AD LIBITUM!

✂ Jeg byder Jer ikke det vuggende Spil
Med sindrige Løb hen ad Fløjten,
Med Næse paa Skraa og med Mund spidset til,
Og med Koloraturer i Højden,
Mit Spil er kun simpelt, for simpelt maaske,
Men, kan I det ikke lide,
Nuvel! saa lad vær' at betale Entré, -
Kære Venner, gaa blot til Side.

✂ Jeg viser mig ej i en silkesyet Dragt
Med Harpe og smægtende Blikke;
Trubadurerne har jeg paa Hylden lagt,
Og der faar de Lov til at ligge.
324 Men er I endnu ej af Brystsukker ked,
Og kan I ej Rugbrød lide.
Nuvel! lad os skilles i Mindelighed,
Kære Venner, gaa blot til Side.

✂ Jeg er for undselig, tro kun mit Ord,
Jeg skammer mig ved at beværte
Mit Publikum her ved Lyrikens Bord
Bestandig med: Hjerte og Smerte.
Der er dog vel ogsaa en anden Mad,
Men, kan I den ikke lide,
Nuvel, hver sin Lyst; jeg er lige glad;
Kære Venner, gaa blot til Side.

✂ Jeg gaar nu min Gang, og spiser min Mad
Og fløjter saa smaat paa en Vise,
Og ser hvordan Publikum spreder sig ad
For andre at søge og prise. -
Og er der saa bleven en lille Kreds
Tilbage, paa hvem jeg kan lide,
Saa bukker jeg høfligt og siger tilfreds:
Kære Venner; kom lidt her til Side.

✂ Kom lidt her til Side, og hør paa min Sang,
I en Krog kan vel Tonerne klinge
Saa fuldt og saa fast, af saa ærlig en Trang
Som nogen, man Hyldest vil bringe.
Og Trangen er ærlig, fra Hjertet den gaar,
Og tør I ej derpaa lide,
Nuvel! saa er Sangeren dømt, og saa faar,
Kære Venner, han selv gaa til Side.