Drachmann, Holger Samlede poetiske Skrifter

II
III

HOLGER DRACHMANN

SAMLEDE POETISKE
SKRIFTER
FOLKEUDGAVE
FØRSTE BIND


KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
FORLAGETS BOGTRYKKERI
1906

IV

MED KUL OG KRIDT
SKITSER
(FORAAR 1872)

VI
1

DET FORUNDERLIGE SYN PAA ØSTERSØEN
HELLIG TREKONGERS NAT 1870

Jeg sagde straks til ham, at han ikke skulde være saa vis i sin Sag, men han svarede, at det var han og det blev han. Kul-Jørgen er en meget skikkelig Fyr, men han er altid saa sikker af sig. Det var han ogsaa, da han var om Bord i den amerikanske Damper; han var saa vis paa, at Kedlerne var stærke nok, men det var de ikke, for ellers var Damperen ikke sprungen i Luften, og Jørgen med. Og ved den Lejlighed kom han af med de tre Fingre paa venstre Haand og var nær bleven dernede i den spanske Sø; men han blev dog bjerget. Fra den Tid af var Jørgen saa underlig, og sagde altid, at han havde set noget; - de andre sagde, at han havde nok faaet et Slag paa "Proviantkisten". Denne Gang siger han nu ogsaa, at han har set noget; men da han kun kan fortælle, bad han mig skrive det op, - for i Trykken vilde han ha'e det; - men jeg er kun Maskinmester, og saa er De maaske nok saa god at besørge det !"

Jeg lovede vedkommende, en af mine gamle bekendte fra Toldboden, at "besørge" det, som han sagde, og jeg modtog da et stort Ark Papir, hvorpaa der var gjort en hel Del Optegnelser, ud af hvilke jeg samlede følgende Meddelelse:

»Jeg, Jørgen Kasper Marker, ogsaa kaldet Kul-Jørgen, paa Grund af min Profession som Maskinmestrens første Fyrbøder, er født paa Bornholm en Søndagmorgen, Aaret véd jeg ikke. Jeg har altid læst Historiebøger ved Skinnet af de glødende Kul, derfor er mine Øjne røde, ligesom mine Hænder er sorte, men i Mørke ser jeg godt, og jeg har en ren Samvittighed.

En gammel Kone, som kaldte sig min Bedstemoder, fortalte mig altid, at jeg var "synsk" ; nu tror jeg det selv. Jeg havde været oppe og besøgt hende i Julen, og da jeg skulde tilbage, havde Dampskibet lagt op. Jeg gik da ned til en Skipper og tingede mig om Bord hos ham til København. Foruden min egen Person havde jeg en Julegaas 2 og en Pose Semulegryn med om Bord. Dem bad jeg Kokken om Bord paa Jagten tage i Forvaring; han stuvede dem ogsaa ned i sin egen Køje, og da Vinden, som havde holdt sig vestlig i flere Dage, endelig faldt sydlig, lettede vi Hellig Trekongers Aften, efter at vi havde taget os en "Syp og en Sild" og bedet Gud give os en heldig Overfart.

Nordlig og sydlig for Indløbet til Rønne Havn strækker to Stenrev sig langt ud i Søen. Det var maanelyst Vejr med store, drivende Skyer paa Himlen; den hvide Brænding trak sig i lange Striber hen over Revene; der var lidt Frost i Luften, og Kulingen tog til. Jeg kan godt huske, at jeg stod og saa' efter Brændingen i Læ, da jeg bemærkede en Ende, som hang ud over Lønningen og slæbte agterud. Vi havde da klaret Revet fra os, og jeg hørte Skipperen sætte Kursen, mens han gav Jens Kofod Roret, for selv at gaa ned og tage Olieklæderne paa. Medens jeg nu halede ind paa Trossen, der hang over Bord, kigede jeg endnu en Gang tilbage imod Land. Jeg havde foruden den omtalte Syp kun smagt paa et Glas varmt Punsch inde hos Juuls, men alligevel var det ligesom om Byen havde forandret sig. Jeg syntes, at der var et stort rundt Fyrtaarn paa Havnehovedet, og jeg syntes, at jeg kunde se mange høje Bygninger længere oppe i Byen med store, rygende Skorstene. I Havnen selv laa svære Skibe med en underlig, fremmed Rigning; der var Lygter og Lys allevegne, - det var ikke den samme By, og dog laa den paa samme Sted; Landkendingerne var de samme; jeg kunde ikke tage fejl. Jeg vilde just til at praje Kokken, om hvad dette kunde betyde, da Skipperen i det samme kom op paa Dækket. Han stod lige ved Siden af mig, og vendte Ansigtet opefter mod Maanen, for at se paa Skyerne, der drev forbi den. Skulde jeg tro mine egne Øjne, saa var han nu bleven en gammel, gammel Mand, graa og rynket, og hans Skuttethed var bleven endnu tydeligere end før. Jeg syntes, at han talte til mig, men jeg var saa optaget af at se paa Kokken, Jens Kofod, der stod til Rors, saa jeg intet hørte. For ogsaa Kokken, som jeg dog var vokset op med som Barn, var bleven en aldrende Mand med indfaldne Kinder og skrumpede Træk.

Jeg gik forud, for at komme mig lidt ovenpaa alt dette. Der blev ikke talt et Muk paa Dækket; man hørte kun Vinden pibe gennem Takkelagen, og Vandet, som blev kastet fra Bougen, hver Gang Skuden hev til.

Jeg maa nu sige, at jeg har været i saa mange Slags Farvand, og jeg har ogsaa i mine Historiebøger læst om mange Slags Begivenheder, men jeg synes dog altid, at Østersøen er det mærkværdigste Farvand af dem alle, og jeg véd ikke nogetsteds, at man har haft saa mange Batailler og Storme og Skibbrud og Vrag som her. Danske og norske og svenske og lybeckske og hollandske og engelske Flaader 3 har bestrøet Bunden med Metal og Kysterne med Vragstykker og døde Mennesker; Søhelte er blevne fødte og døbte paa Østersøens Vande, Soldater er marscherede derover, og brændende Byer har spejlet sig i dem, og det maa jeg sige, at mangen en stakkels Moders Haab er blevet derude, og mangen en brav Faders Stolthed er vendt hjem derfra - og nu stod jeg i denne maanelyse Hellig Trekongers Nat 1870 og tænkte paa, at de Folk, der ligge i de store Byer og sove i deres Senge, daarligt vilde kunne forstaa en simpel Mand, naar han fortalte dem, hvad han her har fortalt dem, at det var ligesom om der var gaaet mange, mange Aar, siden Jagten havde forladt Rønne Havn, og at Skipperen og Jens Kofod var blevne gamle Folk, og at jeg har oplevet det, som jeg med mine egne Øjne har set, og som nu kommer, - trods det at Jens Kofod bestandig taler om Juuls Punsch, og Skipperen siger, at jeg har set fejl.

Skyerne paa Himlen havde efterhaanden samlet sig i to store Banker, den ene norden, den anden sønden for os. Ud af den sidste kom der paa en Gang et Fartøj, som trods Kulingen førte alle de Klude, der kunde hænge paa det. En ypperlig Sejler var det, men jeg syntes dog ogsaa nok, at de havde forceret Sejladsen temmelig meget om Bord i den. Da den kom nærmere, saa' jeg, at Sejl og Rundholter var stærkt medtagne, som om der var skudt paa den. Snart var den lige paa Siden af os, og jeg saa' da, hvordan Folkene om Bord holdt skarpt Udkig agterud. - "Nu kommer de," var der en, som raabte. "Skærp Skøderne overalt," kommanderede Manden ved Roret. Skuden blev lagt nærmere til Vinden, og den krængede voldsomt over, og Vandet stod højt op paa Dækket i Læ. Den løb med den samme brændende Fart i en halv Snes Minuter, og saa forsvandt den i Taagen forude.

Jeg var nu vis paa, at jeg vilde faa noget endnu mærkværdigere at se ovenpaa dette, og det forundrede mig heller slet ikke, da Taagen agterude, hvor den hurtige Sejler var kommen fra, lidt efter lidt begyndte at aabne sig, og ud af Aabningen kom der glidende nogle underlig store, sorte nogle, som man ikke rigtig kunde skelne fra hverandre, for dertil var Afstanden altfor stor. De voksede for hvert Minut, og saa' truende og uhyggelige ud. Snart lignede de lange, mørke Rækker af Huse, snart saa' de ud som enkelte Bygninger. Jeg vilde have antaget dem for svære Dampere, men de havde ingen steam oppe; dog det kom maaske af, at de fyrede med Cinders og ikke med almindelige Kul. Sommetider lød det for mit Øre som Trommehvirvler og enkelte Skud, maaske Signalskud; og hver Gang det saa igen blev stille, saa' det hele dobbelt saa uhyggeligt ud.

Jeg vendte mig nu mod den nordlige Taagebanke. Den var ligesom en Tordenbyge stadig dreven imod Vinden, og nærmede sig den anden Banke hurtigere og hurtigere. Inde i den var der lige saadan Liv og 4 Røre; men de sorte Tingester var her mere af forskellig Størrelse, og de bevægede sig mellem hverandre med meget forskellig Fart.

Jeg stod netop og tænkte paa, at hvis begge Parter vilde vedblive at holde den samme Kurs, vilde de lige saa sikkert tørne sammen, som vi en Gang i Bristolkanalen tørnede sammen med den Damper, der kom for Vejret ned paa os og puttede sin Stævn hele tolv Fod ind i vor Bak; og just som jeg tænkte herpaa og huskede, hvor slemt den lille Youngman kom til Skade, glimtede det fra over tusinde Steder paa begge Sider, og Lyden fra Skuddene kom ned til mig, og derpaa Raab og hvinende Skrig og den uhyggelige Skuren og Knagen af svære Skuder, som tørnede voldsomt mod hinanden. Hu, ha! tænkte jeg; der gaar det hedt til; bare de ikke tager fejl, og skyder paa Jagten; jeg vilde dog nødig lade mit Liv af en Fejltagelse. Men de skød dog ikke paa Jagten, det var nu sikkert nok; men paa hverandre skød de, saa det var en Gru. Ja det var en Kamp, en Bataille, hvortil Østersøens Bølger maaske endnu ikke havde set Magen. Men skønt jeg stirrede og stirrede og grublede og tænkte paa mine Historiebøger, kunde jeg ikke hitte ud af, mellem hvem Bataillen stod; - men det var jo rigtignok ogsaa kun et Syn; i det mindste sagde Jens Kofod næste Morgen, at han havde ikke set Spor af nogen Bataille, undtagen mellem Rotterne i Lasten.

Maanen stod nu lavt paa Himlen. Jagten gik sin Gang gennem Søerne; Kokken var gaaet ned, og Skipperen sad ved Roret, ganske stille, med det samme aldrende Udseende, og uden at lægge Mærke til andet end til Nokken paa Klyverbommen og Kompasset i Nathuset. Jeg syntes ordentlig, at han var uhyggeligere at se paa end Synet, og jeg vendte derfor atter mine Øjne derhen.

Tætte Røgskyer indhyllede det næsten ganske, men en Gang imellem, naar Vinden spredte Skyerne, saa' jeg al den Jammer og Elendighed, som Slaget førte med sig, idet Stumper og Stykker af de sorte Tingester forsvandt i Havet, og sommetider en hel sort en paa en Gang; og saa gøs det i mig, og mit Hjærte vendte sig indenfor min Trøje. En Gang imellem kom der et stærkt og pludseligt Skin med en afskyelig Bragen, og saa haglede der endnu flere Stumper og Stykker ned i Vandet. Ved et af disse stærke Lys, som jeg vel kan tænke sendte mange stakkels Mennesker ind i Evigheden, syntes jeg, at jeg ligesom kunde skelne et Flag, eller maaske var det en stor, sort Fugl midt i alt det lyse. Ogsaa et andet Flag syntes jeg at kunne faa Kig paa, men det kan lige saa godt have været en rød og hvidglødende Gnist i Luften.

Jeg stod og stirrede paa dette Syn, indtil det forsvandt aldeles i Damp og Taage. Jeg vilde have givet mange Aar af mit Liv for at have faaet Vished om, hvem af de to Parter, der vandt. Jeg havde 5 nok min Formodning, men den glemte jeg, for nu begyndte det at vaske over Dækket, da Kulingen tog til. Jeg havde ikke noget ordentligt Søtøj, og jeg var ogsaa bleven søvnig, og saa tørnede jeg da ind i Kokkens Køje; men først tog jeg Gaasen og Grynene ud.

Da jeg næste Morgen vaagnede, og da jeg havde faaet en Skaal varm Kaffe paa Dækket i den friske Morgenluft, just som vi passerede Dragør's Jomfruer, randt Synet og min Formodning mig saa livagtig i Hu igen, at jeg ikke kunde bare mig for at fortælle Skipperen det. Men han sagde, at det var noget Hjernespind, og talte igen om Juul's Punsch. Jeg tav stille; men jeg har nu saadan min egen Idé derom, og jeg er ganske sikker paa, at jeg har set det altsammen, og derfor vil jeg have det i Trykken. For jeg véd, at naar det først har staaet paa Prent, saa er det sandt, og ingen skal komme og afdisputere mig det."

FRA THEMSEN TIL TYNEN

Paa Nordsøen, den 20de August 1871.
Søndag.
Kære Mikkel!

Skibet glider med jævn Fart gennem Vandet; alle de smaa Vinduer, "Koøjnene", staa aabne, men den Luft, der kommer ind, er varm; Kognak og Vand cirkulerer ivrigt, men det er næsten ogsaa den eneste Ting, hvorved man sporer noget Livstegn - Stewardens Papegøje undtaget, der ikke har opholdt sig tilstrækkelig længe i England til at lære at overholde Søndagens decorum. Den snakker, saa godt den kan, i det mindste, og til to gamle Ladyers store Forargelse gentager den følgende, vanhellige Strofe: When the maid made a sermon 'bout heart and love', eller pludrer saadanne hedenske Eder som: By jove, etc., hvorved det hæslige Dyr, efter den ene gamle Lady's Forsikring, paa den afskyeligste Maade vrænger ad den ganske hellige Skrift og spotter Sabbathen. Thi det er desværre Søndag. Ja, ved Jupiter, jeg sidder i mit stille Sind og ønsker mig en Papegøjeham for en Timestid. Jeg vilde da sætte mig paa en Pind ligesom Polly, og da jeg, i al Beskedenhed sagt, har et større Repertoire til min Raadighed og navnlig kan synge ikke saa faa af den Slags "vanhellige" Sange, som ovenfor citeret, kunde det muligvis lykkes mig at forarge den ganske Menighed mere, end Polly formaar, og saa meget, at Menigheden enten smed mig ud eller selv foretog en 6 Udvandring en masse op paa Dækket, - saa kom der dog saa meget Røre i Forsamlingen. Hvad om jeg f. Eks. pludselig foredrog en rigtig overgiven "Bellman" ! Hvad mener Du, kære Mikkel? man kunde jo tage en af dem, der har en Koralmelodi til Ophav, og saa by and by stikke Hestefoden frem. Det vilde gøre Effekt, det vilde ..... Her blev jeg afbrudt i mine profane Tanker ved, at en ung Miss virkelig satte sig til Klaveret inde ved Siden af i den store "Salon", virkelig slog nogle Akkorder an og virkelig aabnede sit allerkæreste Næb og begyndte at kvidre. Ak, kære Mikkel, Du véd ikke, hvor glad jeg blev, thi selv om jeg skulde have haft "den sidste Rose" for endnu ikke sidste Gang, vilde jeg med Taknemlighed have hørt derpaa: det var dog altid Musik og fremfor alt en Adspredelse, der for en Stund kunde forjage Søndagens dræbende Ensformighed.

Véd Du saa, hvad det var? Nej, jeg vil dog først fortælle Dig, at der i den store Salon om Bord paa den elegant udstyrede og iøvrig overmaade fortræffelige Newcastle Damper "Palmer" befandt sig i det Øjeblik, jeg omtaler, henimod et halvt Hundrede Stykker af den Kategori, som i Almindelighed her i England gaar under Navnet "Ladies and Gentlemen". Det vil begribeligvis ikke overraske Dig at høre, at den Melodi, den unge Dame spillede, var en virkelig Koralmelodi, hvor ingen Bellmann havde haft en Finger med i Spillet, men det vil maaske til Gengæld interessere Dig som noget nyt, naar jeg fortæller Dig, at disse halvhundrede, engelske Struber paa én Gang alle tilsammen gav Lyd, da den, endogsaa af en Salme og en engelsk Salme at være, ualmindelig brægende Melodi lod sig høre. Og nu har den ganske Menighed, med Orgel og Organist, paa femte Kvarter eller maaske endog i halvanden Time, lovsunget og prist og takket og æret, - ja hvem det er, den saaledes har adoreret, er jeg noget i Tvivl om, men hvis det er den store Aand, der svæver over Vandene, da maa han rimeligvis være sin Menighed her om Bord meget forbunden, siden den saaledes i Blikstille og 24 Graders Varme stuver sig sammen i Kahytten og synger Salmer. - Naar blot ikke Værdien af dette Faktum forringes derved, at den (Menigheden) har paalagt sig hin Askese i Mangel af at kunne, turde eller ville gøre noget som helst andet!

Jeg havde tænkt mig, at man ved at tage fra London en Lørdag Aften vilde kunne gøre et stort Kup, idet jeg forestillede mig, at Søndagen henrandt om Bord som alle andre Dage, saa at man kunde komme til Newcastle Mandag Morgen efter ligefrem at have "pudset" den engelske Kirke, eller snarere den engelske Gejstlighed, for et af dens mest ubestridelige Prærogativer og et af dens værste Torturmidler ; Søndagen.

Jeg havde svarligen forregnet mig. Imidlertid, Du skal faa mine 7 Lidelser i en vis Orden, og derfor begynde vi med Lørdag Aften. Naar i England et Skib, der ikke udelukkende er et Post- og Passagerskib, skal afgaa til en bestemt Tid, afgaar det regelmæssig fire Timer senere. Det burde jeg have vidst, eller rettere, det burde jeg have erindret, men jeg erindrede det ikke og fik min Straf derfor. Kabhesten, der bragte mig fra Vestenden ned til Hermitage-Wharf, styrtede næsten udenfor Porten til samme Wharf; jeg var fuldstændig overbevist om at være kommen for tidlig, og saa snart jeg var kommen om Bord, blev jeg modtaget med den Besked, at jeg akkurat havde de omtalte fire Timer at vente i. Disse fire Timer blev for mit Vedkommende tilbragte paa en Pæl i Themsen, hvor det forekom mig, at jeg havde bedre Ro end om Bord til at nyde den smukke, varme Sommer Aften og til samtidig at anstille stilistiske Betragtninger over den larmende Mængde neden under mig paa Floden, ved Siden af mig paa Damperen, og oven over mig paa Pakhuset.

Jeg har hos Dickens læst saa meget om Themsmudderet, at det har opvakt en vis Interesse hos mig. Jeg sad derfor og stirrede ned i Mudderet, der slimet og uhyggeligt, halvt fast og halvt flydende, snart lod en Genstand komme til Syne og snart igen skjulte den. Jeg blev anraabt af smaa fattige "Jacker" om at understøtte deres Industri, og efter at jeg havde set et Par Kobbermønter forsvinde og atter blive bragt frem af dette "gähnende Schlund", svækkedes til en vis Grad min Tro, eller snarere min Overtro, paa, at denne "historiske" Vælling var bundløs. Endnu yderligere skulde jeg faa den rette Tro i Hænderne og samtidig paa Benene; thi ved at følge med Øjnene Aftensolens gyldne Skær henover Paulskirkens mægtige Kuppel, glemte jeg samtidig at følge de rette Love for Tyngdepunktets rette Beliggenhed : af lutter Andagt gled jeg ud fra min Søjle og faldt paa alle fire ned i Mudderet, til stor Glæde for mine smaa Kolleger, de andre "Jack'er", hvis Jubel klang som et:

Trafen wir in's Koth zusammen - - -!

C'est le premier pas, qui coûte. Dette pas kostede mig (men det var jo rigtignok ogsaa et faux-pas) foruden en ren Skjorte den Selvovervindelse at stille et yderst fornøjet Ansigt op, medens jeg sjokkede om Bord ad den Vej, hvor ellers de firføddede komme ind, hvis Navn jeg i min daværende Tilstand ikke engang turde tænke paa - af Frygt for selv at skulle gøre en Sammenligning, som vist allerede to Trediedele af Skibets Besætning havde gjort.

Well! Themsens Vande havde sikkert nok forvandlet mig lige saa hurtigt som Kirkes Stav forvandlede Odysseus's Folk, men Kontrachangementet var dog snart gjort nede i Kahytten, og selv om nogle smaa Misser fniste lidt ad mig, da jeg igen kom op paa Dækket, og selv om der i det hele taget blev set lidt mere paa mig, end der i 8 Almindelighed bliver set paa en fremmed i England, vil jeg dog ikke regne dette lille Uheld for videre. Signalpiben og Signalklokken, den uundgaaelige Raaben og Skrigen og Skibets endelige Afgang forandrede ogsaa snart Temaet for Tanke og Tale om Bord. Jeg svandt snart ind til min forrige Ubetydelighed, et Individ, næppe nok et Navn i den store engelske Vrimmel, og samtidig svandt London bag os, som et Slags Oprejsning for mig, ind til en lignende Ubetydelighed, til en blaa Taage, til noget usikkert flimrende noget, der ikke længe efter aldeles opløste sig i Horisontens dunkle Hatteskygger.

Disse Hatteskygger skød sig frem og opslugte den store By, netop ligesom jeg for anden Gang blev Aftenens "Løve" (jeg beder om Forladelse, kære Mikkel, det var ikke "Løve", jeg første Gang blev). Jeg var kommen paa Glidebanen og var bleven "mudret" over mine Betragtninger af Arkitekturen; jeg kom paa en anden Glidebane og blev "tørt af", fordi jeg udtalte mig om Kommunismen. Døm nu selv.

Om Bord paa et engelsk Dampskib er der, efter mine Iagttagelser, den Forskel mellem Englænderne paa første Plads og Englænderne paa anden Plads, at de første er godt paaklædte og stumme, de sidste slet paaklædte (sommetider slet ikke paaklædte) og meget talende eller syngende.

Jeg havde nede i Kahytten, medens jeg ledte efter mit Køjenummer, været saa uheldig at træde en af den første Kategori paa hans lakerede Støvlenæse, og det Kvæk, han i den Anledning gav fra sig, var ogsaa saa godt som den eneste Lyd, artikuleret og uartikuleret, jeg i Løbet af en Timestid havde faaet ud af mine Rejsefæller "on the after deck". Jeg vidste, at jeg havde 32 Timers Sejlads for mig, og jeg havde derfor benyttet mig af alle de sædvanlige Midler til at fremkalde et af de flygtige Rejsebekendtskaber, som man tyer til, naar man ikke kan ryge mere og ikke gider læse mere. Aldeles forgæves. Enhver af disse løjerlige Fyre, med den halvaabne Mund, skarpe Hage, ombøjede Flipper og Hatten ned ad Nakken, havde været paa sin Post imod mig, som om han frygtede for et snedigt maskeret Attentat paa hans Banknoter. Jeg havde bedt om Ild, spurgt om Tiden for Ankomsten til Newcastle, (et meget usømandsmæssigt Spørgsmaal) taget en Handske op (dog ikke en, som var kastet til mig) o. s v., o. s. v., - men lige vidt var jeg kommen. Saa besluttede jeg mig til at gaa forud, hvorfra højrøstet Tale, Latter og Sang blev baaret hen til mig i Aftenens Stilhed. Paa Dækket ovenover "The fore cabin" havde et Selskab paa nogle og tyve Personer lejret sig, Søfolk, Fabrikarbejdere med deres "Damer", Londonermob og ubegribelige. Frit blev her naturligvis talt (jeg blev saaledes straks anmodet om Cigarer af Damerne), men der var dog en vis Disciplin, som gjorde sig gældende. Jeg havde ikke været her mange Minutter, før 9
jeg opdagede, at denne Disciplin dels havde sin Grund i den Op mærksomhed, der blev skænket de forskellige Sangnumre, dels og hovedsagelig i en vis, muligvis ubevidst Respekt for den Diskussion, som syntes at være bleven rejst mellem to Mænd, hver for sig Re præsentanter for et stærkt Parti, og af hvilke den ene netop nu tog den korte Pibe ud af Munden og demonstrerede ivrigt og heftigt, idet han snart rakte den knyttede, snart den flade Haand ud imod sine Tilhørere. Det var en engelsk og en irsk Arbejder. Den ene havde været med ved Mr. Odger's meeting i Trafalgar Square og i god Ro og Mag hørt Dronningen, Prins Arthur og Ministeriet blive skældt ud; den anden havde været med i Phønix-Parken i Dublin og faaet "paa Hovedet" af Politiet efter at have raabt Hurra for de fangne Feniere. I Hovedsagen var de begge enige. De vilde begge først og fremmest Regeringen og dernæst den bestaaende Samfundsorden til Livs. Men medens Irlænderen i vilde, heftige Udbrud gjorde sig til Talsmand for et underkuet, lidenskabeligt Folk, der med Religionen og Fenianis men til Fane, men uden nogen bestemt Plan blot ønsker at kaste sig over sine Undertrykkere eller over dem, det anser for saadanne, - vedligeholdt Briten under hele sit "Foredrag" en vis Koldblodighed, en vis logisk Sans og et Herredømme over sine Udtryk, som i For ening med den dybe Understrøm af Forbitrelse og Had imod Sam fundet, der nu og da umiskendeligt skød sig frem i hans Tale, vars lede om langt større Fare for de bedre stillede, naar en Gang disse Ord blev til Handlinger, og naar denne ulmende Glød blev til en Brand, lig den, der for nylig blev slukket i Frankrig. Jeg havde jo nok baade læst og hørt om Republikanere, Demokrater og Radikale her i England, men det var dog aldrig faldet mig ind, at de eksisterede i saa kraftig, saa forbitret og, jeg kan vel næsten sige, saa moden en Skikkelse, som jeg her saa' for mig. Jeg tror ikke, at det vilde have gjort et saa stærkt Indtryk paa mig, om en af de londonske Galgen kandidater ved Siden af mig havde været den talende. Men netop det, at jeg her havde en kraftig, ædruelig Arbejder for mig, der ikke af Lyst til Rov og Mord, ikke som et Udskud, for hvem intet er at tabe, men kun som Proletaren, der er greben af Tidens socialistiske Strømninger, kaster Handsken til det Samfund, som ikke vil eller ikke kan løse det vanskelige Spørgsmaal: Kapital og Arbejde! - netop dette overbeviste mig om, at der virkelig, maaske i en ikke saa fjern Fremtid, var Fare for Englands indre Ro, og at Lorderne, City mændene og de store Jurister maaske en skøn Dag vilde føle Jorden ryste under deres Fødder, naar, efter Talerens Program, en alminde lig "Strike" over hele Landet samlede en umaadelig Masse Arbejdere i Hovedstaden, og naar disse gjorde fælles Sag med Londonermobben, der understøttedes af et irsk Indfald. Der var noget dæmonisk i den 10 Jubel, som I Nattens Stilhed, og medens det store Skib gled lydløst gennem Vandet, lønnede Taleren for hvert Udfald imod Dronningen, imod alle de Prinser og Prinsesser, Landet skulde forsørge, imod Regeringen *dolgoeO* Ministeriet, der nedværdigede England i Europas Øjne (Alabamasagens Ordning; Hør, hør; ja det er sandt!), imod de forhøjede Skatter, imod Aristokratiet, der pugede uhyre Kapitaler sammen paa enkelte Individer og brugte Pengene paa Fastlandet, o. s. v., o. s. v. Ben hele Skala af alt det, som et Folk i det hele taget kan være misfornøjet med, blev gennemgaaet, og da derpaa Monologen snart gik over til at blive Dialog, fik jeg en uimodstaaelig Lyst til ogsaa at deltage i Samtalen. I Begyndelsen vilde Demagogen slet ikke give sig af med mig; han antog mig for tysk og stemplede mig ubetinget som: a bloody German, der "var og blev Træl, og aldrig vilde kunne ryste Aaget af sig". Da jeg imidlertid havde fortalt ham, at jeg var dansk, at vi havde en fri Forfatning, var et meget demokratisk Folk og hvad man ellers i en Hast kan fortælle om sit eget Land, syntes det at hjælpe lidt. Men uheldigvis kom jeg til at ytre mig noget forbeholdent om den franske Kommunisme, og nu blev det rent galt; han slog sig med sin stærke Haand for sit Bryst, bad mig om i ham at se: a red one, lod mig vide, at alle de omkringstaaende var "Røde" og betydede mig, at hvis jeg var kommen til England for at haane "Folket", saa vilde jeg finde.... o. s. v., o. s. v. Med andre Ord, jeg holdt det for raadeligst at foretage et Tilbagetog, der skete i nogenlunde god Orden, og som atter bragte mig "paa Højden" af mine stumme Rejsefæller, af hvilke dog nu de fleste havde søgt neden under.

Indsvøbt i min Plaid satte jeg mig hen i en Krog. Lyset gennem Kahytsskylightet kastede nu og da et Blink ud paa det rolige Vand. Stempelslagene fra Maskinen lød saa ensformige, saa søvndyssende, at jeg snart var paa Vejen hen imod den Tilstand, hvori man uvilkaarligt knytter Ord eller Sætninger til de drønende Taktslag. Jeg har en ubestemt Formodning om, at de Ord, jeg troede at høre ud af Maskinens Svælg, var: Aux armes, citoyens! - men jeg er dog ikke aldeles sikker i min Sag. Derimod kan jeg temmelig tydelig huske, at jeg ikke længe efter greb mig i at citere Hertz's:

Paa Dækket var der stille; af og til
man hørte Rattets Knagen, Linens Spil,

og derefter er jeg ganske sikker paa, at jeg faldt i Søvn.

Det blev da Morgen, Søndag Morgen, og den Dag oprandt, paa hvilken jeg her sidder og skriver Dig til, kære Mikkel. Dækket saa' ganske anderledes ud end den foregaaende Aften: ingen revolutionær Stemning hverken at høre eller se; ingen "Stemning" i det hele 11 taget; Solen skinnede ned paa et rentvasket og blanktpoleret Skib, Republikanerne forude havde rimeligvis fejret "Saturdaynight" paa bedste Maade; kun nogle faa af dem var at se; men iblandt disse faa opdagede jeg straks den engelske Folketaler, der ganske alvorlig og uden Spor af foregaaende intoxication sad paa det Styrbords Anker, smøgende sin Pibe og grundende dybt - tilsyneladende over den Støvle, han var i Færd med, men maaske i Virkeligheden snarere over det Samfund, han i Aanden saa' sig kaldet til at flikke paa.

Ligesom om han pludselig greb sig i den Helligbrøde, han begik, kastede han Støvlen fra sig, bankede sin Pibe ud, og rullede sig ind i et Stykke Sejldug, ved hvilken snild Manøvre, kan jeg tænke, han baade søgte at undgaa Solen og dem af hans Tilhængere, som muligvis ikke skulde vise sig "søndagsmæssige" nok i deres Opførsel.

Der var imidlertid ikke noget at frygte i saa Henseende. Ganske slukørede, plirrende med Øjnene imod det klare Dagslys, hyppigt gabende og strækkende sig, kom "de Røde" , en efter en, langsomt kravlende op paa Fordækket. De fleste lagde sig straks hen i en Krog, nogle lejrede sig omkring en, der havde en Bog i Haanden, og som nu og da læste nogle Sætninger op deraf; Solen skinnede stærkt, Maskinen summede og brummede som et Orgel, og den ufattelige, ugengivelige Søndagsblanding af Andagt, Varme, Kedsommelighed og stille, selvbebrejdende Eftertænksomhed havde snart gjort sin Magt gældende over den hele Republik.

Styrmanden fortalte mig, at Passagererne i den forreste Kahyt havde haft, hvad vi paa Dansk vilde kalde "en livlig Aften", i Gaar. Jeg nærede som ovenfor anført aldeles ingen Tvivl derom, thi netop saaledes saa' alle disse "andægtige" Sjæle ud. Maaske eksisterer der en ældgammel, nedarvet Forbindelse mellem Saturnalia og Saturdaynight. Jeg véd det ikke, og det vilde rimeligvis være vanskeligt at oplyse; men i ethvert Tilfælde er det et bekendt Faktum, at Lørdag Aften i England "helligholdes" paa sin Maade, og paa en Maade, der staar i en skarp og grel Modsætning til den Maade, hvorpaa Søndagen helligholdes. Begge Dele forklare gensidig hinanden; Overdrivelsen i den ene Retning er en nødvendig Følge af Overdrivelsen i den anden; man nærer med Rette en vis Frygt for Søndagen og bedøver sig i Ginpaladserne, - til Gengæld kommer Søndag Morgen med "Tømmermænd" og Samvittighedsnag og kalder de angerfulde til Kirkerne eller omkring Bibellæsernes ambulante Pulte, og - jo stærkere Tømmermænd, desto større Andagt !

Saaledes oprandt da Søndagen om Bord paa Dampskibet "Palmer" af Newcastle. I første Kahyt, hvor der ingen "Svir" havde været i Gaar, fremtraadte naturligvis Andagten heller ikke under en saa stærk Form af Slappelse. Her havde den snarere et Udseende af en 12 vis haabløs Resignation - i det mindste for Herrernes Vedkommende. Blandt Damerne var nogle Fanatikere (de to gamle Ladies, der gerne vilde have kvalt Papegøjen), nogle tog Sagen paa en praktisk, engelsk Maade som en god, gammel Skik, som alle fulgte, og som de ogsaa vilde følge, og nogle ganske enkelte læste lidt i en Salmebog, gik da op og ned ad Dækket, saa' ud ganske som sædvanligt, lo, talte og fortalte, at de glædede sig over det smukke Vejr, over Vorherre, som ikke lod det blæse, og for Resten over alt muligt andet godt og glædeligt i Verden.

Hvis det havde kunnet være tænkeligt, at denne lille Minoritet kunde have vundet Sejr over de andre, da havde vi maaske endog faaet lidt Musik - foruden Salmesangen, da var Bordbønnen over Middagsmaden maaske ikke bleven læst fuldstændig saa degnemæssigt, da havde maaske Konversationen over og efter Bordet ikke udelukkende været bemægtiget af de to gamle, religiøse og meget stridbare Damer, da havde maaske hele Selskabets skinhellige Hvisken været afløst af en ærlig "Talen fra Leveren", - da havde kort sagt meget af det været anderledes, som nu har drevet mig hen i en Krog med min Pen og Skrivemappe, meget af det, som jeg havde Lyst til i endnu stærkere Udtryk at beklage mig over - hvis jeg ikke frygtede for, selv derhjemme i Danmark, at blive anset for en Polly, der spotter Sabbathen.

Newcastle on Tyne.
Mandag.

Hvorledes det saa blev Aften i Gaar, skal jeg ikke kunne sige Dig. Men den kom dog, og med den kom ogsaa lidt Søbrise; Solen morede sig med at anstille Farveeksperimenter gennem Skyerne, Landet traadte frem, højt og skarpt, det var Flamborough Head, mod hvis stejle Kridtklinter Søen brød sig, og hvis to melankolske Fyrtaarne ragede mørke op over den nøgne Aas. Det var tydeligt at mærke, hvorledes Rejsen nærmede sig sin Ende. Der kom endogsaa en Slags Samtale i Gang paa Dækket, hvori selv Kaptajnen deltog, og som fornemlig drejede sig om Fyrtaarne, Storme, Vinterture, daarlige Kaminkul, vandtætte Overfrakker, o. a. desl. Saa længe Konversationen holdt sig indenfor disse mere eller mindre maritime Grænser, deltog jeg med Iver deri, men uheldigvis skulde netop Kaptajnen ved ikke længe efter at pege ind imod Skarborough, hvis Lys man saa' blinke paa Kysten, fuldstændig forandre Samtalens Retning. Det at nævne noget fashionabelt, og tilmed et saa fashionabelt Badested som Skarborough, skal aldrig undlade at gøre sin bestemte, uforanderlige Indflydelse gældende paa de "uafhængige" Briter, og Indflydelsen viste 13 sig ogsaa straks her i denne Kreds. En 5-6 adelige Navne blev i en kort Tid nævnede, man spurgte, om den eller den Lord iaa ved Badet i Aar, man saa' ud, som om man selv havde en Krone paa sin Karetdør, man skottede til sin Nabo for at se, om han ogsaa saa' tilstrækkelig fin ud for Selskabet, kort sagt, der udbredte sig en vis Duft af Noblesse over disse Probenreutere, unge Jurister, Handelskommis'er og afdankede Officerer, der gjorde et uimodstaaelig komisk Indtryk paa mig, men som tillige foraarsagede mig en vis kvalm Fornemmelse, omtrent som efter at have sunket noget ildesmagende.

Det er muligt, at jeg ikke har Lov til at lade mig irritere, naar jeg i Parktiden møder disse lange Rækker af Lordernes Vogne, virkelige Lorders Vogne, fra den virkelige Westend, der stænke Snavset i Regent-Street, Piccadilly og Rotten-Row helt op over Hovederne af de uprivilegerte Fodgængere. Jeg vil indrømme, at det ikke har Lov til at afficere mig saa stærkt, som det maaske gør, naar jeg træffes af et af disse kolde, uforklarligt overlegne Blik fra Mylord eller Mylady inde i Vognen, eller af et af disse aldeles ugengivelig uforskammede Blik fra Kusk eller Tjener paa Bukken, hvilke samme Individer med deres veludstoppede hvide Lægge, pudrede Haar og vandkæmmede Kindskæg vilde afgive et uudtømmeligt Emne for folkelig Fornøjelse - naar kun Folket selv kunde se det morsomme deri. Det er endvidere muligt, at jeg slet ikke havde Ret, og at jeg aldeles ikke kunde støtte det paa nogen Fornuftgrund, naar jeg ved en tilfældig Revolution her i England vilde give Londonermobben Medhold i, at den rev disse Herrer og disse Tjenere ud af de forgyldte Karosser og satte dem paa halv Kost og lod dem gaa til Fods som andre dødelige og ydmygede det overlegne Blik og dunkede Puderet ud af Hovederne og Hovmoden ud af Hjertet.

Jeg vil indrømme det altsammen. Men til Gengæld vil jeg have Lov til at ærgre mig og til at udtale min Ærgrelse, hver Gang jeg træffer paa disse stakkels Snobber (hvoraf det vrimler her i England), der bruge Moskusessens fra Bond-Street, der ved enhver Lejlighed vise det Kort frem, som en eller anden ung Lord efterlod paa Kollegiet, og som ved skødesløs Slentren, dumme Bemærkninger, blaserte Bevægelser og idiotiske Ansigtsforvridninger sætte en Ære i at efterabe de "virkelige" unge adelige Drivere, der i Følge Navnet henhøre til Englands berømmelige Adelsslægter, men som selv er til Latter og Adspredelse hos det engelske, intelligente Aristokrati, samtidig med at de afgive yndede ugenlige Karrikaturer for "Punch, "Judy" og "Fun".

Hvorledes det altsaa var blevet Aften i Gaar, skal jeg som sagt ikke kunne sige; men Aften blev det, og Nat blev det ogsaa. Stewarden havde sagt mig, at vi vilde være ved Tynemouth omtrent Kl. 3, og 14 uden at gøre mig rigtig Rede for, hvad Tynemouth egenlig var, og hvor langt der igen var derfra til vort Bestemmelsessted, havde jeg bedt ham vække mig ved dette Klokkeslet

Jeg havde lagt mig paa Gulvet i den store Salon. Fuldt paaklædt, som en Soldat ved en Bivuakild, var jeg rede til at springe op og ufortøvet tage imod, hvad der skulde vise sig; - men det, der viste sig, overgik selv mine dristigste Fantasier. Man havde raadet mig til at gøre denne Tur opad Tynefloden ved Nattetide, og man havde vel ogsaa omtalt for mig, hvad jeg vilde faa at se. Men jeg kan ikke nægte, at da jeg - halvt fortumlet af at drømme om Kirkemusik, Autodafeer, engelske Gejstlige, o. s. v. o. s. v. og endnu næppe rigtig vaagen, forfrossen og ubehagelig i det hele taget, kom op paa Dækket, begyndte jeg straks ligesom Jeppe at tvivle om, hvor vidt det var "jeg eller ikke jeg", og om hvor vidt Skibet ikke i Nattens Timer havde taget fejl af Vejen og - i Modsætning til det Sted, hvor Jeppe var kommen hen - nu befandt sig ved Indløbet til Akerons og Pyriflegetons mystiske Vande.

Jeg vil forsøge, skønt det vist bliver et svagt Forsøg, at beskrive Dig det forunderlige, som mødte mig her, baade de Genstande, der viste sig, og de Indtryk, disse igen gjorde paa mig; kun maa Du tilgive mig, om jeg ikke bestemt formaar at skelne mellem Indtrykkene, thi ubegrænsede og usammenhængende flød de over i hverandre. Jeg antager, at vi selv, jeg mener Skibet, hvorpaa vi befandt os, svømmede som et stort Uhyre, med et rødt og et grønt lysende Øje, ind mellem en hel Del andre lignende sorte Tingester, der af og til, og skiftevis med et rødt eller grønt Blik, "laante hinanden et Øje". En klam Taage søgte øjensynlig at hindre disse sorte Kolossers Bevægelser, og en Gang imellem skurede de sig ogsaa jamrende og klagende op ad hverandres Sider, og da lød høje, vrede Stemmer og Trampen af mange Fødder, som slæbte Touge eller raslende Kæder efter sig.

Paa én Gang delte de svømmende Tingester sig, og nogle af dem blev til faste Legemer, der lod os passere forbi, medens de selv hvæsede ad os og spyede Røg og Gnister, der ikke forskrækkede mig synderligt, saa længe jeg vidste, fra hvem de kom, blev, alt eftersom vi fordybede os mere og mere i Taagen, til uhyre Røgsøjler, til Flammetunger, der slikkede efter Luft ud af lange sorte Halse, og da al den Ild efterhaanden gjorde det lyst omkring os, syntes jeg, at vi selv svandt ind til et ganske lille sort Punkt, medens alle vore Omgivelser voksede til uhyre Dimensioner. Røgen hvirvlede hvidliggul ovenover os, Ild fo'r ud af Siderne paa de Bakker, som jeg nu tydelig kunde se begrænse det Vand, hvorigennem vi gled, og til Slutningen blev det hele en saadan forvirret Masse af Taage, Røg, Damp 15 og Ild, en saadan tæt Blanding af alt det, der formaar at standse det menneskelige Aandedræt, at jeg godt kan forstaa, at vort eget Skib lidt efter lidt standsede sit, saa at vi til Slutningen stod aldeles stille.

"I, som indtræde, lader Haabet fare." Ja havde jeg blot en "Dante" ved Haanden, skulde jeg i den lidenskabelige Digters eget, stærkt bevægede Sprog citere Dig Sted paa Sted, hvis glødende Kolorit vilde anskueliggøre Dig al denne Ild, alle disse flammende "Kredse".

Der er i London, i Bond-Street, et Galleri af Gustave Dorés Arbejder, blandt hvilke maaske et stort Maleri, forestillende Dante og Virgil, tiltrækker sig den største Opmærksomhed. Tause, med Sorg og Medfølelse i de alvorlige Træk, staa Oldtidens og Middelalderens Digtere Side om Side og stirre fra Mørket ind i det flammende Ildhav, hvor Skikkelser utydeligt bevæge sig forbi deres Blik. Billedet randt mig uvilkaarlig i Hu ved denne Lejlighed. Ild var her nok af, og fordømte, som sled og slæbte og aldrig kom ud af "Kredsen", var her ogsaa nok af. To mørke Skikkelser stod foran mig paa Skibets Dæk, og jeg var maaske et Øjeblik Fantast nok til at lade dem gælde for Æneidens og Divina Comedias Forfattere. Illusionen ophørte imidlertid, saa snart jeg hørte dem tale, men til Vederlag for æstetiske Jeremiader fik jeg da ogsaa radikale Forbandelser. Det var mine to bekendte fra den foregaaende Aften, Englænderen og Irlænderen, og deres Ord var om muligt endnu mere "bevingede", deres Udtalelser endnu drøjere, og det var tydeligt nok, at de her følte sig hjemme, og at den hele Fyrværkerifest, der var usædvanlig for mig, netop ved sin Tilvanthed gjorde dem sikre og fri.

Mig havde det forekommet, som om Tynefloden var garneret med lutter Ild og Røg eller, oversat i Realitetens Sprog, med lutter Fabrikker, men disse to Mænd udpegede til gensidig Glæde det ene efter det andet mørke Punkt, det ene efter det andet Ironwork, der havde maattet standse Arbejdet paa Grund af Arbejdernes "Strike". Det var hævet over enhver Tvivl, at de selv agtede at tage Haand i Hanke med ved denne Strike, og under Profetier om Arbejdstidens Forkortning, Lønnens Forhøjelse, fri Skolegang, Felttog mod Kapitalen, Arverettens Afskaffelse, Arbejdernes Revolution lød Stewardens Tickets please, Gentlemen! Og jeg opdagede, at Morgenen begyndte at dæmre svagt, og at de Huse, de Broer, de Skibe og de Baade, som omgav os i spøgelseagtige Fremtoninger, rimeligvis maatte være de virkelige gediegne Bestanddele af den alt andet end uvirkelige By, Newcastle.

16
London den 5te September.
En By ved Tynen.

Jeg har forladt den; jeg har rystet mine Sandaler udenfor dens Porte; jeg har vasket Kulstøvet af mit Ansigt, men jeg har ikke kunnet befri min Sjæl fra et Overtræk af Spleen, fremkaldt ved denne By. Nu synes jeg, at jeg kun har tilbage at give den sit Skudsmaal; - og her er det, lige saa sort, som Byen selv.

