de Copenhague à même de faire connaître sa manière de voir au sujet des propositions prussiennes. — M. le comte Daru me répondit qu’il comprenait parfaitement l’importance que le gouvernement du Roi devait attacher à ne pas être tenu éventuellement à l’écart de négociations l’intéressant directement et plus que toute autre puissance; — qu’il pouvait par conséquent me donner l’assurance que si l’éventualité en question se présentait — ce que pour le moment ne lui semblait pas probable — il agirait conformément aux désirs que je venais de lui exprimer. Le Ministre ajouta que quoiqu’il ne lui parût pas non plus vraisemblable que la Prusse, au cas où elle reprendrait les négociations interrompues, chercherait à établir un accord avec les grandes puissances sur les propositions qu’elle compterait nous faire, la nature des rapports existant entre la France et l’Autriche lui inspirait la conviction que dans cette question comme danss. 382les autres, le cabinet de Vienne n’agirait pas sans s’être consulté préalablement avec le gouvernement français.

M. le Ministre des Affaires étrangères me répéta en cette circonstance ce qu’il m’avait déjà dit antérieurement sur sa manière d’envisager l’inexécution de l’article 5 du traité de Prague. »Vous le savez«, me dit-il, »je ne crois pas le moment venu de réclamer l’exécution de l’article 5 par la Prusse et de supprimer ainsi un grief des plus sérieux contre cette puissance«. Ayant répliqué que j’avais fait connaître à Copenhague l’opinion qu’il avait à plusieurs reprises émise devant moi à l’égard de cette question et que c’était conformément aux instructions du gouvernement du Roi que j’avais développé les motifs pour lesquels il est pour nous d’une très-grande importance que l’article 5 soit exécuté le plus tôt possible, M. le comte Daru m’assura qu’il prenait note de ce que je lui avais dit et de ce que je lui disais à cet égard. — »La bienveillante sympathie que Votre Excellence a manifestée pour le Danemark chaque fois que j’ai eu l’honneur de L’entretenir de la question de Slesvig«, dis-je alors au Ministre, »me garantit qu’Elle tiendra compte, dans la mesure du possible, des intérêts de mon pays; — d’ailleurs en ce qui concerne l’article 5, il constitue, il est vrai, un grief sérieux contre la Prusse, mais la France pourrait, le cas échéant et si elle le voulait bien, en trouver tant d’autres l’intéressant plus directement«. A ces paroles M. Daru m’interrompit en me disant: »A cet égard, vous vous trompez, il n’y a pas de grief contre la Prusse plus sérieux que celui résultant de l’inexécution du traité de Prague, traité qui a fait de cette puissance ce qu’elle est aujourd’hui«.

Abandonnant la question spéciale M. le Ministre des Affaires étrangères aborda le terrain de la politique générale et s’exprima vis-à-vis de moi à peu près dans ces termes: »La situation politique actuelle de l’Europe est assurément des plus tristes; à en juger par elle on ne croirait pas le vieux monde le siège de la civilisation. Il n’y a qu’un droits. 383qui prédomine, celui de la force; la bonne foi n’existe plus et le sentiment moral est cruellement abaissé. Chez les petites puissances se manifeste ouvertement un sentiment de faiblesse, regrettable assurément, mais bien naturel en regard de la politique suivie depuis 18 ans, en présence des promesses données et non tenues. — Ce sentiment de faiblesse, cette absence de confiance dans l’avenir chez les puissances secondaires paraît si légitime que, vous devez vous en souvenir, un ministre américain prononçant si je ne me trompe à Copenhague, publiquement un discours, a eu la simplicité de dire que certainement le Danemark avait un passé glorieux et avait marqué dans l’histoire mais a fait comprendre en même temps que l’avenir lui était fermé. ¹Det ses ikke, hvad her sigtes til.) — Eh bien, quelque difficile que ce but soit à atteindre, il faut travailler à faire revivre le sentiment moral et la bonne foi en Europe — je ferai ce que je pourrai dans ce sens, je suis arrivé vieux aux affaires et je reviens à la vieille, l’ancienne politique de la France. La politique du cabinet n’a rien d’ambigu, elle est nette et franche. Je peux vous en donner une preuve dans ce fait qu’un agent que j’ai à Copenhague m’ayant mandé que le bruit y courait que j’avais l’intention de réclamer de la Prusse l’exécution de l’article 5, je lui ai fait savoir que cette version était inexacte, que je voulais des situations nettes, que je n’aimais d’ailleurs pas les commérages et que s’il ne tenait pas compte de mes instructions je le rappellerais. ²Se herom Daru til den franske Konsul i Kiel Alfred de Valois 1/3 1870. Archives des Affaires étrangères. Corr. politique de Kiel, Prusse Vol. 5 Fol. 356 Nr. 1.) — Nous voulons la paix, tout aussi nécessaire aux autres puissances qu’à la France, mais non pas la paix à tout prix. Je le dis hautement et la Prusse n’ignore pas que les susceptibilités nationales de la France qui, grâce à la politique suivie depuis long temps, ont sommeillé, se réveilleront plus vives que jamais le jour où je porterai à las. 384tribune une question touchant directement à la dignité ou aux intérêts du pays«.

Votre Excellence appréciera les paroles de M. le comte Daru. On ne saurait, à mon avis, leur récuser une valeur réelle. Il y a de longues années qu’un Ministre des Affaires étrangères n’a tenu un langage aussi élevé, aussi énergique. Quant à sa franchise, toute l’existence de celui qui l’a tenu en est garant. M. Daru dit que le cabinet désire le maintien de la paix. Personne n’en doute et cependant on se demande si le sentiment de patriotisme, la droiture et l’énergie exceptionnelle du caractère de l’homme d’Etat qui dirige la politique extérieure de la France, sont des qualités qui faciliteraient à un moment donné et dans des circonstances difficiles une entente sur la question qui aurait amené le désaccord.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 19, modtaget 11. Marts 1870.

Grev W. Scheel-Plessen, Gesandt i Stockholm, til Direktør P. Vedel.
Stockholm, 8. Marts 1870.

Høistærede Herr Geheime-Legationsraad,

. . . Med Hensyn til Herr Geffroy’s Artikel tilstaaer jeg at den her har gjordt meget mindre Opsigt end man ellers skulde have troet. ¹A. Geffroy: »Les nouveaux dangers du Nord et le Scandinavisme« i »Revue des deux Mondes« 1. Februar 1870; omtalt i »Dagbladet« 7. Februar 1870, Nr. 31, behandler bl. a. de skandinaviske Planer og Forhandlinger fra Foraaret 1864, der bl. a. førte til Brevskifte mellem Kong Carl XV, Kong Christian IX og D. G. Monrad. (Sml. Neergaard: Under Junigrundloven II, 1173—81.) — Candidat Hansen: J. J. Hansen.) Hvis det danske Dagbladets første Artikel ikke havde henledet Opmærksomheden derpaa, er det uvist,s. 385om den vilde have været bleven omtalt i de svenske Aviser. At enkelte Mænd, der alvorlig beskjæftige dem med Politik ikke vilde have forbiseet Herr Geffroy’s Artikel er saare naturligt. Men det har været mindre dens Indhold der tiltrak sig disse Mænds Opmærksomhed, end Spørgsmaalet, hvorfra Forfatteren maatte have kunnet erholde Gjenparter af de af ham offentliggjordte hemmelige Breve, og hvilket kunde antages at være Øjemedet med disses Offentliggjørelse. Man begriber ikke hvem den Person skulde være, der nu kunde have et Interesse i at bekjendtgjøre Documenter betræffende en Sag, der bedst burde overleveres til Forglemmelsen, deels fordi den ikke har havt noget praktisk Resultat, deels fordi den gjør megen liden Ære alle dem, der have havt at gjøre derved. Nogle mene at Geffroy har bekjendtgjordt Brevene for saasom mange andre Franskmænd ved forskjellige Leiligheder har gjordt, at udøve et Slags Pression paa Preussen, andre mene at Geffroy blot af Forfatterforfænglighed har bekjendtgjordt disse Breve, for at bevise, at han er vel underrettet selv om de hemmeligste Sager; endnu andre har yttret sig derfor: Gud veed om ikke den preussiske Regjering selv har bidraget Sit til at disse Breve har seet Lyset, for derpaa under visse Eventualiteter at kunne bygge et Argument imod Artikel V’s Udførelse; endnu andre give at forstaae at mueligens en høi Person her vilde faire une niche en endnu høire staaende. Dog bør jeg for mit Vedkommende tilføje at jeg blot for Fuldstændighedens Skyld har omnævnt de to sidste Meningsyttringer.

Med Hensyn til Spørgsmaalet hvorledes de omtalte hemmelige Breve ere komne i Herr Geffroy’s Besiddelse er Man her af en forskjellig Anskuelse. Nogle antage at de ere blevne meddeelt af Danske, blandt hvilke nævnes Dr. Rosenberg eller Candidat Hansen andre derimod pege hen paa Dr. Sohlmann og Herr von Quanten. Hvis Monrad’s Brev om den oscillere[n]de Arvefølge ikke fandtes i Samlingen, skulde jeg gjerne ville have, at Indiscretionen er bleven begaaets. 386fra dansk Side, da det vel er kjendt at flere danske Mænd har havt Tilfælde til at gjøre sig bekjendt med de Breve, hvis Bærer Herr von Quanten var og efter Sigende endogsaa førend de ere blevne overleverede til de respective Adressater. Men Monrad’s Brev har seet Lyset først efter Herr von Quanten’s Hjemkomst hertil; hvis derfor som De siger Monrad selv ikke har meddeelt samme, bør Meddelelsen være skeet herfra; og den kan meget let være skeet naar man betænker at denne Gang Herr v. Quanten havde endnu Hans Majestæt’s Øre, og veed, hvor uforsigtigt [man] paa Slottet omgaaes selv med de allervigtigste og hemmeligste Skriftstykker. At Kong Carl skulde have bebreidet danske Herrer for den begaaede Indiscretion betvivler jeg desto mere, som jeg antager at hele Sagen er saa temmelig ligegyldig. At Geffroy kort efter hans Ophold her allerede i Augusti Maaned forledet Aar har været i Besiddelse af Brevene er en Kjendsgjerning.

25

Hvor lidt Artikeln er bleven paaagtet her, bevises blandt Andet deraf at Greve Posse, da jeg nylig talede med ham derom, ikke kjendte den.

W. Scheél-Plessen.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 9. Marts 1870.

Kjære Vedel! Indesluttet sender jeg Dem en Depeche som jeg modtog i dette Øieblik gjennem Auditeur Moltke. ¹Antagelig den som Nr. 665 trykte Depeche Nr. 19 af 4. Marts 1870.) — Omendskjøndt det aabenbart maa gjøre En godt engang igjen at høre nogle freidige Ord, saa er der dog langtfra disse til Handling og for at denne skal kunne komme maa det franskes. 387Folk gjenopvækkes og ophøre at leve i den engelske Mammonstilbedelse.

C. E. Frijs.

Der er et Par Punkter i Darus Tale som jeg ønsker imorgen at gjennemgaae med Dem.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 18. Marts 1870.

Kjære Quaade! Endskjøndt jeg rimeligviis ikke faaer Tid og Ro til at ende dette Brev idag vil jeg dog begynde derpaa deels for at takke Dem for Deres venlige Skrivelse Nr. 11, ¹Maa formentlig være et numereret, nu ikke bevaret Privatbrev.) hvoraf jeg synes at mærke en lille Luftning i vor faveur, deels for atter efter saa lang Tids Forløb at samtale lidt med Dem. — At Hans Kryger atter er protset af med et Andragende sees af Aviserne, ²I »Dagbladet« 14. Marts 1870 Nr. 61 og »Berl. Tid.« 16. Marts 1870 Nr. 63 omtales efter »Danevirke«, at H. A. Krüger 8. Marts søgte Understøttere i den Nordtyske Rigsdag til et Andragende til denne angaaende Udførelse af Art. V og 12. Marts indsendte dette Andragende.) men rimeligviis har han ikke været istand til at skaffe sig 15 Medlemmer som Deeltagere i Andragendet; hvorvidt han vil nu lade det beroe herved er vel meget tvivlsomt, da De veed at det nytter ikke at give ham gode og maadeholdne Raad, thi det virker som at slaae Vand paa en Gaas, og jeg veed saaledes ikke hvorvidt han vil lade det beroe paa dette isolerede Forsøg i Rigsdagen, eller om han vil bringe Sagen videre eller som det kaldes til andre Instancer, hvilket jeg vilde betragte som uheldigt; men det gaaer hermed som med saa meget Andet i Livet, hvilket man ikke kan faae til at gaae efter sit eget Hovede,s. 388det maa man saa forsøge at gjøre det bedst Mulige udaf. De veed at jeg aldrig har havt stor Tro til de i sin Tid givne Løfter og Forsikkringer, hvorimod De har tillagt disse mere Vægt, og jeg maa i den Henseende bemærke at jeg da jeg er forudindtaget lægger mere Vægt paa Deres Følelse end paa min egen; det er jo ikke umuligt at ved Hentydningen paa de tidligere Udtalelser Sagen atter kan komme paa Bane, men det forekommer mig dog klart givet efter den siden 1866 indhøstede Erfaring, at man ikke er tilsinds at lægge nogensomhelst Vægt paa et godt og fredeligt Forhold til Danmark og det er min Overbeviisning at for at en Forandring heri skulde blive mulig maatte saavel betydende personelle Forandringer finde Sted item en politisk Situation indtræde, i hvilken Nordtydskland ikke længere stod saa overmægtig ligeoverfor de andre europæiske Stater, men kunde komme til at frygte for at blive isoleret og staae fuldstændig alene, og i saa Fald bliver det endda et Spørgsmaal, om det ikke vil føle sig stærk nok til at modstaae et almindeligt Tryk, selv om dette kunde tilveiebringes. Der er mange Udtalelser af Enkelte der gjøre dette sandsynligt, men Talen om »at aldrig eller i de sidste 500 Aar har der ikke været saa mægtig en Mand som nuværende Konge af Preussen« ¹Det ses ikke, hvorfra Citatet er hentet.) synes at forudsætte at man ikke vil tage andet Hensyn end til sin »bon plaisir«; man faaer da trøstet sig med at dette ikke kan blive en permanent Tilstand, hvorvel den nu varer snart paa 4de Aar. — At Aviserne have travlt med at omtale Frankrigs Interesse for Artikel V samt med Paastande om at det nuværende Ministerium i Frankrige havde stillet sig mere udfordrende ligeoverfor Preussen vedrørende sidste Magts Forpligtelse til at opfylde Tractaten, da kan jeg ikke tænke mig det muligt at man taler herom naar man ikke vil handle, og jeg troer at Fred er fremfor Alt en Nødvendighed for Frankrige; vi have Intet hørt derfra soms. 389skulde give mindste Grund til at troe paa at det nuværende Ministerium vilde foretage Noget som kunde gjøre Freden tvivlsom; naar der engang gives sikker Leilighed skal jeg sende Copier af hvad der er bleven yttret i Paris, thi det har ikke noget Hastværk, fordi det ikke forandrer om end det modificerer lidt Situationen. Jeg veed nok at De troer paa preussisk Ærlighed navnlig fra Postbestyrelsens Side, og jeg er overbeviist om det Modsatte, saavel af indre Grunde fordi den slette Samvittighed altid maa føre til den Slags Kunster og fordi de enkelte Forsøg jeg har anstillet have overbeviist mig om Sandheden af min Formodning, endvidere synes Bismarcks egen Udtalelse i Breve til sin Kone, mens han var i Frankfort og hvor han gjentagende opfordrer Grevinden til ikke at skrive om Personalia, da Brevene blive læste, i en høi Grad at tale for min Formodnings Rigtighed. Jeg tænker herved paa Breve indført i »das Buch vom Grafen Bismarck«. ¹G. Hesekiel: Das Buch vom Grafen Bismarck.) — . . .

25*

Her er i de politiske Kredse ikke saa liden Bevægelse saavel i Anledning af Fæstesagen som af Regjeringens Beslutning om ikke at ville bygge et stort søgaaende Skib; den første Sag vil efter al Rimelighed ikke blive ført til noget endeligt Resultat, og den anden fordrer naturligviis Opgivelsen af en Deel national Illusion, der smerter at opgive, og derfor er det ønskeligt at det fornødne Snit skeer nu af os, og at vi navnlig ere kaldede til at stride imod den Galskab at ville concurrere med den nordtydske Flaade, thi det er dog fornuftigst at tage Reb i Seilene mens det endnu er Tid. — Skulde de amerikanske Millioner anvendes til slig Galskab da maatte de langt hellere blive hos Yankeerne. — . . .

C. E. Frijs.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortroligt
Wien, 19. Marts 1870.

Herr Greve.

Det er i dette Øieblik blevet mig meddeelt i største Fortrolighed, at Fyrst Metternich har indberettet, at det franske Cabinet for Tiden beskjæftiger sig med det nordslesvigske Spørgsmaal, og »muligt vil tage den Beslutning, at foreslaae en Conference, for at bringe Prager Fredens Artikel V i Udførelse«. Jeg formoder, at denne Meddelelse staaer i Forbindelse med de Skridt, som Deres Excellence omtaler i Depeche Nr. 2 af 19de f. M. ¹Utrykt.) at have paalagt Grev Moltke at gjøre ligeoverfor forventede Forslag fra Preussens Side, eller at saadanne ligge til Grund for den franske Regjerings ovennævnte Hensigter. Imidlertid have nogle Ord, jeg vexlede med Hertugen af Gramont igaar Aftes givet mig det Indtryk, at Spørgsmaalet ikke er bleven berørt af ham her, medens jeg af en noget markeret Tilbageholdenhed fra Grev Beust’s Side skulde kunne udlede, at han ønsker at undgaae al Anledning til at berøre samme for Øieblikket, og at det netop derfor turde være Gjenstand for pourparlers mellem Wien og Paris, og altsaa ved Fyrst Metternich som Mellemmand.

Jeg beder Deres Excellence foreløbigt ikke at lade Dem mærke overfor Baron Eder med, at De har modtaget førstmeldte Oplysning fra mig. Derimod vilde det være mig meget nyttigt at erfare, hvorvidt min Meddelelse stemmer med de Informationer, som Deres Excellence maatte have erholdt fra anden Side.

C. Falbe.

Depeche Nr. 10, modtaget 28. Marts 1870.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 21. Marts 1870.

Kjære Vedel! Endskjøndt vi berørte Quaades Beretning om Middagsselskabet hos Bismarck, ¹En saadan Beretning har ikke kunnet findes, rimeligvis er den givet i et nu tabt privat Brev. Sml. Nr. 671.) kom jeg dog ikke til at fremhæve hvad jeg synes ved denne havde Betydning og det er:

a) at det slesvigske Spørgsmaal atter kan være Gjenstand for Conversation imellem Benedetti og Bismarck endog om end spøgende under Quaades Paahør;

b) at B. forbeholder sig Terminen for Afgjørelsen. — De maa ikke heraf troe, at jeg troer at Spørgsmaalet vil være udsat for alvorlig Drøftelse i den allerførste Tid, men da dette træffer sammen med en mundlig Yttring af St. Ferréol at Stedet for slig Discussion, naar den maatte indtræde, vilde være enten Paris eller Berlin (Yttring der faldt sidste Torsdag), saa synes der dog heri at antydes en anden politisk Situation end der almindelig efter Yttringer i Blade antages; — det synes at antyde et Forsøg paa fra de 2 Concurrenters Side at gjøre et Compromis, en anden Sag er at jeg er overbeviist om at ligesom man ikke for nogle Maaneder siden kom til en Forstaaelse med Rusland, saaledes vil alene Bismarck profitere af dette Forsøg. — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortroligt.
Wien, 23. Marts 1870.

Herr Greve!

Mine ærbødigste fortrolige Meddelelser af 19de Dennes ²Trykt som Nr. 668 a.) seer jeg mig istand til at complettere derhen, at den franskes. 392Regjering ogsaa forhandler confidentielt med det storbritanniske Cabinet om Hensigtsmæssigheden af en Conferences Sammenkaldelse med Hensyn til Prager Fredens 5te Artikel. Ifølge private Informationer fra Paris skal Grev Daru have havt en alvorlig Samtale med Baron Werther i samme Anledning.

Idet jeg har taget som Udgangspunkt Cölner Zeitungs og Mémorial dipl.s seneste Efterretninger, har jeg forespurgt mig i Udenrigsministeriet om deres Begrundethed, men er bleven mødt med den største Reserve. Kun hvad den Mission angaaer, som tillægges Baron Stoffel, den franske Militair Attaché i Berlin, er det blevet mig forsikkret, at Grev Wimpffen paa det Bestemteste benægter, at hans Reise til Paris har havt noget politisk Formaal. Imidlertid er det bekjendt, at Baron Stoffel staaer i et intimt Forhold til Grev Bismarck, og det forsikkres mig fra anden Side, at Grev Bismarcks Bestræbelser virkeligt gaae ud paa, at udvirke Frankrigs Samtykke til den fuldstændige Incorporation af alle de mindre Stater indenfor Nordforbundet, imod Indrømmelser med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal og Tilsikkring om, at ville overholde Artikel 4 i Forhold til Sydtydskland. Det siges, at den franske Regjering ikke skal være uvillig, til at indrømme Grev Bismarcks Forlangende for alle de mindre Staters Vedkommende med Undtagelse af Sachsen, hvis Annexion vilde blive betragtet som en casus belli. Hvad Hessen angaaer, antager jeg, at Rusland vil tage sine Reservationer, og Grev Bismarck vil da sagtens, som Priis for sin Eftergivenhed paa disse to Punkter forlange, at man ikke tager det saa nøie med Nordslesvig.

Her seer man med Uro den Vending Sagerne tage, da de indre Complicationer og den tiltagende Agitation i Donaufyrstendømmerne og i de tyrkiske Provindser, Montenegro osv. lægge Beslag paa hele Regjeringens Opmærksomhed. Ruslands øiensynlige Deelagtighed i hine Agitationer, efterats. 393Preussen har slaaet Haanden af Fyrst Carl af Rumænien, gjør naturligviis Situationen saamegetmere kritisk.

C. Falbe.

Depeche Nr. 13.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 25. Marts 1870.

Kjære Vedel! Iforgaars da jeg meddeelte Andræ oppe i Landsthinget, at den aldeles nødvendige Følge af at St. Thomas Tractaten var faldet i Vandet maatte blive at Kongen udsendte en høitstaaende Mand med en Proclamation til Indvaanerne, der havde afstemt, bad jeg ham om at kunne opgive eller foreslaae mig et hertil passende Individ, hvilket han lovede, og da jeg ikke har modtaget nogen Oplysning fra ham er det faldet mig ind om han ikke selv kunde have Lyst ved en slig Leilighed til at see Øerne, der vilde da vindes den store Fordeel for Regjering og Stat at man kunde faae en kyndig Mands Skjøn eller Dom om der er Noget at gjøre for bemeldte Øers billigere og dygtigere Administration. Hvis De godhedsfuldt ved et Par Ord kunde underrette mig om Deres Dom om hvorvidt jeg her har dømt rigtigt, vilde det være mig kjært at modtage dette i Udenrigsministeriet Klokken 12¼. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 27. Marts 1870.

Kjære Quaade! Tak for Deres Brev af 24de, som jeg modtog her igaar og som opmuntrede mig i høi Grad, thi hvorvels. 394jeg ikke kan tillægge de spøgende Bemærkninger for Øieblikket nogen Vægt, som førende til et umiddelbart Resultat, veed De at der er een Side af Sagen nemlig at dette Spørgsmaal paa en for os tilfredsstillende Maade kunde discuteres i al Fredsommelighed og Forsonlighed, der for mig har den allerstørste Betydning, thi det er kun ad denne Vei at Retrocession faaer en stor Betydning og kan betragtes som noget Endeligt, men Arrangementet heraf vil forhaabentlig falde i Andres Lod, da jeg haaber een af Dagene, naar den endelige Hjobspost fra Amerika kommer, at kunne faae min Entledigelse; jeg havde hellere ønsket at kunne gaae efterladende Efterfølgerne denne Sag tilendebragt paa tilfredsstillende Maade, men dette laae nu ikke i vor Herres Bestemmelse. — Jeg er tidt ved at bande mine røde Kinder, thi Folk troe ikke at jeg er saa medtaget som jeg virkeligen er. — . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 28. Marts 1870.

Kjære Vedel! . . .Jeg har tilladt en Redacteur Lorentsen at søge mig i Ministeriet Klokken 3. . . .Jeg vilde bede Dem om at give mig nogle Oplysninger om Personligheden. —

Saavidt jeg erindrer var der en Herre af dette Navn Redacteur af en Avis i Kappel, som tildeels havde staaet i Forbindelse med Carl Plessen og skulde det være en Udsending fra ham vilde det være ret interessant at føle ham paa Tænderne; jeg beder Dem om at give mig hvad De veed enten skriftlig eller hvis De kan mundlig paa Veien ind til Ministeriet. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Godsejer N. Ahlmann til Rigsdagsmand H. A. Krüger.
Sdb. Ladegaard, 29. Marts 1870.

Kjære Ven!

. . .Jeg vedlægger en Artikel fra Dagbladet. ¹Findes nu ikke vedlagt. — »Dagbladet 25/3 1870 (Tillæg), som bringer en Artikel, der paa det bestemteste udtaler sig for, at de Underhandlinger, der plejes mellem Danmark og Preussen om Opfyldelsen af Pragerfredens § 5, af den danske Regering skal erklæres for endelig afbrudte. M. H. t. Værnepligtssagen finder Bladet, at det er i høj Grad uværdigt for den danske Regering at afslutte Overenskomster om specielle Spørgsmaal med den Magt, som vedbliver at bryde selve Fredstraktaten, som burde være Grundlaget for slige Overenskomster.) Du vil deraf see at dette Blad nu ligesom Fædrelandet tidligere udtaler sig for at Danmark skal afbryde Forhandlingerne med Preussen. Det vil glæde Dig at denne din længe nærede Anskuelse finder Tilslutning. Om Værnepligtssagen udtaler Artiklen sig jo meget maadeholdent, vist mere end Forfatteren vilde, hvis han ei troede derved at kunne skade. . . .

N. Ahlmann.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortroligt.
Wien, 5. April 1870.

Herr Greve!

Under en Samtale jeg idag havde med Baron Orczy i Udenrigsministeriet angaaende Ministerkrisen, bragte denne Samtalen hen paa det slesvigske Spørgsmaal, ved at sige mig, at han foranlediget ved mine tidligere Forespørgsler angaaende Oberst Stoffels formeentlige Mission, privat havde anmodet Grev Wimpffen, om atter at undersøge Sagen. Denne havde nu indberettet, at han havde forespurgt baades. 396hos Hr. Benedetti og Hr. v. Thiele, og at begge havde fragaaet, at Oberst Stoffel var reist til Paris i nogetsomhelst politisk Ærinde. Hr. v. Thiele havde ved denne Leilighed endvidere forsikkret, at den preussiske Regjering stedse beholdt Prager Fredens Art. V for Øie, ja alvorligt beskjæftigede sig med dens eventuelle Udførelse; men at det rette Øieblik endnu ikke var kommet. Grev Wimpffen havde imidlertid personligt faaet det Indtryk, at »det rette Øieblik« turde lade vente længe paa sig.

Denne Anskuelse bestyrkes ved den Artikel i Nordd. Allg. Zeitung, som Morgenbladene anmelde i vedlagte Telegram, og der i det ligeledes vedlagte Udsnit af »Neue freie Presses« Aftenblad characteriseres som »et Forspil til Afbrydelsen af den diplomatiske Forbindelse mellem Danmark og Preussen.« ¹Udklippene findes ikke vedlagt. Sml. Noten til Nr. 676.)

Efter den Maalestok, som Nordd. Allg.s officiøse Sprog giver for Troværdigheden af Hr. v. Thieles Forsikkringer angaaende Udførelsen af Art. V, tør man billigviis ogsaa bedømme hans Benægtelser angaaende Oberst Stoffels Ærinde. Den preussiske Regjerings Ønske, om at omgive Sagen med den største Hemmelighedsfuldhed, er ganske naturlig, og det er ikke første Gang, at Forhandlinger af den Natur mellem Keiser Napoleon og Grev Bismarck have kunnet skjules for de øvrige Cabinetter, indtil Virkningerne af dem vare indtraadte.

At dømme efter Hertugen af Gramonts Udtalelser, turde Tiden for Forhandlinger overhovedet være afsluttet, om end den stiltiende Vaabenhvile endnu ikke vil blive brudt i de næste fem eller sex Maaneder. Ifølge Rapporter, som jeg har havt Indsigt i, benægter Grev Bismarck med ligesaamegen Bestemthed, ja Skarphed i sine Udtryk, Frankrigs Competence, til at blande sig i Tydsklands Anliggender overhovedet, som Grev Daru, naar han udtaler sig om Pragers. 397Fredens nøiagtige Overholdelse fra Preussens Side som Betingelse for Fredens Vedligeholdelse.

Her mangler det heller ikke paa krigerske Symptomer, og det er især fra Ruslands Side, at man foruroliges. En af Grev Beusts væsenligste Præoccupationer under den nærværende indre Krise, er Krigsbudgettets rundelige Forsyning fra Delegationernes Side, og frygter han ved disses eventuelle Sammenkaldelse især de nu aftraadte Ministres, navnlig Giskras Opposition. Uagtet man alt kan forfølge den russiske Regjerings Forberedelser til et Felttog paa Østerrigs Østog Sydgrændse, antager man dog her, at den russiske Armee ikke vil være slagfærdig og bevæbnet efter de nyere Systemer inden et Aar, til hvilken Tid ogsaa de for dens Operationer nødvendige Jernbanelinier ville være fuldførte. Det turde derfor stemme med Hertugen af Gramonts Yttringer, at Frankrig agter at aabne Felttoget mod Preussen, hvis et saadant skulde blive nødvendigt, henimod Begyndelsen af næste Vinter, forinden Preussens sandsynlige Allierede endnu er rustet, og den preussiske Hær er henviist til dens nu noget forældede Bevæbning.

C. Falbe.

Depeche Nr. 15.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 6. April 1870.

Kjære Quaade! . . . Hvornaar jeg kan komme bort er endnu ikke givet, om før eller efter Rigsdagssessionen; det vilde have været lettere ifald Amerikanerne havde villet ratificere Traktaten, for mig at indgive min Demission, da dette var den eneste Grund der ifjor bevægede mig til at blive. — Jeg antager at det vil blive fuldt saa let for en kommendes. 398Regjering at underhandle med Preussen, thi Antipathi og Sympathi hos Individuerne pleier at være gjensidigt i Almindelighed. ... Tidt vil jeg savne min jevnlige Correspondance og deraf følgende Ideeudvikling med DHerrer Ministre, men dette saavelsom mit Samquem med Directeuren ville være Lyspunkterne i disse Aars Strid og Stræben, som, trods Forskjellen i min Alder, under mange Synspunkter for mig have en overordentlig Lighed med Skolegangstiden, og jeg nægter ikke [at jeg længes] usigelig efter atter at komme til at aande frit.

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 9. April 1870.

Kjære Quaade! . . . Det er naturligviis en trang Tid baade for Slesvigerne og for os, som maa see paa alle de Mishandlinger uden at kunne hjælpe, men Haabet om at denne Tilstand ikke vil blive vedvarende og at Forløsningstimen engang endelig vil slaae kan dog ikke opgives. For Øieblikket seer det vel ud som om Preussen var den eneste Magt med nogen Livskraft i det europæiske Samfund, men hvor stolt og uovervindelig stod ikke Napoleon I i sin Tid og hvor hurtigt gik det ned af Bakke, og Franskmændene meente dengang [at] have et civilisatorisk Kald til at lykkeliggjøre alle Folk med, ligesom Preusserne nu overalt ville indføre deres hohenzollernske Gud, forhaabentlig vil dette kun være en Overgang for at lære Nutidens Folk ikke [at] hengive sig alfor udelukkende til Materialismens Fordringer, men indsee at disse Goder kun ere det under Forudsætning af at man kommer til at arbeide for sig selv, og at denne Uleilighed ikke alene foretages til Gavn for Andre. Rigsdagen vils. 399faae en temmelig lang Ferie, fordi der i Paasken sandsynligviis vil blive at tage endelig Decision med Hensyn til nærværende Ministeriums Afgang og et nyt Ministeriums Dannelse, en saadan Barnefødsel er i Almindelighed forbunden med en Deel Besværlighed, men jeg haaber den dog lykkelig fuldbragt inden Mai Maaned saa at jeg kunde komme til at nyde Landlivet og ialfald maa den afgjøres umiddelbart efter Rigsdagens Slutning i de allerugunstigste Tilfælde. . . .

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 9. April 1870.

Jeg vil efter at have skrevet Dem til, da jeg modtager Morgenavisen, ¹»Nordd. Allg. Zeit.« bragte 5/4 1870 en Artikel (refereret i »Berlingske Tidende« 6/4 (jfr. den nærmere Bedømmelse af denne Artikel smstds. 9/4), i »Dagbladet« 7/4 s. A.), omhandlende dels Forhandlingerne i den danske Rigsdag om den mest hensigtsmæssige Indretning af Danmarks Søværn, dels Preussens Forpligtelser m. H. t. Pragerfredens § 5. Paa denne Artikel indeholdt »Köln. Zeit.« et Svar 6/4 s. A. (refereret i »Berlingske Tidende« 8/4, i »Dagbladet« 9/4 s. A.), hvori Ønsket udtales om, at den preussiske Regering snart vil skride til en saadan Udførelse af Pragerfredens § 5, at den »af hele Europa maa anerkjendes som ærlig« — ved at give Danmark Nordslesvig i sin Helhed tilbage. Herpaa svarede »Nordd. Allg. Zeit.« igen 8/4 s. A. med en Artikel, der indeholdt de af Grev Frijs refererede Ytringer (jfr. »Dagbladet« 9/4 og 11/4 s. A.).) som jeg veed De sjelden læser, underrette om følgende Telegram af 8de. Hamborg. »Nordd. Allg. Z.« imødegaaer Köln. Z’s. Artikel om Nordslesvig og bestrider den Paastand at Befolkningen kan tage Bestemmelse om Slesvigs Grændser. Bladet paastaaer at det alene tilkommer Preussen at bestemme, hvilke Districter af Slesvig der skulle forstaaes ved »de nordlige«, at Preussen kun har at staae Østrig til Ansvar i dette Anliggende, at der ikke bestaaers. 400nogen Retsforpligtelse for Preussen overfor Danmark, og at den politiske Interesse som Preussen troer at finde overfor Danmark ved en Afgjørelse falder bort, naar de Danske ikke ville modtage hvad Preussen anseer for muligt at give. — Det seer ud som en mise en demeure, og hele Skrivearten falder saa fuldstændig i Bismarcks afbrudte Maade at tale paa, at de Artikler uden Spørgsmaal ere dicterede af ham og saaledes pointere et af de sædvanlige Foraarsudbrud. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 9. April 1870.

Kjære Vedel! De vil have bemærket at jeg har tilføiet enkelte Rettelser, og hvad jeg egentlig meest har tilsigtet ved disse er deels at Artiklen ikke fik Carakteren af »officieus« deels at man virkelig lader som om man selv troer paa at den bemeldte fulminante Artikel umulig kan skrive sig fra Bismarck, — thi det følger af sig selv at vi ikke for nogen Priis kunne give os Udseende af at troe paa slig Skjændighed. ¹I »Berlingske Tidende« 12. April 1870 Nr. 86 findes den i Nr. 676 omtalte Artikel i »Nordd. Allg. Zeitung« behandlet i Lederen og tillige imødegaaet i en Artikel undertegnet D—d. Se ogsaa »Dagbladet« 12. April 1870 Nr. 86 og den franske Revue smst. 13. April 1870 Nr. 87.) — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 14. April 1870.

Jeg kan ikke undlade at sende Dem til Oplysning om Situationen et af Krygers seneste Producter til en Grosserers. 401Hansen her i Byen, hvor vanskeligt det end [er] at dechiffrere. »Jeg har funden mig foranlediget til at efterkomme hvad De under vor Samtale i Gaar Aftes søgte Dem nærmere oplyst om, nemlig, hvorvidt at de imellem D. og Preussen indledede ikke gaaende men staaende Forhandlinger i det nordslesvigske Spørgsmaal kan virke produserende(!) paa min Virksomhed her i Rigsdagen og mener jeg at det vil blive Dem klart naar jeg anfører at disse Forhandlinger hvortil Preussen i sin Tid tog Initiativet, aldrig fra Preussens Side har været oprettede(!) for at skulle føre til nogetsomhelst men at Preussen der ikke var tilsinds at slippe Noget af sit Bytte dog har troet at skylde sig selv den Forsigtighed, at maatte gjøre Et og Andet for dog ikke at staae altfor blot og aabenbare den intet gjorde for at efterkomme Pragerfredens Forpligtelse, han har altsaa paabegyndt disse Underhandlinger og Bismarck maa være vore D. dobbelt taknemmelig(!) for at Danmark er gaaet ind paa hans Forslag. De pleis ikke, der har i 2 Aar ikke væxledes 2 Ord; de ere altsaa staaende og det er netop det Bismarck ønsker og hvorfor? fordi at saalænge Forhandlingen ikke er formel og officiel afsluttede bestaae de endnu og noksaa længe kan disse og tjener disse til at beskytte Bismarcks Bytte for en eventuel Fare og navnlig for at blive anmodet inden en vis Frist at gjøre sin [Pligt] imod Nordslesvig, han vilde herimod vægre sig med disse Underhandlinger, han vilde kunne appellere til Europas Dom og sige, der seer I hvorledes man behandler os der har saadan en redelig Villie for at ordne Spørgsmaalet ad fredelig og fortrolig Vei men vore Bestræbelser ere ikke lykkedes endnu men Underhandlingerne fortsættes, og i en vis Henseende maa Bismarck faae Ret og Slesvig ¹Over Ordet Slesvig har Grev Frijs sat: ?) Uret. —

Naar jeg stiller en Interpellation i Salen og naar at denne blir understøttet og saa man troer nu maa der komme nogets. 402afgjørende, idet at Interpellationen er rettet paa at Bundescantzleren ved en høitidelig Declaration i Salen opfordres til at Hans Majestæt ikke agter at opfylde Pragerfreden og at den nordslesvigske Befolkning fra Dags Dato maa betragte sig som Kongen af Preussens definitive Undersaatter, aldrig bequemmere vilde Bismarck slaae Sagen til Jorden som ved i 2 Ord at erklære som Svar paa Interpellationen at han ingen Oplysninger kunde give til Huset om en Sag hvorom der svævede Underhandlinger med Udlandet. Og naar jeg vilde tye til Frankrig der har hjemlet Nordslesvig sin Ret ved § 5 og det slet passede Frankrige at gjøre sit Princip gjeldende, vilde da Svaret ikke ligge nær og at Udenrigsministeren vilde sige, hvor troer De at Frankrig, hvis Politik er Freden, kan eller tør overtage sig det Ansvar at gjøre min Indvending gjeldende i et saa stort og farligt Spørgsmaal, der tilmed søges ordnet ved de Forhandlinger, der længe have fundet Sted imellem Danm. og Preussen.

