✂ Paa Nordsøen, den 20de August 1871.
Søndag.
Kære Mikkel!

✂ Skibet glider med jævn Fart gennem Vandet; alle de smaa Vinduer, "Koøjnene", staa aabne, men den Luft, der kommer ind, er varm; Kognak og Vand cirkulerer ivrigt, men det er næsten ogsaa den eneste Ting, hvorved man sporer noget Livstegn - Stewardens Papegøje undtaget, der ikke har opholdt sig tilstrækkelig længe i England til at lære at overholde Søndagens decorum. Den snakker, saa godt den kan, i det mindste, og til to gamle Ladyers store Forargelse gentager den følgende, vanhellige Strofe: When the maid made a sermon 'bout heart and love', eller pludrer saadanne hedenske Eder som: By jove, etc., hvorved det hæslige Dyr, efter den ene gamle Lady's Forsikring, paa den afskyeligste Maade vrænger ad den ganske hellige Skrift og spotter Sabbathen. Thi det er desværre Søndag. Ja, ved Jupiter, jeg sidder i mit stille Sind og ønsker mig en Papegøjeham for en Timestid. Jeg vilde da sætte mig paa en Pind ligesom Polly, og da jeg, i al Beskedenhed sagt, har et større Repertoire til min Raadighed og navnlig kan synge ikke saa faa af den Slags "vanhellige" Sange, som ovenfor citeret, kunde det muligvis lykkes mig at forarge den ganske Menighed mere, end Polly formaar, og saa meget, at Menigheden enten smed mig ud eller selv foretog en 6 Udvandring en masse op paa Dækket, - saa kom der dog saa meget Røre i Forsamlingen. Hvad om jeg f. Eks. pludselig foredrog en rigtig overgiven "Bellman" ! Hvad mener Du, kære Mikkel? man kunde jo tage en af dem, der har en Koralmelodi til Ophav, og saa by and by stikke Hestefoden frem. Det vilde gøre Effekt, det vilde ..... Her blev jeg afbrudt i mine profane Tanker ved, at en ung Miss virkelig satte sig til Klaveret inde ved Siden af i den store "Salon", virkelig slog nogle Akkorder an og virkelig aabnede sit allerkæreste Næb og begyndte at kvidre. Ak, kære Mikkel, Du véd ikke, hvor glad jeg blev, thi selv om jeg skulde have haft "den sidste Rose" for endnu ikke sidste Gang, vilde jeg med Taknemlighed have hørt derpaa: det var dog altid Musik og fremfor alt en Adspredelse, der for en Stund kunde forjage Søndagens dræbende Ensformighed.

✂ Véd Du saa, hvad det var? Nej, jeg vil dog først fortælle Dig, at der i den store Salon om Bord paa den elegant udstyrede og iøvrig overmaade fortræffelige Newcastle Damper "Palmer" befandt sig i det Øjeblik, jeg omtaler, henimod et halvt Hundrede Stykker af den Kategori, som i Almindelighed her i England gaar under Navnet "Ladies and Gentlemen". Det vil begribeligvis ikke overraske Dig at høre, at den Melodi, den unge Dame spillede, var en virkelig Koralmelodi, hvor ingen Bellmann havde haft en Finger med i Spillet, men det vil maaske til Gengæld interessere Dig som noget nyt, naar jeg fortæller Dig, at disse halvhundrede, engelske Struber paa én Gang alle tilsammen gav Lyd, da den, endogsaa af en Salme og en engelsk Salme at være, ualmindelig brægende Melodi lod sig høre. Og nu har den ganske Menighed, med Orgel og Organist, paa femte Kvarter eller maaske endog i halvanden Time, lovsunget og prist og takket og æret, - ja hvem det er, den saaledes har adoreret, er jeg noget i Tvivl om, men hvis det er den store Aand, der svæver over Vandene, da maa han rimeligvis være sin Menighed her om Bord meget forbunden, siden den saaledes i Blikstille og 24 Graders Varme stuver sig sammen i Kahytten og synger Salmer. - Naar blot ikke Værdien af dette Faktum forringes derved, at den (Menigheden) har paalagt sig hin Askese i Mangel af at kunne, turde eller ville gøre noget som helst andet!

✂ Jeg havde tænkt mig, at man ved at tage fra London en Lørdag Aften vilde kunne gøre et stort Kup, idet jeg forestillede mig, at Søndagen henrandt om Bord som alle andre Dage, saa at man kunde komme til Newcastle Mandag Morgen efter ligefrem at have "pudset" den engelske Kirke, eller snarere den engelske Gejstlighed, for et af dens mest ubestridelige Prærogativer og et af dens værste Torturmidler ; Søndagen.

✂ Jeg havde svarligen forregnet mig. Imidlertid, Du skal faa mine 7 Lidelser i en vis Orden, og derfor begynde vi med Lørdag Aften. Naar i England et Skib, der ikke udelukkende er et Post- og Passagerskib, skal afgaa til en bestemt Tid, afgaar det regelmæssig fire Timer senere. Det burde jeg have vidst, eller rettere, det burde jeg have erindret, men jeg erindrede det ikke og fik min Straf derfor. Kabhesten, der bragte mig fra Vestenden ned til Hermitage-Wharf, styrtede næsten udenfor Porten til samme Wharf; jeg var fuldstændig overbevist om at være kommen for tidlig, og saa snart jeg var kommen om Bord, blev jeg modtaget med den Besked, at jeg akkurat havde de omtalte fire Timer at vente i. Disse fire Timer blev for mit Vedkommende tilbragte paa en Pæl i Themsen, hvor det forekom mig, at jeg havde bedre Ro end om Bord til at nyde den smukke, varme Sommer Aften og til samtidig at anstille stilistiske Betragtninger over den larmende Mængde neden under mig paa Floden, ved Siden af mig paa Damperen, og oven over mig paa Pakhuset.

✂ Jeg har hos Dickens læst saa meget om Themsmudderet, at det har opvakt en vis Interesse hos mig. Jeg sad derfor og stirrede ned i Mudderet, der slimet og uhyggeligt, halvt fast og halvt flydende, snart lod en Genstand komme til Syne og snart igen skjulte den. Jeg blev anraabt af smaa fattige "Jacker" om at understøtte deres Industri, og efter at jeg havde set et Par Kobbermønter forsvinde og atter blive bragt frem af dette "gähnende Schlund", svækkedes til en vis Grad min Tro, eller snarere min Overtro, paa, at denne "historiske" Vælling var bundløs. Endnu yderligere skulde jeg faa den rette Tro i Hænderne og samtidig paa Benene; thi ved at følge med Øjnene Aftensolens gyldne Skær henover Paulskirkens mægtige Kuppel, glemte jeg samtidig at følge de rette Love for Tyngdepunktets rette Beliggenhed : af lutter Andagt gled jeg ud fra min Søjle og faldt paa alle fire ned i Mudderet, til stor Glæde for mine smaa Kolleger, de andre "Jack'er", hvis Jubel klang som et:

✂ Trafen wir in's Koth zusammen - - -!

✂ C'est le premier pas, qui coûte. Dette pas kostede mig (men det var jo rigtignok ogsaa et faux-pas) foruden en ren Skjorte den Selvovervindelse at stille et yderst fornøjet Ansigt op, medens jeg sjokkede om Bord ad den Vej, hvor ellers de firføddede komme ind, hvis Navn jeg i min daværende Tilstand ikke engang turde tænke paa - af Frygt for selv at skulle gøre en Sammenligning, som vist allerede to Trediedele af Skibets Besætning havde gjort.

✂ Well! Themsens Vande havde sikkert nok forvandlet mig lige saa hurtigt som Kirkes Stav forvandlede Odysseus's Folk, men Kontrachangementet var dog snart gjort nede i Kahytten, og selv om nogle smaa Misser fniste lidt ad mig, da jeg igen kom op paa Dækket, og selv om der i det hele taget blev set lidt mere paa mig, end der i 8 Almindelighed bliver set paa en fremmed i England, vil jeg dog ikke regne dette lille Uheld for videre. Signalpiben og Signalklokken, den uundgaaelige Raaben og Skrigen og Skibets endelige Afgang forandrede ogsaa snart Temaet for Tanke og Tale om Bord. Jeg svandt snart ind til min forrige Ubetydelighed, et Individ, næppe nok et Navn i den store engelske Vrimmel, og samtidig svandt London bag os, som et Slags Oprejsning for mig, ind til en lignende Ubetydelighed, til en blaa Taage, til noget usikkert flimrende noget, der ikke længe efter aldeles opløste sig i Horisontens dunkle Hatteskygger.

✂ Disse Hatteskygger skød sig frem og opslugte den store By, netop ligesom jeg for anden Gang blev Aftenens "Løve" (jeg beder om Forladelse, kære Mikkel, det var ikke "Løve", jeg første Gang blev). Jeg var kommen paa Glidebanen og var bleven "mudret" over mine Betragtninger af Arkitekturen; jeg kom paa en anden Glidebane og blev "tørt af", fordi jeg udtalte mig om Kommunismen. Døm nu selv.

✂ Om Bord paa et engelsk Dampskib er der, efter mine Iagttagelser, den Forskel mellem Englænderne paa første Plads og Englænderne paa anden Plads, at de første er godt paaklædte og stumme, de sidste slet paaklædte (sommetider slet ikke paaklædte) og meget talende eller syngende.

✂ Jeg havde nede i Kahytten, medens jeg ledte efter mit Køjenummer, været saa uheldig at træde en af den første Kategori paa hans lakerede Støvlenæse, og det Kvæk, han i den Anledning gav fra sig, var ogsaa saa godt som den eneste Lyd, artikuleret og uartikuleret, jeg i Løbet af en Timestid havde faaet ud af mine Rejsefæller "on the after deck". Jeg vidste, at jeg havde 32 Timers Sejlads for mig, og jeg havde derfor benyttet mig af alle de sædvanlige Midler til at fremkalde et af de flygtige Rejsebekendtskaber, som man tyer til, naar man ikke kan ryge mere og ikke gider læse mere. Aldeles forgæves. Enhver af disse løjerlige Fyre, med den halvaabne Mund, skarpe Hage, ombøjede Flipper og Hatten ned ad Nakken, havde været paa sin Post imod mig, som om han frygtede for et snedigt maskeret Attentat paa hans Banknoter. Jeg havde bedt om Ild, spurgt om Tiden for Ankomsten til Newcastle, (et meget usømandsmæssigt Spørgsmaal) taget en Handske op (dog ikke en, som var kastet til mig) o. s v., o. s. v., - men lige vidt var jeg kommen. Saa besluttede jeg mig til at gaa forud, hvorfra højrøstet Tale, Latter og Sang blev baaret hen til mig i Aftenens Stilhed. Paa Dækket ovenover "The fore cabin" havde et Selskab paa nogle og tyve Personer lejret sig, Søfolk, Fabrikarbejdere med deres "Damer", Londonermob og ubegribelige. Frit blev her naturligvis talt (jeg blev saaledes straks anmodet om Cigarer af Damerne), men der var dog en vis Disciplin, som gjorde sig gældende. Jeg havde ikke været her mange Minutter, før 9
jeg opdagede, at denne Disciplin dels havde sin Grund i den Op mærksomhed, der blev skænket de forskellige Sangnumre, dels og hovedsagelig i en vis, muligvis ubevidst Respekt for den Diskussion, som syntes at være bleven rejst mellem to Mænd, hver for sig Re præsentanter for et stærkt Parti, og af hvilke den ene netop nu tog den korte Pibe ud af Munden og demonstrerede ivrigt og heftigt, idet han snart rakte den knyttede, snart den flade Haand ud imod sine Tilhørere. Det var en engelsk og en irsk Arbejder. Den ene havde været med ved Mr. Odger's meeting i Trafalgar Square og i god Ro og Mag hørt Dronningen, Prins Arthur og Ministeriet blive skældt ud; den anden havde været med i Phønix-Parken i Dublin og faaet "paa Hovedet" af Politiet efter at have raabt Hurra for de fangne Feniere. I Hovedsagen var de begge enige. De vilde begge først og fremmest Regeringen og dernæst den bestaaende Samfundsorden til Livs. Men medens Irlænderen i vilde, heftige Udbrud gjorde sig til Talsmand for et underkuet, lidenskabeligt Folk, der med Religionen og Fenianis men til Fane, men uden nogen bestemt Plan blot ønsker at kaste sig over sine Undertrykkere eller over dem, det anser for saadanne, - vedligeholdt Briten under hele sit "Foredrag" en vis Koldblodighed, en vis logisk Sans og et Herredømme over sine Udtryk, som i For ening med den dybe Understrøm af Forbitrelse og Had imod Sam fundet, der nu og da umiskendeligt skød sig frem i hans Tale, vars lede om langt større Fare for de bedre stillede, naar en Gang disse Ord blev til Handlinger, og naar denne ulmende Glød blev til en Brand, lig den, der for nylig blev slukket i Frankrig. Jeg havde jo nok baade læst og hørt om Republikanere, Demokrater og Radikale her i England, men det var dog aldrig faldet mig ind, at de eksisterede i saa kraftig, saa forbitret og, jeg kan vel næsten sige, saa moden en Skikkelse, som jeg her saa' for mig. Jeg tror ikke, at det vilde have gjort et saa stærkt Indtryk paa mig, om en af de londonske Galgen kandidater ved Siden af mig havde været den talende. Men netop det, at jeg her havde en kraftig, ædruelig Arbejder for mig, der ikke af Lyst til Rov og Mord, ikke som et Udskud, for hvem intet er at tabe, men kun som Proletaren, der er greben af Tidens socialistiske Strømninger, kaster Handsken til det Samfund, som ikke vil eller ikke kan løse det vanskelige Spørgsmaal: Kapital og Arbejde! - netop dette overbeviste mig om, at der virkelig, maaske i en ikke saa fjern Fremtid, var Fare for Englands indre Ro, og at Lorderne, City mændene og de store Jurister maaske en skøn Dag vilde føle Jorden ryste under deres Fødder, naar, efter Talerens Program, en alminde lig "Strike" over hele Landet samlede en umaadelig Masse Arbejdere i Hovedstaden, og naar disse gjorde fælles Sag med Londonermobben, der understøttedes af et irsk Indfald. Der var noget dæmonisk i den 10 Jubel, som I Nattens Stilhed, og medens det store Skib gled lydløst gennem Vandet, lønnede Taleren for hvert Udfald imod Dronningen, imod alle de Prinser og Prinsesser, Landet skulde forsørge, imod Regeringen *dolgoeO* Ministeriet, der nedværdigede England i Europas Øjne (Alabamasagens Ordning; Hør, hør; ja det er sandt!), imod de forhøjede Skatter, imod Aristokratiet, der pugede uhyre Kapitaler sammen paa enkelte Individer og brugte Pengene paa Fastlandet, o. s. v., o. s. v. Ben hele Skala af alt det, som et Folk i det hele taget kan være misfornøjet med, blev gennemgaaet, og da derpaa Monologen snart gik over til at blive Dialog, fik jeg en uimodstaaelig Lyst til ogsaa at deltage i Samtalen. I Begyndelsen vilde Demagogen slet ikke give sig af med mig; han antog mig for tysk og stemplede mig ubetinget som: a bloody German, der "var og blev Træl, og aldrig vilde kunne ryste Aaget af sig". Da jeg imidlertid havde fortalt ham, at jeg var dansk, at vi havde en fri Forfatning, var et meget demokratisk Folk og hvad man ellers i en Hast kan fortælle om sit eget Land, syntes det at hjælpe lidt. Men uheldigvis kom jeg til at ytre mig noget forbeholdent om den franske Kommunisme, og nu blev det rent galt; han slog sig med sin stærke Haand for sit Bryst, bad mig om i ham at se: a red one, lod mig vide, at alle de omkringstaaende var "Røde" og betydede mig, at hvis jeg var kommen til England for at haane "Folket", saa vilde jeg finde.... o. s. v., o. s. v. Med andre Ord, jeg holdt det for raadeligst at foretage et Tilbagetog, der skete i nogenlunde god Orden, og som atter bragte mig "paa Højden" af mine stumme Rejsefæller, af hvilke dog nu de fleste havde søgt neden under.

✂ Indsvøbt i min Plaid satte jeg mig hen i en Krog. Lyset gennem Kahytsskylightet kastede nu og da et Blink ud paa det rolige Vand. Stempelslagene fra Maskinen lød saa ensformige, saa søvndyssende, at jeg snart var paa Vejen hen imod den Tilstand, hvori man uvilkaarligt knytter Ord eller Sætninger til de drønende Taktslag. Jeg har en ubestemt Formodning om, at de Ord, jeg troede at høre ud af Maskinens Svælg, var: Aux armes, citoyens! - men jeg er dog ikke aldeles sikker i min Sag. Derimod kan jeg temmelig tydelig huske, at jeg ikke længe efter greb mig i at citere Hertz's:

✂ Paa Dækket var der stille; af og til
man hørte Rattets Knagen, Linens Spil,

✂ og derefter er jeg ganske sikker paa, at jeg faldt i Søvn.

✂ Det blev da Morgen, Søndag Morgen, og den Dag oprandt, paa hvilken jeg her sidder og skriver Dig til, kære Mikkel. Dækket saa' ganske anderledes ud end den foregaaende Aften: ingen revolutionær Stemning hverken at høre eller se; ingen "Stemning" i det hele 11 taget; Solen skinnede ned paa et rentvasket og blanktpoleret Skib, Republikanerne forude havde rimeligvis fejret "Saturdaynight" paa bedste Maade; kun nogle faa af dem var at se; men iblandt disse faa opdagede jeg straks den engelske Folketaler, der ganske alvorlig og uden Spor af foregaaende intoxication sad paa det Styrbords Anker, smøgende sin Pibe og grundende dybt - tilsyneladende over den Støvle, han var i Færd med, men maaske i Virkeligheden snarere over det Samfund, han i Aanden saa' sig kaldet til at flikke paa.

✂ Ligesom om han pludselig greb sig i den Helligbrøde, han begik, kastede han Støvlen fra sig, bankede sin Pibe ud, og rullede sig ind i et Stykke Sejldug, ved hvilken snild Manøvre, kan jeg tænke, han baade søgte at undgaa Solen og dem af hans Tilhængere, som muligvis ikke skulde vise sig "søndagsmæssige" nok i deres Opførsel.

✂ Der var imidlertid ikke noget at frygte i saa Henseende. Ganske slukørede, plirrende med Øjnene imod det klare Dagslys, hyppigt gabende og strækkende sig, kom "de Røde" , en efter en, langsomt kravlende op paa Fordækket. De fleste lagde sig straks hen i en Krog, nogle lejrede sig omkring en, der havde en Bog i Haanden, og som nu og da læste nogle Sætninger op deraf; Solen skinnede stærkt, Maskinen summede og brummede som et Orgel, og den ufattelige, ugengivelige Søndagsblanding af Andagt, Varme, Kedsommelighed og stille, selvbebrejdende Eftertænksomhed havde snart gjort sin Magt gældende over den hele Republik.

✂ Styrmanden fortalte mig, at Passagererne i den forreste Kahyt havde haft, hvad vi paa Dansk vilde kalde "en livlig Aften", i Gaar. Jeg nærede som ovenfor anført aldeles ingen Tvivl derom, thi netop saaledes saa' alle disse "andægtige" Sjæle ud. Maaske eksisterer der en ældgammel, nedarvet Forbindelse mellem Saturnalia og Saturdaynight. Jeg véd det ikke, og det vilde rimeligvis være vanskeligt at oplyse; men i ethvert Tilfælde er det et bekendt Faktum, at Lørdag Aften i England "helligholdes" paa sin Maade, og paa en Maade, der staar i en skarp og grel Modsætning til den Maade, hvorpaa Søndagen helligholdes. Begge Dele forklare gensidig hinanden; Overdrivelsen i den ene Retning er en nødvendig Følge af Overdrivelsen i den anden; man nærer med Rette en vis Frygt for Søndagen og bedøver sig i Ginpaladserne, - til Gengæld kommer Søndag Morgen med "Tømmermænd" og Samvittighedsnag og kalder de angerfulde til Kirkerne eller omkring Bibellæsernes ambulante Pulte, og - jo stærkere Tømmermænd, desto større Andagt !

✂ Saaledes oprandt da Søndagen om Bord paa Dampskibet "Palmer" af Newcastle. I første Kahyt, hvor der ingen "Svir" havde været i Gaar, fremtraadte naturligvis Andagten heller ikke under en saa stærk Form af Slappelse. Her havde den snarere et Udseende af en 12 vis haabløs Resignation - i det mindste for Herrernes Vedkommende. Blandt Damerne var nogle Fanatikere (de to gamle Ladies, der gerne vilde have kvalt Papegøjen), nogle tog Sagen paa en praktisk, engelsk Maade som en god, gammel Skik, som alle fulgte, og som de ogsaa vilde følge, og nogle ganske enkelte læste lidt i en Salmebog, gik da op og ned ad Dækket, saa' ud ganske som sædvanligt, lo, talte og fortalte, at de glædede sig over det smukke Vejr, over Vorherre, som ikke lod det blæse, og for Resten over alt muligt andet godt og glædeligt i Verden.

✂ Hvis det havde kunnet være tænkeligt, at denne lille Minoritet kunde have vundet Sejr over de andre, da havde vi maaske endog faaet lidt Musik - foruden Salmesangen, da var Bordbønnen over Middagsmaden maaske ikke bleven læst fuldstændig saa degnemæssigt, da havde maaske Konversationen over og efter Bordet ikke udelukkende været bemægtiget af de to gamle, religiøse og meget stridbare Damer, da havde maaske hele Selskabets skinhellige Hvisken været afløst af en ærlig "Talen fra Leveren", - da havde kort sagt meget af det været anderledes, som nu har drevet mig hen i en Krog med min Pen og Skrivemappe, meget af det, som jeg havde Lyst til i endnu stærkere Udtryk at beklage mig over - hvis jeg ikke frygtede for, selv derhjemme i Danmark, at blive anset for en Polly, der spotter Sabbathen.

✂ Newcastle on Tyne.
Mandag.

✂ Hvorledes det saa blev Aften i Gaar, skal jeg ikke kunne sige Dig. Men den kom dog, og med den kom ogsaa lidt Søbrise; Solen morede sig med at anstille Farveeksperimenter gennem Skyerne, Landet traadte frem, højt og skarpt, det var Flamborough Head, mod hvis stejle Kridtklinter Søen brød sig, og hvis to melankolske Fyrtaarne ragede mørke op over den nøgne Aas. Det var tydeligt at mærke, hvorledes Rejsen nærmede sig sin Ende. Der kom endogsaa en Slags Samtale i Gang paa Dækket, hvori selv Kaptajnen deltog, og som fornemlig drejede sig om Fyrtaarne, Storme, Vinterture, daarlige Kaminkul, vandtætte Overfrakker, o. a. desl. Saa længe Konversationen holdt sig indenfor disse mere eller mindre maritime Grænser, deltog jeg med Iver deri, men uheldigvis skulde netop Kaptajnen ved ikke længe efter at pege ind imod Skarborough, hvis Lys man saa' blinke paa Kysten, fuldstændig forandre Samtalens Retning. Det at nævne noget fashionabelt, og tilmed et saa fashionabelt Badested som Skarborough, skal aldrig undlade at gøre sin bestemte, uforanderlige Indflydelse gældende paa de "uafhængige" Briter, og Indflydelsen viste 13 sig ogsaa straks her i denne Kreds. En 5-6 adelige Navne blev i en kort Tid nævnede, man spurgte, om den eller den Lord iaa ved Badet i Aar, man saa' ud, som om man selv havde en Krone paa sin Karetdør, man skottede til sin Nabo for at se, om han ogsaa saa' tilstrækkelig fin ud for Selskabet, kort sagt, der udbredte sig en vis Duft af Noblesse over disse Probenreutere, unge Jurister, Handelskommis'er og afdankede Officerer, der gjorde et uimodstaaelig komisk Indtryk paa mig, men som tillige foraarsagede mig en vis kvalm Fornemmelse, omtrent som efter at have sunket noget ildesmagende.

✂ Det er muligt, at jeg ikke har Lov til at lade mig irritere, naar jeg i Parktiden møder disse lange Rækker af Lordernes Vogne, virkelige Lorders Vogne, fra den virkelige Westend, der stænke Snavset i Regent-Street, Piccadilly og Rotten-Row helt op over Hovederne af de uprivilegerte Fodgængere. Jeg vil indrømme, at det ikke har Lov til at afficere mig saa stærkt, som det maaske gør, naar jeg træffes af et af disse kolde, uforklarligt overlegne Blik fra Mylord eller Mylady inde i Vognen, eller af et af disse aldeles ugengivelig uforskammede Blik fra Kusk eller Tjener paa Bukken, hvilke samme Individer med deres veludstoppede hvide Lægge, pudrede Haar og vandkæmmede Kindskæg vilde afgive et uudtømmeligt Emne for folkelig Fornøjelse - naar kun Folket selv kunde se det morsomme deri. Det er endvidere muligt, at jeg slet ikke havde Ret, og at jeg aldeles ikke kunde støtte det paa nogen Fornuftgrund, naar jeg ved en tilfældig Revolution her i England vilde give Londonermobben Medhold i, at den rev disse Herrer og disse Tjenere ud af de forgyldte Karosser og satte dem paa halv Kost og lod dem gaa til Fods som andre dødelige og ydmygede det overlegne Blik og dunkede Puderet ud af Hovederne og Hovmoden ud af Hjertet.

✂ Jeg vil indrømme det altsammen. Men til Gengæld vil jeg have Lov til at ærgre mig og til at udtale min Ærgrelse, hver Gang jeg træffer paa disse stakkels Snobber (hvoraf det vrimler her i England), der bruge Moskusessens fra Bond-Street, der ved enhver Lejlighed vise det Kort frem, som en eller anden ung Lord efterlod paa Kollegiet, og som ved skødesløs Slentren, dumme Bemærkninger, blaserte Bevægelser og idiotiske Ansigtsforvridninger sætte en Ære i at efterabe de "virkelige" unge adelige Drivere, der i Følge Navnet henhøre til Englands berømmelige Adelsslægter, men som selv er til Latter og Adspredelse hos det engelske, intelligente Aristokrati, samtidig med at de afgive yndede ugenlige Karrikaturer for "Punch, "Judy" og "Fun".

✂ Hvorledes det altsaa var blevet Aften i Gaar, skal jeg som sagt ikke kunne sige; men Aften blev det, og Nat blev det ogsaa. Stewarden havde sagt mig, at vi vilde være ved Tynemouth omtrent Kl. 3, og 14 uden at gøre mig rigtig Rede for, hvad Tynemouth egenlig var, og hvor langt der igen var derfra til vort Bestemmelsessted, havde jeg bedt ham vække mig ved dette Klokkeslet

✂ Jeg havde lagt mig paa Gulvet i den store Salon. Fuldt paaklædt, som en Soldat ved en Bivuakild, var jeg rede til at springe op og ufortøvet tage imod, hvad der skulde vise sig; - men det, der viste sig, overgik selv mine dristigste Fantasier. Man havde raadet mig til at gøre denne Tur opad Tynefloden ved Nattetide, og man havde vel ogsaa omtalt for mig, hvad jeg vilde faa at se. Men jeg kan ikke nægte, at da jeg - halvt fortumlet af at drømme om Kirkemusik, Autodafeer, engelske Gejstlige, o. s. v. o. s. v. og endnu næppe rigtig vaagen, forfrossen og ubehagelig i det hele taget, kom op paa Dækket, begyndte jeg straks ligesom Jeppe at tvivle om, hvor vidt det var "jeg eller ikke jeg", og om hvor vidt Skibet ikke i Nattens Timer havde taget fejl af Vejen og - i Modsætning til det Sted, hvor Jeppe var kommen hen - nu befandt sig ved Indløbet til Akerons og Pyriflegetons mystiske Vande.

✂ Jeg vil forsøge, skønt det vist bliver et svagt Forsøg, at beskrive Dig det forunderlige, som mødte mig her, baade de Genstande, der viste sig, og de Indtryk, disse igen gjorde paa mig; kun maa Du tilgive mig, om jeg ikke bestemt formaar at skelne mellem Indtrykkene, thi ubegrænsede og usammenhængende flød de over i hverandre. Jeg antager, at vi selv, jeg mener Skibet, hvorpaa vi befandt os, svømmede som et stort Uhyre, med et rødt og et grønt lysende Øje, ind mellem en hel Del andre lignende sorte Tingester, der af og til, og skiftevis med et rødt eller grønt Blik, "laante hinanden et Øje". En klam Taage søgte øjensynlig at hindre disse sorte Kolossers Bevægelser, og en Gang imellem skurede de sig ogsaa jamrende og klagende op ad hverandres Sider, og da lød høje, vrede Stemmer og Trampen af mange Fødder, som slæbte Touge eller raslende Kæder efter sig.

✂ Paa én Gang delte de svømmende Tingester sig, og nogle af dem blev til faste Legemer, der lod os passere forbi, medens de selv hvæsede ad os og spyede Røg og Gnister, der ikke forskrækkede mig synderligt, saa længe jeg vidste, fra hvem de kom, blev, alt eftersom vi fordybede os mere og mere i Taagen, til uhyre Røgsøjler, til Flammetunger, der slikkede efter Luft ud af lange sorte Halse, og da al den Ild efterhaanden gjorde det lyst omkring os, syntes jeg, at vi selv svandt ind til et ganske lille sort Punkt, medens alle vore Omgivelser voksede til uhyre Dimensioner. Røgen hvirvlede hvidliggul ovenover os, Ild fo'r ud af Siderne paa de Bakker, som jeg nu tydelig kunde se begrænse det Vand, hvorigennem vi gled, og til Slutningen blev det hele en saadan forvirret Masse af Taage, Røg, Damp 15 og Ild, en saadan tæt Blanding af alt det, der formaar at standse det menneskelige Aandedræt, at jeg godt kan forstaa, at vort eget Skib lidt efter lidt standsede sit, saa at vi til Slutningen stod aldeles stille.

✂ "I, som indtræde, lader Haabet fare." Ja havde jeg blot en "Dante" ved Haanden, skulde jeg i den lidenskabelige Digters eget, stærkt bevægede Sprog citere Dig Sted paa Sted, hvis glødende Kolorit vilde anskueliggøre Dig al denne Ild, alle disse flammende "Kredse".

✂ Der er i London, i Bond-Street, et Galleri af Gustave Dorés Arbejder, blandt hvilke maaske et stort Maleri, forestillende Dante og Virgil, tiltrækker sig den største Opmærksomhed. Tause, med Sorg og Medfølelse i de alvorlige Træk, staa Oldtidens og Middelalderens Digtere Side om Side og stirre fra Mørket ind i det flammende Ildhav, hvor Skikkelser utydeligt bevæge sig forbi deres Blik. Billedet randt mig uvilkaarlig i Hu ved denne Lejlighed. Ild var her nok af, og fordømte, som sled og slæbte og aldrig kom ud af "Kredsen", var her ogsaa nok af. To mørke Skikkelser stod foran mig paa Skibets Dæk, og jeg var maaske et Øjeblik Fantast nok til at lade dem gælde for Æneidens og Divina Comedias Forfattere. Illusionen ophørte imidlertid, saa snart jeg hørte dem tale, men til Vederlag for æstetiske Jeremiader fik jeg da ogsaa radikale Forbandelser. Det var mine to bekendte fra den foregaaende Aften, Englænderen og Irlænderen, og deres Ord var om muligt endnu mere "bevingede", deres Udtalelser endnu drøjere, og det var tydeligt nok, at de her følte sig hjemme, og at den hele Fyrværkerifest, der var usædvanlig for mig, netop ved sin Tilvanthed gjorde dem sikre og fri.

✂ Mig havde det forekommet, som om Tynefloden var garneret med lutter Ild og Røg eller, oversat i Realitetens Sprog, med lutter Fabrikker, men disse to Mænd udpegede til gensidig Glæde det ene efter det andet mørke Punkt, det ene efter det andet Ironwork, der havde maattet standse Arbejdet paa Grund af Arbejdernes "Strike". Det var hævet over enhver Tvivl, at de selv agtede at tage Haand i Hanke med ved denne Strike, og under Profetier om Arbejdstidens Forkortning, Lønnens Forhøjelse, fri Skolegang, Felttog mod Kapitalen, Arverettens Afskaffelse, Arbejdernes Revolution lød Stewardens Tickets please, Gentlemen! Og jeg opdagede, at Morgenen begyndte at dæmre svagt, og at de Huse, de Broer, de Skibe og de Baade, som omgav os i spøgelseagtige Fremtoninger, rimeligvis maatte være de virkelige gediegne Bestanddele af den alt andet end uvirkelige By, Newcastle.

✂ London den 5te September.
En By ved Tynen.

✂ Jeg har forladt den; jeg har rystet mine Sandaler udenfor dens Porte; jeg har vasket Kulstøvet af mit Ansigt, men jeg har ikke kunnet befri min Sjæl fra et Overtræk af Spleen, fremkaldt ved denne By. Nu synes jeg, at jeg kun har tilbage at give den sit Skudsmaal; - og her er det, lige saa sort, som Byen selv.

✂ Jeg henvender mig paa Forhaand til de "Retfærdige" i Sodoma, hvis Bekendtskab jeg er taknemlig over at have gjort, og hvis gode Omdømme jeg derfor nødig vilde forskertse. Jeg véd, at de vil forstaa, at naar jeg udtaler mig, udtaler jeg mig i Almindelighed, og naar man taler i Almindelighed om en Ting, har man Lov til at forsøge paa at træffe Sandheden, selv om den, som i dette Tilfælde, skulde vise sig at være sort. Jeg tager endnu en Gang min Hat af for "Undtagelserne" og takker disse hjerteligst for sidst; men saa sætter jeg ogsaa Hatten paa Hovedet igen, og giver mig i Færd med "Reglen".

✂ I Reglen var da Byen indhyllet i en Røgsky, og for saa vidt skjulte den heldigvis sin sande Skikkelse under et tvivlsomt Slør. Men "hvad laa skjult i Mørkets Gem, det klart for Dagen bryder frem", - og hver Gang et Solglimt brød igennem Sløret, fremviste Glimtet paa den mest udelikate Maade, en Række af falmede Yndigheder, der gjorde et trøstesløst og melankolsk Indtryk, et Indtryk fra "bag Kulisserne" med alt, hvad derunder kan indbefattes.

✂ Jeg tvivler ingenlunde om, at Byen virkelig en Gang har kunnet være en Skønhed. Kun er jeg sikker paa, at det maa have været længe siden, - maaske i de Tider, da de gamle, rustne Vaaben fra Hallen i the old castle hang nye og straalende omkring Skuldrene paa den drabelige Svend, der fra Borgens Murtinde spejdede efter de vilde Klansmænd nord fra. Maaske den aarvaagne Vægter den Gang har ladet sit Blik under Stormhatten glide hen over de høje Flodskrænter, uden at dette Blik hindredes af de røgspyende Skorstene, og uden at hans lyttende Øre døvedes af den buldrende og bragende Larm fra de sværtede Fabrikker.

✂ Jeg stod selv ved denne Murtinde og tænkte mig den Overraskelse, det vilde være for en saadan Vægter fra Grænsekrigenes Tid, naar man med tilbundne Øjne førte ham op paa Platformen, tog Bindet bort og lod ham se sig omkring. Jeg er sikker paa, at jeg vilde møde et mere forfærdet Blik end den Gang, da han saa' Bakkeaasen myldre med skotske Huer og hørte Klaymorerne drøne mod Skjoldene. Et Jernbanetræn kom rutschende forbi nedenunder Taarnet. - Hvad vilde han sige om det? og hvorledes vilde han forklare sig Byens uhyre Udstrækning over begge Flodbredder? Hvor var Skovene blevne af, og de grønne Marker? og hvad i alle Helgenes Navn var 17 det for Tingester, der spyede ham Gnister og Røg næsten lige op i Ansigtet? Jeg vil holde ti mod én paa, at han vilde løbe ned i den store Vaabenhalle og raabe Vagt i Gevær; eller rimeligere er det maaske, at han søgte ned til Kapellet i Kælderen, og mødte op med en Forstærkning af Borgkapellanen og hans Spændebibel for at besværge Troldmanden paa Kvisten.

✂ Der var noget saa uforklarlig sælsomt i at staa paa denne "historiske Grund" og se ned paa disse Paddehatte af Fabrikker, disse Kulpramme, disse merkantile Kontorbygninger, disse vimse Smaagrosserere, der alle tilsammen ingen Historie havde og ingen Plads vilde faa i Historien uden som forsvindende Kommaer i Aarhundredets bindstærke Kulturhistorie. Der var Stof til allehaande Tanker i den alvorlige Ro, der hvilede over den gamle normanniske Bygning som Modsætning til den forvirrede Larm, der trængte sig op fra den rastløse arbejdende By; og det, at jeg havde tilbragt en Times Tid i det lille Kapel under Jorden, gjorde Modsætningen saa meget større.

