VAARSANG

✂ Saa fik vi da Hast paa den knugende Tid,
Saa fik vi da Foraar omsider,
Og nu trækker Varmen i Støvfrakke hvid,
Og Skrædderen gør sig den yderste Flid,
Bestormet fra hundrede Sider;
Og Folk ta'er paa Landet, og Skoven er grøn,
Og Marken er frodig, og Himlen er skøn,
Og alle er glade ved Vaaren.

✂ Og det pipper og kvidrer og jubler og ler,
Et plaskende Livsvæld for Øjet Du ser,
Og Du hører de dansende Vover,
Og hvis ret Du af Hjerte som Kulsvier tror,
Kan Du lyttende høre, hvor Græsset gror,
Og falde i Staver derover;
Du kan lære Al-Skabningens skønneste Lov,
Docer't i en løftende Tale,
Naar mod Aften Du gaar i den hvælvede Skov
Blandt de kvidrende Nattergale. -

✂ Jeg gik mig derud, og jeg kasted mig ned,
Jeg lytted andægtig og længe;
Mit Hjerte var aabent, og Ordene gled
Som Stormhvirvler ind, og det rev og det sled
I de inderste, lønlige Strenge;
309 Hvor skræmt og forkludret som Fuglen i Bur,
Hvor ufri jeg var mod den frie Natur,
Det lærte jeg ude i Skoven.

✂ Det brused omkring mig fra Blad og fra Gren;
Fra Træets Katheder docered nu en
Nu en anden den løftende Lære,
Og det hørtes som Toner, som liflig Musik,
Som Salomons Højsang, som Davids Lyrik,
Som en Hymne til Vaargudens Ære;
Det fyldte min Sjæl med saa mægtigt Begær,
Med Luer i Syn og i Sinde,
Jeg slog paa Kathedret: her, raabte jeg, her
Er Sandheden ene at finde!

✂ Ak Sandheden? - Vejen til den skal nok slaa
Saa mange og sælsomme Bugter. -
Men, altid forsagt ved Begyndelsen staa
Og altid for Skrupler kun Halvvejen naa:
Kun lidet for Livet det frugter. -
Nej, Livet skal leves, og Vaaren er skøn,
Og Marken er frodig og Skoven er grøn:
Saa lad os da leve med Vaaren!