Seer De den beskyttede Hegn som Bismarck er dækket ved fra alle Sider.

25

Deres
H. A. Kryger.«

Mirabile visu! at den samme Mand og Parti som saa haardt har maattet bøde for Kryger, vedblivende vil beholde ham som Udenrigsminister (vid. Dagbladet), thi dette er egentlig hans Mening, og han har den faste Tro trods Alt hvad der er skeet at det saa vilde gaae bedre. Gud holde sin beskjærmende Haand over det lille Land, at det ikke skal geraade i Daarekisten. — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer. — Læsningen er paa flere Punkter meget usikker.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Confident.
Kjøbenhavn, 14. April 1870.

Dersom Nordd. Allg. Zeit. havde indskrænket sig til den første Artikel, i hvilken den udtalte sig om den preuss. Regerings Stilling til Danmark og Pragerfredens Art. V, vilde jeg ikke ganske have turdet benægte Muligheden af, at Grev Bismarck, saaledes som Hr. von Thile udtrykkelig har erklæret til D. H., ingen Deel havde i disse mærkelige Udtalelser, der da alene kunde ansees som Avisens egne Betragtninger. Men, hvad man end forresten vil dømme om den første Artikels Oprindelse, saa kan der dog næppe være den ringeste Tvivl om, at Bladet ikke vilde have kunnet fortsætte sin Polemik for stedse skarpere at udvikle sin Theorie, hvis Forbundscantsleren misbilligede denne og vilde have Preussens Forpligtelser opfattede paa en anden Maade, end Bladet søger at fremstille dem. Det er saaledes ikke muligt at dølge sig, at Nordd. Allg. Zeit, ved denne Leilighed har udtalt, hvad den preuss. Regering ønskede at see udtalt. Men hvad er Grev Bismarcks Hensigt hermed?

Ligefra den Tid, Forbundscantsleren i Nikolsburg saae sig nødt til at love Nordslesvigs Tilbagegivelse, har den preuss. Regering paa alle Maader søgt at komme bort fra denne Forpligtelse. Trods alle anvendte Bestræbelser blev Bestemmelsen imidlertid optaget i Pragerfreden, men den Omstændighed, at der intet bestemt Tidspunkt for Tilbagegivelsen var tilføiet, gav det første velkomne Paaskud til at opsætte Udførelsen af Artiklen. Senere da politiske Forhold syntes at giøre det betænkeligt ganske at ignorere dens Tilværelse, aabnedes vel de bekjendte fortrolige Forhandlinger, men ligesom Maaden, paa hvilken disse førtes tilfulde godtgjorde, at det ikke var den preuss. Begerings alvorlige Mening, at de skulde lede til noget positivt Resultat, saaledes viste der sig ogsaa snart uimiskjendelige Tegn paa, at Grev Bismarcks. 404lagde an paa at vælte Skylden for Forhandlingernes Afbrydelse over paa Danmark. Som det vil erindres, beklagede Forbundscantsleren sig til de andre Hoffer over, at den kgl. Regering, som han paastod det, viste Langsomhed og Mangel paa Iver under Forhandlingen. Det var mig imidlertid let ved Dato’erne at paavise, at den kgl. Regering altid med saa stor Hurtighed, som Sagens Vigtighed overhovedet tillod det, havde yttret sig om de forskjellige preussiske Forslag, og at det derimod var den preuss. Regering, hvis Svar stadigt lod vente paa sig. Grev Bismarck søgte nu ad en anden Vei at naae sit Maal ved at bringe Forhandlingerne til et Punkt, hvor det blev meget vanskeligt for den kgl. Regering ikke at erklære, at yderligere Forhandlinger paa en saadan Basis vilde være frugtesløse. Hvor ubilligt det end vilde have været at give den kgl. Regering Skylden for en Afbrydelse, der i Virkeligheden alene kunde tilskrives den pr. Regerings urimelige Fordringer, troede jeg dog omhyggelig at burde undgaae selv det fjerneste Skin af at have forstyrret en mulig Overenskomst og jeg svarede derfor paa en Maade, som ikke tillod Grev Bismarck at paaskyde, at den kgl. Regering havde afbrudt Forhandlingerne. Forbundscantsleren valgte nu at lade Sagen hvile og i over 2 Aar har han nu vedligeholdt sin officielle Taushed, maaskee i det Haab, at den kgl. Regering skulde giøre det første Skridt til en Gienoptagelse af Forhandlingerne, i hvilke den, træt af at vente paa en Afgiørelse, vilde vise sig villigere end før til at modtage de vilkaarlige Indskrænkninger og Betingelser, som det maatte behage den preuss. Regering at tilføie Opfyldelsen af den traktatmæssige Forpligtelse. Men ogsaa dette Forsøg er forblevet frugtesløst. De danske Nordslesvigere have ikke tabt Modet, Europa har ikke glemt Pragerfreden og den kgl. Regering har ikke giort Mine til at ville fravige, hvad den engang har erklæret for at ansee som sin ufravigelige Pligt at fastholde.

26*

Det vilde være i fuld Overensstemmelse med den saaledes i mere end 3 Aar fulgte Taktik, om Grev Bismarck nu troedes. 405at Øieblikket var kommet for ham til endelig at befrie sig for et Spørgsmaal, som allerede bereder Preussen Forlegenheder og under givne Forhold kunde blive farligt. Den russiske Regerings Organ le Nord har med Rette henledt Opmærksomheden paa det mærkelige Sammentræf, at N. A. Z. har aabnet sin Polemik netop i et Øieblik, da de østerrigske Forfatningsforhold mere end nogensinde før befinde sig i en Opløsningstilstand, og da indre Vanskeligheder synes at maatte optage den franske Regerings hele Opmærksomhed.

Disse Forudsætninger lede mig til i N. A. Z.s Artikler nærmest at see et Forsøg paa at sondere den offentlige Mening i Europa, for at den preuss. Regering derefter med større Sikkerhed kan afgjøre med sig selv, hvilket Skridt den maa ansee det for rigtigst at tage i Sagen. Nærmest synes N. A. Z.s Udtalelser at antyde, at Grev Bismarck kunde ville overskjære Vanskeligheden ved at erklære Art. V for at være bortfaldet. Men hvormeget en saadan eensidig Declaration fra Preussens Side end kunde smigre den tydske nationale Følelse, fordi den vilde være det første Skridt til positivt at bryde Pragerfreden og den aabent vilde trodse Udlandet, forekom dog netop denne Omstændighed mig at giøre det lidet sandsynligt, at Grev Bismarck skulde ville vove et saa betydningsfuldt Skridt. Thi der kan næppe være nogen Tvivl om at forskjellige Stormagter vilde protestere mod et saadant formelt Brud, og disse Protester vilde i alt Fald være tilstrækkelige til at hindre at Spørgsmaalet endelig kunde ansees som bortfaldet. Den eneste Virkning vilde altsaa let kunne blive, at den alm. Mistro mod Preussen voxede i en betænkelig Grad overalt, og at det blev meget vanskeligt for den preuss. Regering at gienoptage Sagen, dersom muligvis Omstændighederne engang maatte giøre det ønskeligt for Preussen at ordne den paa en venskabelig Maade med Danmark. Som D. H. seer, tænker jeg mig ikke den Mulighed, som Kreuzzeit. ganske vist nylig har antydet, at Preussen kunde blive enig med Østerrig om en formelig Ophævelse afs. 406Art. V, thi jeg er ikke istand til at indsee, ved hvilke Fordele Grev Bismarck skulde kunne kjøbe et saadant Samtykke af Wiener-Cabinettet.

Jeg er derfor langt mere tilbøielig til at tillægge de omtalte Artikler den Hensigt at forlange det Mere for at opnaae det Mindre, med andre Ord at forberede ikke en Declaration som det ovennævnte men en ny Forhandling i hvilken den preuss. Regering, under Trudsel om i Tilfælde af Afslag fra vor Side at ville erklære Art. V for ophævet, agter at stille den kgl. Regering et Ultimatum. Jo skarpere Trudslen fremsættes, desto mere kunde den antages at ville giøre den danske Regering tilbøielig til at føie sig og desto mere haaber man muligvis ogsaa i Berlin at kunne bringe de andre Magter til at anvende deres Indflydelse her, for at en i sin Form frivillig Overenskomst mellem Preussen og Danmark skal fjerne de spændte Forhold i den alm. europæiske Politik, som nødvendigvis vilde følge af at Preussen udførte sin Trudsel. — Dersom denne min Formodning maatte vise sig rigtig, vilde den kgl. Regering altsaa eventuelt kunne see sig udsat for den Fare, som jeg længe har frygtet, nemlig at man fra forskjellige Sider vil søge at udøve et Tryk ¹Indskud med Grev Frijs’ Haand.)i den almindelige Freds Interesse ¹Indskud med Grev Frijs’ Haand.) for at bringe os til at lade os nøie med en større eller mindre Deel af Nordslesvig, ²Indskud med Grev Frijs’ Haand.)hvad enten denne Retrocession er os til Gavn eller til Skade ²Indskud med Grev Frijs’ Haand.). Mine Tanker om dette Spørgsmaal ere D. H. tilstrækkelig bekjendte. —

Det er muligt, at den saavidt jeg veed, eenstemmige Misbilligelse, som N. A. Z.s Udtalelser have mødt udenfor Tydskland, vil forandre Grev Bismarcks Hensigter og at Resultatet saaledes kan blive, at Alt igjen synker tilbage i den tidligere Ro idetmindste for nogen Tid. Men hvad enten det Ene eller det Andet skeer, er det nødvendigt at den kgl. Regering med yderste Opmærksomhed følger Grev Bismarckss. 407Bevægelser i den slesvigske Sag under de nuværende Forhold og jeg veed at D. H. ufortøvet vil meddele mig Alt, hvad der i denne Henseende kan frembyde nogensomhelst Interesse. Ligeoverfor de fremmede Gesandter vil D. H. ikke undlade at giøre det klart, at der her aldeles Intet er foregaaet eller yttret, som kunde give Anledning til den Mistro, som Preussen giver sig Mine af at nære til vore Hensigter, og iøvrigt have Aviserne — navnlig en Artikel under Mærket D—d. i Berl. Tid. for Tirsdag og en fransk Artikel i Dagbladet for igaar ¹Se Noten til Brev fra Grev Frijs til P. Vedel 9/4 1870. Nr. 677.) — saa udførligt belyst det Paaskud, som N. A. Z. søger at benytte, at jeg ikke kan tilføie Noget dertil. Men iøvrigt veed jeg for Tiden intet Andet at anbefale D. H. i Deres Samtaler med Deres Colleger i Berlin end fremdeles af al Magt at fremhæve Nødvendigheden af at Als og Dybbøl tilbagegives Danmark ligesaavel som Haderslev og Aabenraa, dersom man vil opnaae en tilfredsstillende og retfærdig Opfyldelse af Pragerfreden.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 3.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 14. April 1870.

Preussen synes at ville indbringe Forslag her med Udelukkelse af Frankrig. Bunden ved Depechen Nr. 2 ²Utrykt Depeche Nr. 2 fra Grev Frijs til Falbe af 19. Februar, skreven umiddelbart efter den som Nr. 660 trykte af s. D. Grev Frijs underretter der Falbe om sin Depeche til Moltke-Hvitfeldt af 12. Februar (trykt som Nr. 659), men paalægger ham ikke overfor Grev Beust eller Hertugen af Gramont at lade sig mærke med, at han kender noget til Sagen.) beder jeg om nye Instruxer og Informationer.

Falbe.

Chiffertelegram, indleveret i Wien 14. April 1870 Kl. 11.59 Form., modtaget 15. April.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 14. April 1870.

Af D. H.s forskjellige Depescher, navnlig Nr. 10, 13 og 15 ¹Af 19. Marts, 23. Marts og 5. April 1870, trykt som Nr. 668 a, 669 a og 673 a.) har jeg seet, at man i diplomatiske Kredse i Wien opfatter saavel den alm. politiske Stilling i Europa som ogsaa det slesvigske Spørgsmaals nuværende Tilstand paa en ganske anden Maade end jeg af Beretninger andetsteds fra har Anledning til at antage for den rigtige.

Intet synes saaledes at bestyrke de krigerske Udsigter, som Hertugen af Grammont har omtalt til D. H. og langt fra at bære Præget af kun at være en 5 til 6 Maaneders Vaabenhvile forekommer den nuværende Tilstand i Europa mig meget mere at antyde, at der ikke er nogen Regering, som kan og vil tænke paa at bryde Freden, naar ikke ganske særegne og tvingende Grunde uformodentlig skulde giøre det nødvendigt. Forsaavidt navnlig Rusland nævnes som en Magt, der skulde beskjæftige sig med Tanken om en Krig, synes denne Mistanke at være fuldstændigt ubegrundet, saameget mere, som det neppe vil være muligt at paavise nogen Interesse for Tiden, der kunde tilraade den keiserl. Regering at forøge sine indre Vanskeligheder ved ydre Complicationer. At ikke destomindre Østerrig søger at holde sin Hær i en saa kampdygtig Stand som muligt, beviser efter min Mening kun, at Grev Beust maa ønske at sikkre sig ogsaa ligeoverfor uformodede Eventualiteter.

Ligesaalidet troer jeg paa, at den franske Regering skulde tænke paa for Tiden at ville bringe en Conference istand angaaende det nordslesvigske Spørgsmaal, endsige at den skulde forhandle med Østerrig og England derom. Jeg har al mulig Grund til at være tilfreds med den Maade, paa hvilken Grev Daru udtaler sig til den kgl. Gesandt i Paris om Sagens. 409og navnlig ogsaa med den Redebonhed som han har viist ved strax at gaae ind paa det Forslag, som det vil være D. H. bekjendt at jeg gjennem Grev Moltke for nogen Tid siden har giort ham. Men ligesaa aabent og bestemt har han samtidigen dermed ogsaa erklæret, at for Tiden kunde hverken de alm. europæiske Forhold eller de indre franske Forfatningsreformer tillade ham at giøre Mere end med Opmærksomhed at følge det nordslesv. Spørgsmaals Udvikling. — ligeledes er det ikke forunderligt, at Aviserne have kunnet tillægge Baron Stoffels ¹Fransk Militærattaché i Berlin.) Reise en politisk Betydning, men der [er] ingen Grund til dennegang at mistroe de Forsikkringer, som fra alle Sider paastaae, at den franske MilitærAttaché ikke har havt nogetsomhelst politiskt Hverv. Det hele Rygte om at Grev Bismarck skulde sætte nogen særdeles Priis paa en formelig Mediatisation af nogle Smaastater, der allerede faktisk ere incorporerede i Preussen, hører ganske vist til dem, som man maa lægge Mærke til, men det forekommer mig dog altfor usandsynligt til at det skulde fortjene nogen Tiltro. Heller ikke fra denne Kant tør jeg altsaa vente at der vil aabne sig nogen Udsigt til at Preussen skulde vise sig mere villig end før til at løse det nordslesvigske Spørgsmaal.

De Artikler, som nylig ere fremkomne i N. A. Z., synes snarere at tyde paa ganske andre Hensigter hos den pr. Regering. Jeg takker D. H. for den indsendte Coupon af »Tagespresse«, ²Indsendt med utrykt Depeche Nr. 17, indeholder en skarp Dadel af Bismarcks Stilling til Art. V.) der saameget mere har interesseret mig, som den vel tør antages at udtale Grev Beusts Anskuelser. Det er unødvendigt for mig at anmode Dem om leilighedsvis at oplyse saavel Rigskantsleren som Deres Colleger om at her Intetsomhelst er foregaaet eller sagt, der i mindste Maade kunde give den preuss. officiøse Tidende Anledning til disse mærkelige Udtalelser og om de ovennævnte Artiklers øvriges. 410Indhold kan jeg henvise Dem til de Gjendrivelser, som ere fremkomne i Aviserne, navnlig tør jeg henlede Deres Opmærksomhed paa en Artikel i Berl. Tid. for i Tirsdags under Mærket D—d og paa en fransk Artikel i Dagbladet for igaar.

Hvor beleiligt end Øieblikket maatte forekomme Grev Bismarck til at vove et nyt Skridt mod det Maal, som han længe har arbeidet hen imod, nemlig at unddrage sig Opfyldelsen af Pragerfredens Art. V, saa kan jeg dog ikke troe at han virkelig skulde have Mod til formeligt at erklære at Preussen ikke længere betragter denne Artikel som bindende for sig. Thi selv de europ. Magter, som ikke indsee Vigtigheden ogsaa for den alm. politiske Stilling af at det slesv. Spørgsmaal løses paa en med Retfærdighed stemmende Maade, maatte i alt Fald i en saadan aaben Ophævelse af en af Pragerfredens Artikler see en Handling, der i sine Følger vilde berøre ogsaa alle de andre Restemmelser i denne vigtige Traktat, thi med samme Ret, Preussen nu slog en Streg over Art. V, vilde Sydtydskland ved given Leilighed kunne incorporeres i det nordtydske Forbund. Men uagtet jeg saaledes, idetmindste ikke endnu, kan troe at Grev Bism. virkelig skulde have til Hensigt at udføre den Trudsel, som N. A. Z. har fremført, er dog Situationen i det Hele saa alvorlig at det er nødvendigt at vi med yderste Opmærksomhed vogte paa ethvert Skridt af den preuss. Regering som kan have noget Hensyn til vort Spørgsmaal og navnlig vil D. H., selvfølgelig med den yderste Forsigtighed, lægge Mærke til ethvert Tegn, der kunde tyde hen paa, at den pr. Regering søgte at vinde den øst. Regering for sine Anskuelser og Ønsker i denne Sag.

Baron Eder er for nogle Uger siden ankommet hertil. Da han ikke har givet mig nogensomhelst Anledning har jeg selvfølgelig ikke søgt til ham at berigtige den Misforstaaelse, som min Samtale med Grev Paar ved dennes Afreise havde fremkaldt. Jeg er overbevist om at D. H. tilfulde har oplyst Grev Beust om Sagens rette Sammenhæng og jeg har saaledess. 411ingen Grund til fra min Side at provocere en Udvexling af Anskuelser, som Baron Eder synes at have Instruction til at søge at undgaae.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 3.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 15. April 1870.

Tak til Beust i Overensstemmelse med Nr. 2, men nævn ikke Moltkes tidligere Henvendelse derom til Daru. Meddeel Grammont Deres Formodning om at Preussen vil forbigaae Frankrig.

Frijs.

Afskrift med P. Vedels Haand (indlagt i Depeche fra Wien Nr. 21, 16. April 1870) til Chiffertelegram indleveret 15. April 1870 Kl. 6 Eftm.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 16. April 1870.

Den preussiske Regering lader til, hurtigt at ville lade Handlingen følge paa Ordet. Idetmindste har jeg iforgaars Aftes modtaget følgende Telegrafdepesche fra den kgl. Gesandt i Wien: »Preussen synes at ville indbringe Forslag her, med Forbigaaelse af Frankrig«. Jeg maa herefter antage, at Grev Bismarck paatænker at stille den kgl. Regering et Ultimatum, men at han forinden vil sikkre sig, at de i dette Ultimatum indeholdte Forslag af Preussens Medcontrahent erkjendes for at være en fuldstændig Udførelse af Pragerfredens Art. V, for at han da senere, naar den kgl. Regering maatte erklære sig ude af Stand til at modtage de gjorte Tilbud, kan erklære, at under disse Omstændigheder maatte den ovennævnte Artikel være at betragte som endelig bortfalden.

s. 412Der er naturligvis ingen Tvivl hos mig om at de Forslag, som Preussen for Tiden kan ville giøre os, ere af en saadan Natur, at de ikke kunne modtages af den kgl. Regering, og paa den anden Side er det mig ligesaa klart, at det vil falde den øst. Rigskantsler meget vanskeligt at fastholde en retfærdig Fortolkning af Pragerfreden, efterat han i sin bekjendte Depesche til Grev Wimpfen af 1. April 1868 baade har acquiesceret ved Preussens Paastand om at Als og Dybbøl skulle vedblive at være preussisk Eiendom og har erkjendt Hensigtsmæssigheden af Garantier. Naar hertil kommer at de øster. Forfatningsforviklinger for Øieblikket rimeligvis lægge udelukkende Beslag paa Grev Beusts Opmærksomhed, seer jeg kun altfor megen Grund til at befrygte, at Grev Bismarcks Bestræbelser i Wien ville krones med Held, dersom ikke det øst. Cabinets Modstandskraft styrkes fra andre Sider.

Jeg har strax telegraferet til Kmh. Falbe, ¹Sml. Nr. 680 a.) at han skal tale med Grev Beust og i Overensstemmelse med den Instr. der, som D. H. bekjendt, under 19. Februar ²19. maa være en Fejlskrift for 12.; der findes intet Spor til nogen Instruks af 19. Februar, og den ubrudte Nummerrække tyder paa, at der menes den som Nr. 659 trykte Instruks af 12. Februar. Sml. S. 417, hvor der tales om Instruksen til Moltke-Hvitfeldt af 12. Februar.) afgik til Grev Moltke, gjøre Rigscantsleren opmærksom paa, at vi troe at kunne vente, at Østerrig ikke vil binde sig ved nogen Fortolkning af Art. V, uden forinden idetmindste at have givet den kgl. Regering Leilighed til at yttre sig derom. Destoværre kan jeg imidlertid ikke smigre mig med, at denne Opfordring vil udøve nogen synderlig Indflydelse paa Sagens Gang. Vigtigere vilde det være, hvis vi kunde vente nogen stærk og hurtig Bistand fra Paris og Petersborg. I min Telegrafdepesche til Kmh. Falbe har jeg tilføiet, at han skulde meddele Hertugen af Gramont sin Formodning om Preussens Hensigter. Jeg haaber nemlig at den franske Gesandt,s. 413hvis han ikke allerede har gjort det, strax vil telegrafere derom til sin Regering. Endvidere sender jeg idag Grev Moltke en Instruction, som D. H. vil finde vedlagt min Depesche Nr. 5. ¹Trykt som Nr. 684.) Hvad Petersborg angaaer, er det mig bekjendt, at Baron Mohrenheim iforgaars har sendt Depescher til sin Regering, i hvilke han væsentligen udtaler sig paa samme Maade som jeg i min Depesche af 14de d. M. Nr. 3 ²Trykt som Nr. 679.) har fremstillet Dem min Opfatning af Stillingen. Navnlig forudsaae Hr. von Mohrenheim Muligheden af, at Preussen kunde søge at vinde Østerrig for sine Hensigter, og da jeg igaar har meddeelt ham, at jeg har Grund til at troe, at denne Formodning snart kunde vise sig begrundet, tør jeg antage, at han strax har tilføiet sin Depesche et telegrafisk Supplement. Dernæst har jeg tilskrevet Kmh. Vind fornævnte Depesche Nr. 5 vedlagte Instruction, som imidlertid efter den Maade, paa hvilken den russiske Regering altid har stillet sig til Spørgsmaalet om Als og Dybbøl væsentlig maa indskrænke sig til at anbefale vor Sag til det russiske Cabinets Forsorg.

Hvad D. H. selv angaaer, maa jeg for Tiden indskrænke mig til at anbefale Dem med Opmærksomhed at følge ethvert Spor som maatte kunne oplyse Dem om Stillingen, og iøvrigt paa passende Maade at virke paa d’Hrr. Benedetti, Oubril og Wimpffen. De Motiver, der nærmest maae antages at kunne virke hos de Regeringer, som disse Gesandter repræsentere, ere foruden Hensynet til Danmark, der navnlig for Rusland bør være af Betydenhed, dels den Betragtning at naar først engang Pragerfredens Art. V kan forandres og mere eller mindre bortfortolkes af de 2 Paciscenter, kan Art. IV ³I hvilken Kejseren af Østrig godkender Nyordningen i Tyskland, hvorved Østrig udelukkes, og det nordtyske Forbund dannes.) let gaae samme Skjæbne imøde, dels den preussiske Regerings sædvanlige Taktik, at betale en virkelig og s. 414øieblikkelig Fordeel med ubestemte Løvter, som den senere med stor Dygtighed forstaaer at unddrage sig. Det var ved dette Middel, at den i 1866 opnaaede Frankrigs velvillige Neutralitet, som den senere gjengjældte med at erklære sig ude af Stand til at realisere de ubestemte Fordele, som den havde stillet Keiser Napoleon i Udsigt. For Tiden seer jeg at N. A. Z. tilsyneladende med stor Iver udtaler sig mod de russiske Østersøesprovindsers separatiske Tendentser, men jeg nærer ingen Tvivl om at hvis Rusland lader den preuss. Magt frit udvikle sig, vil den pr. Regering ikke betænke sig paa at tale et ganske andet Sprog i det ovenomtalte Anliggende, naar Øieblikket dertil er kommen. Paa samme Maade vilde Grev Bismarck vistnok ogsaa vide at holde de Løvter, ved hvilke han formodentlig dennegang søger at lokke Østerrig til andengang at begunstige den preuss. Politik ligeoverfor Danmark.

Koncept med. P. Vedels Haand til Depeche Nr. 4.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 16. April 1870.

Kjære Vedel! Selv om Villien maatte være tilstede, vil det ikke blive muligt at reconstruere sig; — jeg vil være tilbage fra min Tour lidt efter Klokken 5 og ønskede gjerne at tale et Par Ord med Dem enten iaften eller imellem 5 og 6 naar dette bedre maatte convenere Dem. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 16. April 1870.

Kjære Quaade! Jeg kan ikke lade Kjætting reise uden at takke Dem for Deres Brev, ¹Er ikke bevaret.) som jeg modtog i dette Øieblik da jeg kom hjem fra en Sneppejagd; De kan troe at jeg er nok saa trykket som De af den nuværende Situation, men Haabet opgiver jeg aldrig. Jeg har Vanskeligheder over al Beskrivelse, veed ikke om jeg kan fortsætte den nuværende Virksomhed, men skeer det da er det væsentligst fordi jeg bilder mig ind at der ikke let vil kunne findes Nogen i Øieblikket paa hvem i Modgang de Ord flector non frangor bedre passer og dette fordrer Situationen hovedsagelig; dette har været mig lettet i en overordentlig Grad ved Vedels og Deres Bistand i den Retning; lad Dem dog for Alt i Verden ikke afficere af Krygers Vanvid og Dagbladets ²I den franske Revue i »Dagbladet« for Onsdag 13. April 1870 antydes det, at Preussen med Rette frygter Danmark som Fjende, saalænge Art. V er uopfyldt; smst. findes omtalt Krügers Forslag om at tilføje til Straffeloven, at Straf m. H. t. Undertrykkelse og Forfalskning af offentlige Dokumenter bringes i Anvendelse ved Art. V, og at det betragtes som Rlasfemi at paakalde Guds Navn i en Traktat, man ikke agter at udføre, hvorfor Embedsmænd, der gør sig skyldige i dette, skal fjernes. »Det er Anklager, for hvilke ingen anden Forsamling end den i Rerlin vilde udsætte sig to Gange.« I en dansk Artikel i samme Nr. paavises det frugtesløse i Danmarks Holdning, det bemærkes, at Quaade er bjergtagen af Bismarck og det mægtige Preussen, og Krügers Klage over ikke blot at have Tyskland men ogsaa Danmark imod sig citeres; Regeringen opfordres til at føre en ændret Politik overfor Preussen.) Vaas, det Første skader os, men jeg troer snarere at det Sidste er til Gavn for Sagen, thi det sees da hvor Maadeholdet findes. Undskyld dette Hastværk men jeg kunde ikke undlade at sende Dem et Par Ord.

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Copenhague, 16 avril 1870.

M. le Comte.

Les récens articles du journal officieux du Cte de Bismarck m’avaient fait pressentir qu’il pouvait bien vouloir tâcher de tirer profit du moment actuel et des graves difficultés intérieures dans lesquelles se débattent la France et l’Autriche, pour en finir d’un coup décisif avec cet article V du traité de Prague qui depuis long temps pèse si lourdement sur le gouvt. prussien. Mes soupçons viennent d’être confirmés plus tôt que je ne l’avais cru moi-même, car une dépêche télégraphique du ministre du roi à Vienne m’a mandé avant hier que »la Prusse paraît vouloir soumettre au cabinet autrichien des propositions, sans tenir aucun compte de la France«. ¹Falbes Chiffertelegram af 14. April 1870, trykt som Nr. 679 a.) Si M. Falbe ne s’est pas trompé dans ces prévisions, les intentions du Cte Bism. commencent donc à se dessiner clairement. Il veut, selon moi, se concerter avec l’Autriche sur une interprétation restrictive de l’art. V et il espère obtenir l’assentiment de sa partie contractante, pour que d’un côté l’île d’Als et le Sundeved soient exclus d’une rétrocession éventuelle, et que de l’autre côté des garanties soient demandées en faveur des quelques Allemands, qui habitent le Nord Slesvig. L’accord une fois établi avec le cabinet de Vienne sur cette base, le comte de Bism. s’empressera d’adresser au gouvt. du Roi une proposition formelle, qualifiée d’ultimatum en ajoutant qu’elle est à prendre ou à laisser, et pour le cas où le gouvt. danois se déclarera dans l’impossibilité d’accepter une solution qui probablement compromettrait l’avenir du pays entier, le chancelier de la confédération lancera sans retard une déclaration qui supprimera formellement un article de traité, dont il prétendra que l’accomplissement est devenu impossible à cause du refus obstiné du Danemark d’accepter s. 417des offres, reconnues satisfaisantes par la puissance qui seule serait en droit d’interpréter avec la Prusse le traité de Prague et d’en exiger l’exécution. Il se peut toutefois que M. de Bismarck ne mette pas tant de formes à en arriver au but qu’il poursuit depuis si long temps, car sa hardiesse sera proportionnée à la grandeur des préoccupations qui empêchentles autres cabinets de suivre les évolutions de sa politique envahissante.

Que pourrions nous faire dans des conjonctures pareilles, pour parer le coup que le comte de Bism. se dispose à nous porter?

Si le comte Daru était encore à la tête des Affaires étrangères de la France, la manière sympathique dont il s’est toujours prononcé devant vous à l’égard du Danemark, l’importance qu’il attachait à ce qu’il ne fût pas permis à la Prusse de violer le traité de Prague au gré de ses intérêts, la promesse formelle qu’il vous a donnée lorsqu’en conformité de mes instructions du 12 février, ¹Trykt som Nr. 659.) vous lui avez demandé d’empêcher qu’un accord ne se fît à notre insu entre la Prusse et les autres puissances au sujet de l’interprétation de l’art. V — toutes ces circonstances auraient été pour moi une garantie que le gouvt. français ne manquerait pas d’exercer son influence à Vienne en notre faveur. Mais je vous avoue, Monsieur le Comte, que la retraite du comte Daru dans ce moment-ci ²Daru gik af som fransk Udenrigsminister 13. April 1870 og blev afløst af Hertugen af Gramont.) me paraît un grand surcroît de malheur, et ce ne sera pas de trop de toute notre fermeté pour tenir tête à un concours de circonstances aussi fâcheuses. Il faut donc tenter tous les efforts pour contrecarrer les desseins du Cte Bismarck et je suis convaincu que vous n’épargnerez aucune peine pour rendre ce résultat possible.

J’ai déjà donné l’ordre à M. Falbe ³Trykt som Nr. 680 a.) de communiquer ses s. 418soupçons au duc de Grammont, pour que ce ministre en avertisse son gouvernement. Ainsi j’espère vous avoir préparé la voie, lorsque vous chercherez une entrevue avec le ministre des Aff. étr., pour lui parler de ces éventualités dont vous direz avoir reçu des avis de Vienne, sans être à même toutefois d’en garantir l’exactitude, mais qui vous paraissent assez probables et sur lesquelles vous présumez que le gouvt. imp. sera mieux instruit que vous. Après cette introduction vous expliquerez au ministre le sens de la promesse que M. le Cte Daru vous avait faite dans vos entretiens avec lui au sujet de ma dépêche Nr. 4, et vous exprimerez le désir que le duc de Grammont reçoive aussi tôt que possible des instructions pour agir conformément à ces promesses.

27

Si, comme je le présume, le ministre se montre disposé à s’entretenir plus longuement avec vous sur la question slesvigoise, je vous prie de saisir cette occasion pour l’éclairer sur les points principaux que je crains qu’il n’ait envisagés sous un point de vue peu favorable pour nous. Vous connaissez si complètement tout ce qui regarde la question de la délimitation et celle des garanties demandées par la Prusse, que je n’ai pas besoin de rien ajouter à ce sujet. Mais il y a en outre trois considérations, sur lesquelles je vous prie surtout de fixer l’attention du ministre.

1° L’art. V du traité de Prague n’est signé que par la Prusse et l’Autriche, il est vrai; mais l’insertion de cet article est, d’après la déclaration faite en plein parlement prussien par le comte Bism., exclusivement due à la demande de la France. Ensuite cet article fait partie intégrante du traité de Prague qui a été accepté par l’Europe entière, lorsque les puissances européennes ont reconnu le nouvel ordre de choses créé par ce traité. Enfin la Prusse elle-même a officiellement porté à la connaissance du gouvt. du Roi rengagement qu’elle avait pris de rétrocéder au Danemark la partie septentrionale du Slesvig. Pour toutes ces raisons il ne saurait plus appartenir à la Prusse de supprimer ou de s. 419mutiler cette promesse, quand même l’Autriche trouverait de sa convenance d’y prêter les mains.

2° Supprimer ou mutiler l’art. V constituerait non seulement une violation de la justice, de la foi des traités et du principe de nationalité, mais ce précédent battrait en brêche tout le traité de Prague; et si à cette occasion le gouvt. pruss. pouvait mettre de côté l’art. V, du même droit il ne manquerait pas de se regarder comme délié de tous les autres engagemens qu’il a contractés dans ce même traité, et aucune puissance ne saurait en bonne logique trouver à redire à l’incorporation de l’Allemagne du Sud, si au préalable l’Europe avait tranquillement assisté à cette nouvelle injustice contre le Danemark.

3° Il ne s’agit pas de fixer une frontière, car le traité s’en rapporte aux populations elles-mêmes pour décider de leur sort par un vote librement émis. Nous ne faisons que demander l’application simple et sincère de ce principe sur lequel le gouvt. impér. lui-même est basé et qu’il a inauguré dans le droit des gens moderne en même temps qu’il l’a fondé dans le droit public de la France.

Voilà M. le Comte, les arguments que je vous prie de faire valoir de la manière la plus efficace et la plus convenable. Mais je le répète, nous n’en sommes encore qu’aux conjectures quant aux intentions présumées de la Prusse. Le fait me paraît plus que probable, il est vrai, mais rien n’est positivement constaté à l’heure qu’il est. Je vous prie donc de vous y prendre avec la plus grande circonspection, en même temps que vous aurez soin pourtant de ne pas laisser perdre un temps précieux, pendant lequel il sera peut-être encore possible de parer le coup, dont le gouvt. prussien semble nous menacer.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 5.

27*

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 17. April 1870.

Kjære Vedel,

Jeg har allerede idag, skjøndt forgjæves, søgt at følge det Vink, Deres Meddelelse af iforgaars giver; naturligviis ikke forat faae Meer at vide thi dette kan jeg jo vente imorgen, men for, om fornødent, ingen Tid at spilde med at advare den blandt dem som skulde udelukkes, som befinder sig her. ¹Sml. Nr. 681. ) .. .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Redaktør C. S. A. Bille til Rigsdagsmand H. A. Krüger.
»Dagbladet«s Redaction Kjøbenhavn, 17. April 1870.

Kjære Ven!

Jeg har modtaget Resten af Deres Brev; som jeg havde læst Begyndelsen med levende Interesse og Beundring, saaledes har Slutningen bevæget mig dybt. Efter Aftale med Lehmann samles paa Onsdag med ham og mig: Hall, Krieger, Clausen, Madvig, Ploug, Klein, Adler; vi ville i Forening overlægge Sagen og give Dem efter Samraad en saadan Udtalelse, som De ønsker. Forinden søger jeg David — i Eftm. var jeg hos ham, men traf ham ikke — og stræber at faae ham til endnu et Skridt hos Frijs for at faae denne til at erklære Underhandlingerne for afsluttede; netop nu, da han rimeligviis paa Grund af den nordamerikanske Historie gaaer af, skylder han at gjøre dette Skridt og derved befrie sin Efterfølger for en høist byrdefuld Arv. Det bør efter min Mening skee derved, at Grev Frijs uden nye Terminer el. desl. notificerer i Berlin, at den Quaade i 1867 givne Fuldmagt til fortrolige Samtaler er kaldt tilbage, efterat Pr. i over to Aar har ladet dem ligge hen.

s. 421Jeg haaber, at De ikke har Noget imod, at jeg i Dagbl. for i Onsdags ¹Sml. S. 415, Note 2.) har grebet Leiligheden til at presse ogsaa offenlig paa denne Sag og derved har ladet Dem tale med. Med Sandhed kan det siges, at Deres Ord paa dette Omraade har en Magt over den offenlige Mening i Danmark som intet andet.