✂ Der havde været meget at betragte, meget at tænke over dernede under Jorden, hvor Dagslyset faldt dæmpet og sparsomt ind gennem de smaa, tilgitrede Vinduer højt oppe i Muren. Stumper af Sarkofager og Ligstene var stillede op langs Væggene. Jeg forsøgte at læse mig nogle af de Navne til, der var indhuggede i Stenene, men jeg kunde kun faa ud, at vedkommende, hvem det saa havde været, alle var "døde i Herren". At de just ikke allesammen havde "levet" i Herren, derom vidnede nogle af de raat udførte, men naivt anskuelige Basreliefs, der var indmurede rundt omkring i Væggenes tykke Kalkbedækning. Her saa' man Adelsmænd og Damer, der til Hest forfulgte det flygtende Vildt. Man saa' en tyk Mand med Krone paa, der spiddede en tynd Mand, ogsaa med Krone paa; man saa' en lystig Banketscene, hvor Bægrene var rullede de glade Gæster ud af Hænderne, og hvor en lille Page med Snabelsko, rimeligvis overvældet af sit Skafferembede, laa udstrakt paa Gulvet saa stiv som en Pind, men endnu knugende Haanden om den store Kande.

✂ Et Basrelief ovenfor dette sidste antog jeg straks i Begyndelsen fejlagtig for disse glade Sjæles Apoteose, men snart indsaa jeg, at Glorien om Hovedfigurens Hoved, den Fane med et Kors i, som en Korsfarer i Svømmebenklæder holdt i Haanden, de Dyreskikkelser (ved nærmere Eftersyn Lam), der græssede paa nogle Stene i Forgrunden, nogle store Nøgler, en Sav, en Kølle, to Fyrbækkener og andre lignende Forsfrikningsmidler næppe kunde være Attributer til Evans Forherligelse, men højst sandsynlig tydede hen paa et eller andet Martyrium, hvor "Glorien" var vundet, ikke ved Bægre og Thyrsusstave, men ved de omtalte Bækkener og Køller.

✂ Paa dette Punkt af mine Undersøgelser blev jeg kaldt ovenpaa af 18 den Kone, der havde lukket mig ind i Borgen for en Sixpence, og som nu syntes at være tilbøjelig til at betragte samme Sixpence som fortjent. Førend hun imidlertid lukkede mig ud igen, blev jeg tiltalt af en Gentleman, der paa en ubegribelig Maade maatte være kommen ind af en eller anden Dør, som hidtil var undgaaet min Opmærksomhed. Af mit lange Ophold i Kælderen syntes han at have sluttet sig til, at jeg paa en direkte eller indirekte Maade maatte staa i Forbindelse med Arkæologien; han spurgte mig ogsaa, om jeg dyrkede "saadan noget", og uden forøvrig at vente paa Svar lukkede han en lille Dør op bag ved sig, og førte mig ind i et stort, halvmørkt Værelse - en Mellemting mellem et Bibliotek, et Pulterkammer og en Marskandiserbutik - hvor Reoler, gamle Vaaben, Glasskabe med Oldsager, daarlige Træsnit og højryggede Lænestole frembød en ganske malerisk Blanding, hvilken Blanding efter Mandens Sigende tilhørte Byens arkæologiske Selskab, der holdt sine Møder i dette for Resten ingenlunde uhyggelige, men endogsaa paa sin Maade ganske komfortable Lokale.

✂ I hvilken Berøring han iøvrig selv stod med Arkæologien og Byens arkæologiske Selskab, kunde jeg ikke udfinde. Jeg mente ikke desto mindre, at jeg burde fortælle ham noget om vore Samlinger og om den Kongres, der havde været i København, men det, der mest interesserede ham ved denne Fortælling, var Karl Vogts forskellige Vitser og Køkkenmøddingsudflugten paa Issefjorden. Han syntes i det hele taget ikke at have noget videre Kendskab til eller Interesse for de mere eller mindre værdifulde Skatte, han tilsyneladende bevogtede, og da jeg ledede Samtalen hen paa nogle af de gamle Vaaben, der smykkede Væggene, udtalte han sig noget ringeagtende om de "raa og uoplyste Tider", som karakteriseredes af disse "plumpe Slagterredskaber" i Modsætning til de "herlige Opfindelser", der stemple vor Tid som Civilisationens og Fremskridtenes Tid. Jeg havde lige paa Munden at spørge ham, om han derved sigtede til Nutidens "oplyste" Granater f. Eks; men da jeg en Gang for alle har gjort mig det til Regel aldrig at indlade mig i Disput med en Englænder, tav jeg ogsaa denne Gang klogelig stille, og anbefalede mig ved den første indtrædende Pavse. De svære Døre lukkede sig efter mig; jeg stod atter i den oplyste Nutid og vendte den raa Fortid Ryggen.

✂ Det var umiddelbart efter dette mit Besøg i den gamle, skumle Borg og ikke mange Minutter efter den sidste Samtale indenfor dens ærværdige Mure, at jeg befandt mig midt inde i the strike. The strike præsenterede sig for mig som en Bande paa et Par Hundrede Mennesker, der anført af en drukken Fyr paa en hvid Hest, flankeret af en brølende Skare Fruentimmer og Drenge, og for Resten forsynet med Flag og Vimpler med allehaande meningsløse Inskriptioner, trak Gade on og Gade ned uden Snor af Plan eller Hensigt - med mindre 19 Hensigten var den: at døve Ørene paa sig selv og andre ved det mest afskyelige Musikkorps, som nogensinde i hæs og fordrukken Tilstand har ravet af Sted i Spidsen for en engelsk mob.

✂ Hvorfor the strike var gjort, og hvilke the strikesmen's Fordringer var, kunde jeg ikke bringe i Erfaring. Det eneste faktiske, jeg kunde faa ud af det hele, var, at det var Kul- og Jernværksarbejdere, som - det maa man sige til deres Ære - nu paa fjerde Maaned havde holdt ud, eller hvad man i Haandværkersproget kalder: været "fyrige" . Denne "Fyrighed" i overført Betydning var for Resten ikke løbet af uden visse Fyrigheder i almindelig Forstand, og blandt andre koleriske Foretagender havde saaledes den samtlige Bande den foregaaende Aften paa dens Samlingsplads, the cattle market, banket en Afdeling ulykkelige Normænd af, der af Fabriksherrerne var blevne indkaldte til de vakante Pladser, og alle som én havde de nidkære strikesmen højtideligt lovet fremdeles at ville banke enhver Udlænding af, der gik imellem dem og deres "duty".

✂ Det var et Fænomen fra den "oplyste" (engelske) Tidsalder.

✂ Da jeg Aftenen efter stod i Døren til det graa og triste Hotel, der husede mig indenfor sine melankolske Vægge, og medens jeg i et Slags halvfortvivlet Aandssløvhed netop havde begyndt at tælle efter, hvor mange Gange i Minutten Dampfløjten lod sig høre derovre fra den store, tunge, graa og triste Stationsbygning, blev pludselig mit Regnskab bragt i Uorden ved, at en Mængde Mennesker af alle Stænder og Køn kom løbende forbi mig under Raabene: He is poisoned; they have killed him! Da jeg nu nok kunde ønske at vide, hvem det Var, der saaledes var taget af Dage, fulgte jeg - i den Forventning, at jeg skulde blive Vidne til en stor Sensationsscene, maaske endogsaa i næste Gade - øjeblikkelig med Strømmen. Den standsede udenfor det nærmeste Aviskontor, og her fik jeg Sagens Sammenhæng at vide. Det var ikke Redaktøren, der var bleven forgivet, det var ingen af Negrene, "de Sorte", der var bleven myrdet; alle "Medarbejdere" sad uforstyrrede ved deres Pulte, og Redaktøren selv, den store Udgiver af et Blad, der nærmest vilde kunne svare til vor salig "Sandheds-Fakkel", Folkets Talsmand, strikens Panegyrist, meddelte det forsamlede Folk med en fast Stemme, men i dyb Bevægelse, at Rygtet desværre havde talt sandt, og at den store R e nforth, den uovervindelige Baadkæmper, i Følge derom indløbet Telegram var overvundet af Døden midt tinder hans Anstrængelse for at tilkæmpe sig og sit Fødeland en glimrende Sejr.

✂ Det var en stor Sorg, en Bysorg, en Landesorg, og Forfærdelse greb den hele Forsamling omkring mig og spredtes i utrolig Hast over alle Gader og Stræder. Paa mig frembragte den almindelige Bevægelse en Tilbøjelighed til at sætte mig et Par Tusind Aar tilbage i 20 Tiden og til at tænke mig en lignende Situation i Athens eller maaske snarere Spartas Gader, hvor Borgerne erholde Efterretning om, at en af deres Atleter er slaaet ihjel med et Næveslag, eller kørt over paa Rendebanen. En egen uhyggelig Følelse greb mig af noget ubetinget raat, noget udelukkende "kropmæssigt", der har usurperet den højeste Plads for universal Opmærksomhed, og der gik et eget Lys op for mig med Hensyn til Beskaffenheden af det forunderlige Folk, hvoriblandt jeg færdedes.

✂ Jeg erindrede nu, at jeg for en Ugestid tilbage i Byens Hovedavis havde læst et langt og udførligt Referat af den Modtagelse, der var bleven denne Renforth og hans tre Kolleger til Del ovre i Kanada, hvor den store Kaproning mellem Moderstatens og Koloniens Baade skulde afholdes. Ankomsten af Tyneflodens fire berømte Baadmænd havde været en Begivenhed for det hele Land; alle Befordringsmidler var stillede til deres Raadighed i Mellemtiden, førend Kampen begyndte; alle flokkedes om dem, alle kappedes om at komme til at se og beundre dem, og den Hædersbevisning, som Sokrates fordrede, men ikke erholdt af de utaknemlige Atheniensere, havde Kanadierne af sig selv indrømmet disse fire "Safter", hvis Armmuskler (mirabile visu) i Virkeligheden havde kvalificeret dem til at underholdes som Prytanister paa det offenliges Bekostning.

✂ Samme Blad havde tillige en udførlig Beskrivelse af disse fire Prytanister, der i ubevidst Komik var noget af det mest glimrende, jeg endnu kan erindre af engelsk Sportnaivitet. Den korporlige Beskrivelse lød nogenlunde saaledes:

✂ Nr 1. Renforth. 36 Aar. Hals og Overarme uhyre udviklede. Bumstærk. Taler kun lidt.

✂ Nr. 2. Mr. N. N. 32 Aar. Mindre bred over Brystet. Dygtige Arme. Godt bygget i det hele. Tavs.

✂ Nr. 3. Mr..... 28 Aar. Senestærk og udholdende. Noget indesluttet.

✂ Nr. 4. Mr..... Den yngste. Fortræffelige Anlæg. Vil nok blive en stor Champion. Ikke meget meddelsom.

✂ Saaledes var den store Renforth, og saaledes var hans Medarbejdere. Men ak, Renforth var ikke mere; han var død, ramt af et Slag midt under selve Kampen, og man havde kun den Trøst at beskylde Kanadierne for at have givet ham Gift, og saa for Resten det Haab, at den yngste, han med de gode Anlæg, vilde udvikle sig til snart at indtage den vakante Plads.

✂ Byen behøvede ikke at klæde sig i sort over hans Bortgang; den var sort i Forvejen. Men nogle Dage efter løb de smaa Avisdrenge om paa Gaderne med trykte og litograferede Kort, hvorpaa the champion formaliter blev anmeldt som død, og hvorpaa hans Biografi og 21 hans sidste Hilsen til Fødelandet fandtes. Slige Kort var ikke set siden Lord Palmerstons, ja maaske ikke siden Prins-Gemalens Død; men det forstaar sig, der havde maaske heller ikke været nogen Anledning førend denne. Ugedagen efter havde "Graphic" et stort Træsnit, der forestillede "Kæmpen" i Virksomhed. En Mand, nøgen til Bæltestedet, saas "trækkende" paa en Aare i en af de lange, smalle Kaproningsbaade. Jeg behøvede kun at kaste et flygtigt Blik paa dette Billede for at mindes et Sted i Chaillus afrikanske Rejseskildringer, hvor den berømte Jæger omtaler et Møde med en Orangutang: "Et Øjeblik endnu, og Dyret stod for os i hele sin dæmoniske Majestæt. Panden var lav, Udtrykket i Øjnene lurende og ondskabsfuldt; de mægtige Skuldre bar et Par Arme, hvis Muskler røbede en uhyre Kraft; det var et Menneske, der stod for os, og dog et Dyr, saa hæsligt, vildt og voldsomt et Dyr, som vi nogensinde havde set."

✂ Hvis Byen ved Solskin var en sælsom Blanding af Røg, Kedsommelighed, Drukkenskab og Forretningsiver, da var den i Regnvejr, eller naar Søvinden svøbte den ind i Taager, et haabløst Superlativ af alle de ubehagelige Egenskaber, en By i det hele taget kan være i Besiddelse af. Gik man paa en saadan Dag i Regn eller Taage, eller en nøje Forening af begge, langs med Kajen, hvor Skibene ligge, og hvor Handelsfolket staar paa Lur, da vilde man uvilkaarlig begynde med at undre sig over den menneskelige Naturs Sejghed, og ende med at underkaste den en Prøve i Whiskyshopperne, hvis Tal er legio.

✂ Det var et underligt Folk, dette Handelsfolk, og en sælsom Allarmplads havde det valgt sig. "Børsen" (for dog at blive i Terminologien) var et Gadehjørne udenfor en Whiskybutik, hvor der tilsyneladende handledes med gammelt Tovværk og nye Søfolk. "Børsen" var en tre, fire Gange bleven flyttet hen til forskellige Lokaler med Tag over Hovedet, men uden Whisky i Baggrunden, og denne sidste Mangel havde utvivlsomt bestandig været den hemmelige Grund til atter at søge tilbage til Gadehjørnet. "Børsen" var og blev paa Gadehjørnet, hvor Blæsten og Regnen, Røgen og Taagen blegede de arme Kommis'ers Kinder, og hvor Whiskyen fra Smuthullerne rundt omkring til Gengæld farvede de merkantile Næser røde. Det hele var en ægte engelsk Institution, og Anlæget var holdt i Rævegravstilen: et stort aabent Hul, der saa' meget skikkeligt ud, og bagved det en Mængde krogede Gange og Gyder, der alle mundede ud ved en eller anden Skænk, hvis flydende Varer gjorde Kajens Egenskab af "fast" Genstand endnu mere tvivlsom for dens Regnfrakke-bærende og Paraply-holdende Befolkning.

✂ Paa the cattle-market var de Arbejdere lejrede, der havde gjort strike. De sad der næsten hele Dagen, undtagen i de Timer, hvor 22 deres "duty" fordrede, at de drog i Procession omkring i Staden. Om Aftenen krøb de sammen i smaa Hobe, og disse Hobe diskuterede da ivrigt indbyrdes, medens Konerne løb efter Tobak og Øl, og Børnene sov. Natten blev i Reglen tilbragt paa samme Sted. Det var en sejg og energisk Skare Mennesker, der vilde føre deres Krig igennem ; og tilsyneladende i det mindste gav dette: at ville noget ! det hele Selskab en vis Holdning, løftede de haarde, kantede Hoveder i Vejret, og forsonede med de umagelige Brosten, det ustadige Klima og med de faa Shillings, som Strikefondet ugenlig ydede pr. Mand. Langs med Kajen bevægede Handelsfolket sig i en uafbrudt, daglig Procession, med Mottoet: Money! Mottoet skulde egenlig forsone med Bestillingen, men der var et ængsteligt, forjaget Udtryk i alle de merkantile Træk, som vidnede om, at Dyrkelsen af Guldkalven i vore Dage fordrer større Anstrængelser end hos de dansende Jøder i Ørkenen. Og dog vilde alle disse vimse Mennesker, der gik p a a Arbejde om Morgenen og f r a Arbejde om Aftenen, og som levede i en By, der ikke engang formaaede at byde dem Adspredelse for deres Sovereigns, dog vilde alle disse "blege Ansigter" med Beklagelse, ja med Foragt trække paa Skuldrene af "Rødhuderne" paa Kvægtorvet, der rigtignok til Gengæld ikke ønskede andet end snarest mulig at komme paa "Krigsstien" og kaste Tomahawken i Hovedet paa Principalerne.

✂ I de store Kontorers smaa, hyggelige Bagværelser, hvor Kaminilden brændte som Offerild foran de smaa og store Guldkalve, der i Form af Jernskrin stod i Baase rundt omkring ved Væggene, i disse ærefrygtindgydende "Allerhelligster" tronede Fyrsterne, de store Købmænd, Principalerne. Det var deres Drabanter, der i Tusindvis jagedes til Døde i en daglig Stormmarch fra Pulten til Banken, fra Banken til Kajen, ud paa Skibene og ned i Kahytterne, slæbende Skipperne i Land, afskibende, udskibende, klarerende, konsignerende, etc. etc. i det uendelige. Naar man stod paa den svimlende høje Jernbanebro, der forbinder begge Flodbredder, og naar man derfra gennem Regnen og Taagen i det hele taget kunde faa Øje paa noget neden under En, da tog den smudsige Flod og den smudsige Kaj sig ud som en sølet, opkørt Landevej, og Befolkningen dernede syntes at være en Befolkning af Krager, der afsøgte Hjulsporene. Befandt man sig imellem denne Befolkning, kunde Sammenligningen endda holde Stik. Sproget, der blev talt her, var et ejendommeligt Kragemaal, et underligt Maal med korte, afrevne Sætninger, monotone Spørgsmaal og Svar i et eget, ensformigt Tempo, uforstaaeligt for uindviede, men muligvis højst "praktisk" for de indviede.

✂ Hen paa Aftenen, naar Hjulsporene var behørigt afsøgte, forsvandt Kragerne lidt efter lidt; alt blev lukket og stænget nede ved Floden, og nu var det den øvre By, der regerede.

23

✂ Der var to eller tre Hovedgader, som løb sammen i en Plads, hvor et mægtigt Monument hævede sig i Form af en stor Søjle, der var rejst til Ære for en lille Mand. Der var desuden en bred Tværgade, ved hvis ene Slutning det store Posthus og ved hvis anden Slutning den store Jernbanestation fandtes. Rundt omkring denne Søjle, dette Posthus og denne Jernbanestation havde den øvrige By lejret sig med sine mange Kirker og sine mange Drikkestuer, af hvilke de første havde et lige saa stort Besøg om Søndagen som de sidste hver af de samtlige Søgnedage. Der var desuden to Teatre, et anstændigt og et uanstændigt; det anstændige var en stor Bygning, der laa paa Hjørnet af en Gade, som var døbt Shakespeare Street; men "Shakespeare" spilledes ikke paa Teatret. Det uanstændige maa rimeligvis ikke have været morsomt eller ikke uanstændigt nok, eftersom ingen af de unge Handelsmænd opfordrede mig til at besøge det, og det anstændige afholdt jeg mig fra paa Grund af en vis musikalsk Undseelse overfor anglo-italienske Sangere.

✂ Naar da Butikkerne i Hovedgaderne samtidigt med Kontorerne nede ved Floden var lukkede, gik Handelsfolket "hjem". De gifte forsvandt hver i sin Fæstning, hvor deres Kone, deres Middagsmad og deres "Times" ventede paa dem. De ugifte underkastede maaske Whiskyen i et eller andet Udsalg en lille Ekstraprøve, begav sig derpaa hen i en Klub, læste om det nyeste Mord, spillede en Whist, underkastede Whiskyen nok en lille Prøve, og søgte sluttelig deres møblerede Værelse, for den næste Dag igen at blive Krage ved Floden og spille Whist i Klubben.

✂ Det var en sælsom By, en By, der i kort Tid formaaede at gøre én bange for sig selv, og den Morgenstund, da vi rutschede af Sted over Jernbanebroen, og jeg for sidste Gang fra Kupévinduet kastede et Blik ned til Kragerne, havde jeg en Fornemmelse af i rette Tid at have narret Tungsindets Aand for et allerede udkaaret Offer. Den samme Fornemmelse syntes min Genbo, en lille væver Franskmand at have, der til min store Overraskelse, men med en øjeblikkelig Tilslutning fra min Side, pludselig gjorde et af de Frimurertegn ud af Vinduet, som bestaar i at holde begge Hænder med udspilede Fingre foran en vis Del af Ansigtet. En slig Samklang i Følelser udviklede snart en gensidig Aabenhjertethed i Ord, og jeg lykønskede ham oprigtigt, da han meddelte mig, at han med Opofrelse af sin Maanedsgage var "knebet ud" fra det Kontor, hvor han arbejdede. Da den sidste Skorsten, den sidste Røghvirvel var forsvunden, trak vi begge Vejret dybt, og følte os begge lige saa lette om Hjertet ved at have Byen bag ved os, som maaske en Principal i de kommende Tider vil føle sig, naar han har den By ved Tynen bag ved sig, hvor Tomahawken blinker i Haanden paa "de Røde".

✂ "Det blæste en Storm udi salten Hav,
Hu, ha, hive langsomt ind;
Det blæste en Storm udi salten . . . ."

✂

1.
Palermo.

✂ Medens vi gennem Straarøret indsugede Røgen af den duftende armeniske Tobak, havde Giacomo, med den ulasteligt hvide Skjorte og det stereotype Smil, sat sin fjerde "mezza ancora" paa Bordet, og medens Marsalaens gyldne Indhold efterhaanden forsvandt af Glassene, vuggedes hele Selskabet ind i den sædvanlige Eftermiddagsstemning, hvori man saa omtrent er tilbøjelig til at drikke Du's med hele Verden, tilgive sine Fjender, hvis man har nogle, og opsøge sig Venner, hvis man ingen har eller selv om man har nok saa mange i Forvejen. Intet Sted kunde heller bedre egne sig til vort kontemplative "dolce far niente" end den lille hyggelige Piazza St. Spirito, begrænset paa den ene Side af den elegante Verdens Paladser, flankeret af den gamle Porta Felice, hvorigennem det blaa Hav glimtede, 64 og med den rislende Fontæne i Midten, hvor Broncehesten plaskede i det klare Vand, der piblede ud mellem Stenene og i en bred Flod næsten naaede hen til vort Pavlun, Signor Angelos Taverne. Paa denne Plads udmundede Hovedgaden, den lange Strada Garibaldi, hvorigennem den ridderlige Kondottiere en Gang havde holdt sit Indtog, og hvor nu hele Publikums Strømning bølgede; sortskæggede Signorer med den uadskillelige Papircigar, enkelte Damer, der nysgerrige saa' paa vor forsamlede Gruppe, og for Resten hele den brogede, myldrende Flok af Faquiner, Industridrivende, Præster, Soldater og Lazaroner, der er saa ejendommelige for alle syditalienske Byer.

✂ Fra et nationalt Standpunkt var vort Selskab noget blandet. Det bestod af to Englændere, en Hannoveraner, en Svensk, en Norsk og to Danske. Tilfældige Omstændigheder havde ført os sammen, og min Landsmand Hr. L., der i ti Aar havde været bosat i Palermo, agerede Tolk og "maître du plaisir" for os alle. Om Dagen gik enhver af os sine forskellige Veje; men naar Skyggerne faldt hen over Broncehesten paa Piazza St. Spirito, samledes vi alle ligesom efter en stiltiende Overenskomst i Tavernen; Stolene blev flyttede udenfor, Giacomo skænkede i Glassene, og vi diskuterede da det Spørgsmaal: "Hvor skulle vi tilbringe Aftenen?" Denne Aften, jeg her omtaler, var allerede flere Forslag gjorte og forkastede, da vi nede fra Porta Felice hørte en høj Tenor synge den bekendte Strofe fra Barberen : "Buona sera, mi signori" - og min muntre Ven, Landskabsmaleren Federigo Lojagono, saas i Spidsen for et lille Selskab Palermitanere at styre sin Kurs hen imod vort Bord. I Syden er man ikke længe om Præsentationen, og da de ædruelige Italienere havde afslaaet at drikke mere end et lille Glas, tog enhver af os Barbarer sin nye bekendts Arm, og under en højrøstet Konversation drejede vi ned ad Strada Garibaldi, og befandt os snart raadvilde foran den ældgamle St. Maria la Catena, en lille gotisk Kirke, der ligger lige indenfor Doganernes Vagthus, og forbi hvilken hele det brogede og larmende Liv ved Havnen bevæger sig ud og ind gennem den store, aabne Port.

✂ Fra Piazza Marina lige overfor strømmede en tæt Folkeskare os i Møde, og for saa vidt var vor Raadvildhed ikke af lang Varighed, eftersom Strømmen snart greb os og førte os videre med ustandselig Magt. At der handledes om en stor Procession, fik jeg snart at vide af min Ven Lojagono, der fortalte mig, at alle Palermos Droskekuske en Gang af en eller anden Grund havde aflagt det Løfte, hvert Aar paa denne Dag at ville bære et kolossalt Mariabillede i Procession hen til et lige saa kolossalt Kristusbillede og i Forbindelse med Drenge- og Pigebørn fra de forskellige Skoler opføre en lille 65 opbyggelig Koncert ved samme Lejlighed. Og igennem den snevre Gade blev vi da trængte og puffede. Hele Folkemassen var paa Benene. Butikkerne lukkede, og alle Balkoner som oversaaede med smukke Damer i pragtfulde Toiletter; Trængslen blev bestandig større og større, endogsaa Skopudserne og deres beslægtede, Vandsælgerne, var trængte fuldstændigt tilbage, og kun fra en snever Gyde eller skummel Port hørtes det monotone Raab: "Aqua! aqua fresca!" Imidlertid havde vor tiltagende Munterhed, skønt den af og til lønnedes med et Smil fra en eller anden Balkon, ingenlunde paa nogen heldig Maade tildraget os Mængdens Opmærksomhed. I hele Syditalien er det lavere Folk lige saa fanatisk som den intelligente Middelstand er indifferent, og vi hørte af og til Udraab, der var alt andet end smigrende for os, og jeg, der var den højeste, fik en Gang et saa ubehageligt Blik af en skulende Præst, at jeg uvilkaarligt saa' mig om efter min kæmpestærke Bergenser, der besvarede Blikket ved en Holdning af en meget bestemt Karakter. Vore indfødte Venner syntes at blive lidt urolige over vor Stilling, og da de altfor vel kendte deres Landsmænds Mangel paa Liberalitet i denne ene Henseende, anmodede de os om at dæmpe vor Livlighed og fremskynde Marchen, for om muligt at naa en frelsende Sidegade.

✂ Hr. L. opfordrede da Arrièregarden, hvori de to Englændere befandt sig, til Tavshed, men de stolte Briter forfægtede kun deres Talefrihed med endnu højere Udraab, og kastede paa samme Tid saa udfordrende Blikke omkring sig, at et Haandgemæng sandsynligvis vilde have været uundgaaeligt, dersom Lojagono ikke til al Lykke havde faaet Øje paa nogle bekendte højt oppe over vore Hoveder paa en pragtfuld Balkon. Fra Midten af Gaden, hvor vi gik, blev der da foretaget et Forsøg paa at bryde igennem ind paa Fortovet, hvilket Forsøg lykkedes, takket være Nordmændenes stærke Skuldre, og uden at vi kom i altfor nær Berøring med vort utilfredse Avditorium. Vi befandt os i Casino di Nobilis's prægtige Gaard. Brede Marmortrapper førte op til et aabent Galleri, der blev baaret af luftige Buer paa blanke Granitsøjler. Igennem Værelser, behængte med Silketapeter, bedækkede med de blødeste Tæpper og prydede med fortræffelige Loftsmalerier, kom vi ud paa den store Balkon, der indtog hele Husets Bredde, og hvor et talrigt Selskab af Herrer og Damer allerede havde forsamlet sig.

✂ Her var noget at se. Alle Balkonerne lige overfor os var oversaaede med Tilskuere, der lo og pludrede, brugte Vifter og røg Cigarer. I den snevre Gade neden under bølgede Menneskemassen, og oven over os var den dejlige Himmel, hvor allerede en enkelt Stjerne hist og her begyndte at glimte. Nu lød det: "vengono, vengono" ! Brudstykker af Musiknumre naaede op til os, og smaa Blus dansede 66 ligesom Lygtemænd frem og tilbage mellem Mængden. Man mærkede, at Strømmen var i Bevægelse hen imod os. Massen lige under os vaklede hid og did, gav derpaa efter for Trykket bagfra, og bevægede sig fremad. Soldaternes Bajonetter blinkede, Raabene og Skrigene tiltog. Snart overdøvedes alt af den brusende Musik, og jeg saa' nu, hvorledes Hovederne langt nede i Gadens yderste Ende bøjede sig mod Jorden. En halv Snes Minutter endnu, og Processionen var der. De stakkels Droskekuske stønnede under Vægten af et uhyre Stillads, hvorpaa en Voksdame i elegant sort Fløjelskaabe med langt Slæb stod opstillet med en utallig Mængde Lys omkring sig. Derpaa fulgte en Række af Kirkebetjente i Talar og Præster i hvide Messesærke. I Midten af Gaden gik, med en fire, fem Skridts Mellemrum, de yndigste Smaapiger, klædte i hvidt, med Guldpapirsvinger paa Ryggen og en uforstyrrelig Alvor i de smaa, barnlige Træk. De havde hver sit Lys i Haanden, og nu og da skottede de over til Mødrene, der banede sig Vej langs Fortovet, medens de i moderlig Henrykkelse og med høje Udraab pegede paa de pyntede smaa Engle. Imidlertid brusede fra det fortræffelige Musikkorps den ene Operamelodi efter den anden; overalt knælede Folk, Lysene glimrede i Halvmørket, Røgelsekarrene udgød deres stærke Aroma, og nu mødte fra den modsatte Side et lignende Optog, kun med en mandlig Voksdukke paa Stilladset. Begge Tog stod stille ikke langt fra vor Balkon. Derpaa nærmede de to Stilladser sig hinanden. Ved Hjælp af et meget profant Tridseapparat i Ryggen bragtes Moder og Søn til at nikke gravitetisk til hinanden, og nu faldt tusinde Stemmer ind med en tordnende Hymne, og jeg greb mig selv i at række mig ud over Gelænderet paa Altanen og raabe Hurra og vifte med Hatten, i hvilken begejstret Ekstase jeg afbrødes af en opmærksom Cameriere, der spurgte mig, om jeg ønskede Is.

✂ Da vi alle havde spist Is, foreslog en af Selskabet en Tur til det ovenfor Byen i Bjergene beliggende Monreale - en Tur, som vi ogsaa efter en kort Raadslagning bestemte os til, skønt Vejene var alt andet end sikre. Vi skiltes da ad for at hente vore Kapper og andre Fornødenheder, og traf igen sammen paa det aftalte Mødested, Café Precorso, hvorhen vi havde bestilt Vognene. Eftersom det var strengt forbudt at bære Vaaben, og den ene tilmed ikke vilde lade den anden mærke, at han nærede nogen Frygt, var det morsomt nok at se den Omhyggelighed, hvormed enhver søgte at skjule enten Skæftet paa en Pistol, der ikke rigtig vilde gemme sig i Lommen, eller Skaftet af en Kniv, som gled frem udenfor Frakkeærmet.

✂ Da hele Selskabet endelig var samlet, steg vi i Vognene, og af Sted rullede vi gennem Gaderne, hestandigt omkredsede af Tiggere i alle mulige Aldre og Størrelser, der forfulgte os med den gamle 67 klynkende Ramse: "Misericordia!" "piccolo danaro!" og "moro di fame!"

✂ Den klare, straalende Maane var imidlertid staaet op, og kastede sit Strejflys hen over de gamle sicilianske Konger, der pryde Fagaderne paa Quattro Cantoni, en lille Rotunde midt i Byen, hvorfra de fire Hovedgader udstraale. Stadigt følgende Strada Garibaldi, kom vi snart derpaa forbi Piazza Pretoria, hvis store Fontæne rislede i Maanelyset, omgiven af Balustrader med Statuer og Statuetter af højst forskellig kunstnerisk Værd. Længere borte i Gaden traf mit Blik Portalen af Kirken St. Giuseppe, hvor jeg den foregaaende Dag havde bivaanet en Messe i Selskab med Lojagono. Vi var stegne ned i Kirkens Krypt for at se et af hans Yndlingsbilleder, en Altertavle af den berømte Palermitaner Pietro Novelli. Jeg havde, hvad man i Reglen plejer overfor Malerier, gjort Regning paa et nogenlunde heldigt Lys, passende Afstand og andre saadanne Bagateller, og jeg blev højlig forundret ved at befinde mig i et saa godt som mørkt Rum, hvor man akkurat skimtede et Alter med røde, flimrende Vokslys og foran det en Gruppe andægtige, der i det skuffende Halvlys saa' uformelig kæmpestore ud. Min Forundring steg dog endnu mere, da Lojagono banede sig Vej gennem de troendes Skare, og jeg tillige med ham befandt mig Ansigt til Ansigt med den ærværdige fede Præst, der høfligt gjorde Plads for os begge. Efter at have sluttet et Responsorium, kaldte han paa en fedtet Kirkebetjent, der, som en Snog skød frem af Mørket, tændte en lang Kerte, og - en, to, tre - sprang op paa Alteret, hvor jeg nu opdagede Billedet. Staaende deroppe, lyste han op, demonstrerede og fortalte, og alt imens gik Gudstjenesten sin uforstyrrede Gang neden under. - Jeg betragtede vekselvis Lojagono, Præsten og Folket; men det lod til, at jeg var den eneste, der ikke fandt dette fuldstændigt i sin Orden. Jeg gav mig da god Tid til at betragte Maleriet, og efter at jeg var færdig dermed, betalte jeg Ciceronen og tog en høflig Afsked med den fede Fader.

✂ Idet vi var i Færd med at søge Opgangen fra Kryptkirken, blev vi standsede af en midaldrende Dame af nobelt Udseende, der i en dæmpet Tone henvendte en Opfordring til os. Jeg hørte ikke Ordene og spurgte derfor Lojagono paa Fransk, hvad det var, hun vilde. Han svarede da, dog ikke uden en vis Forlegenhed, at hun bad os om en Almisse, og førend jeg kunde komme mig af min Forbavselse herover, havde han taget sin Pung frem, og tilbød hende et Frankstykke, hvilket hun imidlertid med en næsten foragtelig Mine vægrede sig ved at modtage, idet hun ganske roligt tilføjede: "Scusate signori, troppo poco!" Jeg føjede nu et Par andre Stykker til, og da hun rimeligvis kunde se paa os, at Summen ikke yderligere vilde blive 68 forøget, trak hun let paa Skuldrene, og fjernede sig derpaa med en mesterlig Gestus, som om hun havde bevist os en Tjeneste ved at lade sig nøje med saa lidt.

✂ At dette Tilfælde ikke var enestaaende, fik jeg nu, medens vi hørte videre, bekræftet ved de tilstedeværende Palermitaneres Samtale, der for en Del drejede sig om de nuværende syditalienske Samfundsforhold.

✂ Den nye Tingenes Tilstand, der indtraadte efter det store Garibaldistiske Kup, som havde Bourbonernes Fordrivelse til Følge, hidførte saa mange og store Forandringer i hele Statsforvaltningen, at øjensynligt mange i den første Tid maatte komme til at lide derunder. Saa længe Vicekongen endnu residerede i Palermo, og medens Kirker og Klostre endnu blomstrede i yppig Fylde, havde Syditalieneren rig Anledning til at følge sin naturlige Tilbøjelighed til Magelighed og Dovenskab. Næsten hele Handelen var i Hænderne paa fremmede, i ethvert Tilfælde saa godt som hele Udførselshandelen, og af de indfødte levede i det mindste hele Middelstanden, for ikke at tale om det lavere Folk, udelukkende af Hoffet eller Klostrene. Nu kom Revolutionen. Kongen boede ikke længer i Neapel, men i Turin; Klostrene nedlagdes og gjordes til Kaserner, Kirkegodserne blev solgte for at dække Statsgælden, og endda paalagdes der svære Skatter. En Masse Mennesker blev saaledes brødløse, og for hver ny Reaktion i konservativ Retning blev Paalægene større og Subsistensmidlerne mindre. At tage energisk fat eller at vandre ud er ikke Syditalienerens Sag, og efter at de kraftige Forholdsregler, der fra Regeringens Side blev tagne ved den sidste Septemberrevolution, havde overbevist Folket om, at ingen Forbedring i dets Stilling var at vente ad revolutionær Vej, slog man sig til Ro, levede som man bedst kunde ved at lade fem være lige, og søgte for Resten overalt, hvor Indkomsterne manglede, at bjærge det fornødne ved et udstrakt Tiggeri hos hverandre gensidig eller overfor de bosiddende eller rejsende fremmede.

