DET SICILIANSKE ÆSEL

✂ Dets daglige Gang var adstadig og pæn,
Det trippede smaat paa de stilkede Ben,
Og lytted med Ørene store.
Og fordi det havde saa lærd Manér,
Halvt som en Præst, halvt som en Barbér,
Blev Æslet kaldet: Dottore.

✂ Doktorens Liv var nu kummerligt nok;
Arbejd' og Sult og Prygl af en Stok,
Det var alt, hvad Titelen skænked.
Men naar Driveren sov, løb Æslet sin Vej,
Og tænkte: I tog dog Humøret ej,
Hvor meget I end mig krænked.

✂ En Dag da jeg just gik min Doktor forbi,
Saa' jeg i Øjet et fint Skælmeri
Og en spøgefuld Trækning ved Snuden.
Jeg gik et Par Skridt, og jeg vendte mig om,
I strakt Karriere Doktoren kom
Sin pryglende Driver foruden.

✂ I Galop ned ad Landsbyens Gade det gik,
Og Doktoren skreg, naar han Stenkast fik,
Og naar Drengene trak ham i Halen.
Jeg fulgte med over Sten og Stok,
Til Æslet og jeg og Drengenes Flok
Standsed ved Kirkeportalen.

✂ Der stod en Madonna, ung og skøn,
I Haanden var stukket en Gren saa grøn,
Og Foden med Blomster var kranset.
Doktoren studsed, betænkte sig lidt,
Grønt var kun grønt for hans Appetit;
Det hellige lidet han sansed.

✂ Og han gjorde et Hop mod den fristende Gren,
Ak, Støtten stod kun paa svage Ben, -
Den styrted med Blomster og Blade.
Stakkels Dottore! nu gik det løs,
Hver Mand i Kvarteret, hver Dreng og Tøs
Jog ham fra Gade til Gade.

✂ Det var dog en Trøst i al den Fortræd,
At Driveren fik af Pryglene med
Sin Part, saa det knaged i Tøjet.
Saa drev de af Sted, de forenede to;
Jeg syntes formelig Æslet lo,
Da forbi mig om Hjørnet de bøjed.