Hidtil har det været min Opfattelse, at De ikke burde tøve med det forestaaende Skridt, at Jordbunden var beredt, at Virkningen let kunde tabe sig, og at maaskee endog en lille Diversion i Udenrigspolitik ikke vilde være uvelkommen som Afleder for indre Rørelser. Siden er kommet det partielle Ministerskifte og hele Historien med Plebiscitet. ²Gramont havde afløst Daru; en Ændring blev indført i den franske Forfatning.) Nu kan Intet nytte før efter dette og efter den Rekonstruktion af Ministeriet, som da maa komme. Med andre Ord, Intet bør skee før sidst i Mai. Om der da skal ventes længere, beroer paa Forholdene. Ollivier vil ikke være heldig; la Guéronniére vil være gunstig, Drouyn de Lhuys endog meget gunstig. Men herom bliver det endnu tidsnok at tale.

Umiddelbart efter Onsdagsmødet skal De atter høre fra mig.

Bille.

Afskriften skal følge senere.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 19. April 1870.

Deres Excellence,

Jeg har havt den Ære at modtage Deres Excellences meget ærede Depescher Nr. 3, 4 og 5 ³Af 14., 16. og 16. April 1870.) med de sidstnævnte Actstykke vedlagte Depescher til Vien, Petersborg og Paris. De s. 422tvende Depescher til Vien ¹Nr. 3 og Nr. 4 af 14. og 16. April 1870.) har jeg igaar Aftes maattet afsende med Posten under privat Udskrift og Forsegling, da der ingen sikker Leilighed frembød sig før Løverdag den 23nde d. M. Depeschen til Petersborg ²Formentlig Nr. 2 af 16. April 1870.) er afgaaet igaar Aftes med en russisk Coureer, men for den til Paris ³Formentlig Nr. 5 af 16. April 1870.) har jeg endnu ingen sikker Leilighed og tvivler paa at ville kunne finde en saadan før Torsdag den 21nde d. M.

Jeg havde netop igaar Morges tilskrevet Grev Wimpffen for at spørge ham, om han havde en Leilighed til Vien, da han, uden endnu at have modtaget denne min Forespørgsel, selv gjorde mig et Besøg. Han sagde mig i Fortrolighed, at han iforgaars havde fra Grev Beust modtaget blandt Andet den Meddelelse, at den kongelige Gesandt i Vien i Begyndelsen af forrige Uge havde yttret for Rigskantsleren, at den preussiske Gesandt, General Schweinitz, med det Første vilde indfinde sig hos ham og ved denne Leilighed sandsynligviis vilde tale med ham om den slesvigske Sag. Nogle Dage efter havde General Schweinitz været hos Grev Beust, men han havde aldeles ikke berørt bemeldte Sag. Grev Beusts Meddelelse indskrænkede sig udelukkende til det her Anførte; og Grev Wimpffen henvendte sig nu til mig for at erfare, om der var indtraadt nogen Forandring i det slesvigske Anliggendes Stilling. Hertil svarede jeg, at ligesom den bekjendte Artikel i Nordd. Allg. Zeitung i Kjøbenhavn havde vakt en Formodning om, at Grev Bismarck muligen kunde have til Hensigt i en eller anden Retning atter at optage det nordslesvigske Anliggende, saaledes vidste jeg, at den havde vakt en lignende Formodning hos den kongelige Gesandt i Vien, og jeg antog, at denne Formodning, muligen støttet af andre Grunde, som jeg ikke kjendte, havde foranlediget Kammerherre Falbes ovenanførte Meddelelse til Grev Beust.

s. 423Iøvrigt vidste jeg ikke, at det slesvigske Anliggende havde forandret Stilling, men jeg kunde i Fortrolighed tilføie, at Kammerherre Falbes Formodning, som han selvfølgeligen havde meddelt den kongelige Regjering, havde foranlediget denne til at antage Muligheden af, at Grev Bismarck, dersom han for Øieblikket beskjæftigede sig med hint Anliggende, kunde benytte de nuværende politiske Conjuncturer til dets Løsning i en eensidig og for Danmark ugunstig Retning, nemlig søge at blive enig med Østerrig om en Ordning, og hvis da Danmark forkastede denne, erklære Sagen for endt. For det Tilfælde, at Grev Wimpffen skulde erfare Noget om en saadan Plan, bad jeg ham underrette mig derom, og derhos for sit Vedkommende virke til at hans Regjering ikke bandt sig uden først at have hørt den kongelige Regjering. Hvad dennes Anskuelser om en antagelig Løsning angik, maatte jeg navnlig fremhæve, hvad der allerede vilde være ham bekjendt, at ingen Løsning fra dansk Side kunde ansees for tilfredsstillende, som ikke medførte Tilbagegivelsen af Als og Dybbøl.

Grev Wimpffen lovede mig at meddele mig Alt, hvad han maatte erfare om Sagen, men antog iøvrigt ikke, at der i Vien var foretaget noget Skridt i den ovenantydede Retning fra preussisk Side, navnlig fordi dette ikke var skeet ved General Schweinitzes ovennævnte Besøg hos Grev Beust, og paa Grund heraf var han heller ikke tilbøielig til at troe, at et saadant Skridt forestod for Tiden. Han kunde ikke bestemt angive Dagen, da fornævnte Besøg havde fundet Sted, men de af ham fra Vien modtagne Depescher maatte være afgaaede Fredag Aften den 15de eller den paafølgende Morgen, og han meente, at Besøget havde fundet Sted nær henimod dette Tidspunct. Grev Wimpffen bemærkede slutteligen, at han vilde erindre hvad jeg havde sagt ham, men agtede dog ikke for Tiden at skrive udførligt derom til Grev Beust, for ikke derved muligen at give Sagen større Proportioner end han meente, at den i Virkeligheden havde.

s. 424Senere, samme Dag, havde jeg ogsaa en Samtale med Grev Benedetti, for hvem jeg udtalte mig paa samme Maade som for den østerrigske Gesandt om Betingelserne for en antagelig Løsning af det slesvigske Anliggende, idet jeg dog iøvrigt forholdt mig paa en noget forskjellig Maade, forsaavidt som jeg selv indledede Samtalen ved at omtale den hos den kongelige Regjering opstaaede og af den kongelige Gesandt i Vien bestyrkede Formodning om den nye Retning, Grev Bismarck kunde ville give bemeldte Anliggende, og derhos fremhævede den Mulighed, jeg ikke havde omtalt for Grev Wimpffen, at Forbundskantsleren uden Frankrigs Vidende og Deeltagelse vilde søge en Forstaaelse med Østerrig. Grev Benedetti var endnu mindre end min østerrigske Collega tilbøielig til at antage, at den preussiske Regjering for Tiden nærede den Plan, som vi tillægge den, men han vilde dog ikke bestride Muligheden deraf, ligesom han ogsaa erkjendte, at det nuværende Øieblik var gunstigt derfor. Han var fremdeles af den Mening, at Grev Bismarck, tiltrods for hvad Hr. v. Thile havde sagt mig, ikke var ganske fremmed for Artiklen i Nordd. A. Zeitung, men troede dog denne Artikel nærmest bestemt til at opfriske Erindringen om den preussiske Regjerings Anskuelser om det slesvigske Spørgsmaal, saavelsom muligen ogsaa til at virke paa den danske Regjering og Befolkningen i Nordslesvig. Han vilde, naar Grev Bismarck i disse Dage vendte tilbage fra Varzin, søge en Samtale med ham i en anden Anledning end den slesvigske Sag, og da maaskee, uden at forraade sin egentlige Hensigt eller den Anledning jeg havde givet ham, finde Leilighed til indirecte at danne sig en Mening om Forbundskantslerens Planer i den omhandlede Henseende. Resultatet lovede han at meddele mig.

Jeg kunde ikke af Grev Benedettis Yttringer uddrage nogen sikker Slutning om, hvorvidt han er bekjendt med hvad der i den slesvigske Sag senest er foregaaet mellem Grev Moltke og Grev Daru, og jeg undlod derfor at omtale det.

s. 425Herr Oubril har jeg i nogen Tid ikke seet, men jeg erfarede igaar, i det russiske Gesandtskab, at Baron Mohrenheim i disse Dage har sendt Depescher til Petersborg.

Quaade.

Depeche Nr. 9, modtaget 20. April 1870.

Redaktør C. S. A. Bille til Rigsdagsmand H. A. Krüger.
»Dagbladet«s Redaction Kjøbenhavn, 20. April 1870.

Kjære Ven!

Idag Kl. 11 holdtes hos Lehmann det omtalte Møde. Jeg oplæste Deres Skrivelse, og derpaa drøftedes Sagen. Alle vare enige om at erkjende og paaskjønne Deres Optræden i Berlin, og man billigede ganske Deres Beslutning om fremdeles at holde ud der, deels i Nordtydske Rigsdag og deels i Toldparlamentet. Ligeledes deelte vi Alle den samme Følelse med Hensyn til den Aand, som gaaer igjennem Deres Skrivelse, og den paa een Gang sikkre og beskedne Opfattelse, som fremtræder i den. Om man end ikke just vilde ansee det for det »sidste Skridt«, som kunde gjøres, at De gik til Paris, og om man end meget mindre vilde ansee Spillet for ude, hvis Deres Reise dertil ikke skulde strax føre til det forønskede Resultat, saa tiltraadte man dog Deres Mening om det særdeles Vigtige og Betydningsfulde i dette Skridt og samstemmede med Dem deri, at det ikke burde gjøres iblinde eller voves paa en Tid, hvor der ikke med nogen Rimelighed lod sig vente et Udbytte. Med andre Ord: det er af særdeles stor Betydning at vælge det rette Tidspunkt, ikke at forsømme det, men heller ikke at foregribe det. Nu stiller det sig jo for Øieblikket saaledes, at det er saagodtsom umuligt at forudsee, hvorledes Tingene ville stille sig i Frankrig efter den 8de Mai; før denne Dag vil der ikke være Interesse for noget Andet end Plebiscitet, og efter samme vil Spørgsmaalet være, hvorledes Ministeriet rekonstrueres, og navnlig hvem der bliver Udenrigsminister. Indtil dette vides, lader der sig Intet sige med Sikkerhed om Hensigtsmæssigheden s. 426af, at De nu foretager det vigtige Skridt, og dette Spørgsmaal bør saaledes staae hen uafgjort, indtil Forudsætningerne for dets Besvarelse ere tilstede.

M. H. t. de svævende eller staaende Underhandlinger fremhævede Flere de Vanskeligheder og Farer, som det kunde have for Danmark at afbryde dem, medens Andre ansaae det med Dem for endnu langt farligere at lade dem svæve fremdeles i Luften som hidtil. Det erkjendtes imidlertid, at det nuværende Tidspunkt, da Ministeriet Frijs er i en Art Opløsningstilstand, vilde være særlig uskikket til offenlige Skridt i Rigsdagen, og at der i det Høieste kunde være Tale om at virke ved private Forestillinger paa Frijs. De iblandt os — og det er meget Faa — som staae Frijs nær nok til at kunne indvirke paa ham, ville ogsaa gjøre dette. Men forøvrigt har jeg, udenfor den hos Lehmann samlede Kreds, søgt at virke i den af os begge billigede Retning, idet jeg efter Deres Ønske har søgt David igjen og for ham fremsat den i mit forrige Brev løst antydede Idee om, at Frijs, hvis han gaaer af, bør forinden tilbagekalde den Quaade i sin Tid givne Fuldmagt til at underhandle. Han lovede at bringe den videre til Vedkommende. Forresten finder jeg, at vi Alle nu bør tale, som om de private Samtaler vare heelt tilende, som om dette var et tilbagelagt Stadium, kort sagt skyde stedse nye Huller i Skjærmbrættet, hvis Ministeriet ikke selv tager det reent bort.

Bille.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 22 avril 1870.

M. de Thile interpellé sur nouvelle donnée par Gazette Flensbourg ¹Sml. S. 428.) me dit que cette nouvelle n’a pas l’ombre de fondement.

Quaade.

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 22. April 1870 Kl. 3.28 Efterm.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 22. April 1870.

Deres Excellence,

Jeg har idag interpelleret Statssecretairen i det herværende Departement for de udenlandske Sager i Anledning af den her vedlagte Artikel af »Nationalzeitung«, tilføiende at jeg, for ikke at vække Mistro, havde med Flid ventet dermed til idag, i den Hensigt først at see de Bemærkninger, de igaar Aftes udkommende Blade muligen vilde knytte til den deri bragte Efterretning. Da nu »Kreuzzeitung« havde gjengivet hiin Artikel med et Tillæg, hvorefter dette Blad fæstede Lid til Efterretningen, havde jeg ikke længer villet tøve med at indhente directe og paalidelig Oplysning om et for min Regjering saa vigtigt og betydningsfuldt Punct, og jeg spurgte derfor, om denne Efterretning var begrundet eller ikke.

Hr. v. Thile svarede, at Efterretningen var aldeles ubegrundet; der var aldeles Intet kommet ham for Øre om noget Saadant; og da jeg, med Hensyn til denne sidste Yttrings mere subjective Charakteer, yderligere præciserede mit Spørgsmaal, tilføiede han, at der mellem Cabinetterne i Berlin og Wien ikke fandt nogen saadan Forhandling Sted, som i den omhandlede Artikel omtalt, og at Efterretningen i denne Artikel havde »keinen Schatten von Begründung«.

Hr. v. Thile bemærkede fremdeles, at der maaskee kunde være Anledning til at bringe en Berigtigelse af den omhandlede Efterretning i de her udkommende Blade, navnlig i Kreuzzeitung, som havde gjengivet Nationalzeitungs Meddelelse med det ovenbetegnede Tillæg, og da jeg bestyrkede ham heri, lovede han, hvis der endnu var Tid dertil, at drage Omsorg for, at denne Berigtigelse allerede offentliggjordes idag. Skeer det ikke, skal jeg imorgen minde Hr. v. Thile derom.

Jeg vedlægger ovennævnte Artikel af Kreuzzeitung.

Quaade.

Depeche Nr. 10, modtaget 25. April 1870.

s. 428Følgende Udklip af »National-Zeitung« er vedlagt:

Berlin, 20. April. Die »Flensburger Nordd. Z.« meldet:

»Wir vermögen aus bester Quelle mitzutheilen, dass von preussischer Seite in letzter Zeit in Betreff der Ausführung des § 5 des Prager Friedens Vorschläge in Wien gemacht worden sind, welche die Absicht hegen, die nordschleswigsche Frage definitiv zu regeln, und zwar dergestalt, dass wenn diese Propositionen nicht acceptirt werden, Preussen fortan eine Vereinbarung über die Ausführung des § 5 als unmöglich betrachten wird.«

Eine Erledigung des in der angezogenen Bestimmung des Prager Friedensvertrages enthaltenen Vorbehalts erscheint allerdings sehr wünschenswerth. Da Dänemark die Durchführung seiner überschwenglichen Hoffnungen von einer europäischen Verwickelung erwartet, so ist freilich nicht anzunehmen, dass eine etwa zwischen dem Wiener Kabinet und der preussischen Regierung zu erreichende Verständigung in Kopenhagen Eingang finden würde. Indessen würde es durch die Zurückweisung seine Stellung offenbar sehr verschlechtern und sich nicht länger auf den Prager Frieden berufen können.

Højesteretsassessor A. F. Krieger til Etatsraad Regenburg.
25. April 1870.

Kiære Regenbure!

... Ja vist er der en farlig Jydskhed, ved Siden af en god Jydskhed. Jeg antager, at Estrup er den, om hvem det dreier sig, naar det nuværende Selskab opløser sig, om Estrup og Frijs da alliere sig paany, om Estrup vil have Noget med Raasløff at gjøre — ja det maa han vide; jeg veed det ikke.

Fr. Krieger.

Regenburgs Privatarkiv. R. A.

Gaardejer N. J. Bjerrum til Gaardejer Jannik Bjerrum.
Skjærbæk, 27. April 1870.

. . . Han [Krüger] var forøvrigt i perle Humeur og meente, at naar han nu kom over til Hovedstaden vilde hans Navn have en god Vægt. Naar han ikke kan formaae Preussen til at afgjøre det slesvigske Spørgsmaal ad fredelig Vei, s. 429er han fuld og fast bestemt paa at reise til Paris og forebringe Sagen der, skjøndt Preussen jo efter al Sandsynlighed vil betragte det, som en Maiestætsforbrydelse. Han (Kryger) troer, at de ikke har Mod til at straffe ham. — Han vil ikke gaae hemmelig tilværks, men gjøre det offentlig bekjendt, naar han reiser, og naar han kommer hjem, reiser han lige til Berlin og fortæller dem, hvor han har været. — Har de da Mod til at fængsle og straffe ham, da troer han, at det vil gavne Sagen, og naar det kun kan det, bryder han sig ikke om Resten. — Det kan ikke nytte at tale med ham om, at han ikke maa gjøre noget, hvorved han risikerer personlig at blive straffet, thi det regner han slet ikke noget Paa

N.J. Bjerrum.

Original tilhørende Fru Dr. phil. K. Meyer.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 27 avril 1870.

Monsieur le Comte,

Aussitôt après avoir reçu la dépêche que Votre Excellence a bien voulu m’adresser sub Nr. 5 en date du 16 du courant ¹Trykt som Nr. 684.) et qui ne m’est parvenue que le 23, je me suis empressé de faire les démarches nécessaires afin d’entretenir M. le Ministre des Affaires étrangères par interim de la nouvelle mandée à Votre Excellence par M. de Falbe sur des propositions relatives à une solution de la question du Slesvig que le cabinet de Berlin semblerait vouloir soumettre au cabinet autrichien sans tenir aucun compte de la France.

Ce n’est qu’aujourd’hui que j’ai pu voir M. Emile Ollivier, et je ne veux pas tarder un instant à informer Votre Excellence que je me suis exprimé vis-à-vis du Ministre dans le sens indiqué dans Sa dépêche. Lui ayant demandé s’il avait quelque connaissance des bruits qui avaient couru sur des démarches s. 430faites par le cabinet de Berlin à Vienne, M. E. Ollivier me répondit qu’un des agents diplomatiques français en Allemagne en avait parlé comme d’une rumeur, dans sa correspondance, mais qu’il n’y ajoutait, en ce qui le concernait, aucune créance. —» Je ne vois rien«, me dit M. E. Ollivier, »qui m’indique pourquoi la Prusse soulèverait en ce moment la question du Slesvig, car en ce qui concerne le cabinet de Vienne, à moins de vouloir agir contrairement à tous ses intérêts, à moins de faillir à ses engagements vis-à-vis de nous et à moins d’user d’une duplicité qui me paraît inadmissible, l’Autriche ne saurait traiter la question du Slesvig en dehors de nous. Le fait me paraît donc impossible, et je puis si peu supposer que le prince de Metternich ne m’en eût pas parlé si vraiment le cabinet de Berlin avait fait des ouvertures à Vienne dans le sens indiqué, qu’une demande de ma part à l’Ambassadeur d’Autriche à ce sujet me paraîtrait un acte manquant de courtoisie«.

Ayant exprimé toute la satisfaction que je devais éprouver en entendant M. le Ministre des Affaires étrangères s’énoncer d’une façon aussi catégorique touchant la ligne de conduite que le cabinet de Vienne tiendrait, à son avis, si un jour la Prusse croyait devoir soulever la question du Slesvig du Nord, je manifestai en même temps l’espoir que cette affaire ne fût pas, le cas échéant, traitée en dehors de nous. »Le gouvernement danois«, dis-je au Ministre, »est le seul qui puisse exactement faire connaître quelles sont ses vues, ses voeux, ses aspirations dans une question qui pour le Danemark est d’un intérêt vital; aussi espère-t-il que si la Prusse voulait se concerter avec la France sur une solution de la question, ou chercherait à établir avec les puissances, et nommément avec la France et l’Autriche un accord sur les propositions qu’elle compterait nous faire, le gouvernement impérial ne prendrait pas d’engagement vis-à-vis du cabinet de Berlin avant d’avoir mis le gouvernement danois à même de faire connaître ses vues à l’égard des propositions prussiennes«.

s. 431— Le Ministre me donna à ce sujet les assurances les plus formelles, il affirma qu’il n’admettait pas que la question pût être traitée en dehors de nous et me promit même, au cas où il apprendrait quelque chose sur les soidisantes propositions faites par le cabinet prussien à Vienne, de me le faire savoir. Quant à donner à M. de Gramont qui, ainsi que M. Benedetti, doit arriver dans quelques jours à Paris — pour affaires particulières à ce que m’a dit M. E. Ollivier — des instructions afin d’engager le cabinet de Vienne à communiquer au cabinet français toute proposition ou ouverture qui pourrait à l’avenir être faite par la Prusse touchant l’affaire du nord du Slesvig, M. le Ministre des Affaires étrangères m’a dit que toute indication dans ce sens serait superflue en regard des rapports existant entre les deux cabinets.

Ayant ensuite causé avec le Ministre de la question danoise qu’il m’a dit avoir suivie avec la plus grande attention en 1863 et 1864, j’ai fait valoir les considérations qui parlent si fortement pour l’exécution de l’article 5 et que Votre Excellence a insérées dans la dernière dépêche qu’Elle m’a fait l’honneur de m’adresser. Après avoir rappelé que du haut de la tribune M. de Bismark avait reconnu que l’article 5 avait trouvé place dans le texte du traité de Prague sur la demande formelle et expresse de l’Empereur, après avoir mentionné que vis-à-vis du Danemark lui-même le ministre prussien avait officiellement reconnu l’engagement existant pour la Prusse de rétrocéder la partie septentrionale du Slesvig, je me suis appesanti sur ce fait que l’Europe tout entière a reconnu l’état de choses établi par le traité dont l’article 5 fait partie intégrante et que l’on pouvait se demander si, en ne réclamant pas contre l’inexécution de cet article, on ne s’aliénait pas le droit de s’opposer, le cas échéant, à des actes également contraires à l’esprit de ce même traité, à l’incorporation, par exemple, de l’Allemagne du Sud par la Prusse.

s. 432M. Emile Ollivier me répondit: »Cette question du traité de Prague est une bien grosse affaire et la position de la France à cet égard est des plus délicates. Le gouvernement de l’Empereur n’a en 1866 été que médiateur et n’ayant pas signé le traité, la Prusse et même les autres puissances allemandes lui dénient le droit de s’immiscer dans toute question réglée par le traité. Tout essai d’immixtion de notre part non seulement éveillerait les plus grandes susceptibilités de l’autre côté du Rhin, mais la Prusse en profiterait immédiatement pour porter un coup à la politique particulariste qui se manifeste à l’heure qu’il est dans l’Allemagne du Sud et qui est due en grande partie à la politique d’abstention et de réserve que nous avons suivie depuis quelque temps. — D’ailleurs nos rapports avec la Prusse ne sont pas de la même nature que ceux que nous avons avec d’autres puissances. Si notre opinion sur une question quelconque différait de celle de l’Angleterre ou de l’Autriche, nous pourrions discuter avec celle de ces puissances dont les vues seraient différentes des nôtres. Avec la Prusse au contraire, le jour où nous lui dirons qu’il faut que l’article 5 du traité de Prague soit exécuté, nous devons, absolument en présence de l’attitude prise jusqu’ici à Berlin dans cette question, avoir l’épée à la main et être prêts à aller jusqu’au bout. Le gouvernement impérial ne saurait s’exposer à un échec. D’autre part, je dois vous dire que les affaires intérieures de la France, la situation générale de l’Europe sont de nature à inspirer le désir de voir la paix maintenue.«

Tel est, Monsieur le Comte, bien exactement le résumé de la conversation que j’ai eue avec M. E. Ollivier, pendant laquelle j’ai pu constater que ce ministre est, plus que je ne l’aurais pensé, au fait de la question du Slesvig. Votre Excellence appréciera les paroles du Ministre des Affaires étrangères, d’où il ressort en première ligne, à mon avis, l’intention bien arrêtée de ne prendre aucune initiative dans la question qui nous concerne si directement. D’autre part, il s. 433est assurément important de constater que, dans l’opinion de M. E. Ollivier, l’Autriche ne saurait absolument isoler son action de celle de la France au cas où le cabinet de Berlin croirait devoir à l’égard de cette question sortir de la réserve qu’il semble s’être imposée jusqu’ici.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 31, modtaget 2. Maj 1870.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 28. April 1870.

Le Ministre des affaires étrangères Français ne croit pas à la vérité des bruits de démarches du cabinet de Berlin à Vienne

Moltke-Hviifeldt.

Chiffertelegram, indleveret i Paris 28. April 1870 Kl. 2.5 Efterm., modtaget 29. April 1870.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 29. April 1870.

Kjære Vedel! . . .Jeg mødte Hrr. Heydebrand paa Hjemveien igaar og kunde saavel paa Gang som hele Mandens Fremtræden see at han var stærkt agiteret; der faldt naturligviis fra Lehmanns Side Yttringer som, endskjøndt de i Grunden vare maadeholdne, ikke passe til Situationen, hvor en Nabostormagt trykker hele Europa og derfor endnu stærkere sin lille Nabo. ¹Lehmann havde 28. April 1870 under Finanslovforhandlingerne af Hensyn til Preussen udtalt sig meget stærkt mod Formindskelse af Forsvaret. Se Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Landsthinget. Ordentlig Samling 1869—70 sp. 2246—2248, 2273 og »Berl. Tid.« 30. April 1870 Nr. 99.) —

Jeg var utilfreds med mit Svar, og søgte derfor ved Tilbagetouren s. 434Critiken hos Andræ for hvad jeg burde have gjort, dog kunde han ikke angive noget Bedre, end det jeg havde forsøgt, nemlig at henlede Tanken paa den almindelige europæiske Situation for de Smaae [snarere] end at dvæle ved vore særlige Ønsker, men det er i hvert Fald sikkert at jeg bredere og fyldigere burde have udviklet denne Tanke, men dette falder mig vanskeligt. —

28

Hvis De er saa rask beder jeg Dem imellem 1 og 2 see op til mig i Krigsministeriet samt sige til Holten fra mig at han mindede Cabinetssecretairen om at Kongen havde lovet Afholdelse af Statsraad imorgen. —

Paa Slottet megen Forknyttelse over . . . min bestemte Melding om at hvis een af Ministrene enten falder i Rigsdagen eller bliver syg, da maa jeg øieblikkelig indgive min Demission.

Moltke maa altsaa efter Telegrammet ¹Trykt som Nr. 694.) have samtalt med Ollivier om vor Sag og jeg imødeseer med nogen Interesse hans Beretning herom. —

C. E. Frijs

P. Vedels Prwatpaptrer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 3. Mai 1870.

Kjære Vedel! . . . Ved at gjennemtænke den igaar reviderede Pakke af Aktstykker reise mine Betænkeligheder sig væsentligst kun ved de 2 sidste af 1866 om hvorledes Sagen skulde stilles vis à vis Frankrig, hvilket discuteres i 2 Depecher af April saavel fra Moltkes som fra min Side. ²Rimeligvis drejer det sig om Otto Plessens Mission i Berlin. Sml. I, 129-156 ff.) . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 4. Mai 1870.

Kjære Directeur! . . . Jeg troer at maatte opgive Tanken om at gjennemlæse alle de Actstykker der maae forelægges Rigsdagen thi jeg frygter da, at Fremlæggelsen kunde komme for silde; muligviis ogsaa denne kunde skee stykkeviis. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 5. Mai 1870.

Kjære Vedel! Da jeg idag atter skal i Rigsdagen, ... vil jeg hverken kunne see Ministrene ei heller møde i Udenrigsministeriet. Jeg har ved Udkastet til Proclamationen ¹Proklamationen om den Afstaaelse af de vestindiske Øer, der dog ikke blev realiseret.) sat Klamme om et »Ogsaa« som forekommer mig unødvendigt og ved det sidste Stykke i andet Membrum, fordi det løber mig koldt ned af Ryggen ved atter at skulle tale om en lysere Fremtid. De veed at jeg ikke betragtede den vestindiske Sag som en afgjørende Sag, men jeg tillagde den en stor Betydning som angivende ligeoverfor Yderverdenen Begyndelsen til en Medgangens Tid, thi det er efter de forskjellige Udtalelser der daglig falde til mig fra Frankrigs og Englands Gesandter klart at selv disse ikke lægge stor Vægt paa deres vestindiske Colonier, og vi vilde saaledes være slupne af med dem i rette Tid, — det følger af sig selv at Kongens Betragtning ved Udstedelsen af denne Proclamation ikke kan være fri og livlig, men jeg har Følelsen af at ved at henpege til en lysere Fremtid, som jeg haaber Vorherre maa skjænke, vil den faae et endnu melancholskere Præg, end der følger af Forholdenes Natur. —

Hvis De vilde lade den reenskrive ønskede jeg gjerne imorgen at tilstille Kongen et Exemplar. Tak ret hjerteligt s. 436for Deres Anstrængelser, jeg er som aandelig mørbanket ved den Alsidighed, som jeg opfordres til at udvikle, men som mine Kræfter ikke slaae til [til], hvorfor det kommer til at mangle paa den rette og rolige Ledelse.

28*

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 7. Mai 1870.

Kjære Vedel! . . .

Da Ministeriet meget godt een af de første Dage ved Conflict med Folkethinget kan ophøre at existere vilde jeg anbefale at [forskellige løbende Sager] expederes i den allerførste Tid. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 10. Mai 1870.

Kjære Quaade! . . . Her gaaer det med vort Arbeide i Rigsdagen lidt fremad, rimeligviis vil det i Slutningen af Ugen vise sig om nærværende Ministerium vil komme til at slutte Sessionen, thi jeg har som Krigsminister og Conseilspræsident gjort mit Forsøg i den Retning ved Udtalelsen i Finantsudvalget afhængig af om man vilde stemme saavel for Øvelse af Forstærkningsmandskab som af Indkaldelse af 7de Aargang til Reservebataillonerne; gik Folkethinget ikke ind herpaa, var det mig klart at nærværende Ministerium ikke med nogen Nytte kunde fortsætte Sessionen og jeg forhandlede derfor ikke videre med Folkethinget; jeg kunde kun beklage at jeg ikke havde Kræfterne til at fortsætte, thi ellers vilde jeg med Fornøielse have vovet en yderligere Dyst for denne Sag, navnlig tilraadet en Opløsning af Thinget s. 437for at appellere til den offentlige Opinion. Ved denne aabne Erklæring opfordrer jeg i mine Tanker alle fornuftige Folk til at bestræbe sig at tilveiebringe nogen Enighed imellem de forskjellige politiske Grupper for at det kan blive muligt at samle Kræfter til Dannelsen af et nyt Ministerium, thi saalænge Afgangen af det gamle Ministerium ikke er givet troe Alle at kunne skubbe Ansvaret fra sig og det forekommer mig at ved den stedfundne Fremgangsmaade tjenes baade Kongens og Rigsdagens Interesse. Gid vi nu snart stod ved Slutningen, der enten kan blive strax eller senest i Midten af Juni-Maaned. Det vil altid være mig imellem de behageligste Minder fra denne Functionstid, den personlige Forbindelse og Correspondance som saa jevnlig har fundet Sted imellem Dem og mig og haaber jeg, at fordi Forholdet afbrydes officialiter vil jeg dog af og til vedblive at høre Noget fra Dem.

C. E. Frijs

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 21. Mai 1870.

Kjære Vedel! Hvis De skulde kunne faae Leilighed til at give Knudsen ¹I »Berlingske Tidende«, hvis Redaktør var Etatsraad F. E. V. Knudsen, Nr. 115 for 20. Maj 1870 findes et Referat af Konseilspræsidentens Skrivelse til Tingene om Ministeriets Demissionsansøgning, som Kongen havde modtaget »dog med Paalæg til de fratrædende Ministre om at varetage de løbende Forretninger indtil det nye Ministeriums Dannelse«.) en ordentlig Næsestyver troer jeg at det ikke vilde skade, thi det er baade illoyalt og dumt at ville forandre Formændenes Meddelelse og tilføie det lille Ord »løbende« Forretninger, hvori der kan lægges en stor Betydning fra den Side i Rigsdagen, som vil komme til at lide ved den paatænkte Fremgangsmaade fra det demissionaire Ministeriums Side. Der skal være en stor Bevægelse i Gemytterne, og jeg har allerede kunnet mærke det ved Forhandlingerne s. 438med mine Collegaer, som det er vanskeligere at holde sammen; Estrup maa være ankommet igaaraftes. Jeg tænker at gaae i Formiddag til Kongen. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 22. Mai 1870.

Kjære Vedel! Jeg troer at Tiden er meget kostbar og hvis der ikke meget hurtigt gjøres Forsøg til ved Hjælp af Doctrinaire og Godseiere at danne en energisk Modstand mod Venstre, vil Kongemagten forsvarsløs maatte overgive sig, thi skal Kongen blive nødt til at danne et Ministerium af den tilfældige Majoritet i Folkethinget især efter at en Adresse er indgivet af denne Majoritet, da kan ikke længere Fiction om dens Frihed i Valget af Ministre fastholdes; og jeg kan ikke see dette modificeret enten ved Navnet Zytphen eller ved Carlsen. ¹Lensbaron G. F. O. Zytphen Adeler, Hofjægermester H. R. Carlsen.) —

Jeg vilde glæde mig ved at kunne tale med Dem engang idag og læg Krieger om De kan Andræ Alvoren i det nuværende Moment paa Sinde, thi for mig staaer det som om et Valg til Venstre vil afgjøre vor Skjæbne.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 24. Mai 1870.

Kjære Vedel! Endnu har jeg Intet hørt siden vi sidst saaes, men jeg vil dog forsøge at faae Sagen og Arbeidet atter paabegyndt ved at marchere op til Amalienborg Klokken 10; maaskee har man henvendt sig andetsteds, Overkammerherrens ¹W. T. v. Oxholm.) s. 439diplomatiske Tilbageholdenhed synes at antyde dette og naar man blot maatte have Held med sig, findes der ingen smaalig Jalousie fra min Side. Naar jeg idag kommer til Kongen er jeg virkelig ligesaa hjælpeløs eller rettere [ligesaa lidt] istand til at hjælpe med gode Raad, thi mig synes, at Combinationen Krieger—Holstein Holsteinborg har meget liden chance efter hvad jeg hørte fra Halls Side, og jeg kan ikke troe, at Hall havde bevæget sig naar ikke Krieger havde talt med ham. For min egen politiske Samvittigheds Skyld kan jeg naturligviis ganske anderledes forsvare at opfordre Kongen til at gaae til Krieger; thi Holstein Holsteinborg kan blive til mange Forskjelligheder under Udviklingen og kan af mig kun anbefales naar Modvægten er givet. Jeg er trist og Udpiint

C. E. Frijs.

P. Wedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 24. Mai 1870.

Kjære Vedel! Modtaget Deres Oplysning, hvoraf den Sidste ikke var af saa liden Værd til at bedømme Situationen; jeg har nu bedet om Audients hos Kongen, men veed ikke hvornaar dette kan skee, derfor kan jeg ikke bestemme nogen Tid paa hvilken vi kunde mødes. Klokken 12½ skal jeg mødes med mine Collegaer i Finantsministeriet, men det forekommer mig naturligst at lade Finantsloven spadsere uantastet igjennem, thi da bliver Situationen lettet for de Tilkommende, men jeg veed ikke om De havde noget Særligt for Øie ved Understregning af et Forslag til Udsættelse af Sagen. Svar mit Bud herpaa tilbage. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Baron O. D. Rosenørn- Lehn.
Kjøbenhavn, 25. Mai 1870.

Kjære Baron! Endskjøndt jeg ikke har talt med Grev Holstein-Holsteinborg siden han var hos Kongen igaar, saa vil jeg dog ikke undlade paa det Inderligste at bede Dem om ikke at nægte ham Deres Assistance, thi det gjælder om ikke at lade ham staae alene, ikke at drive ham over i Venstre og at Ministeriet kan faae en passende Blanding af doctrinaire og godseierlige Kræfter. — Det kan ikke nytte at De haaber paa Moltke Bregentved og Deres Personlighed vil i Øieblikket endog gjøre mere Nytte. —

Det er efter min Overbeviisning enhver veltænkende Mands Pligt at bidrage Sit til at ikke Kongen skal blive nødt at henvende sig til Venstre, og Forsøgene ere endte med Holstein-Holsteinborg. Som god dansk Mand kan jeg ikke undlade alvorligt at lægge Dem dette paa Hjerte.

C. E. Frijs.

Oreby

Udenrigsminister Grev Frijs til Baron O. D. Rosenørn- Lehn.
Kjøbenhavn, 26. Mai 1870.

Kjære Rosenørn! Da jeg ikke saae Noget hverken til Dem eller til Andræ formoder jeg at det forholdt sig som af mig angivet.

Endnu engang maa jeg alvorligt lægge Dem paa Sinde ikke at unddrage Dem i dette Øieblik fra Statens Tjeneste. Hovedopgaven ligeoverfor det samlede Venstre er at forene Godseiere og Doctrinaire og et Ministerium hvor Krieger, Hall og Fenger staae paa den ene Side burde have 4 Godseiere paa den anden Side; jeg har tænkt mig H[olstein]-H[olsteinborg] som Gonseilspræsident. R[osenørn]-Lehn som Udenrigsminister, Haffner som Krigs og Marine og en Fjerde som s. 441Indenrigsminister, men for Guds Skyld lad det ikke see ud som om jeg vilde gjøre Overgreb. Dette vilde saavel for Udlandet som for Indlandet være en Gevinst istedetfor de for en stor Deel opbrugte Kræfter, og Deres Plan om M[oltke] B [regentved] passer slet ikke, thi der vilde vistnok opstaae Jalousie imellem H. H. og M. B. om Nr. 1 og dette er egentlig Lapperi. — Det var heller ikke umuligt at et Bytte med Nr. 1 senere kunde finde Sted. Jeg veed at De er en af vore bedste Patrioter og hvis det kan have nogen Indflydelse paa Dem da nægter jeg ikke, at jeg ikke seer nogen Successor i Udenrigsministeriet hellere end Dem, thi jeg er overbeviist om, at vi i hvert Tilfælde vilde handle i samme Aand. —

C. E. Frijs.

Oreby

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 26. Mai 1870.

Kjære Vedel! Hvis De vilde uleilige Dem herop til mig i Formiddag vilde det være mig overordentlig kjært for at jeg derved kunde sættes i Stand til at bidrage til at befordre den endelige Decision med Hensyn til et nyt Ministeriums Dannelse, thi det forekommer mig at det gaaer noget langsomt; vel har jeg siden igaar vi sidst saaes ikke talt Politik, da jeg har levet sammen med min Familie, men jeg venter at kunne gjøre Kongen min Opvartning inden hans Afreise og derigjennem erfare om Holstein heelt har opgivet Sagen.

