BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Vedel, Peter August Frederik Stoud (1868-05-19)

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
19. Mai 1868.

Kjære Kammerherre.

Jeg skylder Dem et langt Brev og i alt Fald agter jeg at benytte Deres Svogers Reise til at behandle en heel Deel Ting som ligge mig paa Hjertet. . . .

Og saa naaer jeg da tilsidst til Sagen — jeg mener den Store, Deveed nok. De kjender af Grev Fr.sRrev,¹) hvorledes hans Samtaler med Mohr. var indtil Lørdag incl. Jeg var selvfølgelig meget spændt paa om Virkningen af Grev F.s Svar paa det sidste categoriske Spørgsmaal var at M. havde opgivet Haabet og skrevet hjem at det var bedst at lade dens. 153Fugl flyve og ikke blande sig i en saa trøstesløs Sag. Dertil er der en dobbelt Grund 1) for Rusl. da det just ikke ønsker at faae et Afslag 2) for Mohr, der vistnok gjerne vil høste Laurbær men dog er for forsigtig til at tage Ansvar paa sig ved at raade til et maaskee frugtesløst Skridt.

Idag blev min Nysgjerrighed tilfredsstillet ved at M. besøgte mig og saasnart jeg pirrede ved ham fortalte at han efter sine forskjellige Samtaler havde faaet den Overbevisning, at han ikke turde tilraade Gortch. at Rusl. bevægede Pr. til at byde os Aabenraalinien, da vi neppe vilde modtage den. Han havde derfor skrevet til Gort, at han ikke vilde paatage sig noget Ansvar i Sagen, men han henstillede til Keiserens egen Vurdering hvorvidt Han vilde søge at virke hos K. af Pr. hen til at man gav os Sundeved og Als, men saaledes at de milit. Positioner, »die Schlachtfelder« bevaredes for Preussen. Han indsaae meget godt de Misligheder et saadant Forslag kunde have for os, men det gialdt for os om at veie om ikke disse Misligheder dog overveiedes af Fordelene, og det var nødv. for Bism. at faae Noget som han kunde benytte ligeoverfor Kongen og Forsamlingen. — Af hans øvrige Yttringer fik jeg det Indtryk at han selv igrunden ikke tvivler paa at G. jo vil følge hans Henstilling, dog at man først vil sondere i Berlin hvorvidt et saadant Forslag vilde billiges af Bism.

M. søgte at faae en Forestilling om hvorledes vi vilde optage et sligt Forslag, men jeg vilde ikke lade ham mærke Nogetsomhelst. — Hvad der igrunden har bevæget ham meest er at det blev ham meget bestemt sagt, at vor Insistance netop viser hvor ærlige vore Hensigter ere mod Preussen, thi vare vi listige og meente det mindre ærligt, vilde vi raisonnere saaledes: prenons toujours, et réservons le reste, men vi ville netop ikke have nogen arrière pensée, som kunde influere paa vor senere Holdning mod Preussen.

Men hvad er nu det Hele egentlig? Hvad er Thiles Historie til Dem om Rusl.s Voldgiftsplaner — det er tydeligts. 154at G. har havt Ideen, og naar han har skudt os den i Skoene, vide vi bedst at det er en fri Phantasie! Hvorfor forandrede Moltke paa eengang sit Sprog til Dem,¹) og M. lod decourageret? Var det Hele aftalt, og M.s Forsøg her paa at giøre os bange, kun beregnet paa at skrue Betingelserne saa langt ned som muligt, medens man dog i Virkeligheden vil offre Meget for at faae en Ordning? I saa Fald 1) maa man vel frygte en fransk Krig mere end man synes, og 2) kunne vi maaskee endnu prøve paa at giøre os lidt kostbare, baade med Garantierne og med »die Schlachtfelder« — thi vist er det at disse sidste ere lidet behagelige i Længden med tilhørende Etappeveie, og jeg troer ikke et Ord paa M.s Historier om at en slig Besættelse vilde »snart blive Pr. saa ubehagelig at det vilde med Glæde gribe en Leilighed til at arrangere sig med os om at de opgive denne Ret«. Jo vist, »den var værre«, som Levy siger!

Men hvordan det nu end gaaer, saa er der dog lidt Bevægelse i det, og kommer der ikke Andet ud af det Hele, saa er det dog en ny Demonstration af os, dennegang til Rusl., der viser at der er Alvor i vore Fordringer og at vi ikke kjøbslaae om Tingen. M. har bestemt faaet dette Indtryk, og har selv sagt at han erkjendte de Betragtninger som vi have anført til Støtte for vor Nægtelse af at tage Mindre end Als og Sundeved med. Flensborg have vi mundtlig saagodtsom opgivet. Det har været meget vanskeligt at formaae Grev Frijs dertil, da han meget holder paa dette materielle Punktum paa den Sætning som hedder Danm. i den europ. Folkeret. Jeg nægter ikke at jeg altid har været bange for at Fl. vilde blive os en Danaergave, saa jeg har med god Samvittighed kunnet tilraade Opgivelsen, dersom vi derved kunne vinde Noget.

Det er en virkelig Fornøielse at have med en saa dygtig Person som M. at giøre, thi med ham lønner det sig at passes. 155paa enhver Nuance og ethvert Ord, thi de ere ikke Hæn- delser og intetsigende. Paa samme Maade tænker jeg mig at Oubril er, og det vil derfor være meget interessant at De lader os her vide, Alt hvad De bemærker, endog det tilsyne- ladende aldeles ubetydelige, fordi vi maaskee have opsamlet et eller andet lille Moment, der passer til Deres, som Stykker i et chinesisk Sammensætningsspil. Jeg vilde ønske at V. kunde hjælpe os til at forfølge Udviklingen, ligesom ogsaa at F. kunde give sine Oplysninger, men destoværre maae vi renoncere derpaa!¹)

Men nu har De vel faaet Nok af mine Raisonnements, og Facta har jeg ikke flere af at meddele Dem. Kun endnu Et! Gaaer det Hele itu og bliver til Intet, have vi dog Intet spoleret til den modsatte Side, thi som De veed, har Frankrig altid sagt os, brug Rusl., saa vidt det er Eder muligt! Og saa dermed farvel, kjære Kammerherre, for denne Gang, jeg vil ønske at jeg snart faaer noget Videre at meddele Dem i Sagen.

P. Vedel.

Vedel, Peter August Frederik Stoud BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Vedel, Peter August Frederik Stoud (1868-05-19)