Drachmann, Holger DIGTE

DIGTE

96 MIN VEN
dr. GEORG BRANDES
TILEGNET
97

NYT LIV

Og hun var min. Her i de stærke Arme
Jeg krysted hende ung og spæd og fin,
Og alting: Læbens Kys og Kindens Varme
Og Silkelokkens Snoning hvisked: Din.
Den tavse Nat paa lette, bløde Vinger
Slog ud sin Kappe over Mand og Viv. -
Nu er det Morgen. Solen Budskab bringer
Om Livets strenge Krav: - Det nye Liv.

Ja, det er nyt. Med Undren jeg betragter
Mig selv i det henrundnes matte Spejl.
Hvor er de henne, disse vilde Fagter
Fra Gøglertruppens Liv bag Teltets Sejl?
Hvor er det sære, hansvurstklædte Følge
Med Kolumbinerne i Flitterflor,
Og Hammen, som for Hoben maatte dølge
Min Nøgenhed paa Linens slappe Snor?

Hvor er det alt, det som i rastløs Jagen
Rev bort min Fod fra banet Vej og Sti,
Og længe efter vakte lønlig Nagen
Hver Gang en Skygge gled min Vej forbi? -
Alt vejret bort som Skyer for Sommervinde,
Som Taager, hvori Solen Rifter rev,
Og ligger bag mig som et dunkelt Minde,
Hvis Brod blev løst ved hendes Afladsbrev.

Et Afladsbrev! Ja, jeg har Aflad vundet,
Ved Guld ej købt, ej ved et fejgt Bedrag,
Men just fordi min Traad var dobbelttvundet,
Fordi hun saa' bag Gildets Svirelag,
98 Bag Rusens Tummel Hjertets sunde Kærne
Og anede bag Taagens matte Gem
Den klare Himmel - tilgav hun mig gerne,
Og trøstigt bygged vi det nye Hjem.

I dette Hjem skal nu et Liv begynde,
Som tager Tilløb med et frejdigt Mod. -
Jeg breder ej paa Bænken Silkehynde,
Jeg ejer kun min Arm, mit unge Blod.
Men - jeg har lært at fægte, det er Tingen,
Mit Gøglerliv var dog ej ganske spildt,
Og jeg kan ride rundt og træffe Ringen
Og male vilde Men'sker paa et Skilt

Og jeg kan kaste Knive, saa det suser,
Og jeg kan skyde ned et Fæstningsværk,
Og Trommen kan jeg røre, saa det bruser
Igennem hver en Nerve nok saa stærk;
Og vil man i mit Øje putte Blaar mig,
Da kan jeg sluge det hel from og mild,
Men jeg kan ogsaa give - det forstaar sig -
Tilbage det med Renter: Røg og Ild!

Se, saadan rustet ud fra Teltets Dage
Jeg skrider kæk i Kampen for min Viv,
Besindig skal jeg Vejen fremad drage
Og aldrig yppe ufornøden Kiv.
Mit Maal er forud - vil man Maalet vrage,
Vil man til Livs mig i det nye Liv,
Saa har jeg Baghaandstrumfer end tilbage,
Jeg spiller dem. Bliv mig fra Livet, bliv !

EN FORPOST

Krattet til højre, Marken til venstre,
Vejen slynger sig mellem begge,
Det er Nat, med et Halvlys ud over Egnen,
Store Skyer for Maanen trække.
Ildsluer danse bag Krattets Grene,
Der ligge Soldaterne om Bivuakken,
"Gloirens Sønner", som forkorte Tiden
Med Vin og med Kort, med Rygen og Snakken.

99

Natten er stille; som svage Akkorder
Lyde Stemmerne hid fra det fjerne;
Paa Vejen staar en Skildvagt og nynner;
Han tør ikke synge, skønt han vilde gerne.
Han ser mod Skyen, han ser over Marken,
Han lytter til Stemmerne fra Bivuakken:
Fordømt at staa saadan ene og maabe!
Og han gaber frygteligt og klør sig i Nakken.

De Herrer kan sagtens. Det er disse Parisere,
Voltigeurer og Zouaver, fordømte Gardister,
De gaa gerne i Ilden, men nødig paa Forpost. -
Det er dog i Grunden store Egoister.
De knibe ud, naar Vedetterne stilles, -
Vi skal slaas om Dagen og vaage om Natten,
Vi Folk fra Elsas; - ja, hvis vi ikke var der,
Kunde Prøjserne løbe med hele Klatten.

Og han tænker frem og han tænker tilbage,
Og han synes, at Krigen faar ingen Ende;
Der er nok af Tab, der er ingen Sejre,
Og endnu skal Blodet i Strømme rende.
Han er ikke bange, han vil slaas som en Løve,
Men - er ikke det hele saa temmelig broget?
Og i Grunden, - ja, hvorfor slaas man i Grunden? -
Da spidser han Øre. Rørte der sig noget?

Geværet til Kinden, Foden fremstrakt.
Det lysner deroppe fra Maanens Fakkel;
- Der staar en Fjende ved Vejens Bøjning; -
Men det er jo Claus, det gale Spektakel!
Det er Møllerens Søn fra den anden Rhinbred, -
De var Legebrødre, Røverkammerater.
Floden har delt, Legen er ophørt,
Nu er det Alvor, nu er de Soldater.

Og de veksle Haandslag. - De er jo alene. -
De mindes de gamle, svundne Dage;
Geværerne slænge de hen i Gruset,
Og dele, hvad Flasken endnu har tilbage.
Naa, Du vilde skyde? - Ja, jeg maa tilstaa. -
Aa, Fanden i Vold med det Krigsregimente.
100 Lad os tømme Flasken; Tiden er kostbar
Og ingen véd, hvad man har i Vente.

Men førend vi skilles, før Krigsdæmonen
Lægger sit Blodslør over vort Øje,
Og atter vi drives som Dyr i Blinde
Og vi lægge an paa hinandens Trøje -
Saa hør et Ord, Du min franske Broder,
Og lad det gaa videre til Kammeraterne:
Vi er Marionetter endnu for de store,
Og vi figurere endnu paa Plakaterne.

Vi sættes paa Scenen som Gladiatorer,
Saa spiller det nationale Orkester,
Og saa gaar det løs med Huggen og Stikken,
Og saa begraves de blodige Rester.
Præsten velsigner de skændige Vaaben,
Vorherre takkes med Klokkeringning -
Men Gud ske Lov, der er Tegn og Varsler,
Som tyde hen paa en snarlig Svingning.

Der er Folk, som er ked af den gamle Komedie,
Der er Folk, hvis Hjerter brænder i Lue
For at appellere til Hjerternes Stemme
Og stemme mod Kasque og Pikkelhue.
Der er Folk, som lyster at vende Plakaten
Og skrive med store Træk paa Reversen:
"De gamle Stykker spilles ej længer;
Der gives et nyt - Direktionen i Persen."

Ja, Du kan tro, den vil komme i Perse,
Og Du kan tro, der vil blive Bulder,
Alle som én skal vi da give Møde,
Franske og tyske, Skulder om Skulder,
Fælles Kommando og fælles Orkester,
Saa skal vi mødes midt i Bredouillen, ...
Tys Kammerat! Farvel for i Aften.
Tag dit Gevær. Jeg hører Patrouillen.

101

PAA FJELDET

Jeg tænkte at drage paa vinget Fod
Langt bort fra de hjemlige Skove;
Jeg tænkte Erindringen stille stod,
Ej fulgte med Skib over Vove.

Men, ak, jeg drog over vilden Sø,
Og steg paa de højeste Bjerge -
Mindet i Brystet vil aldrig dø,
Ej Rustning dets Saar kan afværge.

Det Skjold man finder i Verden ej,
Som Mindernes Hug kan afbøde; -
Slagen jeg ligger paa Fjeldets Vej,
Ustandseligt Vunderne bløde.

HAMMERSHUS

Der staar det tavst og lytter
Til Belgens Melodi,
Som klinger af dets Fortids
Dybtstemte Poesi,
Der staar det mindeværdigt
Med Minder i sit Bryst
Om Jubel og Jammer,
Om Sorg og om Lyst.

Naar Maanens Straaler falde
Ved Midnat paa dets Tind,
Da tier Vindens Susen
Og Bølgen slumrer ind,
Da myldrer Minders Skare
Fra dunkle Kroge frem,
Da huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem.

De sjunkne Taarne løfte
Mod Skyen deres Spir,
Der brases op i Stegerset
Til Gilde og Svir,
Vidt spreder Faklens Flamme
Sit dunkelrøde Skær,
I Lyset funkler Hjelme
Og blinkende Sværd.

Ned fra Balkonens Vindu
I Slottets smykte Sal
Lyder Sang og Latter
Om den rungende Pokal,
Og Menuetten følger
Musikkens Stemme blød,
Mens Fængselslænken klirrer
I Klippens dybe Skød.

De blege Straaler falde
Igennem Taarnets Glug,
Naar Latteren forstummer,
Høres Sorgens Suk;
Dér sidder Dybets Fange
Med Haand under Kind,
Og stirrer tavs fortvivlet
I dunkle Fremtid ind.

102

Saa huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem,
Til Morgensolen bryder
Af Nattens Taager frem,
Til Dagens Himmel hvælver
Sin havblaa Baldakin, -
Da synes atter Slottet
En øde, tavs Ruin.

POULS VISE
(Af en utrykt Fortælling)

Hedt var mit Blod, og skørt var mit Hjerte,
Vaklende min Fod.
O jeg forstod, jeg forstod
Kun daarligt det, som I mig lærte.
I holdt mig et Spejl af Jorden for Øje,
I fyldte min Trøje,
Mine Bukser, min Hue
Med Bud paa Bud imod Ungdommens Lue,
Med Love og Regler, - jeg brændte dem alle,
Jeg lyttede til Stemmen, som jeg inderst hørte kalde.

Varm var min Sjæl og fyrig min Tanke,
Stormende mit Mod,
Ned ad Livets Flod
Drev jeg af Sted paa min Planke.
I løb langs med Bredden og vilde kommandere;
Stop, nu ikke mere! -
Jeg var midt der ude,
Svejede og drejede i Strømmen med min Skude
I Hvirvler og Bugter, - Vindene sused;
I stod dér og rystede paa Hovedet og snused.

Saa kom der en Byge, den slynged mig fra Skuden,
Paa øde Strand jeg laa,
Ingen Sjæl jeg saa',
De var krøben i Æselshuden.
Da hjalp mig Naturen tilbage til Livet;
Men har den end givet
Mig Livslyst i Sinde,
Det hjalp dog ej ganske - der staar dog derinde
Skibbruddets Stund, da I saa' mig forlise
Og ingen vilde hjælpe. - Her ender Poul sin Vise.

103

FORAARSSTEMNING

Der er Foraar i Luften;
Fuglene synge, -
Hen ad Vejen vandrer en munter Klynge.
Det er Fyre fra Tyve- til Trediveaarsaldren,
De snakke og le; der er en frygtelig Rabaldren.
Det er spirende Planter, vaargrønne Skud
Og Stammer, som alt har faaet Grenene ud,
Vejen ligger for dem, ingen gaar paa skraa, -
Det er danske Studenter med Kokarderne paa.

Der er Foraar i Luften,
Himlen er klar, -
Man har stærke Lunger og en stærk Cigar,
Man vil ud at lufte den støvede Frakke.
Skal det være "Stalden" eller den gamle "Bakke" ?
Der er Stemmer for det første, Stemmer for det sidste,
Men det første er nærmest, det kan ingen omtviste.
Vejen er den slagne, den vil vi gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!

