Drachmann, Holger KRIGSBILLEDER

KRIGSBILLEDER

Kvæle vil jeg min Klage,
Sluge den Sorg, der vil hulke sig frem;
Tilbage i Tiden, tilbage!
Ej sidde paa Vagt ved det klynkende Selv,
Som en Hund, der bejamrer sin Herre!
Hej, frisk over Sagaens Slette,
Hvor de fornstore Skygger færdes!
Jeg vil se paa den blodige Trætte,
Jeg vil styrkes og fæstnes og hærdes;
Jeg vil lytte, naar Krigsluren gjalder,
Jeg vil lide med andre og bløde med dem: -
Højt hædres den Kæmpe, som falder,
Højt Helten, som vender med Sejren hjem.

374

I.

Fra den store nordiske Krig.
Der slingrer en Smakke af Sted over Sø,
En kummerlig Prise for kræsne Korsarer;
Hej Sporhunde, puds dog det flygtende Vildt!
Det bereder Jer tusinde Farer.
Der flygter en Løve ad Sverige til,
Hvor ingen dens Ankomst venter,
Der sættes med Smakken en Krone paa Spil; -
Det er Kongeløven nede fra Bender.

Han reves med Sachser, med Russer, med Tyrk,
Hans Kløer har efterladt arrede Mærker,
Det halve Evropa har blødt for hans Tand,
Og endnu det i Vunderne værker.
I vældige Spring gennem Verden han fo'r;
Nu længes han efter at vide,
Hvorledes det staar med den fædrene Jord; -
Det er visselig ogsaa paa Tide.

Der hjemme der ser det kun sørgeligt ud,
Man lever ej højt just af Herrens Sejre;
Ved Barkbrød og Valle den Bondemand surt
Bereder sig Julen at fejre.
Han, Stenbukken, red vel Hr. Rantzau omkuld,
De Træskomænd vidste at ride,
Men, Tab eller Sejer: At Krig ligefuld
Er Krig, det fik Menigmand vide.

Naar Ungdommen rives til Fanerne bort,
Og Pøike og Pige kun lades tilbage,
Hvordan skal da Markerne give os Frugt?
Det gi'er Gamlingen brødløse Dage.
Naar Sønnerne slagtes derude i Flæng
Paa Krigens vildene Scene,
For hvem skal da Ungmøen rede sin Seng?
Og hvorfra skal vel Stammen faa Grene? -

Det mumler derop fra det sortnende Dyb,
Hver Bølge, som skummer fra Sverig, fortæller,
At Folket er slaget med Vabler og Saar
Af Krigens brændende Nælder:
375 Kom hjem, Karl den tolvte, at læge vor' Saar,
Kom hjem, for vor Helsen at fremme;
De Slag, som en Konge der udenvælts slaar,
De svier til Folket derhjemme! -

Det mumler og klager og truer derop
Fra Bølgen, som bort gennem Natmulmet skummer. -
Han lytter, mod Rælingen lænet, dertil,
Og hans Kno sig om Sværdfæstet krummer:
"Lad klynke de Kællinger; er jeg først dér,
"Saa tier vel nok deres Mukken!
"Jeg stamper af Sveriges Jordbund en Hær,
"Om jeg saa skal tå' Drengen i Vuggen!"

Han kaster med Nakken, den høje Gestalt,
Han kryster sin Kaarde, saa Knoerne knage:
"Nej, nu skal just Dansken faa Nemmelse af,
"At Kong Karl han er kommen tilbage!"
Saa slænger han ned sig med Panden i Haand,
Og Billede Billede jager
Der inde i Krigsgudens rastløse Aand
Som Tordenbygers Glimt over Ager.

Og Smakken den slingrer af Sted over Sø,
Mens grublende Løven har strakt sig paa Dækket;
Han kan ikke sove, vel tyvende Gang
Er af Bølgernes Bulder han vækket:
"Du Styrmand der henne, sig, faldt der ej Skud ?" -
"Nej, det er de brummende Vover;
"Vi slipper vel over - saa hjælpe os Gud -
"I Kvæld Peder Wessel nok sover!"

II. Hærbwd.

Hærbud udgaar. Bondetrællen
Slæbes op til Godsets Gaard;
Sporeklirren, Piskesmælden,
Lænsmands-Tale hæs og haard:

Træk i Tøjet, Hundskanallie!
Kæften i! og Ryggen ret!
Kongen kalder til Bataille
Rytterpallask som Musket!

