DEN SIDSTE "SORTE-FODS" KLAGESANG

✂ Hvor i fredlyst Urskovsstilhed
Kæmpesøjlers Kirkeekko
Præker: Støv, fald ned og tilbed!
Hvor Kamæleon og Gekko
- Ornament paa Søjlefødder -
Kryber op som Stukkaturen,
Medens Aber knækker Nødder
- Kordrengsflok i Pulpituren -,
Hvor en egen aromatisk
Røgels'duft fra Blomsterskaaler
Vifter op og ned, og maaler
Kirkebuen, Hvælvingshøjden;
Hvor ej nogen Præst, fanatisk,
Svedophidset, stærk i Drøjden,
Stemmer op Piccolofløjten
Og med Bassen sekonderer, -
Hvor Kulturen ej hoverer,
364 Hvor Naturen triumferer,
Hvor Tukan og Blomsterbien,
Farvealfens Kæledægger,
Glimmerfuglen, Kolibrien,
Over Lucas' 11te præker: -
Dér, bag Kæmpestammens Grene,
Dér, hen over Ur-Træroden,
Dér, dér ved La Platafloden,
Dér er Klagesangens Scene.

✂ Baalets Glød er næsten slukket,
Bøffelboven snart er opædt,
Tumlingskaalen er uddrukket;
Hvilen faldt. Ej aands- men kroptræt
Strækker sig to Mænd langs Jorden.
Han, den ene, kom fra Norden,
"Blege Ansigt" lyder Navnet,
Imod Nød og Sygdom hærdet,
Kendt med Sulten, kendt med Savnet,
Villiesluttet uforfærdet,
Knoklet, bred og lang han ligger,
Paa sin Sag og Styrke sikker. -
Pioner i Kirkens Hær,
Distinktionen: Missionær.

✂ Hvilens Time han benytter.
For sin vilde Ven han taler,
Mens han Haand mod Kinden støtter;
Frelsens Billeder han maler,
Skildrer Kristenhedens Folk,
Dem for hvem Guds Søn blev Tolk
Hos Jehova streng og vred;
Skildrer al den Kærlighed,
Som de kristne fik i Eje
Ført ad Naadens milde Veje
Gennem Verdens Nød og Farer
Til det Liv, som evigt varer;

✂ Skildrer disse kristnes Liv,
Uden Strid og uden Kiv,
Broder, Søster, Søster, Broder,
Liv som Skovens dybe Floder,
365 Der sagtmodig, kærlig, stille,
Sprungne fra den samme Kilde,
Følges smukt paa Vejen ad,
Frugtbarhed omkring sig sender
Og til sidst, forenet, ender
Hist i Verdensaltets Bad.

✂ Simpelt, prunkløst har han talt
I et Billedsprog, som hentet
Fra Naturlivsleksikon'et
Knytted Vekselvirkningsbaandet,
Har han Frelsens Virkning malt,
Har sin Broder ind han prentet
Brodersind og Men'skeværd.
Ordet kom ej fra en Lærd;
Paa den Vildes Tykhud dirked
Han med Lægmands Fynd, indtil
Agtpaagivenhed han mærked
I den Vildes Minespil.

✂ Og den Vilde? han, den anden? -
Gammel, rynket, krum er Manden,
Bøjet Ryggen, furet Panden;
Men i Blikket blusser Ild.
Dæmpet nu og atter vild
Skifter Øjets Flaggerlue
Som et Lys, der synes true
Med at slukkes hvert Minut.

✂ Og han taler. Stemmen brudt:
"Blege Ansigt, hvide Broder!
Du, som i en Røg-Kano
Sejled over Saltvandssøen
Ovre hist fra Taageøen,
Hvor de blege Brødre bo;
Du, som Kundskabsurten købte
I din Medicin-Mands Boder,
Aad dens Frugt, blev vis og døbte
Røde Børn i gule Floder;
Du, som altid paa en Prik
Med dit Ildrørs Lyn og Torden
Traf hvad Du for Øjet fik;
Du, som træffer alt paa Jorden
366 Med dit kloge Bæver-Blik:
Her traf Du dog ikke ret! -

✂ Gamle Sorte-Fod er mæt,
Mæt af Kød og mæt af Dage,
Bort hans Skygge snart vil drage
Til det store Jagt-Revier;
Ingen træder da hans Stier,
Ingen røgter Baalets Gløder;
Naar den store Aand han møder,
Slynger Armene han sammen
Over Brystet, og han siger:
Se, her staar den sidste Kriger,
Sidste Gren af Sort-Fod Stammen !