Jeg henvender mig paa Forhaand til de "Retfærdige" i Sodoma, hvis Bekendtskab jeg er taknemlig over at have gjort, og hvis gode Omdømme jeg derfor nødig vilde forskertse. Jeg véd, at de vil forstaa, at naar jeg udtaler mig, udtaler jeg mig i Almindelighed, og naar man taler i Almindelighed om en Ting, har man Lov til at forsøge paa at træffe Sandheden, selv om den, som i dette Tilfælde, skulde vise sig at være sort. Jeg tager endnu en Gang min Hat af for "Undtagelserne" og takker disse hjerteligst for sidst; men saa sætter jeg ogsaa Hatten paa Hovedet igen, og giver mig i Færd med "Reglen".

I Reglen var da Byen indhyllet i en Røgsky, og for saa vidt skjulte den heldigvis sin sande Skikkelse under et tvivlsomt Slør. Men "hvad laa skjult i Mørkets Gem, det klart for Dagen bryder frem", - og hver Gang et Solglimt brød igennem Sløret, fremviste Glimtet paa den mest udelikate Maade, en Række af falmede Yndigheder, der gjorde et trøstesløst og melankolsk Indtryk, et Indtryk fra "bag Kulisserne" med alt, hvad derunder kan indbefattes.

Jeg tvivler ingenlunde om, at Byen virkelig en Gang har kunnet være en Skønhed. Kun er jeg sikker paa, at det maa have været længe siden, - maaske i de Tider, da de gamle, rustne Vaaben fra Hallen i the old castle hang nye og straalende omkring Skuldrene paa den drabelige Svend, der fra Borgens Murtinde spejdede efter de vilde Klansmænd nord fra. Maaske den aarvaagne Vægter den Gang har ladet sit Blik under Stormhatten glide hen over de høje Flodskrænter, uden at dette Blik hindredes af de røgspyende Skorstene, og uden at hans lyttende Øre døvedes af den buldrende og bragende Larm fra de sværtede Fabrikker.

Jeg stod selv ved denne Murtinde og tænkte mig den Overraskelse, det vilde være for en saadan Vægter fra Grænsekrigenes Tid, naar man med tilbundne Øjne førte ham op paa Platformen, tog Bindet bort og lod ham se sig omkring. Jeg er sikker paa, at jeg vilde møde et mere forfærdet Blik end den Gang, da han saa' Bakkeaasen myldre med skotske Huer og hørte Klaymorerne drøne mod Skjoldene. Et Jernbanetræn kom rutschende forbi nedenunder Taarnet. - Hvad vilde han sige om det? og hvorledes vilde han forklare sig Byens uhyre Udstrækning over begge Flodbredder? Hvor var Skovene blevne af, og de grønne Marker? og hvad i alle Helgenes Navn var 17 det for Tingester, der spyede ham Gnister og Røg næsten lige op i Ansigtet? Jeg vil holde ti mod én paa, at han vilde løbe ned i den store Vaabenhalle og raabe Vagt i Gevær; eller rimeligere er det maaske, at han søgte ned til Kapellet i Kælderen, og mødte op med en Forstærkning af Borgkapellanen og hans Spændebibel for at besværge Troldmanden paa Kvisten.

Der var noget saa uforklarlig sælsomt i at staa paa denne "historiske Grund" og se ned paa disse Paddehatte af Fabrikker, disse Kulpramme, disse merkantile Kontorbygninger, disse vimse Smaagrosserere, der alle tilsammen ingen Historie havde og ingen Plads vilde faa i Historien uden som forsvindende Kommaer i Aarhundredets bindstærke Kulturhistorie. Der var Stof til allehaande Tanker i den alvorlige Ro, der hvilede over den gamle normanniske Bygning som Modsætning til den forvirrede Larm, der trængte sig op fra den rastløse arbejdende By; og det, at jeg havde tilbragt en Times Tid i det lille Kapel under Jorden, gjorde Modsætningen saa meget større.

Der havde været meget at betragte, meget at tænke over dernede under Jorden, hvor Dagslyset faldt dæmpet og sparsomt ind gennem de smaa, tilgitrede Vinduer højt oppe i Muren. Stumper af Sarkofager og Ligstene var stillede op langs Væggene. Jeg forsøgte at læse mig nogle af de Navne til, der var indhuggede i Stenene, men jeg kunde kun faa ud, at vedkommende, hvem det saa havde været, alle var "døde i Herren". At de just ikke allesammen havde "levet" i Herren, derom vidnede nogle af de raat udførte, men naivt anskuelige Basreliefs, der var indmurede rundt omkring i Væggenes tykke Kalkbedækning. Her saa' man Adelsmænd og Damer, der til Hest forfulgte det flygtende Vildt. Man saa' en tyk Mand med Krone paa, der spiddede en tynd Mand, ogsaa med Krone paa; man saa' en lystig Banketscene, hvor Bægrene var rullede de glade Gæster ud af Hænderne, og hvor en lille Page med Snabelsko, rimeligvis overvældet af sit Skafferembede, laa udstrakt paa Gulvet saa stiv som en Pind, men endnu knugende Haanden om den store Kande.

Et Basrelief ovenfor dette sidste antog jeg straks i Begyndelsen fejlagtig for disse glade Sjæles Apoteose, men snart indsaa jeg, at Glorien om Hovedfigurens Hoved, den Fane med et Kors i, som en Korsfarer i Svømmebenklæder holdt i Haanden, de Dyreskikkelser (ved nærmere Eftersyn Lam), der græssede paa nogle Stene i Forgrunden, nogle store Nøgler, en Sav, en Kølle, to Fyrbækkener og andre lignende Forsfrikningsmidler næppe kunde være Attributer til Evans Forherligelse, men højst sandsynlig tydede hen paa et eller andet Martyrium, hvor "Glorien" var vundet, ikke ved Bægre og Thyrsusstave, men ved de omtalte Bækkener og Køller.

Paa dette Punkt af mine Undersøgelser blev jeg kaldt ovenpaa af 18 den Kone, der havde lukket mig ind i Borgen for en Sixpence, og som nu syntes at være tilbøjelig til at betragte samme Sixpence som fortjent. Førend hun imidlertid lukkede mig ud igen, blev jeg tiltalt af en Gentleman, der paa en ubegribelig Maade maatte være kommen ind af en eller anden Dør, som hidtil var undgaaet min Opmærksomhed. Af mit lange Ophold i Kælderen syntes han at have sluttet sig til, at jeg paa en direkte eller indirekte Maade maatte staa i Forbindelse med Arkæologien; han spurgte mig ogsaa, om jeg dyrkede "saadan noget", og uden forøvrig at vente paa Svar lukkede han en lille Dør op bag ved sig, og førte mig ind i et stort, halvmørkt Værelse - en Mellemting mellem et Bibliotek, et Pulterkammer og en Marskandiserbutik - hvor Reoler, gamle Vaaben, Glasskabe med Oldsager, daarlige Træsnit og højryggede Lænestole frembød en ganske malerisk Blanding, hvilken Blanding efter Mandens Sigende tilhørte Byens arkæologiske Selskab, der holdt sine Møder i dette for Resten ingenlunde uhyggelige, men endogsaa paa sin Maade ganske komfortable Lokale.

I hvilken Berøring han iøvrig selv stod med Arkæologien og Byens arkæologiske Selskab, kunde jeg ikke udfinde. Jeg mente ikke desto mindre, at jeg burde fortælle ham noget om vore Samlinger og om den Kongres, der havde været i København, men det, der mest interesserede ham ved denne Fortælling, var Karl Vogts forskellige Vitser og Køkkenmøddingsudflugten paa Issefjorden. Han syntes i det hele taget ikke at have noget videre Kendskab til eller Interesse for de mere eller mindre værdifulde Skatte, han tilsyneladende bevogtede, og da jeg ledede Samtalen hen paa nogle af de gamle Vaaben, der smykkede Væggene, udtalte han sig noget ringeagtende om de "raa og uoplyste Tider", som karakteriseredes af disse "plumpe Slagterredskaber" i Modsætning til de "herlige Opfindelser", der stemple vor Tid som Civilisationens og Fremskridtenes Tid. Jeg havde lige paa Munden at spørge ham, om han derved sigtede til Nutidens "oplyste" Granater f. Eks; men da jeg en Gang for alle har gjort mig det til Regel aldrig at indlade mig i Disput med en Englænder, tav jeg ogsaa denne Gang klogelig stille, og anbefalede mig ved den første indtrædende Pavse. De svære Døre lukkede sig efter mig; jeg stod atter i den oplyste Nutid og vendte den raa Fortid Ryggen.

Det var umiddelbart efter dette mit Besøg i den gamle, skumle Borg og ikke mange Minutter efter den sidste Samtale indenfor dens ærværdige Mure, at jeg befandt mig midt inde i the strike. The strike præsenterede sig for mig som en Bande paa et Par Hundrede Mennesker, der anført af en drukken Fyr paa en hvid Hest, flankeret af en brølende Skare Fruentimmer og Drenge, og for Resten forsynet med Flag og Vimpler med allehaande meningsløse Inskriptioner, trak Gade on og Gade ned uden Snor af Plan eller Hensigt - med mindre 19 Hensigten var den: at døve Ørene paa sig selv og andre ved det mest afskyelige Musikkorps, som nogensinde i hæs og fordrukken Tilstand har ravet af Sted i Spidsen for en engelsk mob.

Hvorfor the strike var gjort, og hvilke the strikesmen's Fordringer var, kunde jeg ikke bringe i Erfaring. Det eneste faktiske, jeg kunde faa ud af det hele, var, at det var Kul- og Jernværksarbejdere, som - det maa man sige til deres Ære - nu paa fjerde Maaned havde holdt ud, eller hvad man i Haandværkersproget kalder: været "fyrige" . Denne "Fyrighed" i overført Betydning var for Resten ikke løbet af uden visse Fyrigheder i almindelig Forstand, og blandt andre koleriske Foretagender havde saaledes den samtlige Bande den foregaaende Aften paa dens Samlingsplads, the cattle market, banket en Afdeling ulykkelige Normænd af, der af Fabriksherrerne var blevne indkaldte til de vakante Pladser, og alle som én havde de nidkære strikesmen højtideligt lovet fremdeles at ville banke enhver Udlænding af, der gik imellem dem og deres "duty".

Det var et Fænomen fra den "oplyste" (engelske) Tidsalder.

Da jeg Aftenen efter stod i Døren til det graa og triste Hotel, der husede mig indenfor sine melankolske Vægge, og medens jeg i et Slags halvfortvivlet Aandssløvhed netop havde begyndt at tælle efter, hvor mange Gange i Minutten Dampfløjten lod sig høre derovre fra den store, tunge, graa og triste Stationsbygning, blev pludselig mit Regnskab bragt i Uorden ved, at en Mængde Mennesker af alle Stænder og Køn kom løbende forbi mig under Raabene: He is poisoned; they have killed him! Da jeg nu nok kunde ønske at vide, hvem det Var, der saaledes var taget af Dage, fulgte jeg - i den Forventning, at jeg skulde blive Vidne til en stor Sensationsscene, maaske endogsaa i næste Gade - øjeblikkelig med Strømmen. Den standsede udenfor det nærmeste Aviskontor, og her fik jeg Sagens Sammenhæng at vide. Det var ikke Redaktøren, der var bleven forgivet, det var ingen af Negrene, "de Sorte", der var bleven myrdet; alle "Medarbejdere" sad uforstyrrede ved deres Pulte, og Redaktøren selv, den store Udgiver af et Blad, der nærmest vilde kunne svare til vor salig "Sandheds-Fakkel", Folkets Talsmand, strikens Panegyrist, meddelte det forsamlede Folk med en fast Stemme, men i dyb Bevægelse, at Rygtet desværre havde talt sandt, og at den store R e nforth, den uovervindelige Baadkæmper, i Følge derom indløbet Telegram var overvundet af Døden midt tinder hans Anstrængelse for at tilkæmpe sig og sit Fødeland en glimrende Sejr.

Det var en stor Sorg, en Bysorg, en Landesorg, og Forfærdelse greb den hele Forsamling omkring mig og spredtes i utrolig Hast over alle Gader og Stræder. Paa mig frembragte den almindelige Bevægelse en Tilbøjelighed til at sætte mig et Par Tusind Aar tilbage i 20 Tiden og til at tænke mig en lignende Situation i Athens eller maaske snarere Spartas Gader, hvor Borgerne erholde Efterretning om, at en af deres Atleter er slaaet ihjel med et Næveslag, eller kørt over paa Rendebanen. En egen uhyggelig Følelse greb mig af noget ubetinget raat, noget udelukkende "kropmæssigt", der har usurperet den højeste Plads for universal Opmærksomhed, og der gik et eget Lys op for mig med Hensyn til Beskaffenheden af det forunderlige Folk, hvoriblandt jeg færdedes.

Jeg erindrede nu, at jeg for en Ugestid tilbage i Byens Hovedavis havde læst et langt og udførligt Referat af den Modtagelse, der var bleven denne Renforth og hans tre Kolleger til Del ovre i Kanada, hvor den store Kaproning mellem Moderstatens og Koloniens Baade skulde afholdes. Ankomsten af Tyneflodens fire berømte Baadmænd havde været en Begivenhed for det hele Land; alle Befordringsmidler var stillede til deres Raadighed i Mellemtiden, førend Kampen begyndte; alle flokkedes om dem, alle kappedes om at komme til at se og beundre dem, og den Hædersbevisning, som Sokrates fordrede, men ikke erholdt af de utaknemlige Atheniensere, havde Kanadierne af sig selv indrømmet disse fire "Safter", hvis Armmuskler (mirabile visu) i Virkeligheden havde kvalificeret dem til at underholdes som Prytanister paa det offenliges Bekostning.

Samme Blad havde tillige en udførlig Beskrivelse af disse fire Prytanister, der i ubevidst Komik var noget af det mest glimrende, jeg endnu kan erindre af engelsk Sportnaivitet. Den korporlige Beskrivelse lød nogenlunde saaledes:

Nr 1. Renforth. 36 Aar. Hals og Overarme uhyre udviklede. Bumstærk. Taler kun lidt.

Nr. 2. Mr. N. N. 32 Aar. Mindre bred over Brystet. Dygtige Arme. Godt bygget i det hele. Tavs.

Nr. 3. Mr..... 28 Aar. Senestærk og udholdende. Noget indesluttet.

Nr. 4. Mr..... Den yngste. Fortræffelige Anlæg. Vil nok blive en stor Champion. Ikke meget meddelsom.

Saaledes var den store Renforth, og saaledes var hans Medarbejdere. Men ak, Renforth var ikke mere; han var død, ramt af et Slag midt under selve Kampen, og man havde kun den Trøst at beskylde Kanadierne for at have givet ham Gift, og saa for Resten det Haab, at den yngste, han med de gode Anlæg, vilde udvikle sig til snart at indtage den vakante Plads.

Byen behøvede ikke at klæde sig i sort over hans Bortgang; den var sort i Forvejen. Men nogle Dage efter løb de smaa Avisdrenge om paa Gaderne med trykte og litograferede Kort, hvorpaa the champion formaliter blev anmeldt som død, og hvorpaa hans Biografi og 21 hans sidste Hilsen til Fødelandet fandtes. Slige Kort var ikke set siden Lord Palmerstons, ja maaske ikke siden Prins-Gemalens Død; men det forstaar sig, der havde maaske heller ikke været nogen Anledning førend denne. Ugedagen efter havde "Graphic" et stort Træsnit, der forestillede "Kæmpen" i Virksomhed. En Mand, nøgen til Bæltestedet, saas "trækkende" paa en Aare i en af de lange, smalle Kaproningsbaade. Jeg behøvede kun at kaste et flygtigt Blik paa dette Billede for at mindes et Sted i Chaillus afrikanske Rejseskildringer, hvor den berømte Jæger omtaler et Møde med en Orangutang: "Et Øjeblik endnu, og Dyret stod for os i hele sin dæmoniske Majestæt. Panden var lav, Udtrykket i Øjnene lurende og ondskabsfuldt; de mægtige Skuldre bar et Par Arme, hvis Muskler røbede en uhyre Kraft; det var et Menneske, der stod for os, og dog et Dyr, saa hæsligt, vildt og voldsomt et Dyr, som vi nogensinde havde set."

Hvis Byen ved Solskin var en sælsom Blanding af Røg, Kedsommelighed, Drukkenskab og Forretningsiver, da var den i Regnvejr, eller naar Søvinden svøbte den ind i Taager, et haabløst Superlativ af alle de ubehagelige Egenskaber, en By i det hele taget kan være i Besiddelse af. Gik man paa en saadan Dag i Regn eller Taage, eller en nøje Forening af begge, langs med Kajen, hvor Skibene ligge, og hvor Handelsfolket staar paa Lur, da vilde man uvilkaarlig begynde med at undre sig over den menneskelige Naturs Sejghed, og ende med at underkaste den en Prøve i Whiskyshopperne, hvis Tal er legio.

Det var et underligt Folk, dette Handelsfolk, og en sælsom Allarmplads havde det valgt sig. "Børsen" (for dog at blive i Terminologien) var et Gadehjørne udenfor en Whiskybutik, hvor der tilsyneladende handledes med gammelt Tovværk og nye Søfolk. "Børsen" var en tre, fire Gange bleven flyttet hen til forskellige Lokaler med Tag over Hovedet, men uden Whisky i Baggrunden, og denne sidste Mangel havde utvivlsomt bestandig været den hemmelige Grund til atter at søge tilbage til Gadehjørnet. "Børsen" var og blev paa Gadehjørnet, hvor Blæsten og Regnen, Røgen og Taagen blegede de arme Kommis'ers Kinder, og hvor Whiskyen fra Smuthullerne rundt omkring til Gengæld farvede de merkantile Næser røde. Det hele var en ægte engelsk Institution, og Anlæget var holdt i Rævegravstilen: et stort aabent Hul, der saa' meget skikkeligt ud, og bagved det en Mængde krogede Gange og Gyder, der alle mundede ud ved en eller anden Skænk, hvis flydende Varer gjorde Kajens Egenskab af "fast" Genstand endnu mere tvivlsom for dens Regnfrakke-bærende og Paraply-holdende Befolkning.

Paa the cattle-market var de Arbejdere lejrede, der havde gjort strike. De sad der næsten hele Dagen, undtagen i de Timer, hvor 22 deres "duty" fordrede, at de drog i Procession omkring i Staden. Om Aftenen krøb de sammen i smaa Hobe, og disse Hobe diskuterede da ivrigt indbyrdes, medens Konerne løb efter Tobak og Øl, og Børnene sov. Natten blev i Reglen tilbragt paa samme Sted. Det var en sejg og energisk Skare Mennesker, der vilde føre deres Krig igennem ; og tilsyneladende i det mindste gav dette: at ville noget ! det hele Selskab en vis Holdning, løftede de haarde, kantede Hoveder i Vejret, og forsonede med de umagelige Brosten, det ustadige Klima og med de faa Shillings, som Strikefondet ugenlig ydede pr. Mand. Langs med Kajen bevægede Handelsfolket sig i en uafbrudt, daglig Procession, med Mottoet: Money! Mottoet skulde egenlig forsone med Bestillingen, men der var et ængsteligt, forjaget Udtryk i alle de merkantile Træk, som vidnede om, at Dyrkelsen af Guldkalven i vore Dage fordrer større Anstrængelser end hos de dansende Jøder i Ørkenen. Og dog vilde alle disse vimse Mennesker, der gik p a a Arbejde om Morgenen og f r a Arbejde om Aftenen, og som levede i en By, der ikke engang formaaede at byde dem Adspredelse for deres Sovereigns, dog vilde alle disse "blege Ansigter" med Beklagelse, ja med Foragt trække paa Skuldrene af "Rødhuderne" paa Kvægtorvet, der rigtignok til Gengæld ikke ønskede andet end snarest mulig at komme paa "Krigsstien" og kaste Tomahawken i Hovedet paa Principalerne.

I de store Kontorers smaa, hyggelige Bagværelser, hvor Kaminilden brændte som Offerild foran de smaa og store Guldkalve, der i Form af Jernskrin stod i Baase rundt omkring ved Væggene, i disse ærefrygtindgydende "Allerhelligster" tronede Fyrsterne, de store Købmænd, Principalerne. Det var deres Drabanter, der i Tusindvis jagedes til Døde i en daglig Stormmarch fra Pulten til Banken, fra Banken til Kajen, ud paa Skibene og ned i Kahytterne, slæbende Skipperne i Land, afskibende, udskibende, klarerende, konsignerende, etc. etc. i det uendelige. Naar man stod paa den svimlende høje Jernbanebro, der forbinder begge Flodbredder, og naar man derfra gennem Regnen og Taagen i det hele taget kunde faa Øje paa noget neden under En, da tog den smudsige Flod og den smudsige Kaj sig ud som en sølet, opkørt Landevej, og Befolkningen dernede syntes at være en Befolkning af Krager, der afsøgte Hjulsporene. Befandt man sig imellem denne Befolkning, kunde Sammenligningen endda holde Stik. Sproget, der blev talt her, var et ejendommeligt Kragemaal, et underligt Maal med korte, afrevne Sætninger, monotone Spørgsmaal og Svar i et eget, ensformigt Tempo, uforstaaeligt for uindviede, men muligvis højst "praktisk" for de indviede.

Hen paa Aftenen, naar Hjulsporene var behørigt afsøgte, forsvandt Kragerne lidt efter lidt; alt blev lukket og stænget nede ved Floden, og nu var det den øvre By, der regerede.

23

Der var to eller tre Hovedgader, som løb sammen i en Plads, hvor et mægtigt Monument hævede sig i Form af en stor Søjle, der var rejst til Ære for en lille Mand. Der var desuden en bred Tværgade, ved hvis ene Slutning det store Posthus og ved hvis anden Slutning den store Jernbanestation fandtes. Rundt omkring denne Søjle, dette Posthus og denne Jernbanestation havde den øvrige By lejret sig med sine mange Kirker og sine mange Drikkestuer, af hvilke de første havde et lige saa stort Besøg om Søndagen som de sidste hver af de samtlige Søgnedage. Der var desuden to Teatre, et anstændigt og et uanstændigt; det anstændige var en stor Bygning, der laa paa Hjørnet af en Gade, som var døbt Shakespeare Street; men "Shakespeare" spilledes ikke paa Teatret. Det uanstændige maa rimeligvis ikke have været morsomt eller ikke uanstændigt nok, eftersom ingen af de unge Handelsmænd opfordrede mig til at besøge det, og det anstændige afholdt jeg mig fra paa Grund af en vis musikalsk Undseelse overfor anglo-italienske Sangere.

Naar da Butikkerne i Hovedgaderne samtidigt med Kontorerne nede ved Floden var lukkede, gik Handelsfolket "hjem". De gifte forsvandt hver i sin Fæstning, hvor deres Kone, deres Middagsmad og deres "Times" ventede paa dem. De ugifte underkastede maaske Whiskyen i et eller andet Udsalg en lille Ekstraprøve, begav sig derpaa hen i en Klub, læste om det nyeste Mord, spillede en Whist, underkastede Whiskyen nok en lille Prøve, og søgte sluttelig deres møblerede Værelse, for den næste Dag igen at blive Krage ved Floden og spille Whist i Klubben.

Det var en sælsom By, en By, der i kort Tid formaaede at gøre én bange for sig selv, og den Morgenstund, da vi rutschede af Sted over Jernbanebroen, og jeg for sidste Gang fra Kupévinduet kastede et Blik ned til Kragerne, havde jeg en Fornemmelse af i rette Tid at have narret Tungsindets Aand for et allerede udkaaret Offer. Den samme Fornemmelse syntes min Genbo, en lille væver Franskmand at have, der til min store Overraskelse, men med en øjeblikkelig Tilslutning fra min Side, pludselig gjorde et af de Frimurertegn ud af Vinduet, som bestaar i at holde begge Hænder med udspilede Fingre foran en vis Del af Ansigtet. En slig Samklang i Følelser udviklede snart en gensidig Aabenhjertethed i Ord, og jeg lykønskede ham oprigtigt, da han meddelte mig, at han med Opofrelse af sin Maanedsgage var "knebet ud" fra det Kontor, hvor han arbejdede. Da den sidste Skorsten, den sidste Røghvirvel var forsvunden, trak vi begge Vejret dybt, og følte os begge lige saa lette om Hjertet ved at have Byen bag ved os, som maaske en Principal i de kommende Tider vil føle sig, naar han har den By ved Tynen bag ved sig, hvor Tomahawken blinker i Haanden paa "de Røde".

24

I KAHYTTEN.

Det skinnede over Nordsøen. Dagen havde været regnfuld og kold, og i Bygerne havde det blæst haardt. Nu, da Solen var gaaet ned, tydede alt paa en Storm til Natten. Horisonten var dækket af en fast Skybanke, oven over hvilken Himlen var skinnende gul og af en næsten ængstelig Klarhed; øverst i det gule trak sig nogle lange, mørkerøde Striber, og hist og her mellem disse Striber dukkede Smaaskyer frem af en særegen Form, der nærmest mindede om Skoledrenges Drager, naar Hale og Vinger gribes af Vinden og stritte skævt ud til den ene Side.

Efterhaanden løftede Banken sig; det gule mørknedes mere og mere, Striberne slog sig sammen med Dragerne og dannede i Forening kæmpemæssige Uhyrer: den hele Luft antog et trøstesløst, vildt Udseende og ud over Havet gled Skyggerne fra de store Skyer. Søen voksede for hvert Minut. Langs Siderne af den engelske Damper brød de tunge, graablaa Vandmasser. Røgen fo'r susende fra Skorstenen, nu og da indflettet med lysende Gnister, og den hastig tiltagende Vind begyndte sin Opsang mellem Stag og Vant.

"Maa jeg spørge, hvordan gaar det Dem med Søsygen?" - Den spørgende var en dansk Amerikaner, en Skibsfører, der i sin Ungdom havde faret fra engelske Havne, men siden var gaaet til de forenede Stater, hvor Lykken syntes at have begunstiget ham, og det i den Grad, at han nu ansaa Amerika for det eneste Land paa Jorden, hvor det var værd at eksistere, det eneste Sted, hvor man efter hans egne Ord "kunde leve akkurat som man lystede, og tjene flere Penge, end Præsterne kunde sluge ved Begravelsen." Jeg var, straks efter at vi havde forladt London, kommet i Snak med ham. Hans republikanske Foragt for alle engelske Institutioner, hans Forbitrelse paa den hele evropæiske Kasteaand, hans lidenskabelige Udbrud mod mange af de Ting, som en Evropæer vokser op i og uvilkaarligt vænner sig til, havde moret og interesseret mig overordenlig meget, og vi var ikke kommet langt ned ad Themsen, førend vi i god Samdrægtighed havde endevendt det hele gamle Evropa, afsat Kejsere og Konger, puttet Paven i en Lemmestiftelse, konfiskeret de store Fideikommisser, nedrevet de nationale Grænseskel, flyttet de nationale Skilter, og stoppet de nationale Kokarder i Madrasser til Proletariatet.

Da vi havde naaet Nordsøen, og Vejret op ad Dagen var blevet haardt, var vor Samtale efterhaanden gaaet i Staa. Jeg havde benyttet den rige Lejlighed til at iagttage Storm- og Regnbygerne, naar de kom op; og Søen og de krydsende Skibe havde optaget Pladsen for 25 Evropas Landkort. Naar en Gang Imellem en rigtig "Bryder" med krummet Nakke og Brølen og Larmen tørnede imod vort gode Skibs Boug, havde jeg maaske nok i Fantasien set en væbnet og overmodig Nationalitet, som vilde en anden til Livs, og jeg havde da næsten været fristet til at raabe Hurra, naar min egen Nation kastede Fjenden afmægtig for sin Fod, - men slige Fantasier kom kun stødvis ligesom Kastevindene, og jeg havde over mit ivrige Studium af Naturen glemt Mennesker og Institutioner, ja næsten glemt, at jeg befandt mig paa Dækket af den store Damper, da det ovennævnte Spørgsmaal blev rettet til mig af den ovennævnte Skibsfører.

Jeg svarede ham smilende, at jeg i de sidste Aar havde staaet i en altfor nær og venskabelig Berøring med Søen til at ville bringe den de sædvanlige tvungne Ofre. Han smilede igen paa sin Side, og forklarede mig, at han af og til havde iagttaget mig, og bestandig fundet mig i den samme Stilling, uforandret fæstende min Opmærksomhed paa Søen og Luften, hvilket han havde betragtet som et ufejlbarligt Kendetegn paa, at jeg ikke befandt mig ganske vel. Han kunde imidlertid nu paa min hele Skabelon se, at han havde taget fejl i sin Formodning, og vilde desaarsag opfordre mig til at tømme et lille Glas varmt Grog med sig neden under. "De maa nemlig vide" - vedblev han, idet han kneb Øjnene sammen og vendte Ansigtet mod Vindsiden, - "at vi ret snart vil faa Søen helt tværs, og saa maa De dog pille ned, hvad enten De vil eller ej. Kulingen er allerede stiv nok nu, og jeg tør indestaa for en "Ryger" til Natten. Bliver Skuden lagt et Par Streger højere, som jeg hørte der blev prajet til Rorgængeren, skal jeg indestaa for, at Folkene ikke behøver at spule Dæk i Morgen tidlig." Jeg saa' straks, at han havde Ret, og lovede ogsaa at efterkomme hans Opfordring, saa snart jeg havde røget min Pibe ud. Han gik da neden under, og jeg blev endnu et Kvarterstid paa Dækket.

Det var da næsten fuldstændig mørkt. Naar jeg saa' forud, kunde jeg, hver Gang Skibet duvede, iagttage, hvorledes Konturerne af alt det opstaaende paa Broen efterhaanden blev mere og mere utydelige imod det svage Lys, der endnu var i Luften. Naar Skibet rejste sig paa en Sø og stak Snuden i Vejret ligesom et Dyr, der snuser efter Vinden, for at faa at vide hvad den fører med sig, løb alle Genstande paa Dækket sammen til en utydelig Masse, som kun nu og da en Lysstribe fra Maskinrummet gennembrød. For Resten varede det ikke længe, inden jeg fik Virkningerne af den forandrede Kurs at føle. En lang, blinkende Stribe dukkede pludselig med en egen, hvislende Lyd op paa den styrbord Side; den svære Damper krængede voldsomt over; det knagede i Skodder og Døre, og en tung Vandmasse brød ind midtskibs, og løb sydende og larmende fra for til agter, bandet af den lange, magre Styrmand, som den, efter hans Udraab at dømme, 26 havde gennemblødt lige til Skindet. Jeg rutschede temmelig hovedkulds tværs over Dækket ned i Læ, og da jeg nu tilstrækkelig havde forvisset mig om, at Stillingen ikke længer var holdbar, arbejdede jeg mig hen til Kahytstrappen, vendte mig paa god Sømandsmanér omkring, og firede mig sindig og med et vist Eftertryk paa hvert Trin baglænds ned ad Trappen.

En Dampskibskahyt paa en stormfuld Aften ligner altid sig selv. En Hængelampe slingrer under Loftet; Stønnen og Jamren høres rundt omkring fra de smaa Aflukker paa hver Side. Opvarterne løbe fra Dør til Dør med mistænkelig udseende Blikindretninger. Luften er kvalm og af en højst ubestemmelig Sammensætning, og kun et ringe Antal hærdede Individer hjemsøger det dækkede Bord, som ved smaa Træbarrikader er afdelt i firkantede Rum. Det var blandt disse prøvede Gæster, jeg fandt min Ven Amerikaneren. "Naa, har De nu faaet nok af det der oven paa!" raabte han mig straks i Møde. "Kom her og sæt Dem ned, og hvis De holder af Skinke, saa vil jeg anbefale Dem denne. Ale og Stout er her ogsaa til at skylle den ned med, og dersom De foretrækker det half and half, kan vi jo dele et Krus imellem os. Det har altid været min oprigtige Mening, at Øllet er den eneste Ting, som duer hos Englænderne. De skriger jo rigtignok ogsaa paa deres Oksekød og saa paa deres Heste og store Skribenter, men hvad Kødet, saavel Okse-, som Hestekød angaar, da har vi det bedre paa den anden Side af Atlanterhavet, og hvad Skribenterne angaar, saa kan vi jo faa dem med Tiden." Han trak en Stol frem under Bordet ved Siden af sig; jeg slingrede ned paa Stolen, lod Skinken og Øllet vederfares deres Ret, og idet vore Overkroppe snart dannede spidse, snart stumpe Vinkler med Bordfladen, nød vi med god Appetit vort Aftensmaaltid paa den urolige Nordsø.

Vi var imidlertid ikke ene om Maden. Lige overfor os var tre Pladser besatte. Der var for det første Skibets Kaptajn, som i en utrolig Fart og uden at mæle en Stavelse tømte sin Tallerken og sin Flaske, trykkede Voksdugskasketten fast om Panden, og med en Ottendedel af et gnavent Buk rejste sig, skældte Stewarden ud for et eller andet, og kravlede op paa Dækket, for at fortsætte sin mugne Stirren ud fra Broen, ud over det vaade Skibsdæk, ud over den fraadende, oprørte Sø. Dernæst var der en lille, undersætsig Mand, en uudgrundelig Mellemting mellem en Lods og en Studepranger. Hans Haar var klippet tæt af i Nakken, men foran var det langt og kæmmet ned over Tindingerne i to Tjavser, der gjorde et krøllet Forsøg paa at sætte sig i Forbindelse med Bakkenbarterne. Han bar Guldringe i Ørene og var forsynet med en svær Vestekæde af samme Metal. I Mangel af en hvid Flip havde han et rødt Tørklæde om Halsen. Han spiste meget, og trak under denne Forretning Vejret gennem Næsen. Hans 27 Sidemand var mager og knoklet, med brede Kæber, tyndt Skæg og et ejendommeligt stift Blik, der, hvis det havde været mere intelligent, kunde have haft noget inkvisitorisk ved sig, men som nu kun syntes at betegne en Karakter, der havde løbet sig fast et eller andet Sted, maaske i Religionen, maaske i en "ny Opdagelse". Hans sorte Frakke var knappet til helt op i Halsen, og for saa vidt havde han noget degnemæssigt i sit ydre; hans Hænder var imidlertid store og grove, med sorte Negle og Hænderne saa vel som den Maade, hvorpaa han brugte sine Arme, vidnede om, strengt Arbejde, maaske i en Mine, maaske i et Værksted. Han lod et Par Gange sine Øjne glide hen imod den bageste Del af Kahytten, og da jeg fulgte Retningen af hans Blik, opdagede jeg Nakken og Fødderne af en Mand, der indsvøbt i uldne Tæpper laa udstrakt paa en af Divanerne, og som enten sov meget fast eller var kommen paa det Punkt af Søsygen, hvor Bevidstløsheden indtræder.

Min amerikanske Ven henkastede nu og da en Bemærkning til de to Passagerer lige overfor, der vidnede om, at han havde gjort deres Bekendtskab, førend vi satte os til Bords, og da Maaltidet var til Ende, foreslog han dem at drikke et Glas med sig ved Kaminen. Tilbudet blev modtaget, af den tykke med uskrømtet Glæde, af den magre derimod først efter en længere Vægring, der imidlertid til Slutningen døde hen i et: "Ja, men kun et Par Draaber," hvilke Draaber ikke desto mindre blev tilmaalt ham med amerikansk Rundhaandethed, uden at han senere gjorde nogen Indsigelse derimod. Vi stivede os af, saa godt vi formaaede, i en Halvkreds omkring Kaminen. Enhver fik sit Glas i Haanden med den Anbefaling, at passe paa, naar Overhalingerne kom, og derpaa blev vi præsenterede for hverandre. "Det er Mr. Simson," sagde Amerikaneren, idet han pegede paa den tykke. "En Gentleman, der har tjent sine Penge paa Floden, og som nu har en Skibsprovianteringshandel ude ved Limehouse." Og derpaa tilføjede han halvhøjt paa dansk til mig: "Utvivlsomt en stor Tyveknægt." "Det er Mr. Smuggins," vedblev han, idet han pegede paa den magre. "Mr. Smuggins er Missionær fra Kapkolonien og en stor Jæger; han er rejst til Evropa for at søge Interessenter i et Jernbaneanlæg i det indre." Og han tilføjede i den danske Parentes: "Alle disse Missionærer er enten dumme eller durkdrevne; jeg tror, at han er en Blanding af begge Dele." Min egen Ringhed blev derefter forestillet for de to Engelskmænd, og da Isen nu var brudt, bragte Kaminilden, den varme Grog og Bevidstheden om fælles Kedsomhed snart en Samtale i Gang, og da Vindens Susen gennem den aabne Skylightsrude, Larmen af Søerne, naar de gik over Dækket, Skoddernes Knagen, og de søsyges Stønnen, var Lyde, der allesammen paa det bestemteste mindede om Situationen, blev ogsaa Samtalens Retning 28 herved bestemt. Historier om Sørejser, om gode og daarlige Skibe, om godt og daarligt Vejr, men helst om daarligt, om lange og korte Ture, om Livet paa Themsen, i det kinesiske Hav og blandt Kyst-Hottentotterne, vekslede i broget Blanding, og en af os havde netop bestilt den tredje Omgang Grog til Erstatning for det, som var bleven spildt i den sidste svære Overhaling, da den Pakke uldne Tæpper, som jeg før havde lagt Mærke til agter ude, pludselig blev urolig, og en lydelig Stønnen samme Steds fra tilkendegav, at Pakken befandt sig usædvanlig ilde.

Min Ven Missionæren rejste sig øjeblikkelig og naaede, under nogen Anstrængelse for at bevare Fodfæstet, hen til Divanen, hvor allerede en tjenstvillig Steward ydede den syge sin Hjælp i Skikkelse af det før omtalte Blikinstrument. Missionæren puslede lidt ved Tæpperne, mumlede nogle beroligende Ord ligesom en Art Besværgelse imod Søsygens onde Dæmon, eksperimenterede med et Glas Vand, og vendte atter tilbage til Ilden, eller Groggen, med en Mine saa højærværdig, som om han havde berettet en døende. Amerikaneren, der meget opmærksomt havde fulgt alle hans Bevægelser, stak Spidsen af Tungen ud imod den Kind, der vendte hen til mig, og idet han paa denne sindrige Maade lagde sin Foragt for den hjælpsomme Missionær for Dagen, spurgte han i en højst skuffende enfoldig Tone, om Mr. Smuggins saaledes udøvede Kristenkærlighed mod alle lidende i Flæng eller om han særlig havde noget til overs for denne Patient. Den industrielle Kapmissionær saa' et Øjeblik prøvende paa Sømandens vejrslagne Ansigt, men da dette ikke forandrede sit Udtryk, foldede han Hænderne om Toddyglasset, og sagde med et dybt Suk: "Jeg søger efter mine svage Evner at handle ens imod alle Brødre i Kristus, og at hjælpe og trøste, naar jeg træffer dem syge eller sorrigfulde. Mod denne Broder har jeg desforuden særlige Forpligtelser til at vaage og bede; thi det er en Gang faldet i min uværdige Lod at frelse denne Sjæl fra Fortabelse og at bevare den gode Hjord et af dens vildfarende Faar." "Naa saaledes," faldt Amerikaneren ind. "Ja saa maa jo den gode Hjord, som De kalder den, være Dem meget forbunden. For Resten synes det mig, at Deres Faar har det temmelig slet. Herregud, en Mand er dog en Mand, selv om De nu kalder ham et Faar, og han maa dog ikke saaledes lade sig gaa paa af Søsygen. Stewarden mente jo rigtignok, at han havde Feberen, da han kom om Bord; i det mindste fortalte man mig, at han straks paa Floden havde rullet sig ind i sine Tæpper og forlangt Vand; - og det er aldrig noget godt Tegn. De skal dog passe paa, Mr. Smuggins, at Deres Prise ikke stikker Trossen fra sig og sakker agter ud? Hvad jeg mener dermed? Jeg mener, Gud forbande mig, at Manden kan gaa hen og krepere, førend De kan faa presset saa meget som 29 en Sixpence ud af ham til Deres Kirkeblok. Ja, De ser noget tvivlende ud, Mr. Smuggins; men jeg skal fortælle Dem og de andre Herrer en Historie, om hvorledes Feberen og Søsygen i Forening gjorde det af med det yndigste Væsen, jeg i mit Livs Dage har set. Det er noget, jeg aldrig kan glemme, og noget, som jeg nødig taler om; men jeg kan nu en Gang for min Død ikke lide, at man ser vantro paa mig, naar jeg siger noget, Mr. Smuggins, og derfor skal De høre Fortællingen."

Amerikaneren greb sit Glas og tømte det i et Drag, nikkede dernæst paa en egen venskabelig Maade til Stewarden, der ikke undlod at besvare Vinket ved at indfinde sig med Ingredienser til et nyt Glas, og tog saaledes til Orde: "De véd maaske, Gentlemen, eller i det mindste har jeg fortalt min Landsmand her, at jeg i mine yngre Dage fo'r med engelske Skibe; noget, jeg for Resten aldrig skulde have bekvemmet mig til, i Fald jeg den Gang havde tænkt paa, at der gaves Folk paa den anden Side Havet, der ikke bryder sig mere om England end om en Bønne, og som har Skibe, der først tager deres Bramsejl, naar alle disse Skarnfjerdinger af engelske Kulslæbere vender Bunden af Bøtten i Vejret. Men jeg fo'r nu som sagt med disse sodede Gavtyve, og jeg havde paa den Tid, hvor det tildrog sig, som jeg nu vil fortælle, netop faaet en Hyre som Styrmand om Bord i en Skonnert, der gik i Kystfart mellem Rotterdam, London og Leith. Vor Skipper var for Resten en ganske flink Fyr; kun tog han sig vel ofte et temmelig stift Glas Grog; - Mr. Simson, hjælp Dem selv! her er Kognak og Sukker! - og naar saa var, gik Kommandoen af sig selv over i mine Hænder. Kaptajnen laa til Køjs neden under og var syg, hed det sig blot. Folkene lod, som om de troede det; jeg førte Skibet, og alt gik sin gode Gang, til den gamle igen kom paa Dækket.