✂ Vi var imidlertid under denne Samtale komne til Pladsen, hvor den store Katedral ligger, og jeg opfordrede Kusken til at køre lidt langsommere for ret at kunne nyde det dejlige Syn af dens rige Arkitektur, hvis Marmorprydelser traadte blændende hvide frem i Maaneskinnet, medens Taarnene løftede sig knejsende mod den dybe, blaa Nathimmel. Palermos Domkirke er bygget i en langagtig Firkant med flere fremspringende Kapeller; den har et Hovedtaarn i Pantheonstilen og fire slanke Klokketaarne, et paa hvert Hjørne. Ved en høj, gotisk Bue staar den i Forbindelse med det ærkebiskoppelige Palads, der bærer et femte Taarn, i Stil med de mindre, men mere kolossalt end disse og med høje, luftige Spir. Ved deres Lighed med 69 Minareter minde de om Kirkens Oprindelse. Den var tidligere en muhamedansk Moské, der blev ødelagt under Normannerne, hvis Konge Roger (Ruggiero II) byggede Kirken i dens nuværende Skikkelse. Pladsen foran er indhegnet med en svær Marmorbalustrade, der bærer seksten Statuer af de berømte Ærkebisper, og i Midten staar La Santa Patrona, stirrende fra et højt Fodstykke med synligt Velbehag paa Hovedfagadens prægtige Portal. - Forbi det skumle ærkebiskoppelige Palads rullede vi ud paa den store Plads, der indesluttes af lutter offentlige Bygninger, af hvilke de første paa højre Haand, Jesuiterkollegiet og Gensdarmerikasernen, maaske er de mest imponerende. Baggrunden indtages af det kongelige Slot, Observatoriet og den berømte Porta Nuova. - Om Dagen er der almindelig Travlhed her, idet den paa ægte militær Vis planerede og makadamiserede Firkant benyttes til Eksercerplads for de forskellige Kaserner. Men nu, da vi paa denne Tid af Aftenen rullede over Pladsen, herskede her en uhyggelig Stilhed, der kun blev afbrudt ved Afløsningsraabene fra Gensdarmerne eller ved en enkelt Mulæseldrivers Karre, der buldrede inde under den store Ports Hvælvinger.

✂ Real Palazzo gjorde aldeles intet kongeligt Indtryk, men da jeg siden efter fik Lejlighed til at bese dets Indre, overraskedes jeg ved en Pragt, som dets Ydre kun i ringe Grad lod vente; navnlig var Mosaikarbejderne i Slotskapellet vidunderlig sjældne og kostbare. Forbi Observatoriet, en forunderlig Bygning med Snirkler, Gelændere, Murkanter og grønne Skodder, fløj mit Blik til Porta Nuova; vi rullede igennem den, og nu var vi udenfor Byen, i Forstaden Mezzo Monreale.

✂ Da jeg sad med Ryggen til Kusken, kunde jeg saa at sige læse mig en Del af Byens Historie til gennem Portens forskellige Arkitekturer. Der maa rimeligvis i sin Tid have været en anden Port, hvis Oprindelse maa have tabt sig i den graa Oldtid, eftersom Navnet "den nye" er blevet denne tillagt, uagtet dens Hvælvinger i mange Sekler har genlydt af mange Tusinders Skridt, af Kampens Raab og Sejrens Jubel. Selve Hvælvingen og et Stykke af Muren oven over den fremspringende Gesims tilhører den mauriske Tid, da Araberne holdt Hof i Palermo. Paa mit Spørgsmaal, om hvem der havde ladet Porten opføre, fik jeg til Svar: il Saracino Adeleamo, uden at jeg dog kunde faa nærmere Oplysning om, hvem denne Adeleamo havde været. Ved de fire kolossale Karyatider paa den udvendige Side er der en Særegenhed at bemærke, som frembringer en højst ejendommelig Virkning. Paa de fire Muselmænd er nemlig Øjnenes Pupiller indskaarne i Sandstenen paa en saadan Maade, at de danne en mørk, halvrund Skygge, afbrudt af et stærkt Kantlys, saa at man endog i temmelig lang Afstand føler sig iagttaget af disse vilde, rullende Øjne, der synes at ville gennembore den, der nærmer sig.

70

✂ Under de normanniske Konger, Robert Guiscard og Roger, blev den øverste Del af Porten tilføjet; den indeslutter en Række Værelser med en luftig Kolonnade udenfor der bærer en Altan oven over hvilken igen et tredje Stokværk hæver sig, hvis Tag løber pyramidalsk op i et lille Spir med Glughuller til Udkigsposter. Her havde de berømte Hoherstaufer Frederik den Anden og siden efter hans Søn Manfred deres Studerekamre, hvor Literaturen og Musiken dyrkedes, og her boede Siciliens Diktator, Garibaldi, efter at han med sine Rødskjorter havde bemægtiget sig Byen netop igennem denne samme Port. Det Værelse oven paa, hvor hans simple Feltseng, hans Vandkrukke og hans Pistoler gemmes, betragtes med en næsten religiøs Ærefrygt nede fra Vejen af Bjergbonden, der hængende paa Ryggen af sit Æsel mindes de Dage, da Garibaldi kom ned fra Marsala med sin Haandfuld Folk, der daglig forøgedes ved Almuens Tilløb. Han mindes, hvorledes Garibaldi laa lejret paa Bjergtoppene rundt om Monreale og ved hver Skærmydsel skaffede sine Folk Vaaben og Ammunition, og endelig hvorledes Diktatoren selv stormede Porta Nuova i Spidsen for sin lille Skare, og Portens Fliser farvedes af Sveitzergardens Blod. I Italien, hvor intet forandres, intet udnivelleres, bliver alt et Mindesmærke om en Tid, en Situation. I Mandshøjde er saaledes Porta Nuova's Mure gennemfurede og gennemhullede, man ser, at der er bleven skudt paa nær Distance, og man læser gennem disse den bløde Sandstens Skrifttegn: "Her begyndte Italiens Befrielse." Paa den brede Vej, der fører gennem Mezzo Monreale, færdedes endnu en hel Del Mennesker, og fra de smaa Osterier paa begge Sider hørtes Sang og Guitarspil. Vi holdt udenfor en saadan lille Taverne og steg af for at bese dens Indre. I Forhuset fandtes Køkkenet, hvorfra de flinke Camerierer i hvide Trøjer ilede frem og tilbage. Et Værelse, der vendte ud til den snevre Gang, var fuldt af Officerer, der spillede Kort og drak. En af dem, en ung, smuk Fyr, var tumlet ned af Stolen og laa snorkende paa det kolde Flisegulv. Bag Huset var en lille indhegnet Plads med fire murede Søjler, forbundne med lange Stænger, der dannede et Espalier for det tætte Vinløv. Maanen glimtede ned gennem det løvrige Tag og lyste snart paa et Ansigt, snart paa en Haand af de der forsamlede Grupper. En gammel, solbrændt og hvidhaaret Tigger spillede paa Guitaren og sang, og kvindelige Stemmer faldt ind, naar Omkvædet kom. Det var en Scene fuld af Liv og Poesi, men da vi ikke turde komme altfor sent til det usikre Monreale, skyndte vi os at tømme en Fogliette, og af Sted gik det igen hen ad den jævnt opadskraanende Vej.

✂ Husene blev efterhaanden færre og færre. Til højre aabnede et vidt Landskab sig med Villaer, frodige Orangeskove og hist og her en alvorlig Pinje, der tegnede sig mørk mod det fjerne Monte Guccios 71 blaalige Ryg; og efter en halv Times Kørsel begyndte Vejen at slynge sig i Zigzag op ad Bjerget. Uden at bryde os om Palermitanerne, hvem det aldrig vilde falde ind at tage Hensyn til Dyrene, steg vi Nordboer af for at lette Hestene Byrden, og marcherede op ad den kridhvide, støvede Vej. Paa den ene Side havde vi den stejle Klippevæg, hvor den vilde Figenkaktus næsten dannede en hel Kratskov, og hvor Agaven spredte sine spidse Blade ud mellem Stenene. Smaa Kapeller med Madonnabilleder, murede op imod Klippen, afvekslede med Vandbeholdere, hvorfra Vandet sivede og rislede over Stenene. Paa den anden Side løb et lavt Brystværn til Beskyttelse mod Dybet neden under. Jeg bøjede mig af og til ud over det og saa' ned for mig. En af Siciliens frugtbareste Dale udstrakte sig for mit Blik. Contadinoens Huse skjulte sig næsten under denne yppige Vegetation, hvor Oliven-, Mandel-, Morbær-, Figen- og Orangeskove strakte sig mellem Vinhaver og Majsmarker; og saa tæt var Løvværket der nede, at det i den dæmrende Maanelysning forekom en, at man intet vilde vove ved et Spring ned paa det bløde Tæppe.

✂ Ved Omdrejningen til en snæver Gyde standsede vi først foran en stor, imponerende Bygning. Det var Monreales Stiftelse for Omegnens fattige, oprettet af en Ærkebiskop, Monsignor Balsamo. Ud af Vinduerne var brogede Klædningsstykker hængte paa lange Stænger, Madonnabilleder var klistrede paa Dørene, og snart flokkede en hel Armé af Husets yngre Befolkning sig om os, og eskorterede paa denne Maade ankom vi til Byens Torv, hvor den berømte Kirke og Kapucinerordenens Kloster ligge. Uagtet det var saa sent, stimlede alle Byens lasede Indvaanere sammen om os, lige saa snart Hjulenes Rumlen hen over den knudrede Stenbro havde vakt Ekkoet i de tavse Gader, og at dømme efter de Kæltringefysiognomier, der stirrede paa os, var det ikke saa ufatteligt, at denne Rede havde saa daarligt et Navn paa sig. Ved et usselt Tratoria mødte vi en Officer ved det Kompagni Bersaglierer, der var garnisoneret her, og da han hørte, at vi ønskede at se Katedralen, gav han straks med den største Høflighed nogle af sine Folk Ordre til at skaffe det fornødne til Veje til et saadant natligt Besøg. Kort efter kom en lille, mager, gejstlig Person med et Par store Nøgler; Soldaterne bar lange Kerter, og i en saadan Procession traadte vi gennem en brøstfældig Dør ind i den prægtige Kirke. Og prægtig var den i Sandhed. Fra Gulv og til Loft glimrede Mosaiken i Lysenes Skær. Langs med Skibets Mure stod udskaarne Bedestole af fortrinligt Arbejde. Guld- og Sølvsirater lyste, hvorhen Øjet vendte sig, og netop denne overdaadige Pragt, som om Dagen maaske vilde have gjort et overlæsset og smagløst Indtryk, frembragte i det usikre Fakkelskær en fuldstændig magisk Virkning. Det tavlede, rigt indlagte Loft var nyt. I den sidste Revolution var en 72 Bande trængt ind i Kirken og havde stukket Ild paa Taget for at smelte Guldet ned. Et Vidunder i Mosaikarbejde var et kolossalt Kristushoved, der indtog hele Hvælvingen over Højalteret; ogsaa blev der, som jeg hørte, i mange Miles Omkreds sværget ved dette Hoved, og Eden havde da en fortrinsvis bindende Kraft. - Lyset faldt paa de to kraftfulde, smidige Bersaglieri; de bølgende Hanefjer paa den bredskyggede Hat bedækkede næsten det halve af Ansigtet; den høje, sortskæggede Officer pegede med sin blanke Sabel i alle Retninger, og vi Nordboer stod med Hatten i Haanden og saa' os omkring. Det hele havde noget saa mystisk og vidunderligt ved sig - ingen af os vil vist glemme det saa let.

✂ Fra Kirken blev vi ledsagede til Klostret. Efter Munkenes Fordrivelse stod det øde og forladt. Vi vandrede gennem de lange Gange, læste Numrene paa Cellerne, og oplyste ved Faklerne de Malerier, der hængte over Dørene. En dejlig Buegang med dobbelte Søjler, der bar de luftige Hvælvinger, strakte sig rundt om den indre, firkantede Gaard. Herfra førtes vi ud i Haven og overraskedes ved fra Terrassen, der hængte ud over Klippen, at se det storartede Landskab udbredt for vore Fødder. Den frugtbare Dal strakte sig lige hen imod de yderste Huse i Palermo. Selv laa Byen der i en Halvkreds mellem sine to Forbjerge: mod Øst skød Capo Zafarano sin krummede Nakke ud i det uendelige Middelhav; mod Vest løftede Monte Pelegrino sin gigantiske Masse. Taarnene og Kuplerne blinkede i Maanelyset. De store franske Dampere gled som smaa Prikker med røde og grønne Lanterner ud af Havnen. Lojagono stod ved min Side, ganske hensunken i Betragtninger over sin skønne Fødestad. Jeg rakte ham tavs min Haand, og han forstod, at jeg, en fremmed, delte hans Følelser - og medens Dalens Blomster og Frugter udsendte deres bedøvende Vellugt i den milde, kølige Nat, gik vi Arm i Arm langsomt tilbage, idet jeg hørte ham hviske: "Giammai scordarsi; - aldrig forglemme."

✂

II.
Messina og Østkysten.

✂

✂ Det var i den gamle Esplanade-Pavillons Dage. Ak ja; den Gang kunde en stille Betragter af Natur og Folkeliv sidde under de susende Popler og have Toldboden og Skibene og Vandet og Langelinje og de spadserende fra første Haand. Han kunde, medens Cigaren langsomt brændte, og medens han langsomt nippede til sit Toddyglas, med Sikkerhed afgøre, naar Klokken var to; thi saa begyndte Promenaden 89 at fyldes med Københavnere af begge Køn, og han kunde med lige saa stor Sikkerhed afgøre, naar Klokken igen var fire; thi saa kom "Holmens faste Stok" af Mandkønnet fra Arbejde, og den Bro, der benævnes Elefantbroen, dundrede under Trinene af de faste Gaster, som om det virkelig havde været Elefanter, der travede over den.

✂ Han kunde om Eftermiddagen se Helsingørsdamperen, naar den kom glidende ind imellem Skibene paa Reden; han kunde høre Musikken derude fra, og naar det var rigtig stille, saadan en rigtig rolig, blid Sommeraften, og naar han hørte rigtig nøje efter, kunde hans Øre vel endogsaa opfange Lyden af de Miniaturbrændinger, der kom bølgende fra Hjulkassen og skvulpede mod Stenene inde paa Langelinje.

✂ Han kunde navnlig saa dejligt høre de store Popler suse over sit Hoved; og naar han var rigtig taalmodig, og holdt tilstrækkelig længe ud, da kunde han under denne højtidelige Susen som under en skøn, alvorlig Ouverture se de mørke Aftenskyer rulle til Side som et tungt Draperi og Maanen komme glidende langsomt og majestætisk ind paa Scenen.

✂ Da kunde han, hvis der ellers var Spor af Poesi i Fyren, ikke undgaa at blive saadan, hvad man i daglig Tale kalder en Smule romantisk. - - Dog nej, vi vil ikke introducere den stille Betragter af Naturen og Folkelivet paa denne flove Maade. Vi vil i det hele taget ikke introducere ham; han faar springe lige ind i det!

✂

✂ Jeg var lige kommen hjem fra en Rejse i Udlandet. Jeg havde set Abekattene paa Gibraltar og Røverne i Kalabrien. De første havde jeg været med til at forhindre fra at blive skudt; de sidste havde jeg med en vis Fornøjelse set blive skudt i en Kasernegaard i Reggio. Det var nogle store Tyveknægte. Der var navnlig en, Pietro Perrelli tror jeg, som var et usædvanligt Eksemplar. Men jeg snakker over mig. Det er man altid saa tilbøjelig til, naar man lige er kommen hjem fra en Rejse. Saa bliver det, man har ladet tilbage derude i den vide Verden, stort og fyldigt, og det, man er kommen hjem til, viser sig saa smaat og magert. Og saa snakker man som sagt om alting derude fra, selv om Aberne (Røverne vil jeg slet ikke tale om).

✂ I Danmark er der Gud ske Lov endnu mange, som ikke har været udenlands. Af den Grund er der endnu mange, som vil høre paa For tællinger fra Udlandet; og en saadan velvillig Tilhører havde jeg faaet, og vi var spadseret sammen over Voldene og gennem Grønningen og var landet oppe paa den gamle Esplanade-Pavillon. Og der havde vi siddet ved en halv Historie, og nok en halv Historie, indtil min Til hører var gaaet hjem i Forretninger og havde ladet mig ene tilbage under de susende Popler.

90

✂ Vejret var saa dejligt. Det kunde ikke være skønnere ved Neapels Golf. Eftermiddagssolen kom i lange, gyldne Striber ned igennem Kastelsvoldens Træer. Den faldt over Langelinje, hvor Folk spadserede, og ud over Sundet, hvor den forgyldte de malede Skibsskrog og satte glødende varme Farver paa Master og Sejl. Poplerne susede og nynnede over mit Hoved i den svage Luftning; den varme, søde Drik paa Bordet foran mig var vel ikke den liflige Falerner, den fuldblodige Rokkomadoro, den bedaarende Syrakusaner, men den gjorde dog sin Virkning, den gik til Hovedet, - og jeg lagde mit Hoved tilbage og pustede Cigarrøgen op imod Træernes Krone, og idet Røgen hvirvlede op, hvirvlede mine Tanker med, og jeg begyndte halvvejs at forstaa, hvad Vinden saadan ganske improviseret sang fra Bladet, og saa faldt mit Øje paa den gamle, røde Mur med Skydeskaarene, og paa den gamle, svære Jernport med Stenkuglerne paa Pillerne, og paa de spadserende, der gik igennem Porten ...

✂ Hvor jeg havde været forelsket sidst, da jeg gik igennem denne Port! Og hvor ofte havde jeg ikke siddet her paa Udkig efter den, der skulde komme igennem denne Port! Naar hun udeblev, blev jeg ude af mig selv af Sørgmodighed og drak da mere Toddy, end jeg strengt taget burde have drukket. Men naar hun kom, da kunde jeg gerne have omfavnet den væmmelige Opvarter, der aldrig kunde give tilbage paa en Mark; og naar hun saa' op paa mig, og maaske endogsaa nikkede en lille Smule, - ja, da var Langelinje og Sundet og hele to Mile ind i Skaane et altfor snævert Rum for min stormende Glæde, og jeg stormede af Sted efter hende, bragte hendes konvoyerende Mama den samme dumme, overflødige Hilsen fra min Mama og modtog i en Art af paradisisk Henrykkelse den sædvanlige Indbydelse til at drikke en Kop The i Familien. Den duftende The! Og saa at sidde saadan i sin elskedes Nærhed, række hende Smørret, modtage Rullepølsen af hendes Haand og besvare nærgaaende, men for Resten uskyldige Spørgsmaal af hendes mindre Brødre, der ganske vist var i den ubehagelige Lømmelalder, men til Gengæld var hendes Brødre. Og saa at spadsere frem og tilbage i Stuen og betragte de gamle Kobberstik for tyvende og tredivte Gang og tale om Kunst, Teater, Naalepuder og Stramaj med denne mærkelige Blanding af højt, poetisk Sving, naar man var i den anden Ende af Stuen, og inderlig flov Forknyttelse, naar man kom i hendes umiddelbare Nærhed. Ja, denne Stue! Og saa alle de gamle, bekendte Møbler, der ligesom havde modtaget et Præg af hende, en egen poetisk Bestanddel af hendes eget poetiske Væsen, og som nu udstraalede al denne erhvervede Varme og gjorde, at jeg blev rød i Kinderne, naar jeg nærmede mig hendes Sybord, eller frembragte egne, krampagtige Trækninger i mine Ben, hver Gang de kom i Berøring med Gyngestolens Gænger. - - - - - - - 91 Jeg havde været der oppe og gjort Visit samme Dag, jeg var kommen tilbage fra Udlandet. Der var ingen hjemme. Jeg gik ind i Stuen og lagde mit Kort. Stuen var mildest talt som andre Stuer. Kobberne var slette. Møblerne saa' lige saa idiotiske ud som de fleste andre københavnske Møbler, og Spejlet, det store runde Spejl over Sofaen, viste mig ikke længer nogen slank, svævende Gazelleskikkelse, men da jeg gik nærmere, saa' jeg mit eget solbrændte Ansigt, hvor Trækkene var blevne større, men ogsaa grimmere, og hvor navnlig Fregnen paa Næsen havde udvidet sig til en Størrelse, som forhen vilde have irriteret mig usigeligt ...

✂ Det susede der oppe i Poplerne. Jeg tænkte paa den store, vide Verden, paa Havet, som ikke lader sig tæmme og tvinge, og paa de vilde Fugle, der ikke lade sig fange, og - - - Ja, der kom de nede gennem Porten. Ganske rigtig, Moder, Datter og to Sønner. Den ene af de sidste havde faaet Studenterkasket paa Hovedet og Filipenser i Ansigtet; den anden savnede endnu Skønhedspletter af begge Kategorier. De saa' lige flegelagtige ud, og der var hos begge en lige iøjnefaldende Mangel paa Manchetter om Haandleddene og Fjerkraft i Knæleddene.

✂ De unge Riddere pegede meget betegnende op paa mig. Moder og Datter lavede sig til en Hilsen. Da susede og sang Poplerne, som de var besatte, og jeg greb mit Glas og svingede det foran mig: Eviva la libert ... Av, der gik Damernes Blik til Jorden, og derfra ud over Kastelsgraven. Ynglingen med Kokarderne saa' forbitret paa mig; den yngste fniste, og Selskabet var forsvundet bag Pavillonen.

✂ Opvarter! bring mig en halv Historie!

✂ Den tjenstvillige Aand kom, og med den aritmetisk uomstødelige Bemærkning, at "denne var den tredje", satte han de fornødne Ingredienser til den nordiske Blandingsdrik paa Bordet; jeg tilberedte Drikken og drak den.

✂ Aldrig har nogen Drik virket saa forunderligt paa mig. Jeg er af Naturen ikke overtroisk; i ethvert Tilfælde ligger Overtroen hos mig noget tilbage i Aarene. At antage Opvarteren for en Troldmand kunde derfor ikke saa lige falde mig ind, uagtet jeg paa den anden Side blev stærkt fristet til at søge en overnaturlig Forklaring paa det, der nu viste sig for mig.

✂ Hele Langelinje vrimlede, ikke længer af spadserende Mennesker, men af spadserende - - - Ja, ja, det lyder nu saa slemt at sige det andet. Man er nu en Gang blevet saa vant til at betragte Mennesket som Modsætningsbegrebet af Dyret, - men det forstaar sig, i daglig Tale bruger man saa mange andre Modsætningsbegreber lige saa unøjagtigt, som f. Eks. sødt og surt, etc.

✂ Altsaa, Langelinje vrimlede. Det snadrede, pippede, kaglede, galede, 92 brølede, gøede, miauede osv. osv. i det uendelige. Det første, jeg gjorde, var at blive forbavset, jeg kan gerne sige uhyggelig; det næste var, at jeg saa' opmærksom til, og det tredje at jeg opdagede, at Kaulbachs Illustrationer til Reineke-Fuchs og Grandvilles til Le diable à Paris var højst træffende naturalistiske Illustrationer, hvilket jeg, i det mindste for den første, alt andet end naturalistiske, Malers Vedkommende forhen ikke rigtig havde haft Øje for. Jeg saa' værdige, respektable Høner med Kyllinger for og bag, større og mindre. Jeg saa' Haner med Hanekam, og som med de bekendte Hanefjed spankede forbi de stakkels Høns og tilkastede dem en passant forskellige smægtende eller uforskammede Blikke. Jeg saa' glade, trivelige Ænder, i Reglen flere i Følge, som rokkede af Sted med Galosker over Svømmefødderne, og som rabbede og snadrede om Kaps, uden i nogen synderlig Maade at lade sig genere af de vandkæmmede Jagthunde eller de misøjede Støvere, der nu og da snusede noget temmeligt nærgaaende til dem. Det vrimlede af vraltende Dogger med smaa, gnavne Mopper ved Siden. Hver Gang en lille Perlehøne eller en anden fiks lille Skabning kom strygende et saadant gnavent Par forbi, saa' Parret arrigt til Siden og stak derpaa Hovederne sammen og knurrede over Pyntesygen og Forfængeligheden. Gamle, adstadige Bulbidere, som maaske i deres Ungdom kunde have været glubske nok, men som nu havde mistet baade Tænder og Glubskhed, kom drivende alene hen ad "Linjen" ; de saa' hverken til højre eller til venstre, men gik med et vist længselsfuldt Træk om den hængende Mund, som om et godt Karbonadeben, helst med lidt Kød ved, ikke vilde være dem et ukærkomment Syn ved deres Tilbagekomst til Byen. Unge Krager i sort, med hvidt om Halsen og med Dun om Næbbet, kom hoppende den ene efter den anden eller flere i Flok. De pludrede væk i deres Kragemaal og gav deres Besyv med om alting; hyppigst holdt de Udkig efter de smaa Gæs, der gik dem forbi, og de tav kun stille, naar de passerede en gammel, graa Krage med Hovedet nede imellem Skuldrene og med Briller paa Næbbet Morsomt nok, paa de unge og paa de gamle Krager var der i Grunden ingen stor Forskel; man kunde i hvert Tilfælde aldrig tage fejl af, at de første vilde ende som de sidste. At forveksle dem med de sorte Ravne, hvoraf nogle sværmede omkring med de frie, lystige Maager, var der aldeles ikke Tale om.

✂ Det var i det hele taget en højst komisk Blanding, og morsomt var det, at jeg præcis blandt hele denne nye Befolkning kunde udpege de Mennesker, som jeg paa en eller anden Maade stod i Forbindelse med. Jeg turde saaledes sværge paa, at den Gedebuk, der nu netop kom springende gennem Porten, var min meget nøje bekendt fra forskellige offentlige Forlystelser, at den kalkunske Hane, som blev rød i Kammen og pustede sine Fjer op, da den saa' mig sidde ved Bordet, 93 var min pligtskyldige Modstander, der vist gerne lige straks var røget i mig, hvis ikke Velanstændigheden havde fordret, at den holdt Trop med de andre og fulgte "Linjen". At den lange Hejre, der skridtede ud og slet ikke vilde se hen paa mig, stod i et vist Slægtskabsforhold til mig, derom var der nu ikke den allerringeste Tvivl, og at den Stud, der i sin Brøsighed nær havde revet Skilderhuset over Ende, en Gang havde fornærmet mig groveligen, det vilde jeg holde ti mod en paa. Kort og godt, jeg kendte alle mine Pappenhejmere igen, og denne Genkendelse i en tilfældig ydre, forskellig Ham foraarsagede mig stor Moro og Fornøjelse.

✂ Imidlertid var Solen gaaet ned, og Tusmørket havde endogsaa saa smaat begyndt at indfinde sig. Befolkningen der inde paa Langelinje fortyndedes mere og mere, og snart saa' jeg kun de vandkæmmede Jagthunde, de misøjede Støvere, nogle gamle Gnavere, et Par Krager og nogle andre Drivere spankulere frem og tilbage.

✂ Jeg vendte mine Øjne saa vel som mine Tanker bort fra "Linjen" og ud imod Søen. Der ude paa den anden Side af Kasteispynten, ude i Horisonten, langt borte, flimrede endnu det gyldenrøde Skær over Vandet. Smaa violette Skyer tittede op, som vilde de spørge, om de nu maatte komme frem, og da ingen nægtede dem Tilladelse, tog de hverandre i Hænderne og steg op over Bølgerne i en lang, broget Række. Nogle enkelte, bitte Skyer, der var dristigere end de andre, smuttede ud af Kæden og klatrede op, højere og højere i Vejret, maaske for bedre at kunne se, hvor Solen blev af. Imellem disse raske Luftsejlere blev jeg paa en Gang nogle mørke Punkter va'r. Punkterne blev større og større; snart saa' jeg, at det var store Fugle, der paa susende Vinger og - nu hørte jeg det ogsaa - med klingende Sang kom flyvende hen under Himlen. Sangen der oppe lød som saadan eller dog som noget lignende:

✂ Under Naturens mægtige Lov,
Over Menneskene,
Mod det Bryst, der banker som vort for Frihed,
Drage vi
Med evige Sange.

✂ Nu saa' jeg tydeligt, at det var store Svaner, og idet de dristige Flyvere var over de høje Poppeltræer, skød pludselig en af Svanerne ned og satte sig med sammenfoldede Vinger foran mig: "Tag mig nu og behold mig, medens Du har mig," hviskede den smukke Fugl. Det hvide, stolte Bryst bølgede endnu op og ned fra den hastige Flugt. Der var en dyb og sælsom Ild i de klare, brune Øjne; - jeg strakte Haanden ud, men jeg formaaede ikke at sige et Ord. Da lød atter de forunderlige Toner der oppe fra, og nu udstrakte jeg begge Armene - 94 "Herren vil maaske have "den fjerde" ?" hørte jeg til min Forfærdelse en Stemme sige lige foran mig. Det var Opvarteren! - Jeg kunde gerne have slaaet ham død paa Stedet.

✂ Da Historierne var betalt, blev jeg endnu siddende en Stund ude ved Bordet. Det var næsten fuldstændig mørkt. Jeg hørte ikke et Fodtrin nede fra Vejen. Poplerne susede over mit Hoved. Jeg var ganske alene.

✂ Thy shores are empires, changed in all save thee -
Assyria, Greece, Rome, Carthage, what are they?
Thy water wasted them while they were free,
And many a tyrant since; - - - -

Byron. "Ocean"

✂

✂ Klatrende mødig fra Sten til Sten,
Glidende over de vaade Flader,
Med blodige Hænder, skælvende Knæ,
Bedækket af Sved og med bankende Hjerte
Kom jeg her ned. I Fjeldets Side
Gabed et Ar fra fordums Tider,
Da Giganterne stormed Himlens Fæstning.
Arret var dybt og vidned om Striden;
Flækket var Klippens klodsede Legem,
Og Vandet løb som en Feltskærs Sonde
Ind i Saaret og maalte Dybden.
Jeg stod ved Havet, jeg saa' dets Vande
Uroligt skvulpe mod Klippemuren,
Som Bly var Farven, en ængstlig Maage
Vendte i Farten og raabte sit: Varsko,
Og som om Tegnet ved Skriget var givet,
Stødte Stormen i Stridstrompeten, -
Havguden satte sin Raaber for Munden:
Pas paa! nu løse vi Lænkehunden!

✂

✂ Klipperne danned en herlig Bugt,
Et Leje for hundred og hundred Skibe;
Der laa de alle og spejled sig smukt
Fra Dækket til Vimplens krusede Stribe.
Købmandsskuder, store og smaa,
Mæskede, svømmende Krambodshuse,
Orlogsfregatter med breden Raa
Og Fiskerens Jagt med sin Ruse.
107 Der var Konfluks fra Land og om Bord,
Næsvise Kommis'er banded Matroserne,
Supercargoen svor ved sit Æresord,
Og Grossererne roded i Poserne.
En lossed Kaffe, og én laded Flyndere,
Tridserne hvined og Kranerne knaged,
Der var fuldt op af Toldere, fuldt op af Syndere,
Man bedrog og man blev bedraget.
Orlogsskibene mandede Ræer,
Der var streng Disciplin over Sømandsskolen,
Folkene traadte hverandres Tæer;
Ingen sagde: Av! det var mod Parolen.
Paa Skansen gik Mænd med fredelig Tale,
Med krigerisk Skæg, med Pomade i Haaret,
De saa' mod Flaget, det nationale,
Som højt i Luften af Vinden blev baaret.
Der var Hyrder paa Flaaden, som lærte at spæge
Kødet ved Henblik paa Død og paa Vunder,
Der var en Profos og der var en Læge,
Som kurered for ny og for gamle Onder.

✂ Som sagt der var dannet en herlig Bugt,
Et Leje for hele den stolte Flaade,
Og fra Flaadens Kabysser opsteg en Lugt,
Som om Middagsnydelsen spaaede.

✂ Saa kom der et Drøn; det blinked derude,
Havet røg som et kogende Krater;
Der blev Allarm paa hver eneste Skude,
De blegnede, alle de vimse Krabater.
Man glemte sin Pose, man løb fra sin Kasse,
Man hejsed og haled, man løsned Kanonen,
Man bad til Vorherre privat og i Masse
Om at frelse Livet for Staten og Konen:
"Baaden i Vandet! Kap Trosse og Anker !" -
Men Havet var allerede i Hælene
Og drev sine Søer mod Skibenes Planker,
Slog Siderne ind og levned kun Pælene.
Det skummed og fnyste af Had og af Harme,
Det knuged og krysted sit Bytte i Favnen,
Og aabnede først sine stærke Arme
For at slænge sit Bytte som Vrag imod Havnen.

108

✂ Jeg stod ved Havet; jeg saa' dets Vande
Ustandseligt styrte med Bulder mod Stranden, -
Det ligned en Horde, en løssluppen Bande
Med Hadets Mærke trykket paa Panden;
Det greb efter Flaget, og rev det fra Knappen:
"Farvel! der gik nu Kommandolappen."
Det knuste en Hyrde, som drev paa en Bøje.
"Farvel, Højærværdige! Hils i det høje!"
Købmand, Kaptajn, Proviantforvalter,
Alle blev slynget mod Klippernes Spalter;
Uniformer, Kokarder og Epauletter
Bestrøede Klippen med Skønhedspletter,
Og Flaadens Besætning, store og smaa,
I Tusindevis paa Stenene laa.

✂

✂ Jeg klamred mig ængstlig mod Klippens Kant,
Jeg strakte ud mine bedende Hænder;
Men Klippen stod tavs, den var vant dertil,
Den kendte jo Tingen fra gamle Dage,
Da Giganterne stormede Himlens Fæstning,
Da Syndflodsvandene mægtig bruste,
Da Jorden gløded og Klipperne skælved; -
Den havde jo set det kaotiske Vanvid,
Den havde jo kendt de blide Idyller,
Saa atter Vanvid og saa Idyller
Lovbundet som en Musik efter Noder. -
Den betragted det hele som "Perioder" !

✂ Med tusinde Aars stensatte Erfaring
Stirred den kold paa den vilde Scene. -
Jeg saa' kun den enkelte Aabenbaring,
Og klatrende over de haarde Stene,
Flygtende bort fra den vilde Vove,
Famled jeg efter de evige Love.

✂

✂ Den nye Farao blev sat i Herskersædet.
Og hist paa Sletten, den forladte, øde,
Man skyndte alt sig at betegne Stedet,
Hvor Fyrsten skulde hvile blandt de døde.

✂ En snever Grotte bygges op fra Grunden;
Sejgt som en Edderkop maa Slaven slide,
Til Grotten trindt med Murværk er omspunden,
Og over Grotten staar - en Pyramide.

✂ Endnu en miniature. Men daglig føjes
Sten over Sten paa alle fire Sider;
Og aarlig Mausoleets Top forhøjes,
Mens Fyrsten fremad paa sin Bane skrider.

✂ Et muret Bjerg. Med Centnertyngde knuger
Stenkæmpens Legem Gravens snevre Hytte.
Der inde sidder Døden tavs og ruger
Ved Sarkofagen paa sit sikre Bytte.

✂

✂ Et bittert Sprog om Livets Lov Du taler,
Stenhaarde Kæmpe paa den øde Slette.
Vort Liv, fra det ta'er Fart indtil det daler,
I skarpe Omrids skildrer Du - med Rette.

✂ Med Herskerstempel sættes vi i Livet, -
Og vares ad, at vi skal dø og lide.
Og en og anden Slave bliver givet
Bestilling paa - en lille Pyramide.

✂ Den vokser daglig under travle Hænder,
Den kaster paa vor Vej sin mørke Skygge.
Paa Sorgers Ildsted Stenene man brænder,
Og ufortrødent bli'r man ved at bygge.

✂ Et muret Bjerg. Vi stønner under Vægten.
Den ranke Skikkelse mod Jorden tvinges;
Og følgende den fælles Lov for Slægten
Til Døden vi som sikkert Bytte bringes.

✂

✂ De sad i Teltet og drak en Nat,
De lystige Kammerater,
Bouteillerne var i Rader sat
Som Indeksercerte Soldater.

✂ Og Nektaren strømmed med Glans og Glød
I Glassene hvide og grønne,
Champagnen skummed, Musikken lød,
Hver havde paa Skødet sin skønne.

✂

✂ Han slap den Arm, der hviled i hans,
Og raved op for at tale,
Han vilde med vinbegejstret Sans
Et Symposium for dem male.

✂ Han hæved sit Glas og Tavshed bød,
Og saa' sig omkring i Stimlen,
Og - tumled tilbage bleg som en død
I Tankernes sortnende Svimlen.

✂ I en af de skønnes flammende Blik,
Som smilede spodsk til hans Færden,
En apokalyptisk Vision han fik,
Et Glimt fra en anden Verden.

✂ En Lighed der var - og var dog ej
Med hans Ungdoms lysende Stjerne.
Den havde ledet hans første Vej,
Nu dæmred den mat i det fjerne.

✂ Og som han nu stirrede for sig ned,
Et Maal for de kaadeste Blikke,
Hans Ungdoms Stjerne forbi ham gled; -
Et Stjerneskud ! mer var det ikke.

✂ Ne taceant homines
Saxum hoc Ioquitur.

✂

✂ Jeg havde kun været der nogle ganske enkelte Dage, og det var som om jeg var født og opvokset paa Øen, og som om jeg skulde forlade den. Skilt ved den store, ustadige Østersø fra alle gamle Forbindelser, kun nu og da øjnende et Glimt af Bornholms smilende Land, og tvungen ved Omstændighedernes Magt til at aflægge mange gamle Vaner, til at renoncere paa meget af det, man kalder daglig Behov, overgav jeg mig hurtig til Omgivelsernes Indflydelse - fordi der i det hele taget ret vel beset ikke var stort andet at gøre. Og ikke saa snart havde jeg saaledes overgivet mig paa Naade og Unaade, førend Omgivelserne saa at sige inkorporerede mig i sig. - Der var slaaet en Cirkel ude i den oprørte Sø. Cirklen var fyldt med Granit, paa Graniten var der opført Fæstningsværker og Huse. Det hele dannede en magisk Ring: hertil og ikke videre. Jeg kunde tage en Baad og emancipere mig fra den magiske Ring, men naar Baadens Ejer fandt for godt at vende tilbage, maatte jeg med. Saa blev det da paa faa og smaa Afvigelser nær, ved det gamle, ved Cirklen; og da jeg ikke havde Lyst til bestandig at bevæge mig som en Hest i et Tøjr, saa valgte jeg som oftest at sætte mig ned paa en eller anden Murkant, paa en eller anden Klippeflade, og foruden det at min Mappe efterhaanden fyldtes med Brændinger, Klipper, Skær, Skyer, Taarne og Murlevninger, saaledes som de afspejlede sig i mit Øje, saa fyldtes samtidig hele mit Væsen med den Stemning, der besjælede, eller skulde besjæle, Mappens Indhold. Jeg indaandede Stemningen i lange Drag, inddrak den med hvert Aandedræt, og siddende paa Klippen, med Havet næsten vædende min Fod, med Luften omkring mig og inden i mig, faldt jeg hen i en fuldstændig amfibialsk Tilstand, hvori jeg syntes at udvikle mig til en stor Salamander.