Ser Du Klingen blank og hvas !
Stik din Klo i Hæftets Bukkel;
Er ej Klingen dig tilpas,
Skal den danse paa din Pukkel

Kryb i Kongens Staal-Kyrads!
Saa i Sadlen! spor kun Mæren!
Er ej Tingen dig tilpas,
Skal Du spændes krum i Fjæren.

376

Du er just en "Dansk-Fortræd" ;
Stærk i Lænden, dygtig Bryste-
Vidde. Rask, til Hest! Af Sted! -
Jeg skal nok din Kvinde trøste! -

Og en Hær der samles fluks.
Ingen Ynk og ingen Naade;
Kalveskind og Hær-Instruks
Spørger ej om Bondens Baade.

En og tyve Tusind fast
- Samt Kanoner og Petarder -
Er den Hær, som, Huj og Hast,
Samlet sammen i en Fart er. -

Kongen ser fra Ramløs-Aas
Over Skaanes hvide Trakter,
Og han følger Vindens Kaas,
Og det stille Sund betragter.

Over Sundets Stribe ligger
Vintrens Bro til begge Sider,
Haandsbred-tyk, for Færdsel sikker,
Som i Karl Gustafs Tider.

"Bar den ham, saa bær' den mig !
Cæsar kender Cæsars Lykke;
Svensken gaar den lige Vej,
Blæser Farerne et Stykke."

"Broen er med Bjælker lagt,
Istap-Søm den sammenholder,
Og ved Broen staar paa Vagt
En Nord-Ost, som streng og kolder."

"Fætter Fred'rik! tag dig Vare;
Hører Du, hvor Vægtren blæser,
Blæser mod dig Frost og Fare,
Koldbrand i de danske Næser!"

"Fætter Fred'rik, mærk mit Ord;
Nu er Svenske-Bjørnen ude!
Snart Du kende skal dens Spor
Udenfor din Fensterrude."

" Mod dit Fenster vredt den stormer,
Spiler op sit røde Gab:
Saml kun dine Uniformer
Fra dit tyske Klædeskab!"

"Den skal rive dem i Stykker,
Æde op med Hud og Haar
Uniformer og Parykker,
Naar den Kløer i Skabet slaar!" -

Og bag Kongen blinker det;
Tyve Tusind svenske Hænder
Med Pallask og med Musket
Gnister over Sneen sender.

Men i Luften højest oppe
- Dérhvoringen Cæsar rækker-
Søndenvindens Fortravs Troppe-
Deling imod Norden trækker.

III Ulrik Kruse.

Saa slog Nordosten til Tøvejr om;
Kong Karl er frygtelig at skue.
Til Side, kom ikke den rasende nær!
Der staar paa hans Pande et draget Sværd
Og et Dødshug i Øjnenes Lue. -

377

Saa faldt Kong Karl i Norrige ind.
I Høland han grumt husered;
Som Stenen, der flyver fra Slyngens Baand,
Saa sused han frem med sin Klinge i Haand
Og Fjenderne fælt massakrered.

Som Haglvejr rasled hans Ryttere frem;
Kong Karl i Rækkernes Spidse.
Det dundred som Torden, det slog som Lyn :
Da klared det op over Kongens Bryn,
Og Øjnene smilte tilfredse.

Han løfter i Bøjlen sin Tre-Alens Krop;
Til Støvlerne klæber Skabrakken:
"Saa bliver dog Lykken mig ligevel huld,
Nu rider vi samtlige Norrig omkuld
Og ta'er Dovrefjeldet i Nakken!'1

Og Sporen klirrer og Hornets Klang
Slaar op under Bjergelide.
Men Sten kan lægges paa Styrkens Vej; -
Af Sten har gamle Norrige ej
Saa faa, det fik Svenskerne vide.

Hr. Ulrik Kruse, den Oberst bold,
Han rider blandt sine Dragoner.
"Nu synes mig Fjeldet har faaet Røst,
Det skingrer fra Syd, det skratter fra Øst,
Det er svenske Hornenes Toner."

"Hvad mener I, Karle? det var dog Spas
At bie her paa Musikken?" -
"Ja nok" var Svaret. "Som Obersten vil;
Naar vi saa faar Lov at slaa Trommen dertil
Med Sablen som Trommestikken!" -

Og Svenskerne frem. Og de red dem en Dans
Hen over de mosklædte Stene.
Da tav Trompetens hoverende Klang,
Men Trommestikkerne lysteligt sprang,
"Se det er Musik, skal jeg mene!" -

Tre Gange i Rad gik Svensken paa,
Og tre Gange gik han tilbage.
378 Saa kom der Forstærkning, og saa gik det galt;
Dragonerne fik sig den Trommen betalt,
Og Hvirvlerne blev kun saa svage.

