Drachmann, Holger I STORM OG STILLE EFTER AAR 1874

I STORM OG STILLE EFTER AAR 1874

148

        

149

En Mundfuld Luft! - Her snøres Struben til.
Kun Smedebælgen aander; Kullet flammer,
Og lyser op den snevre Esses Kammer,
Og viser frem, hvad Mørket dække vil.

Ja bort herfra, og ned ad Stranden til;
Og har Du slængt din Bluse, Fil og Hammer,
Saa læg til Bunken Armod, Nød og Jammer,
Og glem det alt ved Bølgens friske Spil.

Lyt for en Stund til det, som Havet byder,
Fornem den klare, muntre Baadsmandstrille
Saa vel som Havets alvorsfulde Bas.

En egen Trøst igennem Spillet lyder; -
Jeg selv har lyttet tidt i Storm og Stille,
Og Hjertets Trang kom Spillets Trøst tilpas.

150

PAA DEN ØDE Ø

Ne taceant homines
Saxum hoc Ioquitur.

Jeg havde kun været der nogle ganske enkelte Dage, og det var som om jeg var født og opvokset paa Øen, og som om jeg skulde forlade den. Skilt ved den store, ustadige Østersø fra alle gamle Forbindelser, kun nu og da øjnende et Glimt af Bornholms smilende Land, og tvungen ved Omstændighedernes Magt til at aflægge mange gamle Vaner, til at renoncere paa meget af det, man kalder daglig Behov, overgav jeg mig hurtig til Omgivelsernes Indflydelse - fordi der i det hele taget ret vel beset ikke var stort andet at gøre. Og ikke saa snart havde jeg saaledes overgivet mig paa Naade og Unaade, førend Omgivelserne saa at sige inkorporerede mig i sig. - Der var slaaet en Cirkel ude i den oprørte Sø. Cirklen var fyldt med Granit, paa Graniten var der opført Fæstningsværker og Huse. Det hele dannede en magisk Ring: hertil og ikke videre. Jeg kunde tage en Baad og emancipere mig fra den magiske Ring, men naar Baadens Ejer fandt for godt at vende tilbage, maatte jeg med. Saa blev det da paa faa og smaa Afvigelser nær, ved det gamle, ved Cirklen; og da jeg ikke havde Lyst til bestandig at bevæge mig som en Hest i et Tøjr, saa valgte jeg som oftest at sætte mig ned paa en eller anden Murkant, paa en eller anden Klippeflade, og foruden det at min Mappe efterhaanden fyldtes med Brændinger, Klipper, Skær, Skyer, Taarne og Murlevninger, saaledes som de afspejlede sig i mit Øje, saa fyldtes samtidig hele mit Væsen med den Stemning, der besjælede, eller skulde besjæle, Mappens Indhold. Jeg indaandede Stemningen i lange Drag, inddrak den med hvert Aandedræt, og siddende paa Klippen, med Havet næsten vædende min Fod, med Luften omkring mig og inden i mig, faldt jeg hen i en fuldstændig amfibialsk Tilstand, hvori jeg syntes at udvikle mig til en stor Salamander.

"Din store Salamander!" udbrød jeg uvilkaarligt, da jeg saa' min egen Skikkelse i Vandet neden under mig.

Det var dog forkert; Sammenligningen haltede. Luft og Vand, ja, det vilde jeg nok være med til; men Ilden, nej!

151

Nej, dette Salamanderens tredje Element havde jeg ladet blive tilbage der ovre, hvor jeg kom fra. Saaledes som jeg sad her paa Klippen, kunde jeg virkelig sige mig fri for en hvilken som helst pyroteknisk Tilbøjelighed. Jeg havde givet mig Omgivelserne i Vold, saaledes som ovenfor er sagt; her var kun højtidelig Stilhed, alvorlig Ro, fornøjeligt Solskin hen over de dansende Bølgetoppe, en streng konservativ Fæstningsdisciplin, hvor kun nogle loyale elegiske Smaasuk over Storheds Forfald turde lyde i svage Akkorder. Det strenge militære Kommandantskab var ganske vist nedlagt, men Kommandantskabets Aand hvilede endnu over Fæstningen, og ikke det svageste Spor af en rød Tanke viste sig, end ikke paa de yderste Bastioner. Her var ikke en eneste Lynafleder paa hele Fæstningen; man frygtede ikke Faren fra den Kant; - og med Rette.

Nej, jeg kunde virkelig ikke sammenligne mig med en Salamander. Naar jeg atter kom tilbage, hvorfra jeg var kommen, ja saa - - -. Undertiden naar Solen gik ned ovre bag den mindre Holm, hvortil den bestandig knagende og stønnende Flydebro førte, undertiden, naar den purpurfarvede Glans luede over det mørke Brystværn, kunde jeg trække Fødderne til mig, lette mig op fra den Klippeflade, hvorpaa jeg sad, og stirre i mindre disciplinære Tanker ud mod det gyldne Skær. Men ogsaa her hjalp Omgivelserne mig (dog ikke den "livløse" Natur, som man plejer at kalde den). Det hændtes nemlig da, at en høj, slank Skikkelse netop ved denne Tid kom med faste, smaa Skridt marcherende hen ad Brystværnet, stillede sig mellem den dalende Sol og mig, hævede Armen, og vinkede ad mig. Hvorledes det gik eller ikke gik, og af hvilken Art den Tiltrækningskraft var, som den slanke Skikkelse udøvede paa mig, det vil jeg foreløbig lade staa hen. Saa meget er vist, at naar Skikkelsen viste sig, saa' og tænkte jeg kun paa den og paa intet andet, lukkede min Mappe sammen, viftede med Hatten som Signal, og gik et Par Minutter efter med Armen om Skikkelsens Liv, rolig, konservativ, og - om jeg tør sige det - elskværdig hen ad det brede Brystværn, ned over Klipperne, ned til Fæstningens største - og eneste - Gade, hvor Lodsens Aftensbord allerede nogen Tid havde paraderet med sine mest udsøgte Forfriskninger.

Lodsen, der tillige var autoriseret Gæstgiver, Restauratør, Konditor og Klubvært, havde en Fremmedbog; og i denne Bog staar, om jeg ikke husker fejl, opført Navnene paa det lykkelige Par, som tilbragte saa rolige Dage under Lodsens Tag.

Lykkelige Dage, hvorom Erindringen har bevaret sig saa frisk hos mig, at naar jeg nu med lukkede Øjne læner mig tilbage i min 152 stol, synes jeg at føle den Baads Dæk under mine Fødder, der bragte mig over ti! Øen hin blæsende August Eftermiddag, da Øens nuvæ rende Kommandant (privat rigtignok) stod oppe paa Bommen lænet ind mod Masten, og sang alle mulige Viser paa én gennemgaaende Melodi, og svingede med Huen, hver Gang den dygtige Søbaad tog en Overhaling i de skrappe Søer. En herlig Sejlads. Jeg synes endnu at føle de vaade, friske Stænk fra det muntre Havvand, naar vi tog en Sø over, og naar min Pibe slukkedes. Jeg vil ikke gøre min Ed der paa, men jeg synes dog, at jeg endnu indtil Peberet og Saltet kan skelne Lodsens og mit eget Smørogbrød fra hinanden. Jeg ser forud over Baadens Stævn, og jeg følger med Øjet den lille Klippeøs Kon turer, efterhaanden som de træde frem og udvikle sig til regelrette Linjer med skarpe Kanter. Jeg føler Eftermiddagssolen glide hen over Klipperne som en blød Haand hen over en knudret Pande, jeg ser pludselig Øen forme sig til en Fæstning med Taarne og Mure; endnu et Par "smaa Slag", og det Fata Morgana, som saa ofte havde vinket mig til sig fra sit ubestemte Stade mellem Himmel og Hav, er blevet til en haandgribelig Virkelighed, der indeslutter mig og det bedste jeg ejer.

Man kunde se saa vide omkring fra det flade Tag paa det store, runde Fæstningstaarn. Forunderligt! Den hele vide Verden syntes her oppe fra at være et System af koncentriske Ringe. Først Horisontens store Rundkreds, saa Øens mindre, og endelig Taarnets. Stillede man sig selv i Midten af den sidste, da, o store Tanke! - ja sige det tør man vel næppe uden at paadrage sig Beskyldningen for at ville være pikant, - men alligevel, det var dog saadan en egen Følelse den at være, om og kun for et Øjeblik, Centret, hvorom det hele drejede sig. Virkningen heraf indskrænkedes imidlertid betydeligt ved de betydelige Vanskeligheder, det vilde koste at gøre sig selv til dette vigtige Punkt. Midten af Taarnet optoges nemlig af et tomt Rum, en dyb Brønd, et Slags Forsøg paa en indre Fæstningsgaard. Jeg kiggede der ned. Mørkt, skummelt og skimlet. Svæve i Rummet kunde jeg ikke, springe ned i Brønden vilde jeg ikke. Jeg opgav da den fristende Tanke om at blive Universets Midtpunkt, og stillede mig beskedent ud et Sted i den nærmeste Periferi, lagde Armene over Kors paa Brystværnet foran mig, og saa' ned. - Det var Kirkegaarden, mit Blik traf paa.

Det var den patriciske Kirkegaard. Der ovre paa den anden og mindre Holm laa Plebejernes Begravelsesplads, men den kommer vi til siden.

Patriciernes Kirkegaard var en lille, firkantet, af et lavt Stengærde indhegnet Plads, hvor nogle af Vind og Vejr sørgelig forpiskede 153 Bu-Gyngeske gjorde sig al mulig Umage for at skygge over de dødes Hvilested. Skygge syntes de døde nok at kunne trænge til. Den Jord, hvori de hvilede, var nemlig i sin Tid bleven tilført ovre fra "Landet" , og sparsomt nok var den haarde Klippebund dækket af Muld. Den lille Klippeø kunde ikke engang med egne Midler give sine strenge Kommandanter og barske Officerer et Hvilested i sit Skød. Men den kunde derimod til Gengæld yde dem et Dæksel, som de salig henfarne skulde have ondt nok med at løfte paa ved deres Opfart til de lysere og blidere Regioner. Nogle kolossale Ligstene af Granit laa over Kommandanternes og Officerernes trætte Ben. Adelige Vaaben og halvforvitrede Navne var indhuggede i Stenene, og over disse Stene og over Stenene i Gærdet, over de forkrøblede Buske, og for Resten over den ganske Øs Træer, Buske og nøgne Klippeflader havde Lavarter og tørt, indskrumpet Mos lagt en gennemgaaende gulbrun og brunrød Rustfarve, der gav det hele et saa goldt, indskrumpet, uddødt og trøstesløst Præg, at man uvilkaarligt mindedes den lille Kælder i et Hjørne af Kirkegaarden, hvor en afdød Kommandants og hans ligeledes afdøde Gemalindes indbalsamerede, mumieagtige Lig opbevares, - en forunderlig Skat at opbevare, et uhyggeligt Minde at frede om, men dog et Minde, der svarer nøjagtigt til Hovedindtrykket af den hele lille Ø: en forstenet Mumie, der rager frem af det øde, vildsomme Hav.

Saaledes var Patriciernes Kirkegaard.

Der ovre paa den mindre Holm, umiddelbart under det forfaldne Brystværn, en halv Snes Alen fra den skummende Sø, overgroet med et Vildnis af Tidsler og Nælder, overblæst af den pibende Vind, overdænget af Brændingernes Skum, i en utrolig forfalden, hjælpeløs og halvt henraadnénde Skikkelse ligger saa Plebejernes Begravelsesplads, ogsaa kaldet Kolerakirkegaarden.

Staar man her en smuk Sommeraften, hvor Solen samler Skyernes store, mørktfarvede Draperier om sig og for sidste Gang stikker sit Ansigt frem, siger: Godnat! og forsvinder bag Himmelsengens folderige Gardiner, - staar man her udenfor denne Kirkegaard en saadan rolig, smuk Aften, da kan det nok falde en ind, naar man ikke er altfor haardhudet af sig, at drage en Sammenligning mellem den harmoniske Ro der ude omkring i den store, skønne Natur og den skrigende Hæslighed, som denne Tumleplads for Farsotens modbydelige Luner frembyder.

Sjældent har jeg faaet et saa sammentrængt Bevis for dette hæslige Spøgelses brutale Magt, et Spøgelse, der i sine Virkninger maaske er mere frygteligt end selve det saa frygtede "røde Spøgelse".

Maaske var det især den Omstændighed, at Tumlepladsen her var 154 saa overordenlig indskrænket, at Territoriet var bestemt afstukket, og at ingen Flugt var mulig herfra, - ja jeg er temmelig sikker paa, at det netop var denne Omstændighed, der fremkaldte den usigeligt beklemmende Følelse hos mig af modløs Frygt for Bøddelen og en underlig gysende Medlidenhed med Ofrene.

Jeg har hørt en Læge anstille Betragtninger over en skrækkelig Epidemi, som han oplevede i en stor By, og over den samme Epidemi, der udbrød, medens han var ansat paa et Udvandrerskib, der gik over Atlanterhavet. Jeg skal aldrig glemme den Vægt, han for det sidste Tilfældes Vedkommende lagde paa det uhyggelige i Forestillingen om at være tvungen af Forholdene til at virke bestandig indenfor de samme snevre Grænser, uden Udvej til Flugt, der ude paa det store, øde Hav.

Jeg har altid haft mine egne Tanker om det absolut anbefalelsesværdige i at brænde sine Skibe. Her havde jeg Lejlighed til yderligere at forøge mine Refleksioner over dette Tema. Den menneskelige Viljes Mod til at levere en Fjende et Slag, den menneskelige Viljes Kraft til at møde en Vanskelighed, og overvinde denne, ligger vistnok i ni Tilfælde af ti dybt parret med Selvopholdelsesdriftens urgamle Forbundsfælle: Tanken om, at der dog til syvende og sidst, naar alt skulde gaa galt, staar en Udvej aaben til Flugt.

Jeg fremhæver med Vilje, at denne Tanke ligger dybt gemt. Hos den virkelig modige Mand kommer den sandsynligvis aldrig op til Overfladen; men den er der, dunkel og ubevidst, og kort førend Afgørelsens Time nærmer sig, lyder den som beroligende Toner der nede fra Sjælens skjulte Krypte, Toner, som dæmpe Spændingen og regulere Hjertets heftige Slag.

Disse Skibe, som opbrændes, og som bevirke dette Fortvivlelsens krampespændte Mod, - ja, de gjorde maaske deres Virkning i de halv eventyrlige Tider, hvor en Mand blev fældet med ét Nævedrag, hvor en Knude blev løst ved ét Sværdhug, og hvor en Sag faldt eller stod med et eneste Hærslag. Men i vor Tids Historie, hvor Sagernes og Folkenes Maskineri er bleven betydelig mere kompliceret, i vor Tids Historie lige ned til den Dag i Dag sørger den dygtige Feltherre først og fremmest for at have sin Retrætelinje i Orden, førend han fører sine Soldater i Ilden, og Raabet: "Retræten er afskaaren !" bliver vel som oftest Dødsskriget for de kæmpende Kolonner.

Ja, Retræten i Orden! - Selv Digteren, der i sin Sjæls Bitterhed kaster Tærningerne, og sætter alt paa ét Kort, ser sig ved Digtets Slutning om efter en Udvej, en Hjemvej:

Han brændte sine Skibe; -
blånende Røg
som en Bro-Banes Stribe
nordover føg. -

155

Men tilbage til vore døde !

Her ligge de, under Tidsler og Nælder. Ingen véd, hvad de hed i levende Live. Ingen bekymrer sig heller derom. Det er simpelt hen de Kolera-døde.

Det er Fiskere, maaske en og anden Lods, Arbejdsmænd, danske Soldater og slesvigholstenske Fanger.

Ligstene eller anden Inskription gives ikke. Det skulde da være, at Nældebladene for Fangernes Vedkommende gav nogen Oplysning. I ethvert Fald blomstrer dette Skjoldmærke frodigt der inde paa den indhegnede Plads og brænder enhver Haand, der med Nysgerrighed eller maaske med nogen Sympati for de døde vil undersøge Stedet nærmere.

Nord paa, saa langt den lille Holms Territorium naar, strækker sig halvt sammensunkne Barakker, smaa, indhegnede Haver med forpiskede og forknyttede Buske. En Mølle rager skeletagtig op i Vejret, og synes at anmode Blæsten om at tage fat i sig i Stedet for i Buskene ved dens Fod. Længst borte ligger det nordlige Taarn, en rund Kampestensbygning med massive Mure, skeløjede Skydeskaar, og et nürnbergeragtigt Tag, der løber op i en Spids, rækker en lille rusten, pibende Fløj ud til Vejr og Vind, udbuler hist og her og paa aldeles tilfældige Steder nogle Smaakviste med klaprende Luger, og synes med sin af Alderen graanede Spaantækning at lide af en utallig Mængde Onder, fremkaldte ved den uafladelige Udsættelse for Himlens og Havets forenede Vrede.

Hele denne Strækning henligger i sørgeligt Forfald. Det var, som om Koleraen havde hærget Bygningerne samtidig med, at den hærgede Beboerne. Jeg vender atter tilbage til mine Refleksioner over Koleraen, over denne lille isolerede Holm, hvorfra ingen Flugt var mulig lige saa lidt som fra et Skib paa det vilde Hav. Farsoten synes at legemliggøres for mig, medens jeg betragter disse Ruiner. Jeg synes at se den ligesom en Trold i et Eventyr rykke Menneskene op ganske som om de var Roer, der var plantede i en Have. Jeg synes at se Trolden kaste disse Roer hulter til bulter i en stor Dynge, og derpaa med en vild Hoveren slaa Vinduer og Vægge ind i Bygningerne, knuse Taglægterne, sparke til Grundmurene, og oversaa det hele med Ukrudt og Skarn og med Lavarternes rustrøde Pletter.

Jeg tænker paa den Udtalelse, jeg en Gang hørte af en Officer, at af alle Kampe er Gadekampene de frygteligste, og at ingen kender Krigens Rædsler, som ikke har set dem optræde i Sporene af en ødelagt By.

Her havde jeg Sporene for Øje. Her havde staaet en Gadekamp, hvor Fjenden havde sejret fuldstændigt.

156

Et Bøsseskud i sydlig Retning fra denne Kirkegaard ligger Fængslet. Jeg vil ikke paastaa, at det ser saa truende ud, som Fængsler og Fattighuse I Reglen pleje at se ud. Ikke desto mindre kan det ikke siges at være noget opmuntrende Opholdssted.

I Smag med Hovedvagten i vor Residensstad, med lyse Mure, Jernstænger for Vinduerne og et temmelig opadstræbende Tag, ligger Fængslet tæt ved Indløbet til den søndre Havn. Her sad den "berygtede" Dr. Dampe. Langs med dette forfaldne Brystværn, og samvittighedsfuldt eskorteret af en Soldat, havde Fangen Lov til at bevæge sig paa en bestemt Tid af Dagen. Fangen nød desuden hen imod Slutningen af sit Eksil den "Gunst", at turde krybe i Ly under en faldefærdig Hytte, naar et Uvejr pludselig skulde overraske ham paa hans Spadseretur.

Stakkels Dr. Dampe! Havde han blot ventet indtil vore Dage; man havde da næppe taget ham hans Forfatter- og specielt hans Reformatorvirksomhed saa unaadig op, saa meget mindre som den ikke støttedes af videre fremragende *dolgoeO* videre farlige Evner.

Og dog, - hvem véd !

En af Øens Befolkning, for hvem græske Bogstaver noget nær er det mærkeligste, han kender, og som uden videre døber dem med Navnet "hebræisk", underretter mig med en vis hemmelighedsfuld Mine om, at der staar noget saadant hebræisk skrevet paa Væggen i det Kammer, hvor Doktoren sad. Fængslet er under Restaurering. Det skal omdannes til Beboelseslejlighed for Smaafamilier. Jeg bliver vist ind i Kammeret med de mærkelige Bogstaver. En Murer har allerede hvidtet Loftet og den ene Væg. Den anden Væg undersøges. Paa det perlefarvede Panel staar nogle spredte, halvtudviskede Zifre, nedskrevne med Blyant. Nogle græske Sentenser uden særlig Interesse for Læseren, nogle virkelig hebraiske Bogstaver og forskellige udviskede og overstregede Udgydelser.

Det er ikke noget dybt Indblik, man faar i alle de Tanker, som den stakkels Fange muligvis har haft under sit lange, ensformige og sløvende Eksil.

Døren ind til den næste Celle staar aaben. Jeg gaar der ind med min Ledsager. Her har en slesvig-holstensk Fange siddet. Han har ogsaa skrevet noget paa Væggen; men ikke noget hebræisk.

Der staar med en temmelig øvet, maaske noget ungdommelig Haand følgende trøstesløse Bogføring:

D. 17/7 53. Ausbruch der Cholera.

22/7. l Mann gestorben.

Og saaledes fremdeles Dødsfald indtil 9/9 53.

En hyggelig Beskæftigelse og en behagelig Udsigt for en indespærret.

157

Paa Væggen lige overfor findes to Mærker afsat, det ene lidt højere fra Gulvet end det andet. Det øverste Mærke er betegnet Carl 20/10 54, neden under staar Elisa.

Det er vel Slutterens Børn, som har besøgt Fangen og leget med ham i de lange, dræbende kedsommelige Timer.

Nu gaar Murerens Hvidtekost hen over Kolera og Børn og Fangen og hele Historien.

Ja, lad os bruge Kosten, og det saa eftertrykkeligt, at hele den mindre Holm med alle dens Uhyggeligheder forsvinder, og lad os saa gaa over den knagende og stønnende Flydebro til den større Holm, Christansholmen. Der skinner Solen paa Klipperne, paa de høje Mure, paa de mørktløvede Træer, som næsten skjule Kommandantog Havnemesterboligen; der glide Skyerne, hvide og skinnende ligesom Maager ude fra Havet, hen over det store, runde Taarn, hvor Blinkfyret udsender sine Glimt i Nattens Mulm og Mørke, og hvor den vagthavende Lods om Dagen kan iagttages som en mørk Figur med en lang Skibskikkert for Øjet, drejende sig frem og tilbage og en Gang imellem helt rundt ligesom en Vejrfløj.

Ne Taceant Homines
Saxum Hoc Loquitor.

Denne dristige Paastand staar fremsat ved det store Taarns Fod, indhugget i en mægtig Granitflade, og forøvrigt efterfulgt af en hel Række for den almægtige Christani Qvinti Egenskaber meget smigrende Tillægsord.

Paastanden daterer sig fra 1683. Hvor vidt Klippen nogensinde før har talt, vides ikke; (man paastaar, at det er sket efter den Tid, i 1808 nemlig, og da gennem Kanonernes Mund).. Jeg for min Part kan nu bevidne, at Klippen har opladt sin Røst for mig, og jeg har ikkke faaet saa lidt endda at vide ved denne Lejlighed.

Som tjenende til min Ros kan jeg gerne tilføje, at jeg var en flittig og opmærksom Tilhører; men dette forringer jo ingenlunde Klippens Fortjenester som den fortællende. Tværtimod. - Man kan maaske ikke alid lægge Eleven til Last, at han er efterladende og uopmærksom; stundom falder vel en stor Del af Skylden paa Læreren, naar denne nemlig er paafaldende kedsommelig.

Jeg gik da og lyttede til alle de fine smaa Bemærkninger, som Klippen nu og da kom med. Jeg opsamlede alle dens elegiske Udbrud, jeg opsnappede de Kraftudtryk, som en Gang imellem forefaldt, jeg søgte særlig at tilegne mig disse melankolske Smaaforedrag om Havet og dets Beboere eller Befarere, disse Foredrag, der klinge som 158 Sømandssange, lange, enstonede, afpassede efter Sømandens Hovedegenskab, Taalmodigheden, og efter de øde Nattevagter. Jeg fik ovre paa den mindre Holm hele den mørke Side af Klippernes Stemning frem. Her paa den større Holm vandt Fortællingerne i Farve, Inderlighed og et vist Lune, som er mere og mindre ejendommeligt for Havets Beboer.

Den større Holm løftede sig jo ogsaa paa en egen bevidst Maade højt op over sine Omgivelser. Den vandt herved en videre Horisont, og sligt forhindrer en altfor stor Ensidighed.

Den var forsynet med Jord, Haver, smukke Bygninger, et ærværdigt Kastel; sligt stemmer som bekendt Sindet til Optimisme. Og som det gaar i alle andre Forhold: hvor meget er, kommer mere til, saaledes gik det ogsaa her.

Lokket ved alle disse Herligheder syntes Solen med en iøjnefaldende Forkærlighed at dvæle hyppigst og længst her ovre paa den "velhavende" Holm. Den kærtegnede Blomsterbuskene i Kommandantens Have, saa at Roserne sprang ud, og sendte deres stærke, ildfulde Duft op over de golde Klipper. Den klappede med venlig Haand de ærværdige Træer paa deres halvskaldede Isser, og hvad ikke al Verdens Haarbalsamer og Tinkturer formaar, det formaaede Solen, - Træernes Isser begyndte virkelig at bedækkes af frodigt Løv. Den lunede for Beboerne i Husene, den mildnede mod den skarpe Vind og Havets kolde Aandedræt, den søgte af bedste Evne at fremme de magre Køers og Faars daglige, udholdende Anstrengelser efter at finde noget spiseligt i en eller anden Klipperevne, og - hvad jeg er Solen mest taknemmelig for - den viste mig en smuk Morgen med sin gyldne Pegefinger Vejen op over Klipperne og ned til det i al sin Tarvelighed yderst romantiske Anlæg, som her benævnes "Kongens Have", men som endelig ikke paa Grund af Navneligheden maa forveksles med hin støjende, støvende Ammebørs der ovre, langt borte herfra, i den kvalme Residensstad, foran den solhede, markiseprydede Kronprinsessegade.

Nej, her var hverken Ammer eller Børn; her var Skygge, Tavshed og ingen Markiser. En mild Vind, blandet med Solskin, Havluft og Duften af Kaprifolier viftede over mit Hoved og summede gemytligt ligesom en Bi i Søndagshumør omkring mellem Bladene paa Almetræernes Kroner. Jeg maa imidlertid, hvad disse Almekroner betræffer, skynde mig at give Sandheden, hvad Sandhedens er. Kronerne var noget fladtrykte, og den ideelle, opadstræbende Tendens, som disse Træer upaatvivlelig i deres fagre Ungdom har haft, var i deres modnere Alder af Tidernes og Forholdenes Ugunst gaaet over til en vis flegmatisk, stagnerende Holdning, der gjorde Totalindtrykket af Haven lidt trykket, men som derfor ikke udelukkede 159 en bestemt anerkendende Følelse af Respekt overfor Enkelthederne i det smukke Anlæg, disse Enkeltheder, som havde saa meget at kæmpe sig frem imod.

Vinden viftede som sagt over mit Hoved, og Skygge og Lys kom og forsvandt hen over de usædvanlig frodige Græsplæner og de stærkt bugtede Gange.

Terrænet var, som en Stabsofficer vilde udtrykke sig, "stærkt kuperet". Midten af Haven udgjorde tillige dens højeste Punkt. Her var paa en lille Klippeafsats opført en Thepavillon med et hvælvet Tag. Pavillonen var noget angreben af Tidens Tand, men for at bøde herpaa havde Slyngplanter og Syrénbuske forenet sig om at varetage det maleriskes Interesse, og - Stedet var skønt at se til og godt at faa Forstand af.

Jeg nedlod mig i Skyggen under en af Syrenerne; jeg lagde den Bog fra mig, som jeg havde taget med i den Hensigt at bortlæse et Par Formiddagstimer; jeg syntes, at det var langt bedre at bortdrømme disse Timer, (hvis man ellers tør bruge et saa guvernanteagtigt Udtryk), - og jeg lod mit Blik begynde med denne Fordyben sig i alt og intet, som er det sikreste Tegn paa, at vedkommende er paa den rette Vej hen imod Drømmenes ubestemmelige Regioner.

Der kom en lille, travl Fugl med vippende Hale og smaa, skinnende Øjne hoppende ud fra en Busk lige overfor mig. Den saa' et Øjeblik lidt forbavset paa mig, men da jeg rimeligvis ikke har forekommet den videre farlig - (maaske har den haft den Swift'ske Opfattelse af Mennesket som det laveste Dyr) - fortsatte den sine hoppende Bevægelser, nappede lidt i et Græsstraa, og fløj derpaa ind igennem Pavillonens aabentstaaende Vindue.

Jeg fulgte den lille letbenede Fyr snarere med Tankerne end med Øjnene, og hvorledes det nu gik eller ikke gik, og hvor megen eller hvor liden Andel dette lille Medium har haft i min clairvoyante Tilstand, saa forekom det mig, at jeg snart efter hørte Stemmer, høj, klar Latter, Raslen med Porcellæn og Klang af Glas inde fra den maleriske Thepavillon. Ikke længe efter traadte et Selskab af Damer og Herrer ud paa den lille Terrasse foran Pavillonen.

Herrerne var med en enkelt Undtagelse iført Sø- og Landetatens Uniformer af det for adskillige Decennier tilbage herskende Snit En ældre, korpulent Officer med graasprængt Haar syntes at være den højstbefalende, ligesom han for saa vidt ogsaa var den højsttalende paa Stedet. De øvrige var yngre, til Dels smukke Mænd, der ivrigt konverserede de tilstedeværende Damer.

Det er jo altid sin Sag at tale om Damers Alder. Jeg vil da heller ikke søge at bestemme disse Damers Alder, men kun hidsætte den 160 Bemærkning, at der var fire Damer til Stede, en ældre, en yngre, og to unge.

Maaske var denne "yngre" Dame Selskabets Værtinde, *dolgoeO* gift med den ældre, korpulente Officer. Jeg siger: maaske; - jeg véd intet bestemt, jeg formoder kun sligt, og jeg ledes til denne min Formodning af den paafaldende, skinsyge Adfærd, der karakteriserede den ældre Herre i hans Tale, Miner og Blikke, hver Gang hin Dame blev mere end almindelig ivrigt konverseret af en ung, smækker, lyshaaret Mand i en Søløjtnants klædelige Uniform.

Forøvrigt var denne Dame smuk, og vidste i ethvert Tilfælde at bruge sine store, bydende Øjne paa en Maade, som nok kunde være farlig for et ungt, ubefæstet Gemyt, og som ganske sikkert kunde give den gamle, korpulente Herre adskilligt at tænke paa. Alligevel, trods det uimodsigeligt fængslende, der laa i denne Dames Blik, og trods den paa en sejrvant Bevidsthed hvilende Sikkerhed og Elegance, hvormed hun bevægede sig, foretrak jeg dog langt den ene af de to "unge" Damer, en slank, yndefuld Brunette, der syntes at give den ikke-uniformerte Herre i Selskabet Fortrinet.

Ingen syntes for Resten at bekymre sig om min Ringheds Eksistens ; maaske man slet ikke anede min Nærværelse; - jeg vogtede mig naturligvis for at røbe den.

Med Latter og Samtale tilbragte man nogen Tid paa Terrassen; saa foreslog Fruen i Huset (lad mig kalde hende saaledes), at man skulde lege Tagfat i Gangene, og - vips - saa brusede og raslede de lyse Damekjoler lige tæt forbi mig. Den gamle Herre var den, som skulde "tage", og det var formelig ængsteligt at se ham gaa over Stag ligesom et af de gamle, svære Linjeskibe, og skyde frem mellem de lette Sejlere, der omringede ham gækkende og drillende paa alle Kanter.

Jeg fulgte med henrykt Øje disse unge Mænds og Kvinders livlige, lette Leg. Navnlig iagttog jeg den slanke, smidige Brunette. Hvor yndefuldt og sikkert bøjede hun ikke om en Træstamme! hvor blussede ikke hendes Kinder, og hvor straalede ikke hendes Øjne! Den jomfruelige Barm hævede og sænkede sig under den Kniplingsmantille, som var slynget over Skuldrene og heftet bag i Bæltet. Kjolen var kortere og snevrere end nu til Dags. Fødderne i de smaa, rosetteprydede Sko hoppede hen over Gangene. De elegante, ungdommelige Former tegnede sig med vekslende Skikkelse plastisk, modigt af under det lette Draperi. Pygmaleons Galathea vilde have set saaledes ud, den Gang Marmoret fik Liv og sprang ned fra sit Fodstykke. Jeg tænkte ved mig selv, at vor Tid, som sætter Kvinden ind i et Fuglebur, og svøber halvhundrede Alen Draperi omkring Buret, næppe bliver mere kysk derved, og i alt Fald bliver langt 161 unaturligere end hin naive Tid, i hvis snævre Rober Virginie og Gabriele Palmer optræder.

Jeg fik dog ikke Tid til at anstille mange Betragtninger i moralskæstetisk Henseende.

Der var længst nede i Haven en af frodige Syrénbuske tæt overhvælvet Gang. Fra mit lave Sæde kunde jeg nu og da forfølge Glimtet af de lyse Kjoler, naar de pilsnart fløj der igennem, medens derimod de mørke Uniformer forsvandt paa deres Vej igennem den tætte Skygge.

Det forekom mig nu, at jeg et Øjeblik saa' et sligt Glimt forblive ubevægeligt paa det samme Sted. Jeg anstrængte mit Syn, og idet en Solstraale brød igennem det forræderiske Løvtag, syntes jeg at se et blondt Hoved bøje sig ned over en fremstrakt, hvid Haand, der udgik fra den omtalte lyse Genstand. Det var kun et Øjeblik, saa kom den gamle Herre, der stadig var den, som skulde "tage", ansættende i sin tunge Galop lige hen imod Gangen.

Jeg havde nær raabt højt, for at advare vedkommende der inde, men det behøvedes ikke; thi just som den gamle brød sig sin skummende Vej ind i Gangen, dukkede det blonde Hoved ud igennem Buskene og ud paa Plænen. Hovedet efterfulgtes af en smækker Krop i blaa Uniform; - ud fra Gangens modsatte Ende fo'r en let Skikkelse som en Maage paa hvide Vinger, og forsvandt i den fjerneste Del af Haven.

Var det min lille Brunette? - Nej, hun stod jo tæt ved mig, og havde rakt den ikke-uniformerte sin lille, skælvende Haand, og saa' ham ind i Øjet med saadant et inderligt, spørgende, bedende, hengivent Blik, at jeg, jeg ulyksalige, som ingen havde et Blik til overs for, blev aldeles græsgrøn paa mine Albuer og i mit Hjerte.

Nej, hende var det ikke; hun var jo "taget". Men hvem var det da?

Ja, det kommer jo for Resten hverken mig eller Sagen ved.

Man samledes for øvrigt atter oppe paa Terrassen. Den gamle Herre var forskrækkelig rød i Ansigtet, trak Vejret som en Blæsebælg, og skelede frygteligt til den unge blonde Officer. Den ikkeuniformerte og den slanke Brunette tilkastede hinanden Blikke, som fik mit Hjerte til at banke; de øvrige snakkede, lo og larmede ganske som før. Forpustede var de alle, og et Forslag fra den blonde om at optage Legen igen, forkastedes af de to Tredjedele af Selskabet, og der iblandt af den gamle med et rasende: Nej, Fanden annamme mig!

Fruen i Huset var nu den, der bragte et nyt Forslag frem. Det bestod i, at man skulde fortælle Historier. Og dette Forslag sejrede; man flyttede Stole og Skamler fra Pavillonen ud paa Terrassen, og 162 saa fortalte først den ene og saa den anden, og enhver havde sin Maade og sit Stof.

Det var virkelig overmaade interessant, og jeg hørte alt fra mit Skjul.

Men hvad blev der da fortalt?

Ja, hvad fortæller man saadan i Almindelighed, naar man i det hele taget gør sig den Ulejlighed at fortælle. Det er smaa Stemninger, man skyder fra sig af den Overflod, som man har der inde. Eller det er Smaating, som af en eller anden Grund har faaet en større Betydning for én selv, og som man derfor gærne vil glæde Næsten med. Eller det er gamle Klædningsstykker, baarne i ens Ungdom, som man frygter for, at der skal gaa Møl i, og som man derfor gærne vil lufte ud i Sol og Vind. Eller det er en øjeblikkelig Inspiration, som man griber paa sin Flugt, og fastholder ved at fortælle den. Eller det er rent, blot og bart Indfald.

Det er Kærlighed først og fremmest. Det er en lille, oplevet Situation. Det er maaske en gammel Lidenskab, der pludselig med Magt bryder frem. Det er et lille Eventyr. En Rejse. Et Syn, der er fløjet én forbi, medens man selv var mest dagligdags stemt, og hvis dæmpede Vingeslag man nu hører fra det fjerne.

Det var saadan noget, der blev fortalt. Og det var da navnlig den blonde Søofficer og den ikke-uniformerte, der bar Prisen i saa Henseende.

Da denne sidstnævnte havde afsluttet en nydelig lille Historie om - ja hvad var det nu? jeg tror, det var om en ung Mand og en smuk Pige - udbrød det ganske Selskab i en lydelig Applaus. Da Applausen var forstummet, spurgte Fruen i Huset, maaske lidt spidst, hvor han havde lært at fortælle saa interessant.

"Min naadige Frue," sagde han med et let Buk. "Jeg har lært det her nede mellem de østlige Klipper ved den saakaldte St. Hans Kilde."

Man saa' lidt forundret paa ham; en og anden, dog ikke den lille Brunette, trak paa Smilebaandet; men nu raabte den gamle: Ja ja, det er nok af den Passiar! lad os nu komme hjem."

Man rejste sig, og tog Stole og Skamler med sig ind i Pavillonen. Og næppe var den sidste traadt ind over Tærskelen, før end alt blev ligesom uddødt. Der var ikke et Fodtrin at høre, ikke en Stemme, ikke en Lyd.

Jeg løftede mig forsigtigt op, trippede paa Taaspidserne hen til Terrassen, saa' op og ned ad den faldefærdige Pavillon, og vovede mig endelig op til det aabentstaaende Vindue. Jeg kiggede ind. Rummet var øde og tomt. Jeg sprang ind igennem Vinduet, og løb ud igennem Døren paa den modsatte Væg. Der var ikke Spor at se af de Personer, som saa ganske nylig havde staaet for mig.

163

Jeg sprang op paa en Klippe, og stirrede rundt til alle Sider ud over det Plateau, hvor Taarnet, Krudtmagasinet og Kirken ligger. Der gik de magre Køer og Faar og ruskede og sled i de Græstotter, som hist og her stak frem mellem Stenene.

Selskabet var som bortblæst.

Da slog jeg mig for Panden, og maatte mismodig erklære for mig selv, at Jeg havde været Offer for en saadan Tilstand, som de lærde behager at benævne en Hallucination. Og alligevel stod alt saa tydeligt for mig, alt, undtagen Fortællingerne. De blegnede mere og mere ligesom Stjernerne for Dagskæret, og jo ivrigere jeg søgte at fastholde dem, jo hastigere syntes de at vige.

Det var i Grunden en stor Skam, thi jeg vilde saa grumme gærne have haft noget at meddele i Form af Fortællinger, naar jeg atter vendte tilbage til Fastlandet fra denne i Sandhed fortryllede Ø. Men saa randt hin Ytring om St. Hans Kilden mig i Hu. Der maatte jeg altsaa ned; der var det jo, at han, den ikke-uniformerte, havde ......

Aa Passiar! Det hele er jo taabeligt, og jeg selv er nok ikke langt fra at aspirere til en Koldtvandskur for Hallucinationer!

Ikke desto mindre begav jeg mig paa Vejen ned til den omtalte Kilde.

Vejen var ikke lang. Jeg gik fra Haven gennem et lille Engdrag mellem nøgne Klipper ned til den Tunnel, der er muret igennem det yderste, svære Strandbatteri. Saa var jeg uden for Fæstningens Enemærker, og havde foran mig en snæver Dal, der løber paa skraa ned til Havet mellem to paralelle Klippemure. Midt i denne Dal og et Par gode Stenkast fra de yderste Skær, hvor Østersøen bryder sig hult drønende eller svagt mumlende, ligger Kilden. Det er en snurrig Kilde den.

Op fra Dalens græsklædte Bund rager en besynderlig, isoleret Klippeblok, takket og tindet og med en stærk foroverbøjet Heldning ligesom et Stykke Fæstningsmur, der skal til at styrte. Fra den modsatte Side har man opstablet en Mur af store, løst sammenføjede Sten, der læner sig mod Klippens øverste Del, og synes at have til Hensigt at forhindre et eventuelt Fald.

Under den halvt naturlige og halvt kunstige Hvælving, som herved fremkommer, findes da Kilden eller rettere Brønden. Det hele danner en Grotte, hvis Bund er en dyb, S formet Kanal, og fra hvis Vægge og Loft Vanddraaberne falder med underligt sukkende Smaaplump ned i den svagt rislende, kølige Cisterne.

Jeg satte mig foran Indgangen til denne Grotte, saaledes at jeg vendte Ryggen til Aabningen, og havde det store, vidt udstrakte Hav for mit Øje. Skyerne kom dragende i luftige, skiftende Skikkelser højt oppe over mit Hoved; Klipperne stod omkring mig, stive, kolde 164 som Ligsten over svundne Slægter. Havet hvilede saa uendeligt, saa trøstesløst foran mig. Jeg begyndte at føle Ensomhedens og den store, øde Naturs trykkende Magt over mit Sind, og jeg begyndte stærkt at tvivle paa, at jeg her vilde kunne hente Stof til andet end meget triste og meget ensformige Fortællinger. Men efterhaanden som mit Øre opfangede Lyden af Vanddraabernes Smaaplump og Kildens Rislen der inde fra Grotten, og efterhaanden som disse Livsytringer blandede sig med Havets mægtige, men dæmpede Baadsmandsbas, efterhaanden antog ogsaa Klipperne omkring mig et mere livligt Udseende, og Skyerne formede sig i mere bestemte og mindre flygtige Figurer. Og snart kunde jeg give hin Fortæller i Selskabet Ret.

Gamle Minder, udviskede Billeder, forglemte Situationer kom ligesom en Flok Børn dragende ud til mig fra Grottens Indre. De badede sig i Havet, de sprang og tumlede omkring paa Klipperne, de indaandede den friske Luft, og løb legende efter de Skygger, som Skyerne kastede hen over Omgivelserne. Tydeligere og tydeligere lød Stemmer til mig der inde fra Klippegrotten, og jeg følte, at hvis jeg nu havde et Selskab for mig, saa kunde jeg snart begynde at fortælle det, som Stemmerne meddelte mig, og maaske fortælle det lige saa godt som han, mit Forbillede der oppe fra Haven.

Det er altsaa et Selskab, jeg søger mig, for at kunne fortælle. Jeg kan dog ikke godt sidde her nede ved Stranden, og fortælle for min egen Fornøjelse.

Hvis jeg nu skulde være saa heldig at faa et saadant Selskab til at høre paa mig, saa haaber jeg, at Selskabet vil være lidt gunstigt stemt imod mig. Hvis ikke - ja saa vender jeg mig om til Klippen, og trøster mig med dens egne Ord:

Ne taceant homines
Saxum hoc loquitur.

NOW, TOMMY!

Byen hed Tippinstown, Tippingtown, eller saadan noget lignende, eller maaske noget helt andet.

Det er for Resten ligegyldigt. Det er ikke derpaa det kommer an. Byen var desuden, og er da rimeligvis endnu, kun ganske lille bitte, egentlig ikke andet end et Fiskerleje. Der var nogle Rækker Huse, som Beboerne var ubeskedne nok til at kalde Gader; der var en 165 lille og halvdaarlig Pier ud i Vandet, en Lodsstation, et Fyrtaarn (af en temmelig lav Rangklasse) og oven over Byen ved den høje Jernbanedæmning laa Jernbanestationen med sit Signalapparat, med sin gnavne Forvalter og sin endnu mere gnavne Banevogter. Denne gnavne Banevogter, som ellers lignede et velkonserveret Eksemplar af en ægte, ægyptisk Mumie, med lige saa meget Liv og lige saa megen Rørighed, som en Mumie kan gøre Fordring paa, - denne gamle, gnavne Fyr faldt hen imod de forskellige Ankomsttider for Banetogene, og særlig for Iltogene, fuldstændig ud af sin vante, surmulende Rolle; og det var med et ungt Menneskes Lethed og med en Jægers ivrige Opmærksomhed, at han da sprang ned fra Perronen, og i en forover bøjet Stilling fæstede sine graa, missende Øjne paa den nærmeste Tunnels mørke Aabning, hvor Dover-Brighton Jernbanens Lokomotiver skulde stikke deres dampende Hoveder frem.

Thi det var paa Vejen mellem Dover og Brighton, at Byen med samt sin Jernbanestation laa.

Nærmere bestemme dens Beliggenhed kan jeg foreløbig ikke; det faar vel være det samme hermed som med Navnet.

Og saa kommer Historien; - Tommys Historie.

Tommy og jeg stod netop en smuk Sommeraften oppe ved Jernbanedæmningen, et lille Stykke Vej fra Stationsbygningen, og saa', hvorledes Toget fra Brighton kom hvæsende og buldrende ud af den mørke Tunnel, der er boret igennem Brinken, som falder stejlt ned imod Stranden. Knagende og stønnende fo'r den lange Vognrække os forbi. Der bremsedes for; det hvinede og skrabede hen ad Skinnerne; saa hørtes Piben; saa Konduktørernes ensformige Raab; saa klaprede nogle Døre; saa trampedes der lidt paa Perronen; saa Piben igen; et svært Ryk, nogen Modstand af de bagerste Vogne mod Lokomotivets Tyranni; - og saa af Sted igen.

Hverken Tommy eller jeg saa' dette Syn for første Gang. Ikke desto mindre fængslede det os som det vedblivende fængsler tusinder, for hvem Synet ikke er mere nyt end det var for os.

"Ja," sagde Tommy, da vi atter vendte os, "der er Fart i den Skude. Det var nok ikke sundt at komme for Bougen af hende, - hvis man ellers skøttede om at bjerge Livet."

De sidste Ord syntes mig at røbe lidt mere end sædvanligt Mismod; men jeg svarede intet, jeg saa' ligesom min Sidemand ned over den lille By, hvis Skorstensrøg blev baaren af en let Søbrise hen over de teglhængte eller mosbegroede Tage. Solen maatte snart være ved at gaa ned. Husene laa næsten alle i Skygge. Paa en enkelt Skorstenspibe, hen ad en enkelt Tagryg spillede nogle Straaler, som havde listet sig tæt bag om Brinken, hvorigennem Tunnelen gaar.

166

Pieren, der løber ud i Vandet, var forgyldt over hele sin yderste Halvdel, og Fyrtaarnet syntes at gløde. Ved Brohovedet, hvor den indtrædende Flod nu atter begyndte at sætte "The Channels" friske Vande i Bevægelse, laa nogle større og mindre Fartøjer, tilriggede saaledes som Folkene paa denne Kyst bruger.

Det var ved disse Fartøjer, at min Sidemand lod sit store, ærlige Øje dvæle. "Havde jeg bare min Baad igen, saa skulde det nok altsammen gaa."

Tommy var en af de flinkeste unge Fyre i hele Byen. Og det vil ikke sige saa lidt, thi skønt Byen var lille, var der dog mange flinke, unge Fyre i den. Ingen førte imidlertid en Aare eller en Rorpind som han. Ung, senestærk og ufordærvet som han var, afgav han et vederkvægende Billede paa den Rolle, som den moderlige Natur oprindelig synes at have tiltænkt ethvert ungt Menneske, førend de store Byer spredte deres smudsige Aande ud over Land og By. Vel sandt, Tommys aandelige Dressur var ikke foregaaet i en af disse store Drivhusanstalter, hvor en Dreng paa fjorten Aar er klogere end hele Tippingtown, Fyrmesteren og Lodsoldermanden iberegnet. Og ganske vist var Tommys historiske, geografiske og filologiske Kundskaber stærkt begrænsede. Men havde den gamle, forhutlede Skolemester i den lille By ikke aabnet Tommys Øjne for Menneskehedens store, aabenbare Bedrifter, saa havde til Gengæld hans Kammerater heller ikke belært ham om Menneskehedens store, hemmelige Synder. I en Alder af to og tyve Aar var Tommy stærk og behændig som en Løve, uskyldig som et Barn, og alvorlig som en Mand.

Den sidste Egenskab, Alvoren, skyldte han to Omstændigheder, der i hans nuværende Forhold egentlig faldt sammen til én.

Tommys Fader havde været en driftig og duelig Fisker, der tillige i sin stærke, velriggede Baad som "Kommissioner" pløjede Kanalens urolige Vande, tog Breve i Land fra Skibene der ude, gav allehaande Vink om Vind og Strømsætninger, og vel undertiden slog en lille Handel af med Folkene om Bord, en Handel, der kunde være ærlig ligesom den kunde være det modsatte, men som Tommy paastod for sin Faders Vedkommende altid at have været af den første Slags.

Denne Baad, vidt og bredt bekendt og beundret under Navnet: "Fair Mary Consort", tørnede en stormfuld Efteraarsdag mod Bougen af et stort Skib ude paa Dybet. Skibet var det stærkeste; Baaden, hvori Fader og Søn var, sank, men kun Tommy blev bjerget. Kaptajnen, der førte Skibet, lod Tommy sætte i Land ved Dover, og gav ham en Guinea med i Lommen. Mere kunde han ikke gøre for ham; Fejlen var paa Baadens Side, der var galt manøvreret, paastod han.

167

Tommy kom hjem til det lille Hus nede paa Sandet, hvor Moderen allerede fra en anden Baad havde hørt om Ulykken. Opløst af Fortvivlelse over det dobbelte Tab, hun efter Folkenes Sigende havde lidt, glemte hun næsten Faderens Død over Sønnens Redning. Tommy var hendes eneste Barn, og Faderen var jo næsten altid ude. Hun var en energisk Kone, bygget af det Stof, som man særlig finder der, hvor Livets Krav kæmper en daglig Kamp mod den haarde Natur. Tommy var den Gang tyve Aar, og vant til at klare for sig. Halvdelen, og det den bedste, af hans Arvelod var rigtignok samtidig med Faderen tagen fra ham af det ubønhørlige Element, hvortil hans Eksistens var knyttet. Men han havde sine stærke Arme til Medhjælp hos andre. Og han havde det lille Hus der nede paa Sandet, hvor Moderen kunde knytte Garn, væve, spinde, og hygge om Sønnen, naar han kom hjem, drivvaad af det salte Skum eller ophedet af den brændende Sol.

Sorg og Modgang har slappet mangen en brav Fyr. Modgangen gjorde Tommy stærkere. Uden i mindste Maade at ville lægge ham en Tilbøjelighed til Last, der oven i Købet stedse var bleven holdt inden for sine rette Grænser af hans medfødte brave Egenskaber, tør jeg som sanddru Fortæller ikke lægge Skjul paa, at den livlige, frejdige unge Mand før Faderens Død plejede sammen med sine jævnaldrende at højtideligholde Lørdag Aftenen ved et Glas Ale eller Stout, sommetider Whisky, inde foran Skænken i Mr. Simsons "publichouse". Tippinstown eller Tippingtowns Fornøjelser var faa og ensartede. Og Mr. Simsons Hus var egentlig det eneste Sted, hvor Byens modnere Ungdom saa vel som dens mere prøvede Manddom kunde komme af med sine To-Shillingsstykker imod et passende Vederlag af opmuntrende Drikke og de nyeste Nyheder i Grevskabets Avis.

Tommy havde en klar, behagelig Stemme, og udmærkede sig baade som Forelæser af Nyhederne og Forsanger af slige yndede Arier, som f. Eks.:

Fare-Thee-well, my bonny young maid,

I'm bound for The Rio Grande. -

ellr:

Where are the joys, I have met in the morning, ...

for ikke at tale om:

Blow, boys, blow,

For California, O; ...

o.s.v.

Efter Faderens Død hørte imidlertid for Tommys Vedkommende disse Lørdags-Soiréer op. Indtægterne var knappe, og den flinke unge Fyr tænkte tilmed paa at spare sammen til en Baad. En 168 herkulisk Tanke for en ung Fyr, der tjente mellem tolv og fjorten Shillings om Ugen. Men Tommy vilde nu have en Baad, og han ræsonnerede ganske rigtig saaledes, at to Shillings sparet hver Ugedag, gav et aarligt Udbytte af næsten 5 Pund Sterling, der kunde lægges hen til Baaden foruden det øvrige, der var sparet i Aarets Løb.

Jeg tror, at Byens Ungdom, og det være sagt til dens Ære, respekterede Tommys Principer. I det mindste havde han aldrig for mig beklaget sig over, at nogen lagde ham Hindringer i Vejen eller fristede ham til at gøre Brud paa sit Forsæt. Ikke desto mindre havde det dog, efter Tommys aabenhjertige Meddelelse, hændt sig en Lørdag Aften, at den Baadejer, som Tommy var Medhjælper hos, havde taget ham ind med hos Mr. Simson, og havde trakteret ham med en ualmindelig stærk Whisky i Anledning af en ualmindelig streng Tur paa Søen. Om nu denne Whisky havde været saa ualmindelig stærk, eller om Tommy, hvad der vel er rimeligere paa Grund af hans Afholdenhed i længere Tid, ikke havde haft de fornødne Betingelser til at modstaa Whiskyens Indflydelser, - det er vanskeligt at afgøre. Saa meget fremgik imidlertid af hans egne Meddelelser, at da han først var kommen ind ved Skænken og der havde modtaget og drukket det tilbudte Glas, var hans Æresfølelse bleven vakt, og havde besejret den økonomiske Stemme i hans Indre. Han havde trakteret først Baadejeren og dernæst et Par gode Kammerater; dette havde han derpaa øjeblikkelig fortrudt, og for at glemme sin Fortrydelse havde han drukket et Par Glas endnu, og var derpaa med Samvittighedsnag og med noget omtaagede Sanser gaaet udenfor, havde fundet en Bænk ved et Hus i Nærheden og var efterhaanden falden i Søvn der.

"Jeg vaagnede," lød hans endnu angergivne Beretning til mig, "ved at mit Navn blev nævnet af en Stemme, som jeg straks syntes, at jeg skulde kende. Da jeg kom lidt til mig selv, saa' jeg, at det var Kate, Lodsoldermandens Datter. Denne Kate, maa De vide, havde jeg ofte set og et Par Gange talt med, og en Gang havde jeg danset med hende ved et Julebal hos Fyrmesterens, hvor nogle af os Fiskerknøse var indbudne, - af Mangel paa andre "Kavalerer". Da jeg saa', at det var Kate, ønskede jeg, at jeg var hundrede Mile til Søs, eller at jeg laa der, hvor min stakkels Fader laa. Hun saa' paa mig med sine store, brune Øjne, og saa sagde hun: Fy, Master Tommy; det er ikke smukt af Dem. Hvad tror De, at Deres Moder vilde sige, hvis hun saa' Dem her? - Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde svare, men jeg tror nok, at jeg fik spurgt hende, hvad hun selv troede. Men saa kom der nogen, og saa løb hun, og jeg listede hjem og krøb til Køjs."

Den næste Aften havde Tommy trukket i sin bedste Trøje, knyttet 169 et stort, sort Silketørklæde, et som hans Fader havde faaet om Bord i en Ostindiefarer, om Halsen, og taget Retningen hen imod Lodsoldermandens Hus. Han havde nok ogsaa fundet den, han søgte, og den smukke Kate havde hørt ganske venligt paa den unge Sømands Forklaringer over Gaarsdagens Hændelser, ja havde nok endogsaa rakt ham Haanden til Farvel.

Der forløb derefter nogen Tid, som Tommy kun flygtig berørte for mig. Hvad kunde ogsaa den unge Fyr fortælle mig om denne Kærlighedens Foraarstid, hvor Spiren skyder frem til en Plante med Stængel og Blade, og hvor det fine grønne undseligt føler Solen skinne paa sig og ængsteligt bæver tilbage for en fremmed Haands Berøring.

Tommy elskede - og led.

Kate var ham god nok, det var der ingen Tvivl om. Hun nikkede til ham, naar han tidlig om Morgenen gik ned til Baadene; og dette lille Nik varmede den stakkels Fyr lige ind til Hjertet, hvor vaad og kold han endogsaa blev der ude paa Søen.

