Drachmann, Holger HAMMERSHUS

HAMMERSHUS

Der staar det tavst og lytter
Til Belgens Melodi,
Som klinger af dets Fortids
Dybtstemte Poesi,
Der staar det mindeværdigt
Med Minder i sit Bryst
Om Jubel og Jammer,
Om Sorg og om Lyst.

Naar Maanens Straaler falde
Ved Midnat paa dets Tind,
Da tier Vindens Susen
Og Bølgen slumrer ind,
Da myldrer Minders Skare
Fra dunkle Kroge frem,
Da huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem.

De sjunkne Taarne løfte
Mod Skyen deres Spir,
Der brases op i Stegerset
Til Gilde og Svir,
Vidt spreder Faklens Flamme
Sit dunkelrøde Skær,
I Lyset funkler Hjelme
Og blinkende Sværd.

Ned fra Balkonens Vindu
I Slottets smykte Sal
Lyder Sang og Latter
Om den rungende Pokal,
Og Menuetten følger
Musikkens Stemme blød,
Mens Fængselslænken klirrer
I Klippens dybe Skød.

De blege Straaler falde
Igennem Taarnets Glug,
Naar Latteren forstummer,
Høres Sorgens Suk;
Dér sidder Dybets Fange
Med Haand under Kind,
Og stirrer tavs fortvivlet
I dunkle Fremtid ind.

102

Saa huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem,
Til Morgensolen bryder
Af Nattens Taager frem,
Til Dagens Himmel hvælver
Sin havblaa Baldakin, -
Da synes atter Slottet
En øde, tavs Ruin.