✂ "Din store Salamander!" udbrød jeg uvilkaarligt, da jeg saa' min egen Skikkelse i Vandet neden under mig.

✂ Det var dog forkert; Sammenligningen haltede. Luft og Vand, ja, det vilde jeg nok være med til; men Ilden, nej!

151

✂ Nej, dette Salamanderens tredje Element havde jeg ladet blive tilbage der ovre, hvor jeg kom fra. Saaledes som jeg sad her paa Klippen, kunde jeg virkelig sige mig fri for en hvilken som helst pyroteknisk Tilbøjelighed. Jeg havde givet mig Omgivelserne i Vold, saaledes som ovenfor er sagt; her var kun højtidelig Stilhed, alvorlig Ro, fornøjeligt Solskin hen over de dansende Bølgetoppe, en streng konservativ Fæstningsdisciplin, hvor kun nogle loyale elegiske Smaasuk over Storheds Forfald turde lyde i svage Akkorder. Det strenge militære Kommandantskab var ganske vist nedlagt, men Kommandantskabets Aand hvilede endnu over Fæstningen, og ikke det svageste Spor af en rød Tanke viste sig, end ikke paa de yderste Bastioner. Her var ikke en eneste Lynafleder paa hele Fæstningen; man frygtede ikke Faren fra den Kant; - og med Rette.

✂ Nej, jeg kunde virkelig ikke sammenligne mig med en Salamander. Naar jeg atter kom tilbage, hvorfra jeg var kommen, ja saa - - -. Undertiden naar Solen gik ned ovre bag den mindre Holm, hvortil den bestandig knagende og stønnende Flydebro førte, undertiden, naar den purpurfarvede Glans luede over det mørke Brystværn, kunde jeg trække Fødderne til mig, lette mig op fra den Klippeflade, hvorpaa jeg sad, og stirre i mindre disciplinære Tanker ud mod det gyldne Skær. Men ogsaa her hjalp Omgivelserne mig (dog ikke den "livløse" Natur, som man plejer at kalde den). Det hændtes nemlig da, at en høj, slank Skikkelse netop ved denne Tid kom med faste, smaa Skridt marcherende hen ad Brystværnet, stillede sig mellem den dalende Sol og mig, hævede Armen, og vinkede ad mig. Hvorledes det gik eller ikke gik, og af hvilken Art den Tiltrækningskraft var, som den slanke Skikkelse udøvede paa mig, det vil jeg foreløbig lade staa hen. Saa meget er vist, at naar Skikkelsen viste sig, saa' og tænkte jeg kun paa den og paa intet andet, lukkede min Mappe sammen, viftede med Hatten som Signal, og gik et Par Minutter efter med Armen om Skikkelsens Liv, rolig, konservativ, og - om jeg tør sige det - elskværdig hen ad det brede Brystværn, ned over Klipperne, ned til Fæstningens største - og eneste - Gade, hvor Lodsens Aftensbord allerede nogen Tid havde paraderet med sine mest udsøgte Forfriskninger.

✂ Lodsen, der tillige var autoriseret Gæstgiver, Restauratør, Konditor og Klubvært, havde en Fremmedbog; og i denne Bog staar, om jeg ikke husker fejl, opført Navnene paa det lykkelige Par, som tilbragte saa rolige Dage under Lodsens Tag.

✂

✂ Lykkelige Dage, hvorom Erindringen har bevaret sig saa frisk hos mig, at naar jeg nu med lukkede Øjne læner mig tilbage i min 152 stol, synes jeg at føle den Baads Dæk under mine Fødder, der bragte mig over ti! Øen hin blæsende August Eftermiddag, da Øens nuvæ rende Kommandant (privat rigtignok) stod oppe paa Bommen lænet ind mod Masten, og sang alle mulige Viser paa én gennemgaaende Melodi, og svingede med Huen, hver Gang den dygtige Søbaad tog en Overhaling i de skrappe Søer. En herlig Sejlads. Jeg synes endnu at føle de vaade, friske Stænk fra det muntre Havvand, naar vi tog en Sø over, og naar min Pibe slukkedes. Jeg vil ikke gøre min Ed der paa, men jeg synes dog, at jeg endnu indtil Peberet og Saltet kan skelne Lodsens og mit eget Smørogbrød fra hinanden. Jeg ser forud over Baadens Stævn, og jeg følger med Øjet den lille Klippeøs Kon turer, efterhaanden som de træde frem og udvikle sig til regelrette Linjer med skarpe Kanter. Jeg føler Eftermiddagssolen glide hen over Klipperne som en blød Haand hen over en knudret Pande, jeg ser pludselig Øen forme sig til en Fæstning med Taarne og Mure; endnu et Par "smaa Slag", og det Fata Morgana, som saa ofte havde vinket mig til sig fra sit ubestemte Stade mellem Himmel og Hav, er blevet til en haandgribelig Virkelighed, der indeslutter mig og det bedste jeg ejer.

✂

✂ Man kunde se saa vide omkring fra det flade Tag paa det store, runde Fæstningstaarn. Forunderligt! Den hele vide Verden syntes her oppe fra at være et System af koncentriske Ringe. Først Horisontens store Rundkreds, saa Øens mindre, og endelig Taarnets. Stillede man sig selv i Midten af den sidste, da, o store Tanke! - ja sige det tør man vel næppe uden at paadrage sig Beskyldningen for at ville være pikant, - men alligevel, det var dog saadan en egen Følelse den at være, om og kun for et Øjeblik, Centret, hvorom det hele drejede sig. Virkningen heraf indskrænkedes imidlertid betydeligt ved de betydelige Vanskeligheder, det vilde koste at gøre sig selv til dette vigtige Punkt. Midten af Taarnet optoges nemlig af et tomt Rum, en dyb Brønd, et Slags Forsøg paa en indre Fæstningsgaard. Jeg kiggede der ned. Mørkt, skummelt og skimlet. Svæve i Rummet kunde jeg ikke, springe ned i Brønden vilde jeg ikke. Jeg opgav da den fristende Tanke om at blive Universets Midtpunkt, og stillede mig beskedent ud et Sted i den nærmeste Periferi, lagde Armene over Kors paa Brystværnet foran mig, og saa' ned. - Det var Kirkegaarden, mit Blik traf paa.

✂ Det var den patriciske Kirkegaard. Der ovre paa den anden og mindre Holm laa Plebejernes Begravelsesplads, men den kommer vi til siden.

✂ Patriciernes Kirkegaard var en lille, firkantet, af et lavt Stengærde indhegnet Plads, hvor nogle af Vind og Vejr sørgelig forpiskede 153 Bu-Gyngeske gjorde sig al mulig Umage for at skygge over de dødes Hvilested. Skygge syntes de døde nok at kunne trænge til. Den Jord, hvori de hvilede, var nemlig i sin Tid bleven tilført ovre fra "Landet" , og sparsomt nok var den haarde Klippebund dækket af Muld. Den lille Klippeø kunde ikke engang med egne Midler give sine strenge Kommandanter og barske Officerer et Hvilested i sit Skød. Men den kunde derimod til Gengæld yde dem et Dæksel, som de salig henfarne skulde have ondt nok med at løfte paa ved deres Opfart til de lysere og blidere Regioner. Nogle kolossale Ligstene af Granit laa over Kommandanternes og Officerernes trætte Ben. Adelige Vaaben og halvforvitrede Navne var indhuggede i Stenene, og over disse Stene og over Stenene i Gærdet, over de forkrøblede Buske, og for Resten over den ganske Øs Træer, Buske og nøgne Klippeflader havde Lavarter og tørt, indskrumpet Mos lagt en gennemgaaende gulbrun og brunrød Rustfarve, der gav det hele et saa goldt, indskrumpet, uddødt og trøstesløst Præg, at man uvilkaarligt mindedes den lille Kælder i et Hjørne af Kirkegaarden, hvor en afdød Kommandants og hans ligeledes afdøde Gemalindes indbalsamerede, mumieagtige Lig opbevares, - en forunderlig Skat at opbevare, et uhyggeligt Minde at frede om, men dog et Minde, der svarer nøjagtigt til Hovedindtrykket af den hele lille Ø: en forstenet Mumie, der rager frem af det øde, vildsomme Hav.

✂ Saaledes var Patriciernes Kirkegaard.

✂ Der ovre paa den mindre Holm, umiddelbart under det forfaldne Brystværn, en halv Snes Alen fra den skummende Sø, overgroet med et Vildnis af Tidsler og Nælder, overblæst af den pibende Vind, overdænget af Brændingernes Skum, i en utrolig forfalden, hjælpeløs og halvt henraadnénde Skikkelse ligger saa Plebejernes Begravelsesplads, ogsaa kaldet Kolerakirkegaarden.

✂ Staar man her en smuk Sommeraften, hvor Solen samler Skyernes store, mørktfarvede Draperier om sig og for sidste Gang stikker sit Ansigt frem, siger: Godnat! og forsvinder bag Himmelsengens folderige Gardiner, - staar man her udenfor denne Kirkegaard en saadan rolig, smuk Aften, da kan det nok falde en ind, naar man ikke er altfor haardhudet af sig, at drage en Sammenligning mellem den harmoniske Ro der ude omkring i den store, skønne Natur og den skrigende Hæslighed, som denne Tumleplads for Farsotens modbydelige Luner frembyder.

✂ Sjældent har jeg faaet et saa sammentrængt Bevis for dette hæslige Spøgelses brutale Magt, et Spøgelse, der i sine Virkninger maaske er mere frygteligt end selve det saa frygtede "røde Spøgelse".

✂ Maaske var det især den Omstændighed, at Tumlepladsen her var 154 saa overordenlig indskrænket, at Territoriet var bestemt afstukket, og at ingen Flugt var mulig herfra, - ja jeg er temmelig sikker paa, at det netop var denne Omstændighed, der fremkaldte den usigeligt beklemmende Følelse hos mig af modløs Frygt for Bøddelen og en underlig gysende Medlidenhed med Ofrene.

✂ Jeg har hørt en Læge anstille Betragtninger over en skrækkelig Epidemi, som han oplevede i en stor By, og over den samme Epidemi, der udbrød, medens han var ansat paa et Udvandrerskib, der gik over Atlanterhavet. Jeg skal aldrig glemme den Vægt, han for det sidste Tilfældes Vedkommende lagde paa det uhyggelige i Forestillingen om at være tvungen af Forholdene til at virke bestandig indenfor de samme snevre Grænser, uden Udvej til Flugt, der ude paa det store, øde Hav.

✂ Jeg har altid haft mine egne Tanker om det absolut anbefalelsesværdige i at brænde sine Skibe. Her havde jeg Lejlighed til yderligere at forøge mine Refleksioner over dette Tema. Den menneskelige Viljes Mod til at levere en Fjende et Slag, den menneskelige Viljes Kraft til at møde en Vanskelighed, og overvinde denne, ligger vistnok i ni Tilfælde af ti dybt parret med Selvopholdelsesdriftens urgamle Forbundsfælle: Tanken om, at der dog til syvende og sidst, naar alt skulde gaa galt, staar en Udvej aaben til Flugt.

✂ Jeg fremhæver med Vilje, at denne Tanke ligger dybt gemt. Hos den virkelig modige Mand kommer den sandsynligvis aldrig op til Overfladen; men den er der, dunkel og ubevidst, og kort førend Afgørelsens Time nærmer sig, lyder den som beroligende Toner der nede fra Sjælens skjulte Krypte, Toner, som dæmpe Spændingen og regulere Hjertets heftige Slag.

✂ Disse Skibe, som opbrændes, og som bevirke dette Fortvivlelsens krampespændte Mod, - ja, de gjorde maaske deres Virkning i de halv eventyrlige Tider, hvor en Mand blev fældet med ét Nævedrag, hvor en Knude blev løst ved ét Sværdhug, og hvor en Sag faldt eller stod med et eneste Hærslag. Men i vor Tids Historie, hvor Sagernes og Folkenes Maskineri er bleven betydelig mere kompliceret, i vor Tids Historie lige ned til den Dag i Dag sørger den dygtige Feltherre først og fremmest for at have sin Retrætelinje i Orden, førend han fører sine Soldater i Ilden, og Raabet: "Retræten er afskaaren !" bliver vel som oftest Dødsskriget for de kæmpende Kolonner.

✂ Ja, Retræten i Orden! - Selv Digteren, der i sin Sjæls Bitterhed kaster Tærningerne, og sætter alt paa ét Kort, ser sig ved Digtets Slutning om efter en Udvej, en Hjemvej:

✂ Han brændte sine Skibe; -
blånende Røg
som en Bro-Banes Stribe
nordover føg. -

155

✂ Men tilbage til vore døde !

✂ Her ligge de, under Tidsler og Nælder. Ingen véd, hvad de hed i levende Live. Ingen bekymrer sig heller derom. Det er simpelt hen de Kolera-døde.

✂ Det er Fiskere, maaske en og anden Lods, Arbejdsmænd, danske Soldater og slesvigholstenske Fanger.

✂ Ligstene eller anden Inskription gives ikke. Det skulde da være, at Nældebladene for Fangernes Vedkommende gav nogen Oplysning. I ethvert Fald blomstrer dette Skjoldmærke frodigt der inde paa den indhegnede Plads og brænder enhver Haand, der med Nysgerrighed eller maaske med nogen Sympati for de døde vil undersøge Stedet nærmere.

✂ Nord paa, saa langt den lille Holms Territorium naar, strækker sig halvt sammensunkne Barakker, smaa, indhegnede Haver med forpiskede og forknyttede Buske. En Mølle rager skeletagtig op i Vejret, og synes at anmode Blæsten om at tage fat i sig i Stedet for i Buskene ved dens Fod. Længst borte ligger det nordlige Taarn, en rund Kampestensbygning med massive Mure, skeløjede Skydeskaar, og et nürnbergeragtigt Tag, der løber op i en Spids, rækker en lille rusten, pibende Fløj ud til Vejr og Vind, udbuler hist og her og paa aldeles tilfældige Steder nogle Smaakviste med klaprende Luger, og synes med sin af Alderen graanede Spaantækning at lide af en utallig Mængde Onder, fremkaldte ved den uafladelige Udsættelse for Himlens og Havets forenede Vrede.

✂ Hele denne Strækning henligger i sørgeligt Forfald. Det var, som om Koleraen havde hærget Bygningerne samtidig med, at den hærgede Beboerne. Jeg vender atter tilbage til mine Refleksioner over Koleraen, over denne lille isolerede Holm, hvorfra ingen Flugt var mulig lige saa lidt som fra et Skib paa det vilde Hav. Farsoten synes at legemliggøres for mig, medens jeg betragter disse Ruiner. Jeg synes at se den ligesom en Trold i et Eventyr rykke Menneskene op ganske som om de var Roer, der var plantede i en Have. Jeg synes at se Trolden kaste disse Roer hulter til bulter i en stor Dynge, og derpaa med en vild Hoveren slaa Vinduer og Vægge ind i Bygningerne, knuse Taglægterne, sparke til Grundmurene, og oversaa det hele med Ukrudt og Skarn og med Lavarternes rustrøde Pletter.

✂ Jeg tænker paa den Udtalelse, jeg en Gang hørte af en Officer, at af alle Kampe er Gadekampene de frygteligste, og at ingen kender Krigens Rædsler, som ikke har set dem optræde i Sporene af en ødelagt By.

✂ Her havde jeg Sporene for Øje. Her havde staaet en Gadekamp, hvor Fjenden havde sejret fuldstændigt.

156

✂ Et Bøsseskud i sydlig Retning fra denne Kirkegaard ligger Fængslet. Jeg vil ikke paastaa, at det ser saa truende ud, som Fængsler og Fattighuse I Reglen pleje at se ud. Ikke desto mindre kan det ikke siges at være noget opmuntrende Opholdssted.

✂ I Smag med Hovedvagten i vor Residensstad, med lyse Mure, Jernstænger for Vinduerne og et temmelig opadstræbende Tag, ligger Fængslet tæt ved Indløbet til den søndre Havn. Her sad den "berygtede" Dr. Dampe. Langs med dette forfaldne Brystværn, og samvittighedsfuldt eskorteret af en Soldat, havde Fangen Lov til at bevæge sig paa en bestemt Tid af Dagen. Fangen nød desuden hen imod Slutningen af sit Eksil den "Gunst", at turde krybe i Ly under en faldefærdig Hytte, naar et Uvejr pludselig skulde overraske ham paa hans Spadseretur.

✂ Stakkels Dr. Dampe! Havde han blot ventet indtil vore Dage; man havde da næppe taget ham hans Forfatter- og specielt hans Reformatorvirksomhed saa unaadig op, saa meget mindre som den ikke støttedes af videre fremragende *dolgoeO* videre farlige Evner.

✂ Og dog, - hvem véd !

✂ En af Øens Befolkning, for hvem græske Bogstaver noget nær er det mærkeligste, han kender, og som uden videre døber dem med Navnet "hebræisk", underretter mig med en vis hemmelighedsfuld Mine om, at der staar noget saadant hebræisk skrevet paa Væggen i det Kammer, hvor Doktoren sad. Fængslet er under Restaurering. Det skal omdannes til Beboelseslejlighed for Smaafamilier. Jeg bliver vist ind i Kammeret med de mærkelige Bogstaver. En Murer har allerede hvidtet Loftet og den ene Væg. Den anden Væg undersøges. Paa det perlefarvede Panel staar nogle spredte, halvtudviskede Zifre, nedskrevne med Blyant. Nogle græske Sentenser uden særlig Interesse for Læseren, nogle virkelig hebraiske Bogstaver og forskellige udviskede og overstregede Udgydelser.

✂ Det er ikke noget dybt Indblik, man faar i alle de Tanker, som den stakkels Fange muligvis har haft under sit lange, ensformige og sløvende Eksil.

✂ Døren ind til den næste Celle staar aaben. Jeg gaar der ind med min Ledsager. Her har en slesvig-holstensk Fange siddet. Han har ogsaa skrevet noget paa Væggen; men ikke noget hebræisk.

✂ Der staar med en temmelig øvet, maaske noget ungdommelig Haand følgende trøstesløse Bogføring:

✂ D. 17/7 53. Ausbruch der Cholera.

✂ 22/7. l Mann gestorben.

✂ Og saaledes fremdeles Dødsfald indtil 9/9 53.

✂ En hyggelig Beskæftigelse og en behagelig Udsigt for en indespærret.

157

✂ Paa Væggen lige overfor findes to Mærker afsat, det ene lidt højere fra Gulvet end det andet. Det øverste Mærke er betegnet Carl 20/10 54, neden under staar Elisa.

✂ Det er vel Slutterens Børn, som har besøgt Fangen og leget med ham i de lange, dræbende kedsommelige Timer.

✂ Nu gaar Murerens Hvidtekost hen over Kolera og Børn og Fangen og hele Historien.

✂ Ja, lad os bruge Kosten, og det saa eftertrykkeligt, at hele den mindre Holm med alle dens Uhyggeligheder forsvinder, og lad os saa gaa over den knagende og stønnende Flydebro til den større Holm, Christansholmen. Der skinner Solen paa Klipperne, paa de høje Mure, paa de mørktløvede Træer, som næsten skjule Kommandantog Havnemesterboligen; der glide Skyerne, hvide og skinnende ligesom Maager ude fra Havet, hen over det store, runde Taarn, hvor Blinkfyret udsender sine Glimt i Nattens Mulm og Mørke, og hvor den vagthavende Lods om Dagen kan iagttages som en mørk Figur med en lang Skibskikkert for Øjet, drejende sig frem og tilbage og en Gang imellem helt rundt ligesom en Vejrfløj.

✂

✂ Ne Taceant Homines
Saxum Hoc Loquitor.

✂ Denne dristige Paastand staar fremsat ved det store Taarns Fod, indhugget i en mægtig Granitflade, og forøvrigt efterfulgt af en hel Række for den almægtige Christani Qvinti Egenskaber meget smigrende Tillægsord.

✂ Paastanden daterer sig fra 1683. Hvor vidt Klippen nogensinde før har talt, vides ikke; (man paastaar, at det er sket efter den Tid, i 1808 nemlig, og da gennem Kanonernes Mund).. Jeg for min Part kan nu bevidne, at Klippen har opladt sin Røst for mig, og jeg har ikkke faaet saa lidt endda at vide ved denne Lejlighed.

✂ Som tjenende til min Ros kan jeg gerne tilføje, at jeg var en flittig og opmærksom Tilhører; men dette forringer jo ingenlunde Klippens Fortjenester som den fortællende. Tværtimod. - Man kan maaske ikke alid lægge Eleven til Last, at han er efterladende og uopmærksom; stundom falder vel en stor Del af Skylden paa Læreren, naar denne nemlig er paafaldende kedsommelig.

✂ Jeg gik da og lyttede til alle de fine smaa Bemærkninger, som Klippen nu og da kom med. Jeg opsamlede alle dens elegiske Udbrud, jeg opsnappede de Kraftudtryk, som en Gang imellem forefaldt, jeg søgte særlig at tilegne mig disse melankolske Smaaforedrag om Havet og dets Beboere eller Befarere, disse Foredrag, der klinge som 158 Sømandssange, lange, enstonede, afpassede efter Sømandens Hovedegenskab, Taalmodigheden, og efter de øde Nattevagter. Jeg fik ovre paa den mindre Holm hele den mørke Side af Klippernes Stemning frem. Her paa den større Holm vandt Fortællingerne i Farve, Inderlighed og et vist Lune, som er mere og mindre ejendommeligt for Havets Beboer.

✂ Den større Holm løftede sig jo ogsaa paa en egen bevidst Maade højt op over sine Omgivelser. Den vandt herved en videre Horisont, og sligt forhindrer en altfor stor Ensidighed.

✂ Den var forsynet med Jord, Haver, smukke Bygninger, et ærværdigt Kastel; sligt stemmer som bekendt Sindet til Optimisme. Og som det gaar i alle andre Forhold: hvor meget er, kommer mere til, saaledes gik det ogsaa her.

✂ Lokket ved alle disse Herligheder syntes Solen med en iøjnefaldende Forkærlighed at dvæle hyppigst og længst her ovre paa den "velhavende" Holm. Den kærtegnede Blomsterbuskene i Kommandantens Have, saa at Roserne sprang ud, og sendte deres stærke, ildfulde Duft op over de golde Klipper. Den klappede med venlig Haand de ærværdige Træer paa deres halvskaldede Isser, og hvad ikke al Verdens Haarbalsamer og Tinkturer formaar, det formaaede Solen, - Træernes Isser begyndte virkelig at bedækkes af frodigt Løv. Den lunede for Beboerne i Husene, den mildnede mod den skarpe Vind og Havets kolde Aandedræt, den søgte af bedste Evne at fremme de magre Køers og Faars daglige, udholdende Anstrengelser efter at finde noget spiseligt i en eller anden Klipperevne, og - hvad jeg er Solen mest taknemmelig for - den viste mig en smuk Morgen med sin gyldne Pegefinger Vejen op over Klipperne og ned til det i al sin Tarvelighed yderst romantiske Anlæg, som her benævnes "Kongens Have", men som endelig ikke paa Grund af Navneligheden maa forveksles med hin støjende, støvende Ammebørs der ovre, langt borte herfra, i den kvalme Residensstad, foran den solhede, markiseprydede Kronprinsessegade.

✂ Nej, her var hverken Ammer eller Børn; her var Skygge, Tavshed og ingen Markiser. En mild Vind, blandet med Solskin, Havluft og Duften af Kaprifolier viftede over mit Hoved og summede gemytligt ligesom en Bi i Søndagshumør omkring mellem Bladene paa Almetræernes Kroner. Jeg maa imidlertid, hvad disse Almekroner betræffer, skynde mig at give Sandheden, hvad Sandhedens er. Kronerne var noget fladtrykte, og den ideelle, opadstræbende Tendens, som disse Træer upaatvivlelig i deres fagre Ungdom har haft, var i deres modnere Alder af Tidernes og Forholdenes Ugunst gaaet over til en vis flegmatisk, stagnerende Holdning, der gjorde Totalindtrykket af Haven lidt trykket, men som derfor ikke udelukkede 159 en bestemt anerkendende Følelse af Respekt overfor Enkelthederne i det smukke Anlæg, disse Enkeltheder, som havde saa meget at kæmpe sig frem imod.

✂ Vinden viftede som sagt over mit Hoved, og Skygge og Lys kom og forsvandt hen over de usædvanlig frodige Græsplæner og de stærkt bugtede Gange.

✂ Terrænet var, som en Stabsofficer vilde udtrykke sig, "stærkt kuperet". Midten af Haven udgjorde tillige dens højeste Punkt. Her var paa en lille Klippeafsats opført en Thepavillon med et hvælvet Tag. Pavillonen var noget angreben af Tidens Tand, men for at bøde herpaa havde Slyngplanter og Syrénbuske forenet sig om at varetage det maleriskes Interesse, og - Stedet var skønt at se til og godt at faa Forstand af.

✂ Jeg nedlod mig i Skyggen under en af Syrenerne; jeg lagde den Bog fra mig, som jeg havde taget med i den Hensigt at bortlæse et Par Formiddagstimer; jeg syntes, at det var langt bedre at bortdrømme disse Timer, (hvis man ellers tør bruge et saa guvernanteagtigt Udtryk), - og jeg lod mit Blik begynde med denne Fordyben sig i alt og intet, som er det sikreste Tegn paa, at vedkommende er paa den rette Vej hen imod Drømmenes ubestemmelige Regioner.

✂ Der kom en lille, travl Fugl med vippende Hale og smaa, skinnende Øjne hoppende ud fra en Busk lige overfor mig. Den saa' et Øjeblik lidt forbavset paa mig, men da jeg rimeligvis ikke har forekommet den videre farlig - (maaske har den haft den Swift'ske Opfattelse af Mennesket som det laveste Dyr) - fortsatte den sine hoppende Bevægelser, nappede lidt i et Græsstraa, og fløj derpaa ind igennem Pavillonens aabentstaaende Vindue.

✂ Jeg fulgte den lille letbenede Fyr snarere med Tankerne end med Øjnene, og hvorledes det nu gik eller ikke gik, og hvor megen eller hvor liden Andel dette lille Medium har haft i min clairvoyante Tilstand, saa forekom det mig, at jeg snart efter hørte Stemmer, høj, klar Latter, Raslen med Porcellæn og Klang af Glas inde fra den maleriske Thepavillon. Ikke længe efter traadte et Selskab af Damer og Herrer ud paa den lille Terrasse foran Pavillonen.

✂ Herrerne var med en enkelt Undtagelse iført Sø- og Landetatens Uniformer af det for adskillige Decennier tilbage herskende Snit En ældre, korpulent Officer med graasprængt Haar syntes at være den højstbefalende, ligesom han for saa vidt ogsaa var den højsttalende paa Stedet. De øvrige var yngre, til Dels smukke Mænd, der ivrigt konverserede de tilstedeværende Damer.

✂ Det er jo altid sin Sag at tale om Damers Alder. Jeg vil da heller ikke søge at bestemme disse Damers Alder, men kun hidsætte den 160 Bemærkning, at der var fire Damer til Stede, en ældre, en yngre, og to unge.

✂ Maaske var denne "yngre" Dame Selskabets Værtinde, *dolgoeO* gift med den ældre, korpulente Officer. Jeg siger: maaske; - jeg véd intet bestemt, jeg formoder kun sligt, og jeg ledes til denne min Formodning af den paafaldende, skinsyge Adfærd, der karakteriserede den ældre Herre i hans Tale, Miner og Blikke, hver Gang hin Dame blev mere end almindelig ivrigt konverseret af en ung, smækker, lyshaaret Mand i en Søløjtnants klædelige Uniform.

✂ Forøvrigt var denne Dame smuk, og vidste i ethvert Tilfælde at bruge sine store, bydende Øjne paa en Maade, som nok kunde være farlig for et ungt, ubefæstet Gemyt, og som ganske sikkert kunde give den gamle, korpulente Herre adskilligt at tænke paa. Alligevel, trods det uimodsigeligt fængslende, der laa i denne Dames Blik, og trods den paa en sejrvant Bevidsthed hvilende Sikkerhed og Elegance, hvormed hun bevægede sig, foretrak jeg dog langt den ene af de to "unge" Damer, en slank, yndefuld Brunette, der syntes at give den ikke-uniformerte Herre i Selskabet Fortrinet.

✂ Ingen syntes for Resten at bekymre sig om min Ringheds Eksistens ; maaske man slet ikke anede min Nærværelse; - jeg vogtede mig naturligvis for at røbe den.

✂ Med Latter og Samtale tilbragte man nogen Tid paa Terrassen; saa foreslog Fruen i Huset (lad mig kalde hende saaledes), at man skulde lege Tagfat i Gangene, og - vips - saa brusede og raslede de lyse Damekjoler lige tæt forbi mig. Den gamle Herre var den, som skulde "tage", og det var formelig ængsteligt at se ham gaa over Stag ligesom et af de gamle, svære Linjeskibe, og skyde frem mellem de lette Sejlere, der omringede ham gækkende og drillende paa alle Kanter.

✂ Jeg fulgte med henrykt Øje disse unge Mænds og Kvinders livlige, lette Leg. Navnlig iagttog jeg den slanke, smidige Brunette. Hvor yndefuldt og sikkert bøjede hun ikke om en Træstamme! hvor blussede ikke hendes Kinder, og hvor straalede ikke hendes Øjne! Den jomfruelige Barm hævede og sænkede sig under den Kniplingsmantille, som var slynget over Skuldrene og heftet bag i Bæltet. Kjolen var kortere og snevrere end nu til Dags. Fødderne i de smaa, rosetteprydede Sko hoppede hen over Gangene. De elegante, ungdommelige Former tegnede sig med vekslende Skikkelse plastisk, modigt af under det lette Draperi. Pygmaleons Galathea vilde have set saaledes ud, den Gang Marmoret fik Liv og sprang ned fra sit Fodstykke. Jeg tænkte ved mig selv, at vor Tid, som sætter Kvinden ind i et Fuglebur, og svøber halvhundrede Alen Draperi omkring Buret, næppe bliver mere kysk derved, og i alt Fald bliver langt 161 unaturligere end hin naive Tid, i hvis snævre Rober Virginie og Gabriele Palmer optræder.

✂ Jeg fik dog ikke Tid til at anstille mange Betragtninger i moralskæstetisk Henseende.

✂ Der var længst nede i Haven en af frodige Syrénbuske tæt overhvælvet Gang. Fra mit lave Sæde kunde jeg nu og da forfølge Glimtet af de lyse Kjoler, naar de pilsnart fløj der igennem, medens derimod de mørke Uniformer forsvandt paa deres Vej igennem den tætte Skygge.

✂ Det forekom mig nu, at jeg et Øjeblik saa' et sligt Glimt forblive ubevægeligt paa det samme Sted. Jeg anstrængte mit Syn, og idet en Solstraale brød igennem det forræderiske Løvtag, syntes jeg at se et blondt Hoved bøje sig ned over en fremstrakt, hvid Haand, der udgik fra den omtalte lyse Genstand. Det var kun et Øjeblik, saa kom den gamle Herre, der stadig var den, som skulde "tage", ansættende i sin tunge Galop lige hen imod Gangen.

✂ Jeg havde nær raabt højt, for at advare vedkommende der inde, men det behøvedes ikke; thi just som den gamle brød sig sin skummende Vej ind i Gangen, dukkede det blonde Hoved ud igennem Buskene og ud paa Plænen. Hovedet efterfulgtes af en smækker Krop i blaa Uniform; - ud fra Gangens modsatte Ende fo'r en let Skikkelse som en Maage paa hvide Vinger, og forsvandt i den fjerneste Del af Haven.

✂ Var det min lille Brunette? - Nej, hun stod jo tæt ved mig, og havde rakt den ikke-uniformerte sin lille, skælvende Haand, og saa' ham ind i Øjet med saadant et inderligt, spørgende, bedende, hengivent Blik, at jeg, jeg ulyksalige, som ingen havde et Blik til overs for, blev aldeles græsgrøn paa mine Albuer og i mit Hjerte.

✂ Nej, hende var det ikke; hun var jo "taget". Men hvem var det da?

✂ Ja, det kommer jo for Resten hverken mig eller Sagen ved.

✂ Man samledes for øvrigt atter oppe paa Terrassen. Den gamle Herre var forskrækkelig rød i Ansigtet, trak Vejret som en Blæsebælg, og skelede frygteligt til den unge blonde Officer. Den ikkeuniformerte og den slanke Brunette tilkastede hinanden Blikke, som fik mit Hjerte til at banke; de øvrige snakkede, lo og larmede ganske som før. Forpustede var de alle, og et Forslag fra den blonde om at optage Legen igen, forkastedes af de to Tredjedele af Selskabet, og der iblandt af den gamle med et rasende: Nej, Fanden annamme mig!

✂ Fruen i Huset var nu den, der bragte et nyt Forslag frem. Det bestod i, at man skulde fortælle Historier. Og dette Forslag sejrede; man flyttede Stole og Skamler fra Pavillonen ud paa Terrassen, og 162 saa fortalte først den ene og saa den anden, og enhver havde sin Maade og sit Stof.

✂ Det var virkelig overmaade interessant, og jeg hørte alt fra mit Skjul.

✂ Men hvad blev der da fortalt?

✂ Ja, hvad fortæller man saadan i Almindelighed, naar man i det hele taget gør sig den Ulejlighed at fortælle. Det er smaa Stemninger, man skyder fra sig af den Overflod, som man har der inde. Eller det er Smaating, som af en eller anden Grund har faaet en større Betydning for én selv, og som man derfor gærne vil glæde Næsten med. Eller det er gamle Klædningsstykker, baarne i ens Ungdom, som man frygter for, at der skal gaa Møl i, og som man derfor gærne vil lufte ud i Sol og Vind. Eller det er en øjeblikkelig Inspiration, som man griber paa sin Flugt, og fastholder ved at fortælle den. Eller det er rent, blot og bart Indfald.

✂ Det er Kærlighed først og fremmest. Det er en lille, oplevet Situation. Det er maaske en gammel Lidenskab, der pludselig med Magt bryder frem. Det er et lille Eventyr. En Rejse. Et Syn, der er fløjet én forbi, medens man selv var mest dagligdags stemt, og hvis dæmpede Vingeslag man nu hører fra det fjerne.

✂ Det var saadan noget, der blev fortalt. Og det var da navnlig den blonde Søofficer og den ikke-uniformerte, der bar Prisen i saa Henseende.

✂ Da denne sidstnævnte havde afsluttet en nydelig lille Historie om - ja hvad var det nu? jeg tror, det var om en ung Mand og en smuk Pige - udbrød det ganske Selskab i en lydelig Applaus. Da Applausen var forstummet, spurgte Fruen i Huset, maaske lidt spidst, hvor han havde lært at fortælle saa interessant.

✂ "Min naadige Frue," sagde han med et let Buk. "Jeg har lært det her nede mellem de østlige Klipper ved den saakaldte St. Hans Kilde."

✂ Man saa' lidt forundret paa ham; en og anden, dog ikke den lille Brunette, trak paa Smilebaandet; men nu raabte den gamle: Ja ja, det er nok af den Passiar! lad os nu komme hjem."

✂ Man rejste sig, og tog Stole og Skamler med sig ind i Pavillonen. Og næppe var den sidste traadt ind over Tærskelen, før end alt blev ligesom uddødt. Der var ikke et Fodtrin at høre, ikke en Stemme, ikke en Lyd.

✂ Jeg løftede mig forsigtigt op, trippede paa Taaspidserne hen til Terrassen, saa' op og ned ad den faldefærdige Pavillon, og vovede mig endelig op til det aabentstaaende Vindue. Jeg kiggede ind. Rummet var øde og tomt. Jeg sprang ind igennem Vinduet, og løb ud igennem Døren paa den modsatte Væg. Der var ikke Spor at se af de Personer, som saa ganske nylig havde staaet for mig.

163

✂ Jeg sprang op paa en Klippe, og stirrede rundt til alle Sider ud over det Plateau, hvor Taarnet, Krudtmagasinet og Kirken ligger. Der gik de magre Køer og Faar og ruskede og sled i de Græstotter, som hist og her stak frem mellem Stenene.

✂ Selskabet var som bortblæst.