Der er Foraar i Luften,
Man aander saa frit, -
Strandvejen tærer, den gi'er god Appetit.
Maalet er naaet, om Bordet man sig bænker,
Der er Bøfsteg paa Bordet, af Flasken man skænker,
Først spiser man og tier, saa taler man og drikker,
De gamle priser Mosten, de yngre hikker,
Saa rejser der sig en og begynder som saa:
"Danske Studenter med Kokarderne paa !"

"Silentium ved Bordet!
Jeg vil tale om Tanken,
Der slynger sig om Sjælen, som om Elmetræet Ranken.
VI vil lufte vor Tanke, men Pokker ej den fri,
Vi er ikke med i Klubben, vi er Brandpoliti.
Ploug har jo vist, hvad dette Røre har skadet,
Og forleden lod han jo slaa "Reveille" i Bladet.
Se saadan en Reveille, den kan vi forstaa,
Vi danske Studenter med Kokarderne paa!"

104

"De gamle Studenter, -
Hm, de var lidt raa;
Maaske vilde de med denne frie Strømning gaa;
Men vi, vi har Gudskelov saa megen Velopdragenhed,
Saa god Disciplin, som vi stedse la'e for Dagen ved
At hylde vore Lærere og lystre vor Leder,
Og ikke blindt gaa med paa de nye Daarligheder;
Og Gudskelov, jeg tror, det vil vedblive saa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!"

"Vor Tanke er som Kvinden,
Den nordiske Mø, -
Med hende vil vi leve, for hende vil vi dø;
Hun blomstrer foruden den moderne Erfarenhed,
Saa blomstrer og vor Tanke, og der er en Besparen ved
I Tid og i Kræfter at stænge for det ny
Og havne med vor Tanke i Oldtidens Gry.
Did søger Nordens Kvinde, did skal vor Tanke gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!"

"Vor Tanke er den unges,
Men den er ikke fræk, -
De frække Prædikanter, dem ser vi at faa væk.
Vi dyppe vore Penne, vi ryste Dydens Skjold
Og sigte Apostaterne i Ærbarhedens Sold;
Vi appellere kraftigt til Troens Vand hos Læserne
Og holde Atheisterne Moralens Ord for Næserne,
Og vil de ikke læse, saa skal de dog forstaa:
At vi er Studenter med Kokarderne paa!"

"Se saadan er vor Tanke,
Og saadan ere vi, -
Studenterne er bleven et Ordenspoliti.
Om Skyttesagens Faner, for Nordens Folkeaand
Vi væbne os og fylke os med Riffelen i Haand.
Vi stille os paa Kysten, hvor Aandens Fjende lander,
Og brænde op hans Skibe med en eneste "Brander".
En Brander imod Brandes - den Krig kan vi forstaa:
Vi danske Studenter med Kokarderne paa!"

Der er Foraar i Talen;
Den lønnes med Applaus, -
Det lønner sig at tale ved en saadan landlig Smaus.
105 Mundlæret slides, ingen tier stille,
Det er jo Instrumentet, hvorpaa alle kan spille.
De gamle Guder dyrkes, de gamle Viser synges,
I Begejstringens Vand maa det gamle forynges;
Der er én Melodi, hvorpaa al Ting kan gaa,
Det er: Danske Studenter med Kokarderne paa!

Men Foraaret trætter,
Og Punchen var hed. -
Af Taler og Punch kan man ogsaa blive ked.
Aftenens Skygger over Strandvejen falde,
Og Hjemmet er en Magt, hvis Stemme høres kalde.
I Haverne ved Vejen staar Danmarks Kvinder,
De lytte efter Stemmerne med blussende Kinder:
"Det er "Fædrelandets" Sønner, - det kan vi forstaa;
Det er danske Studenter med Kokarderne paa!"

I DE LYSE NÆTTER

I de lyse Nætter, i de lyse Nætter
Stiger Digtet frem fra Skjaldens Bryst.
Drømmeskær er over Dal og Sletter,
Der er Fred hvorhen Du Foden sætter,
Bølgen gaar med sagte Suk mod Kyst.

O jeg føler Hjertets skjulte Kilder
Risle frem imod det store Hav.
Ingen Hindring dem fra Maalet skiller,
Nattens Dæmringsskær paa Havet spiller;
Evighedens stille, dybe Grav.

Vel jeg véd det, store, stolte Hjerte,
Helst Du banker under Kampens Lyst,
Helst af den Du dine Sange lærte,
Helst af den Du Sangens Løn begærte,
Helst Du vandt den under Stridens Dyst.

Dog der er og Pavser under Slaget,
Stille Bælter paa den vilde Sø;
Tider, hvor man glemmer Vreden, Naget,
Timer, hvor man glemmer, man er jaget
Fremad for at lide, stride, dø.

106

Og i disse klare, lyse Nætter
Jeg med hele Verden er forligt,
Rolig jeg mig ved min Tærskel sætter,
Nattens svale Pust min Tanke letter,
Sukket vider ud sig til et Digt.

HAVET

Thy shores are empires, changed in all save thee -
Assyria, Greece, Rome, Carthage, what are they?
Thy water wasted them while they were free,
And many a tyrant since; - - - -

Byron. "Ocean"

Klatrende mødig fra Sten til Sten,
Glidende over de vaade Flader,
Med blodige Hænder, skælvende Knæ,
Bedækket af Sved og med bankende Hjerte
Kom jeg her ned. I Fjeldets Side
Gabed et Ar fra fordums Tider,
Da Giganterne stormed Himlens Fæstning.
Arret var dybt og vidned om Striden;
Flækket var Klippens klodsede Legem,
Og Vandet løb som en Feltskærs Sonde
Ind i Saaret og maalte Dybden.
Jeg stod ved Havet, jeg saa' dets Vande
Uroligt skvulpe mod Klippemuren,
Som Bly var Farven, en ængstlig Maage
Vendte i Farten og raabte sit: Varsko,
Og som om Tegnet ved Skriget var givet,
Stødte Stormen i Stridstrompeten, -
Havguden satte sin Raaber for Munden:
Pas paa! nu løse vi Lænkehunden!

Klipperne danned en herlig Bugt,
Et Leje for hundred og hundred Skibe;
Der laa de alle og spejled sig smukt
Fra Dækket til Vimplens krusede Stribe.
Købmandsskuder, store og smaa,
Mæskede, svømmende Krambodshuse,
Orlogsfregatter med breden Raa
Og Fiskerens Jagt med sin Ruse.
107 Der var Konfluks fra Land og om Bord,
Næsvise Kommis'er banded Matroserne,
Supercargoen svor ved sit Æresord,
Og Grossererne roded i Poserne.
En lossed Kaffe, og én laded Flyndere,
Tridserne hvined og Kranerne knaged,
Der var fuldt op af Toldere, fuldt op af Syndere,
Man bedrog og man blev bedraget.
Orlogsskibene mandede Ræer,
Der var streng Disciplin over Sømandsskolen,
Folkene traadte hverandres Tæer;
Ingen sagde: Av! det var mod Parolen.
Paa Skansen gik Mænd med fredelig Tale,
Med krigerisk Skæg, med Pomade i Haaret,
De saa' mod Flaget, det nationale,
Som højt i Luften af Vinden blev baaret.
Der var Hyrder paa Flaaden, som lærte at spæge
Kødet ved Henblik paa Død og paa Vunder,
Der var en Profos og der var en Læge,
Som kurered for ny og for gamle Onder.

Som sagt der var dannet en herlig Bugt,
Et Leje for hele den stolte Flaade,
Og fra Flaadens Kabysser opsteg en Lugt,
Som om Middagsnydelsen spaaede.

Saa kom der et Drøn; det blinked derude,
Havet røg som et kogende Krater;
Der blev Allarm paa hver eneste Skude,
De blegnede, alle de vimse Krabater.
Man glemte sin Pose, man løb fra sin Kasse,
Man hejsed og haled, man løsned Kanonen,
Man bad til Vorherre privat og i Masse
Om at frelse Livet for Staten og Konen:
"Baaden i Vandet! Kap Trosse og Anker !" -
Men Havet var allerede i Hælene
Og drev sine Søer mod Skibenes Planker,
Slog Siderne ind og levned kun Pælene.
Det skummed og fnyste af Had og af Harme,
Det knuged og krysted sit Bytte i Favnen,
Og aabnede først sine stærke Arme
For at slænge sit Bytte som Vrag imod Havnen.

108

Jeg stod ved Havet; jeg saa' dets Vande
Ustandseligt styrte med Bulder mod Stranden, -
Det ligned en Horde, en løssluppen Bande
Med Hadets Mærke trykket paa Panden;
Det greb efter Flaget, og rev det fra Knappen:
"Farvel! der gik nu Kommandolappen."
Det knuste en Hyrde, som drev paa en Bøje.
"Farvel, Højærværdige! Hils i det høje!"
Købmand, Kaptajn, Proviantforvalter,
Alle blev slynget mod Klippernes Spalter;
Uniformer, Kokarder og Epauletter
Bestrøede Klippen med Skønhedspletter,
Og Flaadens Besætning, store og smaa,
I Tusindevis paa Stenene laa.

Jeg klamred mig ængstlig mod Klippens Kant,
Jeg strakte ud mine bedende Hænder;
Men Klippen stod tavs, den var vant dertil,
Den kendte jo Tingen fra gamle Dage,
Da Giganterne stormede Himlens Fæstning,
Da Syndflodsvandene mægtig bruste,
Da Jorden gløded og Klipperne skælved; -
Den havde jo set det kaotiske Vanvid,
Den havde jo kendt de blide Idyller,
Saa atter Vanvid og saa Idyller
Lovbundet som en Musik efter Noder. -
Den betragted det hele som "Perioder" !

Med tusinde Aars stensatte Erfaring
Stirred den kold paa den vilde Scene. -
Jeg saa' kun den enkelte Aabenbaring,
Og klatrende over de haarde Stene,
Flygtende bort fra den vilde Vove,
Famled jeg efter de evige Love.

DU KLANG, SOM EN GANG VAKT

Du Klang, som en Gang vakt
Gav Mod min bange Stemme,
Du har paa Læben lagt
De Ord, som dybt i Hjertet havde hjemme
109 Nu slynger Tonen sig
Om Ordet blidt fortrolig,
Og kalder ømt paa Dig
I Nattens Stund ved Døren til din Bolig.

Og hvis min Stemmes Klang
Har Genlyd hos Dig lunden,
Og hvis min simple Sang
I Nattens Luftning sporløst ej er svunden,
Da lær i Morgen mig,
Naar vi ved Stranden vanker,
Hvorledes Sangen sig
Har slynget ind i dine Drømmes Tanker.

MENUETTO

I Ungdomstid med sværmersk Ild
Vi juble mod Idéen,
Men Døden smiler lunt dertil,
Og sliber sindigt Leen.
Og naar saa Pareen raaber: Stop,
Nu er det nok, min gode!
Saa smøger Døden Ærmet op
Og mejer ned for Fode -

Bag vedbendkranste Bæger ler
Et Billed gennem Løvet,
Men Døden koldt til Bægret ser,
Og kaster det i Støvet;
Den gyldne Drik paa Jorden spildt,
Et Offer smukt til Guden,
Han ænser ej, men banker vildt
Med Knokkelkno paa Ruden.

