Drachmann, Holger SNEDKERSVENDENS VISER

SNEDKERSVENDENS VISER

I Til en Ven.

Livet kan være forbandet nok,
Værre det bli'er ved at klage;
Fremad min Bro'r! over Sten og Stok,
Og se dig aldrig tilbage.
Syng kuns en Sang med en rask Melodi,
Du fik jo Lunger og Stemme;
Verden derude har Plads for ti,
Det maa aldrig en Haandværkssvend glemme.

Randsien paa Ryggen, og Hatten paa Snurr;
Puds dine Øjnes Briller!
Selv om Du løber i Livet surr,
Slaa dine modigste Triller.
Pigerne elsker et muntert Gesicht:
Pokker skal derfor græde;
Sang er en Haandværkssvends første Pligt
Ihvor han nu end er tilstede.

Værterne ere som Verden er:
Helst de bespiser de glade;
Sæt dig da aldrig i Krogen tvær,
Lang til de fyldte Fade.
Har du ej Mønten, ja da er det skidt,
Dog, Du skal bare fortære:
Værten gi'er altid den glade Kredit,
Og glad skal en Haandværkssvend være.

Slaa dig igennem, det bedste Du kan,
Du fik jo Næver paa Skaftet;
Modet har altid hjulpet sin Mand
Saa længe som han har haft'et.
Øksen i Vejret og Høvlen parat!
312 Vis, Du kan klare Butikken;
Arbejdet, det er en tro Kammerat,
La'r en Haandværkssvend aldrig i Stikken.

II Til en Veninde.

Kære Kristine, jeg skriver dig til
For at sende dig Ringen tilbage;
Skænd nu kuns paa mig saa meget du vil,
Dine Skænd skal taalmodigt jeg tage;
Vidste jeg ej, at det var til vort Vel,
Tro mig, jeg slog mig da heller ihjel,
Heller, ja heller jeg døde
End at volde Fortræd dig, du Søde.

Kære Kristine, jeg vaagned i Nat,
Og jeg tror saagu' næsten jeg tuded;
Drømmene havde saa haardt i mig fat
Og saa sælsomme Ting de bebuded;
Langt ind i Fremtiden kunde jeg se;
Du var min Kone, og snart var vi tre,
Og førend lang Tid var gaaet
Var vi op over Sekstallet naaet.

Kære Kristine, Du kan vel forstaa,
At de Rollinger skulde ha' Føde;
Dage og Nætter saa klemte jeg paa,
Ja jeg slæbte mig næsten til Døde;
Lønnen var ringe og Arbejdet svært,
Talte Du til mig, saa svared jeg tvært;
Tænk Dig, Kristine, vi skændtes!
Har Du troet, at sligt kunde hændes?

Kære Kristine, min Ryg den blev krum,
Og Humøret var længst gaaet fløjten;
Værksted og Bolig i selvsamme Rum,
Og saa Flytning - bestandig i Højden;
Sluttelig standsed vi da paa en Kvist,
Dér var vi nær ved Guds Himmel - javist -;
Men vi var nærmere Grænsen
Af Laanetøj til "Assistensen".

313

Kære Kristine, se her er din Ring;
Man skal agte paa Vink, selv i Drømme.
Om der er Sandhed i disse her' Ting,
Som jeg skrev, det maa selv Du bedømme;
Tænk Dig kuns om: Du er rund nu og frisk,
Glad over Livet og let som en Fisk,
Du er en Knop, paa min Ære!
Men hvor længe ? - betænk det, Du Kære.

Kære Kristine, lad heller os straks
Sige Stop, medens Legen er lystig;
Der er vel Folk af den barkede Slags,
Som kan slide og dog være trøstig ;
Der er vel Folk af den taalsomme Art, -
Men, jeg maa leve og leve med Fart,
Synge, saa Værkstedet runger,
Og ej sulte med Mutter og Unger.

Kære Kristine, jeg bliver dig tro,
Til en Gang jeg begiver mig mødig
Ind i den evige Fyraftens Ro,
Som en Haandværker nok kan ha' nødig.
Lad os kun skilles og gaa hver sin Vej,
Hjertet, det bliver dog immer hos dig,
Derpaa kan Du være sikker,
Saa sandt som din Ven han er Snedker.

III Om Skæbnen.

Fra ganske lille har man mig fortalt
Om denne Skæbne; - jeg fik aldrig set den,
Men da den stadig Skylden fik for alt,
Og navnlig Skylden hver Gang det gik galt,
Saa sa'e jeg: Op, mintro, Du maa ha' ledt den!

Jeg voksed ud, og kom fra Hjemmet bort;
Jeg søgte Skæbnen rundt i alle Länder
Jeg fik mig Arbejd, dagvis, paa Akkord,
Og stundom gik det glat og stundom haardt:
Men Skæbnen slap mig stadigvæk af Hænder.

314

De talte alle om den; men saa tidt
Jeg spurgte nærmere, saa lo de a' mig.
Naa, tænkte jeg: Du kommer lige vidt
Med denne Søgen efter Skæbnen; skidt!
Det gi'r sig vel omsider! Og det ga' sig.

Jeg kom til Skelsaar; jeg blev zünftig Svend;
Det var forbi med Sulten og med Tampen;
Jeg tjente Syle, jeg fik Ven paa Ven,
Saa kom min Navnedag: vi fejred den
Paa Kroen med en lille en paa Lampen.

Vi skiltes; og jeg gik alene hjem,
Jeg havde kun til Selskab Perialen;
Paa Vejen var en Bro, og den var slem;
Da ej jeg kunde finde ligefrem,
Saa gik jeg, bums! til Siden, i Kanalen.

Jeg laa i Vandet, plasked om en Tid,
Og misted baade Ur og Pung og Hue;
Saa kom der endelig Konstabler hid,
De fik mig trukket op med meget Slid,
Og jeg blev indlagt paa en Sygestue.

Der grunded jeg nu - Tiden blev mig sejg -
Paa dette her' med Skæbnen og med Vandet:
"Foruden Perial: den lige Vej,
"Og Du var falden i Kanalen ej!" -
"Ja,u raabte jeg; "det kan ej være andet!"

"Du selv er Skæbnen! saadan er det fat!
"Nu har jeg det; til Gavns jeg Sagen kender!
"Kom nu kuns Godtfolk og fortæl mig, at
"Der ingen Skæbne er! Fra denne Nat
"Har jeg jo faaet Troen selv i Hænder!" -

Og da jeg Lov fra Sygestuen fik
Og kom i Arbejd atter, saa jeg immer,
At det med Skæbnen passed paa en Prik,
Saa ofte det forkert i Valsen gik
Med dumme Streger og med Fruentimmer.

315

Min Skæbne var jeg selv; det saa jeg klart.
Hver Gang jeg svigted, vendte den mig Ryggen,
Men var jeg driftig, drejed den sig snart
Og al Ting gik galant og i en Fart,
Og der var hverken Klemsel eller Trykken.

Og jeg og Skæbnen gik i Kompagni.
Hver Aften saa vi efter i Status'en,
Og hver Gang der var kommen Huller i
Balancen, sa'e jeg: Maa jeg være fri !
Og gav saa Skæbnen en i Sinkadusen.