Ved det, at Skuden gik i Kystfarten og gjorde nogenlunde hurtige og regelmæssige Ture, fik vi nu og da en og anden Passager med, enten saadanne, som Kaptajnen kendte, eller som blev ham anbefalet ; og for deres Bekvemmeligheds Skyld var Kahytten agter ude, der i Forvejen var temmelig bred, bleven delt ved et Skillerum i to Kamre, saa at vi paa den Maade havde to Kahytter, en styrbords og en bagbords, af hvilke den sidste, den for Passagererne, kaldtes for "Salonen". Nogle af Folkene om Bord kaldte den ogsaa for "Noah's Ark", fordi vor Kok, der som Dreng var i Malerlære, havde dekoreret den langs under Dæksbjælkerne med alle mulige Dyrearter, baade Fiskene og dem fra Landjorden, Par om Par i runde Snirkler. For Resten hørte baade Skude og Kaptajn hjemme i Lowestoft, og mangen god Gang, naar vi kom nede fra Revieret og skulde Nord paa, gjorde vi en Afstikker ind til den gamle Havneplads og fik os en 30
Passiar med de gamle Kammerater. Ved Efteraarstider, naar det stod med Tykning, eller naar vi ingen Passagerer havde, gjorde vi oftest disse Afstikkere, og det var da saaledes en Oktober Eftermiddag, akkurat lige forinden Taagen havde lagt sig som en Mur mellem os og Landet, at vi pejlede de gamle Mærker, og med Loddet i Haanden og Raaberen for Munden fandt ind til Kajen, og fortøjede ved en af de ydre Bøjer, efter først at have svajet Skuden rundt, for at være klar til at hale ud igen, saa snart Taagen lettede. Den gamle gik i Land, og bad mig efter Sædvane komme op, senere ud paa Aftenen, og hente ham fra det Værtshus, hvor han plejede at søge. Jeg vidste nok, at hvis jeg ikke bragte ham om Bord, var der maaske andre, der trak af med ham i andre Forretninger, end det egentlig anstod sig en Skipper at give sig af med. Jeg tog mig da først en lille Lur i "Noahs Ark", som jeg undertiden benyttede mig af, naar vi ingen Gæster havde om Bord, og forunderligt nok, da jeg igen vaagnede, forekom det mig, at jeg havde drømt, at Arken snart fik Besøg, og maaske ikke saa meget for Drømmens Skyld som fordi jeg i det hele taget syntes, at der saa' lidt uordentligt ud derinde, skældte jeg Kokken ud for en fordømt engelsk Skarnager, der ikke kunde holde "Salonen" i pæn Stand, og jeg fik baade ham og Drengen til at spule og svabre derinde, og beordrede dem til at skifte Køjeklæder og pudse op det bedste, de formaaede. Da jeg havde set paa det, og givet Drengen en Lussing, fordi han ikke brugte Svaberen eftertrykkelig nok, tog jeg en ren Skjorte paa, stoppede min Pibe, og gik i Land. Først slog jeg et lille Slag omkring i Gaderne, og hilste paa Venner og bekendte, og navnlig kan jeg huske, at jeg fik mig et lille Slik under Næsen af den smukke Mary, som tjente hos vor Skibsproviantør, og med hvem jeg den Gang var go'e Venner. Saa gik jeg da hen ti! den Shop, hvor den gamle plejede at søge, og der fandt jeg ham da ogsaa ganske rigtig siddende i den lille Bagstue med Lodsen Richards, Billy Baker, Tom Smarke og alle, de andre Fyre, som. jeg endnu den Dag i Dag kan se ganske tydeligt og klart for mine Øjne. De kendte mig allesammen, og den gamle, som var i et Perlehumør, forlangte straks et Krus Ale og en Pibe til mig, og saa var der en, der kunde gnide paa en Violin, og saa var der en, som kunde synge en Vise, og saa gav Lodsen Grog rundt, og vi var alle komne i en meget hyggelig og selskabelig Stemning, da gamle Dickson, Værtshusholderen, skubbede sin tykke Figur gennem Døren, og vinkede ad min Skipper, at han skulde komme ud i Skænkestuen. Nu skulde jeg netop udenfor i et andet Ærinde, og et Øjeblik efter rejste jeg mig fra Bordet, og gik gennem Køkkenet ud i Gaarden. Paa Tilbagevejen fik jeg dog Lyst til at se efter, hvad der var blevet af den gamle, og jeg gik da ind i Skænkestuen, som nu næsten var tom. Dér stod min 31
gamle henne i en Krog og talte dæmpet med en høj, aldrende Gentleman, som sendte mig et meget bestemt Blik, da han saa', at jeg lagde Mærke til dem. Jeg tænkte ved mig selv, at han ikke behøvede at se saa hovent ned paa en ærlig Sømand, der ikke havde til Hensigt at udspionere Folk, men som maaske nok havde Interesse af at se, hvorledes hans Skipper klarede for sig med et saadant Kvantum Spiritus inden Borde. Den gamle holdt sig imidlertid godt. Jeg syntes nok, at han krummede Ryggen vel meget, men det var maaske en fin Herre, eller i det mindste en rig Herre, der vilde give ham en god Fragt, og saa kunde han jo gærne dukke sig lidt. Naa, nok er det, jeg gik da ind igen til de andre, og ikke længe efter kom den gamle tilbage til os, og først saa' han lidt alvorlig ud, men saa talte han om en brillant Fragt, og saa gjorde han et Greb i Lommen og tog en Nævfuld Sovereigns op, og af dem smed han adskillige paa Bordet og raabte, at Dickson skulde bringe saa mange Drikkevarer ind, som behøvedes til at sætte Dækket under Vand. Og det fik vi ogsaa, og jeg skal love for, at vi alle Mand kom om Bord i synkefærdig Tilstand. Næste Fofmiddag lettede Taagen, og vi med. Den gamle var gnaven og ordknap, som han altid plejede at være oven paa en rigtig Dravat af den Slags. Jeg talte derfor slet ikke til ham om Fragten, han havde faaet, førend vi holdt ind efter mod Hartlepool, hvor vi den Gang skulde losse. Han saa' paa mig, som om han vilde æde mig, og bad mig passe mig selv og Skibet og for Resten sørge for, at vi saa snart som muligt fik Ladningen ud og kom til Søs igen. Jeg holdt altsaa min Mund; vi korn i Havn, indklarerede, lossede og udklarerede i største Hast, men til Fragten fik vi hverken noget at høre eller se. Vi stod da til Søs igen med Skuden balastet; højt laa vi paa Vandet og smaa Sejl kunde vi kun føre. Det blæste stift, og Vinden var ret ind paa Landet. Jeg spurgte den gamle om Kursen. "Sæt den efter Lowestoft," brummede han, og gik neden under. Jeg havde aldrig set ham saa gnaven saa længe efter en Svir; men det forstaar sig, det havde ogsaa været en Ekstra-Tørn, den sidste. Saa holdt vi da efter Lowestoft; hun dansede og nejede i Søerne, og det var strenge Vagter, vi havde; navnlig var Hundevagten og Dagvagten slemme, og jeg tør sige, at der ikke var en Planke og ikke en Trevl Tøj om Bord, som var tør om Morgenen, da vi stod ind efter Land for klosrebede Merssejl og Stagfok. Jeg tænkte, at vi skulde holde lige ind mod Pieren, men den gamle kommanderede: "Ned med Roret," og nu laa vi hele Dagen ude paa den aabne Red og laverede frem og tilbage i den svære Sø; Folkene bandede, den gamle surmulede, og jeg tænkte paa den gode Fragt, og først ud paa Eftermiddagen, da Vejret havde helmet saa meget, at vi kunde stikke et Reb ud, fik vi Ordre til atter at holde ind efter. Den Sejlads stod imidlertid ikke 32
længe paa; vi drejede igen under, den gamle beordrede Jollen sat i Søen, tog fire af de dygtigste Folk med sig i Baaden, og roede i Land, idet han gav mig Ordre til at lade Ankeret falde, hvis Strømmen satte Skuden for stærkt ned efter. "Hold skarpt Udkig efter os, naar vi kommer tilbage, Johnny!" raabte han til mig, da han satte af, "jeg bringer Fragten med om Bord." Fragten med om Bord! tænkte jeg, da jeg saa' Baaden danse som en Æggeskal af Sted paa Søerne. Det maa være en underlig Slags Fragt, som kan betale sig saa godt, og som man dog kan føre om Bord i en Skibsjolle! Jeg troede halvvejs, at den gamle endnu var svirende, men saa faldt der mig noget ind om en Pengeforsending i Sølv eller Guld, eller maaske Papirer, - men det opgav jeg igen, fordi jeg ikke kunde se nogen rimelig Grund til at sende saadant noget ad den usikre Søvej, - og saa slog jeg alle Tanker herpaa af Hovedet og beskæftigede mig kun med Skibet, som jeg holdt gaaende frem og tilbage med smaa Slag, da jeg nødig vilde gaa til Ankers, medens Vind og Sø satte saa voldsomt paa Land. Lidt efter lidt faldt Skumringen paa, og jeg begyndte saa smaat at bande den gamles Sendrægtighed, medens jeg stod i det læ Fokkevant og kiggede ind mod Byen, hvor Lygterne allerede begyndte at tændes. Det var dog ingen Spøg at ro ud ved Aftentider med en aaben Baad, som maaske oven i Købet var dybt lastet, mod saadan en Sø. Heldigvis var vi næsten den eneste Sejler paa Reden for Øjeblikket, og Baaden kunde da styre efter vore Lanterner; men hvis der nu kom Tykning paa, eller hvis det blæste op igen, som det truede stærkt med, hvad vilde der saa hænde? Naa, til syvende og sidst fik jeg da Øje paa Jollen. Jeg maa tilstaa, at Folkene arbejdede flinkt. Den løb op imod Søerne ligesom en Kat ad et Tag, og saa rutschede den ned og kom op igen, som om den var af Papir. Jeg anstrængte mine Øjne for at se, om der var noget i den, men det var allerede for mørkt til at kunne skelne noget bestemt. Ikke desto mindre syntes jeg, at den laa lige saa let paa Vandet, som da den gik ind. Saa kom den da endelig paa Siden af os. Den gamle prajede, og jeg svarede: All right. "Er Lossegrejerne klar?" raabte han op til mig, "saa fir Korntønden herned; vi har en skrøbelig Vare i Baaden, som vi ikke kan lange op." Jeg gjorde, som han sagde. Vi slog et Stik om den Tønde, vi plejede at losse Korn med, læmpede Gaflen til Skonnertsejlet ned i Læ, og ud gik Tønden og kom op igen over Rælingen, hvor jeg greb den og bragte den til Dæks. En af Folkene korn i det samme med en Lanterne, og da Lyset fra denne faldt paa Tønden, opdagede jeg en ung Lady's dødblege Ansigt, omviklet med Shawler og Tørklæder. Det gjorde et underligt Indtryk paa mig, saaledes pludselig her ude paa den vilde Sø at finde en fin lille Jomfru stoppet i en Korntønde, og bragt om Bord i en Baad, som maatte 33
være halv fuld af Vand efter den Tur, den havde gjort. Den smukke Lady var besvimet, det var tydeligt nok at se, og for saa vidt kunde jeg jo gerne have taget hende ud af hendes Fængsel, uden at hun kunde blive generet over, at en Sømands barkede Hænder havde berørt hende; men jeg var nu en Gang bleven saa underlig stemt over denne uventede Fragt, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulde eller turde gøre. Jollen var imidlertid bleven bragt op under Hækken, og den gamle kom hen til mig. "Se, det er Fragten, Johnny; stuv den nu væk neden under; vi maa se at naa London saa hurtigt som muligt, og jeg er bange for, at vi faar en ond Nat." Jeg løftede vor unge Passager forsigtig op med alt hendes Tøj, baade Shawler og Kaaber og hvad alt det nu hedder, og bar hende neden under i "Noahs Ark", som jeg fandt i fuldstændig Orden, akkurat som jeg havde forladt den om Aftenen i Lowestoft, da jeg fik en Forudfølelse af, at den snart vilde komme i Brug. Jeg spillede Kammerpige, saa godt jeg formaaede; jeg tændte Hængelampen i Loftet, gjorde Ild paa i Kaminen, og tog saa det vaade Overtøj af den unge Dame, som jeg havde lagt i Standkøjen, og som endnu var fuldstændig bevidstløs. Ved Lampens Skin kunde jeg ret se, hvor smuk hun var; men jeg vil kun daarligt kunne forklare det. Det gjorde mig saa inderlig ondt, at saadan et fint og skrøbeligt Væsen skulde være om Bord hos os i saa daarligt Vejr og uden nogen kvindelig Oppasning. Jeg kunde slet ikke faa i mit Hoved, at hun netop i denne stormfulde Aftenstund skulde sendes ud paa Reden, for at gaa Søvejen til London, da hun jo dog langt nemmere kunde være naaet dertil i en Vogn, men saa - just som jeg vilde skille hende af med det sidste Stykke Overtøj, opdagede jeg noget, hvorved jeg straks begyndte at ane Sagens Sammenhæng. Den unge, blege Lady, som laa paa Standkøjen i "Noahs Ark", som var klædt paa som en Prinsesse, og som efter min Beregning knap kunde være fyldt sit attende Aar, var højt frugtsommelig. Jeg gik tilbage helt hen imod Døren, og ønskede i mit inderste Hjærte, at hun ikke maatte vaagne op, medens jeg var her nede, og dog forekom det mig igen, at det var Synd at gaa bort fra hende; for hvorledes skulde hun finde ud af, hvor hun var, og hvorledes vilde hun i det hele taget være til Mode, naar hun vaagnede op i denne Æske, saa langt borte fra Hjemmet og fra, - Gud véd fra hvem. I det samme blev jeg prajet oppe fra Dækket ved et af den gamles stærkeste Brøl. Jeg sprang op ad Trappen i en Fart; jeg kendte nok den Maade at praje paa. Bygen, som jeg havde ventet paa i den sidste Time, var nu kommen. Jeg saa' straks, at vi havde Valget mellem at drive i Land paa en Lægerval og at presse os ud i rum Sø med de Klude til, som Vinden i Grunden ikke tillod os at føre. Det kom nu an paa, om Skøder og Lig vilde holde; 34 og vi pressede paa. Du Altforbarmende, hvor det blæste! Vi fik Bramraaen til Dæks, netop som Storstangen gik over Bord; det læmpede lidt; men alligevel slæbte vi den læ Nok paa Fokkeraaen under Vand. Hver Gang Rælingen blev tvungen under, og Vandet brød over Dækket, tænkte jeg paa den stakkels unge Lady neden under. Det var umuligt andet, end at hun maatte være vaagnet ved de svære Duvninger, og maaske havde hun endogsaa faaet Vand ned til sig. Jeg kunde imidlertid ikke forlade Dækket, førend vi havde klaret den nærmeste Pynt fra os, men lige saa snart vi var kommen om paa den anden Boug, og havde Landet et godt Stykke agter og den aabne Sø for os, gik jeg hen til Kaptajnen og spurgte ham, hvor han havde kunnet bære det over sig, at tage et stakkels Barn med sig i saadanne Omstændigheder paa en saadan Rejse. Han gjorde sig først brøsig, og svarede, at det kom ikke mig ved; Sagen var i Orden mellem Familjen og ham; den unge Miss skulde saa hurtigt som muligt til London, hvor hun skulde afleveres hos en Tante, som boede i et Hus i Grenwich nede ved Floden, og som skulde sørge for, at det hele blev holdt hemmeligt. Men jeg sagde ham igen, at det var Synd og Skam, og at han burde have nægtet at tage hende om Bord i saadan et Vejr, om saa Familjen var nederdrægtig nok til at fordre det, og om den saa havde givet ham nok saa mange Penge derfor. Og saa slog jeg paa, at hvis nu han, den gamle, selv havde haft en Datter, og hun havde gjort Dit og Dat, og Historien var faldet saadan ud, om saa han havde kunnet nænne at sende hende ud i en Storm, uden at give hende nogen Menneskesjæl med, som kunde hjælpe hende. Saa blev han mild, og saa bad han mig gaa ned og se, hvordan hun havde det, og han tilføjede, at jeg ikke behøvede at komme paa Dækket saa snart igen; han skulde nok besørge Vagten; jeg kunde bedre yde en Haandsrækning dernede, - det forstod han sig ikke paa.

Da jeg saa korn ned i Arken, var den stakkels unge Dame ganske rigtig vaagen. Hun sad paa Kanten af Køjen med Hovedet støttet i sin Haand. Den nydeligste lille Fod stak frem under Kjolen, og den Del af Armen, som kom til Syne i det vide Kjoleærme, var ligesom Sneen. Hun græd ganske sagte, og Taarerne piblede frem under den Haand, hun holdt for Øjnene. Lige idet jeg aabnede Døren, krængede Skuden voldsomt over, og det stakkels Barn vilde være styrtet ud paa Gulvet, hvis jeg ikke havde grebet hende i mine Arme. Hun slog de forgrædte, men saa søde og milde Øjne op, og saa' paa mig, og saa sagde hun blot disse Ord: "Francis, hvorfor har Du ladet mig være ene saa længe?" Og saa lænede hun sig tilbage, og knugede min Haand inden i sin. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde gøre. Jeg vilde nødig sige hende, at jeg ikke var den, hun antog mig for.

35

Hun var saa syg, hendes Puls bankede saa hurtig, og hendes Øjne vandrede ustadigt rundt omkring. Skuden slingrede, som den var besat; Luften var saa tung og kvalm der nede, og Stakkelen var saa søsyg, som jeg endnu aldrig har set nogen være det Jeg lukkede Døren op, og jeg skaffede hende koldt Vand, men lige meget hjalp det. Aa, jeg var saa trist, og man kunde have købt mit Liv for en Farthing. Ud paa Natten begyndte hun at fantasere, og i sin Vildelse sagde hun Ting, der ikke var beregnede for en fremmeds Øre, og som jeg nok skal vide at beholde hos mig selv. Saa meget kan jeg kun sige, at mine Formodninger om, hvorledes det hele hang sammen, var rigtige nok. Der var et Øjeblik, da Stormen var paa sit højeste, og da Skuden slingrede allerværst, hvor jeg frygtede for, at det skulde komme, som jeg var i en stadig Angst for, som den unge Lady fantaserede om, og hvortil hendes Moder burde have været Vidne og ikke en raa, ubehjælpsom Sømand. Men det kom Gudskelov ikke, men om Morgenen, da Kaptajnen kom ned, efter at Stormen var stillet noget af, fandt han mig sovende med mit Hoved imod Bordkanten, og i Køjen laa den unge Lady og var død. Den gamle ruskede i mig, og jeg fo'r op, og saa' først hen til Køjen, og derpaa saa' jeg Skipperen stift i Øjnene, og han blev saa bleg som den døde selv, og tumlede op paa Dækket. Jeg tog en blank Kniv, som laa i Bordskuffen, og holdt den hen foran den unge Dames Mund, men den duggede ikke. Jeg holdt min Haand paa Hjærtet og paa Pulsen, men de stod ganske stille, og saa gik jeg op paa Dækket, men først strakte jeg min Arm ud over Køjen, og svor en dyr Ed paa, at hvis nogensinde den Slyngel, som havde dette paa sin Samvittighed, kom indenfor denne Arms Længde, skulde jeg slaa ham ned som en Hund, og ikke holde op at slaa ham ned, førend han laa lige saa stiv og kold som den stakkels unge, forladte Lady i Standkøjen i "Noah's Ark".

Den brave Sømand holdt inde her. Der var ganske stille omkring Kaminen. Selv Mr. Simson, der i Begyndelsen af Fortællingen havde siddet og smaagryntet, syntes nu ved Historiens Slutning at være bleven noget rørt indenfor den svære Vestekæde. Hvad mig angaar, da saa' jeg ganske tydeligt, og med smertelig Deltagelse, den stakkels unge Lady for mig. Skibets Bevægelser, Lampens Slingren, Skoddernes Knagen og Bragen, og et enkelt dybt Suk eller en sagte Stønnen fra Kahyttens modsatte Ende flettede sig ind i min bevægede Stemning, og Indtrykket af Fortællingen blev saa levende, men tillige af en saa trykkende Styrke, at jeg rejste mig fra min Stol for at søge op til Stormens befriende Susen og det salte Vands forfriskende Skumkast. Men just i det samme jeg skød Stolen til Side, faldt Mr. Simsons Glas paa Gulvet, og Mr. Simson selv, der ligesom 36 blev kvikket op ved Støjen, vendte sig mod Amerikaneren med et lakonisk: "Hvad saa?"

"Ja, hvad saa?" spurgte Mr. Smuggins med et ganske særegent Tryk paa Spørgsmaalet, der røbede mere Interesse eller Nysgerrighed, end jeg hidtil havde tiltænkt ham.

"Nuvel da," vedblev Fortælleren; "Slutningen af Historien er snart fortalt. Den gamle undgik mig saa meget som muligt, da jeg igen kom op paa Dækket, og saa snart vi fik Themsmundingen i Sigte, gik han neden under i sin egen Kahyt. Da jeg vidste, hvad han vilde foretage sig der, og da jeg kunde beregne, at det ikke vilde vare længe, inden jeg slet ingen Besked kunde faa ud af ham, fulgte jeg bagefter. Han havde lukket Døren, men jeg forlangte bestemt, at han skulde lukke op, og saa lukkede han ogsaa op. Naturligvis sad han med Flasken foran sig, men jeg lod, som om jeg hverken saa' den eller det Glas, han skubbede over til mig. Jeg sagde ham kort og godt, at han for min Skyld gerne kunde drikke sig fuld, men han skulde blot først give mig bestemte Oplysninger om, hvor det var, at den ulykkelige unge Dame skulde være bragt i Land; jeg vilde da besørge det altsammen, naar Mørket faldt paa. Jeg slog maaske tillige lidt i Bordet og sagde ham et Par smaa Ubehageligheder, men saa rykkede han ogsaa ud med Sproget, og da jeg havde faaet al Ting at vide, gik jeg op igen og lod ham sidde og tylle sig. Saa løb vi op til Gravesend med Floden, og gik til Ankers dér. Og da Mørkningen faldt paa, lod jeg os slæbe videre op efter mod Grenwich, indtil jeg omtrent kunde beregne, at vi maatte være udenfor det omtalte Hus. Dér lod jeg atter Ankeret gaa i Bund og fik Jollen i Vandet, og saa gik jeg ned i "Noah's Ark", og jeg vil være en evig, om ikke det vaade stod mig i Øjnene, og mit Hjærte trak sig sammen som et Givtov, da jeg svøbte den døde ind i alt hendes Tøj og bar hende oven paa. Tørklædet, som havde været bundet om Hovedet, trak jeg næsten helt ned for Ansigtet, og til Folkene nede i Jollen sagde jeg, at den unge Miss var meget syg og slet ikke kunde støtte paa Benene. Det var de samme, som havde hentet hende i Lowestoft; de havde set, hvor daarlig hun havde været, da den gamle havde fulgt hende ned til Baaden fra Vognen, som havde holdt ude paa Pieren, og de vidste ogsaa, i hvor slet en Forfatning Stakkelen var kommen om Bord. De tog meget varsomt og forsigtigt imod hende, da jeg løftede hende ud over Rælingen; jeg var i en Fart nede hos hende og holdt hende i min Arm, og jeg hørte en af Folkene sige halvhøjt, for at trøste hende, at naar Ladyen kom i Land, saa blev det snart bedre. Medens vi roede ind, kom jeg til at tænke paa noget, som den stakkels Pige havde sagt mig. Hun forvekslede mig jo stadig med denne Francis, og blandt andet havde hun spurgt mig, hvor det kunde 37
være, at jeg var hos hende paa Skibet, da hun jo dog havde faaet sendt Bud til mig, førend hun kørte al Sted, at jeg skulde møde hende hos Tanten i Grenwich. Jeg tænkte da ved mig selv, at jeg skulde holde skarpt Udkig efter Fyren, naar jeg kom hen til Huset; det var jo dog muligt, at han var der og gik og snusede omkring. Jeg kunde godt tænke mig, at det var saadan en adelig Pjalt, som havde Mod nok til at forføre en Pige uden at ville gifte sig med hende, men som dog manglede Mod til at afslaa at ville møde hende endnu en Gang, og maaske den sidste. Naa, vi roede som sagt ind til det omtalte Hus. Det laa ganske for sig selv med en lille Have udenfor, der gik ned til Vandet. Der brændte et Lys i det Vindu, der var nærmest Døren. Saaledes skulde det være efter Beskrivelsen. Jeg sprang i Land med "Kaptajnens Fragt" paa Armen, og spejdede rundt omkring til alle Sider; men der var ingen Person hverken at høre eller se. Saa gik jeg da med min Byrde op imod Huset, bankede et stort og to smaa Slag paa Døren, men førend den blev aabnet, hørte jeg, at der indenfra blev hvisket: "Er det Sir Francis?" Nej, svarede jeg, og tænkte ved mig selv, at Tjenestepigen vel allerede var bestukket. Døren gik op, og der stod ganske rigtig en net lille Stuepige, som gav det uundgaaelige: "Ih, Du min Gud og Skaber!" fra sig, da hun saa' en fremmed Mandsperson med den ventede Dame paa Armen. Jeg spurgte efter Mrs. den og den, og forklarede, at jeg aldeles nødvendigt maatte bære min Passager ind i Stuen, da hun var fuldstændig besvimet. Den lille Taske fik nu travlt og vimsede i Forvejen, og lukkede en Dør op til en stor Stue, hvor der brændte en Lampe med Skærm over paa et lille Bord. Ved Bordet sad en gammel Dame med Briller for Øjnene, og læste i en svær tyk Bog, som jeg nok tør bande paa var en Bibel. Lige saa snart jeg kom ind, satte jeg min Byrde fra mig i en Lænestol, og jeg kan endnu huske, hvor underligt det var for mig at se, hvorledes Byrden sank helt forover med Hovedet ned paa Brystet, saa at jeg i en Fart maatte snappe en Flig af Kaaben, og holde fast i den. Damen ved Bordet skød Bogen til Side, lettede op i Lampeskærmen, saa at jeg rigtig kunde se et gammelt, arrigt Ansigt, hvor Huden lignede Saalelæder og sad i Folder ligesom paa en Bavian. Hun smækkede sit Næb op som en Papegøje, og begyndte saa omtrent paa denne Maade: "Ja, Du Skændselens og Vanartighedens Barn, Du maa vel dukke dit Hoved og slaa dit utugtige Blik ned." Men langt kom hun ikke paa denne Boug. Jeg stillede mig hurtig mellem Lænestolen og Bordet, og sagde saa til hende: "Mistress -, jeg bringer Dem herved Deres Broderdatter. Hvis den stakkels unge Miss skal dømmes af nogen, saa overlad De Vorherre det; for hun har allerede strøget sit Flag i denne Verden: og det skete i Nat om Bord hos mig, i en Storm paa 38 Nordsøen; - og her har De Skibets Navn og Skipperens Adresse. Godnat !" Og derpaa lagde jeg Adressen paa Bordet, og gik øjeblikkelig ud af Stuen og ud af Huset, og jeg har aldrig været der siden. Da jeg gik tilbage gennem Haven, saa' jeg endnu en Gang efter, om jeg ikke kunde faa Øje paa Springfyren, men der var heller ikke denne Gang nogen at se, og vente paa ham vilde jeg ikke, da jeg ikke turde lade Skibet ligge midt ude paa Floden, med en døddrukken Skipper i Kahytten og for Resten overladt til Folkenes og Flodrøvernes Forgodtbefindende. Saa sprang jeg da i Baaden igen, og vi roede tilbage ud imod Skibet. Jeg kan godt huske, at jeg var rigtig tung og trykket i mit Sind af alt dette, og derfor var det ogsaa, at vi den samme Aften fik løbet Siden ind i Jollen. Det var nemlig blevet svært mørkt, da vi roede tilbage; jeg blev gnaven og fortrædelig, da jeg ikke hurtig nok kunde finde Skibets Lanterner, og jeg raabte til Folkene, at de skulde ro væk af alle Kræfter, i Stedet for at de naturligvis i Mørket burde have roet meget smaat. Lige med et faar vi da Stævnen af en Baad, som ogsaa roede rask til, ind i vor bagbords Boug, og hvordan det nu gik eller ikke: den fremmede Jolle var den stærkeste, og vi sprang læk. Jeg vendte mig om for at skælde ud, men det fremmede Fartøj var allerede et Stykke agter ude. Saa vidt jeg kunde skønne, var det en Færgebaad, og foruden Færgefolkene syntes jeg, at jeg saa' endnu en Skikkelse i Baaden. Jeg tænkte i det samme paa "Sir Francis", men - der var intet at gøre; vi var dygtig læk, og kunde knap bjærge os ind til det nærmeste Skib. Da vi atter med Hjælp herfra kom om Bord i vor egen Skude, stod jeg længe ene paa Dækket, og knyttede Næven ud imod den store By, som laa der ude i Natten, og jeg tænkte ved mig selv: Lad nu Englænderne være det helligste Folk paa Jorden, og lad Præsterne hos dem prædike som ingen andre Steder; - det hele er dog alligevel som et raaddent Æg. Saa længe man lader det være helt, saa er alt godt; men piller man blot et lille Hul et Steds, saa lugter det forbandet ilde! Ikke sandt, Mr. Smuggins?"

Det blev imidlertid ikke Mr. Smuggins, men Mr. Simson, som tog Ordet. Denne sidste Herre havde ydet Slutningen af Amerikanerens Fortælling en stedse større og større Opmærksomhed. Hans smaa sammenknebne Øjne havde i de sidste Minutter ufravendt hvilet paa Fortællerens Ansigt, derpaa havde de pludselig vendt sig ned mod hans Støvlenæser, som om hans Tanker paa dette Sted søgte et Holdepunkt for Hukommelsen; hans Fingre puttede sig dybt ind i Vestegabet paa hver Side af hans svære Overkrop og rodede omkring der inde, som om de vilde udgrave en eller anden forgemt og glemt Genstand, og Fortælleren havde akkurat holdt inde, da Mr. Simson strakte sin højre Arm frem foran sig, trak den tilbage med 39 en Bevægelse som ved et raskt Aaretag, og udbrød: "Det var som Fanden! Ja nu husker jeg det." Vi saa' alle tre spørgende paa ham, og efter at have glattet lidt paa Haartjavserne, og taget en ordentlig Slurk af det Glas, han havde faaet i Erstatning for det sidstes Forlis, forklarede han sit Udraab paa følgende Maade.

"Ser De, mine gode Herrer, baade De, Mr. Smuggins, og de to fremmede Gentlemen! førend jeg fik Forretningen der ude i Limhouse; - ja længe før den Tid, for det er nu endda ikke saa længe siden, - havde jeg en Baad paa Floden. Ja, hvad, Herregud! Noget skal man jo dog begynde med, og jeg begyndte som sculler*). Jeg var først der nede ved Tower Hill og ved Hermitage Steps, men saa kom jeg en Gang i Klammeri med en af Flodpolitiet, der beskyldte mig for at have taget en Mand op, som en smuk Aftenstund faldt ud fra Londonbridge. Det hed sig, at Manden var bleven kastet ud; og saa mente de, at hans Ur og en Tegnebog var bleven væk i Baaden hos mig. Men nu kan de gode Herrer da nok indse, at man ikke saadan gaar hen og varper en Mand ud fra Broen, uden at man i Forvejen letter ham for de Smaating, som han har paa sig. Altsaa kunde der jo ingen Mening være i, at jeg skulde have taget de Bagateller til mig. Det var ikke saa vel, havde jeg nær sagt En stakkels Færgemand gør sig mange Gange Ulejlighed ved at fiske Ting op af Floden, som slet ikke har nogen Værdi, men som bare bringer ham Fortræd og Ubehageligheder. Men nok sagt; da denne Bobby ikke kunde bevise noget om mig, saa lod de mig gaa. Men da jeg dog syntes, at han skulde have lidt for sin Ulejlighed, saa gav jeg ham et lille Knubs den samme Aften, da jeg gik forbi ham i Mørke nede ved Dokkerne. Han kunde ikke se, hvem det var, og jeg fortalte det ikke til nogen, men de havde dog saadan deres Mening om den Sag, og saa blev jeg chikaneret og drillet af det Rak, indtil jeg af mig selv trak længer ned ad Floden. Paa den Maade var jeg endelig kommen ned til Blackwall, og havde taget Station ved den gamle Pier der, og den Aften, jeg vil tale om, havde jeg just hentet mit Net og min Skraber, og vilde gøre klar til at gaa op mod Broen for muligvis at bjærge et og andet, da jeg blev prajet oppe fra Pieren. Det var allerede for mørkt til at skelne noget bestemt; men jeg kunde dog se, at der stod nogen der oppe, og paa Stemmen kunde jeg høre, at det var en Gentleman - Haløj! raabte jeg. - Er det en sculler? spurgte han der oppe. - Javel, svarede jeg. Kanske Herren vil over Vandet? - Jeg skal til Grenwich saa hurtigt som muligt. De faar en Sovereign. Skynd Dem blot! - Han var allerede halvt nede af Trinene og sprang i Baaden. Det hjalp ikke, at jeg fortalte ham, at han lige saa godt kunde give sig Tid. Om et lille Kvarter kæntrede Strømmen, og * 40
før kunde det ikke nytte. Han hørte næsten slet ikke paa mig, men sagde bare, at jeg kunde tage en Mand til; han skulde nok betale ham. Naa, tænkte jeg; naar Du endelig vil have den Rotur, saa vær saa god! Og saa prajede jeg min gamle Kammerat Jim Billinggate til at tage med. Nettet og Skraberen lagde vi forude, og saa satte vi os paa Tofterne, og stemmede Fødderne mod Spændholdterne, og saa skar hun jo ud i Strømmen. Jeg kan huske, at vi kom lige under en stor Muddermaskine, som arbejdede ved Lanterner og Begkranse, og ved Lyset af dem saa' jeg, at den Gentleman, vi roede for, var en ung Fyr med lidt Dun under Næsen, og med Ridestøvler paa Benene. Han saa' bleg ud som alle af den Slags; han var helt tilstænket med Snavs fra Sporerne og langt op ad Frakken, og hver Gang Jim eller jeg saa' hen paa ham, drejede han Ryggen til os, eller lod Hovedet falde forover som en kinesisk Dukke paa en Kommode. Det var dog en underlig Svend, tænkte jeg ved mig selv, og saa forsøgte jeg paa at tale til ham; men dér kom jeg ikke langt, for han svarede kun med Ja og Nej, og til sidst tav han bomstille. Jeg tænkte imidlertid paa den akkorderede Sovereign, og da jeg ikke kunde faa nogen Passiar i Gang, morede jeg mig, som jeg saa ofte har gjort, med at vurdere Fyren, som han dér sad. Jeg kan nu ikke længer huske, hvor højt jeg anslog ham, men jeg tror dog nok, at jeg ikke regnede ham blandt de laveste. Mørkt var det, og efterhaanden som vi fik Vandet med os, gjorde vi en svær Fart, saa at jeg tidt var ængstelig for, at vi skulde komme noget til. Men det gik dog godt, lige til vi kom ud for Hospitalet; saa var det, vi løb Siden ind i Jollen, som denne Gentleman her har fortalt, og da jeg vilde holde af for at se, om den fremmede Baad ikke havde taget nogen Skade, stampede den unge Fyr i Bundbrædderne, og raabte, at vi bare skulde ro væk. Naa, da vi ikke blev prajet fra Baaden, og ikke hørte noget videre Spektakel, roede vi væk, og kom snart ind under Land. Fyren lod os nu ro langsomt videre, idet han nøjagtigt undersøgte hvert Hus langs med Bredden. Da han formodentlig ikke stolede paa sine egne Glugger, spurgte han mig, om jeg ikke kunde finde et Sted, der laa ganske for sig selv, med en lille Have, som gik ned til Vandet. Det var jo nok mørkt, men nogen Lysning var der dog altid i Luften, og mine Øjne var vante til at se om Aftenen paa Floden, saa at jeg sagtens kunde hjælpe ham deri. De fleste Huse laa Side om Side; nogle enkelte laa nok for sig selv, men enten var der ingen Have til, eller ogsaa var Haven bagved, og paa den Maade fandt vi da til sidst det Hus, som han søgte. Da jeg bed nøje Mærke i det, fordi jeg tænkte, at det altid kunde være morsomt for en anden Gangs Skyld at kende lidt til det Sted, hvor en saadan Fyr vilde hen paa en saadan luskende Maade, kan jeg endnu godt erindre, hvad den fremmede 41
Gentleman her fortalte, at hele Huset var mørkt, undtagen Vinduet nærmest ved Døren, hvor der brændte et enkelt Lys i en Stage. Der var for Resten kommet lidt mere Liv i Fyren. Han gav mig to Pund til Deling, og desuden stak han mig et Par halve Kroner i Haanden, da Baaden skurede op mod Landgangsbroen, og saa sprang han i Land, og gik op gennem Haven, efter at han først havde beordret os til foreløbig at vente paa ham; han vilde maaske gaa med tilbage, og i ethvert Tilfælde vilde han sige os Besked. Jeg havde svært Mod paa at tjene nok en Sovereign den samme Aften, og det havde Jim naturligvis ogsaa; og jeg kan godt huske, at vi tændte vore Piber, og sad og smaasnakkede om, at vi gerne vilde vente paa ham, om det saa skulde være til Daggry; og jeg tror, at vi netop var ved at drøfte, om der dog ikke skulde være et Skørt med i Spillet, da han lige med et kom ned ad Trappen igen, og vinkede ad os. Jeg satte Aaren i Bunden, og bragte Baaden ind, saa tog han min Haand, som jeg rakte ham, og sprang i Baaden. Men det Haandtryk glemmer jeg ikke, og hele hans Opførsel i Baaden har jeg heller ikke glemt. Han rystede som et Espeløv, og faldt ned paa Toften ligesom en Sæk; og saa nikkede han paa saadan en underlig forstyrret Maade med Hovedet, og da jeg nu nok kunde tænke, at han havde faaet en eller anden Overhaling af den Slags, som man ikke taaler altfor mange af, saa gav jeg bare Jim et Vink om at tage fat paa Aaren, og saa roede vi ud i Strømmen igen; for jeg mente, at naar han havde siddet og sundet sig lidt, saa vilde han nok give os Besked om, hvor han vilde hen. Men vi roede og roede, og det blev snarere værre med Fyren. Han vred sine Hænder, saa at det knagede i Leddene; ikke et Ord kom der fra ham, som kunde give mig nogen Idé om, hvad der var i Vejen; men hans Ansigt var fælt at se paa, og lige paa en Gang, uden at det var muligt at stoppe ham, sprang han op paa Toften, gav et Skrig fra sig, og smed sig over Bord. Jim og jeg skoddede øjeblikkeligt Aarerne, og roede bak. Strømmen førte os den Gang lige ned paa et stort Fuldskib, en af Ostindiefarerne, som var halet ud fra Dokken og rimeligvis skulde lette om Morgenen. Den havde Baade og Pramme paa Siden, og Folkene ladede ved Lanterner. Jeg raabte straks ned til dem, og varskoede dem for en Mand over Bord, og saa roede vi til; og ligesom jeg skulde til at se mig for, fik jeg Øje paa noget sort, der kom op, just hvor en af Lanternerne skinnede i Vandet. Vi kom ned med Fart, og da det sorte laa og kæmpede, fik jeg Tid nok til at gøre mit Net klart paa Skraberen; og netop som vi passerede, hev jeg ud, og trak til, og vi havde Fyren. Saa kom der nogle af Skibets Baade til, og vi fik bragt ham om Bord, og da Stewarden saa', at det var en Gentleman, anviste han øjeblikkelig en Køje neden under, hvor vi kunde bære ham ned; og saa begyndte 42 der straks flere Folk at gnide og rulle ham; og vi saa' da ogsaa, at der kom Liv i ham. Saa gav Kaptajnen os en Dusør, og spurgte os lidt ud. Jeg sagde naturligvis kun, hvad jeg vilde; det andet ragede jo ikke Kaptajnen, - og da vi havde faaet vor Dusør, og en Skaal varm The oven i Købet, saa stak vi af igen, og lod Passageren blive om Bord paa Skibet. Hvad der saa forøvrig er blevet af ham, det maa Fanden vide; men som De ser, Gentlemen, saa er det dog et underligt Træf, at det saadan akkurat skulde være mig, som den Aften løb Siden ind i Jollen, og at det akkurat skulde være mig, som bragte Fyren hen til det Hus med det ene Lys i Vinduet ved Døren!"

Mr, Simson rejste sig op, og med nogen Vanskelighed for at finde Fodfæste slingrede han frem og tilbage i uregelmæssige Kredse omkring Kaminen. Skibet arbejdede nu saa voldsomt i Søen, at vi havde ondt ved at holde os selv fast paa Stolene, og Stolene fast ved Gulvet, og Mr. Smuggins syntes at gøre Mine til at ville forlade Kredsen, for at søge sig en roligere Ankerplads, da Mr. Simson i det samme afbrød sine Svingninger og betragtede Missionæren med et stift, prøvende Blik, der var saa vedholdende, at den hellige Mand fandt sig foranlediget til i en lidet hellig Tone at spørge, hvad Pokker han saa' paa. "Ja, syntes jeg det ikke nok," vedblev den forhenværende Flodmand. "Naar man saadan først begynder at rode rigtig op i Kramkisten, falder der altid flere bekendte ud paa en Gang. Jeg tør vædde med Dem, om hvad det skal være, Mr. Smuggins, at jeg saa' Deres Ansigt om Bord paa Skibet den Aften, og at De var iblandt dem, der tumlede med Fyren, som jeg fik trukket op af Floden."

Mr. Smuggins saa' lidt betuttet ud ved denne Tiltale. Han mumlede først nogle utydelige Ord om Misforstaaelse og Folks Paatrængenhed, men da han øjensynlig var bleven taget med Storm, og ikke i en Fart kunde klare for sig paa anden Maade, bøjede han sit Hoved med en værdig, ydmyg Mine, der stod i en komisk Modsætning til de Bevægelser, han maatte gøre med Benene, for at kunne balancere paa Stolen, og begyndte i en snøvlende Tone:

"Herren er stærk i de svage; og hans Naade var ogsaa den Gang over min Gerning, og han hjalp og understøttede mig, saaledes at jeg ikke blot frelste Legemet i hin Synder, men ogsaa udrev hans Aand af Djævlens Kløer. Thi dybt var hint Menneske faldet, men Oprejsningen fuldbyrdedes ogsaa, paa det at det maatte vise sig, at hvo som omvender sig og kommer til Herrens Vingaard, om det og er i den ellevte Time, hans Løn er lige saa stor og hans Fortjeneste lige saa vis som dens, der tidlig paa Dagen tages ind til Herrens Arbejde. Hint Menneske blev om Bord hos os, og gik med mig og mine andre Brødre i Kristo til Kapstaden, der blev han en Nybygger, nidkær i Herren; en ædel Vin efter at have været et Forkrænkelighedens 43 Kar. Men ak, Djævlen er snild, og lægger lumskeligen sine Snarer. Dette Menneske, som jeg troede frelst for bestandig, blev efter nogen Tids Forløb løs og vaklende, og endelig vendte han tilbage til det store Sodoma, og førte et Liv i Synd og Vanhelligelse. Og i Sodoma, og blandt Sodomiternes Mænd og Kvinder, fandt jeg ham nu igen, og...."

"Stop!" skreg Amerikaneren, og sprang op. "Nu har jeg ham! Jeg er vis i min Sag. De ser saa ængstelig hen til den Mand, Mr. Smuggins ; det har De gjort mere end én Gang i Aften, og hvad enten De nu mener at kunne omvende ham igen og redde ham for Deres Hjord eller for Deres Jernbane, saa kan jeg sige Dem, at jeg først vil have et Tag i ham, og det et godt. Jeg har svoret derpaa; og nu skal De se." - Amerikaneren fo'r hen over det gyngende Gulv. Missionæren bagefter, men ikke slet saa hurtigt. Min brave Ven sprang hen til Divanen, hvor Tæpperne i en Fart blev kastet til Side, og en bleg, mager Skikkelse rejste sig i Vejret. De allarmerede Opvartere viste sig fra alle Sider, og Mr. Simson og jeg saa' højst forbavsede til. "Sir Francis!" raabte Amerikaneren. "Husker De ...?" - og han bøjede sig truende hen imod ham. Skikkelsen havde forladt Divanen, og stod vaklende foran den svære Sømand. Jeg saa' dennes Arm krumme sig i Luften, rede til Slag, men før Slaget faldt, hævede Gulvet sig pludseligt og foruroligende ved den ene Side; vi styrtede alle omkuld mellem hverandre; Skylightet blev slaaet ind, og Glasskaar og det klare Søvand styrtede ned til os. Lamperne slukkedes ; Hvin og Skrig hørtes fra de smaa Aflukker; Døre fløj larmende op eller sloges dundrende i, og da de forskrækkede Stewarder atter fik gjort klart Skib og tændt Lys efter den voldsomme Overhaling, laa den blege Skikkelse, endnu blegere end før, blødende og bevidstløs, med et gabende Saar i Tindingen, ved Foden af en blankpoleret Konsol, hvis fremspringende, skarpe Kant havde forekommet min Ven Amerikanerens hævnende Arm.

FRA FYRTAARNET

"Det blæste en Storm udi salten Hav,
Hu, ha, hive langsomt ind;
Det blæste en Storm udi salten . . . ."

Mere af Visen havde jeg aldrig hørt, og mere fik jeg aldrig at høre. Hver Gang den gamle Sømand var kommen saa vidt, holdt han pludselig inde, ikke saa meget som om han ikke kunde huske videre, men snarere som om der knyttede sig et eller andet 44 ubehageligt ved det "salten", en eller anden bedrøvelig Begivenhed, som han ikke skøttede om at opfriske igen. For Resten begyndte han regelmæssig paa dette rudimentære Poem, hver Gang det var stærk Taage, hver Gang hans Tænder gjorde ondt, eller hver Gang han havde slaaet sit Pibehoved i Stykker. At der nok kunde være en Forbindelse mellem denne monotone, klagende Melodi og disse tre hver for sig ubehagelige Onder, kunde jeg vel forstaa, men spurgte jeg ham, hvorfor han sang saaledes, idet jeg samtidig tilføjede: Er Piben itu igen? eller: Det er nok stærk Taage i Aften? svarede han kun med at bekræfte min Antagelse, idet han satte saavel Piben som Taagen i Femininum: Ja, hun er itu igen! eller: Ja, hun er tyk i Aften! Paa en videre Besvarelse af Pointen i Spørgsmaalet indlod han sig derimod aldrig.

Det var i Reglen om Aftenen, efter at Fyret var tændt, at jeg besøgte den gamle Sømand. Fyrtaarnet selv stod udsat for Vejr og Vind paa den nøgne Klippeflade; Skyerne og Maagerne strøg om Kap hen over det, og Vinden fo'r med en melankolsk Fløjten forbi dets Ruder. Rundt om til alle Sider den grænseløse Horisont. Himlen med dens Stjerner foroven, og for Resten den haarde Klippe, der vædedes af Regnens, stundom ogsaa af Saltvandsskummets Taarer! Her røgtede min Vært sin ensformige Dont, pudsede Lamperne, læste i de gamle, forslidte Bøger, (stadig de samme: Campes Robinson, et engelsk Testamente, Gulliver og sidste Del af en titelløs Roman) og røg dertil et ubegrænset Antal Piber. Om Dagen, eller naar hans Medhjælper havde Vagt, var han derimod "nede i Huset". Dette Hus syntes ligesom dets Beboer at have trukket sig tilbage fra Kampen med Elementerne. Det var et Slags Pensionist, der var meget knapt aflagt med Hensyn til Vinduer, meget sparsomt gageret med Træer og andre Udenomsbekvemmeligheder. Beliggende i en Sænkning af Klippefladen ragede dets Tag akkurat saa meget frem over den beskærmende Granitmur, at den barske Vind kunde benytte sig af Skorstenen som et Slags Talerør, hvorigennem den med sin dybe Stemme underholdt sig med den noget tunghøre gamle og fortalte paa sin lidt hensynsløse Maade om Strandinger og andre Ulykker paa Søen.

Da jeg har forpligtet mig til strengt at overholde den gamles Anonymitet maa selvfølgelig Fyrtaarnets Inkognito ogsaa bevares. Eftersom imidlertid Østersøen er et stort Vand, hvis Skum bestænker mange Fyrtaarnes Ruder, begaar jeg næppe nogen Indiskretion ved at nævne denne samme Østersø som det Hav, hvis hule Drøn hørtes saa sælsomt den Novemberaften, da jeg imod Blæsten og Regnen stred mig op over Klipperne, paa hvis Top Fyret ligger. Vindstødene fo'r imod mig med en Kraft, som om det var stærke Hænder, der greb mig; Regnen havde løsnet Gruset og gjort Stenene glatte 45 under mine Fødder, og Mørket hindrede mig ofte i at se Stien, saa at jeg, famlende mig frem og stundom krybende paa alle fire, kun langsomt arbejdede mig op imod den venlige Ledestjerne, som trofast viste Vej paa dette mit farlige Krydstogt. En Gang imellem rev Stormen lange Flænger i Regntykningens klamme Slør, og da aabenbarede Fyrtaarnet sig i saa kolossal en Størrelse, at jeg uvilkaarlig spurgte mig selv, om jeg ikke havde fantaseret mig ind i Drømmesynerne fra "Tusind og én Nat" og nu stod foran en mægtig Aand eller Kæmpe. Stundom forsvandt Kæmpen aldeles og, hvad værre var, det lysende Øje i hans Hoved ogsaa, - da kunde jeg ikke lade være at tænke mig i deres Sted, der nu var paa Søen, og den voksende Larm af Brændingen, der tiltog, jo højere jeg kom op, gjorde kun disse Betragtninger saa meget mørkere.