Dog Døden er en Dumrian,
Hvad kender han til Livet?
Han har kun lært den Lov, at man
Er skrøbelig som Sivet.
Han kender ej den stærke Gnist,
Som Livets Ild optænder,
Og bliver til en Brand forvist,
Hvorpaa sig Døden brænder.

Haa kender ej den stolte Kraft,
Som spotter Leens Klinge,
Som her med Skaalens Druesaft
Besprænger Dødens Vinge,
Og tager fra ham alt hans Stads,
Og hviler ikke, førend
Han selv, hans Le og Timeglas
Er kastet pænt paa Døren.

ENGELSKE SOCIALISTER

Hen over Byens Tage glide
De sidste Smil, de hendøende Rester
Af Dagen og Solen. I Strømninger stride
Vælte sig Flodens mudrede Vande,
110 Og som indbuden Gæst til det smudsige Leje,
Fra Havets, fra Nordsøens vaade Veje,
Sænker sig Taagen over Byen, over Strømmen,
Saa kommer Natten, Døden eller Drømmen!

I Læ for Vinden, i Ly for Taagen,
Omkring et Kulbaals ulmende Gløder -
Rapsede Varer der henne fra Krogen,
Hvor Købmanden losser de drægtige Skuder, -
Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten,
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem, der lossede Skuden;
Angelsachsernes Blod ruller under Huden.

De mumle dæmpet og suge paa Piben,
Øllet gaar om i de klinkede Kander,
Der er noget paa Færde, man vil ud af Kniben,
Man har noget paa Hjerte, vil nogen paa Livet;
Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker,
Mangler man Ord for de mange Tanker,
Der er Galskab nok, men System er der ikke.
Da rejser en Mand sig med funklende Blikke.

Han knytter Næven, den fedtede Hue
River han bort fra den brede Pande
Og kaster den ind i Kullenes Lue
Og spytter i Flammen, saa Gløderne ose:
"Kammerater", raaber han, "der gik Standen,
Den sodede Hue, Kulskibsmanden,
Nu har vi Hjernen og Armen tilbage,
Dem gemme vi til de kommende Dage.

"Høre I Stormen, mærke I Strømmen?
Det bryder omkring os paa alle Kanter.
Hvi sove I da? I Nat er det Drømmen,
Men i Morgen maaske er det Dommen og Døden.
I saa' jo dog Blus, I lugtede Brande,
Røgen drev hid fra de fremmede Lande;
Men Jer fik den ej røget ud af Hulen,
I ligge endnu og døse i Kulen.

"Guds Død! Hvi kende I ei Eders Styrke,
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer
111 Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;
De sende os Præster med pibede Kraver: -
"Her er Biblen til Eders slunkne Maver".
For Sulten en Tekst om Kanaan og Eden,
For Huslejen Veksler paa Evigheden.

"Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?
Vi vil have Forskud paa Saligheden;
Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter
For at blive betalt en Gang efter Døden.
Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,
Vor Løn vil vi have i levende Live.
Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?
Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.

"Vorherre! - se han forstod sig paa Stakler
I lasede Frakker og revne Støvler,
Og naar han gjorde sine Mirakler,
Saa var det for Folk som mig og som Eder.
Vorherre han gav, hvad han havde for Haanden,
Og anviste Resten hos Helligaanden;
Men Præsten! - han tager vor sidste Daler;
"Min Søn, Vorherre i Himlen betaler."

"Velan, hvis vi var som et Barn, som en Kvinde,
Med Blødhed i Hjertet og Taarer bag Øjet,
Saa kunde vi lade os lede i Blinde,
Og bære vort Kors, og sukke mod Døden.
Men vi ere Mænd! - Der er ét, som vi vide:
Det er ondt at sulte, naar man skal slide;
Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen
Og dømme, - og Dommen skal hedde Kommunen!"

Han tier; - da brøles der "Mere, mere!"
Han vender sig tavs og peger mod Byen.
Der komme Kulmænd flere og flere
Stormende ud fra den nærmeste Knejpe.
De rive ham med sig, og han tager Ordet
Der inde bag Skænken oppe paa Bordet :
Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; - Saa ryddes Knejpen af Politiet!

112

Der ruger en Sky over Kæmpebyen,
Og Floden hvisler og Vinden piber,
Sælsomme Stemmer stige mod Skyen
Og mumle der oppe som truende Klager.
Lyset fra "Vestens" stolte Butikker,
Ilden fra "Østens" sorte Fabrikker
Kaste et Brandskær op imod Skyen. -
Er det Kommunens Dekret over Byen?

ØSTERLANDSK
(Kysten ved Tanger)

Se, hvor hun staar ind under Buskens Grene,
Som Hinden i Krattet hvem Hjort endnu ej fulgte,
Ser Du, hvor Løvet bøjet blidt til Side
Viser os alt, hvad Sløret ellers dulgte?
Bækken er bly, dens blanke Bølge haster
Skyndsomst bag Busken og hopper over Roden,
Sitrende søger den nu at glemme Synet,
Den Gang dens Vande væded Marmorfoden.

End er hun kysk som Bækkens blanke Bølge,
Den mindste Raslen vækker Kindens Rødme,
- Men hvis hun kendte Omarmelsens Sødme,
Tro mig, hun higed mod dens Lyst at følge!

Solen gik ned; snart vil den slanke søge
Sit Leje bag Tæppet, som hører hendes Sukke,
Porten vil hun stænge og Døren vil hun lukke,
Ak, og Nattens Time vil min Længsel forøge.

Hellige Profeter, og I Alverdens Guder,
Luk mig Paradiset, stæng Elysiums Porte,
O men lad mig finde i Natten den sorte
Saligheden bag ved hendes Vindues Ruder !

MUNKE

Aftensolen luer paa den gamle Borgruin,
Bag Klostret sidde Munkene og drikke deres Vin.
Der er rummeligt og svalt i de store Klosterhaver
113 Og der er dejlig Plads i de hellige Maver.
De purpurrøde Skaaler løftes mod Nattens Himmel:
Madonna, vær os naadig, bevar vor Vin fra Skimmel!

De juble og de synge, de ærværdige Lukuller;
Deres Latter er en Torden, som mod Havemuren ruller.
De stryge Vinens Perler fra det fugtige Skæg,
Og slænge Kuttens Folder fra den brunede Læg.
En synger muntre Viser, én læsper: pia mater!
Kinder og Øjne blusse paa de fromme Krabater.

Foran det glade Selskab, alvorlig paa en Sokkel,
Troner Apostlen Paulus, saa tør som en Knokkel.
Den strengeste Askese staar skaaret ud i Stenen,
Det er tydeligt, at Manden er forarget ved Scenen;
Af Harme synes Foden at dirre paa sin Plint,
Apostlen er lige ved at flyve i Flint.

Det hellige Convivium, det aner ingen Ting;
Bægrene veksle i den sluttede Ring,
Viserne vokse i Længden og Drøjden,
Jublen og Latteren har netop naaet Højden, -
Da styrter Apostlen med et vældigt Spektakel.
Ora pro nobis! et Varsel, et Mirakkel.

Bordene væltes, man vil løbe sin Vej,
Da peger én mod Støtten, og raaber: Ej, ej!
Apostlen ligger stille - med Næsen i et Bæger,
O pia fraus, den hellige sin Gane vederkvæger!
I Døden vil han drikke, i Livet skrev han Breve;
Det første er det bedste. Den døde Paulus leve !

NATTEN PAA DÆKKET
(Af en utrykt Fortælling)

Det slappe Sejl mod Masten slaar,
En Dønning over Havet gaar
Og taber sig hist ude.
Den dorske Vove, før saa vild,
Genspejler mat den røde Ild
Fra Ruffets dunkle Rude.

114

Jeg ligger strakt ved Skibets Ror,
En Verden inden i mig bor
Af Vemodstanker vilde.
Der er saa tyst fra Spejl til Stavn,
Jeg stønner ud et elsket Navn
I Nattens dybe Stille.

Blæs op Du Havets barske Vind,
Jeg trænger til dit Pust om Kind,
Til dine Raab at høre!
En Skygge fulgte med om Bord;
I Nattens Tavshed dunkle Ord
Den hvisker i mit Øre.

Bryd frem med Larm Du Bølge stor
Og overdøv de dunkle Ord;
Jag Skyggen bort fra Dækket!
Flyv frem mit Skib, stands Farten ej,
Som Maagen over Havets Vej
Med Vingen aldrig stækket!

DRIKKEVISE

Naar Solen, den ældgamle Gnier,
Er gaaet til Sengs med sit Guld,
Naar Menneskerøsterne tier
Og Muldvarpen snorker i Muld,
Da lyde de dristige Stemmer,
Da hæves de blinkende Glas,
Da samles de gamle "Lemmer"
Til natlig Tumult og Kalas.

Mens Vinen i Bægeret skummer
Og Øjet saa straalende ler,
Alverdens Smerte og Kummer
De gennem et Rosenskær ser;
Ad Vinens de gyldne Strømme
De glide med Glæde i Bryst,
Om dunbløde Lokker de drømme,
Om Læber de en Gang har kyss't.

115

Hvad Livet om Dagen dem nægted,
Den Vej, som de aldrig fandt,
Den Sejer, hvorfor de fægted
Men aldrig i Livet vandt,
Det skænker dem Vinen og Natten. -
I Fantasirigets Muld
De grave, og finde Skatten:
Indbildningens røde Guld.

Naar Solen, den lurvede Slyngel,
I Mørket dølger sin Dragt,
Naar Menneskebørnenes Yngel
I Søvnens Arme er strakt.
Naar selv over Havet, det vilde,
Sig Skyggernes Tavshed har lagt,
Da sluttes ved "Lemmernes" Gilde
Med Vinen og Natten en Pagt.

DEN 28DE NOVEMBER 1871

Det myldrer paa Sletten ved Seinestaden,
Paa Satorys Marker Trommerne røres;
Er det blodig Krig, eller Vagtparaden,
Er det Kampsignal eller Polka, der høres?
Kommer Germanerne atter tilbage,
Var Sedlerne falske, Guldet beklippet?
Eller er det Kommunens genfødte Dage;
Var Fredsbulletinen altfor forhippet?

Der er ingen Kommune, ingen Germaner,
Der er ingen flere Huse, som brænde,
Der er ingen Ørne i hvide Faner;
Versaille-Revuen er længst til Ende.
Men Trommerne røres der ude paa Sletten,
Igennem Linjen Kommandoen lyder
For at eksekvere en Dom af Retten, -
Og Soldatesken sigter og skyder!

Det er en Dom af Ordenens Venner,
En Dom af dem med aarlige Gager,
116 Etatsraader, høflige Folk, "Deres Tjener",
Notabene paa offentlige Passager.
Smaatyranner paa deres Kontorer,
Frihedsherolder paa Valgtribuner,
Servile overfor Stjerner og Snorer,
Smigrere for en Diktators Luner.

Det er en Dom al en lille Diktator,
En Mand, som skrev de stores Historie,
En Vekselmægler, Forligsprokurator
Med Bourgeoisiets Frelserglorie.
En borgerlig Konge, en kongelig Borger
I Vikariat for en afdanket Kejser,
En Lamentator for Statens Sorger,
Grosserer-Dinéernes Genoprejser.