Om Aftenen, naar det var bleven mørkt, og naar Kate troede, at ingen saa' det, smuttede hun bag om sin Faders Hus ud ved den Mellemting af Gaard og Have, der udmærkede Lodsoldermanden frem for Byens øvrige Beboere, og hvor en skæv Flagstang, et Lysthus, der oprindelig var et i Land bjærget Ruf, samt to Buksbomhække og et Bed med vilde Løg fremtvang Misundelsens stramme Smil hos enhver forbigaaende. Her indfandt Tommy sig punktlig, saa ofte som han ikke var paa Nattefiskeri; her taltes de unge Hjerter ved; her fik Tommy disse bestandig mere og mere dvælende Haandtryk, hver Gang det sagte: Godnat! blev hvisket; og her endelig modtog den lykkelige unge Mand den fuldstændige Vished om sin Lykke af Kates bløde, bævende Læber.

Stakkels Tommy. Han havde i Grunden saa lidt at sætte sit Haab til. Jo mere hengiven Kate blev ham, desto tykkere Skyer lejrede der sig om den svære Lodsoldermands Pande, hver Gang denne Matador saa' den slanke Tommy gaa forbi sig. En Gang raabte den svære Mand endogsaa efter Knøsen, og de Ord, som naaede Tommy, var nok til at vise ham, hvorledes Sagerne stod: "Saadan en Prakker; han gaar og lurer efter ... men bi kun ... spolere din Galionsfigur, min Dreng!"

Tommy gjorde tre Mænds Arbejde, og Sparepengene til Baaden voksede. De, der havde Øjne til at se, saa' vel nok, hvad Tommy mente med det altsammen, og der blev vel ogsaa nok hist og her, og særligt hvor der var Mødre med Døtre, hvisket og tisket lidt i Kro gene. Men i Almindelighed havde man Agtelse for Tommys Energi, og da han ved Siden af sin travle Virksomhed for at fortjene noget 170 snart ved dette, snart ved hint Arbejde, tillige ikke tog i Betænkning at gøre Folk Tjenester gratis, saa var hans Papirer i det hele taget i jævn Stigning hos Flertallet af Tippinstowns eller Tippingtowns Beboere, og han begyndte allerede saa smaat at tænke sig Muligheden af Begyndelsen paa den omtalte Baad, og, efter dennes Fuldendelse, Muligheden af sin egen Optræden som Frier under en eller anden formaaende Velynders Protektion.

Saa hændte det sig, og det var hen imod den Tid, da jeg kom til Byen, at Tommy en Nat, medens han laa og sov, og rimeligvis drømte en smuk Drøm om Kate og Baaden, pludselig vaagnede med en forskrækkelig Hoste og med Øjnene fulde af Vand. Han saa' sig fortumlet omkring; hele Stuen var fuld af Røg. Han sprang ud af Sengen og fik i Hast nogle Klæder om sig, og nu hørte han tydeligt Ildens Knitren oppe paa Loftet. Hans Moder laa i Værelset ved Siden af. Hun var næsten halvkvalt af Røgen, da han endelig fik hende udenfor. Naboer og Genboer kom til, men Huset stod allerede i lys Lue; og Tommy, der sprang ind for at bjærge sin Skibskiste med sine Sparepenge i, blev alvorlig forbrændt paa Arme og Ben.

Den sidste Halvdel af Tommys Arvelod laa paa Jorden som en Bunke forkullede Lægter og sprængte Mursten. Han og hans Moder fik Husly i et Par smaa Værelser, hvis støvede Vinduer vendte ud mod Lodsoldermandens Have.

Medens den stakkels Fyr laa og vaandede sig under sine Brandsaar paa det lange Sygeleje, følte han ret, hvorledes Kløften mellem denne Have og ham selv var bleven udvidet ved den sidste Begivenhed. Intet Hus, et Par Smaahuller til Leje i en anden Mands Bolig, intet reddet uden de Spareskillinger, som nu gik med under Sygelejet; Baad, Fremtidsforhaabninger, Kate - alt væk.

Nej, Kate var dog ikke væk. Naar hun kunde komme til det, sneg hun sig ind igennem Bagdøren til Tommys Moder, der da maatte fortælle hende, hvorledes Sønnen havde det, og som maatte bringe Sønnen alle de kærligste og ømmeste Hilsener fra den modige og trofaste unge Pige. Og en Dag, da Tommy havde haft det ualmindelig slet og været ualmindelig mismodig, trængte Kate sig ind i Stuen til ham, kastede sig ned foran hans Seng og bad og besvor ham, at han dog ikke maatte opgive Haabet, og forjættede ham under Taarer og Kys den lyse Fremtid, som alle unge, stærke Hjerter saa nødig opgiver Troen paa, og som for saa vidt egentlig er en meget god Opfindelse af den, der saa ofte faar Skyld for at lade det hele gaa hulter til bulter, som det bedst kan.

Endelig kom Tommy op og kunde begynde paa sine vante Beskæftigelser. Men han havde faaet et Stød, som ikke var saa let at overvinde. Hans sejge Tro paa, "at det nok vilde klare sig 171 altsammen", var bleven rokket, og det var sørgeligt at se paa denne kraftige, ungdommelige Skikkelse, der sled og slæbte, men under en mørk og trykket Alvor, og som næsten fandt Behag i at bortvise enhver Ytring af Sympati som overflødig og besværlig.

Det var under denne Sagernes Stilling, at jeg kom til Byen og lærte Tommy at kende. Jeg véd ikke, hvorledes det oprindelig gik til, men jeg vandt Tommys Hjerte, han fortalte mig hele sin lille Historie og sluttede sig i det hele taget nøje til mig. Saa ofte han havde Tid, var han sammen med mig; vilde jeg ned ad Kysten for at tegne, skaffede han mig altid en Baad; jeg tog ud med ham paa Fiskeri; vi var sammen i godt og daarligt Vejr, og saaledes var vi da ogsaa sammen oppe ved Jernbanedæmningen hin smukke Sommeraften, som jeg her i Begyndelsen har omtalt - - - - - - - - - -

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Vi blev staaende der oppe og saa' ned over Byen og ud over Søen, indtil Huse og Pier og Fyrtaarn var kommet lige meget i Skygge altsammen, og indtil Søen der ude begyndte at svulme i dybere og dybere Farvetoner under Nattebrisens kølige Pust.

Saa gik vi tavse ned langs med den Tjørnehæk, der begrænser Jernbanedæmningen mod Øst ned ad Byen til, og da vi havde passeret Stationsbygningen og modtaget det sædvanlige surmulende Blik fra den gamle Banevogter, var vi snart i den "Gade", hvor Tommy boede, og hvor Lodsoldermandens Have laa.

Ligesom vi gik forbi en lille Bænk, der lænede sig op til denne Havemur - et Stengærde besat med nogle sørgmodige Pilebuske - rejste en Skikkelse sig op fra Bænken og bød os: Godaften.

Det var Kate. Jeg havde kun set hende enkelte Gange, men jeg kunde ikke tage fejl. Høj og slank var Skikkelsen; et kort Skørt, der næppe naaede Anklen, en lys Trøje eller Spencer, et Tørklæde kastet over Hovedet. Trækkene kunde jeg ikke saa lige se, men jeg følte, at det maatte være Kate, jeg vidste det, da Øjnene hæftede sig saa bestemt paa min Sidemand, og jeg tog min Hat af, hilste og gik videre ned til Stranden, hvor jeg om Aftenen i nogenlunde stille Vejr plejede at drive den Sport, som kaldes "at slaa Smut".

Tommy var naturligvis bleven tilbage. Jeg havde vel næsten sendt et halvt Vognmandslæs af flade Sten ud i Søen og var bleven dygtig træt i Armen, da den brave Fyr kom gaaende langsomt ned imod mig. Det var nu saa godt som fuldstændig mørkt, men jeg kunde dog se, at Tommy var i stærk Bevægelse.

"Naa, Tommy," sagde jeg, idet jeg gjorde min Stemme saa opmuntrende som muligt; "hvad mente saa din smukke Kate om Vejret i Aften?"

"Hun talte slet ikke om Vejret," svarede Tommy troskyldigt. "Hun 172 sagde, at hendes Fader havde pint hende hele Dagen med ham, den lange Bondelømmel, ham, Farmeren Robinsons Søn der oppe i Landsbyen. Han har nok sendt Frierbrev her ned i Morges. Men Kate siger, at hun heller vil løbe væk med mig. Dog, hvad kan det nytte; det eneste Sted, hvor vi kunde løbe hen, det var da ud paa Søen til et Skib, og der kan da Kate ikke være, om ogsaa jeg nok kunde arbejde for os begge. - Nej, det er galt, og det bliver galt, men jeg skal slaa den Bondetamp i Dækket, hvis han kommer her ned og snuser efter Hønsereder."

Jeg gjorde en af de sædvanlige Bemærkninger, om ikke at tabe Modet etc., og jeg tilføjede da, at jeg gerne selv vilde tale med den ubønhørlige Oldermand, maaske kunde jeg lægge et godt Ord ind for de to unge Folk o. s. v., o. s. v.

Vi var under denne Samtale kommet op uden for Mr. Simsons "Etablissement", hvor der var tændt Lys inde i Stuen, og hvor Skæret, da Skodderne endnu ikke var lukkede, faldt ud gennem Vinduerne. Jeg kiggede tilfældigvis ind og saa' den omtalte Oldermand sidde der inde foran Skænken i Samtale med Værten.

"Ser Du, Tommy," vedblev jeg og pegede paa Vinduet, "der sidder Bussemanden inde. Nu gaar jeg ind og byder ham et Glas, og saa siger jeg til ham ..."

"Sir," afbrød Tommy mig, idet et forlegent Smil fo'r over hans aabne Ansigt. "Undskyld min Dristighed, - De er saa god og venlig imod mig - og Kate holder ogsaa saa meget af Dem og siger bestandig, at det er smukt af den fremmede Gentleman, at han vil tage sig saa meget af mig, men - ja, nu maa De ikke blive vred - men da vi sidst talte om Dem, og da jeg sagde, at De vist vilde hjælpe mig hos hendes gamle, saa - ja, men De maa virkelig ikke blive vred - saa fortalte hun, at hendes Fader ved Lejlighed havde sagt om Dem, at - at De nok var saadan en fattig Malerpjalt, siden De vilde bo i saadan en lille By og omgaas saadan en Fyr som mig; - og derfor tror jeg ikke, at det vilde nytte meget, om De ..."

Jeg kom til at le saa voldsomt over Tommys Ansigt og over, hvad han fortalte, at Lodsoldermanden i egen høje Person blev lokket til Vinduet, som han atter hastigt og med sammentrukne Øjenbryn forlod, da han havde set, hvem han havde for sig.

"Du har Ret, Tommy," sagde jeg, efter at jeg atter var kommen til mig selv oven paa et fornyet Latterudbrud. "Det gaar næppe paa denne Boug; men lad os nu gaa hjem og til Køjs. Vi kan i det mindste sove paa det, som man siger. Jeg har endnu mine Venner i London i Baghaanden, og for Resten stoler jeg altid paa, at Lykken vil komme enten paa den ene eller paa den anden Maade; ja, jeg stoler paa Lykken, om den saa ogsaa skulde vise sig i en nok saa ravsplittergal Form." 173 "Saadan tænkte jeg ogsaa en Gang," sagde Tommy og bøjede Hovedet.

"Her er noget for Dem, Sir," hørte jeg Tommys Stemme uden for mit Vindue næste Morgen. "Kom ned til Pieren, saa skal De se."

Jeg var i en Fart oppe, og da jeg nok kunde tænke mig, at dette "noget for Dem" maatte være noget for min Mappe, stak jeg denne under Armen og begav mig ned til Stranden.

Morgenen var frisk og kølig. Man havde, efter Tommys Udtryk, en Følelse af, at man kunde "trække Vejret helt ned til Støviesaalerne", - saa let og behagelig var Luften. Duggen trillede endnu i store Draaber ned fra Stendørtærsklerne til de lave Huse; en og anden Fisker, der kom vadende igennem Sandet med Garn eller en Kurv paa Nakken, nikkede et venskabeligt: God Morgen. Jeg følte mig rigtig vel stemt, og jeg syntes ogsaa at Tommy, som jeg traf nede ved Baadene, saa frejdigere ud end ellers.

"Hvad er der saa paa Færde?" spurgte jeg ham.

Han pegede ud efter mod Brohovedet, og da jeg nu skyggede med Haanden over Øjnene for Morgensolens stærke, hvidgule Glans, opdagede jeg et af disse smukke, højtriggede Lystfartøjer, som med klaprende Sejl og med det elegante, sortmalede Skrog nejende let i den svage Dønning, laa fortøjet ved Pierens yderste Ende.

"En smuk Yacht, Tommy. Hvem fører den?"

"Ejeren selv," svarede Tommy. "Det er nok en Lord eller saadan stor Gentleman. Han har maattet sende et Par af Folkene i Land, som var blevet syge; og nu vil han se at faa et Par andre i deres Sted."

"Kunde Du ikke have Lyst, Tommy -?"

"Jo saamænd. Lyst kunde jeg nok have, men jeg har Kontrakt med Billy Grindstone om at blive ved Baaden til Vinter, og desuden - jeg vilde nødig være herfra, hvis nu han, Bondelømlen, skulde komme her ned ..."

Der blev kaldt paa Tommy fra nogle Baade, der nylig var kommet i Land. Jeg flyttede mig lidt nærmere hen imod Pieren, saaledes at jeg fik Solen bag ved Lystfartøjets Sejl, og derpaa gav jeg mig til at tegne Brohovedet og den smukke, skonnertriggede Yacht.

Som jeg saaledes sad bøjet over mit Arbejde og tænkte paa, hvad man egentlig skulde gøre for den stakkels Tommy, lød pludselig den bestemte, men fuldkommen høflige Bemærkning over mit Hoved:

"For høj Fortop, Sir."

Jeg drejede mit Hoved langsomt om og i Vejret.

Der stod en høj, mager, men bredskuldret Mand bag mig. Manden havde en blaa Jakke paa af tyndt Klæde, hvide Bukser og Vest og en 174 lille Straahat trykket ned over det ene Øje. Et Ansigt, der var skægløst, men dygtig solbrændt, og hvor en fin, noget krum Næse indtog en fremragende Plads, et højst ejendommeligt, benet, lidenskabsløst Ansigt saa ned paa min Tegning med et roligt, undersøgende Blik.

"Undskyld, Sir, men den Fortop er for høj."

Da det ikke godt kunde være nogen anden end Lorden, som Tommy havde talt om, og da jeg maa tilstaa, at jeg har set altfor meget af Englændernes Snobberi overfor deres Aristokrati til, at jeg ikke skulde vide at bevare min egen Selvfølelse, naar Lejlighed gaves, saa lod jeg ganske rolig mit Hoved gaa tilbage til sin forrige Plads, udstrakte mit Blyant i lige Linje foran mit venstre Øje, maalte paa Skonnerten in natura og Skonnerten in effigie, og saa først sagde jeg, idet jeg med en studeret langsom Bevægelse atter saa' op:

"De tager fejl, Sir. Den er akkurat til Pas."

"Ah," sagde Hs. Herlighed med et lidt forandret Tonefald, og derpaa nedlod Hs. Herlighed sig paa en Trillebør, som stod ved Siden af mig, fremtog af sin Brystlomme en Skitsebog og gav sig til at maale og tegne og tegne og maale, idet han nu og da skottede over til min Bog.

Da der saaledes var gaaet et Kvarters Tid, holdt han med et lille Buk sin Tegning hen ved Siden af min og sammenlignede.

"Very peculiar - indeed."

Det viste sig, at hans Fortop var relativt højere end min, og efter at vi var blevet enige herom, præsenterede han sig som Lord Dundas og spurgte mig, om jeg malede i Akvarel eller Olie.

Det var en besynderlig Mand denne samme Lord Dundas. Vi talte først om forskellige artistiske Ting, og derpaa modtog jeg hans Indbydelse til at følge med ham om Bord i "Queen Mab" og spise Frokost. Jeg har aldrig set en saa rolig Mand. Vi sad i den smagfuldt udstyrede Kahyt med koldt Fuglevildt og Madeira foran os. En lille, kobberbrun Fellahdreng, som Lorden havde bragt med fra Ægypten, vartede os op, og denne pudsige lille Fyr havde Mylord dresseret omtrent som en Abe. Ved en ubetydelig Haandbevægelse, en svag Fløjten eller et bestemt Øjekast kom og forsvandt Drengen med hoppende og lynsnare Bevægelser, og da jeg gav mig til at le højt ad den kunstige Fyr, saa' Lorden ganske forbavset paa mig; - han var aabenbart ikke vant til saa ligefremme Udbrud i sin Kahyt.

Det morede mig i Begyndelsen at iagttage min Vært, medens vi lod Vildtet og Madeiraen vederfares Retfærdighed. Han fortalte om sine Rejser, og han fortalte godt. Men hvad enten Rejsen gik for sig i Storm eller Stille: lige ubevægelige var Fortællerens Ansigtstræk, og da det automatiske ved denne Fortællen blev mere og mere trættende for mig, lod jeg den fyrige Vin bøde for Værtens Mangel paa 175 Livlighed. Af de fleste Bemærkninger, som Lorden henkastede om de højst forskellige Personer, han paa sine Rejser var kommen i Berøring med, fremgik stedse tydeligere en gennemgaaende Tilbøjelighed hos ham til at eksperimentere med sine kære Medmennesker. Jeg vil ikke nævne Eksempler, men - efterhaanden som min Vært fortalte om Arabere, Indianere og Eskimoer, der havde maattet afgive Stof for Hs. Herligheds Eksperimenteringslyst, og efterhaanden som i Forhold hertil den gyldne Madeira svandt i de slebne Karafler, følte jeg, hvorledes Lorden traadte mere og mere i Baggrunden, medens jeg selv rykkede nærmere og nærmere hen imod Forgrunden, hvor da til Slutningen Lordens rolige, irriterende Smil traf mig ved Tilendebringelsen af en stor Del af min egen Historie og hele Tommys og Kates.

Jeg bed mig i Læben og skød Glasset saa hastigt bort, at det væltede og faldt paa Gulvet.

"Aa - siger intet," lød min Værts monotone Stemme. "Naphta ! bring et nyt Glas." Her stak Drengen, der havde været oppe paa Dækket, Hovedet ind igennem Kahytsdøren. Lorden gjorde en Bevægelse, Drengen forsvandt og kom tilbage med et Glas, og Lorden vedblev: "Jeg kalder Drengen Naphta og bruger ham som Draaber, naar den fordømte Spleen kommer over mig. For Resten synes jeg, at Medikamentet i den senere Tid har tabt sin Kraft. - Hvad var det, De kaldte Knøsen; Tommy? - Kunde jeg faa Tommy at se? - Og Kate; tror De, hun er dydig? - Vær saa god, hjælp Dem selv til lidt mere Madeira."

Jeg følte mig paa samme Tid irriteret og flov over for denne blaserte Olympier i blaa Jakke og hvid Vest. Men jeg tænkte paa min unge Helt og besluttede at benytte Lejligheden til hans Fordel; og en halv Time senere var Tommy tagen i Tjeneste om Bord i "Queen Mab" med en ugentlig Gage af 3 Pund Sterling og en fuldstændig ny Ekvipering baade i Galla og Søtøj og med Forpligtelse til kun at tjene om Bord, saa længe Fartøjet krydsede i Kanalen; hvis han da senere vilde følge med Skibet til Gibraltar, skulde det staa ham frit for at forlænge sin Hyre.

"Det var altsaa det ene Vidunder," sagde Lorden, da vi igen var blevne ene i Kahytten. "Jeg vilde være Dem meget forbunden, om De nu kunde skaffe mig en Samtale med det andet, - med Kate!"

Jeg saa' paa Lordens lange, magre Skikkelse, der laa henslængt i Divanen med Fødderne oppe paa de Fløjels Hynder og med en Cigar skødesløst vippende mellem de hvide, spidse Fingre. Hans lyseblaa Øjne stirrede uden noget synligt Udtryk ud i det tomme Rum, og efter Sædvane røbede han med sit rolige Ansigt og sin tæt 176 sluttede Mund ikke den fjerneste Utaalmodighed efter at høre sit Spørgsmaal besvaret.

Jeg kan egentlig ikke sige, at jeg var videre oplagt til at agere Mellemmand her. Men jo mere Kates faste, alvorlige Skikkelse og det dvælende, uendeligt ømme og bedende Øjekast, jeg i Gaar havde været saa stærkt paa Veje til at misunde min unge Ven, - jo mere det hele, samlede Indbegreb af Kate gik op for mig, jo mindre utilbøjelig blev jeg til at tænke mig hende vis-à-vis med denne lange, magre Mand, som dog, naar alt kom til alt, var en Gentleman om end en meget egoistisk Gentleman.

"Jeg skal bringe Dem sammen med Kate," sagde jeg da, idet jeg strøg Asken af min Cigar og saa' saa ligegyldig ud som muligt. "Tommy bliver jo her om Bord og hjælper Folkene der oppe paa Dækket; ved Middagstid er den hele lille By som uddød, og jeg haaber da nok at kunne skaffe Dem den forønskede Samtale med Kate."

"Meget vel," svarede Hs. Herlighed. "Gør Dem det imidlertid saa bekvemt som mulig." Og dermed bøjede Lorden sig tilbage paa Puderne, lagde et Lommetørklæde over Ansigtet, og snart forkyndte en regelmæssig Snorken, at Ejeren af "Queen Mab" (foruden af et Grevskab i Irland og et i England) nød "Søvnens kvægende Sødme".

Solen brændte paa Dækket; en varm, tjæreopfyldt Luft kom ned igennem det halvtaabne Skylight, og med Tanken paa Kate og en vis med Tjærelugt og Madeira indvævet dunkel Følelse af, at det altsammen kunde blive til det unge Pars Bedste, fulgte jeg snart min ærede Værts Eksempel og faldt i Søvn i en magelig Armstol.

Jeg vaagnede ved, at Naphta pikkede mig paa Skuldren. Lorden havde rejst sig og stod just henne ved et aabent Skab i Væggen lige over for mig, hvoraf han paa sin sædvanlige skødesløse Maade udtog et rødt Etui, som han lod plumpe ned i sin Jakkelomme. Derpaa vendte han sig med et let Buk til mig og satte sin Hat paa Hovedet. "All right, Sir!"

Jeg saa' efter Tommy, da vi kom op paa Dækket, og fik Lejlighed til at sende ham et venligt Nik. Han var ivrig beskæftiget blandt de andre Folk forude med at slaa et nyt Skonnertsejl under. Og saa gik da Lorden og jeg ind ad Pieren, tværs over Sandet og op igennem de smaa, solhede "Gader", hvor der ganske rigtig ikke var et Menneske at se, medens nu og da en Snorken inden for en aabentstaaende Dør antydede, at Beboerne befandt sig i de Regioner, som vi for nylig havde forladt.

Lodsoldermandens saakaldte Have vendte, som allerede en Gang berettet, ud til den lille Gyde, som Tommys Vinduer ogsaa vendte ud til. Noget borte fra den Bænk, hvor Kate i Gaar Aftes havde siddet, 177 og ved Siden af en lille Laage i Havegærdet stod en gammel Brønd, som Kate ofte og netop paa denne Tid af Dagen plejede at hente Vand fra, rimeligvis til et eller andet primitivt Blomsteranlæg i den primitive Have. Naturligvis kunde den døsige Middagssøvn ikke forenes med en saa flittig og opvakt Piges Egenskaber, og jeg tvivlede ikke om, at vi ogsaa i Dag maatte træffe hende her.

Ganske rigtig. Netop som vi drejede ind i Gyden, kom Kate ud igennem Laagen, bærende en lille Blikspand og nynnende paa en Vise. Tørklædet var gledet tilbage ned ad Nakken, og hendes brune Haar, den lille, men faste Pande, den lige, fine Næse, den kække Mund og endelig de mørke, klare, udtryksfulde Øjne, - alt kom til sin Ret og sluttede sig saa nøje til den hele ranke, jomfruelige Skikkelse, at Lorden uvilkaarlig udbrød: "Nu, i Sandhed ...," et Udbrud, som jeg dæmpede ved at gribe ham i Armen og hviske: Tys!

Saa snart Kate fik Øje paa os, standsede hun øjensynlig forlegen, bøjede derpaa Hovedet og trak Tørklædet op. Jeg slap øjeblikkelig min Ledsagers Arm, og idet jeg løftede paa min Hat, gik jeg hen til hende, pegede paa Lorden og sagde saa naturlig som muligt: "Undskyld, Kate, at vi forstyrrer Dem. Men denne fremmede Gentleman her har nylig taget Tommy i sin Tjeneste og vilde nu gerne tale med Dem - om ham."

Naar en vil tale med en Kvinde om den, hun elsker, kan han være temmelig sikker paa altid at finde Gehør. Forlegenheden svandt da ogsaa øjeblikkelig hos den smukke Kate. Den dybe Rødme, der endnu blev tilbage, maatte tilskrives det, at der i det hele taget blev rørt ved hendes Hemmelighed; men - Kate ønskede nu øjensynligt at høre. Og da jeg var sikker herpaa, lettede jeg atter smilende paa Hatten, drejede derpaa om ad det nærmeste Hjørne, og - der stod saa Kate og Lorden ene tilbage.

Med utaalmodigt bankende Bryst, lige saa utaalmodig maaske som Tommy, naar han gik til Havegærdet, gik jeg nu derfra. I en Fart var jeg omme ved den Dør, der paa den anden Side af Huset førte ind til Tommys og hans Moders to smaa Værelser. Jeg traf den gamle Kone ved Skorstenen i det forreste Værelse, i Færd med at stege nogle Fisk til den lille Families Middag. Uden at fortælle hende noget om Sønnens heldige Ansættelse af Frygt for at blive opholdt, sagde jeg kun, at jeg skulde hente noget inde i Tommys Værelse, og saa slap jeg da der ind, nærmede mig paa Tæerne det af Solen brændte, næsten uigennemsigtige Vindue og aabnede med en durkdreven Indbrudstyvs Forsigtighed den lille Trækrude, som Tommy selv, og næppe uden en bestemt Hensigt, havde sat ind.

Jeg havde Lorden lige under mig. Men han havde vendt Ansigtet fra mig hen imod Kate. Den fordømte Trækrude! den var ikke til at 178 faa mere end halvt op. Kate kunde jeg ikke se, men hvad jeg kunde høre var, at den gode Lords Stemme var bleven betydeligt blødere og mindre doven end om Bord.

"... Som jeg siger Dem, smukke Kate; jeg ønsker at gøre noget for Tommy. Jeg ønsker, at han skal lære Navigationen om Bord i et Skib, saa at han kan blive en dygtig Styrmand og fare paa fremmede Lande, hvor man lærer noget, og hvor man tjener Penge. Alle Udgifter paatager jeg mig, og med Tiden skal jeg nok skaffe ham et Skib at føre. Men ud maa han; en rask ung Mand har ikke godt af gaa hjemme bestandig."

"Men," lød nu Kates Stemme, og det forekorn mig, at den ikke var saa sikker, som jeg havde ventet; "siden De nu er saa god imod - imod Tommy, hvorfor da ikke hellere hjælpe ham til at faa en Baad, saaledes som hans Fader havde. Alle Folk her i Byen siger, at Tommy kunde blive en flink Fisker, naar han blot havde en Baad, og da De nu alligevel vilde ... og da De nu ..."

Jeg trykkede hæftigt mod Ruden; den gik op, og der saa' jeg Kate staa med bøjet Hoved, hvilende sin Haand paa Spanden, som hun havde fyldt med Vand, og som nu balancerede paa Brøndkarmen, udsendende skarpe, korte Blink under Indflydelse af Middagssolens brændende Straaler.

Lorden havde flyttet sig nærmere hen imod Kate. Jeg havde Lyst til at tage ham i Kardusen og ruske ham. Han vedblev:

"Mit kære Barn; De har jo rent overhørt, hvad jeg sagde om, at Tommy ikke havde godt af at blive her. Lad mig tale til Dem som en, der vil Tommys og Deres Vel. De synes nu, at De holder af Tommy; - nej, afbryd mig ikke - De vil gerne beholde ham hos Dem, og jeg kan tænke, at han gerne vil være her hos Dem; hvem vilde ikke det! Men lad os nu ogsaa sætte, at han fik denne Baad, hvad saa? Han kunde da ikke straks melde sig som Frier til Dem; han maatte dog først arbejde sig op ved Hjælp af denne Baad, og imidlertid gik De her og sukkede efter ham i al Hemmelighed og havde disse stjaalne Møder med ham, som ganske vist er meget behagelige, men som - tro De mig - ikke er gavnlige for en saa smuk Pige; - nej, bliv, Kate, og hør mig. De er" smuk, Kate; smukkere end de fleste af Englands fine Ladyer, som maaske vilde ofre alt for at faa saadanne friske Kinder og saadanne straalende Øjne. Men disse Kinder og disse Øjne vil tabe deres Friskhed og Glans, naar De daglig ser Tommy uden dog at være hans. Og hvad vinder Tommy ved endelig langt om længe at faa en bleg og hulkindet Kone? og tror De, at hans Arbejde fremmes ved daglig at have denne Forandring for Øje? - Kate, hør nu paa mig, og vær vis paa, at jeg mener det godt. Vi lader Tommy rejse, (-den diplomatiske Lord lagde 179 Eftertryk paa dette Vi -) og jeg skal da sørge for, at Ventetiden ikke bliver for lang. Og imidlertid, - De er ung og smuk, Kate; se Dem lidt om i Verden; De kan tro, der er mange, som vilde glæde sig lige saa meget over at se Dem som Tommy. Kom f. Eks. ned med Deres Fader og besøg mig, jeg bor nede ad Doverkanten til. De skal faa alt, hvad en fin Lady har, Kjoler og Hatte og Piger, som kan varte Dem op. Hvis De vil lære at ride, kan De komme op paa saadan en nydelig, hvid Hest. Hvis De vil køre, saa skal vi køre sammen i saadan en smuk lille Vogn. - Den fremmede Gentleman her tager naturligvis med. Naa, hvad siger De, Kate?"

Jeg ventede utaalmodigt paa Kates Svar. Det var unægtelig meget "fint" anlagt, det hele, fra den gode Lords Side. Og saa dette "naturligvis" , som gik paa mig!

Kate havde løftet sit Hoved og saa' Lorden stift ind i Ansigtet. Haanden, der hvilede paa Spanden, skælvede, saa at Vandet strømmede ud over den og faldt med tunge Plask ned i Brønden. Rødmen laa endnu over Trækkene, men den havde antaget en dybere Kolorit. Hun saa' udmærket ud. "Sir! De maa ikke tro, at De har Lov til at fornærme mig, fordi De er god imod Tommy, og De skal ikke kunne fortælle Deres fine Damer, at De har narret en simpel Pige med Deres Kjoler og Køretøjer ..."

Med disse Ord greb Kate Spanden og vendte sig rask om imod Laagen. Lorden, der syntes ganske at have tabt sin Fatning, sprang lige saa hurtig til, og idet han med den ene Haand greb den tapre Piges Arm, fremviste han i den anden det røde Etui, hvis Indhold af Guld og Juveler glimrede og funklede i Solen.

"En Baad til Tommy og dette til Dig, Kate. Giv mig blot et eneste Kys.u

Jeg vilde støde Vinduet op og springe ud, - da saa' jeg, hvorledes Kate drejede sig som et Lyn; jeg saa' en blinkende Vandmasse blive styrtet over den blaa Jakke og de hvide Bukser; jeg saa' Kate staa et Øjeblik ligesom betuttet over sin Dristighed, for derpaa i det næste Øjeblik med en ustandselig Latter over det mere end komiske Syn at springe ind igennem Laagen og slaa Døren i efter sig.

"Bravo, Kate!" raabte jeg ganske højt og ilede igennem Stuen ud til Tommys Moder, som jeg klappede paa Ryggen med den for hende vistnok fuldstændig sindsforvirrede Forsikring, at "Tommys Sager stod brillant" ; og derpaa løb jeg ud af Døren og kom med en lidt mere mindsket Fart ned til Stranden, hvor jeg traf Lorden, drivvaad fra øverst til nederst, men med fuldkommen genvunden Ro og Alvor.

"Nu Sir? -" spurgte jeg.

"Meget godt, meget godt. Det er en dygtig Pige." 180 Og da jeg ikke kunde bare mig for at se lidt forbavset op og ned ad hans Herlighed, tilføjede han med et fint Smil og benyttende et Ordspil, der nærmest paa dansk maa gengives ved: "Jeg "faldt i Brønden" ; og maatte selv hjælpe mig op."

Hele den Eftermiddag laa Lorden, Tommy og jeg ude i en af Skonnertens Baade og skød efter Strandmaager med Riffel.

Nogle Dage var forløbne. Alt gik sin gode Gang. Tommy befandt sig øjensynlig vel om Bord i "Queen Mab" og Kate havde aabenbart haft den - jeg tør vel nok sige beundringsværdige - Takt, ikke at meddele sin hidsige Elsker det lille Optrin ved Brønden. Hun havde ganske sikkert været Situationen saa overlegen og var i ethvert Tilfælde bleven staaende saa absolut ved det komiske deri, at Lorden ikke kunde forekomme hende som nogen videre farlig Fjende, medens hun naturligvis godt kunde indse, at han i det mindste for Øjeblikket kunde være Tommy en meget god Støtte. Naar en Kvinde elsker varmt og inderligt, ræsonnerer hun i Regelen meget svagt for sit eget Vedkommende, men derimod med stor Klarhed og Skarphed i sin Elskers Anliggender.

Jeg havde en Dag faaet Lejlighed til at hilse paa hende i Forbigaaende. Hun havde da set meget udforskende paa mig, som om hun ikke ret vidste, hvad hun skulde tro om mig, eller hvilken Andel hun skulde tilskrive mig i Lordens "Eksperiment". Jeg trøstede mig med min gode Samvittighed og nikkede næste Gang meget venligt til hende, uden at jeg for Resten fik Lejlighed til at erfare, hvorledes dette Nik blev optaget. Jeg havde nemlig den Dag meget travlt, da jeg skulde ud at sejle med Lorden, som laa og ventede paa mig ved Brohovedet.

Denne Sejltur blev der iøvrigt intet af.

Der havde den hele Dag staaet en let Brise ud over Søen, og det var for denne Brise, at Lorden havde tænkt, at vi kunde række Beachy Head og videre ned ad Kysten. Men hen paa Eftermiddagen, da vi var klar til at lette, lettede Brisen ogsaa og forsvandt sporløst. Ikke en Krusning hen over den vide Flade. Luft og Vand gik i et. Solen brændte ned paa den stille Flade, og de hvide Sommerskyer spejlede sig lige ude fra Horisonten og helt ind til Skibets Side. Vi ventede om Bord, indtil de hvide Skyer antog stærkere og dybere Farver, i det Haab, at Aftenen med sin Kølighed tillige skulde bringe lidt Luft. Men alt forblev uforandret, og da Varmen var uudholdelig saa vel paa Dækket som nede, vinkede Lorden ad mig, pegede paa Brinken oven over Byen, hvor Skyggen allerede havde begyndt at lægge sig, og beordrede Tommy til at følge med os derop, idet han 181 saa lakonisk som mulig tilkendegav ham, at han skulde tage en lille Haandkurv med Frugter og Vin med sig.

Lorden styrede, maaske med Forsæt, Kursen uden om Byen op mod Jernbanedæmningen, og da vi havde fulgt denne et Stykke og havde passeret Stationsbygningen, skraaede vi uden at agte den gnavne Banevogters brummende Tilraab over Skinnerne og satte os under nogle forkrøblede Buske med Tunnelens Aabning et halvthundrede Skridt fra os paa vor højre Haand og med Kanalens blanke Vandflade udstrakt for vor Fod.

De blankslidte Jernbaneskinner løb lige forbi os, maaske en fem, seks Fod under det Sted, hvor vi sad. Paa den anden Side af Sporet strakte den før omtalte Tjørnehæk sig. Den var ikke videre høj, men temmelig tæt; man kunde ikke se Byens Huse igennem den, men et og andet Tag ragede derimod op over den, og over Tagene kunde man forfølge Pieren, der krummede sig ud i Vandet og, belyst som den var af den nedgaaende Sol, harmonerede smukt med den elegante Yacht, hvis høje Rigning spejlede sig med skinnende Farver i den lille, rolige Bugt.

Lorden var bleven usædvanlig livlig. Om det var det smukke Syn af Naturen, saaledes som den her malede sig for os med sine mest blændende Farver, eller om det var den behagelige Følelse af Køligheden, der omgav os, eller om det var andre Omstændigheder, der paavirkede den forvænte Mands Sanser, - det er ikke godt at vide. Han opfordrede imidlertid med en Slags Venlighed Tommy, som beskedent havde placeret sig oven over os, til at flytte ned, hvor vi sad, og da han havde fremtaget af sin Lomme et af disse bekendte Turistbægre til at skyde ud og ind, fyldte han det med Vin og bød Tommy det med højstegen Haand. Selv greb han sit Glas, og idet han drejede det rundt mellem sine hvide Fingre op imod Luften og med kendeligt Velbehag lod Øjet dvæle ved det pragtfulde, mørkerøde Skær af den fyrige, spanske Drue, nikkede han ligesom adspredt til Glasset og udbrød:

"Et skønt Liv eller en rask Død. Jeg begriber ikke, hvorledes Menneskene i Almindelighed holder ud at leve."

Derpaa lod han Vinen langsomt løbe ind gennem sin Mund med en Mine, som om han gjorde Glassets Indhold en stor Ære ved at nedsvælge det.

Jeg saa' paa Lorden, og da han var færdig, saa' han paa mig og smilede.

I det samme lød den dæmpede Piben af et Lokomotiv inde i Tunnelen, og snart derefter hørtes det dumpe Bulder af et Tog, der var i Anmarch. Bulderet voksede og voksede med en uhyggelig Tiltagen i Brutalitet, og pludselig fo'r en hvæsende Dampsky ud af den mørke 182 Aabning, og igennem Dampskyen, der voldsomt blev slynget frem og til Jorden, kom saa Lokomotivet til Syne ligesom en ond Kæmpe, der farer ud af et Bjerg.

Lorden havde rejst sig og stirrede ufravendt mod Toget, som kom farende hen imod os. Han strakte Armen ud og pegede paa Lokomotivet, der i dette Øjeblik var ganske nær ved os. "Nu .... nu . ..." raabte han og stødte med Hæftighed Armen ud i Luften.

Den sværtede Lokomotivfører, som drejede paa Bremseapparatet, saa' ganske forbavset ind imod os. Et Par Passagerer, som stak Hovederne ud af Vinduet, saa' ligeledes forbavset paa os. Og med Knagen og Piben og Skraben og Hvæsen fo'r Vognrækken os forbi og svingede hen imod Stationsbygningen.

Lorden vendte sig imod mig. Hans Ansigtstræk var i den hæftigste Spænding.

"Lagde De nøje Mærke til, hvor langt Lokomotivet var fra os i det Øjeblik, da jeg sagde: "Nu?" spurgte han.

Jeg svarede, at jeg havde lagt nøje Mærke dertil. "Jeg var jo nødt dertil, da De saa at sige pointerede mig Øjeblikket ud," tilføjede jeg uden ret at være klog paa, hvad han mente.

"Nuvel, Sir," raabte Lorden med et Udtryk i Øjet, som jeg erindrer at have set hos en lidenskabelig Spiller. "Turde De have sprunget over Skinnerne i det Øjeblik?"

Jeg troede, Manden var gal. "Nej," sagde jeg uden Betænkning.

Han lod næsten til at have overhørt mit Svar. Han vedblev:

Jeg tror, det kunde gøres. Jeg er sikker paa, at det kunde gøres. En koldblodig Mand med kraftige Ben kunde være sluppen over, lige da jeg sagde Nu. Ser De, man bøjer sig sammen ligesom en Tiger, og saa springer man. En af mine Venner har fortalt mig, at han en Gang saa' en Yankee springe over. Han opgav mig saa nøjagtigt som muligt, hvor langt Maskinen var fra Manden i det Øjeblik, han sprang. Yankeen tjente 100 Lst. Det er lidt eller meget, akkurat som man tager det. Det kommer an paa, hvor højt man takserer sit Liv. Jeg selv vilde gerne springe, men saa skulde det være mod et Væddemaal. For Resten falder en stor Del af Interessen bort, naar man ikke selv kan se paa Springet. Jeg vilde ønske, at jeg vidste en Mand, som -"

"Jeg vil springe, Mylord," lød Tommys Stemme lige bag mig.

Jeg drejede mig forskrækket. Tommy stod ganske rolig med et bestemt, jeg kan næsten sige haardt Udtryk i Ansigtet.

"Jeg vil springe Mylord, for en ny Baad og hundred Pund Sterling."

"Jeg føjer et Hus til," raabte Lorden med tindrende Øjne. "Denne Gentleman her er Vidne. - Kommer der flere Tog i Aften?" 183 "Det bliver altfor mørkt," skyndte jeg mig at sige.

"Godt," svarede Lorden. "Saa venter vi til i Morgen."

"I Morgen tidlig lidt før fire vil det første Tog være her," sagde Tommy, bestandig rolig.

"Saa er det afgjort," sluttede Lorden. "I Morgen tidlig Klokken halv fire samles vi her, og saa springer Tommy. Vi kan i Forvejen skridte Afstanden af, saaledes som vi saa' den nu, da Toget kom. - Naturligvis er vi tre Mænd og ikke tre Sladderhanke," tilføjede han, idet han saa' bestemt paa mig og Tommy. "Vi giver hverandre vort Ord paa, ikke at tale om dette til nogen. - Nu, det er godt; og lad os saa gaa."

Vi fulgtes hjem i Tavshed, og da vi var kommen til Sandet, skiltes vi ad og gik hver til sit. Jeg traadte ind i mit lille Værelse, tændte mig en Pibe og søgte at blive Herre over den Ophidselse, som dette vanvittige Foretagende havde sat mig i. Skulde Lorden virkelig være en Skurk, som vilde bruge denne Anledning til at skaffe sig Tommy fra Halsen for saa at . . ? Jeg turde ikke fortsætte denne Tankegang; jeg vægrede mig af yderste Magt mod at tro det. Lorden var en ekscentrisk, forrykt Englænder, men ikke en beregnende Morder! Nej!

- Men var der da nogen Mulighed for, at Tommy vilde slippe fra dette Vovestykke? - thi at Tommy ikke vilde vige tilbage, det var jeg sikker paa; han sprang jo for mere end sit Liv, han sprang for Besiddelsen af Kate. - Jeg gennemløb atter og atter Situationen, saaledes som den var, da Toget kom brusende frem. Jeg erindrede mig Lokomotivets frygtelige Nærhed og Fart. Men paa den anden Side var det dog kun et Spring, det vil sige: et Nu, et Sekund! - Lorden havde talt om en Tiger. Ja, Tommy var jo en saadan ung Tiger, der kunde lægge alle sine Nervers og Musklers Kraft i et eneste Spring. Tilmed - jeg vil ærlig indrømme, at jeg tænkte derpaa

- tilmed kunde jo en heldig Biomstændighed komme ham til Hjælp. Iscenesættelsen af den hele forrykte Idé hvilede jo alfor meget paa det rent ubestemmelige og tilfældige. Bremsningen kunde jo f. Eks. være begyndt, førend Lorden gav Tegnet. Eller Lorden kunde maaske i Morgen, ledet af en Samvittighedsfuldhed, som det alvorlige Øjeblik forudsatte, og som jeg for Lordens Vedkommende ingen Grund havde til at betvivle, - Lorden og jeg i Forening kunde maaske i Morgen komme til at lægge, om det saa blot var nogle Tommer til den Afstand fra Lokomotivet, hvori Springet skulde ske. - Og dog, akkurat det modsatte kunde jo være Tilfældet ..... Jeg bøjede mig tilbage i Stolen og holdt Haanden for Øjnene ligesom for ikke at se det Billede, som min ophidsede Fantasi nu forestillede mig. Det var Billedet af Tommys knuste, blødende Lemmer foran den rædsomme Maskine. Billedet af Skræk og Forvirring, af Togets 184 Standsning, af vrede, truende Mennesker, der styrtede hen imod den følelsesløse Lord og mig, mig, Tommys Ven - - - -

Jeg sprang op og stillede mig i det aabne Vindue; og efterhaanden som den klare, venlige Aftenhimmel, den ensformige Sang fra en Fisker, som sad og bødede sit Garn udenfor sin Dør, og Synet af det roligt hvilende Hav, efterhaanden som hele Sommeraftenens dulmende Poesi lagde sig over mit Sind, beroligedes min arbejdende Fantasi, og jeg følte mig som en Mand, der véd, at han den næste Morgen skal assistere en Ven i en Duel, og hvis overvejende Følelse er et Haab om den lykkelige Udgang af Duellen - - - - - -

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Saa kom da Morgenen.

Jeg havde ladet mig vække i betimelig Tid, og jeg erindrer, at jeg gjorde et meget udførligt Toilet for at faa Tiden til at gaa uden at komme for tidlig til Mødestedet. Vi havde nemlig gjort den Aftale, at vi for ikke at vække Opmærksomhed skulde begive os hver for sig op til Skrænten. Jeg gik da gennem de smaa Gader, hvor kun ganske enkelte Fiskere eller Fiskerkoner hilste mig: Godmorgen. Jeg kom forbi Brønden, og jeg saa' Laagen staaende aaben og kom til at tænke paa Kate og paa, at hun maaske inden en Time ikke vilde have ..... Nej, jeg knappede min Frakke og afviste alle saadanne mismodige Tanker. Og jeg steg op ad den lille Sti, der fører til Stationsbygningen, drejede til venstre, gik frem langs Dæmningen, skraaede over Skinnerne og naaede den Plads, hvor vi Aftenen i Forvejen havde siddet ved Vinkurven. Endnu var jeg alene. Jeg satte mig ned under de smaa, forkrøblede Buske. Der ude i Horisonten strakte en blaa, tæt Skybanke sig, saa langt Øjet rækkede. Et svagt, gyldent Skær spillede paa den øverste Tinde af denne Mur. Om Solen allerede var staaet op, eller om den endnu var i Begreb dermed, var ikke let at afgøre. Jeg saa' paa mit Ur. Det stod. Jeg vilde anvende min Urnøgle, men jeg havde glemt den der hjemme. Saa trak jeg en Cigar op af Lommen, tændte den og lod Røgen stige i smaa Ringe op mod de violette Skyer og lod den blande sig med den kølige, styrkende Morgenluft.

Og en saadan Morgen valgte man til en saadan Bedrift.

Jeg begyndte at skamme mig, thi jeg følte, at jeg blev blød om Hjertet. Jeg skulde jo være Sekundant ved en Duel, og - der henne kom Duellanterne. De maatte være truffen sammen ved Stationen; nu fulgtes de hen ad Dæmningen, og saa stod de hos mig og bød mig Godmorgen. Begge var de rolige; Tommy maaske lidt blegere end sædvanlig, - dog vil jeg ikke gøre min Ed derpaa.

Lorden saa' paa sit Ur; jeg laante hans Nøgle og stillede mit efter hans. Klokken var da ti Minutter over halv fire.

185

Derpaa søgte Lorden og jeg efter de Mærker, han havde taget paa Tjørnehækken og Brinken bagved denne, at bestemme det Sted nøjagtigt, hvor vi stod i Gaar. Og da dette var gjort, lod vi Tommy agere Lokomotiv og bestemte den Afstand, hvori det virkelige Lokomotiv skulde befinde sig fra os, naar Lorden gav Tegnet til at springe. Jeg skal ikke nægte, at det var en pinlig Følelse for mig saaledes at se den stakkels Knøs flytte sig frem og tilbage paa Skinnerne efter Lordens Kommando for at betegne Nærheden eller Fjernheden af den skrækkelige Genstand, der maaske om nogle faa Øjeblikke skulde tilintetgøre ham. Lorden betragtede Tommy skarpt under alle disse Forberedelser; og det forekom mig, at han nød den urokkelige Resoluthed, som karakteriserede Knøsen.

Endelig var alt i Orden, efter hvad Lorden sagde, og vi stillede os op bagved hverandre, Tommy forrest, saa Lorden og saa jeg, tæt nede ved Sporet og nogle Fod neden under det Sted, hvor vi stod i Gaar.

I det samme saa' vi Banevogteren komme løbende hen imod os, vinkende med Haanden, og raabende noget, som vi ikke rigtig kunde skelne.

"Hvis han kommer her hen og vil drive os bort," sagde Lorden med sammenbidte Tænder, "saa slaar vi ham til Jorden, og en af os knebler ham. Jeg svarer for Følgerne; men han maa ikke forstyrre os; Klokken mangler kun to Minutter."

Jeg tilnikkede mekanisk mit Bifald. Den gamle Banevogter kom i fuldt Løb hen ad Sporet, svingede op mod os og raabte med løftet Arm: ,,De maa væk, Gentlemen. Jeg véd nok ......"

Videre kom han ikke. Lordens knyttede Næve traf ham lige over Øjet; han styrtede om, vi trak ham op til os, og jeg stak ham mit Lommetørklæde i Munden.

Et Sekund efter hørte vi Piben inde i Tunnelen. Jeg kunde se Tommys Kind; den blev kridhvid og derpaa blussende rød. Han stod urokkelig, med Armene lidt ud fra Laarene og Hænderne knyttede.

Lorden trak sit Ur op af Lommen og lod det lige saa hurtigt falde ned igen. Derpaa gjorde han et Skridt til Side, saa at han kom til at staa lige op ad Tommys venstre Arm. Jeg følte Blodet bruse for mine Ører, men højere brusede Dampen fra Lokomotivet. Jeg hørte den infernalske Spektakel af Toget, der kom farende imod os. Saa løftede Lorden sin højre Arm op over Tommys Hoved. Jeg saa' Lokomotivet tæt ved os; jeg saa' Tommy krumme sig sammen til det frygtelige Spring -

"Now, Tommy!"

Men ligesom Lorden havde udstødt Raabet, faldt hans Arm med hele sin Kraft ned paa Tommys Nakke. Sitrende af Slaget og af den brudte Spænding sank den heltemodige Knøs i Knæ; Toget susede 186 os forbi, Maskinmesteren og nogle Passagerer saa' om muligt endnu mere forbavsede paa os end i Gaar Aftes, og da syntes jeg, for saa vidt jeg i det hele taget i det Moment af voldsom ophidset og voldsom brudt Spænding kunde synes noget, da syntes jeg at høre et gennemtrængende Angstskrig blande sig med Damppibens hvinende Stemme.

Tommy var den første, som da Sporet atter var frit, sprang over til Tjørnehækken paa den modsatte Side. Jeg trykkede hæftigt Lordens Haand, og vi fulgte efter. Og der ovre bag Hækken laa den stakkels Kate, ligbleg, med konvulsiviske Trækninger farende hen over det dejlige Ansigt.

Ingen af os sagde et Ord. Vi løftede hende op og bar hende ind i Stationsforvalterens Værelse, hvor hun, da hun atter kom til sig selv, kastede sig om Tommys Hals med det ene Udraab: "Du lever!"

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Jeg vil ikke tale om det Opløb, som vi foraarsagede blandt Publikum paa Perronen. Alle sprang ud af Kupéerne; alle spurgte, men ingen fik sit Spørgsmaal besvaret. Jeg vil ikke tale om de Bryderier, som Lorden havde, da endelig Toget med samt Publikum igen var forsvundet, og da Banevogteren kom langsomt tumlende hen ad Skinnerne og klagede sin Nød til Stationsforvalteren, og da Stationsforvalteren og Banevogteren og nogle af Byens Matadorer anklagede Lorden og Tommy og mig for Mord og Attentat paa Jernbaneforbrydelse.

En Lord er i England som overalt en mægtig Mand, især naar han ejer to Grevskaber foruden en Lystyacht. Den mægtige Mand er til Slutningen altid Herre over Forholdene, og Lorden var det her. Hvad der imidlertid viste sig at være en Vanskelighed, som ikke var saa nem at raade Bod paa, det var den Sygdom, som den stakkels Kate faldt i oven paa Lordens farlige Eksperiment med hendes Elsker. Hvorledes hun havde faaet at vide, hvad der skulde gaa for sig, - om det var Banevogteren, der havde anet et eller andet, eller det var det trofaste Barn, som selv havde haft en saadan Anelse - det fik jeg ikke at vide. Men syg blev hun, og syg laa hun længe efter den Morgen. Og naar jeg endelig - og det med uskrømtet Glæde - meddeler, at Tommys utrættelige Ømhed og Lordens og de to fra London hentede Lægers ikke mindre utrættelige Omhu omsider sejrede over hendes Sygdom, da turde det maaske lige saa meget have været den sunde og kraftige Piges dygtige og ufordærvede Natur, der vandt denne Sejr.

Dagen efter, at Kate første Gang siden hin Morgen atter viste sig ude, stod hun, Tommy, Lodsoldermanden, den gnavne Banevogter og jeg oppe ved Tjørnehækken, og saa' efter den elegante Lystskonnert, som for alle sine høje, hvide Sejl stod ud i rum Sø. Den nu saa overordentlig elskværdige Lodsoldermand vendte sig da til mig og sagde: 187 "Ja, der gaar han. En Gentleman er han, og et galt Asen vil han vedblive at være, indtil Skuden en Gang fortøjer ham under sig selv paa hundrede Favne Vand. Maa jeg nu spørge Dem, som kender lidt til Sømandsskab, om det er en Manér at føre saadanne Sejl i saadan an Kuling?"

FLUGTEN TIL AMERIKA

Det var i vore Drengeaar. Jeg maa dog skyndsomst tilføje, at den Gang var der "rigtige" Drenge til. Nu om Stunder ser det kun daarligt ud med disse Væsener i 14-15 Aars Alderen, der læser Bladene, gaar med Handsker paa Gaden og duer oprigtig talt ikke til stort andet end f. Eks. til saa hurtig som mulig at blive fortøjede bag Pulten i et offenligt Kontor, hvor Ungdommens, Manddommens og Alderdommens Tider umærkeligt løber over i hverandre, hvor dette vort knappe Livs kostbare Minutter ødes under et Bladstudium, en Skandalfabrikation, en Visvasbeskæftigelse, der synes at forudsætte en Evighed foran sig, og hvor alt, hvad der adskiller et Menneske fra en Plante, taber sig, svinder hen, fordunster ligesom det Smørrebrødspapir, som "Kopisten" langsomt og højtideligt lægger sammen over sit Knæ, sikkert og roligt griber med Ildtangen og endelig omhyggeligt og forsigtigt anbringer i det ministerielle Kontors store Kakkelovn.

Jeg er fornylig bleven spurgt af en fjorten Aars Dreng med et stort Hoved og tynde Ben og Arme, om jeg ikke var enig med ham i, at "Højre" i Frankrig dog var det Parti, som maatte siges i Modsætning til o. s. v., o. s. v. Jeg stirrede paa det lille Fænomen, over hvis smalle, lyse Øjenbryn en anstrængt, gammelagtig Rynke allerede var i Færd med at sætte sit uudslettelige, ministerielle Mærke; og da jeg et Øjeblik i Tavshed havde nydt Synet af denne Tidens fremlige Yngling, spurgte jeg ham, om han vidste, hvorfor Gambetta kun havde ét Øje.

Naturligvis vidste han det; (Gud bevares, det havde jo staaet dér og dér). Han vidste det, og over den fjortenaars Mund, der var lagt som en Margin i en Stilebog, bredte der sig et Smil, et Smil, der paa en Gang var selvbevidst overlegent, beklagende og fordømmende, og som jeg havde den største Lyst til at besvare med en ordentlig Lussing.

"Jeg synes ikke om de Drenge, der stikke sig med en Gaffel i Øjet."

"Fordømte Hvalp!" havde jeg nær sagt. Men jeg betvang mig og spurgte, om han aldrig sejlede eller roede.