✂ Majsens Brød i Mund er haardt,
Naar ej Tanden mer det tygger;
Gamle Sorte-Fod gaar bort
Til de andre Sort-Fod Skygger.
Paa et fremmed Lands Gebet,
Borte fra Missouris Stepper
Har han Dødens Leje redt,
Slaar han sine Jæger-Tæpper
Om sin visne Kriger-Krop.
Og han ser i Luften op;
Hørte han ej fjernt en Susen?
Lød det ej som Flodens Brusen,
Stammefloden langt mod Nord?
Se, hist staar der friske Spor
Trykt i Græsset langs med Floden;
Dér har Sorte-Fødder været,
Kun én Fod, og Stammefoden,
Vrider saadan ud i Læ'ret,
Sætter Mokkasinen saa!

✂ Men bag Mokkasinen følger,
Her og hist, paa langs, paa skraa,
Spor af Hvid-Mands Støvlehæle,
Spor af dem, som kom at stjæle
Landet fra de røde Mænd.
Som en Brand det vifter hen,
Vælter sine varme Bølger,
367 Og det svider og det tænder
Og det knitrer og det brænder,
Og med Pinselsdød det ender
For de stakkels røde Mænd.

✂ Eders Ildvand, Eders poxes
Kan faa Bugt med selv en Okses,
Selv en Bison-Okses Liv;
Eders Riffel træffer sikker,
Knald! og straks en Rødhud ligger;
Eders Tale er en Kniv,
Tveægs-Kniv med skarpe Sider; -
Hvo, som paa en Bleg-Mand lider,
Lægger Snoge i sin Seng. -
Ildvand, Smittesot i Flæng,
Bleg-Mands Riffel, Rødhuds Nid, som
Rejstes mod hans egen Broder,
Var den Skovbrand, tændt med Flid, som
Jog os fra Missouris Floder,
Jog den sidste Rest af Stammen,
Jog de faa, som end holdt sammen,
Langt mod Syd til fremmed Land!
Hvide Broder, véd Du det?
Kender Du den lumske Brand? -
Hvide Broder, var det ret? .

✂ Længe før hans Stammes Fald,
Længe før hans Liv mod Høsten
Led, gik Sorte-Fod til Østen
For at tuske sine Skind
Og fornye Fredstraktater.
Og han vandred ud og ind,
Saa' sig om i Eders "Stater",
Lærte drikke Eders Ildvand,
Lærte tale Eders Sprog,
Blev saa vis og blev saa klog,
Kom som Jæger og som Vildmand,
Bort som Medicin-Mand drog.
Eders Wigwams fik han se,
Eders Lejre, Eders Byer,
Hvor man kvæles under Skyer,
Som fra sorte Stene vælter,
Der paa Eders Arne smelter.
368 Hvordan hvide Mænd sig te
Fik til Bunds han lære kende;
Ildvands-Boder uden Ende
Saa' han pakfuld Dag og Nat.
Squaws greb ham i Armen fat,
Squaws, som om paa Gaden rende,
Hundedrift og Hundenavn.
Han var rundt paa Torv, i Havn,
Saa' dem købslaa, saa' dem handle,
Saa' hvor al Ting, Jern og Skind,
Tæpper, Vaaben, Korn svandt ind,
Saa' det hele sig forvandle
Som ved Trolddom til et blankt,
Skinnende Metalbaand, langt,
Milelangt, en Glimmerslange,
Som fra Haand til Haand i mange
Led sig over Landet bugted.

✂ Ufred nok den Slange frugted.
Overalt hvor Dyrets Ringe
Skød sig frem, saa' Sorte-Fod
- Efter hvad han selv forstod
Og hvad kloge Folk ham sagde -
At en Skygge ud sig lagde
Over Hvermands Blik og Bringe;
Brystet aanded tungt og træt,
Kniven fo'r af Skeden let,
Og de Ord, man oftest hørte,
Som man helst paa Læben førte,
Var ej Kærlighedens Ord.
Nej, man banded og man svor:
"Gud fordømme Dig, min Bro'er!" -
Saadan lød den Talemaade,
Som om Brodersindet spaa'de.