✂ Da slog jeg mig for Panden, og maatte mismodig erklære for mig selv, at Jeg havde været Offer for en saadan Tilstand, som de lærde behager at benævne en Hallucination. Og alligevel stod alt saa tydeligt for mig, alt, undtagen Fortællingerne. De blegnede mere og mere ligesom Stjernerne for Dagskæret, og jo ivrigere jeg søgte at fastholde dem, jo hastigere syntes de at vige.

✂ Det var i Grunden en stor Skam, thi jeg vilde saa grumme gærne have haft noget at meddele i Form af Fortællinger, naar jeg atter vendte tilbage til Fastlandet fra denne i Sandhed fortryllede Ø. Men saa randt hin Ytring om St. Hans Kilden mig i Hu. Der maatte jeg altsaa ned; der var det jo, at han, den ikke-uniformerte, havde ......

✂ Aa Passiar! Det hele er jo taabeligt, og jeg selv er nok ikke langt fra at aspirere til en Koldtvandskur for Hallucinationer!

✂ Ikke desto mindre begav jeg mig paa Vejen ned til den omtalte Kilde.

✂ Vejen var ikke lang. Jeg gik fra Haven gennem et lille Engdrag mellem nøgne Klipper ned til den Tunnel, der er muret igennem det yderste, svære Strandbatteri. Saa var jeg uden for Fæstningens Enemærker, og havde foran mig en snæver Dal, der løber paa skraa ned til Havet mellem to paralelle Klippemure. Midt i denne Dal og et Par gode Stenkast fra de yderste Skær, hvor Østersøen bryder sig hult drønende eller svagt mumlende, ligger Kilden. Det er en snurrig Kilde den.

✂ Op fra Dalens græsklædte Bund rager en besynderlig, isoleret Klippeblok, takket og tindet og med en stærk foroverbøjet Heldning ligesom et Stykke Fæstningsmur, der skal til at styrte. Fra den modsatte Side har man opstablet en Mur af store, løst sammenføjede Sten, der læner sig mod Klippens øverste Del, og synes at have til Hensigt at forhindre et eventuelt Fald.

✂ Under den halvt naturlige og halvt kunstige Hvælving, som herved fremkommer, findes da Kilden eller rettere Brønden. Det hele danner en Grotte, hvis Bund er en dyb, S formet Kanal, og fra hvis Vægge og Loft Vanddraaberne falder med underligt sukkende Smaaplump ned i den svagt rislende, kølige Cisterne.

✂ Jeg satte mig foran Indgangen til denne Grotte, saaledes at jeg vendte Ryggen til Aabningen, og havde det store, vidt udstrakte Hav for mit Øje. Skyerne kom dragende i luftige, skiftende Skikkelser højt oppe over mit Hoved; Klipperne stod omkring mig, stive, kolde 164 som Ligsten over svundne Slægter. Havet hvilede saa uendeligt, saa trøstesløst foran mig. Jeg begyndte at føle Ensomhedens og den store, øde Naturs trykkende Magt over mit Sind, og jeg begyndte stærkt at tvivle paa, at jeg her vilde kunne hente Stof til andet end meget triste og meget ensformige Fortællinger. Men efterhaanden som mit Øre opfangede Lyden af Vanddraabernes Smaaplump og Kildens Rislen der inde fra Grotten, og efterhaanden som disse Livsytringer blandede sig med Havets mægtige, men dæmpede Baadsmandsbas, efterhaanden antog ogsaa Klipperne omkring mig et mere livligt Udseende, og Skyerne formede sig i mere bestemte og mindre flygtige Figurer. Og snart kunde jeg give hin Fortæller i Selskabet Ret.

✂ Gamle Minder, udviskede Billeder, forglemte Situationer kom ligesom en Flok Børn dragende ud til mig fra Grottens Indre. De badede sig i Havet, de sprang og tumlede omkring paa Klipperne, de indaandede den friske Luft, og løb legende efter de Skygger, som Skyerne kastede hen over Omgivelserne. Tydeligere og tydeligere lød Stemmer til mig der inde fra Klippegrotten, og jeg følte, at hvis jeg nu havde et Selskab for mig, saa kunde jeg snart begynde at fortælle det, som Stemmerne meddelte mig, og maaske fortælle det lige saa godt som han, mit Forbillede der oppe fra Haven.

✂

✂ Det er altsaa et Selskab, jeg søger mig, for at kunne fortælle. Jeg kan dog ikke godt sidde her nede ved Stranden, og fortælle for min egen Fornøjelse.

✂ Hvis jeg nu skulde være saa heldig at faa et saadant Selskab til at høre paa mig, saa haaber jeg, at Selskabet vil være lidt gunstigt stemt imod mig. Hvis ikke - ja saa vender jeg mig om til Klippen, og trøster mig med dens egne Ord:

✂ Ne taceant homines
Saxum hoc loquitur.

✂

✂ Byen hed Tippinstown, Tippingtown, eller saadan noget lignende, eller maaske noget helt andet.

✂ Det er for Resten ligegyldigt. Det er ikke derpaa det kommer an. Byen var desuden, og er da rimeligvis endnu, kun ganske lille bitte, egentlig ikke andet end et Fiskerleje. Der var nogle Rækker Huse, som Beboerne var ubeskedne nok til at kalde Gader; der var en 165 lille og halvdaarlig Pier ud i Vandet, en Lodsstation, et Fyrtaarn (af en temmelig lav Rangklasse) og oven over Byen ved den høje Jernbanedæmning laa Jernbanestationen med sit Signalapparat, med sin gnavne Forvalter og sin endnu mere gnavne Banevogter. Denne gnavne Banevogter, som ellers lignede et velkonserveret Eksemplar af en ægte, ægyptisk Mumie, med lige saa meget Liv og lige saa megen Rørighed, som en Mumie kan gøre Fordring paa, - denne gamle, gnavne Fyr faldt hen imod de forskellige Ankomsttider for Banetogene, og særlig for Iltogene, fuldstændig ud af sin vante, surmulende Rolle; og det var med et ungt Menneskes Lethed og med en Jægers ivrige Opmærksomhed, at han da sprang ned fra Perronen, og i en forover bøjet Stilling fæstede sine graa, missende Øjne paa den nærmeste Tunnels mørke Aabning, hvor Dover-Brighton Jernbanens Lokomotiver skulde stikke deres dampende Hoveder frem.

✂ Thi det var paa Vejen mellem Dover og Brighton, at Byen med samt sin Jernbanestation laa.

✂ Nærmere bestemme dens Beliggenhed kan jeg foreløbig ikke; det faar vel være det samme hermed som med Navnet.

✂ Og saa kommer Historien; - Tommys Historie.

✂ Tommy og jeg stod netop en smuk Sommeraften oppe ved Jernbanedæmningen, et lille Stykke Vej fra Stationsbygningen, og saa', hvorledes Toget fra Brighton kom hvæsende og buldrende ud af den mørke Tunnel, der er boret igennem Brinken, som falder stejlt ned imod Stranden. Knagende og stønnende fo'r den lange Vognrække os forbi. Der bremsedes for; det hvinede og skrabede hen ad Skinnerne; saa hørtes Piben; saa Konduktørernes ensformige Raab; saa klaprede nogle Døre; saa trampedes der lidt paa Perronen; saa Piben igen; et svært Ryk, nogen Modstand af de bagerste Vogne mod Lokomotivets Tyranni; - og saa af Sted igen.

✂ Hverken Tommy eller jeg saa' dette Syn for første Gang. Ikke desto mindre fængslede det os som det vedblivende fængsler tusinder, for hvem Synet ikke er mere nyt end det var for os.

✂ "Ja," sagde Tommy, da vi atter vendte os, "der er Fart i den Skude. Det var nok ikke sundt at komme for Bougen af hende, - hvis man ellers skøttede om at bjerge Livet."

✂ De sidste Ord syntes mig at røbe lidt mere end sædvanligt Mismod; men jeg svarede intet, jeg saa' ligesom min Sidemand ned over den lille By, hvis Skorstensrøg blev baaren af en let Søbrise hen over de teglhængte eller mosbegroede Tage. Solen maatte snart være ved at gaa ned. Husene laa næsten alle i Skygge. Paa en enkelt Skorstenspibe, hen ad en enkelt Tagryg spillede nogle Straaler, som havde listet sig tæt bag om Brinken, hvorigennem Tunnelen gaar.

166

✂ Pieren, der løber ud i Vandet, var forgyldt over hele sin yderste Halvdel, og Fyrtaarnet syntes at gløde. Ved Brohovedet, hvor den indtrædende Flod nu atter begyndte at sætte "The Channels" friske Vande i Bevægelse, laa nogle større og mindre Fartøjer, tilriggede saaledes som Folkene paa denne Kyst bruger.

✂ Det var ved disse Fartøjer, at min Sidemand lod sit store, ærlige Øje dvæle. "Havde jeg bare min Baad igen, saa skulde det nok altsammen gaa."

✂ Tommy var en af de flinkeste unge Fyre i hele Byen. Og det vil ikke sige saa lidt, thi skønt Byen var lille, var der dog mange flinke, unge Fyre i den. Ingen førte imidlertid en Aare eller en Rorpind som han. Ung, senestærk og ufordærvet som han var, afgav han et vederkvægende Billede paa den Rolle, som den moderlige Natur oprindelig synes at have tiltænkt ethvert ungt Menneske, førend de store Byer spredte deres smudsige Aande ud over Land og By. Vel sandt, Tommys aandelige Dressur var ikke foregaaet i en af disse store Drivhusanstalter, hvor en Dreng paa fjorten Aar er klogere end hele Tippingtown, Fyrmesteren og Lodsoldermanden iberegnet. Og ganske vist var Tommys historiske, geografiske og filologiske Kundskaber stærkt begrænsede. Men havde den gamle, forhutlede Skolemester i den lille By ikke aabnet Tommys Øjne for Menneskehedens store, aabenbare Bedrifter, saa havde til Gengæld hans Kammerater heller ikke belært ham om Menneskehedens store, hemmelige Synder. I en Alder af to og tyve Aar var Tommy stærk og behændig som en Løve, uskyldig som et Barn, og alvorlig som en Mand.

✂ Den sidste Egenskab, Alvoren, skyldte han to Omstændigheder, der i hans nuværende Forhold egentlig faldt sammen til én.

✂ Tommys Fader havde været en driftig og duelig Fisker, der tillige i sin stærke, velriggede Baad som "Kommissioner" pløjede Kanalens urolige Vande, tog Breve i Land fra Skibene der ude, gav allehaande Vink om Vind og Strømsætninger, og vel undertiden slog en lille Handel af med Folkene om Bord, en Handel, der kunde være ærlig ligesom den kunde være det modsatte, men som Tommy paastod for sin Faders Vedkommende altid at have været af den første Slags.

✂ Denne Baad, vidt og bredt bekendt og beundret under Navnet: "Fair Mary Consort", tørnede en stormfuld Efteraarsdag mod Bougen af et stort Skib ude paa Dybet. Skibet var det stærkeste; Baaden, hvori Fader og Søn var, sank, men kun Tommy blev bjerget. Kaptajnen, der førte Skibet, lod Tommy sætte i Land ved Dover, og gav ham en Guinea med i Lommen. Mere kunde han ikke gøre for ham; Fejlen var paa Baadens Side, der var galt manøvreret, paastod han.

167

✂ Tommy kom hjem til det lille Hus nede paa Sandet, hvor Moderen allerede fra en anden Baad havde hørt om Ulykken. Opløst af Fortvivlelse over det dobbelte Tab, hun efter Folkenes Sigende havde lidt, glemte hun næsten Faderens Død over Sønnens Redning. Tommy var hendes eneste Barn, og Faderen var jo næsten altid ude. Hun var en energisk Kone, bygget af det Stof, som man særlig finder der, hvor Livets Krav kæmper en daglig Kamp mod den haarde Natur. Tommy var den Gang tyve Aar, og vant til at klare for sig. Halvdelen, og det den bedste, af hans Arvelod var rigtignok samtidig med Faderen tagen fra ham af det ubønhørlige Element, hvortil hans Eksistens var knyttet. Men han havde sine stærke Arme til Medhjælp hos andre. Og han havde det lille Hus der nede paa Sandet, hvor Moderen kunde knytte Garn, væve, spinde, og hygge om Sønnen, naar han kom hjem, drivvaad af det salte Skum eller ophedet af den brændende Sol.

✂ Sorg og Modgang har slappet mangen en brav Fyr. Modgangen gjorde Tommy stærkere. Uden i mindste Maade at ville lægge ham en Tilbøjelighed til Last, der oven i Købet stedse var bleven holdt inden for sine rette Grænser af hans medfødte brave Egenskaber, tør jeg som sanddru Fortæller ikke lægge Skjul paa, at den livlige, frejdige unge Mand før Faderens Død plejede sammen med sine jævnaldrende at højtideligholde Lørdag Aftenen ved et Glas Ale eller Stout, sommetider Whisky, inde foran Skænken i Mr. Simsons "publichouse". Tippinstown eller Tippingtowns Fornøjelser var faa og ensartede. Og Mr. Simsons Hus var egentlig det eneste Sted, hvor Byens modnere Ungdom saa vel som dens mere prøvede Manddom kunde komme af med sine To-Shillingsstykker imod et passende Vederlag af opmuntrende Drikke og de nyeste Nyheder i Grevskabets Avis.

✂ Tommy havde en klar, behagelig Stemme, og udmærkede sig baade som Forelæser af Nyhederne og Forsanger af slige yndede Arier, som f. Eks.:

✂ Fare-Thee-well, my bonny young maid,

✂ I'm bound for The Rio Grande. -

✂ ellr:

✂ Where are the joys, I have met in the morning, ...

✂ for ikke at tale om:

✂ Blow, boys, blow,

✂ For California, O; ...

✂ o.s.v.

✂ Efter Faderens Død hørte imidlertid for Tommys Vedkommende disse Lørdags-Soiréer op. Indtægterne var knappe, og den flinke unge Fyr tænkte tilmed paa at spare sammen til en Baad. En 168 herkulisk Tanke for en ung Fyr, der tjente mellem tolv og fjorten Shillings om Ugen. Men Tommy vilde nu have en Baad, og han ræsonnerede ganske rigtig saaledes, at to Shillings sparet hver Ugedag, gav et aarligt Udbytte af næsten 5 Pund Sterling, der kunde lægges hen til Baaden foruden det øvrige, der var sparet i Aarets Løb.

✂ Jeg tror, at Byens Ungdom, og det være sagt til dens Ære, respekterede Tommys Principer. I det mindste havde han aldrig for mig beklaget sig over, at nogen lagde ham Hindringer i Vejen eller fristede ham til at gøre Brud paa sit Forsæt. Ikke desto mindre havde det dog, efter Tommys aabenhjertige Meddelelse, hændt sig en Lørdag Aften, at den Baadejer, som Tommy var Medhjælper hos, havde taget ham ind med hos Mr. Simson, og havde trakteret ham med en ualmindelig stærk Whisky i Anledning af en ualmindelig streng Tur paa Søen. Om nu denne Whisky havde været saa ualmindelig stærk, eller om Tommy, hvad der vel er rimeligere paa Grund af hans Afholdenhed i længere Tid, ikke havde haft de fornødne Betingelser til at modstaa Whiskyens Indflydelser, - det er vanskeligt at afgøre. Saa meget fremgik imidlertid af hans egne Meddelelser, at da han først var kommen ind ved Skænken og der havde modtaget og drukket det tilbudte Glas, var hans Æresfølelse bleven vakt, og havde besejret den økonomiske Stemme i hans Indre. Han havde trakteret først Baadejeren og dernæst et Par gode Kammerater; dette havde han derpaa øjeblikkelig fortrudt, og for at glemme sin Fortrydelse havde han drukket et Par Glas endnu, og var derpaa med Samvittighedsnag og med noget omtaagede Sanser gaaet udenfor, havde fundet en Bænk ved et Hus i Nærheden og var efterhaanden falden i Søvn der.

✂ "Jeg vaagnede," lød hans endnu angergivne Beretning til mig, "ved at mit Navn blev nævnet af en Stemme, som jeg straks syntes, at jeg skulde kende. Da jeg kom lidt til mig selv, saa' jeg, at det var Kate, Lodsoldermandens Datter. Denne Kate, maa De vide, havde jeg ofte set og et Par Gange talt med, og en Gang havde jeg danset med hende ved et Julebal hos Fyrmesterens, hvor nogle af os Fiskerknøse var indbudne, - af Mangel paa andre "Kavalerer". Da jeg saa', at det var Kate, ønskede jeg, at jeg var hundrede Mile til Søs, eller at jeg laa der, hvor min stakkels Fader laa. Hun saa' paa mig med sine store, brune Øjne, og saa sagde hun: Fy, Master Tommy; det er ikke smukt af Dem. Hvad tror De, at Deres Moder vilde sige, hvis hun saa' Dem her? - Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde svare, men jeg tror nok, at jeg fik spurgt hende, hvad hun selv troede. Men saa kom der nogen, og saa løb hun, og jeg listede hjem og krøb til Køjs."

✂ Den næste Aften havde Tommy trukket i sin bedste Trøje, knyttet 169 et stort, sort Silketørklæde, et som hans Fader havde faaet om Bord i en Ostindiefarer, om Halsen, og taget Retningen hen imod Lodsoldermandens Hus. Han havde nok ogsaa fundet den, han søgte, og den smukke Kate havde hørt ganske venligt paa den unge Sømands Forklaringer over Gaarsdagens Hændelser, ja havde nok endogsaa rakt ham Haanden til Farvel.

✂ Der forløb derefter nogen Tid, som Tommy kun flygtig berørte for mig. Hvad kunde ogsaa den unge Fyr fortælle mig om denne Kærlighedens Foraarstid, hvor Spiren skyder frem til en Plante med Stængel og Blade, og hvor det fine grønne undseligt føler Solen skinne paa sig og ængsteligt bæver tilbage for en fremmed Haands Berøring.

✂ Tommy elskede - og led.

✂ Kate var ham god nok, det var der ingen Tvivl om. Hun nikkede til ham, naar han tidlig om Morgenen gik ned til Baadene; og dette lille Nik varmede den stakkels Fyr lige ind til Hjertet, hvor vaad og kold han endogsaa blev der ude paa Søen.

✂ Om Aftenen, naar det var bleven mørkt, og naar Kate troede, at ingen saa' det, smuttede hun bag om sin Faders Hus ud ved den Mellemting af Gaard og Have, der udmærkede Lodsoldermanden frem for Byens øvrige Beboere, og hvor en skæv Flagstang, et Lysthus, der oprindelig var et i Land bjærget Ruf, samt to Buksbomhække og et Bed med vilde Løg fremtvang Misundelsens stramme Smil hos enhver forbigaaende. Her indfandt Tommy sig punktlig, saa ofte som han ikke var paa Nattefiskeri; her taltes de unge Hjerter ved; her fik Tommy disse bestandig mere og mere dvælende Haandtryk, hver Gang det sagte: Godnat! blev hvisket; og her endelig modtog den lykkelige unge Mand den fuldstændige Vished om sin Lykke af Kates bløde, bævende Læber.

✂ Stakkels Tommy. Han havde i Grunden saa lidt at sætte sit Haab til. Jo mere hengiven Kate blev ham, desto tykkere Skyer lejrede der sig om den svære Lodsoldermands Pande, hver Gang denne Matador saa' den slanke Tommy gaa forbi sig. En Gang raabte den svære Mand endogsaa efter Knøsen, og de Ord, som naaede Tommy, var nok til at vise ham, hvorledes Sagerne stod: "Saadan en Prakker; han gaar og lurer efter ... men bi kun ... spolere din Galionsfigur, min Dreng!"

✂ Tommy gjorde tre Mænds Arbejde, og Sparepengene til Baaden voksede. De, der havde Øjne til at se, saa' vel nok, hvad Tommy mente med det altsammen, og der blev vel ogsaa nok hist og her, og særligt hvor der var Mødre med Døtre, hvisket og tisket lidt i Kro gene. Men i Almindelighed havde man Agtelse for Tommys Energi, og da han ved Siden af sin travle Virksomhed for at fortjene noget 170 snart ved dette, snart ved hint Arbejde, tillige ikke tog i Betænkning at gøre Folk Tjenester gratis, saa var hans Papirer i det hele taget i jævn Stigning hos Flertallet af Tippinstowns eller Tippingtowns Beboere, og han begyndte allerede saa smaat at tænke sig Muligheden af Begyndelsen paa den omtalte Baad, og, efter dennes Fuldendelse, Muligheden af sin egen Optræden som Frier under en eller anden formaaende Velynders Protektion.

✂ Saa hændte det sig, og det var hen imod den Tid, da jeg kom til Byen, at Tommy en Nat, medens han laa og sov, og rimeligvis drømte en smuk Drøm om Kate og Baaden, pludselig vaagnede med en forskrækkelig Hoste og med Øjnene fulde af Vand. Han saa' sig fortumlet omkring; hele Stuen var fuld af Røg. Han sprang ud af Sengen og fik i Hast nogle Klæder om sig, og nu hørte han tydeligt Ildens Knitren oppe paa Loftet. Hans Moder laa i Værelset ved Siden af. Hun var næsten halvkvalt af Røgen, da han endelig fik hende udenfor. Naboer og Genboer kom til, men Huset stod allerede i lys Lue; og Tommy, der sprang ind for at bjærge sin Skibskiste med sine Sparepenge i, blev alvorlig forbrændt paa Arme og Ben.

✂ Den sidste Halvdel af Tommys Arvelod laa paa Jorden som en Bunke forkullede Lægter og sprængte Mursten. Han og hans Moder fik Husly i et Par smaa Værelser, hvis støvede Vinduer vendte ud mod Lodsoldermandens Have.

✂ Medens den stakkels Fyr laa og vaandede sig under sine Brandsaar paa det lange Sygeleje, følte han ret, hvorledes Kløften mellem denne Have og ham selv var bleven udvidet ved den sidste Begivenhed. Intet Hus, et Par Smaahuller til Leje i en anden Mands Bolig, intet reddet uden de Spareskillinger, som nu gik med under Sygelejet; Baad, Fremtidsforhaabninger, Kate - alt væk.

✂ Nej, Kate var dog ikke væk. Naar hun kunde komme til det, sneg hun sig ind igennem Bagdøren til Tommys Moder, der da maatte fortælle hende, hvorledes Sønnen havde det, og som maatte bringe Sønnen alle de kærligste og ømmeste Hilsener fra den modige og trofaste unge Pige. Og en Dag, da Tommy havde haft det ualmindelig slet og været ualmindelig mismodig, trængte Kate sig ind i Stuen til ham, kastede sig ned foran hans Seng og bad og besvor ham, at han dog ikke maatte opgive Haabet, og forjættede ham under Taarer og Kys den lyse Fremtid, som alle unge, stærke Hjerter saa nødig opgiver Troen paa, og som for saa vidt egentlig er en meget god Opfindelse af den, der saa ofte faar Skyld for at lade det hele gaa hulter til bulter, som det bedst kan.

✂ Endelig kom Tommy op og kunde begynde paa sine vante Beskæftigelser. Men han havde faaet et Stød, som ikke var saa let at overvinde. Hans sejge Tro paa, "at det nok vilde klare sig 171 altsammen", var bleven rokket, og det var sørgeligt at se paa denne kraftige, ungdommelige Skikkelse, der sled og slæbte, men under en mørk og trykket Alvor, og som næsten fandt Behag i at bortvise enhver Ytring af Sympati som overflødig og besværlig.

✂ Det var under denne Sagernes Stilling, at jeg kom til Byen og lærte Tommy at kende. Jeg véd ikke, hvorledes det oprindelig gik til, men jeg vandt Tommys Hjerte, han fortalte mig hele sin lille Historie og sluttede sig i det hele taget nøje til mig. Saa ofte han havde Tid, var han sammen med mig; vilde jeg ned ad Kysten for at tegne, skaffede han mig altid en Baad; jeg tog ud med ham paa Fiskeri; vi var sammen i godt og daarligt Vejr, og saaledes var vi da ogsaa sammen oppe ved Jernbanedæmningen hin smukke Sommeraften, som jeg her i Begyndelsen har omtalt - - - - - - - - - -

✂ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

✂ Vi blev staaende der oppe og saa' ned over Byen og ud over Søen, indtil Huse og Pier og Fyrtaarn var kommet lige meget i Skygge altsammen, og indtil Søen der ude begyndte at svulme i dybere og dybere Farvetoner under Nattebrisens kølige Pust.

✂ Saa gik vi tavse ned langs med den Tjørnehæk, der begrænser Jernbanedæmningen mod Øst ned ad Byen til, og da vi havde passeret Stationsbygningen og modtaget det sædvanlige surmulende Blik fra den gamle Banevogter, var vi snart i den "Gade", hvor Tommy boede, og hvor Lodsoldermandens Have laa.

✂ Ligesom vi gik forbi en lille Bænk, der lænede sig op til denne Havemur - et Stengærde besat med nogle sørgmodige Pilebuske - rejste en Skikkelse sig op fra Bænken og bød os: Godaften.

✂ Det var Kate. Jeg havde kun set hende enkelte Gange, men jeg kunde ikke tage fejl. Høj og slank var Skikkelsen; et kort Skørt, der næppe naaede Anklen, en lys Trøje eller Spencer, et Tørklæde kastet over Hovedet. Trækkene kunde jeg ikke saa lige se, men jeg følte, at det maatte være Kate, jeg vidste det, da Øjnene hæftede sig saa bestemt paa min Sidemand, og jeg tog min Hat af, hilste og gik videre ned til Stranden, hvor jeg om Aftenen i nogenlunde stille Vejr plejede at drive den Sport, som kaldes "at slaa Smut".

✂ Tommy var naturligvis bleven tilbage. Jeg havde vel næsten sendt et halvt Vognmandslæs af flade Sten ud i Søen og var bleven dygtig træt i Armen, da den brave Fyr kom gaaende langsomt ned imod mig. Det var nu saa godt som fuldstændig mørkt, men jeg kunde dog se, at Tommy var i stærk Bevægelse.

✂ "Naa, Tommy," sagde jeg, idet jeg gjorde min Stemme saa opmuntrende som muligt; "hvad mente saa din smukke Kate om Vejret i Aften?"

✂ "Hun talte slet ikke om Vejret," svarede Tommy troskyldigt. "Hun 172 sagde, at hendes Fader havde pint hende hele Dagen med ham, den lange Bondelømmel, ham, Farmeren Robinsons Søn der oppe i Landsbyen. Han har nok sendt Frierbrev her ned i Morges. Men Kate siger, at hun heller vil løbe væk med mig. Dog, hvad kan det nytte; det eneste Sted, hvor vi kunde løbe hen, det var da ud paa Søen til et Skib, og der kan da Kate ikke være, om ogsaa jeg nok kunde arbejde for os begge. - Nej, det er galt, og det bliver galt, men jeg skal slaa den Bondetamp i Dækket, hvis han kommer her ned og snuser efter Hønsereder."

✂ Jeg gjorde en af de sædvanlige Bemærkninger, om ikke at tabe Modet etc., og jeg tilføjede da, at jeg gerne selv vilde tale med den ubønhørlige Oldermand, maaske kunde jeg lægge et godt Ord ind for de to unge Folk o. s. v., o. s. v.

✂ Vi var under denne Samtale kommet op uden for Mr. Simsons "Etablissement", hvor der var tændt Lys inde i Stuen, og hvor Skæret, da Skodderne endnu ikke var lukkede, faldt ud gennem Vinduerne. Jeg kiggede tilfældigvis ind og saa' den omtalte Oldermand sidde der inde foran Skænken i Samtale med Værten.

✂ "Ser Du, Tommy," vedblev jeg og pegede paa Vinduet, "der sidder Bussemanden inde. Nu gaar jeg ind og byder ham et Glas, og saa siger jeg til ham ..."

✂ "Sir," afbrød Tommy mig, idet et forlegent Smil fo'r over hans aabne Ansigt. "Undskyld min Dristighed, - De er saa god og venlig imod mig - og Kate holder ogsaa saa meget af Dem og siger bestandig, at det er smukt af den fremmede Gentleman, at han vil tage sig saa meget af mig, men - ja, nu maa De ikke blive vred - men da vi sidst talte om Dem, og da jeg sagde, at De vist vilde hjælpe mig hos hendes gamle, saa - ja, men De maa virkelig ikke blive vred - saa fortalte hun, at hendes Fader ved Lejlighed havde sagt om Dem, at - at De nok var saadan en fattig Malerpjalt, siden De vilde bo i saadan en lille By og omgaas saadan en Fyr som mig; - og derfor tror jeg ikke, at det vilde nytte meget, om De ..."

✂ Jeg kom til at le saa voldsomt over Tommys Ansigt og over, hvad han fortalte, at Lodsoldermanden i egen høje Person blev lokket til Vinduet, som han atter hastigt og med sammentrukne Øjenbryn forlod, da han havde set, hvem han havde for sig.

✂ "Du har Ret, Tommy," sagde jeg, efter at jeg atter var kommen til mig selv oven paa et fornyet Latterudbrud. "Det gaar næppe paa denne Boug; men lad os nu gaa hjem og til Køjs. Vi kan i det mindste sove paa det, som man siger. Jeg har endnu mine Venner i London i Baghaanden, og for Resten stoler jeg altid paa, at Lykken vil komme enten paa den ene eller paa den anden Maade; ja, jeg stoler paa Lykken, om den saa ogsaa skulde vise sig i en nok saa ravsplittergal Form." 173 "Saadan tænkte jeg ogsaa en Gang," sagde Tommy og bøjede Hovedet.

✂

✂ "Her er noget for Dem, Sir," hørte jeg Tommys Stemme uden for mit Vindue næste Morgen. "Kom ned til Pieren, saa skal De se."

✂ Jeg var i en Fart oppe, og da jeg nok kunde tænke mig, at dette "noget for Dem" maatte være noget for min Mappe, stak jeg denne under Armen og begav mig ned til Stranden.

✂ Morgenen var frisk og kølig. Man havde, efter Tommys Udtryk, en Følelse af, at man kunde "trække Vejret helt ned til Støviesaalerne", - saa let og behagelig var Luften. Duggen trillede endnu i store Draaber ned fra Stendørtærsklerne til de lave Huse; en og anden Fisker, der kom vadende igennem Sandet med Garn eller en Kurv paa Nakken, nikkede et venskabeligt: God Morgen. Jeg følte mig rigtig vel stemt, og jeg syntes ogsaa at Tommy, som jeg traf nede ved Baadene, saa frejdigere ud end ellers.

✂ "Hvad er der saa paa Færde?" spurgte jeg ham.

✂ Han pegede ud efter mod Brohovedet, og da jeg nu skyggede med Haanden over Øjnene for Morgensolens stærke, hvidgule Glans, opdagede jeg et af disse smukke, højtriggede Lystfartøjer, som med klaprende Sejl og med det elegante, sortmalede Skrog nejende let i den svage Dønning, laa fortøjet ved Pierens yderste Ende.

✂ "En smuk Yacht, Tommy. Hvem fører den?"

✂ "Ejeren selv," svarede Tommy. "Det er nok en Lord eller saadan stor Gentleman. Han har maattet sende et Par af Folkene i Land, som var blevet syge; og nu vil han se at faa et Par andre i deres Sted."

✂ "Kunde Du ikke have Lyst, Tommy -?"

✂ "Jo saamænd. Lyst kunde jeg nok have, men jeg har Kontrakt med Billy Grindstone om at blive ved Baaden til Vinter, og desuden - jeg vilde nødig være herfra, hvis nu han, Bondelømlen, skulde komme her ned ..."

✂ Der blev kaldt paa Tommy fra nogle Baade, der nylig var kommet i Land. Jeg flyttede mig lidt nærmere hen imod Pieren, saaledes at jeg fik Solen bag ved Lystfartøjets Sejl, og derpaa gav jeg mig til at tegne Brohovedet og den smukke, skonnertriggede Yacht.

✂ Som jeg saaledes sad bøjet over mit Arbejde og tænkte paa, hvad man egentlig skulde gøre for den stakkels Tommy, lød pludselig den bestemte, men fuldkommen høflige Bemærkning over mit Hoved:

✂ "For høj Fortop, Sir."

✂ Jeg drejede mit Hoved langsomt om og i Vejret.

✂ Der stod en høj, mager, men bredskuldret Mand bag mig. Manden havde en blaa Jakke paa af tyndt Klæde, hvide Bukser og Vest og en 174 lille Straahat trykket ned over det ene Øje. Et Ansigt, der var skægløst, men dygtig solbrændt, og hvor en fin, noget krum Næse indtog en fremragende Plads, et højst ejendommeligt, benet, lidenskabsløst Ansigt saa ned paa min Tegning med et roligt, undersøgende Blik.

✂ "Undskyld, Sir, men den Fortop er for høj."

✂ Da det ikke godt kunde være nogen anden end Lorden, som Tommy havde talt om, og da jeg maa tilstaa, at jeg har set altfor meget af Englændernes Snobberi overfor deres Aristokrati til, at jeg ikke skulde vide at bevare min egen Selvfølelse, naar Lejlighed gaves, saa lod jeg ganske rolig mit Hoved gaa tilbage til sin forrige Plads, udstrakte mit Blyant i lige Linje foran mit venstre Øje, maalte paa Skonnerten in natura og Skonnerten in effigie, og saa først sagde jeg, idet jeg med en studeret langsom Bevægelse atter saa' op:

✂ "De tager fejl, Sir. Den er akkurat til Pas."

✂ "Ah," sagde Hs. Herlighed med et lidt forandret Tonefald, og derpaa nedlod Hs. Herlighed sig paa en Trillebør, som stod ved Siden af mig, fremtog af sin Brystlomme en Skitsebog og gav sig til at maale og tegne og tegne og maale, idet han nu og da skottede over til min Bog.

✂ Da der saaledes var gaaet et Kvarters Tid, holdt han med et lille Buk sin Tegning hen ved Siden af min og sammenlignede.

✂ "Very peculiar - indeed."

✂ Det viste sig, at hans Fortop var relativt højere end min, og efter at vi var blevet enige herom, præsenterede han sig som Lord Dundas og spurgte mig, om jeg malede i Akvarel eller Olie.

✂ Det var en besynderlig Mand denne samme Lord Dundas. Vi talte først om forskellige artistiske Ting, og derpaa modtog jeg hans Indbydelse til at følge med ham om Bord i "Queen Mab" og spise Frokost. Jeg har aldrig set en saa rolig Mand. Vi sad i den smagfuldt udstyrede Kahyt med koldt Fuglevildt og Madeira foran os. En lille, kobberbrun Fellahdreng, som Lorden havde bragt med fra Ægypten, vartede os op, og denne pudsige lille Fyr havde Mylord dresseret omtrent som en Abe. Ved en ubetydelig Haandbevægelse, en svag Fløjten eller et bestemt Øjekast kom og forsvandt Drengen med hoppende og lynsnare Bevægelser, og da jeg gav mig til at le højt ad den kunstige Fyr, saa' Lorden ganske forbavset paa mig; - han var aabenbart ikke vant til saa ligefremme Udbrud i sin Kahyt.

✂ Det morede mig i Begyndelsen at iagttage min Vært, medens vi lod Vildtet og Madeiraen vederfares Retfærdighed. Han fortalte om sine Rejser, og han fortalte godt. Men hvad enten Rejsen gik for sig i Storm eller Stille: lige ubevægelige var Fortællerens Ansigtstræk, og da det automatiske ved denne Fortællen blev mere og mere trættende for mig, lod jeg den fyrige Vin bøde for Værtens Mangel paa 175 Livlighed. Af de fleste Bemærkninger, som Lorden henkastede om de højst forskellige Personer, han paa sine Rejser var kommen i Berøring med, fremgik stedse tydeligere en gennemgaaende Tilbøjelighed hos ham til at eksperimentere med sine kære Medmennesker. Jeg vil ikke nævne Eksempler, men - efterhaanden som min Vært fortalte om Arabere, Indianere og Eskimoer, der havde maattet afgive Stof for Hs. Herligheds Eksperimenteringslyst, og efterhaanden som i Forhold hertil den gyldne Madeira svandt i de slebne Karafler, følte jeg, hvorledes Lorden traadte mere og mere i Baggrunden, medens jeg selv rykkede nærmere og nærmere hen imod Forgrunden, hvor da til Slutningen Lordens rolige, irriterende Smil traf mig ved Tilendebringelsen af en stor Del af min egen Historie og hele Tommys og Kates.

✂ Jeg bed mig i Læben og skød Glasset saa hastigt bort, at det væltede og faldt paa Gulvet.

✂ "Aa - siger intet," lød min Værts monotone Stemme. "Naphta ! bring et nyt Glas." Her stak Drengen, der havde været oppe paa Dækket, Hovedet ind igennem Kahytsdøren. Lorden gjorde en Bevægelse, Drengen forsvandt og kom tilbage med et Glas, og Lorden vedblev: "Jeg kalder Drengen Naphta og bruger ham som Draaber, naar den fordømte Spleen kommer over mig. For Resten synes jeg, at Medikamentet i den senere Tid har tabt sin Kraft. - Hvad var det, De kaldte Knøsen; Tommy? - Kunde jeg faa Tommy at se? - Og Kate; tror De, hun er dydig? - Vær saa god, hjælp Dem selv til lidt mere Madeira."