188

"For det første," var Svaret, "holder Papa ikke af Vandet, og jeg vilde meget nødigt handle imod hans Ønsker i saa Henseende. Desuden har jeg aldrig Tid til saadan noget. I de Timer efter Bordet, hvor jeg ikke læser mine Lektier, maa jeg passe paa at faa Aviserne set igennem, ellers tager mine Søstre dem og klipper Maal deraf til Dukkekjoler."

Det er paa ingen mulig Maade min Agt at føre Forsvaret for den sønlige Ulydighed mod de fædrene Bud. Jeg ønsker lige saa lidt ud af de følgende Meddelelser at bevise noget som helst i Retning af: en uartig Dreng ergo en dygtig Mand. Jeg indrømmer, at der af Drenge, som løb væk (eller forsøgte at løbe væk) fra deres Forældre, er blevet store Slubberter; og ihvorvel Campes Robinson trods al den Pædagogikkens tynde Mælk, hvormed han er bleven opflasket, egentlig kunde stille sig paa min Side og pege hen paa sin Ulydighed som den Omstændighed, der bevirkede, at han blev til en energisk og lykkelig Mand i Stedet for til en Døgenigt paa et Hamborger Kontor, ihvorvel jeg ikke alene her, men ogsaa mange andre Steder kunde skaffe mig allierede, saa vil jeg dog ikke fremkomme med nogen Paastand. Jeg vil simpelthen fortælle, hvorledes vi bar os ad, da vi var Drenge.

En lille Plads kunde jeg dog ønske at lade staa aaben for et Par Bemærkninger i Forbigaaende. Man taler og skriver, synger og prædiker her hjemme i vore Dage saa meget om Ungdommens vaagnende Friskhed, Djærvhed, Mandighed o. s. v. o. s. v. Man ønsker gerne at se den opvoksende Slægt øvet i Brugen af et Vaaben, der maaske en Gang i Fremtiden kan forsvare Landets Uafhængighed. Man tager ved saadanne Lejligheder gerne et eller andet historisk (sommetider meget gammelt) Forbillede, kryber ligesom den fantastiske Carl af Rise i et eller andet støvet Harnisk og udfører i dette Futteral Geværgrebene paa en Eksercerplads eller sender en Riffelkugle hen imod en Skydeskive. Saa gaar man hjem og er Agerdyrker, Bogmenneske eller Handelsmand, og - vel at mærke - samtidig med at man vender tilbage til sin hæderlige, borgerlige Bestilling, vender man tillige tilbage til Tiden og Øjeblikket, som man tilhører; man er akkurat saa modig eller saa ridderlig eller saa kysk, uegennyttig, haardfør, gæstevenlig, trofast, sanddru o. s. v., o. s. v., som man kan være det i den sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede, - men heller ikke mere. - F. Eks.: Man fødes i en borgerlig Familie, i vore Dage. Man vokser op og sættes i en Skole. Hovedsummen af Skolens og Familiens Fordringer gaar i Retning af Flid og Artighed. Er Drengen i Besiddelse af disse to Egenskaber, spørges der ikke om andre. Han kan værefejg, lumsk, ukysk, egennyttig, en daarlig Kammerat, det siger altsammen intet, naar han kun er Duks (eller i ethvert Fald sidder paa 189 første Bænk) og ikke river sin Trøje i Stykker. Og nu Fliden og Artigheden? - Ja, da der er saa stærk Efterspørgsel efter disse to Artikler, og da enhver af egen Erfaring véd, hvor fiffig og snild Drengenaturen er, saa følger det af sig selv, at alle Klude sættes til for at erhverve sig enten Artiklerne selv paa de øvriges Bekostning, eller i hvert Fald saa vidt muligt Skinnet deraf. Alle Midler benyttes for at synes det, som man ikke kan eller ikke gider være, og det unge Menneske, som endnu besidder nogen Æresfølelse ved Udgangen af sine Skoleaar, maa ofte blues ved at tænke tilbage paa de Løftestænger, der bevægede dette Maskineri, ligesom han maa have sine egne Tanker overfor de Kammerater, der nu, udrustede med Skolens anerkendende Stempel, skal gøre gældende i Livet, hvad de lærte i Skolen.

Skolen sender sin Ungdom ud i Livet, og Ungdommen er da udrustet med Skolens Idealer. Disse Idealer falder nu nøje sammen med ethvert af de unge Menneskers Disposition og Karakter. For nogles Vedkommende er det en rødmusset Velærværdighed i en lun, lille Præstegaard med Storkerede og øvrige Udenomsbekvemmeligheder. For andres er det en værdig Kontorembedsmand med klippede Bakkenbarter og hvide Flipper. For andres igen er det en Videnskabsmand med Briller, skaldet Pande og 6000 Bind i Hovedet. At efterstræbe et saadant Ideal er lige saa ulasteligt som Idealerne selv er uskyldige, og - desuden, Landet skal jo dog have saadanne Mænd. ,Men nu falder et af de unge Mennesker paa at sige: "Jeg vil, ligegyldigt hvad nu min borgerlige Eksistens bliver, bestræbe mig for at være en modig Mand, en Mand, der ikke ræddes for nogen Fare, der skyer Uretfærdigheden og holder sit Ord." Et vantro Smil, eller maaske endogsaa en uforskammet Latter vil da møde denne hans Bekendelse. "Don Quixotes Tid er forbi," vil man svare. "Hvad Pokker har Du da taget Eksamen for?" vil man spørge. "Det er Dovenskab; han vil til Søs," vil man insinuere. Det unge Menneske vil maaske uden at lade sig forvirre søge at gøre gældende, hvorledes det tilkommer Ungdommen, medens Blodet endnu bruser gennem Aarerne og Begejstringen endnu kan farve Kinden, at lytte til de Stemmer, der lyder ud igennem Historien eller gennem Digternes Værker. Han vil maaske endogsaa, hvis han har tænkt grundigere over sit Forsæt, vise, hvorledes f. Eks. den engelske Ungdom endnu i vore Dage opdrages; hvorledes Boldten, Baaden og Nævekampen gaar Haand i Haand med Cicero og Grammatikken, hvorledes den angelsachsiske saa vel som den normanniske Races betydeligste og betydeligere Mænd allerede fra deres tidligste Ungdoms "praktiske" Idrætter har lagt Grunden til det ubetvingelige Mod, den Nobelhed i Tænkemaaden, den viljefaste Energi, som afvekslende gør, at ingen Mand dér respekteres ved 190 Eksaminer alene, som bevirker lige fra den fattige Kontorist til den elegante Adelsmand, at en korporlig Fornærmelse modtager sit øjeblikkelige Svar, og som forklarer den Resignation, Udholdenhed og Alvor, hvormed saadanne vanskelige Foretagender udføres, der kun bærer deres Løn i sig selv, og hvortil Menneskehedens almindelige smudsige Beregning ikke har givet sit Motiv.

Det unge Menneske vil vise dette, og han vil da tilføje: "Jeg har i mine Skoledage, saa ofte jeg kunde finde Lejlighed dertil, gaaet paa min egen Haand og søgt at prøve mig frem i vanskelige Tilfælde. I véd, at jeg aldrig har taalt en Fornærmelse, men straks slaaet fra mig. I derimod har altid klaget til Læreren. Jeg har sejlet, uagtet jeg ikke maatte; jeg er bleven set og har faaet Prygl. I har gaaet paa Konditorier og haft Stævnemøder med Opvartningspiger; men ingen har vidst det. Nu, da jeg er fri for Skolebænken, vil jeg først og fremmest bruge min Tid til at udvikle mine Kræfter og til at være sikker paa mig selv i et vanskeligt Tilfælde. Naar dette er gjort, vil jeg holde det for tidsnok at se mig om efter en Beskæftigelse for Livet, og i Valget af denne Beskæftigelse vil jeg saa lade mig lede af min Overbevisning, min Styrke og en nøjagtig Vurdering af mine forhaandenværende Evner."

Herover vil naturligvis Kammeraterne le. Det komiske ligger saa nær ved det begejstrede Udbrud, og der er ingen Alder, hvor man er saa tilbøjelig til at se det komiske som netop i 18 Aars Alderen. Det unge Menneske vil da gaa sin egen Gang, og vi vil haabe for ham, at han er standhaftig. Men Kammeraterne, der naturligvis ikke kan skænke en Sag Opmærksomhed, hvori en Kammerat tager Initiativet, disse samme unge Mennesker træffer nu snart efter den samme Sag eller i ethvert Fald noget, der klinger lige saadan, der ude i Verden. Rigtignok er det paa en buldrende og braldende Maade, at Opraabet møder dem, - men saa meget desto bedre. I Taler og Fortaler, i Viser og Aviser lyder disse højrøstede Stemmer om at gøre sig stærk og øvet for at kunne møde Fremtidens Eventualiteter, og man skynder sig i fuld Begejstring med at indmelde sig i en Skytteforening eller Gymnastikskole; man tager Part i en Sejlbaad eller man ror sig hver Søndag en Tur til Skoven; man drager ud under nordiske Toner, man afsynger Kæmpeviser, man mindes Thor eller Tyr eller en anden vældig Gud for Næverne, - og man er Kæmpe et Aarstid. Men saa begynder Embedseksamen at minde med varslende Røst, eller man faar mere Arbejde og større Løn paa det Handelskontor, hvor man tjener; og saa mindes man pludselig, at man er Student eller Kontorist med Udsigt til at blive Kandidat eller komme i egen Bedrift, og saa lægges Kæmpevisen paa Hylden, og saa ligger den daglige, borgerlige Virksomhed som en stor Fælled aaben for en; man begynder det 191 almindelige Trav, man bliver Skatteborger, gift, Familiefader, - og Børnene bliver saa opdragne i den samme Tummerum. Punktum!

Efter disse forud skikkede Bemærkninger skal jeg gaa over til at fortælle den lille Episode fra vore Drengeaar, der som sagt ikke indeholder nogen Paastand, og som ikke giver sig ud for andet, end hvad den er: en simpel Meddelelse af Fakta, saaledes som de forefaldt. Jeg skal saa meget mere vogte mig for at give mig Udseende af at ville vise Kæmper frem, som Kæmper er meget sjældne i vor Tid og slet ikke forekommer i den lille Kreds, hvortil jeg i min Fortælling sigter. At nogle iblandt den Kreds senere hen voksede op og kom ud over det almindelige Lavmaal, det er imidlertid noget, som turde pege hen paa det gode ved de "rigtige" Drenge, og som saaledes turde blive til Bedste for denne Fortælling.

Jeg fandt forleden i min gamle Kuffert et Brev, der var svøbt uden om nogle Papirer af en senere Dato. Jeg foldede det ud, og ved Synet af de store, aabne Skrifttegn, den sporadiske Mangel paa Interpunktionstegn og ved Læsningen af de stundom ikke fuldstændig horisontale Linjer maatte jeg uvilkaarlig smile.

Jeg gengiver her Brevets nøjagtige Indhold, idet jeg dog har forbeholdt mig nogle smaa Ændringer og Tilføjelser i den omtalte Interpunktion :

Kære Tordenskjold!

Du maa endelig ikke tro, at jeg var bange i Lørdags, fordi det blæste lidt. Men Lord Nelson havde siddet over for tysk Grammatik, og Villemoes kunde jeg ikke finde, og jeg selv skulde møde med nogle andre Baksgaster paa Glaciet, fordi at "Skraamule" havde banket en Dreng, som fiskede; og det skulde hævnes. Skraamule er for Resten en rigtig væmmelig Tyran, Han har klaget til min Fader, og Fader har forbudt mig at sejle. Men jeg vilde nu sejle alligevel, og jeg vil helst sejle helt væk, og slet ikke komme tilbage, og derfor skal Du møde nede ved Kalkbrænderiet i Eftermiddag, saa kommer de andre med, og hvis Du endnu har nogle af dine Karakterpenge tilbage, saa tag dem med, og glem ikke at sørge for Tobak, og køb ogsaa en Flaske Øl; jeg skal nok tage Rugtvebakker fra Spisekammeret, og hvis vi ogsaa skulde komme tilbage, saa skal de nok faa Lov til at lade mig komme til Søs.

Din altid hengivne Ven

Niels Juul.

E. S. Glem ikke Karakterpengene. Vi skal ordentlig more os.

Din Ven til Døden.

192

Som man ser, var dette hverken mere eller mindre end en Opfordring til at løbe væk fra den fædrene Arne og fra Skolen. Et alvorligt revolutionært Foretagende, der dog at dømme efter Brevets Slutning tillige havde Morskaben til Formaal.

Lykkelige Tider, da de største Bekymringer var den tyske Grammatik, og da den værste Tyran, vi kendte, var "Skraamule" (en gammel Voldsergent, der vistnok blev plaget mere af os Drenge, end han selv plagede os).

Jeg sattes ved Læsningen af dette gamle Aktstykke saa levende ind i Drengeaarene, at det ikke falder mig vanskeligt, naar jeg giver Hukommelsen lidt af Sporerne, at gengive den hele lille Episode i dens væsentligste Detailler.

Vi var en lille Samling ungdommelige Fantaster, der, samtidig med at vi pløjede Virgil og Livius, udkastede de dristigste Planer til Skærmydsler til Lands og til Vands, Erobringer af fremmede Drenges Vaaben, Indtagelser af befæstede Stillinger i Glaciet, Afbankninger af Forrædere og Spioner, Hævdelsen af den personlige Tapperhed og Kammeratskabets hellige Love. Som de urolige Hoveder saavel i Skolen som i Hjemmet kom vi naturligvis ofte i ubehagelige Situationer, og undertiden maatte vor stolte, uafhængige Sjæl krympe sig under den Medfart, som vort Legeme var for haardført til at krympe sig under. Men noget videre ufordelagtigt, endsige noget egentlig slet, kunde der ikke siges om os. Vor romantiske Fantasi ophidsede vel vor Indbildningskraft og forledede os til mange Slags Dumheder og Taabeligheder, men den holdt tillige de daarligere Drifter i Tømme, der hos Drenge med mindre Ekscentricitet, men ogsaa med mindre Selvfølelse, udvikler sig under Skolebænkens legemlige og sjælelige Tvang og under Hjemmets blandede rigoristiske og forkælende Opdragelse.

Vi stod paa det Trin af Udvikling, hvor man er lige saa meget af et Dyr som af et rigtigt Menneske, og hvor man helt igennem er en Dreng. Vi holdt af dem iblandt Lærerne, der skønt strenge dog behandlede os som Fornuftvæsener, hvem man kunde faa længere med det milde, overbevisende end med det brutale, befalende. Vi holdt endvidere af dem iblandt Lærerne, som ikke havde Fejl, der var saa iøjnefaldende, at vi Drenge kunde opdage dem og føle os hævede over deres Ejermænd. Vi holdt af Hjemmet, for saa vidt som Hjemmet holdt paa os, og for saa vidt som vi ikke udelukkende følte os som Hundehvalpe, der af Herren sendes til en Dressuranstalt for at blive dygtige til i Fremtiden at fortjene den Føde og de Prygl, som Dressuren for Øjeblikket koster. Udenfor Pryglene og Dressuren og udenfor den, rigtignok sparsomme, Kærlighed, der nu og da vistes os, levede vi fuldstændig i en selvdigtet Verden. Naar Virkeligheden 193 enten paa den ene eller den anden Maade greb med haard Haand ind i vore Drømme og Fantasterier, da følte vi os smerteligt berørt deraf og vendte hele vor ungdommelige Harme imod denne Virkelighed og kaldte den ubillig og grusom; - vi vidste ikke den Gang, at vi selv bar en Del af Skylden; vi anede ikke, at den rette Virkelighed er det rette, og at man ikke ustraffet kan sætte en Digtning, en Illusion i dens Sted.

Vi var kort sagt, som vi var: Drenge i 14-15 Aars Alderen, der havde en Baad liggende ved Kalkbrænderiet, der kaldte hinanden med de store Søheltes Navne, der ikke var bange for en vaad eller en banket Trøje, der havde en hel Del gode og en hel Del daarlige Betingelser i sig, og af hvem man strengt taget ikke kunde forlange altfor meget ud over det, vi med vore store, brune Næver og smaa, hidsige Hoveder præsterede. Der havde, som Brevet antyder, lejret sig en Sky over den lille Kreds, som vi havde dannet, og denne Sky skulde nu udlade sig i en Rømning fra Landet.

Vi mødte ogsaa samme Eftermiddag paa det aftalte Sted ved Kalkbrænderiets lille Baadehavn.

Fire Drenge var vi, og alle fire var vi fuldt opsatte paa at komme af Sted, flygte bort fra al denne Tvang, alle disse Baand, der saa lidt stemmede med vore Ideer om Uafhængighed og store Bedrifter. Det var desuden det første og nødvendige Skridt til den Plan, som vi alle fire omgikkes med, nemlig at komme til Søs. "Rigtige" Drenge i en vis Alder vil altid til Søs. Det fri, ubundne Liv, som en Sømand fører (i det mindste i en Skoledrengs Øjne) tiltaler altid det ungdommelige friske Gemyt, for hvem Videnskabens eller Kunstens Sejre endnu ikke har nogen Tiltrækning, og som ikke attraar andre Sejerskranse end dem, der kan flettes af Tangplanter eller Søgræs.

Baaden, som ikke var synderlig stor og heller ikke synderlig ny, havde vi snart gjort sejlklar, og nu gjaldt det blot om, hvem der skulde have Overkommandoen; thi at vi ikke alle fire kunde have den paa samme Tid, derom blev vi snart enige.

Enhver paaberaabte sig sit Navn og den dermed forbundne Adkomst til Chefsværdigheden.

"Lord Nelson," sagde min Sidekammerat fra Skolebænken, en høj, mager Dreng, der havde nogle vidt og bredt bekendte Knoer, og som sloges ypperligt i Linje saa vel som i Tvekamp. "Lord Nelson kan gerne indrømme Løjtnant Villemoes sin Respekt som en tapper Sømand og en værdig Modstander, men hvad Overbefalingen ved dette Togt angaar - - -"

"Hold Mund, Lord Nelson," raabte den lille, ivrige Villemoes, en forvoven Krabat med krøllet Haar og store smukke Øjne, der trods sin Lidenhed adskillige Gange var gaaet sejrrig ud af Kampen med 194 en Overmand. "Hold Du bare Mund og lad mig komme til at styre denne Gang. Du husker vel nok, at du sidst satte os paa Grund ovre ved Saltholm, og at vi aldrig var kommen af igen, hvis jeg ikke var sprungen ud og havde arbejdet under Baaden agter ude, og det endda med mine nye Bukser paa."

"Det er godt nok," sagde Niels Juul. "Men hverken Du eller Engelskmanden skal komme til Roret, fordi jeg nemlig selv vil sidde der. Niels Juul stak aldrig op for nogen, og jeg gør det heller ikke. Jeg er desuden den ældste og den stærkeste."

Jeg, Tordenskjold, faldt her min berømmelige Forgænger i Flanken med følgende insubordinære Tiltale: "Du siger nok, at Du er den stærkeste, men jeg er ikke bange for Dig."

"Jeg heller ikke," raabte Villemoes, idet han rykkede frem. "Kom kun an," sagde Nelson med knyttet Haand.

Det var lige paa Nippet til, at vort revolutionære Forehavende skulde have delt Skæbne med saa mange andre slige Forehavender og være gaaet i Stykker ved en indbyrdes Revolution, da en af os, jeg husker ikke hvem, endnu i rette Tid mindede om, at vi ikke var kommen for at slaas, men for at flygte.

Det hjalp.

Vi søgte først ved en rolig, historisk Undersøgelse at afgøre, hvem af de fire Søhelte der egentlig havde været den største. Da denne vanskelige Undersøgelse imidlertid ikke gav noget bestemt Resultat, fandt Lord Nelson med sin praktiske Sans paa at inddele Togtet i Vagter. Den, der saa havde de fleste Penge paa Lommen, skulde sidde til Rors i første Vagt, den næstrigeste skulde styre i anden Vagt o. s. fr.

Da dette Forslag havde vundet Bifald hos alle undtagen hos Admiral Niels Juul, der, som han sagde, "ingen Prisepenge havde oppebaaret den sidste Uge", greb den engelske Søhelt med et triumferende Smil ned i sin Vestelomme og fremviste for vore spændte Blikke den overvældende Sum af l Mark 8 Skilling Dansk.

"Den kan jeg stikke," hoverede Villemoes, idet han med et højt Spring af Sejersbevidsthed kastede to Markstykker i Vejret.

Jeg fremviste lidt undselig en Mark og ærgrede mig i Stilhed.

Niels Juul viste slet intet frem, men idet han med en overlegen Mine drejede sig rundt paa Hælen, sagde han: "Skidt med Pengene. Jeg har en hel Pose med Rugtvebakker liggende i Baaden. Det er s'gu dog det vigtigste."

Og dermed kastede vi vor Fangeline los og skød ud af Havnen under en jævn, vestlig Brise uden at agte paa de venskabelige Raad og Bemærkninger, der lød ud til os fra nogle Fiskere og Pramstikkere, og hvoraf nogle var nærgaaende nok som f. Eks.: "Lykke paa 195 Rejsen, I smaa Smørtyve, og glem ikke at snyde Næsen, førend I vender."

Foreløbigt var Enigheden bragt til Veje med Hensyn til Overkommandoen, der efter romersk og anden republikansk Skik skiftede efter en bestemt Tids Forløb.

Men nu var der Rejsens eller rettere Flugtens Maal!

Villemoes, som altsaa sad til Rors, og som for Resten var sin Post meget godt voksen, foreslog, at vi skulde løbe ud i Kongedybet, praje et forbisejlende Skib og anmode Kaptajnen om at tage os med i sin Besætning.

Om nu dette Forslag med Kongedybet skyldtes et historisk Hensyn til hans berømte Forbilledes Bedrifter, eller om vor Chef, hvad der vel var rimeligere, foreslog dette som det første, det bedste, der faldt ham ind, - det lader sig ikke godt afgøre, eftersom Forslaget øjeblikkelig blev frafaldet paa Grund af den bestemte Forsikring fra Niels Juuls Side, at for det første ingen Kaptajn vilde indlade sig paa sligt, uden at vi havde "vore Papirer i Orden" eller i ethvert Fald Lommen fuld af Penge - (dette udtalt meget ironisk). Og dernæst, selv om en saadan Kaptajn kunde findes, vilde vi upaatvivleligt kun hver for sig kunne opnaa en Dæksdrengs mere end underordnede Stilling, - noget som vore højtflyvende Admiralsplaner aldeles ikke kunde finde sig i.

Han, Niels Juul, vilde derimod foreslaa, at vi satte Kursen ad Landskrona til, hvor han havde en Fætter, der var ansat paa en Skibsmæglers Kontor. Denne Fætter vilde ganske sikkert udrette store Ting for os, og i værste Tilfælde var vi da saa i Udlandet, og Udlandet - dette sagde Taleren med stor Overbevisning - udleverede os ikke selv om vi blev fordrede tilbage fra vore respektive Hjem.

Med enstemmig Akklamation blev dette Forslag tiltraadt, og Forslagsstilleren var ikke langt fra at indtage en lige saa overordnet og misundelsesværdig Plads som Chefen selv.

Uden videre Diskussion om vor Flugt og vore Fremtidsplaner fortsattes da Baadens Fart, tilskyndet af den omtalte vestlige Brise og fremhjulpen af Storsejl, Fok og Klyver.

En herlig Eftermiddag var det. Reden og Trekroner og Skibene og Fiskerbaadene med de røde Sejl, alt saa' saa fornøjeligt ud, alt talte i saa forsonende Toner om Venlighed og Fred, at en svag Følelse af Utilfredshed med vort Forehavende egentlig begyndte at dukke op i vore ungdommelige Sjæle, der endnu var bløde som Voks, modtagelige for ethvert Indtryk.

"Det kunde da s'gu ogsaa gerne begynde at lufte lidt ordentlig," ytrede Lord Nelson med en noget brudt Stemme. "Dette ligner altfor meget vore sædvanlige Søndagsture." 196 "Ja, saadan til et lille Reb," foreslog Niels Juul, idet han hamrede med sin Lommekniv paa en usædvanlig haard Rugtvebak. "Det var, ligesom om man ikke kunde komme af Sted fra alt det Vrøvl der inde."

"Lad Du kun være med at fire paa det Skøde; hører Du, Tordenskjold," raabte vor Chef. "Vi kommer saamænd hurtig nok af Sted, og kender jeg de Skyer ret, som staar der til Luvart bag Svanemøllen, saa faar vi mere end nok af Luft ud paa Aftenen."

Det var, som om denne bestemt udtalte Profeti hjalp lidt paa Skibsmandskabets Humør. Frisk Luft, maaske Storm, det var noget, vi kunde bruge. Og oprigtig talt, naar man skal løbe væk, maa det dog helst ske under lidt usædvanlige Omstændigheder.

Maaske var det ogsaa paavirket af disse forbedrede Udsigter, at Niels Juul, som havde en stærk Stemme, gav sig til at synge en den Gang meget yndet Klassevise om de forskellige Læreres Egenskaber, en Vise, som jeg nok tror, at Villemoes havde været den oprindelige Forfatter til, men som for Resten ligesom hint græske Skib i Tidens Løb var undergaaet saa mange Reparationer, at Ægtheden efterhaanden var bleven mere end omtvistelig.

Et Par af Versene rinder mig endnu i Hukommelsen.

Den græske Lærer er et Bæst,
Den tyske ikke bedre,
Hvad nytter alt, hvad vi har læst,
Naar vi en Gang,
Naar vi en Gang
Gaar bort til vore Fædre.

Som man vil se, et højst pudsigt Ræsonnement af Skoledrenge, der aabenbart ikke skulde give sig af med at tænke saa langt ind i Fremtiden.

Et andet af Versene er i en mere fornøjelig Tone. Da Niels Juul med sin stærke Stemme havde sunget det til Ende, forlangte vi det alle da capo, og enhver af os faldt nu i med, saa godt som vore Stemmemidler tillod os det. Verset lød saaledes:

Den danske Lærer han er rar,
Og nemt er ogsaa Sproget;
Han saa' os ryge en Cigar,
Men han holdt Mund,
Ja, han holdt Mund,
Og sagde ikke noget.

Denne vokale Del af Forlystelsen skulde maaske have varet endnu en Stund, hvis ikke et uforudset Tilfælde var kommen baade Sangen 197 og vort Storsejl paa tværs. Vi havde nemlig alle, vor Chef iberegnet, deltaget saa udelukkende i Afsyngelsen af det sidste, meget yndede Vers, at ingen af os havde holdt saa godt Udkig, som det egentlig anstaar sig unge, dygtige Sømænd.

Pludselig standsede Baadens Fart, vi faldt alle agter over paa Tofterne, og vi fornam en Lyd som den, der fremkommer, naar Kræmmeren river et Stykke Shirting itu.

"Halløj, for Fanden," udbrød fire ungdommelige Stemmer i et højt, samlet Kor.

"Halløj, for Fanden," svaredes der med en dyb, mandlig Stemme og paa bredt fynsk. "Hva' er I for Fyre, saadan som I styrer?"

Vi var bleven hængende paa Klyverbommen af en Svendborg-Jagt, som laa svajet op for sit Anker ud for den saakaldte Stubbegrund. Nokken af Klyverbommen havde faaet fat i vort Sejl oppe under Overliget. Det fynske Tømmer var det stærkeste; Overliget sprang, og vi drev med "bak" Sejl ned paa Siden af Jagten.

Villemoes, der var den raskeste til Handling som til Svar, raabte øjeblikkelig i en for en Chef temmelig hidsig Tone op til Skipperen paa Dækket:

"Hvorfor prajer han os ikke, naar han ser, at vi ikke kan gaa klar af hans fordømte Klyverbom?"

Skipperen, en lille, undersætsig Fyr i høj Hat, blaa Vest og ulden Nattrøje, tog ganske rolig sin Pibe ud af Munden, kastede et uhyre overlegent Blik ned paa det samtlige Baadsmandskab og raabte derpaa ned i Kahytten: "Ole! Jens! kom her op, saa ska' I se nogle unge Københavnere, der vil rende os Skuden i Sænk !"

De nævnte Størrelser, Ole og Jens, dukkede ved dette Tilraab op paa Dækket, og under en Udveksling af sejge Skippervittigheder blev vi fire samtlige Søhelte fremviste i vor hjælpeløse Stilling for Ole og Jens, hvis snavsede Ansigter tog sig ganske barbariske ud under den Række af brede, fynske Grin, der ledsagede enhver af Skipperens Vittigheder.

"Laan os bare en Ende Kabelgarn," bad nu Villemoes i en lidt mere nedstemt Tone, imedens Lord Nelson knyttede Haanden, og Niels Juul anstrængte sig af alle Kræfter for med Baadshagen at "sætte fra".

"Ja, nu ska' I faa Kabelgarn," fnisede Skipperen og gav Ole et Vink.

Vinket besvaredes ved, at Ole greb en Pøs, som stod paa Dækket og styrtede dens Indhold ud over Baaden.

En Strøm af snavset Vand, Kaalblade og Kartoffelskræller fordelte sig over vore Hoveder og ned ad vore Klæder. Dersom jeg ikke havde holdt paa Villemoes, havde han i sin øjeblikkelige Forbitrelse kylet Rorpinden efter Skipperen. Nu indskrænkede han sig til at udstøde de 198 mest determinerede nautiske Eder, som nogen søvant Dreng kunde finde paa. Vi andre sekonderede ham efter Evne, og Niels Juul, hvem det endelig var lykkedes at bringe Baaden ud fra dens umiddelbare Berørelse med Jagten, greb en af sine Rugtvebakker og var saa heldig i sit Kast at ramme Skipperens Pibe, som faldt ud af Munden paa ham og ned paa Dækket.

At dømme efter den Fortørnelse, der øjeblikkelig afløste Svendborgerens Munterhed, maa denne Pibe have været en Yndlingspibe, og Tabet af samme maa være gaaet dens Ejermand nær til Hjerte. En Salve af Trusler og Ønsker om, at alle mulige Ulykker maatte times os, affyredes fra den ganske fynske Besætning, ja, jeg tror endogsaa, at der blev givet Ordre til at sætte Jollen i Vandet for at opbringe os og føre os tilbage som Prise; men vi havde allerede faaet Baaden til at "falde", og trods vort klaprende Storsejl skød vi dog ganske godt igennem Vandet. Planen med Jollen blev da opgivet, og den pibeløse Skippers Udbrud døde snart bort igennem Luften, medens vi saa vel i figurlig som i naturlig Forstand viste ham vort Agterspejl og lod Sundets lette Vover neje sig for vor Stævn.

"Det var altsaa det første Eventyr," sagde Lord Nelson med et vist satirisk Sideblik paa vor Chef. "Ja, og Villemoes har styret daarligt," raabte Niels Juul, idet han med sit Lommetørklæde søgte at fjærne Sporene af Pøsens Indhold fra sine Bukser.

"Saa gør Du det bedre," ytrede Chefen i en gnaven Tone.

Jeg for mit Vedkommende foreslog, at vi i Stedet for at trættes skulde se at udbedre Skaden paa vort Sejl, og jeg føjede hertil den dybsindige Bemærkning, at Enighed var til Lands en meget prisværdig Ting, men til Søs var det ligefrem en absolut Nødvendighed. Tillige søgte jeg at vise, hvorledes vi alle havde en lige stor Part af Skylden for det ubehagelige Sammenstød; og da jeg paa en meget diplomatisk Maade havde givet Niels Juul en Kompliment for hans "sikre Skud", Lord Nelson en dito for hans Redebonhed til at "entre" og endelig havde fremhævet, at Villemoes ved tidligere Lejlighed havde udvist stor Snarraadighed og Konduite i en "snever Vending", saa lykkedes det mig at standse det frembrydende Mytteri. Villemoes beholdt sin Plads ved Roret; vi andre fik Sejlet ned; Skaden blev udbedret saa godt som en Stump Sejlgarn, et Strømpebaand og Knappenaale i Forening formaaede; og da Sejlet atter var hejset, og vi havde taget os en Omgang Rugtvebakker og en Slurk Øl, var atter det gode, gamle Forhold indtraadt mellem de fire revolutionære Flygtninge.

Vi var efterhaanden kommen op paa Højden mellem Taarbæk og Strandmøllen og havde begyndt at sætte Kursen mere direkte i Retning af Landskrona - for saa vidt vore temmelig mangelfulde Navigationsmidler i det hele taget tillod os at sætte nogen direkte Kurs - 199 da hine Skyer, hvis Indflydelse Villemoes profetisk havde antydet, virkelig syntes at ville retfærdiggøre vor Chefs Forudsigelser.

Det gav sig til at trække sammen over vore unge Hoveder. Mørke Aftenskyer med rødliggule Kanter løftede sig ligesom paa store Vinger op fra de sjællandske Skove. Visse ubehagelige Kast fo'r fra Skodsborgs og Vedbæks høje Brinker ud over det urolige Sund, tegnende mørke Striber hen over Vandet og sættende vort lille Fartøjs Mast og Ræling i forskellige Vinkler, der alle var langt fra at være rette.

"Nu gaar hun jo strygende," sagde Villemoes determineret, idet han knappede sin Trøje og klemte Armen fast om Rorpinden.

"Ja, Gudskelov," udbrød Lord Nelson, idet han svingede Huen over Hovedet.

"Ja, Gudskelov," gentog vi allesammen, idet vi spiste den sidste Omgang Tvebakker og skar Ansigter ad Skummet, hver Gang det stænkede os i Øjnene. "Nu kan vi mærke, at vi er paa Flugt," sagde Niels Juul patetisk med Munden fuld af Tvebak.

"Hurra for Friheden," brølede den stolte Britte. "Hurra!" skreg vi allesammen.

"Hør, Folkens," sagde vor Chef efter et Kvartertids Forløb, i hvilket der var regnet adskillige Dusin revolutionære Udgydelser ned over Hjemmet, Skolen, Kammeraterne, der "fandt sig i Tyranniet" etc. etc.; - "hør, Folkens, dette her er nu altsammen meget godt, og frisk Luft er ikke til at foragte, især naar man har travlt med at komme bort fra Trældom og Slaveri, men - dette Fartøj duer egentlig ikke til Fordevindssejlads; vi tager for meget Vand ind agter. Lad os rebe vort Storsejl; Forsejlene kan gerne staa endnu."

Rebningen fandt Sted, men under denne Manøvre gik Splejsningen oppe ved Overliget los, og Flængen i Sejlet blev i en ubehagelig Grad udvidet.

"Det var din Skyld, Tordenskjold," raabte Chefen hidsig.

"Aa Sludder," svarede jeg med Indignation. "Det er Lord Nelsons Strømpebaand, som ikke kunde holde."

En detailleret Undersøgelse angaaende dette vigtige Punkt begyndte, men hvorledes det nu var eller ikke var, saa blev Resultatet det, at Flængen blev større og større, indtil endelig Sejlet revnede en hel Dug ned igennem.

"Saa for Fanden," brummede Niels Juul. ,,Nu er vi Havarist; det var en rar Historie!"

Historien var imidlertid slet ikke saa rar.

Kulingen tog til, Mørket faldt mere og mere paa, og dersom Vinden nu oven i Købet, hvad vor Chef paastod, trak sig helt nordlig, vilde vi ikke kunne regere Baaden med Forsejlene alene og den lille Stump af Storsejlet.

200

Alligevel, - jeg kan dog fremhæve det med en vis Slags Selvfølelse - vi var ikke forknytte.

Et Krigsraad blev nedsat. Chefen fremsatte sin ovenfor citerede Anskuelse, at Vinden vilde trække sig nordligere; vi kunde da ikke holde Kursen efter Landskrona, men maatte bære af og lænse - ja Gud skal vide hvorhen, men Malmø mente han da nok, at vi kunde naa.

Vi saa' forlegne paa hverandre ved denne Meddelelse. At vende om stod for os alle som noget, der mindst var lige saa slemt som selve Udsigten til at lænse for en Storm med vor lille Baad ved Nattetider ned ad Sundet.

"Er der mere Øl i Flasken?" brød Lord Nelson Pavsen.

Det viste sig, at Flasken var gaaet Itu ved de stærke Overhalinger, som Baaden havde taget.

"Naa, ja ja," vedblev den engelske Søhelt koldblodigt. "Lad os saa sætte Fartøjet paa Land. Vi maa vel nok kunne række ind om den sydlige Pynt af Hveen. Det er da ogsaa en Del af Udlandet, kan jeg tro."

Det syntes virkelig under de forhaanden værende Omstændigheder, som om vi ikke kunde gøre noget stort bedre end følge dette Forslag.

Det gjaldt nu blot om, hvor vidt vi i det hele taget formaaede at sætte det igennem, saaledes som Sagerne stod.

Stævnen blev imidlertid atter bragt nærmere Vinden. Vi strøg vor Klyver, tog et Reb i Fokken og fik saa meget af Storsejlet til at bære, som vi paa nogen Maade kunde, og saa gik det da løs bidevind, medens Vandet hvert Øjeblik væltede ind til os i Læ, og Skummet stod i store Fontæner op for den luv Boug.

Øse maatte vi med Huer og Hatte, og dyngvaade var vi. Himlen var nu aldeles overtrukken; mørkt var det og koldt, og det var alt det, at vi med vore smaa Sejl kunde klare os.

"Der er da ingen af os, som fortryder dette?" spurgte vor mandige Chef i en fast Tone.

Svaret kom maaske ikke saa hurtigt eller saa ubetinget benægtende som det f. Eks. vilde være kommen for en Time siden, men desuagtet svarede vi alle med et all right, der for saa vidt ikke udtrykte Situationen ganske korrekt, som "Alt" i Virkeligheden ikke ganske var "i sin Orden".

Dette havde vel vor Chef ogsaa en vis, ubestemt Fornemmelse af, og ledet af denne Fornemmelse var det vel ogsaa, at han vedblev i en lidt forandret Tone.

"Jamen, det er dog bedre end at sidde hjemme og skrive latinsk Stil." 201 "Det er sikkert," svarede Niels Juul lakonisk.

"Tusind Gange bedre," skyndte Lord Nelson og jeg os at tilføje, medens vi øste væk af alle Livsens Kræfter for at undgaa den Ubehagelighed at komme til at drukne inden Bords.

Atter sejlede vi et Kvarterstid og "pressede" Baaden saa meget, som vi kunde; og atter herskede der en ubrødelig Tavshed, - da Chefen med et raabte: "Holla! Er det ikke højt Land, vi har her tværs for den læ Boug?"

Vi gav os til at kigge allesammen, og Niels Juul, som havde de skarpeste Øjne, ytrede noget om Brænding i Læ.

"Er det virkeligt?" spurgte Chefen i en vis Spænding.

Sandheden af Niels Juuls Bemærkning skulde paa en utvetydig Maade bekræfte sig.

Et stærkt Bums, efterfulgt af en to-tre mindre Stød, kastede os for anden Gang i Løbet af denne mindeværdige Eftermiddag agter over paa Tofterne. Den store Niels Juui vendte endogsaa Benene saa højt i Vejret og faldt med en saadan Eftertrykkelighed ned i Læ, at han ganske sikkert var gaaet uden Bords, hvis jeg ikke havde faaet fat om hans ene Støvle og halet ham til mig.

"Det var Fandens," udbrød han, idet han greb en Aare, som netop var i Færd med at gaa samme Vej, som han selv havde staaet i Begreb med at gaa.

Sejlene klaprede, Skøderne havde revet sig løs, det skurede og skrabede under Baadens Bund, vi laa helt krænget over paa Siden, og der var Brænding rundt omkring os.

"Det er et Stenrev, vi staar paa," brølede den lille Villemoes og arbejdede voldsomt med Sprydstagen agter ude for muligvis at faa Stævnen svajet ind mod Land.

Vi kunde utydeligt skimte en høj, mørk Brink der inde over den blinkende Brænding. Hvor langt der var ind til den faste Strand, kunde vi imidlertid ikke afgøre, og vi arbejdede som smaa Bjørne, stønnende og pustende, med Aarer og Stænger paa at faa Fartøjet flot og saaledes drive saa langt ind som muligt.

Endelig hjalp en Sø os over den Sten, hvorpaa vi var stødt, og vi drev langsomt ind efter.

Baaden var fuld af Vand; den slingrede tungt igennem Brændin gen; vi holdt os fast, saa godt vi formaaede, og da vi atter stødte, sprang vi som efter en fælles Aftale alle paa en Gang ud over Lønnin gen. Vi stod i Vand til op paa Livet, og halvt vadende, halvt svøm mende, nu og da snublende over Stenene i Bunden, naaede vi den flade Forstrand. "Godt sluppen," var Lord Nelson den første, der ud brød, da vi atter stod paa terra firma og maalte Højden af den stejle Brink lige for os.

202

Jeg tror, vi gør bedst i at vride Bukserne," foreslog den betænksomme Villemoes.

"Jamen her blæser saa koldt," indvendte jeg. "Lad os tage et lille Travløb nordpaa langs Stranden. Jeg er en Gang sejlet her ganske tæt forbi med en Helsingørskadrejer, og jeg véd, at der skal ligge nogle Fiskerhuse neden for Kirkebakken."

Vi løb da langs med Stranden, og vore Øjne havde nu vænnet sig saa meget til Mørket, at vi nogenlunde formaaede at undgaa de Stene og Tangklumper, der laa paa vor Vej.

Ganske stakaandede, men varme af Løbet, ankom vi da endelig til de omtalte Huse. Nogle Baade var hist og her trukne op paa Stranden; vi kunde skelne en Pælebro, som gik ud i Vandet, men derimod kunde vi ikke opdage Lys et eneste Sted i de smaa Hytter foran os.

"Skulde Folkene allerede være til Køjs?" mumlede Niels Juul med en let Gysen og vedblev derpaa henvendt til Lord Nelson. "Hør Du, Engelskmand, det er jo Dig, som har Ur; hvad er Klokken?"

Den velhavende Lord fik med en Del Besvær vristet et Ur op af den vaade Vestelomme, men hverken Lorden selv eller nogen af os andre formaaede at skelne Viserne fra Skiven, og da nu Urets Ejermand holdt sit dyrebare Klenodie op til Øret for ligesom at prøve, om Uret ikke kunde fortælle den Hemmelighed, som vore Øjne ikke kunde læse sig til, saa erklærede han med en mismodig Hovedrysten, at "det stod".

"Hør," sagde Villemoes efter en kort Betænkning. "Jeg véd ikke bedre, end at vi banker en af disse Folk op her. Vi kan da for Pokker ikke blive staaende paa den aabne Strand i vore vaade Klæder."

Vi løb øjeblikkelig hen til det første, det bedste Hus, og gav os til at tromme paa de smaa Vinduesruder af alle Kræfter.

Det varede en god Stund, inden vi fornam noget Livstegn der inde fra Hytten, og da Tegnet endelig kom i Form af en brummende Lyd, der syntes at have en lang Ed paa Slæbetov, var det os ikke muligt med vore mangelfulde Sprogkundskaber at fortolke Lyden.

"Det maa vel være svensk?" gættede Lord Nelson med klaprende Tænder.

"Ja naturligvis," forklarede Villemoes belærende. "Hveen har jo tilhørt Sverig siden - siden - - -." "Siden Tycho Brahes Dage," mente jeg at burde bemærke.

Niels Juul, der ikke brød sig om andre historiske Spørgsmaal end netop om de søkrigshistoriske, satte sine Hænder for Munden som en Raaber og brølede udfordrende: "Luk op, I svenske Jævler." Døren blev nu stødt op, og en lang Fiskerskikkelse, saa vidt vi kunde se, i Skjorte og med bare Ben, spurgte i en just ikke altfor venlig Tone, hvem vi var, og hvad vi vilde.

203

Vi forklarede ham alle fire i Munden paa hverandre, hvorledes det var gaaet os, og at vi gerne vilde under Tag og skifte vore vaade Klæder.

Hveenboen gloede paa os, og idet han derpaa ramsede en hel, lang Historie op om, at han ikke havde nogen "stälning", og at vi fik gaa op i Landet "rakt up over Kyrkan," vilde han slaa Døren i igen; men her kom Lord Nelson ham i Forkøbet, fik sat Foden inden for Dørtærskelen og bød Fiskeren en Mark for at lade os komme ind.

Det var øjensynlig en uheldig Stjerne, der netop havde bragt os til denne Fisker.

Han forlangte først at se Marken, og Lord Nelson, som følte sig krænket over denne raa Mangel paa Tiltro, var da heller ikke sen til at trække Pengestykket op af Lommen og holde det frem imod den indfødte.

"Ursäkta," gryntede Barbaren, snappede Marken, skubbede den forbløffede Engelskmand bort fra Tærskelen og smeldede Døren i for vor Næse.

Vi dirrede af Harme og Kulde i Forening, og vi brølede af fulde Lunger: Slyngel, Tyveknægt, svenske Rad etc., etc.

"Det hjælper s'gu ikke, at vi giver alle de Ord fra os," sagde Villemoes tørt. "Der maa andre Projektiler til."

Med disse Ord greb han en Sten og kastede den ind gennem de smaa Vinduesruder, saa at Stumperne faldt klingrende ned inde i Stuen.

"Hurra," raabte Lord Nelson og slyngede en anden større Sten imod Husdøren.

"Hurra," brølede vi allesammen paa den mest kannibalske Maade, idet vi lod Stenkast suse imod Huset.

Døren gik pludselig op igen, og den lange Fiskerskikkelse traadte udenfor, denne Gang tilsyneladende lidt mere paaklædt.

Vi trak os en Smule tilbage, saaledes at vi havde Ryggen dækket af det nærmeste Hus.

"Giv mig min Mark, din svenske Gavtyv," raabte den forurettede Engelskmand udfordrende, idet han stillede sig lidt frem foran os andre.

Med en Knurren ligesom en Lænkehund og en indtrængende Opfordring til adskillige tusinde Djævle om at tage sig selv og os, løb den indfødte frem imod os.

Vi afventede hans Komme, uforsagte som det anstod sig berømmelige Helte, men trods vor ypperlige Holdning var det dog vistnok mere end tvivlsomt, hvad Udfaldet vilde være bleven for vor Part, hvis ikke et heldigt Tilfælde, denne Guddom for alle oprørske Skoledrenge, var kommen os til Hjælp.

204

Fyren var ikke to Skridt fra os, og allerede saa' jeg hans lange og vistnok ikke spinkle Arm svæve i Mørket over vore Hoveder, da han i samme Øjeblik snublede, faldt og blev liggende.

Vi havde, det maa jeg dog sige, trods vor Hidsighed saa megen Selvbeherskelse og saa gode Begreber om fair play, at vi lod Manden ligge og ventede kampberedte paa, at han skulde rejse sig.

Han syntes imidlertid ikke at ville rejse sig.

"Skulde han allerede være færdig?" sagde Niels Juul, idet han forsigtigt nærmede sig den faldne.

Vi traadte alle fire til.

Manden, der laa paa Maven med Hovedet drejet til den ene Side, brummede nogle uforstaaelige Ord og bevægede den ene Arm paa en højst gaadefuld Maade.

"Er De kommen noget til, min gode Mand?" spurgte Villemoes i en blødere Tone og bukkede sig ned over ham.

"Aa, han er bare lynende fuld," raabte Lord Nelson, der ogsaa paa sin Side havde undersøgt Fjenden.

Det var, som om denne oprigtige Udtalelse over Sagens sande Sammenhæng gav den faldne sit Mæle igen. Han rullede sig om paa Ryggen og brølede i vilden Sky: "Mo'er - Svenn Olsson - Jens Anderson - kom hit."

"Hør, Kammerater," sagde nu vor Chef, efter at han forgæves havde søgt at tysse paa den indfødte: "Kan I huske, hvad vi læste forleden Dag i Odysseen, niende Sang. Det er det Sted, hvor Odysseus og hans Folk har gjort Landgang hos Kikonerne og overvundet nogle af dem. Jeg kan s'gu ikke huske Stedet paa græsk, men Meningen af det paa dansk er da, at de slagne Kikoner faar fat i andre Kikoner, som bor i Nærheden, og saa faar Odysseus og hans Folk Prygl, fordi de ikke i Tide er stukken af. Her vil nu vanke svære Knubs, hvis denne Fyr faar kaldt de andre Fiskere til, og da vi saa blir de færre, og det ikke er Skam at retirere for Overmagten, saa synes jeg, at vi gør bedst i straks at tiltræde Tilbagetoget."

Denne Tale slog an. Overmagten vilde blive for stor. Vi gav os til at retirere op ad den stejle Brink, hvor vi akkurat kunde skimte Kirken som et hvidt Syn oppe i Luften.

Retræten var ingenlunde let. Vi havde aabenbart i Mørket valgt den allerbesværligste Vej; men op kom vi da, og vi standsede nu der oppe ved Brinkens Rand og lyttede gennem Vindens Susen og Brændingens dumpe Buldren, om vi kunde mærke nogle Tegn til, at vi blev forfulgt.

"Det er da den bedste Stilling, vi har valgt os," sagde Niels Juul, der gerne vilde gaa for en stor Taktiker.

"Jeg forstaar mig ikke meget paa Krigen til Lands," faldt Lord 205 Nelson ind. "Men her kan man da sparke et halvt Dusin ned, inden de faar Fodfæste."

"Tys, lad os høre," hviskede Villemoes, idet han bøjede sig frem.

Vinden bragte af og til en utydelig Larm op til os. Døre syntes at blive lukkede op og i, og stundom fornam vi Lyden af Stemmer. Det lysnede tilmed lidt i Skyerne over vore Hoveder, og det forekom os, at vi kunde skimte mørke Skikkelser, som bevægede sig frem og tilbage der nede paa Sandet. Der gik saaledes nogle Minutter i spændt Forventning, hvori vi saa at sige hverken vidste, om vi var købte eller solgte, da endelig Villemoes brød Tavsheden.

"Aa skidt," sagde han, og hans tilbagevendende Munterhed elektriserede hele det lille Selskab. "Det fulde Asen har naturligvis ikke kunnet forklare noget. Saa har Mutter trukket ham hjem med sig, og Naboerne er igen gaaet hver til sit. Det gaar os i Grunden paa en vis Maade ligesom det senere gik Odysseus med Kyklopen. Kun er der ingen af os bleven ædt op."

Vi gav os til at le, men vor Munterhed forsvandt snart, thi Vinden, som her oppe blæste endnu koldere end der nede paa den flade Strand, gennemisnede vore Lemmer i de vaade Klæder. Desuden, det Spørgsmaal stod jo endnu uafgjort, hvor vi skulde faa Tag over Hovedet og Mad i Munden.

"Lad os først og fremmest se at komme i Læ et Sted og vride vore Bukser," foreslog Villemoes.

Da dette aabenbart var et fornuftigt Forslag, fulgte vi det ogsaa uden Tøven og stillede os hen under den lave, hvide Kirkegaardsmur med Fronten ind imod Landet.

Vore Støvler turde vi ikke trække af, da vi med Rette var bange for, at vi ikke saa nemt vilde kunne faa dem paa igen. Benklæderne derimod hjalp vi hinanden broderligt med at hale af, og snart stod hele det forhenværende Baadsmandskab i et let og flagrende Kostume og mindede ved dens vridende Beskæftigelse i Aftenens sildige Time og tilmed udenfor en Kirkegaard, paa en vis Maade om det gamle franske Spøgelsesagn, der lader afdøde Kvinder staa op af Graven og vride og vadske det Linned, de i levende Live maaske har forsømt.

Det var som sagt lysnet lidt i Vejret, og vi kunde skimte en nogenlunde bred Vej, der løb forbi neden under det Sted, hvor vi stod.

"Det var dog egentlig rædsomt dumt af os, at vi ikke sørgede for at bjærge Sejl og Aarer fra Baaden, saa kunde vi nu have lavet os et Telt," sagde Niels Juul, idet han efter endt Vridning rystede sine Permissioner i Luften.

"Ja, Aarerne, dem burde vi have taget med os, men Sejlene duede ikke til noget," svarede Villemoes stadig vridende.

"Gud véd, naar vi faar Baad igen!" udbrød Lord Nelson med et 206 højt Suk, der maaske var ligeligt delt mellem den tabte Baad og de klamme Beklædningsgenstande, som jeg netop i dette Øjeblik havde vristet ham af Benene.

Jeg selv stod ligesom de andre i et let og flagrende Klædebon og tænkte netop over vor mislige Situation og havde en stærk Fornemmelse af, at et dækket Aftensbord og en opredt Seng paa ingen Maade vilde være ukærkomne Udsigter for den tilstundende Nat.

Jeg sagde imidlertid ikke noget, men vred væk paa mit Tøj med spartansk Heltemod.

I det samme lød en dyb Stemme op til os fra Vejen, og da vi noget foruroligede samlede vore Klæder om os, saa' vi en stor, mørk Skikkelse, ledsaget af en mindre dito, som bar en Lygte, umiddelbart foran os.

"I Herrens Navn, hvad er her paa Færde?" lød Stemmens Spørgsmaal (oversat fra svensk).

Det var øjensynligt, at Skikkelsen med Lygten var mere end almindelig angst, at dømme efter den Maade, hvorpaa Lyset afvekslende viste sig og forsvandt, og det var lige saa øjensynligt, at den større Skikkelse kun med en vis Varsomhed traadte hen imod den besynderlige Gruppe, som vi dannede. Denne Omstændighed maa aabenbart tilskrives den gode Holdning, som vi virkelig lagde for Dagen lige over for den pludselige Overrumpling af en Fjende, hvis Styrke vi endnu ikke formaaede at gætte.

"Vi er skibbrudne Søfolk," svarede Villemoes med Fasthed, idet han eftertrykkeligt klaskede ned ad sine vaade Underekstremiteter.

"Ja, og vi vilde gerne se at komme i Hus et Steds," tilføjede Niels Juul, som havde fuldendt sit Toilette.

"Vi vil gerne betale - lidt for os," forsikrede Lord Nelson beroligende, men dog med et vist undskyldeligt Forbehold i Stemmen.

Der fandt nu nærmere Forklaring Sted, som gik ud paa, at den Skikkelse, vi havde for os, ikke var nogen ringere end Præsten ved St. Ibs i egen Person, ledsaget af sin Gaardsdreng.

Den velærværdige Herre havde om Formiddagen glemt et eller andet i Kirken, som han nu vilde hente. Han indbød os gæstfrit til at foretage et yderligere Toilette hjemme hos ham selv i Præstegaarden, og idet han tog Lygten fra sin Ledsager, beordrede han denne til sporenstregs at følge os hjem; han vilde da selv tage sig af os, saa snart han havde udrettet sit Ærinde.

Det var lyse og varme Udsigter, der pludselig viste sig for os i alt dette Mørke og al denne Kulde.

Vridningen var forbi. I en Fart stod vi i Klæderne, og efter en foreløbig Afsked med Præsten benede vi ned ad Vejen bag efter Gaardsdrengen, der for øvrigt vedblev at udvise en vis Utilbøjelighed til 207 nærmere Samkvem med os, - det være sig nu, at de vaade, slubrende Benklæder og Støvler generede ham, eller (hvad der maaske var rimeligere) at han endnu ikke rigtig kunde gøre sig fortrolig med den Tanke, at vi ogsaa var "rigtige, levende Mennesker?"

"Lagde I Mærke til, hvor fiffigt jeg svarede den Gudsmand, da han spurgte mig ud, hvem vi var og hvorfra vi kom," henkastede den diplomatiske Lord Nelson, medens vi løb Side om Side hen ad Vejen.

"Ja, i Munden er Du en Allerhelvedes Karl," svarede Villemoes, maaske ikke uden en vis Fortrydelighed over, at det ikke var ham selv, der havde ageret Diplomaten.

"Lad nu bare være med at mukke," brummede Niels Juul. "Engelskmanden har saamænd baaret sig fornuftigt ad. Dersom Præsten her vidste, at vi var Drenge, som var løben hjemme fra, saa vilde nok Piben snart faa en anden Lyd." "Du skal nu ogsaa altid tale om, at vi kun er Drenge," raabte jeg indigneret. "Ligesom om vi ikke alle fire skal konfirmeres næste Paaske."

Trods denne Bemærkning, der aabenbart burde tjene til at hæve vor Selvfølelse, fremkaldte dog Niels Juuls Ytring en vis nedslaaende Stemning over det hele lille Selskab. Enhver fortsatte Vejen i sine egne Tanker, og jeg er ikke utibøjelig til at tro, at vi i Grunden alle fire samstemmede i den Følelse, at vor Tilstand var en lille Smule usikker.