✂ Sorte-Fod saa' roligt til,
Men hans Tanke ør og vild
Tumled om, og ingen Sinde
Kunde ret den Fodfæst finde. -
Naar en Mand paa Gaden rørte
Ved et udhængt Klædningsstykke
Og maaske stak det i Lommen,
Blev han straks, før han var kommen
369 Gaden ned, af Krigre bastet
Og i Fangelukket kastet, -
Hvis han ikke straks en Løkke
Fik af Hamp om Halsen lagt.
Men hvis nogen havde bragt
Ved et snedigt Rævestykke
En af Brødrene i Klemme,
Saa hans Telt var tomt der hjemme
Og hans hele Klædningsdragt
Tiggerpose var og Krykke:
Saa blev denne Ræv ej bastet
Og i Fangehullet kastet,
Men de hvide Brødre hasted
Med at strømme til hans Telt
Og at rose ham og vise
Ære ham, og ham at prise
Som var han en Kriger-Helt.

✂ Sorte-Fod har gemt det alt,
Alt hvad han fik se og høre,
Alt hvad der blev ham fortalt,
Alt hvad selv han saa dem gøre.
Sorte-Fod blev vis og klog,
Lærte hvordan man bedrog,
Lærte Hvid-Mands List at kende,
Lærte, den var uden Ende,
Lærte af de Kristne slemme
Ting, som ingen Rødhud hjemme
Kender, skønt han kender meget ;
Lærte af den Hud, som bleget
Blev i Tidens Morgengry,
Megen Svig og Snuhed ny,
Lærte alt, som nu han véd, -
Lærte kun ej Kærlighed!

✂ Dog, den gamle tier stille,
Stopper Grædeflodens Kilde,
Slukker Vredens Skovbrand ud.
Det var jo den hvide Gud,
Siger Du, som skulde bruge
Rødhuds Stepperne for sig.
Ja, han er en vældig Kriger.
- Hvis jeg ret har fattet dig -
370 Altid sulten kan han sluge
Mænd og Vaaben, Jord og Guld;
Aldrig bli'er hans Lejr fuld,
Stedse, stedse han beriger
Sine Mænd med andre Stammers
Gods. Ved tændte Wigwam-Flammers
Fakkel finder han sin Vej,
Dræber Mænd og samler Bytte;
Modstand er forgæves Værk,
Bønner er til ingen Nytte,
Underhandling frugter ej.

✂ Ja, den hvide Gud er stærk,
Og den stærke vinder Verden,
Og den hvide Stamme er den
Krigerslægt, som for at sprede
Kundskab om den stærke Gud
Sletter andre Slægter ud.

✂ Og jeg føler Gudens Vrede,
Og jeg føler Slægtens Vælde.
Sorte-Fod formaar ej frede
Om de Ting, som skal forgaa.
Disse Træer vil I fælde,
Plante Eders spinkle Straa;
Dér hvor Urskovs-Fugle funkle
Rødliggrønt i Solens Stribe,
Dér vil Eders Sod fordunkle
Snart hver farvet Solglødsplet,
Og den stygge Røg-Vogns Pibe
Skingre vil sit go ahead!
I vil jage Skovens Dyr,
Dræbe disse stolte Sønner
Af den store Moder Jord,
Plante ud i deres Spor
Udskudssæd fra Eders Rønner,
Giftblomst fra de kvalme Byer. -

✂ Hvis den gamle ej var mæt,
Mæt af Kød og mæt af Dage,
Hvis hans højre ej var træt,
Hvis han Tomahawken tung
Vidste kraftig end at svinge, -
371 Hvis den gamle end var ung:
Ha! da blev han ej tilbage;
Som et Lyn han skulde springe
Op med Krigre ved sin Side,
Krybe, kravle, snige, glide,
Liste, fare paa de hvide,
Hugge ned og Skalper tage,
Bære Hovedhaar paa Stage,
Hovedhaar af alle dem,
Som har ødet Sort-Fods Hjem l

✂ Men den gamle han er træt
Tomahawken hviler rolig
Ved hans Side. Dødens Bolig
Stirrer stift hans Blik i Møde. -
Et gør ham dog Døden let,
Et faar Kinden til at gløde,
Læben til at smile: Det,
At sit sidste Aandedræt
End i fredlyst Ro han drager,
At de kloge Papegøjer
Hører paa hans Dødssuks-Klager,
At endnu ej Hvid-Mand støjer,
At endnu ej Røg-Vogn brager
Gennem Slyngeplantens Mur,
At endnu sit Kæmpebur
Urskovsstammerne ham bygger,
At de dybe Skovens Skygger,
Fjernt fra Kristenfolkets Byer,
Gemmer ham og Skovens Dyr!"

✂ Og han læner sig tilbage,
Tæppet over sig han slaar.
Endt er Sorte-Fodens Klage;
Men ved Kæmpestammens Bul
Missionæren oprejst staar,
Flytter Haanden til sin Pande,
Stirrer stum og tankefuld
I La Plataflodens Vande.