MISERICORDIA!

✂ Der lyder en Sang, en forunderlig Sang,
Om Natten naar Livets Travlhed blunder;
En eneste Tone, en dirrende lang,
Holder mig vaagen i Nattens Stunder.

✂ Jeg kunde vel lukke mit Øje i,
Hvis Sangen var kunstnerisk sammenføjet,
Men denne enstonige Melodi
Jager mig Søvnen fra Øjet.

✂ Jeg kunde vel lulles i Drømme sødt,
Hvis Tonen, jeg hører, var Bølgernes Stemme, -
Men op jeg springer fra Lejet blødt:
Den Sang har i Havet ej hjemme!

✂ Hørt har jeg Havets vemodige Sang,
Saa langt jeg kan huske i Tiden tilbage,
Men denne ensformige, skærende Klang,
Det er ikke Bølgernes Klage.

✂ Hvor kommer den fra? hvem har da en Røst
Saa udyrket, umelodisk tillige,
Saa blottet for Glæde, for Haab og Trøst? -
Godtfolk, det skal jeg Jer sige !

✂ Den Sang, den toner fra Kælderen op,
Hvor Hungeren sidder ved Sygdommens Leje,
Hvor Døden ryster den magre Krop
Og Haabet har ingen Veje.

✂ Den Stemme bæver fra Sorgens Hjem,
Hvor Moderen værger sig selv og Barnet;
Hvor Faderen raver beruset frem,
Tilsølet af Gadeskarnet.

✂ Den Tone skurrer fra Skuret ud,
Hvor Trang eller Frækhed af Lasten baaret
I Dynddaab holdes; hvor Skændslen staar Brud
Med ormædte Blomster i Haaret. -

✂ Hvor fødtes den Røst? Den fødtes i Nød,
Den raabte i Ørknen forladt og ene;
Og Raabet var altid det samme: Brød!
Og Svaret det samme: Stene!