C. E. Frijs.

P. Vedels Prwatpapirer.

Redaktør C. S. A. Bille til H. A. Krüger.
»Dagbladet«s Redaction Kjøbenhavn, Christi Himmelfartsdag,
26. Mai 1870.

Kjære Kryger!

Af Beretningerne i de tydske Blade, som jeg længes efter at faae supplerede ved Meddelelse fra Dem, seer jeg da, at s. 442Schwerin-Putzar har narret Dem og brudt sine Løfter til Dem. ¹»Dagbladet« 24/5 (og 30/5) 1870 omtaler, at i den nordtyske Rigsdags Petitionskommissions Møde 17/5 1870 behandledes et Andragende fra H. A. Krüger, hvori Forbundsregeringerne energisk opfordredes til at søge at paavirke den preussiske Regering til at iværksætte de Retshandlinger, som fremgik af Pragfredens Art. V. Kommissionens Formand, Grev Schwerin, udviklede, at Sagen ikke hørte ind under Forbundets Kompetence, og at Befolkningen i de nordslesvigske Distrikter ikke havde erhvervet nogensomhelst Ret ved Pragfreden, som kun ordnede de folkeretlige Forhold mellem Preussen og Østrig.) Det tænkte jeg nok; der er Gud hjælpe mig! ikke een Tydsker, som kan faae det i sit Hoved, at Noget skal gives tilbage, som er i tydsk Besiddelse. Hermed er nu vel foreløbig Deres Virksomhed i Berlin tilende, og De har jo forud sagt Dhrr., at De nu mener Dem at have frie Hænder til at gaae andetstedshen. Men hvilke ere nu Deres Planer med Hensyn hertil? Det er jeg spændt paa at erfare. Hertugen af Gramont er sikkert gunstig stemt for en fransk-østerrigsk Alliance, for Optræden imod Preussen og altsaa ogsaa for at see Art. V udført, men saa betydelig er han ikke, at hans Indtræden i Ministeriet giver noget sikkert Program, og det vil beroe, først paa de indre franske Forholds Udvikling, dernæst paa Valget af hans Undergivne, om man i disse Henseender kan vente Noget, eller om Alt ogsaa fremdeles skal gaae hen med diplomatiske Skaktræk, som alene faae Tiden til at gaae, men ikke fremme Spillet. — Herhjemme indtræder der jo ved Ministeriet Frijs’s Afgang en heel Forandring i Situationen, men i hvilken Retning denne vil gaae, lader sig endnu ikke sige. For Øieblikket er det Grev Holstein, som skal danne Ministeriet, og han ligger i Forhandlinger med Hall og Krieger, men det er meget usikkert, hvorvidt det lykkes, og strander dette, saa ere vi ude paa det vilde Hav for mulig at ende med et Ministerium I. A. Hansen—Tscherning el. desL., hvis værste Side er den, at det ruinerer den sidste Rest af Agtelse for os i Udlandet og savner Blik for den slesvigske Sag. Dette vilde navnlig, hvis det i s. 443Sommer skulde komme til en kraftigere Aktion fra Frankrigs Side, være overordenlig uheldigt.

Rigsdagsarbeidet har i Forbindelse med Avisen optaget mig saa stærkt, at jeg ikke tidligere har kunnet skrive til Dem. Hvis jeg havde naaet det, medens De endnu var i Berlin, vilde jeg have bedet Dem tale med Edgar Bauer om at sende til »Dagbl.« nogle Korrespondancer fra Berlin, ikke altfor ofte (høist hver 14de Dag) og ikke anlagte paa at bringe daglige Nyheder, men kommenterende over Begivenhederne og visende disse i et sandere Lys end det officielle. Hvad mener De herom? Og troer De Manden villig dertil?

Bille.

E. Skr. Høist beklageligt er det, at Frijs gaaer af uden at have formelt afslutte[t] Forhandlingerne med Preussen. Det har ikke manglet paa Bestræbelser fra min Side i den Retning, men jeg har alene kunnet virke indirekte, og det har ikke forslaaet.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 27. Mai 1870.

Kjære Vedel! Da jeg haaber at være tilbage her imellem 4 og 5 Eftermiddag beder jeg Dem om at see ind til mig paa Veien hjemad, da jeg ret meget ønskede at raadføre mig med Dem om Adskilligt. —

C. E Frijs

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 27. Mai 1870.

Kjære Quaade! Forinden jeg forlader Byen maa jeg dog sende Dem nogle Afskedsord og lykønske Dem til den erholdte Efterfølger, ¹O. D. Rosenørn-Lehm.) som jeg idet Mindste ikke kunde ønske s. 444mig bedre, thi han er baade en fornem og en distingueret Mand, — en Individualitet med tiltalende milde Former og dog forsynet med den fornødne Carakteer. I mange Henseender findes der større Livskraft i det nye Cabinet end i det gamle selv i dettes bedste Dage, men Homogeniteten er vel ikke fuldt saa stor. Sammensætningen vil ingenlunde tiltale vort Venstre, men dette var lidet ønskeligt efter min Formening og dog maatte det paa den anden Side ikke sammensættes saaledes at al Udsigt til Forsonlighed eller Compromis var lukket, thi kan Striden eller aaben Kamp undgaaes, da er det altid at foretrække i en saa lille Stat der er omgivet af rovbegjærlige Naboer; og der er han i Nord fuldt saa farlig som den i Syd ikke ved sin egen Kraft men ved sin demoraliserende Smitte, og jeg anseer Prinds Oscar for at være en stor Intriguant.

Naar jeg først har været noget hjemme i Sommer for at ordne mine egne Affairer haaber jeg at kunne profitere af Jagd og den dermed følgende Bevægelse i den friske Luft; jeg har tænkt mig at ville drive Uhrfugle og Tjæderjagd i Smaalandene og Rypejagd i Norge. . . . Saavidt jeg forstaaer er Bismarck igjen draget tilbage til Varzin og jeg troer ikke at vi tabe Noget med Hensyn til vore løbende Forretninger ved at han er borte, thi han er særlig opsat paa at chicanere og paa alle mulige Bove mishandle os, jeg vilde haabe at dette maatte kunne blive bedre ved min Bortgang, endskjøndt jeg frygter for at det ligger i hans nederdrægtige Carakteer at den, som han ikke behøver at frygte, den haaner han. De veed, at jeg altid selv inden han vandt sine Riddersporer paa at overfalde os har anseet ham for yderst slet, jeg erindrer aldrig at have mødt en Mand med et saa ondt Øie. . . .

Engang imellem haaber jeg at høre fra Dem, naar jeg er kommet til Friisenborg.

C. E. Frijs.

Udenrigsminister Grev Frijs til Baron O. D. Rosenørn- Lehn.
Kjøbenhavn, 28. Mai 1870.

Kjære Baron! Da nu Timen for Afgjørelsen stunder til kan jeg ikke undlade endnu engang ret for Alvor at opfordre Dem til ikke at nægte Kongen og Fædrelandet Deres Tjeneste. De er efter Deres Stilling efter Deres Carakteer og efter Deres hele Maade at leve paa een af vore første Mænd og Deres Indtræden i Ministeriet just som Udenrigsminister er af en ganske overordentlig Betydning. —

C. E. Frijs.

Oreby.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
vr. Kjøbenhavn, 29. Mai 1870.

Kjære Vedel! . . .

Den nye Conseilspræsident (samt Frue) ¹Lensgreve L. H. C. H. Holstein-Holsteinborg og Hustru.) ere ingenlunde tilfredse med at Udenrigsportefeuillen ikke er fulgt med, men jeg er overbeviist om, at den skete Ordning er den bedste; dog kan dette nok gjøre, at Rivningerne blive forskjelligartede, Fonnesbech fik da saavidt jeg veed det hvide Baand. ²Den afgaaede Indenrigsminister C. A. Fonnesbeck blev 27. Maj 1870 Storkors af Dannebrog.) Jeg haaber at De imorgen inden De gaaer op i Udenrigsministeriet aflægger mig en lille Visit paa Veien. —

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 4. Juni 1870.

Kjære Vedel,

Altsaa kunde vi dog ikke beholde Frijs. Jeg var, som De kan tænke Dem, i nogle Dage meget urolig for hvorledes det s. 446skulde gaae. Det var ikke let eller syntes mig ikke let, under de givne Forhold at danne et nyt Ministerium; men den Combination som nu er bragt istand er ikke alene overhovedet særdeles god, men den er efter min Mening ogsaa den som bedst passer til de nuværende Forhold hos os, idet den maaskee i denne Henseende meer end erstatter det forrige Ministerium. Jeg veed ikke om det vil blive muligt at opnaae en Forsoning med Folkethinget, som forekommer mig i den sidste Samling at have spændt Buen meget høit, men skal der optages en Kamp, saa besidder det nuværende Ministerium de bedste Kræfter hertil, og Spørgsmaalet er kun, om der indenfor de Skranker Forfatningen opstiller findes en Arena, hvorpaa Kampen kan udfægtes. . . .

Den egentlige Anledning til at jeg skriver idag, er at jeg vilde spørge Dem om De troer at det er Baron Rosenørns Hensigt at føre en saadan privat Correspondance med Gesandterne som Gr. Frijs førte med dem. Min Correspondance med Grev Frijs kom saaat sige ganske af sig selv, idet vi have kjendt hinanden i en 30 Aar, altsaa allerede i en Alder, da man ofte kommer hinanden meget nær. Jeg kjender ogsaa Baron Rosenørn men ikke siden lang Tid, og jeg er ikke ofte truffen sammen med ham; skjøndt jeg har seet nok af ham til ganske at kunne slutte mig til det fortrinlige Omdømme, som han fra alle Sider nyder, og til saaledes at være i høieste Grad tilfreds med at han er bleven Udenrigsminister, er Forholdet derfor et andet end med Frijs, og foreløbigt vil det altsaa blive til Dem at jeg retter mine extraofficielle Meddelelser, ligesom i forrige Tider. En saadan ikke officiel Correspondance er jo absolut nødvendig, ikke alene fordi der ofte er Ting som maae meddeles, men endnu ikke ere modne til at faae Plads i officielle Rapporter, men ogsaa fordi der undertiden er Ting som i og for sig bedst omtales privat. ...

G. Quaade

P. Vedels Privatpapirer.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Paris, 4 juin 1870.

Monsieur le Baron,

J’ai profité d’un entretien que j’ai eu avant hier avec monsieur le Ministre des Affaires étrangères pour aborder la question du Nord-Slesvic qui lui est naturellement parfaitement connue. Désirant pouvoir faire connaître à Votre Excellence dans quel sens M. le duc de Gramont s’exprime dans cette question depuis que le portefeuille des Affaires étrangères lui est confié, je lui ai demandé si l’on était à ce sujet toujours dans les mêmes dispositions à Berlin ou plutôt si l’absence de toutes dispositions y était encore la même. »Assurément«, me répondit le duc, »et vous pouvez être certain que la Prusse n’exécutera jamais bénévolement l’article 5 conformément à l’esprit dans lequel il est conçu. Aucune influence n’amènera de résultat dans cette question, pas même celle de l’Empereur Alexandre qui, comme vous le savez, a cherché à se faire valoir à la suite de la démarche fort inopportune du général Fleury cet hiver. La question de l’exécution de l’article 5 est inabordable présentement, elle ne pourra être résolue que lorsqu’un jour la situation de l’Europe se modifiera.«

Ayant fait connaître à monsieur de Gramont dans quels termes s’étaient successivement exprimés vis à vis de moi, à l’égard de cette question, M. le comte Daru et monsieur Emile Ollivier et lui ayant dit que j’avais souvent été étonné de ce que monsieur de Bismarck n’ait pas voulu écarter cette épée de Damoclès pouvant menacer d’un instant à l’autre la paix de l’Europe, M. le Ministre me répondit: »Je suis parfaitement de votre avis, l’inexécution de l’article 5 est, comme vous le dites, une épée de Damoclès pour la Prusse; aussi vous n’ignorez pas et on ne doit pas ignorer à Copenhague que nous ne pouvons désirer bien vivement la solution de cette question. Elle est de celles qui ne meurents. 448pas et je crois qu’il est infiniment plus avantageux pour le Danemark que les pourparlers avec la Prusse soient suspendus que si cette puissance vous avait posé une sorte d’ultimatum que vous n’auriez probablement pas pu accepter.«

J’ai cru devoir exprimer à M. le duc de Gramont, ainsi que je l’avais fait dans le temps à monsieur Daru mes regrets de voir que le gouvernement impérial ne considérait pas la solution de la question du Nord-Slesvic comme étant conforme aux intérêts de sa politique; car pour le Danemark, dis-je au duc, cette solution est d’une importance vitale.

En émettant l’avis que la solution de la question qui nous intéresse si directement est subordonnée à une modification de la situation de l’Europe, il semble probable que la pensée de M. le duc de Gramont s’est portée sur la nécessité de l’existence de certaines conditions pouvant autoriser l’espoir d’exercer avec succès une pression à Berlin. Ces conditions existeraient en deux cas: si l’on avait ici l’assurance certaine qu’en cas de conflit, on put compter sur la neutralité de la Russie, ou si la situation de l’Autriche se développait de manière à ce qu’il fût permis d’espérer qu’au jour de l’action la coopération de cette puissance serait un poids réel jeté dans la balance. — Jusqu’ici malheureusement un tel espoir ne serait pas justifié.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 43.

Justitsminister A. F. Krieger til fhv. Statsraad K. Motzfeldt.
7. Juni 1870.

Kjære Motzfeldt.

Ja De har Ret; indtil for lidt over 14 Dage siden havde jeg visselig ikke troet paa, at den Combination, som nu fandt Sted, vilde blive nødvendig; thi ellers havde den ei været mulig. Men Sagen er, at der var den yderste Nød, hvis ets. 449Ministerium Holstein—I. A. Hansen skulde blive forhindret. Holstein var efter sine tidligere Forbindelser henvist til I. A. Hansen, og i Begyndelsen indsaae Kongen ikke, at der vilde være noget saa Forskrækkeligt i I. A. Hansens Optagelse i Ministeriet; Mange vare og kortsynede nok til at troe, at Hansen var saa fornuftig, ikke at ville træde ind. Men da dette ret gik op for Folk — han havde Uforskammethed nok til at ville være Kirke- og Undervisningsminister —, da Andræ og Estrup i Forbindelse med Frijs, men navnlig Andræ sagde Kongen reent ud (— jeg veed ikke om jeg har skrevet dette før til Dem eller Birch ¹Fhv. Statsraad C. Birch-Reichenwald.) — i saa Fald undskyld Gjentagelsen) at en Tabouret, hvorpaa I. A. Hansen havde siddet, let kunde blive saa tilsølet, at ingen mere vilde sætte sig derpaa, saa slog Kongen om, og paalagde Holstein at henvende sig til mig ^*Hvis De saae Berlingske’s første Anmeldelse som kom fra Cabinettet, vil De have havt Antydningen heraf.). Jeg svarede, at jeg ansaae det for Pligt at indtræde hvis han kunde formaae Hall og Fenger til at indtræde (— og dertil udkrævedes, at han ei blot strax, inden han gik videre, henvendte sig til Hall, som jo er noget susceptibel efter den megen Uret, som er vist ham, men og fik Kongen til at bede Hall om at indtræde —) og hvis der imellem Godseierne viste sig en virksom Erkjendelse af at Situationen krævede Nødvendigheden af et forenet Centrum-Høire, som Svar paa det forenede Venstres Optræden. Holstein forlod mig lige bange for mig og for I. A. Hansen, og havde udentvivl den næste Morgen opgivet det Hele, hvis ikke Estrup (som Aftenen forud reiste hjem) havde sendt Raasløff op til ham og paa det Indstændigste paalagt ham ei at være bange for Alliancen med os. At Emil[!] Rosenørn er bleven Udenrigsminister, overrasker Ingen mere end ham selv; men Frijs erkjendte, at Enhver, der behøvedes, uden Videre, forsaavidt han hørte til den bedste Deel af Godseierne, af hams. 450maatte kunne udcommanderes til Tjeneste, og saaledes blev Otto Rosenørn af Frijs sat ind i Udenrigsministeriet. Jeg havde med beraad Hu opstillet den Sætning, at Conseilpræsidenten hverken maatte være Udenrigsminister eller Krigsminister. Haffner blev Krigsminister efterat Raasløff havde sagt mig, at han ingen bedre vidste at anbefale; i Begyndelsen gjorde Haffner Vanskeligheder — (fordi han selv vilde være Conseilpræsident), men det gav sig da. Overraskelsen i Rigsdagen var meget stor, men Stillingen er meget vanskelig, thi Alliancen er tilfældig, og der er megen Misundelse og Mistillid paa Bunden. Jeg betragter det med Hensyn til Forholdet til Udlandet som et Held, at vi have faaet den grundhæderlige Rosenørn-Lehn ind i Udenrigsministeriet; Holstein vilde have snakket alt for meget, løst og fast. For Øieblikket er Kongen meget glad over denne Udgang af Crisen, men hvor længe varer det? . . .

Fr. Krieger.

Tilhører Højesteretsassessor U. Motzfeldt, Kria.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Confidentielle.
Paris, 10 juin 1870.

Monsieur le Baron,

Le départ pour Ems du Roi Guillaume et de M. de Bismarck et leur entrevue avec l’Empereur Alexandre ont naturellement, dès le premier moment éveillé l’attention à Paris. On n’a cependant pas attribué à ce fait une importance majeure et l’impression générale a été jusqu’ici que tout en admettant que les questions politiques pendantes y ont été l’objet de conversations, aucune d’elles n’a été catégoriquement posée.

Parmi les questions qui ont pu être abordées à Ems se trouve naturellement celle du Slesvic. Une dépêche télégraphiques. 451publiée, il y a une quinzaine de jours, par les journaux, annonçait même que l’Empereur Alexandre avait l’intention d’exercer son influence à Berlin en faveur d’une solution de cette question. Cette communication télégraphique passa toutefois presqu’inaperçue et dans la conversation que j’ai eue dernièrement avec M. le duc de Gramont et que j’ai rapportée à Votre Excellence dans mon très humble rapport du 4 courant, aucune parole de ce ministre n’a pu me faire supposer qu’il crut que le Nord-Slesvic fût l’objet de délibération entre les souverains réunis à Ems.

En raison de ces faits, ce n’est pas sans un certain étonnement que j’ai entendu dire tout dernièrement, par une personne des mieux renseignées que l’on s’occupe ici au contraire de la question qui nous intéresse directement. D’autre part le »Constitutionnel« publie aujourd’hui l’entre-filet ci-joint, mentionnant une dépêche télégraphique de Flensbourg d’après laquelle l’Empereur Alexandre et le Roi de Prusse se seraient occupés à Ems de la question du Slesvic septentrional.

J’ignore quelle importance il faut attacher à la nouvelle donnée par le Constitutionnel et je ne suis pas à même d’affirmer ou de contester que le gouvernement impérial s’occupe réellement en ce moment de nous. Il est d’ailleurs évident que si tel est le cas, on cherchera ici à envelopper les pourparlers de mystère aussi longtemps qu’ils n’auront pas pris un caractère accentué, de crainte qu’en cas qu’ils n’amèneraient pas de résultat, ils ne soient considérés comme un nouvel échec pour la politique Impériale.

En me réservant de faire parvenir à Votre Excellence les éclaircissements que je tâcherai de recueillir pour ce qui regarde l’affaire du Nord-Slesvic, je crois dès-à-présent devoir mentionner une rumeur qui, sans être d’une extrême importance est toutefois digne de remarque. Suivant des informations de l’authenticité desquelles il m’est difficile de douter, il se manifesterait depuis quelque temps chez l’Empereurs. 452une tendance de sortir de la réserve qu’il s’est imposée jusqu’à ce jour. Il est possible — et pour ma part je le crois même probable — que l’Empereur ne se laissera pas pousser, par ses tendances dans une voie définitive d’action; néanmoins cette situation mérite d’être mentionnée surtout s’il est vrai, ainsi qu’on me l’assure, qu’un fait vient à l’appui des projets attribués à Sa Majesté. Postérieurement à l’entrée aux affaires de monsieur de Gramont l’on aurait sondé d’ici le cabinet de Stockholm afin de savoir si l’on pourrait éventuellement en cas de conflit, compter sur la coopération de la Suède et de la Norvège. Il aurait été répondu que le manque de soldats et d’argent imposait au gouvernement suédo-norvégien une politique d’abstention dont il ne pourrait se départir.

29*

L’on parle depuis fort longtemps d’un mouvement qui aurait lieu dans le personnel de la diplomatie française. Il paraît qu’il se bornera pour le moment à la nomination de M. de la Gueronnière à Madrid, de M. Prevost-Paradol à Washington et de M. Berthénez à Bruxelles. M. Mercier, actuellement ambassadeur à Madrid, serait nommé sénateur. Un second mouvement ne tardera toutefois pas à se produire par suite de la retraite présumée du général Fleury. On ne croit pas en effet que le général, malgré l’excellente position dans la société qu’il a su s’y faire, puisse rester à Pétersbourg. Sans avoir reçu d’instructions formelles mais probablement à la suite de conversations qu’il aura eues avec l’Empereur avant de quitter Paris et dans lesquelles Sa Majesté l’aura autorisé, toutefois sous sa responsabilité personnelle, à aborder certaines questions politiques, le général Fleury a fait, à Pétersbourg, des ouvertures dont aucune n’a réussi. Votre Excellence n’ignore pas que le général, peu de temps après être arrivé à son poste, fit au sujet de la question du Slesvic des démarches qui furent jugées ici fort inopportunes; il paraît que dans le courant de l’hiver, cet ambassadeur a voulu aborder la question d’Orient et as. 453cherché à obtenir des assurances concernant l’attitude que prendrait la Russie au cas d’un conflit entre la France et la Prusse. Ces diverses démarches n’ont amené aucun résultat et il est naturel que cette circonstance rende la position du général Fleury à Pétersbourg fort difficile.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 45.

Følgende Udklip af »Le Constitutionnel« er vedlagt:

D’après un télégramme que nous recevons de Flensbourg, l'entrevue d’Ems, entre le roi de Prusse et l’empereur de Russie, n’aurait aucune relation avec les affaires de la Galicie, et l’on s'y serait plutôt occupé de la question du Schleswig septentrional.

C. Piel

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
10. Juni 1870.

Kjære Kammerherre.

I Anledning af Deres Brev har jeg søgt en Leilighed til at spørge Baron Rosenørn om han ikke havde til Hensigt, ligesom Grev Frijs havde giort det, at supplere den officielle Correspondance ved en privat med de vigtigste Gesandter, navnlig med Dem og Moltke, og det viste sig da at Grev Frijs allerede havde giort ham opmærksom derpaa og tilraadet det. Baron R. svarede at han meget gierne vilde fortsætte en slig Forbindelse og bad mig sige Dem at han vilde sætte Priis paa at modtage confidentielle Meddelelser i Form af private Breve, saa ofte De fandt det nyttigt, forbeholdende sig ad samme Vei at kunne indhente Deres Raad og henlede Deres Opmærksomhed paa et særligt Punkt, naar han maatte ønske det. Jeg tør haabe at Forbindelsen altsaa herved er etableret og at De vil skrive til ham, saasnart De finder Anledning dertil.

Der er imidlertid et Punkt, om hvilket De maaskee ikke saa frit kan udtale Dem til ham, nemlig om den Dom der i Berlin baade af Preussere og af Fremmede fældes nu ogs. 454senere over Ministeriet, og dog vilde det være af stor Vigtighed at modtage alle mulige Antydninger derom. Det er jo nemlig at forudsee at den forsøgte Fusion af det nation. liberale Parti med Godseierne vil kunne opfattes forskjelligt, og Halls og Kriegers Navne have vel endnu mange Steder en slet Klang. Mohrenheim sagde mig forleden i Fortrolighed at hans Colleger meente at Hall var Sjælen i Cabinettet og at han navnlig ogsaa vilde udøve en meget betydelig Indflydelse paa Udenrigsbestyrelsen. Ligesaa har jeg fra anden Side hørt fremhæve at Rosenørn er slesvigsk Godseier. Jeg svarede Mohr. at Hall ikke vilde eller kunde blande sig i Udenrigsministeriet, og at jeg kjendte Rosenørn nok til at kunne forsikkre ham at han ikke vilde følge Andres Mening end sin egen, Hall var og blev ligesom Krieger Specialministre. Forresten vilde R. fortsætte Grev Fr.s Politik uforandret og det var netop Grev Fr. der havde sørget for at R. blev hans Efterfølger. — Til Baron R. sagde jeg senere at det vist var rigtigt om Hall effacerede sig saavidt muligt og at R. navnlig helst maatte undgaae at lade H. fremtræde i sine Samtaler. Det Samme vil jeg sige til Hall og Krieger. Forresten maa jo dog fornuftigvis Verden nu sige at Forskjellen mellem Halls og f. E. Bluhmes Politik nu maa være aldeles udvidsket. — Imidlertid er den hele Opfatning som Mohr. havde eller refererede, meget uheldig, thi hvis vi, hvad der jo er sandsynligt, i Sommerens Løb maae giøre Noget med den slesv. Sag — derom forbeholder jeg mig senere at tale udførligere med Dem — saa vil det let hedde at det er en Virkning af H[all] og Kr [ieger], og dog vilde selv Mohr. bedst kunne bevidne at Grev Frijs allerede forlængst og gientagende har udtalt at vi maae henvende os til Europa, naar de 6 Aar stunde til Ende. — Men som sagt, Alt hvad De kan oplyse om den Maade paa hvilken man i Berlin dømmer om Ministeriet vil være meget nyttigt her, da det dog er muligt at man her kan indrette sig lidt derefter og vil De skrive mig det til, saa skarpt og uforbeholdent soms. 455det siges, haaber jeg paa passende Maade at skulle kunne benytte det til Gavn for det Hele. Forresten har Heydebr. været meget elskværdig, men han er meget forsigtig.

Endnu er der en lille Ting der ligger mig paa Hjerte. Mohr. har giort opmærksom paa at Magdeburger Zeitung fra Tid til anden indeholder officiøse Artikler og navnlig for en Maaneds Tid gav en Udsigt over de paatænkte Fortificationer paa Als. Han raadede til at faae fat paa denne Artikel, som han ogsaa selv ønskede at indsende til Petersborg. Hvis De kan faae denne Art. i et eller 2 Exemplarer uden videre Uleilighed vilde det være ret interessant baade for M. og for os. . . .

P. Vedel

Godsejer N. Ahlmann til Rigsdagsmand H. A. Krüger.
Kjøbenhavn, 11. Juni 1870.

Kjære Ven!

Jeg har nu været hos Alle, som det er værdt at tale med om den bevidste Sag. Jeg har mødt en heel Deel Sympathi, en heel Deel Anerkjendelse af Din gode Villie, Udholdenhed og Opoffrelse, men overalt har jeg mødt Modløshed. — Næsten alle samstemme de i, at Danmark for Tiden ei kan røre sig og ei tør røre ved det nordslesvigske Spørgsmaal, ei engang tør paastaae Underhandlingerne afbrudte eller minde Preussen om at de enten maae fortsættes eller afbrydes. — Det eneste altsaa jeg har udrettet er, at man her veed, at Du ei staaer ene med Din Anskuelse, men at Nordslesvigerne dele den og navnlig, at de ere af den Mening, at Underhandlingerne maae officielt ophæves, førend Du kan tænke paa at gaae videre paa Din Vei. Hvorledes Du nu vil handle veed jeg ikke. Formodentlig bliver Du Din Plan tro og tager herover. Jeg reiser herfra Fredagen den 17de. Skulde Du forinden komme hertil, da haaber jeg at Du underretter mig derom, forat jeg kan faae en Samtale med Dig. I alle Falds. 456maae jeg tale med Dig, hvis det lykkes Dig at bortrydde Hindringerne, inden Du tiltræder den store Reise.

N. Ahlmann.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 13. Juni 1870.

Kjære Vedel,

Jeg har aldeles intet Nyt at meddele idag, men jeg vil dog ikke forsømme den Leilighed jeg har ved Grosserer Adlers Reise imorgen, til at takke Dem for Deres Brev, og derfor allerede nu at give Dem de ringe Bidrag jeg har til Besvarelsen af det Spørgsmaal De forelægger mig med Hensyn til det Indtryk Sammensætningen af det nye Ministerium gjør her. Det er ikke Meget, jeg kan sige Dem; thi flere Colleger have været bortreiste i nogen Tid, andre ere i disse Dage fraværende, og dette Altsammen blandt de Ikke-tydske, saaat jeg, da jeg ikke seer meget til de tydske, der saaat sige ere aldeles optagne af deres Forbundsraad eller Toldforbundsraad, ikke har havt Leilighed til at tale med Mange om Sagen. De Eneste jeg har talt med derom ere Loftus og Thile. Loftus gik bag over ved at høre, at Hall var en af de nye Ministre. Han havde seet Navnet i Telegrammerne og spurgte mig, om det var den samme Hall. Thile som jeg, efterat have modtaget Depeschen om Ministeriets Dannelse, gik til forat meddele ham den nye Combination, var ret fornuftig. Han erkjendte, at Halls Politik, i hvad man nu end, enten fra det ene eller det andet Standpunkt, kunde sige derom, ikke maatte bedømmes uden i Forbindelse med de historiske Begivenheder, navnlig med Frederik den VII Død i hiint skjæbnesvangre Øieblik; og var endog god nok til at sige, at var Frederik VII ikke død netop dengang, vilde meget Ondt været sparet ikke alene os men ogsaa Tydskland, hvorved jeg ikke kunde lade være at bemærke, at i hvorledes man nu end bedømte den danske Politik, entens. 457Halls eller andre Danskes, saa kunde man dog, ialfald efter hvad figura nu viser, ikke sige at Preussen havde havt Skade deraf. Hvad Thiles personlige Indtryk angaaer, troer jeg saaledes ikke, at der deri er Nogetsomhelst, som skulde gjøre vor herværende Stilling anderledes end før, men hans Indtryk er kun hans, og vi vide jo desuden tilstrækkeligt af Erfaring, at disse Folk, i hvad de beslutte eller foretage, ikke lade sig bestemme af Andet end hvad de finde »expedient«, og naar det passer i deres Kram at gjøre gjældende paa andre Steder, at vor Regjering er saaledes sammensat, at man har Ondt ved at komme ud af det med os, saa maae vi være belavede paa, at de gjøre det; og det beroer da paa, om de paa hine Steder kunne komme igjennem dermed. Jeg troer det er godt, at der for Øieblikket Intet foreligger, som netop skal gjøres nu. . . .

Hvad Loftus angaaer, saa giver jeg ikke Meget for hans Steilen, og han blev ogsaa strax tam, da jeg mindede ham om hvorlænge Russell, Paget, og mange andre Englændere havde forhandlet med Hall paa en saadan Maade, at denne aldeles ingen Grund havde til at troe, at de misbilligede hans Politik.

See dette er alt hvad jeg for Øieblikket kan sige Dem; men i det Væsentlige troer jeg ikke, jeg vil senere kunne sige Dem synderlig Mere. I det Store betyder det forresten efter min Mening ikke Saameget hvad man siger her. Her handles kun efter »expediency«, og de gjøre Intet »pour nos beaux yeux«. (Her vil jeg dog i Parenthes bemærke, at jeg, tiltrods for dette mit Skudsmaal, dog altid mener, at vi bør stille os saa godt som muligt med Preusserne). Derimod er det især paa andre Steder, nemlig i Paris, London, Petersborg, at det er vigtigt, at Indtrykket bliver saaledes, at hvad der efter Omstændighederne kunde blive gjort herfra, ingen Virkning faaer.

De maa her tillade mig en lille Digression, hvis Gjenstand forresten ikke er ganske fremmed for hvad vi her omtale,s. 458idet jeg beder Dem, hvis De kan, at besvare mig følgende Spørgsmaal.

Jeg saae forleden David, der reiste herigjennem fra Vien, og han sagde mig, at i de Dage da Kongen var i Tvivl om han skulde sanctionnere Forfatningen af 18de Nov., havde Paget telegrapheret til London og bedet om Raad, og at man da derfra havde tilraadet Sanctionneringen. Er dette virkelig sandt, saa mener jeg, at det er af meer end historisk Betydning. Jeg troer ikke det er nødvendigt for Dem, forat opklare denne Ting, at tale med David derom eller at sige ham, at han er min Hjemmelsmand, og jeg vilde derfor ikke gjerne, at De skulde gjøre dette. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Grev W. Scheel-Plessen, Gesandt i
Stockholm
.
Copenhague, 17 juin 1870.

M. le Comte

Il me revient d’une source qui mérite attention que postérieurement à l’entrée aux affaires du duc de Gramont, le gouvt. français aurait sondé le cabinet de Stockholm afin de savoir si en cas de conflit on pourrait compter sur la coopération de la Suède et de la Norwège mais que la réponse du gouvernement suédo-norwégien aurait été toute négative, attendu que le manque de soldats et d’argent l’empêcherait de se départir d’une politique d’abstention, dans le cas où une guerre générale viendrait à éclater.

Pour plus d’une raison il m’importerait de savoir si cette nouvelle est exacte et je prie V. E. de tâcher de s’éclairer là dessus, s’il Lui est possible de le faire par quelque voie indirecte et sans faire entrevoir à son interlocuteur qu’Elle a déjà reçu des données positives à ce sujet, et notamment qu’elles Lui sont parvenues de ma part.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 4.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 21. Juni 1870.

Der hersker for Tiden, idetmindste tilsyneladende, en saadan Stilhed i Politiken, at jeg maa begynde denne min første private Henvendelse til Deres Excellence med den Bemærkning, at jeg aldeles intet Vigtigt har at meddele eller at omtale. Imidlertid har jeg ikke villet tøve længer med ogsaa til Dem Selv at udtale og da navnlig i denne Form at udtale, ikke alene hvormeget det har glædet mig at det nye Ministerium har faaet en saa god og lovende Sammensætning, men ogsaa hvor kjært det har været mig, ved denne Leilighed at komme i Forbindelse med Deres Excellence. For mit eget Vedkommende haaber jeg at denne Forbindelse maa blive ligesaa tilfredsstillende for begge Parter, som den Forbindelse hvori jeg nu saalænge har staaet med Grev Frijs, ialfald har været for mig, og for Landets Vedkommende haaber jeg, ligesom jeg af al Evne skal bestræbe mig for, at den maa bære al den gode Frugt, som overhovedet er mulig under de nuværende løse og vanskelige ydre Forhold. . . .

Quaade.

Oreby.

Udenrigsministerens Meddelelser i Ministerraadet 21. og 28. Juni 1870.
21. Juni 1870.

Den Meddelelse, som Telegrafen for nogen Tid siden bragte, at nemlig en »ikke directe interesseret« Magt skulde have opfordret den danske Regering til at bringe det slesvigske Spørgsmaal frem, men at denne skulde have afslaaet at følge denne Opfordring, er aldeles ubegrundet, da ingen saadan Henvendelse her er skeet. Jeg har underrettet de danske Gesandtskaber herom men anseet det for rigtigsts. 460ikke officielt at dementere et Rygte, der i ingen af sine to Dele forekommer mig at være skadeligt.

Ligesaa lidet begrundet synes Efterretningen at være om at det slesvigske Spørgsmaal skulde have været bragt paa Bane under Sammenkomsten i Ems mellem Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen. ¹Ifølge »Berl. Tid.« 7. Juni 1870 Nr. 128 Tillæg har parisiske Blade indeholdt Rygter om Drøftelse af det slesvigske Spørgsmaal ved Sammenkomsten i Ems. Sml. Nr. 716.) Idetmindste have de danske Gesandtskaber Intet meddeelt der kunde bestyrke et i og for sig saa lidet sandsynligt Rygte. Hvis overhovedet alvorligere Sager have været omhandlet i denne Sammenkomst anderledes end ganske overfladiskt og forbigaaende, er det rimeligst at det kan have været Spørgsmaalet om Hessen-Darmstadts Tiltrædelse til det nordtydske Forbund, hvis iøvrigt den preussiske Regering for Tiden alvorligt tænker paa dette i og for sig saa lidet vigtige Skridt fremad. Efter Kmh. Quaades Opfatning synes dette og lignende mere demonstrative end praktiske Skridt snarere at være opgivne af Grev Bismark.

Efter at Hertugen af Gramont har tiltraadt Udenrigsministerposten i Paris, har Grev Moltke søgt at forvisse sig om hans Standpunkt med Hensyn til det slesv. Spørgsmaal. Gramont udtalte uforbeholdent at Frankrig for Tiden Intet kunde udrette i Sagen, men at den Tid kunde komme da det vilde stemme med Frankrigs Interesse at optage det. Langtfra for Tiden altsaa at love at virke for en Løsning, vilde det franske Cabinet rimeligvis end ikke ansee det for en Fordeel om dette Spørgsmaal løstes nu ved en Overenskomst mellem Danmark og Preussen, selv om dette kunde skee paa en for os tilfredsstillende Maade, thi derved vilde Frankrig miste et eventuelt Angrebsvaaben mod Preussen. Iøvrigt erkjendte Gramont at de europæiske Forhold maatte forandre sig, før Frankrig kunde tænke paa at optræde truende: enten maatte man være vis paa Ruslands Alliance eller idetmindstes. 461ufravigelige Neutralitet eller Østerrig maatte være blevet stærkt nok til at kunne danne en tilstrækkelig Modvægt mod Rusland, i Tilfælde af at denne Magt vilde understøtte Preussen under en eventuel Krig. Bedre end nogen Anden veed Gramont hvor liden Udsigt der er til at det sidste Alternativ kan ventes snart at realisere sig, og Fleurys Bestræbelser for i Vinterens Løb at nærme de 2 Keiserrigers Politik have været saa uheldige, at det endog antages for at være sandsynligt at han allerede af den Grund snart maa kaldes tilbage fra Petersborg.

