HJEMKOMSTEN

✂ Nu fløjter Finken og Droslen slaar,
Og Jorden damper af Grøde,
Og Landsbypigen til Grænsen gaar,
Sin Kærest, Husaren, at møde.

✂ "Ak, hvor dog den Vinter var lang og trist;
Jeg gik som i Dvale bedøvet,
Og Fuglen den hang med Næbet paa Kvist,
Og vi begge var lige bedrøvet."

✂ "Naar Rygterne meldte om Slag og Saar,
Saa græd jeg mig Øjnene røde,
Og gerne jeg bytted med Fuglen Kaar,
Skønt Stakkelen peb efter Føde."

✂ "Jeg tænkte: Du har dog din Hjertensven,
Og kan dig ved ham forlyste;
Men faar jeg ej se min Husar igen,
Hvem skal da i Verden mig trøste?"

✂ "Ja Vintren var dog saa lang og haard,
Jeg sørged mig næsten til Døde;
Men nu har de Orlov, og nu er det Vaar,
Og nu skal Husaren jeg møde."

✂ "Jeg ser ham for mig i Tankerne alt
Med brune og blussende Kinder,
Livagtig jeg ser ham, den lange Gestalt,
Hans Øjne som Solsikker skinner."

✂ "Med Haanden i Siden, saa rank som et Træ,
Han rider her ind over Grænsen,
Og Hesten pruster og kaster sit Knæ
Højt op imod Mulen og Trensen."

✂ "Jeg dukker mig ned bag den knoppede Hæk,
Herfra skal jeg ham overraske;
Jeg ser ham saa tydelig, Træk for Træk,
Dolmanen, og Sabel, og Taske."

✂ "Lidt mager; aaja, - men det bøder vi paa.
Hans Knebelsbart er dog den samme,
350 Chakoen den sidder som før paa Skraa,
Og hans Klæder de slutter saa stramme."

✂ Jeg føler mit Hjerte saa hæftigt slaa,
Jeg løber, jeg tør ikke bie; -
For alle de tusinde Kys han skal faa!
Og for alle - nej tys, lad mig tie!"

✂ "Jeg véd hverken ud eller ind med mig mer.
Det dufter af Høslet og Sommer,
Og Svalerne synge og Lærken ler;
Husaren, Husaren han kommer!" -

✂ Og ovre ved Skoven, som højtidsklædt staar
Til Bryllupsfart lige paa Springet,
Hvor Landevejsstrimlen en Krumning slaar
Og taber sig atter i Svinget;

✂ Dér hopper en hvid Række Støvskyer hen,
Og bliver saa atter borte.
En halv Snes Minutter, saa ses de igen,
Men nu er de tunge og sorte.

✂ Det snubler, det slæber, det aser sig frem,
Det stønner, det bander og sukker,
Og Hestene luder med skamgnavet Rem,
Og Mændene nikker og dukker.

✂ Først Ryttere; klædt som i Aske og Sæk,
Med Skam og med Skarn overstænket;
Saa Fodfolk; med stive og stirrende Træk
Som Glutten, hvem Knøsen har krænket.

✂ Og bagerst der rumler et Køretøj hen;
Saa tungt gennem Støvet det skurer.
Hvor Hjulet har drejet, dér bliver igen
Langs Sporet to sivende Furer. -

✂ Saa drager de Grænsepæl-Linjen forbi.
En standser, og peger med Kolben:
"Her var, Musketerer, nok Fjenden før vi!
Der ligger ... se hist, under Stolpen ...!"