Drachmann, Holger NATTEN PAA DÆKKET (Af en utrykt Fortælling)

NATTEN PAA DÆKKET (Af en utrykt Fortælling)

Det slappe Sejl mod Masten slaar,
En Dønning over Havet gaar
Og taber sig hist ude.
Den dorske Vove, før saa vild,
Genspejler mat den røde Ild
Fra Ruffets dunkle Rude.

114

Jeg ligger strakt ved Skibets Ror,
En Verden inden i mig bor
Af Vemodstanker vilde.
Der er saa tyst fra Spejl til Stavn,
Jeg stønner ud et elsket Navn
I Nattens dybe Stille.

Blæs op Du Havets barske Vind,
Jeg trænger til dit Pust om Kind,
Til dine Raab at høre!
En Skygge fulgte med om Bord;
I Nattens Tavshed dunkle Ord
Den hvisker i mit Øre.

Bryd frem med Larm Du Bølge stor
Og overdøv de dunkle Ord;
Jag Skyggen bort fra Dækket!
Flyv frem mit Skib, stands Farten ej,
Som Maagen over Havets Vej
Med Vingen aldrig stækket!