Dette er altsaa hvad der ligger officielt og authentisk for om det franske Cabinets Politik og Gramonts Udtalelser bestyrkes fuldstændigt ved alle foreliggende Omstændigheder. Men ved Siden deraf har Grev Moltke i en senere Depeche ¹Trykt som Nr. 716.) berørt nogle Rygter, som ere naaede til ham, men til hvilke han selv ikke sætter nogen videre Lid. Det hedder sig nemlig at den franske Regering underhaanden skulde have begyndt at arbeide paa Opfyldelsen af Pragerfredens Art. V. Da det imidlertid tilføies at dette Forsøg giøres meget hemmeligt fordi man frygter for at det skal mislykkes og det franske Diplomati derved skulde udsætte sig for et Nederlag, synes Meningen at være ved dette Forsøg at opnaae en Løsning ad fredelig Vei og derimod ikke at faae et Klagepunkt mod Preussen. Ligesom en saadan ærlig Bestræbelse for at fjærne Spørgsmaalet, kun lidet stemmer med hvad Gramont udtalte til Moltke, saaledes modsiges den ogsaa ved et andet Rygte, som fremhæves af Gesandten. Han meddeler nemlig at det paastaaes at i den sidste Tid synes Krigsplaner at være blevne mere levende hos Keiseren og i denne Henseende fortælles det endog at det franske Cabinet endog skulde have giort en confidentiel Forespørgsel i Stockholm om hvorvidt man i Tilfælde af en Krig kunde stole paa Hjælp af Sverige- Norge, hvortil imidlertid Kong Carls Regering skulde haves. 462svaret, at den ikke vilde see sig istand til at yde nogen Understøttelse i et saadant Tilfælde, da Sverige hverken havde Vaaben eller Soldater. — Grev Plessen er blevet opfordret til underhaanden at søge at erfare om en saadan Forhandling virkelig har fundet Sted mellem Paris og Stockholm. —

28. Juni 1870.

Som jeg formodede, have disse forskjellige Rygter og Antydninger viist sig at være ubegrundede. Grev Plessen har besvaret mit Spørgsmaal derhen, at Hr. Fournier vistnok havde udtalt sig i Samtaler med Kongen om den slette Tilstand, hvori den svenske Hær og Flaade for Tiden befinde sig, men ligesom han ikke har stillet nogen saadan confidentiel Forespørgsel, som Rygtet nævnede, saaledes tyder heller Intet hen paa, at hans Bemærkninger vare fremkaldte ved nogen Ordre hjemmefra, men de finde deres naturlige Forklaring i Gesandtens Personlighed og begunstigede Stilling hos den svenske Konge. — Paa samme Maade har Grev Moltke selv tilbagekaldt de øvrige ovenomtalte Punkter, som kunde lade slutte til en activere Optræden af den franske Regering. Han bemærker i denne Henseende, at trods hans omhyggeligste Efterforskninger har Intetsomhelst bestyrket den udtalte Formodning om at man i Paris arbeidede paa nogen Løsning af det slesvigske Spørgsmaal, og ligesom Hertugen af Gramonts Tale i Interpellationen om St. Gothardsbanen af Alle er opfattet som meget fredelig, saaledes fremhæver Gesandten ogsaa at den keiserlige Regering foruden alle de øvrige indre Grunde, der maae anbefale den Fredens Bevarelse for det Første, nu desuden har faaet en ny og meget vægtig i den Dyrtid, som den overordentlige Tørke lader forudsee til Efteraaret saagodtsom over hele Frankrig. Endelig har General Bülow i London spurgt Baron Brunnow, der nylig er vendt tilbage fra et Besøg hos den russiske Keiser i Ems, hvorvidt det var sandt at den slesvigske Sag var blevet omtalt mellem Keiseren og Kongen af Preussen,s. 463men den russiske Ambassadør svarede, at han troede det ikke, i alt Fald havde han Intet erfaret, der bestyrkede dette Rygte.

Paa den anden Side hedder det nu i et Par Correspondancer i tydske Aviser, at Preussen skulde have til Hensigt i den nærmeste Fremtid at gjenoptage Sagen ved at stille nye Forslag til den kgl. Regering. Kmh. Quaade har imidlertid end ikke omtalt Tilværelsen af et saadant Rygte i Berlin.

P. Vedels Haand. Med den her anvendte Overskrift. — Politiske Koncepter med Indlæg III. — U. A.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
22. Juni 1870.

Kjære Kammerherre.

Mange Tak for Deres Oplysninger i det sidste Brev ¹Trykt som Nr. 719.) og jeg har sagt til Hall at han maatte undgaae Alt hvad der kunde synes at bestyrke en saadan Misforstaaelse af den Rolle, han spiller og ønsker at spille i Ministeriet. Det bliver dobbelt vigtigt at den Forestilling man flere Steder danner sig om Hall som en urolig Aand og en Himmelstormer ikke faaer Lov til at udbrede sig til hele Ministeriet, som jeg antager at vi i Eftersommeren ville være nødte til at giøre et eller andet Skridt i den slesvigske Sag. Da der jo ikke for lang Tid er Udsigt til at Spørgsmaalet fra anden Side sættes i Revægelse, behøves der en Akt, som afbryder Præscriptionen, ligesom det ogsaa saavel indadtil som i Forhold til Slesvigerne er nødvendigt at den danske Regering lader høre lidt fra sig, saameget mere som Novbr. 1870 ²Udløbet af den i Wienerfreden fastsatte Optionsfrist for Slesvigerne.) er en Termin hvortil Mange havde knyttet Forhaabninger, der nu skuffes. Saavidt ere vistnok Alle enige, men nu kommer Vanskeligheden:s. 464hvad skulde vi kunne foretage? Jeg vil ikke kjede Dem med at udbrede mig om hvad jeg ikke troer vilde gavne os, men strax sige hvad der forekommer mig efter Omstændighederne at være det rimeligste. — Situationen er at vi have begyndt Forhandlinger med Preussen, og medens de paa den ene Side ikke ere formeligt afbrudte, have de paa den anden Side dog heller ikke ført til Noget. Man kunde nu sige saaledes: Begge Magter ønske at dette Spørgsmaal skal blive løst, men de hidtilværende Forhandlinger have ikke ført til Resultat, idet de modstaaende Anskuelser have divergeret saa stærkt fra hinanden og den ene Part har ikke kunnet overbevise den anden. Vilde det ikke under disse Omstændigheder være nyttigt om man søgte at opnaae en Udjævning af de stridende Anskuelser ved Hjælp af Andres bona officia og vilde det ikke anbefale sig at upartiske europæiske Magter fik Leilighed til at forsøge paa en Tilnærmelse? Meningen er naturligvis ingen arbitrage eller regulær Mediation, men kun venskabelige Forsøg paa at finde en Løsning som kunde convenere begge Parter og som enhver af dem var Herre over at modtage eller at forkaste. For at undgaae alle susceptibilités, maatte disse Magter naturligvis være alle de der havde deeltaget i Londoner Conferencen med Undtagelse af det salig afdøde tydske Forbund. Hvis vi nu ere enige om at et saadant Raisonnement kunde lægges til Grund, bliver Spørgsmaalet hvorledes det skulde sættes i Scene! Begynde vi med hvad der jo var naturligst at giøre Preussen et saadant Forslag, kunne vi være ganske visse paa at Bismarck siger Nei, da Spørgsmaalet er et »indre« Spørgsmaal og saa er det meget vanskeligt at gaae videre. Men hvad siger De om samtidigen med at vi rettede en saadan Henvendelse til de 5 andre Magter, at fortælle Preussen at vi havde giort dette Skridt, overbeviste om at Pr. vilde billige et Forsøg, som maaskee kunde fremme Sagen etc. etc. Enten vil Bism. da afvise andre Magters Optræden, men saa have vi dog opnaaet Hensigten, afbrudt Præscriptionen,s. 465ladet høre fra os, bragt Spørgsmaalet ind for Europa og kastet Uretten over paa Preussen. Eller Bismarck siger ikke directe Nei, men de andre Magter trække paa Skuldrene og finde paa Udflugter: men saa have vi dog opnaaet vor Hensigt i det Væsentlige og kunne være visse paa at man dog fra forskjellige Sider ville besvare vor Henvendelse paa en Maade og i Udtryk der ville styrke vore Pretentioner. Eller endelig det er tænkeligt at Opfordringen ikke afslaaes, men der virkelig kommer en Slags Forhandling istand. Vi vilde da løbe den Fare at Resultatet blev at der ved Magternes Pression fremkom et Forslag som ikke omfattede Als og Sundeved. Om nu saa var, saa er det ganske vist min private Mening at vi skulde betragte det som en Fordeel foreløbig dog at være visse paa Noget, men for dem der dømme anderledes maa der vistnok være Beroligelse nok i den Tanke at det er saa godt som umuligt at et sligt Resultat nu kan fremkomme. Meget rimeligere vilde det være at Preussen af ond Villie eller paa Grund af Omstændighederne i Tydskland vilde holde sig til sine Fordringer om Garantier og indskrænke den event. Afstaaelse til Haderslev Amt, og vi havde da den gode Stilling at have constateret Umuligheden af at enes med Pr. og at have fremkaldt en bestemt Uoverensstemmelse mellem de europ. Magter og Preussen i denne Sag.

Endnu kunde det Spørgsmaal opstaae, om vi forinden skulde søge at forvisse os om at de andre europ. Magter vilde billige at vi giorde et saadant Skridt. Jeg mener ubetinget Nei, thi de vilde vistnok fraraade det af Hensyn til deres egne Interesser, maaskee med Undtagelse af Frankrig, men vi bør ikke raadspørge Fr. alene, fordi det dog aldrig i Længden vil holdes hemmeligt at sligt er skeet og det vilde give Sagen et slet Udseende, som om vi alene holdt os til den Side. Dernæst er Spørgsmaalet om det rette Tidspunkt. I den Henseende mener jeg at Efteraaret er gunstigst, navnlig ogsaa for Terminens Udløb i Nov. synes at indeholde ens. 466Grund mere for at vi giøre Noget. Betænkeligheden der kunde ligge i at et saadant positivere Skridt skeer af det nye Ministerium, forudsat at man har nogen Mistro til dettes Politik, svækkes væsentligt derved at Grev Frijs allerede længe før sin Afgang har udtalt at han vilde see sig nødt til at giøre noget Skridt i Sagen i Løbet af denne Sommer, og dette er indberettet navnlig til Petersborg, London og Paris.

See her har De nu kjære Kammerherre, mine »uforgribelige« Tanker. Vil De tænke over Sagen og sige mig Deres Mening derom saa detailleret som muligt. Det haster jo ikke, saa at De kan tage Dem god Tid dertil. Om en 8—14 Dage reiser jeg paa en 4 Ugers Tid til Norge til et Bad som min Læge har forlangt for at sikkre mig mod Gientagelse af min Brystbetændelse. Skriver De mig i Løbet af denne Tid til, vil de Coninck sørge for at Deres Brev kommer mig tilhænde.

Og dermed levvel saa længe, jeg haaber at komme tilbage fra min Norgesreise med fornyede Kræfter til at tage fat paa Arbeidet, som jeg venter at faae til Efteraaret.

P. Vedel

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, Torsdag, 23. Juni 1870. ¹Slutningen af Brevet dateret den 24.)

Kjære Vedel! . . . Jeg haaber at De styrker min Successor imod Thors ²Formentlig H. A. Krüger.) fortvivlede Angreb, thi det hører med til hans fixe Idee, at han skal have underviist Napoleon om det slesvigske Spørgsmaal, og den Understøttelse som vi have nydt af denne sidste væmmelige Person bliver vistnok i Fremtiden ikke af anden Beskaffenhed end den har været hidindtil, — ɔ: naar den synes gunstig, da er det kun for at benytte os som et Legetøi til at drille med, nogetsomhelst Hensyn til vor Undergang eller Frelse findes ikke, og de Forestillingers. 467som fransk Regjering og franske politiske Skribenter gjøre sig om Drømmeriget »Skandinavien« og om den svensk-norske Regenerationskraft ere efter min Overbeviisning saa fuldstændig blottede for et klart politisk Blik, at Udsigterne for Fremtiden ere mørke. De veed at jeg meget nødig omtaler og bedømmer Sager som ikke kunne forandres og mindst naar disse have politisk Betydning og i dette Tilfælde gjør jeg det kun til Dem personlig, fordi jeg er og vil være ligeoverfor alle Andre ultra-ministeriel, selv om det ikke stemmer fuldkomment med min individuelle Opfattelse. Carlsens Valg ¹Hofjægermester H. R. Carlsen, der var Grev Frijs’ Svoger, blev kongevalgt.) finder jeg under vore smaa Forhold en stor politisk Feil, fordi man ved at vælge ham, der een Gang har frabedt sig dette Valg og som efter sin Natur meget godt kan gjøre det anden Gang naar Stemningen bliver lidt mere pointeret demokratisk, nedsætter selve Gategorien » Kongevalgt«, hvilket har Betydning m. H. t. Valget fra Kongens Side; betragtes Valget ministerielt, er Feilen endnu større, thi Carlsen er at foretrække som Fjende, og Valget af ham binder ikke nogen Individualitet af de ustyrlige Grundtvigianere, og det er saaledes fuldstændig feil Beregning; han er ikke istand til at samle men kun til at sprede og forvirre, og en Mand, der saaledes kan skifte Ham efter den vexlende Følelsesstrømning hos ham er endnu mere uberegnelig end nogen Anden; De troer vistnok at jeg dømmer ham for strængt men det turde være at jeg kjendte ham grundigere end nogen Anden. . . . Man beskylder sandelig med Urette Quinden for Forfængelighed, thi ifølge min Menneskekundskab stikke Mændene hyppigt paa en ganske overordentlig Maade disse i saa Henseende. Ligeoverfor Ministeriets Fjender vil dette Valg kun røbe en Svaghed ligeoverfor Venstre, som af Alt skader meest i nuværende Øieblik; jeg kan forstaae at dette har tiltalt min gamle Collega Fonnesbech, der vistnok paa Indenrigsministeriets Gebeet vils. 468bestræbe sig for at udstede lige saa talrige Løfter som for Finantsministeriets Vedkommende. Med Hensyn til Bemærkningen om, at De troer at det var en Feil, at Conseilspræsidenten ikke fik en særlig Portefeuille, da er jeg overbeviist om, at dette ikke vilde have tilveiebragt den Ro i Sindet som De formoder, thi Gr. Holstein er med Hensyn til Livlighed, Trang til at meddele sig og Trang til at høre Andres Mening samt disses Raad den fuldeste Modsætning til den afgaaede Conseilspræsident og paa Grund af Modsætningens Skarphed kan i Begyndelsen Livligheden synes stærkere. Jeg er sjæleglad over, at han ikke fik Udenrigsministeriet, thi vel er jeg overbeviist om at han ikke vilde i Depecher etc. have udtalt sig anderledes end hidindtil, men jeg frygtede for hans Samtaler med Heydebrand, dog meest med St. Ferreol og Mohrenheim. Jeg skal naar fornødent gjøres med den største Iver styrke Rosenørn i at han alene taler Politik med de fremmede Gesandter og at det kun i sin Almindelighed skeer af Conseilspræsidenten; mon ikke Gr. Holstein midlertidig kan fungere som Krigs og Marineminister, til hvilket Sidste han og især Grevinden føle særligt Kald, thi jeg er overbeviist om, at dette 2 Maaneders Arbeide vil da kunne tilfredsstille ham for en længere Tid. Jeg længes efter at see Conseilspræsidentens Svar paa I. A. Hansens Forespørgsel; De veed at jeg i den Henseende er lettere at tilfredsstille end mange Andre, men De veed tillige at jeg er overbeviist om at Landsthinget har begaaet en politisk Feil, ved ikke at ordne dette Spørgsmaal i Forbindelse med Regjeringen, saavel af Hensyn til sin egen fremtidige Stilling, thi det vilde da have kunnet trodse alle politiske Storme, fordi der forelaae en politisk Gjerning; en fortjenstfuld [Handling] for et Ministerium burde det efter min Formening aldrig blive og ialfald vilde jeg ikke have denne Fortjeneste, dog ingenlunde af Hensyn til Utilfredsheden der vilde fremkomme hos mange Godseiere, da jeg ikke har den ringeste égard herfor, men fordi det kunde faae Udseende af at en enkelt Personligheds. 469udelukkende var skikket til Forligelsescommissair, og dette hverken tjener Personen ei heller det Almindelige i et lille demokratisk Land, hvor dog Ingen bør blive høiere end at man idetmindste kan spytte over ham. Det forekommer mig at Grammont efter Deres sidste Yttringer endnu tydeligere end Daru siger reent ud at vi kun skulle bruges som Boldt; denne Hensynsløshed og Raahed saavel fra fransk som fra engelsk Side forekommer mig om end ubehagelig dog hensigtsmæssig til at bortveire alle Illusioner; og dog vil Thor reise og skal hans Reise betales med danske Penge; thi dette er vel egentlig Hensigten med hans nuværende Ophold i Kbhvn.; da jeg antager at hans Reise selv betragtet fra Krygers individuelle slesvigske Standpunkt er forrykt, vil jeg selvfølgelig afstyrke dette Foretagende hvor jeg kan og har jeg dette isinde naar jeg i et Par Ord idag svarer Udenrigsministeren. — Naar vi ikke gaae efter egen Dom men ogsaa tage Hensyn til Andres Skjøn, kan det ikke nægtes at Halls Navn har skadet, idet man nu eengang efter min Formening med fuldstændig Urette betragter ham som politisk Skandinav; Krieger betragtes skjøndt han her i Landet er mere fremtrædende ikke saaledes som Fane. . . .

30*

Meget vilde det smerte mig ikke alene af personlige Hensyn men fordi det efter min Overbeviisning vilde være til Skade for dette lille Land, især i Jylland hvor Alt er flydende nok og Jord behandles som Gjenstand for Handel ligesom Caffee og Sukker, om disse Lehns og Stamhuus Forhold løsnedes eller gjordes altfor lette at løsne, thi det er klart at mange af de Behageligheder som i Almindelighed kunne forenes med større Besiddelser ikke længere kunne haves her i Landet, navnlig Nydelsen af Jagd, og Meget vil kunne drive de større Capitaler til Anvendelse andetsteds hvor de kunne kjøbe billigere samt faae agréments som ikke ere til at erholde hersteds. Der forekommer mig saalænge man endnu er ved at fremhjælpe og lette Fæsteafløsning paa disse Eiendomme, er der al Grund tils. 470ikke at forhaste sig med det andet Spørgsmaal; og hvad Indenrigsministerens Tilbøielighed til Indrømmelser paa dette Gebeet angaaer, da er den vistnok ikke større her end overalt, og er jeg overbeviist om at Krieger før eller sildigere vil være nødsaget til at modsætte sig denne Blødhed, som ikke alene er et Garakteertræk men muligviis ogsaa kunde have en politisk Farve for at kunne blive Bærer af en anden og tilkommende Politik. — NB. Desuden er jo Spørgsmaal om Lehn og Stamhuus hovedsagelig Justitsministerens Gebeet.

Endskjøndt jeg herovre nyder min Frihed kan jeg dog ikke fragaae, at jeg savner vore daglige Samtaler og at jeg glæder mig til at fornye disse saasnart jeg kommer engang imellem ind til Kjøbenhavn. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 24. Juni 1870.

Kjære Vedel,

Af Deres Brev af 22de, for hvilket jeg takker og hvis Indhold jeg nøie skal overveie, seer jeg, at De med det Allerførste reiser til Norge. Dette glæder mig særdeles for Dem, og ogsaa for mig, da det ligger mig meget paa Hjerte at De holder Dem frisk. Men Tidspunktet, som jeg er overbeviist om vil i alle væsentlige Henseender være det bedste, da der vistnok vil herske uafbrudt Stilhed i længere Tid, kommer mig lidt paatvers i en anden, vel ikke i og for sig væsentlig, men dog for mig ikke ganske uvigtig Henseende. Herpaa kan jeg imidlertid maaskee bøde ved strax at sende Dem et Par Ord, som jeg beder Dem besvare før Deres Afreise. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Tirsdag, 28. Juni 1870.

Kjære Kammerherre.

Mange Tak for Deres Brev og for Deres venlige Interesse for mig, destoværre er min Reise nu bleven noget udsat fordi Ministeren ikke vil lade mig reise før Rigsdagen er forbi og han selv derefter har giort en lille Tour paa 1 à 2 Uger til Lolland. . . .

Her er Intet foregaaet siden De sidst hørte fra os. Rigsdagen gaaer sin Gang og jeg vilde snart ønske at vi kunde tilføie »og sin Vei«, men endnu kan det vare Noget. Jeg haaber at skrive Dem til, før jeg engang kommer afsted.

P. Vedel.

Lensgreve C. E. Frijs til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Frijsenborg, 29. Juni 1870.

Kjære Baron Rosenørn! . . . Jeg seer, at H. Kryger er i Byen og formoder at De bliver jevnlig lidt plaget af dennes Aabenbarelser. . . .

C. E. Frijs.

Oreby.

Justitsminister A. F. Krieger til Stiftamtmand Regenburg.
29. Juni 1870.

Kjære Regenburg!

. . . Jeg var netop ifærd med at spørge Dem om De, der var Centrum for Slesvigeres Forespørgsler og Henvendelser, ikke skulde kunne constituere En der efter fattig Leilighed kunde være Mellemmand. En saadan savnes i høi Grad, blandt Andet og idelig med Hensyn til Krygeriana o. s. v. Jeg troer (men svarer dog ei derfor), at man for Øieblikket hars. 472faaet ham fra den Reise til Paris, som han vilde foretage i den Tro, at han holdt Europas Fred og Krig i sin Haand! . . .

Fr. Krieger.

Regenburgs Paategning: Sv. 7. Juli 1870. — Regenburgs Privatarkiv. R. A.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 30. Juni 1870.

Kjære Vedel! I Gjensvar paa Deres venlige og meget kjærkomne Linier af 28de dennes kan jeg ikke undlade strax at bringe de hos mig fremkomne Tanker om Fæsteafløsningslov og dennes Forbindelse med Grundlovsparagraphen vedrørende Lehn og Stamhuse. De veed at min Politik vedrørende Fæstesagen ikke er bleven deelt af Dem nogensinde og at jeg i den Henseende er langt mindre conservativ end De, og jeg vil gjerne indrømme at jeg betragter Sagen hovedsagelig fra den politiske Side, og der er derfor egentlig ingen Ting der er gaaet mig mere imod politice end Maaden hvorpaa Landsthinget tog sig af denne Sag (denne Sag gik mig langt mere nær end den vestindiske Sag), thi det staaer for mig endnu politisk klart saaledes som Forholdene ere her i Landet at det som det gjaldt om, var at Fortjenesten for at bringe endelig Afslutning paa dette Forhold ikke tilkom noget Individ men den conservativere Deel af Repræsentationen. Godseierne, som trøstig pointere Eiendomsspørgsmaalet, og indrømme vedvarende Indskrænkninger i Brugsretten, dele sig i forskjellige Categorier a) de fuldstændig naive, som virkelig troe paa det juridisk Ideelle om jeg maa kalde det saa, bortseende fra Realiteten, b) enkelte hæderlige Undtagelser som deels af Kjærlighed til det gamle Overleverede deels af virkelig, men efter mit Begreb overdreven, Kjærlighed til Bondestanden ønske Fæstevæsenets Bibeholdelse; disse enkelte Exemplarer, som leve i en indbildt Verden og ikke kunne see at Verden bevæger sig og at Bondestanden, forsaavidt som den endnu i Standsfordomme existerer,s. 473i Virkeligheden gjennem Gaardmændenes overveiende Indflydelse paa Valgene i Landdistricterne, er fra den beskyttede gaaet over til den styrende Deel af Folket — at dette i Virkeligheden ikke endnu har kunnet realiseres ved Ministervalg ligger ikke i Mangel paa god Villie fra Gaardmændenes Side — thi den egentlige Kjærne i deres politiske Forfængelighed er just dette at kunne kalde et Ministerium sit, men fordi endnu de som ville være dets Førere væsentlig maa regalere dem med Misundelsens og Hadets Billeder ligeoverfor de saakaldte høiere Staaende, enten nu dette være ved Formue og Stilling eller ved Intelligents; derfor har det været dem umuligt hidindtil at finde til Ministre presentable Førere — og disse hæderlige Undtagelser ville uddøe meget snart og ville ikke ved nogetsomhelst, mindst ved den paatænkte Forbindelse imellem Afhændelse af Lehn og Stamhuse og Afhændelse af Fæstegodset sat som Betingelse lade sig paavirke; efter deres Tankegang vil endog en slig Bestemmelse virke i fuldkommen modsat Retning. — Den tredie og sidste Categori af Godseierne tillader jeg mig at kalde Jøderne for hvem det egentlig gjælder om at bringe det meest Mulige i Penge ud af Godset og som derfor helst vil have den længst mulige Tid til Realisation, navnlig Troen paa Fæstelovs Umulighed udbredt blandt Bondestanden, for at kunne skrue Prisen paa Bøndergaarde saa høit op som muligt; efter min Overbeviisning er paa Grund af de historiske Forhold, tildeels ved Fæstevæsenet, som for Brugeren altid vil være, o: Fæste, den billigste Brugsret, Bøndergaardene alt i en overdreven høi Priis i Forhold til de større Gaarde og den paa begge relative Cultur, og man burde derfor ikke være Jordjøderne behjælpelig i at forhøie Prisen, hvilket let vilde være skeet, hvis Landsthingsudvalgets Indstilling var gaaet igjennem. Undskyld denne lange Digression; denne politisk fornuftige — efter min Opfatning — Afgjørelse gjennem Landsthinget er nu ikke længere mulig, og jeg kan ikke see, at efter Sagens Gang og efter Forslagstillerens. 474I. A. Hansens indtagne Stilling ligeoverfor Sagen, at der er Andet at gjøre for et Ministerium end at henholde sig til de virkelig stedfindende Forhold og sige: saalænge Frivilligheden viser sig istand til at afløse dette Forhold, maae vi ansee dette for det Bedste, og saalænge dette vedbliver er der ingensomhelst Grund for Lovgivningsmagten til at træde hjælpende til, thi Frivilligheden er just i et frit Land den Maade, hvorpaa et sligt forældet Forhold helst maatte ønskes løst; at dette er overeensstemmende med Sandheden troer jeg ikke kan benægtes. For Fæsterne er det ønskeligt, at Afhændelsen skeer gradative eller lidt efter lidt, og ligesom det gjælder om at Godseierne ikke føle sig alfor sikkre, saaledes er det væsentlig at Bondestanden ikke faaer den Tro at den kan være tjent med ved Hjælp af en Majoritet at tiltvinge sig dette Spørgsmaals Afgjørelse, og saaledes som Sagerne have stillet sig, troer jeg at det ikke kan undgaaes at modtage med aabent Vizir den af I. A. Hansen bebudede Kamp. — Til den hele Fremstilling kan De svare mig, at dette egentlig ikke var det, hvorom det væsentlig handler sig, thi Grundlovsfordringen om Lehn og Stamhuse er herved ikke berørt, jeg skal stræbe at komme hertil senere. Jeg skal foreløbig bemærke: i Anledning af indirecte Middler til Paaskyndelse af Fæsteafløsning ved frivillig Overeenskomst troer jeg, at bedre end det af Krieger paapegede, vilde Forpagtningsrettens Indskrænkning (eller mulige Ophør) — jeg udtrykker mig saa kort fordi jeg antager kun at tale om Fæstegaardes 50aarige Forpagtning — virke, thi Mange have levet og leve i den Tro at de ved denne Udvei om end Lidelsen kan være lang kunne frigjøre sig eller rettere Jorden for den denne paahvilende Fæstepligt. —

Grundlovsparagraphen om Lehn og Stamhuse forekommer mig ikke mere end mange andre at trænge til øieblikkeligen at føres ud i Livet; naar Godset er afløst, forekommer det mig at Regjeringen maatte gjøre Alt for at Baandenes Løsning vel muliggjordes, men ikke lettedes alfor stærkt,s. 475practisk gjælder om Fideicommisser det Samme som om Skovene, at man kunde have ønsket en bedre Fordeling af disse i de forskjellige Dele af Landet navnlig at Jylland havde faaet anviist en større Andeel, thi just med Jydernes Eiendommelighed som Handelsfolk, der ikke betragte Jord paa anden Maade end Sukker og Caffée, kunde man nok ønske en paatvungen og nødtvungen Stabilitet. Det følger af sig selv at naar en Familie i lang Tid har besiddet en Eiendom maa den antages at føle sig endnu stærkere knyttet dertil og derigjennem til Landet, dog er Familiestandpunktet langtfra det, hvorfra Institutionen bør søges taget under Armene, thi dette har saavel sit contra som sit pro navnlig naar sees hen til det specielle Individ, hvorigjennem Fortsættelsen og Continuiteten skeer — men det er min individuelle Overbeviisning, at just til samme Tid, som gjennem Fæstevæsenets Afløsning, Kjøbe- eller Handelspriserne paa de mindre Eiendomme faae saa stor og gjennemgribende Indflydelse, ogsaa at ville bringe de store og større Eiendomme paa Markedet vilde være i meget ringe Grad tilraadelig. Hele den nyere Udvikling i Besiddelse og Eie af Landeiendomme, hvori indestaae store Prioriteter, medfører ganske vist en mere energisk Benyttelse og Drift, men den har under en Modgangs og Lidelses Tid, som dog for Jordproduction ligesaalidt vil udeblive som for alt Andet, en meget stærkt fremtrædende Skyggeside, og for en Folkeeiendommelighed som er sat paa en Udpost som den danske troer jeg, at man ikke uden paatrængende Nødvendighed skal paa dette Punkt, aabne en Port for Vexel og Omskiftelighed som hidtil ikke har existeret især paa en Tid hvor der i Nabolandet Sverrige tilbyder sig saa rig Leilighed til at gjøre gode Forretninger, især da dersteds til samme Tid kunne conserveres en Deel Behageligheder og Fornøielser som ikke lade sig practisere her i Landet saa at jeg troer at Tiltrækningen vil være alfor stor, især til samme Tid som de meget Forsigtige ville kunne raisonnere, at den scandinaviske Halvø langtfra er udsat fors. 476paa den Maade at drages ind i Verdenskampen som Danmark uundgaaelig vil blive det. — Mens jeg husker det maa jeg dog spørge om Proclamationen vandt det nye Ministeriums Bifald? Af Ovenstaaende vil De have seet, at jeg egentlig mere tænker mig ind i den Stemning hvormed en Justitsminister skulde gaae til Behandling af Spørgsmaalet om Grundlovsparagraphens Realisation i Henseende til Lehn og Stamhuse; naar Krieger har antydet, at man skulde stille denne Løsning eller Hævelse af fideicommissariske Baand facultativt, da tillader jeg mig kun at fremhæve, at man stole ikke alfor meget paa Besidderens conservative Tendents. De maa undskylde, at der er saa tidt kommet Afbrydelse i min Skrivning, saa at der vanskelig vil findes nogen sammenhængende Gang i Tænkningen. — Ved at gjennemlæse Deres Brev atter seer jeg, at De i det Væsentlige har yttret det Samme som Indvending som jeg har fremført; m. H. til [Fæste]sagen bilder jeg mig ind, at Krieger ikke vil differere væsentlig i den practiske Maade nu at tage Sagen paa, men jeg kan nok tænke mig at han deels af Hensyn til Grundlovsparagraphens Existents deels paa Grund af Forskjellighed i Opfattelse m. H. t. Lehns og Stamhuses Ønskelighed i sin Almindelighed, kan ønske at forberede Noget paa Grund af hvad der i Folkethinget har rørt sig gjentagne Gange i denne Sag, men jeg har egentlig ikke nogen klar Forestilling om, hvorledes hans individuelle Stemning er i saa Henseende. Jeg havde strax mærket mig I. A. Hansens pludselige Kjærlighed for Slesvigerne, mon han ogsaa kan faae den gjæve Winther med hertil? Kryger bliver værre og værre, thi efterhaanden som han tiere træder op, bliver han naturligviis mere fordringsfuld ligeoverfor andre smaa Dødelige og han seer egentlig nu foruden sig selv kun Bismarck og Napoleon som politiske Personligheder og kan desværre ikke faae Øiet op for at den Sidste er epileptisk. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer. — Sproget og Tegnsætningen i dette Brev er meget ujævn.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 6. Juli 1870.

Kjære Vedel,

. . . Det Eneste man beskjæftiger sig med er Prindsen af Hohenzollerns formeentlige Candidatur til Konge i Spanien. ¹Om den danske Regerings Politik under den ved den hohenzollernske Kandidatur opstaaede Krise henvises til Aage Friis: Danmark ved Krigsudbrudet Juli—August 1870 (1923), hvor de i det følgende trykte Akter er benyttede.) Men da Kongen af Preussen, saavelsom ogsaa Bismarck, er fraværende for Øieblikket, antager jeg at man saameget mindre veed Noget her i Berlin om hiin Sag, som den jo desuden hører til den Slags Sager der behandles i ganske særegne Former. Vi faae nu at see om Avisernes Meddelelser om en Deputation til Prindsen bekræfte sig. Skeer det, kan det vel antages at Sagen ikke er greben ud af Luften, da man vel ikke vilde bestemme sig til en Deputation, uden i Forveien at have følt sig for. Forresten er man ikke paa det Rene med om Candidaturen skulde gjelde Arveprindsen af Hohenzollern, der er gift med en portugisisk Prindsesse, eller hans yngre Broder, den som følger paa Fyrsten af Rumænien. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 8. Juli 1870.

Da jeg modtog Deres Excellences ærede Skrivelse af 29de f. M., ventede jeg ikke, at jeg allerede ved at udtale min Tak derfor tillige skulde faae noget vigtigt Nyt at skrive om. Thi dette anseer jeg Pr. af Hohenzollerns Candidatur for at være. Imidlertid troer jeg, man maa være varsom med at tillægge den en virkelig blivende Virkning.

s. 478Jeg veed jo, at den nuværende danske Regjering ligesaalidt som den forrige speculerer i Ufred eller i en Krig mellem Preussen og Frankrig, og derfor er der ingen særegen Anledning for mig til at modarbeide en ved egne Ønsker støttet Forestilling om at den nu pludselig indtraadte Situation skulde komme hine Ideer imøde. Men jeg troer dog ikke at burde tilbageholde min egen Mening om Sagen, som er den, at man fra fransk Side, — jeg kan jo egentlig endnu kun tale om den franske Presse og om Gramonts Svar paa Interpellationen, der jo vistnok har stor Vægt, men som vi dog endnu kun kjender af Telegrammerne —, synes at tillægge Preussen eller Gr. Bismarck en for stor Andeel i den omhandlede Candidatur. Man har ikke sat sig imod den; man har maaskee ogsaa tænkt sig, at det vilde være smukt og derhos meget forøge den preussiske Politiks prestige, at en tydsk Prinds, som henregnedes til det preussiske Kongehuus, indtog den spanske Throne og saaledes blev en Efterfølger af Carl V; men jeg troer man gaaer for vidt, naar man antager, at man her har villet gjøre Noget som af Frankrig kunde i Længden ansees som en Provocation eller som et Angreb paa den Forestilling der nu omtrent i 100 Aar har hersket hos den franske Nation om at Spanien var en Slags Dependents af Frankrig, som ingen Andre maae røre ved ad modum Americanernes Monroedoctrin. Derfor er det min Mening, at Bevægelsen vil sætte sig, efterhaanden som Sagen yderligere opklares. Jeg troer ikke at Frankrig nu vil Krig, og hvad Preussen angaaer, da seer jeg ikke hvad det skulde vinde derved: jeg troer ikke man kunde berede Gr. Bismarcks Politik eller det nordtydske Forbund en større Forlegenhed, end dersom man i dette Øieblik vilde tilbyde hele Sydtydsklands, d. v. s. Baieras, Württembergs o. s. v. Indtrædelse i det nordtydske Forbund, thi dette vilde være meget nærved at æquivalere Gjenoprettelsen af det gamle tydske Forbund.

Hertil kommer, at det jo ogsaa er meget tvivlsomt om Pr.s. 479af Hohenzollern vil faae det fornødne Antal Stemmer i de spanske Cortes.

Imidlertid forstaaer det sig af sig selv, at naar jeg saaledes i dette Øieblik mener, at Stormen vil trække over, saa slutter jeg ikkun fra hvad der er mig bekjendt og fra de Domme jeg iøvrigt kan danne mig om de paagjældende Forhold, og ligesom der baade hist og her kan gjøre sig Drivfjedre gjældende som vi ikke kjende, saaledes er det vistnok ogsaa afgjort, at Situationen er overordentlig vanskelig, og at der saaledes af sig selv og mod baade den ene og den anden Parts Villie kan voxe Ting frem, som ingen bliver Herre over.

Skulde en alvorlig Storm bryde løs, frygter jeg for at vor Stilling vil blive meget mislig.

G. Quaade.

Oreby.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn- Lehn.
Fredag Aften [9. Juli 1870].

Kjære Excellence.

Der var aldeles Intet passeret i den forløbne Uge, indtil de overraskende Telegrafdepecher kom fra Paris. Det er imidlertid efter Ferriols og andre competente Folks Mening lidet rimeligt at Sagen vil blive Saa farlig som den lader. Imidlertid er det altid vanskeligt at gaae alene efter logiske Raisonnementer naar Lidenskaberne ere saa ophidsede som de øiensynligt ere for Øieblikket i Frankrig, — Falbes Depeche ¹Af 2. Juli 1870, utrykt. — Storfyrsttronfølgeren, Alexander (III), gift med Prinsesse Dagmar, kom snart efter paa Besøg hos Christian IX.) er interessant i det ene Punkt, at han beretter, at maaskee Dronningen af England og den engelske Regering have Deel i de formeentlige Restræbelser for at fjerne Storfyrst-Thronfølgerens. 480fra Thronen. Det var ikke umuligt! Skulde det ikke være muligt under Storfyrstens Ophold herovre at søge at udforske denne Sag lidt nærmere — det er vanskeligt, men kunde det ikke skee ved Prinds Hans eller gjennem Omgivelserne? Især den første Vei forekommer mig »unverfänglich«. Det var ganske vist ikke til Fordeel for os, om en saadan Successionsforandring foregik, Storfyrsten har ypperlige Kort paa sin Haand og det gjælder kun om, at han ikke lader sig overraske til et Samtykke. Altsaa er det af Vigtighed at han ikke er uvidende om hvad der fortælles. Jeg tillader mig at henstille dette Maal og Spørgsmaalet om hvilke Midler i saa Henseende turde være de tjenligste, til D. E.s Overveielse.

