VAABENSMEDEN

✂ Fra Morgnen gryr
Til Lyset flyr
Og Nætterne med, om fornødent,
Saa frejdig glad
Sit Smedekvad
Han synger, og slaar ufortrødent;
Han slaar med sin Hammer, han svinger sin Tang,
Han gløder i Essen den kolde Stang;
Han hærder i Kølevandet
Det Staal, som skal klinge med Kæmpeklang
Og svinges i Kampen for Landet.

✂ Og Foraar kommer med Bladsvøbsguld,
Og Sommer med Blomsterflokken,
Og Høsten river det hele omkuld,
Og Vintren spinder paa Rokken:
Han staar ved sin Esse, han bli'er paa sin Post,
Han helmer i Hede, han fortner i Frost;
Han smeder til Bonden Bile,
Til Væbner Daggert, og Sværd til Drost,
Og til Bueskytterne Pile.

✂ Og Aaringer komme og gaa igen.
Bestandig den samme Scene:
Han hamrer og hærder og stiller hen
De blanke Vaaben til Slægtens Mænd,
Ustandset, utrættet, alene.
En Medhjælp blev der ham ej forundt,
Ingen støtter ham i hans Dont,
Selv maa han Bælgene drage;
Selv maa han slide og selv maa han slaa,
At Mændene ej uden Vaaben skal staa
I Kampens de kommende Dage. -

✂ Men kommer da Kampen? og véd han det vist? -
Han smiler, og tørrer sin Pande,
Og kigger mod Essens glødende Rist,
Og tager en Slurk af sin Kande.
Og nynner sin Vise, sit Smedekvad,
Og stryger i Tanker langs Bilens Blad
Med Neglene sorte og slemme,
Og spreder de knudrede Fødder ad,
Og synger med løftet Stemme:

✂ Der komme skal
En Dag til Fald
For nogle, for andre til Rejsning,
Da gælder det
At staa paa sin Ret
Og stole paa Sværdenes Svejsning;
Da springer jeg ud af mit sodede Bur,
Og da skal jeg prøve, om Vaabnene du'r;
Og duer mit Arbejd' ikke:
Se saa er jeg den, som staar først for Tur
Til fældet paa Valen at ligge.