Hr. Kruse har kastet Pistolen væk,
Men Klingen i Næven er groet.
"Naar Ornen er hidset, saa bider dens Tand; -
Der slog jeg af Sadlen den femtende Mand;
Tæl efter, om ej I vil tro'et!" -

De sætter imod ham med Stød og Skud,
Han svarer med Slag, saa de dingler;
Men Obersten bløder fra Finger til Taa,
Hans Sværd er forhugget, hans Arm ligesaa,
I Sadlen hans Kæmpekrop svingler.

"Nu redder Jer, Karle, saa mange I kan,
Mens Tid er og Rygvejen aaben!
At lade Jer tage, det var dog en Skam,
Her holder Hr. Kruse, lad Svensken ta' ham,
Nu kan han dog ej føre Vaaben!" -

Med tyve Dragoner den saarede Mand
For Kongen man bringer i Teltet.
Og Kongen betragter den fangne stift,
Betragter hvert Saar, hver gabende Rift
Og den tomme Skede i Bæltet.

Og spænder sin egen Kaarde fra Lænd
Og stikker den i hans Bælte.
"Det er jo en Djævel, man har mig bragt.
Hvor turde Du slaas mod slig Overmagt
Af Haltekonningens Helte?" -

"O Sire, tilgiv, men den eneste Fejl
Var den, at vi ikke var flere.
En Haandfuld til, og det kunde vel sket
At Kongen som Gæst vi hos os havde set,
At vi havde haft den Ære!" -

Og Kongen han farer med Haand over Bryn.
"Nu, det maa jeg sandelig sige!
Den norske Dyst bliver lovlig svar,
379 Det spaar jeg, om Fætter Fred'rik har
Ret mange af dine Lige!" -

Hr. Ulrik smiler. "Ja, mange der er,
Og jeg tør kun ringest mig regne." -
"For Tusind! Da skal man faa sande mit Ord,
At Færden bli'er farlig og Dysten stor,
Naar denne er en af de klejne." -

IV. Anna Kolbjørnsdatter.

Nordrehoug hedder den Præstegaard;
Dér er Mester Ramus Præst,
Kendt med de skiftende Seklers Bog
Saa vel som den hellige Læst;
Svagt dog skinner det granskende Lys,
Som blussed en Gang saa herligt;
Nu plejer hans Hustru ham kærligt; -
Da faar man om Svenskerne Nys:

Øverste Löwen af Karl er sendt
At brandskatte Drammens Lehn,
Snart kan vi vente Fjenderne her,
Thi Svensken er ikke sen!
"Frelse os Gud fra Vold og Fortræd;
Men gaa nu min gode Kvinde:
I Sygekammeret inde
Er ikke længer dit Sted!" -

Anna hedder den Kvinde god,
Og Kolbjørn var hendes Fa'er.
Flinke Forældre i Fredrikshald
Fostret det Børnekuld har.
Mod de suged fra Moderens Favn;
Stærke er Stammens Grene:
Af Brødre er Peder den ene
Og Hans er den andens Navn.

Og Aftnen lægger sig ud over Land.
Fru Anna har alt beredt;
Ventende staar hun med vaagent Sind,
Men endnu er Fjenden ej set.
380 Dog hys! det kommer som Uvejrets Sus,
Det rumler og rasler derude,
Og Præstegaardshundene tude. -
"Saa, nu har vi Svensken i Hus!"

De tramper i Gulvet, de skæggede Mænd:
"Hej, frem med Krus og med Fad;
Krigsfolk, véd I, har tørstig Hals
Og Manddom trænger til Mad.
Findes vel ogsaa en Pigelil,
Som ej er saa knibsk som Fruen!"
Saa tumler de om i Stuen;
Fru Anna ser roligt dertil:

"En Krigsmand, selv om hans Sult er stor,
Er først dog og sidst Kavaler;
Og I, Hr. Øverst, saa vidt jeg véd
Kan holde Justits i Kvarter !
Min Pige, Jert Mandskab gantes med,
Maa bort for Bagværk at købe." -
"Nu, saa lad Kvindfolket løbe;
Vi kysser Jert Krus i dets Sted!" -

Og Sablen lægger man over Knæ
Og snører sin Bugrem op,
Saltmadsbider og Mundgodtsslurk
Man slaar i den slunkne Krop;
Man drikker til Pæls paa al den Tort,
Hr. Øtkens Dragoner skal lide. -
Da vinker Fru Anna til Side
Sin Pige: "Nu skynd Dig bort!