"Naa; Ho'det i Vejret, Gutter! og frisk Mod!" kommanderede endelig Villemoes, da vi stod uden for Porten til en lav, lang Længe, der af vor Følgesvend blev betegnet os som vor Vandrings Maal. Vi gik gennem Porten og ind over en større Gaardsplads, hvor en Lænkehund gøede lystigt ad os. Saa standsede vi foran Døren til en anden, lidt højere Længe, hvor nogle Lysstriber stjal sig ud gennem Vinduesskodderne, og her holdt vor Følgesvend et kort Foredrag for os, hvoraf vi efterhaanden fik samlet den Mening, at han vilde gaa ind og underrette "Fru Pastoren" om vor Ankomst.

Han forsvandt da gennem en mindre Dør i en Udkant af Bygningen. Vi saa' Lys bevæge sig i hidtil ikke oplyste Vinduer; vi hørte Stemmer med forskellige stærkere eller svagere Udraab, og saa blev endelig Husdøren lukket op, og paa Dørtærsklen viste sig en høj, mager Dame med en uhyre Kappe paa Hovedet og med en Lampe i Haanden, og bag ved Lampen stak et Par nette Pigehoveder frem, og alle tre Ansigter havde et eget spændt Udtryk, som om man var forberedt paa noget ganske usædvanligt, for ikke at sige frygteligt.

"De tror s'gu, vi er Sørøvere," hviskede Lord Nel'son.

"Eller Gengangere," tilføjede Niels Juul.

Vi gjorde imidlertid vort bedste Skrabud, og da nu det forventede usædvanlige viste sig at være af en mindre frygtelig Natur, end man 208 havde tænkt sig, vekslede Udtrykket i de tre Ansigter, og den høje, magre Dame bad os i en venlig Tone, om end med noget eget stift i Holdningen, at træde indenfor, "hendes Gemal, Hr. Pastoren, vilde jo efter Løfte snart være der."

Vi gik igennem et rummeligt Forværelse med Skabe og Knagerækker, ind gennem en stor Stue, hvor der lugtede af Lavendler eller "grønne Kranse" (jeg skal ikke nøjagtigt kunne afgøre det nu efter saa lang Tids Forløb), og havnede endelig i en tredje, endnu større Stue, hvor der stod nogle skæve Bogreoler langs Væggene, og hvor der navnlig, til vor uskrømtede Glæde, fandtes et stort dækket Bord henne i det ene Hjørne.

Det gik lidt trangt med Konversationen i Begyndelsen.

Dels vilde den ovenfor berørte stive Holdning slet ikke forlade den høje, magre Dame, hvad der slet ikke havde nogen heldbringende Indflydelse paa vor Holdning; dels afvekslede de to unge Piger med nogle sky Sideblikke til os og en vis Tilbøjelighed til at stikke Hovederne sammen og fnise ganske sagte. Trods den Ulvehunger, som uomtvistelig maatte lyse ud af vore Øjne, var der ingen, som faldt paa at bede os gaa til Bords; og om tørre Klæder var der begribeligvis i Damernes Nærværelse ingen Tale. Men saa korn Præsten.

Vi saa' nu, at det var en stor, svær Mand med et fyldigt, blomstrende Ansigt, en krum Næse, og Øjne, der bestandig syntes at vende det hvide udad. Han havde en sort Vest, der gik langt ned paa Maven og var knappet højt op i Halsen, og to Snipper af et hvidt Halstørklæde hængte ned paa Brystet. Frakken var bredskødet og naaede til Knæerne, og fra Knæerne og ned efter bar den velærværdige Herre Gamacher, hvilket i Forening med den øvrige Dragt gav ham noget i mine Øjne fremmed og uindtagende, som jeg den Gang ikke saa nøje kunde gøre mig Rede for, men som det senere er faldet mig ind, at jeg vist maatte have sat i Forbindelse med den holbergske Jeronimus, en Skikkelse, der altid i mine yngre Dage indgød mig en frygtblandet Respekt.

Forøvrigt viste han sig meget venlig imod os, og efter en kort Forklaring til den høje, magre Dame, trak han os med sig ind i et med gammel Tobakslugt gennemtrængt Studereværelse, aabnede et uhyre Egetræsskab og kastede uden at sige et Ord et sandt Virvar af Klædningsstykker ud paa Gulvet og betegnede os, at vi skulde skifte vort vaade Tøj.

Vor Vært gik tilbage ind i den store Stue, og nu begyndte i Hast en Omklædningsscene, der fra fire vaade Drenge omskabte os til fire fuldstændig usammenhængende Stykker af en svensk Pastor, som har sit paa det tørre.

"Vi kommer næppe til at tage os synderlig godt ud for Damerne," 209 bemærkede den ridderligt anlagte Niels Juul, der, skønt han var den højeste og drøjeste iblandt os, ikke desto mindre fuldstændig forsvandt i en brun Tospænderfrakke med gule Benknapper og i et Par mørke Permissioner, der stærkt mindede om det 16de Aarhundredes "Pludderhoser".

"Skidt med Udseendet," svarede den mere ligefremme Villemoes, hvis lille vævre Krop skjultes under en graatærnet Jakke af nubret Klæde, der allermindst kunde have afgivet to Vinteroverfrakker til dens Bærer.

Lord Nelsons slanke, engelske Skabelon og min egen dito danske dito var ikke bleven mindre ukendelige under en respektiv folderig Spidskjole og en tykt vatteret Morgenfrakke.

Vi mønstrede hverandre efter endt Omklædning og brast i en voldsom Latter.

"Tys," vinkede Villemoes. "Lad os nu bare holde os rolige og alvorlige. Vi kender jo slet ikke disse Folk, og jeg véd endnu ikke rigtig, hvad jeg skal sige om dem. I Grunden havde jeg mere Lyst til at være hos en Bonde eller Fisker; men lad os nu blot holde ren Mund og "passe paa"."

Vi lovede da hverandre højtideligt at ville "passe paa", og saa gik vi ind til Familien.

Jeg er endnu til Dato overbevist om, at en Forsamling af Kvækere vilde være bukket under for det uimodstaaelig komiske Syn, som vor Indtrædelse frembød. Selv over den høje, magre Dames Ansigt gled et alt andet end højtideligt Smil, og hvad Husets Døtre og den velærværdige Fader angik, saa lo de saa vedholdende, at vi til Slutningen stemmede i med, og da alle Generthedens Skranker faldt ved denne samtlige Glæde, saa begyndte og endte Aftensmaaltidet under langt friere Former, end vor første Indtrædelse i Huset havde ladet os formode.

Vi tog tappert til os af "Smørgaasen". Vi knasede med sand kannibalsk Velbehag det haarde "Knækkebrød" og drak adskillige Kopper The med Kognak i, og snart var der en almindelig, gemytlig Stemning I Gang, hvori endogsaa den stive Husfrue deltog, maaske ikke uden en vis Paavirkning af den Oplysning, som fremgik af vore Meddelelser om vore Familieforhold, at der blandt vore respektive Fædre befandt sig en Professor og en Overappellationsraad (i det daværende slesvigske Regimente).

Lord Nelson havde netop endt en meget sindrig opfundet og med ægte Sømandsudtryk velspækket Fremstilling af vort eventyrlige Togt. Pastoren havde gjort store Øjne, Fruen havde udstødt et Ah! og de to unge Damer havde set ganske forskrækkede hen til Niels Juul og Villemoes, da Engelskmanden med overordentlig levende Farver skildrede vort Skibbrud og ganske let, i Forbigaaende, berørte vort 210 Sammenstød med den ugæstfri Fisker nede paa Stranden. Den diplomatiske Lord var gaaet ud fra den dristige, men forøvrigt ikke usandsynlige Forudsætning, at vi var fire "Jungmænd", der for Tiden ikke havde Hyre, og som havde været paa Vejen til Landskrona for at søge os en saadan Hyre, naturligvis med alle "rette vedkommendes" Vidende og Villie. Da Isen nu en Gang var brudt, og da intet som bekendt er mere smitsomt end letfærdig Omgang med Sandheden, saa var der snart ikke Ende paa de Sømandshistorier, som enhver af os efter fri Fantasi diskede op med. Vi havde naturligvis alle været Helte i de Historier om Strandinger, Orkaner og andre Søens Rædsler, som vi gav til Bedste, og da Præsten bestandig væk syntes mere og mere forbavset over alt det, som vi i vor unge Alder (vi havde ganske vist sat denne vor Alder nogle Trin i Vejret) allerede havde oplevet, og da de to unge Piger, den noget smægtende Amanda og den mere livsglade Christina, bestandig med fornyede Øjekast opmuntrede deres respektive Kavalerer Niels Juul og Villemoes til at fortælle, saa var det fuldstændig umuligt at forudse, til hvilke forfærdelige Resultater for os og vort unge Liv, vi omsider vilde være kommen, hvis ikke Indtrædelsen af en ny Person foreløbig havde afbrudt den lange Række af Storme og Orkaner i vor Fantasis Verden og vakt en frisk Kuling der ude fra det virkelige Liv.

Den indtrædende, en lille, undersætsig Mand med Skæg rundt om Kinder og Hage og en lille, knoppet Næse, der lyste som en St. Hansorm, holdt i sin Haand en Voksdugskasket med smal Guldtresse, hvilket for mig, der paa dette Punkt af Situationen maaske var den skarpeste Iagttager, øjeblikkelig henledte Tanken paa Toldvæsen, Strandpoliti, de ituslagne Ruder, Arrestation etc., etc. Jeg saa' ikke desto mindre den indtrædende kækt i Øjnene. Han gjorde et kejtet Buk for Fruen, laante os fire Eventyrere et prøvende Blik og udbad sig derpaa i meget formelle Udtryk, men med en tyk, hæs Stemme et Øjebliks Samtale med Hr. Pastoren.

Vor Vært skød de buskede Øjenbryn i Vejret, vendte det hvide i Øjnene udad mod den fremmede, og idet han skubbede den svære Armstol tilbage, bad han "Hr. Toldofficianten" at følge sig, og begge Herrerne forsvandt i Studereværelset.

Der blev et Øjebliks Pavse ved Bordet. Vi fire laante hverandre et meget sigende Øjekast, og med den onde Samvittighed temmelig stærkt afspejlet i sit langagtige Ansigt vendte den ædle Lord sig til mig og hviskede mig i Øret:

"Er du sikker paa, at der intet er i vore Lommer, som kan forraade os?"

Jeg følte, at jeg blev lidt bleg ved dette Spørgsmaal, men nu raabte den overgivne Christina: 211 "Den, som hvisker, han lyver; saadan siger vi her paa Hveen."

"Ja saadan siger vi ogsaa paa Sjælland," faldt hendes Kavaler, den galante Villemoes ind, der øjensynlig allerede var under en stærk Indflydelse af "Förtjusning" og Thevandsknægte, og som slet ikke havde Øje eller Øre for andet end sin lille nysselige Borddame med de spillende Øjne og den ikke mindre spillende Mund.

"Lad der komme, hvad der vil," hørte jeg Niels Juul sige med en dyb Stemme til sin Dame, idet han purrede sig op i Haaret og forsøgte at fylde den brune Tospænderfrakke ud med sit fremskudte Bryst.

Den smægtende Amanda saa' ved dette Udraab med et langt, dvælende Blik sin tapre Ridder i Øjnene. Hun forstod aabenbart ikke Meningen med dette gaadefulde Udraab, men det kække i hele Ridderens Holdning var for iøjnefaldende til ikke at vække Beundring, og hun spurgte med lav Stemme sin Kavaler, om han havde læst Emilie Carlén.

"Nej - endnu ikke; men jeg skal læse den, saa snart jeg kommer hjem," svarede den intet mindre end literært dannede Yngling med en høj Rødmen.

"Jeg mener, om De f. Eks. har læst "Rosen paa Tidseløen" ?" vedblev den skønne Sværmerske uforstyrret af den literære Bommert og med et endnu mere smægtende Øjekast til sin Ridder, hvem den blussende Rødmen paa ingen Maade misklædte.

"I de københavnske Cirkler læses der maaske ikke meget svensk ?" henvendte Fruen sig til Lord Nelson (hvis Ophav netop var den omtalte Overappellationsraad).

Svaret paa dette i en højtidelig Tone affattede Spørgsmaal blev heldigvis for den adspurgte ikke givet, thi i dette Øjeblik kom Hr. Pastoren tilbage med den fremmede, og al Spørgen og Svaren forstummede lige over for den Alvorssky, der var lejret paa de to Herrers Pander.

Vor Vært pillede et Øjeblik ved Snipperne af sit hvide Halsklæde, og sagde derpaa med det hvide i Øjnene i en uhyggelig Grad vendt ud ad imod Selskabet ved Bordet.

"Hr. Kvarnstrøm her, der er Toldbetjent og Strandrider i dette Sogn (- O, mine Formodninger! -) fører Klage paa Fiskernes Vegne neden under Kirken over den Medfart, som er bleven en af samme Fiskeres Person og Bopæl til Del. Hr. Kvarnstrøm mener, at Gerningsmændene netop er disse mine unge Gæster her. Jeg maa i saa Fald sige Dem, at det er en meget upassende Maade at opføre sig paa, og at jeg ikke kan andet end beklage, at have faaet saadanne Personer under mit Tag."

Der blev en uhyggelig Stilhed efter denne Tale, under hvilken den rødnæsede Toldofficiant, der forekom mig som den onde Aand i egen 212 Person, paa en ubehagelig eftertrykkelig Maade pudsede sin Næse og stirrede paa os fire Syndere med stive, stikkende Blikke.

Jeg saa' over mod Niels Juul. Blodet var faret ham til Hovedet, men paa en ganske anderledes hæftig Maade end før over Fru Carlén. Han havde rejst sig op og søgte at samle sig til et større Udbrud, men da kom til min Glæde vor gamle Ordfører, Engelskmanden, ham i Forkøbet, og hans Stemme, der var i Overgang og derfor skarp nok i Forvejen, lød endnu skarpere end sædvanlig:

"Naar Hr. Pastoren, som har vist sig saa venlig imod os, siger, at den Mand dér er Toldbetjent, saa har jeg og mine Kammerater ingen Grund til at tvivle paa Hr. Pastorens Ord, skønt jeg rigtignok altid har troet, at Toldbetjente var fornuftige og høflige Mennesker. Jeg og mine Kammerater er fra Hjemmet af vant til at blive behandlet høfligt og honnet, og det var netop det, som vi ikke blev nede paa Stranden, efter at vi var dreven i Land med vor Baad. Den Fisker, som Talen nok er om, stjal først nogle Penge fra mig og kastede mig derpaa bort fra sin Dør, og naar vi saa til Gengæld har slaaet et Par Ruder ind hos ham, saa vil vi være saa honnette, at vi lader det gaa lige op."

Der er en vis Dristighed, (selv om den stærkt grænser til Uforskammethed), der hjælper i de fleste Tilfælde. Den rigtige Lord Nelson kendte dette, da han sendte sin Parlamentær i Land med det berygtede Budskab ude fra sine sønderskudte Skibe i Kongedybet.

Vor Lord Nelson klarede ved sin i Sandhed diplomatiske Tale øjeblikkelig Horisonten.

Ved det, at han saa stærkt betonede den Høflighed (!) og Honnettetet, som vi var vant til fra Hjemmet, drev han ligesom en Kile ind mellem Anklageren og Pastoren, hvilken sidste øjeblikkelig blev sig sin Stillings Afstand bevidst fra "Tolderen og Synderen", hvem man vel i Virkeligheden ikke tiltroede megen Høflighed, og om hvis Honnettetet der muligvis var nogen Grund til at tvivle. Desuden syntes Regnestykket mellem Lord Nelsons frastjaalne Penge og Fiskerens ituslagne Ruder at gøre en vis Virkning paa den velærværdige Herres Retfærdighedssans, og han vendte sig derfor til Anklageren med den uomstødelige Bemærkning, at, forudsat at Sagen forholdt sig saaledes, var vi jo aabenbart i vor Ret.

"Ja, men," tog den haardnakkede Anklager Ordet, "Fiskerne der nede paastaar, at de fremmede Personer har slaaet Armen itu paa Peer Jønsson."

"Det er Pinedød Løgn," brusede nu Niels Juul op og trængte sig frem forbi sin Borddame og lige hen foran den betuttede Toldbetjent, der søgte Dækning bag en stor Stol. "Den Mand der nede, som behandlede min Kammerat saa skammeligt, var saa fuld som en Allike. Vi behøvede saamænd ikke at slaa til ham; han faldt af sig selv, og 213 har han brækket sin Arm, er det hans egen Skyld. Kan De forstaa det, eller vil De maaske have det skriftligt?"

Uagtet den talende næppe selv forbandt nogen videre klar Forestilling med det sidste Tilbud, bar dog hans ukunstlede Sprog og hans usminkede Indignation i den Grad Sandhedens Præg, at alle Parter forstummede, og Pastoren allerede gjorde Mine til at lyse Hr. Kvarnstrøm ud, - da (o! I Fruentimmernes stedse uheldsvangre Indblanden i Mændenes Sager) da faldt den hidtil passive Husfrue uheldigvis paa at tilføje: "Ja, og saadanne unge Mennesker af god Familie kan man ikke tilskrive en saadan Kaadhed."

Hr. Kvarnstrøm havde allerede lagt Haanden paa Dørgrebet. Ved disse Ord drejede han sig rask om, og idet et ondskabsfuldt Smil gled hen over hans dirrende Læber, sagde han med sit stikkende Blik rettet imod mig som den nærmeste:

"Hvem indestaar saa for, at disse unge Personer virkelig er dem, de giver sig ud for?"

Fornærmelsen var blodig; den fordrede et Svar, og jeg raabte harmfuld:

"Vil De maaske have det skriftligt? saa kan De jo blot sende Bud til mit Hjem. Jeg bor ... (og her fulgte min Families nøjagtige Adresse) ... der er ingen Fare for, at vi løber bort herfra i de første Dage."

Ordene var ude af min Mund. Lord Nelson saa' aldeles forstenet paa mig; men - gjort Gerning stod ikke til at ændre. Hr. Kvarnstrøm bukkede ironisk for hele Selskabet, og det forekom mig, at han bukkede særlig ironisk for mig, og saa faldt Døren i efter ham, og med den faldt en bred Skygge over min ungdommelige Sjæl.

Hr. Pastoren og Frue gjorde nu Undskyldninger. "Toldofficianten havde saa mange Interesser fælles med Fiskerne, saa at det ikke var noget Under, at han var tilbøjelig til Uretfærdighed imod andre," forklarede Pastoren, og Fruen tilføjede, "at vi kunde ganske roligt slaa os foreløbig til Ro i Præstegaarden; den raa Hr. Kvarnstrøm skulde ikke yderligere forulejlige os."

Jeg maatte desværre med et Suk i mit stille Sind erklære for mig selv, at Fruens Forsikring ikke gjaldt noget, saafremt vor Fjende, hvad der jo var at forudsætte, vilde benytte de Vaaben imod os, som jeg selv i min Overilelse havde givet ham.

Lord Nelson saa' med en let Hovedrysten hen paa mig; jeg følte hans Berettigelse til Bebrejdelsen og trak mig hen i en Krog og surmulede.

Niels Juul og Villemoes anede aabenbart ingen Ting. De var atter under Indflydelse af de to klare Stjerner; og da vor gæstfri Vært nu lod bringe en stor Karaffel svensk Punch ind, langede den ædle Lord 214 og jeg flittigt til Glassene, idet vi som efter en fælles Overenskomst følte Trangen til ogsaa at komme under en vis Indflydelse og foreløbig søge at drukne de mørke Anelser, der opsteg i vore Gemytter. Paa Engelskmanden syntes Drikken virkelig at have en oplivende Indflydelse. Han konverserede Husets Frue paa det ivrigste, medens jeg sad tvær henne i min Krog og blev mere og mere sørgmodig, jo mere jeg følte mig beruset. Til sidst fornam jeg alt omkring mig som i en tung Døs. Stuen blev til et forunderligt stille Drømmerige, hvor Personerne forekom mig at være langt borte fra mig og Stemmerne at lyde svagt som paa en lang Afstand. Det var med et eget svagt, hendøende Foredrag, at jeg hørte Frk. Amanda synge den rørende Sang: "Tänk någen Gang", og det var i en fjern Afstand, at jeg saa' min tapre Ven Niels Juuls ømme Øjekast til sin Dame under denne Sang. Ligeledes var det i underlige æoliske Toner, at jeg fornam vor oprømte Værts Stemme foredrage adskillige bellmanske Sange, hvoriblandt den bekendte "Hjertat mig klammer" gjorde mest Indtryk paa mig i min daværende Tilstand.

Det sidste, jeg endnu nogenlunde tydeligt erindrer af denne forunderlige Drømmetilstand, var, at jeg saa' Hr. Pastorens fyldige Ansigt bøje sig langt borte fra hen imod mig, pludselig blive meget stor og derpaa ganske blidt meddele mig, at Hr. Kvarnstrøm, medens han var inde i Studereværelset, undrede sig over, at vor Ekvipering som Søfolk ikke var mere sømandsmæssig, samt at vore Hænder, efter det flygtige Syn, han havde skænket dem, var saa nette, som de var.

Hvad jeg svarede herpaa, eller om jeg i det hele taget svarede noget herpaa, skal jeg lade staa uafgjort hen. Jeg følte mig kun kort efter understøttet af tjenstvillige Væsner og ledet ind i en mørk Stue, hvor der derpaa blev tændt Lys af usynlige Aandehænder, hvor jeg dernæst blev bragt i en horisontal Stilling, og hvor jeg meget kort efter blideligt gled over i alle salige Væsners letgyngende, overjordiske Regioner. - - - - - - - - - - - - - - - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

En egen gysende Fornemmelse og Følelsen af, at et dødt Dyr, f. Eks. en druknet Kat, laa over min Næse, bragte mig til adskillige Timer efter disse sidste Begivenheder at gribe op til samme Næse, hvorved jeg fik fat paa en klam Genstand, der da, efterhaanden som jeg fik vristet Øjnene op, viste sig at være en vaad Svamp.

"Vaagn op, Tordenskjold l Her holdes Krigsraad," hørte jeg nu Lord Nelsons Stemme. Jeg befriede mig øjeblikkelig for den vaade Genstand ved at kaste den i Ansigtet paa den talende.

"Holla, kan Du styre Dig; Du løb saamænd vild nok i Gaar Aftes." raabte vedkommende.

215

Ved denne Erindring om min sørgelige Forløbelse den foregaaende Aften blev jeg fuldstændig vaagen. Jeg rejste mig over Ende og saa' mig om.

Der var redt en Søsterseng paa Gulvet i et langagtigt Værelse, udenfor hvis Vinduer Træer og Buske svajede frem og tilbage i de stærke Vindstød. Det sitrende Lys, som paa denne Maade kom og forsvandt i Værelset, blændede mine endnu noget medtagne Øjne.

Jeg gned Øjnene eftertrykkeligt og saa' nu mine tre Stalbrødre siddende rundt omkring mig, halvt paaklædte og i deres egne Klæder.

"Bukserne ser temmelig slemme ud," sagde Niels Juul med et mistrøstigt Blik ned ad nævnte Genstande. "Nu er der ikke Tid til at tale om Bukser," afbrød Lord Nelson strengt. "Tordenskjold dér er nu vaagnet, og vi kan begynde at tale om Sagerne, saaledes som de staar. Du, Niels Juul, og Villemoes var naturligvis altfor optagne i Gaar Aftes ..."

"Ja, jeg frier straks," afbrød Niels Juul, idet han rejste sig og trak Vesten paa.

"Jeg med," raabte Villemoes, der sad og friserede sine krøllede Lokker foran et Haandspejl.

"Stille! er I gale!" kommanderede Lorden. "Nu er det mig, der er Chef. Jeg er den eneste fornuftige iblandt Jer. - "I to," fortsatte han, "var altfor optagne i Gaar Aftes til rigtig at forstaa, hvordan det hænger sammen. Tordenskjold," her sendte han mig et straffende Blik, "bar sig umaadelig dumt ad med Tolderen. Men det kan nu ikke nytte at skælde ud. Hvis denne Satans Kvarnstrøm har sendt Bud til København, hvad jeg er ganske overbevist om, saa maa vi bort herfra snarest mulig. Det er dog altfor galt, om det skulde blive opdaget her, at vi var ..."

"Ja fy for Pokker," faldt Villemoes ind.

"Ser I," vedblev Lorden med en skarpsindig Mine. "Jeg lagde nøje Mærke til i Nat, inden vi gik til Køjs, at Vinden var sprunget østlig, saa at en Baad meget godt tidlig i Morges kan være gaaet til København. For Øjeblikket staar Vinden temmelig nordlig, saa at vi foreløbig er sikre, men falder den enten til Øst eller Vest, saa..."

"Ja, Du har Ret," brød Niels Juul og Villemoes samtidig ud.

Vi sad en Stund tavse, og for første Gang paa vor Flugt tænkte vi maaske alvorligt paa Hjemmet, paa den Bekymring og Angst, vi havde foraarsaget, og vel ogsaa paa de uundgaaelige Følger, naar vi nu blev hentet tilbage med Ekspres.

"Det er det samme," udbrød Villemoes og kastede Spejlet paa Sengen. "Christina er en yndig Pige."

"Ja og Amanda!" sukkede Niels Juul.

"Meget vel, Folkens," sagde den uforstyrrelige Engelskmand med 216 Armene over Kors. "Der ude i Haven har Amanda gaaet den sidste halve Time og ventet paa sin Ridder, medens han laa og snuede. Nu skal Niels Juul gaa ud og halvt om halvt fortælle hende Sagens Sammenhæng; det vil sige, Du skal ikke fortælle, at vi er løbet bort fra Skolen, men Du skal lave noget sammen om Tyranni og saadan noget, og saa skal Pigebørnene skaffe os at vide, om der er sendt Baad af Sted i Morges. Resten maa vi saa tale med dem om i et større Krigsraad." - "Det er et Ord," raabte den bolde Niels Juul, bandt sit Halstørklæde, trak sin Jakke paa og sprang ud igennem Vinduet.

"Skal jeg da ikke gøre noget?" spurgte den utaalmodige Villemoes lidt stødt.

"Du skal bare gøre Dig færdig, og det samme skal Tordenskjold gøre," var Svaret.

Vi klædte os paa i Tavshed. For mig stod endnu det hele i en underlig, dæmrende Belysning, der dog forsvandt noget, efter at jeg havde haft Hovedt nede i Vandfadet.

Niels Juul kom tilbage den samme Vej, som han var gaaet ud, og meddelte os med et begejstret Ansigt, at Amanda var en mageløs Pige, der havde fundet det saa romantisk, at vi var forfulgte, og nu var hun og den "lille" Christina gaaet ned til Stranden for at skaffe os Underretning.

"Og nu ind til Familien og lade som ingen Ting," kommanderede vor Fører.

Det var Søndag Formiddag. Solen kastede af og til Striber gennem Vinduerne hen ad Gulvet i den store Stue, hvor en Kat sad og slikkede sine Poter paa en Stol, og hvor Vindstødene buldrede i den aabne Porcellænsovn. Den høje, magre Frue traadte os i Møde i en sort, højhalset Silkekjole og med en lang, noget rødlig Guldkæde hæftet i sin Brosche. Hun spurgte med et lille Smil, hvorledes vi alle, og særlig hvorledes jeg havde sovet i Nat, og bad os undskylde Hr. Pastoren, som sad inde og forberedte sig paa sin Prædiken.

Frokostbordet stod dækket med blanktpoleret Kaffetøj, men vi skulde øjensynligt vente paa Værten, og Samtalen gik i Mellemtiden meget trangt. Endelig kom Pastoren ind, hilste paa os noget distræt, og vi satte os om Bordet.

"Hvor er Flickorna?" spurgte Husherren og saa' sig om.

Fruen vidste ikke, hvor de var, men svarede, at de kom vist snart; de var blot gaaet en lille Tur.

"Jeg vil da haabe, at de passer Kirketiden," ytrede den velærværdige Herre med en let Panderynken.

Det var aabenbart tillige en fin Hentydning til os. Vi smagte lidt paa den; vi var ingenlunde i den mest passende Stemning til at gaa i Kirke. Saa kom da "Flickorna", rødkindede af Blæsten og med store 217 Kyser i Haanden. Og hvis nogen endnu nærede Tvivl om d'Hrr. Niels Juuls og Villemoes' Hjertetilstand overfor disse Indtagende Væsner, saa vilde den Rødme, der pludselig strømmede over de nævnte Ynglingers Kinder, upaatvivlelig forjage den sidste Skygge af Tvivl. Selv Fru Mama, der naturligvis var kortsynet som alle Mødre, lagde Mærke til denne pludselige Korrspondance mellem de rødkindede Piger og de rødkindede Ynglinge, og hendes Misfornøjelse ytrede sig i gnavne Bebrejdelser mod de indtrædende, som da satte sig i Tavshed med Blikket stift hæftet paa deres Tallerkener.

Endelig var Maaltidet forbi. Pastoren læste en Bordbøn, under hvilken jeg forekom mig selv som en dødsdømt Forbryder, og vi rejste os.

"Der er god Plads i Kirken for de unge Herrer," nikkede Præsten naadigt til os. Vor Vært var i det hele taget bleven en hel anden Mand i Dag; - men heri var vel Helligdagen Skyld.

"Lad saa spænde for," sagde vor Vært lidt utaalmodig til sin Frue. "Det er nok bedst, at vi i Dag kommer kørende til Kirke og kørende derfra."

Ude i Forstuen saa' jeg Amanda og Niels Juul stikke Hovederne sammen, medens Christina med et stumt Smil lod sin Kavaler hjælpe sig et Overkast paa. Idet vi derpaa kravlede op i den høje Holstener-Vogn og stuvede os sammen, saa godt vi formaaede, hviskede Amandas Ridder til os med et mørkt Ansigt: "I Morges tidlig har Kvarnstrøm afsendt en Baad sydpaa og lovet Folkene en Dusør. Han mener nok, at vi er mange Prisepenge værd. Fanden annamme ham!"

Det er den bedrøveligste Gudstjeneste, jeg erindrer nogensinde at have overværet. Den lille Kirke var næsten helt fuld af Tilhørere, Mændene for sig og Kvinderne for sig, saaledes som Skik er ogsaa i vore Landsbykirker. De første sendte os vrede og skumle Blikke, de sidste sendte Præstens Damer strenge, kritiske Øjekast. Da vi gik forbi den Stol, hvor Sognets Honoratiores har deres Plads, rejste den rødnæsede Hr. Kvarnstrøm sig op og hilste os med en spodsk Mine. Vi turde ikke se over til den Stol, hvor Præstedamerne sad, af Frygt for de alvorlige Sideblikke, der hvert Øjeblik syntes ligesom at falde ned over os, hver Gang den gejstlige Taler vendte det hvide i Øjnene udad. Jeg erindrer ikke længer Prædikenens Tekst, for hvis rette Forstaaelse det fremmede Sprog desuden lagde adskillige Hindringer i Vejen, men bestandig vendte Ordets Fortolker tilbage til Overtrædelser af Guds, af Lovens og af Forældrenes Bud, og vi følte os saa meget mere sønderknuste af disse Ord, som det hele Tiden forekom os, at det specielt var os, som Ordene maatte være rettede til.

Villemoes, der sad længst inde i Stolen, dækket af os andre, skar med sin Skedekniv et dybt C ned i Træværket, og Lord Nelson, som 218 sad ved Siden af mig, lyttede spændt til Vindstødenes Kast mod de blyindfattede Ruder og kom bestandig tilbage til den hviskende Formodning, at Vinden var i Færd med at falde sydligere.

Alting faar imidlertid en Ende, og saaledes ogsaa denne Gudstjeneste. Vi ledsagede Præstens Damer ned ad Kirkegulvet og ud til Vognen, og særlig ude paa Kirkegaarden maatte vi løbe en formelig Spidsrod af ildevarslende Blikke og truende Ord, hvoraf vi dog ikke ret forstod Meningen. Da vi stod i Begreb med at stige til Vogns, traadte Hr. Kvarnstrøm ud af den Klynge, som omgav os, og kom hen til os med det Spørgsmaal, "om vi saa vilde give Erstatning til den Fisker, som vi havde fortrædiget saa meget."

Pastoren drejede sig lidt urolig i Sædet, men vor stadige Talsmand var ogsaa her ved Haanden.

"Min gode Hr. Kvarnstrøm," svarede Lord Nelson med den ene Fod paa Vogntrinet. "Jeg har altid hørt fortælle, at det svenske Folk er et meget hævngerrigt Folk, og jeg ser nu, at det er sandt. Den Mand, De taler om, har først fortrædiget os, vi har ikke slaaet ham, men han har slaaet til mig. Hvis man ikke mener, at hans Vinduesruder er betalt med de Penge, han frastjal os, saa ligger vor Baad der nede paa Stranden. Der er rigtignok Hul i Bunden paa den, men Sejl og Aarer er der endnu i den, - hvis de ikke allerede er bortstjaalne. Tag De nu Baaden, Hr. Kvarnstrøm, og del den med Fiskeren; - thi De skal formodentlig have Deres Part af Rovet, siden De er saa opsat paa at søge Erstatning hos os."

Med disse Ord sprang Engelskmanden op i Vognen og satte sig tilrette. Den forbitrede Tolder viste os den knyttede Næve, men i det samme smældede Pastoren med Pisken, og vi rullede af Sted. Vognrumlen overdøvede Hr. Kvarnstrøms Raab, men Frk. Christina havde bidt Mærke i Raabene og meddelte Villemoes, at den uforsonlige Toldofficiant havde i Henhold til "syv tusinde Djævle" lovet os, at vi inden Aften nok skulde høre fra ham, - og hermed var Tærningerne kastede for Eventyrernes Vedkommende.

Vor Flugts endelige Skæbne nærmede sig rask sin Afslutning.

De gode Præstefolk var utvivlsomt slet ikke glade over de Forviklinger, hvori vi havde bragt os, og en Katastrofe som den, der aabenbart forestod os, vilde vi paa ingen Maade oppebie. Heldigvis var der i Mellemtiden kommen forskellige Besøg i Præstegaarden, som afledte Opmærksomheden fra os unge. Vi unge, iberegnet Amanda og Christina, samledes da ud paa Eftermiddagen i den fjerneste Krog af Haven til et større Krigsraad.

De to unge Damer var jo noget usædvanligt berørt af Begivenhederne, og mange ungdommelige og teatralske Indfald fremførtes og forkastedes til Fordel for vor Frelse. Amandas Planer var romantiske, 219 højtflyvende. Christina vilde gerne slaa det hele hen i Spøg og helst have os til at blive saa længe som muligt. Ulykken var den samme her som ved saa mange andre Lejligheder, hvor sandt og falskt er sammenblandet, at vi egentlig ikke kunde angive en tilstrækkelig Grund for det magtpaaliggende i, at vi kom bort fra Øen, forinden der kom Bud (- ja, og hvilket Bud! -) fra vor Hjemstavn. Den lille Christina bragte os stadig i Forlegenhed ved at spørge, om vi ikke var dem, som vi udgav os for. Vi svarede alle som med én Mund: Jo! - men det næste Spørgsmaal: "Hvorfor vi da saa absolut maatte af Sted?" kunde vi ikke saa fyldestgørende besvare. Amanda lovede højtideligt, at selv om hendes "Fæstemand" (det var allerede blevet til Fæstemand) skulde vise sig at være en bortrømt Sørøver, vilde hun dog være ham tro. - (Ak! vi var ikke Sørøvere, men kun bortrømte Skoledrenge).

Christina saa' smilende op og ned ad Villemoes og erklærede, at hun slet ikke troede, han var Sørøver; han var hendes egen "vakkra Sjøgossa". (Ja, han burde i Sandhed have været det).

Endelig satte Lord Nelson et strengt, alvorligt Ansigt op og erklærede, at vi maatte og skulde af Sted; vi kunde da altid komme tilbage igen, naar vi "havde vore Papirer i Orden". Nu begyndte der lidt Graad, som den praktiske Christina imidlertid hurtig afbrød med den Erklæring, at nu havde hun en Plan. Det var Søndag Aften, og der var Dans et Sted oppe i Landet, saa at de fleste Fiskere sandsynligvis var borte fra Stranden. Norden for Kirken nede ved Foden af Brinken vidste hun, at Præstegaardens Avlskarl havde en Jolle liggende, som han brugte til Strandjagt. Naar det blev mørkt, kunde hun og hendes Søster følge os der ned, og saa maatte vi selv sørge for Resten; men vi maatte love at lade Jollen bringe tilbage igen, naar vi havde "Papirerne i Orden".

Dette Forslag blev tiltraadt af os alle - undtagen Amanda, der absolut vilde have sat noget ganske ekstraordinært i Scene. Imidlertid lykkedes det dog hendes Ridder nogenlunde at overbevise hende om den bydende Nødvendighed af et praktisk og let iværksætteligt Skridt. Pigebørnene forlod os derpaa for ikke at vække Mistanke, og vi fire drev endnu nogle Timer omkring i Haven og i Stuerne, stadig med den Udsigt for Øje, at se Hr. Kvarnstrøm træde os i Møde med et eller andet mindre ønskeligt Brevskab i Haanden.

Vor Fjende udeblev imidlertid. Vinden havde trods Lord Nelsons stadige Tvivl uvægerligt holdt sig i det nordlige, nordøstlige Hjørne og blæste vel ikke saa frisk som ved Begyndelsen af Dagen, men dog altid frisk nok til, at vi maatte belave os paa en anstrengende Tur.

Dette var dog vor mindste Sorg; naar blot den ulyksalige Tolder vilde blive væk.

220

Og han blev virkelig væk, og Mørket begyndte at falde paa, og vi listede os væk uden Afsked, - "ligesom udbrudte Slaver", mumlede Niels Juul, medens vi ude paa Marken i Læ af et Hegn oppebiede vore Skytspatronessers Komme.

Og de unge Piger kom, Amanda med Graaden i Halsen og Forklædet fuldt af Knækkebrød, og Christina med et venligt Smil til Villemoes og med en stor Flaske svensk Punch til os alle.

Vi naaede ned til Brinkens Fod norden for Kirken og fandt ganske rigtig en lille, temmelig flad Jolle, som laa halet op paa Sandet. Ved forenede Kræfter fik vi den ogsaa halet ned paa Havstokken, Knækkebrødet og Flasken blev, indsvøbt i Christinas Shavl, forsigtig stuvet væk under Agtertoften, og nu begyndte der en Afskedstagen, ledsaget af - ja, jeg formoder det da - nogle Kys i Smug og forøvrigt af Omfavnelser, Haandtryk og højtidelige Løfter om snart at genses og aldrig at glemme. Og Afskeden kunde for den Sags Skyld gerne have varet bestandig, hvis ikke den praktiske Engelskmand havde skyndet paa og mindet om vor personlige Fjende. Hulkende kastede Amanda sig endnu en Gang til Niels Juuls kække Bryst, og Christina vekslede et langt Haandtryk med Villemoes, og saa drog den fornuftige Pige sin Søster op med sig ad Brinken, og vi skød Jollen i Vandet, medens den utaalmodige Lord Nelson brummede nogle Ytringer om "Flæberi og pigeagtige Mandfolk".

"Halløj," raabte nu jeg, der hidtil havde været den mest passive Deltager i denne interessante Scene. "Der er kun én Aare i Jollen."

"Saa for Fanden," sagde Lord Nelson.

"Lad os gaa op og søge ved Brinken," bød Villemoes.

I det samme hørte vi Christinas Stemme oven over Hovedet paa os: "Der kommer nogen."

Jeg er endnu ikke sikker paa, om det ikke var Løjer fra den overgivne Piges Side. Saa meget er vist, at vi den Gang tog det for Alvor. I et Nu var vi i Baaden og stagede os ud saa langt, som vi kunde naa Bunden. Enhver Plan om at komme til Landskrona eller blot til Helsingør maatte opgives. Vi maatte se at arbejde os over til den sjællandske Kyst, som det Dagen i Forvejen havde været os saa magtpaaliggende at undfly. Man undløber dog aldrig sin Skæbne.

Vi styrede agter ude med Aaren og skiftedes til at agere Sejl med vore Jakker og Christinas Shavl (det kostbare Klenodie) udspændte for Vinden. Og paa denne Fart og i disse Nattetimer, der nu paafulgte, tør jeg nok sige, at vort unge Mod, vor Haardførhed og hele raske, ubøjelige Drengenatur stod sin Prøve fuldt saa godt som enhver Mands Egenskaber anvendte i et hvilket som helst Øjemed.

Gennemvaade, forkomne, tumlede hid og did af Vind og Vove i vor lille, fladbundede Jolle og i en frisk østlig Kulings krappe Søer 221 drev vi i en temmelig hjælpeløs Tilstand næste Morgen ind ved Skodsborgs Strand, hvor vi til vor allerhøjeste Overraskelse traf - en Ekspedition, bestaaende af nogle iblandt vore nærmeste, der netop stod i Begreb med at foretage en Rekognosceringstur over til Hveen i Anledning af en fra Toldofficianten dersteds indløben Skrivelse.

Der er visse Situationer, som enhver Fortæller foretrækker at lade Sløret falde for, og den Situation, der nu og senere i vore respektive Hjem paafulgte, var en saadan.

Naar vi siden talte om vor Flugt og erindrede hverandre gensidigt om vore Løfter i en vis Retning, var der altid noget, som afholdt os fra at gentage vort Besøg paa de "tvende Kalypsers Ø" (for at citere Niels Juul).

Jeg for mit Vedkommende har ikke været der senere.

FRA SANDETS REGIONER (Perspektiviske Fragmenter)

I. Et Forsvindingspunkt søges for Hovedstads livet

Ud af nogle Breve og en mundtlig Meddelelse om Brevskriveren fra en ung Kammerat, som kendte og omgikkes ham, er disse Opteg nelser samlet. Intet er almindeligere end den hele Sag; der vilde van skeligt kunne laves en spændende Novelle ud af dette Stof. Ikke desto mindre turde Stoffet maaske netop ved denne Mangel paa det ualmindelige kunne gøre Krav paa nogen Interesse. Her er en Mand, som tørner an mod de Skær, hvorover i vore Dage saa mange flad bundede Fartøjer glider. Vi er i vore Dage mere og mindre fladbun dede allesammen. Ved vor Mangel paa Køl slipper vi tidt i Havn, medens de dybtgaaende Sejlere bliver paa Grundene. Men disse tavse Vrag gemmer da en Lære for enhver ærlig og forstandig Natur, en Lære om Beskaffenheden af det Farvand, vi selv har besejlet, - og maaske et Vink om, hvorledes det forholder sig med den Havn, vi har søgt.

Det er nogle Aar siden. Vi var i Slutningen af Oktober, og jeg gik min sædvanlige Eftermiddagstur over Volden. Der var denne overordentlige Klarhed og Friskhed i Luften, som kan karakterisere nogle af Efteraarets sidste Dage hos os, og som synes at protestere mod de mørke Billeder, som den begyndende Opløsningsproces rundt omkring os viser frem. Kærnesund og ædruelig farer den friske, skarpe Luft 222 hen over den slimede, svampede Lære, som Forraadnelsen og al dens Uhyggelighed prædiker. I Modsætning til Historien om Benraden belæres vi om Skønheden, i Modsætning til Døden vises os Livet. De glinsende hvide, kølige Skyer bebuder vel Vinteren, men ikke den skumle, taagede, obskurantistiske Vinter, men Vinteren i sin Pragt og Herlighed med Solglans over det blændende hvide Tæppe og med de bløde, purpurblaa Skygger.

Jeg gik i mine egne Tanker den Eftermiddag paa Volden og slog Kredse med Stokken foran mig i Luften og indaandede Sundhed og Friskhed med hvert Aandedræt. De Kredse, jeg saaledes beskrev i Luften, voksede efterhaanden i min Fantasi og blev til Kredse, der betegnede mig selv og mine Forhold. Jeg udvidede dem mere og mere, saa at jeg fik Byens snevre Gader og snevre Liv, Forstæderne, det ganske Sjælland og endelig hele Kongeriget Danmark bag mig, indtil jeg sluttelig stod ude, som det hedder i Eventyret, i den vide Verden og med den vide Verden aaben for mig.

Jeg vilde just til at lægge en stor Plan for, hvad jeg vilde gøre, da en lille spæd, skrattende Stemme afbrød mig med et:

"Naa, slaa mig ikke med Stokken, kære."

"Om Forladelse," sagde jeg paa Forhaand og vendte mig, men tilføjede rigtignok ved mig selv, da jeg havde set, hvem det var: "Aa, Skaden havde ikke været saa stor."

Det var en Bekendt af mig, en lille, korthalset teologisk Kandidat, der som alle teologiske Kandidater var Lærer i en Skole, forlovet og ventede paa Kald med tilhørende Giftermaal.

Han var som Dreng en af disse almindelige Dusin-Drenge, der i Hjemmet har faaet tilstrækkelig Prygl, og som har tilstrækkelig Hukommelse til at lære Lektier. Som Dreng løb han gerne med Sladder fra den ene til den anden, og jeg havde hørt, at han som voksen ikke skulde have forandret sig. Han havde først et Par Aar studeret Jura, men da hans Familie regnede ud for ham, at den "teologiske" Vej hurtigst gav noget af sig, underskrev han Regnestykket og gav sig i Færd med at søge Facit.

"Hvorledes lever Du?" spurgte han, idet han gned sig op ad mig og rettede paa sit halvsmudsige, hvide Halsbind.

"Jo, jeg takker. - Jeg gaar just og suger noget af denne velsignede hedenske Luft i mig for at spy den fra mig igen ved passende Lejlighed."

"Hedenske Luft?" spurgte han, "hvad mener Du egentlig med det?"

"Jeg mener, at efter den teologiske Mening skal Jorden være en Jammerdal, hvor vi kun skal se lutter Synd og Død om os. Nu ligger der, i det mindste for mit Vedkommende, noget i denne dejlige Luft i Dag, der stiller alle Omgivelser i et helt andet Lys og egentlig, naar Du vil vide min Hjertens Mening, gør, at jeg kommer til at betragte 223 denne Verden som en meget god Verden, hvor alt gaar til paa den mest naturmæssig fornøjelige Maade. Kan jeg saa vel give denne Luft andet Navn end en hedensk?"

"Du kommer nu altid med dine Flavser! - Har Du for Resten hørt, hvordan det er gaaet den store Olsen, din fine Ven?"

"Nej! Gaaet? Hvad mener Du?"

"Naa ja, jeg mener, at han i Aftes i et stort Selskab hos Fru B. blev vist ud af Huset."

"Olsen, vist ud af Huset! raser Du?" raabte jeg og havde nær grebet Teologen i Kraven.

"Du behøver ikke at se saadan paa mig," svarede den lille Mand, idet han retirerede et Par Skridt fra min umiddelbare Nærhed. "Jeg var der selv, og jeg saa', hvorledes Justitsraad B., Fruens Broder, fulgte den store Olsen hen til Døren, lukkede den op og bukkede for ham paa en Maade, som jeg ikke skal glemme. - Olsen selv sagde ikke et Muk; han var ganske bleg, da han gik ud ad Døren, og sandsynligvis bange."

"Der lyver Du," raabte jeg.

"Undskyld, kære; men Du forløber Dig virkelig," skrattede den lille med et sukkersødt Smil.

Jeg bed mig i Læberne, drejede mig om paa Hælen og gik med lange Skridt tilbage ad den Bastion, hvor denne Samtale var forefalden.

Den lille Jobspost i en menneskelig Skikkelse søgte i Begyndelsen at følge mig, men snart kunde jeg paa hans Stønnen høre, at han tabte Vejret. Hans sidste "Farvel, kære, og hils Olsen," der øjensynlig skulde fremkalde min Irritation, døde upaaagtet hen bag min Ryg; jeg gik ned ad den nærmeste Voldbakke, skraaede gennem Byen, hvor Skumringen allerede begyndte at indfinde sig, og standsede ude paa Kristianshavn foran en høj, gammeldags Bygning med et Vinhandlerskilt, en svævende Basunengel, der omfavner en Drueklase, i en lang Jernstang ragende ud over Kælderdøren. Jeg saa' op ad Huset. Der var tændt Lys bag et bestemt Vindue paa fjerde Sal. "Altsaa er han hjemme," tænkte jeg, og begyndte Opstigningen ad de mange Trapper.

Toke Olsen var min bedste Ven, eller oversat i et mindre almindeligt Sprog: han var den, hvem jeg oftest besøgte; den, som havde lært mig det meste af den Smule, jeg kunde; den, hvem jeg altid havde tilbagebetalt de Penge, som han havde laant mig; den, hvem jeg vilde gaa i Ilden for; og den, hvem det ikke kunde falde mig ind at ville gaa paa Kommers med. Egentlig hed han Palnatoke Olsen; en stedselydende Dissonans af to Toner, som han plejede at sige, hvorved der dog til hans Undskyldning tjente den Omstændighed, at han 224 ikke selv havde anslaaet den fra først af. - Mine Forældre var brave Folk, bemærkede han, naar Talen faldt herpaa, men de havde nu en Gang sat sig i Hovedet, at Efternavnet "lugtede saa forbandet borgerligt" , og derfor skulde Fribytternavnet Palnatoke bøde derpaa. Derved bragte de mig bestandig til at svinge mellem to Poler, den ene: den jævne Olsenske, den anden: den balstyrige jomsvikingske. Men de mente mig det nu godt, tilføjede han altid, og jeg maa nok selv bære Skylden for ikke at have kunnet regulere mit Kompas.

Forældrene havde været "jævne Folk", som man plejer at sige. Ved deres Død havde de efterladt deres eneste Søn en lille Kapital, hvis Renter i Forbindelse med nogle Informationer satte Olsen i Stand til at føre et, hvad vi hans yngre Venner kaldte "patricisk", Liv dvs. han havde baade Arbejdsværelse og Sovekammer, betalte sin Leje forud og holdt en Sejlbaad paa Kallebodstrand. Hans Pung stod aaben for os i Begyndelsen af Kvartalerne, hans Sejlbaad saa længe der var aabent Vande, og hans Hjerte til alle Tider. Rygtet gik, at han var en stor Fritænker, (noget, der i vore første Studenteraar indgød os en vis frygtblandet Respekt, og som senere fjernede dem af hans Omgangskreds fra ham, der var komne i mere eller mindre faste Embeder, hellige og profane). Rygtet vilde yderligere vide, at han en Gang havde pryglet den værste Slagsbroder paa hele Amager, da denne havde forfulgt et stakkels Fruentimmer. Man sagde, at han understøttede flere Arbejderfamilier der ude i Proletariatforstaden. Ingen af hans nærmeste Venner vidste nogen Besked derom. Han talte aldrig om sligt til os. Distriktslægen, der boede i Hus med ham, og hvem jeg en Gang havde truffet, kunde udmærket godt lide Olsen.

Det var denne, den "store Olsen", der altsaa skulde være vist Døren hos Fru B. - Jeg var ung nok til paa Forhaand at knytte Haanden over denne Meddelelse; og nu stod jeg udenfor hans Dør og erindrede mig alle de aforistiske Lovtaler, han havde holdt over en vis ung Dame, - Frøken B., der paa den Tid fordrejede de fleste yngre Hoveder i den lille Stad København.

"Hun er en almindelig Kokette. Det har jeg jo sagt ham hundrede Gange, og ubegribeligt nok har han, den kritiske, den naturlige og djærve Olsen, ikke villet tro det. Og skulde han nu have indset det ......? og i sin første opbrusende Smerte ......? maaske der har

været en begunstiget Rival...... men Onklen da, Justitsraaden ......

og Olsen lade sig vise Døren af ham ......?"

Jeg strakte Haanden ud efter Klokkestrengen, men trak den hurtig tilbage igen. Der lød Stemmer der inde. Nej, det var hans alene. Men han talte jo højt, sang. Ja, ganske rigtig, - "Trallala, trallalallala" lød det der inde fra.

Jeg lagde Haanden paa Dørgrebet og drejede om. Døren var ikke lukket. Jeg stod inde i Stuen.

225

Der brændte en lille Lampe paa Skrivebordet. I en lav Gyngestol under Lampeskæret, med Ryggen vendt imod mig sad Palnatoke Olsen og læste i en stor Bog. Den skrøbelige Stol knagede under Vægten af hans svære Legeme. Han trallede Omkvædet paa en Sang, som han plejede at synge, naar han var oprørt eller oprømt over noget. Da han holdt inde hermed, læste han noget op af Bogen, som han holdt foran sig. Det var Holberg! jeg kunde ikke tage fejl. Og saa lo han; hvilken besynderlig Latter!

"Olsen," raabte jeg, "hold op! Jeg er kommen for at - for at ......" ; her gik jeg i Staa.

Han lagde Bogen ned paa Knæet, drejede sig sindigt om i Stolen og sagde med den naturligste Stemme af Verden:

"Ih, Godaften, Du brave Svend. Hvorledes kommer Du gennem lukkede Døre, maa jeg spørge?"

"Du havde ikke drejet af," svarede jeg. "Olsen, hvorledes har Du det?"

"Godt! Det kan Du jo høre. Men hvad er det for et Bedemandsansigt, Du sætter op?" Her rejste han sig, gik hen til Døren og drejede Nøglen om. "Har Du ingen Penge, eller er der ellers noget i Vejen?" fortsatte han, idet han tog en Pibe ned fra Væggen og gav sig til at stoppe den.

Hans fuldstændig naturlige Væsen gengav mig den Ro og Beherskelse, som jeg vidste, at han selv satte saa megen Pris paa. Jeg lagde min Hat i Sofaen, satte mig selv ved Siden af Hatten, trak en Cigar op af Lommen, tændte den og sagde med saa rolig en Stemme, som jeg formaaede:

"Hør, Olsen. Jeg er kommen her op til Dig, fordi jeg nu for et Øjeblik siden, for Resten af et stort Pjattehoved, hørte, at der var overgaaet Dig en stor Forhaanelse i Aftes i det Hus, som Du saa ofte fortalte mig, at Du gik til med bevingede Skridt, og gik fra, snart som en Serafimerengel, der spiller Halleluja, snart som en Mismodets Aand i Ligbærerslængkappe. Jeg har villet høre af din egen Mund Bekræftelsen eller Gendrivelsen af det, der var bleven mig sagt, og saa vilde jeg spørge Dig ......"

Den "store" Olsens Øje hvilede paa mig med et udforskende Blik. Jeg følte Blikket mere, end jeg saa' det, og jeg holdt inde i min Tale.

"Hoho, min bedste! hænger det saadan sammen? Naa, saa det har man allerede fortalt paa Gader og Stræder! Nu ja, jeg tilstaar, at man var lidt uhøflig imod mig i Aftes; men det forstaar sig, det var min egen Uartighed, der fremkaldte Uhøfligheden. Fiat justitia. Og hvad saa mere?"

"Hvad saa mere," gentog jeg, men denne Gang fuldstændig bragt 226 i Forvirring ved den næsten spøgende Vending, han gav Samtalen. "Og det siger Du, Du som ..."

"Hør nu, min Dreng," vedblev Olsen, idet han greb efter Bogen, som han havde lagt bort. "Nu skal Du lade mig være i Fred. Jeg har her taget Holberg for mig, og jeg sidder just lige midt i Henriks store Monolog i "Maskeraden", hvor han søger at bringe Leander til Fornuft. Holberg er s'gu dog den eneste danske Forfatter, som man kan have noget Udbytte af at læse. Jeg tror, at jeg før har gjort ham Uret, og denne Uret vil jeg nu af bedste Evne se at gøre god igen. Men jeg kan tænke, Du havde ventet at træffe en rasende Roland, som havde udgydt sig i vilde, zerrissene Deklamationer! Bah! gaa hjem, min Dreng, gør ligesom jeg, læs Holberg; eller hvis Du foretrækker samtidiges Selskab, saa kan Du jo finde samtidige nok, baade store og smaa Aander paa den Kafé, hvor Du plejer at søge. Der kan Du jo saa fortælle, hvorledes din indre Mission hos den store Olsen er lykkedes."