Endelig naaede jeg min Vandrings Maal, krøb op ad den knagende Trappe, og stak Hovedet ind i det lille Lukaf ved Siden af selve Fyret. Der var noget vist velgørende i at se alt i den samme fredelige Orden som altid; de uhyggelige Tanker der ude fra Mørket og det barske Vejr svandt ogsaa gradevis hen, eftersom Indtrykket af Kakkelovnsvarmen og det hjærtelige: God Aften! gjorde sig gældende; jeg hængte mit Overtøj over en Stoleryg foran Ilden, tog imod den tilbudte Pibe, og strakte mig paa den Mellemting af Sofa og Seng, der meget indbydende var stillet saa umiddelbart i det glødende Kulbaals Nærhed, at Fodstykkets Fyrretræs Planker blandede deres harpiksagtige Duft med min Værts noksom bekendte Tobak. Jeg maa tilføje, at Atmosfæren var en saadan, at mine Sanser i meget kort Tid fuldstændig sløvedes for Havets, Stormens og Regnens Larm der udenfor, og jeg kun havde Øje og Øre for den gamle Sømand, der netop nu begyndte paa Brudstykket af den Vise, hvormed saa godt som enhver Samtale mellem os indlededes.

Der stod paa Bordet en gammel Olielampe, hvis Kuppel efter Ejerens Sigende "havde faaet en Læk"; denne Læk var stoppet med et Billede, der forestillede "det tremastede Skib, Montevideos Forlis" . Forliset havde imidlertid ikke ganske været i Stand til at stoppe Lækken; en smal Lysstribe skød sig hen over den gamle Sømands furede Ansigt, og tabte sig efterhaanden op ad Væggen lige overfor. Jeg vilde netop til at spørge ham, om han kendte Visen om Søren Kanne, eftersom jeg antog, at denne kunde staa i nogen Forbindelse med Indholdet af hans eget Brudstykke paa Grund af Ligheden i Begyndelsen, da mit Øje ved uvilkaarligt at følge Lysstribens Retning paa Væggen, opdagede øverst oppe ved Loftet et Miniaturportræt, der hidtil var undgaaet min Opmærksomhed. Jeg steg op paa en Stol, og idet jeg hurtig forekom en hindrende Bevægelse fra min Vært, bemægtigede jeg mig mit Fund, nærmede det til Lampen, og efter 46 at have befriet det for et tykt Lag Støv, saa' jeg en ung Dames sjældent smukke Ansigt smile mig i Møde. "Hvem er det Portræt?" var naturligvis mit første Spørgsmaal. Svaret udeblev, men en Rømmen og nogle knurrende Ytringer om en eller andens Nysgerrighed viste noksom, at Spørgsmaalet havde været af en noget generende Art. Portrætet undergik atter en Aftørring, og jeg indtoges mere og mere af det forunderlige Udtryk i de mørke Øjne, der for mig havde føjet en ny, gaadefuld Tiltrækning til det besynderlige Kammer med dets ikke mindre besynderlige Beboer. Det var et Pastelmaleri uden Ramme, men med Glas over, hvis Papirs-Indfatning havde løsnet sig paa mange Steder; det var godt udført, og jeg var straks tilbøjelig til at holde ti mod en paa, at det lignede Originalen. Og hvilken Original maatte det ikke være! Ansigtet var blegt, Øjenbrynene saa fint tegnede, - ja, hvordan maatte de ikke være i Virkeligheden! Man taler i Romaner om Øjnes melankolske Dybde, om Kinders rene Oval, om Mund, om Hage, om - ja hvad taler man ikke om! Jeg paastaar, at Skønheden ikke lader sig beskrive, den maa ses; og her stod jeg med Skønheden i min Haand, og medens Brændingens mægtige Akkorder atter lød i mine Øren, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa den af Havet opstegne Afrodite, der gemmer Havets Mysterier i sit Blik. Fra Afrodite Anadyomene bragte Idéforbindelsen mig paa et Spor, som jeg øjeblikkelig fulgte: "Dette Portræt maa være kommet fra Havet; det maa være fra en Stranding?" ytrede jeg.

"Fra Havet, fra en Stranding; ja, Gud hjælpe os." Og her sukkede den gamle, og medens han bankede sin Pibe ud og traadte paa Gløderne med sine Fødder, opstod der en Pavse, som Blæsten, Regnen og Havet tilsammen søgte at udfylde paa den mest uhyggelige Maade.

Jeg véd ikke, hvorledes det gik, men medens jeg under denne Pavse uafbrudt stirrede paa mit Fund, blev jeg greben af en saa uendelig Medfølelse med Portrætet fra det stormende Hav, med den gamle paa det øde Fyrtaarn, med alt, der paa nogen Maade stod i Forbindelse med dette Hav, og uden at vide af det, lagde jeg Billedet paa Bordet, lod min Haand falde ned paa min Værts Skulder, og bad ham, vist ikke uden Bevægelse i min Stemme, at meddele mig saa meget af dette Portræts Historie, som han selv kunde og vilde sætte mig ind i. Det var ikke blot og bar Nysgerrighed, der ledede denne min Opfordring; det følte han ogsaa nok, og jeg mærkede paa hans forlegne Rokken paa Stolen, at han lavede sig til at efterkomme min Opfordring. Jeg tog da Plads saa nær Bordet som muligt; mine Øjne fulgte stedse Billedets skønne Træk, som Lampelyset beskinnede; mine Tanker var paa Havet, og saaledes hørte jeg den ærlige Sømands simple Fortælling, som jeg her har søgt at

gengive saa naturtro som muligt.

47

"De mener maaske," begyndte han, "at denne Smule Blæst i Aften og den Musik, De hører der nede fra Skærene, har noget at betyde ; men De skulde blot være her en Nat, naar det rigtig stormer! det er da, som om Fyret rystede under ens Fødder, og Brændingen brøler ved en saadan Lejlighed, saa at min Medhjælper næppe kan raabe mig op, naar han vil sige mig noget. Havet her udenfor er favnedybt lige ind til Klipperne, og med Fralandsvind kan de største Sejlere stange med Klyverbommen paa Stenene, førend de vende og staa ud efter; men ved en Paalandsstorm slipper ingen Skude, det være den stolteste, der nogen Sinde er tømret, bort herfra, naar den først en Gang har hugget paa Skærene. Der er et Sted, som De maaske kender, og som vi kalde Kælderhalsen eller Djævlebroen; det er det Sted nede ved Søen, hvor alle de store Stene er styrtede sammen og har dannet en Slags Bro, som De vist ofte har kravlet om paa, thi det skal jo alle, der komme her. Dersom De var der nede i Aften, vilde De se, hvordan Brændingen tumler sig mellem de takkede Klipper, der skyde sig langt ud i Vandet. Det er saa noget nær det farligste Sted, hvor et Skib kan støde, og det er herom jeg vil fortælle Dem, siden De nu en Gang har spurgt mig.

Det er mange Aar siden, saa mange Aar siden, at jeg den Gang var ung. Jeg havde været med som Styrmand paa et Par af de lange Rejser, og var kommen hjem for at faa lægt et Hul i mit Hoved, som skrev sig fra et Forlis i det stille Hav. Derom kunde jeg ogsaa fortælle Dem, thi en af mine Skibskammerater, som kunde tegne, tog den Scene af, og det sidder der om Lampen, - men det vil nok ikke interessere Dem saa meget som det andet, og det er ogsaa bedre at blive paa fast Grund. For Resten tror jeg nok, at Blæsten tager til i Aften; lad os stoppe os en ny Pibe, saa kan De imidlertid høre efter, hvordan det tuder udenfor, og hvordan Søen bryder, for bedre at sætte Dem ind i, hvordan det var den Aften, da den engelske Brig kom i Land her. Ser De, det var en Novemberaften i Slutningen af Maaneden med Regn og Tykning og en rigtig Nordveststorm. Jeg havde taget Vagten for min gamle, der den Gang passede Fyret, og som netop var gaaet ned til Byen for at købe et og andet. Min yngre Broder var gaaet til Køjs nede i Huset, og jeg sad her alene og snittede paa en Blok og plejede mit Hoved med kolde Omslag. Lidt svag og mat var jeg endnu, men jeg tænkte for Resten nok, at jeg snart vilde komme mig, og saa vilde jeg tage den første, den bedste Hyre for ikke længer at ligge den gamle til Byrde.

Klokken kunde vel være hen imod de ni, da jeg aabnede Døren for at gaa ned og hente noget Tobak i Huset. Idet jeg stak Hovedet udenfor, mærkede jeg allerede, hvor stygt Vinden var taget til, og jeg tænkte netop ved mig selv, at de Sejlere, der muligvis var i 48 Farvandet udenfor, næppe vilde kunne klare sig i Regnbygerne og i denne tætte, raa Taage, som ingen Storm mægter at forjage, og som gør det umuligt at se længer end i det højeste en halv Snes Skridt foran sig. Ja, De kan tro, det var taaget den Aften. Da jeg kigede op mod Lyskredsen rundt om Fyret, var den saa formindsket af Taagen, at man skulde have ondt ved at se noget som helst Fyr ret langt borte. Jeg bad imidlertid Vorherre holde sin Haand over dem, der var paa Søen, og stred mig imod den hylende Nordvest over de glatte, slibrige Stene ned imod vor Kahyt. Da jeg var kommen Halvvejen, standsede jeg for at trække Vejret og stramme Klædet om mit Hoved, som Vinden rev og ruskede i, og i det samme forekom det mig, at jeg hørte noget som et svagt Skrig eller sligt. Da jeg troede, at det havde været Vinden eller maaske en Maage, gik jeg atter videre, men nu kom det igen anden Gang, og da jeg var Sømand nok til at vide, at det kun kunde have en eneste Grund, forstærkede jeg mine Skridt, og kom ganske stakaandet ned til Køjen, hvor Drengen laa og sov. I en Fart fik jeg ham purret ud, og behøvede kun et Par Ord for at faa ham til at trække Stortrøjen paa og snappe en opskudt Tovline, som altid laa klar af gammel Vane. Jeg selv tog en Baadshage i Haanden for dermed at lette mig Gangen over Klipperne, en Brændevinslærke stak jeg i Lommen, og saa styrede jeg Kursen ned imod Søen. Vindstødene ruskede i os, og Regnen faldt nu og da strømmevis; det var en besværlig Tur, og jeg bandede min svagelige Tilstand, der egentlig gjorde mig uskikket til en saadan Ekspedition; men Drengen var stor og stærk, han gav mig en Ende af Tovet i Haanden, og saaledes naaede vi, snart gaaende, snart kravlende, ned til det Sted, jeg har omtalt for Dem som Djævlebroen.

At det netop var dette Sted, vi var kommen til, havde vi mere paa Følelsen end paa Synet. Mørkt var det, og hver Gang Stormens Tuden og Brændingens Brølen sagtnedes et Øjeblik, hørte vi de fortvivlede Raab, der i Førstningen havde været dæmpede ved Afstanden, men nu tog til i Styrke, da vi stod lige overfor de Skær, hvor vi maatte formode, at det strandede Skib laa og droges i den sidste Kamp. Det hele var som en sort, kogende Kedel, der kun af og til blev oplyst af Braadsøernes hvide Blink, hver Gang de sloges til Skum mod Klipperne. Se noget kunde vi ikke, hverken Skib eller Mandskab, men vi hørte tilstrækkeligt, og de Skrig skal jeg aldrig glemme, saa længe jeg lever.

Hvad der var Regn og hvad der var det salte Skum, kunde vi ikke engang længer afgøre, og det var lige saa vanskeligt at sige, hvor Klipperne hørte op, og Brændingen begyndte. Vi kunde derfor ikke i Mørket vove os længere frem, men maatte staa uvirksomme og høre paa disse Skrig, der mere end den kolde Blæst og den raa 49 Taage gik os gennem Marv og Ben. "Det er nok ilde fat her," sagde Drengen; "jeg kunde jo gerne forsøge paa at naa over til Byen efter Hjælp, men inden jeg kommer tilbage, er vist Hjælpen forsiide." "Du har Ret i det," sagde jeg, men i Grunden vidste jeg ikke selv, hvad jeg sagde. Man tænker saa meget i et saadant Øjeblik, som man først bagefter husker, men som ikke altid har været fornuftigt tænkt. Jeg tænkte saaledes lige straks paa en Baad, men hvor skulde man faa saadan en fra, og desuden, hvad kunde det nytte? Saa tænkte jeg paa mit eget Forlis, og hvordan jeg selv havde klaret mig, og saa syntes jeg, at det kunde disse Folk ogsaa gøre. Saa vilde jeg lige til at lade Drengen forsøge paa at naa ned til Byen over Klipperne, for at praje Mandskabet ved Redningsapparaterne, men imidlertid var Skrigene efterhaanden blevne svagere og svagere, og da jeg nok vidste, at Hjælpen først kunde komme om et Par Timer, maatte jeg rigtignok sande Drengens Ord, at det saa vilde være forsilde. Som jeg saadan stod og ikke vidste, hvad jeg skulde gøre, erindrer jeg tydeligt, hvordan der kom en Række voldsomme Vindstød, hvis Mage jeg maaske aldrig har oplevet, og som formelig kastede os omkuld. Efter disse brølede og larmede Brændingen der ude i Mørket ligesom en Hoben af Lucifers egne Børn, der var undslupne det allermørkeste Sted; det salte Skum stod os i Ansigtet ligesom den tætteste Regn; Klipperne drønede under os, og vi foldede uvilkaarlig paa samme Tid vore Hænder, og tænkte med Angst og Gru og med en inderlig Bøn paa dem, der, at regne efter Skrigenes Ophør, nu næppe behøvede menneskelig Hjælp mer.

Saadan stod vi en Stund uden at mæle et Ord, og lyttede ængsteligt efter, om vi ikke kunde høre nogen Stønnen eller Jamren fra Mennesker, der maaske endnu kunde være i Live. Men der var ingen Ting hverken at se eller høre. Saa begyndte Drengen at rulle Tovet op, og derpaa sagde han ganske rolig, idet han rakte mig Enden af Linen : "Det værste af Stormen maa nu være forbi; jeg skulde synes, at hun er falden flere Streger mere vestlig, og hun kan ikke blive ved at blæse saa haardt efter den sidste Overhaling. Læg mig Linen om Livet, og laan mig din Stage der; jeg kunde have Lyst til at krybe lidt længer ned for at se, om der dog ikke skulde være kommen en eneste i Land."

Det var som sagt en stor og stærk Dreng. Jeg gav ham derfor uden Betænkning Tovet om Livet og Baadshagen i Haanden, satte mig ned i en Revne mellem to Stene, med Benene stemte imod et Klippestykke og med den anden Ende af Tovet om Livet, og et Par Sekunder efter var han forsvunden i Mørket.

Skønt jeg er vis paa, at det kun varede nogle Minutter, kan jeg dog forsikre Dem, at den Ventetid var lang. Jeg firede stadig paa Tovet, 50
idet jeg holdt igen af alle Kræfter, saa længe Stramningen varede. Af Anstrængelse værkede mit Hoved, som om der var glødende Ild i det, men jeg mærkede det knap; jeg firede og holdt igen, indtil Stramningen hørte op, - saa stak jeg alt det Tov fra mig, jeg havde, indtil der ikke var mere tilbage end akkurat det Halvstik, jeg havde gjort om Livet. Derpaa bandt jeg Klædet igen til Rette om Hovedet og lyttede efter. Vejret var ganske rigtig stillet noget af; Brændingen dundrede endnu mod Stenene, men Vinden hylede ikke nær saa stygt som tilforn. Det begyndte ogsaa at lysne lidt der ude i Taagen, og man kunde allerede skimte Genstande rundt omkring. Pludselig blev der rykket i Tovet, og jeg hørte Drengens Stemme, der raabte, at jeg skulde komme ned. I et Nu havde jeg Tovet af mig og var ude over Klippen; jeg bed mig fast som en Kat i Revner og Sprækker, og naaede ogsaa lykkelig de nederste Skær. Der laa Drengen og bøjede sig over noget, der var lænet op mod en Sten. Vandet strømmede helt op til Knæerne, hver Gang Søerne brød ind imod mig; jeg vidste, at det gjaldt om at holde fast, naar Strømmen løb ud efter igen, og jeg holdt fast. "Skynd Dig o.g kom straks med Brændevinsflasken," raabte han, "her er en lille Dame, som laa tværs for en stor Sten ind imod Land. Hun er nok alene om det." Jeg rakte ham Flasken og kigede rundt til alle Sider. Der var intet uden Vand og Klipper og nogle ganske enkelte Vragstumper, der nu og da stak frem af det hvide Skum. Jeg havde et Par Gange fat i nogle af disse Stumper, der forekom mig at ligne menneskelige Væsner, men jeg indsaa snart, at det var bedst saa hurtigt som muligt at bjærge den ene, vi var sikker paa, saa meget mere som det igen kom med Byger og Tykning, og vi havde en farlig Opstigning, der nødvendigvis fordrede den Smule Lysning, som for Øjeblikket fandtes. Der var naturligvis ikke Tale om at se, hvem vi havde for os. Ung og fin maatte hun være, for hun var saa let som en Fjer at løfte paa, naar man fraregnede Tyngden af de vaade Klæder. Drengen sagde, at det nok maatte være en meget fin Dame, siden hun slet ikke havde villet tage en eneste Draabe Brændevin til sig, men det mente jeg dog snarere laa i den simple Grund, at hun var aldeles bevidstløs, den Stakkel. Det var underligt nok at tage paa saadan et skrøbeligt lille Væsen; men op maatte vi jo, og det kom vi da ogsaa endelig, skønt rigtignok med saa megen Besvær, at jeg var mere død end levende, da vi havde naaet Huset og lagt hende paa Sengen, hvor Drengen plejede at sove. Saaret i mit Hoved var sprunget op undervejs, og Blodet løb i Strømme ned over Hals og Skuldre. Jeg mærkede, at Kræfterne snart vilde svigte mig, men lige til det sidste hjalp jeg dog Drengen med at rulle og gnide hende i uldne Tæpper, efter at vi havde skilt hende af med saa meget af det vaade Tøj, som vi to Mandfolk syntes 51 kunde passe sig. Ved Lyset, som vi fik tændt, kan jeg netop huske, at jeg saa' det dejligste Ansigt, som en Sømand nogensinde fik at se, men saa kunde jeg heller ikke mere, og ligesom Døren gik op, og jeg saa' den gamle, der blev staaende forbavset i den, kæntrede jeg og gik rundt som en Hvalfisk, der har faaet Harpunen. Der laa jeg da, og - ja, nok er det, at der laa jeg, - og nu har jeg fortalt Dem om det Forlis."

Den gamle Sømand brød kort af. Med Haanden for Panden, skyggende imod Lampeskæret, og med den stumpede Pibe mellem de tæt sammenknebne Læber sad han nogen Tid ganske stille, som om disse i faa Ord sammentrængte Begivenheder udfoldede sig i hans Erindring og kastede Skygger over hans Tanke i deres fulde, mørke Bredde. Derpaa saa' han hen til mig med et underligt Blik, som om han ventede det Spørgsmaal, der utvivlsomt vilde komme, men som han maaske lige saa gerne vilde have undgaaet.

Jeg spurgte da, men fortrød næsten øjeblikkelig, at jeg havde spurgt. Med fugtige Øjne og en sitrende Haand tog han Billedet fra Bordet, og holdt det længe ud fra sig i udstrakt Arm, saaledes som gamle Folk pleje at læse Skrift; og som om Skriften, han læste, indeholdt for megen Vemod, til at han turde læse den til Ende, skød han hastig Portrættet ned i Bordskuffen og begyndte atter at fortælle, men i en underlig fraværende Tone, adspredt, som om han henvendte sig til en udenfor det snevre Kammer, ikke ulig en gammel ossiansk Barde, der i taagede Omrids besynger Skyggerne paa Bjergene eller hen over det stormende Hav.

"Hvordan det saa gik hende, og hvem hun var, vilde De jo vide. Mageløs dejlig var hun, siger jeg Dem; men det behøver jeg for Resten ikke at sige Dem, for det har De jo selv set af Skilderiet der. - Jeg var den af os to, der laa længst til Køjs efter den Tur. Saarfeberen var kommen, og jeg var nok efter Doktorens Mening saa godt som paa Vejen til Afmønstring, men hun plejede mig, da hun selv var bleven rask, og jeg har da hende at takke for, at jeg holdt det gaaende, - hvis ellers det er nogen Tak værd.

Jeg husker godt, at det var en Morgen, da jeg første Gang vaagnede med nogen Klarhed om, hvad der var passeret. Hun sad ved Vinduet og syede eller læste, og da hun mærkede, at jeg rørte mig, rejste hun sig op, og kom hen til mig. De skulde have set hende, da hun takkede mig for sin Frelse, som hun paastod, at hun skyldte mig, uagtet jeg fortalte, at det egentlig var Drengen, der havde gjort det altsammen. De skulde have hørt hende fortælle om Skibbrudet, om hendes brave Onkel, Kaptajnen, der havde kæmpet som en Mand for at redde hende, men var bleven revet bort af en Sø, netop som han havde faaet klamret sig fast til en Klippe med hende i Armen.

52

Drengen, sagde hun, havde Dagen efter den frygtelige Nat været nede ved Søen med nogle Fiskere fra Omegnen. De havde bjærget nogle ilanddrevne Sager, og blandt andet noget af Kaptajnens og hendes Tøj. For Resten havde der hverken været Spor af levende eller døde at se, og først flere Dage efter blev der gjort Anmeldelse om, at nogle af de sidste var blevne fiskede op sydligere paa Landet, hvor Strømmen havde sat dem ned.

Edith hed hun, og hendes Forældre boede i en lille By i det nordlige England; hun var taget med sin Onkel til Stralsund, for at besøge nogle Slægtninge, og paa Tilbagerejsen derfra var det, at de i Stormen og Tykningen var forliste.

Jeg var den her hjemme, der kunde klare mig bedst med det engelske ; jeg var derfor ogsaa den, der var mest om hende, og da hun havde faaet et Brev sendt af Sted til sit Hjem for at melde det skete, slog hun sig efter den gamles Opfordring til Ro hos os, indtil Svaret kom, og indtil hun kunde finde en Lejlighed til England igen. Præstens og Doktorens gjorde rigtignok alt for at faa hende til at bo hos dem, men Søen og Klipperne og Fyrtaarnet holdt hun af, sagde hun, og hun vilde blive hos dem, der havde taget hende op. Saa blev hun da i hele tre Maaneder hos os, for det var Vintertid, og al Postgang var standset, og da Posten endelig kom, og hun fik Brev, at hun blev ventet hjem, var der ingen Skibslejlighed førend hen imod Foraaret.

Hun styrede den lille Husholdning for os, og kunde snart tale lidt dansk. Vi kom ogsaa en Del ud til Folk i Omegnen den Vinter. I Begyndelsen blev der jo set noget underligt paa hende, og der blev talt nok baade om heride og mig, men efterhaanden vænte man sig til det som til saa meget andet. Overalt, hvor hun kom hen, var hun den dejligste af alle, og det var tidt, naar hun var pyntet til Dans eller anden Ungdomsfornøjelse, at jeg slet ikke turde tro, at det var den samme, jeg havde været med at bjærge fra en gruelig Død; og tidt kunde jeg staa stille langt fra hende og turde ikke tale til hende, fordi jeg syntes, at hun var for fin og for skøn for en Sømands Selskab. Men naar jeg sagde det, blev hun altid vred paa mig, og naar jeg saa blev skamfuld eller bedrøvet, smilede hun og klappede i Hænderne, og udnævnte mig til duke of the lighthouse, - for saa maatte jeg da endelig være stor nok for hende.

Allerbedst syntes jeg dog om hende, naar vi om Aftenen sad nede i vor Kahyt, og hun havde skænket The for den gamle og os to Brødre. Saa gik Passiaren sin uforstyrrede Gang, og hun fortalte om sit Hjem og sin Famillie, og jeg snittede et lille Fartøj til hende. Naar jeg saa spurgte hende, om hun ikke længtes hjem, og hun svarede jo, men at hun havde det saa godt, hvor hun nu var, at hun vilde savne os alle, naar hun var kommen til England, - saa kunde jeg slet ikke 53 tænke mig, at hun nogensinde skulde bort fra os, og naar jeg alligevel tænkte derpaa, blev jeg ilde til Mode, og gik ud og drev omkring mellem Klipperne.

Saa var det en Aften nogen Tid efter at der var kommet Brev fra England, og hun havde bestemt at ville rejse med den første indtræffende Lejlighed. Den gamle var ikke rigtig rask, og jeg var her oppe og passede Fyret. Jeg sad akkurat paa samme Plads, hvor jeg nu sidder, og jeg tænkte paa, at jeg snart skulde miste hende, og det maaske for bestandig. Naturligvis, der var jo ikke noget til Hinder for, at jeg kunde tage Hyre til England og saa besøge hende, men unge Folk synes nu altid, at der ikke er noget Haab, naar de skal skilles,

- og det har jo for Resten unge Folk Ret til at synes; det kender De maaske selv noget til, unge Herre?

Men saa var det, just som jeg sad og var modfalden herover, at den Dør bagved Dem gik op, og hun kom ind med min Aftensmad. Den gamle havde det godt nu, sagde hun, men Drengen var gaaet ned til Byen, og derfor havde hun selv taget Vesperkosten, og var løbet over med den til mig. Hun satte Bakken med Theen fra sig her paa Bordet,

- jeg husker det hele saa tydeligt som om det var i Gaar, - og saa saa' hun sig om her i Kamret og lo over al den Uorden, som her var, og jeg tror nok, at hun sagde, at her trængte til at støves af og ryddes op. Jeg var nu slet ikke oplagt til at le; jeg sad med Hovedet i mine Hænder og rørte slet ikke Bakken, som hun havde sat hen til mig. Saa kom hun her hen ved Bordet og vilde have at vide, hvad der var i Vejen, og saa spurgte jeg hende lige rent ud, hvor hun kunde nænne at rejse fra mig, og om hun slet ikke kunde mærke, hvad der fejlede mig. Jeg blev ganske bange, da jeg havde sagt det, men det var nu en Gang sagt, og da jeg lidt efter saa' op paa hende, havde hun Hænderne for Øjnene og græd. Det gjorde mig da rent underlig; jeg har aldrig kunnet taale at se Fruentimmer eller Børn græde. Hvordan det saa var eller ikke var; - De véd jo nok, hvordan saadan noget gaar til. - Jeg fik hendes ene Haand i min, og saa mødtes vore Øjne, og saa sagde jeg igen: Edith, hvorfor vil Du rejse fra mig? og saa - og saa spurgte jeg hende, om hun vilde blive min Hustru paa Sømands Tro og Love."

Den ærlige Fortællers furede Ansigt var klaret op under Meddelelsen af, hvad der havde givet hans Liv sit Indhold og sin Skønhed. Jeg nikkede smilende over til ham, og han fortsatte, idet Mindets Glans endnu spredte sit Skær foryngende og mildnende over de haarde, kummerfulde Træk:

"Ja her, paa denne selvsamme Plet var det, at hun gav mig sit Ja, og da Kamret blev os for trangt, lod jeg Fyr være Fyr, og vi gik ud omkring paa Klipperne Arm i Arm. Det var Maaneskin og stille, og 54 vi havde alle de mange Ting at fortælle hinanden, som unge Mennesker altid har, naar de først er kommen rigtig Side om Side, og Kendingsflaget er hejst. Vi gik ned til det Sted, hvor hun var kommen i Land, og der stod vi længe og saa' paa, hvor fredeligt Vandet gik ud og ind mellem Klipperne, ganske som om der aldrig kunde være Tale om Storm og Stranding; og vi syntes jo begge, at eftersom det var gaaet saa godt den Gang, hvor det saa' allerværst ud, maatte det sagtens kunne gaa godt i Fremtiden for os; - nu var vi jo to om at klare Bygerne, og for Resten ventede vi mere Solskin end Bygevejr og mere smult Vande end Søgang.

Den næste Dag fortalte vi den gamle, at vi havde forlovet os, og glad blev han, for min engelske Brud havde ganske vundet hans Hjerte. Saa gik der nogle af de dejligste Uger i mit Liv, og saa kom Afskeden. Edith skulde tage hjem med en svensk Bark, der nylig var bleven kølhalet nede i Byen, og som var paa Rejse til England. Imidlertid skulde jeg søge Hyre og muligvis se at faa et Skib at føre. Naar hun saa tilstrækkelig havde forberedt Familien, der nok var lidt vanskelig, skulde jeg komme over til hende. Saadan havde den gamle bestemt det, og saadan blev det da ogsaa antaget af os begge, efter megen Snakken frem og tilbage. Jeg fulgte min Edith om Bord, og fik ved Afskeden det Skilderi, som De har set her, og som var blevet tegnet i Stralsund og kommet i Land ved Strandingen blandt andet af hendes Tøj. Dersom jeg havde faaet Lov at raade, var hun ikke taget med det Skib ved Foraarsjævndøgnstider over Nordsøen; jeg syntes hverken om Skibet eller dets Fører, men den gamle pressede paa, og jeg maatte give efter.

Saa sejlede hun da, og jeg gik igen her oppe ved Fyret. Dag og Nat gik jeg omkring mellem de Klipper, hvor vi saa ofte havde gaaet sammen. I Storm og i Stille tænkte jeg paa hende, som jeg den Nat havde baaret op fra Søen. Jeg ventede og ventede paa Brev der ovre fra; men der kom ikke noget. Jeg skrev til hendes Hjem; hun var ikke kommen endnu. Jeg skrev til Skibets Bestemmelsessted; ingen vidste noget af det at sige. Saa tog jeg selv der over for at faa Vished i min Sag. Den fik jeg da ogsaa. Og saa fo'r jeg til Søs i fulde fem og tredive Aar, men mig har Havet ikke villet tage. Nu pudser jeg Lamper her, som min gamle gjorde før mig. Jeg har aldrig været gift; jeg har ingen til at pudse dem efter mig. - Godnat, unge Herre! nu véd De, hvem Skilderiet er, og hvis De vil tjene en gammel Sømand, saa spørg ham ikke oftere derom."

55

DEN SVØMMENDE LIGKISTE

"Sej da! Ole!"

"Kanske Herren kaldte?"

"Javel. Tror De ikke, Ole, at det snart frisker op?"

"Jeg skal sige Herren det i Morgen ved denne Tid. En Gang frisker det vel nok op."

"Ja, men jeg mener snart, Ole! Strømmen sætter os svært nordligt, og jeg er næsten stegt af Solen."

"Bedre at steges end at flaas, men galt begge Dele, sagde Aalen, da den sprang paa Panden. Naar Herren vil være til Søs, maa De kunne taale alt."

"Da ikke at flaas, Ole?"

"Aa jo saamænd, ogsaa det!"

"Sig mig, Ole, er De nogensinde bleven flaaet?"

"Ja saa godt som!"

"Hvordan det?"

"I et Havari inde paa Kinakysten. Jeg sad hele tre Timer klemt fast i Storrøstet, og Vraget af det staaende og løbende Gods gik uafladeligt hen over mig og pillede mig lige saa skaldet som en Krabbe. Her skal Herren selv se Mærkerne!"

"Javist, Ole. Det ser stygt ud. Men lang mig nu Flaskekurven her over, og den kolde Karbonade. Det maa vel være paa Tide at skaffe!" -

Det var i en Baad, at Ole og jeg befandt os, og Baaden drev med slappe Sejl og Skøder, ført af den stærke Søndenstrøm, gennem det blanke Vands matte Dønninger. Baaden var hjemmehørende i Villingebæk. Ole var Baadens Ejer, jeg selv var Oles Lejer, og Flaskekurven og Karbonaden skrev sig fra Kromanden i Gilleleje. De sidste Dage havde været stormfulde og ustadige, og jeg havde øvet min Taalmodighed og skærpet min Resignation tre Gange fire og tyve Timer i Rad, medens jeg i Villingebæk, i Oles Hus og saa godt som stadig inden fire Vægge, oppebiede det Øjeblik, hvor Skyerne skulde skille sig, Regnen og Stormen høre op, og jeg selv sættes i Stand til at foretage den Tur til Kullen, som jeg saa mange Gange havde bestemt mig til, og som nu endelig denne Formiddag kom i Stand.

Vi kunde vel omtrent være naaet midtvejs mellem den sjællandske og skaanske Kyst Den lette, svalende Brise, som havde bragt os saa vidt, var fuldstændig ophørt. Luften var endnu ikke renset af de foregaaende Dages Uvejr. Himlen foroven, Kysten til begge Sider og Vandet, hvorover vi gled, syntes næsten at være én stor sammenhængende Masse, der formelig sitrede under Solens brændende 56 Straaler. Der var noget, - ja, jeg véd ikke ret hvad, noget uendeligt udbredt over Naturen. Hvor de forskellige Elementer begyndte og ophørte, lod sig ikke afgøre; alt slumrede, alt var søvndysset, og paa en saadan afgjort, gennemtrængende Maade, at det var som om Naturen fra Evighed til Evighed ikke havde haft og ikke vilde faa et andet Udseende. Den smukke Farvesammensætning, der om Morgenen tidlig havde været at iagttage nede fra Stranden, havde veget Pladsen for en enkelt, fremherskende, bleggul Tone. Baadens røde Sejl og den gyldne Sherry, som stod opskænket i det store Glas, afgav endnu nogle forfriskende Hvilepunkter for det halvtblændede Øje, og da jeg fra Glasset lod Øjet glide ud imod Kattegattets mægtige Flade, saa' jeg ude i Horisonten nogle Smaaskyer hæve sig blaaligrøde med skinnende hvide Kanter; - ellers var som sagt alt blegt og farveløst, og i denne farveløse Uendelighed drev Baaden af Sted i Vandet, nu og da slingrende i Dønningen som en søvndrukken Mand hen ad en bakket Landevej.

Gennem Luftens milde Strømme
Synker Varmen sagte ned,
Og Naturen som i Drømme
Er fordybet i sin Fred.

Jeg laa halvt paa Rælingen, halvt paa Toften, med Benet hen over Rorpinden og Straahatten ned over Øjnene, og jeg gentog disse fire saa uendeligt malende Linjer snart dæmpet for mig selv, snart højt, og efter at jeg havde nynnet og sunget, reciteret og deklameret dem paa alle mulige Maader, var det, at jeg prajede Ole saaledes som ovenfor er anført. Den Lyst, jeg ytrede til at faa fat i Madkurven, deltes øjensynlig af Baadens Ejer, og begge to greb vi da Sagen an med den tilbørlige Omhu, saa at først Karbonaden og dernæst Sherryen holdt Flyttedag. Efter endt Flytning, efter at der af Karbonaden kun var Benene, af Sherryen kun Flasken (eller Flaskerne, thi der var to) tilbage, opsøgte vi igen hver sin Tofte, og efter at have stukket Hovedet hen, hvor der var en smal Stribe Skygge, varede det ikke længe, førend vi begge havde givet efter for Stilhedens, Varmens og Vinens samlede Indflydelse. Baaden drev igennem det blanke Vand, udsendende sin Parfume af smeltet Tjære; en stor Spyflue snurrede omkring det tømte Vinglas; Ole snorkede som et Taarnur, der trækkes op. Jeg mærkede, hvorledes en Sveddraabe listede sig fra min Pande ned ad min Næse; den kildrede mig paa en ubehagelig Maade, men jeg havde ikke Energi nok til at viske den bort, - og saa sov jeg blideligt.

Da jeg igen slog Øjnene op, mærkede jeg en behagelig Forskel i Temperaturen. Solen stod betydeligt lavere, det var blevet langt ud 57 paa Eftermiddagen, men hvad der var det værste, vi selv var kommet et langt Stykke ud i Kattegattet, Jeg saa' ind imod den sjællandske Kyst; den var langt agter ude, og det var akkurat, at jeg kunde skelne Nakkehovedbakkerne med de to Fyrbygninger. Det kunde ikke nægtes, at vi jo havde haft Strømmen med os paa denne vor Fart. Sejlet hang endnu lige dødt ned, og Ole snorkede endnu lige ufortrødent forude. Jeg kiggede ud over den styrbords Lønning for at faa Øje paa Kullen, og jeg saa' da et ejendommeligt Syn. Imellem Baaden og den svenske Kyst, men ikke mere end nogle faa Kabellængder fra os laa Vraget af et Skib. Jeg havde under Solvarmen og Dagens Stilhed glemt de foregaaende Dages Storme, og jeg blev paa en forunderlig Maade grebet og overrasket ved dette saa pludselige Møde med et tavst, uhyggeligt Vidne om de løsslupne Elementers Magt. Efter hvad jeg i en Fart kunde se, maatte det være et svensk eller finsk Fartøj. Det var ladet med Tømmer og drev paa Lasten. Alt det opstaaende, den hele Klædning fra Skanse til Bak var slaaet ind. Skroget var sortmalet uden Bords. Det laa med Laaring og Spejl højt i Vejret, men stak Forenden under Vand lige op til Kranbjælkerne, og var i det hele taget ikke ulig en død Hval, der driver omkring med Snuden ned efter og Halen i Vejret. Rejsningen var svært medtaget; af Fokkemasten var der kun en Stump, af Klyverbommen intet tilbage, og Stag, Vant, Bardoner, Braser og Fald havde enten viklet sig sammen i de underligste Klumper, eller dinglede frem og tilbage ved Skibets Bevægelser som et stort, uhyggeligt Fugleskræmsels Pjalter.

Jeg kaldte paa Ole.

Han vaagnede, gabede, gned sine Øjne, og opdagede Vraget:

"Nu har jeg - (osv.) - aldrig set saa galt. Der har vi jo den svømmende Ligkiste!"

Jeg vilde lige til at udbede mig en nærmere Forklaring over disse gaadefulde Ord, da Ole med synlig Bestyrtelse greb en Aare, drejede Baaden, med en Gondolieres Virtuositet, fik fat i den anden Aare, og drev saa med nogle mægtige Tag Baaden tilbage fra det Syn, der aabenbart generede ham meget. Ved denne Manøvre fik vi imidlertid den styrbord Side af Vraget at se, og her laa nogle Gilleleje Fiskere, der sandsynligvis havde fundet Vraget forladt af sit Mandskab i Søen, og som nu formodentlig raadslog om, hvad de skulde gøre med deres Prise.

Dette lod til at berolige Ole noget. Han hvilede paa Aarerne, og og spurgte mig i en tøvende, lidt usikker Tone:

"Tror Herren, at det hænger saadan rigtig sammen med det Skib der?"

Jeg svarede ham, at jeg var ganske overbevist derom. Jeg forkla rede ham, hvad jeg mente om Skibet, og at jeg syntes, at det i sin nuværende Skikkelse snarere kunde indgyde Beklagelse end Frygt.

58

Ole saa' lidt mere beroliget, men dog endnu en lille Smule tvivlende paa mig. Tilfældigvis viste der sig i det samme en let Krusning paa Vandfladen vester ude. Det varede ikke længe, inden vi fornam den svalende Brise; jeg firede Skødet af, Ole lagde Aarerne ind, og vi fjernede os mere og mere fra Genstanden for min brave Værts Frygt.

"Naa, Ole," sagde jeg, da vi saaledes havde siddet nogen Tid. "Hvad var der saa i Vejen med det Skib?"

"Ja, som Herren selv sagde, saa tænker jeg nu heller ikke, at der var noget i Vejen med det Skib. Det var jo sikkert nok saadan en Finlapperskonnert, som maa være bleven ramponeret i Stormen; og Mandskabet er jo vistnok gaaet fra den, da de ikke har kunnet holde hende paa Pumperne længer. Den stærke Søndenstrøm, som har bragt os helt ud af Kursen, har ikke haft nogen videre Magt over hende, fordi hun laa saa dødt i Vandet og stak Snuden saa dybt ned. Jeg antager, at hun er sprungen læk oppe under Anholt, saa har Mandskabet forladt hende, saa er hun kommen drivende her ned for Vejret, saa har Fiskerne faaet Kig paa hende, og saa har Fiskerne og den sønden Strøm ligget og bakset rundt med hende, indtil vi nu traf hende. Det er tydeligt nok. Men kan De nu sige mig, hvordan man to Gange i sit Liv kan se akkurat det samme Syn, uden at man jo maa tro, at det i Virkeligheden er det samme Skib, - ja, jeg kan ikke forklare mig som de lærde Folk, men jeg mener kun, at lige saa snart som jeg fik Øje paa den Havarist der, saa var det ligesom jeg var paa Højden af Kap Hatteras og saa' den svømmende Ligkiste."

"Fortæl mig om den Ligkiste, Ole!"

"Ja nok, Herre. Vi har jo nu fair wind lige ind til Arildsleje, saa at der ikke bliver stort andet at tage vare end at ryge Tobak og spinde Ender. Skulde der være en Draabe Sherry tilbage et eller andet Sted, saa havde jeg ikke noget imod at væde Læberne en lille Gang, førend jeg begynder."

Nogle saadanne Draaber blev fundne, Oles Hals blev fugtet, og saa begyndte han, idet han trak det ene Ben op under sig, og lod Haanden langsomt og vedholdende glide fra Knæet ned til Skoen og fra Skoen op til Knæet, medens Overkroppen afgav tilsvarende, regelmæssige Pendulsvingninger frem og tilbage:

"Jeg kunde vel være nogle og tyve Aar den Gang, og jeg var kommen i med et godt, gammelt Rederi i New York. Jeg var nok oprindelig gaaet der over med en Dragør Skipper, men Kosten om Bord var daarlig og Væggetøj var der i Køjerne, og saa gik jeg fra Skibet, og kom som sagt i med Yankeerne. Der var mange Skibe, baade ældre og nye, som fo'r for samme Rederi, og der var altid et Mylder af Folk paa Kontoret, som enten vilde afmønstres eller tilmønstres.

59

De fleste af Skibene hentede Trælast oppe fra den kanadiske Grænse, og bragte Tømmeret og Plankerne ned til de sydlige Havne eller til Øerne. Paa et af disse Skibe var der en Styrmand, som gik under Navnet "den sorte Skovmand". Han var begyndt som Trapper og Jæger oppe i de store Skove, men saa havde han faaet Lyst til det salte Vand, og da han kendte godt til Tømmerhandelen, var han snart kommen i Kredit paa Kontoret, og de havde som sagt gjort ham til Styrmand, skønt Fyren ikke forstod sig mere paa Navigationen end den Flaske dér. En fortvivlet Karl var han, og gjorde alle mulige dumme Streger, men da han altid passede paa at holde sig go'e Venner med Rederne, saa var der ingen, der turde sige noget til ham. En Dag skulde hans Skipper gaa med en Ladning Planker ned til Charleston, hvor de nok var i Færd med at bygge nogle store Værfter eller en Havn eller saadan noget. Naa, Fyren er om Bord, Ladningen er modtaget og alt er i Orden til Afsejling, men Skipperen og de bedste Folk sidder endnu i forskellige Shopper og drikker et Glas. Skovmanden venter lidt paa dem, men da Tiden falder ham for lang, spørger han den Mand og Drengen, som var om Bord, om de var klar til at gaa med ham uden de andre. De synes, at det er Plasér, og efter at have taget sig en ekstra Grog rundt, stikker de Varpet fra sig, haler ud, faar tilfældigvis god Vind, og kommer drivende ned til Charleston, hvor Tømmeret er i høj Pris; og dér sælger han saa hele Ladningen og oven i Købet den ene Mast ud af Skibet. Da han har gjort det, løber han ud fra Charleston i den tomme Skude med Fokkemasten staaende endnu. Han har stadig god Vind ned efter, og han lader da staa til og kommer ned til en af de vestindiske Øer. Dér er Prisen paa Tømmer endnu højere end i Charleston, og saa sælger han min Salighed hele Skuden, der var ganske ny, og Fokkemasten med. Og han sælger det ikke under et; nej, han lader Skuden hugge op, og saa udbyder han Plankerne for sig, Jernet og Kobberet for sig og Tovværket for sig.

Da han kom hjem fra den Tur, var der jo vældigt Rabalder paa Kontoret. Men Skovmanden klarede sig godt. Han fortalte naturligvis ingen, hvor stor Fortjenesten havde været. Han sagde kun, at han havde fundet heldige Priser der nede, og saa havde han solgt væk, Rub og Stub, altsammen i Kontorets Interesse. Og saa gav han dem et Regnskab, og da de fik en større Fordel, end de selv havde tænkt dem, saa spurgte de ikke ham, hvor meget han havde tjent Det var all right, og han var en stor Mand efter den Historie.

