DA TAAGEN SÆNKED SIG

✂ Da Taagen sænked sig, da gled det bort,
Hvad forhen straaled, hvad jeg nu kun aner
Som bag et Slør, hvor Duggens Taare baner
Sig Vej, og Vinden dæmper sin Akkord.

✂ Et Taagelandskab. Alt det nære haardt,
Det fjerne visket ud som Pjalte-Faner,
Der svajer i en Hvælving over Ahner,
Hvis Navn er glemt, hvis Ben er smuldret bort.

✂ Er det en Kirke her? staar jeg blandt døde? -
Jeg synes høre Skridt fra disse Haller,
Hvor ingen levende sin Fod har sat.

✂ Jeg lytter. Stemmer lyde mig i Møde;
Jeg spørger bævende. Og Svaret gjalder :
Du lever jo; tænk ej paa os; tag fat !