Jeg saa' paa Olsen, tog min Hat, og gik hen til Døren. Jeg drejede Nøglen tilbage. Olsen sad allerede i Stolen igen og havde taget fat paa Bogen.

"Det er umuligt," raabte jeg. "Du affekterer en Ro, som Du ikke er i Besiddelse af. Du har aldrig før talt saaledes til mig. Du mener ikke, hvad Du siger. Skønt Du aldrig har sagt mig det rent ud, véd jeg dog, hvor alvorligt og dybt Du har været indtaget i den unge Dame. Du har nu opdaget, hvor blind Du var. Alt inden i Dig er blevet saaret - og ikke mindst din Stolthed. Ja se kun paa mig - din Stolthed. Du har jo en Gang sagt, at der var en Dumhed, der aldrig blev uhævnet, en Ting, som man aldrig maatte tage fejl i, og det var i Kærlighed; thi det viste hen paa en Slappelse i Instinktet, en Brøst i Naturen; og Mangler i Naturen er det, som hævner sig mest. "

Mine Ord fo'r uden større indre Sammenhæng, men med en stor Overbevisningens Kraft imod Olsen. Han slyngede Stolen tilbage, sprang hen imod mig, greb mig i Armen og trak mig tilbage til Sofaen. Derpaa gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet, idet han mumlede noget hen for sig, og standsede endelig foran Sofaen.

"Det, Du siger, er paa en Maade noget Sludder, paa en Maade indeholder det noget rigtigt. Jeg har sagt dette om Instinktet, og, ja ......

ja, Du har Ret, Du er en brav og god Fyr. Det er min saarede Stolthed, der gør mig uretfærdig overfor mine Venner. Tak for din Godhed. Ak, var det kun den saarede Stolthed alene!"

Han satte sig lige overfor mig, støttede Hænderne paa Knæene og saa ned for sig.

Saaledes blev han siddende nogle Minutter. Jeg vilde ikke bryde Pavsen; jeg lod mit Øje glide hen over den store, sammenbøjede 227 Skikkelse, hen over Bordet, hvor jeg opdagede, at en Tegning efter et græsk Hoved, som havde sin Plads op ad Væggen, var borttaget. Jeg var bange for ved mit Blik at røbe, hvad jeg tænkte herom, og jeg lod Blikket søge Gulvet. Der laa Olsens Pibe, som han havde sluppet. Gløderne var falden ud af Hovedet; i en lang, spiraldrejet Stribe skød Røgen sig op efter, og da den var kommen indenfor Lampeskærets Omraade, hvirvlede den ligesom et Møl rundt i hastige Kredse, fo'r ind under Kuplen og forsvandt.

"Du kendte hende jo," begyndte nu Olsen i en underlig fraværende Tone, der lige saa godt kunde være henvendt til Røgen som til mig. "Du har set hende, og Du har hørt mine Deklamationer over hende. Smuk var hun, og dog, nej, hun var ikke smuk. Man siger: kold som en Billedstøtte, men disse Billedstøtter, som vi kender og tilbeder som Formens Mesterstykker, dette Marmor, som isner ved Berøringen, det skjuler en Glød, en Rigdom, et Væld af Liv, Lys og Farve, som vi Nutidens Mennesker glemmer under Lovprisning af "Formen. Nej, hun var ikke smuk. Hun var kun Form; en Form, hvortil jeg digtede Indholdet, et tomt Rum, hvori jeg lagde alt, hvad jeg ejede, en Dukke, som jeg gav Sjæl, gav min egen Sjæl, gav Rub og Stub, indtil jeg kun havde en lille Stump nøgtern Fornuft tilbage, som nu kan hviske mig min Dumhed i Øret.

"Jeg véd det godt," og her hævede han Hovedet og saa' paa mig. "Jeg har ingen at gøre Bebrejdelser undtagen mig selv. Jeg havde selv lagt Planen for mit Liv. Jeg vilde følge det Krav, som Livet stiller til enhver ærlig og dygtig Natur. Jeg vilde gaa min Vej lige ud og bus paa Maalet uden at se til højre eller venstre. Jeg vilde ikke, fornægtende mig selv, tjene i de Rækker, der frembyder saa meget Talent og saa megen Velvære, men som skjuler over den goldeste Materialisme. For Rakket vilde jeg heller ikke kæmpe. Jeg kunde skænke det min Sympati, naar jeg saa' det lide af Onder, som Armoden og Usselheden paaførte det, men hver Gang jeg blev stillet Ansigt til Ansigt med den klamme, gridske Misundelse, der kun vil have, og intet andet vil. - saa gøs jeg tilbage, og min Sympati forvandlede sig til Sorg. Jeg saa' to Strømninger; den ene glidende jævnt af Sted, vogtende ængsteligt over det, den skjulte; den anden trængende vildt paa for at drive den første ud af sit Leje og selv indtage Pladsen. Ingen af Stederne saa' jeg Aanden svæve over Vandene; - og jeg gik midt imellem begge, den allervanskeligste, allerfarligste Vej, snart løftende min Klinge mod en, snart dækkende med Skjoldet for en anden efter ringe, men efter ærlig og bedste Evne.

Jeg saa' hende, hende, hvem alle kaldte smuk, hende, hvem jeg burde være gaaet forbi, ligesom man gaar forbi et smukt Landsted paa Strandvejen, med et Øjebliks flygtige Følelse af Behag. Men jeg 228 drejede af, jeg blev staaende, jeg glemte Vejen forud, Rejseplanen, jeg havde lagt. Hine illæ lacrymæ! - Hvis det ellers er nogen Omtale værd, kan jeg gerne sige Dig, at jeg gjorde Modstand, tapper Modstand i Begyndelsen. Men hvad, Resultatet blev jo dog det samme. Det farlige for mig laa i Nyheden af de Omgivelser, jeg nu blev sat ind i. Jeg havde hidtil levet blandt mine Bøger, blandt mine Kammerater, og med min stærke ideelle Trang og Bevidsthed. Jeg havde i en korrekt Følelse af mine Enemærkers Begrænsning med Flid holdt mig borte fra den Grænse, som mit Instinkt sagde mig, at jeg ikke maatte overskride. Nu var jeg paa en Gang midt inde i den fremmede Verden, ja, i Sandhed, en fremmed Verden. Jeg vil forsøge paa at beskrive Dig de Indtryk, jeg nu modtog, den Maade, hvorpaa man kom mig i Møde - Katastrofen kender Du jo, i det mindste i det væsentlige.

Forholdene her i Danmark er saa smaa, de forskellige sociale Sfærer er saa sammenknebne, Modsætningerne derfor saa ringe, at man, naar man taler om "Selskabet" hos os, egentlig ikke kan betjene sig af fremmede Klassifikationer. Det fashionable Liv vilde f. Eks. ikke kunne bruges som en Betegnelse for nogen af vore Samfundsgrupper. Lad mig sige, at jeg befandt mig midt i vort intelligente Handelsbourgeoisi med et bureaukratisk Tilsnit, og jeg vil nogenlunde have truffet det rette. Jeg befandt mig iblandt Mennesker, hvem deres uafhængige Stilling i materiel Henseende gav en vis Sikkerhed i deres Optræden. Den megen Omgang indbyrdes gav deres Tone en vis Frihed, der lige straks overraskede mig og ligesom lod mig ane Udsigter til virkelig Fordomsfrihed, virkelig Liberalitet. Nu og da samlede en Opdukken af en eller anden æstetisk eller politisk Notabilitet de forskellige, spredte Interesser, ligesom en tændt Lygte, der nedsænkes paa Havets Bund, samler for et Øjeblik de forskellige Fisk omkring sig. Jeg mærkede imidlertid snart, at det lige saa meget var det personlige ved denne Størrelse, som det var den eller de Idéer, han repræsenterede, der bandt Opmærksomheden til ham, og heller ikke var jeg blind for, at Opmærksomheden sløvedes, alt eftersom Nyheden tog af. Enhver vendte efter nogen Tids Forløb tilbage til sin daglige Syssel, og af de Udtalelser, man saa begærligt havde lyttet til, var der kun hos hver enkelt blevet et Overtræk tilbage, der for hver ny Stimlen sammen om hvert nyt Fænomen blev forøget med nok et og nok et, saa at de Mennesker, jeg omgikkes, efterhaanden i mine Øjne blev til et Slags Kludedukker, paa hvilke jeg da kunde regne mig til, hvilke og hvor mange Fænomeners Opdukken vedkommende havde overværet.

Jeg saa' da ogsaa snart, at Størsteparten egentlig ikke vidste noget fra sig selv, ikke havde egne Tanker, næppe egne Ord. Man var kommen overens om et Slags Frimurersprog, til hvis Oprindelse jeg fandt 229 Nøglen netop i den herskende Mangel paa aandeligt Initiativ. Mændene havde deres daglige Beskæftigelse, et mere eller mindre lukrativt Arbejde ved det store Danaidekar, der saa at sige umuliggjorde ethvert aandeligt Opsving efter Dagens Arbejde. Kvinderne var kun mindre Udgaver af Mændene heri. Naar man da samledes til Hvile og gensidig Adspredelse, maatte man ikke have det for besværligt. Og saa var da dette Frimurersprog den allerbedste Væv at slynge Konversationens Traade frem og tilbage paa. I dette Sprog laa alt: Politik, Skandaler, Æstetik, Husholdningssager; og den Liberalitet, som straks i Begyndelsen havde overrasket mig, saa' jeg nu fremgaa som en Glose i dette Sprog, der kendte alt mellem Himmel og Jord, rigtignok kun gennem Ordlyden - ligesom Liberaliteten selv.

Der var Talent eller rettere Talenter i denne Sfære. Ja, jeg indrømmer det. I Flankerne fandtes dygtige Folk, der kunde have ført an, hvis der i det hele taget havde været Tale om en fremadskridende Bevægelse. Men Bevægelse i den Retning fandtes der ikke, om der i det hele taget fandtes nogen Bevægelse. Talenterne havde kastet sig over Smaating, der voksede op til noget stort under den virtuosmæssige Behandling, der overgik dem. Smaatingene, der var blevne til store Ting, udøvede en tilbagevirkende Indflydelse paa Talenterne. Disse blev til Genier, og Genierne, der maaske var tyve Aar tilbage for den øvrige Verden, fik i deres egen Sfære en verdenshistorisk Betydning, en Anseelse og en Myndighed lig den, der i en lille Provinsby bliver Borgermesteren til Del.

Mellem Flankerne og midt i det brogede Virvar af de yngre Herrer og Damer fik jeg nu min Plads. Jeg var nyankommen, og jeg var friskere end Racen i det hele taget og gjorde af den Grund lidt Opsigt. Det var tydeligt at mærke, hvorledes Kedsommelighedens Dæmon lurede i alle Kroge, og de Bestræbelser, man gjorde sig for at holde denne ubehagelige Gæst udenfor, var virkelig højst energiske, - den eneste Energi ogsaa, som man i det hele taget mærkede. Jeg var et af de Ofre, som skulde stoppes i Svælget paa denne Moloch, og jeg bragte mig selv som Offer i blind Beredvillighed. Jeg var unægtelig meget indtaget i den unge Dame, hvorom hele Cirklen drejede sig."

Her holdt Olsen nogle Øjeblikke inde. Han fo'r sig med Haanden over den brede Pande som for at bortjage de pinlige Erindringer, der paatrængte sig ham, og derpaa fortsatte han mere direkte henvendt til mig:

"Du er endnu Rekrut, min Ven, og jeg spaar Dig mange Knubs, inden din Eksercertid er ude. Du er gærende, urolig og higer frem med brav Bestræbelse. Men Du er ikke fast i Sadlen; i en Volte kan Du blive kastet af, og det hjælper ikke at skrige, naar man først ligger paa Jorden. Dog, i hvad Du end gør, saa begiv Dig ikke ind blandt de 230 Mennesker, i ethvert Fald ikke saa længe dit Hjerte er ubefæstet. Søg hvilket Parti, Du vil, kun ikke dette. Dit Legeme trives blandt disse Folk, din Pung bliver maaske fyldt, men din Aand bliver gold og din Hjerne tom og mørk. Du kan lære at rive Vitsmageriets Svovlstikker af og i Sekundet kaste et Glimt over Dig selv og dine Omgivelser, Du kan finde borgerlige Illustrationer til Hofmændenes Liv i Paryktiden, Du kan lære, hvorledes man trækker sine Tanker og Ord over med Aaleskind, Du kan lære mange Krumspring og Hokuspokus, men et Menneske bliver Du ikke, - et Menneske af den Art, som den store Mester Natur i Tidernes Morgen gjorde Udkastet til, og som de store Aander siden efter har arbejdet paa at fuldføre!

Jeg stod unægtelig i Begyndelsen i Gunst hos Dronningen, hos den skønne, hvorom hele Cirklen drejede sig, og jeg havde Medbejlere her, ligesom (og for en Del de samme som) jeg havde til den Opsigt, som min første Fremtræden vakte. Jeg vil springe den første Slags over: de er uden Interesse for Dig, ligesom de var det for mig. Men den anden Slags! Ja, for ret at kunne beskrive Dig dem og advare Dig for dem og for hele den Atmosfære, som de fører med sig, og for at holde Dig borte fra Væddeløbet med saadanne Folk for saadanne Tilskuere, maa jeg paapege Dig hele den Grund, hvorpaa deres Eksistens er bygget. Vor Beaumonde herhjemme keder sig. Det gør den overalt ; og overalt vælger den si.g Personer eller Ting til at adsprede sig. Disse Personer eller Ting staar naturligvis i et bestemt Forhold til Størrelsen og Karakteren af den Samfundsklasse, der vælger sig dem til Adspredelse. I de store Lande er det store Forfattere, store Lapse, store Duellanter og store Skandaler. Hos os, hvor alt holder sig paa og under den tvivlsomme Middelvej, vil man ikke adspredes ved det kantede, det overdrevne, det barokke, nej, man vælger det bløde, det behagelige, det glatte - med en lille bitte Smule Tilsætning af det ondskabsfulde og en lille "Tanke" af det ekvivoke.

Nu kan Du selv male Dig en saadan Person, Du kan forestille Dig den demoraliserende Indflydelse, han maa udøve paa vort Selskabsliv, og Du kan endelig tage ham paa Kornet som en dansk Tartuffe, en nordisk Jesuit, hvem man ikke kan forsøge paa at hamle op med uden at gøre Vold paa sin egen Natur, synde mod sin egen Idé og drage en stiltiende Anklage over sit eget Hoved, en Anklage, som vil vedblive at mumle længe der inde i Brystet, længe efter at man har vendt den tvivlsomme Valplads Ryggen.

Betingelsen for, at saadanne "Selskabsmænd" som disse kan leve og trives saa godt, som de gør, er naturligvis den, at "Selskabet", der søger dem, i sig selv maa have nogle af de Egenskaber, der karakteriserer disse. Dette gælder ikke undtagelsesvis om Mændene. Nej, der er Sider ved vor Dameverden, der falder ind under de samme almindelige Betingelser for "Selskabsherrernes" Eksistens.

231

Og nu kan Du jo med din livlige Fantasi forestille Dig en saadan Sammenkomst mellem vor Beaumondes Herrer og Damer, der holdes i Aande af disse selskabelige "gode Hoveder". Ja, disse gode Hoveder! Og blandt dem fik jeg min Plads. Jeg blev indrulleret i denne Trup af finere Gøglere, hvoraf de ringeste havde de saakaldte Selskabslege under deres Departement, de større, mere betydelige derimod sørgede for Selskabets aandelige Dressur! Hvorledes saa' disse sidste ud? - Fede, glinsende, velnærede, med Godmodighedens Smil svævende om de tykke Læber. Ja, denne evigt uforstyrrelige Godmodighed, et Produkt af aandelig Indolens og den fineste Beregning! - Hvad lod der sig ikke gøre og sige med denne bløde Godmodighed, der ledsagedes af en ulastelig Paaklædning, som afviste al Mistanke om Raahed, af en begyndende Embonpoint, der dækkede Aarenes Ungdom og tydede hen paa borgerlige Dyder og alvorlige Hensigter, og som endelig sekunderedes af en Stemme, som aldrig vibrerede under en ærlig Udtalelses fulde Anslag, men altid sukrede det ildesmagende, leflede med det ophøjede, satte en fad Ordfordrejning i en djærv Vittigheds Sted, gemte, holdt tilbage og kun befandt sig vel paa det tvetydiges Grund!

Hvis Du i et saadant Menneskes Nærværelse og lige overfor "Selskabet" uforbeholdent vilde sige din Mening om dette samme Selskab, hvis Du vilde lade din Lidenskab komme til Orde, ikke stikke noget under Stolen, men gaa bus paa med hele den Indignationens Kraft, der driver Dig frem, ligesom den i sin Tid drev mig frem, véd Du da, hvad et saadant Menneske vilde svare? Han vilde vende sig imod sine Beskyttere og Beskytterinder, tage sit mest godmodige Smil paa og sige : "Mine Damer og mine Herrer! Dette unge Menneske har ganske sikkert et vist Talent til at male Fanden paa Væggen. Men bliv kun ikke bange, han mener det ikke saa slemt, som han siger. Han har forset sig paa nogle Smaasvagheder i det menneskelige Samfund, der naturligvis ikke er saa godt, som det burde være; men, som sagt, det betyder intet. De ser jo, mine Damer og Herrer, hvor sund og blomstrende han ser ud. Saaledes ser ikke en ægte Weltschmerz-Kandidat ud. Det er Overmaalet af den ungdommelige Spændstighed, der slaar ud i disse Filippica. Tiden og den medfølgende Modenhed vil nok gøre ham spag, og jeg tror at kunne forsikre Selskabet om, at hans øvrige, ellers meget brugbare Talenter vil en skønne Dag gøre ham til et meget brugbart Medlem af vor Midte. " -

"Saaledes vilde et saadant Menneske tale," sagde Olsen, idet han greb sit lange Piberør, og svippede med Hestehaarsslangen i Luften. "Gør Forsøget, og Du vil erfare Rigtigheden af mine Ord," Her legede han atter paa den omtalte Maade med Piberøret, stirrede da stift ud for sig og vedblev som henvendt til en usynlig Tilhørerkreds: "Vogt Eder, I Ungersvende, for disse Mennesker, der udvendig er glatte og 232 pudsede, men indvendig gemmer ... ja, hvad gemmer de? Det, at de saa omhyggelig dæmper enhver Ytring ned, glatter ethvert Ord over og barrikaderer sig imod ethvert søgende Blik, viser noksom, at de har noget at skjule, som ikke tør komme frem for Dagens Lys. - Dette "noget", som de søger at unddrage fra enhver Forskning, maa da enten være det, at der i Virkeligheden intet findes der inde; eller det maa være, at deres Indre er fuldt af Drifter, der staar i saa skærende Modsætning til den Overflade, de til daglig Brug fremviser, fuldt af Ting, som, hvis Vrangen en skøn Dag blev vendt ud paa disse Mennesker, vilde som et Medusahoved jage hele den beskyttende og beundrende Mæcenasflok paa Flugt!"

Olsen havde rejst sig. Han gik frem og tilbage i Værelset, standsede da ved Reolen, drog noget frem, der var stukket ind mellem Bøgerne, og nærmede det hen imod Lampeskæret. Det var Tegningen efter det græske Hoved.

"Jeg syntes en Gang, at det lignede hende, og Ligheden er der endnu - Ligheden efter Linjer og Streger. Over alt det, som jeg om Aftenen ved dette mit Bord har skrevet til, sunget for og tænkt om dette Ansigt, kan jeg nu slaa en tyk Streg, og Hovedet vil jeg forære Dig, og Du kan neden under sætte den Paaskrift som paa gamle Kobberstik : Idealt Hoved af en kvindelig Figur. Du i det mindste véd saa, hvad det betyder. Og kunde Du saa en Gang med Tiden finde Dig en lille Fæstemø "udenfor Kredsen", fra Læsø eller Anholt eller saadan en anden øde Ø, saa vilde Du glæde din gamle Ven Olsen, foruden at Du vilde gavne Dig selv."

Her stak Olsen Tegningen ned i Sofaen bag min Ryg, klappede mig paa Skulderen og vedblev:

Jeg gentager det, jeg har ingen at rette Bebrejdelser imod undtagen mod mig selv. Jeg søgte der ind, hvor jeg vidste, at jeg ikke hørte hjemme; jeg lod mig henrive af en Dukke, og jeg bøder nu med Rette derfor. De franske Forfattere har saa travlt med at advare de unge Mennesker mod "Marmorkvinderne" og den Sfære, der omgiver dem. Noget saa raaddent som denne Sfære kender vi heldigvis ikke i vor lille Provinsstad; vore unge Mænd kan ikke i deres Udskejelser skrive deres legemlige og sjælelige Ruin paa det pikant-forførendes Regning i vort "vie brûlée". Men naar vore Fædre som ægte kortsynede Jeronimi glæder sig over, at de Sønner, der blot har nogenlunde sund Selvfølelse, ikke her hjemme er underkastede de Farer og Fristelser, som har faaet Bugt med saa mangen brav Svend der ude i Kulturens store Knudepunkter, saa kunde der dog maaske til Gengæld komme Folk, som vilde paastaa, at der hos os gives Farer for Gemyttet, for Naturens Helhed, for Sjælens Opsving, for Viljens Energi og det ægte mandiges Spændkraft, Farer, som det store Flertal 233 vel næppe engang kalder for Farer, uagtet enhver vil kunne se, at vor Ungdom er stærkt paa Vej til at blive en blaseret Ungdom, en daadløs, lidenskabsløs, begejstringsløs Ungdom, der hverken føler sig kaldet til at være Aandens Riddere i det videnskabelige eller Armens Riddere i det korporlige, men som nydelsessyg uden Opfindsomhed i Nydelserne, lad og magelig i alt undtagen i at repetere Sæsonernes Adspredelser, ugalant af Natur men kurtiserende af Lediggang, slaar en Kreds omkring vor Dameverden og modtager gennem denne hele sin aandelige Form, hele sit Temperament, sine Planer, sit Maal, sine Idealer ..

Hun havde ingen Lidenskab; hun havde ingen Overbevisning, og hun nærede ikke Ærbødighed for noget. For klog til at lægge især denne sidste Egenskab tydeligt for Dagen, søgte hun ved Stumperne af sin Dannelsesanstalts Kundskaber at bevare Skinnet af i det mindste at være, hvad man kalder "med", overalt hvor Konversationen bragte Dagens Spørgsmaal paa Bane. Hun tog ogsaa Parti og kunde ofte synes varm enten for eller imod en Sag, men denne Varme frembragtes egentlig kun for yderligere at drive Dampen op hos hendes diskuterende Omgivelser. Blev en Idé, et Princip angrebet paa en blot nogenlunde komisk Maade, gav hun sit, altid reserverede, Bifald til Kende, et Bifald, hvis Reservation svandt ind i Forhold til den omhandlede Idés Betydenhed og Størrelsen af den komiske Virkning, som Angriberen frembragte. Den Gunst, som jeg i Begyndelsen nød hos hende, havde netop sin Grund i, at jeg trods min bedre Overbevisning kunde lade alle ophøjede og store Idéer passere en latterlig Revue for hende. Hendes Bifald, lidt fint anbragt Virak fra den skønnes Læber, ansporede mit epigrammatiske Vid, indtil - hun blev ked af mig, og indtil jeg lærte hende rigtig at kende; men da var jeg allerede saa optrevlet, havde allerede bragt min egen Overbevisning saa mange Ofre, at jeg havde faaet det Knæk - som jeg aldrig forvinder.

Jeg følte, at det oprindelige i mig langsomt udviskedes under hendes Behandling. Men jeg var for svag til at staa imod. Jeg saa' først altfor sent, at den overordentlige Sikkerhed og Overlegenhed, hvorpaa hendes Koketteri hvilede, og som jeg i Begyndelsen tilskrev noget virkelig stort i hendes Natur, kun havde sin Betingelse i det fuldstændig golde og tomme i hendes Indre. Jeg var for ungdommelig varm overfor mine Idéer til, at ikke det kolde hos hende skulde gøre mig usikker, og medens jeg bestandig digtede nyt Indhold ind i hende, forblev hun staaende uforandret i sin hele Oprindelighed, med sine smaa Interesser, sin snevre Horisont, sin Pynt, sin kvindelige Forfængelighed, sine Sladdersøstre og - hele den mandlige Tilbederkohorte, der samtidig frygtede mig og trak paa Smilebaandet ad mig.

Min Ven, jeg vil nødig dvæle for længe ved dette Kapitel. Da det endelig gik op for mig, hvorledes min Stilling egentlig var, da fandt 234 jeg mig saaledes vævet ind i hele dette Liv, som næsten var blevet mig en anden Natur, at det forekom mig, som om jeg aldrig skulde slippe ud deraf. Min ideelle Begejstring var næsten vandet ud, mit Indre optrevlet, mit Syn paa det store var bleven svækket, mine Planer var skrumpede ind, og jeg følte nu med mig selv, at jeg vilde ende som en af disse Fabrikanter af Livets unyttige Nips, en stakkels obskur Teateranmelder, en journalistisk Ubetydelighed med forslidte Vittigheder og en elastisk Samvittighed, - hvis jeg ikke tog en kraftig Beslutning og med et Ryk bragte mig ud af den magiske Kreds og langt bort fra selve Kulisserne for denne pjankede Vaudevillescene. Jeg mindedes en ung Billedhugger, som jeg en Tid havde boet sammen med. Han havde virkelig oprigtige Hnsigter overfor sin Kunst. Under Trykket af fattige Kaar og under en ærlig Følelse af alle en ung Kunstners Mangler og Ufuldkommenheder arbejdede han ivrigt og lidenskabeligt efter de store Forbilleder og hen imod det høje Maal, som Plastikken maaske mere end nogen anden Kunstretning hævder for sine Dyrkere med strenge og alvorlige Fordringer. Jeg stolede saa ubetinget paa hans Energi og Begejstring for Sagen, at jeg slet ikke vilde tro mig selv, da jeg opdagede forskellige Kendetegn paa mindre Flid og Alvor hos ham. Snart løjede han ganske af, og da jeg nu mente i Overensstemmelse med hans Alder, at det var det Stadium, han var indtraadt i, som for de fleste unge Mennesker mellem atten og nogle og tyve Aar kan drage saa forskellige Konsekvenser efter sig, saa meddelte jeg ham min Mening som den ældre om dette vanskelige Stadium. Jeg havde imidlertid ikke truffet den rette Side af Sagen. Hans Efterladenhed om Dagen, den indtrædende Mangel paa Alvor og Interesse, som han røbede i vore Samtaler om Kunst, hans betydelig forbedrede Toilette og hans hyppige Udebliven om Aftenerne fra vore fælles Maaltider skyldtes ikke de Adspredelser og det Selskab, som jeg havde forestillet mig. En Dag, da jeg kom hjem og aabnede Døren ind til det Værelse, som han brugte til Atelier, blev jeg meget overrasket ved at træffe tre Damer, en ældre og to unge, som jeg da blev forestillet for med en hel Del Forlegenhed fra min unge Vens Side. Den ene af disse unge Piger var ganske smuk, smagfuldt klædt, og hvad man saadan plejer at kalde "opvakt".

Min stakkels Ven var aabenbart meget indtaget i hende, og hun morede sig aabenbart meget over ham. Der blev gjort Løjer ad alt, hvad han fremviste; hans større støbte Arbejder, hans Skitser i Ler, hans Tegninger og Kompositioner, alt maatte holde for. Den unge Dame mente, at det dog i Grunden maatte være kedeligt saaledes at staa og ælte de Dukker sammen. Ja, hvis han endda kunde modellere saadan en lille Abekat eller hendes Hund! Og saa kaldte hun paa en lille skaldet Mynde, der løb omkring med et Fløjelstæppe over sig.

        

235 Hunden blev sat op paa en Stol, en paabegyndt Figur blev revet ned og æltet sammen, og Modelleringen af Hunden begyndte. Imidlertid morede de unge Damer sig med at rulle Lerkugler, som de afvekslende kastede paa hinanden, paa "Tanten", paa Hunden og paa Kunstneren. Da man var ked heraf, blev min unge Vens store Fotografier efter antikke Statuer tagne frem. De mandlige Figurer iblandt disse blev i Hast fjærnede, og de kvindelige saa' man kun paa, for saa vidt som de var i Drapperi. Et lille Udvalg af disse sidste blev stillet op, og nu begyndte der en Kritik over dem, ledsaget af Forslag til Forandringer og Forbedringer, der mildest talt viste, at de unge Damers Sans for det antikke ikke just var saa stor som deres Sans for det moderne.

Den stakkels Billedhugger! Han hverken saa' eller hørte, men io med ad alle Dumheder. Det var en Ynk at iagttage, hvorledes den skønne legede med ham, hvorledes han var forlegen over, at hans Værelse kun indeholdt Kunstværker og ikke Spilledaaser eller forgyldte Spejle, hvorledes han med Begærlighed greb Opfordringen til ikke at forsømme Aftenselskabet, og hvorledes han ved Damernes Bortgang i en latterlig Stilling med Haanden paa Hjertet takkede for Besøget og lovede ikke at forglemme at modellere den omtalte Tobaksæske til Hr. "Agenten".

"Var hun ikke smuk?" udbrød han, da vi var bleven alene. "Aa jo," sagde jeg. "Hvem var ellers de Damer?" - "Det er den Familie, som jeg i den senere Tid er kommen meget hos, Agent D's."

Han kunde ikke finde sig i den Kontrol, jeg søgte at underkaste ham, og han flyttede. Der gik en lang Tid, hvor jeg ikke saa' noget til ham, Saa kommer jeg tilfældigvis op et Sted ved Volden med en af mine Venner, som vilde se paa Lejlighed. Vi bliver vist hen til en Dør, banker paa, og da ingen svarer, lukker vi op og gaar ind i Værelset. Det var fuldt af smaa Vaser, Cigaretuier, Nisser, Hunde etc. i vaadt eller brændt Ler. Henne ved det aabne Vindue stod - min forrige Kontubernal. Han saa' med et underlig fraværende Blik ud over Voldens Træer, rullede mekanisk Lerkugler mellem Fingrene og kastede dem ud efter Spurvene. Da han genkendte mig, gjorde han en Bevægelse som for at løbe ud af Stuen. Jeg rakte min Haand ud imod ham. Han undveg den. Jeg spurgte, hvorledes han levede. Han svarede mig ikke. Jeg spurgte, hvad han bestilte. Han svarede: "Jeg gaar paa Porcellænsfabrikken !"

"Det var i Aftes," sagde Olsen, idet han vendte Ryggen til mig og trommede med Fingrene paa Bordet; "det var netop paa Vejen hen til det omtalte Selskab hos Fru B., at jeg saa levende mindedes denne Episode med den stakkels Billedhugger, som jeg her har meddelt Dig. Værelset med hele sit Udstyr, den underlig fraværende Skikkelse, der trillede Lerkuglerne mellem Fingrene, Ordene: "Jeg gaar paa 236 Porceilænsfabrikken," alt tilsammen frembragte en egen kvælende Fornemmelse hos mig, da jeg gik op ad Trapperne i det rige, elegante Hus. Jeg bestemte mig til at bryde med det hele, ligegyldig paa hvilken Maade. Hvad jeg sagde til hende, gentager jeg ikke. Det blev sagt til hende i Enrum, og det bliver mellem hende og mig. "Skandalen" derimod, den kender jo hele Byen i Dag, og godt og vel var det, at jeg fremkaldte den midt i hele Selskabet og netop med den af det hele Slæng, som jeg havde den største Regning at opgøre med. Derved har jeg brudt Broen af bag mig. Jeg er tilfreds med mig selv - for første Gang i lang Tid."

Olsen vendte sig atter imod mig, greb min Haand og trykkede den med usædvanlig Varme.

"Jeg har holdt mig noget borte fra Eder i den senere Tid, og hvad jeg her har sagt Dig i Aften er vel derfor kommet Dig noget fremmed for. Du havde vel ikke anet, at jeg var kommet saa dybt i det med disse Mennesker, og Du havde sagtens heller ikke ventet Dig Udfaldet saaledes, som det blev. - Hvad jeg nu vil gøre? Jeg vil bort, bort fra disse Gader, der minder mig om disse Mennesker. Hvortil fik jeg disse svære Lemmer, disse Arme og Hænder! Det er jo tydeligt nok, at Naturen oprindelig har slaaet mig til Ridder af det Arbejde, som den "finere" Portion har behaget at kalde det "grove". Hvis jeg havde været i Besiddelse af disse lykkelige Talenter, der jo for Resten ofte kan gøre Folk ulykkelige nok, saa havde jeg heri haft en Tilflugt. Jeg kunde maaske have digtet, malet eller musiceret mig ud af det, der nu knuger mig og gerne vil trykke mig til Jorden, om det kunde faa Lov. Men Du véd selv, at jeg ikke er i Besiddelse af nogen saadan lykkelig Gave. Dersom jeg nu vilde følge min Attraa og lukke mig inde her i Byen paa mit Værelse med mine Bøger og mine Tanker, da vilde jeg, uden tilstrækkelig Afløbsstrøm for min Skuffelse, mine Selvbebrejdelser og min Sorg, meget snart opbruge den Rest af Modstandskraft, jeg endnu formaar at bekæmpe min Bitterhed med; og saa Farvel, Olsen! Men jeg vil ikke bukke under. Talentet, der maaske kunde skaffe mig Befrielse, har jeg ikke; men disse to Arme, dem har jeg, og de peger hen for mig paa et møjsommeligt og haardført Liv, som ogsaa gemmer en Befrielse i sig, og som maaske, naar alt kommer til alt, er en ærligere Maade at slippe ud af Klemmen paa end ved at skrive en Roman eller komponere en Symfoni. Jeg har i Dag ordnet mine Sager. I Morgen rejser jeg op til det yderste Thule. Jeg vil købe mig et Hus og en Baad i Skagen og blive i mine Forfædres oprindelige Spor. Jeg véd alt, hvad Du vil sige, men afbryd mig ikke. Min Beslutning er tagen og staar fast. Lad os gøre Pinen saa kort som mulig. Min Sejlbaad der nede ved Stakaderne forærer jeg Dig. Og nu Levvel! Du skal være den, der hører noget fra mig." 237 Med disse Ord tog den store Olsen mig blideligt ved Armen og ledsagede mig hen til Døren. Ude paa Gangen trykkede han min Haand heftigt, gik derpaa tilbage i sin Stue og drejede Nøglen om.

Forvirret, uden ret at kunne fatte, hvad der var sket, kom jeg ned paa Gaden. Jeg gik over paa det andet Fortov og kastede et langt Blik op til Vinduerne paa fjerde Sal. Omridsene af min Vens kraftige Skikkelse kom og forsvandt mod Ruderne. Pludselig blussede et klart Skær op i Værelset, flammede en Tid lystigt og sank derpaa atter tilbage. "Der gik alt, hvad han havde skrevet til, sunget for og tænkt om dette Ansigt," sagde jeg uvilkaarligt og saa' ned til Tegningen efter del græske Hoved, som han havde stukket mig under Armen, da jeg gik der oppe fra.

II. Distancepunktet findes paa Skagen

Der var næsten gaaet et Par Uger siden mit Besøg hos Olsen hin Aften. Anden Dagen efter havde jeg været der ude, men fundet Døren lukket og paa Brevkassen en paaklistret Seddel med et stort: Bortrejst. Jeg forhørte mig hos Værten; Olsen var ganske rigtig rejst, og nu skulde Værelserne i Avisen. I en underlig blandet Stemning tog jeg ivrig fat paa mine Beskæftigelser, undgik mine bekendte saa meget som muligt og ventede nu kun paa det lovede Brev. Men som det saa ofte gaar, naar man i en vis Tid ud over det sædvanlige har været spændt paa en Ting uden at faa sin Venten tilfredsstillet, kan man pludselig slaa over som i en Slags Ligegyldighed. Dette blev Tilfældet med mig. Jeg ventede og ventede med næsten febrilsk Utaalmodighed paa at høre noget fra min Ven, der med saa særegne Motiver for sin Bortrejse var brudt saa hovedkulds op. Jeg var næsten syg efter at faa at vide, hvorledes han følte sig til Mode i sit frivillige Eksil, hvor vidt han helt eller delvis havde sat sin Bestemmelse igennem, hvilke Stemninger han var underkastet, hvorledes Omgivelserne indvirkede paa ham o. s. v. o. s. v. Og da nu den ene Dag gik efter den anden, ensformigt og trægt, uden at bringe de ønskede Oplysninger, saa slappedes pludselig den ophidsede Spænding, hvori al denne Venten havde sat mig; Olsen og Skagen og Brev og hans melankolske Meditationer drev ud i det taagede fjerne; jeg søgte atter nogle Kammerater, med hvem jeg i det mindste gjorde Forsøg paa at faa mine ledige Timer til at gaa. I Følge et vist barnagtigt Egensind lukkede jeg ikke længer min Brevkasse op, ja saa' ikke engang til den, 238 naar jeg om Aftenen kom hjem. Jeg søgte herved at forekomme de stadige Skuffelser, jeg i Begyndelsen havde lidt i denne Henseende. Jeg søgte yderligere at bilde mig selv ind, at det i Grunden var mig ligegyldigt, hvorledes det stod til med den "store" Olsen, - da stak Postbudet mig en Aften et Brev i Haanden, just som jeg stod i Begreb med at gaa ud ad Gadedøren. Jeg saa' paa Udskriften. Det var Olsens Haand. Mit Hjerte kunde ikke have banket stærkere, om Haanden havde været en Dames. At løbe op ad Trapperne, tænde Lampen paa mit Værelse og sætte mig ned ved Bordet, var et Øjebliks Sag. Brevets Poststempel lød paa Skagen. Det var dobbelt frankeret; en hel lille Pakke. Jeg rev Konvolutten af, og idet Mindet om min Ven, hvert Ord, han havde sagt hin Aften, hvert Minespil, der ledsagede hans Ord, atter stod levende for mig, begyndte jeg Læsningen af den landflygtiges Brev.

"Du maa vel tro, min brave Ven og forhenværende Vaabendrager, at jeg er forulykket undervejs i de vrede Bølger, og nu ligger som et afpillet, oversandet Vrag paa den øde Strand. Vrag! ja maaske. Dog nej, jeg vil ikke indføre mig i en saa hypokonder Skikkelse for Dig; uagtet mine Undskyldninger for min lange Tavshed maaske derved vilde faa større Vægt. Lad mig straks simpelt hen sige Dig, at jeg vilde samle mig lidt sammen, inden jeg gjorde Dig mine Meddelelser. Derved, indsaa jeg, vilde min Fremstilling vinde i Anskuelighed; det kære, selvbehagelige Jeg vilde blive holdt lidt tilbage, - og hermed kunde baade Du og jeg være tjent.

Jeg kom her op - ja vent lidt, denne min Opkomst maa have et Kapitel for sig selv.

Altsaa:

Første Kapitel

(Omhandlende hvorledes forhenværende Hr. Kandidat Olsen og nuværende Torskefisker Olsen foretog en Rejse fra Køben- til Frederikshavn og videre til Skagens By)

Det var Eftermiddag. Dampskibet, der burde have gaaet, gik ikke. Solen derimod gik - nemlig ned, og jeg selv gik ogsaa ned, idet jeg fra Knippelsbro langsomt firede mig selv ned ad Landgangsbrættet til en af Kvaserne og derpaa vendte mig om og saa' paa, hvorledes mit Tøj, mine Kufferter, min Seng og en Komode kom samme Vej bagefter. Den gamle, ærværdige, ormstukne Knippelsbro med sine melankolske Træguder paa Søjler, der var stivede af baade for og bag, med sin travle Færdsel af Børsjagere, med sine underminerede Grundpiller, med den rivende, hvirvlende Strøm, som dybt nede skød og trængte sig frem mellem Pælene, den gamle, nervøse, rystende Bro dannede de sidste og i mange Henseender symbolske Kulisser for den Scene, jeg nu stod i Begreb med at forlade. Saa Farvel da, Scene og 239 Kulisser! Farvel, Du gamle, rystende Bro, der rager mørk og uhyggelig med dine Søjler op imod den nedgaaende Sols røde Skær. Var Du endda Bro mellem dette gyldenrøde Skær og den nøgterne Virkelighed, der har bygget Dig op og som daglig tramper hen over Dig! Men en saadan Bro gives ikke, lige saa lidt som der gaves en Bro mellem den rige Mand og ham i "Abrahams Skød". Tilbederne af det flammende Skær, der Morgen og Aften tændes for alle, men kun dyrkes af de indviede, de stumme andægtige, hvis Maal bestandig ligger langt, langt borte, der ude hvor det flammer og lyser, de er ved et svælgende Dyb adskilt fra dem, hvis Trin nu for sidste Gang genlyder over Hovedet paa mig, medens uafbrudte Sætninger og Ord naa ned til mig paa Kvasens Dæk og belære mig om, hvor udstrakt, hvor ufarbart det "svælgende Dyb er befæstet".

Skipperen er bleven opholdt, siger han. Men nu skal det ogsaa gaa rask; Strømmen og Vinden er sydlig, vi vil faa den bedste Lejlighed af Verden; bare ikke utaalmodig. Og saa falder da Varpet plaskende i Vandet; den lille Dampbaad faar os paa Slæb, og af Sted gaar det ud gennem Havnen, hvor det tilstundende Tusmørkes blaalige Skygger allerede har begyndt at lægge sig over Bygninger og Skibe, og hvor Kragerne med enkelte hæse Kvæk trækker over ad "Holmen" til fra deres forskellige Ekskursioner omkring paa "Byens" Enemærker.

Den lille, vigtige Dampbaad forlader os, stikker Trossen fra sig, som det hedder, og piber ad os ligesom en kaad Skomagerdreng. Ja, pib Du kun, og skjul Dig kun mellem de store Skibe der ude paa Reden. Mig rører hverken Haandklap eller Piben mere. Usigelig vel til Mode føler jeg mig her ude paa Søen; "ich hab' mein Sach' auf Nichts gestellt", og nu huler Sejlet sig under Vindens Aande, Bom og Stag krummer sig, "Batteriet" er passeret, vi slører slingrende af Sted, slæbende den pjaskende og dansende Jolle efter os i Kølvandet; det var, som om en Byrde faldt fra mine Skuldre, en Haand drog sig bort fra mine Øjne. Jeg sender et, men ogsaa kun ét langt Blik ind imod Byen. Indhyllet halvt i Aftenens Skumring, halvt i Skorstensrøg ligger den som en blaasort, langstrakt Masse og gør de sædvanlige Aftenforsøg paa at lyse sig op. Et for et springer de smaa Glimt frem af den mørke Masse; men det hjælper ikke, i det mindste ikke her ude for os, os Søfolk. Lige tæt, mørk og trist ligger den bag Skibsmasterne med sine Kirkespir. Glimtene der inde bliver svagere og svagere; Spirene er allerede forsvundne, Masteskoven bliver en uformelig Klump, - og saa staar jeg da paa den Frederikshavner Fiskerkvases Dæk alene med mig selv, uden noget Spøgelse af en By bag mig, men med et lyst Skær foran mig i den nordlige Horisont, og en Mand kommer hen til mig og rækker mig en Flaske og siger: "Tag Dem en "lille en" paa lykkelig Rejse!" 240 Jeg er ikke saa ene med mig selv, som jeg straks troede; og hvem véd, maaske er det godt saaledes. Foruden Skipperen (der endda ikke er saa tavs, som jeg fra først af formodede) og den gamle Frederikshavner, der i sin Person forener Kokkens, Matrosens og Dæksdrengens forskellige Gerninger, er der endnu en Passager om Bord. Det er ham, der rækker mig Flasken, ham, som jeg nu faar at vide, har tiltalt mig en to-tre Gange, uden at jeg har hørt det, og som har faaet dette snedige Indfald med "Ægte gl. St. Croix Rom" som Introduktionsmiddel.

Det er en snurrig, men brav Fyr. Den Samtale, der falder mellem os, efter at Bekendtskabet er bleven stiftet igennem de flydende Varer, er til en Begyndelse saaledes:

"Naa, saa De gaar med os til Frederikshavn?"

Ja, jeg er saa temmelig nødt til det, eftersom jeg ikke tror, og da heller ikke haaber, at vi anløber andre Steder undervejs."

"Ha, ha. Det er s'gu ikke saa ilde. Med Forlov at spørge ellers, hvad Slags ... Jeg mener ... er det saadan en Profession De rejser paa ...? Ja, for jeg er nu Snedkersvend, skal jeg sige Dem!"

"Naa. Ja, jeg er Fisker."

"Er De Fisker?"

"Ja, fra det Øjeblik vi gik fra Knippelsbro, betragter jeg mig som saadan."

"Uh. Det er nok en egen Slags Fisker. Ja ja, hver sin Lyst, sa'e Vintapperen. Jeg turde ellers nok lægge Bismer til, hver Gang De solgte Fisk. Skaal!"

Jeg maa ellers paa Forhaand sige, at det ærgrer mig lidt, at mm aabenhjertige Meddelelse bliver modtaget saaledes, saa meget mere som jeg virkelig troede at have jaget de sidste Rester af den forhenværende Kandidat paa Flugt.

"Ikke desto mindre," fortsætter jeg, "kan jeg forsikre Dem om, at jeg tager til Skagen for at blive Fisker."

Den fremmede ser et Øjeblik paa mig, derpaa giver han sig til at fløjte ganske svagt og siger saa i en lidt forandret Tone:

"Godt. Det er en anden Sag. De gaar til Skagen, fordi det nu morer Dem at fiske. Jeg gaar tilfældigvis ogsaa til Skagen, men det er paa Akkord-Arbejde ved Fyret. Jeg trode ellers, at vi kunde have slaaet vore Pjalter sammen, men nu ser jeg nok, at De er en Klophammer, medens jeg er et ganske simpelt Vridbor."

Uden egentlig ret at være klar paa Forskellen mellem de to Begreber, forsikrer jeg ham, at han for "Klophammeren" s Vedkommende tager fejl; vi kan tværtimod meget godt gøre hinanden Selskab. Og saa sætter vi os ned paa Halvdækket agter ude og ryger og passiarer sammen. Skuden løber rask for Vejret med sin Bredfok til og med 241 Bommen helt affiret. Det er næsten mørkt; den tredobbelte Bestillingsmand pusler forude ved Kabyssen; Skipperen staar til Rors, smaanynnende, vendende Skraaen i Munden med et ejendommeligt lille Smæk med Tungen og spyttende nu og da ud over Rælingen. Lampen foran Kompasset i Nathuset er tændt. Ved det rødlige Skær ser jeg min Rejsefælles Ansigt. Det er et aabent, rask Ansigt, en Smule hult under Kindbenene, med en kort, afstumpet Næse, en bred Mund med et kommende og gaaende skalkagtigt Træk ved Mundvigene, under Hagen et stridt, fremadkæmmet, saakaldet "Skomagerskæg" , livlige, klare Øjne under meget lyse Øjenbryn; et ret karakteristisk Ansigt, efter hvilket jeg anslaar dets Ejermand til at være midt imellem de tredive og de fyrre og til just ikke altid at have brugt Høvlen i et københavnsk Værksted.

Min Antagelse i saa Henseende bekræfter sig længere henne i vor Samtale. Jo mere Ensomheden, Søernes Skvulpen og Vindens Nynnen opfrisker Erindringen hos mig og derved gør mig adspredt og tavs, desto mere meddelsom synes min Rejsefælle at blive.

"Hør," siger han, idet han vist for tyvende Gang stopper og tænder sin Pibe. "De maa ikke tage mig det fortrydeligt op, men jeg har en Formodning om, at De vist for ganske nylig har faaet saadan, hvad man kalder, en Knast for Stemmejernet og ikke kan komme videre ad den Vej. Jeg har lagt Mærke til Deres Udtryk lige fra det Øjeblik, De kom om Bord, og jeg kender nok det, naar man ser saadan ud af Øjnene. Og nu denne Historie om Fiskeriet paa Skagen! Ja, De maa virkelig ikke blive vred over min Dristighed, men jeg har vænnet mig til at sige saadan alt, hvad der falder mig ind, og De er jo heller ikke storagtig og vil nok høre paa mig. Ser De, jeg kender Verden. Jeg kender dem, alle disse Tyveknægte og Hallunker, baade Hanner og Hunner, og jeg har i mine tidligere Dage faaet adskillige Gange paa Sømho'derne, fordi jeg har troet disse velsignede Medmennesker for godt. Men nu er jeg bleven, hvad min Vært, Bogbinderen i Wien, kaldte for en "Filosof", og jeg har mine egne Teorier, og jeg lader mig ikke narre mere. - Hvad der nu end maatte være gaaet Dem paa tværs, saa kunde det maaske interessere Dem at høre, hvorledes det er gaaet mig. Jeg er født i København. Mine Forældre var begribeligvis fattige Folk, og begribeligvis var vi en hel Flok Unger. Der er kun meget lidt og altid det samme at fortælle om saadan en Barndom. Min Fader var vist en meget flink Arbejder, men en Gang imellem, naar der ikke var noget Arbejde at faa, saa tog han sig en Taar over Tørsten; det blev efterhaanden til en Vane hos Manden, vi Børn fik Prygl, Moder søgte at holde Stumperne sammen om os; men skidt gik det, indtil endelig min Fader faldt ned og brækkede Benet, og saa døde han. Da min Moder var bekendt som en stræbsom Kone, saa var der 242 naturligvis snart en, som gerne vilde have en saadan Kone. Naa, saa fik vi da en Stedfader, og saa blev min ældre Broder og jeg smidt ud af Huset. Hvad der blev af min ældre Broder véd jeg ikke. Jeg selv kom paa et Snedkerværksted, og der passede jeg da Limpotten og fik Tamp af Mester, indtil en af Svendene, der altid havde holdt af mig, skulde ud paa Vandring. Jeg stak af Sted med ham, og efter mange Bryderier kom vi til Berlin og fik Arbejde paa et stort Værksted dér. Det var i Sommeren 1847. Jeg var kun en femtenaars Dreng, men jeg gik for at være flere Aar ældre. Papirer havde jeg rigtignok ingen af, men jeg har altid været rap paa Kløerne, og da jeg fortalte, at min Vandrebog var bleven borte undervejs, og da jeg straks pryglede den Svend, der skældte mig ud for Dreng, saa fik jeg Lov til at gøre Svendestykke, og saaledes blev jeg Svend paa tysk.

Sproget lærte jeg snart saa nogenlunde, og paa den Maade var vi kommen et godt Stykke over Nytaar 48, da jeg en Lørdag Aften, medens jeg var paa Vejen hjem til vort Logis fra den Bierknejpe, hvor vi Svende søgte, blev anraabt af en Dame, der løb lige saa stærkt, hun kunde, forfulgt af en Officer i Uniform. Hun greb min Arm, skreg nogle Ord, som jeg rigtignok ikke forstod aldeles, men hvoraf jeg nok kunde fatte Meningen, og just som Officeren kom hen imod os, fik hun en Port aabnet og var væk. Den militære Don Juan, der nok var drukken, efter hvad jeg kunde se, vilde ind ad Porten, men jeg sprang imellem og bad ham rejse Fanden i Vold. Han tog fat i mig, og jeg igen i ham. Nu kom der nogle Folk til, men ligesom jeg allerbedst forsøgte at forklare, hvad Stensliberen havde i Sinde, rev han sin Sabel op og slog mig oven i min Kasket, saa at jeg tumlede om paa Fliserne. Jeg var nok lige paa et hængende Haar ved at blive indskrevet i den store Vandrebog ved den Lejlighed. Da jeg lang Tid efter kunde begynde at sanse igen, traf jeg mig i mit Logis hos min Landsmand, der tilfældigvis var kommen den samme Vej og havde fundet mig saa ilde tilredt i Hænderne paa nogle Berlinere, som ikke vidste, hvad de skulde gøre med mig. Der havde nok været stor Allarm, efter at jeg var falden omkuld. En Patrulje var kommen til og havde befriet Officeren. Mig vilde ingen have at gøre med; de troede nok, at jeg var død, og godt var det, at min Landsmand var kommen til. For Resten var han nu ligesom halvtosset, og alle de tyske Svende, der kom op paa vort Kammer, var ligesom han. De skreg og drak Øl over en lav Sko. Jeg spurgte, om det var Helligdag; men de svarede, at det var Revolution. Med mit Hoved indbundet i et Haandklæde fik de mig trukket med hen paa en Knejpe, hvor der var fuldt af Svende og Studenter. Der blev jeg formelig vist frem. De kaldte mig for "Bruder" og "Martyr", og saa raabte de "Freiheit" og "Rache". Jeg var helt benovet af al den Spektakel, og jeg følte mig ganske syg og mat endnu.

243

Men jeg fik Øl at drikke, og da det nu gik op for mig, at her maaske var en Lejlighed til at klø Officeren eller en anden Militær af, saa brølede jeg ogsaa med af fuld Hals, saa at mit Saar i Hovedet sprang op, og Blodet flød mig ned ad Kinderne. Nu blev det rent galt. En stor, stærk Svend tog mig paa Skuldrene. En Student stak mig en lang Rytterpistol i Haanden og sagde, at den var ladt, jeg skulde bare skyde den af, naar det gik løs. Naa, tænkte jeg, her bliver nok ordentlig Mudder. Jeg sad paa Skuldrene af den lange Berliner, og nu gik det ud paa Gaden med hele Følget bag efter, og flere og flere kom der til, alle med Geværer og Sabler og store Stokke, og en Fane havde vi faaet i Spidsen - De véd nok, den "schwarz-roth-goldne" -; jeg sad godt, hvor jeg sad, og passede blot paa at holde Ligevægten, og saa snærede jeg Klædet saa fast, jeg kunde, om Hovedet. Blodet vilde jeg gerne have visket af Kinden og Halsen, men da jeg prøvede derpaa, raabte der straks flere: "Lass's sein!"