Jeg har skrevet en kort Fremstilling af de sidste Aars Begivenheder i den slesvigske Sag, som ledsaget af de vigtigste Afskrifter vil blive D. E. leveret af Lund. Jeg haaber at dette vil være tilstrækkeligt til at giøre Cabinettets Medlemmer bekjendte med hvad der har blivende Interesse.

Og dermed ønsker jeg D. E. at leve vel i min Fraværelse. Skulde De ville skrive mig til, er min Adresse: »Badestedet Grafsen ved Christiania«.

P. Vedel.

Endnu een Bemærkning maa jeg føie til mit Brev, som jeg har glemt: Deres Excellence vil vistnok være betænkt paa strax at sende Falbe tilbage til Vien, hvis den spanske Sag tager større Dimensioner, thi det gaaer naturligvis ikke an, at vi mangle Repræsentant hos en saa vigtig Stormagt under saadanne Omstændigheder. I Petersborg have vi dog idetmindste en Chargé d’aff., foruden at Mohrenheim er en ganske anden Mand end Eder.

P. Vedel

Oreby.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Paris, 11 juillet 1870.

Guerre considérée imminente. Bruit que gouvt. français aurait exigé exécution du traité de Prague est faux.

Moltke.

Chiffertelegram, indleveret i Paris 11. Juli 1870 Kl. 3.35 Efterm., modtaget s. D.

Uddrag af Artikler i Le Moniteur universel, Paris, 11.—27. Juli 1870.
Le Moniteur universel, 11. Juli 1870:

La paix ou la guerre, par Léo Joubert:

... La France, sympathique au Danemark, avait demandé pour ce royaume la restitution de quelques lambeaux du territoire qu’on lui avait enlevé en 1864; la Prusse s’y engagea formellement par le traité de Prague; mais elle n’a jamais songé à tenir un engagement placé cependant sous la garantie morale de la France. . . .

Le Moniteur universel, 17. Juli 1870:

La Declaration de Guerre, par Léo Joubert:

Ces preuves de modération ne produisirent pas d’autre effet sur la Prusse que de la persuader qu’elle aurait peut-être un jour la guerre avec la France, mais qu’elle pouvait aller fort loin sans l’avoir; aussi la vit-on s’engager de plus en plus dans sa politique envahissante, dédaigner les stipulations du traité de Prague et s’approprier les forces militaires des Etats de l’Allemagne du Sud en attendant qu’elle pût faire rentrer les pays eux-mêmes dans la Confédération prussienne.

Le Moniteur universel, 24. Juli 1870:

La guerre pour la Paix, par Paul Dalloz:

. . . C’est cette incertitude, c’est ce malaise eoûteux qu’il nous faut faire cesser en mettant un terme aux ambitieuses menées d’une nation, que ni le Sleswig gardé contre la foi des traités, ni le Hannovre, ni la Hesse, ni Francfort conquis . . . n’ont satisfaite. . . .

Le moniteur universel 27. Juli 1870:

Les deux politiques, par Léo Joubert:

Nous ne cherchons pas si elle [h: la Prusse] ne nous devait pas quelque reconnaissance; il est au moins une chose, qu’elle devait à las. 482justice, c’était de se renfermer dans le traité de Prague, qui lui faisait déjà de si prodigieux avantages. Il n’en fut point ainsi. La Prusse n’accepta du traité que les clauses qui consacraient ou favorisaient ses agrandissements; celles au contraire qui lui imposaient quelque obligation, elle les foula aux pieds avec un mépris de l’honnêteté peu commun dans l’histoire; non contente de s’annexer le Hannovre etc. . . . Tandis qu’elle s’agrandissait ainsi malgré le traité de Prague, elle le violait encore plus ouvertement en refusant de rendre au Danemark les districts du Slesvig, dont la restitution était stipulée. Telle est la rapacité opiniâtre de ce gouvernement qu’il a mieux aimé, à la face de toute l’Europe, attacher à sa victoire de 1866 l’infamie de la foi violée que de rendre au Danemark, indignement dépouillé, même la plus petite partie du territoire qu’on lui avait ravi.

31

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Paris, 12 juillet 1870.

Sur la demande du Roi de Prusse un délai pour répondre a été accordé jusqu’après demain mercredi. Eventualité de la guerre a un peu diminué.

Moltke.

Chiffertelegram, indleveret i Paris 12. Juli 1870 Kl. 12.20 Efterm., modtaget s. D.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Paris, 12 juillet 1870.

Contrairement à impression du premier moment renonciation du prince et le caractère conciliant des instructions de l’ambassadeur de la Prusse arrivé aujourd’hui provoquent incertitude complète au sujet de guerre.

Moltke.

Chiffertelegram, indleveret i Paris 12. Juli 1870 Kl. 8.35 Efterm., modtaget 13. Juli.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 12. Juli 1870.

Deres Excellence vil af min desværre noget ufuldstændige Rapport af idag see, at det begynder at see noget alvorligt ud. Jeg tilstaaer jeg begriber ikke Hertugen af Gramonts Erklæring den 6te. Jeg troer ikke at den pr. Regjering har nogen egentlig Andeel i Prindsen af Hohenzollerns Candidatur, og intet Menneske har desuden her tænkt sig, at den franske Regjering vilde have noget Væsentligt at indvende imod denne Candidatur. Man kan altsaa virkelig ikke nægte, at det seer ud som om den franske Regjering vilde en Conflict. Denne Mening er temmelig udbredt her, og Situationen er saaledes i høieste Grad spændt. Imidlertid vil man dog ikke endnu troe paa Krig. Den preussiske Regjering viser stort Maadehold. Grev Benedetti er bleven meget vel modtaget af Kongen af Preussen, og jeg troer at kunne sige, at den overveiende Deel af det herværende corps diplomatique endnu haaber et fredeligt Udfald af den opstaaede Differents. Ialfald vil det ikke vare mange Dage inden vi see Lys i Sagen.

Under alt dette er der imidlertid Noget som i høi Grad ligger mig paa Hjerte og som jeg derfor ikke kan undlade at fremhæve.

Jeg kan meget godt forstaae, at den danske Presse ønsker en Krig mellem Preussen og Frankrig. Den venter, at Frankrig vil seire og det er jo ogsaa muligt; men hvad der skrives i vore Blade gjør Intet til eller fra i denne Henseende; og dersom Frankrig ikke skulde seire, navnlig ikke seire aldeles afgjort, eller dersom Conflicten skulde undgaaes, hvad man dog, idetmindste her, endnu anseer som det sandsynligste, saa vilde krigeriske Artikler som vore ledende Blade havde bragt under denne spændte Situation, efterlade en Gift i vore Forhold til Preussen, som det senere vilde være meget vanskeligt s. 484at fjerne, og som derfor senere kunde være os til stor Skade, uden nu at have bragt os mindste Nytte. Maaskee er det jeg her siger overflødigt, og jeg har hellerikke endnu i vore Blade fundet nogen Anledning til min Bemærkning, men jeg gaaer efter den Erfaring jeg tidligere har gjort, og desuden vilde jeg, som alt antydet, finde det forklarligt, at Mange hos os ventede sig en Lægedom for vore egne Ulykker i en europæisk Katastrophe.

31*

G. Quaade

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 14. Juli 1870.

Kjære Legationsraad,

[Om et Pas.]

Jeg benytter denne Leilighed for at bede Dem lade mig vide, om muligt med Omgaaende og allerhelst ved et Chiffertelegram, om den Illumination som forskjellige Blade sige har fundet Sted i Leiren ved Hald og i Viborg har været foranlediget ved Udsigten til en Krig mellem Frankrig og Preussen, eller, saaledes som jeg troer, ved den 6te Juli som Aarsdagen for Slaget ved Fredericia.

G. Quaade

Vedlagt Koncept til Chiffertelegram til Berlin af 15. Juli 1870.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 14. Juli 1870.

Jeg havde ventet at kunne i Formiddag tilstille Deres Excellence en fredelig Bapport; men det Første jeg saae imorges var den vedlagte foruroligende Efterretning fra Ems; og umiddelbart derefter er al min Tid bleven optaget af Besøg, hvorved jeg ikke er bleven klogere end jeg var, men hvorved jeg er bleven forhindret fra at gaae ud; og saaledes vil s. 485jeg ikke faae Tid til nogen ordentlig officiel Meddelelse med den Post som i Formiddag afgaaer herfra til Kbhvn. Jeg kan ikke sige Andet, end at hiin Efterretning fra Ems der suppleres ved Telegrammet fra Paris om Hertugen af Gramonts Erklæring igaar, forekommer mig at fjerne, for ikke at sige ganske at tilintetgjøre den Udsigt til Fred der viiste sig igaar.

G. Quaade.

Oreby.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Copenhague, 15 juillet 1870.

L’illumination dont vous parlez a uniquement eu pour cause le souvenir de la victoire de Fredericia. Elle a eu lieu le 6 au soir alors que la déclaration du duc de Gramont ne pouvait être connue au camp. En effet cette déclaration n’est venue à ma connaissance que le 7. —

R L

Koncept til Chiffertelegram, indleveret i København 15. Juli 1870, afleveret i Berlin s. D. Kl. 6 Efterm.

General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
London, 16. Juli 1870.

Deres Excellence,

. . . At »Danmark« stadigt nævnes og i Pressen omtales i Forbindelse med den nu opstaaende store Kamp er naturligt, og Mange betænke sig ikke paa at lykønske til den nu aabnede Mulighed for en retfærdig Afgjørelse af vort saalænge svævende og utilfredsstillede Krav. I det Hele kan det jo ei være Andet, end at Enhver haaber paa, at denne gigantiske Kamp, engang bleven uundgaaelig, maa begrændses s. 486saameget som muligt og opnaae det størst mulige Resultat, det at afslutte alle svævende Stridspunkter. . . .

J. Bülow.

Depeche Nr. 33.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Baron Rosenøm-Lehn.
St. Petersborg, 16./4. Juli 1870.

Deres Excellence,

. . .Jeg hører her kun bekræfte, at Pragerfreden ei endnu er bleven Gjenstand for nogen Reclamation eller Omtale fra fransk Side. General Fleury har forsikkret mig dette, som ogsaa bekræftes i Udenrigsministeriet. Men denne Sags Fremdragelse vil ei mangle, og vil saa Danmark kunne undgaae at blive dragen ind med i Striden? Jeg har her hørt enkelte Yttringer, der synes at tyde paa, at Franskmændene skulde have isinde at gjøre en Diversion imod Preussen i Hertugdømmerne ved Hjælp af deres Flaade — og at de vilde ansee det for meget fordeelagtigt at være i Besiddelse af et Udgangspunkt for deres Operationer paa en af de danske Øer. — Men som sagt, dette er kun enkelte Yttringer, tildels faldne i en Samtale med den herværende franske Militairbefuldmægtigede. . . .

E. vind

Depeche Nr. 24, modtaget 22. Juli 1870.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 16 juillet 1870.

Monsieur le Baron,

Je viens d’apprendre comme un secret, mais positivement, que le Ministre des Pays-Bas venait d’être chargé avant-hier soir par voie télégraphique de déclarer au gouvt. prussien que celui des Pays-Bas est décidé à observer la plus stricte neutralité et à la soutenir au besoin par les armes, et que s. 487le gouvt. des Pays-Bas espérait que cette neutralité serait respectée par la Prusse. Il a immédiatement fait cette communication par une note, et hier il s’est rendu au Ministère pour en entretenir M. de Thile; celui-ci ne la connaissait pas encore, mais il a dit qu’il n’hésitait pas à déclarer officiellement que la Prusse respecterait scrupuleusement la neutralité des Pays-Bas.

Qaaade.

Depeche Nr. 26; Chiffer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 16. Juli 1870.

Secrète: [Meddelelse om Hollands Neutralitetserkl. Ordene er omtrent de samme som i Begyndelsen af Depechen af 16. Juli Nr. 26.] ¹Den hollandske Regerings Neutralitetserklæring meddeltes i en Note fra den hollandske Gesandt i Stockholm af 16/7 1870, modtaget 18/7. (Akter vedrørende Neutralitet U. A.))

Gjorde vi det samme, mener jeg, Redaction forbeholdt, at vi burde tilføie, at en saadan Politik vil blive meget vanskelig ligeoverfor Opinionen. Derfor maa man lette os den, om ikke ved Gjerninger, saa ved materielt sikkrede Løfter om Reparation efter Krigen.

Quaade

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 16. Juli 1870 Kl. 3.10 Efterm.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 16. Juli 1870.

Deres Excellence.

Jeg benytter Kherre Krags Reise i Aften directe til Kbhvn. forat tilføie nogle Bemærkninger, som jeg ikke kan betroe Posten, til min chiffrerede Rapport af idag. ²Trykt som Nr. 743.) s. 488Jeg er ved denne Rapport gaaet ud fra, at man her intet Tilbud gjør os. Jeg har ligesaalidt som andre Dii minorum gentium seet Bismarck, men jeg har seet Thile og Geh. Abeken, uden at have sporet Symptomer i den nævnte Retning. Jeg forudsætter derhos, at vi ønske at forblive neutrale saa længe som muligt, hvilket jeg veed at man her ønsker, og endelig bemærker jeg, at jeg ganske seer bort fra Frankrig. Jeg discuterer ikke alt Det som kunde motivere en fransk Politik for os, og jeg er mig derfor meget vel bevidst at mit Standpunkt er eensidigt.

Det er fra dette muligen eensidige Standpunkt, at jeg har skreven min Rapport og nu dertil føier Følgende.

Hvis vi ville udtale os for Preussen som foreslaaet, saa maae vi efter min Mening ikke gjøre det med Betingelser. Vi maae sige at vi ønske at forblive neutrale, væbnede eller ikke væbnede, og forlange Hjælp dertil ved materielt sikkrede Løfter, o: Løfter skrevne idetmindste i en Depesche til Heydebrand, som denne er bemyndiget ialfald til at oplæse, forat vi kunne beholde Indholdet og Datum deraf; men desforuden maae vi ogsaa strax ligefrem sige, at selv om man ingen Løfter giver, saa ville vi dog være neutrale saalænge som muligt. Give de da Løfter i fyldestgjørende Form og, hvad vi maae gjøre det Muligste for, Omfang, saa er det godt; og give de ingen saa ere vi ikke værre farne end om vi Intet havde sagt, og vi kunne bruge det imod dem hvis vi maae gaae med Frankrig.

Jeg gjentager at jeg seer bort fra Frankrig, og til Overflødighed bemærker jeg, at det ikke er min Følelse som taler. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Krigsministeriet til Lejrdivisionen i
Hald
.
Fortroligt.
Krigsministeriet, Kjøbenhavn, 16. Juli 1870.

Det er Regjeringen magtpaaliggende, at der ikke finder nogensomhelst Glædesdemonstration Sted i Anledning af Krigen mellem Frankrig og Preussen.

For Ministeren
Thomsen.

Koncept til Chiffertelegram. — Krigsministeriets fortrolige udgaaede Sager 1870, Krigsministeriets Arkiv.

Optegnelse af Legationsraad W. F. de Coninck.
[17. Juli 1870.]

Neutralitet, dersom Preussen tilsteder Danmark strax at besætte Nordslesvig — Flensborg-Tønder Linien — og giver Tilsagn om, at den af danske Tropper i Besiddelse tagne Deel af Hertugdømmet ved Krigens Ophør tilbagegives Danmark uden Garantier og uden Afstemning.

Kan en saadan Neutralitet ikke opnaaes, Deeltagelse i Krigen som Frankrigs Allierede. Betingelser for Alliancen med Frankrig: at det indrømmes Danmark, saasnart Krigsforholdene gjøre det muligt, at besætte hele Slesvig, og at Frankrig lover at ville ved Fredsslutningen virke til, at Hertugdømmet gives D. tilbage.

Under Forudsætning af, at Sverrig-Norge deeltager i Krigen som Frankrigs og Danmarks Allierede, Tilsagn fra dansk Side om paa det i Kong Carls Breve til H. M. og Biskop Monrad i 1864 givne Grundlag at ville arbeide paa en nærmere Tilslutning mellem Danmark — med Eideren til Sydgrændse — Sverrig og Norge.

Som Overskrift staar med P. Vedels Haand: De Conincks Mening afgivet til mig strax efter min Hjemkomst fra Norge. — P. Vedels Privatpapirer.

herre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 17 juillet 1870.

Aux déclarations de neutralité de Pays-Bas, Luxembourg, Belgique et Suisse la Prusse a répondu qu’elle respectera aussi longtemps que la France respectera. — Ministre de la guerre danois prie d’engager le comte de Frijs à attendre son arrivée demain à Copenhague.

Quaade

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 17. Juli 1870 Kl. 5.18.

Den fungerende Krigsminister, Grev Holstein-Holsteinborg, til Kongen.
Fortroligt.
Kjøbenhavn, 17. Juli 1870.

Da Ministeriet har anseet det for ønskeligt, at der finder en Observation af Sydgrændsen Sted, har jeg foranstaltet, at 5te Dragonregiments 2den Escadron under Ritmester A. S. H. Flindt idag pr. Jernbane afgaaer fra Randers som Detachement til Kolding. —

Escadronschefen vil blive instrueret om, at han i det angivne Øiemed skal sætte sig i Forbindelse med Chefen for Grændsetoldpoliticorpset og med Commandanten i Fredericia, samt efter Omstændighederne lade Jernbanetogene observere paa en af de sydlige Stationer. Det vil derhos blive paalagt ham at sikkre sig paalidelige Forbindelser sydpaa, og angaaende alle Efterretninger af Vigtighed, som derigjennem eller ad anden Vei maatte tilgaae ham, uopholdelig at indberette til Ministeriet, 2den Generalcomd. og Commandanten i Fredericia. —

Hvilket jeg ikke har villet undlade i dybeste Underdanighed at indberette til D. M.

Allerunderdanigst
Holstein.

Koncept paategnet: Afgaaet med Dato: 17/7 70. Underskrevet af: Holstein. — Af Krigsministeriets fortrolige udgaaede Sager 1870, Krigsministeriets Arkiv.

Optegnelse af Direktør P. Vedel.
18. Juli [1870].

Heydebr. kom kun for at rectificere en lille Feiltagelse m. H. t. Meddelelsen om Fyrenes Slukning. Han vilde ikke indlade sig paa nogen videre Samtale. Jeg bemærkede i Forbigaaende da han paa mit Spørgsmaal benægtede at Krigen endnu var erklæret, at det da forekom mig noget prématuré at Holland havde declareret sig neutralt hvori han ogsaa var fuldkommen enig.

Mohrenheim »glædede sig over Regeringens sage résolution strax at erklære høitideligt at vi vilde holde den stricteste Neutralitet under alle Eventualiteter.« Jeg sagde at jeg ikke troede [ufuldendt].

P. Vedels Privatpapirer.

Stiftamtmand Regenburg til Justitsminister A. F. Krieger.
Skanderborg, 18. Juli 1870.

Kjære Krieger.

. . . Her har man i Aar vænnet sig til den Tanke at en Krig mellem Frankrig og Preussen ogsaa maatte være en Krig mellem dette og os; man har derfor været aldeles forberedt paa en Occupation, og de Værnepligtige paa en Indkaldelse. Saavidt jeg kan skjønne imødesees begge Deele med Rolighed og en vis Freidighed; fra Landet siger man mig at Stemningen blandt det værnepligtige Mandskab er ganske anderledes end i 1864. Egentlig Ønske om Krig eller Begeistring kan jeg imidlertid i min nærmeste Omkreds ikke spore.

Det er forøvrigt ganske eiendommeligt under de nuværende overordentlige Forhold at sidde i en saa afsides Krog som Skanderborg. Saalænge der imidlertid kun handles om Rygter og s. v. foretrækker jeg det fremfor Aarhus eller en lignende By. Om derimod denne eller en anden større By ikke vilde være et mere passende Sted, hvis der skulde handles s. 492er et Spørgsmaal. Jeg antager imidlertid at jeg i paakommende Tilfælde kunde flytte Contoiret eller en Del deraf.

Som De seer kan heller ikke jeg frigjøre mig for den Tanke, at vi maa til at tage activ Deel i hvad der foregaaer. Maaskee har jeg Uret; men det skader i al Fald ikke at være forberedt og gjøre sig fortrolig med forskjellige Eventualiteter.

Jeg haaber De har det godt; under saadanne Forhold er det godt ikke blot at have sana mens men ogsaa sanum corpus

A. Regenburg.

Kriegers Papirer. R. A.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Wien, 18. Juli 1870.

Herr Baron,

Jeg ankom hertil igaar Middags, og var saa heldig, endnu i Løbet af Aftenen at see og tale med saamange ledende Personligheder, at jeg kunde sammenfatte mine Indtryk i det Chiffertelegram, jeg havde den Ære at afsende via Rusland. ¹Et Chiffertelegram, der er indleveret i Wien 18/7 Kl. 12.5 Form. og lyder: Italien og Østerrig bevare en afventende Holdning til Fordeel for Frankrig, især rettet mod Rusland. Østerrig forbyder Heste-Udførsel.
Falbe.) Her var man saa overbeviist om, at den kongelige Regjering alt havde erklæret sig for Frankrig, at Grev Beust næsten gjorde Nar af mig, da jeg svarede ham, at der ved min Afreise ikke havde været nogen Anledning, til overhovedet at tage en Bestemmelse. Grev Andrássy, som jeg spiste sammen med i Clubben alene ved et Sidebord, udlod sig paa samme Maade. Jeg replicerede med, at det var os meget om at gjøre, at vide, hvorledes Østerrig agtede at forholde sig. Grev Beust svarede mig glat væk, at Østerrig Intet agtede at foretage sig, s. 493ikke engang en Concentration af Tropper i Böhmen. Grev Andrássy, som er ankommet hertil iforgaars, synes at have den væsenligste Andeel i de tagne Bestemmelser. Hovedsagen er, at man vil undgaae at provocere en almindelig europæisk Krig, saalænge som muligt; men man miskjender ikke, at Frankrig har det i sin Magt, ved Pengemidler alene at fremkalde en Bevægelse i Rumænien, Fyrstens Fordrivelse og rimeligviis, som Følge deraf, russiske Troppers Indmarsch. En saadan Begivenhed vilde være øieblikkeligt bestemmende for Østerrig-Ungarn, og tvinge det til at tage activt Deel i Kampen paa Frankrigs Side. En østerrigsk Neutralitetserklæring vilde være en Fordeel for Preussen, og om en saadan er der ikke Tale; men man forbeholder sig den fulde »liberté d’action«, for i givet Tilfælde at skride ind, og det kun imod Preussen. . . . Pressen her i Wien er næsten udelukkende kjøbt op af Preussen, »Neue Fr. Presse« i Spidsen, og kan ikke siges at repræsentere den virkelige Stemning, der med faa Undtagelser, ligesom i Ungarn er ganske i Faveur af Frankrig. . . .

C. Falbe

Depeche Nr. 32.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Paris, 18 juillet 1870.
(soir).

Monsieur le Baron,

Monsieur le baron Duperré, chef du cabinet de monsieur le ministre de la marine, m’ayant fait part hier dans l’après midi d’une nouvelle parvenue à la connaissance de l’amiral Rigault de Genouilly d’après laquelle la Prusse aurait pris vis-à-vis du Danemark une attitude comminatoire tendant à lui imposer une déclaration de neutralité absolue en présence des événements, je me rendis dans la soirée au ministère des Affaires étrangères afin d’obtenir des renseignements s. 494positifs à cet égard. M. de Ring, souschef du cabinet venait de m’aborder dans le salon où je l’attendais lorsque monsieur le duc de Gramont entra et m’ayant apperçu me pria de le suivre dans son cabinet. Dès que nous fûmes seuls, le ministre me donna l’assurance que la nouvelle parvenue à l’amiral Rigault de Genouilly avait été singulièrement exagérée, M. de St. Férriol n’ayant exprimé que la crainte d’une éventualité et non pas annoncé un fait accompli; il me dit ensuite qu’il désirait me parler sur notre situation en regard de la guerre actuelle. »Les circonstances dans lesquelles nous nous trouvons sont également graves pour vous, me dit M. de Gramont; l’occasion de rentrer, du moins en partie, en possession de ce que vous avez perdu, se présente aujourd’hui. Je sais qu’en Danemark des courants en sens divers existent en ce qui concerne le territoire dont il serait avantageux de rentrer en possession; quelques personnes pensent qu’il faudrait le cas échéant se contenter de la partie danoise du Slesvig, d’autres opinent en faveur du Slesvig tout entier; il y en a enfin qui désireraient que l’on rentrât en possession de tout le territoire perdu en 1864. Je ne suis pas de l’avis de ces derniers, je crois que le Holstein serait un vilain cadeau à faire au Danemark et je pense que la rétrocession du Slesvig entier répondrait le mieux à vos intérêts. Si, comme nous l’espérons, la guerre est heureuse, notre but est d’amoindrir le plus possible la Prusse; le Slesvig serait donc le prix d’une alliance avec la France. C’est dans ce sens que je vais écrire à M. de St. Férriol afin qu’il fasse les ouvertures nécessaires à votre gouvernement, et je tenais à vous en prévenir afin que de votre côté vous fussiez à même d’en référer à Copenhague.«

J’ai répondu à M. de Gramont que je me trouvais absolument sans aucune instruction depuis qu’a surgi l’incident qui a eu des suites si graves. Je lui ai dit qu’il ne pouvait douter que toutes nos sympathies et tous nos voeux fussent pour la France, mais j’ai ajouté qu’il ne devait pas perdre de vue s. 495que nous nous trouvions vis-à-vis de la Prusse dans une position exceptionnellement dangereuse, qu’en prenant fait et cause pour la France nous risquions notre existence toute entière et que je croyais que dans les circonstances présentes il était d’une extrême importance tant pour la France que pour le Danemark que le drapeau français fit le plus tôt possible acte de présence dans les eaux de la Baltique.

»Je me rends parfaitement compte, répliqua M. de Gramont, des dangers auxquels vous vous exposeriez en prenant dès à présent une attitude hostile vis-à-vis de la Prusse; aussi ai-je émis l’opinion au Conseil des ministres lorsqu’il a été question du Danemark, que nous ne pouvions vous demander de vous prononcer en notre faveur que lorsqu’il y aurait des points de jonction entre les deux pays. Nous désirons et croyons utile que vous restiez provisoirement neutres en nous donnant l’assurance secrète qu’au moment opportun vous vous déclariez pour nous.«

Tel est, Monsieur le Baron, le résumé exact de cette première conversation avec M. le ministre des Affaires étrangères.

Encore le même soir, je reçus un billet de M. de Favernay me priant de me rendre le lendemain, c’est à dire aujourd’hui, au ministère des Affaires étrangères à 4 h. ½, M. le duc de Gramont désirant m’entretenir d’une affaire importante. Une invitation dans le même sens fut adressée dans la soirée à M. le général de Raaslöff qui se trouve à Paris depuis quelques jours.

Conformément au désir qui nous avait été exprimé nous nous rendîmes, le général Raaslöff et moi, au rendez-vous indiqué après nous être concerté sur le langage à tenir. Je suis, pour ma part, fort heureux que M. de Raaslöff qui part demain soir et aura l’honneur de remettre ce très-humble rapport entre les mains de Votre Excellence ait pris part à cette entrevue. Le général pourra communiquer à Votre Excellence l’impression qu’il a reçue de cette conversation. Sa s. 496présence offrait encore un avantage; n’ayant aucun caractère officiel, il a pu, plus facilement que je n’eusse pu le faire moi-même, aborder le fond d’une discussion pour le cas où l’éventualité d’une alliance avec la France se réaliserait.

Après avoir dit au général de Raaslöff savoir qu’il avait vu l’Empereur hier, M. le duc de Gramont aborda de suite le sujet dont il avait désiré nous entretenir. »Ce que nous souhaitons, dit-il, c’est que le Danemark reste neutre jusqu’au moment où sa sécurité et ses intérêts lui permettront de se déclarer en faveur de la France; je dis sécurité, ajouta-t-il, attendu qu’il est autant dans notre intérêt que dans le vôtre que vous ne vous prononciez pas contre la Prusse avant le moment opportun.« Après avoir fait observer au ministre qu’il n’avait actuellement aucune position officielle, M. de Raaslöff lui dit que la position du gouvernement du Roi était naturellement des plus difficiles attendu que la Prusse pouvait d’un instant à l’autre prendre une attitude comminatoire vis-à-vis du Danemark; il ajouta qu’en présence de cette éventualité il était de la plus haute importance qu’une escadre française se rendît au plus tôt dans la Raltique afin d’écarter, dans la mesure du possible, un danger qui aurait nécessairement pour résultat de placer le gouvernement du Roi dans une situation des plus pénibles. M’étant énoncé dans le même sens et ayant demandé à M. de Gramont s’il avait reçu depuis hier quelques communications de M. de St. Férriol, il répondit: »Je n’ai rien reçu de Copenhague depuis que je vous ai vu hier; quant à l’importance de la présence de la flotte française dans la Raltique dans le plus bref délai possible, je l’apprécie parfaitement. D’ici à six ou sept jours, continua le ministre, une escadre cuirassée, supérieure à celle de la Prusse, se trouvera dans les eaux danoises. Sa présence écartera, je l’espère, le danger de voir la Prusse prendre à votre égard une attitude menaçante«. Ayant demandé à M. de Gramont s’il n’avait pas eu la pensée de s. 497procéder vis-à-vis du Danemark ainsi qu’il l’avait fait vis-à-vis de la Belgique, il m’a répondu négativement; il m’a dit qu’il ne plaçait pas le Danemark dans la même catégorie que la Belgique et qu’il y aurait des inconvénients à son avis à provoquer en regard des éventualités futures, une déclaration formelle de neutralité.

Revenant à l’importance qui se rattache à ce qu’il ne se produise aucun indice de nature à provoquer les suspicions du cabinet de Berlin à notre égard, je dis à M. de Gramont que j’avais tenu ces derniers temps un langage des plus réservés, circonstance qui avait donné lieu à la rumeur que le Danemark et son représentant à Paris montraient dans la circonstance présente de la froideur. Tout en donnant l’explication d’une réserve qui m’a paru nécessaire je n’ai pas dit à M. de Gramont que c’est l’impératrice, qui, à ce qu’on m’assure, s’est exprimée dans ce sens. Le ministre a compris que je ne pouvais sans imprudence agir autrement et m’a même offert, si cela me convenait, de faire répandre par les journaux anglais la nouvelle que le Danemark comptait conserver une attitude de neutralité. D’accord avec M. de Raaslöff j’ai cru devoir accepter la proposition de M. de Gramont qui ne saurait avoir aucun inconvénient.

Le général de Raaslöff reprit à ce moment la conversation interrompue pendant quelques instants en demandant à M. de Gramont s’il avait adressé à M. de St. Férriol quelques communications au sujet de ce qui devrait, à son sens, constituer la base d’une alliance éventuelle entre la France et le Danemark. Le ministre répondit qu’il ne s’était pas expliqué sur ce point dans la communication télégraphique qu’il avait adressée à M. de St. Férriol; il ajoute que la rétrocession du Slesvig lui semblait devoir être le prix du concours qui serait donné à la France. Le général exprima alors l’avis qu’en regard des dangers auxquels s’exposerait le Danemark en prenant part à la guerre, il lui semblait naturel que la France prît de son côté l’engagement de ne pas condure s. 498la paix sans avoir stipulé avec la partie adverse la rétrocession au Danemark du territoire accepté d’un commun accord comme étant le prix de l’alliance. — M. de Gramont répondit qu’il n’était pas très disposé à contracter une obligation de cette nature qui, le cas échéant, pouvait au moment de la signature de la paix offrir des inconvénients sérieux et qu’il préférerait que l’on tombât d’accord sur un maximum et un minimum de territoire ce qui donnerait aux négociations éventuelles de paix une plus grande latitude. M. de Raaslöff ayant insisté sur la nécessité d’un engagement dans le sens indiqué par lui, M. de Gramont finit par s’exprimer de manière à ce que M. de Raaslöff et moi avons compris qu’il admettait le principe. Notre entretien se termina, le ministre qui avait une carte géographique devant lui ayant manifesté l’opinion que la France pouvait accepter comme minimum du territoire à rétrocéder au Danemark, le Slesvig tout entier; M. de Gramont ajouta toutefois que n’en ayant pas encore causé avec l’Empereur, ses paroles à cet égard ne devaient pas être considérées comme ayant un caractère définitif.

32

Quoique M. de Gramont ne se soit pas prononcé sur le chiffre des troupes qui seraient envoyées dans la Raltique, — fait sur lequel il n’a encore été pris ici aucune résolution définitive, — il s’est toutefois exprimé de manière à ne laisser subsister aucun doute sur la question de l’envoi d’un corps de débarquement. Les instructions envoyées à M. de St. Férriol lui permettront peut-être de s’expliquer plus catégoriquement sur ce point.

Avant de quitter le ministre il nous dit qu’il croyait que les deux armées ennemies seraient fortement engagées d’ici à quinze jours. »Nous avons, nous dit-il, neuf, dix ou onze jours d’avance sur les Prussiens en ce qui concerne les préparatifs militaires; ¹I Randen staar: !) nous en aurions eu encore davantage s. 499si nous avions pu, ainsi que nous le désirions prolonger la durée des négociations; malheureusement il y a eu insulte de la part du Roi de Prusse et ce fait a nécessairement eu pour résultat de faire cesser instantanément tous les pourparlers.

L’impression que j’ai reçue de mes dernières conversations avec les personnes appartenant aux sphères gouvernementales est celle que l’on espère ici qu’une première victoire gagnée sur les Prussiens aura pour conséquence de décider les puissances encore hésitantes aujourd’hui à se déclarer en faveur de la France. . . .

[Om den for Preussen gunstige Stemning i Sydtyskland og om den franskvenlige Stemning i Italien og Østrig.]

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 62.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 18. Juli 1870.

Deres Excellence,

Medens Ingen bestrider, at Frankrig i de Forhold, som have udviklet sig i Tydskland siden Aaret 1866, har, navnlig fra sit eget Standpunkt, havt Grund til at see sin Stilling og fremtidige Betydning i Europa truet, og medens det saaledes vistnok af Alle har været forudseet, at der tidligere eller senere maatte indtræde et Tidspunkt, da Frankrig med en Ret som ialfald ikke kunde underkjendes af Historien, vilde søge at lægge Hindring i Veien for hiin Udvikling, maa jeg dog, naar jeg med muligst Troskab skal gjengive den Dom, de fremmede Regjeringers herværende Repræsentanter ifølge de Data, der for Tiden staae til deres Raadighed, fælde med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvilken af de tvende Magter, Preussen eller Frankrig, Ansvaret for den nuværende Situation meest maa tilskrives, udtale, at denne Dom ikke er for- deelagtig for den sidstnævnte Magt.

32*

s. 500For at udtrykke mig kort vil jeg sige, at den casus belli, som nu er bleven virksom, i Almindelighed ikke findes tilstrækkelig. Om de andre Grunde, som Frankrig kunde have til at forandre sin Stilling i Forhold til Preussen og det nordtydske Forbund, har jeg ikke at udtale mig; men efter at Prindsen af Hohenzollerns Candidatur til den spanske Throne var bleven taget tilbage, og efter at det under Forhandlingerne herom, forsaavidt man her er istand til at see, var blevet aabenbart, ikke alene at den preussiske Regjering ingen Andeel havde i hiin Candidatur, men ogsaa at Kongen af Preussen personligt i den omhandlede Henseende havde handlet bona fide, saa at der ingen grundet Anledning fandtes for den franske Regjering til i bemeldte Candidatur at see et mod Frankrigs Stilling eller Værdighed rettet forsætligt Angreb, var man her saameget mere af den Mening, at den franske Regjering kunde finde sig tilfredsstillet ved at den opstaaede Differents havde tabt sin Gjenstand, som det maatte erkjendes, at dette Resultat skyldtes et Maadehold, som Kongen af Preussen, naar der sees hen til den Form, hvori Spørgsmaalet fra fransk Side oprindeligt var bleven reist, maaskee med en vis Ret kunde have undladt at udvise. Man saae i den Løsning af Spørgsmaalet, som for et Øieblik syntes at skulle blive definitiv, en diplomatisk Seir for Frankrig, og i preussiske Kredse var man heller ikke tilfreds med det Udfald, Sagen saaledes foreløbigen havde faaet.

I Overensstemmelse hermed har man ikke villet billige, at man fra fransk Side fordrede Garantier for Fremtiden og i denne Henseende endog gik saa vidt, at man fremsatte den Begjæring, at Kongen af Preussen i et egenhændigt Rrev til de Franskes Keiser skulde gjøre hvad man kunde kalde en Undskyldning for det Skeete. . . .

Quaade

Depeche Nr. 27, modtaget 20. Juli 1870.

Etatsraad C. F. Tietgen til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
19. Juli 1870.

Grev Moltke har anmodet mig om at meddele Udenrigs Ministeriet for det Tilfælde at hans Depecher skulde blive forsinkede:

1) Det franske Krigs Ministerium har sluttet Contract med »Messageries Imperiales« og Compagnie transatlantique om Befordring af 35000 Mand inclusive hvad Krigs Skibene kunne tage til 50 Francs pr. Mand at levere

i Nordsøen i 3 Dage

i Østersøen i 5 »

12 Pantser Skibe afgaae til Østersøen under Bouet Vilaumez.

2) Frankrig har uopfordret erklæret at ville respectere Belgiens Neutralitet, Belgien har erklæret sig rede til og istand til at forsvare sin Neutralitet imod Preussen.

Af seneste Meddelelser kan jeg see at den franske Flaade d. 25. Juli kan ventes ved Fredrikshavn.

C. F. Tietgen.

Politiske Koncepter. U. A.

Grev Bismarck til Kammerherre v. Heydebrand u. d. Lasa, preussisk Gesandt i
København
.
Abschrift einer Abschrift.
Berlin, 19. Juli 1870.

Die K. französische Regierung hat durch ihren Geschäftsträger das in Abschrift anliegende Aktenstück ¹Findes ikke vedlagt; er aftrykt i de officielle Blade, i Oversættelse bi. a. i »Berlingske Tidende« Nr. 168, 22. Juli 1870.) — ihre Kriegserklärung enthaltend — übergeben lassen.