✂ Jeg følte mig paa samme Tid irriteret og flov over for denne blaserte Olympier i blaa Jakke og hvid Vest. Men jeg tænkte paa min unge Helt og besluttede at benytte Lejligheden til hans Fordel; og en halv Time senere var Tommy tagen i Tjeneste om Bord i "Queen Mab" med en ugentlig Gage af 3 Pund Sterling og en fuldstændig ny Ekvipering baade i Galla og Søtøj og med Forpligtelse til kun at tjene om Bord, saa længe Fartøjet krydsede i Kanalen; hvis han da senere vilde følge med Skibet til Gibraltar, skulde det staa ham frit for at forlænge sin Hyre.

✂ "Det var altsaa det ene Vidunder," sagde Lorden, da vi igen var blevne ene i Kahytten. "Jeg vilde være Dem meget forbunden, om De nu kunde skaffe mig en Samtale med det andet, - med Kate!"

✂ Jeg saa' paa Lordens lange, magre Skikkelse, der laa henslængt i Divanen med Fødderne oppe paa de Fløjels Hynder og med en Cigar skødesløst vippende mellem de hvide, spidse Fingre. Hans lyseblaa Øjne stirrede uden noget synligt Udtryk ud i det tomme Rum, og efter Sædvane røbede han med sit rolige Ansigt og sin tæt 176 sluttede Mund ikke den fjerneste Utaalmodighed efter at høre sit Spørgsmaal besvaret.

✂ Jeg kan egentlig ikke sige, at jeg var videre oplagt til at agere Mellemmand her. Men jo mere Kates faste, alvorlige Skikkelse og det dvælende, uendeligt ømme og bedende Øjekast, jeg i Gaar havde været saa stærkt paa Veje til at misunde min unge Ven, - jo mere det hele, samlede Indbegreb af Kate gik op for mig, jo mindre utilbøjelig blev jeg til at tænke mig hende vis-à-vis med denne lange, magre Mand, som dog, naar alt kom til alt, var en Gentleman om end en meget egoistisk Gentleman.

✂ "Jeg skal bringe Dem sammen med Kate," sagde jeg da, idet jeg strøg Asken af min Cigar og saa' saa ligegyldig ud som muligt. "Tommy bliver jo her om Bord og hjælper Folkene der oppe paa Dækket; ved Middagstid er den hele lille By som uddød, og jeg haaber da nok at kunne skaffe Dem den forønskede Samtale med Kate."

✂ "Meget vel," svarede Hs. Herlighed. "Gør Dem det imidlertid saa bekvemt som mulig." Og dermed bøjede Lorden sig tilbage paa Puderne, lagde et Lommetørklæde over Ansigtet, og snart forkyndte en regelmæssig Snorken, at Ejeren af "Queen Mab" (foruden af et Grevskab i Irland og et i England) nød "Søvnens kvægende Sødme".

✂ Solen brændte paa Dækket; en varm, tjæreopfyldt Luft kom ned igennem det halvtaabne Skylight, og med Tanken paa Kate og en vis med Tjærelugt og Madeira indvævet dunkel Følelse af, at det altsammen kunde blive til det unge Pars Bedste, fulgte jeg snart min ærede Værts Eksempel og faldt i Søvn i en magelig Armstol.

✂ Jeg vaagnede ved, at Naphta pikkede mig paa Skuldren. Lorden havde rejst sig og stod just henne ved et aabent Skab i Væggen lige over for mig, hvoraf han paa sin sædvanlige skødesløse Maade udtog et rødt Etui, som han lod plumpe ned i sin Jakkelomme. Derpaa vendte han sig med et let Buk til mig og satte sin Hat paa Hovedet. "All right, Sir!"

✂ Jeg saa' efter Tommy, da vi kom op paa Dækket, og fik Lejlighed til at sende ham et venligt Nik. Han var ivrig beskæftiget blandt de andre Folk forude med at slaa et nyt Skonnertsejl under. Og saa gik da Lorden og jeg ind ad Pieren, tværs over Sandet og op igennem de smaa, solhede "Gader", hvor der ganske rigtig ikke var et Menneske at se, medens nu og da en Snorken inden for en aabentstaaende Dør antydede, at Beboerne befandt sig i de Regioner, som vi for nylig havde forladt.

✂ Lodsoldermandens saakaldte Have vendte, som allerede en Gang berettet, ud til den lille Gyde, som Tommys Vinduer ogsaa vendte ud til. Noget borte fra den Bænk, hvor Kate i Gaar Aftes havde siddet, 177 og ved Siden af en lille Laage i Havegærdet stod en gammel Brønd, som Kate ofte og netop paa denne Tid af Dagen plejede at hente Vand fra, rimeligvis til et eller andet primitivt Blomsteranlæg i den primitive Have. Naturligvis kunde den døsige Middagssøvn ikke forenes med en saa flittig og opvakt Piges Egenskaber, og jeg tvivlede ikke om, at vi ogsaa i Dag maatte træffe hende her.

✂ Ganske rigtig. Netop som vi drejede ind i Gyden, kom Kate ud igennem Laagen, bærende en lille Blikspand og nynnende paa en Vise. Tørklædet var gledet tilbage ned ad Nakken, og hendes brune Haar, den lille, men faste Pande, den lige, fine Næse, den kække Mund og endelig de mørke, klare, udtryksfulde Øjne, - alt kom til sin Ret og sluttede sig saa nøje til den hele ranke, jomfruelige Skikkelse, at Lorden uvilkaarlig udbrød: "Nu, i Sandhed ...," et Udbrud, som jeg dæmpede ved at gribe ham i Armen og hviske: Tys!

✂ Saa snart Kate fik Øje paa os, standsede hun øjensynlig forlegen, bøjede derpaa Hovedet og trak Tørklædet op. Jeg slap øjeblikkelig min Ledsagers Arm, og idet jeg løftede paa min Hat, gik jeg hen til hende, pegede paa Lorden og sagde saa naturlig som muligt: "Undskyld, Kate, at vi forstyrrer Dem. Men denne fremmede Gentleman her har nylig taget Tommy i sin Tjeneste og vilde nu gerne tale med Dem - om ham."

✂ Naar en vil tale med en Kvinde om den, hun elsker, kan han være temmelig sikker paa altid at finde Gehør. Forlegenheden svandt da ogsaa øjeblikkelig hos den smukke Kate. Den dybe Rødme, der endnu blev tilbage, maatte tilskrives det, at der i det hele taget blev rørt ved hendes Hemmelighed; men - Kate ønskede nu øjensynligt at høre. Og da jeg var sikker herpaa, lettede jeg atter smilende paa Hatten, drejede derpaa om ad det nærmeste Hjørne, og - der stod saa Kate og Lorden ene tilbage.

✂ Med utaalmodigt bankende Bryst, lige saa utaalmodig maaske som Tommy, naar han gik til Havegærdet, gik jeg nu derfra. I en Fart var jeg omme ved den Dør, der paa den anden Side af Huset førte ind til Tommys og hans Moders to smaa Værelser. Jeg traf den gamle Kone ved Skorstenen i det forreste Værelse, i Færd med at stege nogle Fisk til den lille Families Middag. Uden at fortælle hende noget om Sønnens heldige Ansættelse af Frygt for at blive opholdt, sagde jeg kun, at jeg skulde hente noget inde i Tommys Værelse, og saa slap jeg da der ind, nærmede mig paa Tæerne det af Solen brændte, næsten uigennemsigtige Vindue og aabnede med en durkdreven Indbrudstyvs Forsigtighed den lille Trækrude, som Tommy selv, og næppe uden en bestemt Hensigt, havde sat ind.

✂ Jeg havde Lorden lige under mig. Men han havde vendt Ansigtet fra mig hen imod Kate. Den fordømte Trækrude! den var ikke til at 178 faa mere end halvt op. Kate kunde jeg ikke se, men hvad jeg kunde høre var, at den gode Lords Stemme var bleven betydeligt blødere og mindre doven end om Bord.

✂ "... Som jeg siger Dem, smukke Kate; jeg ønsker at gøre noget for Tommy. Jeg ønsker, at han skal lære Navigationen om Bord i et Skib, saa at han kan blive en dygtig Styrmand og fare paa fremmede Lande, hvor man lærer noget, og hvor man tjener Penge. Alle Udgifter paatager jeg mig, og med Tiden skal jeg nok skaffe ham et Skib at føre. Men ud maa han; en rask ung Mand har ikke godt af gaa hjemme bestandig."

✂ "Men," lød nu Kates Stemme, og det forekorn mig, at den ikke var saa sikker, som jeg havde ventet; "siden De nu er saa god imod - imod Tommy, hvorfor da ikke hellere hjælpe ham til at faa en Baad, saaledes som hans Fader havde. Alle Folk her i Byen siger, at Tommy kunde blive en flink Fisker, naar han blot havde en Baad, og da De nu alligevel vilde ... og da De nu ..."

✂ Jeg trykkede hæftigt mod Ruden; den gik op, og der saa' jeg Kate staa med bøjet Hoved, hvilende sin Haand paa Spanden, som hun havde fyldt med Vand, og som nu balancerede paa Brøndkarmen, udsendende skarpe, korte Blink under Indflydelse af Middagssolens brændende Straaler.

✂ Lorden havde flyttet sig nærmere hen imod Kate. Jeg havde Lyst til at tage ham i Kardusen og ruske ham. Han vedblev:

✂ "Mit kære Barn; De har jo rent overhørt, hvad jeg sagde om, at Tommy ikke havde godt af at blive her. Lad mig tale til Dem som en, der vil Tommys og Deres Vel. De synes nu, at De holder af Tommy; - nej, afbryd mig ikke - De vil gerne beholde ham hos Dem, og jeg kan tænke, at han gerne vil være her hos Dem; hvem vilde ikke det! Men lad os nu ogsaa sætte, at han fik denne Baad, hvad saa? Han kunde da ikke straks melde sig som Frier til Dem; han maatte dog først arbejde sig op ved Hjælp af denne Baad, og imidlertid gik De her og sukkede efter ham i al Hemmelighed og havde disse stjaalne Møder med ham, som ganske vist er meget behagelige, men som - tro De mig - ikke er gavnlige for en saa smuk Pige; - nej, bliv, Kate, og hør mig. De er" smuk, Kate; smukkere end de fleste af Englands fine Ladyer, som maaske vilde ofre alt for at faa saadanne friske Kinder og saadanne straalende Øjne. Men disse Kinder og disse Øjne vil tabe deres Friskhed og Glans, naar De daglig ser Tommy uden dog at være hans. Og hvad vinder Tommy ved endelig langt om længe at faa en bleg og hulkindet Kone? og tror De, at hans Arbejde fremmes ved daglig at have denne Forandring for Øje? - Kate, hør nu paa mig, og vær vis paa, at jeg mener det godt. Vi lader Tommy rejse, (-den diplomatiske Lord lagde 179 Eftertryk paa dette Vi -) og jeg skal da sørge for, at Ventetiden ikke bliver for lang. Og imidlertid, - De er ung og smuk, Kate; se Dem lidt om i Verden; De kan tro, der er mange, som vilde glæde sig lige saa meget over at se Dem som Tommy. Kom f. Eks. ned med Deres Fader og besøg mig, jeg bor nede ad Doverkanten til. De skal faa alt, hvad en fin Lady har, Kjoler og Hatte og Piger, som kan varte Dem op. Hvis De vil lære at ride, kan De komme op paa saadan en nydelig, hvid Hest. Hvis De vil køre, saa skal vi køre sammen i saadan en smuk lille Vogn. - Den fremmede Gentleman her tager naturligvis med. Naa, hvad siger De, Kate?"

✂ Jeg ventede utaalmodigt paa Kates Svar. Det var unægtelig meget "fint" anlagt, det hele, fra den gode Lords Side. Og saa dette "naturligvis" , som gik paa mig!

✂ Kate havde løftet sit Hoved og saa' Lorden stift ind i Ansigtet. Haanden, der hvilede paa Spanden, skælvede, saa at Vandet strømmede ud over den og faldt med tunge Plask ned i Brønden. Rødmen laa endnu over Trækkene, men den havde antaget en dybere Kolorit. Hun saa' udmærket ud. "Sir! De maa ikke tro, at De har Lov til at fornærme mig, fordi De er god imod Tommy, og De skal ikke kunne fortælle Deres fine Damer, at De har narret en simpel Pige med Deres Kjoler og Køretøjer ..."

✂ Med disse Ord greb Kate Spanden og vendte sig rask om imod Laagen. Lorden, der syntes ganske at have tabt sin Fatning, sprang lige saa hurtig til, og idet han med den ene Haand greb den tapre Piges Arm, fremviste han i den anden det røde Etui, hvis Indhold af Guld og Juveler glimrede og funklede i Solen.

✂ "En Baad til Tommy og dette til Dig, Kate. Giv mig blot et eneste Kys.u

✂ Jeg vilde støde Vinduet op og springe ud, - da saa' jeg, hvorledes Kate drejede sig som et Lyn; jeg saa' en blinkende Vandmasse blive styrtet over den blaa Jakke og de hvide Bukser; jeg saa' Kate staa et Øjeblik ligesom betuttet over sin Dristighed, for derpaa i det næste Øjeblik med en ustandselig Latter over det mere end komiske Syn at springe ind igennem Laagen og slaa Døren i efter sig.

✂ "Bravo, Kate!" raabte jeg ganske højt og ilede igennem Stuen ud til Tommys Moder, som jeg klappede paa Ryggen med den for hende vistnok fuldstændig sindsforvirrede Forsikring, at "Tommys Sager stod brillant" ; og derpaa løb jeg ud af Døren og kom med en lidt mere mindsket Fart ned til Stranden, hvor jeg traf Lorden, drivvaad fra øverst til nederst, men med fuldkommen genvunden Ro og Alvor.

✂ "Nu Sir? -" spurgte jeg.

✂ "Meget godt, meget godt. Det er en dygtig Pige." 180 Og da jeg ikke kunde bare mig for at se lidt forbavset op og ned ad hans Herlighed, tilføjede han med et fint Smil og benyttende et Ordspil, der nærmest paa dansk maa gengives ved: "Jeg "faldt i Brønden" ; og maatte selv hjælpe mig op."

✂ Hele den Eftermiddag laa Lorden, Tommy og jeg ude i en af Skonnertens Baade og skød efter Strandmaager med Riffel.

✂

✂ Nogle Dage var forløbne. Alt gik sin gode Gang. Tommy befandt sig øjensynlig vel om Bord i "Queen Mab" og Kate havde aabenbart haft den - jeg tør vel nok sige beundringsværdige - Takt, ikke at meddele sin hidsige Elsker det lille Optrin ved Brønden. Hun havde ganske sikkert været Situationen saa overlegen og var i ethvert Tilfælde bleven staaende saa absolut ved det komiske deri, at Lorden ikke kunde forekomme hende som nogen videre farlig Fjende, medens hun naturligvis godt kunde indse, at han i det mindste for Øjeblikket kunde være Tommy en meget god Støtte. Naar en Kvinde elsker varmt og inderligt, ræsonnerer hun i Regelen meget svagt for sit eget Vedkommende, men derimod med stor Klarhed og Skarphed i sin Elskers Anliggender.

✂ Jeg havde en Dag faaet Lejlighed til at hilse paa hende i Forbigaaende. Hun havde da set meget udforskende paa mig, som om hun ikke ret vidste, hvad hun skulde tro om mig, eller hvilken Andel hun skulde tilskrive mig i Lordens "Eksperiment". Jeg trøstede mig med min gode Samvittighed og nikkede næste Gang meget venligt til hende, uden at jeg for Resten fik Lejlighed til at erfare, hvorledes dette Nik blev optaget. Jeg havde nemlig den Dag meget travlt, da jeg skulde ud at sejle med Lorden, som laa og ventede paa mig ved Brohovedet.

✂ Denne Sejltur blev der iøvrigt intet af.

✂ Der havde den hele Dag staaet en let Brise ud over Søen, og det var for denne Brise, at Lorden havde tænkt, at vi kunde række Beachy Head og videre ned ad Kysten. Men hen paa Eftermiddagen, da vi var klar til at lette, lettede Brisen ogsaa og forsvandt sporløst. Ikke en Krusning hen over den vide Flade. Luft og Vand gik i et. Solen brændte ned paa den stille Flade, og de hvide Sommerskyer spejlede sig lige ude fra Horisonten og helt ind til Skibets Side. Vi ventede om Bord, indtil de hvide Skyer antog stærkere og dybere Farver, i det Haab, at Aftenen med sin Kølighed tillige skulde bringe lidt Luft. Men alt forblev uforandret, og da Varmen var uudholdelig saa vel paa Dækket som nede, vinkede Lorden ad mig, pegede paa Brinken oven over Byen, hvor Skyggen allerede havde begyndt at lægge sig, og beordrede Tommy til at følge med os derop, idet han 181 saa lakonisk som mulig tilkendegav ham, at han skulde tage en lille Haandkurv med Frugter og Vin med sig.

✂ Lorden styrede, maaske med Forsæt, Kursen uden om Byen op mod Jernbanedæmningen, og da vi havde fulgt denne et Stykke og havde passeret Stationsbygningen, skraaede vi uden at agte den gnavne Banevogters brummende Tilraab over Skinnerne og satte os under nogle forkrøblede Buske med Tunnelens Aabning et halvthundrede Skridt fra os paa vor højre Haand og med Kanalens blanke Vandflade udstrakt for vor Fod.

✂ De blankslidte Jernbaneskinner løb lige forbi os, maaske en fem, seks Fod under det Sted, hvor vi sad. Paa den anden Side af Sporet strakte den før omtalte Tjørnehæk sig. Den var ikke videre høj, men temmelig tæt; man kunde ikke se Byens Huse igennem den, men et og andet Tag ragede derimod op over den, og over Tagene kunde man forfølge Pieren, der krummede sig ud i Vandet og, belyst som den var af den nedgaaende Sol, harmonerede smukt med den elegante Yacht, hvis høje Rigning spejlede sig med skinnende Farver i den lille, rolige Bugt.

✂ Lorden var bleven usædvanlig livlig. Om det var det smukke Syn af Naturen, saaledes som den her malede sig for os med sine mest blændende Farver, eller om det var den behagelige Følelse af Køligheden, der omgav os, eller om det var andre Omstændigheder, der paavirkede den forvænte Mands Sanser, - det er ikke godt at vide. Han opfordrede imidlertid med en Slags Venlighed Tommy, som beskedent havde placeret sig oven over os, til at flytte ned, hvor vi sad, og da han havde fremtaget af sin Lomme et af disse bekendte Turistbægre til at skyde ud og ind, fyldte han det med Vin og bød Tommy det med højstegen Haand. Selv greb han sit Glas, og idet han drejede det rundt mellem sine hvide Fingre op imod Luften og med kendeligt Velbehag lod Øjet dvæle ved det pragtfulde, mørkerøde Skær af den fyrige, spanske Drue, nikkede han ligesom adspredt til Glasset og udbrød:

✂ "Et skønt Liv eller en rask Død. Jeg begriber ikke, hvorledes Menneskene i Almindelighed holder ud at leve."

✂ Derpaa lod han Vinen langsomt løbe ind gennem sin Mund med en Mine, som om han gjorde Glassets Indhold en stor Ære ved at nedsvælge det.

✂ Jeg saa' paa Lorden, og da han var færdig, saa' han paa mig og smilede.

✂ I det samme lød den dæmpede Piben af et Lokomotiv inde i Tunnelen, og snart derefter hørtes det dumpe Bulder af et Tog, der var i Anmarch. Bulderet voksede og voksede med en uhyggelig Tiltagen i Brutalitet, og pludselig fo'r en hvæsende Dampsky ud af den mørke 182 Aabning, og igennem Dampskyen, der voldsomt blev slynget frem og til Jorden, kom saa Lokomotivet til Syne ligesom en ond Kæmpe, der farer ud af et Bjerg.

✂ Lorden havde rejst sig og stirrede ufravendt mod Toget, som kom farende hen imod os. Han strakte Armen ud og pegede paa Lokomotivet, der i dette Øjeblik var ganske nær ved os. "Nu .... nu . ..." raabte han og stødte med Hæftighed Armen ud i Luften.

✂ Den sværtede Lokomotivfører, som drejede paa Bremseapparatet, saa' ganske forbavset ind imod os. Et Par Passagerer, som stak Hovederne ud af Vinduet, saa' ligeledes forbavset paa os. Og med Knagen og Piben og Skraben og Hvæsen fo'r Vognrækken os forbi og svingede hen imod Stationsbygningen.

✂ Lorden vendte sig imod mig. Hans Ansigtstræk var i den hæftigste Spænding.

✂ "Lagde De nøje Mærke til, hvor langt Lokomotivet var fra os i det Øjeblik, da jeg sagde: "Nu?" spurgte han.

✂ Jeg svarede, at jeg havde lagt nøje Mærke dertil. "Jeg var jo nødt dertil, da De saa at sige pointerede mig Øjeblikket ud," tilføjede jeg uden ret at være klog paa, hvad han mente.

✂ "Nuvel, Sir," raabte Lorden med et Udtryk i Øjet, som jeg erindrer at have set hos en lidenskabelig Spiller. "Turde De have sprunget over Skinnerne i det Øjeblik?"

✂ Jeg troede, Manden var gal. "Nej," sagde jeg uden Betænkning.

✂ Han lod næsten til at have overhørt mit Svar. Han vedblev:

✂ Jeg tror, det kunde gøres. Jeg er sikker paa, at det kunde gøres. En koldblodig Mand med kraftige Ben kunde være sluppen over, lige da jeg sagde Nu. Ser De, man bøjer sig sammen ligesom en Tiger, og saa springer man. En af mine Venner har fortalt mig, at han en Gang saa' en Yankee springe over. Han opgav mig saa nøjagtigt som muligt, hvor langt Maskinen var fra Manden i det Øjeblik, han sprang. Yankeen tjente 100 Lst. Det er lidt eller meget, akkurat som man tager det. Det kommer an paa, hvor højt man takserer sit Liv. Jeg selv vilde gerne springe, men saa skulde det være mod et Væddemaal. For Resten falder en stor Del af Interessen bort, naar man ikke selv kan se paa Springet. Jeg vilde ønske, at jeg vidste en Mand, som -"

✂ "Jeg vil springe, Mylord," lød Tommys Stemme lige bag mig.

✂ Jeg drejede mig forskrækket. Tommy stod ganske rolig med et bestemt, jeg kan næsten sige haardt Udtryk i Ansigtet.

✂ "Jeg vil springe Mylord, for en ny Baad og hundred Pund Sterling."

✂ "Jeg føjer et Hus til," raabte Lorden med tindrende Øjne. "Denne Gentleman her er Vidne. - Kommer der flere Tog i Aften?" 183 "Det bliver altfor mørkt," skyndte jeg mig at sige.

✂ "Godt," svarede Lorden. "Saa venter vi til i Morgen."

✂ "I Morgen tidlig lidt før fire vil det første Tog være her," sagde Tommy, bestandig rolig.

✂ "Saa er det afgjort," sluttede Lorden. "I Morgen tidlig Klokken halv fire samles vi her, og saa springer Tommy. Vi kan i Forvejen skridte Afstanden af, saaledes som vi saa' den nu, da Toget kom. - Naturligvis er vi tre Mænd og ikke tre Sladderhanke," tilføjede han, idet han saa' bestemt paa mig og Tommy. "Vi giver hverandre vort Ord paa, ikke at tale om dette til nogen. - Nu, det er godt; og lad os saa gaa."

✂ Vi fulgtes hjem i Tavshed, og da vi var kommen til Sandet, skiltes vi ad og gik hver til sit. Jeg traadte ind i mit lille Værelse, tændte mig en Pibe og søgte at blive Herre over den Ophidselse, som dette vanvittige Foretagende havde sat mig i. Skulde Lorden virkelig være en Skurk, som vilde bruge denne Anledning til at skaffe sig Tommy fra Halsen for saa at . . ? Jeg turde ikke fortsætte denne Tankegang; jeg vægrede mig af yderste Magt mod at tro det. Lorden var en ekscentrisk, forrykt Englænder, men ikke en beregnende Morder! Nej!

✂ - Men var der da nogen Mulighed for, at Tommy vilde slippe fra dette Vovestykke? - thi at Tommy ikke vilde vige tilbage, det var jeg sikker paa; han sprang jo for mere end sit Liv, han sprang for Besiddelsen af Kate. - Jeg gennemløb atter og atter Situationen, saaledes som den var, da Toget kom brusende frem. Jeg erindrede mig Lokomotivets frygtelige Nærhed og Fart. Men paa den anden Side var det dog kun et Spring, det vil sige: et Nu, et Sekund! - Lorden havde talt om en Tiger. Ja, Tommy var jo en saadan ung Tiger, der kunde lægge alle sine Nervers og Musklers Kraft i et eneste Spring. Tilmed - jeg vil ærlig indrømme, at jeg tænkte derpaa

✂ - tilmed kunde jo en heldig Biomstændighed komme ham til Hjælp. Iscenesættelsen af den hele forrykte Idé hvilede jo alfor meget paa det rent ubestemmelige og tilfældige. Bremsningen kunde jo f. Eks. være begyndt, førend Lorden gav Tegnet. Eller Lorden kunde maaske i Morgen, ledet af en Samvittighedsfuldhed, som det alvorlige Øjeblik forudsatte, og som jeg for Lordens Vedkommende ingen Grund havde til at betvivle, - Lorden og jeg i Forening kunde maaske i Morgen komme til at lægge, om det saa blot var nogle Tommer til den Afstand fra Lokomotivet, hvori Springet skulde ske. - Og dog, akkurat det modsatte kunde jo være Tilfældet ..... Jeg bøjede mig tilbage i Stolen og holdt Haanden for Øjnene ligesom for ikke at se det Billede, som min ophidsede Fantasi nu forestillede mig. Det var Billedet af Tommys knuste, blødende Lemmer foran den rædsomme Maskine. Billedet af Skræk og Forvirring, af Togets 184 Standsning, af vrede, truende Mennesker, der styrtede hen imod den følelsesløse Lord og mig, mig, Tommys Ven - - - -

✂ Jeg sprang op og stillede mig i det aabne Vindue; og efterhaanden som den klare, venlige Aftenhimmel, den ensformige Sang fra en Fisker, som sad og bødede sit Garn udenfor sin Dør, og Synet af det roligt hvilende Hav, efterhaanden som hele Sommeraftenens dulmende Poesi lagde sig over mit Sind, beroligedes min arbejdende Fantasi, og jeg følte mig som en Mand, der véd, at han den næste Morgen skal assistere en Ven i en Duel, og hvis overvejende Følelse er et Haab om den lykkelige Udgang af Duellen - - - - - -

✂ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

✂ Saa kom da Morgenen.

✂ Jeg havde ladet mig vække i betimelig Tid, og jeg erindrer, at jeg gjorde et meget udførligt Toilet for at faa Tiden til at gaa uden at komme for tidlig til Mødestedet. Vi havde nemlig gjort den Aftale, at vi for ikke at vække Opmærksomhed skulde begive os hver for sig op til Skrænten. Jeg gik da gennem de smaa Gader, hvor kun ganske enkelte Fiskere eller Fiskerkoner hilste mig: Godmorgen. Jeg kom forbi Brønden, og jeg saa' Laagen staaende aaben og kom til at tænke paa Kate og paa, at hun maaske inden en Time ikke vilde have ..... Nej, jeg knappede min Frakke og afviste alle saadanne mismodige Tanker. Og jeg steg op ad den lille Sti, der fører til Stationsbygningen, drejede til venstre, gik frem langs Dæmningen, skraaede over Skinnerne og naaede den Plads, hvor vi Aftenen i Forvejen havde siddet ved Vinkurven. Endnu var jeg alene. Jeg satte mig ned under de smaa, forkrøblede Buske. Der ude i Horisonten strakte en blaa, tæt Skybanke sig, saa langt Øjet rækkede. Et svagt, gyldent Skær spillede paa den øverste Tinde af denne Mur. Om Solen allerede var staaet op, eller om den endnu var i Begreb dermed, var ikke let at afgøre. Jeg saa' paa mit Ur. Det stod. Jeg vilde anvende min Urnøgle, men jeg havde glemt den der hjemme. Saa trak jeg en Cigar op af Lommen, tændte den og lod Røgen stige i smaa Ringe op mod de violette Skyer og lod den blande sig med den kølige, styrkende Morgenluft.

✂ Og en saadan Morgen valgte man til en saadan Bedrift.

✂ Jeg begyndte at skamme mig, thi jeg følte, at jeg blev blød om Hjertet. Jeg skulde jo være Sekundant ved en Duel, og - der henne kom Duellanterne. De maatte være truffen sammen ved Stationen; nu fulgtes de hen ad Dæmningen, og saa stod de hos mig og bød mig Godmorgen. Begge var de rolige; Tommy maaske lidt blegere end sædvanlig, - dog vil jeg ikke gøre min Ed derpaa.

✂ Lorden saa' paa sit Ur; jeg laante hans Nøgle og stillede mit efter hans. Klokken var da ti Minutter over halv fire.

185

✂ Derpaa søgte Lorden og jeg efter de Mærker, han havde taget paa Tjørnehækken og Brinken bagved denne, at bestemme det Sted nøjagtigt, hvor vi stod i Gaar. Og da dette var gjort, lod vi Tommy agere Lokomotiv og bestemte den Afstand, hvori det virkelige Lokomotiv skulde befinde sig fra os, naar Lorden gav Tegnet til at springe. Jeg skal ikke nægte, at det var en pinlig Følelse for mig saaledes at se den stakkels Knøs flytte sig frem og tilbage paa Skinnerne efter Lordens Kommando for at betegne Nærheden eller Fjernheden af den skrækkelige Genstand, der maaske om nogle faa Øjeblikke skulde tilintetgøre ham. Lorden betragtede Tommy skarpt under alle disse Forberedelser; og det forekom mig, at han nød den urokkelige Resoluthed, som karakteriserede Knøsen.

✂ Endelig var alt i Orden, efter hvad Lorden sagde, og vi stillede os op bagved hverandre, Tommy forrest, saa Lorden og saa jeg, tæt nede ved Sporet og nogle Fod neden under det Sted, hvor vi stod i Gaar.

✂ I det samme saa' vi Banevogteren komme løbende hen imod os, vinkende med Haanden, og raabende noget, som vi ikke rigtig kunde skelne.

✂ "Hvis han kommer her hen og vil drive os bort," sagde Lorden med sammenbidte Tænder, "saa slaar vi ham til Jorden, og en af os knebler ham. Jeg svarer for Følgerne; men han maa ikke forstyrre os; Klokken mangler kun to Minutter."

✂ Jeg tilnikkede mekanisk mit Bifald. Den gamle Banevogter kom i fuldt Løb hen ad Sporet, svingede op mod os og raabte med løftet Arm: ,,De maa væk, Gentlemen. Jeg véd nok ......"

✂ Videre kom han ikke. Lordens knyttede Næve traf ham lige over Øjet; han styrtede om, vi trak ham op til os, og jeg stak ham mit Lommetørklæde i Munden.

✂ Et Sekund efter hørte vi Piben inde i Tunnelen. Jeg kunde se Tommys Kind; den blev kridhvid og derpaa blussende rød. Han stod urokkelig, med Armene lidt ud fra Laarene og Hænderne knyttede.

✂ Lorden trak sit Ur op af Lommen og lod det lige saa hurtigt falde ned igen. Derpaa gjorde han et Skridt til Side, saa at han kom til at staa lige op ad Tommys venstre Arm. Jeg følte Blodet bruse for mine Ører, men højere brusede Dampen fra Lokomotivet. Jeg hørte den infernalske Spektakel af Toget, der kom farende imod os. Saa løftede Lorden sin højre Arm op over Tommys Hoved. Jeg saa' Lokomotivet tæt ved os; jeg saa' Tommy krumme sig sammen til det frygtelige Spring -

✂ "Now, Tommy!"

✂ Men ligesom Lorden havde udstødt Raabet, faldt hans Arm med hele sin Kraft ned paa Tommys Nakke. Sitrende af Slaget og af den brudte Spænding sank den heltemodige Knøs i Knæ; Toget susede 186 os forbi, Maskinmesteren og nogle Passagerer saa' om muligt endnu mere forbavsede paa os end i Gaar Aftes, og da syntes jeg, for saa vidt jeg i det hele taget i det Moment af voldsom ophidset og voldsom brudt Spænding kunde synes noget, da syntes jeg at høre et gennemtrængende Angstskrig blande sig med Damppibens hvinende Stemme.

✂ Tommy var den første, som da Sporet atter var frit, sprang over til Tjørnehækken paa den modsatte Side. Jeg trykkede hæftigt Lordens Haand, og vi fulgte efter. Og der ovre bag Hækken laa den stakkels Kate, ligbleg, med konvulsiviske Trækninger farende hen over det dejlige Ansigt.

✂ Ingen af os sagde et Ord. Vi løftede hende op og bar hende ind i Stationsforvalterens Værelse, hvor hun, da hun atter kom til sig selv, kastede sig om Tommys Hals med det ene Udraab: "Du lever!"

✂ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

✂ Jeg vil ikke tale om det Opløb, som vi foraarsagede blandt Publikum paa Perronen. Alle sprang ud af Kupéerne; alle spurgte, men ingen fik sit Spørgsmaal besvaret. Jeg vil ikke tale om de Bryderier, som Lorden havde, da endelig Toget med samt Publikum igen var forsvundet, og da Banevogteren kom langsomt tumlende hen ad Skinnerne og klagede sin Nød til Stationsforvalteren, og da Stationsforvalteren og Banevogteren og nogle af Byens Matadorer anklagede Lorden og Tommy og mig for Mord og Attentat paa Jernbaneforbrydelse.

✂ En Lord er i England som overalt en mægtig Mand, især naar han ejer to Grevskaber foruden en Lystyacht. Den mægtige Mand er til Slutningen altid Herre over Forholdene, og Lorden var det her. Hvad der imidlertid viste sig at være en Vanskelighed, som ikke var saa nem at raade Bod paa, det var den Sygdom, som den stakkels Kate faldt i oven paa Lordens farlige Eksperiment med hendes Elsker. Hvorledes hun havde faaet at vide, hvad der skulde gaa for sig, - om det var Banevogteren, der havde anet et eller andet, eller det var det trofaste Barn, som selv havde haft en saadan Anelse - det fik jeg ikke at vide. Men syg blev hun, og syg laa hun længe efter den Morgen. Og naar jeg endelig - og det med uskrømtet Glæde - meddeler, at Tommys utrættelige Ømhed og Lordens og de to fra London hentede Lægers ikke mindre utrættelige Omhu omsider sejrede over hendes Sygdom, da turde det maaske lige saa meget have været den sunde og kraftige Piges dygtige og ufordærvede Natur, der vandt denne Sejr.

✂ Dagen efter, at Kate første Gang siden hin Morgen atter viste sig ude, stod hun, Tommy, Lodsoldermanden, den gnavne Banevogter og jeg oppe ved Tjørnehækken, og saa' efter den elegante Lystskonnert, som for alle sine høje, hvide Sejl stod ud i rum Sø. Den nu saa overordentlig elskværdige Lodsoldermand vendte sig da til mig og sagde: 187 "Ja, der gaar han. En Gentleman er han, og et galt Asen vil han vedblive at være, indtil Skuden en Gang fortøjer ham under sig selv paa hundrede Favne Vand. Maa jeg nu spørge Dem, som kender lidt til Sømandsskab, om det er en Manér at føre saadanne Sejl i saadan an Kuling?"

✂

✂ Det var i vore Drengeaar. Jeg maa dog skyndsomst tilføje, at den Gang var der "rigtige" Drenge til. Nu om Stunder ser det kun daarligt ud med disse Væsener i 14-15 Aars Alderen, der læser Bladene, gaar med Handsker paa Gaden og duer oprigtig talt ikke til stort andet end f. Eks. til saa hurtig som mulig at blive fortøjede bag Pulten i et offenligt Kontor, hvor Ungdommens, Manddommens og Alderdommens Tider umærkeligt løber over i hverandre, hvor dette vort knappe Livs kostbare Minutter ødes under et Bladstudium, en Skandalfabrikation, en Visvasbeskæftigelse, der synes at forudsætte en Evighed foran sig, og hvor alt, hvad der adskiller et Menneske fra en Plante, taber sig, svinder hen, fordunster ligesom det Smørrebrødspapir, som "Kopisten" langsomt og højtideligt lægger sammen over sit Knæ, sikkert og roligt griber med Ildtangen og endelig omhyggeligt og forsigtigt anbringer i det ministerielle Kontors store Kakkelovn.

✂ Jeg er fornylig bleven spurgt af en fjorten Aars Dreng med et stort Hoved og tynde Ben og Arme, om jeg ikke var enig med ham i, at "Højre" i Frankrig dog var det Parti, som maatte siges i Modsætning til o. s. v., o. s. v. Jeg stirrede paa det lille Fænomen, over hvis smalle, lyse Øjenbryn en anstrængt, gammelagtig Rynke allerede var i Færd med at sætte sit uudslettelige, ministerielle Mærke; og da jeg et Øjeblik i Tavshed havde nydt Synet af denne Tidens fremlige Yngling, spurgte jeg ham, om han vidste, hvorfor Gambetta kun havde ét Øje.