I dette Optog kom vi gennem flere Gader. Studenterne ved Siden af mig holdt bestandig Taler til Folk, som stod i Vinduerne elier paa Fortovet. Gud véd, hvor de Mennesker fik alt det Vejr fra. Hver Gang Studenten eller en anden havde talt, pegede de op paa mig, og saa svingede de med Fanen og raabte endnu højere. Paa en Gang hørte jeg Trommeslag, og saa faldt der Skud. Nu bli'r det Alvor, tænkte jeg. Jeg kunde se over Hovederne paa dem allesammen, og længst nede i Gaden fik jeg da Kig paa en Slags Vold af væltede Vogne, Portfløje og saadan noget. Bag Volden var en Mængde Mennesker samlet. De var meget roligere end vi. Alle Vinduerne i Husene paa begge Sider af Volden var taget af. Jeg kunde ikke se Folk indenfor, men en Gang imellem stak et Gevær ud igennem Aabningen. Hm, tænkte jeg, bare Du var nede igen paa Jorden ! I det samme saa' jeg paa den anden Side af Volden en hel Række Mennesker. Det var Soldater. Knapperne og Pikkelhuerne blinkede, og nu kastede de Geværerne til Kinden. Uha! Jeg dukkede mig helt ned bag Svendens Hoved, skønt vi rigtignok var et godt Stykke borte fra det, der gik for sig nede i Gaden. Saa væltede den hvide Røg frem, og nogle Kugler peb forbi mig. Jeg saa' igen frem for mig, og nu var Volden helt fuld af Mennesker, og vi kunde se, hvordan de sloges der oppe, og høre, hvordan de brølede og skreg. Hele Skaren, hvor jeg var iblandt, stod et Øjeblik stille, men da vi saa saa' Pikkelhuerne oppe paa Volden og saa', hvordan de stak og slog med Geværerne, saa raabte Studenten: "Vorwärts, Brüder!" og saa gik det fremad i en lynende Fart. Jeg vilde ned og bruge mine egne Ben, men Svenden klemte mig fast om sine Skuldre, og i strakt Galop kom vi hen bag Volden. De kan tro, det gik varmt til dér. Der var ikke et Menneske, uden at han var blodig. Studenten slog en Soldat med sin Sabel, saa 244 at Ansigtet knustes, og han faldt baglænds omkuld paa to, der laa og brødes. Den store Svend slap mig nu og vilde gribe efter Soldatens Gevær, men i det samme var der en, som skød ham med en Pistol. Jeg var lige kommen til at støtte paa mine Ben, og da Svenden faldt forover, saa' jeg, at det var en Officer, der havde skudt ham. Om det var den Officer, som jeg havde en Regning at opgøre med, det skal jeg til Dato ikke kunne sige. De Fyre ligner jo alle hverandre; men i det Øjeblik syntes jeg, at det var min gamle bekendt. Nok er det, jeg holdt den lange Rytterpistol frem og rykkede af midt imellem de to Rader blanke Knapper, jeg havde foran mig. Fyren faldt, saa lang han var, det er nu vist nok, og da jeg saa', at det gik saa let at slaa et Medmenneske ihjel, snappede jeg i en Fart det Gevær, som den stakkels Svend ikke havde faaet gjort Brug af, og gav mig nu til at slaa og stikke, ligesom jeg havde set Pikkelhuerne gøre. Om jeg fik det gjort af med flere Mennesker ved den Lejlighed, kan jeg ikke erindre. Det hele var som et Mølleværk i mit Hoved, og de enkelte Ting husker jeg ikke længer. Jeg kan blot huske, at jeg til sidst var trængt op ad en lav Stentrappe mod en Gadedør, som var lukket. En Soldat stod nede paa Gaden og langede op efter mig med sit Gevær. Jeg slog fra mig, saa godt jeg kunde, men mit Saar i Hovedet blødte nu svært, og Blodet løb mig ned i Øjnene og hindrede mig i at se rigtig for mig. Jeg var vistnok ogsaa bleven slaaet ihjel af Soldaten, men saa gik Døren bag mig pludselig op; jeg tumlede baglænds ind, og Soldaten, som vilde følge efter, fik en Støvlehæl for Brystet og styrtede ned ad Trappen, Jeg maa have tabt meget Blod, for nu, da Spændingen satte sig, blev alt mørkere og mørkere omkring mig; jeg hørte kun, men ligesom langt, langt borte, Hurraraab og Piben, og saa faldt jeg fuldstændig sammen. - Det var nu den anden Besvimelse i Løbet af et Par Maaneder; men den sidste var nok længere end den første, og havde jeg ikke været saa ung, var jeg nok ikke kommen over den."

Her gjorde Fortælleren et lille Ophold, under hvilket han stoppede sin Pibe med den Bemærkning, at jeg maatte undskylde, om han høvlede Planken lidt vel nær og maaske fik altfor mange Spaaner ud af den. Disse gamle Historier kunde vist næppe more en, der var saa "godt lært", og han skulde nu beflitte sig paa at blive mere kortfattet.

Jeg erindrede ham om, at vi havde Natten for os, og han fortsatte da:

"Det var nok saadan en Professor eller lærd Mand, i hvis Hus jeg saa hovedkulds var falden ind. Jeg blev plejet og passet og havde et Værelse for mig selv, hvori der ikke kom andre end Professoren og hans eneste Datter. Da jeg var kommen nogenlunde til Kræfter igen, maatte jeg fortælle om mig selv, om hvor jeg var kommen fra og om 245 Revolutionen. Det, jeg havde at fortælle om denne, smagte nok ikke rigtig Professoren. Jeg mente, at en Revolution var en god Lejlighed til at drikke Øl og skyde Officerer paa Pelsen, - andet kunde jeg jo ikke vide. Men nu tog Professoren mig ordentlig for sig og belærte mig om Folkenes Rettighed til med Vaaben i Hænderne at fordre den Frihed, som tilkom alle Mennesker, men som Regeringerne aldrig vilde give fra sig. Han gik frem og tilbage i den lille Stue som et Dyr i et Bur, knyttede Hænderne og fægtede med Armene i Luften. Han sagde saa meget, saa meget. De enkelte Ord har jeg nu glemt, men Meningen har jeg bestandig her i mit Hoved. Naar Datteren kom ind til mig, plejede han altid at pege hen paa mig og sige: "Se, der har vi den ene Side af denne Revolution, og her (og saa slog han sig selv for Brystet) har vi den anden Side. Det er Haandværkssvende, der løber fra Ølknejpen ud paa Barrikaden for at opgøre en Regning med en enkelt Mand, ikke for at tilintetgøre Despotiet igennem dets tilfældige Haandlangere. Og det er os Studenter og Lærere, der ikke har givet os Tid til at oplære Haandværkssvendene, inden vi gjorde Revolutionen sammen med dem. Men derfor er det ogsaa gaaet, som det er gaaet, og skal det blive til noget næste Gang, da maa Rejsningen ske nedenfra, udelukkende af de Klassers egen Drift, som vi maa bearbejde med Bøgernes Vaaben i Haanden og ikke som nu i det sidste Øjeblik fremkalde med Fanen og Barrikaderaabene." - Saadan noget sagde han, og de sidste Ord husker jeg da tydelig nok, thi dem kom han bestandig tilbage til. Og saa ,gav han mig Bøger at læse og sad hele Timer ad Gangen inde hos mig og hørte, om jeg ogsaa havde forstaaet, hvad jeg havde læst, og hjalp mig til Rette, naar det ikke rigtig vilde gaa for mig.

Datteren tog det paa en anden Maade. Det var en rigtig flink Pige. Hendes Moder, fortalte hun mig, var død fra hende, da hun var ganske lille. Hun havde ikke haft anden Omgang end hendes Fader og nogle af hans Venner. Derfor var der ogsaa noget ved hende, som slet ikke lignede andre Pigebørn. Skønt hun ofte kyssede mig, medens jeg laa syg, og sagde: Braver Junge! tænkte jeg slet ikke paa at blive forliebt i hende. Inde i Huset gik hun bestandig med et trefarvet Baand om Skulderen, og da jeg kom op og kunde gaa omkring, viste hun mig den Bøsse, hvormed hun havde skudt ud ad Vinduet paa Soldaterne. Saa satte hun sig hen til Klaveret og spillede og sang for mig; og det var altid Revolutionsviser.

Efterhaanden blev Professoren i daarligere og daarligere Humør, og paa hans Ord kunde jeg mærke, at Tingene nok var kommen i deres gamle Gænge igen. Endelig kom han en Dag ind til mig og sagde, at han vilde give mig et Brev med til en af sine Venner i Wien. "Du er nu rask og frisk," sagde han, "men her er Luften alt andet end frisk. Du maa se at komme væk; vi gamle kan nok trives her, naar vi slaar 246 os paa vor Mund og æder Galskaben i os, men med Jer unge er det en anden Sag. I maa bevares for de kommende Tider, men saa maa I flakke omkring og bestandig være Bevægelighed og Forandring underkastet. Ellers ruster I fast, eller hvad værre er, I snakker op i Utide og bliver stukket 5 Hullet; og dermed gavner I ingen Sag."

Saa fik jeg da Brevet syet ind i mit Frakkefor, og nogle Penge fik jeg paa Lommen, og saa tog jeg Afsked og gik til Wien. Det var s'gu herlige Mennesker de to; ja, det var saa. Datteren kyssede mig og forærede mig en Dukat, som var indsvøbt i et langt Digt, som hun selv havde lavet. Professoren forærede mig et Lommeur og sagde: "Tag Tiden i Agt, min Søn. Bestandig fremad ligesom Viseren. Lad Dig aldrig stille tilbage; det har Værket ikke godt af. Og naar den store Revolutionstime atter slaar, saa vis Dig som en Mand, - denne Gang har vi allesammen kun vist os som Børn."

Og dermed gik jeg. Det varede syv Aar, inden jeg igen kom til Berlin, men da var Professoren død og borte, og Datteren kunde ingen sige mig nogen Besked om."

Her gjorde Snedkeren et Ophold. Den simple, kunstløse Fortælling havde frembragt en egen Virkning paa mig; at den ogsaa havde taget Skipperens Opmærksomhed fangen, fornam vi nu.

"Det var Satans til Pigebarn," brummede han. "Saa hun skød virkelig ud ad Vinduet! Hm, ja, hvad skal man sige. Det er en underlig Slags Mennesker, disse Fruentimmer. Der var en lille Pige nede i Malaga, da jeg gik i Frugtfarten. Hun var saadan lidt Kæreste med mig, men det rev ud en Aften, da hun absolut vilde stikke mig med en Kniv."

"Med en Kniv?" gentog jeg halvt mekanisk.

"Ja med en af disse krumme Djævler, der knækker tre Gange, naar man lukker dem op, og som saa staar saa støt mod Fjeren som en tothalet Brambardon. Det var ellers min Lykke, at jeg hørte den knække. Det var nemlig i Mørket, skal jeg sige Dem; og vi var nok uklar om nogle Religionssager." -

Jeg tænkte ved mig selv: Denne Mand tager et fyrigt Udbrud af spansk Fanatisme saa let. Og jeg med min københavnske Kokette ...!

"Aa, fortæl lidt mere," bad jeg Skipperen. "Holdt De meget af hende? hvad blev det saa til?"

"Holdt af hende?" brummede Sømanden. "Ja, De kan bande paa, at jeg holdt af hende. Men lade mig stikke ihjel som et Svin, det vilde jeg dog ikke. Saa tog jeg Kniven fra hende, lukkede den sammen og puttede den i Lommen. Saa bed hun mig i Fingeren, og saa gik jeg min Vej. Dagen efter lettede vi, og siden har je.g ikke været i den Fart og kommer rimeligvis heller ikke mere."

"De siger, at De holdt meget af hende. Tænkte De da meget paa hende siden efter?" spurgte jeg.

247

"Aa ja. Men hvad Fanden! Der er Smaapiger over hele Verden. Og der er da ingen Grund til at tænke mest paa dem, der stikker med Kniv eller bider."

Jeg tav.

"Det var Religionssager, De omtalte," bemærkede nu Snedkeren. "Det erindrer mig om mit Ophold i Wien. Jeg arbejdede den Gang paa et stort Værksted inde i den gamle By; men selv boede jeg ude i den modsatte Ende. Jeg havde logeret mig ind hos en gammel Bogbinder, der var Pebersvend. Han beboede Kvisten af et Hus. En grumme belæst Mand var han, for han læste først Bøgerne, inden han bandt dem ind. Neden under os boede en luteransk Præst paa den ene Side af Gangen og en katolsk dito paa den anden Side. I Lejligheden neden under igen var der nok saadan en Slags Pensionsanstalt for unge Damer, der kom til Byen paa kortere eller længere Tid. Af disse unge Damer var nogle luteranske og nogle katolske; Fruen, der havde Anstalten, var nok begge Dele paa én Gang. Nu løb Præsterne bestandig ud og ind der nede, og Bogbinderens gamle Pige, der tillige havde Rengøring i de unge Damers Værelser, havde altid nye Fortællinger om Konkurrencen mellem Præsterne og om Skænderierne mellem de unge Damer indbyrdes om, hvilken Religion de foretrak, og dette vilde da egentlig sige, hvilken Præst de foretrak. Den katolske Præst var en yngre, ganske køn Mand, der gav mig sin Velsignelse, naar jeg nu og da udrettede noget for ham. Luteraneren var halvgammel og skaldet, og han gav mig Drikkepenge. Da jeg nu undertiden havde noget at gøre i Stand, snart for den ene og snart for den anden af disse to sorte Herrer, saa begyndte de at bearbejde mig for deres Tro, da de nemlig snart saa', at jeg i Grunden ingen rigtig reel Tro havde. Dels havde jo min Professor snakket saa meget med mig om de Dele, at jeg nok kunde sige mig selv, hvad der var hvad; dels var min Katekismus i Skolen egentlig aldrig bleven banket mig rigtig ind i Hovedet, saadan som f. Eks. Tabellen og de fire Specier. Men det var dog især den gamle Bogbinder, der virkede mest paa mig i denne Henseende. Han var en grumme lærd Mand, ja maaske mere lærd end Professoren selv. Og hver Gang Præsterne havde haft fat i mig, saa tog han en af sine Bøger frem og læste for mig, eller, naar han netop ingen havde ved Haanden, som var uindbunden, saa snakkede han med mig, medens han kogte sit Klister. Han troede slet ikke paa noget undtagen paa Astronomi; men det troede han ogsaa paa for Alvor. Og han havde en gammel Kikkert, der stod paa tre Ben. Den rettede han saa ud igennem Vinduet, hver Gang det var Fuldmaane. Og saa skiftedes han og jeg til at kigge deri, og saa fortalte han, at han kunde se baade Bjerge og Søer og Skove og Marker paa Maanen; og naar der var alt det paa Maanen, saa maatte der ogsaa være Mennesker paa Maanen, og saa 248 kunde Vorherre ikke være bleven til her paa Jorden, og saa var det ikke sandt, hvad Præsterne nede paa tredje Sal sagde.

Jeg kunde nu rigtignok ikke se alt det paa Maanen, som han kunde. Men det kom maaske af Mangel paa Øvelse. Desuden blev jeg ked af at staa i den kolde Natteluft og kigge paa et og det samme altid. Og da jeg en Aften havde samlet mig en rigtig god Forkølelse, saa gik jeg Dagen efter ned til den luteranske Præst og spurgte ham, hvad han mente om Maanen. Den havde han nu ikke nogen rigtig Mening om, men da jeg talte videre og forklarede ham mine Meninger om Tingene, saaledes som jeg havde sat dem sammen efter Professorens og Bogbinderens Ord, saa blev han vred og skældte baade Professoren og Bogbinderen ud, og da han var færdig med dem, saa tog han fat paa den katolske Præst og gav ham efter Sædvane sin Bekomst med.

Dette syntes jeg nu ikke om, og jeg gik samme Aften ind til den katolske. Han var meget venlig, sagde, at alle Mennesker i Grunden havde lige megen Ret, men at den katolske Kirke dog var den bedste og eneste; og Søndagen efter tog han mig med sig hen til den Kirke, som han arbejdede for. Der var nu Musik og Sang og en mageløs dejlig Lugt. Og der var ogsaa en af de unge Damer fra Pensionsanstalten derhjemme. Det var den allersmukkeste og allervenligste af alle Damerne, og jeg var, naar jeg ærlig skal tilstaa det, forliebt op over begge Øren i hende. Hun nikkede nu venlig til mig fra sin Bedeskammel, og jeg besluttede mig til at lægge mig efter at blive katolsk. Det forekom mig ogsaa at være det nemmeste; for i Grunden havde man dog intet andet at gøre end at lade Musikken og Sangen og Præsten gøre det altsammen for sig. Medens jeg nu laa paa mine Knæer ligesom alle de andre og tænkte herpaa og nu og da skottede hen til den unge Dame, saa kom Præsten, der nu havde faaet fine Klæder paa, langsomt gaaende forbi mig. Og han smilede venlig til mig, og da han kom forbi Bedeskammelen, hvor den unge Dame laa, smilede han endnu venligere og korsede sine Arme. "Det er dog en rigtig skikkelig Mand," tænkte jeg, "ganske anderledes venlig end Luteraneren derhjemme." Og jeg syntes ordentlig, at jeg blev mere og mere katolsk for hvert Minut, der gik. Da jeg kom hjem, havde jeg en ordentlig Batalje med min Vært, Bogbinderen, som endte med, at jeg blev sagt op. Men ikke mange Dage efter kom hele Huset i Oprør. Den katolske Præst var stukket af med den unge Dame, som jeg var saa forliebt i. Jeg græd af Arrighed, og samme Aften pryglede jeg en lang Skrædersvend, der havde nogen Lighed med Præsten, dygtig igennem paa en Knejpe. Men hvad hjalp det? Og hvad hjalp det, at jeg atter forsonede mig med Bogbinderen - Borte var hun, og Præsten med, det Skarn! Det katolske var fuldstændig gaaet af mig. Luteraner blev jeg da heller ikke, uagtet hele Huset, det vil sige Pensionsanstalten, gik over til den 249 anden Præst. Jeg sad oppe paa min Kvist og kiggede paa Maanen sammen med den gamle Bogbinder. Og da han et Par Aar efter gik hen og døde, saa arvede jeg to Hundrede Gylden efter ham foruden hans Kikkert, som jeg straks solgte, og saa var det, at jeg gik til Konstantinopel."

Der blev en Pavse, under hvilken Piberne blev stoppede og tændte paa en frisk; og ligesom sidste Gang brød Skipperen Pavsen, og ved denne Lejlighed var det de ældgamle Temaer om Tro og Viden, der blev gjort til Genstand for hans naive, sunde Behandling. Jeg erindrer saaledes, at han blandt andet ytrede sig om Søfolks Overtro og om deres Mangel paa det, man plejer at forstaa ved Tro.

"Folk," sagde han, "vil saa gerne fortælle om Søfolks Gudsfrygtig hed. Jeg har nu altid, saa længe jeg har faret til Søs (og jeg har taget adskillige Vagter og adskillige Tørn, og ikke altid paa Dæksbjælkerne af en Kvase), lagt Mærke til, at de rigtig flinke Sømænd, og det er dog Gudskelov Størsteparten af den hele Stand, nok kan tro paa Vars ler og gode Dage og onde Dage og meget andet af den Slags (hvad jeg nu for Resten for mit Anbelangende ikke tror paa), men saadan "guds frygtige" det er kun de klejnere af dem, som enten har en ond Sam vittighed eller er bange for deres Skind eller er bleven gamle og affæl dige. Hele Sømandens Liv fører jo med sig, at han først og fremmest maa stole paa sig selv, saaledes som en Gang en Doktor sagde mig, at de gamle Vikinger gjorde. Naar man stoler rigtig paa sig selv og gør sin Pligt, saa længe man kan, saa behøver man ikke at have Vorherre til hvert Øjeblik at springe for sig. Jeg fo'r en Gang paa England med en Skipper, til hvem jeg sagde noget lignende. Men han blev gal i Skralden og kaldte mig for en ugudelig Tamp, hvem Fanden nok vilde tage. Naa, Fanden har ikke taget mig endnu; men den Skipper, om hvem jeg taler, han var i en af de engelske Afholdenhedsforeninger og havde altid mange Bønnebøger i Kahytten og altid mange gudelige Talemaader i Munden; men han pimpede i Smug, og en Aften i en Storm, da han selv havde en halv Storm paa, kopsejsede han sig selv fra Hækken og gik over Bord, og hvis Fanden ikke har taget ham, saa har Fiskene taget ham, og hvis Fiskene ikke har taget ham, saa maa det være, fordi han smagte dem altfor forbandet meget af Whisky. Men for at blive ved Manden, hvor jeg slap ham - som Skarpretteren sagde, da han huggede tredje Gang paa Tyvens Hals -, saa fik vi samme Eftermiddag, som den Samtale var falden mellem os om For middagen, en ordentlig Ryger lige i Næsen. Vi laa i Nordsøen, og Sku den var kun svagt bemandet. Skipperen maatte op tillige med os Folk og gøre Sejl fast. Han og jeg laa paa samme Nok. Hun tudede og peb i Rigningen, og den ballastede Skude kastede sig i Søerne, og det var meget stygt. Skipperen var ganske bleg om Næbet, og ikke saa snart 250 var han kommen op paa Raaen, førend han begyndte at bede ganske højt. "Hold heller fast, Skipper," raabte jeg til ham, "og lad os se at faa Arbejdet gjort og saa komme ned igen. Vorherre har saamænd meget andet at tage vare paa, end at høre paa Dem." Skipperen skelede frygteligt til mig og blev ved at bede. I det samme tog Skuden en voldsom Overhaling. Skipperens Fødder gled ud af Perten, og da han jo brugte sine Hænder til at bede med, vilde han være gaaet i Søen, hvis jeg ikke havde slaaet en Klo i Nakken paa ham og saaledes spillet Vorherre. "Der kan De selv se!" raabte jeg; men han hørte mig ikke færdig; han entrede i en Fart ned ad de luv Stængebardoner, rendte tværs over Dækket og ned i Kahytten, hvor han trøstede sig med den "klukkende Salmebog", som vi kaldte hans Whiskydunk."

Her tog Fortælleren sig en ny Ende Skraatobak, efter at han med et formeligt Sæt i hele Kroppen havde sendt den gamle uden Bords, og vedblev:

"Jeg kunde berette mange af den Slags Eksempler, og navnlig kunde jeg fortælle, hvordan det gik mig nede i Middelhavet, da jeg vilde gøre en Afstikker til Messina fra Palermo, hvor jeg laa med en Frugtskonnert. Jeg gik om Bord i en af de Fiskerfelukker, som farer paa Kysten, og da vi var kommen et Stykke udenfor Kap Zafrano, begyndte det at blæse op. De sorte Italienere om Bord blev nu forknyt, og da Kulingen tog til, gik de alle fra Snøvsen og smed sig ned paa Dækket i Læ og begyndte at raabe paa deres Marie og paa Bambus eller Bambinus, eller hvad det nu hedder. Jeg tænkte ved mig selv: Ja, havde jeg blot en ordentlig Bambusstok, saa skulde jeg hjælpe Eder! Jeg havde imidlertid ingen Stok ved Haanden, og det hjalp ikke, at jeg sparkede til en af de sorte Karle; han viste kun Tænder, ligesom om han vilde æde mig, og blev saa ved at raabe paa Bambus. Kulingen blev efterhaanden til Storm; de sorte Slyngler skabede sig, som de var besatte, og jeg tror Gud hjælpe mig, at de tænkte paa at smide mig over Bord, fordi de mente, at det var mig, der lavede al den Vind. Nu véd jo nok enhver, hvorledes disse Baades Rigning er beskaffen. De har i Midten af Fartøjet en kort, svær Mast, der peger forefter. Denne Mast bærer en nederdrægtig lang Raa med et Helvedes stort, trekantet Sejl, der staar med Halsen ude i Stævnen og med Skødet helt agter ude. At rebe dette svære Sejl var der ingen, som tænkte paa; de bad og de bandte, og de truede ad mig, og da jeg nu indsaa, at vi enten maatte kuldsejle allesammen, eller ogsaa at jeg blev hevet over Bord, saa løb jeg hen til en af Hallunkerne og bad ham paa engelsk om hans Kniv. Han troede nok, at jeg vilde ham til Livs. Han trak Kniven, men rigtignok for at jage den i mig. Dog, den gik ikke. Jeg slog ham lige midt i hans sorte Fjæs, saa at Næse og Mund stod i ét. Saa snappede jeg Kniven, sprang hen og kappede Faldet, og ned 251 rutschede Sejlet og belemrede alle Slynglerne nede i Læ. Jeg tog nu Roret, løb Fartøjet op i Vinden, og idet jeg skar nogle frygtelige Ansigter og svingede den lange Kniv, betydede jeg de krumsnudede Abekatte, da de endelig kravlede frem under Sejlet, at de skulde gaa i Gang med at rebe. Det gjorde da ogsaa et Par Stykker af dem. Vi fik det mindskede Sejl sat, jeg beholdt min Plads ved Roret med Kniven parat, men efterhaanden drev Bygen over. Vejret blev godt igen, og nu var der ingen Ende paa deres Jubel. De kom krybende hen til mig og kyssede mine Støvler, og havde jeg sidste Gang gjort mig selv til Vorherre, saa blev jeg nok denne Gang af Italienerne gjort til Mutter Maria."

Fortælleren syntes at være ganske stolt af sin Bedrift, og det havde han da i Grunden ogsaa Ret til. Jeg sagde ham et Par opmuntrende Ord, og han fortsatte:

"Nej, klare for sig selv, det maa enhver Sømand, og gudsfrygtig har man ikke megen Tid til at være - naar det kniber. Og naar det er stille, - ja, saa sover man og synder ikke, som Ordsproget siger. Og nu, naar man er i Land, ja, hvad saa? Saa véd nok alle og enhver, hvordan Sømanden bruger sin Tid. Og det er da heller ikke saa underligt ; thi der er ingen, der borger en for, at man nogensinde kommer i Land igen, og hvis jeg i det hele taget kunde falde paa at sammenligne Sømanden med Soldaten, saa vilde jeg sige, at det gaar Sømanden, naar han kommer i Land, ligesom Soldaten i Krigstider, naar han kommer i Kvarter. Men, som sagt, jeg vil ikke sammenligne Sømanden med saadan en Bonde af en Soldat. Men derimod vil jeg spørge om én Ting, og det er, om en Sømand, der i Reglen kommer rundt omkring til alle Steder paa Jorden, og som ser, at Engelskmand og Franskmand og Spanioler og Tyrkere og Negere og Malajer og Grønlændere og Kinesere hver især har sin Vorherre og aldrig kan forliges om ham, men altid skælder hverandres Vorherre ud, om saadan en Sømand ikke maa sige til sig selv: "Du har kun at klare Dig selv og gøre din Pligt og drukne, naar du skal!" Og hvis alle Folk inde i Land vilde sige det samme, saa kunde de nok spare sig alle de Kirker og hellere bygge Friboliger for udtjente Søfolk; thi det er dog dem, der slider og aser og døjer ondt, for at alle Folkene i Land kan have deres Sukker og Kaffe, Tobak og Vin og Korn og Kul og alt muligt andet. Og saa vil jeg dertil kun tilføje, at jeg selv, som staar her, har været inde i alle de Kirker, der nogenlunde kan findes, og alle Steder har jeg befundet mig ligesom en levende Reje paa en varm Æggekage."

__ __ __

Kære Ven. Jeg beskriver Dig hele denne Aften paa Kvasens Dæk saa udførlig, fordi den bragte mig selv saa mange friske og sunde Pust ud gennem disse "udannede" Menneskers Fortællinger og 252 Bemærkninger. Meget af mit eget Smaaklynkeri blev derved jaget tilbage i Baggrunden. Jeg følte mig selv som den, der i lang Tid har givet ud, og som nu modtager. Og jeg lænede mig tilbage og modtog i fulde Drag Aftenvindens Fortælling, de skvulpende Søers Fortælling og Fortællingerne af de to "simple" Mennesker, der hver for sig tog Tingene saa overordentlig nøje i Overensstemmelse med den Maade, jeg selv ønskede mig at kunne tage dem paa. Og da der endelig blev en længere Pavse, som truede med ikke at blive udfyldt, saa udfyldte jeg den for mit Vedkommende ved at krybe ned i Kahytten og lægge mig i den snevre Køje, medens Kvasens Stævn gennemskar Kattegattets mørke Vande.

Da jeg tidlig næste Morgen kom paa Dækket, var Vejret koldt og taaget. Jeg fik en Skaal varm Kaffe forude ved Kabyssen, og siddende paa Rælingen, nippende til den rygende Drik og knasende det mørkebrune Kandissukker anstrengte jeg mig forgæves for at trænge gennem det tætte, graa Slør, der spærrede mit Øje Udsigten til alt det, der muligvis kunde have været at se rundt omkring mig. Paa én Gang lød forunderlige drønende, gungrende, skrattende Toner gennem Tykningen.

"Nu spiller de nok Tappenstregen om Bord i Fyrskibet," raabte Skipperen henne ved Roret. "Jeg tænkte jo nok, at vi maatte være i Renden et Steds. Det er ellers Fanden til Spektakel, den nye Kasserolle kan gøre, men den gamle duede da heller ikke meget, kan jeg tro; de kunde lige saa godt have spillet Bummelum paa en Messingspyttebakke."

Efter disse indledende Bemærkninger, der antydede, at vi var i Nærheden af Læsø-Rende Fyrskibet, gav Skipperen Roret til sin Medhjælper og sprang selv forud og op paa Spillet, hvorfra han med en Værdighed som en Chef paa en stor Orlogsmand kommanderede Skudens Bevægelser.

Den hele Situation interesserede mig. Gongonens underlige - hvorfor skulde jeg ikke sige overjordiske - Toner kom nu og da med Mellemrum bølgende ud til os gennem Taagen, og efter disse snart svage, hendøende, snart skarpe, frembrusende Lydbølger, der paa en mærkelig drillende Maade i det ene Øjeblik lød fra højre og saa atter i det næste fra venstre Side, bugtede vi os frem ligesom en Hund, der snuser efter sin Herres Spor. Jeg véd oprigtig talt ikke, hvorfor jeg ytrede mine Tanker i Ord, men jeg sagde ikke desto mindre til Skipperen, at det gik os Mennesker i mange Tilfælde, ligesom det nu gik hans Kvase. Vi hører forude i den dunkle Taage en hemmelighedsfuld Stemme, Ord eller Lyde, som vi ikke kan forklare os, men efter hvilke vi retter vor Kurs og kryber og kravler os frem snart til højre, snart til venstre, eftersom vort svage Øre opfanger Lyden. Vi tror sikkert, 253 at den hemmelighedsfulde Stemme mener os det godt; men hvem borger os for ...

"Støt med Roret!" brølede Skipperen og saa' ned paa mig. "Ja, hvad mener De egentlig? - Fald en lille Kende! - Det kan s'gu gerne være, at De har Ret. - Støt saa! - Men det er saa forbandet lærd;

- der har vi hende. Lul! for Satan! Puh, den nederdrægtige Taage. De kunde dog ogsaa gerne blive ved at spille paa Trommen; hvad andet har de at bestille der om Bord."

Ud af Tykningen traadte noget stort, mørkt noget, der efterhaanden udviklede sig til et taageomhængt Skib, et svært Skrog med lave Master og en Ballon paa Fortoppen. Vi strøg tæt forbi. Det syntes, at en høj, mager Mand sprang op paa Lønningen og svingede med Hatten ned til os. Jeg tog min Hue af og hilste. I det samme faldt Gongonmusikken ind med fulde, dundrende Toner, og larmende og skingrende, skrattende og gungrende tumlede Lydbølgerne over hverandre og syntes at løbe ligesom en forvildet Flok Smaadjævle omkring i det taageomhængte Skibs Rigning, hvorfra de saa kastede sig ned paa Kvasens Dæk og hoppede derfra over Bord og svømmede hen over Vandfladen ind i Taagen paa den anden Side.

Skipperen saa' paa mig, og idet han kneb det højre Øje til paa en egen uigengivelig Maade og puttede en mægtig Ende Skraa i Munden, syntes han ligesom at ville sige: Der har De Deres hemmelighedsfulde Stemme - i Nærheden! Og saa sprang han ned fra Spillet og løb agter ud til Roret, og undervejs hørte jeg ham brumme: "Se saa, nu har vi nok af den Spektakel; nu kan vi klare os selv."

Vi gik da i Gang med at klare os selv. Min Ven Snedkeren og jeg skiftedes til at hive Loddet. Skipperen styrede, og saaledes gik det fremad gennem Taagen, til denne endelig lettede og strøg i lange, sønderrevne Gevandter ind over de høje Banker paa denne Side Frederikshavn.

Kort efter havde vi naaet Kvasens Hjemstavn. Vi pressede os ind

gennem det snevre Havneindløb, gled tværs over den rummelige Havn og lagde til ved Bolværket. En Mængde indfødte stimlede sammen paa Kajen; et Par af de dristigste sprang om Bord til os, og i det velklingende vendsysselske Maal udspandt der sig snart mellem Skipperen og hans Medhjælper paa den ene Side og de indfødte Entregaster paa den anden Side et livligt Ordskifte af Spørgsmaal og Svar, der naturligvis først og fremmest drejede sig om os Passagerer, dernæst om Rejsen og endelig om de mest detaillerede private Anliggender, Barsler og Begravelser, Torvepriser og Hussalg.

"Hør nu, Folkens," sagde min Rejsefælle, idet han kastede en Bylt med sit "Kram" over Nakken og skubbede de nærmest staaende til Side; "nu kunde I maaske være saa venlige at gøre lidt Plads." Og 254 derpaa hoppede han op paa Bolværket, bad dem om Forladelse, som han havde traadt paa Tæerne, og banede en Vej for mig, der kom bag efter. Jeg havde taget en foreløbig Afsked med Skipperen; mit Tøj skulde staa om Bord, til jeg fik opspurgt en Lejlighed nordpaa; kun min Vadsæk havde jeg slængt over Skulderen, og nu fulgtes vi to Rejsekammerater ad op igennem Byens uendelig lange og uendelig kedsommelige Gade, der fremviste den mest sammenhængende Række af Værtshuse, jeg nogensinde erindrer at have set.

"Er De kendt her?" spurgte jeg Snedkeren.

Jo, han var lidt kendt her. Han havde været en Gang før i Logis her et Par Dage, og hans gamle Logissted fik vi da opsøgt. Det var et Beværtningssted som saa mange andre "Beværtningssteder". En tyk Madamme stod bag ved Skænken. En Kattekilling legede paa Gulvet med hendes Garnnøgle. Der var ingen Gæster endnu at se; det var lidt for tidligt paa Formiddagen. En Dør stod aaben ind til et Værelse. Jeg skævede derind. En Seng, hvor en Person havde sovet rimeligvis for ganske nylig. Et Par "Slæbere" ude paa Gulvet. Et Vaskebord; en ... jeg tog Øjnene til mig.

Og jeg var endnu saa lidt bleven til en Fisker, at jeg følte, hvorledes en hemmelig Længsel opsteg hos mig efter skyndsomst at fjærne mig og opsøge mig Kvarter i et af de større Gæstgiversteder, som vi var kommen forbi nede ved Havnen.

Jeg vilde dog ikke saare min Kammerat, og jeg smed min Vadsæk paa en Stol og satte mig ned. Snedkeren havde imidlertid ganske rolig lukket Døren ind til Sovegemakket, og nu stødte han med et kort "Forlov, lille Madam" Vinduet i Skænkestuen op, bad om Vand til at vaske sig i og tog i det hele taget Tingene saa praktisk, som de kunde tages.

Jeg skammede mig i Stilhed og forlangte "to Kopper Kaffe med Brød til", og da det forekom mig, at den ærlige Fyr alligevel havde lagt Mærke til mit Anfald af Fornemhed, tilføjede jeg: "og to gl. Romere."

Værtinden smilede nu naadigt, Snedkeren smilede skælmsk, og Solen skød en lang, gylden Stribe ind gennem Vinduet, hen over Kattekillingen paa Gulvet, og over Skænken og tværs over Værtindens røde, skinnende Ansigt.

Da vi havde gjort tilbørligt Toilet, da Kaffen med mere var indtaget, og da vi havde forsynet os hver med en Cigar "af de bedste", gik min Kammerat ud i Byen for at søge Lejlighed til Skagen. Posten var gaaet, akkurat som vi kom til Byen, fortalte Værtinden; men der var vistnok Bønder, som skulde nordpaa; "naar vi nu justement skulde af Sted i Dag," tilføjede hun med et kærtegnende Blik til Sovekammerdøren.

255

Jeg slentrede alene ned ad Gaden, og da jeg saa' en Slags Allé, der drejede af ud imod Vandet, fulgte jeg denne og stødte snart paa Volde og Grave og et forfaldent Porttaarn. Gennem dette kom jeg ind i en med Bastioner omgiven Gaard, hvis Midte optoges af et ligeledes forfaldent Taarn i den kinesiske Pagodestil. Jeg kan tilføje her, at jeg ude om Bord paa Kvasen havde ærgret mig over dette Taarns arkitektoniske Linjer og spekuleret paa, om det var Tidens Tand eller Bygmesterens Haand, der havde trykket Taget ind paa Midten og saaledes givet det den antydede kinesiske Form. Ved Hjælp af mine geografiske Skolekundskaber sluttede jeg mig nu snart til, at disse Bastioner og disse Taarne, alt "en miniature" , maatte være den for Frederikshavns Vedkommende obligate Fæstning "Fladstrand".

Og idet jeg greb Idéassociationen: Fladstrand og Østersbanker, sprang jeg op paa den Bastion, der vendte ud mod Havet og kiggede ned i Vandet. Der var ikke Spor af Østers at opdage. Der var store, mørke Rullestene, som Søerne slog op imod med en egen klukkende Lyd. Der var Stenrev længere ude, hvor en Sø nu og da brød og blinkede ; og længst ude var "Holmene".

Det var klart Efteraarsvejr med den ejendommelige Fugtighed i Luften. Ude i Kattegattet skinnede Formiddagssolen ned med brede, lysende Striber. Bag Striberne skød en Mængde smaa Skybanker sig i Vejret, og jeg tænkte ved mig selv, at Herligheden nok ikke varede længe. Og medens jeg iagttog, hvorledes Skyerne arbejdede sig op, og medens jeg fulgte de vekslende Skygge- og Lysstriber, der lagde sig hen over det store Bakkestrøg saa vel som over det flade Land syd for Byen, blev jeg selv paa en egen ubehagelig Maade undergivet dette Lys- og Skyggespil. Jeg følte mig afvekslende varm og kold, oplivet og nedstemt. Jeg snarere følte end saa', hvorledes et tyndt, graat Skyovertræk udbredte sig oppe over mit Hoved, og jeg bøjede mit Hoved og støttede mig sørgmodig op til en halvraadden Palisadestump.

Kære Ven ! Du tilgiver, at jeg allerede nu falder i Staver. Saa længe jeg var om Bord, saa længe jeg hørte nogen tale eller selv talte, gik det fortræffeligt, og navnlig var jo min Ven Snedkeren en udmærket Opmuntring for mig. Men nu var jeg ganske alene med mig selv, og - og saa laa der saa meget i Luften. Erindringer om dit og dat, baade af den ene og den anden Slags, paatrængte sig mine Tanker. Det var ikke til at holde ud. Jeg maatte give mine Tanker Afløb ved noget, og saa tog jeg fat i Palisadestumpen og ruskede og sled i den, til jeg havde faaet den brækket op af Jorden. Derpaa - ja nu maa Du ikke le for meget - tog jeg min Kniv frem, lagde mig ned paa Knæ og skar et dybt, dybt Bogstav ind i Træet. Saa kylede jeg Stumpen saa langt ud i Vandet, som jeg kunde, og vedblev at kaste Stene efter den, indtil jeg ikke længer kunde række den; og saa greb Strømmen 256 Træstumpen og Bogstavet og Erindringen og Sørgmodigheden og førte alle Dele med sig, og selv gik jeg svedt og forpustet, men betydelig lettet tilbage fra Bastionen og Fæstningen og skraaede over til Havnen, hvor jeg saa traf min Skipper.

"Naa," sagde han. "Skal det saa være?"

Jeg svarede, at jeg endnu ikke havde faaet nogen Befordring, men for Resten ventede jeg at komme af Sted snart og bad ham derfor besørge mit Tøj hen til mit Logis.

Han lovede det og tilføjede da: "De kunde dog ellers gerne blive et Par Dage her i Byen. Fornøjelsen paa Skagen er sparsom nok; men her er da baade pæne Folk, man kan snakke med, og en lille Kone kunde man da ogsaa opdrive."

Jeg forstod ham ikke straks og svarede derfor spøgende, at jeg ikke tænkte paa Giftermaal, men hvis saa var, kunde vel Konen nok findes blandt Skagboerne.

Nu gav han sig til at le og erklærede, at jeg nok var en stor Filur. Derpaa dukkede han ned i Kahytten, kom igen til Syne med en forholdsvis ny Stortrøje paa og en uforholdsmæssig høj Cylinderhat.

"Jeg skal et Ærinde op i Byen," sagde han, idet han med Bagsiden af Armen omhyggelig gned "Cylinderen" af. "Skal vi slaa Følgeskab; jeg kunde maaske vise Dem noget?"

Vi fulgtes op ad Gaden og standsede foran et Gæstgiversted af en tilsyneladende højere Rang.

"Se der," hviskede Skipperen og trykkede sin Albu blidt ind i Siden paa mig. "Det er noget for Dem."

Dette noget for mig viste sig at være en Gruppe i Vinduet, bestaaende af en velfriseret Probenreuter og en mildest talt ikke friseret Dame, henhørende til Hotellets kvindelige Opvartning. Merkur gjorde stormende Kur til Hebe.

"Skal vi gøre et Slag indenfor?" spurgte Skipperen mig, idet han paa en højst underfundig Maade kløede sin ene Albu.

Vi gik ind i Gæstestuen, hvor der tillige var Billard. Tobaksrøg, en snavset Markør, et Par Borgere, nogle Handelsrejsende ved et Bord i en Krog og Gruppen i Vinduet.

Ved vor Indtræden mønstrede Markøren os med et Blik, der kunde oversættes i Drikkepenge. Flotheden hos min ærlige Ledsager sank øjensynlig ved disse Omgivelser et Par Grader, og med den Slags Folks ejendommelige Kejtethed paa offenlige Steder skubbede han sig øjeblikkelig hen til det nærmeste Bord, hvor vi saa begge tog Plads.

"Jeg havde dog tænkt, at de to var alene," hviskede min Ledsager til mig, hvorefter han trak et blaatærnet Tørklæde op af Lommen og gav sig til at behandle sin Næse,

"Hvad ønsker De?" spurgte Markøren i en temmelig kort Tone.

257

Jeg saa' paa ham og derpaa over mod Vinduet. Hebe var ved første Øjekast en ganske net lille Hebe, med et af disse højst udfordrende Opstopperansigter, som man i vore Dage ikke udelukkende finder i Gæstestuer eller Køkkener, men som synes at være smuttet ind rundt omkring i Dagligstuer og Balsale, og som, omgivet af en hel Mængde forviltret, ægte eller uægte Haar, lægger saa stærkt Beslag paa de unge og ældre Herrers Hjerter eller Opmærksomhed. Denne Hebes Dragt var heller ikke fri for i mange Punkter, og navnlig i sin overordenlig stærke Udvikling bagtil, at minde om de legitime Dragter i Dagligstuerne eller paa Spadseregangene, og det mindre "kvindelige" og mere sjuskede ved denne Hebes Dragt gjorde egentlig ikke Afstanden saa umaadelig stor mellem denne Gæstestue og denne eller hin Dagligstue.

Paa en egen bevidst og ikke overdreven lidenskabelig Maade besvarede hun den opviksede Handelsmands Kur, og samtidig skiftede hun hurtige Replikker med Herrerne henne i Krogen. Hun var øjensynlig trods sin Ungdom i Besiddelse af en stor Rutine; hun havde et eget Kast med Hovedet, et eget Tonefald i Stemmen og - nu vendte hun Ansigtet hen imod os - et eget ...

Jeg trak Vejret dybt. Jeg havde her en maniereret - jeg siger med Vilje ikke karrikeret - Efterligning af ... ja Du véd jo af hvem.

"Naa, ønsker De saa no'et?" lød atter den lille, væmmelige Opvarters Stemme.

Jeg havde den største Lyst til at sparke ham, men jeg tog Benet til mig og erindrede mig selv om, at jeg allerede halvvejs var i Fiskerkostumet.

"Det er naturligvis to Gammelromere?" spurgte Hebe, idet hun nikkede hen til Skipperen.

Merkur og Kolleger fniste.

"Bring mig en Flaske Champagne," sagde jeg roligt, men højt.

Almindelig Tavshed, under hvilken alle Øjne vendtes mod mig.

"En Flaske hva'forno'et?" spurgte Markøren, og maalte mig fra øverst til nederst.

Jeg gentog det mystiske Ord, der besværger alle mulige Opvartere og en hel Del andre Mennesker foruden. Derpaa trak jeg min Portemonnæ frem og lagde en Seddel paa Bordet.

Naar jeg hine Aftener havde sagt en eller anden Vittighed eller Aandrighed, som tilfældigvis slog de andre Vittigheder til Jorden, da blev der ogsaa denne pludselige Tavshed, og da gled den skønne ud af den Kreds, der netop i det Øjeblik omgav hende, og svævede huldsalig hen imod mig lykkelige dødelige.

Ikke anderledes gik det til nu.

Farvel alle I viksede Probenreutere! Farvel rødstribede 258 Manchetter og Flipper! Farvel brandgule Halstørklæder med Hesteskonaale i! Et sømandsudseende Individ, der forlanger Champagne, og som oven i Købet har Sedler i Lommen til at betale den med: Hvilken Forskel!

Og Hebe svævede hen til vort Bord og indlod sig straks i Konversation med min forbavsede Skipper, der næppe formaaede at drikke den mousserende Eddike, da den endelig kom, (dog ikke paa Grund af overlegen eller blaseret Kritik) og som i sin Befippelse nær havde puttet sin udspyttede Skraatobak i Glasset i Stedet for i Vestelommen.

Under denne Skinfægtning med sin skikkelige Sidemand rettedes Angrebet efterhaanden direkte mod mig. Jeg bød Hebe et Glas og gjorde hende en Kompliment, der vistnok var noget ud af Fiskerrollen. Den gav Anledning til en Række smilende Spørgsmaal, der modtog en Række meget gaadefulde Svar. Et nyt Glas, fornyede Smil, forøget Venlighed, halvhviskende Spottegloser over - naturligvis - de forsmaaede Handelsmænd, dulgte Antydninger af dæmrende Gunstbevisninger. Jeg havde nok. Jeg skød pludselig min Stol tilbage, snappede min Hue, bød et kort Farvel og forlod Gæstestuen og dens forbløffede Besætning af Hebe, Skipper og øvrige Inventarium.

Og jeg syntes, at alt gjorde Revolution inden i mig, og jeg gik med lange, men maaske noget tunge Skridt tilbage til mit første Logis, hvor jeg med uskrømtet Glæde hilsede min Ven Snedkerens Underretning om, at han nu havde fundet Lejlighed. Parodien i Gæstestuen havde været noget vel følelig, men det forekom mig, at den havde udbrændt enhver Erindring hos mig. Og nu fandt jeg, at jeg var kapabel til alt - og foreløbig til at tage til Skagen.

Solnedgang var næsten forhaanden, da vi endelig efter forskellige Smaaforsinkelser befandt os siddende oven paa mit Tøj, der var pakket paa en Bondevogn, som igen kørtes af en ung Knøs fra Aalebækskanten. Saa vidt jeg erindrer, havde vi faaet Ribbenssteg med Rødbeder hos vor Madamme, inden vi kørte. Det falder mig tilfældigvis ind, at Rødbederne var meget sure; ligeledes erindrer jeg, at Madammen næsten var rørt, da vi tog af Sted. "Herregud, hvad vil De oppe i det Sand?" sagde hun til mig, da jeg havde afgjort vor Regning. "Her kan De da faa ordenlig, kristelig Mad, men der oppe maa De leve af Fisk ligesom vilde Mennesker. Ja, naar De saa endda kunde være heldig med en Stranding. Men Gud bedre det; Tiderne er ikke dertil. De forbandede Fyr, sagde altid min salig Mand," - her holdt Konen inde og sendte mig et mistrøstigt Blik - "de forbandede Fyr," sluttede hun, "de bliver bedre Aar for Aar, og paa Stranden kommer ingen Skibe; nej, Skibene nu til Dags, de sænker sig der ude i Søen - det Pak!"

Vi knirkede og knagede os hen ad den lange, ensformige Landevej.

259

Flade, nøgne Marker til højre ned mod Stranden, Til venstre bladløse, forkrøblede Træer, der ligesom en Række omvendte Fejekoste var plantede til Dækning (vistnok ironisk talt) for en Række af hvide Udhuse, Ladelænger, Staldbygninger osv., som vor Kusk sagde hørte til en Herregaard, Lerbæk, saa vidt jeg erindrer. Jeg tænkte ved mig selv, at vedkommende Herremand just ikke kunde siges at bebo et meget oplivende Strøg af det i det hele taget ikke videre oplivende vendsysselske Land. Et "flyvende Korps" af en hel Armé af sorte, snavsede Krager baskede ud fra Træerne og op fra Markerne. Bag Udhusene og blinkende frem mellem de sorte Træer og de sorte Krager sank Solen ned i eller snarere flød sammen med en underlig opløst, forjaget, udvisket Skymasse, der syntes, efterhaanden som vi kom frem ad Vejen og fik en videre Horisont, at løbe i en Slags tung Galop hen over de fjerne Bakkekrumninger, snart plumpende ned i en Fordybning, snart hoppende over et Kirketaarn elier enestaaende Træ.

Det begyndte at blive koldt, og en skarp Vind kom i uregelmæssige Anfald ligesom en gammel Mands Hoste pibende og stønnende til os ude fra Søen. Jeg tænkte paa Formiddagen, paa Solstraalerne i Vandet og navnlig paa Skyerne, der arbejdede sig op under Solstraalerne, og jeg sagde halvhøjt: "Der har vi Virkningerne."

"Hvad for nogen?" spurgte Snedkeren.

Jeg forklarede ham, hvad jeg sigtede til, men vor Samtale hørte snart op af sig selv. Det syntes, som om Landskabet og Stemningen rundt omkring os endogsaa havde virket nedtrykkende paa min hærdede Rejsefælle.

Mere og mere øde blev Landskabet paa begge Sider af Vejen. Smaa sandede Bakkeskrænter, hist og her bevoksede med Lyngtotter. Underlige, i Væksten forkuede Vindmøller rejste sig nu og da paa en eller anden Sandtue. Udenpaa var disse rudimentære Møller klædte med Lyngtørv; og Gud véd, hvad det var, som Møllerne malede indvendig; thi saa langt Øjet rækkede, kunde jeg ikke faa Kig paa en eneste respektabel Mark, der kunde have afgivet det fornødne Korn til at male af.

I det hele taget syntes intet paa denne øde Flade at turde rejse sig i Vejret af Frygt for den barske Vind, der nu tumlede med vore Kavajer, saa snart vi ikke sørgede for at have dem forsvarligt tilknappede. Jeg syntes, at det var en Skam at krybe sammen for den Smule Blæst, hvor raa den saa end kunde være, men anderledes syntes nok nogle stakkels, magre Faar, der rimeligvis havde tilbragt Dagen med den parodiske Idræt at søge noget spiseligt, og som nu trykkede sig ned langs Grøftekanten og gned deres skallede Nakker op mod Telegrafstængerne. Ja, Telegrafstængerne! Disse Bærere af den højere 260 Intelligens, de stod, naturligvis i Bevidstheden om deres vigtige Kald, støt op imod Vinden og lod Kattegattets raakolde Aande fare forbi sig, medens det klingrede og summede i Intelligensens langt udpinte, tynde Traad.

"A tænker, di tællegraferer derop," sagde vor Kusk med et smørret Smil, som om han nok vidste bedre Besked, men ikke vilde være ved det.

"Aa ja," sagde jeg for dog at give et Svar. Og saa stirrede jeg frem langs med den uendelige, ensformige Række af Stænger, og som man i det hele taget kan glæde sig over lidt, naar man ikke har meget at glæde sig over, fornøjede det mig inderligt, hver Gang jeg i dette den moderne Tids regelrette Landevejsrækværk opdagede en Stang, der stod lidt skæv eller havde en lille Bøjning paa Midten.

Efterhaanden faldt Tusmørket paa, og saa blev det næsten ganske mørkt, og saa stod mine Tanker ganske stille; og paa det Punkt blev de ved at staa, indtil Vognen selv holdt stille.

Vi havde tilbagelagt Halvvejen, men det værste Stykke var rigtignok for os. Det var udenfor Kroen i Fiskerlejet Aalebæk, vi holdt. Hestene skulde skiftes; en halv Timestid maatte vi belave os paa at komme til at vente i Krostuen, og der blev vi modtagne af Værten med den trøstende Forsikring, at Maanen vilde komme op om en Timestid eller halvanden, og saa "var det jo ingen Sag, naar bare Stranden var god, og Blæsten vilde lægge sig lidt, og det ikke vilde begynde at regne."

Vi satte os ned og forlangte noget varmt til os selv og til Kusken. For saa vidt som der iøvrigt kunde være Tale om at se noget for Tobaksrøg, kunde jeg gerne sige, at vi saa' os omkring. Et lille, oprindelig vistnok hvidkalket Rum med Træbænke paa begge Sider af et rødmalet Bord. En Slags Hule, en dyb Alkove i den ene Side af Stuen, foran hvilken en Skænk med Blikmaal i Rad og store Stykker hvidgult Flæsk. Inde i Hulen en søvnig Lampe, hvis dorske Skær faldt hen over Rum med forskellige ubegribelige, men for de indfødte vistnok højst nødvendige Genstande, at dømme efter de hyppige Udvekslinger af Skillemønt imod Udlevering af "Genstandene", der fandt Sted henne ved Skænken. Ud af Røgen, og specielt henne fra Bænken, traadte store, skæggede, furede, vejrslagne Ansigter os i Møde. En Fortælling om Torsk eller om Vrag var enten lige til Ende eller afbrudt ved vor Indtrædelse. En Mængde Rømninger, Hm-Ja'er og Skotninger til hverandre udfyldte Pavsen, indtil endelig den dristigste tog Ordet og henvendte sig til min Ven Snedkeren som den øjensynlig medgørligste med det staaende Spørgsmaal paa denne Egn: Huorfræ og huorhen? Snedkeren saa' et Øjeblik paa den spørgende, og det gør mig ondt at maatte sige til min Rejsefælles Forklejnelse, at han aabenbart her følte sie hævet over Selskabet.

261

"Vi kommer fra Grønland," sagde han, idet han blinkede til mig med en utrolig komisk Blanding af overlegen Selvfølelse og Skalkagtighed. "Denne Mand her er sendt af Kongen for at købe alle Skagboernes Fisk; og saa skal Fisken om Bord i en Damper op til Grønlænderne, der ikke har andet at æde end Sneboldte."

Denne Forklaring gjorde et mægtigt Indtryk paa Forsamlingen, og navnlig syntes den nære Udsigt til Fortjeneste for Skagboerne at virke foruroligende paa Aalebæksboernes Gemytter. En Stemme hævede sig straks for at tilbyde mig al den Fisk, baade Torsk og Flyndere, frisk og tørret, der fandtes paa Stedet, men da fik Forhandlingerne pludselig en brat Ende, idet en kæmpestor Fisker, der havde staaet lænet over Skænken i Færd med at underkaste Blikmaalene en nøjere Undersøgelse nu vendte sig med et blussende Ansigt og et usikkert, men ingenlunde venligt Blik mod Snedkeren og langede ud efter ham med et tordnende:

"De æ Løvn, ka' a sei ham, go' Kaa'l. For a ha' siel væt i æ Hvalfanger, aa a vee te de di ha' Fisk nok derop'."

Du véd, kære Ven, hvor sjældent og nødigt jeg bruger de Kræfter, som Moder Naturen har begavet mig med; men her forekom det mig nødvendigt at skride ind, førend denne lille Kaadhed fra min Kammerats Side udviklede sig til noget ubehageligt. Jeg rejste mig derfor ganske rolig op mod den berusede Fyr, lod min Haand falde ned paa Nakken af ham og tvang ham i Knæ. Og her holdt jeg ham, medens jeg hurtig forklarede Forsamlingen, at det jo kunde være ligegyldigt, hvor vi købte vor Fisk, og om vi kom fra Grønland eller ej. Jeg vilde bare bede dem, om de vilde drikke et Glas rundt med mig. Det vilde de naturligvis grumme gerne. Den forbløffede Fyr syntes at være kommen nogenlunde til sig selv igen under mit Tag. Da jeg atter slap ham, mumlede han kun nogle uforstaaelige Ord om sin "Hualfanger", og derpaa lod han sig godvillig føre udenfor af et Par velvillige Arme. Værten, der havde holdt sig fuldstændig udenfor det hele som en Mand, der er sig sin Stillings Værdighed bevidst, kom nu med en mægtig Geneverdunk, skænkede op og bød rundt. Snedkeren tog først et Glas, takkede mig med et lille Nik (jeg maa for Resten sige, at Snedkerens Haand var løftet, og at han var klar til at springe løs paa den store Fisker, da jeg forekom ham med mit Tag), og derpaa gik han rundt og klinkede med Forsamlingen. En af disse skæggede Fyre gjorde mig nogle højst naive Komplimenter for min Styrke og tilføjede derpaa om den lange Fisker, at man ikke maatte tage det saa nøje med ham, han var nu "saadden og saadden" siden i Sommers. Og da jeg vilde have at vide, hvad der da var hændt ham i Sommers, saa kom under mange Omstændigheder og Vendinger 262 endelig Historien frem: Der var saadan en Pige hisset nede i Hjerup, som havde holdt ham for Nar, og nu maatte Flasken hjælpe.

