Vedel, Peter August Frederik Stoud BREV FRA: Vedel, Peter August Frederik Stoud (1870-07-23/1870-07-25)

Optegnelser af Direktør P. Vedel om Samtale den 23.—25. Juli 1870 med den franske og den russiske Gesandt.

I.

D. 23. Juli begiærede Hr. St. Ferriol en Samtale og da Ministeren var i Ministerraad modtog jeg den franske Gesandt.

Han meddeelte at Flaaden iaften afseiler og at 30000 Mand Landgangstrupper følge efter, og han anmodede derhos indstændigt om at man her vilde udsætte at svare paa Meddelelsen fra Berlin for det Første.

Jeg sagde at 1) havde Quaade allerede modtaget Dagen iforveien et Telegram om at han snarest muligt skulde faae et Svar der udtalte vor Neutralitet, og 2) havde vi s. M. (d. 23.) modtaget en Depeche fra Q. ¹Depeche Nr. 31 af 21. Juli 1870. Trykt som Nr. 764.e) hvori det omtales som en Mulighed at man i Berlin tænker paa at besætte Jylland fordi man ikke stoler paa Dmk., selv om det erklærer sigs. 537neutralt. Han vilde deraf see, hvor meget vi burde undgaae at tildrage os Mistanke fra preuss. Side, vi maatte ønske at bevare Neutralitet, og Intet vilde være Pr. mere velkomment end en Adfærd fra vor Side som kunde give et Paaskud til en Besættelse af Jylland og Intet vilde være skadeligere for Pr.s diplom. Stilling i Europa end et Angreb foretaget uden at vi havde ladet os falde Nogetsomhelst tillast. — Til disse orienterende Bemærkninger maatte jeg indskrænke mig overladende til Ministeren hvem jeg strax skulde meddele Sagen, at besvare det stillede Spørgsmaal.

Efter Baron Rosenørns Ordre gik jeg senere til Hr. Ferriol og sagde ham:

Le ministre approuve que je vous aie dit, 1) que M. Quaade a reçu hier l’instruction préalable susmentionnée, 2) que ce même ministre parle dans sa dépêche arrivée aujourd’hui d’une invasion prussienne dans la Jutlande comme d’une rumeur;

Le ministre ajoute que le conseil, où l’instruction pour M. Q. sera déterminée, ne pourra se tenir qu’à lundi; enfin

Le ministre répond à votre question, que le gouvt. ne pourra pas différer sa réponse à la communication de M. Heydebr. plus longtemps, mais que notre intention n’est pas de nous lier définitivement et quelles que soient les circonstances qui pourraient se produire plus tard.

Hr. Ferriol sagde derpaa:

Pourrai-je ajouter que si le gouvt. se détermine plus tard à changer sa neutralité, ça ne sera que sous le coup des événemens?

Hvortil jeg svarede, at jeg vel ingen Ordre havde til at sige Noget om dette uforudseete Spørgsmaal, men jeg tvivlede ikke paa at Ministeren vilde besvare det bekræftende.

D. 24. Juli 1870.

P. Vedel.

s. 538II.

26. Juli 1870.

D. 25. Juli kom Hr. de St. Ferriol ud til mig tidlig om Morgenen og sagde:

1) Flaaden var nu afseilet, en Division af Landgangstropper var indskibet og der vilde komme en særlig Gesandt for at forhandle med os,

2) under disse Omstændigheder gjentog den franske Regering sin Anmodning om at man her vilde udsætte at erklære sig til Berlin.

Han tilføiede, at den fr. Regering ikke ønskede at øve nogen Pression paa vor Beslutning men at denne nye Instrux var afsendt fra Paris efter at man der havde modtaget hans Telegram fra Lørdag (cfr. Samtalen d. 23).

Jeg svarede derpaa:

1) Jeg havde tidligere sagt ham at der allerede i Fredags var telegraferet til Quaade. Nu kunde jeg vise ham af et igaar modtaget Privatbrev fra Quaade, at denne havde udtalt sig i Overensstemmelse dermed.

2) Jeg havde allerede sagt ham at vort Svar i Berlin ikke vilde blive af en saadan Beskaffenhed at det bandt Regeringens Beslutninger for Fremtiden. Nu vilde jeg tage paa mig aldeles privat at lade ham see Svarets Hoveddeel.

