Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1868-08-12)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 12. August 1868.

Kjære Quaade! Det er en uendelig lang Tid siden jeg har skrevet Dem til og takket Dem for Deres mange venlige Breve, hvorpaa jeg sætter en overordentlig stor Priis, men deels har der ikke været Noget af Betydenhed at skrive om, deels har jeg ovenpaa mine samlede Functioner som Krigsminister og Finantsminister følt mig en Deel medtaget eller rettere sløv saa at jeg i’ høi Grad kan trænge til at faae lidt frisk Landluft i Lungerne. Jeg haaber fra Lørdag den 15de af at kunne blive 14 Dage à 3 Uger hjemme og forfriske mig lidt, hvortil jeg i høi Grad trænger, desværre maa jeg forinden give Slip paa min gamle Ven Rosenørn som Justitsminister, da han ikke kunde udholde det længere og alle mine Overtalelser ikke længere vilde virke; Ministeriet faaer derved det første Grundskud i sin indre Sammensætning, das. 177han var mig en fast og tro Støtte til alle Tider, jeg kjender ikke hans Efterfølger Nutzhorn ¹C. L. V. R. Nutzhorn blev udnævnt til Justitsminister 10. August 1868.), men han bliver i hvert Fald vanskeligere at komme ud af det med; hvad er Deres Dom om ham, thi De har jo tjent sammen med ham? At jeg ikke skulde sørge meget inderligt om jeg snart kunde faae fuldstændig Reisepas vil De forstaae, thi i Længden er dette om end ikke et anstrængende dog et i høi Grad nerveafficerende Arbeide, og nogen praktisk Tilfredsstillelse har man sjelden eller aldrig, thi kan man endda holde Sagen gaaende saa at ikke nogen Tilbagegang kjendes, da maa man endog være tilfreds med sligt Resultat. Den slesvigske Sag lader til at sove en god og tryg Dvale, og jeg frygter at dens Opvaagnen selv om denne skulde gaae for sig i September-Maaned heller ikke vil blive os til stor Fryd. — Idag eller rettere imorgen tidlig reiser Kongen en lille Tour til Peterhof for at besøge sin Datter Dagmar, hvortil saavel han som hele Familien glæder sig ganske utroligt. Hun har altid været hans Øiesteen og dette fortjener hun sikkert ogsaa paa Grund af sin elskelige Carakteer. . . .

I denne Maaned haaber jeg at vi skulle faae de væsentligste pecuniaire Mellemværender med Preussen ordnede, gid der ogsaa for det Andet om man maa kalde det territoriale kunde findes en taalelig Løsning, saa at vi med nogenlunde Ro kunde see de kommende Kampe imøde uden at blive forceret ind i disse eller ialfald af yderste Evne bestræbende os for at undgaae enhversomhelst activ Deeltagelse. Hvornaar det store Brud skal komme derpaa speculerer jo hele Verden, men hidindtil er det da blevet trukket ud; man skulde synes at de uhyre Udgifter snart maatte fremkalde et Brud, men jeg bilder mig [ind], at der er Ingen forvoven nok til at ville fremkalde det og at man derfor leger med Ilden saalænge at Bruddet dog tilsidst kommer uforvarende, idet saavel Folk som Regjeringer ophidse hinandens. 178gjensidig, saa at Lidenskaberne ikke tilsidst kunne holdes i Tømme; der behøves da til Slutningen kun en liden Gnist for at tænde Flammen. Jeg ønsker, at Krigen maa blive borte saa længe som muligt, thi hvorvel vi turde have et Haab, saa er dette dog i mine Øine saa svagt og det vil kjøbes saa dyrt og tildeels ved Krig paa saadan Maade, at vi i Længden ikke kunne være tjent selv om vi skulde være istand til pecuniairt at bære Byrderne. — ... Forleden Torsdag talte Mohrenheim om at han muligviis kunde have Lyst til at tage til Berlin naar Keiseren kom derigjennem, jeg var ikke enig med mig selv om jeg skulde have opfordret ham dertil (hvilket jeg nok troer var hans Mening) thi han bestemmer sig naturligviis ikke dertil ifølge min Opfordring, men det vilde jo fra min Side vise en stærk Tro til hans bona officia; — da jeg ikke har stor Tro til at den hele nye Vending vil føre til noget for os gunstigt Resultat, taug jeg, men jeg vilde glæde mig ved at høre Deres Anskuelse i saa Henseende. Imorgen venter jeg Directeuren hjem fra Sverrige, hvor jeg haaber at han maa have forfrisket sig, thi selv den Bedste og Nidkjæreste bliver dog sløv og træt af at tærske evindelig Langhalm og dette er vor Hovedbeskjæftigelse. — Uagtet at vi ere blevne af med Koskull og Freytag vedblive de malicieuse Artikler i »le Nord« stadig og endog nu ikke alene imod Folk og Ministerium, men ogsaa imod Kongehuset, og dette paa en saadan Maade at der udfordres en heel Deel Personalkjendskab for at kunne rette Angrebene paa den Maade som saarer meest. — Ligger der nogen dyb og politisk Plan til Grund herfor, da kan denne ikke være anden, end at hindre al Orden og Kommen til Kræfter for det lille Land og Folk, samt at det unge Dynasti maa faae en sund Kjærlighedsbasis at staae paa, men jeg bilder mig nu ind, at dette ikke er saa dybt og snedigt anlagt, men Motivet til Angreb er personlig Hadefuldhed fra Avisartiklernes Forfatter, men hvis ogsaa kun dette er Tilfældet maa bemeldte 2 Personligheder have beholdt Correspondenter is. 179Kjøbenhavn, der ere ligesindede med dem. . . . Efter Sigende kunne vi snart vente Heydebrand tilbage med sin Hustru og jeg foretrækker at have at gjøre med ham fremfor med de andre mig bekjendte Preussere, thi vel er han fiin og snu, men han er hurtig af Begreb og har aldrig været chicaneus, saa at det vilde gjøre mig ondt om han skulde forlade os, thi der er ikke stor Sandsynlighed for, at man vilde faae istedet en Mand som var behagelig at have Forretninger med. —

12

C. E. Frijs.