Drachmann, Holger HAVET

HAVET

Thy shores are empires, changed in all save thee -
Assyria, Greece, Rome, Carthage, what are they?
Thy water wasted them while they were free,
And many a tyrant since; - - - -

Byron. "Ocean"

Klatrende mødig fra Sten til Sten,
Glidende over de vaade Flader,
Med blodige Hænder, skælvende Knæ,
Bedækket af Sved og med bankende Hjerte
Kom jeg her ned. I Fjeldets Side
Gabed et Ar fra fordums Tider,
Da Giganterne stormed Himlens Fæstning.
Arret var dybt og vidned om Striden;
Flækket var Klippens klodsede Legem,
Og Vandet løb som en Feltskærs Sonde
Ind i Saaret og maalte Dybden.
Jeg stod ved Havet, jeg saa' dets Vande
Uroligt skvulpe mod Klippemuren,
Som Bly var Farven, en ængstlig Maage
Vendte i Farten og raabte sit: Varsko,
Og som om Tegnet ved Skriget var givet,
Stødte Stormen i Stridstrompeten, -
Havguden satte sin Raaber for Munden:
Pas paa! nu løse vi Lænkehunden!

Klipperne danned en herlig Bugt,
Et Leje for hundred og hundred Skibe;
Der laa de alle og spejled sig smukt
Fra Dækket til Vimplens krusede Stribe.
Købmandsskuder, store og smaa,
Mæskede, svømmende Krambodshuse,
Orlogsfregatter med breden Raa
Og Fiskerens Jagt med sin Ruse.
107 Der var Konfluks fra Land og om Bord,
Næsvise Kommis'er banded Matroserne,
Supercargoen svor ved sit Æresord,
Og Grossererne roded i Poserne.
En lossed Kaffe, og én laded Flyndere,
Tridserne hvined og Kranerne knaged,
Der var fuldt op af Toldere, fuldt op af Syndere,
Man bedrog og man blev bedraget.
Orlogsskibene mandede Ræer,
Der var streng Disciplin over Sømandsskolen,
Folkene traadte hverandres Tæer;
Ingen sagde: Av! det var mod Parolen.
Paa Skansen gik Mænd med fredelig Tale,
Med krigerisk Skæg, med Pomade i Haaret,
De saa' mod Flaget, det nationale,
Som højt i Luften af Vinden blev baaret.
Der var Hyrder paa Flaaden, som lærte at spæge
Kødet ved Henblik paa Død og paa Vunder,
Der var en Profos og der var en Læge,
Som kurered for ny og for gamle Onder.

Som sagt der var dannet en herlig Bugt,
Et Leje for hele den stolte Flaade,
Og fra Flaadens Kabysser opsteg en Lugt,
Som om Middagsnydelsen spaaede.

Saa kom der et Drøn; det blinked derude,
Havet røg som et kogende Krater;
Der blev Allarm paa hver eneste Skude,
De blegnede, alle de vimse Krabater.
Man glemte sin Pose, man løb fra sin Kasse,
Man hejsed og haled, man løsned Kanonen,
Man bad til Vorherre privat og i Masse
Om at frelse Livet for Staten og Konen:
"Baaden i Vandet! Kap Trosse og Anker !" -
Men Havet var allerede i Hælene
Og drev sine Søer mod Skibenes Planker,
Slog Siderne ind og levned kun Pælene.
Det skummed og fnyste af Had og af Harme,
Det knuged og krysted sit Bytte i Favnen,
Og aabnede først sine stærke Arme
For at slænge sit Bytte som Vrag imod Havnen.

108

Jeg stod ved Havet; jeg saa' dets Vande
Ustandseligt styrte med Bulder mod Stranden, -
Det ligned en Horde, en løssluppen Bande
Med Hadets Mærke trykket paa Panden;
Det greb efter Flaget, og rev det fra Knappen:
"Farvel! der gik nu Kommandolappen."
Det knuste en Hyrde, som drev paa en Bøje.
"Farvel, Højærværdige! Hils i det høje!"
Købmand, Kaptajn, Proviantforvalter,
Alle blev slynget mod Klippernes Spalter;
Uniformer, Kokarder og Epauletter
Bestrøede Klippen med Skønhedspletter,
Og Flaadens Besætning, store og smaa,
I Tusindevis paa Stenene laa.

Jeg klamred mig ængstlig mod Klippens Kant,
Jeg strakte ud mine bedende Hænder;
Men Klippen stod tavs, den var vant dertil,
Den kendte jo Tingen fra gamle Dage,
Da Giganterne stormede Himlens Fæstning,
Da Syndflodsvandene mægtig bruste,
Da Jorden gløded og Klipperne skælved; -
Den havde jo set det kaotiske Vanvid,
Den havde jo kendt de blide Idyller,
Saa atter Vanvid og saa Idyller
Lovbundet som en Musik efter Noder. -
Den betragted det hele som "Perioder" !

Med tusinde Aars stensatte Erfaring
Stirred den kold paa den vilde Scene. -
Jeg saa' kun den enkelte Aabenbaring,
Og klatrende over de haarde Stene,
Flygtende bort fra den vilde Vove,
Famled jeg efter de evige Love.