3) Ligesom det saaledes var nødvendigt for os at svare uden at tøve længere, fordi man ved Q.s Udtalelser var berettiget til at vente det, nyttigt for os fordi vort Svar viste at der ikke var nogen Forpligtelse som bandt os allerede nu til Frankrig og at vi ikke ønskede at blandes ind i Krigen, og efter min Mening for silde nu at ville tage en ny Beslutning, da Sagen allerede var Kongen forelagt og kun behøvede formelt at undertegnes i Statsraadet, saaledes kunde jeg heller ikke see at det i mindste Maade kunde være Fr. ubehageligt at vi gav et Svar, som viste at der ikke havde været hemmeliges. 539Aftaler mellem Keiseren og Dmk., og som dog ikke kunde hindre vor Handlefrihed.

Han læste Q.s Brev (ɔ: paagiældende Passage) og Udkastet til Declarationen og erkjendte at disse 2 Momenter vare af stor Vægt, idet han tilføiede at personligen fandt han vore Betragtninger og Grunde meget vægtige. Han spurgte mig om vi da altsaa ikke ved et saadant Svar vilde ansee os udelukkede fra at kunne modtage og høre paa Hertugen af Cadore. Jeg svarede at selvfølgelig vilde den kgl. Regering altid være villig til at modtage en allieret Magts Afsending og høre paa hvad han efter Ordre har at forebringe.

Han endte med at gjentage at han maatte udføre sin Ordre og hævde at hans Regering ønskede denne Udsættelse indtil videre. Jeg svarede at jeg ikke kunde foregribe Regeringens Beslutning derom, men jeg turde holde mig overbevist om at, hvis, som jeg antog vilde skee, den fastholdt den tidligere Bestemmelse, vilde han erkjende at den havde handlet af gode Grunde og ufortøvet meddele dem og sætte dem i deres rette Lys i Paris. Han lovede strax telegrafisk at fremhæve vore Hensyn.

Under Samtalen kom vi til at berøre Hert. af Cadores Mission. Han sagde af sig selv at han aldeles ikke vidste hvad denne gik ud paa »maaskee er det kun om en nærmere Bestemmelse om Neutraliteten, maaskee er det ogsaa om en bestemtere concours af Dmk.« Jeg sagde at jeg aldeles ikke kjendte Regeringens Tanker om det hele Spørgsmaal, som selvfølgelig heller ikke havde været overveiet, om hvorledes Dmk. under givne Forhold kunde nærme sig Frankrig. Det var mig imidl. ikke imod, aldeles privat at giøre ham bekjendt med mine Tanker derom. Det forekom mig at hvis Dmk. skulde kunne bestemme sig til at forlade sin neutrale Stilling, maatte man 1) være yderst varsom med Valget af det rette Øieblik dertil og 2) forlade Neutraliteten saa lidet som muligt.

Hvad det første Punkt angik, maatte han erindre, hvilkens. 540overord. Fare Dmk. udsattes for. Det var muligt at Seiren ikke erklærede sig for Fr., og hvad kunde da ikke blive Dmk.s Stilling, og selv hvis Fr. seirede og vi fik hvad vi kunde ønske af Slesvig, vilde saa ikke Pr. netop være meest irriteret paa os som de smaae og foragtede af det hovmodige Tydskl., og vilde det ikke let kunne benytte et Øieblik til at lade os haardt undgiælde vor korte Seir, i alt Fald naar Fr., ved de periodiske Rystelser, for hvilke dette Land er udsat, for en Tid er ude af Stand til at udvikle nogen betydelig Action udadtil. — Efter min Mening maatte Fr. være sig det uhyre Ansvar vel bevidst som det paatog sig ved at drage os ind i en Krig, der for det kun er »et Spil«, men for os et Existensspørgsm. og det maa derfor lade os frit vælge vort Tidspunkt. I saa Henseende meente jeg at først naar Flaaden har lukket Østersøshavnene, naar et Troppecorps af 30—40000 Mand har sat sig fast i Slesvig, og navnlig taget Als, og naar endelig et Slag paa Rhinen er faldet ud til Fr.s Fordeel, kunde vi forsvare at slutte os til Fr.

Hvad det andet Punkt angik, maatte jeg ansee det for absolut nødv. at vi indskrænkede os til at besætte Nordsl. indtil Flensborg, men ikke betraadte tydsk Grund eller overskred hiin Linie. Vi kunde da til Engl. og Rusl. og selv til Tydskl. sige at vi ikke vilde føre Krig, vi besatte kun den Deel af Sl. som vi efter Pragerfreden maatte betragte som os bestemt og hvoraf Fr. havde forjaget Preusserne, men som vi ganske vist ogsaa nu vilde forsvare som vor Eiendom. Det er muligt at Pr. vilde betragte sig som værende i alm. Krigstilstand med os derefter, men det var ogsaa muligt at det vilde modtage en saadan Begrændsning fra vor Side af Fjendtlighederne, men i alt Fald vilde en saadan Erklæring og Holdning af os være gavnlig baade for Fr. og for os under Krigen thi det beviste tydeligt at der ikke var Spørgsmaal fra nogen af os om at erobre og beholde hvad man i T. kan betragte som tydsk, efter en seirrigs. 541Krig vil det være meget lettere at faae Preussen til at gaae ind paa og senere at forsone sig med at Dmk. beholder Nordslesvig, naar Dmk. har viist en saadan Hensynstagen, og efter en for Fr. ulykkelig Krig vil der være større Udsigt til med andre Magters Hjælp at kunne beskytte Dmk. mod Tab af dets nuværende Territorium, naar det kan siges at vi ikke havde ført egtl. Krig mod T.