Saa er det, at jeg møder ham en Dag i en Shop, hvor Skipperne og Styrmændene paa Rederiets Skibe plejede at søge. Han sætter sig hen til mig, og giver sig i Snak med mig, og vi drikker et Glas sammen, og han fortæller mig snart et, snart et andet om sit Liv i 60 Skovene, og saa kommer han til at tale om sin nuværende Bestilling, og saa siger jeg saadan ganske løseligt, om han nu snart skal gøre et af sine Træk igen. Nu maa De vide, gode Herre, at det var en hidsig Kammerat, og at han ikke gerne hørte Tale derom. Han springer jo ogsaa op og slaar i Bordet, og spørger, om jeg vil gøre Nar ad ham, men jeg tog det ganske roligt, og forlangte en Omgang endnu, og saa sagde jeg til ham, at han skulde bare sætte sig ned igen, og at jeg netop syntes, at det var rask gjort, det sidste, og at han maatte være en Fandens flot Fyr for at kunne gøre saadan noget. Saa blev han da artig igen, og satte sig ned hos mig, og lidt efter lidt rykkede han Stolen nærmere hen til mig, og sagde, at jeg vist var den rette, og at han havde et Forslag at gøre mig. Nu kunde jeg jo nok have Lyst til at høre, hvad han kunde have i Sinde, og jeg lod derfor, som jeg gik ind paa alt, hvad han sagde. Han begyndte at tale vidt og bredt om, at man bare skulde tjene Penge for at have det rigtig godt, og at det var ligegyldigt, hvordan man tjente dem; for i Grunden var alle Folk lige store Snydere, det gjaldt kun om, at man skulde bære sig fiffigt ad. Ser Du, sagde han, naar man nu kunde handle saadan lidt for egen Regning, uden at svare det dumme Kontor en Skilling, saa kunde man dog sige, at man bar sig fornuftig ad. Ja, hvordan vilde Du bære Dig ad med det? sagde jeg. For Satan, jeg vilde skille mig af med Kaptajnen, naar jeg saa' mit Snit, og saa vilde jeg lade, som om Skude og Last var mit eget, og ikke mere komme tilbage. Naa saa det vilde Du, sagde jeg, og saa slog jeg ham lige ind i hans sorte Fjæs, saa at han faldt bag over, og da han kom paa Benene igen, og vilde have Tag i mig, saa drak jeg ham saadan en rigtig god, gammel Helsingørs Skalle, saa at han vendte Spejlet i Vejret og glemte at bede mig læse Navnet." -

"Det var som Pokker, Ole! Har De været saadan en rask Fyr i Deres Ungdom?"

"Ja, en Skalle har jeg kunnet drikke som ikke mange andre, kan Herren tro," fortsatte min Vært, idet en vis højtidelig Selvfølelse lagde sig ud over hans vejrslagne Ansigt. "Men nu skal De bare høre videre.

Lige saa snart jeg havde drukket ham Skallen, satte jeg den lige Kurs op efter Kontoret, og da jeg havde faaet fat paa en af Skriverne, fortalte jeg ham hele Historien, saadan som den var gaaet for sig, og bad ham melde til Rederne, hvad Skovmanden havde i Sinde. Men der var jeg nok kommen til de rette! De bad mig paa en pæn Maade rejse Fanden i Vold, og sagde, at Rederiet havde ingen dygtigere Sømand i sit Brød end ham, og at jeg ikke skulde gaa og forklage mine Kammerater, og alt saadan noget. Ja ja, tænkte jeg, gør, hvad I vil, og tro hvad I vil, jeg tror nu mit.

61

Saa var det nogen Tid efter. Det Skib, hvorpaa Skovmanden var, havde faaet en svær Ladning Planker ind, rigtig dyrt Tømmer, og det var gaaet sydpaa, jeg kan ikke længer huske til hvilken Havn. Det var just i Orkantiden. Et Par af Rederiets Skibe var forliste; det var gamle Skuder, og de var højt assurerte, og den gamle Bogholder stod netop og gned sig i Hænderne, og beregnede, hvor meget Firmaet havde tjent ved de Forlis. Jeg skulde afsejle samme Dags Eftermiddag, og var sendt op paa Kontoret for at høre nogle Ordrer, og ligesom jeg nu staar og taler med Fuldmægtigen, kommer der en Mand ind og spørger os, om vi har hørt den Historie med Skovmanden, og saa fortæller han os, at der i Havnen er kommet et Fartøj ind, som havde fisket en Mand op fra det Skib, hvor Skovmanden var om Bord.

Naa, siger jeg, er nu den Kæltring endelig druknet.

Jo pyt paa det Lag, siger saa Manden. Nej, Sagen er den, at Skovmanden, efter hvad Matrosen fortæller, har overrumplet Kaptajnen, og smidt ham og de to, tre Folk, som holdt med ham, over Bord, og nu sejler han om med hele det øvrige Mandskab, og sælger vel Skib og Besætning, hvis han ikke straks gaar hen og spiller Sørøver.

Jeg løber ned til Havnen og faar fat i Matrosen, og han fortæller ganske rigtig hele Historien, som den gik for sig. Saa gaar jeg op til Rederne og spørger dem, hvad de nu vil gøre. Det var flinke Folk. De vidste nok, at naar de lod Sagen gaa til Regeringen, saa kunde det vare længe, inden nogen Orlogsmand kunde komme ud, eller inden der blev sendt Ordre til de Krydsere, der var ude, og saa spurgte de mig, om jeg vilde tage mig af Sagen, og hvad jeg vilde gøre.

Nu havde netop Firmaet et brillant lille Fartøj, en rigtig Hartloper, som jeg vidste laa sejlklar. Den, siger jeg saa til dem, at de skulde overlade mig, tillige med Vaaben og Ammunition, saa skulde jeg nok sørge for Bemandingen, og det skulde da være mærkværdigt, om jeg ikke skulde kunne faa fat i Fyren. De slog straks til, og allerede den næste Morgen stak jeg i Søen med en Snes rigtig raske Gaster om Bord, som jeg kendte fra gammel Tid, og som nok kunde have Lyst til at være med paa Jagt efter Skovmanden.

Saa var det en Morgen eller tidlig Formiddag paa Højden af Kap Hatteras. Vi havde stadig spurgt os for hele Kysten ned efter, men ingen Steder havde vi faaet nogen ordentlig Besked, som vi kunde sejle efter. De sidste Dage havde været svært stormfulde, og vi havde haft nok med os selv at gøre, og der var ikke blevet holdt videre skarpt Udkig. Det var nu saa temmelig stille, og vi kom med Læsejl til, og slingrede af Sted gennem Vandet, som var svært hult endnu fra det sidste, slette Vejr. Jeg stod agter ude paa den lille Skanse, og ved Siden af mig stod en ung Fyr, som jeg holdt meget af, og som var 62 saadan en udmærket Skytte. Han stod netop med en Bøsse og morede sig med at vise de andre, hvordan han kunde træffe alle de Ting, baade Flasker og Kridtpiber og Gud véd hvad, som de kastede over Bord. Lige paa en Gang faar jeg saa Øje paa noget ude i Horisonten, og jeg siger det til de andre, og vi faar jo Kikkerterne frem, og der bliver talt meget frem og tilbage om, hvad det kunde være. Jeg foreslog, at vi skulde holde lidt ud af Kursen for at se nærmere paa det, og det blev vi da ogsaa enige om. En halv Times Tid efter var der ikke en eneste om Bord, som jo ikke var overbevist om, at det var en Havarist, og der var endogsaa dem, der vilde mene, at det var Skibet, vi søgte efter. Vi blev ved at slingre af Sted, og jeg lod Vaabnene bringe op og dele rundt. Solen brændte hedt, ligesom den har gjort i Dag, og vi tog os en Omgang Grog, og lidt efter lidt kom vi Havaristen saa nær, at vi kunde se alt, baade uden Bords og inden Bords, med de blotte Øjne. Det var ganske rigtig Skibet, vi søgte efter, men nu skal De høre, hvor underligt det saa' ud. Det laa tungt i Vandet og drev tydeligt nok paa Lasten. Alt det opstaaende fra Skanse til Bak var slaaet væk, og forude gik Vandet uafladeligt frem og tilbage over Dækket. Det rejste højt med Agterskibet og satte Snuden ned efter, og Klyverbommen, Pyntenetstokken og Gallionen var væk. Det ene Anker hang endnu under Kranbjælken, det andet saa' vi ikke. Fokkemasten var brækket af en Alen eller to over Dækket; og den hele Fokkerejsning laa endnu ud over det bagbords Røst, hvor den havde haget sig fast ved Vantet og Bardonerne. Liget af den stakkels Skibshund hang ogsaa i Røstet. Den var nok bleven viklet ind i Godset og havde ikke kunnet komme los igen. Vi strøg langs med Vragets Side. Der var hverken Mand eller Mus, der var hverken Kabys eller Vandtønder paa Dækket. Alt var skyllet væk, og jeg fik en Anelse om, at det var sket i Orkanen, og at en Sø havde slikket hele Dækket rent paa en Gang, og taget Baaden med sig. Men hvor var da Mandskabet? for at de allesammen skulde være vasket over Bord, det var jo dog næppe rimeligt. Stormasten stod endnu; kun Storstangen var væk. Og mellem begge Vanterne omtrent midt oppe paa Masten var der lavet en underlig Menage. Der var knyttet et gammelt Sejl med Enderne fast til Vævlingerne i det luv og det læ Storvant. Og højere oppe ad Masten var der lagt Spir og Rundholter mellem Vanterne. Paa disse Rundholter hængte der Klædningsstykker, og helt op ad det luv Vant saa' vi Frakker og Skjorter og Spande og Kasseroller og smaa Poser, hvori der vistnok havde været Beskøjter. Sejlet, der var knyttet mellem Vanterne, lignede selv en stor Pose. Vi kunde ikke se ned i det, men udenpaa kunde vi kende, at der maatte være noget der inde.

Det var et helt uhyggeligt Syn, kan De tro, og der var ingen om 63 Bord, som sagde noget, men vi havde allesammen en Formodning. Og ligesom vi gik foran om Vraget, bar Vinden os saadan en nederdrægtig styg Lugt i Næsen. "Det er jo en svømmende Ligkiste," raabte den unge Fyr, som jeg fortalte om, og saa lagde han Bøssen til Kinden, og spurgte mig, om man ikke skulde se, hvad der var i Posen. Jeg nikkede til ham, og saa holdt han lige paa det Sted, hvor det gamle, møre Sejl var gjort fast til Vævlingen, og Puf, der revnede hele Posen, og en to, tre, fire Kroppe faldt ned paa Dækket, og skønt de var slemt medtagne, kunde vi dog tydelig kende den lange Skovmands Skabelon i det ene af Ligene.

Vi havde set nok. De stakkels Djævle havde naturligvis ikke kunnet komme bort fra Skibet, og den Smule Proviant, de havde bjærget op til sig, var jo snart forbi. At Skovmanden saadan gik hen og sultede ihjel som en Krage, det kunde han maaske have godt af; men det var dog Synd for de andre af Folkene, som i Grunden var skikkelige Fyre.

Der var ingen af os om Bord, der glemte Synet i Hast; det skal jeg love for; og der blev spundet mange Ender om den svømmende Ligkiste, og da jeg nu i Dag saadan lige paa en Gang fik Øje paa den sorte Skude dér agter ude, saa løb jo alle disse fire Kroppe mig i Hu, og jeg vilde nødig se det Syn om igen. - Pas paa ved Skødet, Herre, nu kommer der Brise."

UDFLUGTER PAA SICILIEN

1.
Palermo.

Medens vi gennem Straarøret indsugede Røgen af den duftende armeniske Tobak, havde Giacomo, med den ulasteligt hvide Skjorte og det stereotype Smil, sat sin fjerde "mezza ancora" paa Bordet, og medens Marsalaens gyldne Indhold efterhaanden forsvandt af Glassene, vuggedes hele Selskabet ind i den sædvanlige Eftermiddagsstemning, hvori man saa omtrent er tilbøjelig til at drikke Du's med hele Verden, tilgive sine Fjender, hvis man har nogle, og opsøge sig Venner, hvis man ingen har eller selv om man har nok saa mange i Forvejen. Intet Sted kunde heller bedre egne sig til vort kontemplative "dolce far niente" end den lille hyggelige Piazza St. Spirito, begrænset paa den ene Side af den elegante Verdens Paladser, flankeret af den gamle Porta Felice, hvorigennem det blaa Hav glimtede, 64 og med den rislende Fontæne i Midten, hvor Broncehesten plaskede i det klare Vand, der piblede ud mellem Stenene og i en bred Flod næsten naaede hen til vort Pavlun, Signor Angelos Taverne. Paa denne Plads udmundede Hovedgaden, den lange Strada Garibaldi, hvorigennem den ridderlige Kondottiere en Gang havde holdt sit Indtog, og hvor nu hele Publikums Strømning bølgede; sortskæggede Signorer med den uadskillelige Papircigar, enkelte Damer, der nysgerrige saa' paa vor forsamlede Gruppe, og for Resten hele den brogede, myldrende Flok af Faquiner, Industridrivende, Præster, Soldater og Lazaroner, der er saa ejendommelige for alle syditalienske Byer.

Fra et nationalt Standpunkt var vort Selskab noget blandet. Det bestod af to Englændere, en Hannoveraner, en Svensk, en Norsk og to Danske. Tilfældige Omstændigheder havde ført os sammen, og min Landsmand Hr. L., der i ti Aar havde været bosat i Palermo, agerede Tolk og "maître du plaisir" for os alle. Om Dagen gik enhver af os sine forskellige Veje; men naar Skyggerne faldt hen over Broncehesten paa Piazza St. Spirito, samledes vi alle ligesom efter en stiltiende Overenskomst i Tavernen; Stolene blev flyttede udenfor, Giacomo skænkede i Glassene, og vi diskuterede da det Spørgsmaal: "Hvor skulle vi tilbringe Aftenen?" Denne Aften, jeg her omtaler, var allerede flere Forslag gjorte og forkastede, da vi nede fra Porta Felice hørte en høj Tenor synge den bekendte Strofe fra Barberen : "Buona sera, mi signori" - og min muntre Ven, Landskabsmaleren Federigo Lojagono, saas i Spidsen for et lille Selskab Palermitanere at styre sin Kurs hen imod vort Bord. I Syden er man ikke længe om Præsentationen, og da de ædruelige Italienere havde afslaaet at drikke mere end et lille Glas, tog enhver af os Barbarer sin nye bekendts Arm, og under en højrøstet Konversation drejede vi ned ad Strada Garibaldi, og befandt os snart raadvilde foran den ældgamle St. Maria la Catena, en lille gotisk Kirke, der ligger lige indenfor Doganernes Vagthus, og forbi hvilken hele det brogede og larmende Liv ved Havnen bevæger sig ud og ind gennem den store, aabne Port.

Fra Piazza Marina lige overfor strømmede en tæt Folkeskare os i Møde, og for saa vidt var vor Raadvildhed ikke af lang Varighed, eftersom Strømmen snart greb os og førte os videre med ustandselig Magt. At der handledes om en stor Procession, fik jeg snart at vide af min Ven Lojagono, der fortalte mig, at alle Palermos Droskekuske en Gang af en eller anden Grund havde aflagt det Løfte, hvert Aar paa denne Dag at ville bære et kolossalt Mariabillede i Procession hen til et lige saa kolossalt Kristusbillede og i Forbindelse med Drenge- og Pigebørn fra de forskellige Skoler opføre en lille 65 opbyggelig Koncert ved samme Lejlighed. Og igennem den snevre Gade blev vi da trængte og puffede. Hele Folkemassen var paa Benene. Butikkerne lukkede, og alle Balkoner som oversaaede med smukke Damer i pragtfulde Toiletter; Trængslen blev bestandig større og større, endogsaa Skopudserne og deres beslægtede, Vandsælgerne, var trængte fuldstændigt tilbage, og kun fra en snever Gyde eller skummel Port hørtes det monotone Raab: "Aqua! aqua fresca!" Imidlertid havde vor tiltagende Munterhed, skønt den af og til lønnedes med et Smil fra en eller anden Balkon, ingenlunde paa nogen heldig Maade tildraget os Mængdens Opmærksomhed. I hele Syditalien er det lavere Folk lige saa fanatisk som den intelligente Middelstand er indifferent, og vi hørte af og til Udraab, der var alt andet end smigrende for os, og jeg, der var den højeste, fik en Gang et saa ubehageligt Blik af en skulende Præst, at jeg uvilkaarligt saa' mig om efter min kæmpestærke Bergenser, der besvarede Blikket ved en Holdning af en meget bestemt Karakter. Vore indfødte Venner syntes at blive lidt urolige over vor Stilling, og da de altfor vel kendte deres Landsmænds Mangel paa Liberalitet i denne ene Henseende, anmodede de os om at dæmpe vor Livlighed og fremskynde Marchen, for om muligt at naa en frelsende Sidegade.

Hr. L. opfordrede da Arrièregarden, hvori de to Englændere befandt sig, til Tavshed, men de stolte Briter forfægtede kun deres Talefrihed med endnu højere Udraab, og kastede paa samme Tid saa udfordrende Blikke omkring sig, at et Haandgemæng sandsynligvis vilde have været uundgaaeligt, dersom Lojagono ikke til al Lykke havde faaet Øje paa nogle bekendte højt oppe over vore Hoveder paa en pragtfuld Balkon. Fra Midten af Gaden, hvor vi gik, blev der da foretaget et Forsøg paa at bryde igennem ind paa Fortovet, hvilket Forsøg lykkedes, takket være Nordmændenes stærke Skuldre, og uden at vi kom i altfor nær Berøring med vort utilfredse Avditorium. Vi befandt os i Casino di Nobilis's prægtige Gaard. Brede Marmortrapper førte op til et aabent Galleri, der blev baaret af luftige Buer paa blanke Granitsøjler. Igennem Værelser, behængte med Silketapeter, bedækkede med de blødeste Tæpper og prydede med fortræffelige Loftsmalerier, kom vi ud paa den store Balkon, der indtog hele Husets Bredde, og hvor et talrigt Selskab af Herrer og Damer allerede havde forsamlet sig.

Her var noget at se. Alle Balkonerne lige overfor os var oversaaede med Tilskuere, der lo og pludrede, brugte Vifter og røg Cigarer. I den snevre Gade neden under bølgede Menneskemassen, og oven over os var den dejlige Himmel, hvor allerede en enkelt Stjerne hist og her begyndte at glimte. Nu lød det: "vengono, vengono" ! Brudstykker af Musiknumre naaede op til os, og smaa Blus dansede 66 ligesom Lygtemænd frem og tilbage mellem Mængden. Man mærkede, at Strømmen var i Bevægelse hen imod os. Massen lige under os vaklede hid og did, gav derpaa efter for Trykket bagfra, og bevægede sig fremad. Soldaternes Bajonetter blinkede, Raabene og Skrigene tiltog. Snart overdøvedes alt af den brusende Musik, og jeg saa' nu, hvorledes Hovederne langt nede i Gadens yderste Ende bøjede sig mod Jorden. En halv Snes Minutter endnu, og Processionen var der. De stakkels Droskekuske stønnede under Vægten af et uhyre Stillads, hvorpaa en Voksdame i elegant sort Fløjelskaabe med langt Slæb stod opstillet med en utallig Mængde Lys omkring sig. Derpaa fulgte en Række af Kirkebetjente i Talar og Præster i hvide Messesærke. I Midten af Gaden gik, med en fire, fem Skridts Mellemrum, de yndigste Smaapiger, klædte i hvidt, med Guldpapirsvinger paa Ryggen og en uforstyrrelig Alvor i de smaa, barnlige Træk. De havde hver sit Lys i Haanden, og nu og da skottede de over til Mødrene, der banede sig Vej langs Fortovet, medens de i moderlig Henrykkelse og med høje Udraab pegede paa de pyntede smaa Engle. Imidlertid brusede fra det fortræffelige Musikkorps den ene Operamelodi efter den anden; overalt knælede Folk, Lysene glimrede i Halvmørket, Røgelsekarrene udgød deres stærke Aroma, og nu mødte fra den modsatte Side et lignende Optog, kun med en mandlig Voksdukke paa Stilladset. Begge Tog stod stille ikke langt fra vor Balkon. Derpaa nærmede de to Stilladser sig hinanden. Ved Hjælp af et meget profant Tridseapparat i Ryggen bragtes Moder og Søn til at nikke gravitetisk til hinanden, og nu faldt tusinde Stemmer ind med en tordnende Hymne, og jeg greb mig selv i at række mig ud over Gelænderet paa Altanen og raabe Hurra og vifte med Hatten, i hvilken begejstret Ekstase jeg afbrødes af en opmærksom Cameriere, der spurgte mig, om jeg ønskede Is.

Da vi alle havde spist Is, foreslog en af Selskabet en Tur til det ovenfor Byen i Bjergene beliggende Monreale - en Tur, som vi ogsaa efter en kort Raadslagning bestemte os til, skønt Vejene var alt andet end sikre. Vi skiltes da ad for at hente vore Kapper og andre Fornødenheder, og traf igen sammen paa det aftalte Mødested, Café Precorso, hvorhen vi havde bestilt Vognene. Eftersom det var strengt forbudt at bære Vaaben, og den ene tilmed ikke vilde lade den anden mærke, at han nærede nogen Frygt, var det morsomt nok at se den Omhyggelighed, hvormed enhver søgte at skjule enten Skæftet paa en Pistol, der ikke rigtig vilde gemme sig i Lommen, eller Skaftet af en Kniv, som gled frem udenfor Frakkeærmet.

Da hele Selskabet endelig var samlet, steg vi i Vognene, og af Sted rullede vi gennem Gaderne, hestandigt omkredsede af Tiggere i alle mulige Aldre og Størrelser, der forfulgte os med den gamle 67 klynkende Ramse: "Misericordia!" "piccolo danaro!" og "moro di fame!"

Den klare, straalende Maane var imidlertid staaet op, og kastede sit Strejflys hen over de gamle sicilianske Konger, der pryde Fagaderne paa Quattro Cantoni, en lille Rotunde midt i Byen, hvorfra de fire Hovedgader udstraale. Stadigt følgende Strada Garibaldi, kom vi snart derpaa forbi Piazza Pretoria, hvis store Fontæne rislede i Maanelyset, omgiven af Balustrader med Statuer og Statuetter af højst forskellig kunstnerisk Værd. Længere borte i Gaden traf mit Blik Portalen af Kirken St. Giuseppe, hvor jeg den foregaaende Dag havde bivaanet en Messe i Selskab med Lojagono. Vi var stegne ned i Kirkens Krypt for at se et af hans Yndlingsbilleder, en Altertavle af den berømte Palermitaner Pietro Novelli. Jeg havde, hvad man i Reglen plejer overfor Malerier, gjort Regning paa et nogenlunde heldigt Lys, passende Afstand og andre saadanne Bagateller, og jeg blev højlig forundret ved at befinde mig i et saa godt som mørkt Rum, hvor man akkurat skimtede et Alter med røde, flimrende Vokslys og foran det en Gruppe andægtige, der i det skuffende Halvlys saa' uformelig kæmpestore ud. Min Forundring steg dog endnu mere, da Lojagono banede sig Vej gennem de troendes Skare, og jeg tillige med ham befandt mig Ansigt til Ansigt med den ærværdige fede Præst, der høfligt gjorde Plads for os begge. Efter at have sluttet et Responsorium, kaldte han paa en fedtet Kirkebetjent, der, som en Snog skød frem af Mørket, tændte en lang Kerte, og - en, to, tre - sprang op paa Alteret, hvor jeg nu opdagede Billedet. Staaende deroppe, lyste han op, demonstrerede og fortalte, og alt imens gik Gudstjenesten sin uforstyrrede Gang neden under. - Jeg betragtede vekselvis Lojagono, Præsten og Folket; men det lod til, at jeg var den eneste, der ikke fandt dette fuldstændigt i sin Orden. Jeg gav mig da god Tid til at betragte Maleriet, og efter at jeg var færdig dermed, betalte jeg Ciceronen og tog en høflig Afsked med den fede Fader.

Idet vi var i Færd med at søge Opgangen fra Kryptkirken, blev vi standsede af en midaldrende Dame af nobelt Udseende, der i en dæmpet Tone henvendte en Opfordring til os. Jeg hørte ikke Ordene og spurgte derfor Lojagono paa Fransk, hvad det var, hun vilde. Han svarede da, dog ikke uden en vis Forlegenhed, at hun bad os om en Almisse, og førend jeg kunde komme mig af min Forbavselse herover, havde han taget sin Pung frem, og tilbød hende et Frankstykke, hvilket hun imidlertid med en næsten foragtelig Mine vægrede sig ved at modtage, idet hun ganske roligt tilføjede: "Scusate signori, troppo poco!" Jeg føjede nu et Par andre Stykker til, og da hun rimeligvis kunde se paa os, at Summen ikke yderligere vilde blive 68 forøget, trak hun let paa Skuldrene, og fjernede sig derpaa med en mesterlig Gestus, som om hun havde bevist os en Tjeneste ved at lade sig nøje med saa lidt.

At dette Tilfælde ikke var enestaaende, fik jeg nu, medens vi hørte videre, bekræftet ved de tilstedeværende Palermitaneres Samtale, der for en Del drejede sig om de nuværende syditalienske Samfundsforhold.

Den nye Tingenes Tilstand, der indtraadte efter det store Garibaldistiske Kup, som havde Bourbonernes Fordrivelse til Følge, hidførte saa mange og store Forandringer i hele Statsforvaltningen, at øjensynligt mange i den første Tid maatte komme til at lide derunder. Saa længe Vicekongen endnu residerede i Palermo, og medens Kirker og Klostre endnu blomstrede i yppig Fylde, havde Syditalieneren rig Anledning til at følge sin naturlige Tilbøjelighed til Magelighed og Dovenskab. Næsten hele Handelen var i Hænderne paa fremmede, i ethvert Tilfælde saa godt som hele Udførselshandelen, og af de indfødte levede i det mindste hele Middelstanden, for ikke at tale om det lavere Folk, udelukkende af Hoffet eller Klostrene. Nu kom Revolutionen. Kongen boede ikke længer i Neapel, men i Turin; Klostrene nedlagdes og gjordes til Kaserner, Kirkegodserne blev solgte for at dække Statsgælden, og endda paalagdes der svære Skatter. En Masse Mennesker blev saaledes brødløse, og for hver ny Reaktion i konservativ Retning blev Paalægene større og Subsistensmidlerne mindre. At tage energisk fat eller at vandre ud er ikke Syditalienerens Sag, og efter at de kraftige Forholdsregler, der fra Regeringens Side blev tagne ved den sidste Septemberrevolution, havde overbevist Folket om, at ingen Forbedring i dets Stilling var at vente ad revolutionær Vej, slog man sig til Ro, levede som man bedst kunde ved at lade fem være lige, og søgte for Resten overalt, hvor Indkomsterne manglede, at bjærge det fornødne ved et udstrakt Tiggeri hos hverandre gensidig eller overfor de bosiddende eller rejsende fremmede.

Vi var imidlertid under denne Samtale komne til Pladsen, hvor den store Katedral ligger, og jeg opfordrede Kusken til at køre lidt langsommere for ret at kunne nyde det dejlige Syn af dens rige Arkitektur, hvis Marmorprydelser traadte blændende hvide frem i Maaneskinnet, medens Taarnene løftede sig knejsende mod den dybe, blaa Nathimmel. Palermos Domkirke er bygget i en langagtig Firkant med flere fremspringende Kapeller; den har et Hovedtaarn i Pantheonstilen og fire slanke Klokketaarne, et paa hvert Hjørne. Ved en høj, gotisk Bue staar den i Forbindelse med det ærkebiskoppelige Palads, der bærer et femte Taarn, i Stil med de mindre, men mere kolossalt end disse og med høje, luftige Spir. Ved deres Lighed med 69 Minareter minde de om Kirkens Oprindelse. Den var tidligere en muhamedansk Moské, der blev ødelagt under Normannerne, hvis Konge Roger (Ruggiero II) byggede Kirken i dens nuværende Skikkelse. Pladsen foran er indhegnet med en svær Marmorbalustrade, der bærer seksten Statuer af de berømte Ærkebisper, og i Midten staar La Santa Patrona, stirrende fra et højt Fodstykke med synligt Velbehag paa Hovedfagadens prægtige Portal. - Forbi det skumle ærkebiskoppelige Palads rullede vi ud paa den store Plads, der indesluttes af lutter offentlige Bygninger, af hvilke de første paa højre Haand, Jesuiterkollegiet og Gensdarmerikasernen, maaske er de mest imponerende. Baggrunden indtages af det kongelige Slot, Observatoriet og den berømte Porta Nuova. - Om Dagen er der almindelig Travlhed her, idet den paa ægte militær Vis planerede og makadamiserede Firkant benyttes til Eksercerplads for de forskellige Kaserner. Men nu, da vi paa denne Tid af Aftenen rullede over Pladsen, herskede her en uhyggelig Stilhed, der kun blev afbrudt ved Afløsningsraabene fra Gensdarmerne eller ved en enkelt Mulæseldrivers Karre, der buldrede inde under den store Ports Hvælvinger.

Real Palazzo gjorde aldeles intet kongeligt Indtryk, men da jeg siden efter fik Lejlighed til at bese dets Indre, overraskedes jeg ved en Pragt, som dets Ydre kun i ringe Grad lod vente; navnlig var Mosaikarbejderne i Slotskapellet vidunderlig sjældne og kostbare. Forbi Observatoriet, en forunderlig Bygning med Snirkler, Gelændere, Murkanter og grønne Skodder, fløj mit Blik til Porta Nuova; vi rullede igennem den, og nu var vi udenfor Byen, i Forstaden Mezzo Monreale.

Da jeg sad med Ryggen til Kusken, kunde jeg saa at sige læse mig en Del af Byens Historie til gennem Portens forskellige Arkitekturer. Der maa rimeligvis i sin Tid have været en anden Port, hvis Oprindelse maa have tabt sig i den graa Oldtid, eftersom Navnet "den nye" er blevet denne tillagt, uagtet dens Hvælvinger i mange Sekler har genlydt af mange Tusinders Skridt, af Kampens Raab og Sejrens Jubel. Selve Hvælvingen og et Stykke af Muren oven over den fremspringende Gesims tilhører den mauriske Tid, da Araberne holdt Hof i Palermo. Paa mit Spørgsmaal, om hvem der havde ladet Porten opføre, fik jeg til Svar: il Saracino Adeleamo, uden at jeg dog kunde faa nærmere Oplysning om, hvem denne Adeleamo havde været. Ved de fire kolossale Karyatider paa den udvendige Side er der en Særegenhed at bemærke, som frembringer en højst ejendommelig Virkning. Paa de fire Muselmænd er nemlig Øjnenes Pupiller indskaarne i Sandstenen paa en saadan Maade, at de danne en mørk, halvrund Skygge, afbrudt af et stærkt Kantlys, saa at man endog i temmelig lang Afstand føler sig iagttaget af disse vilde, rullende Øjne, der synes at ville gennembore den, der nærmer sig.

70

Under de normanniske Konger, Robert Guiscard og Roger, blev den øverste Del af Porten tilføjet; den indeslutter en Række Værelser med en luftig Kolonnade udenfor der bærer en Altan oven over hvilken igen et tredje Stokværk hæver sig, hvis Tag løber pyramidalsk op i et lille Spir med Glughuller til Udkigsposter. Her havde de berømte Hoherstaufer Frederik den Anden og siden efter hans Søn Manfred deres Studerekamre, hvor Literaturen og Musiken dyrkedes, og her boede Siciliens Diktator, Garibaldi, efter at han med sine Rødskjorter havde bemægtiget sig Byen netop igennem denne samme Port. Det Værelse oven paa, hvor hans simple Feltseng, hans Vandkrukke og hans Pistoler gemmes, betragtes med en næsten religiøs Ærefrygt nede fra Vejen af Bjergbonden, der hængende paa Ryggen af sit Æsel mindes de Dage, da Garibaldi kom ned fra Marsala med sin Haandfuld Folk, der daglig forøgedes ved Almuens Tilløb. Han mindes, hvorledes Garibaldi laa lejret paa Bjergtoppene rundt om Monreale og ved hver Skærmydsel skaffede sine Folk Vaaben og Ammunition, og endelig hvorledes Diktatoren selv stormede Porta Nuova i Spidsen for sin lille Skare, og Portens Fliser farvedes af Sveitzergardens Blod. I Italien, hvor intet forandres, intet udnivelleres, bliver alt et Mindesmærke om en Tid, en Situation. I Mandshøjde er saaledes Porta Nuova's Mure gennemfurede og gennemhullede, man ser, at der er bleven skudt paa nær Distance, og man læser gennem disse den bløde Sandstens Skrifttegn: "Her begyndte Italiens Befrielse." Paa den brede Vej, der fører gennem Mezzo Monreale, færdedes endnu en hel Del Mennesker, og fra de smaa Osterier paa begge Sider hørtes Sang og Guitarspil. Vi holdt udenfor en saadan lille Taverne og steg af for at bese dens Indre. I Forhuset fandtes Køkkenet, hvorfra de flinke Camerierer i hvide Trøjer ilede frem og tilbage. Et Værelse, der vendte ud til den snevre Gang, var fuldt af Officerer, der spillede Kort og drak. En af dem, en ung, smuk Fyr, var tumlet ned af Stolen og laa snorkende paa det kolde Flisegulv. Bag Huset var en lille indhegnet Plads med fire murede Søjler, forbundne med lange Stænger, der dannede et Espalier for det tætte Vinløv. Maanen glimtede ned gennem det løvrige Tag og lyste snart paa et Ansigt, snart paa en Haand af de der forsamlede Grupper. En gammel, solbrændt og hvidhaaret Tigger spillede paa Guitaren og sang, og kvindelige Stemmer faldt ind, naar Omkvædet kom. Det var en Scene fuld af Liv og Poesi, men da vi ikke turde komme altfor sent til det usikre Monreale, skyndte vi os at tømme en Fogliette, og af Sted gik det igen hen ad den jævnt opadskraanende Vej.

Husene blev efterhaanden færre og færre. Til højre aabnede et vidt Landskab sig med Villaer, frodige Orangeskove og hist og her en alvorlig Pinje, der tegnede sig mørk mod det fjerne Monte Guccios 71 blaalige Ryg; og efter en halv Times Kørsel begyndte Vejen at slynge sig i Zigzag op ad Bjerget. Uden at bryde os om Palermitanerne, hvem det aldrig vilde falde ind at tage Hensyn til Dyrene, steg vi Nordboer af for at lette Hestene Byrden, og marcherede op ad den kridhvide, støvede Vej. Paa den ene Side havde vi den stejle Klippevæg, hvor den vilde Figenkaktus næsten dannede en hel Kratskov, og hvor Agaven spredte sine spidse Blade ud mellem Stenene. Smaa Kapeller med Madonnabilleder, murede op imod Klippen, afvekslede med Vandbeholdere, hvorfra Vandet sivede og rislede over Stenene. Paa den anden Side løb et lavt Brystværn til Beskyttelse mod Dybet neden under. Jeg bøjede mig af og til ud over det og saa' ned for mig. En af Siciliens frugtbareste Dale udstrakte sig for mit Blik. Contadinoens Huse skjulte sig næsten under denne yppige Vegetation, hvor Oliven-, Mandel-, Morbær-, Figen- og Orangeskove strakte sig mellem Vinhaver og Majsmarker; og saa tæt var Løvværket der nede, at det i den dæmrende Maanelysning forekom en, at man intet vilde vove ved et Spring ned paa det bløde Tæppe.

Ved Omdrejningen til en snæver Gyde standsede vi først foran en stor, imponerende Bygning. Det var Monreales Stiftelse for Omegnens fattige, oprettet af en Ærkebiskop, Monsignor Balsamo. Ud af Vinduerne var brogede Klædningsstykker hængte paa lange Stænger, Madonnabilleder var klistrede paa Dørene, og snart flokkede en hel Armé af Husets yngre Befolkning sig om os, og eskorterede paa denne Maade ankom vi til Byens Torv, hvor den berømte Kirke og Kapucinerordenens Kloster ligge. Uagtet det var saa sent, stimlede alle Byens lasede Indvaanere sammen om os, lige saa snart Hjulenes Rumlen hen over den knudrede Stenbro havde vakt Ekkoet i de tavse Gader, og at dømme efter de Kæltringefysiognomier, der stirrede paa os, var det ikke saa ufatteligt, at denne Rede havde saa daarligt et Navn paa sig. Ved et usselt Tratoria mødte vi en Officer ved det Kompagni Bersaglierer, der var garnisoneret her, og da han hørte, at vi ønskede at se Katedralen, gav han straks med den største Høflighed nogle af sine Folk Ordre til at skaffe det fornødne til Veje til et saadant natligt Besøg. Kort efter kom en lille, mager, gejstlig Person med et Par store Nøgler; Soldaterne bar lange Kerter, og i en saadan Procession traadte vi gennem en brøstfældig Dør ind i den prægtige Kirke. Og prægtig var den i Sandhed. Fra Gulv og til Loft glimrede Mosaiken i Lysenes Skær. Langs med Skibets Mure stod udskaarne Bedestole af fortrinligt Arbejde. Guld- og Sølvsirater lyste, hvorhen Øjet vendte sig, og netop denne overdaadige Pragt, som om Dagen maaske vilde have gjort et overlæsset og smagløst Indtryk, frembragte i det usikre Fakkelskær en fuldstændig magisk Virkning. Det tavlede, rigt indlagte Loft var nyt. I den sidste Revolution var en 72 Bande trængt ind i Kirken og havde stukket Ild paa Taget for at smelte Guldet ned. Et Vidunder i Mosaikarbejde var et kolossalt Kristushoved, der indtog hele Hvælvingen over Højalteret; ogsaa blev der, som jeg hørte, i mange Miles Omkreds sværget ved dette Hoved, og Eden havde da en fortrinsvis bindende Kraft. - Lyset faldt paa de to kraftfulde, smidige Bersaglieri; de bølgende Hanefjer paa den bredskyggede Hat bedækkede næsten det halve af Ansigtet; den høje, sortskæggede Officer pegede med sin blanke Sabel i alle Retninger, og vi Nordboer stod med Hatten i Haanden og saa' os omkring. Det hele havde noget saa mystisk og vidunderligt ved sig - ingen af os vil vist glemme det saa let.

Fra Kirken blev vi ledsagede til Klostret. Efter Munkenes Fordrivelse stod det øde og forladt. Vi vandrede gennem de lange Gange, læste Numrene paa Cellerne, og oplyste ved Faklerne de Malerier, der hængte over Dørene. En dejlig Buegang med dobbelte Søjler, der bar de luftige Hvælvinger, strakte sig rundt om den indre, firkantede Gaard. Herfra førtes vi ud i Haven og overraskedes ved fra Terrassen, der hængte ud over Klippen, at se det storartede Landskab udbredt for vore Fødder. Den frugtbare Dal strakte sig lige hen imod de yderste Huse i Palermo. Selv laa Byen der i en Halvkreds mellem sine to Forbjerge: mod Øst skød Capo Zafarano sin krummede Nakke ud i det uendelige Middelhav; mod Vest løftede Monte Pelegrino sin gigantiske Masse. Taarnene og Kuplerne blinkede i Maanelyset. De store franske Dampere gled som smaa Prikker med røde og grønne Lanterner ud af Havnen. Lojagono stod ved min Side, ganske hensunken i Betragtninger over sin skønne Fødestad. Jeg rakte ham tavs min Haand, og han forstod, at jeg, en fremmed, delte hans Følelser - og medens Dalens Blomster og Frugter udsendte deres bedøvende Vellugt i den milde, kølige Nat, gik vi Arm i Arm langsomt tilbage, idet jeg hørte ham hviske: "Giammai scordarsi; - aldrig forglemme."

II.
Messina og Østkysten.

Det var paa en af disse uforglemmelige Aftener, som man kun oplever i Syden, at jeg forlod Palermo. Sceneriet kunde ikke være smukkere eller effektfuldere. Maanen skinnede fra den dybe Azur ned paa Middelhavets lange, taktfaste Dønninger. Den franske Damper laa ude paa Reden, omringet af lette Barker. Den havde Lanterner ude i tre, fire forskellige Farver, der afspejlede sig i Vandet og fuldstændiggjorde den Illusion om en Waxhall, som Byen med sin Halvcirkel 73 af blinkende Lys Indgød en. Grækere og Arabere i Nationaldragt stirrede alvorlige ud over Rælingen, hvor de franske Matroser voltigerede frem og tilbage med abeagtig Behændighed, og da det sidste Varp var kastet los, og den sidste Barkajole skrigende og skraalende var dreven agter ud, befandt jeg mig paa Dækket af l'Amérique mellem saa mange forskellige Fysiognomier, Kostumer og Sprog, at jeg kom til at tænke paa de vestasiatiske Byer, hvor de to Verdensdeles Elementer stod sammen i broget Forvirring. Da vi var drejede omkring Capo Zafarano, forsvandt pludselig ethvert Spor af Byen, og da Skibets Bevægelser i den aabne Søs Dønninger blev større, forsvandt samtidig den største Del af Passagererne; Nattens Kølighed begyndte at blive følelig, de vagthavende Officerer fik Overfrakken paa, og indsvøbt i min Plæd marcherede jeg op og ned ad Kobryggen i Passiar med en fransk Købmand, der vilde til Alexandrien, og som røg en af de korteste Kridtpiber, jeg udenfor England endnu havde opdaget.

Tidligt den næste Morgen var jeg igen paa Dækket. Det blæste en frisk Kuling; det smukke Skib nejede i Søerne, og de stakkels Kabylere og Ægyptere, der havde kamperet paa Dækket i deres Burnus'er, tumlede af Sted fra for til agter for at varme deres vaade, forfrosne Lemmer. Jeg bad paa fransk et Par Stykker af de ynkeligste om at gøre mig den Fornøjelse at drikke en Kop Kaffe med mig, og skønt vi kun daarligt forstod hinanden, blev der snart indledet et Slags Samtale, hvori senere min bekendt fra den foregaaende Aften deltog. Han lod til oftere at være kommen denne Vej, og med livlig Snaksomhed fortalte han mig, medens han balancerede med sin Kaffekop, de forskellige Bjerges Navne inde paa Kysten, som vi holdt tæt ind under. Vi havde snart naaet Kap Peloro, Siciliens østlige Spidse, og bøjede nu rundt om den Sandtunge, hvorpaa den lille Fiskerby Faro ligger. Til venstre traadte Kalabriens Kyst frem af Morgentaagen med sine vilde Klipper, der paa denne Side af Skylla falde stejlt af imod Havet. Til højre begyndte Husene i Messinas langstrakte Forstad at vise sig, tittende frem af de tætbevoksede Dale og adspredte rundt omkring paa de nøgne Høje, der efterhaanden løftede sig i dristigere Linjer og længere inde i Landet antog den fuldstændige Form af blaatakkede Bjerge, saa at man ligesom kunde forstaa, at denne opadstigende Skala til sidst maatte ende i Ætnas kæmpemæssige, snedækte Tinde. For Resten sporede man bestandigt den vulkanske Natur i Kystens sønderrevne Udseende: denne Række af fortløbende Høje og Bjerge, alle kegledannede, med frodige Vinhaver og Orangelunde eller fremvisende den brungule, nøgne Klippe, og disse utallige Flodlejer, dybt indskaarne i Landet, ligesom Furerne i det menneskelige Fysiognomi, vidnede om voldsomme Udbrud, Naturens store Lidenskaber.

74

Set fra Søen gør Messina Indtrykket af at være en stor By, en Hovedstad. Medens Palermo er beliggende paa en Strimmel flad Kyst, og det synes, som om Bjergene, der omringe den, af Naade og Barmhjertighed har trukket sig en lille Smule tilbage, for akkurat at give den Plads, saa udbreder Messina sig dristigt, amfiteatralsk, til højre og til venstre, op ad Bjergene, og medens det i Palermo i det mindste for Størstedelen, kun er den smudsige Forstads Gader, der indtage Stiækningen langs Strandkanten, saa er Messinas Marina (Havnegade) i en Længde af omtrent en Fjerdingvej en eneste Række paladslignende Huse med Kolonnader, Balkoner og høje, luftige Altandøre. Saa snart man imidlertid er kommen ind i Byen og har opholdt sig lidt der, forsvinder Illusionen; alt er saa smaat og provinsagtigt, og Marinen til Slutningen den eneste Gade, hvor man har Lyst til at bevæge sig. Da Byen savner et Universitet og, med Undtagelse af den rigt prydede Katedral, næsten ethvert Spor af betydeligere, historiske Mindesmærker, har Livet efterhaanden indsnevret sig indenfor de merkantile Forretningers Grænse. Disse er næsten udelukkende i Hænderne paa fremmede, der drage en skarp Grænse mellem sig og de indfødte, saa at en rejsende kun yderst vanskeligt formaar at sætte sig i Rapport til Italienerne, men maa nøjes med at se dem gaa forbi og høre deres Uvidenhed, Fanatisme og Mistænksomhed omtale, uden selv personlig at kunne danne sig en Overbevisning derom.

Hvad der imidlertid gjorde mig Opholdet i denne By til et af de behageligste paa hele min Rejse, var den velvillige Imødekommenhed, jeg mødte i de Huse, der enten var udelukkende danske, eller hvor de danske Elementer var stærkt fremtrædende; og da jeg virkelig ved flere Lejligheder havde fundet mig saa lidt tiltalt af den indfødte Befolkning, beklagede jeg snart ikke længer, at jeg ikke havde haft Lejlighed til nøjere at lære den at kende.

Det var navnlig hos en Hr. M., at vi danske samledes efter Middagsbordet. Balkondørene stod vidt aabne, og da Huset laa paa Marinen, havde man den prægtigste Udsigt ud over Havnen og Faro di Messina til Kalabriens Kyst, der i den klare Luft syntes saa nær, at man kunde naa der over med et Bøsseskud. Den dybe Havn, der er dannet af et gammelt Krater, forsvares mod Nord af Fortet San Salvador, uden for hvis Fyr den af Homèr med saa levende Farver skildrede Charybdis findes. Om nu Digternes Fader har tilladt sig en licentia poetica, og Charybdis virkelig aldrig har været farligere end nu til Dags, er vel vanskeligt at sige. Ligesom Poesien slides paa Forstandslivets Klipper, indtil der kun bliver et ringe Spor tilbage til de sildigere Slægter, saaledes kan jo omvendt Charybdis gerne i sin Tid have bruset vildt af Sted, indtil Klipperne, der frembragte Hvirvlen, er 75 bievne afslebne eller nedstyrtede ved selve det Elements Magt, hvis Kræfter de satte i Bevægelse. Saa meget er vist, at nu for Tiden, naar Vejret ikke er altfor ondt, behøver den brune Fisker, naar han driver sin Barke gennem den berømte Malstrøm, i det højeste at tage et Tag eller to mere end sædvanligt med Aaren, ja, han søger endog ofte med Flid derhen, formodentlig ledet af det gamle Ordsprog, at det er godt at fiske i rørt Vande.