Paa Satorys Marker Trommerne røres,
Bøsserne knalde og Kuglerne hvine,
Krudtrøgen ud over Sletten føres
I Taagegestalter med sorgfuld Mine.
Den gamle Prætorianerkohorte
Med friske Mærker af Prøjsernes Sabel
Spiller Bøddel, imedens Cæsar er borte,
I Liberi som Ordenskonstabel.

Der faldt tre Mænd; saa modige Sjæle,
Som nogensinde led Martyrdøden;
Der laa tre Lig ved de splintrede Pæle, -
De skulde sone Kommunebrøden!
Fra Dødens Stilhed tre Navne løde,
Der gled tre Skygger fra Retterstedet,
De meldte et Tab - og ikke en Brøde,
De peged mod Magten i Dommersædet.

Og Blodet, som sived paa Satorys Sletter,
Det var en Sæd, som lagdes i Jorden;
Hvor den skyder op, kommer brandrøde Pletter,
Hvor den høstes ind, lyder Kampens Torden.
Da vil Sædemændene mindes Sletten,
Ordenens Venner vækkes af Døsen, -
Hvor Ideen er Magten, Fremskridtet Retten,
Der vil Satorys Lig være Fane og Løsen.

117

NOVEMBERSTEMNING (1870)

Dagen er graa; en Taage dækker Staden,
Som Sørgeflor den over Byen hænger;
Foden i Galoschen sjasker om paa Gaden;
Kulde og Klamhed igennem Frakken trænger.

Aftenen er trist. De høje Stjerner glimte
Kun sparsomt over Taget gennem Skyen;
Som en Kæmpe uden Hoved man akkurat kan skimte
Rundetaarn . - Det regner! Op med Paraplyen!

Tiden er trist. En Gravluft slaar i Møde
Fra Bladet, som man sluger i Kaféen,
Der lugter overalt af saarede og døde;
Det er Høst i November - for Manden med Leen.

"Nyt! Er der nyt?" - "Ja nyt for alle Munde,
Nyt fra Paris for Plebs og Optimater;
Æslerne er spist, man begynder nu paa Hunde,
Rusland tænder Piben ved de gamle Traktater."

Tiden er snavs, og Prygl er nu paa Moden;
Ak, Aarhundreder er vi trængt tilbage.
Hvor tændes atter Aandens Lys paa Kloden?
Naar skal vi finde de genfødte Dage ? -

Naar skal vi ... Stille, kom gaa med til Side,
Ser Du i Vinstuen Gasblusset tændes;
Kender Du Værtens Portvin den hvide?
Den kan løse Spørgsmaalet! - Ja saagu, kan hændes.

UDE OG HJEMME

Ude var der saa streng en Dyst,
Uvejret tog sine Tag med Skoven,
Stormen peb, saa det var en Lyst,
Og leged Tagfat med Voven.
Ude var der saa vild en Krig,
Der hang et Fugleskræmsel paa Pælen,
118 Kragerne f o'r mod det lasede Lig;
Der kom Mod, - selv i Kragesjælen.

Hjemme var der saa lunt og godt,
Temaskinen snurred sin Vise;
Der læstes højt baade stort og smaat
I det sidste Arkiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Them'er,
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidens store Problemer.

Ude var det et Herrens Vejr,
Buskene svajed som flagrende Faner,
I Skoven styrted de stolteste Træer,
Og fra Havet meldtes Orkaner.
Ude var det en Kampens Dag,
Præstegaardstaget blev revet i Stumper,
Byfogdens Skorsten faldt ned med et Brag,
Og Byfogdens Grød blev til Klumper.

Hjemme klang det fra Gigernes Streng,
Tonerne elektriserede Sjælen;
Man valsed og inklinered i Flæng
Og dansed paa Taaen og Hælen.
Hjemme stilled man skønne Tablauer,
Sminkede Kinden og sværtede Brynet,
Saa' i sig selv Fortidens Heroer, -
Og applauderede Synet.

Ude brød det paa krigerisk Vis,
Mægtige Hænder greb i det gamle,
Jeg saa' med Jubel Skorstenens Forlis,
Og lo, da jeg hørte den ramle.
Ude vejredes Smaating bort,
Degnen blæste i Gadekæret,
Og Præsten blev kastet i Kjole sort
Mod et Plankeværk, som var tjæret.

Hjemme sad man saa lunt i Krog.
Der kom en Frier til Søster Malene;
Fruen saa' hans Eksamensbog,
Han fik Pigen - med Laud, Notabene.
119 Hjemme blev der en Glædesdag,
Der kom Visitter, og man gratulered,
Der blev Bryllup, og saa blev der Barselslag,
Men desværre, den lille krepered.

Ude blæstes der lydt: Allarm!
Det var, som skulde en Verden ødes,
Og som skulde fra selve Naturens Barm
Den nye Forløser fødes. -
Og jeg rev den bulede Hat fra sin Knag
Og sprang gennem Hjemmets klinede Rude;
Jeg hørte dem skælde mig paa min Bag,
Men - jeg stod nu en Gang der ude.

KOM MUNTRE GUTTER

Kom, muntre Gutter! Jeg maa med,
Her brænder Jorden mig,
Min Fod er træt, min Pande hed,
Mit Hjerte krymper sig,
Ja krymper sig ved mange Ting,
Som Søfolk ej forstaa -
En Haand, et Tov, og med et Sving
Paa Dækket skal jeg staa.

Se Søen med sit Skvulp og Kast,
Den er min Barndomsven,
Og Skibet nikker med sin Mast, -
Det kender mig igen,
Ja kender mig fra den Dag, da
Jeg løb fra Skolens Mur
Og gik "til Tops" med et Hurra
For Verdens fri Natur.

End slaar et Hjerte i mit Bryst
Med frejdigt Mod som da,
Men jeg har tabt min Barndoms Lyst
Til saadan et Hurra,
Ja saadan et Hurra som det,
Der over Skibets Dæk
120 Fra Raaens høje Vippebræt
Drev hen i Luften væk.

Thi Verdens vide, fri Natur
Den har forandret sig,
Er blevet til et Fangebur
For saadan' Folk som mig,
Ja saadan Folk som tale frit
Og raabe højt dertil,
Og fordre Retfærds Sort-paa-Hvidt
Mod Livets falske Spil.

Kom, muntre Gutter! Jeg maa med,
Her brænder Jorden mig,
Min Fod er træt, min Pande hed,
Mit Hjerte krymper sig,
Ja krymper sig ved mange Ting,
Som Søfolk ej forstaa -
En Haand, et Tov, og med et Sving
Paa Dækket skal jeg staa.

JAGET

Her hvor Brinken luder,
Hvor den vilde Ranke
Klynger sig med ængstligt Greb mod Stenen,
Her hvor Grænsen drages,
Hvor de barske Bølger
Vælte sig med dybe Brum paa Sandet,
Her hvor ingen mægter
Længer flygte,
Hvor den trættes Øje
Vildt fortvivlet
Søger Maagen, som derude
Vugger sig paa Voven lig en Skude. -

Her jeg standser; aandeløs, forjaget,
Blødende, med svedig Fod og Pande;
Jeg er fanget! Ve mig, her er Grænsen,
Der er Havet, det uendelige!
121 Armen skælver, Lænken hæsligt klirrer.
Se, der rejste Maagen, skræmt ved Larmen;
Ha, saa flyv da, stræk de Vinger lange,
Spot mig kun i Flugten, - jeg er Fange.

Solen daler. Luerød en Stribe
Trækker sig bag fjerne Bølgetoppe,
Melankolsk og øde Kysten krummer
Ud og ind sin trøstesløse Linje.
Ingen Sejler mod den røde Stribe,
Ingen Baad paa Strandens gule Strimmel.
Bag mig Skoven, fra hvis tavse Halle
Snart de hæse Raab jeg hører gjalde.

Jeg var Fange. Baand og Lænker tvang mig,
Men jeg brød dem og mit Fængsels Mure;
Fri jeg atter suged Luftens Sødme,
Traadte kraftig Jorden med min Fod.
Himlen saa' jeg spænde ud sin Bue,
Solen bruned atter Fangens Kind,
Varmed mildt hans Hjerte med sin Lue, -
O der var saa koldt i Fængslets Stue.

Jeg var Fange. Og nu er jeg jaget.
Ud jeg maatte gennem Fængselsmuren.
Et Par Vogtere kom mig i Vejen,
De blev slaaet ned. I Fart som Vinden
Gik det over Marken, gennem Heden,
Ind i Skoven til jeg standsed her.

Ej som lurvet Tyv og ej som Drabsmand
Stænged de mig mellem Burets Tremmer,
Ingen brudte Eder, ingen svegne Løfter,
Ingen Udaad pletted mig som mange,
Mange, der nu vanker om i Lyset
Frie, smilende ad Fangens Klager.
Mere skyldfri end den Flok, som bandt mig,
Renere end Hoben, som mig dømte,
Stoltere end alle, som mig ynked,
Staar jeg her, og klirrer med min Lænke.

Det var Dig, Du varme Hjerte,
Det var Dig, Du kække Tunge,
122 Det var det, som I begærte,
Det var Ord, som I lod runge,
Det var det, som smedded mig i Lænken
Og som strakte mig paa Fangebænken.

Her hvor Brinken luder,
Hvor den vilde Ranke
Klynger sig med ængstligt Greb mod Stenen,
Ak her sad vi jo en Sommeraften
Hun og jeg paa Bakkerne alene.
Solen daled, Svalen fløj forbi os,
Myggen summed, men vi saa' dem ikke;
Vand og Himmel mødtes i Forening,
Luften gløded i den klare Bølge,
Sol og Vand var kærlig sammenblandet, -
Det gik os, som det gik Sol og Vandet.

Vore Læber mødtes i Forening,
Vore Hjerter banked mod hinanden,
Vore Sjæle vare langt paa Vandring
I unævnelige skønne Riger. -
Skoven bag os, Havet for vort Øje,
Luften omkring vore glade Hjerter
Vare fuld af søde Melodier, -
Sange, hvorom nu min Læbe tier. -

O min Lykke, og I svundne Tider,
Træde I mig atter her i Møde !
Se, den fangne sine Hænder vrider,
Maner Eder atter fra de døde.
Mærker bærer han om Arm og Skulder,
Lænken klirrer hæsligt ved hans Side,
Vinden piber gennem Bølgens Bulder,
Synger om at leve og at lide.

Svundne Tider, glade, stolte Minde!
Kom da, kvæg mig med Jer milde Aande,
Styrk mig; I skal Hjelmen om mig binde,
I min Kamp som Væbner gaa til Haande.
Hvis mit Liv, selv skrøbeligt og ringe,
Fik fra Jer sin Glans, sin Guddomsgnist,
Da skal denne Fane frem jeg bringe,
Falder jeg - jeg sejrer dog forvist.

123

Hør, de komme; hør, hvor Raabet lyder, -
Ja her er han, Raabet ej behøves!
Se, hvor gennem Buskene de bryder,
Fald kun an, nu skal der Styrke prøves.
Lænken højt sig hæver imod Himlen,
Solen sluktes, Lyset hastigt svinder,
Stærk jeg staar paa Brinken uden Svimlen,
Fald kun an, jeg slaas for mine Minder.

KING MOB

King mob er en mægtig Potentat
Med hundred Arme og tusind Tunger,
Hans Herredom er en Arvestat,
Hans Rigsklenodie Hunger.
Om Dagen i Hulen, om Natten paa Gaden,
En Pjaltekaabe slingrer om Raden,
Hans Love, det er et Tyvegreb,
Hans Krone, det er et Hampereb.