Jeg gik udenfor og spurgte efter Kusken. Han var i Stalden, blev der sagt. Jeg gik ind i Stalden og sagde, at nu vilde vi køre, og det maatte være straks. Da jeg vilde gaa ud igen, saa' jeg ved Skæret af en af de bekendte store, gammeldags Haandlygter, der var hængt op paa Dørposten, den lange Fiskers foroverbøjede Skikkelse, som med nedhængende Arme og Benene ud fra hinanden stod støttet op til Muren.

Den stakkels Fyr.

Jeg gik hen til ham og sagde ham et Par venlige Ord. Han syntes slet ikke at forstaa dem og slet ikke at erindre mig. Pludselig kom der Liv i hans Øjne. Han hævede Armen, men om det var for at slaa eller for at værge sig, skal jeg ikke kunne sige.

Jeg traadte et Skridt tilbage og greb aldeles mekanisk ned i min Lomme. Jeg vilde saa gerne forære ham noget; og jeg fik en løs Daler mellem Fingrene og rakte den ud imod ham.

Han saa' paa det blanke Pengestykke og dernæst paa mig. Armen dinglede atter ned ved hans Side, og nu klappede jeg ham venligt paa Skuldren og puttede Daleren ind i hans Haand.

For anden Gang saa' han mig ind i Ansigtet, og - ja, jeg er sikker i min Sag - han havde et Udtryk, som om han vilde slænge mig Pengestykket lige i Øjnene. Men Sløvheden lagde sig lige saa hurtigt ud over de røde, oppustede Træk; han krummede Haanden sammen, mumlede noget mellem Tænderne og dinglede ud gennem Porten over mod Krostuen.

Vi sad atter paa Vognen, min Rejsefælle og jeg. Efter nogle almindelige Bemærkninger om det passerede indfandt en gensidig Tavshed sig. Jeg tænkte paa den lange Fisker, paa det vekslende Minespil i hans Ansigt; jeg fortrød min Foræring - og dog, den var ærlig ment -; jeg forestillede mig Pigen "hisset nede i Hjerup" ; jeg indsaa, at jeg tidligere havde været alt for, hvad skal jeg kalde det - doktrinær - til at kunne forestille mig den Slags Sager tagne paa denne Maade af "denne Slags" Mennesker. Stakkels Fyr. Og saa Pigen ! hvordan havde hun set ud ? - Rimeligvis grim og kluntet. Men hvad saa! Hun havde jo i hans Øjne været ... ja i hans Øjne ...

"Kør til Kusk, for Satan."

Og nu kørte Kusken til, for saa vidt som han kunde for Vejen og for Regnen og for Blæsten. Thi alle tre Dele havde sammensvoret sig om at gøre os den sidste Del af Strækningen til Skagen saa ufarbar som mulig.

En sælsom Tur, denne.

Gennem Mørket hen ad en dyndet, hullet Vej, med en knagende, skumplende Vogn, der var alt for tungt læsset til en saadan Rejse.

263

Brede Grøfter paa hver Side af Vejen, der efterhaanden blev fyldte med Vand, og hvor da Stænket fra Hestehovene og Vognhjulene plumpede ned med underlige, melankolske Kluk; Regnen og Blæsten lige i Ansigtet Saaledes gik en Timestid, hvori en Uendelighed af Tanker krydsede sig i min Hjerne, og hvori den lange Fiskerskikkelse stadig kom igen med det underlige Blik, og hvori jeg skammede mig og ærgrede mig trods min Bevidsthed om min gode Hensigt, og hvori jeg ikke kunde undlade i Takt med Hestenes Piasken i Mudderet at gentage for mig selv: Saadan et Plaster for saadan et Saar! En uendelig lang Time tilbragt i Mørket, paa en dyndet, hullet Lyngvej, med Bevidstheden om en fuldstændig Sand-, Lyng- og Vandørken rundt omkring, og nu, meget tydelig, med Brændingens nære, buldrende Drøn i Ørene.

Maanen kom op. Men det var slet ikke Maanen selv, men et stedfortrædende, spøgelseagtigt, flimrende, hvidgraat Skær, der, saa saare Regnbygerne ikke netop forhindrede det, lagde sig ud over alle Genstande nær og fjern, indskrumpende dem til Ubetydeligheder eller udvidende dem til Overnaturligheder, alt efter eget Tykke og Lune. Vi skulde nu snart dreje af ned til Stranden, meddelte Kusken os, og nu skulde det da vise sig, om Stranden var blød eller fast, om den var "i Kvæg" eller ej. Vi kendte hele Lektien fra Madammens Fortællinger i Frederikshavn om hendes Køreture til Skagen. Det ene Hjul paa Fastlandet og det andet ude i Kattegattet. Og saa de slemme "Render". - Jeg maa her bemærke, at Renderne er Udløb fra de store, flade Vandsamlinger inde mellem Klitterne, og at Kvægsandet i Reglen findes, hvor disse Render har deres Udløb paa Forstranden. -

Vi drejede af fra Vejen (om man ellers vilde kalde den saaledes) og begyndte Kørslen over den Blanding af Lyng og Sand, der danner Vej her inde mellem Klitterne. Min Kammerat og jeg sprang øjeblikkelig af Vognen, saa snart den nye Kørsel begyndte. Vognen stod snart paa to Hjul, undertiden kun paa ét; Vand og Sand plaskede om vore langskaftede Støvler og fo'r os i Øjnene, medens vi stemmede Ryg og Skulder mod Vognfjælene for at holde vort Fartøj paa ret Køl. Vi kom ned paa Stranden. En tordnende Brænding, der skød sine lange, hvislende Tunger langt op paa Sandet. Stranden var "i Kvæg". Kusken pegede uden at sige et Ord med Pisken paa Hjulsporene. Det klare Vand piblede op igennem Sandet og fyldte Sporene, lige saa snart de var afsatte. En behagelig Udsigt for en tungtbelæsset Vogn med et Par smaa, allerede halvtrætte Heste for. Der var en halv Times Vej til den første Rende. Min Rejsefælle og jeg gik uden at sige et Ord bag den knagende Vogn, der slæbtes Skridt for Skridt halvt paa Landet, halvt i Havet, gennem det bløde Sand. Aldrig før mindes jeg at have gjort en Køretur under saa særegne Omstændigheder. Den 264 lave Klitrække med det fygende Sand og Marehalmstotter paa den ene Side. Den skummende, dundrende Brænding, der hvert Øjeblik paa en egen uhyggelig Maade syntes at ville gribe en og trække en med sig, det vrede, bevægelige, men friske, usigelig friske og velgørende Hav paa den anden Side. Luften rundt omkring opfyldt af det ejendommelige, spøgelseagtige Maanelys, hvori min Kammerat, jeg selv, Vognen, Kusken og Hestene forekom mig som fremmede, besynderlige Væsener med fordrejede Træk og af uforklarlig Natur og Gestalt. Og naar saa Regnbygerne kom op, og Mørket fo'r hen over den øde, vaade, raakolde Strand, og man bestandig syntes, at der ude fra Havet, inde fra Klitterne, eller bagfra, fra de afpillede Vrag, man nylig havde passeret, kom luskende nogen, noget - ja, Gud véd, hvad det var for Tøjeri, som den ophidsede Fantasi foregøglede en!

Endelig naaede vi den første Rende. Kusken holdt raadvild Hestene an, og for dog endelig at have noget at samle mine Tanker om, noget, hvorved der var lidt at risikere, brølede jeg til ham gennem Brændingens alt overdøvende Spektakel, at jeg vilde undersøge Renden. Saa usikkert var det Lys, der frembragtes ved Maaneskinnet i Forbindelse med Strand- og Skumtaagen, at jeg næppe var kommen ti Skridt frem, førend Vogn og Heste saa at sige udviskedes til en uformelig Masse, da jeg vendte mig om for at se efter de tilbageblevne. Der kom nu et, men ogsaa kun et eneste Sekund, hvor jeg kan sige, at jeg blev ængstelig til Mode. Vandet i Renden var bredere, end jeg havde tænkt. Det forenede sig med det indstrømmende Havvand og spredte sig i en vid Flade ud over Stranden foran mig. Paa den anden Side af denne Vandflade ragede noget kolossalt, mørkt noget i Vejret. Jeg vidste jo nok, at jeg maatte skære betydelig væk paa Konturerne, naar jeg vilde have Tingens rette Forhold frem, men om ogsaa Vraget (thi et saadant maatte det være) var meget mindre, end det her viste sig, laa det dog saaledes, at man for ikke at udsætte sig for det blødeste og farligste Sted af Renden inde ved Klittens Fod maatte køre med Vognen helt ud i Brændingen for at omgaa Vraget, og om dette var muligt for Hestene, var jo vistnok meget tvivlsomt.

"Nu gælder det," tænkte jeg og sprang ud i Renden. Jeg vidste, at det kom an paa at bevæge sig hurtigt, naar man vilde undgaa at synke i Sandet, og med Vandet op til Knæerne styrtede jeg fremad.

Det var en usigelig flov, drillende Følelse, der betog mig, da jeg slet ikke sank i, og da Vraget viste sig at være en Baad, og da der var meget god Plads at køre frem paa. Jeg vadede noget slukøret tilbage over det før saa interessante Sted, vinkede Kusken til mig og meddelte Snedkeren mit meget spagfærdige Vovestykke. Leende satte vi os nu begge op paa Vognen og kørte saa vel over denne Rende som over to andre. Jeg havde besværget Strandens Aand, Fortryllelsen var 265 hævet, Latteren havde faaet Bugt med Kogleriet, og - da hændte det sig, at vi, just som vi var kommen til den fjerde og sidste Rende, paa én Gang følte Sandet ligesom gynge under Hjulene. Kusken fo'r op fra Sædet og piskede som en rasende paa Hestene. "Huld fast," brølede han; "hon æ blø'." Vi greb fast i Vognsiderne for ikke at blive slyngede ud under Vognens voldsomme Bevægelser. Det hele varede kun et Øjeblik, men da vi havde lagt Renden bag os og atter var sprungne ned paa det faste Sand, saa' vi, hvorledes Vognen havde skaaret ned i det bundløse Ælte til helt op over Forhjulene. Vor brave Kusk kærtegnede de rystende Heste; Ler og Sand bedækkede dem lige op til Bugen.

Renden laa imidlertid bag os. Endnu en halv Time paa Stranden, og i denne halve Time havde vi nok at tale om, for saa vidt som Brændingen tillod os Samtale. Endelig drejede vi da igen op i Klitten, og skønt Regnen atter strømmede ned, og Vinden hvirvlede det fine Sand ud fra Klitterne og hen over os, saa havde vi dog nu begge Dele paa Ryggen og var oven i Købet fri for den store Tromme - som Snedkeren sagde. Over en flad Lyngmark, gennem Vandpytter, Sand, Marehalm og Grus. Bugtende os frem mellem de hvide, transportable Bjerge. Nu, endelig nu, øjnende et Lys (Fyret havde vi under vor Fart kun yderst sjældent kunnet skimte). Derpaa opdagende noget langstrakt, sort noget, som Kusken præsenterede os under Navnet: Plantagen ! og saa var vi ved Begyndelsen af Skagens ejendommelige By, der paa begge Sider af en Landevej, som den "vaade" Tid af Aaret bestaar af Vand, vistnok strækker sig en god, dansk, halv Mil mellem Klitter og flade Marker, indtil den af Mangel paa Huse ganske tilfældig hører op. Foran et Plankeværk, betegnet med en rød Brevkasse, holdt Vognen. Vi trampede, vaade og kolde som vi var, med vore Støvler hen ad en flisebelagt Gang midt igennem en lille Have. En Dør foran os stødte vi op; en anden bankede vi paa. Den blev aabnet, og blændet af det udstrømmende Lys og halvbedøvet af den udstrømmende Tobaksrøg blev vi et Øjeblik staaende i den aabne Dør og havde for os et Selskab af højst forskelligt klædte Mandspersoner, bænkede ved Spilleborde, indsøbende Toddyernes liflige Fluida og talende indtil fem forskellige Tungemaal.

III. Perspektiv i det uendelige

Det varede længe, inden 1ste Kapitel af den landflygtiges Rejse affødte 2det, og længe igen, inden dette affødte det 3dje og sidsteKapitel. Og da jeg havde faaet disse tre Kapitler samlede, var vi allerede hen 266 imod Vinterens Slutning og næsten i Færd med at begynde paa Foraaret.

Det var noget vanskeligt at komme rigtig paa det rene med, hvorledes det egentlig stod til med Olsen. Hans Breve viste tilsyneladende Modsigelser frem, men - hvilke Breve gør ikke det? hvor mange Puds spiller ikke den øjeblikkelige Stemning Brevskriveren? og ønskede man til syvende og sidst at modtage Breve fra sine Venner, hvori Stemningerne bliver holdt tilbage af Frygt for at vildlede?

Saa meget var nu vist, at Olsen ikke var kommen til Ro. At det vilde lykkes for ham der oppe mellem Nordsøen og Kattegattet, det havde jeg hele Tiden tvivlet om. Han selv syntes imidlertid i Begyndelsen at have troet det. Jeg gør her et Uddrag af 2det Kapitel (som han benævner "Hamletiana"):

"... Foruden at jeg selv fisker, optræder jeg tillige som en Slags Mellemmand mellem Fiskerne her og de Kvaser, særlig svenske Fartøjer, der kommer for at købe Fisken. Ved at varetage mine Kollegers Tarv i saa Henseende og ved forøvrig at give en Haandsrækning hist og her, hvor jeg formaar, har jeg noget overvundet den Sky, som de brave Folk i Førstningen lagde for Dagen, og jeg tror, at der nu er mange, der endogsaa har en Slags Velvilje for mig. Maaske ligger dette dog mest i, at jeg saa godt som ganske undgaar Stedets "Honoratiores" . Det er ikke, fordi jeg ikke blandt disse Mennesker har truffet elskværdige Folk; tværtimod, men - jeg holder nu en Gang ikke af Honoratiores. Nej, Fiskerne, det er mine Folk; det er dem, jeg er flygtet op til; det er dem, der er Autokthonerne her i rette Forstand, dem, der har Landet - eller, hvad jeg vilde sige, Sandet og Vandet inde, dem, der giver Livet her dets rette Præg, og endelig, - jeg selv nedstammer jo fra Fiskere. Send mig et Dusin af eders blegnæbede, smaaklynkende Poeter, send mig nogle af eders "fine" Hoveder, saa skal jeg paa en Dag ryste dem saaledes om imellem mine Fiskere, at de skal have godt deraf et helt Aar. Hvilken Lære lyder der ikke til hele vor Tids optrævlede, udmarvede Storbysslæng her oppe fra disse Sandtuer, hvor den jernhaarde Nødvendighed smeder sine Skabninger uvægerligt fast til Hytten under Klitten og til Toften i Baaden. Man knyer ikke; man fortaber sig ikke i viljesvækkende Spekulationer over sin "egentlige Bestemmelse". Fra Fader til Søn nedarves med Traditionens overbevisende Magt Bevidstheden om at skulle æde tør Fisk i en Hytte og bruge en Aare i en Baad. Farerne og Afvekslingerne paa Havet i Forbindelse med en vis kildrende Lyst til at skaffe sig mere tør Fisk, end man selv kan æde, slaar sig derpaa sammen og danner de lysere Punkter i alt det haarde og trøstesløse. Nødvendigheden bliver tilsat med Lysten, og - man er Fisker med Liv og Sjæl. Man er rolig og alvorlig, man har et Centrum i sig, fordi man aldrig er 267 bleven lært til at søge efter sin Plads eller tvivle paa sit Kald. Man er selvtillidsfuld, fordi man har lært at skatte sit eget Værd i en snever Vending; man har en Del af de store Egenskaber, som de "store" Tiders Mænd havde, og man har faa af de Laster, som vort moderne Liv sygner under. Og saa - saa har man Strandingerne, de store aarlige Præmier for Resignation, Haardførhed og Mod!

Jeg havde lige paa Læben den Ytring: man hører ikke denne evindelige Klynken over Livets smaa Kaar, denne molstemte Jammersang over Tilværelsens usle Tærepenning, som altid toner en i Møde i de store Byer. Men jeg tager Ytringen i mig igen. Thi man er ikke fattig her paa Skagen i den trøstesløse Forstand, hvori man er fattig i de store Byer. Havet giver bestandig Fiskene fra sig. Og vil ingen købe Udbyttet af det daglige Arbejde, saa kan man dog fortære Udbyttet selv og i det mindste blive mæt. Og sætter endog Armodens smudsige Spøgelse sig paa Tærskelen af en eller anden Hytte, saa er der her en Mulighed for at jage det bort. Pauperismens Maskineri, som er saa indviklet i de store Byer, er her endnu simpelt og usammensat. De arbejdende og fortjenende Hænder er i Majoritet; en ringe Skærv fra hver af disse lægges i den bedende udstrakte Haand, og Sagen er i Orden.

Nej, man er ikke fattig her i den Forstand, hvori man er det i Byerne. Og idet jeg udtaler for Dig denne min Anskuelse, føler jeg mig lykkelig og trøstet, lykkelig, fordi jeg selv kan betragte mig som "rig" iblandt mine Omgivelser, trøstet, fordi jeg med denne min "Rigdom" kan være til Nytte og Hjælp for andre; - og det vil ikke sige saa lidt endda; - i ethvert Fald er det dog bedre end at høre til disse ædle, men mørke Sjæle, der staar sent op om Morgenen, spiser Frokost, Middags- og Aftensmad, alt under ædle, men mørke Grublerier over Livets Skyggesider, *dolgoeO* deres egen tarvelige Eksistens, som maaske har lidt en lille Skuffelse. Disse ædle Sjæle, hvis Bordskuffer plejer at vrimle af digteriske Udgydelser over dem selv og deres tabte Lykke, over en lys Damekjole i en løvrig Skov, over Maanen bag Skyer, og et mørkt, stillestaaende Vand passende til Drukning, - disse ædle Sjæle, siger jeg, glemmer, idet de skærer en saftig Kotelet i Stykker eller smager paa et Glas Rødvin, at der er et Mørke uden om dem selv, hvor denne Kotelet og denne Flaske Rødvin vilde danne et stort Lyspunkt. Ved at sende disse to Dele eller deres ækvivalente Værdi i det "usle Mammon" hen i en eller anden lille Krog efter en Adresse, som kan erholdes hos den nærmeste Fattigforstander eller Distriktslæge vilde det upaatvivlelig gaa op for de gode Herrer, hvad Lys og Skygge egentlig vil sige, hvad Tiden har Ret til at fordre af Digteren saa vel som Ikke-Digteren, og at Virkeligheden i vore Dage er med sine Fordringer rykket al vor Gøren og Laden saaledes ind paa Livet, at man ikke, naar man vil kaldes et blot nogenlunde 268 hæderligt Medlem af Samfundet, har Lov til denne fornemme Romantiseren mellem Damekjoler, Maaneskin, Trubadurer, Riddere, Hjerter og alt det øvrige gyselige Nonsens, som Bordskuffen gemmer ...

Kære, unge Ven. Er det dog ikke besynderligt! medens jeg her nedskriver disse Linjer, og medens jeg moraliserer saa smukt for Dig og andre, føler jeg selv, hvor meget jeg trænger til, at en skulde tage mig, i Ørene og trykke min Næse ned i min egen Bordskuffe, ligesom man trykker Snuden af en lille Hundehvalp ned mod Gulvet, naar den har været "uartig".

Jeg vil være ærlig overfor Dig. Jeg har ikke udelukkende fisket eller beskæftiget mig med Fiskere. Jeg har været uartig. Jeg har skrevet, og skrevet paa den gamle Liremelodi, ja, jeg har endogsaa været saa afsindig, at jeg har bildt mig ind, at der dog var Stof til en Digter i mig.

Vær rolig; det er dog ikke saa galt, som Du heraf maa forestille Dig det.

Jeg skrev en hel Del patetiske Hjerteudgydelser over mig selv og hende, Du véd nok. Det var naturligvis bestandig de gamle Billeder, jeg brugte; det var den gamle, lyriske Klingeling, som vore store Digtere har sat deres imprimatur under, og som nu alle Smaafuskere i Haandværket har tilegnet sig.

Det er den gamle Historie. Naar store Digtere i et halvt Sekulum har pløjet Literaturens Ager tilstrækkeligt igennem, er det saare nemt for Smaafolk, der kommer bag efter, at drage Ploven videre i de gamle Furer. Vi staar jo rimeligvis nu ved Skællet til en hel ny, udyrket Jord, og vi har da disse Smaapoeternes Række, som ikke har Evne til at overskride Skællet, men som saa dejligt kan kvidre i de gamle Toner, - rigtignok med en lidt spæd Stemme; men hvad gør det? "Folk" vil jo have det saaledes.

Det var altsaa en saadan Digtertilværelse, jeg attraaede.

Jeg skrev og skrev. Her var ingen, jeg kunde raadføre mig med. Jeg læste alle disse Wintherske, Oehlenschlägerske, Aarestrupske og Heibergske (jeg kan tilføje Byronske og Shelleyske) Efterklange op for mig selv, naar jeg om Aftenen sad alene paa mit Kammer, og naar Vinden der ude strøg et obligat Akkompagnement paa sin hjertegribende Violoncel til mine begejstrede Recitativer. Jeg kunde jo nok stundom høre Efterklangen, men jeg syntes dog "alligevel" (ja dette fordømte "alligevel"), at der var noget deri, noget, som ... osv. osv. - Du kender jo nok Ræsonnementet - og det var paa et hængende Haar, at jeg havde sendt Dig hele Klatten med Anmodning om videre Befordring til en Boghandler.

Da faldt det som Skæl fra mine Øjne! - Ja, glæd Dig endelig ikke for tidlig. Jeg er ikke fri endnu; jeg har blot appelleret min Sag ind for en højere Ret, om ikke for Højesteret.

269

Jeg havde en Dag noget at gøre ved min Baad paa den søndre Strand.

Medens jeg var beskæftiget hermed, saa' jeg to smaa Skagboere komme slæbende med en Plankestump, som efter deres Tale at dømme var fundet af den ene i Strandkanten, og om hvis Besiddelse de nu stredes.

Da de ikke kunde komme til noget mindeligt Forlig, slap de Stridens Genstand og gav sig efter bedste Evne i Lag med hinanden. Jeg traadte til for at mægle Forlig og genkendte da i Plankestumpen - hvad tror Du ? - min Palisade fra Fladstrands Fæstningsvold.

Der stod ganske rigtig Bogstavet, som jeg havde skaaret ind i Træet.

Jeg vendte mig om og gik hjem.

Dette lille, ydre Træf, saa ligegyldigt, som jeg for Resten gerne vilde gøre det, bragte mig til Besindelse igen overfor mine poetiske Aspirationer.

- Du er en net Fyr, sagde jeg til mig selv, idet jeg travede op og ned ad Gulvet i mit snevre Kammer eller Bur. - Du er virkelig et rigtigt Pragteksemplar af et Mandfolk! Du trykker din bedste Vens Haand i Byen med den højtidelige Forsikring, at Du her oppe paa Skagen under et haardført og virksomt Liv vil søge at glemme visse Ting og blive til et ordentlig Stykke Menneske, - og ikke saa snart er Du kommen her op, førend Du bliver til en klagende Trubadur, der afvekslende fører Krig med Torskene og besynger sine Ulykker formedelst sin troløse Hjerterdame. Jo, et herligt Mandfolk og en dygtig Fisker!

Jeg kom ved det sidste ironiske Prædikat uvilkaarligt til at tænke paa min Ven Snedkerens tvivlende Udbrud i samme Retning, den Gang vi udvekslede vore første Hilsener om Bord paa Kvasen. Jeg snappede min Hue og gik hen til det Hus, hvor Snedkeren har indlogeret sig (hans Arbejde paa Fyret er endnu ikke endt).

Jeg traf ham hjemme. Han sad og snittede paa et Stykke Legetøj til Drengen i Huset; saa vidt jeg kunde skønne, var det en Hest med en Pibe agter ude. Middagen var lige forbi, og jeg kunde vente at finde min Ven Snedkeren, efter Sædvane paa denne Tid af Dagen, i et fornøjeligt Humør.

Det var ogsaa det, jeg skulde bruge. Jeg hilste paa ham, satte mig ned, trak min Pibe frem, stoppede og tændte den.

Han saa' hen paa mig, men slog øjeblikkelig Øjnene ned igen og snittede videre, medens han ganske svagt fløjtede en munter "Hamborger-Skotsk" .

Jeg sad nogle Minutter og dampede paa min Pibe og henvendte mig derpaa til ham med forskellige Spørgsmaal: om hans Arbejde paa Fyret, om hvor vidt der var bleven "trukket Vod" i Nat, om der var 270 kommet mange Flyndere paa Stranden og lignende Sager af mere lokal Interesse.

Han besvarede disse indledende Spørgsmaal saa løseligt, som om han absolut vidste, at det kun var en Indledning. Derpaa lagde han pludseligt sit Arbejde og sin Kniv fra sig, saa' paa mig med et af sine hurtige Blikke og plumpede lige løs paa selve Sagen, som jeg saa daarligt formaaede at skjule for ham.

- Et Brev? Hr. Olsen!

- Kast Herren over Bord og hold Dem til Olsen, svarede jeg.

- Et Brev, altsaa! Hm - Olsen.

- Ikke just et Brev, men noget lignende. Jeg blev for nylig paa en ganske egen Maade mindet om en Ting, som jeg gerne vilde skrive I Glemmebogen, og som altid gør mig forstemt, naar den viser sig. Jeg sugede voldsomt paa Piben og fortsatte: - Sig mig, - hvordan skal man bære sig ad med at glemme?

Snedkeren lagde Hovedet lidt paa Siden, saa' atter op imod mig, og idet et fint Smil spillede om hans brede Mund, svarede han undvigende :

- Hvad er det nu værd, Hr. - Hm - Olsen, at pille bestandig ved de gamle Linninger. Deres Bohave er nu en Gang gaaet i Stykker, og den evige Tagen fra hinanden og Sætten sammen igen duer ikke. Det maatte da være engelsk Patentlim, som skulde faa saadan noget til at holde; men den Slags Lim har vi ikke ved Haanden her ... Se De Dem om efter et andet Bohave; - det er mit Raad; men det følger De naturligvis ikke; og jeg gjorde det maaske heller ikke i Deres Sted. Det er altid nemmest at raade andre, forstaar sig.

Og dermed tog han atter fat paa Kniven og den halvfærdige Hest, hvis Proportioner nu begyndte at dukke kunstnerisk frem af Raastoffet.

- De svarer mig jo slet ikke paa mit Spørgsmaal, vedblev jeg. - Hvad mener De om, hvis man forsøgte at skrive det væk, som saaledes trykker en.

- Skrive det væk, gentog Snedkeren skalkagtig. - Naa ja, hvorfor ikke det? Der var en Mand nede i Konstantinopel, for Resten en Tyrk, en rigtig Gavtyv; men han kunde skrive Vorter væk som ingen Ting. Han kradsede kun nogle hebraiske Bogstaver ned paa et Stykke Papir, strøg med det hen over Vorten og brændte saa Papiret paa et Fyrfad. Og den næste Morgen var der ikke mere Vorte end her paa min Kniv; - det sagde de i det mindste. Jeg selv har aldrig set det.

Jeg saa' et Øjeblik stift paa Snedkeren og maatte da smile ved den tilsyneladende dybe Alvor, som hans Ansigt frembød. Jeg vedblev:

- Et Spøg, et andet Alvor. Jeg kunde have Lyst til at faa Deres Mening at vide om noget - nogle Vers - jeg har skrevet, medens 271 jeg har været her oppe. Jeg synes selv, at naar jeg saaledes skriver mine Tanker ned, falder det mig lettere at holde Livet ud i det hele taget, ligesom jeg ogsaa derved lettere holder alt det tilbage i Baggrunden, som gerne vil trænge sig frem og hindre mig i Udøvelsen af min daglige Dont. Jeg tror, at jeg har noget af det nedskrevne her i min Lomme. Naar jeg læser det for Dem, hører jeg tillige selv bedre, hvorledes det klinger.

Jeg tog nogle Vers frem af min Brystlomme og læste, som følger:

"Det var mod Aften. Himlens Rum
Var fyldt med mørke Skyers vrede Skygger;
Selv sad jeg her saa kold og stum
Paa Stranden, hvor den vilde Maage bygger.
Den danske Bølge vælted sig
Mod Vraget, tavst, en Milepæl for Døden;
Den øde Sandkyst bælted sig,
En Strimmel Haab, berørt af Aftenrøden.

Jeg fulgte Haabets smalle Spor,
Men stedse standsed Blikket foran Vraget;
Da blev jeg va'r mig selv om Bord
Paa Planken, skrøbelig, af Bølgen jaget.
De vilde Maager kom med Skrig
Og fulgte spottende min Dødningskude.
Paa Dækket stod jeg mellem Lig,
Blandt Mastens Splinter, Sejlets revne Klude.

Det lysned forud. Bølgens Mur
Gav Plads og veg til Side for et Billed.
Det falske Elements Natur
Sig selv i kunstigt Blændværk klart fremstilled.
En Kvindeskabning, stor og skøn,
Med Armen udstrakt ømt i Elskovsgløden,
Med Læben stammende en Bøn,
En Bøn, som maatte friste selve Døden.

Hvor var hun dejlig! Hvilken Barm,
Frembølgende som Havets hvide Fraade!
En Hals som Hinden og en Arm,
Omsnoet af Haarets Slangebugter vaade !
Og hvilket Øje; hvilken Ild! -
Den sved mit svage Hjertes dybe Rødder.
- Bliv min, jeg raabte febervild;
Og frem jeg styrted mod den skønnes Fødder.

272

Forbandet være Du, som svandt
Lig Havets Røg, naar Stormens Dæmon raser !
Forbandet Vraget, som mig bandt
Til Dækket mellem Lig og Sejlets Laser !
Forbandet jeg, som sidder her,
Et Offer for en blændende Bedrager! -
Ak, som et Vrag paa blinde Skær
Til Sandet bunden sidder jeg og klager."

Jeg foldede Papiret sammen og stoppede det i min Lomme.

Der blev en lille Pavse.

Min brave Ven var øjensynlig noget forlegen med at faa begyndt rigtigt paa det, han vilde sige.

Jeg hjalp ham da paa Gled med den Bemærkning, at han nok ikke syntes om det.

- Nu, ja; det er saadan en vanskelig Sag at sige sin Mening om, hvad man dog ikke forstaar sig paa. Det er jo meget pænt og net, og det er jo naturligvis disse Satans Fruentimmer, som har været paa Spil hos Dem ogsaa. Men - om De ikke vil tage mig min Dristighed ilde op, hvorfor skriver De ikke noget virkeligt?

Jeg spurgte, hvad han mente med det virkelige.

- Jeg mener naturligvis noget, som De selv har set. Det maa da være langt morsommere og maa da ogsaa fordrive Tiden bedre end saadan at rakke sine gamle Kærester ned, om ogsaa de fortjener det nok saa meget. Jeg vilde for min Part ikke spilde en Stavelse paa mine Kærester, men meget snarere skrive om Folk, som jeg havde truffen paa mine Rejser; om hvorledes de saa ud, og hvad de talte om, og hvorledes det var at gaa over Simplon med bare Ben i Støvlerne og Huller baade paa Benene og Støvlerne, og om det store Slagsmaal paa Skræderkroen i Athen og om den skikkelige Vaskerkone i Neapel, som plejede mig og passede mig, da jeg var syg, og oven i Købet vaskede mine Skjorter gratis.

Virkeligheden, det oplevede, Skræderkroen i Athen! Hvor dog Kandidaten blev distanceret, og hvor han kunde lære meget af denne "simple" Mand!

Jeg sagde noget lignende til Snedkeren, men han rystede paa Hovedet og mumlede noget om, at jeg ikke skulde gøre Nar af ham, selv om han havde sagt noget dumt Tøj. Saa kom Smilet atter frem; han gik hen ved Fodenden af sin Seng, lagde sig paa Knæ, fik fat i en lille Trækasse, rodede nogen Tid omkring i dens Indhold og kom atter hen til Bordet, holdende et lille, gult Blad Papir i sin Haand.

- Jeg har ogsaa givet mig af med at være Versemager. Maaske De har Lyst til at høre noget, som jeg en Gang sendte en af mine 273 Kammerater, der ikke rigtig kunde komme paa Gled i Tilværelsen derhjemme. Jeg var den Gang i München og havde det surt nok. Men den anden havde det nok værre.

Han rømmede sig et Par Gange, og med et Foredrag, som om han læste op af en Katekismus, fremsagde han følgende Poem, som jeg senere fik Tilladelse til at afskrive:

"Livet kan være forbandet nok,
Værre det bli'er ved at klage.
Fremad min Bro'er over Sten og Stok
Og se Dig aldrig tilbage.
Syng kun en Sang med en rask Melodi;
Du fik jo Lunger og Stemme.
Verden derude har Plads for ti,
Det maa aldrig en Haandværkssvend glemme.

Randslen paa Ryggen, og Hatten paa Snur,
Puds dine Øjnes Briller.
Selv om Du løber i Livet sur,
Slaa dine modigste Triller.
Pigerne elske et muntert Gesicht;
Pokker skal derfor græde.
Sang er en Haandværkssvends første Pligt,
Ihvor han nu end er til Stede.

Værterne ere, som Verden er,
Helst de bespiser den glade;
Sæt Dig da aldrig i Krogen tvær,
Lang til de fyldte Fade.
Har Du ej Mønten, ja, da er det skidt;
Dog, Du skal bare fortære:
Værten gi'er altid den glade Kredit,
Og glad skal en Haandværkssvend være.

Slaa Dig igennem, det bedste Du kan,
Du fik jo Næver paa Skaftet:
Modet har altid hjulpet sin Mand,
Saa længe som han har haft 'et.
Øksen i Vejret, Høvlen parat,
Vis, Du kan klare Butikken.
Arbejdet, det er en tro Kammerat,
La'er en Haandværkssvend aldrig i Stikken."

Da Oplæsningen var endt, sprang jeg straks op og klappede 274 Forfatteren paa Skulderen. Scenen mellem Montanus og Jacob randt mig øjeblikkelig i Hu. Saa sammentrængt som muligt fortalte jeg den forlegne Snedker denne mesterlige Scene; men alt imedens jeg efter Hukommelsen citerede de holbergske Replikker, følte jeg selv Brodden af disse Replikker, møntede paa den arrogante Student. Jacob med sit Digt om Morten Nielsen, der er "formaliter slet, men materialiter ypperligt" , voksede Montanus helt over Hovedet Jeg bøjede da mit Hoved og saa' vist meget forknyt ud; og nu var det Snedkeren, som opmuntrede mig, og det med følgende glimrende Tiltale, der har bevaret sig fast i min Erindring.

Ser De, Olsen, sagde han, idet han trykkede den lille gule Papirslap ned imod Bordpladen og med sin brede Tommelfinger lagde alle mulige Læg og Folder i Papiret. - De burde tage Fellejsen paa Ryggen og se Dem ordentlig om i Verden og ikke begrave Dem her i dette Sandhul ... Ja, De ryster paa Hovedet; men det er dog sandt alligevel. Hvis jeg maa være saa fri og ytre min Mening anbelangende Deres Stilling her paa Skagen, saa er De jo hverken Fisker eller Ikke-Fisker. Det var akkurat, som om jeg vilde være Snedker den ene Dag og Glarmester den anden; og dog vilde det meget bedre kunne gaa, eftersom Vinduesglasset og Sprosserne er hinanden meget nærmere end den Bestilling, De før drev, og den, De nu driver. - Jeg har jo tidt set Dem gemme Deres Papirer, naar jeg kom ind til Dem i Deres Stue, og da det nu er saa rimeligt, at en saadan studeret Mand vil skrive saadan noget pænt noget, som kommer ud paa Tryk i København, saa er det da ogsaa i sin Orden, at De opgiver at trække Torsk her oppe. Men naar De nu har opgivet at trække Torsk, og naar De saa vil skrive, saa skuide De følge mit Raad og tage Benene paa Nakken og se Dem omkring i Verden. Saa behøver De da ikke at skrive om denne gamle Kæreste ... Ja, om Forladelse; jeg vælger maaske ikke mine Talemaader efter den rigtige Kalender - men sandt er det, at hvis jeg havde faaet Opdragelse, saa skulde jeg male hele Bøger fulde om alt det, som jeg har set og oplevet, og det uden at jeg behøvede at komme Boller paa Suppen ... Gudbevares; jeg vidste nok, at De vilde svare det samme, som De altid plejer at svare hertil. Men hvis De paa ingen Maade vil rejse herfra og opgive Torskene, saa skulde De dog i det mindste gaa lidt mere ud iblandt Folk her oppe. Der er nu f. Eks. Jens Andersen; han holder Fiskerbal i Aften, og han spurgte mig netop, om jeg troede, De var for stor paa det til at ...

Jeg lod ham ikke tale ud; jeg lovede at indhente det forsømte og at afhente ham om Aftenen for at deltage i Selskabet hos Jens Andersen. Og saa stod vi da, omtrent ved det Lag syv, udenfor Døren til det Hus, hvori Fiskergildet holdtes, og Værten kom selv ud og bød os indenfor, idet han med et "Valkommen" iskænkede os to store Glas 275 af en Flaske med et tvivlsomt Indhold, som han holdt trykket op til Favnen i sin bøjede venstre Arm.

Stuen, der var rummeligere end de fleste andre Fiskerstuer, langagtig firkantet, overstrøget med en rødbrun, skjoldet Kalkfarve og oplyst - eller delvis opklaret - af fire Talglys i plumpe Træøskener, indesluttede vel et halvt hundrede Mennesker. Ingen var mødt i Selskabsdragt og af den Grund heller ikke i en forud tillavet Selskabsstemning. Det hele havde et saa temmelig improviseret Anstrøg; kun Fruentimmerne havde ved Hjælp af Haarolje eller Vand og nu og da ved et nyt Tørklæde over Hovedet eller, naar det kom højt, ved en Stadstrøje forsøgt at smykke sig til Festen, hvad der iøvrigt ikke forhindrede dem fra at deltage i den almindelige Stemning som i noget hjemligt, dagligdags, der kun har faaet en yderst svag Tone af noget fremmed, overordenligt.

Jeg besvarede forskellige Hilsener og modtog eller afslog forskellige Opfordringer til at "være med om en Pot" eller til at læske mig paa "en Ekstrakt" ; og da jeg havde naaet en Krog, hvorfra jeg kunde overse den største Del af Værelset, stillede jeg mig dér og overlod mig til en Række af nogenlunde uforstyrrede Betragtninger.

Den almindelige Summen og Brummen omkring mig indlullede mig lidt efter lidt i en Døs, hvori jeg kom til at tænke paa - ja, hvad var det egentlig? Et københavnsk Selskab!

Klokken mangler et Par Minutter i 9. Husets Herre staar i den oplyste Sal. Den behandskede venstre Haand leger med Urkæden; den ubehandskede højre Haand glatter de tynde, pomadiserede Haar over den tænksomme Pande. Hvad tænker denne Pande paa? Først og fremmest paa, om Ekscellencen nu ogsaa virkelig i Følge sit nedladende Løfte vil give Møde i Aften. Dernæst paa, at det unægtelig var mange Penge, som sidste Gang gik i Løbet ved L'hombren, og at det dog var behageligt at faa Revanche i Aften. Endelig paa, at Fru B. i Grunden er en vakker lille Kone, meget elskværdigere end - Ah t Døren ind til Husfruens Værelse gaar op, og med en lidt fortrædelig Rynke i den ikke ganske unge Pande træder "min Bedste" ind og siger i en bebrejdende Tone: - Herregud, staar Du dér og lader Tjenestefolkene skalte og valte, som de selv har Lyst til. - Min Bedste, jeg var netop i Færd med - - Jovist. Det er altid Konen, som det gaar ud over. (Husfruen har været ved sit Toilette de sidste to Timer). Aa, disse evindelige Selskaber. - Men, Du ønskede dog selv - - Jeg ønskede intet. Jeg vilde ønske, at jeg kunde sidde stille og fredelig ved mit Haandarbejde og gøre det store Broderi færdig til Basaren for den indre Mission. Sligt tænker jeg paa; men Du ... - Min kære ... - Men saa lad dog i det mindste være at sige mig imod. Du véd jo, denne Hovedpine og Klemmen for Brystet; og saa Doktoren, som sagde ...

276

Her rives Døren ind til Spisestuen op, og Husets Datter i Korset, hvidt Skørt og udslagne Lokker kommer med en Kam i Haanden og i synlig Ophidselse farende ind. - Men min Gud, Barn! (duo af Forældrene.) - Jeg siger dig, Mama, jeg taaler det ikke længer. Emilie har i den Grad ødelagt mit Haar. Jeg kan ikke vise mig i Aften. (Graad.) - Mit søde Barn. Den Emilie skal væk til den 1ste. - Men min Bedste; Emilie er dog virkelig ... - Nej, det er ikke til at holde ud. Du som Barnets Fader ... (Graad. Det ringer. Moder og Datter ud, hver ad sin Dør.)

Ah, min kære, gamle Ven. Glæder mig, glæder mig. Jeg ventede nok, at Du vilde være den første. - Aa, ingen Aarsag. Tak skal Du have. Du ser jo saa oprømt ud. Ja, saadan er det at have sin egen Rede. Vi løse Fugle, vi har det anderledes drøjt ... God Aften, kære Frue. Altid smilende. Og Deres Frøken Datter? Dog vel ikke upasselig?

Gæsterne samles efterhaanden. Ekscellencen indfinder sig virkelig, og det forønskede Antal udebliver. Konversationen er staaende. Unge Herrer, der har forøget deres dagligdags aandrige Udtryk med en Tilsætning af Selskabsflovhed i streng, dansk Stil, nærme sig paa smaa Støvler og sitrende Ligtorne den tæt sammenkilede Falanks af unge Damer, der søger at holde den gyldne Middelvej mellem agtbar Blufærdighed og tilladt Flaneri. En tapper Winkelried blandt Herrerne opofrer sig for det almindelige Bedste og bryder Bresche i Falanksen. Kampen er begyndt.

Min Frøken! tør jeg udbede mig Deres Selskab ved Bordet ? - Maaske! - Hvorfor kun: maaske? - Jeg véd ikke. - Er De maaske bange for mig? - Min Kusine her i Huset siger, at De gør saa frygtelig Kur. - Saa-aa. (Pavse.) - Tør jeg spørge, Frøken, var De paa Ballet hos Professor C ...? - Nej. Var De der? - Nej, desværre, jeg var anderswo engagiert. - Saa-aa. (Pavse. Under Pavsen støder en Kammerat til den talende Herre og fniser. De var sammen den omtalte Aften med nogle andre Kammerater i et "gemytligt Lag" og endte Aftenen paa et offentligt Danselokale.)

Fruerne har imidlertid taget Plads omkring Divanbordet i Dagligstuen. Fru B. fører Ordet. - Det er da virkelig sandt med, hvad man fortæller om Pastor X! (Røre i Forsamlingen.) (Husfruen): - Hvad mener De, Fru B. ? Er der virkelig Folk, som kaster Smuds paa denne hæderlige Mand, saa skulde De dog ikke udbrede onde Rygter. Rygter er der saamænd nok af, Fru B.

(Fru B. spidst): - Ja, Rygter er der saamænd nok af, og Folk er ikke altid saaledes, som de synes for Verden. Hvad angaar Pastor X., da er jo Skandalen aabenbar; det vil snart komme i Bladene. Man siger ... (Fortsættelsen følger hviskende).

(Husfruen med Indignation): - Men, min Gud. Det er jo oprørende.

277

(Fru B. overlegen): - Ja, kære Frue. Jeg er ikke i Missionsselskabet. Og jeg tror ikke, at jeg er ufejlbar. Men der har altid været noget inden i mig, som har sagt: Det Menneske, ham skal Du ikke tro paa. (Pavse. Man hører Fruen i Huset ivrigt glatte sin Silkekjole).

Samtidig sidder de ældre Herrer ved Spillebordene i Husherrens Værelse, rangerede i et Planetsystem omkring Solen, Ekscellencen. Raslen af Kort og Jetons. De monotone Udraab: Spurgt, køber til Nolo, fem Matadorer, Kongen, Sjette; hvor mange Beter o. s. v., gaar efterhaanden op i en Samtale af overvejende politisk Indhold. Kusken i Huset, der i Aften agerer Tjener sammen med en lejet Størrelse, og som er vant til at læse "Bladene", endogsaa førend de kommer ind til Herren, hører fra Forværelset med hele en Kulsviers svedne Grin, men uden dennes Tro, følgende løsrevne Stumper af Debatten:

... Som jeg siger Dem, mine Herrer, og jeg kan sige det uden Brud paa min Diskretion; Ministeriet vil ikke finde sig deri. Ministrene gaar ikke saa let, som Folk tror. Ministrene er ansvarlige over for Hs. Majestæt og over for Loven - først og fremmest. Ministrene er naturligvis ogsaa ansvarlige over for Folket. Men hvad er Folket, mine Herrer? Folket er Indbegrebet af Hans Majestæts Person og Lovens Bogstav samlede i ét. Folket har jo en Gang givet sine Ønsker Udtryk i Loven, og Hs. Majestæt har selv stemplet dette Udtryk som sin egen Gave, hvorover det ansvarlige Ministerium er sat til at vaage. Det Ministerium, der da vogter denne Gave og samtidig værner om Hs. Majestæts ophøjede Rettigheder, det er paa samme Tid det rette folkelige Ministerium, ligesom det maa siges at være ...

... Tillader Hr. Ekscellencen. Jeg er fuldstændig enig med Ekscellencen i Hovedsagen. Men man kunde dog maaske give Folkets Prærogativer en noget mere udvidet Fortolkning end den, som Hr. Ekscellencen behager at ... Ganske vist maa man indrømme, at vor Forfatning ikke direkte hjemler Folket Brugen af ... ikke desto mindre, naar det ene Ting ... I det hele taget bliver der vel her for os i Danmark ikke saa meget Tale om, hvad vore Strømninger, vore Bevægelser kunne medføre; Spørgsmaalet drejer sig vel nærmest om, hvad Udlandet ... Hvis den frisindede Retning i Udlandet faar frit Løb ... Danmark desværre følge efter ... Bismarck mere populær end nogensinde før i det liberale Tyskland ... Kampen mod Kirken ...

... Ja, desværre, Hr. ... min ansvarsfulde Stilling ... gammel Politiker ... og først og fremmest dansk Mand og loyal Mand. De vil indrømme mig, at Danmark ... Nordens Lys ... imod alle Udskejelser ... nordisk Aand ... Kraft ... Fremtiden ... Danmark.

Her støder Kusken Lejetjeneren i Siden og stikker Fingeren i Munden. Og derefter gør begge de tjenende Aander et samlet Angreb paa den aabne Cigarkasse, der er hensat paa Hylden til Gæsternes 278 Afbenyttelse, naar de vil hjem, - et Tidspunkt, som Fruen imødeser med en næppe dulgt Utaalmodighed, men som Husets Herre paa sin Side ikke har Grund til at ønske fremskyndet, eftersom han netop i Aften "sidder i Held".-

Paa dette Punkt af mine Erindringer afbrydes jeg ved Dansen, der nu er begyndt, ledsaget af en Violins skærende Stemme. Jeg er atter blandt Fiskerne paa Skagen, og jeg indrømmer for mig selv, at jeg føler mig mere hjemme her end i det Selskab, som jeg nylig har forladt.

Jeg indrømmer, at Værten og hans lille, trivelige Kone har indbudt Gæsterne - jeg erindrer saamænd ikke længer, om Entréen er gratis, men jeg véd kun, at hvad der konsumeres i Aftenens og Nattens Løb skal betales - jeg indrømmer, at det værdige Ægtepar har indbudt Gæsterne uden disse smaa Billetters Mellemkomst, der "udbede sig Æren af", og som har til Hensigt at afbetale gammel Selskabelighed samtidig med at aabne en ny Gengældelses Konto. Værtinden er, saa vidt vides, ikke i noget Missionsselskab, og Værten vilde sikkerlig modtage en Ekscellence ganske saaledes, som han modtager os - med fremrakt Pote og en Velkomstsnaps. Her findes ingen Fruer - Gudskelov! Mændenes Koner er for Størstedelen blevne derhjemme. Mændene selv spiller ikke L'hombre, men Trekort og Fransfus. Og disse to Spil er virkelige Selskabsspil, hvor man slaar med Knoerne i Bordet og somme Tider i sin Nabos Næse. Alle vil more sig og Ungdommen ikke mindst. Det gælder blot om, at det første og festlige Indtryk skal have fortaget sig lidt, saa slaar man Gækken rigtig løs.

Jeg staar her i min Krog og ser paa denne Dans, denne Puffen og Drejen sig om mellem hverandre paa den lille ryddelige Plet, som i det givne Øjeblik forefindes, men som rigtignok lige saa hurtigt forsvinder. Jeg ser gennem den aabentstaaende Dør ind i det tilstødende Værelse, hvor de drabelige Fiskerskikkelser i deres uldne Klæder, med de korte Piber i Munden, svedende, rygende, leende og slaaende i Bordet, med Besvær vrister de fedtede Kortblade ud af de store, barkede Næver og holder Trumferne triumferende op for deres Modspilleres Næser, idet de bander paa jysk, hollandsk og engelsk og med et rask Kast med Nakken eller en sindig, betænksom Mine tager Ekstrakten og Finklen til sig. Over alt hersker Glæden, en naturlig, ligefrem Glæde over disse flygtige Minutter, som man fravrister det haarde, farefulde daglige Liv.

Min Ven Snedkeren, der har faaet Flipper paa og er i et Perlehumør, kommer hen til mig Arm i Arm med en ung Sømand, som han benævner Søren. - Naa, siger han, idet han slipper Sørens Arm og tørrer Sveden af sin Pande med Bagsiden af sit Frakkeærme. - Naa, Olsen, der er Humør paa Værkstedet i Aften, hvad? - De skulde 279 min Sandten ogsaa tage Dem en Svingom. Her er rigtig flinke Piger, og Sekstur kan de danse og "Forkert". Kønne er de jo ikke saadan ligefrem, men Sindelaget er godt, og de gør ingen Udflugter. Søren her er noget melankolsk, fordi hans Kæreste har gjort ham Knuder, men det betyder ingen Ting, vel Søren? vel - Hr. Olsen? - Nu kan De snakke lidt med Søren; jeg skal imidlertid se at berge mig en lille "Forkert" til med Ane der henne.

Snedkeren forlader os. Søren og jeg veksler et Par Ord og bliver dernæst staaende tavse ved Siden af hinanden op imod Væggen. To unge Piger, den ene med Tørklædet om Hovedet, den anden med en Hue eller en lille Kappe paa, bliver af de dansende trængt tilbage fra Gulvet, saaledes at de kommer til at staa lige foran os uden at lægge Mærke til os.

Jeg meddeler deres skagensiske Samtale i Oversættelse.

"Gud skal vide, om han er her i Aften?"

"Ja, Du tror nu altid, at det er dig, han ser efter, naar han kommer ned paa Stranden. Men det er slet ikke dig, for det er mig"

"Det skal Du ikke sige, for saa lyver Du. Bad han mig ikke selv den Dag, da de mange Flyndere kom i Land og da Svenskeren ikke vilde betale Ole Jensen, om jeg vilde sy en Rift sammen paa hans Uldtrøje. Og vilde jeg ikke gerne baade sy og binde om ham Dag og Nat og gøre hans Garn i Stand og vise ham alt det gode, jeg blot kunde, naar han vilde tage mig til Kone!"

"Aa, Du snakker. Saadan en fattig Tingest som Du. Han selv har jo noget til Bedste; tror Du saa, han vilde tage dig, som ikke bringer noget med, undtagen hvad der er til Byrde: to gamle Forældre og en Søster. Nej, jeg, som kun har en gammel Mo'r og saa for Resten Huset og Baaden og to Svin efter Fa'r - jeg kan nok anderledes vise mig."

"Da er jeg dog fem Aar yngre end Du, og Tegnemesteren, som var her oppe i Fjor og tegnede mig af, sagde, at jeg var den ... Ih, Gud fri os!"

Den talende havde tilfældig vendt sig om, og ikke saa snart havde hun faaet Øje paa mig, førend hun udstødte dette lille Skrig og trak skyndsomst den anden med sig tværs over Gulvet. I Farten sendte hun mig imidlertid et Blik fra sine troskyldige Øjne, som gjorde mig ganske bedrøvet. Der laa i Blikket, ved Siden af Skamfuldheden over at have røbet sig selv, tillige en saa aabenhjertet afsløret Beundring, at jeg ikke behøvede at være en stor Kender for at læse mig Visheden til om den Erobring, jeg havde gjort, og som Ordene ovenfor bekræftede i hele sin Udstrækning.

Jeg maa tilstaa, at det hidtil ikke med en Tanke var faldet mig ind, at der her paa Skagen var unge Fruentimmer, som kunde gøre den 280 tavse, utilgængelige fremmede til Genstand lige saa lidt for et ungt, troskyldigt Hjertes Følelser som for et ældre, maaske mere erfarent Hoveds Spekulationer. Det gjorde mig ondt for den lille, skikkelige Pige med det venlige Blik under det mørke Hovedklæde. Den anden, hende med Svinene, tænkte jeg ikke saa meget paa.

"Ja-a, saadan taler de allesammen; og glo og glane efter en, det kan de saamænd ogsaa, udbrød pludselig min Sidemand, som havde skævet til Pigerne og derpaa op og ned ad mig.

"Jeg forstaar ikke ...," svarede jeg.

"Ikke det? Da er det dog ellers nemt nok. Saadan et lille Kvindfolk, hun forelsker sig i Dem, og saa slaar De til, og vips! Ugen efter gaar hun og titter til en anden. - Sig mig, har De nogensinde haft en Kæreste?"

Spørgsmaalet kommer mig saa uventet og direkte, at jeg ikke véd, hvad jeg skal svare. Jeg foretrækker selv at være Spørgeren.

"Sig mig - Søren; er her - er her meget af, hvad man saadan kalder - Kæresteri?"

"Nej," lyder det bestemte Svar.

"Jeg mener ..."

"Jeg véd nok, hvad De mener. Men her paa Skagen er kun simple og ærbare Piger, og de lader ingen komme sig for nær, som ikke har reelle Hensigter. Men falske er de allesammen; og den værste af dem alle var den Pige, som jeg var Kæreste med. Hun var nu ligefrem et Skarn."

Det giver et Sæt i mig, saa bestemt udtrykker han sig. Det var dog ikke saaledes, jeg vilde spørge.

Den unge Fisker fortsætter, idet han med sin højre Haands brede Tommelfinger knuser og maser et eller andet usynligt Stof i sin venstre, hule Haand.

"Vil De nu bare høre. Der gaar jeg og er Kærest med en Pige i et Aarstid. Og alt er aftalt mellem hendes Forældre og mine Forældre, og jeg giver hende tre Tørklæder, Tøj til et nyt Skørt, Ørenringe med røde Stene, rigtig kønne Baand og en Paraply; og til Gengæld faar jeg en Urlidse af hendes Haar - men der gav jeg selv Øskenen til. Og jeg gaar med hende til Dans, og jeg følger hende hjem, og alt er paa den rette Boug; men saa løber hun en Dag i Vinden og vil ikke lystre Roret, vil ikke gaa med til Dans, og jeg maa ikke kysse hende. Ja saa, tænker jeg, hun lægger nok en ny Kurs an paa en anden Boug. Jeg forhører mig nu for, og jeg faar da at vide, at min Pige er bleven set med en Karl oppe fra en af Gaardene i Landsognet. Jeg lader imidlertid som ingen Ting, indtil der en Aften bliver Dans oppe i det Sogn, hvor Karlen er fra. Da Aftenen kommer, stiller jeg mig an, som om jeg var syg, og min Kæreste tager da der op i 281 Følgeskab med nogle andre Piger her fra Byen. Saa gaar jeg hen til min Fa'rbro'rs Søn, Rasmus, og spørger ham, om han vil være med. Det vilde han da nok; og saa begiver vi os paa Vejen. Vi havde en stiv Mil at gaa gennem Klitterne, med Vinden og nu og da Sneen lige i Ansigtet. Vi fo'r da vild og kom først op til Gaarden ud paa Natten, og da var Dansen forbi. Men vi var jo heller ikke kommen for Dansens Skyld. At Pigen var hos sin nye Kæreste, det kunde jeg da nok begribe, og Rasmus og jeg gik da hen og holdt Vagt udenfor den Gaard, hvor Karlen boede. Saa kommer hun da endelig listende ud, efter at vi havde staaet og frosset en Timestid, og saa gaar jeg hen til hende, lægger min Haand ganske læmpelig bag paa hendes Nakke og spørger hende, hvor hun skal hen. Hun svarer, som om alt var i Orden, at hun skulde hen til den Gaard, hvor Dansen havde staaet, og hvor hun skulde være til om Morgenen. Naa, saa det skal Du, min Pige! sagde jeg saa. Og saa fortalte jeg hende min Mening om Tingene; og jeg sagde til hende: Nu har jeg været Kærest med Dig et helt Aar, og jeg har givet Dig Tørklæde og Tøj og Ørenringe og Paraply, og jeg har holdt rigtig meget af Dig - og nu gaar Du her og gør Nar af mig og leger Kæreste med saadan en Bondesnude. Og saa gav jeg hende et Par ordentlige Øretæver; og saa gik Rasmus og jeg hjem. Den næste Dag sendte jeg hende et Brev, at nu var det forbi, og at hun skulde skikke mig Ørenringene og Paraplyen tilbage. Urlidsen sendte jeg ogsaa, men Øskenen beholdt jeg. - Se saadan blev jeg holdt for Nar, og det var da egentlig den anden Gang; men tredje Gang skal det nok blive Løgn."