Fra Fyret strækker sig sydpaa en smal Strimmel Land, det gamle Kraters Rand, og forbinder sig ved et andet Fort igen med Fastlandet, der her kaldes Terranuova, hvor Byens Promenade- og Eksercerplads er. Langs med denne Havn er det, at den brede Marine løber, og her ligge i Vintermaanederne alle Messinafarerne. Nu var den næsten tom; kun nogle enkelte græske og tyrkiske Skibe var halede ind til Kajen, og Besætningen kunde man se hele Aftenen igennem sidde i de smaa Taverner og med dybsindig Alvor røge deres lange Piber eller spille Domino og Kort.

Mangen en kølig Aftenstund, naar det sidste Glimt af den nedgaaende Sol var hendøet paa Kalabriens høje Bjergtoppe, begav jeg mig i Følge med en ung Købmand paa Udflugter langs Strandkanten. Født i Messina og opdragen i Sweitz hos sin Familie paa mødrene Side, havde han igennem sin Fader arvet en overvejende Interesse for dennes Fødeland, Danmark, og havde endogsaa under et længere Ophold dér lært Sproget til Fuldkommenhed, saa at jeg i alle Henseender i ham havde truffet en fortræffelig Cicerone. Vore Ture nordpaa havde i Reglen Faro til Maal. Ridende paa nogle mere end almindelig livlige Æsler fulgte vi da Marinen i dens hele Udstrækning, indtil vi gennem en Gitterport kom ud i Forstaden, hvor straks alt havde et forfaldent Udseende; og nu gik det gennem det løse Sand videre forbi smaa Villaer til det græske Kloster, en stor, imponerende Bygning, der saa at sige afslutter Byens Territorium. Her udenfor havde Sandet rigtig faaet Magt, og de smaa Æsler sank dybt ned i det. Paa Havstokken brød de lange Dønninger; større og mindre Fartøjer var trukne op paa Ruller og tog sig udmærket maleriske ud med deres hvide og røde Sejl og lange, slanke Ræer. Vi passerede efterhaanden en Mængde Fiumarer, smaa Flodlejer, der om Sommeren for det meste er tørre, men hvorigennem Vandet om Vinteren styrter med rivende Hurtighed fra Bjergene ud i Havet. Min Ven fortalte mig om mange Ulykker, der var foraarsagede herved, og da jeg senere trængte op igennem Bjergene, saa' jeg hele Landsbyer, der var underminerede af Vandet og styrtede sammen i Ruiner. Selv i Messinas Gader ser man Spor af en saadan Bjergstrøms pludselige Frembrud, og nogle af de Optrin, hvortil disse Oversvømmelser have givet Anledning, er helt tragikomiske. Saaledes blev en Gang to Soldater, der var posterede foran en 76 lig Bygning, bortrevne i deres Skilderhuse. Den ene, der havde militær Konduite nok til uden Indsigelse at lade sig bortføre i sit improviserede Fartøj, strandede ogsaa til sidst i god Behold paa et Hjørne, hvorimod den anden, der under høje Brøl forsøgte at redde sig ved Svømning, druknede i en Port.

Bjergene kom nu efterhaanden Stranden nærmere og nærmere, Vi red gennem Fiskerbyer, hvor Husene var næsten byggede op til Klippen, og en Mængde Børn ledsagede os hele Vejen med deres fremstrakte Hænder og ynkelige Tilraab. Navnlig var deres Sammenstimlen uhyre omkring den saakaldte Grotte, et Kapel, der er bygget lige midt paa alf ar Vej, men til Gengæld er forsynet med en hvælvet Buegang, saa at man rider midt igennem det. Vi piskede paa de stakkels Æsler for at befri os for den paatrængende Armé, der formeligt satte os i Belejringstilstand, og nu gik det hurtigt af Sted den sidste Mil ud til den øde Sandstrækning, hvor nogle smudsige Hytter, der myldre af Børn og Svin, bære Navnet Faro. Paa Tilbagevejen drejede vi af til Siden og kravlede op paa et gammelt Vagttaarn, der af Englænderne blev benyttet til at holde Udkig efter Napoleons Krydsere ; af saadanne finder man for Resten Spor hele Sydkysten over.

Langt interessantere end Kystturen var imidlertid Ekskursionerne ind i Bjergene. Med Hr. M., der som Fodvandrer havde berejst en stor Del af Evropa, fik jeg en fortræffelig Lejlighed til at foretage disse. Bekendt med Kontadinoens (Bjergbondens) Sprog, utrættelig paa Marchen som i sine Fortællinger, fandt han stedse de mest afsides Dale, de stejleste Højder og de mest henrivende Udsigter. Tidlig om Morgenen begav vi os paa Vejen med Stokken i Haanden og Kniven i Bæltet. Udenfor Stadsmuren slog vi ind paa den første den bedste naturlige Landevej, en eller anden udtørret Fiumare, der bugtede sig med sin gule Stribe op over Bjergaasene. Orangetræernes mørke Løv hang ud over de faldefærdige Mure, der løb langs med begge Bredder. Terrasseformige Vinhaver strakte sig op ad Højderne; Oliven-, Mandel- og Morbærtræer stod spredte omkring mellem de opbtmdne Vinstokke. Hist og her tittede en Villa eller et Bondehus frem af det lave Krat, og øverst paa de langstrakte Aase, omringet af høje Pinjer, knejste et Kloster med sine hvide Gavle og slanke Spir. Det var netop i Vagteltiden; Jagten gik lystig for sig; det knaldede i Dalene og paa Højderne, og mere end en Gang brød en fantastisk klædt Skytte frem af Buskene og skød meget nonchalant tæt forbi os efter sit Vildt.

En Mærkværdighed her oppe i Bjergene, som enhver, der kommer til Messina, besøger, er Eremitten, Pater Giuseppe. Da Hr. M. paa en af vore Udflugter, hvor vi begge var blevne dygtigt medtagne af Hede og Tørst, foreslog at besøge Eremitten, tænkte jeg mig i min 77 offentromantiske Troskyldighed en virkelig Eremit, der, hensunken i fromme Betragtninger over et Kranium, ernærede sig af Vand og vilde Urter. Min Ledsager, der havde opdaget mine Illusioner, berøvede mig heller ikke Troen i saa Henseende, og efter at vi var kravlede op igennem en uhyre Kløft, slog vi ind paa en lille Fodsti, som efter en halv Times March førte os lige hen over den hellige Mands Bolig. Den var bygget som et Kapel med et lille Klokketaarn. Kæmpehøje Figenkaktus og Agaver ragede højt op over Taget, og Døren var saa lav, at jeg maatte bøje mig i en ret Vinkel for at komme igennem den ind til en Stue med nøgne Vægge, Træbænke og et stort Krucifiks. Dekorationerne var altsaa fuldkommen rigtige. Ved vor Indtrædelse rejste sig imidlertid en tyk, jovialt udseende gammel Munk fra en Træbriks, og gav et noget aldrende Fruentimmer Ordre til at hente Vin og Frugter. Han hilste derpaa Hr. M. som en gammel bekendt, og blev meget fornøjet over at modtage en Indbydelse til at deltage i vor Frokost, efter først at have beklaget meget, at han intet havde at byde os, "fordi de Satans Unger nede fra Landsbyen ikke havde bragt ham noget i Dag". Som Præceptor og Lærer for Omegnens opvoksende Ungdom forbavsede han mig i Sandhed ved sine geografiske Kundskaber. Min Ven forestillede mig nemlig som il suo compatriota, un Danese, hvortil den ærlige Munk høfligt svarede: Ah, un Chinese! conosco questa gente superba, og da vi søgte at berigtige Fejltagelsen, indviklede han sig i den Grad i et Net af Chinesi, Francesi, Tedeschi, Danesi o. s. v. o. s. v., at det til sidst løb aldeles rundt for ham og han leende fulgte os ned ad Bjerget, idet han forsikrede mig, at han havde kunnet det altsammen, men det var længe siden.

Den bekvemmeste Maade at naa op i Bjergene paa - om den end er noget langsommere end gennem Fiumarerne - er dog at følge den brede, med megen Kunst anlagte strada nuova, der i utallige Bugtninger forbi Haver og langs Afgrunde slynger sig op til Platformen af den højeste Bjergryg, som i en temmelig uafbrudt Linje løber nordpaa hen imod Landsbyen Kastania og det saakaldte Terra inglese, hvor Englænderne paa Napoleons Tid forsøgte at anlægge Fæstningsværker. Fra denne lille By aabner sig en af de videste Udsigter, der i storslaaet Vildhed overgaar alt, hvad jeg i den Art senere fik at se i det for sine grandiose Vuer dog saa udskregne Sweitz. I sønderrevne, kaotiske Masser, Kløft ved Kløft og takkede, brudte Klipperande ved Siden af runde, kompakte Bjergknolde, sænker Højdedraget sig lige under ens Fødder i en Strækning af hen imod to Mile, ned til Havet. Saa vidt Øjet rækker, følger det Nordkystens indskaarne Bugter og fremspringende Klippepynter og Tunger. Paa en af disse ser man den befæstede By Milazzo, der med sin bourbonske Besætning forsvarede sig saa heltemodig imod Garibaldisterne, og yderst 78 i Horisontens Rand hæver Stromboli og Volkano deres kegledannede Toppe med lette luftige Røgstøtter op over det blaa Middelhav. Vender man sig ind mod Landet, da vil man opdage over de fjerne Bjergrygges langstrakte Linjer en violet Sky, der øverst blinker skinnende hvid gennem den klare Æter. Det er Ætna med den evige Sne om sine Kratere. Da jeg var her oppe i Kastania, blæste en hylende Storm hen over de øde Højder og gjorde Indtrykket af det storslaaede Landskab endnu mere gribende. I selve Navnet val di demonio ligger noget, der bestemmer ens hele Betragtningsmaade overfor dette vilde Bjergterræn, der virkelig i sin kaotiske Forvirring ser ud, som havde det været Tumleplads for Giganternes Kampe.

Ved min Afrejse fra Messina blev jeg behageligt overrasket ved at høre, at jeg vilde faa Følgeskab af den forhen omtalte unge Købmand, Karl S., der agtede sig til Katania i Forretningsanliggender. Vi blev snart enige om at anvende den første Dag af Rejsen til at besøge det berømte Taormina, og en tidlig Morgenstund begyndte vi da Turen med at indfinde os paa den ny anlagte Jernbanestation udenfor Terranuova, og af Sted gik det nu langs med den dejlige Strand, hvor de lange Brændinger skummede mellem de store Stene. Kalabriens Kyst laa skinnende i det klare Morgenlys, og man saa' tydeligt de hvide Huse ovre i Reggio, bag hvilke Aspromonte (Garibaldis Ihukommelse) hævede sig med sine mørke Skovbælter. Klipper med maleriske Ruiner fra Maurernes og Normannernes Tid, der højt oppe i den blaa Luft hang ud over Vandet, afvekslede med mørke Tunneler, hvorigennem Vejen gik, hver Gang et Forbjerg sprang frem og stillede sig i Vejen med sin takkede Kam og sine smaa, dybe Bugter, hvori Fiskerne og Smuglerne havde deres Fartøjer liggende. Brede og sandede Fiumarer aabnede Indblik i snævre Dalstrøg med Haver og Lunde, Kirker og Landsbyer. Hvert Kvarter standsede vi ved en Station, hvor et raat tømret Skur udspyede en Sværm af Tiggere, Vandsælgere og Bønder, klædte i korte Trøjer, Gamacher og den lange uldne Hue. Ved en saadan primitiv Stationsbygning steg vi af og bestilte Æsler. Stationsbygningen hørte til den lille, snavsede By Giardini, hvor alle Indbyggerne lignede slet forklædte Røvere, der hvert Øjeblik kunde kaste sig over os. Efter at vi med Stokkeslag og ved at true med vore Pistoler havde adsplittet den paatrængende Bande Æseldrivere, der straks som hungrige Rovfugle omringede os og næsten med Magt vilde sætte os op paa deres Dyr, sluttede vi Akkord med to af de mindst banditagtig udseende Individer, og befandt os snart i Sadlerne, der bestod i Dyner, fastgjorte med et Stykke Reb, som var snørt om det ulykkelige Æsels slunkne Bug. Hvert Øjeblik 79 gled den improviserede Sadel af, og vedkommende maatte da i en Fart springe ned til den modsatte Side, hvilke gentagne Fataliteter lydeligt blev udpebne af vor Eskorte, der hujende og skraalende, men i en passende Afstand, fulgte os over Halvdelen af Vejen. Fra Stranden, hvor Giardini er beliggende under høje Klipper, gik Vejen igennem en med lavt Krat bevokset Kløft, i bestandig Zigzag op til Taormina. Imidlertid havde jeg endnu hverken set antikke Ruiner eller Spor af nogen som helst By, for ikke at tale om det majestætiske Ætna, og paa mine utaalmodige Spørgsmaal desangaaende svarede den brune Fører bestandig kun: sopra, sopra, Signore. Efter en halv Times langsom Kravlen op ad den mer end halsbrækkende Vej opdagede vi da endelig nogle sammenstyrtede Mure, og da vi kort efter stod i Begreb med at ride ind gennem en mørk, snæver Port, opført af Normannerne, standsede pludseligt den veldresserede Cicerone vore Æsler, og vendte sig om med det Udraab: Ecco il monte!

I Sandhed det var et overraskende Syn, da vi drejede os om og saa' Ætna lige foran os, løftende sit gigantiske Hoved over de mellemliggende Bjerge, opsendende den klare Svovldamp mod Zenith, bærende paa sin Fod Verdens frugtbareste Have, Kataniasletten, og solende sine mørke Aarer, de dunkle Lavastrømme, i det klare, blændende Dagslys. Jeg var saa optagen af dette Syn, at jeg næsten slet ikke lagde Mærke til, at vi holdt vort Indtog i den maleriske, snavsede Røverrede og gennem nogle snævre Gader blev førte hen til det lille Hotel, fra hvis Altan vi under det frugale Maaltid formelig svælgede i Nydelsen af den henrivende Udsigt.

Taormina, de gamles Tauromenium, er som ovenfor berørt en ussel lille Bjergby med snævre, krogede Gader, men rig ved sine Mindesmærker. Som alle disse smaa Reder i Bjergene har den oprindelig været befæstet ved en høj, nu paa flere Steder sammenstyrtet Mur og er for Resten fra Naturens Haand beskyttet ved de bratte Klipper, hvorpaa den er anlagt, og som paa de tre Sider falde lodret ned imod Havet. Paa den fjerde, Sydsiden, som vi kom op ad, findes Porten, et malerisk smukt lille Udenværk, der ligesom den takkede Mur og flere adelige Paladsruiner inde i Byen er arkitektoniske Skønhede i den reneste normanniske Stil. En fuldkommen saa malerisk, og endnu smudsigere Miniaturudgave af Byen er det paa en kegledannet Klippe, omtrent 400 Fod højere, liggende Mola, der med sine lange Mure og sine Tinder og Gavle synes som en Rovfugl med udstrakte Vinger og Næb og Kløer at svæve spejdende over ens Hoved i den klare Luft. Kun en eneste, af dobbelte Mure beskyttet, Sti førte op til det næsten uindtagelige Kastel, og man har halvt historiske Sagn om glimrende Heltegerninger fra Besætningens Side, da Byen blev forsvaret mod Araberne, der dog endelig en mørk Nat ved Forræderi overrumplede Vagterne og nedsablede hele Befolkningen.

80

Taorminas berømte Amfiteater ligger norden for Byen paa en fremspringende, næsten isoleret Klippe, det antikke Tauro, hvoraf Navnet udledes. Man følger en lille Sti, der fra Byens Udkant snor sig op over Klipperne, og opdager efter et Par Minutters Gang paa sin højre Side en stor muret Indhegning, hvis Fliser og Granitvægge er bedækkede med Kaktus. Dette var det store Bassin, hvor Søtræfningerne, Grækernes ναυμαχιαι, leveredes. Langvejs fra over Bjergene ledtes Vandet hertil gennem uhyre Aquadukter, der i Romernes Tid paany opførtes, og hvoraf endnu Ruiner er tilbage. Gaar man et Tusind Skridt videre frem, standser man ved en Gitterport. Pladsen er indhegnet; en Cerberus bor i et lille Hus indenfor, og man maa erlægge sin Tribut her ligesom overalt i Italien, hvor alt er beregnet paa at drage Fordel af Barbarernes Nysgerrighed. Efter at vi med et Par Tari havde afskediget vor Cicerone, der med et Kort i Haanden allerede havde begyndt at fremplapre sin stereotype Remse, voltigerede vi over sønderbrudte Kapitæler, Marmorsøjler og Granitblokke ind paa Arenaen, og derfra op over Tilskuerbænkene til Galleriets øverste Rand, hvor vi satte os ned og udspændte vore Frakker paa nogle Agaver for at beskytte os mod den brændende Sol. Under Trykket af de store Forhold i Omgivelserne havde Ruinerne paa Afstand taget sig ganske ubetydelige ud, men nu forbavsedes jeg næsten ved deres Størrelse. Teatret var anlagt øverst oppe paa Klippens jævnt skraanende Overflade. Et Par Tusind Alen nedenfor de bageste Mure faldt Klippen stejlt af mod en Afgrund, paa hvis anden Side man saa' en Del af Byen og dybt under denne Strandbreddens hvide Krumninger, der langt borte løb ud i en Halvø. Over Baggrundens varme disige Toner løftede Ætna sig. Til højre støttede det mufede Galleri sig til en lodret Klippevæg, oven over hvilken Mola viste sig med sine hvide Bygninger. Galleriets indvendige Side var prydet med en Afveksling af Søjler og Nicher, og nedenfor dette begyndte Bænkenes Rækker, udhugne i den haarde Sten og derhos saa vel konserverede, at man hvert Øjeblik tænkte sig at se togaklædte Skikkelser myldre frem for at indtage deres Pladser. Den nederste, for Senatorer og de højere Patriciere bestemte Række var i en Højde af tre Alen adskilt fra Scenen, og da dette Teater kun blev benyttet til Skuespil, stod her i Midten det hellige Alter, paa begge Sider af hvilket Koret bevægede sig ud fra Orkestret. Muren, der dannede Baggrunden, var paa flere Steder aldeles nedstyrtet ligesom den Søjlerække, der løb foran, og hvor Statuer af Hermes og Apollon Musagetes havde været anbragte. Saa godt var Akustikens Love iagttagne, at naar man stillede sig nede paa Scenen, hørtes den sagteste Hvisken derfra ganske tydeligt paa de øverste Bænke, og da S. affyrede sin Revolver fra Orkestret ud imod Baggrunden, blev Knaldet med næsten 81 bedøvende Magt atter og atter tilbagekastet fra de omgivende Klipper. Indtil hen imod Aften blev vi her oppe, hensunkne i Beskuelsen af disse den storartede Naturs Dekorationer, lige overfor hvilke selv den højeste Kunst føler sig afmægtig, og gennemtrængte af den Omgivelsernes højtidelige Tavshed, der, lige overfor Mindesmærker om forsvundne Tider og Slægter, fylder Brystet med større Tanker og dybere Indtryk end noget Skuespil i Verden. Da Solen endelig var gaaet ned bag Bjergene, gjorde vi, hvad de græske Tilskuere i sin Tid rimeligvis ogsaa have gjort: vi vendte tilbage til vort Hus, og "spiste Bedernes Kød og drak megen sød Vin dertil."

Som bekendt er Sydens Tusmørke kun af kort Varighed. Natten bryder frem næsten med det sidste Glimt af den dalende Sol. Kappen svøbes om Skulderen, Stjernerne blinke frem, eller Maanen hæver sig majestætisk op af Havet Natten er kommen og indbyder til sit hemmelighedsfulde, lokkende Skjul; en Vellugt af Blomster strømmer Dig i Møde, Du gribes af en forunderlig Anelse, en ubeskrivelig Længsel efter Livets Romantik, og Du gaar ingen Aften i Møde uden med et højt bankende Hjerte, som gik Du til et Stævnemøde med den smukke Pige, der hilste Dig i Morges, eller med den sølvpilede skønne, der nu smuttede ind ad Døren og vist saa gerne lukkede Vinduet op, naar Du blot kunde synge og spille for hende ligesom din sortøjede Rival derhenne.

Natten overraskede da ogsaa os, medens vi drak vor Fogliette paa Hotel Tauros skrøbelige Balkon. Fra Dalen dybt under os opsteg denne krydrede, ubeskrivelige Duft, der udstrømmer fra Orange- og Mandelhaverne. Ikke et Vindstød, ikke en Fugls Flugt afbrød den drømmende Stilhed, og det var kun som svage Molakkorder, at Havets fjerne Vuggevise hørtes nede fra Strandbredden. Christian Winthers glødende "Sang paa Fjeldet" faldt os begge samtidigt ind, og det saa meget mere, som en Lysning Imellem Trætoppene forkyndte os, at "Fuldmaanen hist den røde hæver sig op". Det var en gribende, berusende Sammensmelten af Alverdens Poesi; men paa en Gang afbrødes Stilheden af en Sang, hvis udmærkede Skønhed ogsaa skyldtes det fortræffelige Foredrag og det smukke Guitarakkompagnement. Det var et Selskab af Katanesere, der ad en anden, besværligere Sti langsomt kom gaaende op imod Hotellets Have. De fleste var unge, smukke, livsglade Folk, der straks, saa snart de var komne over Dørtærskelen, raabte paa Lys, Makaroni og Vin, og efter en høflig Indbydelse fra deres Side var vi to fremmede snart indlemmede i den muntre Kreds. Et stort Bord blev besat med Blomster og Karafler, Lysene blev tændte, og rundt om de dampende 82 Makaromfade saas lutter sorgløse, smilende Ansigter. Det var især en stor, tyk Købmand, en Neapolitaner for Resten, der hyppigst tildrog sig den almindelige Opmærksomhed, og hvis Epigrammer og Bonmots ideligt lønnedes med stormende Applaus. Han havde taget sin Paletot og sit Halstørklæde af, bøjet Skjortelinningen til Side, og med den graa Filthat ned ad Nakken, det store, gulbrune Ansigt skinnende af Velvære og den svære Krop uafbrudt i en Række gestikulerende Svingninger, hang han som en uhyre Vinsæk over en Sofaryg, idet han snart akkompagnerede en Sang paa sin Guitar, snart med en mægtig Bas gav en komisk Bondescene til Bedste, under hvilke Anstrængelser den skrøbelige Sofa knagede som Skibsplankerne i en Storm. En anden var der, som improviserede til opgivne Rim og holdt patetiske Taler, uden at agte den Kritik, der stadig fulgte hans Forsøg. Der var ogsaa nogle Damer i Selskabet, af hvilke navnlig en med en uforlignelig Ynde og noget ubeskriveligt rørende i sin Stemme sang den bekendte palermitanske Fiskersang: Mille volte per te sospirai.

Min Ven og jeg opfordredes ogsaa til at synge. S. kunde nogle Bondeviser fra Marsala og nogle komiske spanske Sange, som han maatte give dacapo; men Jublen kendte ingen Grænse, da jeg begyndte paa Dupuys sprudlende Drikkevise af "Ungdom og Galskab". De mange Konsonanter fremkaldte rigtignok de besynderligste Grimacer hos Koret, men Melodien slog an, man brølede og hamrede med Glassene paa Bordet, og efter endt Sang omfavnede Tykkerten mig og gav mig sin Adresse i Katania og Neapel.

Først langt over Midnat brød det muntre Selskab op. Det skulde med Undtagelse af Damerne atter tilbage til Katania med en Speronaro, der ventede nede ved Giardini, og da de hørte, at vi agtede os samme Steds hen, indbød de os til at gøre Sejlturen med i den dejlige maaneklare Nat. Vi modtog naturligvis Tilbudet med Glæde, og nu gik det da i en lang Række af Sted gennem den lille By, hvis skumle Beboere blev vækkede af de højrøstede Stemmer og den klare, lydelige Latter. Ikke faa Forbandelser udslyngedes imod os fra de aabnede Vinduer, og vi maatte prise os næsten lykkelige ved, at vi slap for saa godt Køb, da vi omsider gjorde Holdt udenfor Porten for at ordne os og samle Kræfter til "Nedstigningen". Det var lyst nok til at undgaa Afgrunden ved Siden af Stien, men næppe lyst nok til at undgaa alle de Huller og Ujævnheder, som vore Æsler om Morgenen saa mesterligt havde klaret. Imidlertid slap vi dog med forholdsvis faa Uheld ned i den sandede Fiumare, og nu gik det, stadigt med den utrættelige Neapolitaner i Spidsen, videre, indtil vi standsede ved de første Huse i Giardini. Her var alt lukket og slukket. Den lette Speronaro var halvvejs halet op paa Strandbredden, men 83 Baadfolkene var ingen Steds at finde. Vi bankede flere Steder forgæves paa, uden at faa andet Svar, end at her var ikke Logi for Landstrygere etc., ja et Sted kom en gammel, arrig Heks ud i mindre end Negligé og ønskede saa mange Ulykker over os, at vi, hvis en Fjerdedel deraf havde ramt os, vilde have været værre farne end Odysseus paa hele sin Omflakken.

Et andet Sted stod Døren paa Klem. Neapolitaneren og jeg kigede ind og saa' da i det store Rum, belyst af en osende Lampe foran et Madonnabillede i en Niche, en hel Familie, bestaaende af voksne og Børn, Mand, Kone og et Par nydelige unge Piger, i et meget let Kostume, henslængte paa nogle Madrasser. Jeg vilde hurtigt trække mig tilbage, men den ufortrødne Italiener stødte først Døren helt op, greb saa nogle Akkorder paa Guitaren og sang nu med buldrende Stemme nogle skæmtefulde Strofer til de forvirrede skønne, der havde rejst sig over Ende og med lydelige Skrig fik hele den søvndrukne Familje paa Benene. Vi skyndte os af Sted til de andre, der imidlertid endelig havde fundet vort bortrømte Skibsmandskab, og efter en hel Del Anstrængelser lykkedes det vore forenede Kræfter at gøre vort Fartøj flot. Det var maaske ogsaa paa høje Tid, at vi kom til Søs, thi allerede viste sig flere dunkle Skikkelser, der styrede deres Gang ned mod Stranden, rimeligvis for at give Rolighedsforstyrrerne en sidste Hilsen med paa Vejen. Jeg kom uvilkaarlig, ved her under saa fremmede og næsten eventyrlige Forhold at forlade Siciliens Østkyst, til at tænke paa Odysseus, der flygter med sit ene tiloversblevne Skib fra de "Mændødelæggende Læstrygoner". Skikkelserne paa Stranden tog sig i det mindste i det usikre Lys helt overnaturlige ud, og paa Smaasten og Skældsord manglede det heller ikke.

Saaledes var vi igen paa Vejen til Katania. Vi gled for en let Brise hen over Middelhavets store, alvorsfulde Flade, og efterhaanden som Livligheden gav efter for Søvnens retmæssige Krav, indfandt Stilheden fra Aftenens Begyndelse sig igen i sin fulde Udstrækning. Jeg laa agter ude ved det svagt knagende Ror, med Blikket ufravendt heftet paa Ætnas mægtige Kegle, der i den usikre Maanetaage svømmede som et uhyre Luftsyn over den nære Kysts mørke, takkede Klippemure. Til Slutningen svømmede alt, Bjerge, Luft og Vand, hen i en eneste stor, uklar Masse. Sicilien syntes det Drømmeland, som det i Virkeligheden er, og jeg vaagnede først op til Virkeligheden igen, da Drømmen belystes af den opgaaende Sols klare, gennemtrængende Straaler.

Omtrent halvanden Mil forinden vi kom til Katania, hvor Jernbanen ophører, steg jeg af ved Accireale for at gøre en Skitse af den gamle, fra de normannisk-saracenske Kampe berømte Borg, 84 Accikasiello, der ligger ude i Havet paa en fremspringende Klippe af kolossale Lavablokke. Seks mægtige Fjældstykker, nogle af dem formelige Smaaøer, beskylles udenfor denne maleriske Ruin af Middelhavets Bølger. Det er de "cyklopiske Klipper", hvormed Polyphem saluterede Odysseus til Afsked, og i en af de Huler, der vender ud imod Havet, mellem Kystens vilde øde Lavamasser, var det altsaa, at de stakkels Grækere blev spiste, og at Odysseus hævnede sig paa Poseidons tølperagtige Søn. Sic fama est! Men hvor stor Homér egentlig er, følte jeg aldrig stærkere end her, hvor jeg havde Dramaets fuldstændige Dekoration for Øje, og her fik for første Gang Odysseus mytiske Figurer ret Kød og Blod i min Bevidsthed, ligesom det i de skotske Bjerge er hændet mig ved Makbeth og Lear.

Da jeg ud paa Eftermiddagen havde min Skitse færdig, vandrede jeg med min Bagage paa Nakken hen ad den støvede strada rotabile videre til Katania, for dér at træffe sammen igen med min Rejsefælle S., der imidlertid skulde have afgjort sine Affærer. Det var næsten ganske hjemligt oven paa de bestandige Bjergture at gaa ned ad den slagne Landevej. Bønderne, jeg mødte fra Slettelandets omliggende Landsbyer, saa' ogsaa langt fra saa røveragtige ud som deres Landsmænd i Bjergene. Alle var klædte med Omhu, og medens nogle red paa broget udstaferede Æsler, jollede andre med lystige Hilsener forbi i tohjulede, med Helgenbilleder overmalede Gigger, der blev trukne af kraftige Muldyr, som gerne havde en hel Galanteributik af Kvaster, Bjælder og Spejle fordelt omkring paa Seletøjet. Vejen var paa flere Steder hugget igennem de gamle Lavamasser, der lige fra Ætnas Top og ned til Havet bedække Sletten i mange Miles Omkreds. Oven paa den ældste Lava ser man da Muldjord, over denne kommer igen Lava, saa igen Muldjord, og saa fremdeles i mange Lag. "For Tiden er der Jord oven paa Lavaen," plejer Befolkningen at sige. Denne lille Skorpe Jord er det da, som frembringer den Yppighed og bugnende Fylde, der har gjort Kataniasletten til en af de rigeste og berømteste i Italien; og som et Eksempel paa, at det materielle Velvære her som overalt medfører den mere udviklede Kultur, mødte jeg - jeg tror for første Gang paa Sicilien - en lille Pige, der gik og læste i en Bog.

Ud paa Aftenen kom jeg til Katania, hvor jeg efter Aftale traf min Ven i "Grande Albergo", et kolossalt Hotel, der ejedes af en overordentlig gemytlig Sweitzer, med hvem vi passiarede Aftenen bort ved Vinflasken.

Det første, mit Øje faldt paa, da jeg den næste Morgen vaagnede, var til min glædelige Overraskelse det rygende Ætna, idet mit Vindue, eller rettere min Balkondør, var bleven staaende aaben om Natten. Jeg udregnede netop, hvor længe man vilde være om at naa op 85 til det øverste Krater, da S. i det samme traadte ind og gjorde en brat Ende paa mine Beregninger ved at meddele mig, at der til en Ætna-Tur vilde medgaa mindst tre Dage, især paa denne Aarstid (den tidligste Del af Sommeren), da Sneen endnu laa langt nede paa Bjerget, og han underrettede mig tillige om, at hans Tid ikke tillod ham at ledsage mig, i Fald jeg havde bestemt mig til denne Udflugt. Jeg opgav altsaa som god Kammerat Tanken herom, saa meget mere, som jeg i al Beskedenhed sagt var Kunstner nok til hellere at ville glæde mig ved paa Afstand at betragte Bjergets smukke Linjer, end efter engelsk Manér vade omkring i Sne og Aske for at kunne sige, at jeg havde været der. Efter Frokosten kørte vi da hen til Katanias berømte Benediktinerkloster, et af de største i Verden. Det indtog et helt lille Kvarter af Byen, og var omgivet af hvælvede kølige Buegange og Haver, hvor Statuer og de dejligste Blomster prangede i Forening. Vi vandrede gennem de uendelige Korridorer og lod os af en Katanienser, der var en bekendt af S., fortælle om den næsten utrolige Luksus, der havde hersket indenfor disse uanselige Celledøre, hvor hver Munk i sybaritisk Vellevnet fortærede sin aarlige Indtægt, der i Glansperioden skal have beløbet sig til henved 300,000 Rdlr. Om de hellige Fædres Smag og Intelligens fik man imidlertid en meget daarlig Mening ved at besøge det store Raritetsgalleri, som fornemlig bestod af slette Malerier, klodsede Nipssager og uægte Antikviteter, tillige med Misfostre i Spiritus, Krokodiller, Slanger og Aber i unævnelig Mængde. Den egentlige Klosterhave ligger bagved den uhyre Bygning og er anlagt oven paa den Lavastrøm, der en Gang ved en voldsom Eruption af Ætna truede den hele By med Undergang, men netop var saa høflig, man kunde gerne sige devot, at standse her foran Klostrets hellige Mure.

Gennem de solhede, brændende Hovedgader, hvor Siciliens ældste og nyeste Adel har opført sine fængselsagtige Paladser, kørte vi til det romerske Teater, hvoraf omtrent en Tredjedel er udgravet, medens Resten desværre endnu ligger skjult under Lavaen og de oven over byggede Huse. Med en af disse snakkesalige Ciceroner, som man ikke engang kunde købe sig fri for, steg vi gennem nogle Baggaarde ned ad en bred Lavatrappe og kom derpaa gennem trende Gallerier dybt under Jordens Overflade til den egentlige Tilskuerplads, hvis Marmorbænke hist og her var restaurerede med tilhugne Lavafliser. Oven paa selve Scenen havde den moderne Tids Barbarer ladet sine klodsede Bygninger opføre, og man saa' netop kun Begyndelsen af Parterrets Marmorgulv, hvorover der strømmer en klar Bæk, som har sit Udspring højt oppe i den dybe Sne mellem Ætnas Kratere. Alle besøgende pleje at drikke af dette Vand, forklarede Føreren os, og vi skulde selvfølgelig ogsaa, i hvilket Øjemed den 86 sortskæggede Cicerone fra et Hul i Muren fremtog et Glas. Efter at han havde fyldt det, satte han sig i Positur, og begyndte paa et længere, begejstret Foredrag, der uheldigvis blev afbrudt ved, at han tabte Glasset. Vi lagde os derpaa alle tre paa Maven, og forfriskede os ved det dejlige kolde Snevand, hvorefter Faklerne blev tændte, og vi begav os ind i de høje, hvælvede Gallerier, der som Katakomber strække sig langt ind under Byens Gader, hvorfra det raske Livs Støj og Larm i dumpe Toner naaede vort Øre, medens vi ved det røde Fakkelskær undersøgte de vilde Dyrs og Gladiatorernes Indelukker.

Da det senere hen paa Eftermiddagen var blevet køligere, drev vi omkring nede ved den lille Havn, der kun har Dybde for Baade og smaa Felukker. Det gule Svovl, der brydes i Omegnen af Girgenti, blev i høje Karrer kørt ned til Vandet, hvor de kobberbrune Faquiner, kun iførte Svømmebenklæder, med en utrolig Færdighed balancerede med svære Stabler paa Hovedet midt ud i Havnen, hvor da Indskibningen gik for sig.

Den næste Morgen knaldede Veturinens Pisk udenfor vore Vinduer, og snart sad vi i Vognen med Revolveren om Livet, de grønne Slør omkring Hovedet og en dygtig Madkurv foran os, for at begive os paa den lange og usikre Rejse fra det livlige Katania til Gravbyen Syrakus.

Lige saa frugtbar Naturen havde vist sig, førend vi kom til Katania, lige saa gold og ørkenagtig fremtraadte Landskabet for os nu, da vi forlod den. En Støvsky hvirvlede bestandigt foran Vognen paa den hvide, solbeskinnede Vej, ligesom Røgstøtten for Jøderne i Ørknen. Efter nogle Timers Kørsel var det formeligt velgørende for Øjet at se Vand. Det var den lille Flod Gioretta, hvorover vi bragtes paa en skrøbelig Færge, der truede med at knuses under Hestenes og Vognens forenede Vægt. Kort efter hævede Landet sig i Bakkelinjer, der efterhaanden gik over til et Højplateau, som i Horisonten begrænsedes af Monte Veneres blaalige Kam. Gentagne Gange saa' vi ved Siden af Vejen de urgamle, pelasgiske Gravkamre, hvælvede Huler, der var udhugne i den haarde Klippe. Vi steg af for at undersøge en af de største, hvor en hel Hyrdefamilje havde indkvarteret sig med sine Geder og Æsler. Mændene laa udstrakte paa Jorden og sov formodentlig til Middag, Kvinderne malkede Gederne, og Børnene ristede Korn over en Ild af Trækul. Ved uregelmæssige, kolossale Piller var Rummet delt i flere Kamre hvert med en eller flere Smaanicher, hvor rimeligvis Ligene havde ligget, og op ad den kølige Grottes Vægge groede Mos og Venushaar i frodige Klynger.

Lige ved Middagstid kom vi, næsten opløste af Hede og kvalte af Støv, til det gamle Lentini, en smudsig Landsby, der i Romernes Tid 87 havde været en blomstrende Koloni, som endog havde sin egen filosofiske Skole, og da vi havde bedet der en Timestid i en ussel Kro, gik Vejen videre ned gennem en dyb Sænkning i Terrænet og op igen i uhyre Zigzag-Slyngninger til det befæstede Karlentini, et af Karl V I spansk Stil anlagt Kastel med en Række faldefærdige Hytter, der husede en Befolkning med de mest kæltringeagtige Ansigter, jeg maaske endnu havde set. I Villasmundi, en lignende Rede nogle Timers Vej derfra, gjordes et længere Ophold, og da der heldigvis netop holdtes et Slags Marked omkring i Gaderne, fordrev vi Tiden med at iagttage de forskellige Grupper. Trods den brændende Hede hørte vi dog den sædvanlige Dansemusik med Violin og Guitar, og blev i et tilrøget Osteri Vidne til et Slags Sekstur, hvor de dansende ledsagede enhver Svingning med Spring og Armbevægelser, der bragte Sveden frem i Strømme, uagtet Kavalererne saa vel som de fyrige skønne havde afført sig saa mange Klæder, som Anstændigheden nogenlunde tillod.

Da vi igen begav os paa Vejen, stod Solen allerede lavt paa Himlen, saa at vi i den dejlige Eftermiddags Stilhed ret kunde nyde den smukke Natur. Efter at have kørt igennem en Dal, der var bevokset med Olivenskove, kom vi ned til Havet, og vi fulgte derefter hele Tiden Strandbredden, over hvis Brændinger Maanen snart udgød sit hvide Lys.

I denne Nattens Stilhed og i en Stemning lig den, hvori man om Aartusinder vil gennemvandre Paris's eller Londons Ruiner, kørte vi da over Levningerne af det vidtstrakte Syrakus, og den samme vemodige, næsten andægtige Følelse var over os, medens vi de følgende Dage gennemstrejfede det store Territorium til Lands og til Vands. Over den dybe Havn, hvor alle Evropas Flaader tilsammen kan faa Plads, begav vi os til den Flod, hvor Proserpina efter Sagnet blev bortført. Kæmpemæssige Søjler af et Zeustempel rage i Vejret paa Bakkerne til venstre, og medens man i den varme Formiddags Stilhed stager sig langsomt frem under de sivbevoksede Bredder, hvor af og til en Lerhytte viser sig, omkranset af høje Palmer, tænker man sig dybt inde i Afrika, paa en Flodarm af Nilen eller Senegal. Op ad Anapo-Flodens venstre Arm, Cyane, føres man til Papyrusplanterne. De halvnøgne Baadfolk skære de lange Stængler af, og det gaar hastigt tilbage ned ad Strømmen, og igen over Havnen til en aaben Plads udenfor det nuværende Sirakusas svære, bourbonske Fæstningsmure. Her bestiger hver sit Æsel, og ad den støvede Landevej gaar det op til Overfladen af det terrasseformede Højplateau, hvor den uhyre By strakte sig milevidt omkring Havnen. Ad halsbrækkende Veje, de gamle, i Klippen udhulede Bygningsgrunde, rider man Skridt for Skridt paa de smaa forsigtige Æsler. Solen 88 brænder lodret ned paa denne Stenørk, og efter en halv Times Ridt standser man ved Fæstningen Hexâpylon. Alt, hvad der af denne var over Jorden, er styrtet i Grus, men de underjordiske Magasiner, Brønde og Gaarde og den hvælvede brede Gang, hvorigennem Romeren Marcellus banede sig en blodig Vej - kort sagt, alt hvad der er hugget ud i Klippen, vidner tilstrækkeligt om Borgens Størrelse og Modstandskraft.

De Aftener, vi tilbragte i Syrakus, var som Drømme, der vil bevares uudslettelige i Erindringen. I de kølige Timer vandrede vi Arm i Arm paa Terrassen ved Arethusas rislende Kilde og gennemgik, hvad Dagens brændende Solvarme havde sløvet i Hukommelsen. Vi besøgte igen Amfiteatret paa Klippeskraaningen med Udsigt over By og Hav. Vi stillede vor Tørst i Nymfernes Grotte, hvor Vandet bruser plaskende frem fra de skjulte Ledninger. Vi vandrede i Stenbrudsfængslerne, hvor de 6000 Atheniensere en Gang sukkede, og vi iagttog den tordenlignende Virkning af et Pistolskud i "Dionysius's Øre", en Klippespalte, der i S Form snor sig bag Fængslerne, og ved hvis Indgang Tyrannen kunde høre den sagteste Hvisken af Fangerne.

Den sidste Dag af vort Ophold i Syrakus besøgte vi den lille, snævre Bys Kathedral, der er muret op mellem de tydeligt fremspringende doriske Søjler af det gamle Zeustempel, hvis Frontside imidlertid har maattet vige Pladsen for den mest smagløse Rokoko-Arkitektur; og efter et Besøg i den private Have, hvor den tyske Digter Grev Piaten er begravet, steg vi ned til la chiesa di St. Martiani, Kryptkirken fra de første kristne Tider, prydet med hele den Periodes rørende, symbolske Freskomalerier. I Katakomberne, der strække deres Gange bag ved Kirken - efter Kustodens Sigende milevidt gennem den bløde Sandsten - modtog vi det sidste karakteristiske Indtryk af Gravstaden Syrakus. Vor Rejse sydpaa var endt, da Vejen til Girgenti formelig var afskaaren af Røverbander, og ud paa Eftermiddagen sad vi atter i Vognen, for i den kølige Nat at foretage Tilbagerejsen til Katania.

ROMANTIK OVER EN HALV HISTORIE

Det var i den gamle Esplanade-Pavillons Dage. Ak ja; den Gang kunde en stille Betragter af Natur og Folkeliv sidde under de susende Popler og have Toldboden og Skibene og Vandet og Langelinje og de spadserende fra første Haand. Han kunde, medens Cigaren langsomt brændte, og medens han langsomt nippede til sit Toddyglas, med Sikkerhed afgøre, naar Klokken var to; thi saa begyndte Promenaden 89 at fyldes med Københavnere af begge Køn, og han kunde med lige saa stor Sikkerhed afgøre, naar Klokken igen var fire; thi saa kom "Holmens faste Stok" af Mandkønnet fra Arbejde, og den Bro, der benævnes Elefantbroen, dundrede under Trinene af de faste Gaster, som om det virkelig havde været Elefanter, der travede over den.

Han kunde om Eftermiddagen se Helsingørsdamperen, naar den kom glidende ind imellem Skibene paa Reden; han kunde høre Musikken derude fra, og naar det var rigtig stille, saadan en rigtig rolig, blid Sommeraften, og naar han hørte rigtig nøje efter, kunde hans Øre vel endogsaa opfange Lyden af de Miniaturbrændinger, der kom bølgende fra Hjulkassen og skvulpede mod Stenene inde paa Langelinje.

Han kunde navnlig saa dejligt høre de store Popler suse over sit Hoved; og naar han var rigtig taalmodig, og holdt tilstrækkelig længe ud, da kunde han under denne højtidelige Susen som under en skøn, alvorlig Ouverture se de mørke Aftenskyer rulle til Side som et tungt Draperi og Maanen komme glidende langsomt og majestætisk ind paa Scenen.

Da kunde han, hvis der ellers var Spor af Poesi i Fyren, ikke undgaa at blive saadan, hvad man i daglig Tale kalder en Smule romantisk. - - Dog nej, vi vil ikke introducere den stille Betragter af Naturen og Folkelivet paa denne flove Maade. Vi vil i det hele taget ikke introducere ham; han faar springe lige ind i det!

Jeg var lige kommen hjem fra en Rejse i Udlandet. Jeg havde set Abekattene paa Gibraltar og Røverne i Kalabrien. De første havde jeg været med til at forhindre fra at blive skudt; de sidste havde jeg med en vis Fornøjelse set blive skudt i en Kasernegaard i Reggio. Det var nogle store Tyveknægte. Der var navnlig en, Pietro Perrelli tror jeg, som var et usædvanligt Eksemplar. Men jeg snakker over mig. Det er man altid saa tilbøjelig til, naar man lige er kommen hjem fra en Rejse. Saa bliver det, man har ladet tilbage derude i den vide Verden, stort og fyldigt, og det, man er kommen hjem til, viser sig saa smaat og magert. Og saa snakker man som sagt om alting derude fra, selv om Aberne (Røverne vil jeg slet ikke tale om).

