HAMMERSHUS

✂ Der staar det tavst og lytter
Til Belgens Melodi,
Som klinger af dets Fortids
Dybtstemte Poesi,
Der staar det mindeværdigt
Med Minder i sit Bryst
Om Jubel og Jammer,
Om Sorg og om Lyst.

✂ Naar Maanens Straaler falde
Ved Midnat paa dets Tind,
Da tier Vindens Susen
Og Bølgen slumrer ind,
Da myldrer Minders Skare
Fra dunkle Kroge frem,
Da huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem.

✂ De sjunkne Taarne løfte
Mod Skyen deres Spir,
Der brases op i Stegerset
Til Gilde og Svir,
Vidt spreder Faklens Flamme
Sit dunkelrøde Skær,
I Lyset funkler Hjelme
Og blinkende Sværd.

✂ Ned fra Balkonens Vindu
I Slottets smykte Sal
Lyder Sang og Latter
Om den rungende Pokal,
Og Menuetten følger
Musikkens Stemme blød,
Mens Fængselslænken klirrer
I Klippens dybe Skød.

✂ De blege Straaler falde
Igennem Taarnets Glug,
Naar Latteren forstummer,
Høres Sorgens Suk;
Dér sidder Dybets Fange
Med Haand under Kind,
Og stirrer tavs fortvivlet
I dunkle Fremtid ind.

✂ Saa huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem,
Til Morgensolen bryder
Af Nattens Taager frem,
Til Dagens Himmel hvælver
Sin havblaa Baldakin, -
Da synes atter Slottet
En øde, tavs Ruin.