Saa flinkt, som Fødderne bære kan,
Du løber til Lensmanden hen,
Han vare de Stenske Dragoner ad,
Og Du er her straks igen.
For Bavne og brændende Blus i Gaard,
For Svirmaal i Hus skal der sørges;
Før Morgnen gryr skal det spørges,
At Svensken sin Davre faar!" -

Den tyske Hr. Oberst Øtken er
Til Sten med Dragonerne sendt;
381 Folkenes Mod er den norske Slags
Men Chefens kun lidet bevendt.
"Og sig mig, Hr. Lensmand, hvor mange der er,
Og om vi vel Vejen finder?" -
"Vejen er klar. Af Fjender
Faar I vel tre til hver!"

Hr. Øtken stryger og stryger sit Skæg,
"Det ser mig for broget ud!"
Da letter Thor Hovland fra Bænken brat
Saa stor og saa stærk som en Stud.
"Og vil han, Hr. Obersten, ikke gaa,
Saa faar det nu blive det samme:
Vagtmestren gør ham til Skamme;
Kom Karle! Hvad venter vi paa?"

Saa rider de Stenske Dragoner af Sted,
Thor Hovland fører dem an,
Langs over Lien i Snørkler og Sving
Mod Præstegaardsbavnens Brand.
Vidt fører Vinden de larmende Raab
Fra Svenskernes lystige Skare;
Vagtmestren smiler: "Tag vare
Paa Øllet! Vi tømmer Jert Stop!" -

Øverste Löwen med blussende Kind
Skraaler til Anna hen:
"Øllet er vakkert og Sulet er bra',
Men naar kommer Ternen igen?"
Tværs over Gulvet han vaklende gaar
Og vinder om Fruen Armen, -
Da klirrer Vindueskarmen!
Thor Hovland der udenfor staar.

"Djævlen i Helved! Forræderi!
Op svenske Soldater, op!"
Da lysner de norske Dragoners Sværd
Imellem den ravende Trop.
Kalken flyver fra Væg i Vraa
Og Kuglerne Loftsbjælken pløjer;
Dragonerne syn's det er Løjer,
Men Svensken han syn's ej saa.

382

Ud fra Stuen, i Gaarden ud
Vælter sig Kampens Flod,
Mændene bliver til Hakkemad
Og Møddingspølen til Blod.
Han, Thor Hovland, hvor Striden er størst,
Af alle er let at kende;
Han fører et Sværd tvehænde
Og vejer ej Hugget først.

Og Skud og Bulder og hvinende Skrig. -
Saa strækker Hr. Löwen Gevær.
Thor Hovland ser mod den gryende Dag
Og tørrer det dryppende Sværd.
Men Anna fører ham ind i Hus
Og bænker ham højbords i Stuen.
Dér sidder han jævnbyrds med Fruen
Og tømmer sagtmodig sit Krus.

V. Jakob Værn.

"Naar Fjenden falder i Landet ind,
Er hver en Borger Soldat,
Kræmmer og Gaardskarl maa ud for Haanden,
Alle maa staa ham parat!"
Det var et gævt, et kolbjørnsensk Ord,
Og Kræmmeren Jakob Værn han svor,
Det Ord skulde blive hans Lov.
Thi samled han sig fra den nære Skov
Et Frikompagni til Landets Behov.

Savbrugs-Karle med fattig Forstand,
De kendte vel knap et Gevær;
Men Bøssen kendte Hr. Jakob fra Grunden,
Og indeksercerte sin Hær.
Han lærte dem lade og tage paa Korn
Og løbe i Kæde til Takt af et Horn,
Han lærte dem navnlig at staa.
Men de, som forstod det, de var kun faa,
Og disse igen var kun saa som saa.

Saa lægger han sig i Dækning ved Rø.
"Nu, Karle, passe I paa!
383 Naar Fjenden kommer, saa véd I Instruksen?" ...
"Javel, Hr. Kaptejn; vi skal staa!" -
Og Fjenden han kommer og stiller sig op,
Det er en forsvarlig, en sluttet Trop;
Hr. Jakob mønstrer sin Hær:
"Naar Fyr! jeg raaber, saa skyder enhver
Og lader igen, om han Livet har kær!"

Den første Salve, de Frifolk skød,
Den lysned i Svenskernes Flok;
Røgen den daler og Røgen den letter,
"Fordømt! jeg tænkte det nok!"
Ene tilbage Kaptejnen blev,
Frikompagniet sit Fripas skrev,
Skrev sig sin egen Forlov.
De fjæled dem ind i den nære Skov;
Den Spøg var Kaptejnen temmelig grov.