✂ Naturligvis vidste han det; (Gud bevares, det havde jo staaet dér og dér). Han vidste det, og over den fjortenaars Mund, der var lagt som en Margin i en Stilebog, bredte der sig et Smil, et Smil, der paa en Gang var selvbevidst overlegent, beklagende og fordømmende, og som jeg havde den største Lyst til at besvare med en ordentlig Lussing.

✂ "Jeg synes ikke om de Drenge, der stikke sig med en Gaffel i Øjet."

✂ "Fordømte Hvalp!" havde jeg nær sagt. Men jeg betvang mig og spurgte, om han aldrig sejlede eller roede.

188

✂ "For det første," var Svaret, "holder Papa ikke af Vandet, og jeg vilde meget nødigt handle imod hans Ønsker i saa Henseende. Desuden har jeg aldrig Tid til saadan noget. I de Timer efter Bordet, hvor jeg ikke læser mine Lektier, maa jeg passe paa at faa Aviserne set igennem, ellers tager mine Søstre dem og klipper Maal deraf til Dukkekjoler."

✂ Det er paa ingen mulig Maade min Agt at føre Forsvaret for den sønlige Ulydighed mod de fædrene Bud. Jeg ønsker lige saa lidt ud af de følgende Meddelelser at bevise noget som helst i Retning af: en uartig Dreng ergo en dygtig Mand. Jeg indrømmer, at der af Drenge, som løb væk (eller forsøgte at løbe væk) fra deres Forældre, er blevet store Slubberter; og ihvorvel Campes Robinson trods al den Pædagogikkens tynde Mælk, hvormed han er bleven opflasket, egentlig kunde stille sig paa min Side og pege hen paa sin Ulydighed som den Omstændighed, der bevirkede, at han blev til en energisk og lykkelig Mand i Stedet for til en Døgenigt paa et Hamborger Kontor, ihvorvel jeg ikke alene her, men ogsaa mange andre Steder kunde skaffe mig allierede, saa vil jeg dog ikke fremkomme med nogen Paastand. Jeg vil simpelthen fortælle, hvorledes vi bar os ad, da vi var Drenge.

✂ En lille Plads kunde jeg dog ønske at lade staa aaben for et Par Bemærkninger i Forbigaaende. Man taler og skriver, synger og prædiker her hjemme i vore Dage saa meget om Ungdommens vaagnende Friskhed, Djærvhed, Mandighed o. s. v. o. s. v. Man ønsker gerne at se den opvoksende Slægt øvet i Brugen af et Vaaben, der maaske en Gang i Fremtiden kan forsvare Landets Uafhængighed. Man tager ved saadanne Lejligheder gerne et eller andet historisk (sommetider meget gammelt) Forbillede, kryber ligesom den fantastiske Carl af Rise i et eller andet støvet Harnisk og udfører i dette Futteral Geværgrebene paa en Eksercerplads eller sender en Riffelkugle hen imod en Skydeskive. Saa gaar man hjem og er Agerdyrker, Bogmenneske eller Handelsmand, og - vel at mærke - samtidig med at man vender tilbage til sin hæderlige, borgerlige Bestilling, vender man tillige tilbage til Tiden og Øjeblikket, som man tilhører; man er akkurat saa modig eller saa ridderlig eller saa kysk, uegennyttig, haardfør, gæstevenlig, trofast, sanddru o. s. v., o. s. v., som man kan være det i den sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede, - men heller ikke mere. - F. Eks.: Man fødes i en borgerlig Familie, i vore Dage. Man vokser op og sættes i en Skole. Hovedsummen af Skolens og Familiens Fordringer gaar i Retning af Flid og Artighed. Er Drengen i Besiddelse af disse to Egenskaber, spørges der ikke om andre. Han kan værefejg, lumsk, ukysk, egennyttig, en daarlig Kammerat, det siger altsammen intet, naar han kun er Duks (eller i ethvert Fald sidder paa 189 første Bænk) og ikke river sin Trøje i Stykker. Og nu Fliden og Artigheden? - Ja, da der er saa stærk Efterspørgsel efter disse to Artikler, og da enhver af egen Erfaring véd, hvor fiffig og snild Drengenaturen er, saa følger det af sig selv, at alle Klude sættes til for at erhverve sig enten Artiklerne selv paa de øvriges Bekostning, eller i hvert Fald saa vidt muligt Skinnet deraf. Alle Midler benyttes for at synes det, som man ikke kan eller ikke gider være, og det unge Menneske, som endnu besidder nogen Æresfølelse ved Udgangen af sine Skoleaar, maa ofte blues ved at tænke tilbage paa de Løftestænger, der bevægede dette Maskineri, ligesom han maa have sine egne Tanker overfor de Kammerater, der nu, udrustede med Skolens anerkendende Stempel, skal gøre gældende i Livet, hvad de lærte i Skolen.

✂ Skolen sender sin Ungdom ud i Livet, og Ungdommen er da udrustet med Skolens Idealer. Disse Idealer falder nu nøje sammen med ethvert af de unge Menneskers Disposition og Karakter. For nogles Vedkommende er det en rødmusset Velærværdighed i en lun, lille Præstegaard med Storkerede og øvrige Udenomsbekvemmeligheder. For andres er det en værdig Kontorembedsmand med klippede Bakkenbarter og hvide Flipper. For andres igen er det en Videnskabsmand med Briller, skaldet Pande og 6000 Bind i Hovedet. At efterstræbe et saadant Ideal er lige saa ulasteligt som Idealerne selv er uskyldige, og - desuden, Landet skal jo dog have saadanne Mænd. ,Men nu falder et af de unge Mennesker paa at sige: "Jeg vil, ligegyldigt hvad nu min borgerlige Eksistens bliver, bestræbe mig for at være en modig Mand, en Mand, der ikke ræddes for nogen Fare, der skyer Uretfærdigheden og holder sit Ord." Et vantro Smil, eller maaske endogsaa en uforskammet Latter vil da møde denne hans Bekendelse. "Don Quixotes Tid er forbi," vil man svare. "Hvad Pokker har Du da taget Eksamen for?" vil man spørge. "Det er Dovenskab; han vil til Søs," vil man insinuere. Det unge Menneske vil maaske uden at lade sig forvirre søge at gøre gældende, hvorledes det tilkommer Ungdommen, medens Blodet endnu bruser gennem Aarerne og Begejstringen endnu kan farve Kinden, at lytte til de Stemmer, der lyder ud igennem Historien eller gennem Digternes Værker. Han vil maaske endogsaa, hvis han har tænkt grundigere over sit Forsæt, vise, hvorledes f. Eks. den engelske Ungdom endnu i vore Dage opdrages; hvorledes Boldten, Baaden og Nævekampen gaar Haand i Haand med Cicero og Grammatikken, hvorledes den angelsachsiske saa vel som den normanniske Races betydeligste og betydeligere Mænd allerede fra deres tidligste Ungdoms "praktiske" Idrætter har lagt Grunden til det ubetvingelige Mod, den Nobelhed i Tænkemaaden, den viljefaste Energi, som afvekslende gør, at ingen Mand dér respekteres ved 190 Eksaminer alene, som bevirker lige fra den fattige Kontorist til den elegante Adelsmand, at en korporlig Fornærmelse modtager sit øjeblikkelige Svar, og som forklarer den Resignation, Udholdenhed og Alvor, hvormed saadanne vanskelige Foretagender udføres, der kun bærer deres Løn i sig selv, og hvortil Menneskehedens almindelige smudsige Beregning ikke har givet sit Motiv.

✂ Det unge Menneske vil vise dette, og han vil da tilføje: "Jeg har i mine Skoledage, saa ofte jeg kunde finde Lejlighed dertil, gaaet paa min egen Haand og søgt at prøve mig frem i vanskelige Tilfælde. I véd, at jeg aldrig har taalt en Fornærmelse, men straks slaaet fra mig. I derimod har altid klaget til Læreren. Jeg har sejlet, uagtet jeg ikke maatte; jeg er bleven set og har faaet Prygl. I har gaaet paa Konditorier og haft Stævnemøder med Opvartningspiger; men ingen har vidst det. Nu, da jeg er fri for Skolebænken, vil jeg først og fremmest bruge min Tid til at udvikle mine Kræfter og til at være sikker paa mig selv i et vanskeligt Tilfælde. Naar dette er gjort, vil jeg holde det for tidsnok at se mig om efter en Beskæftigelse for Livet, og i Valget af denne Beskæftigelse vil jeg saa lade mig lede af min Overbevisning, min Styrke og en nøjagtig Vurdering af mine forhaandenværende Evner."

✂ Herover vil naturligvis Kammeraterne le. Det komiske ligger saa nær ved det begejstrede Udbrud, og der er ingen Alder, hvor man er saa tilbøjelig til at se det komiske som netop i 18 Aars Alderen. Det unge Menneske vil da gaa sin egen Gang, og vi vil haabe for ham, at han er standhaftig. Men Kammeraterne, der naturligvis ikke kan skænke en Sag Opmærksomhed, hvori en Kammerat tager Initiativet, disse samme unge Mennesker træffer nu snart efter den samme Sag eller i ethvert Fald noget, der klinger lige saadan, der ude i Verden. Rigtignok er det paa en buldrende og braldende Maade, at Opraabet møder dem, - men saa meget desto bedre. I Taler og Fortaler, i Viser og Aviser lyder disse højrøstede Stemmer om at gøre sig stærk og øvet for at kunne møde Fremtidens Eventualiteter, og man skynder sig i fuld Begejstring med at indmelde sig i en Skytteforening eller Gymnastikskole; man tager Part i en Sejlbaad eller man ror sig hver Søndag en Tur til Skoven; man drager ud under nordiske Toner, man afsynger Kæmpeviser, man mindes Thor eller Tyr eller en anden vældig Gud for Næverne, - og man er Kæmpe et Aarstid. Men saa begynder Embedseksamen at minde med varslende Røst, eller man faar mere Arbejde og større Løn paa det Handelskontor, hvor man tjener; og saa mindes man pludselig, at man er Student eller Kontorist med Udsigt til at blive Kandidat eller komme i egen Bedrift, og saa lægges Kæmpevisen paa Hylden, og saa ligger den daglige, borgerlige Virksomhed som en stor Fælled aaben for en; man begynder det 191 almindelige Trav, man bliver Skatteborger, gift, Familiefader, - og Børnene bliver saa opdragne i den samme Tummerum. Punktum!

✂ Efter disse forud skikkede Bemærkninger skal jeg gaa over til at fortælle den lille Episode fra vore Drengeaar, der som sagt ikke indeholder nogen Paastand, og som ikke giver sig ud for andet, end hvad den er: en simpel Meddelelse af Fakta, saaledes som de forefaldt. Jeg skal saa meget mere vogte mig for at give mig Udseende af at ville vise Kæmper frem, som Kæmper er meget sjældne i vor Tid og slet ikke forekommer i den lille Kreds, hvortil jeg i min Fortælling sigter. At nogle iblandt den Kreds senere hen voksede op og kom ud over det almindelige Lavmaal, det er imidlertid noget, som turde pege hen paa det gode ved de "rigtige" Drenge, og som saaledes turde blive til Bedste for denne Fortælling.

✂

✂ Jeg fandt forleden i min gamle Kuffert et Brev, der var svøbt uden om nogle Papirer af en senere Dato. Jeg foldede det ud, og ved Synet af de store, aabne Skrifttegn, den sporadiske Mangel paa Interpunktionstegn og ved Læsningen af de stundom ikke fuldstændig horisontale Linjer maatte jeg uvilkaarlig smile.

✂ Jeg gengiver her Brevets nøjagtige Indhold, idet jeg dog har forbeholdt mig nogle smaa Ændringer og Tilføjelser i den omtalte Interpunktion :

✂ Kære Tordenskjold!

✂ Du maa endelig ikke tro, at jeg var bange i Lørdags, fordi det blæste lidt. Men Lord Nelson havde siddet over for tysk Grammatik, og Villemoes kunde jeg ikke finde, og jeg selv skulde møde med nogle andre Baksgaster paa Glaciet, fordi at "Skraamule" havde banket en Dreng, som fiskede; og det skulde hævnes. Skraamule er for Resten en rigtig væmmelig Tyran, Han har klaget til min Fader, og Fader har forbudt mig at sejle. Men jeg vilde nu sejle alligevel, og jeg vil helst sejle helt væk, og slet ikke komme tilbage, og derfor skal Du møde nede ved Kalkbrænderiet i Eftermiddag, saa kommer de andre med, og hvis Du endnu har nogle af dine Karakterpenge tilbage, saa tag dem med, og glem ikke at sørge for Tobak, og køb ogsaa en Flaske Øl; jeg skal nok tage Rugtvebakker fra Spisekammeret, og hvis vi ogsaa skulde komme tilbage, saa skal de nok faa Lov til at lade mig komme til Søs.

✂ Din altid hengivne Ven

✂ Niels Juul.

✂ E. S. Glem ikke Karakterpengene. Vi skal ordentlig more os.

✂ Din Ven til Døden.

192

✂ Som man ser, var dette hverken mere eller mindre end en Opfordring til at løbe væk fra den fædrene Arne og fra Skolen. Et alvorligt revolutionært Foretagende, der dog at dømme efter Brevets Slutning tillige havde Morskaben til Formaal.

✂ Lykkelige Tider, da de største Bekymringer var den tyske Grammatik, og da den værste Tyran, vi kendte, var "Skraamule" (en gammel Voldsergent, der vistnok blev plaget mere af os Drenge, end han selv plagede os).

✂ Jeg sattes ved Læsningen af dette gamle Aktstykke saa levende ind i Drengeaarene, at det ikke falder mig vanskeligt, naar jeg giver Hukommelsen lidt af Sporerne, at gengive den hele lille Episode i dens væsentligste Detailler.

✂ Vi var en lille Samling ungdommelige Fantaster, der, samtidig med at vi pløjede Virgil og Livius, udkastede de dristigste Planer til Skærmydsler til Lands og til Vands, Erobringer af fremmede Drenges Vaaben, Indtagelser af befæstede Stillinger i Glaciet, Afbankninger af Forrædere og Spioner, Hævdelsen af den personlige Tapperhed og Kammeratskabets hellige Love. Som de urolige Hoveder saavel i Skolen som i Hjemmet kom vi naturligvis ofte i ubehagelige Situationer, og undertiden maatte vor stolte, uafhængige Sjæl krympe sig under den Medfart, som vort Legeme var for haardført til at krympe sig under. Men noget videre ufordelagtigt, endsige noget egentlig slet, kunde der ikke siges om os. Vor romantiske Fantasi ophidsede vel vor Indbildningskraft og forledede os til mange Slags Dumheder og Taabeligheder, men den holdt tillige de daarligere Drifter i Tømme, der hos Drenge med mindre Ekscentricitet, men ogsaa med mindre Selvfølelse, udvikler sig under Skolebænkens legemlige og sjælelige Tvang og under Hjemmets blandede rigoristiske og forkælende Opdragelse.

✂ Vi stod paa det Trin af Udvikling, hvor man er lige saa meget af et Dyr som af et rigtigt Menneske, og hvor man helt igennem er en Dreng. Vi holdt af dem iblandt Lærerne, der skønt strenge dog behandlede os som Fornuftvæsener, hvem man kunde faa længere med det milde, overbevisende end med det brutale, befalende. Vi holdt endvidere af dem iblandt Lærerne, som ikke havde Fejl, der var saa iøjnefaldende, at vi Drenge kunde opdage dem og føle os hævede over deres Ejermænd. Vi holdt af Hjemmet, for saa vidt som Hjemmet holdt paa os, og for saa vidt som vi ikke udelukkende følte os som Hundehvalpe, der af Herren sendes til en Dressuranstalt for at blive dygtige til i Fremtiden at fortjene den Føde og de Prygl, som Dressuren for Øjeblikket koster. Udenfor Pryglene og Dressuren og udenfor den, rigtignok sparsomme, Kærlighed, der nu og da vistes os, levede vi fuldstændig i en selvdigtet Verden. Naar Virkeligheden 193 enten paa den ene eller den anden Maade greb med haard Haand ind i vore Drømme og Fantasterier, da følte vi os smerteligt berørt deraf og vendte hele vor ungdommelige Harme imod denne Virkelighed og kaldte den ubillig og grusom; - vi vidste ikke den Gang, at vi selv bar en Del af Skylden; vi anede ikke, at den rette Virkelighed er det rette, og at man ikke ustraffet kan sætte en Digtning, en Illusion i dens Sted.

✂ Vi var kort sagt, som vi var: Drenge i 14-15 Aars Alderen, der havde en Baad liggende ved Kalkbrænderiet, der kaldte hinanden med de store Søheltes Navne, der ikke var bange for en vaad eller en banket Trøje, der havde en hel Del gode og en hel Del daarlige Betingelser i sig, og af hvem man strengt taget ikke kunde forlange altfor meget ud over det, vi med vore store, brune Næver og smaa, hidsige Hoveder præsterede. Der havde, som Brevet antyder, lejret sig en Sky over den lille Kreds, som vi havde dannet, og denne Sky skulde nu udlade sig i en Rømning fra Landet.

✂ Vi mødte ogsaa samme Eftermiddag paa det aftalte Sted ved Kalkbrænderiets lille Baadehavn.

✂ Fire Drenge var vi, og alle fire var vi fuldt opsatte paa at komme af Sted, flygte bort fra al denne Tvang, alle disse Baand, der saa lidt stemmede med vore Ideer om Uafhængighed og store Bedrifter. Det var desuden det første og nødvendige Skridt til den Plan, som vi alle fire omgikkes med, nemlig at komme til Søs. "Rigtige" Drenge i en vis Alder vil altid til Søs. Det fri, ubundne Liv, som en Sømand fører (i det mindste i en Skoledrengs Øjne) tiltaler altid det ungdommelige friske Gemyt, for hvem Videnskabens eller Kunstens Sejre endnu ikke har nogen Tiltrækning, og som ikke attraar andre Sejerskranse end dem, der kan flettes af Tangplanter eller Søgræs.

✂ Baaden, som ikke var synderlig stor og heller ikke synderlig ny, havde vi snart gjort sejlklar, og nu gjaldt det blot om, hvem der skulde have Overkommandoen; thi at vi ikke alle fire kunde have den paa samme Tid, derom blev vi snart enige.

✂ Enhver paaberaabte sig sit Navn og den dermed forbundne Adkomst til Chefsværdigheden.

✂ "Lord Nelson," sagde min Sidekammerat fra Skolebænken, en høj, mager Dreng, der havde nogle vidt og bredt bekendte Knoer, og som sloges ypperligt i Linje saa vel som i Tvekamp. "Lord Nelson kan gerne indrømme Løjtnant Villemoes sin Respekt som en tapper Sømand og en værdig Modstander, men hvad Overbefalingen ved dette Togt angaar - - -"

✂ "Hold Mund, Lord Nelson," raabte den lille, ivrige Villemoes, en forvoven Krabat med krøllet Haar og store smukke Øjne, der trods sin Lidenhed adskillige Gange var gaaet sejrrig ud af Kampen med 194 en Overmand. "Hold Du bare Mund og lad mig komme til at styre denne Gang. Du husker vel nok, at du sidst satte os paa Grund ovre ved Saltholm, og at vi aldrig var kommen af igen, hvis jeg ikke var sprungen ud og havde arbejdet under Baaden agter ude, og det endda med mine nye Bukser paa."

✂ "Det er godt nok," sagde Niels Juul. "Men hverken Du eller Engelskmanden skal komme til Roret, fordi jeg nemlig selv vil sidde der. Niels Juul stak aldrig op for nogen, og jeg gør det heller ikke. Jeg er desuden den ældste og den stærkeste."

✂ Jeg, Tordenskjold, faldt her min berømmelige Forgænger i Flanken med følgende insubordinære Tiltale: "Du siger nok, at Du er den stærkeste, men jeg er ikke bange for Dig."

✂ "Jeg heller ikke," raabte Villemoes, idet han rykkede frem. "Kom kun an," sagde Nelson med knyttet Haand.

✂ Det var lige paa Nippet til, at vort revolutionære Forehavende skulde have delt Skæbne med saa mange andre slige Forehavender og være gaaet i Stykker ved en indbyrdes Revolution, da en af os, jeg husker ikke hvem, endnu i rette Tid mindede om, at vi ikke var kommen for at slaas, men for at flygte.

✂ Det hjalp.

✂ Vi søgte først ved en rolig, historisk Undersøgelse at afgøre, hvem af de fire Søhelte der egentlig havde været den største. Da denne vanskelige Undersøgelse imidlertid ikke gav noget bestemt Resultat, fandt Lord Nelson med sin praktiske Sans paa at inddele Togtet i Vagter. Den, der saa havde de fleste Penge paa Lommen, skulde sidde til Rors i første Vagt, den næstrigeste skulde styre i anden Vagt o. s. fr.

✂ Da dette Forslag havde vundet Bifald hos alle undtagen hos Admiral Niels Juul, der, som han sagde, "ingen Prisepenge havde oppebaaret den sidste Uge", greb den engelske Søhelt med et triumferende Smil ned i sin Vestelomme og fremviste for vore spændte Blikke den overvældende Sum af l Mark 8 Skilling Dansk.

✂ "Den kan jeg stikke," hoverede Villemoes, idet han med et højt Spring af Sejersbevidsthed kastede to Markstykker i Vejret.

✂ Jeg fremviste lidt undselig en Mark og ærgrede mig i Stilhed.

✂ Niels Juul viste slet intet frem, men idet han med en overlegen Mine drejede sig rundt paa Hælen, sagde han: "Skidt med Pengene. Jeg har en hel Pose med Rugtvebakker liggende i Baaden. Det er s'gu dog det vigtigste."

✂ Og dermed kastede vi vor Fangeline los og skød ud af Havnen under en jævn, vestlig Brise uden at agte paa de venskabelige Raad og Bemærkninger, der lød ud til os fra nogle Fiskere og Pramstikkere, og hvoraf nogle var nærgaaende nok som f. Eks.: "Lykke paa 195 Rejsen, I smaa Smørtyve, og glem ikke at snyde Næsen, førend I vender."

✂ Foreløbigt var Enigheden bragt til Veje med Hensyn til Overkommandoen, der efter romersk og anden republikansk Skik skiftede efter en bestemt Tids Forløb.

✂ Men nu var der Rejsens eller rettere Flugtens Maal!

✂ Villemoes, som altsaa sad til Rors, og som for Resten var sin Post meget godt voksen, foreslog, at vi skulde løbe ud i Kongedybet, praje et forbisejlende Skib og anmode Kaptajnen om at tage os med i sin Besætning.

✂ Om nu dette Forslag med Kongedybet skyldtes et historisk Hensyn til hans berømte Forbilledes Bedrifter, eller om vor Chef, hvad der vel var rimeligere, foreslog dette som det første, det bedste, der faldt ham ind, - det lader sig ikke godt afgøre, eftersom Forslaget øjeblikkelig blev frafaldet paa Grund af den bestemte Forsikring fra Niels Juuls Side, at for det første ingen Kaptajn vilde indlade sig paa sligt, uden at vi havde "vore Papirer i Orden" eller i ethvert Fald Lommen fuld af Penge - (dette udtalt meget ironisk). Og dernæst, selv om en saadan Kaptajn kunde findes, vilde vi upaatvivleligt kun hver for sig kunne opnaa en Dæksdrengs mere end underordnede Stilling, - noget som vore højtflyvende Admiralsplaner aldeles ikke kunde finde sig i.

✂ Han, Niels Juul, vilde derimod foreslaa, at vi satte Kursen ad Landskrona til, hvor han havde en Fætter, der var ansat paa en Skibsmæglers Kontor. Denne Fætter vilde ganske sikkert udrette store Ting for os, og i værste Tilfælde var vi da saa i Udlandet, og Udlandet - dette sagde Taleren med stor Overbevisning - udleverede os ikke selv om vi blev fordrede tilbage fra vore respektive Hjem.

✂ Med enstemmig Akklamation blev dette Forslag tiltraadt, og Forslagsstilleren var ikke langt fra at indtage en lige saa overordnet og misundelsesværdig Plads som Chefen selv.

✂ Uden videre Diskussion om vor Flugt og vore Fremtidsplaner fortsattes da Baadens Fart, tilskyndet af den omtalte vestlige Brise og fremhjulpen af Storsejl, Fok og Klyver.

✂ En herlig Eftermiddag var det. Reden og Trekroner og Skibene og Fiskerbaadene med de røde Sejl, alt saa' saa fornøjeligt ud, alt talte i saa forsonende Toner om Venlighed og Fred, at en svag Følelse af Utilfredshed med vort Forehavende egentlig begyndte at dukke op i vore ungdommelige Sjæle, der endnu var bløde som Voks, modtagelige for ethvert Indtryk.

✂ "Det kunde da s'gu ogsaa gerne begynde at lufte lidt ordentlig," ytrede Lord Nelson med en noget brudt Stemme. "Dette ligner altfor meget vore sædvanlige Søndagsture." 196 "Ja, saadan til et lille Reb," foreslog Niels Juul, idet han hamrede med sin Lommekniv paa en usædvanlig haard Rugtvebak. "Det var, ligesom om man ikke kunde komme af Sted fra alt det Vrøvl der inde."

✂ "Lad Du kun være med at fire paa det Skøde; hører Du, Tordenskjold," raabte vor Chef. "Vi kommer saamænd hurtig nok af Sted, og kender jeg de Skyer ret, som staar der til Luvart bag Svanemøllen, saa faar vi mere end nok af Luft ud paa Aftenen."

✂ Det var, som om denne bestemt udtalte Profeti hjalp lidt paa Skibsmandskabets Humør. Frisk Luft, maaske Storm, det var noget, vi kunde bruge. Og oprigtig talt, naar man skal løbe væk, maa det dog helst ske under lidt usædvanlige Omstændigheder.

✂ Maaske var det ogsaa paavirket af disse forbedrede Udsigter, at Niels Juul, som havde en stærk Stemme, gav sig til at synge en den Gang meget yndet Klassevise om de forskellige Læreres Egenskaber, en Vise, som jeg nok tror, at Villemoes havde været den oprindelige Forfatter til, men som for Resten ligesom hint græske Skib i Tidens Løb var undergaaet saa mange Reparationer, at Ægtheden efterhaanden var bleven mere end omtvistelig.

✂ Et Par af Versene rinder mig endnu i Hukommelsen.

✂ Den græske Lærer er et Bæst,
Den tyske ikke bedre,
Hvad nytter alt, hvad vi har læst,
Naar vi en Gang,
Naar vi en Gang
Gaar bort til vore Fædre.

✂ Som man vil se, et højst pudsigt Ræsonnement af Skoledrenge, der aabenbart ikke skulde give sig af med at tænke saa langt ind i Fremtiden.

✂ Et andet af Versene er i en mere fornøjelig Tone. Da Niels Juul med sin stærke Stemme havde sunget det til Ende, forlangte vi det alle da capo, og enhver af os faldt nu i med, saa godt som vore Stemmemidler tillod os det. Verset lød saaledes:

✂ Den danske Lærer han er rar,
Og nemt er ogsaa Sproget;
Han saa' os ryge en Cigar,
Men han holdt Mund,
Ja, han holdt Mund,
Og sagde ikke noget.

✂ Denne vokale Del af Forlystelsen skulde maaske have varet endnu en Stund, hvis ikke et uforudset Tilfælde var kommen baade Sangen 197 og vort Storsejl paa tværs. Vi havde nemlig alle, vor Chef iberegnet, deltaget saa udelukkende i Afsyngelsen af det sidste, meget yndede Vers, at ingen af os havde holdt saa godt Udkig, som det egentlig anstaar sig unge, dygtige Sømænd.

✂ Pludselig standsede Baadens Fart, vi faldt alle agter over paa Tofterne, og vi fornam en Lyd som den, der fremkommer, naar Kræmmeren river et Stykke Shirting itu.

✂ "Halløj, for Fanden," udbrød fire ungdommelige Stemmer i et højt, samlet Kor.

✂ "Halløj, for Fanden," svaredes der med en dyb, mandlig Stemme og paa bredt fynsk. "Hva' er I for Fyre, saadan som I styrer?"

✂ Vi var bleven hængende paa Klyverbommen af en Svendborg-Jagt, som laa svajet op for sit Anker ud for den saakaldte Stubbegrund. Nokken af Klyverbommen havde faaet fat i vort Sejl oppe under Overliget. Det fynske Tømmer var det stærkeste; Overliget sprang, og vi drev med "bak" Sejl ned paa Siden af Jagten.

✂ Villemoes, der var den raskeste til Handling som til Svar, raabte øjeblikkelig i en for en Chef temmelig hidsig Tone op til Skipperen paa Dækket:

✂ "Hvorfor prajer han os ikke, naar han ser, at vi ikke kan gaa klar af hans fordømte Klyverbom?"

✂ Skipperen, en lille, undersætsig Fyr i høj Hat, blaa Vest og ulden Nattrøje, tog ganske rolig sin Pibe ud af Munden, kastede et uhyre overlegent Blik ned paa det samtlige Baadsmandskab og raabte derpaa ned i Kahytten: "Ole! Jens! kom her op, saa ska' I se nogle unge Københavnere, der vil rende os Skuden i Sænk !"

✂ De nævnte Størrelser, Ole og Jens, dukkede ved dette Tilraab op paa Dækket, og under en Udveksling af sejge Skippervittigheder blev vi fire samtlige Søhelte fremviste i vor hjælpeløse Stilling for Ole og Jens, hvis snavsede Ansigter tog sig ganske barbariske ud under den Række af brede, fynske Grin, der ledsagede enhver af Skipperens Vittigheder.

✂ "Laan os bare en Ende Kabelgarn," bad nu Villemoes i en lidt mere nedstemt Tone, imedens Lord Nelson knyttede Haanden, og Niels Juul anstrængte sig af alle Kræfter for med Baadshagen at "sætte fra".

✂ "Ja, nu ska' I faa Kabelgarn," fnisede Skipperen og gav Ole et Vink.

✂ Vinket besvaredes ved, at Ole greb en Pøs, som stod paa Dækket og styrtede dens Indhold ud over Baaden.

✂ En Strøm af snavset Vand, Kaalblade og Kartoffelskræller fordelte sig over vore Hoveder og ned ad vore Klæder. Dersom jeg ikke havde holdt paa Villemoes, havde han i sin øjeblikkelige Forbitrelse kylet Rorpinden efter Skipperen. Nu indskrænkede han sig til at udstøde de 198 mest determinerede nautiske Eder, som nogen søvant Dreng kunde finde paa. Vi andre sekonderede ham efter Evne, og Niels Juul, hvem det endelig var lykkedes at bringe Baaden ud fra dens umiddelbare Berørelse med Jagten, greb en af sine Rugtvebakker og var saa heldig i sit Kast at ramme Skipperens Pibe, som faldt ud af Munden paa ham og ned paa Dækket.

✂ At dømme efter den Fortørnelse, der øjeblikkelig afløste Svendborgerens Munterhed, maa denne Pibe have været en Yndlingspibe, og Tabet af samme maa være gaaet dens Ejermand nær til Hjerte. En Salve af Trusler og Ønsker om, at alle mulige Ulykker maatte times os, affyredes fra den ganske fynske Besætning, ja, jeg tror endogsaa, at der blev givet Ordre til at sætte Jollen i Vandet for at opbringe os og føre os tilbage som Prise; men vi havde allerede faaet Baaden til at "falde", og trods vort klaprende Storsejl skød vi dog ganske godt igennem Vandet. Planen med Jollen blev da opgivet, og den pibeløse Skippers Udbrud døde snart bort igennem Luften, medens vi saa vel i figurlig som i naturlig Forstand viste ham vort Agterspejl og lod Sundets lette Vover neje sig for vor Stævn.

✂ "Det var altsaa det første Eventyr," sagde Lord Nelson med et vist satirisk Sideblik paa vor Chef. "Ja, og Villemoes har styret daarligt," raabte Niels Juul, idet han med sit Lommetørklæde søgte at fjærne Sporene af Pøsens Indhold fra sine Bukser.

✂ "Saa gør Du det bedre," ytrede Chefen i en gnaven Tone.

✂ Jeg for mit Vedkommende foreslog, at vi i Stedet for at trættes skulde se at udbedre Skaden paa vort Sejl, og jeg føjede hertil den dybsindige Bemærkning, at Enighed var til Lands en meget prisværdig Ting, men til Søs var det ligefrem en absolut Nødvendighed. Tillige søgte jeg at vise, hvorledes vi alle havde en lige stor Part af Skylden for det ubehagelige Sammenstød; og da jeg paa en meget diplomatisk Maade havde givet Niels Juul en Kompliment for hans "sikre Skud", Lord Nelson en dito for hans Redebonhed til at "entre" og endelig havde fremhævet, at Villemoes ved tidligere Lejlighed havde udvist stor Snarraadighed og Konduite i en "snever Vending", saa lykkedes det mig at standse det frembrydende Mytteri. Villemoes beholdt sin Plads ved Roret; vi andre fik Sejlet ned; Skaden blev udbedret saa godt som en Stump Sejlgarn, et Strømpebaand og Knappenaale i Forening formaaede; og da Sejlet atter var hejset, og vi havde taget os en Omgang Rugtvebakker og en Slurk Øl, var atter det gode, gamle Forhold indtraadt mellem de fire revolutionære Flygtninge.

✂ Vi var efterhaanden kommen op paa Højden mellem Taarbæk og Strandmøllen og havde begyndt at sætte Kursen mere direkte i Retning af Landskrona - for saa vidt vore temmelig mangelfulde Navigationsmidler i det hele taget tillod os at sætte nogen direkte Kurs - 199 da hine Skyer, hvis Indflydelse Villemoes profetisk havde antydet, virkelig syntes at ville retfærdiggøre vor Chefs Forudsigelser.

✂ Det gav sig til at trække sammen over vore unge Hoveder. Mørke Aftenskyer med rødliggule Kanter løftede sig ligesom paa store Vinger op fra de sjællandske Skove. Visse ubehagelige Kast fo'r fra Skodsborgs og Vedbæks høje Brinker ud over det urolige Sund, tegnende mørke Striber hen over Vandet og sættende vort lille Fartøjs Mast og Ræling i forskellige Vinkler, der alle var langt fra at være rette.

✂ "Nu gaar hun jo strygende," sagde Villemoes determineret, idet han knappede sin Trøje og klemte Armen fast om Rorpinden.

✂ "Ja, Gudskelov," udbrød Lord Nelson, idet han svingede Huen over Hovedet.

✂ "Ja, Gudskelov," gentog vi allesammen, idet vi spiste den sidste Omgang Tvebakker og skar Ansigter ad Skummet, hver Gang det stænkede os i Øjnene. "Nu kan vi mærke, at vi er paa Flugt," sagde Niels Juul patetisk med Munden fuld af Tvebak.

✂ "Hurra for Friheden," brølede den stolte Britte. "Hurra!" skreg vi allesammen.

✂ "Hør, Folkens," sagde vor Chef efter et Kvartertids Forløb, i hvilket der var regnet adskillige Dusin revolutionære Udgydelser ned over Hjemmet, Skolen, Kammeraterne, der "fandt sig i Tyranniet" etc. etc.; - "hør, Folkens, dette her er nu altsammen meget godt, og frisk Luft er ikke til at foragte, især naar man har travlt med at komme bort fra Trældom og Slaveri, men - dette Fartøj duer egentlig ikke til Fordevindssejlads; vi tager for meget Vand ind agter. Lad os rebe vort Storsejl; Forsejlene kan gerne staa endnu."

✂ Rebningen fandt Sted, men under denne Manøvre gik Splejsningen oppe ved Overliget los, og Flængen i Sejlet blev i en ubehagelig Grad udvidet.

✂ "Det var din Skyld, Tordenskjold," raabte Chefen hidsig.

✂ "Aa Sludder," svarede jeg med Indignation. "Det er Lord Nelsons Strømpebaand, som ikke kunde holde."

✂ En detailleret Undersøgelse angaaende dette vigtige Punkt begyndte, men hvorledes det nu var eller ikke var, saa blev Resultatet det, at Flængen blev større og større, indtil endelig Sejlet revnede en hel Dug ned igennem.

✂ "Saa for Fanden," brummede Niels Juul. ,,Nu er vi Havarist; det var en rar Historie!"

✂ Historien var imidlertid slet ikke saa rar.

✂ Kulingen tog til, Mørket faldt mere og mere paa, og dersom Vinden nu oven i Købet, hvad vor Chef paastod, trak sig helt nordlig, vilde vi ikke kunne regere Baaden med Forsejlene alene og den lille Stump af Storsejlet.

200

✂ Alligevel, - jeg kan dog fremhæve det med en vis Slags Selvfølelse - vi var ikke forknytte.

✂ Et Krigsraad blev nedsat. Chefen fremsatte sin ovenfor citerede Anskuelse, at Vinden vilde trække sig nordligere; vi kunde da ikke holde Kursen efter Landskrona, men maatte bære af og lænse - ja Gud skal vide hvorhen, men Malmø mente han da nok, at vi kunde naa.

✂ Vi saa' forlegne paa hverandre ved denne Meddelelse. At vende om stod for os alle som noget, der mindst var lige saa slemt som selve Udsigten til at lænse for en Storm med vor lille Baad ved Nattetider ned ad Sundet.

✂ "Er der mere Øl i Flasken?" brød Lord Nelson Pavsen.

