Drachmann, Holger LANDSKNÆGTENS VISE

LANDSKNÆGTENS VISE

Jeg slipper Sværd og Lanse;
Tærningspil
Maa ogsaa til,
Og Pigebørn og Danse
Og Vin, saa tidt man vil
Jeg sætter Pavens Tøffel
Og Kongens Kaabe lige, -
Mtn Vams er af en Bøffel,
Verden er mit Rige.

Jeg fulgte, naar jeg lysted,
Tremmens Skind
Med lystigt Sind,
Jeg døjed og jeg dysted
I Kulde, Regn og Vind;
Jeg rendte ind med Lansen,
Hvor Huggene faldt hedest,
Jeg stormed op paa Skansen,
Hvor Mænd-ene var vredest.

129

Man slaas paa hele Jorden;
Hug og Stød
Paa Liv og Død
Det er nu Dagens Orden,
Det gi'er Landsknægten Brød;
Men Fanden æde Brødet,
Naar Sulet ikke gaves,
Og Fanden tage Kødet,
Naar Vinen ikke haves.

Jeg lider ikke Præster,
Bibelsprog
Og Bønnebog;
Ved Salmesang og Fester
Man bliver lige klog.
Jeg fatter ej Respekten
For denne Brug af Baalet -
Man skælder paa Landsknægten,
Han bruger dog kun Staalet.

Lad dem kanonisere,
Hvem de vil,
Med Sang og Spil,
Men tro mig, de husere
For galt med deres Ild.
De brænder Protestanten, -
Det skal hans Sjæl kurere -
Men Legemet, min Sandten,
Maa her dog protestere.

De skælde ud hinanden,
Kætterpak,
Papistisk Rak,
Og slaas som bare Fanden
For deres Pølsesnak.
Hvem har da Ret i Grunden?
Formodentlig slet ingen. -
Nu, Bægeret for Munden
Og fremad, det er Tingen.