Es ist das die erste und einzige amtliche Mittheilung welche wir in der ganzen, die Welt seit 14 Tagen beschäftigenden s. 502Angelegenheit, von der K. französischen Regierung erhalten haben.

Als Motive für den Krieg mit dem sie uns überzieht, giebt sie darin an:

die Ablehnung S. M. des Königs die Versicherung zu geben, dass die Erhebung eines preussischen Prinzen auf den spanischen Thron nicht mit seiner Zustimmung verwirklicht werden könne, und die angeblich den Kabinetten gemachte Notification von der Weigerung den französischen Botschafter zu empfangen und mit ihm weiter zu verhandeln.

Wir haben darauf kurz folgendes zu erwiedern.

S. M. der König in voller Achtung vor der Selbstständigkeit und Unabhängigkeit der spanischen Nation und vor der Freiheit der Entschlüsse der Prinzen des Fürstlich Hohenzollernschen Hauses, hat niemals daran gedacht, den Erbprinzen auf den spanischen Thron erheben zu wollen. Die an Seine Majestät gestellten Forderungen von Zusagen für die Zukunft waren unberechtigt und anmassend. Ihm einen Hintergedanken oder eine feindliche Absicht gegen Frankreich dabei zuzuschreiben, ist eine willkührliche Erfindung.

Die angebliche Notification an die Kabinette hat niemals stattgefunden, eben so wenig wie eine Weigerung mit dem Botschafter des Kaisers der Franzosen zu verhandeln. Im Gegentheil hat der Botschafter amtliche Verhandlungen mit der Königlichen Regierung niemals versucht, sondern nur mit S. M. dem König persönlich und privatim im Bade Ems die Fragen besprochen.

Die deutsche Nation, innerhalb und ausserhalb des Norddeutschen Bundes, hat erkannt, dass die Forderungen der französischen Regierung auf eine Demüthigung gerichtet waren, welche die Nation nicht erträgt, und dass der Krieg, welcher niemals in den Absichten Preussens liegen konnte, uns von Frankreich aufgezwungen wird.

Die gesammte civilisirte Welt wird erkennen, dass die s. 503Gründe, welche Frankreich anführt, nicht existiren, sondern erfundene Vorwände sind.

Der Norddeutsche Bund und die mit ihm verbundeten Regierungen von Süddeutschland protestiren gegen den nicht provozirten Ueberfall deutschen Landes und werden denselben mit allen Mitteln die ihnen Gott verliehen hat, abwehren.

Ew. Hochwohl. werden ersucht, von dieser Depesche und ihren Anlagen der Regierung, bei welcher sie beglaubigt sind, Abschrift zu übergeben.

v. Bismarck.

Afskrift. Ifølge Depeche fra Rosenørn-Lehn til Quaade 22/7, modtaget 22/7. (I Depeche fra Rosenørn-Lehn til Quaade af 25/7 staar 21/7.) — Politiske Koncepter med Indlæg. III. 1869—2886. U. A.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Tirsdag, 19. Juli 1870.

Kjære Kammerherre.

Det Første jeg giør efter at være kommet tilbage i største Hast er at sætte mig i Forbindelse med Dem for at erfare Deres Mening om Situationen, saaledes som den stiller sig for mig.

Vi kunne efter min Mening giøre 3 Ting:

1. Følge Hollands Exempel og strax uden at afvente at Krigen er erklæret, udsende vor Neutralitetserklæring pure et simple.

2. Giøre det samme enten strax eller ved første Efterretning om at Krigen er erklæret, og i Notificationen i Berlin at tilføie et Haab om at Preussen vil erindre sig Art. V, eller

3. Vente indtil Pr. og Fr. notificere os Krigen og da i vort Svar erklære os neutrale i mere eller mindre stærke Udtryk.

s. 504Nr. 1 forekommer mig prématuré. Man kan naturligvis meget godt sige hvad man agter at gjøre huis en Krig udbryder, men der maa formeentligen være gode Grunde tilstæde for at skynde sig saameget, og det forekommer mig meget lidet rimeligt at vi skulde kunne befrygte noget pludseligt Overfald af Pr., som vi skulde behøve at afværge ved en saa hovedkulds Erklæring, thi den pr. Flaade skynder sig sikkert hjem for den maaskee allerede fra Cherbourg udløbne fr. Flaade og i alt Fald vil man dog vist betænke sig paa at bringe den hele off. Mening imod sig ved et saadant Brud paa al Ret.

Nr. 2 forekommer mig farligt, fordi Preussen kan see deri en Trudsel og ved saaledes selv at erklære at et Haab om noget Fremtidigt er Alt hvad vi forlange, opgive vi al Udsigt til at Preussen muligvis selv skulde ville sikkre sig en velvillig Neutralitet ved at giøre os mere øieblikkelige Indrømmelser.

Nr. 3 forekommer mig derfor at være paa den ene Side uden Fare og paa den anden Side at holde den Mulighed aaben som den ovenfor berørte, thi jeg kan ikke indsee at det skulde være umuligt at Pr. vilde nu bringe det slesv. Spørgsmaal ud af Verden og paa samme Tid berøve Fr. et diplomatisk Vaaben, tilfredsstille en off. Mening, der dog selv i Tydskl. ikke er ganske stum, og sikkre sig en virkelig varig og under alle Omstændigheder velvillig Neutralitet fra vor Side.

Er dette rigtigt, bestaaer vor Opgave i, at søge underhaanden at virke hen til at Pr.s Opmærksomhed henvendes herpaa. Dette kan neppe skee ved at vi selv giøre Noget i den Retning i Berlin — det vilde være for farligt. Derimod kunde Rusland og England og navnlig da den første, maaskee giøre Noget. I den Henseende havde jeg igaar en Samtale med Mohrenheim der imidl. ikke giver mig synderligt Haab. Da han nemlig paa sin sædvanlige temmelig brutale Maade s. 505sagde mig at intet fornuftigt Menneske kunde tvivle paa at naturl. Frankrig vilde faae Bank, ligesom dets elendige Diplomatie allerede var til evige Tider prostitueret i Europa, og at Dmk. naturl. Intet havde at giøre Andet end at ligge »maustodt« og vise Preussen den yderste Opmærksomhed (forbyde at fr. Skibe her toge Kul ind o. s. v.), og at vi vilde ophøre at existere, hvis vi ikke fulgte Rusl.s fortræffelige Raad — saa sagde jeg, som min personlige og uansvarlige Mening, at jeg ikke kunde være enig med ham i at det var saa vist at Fr. kom til at ligge under, og at vi m. H. t. Pr. ganske vist ønskede at staae i saa venskabelige Forhold til det som muligt og foreneligt med vore andre Interesser, hvad vi ogsaa tilfulde havde beviist 1866 ved O. Plessens Mission til Berlin, men han maatte erindre at det slesv. Spørgsmaal og Ikke Opfyldelsen af Art. V adskilte os. Hvad vi maatte ønske, var naturl. at de nærværende Omstændigheder kunde medføre en Løsning af dette Spørgsmaal, thi efter en seirrig Krig var det neppe at vente at Pr.s Ædelmodighed skulde giøre os en Foræring til Belønning for god Opførsel. — Herover blev han meget rasende og jeg kan tilføie, meget uartig mod mig personlig, og spurgte om jeg da vilde at Dmk. skulde sætte sin Existents paa Spil. Jeg svarede at man vistnok vilde sætte Priis paa vort Venskab paa andre Steder og at, som han jo havde hørt, jeg personlig ikke stillede Fr.s Magt saa lavt, men at min Mening jo var netop den, at det vilde være meget ønskeligt, om man vilde søge at fjerne det Eneste som jeg kunde tænke mig som staaende mellem os og Preussen, og i saa Henseende havde jeg troet at Rusl. ved sin Stilling til Pr., ved sin Forbindelse med os, den Rolle det allerede gientagende havde spillet i denne Sag og endelig ved sine egne polit. Interesser var meest skikket til at virke hen til at denne ubehagelige Sag løstes snarest muligt. — Saa blev han igien hidsig, spurgte om jeg troede at Bism. nu kunde ligeoverfor Tydskl. gjøre noget saadant, der jo vilde fortolkes som Frygt for os, at for s. 506Resten Fr. hverken tænkte paa at gjøre Nogetsomhelst her oppe eller satte den mindste Priis paa vort Venskab, og at Pr. Intet vilde give os for vor Neutralitet men maaskee nok for vor Alliance. Denne sidste Bemærkning lod jeg klogeligt ligge, paa Nr. 2 svarede jeg at det vilde formodentligt snart vise sig om han havde Ret i at sige at Fr. slet ingen Vægt lagde paa vor geogr. Beliggenhed, og til Nr. 1 bemærkede jeg at Bism. nu var i den lykkelige Stilling at han ikke længere behøvede Popularitet, thi nu var Spørgsmaalet blevet Tydskl. og ikke mere Preussen eller Bismarck. Dermed endte vor Samtale, som just ikke var venlig, som De seer. Imidlertid er jeg dog vis paa, at han tænker paa om Rusl. ikke kan giøre Noget for at sikkre at vor Neutralitet bliver preussiskvenlig og anderledes end den svenske i 1854 ligeoverfor Rusland.

Viser det sig nu at Pr. ingen Tilbud giør os, før vi faae Notification om Krigen, maa vor Neutralitetserklæring ud. Jeg tænkte mig den i samme Stiil og Form som i 1859, dog saaledes at vi dennegang maae lade udgaae nærmere Regler om hvorledes fremmede Krigsskibe kunne opføre sig paa vort Søterritorium, hvilke Regler efter min Mening passende kunne stemme med hvad vi gjorde i 1854 — der opstaaer imidlertid strax Spørgsmaalet om hvorvidt Kul er Krigscontrabande. Som De erindrer ansaae vi det ikke derfor i 1854, men hvad er nu Deres Mening derom? Disse Regler i Forbindelse med en noget tør Redaktion af Neutral.erkl. (husker De hvorledes den var i 1859? jeg mener omtrent saaledes!) vilde ikke giøre det overflødigt for Preussen nærmere at overveie om det ikke kunde ville ønske at sikkre sig en mere velvillig Neutralitet mod Offre i Slesvig.

See det er, hvad jeg for Tiden antager for rettest og i hvilken Retning jeg troer at turde udtale mig til Ministeren. Men vær saa god at lade mig kjende snarest og udførligst muligt Deres Tanker om denne hele Sag og Alt hvad De forresten vil tilføie.

s. 507Forresten har Ministeren her naturligvis foreløbig udtalt til alle Sider at Dmk. var og vilde være neutral. Fériol billiger det — dog vil han vist senere naar Tiden kommer, søge at forandre denne Beslutning — Heydebr., med hvem der naturl. slet Intet er talt om Krigen, men til hvem det dog indirecte er forudsat som noget selvfølgeligt at vi ere neutrale, er meget skikkelig, men veed Intet hjemmefra. Fra Sverige have vi ingen Opfordring om Fællesskab i Neutraliteten og giøre heller ikke selv Noget i den Henseende. Om Flaaderne vide vi Intet her.

P.Vedel.

P. Vedels Privatpapirer.

Bestyrer Mygind, Store Nordiske Telegrafselskab, Newcastle, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
19. Juli 1870.

Pr. Telegraf modtaget følgende Telegram fra Grev Moltke Paris, indleveret dersteds idag Kl. 4.35.

Udenrigsministeren har forsikkret mig, at fransk Escadre vil være i Østersøen om sex eller syv Dage. General Raasløff reiser i Aften hjem over London med vigtige Depescher.

Moltke.

Mygind Newcastle.

Telegram (for sidste Afsnits Vedkommende Chiffertelegram), indleveret i Newcastle 19. Juli 1870, Efterm.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 19. Juli 1870.

Jeg seer mig endnu ikke istand til at meddele Deres Excellence noget Afgjørende. For et Par Timer siden var den franske Krigserklæring endnu ikke her. Men en ved den herværende franske Ambassade ansat Secretair, som for s. 508nogle Uger siden reiste til Frankrig i Permission, har i disse Dage været ventet hertil, og man meente, at han skulde overbringe hiin Erklæring og Paalæg til Ambassaden om at reise. Denne Secretair siger man mig skal være ankommen; men jeg maa bemærke at man paa mit Spørgsmaal om han da bragte Afgjørelsen, ikke har svaret Ja, men at han bragte Instructioner. Dette kan jo imidlertid have været en Euphemisme.

Avisernes Efterretning om at Fyrst Gortchacow er i Paris, er rigtig. Han skulde til Wildbad da han reiste herfra.

G. Quaade.

Oreby.

Justitsminister A. F. Krieger til fhv. Statsraad K. Motzfeldt
.20. Juli 1870.

Kjære Motzfeldt.

Idag kun eet Ord. De seer, at det nu er fuldt Alvor; det er virkelig Krig, en Krig af den alleralvorligste Natur, omend Stormagterne til en Begyndelse holde sig udenfor. Hele Tydskland staaer samlet, og aabenbart med den numeriske Overvægt.

Hvad der for os giver det allerførste Moment en saa meget alvorligere Betydning, er den igaar modtagne Privatefterretning, at den franske Regjering har afsluttet Contract med Messageries impériales og Compagnie transatlantique om at befordre en forholdsviis betydelig Landgangshær til Østersøen, under Beskyttelse af Bouet Villaumez’s store Pantsereskadre. I Løbet af en Uge, eller maaskee mindre vil denne Expedition være her i Østersøen.

Hvad vilde De gjøre i Danmarks Sted?

Fr. Krieger.

Motzfeldts Paategning: Besv. 22. Juli. — Tilhører Assessor U. Motzfeldt, Kria.

Björnstjerne Björnson til Justitsminister A. F. Krieger.
20. Juli 1870.

Kære Krieger, — den norske ungdom, som i siste tid har undergåt en mærkelig ændring, vil i stort tal gå til Danmark som frivillige, straks I vil have krig.

Jeg vilde spørge Dem, forinden jeg om denne sag holder møde med ungdommen i Kristiania, om de modtages, og om Aarø samler et fri-Korps, hvor de kunde være for sig selv, hvilket er deres hug. De gør ingen betingelser, de spør blot.

Folkehøjskole-lærerne Christopher Bruun og Foosnæs samt muligens Hermann Anker drager afsted; en mængde studenter, jeg tror overhovdet at ungdommen dennegang kommer i hundredevis istedetfor som før enkeltvis, jeg tror tallet blir meget stort, hvis I vil ha det stort.

Og det bér jeg om! Nordens sag vil tage vækst af det, Danmarks håb på en nordisk fremtid styrkes af at se væksten i ungdommen, — lad den derfor også få syner.

Og vor ungdom og de ting, som er den troet og vil troes den, har så godt af det. Den helhed i vilje, og det mod i øjeblikket, som vinnes, — vinnes in for vort eget arbejde her hjemme, som er overmåde stort — for den, som ser det. Men det er synet de vinner på de højder af følelse og tro, hvorpå livet våges, og en stor fælles-sag kan samle de tuseners vilje.

Inse dette, slå det igennem, hvor det endnu ikke inses, og tag min hilsen fra Norges ungdom; jeg står nu i sligt forhold til den, at jeg spekulerer stærkt på at gå med selv, jeg vil gærne leve og dø med den. Jeg er bare så forbandet uduelig til krigsbrug; jeg ser så dårlig.

Svar mig nu helst ved telegraf! Hilsen til fru Hejberg! — Har fru Hejberg lyst til at blive ved? Jeg talte med Holm-Hansen; han er den alvorligste Skuespiller jeg endnu har mødt. Jeg er kun bange, der alt er kommet for meget kritik i ham. Enten den vændes inad eller udad, suger den, suger den, suger den!

Bjårnst. Björnson.

Kriegers Papirer. R. A.

General Biilow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
London, 20. Juli 1870.

Deres Excellence,

1) Hans kongelige Høihed Prindsen af Wales vil i Slutningen af Ugen, med et kongeligt Krigsskib, afgaae directe til Kjøbenhavn. — Fredag med Dronningens Damp-Yacht.

2) General Raasløff ankom imorges fra Paris, men fortsatte faa Timer efter Reisen til Newcastle for med et derfra iaften afgaaende Dampskib at retournere til Kjøbenhavn.

3) Fransk Capitaine de Vaisseau L. de Champeaux ankom hertil igaar fra Paris og agter at gaae til Kjøbenhavn, ligeledes pr. Newcastle iaften. . . .

De samme Correspondancer [fra Paris, i »Times«] sige: »Det antages for vist, at en Alliance mellem Frankrig og Danmark er bleven afsluttet, og at Danmarks Jernskibe-Escadre er gaaet tilsøes. Imidlertid stemmer dette ikke med andre Efterretninger, der forsikkre, at Frankrig vil fægte alene.(?) . . .

J. Bülow.

Depeche Nr. 36, modtaget 23. Juli 1870.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 20. Juli 1870.

Deres Excellence,

Lesourd har samtaleviis betroet mig, at han anede, dog kun anede, at hans Regjering vilde foretage Eet eller Andet i Kjøbenhavn. Jeg svarede, at jeg ikke kjendte min Regjerings Hensigter, men var vis paa, at vor Neutralitet var til mindre Byrde for Frankrig end Alliancen vilde være. . . .

Quaade.

Depeche Nr. 30. Chiffer.

Grev W. Scheel-Plessen, Gesandt i Stockholm, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Sierhagen, 20. Juli 1870.

Deres Excellence,

Min Svoger, Baron Bonde’s Afreise herfra idag tilbyder en sikker Leilighed, hvilken jeg benytter til at sende Deres Excellence nogle Ord angaaende Situationen, saaledes som den er for Øjeblikket her i Landet.

Efterretningen om de opstaaede Forviklinger imellem Frankrig og Preussen har overrasket Alle, men har fremkaldt en almindelig Forbittring, ja næsten Had imod Frankrig. Uden at oppebie nogen Opfordring fra Regjeringens Side bildes i forskjellige Byer Comiteer med det Øjemed at træffe Foranstaltninger for de Syges Pleie; de meest udprægede Anti-Preussere deeltage deri. Krig som saadan er impopulair her i Landet; men man føler dybt den Fornærmelse, der er bleven tilføjet den tydske Nation og Preussernes Konge i Særdeleshed. Ved sin Moderation har Kong Vilhelm vundet Agtelse og Sympathier.

Regjeringen har indkaldt Mandskabet endnu ikke i stor Mængde, dog i tilstrækkelig Antal til at gjøre denne Udskrivning ubehagelig især i denne Tid, hvor Høsten er nære forestaaende. Imorgen skal alle Heste i Districtet møde ved et bestemt Sted, for at optegnes af en dertil valgt Comite; hvor mange Heste strax skal leveres er mig endnu ubekjendt. Indtil idag ere her fra Godset, som har omtrent 1000 Indvaanere, 8 Mand indkaldte foruden dem, der tjene allerede i Linien for Øjeblikket.

W. Scheel-Plessen.

Oreby.

Grev W. Scheel-Plessen, Gesandt i Stockholm, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Sierhagen, 20. Juli 1870.

Deres Excellence,

Efter at have sluttet hoslagte ærbødige Skrivelse af idag finder jeg, at jeg har forsømt at berøre et vigtigt Punkt i s. 512Deres Excellences meget ærede Brev af 17de dennes ¹Foreligger ikke, formentlig et Privatbrev.), det nemlig, hvori det siges, at Danmark vil stræbe at bevare sin Neutralitet saa længe som muligt, men derhos ogsaa med Opmærksomhed følge Begivenhedernes Gang for muligens at benytte de Chancer, som kan komme at tilbyde sig. Jeg vilde troe ikke at have opfyldt min Pligt, hvis jeg ikke tillod mig aabent at tilstaae, at denne Fremgangsmaade synes mig at være foreskreven af den rigtige Politik og at den fuldkommen overeensstemmer med de Anskuelser, som jeg har kunnet danne mig, uden nærmere at kjende de Skridt, der muligens ere blevne foretagne fra den ene eller den anden af de nu til Kamp beredte mægtige Parter. Hvilke Dimensioner Krigen, hvis den virkelig udbryder, vil komme at tage, forekommer mig uberegneligt. Men at Preussen skulde kunne blive saaledes slaaet, at det vilde være tvunget, at opgive alle i de senere Aar vundne Fordele synes mig i høieste Grad tvivlsomt. Desuden er det en af Historien bestyrket Kjendsgjerning, at naar to mægtige Stater, der have ført Krig med hinanden, endelig slutte Fred, det gaaer ud over de mindre, der paa en eller anden Maade har deeltaget i Kampen. Neutralitetens Bevarelse er derfor i de mindre Staters Interesse, men ligeledes kan denne Bevarelse være i de stores Interesse, og disse kan af Omstændighederne blive foranledigede til at betale en Priis for den Fordeel hiin Neutralitet skaffer dem. Dog jeg beder Deres Excellence ret ærbødig om godhedsfuldt at ville undskylde, at jeg har taget mig den Frihed at fremkomme med disse almindelige Sætninger, der ikke indeholde noget Materiale til Veiledning under givne Omstændigheder; de ere indgivne af det Fortroende, Deres Brev af 17de har vakt hos den, der har den Ære at tegne [etc.]

W. Scheel-Plessen.

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 21. Juli 1870.

Deres Excellence,

Den fra nogle af mine tidligere allerærbødigste Indberetninger bekjendte Herr Kafka, ¹Se Akter I, 63 ff. og passim.) som jeg i meget lang Tid ikke havde seet, besøgte mig for noget over otte Dage siden for at underholde sig med mig om den politiske Stilling. Idag har han atter indfundet sig hos mig for, som han sagde, at meddele mig, at man i preussiske Kredse nærede Tvivl med Hensyn til den kongelige Regjerings Hensigter. Fra de danske Blade og andre Udtalelser af den offentlige Mening sluttede man sig til, at Stemningen i Danmark var Preussen meget fjendtlig, og ligesom det var den preussiske Regjerings Hensigt paa given Anledning at bemægtige sig Jylland, saaledes havde man, for at sikkre sig mod alle Eventualiteter, truffet Foranstaltning til, at Hertugdømmerne besattes af en betydelig Troppestyrke. Denne, bestaaende af 1ste og 2det Armeecorps, under General Manteuffel, skulde afløse det nu i Hertugdømmerne staaende 9ende Armeecorps, hvilket sidste skulde holde den hannoverske Nordsøkyst besat. Herr Kafka tilføiede, at Hertugdømmerne og Hannover allerede idag eller ialfald meget snart vilde blive erklærede i Beleiringstilstand.

Jeg giver Herr Kafkas Meddelelse som jeg selv har faaet den. Han har under Krigen 1864 været virksom i de herværende danske Fangers og Saaredes Interesse, har i sin Tid sagt mig, at han er en født Flensborger som interesserer sig meget varmt for Danmark og er tidligere bleven mig anbefalet som en tilforladelig Person af afdøde Geheimeraad Bræstrup.

Imidlertid er det en Selvfølge, at jeg i et Øieblik som det nærværende kun har udtalt mig til ham med den største s. 514Forsigtighed, men hvad hans Meddelelser angaaer, maa jeg bemærke, at han stedse har hørt til det herværende strengt conservative Parti, og saaledes er i Forbindelser, ifølge hvilke han ofte er vel underrettet.

33

En herværende Collega har sagt mig, at man i preussiske Kredse gjør sig den Forestilling om Danmarks fremtidige Holdning, at dette Land vil søge at forblive neutralt i Begyndelsen af Krigen, men at, saasnart Krigslykken skulde gaae Preussen og Tydskland imod, vilde det strax slutte sig til Frankrig.

Quaade.

Depeche Nr. 31. Ifølge Journalen modtaget 1870.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
St. Pétersbourg, 22/10 juillet 1870.

Monsieur le Baron,

M. de Westmann m’a dit ce matin qu’ayant reçu de Copenhague la nouvelle que le gouvernement du Roi, pendant la guerre qui vient d’éclater entre la Prusse et la France, compte observer une stricte neutralité, le cabinet russe avait, par rapport à cette résolution, invité les cabinets de Paris et de Berlin à respecter cette neutralité. Le gouvernement russe, m’a dit M. de Westmann, ne peut qu’applaudir à la résolution du gouvernement du Roi de rester neutre pendant la lutte qui s’engage. Selon lui c’est pour nous le parti le plus sage à prendre pour toutes éventualités. Il serait utile d’éviter même les apparences d’une conduite qui peutêtre ferait croire que le gouvernement du Roi pencherait plutôt d’un côté que de l’autre. Car, à moins d’événements fort peu probables, la Prusse resterait toujours notre voisin et un voisin avec qui il fallait compter à l’avenir. M. de Westmann a ajouté qu’il était parvenu au cabinet impérial certains indices que le gouvernement du Roi prendrait quelques mesures qui pourraient éveiller le soupçon que la neutralité déclarée s. 515ne serait pas strictement observée. M. de Westmann — sans entrer du reste dans des détails — a même parlé de mouvements de troupes, A cela j’ai répondu qu’il m’était complètement inconnu à quelles mesures fît allusion Son Excellence, mais que j’était convaincu que le gouvernement du Roi, une fois décidé à suivre une ligne de conduite qu’avaient dû lui tracer une sage politique et l’intérêt du pays, n’en dérogerait certainement pas. — Quant à des mouvements de troupes ou à des armements il ne s’en faisait pas, que je sache, chez nous d’extraordinaires à l’heure qu’il est. Le camp de Hald était établi longtems avant qu’il fût question du conflit actuel. M. de Westmann qui m’a dit de savoir fort bien ce qui précède, n’a pas voulu entrer en détails sur quoi étaient fondées les indications surnommées. J’ai ajouté que si ces données provenaient d’une source prussienne, l’accusation portée ce printems dans un journal prussien officieux contre la politique du gouvernement du Roi à l’occasion de la discussion dans le Rigsdag des fortifications de Copenhague et du budget militaire, prouvait assez combien il serait facile aux Prussiens de trouver à quoi s’accrocher s’ils y tenaient. M. de Westmann m’a dit que le gouvernement prussien aurait assez de besogne à combattre l’ennemi qui se dressait devant lui pour vouloir s’en créer de nouveaux, mais qu’en tout cas, selon lui, il serait plus sage, et surtout au commencement de la lutte, de tâcher d’éviter même les apparences d’intentions hostiles. M. de Westmann m’a dit que le cabinet de l’Empereur a l’intention d’écrire à M. de Mohrenheim une dépêche développant Ses vues dans le sens indiqué qui serait communiquée au gouvernement du Roi. Cette dépêche serait expédiée demain ou après-demain.

Votre Excellence jugera, d’après ce qui précède, du langage très-réservé que me trouvant sans instructions, j’ai cru devoir tenir chaque fois qu’il m’a été impossible d’éviter une discussion sur la question du jour. Néanmoins je saurais s. 516vivement gré à Votre Excellence si Ses intentions ne s’opposassent pas à me faire parvenir des directions sur la ligne de conduite à suivre et le langage à tenir qu’Elle jugera utile à nos intérêts en ces circonstances où le silence quelquefois risque d’être mal interprété.

33*

La guerre est, à l’heure qu’il est, considérée comme inévitable et les efforts des gouvernements anglais et russe pour provoquer une reconciliation, ont cessé ayant été reconnus inutiles. . . .

E. Vind.

Depeche Nr. 26.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 22. Juli 1870.

Idag efter at Statsraadet var tilende, har Hr. v. Heydebrandt efter Ordre forelæst mig og efterladt i Afskrift en af Grev Bismarck undertegnet Depesche, i hvilken den nordtydske Forbundseantsler meddeler det preuss. Gesandtskab at Krigen er udbrudt samt giendriver de i den franske Krigserklæring, der medfulgte som Bilag, indeholdte Paastande om hvorledes Begivenhederne havde udviklet sig til den nuværende Krigstilstand. Da Hr. v. Heydebrandt saaledes kun mundtligt giorde denne Meddelelse, har jeg ikke kunnet svare skriftligt derpaa, men indskrænkede mig til at takke ham for disse Aktstykker, som jeg strax skulde forelægge Hs. Maj., idet jeg tilføiede at jeg snarest muligt, naar Sagen havde været foredraget i Statsraadet, skulde tilstille D. H. de fornødne Instruktioner, som vilde sætte Dem istand til at meddele den kgl. preuss. Regering at den kgl. Regering agtede at forblive neutral under Krigen, i Forbindelse med de nærmere Regler, som man her agtede at følge under en mulig Søkrig i Østersøen.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 12.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 22. Juli 1870.

Kjære Vedel,

Begivenhederne trænge sig frem med en saadan Hurtighed, at det, siden De skrev Deres Brev af 19de, er bleven overflødigt for mig, at opholde mig ved de to første i Begyndelsen af dette Brev opstillede Punkter; thi efter Bladene kan jeg antage, at Krigstilstanden nu er bleven notificeret i Kbhvn., ialfald af Preussen. Jeg gaaer altsaa strax over til Nr. 3, ved hvilken Leilighed jeg dog ogsaa skal omtale Nr. 2 forsaavidt Art. 5 nævnes deri.

Efter min Mening have vi aldrig befundet os i en saa vanskelig Stilling som den nærværende. Betragtninger til Støtte herfor kan jeg forbigaae. Jeg skal kun, om end til Overflødighed, nævne een, nemlig den, at Ingen, ialfald her, har rigtig Tro til os. Egentlig er dette jo ganske naturligt; thi vi skylde dem intet Godt, og det vide de; men just derfor bliver Sagen saa overordentlig vanskelig.

Imidlertid tænker jeg, som De, at man her vil betænke sig paa at bringe den offentlige Mening imod sig ved sin Fremgangsmaade mod os; og det saamegetmeer som man, ifølge den Maade hvorpaa Krigspræliminarierne ere blevne manipulerede fra fransk Side, saavidt jeg kan see, har denne Mening for sig i Øieblikket. Jeg troer ogsaa at de andre Magter, navnlig England og Rusland gjøre Alt for at localisere Krigen, og saaledes vil Non-Interventions-Principet, som vi hidtil have liidt saameget af, maaskee nu komme os tilgode.

Naar imidlertid de nævnte Magter have dette Øiemed, saa frygter jeg for at Rusland ligesaalidt som England ville for Øieblikket besvære deres Bestræbelser herfor med vort specielle Anliggende. Ved Siden heraf er desværre mit Haab aldeles svundet om at Preussen skulde ville gjøre os Tilbud; dette har jeg alt udtalt i et Brev til Ministeren som K.herre Krag har medbragt, men som injuria temporum først ers. 518kommen til Kbhvn. i Onsdags. ¹Brev af 16. Juli 1870; altsaa først modtaget Onsdag 20. Juli. Trykt som Nr. 745.) Ja jeg maa endog sige, at jeg nu hellerikke troer, det vilde være muligt for os at faae hvad jeg har kaldet materielt sikkrede Løfter for vor Neutralitet. Dette er ikke fordi vi have tøvet med at erklære os. Det er klart at vi, med vor geographiske Conformation og Beliggenhed, ikke kunne, som Holland, løbe til en Neutralitets- Erklæring. Men saadan som Stemningen siges at være og rimeligviis ogsaa er i hele Tydskland, og efterat man har faaet Vished om at Sydstaterne gaae med Preussen, saavelsom om at de, som jeg maa antage ifølge disse Staters herværende Repræsentanters Udtalelser og især deres Holdning, gjøre det oprigtigt, bliver vor Neutralitet ikke saameget værd som tidligere. Men dette hindrer ikke, at jeg bestandig er af den Mening at vi bør udtale Haabet om Reparation. Der er i disse Dage bleven udtalt for mig fra preussisk Side, at nu havde det Øieblik nærmet sig da det slesvigske Spørgsmaal kunde ordnes for os. Jeg maa rigtignok tilføie, at denne Udtalelse ikke kom fra en stor Personage; det var kun en forhenværende sachsisk Legationsraad der udtalte sig saaledes, og Forudsætningen var naturligviis, at Preussen eller Tydskland seirede; men bemeldte Leg. Secretair, en Baron Lindenau, er en fornuftig Mand der tidligere altid har været os velsindet, og han er nu ansat i Bundescanzleramt; hvortil kommer at Udtalelsen stemmer med hvad Bismarck har yttret for mig engang i 1866 i en Samtale, hvorom jeg har indberettet den 18de Mai s. A. under Nr. 28 ²Akter I, 176—80.). Det er nu vel saa, at vi have maattet erfare, at Bismarck ikke lægger megen Vægt paa hvad han har sagt eller lovet før Sadowa, og saaledes er det jo vist nok, at det maaskee ikke nytter at vi udtale Haabet, men skade kan det da ialfald ikke, og jeg mener derfor saameget meer, at vi skulle gjøre det, som vis. 519senere kunne bruge den Maade hvorpaa vor Udtalelse er bleven optaget.

De vil see af det Foregaaende, at mit Indtryk er at man her ikke vil give Saameget for vor Neutralitet som man maaskee troer i Danmark.

Under disse Omstændigheder troer jeg ikke, vi bør gjøre vor Neutralitets-Erklæring for tør. Objectiv maa den jo være; men naar vi ledsage den med Udtalelsen af et Haab, altsaa vise Tillid til Vedkommende, og naar der er Mulighed for at man kunde nægte den Anerkjendelse eller fremsætte Indvendinger mod enkelte Punkter deri, saa maa den ikke være uvenlig i Formen. Jeg erindrer ikke nøiagtigt Neutralitets-Erklæringen fra 1859 og har i Gesandtskabets Archiv kun fundet en trykt Meddelelse derom til Rigsraadet uden Bilag eller anden Detail.

Derimod erindrer jeg den fra Krimkrigen og navnlig de Vanskeligheder Sverrig havde.

Vor Neutralitet maa jo, naar vi skulle kunne holde den, være passiv, ligesom den Gang. Vi kunne ikke gjennemføre en væbnet Neutralitet, og Enhver maa indsee, at dersom f. Ex. Frankrig skulde sende en Flaade til Kbhvn. og forlange Fyen udleveret, saa kunne vi ikke godt erklære Frankrig Krig og følge den Politik som kom os saa dyrt at staae i 1807 da Engelskmanden kom. Det troer jeg man indseer her. Jeg skulde næsten ogsaa troe at man vil finde sig i at vi holde vore Havne aabne, med Undtagelse af Kbhvn. (og Christiansø), ligesom i 1854 og 55, for Krigsskibe. Men hvad Kul angaaer, er jeg ikke paa det Rene. Af Bilaget ¹Intet Bilag findes nu vedlagt.) vil De see at man her betragter Kul og Kokes som Krigsfornødenheder. Derfor ere de jo ikke Krigscontrebande. Men det er et meget vanskeligt Punkt, og skjøndt jeg har erkyndiget mig, kan jeg dog endnu ikke yttre mig bestemt derom. Vi staae ikke til Preussen som til Rusland i 1854, og Preusserne er af megets. 520strict Natur, naar det gjælder deres Fordeel, saa her frygter jeg Indsigelser. Naar jeg nu resumerer hvad jeg har nedskrevet, saa vil De finde mine Svar paa de af Dem opkastede Spørgsmaal blandt følgende Punkter.

1. Vor Neutralitets-Erklæring maa udgaae snarest muligt.

2. Preussen giver os for Øieblikket intet Positivt derfor.

3. Rusland eller England skaffe os intet Saadant.

4. Preussen vil ikke gjerne forspilde den Stilling i den offentlige Mening det troer at have ved at overfalde, brusquere eller provocere os, og maaskee derfor ikke være saameget streng i sine Fordringer.

5. Rusland og England ville forhaabentlig hjælpe til at moderere disse Fordringer.

6. Vor Erklæring kan blive som den under Krimkrigen, men med Hensyn til Kul er jeg endnu i Uvished. Under Krimkrigen var der stort Kuloplag i Kiel, og mod et lignende Kuloplag i en dansk Havn nu frygter jeg for alvorlige Indsigelser.

7. Vi skulle udtale Haab om Reparation.

De seer, jeg har ikke talt om Frankrig. Her kunne vi ogsaa møde Vanskeligheder. Naar Frankrig blokerer de tydske Østersøhavne, er det ikke tjent med, at hele den nordtydske Ind- og Udførsel gaaer gjennem Jylland og Øerne; men dette kan maaskee hjælpe os hos Preussen.

De vil af Bladene have seet, at den preussiske Escadre er gaaet ind i Wilhelmshaven. Den er altsaa for vort Vedkommende hors de cause for Øieblikket.

Jeg modtager i dette Øieblik, Kl. 53/4, Telegrammet af idag. ¹Trykt som Nr. 769.) Jeg veed ikke om jeg kan træffe nogen i U. M. i Eftermiddag, men agter hellerikke directe at gjøre Telegrammet til Gjenstand for Meddelelse, medmindre jeg skulde skjønne,s. 521at [det] var nødvendigt eller særlig nyttigt. Men jeg udtaler mig i ethvert Tilfælde personligt derefter.

G. Quaade.

P. Wedels Privatpapirer. — En i Formen noget afvigende Koncept findes i Quaades Privatpapirer; i Randen af denne staar: Chiff. Med Hensyn Kul synes engelsk Neutr. Erkl. at give Veiledning, hvilken Bemærkning svarer til et Telegram fra Quaade til P. Vedel afsendt fra Berlin 23. Juli Kl. 2.50. (U. A. Pk. vedrørende Danmarks Neutralitet 1870-1871).

General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
London, 22. Juli 1870.

Deres Excellence,

Jeg har idag søgt Lord Granville, der, meget optaget af Forretninger, kun kunde see mig nogle faa Øieblikke, men heller ikke vilde vide Noget at tilføie Hvad ellers er almindeligt bekjendt angaaende Situationen — foreløbigen en Tvekamp — til hvis Stilling imidlertid ikke alle Staters Forholdende endnu er aldeles klar. Navnlig gjælder dette om Rusland, om hvis Holdning Lord Granville saalidt som andre Diplomater her ville udtale Noget eller de nægte at vide Noget. — Lord Granville sagde, at det var ham en Tilfredsstillelse af Sir Charles Wyke’s Beretninger at turde slutte, at Danmark vilde hævde en neutral Stilling, hvortil jeg kun kunde svare, at den kongelige Regjerings Hensigter endnu ikke vare mig bekjendte; men at den Omstændighed, at den ikke endnu havde udtalt sin Beslutning viste, at den alvorligt overveiede Hvad den skyldte egne Interesser og hele Situationen. — . . .

