Drachmann, Holger NYT LIV

NYT LIV

Og hun var min. Her i de stærke Arme
Jeg krysted hende ung og spæd og fin,
Og alting: Læbens Kys og Kindens Varme
Og Silkelokkens Snoning hvisked: Din.
Den tavse Nat paa lette, bløde Vinger
Slog ud sin Kappe over Mand og Viv. -
Nu er det Morgen. Solen Budskab bringer
Om Livets strenge Krav: - Det nye Liv.

Ja, det er nyt. Med Undren jeg betragter
Mig selv i det henrundnes matte Spejl.
Hvor er de henne, disse vilde Fagter
Fra Gøglertruppens Liv bag Teltets Sejl?
Hvor er det sære, hansvurstklædte Følge
Med Kolumbinerne i Flitterflor,
Og Hammen, som for Hoben maatte dølge
Min Nøgenhed paa Linens slappe Snor?

Hvor er det alt, det som i rastløs Jagen
Rev bort min Fod fra banet Vej og Sti,
Og længe efter vakte lønlig Nagen
Hver Gang en Skygge gled min Vej forbi? -
Alt vejret bort som Skyer for Sommervinde,
Som Taager, hvori Solen Rifter rev,
Og ligger bag mig som et dunkelt Minde,
Hvis Brod blev løst ved hendes Afladsbrev.

Et Afladsbrev! Ja, jeg har Aflad vundet,
Ved Guld ej købt, ej ved et fejgt Bedrag,
Men just fordi min Traad var dobbelttvundet,
Fordi hun saa' bag Gildets Svirelag,
98 Bag Rusens Tummel Hjertets sunde Kærne
Og anede bag Taagens matte Gem
Den klare Himmel - tilgav hun mig gerne,
Og trøstigt bygged vi det nye Hjem.

I dette Hjem skal nu et Liv begynde,
Som tager Tilløb med et frejdigt Mod. -
Jeg breder ej paa Bænken Silkehynde,
Jeg ejer kun min Arm, mit unge Blod.
Men - jeg har lært at fægte, det er Tingen,
Mit Gøglerliv var dog ej ganske spildt,
Og jeg kan ride rundt og træffe Ringen
Og male vilde Men'sker paa et Skilt

Og jeg kan kaste Knive, saa det suser,
Og jeg kan skyde ned et Fæstningsværk,
Og Trommen kan jeg røre, saa det bruser
Igennem hver en Nerve nok saa stærk;
Og vil man i mit Øje putte Blaar mig,
Da kan jeg sluge det hel from og mild,
Men jeg kan ogsaa give - det forstaar sig -
Tilbage det med Renter: Røg og Ild!

Se, saadan rustet ud fra Teltets Dage
Jeg skrider kæk i Kampen for min Viv,
Besindig skal jeg Vejen fremad drage
Og aldrig yppe ufornøden Kiv.
Mit Maal er forud - vil man Maalet vrage,
Vil man til Livs mig i det nye Liv,
Saa har jeg Baghaandstrumfer end tilbage,
Jeg spiller dem. Bliv mig fra Livet, bliv !