Da Meddeleren af denne sørgelige Historie øjensynlig var geraadet i en ophidset Stemning over sin egen Fortælling, foretrak jeg at skilles fra ham.

Jeg arbejdede mig igennem den store Stue, hvor Dansen nu var paa sit allerlivligste Punkt, og hvor man gentagne Gange raabte efter mig, at jeg ikke skulde være saa stor paa det, men komme og more mig ligesom de andre.

Jeg mærkede nok, at man i det hele taget var bleven friere i sine Bevægelser; og - for Resten, de havde jo Ret: hvorfor være saa "stor" paa det, og hvorfor ikke more sig som "de andre" ? Jeg hørte jo dog med blandt disse Folk. Jeg havde jo selv villet det saaledes.

Og jeg saa' mig allerede om efter en Dame og henvendte mig i Mangel af andre med et Buk til den, der stod mig nærmest, et djærvt, knoklet, stærkt Fruentimmer med sammengroede Øjenbryn og noget mandfolkeagtigt storstilet i hele sin Person. Jeg bukkede atter og spurgte, om jeg maatte have den Fornøjelse. Hun saa' forbavset paa mig og syntes aldeles ikke at forstaa mig. En ung Fisker kom til og hjalp mig ud af Forlegenheden ved at give mig og min Dame et 282 samtidigt Dunk i Ryggen, der foranledigede, at vi i den inderligste Omfavnelse tumlede ud paa Gulvet og snurrede rundt et Par Minutter, medens jeg fra forskellige Sider hørte Udbrud som: - Se til Olsen, se, hvor han kan. Den gaar strygende etc., etc.

Jeg trak mig tilbage - dog uden noget Buk, og vilde just paa given Opfordring fra nogle Kavalerer fortsætte med en anden Dame, da jeg ved at se nøjere paa denne mødte - netop det beundrende Blik, som allerede én Gang i Aftenens Løb var bleven mig tilkastet under det mørke Hovedklæde, og som nu med dobbelt Glans skinnede mig i Møde fra de lyse, troskyldige Øjne.

"Nej, Olsen," sagde jeg til mig selv, idet jeg hurtig vendte mig bort og skubbede mig ind i den mindre Stue, hvor Kortspillerne sad. - "Det gaar nok an, at Du danser med et Mandfolk, der efter alle Mærker at dømme ikke nærer blidere Følelser imod dig. Men at danse med denne lille, skikkelige Pige, som har udtalt sig saaledes, og som ser saaledes paa dig, det vilde være en Ubetænksomhed fra din Side, som Du ikke kan forsvare, Toke Olsen."

Jeg fandt Stemningen meget animeret inde i den mindre Stue. Min Ven Snedkeren var ogsaa tyet her ind, skønt næppe af de samme Grunde som jeg. Han var stærkt oprømt, næsten for stærkt oprømt, syntes jeg. Kortene var kastede paa Gulvet. Tobak, Finkel, Ekstrakt og Punch flød over Bordet. Snedkeren lo, talte, sang og deklamerede. Man klinkede og drak paa hinandens Sundhed. Den gamle Ole Geisnæs svømmede over i de mest vidtgaaende, menneskevenlige Følelser. Han omfavnede Snedkeren og fortalte os alle, vistnok for halvtredsindstyvende Gang, den gamle Historie om det gamle Vrag, han havde fundet paa Havsensbund et Par hundrede Favne fra Land, og hvis Skatte (bestaaende i rustne Jernbarrer) skulde lyksaliggøre os allesammen, saa snart de blot var tagne op og bragte i Land. Snedkeren, der endogsaa paa dette Stadium viste sig som en god Regnemester, søgte at bevise ham, at der ved Salget af Jernet næppe vilde blive 50 Rd. til Mands, og - "for denne Slik kunde man dog ikke gi'e Greven". Ole Geisnæs fandt sig foranlediget til at blive vred over denne "Multaplukkesjionstabel", og for at undgaa yderligere Regningsdifferenser, fik jeg min Ven Snedkeren overtalt til at gaa hjem med mig.

Det var et dejligt Maaneskin, da vi kom udenfor, og det smukke Vejr, Nattens Kølighed og maaske et Par fornuftige Ord fra min Side virkede hæmmende paa Snedkerens Tilbøjelighed til at vende tilbage igen. Han var ingenlunde beruset, men han var dog maaske nærmere ved Grænsen, end han selv troede. Et Par Gange stod han stille, som om han vilde tale til mig, men først da vi stod uden for hans Hjem, kom det frem, som han vilde sige.

283

"De har Ret, Olsen," udbrød han, idet han slog sin Haand i min. - "Og Tak skal De have, fordi De fik mig med hjem. Jeg plejer dog ellers ikke at være af de Folk, som ikke kan komme paa Værtshus uden at faa en paa Skalmejen eller træde Folk paa Ligtornene. Men jeg skal sige Dem, jeg har siddet i den sidste Tid og grubliseret for meget- ganske ligesom De. Og det er skidt; for naar man saa kommer ud og skal have godt af andre Folks Omgang, saa staar man enten i Krogen som De, eller man vender Mølle over Skarnfjerdingen som jeg. - Ja, Hr. Olsen, det er dog immervæk lige forunderligt med denne - denne Eksistens. Som om jeg endnu har kunnet begribe, hvorfor man vedbliver den ene Dag efter den anden at staa op af sin Seng og slide og spise og spise og slide - for maaske de fem sidste Aar af sit Liv at ligge som en stakkels Djævel paa en eller anden Stiftelse, inden man bliver skreven paa den store Rejseliste! Og endda synes man, at man er en honnet Karl, fordi man ikke har giftet sig med Kluk-Mutter og blæser Sorgerne bort paa Glastrompeten. Der er dog alligevel Dyd til i Verden. Men ingen Tak har man for den; trods alt, hvad Præsten siger. Godnat, Hr. Olsen. Og Tak skal De have. Og sov vel."

Min landflygtige Vens tredje og sidste Kapitel var ikke til at tage fejl af. Da jeg havde gennemlæst Brevet, hvori Kapitlet i al sin Korthed og Tydelighed indeholdtes, besluttede jeg mig straks til at tage op og besøge ham. Indtræffende Omstændigheder bevirkede imidlertid, at jeg maatte udsætte mit Forehavende i nogen Tid.

Jeg hidsætter her 3dje Kapitel, som er uden noget Prædikat.

"Bedste Ven. Lad os saa kaste Masken. Jeg aander tungt nok i Forvejen, og Masken er nær ved at kvæle mig. Jeg lod mine Omgivelser og mine Tanker snakke saa meget op i mit sidste Brev for at føre dig paa Vildspor. Nu trænger jeg til at udtale mig uforbeholdent. Og jeg vil gøre det.

Sandet fyger uden for mine Vinduer, og Vinden river og rusker i mit Tag. Jeg hører den skarpe, hvislende Lyd af Marehalmen i Klitten og den dumpe, brølende Lyd af Havet paa Stranden. Det var, som om Elementerne var slupne løs blot for at ængste mig, mig den ensomme, den hjælpeløse. Jeg siger til mig selv: dette er Døden, der melder sig. Og jeg gribes af en Angst, som jeg ikke vil prøve paa at skildre Dig. Smilende ser jeg da igen paa mine Arme, paa mine Hænder; jeg banker mig paa mit brede Bryst, og jeg krummer mig sammen som til et Tag, et Livtag med - med hvem? ... Hvad er det dog for besynderlige Idéer, der overfalder mig? Jeg er ung og stærk og netop bygget for dette møjsommelige Liv her oppe. Hvilken Mening 284 er der da i, at jeg ængstes? ... Sagen er den: jeg véd hverken ud eller ind længer. Jeg har tænkt meget over det, som jeg i mit sidste Brev berørte for dig. Du har endnu ikke besvaret dette Brev, men saa meget desto bedre. Du kan da tillige svare paa, hvad jeg her vil anmode dig om. Sværg, - nej, Sludder - lov mig, at Du, der jo er et skrivende Menneske, og af hvem jeg har Ret til at vente mig noget, at Du vil følge den Vej, jeg altid har antydet for dig; at Du aldrig af Tidernes Ugunst, af Hensyn til en behageligere Eksistens, af Mængdens Raab og Udsigter til forlorne Laurbær vil lade dig drive ud af den Retning, der i vore Dage er den eneste tilladelige for et begavet Menneske, der mener det ærligt. Glem det Publikum, der for Øjeblikket er det dømmende og prisuddelende, men glem ikke, at der bag dette Publikum staar den store Masse, som Du netop skal give dig af med, studere, vaage over, opildne, belære, forsvare. Lad kun de hyggelige Dagligstuers og de overdaadige Spisesales Dramatikere, Lyrikere, Talere og Journalister sky dig, spotte dig, forfølge dig - maaske misunde dig; lad dem give dig venskabelige Raad, lad dem aabne dig en Sidedør, hvorigennem Du kan smutte ind til dem, lad dem foreholde dig din Taabelighed, dit Fusentasteri, din "Ungdommelighed, som Tiden nok vil rette," - lad dem kun udfolde hele deres fristende Veltalenhed : - det gælder at staa fast, staa fast! De deklamerende Kæmpers og Ridderes Tid er dog forbi; Vaudevillen og Studenterdramaet er udspillet; Bøgetræerne er sprungne alt for ofte ud; de gamle Frihedsfraser er bleven afjaskede. Kan Du finde nye Sider at se vore Fabrikanter, Justitsraader og Urtekræmmere fra? Kan Du skære en ny Façon til en Riddervams? Kan Du finde andre Ord at lægge en Student i Munden end Punch, Eksamen og en Kæreste? - Kan Du det, da er det godt, og da bør Du tage fat, hvor de andre slap; men kan Du ikke, da er der ingen Tid at spilde. Du maa ud og arbejde paa den Jord, hvor endnu ingen Plov er gaaet, og det, førend det bliver for silde, førend din Røst overdøves, dit Arbejde standses af de klaprende Fugleskræmsler, der under Navn af folkelige Novellister, folkelige Poeter jager Poesiens vilde Fugl bort og lader den aandløse Pietismes Boghvede brede sig over Markerne.

Jeg selv har opgivet Spillet. Jeg stikker for dybt i det gamle. Jeg har for meget med det kære, gamle, romantiskaristokratiske Selv at bestille. Hvad vedkommer egentlig dette Selv og dets lurvede Klynketilværelse den øvrige Verden? Hvad berettiger mig til at forlænge en Tilhørerkreds for mit evindelige Foredrag: Hjerte og Smerte? Nej, min Ven; denne Kvinkeleren post festum er forbi for mit Vedkommende. Jeg har brændt alt, hvad jeg har skrevet her oppe; jeg har foræret Snedkeren hele mit Bibliotek og har kun beholdt Homér tilbage for mig selv. Jeg vil se at blive et Menneske. Det er maaske til

        

285 syvende og sidst vanskeligere end at blive Digter; men saa er Æren ogsaa saa meget større. Jeg har i den Henseende ladet mig ansætte ved Redningsbaadens faste Mandskab. Nu faar vi at se: kanske vil der snart indfinde sig en Lejlighed, hvor jeg kan vise, hvad jeg som Menneske duer til. Hidtil har mit Liv her oppe just ikke bidraget til at forhøje mit Værd som Menneske i mit eget Omdømme ...

Ak, medens jeg saaledes meddeler dig løst og fast fra mit Eksil, føler jeg Eksilets hele, knugende Tryk meddele sig til enhver af mine Tanker, enhver af mine Bevægelser. Jeg presser Haanden mod mit urolige Hjerte, jeg føler mit fugtige Blik tilsløres. Jeg tænker paa hende, - vanvittig, som jeg er. Jeg sænker mig ned i Erindringens Strøm; dens Vande leger spottende med mig og hvirvler mig ud i det store Hav, hvis vilde Bølger griber mig og slynger mig af Sted, af Sted.

Jeg tænker paa hende, - hører Du! Paa hende, som vilde finde det yderst underholdende, ja rent ud sagt gennemkomisk, hvis en eller anden i dette Øjeblik kunde skildre mig for hende. Ikke desto mindre tænker jeg paa hende med Følelser, der, hvis jeg nu var der ovre, vilde bringe mig ind under det gamle Herredømme. - Og alligevel er man fræk nok til at titulere Menneskene: Fornuftvæsener!

Der ude paa Stranden gaar den lille, skikkelige Pige med det lyse, venlige Blik, der saa ofte vil søge mit. Min Ven Snedkeren har gentagne Gange med sin sædvanlige Ligefremhed udpeget hende for mig og sagt: "Gift Dem med hende, naar De endelig vil blive her oppe. De faar ingen flinkere Pige, ingen lydigere Kone, ingen, der med saa stor Taknemlighed vil sætte nogle Smaafiskere ind i Verden sammen med Dem. Hun vil stoppe Deres Strømper, koge Deres Fisk, røgte Deres Garn og være Dem tro som en Hund. Hvad forlanger De mere - som Fisker?"

"Jo, jeg forlanger mere. Jeg kan købe mig en Hund, og jeg faar da dens Troskab med i Købet. Men et Fruentimmer - til daglig Omgang -og tro - som en Hund; et Væsen, som føder mine Børn, vore Børn, - og dog ikke mere end en Hund, - stum, - logrende for Herren! Nej, nej ! Saaledes skulde dog Enden ikke blive; - lad den saa for Resten blive, som den vil."

Det var som sagt ved Vinterens Slutning og næsten ved Begyndelsen af Foraaret. Jeg havde endelig faaet mit Arbejde ordnet saaledes, at jeg om nogle Dage kunde begive mig paa Rejsen til min Ven i hans Eksil. Foreløbig sad jeg ved mit Skrivebord for at underrette ham med et Par Linjer om min Ankomst og for at sende ham min foreløbige Tak for hans gode Mening om mig og for det Hverv, han paalagde mig. Da 286 bankede det paa Døren, og uden at se op fra Papiret foran mig raabte jeg: Kom ind! i den Formening, at det var en bekendt.

Døren gik op, og efter en lille Pavse hørte jeg en Stemme, som spurgte, om det ikke var Hr. saadan og saadan?

Jeg saa' i Vejret. Der stod paa Dørtærskelen en mig ubekendt, som jeg øjeblikkelig vilde henføre under Kategorien "Mandsperson".

- Undskyld, fortsatte denne Person, da jeg havde bejaet hans Spørgsmaal. - Mit Navn er H .. ., Snedkersvend H ... Jeg kommer fra Skagen.

Aa; De er Olsens Snedker - Olsens Ven? Kom indenfor. Jeg sidder netop og skriver ham til.

Den fremmede stirrede et Øjeblik stift paa mig og sænkede derpaa sit Blik, idet han med en underlig forlegen og undvigende Stemme ytrede, at "Posten kunde ikke naa ham der, hvor han var".

Hvad, raabte jeg spøgende, idet jeg sprang op. Er han maaske taget til Læsø eller Anholt?

Olsen er død, hviskede den fremmede og saa' paa mig med et Par store, ærlige Øjne.

Død! død! gentog jeg, idet jeg lod mig falde tilbage i Stolen og gjorde Tegn til Olsens Kammerat, at han skulde tage Plads.

Ingen af os talte. Jeg rejste mig atter, gik hen til Vinduet og stirrede hen over Tagene, hen over Skorstensrøgen, op imod de store, drivende Skyer. Da jeg atter kunde begynde at tænke, indsaa jeg, at den "store" Olsen maatte være druknet. Jeg havde haft saa travlt i den sidste Tid, at jeg ikke havde faaet læst Bladene, men jeg erindrede nu, kun helt ubestemt, at en eller anden havde fortalt mig noget om et ulykkeligt Redningsforsøg paa Vestkysten i den forrige Uges Storme.

Ikke sandt? spurgte jeg den fremmede, der sad bøjet forover paa sin Stol og drejede sin Hat uroligt mellem de store Hænder; - ikke sandt, det var i Redningsbaaden, at Olsen ... hvorledes gik det til ... saa' De det?

Jeg saa' det, lød Svaret, og jeg ønsker ikke at se det Syn oftere, - Det var et stort Skib ude paa Revet, Skagens Rev, véd De nok. Det var stødt om Natten, og i Dagbrækningen blev der gjort Allarm. Alle Mand op til Stranden nordpaa, uden for Fyret. Af og til hørte vi dem skrige der ude. Vi skød Raketterne ud; men enten traf de ikke, eller ogsaa var Folkene om Bord afkræftede af Kulden. Saa maatte Redningsbaaden til det. Fiskerne vilde nok nødig, men Olsen satte Liv i dem, og saa hjalp vi til, Mandfolk og Fruentimmer, at sætte Baaden ud. Den blev styret dygtigt. Det var de bedste Folk, der var i den, og Olsen var ikke den klejneste. Grueligt saa' det ud, saadan som den satte igennem Brændingen, og jeg, som jo ikke var videre kyndig i sligt, stod oppe i Klitten og tænkte hvert Øjeblik, at det var 287 det sidste for Baad og Mandskab. Saa var da Baaden næsten der ude ved Skibet; den stod helt paa Hælen og satte Snuden ret op i Vejret, og just som den var kommen ned igen og skulde til at tage Fart op efter, saa bryder der en forskrækkelig Sø lige lukt over Hovederne paa Folkene. Vi gav et Skrig fra os, alle vi, som stod og saa' derpaa. Baaden var væk. Brændingen tumlede et Øjeblik med noget mørkt noget, og paa samme Tid faldt den sidste Mast ude paa Skibet. Jeg sneg mig ned i Klitten og turde ikke se der ud. Der var saamænd heller ikke noget at se efter. Ingen Baad, ingen Mennesker. Hen paa Eftermiddagen drev et Par af Folkene op længere vester paa Stranden. Men de fleste blev ikke funden og Olsen heller ikke. Jeg gik hele den Dag og den næste med og søgte langs Strandbredden, og begge Dagene gik der bag efter mig et stakkels Pigebarn og græd. Olsen fandt vi ikke, og Graad og Jammer var der over hele Skagens By.

Den fremmede holdt inde, drejede sit Hoved til Siden og famlede en Stund i sin Brystlomme.

Mit Arbejde paa Fyret var endt et Par Dage efter, vedblev han; eller rettere, jeg søgte saa snart som muligt at komme bort der oppe fra. Olsen havde saa tidt talt om Dem, og da jeg nu kom her til Byen, syntes jeg dog at jeg skulde op til Dem ... jeg har jo ogsaa en Lap Papir, som vistnok er til Dem. Jeg fandt den paa hans Bord, hvor han nok havde skrevet den, kort forinden han gik i Baaden. Her er den. Der stod med Blyant paa et afrevet Stykke Papir og næsten ulæseligt skrevet disse faa Ord:

"Kære Ven! Nu gaar det løs, og nu skal det vise sig, hvorledes man ter sig som Menneske. Hvis man ikke skulde vise sig mere - det var jo dog muligt - saa lev vel og læs, hvad Wallensteins Ryttere synger. Min Hest er nu sadlet, og Kammeraterne kalder paa mig. Altsaa lev vel, - jeg kunde fristes til at sige: Paa Gensyn.

Din T. O."

Saa var da den fragmentariske "store Olsen" s Liv endt med dette sidste Fragment.

Jeg drejede mekanisk det forkrøllede og plettede Papir mellem Fingrene og saa' længe op mod de graa Foraarsskyer, der i urolige, forvirrede Masser drev hen over Byens Tage.

Ja, saa tror jeg, at jeg er færdig her, lød Snedkerens Stemme ved Siden af mig.

Jeg svarede ikke; jeg lod min Haand falde ned i hans fremstrakte Højre, og han forstod, at jeg bad ham om at være min Kammerat i min tabte Vens Sted.

288

ØRNEN

"Ørnen" hed den, jeg mener Skuden, og den fo'r imellem - ja, det kan vi nu gemme til siden.

Ørnens Fører maa vi først omtale; han hed, - ja, hans Navn kan jo være det samme; han kunde i ethvert Fald godt hedde Ørneskipperen, og hvorfor saa ikke kalde ham saaledes. Det er altid godt at have et Navn for sig selv; med at kalde en Mand for Hansen eller Jensen er man endnu ikke kommen et eneste Skridt nærmere i Bekendtskabet. For Resten hed Skipperen hverken Hansen eller Jensen, men ved at nævne hans virkelige Døbenavn og saaledes indføre ham som en offenlig Personlighed for et større Publikum vilde vi nemt kunne bringe ham ud af hans jævne, dagligdags Ligevægt, ja maaske fremkalde paa hans vejrslagne Kinder en lignende Forlegenhedens Rødme, som efter Sagnet viste sig hin mindeværdige Dag, da Amtmanden i egen Person paahæftede den brave Sømand Dannebrogsmændenes Hæderstegn der nede paa Havnen i Overværelse af en stor Del af Byens Indvaanere. Den Dag kneb det, som man siger. Ja, der er dem, som vil paastaa, at den nye Dannebrogsmand i et Øjeblik af usminket Aabenhjertighed erklærede, at han heller vilde tage tre af sine værste Rejser om igen paa Søen end en eneste Dag som denne paa Landjorden. Og dette vil, som man nu kan overbevise sig om, ikke sige saa lidt.

Ikke fordi at Vejen mellem den lille By paa Øen og den lille By paa Fastlandet var saa lang. Men det var udelukkende ved Vintertid, naar Dampskibet havde "lagt op", at "Ørnen" var udset til at gøre disse Rejser i Isgang og Snetykning, Stormvejr og Frostvejr, og altsammen i Østersøens urolige, krappe Søgang, i disse farlige, drillende Søer, der rejser sig under den mindste Kuling, skruer sig i Vejret, brydes og toppes imod hverandre og styrter med en ejendommelig raslende Lyd ligesom hvæsende Klapperslanger løs paa deres Bytte.

Der er løbet meget Vand i Stranden siden Ørneskipperen første Gang saa' Lyset, og der er løbet meget Saltvand af hans Oljeklæder, siden han første Gang begyndte at fare som egen Mand om Bord i sin Jagt. Det forstaar sig, at han ikke altid har faret med denne Jagt. Fra ungt Menneske af gik han paa de lange Rejser, som oftest med fremmede Nationers Skibe, og vi kunde lade ham fortælle mangt et opbyggeligt Eventyr fra disse Togter. Vi kunde lade ham i sit uforligneligt malende, men ikke altid for uindviede letfattelige Sprog meddele f. Eks. sit Skibbrud i den kinesiske Sø, den Gang da den store Hamborgerbark stødte paa "et Koralrev eller saadant Djævelskab", og da samme Skib fortsatte sin Fart efter Stødet, men ti Minutter senere puttede Snuden ned ad og fortsatte i denne skraa Stilling, indtil Skrog og Rigning var gemt af de stille, dybe Vande, og Besætningen i 289 Morgensko og Underbukser og uden Vand eller Proviant drev tre Dage omkring i Storbaaden, indtil de endelig kom i Land paa en Ø, - hvor saa Malajerne oven i Købet vilde stikke dem med Knive.

Vi kunde som sagt meddele dette og meget mere af Ørneskipperens Ungdomshistorie, og vi tvivler ikke om, at vi vilde faa velvillige Tilhørere hertil. Men det vilde blive en altfor stor Afdrift fra vor Meddelelses oprindelige Maal: Ørneskipperens Manddomsgerning; - og Afdrift skal man vogte sig for, naar man kan undgaa den.

Nu da! Vinden er god, og Natten er vor egen, og vi er om Bord i "Ørnen", og Skipperen staar til Rors eller rettere sagt, han sidder for Øjeblikket paa den lille Bænk, han har lavet sig agter ude lige over for Nathuset. Denne beskedne Bolig for Kompasset er meget snildt anbragt i selve den brede Kahytskappe ved Siden af Nedgangen til de sovende, nu og da lydeligt snorkende Handelsmænd neden under. Rolig og alvorlig, med Oljefrakken knappet tæt op i Halsen, med Sydvesten dybt ned i Panden, fremvisende en lille Stump af et ærligt, aabent, vejrslaget Ansigt, et tætklippet Skæg, der gaar højt op paa Kinden, og et Par godmodige, skarpe Øjne, der synes skabte til at se Imod Vinden og Saltvandsskummet, sidder Skipperen som en Mand, støbt i Bronce, forestillende en af disse Oldtidens djærve Søhaner, hvorom saa mange pæne Folk i vore Dage véd saa meget at fortælle, og som saa ofte maa tjene til en Sammenligning, der igen saa meget ofte kommer til at halte.

De barkede Hænder er stukne i et Par af disse uldne Bælgvanter med en overkomplet Tommelfinger i hver, en Reserve i Tilfælde af Slid eller anden Molest. Den ene Haand hviler paa den korte, tykke Rorpind, den anden har mekanisk fattet Tampen af Storsejlsskødet, som ligger over Knæet.

Det er ikke maaneklart, men det er heller ikke mørkt. Maanen er ganske vist oppe, men den er ikke kommen rigtig frem. Det Skydække, som skjuler den, og igennem hvis Slør den virker med et eget dæmrende Skær, tyder efter alle Mærker og Skipperens Ord at dømme paa Forandring i Vejret, maaske Tøbrud med en Storm af Sønden. For Resten kan det være os det samme; Vejret holder nok denne Rejse igennem; lad det saa bare blæse, naar vi først er kommen i Havn. Vi slingrer da af Sted igennem Vandet for en halv Vind og med et Reb i vore Sejl. Ørnen er, som der staar i Zoologien, en udmærket Flyver, og dens Navne "Ørnen" er et Skib, som ikke giver Fuglen meget efter. Søen er allerede høj og bryder nu og da med hvide Blink og med den ovennævnte raslende Lyd; men vort lille Fartøj vager godt paa Vandet, og af Sted gaar det.

Den bjørneskindsbepelsede Handelsrejsende, som ved et kort vue over Omgivelserne har overbevist sig om Rigtigheden af de her 290 fremsatte Paastande, forsvinder netop nu igennem den snevre Aabning, der for en Time siden aabnede og lukkede sig for hans endnu mindre søstærke Kolleger.

Han kan dog ikke bare sig for paa Trappen ned til Søvnens og Kvalmhedens Regioner at gøre Skipperen det Spørgsmaal, som altid gøres af de fleste rejsende, og som enhver samvittighedsfuld Skipper bestandig vil besvare paa samme Maade.

"Hvornaar - kan vi være - i Havn, - Skipper?"

"Kan ikke sige det saa lige. Kommer an paa, om Vinden bliver staaende. Tænker saadan ved det Lag - osv., osv."

Apropos om Handelsrejsende! Da denne ofte med Rette og ofte med Urette misrekommanderte Klasse af pelsbeklædte Trækfugle er "Ørnen" s sædvanlige Vinterfragt, vil man ikke fortænke den ærlige Skipper i, at han paa Forhaand indrullerer enhver ny Passager, han faar om Bord, blandt Prøvekassernes og de store, sortmalede Kofferters Ejermænd.

Det skete da, at Skipperen paa en af sine Rejser fra Fastlandet til Øen fik en høj Mand om Bord, indsvøbt i en Kappe og medbringende et forsvarligt Antal Kofferter, Kister, Kasser etc., etc.

Man lagde fra Land, og da alt var klart paa Dækket, alle Liner skudt op, alt overflødigt stuvet ned, kom Skipperen ved Roret og Manden i Kappen snart i Passiar sammen.

Det syntes, at Manden i Kappen havde set sig en Del om i Verden. Ørneskipperen var jo heller ikke nogen Hjemmefødning. Enhver gav sin Skilling med i Laget; man sejlede, man kørte paa Jernbane og i Diligence, man oplevede Smaaæventyr, man traf fremmede Folk, man skildrede Stemninger og Tilstande trindt omkring, og endelig rykkede Skipperen ud med det Spørgsmaal, som længe havde ligget ham paa Læben, fremkaldt ved den fremmede Passagers ualmindelige Berejsthed og Fortællerevne.

"Men, maa jeg spørge, hvilket Hus rejser De da for?"

Man faar selv dømme om den brave Ørneskippers Overraskelse, da han af Manden i Kappen blev underrettet om, at det var den nye Amtmand i egen høje Person, han her havde for sig.

Om Passiaren efter denne Oplysning gik videre, véd jeg ikke. Jeg tvivler i ethvert Fald om, at den fra Skipperens Side blev fortsat med den samme Ugenerthed, som den blev paabegyndt. -

Men i Nat er der ingen Amtmand om Bord, hverken cognito eller incognito, som kunde paalægge Samtalen noget Baand. Frit kan Ordet passere frem og tilbage mellem de Skikkelser, der sidder elier staar paa "Ørnen" s vaade Dæk. Saa lad da Ordet passere ! Vinden er god, og Natten er vor egen.

"Naa, Du Skipper," brummer en i Søtøj indpakket Person ved vor 291 Side. "Skal Du i Isen igen i Aar? for saa vil jeg raade Dig til at assurere dine Undermaster i Tide. I Fjor havde Du nok nær faaet Brand i dem."

"Ja, det var en streng Vinter i Fjor," svares der henne fra Roret. "Det snurrer endnu i mine Ben, naar jeg tænker paa den Tur, hvor jeg sad 36 Timer i Træk her ved Roret, og Vandet frøs til Is i mine Søstøvler. Jeg har nok hørt, at naar man vil forsende Fisk, skal man stuve den ned i Is, men Knokkelkød taaler ikke saadan Behandling."

"Det tror Fanden selv og jeg med," lyder det igen fra Oljetøjet ved vor Side. "Besynderligt er det alligevel, hvad et Menneske kan holde ud, inden han stikker Trossen fra sig. Det var f. Eks. medens jeg fo'r paa Grønland med "Ane Marie". Du véd nok hende, Robbefangeren, saa fiskede vi tre aparte Sælhunde fra en Isflage. Ja, nu skal Du dog høre, hvis Du ikke har hørt det før. Men det kan Du jo for Resten ikke have hørt. For han, Skipperen i "Ane Marie", har ikke været hjemme siden, og Mandskabet blev afmønstret i en skotsk Havn - Fanden véd nu, hvad den hedder - og gik siden efter ad Helvede til allesammen undtagen jeg. Jeg har nu altid været en heldig Kantøffel, men jeg har ogsaa en Svoger, som er Præst, en Præst, som kan præke for to, og han sørger vel nok for, at jeg ender paa en skikkelig Maade med Berettelse og Konfussion, eller hvad de nu kalder den sidste Overhaling." - - -

"Du glemmer Sælhundene, Morten Marker," lød det ganske tørt henne fra Roret.

"Ja, stop, Kammerat. Det er rigtigt. Altsaa, jeg fo'r med "Ane Marie". - Du kender hende nok; et dejligt Barkskib var hun, men noget luvgerrig. Naa, Fejl har vi alle, og galt saa' det ud, hvis vi ikke havde Fejl, for hvad skulde ellers Præster og Dokt'rer leve af? Imidlertid, jeg fo'r, som jeg sagde, med "Ane Marie" paa Robbefangst oppe under Grønland. Det havde været en heldig Rejse, og vi havde baade Lasten og Forrummet fuldt af Trantønder og Skind. Saa var vi da paa Nedrejsen, da vi fik Vinden kontrær og slem, og vi maatte ligge og krydse paa med smaa Sejl, og samtidig i et væk holde Udkig efter al den Drivis, som Vind og Strøm satte imod os.

Saa ligger jeg da en Aften oppe paa Fokkeraaen sammen med Jens Westh derhjemme fra. "Giv mig en Stump Skraatobak, Jens," siger jeg og langer ud for at faa den. "Der har Du en," siger han, men i det samme snapper han Haanden til sig og raaber: "Hørte Du ikke noget?"

Jeg gloede paa ham og bad igen om Tobakken, mne saa peger han ud over Sprydet og prajer til Rorgængeren: Drivis ret forud, en Kende til Luvart! Vi falder af, men nu er det mig, som tydeligt hører et Raab ud over vor bagbords Boug. "Støt med Roret," skriger jeg saa og løber 292 til det luv Vand og ned paa Dækket og lige bus hen til Skipperen. "Der er skibbrudne Folk paa vor luv Boug; jeg hørte tydeligt Raabene," siger jeg; og vor gamle, som ikke var af de raadvilde, kommanderer øjeblikkelig Storemerssejl bak og Baaden i Vandet. Det sidste var nu lettere sagt end gjort, thi Søen var hul og stod svært krappet her inde mellem al den megen Is, og ingen vilde rigtig gerne uden Bords. Men det behøvedes da heller ikke, kan jeg tro, for i det samme skurer vi med Siden op imod Isen, hvorfra Nødraabene kom. Naa, nu fik vi travlt med Hager og Varpankere, og da vi atter kom klar af Isflagen, havde vi tre stakkels Mennesker om Bord hos os, som havde siddet de sidste to Etmaal i Træk paa Isen, og som begribeligvis var mere døde end levende, da de endelig kom ned i Køjerne. Det var Styrmanden og to Matroser fra et norsk Skib, som var forlist i Isen. Det var uhyggeligt nok for os at høre paa deres Beretninger, da det samme jo saa meget nemt kunde hændes os. Den ene af Nordmændene var for haardt medtaget af Koldbranden. Han døde om Bord. Men de to andre klarede sig. - Ja, hvad Folk, og særlig Søfolk, maa døje, inden de kommer af med dette Futteral, som Livet efter min Svoger Præstens Ord skal være, det véd den bedst, som selv har døjet noget ondt, og som ikke blev født til at ligge paa en Sofa og made Papegøjer med Svedsketærte. - Skaal, Skipper, og Gud bevare Skibet, og Fanden i Vold med det onde Vejr!"

Her antydede en klukkende Lyd ved vor Side, at Fortællingen var forbi og Skaalen ærlig ment. En Flaske blev dernæst langet over til Skipperen og gik atter tilbage til sin Ejermand, efter at den dog først havde gjort sig et lille Svinkeærinde hen til os; og saa tog Ørneskipperen Ordet.

"Det var haardt nok," sagde han; "og Du har Ret, Morten Marker: Sømanden tjener ofte sin Føde med mere Besvær end Føden egentlig er værd. Dog klager jeg ikke for min Part; men jeg kender nok dem, der havde Grund til at klage. Denne her Fart med "Ørnen" har ofte været slem nok, men i Land er jeg da hidtil kommen, og det paa en passende Maade, og jeg tænker ogsaa nok, at Skuden og jeg hytter os i Fremtiden, saa længe det er bestemt, at vi skal fare sammen. Alligevel var den Tur i Isen i Fjor, skønt det var her under Land og ikke oppe under Grønland, saa drøj, som man kunde ønske sig, og lidt til kanske; og dersom jeg ikke vidste, at Du havde hørt den en Gang før - kan hænde sig to Gange - saa skulde jeg - - - - - -."

"Op med den, Skipper! Vi har Tiden for os;" faldt Oljeklæderne ham i Talen.

Skipperen saa' over til vor Side, og da vi havde tilnikket ham vor ubetingede Opmærksomhed, rokkede han lidt frem og tilbage paa sit primitive Sæde, prøvede, om Skødet ogsaa skar villigt igennem 293 Blokkene, forsynede sin Mund med en passende Forfriskning i Skikkelse af en frisk Ende Skraatobak og fortalte:

"Vi havde bragt Posten over, og Kulden var allerede slem, og der var allerede megen Is i Farvandet, og vi maatte se at komme tilbage igen, inden vi blev helt indefrosne. Vi laa ude ved den yderste Havnemole, og Varp havde vi ude og var klar til at lette, saa snart det dagede, og vi blot kunde se en Rende med aabent Vande. Kokken, Hans, havde jeg sat til at lave en Taar Kaffe neden under; Drengen, den anden Mand og jeg var paa Dækket, og det Par Passagerer, vi havde om Bord, laa og sov. Da vi havde drukket Kaffen, og da Dagningen var begyndt, syntes jeg, at det var bedst, vi gav os i Lag med Rejsen.

Vinden var temmelig rum og blæste omtrent til et Par Reb; der var vel en Del Is uden for Havnen, men hun blev ført ud efter, og langt borte kunde jeg skimte Havet isfrit. Saa halede vi ud og satte vore Sejl. En dejlig, lille Stormklyver havde jeg netop faaet, og da jeg kunde vente, at hun op ad Dagen vilde friske lidt mere, stak vi et Reb til i Storsejlet, og nu var der god Gænge i det og passelig Sejlføring, og saa pinte vi paa gennem Isen og arbejdede os ud efter.

Men saa gav hun sig til at blæse op ad Dagen; hu ha! Klosrebe maatte vi; og dog var Vinden ikke det værste, for Skuden havde al sin Ballast inde, og fast laa Ballasten helt nede i Bunden agter ude, og hvad det anbelanger, saa kunde vi gerne have sejlet Vandet helt op til Masten - vælte kunde vi ikke. Men Vinden blev mere og mere kontrær, og al den Is, som var dreven ud efter, satte nu ind paa os igen. Der blev Is agten om os, og der var Is forude, og med Kulingen tog ogsaa Kulden til, og snart var Skuden uden Bords at se til ganske som en af de andre Isflager, der drev omkring, og for hvert Skvat Vand, vi fik ind over Dækket, lagde der sig en Isskorpe over alt, hvor man skulde træde eller gribe for sig.

"Dette her er ikke saa bekvemt," siger jeg saa til Kokken. "Men vi kommer vel til at pine paa for at komme ud efter og se at faa Stræk op under Land. Kanske vi kan faa Kig paa en aaben Rende et Steds."

"Ja, kan hænd's sig," siger Hans. Og som vi saaledes begge stod og spejdede, fik vi da ogsaa Øje paa en Rende, og den fulgte vi, saa godt det lod sig gøre. Af og til skruede den sammen, og saa lysnede det igen, og endelig kom vi da ud i nogenlunde frit Vand.

Men den korte Vinterdag var næsten gaaet med ved denne Flakken hid og did. Og det var ganske forskrækkeligt, saa Skuden var bleven iset over. Der laa en halv Alen tyk Isskorpe langs hele Lønningen, enhver Blok havde en Klump om sig saa stor som et Kaalhoved; naar man greb i en Ende, eller man tog for sig ved Staget for at holde Balancen, fik man Is i Hænderne; det var helt farligt at gaa paa Dækket ; Sejlene var til sidst saa stive af Is, at de næsten stod lige ret op 294 og ned i Luften, og paa vor Klyverbom havde der hængt sig en Ismasse saa stor som en Vandtønde. Klyverbommen kunde da heller ikke i Længden bære denne Kammerat; Skuden satte hvert Øjeblik haardt i Søen, Bommen knagede og krummede sig, og Enden paa det blev, at den knækkede over lige uden for Stævnen, saa at vi maatte kappe den væk, - og der laa vi da uden Klyver; og det gav ingen god Sejlads.

Folkene maatte nu stadigen gaa i Gang med at hugge Isen væk inden Bords og smide den over Bord. Og det var jo et drøjt Stykke Arbejde; for lige saa fort de havde renset Dækket og Masten og Linegodset, kom der Vand ind over igen, som saa frøs fast i et Øjeblik. Til sidst nægtede de da ogsaa at arbejde længer; men jeg snakkede godt for dem og fortalte dem, at hvis vi ikke rensede Skuden, saa vilde til sidst alt fryse fast, saa at vi ikke kunde regere hende, og saa maatte vi ligge som en død Blok her ude i Østersøen og lade Drivisen og Strømmen og Vinden tumle med os, som de havde Lyst til. Det hjalp jo allerede noget, men det bedste var dog, at jeg var vel forsynet med Rom om Bord. Ilden holdt vi stadig vedlige neden under baade for vor egen og Passagerernes Skyld. Saa lod jeg koge Vand, og saa fik vi et ordenligt stort Glas Grog rundt, og det hjalp baade paa Humøret og paa de valne Hænder.

Alligevel var det dog en slem og lang Aften denne. Og Natten blev om mulig endnu værre.

Hun kom med Snebyger og Tykning, og jeg vidste til Slutningen slet ikke, hvor vi var. Jeg havde nok paa Følelsen, at vi maatte komme ind under det høje Land; men se noget kunde jeg slet ikke, og saadan sejle paa Følelsen alene er dog sin egen Sag.

Som jeg sagde før, saa var der Is helt nede i mine Søstøvler, og jeg kunde til sidst ikke mærke noget til Ben at sige. Og skønt jeg havde syet mig et uldent Stykke, som gik om Hovedet og Halsen og helt op .til Munden og om Kinderne, saa var der dog helt fuldt af Is i Skæget; og det tøede op under Hagen, og Vandet drev mig ned ad Brystet, helt ned til Navlen.

Og Øjenbrynene! Ja, de er noget store i Forvejen, men den Nat hængte Isen sig fast i dem, saa at jeg formelig blev blindet; og jeg maatte af og til give Hans Roret og selv gaa neden under og faa Øjenbrynene tøet op over Ilden. Rive Isen af dem med Fingrene turde jeg ikke; saa var alle Haarene gaaet med.

Selv her over Skuldrene og langs ned ad Armene satte Isen sig i store Klumper, og hvert Øjeblik maatte en af Folkene og jeg stemme vore Rygstykker mod hinanden og dunke og arbejde saa længe med Nakke og Albuer, til Klumperne endelig faldt af.

Nej, den Nat var slet ikke rar, og hverken Skuden eller Sejlene eller vi Folk havde godt af den.

295

Men Morgenen kom da ogsaa efter den Nat. Og skønt der ikke var megen Lysning i Dagskæret, hjalp det dog altid lidt til at kunne sprede Tykningen. Og saa meget hjalp det os, at jeg lige paa en Gang ret forud for os og ikke mange Stenkast fra os faar Øje paa noget stort, graat noget, der rejste sig ligesom en Væg og spærrede os Vejen. Det maatte være Klipperne der nordpaa Landet. Søen var smul her inde; jeg vidste, at her var Vand nok, om det saa havde været for en Fregat, og jeg lagde Roret op, og vi halsede rundt, og jeg havde da Klipperne saa nær bag mig, at jeg gerne kunde have spyttet i Land.

Saa holdt vi ned langs med Landet, saa godt vi kunde, men ofte stødte vi paa Is, og saa maatte vi ud efter igen; og saadan gik det hele Dagen, snart med aabent Vande og snart i Isen, og endelig ud paa Eftermiddagen fik vi klar Luft og rent Vand, og saa løb vi omsider ind i Havn, fordøjede og forkomne, og da var det Aften og mørkt igen, og da havde vi akkurat været 36 Timer undervejs, og ingen af os glemmer den Tur i Hast. Der stod Folk nede paa Broen ved Havnefyret, da vi kom ind, og jeg husker godt, at de sagde, at det var et aparte Syn at se os komme ind; og der var vel nok dem, der ikke havde ventet at se "Ørnen" mere den Gang."

Der blev en Pavse, og Ørneskipperens Meddelelse var endt.

Oljeklæderne ved vor Side rejste sig op, strakte sig og kiggede forefter med den Bemærkning, at "vi nu snart maatte være der", og med den Tilføjelse, at "det var rart, om Skipperen endnu havde noget af den Rom, som havde gjort en saa god Virkning paa Mandskabets Arbejde."

Skipperen ved Roret havde ligeledes rejst sig. Med rolig Stemme kaldte han paa Kokken, Hans, og bad ham bringe en nærmere betegnet Flaske frem.

Flasken kom frem og Maanen samtidig med den. Vi havde da ret Lejlighed til at iagttage vor Skippers faste, sluttede Skikkelse. Ansigtet udviste ikke Spor af, at dets Ejermand for nylig havde meddelt en ikke ganske almindelig Episode af det bevægede og farefulde Sømandsliv og tilmed en Episode, hvori Fortælleren havde spillet Hovedrollen. Roligt og sikkert hvilede Øjet paa en eller anden Lysprik, en eller anden Landkending forude. Fast laa Haanden paa Rorpinden ;og Søens ensformige Skvulp og dæmpede Brusen, som akkompagneredes af Rorets svage Knagen eller en enkelt Bloks Piben i det snevre Skivgat, forstyrredes ikke af et af disse Eftersmæk til Fortællingen, hvori Kærnen atter bliver taget ud af Skallerne, og Skallerne atter blive knækkede for at serveres som en ny Kærne.

Vi tænke vort ved at betragte denne tavse, beskedne Skikkelse, over hvis Hoved saa mangen en Storm var suset, og som var rede til at tage imod mange Storme endnu, uden at Hovedet derfor blev 296 løftet højere eller Beskedenheden blev tilsat med det Krydderi, der efter et gammelt Ordsprog lugter ilde, men ganske vist smager godt.

Det forekom os, at denne virksomme, energiske Skikkelse, der gjorde saa faa Ophævelser over saa store Ting, at denne djærve Skikkelse, der har oplevet mere end ti Amtmænd, der har mere Koldblodighed end tyve Byfogder, og som har større Erfaring end hundrede Studenter (selv deres Ferierejser iberegnet), at han var værdigere til en poetisk Behandling end Størsteparten af de Skikkelser, som nu om Stunder indsmugles paa Poesiens Forum, og hvis finthakkede Sjælerørelser og Kribbelkrabbeltilværelses Lønkroge sætte saa mange mandlige og kvindelige Penne i Bevægelse.

Vi tænkte ved os selv, at i Stedet for at udklippe Helte af Billedbøger og døbe dem med Navnene Carl Verner, Henry Valter, etc., etc., skulde man heller søge dem ude i Livet, hvor der endnu findes Spor af de gamle Helte tilbage. Og i Stedet for vedholdende at spinde en Fortællings Traade i et Væv omkring "Familjens" Middags- eller Aftensbord, skulde man en Gang forsøge at henlægge sin Vævervirksomhed til den frie Luft, hvor Vinden puster, og hvor Spindet gynger sig op og ned i elastiske, lette Traade, som kunne udvides i det uendelige, og modtage den omgivende frie Naturs Paavirkning i Skikkelse af friske og fyldige Farver.

Vi tænkte noget saadant. Og maaske vil der ogsaa komme den Tid, hvor Skribenten bliver mere af en rejsende, der ser og oplever, end af en blot Skribent, der skriver. Vi har her givet et Bidrag i den første Retning ved at "spinde" denne Ende. Men Enden er lang, længere end Ørneskipperens Storsejlsskøde; og der kan endnu spindes adskillige Favne af den.

VIL HAN NAA OM PYNTEN?

Paa den engelske Kyst var det; paa Cornwall-Kysten, hvor Spanske-Søens Bølger styrter sig mod de bratte Brinker, skummende, brølende, undersøgende hver Spalte, udfyldende hver Hule, jagende, pressende, optaarnende den fraadende Hvirvel, indtil Hvirvlen, vigende for andre og endnu stærkere Kræfter, klapper sammen som en dødskudt Maage og styrter ned i det Svælg, hvorfra den er kommen.

Paa den farlige Kyst var det; inde i en Bugt, hvor Klipperne til højre og til venstre skyder ud i Havet med skarpe og fremspringende Pynter. Læ var her ikke, Ly var her ikke. Nattestormen var paalands.

297

Store, forvirrede Skymasser væltede deres Kæmpekroppe i vild Flugt forbi Maanen. Det var som en fra Himlen sprængt og tilbagedreven Titan-Armé, der søger Tilflugt mellem sine egne Skanser, Jordens Klipper. Maanen var som en olympisk Nattevægter sendt ud paa Himmelbuen for at holde Øje med de flygtendes Bevægelser. Naar en Gang imellem et Blink fra Vægterens Blændlygte trængte igennem de tætte Skarer, da viste der sig ude over Havet andre og lignende Skarer, der langt, langt borte fra søgte ind imod Land. Men de kom i mere ordnede Rækker. Det glimtede og glimrede som om Tusinder af Ryttere satte af Sted med højtsvungne Sværd over prustende, skummende Hestehoveder. Hvem turde vove sig imellem disse galopperende Rækker og deres Maal? Hvem turde kaste sig foran disse skummende Bringer og trodse disse hvirvlende Manker og højtsvungne Sværd, hvis Susen og Blinken endog paa Afstand kunde bringe den modigste til at lukke Øjnene? Hvem turde vove det? og hvem var det, som just nu forsøgte Vovestykket? -

Vi sad sammen i Fyrvogterens lille Skur der ude paa Brohovedet, hvor Søen brød sig hult brølende og skarpt hvislende mod den stærke, tømrede Træmur. Den hvide Fraade, grønliggul i Maaneglimtene, slikkede hvert Øjeblik op over Varppælene, der stod som mørke, tavse Vagtmænd urokkelige paa den farlige Post. Hver Gang Døren gik op for de ind- eller udtrædende, saa' jeg de mørke, tavse Vagtmænd, nu og da forøget med en spejdende, foroverbøjet Skikkelse, der søgte at aflure Vindstødene og Maaneglimtene de rette Øjeblikke til at fæste Kikkerten paa et skiftende Punkt der ude mellem de galopperende Rækker. Naar Fraaden med denne ugendrivelige, kradsende Lyd slængtes hen over Broen, naar Døren derved sloges larmende i, naar de smaa Vinduesruder klirrede i Indfatningerne, naar Lyset paa Bordet flammede i Vejret som en adspredt Person, der vækkes ved en pludselig Tiltale, naar Vindstødene peb, brummede og tudede gennem Skodderne som Haltefanden i sin Hakkelsekiste, - saa fo'r en og den samme Tanke gennem os alle, gennem hver eneste Sjæl, der sad om Bordet i Fyrvogterens sikre Bolig, og Tanken klyngede sig bestandig med et krampagtigt Greb om den samme Genstand, og Genstanden var bestandig den samme Person, ham, Manden der ude, der vovede Forsøget mod de fremstormende Rækker.

Naar Maaneglimtene svandt, naar Skyerne trak sig sammen, naar Mørket kom ligesom onde Tanker farende ud af sin sorte Kedel, naar kun Brændingens Larmen og Vindens og Søens forenede Rusken mindede os om, hvor vi var, naar Knoklerne knagede i Fyrvogterens fast foldede Hænder, og naar vi i ængstelig Spænding forsøgte paa fra Brohovedet at gætte Mørkets Gaader - saa havde den fælles Tavs hed kun én fælles Tanke: Vil han naa om Pynten?

298

Og saa længe Mørket varede, saa længe enhver Kikkert var til overs, enhver Gisning var overflødig, saa længe krydsede og cirklede Tankerne i feberagtig Uro om det samme Punkt, Punktet der ude paa det oprørte Hav. Vilde den mørke, duvende og dukkende Skygge være der, naar Maanens Blændlygte atter kastede sit Strejflys over de fremstormende Rækker? Vilde han bestandig vedblive at bryde igennem Rækkerne, indtil han naaede did, hvor han skulde? Vilde det lykkes? Vilde han naa om Pynten?

Hvem var han ? Der var forskellige Meninger derom. Ingen havde set ham lægge ud inde fra Pieren; han var pludselig kommen jagende forbi Brohovedet, klosrebet, skarpt bidevind, Bagbordshalse. Lodsen havde akkurat opdaget den sorte Skygge, idet den jog forbi med Skvættet rygende i Maaneglansen som Pudderstøv højt over Boug og Bord. Saa var Maanen gaaet bag Sky, og da næste Gang Fyrvogteren havde set ham, saa laa han for Styrbordshalse ude i den brændende Sø, et godt Stykke borte, og hvad Baaden hed, og hvad Føreren hed, det "kunde nok kun Baad og Fører fortælle; men hvor længe de kunde det, se det var Sagen!"

Hvorfor vilde han ud i saadan et Vejr? Stormens Styrke var jo vokset, siden han lagde ud fra Land, og den voksede for hvert Minut. Hvorfor vilde han "krydse paa" i denne Nattestorm, og hvad Haab havde han om, at Baad og Kram vilde holde, og at Øje og Arm ikke vilde blive træt før Tiden? Han skulde vel hjem; der er jo Tider og Øjeblikke, hvor man skal en Ting, skal hjem; og saa vrager man ikke Vejret. Eller han vilde maaske hjem, vilde maaske "krydse paa" ; der er jo dem, i hvem noget af den gigantiske Kraft er nedlagt, og som kun ægges til yderligere Anstrengelse ved Modstand og Hindringer. Han havde maaske den stærkes gode Haab. Haab maatte han vel have, noget maatte han vel stole paa; ellers var han næppe engang kommen saa vidt, Halvvejen ud til Pynten.

Og Gisninger og Formodninger kom og gik imellem os ligesom Brændingens Fraade og Vindens Kast. Og modigt kæmpede Baaden sig frem mod Stormen og den brændende Sø. Paa Sjælens dybe Vande indvirkede Maanen med sin Ebbe og Flod. Hver Gang Mørket fik Overhaand, veg Blodet ængsteligt fra Hjertets Strande, men naar Lyset atter tændtes, skød Livsvædsken varm og frodig ind over den smægtende Bred. Imellem Frygt og Haab kastedes jeg frem og tilbage, og medens jeg nu saaledes stod og stirrede ud efter den mørke, duvende og dukkende Skygge, formedes Skyggen efterhaanden i min Tanke til et Væsen med Liv og Bevidsthed. Jeg syntes at kende dette Væsens Oprindelse og Udspring; jeg forfulgte dets Udvikling Trin for Trin. Mere og mere levendegjort, mere og mere virkelig stod denne Forestilling for mig. Et Væld af Tanker, Betragtninger, Undersøgelser 299 og Resultater skød sig frem i mig. Og medens det forhen overfor Baaden som Baad havde været den rent universelle, menneskelige Deltagelse, som havde gjort sig gældende hos mig, saa kom nu en egen, ubeskrivelig Følelse til af noget forpligtet, noget forbundet, noget, som inderligt og uopløseligt knyttede mig til den mørke Skygge der ude over det vilde Hav. Jeg knugede min Haand mod Panden. Hvem der dog nu kunde give mig fuldgyldigt Svar paa mit indtrængende, mit ængstelige Spørgsmaal! Jeg saa' hen til Lodsen, til Fyrvogteren, til de andre omkring mig. De kunde jo lige saa lidt give mig Svar som jeg selv. Jeg kastede et bedende Blik op til Maanen. Ak, den har modtaget saa mange bønlige Blikke, saa mange stille Bønner. Og bestandig har deres Svar været det samme: Tiden, Tiden min egen Herre og Mester, vil sige alt, vise alt, dømme alle imellem!

Mellem de tavse, alvorlige Mænd rundt omkring mig, ved de mørke, urokkelige Varppæle, paa det fasttømrede Brohoved blev jeg staaende og stirrede ud efter Skyggen. Søen brød sig evindeligt, evindeligt mod Broen. Lyset der oppe fra kom og svandt hen over den umaadelige Flade. Det sorte Punkt der ude blev mindre og mindre; vanskeligere og vanskeligere blev det at følge Skyggen. Hvem skulde saa sejre? Jeg haabede, jeg ventede; og alt imedens bævede det i min Sjæl: Vil han naa om Pynten?

300