J. Bülow.

Depeche Nr. 39, modtaget 26. Juli 1870.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Copenhague, 22 juillet 1870.

Je viens de recevoir par une note de M. Heydebr. la notification prussienne de la guerre. Je la soumettrai immédiatement au Roi et je vous écrirai aussi tôt que possible pour déclarer notre neutralité.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, indleveret i København 22. Juli 1870 Kl. 3, modtaget af Quaade s. D. Kl. 5.45 Efterm.

Justitsminister A. F. Krieger til fhv. Statsraad K. Motzfeldt.
23. Juli 1870.

Kjære Motzfeldt.

Endelig kom Meddelelse om Krigens Udbrud fra Preussen. Da vi skulle svare, og ikke kunne svare med en Krigserklæring, maae vi altsaa selvfølgeligt for Tiden svare med en Neutralitetserklæring; vi maae paa vanlig Viis sætte de sædvanlige Regler om Neutrales Handel og Skibsfart i Kraft — naar den franske Flaade og Hær kommer, og udretter Noget, saa opstaaer Spørgsmaalet, som jeg sidst forelagde Dem. Hvis vi vare et krigerisk Folk med stor Hærstyrke, og øvede Hærførere, var Idealet at deltage i en seirrig Kamp; eftersom vi ere, som vi ere, er Idealet, at faae det danske Slesvig tilbage af Preussen, som Vederlag for vor Neutralitet, medens Frankrig slaaer Preussen; men Idealerne realiseres sjældent. St. Ferréol (Dotézac’s Efterfølger) erkjender privat, at vi i alt Fald maae begynde med Neutralitet. . . .

Der har været Rygter om at Østersøexpeditionen var om ikke opgivet, saa dog udsat; det maa snart vise sig. I Aften kommer Raasløff fra Paris over England med Depecher fra Moltke. . . .

Fr. Krieger.

Motzfeldts Paategning: Besv. 25. Juli. — Tilhører Højesteretsassessor U. Motzfeldt, Kria.

Oberst St. Ankjær til Oberst C. A. F. Thomsen, Direktør i
Krigsministeriet
.
Aarhuus, 23. Juli 1870.

Kjære Thomsen.

De er nu i en ligesaa mislig Stilling som jeg var i 1864 ¹Ankjær var under det meste af Krigen 1864 Direktor i Krigsministeriet.) eller maaskee endnu misligere. Jeg erindrer godt hvor trykket jeg følte mig ved at ikke en eneste Kammerat eller Ven fandt Anledning til at udtale sig for mig over noget af de mange vanskelige Spørgsmaal, som dengang laa mig paa Sinde, og da jeg antager at denne Følelse vistnok var naturlig for Stillingen, føler jeg mig overbeviist om at De ikke vil misforstaae mig, naar jeg i al Korthed udtaler mine Tanker om et Par Punkter i vort Lands nuværende vanskelige Situation. Det første angaaer Spørgsmaalet om et Angreb paa Sjælland. Naar man tidligere har tænkt sig et saadant, har man vistnok udelukkende vendt Opmærksomheden mod Preussen, men man maa vel nu nødes til at tage Frankrig med. Jeg har aldrig ret kunnet forstaae denne Frygt, men da jeg ikke har havt Leilighed til derfor at fremsætte mine Grunde, skal jeg i Korthed gjøre det her. Jeg er gaaet ud fra at en Kamp som den i 1864 mellem Preussen paa den ene og Danmark alene paa den anden Side ikke fremtidig var tænkelig, saaledes som den preussiske Sømagt deels alt er og deels kan ventes at blive udvidet. Skulde nemlig den europæiske Retstilstand fra 1864 være bleven permanent, vilde der jo ikke være levnet os anden fornuftig Udvei end for enhver Priis at komme til Forstaaelse med denne frygtelige Nabo, og det vilde forsaavidt være ligegyldigt om vor lille Hær befandt sig det ene eller det andet Sted, da dens lykkeligste Udsigt dog vilde blive den at bukke under med Ære. Maatte derimod Preussen vente, at et nyt Overfald paa Danmark vilde kalde en Stormagt til vor Bistand, da vilde jo dette være en saadan, der var i Besiddelse af en Søstyrke, som strax vilde forjages. 524den preussiske fra Havet, og det synes mig derfor lidet sandsynligt, at Preussen i et saadant Tilfælde skulde være tilbøieligt til at hasardere et Troppecorps paa Sjælland, som enten maatte forlades af den Flaade, som havde overført det eller være udsat for tilligemed denne at blive et temmelig sikkert Bytte for vor Allierede. Derimod forekommer det mig at Preussen har en langt større Interesse i at begynde sit Overfald med at bemægtige sig Lillebeltsnevringen paa begge Sider af Middelfart, fordi det derved har sikkret en fremtidig Occupation af saavel Jylland som Fyen og fordi det der ikke kan afskjæres af en Flaade saaledes som ved en Occupation af Sjælland samt fordi det for alle Eventualiteter havde et temmelig let forsvarligt Pant til at handle med og til tillige at kunne drage Subsistentsmidler fra. Istedetfor at trække den fyenske Brigade over paa Sjælland og lade den afløse af 1ste jydske, hvilket ogsaa af den Grund vilde være uheldigt, at begge Brigader i saa Fald kom ud af deres Recruteringsdistrict og at den jydske Brigade, naar det lykkedes at hindre Besættelsen af Beltets fyenske Side, ikke kunde fylde sine Cadrer paa anden Maade end ved den fyenskes Mandskab, har det derfor altid forekommet mig rigtigere at forlægge Halvbrigaden fra Fredericia til Assens og Middelfart med Depoter i Assens eller idetmindste at forlægge Depoterne fra Fredericia til et Sted i Fyen. Under de nærværende betænkelige Omstændigheder feiler man vel neppe meget ved at antage, at en overmægtig fransk Flaade er paa Veien til vore Farvande og Faren for et preussisk Angreb paa Sjælland synes mig dermed at maatte forsvinde. Der staaer altsaa kun den Fare tilbage, at Frankrig skulde ville tvinge os til at opgive vor Neutralitet og jeg skal da villig indrømme at det lettest vilde kunne naae dette Maal ved en Occupation af Sjælland. Jeg kan derfor nok forstaae, at man kan være opfordret til at indtage en Stilling, der paa en Maade gjør Front mod begge de krigsførende Magter og som kan tjene til at godtgjøre, at man ikke er tilsinds godvillig ats. 525lade sig drage ind i deres Kamp, men hvad jeg ikke kan forstaae er at man da ikke stiller sig paa samme Maade til begge Sider. Det er her fortalt, at Batterierne paa Kysten nord for Kjøbenhavn armeres og at der endog er paabegyndt Befæstningsarbeider mod Landsiden. Disse Arbeider have ganske Udseende af at være rettede imod Frankrig og denne Mening vilde vinde mægtig i Styrke, dersom man samlede Leirstyrken paa Sjælland og overlod Forsvaret af Jylland og Fyen, der væsenlig kun kunne trues af Preussen, til Recrutbataillonerne, og det uden en eneste Kanon i Batteri til Forsvaret af Lillebelt og uden en eneste Feltpiece. Den mærkelige Tillid, der saaledes vises Preussen, frygter jeg for, kan let af dets Modstander udlægges paa en for os yderst ubehagelig Maade og jeg kan derfor, saafremt det forholder sig rigtigt med Armeringen af Kjøbenhavns Landbatterier og Arbeiderne mod Landsiden, ikke andet end finde det særdeles betænkeligt, at man synes saa sorgløs med Hensyn til Lillebelt. Trods Escadronen i Kolding og det vistnok velledede Grændsepoliti er det ikke noget meget vanskeligt Arbeide, om Natten at bemægtige sig Jernbane- og Telegraphstationerne fra Kolding sydefter til Grændsen og samtidig at lade Extratog med 5000 Md. bevæge sig frem til Nærheden af Fredericia, hvorved de derværende Tropper med Depoter og det hele ville blive fangne uden Modstand, da man ikke engang vilde faae Tid til at forsyne dem med skarp Ammunition. Selv om denne Garnison fik 1 eller 2 Timers Varsel, vilde det dog blive meget vanskeligt at skaffe den bort, medmindre der stadig var tilstrækkelige Transportmidler tilstede. Heldigviis troer jeg ikke at der for Øieblikket kan være noget saadant at frygte fra preussisk Side, da den Fordeel, der kunde opnaaes, vilde være for ringe i Sammenligning med Tabet i den europæiske Opinion; men jeg gjentager det, vore Forholdsregler have Udseende af Tillid til Preussen og Mistillid til Frankrig, og dette kan dog neppe være ønskeligt. Med Hensyn til det her behandlede Spørgsmaals. 526befinder Generalcommandoen sig her i en lidet behagelig Stilling, idet vi endnu kun have Ministeriets Udtalelser fra 1866—67 at holde os til, men disse efter min Formening ikke ere anvendelige paa de nu indtraadte Forhold. Selv for det da forudsatte Forhold var det en yderst betænkelig Sag, at her saa aldeles manglede Artilleri, saameget betænkeligere som Forudsætningen jo var at vi ikke vare frie i vore Bevægelser paa Havet. Jeg forlader nu dette Punkt.

I et hemmeligt Møde i den sidst afholdte Bigsdag gav General Baasløff Folkerepræsentanterne en Udsigt over Grundtanken i vor Forsvarsplan. Herom synes intet at være meddeelt de overordnede Commanderende; idetmindste kjender jeg ikke noget til Sagen og jeg skulde dog meget betvivle at en saadan Meddelelse kunde være tilgaaet en commanderende General med Forbud mod at meddele noget derom til sin Stabschef, eller at en General uden saadant Forbud skulde kunne undlade at meddele denne Sagen. Dette er for os en meget betænkelig Sag. Indtræffer der et Krigstilfælde, hvor vi maa handle paa egen Haand, da have [vi] rundt om os i Provindsen Mænd, der bedre end vi kjende Regeringens Forsvarsplan og som ikke ville undlade at optræde som mistænkeliggjørende Kritikere, naar de see os handle anderledes end forudsat. Jeg har altid fundet denne Meddelelse særdeles betænkelig; men den bliver yderst farlig, naar den holdes skjult for de høiere Commanderende, der forudsættes at maatte handle i Overeensstemmelse med den. Lad os derfor endelig snart høre noget fra Ministeriet, om ikke for Andet, saa for det ganske simple Tilfælde at vi ved et pludseligt Fredsbrud kunne have Telegraphordrerne til Lægdsforstanderne færdige og Planen for vor Virksomhed lagt.

I 1864 leed vi meget ved Mangelen paa en god Efterretningstjeneste. Denne maa vistnok indledes i Forveien, for at give noget ordentligt Udbytte. Dette paaligger jo her ved Generalcommandoen mig og jeg har derfor ogsaa overveiet, hvorledes jeg bedst skulde sætte dette i Værk. Der existerers. 527her en slesvigsk Understøttelsesforening, hvis Virksomhed vistnok hidtil hovedsagelig har været ledet af Regenburg, men jeg veed ikke hvorvidt dette endnu er Tilfælde. Jeg har sat mig i Forbindelse med en af dennes ledende Mænd og jeg haaber ved Hjælp af ham og hans Venner heelt nede i Slesvig at kunne skaffe mig Underretning om hvad der skeer i militair Henseende fra Linien Flensborg—Dybbøl—Als mod Nord. Saalænge Postforbindelsen over Flensborg er aaben, har det jo ingen Vanskelighed ad denne Vei at modtage Meddelelser, men naar denne lukkes, maa de selvfølgelig bringes ved Bud over Grændsen og dertil kan i Regelen kun benyttes saadanne, som ellers leve rolig og ubemærket af deres daglige Arbeide og som derfor maa have Afsavnet af deres Fortjeneste vederlagt. Jeg er for fattig til at afholde saadanne Udgifter af min egen Lomme og der er intet Beløb til Raadighed herfor andetsteds.

Skulde vi blive inddragne i Krigen, ville vi have en følelig Mangel paa Befalingsmænd. Den bedste Maade at raade Bod herpaa vil vistnok være at give Afdelingerne Bemyndigelse til at antage Frivillige, 20 a 40 pr. Bataillon og det uden at udelukke Forstærkningsmænd, dog med Anviisning til, hovedsagelig kun at antage saadanne, der med en kort Uddannelse ansees skikkede til at optræde som Befalingsmænd, og tillige Bemyndigelse til at udnævne dem til Befalingsmænd, selv om disses normale Antal for et Øieblik derved skulde overskrides. Mange Tegn tyde paa, at vi i Tilfælde af Krig ikke ville mangle Tilbud af Frivillige, som ville kunne yde god Tjeneste og jeg maatte derfor ansee det meget ønskeligt, at Sagen i saa Fald havdes i Erindring og at Tilladelse til Antagelsen blev givet tidligst muligt.

Jeg har nu underholdt mig med Dem om de Punkter, som idag ligge mig meest paa Hjerte. Deles mine Anskuelser ikke, maa jeg trøste mig med, at jeg her lever saa isoleret, at meget kan træde medbestemmende til, som jeg hverken kan see eller vide, og med Haabet om at mine Udtalelsers. 528ville blive opfattede som det, de i Sandhed ere, nemlig Resultatet af et ærligt Ønske om at gavne.

Til Slutning for mit eget Vedkommende endnu kun den Bemærkning, at saa magtpaaliggende som mit under Deres Nærværelse her udtalte Ønske om at faae Commando over en Bataillon ellers er mig, saa troer jeg dog, at dets Opfyldelse nu vilde være lige farlig for den paagjældende Bataillon og for mig selv, ligesom jeg ogsaa antager at jeg som Stabsofficeer kan giøre mere Nytte. . . .

S. Ankjær.

Kgl. Bibl. Ny kgl. Saml. 1712 fol., Breve til General Chr. A. F. Thomsen III.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 23. Juli 1870.

Minister Andrassy har interpelleret mig, om Rusland har tilraadet os Neutralitet mod Løfte om Nordslesvig efter endt Krig.

Falbe.

Chiffertelegram, indleveret i Wien 23. Juli 1870 Kl. 7.5 Form.

Kongen til Udenrigsministery Baron Rosenørn-Lehn.
Fredensborg, 23. Juli 1870.

Jeg takker meget for Deres Skrivelse som var mig en sand Beroligelse.

Christian R.

Telegram, indleveret i Fredensborg 23. Juli 1870 Kl. 10.2 Form. — Oreby.

Westmann, Gehejmeraad i det russiske Udenrigsministerium, til Baron Mohrenheim, russisk Gesandt i
København
.
St. Pétersbourg, 11/23 juillet 1870.

Vous nous avez informés de la résolution prise par le gouvt. danois d’observer la plus stricte neutralité dans la guerre qui s’engage, et de son espoir qu’elle serait respectée par les belligérants.

Notre Auguste Maître a appris avec une vive satisfaction cette détermination de la Cour de Copenhague, qui est incontestablement la plus sage qu’elle pût adopter dans ces graves conjonctures.

Veuillez faire part au Roi de ces sentiments de l’Empereur.

Nous avons chaleureusement recommandé aux cabinets de Berlin et de Paris le respect de la neutralité danoise. Je joins ci-près copie des dépêches que, d’ordre de Sa Majesté Impériale, j’ai adressées à ce sujet à MM. d’Oubril et Okounew, ainsi qu’à M. le baron de Brunnow. ¹Af 7./19. Juli 1870, trykt som Nr. 775—77.)

Vous pouvez en donner lecture à monsieur le Ministre des Affaires étrangères.

Vous ajouterez que notre Auguste Maître espère que, de son côté, le gouvt. danois veillera avec soin à ce que tous les devoirs de la neutralité soient scrupuleusement remplis, afin de ne fournir aucun prétexte aux efforts qui seraient tentés de part et d’autre pour entraîner le Danemark dans les complications de la guerre.

L’Empereur est profondément convaincu que les intérêts bien entendus de ce pays lui conseillent cette ligne de conduite. La constante sollicitude de Sa Majesté Impériale pour le Danemark Lui fait un devoir de la recommander instamment au Roi.

Kopi; findes tilligemed Kopier af de som Bilag angivne Depecher paa ét Ark Papir blandt Depecherne fra St. Petersborg. U. A.

34

Bilag til Gehejmeraad Westmanns Depeche af 23. Juli 1870.
Westmann, Gehejmeraad i det russiske Udenrigsministerium, til Oubril, russisk Gesandt i
Berlin
.
St. Pétersbourg, 7/19 juillet 1870.

Vous nous avez transmis l’information, donnée par notre Ministre à Copenhague, que le gouvt. danois était décidé à observer la plus stricte neutralité dans la crise présente, et qu’il espérait que cette neutralité serait respectée par les belligérants.

Sa Majesté l’Empereur a vu avec satisfaction cette détermination du gouvt. danois. C’est la plus sage qu’il pût adopter.

Elle est, en même temps, conforme aux intérêts du Danemark et à ceux de l’Europe, qui doit attacher le plus grand prix à circonscrire la lutte qu’elle a le regret de n’avoir pas pu empêcher.

Le meilleur moyen de la circonscrire c’est de fortifier de son appui moral la neutralité des petits Etats, voisins du théâtre de la guerre et menacés d’y être entraînés.

Nous croyons que c’est aussi l’intérêt des belligérants, qui ne gagneraient rien à étendre le cercle de la guerre, à en multiplier les chances et à en augmenter les calamités.

Notre Auguste Maître espère donc que le gouvt. prussien donnera l’exemple du respect de la neutralité proclamée par le Danemark. Sa Majesté Impériale se féliciterait sincèrement si la crise actuelle, qui aurait pu accroître les griefs des deux pays, devenait ainsi le point de départ de meilleures relations entre eux.

Kopi.

Westmann, Gehejmeraad i det russiske Udenrigsministerium, til Okounew, russisk Gesandt i
Paris
.
St. Pétersbourg, 7/19 juillet 1870.

J’ai l’honneur de vous envoyer copie d’une dépêche que, d’ordre de Sa Majesté l’Empereur, j’adresse à notre Ministre à Berlin.

Elle a pour objet de recommander à la Prusse le respect de l’attitude de stricte neutralité, annoncée par le Danemark dans la crise actuelle.

Notre Auguste Maître vous ordonne de vous expliquer également sur ce sujet avec M. le duc de Gramont.

Le cabinet français a toujours témoigné de l’intérêt et de l’affection pour le Danemark. —

C’est un des points où nous avons toujours vu avec plaisir les traditions de la politique française se confondre avec les nôtres.

L’Empereur pense que le gouvt. français ne saurait rendre un plus grand service à ce petit pays qu’en lui assurant le bénéfice d’une attitude qui le tiendrait en dehors de la lutte actuelle.

Vous exprimerez donc chaleureusement à M. le duc de Gramont le ferme espoir de Sa Majesté l’Empereur que le gouvt. français donnera l’exemple d’un scrupuleux respect de la neutralité danoise.

Kopi.

Westmann, Gehejmeraad i det russiske Udenrigsministerium, til Baron Brunnow, russisk Gesandt i
London
.
St. Pétersbourg, 7/19 juillet 1870.

J’ai l’honneur de transmettre à V. Exc. copie de deux dépêches que, d’ordre de Sa Majesté l’Empereur, j’adresse à Berlin et à Paris.

34*

s. 532Veuillez les communiquer à Lord Granville, et lui demander son concours pour un but qui, nous n’en doutons pas, répond aux vues du cabt. britannique.

Kopi.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Paris, 23 juillet 1870.

Monsieur le Baron,

Je rentre à l’instant du ministère des Affaires étrangères, où je m’étais rendu sur le désir que m’avait fait exprimer M. le duc de Gramont de me voir. Le Ministre m’a dit qu’il ne voulait pas me laisser ignorer qu’il avait donné l’ordre par télégraphe à monsieur de St. Férriol de sonder très secrètement le gouvernement du Roi sur ses dispositions à l’égard d’une alliance offensive et défensive avec la France. »J’ai déjà annoncé à monsieur de St. Férriol, poursuivit le ministre, que le duc de Cadore — jusqu’ici ministre de France à Munich — part incessamment, peut-être même demain, pour Copenhague, porteur de la proposition du gouvernement de l’Empereur et muni des pleins-pouvoirs nécessaires pour signer le traité d’alliance éventuel. Monsieur de St. Férriol, ajouta monsieur de Gramont, m’a fait savoir que le gouvernement danois a l’intention de proclamer sa neutralité dans les conditions qui ont été maintenues en 1854; s’il accepte aujourd’hui l’alliance que nous lui offrons — et j’espère qu’il profitera de l’occasion pour chercher à rentrer en possession des territoires qu’il désire récupérer — nous enverrons immédiatement un corps d’armée de 28,000 hommes dans la Baltique. Cette armée jointe à l’armée danoise aura un effectif de 55 à 60,000 hommes et ses premiers efforts tendront à remettre le Danemark en possession du Slesvic.«

Je me suis borné à répondre à monsieur de Gramont que je n’avais jusqu’à présent pas reçu de mon gouvernements. 533la moindre indication de nature à me faire présager l’accueil qu’il ferait aux ouvertures du gouvernement impérial.

L. Moltke-Hvitfeldt.

T. h. A.

On m’assure ce soir que le prince Napoléon serait désigné pour prendre le commandement du corps d’armée qui se rendrait éventuellement dans la Baltique. Son Altesse Impériale aurait pour chef d’état major M. le général de divi« sion Trochu, considéré comme étant un officier des plus distingués.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 64.

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Paris, 23 juillet 1870.

Monsieur le Baron,

Dans mon très humble rapport Nr. 59 du 16 de ce mois ¹Ikke trykt.) j’ai entretenu Votre Excellence de l’émotion populaire produite à Paris par la certitude, acquise à ce moment, d’une guerre avec la Prusse; je Lui ai parlé des manifestations dans les rues et j’ai émis l’opinion que ce qui se passe présentement en France ne saurait en rien être comparé avec l’attitude prise par la population lors de la guerre d’Italie en 1859. En présence des propositions qui vont être faites à Copenhague par monsieur de Cadore et qui vont placer le gouvernement du Roi dans la nécessité de prendre une résolution d’un intérêt vital pour notre patrie, je crois devoir revenir au même sujet et faire connaître à Votre Excellence quelles sont les dispositions des esprits en France.

Pendant la durée des négociations et avant que la question de guerre fût décidée, un certain nombre de personnes dans le monde politique exprimaient l’opinion que la paixs. 534devait être maintenue en conséquence de la renonciation du prince Léopold à sa candidature au trône d’Espagne, formulée dans la lettre de son père, le prince Antoine. Cette opinion ralliait peu de voix, il est vrai, mais elle existait — depuis que la guerre a été résolue, il n’y a plus personne qui la soutienne. Quelques cris de »vive la paix« ont été poussés, il est vrai, dans les rues de Paris et de Lyon, mais leurs auteurs, tous appartenant à la société révolutionnaire de l’internationale, ont été instantanément appréhendés et livrés à l’autorité. Aujourd’hui, — il est impossible de le contester — l’union en France est complète et tous les partis soutiennent le gouvernement de l’Empereur en présence de la lutte nationale dans laquelle le pays est engagé. Le sentiment de haine contre la Prusse est unanime; tout le monde sent que cette guerre est pour la France une question de vie ou de mort, qu’il faut vaincre ou désespérer de l’avenir du pays. Le mouvement qui se produit aujourd’hui et qui, parti d’abord de Paris s’est successivement communiqué à toutes les parties de l’empire, ne saurait, je le répète, en aucune façon être assimilé à ceux qui ont été provoqués par la guerre de Crimée et celle d’Italie; de l’avis de tous il faut, pour trouver un élan, un enthousiasme unanimes qui puissent être comparés aux sentiments qui animent présentement la nation toute entière, se reporter non pas aux guerres du premier empire, mais aux années 1792 et 1793. A l’heure qu’il est déjà, le chiffre des engagés volontaires est de plus de cent mille et toutes les classes de la population, même les plus élevées, ont contribué à cette augmentation de l’armée; si l’on devait subir des échecs, on peut sans exagération affirmer qu’un demi million d’hommes se présenteraient pour contribuer à la défense de la patrie menacée. Un autre fait digne d’être remarqué et qui ne s’était jamais produit jusqu’ici en France, est celui des dons patriotiques qui affluent pour le service de l’armée et les secours aux blessés.

Tout en admettant la possibilité d’un premier échec et touts. 535en se rendant compte de la grandeur de la lutte, personne ne doute du succès final de la guerre. Néanmoins on prend les mesures nécessaires pour parer à toutes les éventualités; on organise la garde mobile qui pourrait bien, croit-on, être partiellement appelée à former partie de l’armée active, on arme la flotte toute entière et les fortifications de Paris vont être mis en état de défense. Toutes les ressources du pays sont exploitées, les préparatifs sont colossaux et il est impossible d’assister aux apprêts de la terrible lutte qui va s’engager aux sons de la Marseillaise sans avoir l’intime conviction que la France est prête à donner son dernier homme et son dernier écu dans cette circonstance suprême.

L. Moltke-Hvitfeldt.

Depeche Nr. 65.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
[23.(?) Juli 1870.]

Deres Excellence.

Hoslagt sender jeg

1. Udkast til Indholdet af Svaret til Heydebrandt og

2. Correctur til Bekjendtgjørelsen om Fdn. 4. Mai 1803, saaledes som jeg iaftes tør antage at være bleven enig med Justitsministeren om dette sidste Aktstykke.

Begge skulle idetmindste analyseres og vedtages i Principerne i Statsraadet paa Mandag.

Med Hensyn til Nr. 1 Svaret til Heydebrandt tør jeg giøre opmærksom paa at jeg vilde ansee det for meget farligt og sørgeligt om Ministeriet vilde fravige den Holdning, som hidtil har været anseet for den eneste rigtige i Sagen, og om man vilde foretage væsentligere Rettelser i Udkastet. Jeg beder D. E. fast at holde ved det. Da jeg imidlertid erkjender at det Tilfælde kan forudsættes som ikke usandsynligt at Regeringen under givne Forhold senere kan see sig foranlediget til at tage Parti mod Preussen og det da vilde beredes. 536Vanskelighederne ligeoverfor Kongen, hvis han kunde antage sig ved et enkelt Ord i Svaret til Preussen at være altfor bestemt bundet, saa henstiller jeg om det paa det Sted, som jeg i Udkastet har noteret ved et NB i Marginen, kom til at hedde: cette politique le Roi espère fermément pouvoir la maintenir, quelles que soient les péripéties de la lutte qui va s’engager et S. M. se plaît à ne point prévoir etc. — altsaa at udelade den mellemliggende Passage »S. M. ne s’en écartera jamais volontairement«. Efter mit Begreb er det uden Fare at beholde denne Passus, men Udeladelsen kan vel heller ikke giøre videre Skade, og det kunde altid være en Indrømmelse hvorved D. E. formeentlig lettere kan opnaae at holde paa Resten.

P. Vedel

Oreby. — Udateret. Brevet er antagelig skrevet Lørdag den 23. eller den 24. Juli. Det af Vedel omtalte Udkast har ikke kunnet findes.

Optegnelser af Direktør P. Vedel om Samtale den 23.—25. Juli 1870 med den franske og den russiske Gesandt.

I.

D. 23. Juli begiærede Hr. St. Ferriol en Samtale og da Ministeren var i Ministerraad modtog jeg den franske Gesandt.

Han meddeelte at Flaaden iaften afseiler og at 30000 Mand Landgangstrupper følge efter, og han anmodede derhos indstændigt om at man her vilde udsætte at svare paa Meddelelsen fra Berlin for det Første.

Jeg sagde at 1) havde Quaade allerede modtaget Dagen iforveien et Telegram om at han snarest muligt skulde faae et Svar der udtalte vor Neutralitet, og 2) havde vi s. M. (d. 23.) modtaget en Depeche fra Q. ¹Depeche Nr. 31 af 21. Juli 1870. Trykt som Nr. 764.e) hvori det omtales som en Mulighed at man i Berlin tænker paa at besætte Jylland fordi man ikke stoler paa Dmk., selv om det erklærer sigs. 537neutralt. Han vilde deraf see, hvor meget vi burde undgaae at tildrage os Mistanke fra preuss. Side, vi maatte ønske at bevare Neutralitet, og Intet vilde være Pr. mere velkomment end en Adfærd fra vor Side som kunde give et Paaskud til en Besættelse af Jylland og Intet vilde være skadeligere for Pr.s diplom. Stilling i Europa end et Angreb foretaget uden at vi havde ladet os falde Nogetsomhelst tillast. — Til disse orienterende Bemærkninger maatte jeg indskrænke mig overladende til Ministeren hvem jeg strax skulde meddele Sagen, at besvare det stillede Spørgsmaal.

Efter Baron Rosenørns Ordre gik jeg senere til Hr. Ferriol og sagde ham:

Le ministre approuve que je vous aie dit, 1) que M. Quaade a reçu hier l’instruction préalable susmentionnée, 2) que ce même ministre parle dans sa dépêche arrivée aujourd’hui d’une invasion prussienne dans la Jutlande comme d’une rumeur;

Le ministre ajoute que le conseil, où l’instruction pour M. Q. sera déterminée, ne pourra se tenir qu’à lundi; enfin

Le ministre répond à votre question, que le gouvt. ne pourra pas différer sa réponse à la communication de M. Heydebr. plus longtemps, mais que notre intention n’est pas de nous lier définitivement et quelles que soient les circonstances qui pourraient se produire plus tard.

Hr. Ferriol sagde derpaa:

Pourrai-je ajouter que si le gouvt. se détermine plus tard à changer sa neutralité, ça ne sera que sous le coup des événemens?

Hvortil jeg svarede, at jeg vel ingen Ordre havde til at sige Noget om dette uforudseete Spørgsmaal, men jeg tvivlede ikke paa at Ministeren vilde besvare det bekræftende.

D. 24. Juli 1870.

P. Vedel.

s. 538II.

26. Juli 1870.

D. 25. Juli kom Hr. de St. Ferriol ud til mig tidlig om Morgenen og sagde:

1) Flaaden var nu afseilet, en Division af Landgangstropper var indskibet og der vilde komme en særlig Gesandt for at forhandle med os,

2) under disse Omstændigheder gjentog den franske Regering sin Anmodning om at man her vilde udsætte at erklære sig til Berlin.

Han tilføiede, at den fr. Regering ikke ønskede at øve nogen Pression paa vor Beslutning men at denne nye Instrux var afsendt fra Paris efter at man der havde modtaget hans Telegram fra Lørdag (cfr. Samtalen d. 23).

Jeg svarede derpaa:

1) Jeg havde tidligere sagt ham at der allerede i Fredags var telegraferet til Quaade. Nu kunde jeg vise ham af et igaar modtaget Privatbrev fra Quaade, at denne havde udtalt sig i Overensstemmelse dermed.

2) Jeg havde allerede sagt ham at vort Svar i Berlin ikke vilde blive af en saadan Beskaffenhed at det bandt Regeringens Beslutninger for Fremtiden. Nu vilde jeg tage paa mig aldeles privat at lade ham see Svarets Hoveddeel.

3) Ligesom det saaledes var nødvendigt for os at svare uden at tøve længere, fordi man ved Q.s Udtalelser var berettiget til at vente det, nyttigt for os fordi vort Svar viste at der ikke var nogen Forpligtelse som bandt os allerede nu til Frankrig og at vi ikke ønskede at blandes ind i Krigen, og efter min Mening for silde nu at ville tage en ny Beslutning, da Sagen allerede var Kongen forelagt og kun behøvede formelt at undertegnes i Statsraadet, saaledes kunde jeg heller ikke see at det i mindste Maade kunde være Fr. ubehageligt at vi gav et Svar, som viste at der ikke havde været hemmeliges. 539Aftaler mellem Keiseren og Dmk., og som dog ikke kunde hindre vor Handlefrihed.

Han læste Q.s Brev (ɔ: paagiældende Passage) og Udkastet til Declarationen og erkjendte at disse 2 Momenter vare af stor Vægt, idet han tilføiede at personligen fandt han vore Betragtninger og Grunde meget vægtige. Han spurgte mig om vi da altsaa ikke ved et saadant Svar vilde ansee os udelukkede fra at kunne modtage og høre paa Hertugen af Cadore. Jeg svarede at selvfølgelig vilde den kgl. Regering altid være villig til at modtage en allieret Magts Afsending og høre paa hvad han efter Ordre har at forebringe.

Han endte med at gjentage at han maatte udføre sin Ordre og hævde at hans Regering ønskede denne Udsættelse indtil videre. Jeg svarede at jeg ikke kunde foregribe Regeringens Beslutning derom, men jeg turde holde mig overbevist om at, hvis, som jeg antog vilde skee, den fastholdt den tidligere Bestemmelse, vilde han erkjende at den havde handlet af gode Grunde og ufortøvet meddele dem og sætte dem i deres rette Lys i Paris. Han lovede strax telegrafisk at fremhæve vore Hensyn.

Under Samtalen kom vi til at berøre Hert. af Cadores Mission. Han sagde af sig selv at han aldeles ikke vidste hvad denne gik ud paa »maaskee er det kun om en nærmere Bestemmelse om Neutraliteten, maaskee er det ogsaa om en bestemtere concours af Dmk.« Jeg sagde at jeg aldeles ikke kjendte Regeringens Tanker om det hele Spørgsmaal, som selvfølgelig heller ikke havde været overveiet, om hvorledes Dmk. under givne Forhold kunde nærme sig Frankrig. Det var mig imidl. ikke imod, aldeles privat at giøre ham bekjendt med mine Tanker derom. Det forekom mig at hvis Dmk. skulde kunne bestemme sig til at forlade sin neutrale Stilling, maatte man 1) være yderst varsom med Valget af det rette Øieblik dertil og 2) forlade Neutraliteten saa lidet som muligt.

Hvad det første Punkt angik, maatte han erindre, hvilkens. 540overord. Fare Dmk. udsattes for. Det var muligt at Seiren ikke erklærede sig for Fr., og hvad kunde da ikke blive Dmk.s Stilling, og selv hvis Fr. seirede og vi fik hvad vi kunde ønske af Slesvig, vilde saa ikke Pr. netop være meest irriteret paa os som de smaae og foragtede af det hovmodige Tydskl., og vilde det ikke let kunne benytte et Øieblik til at lade os haardt undgiælde vor korte Seir, i alt Fald naar Fr., ved de periodiske Rystelser, for hvilke dette Land er udsat, for en Tid er ude af Stand til at udvikle nogen betydelig Action udadtil. — Efter min Mening maatte Fr. være sig det uhyre Ansvar vel bevidst som det paatog sig ved at drage os ind i en Krig, der for det kun er »et Spil«, men for os et Existensspørgsm. og det maa derfor lade os frit vælge vort Tidspunkt. I saa Henseende meente jeg at først naar Flaaden har lukket Østersøshavnene, naar et Troppecorps af 30—40000 Mand har sat sig fast i Slesvig, og navnlig taget Als, og naar endelig et Slag paa Rhinen er faldet ud til Fr.s Fordeel, kunde vi forsvare at slutte os til Fr.

Hvad det andet Punkt angik, maatte jeg ansee det for absolut nødv. at vi indskrænkede os til at besætte Nordsl. indtil Flensborg, men ikke betraadte tydsk Grund eller overskred hiin Linie. Vi kunde da til Engl. og Rusl. og selv til Tydskl. sige at vi ikke vilde føre Krig, vi besatte kun den Deel af Sl. som vi efter Pragerfreden maatte betragte som os bestemt og hvoraf Fr. havde forjaget Preusserne, men som vi ganske vist ogsaa nu vilde forsvare som vor Eiendom. Det er muligt at Pr. vilde betragte sig som værende i alm. Krigstilstand med os derefter, men det var ogsaa muligt at det vilde modtage en saadan Begrændsning fra vor Side af Fjendtlighederne, men i alt Fald vilde en saadan Erklæring og Holdning af os være gavnlig baade for Fr. og for os under Krigen thi det beviste tydeligt at der ikke var Spørgsmaal fra nogen af os om at erobre og beholde hvad man i T. kan betragte som tydsk, efter en seirrigs. 541Krig vil det være meget lettere at faae Preussen til at gaae ind paa og senere at forsone sig med at Dmk. beholder Nordslesvig, naar Dmk. har viist en saadan Hensynstagen, og efter en for Fr. ulykkelig Krig vil der være større Udsigt til med andre Magters Hjælp at kunne beskytte Dmk. mod Tab af dets nuværende Territorium, naar det kan siges at vi ikke havde ført egtl. Krig mod T.

Jeg endte med at sige, at selvfølgelig vilde man ikke kunne giøre mig den Indvending at vi paa denne Maade kun modtog og Intet gave, thi 1) var det en stor Fordeel for Fr. at have vor Armee staaende i Nordsl. og paa Als som en fast Reserve, saa at den hele fr. Landgangshær frit og uhindret kunde gaae frem, 2) var vor geograf. Beliggenhed vistnok af langt større Vægt for Fr. end de 10—16000 Mand, som vi kunde stille, og 3) kunde jeg tænke mig at vor Flaade muligvis kunde cooperere med den fr. med visse nærmere Begrændsninger.

Hertil svarede Hr. de St. F. efterhaanden som jeg kom videre i min Udvikling, at han deelte mine Anskuelser og jeg kan ikke erindre eet eneste Punkt af Ovenstaaende, mod hvilket han giorde nogensomhelst Indvending. Selvfølgelig har dette ingen Betydning for det Spørgsmaal hvorledes saadanne Contra Forslag fra vor Side vilde optages af den fr. Regering, hvis man nogensinde kommer saavidt, men jeg troer at Ferriol idetmindste vil personlig være gunstigt stemt derfor og i alt Fald anseer jeg det for godt allerede nu at have ladet ham indsee, at vi maatte og vilde forlange stærke Garantier for vor Stilling.

D. 26. Juli 1870.

P. Vedel

d. 25. Juli indfandt Baron Mohrenheim sig i Ministeriet og meddeelte mig at han havde fornyet Instrux til »med Varme« at anbefale Dmk. en fast Neutralitet. — Han tilføiede iøvrigt Noget om at kun ved Rusl.s Forestillingers. 542havde Preussen opgivet sin første Tanke strax at sikkre sig mod Dmk. ved at bemægtige sig Jylland.