Dybt under Dybet der er hans Plads,
Der funkler hans sælsomt brændende Øje,
Ved Galgens Stamtræ til Skarnets Palads
Er han knyttet fra Barnsben nøje.
Lukt er hans Øre for Livets Færden,
Den trænger kun dumpt til hans dulgte Verden,
Men lugter han Grydernes fede Næring,
Det er i hans Næse en Krigserklæring.

Kendte han noget til Magdeburgs Brand,
Det vilde være en Smaus for hans Gane,
En Lækkerbid for hans sultne Tand,
Saadan at røve og rane.
Kendte han blot - men han kender det alt,
Verdensdyndet, til Dybet sivet,
Har gennem Sekler King mob fortalt
"Skandalerne" oppe fra Livet.

Dybet er "Verdens" tro Parodi;
Stodderaktøren i brogede Klude
124 Spiller "Beaumonden", der gaar forbi
Kælderens fidtede Rude.
Dybet har slugt ved en osende Praas
Verdenshistoriens røde Romaner,
Og klippet et Motto af Sandhed og Vaas
Til Indskrift for sine Faner.

Den sminkede Last, den fine Halunk,
Hver Korruption der oppe i Vrimlen,
Fra Biskoppen ned til den kuttede Munk,
Fra Fyrsten til Smaaborgerstimlen:
Guldstøvets Smuds er sunket til Bunden,
Der gemmer man alt, hvad der oppe blev syndet,
Man kalder der oppe en Tidsalder "svunden",
Men Sporene sidde der nede i Dyndet.

Og det vider sig ud, og det løfter sig op,
Det bobler og gærer der nede i Skarnet.
Der avles en Kæmpe med vældig Krop,
Og "Verden" er Fader til Barnet.
De store der oppe kende ham ej,
De tro sig sikre for Kronprætendenter. -
King mob ligger stille, forhaster sig ej,
Til Tidens Fylde han venter.

SKIPPEREN SYNGER

Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg staar ellers min Vugge,
Det bedste er en strygende Medbørsvind,
Og saa at høre Glaslærken klukke.

Forstaar sig til Maade, og ikke for tidt
Og aldrig, naar det kniber for Skuden:
Dorthea gaar forud, saa kommer Akkevit;
Hvad var jeg vel min Dorthe foruden?

Næven paa Roret og Skøderne klar,
Se det er min Lektie paa Vandet;
Naar det kuler: en Skraa, i Stille: en Cigar,
Saa kan Fanden tage Lektierne paa Landet.

125

Vorherre han hjælper! - og naar han ikke vil,
Saa kan det ogsaa være det samme;
Et Reb eller to, saa lade vi støa til
Og slippe vel som oftest uden Skramme.

Man skal klare for sig selv som en ærlig Gut. -
Den gamle der oppe bag Skyen
Han har nok at bestille og sjælden en Minut
Til overs for en Skipper fra Fyen.

Men naar jeg nu sejler saadan sagtelig hen
Og Vinden fløjter som en Finke,
Saa kan det nok falde, at jeg tænker mig der hen
Ved en rødmalet Dør med en Klinke.

Og saa trykker jeg paa Klinken og Døren gaar op,
Og der sidder En og strikker paa en Trøje,
Og det er min Tøs, og hun skænker i min Kop,
Og hun kysser mig og deler min Køje.

En Skude paa Vandet, i Havnen en Tøs
(Og Dorthe hedder begge med Ære).
Den ene ligger klar, naar den anden faar: Adjøs!
Se saadan skal en Skipperdorthe være.

Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg fortøjer jeg hos Mutter.
Skuden skænker Penge, naar Vorherre skænker Vind,
Men Tøsen kan skænke mig Gutter.

Og derfor er jeg glad, og derfor er jeg frisk
Og frejdig, som en Skipper kun kan være, -
En Krabbe er dog aldrig saa god som en Fisk,
Om Fisken ogsaa lugter lidt af Tjære.

EFTERAAR

Easlende mod fugtig Jord
Faldt det sidste Blad fra Grenen;
Toai og øde staar nu Scenen,
Blottet for sit Blomsterflor.
Ingen Fuglesang i Lunden,
Ingen Kvidren blev tilbage,
Nu kun Markens sorte Krage
kriger hæst i Aftenstunden.

126 Stod da Scenen her en Gang
Smykt med ny Dekorationer,
Blomsterhækker, Løvbalkoner,
Skovens Søjlerække lang?
Gik jeg da paa disse Stier,
Saa" i Luften? dybe Strømme
Lig en Svane Skyen svømme,
Hørts Fuglesymfonier?

Sprang her Hjort og sprang her Hind,
Dufted Høet sødt fra Mosen,
Strejfed under Hybenrosen
Varme, milde Pust min Kind? -
Alt forandret. Tjørnehækken
Drysser sine gule Blade,
Der er Rim paa Markens Flade,
Der er Natteis paa Bækken.

Selv jeg som en husvild Aand
Paa de gamle Steder vanker,
Føler under Vemodstanker
Brystet svulme mod min Haand, -
Som en Gøgler, hvis Kulisser
Gik itu, da, ak forgæves,
Han fra Jorden vilde hæves
Ved de skrøbelige Trisser.

"Husker Du i Somrens Tid,
Da som Romeo jeg sværmed,
Da min Læbe Din jeg nærmed,
Da Din Røst var blød og blid?
Husker Du, da Maanens gule
Skive over Skoven traadte,
Ved sit Lys det Blik forraadte.
Som Du søgte mig at skjule?"

Husker Du det? Nej, for sandt
Maanen skinner ikke længer,
Romeo med Næbet hænger,
Sorrmerminderne forsvandt,
Lukt er Havens høje Gitter,
Ingen Fodtrin over Gruset,
Ingen Genlyd mer i Huset,
Udenfor jeg staar og titter.

Efter Sol og Sommervind
Har jeg rettet mine Planer,
Jeg har hejset Godtvejrsfaner
Smykt med Løv af Bøg og Lind,
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skør og spinkel,
Aaben, luftig, fuld af Sprinkel -
Og nu kommer Vintertiden.

Høstens Storme holde Hus,
Somrens Minder lyse, glade
Hvirvles nu i gule Blade
Over Gangens hvide Grus.
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skør og spinkel,
Aaben luftig, fuld af Sprinkel -
Og nu kommer Vintertiden.

DET SICILIANSKE ÆSEL

Dets daglige Gang var adstadig og pæn,
Det trippede smaat paa de stilkede Ben,
Og lytted med Ørene store.
Og fordi det havde saa lærd Manér,
Halvt som en Præst, halvt som en Barbér,
Blev Æslet kaldet: Dottore.

127

Doktorens Liv var nu kummerligt nok;
Arbejd' og Sult og Prygl af en Stok,
Det var alt, hvad Titelen skænked.
Men naar Driveren sov, løb Æslet sin Vej,
Og tænkte: I tog dog Humøret ej,
Hvor meget I end mig krænked.

En Dag da jeg just gik min Doktor forbi,
Saa' jeg i Øjet et fint Skælmeri
Og en spøgefuld Trækning ved Snuden.
Jeg gik et Par Skridt, og jeg vendte mig om,
I strakt Karriere Doktoren kom
Sin pryglende Driver foruden.

I Galop ned ad Landsbyens Gade det gik,
Og Doktoren skreg, naar han Stenkast fik,
Og naar Drengene trak ham i Halen.
Jeg fulgte med over Sten og Stok,
Til Æslet og jeg og Drengenes Flok
Standsed ved Kirkeportalen.

Der stod en Madonna, ung og skøn,
I Haanden var stukket en Gren saa grøn,
Og Foden med Blomster var kranset.
Doktoren studsed, betænkte sig lidt,
Grønt var kun grønt for hans Appetit;
Det hellige lidet han sansed.

Og han gjorde et Hop mod den fristende Gren,
Ak, Støtten stod kun paa svage Ben, -
Den styrted med Blomster og Blade.
Stakkels Dottore! nu gik det løs,
Hver Mand i Kvarteret, hver Dreng og Tøs
Jog ham fra Gade til Gade.

Det var dog en Trøst i al den Fortræd,
At Driveren fik af Pryglene med
Sin Part, saa det knaged i Tøjet.
Saa drev de af Sted, de forenede to;
Jeg syntes formelig Æslet lo,
Da forbi mig om Hjørnet de bøjed.

128

SANG

Du Daare, som med rynket Bryn
For Livets Skygge kun har Syn
Og Lyset ej kan lide -
Du skulde set en Aftenstund,
Da Maanen smilte rød og rund,
Jeg gik ved Ellens Side.

Du skulde hørt vor muntre Spøg,
Jeg kukked som den travle Gøg,
Og Ellen talte efter. -
Du skulde set fra Havens Gang,
Som Hjort og Hind mod Skovens Hang
Vi sprang af fulde Kræfter.

O Aftenstund saa frisk og sval,
Os Jorden var en Dansesal
Med Maanens klare Kerte. -
Vort Liv var os en Børneleg,
Kun Glædens Tanker faldt og steg
Som Bølger i vort Hjerte.

Men Ellen hviler under Jord,
Og Sorgen i mit Hjerte bor
Med Mindets Flor omvunden. -
Du Daare, som med rynket Bryn
For Livets Skygge kun har Syn,
Du har dog Ret i Grunden.

LANDSKNÆGTENS VISE

Jeg slipper Sværd og Lanse;
Tærningspil
Maa ogsaa til,
Og Pigebørn og Danse
Og Vin, saa tidt man vil
Jeg sætter Pavens Tøffel
Og Kongens Kaabe lige, -
Mtn Vams er af en Bøffel,
Verden er mit Rige.

Jeg fulgte, naar jeg lysted,
Tremmens Skind
Med lystigt Sind,
Jeg døjed og jeg dysted
I Kulde, Regn og Vind;
Jeg rendte ind med Lansen,
Hvor Huggene faldt hedest,
Jeg stormed op paa Skansen,
Hvor Mænd-ene var vredest.

129

Man slaas paa hele Jorden;
Hug og Stød
Paa Liv og Død
Det er nu Dagens Orden,
Det gi'er Landsknægten Brød;
Men Fanden æde Brødet,
Naar Sulet ikke gaves,
Og Fanden tage Kødet,
Naar Vinen ikke haves.

Jeg lider ikke Præster,
Bibelsprog
Og Bønnebog;
Ved Salmesang og Fester
Man bliver lige klog.
Jeg fatter ej Respekten
For denne Brug af Baalet -
Man skælder paa Landsknægten,
Han bruger dog kun Staalet.

Lad dem kanonisere,
Hvem de vil,
Med Sang og Spil,
Men tro mig, de husere
For galt med deres Ild.
De brænder Protestanten, -
Det skal hans Sjæl kurere -
Men Legemet, min Sandten,
Maa her dog protestere.

De skælde ud hinanden,
Kætterpak,
Papistisk Rak,
Og slaas som bare Fanden
For deres Pølsesnak.
Hvem har da Ret i Grunden?
Formodentlig slet ingen. -
Nu, Bægeret for Munden
Og fremad, det er Tingen.

ITALIENSK
(Catania)

Mellem Regnens Plask og Stormvindens Raab
Paa Gaden Guitaren klinger.
Regnen er mig en kølende Daab
Og Stormen min Stemme bevinger.

I Kappen hyllet paa Hjørnet jeg staar,
Formummet som til Maskerade.
Nattepatruljen forbi mig gaar
Og lytter til min Serenade.