✂ Det viste sig, at Flasken var gaaet Itu ved de stærke Overhalinger, som Baaden havde taget.

✂ "Naa, ja ja," vedblev den engelske Søhelt koldblodigt. "Lad os saa sætte Fartøjet paa Land. Vi maa vel nok kunne række ind om den sydlige Pynt af Hveen. Det er da ogsaa en Del af Udlandet, kan jeg tro."

✂ Det syntes virkelig under de forhaanden værende Omstændigheder, som om vi ikke kunde gøre noget stort bedre end følge dette Forslag.

✂ Det gjaldt nu blot om, hvor vidt vi i det hele taget formaaede at sætte det igennem, saaledes som Sagerne stod.

✂ Stævnen blev imidlertid atter bragt nærmere Vinden. Vi strøg vor Klyver, tog et Reb i Fokken og fik saa meget af Storsejlet til at bære, som vi paa nogen Maade kunde, og saa gik det da løs bidevind, medens Vandet hvert Øjeblik væltede ind til os i Læ, og Skummet stod i store Fontæner op for den luv Boug.

✂ Øse maatte vi med Huer og Hatte, og dyngvaade var vi. Himlen var nu aldeles overtrukken; mørkt var det og koldt, og det var alt det, at vi med vore smaa Sejl kunde klare os.

✂ "Der er da ingen af os, som fortryder dette?" spurgte vor mandige Chef i en fast Tone.

✂ Svaret kom maaske ikke saa hurtigt eller saa ubetinget benægtende som det f. Eks. vilde være kommen for en Time siden, men desuagtet svarede vi alle med et all right, der for saa vidt ikke udtrykte Situationen ganske korrekt, som "Alt" i Virkeligheden ikke ganske var "i sin Orden".

✂ Dette havde vel vor Chef ogsaa en vis, ubestemt Fornemmelse af, og ledet af denne Fornemmelse var det vel ogsaa, at han vedblev i en lidt forandret Tone.

✂ "Jamen, det er dog bedre end at sidde hjemme og skrive latinsk Stil." 201 "Det er sikkert," svarede Niels Juul lakonisk.

✂ "Tusind Gange bedre," skyndte Lord Nelson og jeg os at tilføje, medens vi øste væk af alle Livsens Kræfter for at undgaa den Ubehagelighed at komme til at drukne inden Bords.

✂ Atter sejlede vi et Kvarterstid og "pressede" Baaden saa meget, som vi kunde; og atter herskede der en ubrødelig Tavshed, - da Chefen med et raabte: "Holla! Er det ikke højt Land, vi har her tværs for den læ Boug?"

✂ Vi gav os til at kigge allesammen, og Niels Juul, som havde de skarpeste Øjne, ytrede noget om Brænding i Læ.

✂ "Er det virkeligt?" spurgte Chefen i en vis Spænding.

✂ Sandheden af Niels Juuls Bemærkning skulde paa en utvetydig Maade bekræfte sig.

✂ Et stærkt Bums, efterfulgt af en to-tre mindre Stød, kastede os for anden Gang i Løbet af denne mindeværdige Eftermiddag agter over paa Tofterne. Den store Niels Juui vendte endogsaa Benene saa højt i Vejret og faldt med en saadan Eftertrykkelighed ned i Læ, at han ganske sikkert var gaaet uden Bords, hvis jeg ikke havde faaet fat om hans ene Støvle og halet ham til mig.

✂ "Det var Fandens," udbrød han, idet han greb en Aare, som netop var i Færd med at gaa samme Vej, som han selv havde staaet i Begreb med at gaa.

✂ Sejlene klaprede, Skøderne havde revet sig løs, det skurede og skrabede under Baadens Bund, vi laa helt krænget over paa Siden, og der var Brænding rundt omkring os.

✂ "Det er et Stenrev, vi staar paa," brølede den lille Villemoes og arbejdede voldsomt med Sprydstagen agter ude for muligvis at faa Stævnen svajet ind mod Land.

✂ Vi kunde utydeligt skimte en høj, mørk Brink der inde over den blinkende Brænding. Hvor langt der var ind til den faste Strand, kunde vi imidlertid ikke afgøre, og vi arbejdede som smaa Bjørne, stønnende og pustende, med Aarer og Stænger paa at faa Fartøjet flot og saaledes drive saa langt ind som muligt.

✂ Endelig hjalp en Sø os over den Sten, hvorpaa vi var stødt, og vi drev langsomt ind efter.

✂ Baaden var fuld af Vand; den slingrede tungt igennem Brændin gen; vi holdt os fast, saa godt vi formaaede, og da vi atter stødte, sprang vi som efter en fælles Aftale alle paa en Gang ud over Lønnin gen. Vi stod i Vand til op paa Livet, og halvt vadende, halvt svøm mende, nu og da snublende over Stenene i Bunden, naaede vi den flade Forstrand. "Godt sluppen," var Lord Nelson den første, der ud brød, da vi atter stod paa terra firma og maalte Højden af den stejle Brink lige for os.

202

✂ Jeg tror, vi gør bedst i at vride Bukserne," foreslog den betænksomme Villemoes.

✂ "Jamen her blæser saa koldt," indvendte jeg. "Lad os tage et lille Travløb nordpaa langs Stranden. Jeg er en Gang sejlet her ganske tæt forbi med en Helsingørskadrejer, og jeg véd, at der skal ligge nogle Fiskerhuse neden for Kirkebakken."

✂ Vi løb da langs med Stranden, og vore Øjne havde nu vænnet sig saa meget til Mørket, at vi nogenlunde formaaede at undgaa de Stene og Tangklumper, der laa paa vor Vej.

✂ Ganske stakaandede, men varme af Løbet, ankom vi da endelig til de omtalte Huse. Nogle Baade var hist og her trukne op paa Stranden; vi kunde skelne en Pælebro, som gik ud i Vandet, men derimod kunde vi ikke opdage Lys et eneste Sted i de smaa Hytter foran os.

✂ "Skulde Folkene allerede være til Køjs?" mumlede Niels Juul med en let Gysen og vedblev derpaa henvendt til Lord Nelson. "Hør Du, Engelskmand, det er jo Dig, som har Ur; hvad er Klokken?"

✂ Den velhavende Lord fik med en Del Besvær vristet et Ur op af den vaade Vestelomme, men hverken Lorden selv eller nogen af os andre formaaede at skelne Viserne fra Skiven, og da nu Urets Ejermand holdt sit dyrebare Klenodie op til Øret for ligesom at prøve, om Uret ikke kunde fortælle den Hemmelighed, som vore Øjne ikke kunde læse sig til, saa erklærede han med en mismodig Hovedrysten, at "det stod".

✂ "Hør," sagde Villemoes efter en kort Betænkning. "Jeg véd ikke bedre, end at vi banker en af disse Folk op her. Vi kan da for Pokker ikke blive staaende paa den aabne Strand i vore vaade Klæder."

✂ Vi løb øjeblikkelig hen til det første, det bedste Hus, og gav os til at tromme paa de smaa Vinduesruder af alle Kræfter.

✂ Det varede en god Stund, inden vi fornam noget Livstegn der inde fra Hytten, og da Tegnet endelig kom i Form af en brummende Lyd, der syntes at have en lang Ed paa Slæbetov, var det os ikke muligt med vore mangelfulde Sprogkundskaber at fortolke Lyden.

✂ "Det maa vel være svensk?" gættede Lord Nelson med klaprende Tænder.

✂ "Ja naturligvis," forklarede Villemoes belærende. "Hveen har jo tilhørt Sverig siden - siden - - -." "Siden Tycho Brahes Dage," mente jeg at burde bemærke.

✂ Niels Juul, der ikke brød sig om andre historiske Spørgsmaal end netop om de søkrigshistoriske, satte sine Hænder for Munden som en Raaber og brølede udfordrende: "Luk op, I svenske Jævler." Døren blev nu stødt op, og en lang Fiskerskikkelse, saa vidt vi kunde se, i Skjorte og med bare Ben, spurgte i en just ikke altfor venlig Tone, hvem vi var, og hvad vi vilde.

203

✂ Vi forklarede ham alle fire i Munden paa hverandre, hvorledes det var gaaet os, og at vi gerne vilde under Tag og skifte vore vaade Klæder.

✂ Hveenboen gloede paa os, og idet han derpaa ramsede en hel, lang Historie op om, at han ikke havde nogen "stälning", og at vi fik gaa op i Landet "rakt up over Kyrkan," vilde han slaa Døren i igen; men her kom Lord Nelson ham i Forkøbet, fik sat Foden inden for Dørtærskelen og bød Fiskeren en Mark for at lade os komme ind.

✂ Det var øjensynlig en uheldig Stjerne, der netop havde bragt os til denne Fisker.

✂ Han forlangte først at se Marken, og Lord Nelson, som følte sig krænket over denne raa Mangel paa Tiltro, var da heller ikke sen til at trække Pengestykket op af Lommen og holde det frem imod den indfødte.

✂ "Ursäkta," gryntede Barbaren, snappede Marken, skubbede den forbløffede Engelskmand bort fra Tærskelen og smeldede Døren i for vor Næse.

✂ Vi dirrede af Harme og Kulde i Forening, og vi brølede af fulde Lunger: Slyngel, Tyveknægt, svenske Rad etc., etc.

✂ "Det hjælper s'gu ikke, at vi giver alle de Ord fra os," sagde Villemoes tørt. "Der maa andre Projektiler til."

✂ Med disse Ord greb han en Sten og kastede den ind gennem de smaa Vinduesruder, saa at Stumperne faldt klingrende ned inde i Stuen.

✂ "Hurra," raabte Lord Nelson og slyngede en anden større Sten imod Husdøren.

✂ "Hurra," brølede vi allesammen paa den mest kannibalske Maade, idet vi lod Stenkast suse imod Huset.

✂ Døren gik pludselig op igen, og den lange Fiskerskikkelse traadte udenfor, denne Gang tilsyneladende lidt mere paaklædt.

✂ Vi trak os en Smule tilbage, saaledes at vi havde Ryggen dækket af det nærmeste Hus.

✂ "Giv mig min Mark, din svenske Gavtyv," raabte den forurettede Engelskmand udfordrende, idet han stillede sig lidt frem foran os andre.

✂ Med en Knurren ligesom en Lænkehund og en indtrængende Opfordring til adskillige tusinde Djævle om at tage sig selv og os, løb den indfødte frem imod os.

✂ Vi afventede hans Komme, uforsagte som det anstod sig berømmelige Helte, men trods vor ypperlige Holdning var det dog vistnok mere end tvivlsomt, hvad Udfaldet vilde være bleven for vor Part, hvis ikke et heldigt Tilfælde, denne Guddom for alle oprørske Skoledrenge, var kommen os til Hjælp.

204

✂ Fyren var ikke to Skridt fra os, og allerede saa' jeg hans lange og vistnok ikke spinkle Arm svæve i Mørket over vore Hoveder, da han i samme Øjeblik snublede, faldt og blev liggende.

✂ Vi havde, det maa jeg dog sige, trods vor Hidsighed saa megen Selvbeherskelse og saa gode Begreber om fair play, at vi lod Manden ligge og ventede kampberedte paa, at han skulde rejse sig.

✂ Han syntes imidlertid ikke at ville rejse sig.

✂ "Skulde han allerede være færdig?" sagde Niels Juul, idet han forsigtigt nærmede sig den faldne.

✂ Vi traadte alle fire til.

✂ Manden, der laa paa Maven med Hovedet drejet til den ene Side, brummede nogle uforstaaelige Ord og bevægede den ene Arm paa en højst gaadefuld Maade.

✂ "Er De kommen noget til, min gode Mand?" spurgte Villemoes i en blødere Tone og bukkede sig ned over ham.

✂ "Aa, han er bare lynende fuld," raabte Lord Nelson, der ogsaa paa sin Side havde undersøgt Fjenden.

✂ Det var, som om denne oprigtige Udtalelse over Sagens sande Sammenhæng gav den faldne sit Mæle igen. Han rullede sig om paa Ryggen og brølede i vilden Sky: "Mo'er - Svenn Olsson - Jens Anderson - kom hit."

✂ "Hør, Kammerater," sagde nu vor Chef, efter at han forgæves havde søgt at tysse paa den indfødte: "Kan I huske, hvad vi læste forleden Dag i Odysseen, niende Sang. Det er det Sted, hvor Odysseus og hans Folk har gjort Landgang hos Kikonerne og overvundet nogle af dem. Jeg kan s'gu ikke huske Stedet paa græsk, men Meningen af det paa dansk er da, at de slagne Kikoner faar fat i andre Kikoner, som bor i Nærheden, og saa faar Odysseus og hans Folk Prygl, fordi de ikke i Tide er stukken af. Her vil nu vanke svære Knubs, hvis denne Fyr faar kaldt de andre Fiskere til, og da vi saa blir de færre, og det ikke er Skam at retirere for Overmagten, saa synes jeg, at vi gør bedst i straks at tiltræde Tilbagetoget."

✂ Denne Tale slog an. Overmagten vilde blive for stor. Vi gav os til at retirere op ad den stejle Brink, hvor vi akkurat kunde skimte Kirken som et hvidt Syn oppe i Luften.

✂ Retræten var ingenlunde let. Vi havde aabenbart i Mørket valgt den allerbesværligste Vej; men op kom vi da, og vi standsede nu der oppe ved Brinkens Rand og lyttede gennem Vindens Susen og Brændingens dumpe Buldren, om vi kunde mærke nogle Tegn til, at vi blev forfulgt.

✂ "Det er da den bedste Stilling, vi har valgt os," sagde Niels Juul, der gerne vilde gaa for en stor Taktiker.

✂ "Jeg forstaar mig ikke meget paa Krigen til Lands," faldt Lord 205 Nelson ind. "Men her kan man da sparke et halvt Dusin ned, inden de faar Fodfæste."

✂ "Tys, lad os høre," hviskede Villemoes, idet han bøjede sig frem.

✂ Vinden bragte af og til en utydelig Larm op til os. Døre syntes at blive lukkede op og i, og stundom fornam vi Lyden af Stemmer. Det lysnede tilmed lidt i Skyerne over vore Hoveder, og det forekom os, at vi kunde skimte mørke Skikkelser, som bevægede sig frem og tilbage der nede paa Sandet. Der gik saaledes nogle Minutter i spændt Forventning, hvori vi saa at sige hverken vidste, om vi var købte eller solgte, da endelig Villemoes brød Tavsheden.

✂ "Aa skidt," sagde han, og hans tilbagevendende Munterhed elektriserede hele det lille Selskab. "Det fulde Asen har naturligvis ikke kunnet forklare noget. Saa har Mutter trukket ham hjem med sig, og Naboerne er igen gaaet hver til sit. Det gaar os i Grunden paa en vis Maade ligesom det senere gik Odysseus med Kyklopen. Kun er der ingen af os bleven ædt op."

✂ Vi gav os til at le, men vor Munterhed forsvandt snart, thi Vinden, som her oppe blæste endnu koldere end der nede paa den flade Strand, gennemisnede vore Lemmer i de vaade Klæder. Desuden, det Spørgsmaal stod jo endnu uafgjort, hvor vi skulde faa Tag over Hovedet og Mad i Munden.

✂ "Lad os først og fremmest se at komme i Læ et Sted og vride vore Bukser," foreslog Villemoes.

✂ Da dette aabenbart var et fornuftigt Forslag, fulgte vi det ogsaa uden Tøven og stillede os hen under den lave, hvide Kirkegaardsmur med Fronten ind imod Landet.

✂ Vore Støvler turde vi ikke trække af, da vi med Rette var bange for, at vi ikke saa nemt vilde kunne faa dem paa igen. Benklæderne derimod hjalp vi hinanden broderligt med at hale af, og snart stod hele det forhenværende Baadsmandskab i et let og flagrende Kostume og mindede ved dens vridende Beskæftigelse i Aftenens sildige Time og tilmed udenfor en Kirkegaard, paa en vis Maade om det gamle franske Spøgelsesagn, der lader afdøde Kvinder staa op af Graven og vride og vadske det Linned, de i levende Live maaske har forsømt.

✂ Det var som sagt lysnet lidt i Vejret, og vi kunde skimte en nogenlunde bred Vej, der løb forbi neden under det Sted, hvor vi stod.

✂ "Det var dog egentlig rædsomt dumt af os, at vi ikke sørgede for at bjærge Sejl og Aarer fra Baaden, saa kunde vi nu have lavet os et Telt," sagde Niels Juul, idet han efter endt Vridning rystede sine Permissioner i Luften.

✂ "Ja, Aarerne, dem burde vi have taget med os, men Sejlene duede ikke til noget," svarede Villemoes stadig vridende.

✂ "Gud véd, naar vi faar Baad igen!" udbrød Lord Nelson med et 206 højt Suk, der maaske var ligeligt delt mellem den tabte Baad og de klamme Beklædningsgenstande, som jeg netop i dette Øjeblik havde vristet ham af Benene.

✂ Jeg selv stod ligesom de andre i et let og flagrende Klædebon og tænkte netop over vor mislige Situation og havde en stærk Fornemmelse af, at et dækket Aftensbord og en opredt Seng paa ingen Maade vilde være ukærkomne Udsigter for den tilstundende Nat.

✂ Jeg sagde imidlertid ikke noget, men vred væk paa mit Tøj med spartansk Heltemod.

✂ I det samme lød en dyb Stemme op til os fra Vejen, og da vi noget foruroligede samlede vore Klæder om os, saa' vi en stor, mørk Skikkelse, ledsaget af en mindre dito, som bar en Lygte, umiddelbart foran os.

✂ "I Herrens Navn, hvad er her paa Færde?" lød Stemmens Spørgsmaal (oversat fra svensk).

✂ Det var øjensynligt, at Skikkelsen med Lygten var mere end almindelig angst, at dømme efter den Maade, hvorpaa Lyset afvekslende viste sig og forsvandt, og det var lige saa øjensynligt, at den større Skikkelse kun med en vis Varsomhed traadte hen imod den besynderlige Gruppe, som vi dannede. Denne Omstændighed maa aabenbart tilskrives den gode Holdning, som vi virkelig lagde for Dagen lige over for den pludselige Overrumpling af en Fjende, hvis Styrke vi endnu ikke formaaede at gætte.

✂ "Vi er skibbrudne Søfolk," svarede Villemoes med Fasthed, idet han eftertrykkeligt klaskede ned ad sine vaade Underekstremiteter.

✂ "Ja, og vi vilde gerne se at komme i Hus et Steds," tilføjede Niels Juul, som havde fuldendt sit Toilette.

✂ "Vi vil gerne betale - lidt for os," forsikrede Lord Nelson beroligende, men dog med et vist undskyldeligt Forbehold i Stemmen.

✂ Der fandt nu nærmere Forklaring Sted, som gik ud paa, at den Skikkelse, vi havde for os, ikke var nogen ringere end Præsten ved St. Ibs i egen Person, ledsaget af sin Gaardsdreng.

✂ Den velærværdige Herre havde om Formiddagen glemt et eller andet i Kirken, som han nu vilde hente. Han indbød os gæstfrit til at foretage et yderligere Toilette hjemme hos ham selv i Præstegaarden, og idet han tog Lygten fra sin Ledsager, beordrede han denne til sporenstregs at følge os hjem; han vilde da selv tage sig af os, saa snart han havde udrettet sit Ærinde.

✂ Det var lyse og varme Udsigter, der pludselig viste sig for os i alt dette Mørke og al denne Kulde.

✂ Vridningen var forbi. I en Fart stod vi i Klæderne, og efter en foreløbig Afsked med Præsten benede vi ned ad Vejen bag efter Gaardsdrengen, der for øvrigt vedblev at udvise en vis Utilbøjelighed til 207 nærmere Samkvem med os, - det være sig nu, at de vaade, slubrende Benklæder og Støvler generede ham, eller (hvad der maaske var rimeligere) at han endnu ikke rigtig kunde gøre sig fortrolig med den Tanke, at vi ogsaa var "rigtige, levende Mennesker?"

✂ "Lagde I Mærke til, hvor fiffigt jeg svarede den Gudsmand, da han spurgte mig ud, hvem vi var og hvorfra vi kom," henkastede den diplomatiske Lord Nelson, medens vi løb Side om Side hen ad Vejen.

✂ "Ja, i Munden er Du en Allerhelvedes Karl," svarede Villemoes, maaske ikke uden en vis Fortrydelighed over, at det ikke var ham selv, der havde ageret Diplomaten.

✂ "Lad nu bare være med at mukke," brummede Niels Juul. "Engelskmanden har saamænd baaret sig fornuftigt ad. Dersom Præsten her vidste, at vi var Drenge, som var løben hjemme fra, saa vilde nok Piben snart faa en anden Lyd." "Du skal nu ogsaa altid tale om, at vi kun er Drenge," raabte jeg indigneret. "Ligesom om vi ikke alle fire skal konfirmeres næste Paaske."

✂ Trods denne Bemærkning, der aabenbart burde tjene til at hæve vor Selvfølelse, fremkaldte dog Niels Juuls Ytring en vis nedslaaende Stemning over det hele lille Selskab. Enhver fortsatte Vejen i sine egne Tanker, og jeg er ikke utibøjelig til at tro, at vi i Grunden alle fire samstemmede i den Følelse, at vor Tilstand var en lille Smule usikker.

✂ "Naa; Ho'det i Vejret, Gutter! og frisk Mod!" kommanderede endelig Villemoes, da vi stod uden for Porten til en lav, lang Længe, der af vor Følgesvend blev betegnet os som vor Vandrings Maal. Vi gik gennem Porten og ind over en større Gaardsplads, hvor en Lænkehund gøede lystigt ad os. Saa standsede vi foran Døren til en anden, lidt højere Længe, hvor nogle Lysstriber stjal sig ud gennem Vinduesskodderne, og her holdt vor Følgesvend et kort Foredrag for os, hvoraf vi efterhaanden fik samlet den Mening, at han vilde gaa ind og underrette "Fru Pastoren" om vor Ankomst.

✂ Han forsvandt da gennem en mindre Dør i en Udkant af Bygningen. Vi saa' Lys bevæge sig i hidtil ikke oplyste Vinduer; vi hørte Stemmer med forskellige stærkere eller svagere Udraab, og saa blev endelig Husdøren lukket op, og paa Dørtærsklen viste sig en høj, mager Dame med en uhyre Kappe paa Hovedet og med en Lampe i Haanden, og bag ved Lampen stak et Par nette Pigehoveder frem, og alle tre Ansigter havde et eget spændt Udtryk, som om man var forberedt paa noget ganske usædvanligt, for ikke at sige frygteligt.

✂ "De tror s'gu, vi er Sørøvere," hviskede Lord Nel'son.

✂ "Eller Gengangere," tilføjede Niels Juul.

✂ Vi gjorde imidlertid vort bedste Skrabud, og da nu det forventede usædvanlige viste sig at være af en mindre frygtelig Natur, end man 208 havde tænkt sig, vekslede Udtrykket i de tre Ansigter, og den høje, magre Dame bad os i en venlig Tone, om end med noget eget stift i Holdningen, at træde indenfor, "hendes Gemal, Hr. Pastoren, vilde jo efter Løfte snart være der."

✂ Vi gik igennem et rummeligt Forværelse med Skabe og Knagerækker, ind gennem en stor Stue, hvor der lugtede af Lavendler eller "grønne Kranse" (jeg skal ikke nøjagtigt kunne afgøre det nu efter saa lang Tids Forløb), og havnede endelig i en tredje, endnu større Stue, hvor der stod nogle skæve Bogreoler langs Væggene, og hvor der navnlig, til vor uskrømtede Glæde, fandtes et stort dækket Bord henne i det ene Hjørne.

✂ Det gik lidt trangt med Konversationen i Begyndelsen.

✂ Dels vilde den ovenfor berørte stive Holdning slet ikke forlade den høje, magre Dame, hvad der slet ikke havde nogen heldbringende Indflydelse paa vor Holdning; dels afvekslede de to unge Piger med nogle sky Sideblikke til os og en vis Tilbøjelighed til at stikke Hovederne sammen og fnise ganske sagte. Trods den Ulvehunger, som uomtvistelig maatte lyse ud af vore Øjne, var der ingen, som faldt paa at bede os gaa til Bords; og om tørre Klæder var der begribeligvis i Damernes Nærværelse ingen Tale. Men saa korn Præsten.

✂ Vi saa' nu, at det var en stor, svær Mand med et fyldigt, blomstrende Ansigt, en krum Næse, og Øjne, der bestandig syntes at vende det hvide udad. Han havde en sort Vest, der gik langt ned paa Maven og var knappet højt op i Halsen, og to Snipper af et hvidt Halstørklæde hængte ned paa Brystet. Frakken var bredskødet og naaede til Knæerne, og fra Knæerne og ned efter bar den velærværdige Herre Gamacher, hvilket i Forening med den øvrige Dragt gav ham noget i mine Øjne fremmed og uindtagende, som jeg den Gang ikke saa nøje kunde gøre mig Rede for, men som det senere er faldet mig ind, at jeg vist maatte have sat i Forbindelse med den holbergske Jeronimus, en Skikkelse, der altid i mine yngre Dage indgød mig en frygtblandet Respekt.

✂ Forøvrigt viste han sig meget venlig imod os, og efter en kort Forklaring til den høje, magre Dame, trak han os med sig ind i et med gammel Tobakslugt gennemtrængt Studereværelse, aabnede et uhyre Egetræsskab og kastede uden at sige et Ord et sandt Virvar af Klædningsstykker ud paa Gulvet og betegnede os, at vi skulde skifte vort vaade Tøj.

✂ Vor Vært gik tilbage ind i den store Stue, og nu begyndte i Hast en Omklædningsscene, der fra fire vaade Drenge omskabte os til fire fuldstændig usammenhængende Stykker af en svensk Pastor, som har sit paa det tørre.

✂ "Vi kommer næppe til at tage os synderlig godt ud for Damerne," 209 bemærkede den ridderligt anlagte Niels Juul, der, skønt han var den højeste og drøjeste iblandt os, ikke desto mindre fuldstændig forsvandt i en brun Tospænderfrakke med gule Benknapper og i et Par mørke Permissioner, der stærkt mindede om det 16de Aarhundredes "Pludderhoser".

✂ "Skidt med Udseendet," svarede den mere ligefremme Villemoes, hvis lille vævre Krop skjultes under en graatærnet Jakke af nubret Klæde, der allermindst kunde have afgivet to Vinteroverfrakker til dens Bærer.

✂ Lord Nelsons slanke, engelske Skabelon og min egen dito danske dito var ikke bleven mindre ukendelige under en respektiv folderig Spidskjole og en tykt vatteret Morgenfrakke.

✂ Vi mønstrede hverandre efter endt Omklædning og brast i en voldsom Latter.

✂ "Tys," vinkede Villemoes. "Lad os nu bare holde os rolige og alvorlige. Vi kender jo slet ikke disse Folk, og jeg véd endnu ikke rigtig, hvad jeg skal sige om dem. I Grunden havde jeg mere Lyst til at være hos en Bonde eller Fisker; men lad os nu blot holde ren Mund og "passe paa"."

✂ Vi lovede da hverandre højtideligt at ville "passe paa", og saa gik vi ind til Familien.

✂ Jeg er endnu til Dato overbevist om, at en Forsamling af Kvækere vilde være bukket under for det uimodstaaelig komiske Syn, som vor Indtrædelse frembød. Selv over den høje, magre Dames Ansigt gled et alt andet end højtideligt Smil, og hvad Husets Døtre og den velærværdige Fader angik, saa lo de saa vedholdende, at vi til Slutningen stemmede i med, og da alle Generthedens Skranker faldt ved denne samtlige Glæde, saa begyndte og endte Aftensmaaltidet under langt friere Former, end vor første Indtrædelse i Huset havde ladet os formode.

✂ Vi tog tappert til os af "Smørgaasen". Vi knasede med sand kannibalsk Velbehag det haarde "Knækkebrød" og drak adskillige Kopper The med Kognak i, og snart var der en almindelig, gemytlig Stemning I Gang, hvori endogsaa den stive Husfrue deltog, maaske ikke uden en vis Paavirkning af den Oplysning, som fremgik af vore Meddelelser om vore Familieforhold, at der blandt vore respektive Fædre befandt sig en Professor og en Overappellationsraad (i det daværende slesvigske Regimente).

✂ Lord Nelson havde netop endt en meget sindrig opfundet og med ægte Sømandsudtryk velspækket Fremstilling af vort eventyrlige Togt. Pastoren havde gjort store Øjne, Fruen havde udstødt et Ah! og de to unge Damer havde set ganske forskrækkede hen til Niels Juul og Villemoes, da Engelskmanden med overordentlig levende Farver skildrede vort Skibbrud og ganske let, i Forbigaaende, berørte vort 210 Sammenstød med den ugæstfri Fisker nede paa Stranden. Den diplomatiske Lord var gaaet ud fra den dristige, men forøvrigt ikke usandsynlige Forudsætning, at vi var fire "Jungmænd", der for Tiden ikke havde Hyre, og som havde været paa Vejen til Landskrona for at søge os en saadan Hyre, naturligvis med alle "rette vedkommendes" Vidende og Villie. Da Isen nu en Gang var brudt, og da intet som bekendt er mere smitsomt end letfærdig Omgang med Sandheden, saa var der snart ikke Ende paa de Sømandshistorier, som enhver af os efter fri Fantasi diskede op med. Vi havde naturligvis alle været Helte i de Historier om Strandinger, Orkaner og andre Søens Rædsler, som vi gav til Bedste, og da Præsten bestandig væk syntes mere og mere forbavset over alt det, som vi i vor unge Alder (vi havde ganske vist sat denne vor Alder nogle Trin i Vejret) allerede havde oplevet, og da de to unge Piger, den noget smægtende Amanda og den mere livsglade Christina, bestandig med fornyede Øjekast opmuntrede deres respektive Kavalerer Niels Juul og Villemoes til at fortælle, saa var det fuldstændig umuligt at forudse, til hvilke forfærdelige Resultater for os og vort unge Liv, vi omsider vilde være kommen, hvis ikke Indtrædelsen af en ny Person foreløbig havde afbrudt den lange Række af Storme og Orkaner i vor Fantasis Verden og vakt en frisk Kuling der ude fra det virkelige Liv.

✂ Den indtrædende, en lille, undersætsig Mand med Skæg rundt om Kinder og Hage og en lille, knoppet Næse, der lyste som en St. Hansorm, holdt i sin Haand en Voksdugskasket med smal Guldtresse, hvilket for mig, der paa dette Punkt af Situationen maaske var den skarpeste Iagttager, øjeblikkelig henledte Tanken paa Toldvæsen, Strandpoliti, de ituslagne Ruder, Arrestation etc., etc. Jeg saa' ikke desto mindre den indtrædende kækt i Øjnene. Han gjorde et kejtet Buk for Fruen, laante os fire Eventyrere et prøvende Blik og udbad sig derpaa i meget formelle Udtryk, men med en tyk, hæs Stemme et Øjebliks Samtale med Hr. Pastoren.

✂ Vor Vært skød de buskede Øjenbryn i Vejret, vendte det hvide i Øjnene udad mod den fremmede, og idet han skubbede den svære Armstol tilbage, bad han "Hr. Toldofficianten" at følge sig, og begge Herrerne forsvandt i Studereværelset.

✂ Der blev et Øjebliks Pavse ved Bordet. Vi fire laante hverandre et meget sigende Øjekast, og med den onde Samvittighed temmelig stærkt afspejlet i sit langagtige Ansigt vendte den ædle Lord sig til mig og hviskede mig i Øret:

✂ "Er du sikker paa, at der intet er i vore Lommer, som kan forraade os?"

✂ Jeg følte, at jeg blev lidt bleg ved dette Spørgsmaal, men nu raabte den overgivne Christina: 211 "Den, som hvisker, han lyver; saadan siger vi her paa Hveen."

✂ "Ja saadan siger vi ogsaa paa Sjælland," faldt hendes Kavaler, den galante Villemoes ind, der øjensynlig allerede var under en stærk Indflydelse af "Förtjusning" og Thevandsknægte, og som slet ikke havde Øje eller Øre for andet end sin lille nysselige Borddame med de spillende Øjne og den ikke mindre spillende Mund.

✂ "Lad der komme, hvad der vil," hørte jeg Niels Juul sige med en dyb Stemme til sin Dame, idet han purrede sig op i Haaret og forsøgte at fylde den brune Tospænderfrakke ud med sit fremskudte Bryst.

✂ Den smægtende Amanda saa' ved dette Udraab med et langt, dvælende Blik sin tapre Ridder i Øjnene. Hun forstod aabenbart ikke Meningen med dette gaadefulde Udraab, men det kække i hele Ridderens Holdning var for iøjnefaldende til ikke at vække Beundring, og hun spurgte med lav Stemme sin Kavaler, om han havde læst Emilie Carlén.

✂ "Nej - endnu ikke; men jeg skal læse den, saa snart jeg kommer hjem," svarede den intet mindre end literært dannede Yngling med en høj Rødmen.

✂ "Jeg mener, om De f. Eks. har læst "Rosen paa Tidseløen" ?" vedblev den skønne Sværmerske uforstyrret af den literære Bommert og med et endnu mere smægtende Øjekast til sin Ridder, hvem den blussende Rødmen paa ingen Maade misklædte.

✂ "I de københavnske Cirkler læses der maaske ikke meget svensk ?" henvendte Fruen sig til Lord Nelson (hvis Ophav netop var den omtalte Overappellationsraad).

✂ Svaret paa dette i en højtidelig Tone affattede Spørgsmaal blev heldigvis for den adspurgte ikke givet, thi i dette Øjeblik kom Hr. Pastoren tilbage med den fremmede, og al Spørgen og Svaren forstummede lige over for den Alvorssky, der var lejret paa de to Herrers Pander.

✂ Vor Vært pillede et Øjeblik ved Snipperne af sit hvide Halsklæde, og sagde derpaa med det hvide i Øjnene i en uhyggelig Grad vendt ud ad imod Selskabet ved Bordet.

✂ "Hr. Kvarnstrøm her, der er Toldbetjent og Strandrider i dette Sogn (- O, mine Formodninger! -) fører Klage paa Fiskernes Vegne neden under Kirken over den Medfart, som er bleven en af samme Fiskeres Person og Bopæl til Del. Hr. Kvarnstrøm mener, at Gerningsmændene netop er disse mine unge Gæster her. Jeg maa i saa Fald sige Dem, at det er en meget upassende Maade at opføre sig paa, og at jeg ikke kan andet end beklage, at have faaet saadanne Personer under mit Tag."

✂ Der blev en uhyggelig Stilhed efter denne Tale, under hvilken den rødnæsede Toldofficiant, der forekom mig som den onde Aand i egen 212 Person, paa en ubehagelig eftertrykkelig Maade pudsede sin Næse og stirrede paa os fire Syndere med stive, stikkende Blikke.

✂ Jeg saa' over mod Niels Juul. Blodet var faret ham til Hovedet, men paa en ganske anderledes hæftig Maade end før over Fru Carlén. Han havde rejst sig op og søgte at samle sig til et større Udbrud, men da kom til min Glæde vor gamle Ordfører, Engelskmanden, ham i Forkøbet, og hans Stemme, der var i Overgang og derfor skarp nok i Forvejen, lød endnu skarpere end sædvanlig:

✂ "Naar Hr. Pastoren, som har vist sig saa venlig imod os, siger, at den Mand dér er Toldbetjent, saa har jeg og mine Kammerater ingen Grund til at tvivle paa Hr. Pastorens Ord, skønt jeg rigtignok altid har troet, at Toldbetjente var fornuftige og høflige Mennesker. Jeg og mine Kammerater er fra Hjemmet af vant til at blive behandlet høfligt og honnet, og det var netop det, som vi ikke blev nede paa Stranden, efter at vi var dreven i Land med vor Baad. Den Fisker, som Talen nok er om, stjal først nogle Penge fra mig og kastede mig derpaa bort fra sin Dør, og naar vi saa til Gengæld har slaaet et Par Ruder ind hos ham, saa vil vi være saa honnette, at vi lader det gaa lige op."

✂ Der er en vis Dristighed, (selv om den stærkt grænser til Uforskammethed), der hjælper i de fleste Tilfælde. Den rigtige Lord Nelson kendte dette, da han sendte sin Parlamentær i Land med det berygtede Budskab ude fra sine sønderskudte Skibe i Kongedybet.

✂ Vor Lord Nelson klarede ved sin i Sandhed diplomatiske Tale øjeblikkelig Horisonten.

✂ Ved det, at han saa stærkt betonede den Høflighed (!) og Honnettetet, som vi var vant til fra Hjemmet, drev han ligesom en Kile ind mellem Anklageren og Pastoren, hvilken sidste øjeblikkelig blev sig sin Stillings Afstand bevidst fra "Tolderen og Synderen", hvem man vel i Virkeligheden ikke tiltroede megen Høflighed, og om hvis Honnettetet der muligvis var nogen Grund til at tvivle. Desuden syntes Regnestykket mellem Lord Nelsons frastjaalne Penge og Fiskerens ituslagne Ruder at gøre en vis Virkning paa den velærværdige Herres Retfærdighedssans, og han vendte sig derfor til Anklageren med den uomstødelige Bemærkning, at, forudsat at Sagen forholdt sig saaledes, var vi jo aabenbart i vor Ret.