Han dukker paa Sned over Gærdet frem,
At høre hvad Svensken vel si'er.
Den Salve den var dem saa svær at fordøje,
De summer som svovlede Bier.
Da springer Hr. Jakob i Mandshøjd' op
Og svinger sin Kaarde fra Gærdets Top
Og raaber saa højt han kan:
"Andet og tredje Geled læg an!" -
Og Svensken forsvinder til sidste Mand.

VI. Karl for Frederikshald.

Det brøler og brager om Frederikshald
Med buldrende Drøn, med raslende Knald,
Med Stykkernes Jern, med Musketternes Bly.
Ve Eder, Normænd, ve Eders By!
Ve Eders Fæstning, den staar for Fald!
I Fjor maatte Karl med Skammen gaa,
Nu ser I ham atter for Fæstningen staa,
I ser ham med tredive Tusinde Mand;
Hvor er I nu, Brødre Kolbjørnsen, hvor?
Oberst Landsberg, holder Du Stand? -
Alt er beredt og hver Mand staar,
384 Staar som et Fjeld paa den Plads, han sattes,
Modige Kvinder og Børn ej fattes;
Krummede Oldinge, Tjenestepiger,
Alle standhaftige, ingen viger.
Borgeren bider fra sig i Nøden,
Han slaas som Soldaten, og begge til Døden.

Hvo Armen hviler, han er en Kujon!
Ingen Tøven, til Arbejd alle.
Hunger og Kvæstning, men ingen Pardon;
Vi kender kun: staa eller falde !
Og selv om det hedeste Helvede spyede
Sin Ild over Byen, ej Borgeren flyede.

Her stod vor Vugge, her graves vor Grav,
Paa Borgerens Liv har Byen Krav,
Men hvad har vel Svenskekongen?
Hvi kommer han her med Vold og Brand,
Hvad vil han herinde i Norges Land,
Hvad Ret har han mer' end en Røver? -
Panden vi paa ham kløver,
Om ellers vi kan komme til! -

Og Nat og Dag det fortvivlede Spil
Med Livet til Indsats og Livet at vinde;
De hærges i Byen derinde,
De falder paa Fæstningens Volde.
Men stejl som Volden er Hjertets Trods,
Brystet bølger som Vintrens Fos,
Og Øjnene true saa kolde;
Hvor Foden sattes, dér Foden glider,
Hvor Kroppen knæled, dér Kroppen sig vrider,
Hvor Fanen svinged sin søndrede Klud,
Dér slukkes de bristende Blikke ud.

De graver og grøfter i Jorden derude,
Hvor Kuglerne hvine og Kuglerne tude,
De aabne saa en Parallel, saa en anden,
Flettede Kurve paa Brystværnsranden,
Økserne blinker, Kaarden den peger:
Herhid med Kanonen! I Retning den bringer!
Lavetterne saa og saa mange Streger! -
385 Med Slag over Ryggen Konstablen man tvinger:
Nu Lunten af Svovl i den sværtede Finger!
Til Fænghullet med den! - Ha Skuddet var godt !
Vi knuser til Slut dog det Borger-Komplot! -

Og Dagen tager saa hastige Skridt,
Som havde den set paa det Syn for længe.
Decemberskumringens Skygger sig trænge
Belejrerne og de belejrede midt
Imellem, og Skydningen standser.
Som Havblik, der forud for Stormen gaar,
Saa tier det fra de forskudte Skanser;
Lænet til Løbegravsbrystværnet staar
En Skikkelse uden Kyrads og Panser;
Opkrempet Hat og langskødet Frakke,
En Skikkelse, kendt fra saa mangen Attaque,
Fra Sachsernes Høje, Tatarernes Sletter,
Døbt i en Dyst med de svenske Bjørne,
Revet til Blods af de russiske Ørne,
Hed som en Jøkel ved Sværdenes Kryds,
Kold som en Klippe ved Kvindernes Kys.

Og Skikkelsen skarpt imod Fæstningen retter
Et Blik, som bryder hver Skumrings Skranker.
Som Lynglimt farer de rastløse Tanker;
Og Brynene sitrer og Panden grunder,
Og Øjnene smiler: "Mod Enden det stunder!" -

Sekunderne gaa, Minutterne med.
Hvem vejer Sekunden, hvem kender Minutten?
Foroverbøjet, paa samme Sted,
Ligger et Lig paa Redouten.
Hjertet staar stille, Læben er stum,
Hvad huses vel nu i Tankernes Rum?
Døden er tavs, men Sagnet har Ord :
Nu segned den stolteste Helt i Nord!

386