De barske Soldater høre min Sang, -
Helt fremmed dog Ordene lyder,
Men Guitarstrengene gemme en Klang,
Som Ordenes Mening tyder.

La Donna de mumle, og drage af Sted, -
La Donna er Natteparolen.
Langt borte sig tabe de taktfaste Fjed, -
Jeg gnider igen paa Violen.

130

HØJT VIOLINENS STEMME KLANG

Højt Violinens Stemme klang.
Man lo og dansed, talte, sang -
Et Babelsprog fuldstændigt.
Formalitetens stive Dragt
Som Offer var for Vinen bragt, -
Man mored sig ubændigt.

Men ude, hvor bag mørke Sky
Den blanke Maane krøb i Ly
Med Søen koketterende,
Ad Havens lønligt snoede Gang
I Kjole kort, i Kjole lang
Gik han og hun spadserende.

Han var saa hed, hun var saa varm,
Hun støtted ømt sig ved hans Arm:
Her var dog saa romantisk.
Her var saa skønt i Maaneskær,
Og indenfor, ja inde der
Var maaske vel - bachantisk!

"Ja, Frøken, De har ganske Ret,
Den "store Verden" gør os træt;
Naturen venligt vinker. -
Se, nede hist ved Søens Bred,
- Et Symbolum paa landlig Fred -
Et Lys i Hytten blinker.

Og ikke sandt, hvis jeg Dem bød
Et Liv med mig i Hyttens Skød
Fjernt fra den store Verden,
Da fulgte De jo gerne med;
Stærk er jo Deres Kærlighed, -
Ja ikke sandt, det er den?

Hun bøjed sig og slap hans Arm,
Og glatted Kjolen med en Larm,
Som skulde fylde Pavsen.
"Ak, Duggen har mig rent spolert
Min Kjole. - Jeg er engagert
Af Greven til Kehrauss'en.

131

PYRAMIDEN

Den nye Farao blev sat i Herskersædet.
Og hist paa Sletten, den forladte, øde,
Man skyndte alt sig at betegne Stedet,
Hvor Fyrsten skulde hvile blandt de døde.

En snever Grotte bygges op fra Grunden;
Sejgt som en Edderkop maa Slaven slide,
Til Grotten trindt med Murværk er omspunden,
Og over Grotten staar - en Pyramide.

Endnu en miniature. Men daglig føjes
Sten over Sten paa alle fire Sider;
Og aarlig Mausoleets Top forhøjes,
Mens Fyrsten fremad paa sin Bane skrider.

Et muret Bjerg. Med Centnertyngde knuger
Stenkæmpens Legem Gravens snevre Hytte.
Der inde sidder Døden tavs og ruger
Ved Sarkofagen paa sit sikre Bytte.

Et bittert Sprog om Livets Lov Du taler,
Stenhaarde Kæmpe paa den øde Slette.
Vort Liv, fra det ta'er Fart indtil det daler,
I skarpe Omrids skildrer Du - med Rette.

Med Herskerstempel sættes vi i Livet, -
Og vares ad, at vi skal dø og lide.
Og en og anden Slave bliver givet
Bestilling paa - en lille Pyramide.

Den vokser daglig under travle Hænder,
Den kaster paa vor Vej sin mørke Skygge.
Paa Sorgers Ildsted Stenene man brænder,
Og ufortrødent bli'r man ved at bygge.

Et muret Bjerg. Vi stønner under Vægten.
Den ranke Skikkelse mod Jorden tvinges;
Og følgende den fælles Lov for Slægten
Til Døden vi som sikkert Bytte bringes.

132

ET STJERNESKUD

De sad i Teltet og drak en Nat,
De lystige Kammerater,
Bouteillerne var i Rader sat
Som Indeksercerte Soldater.

Og Nektaren strømmed med Glans og Glød
I Glassene hvide og grønne,
Champagnen skummed, Musikken lød,
Hver havde paa Skødet sin skønne.

Han slap den Arm, der hviled i hans,
Og raved op for at tale,
Han vilde med vinbegejstret Sans
Et Symposium for dem male.

Han hæved sit Glas og Tavshed bød,
Og saa' sig omkring i Stimlen,
Og - tumled tilbage bleg som en død
I Tankernes sortnende Svimlen.

I en af de skønnes flammende Blik,
Som smilede spodsk til hans Færden,
En apokalyptisk Vision han fik,
Et Glimt fra en anden Verden.

En Lighed der var - og var dog ej
Med hans Ungdoms lysende Stjerne.
Den havde ledet hans første Vej,
Nu dæmred den mat i det fjerne.

Og som han nu stirrede for sig ned,
Et Maal for de kaadeste Blikke,
Hans Ungdoms Stjerne forbi ham gled; -
Et Stjerneskud ! mer var det ikke.

133

EN NUTIDSVISION

Det er Tusmørkets Time. Den rige Mand har lagt sig;
I Puder og Tæpper har paa Sofaen han strakt sig,
Gnaven og syg er han fængslet til sit Leje,
Der er trist i Stuen, Lyset er dæmpet,
Tjenerskabet gaar sine egne Veje,
Lægerne har nylig indbyrdes kæmpet
Med Floskler og Fraser om de sikreste Kure:
Øjeblikkelig Fare er der ganske sikkert ikke,
Ondet er kronisk, - den syge maa ligge,
Det kan blive til alt, men foreløbigt venter man,
Og Piller og Pulvere paa Apoteket henter man.

Slagen ligger Manden, strakt paa sit Leje.
Den syge bander, kan ej komme nogen Veje;
Han ser, hvordan Dæmringen lusker om Ruden,
Og mærker, hvordan Skyggen falder hen over Puden;
Han griber en Avis, og møjsommelig han staver sig
En Spalte igennem; han ser, at man belaver sig
Paa Dit og paa Dat, og han smider Avisen
Og rækker efter Daasen, som indeslutter Prisen.

Skyggerne falde. De fylde næsten Stuen.
Paa Konsollen staar en Amor og sigter med Buen:
"Den dumme Figur, hvad skal den paa Konsollen?
Jeg købte den en Gang fra Gibserreolen,
Men da var jeg ung og havde lidt i Ho'det,
Og nu er den desuden saa støvet og saa sodet,
Den ser slem ud i Mørke, og værre om Dagen;
Ja man har været fjantet en Gang, det er Sagen.
Figuren skal paa Loftet blandt andet Skramleri,
For overflødigt Gods skal min Stue være fri.
Se rundt i alle Kroge, hvorhen mit Øje falder,
Der ser jeg disse Minder fra en forfløjen Alder,
Da jeg gik om og vaased og sværmed for det skønne
Og agtede "Geschäften" saa meget som en Bønne,
Og holdt for seks Mark Timen en Lærer paa Klaveret
Og rendte rundt i Byen, hvor der blev musiceret,
Og lod en Vise trykke, jeg tror hos Bianco Luno, -
Da købte jeg mig Amor, og Hebe dér og Juno
Og Gratierne og Venus og Manden dér med Lyren,
134 Hvad er det nu han hedder - Apollo hedder Fyren.
Nu staa de dér og true i Mørket helt uhyggeligt,
Men her skal rømmes op, og det ganske eftertrykkeligt.
Hvad skal man med de Dukker, de fylde saa forbandet,
Kønne er de ikke; det skal bare være dannet.
Her ud skal de alle, ja Merkur kan blive staaende,
Nøgen er han rigtignok og sidder saa kroget,
Men han er Gud for Handlen, han betyder dog noget,
Og Forbindelsen med ham maa man se at holde gaaende.
Se Frihedens Genius eller Gudinde,
Den lod jeg lime sammen i Ryggen med Pinde,
Den var saa molesteret, nu er den rent kassabel,
Den skal nu op paa Loftet, først blandt den hele Stabel." -

Her standser den syge sine Konfiskationer,
Han hører fjernt et Bulder, han lytter: "Ikke andet,
Det er Salut fra Sixtus eller ogsaa fra Tre Kroner!"
Men Larmen kommer nærmere: "Det er da rent forbandet,
Man véd dog, jeg er syg, kunde gerne være rolig."
Da griber ham en Tanke, og han støder mod Prikken
Af Ringeapparatet, som ringer i Fabrikken.
"Død og Pine, om det virkelig skulde være trolig,
Om der virkelig skulde være Ild i Baghusets Værksted;
Det er Maskinfabrikken, som jeg navnlig er stærk ved,
Som er min Rigdomskilde, mit dyreste Eje, -
Ak Herregud, Vorherre! hvo kender Dine Veje! -
Den er jo assureret, forstaar sig; men Tiden,
Som ved Bygning gaar til Spilde, den vindes ikke siden" -
Og han trykker og banker paa Prikken uophørlig,
Men ingen vil komme; staa op, det er ugørlig.
"De Satans Domestikker ! saa gid den lede Søren
Vilde bringe mig Besked." Da aabnes langsomt Døren,
Og i den dunkle Stue en Skikkelse indtræder,
Hyllet i en Kappe, som skjuler Form og Klæder.
Skikkelsen bukker, og efter nogen Venten
Bukker den igen: "Hvad befaler Hr. Agenten?"
Den syge har rejst sig halvvejs op fra Puden,
En Gysen bringer Sveden i Perler frem paa Huden,
Tænderne klapre, knap kan han Mælet fange,
Men skammer sig dog over at vise sig bange.
Han rømmer sig: "Med hvem har jeg den Ære?" han stammer,
("Hvorfor Fanden skal han staa der og skjule sig i Kappen,
Og hvordan har han trængt sig her ind i mit Kammer,
135 Den Æsel, Jens, har vist ladet Døren staa til Trappen)
Undskyld, men jeg er syg - mine Læger gav mig Ordre -
Al Talen over Evne vil min Sygdom befordre -
Gaa heller til Kontoret paa den anden Side Trappen."
Der bliver en Pavse, og Skikkelsen i Kappen
Slaar da op en Latter, en haanlig, en drillende,
Og siger med en Stemme, saa stikkende, spillende
Imellem Spøg og Alvor: "Min gode, bedste Herre,
Det var aldrig min Agt Deres Sygdom at forværre,
Men De ønsked jo fornylig at vide, min kære,
Hvad al den Spektakel der nede monne være.
Ja se, al den Spektakel er nøje forenet
Med Sygdommen, som De har faaet i Benet.
De har nydt alt for meget af denne Verdens Goder;
Nu, overdreven Nydelse bevislig en Rod er
Til Podagra og Gigt, men den er endnu mere,
Den er Rod til et Onde, som er svært at kurere;
Thi medens De har her kunnet svælge og nyde,
Er der Folk, som næppe har haft Mad i deres Gryde.
Disse Folk har nu lugtet til Deres lækre Sager
Saa længe, indtil de en skønne Dag opdager,
At naar de blot er enige der nede i Gyden,
Saa har de ogsaa Midlet til at faa Mad i Gryden.
Og Larmen der nede, som De synes er Forsyndelse
Imod Avtoriteten, Dem selv, er kun Begyndelse
Til Ting, som maaske Deres Eksistens kan true. -
For Øjeblikket kaldes Bevægelsen en Skrue
Og er ej vid're slem. - Men min Gang til Deres Stue
Har ellers haft en Hensigt forskellig fra denne:
At lære Dem Skruens Bevægelse at kende.
Jeg skal sige Dem, jeg har nu saa længe haft Kik paa
Deres Gøren og Laden; jeg vidste, at det gik saa,
At naar jeg uforstyrret lod Dem blive ved det gamle,
Saa vilde dog det hele en skønne Dag nedramle
Om Ørene paa Dem, som, tro mig paa min Ære,
Er den af mine Venner, jeg nødigst vil undvære.
Jeg vil derfor, da jeg mener, det er paa høje Tide,
Sætte al denne falske Skaansomhed til Side
Og rive Dem Bindet fra Deres svage Øjne,
Og lære Dem, hvad alle disse unge forfløjne
Uslebne "Radikale" har paa Dem at sige. -
Selv lider jeg ikke disse Idealister. -
Og naar De nu hører Deres Synderegister,
136 Saa maa De erindre at notere tillige
Snart et, snart et andet Punkt af de mange,
Hvori De vil forandre Dem, - ja bliv ikke bange -
Naturligvis paa Skrømt. De firer saadan slideligt,
De trækker Deres Antagonister ganske blideligt
Til højre, til venstre med Smaaløgn og Løfter,
De sparer ingen Midler, De bruger Kapitalerne,
Saa graver jeg i Ryggen af Fjenden et Par Grøfter.
Saa buser De paa - og dér ligger Idealerne; -
Og saa kan vi jo gøre vort Regnskab op bag efter,
Naar ved min Assistance De er kommen til Kræfter. -