I Danmark er der Gud ske Lov endnu mange, som ikke har været udenlands. Af den Grund er der endnu mange, som vil høre paa For tællinger fra Udlandet; og en saadan velvillig Tilhører havde jeg faaet, og vi var spadseret sammen over Voldene og gennem Grønningen og var landet oppe paa den gamle Esplanade-Pavillon. Og der havde vi siddet ved en halv Historie, og nok en halv Historie, indtil min Til hører var gaaet hjem i Forretninger og havde ladet mig ene tilbage under de susende Popler.

90

Vejret var saa dejligt. Det kunde ikke være skønnere ved Neapels Golf. Eftermiddagssolen kom i lange, gyldne Striber ned igennem Kastelsvoldens Træer. Den faldt over Langelinje, hvor Folk spadserede, og ud over Sundet, hvor den forgyldte de malede Skibsskrog og satte glødende varme Farver paa Master og Sejl. Poplerne susede og nynnede over mit Hoved i den svage Luftning; den varme, søde Drik paa Bordet foran mig var vel ikke den liflige Falerner, den fuldblodige Rokkomadoro, den bedaarende Syrakusaner, men den gjorde dog sin Virkning, den gik til Hovedet, - og jeg lagde mit Hoved tilbage og pustede Cigarrøgen op imod Træernes Krone, og idet Røgen hvirvlede op, hvirvlede mine Tanker med, og jeg begyndte halvvejs at forstaa, hvad Vinden saadan ganske improviseret sang fra Bladet, og saa faldt mit Øje paa den gamle, røde Mur med Skydeskaarene, og paa den gamle, svære Jernport med Stenkuglerne paa Pillerne, og paa de spadserende, der gik igennem Porten ...

Hvor jeg havde været forelsket sidst, da jeg gik igennem denne Port! Og hvor ofte havde jeg ikke siddet her paa Udkig efter den, der skulde komme igennem denne Port! Naar hun udeblev, blev jeg ude af mig selv af Sørgmodighed og drak da mere Toddy, end jeg strengt taget burde have drukket. Men naar hun kom, da kunde jeg gerne have omfavnet den væmmelige Opvarter, der aldrig kunde give tilbage paa en Mark; og naar hun saa' op paa mig, og maaske endogsaa nikkede en lille Smule, - ja, da var Langelinje og Sundet og hele to Mile ind i Skaane et altfor snævert Rum for min stormende Glæde, og jeg stormede af Sted efter hende, bragte hendes konvoyerende Mama den samme dumme, overflødige Hilsen fra min Mama og modtog i en Art af paradisisk Henrykkelse den sædvanlige Indbydelse til at drikke en Kop The i Familien. Den duftende The! Og saa at sidde saadan i sin elskedes Nærhed, række hende Smørret, modtage Rullepølsen af hendes Haand og besvare nærgaaende, men for Resten uskyldige Spørgsmaal af hendes mindre Brødre, der ganske vist var i den ubehagelige Lømmelalder, men til Gengæld var hendes Brødre. Og saa at spadsere frem og tilbage i Stuen og betragte de gamle Kobberstik for tyvende og tredivte Gang og tale om Kunst, Teater, Naalepuder og Stramaj med denne mærkelige Blanding af højt, poetisk Sving, naar man var i den anden Ende af Stuen, og inderlig flov Forknyttelse, naar man kom i hendes umiddelbare Nærhed. Ja, denne Stue! Og saa alle de gamle, bekendte Møbler, der ligesom havde modtaget et Præg af hende, en egen poetisk Bestanddel af hendes eget poetiske Væsen, og som nu udstraalede al denne erhvervede Varme og gjorde, at jeg blev rød i Kinderne, naar jeg nærmede mig hendes Sybord, eller frembragte egne, krampagtige Trækninger i mine Ben, hver Gang de kom i Berøring med Gyngestolens Gænger. - - - - - - - 91 Jeg havde været der oppe og gjort Visit samme Dag, jeg var kommen tilbage fra Udlandet. Der var ingen hjemme. Jeg gik ind i Stuen og lagde mit Kort. Stuen var mildest talt som andre Stuer. Kobberne var slette. Møblerne saa' lige saa idiotiske ud som de fleste andre københavnske Møbler, og Spejlet, det store runde Spejl over Sofaen, viste mig ikke længer nogen slank, svævende Gazelleskikkelse, men da jeg gik nærmere, saa' jeg mit eget solbrændte Ansigt, hvor Trækkene var blevne større, men ogsaa grimmere, og hvor navnlig Fregnen paa Næsen havde udvidet sig til en Størrelse, som forhen vilde have irriteret mig usigeligt ...

Det susede der oppe i Poplerne. Jeg tænkte paa den store, vide Verden, paa Havet, som ikke lader sig tæmme og tvinge, og paa de vilde Fugle, der ikke lade sig fange, og - - - Ja, der kom de nede gennem Porten. Ganske rigtig, Moder, Datter og to Sønner. Den ene af de sidste havde faaet Studenterkasket paa Hovedet og Filipenser i Ansigtet; den anden savnede endnu Skønhedspletter af begge Kategorier. De saa' lige flegelagtige ud, og der var hos begge en lige iøjnefaldende Mangel paa Manchetter om Haandleddene og Fjerkraft i Knæleddene.

De unge Riddere pegede meget betegnende op paa mig. Moder og Datter lavede sig til en Hilsen. Da susede og sang Poplerne, som de var besatte, og jeg greb mit Glas og svingede det foran mig: Eviva la libert ... Av, der gik Damernes Blik til Jorden, og derfra ud over Kastelsgraven. Ynglingen med Kokarderne saa' forbitret paa mig; den yngste fniste, og Selskabet var forsvundet bag Pavillonen.

Opvarter! bring mig en halv Historie!

Den tjenstvillige Aand kom, og med den aritmetisk uomstødelige Bemærkning, at "denne var den tredje", satte han de fornødne Ingredienser til den nordiske Blandingsdrik paa Bordet; jeg tilberedte Drikken og drak den.

Aldrig har nogen Drik virket saa forunderligt paa mig. Jeg er af Naturen ikke overtroisk; i ethvert Tilfælde ligger Overtroen hos mig noget tilbage i Aarene. At antage Opvarteren for en Troldmand kunde derfor ikke saa lige falde mig ind, uagtet jeg paa den anden Side blev stærkt fristet til at søge en overnaturlig Forklaring paa det, der nu viste sig for mig.

Hele Langelinje vrimlede, ikke længer af spadserende Mennesker, men af spadserende - - - Ja, ja, det lyder nu saa slemt at sige det andet. Man er nu en Gang blevet saa vant til at betragte Mennesket som Modsætningsbegrebet af Dyret, - men det forstaar sig, i daglig Tale bruger man saa mange andre Modsætningsbegreber lige saa unøjagtigt, som f. Eks. sødt og surt, etc.

Altsaa, Langelinje vrimlede. Det snadrede, pippede, kaglede, galede, 92 brølede, gøede, miauede osv. osv. i det uendelige. Det første, jeg gjorde, var at blive forbavset, jeg kan gerne sige uhyggelig; det næste var, at jeg saa' opmærksom til, og det tredje at jeg opdagede, at Kaulbachs Illustrationer til Reineke-Fuchs og Grandvilles til Le diable à Paris var højst træffende naturalistiske Illustrationer, hvilket jeg, i det mindste for den første, alt andet end naturalistiske, Malers Vedkommende forhen ikke rigtig havde haft Øje for. Jeg saa' værdige, respektable Høner med Kyllinger for og bag, større og mindre. Jeg saa' Haner med Hanekam, og som med de bekendte Hanefjed spankede forbi de stakkels Høns og tilkastede dem en passant forskellige smægtende eller uforskammede Blikke. Jeg saa' glade, trivelige Ænder, i Reglen flere i Følge, som rokkede af Sted med Galosker over Svømmefødderne, og som rabbede og snadrede om Kaps, uden i nogen synderlig Maade at lade sig genere af de vandkæmmede Jagthunde eller de misøjede Støvere, der nu og da snusede noget temmeligt nærgaaende til dem. Det vrimlede af vraltende Dogger med smaa, gnavne Mopper ved Siden. Hver Gang en lille Perlehøne eller en anden fiks lille Skabning kom strygende et saadant gnavent Par forbi, saa' Parret arrigt til Siden og stak derpaa Hovederne sammen og knurrede over Pyntesygen og Forfængeligheden. Gamle, adstadige Bulbidere, som maaske i deres Ungdom kunde have været glubske nok, men som nu havde mistet baade Tænder og Glubskhed, kom drivende alene hen ad "Linjen" ; de saa' hverken til højre eller til venstre, men gik med et vist længselsfuldt Træk om den hængende Mund, som om et godt Karbonadeben, helst med lidt Kød ved, ikke vilde være dem et ukærkomment Syn ved deres Tilbagekomst til Byen. Unge Krager i sort, med hvidt om Halsen og med Dun om Næbbet, kom hoppende den ene efter den anden eller flere i Flok. De pludrede væk i deres Kragemaal og gav deres Besyv med om alting; hyppigst holdt de Udkig efter de smaa Gæs, der gik dem forbi, og de tav kun stille, naar de passerede en gammel, graa Krage med Hovedet nede imellem Skuldrene og med Briller paa Næbbet Morsomt nok, paa de unge og paa de gamle Krager var der i Grunden ingen stor Forskel; man kunde i hvert Tilfælde aldrig tage fejl af, at de første vilde ende som de sidste. At forveksle dem med de sorte Ravne, hvoraf nogle sværmede omkring med de frie, lystige Maager, var der aldeles ikke Tale om.

Det var i det hele taget en højst komisk Blanding, og morsomt var det, at jeg præcis blandt hele denne nye Befolkning kunde udpege de Mennesker, som jeg paa en eller anden Maade stod i Forbindelse med. Jeg turde saaledes sværge paa, at den Gedebuk, der nu netop kom springende gennem Porten, var min meget nøje bekendt fra forskellige offentlige Forlystelser, at den kalkunske Hane, som blev rød i Kammen og pustede sine Fjer op, da den saa' mig sidde ved Bordet, 93 var min pligtskyldige Modstander, der vist gerne lige straks var røget i mig, hvis ikke Velanstændigheden havde fordret, at den holdt Trop med de andre og fulgte "Linjen". At den lange Hejre, der skridtede ud og slet ikke vilde se hen paa mig, stod i et vist Slægtskabsforhold til mig, derom var der nu ikke den allerringeste Tvivl, og at den Stud, der i sin Brøsighed nær havde revet Skilderhuset over Ende, en Gang havde fornærmet mig groveligen, det vilde jeg holde ti mod en paa. Kort og godt, jeg kendte alle mine Pappenhejmere igen, og denne Genkendelse i en tilfældig ydre, forskellig Ham foraarsagede mig stor Moro og Fornøjelse.

Imidlertid var Solen gaaet ned, og Tusmørket havde endogsaa saa smaat begyndt at indfinde sig. Befolkningen der inde paa Langelinje fortyndedes mere og mere, og snart saa' jeg kun de vandkæmmede Jagthunde, de misøjede Støvere, nogle gamle Gnavere, et Par Krager og nogle andre Drivere spankulere frem og tilbage.

Jeg vendte mine Øjne saa vel som mine Tanker bort fra "Linjen" og ud imod Søen. Der ude paa den anden Side af Kasteispynten, ude i Horisonten, langt borte, flimrede endnu det gyldenrøde Skær over Vandet. Smaa violette Skyer tittede op, som vilde de spørge, om de nu maatte komme frem, og da ingen nægtede dem Tilladelse, tog de hverandre i Hænderne og steg op over Bølgerne i en lang, broget Række. Nogle enkelte, bitte Skyer, der var dristigere end de andre, smuttede ud af Kæden og klatrede op, højere og højere i Vejret, maaske for bedre at kunne se, hvor Solen blev af. Imellem disse raske Luftsejlere blev jeg paa en Gang nogle mørke Punkter va'r. Punkterne blev større og større; snart saa' jeg, at det var store Fugle, der paa susende Vinger og - nu hørte jeg det ogsaa - med klingende Sang kom flyvende hen under Himlen. Sangen der oppe lød som saadan eller dog som noget lignende:

Under Naturens mægtige Lov,
Over Menneskene,
Mod det Bryst, der banker som vort for Frihed,
Drage vi
Med evige Sange.

Nu saa' jeg tydeligt, at det var store Svaner, og idet de dristige Flyvere var over de høje Poppeltræer, skød pludselig en af Svanerne ned og satte sig med sammenfoldede Vinger foran mig: "Tag mig nu og behold mig, medens Du har mig," hviskede den smukke Fugl. Det hvide, stolte Bryst bølgede endnu op og ned fra den hastige Flugt. Der var en dyb og sælsom Ild i de klare, brune Øjne; - jeg strakte Haanden ud, men jeg formaaede ikke at sige et Ord. Da lød atter de forunderlige Toner der oppe fra, og nu udstrakte jeg begge Armene - 94 "Herren vil maaske have "den fjerde" ?" hørte jeg til min Forfærdelse en Stemme sige lige foran mig. Det var Opvarteren! - Jeg kunde gerne have slaaet ham død paa Stedet.

Da Historierne var betalt, blev jeg endnu siddende en Stund ude ved Bordet. Det var næsten fuldstændig mørkt. Jeg hørte ikke et Fodtrin nede fra Vejen. Poplerne susede over mit Hoved. Jeg var ganske alene.

DIGTE

96 MIN VEN
dr. GEORG BRANDES
TILEGNET
97

NYT LIV

Og hun var min. Her i de stærke Arme
Jeg krysted hende ung og spæd og fin,
Og alting: Læbens Kys og Kindens Varme
Og Silkelokkens Snoning hvisked: Din.
Den tavse Nat paa lette, bløde Vinger
Slog ud sin Kappe over Mand og Viv. -
Nu er det Morgen. Solen Budskab bringer
Om Livets strenge Krav: - Det nye Liv.

Ja, det er nyt. Med Undren jeg betragter
Mig selv i det henrundnes matte Spejl.
Hvor er de henne, disse vilde Fagter
Fra Gøglertruppens Liv bag Teltets Sejl?
Hvor er det sære, hansvurstklædte Følge
Med Kolumbinerne i Flitterflor,
Og Hammen, som for Hoben maatte dølge
Min Nøgenhed paa Linens slappe Snor?

Hvor er det alt, det som i rastløs Jagen
Rev bort min Fod fra banet Vej og Sti,
Og længe efter vakte lønlig Nagen
Hver Gang en Skygge gled min Vej forbi? -
Alt vejret bort som Skyer for Sommervinde,
Som Taager, hvori Solen Rifter rev,
Og ligger bag mig som et dunkelt Minde,
Hvis Brod blev løst ved hendes Afladsbrev.

Et Afladsbrev! Ja, jeg har Aflad vundet,
Ved Guld ej købt, ej ved et fejgt Bedrag,
Men just fordi min Traad var dobbelttvundet,
Fordi hun saa' bag Gildets Svirelag,
98 Bag Rusens Tummel Hjertets sunde Kærne
Og anede bag Taagens matte Gem
Den klare Himmel - tilgav hun mig gerne,
Og trøstigt bygged vi det nye Hjem.

I dette Hjem skal nu et Liv begynde,
Som tager Tilløb med et frejdigt Mod. -
Jeg breder ej paa Bænken Silkehynde,
Jeg ejer kun min Arm, mit unge Blod.
Men - jeg har lært at fægte, det er Tingen,
Mit Gøglerliv var dog ej ganske spildt,
Og jeg kan ride rundt og træffe Ringen
Og male vilde Men'sker paa et Skilt

Og jeg kan kaste Knive, saa det suser,
Og jeg kan skyde ned et Fæstningsværk,
Og Trommen kan jeg røre, saa det bruser
Igennem hver en Nerve nok saa stærk;
Og vil man i mit Øje putte Blaar mig,
Da kan jeg sluge det hel from og mild,
Men jeg kan ogsaa give - det forstaar sig -
Tilbage det med Renter: Røg og Ild!

Se, saadan rustet ud fra Teltets Dage
Jeg skrider kæk i Kampen for min Viv,
Besindig skal jeg Vejen fremad drage
Og aldrig yppe ufornøden Kiv.
Mit Maal er forud - vil man Maalet vrage,
Vil man til Livs mig i det nye Liv,
Saa har jeg Baghaandstrumfer end tilbage,
Jeg spiller dem. Bliv mig fra Livet, bliv !

EN FORPOST

Krattet til højre, Marken til venstre,
Vejen slynger sig mellem begge,
Det er Nat, med et Halvlys ud over Egnen,
Store Skyer for Maanen trække.
Ildsluer danse bag Krattets Grene,
Der ligge Soldaterne om Bivuakken,
"Gloirens Sønner", som forkorte Tiden
Med Vin og med Kort, med Rygen og Snakken.

99

Natten er stille; som svage Akkorder
Lyde Stemmerne hid fra det fjerne;
Paa Vejen staar en Skildvagt og nynner;
Han tør ikke synge, skønt han vilde gerne.
Han ser mod Skyen, han ser over Marken,
Han lytter til Stemmerne fra Bivuakken:
Fordømt at staa saadan ene og maabe!
Og han gaber frygteligt og klør sig i Nakken.

De Herrer kan sagtens. Det er disse Parisere,
Voltigeurer og Zouaver, fordømte Gardister,
De gaa gerne i Ilden, men nødig paa Forpost. -
Det er dog i Grunden store Egoister.
De knibe ud, naar Vedetterne stilles, -
Vi skal slaas om Dagen og vaage om Natten,
Vi Folk fra Elsas; - ja, hvis vi ikke var der,
Kunde Prøjserne løbe med hele Klatten.

Og han tænker frem og han tænker tilbage,
Og han synes, at Krigen faar ingen Ende;
Der er nok af Tab, der er ingen Sejre,
Og endnu skal Blodet i Strømme rende.
Han er ikke bange, han vil slaas som en Løve,
Men - er ikke det hele saa temmelig broget?
Og i Grunden, - ja, hvorfor slaas man i Grunden? -
Da spidser han Øre. Rørte der sig noget?

Geværet til Kinden, Foden fremstrakt.
Det lysner deroppe fra Maanens Fakkel;
- Der staar en Fjende ved Vejens Bøjning; -
Men det er jo Claus, det gale Spektakel!
Det er Møllerens Søn fra den anden Rhinbred, -
De var Legebrødre, Røverkammerater.
Floden har delt, Legen er ophørt,
Nu er det Alvor, nu er de Soldater.

Og de veksle Haandslag. - De er jo alene. -
De mindes de gamle, svundne Dage;
Geværerne slænge de hen i Gruset,
Og dele, hvad Flasken endnu har tilbage.
Naa, Du vilde skyde? - Ja, jeg maa tilstaa. -
Aa, Fanden i Vold med det Krigsregimente.
100 Lad os tømme Flasken; Tiden er kostbar
Og ingen véd, hvad man har i Vente.

Men førend vi skilles, før Krigsdæmonen
Lægger sit Blodslør over vort Øje,
Og atter vi drives som Dyr i Blinde
Og vi lægge an paa hinandens Trøje -
Saa hør et Ord, Du min franske Broder,
Og lad det gaa videre til Kammeraterne:
Vi er Marionetter endnu for de store,
Og vi figurere endnu paa Plakaterne.

Vi sættes paa Scenen som Gladiatorer,
Saa spiller det nationale Orkester,
Og saa gaar det løs med Huggen og Stikken,
Og saa begraves de blodige Rester.
Præsten velsigner de skændige Vaaben,
Vorherre takkes med Klokkeringning -
Men Gud ske Lov, der er Tegn og Varsler,
Som tyde hen paa en snarlig Svingning.

Der er Folk, som er ked af den gamle Komedie,
Der er Folk, hvis Hjerter brænder i Lue
For at appellere til Hjerternes Stemme
Og stemme mod Kasque og Pikkelhue.
Der er Folk, som lyster at vende Plakaten
Og skrive med store Træk paa Reversen:
"De gamle Stykker spilles ej længer;
Der gives et nyt - Direktionen i Persen."

Ja, Du kan tro, den vil komme i Perse,
Og Du kan tro, der vil blive Bulder,
Alle som én skal vi da give Møde,
Franske og tyske, Skulder om Skulder,
Fælles Kommando og fælles Orkester,
Saa skal vi mødes midt i Bredouillen, ...
Tys Kammerat! Farvel for i Aften.
Tag dit Gevær. Jeg hører Patrouillen.

101

PAA FJELDET

Jeg tænkte at drage paa vinget Fod
Langt bort fra de hjemlige Skove;
Jeg tænkte Erindringen stille stod,
Ej fulgte med Skib over Vove.

Men, ak, jeg drog over vilden Sø,
Og steg paa de højeste Bjerge -
Mindet i Brystet vil aldrig dø,
Ej Rustning dets Saar kan afværge.

Det Skjold man finder i Verden ej,
Som Mindernes Hug kan afbøde; -
Slagen jeg ligger paa Fjeldets Vej,
Ustandseligt Vunderne bløde.

HAMMERSHUS

Der staar det tavst og lytter
Til Belgens Melodi,
Som klinger af dets Fortids
Dybtstemte Poesi,
Der staar det mindeværdigt
Med Minder i sit Bryst
Om Jubel og Jammer,
Om Sorg og om Lyst.

Naar Maanens Straaler falde
Ved Midnat paa dets Tind,
Da tier Vindens Susen
Og Bølgen slumrer ind,
Da myldrer Minders Skare
Fra dunkle Kroge frem,
Da huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem.

De sjunkne Taarne løfte
Mod Skyen deres Spir,
Der brases op i Stegerset
Til Gilde og Svir,
Vidt spreder Faklens Flamme
Sit dunkelrøde Skær,
I Lyset funkler Hjelme
Og blinkende Sværd.

Ned fra Balkonens Vindu
I Slottets smykte Sal
Lyder Sang og Latter
Om den rungende Pokal,
Og Menuetten følger
Musikkens Stemme blød,
Mens Fængselslænken klirrer
I Klippens dybe Skød.

De blege Straaler falde
Igennem Taarnets Glug,
Naar Latteren forstummer,
Høres Sorgens Suk;
Dér sidder Dybets Fange
Med Haand under Kind,
Og stirrer tavs fortvivlet
I dunkle Fremtid ind.

102

Saa huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem,
Til Morgensolen bryder
Af Nattens Taager frem,
Til Dagens Himmel hvælver
Sin havblaa Baldakin, -
Da synes atter Slottet
En øde, tavs Ruin.

POULS VISE
(Af en utrykt Fortælling)

Hedt var mit Blod, og skørt var mit Hjerte,
Vaklende min Fod.
O jeg forstod, jeg forstod
Kun daarligt det, som I mig lærte.
I holdt mig et Spejl af Jorden for Øje,
I fyldte min Trøje,
Mine Bukser, min Hue
Med Bud paa Bud imod Ungdommens Lue,
Med Love og Regler, - jeg brændte dem alle,
Jeg lyttede til Stemmen, som jeg inderst hørte kalde.

Varm var min Sjæl og fyrig min Tanke,
Stormende mit Mod,
Ned ad Livets Flod
Drev jeg af Sted paa min Planke.
I løb langs med Bredden og vilde kommandere;
Stop, nu ikke mere! -
Jeg var midt der ude,
Svejede og drejede i Strømmen med min Skude
I Hvirvler og Bugter, - Vindene sused;
I stod dér og rystede paa Hovedet og snused.

Saa kom der en Byge, den slynged mig fra Skuden,
Paa øde Strand jeg laa,
Ingen Sjæl jeg saa',
De var krøben i Æselshuden.
Da hjalp mig Naturen tilbage til Livet;
Men har den end givet
Mig Livslyst i Sinde,
Det hjalp dog ej ganske - der staar dog derinde
Skibbruddets Stund, da I saa' mig forlise
Og ingen vilde hjælpe. - Her ender Poul sin Vise.

103

FORAARSSTEMNING

Der er Foraar i Luften;
Fuglene synge, -
Hen ad Vejen vandrer en munter Klynge.
Det er Fyre fra Tyve- til Trediveaarsaldren,
De snakke og le; der er en frygtelig Rabaldren.
Det er spirende Planter, vaargrønne Skud
Og Stammer, som alt har faaet Grenene ud,
Vejen ligger for dem, ingen gaar paa skraa, -
Det er danske Studenter med Kokarderne paa.

Der er Foraar i Luften,
Himlen er klar, -
Man har stærke Lunger og en stærk Cigar,
Man vil ud at lufte den støvede Frakke.
Skal det være "Stalden" eller den gamle "Bakke" ?
Der er Stemmer for det første, Stemmer for det sidste,
Men det første er nærmest, det kan ingen omtviste.
Vejen er den slagne, den vil vi gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!

Der er Foraar i Luften,
Man aander saa frit, -
Strandvejen tærer, den gi'er god Appetit.
Maalet er naaet, om Bordet man sig bænker,
Der er Bøfsteg paa Bordet, af Flasken man skænker,
Først spiser man og tier, saa taler man og drikker,
De gamle priser Mosten, de yngre hikker,
Saa rejser der sig en og begynder som saa:
"Danske Studenter med Kokarderne paa !"

"Silentium ved Bordet!
Jeg vil tale om Tanken,
Der slynger sig om Sjælen, som om Elmetræet Ranken.
VI vil lufte vor Tanke, men Pokker ej den fri,
Vi er ikke med i Klubben, vi er Brandpoliti.
Ploug har jo vist, hvad dette Røre har skadet,
Og forleden lod han jo slaa "Reveille" i Bladet.
Se saadan en Reveille, den kan vi forstaa,
Vi danske Studenter med Kokarderne paa!"

104

"De gamle Studenter, -
Hm, de var lidt raa;
Maaske vilde de med denne frie Strømning gaa;
Men vi, vi har Gudskelov saa megen Velopdragenhed,
Saa god Disciplin, som vi stedse la'e for Dagen ved
At hylde vore Lærere og lystre vor Leder,
Og ikke blindt gaa med paa de nye Daarligheder;
Og Gudskelov, jeg tror, det vil vedblive saa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!"

"Vor Tanke er som Kvinden,
Den nordiske Mø, -
Med hende vil vi leve, for hende vil vi dø;
Hun blomstrer foruden den moderne Erfarenhed,
Saa blomstrer og vor Tanke, og der er en Besparen ved
I Tid og i Kræfter at stænge for det ny
Og havne med vor Tanke i Oldtidens Gry.
Did søger Nordens Kvinde, did skal vor Tanke gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!"

"Vor Tanke er den unges,
Men den er ikke fræk, -
De frække Prædikanter, dem ser vi at faa væk.
Vi dyppe vore Penne, vi ryste Dydens Skjold
Og sigte Apostaterne i Ærbarhedens Sold;
Vi appellere kraftigt til Troens Vand hos Læserne
Og holde Atheisterne Moralens Ord for Næserne,
Og vil de ikke læse, saa skal de dog forstaa:
At vi er Studenter med Kokarderne paa!"

"Se saadan er vor Tanke,
Og saadan ere vi, -
Studenterne er bleven et Ordenspoliti.
Om Skyttesagens Faner, for Nordens Folkeaand
Vi væbne os og fylke os med Riffelen i Haand.
Vi stille os paa Kysten, hvor Aandens Fjende lander,
Og brænde op hans Skibe med en eneste "Brander".
En Brander imod Brandes - den Krig kan vi forstaa:
Vi danske Studenter med Kokarderne paa!"

Der er Foraar i Talen;
Den lønnes med Applaus, -
Det lønner sig at tale ved en saadan landlig Smaus.
105 Mundlæret slides, ingen tier stille,
Det er jo Instrumentet, hvorpaa alle kan spille.
De gamle Guder dyrkes, de gamle Viser synges,
I Begejstringens Vand maa det gamle forynges;
Der er én Melodi, hvorpaa al Ting kan gaa,
Det er: Danske Studenter med Kokarderne paa!

Men Foraaret trætter,
Og Punchen var hed. -
Af Taler og Punch kan man ogsaa blive ked.
Aftenens Skygger over Strandvejen falde,
Og Hjemmet er en Magt, hvis Stemme høres kalde.
I Haverne ved Vejen staar Danmarks Kvinder,
De lytte efter Stemmerne med blussende Kinder:
"Det er "Fædrelandets" Sønner, - det kan vi forstaa;
Det er danske Studenter med Kokarderne paa!"

I DE LYSE NÆTTER

I de lyse Nætter, i de lyse Nætter
Stiger Digtet frem fra Skjaldens Bryst.
Drømmeskær er over Dal og Sletter,
Der er Fred hvorhen Du Foden sætter,
Bølgen gaar med sagte Suk mod Kyst.

O jeg føler Hjertets skjulte Kilder
Risle frem imod det store Hav.
Ingen Hindring dem fra Maalet skiller,
Nattens Dæmringsskær paa Havet spiller;
Evighedens stille, dybe Grav.

Vel jeg véd det, store, stolte Hjerte,
Helst Du banker under Kampens Lyst,
Helst af den Du dine Sange lærte,
Helst af den Du Sangens Løn begærte,
Helst Du vandt den under Stridens Dyst.

Dog der er og Pavser under Slaget,
Stille Bælter paa den vilde Sø;
Tider, hvor man glemmer Vreden, Naget,
Timer, hvor man glemmer, man er jaget
Fremad for at lide, stride, dø.

106

Og i disse klare, lyse Nætter
Jeg med hele Verden er forligt,
Rolig jeg mig ved min Tærskel sætter,
Nattens svale Pust min Tanke letter,
Sukket vider ud sig til et Digt.

HAVET

Thy shores are empires, changed in all save thee -
Assyria, Greece, Rome, Carthage, what are they?
Thy water wasted them while they were free,
And many a tyrant since; - - - -

Byron. "Ocean"

Klatrende mødig fra Sten til Sten,
Glidende over de vaade Flader,
Med blodige Hænder, skælvende Knæ,
Bedækket af Sved og med bankende Hjerte
Kom jeg her ned. I Fjeldets Side
Gabed et Ar fra fordums Tider,
Da Giganterne stormed Himlens Fæstning.
Arret var dybt og vidned om Striden;
Flækket var Klippens klodsede Legem,
Og Vandet løb som en Feltskærs Sonde
Ind i Saaret og maalte Dybden.
Jeg stod ved Havet, jeg saa' dets Vande
Uroligt skvulpe mod Klippemuren,
Som Bly var Farven, en ængstlig Maage
Vendte i Farten og raabte sit: Varsko,
Og som om Tegnet ved Skriget var givet,
Stødte Stormen i Stridstrompeten, -
Havguden satte sin Raaber for Munden:
Pas paa! nu løse vi Lænkehunden!

Klipperne danned en herlig Bugt,
Et Leje for hundred og hundred Skibe;
Der laa de alle og spejled sig smukt
Fra Dækket til Vimplens krusede Stribe.
Købmandsskuder, store og smaa,
Mæskede, svømmende Krambodshuse,
Orlogsfregatter med breden Raa
Og Fiskerens Jagt med sin Ruse.
107 Der var Konfluks fra Land og om Bord,
Næsvise Kommis'er banded Matroserne,
Supercargoen svor ved sit Æresord,
Og Grossererne roded i Poserne.
En lossed Kaffe, og én laded Flyndere,
Tridserne hvined og Kranerne knaged,
Der var fuldt op af Toldere, fuldt op af Syndere,
Man bedrog og man blev bedraget.
Orlogsskibene mandede Ræer,
Der var streng Disciplin over Sømandsskolen,
Folkene traadte hverandres Tæer;
Ingen sagde: Av! det var mod Parolen.
Paa Skansen gik Mænd med fredelig Tale,
Med krigerisk Skæg, med Pomade i Haaret,
De saa' mod Flaget, det nationale,
Som højt i Luften af Vinden blev baaret.
Der var Hyrder paa Flaaden, som lærte at spæge
Kødet ved Henblik paa Død og paa Vunder,
Der var en Profos og der var en Læge,
Som kurered for ny og for gamle Onder.

Som sagt der var dannet en herlig Bugt,
Et Leje for hele den stolte Flaade,
Og fra Flaadens Kabysser opsteg en Lugt,
Som om Middagsnydelsen spaaede.

Saa kom der et Drøn; det blinked derude,
Havet røg som et kogende Krater;
Der blev Allarm paa hver eneste Skude,
De blegnede, alle de vimse Krabater.
Man glemte sin Pose, man løb fra sin Kasse,
Man hejsed og haled, man løsned Kanonen,
Man bad til Vorherre privat og i Masse
Om at frelse Livet for Staten og Konen:
"Baaden i Vandet! Kap Trosse og Anker !" -
Men Havet var allerede i Hælene
Og drev sine Søer mod Skibenes Planker,
Slog Siderne ind og levned kun Pælene.
Det skummed og fnyste af Had og af Harme,
Det knuged og krysted sit Bytte i Favnen,
Og aabnede først sine stærke Arme
For at slænge sit Bytte som Vrag imod Havnen.

108

Jeg stod ved Havet; jeg saa' dets Vande
Ustandseligt styrte med Bulder mod Stranden, -
Det ligned en Horde, en løssluppen Bande
Med Hadets Mærke trykket paa Panden;
Det greb efter Flaget, og rev det fra Knappen:
"Farvel! der gik nu Kommandolappen."
Det knuste en Hyrde, som drev paa en Bøje.
"Farvel, Højærværdige! Hils i det høje!"
Købmand, Kaptajn, Proviantforvalter,
Alle blev slynget mod Klippernes Spalter;
Uniformer, Kokarder og Epauletter
Bestrøede Klippen med Skønhedspletter,
Og Flaadens Besætning, store og smaa,
I Tusindevis paa Stenene laa.

Jeg klamred mig ængstlig mod Klippens Kant,
Jeg strakte ud mine bedende Hænder;
Men Klippen stod tavs, den var vant dertil,
Den kendte jo Tingen fra gamle Dage,
Da Giganterne stormede Himlens Fæstning,
Da Syndflodsvandene mægtig bruste,
Da Jorden gløded og Klipperne skælved; -
Den havde jo set det kaotiske Vanvid,
Den havde jo kendt de blide Idyller,
Saa atter Vanvid og saa Idyller
Lovbundet som en Musik efter Noder. -
Den betragted det hele som "Perioder" !

Med tusinde Aars stensatte Erfaring
Stirred den kold paa den vilde Scene. -
Jeg saa' kun den enkelte Aabenbaring,
Og klatrende over de haarde Stene,
Flygtende bort fra den vilde Vove,
Famled jeg efter de evige Love.

DU KLANG, SOM EN GANG VAKT

Du Klang, som en Gang vakt
Gav Mod min bange Stemme,
Du har paa Læben lagt
De Ord, som dybt i Hjertet havde hjemme
109 Nu slynger Tonen sig
Om Ordet blidt fortrolig,
Og kalder ømt paa Dig
I Nattens Stund ved Døren til din Bolig.

Og hvis min Stemmes Klang
Har Genlyd hos Dig lunden,
Og hvis min simple Sang
I Nattens Luftning sporløst ej er svunden,
Da lær i Morgen mig,
Naar vi ved Stranden vanker,
Hvorledes Sangen sig
Har slynget ind i dine Drømmes Tanker.

MENUETTO

I Ungdomstid med sværmersk Ild
Vi juble mod Idéen,
Men Døden smiler lunt dertil,
Og sliber sindigt Leen.
Og naar saa Pareen raaber: Stop,
Nu er det nok, min gode!
Saa smøger Døden Ærmet op
Og mejer ned for Fode -

Bag vedbendkranste Bæger ler
Et Billed gennem Løvet,
Men Døden koldt til Bægret ser,
Og kaster det i Støvet;
Den gyldne Drik paa Jorden spildt,
Et Offer smukt til Guden,
Han ænser ej, men banker vildt
Med Knokkelkno paa Ruden.

Dog Døden er en Dumrian,
Hvad kender han til Livet?
Han har kun lært den Lov, at man
Er skrøbelig som Sivet.
Han kender ej den stærke Gnist,
Som Livets Ild optænder,
Og bliver til en Brand forvist,
Hvorpaa sig Døden brænder.

Haa kender ej den stolte Kraft,
Som spotter Leens Klinge,
Som her med Skaalens Druesaft
Besprænger Dødens Vinge,
Og tager fra ham alt hans Stads,
Og hviler ikke, førend
Han selv, hans Le og Timeglas
Er kastet pænt paa Døren.

ENGELSKE SOCIALISTER

Hen over Byens Tage glide
De sidste Smil, de hendøende Rester
Af Dagen og Solen. I Strømninger stride
Vælte sig Flodens mudrede Vande,
110 Og som indbuden Gæst til det smudsige Leje,
Fra Havets, fra Nordsøens vaade Veje,
Sænker sig Taagen over Byen, over Strømmen,
Saa kommer Natten, Døden eller Drømmen!

I Læ for Vinden, i Ly for Taagen,
Omkring et Kulbaals ulmende Gløder -
Rapsede Varer der henne fra Krogen,
Hvor Købmanden losser de drægtige Skuder, -
Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten,
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem, der lossede Skuden;
Angelsachsernes Blod ruller under Huden.

De mumle dæmpet og suge paa Piben,
Øllet gaar om i de klinkede Kander,
Der er noget paa Færde, man vil ud af Kniben,
Man har noget paa Hjerte, vil nogen paa Livet;
Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker,
Mangler man Ord for de mange Tanker,
Der er Galskab nok, men System er der ikke.
Da rejser en Mand sig med funklende Blikke.

Han knytter Næven, den fedtede Hue
River han bort fra den brede Pande
Og kaster den ind i Kullenes Lue
Og spytter i Flammen, saa Gløderne ose:
"Kammerater", raaber han, "der gik Standen,
Den sodede Hue, Kulskibsmanden,
Nu har vi Hjernen og Armen tilbage,
Dem gemme vi til de kommende Dage.

"Høre I Stormen, mærke I Strømmen?
Det bryder omkring os paa alle Kanter.
Hvi sove I da? I Nat er det Drømmen,
Men i Morgen maaske er det Dommen og Døden.
I saa' jo dog Blus, I lugtede Brande,
Røgen drev hid fra de fremmede Lande;
Men Jer fik den ej røget ud af Hulen,
I ligge endnu og døse i Kulen.

"Guds Død! Hvi kende I ei Eders Styrke,
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer
111 Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;
De sende os Præster med pibede Kraver: -
"Her er Biblen til Eders slunkne Maver".
For Sulten en Tekst om Kanaan og Eden,
For Huslejen Veksler paa Evigheden.

"Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?
Vi vil have Forskud paa Saligheden;
Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter
For at blive betalt en Gang efter Døden.
Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,
Vor Løn vil vi have i levende Live.
Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?
Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.

"Vorherre! - se han forstod sig paa Stakler
I lasede Frakker og revne Støvler,
Og naar han gjorde sine Mirakler,
Saa var det for Folk som mig og som Eder.
Vorherre han gav, hvad han havde for Haanden,
Og anviste Resten hos Helligaanden;
Men Præsten! - han tager vor sidste Daler;
"Min Søn, Vorherre i Himlen betaler."

"Velan, hvis vi var som et Barn, som en Kvinde,
Med Blødhed i Hjertet og Taarer bag Øjet,
Saa kunde vi lade os lede i Blinde,
Og bære vort Kors, og sukke mod Døden.
Men vi ere Mænd! - Der er ét, som vi vide:
Det er ondt at sulte, naar man skal slide;
Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen
Og dømme, - og Dommen skal hedde Kommunen!"

Han tier; - da brøles der "Mere, mere!"
Han vender sig tavs og peger mod Byen.
Der komme Kulmænd flere og flere
Stormende ud fra den nærmeste Knejpe.
De rive ham med sig, og han tager Ordet
Der inde bag Skænken oppe paa Bordet :
Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; - Saa ryddes Knejpen af Politiet!

112

Der ruger en Sky over Kæmpebyen,
Og Floden hvisler og Vinden piber,
Sælsomme Stemmer stige mod Skyen
Og mumle der oppe som truende Klager.
Lyset fra "Vestens" stolte Butikker,
Ilden fra "Østens" sorte Fabrikker
Kaste et Brandskær op imod Skyen. -
Er det Kommunens Dekret over Byen?

ØSTERLANDSK
(Kysten ved Tanger)

Se, hvor hun staar ind under Buskens Grene,
Som Hinden i Krattet hvem Hjort endnu ej fulgte,
Ser Du, hvor Løvet bøjet blidt til Side
Viser os alt, hvad Sløret ellers dulgte?
Bækken er bly, dens blanke Bølge haster
Skyndsomst bag Busken og hopper over Roden,
Sitrende søger den nu at glemme Synet,
Den Gang dens Vande væded Marmorfoden.

End er hun kysk som Bækkens blanke Bølge,
Den mindste Raslen vækker Kindens Rødme,
- Men hvis hun kendte Omarmelsens Sødme,
Tro mig, hun higed mod dens Lyst at følge!

Solen gik ned; snart vil den slanke søge
Sit Leje bag Tæppet, som hører hendes Sukke,
Porten vil hun stænge og Døren vil hun lukke,
Ak, og Nattens Time vil min Længsel forøge.

Hellige Profeter, og I Alverdens Guder,
Luk mig Paradiset, stæng Elysiums Porte,
O men lad mig finde i Natten den sorte
Saligheden bag ved hendes Vindues Ruder !

MUNKE

Aftensolen luer paa den gamle Borgruin,
Bag Klostret sidde Munkene og drikke deres Vin.
Der er rummeligt og svalt i de store Klosterhaver
113 Og der er dejlig Plads i de hellige Maver.
De purpurrøde Skaaler løftes mod Nattens Himmel:
Madonna, vær os naadig, bevar vor Vin fra Skimmel!

De juble og de synge, de ærværdige Lukuller;
Deres Latter er en Torden, som mod Havemuren ruller.
De stryge Vinens Perler fra det fugtige Skæg,
Og slænge Kuttens Folder fra den brunede Læg.
En synger muntre Viser, én læsper: pia mater!
Kinder og Øjne blusse paa de fromme Krabater.

Foran det glade Selskab, alvorlig paa en Sokkel,
Troner Apostlen Paulus, saa tør som en Knokkel.
Den strengeste Askese staar skaaret ud i Stenen,
Det er tydeligt, at Manden er forarget ved Scenen;
Af Harme synes Foden at dirre paa sin Plint,
Apostlen er lige ved at flyve i Flint.

Det hellige Convivium, det aner ingen Ting;
Bægrene veksle i den sluttede Ring,
Viserne vokse i Længden og Drøjden,
Jublen og Latteren har netop naaet Højden, -
Da styrter Apostlen med et vældigt Spektakel.
Ora pro nobis! et Varsel, et Mirakkel.

Bordene væltes, man vil løbe sin Vej,
Da peger én mod Støtten, og raaber: Ej, ej!
Apostlen ligger stille - med Næsen i et Bæger,
O pia fraus, den hellige sin Gane vederkvæger!
I Døden vil han drikke, i Livet skrev han Breve;
Det første er det bedste. Den døde Paulus leve !

NATTEN PAA DÆKKET
(Af en utrykt Fortælling)

Det slappe Sejl mod Masten slaar,
En Dønning over Havet gaar
Og taber sig hist ude.
Den dorske Vove, før saa vild,
Genspejler mat den røde Ild
Fra Ruffets dunkle Rude.

114

Jeg ligger strakt ved Skibets Ror,
En Verden inden i mig bor
Af Vemodstanker vilde.
Der er saa tyst fra Spejl til Stavn,
Jeg stønner ud et elsket Navn
I Nattens dybe Stille.

Blæs op Du Havets barske Vind,
Jeg trænger til dit Pust om Kind,
Til dine Raab at høre!
En Skygge fulgte med om Bord;
I Nattens Tavshed dunkle Ord
Den hvisker i mit Øre.

Bryd frem med Larm Du Bølge stor
Og overdøv de dunkle Ord;
Jag Skyggen bort fra Dækket!
Flyv frem mit Skib, stands Farten ej,
Som Maagen over Havets Vej
Med Vingen aldrig stækket!

DRIKKEVISE

Naar Solen, den ældgamle Gnier,
Er gaaet til Sengs med sit Guld,
Naar Menneskerøsterne tier
Og Muldvarpen snorker i Muld,
Da lyde de dristige Stemmer,
Da hæves de blinkende Glas,
Da samles de gamle "Lemmer"
Til natlig Tumult og Kalas.

Mens Vinen i Bægeret skummer
Og Øjet saa straalende ler,
Alverdens Smerte og Kummer
De gennem et Rosenskær ser;
Ad Vinens de gyldne Strømme
De glide med Glæde i Bryst,
Om dunbløde Lokker de drømme,
Om Læber de en Gang har kyss't.

115

Hvad Livet om Dagen dem nægted,
Den Vej, som de aldrig fandt,
Den Sejer, hvorfor de fægted
Men aldrig i Livet vandt,
Det skænker dem Vinen og Natten. -
I Fantasirigets Muld
De grave, og finde Skatten:
Indbildningens røde Guld.

Naar Solen, den lurvede Slyngel,
I Mørket dølger sin Dragt,
Naar Menneskebørnenes Yngel
I Søvnens Arme er strakt.
Naar selv over Havet, det vilde,
Sig Skyggernes Tavshed har lagt,
Da sluttes ved "Lemmernes" Gilde
Med Vinen og Natten en Pagt.

DEN 28DE NOVEMBER 1871

Det myldrer paa Sletten ved Seinestaden,
Paa Satorys Marker Trommerne røres;
Er det blodig Krig, eller Vagtparaden,
Er det Kampsignal eller Polka, der høres?
Kommer Germanerne atter tilbage,
Var Sedlerne falske, Guldet beklippet?
Eller er det Kommunens genfødte Dage;
Var Fredsbulletinen altfor forhippet?

