Drachmann, Holger POULS VISE (Af en utrykt Fortælling)

POULS VISE
(Af en utrykt Fortælling)

Hedt var mit Blod, og skørt var mit Hjerte,
Vaklende min Fod.
O jeg forstod, jeg forstod
Kun daarligt det, som I mig lærte.
I holdt mig et Spejl af Jorden for Øje,
I fyldte min Trøje,
Mine Bukser, min Hue
Med Bud paa Bud imod Ungdommens Lue,
Med Love og Regler, - jeg brændte dem alle,
Jeg lyttede til Stemmen, som jeg inderst hørte kalde.

Varm var min Sjæl og fyrig min Tanke,
Stormende mit Mod,
Ned ad Livets Flod
Drev jeg af Sted paa min Planke.
I løb langs med Bredden og vilde kommandere;
Stop, nu ikke mere! -
Jeg var midt der ude,
Svejede og drejede i Strømmen med min Skude
I Hvirvler og Bugter, - Vindene sused;
I stod dér og rystede paa Hovedet og snused.

Saa kom der en Byge, den slynged mig fra Skuden,
Paa øde Strand jeg laa,
Ingen Sjæl jeg saa',
De var krøben i Æselshuden.
Da hjalp mig Naturen tilbage til Livet;
Men har den end givet
Mig Livslyst i Sinde,
Det hjalp dog ej ganske - der staar dog derinde
Skibbruddets Stund, da I saa' mig forlise
Og ingen vilde hjælpe. - Her ender Poul sin Vise.

103