MENUETTO

✂ I Ungdomstid med sværmersk Ild
Vi juble mod Idéen,
Men Døden smiler lunt dertil,
Og sliber sindigt Leen.
Og naar saa Pareen raaber: Stop,
Nu er det nok, min gode!
Saa smøger Døden Ærmet op
Og mejer ned for Fode -

✂ Bag vedbendkranste Bæger ler
Et Billed gennem Løvet,
Men Døden koldt til Bægret ser,
Og kaster det i Støvet;
Den gyldne Drik paa Jorden spildt,
Et Offer smukt til Guden,
Han ænser ej, men banker vildt
Med Knokkelkno paa Ruden.

✂ Dog Døden er en Dumrian,
Hvad kender han til Livet?
Han har kun lært den Lov, at man
Er skrøbelig som Sivet.
Han kender ej den stærke Gnist,
Som Livets Ild optænder,
Og bliver til en Brand forvist,
Hvorpaa sig Døden brænder.

✂ Haa kender ej den stolte Kraft,
Som spotter Leens Klinge,
Som her med Skaalens Druesaft
Besprænger Dødens Vinge,
Og tager fra ham alt hans Stads,
Og hviler ikke, førend
Han selv, hans Le og Timeglas
Er kastet pænt paa Døren.