Vær altsaa nu opmærksom ved, hvad De faar at høre,
Her er Stemmer nok i Stuen, som vil martre Deres Øre
Med, hvad man kalder Sandhed. Her staar nu en Gudinde,
Frihedens Genius, en højst agtværdig Kvinde;
Jeg tvivler ikke paa, at naar De hører hende,
Vil De mærke, at hun ikke har glemt Dem Deres Pinde.
(Og ganske vist, De har ogsaa handlet uforsvarlig; -
Med Frihed og Damer skal man altid omgaas varlig).
Nuvel da, vi vil bede Gudinden at tale,
Hun har jo netop Tilhold midt i det "ideale",
Og hun er den, som paaberaabes af de radikale.
Hun er Mester for at rive Dem af Issen Deres Glorie,
Og hun kan fortælle en opbyggelig Historie
Om "Tiden", om Dem og Deres Regimente,
Om Dagen i Dag og om, hvad man kan vente
Af Dagen i Morgen. Ja, Allegorien
Er just ikke smigrende, men De faar springe i'en." -
Den rige Mand er faldet tilbage paa sit Leje,
Han stirrer ud i Mørket med Angst og med Gruen,
Vildt svulme Hjertets Strømme og stoppe Tankens Veje,
Da hører han en Stemme runge ud i Stuen:

"Fjernt fra de høje Syner, med Blikket mod det lave
Ser jeg "Tiden" sidde med sin trivelige Mave,
Omkring ham vokser Bladene i Bredde og Længde,
De plejes og de passes af Negrenes Mængde
(Maaske lidt mere sorte end Negre in natura).
Hans Døtre gaa paa Kursus, hans Sønner læse Jura,
Hans Hus er vel monteret, hans Kælder vel forsynet,
Han ser sig om og smiler og løfter blidt paa Brynet
137 Og vifter bort en FIue, som søgende hans Næse
Vil frækt formene Manden sin "Berlinger" at læse."

"Fjernt fra de høje Syner, med Blikket mod det lave
Sidder han som Vogter i Kulturens store Have.
De vilde Dyr er tæmmet, de tamme Dyr er slagtet,
Haven parcelleret, Parcellerne forpagtet,
Ved Aaen stamper Møllen, i Stampemøllen æltes der.
Bag Skoven staar Fabrikken, og i Fabrikken smeltes der.
Penge er der nok af, de graves op af Jorden,
De flyve ind ad Vindvet fra Syden og fra Norden,
De køres ud paa Vogne og komme hjem paa Skibe,
De vindes ud af Røg, om det ellers skulde knibe.
Der er System i al Ting, Kontrol som bare Fanden,
Der er en god Kredit, og en stor Respekt for Manden;
I Maven rummes meget, men mere dog i Panden,
Følelsen er lille, des større er Forstanden,
Den regner ud i Brøker og skriver op Procenter,
Den tæller nøje sammen og tegner Dividender,
Den gør Spekulationer og fisker Aktionærer,
Den planter Kosteskafter og høster Sukkerpærer,
Den plumrer om i Vandet, til det er dygtig mudret,
Og trækker saa Guldfiskene paa Stranden op af Pludret.
Forstanden er for Resten loyal, devot og ærlig
Og dekoreres derfor af Naade ganske særlig."

Her holder Stemmen inde. I Sofapuden dukker
Den rige Mand sit Hoved; man hører, hvor han sukker.
Skikkelsen i Kappen slaar op sin vilde Latter,
Og gennem Stuens Mørke lyder Stemmen atter:

"Du "Tid" med frugtløs Virken, med dine Tanker tomme,
Hvad bli'r vel Resultatet, naar Legen nu er omme?
Hvad gjorde Du med Midlerne? Jeg ser vel Kapitalerne,
Men hvor er Idealerne, ja hvor er Idealerne?
Du graved op af Gruber, Du dynged op i Bunker,
Indtil Begærligheden slog ud i lyse Funker,
Indtil de gridske Fugle, Misundelsens Harpyer
Slog ned i Bunkens Glimmer fra deres mørke Skyer.
Da hævede Du Armen, da rysted Du din Svøbe
Og pukked paa dit Motto: "Sælge eller købe."
Da teede Du Dig krænket, og raabte: "Forurettet"
Og peged hen til Cifrene, som stod paa Regnebrættet,
138 Som spredtes ved din Kunst over Bjerge, Søer, Floder,
Og prækede om Folkenes almindelige Dannelse,
Om Videnskabens Forsken, om Sandhedens Opstandelse,
Om Statsmaskinens Virken og dygtige Bemandelse
Med lutter lyse Ho'der og lutter gode Kræfter,
Hvis Resultater skænkes den Tid, som kommer efter.
Da slog Du lydt paa Tromme om Folkenes Forbindelser,
Om høflige Visitter og Spørgen til Befindelser,
Da foldede Du Hænderne og viste hen til Kirken,
Stats-Folke-Menighedernes velsignede Virken,
Og fælded Kætterdomme, og slynged Anathemer
Mod hver, som vilde rejse det "Nyes" Problemer.

Spar dine Anathemer, hold op med dine Domme,
Du selv har ene Skylden for, hvad der end vil komme;
Hvo legede med Masserne og drev med Sang og Tale
De glubende Instinkter frem ved "det nationale",
Hvo hidsede Kokarder til Kamp imod Kokarder,
Og sang en Sejershymne til Klang af "Milliarder" ?
Hvo satte Selvtægtsretten som Nummer ét af Lovene,
Og slængede Traktaterne ind under Hestehovene,
Hvo lagde Bankosedler som Lovbog paa Moralens Bord,
Og satte Pengepolka som Tone til Koralens Ord?
Du Tid har ene Skylden for, hvad der end vil komme,
Du Tid med frugtløs Virken, med dine Tanker tomme!
Du præker smukt om Folkenes almindelige Dannelse
Men udsaar selv en Lære, som giver gold Forbandelse;
Paa Pengebørsen gaar Du med matadorisk Knirken,
Og taler kammeratlig om Videnskabens Virken.
Men Videnskaben følger ej Tidens lave Færden,
Den hvælver sig sin egen usynlige Verden,
Og Sandheden slumrer endnu; og Gud naade Dig,
Ifald den rigtig vaagned - det vilde lidet baade Dig.
Og Statsmaskinens Virken, som selv Du kalder glimrende,
Og dine lyse Ho'der, som lyse skal saa flimrende,
Og dine Utopier om Folkenes Forbindelse,
(Jeg troede dog, Du deri var kommen til Besindelse!)
Og saa din Folkekirke, som sprede skal Velsignelser,
(Du tænker vel endnu paa de gode, gamle Lignelser
Om Sennopskornet, Sædemanden, kort og godt om dette,
Du véd nok, som han lærte, den sande, den rette),
Hver Spire, hver Plante paa Aandsarealerne,
Hver Institution (foruden Filialerne), -
139 Alle stikke Roden til Bunds i Kapitalerne. -
Og maa jeg saa spørge, hvor er Idealerne?!"
__ __ __ __ __ __ __ __ __ __
__ __ __ __ __ __ __ __ __ __
"Bravo, min Frue!" raaber Skikkelsen i Kappen,
"Det var smukt, det var djærvt, De fortjener saamænd Klappen,
Naar jeg næste Gang hører Dem, skal jeg applaudere,
Men nu er det tilpas, han taaler vist ej mere!"
Der bliver en Pavse. - Den skælvende syge
Raaber med en Jamren som Vinden i en Byge:
"Til Hjælp! Jens, Peter, Jacob, hvor er I allesammen ?"
Da viger Stuens Mørke. Et Skær med blaalig Flammen
Knitrer i Vejret. Med Hanefjer i Hatten,
I røde Silkeklæder, med Øjet sort som Natten -
Ser han og kender han - - - - - - -
- - - - - - - - - Der kommer Lys og Lamper,
Hele Tjenerskaren igennem Stuen tramper;
Man bringer Lugteflasken, paa Doktoren man raaber,
Man løfter op hans Hoved, man tæller Hofmandsdraaber,
Og endelig, da Draabeflasken næstendels er tømt,
Kommer han til Live: "Gud ske Lov, det kun er drømt!'

PARKET OG GALLERI

De rasled med Kopperne inde i Stuen,
Fløde og Sukker gik rundt blandt Gæsterne,
Fødselsdagskagen blev uddelt af Fruen,
Alle fik lidt, - de smaa fik Resterne.
Thevandet strømmed og Ordene strømmed,
Der var en Herre, som vælted en Bakke, --
I Thevand og "Vrøvl" man bogstaveligt svømmed, -
Fruen hjalp til med at gnide hans Frakke.

Samtalen gik, man var aandrig og dannet,
(Bøger, Musik og Foraarsudstillingen)
Man talte om alt, om at ligge paa Landet,
Om Aktier og om at forøge Skillingen;
Smaa Teologer forsvared Vorherre,
Løjtnanter talte om Skæg og om Kvinderne,
En Student gjorde Kur, fik en Kurv, og hvad værre:
Den skønne fortalte det til Veninderne.

140

Jeg stod for mig selv der henne i Krogen.
Var jeg da bleven saa kritisk gammel?
Kunde jeg slet ikke finde nogen,
Som ikke smagte mig altfor vammel?
Var der bag Rober og bag Tournure
Ikke et ærligt Pulsslag at ane?
Var der da slet ingen brave Fyre,
Som vilde følge en anden Fane?

Jeg syntes, at Lysenes Blinken og Flammen
Spilled ironisk med Prismernes Farver
Og viste mig Gæsterne alle tilsammen
Som blodløse, benløse, blege Larver. -
Jeg vendte mig bort og løb ud af Stuen,
Just som man anslog Klaveret til Sangen,
Jeg tog en hastig Afsked med Fruen
Og sprang ned ad Trappen, tre Trin ad Gangen.

Bort fra Larverne, bort fra de blege,
Bort fra Løver og fra Løvinder,
Bort fra Musik og fra Selskabslege,
Fra hvide Handsker og hvide Kinder! -
Nattens forfriskende, svalende Aande
Lettede Brystet og løftede Brynet,
Ensomheden gik Natten til Haande,
Den hvæssede Tanken og klarede Synet.