Jeg endte med at sige, at selvfølgelig vilde man ikke kunne giøre mig den Indvending at vi paa denne Maade kun modtog og Intet gave, thi 1) var det en stor Fordeel for Fr. at have vor Armee staaende i Nordsl. og paa Als som en fast Reserve, saa at den hele fr. Landgangshær frit og uhindret kunde gaae frem, 2) var vor geograf. Beliggenhed vistnok af langt større Vægt for Fr. end de 10—16000 Mand, som vi kunde stille, og 3) kunde jeg tænke mig at vor Flaade muligvis kunde cooperere med den fr. med visse nærmere Begrændsninger.

Hertil svarede Hr. de St. F. efterhaanden som jeg kom videre i min Udvikling, at han deelte mine Anskuelser og jeg kan ikke erindre eet eneste Punkt af Ovenstaaende, mod hvilket han giorde nogensomhelst Indvending. Selvfølgelig har dette ingen Betydning for det Spørgsmaal hvorledes saadanne Contra Forslag fra vor Side vilde optages af den fr. Regering, hvis man nogensinde kommer saavidt, men jeg troer at Ferriol idetmindste vil personlig være gunstigt stemt derfor og i alt Fald anseer jeg det for godt allerede nu at have ladet ham indsee, at vi maatte og vilde forlange stærke Garantier for vor Stilling.

D. 26. Juli 1870.

P. Vedel

d. 25. Juli indfandt Baron Mohrenheim sig i Ministeriet og meddeelte mig at han havde fornyet Instrux til »med Varme« at anbefale Dmk. en fast Neutralitet. — Han tilføiede iøvrigt Noget om at kun ved Rusl.s Forestillingers. 542havde Preussen opgivet sin første Tanke strax at sikkre sig mod Dmk. ved at bemægtige sig Jylland.

Disse Optegnelser, skrevne med P. Vedels Haand, findes i »Politiske Koncepter med Indlæg« III. i U. A. I P. Vedels Privatpapirer findes efterfølgende lidt afvigende Optegnelse.

III.

[26.] Juli [1870].

Hr. de St. F[erriol] sagde at

1) Flaaden var under Veis, en Division indskibet og en særlig Befuldmægtiget afsendt.

2) den fr. Regering fastholdt Ønsket om at vort Svar til Preussen ikke endnu afgik.

Jeg sagde personlig, da jeg offic. naturl. Intet kunde udtale.

1) Efter Telegrammet til Q[uaade] har denne udtalt sig personlig om at et Svar snarest kunde ventes

(jeg viste ham en Passage i et Brev som jeg igaar havde faaet).

2) Svaret til Preussen vilde blive som det var ham sagt i Lørdags. Jeg vilde tage paa mig aldeles confident, at lade ham kjende Udkastet. — Han læste det gjentagende Gange igjennem og erklærede at det ganske vist svarede til hvad der var sagt ham, og han personlig fandt sig fuldt tilfredsstillet derved.

3) For os var det altsaa nødv[endigt] 1) fordi vi havde sagt det og fordi Q. havde talt. 2) for vor nuværende og tilkommende Stilling i Europa, at Engl., Rusl. og selv Tydskl. saae at vi ikke ønskede Krigen og ikke alt for lang Tid siden vare engagerede til Fr., hvad der ogsaa var af Vigtighed for Fr.s dipl. Stilling. Jeg tilføiede naturl. ikke, at det ogsaa 3) styrker vor Stilling i tilkommende Fhdl. med Fr.s Envoyé, at vi ikke ere compromitterede ligeoverfor Preussen.

s. 543Han svarede at han personl. fuldst. vurderede vore Grunde og indsaae ikke rettere end at vi ikke vilde være generede senere ved en saadan Declaration. Sluttelig spurgte han om vi altsaa ikke derved vilde være hindret i at modtage den særl. Befuldm., som Keiseren sendte. Jeg sagde at vi selvfølgelig altid maatte kunne modtage en Gesandt fra en venskab. Magt, og høre hvad han bragte.

Han gientog at han havde at bringe Budet.

P. Vedels Privatpapirer.