Ad Voldgaden gik jeg. Der oppe bag Træerne
Syntes et Skær gennem Mørket at bryde,
Det var, som om Stammerne stod paa Tæerne
For bedre at se, hvad det skulde betyde.
Saa brød det igennem. - Ja, det var Maanen !
Snart kasted den Straaler ned over Gaden,
Og smilede med en aparte Haanen
Til Observatoriet og Lygteraden.

En Stubmølle stod der, en af de gamle,
Og tegned sin Silhuet imod Himlen;
Dens Vinger syntes i Luften at famle,
Det var, som led den af Hovedsvimlen.
Det rødlige Øje skeled til Maanen,
Det vilde lyse, men kunde ikke.
141 Højt over Møllen i Æterens Blaanen
Drev skinnende Skyer forbi mine Blikke.

Jeg vendte mig om. Paa Hjørnet der henne
Aabned man Døren just til en Stue;
En Tællepraas saa' jeg paa Bordet brænde,
En Mand kom til Døren og tog til sin Hue:
"Værs'god træd nærmere. Her kan De finde
Noget for Tørsten og muntre Kammerater;
Lutter honette Folk er der inde,
Ingen Politi og ingen Soldater!"

Jeg smiled, og skubbed mig ind gennem Døren;
Den var kun snever, men Stuen var rummelig.
Knap var jeg kommen til Sæde, førend
En tyk Værtinde, den "store Tromme" lig,
Satte en Flaske for mig paa Bordet,
Skænked af Flasken og tømte Glasset,
Smasked med Munden og tog saa Ordet:
"Skaal og Velkommen! Aah, det kradsed!"

Jeg takked den skønne, og saa' saa omkring mig;
Køkkenet var nok i Baggrundens Dybde,
Loftet var hvælvet, og Røgen i Ring sig
Snoede gennem den sælsomme Krypte.
Kobber og Messingtøj blinked fra Hylder, der
Løb langs Væggen, slemt molestert ved
Ælde og Sod, - men min Ros jeg skylder hver
Kedel og Spand for sin blanke Polerthed.

Slagskygger faldt der, brede og sorte,
Praasen paa Bordet viste dem Vejen;
De krøb under Loftet, kom og blev borte.
De drejed sig sammen med Hvælvingens Drejen. -
Og Selskabet ! - Ja det var spredt over Stuen,
Nogle ved Bordet, andre ved Skænken,
En tændte Piben ved Skorstensbuen,
En var falden i Søvn paa Bænken.

Sejge Fyre. Uldtøj paa Kroppen,
Huer paa Hovedet, krogede Knoer;
En tog af Brændevinsflasken Proppen,
En spiste Flæskesteg, kantet med Roer.
142 Piberne damped og Finklen dufted,
Alle vare de hede i Kammen,
Hed var han, som i Døren sig lufted,
Men hedest af alle var dog Madammen.

Jeg satte mig hos dem, de ærlige Svende,
Øl og Finkel gik rundt om Bordet;
Jeg drak og betalte; det gottede hende,
Værtinden, som havde al Borgen forsvoret.
Saa tog hun ned fra den øverste Hylde
Solbærekstrakten, den funklende røde,
Og sagde, mens hun lod Glassene fylde:
"Her er en Snaps, som kan opvække døde."

"Den skænker jeg for Eder gratis i Aften,
Siden den Herre er saadan galant en;
Ak ja, min Mand drak saa ofte af Saften,
Men lige godt døde han af den, min Sandten.
Jeg tog "det klare", men han tog "den søde" ;
Ja, det forstaar sig, i Barselsengen
- Her gned hun med Ærmet Øjnene røde -
Tog jeg Ekstrakt. Det var sundt for Drengen."

Maaske hun havde fortalt lidt mere,
Men en af Gæsterne nærmest ved Skænken
Begyndte Værtinden at karessere
Og drog hende blideligt til sig paa Bænken.
Skinsygens Dæmon fo'r i en anden,
Han skreg og raabte: "Nej holdt nu, Søren!"
Den skønne svarede roligt: "For Fanden!
Stille, eller Du kommer paa Døren."

Saa drak man Forlig og lo, saa det dundred,
Og sang saa en Vise om Elskov og Venskab,
Sørens Næve man højlig beundred,
Fanden fik Skylden for Krigsskab og Fjendskab.
Hvad Hjertet gav, lod man Munden tage;
Sundhed i Hjertet og Sandhed i Munden,
Ud med Sproget og intet tilbage,
Det var dog virkelig ærligt i Grunden.

Lidt raat maaske. Ja, Fernissen mangled. -
Da Morgensolen skinned paa Muren
143 Var jeg blandt Folk, som dingled og dangled
Og ofrede gladeligt til Naturen.
Naturen! ja, det var Selskabets Motto. -
Jeg traf en bekendt fra det første Gilde
Senere hen hos Konditor Otto;
Han gav mig et Uddrag ... Men jeg tier stille.

KÆLDERMANDEN SYNGER

De rummesterer svært omkring paa Jorden,
Og alle Vegne vil de flytte Skilter,
De taler højt i Syden og i Norden,
Og skønt den meste Tale rigtignok spildt er,
Og skønt jeg synes, det maa ofte knibe
For at faa Grunde til den Dom, de fælder,
Og ... Naa, ja ja. Jeg stopper mig en Pibe
Og synger om den gamle Sæbekælder.

Det gamle Skilt, den gamle Fjerding Sæbe
I Vindvet staar og trækker mine Kunder,
Og skulde og lidt Snavs ved Skiltet klæbe,
Nuvel, det er da heller ingen Under,
Det har jo staaet der fra Arilds Tide,
Min Fa'rfa'rs Faders egne salig Hænder
Har selv sat Sæbefjerdingen til Side,
Og Fjerdingen skal staa, til Sæben ender.

Vi lever her i Kældren lunt og stille,
Saa fjernt fra Livet og fra al Forandring,
Vi slide vore Klæder, som vi ville,
Og følge ikke Moden paa dens Vandring.
Den gamle Salmebog og Paraplyen
De komme frem, naar Lejligheden byder,
Naar Præsten præker, naar vi skal i Byen
Og Luften paa en dygtig Skylregn tyder.

At Huset over os er skørt og daarligt,
Det véd vi nok; det har man sagt saa længe.
Men Herregud! det repareres aarligt
Og stives af for mange, mange Penge.
144 Nu siger Folk, som har sig deri blandet;
"Min gode Mand, byg da et nyt langt heller."
Men Herregud! saa blev vort Hus et andet,
Og hvor blev saa den gamle Sæbekælder?

Nej Huset staar nok. Det har ingen Fare,
Og vi vil blive i den gamle Kælder.
Og ingen Udgift vil vi nærigt spare,
Men stive Huset af, saa tidt det hælder.
Og styrter det og Kælderlivet ender,
Saa vil vi ikke klage eller flæbe.
Vi har jo gjort vort Bedste. Vore Hænder
Vi vasker roligt i vor egen Sæbe.

DA BYGEN KOM OP

Da Bygen kom op,
Tog Folk fra Skoven
Og vendte Ryggen
Til Vinden og Voven.
Landskabsmaleren
Blev der ude,
Lod Vandet øse
Og Vinden tude.

Og Bygen drev over.
Solskyen skinnende
Kasted Reflekser
I Vandet det rindende.
Træerne bar
Diamanter i Kronerne; -
Fyndigt og kraftigt
Stod Farvetonerne.

Det blev til et Billed, -
Der blev kritiseret
Som unaturligt
Og maniereret.
Det dagligdags mangled,
- Saa mente de lærde. -
Lyset var grelt
Og Skyggen var Sværte.

Landskabsmaleren
Bukked og takked,
Og vendte saa Ryggen
Til dem, der snakked;
Til dem, der snakked
Om Farven som blinde. -
Han var jo der ude,
Mens de var inde.

UNDER GRANSKOVEN
(Til min Hustru)

Og medens paa Strandbredden Bølgerne slaa
Og Vinden suser og Skyerne gaa
Som Kæmpesyn gennem Luften,
145 Jeg sidder og drømmer om Druernes Land,
Om Livet, der larmer paa Napolis Strand,
Og Orangens bedøvende Duften.

Og medens jeg sidder med Haand under Kind
Og vugger i fristende Længsler mig ind
Med Sydens Rigdom for Øje,
Da glider dit Billed saa smilende frem
Og vinker min Tanke ustandseligt hjem
Til Stranden og Skrænten den høje.

Hvad var der i Syden? Farvernes Pragt,
Formernes Renhed. - Det er jo lagt
Med Mesterhaand i dit Billed.
En Kunstner kan tegne de fine Træk,
En Digter maa lægge Pennen væk,
Naar et saadant Maal blev ham stillet.

Hvad var der i Syden? Elskov og Had,
De stærke Ekstremer. - De følges jo ad
Hos Dig som hos ingen anden,
De blusse i Øjets sælsomme Glød,
De farve Dig Kinden hvid og rød
I sydlandsk Vekslen og Blanden.

Hvad var der i Syden? Det barnlige Sprog,
Tanken, som aldrig blev kold og klog. -
Det ligner jo Dig op ad Dage.
Din Sjæl er et Barns, saa lidet klog,
Din Læbe kan kun et eneste Sprog:
En Sang, en Kærlighedsklage.

Og elsker Du mig, som jeg elsked det Land,
Hvor Solstraalen skælver bag Bjergenes Rand
Som Kærligheds Suk bag din Læbe:
Se da er det Syd, hvor din Fod træder frem,
Orangerne dufte fra Granskovens Gem,
Og mod Dig kun min Længsel skal stræbe.

146

NAVNLØS

"Slyng Skjoldet op i Masten, hejs det sorte,
Krudtsprængte Flag, og brænd Kanonen løs.
Vis Dødens Tænder gennem Skudens Porte,
Nu lette vi fra Ankerlivets Døs.
Fortvivlelsens Skjoldmærke, blodigrødt,
Skal trone over vore kække Pander, -
Vi æske Faren. Møder den: - ""Vel mødt!""
Blod skal der strømme, før vi atter lander."

Saa talte han og steg om Bord. Og Skibet
Gled sporløst over Havets vide Vej.
Hans Mærke var en afbrudt Bro, hans Navne
Utallige, men ingen kendte ham.
Han sagde sandt, at Blodet skulde rinde
I Strømme, før han atter vendte hjem, -
Dog Blodet blev hans eget, og hans Mænds.
Men hvor han landede, det véd der ingen.

JEG SYNGER MINE SANGE

Jeg synger mine Sange
Ud af mit fulde Bryst; -
Jeg slugte aldrig Noder,
Jeg synger, som jeg har Lyst.
Jeg vilde ej lærd docere
For mine smaa Rebeller,
Jeg vilde ej være Bussemand, -
Jeg kunde det ikke heller.

Jeg syntes, der var nok af
De pæne Børn i Verden,
De stille, forpryglede Drenge,
Med gammelmandsagtig Færden.
Jeg syntes, der var Trang til
Lidt mere Liv og Varme,
Lidt Hidsighed i Blodet
Og inuskelspændte Arme.

Nuvel, fra Stuens Vægge
Jeg slipper et Kuld af Drenge,
Som aldrig fik af Stokken
Og aldrig lod Ho'det hænge.
Det kniber maaske med Lektien,
Der skulde maaske "gaas efter" ;
Jeg stoler ikke paa "Lektien",
Jeg stoler paa Drengenes Kræfter.