Der er ingen Kommune, ingen Germaner,
Der er ingen flere Huse, som brænde,
Der er ingen Ørne i hvide Faner;
Versaille-Revuen er længst til Ende.
Men Trommerne røres der ude paa Sletten,
Igennem Linjen Kommandoen lyder
For at eksekvere en Dom af Retten, -
Og Soldatesken sigter og skyder!

Det er en Dom af Ordenens Venner,
En Dom af dem med aarlige Gager,
116 Etatsraader, høflige Folk, "Deres Tjener",
Notabene paa offentlige Passager.
Smaatyranner paa deres Kontorer,
Frihedsherolder paa Valgtribuner,
Servile overfor Stjerner og Snorer,
Smigrere for en Diktators Luner.

Det er en Dom al en lille Diktator,
En Mand, som skrev de stores Historie,
En Vekselmægler, Forligsprokurator
Med Bourgeoisiets Frelserglorie.
En borgerlig Konge, en kongelig Borger
I Vikariat for en afdanket Kejser,
En Lamentator for Statens Sorger,
Grosserer-Dinéernes Genoprejser.

Paa Satorys Marker Trommerne røres,
Bøsserne knalde og Kuglerne hvine,
Krudtrøgen ud over Sletten føres
I Taagegestalter med sorgfuld Mine.
Den gamle Prætorianerkohorte
Med friske Mærker af Prøjsernes Sabel
Spiller Bøddel, imedens Cæsar er borte,
I Liberi som Ordenskonstabel.

Der faldt tre Mænd; saa modige Sjæle,
Som nogensinde led Martyrdøden;
Der laa tre Lig ved de splintrede Pæle, -
De skulde sone Kommunebrøden!
Fra Dødens Stilhed tre Navne løde,
Der gled tre Skygger fra Retterstedet,
De meldte et Tab - og ikke en Brøde,
De peged mod Magten i Dommersædet.

Og Blodet, som sived paa Satorys Sletter,
Det var en Sæd, som lagdes i Jorden;
Hvor den skyder op, kommer brandrøde Pletter,
Hvor den høstes ind, lyder Kampens Torden.
Da vil Sædemændene mindes Sletten,
Ordenens Venner vækkes af Døsen, -
Hvor Ideen er Magten, Fremskridtet Retten,
Der vil Satorys Lig være Fane og Løsen.

117

NOVEMBERSTEMNING (1870)

Dagen er graa; en Taage dækker Staden,
Som Sørgeflor den over Byen hænger;
Foden i Galoschen sjasker om paa Gaden;
Kulde og Klamhed igennem Frakken trænger.

Aftenen er trist. De høje Stjerner glimte
Kun sparsomt over Taget gennem Skyen;
Som en Kæmpe uden Hoved man akkurat kan skimte
Rundetaarn . - Det regner! Op med Paraplyen!

Tiden er trist. En Gravluft slaar i Møde
Fra Bladet, som man sluger i Kaféen,
Der lugter overalt af saarede og døde;
Det er Høst i November - for Manden med Leen.

"Nyt! Er der nyt?" - "Ja nyt for alle Munde,
Nyt fra Paris for Plebs og Optimater;
Æslerne er spist, man begynder nu paa Hunde,
Rusland tænder Piben ved de gamle Traktater."

Tiden er snavs, og Prygl er nu paa Moden;
Ak, Aarhundreder er vi trængt tilbage.
Hvor tændes atter Aandens Lys paa Kloden?
Naar skal vi finde de genfødte Dage ? -

Naar skal vi ... Stille, kom gaa med til Side,
Ser Du i Vinstuen Gasblusset tændes;
Kender Du Værtens Portvin den hvide?
Den kan løse Spørgsmaalet! - Ja saagu, kan hændes.

UDE OG HJEMME

Ude var der saa streng en Dyst,
Uvejret tog sine Tag med Skoven,
Stormen peb, saa det var en Lyst,
Og leged Tagfat med Voven.
Ude var der saa vild en Krig,
Der hang et Fugleskræmsel paa Pælen,
118 Kragerne f o'r mod det lasede Lig;
Der kom Mod, - selv i Kragesjælen.

Hjemme var der saa lunt og godt,
Temaskinen snurred sin Vise;
Der læstes højt baade stort og smaat
I det sidste Arkiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Them'er,
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidens store Problemer.

Ude var det et Herrens Vejr,
Buskene svajed som flagrende Faner,
I Skoven styrted de stolteste Træer,
Og fra Havet meldtes Orkaner.
Ude var det en Kampens Dag,
Præstegaardstaget blev revet i Stumper,
Byfogdens Skorsten faldt ned med et Brag,
Og Byfogdens Grød blev til Klumper.

Hjemme klang det fra Gigernes Streng,
Tonerne elektriserede Sjælen;
Man valsed og inklinered i Flæng
Og dansed paa Taaen og Hælen.
Hjemme stilled man skønne Tablauer,
Sminkede Kinden og sværtede Brynet,
Saa' i sig selv Fortidens Heroer, -
Og applauderede Synet.

Ude brød det paa krigerisk Vis,
Mægtige Hænder greb i det gamle,
Jeg saa' med Jubel Skorstenens Forlis,
Og lo, da jeg hørte den ramle.
Ude vejredes Smaating bort,
Degnen blæste i Gadekæret,
Og Præsten blev kastet i Kjole sort
Mod et Plankeværk, som var tjæret.

Hjemme sad man saa lunt i Krog.
Der kom en Frier til Søster Malene;
Fruen saa' hans Eksamensbog,
Han fik Pigen - med Laud, Notabene.
119 Hjemme blev der en Glædesdag,
Der kom Visitter, og man gratulered,
Der blev Bryllup, og saa blev der Barselslag,
Men desværre, den lille krepered.

Ude blæstes der lydt: Allarm!
Det var, som skulde en Verden ødes,
Og som skulde fra selve Naturens Barm
Den nye Forløser fødes. -
Og jeg rev den bulede Hat fra sin Knag
Og sprang gennem Hjemmets klinede Rude;
Jeg hørte dem skælde mig paa min Bag,
Men - jeg stod nu en Gang der ude.

KOM MUNTRE GUTTER

Kom, muntre Gutter! Jeg maa med,
Her brænder Jorden mig,
Min Fod er træt, min Pande hed,
Mit Hjerte krymper sig,
Ja krymper sig ved mange Ting,
Som Søfolk ej forstaa -
En Haand, et Tov, og med et Sving
Paa Dækket skal jeg staa.

Se Søen med sit Skvulp og Kast,
Den er min Barndomsven,
Og Skibet nikker med sin Mast, -
Det kender mig igen,
Ja kender mig fra den Dag, da
Jeg løb fra Skolens Mur
Og gik "til Tops" med et Hurra
For Verdens fri Natur.

End slaar et Hjerte i mit Bryst
Med frejdigt Mod som da,
Men jeg har tabt min Barndoms Lyst
Til saadan et Hurra,
Ja saadan et Hurra som det,
Der over Skibets Dæk
120 Fra Raaens høje Vippebræt
Drev hen i Luften væk.

Thi Verdens vide, fri Natur
Den har forandret sig,
Er blevet til et Fangebur
For saadan' Folk som mig,
Ja saadan Folk som tale frit
Og raabe højt dertil,
Og fordre Retfærds Sort-paa-Hvidt
Mod Livets falske Spil.

Kom, muntre Gutter! Jeg maa med,
Her brænder Jorden mig,
Min Fod er træt, min Pande hed,
Mit Hjerte krymper sig,
Ja krymper sig ved mange Ting,
Som Søfolk ej forstaa -
En Haand, et Tov, og med et Sving
Paa Dækket skal jeg staa.

JAGET

Her hvor Brinken luder,
Hvor den vilde Ranke
Klynger sig med ængstligt Greb mod Stenen,
Her hvor Grænsen drages,
Hvor de barske Bølger
Vælte sig med dybe Brum paa Sandet,
Her hvor ingen mægter
Længer flygte,
Hvor den trættes Øje
Vildt fortvivlet
Søger Maagen, som derude
Vugger sig paa Voven lig en Skude. -

Her jeg standser; aandeløs, forjaget,
Blødende, med svedig Fod og Pande;
Jeg er fanget! Ve mig, her er Grænsen,
Der er Havet, det uendelige!
121 Armen skælver, Lænken hæsligt klirrer.
Se, der rejste Maagen, skræmt ved Larmen;
Ha, saa flyv da, stræk de Vinger lange,
Spot mig kun i Flugten, - jeg er Fange.

Solen daler. Luerød en Stribe
Trækker sig bag fjerne Bølgetoppe,
Melankolsk og øde Kysten krummer
Ud og ind sin trøstesløse Linje.
Ingen Sejler mod den røde Stribe,
Ingen Baad paa Strandens gule Strimmel.
Bag mig Skoven, fra hvis tavse Halle
Snart de hæse Raab jeg hører gjalde.

Jeg var Fange. Baand og Lænker tvang mig,
Men jeg brød dem og mit Fængsels Mure;
Fri jeg atter suged Luftens Sødme,
Traadte kraftig Jorden med min Fod.
Himlen saa' jeg spænde ud sin Bue,
Solen bruned atter Fangens Kind,
Varmed mildt hans Hjerte med sin Lue, -
O der var saa koldt i Fængslets Stue.

Jeg var Fange. Og nu er jeg jaget.
Ud jeg maatte gennem Fængselsmuren.
Et Par Vogtere kom mig i Vejen,
De blev slaaet ned. I Fart som Vinden
Gik det over Marken, gennem Heden,
Ind i Skoven til jeg standsed her.

Ej som lurvet Tyv og ej som Drabsmand
Stænged de mig mellem Burets Tremmer,
Ingen brudte Eder, ingen svegne Løfter,
Ingen Udaad pletted mig som mange,
Mange, der nu vanker om i Lyset
Frie, smilende ad Fangens Klager.
Mere skyldfri end den Flok, som bandt mig,
Renere end Hoben, som mig dømte,
Stoltere end alle, som mig ynked,
Staar jeg her, og klirrer med min Lænke.

Det var Dig, Du varme Hjerte,
Det var Dig, Du kække Tunge,
122 Det var det, som I begærte,
Det var Ord, som I lod runge,
Det var det, som smedded mig i Lænken
Og som strakte mig paa Fangebænken.

Her hvor Brinken luder,
Hvor den vilde Ranke
Klynger sig med ængstligt Greb mod Stenen,
Ak her sad vi jo en Sommeraften
Hun og jeg paa Bakkerne alene.
Solen daled, Svalen fløj forbi os,
Myggen summed, men vi saa' dem ikke;
Vand og Himmel mødtes i Forening,
Luften gløded i den klare Bølge,
Sol og Vand var kærlig sammenblandet, -
Det gik os, som det gik Sol og Vandet.

Vore Læber mødtes i Forening,
Vore Hjerter banked mod hinanden,
Vore Sjæle vare langt paa Vandring
I unævnelige skønne Riger. -
Skoven bag os, Havet for vort Øje,
Luften omkring vore glade Hjerter
Vare fuld af søde Melodier, -
Sange, hvorom nu min Læbe tier. -

O min Lykke, og I svundne Tider,
Træde I mig atter her i Møde !
Se, den fangne sine Hænder vrider,
Maner Eder atter fra de døde.
Mærker bærer han om Arm og Skulder,
Lænken klirrer hæsligt ved hans Side,
Vinden piber gennem Bølgens Bulder,
Synger om at leve og at lide.

Svundne Tider, glade, stolte Minde!
Kom da, kvæg mig med Jer milde Aande,
Styrk mig; I skal Hjelmen om mig binde,
I min Kamp som Væbner gaa til Haande.
Hvis mit Liv, selv skrøbeligt og ringe,
Fik fra Jer sin Glans, sin Guddomsgnist,
Da skal denne Fane frem jeg bringe,
Falder jeg - jeg sejrer dog forvist.

123

Hør, de komme; hør, hvor Raabet lyder, -
Ja her er han, Raabet ej behøves!
Se, hvor gennem Buskene de bryder,
Fald kun an, nu skal der Styrke prøves.
Lænken højt sig hæver imod Himlen,
Solen sluktes, Lyset hastigt svinder,
Stærk jeg staar paa Brinken uden Svimlen,
Fald kun an, jeg slaas for mine Minder.

KING MOB

King mob er en mægtig Potentat
Med hundred Arme og tusind Tunger,
Hans Herredom er en Arvestat,
Hans Rigsklenodie Hunger.
Om Dagen i Hulen, om Natten paa Gaden,
En Pjaltekaabe slingrer om Raden,
Hans Love, det er et Tyvegreb,
Hans Krone, det er et Hampereb.

Dybt under Dybet der er hans Plads,
Der funkler hans sælsomt brændende Øje,
Ved Galgens Stamtræ til Skarnets Palads
Er han knyttet fra Barnsben nøje.
Lukt er hans Øre for Livets Færden,
Den trænger kun dumpt til hans dulgte Verden,
Men lugter han Grydernes fede Næring,
Det er i hans Næse en Krigserklæring.

Kendte han noget til Magdeburgs Brand,
Det vilde være en Smaus for hans Gane,
En Lækkerbid for hans sultne Tand,
Saadan at røve og rane.
Kendte han blot - men han kender det alt,
Verdensdyndet, til Dybet sivet,
Har gennem Sekler King mob fortalt
"Skandalerne" oppe fra Livet.

Dybet er "Verdens" tro Parodi;
Stodderaktøren i brogede Klude
124 Spiller "Beaumonden", der gaar forbi
Kælderens fidtede Rude.
Dybet har slugt ved en osende Praas
Verdenshistoriens røde Romaner,
Og klippet et Motto af Sandhed og Vaas
Til Indskrift for sine Faner.

Den sminkede Last, den fine Halunk,
Hver Korruption der oppe i Vrimlen,
Fra Biskoppen ned til den kuttede Munk,
Fra Fyrsten til Smaaborgerstimlen:
Guldstøvets Smuds er sunket til Bunden,
Der gemmer man alt, hvad der oppe blev syndet,
Man kalder der oppe en Tidsalder "svunden",
Men Sporene sidde der nede i Dyndet.

Og det vider sig ud, og det løfter sig op,
Det bobler og gærer der nede i Skarnet.
Der avles en Kæmpe med vældig Krop,
Og "Verden" er Fader til Barnet.
De store der oppe kende ham ej,
De tro sig sikre for Kronprætendenter. -
King mob ligger stille, forhaster sig ej,
Til Tidens Fylde han venter.

SKIPPEREN SYNGER

Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg staar ellers min Vugge,
Det bedste er en strygende Medbørsvind,
Og saa at høre Glaslærken klukke.

Forstaar sig til Maade, og ikke for tidt
Og aldrig, naar det kniber for Skuden:
Dorthea gaar forud, saa kommer Akkevit;
Hvad var jeg vel min Dorthe foruden?

Næven paa Roret og Skøderne klar,
Se det er min Lektie paa Vandet;
Naar det kuler: en Skraa, i Stille: en Cigar,
Saa kan Fanden tage Lektierne paa Landet.

125

Vorherre han hjælper! - og naar han ikke vil,
Saa kan det ogsaa være det samme;
Et Reb eller to, saa lade vi støa til
Og slippe vel som oftest uden Skramme.

Man skal klare for sig selv som en ærlig Gut. -
Den gamle der oppe bag Skyen
Han har nok at bestille og sjælden en Minut
Til overs for en Skipper fra Fyen.

Men naar jeg nu sejler saadan sagtelig hen
Og Vinden fløjter som en Finke,
Saa kan det nok falde, at jeg tænker mig der hen
Ved en rødmalet Dør med en Klinke.

Og saa trykker jeg paa Klinken og Døren gaar op,
Og der sidder En og strikker paa en Trøje,
Og det er min Tøs, og hun skænker i min Kop,
Og hun kysser mig og deler min Køje.

En Skude paa Vandet, i Havnen en Tøs
(Og Dorthe hedder begge med Ære).
Den ene ligger klar, naar den anden faar: Adjøs!
Se saadan skal en Skipperdorthe være.

Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg fortøjer jeg hos Mutter.
Skuden skænker Penge, naar Vorherre skænker Vind,
Men Tøsen kan skænke mig Gutter.

Og derfor er jeg glad, og derfor er jeg frisk
Og frejdig, som en Skipper kun kan være, -
En Krabbe er dog aldrig saa god som en Fisk,
Om Fisken ogsaa lugter lidt af Tjære.

EFTERAAR

Easlende mod fugtig Jord
Faldt det sidste Blad fra Grenen;
Toai og øde staar nu Scenen,
Blottet for sit Blomsterflor.
Ingen Fuglesang i Lunden,
Ingen Kvidren blev tilbage,
Nu kun Markens sorte Krage
kriger hæst i Aftenstunden.

126 Stod da Scenen her en Gang
Smykt med ny Dekorationer,
Blomsterhækker, Løvbalkoner,
Skovens Søjlerække lang?
Gik jeg da paa disse Stier,
Saa" i Luften? dybe Strømme
Lig en Svane Skyen svømme,
Hørts Fuglesymfonier?

Sprang her Hjort og sprang her Hind,
Dufted Høet sødt fra Mosen,
Strejfed under Hybenrosen
Varme, milde Pust min Kind? -
Alt forandret. Tjørnehækken
Drysser sine gule Blade,
Der er Rim paa Markens Flade,
Der er Natteis paa Bækken.

Selv jeg som en husvild Aand
Paa de gamle Steder vanker,
Føler under Vemodstanker
Brystet svulme mod min Haand, -
Som en Gøgler, hvis Kulisser
Gik itu, da, ak forgæves,
Han fra Jorden vilde hæves
Ved de skrøbelige Trisser.

"Husker Du i Somrens Tid,
Da som Romeo jeg sværmed,
Da min Læbe Din jeg nærmed,
Da Din Røst var blød og blid?
Husker Du, da Maanens gule
Skive over Skoven traadte,
Ved sit Lys det Blik forraadte.
Som Du søgte mig at skjule?"

Husker Du det? Nej, for sandt
Maanen skinner ikke længer,
Romeo med Næbet hænger,
Sorrmerminderne forsvandt,
Lukt er Havens høje Gitter,
Ingen Fodtrin over Gruset,
Ingen Genlyd mer i Huset,
Udenfor jeg staar og titter.

Efter Sol og Sommervind
Har jeg rettet mine Planer,
Jeg har hejset Godtvejrsfaner
Smykt med Løv af Bøg og Lind,
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skør og spinkel,
Aaben, luftig, fuld af Sprinkel -
Og nu kommer Vintertiden.

Høstens Storme holde Hus,
Somrens Minder lyse, glade
Hvirvles nu i gule Blade
Over Gangens hvide Grus.
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skør og spinkel,
Aaben luftig, fuld af Sprinkel -
Og nu kommer Vintertiden.

DET SICILIANSKE ÆSEL

Dets daglige Gang var adstadig og pæn,
Det trippede smaat paa de stilkede Ben,
Og lytted med Ørene store.
Og fordi det havde saa lærd Manér,
Halvt som en Præst, halvt som en Barbér,
Blev Æslet kaldet: Dottore.

127

Doktorens Liv var nu kummerligt nok;
Arbejd' og Sult og Prygl af en Stok,
Det var alt, hvad Titelen skænked.
Men naar Driveren sov, løb Æslet sin Vej,
Og tænkte: I tog dog Humøret ej,
Hvor meget I end mig krænked.

En Dag da jeg just gik min Doktor forbi,
Saa' jeg i Øjet et fint Skælmeri
Og en spøgefuld Trækning ved Snuden.
Jeg gik et Par Skridt, og jeg vendte mig om,
I strakt Karriere Doktoren kom
Sin pryglende Driver foruden.

I Galop ned ad Landsbyens Gade det gik,
Og Doktoren skreg, naar han Stenkast fik,
Og naar Drengene trak ham i Halen.
Jeg fulgte med over Sten og Stok,
Til Æslet og jeg og Drengenes Flok
Standsed ved Kirkeportalen.

Der stod en Madonna, ung og skøn,
I Haanden var stukket en Gren saa grøn,
Og Foden med Blomster var kranset.
Doktoren studsed, betænkte sig lidt,
Grønt var kun grønt for hans Appetit;
Det hellige lidet han sansed.

Og han gjorde et Hop mod den fristende Gren,
Ak, Støtten stod kun paa svage Ben, -
Den styrted med Blomster og Blade.
Stakkels Dottore! nu gik det løs,
Hver Mand i Kvarteret, hver Dreng og Tøs
Jog ham fra Gade til Gade.

Det var dog en Trøst i al den Fortræd,
At Driveren fik af Pryglene med
Sin Part, saa det knaged i Tøjet.
Saa drev de af Sted, de forenede to;
Jeg syntes formelig Æslet lo,
Da forbi mig om Hjørnet de bøjed.

128

SANG

Du Daare, som med rynket Bryn
For Livets Skygge kun har Syn
Og Lyset ej kan lide -
Du skulde set en Aftenstund,
Da Maanen smilte rød og rund,
Jeg gik ved Ellens Side.

Du skulde hørt vor muntre Spøg,
Jeg kukked som den travle Gøg,
Og Ellen talte efter. -
Du skulde set fra Havens Gang,
Som Hjort og Hind mod Skovens Hang
Vi sprang af fulde Kræfter.

O Aftenstund saa frisk og sval,
Os Jorden var en Dansesal
Med Maanens klare Kerte. -
Vort Liv var os en Børneleg,
Kun Glædens Tanker faldt og steg
Som Bølger i vort Hjerte.

Men Ellen hviler under Jord,
Og Sorgen i mit Hjerte bor
Med Mindets Flor omvunden. -
Du Daare, som med rynket Bryn
For Livets Skygge kun har Syn,
Du har dog Ret i Grunden.

LANDSKNÆGTENS VISE

Jeg slipper Sværd og Lanse;
Tærningspil
Maa ogsaa til,
Og Pigebørn og Danse
Og Vin, saa tidt man vil
Jeg sætter Pavens Tøffel
Og Kongens Kaabe lige, -
Mtn Vams er af en Bøffel,
Verden er mit Rige.

Jeg fulgte, naar jeg lysted,
Tremmens Skind
Med lystigt Sind,
Jeg døjed og jeg dysted
I Kulde, Regn og Vind;
Jeg rendte ind med Lansen,
Hvor Huggene faldt hedest,
Jeg stormed op paa Skansen,
Hvor Mænd-ene var vredest.

129

Man slaas paa hele Jorden;
Hug og Stød
Paa Liv og Død
Det er nu Dagens Orden,
Det gi'er Landsknægten Brød;
Men Fanden æde Brødet,
Naar Sulet ikke gaves,
Og Fanden tage Kødet,
Naar Vinen ikke haves.

Jeg lider ikke Præster,
Bibelsprog
Og Bønnebog;
Ved Salmesang og Fester
Man bliver lige klog.
Jeg fatter ej Respekten
For denne Brug af Baalet -
Man skælder paa Landsknægten,
Han bruger dog kun Staalet.

Lad dem kanonisere,
Hvem de vil,
Med Sang og Spil,
Men tro mig, de husere
For galt med deres Ild.
De brænder Protestanten, -
Det skal hans Sjæl kurere -
Men Legemet, min Sandten,
Maa her dog protestere.

De skælde ud hinanden,
Kætterpak,
Papistisk Rak,
Og slaas som bare Fanden
For deres Pølsesnak.
Hvem har da Ret i Grunden?
Formodentlig slet ingen. -
Nu, Bægeret for Munden
Og fremad, det er Tingen.

ITALIENSK
(Catania)

Mellem Regnens Plask og Stormvindens Raab
Paa Gaden Guitaren klinger.
Regnen er mig en kølende Daab
Og Stormen min Stemme bevinger.

I Kappen hyllet paa Hjørnet jeg staar,
Formummet som til Maskerade.
Nattepatruljen forbi mig gaar
Og lytter til min Serenade.

De barske Soldater høre min Sang, -
Helt fremmed dog Ordene lyder,
Men Guitarstrengene gemme en Klang,
Som Ordenes Mening tyder.

La Donna de mumle, og drage af Sted, -
La Donna er Natteparolen.
Langt borte sig tabe de taktfaste Fjed, -
Jeg gnider igen paa Violen.

130

HØJT VIOLINENS STEMME KLANG

Højt Violinens Stemme klang.
Man lo og dansed, talte, sang -
Et Babelsprog fuldstændigt.
Formalitetens stive Dragt
Som Offer var for Vinen bragt, -
Man mored sig ubændigt.

Men ude, hvor bag mørke Sky
Den blanke Maane krøb i Ly
Med Søen koketterende,
Ad Havens lønligt snoede Gang
I Kjole kort, i Kjole lang
Gik han og hun spadserende.

Han var saa hed, hun var saa varm,
Hun støtted ømt sig ved hans Arm:
Her var dog saa romantisk.
Her var saa skønt i Maaneskær,
Og indenfor, ja inde der
Var maaske vel - bachantisk!

"Ja, Frøken, De har ganske Ret,
Den "store Verden" gør os træt;
Naturen venligt vinker. -
Se, nede hist ved Søens Bred,
- Et Symbolum paa landlig Fred -
Et Lys i Hytten blinker.

Og ikke sandt, hvis jeg Dem bød
Et Liv med mig i Hyttens Skød
Fjernt fra den store Verden,
Da fulgte De jo gerne med;
Stærk er jo Deres Kærlighed, -
Ja ikke sandt, det er den?

Hun bøjed sig og slap hans Arm,
Og glatted Kjolen med en Larm,
Som skulde fylde Pavsen.
"Ak, Duggen har mig rent spolert
Min Kjole. - Jeg er engagert
Af Greven til Kehrauss'en.

131

PYRAMIDEN

Den nye Farao blev sat i Herskersædet.
Og hist paa Sletten, den forladte, øde,
Man skyndte alt sig at betegne Stedet,
Hvor Fyrsten skulde hvile blandt de døde.

En snever Grotte bygges op fra Grunden;
Sejgt som en Edderkop maa Slaven slide,
Til Grotten trindt med Murværk er omspunden,
Og over Grotten staar - en Pyramide.

Endnu en miniature. Men daglig føjes
Sten over Sten paa alle fire Sider;
Og aarlig Mausoleets Top forhøjes,
Mens Fyrsten fremad paa sin Bane skrider.

Et muret Bjerg. Med Centnertyngde knuger
Stenkæmpens Legem Gravens snevre Hytte.
Der inde sidder Døden tavs og ruger
Ved Sarkofagen paa sit sikre Bytte.

Et bittert Sprog om Livets Lov Du taler,
Stenhaarde Kæmpe paa den øde Slette.
Vort Liv, fra det ta'er Fart indtil det daler,
I skarpe Omrids skildrer Du - med Rette.

Med Herskerstempel sættes vi i Livet, -
Og vares ad, at vi skal dø og lide.
Og en og anden Slave bliver givet
Bestilling paa - en lille Pyramide.

Den vokser daglig under travle Hænder,
Den kaster paa vor Vej sin mørke Skygge.
Paa Sorgers Ildsted Stenene man brænder,
Og ufortrødent bli'r man ved at bygge.

Et muret Bjerg. Vi stønner under Vægten.
Den ranke Skikkelse mod Jorden tvinges;
Og følgende den fælles Lov for Slægten
Til Døden vi som sikkert Bytte bringes.

132

ET STJERNESKUD

De sad i Teltet og drak en Nat,
De lystige Kammerater,
Bouteillerne var i Rader sat
Som Indeksercerte Soldater.

Og Nektaren strømmed med Glans og Glød
I Glassene hvide og grønne,
Champagnen skummed, Musikken lød,
Hver havde paa Skødet sin skønne.

Han slap den Arm, der hviled i hans,
Og raved op for at tale,
Han vilde med vinbegejstret Sans
Et Symposium for dem male.

Han hæved sit Glas og Tavshed bød,
Og saa' sig omkring i Stimlen,
Og - tumled tilbage bleg som en død
I Tankernes sortnende Svimlen.

I en af de skønnes flammende Blik,
Som smilede spodsk til hans Færden,
En apokalyptisk Vision han fik,
Et Glimt fra en anden Verden.

En Lighed der var - og var dog ej
Med hans Ungdoms lysende Stjerne.
Den havde ledet hans første Vej,
Nu dæmred den mat i det fjerne.

Og som han nu stirrede for sig ned,
Et Maal for de kaadeste Blikke,
Hans Ungdoms Stjerne forbi ham gled; -
Et Stjerneskud ! mer var det ikke.

133

EN NUTIDSVISION

Det er Tusmørkets Time. Den rige Mand har lagt sig;
I Puder og Tæpper har paa Sofaen han strakt sig,
Gnaven og syg er han fængslet til sit Leje,
Der er trist i Stuen, Lyset er dæmpet,
Tjenerskabet gaar sine egne Veje,
Lægerne har nylig indbyrdes kæmpet
Med Floskler og Fraser om de sikreste Kure:
Øjeblikkelig Fare er der ganske sikkert ikke,
Ondet er kronisk, - den syge maa ligge,
Det kan blive til alt, men foreløbigt venter man,
Og Piller og Pulvere paa Apoteket henter man.

Slagen ligger Manden, strakt paa sit Leje.
Den syge bander, kan ej komme nogen Veje;
Han ser, hvordan Dæmringen lusker om Ruden,
Og mærker, hvordan Skyggen falder hen over Puden;
Han griber en Avis, og møjsommelig han staver sig
En Spalte igennem; han ser, at man belaver sig
Paa Dit og paa Dat, og han smider Avisen
Og rækker efter Daasen, som indeslutter Prisen.

Skyggerne falde. De fylde næsten Stuen.
Paa Konsollen staar en Amor og sigter med Buen:
"Den dumme Figur, hvad skal den paa Konsollen?
Jeg købte den en Gang fra Gibserreolen,
Men da var jeg ung og havde lidt i Ho'det,
Og nu er den desuden saa støvet og saa sodet,
Den ser slem ud i Mørke, og værre om Dagen;
Ja man har været fjantet en Gang, det er Sagen.
Figuren skal paa Loftet blandt andet Skramleri,
For overflødigt Gods skal min Stue være fri.
Se rundt i alle Kroge, hvorhen mit Øje falder,
Der ser jeg disse Minder fra en forfløjen Alder,
Da jeg gik om og vaased og sværmed for det skønne
Og agtede "Geschäften" saa meget som en Bønne,
Og holdt for seks Mark Timen en Lærer paa Klaveret
Og rendte rundt i Byen, hvor der blev musiceret,
Og lod en Vise trykke, jeg tror hos Bianco Luno, -
Da købte jeg mig Amor, og Hebe dér og Juno
Og Gratierne og Venus og Manden dér med Lyren,
134 Hvad er det nu han hedder - Apollo hedder Fyren.
Nu staa de dér og true i Mørket helt uhyggeligt,
Men her skal rømmes op, og det ganske eftertrykkeligt.
Hvad skal man med de Dukker, de fylde saa forbandet,
Kønne er de ikke; det skal bare være dannet.
Her ud skal de alle, ja Merkur kan blive staaende,
Nøgen er han rigtignok og sidder saa kroget,
Men han er Gud for Handlen, han betyder dog noget,
Og Forbindelsen med ham maa man se at holde gaaende.
Se Frihedens Genius eller Gudinde,
Den lod jeg lime sammen i Ryggen med Pinde,
Den var saa molesteret, nu er den rent kassabel,
Den skal nu op paa Loftet, først blandt den hele Stabel." -

Her standser den syge sine Konfiskationer,
Han hører fjernt et Bulder, han lytter: "Ikke andet,
Det er Salut fra Sixtus eller ogsaa fra Tre Kroner!"
Men Larmen kommer nærmere: "Det er da rent forbandet,
Man véd dog, jeg er syg, kunde gerne være rolig."
Da griber ham en Tanke, og han støder mod Prikken
Af Ringeapparatet, som ringer i Fabrikken.
"Død og Pine, om det virkelig skulde være trolig,
Om der virkelig skulde være Ild i Baghusets Værksted;
Det er Maskinfabrikken, som jeg navnlig er stærk ved,
Som er min Rigdomskilde, mit dyreste Eje, -
Ak Herregud, Vorherre! hvo kender Dine Veje! -
Den er jo assureret, forstaar sig; men Tiden,
Som ved Bygning gaar til Spilde, den vindes ikke siden" -
Og han trykker og banker paa Prikken uophørlig,
Men ingen vil komme; staa op, det er ugørlig.
"De Satans Domestikker ! saa gid den lede Søren
Vilde bringe mig Besked." Da aabnes langsomt Døren,
Og i den dunkle Stue en Skikkelse indtræder,
Hyllet i en Kappe, som skjuler Form og Klæder.
Skikkelsen bukker, og efter nogen Venten
Bukker den igen: "Hvad befaler Hr. Agenten?"
Den syge har rejst sig halvvejs op fra Puden,
En Gysen bringer Sveden i Perler frem paa Huden,
Tænderne klapre, knap kan han Mælet fange,
Men skammer sig dog over at vise sig bange.
Han rømmer sig: "Med hvem har jeg den Ære?" han stammer,
("Hvorfor Fanden skal han staa der og skjule sig i Kappen,
Og hvordan har han trængt sig her ind i mit Kammer,
135 Den Æsel, Jens, har vist ladet Døren staa til Trappen)
Undskyld, men jeg er syg - mine Læger gav mig Ordre -
Al Talen over Evne vil min Sygdom befordre -
Gaa heller til Kontoret paa den anden Side Trappen."
Der bliver en Pavse, og Skikkelsen i Kappen
Slaar da op en Latter, en haanlig, en drillende,
Og siger med en Stemme, saa stikkende, spillende
Imellem Spøg og Alvor: "Min gode, bedste Herre,
Det var aldrig min Agt Deres Sygdom at forværre,
Men De ønsked jo fornylig at vide, min kære,
Hvad al den Spektakel der nede monne være.
Ja se, al den Spektakel er nøje forenet
Med Sygdommen, som De har faaet i Benet.
De har nydt alt for meget af denne Verdens Goder;
Nu, overdreven Nydelse bevislig en Rod er
Til Podagra og Gigt, men den er endnu mere,
Den er Rod til et Onde, som er svært at kurere;
Thi medens De har her kunnet svælge og nyde,
Er der Folk, som næppe har haft Mad i deres Gryde.
Disse Folk har nu lugtet til Deres lækre Sager
Saa længe, indtil de en skønne Dag opdager,
At naar de blot er enige der nede i Gyden,
Saa har de ogsaa Midlet til at faa Mad i Gryden.
Og Larmen der nede, som De synes er Forsyndelse
Imod Avtoriteten, Dem selv, er kun Begyndelse
Til Ting, som maaske Deres Eksistens kan true. -
For Øjeblikket kaldes Bevægelsen en Skrue
Og er ej vid're slem. - Men min Gang til Deres Stue
Har ellers haft en Hensigt forskellig fra denne:
At lære Dem Skruens Bevægelse at kende.
Jeg skal sige Dem, jeg har nu saa længe haft Kik paa
Deres Gøren og Laden; jeg vidste, at det gik saa,
At naar jeg uforstyrret lod Dem blive ved det gamle,
Saa vilde dog det hele en skønne Dag nedramle
Om Ørene paa Dem, som, tro mig paa min Ære,
Er den af mine Venner, jeg nødigst vil undvære.
Jeg vil derfor, da jeg mener, det er paa høje Tide,
Sætte al denne falske Skaansomhed til Side
Og rive Dem Bindet fra Deres svage Øjne,
Og lære Dem, hvad alle disse unge forfløjne
Uslebne "Radikale" har paa Dem at sige. -
Selv lider jeg ikke disse Idealister. -
Og naar De nu hører Deres Synderegister,
136 Saa maa De erindre at notere tillige
Snart et, snart et andet Punkt af de mange,
Hvori De vil forandre Dem, - ja bliv ikke bange -
Naturligvis paa Skrømt. De firer saadan slideligt,
De trækker Deres Antagonister ganske blideligt
Til højre, til venstre med Smaaløgn og Løfter,
De sparer ingen Midler, De bruger Kapitalerne,
Saa graver jeg i Ryggen af Fjenden et Par Grøfter.
Saa buser De paa - og dér ligger Idealerne; -
Og saa kan vi jo gøre vort Regnskab op bag efter,
Naar ved min Assistance De er kommen til Kræfter. -

Vær altsaa nu opmærksom ved, hvad De faar at høre,
Her er Stemmer nok i Stuen, som vil martre Deres Øre
Med, hvad man kalder Sandhed. Her staar nu en Gudinde,
Frihedens Genius, en højst agtværdig Kvinde;
Jeg tvivler ikke paa, at naar De hører hende,
Vil De mærke, at hun ikke har glemt Dem Deres Pinde.
(Og ganske vist, De har ogsaa handlet uforsvarlig; -
Med Frihed og Damer skal man altid omgaas varlig).
Nuvel da, vi vil bede Gudinden at tale,
Hun har jo netop Tilhold midt i det "ideale",
Og hun er den, som paaberaabes af de radikale.
Hun er Mester for at rive Dem af Issen Deres Glorie,
Og hun kan fortælle en opbyggelig Historie
Om "Tiden", om Dem og Deres Regimente,
Om Dagen i Dag og om, hvad man kan vente
Af Dagen i Morgen. Ja, Allegorien
Er just ikke smigrende, men De faar springe i'en." -
Den rige Mand er faldet tilbage paa sit Leje,
Han stirrer ud i Mørket med Angst og med Gruen,
Vildt svulme Hjertets Strømme og stoppe Tankens Veje,
Da hører han en Stemme runge ud i Stuen:

"Fjernt fra de høje Syner, med Blikket mod det lave
Ser jeg "Tiden" sidde med sin trivelige Mave,
Omkring ham vokser Bladene i Bredde og Længde,
De plejes og de passes af Negrenes Mængde
(Maaske lidt mere sorte end Negre in natura).
Hans Døtre gaa paa Kursus, hans Sønner læse Jura,
Hans Hus er vel monteret, hans Kælder vel forsynet,
Han ser sig om og smiler og løfter blidt paa Brynet
137 Og vifter bort en FIue, som søgende hans Næse
Vil frækt formene Manden sin "Berlinger" at læse."

"Fjernt fra de høje Syner, med Blikket mod det lave
Sidder han som Vogter i Kulturens store Have.
De vilde Dyr er tæmmet, de tamme Dyr er slagtet,
Haven parcelleret, Parcellerne forpagtet,
Ved Aaen stamper Møllen, i Stampemøllen æltes der.
Bag Skoven staar Fabrikken, og i Fabrikken smeltes der.
Penge er der nok af, de graves op af Jorden,
De flyve ind ad Vindvet fra Syden og fra Norden,
De køres ud paa Vogne og komme hjem paa Skibe,
De vindes ud af Røg, om det ellers skulde knibe.
Der er System i al Ting, Kontrol som bare Fanden,
Der er en god Kredit, og en stor Respekt for Manden;
I Maven rummes meget, men mere dog i Panden,
Følelsen er lille, des større er Forstanden,
Den regner ud i Brøker og skriver op Procenter,
Den tæller nøje sammen og tegner Dividender,
Den gør Spekulationer og fisker Aktionærer,
Den planter Kosteskafter og høster Sukkerpærer,
Den plumrer om i Vandet, til det er dygtig mudret,
Og trækker saa Guldfiskene paa Stranden op af Pludret.
Forstanden er for Resten loyal, devot og ærlig
Og dekoreres derfor af Naade ganske særlig."

Her holder Stemmen inde. I Sofapuden dukker
Den rige Mand sit Hoved; man hører, hvor han sukker.
Skikkelsen i Kappen slaar op sin vilde Latter,
Og gennem Stuens Mørke lyder Stemmen atter:

"Du "Tid" med frugtløs Virken, med dine Tanker tomme,
Hvad bli'r vel Resultatet, naar Legen nu er omme?
Hvad gjorde Du med Midlerne? Jeg ser vel Kapitalerne,
Men hvor er Idealerne, ja hvor er Idealerne?
Du graved op af Gruber, Du dynged op i Bunker,
Indtil Begærligheden slog ud i lyse Funker,
Indtil de gridske Fugle, Misundelsens Harpyer
Slog ned i Bunkens Glimmer fra deres mørke Skyer.
Da hævede Du Armen, da rysted Du din Svøbe
Og pukked paa dit Motto: "Sælge eller købe."
Da teede Du Dig krænket, og raabte: "Forurettet"
Og peged hen til Cifrene, som stod paa Regnebrættet,
138 Som spredtes ved din Kunst over Bjerge, Søer, Floder,
Og prækede om Folkenes almindelige Dannelse,
Om Videnskabens Forsken, om Sandhedens Opstandelse,
Om Statsmaskinens Virken og dygtige Bemandelse
Med lutter lyse Ho'der og lutter gode Kræfter,
Hvis Resultater skænkes den Tid, som kommer efter.
Da slog Du lydt paa Tromme om Folkenes Forbindelser,
Om høflige Visitter og Spørgen til Befindelser,
Da foldede Du Hænderne og viste hen til Kirken,
Stats-Folke-Menighedernes velsignede Virken,
Og fælded Kætterdomme, og slynged Anathemer
Mod hver, som vilde rejse det "Nyes" Problemer.

Spar dine Anathemer, hold op med dine Domme,
Du selv har ene Skylden for, hvad der end vil komme;
Hvo legede med Masserne og drev med Sang og Tale
De glubende Instinkter frem ved "det nationale",
Hvo hidsede Kokarder til Kamp imod Kokarder,
Og sang en Sejershymne til Klang af "Milliarder" ?
Hvo satte Selvtægtsretten som Nummer ét af Lovene,
Og slængede Traktaterne ind under Hestehovene,
Hvo lagde Bankosedler som Lovbog paa Moralens Bord,
Og satte Pengepolka som Tone til Koralens Ord?
Du Tid har ene Skylden for, hvad der end vil komme,
Du Tid med frugtløs Virken, med dine Tanker tomme!
Du præker smukt om Folkenes almindelige Dannelse
Men udsaar selv en Lære, som giver gold Forbandelse;
Paa Pengebørsen gaar Du med matadorisk Knirken,
Og taler kammeratlig om Videnskabens Virken.
Men Videnskaben følger ej Tidens lave Færden,
Den hvælver sig sin egen usynlige Verden,
Og Sandheden slumrer endnu; og Gud naade Dig,
Ifald den rigtig vaagned - det vilde lidet baade Dig.
Og Statsmaskinens Virken, som selv Du kalder glimrende,
Og dine lyse Ho'der, som lyse skal saa flimrende,
Og dine Utopier om Folkenes Forbindelse,
(Jeg troede dog, Du deri var kommen til Besindelse!)
Og saa din Folkekirke, som sprede skal Velsignelser,
(Du tænker vel endnu paa de gode, gamle Lignelser
Om Sennopskornet, Sædemanden, kort og godt om dette,
Du véd nok, som han lærte, den sande, den rette),
Hver Spire, hver Plante paa Aandsarealerne,
Hver Institution (foruden Filialerne), -
139 Alle stikke Roden til Bunds i Kapitalerne. -
Og maa jeg saa spørge, hvor er Idealerne?!"
__ __ __ __ __ __ __ __ __ __
__ __ __ __ __ __ __ __ __ __
"Bravo, min Frue!" raaber Skikkelsen i Kappen,
"Det var smukt, det var djærvt, De fortjener saamænd Klappen,
Naar jeg næste Gang hører Dem, skal jeg applaudere,
Men nu er det tilpas, han taaler vist ej mere!"
Der bliver en Pavse. - Den skælvende syge
Raaber med en Jamren som Vinden i en Byge:
"Til Hjælp! Jens, Peter, Jacob, hvor er I allesammen ?"
Da viger Stuens Mørke. Et Skær med blaalig Flammen
Knitrer i Vejret. Med Hanefjer i Hatten,
I røde Silkeklæder, med Øjet sort som Natten -
Ser han og kender han - - - - - - -
- - - - - - - - - Der kommer Lys og Lamper,
Hele Tjenerskaren igennem Stuen tramper;
Man bringer Lugteflasken, paa Doktoren man raaber,
Man løfter op hans Hoved, man tæller Hofmandsdraaber,
Og endelig, da Draabeflasken næstendels er tømt,
Kommer han til Live: "Gud ske Lov, det kun er drømt!'

PARKET OG GALLERI

De rasled med Kopperne inde i Stuen,
Fløde og Sukker gik rundt blandt Gæsterne,
Fødselsdagskagen blev uddelt af Fruen,
Alle fik lidt, - de smaa fik Resterne.
Thevandet strømmed og Ordene strømmed,
Der var en Herre, som vælted en Bakke, --
I Thevand og "Vrøvl" man bogstaveligt svømmed, -
Fruen hjalp til med at gnide hans Frakke.

Samtalen gik, man var aandrig og dannet,
(Bøger, Musik og Foraarsudstillingen)
Man talte om alt, om at ligge paa Landet,
Om Aktier og om at forøge Skillingen;
Smaa Teologer forsvared Vorherre,
Løjtnanter talte om Skæg og om Kvinderne,
En Student gjorde Kur, fik en Kurv, og hvad værre:
Den skønne fortalte det til Veninderne.

140

Jeg stod for mig selv der henne i Krogen.
Var jeg da bleven saa kritisk gammel?
Kunde jeg slet ikke finde nogen,
Som ikke smagte mig altfor vammel?
Var der bag Rober og bag Tournure
Ikke et ærligt Pulsslag at ane?
Var der da slet ingen brave Fyre,
Som vilde følge en anden Fane?

Jeg syntes, at Lysenes Blinken og Flammen
Spilled ironisk med Prismernes Farver
Og viste mig Gæsterne alle tilsammen
Som blodløse, benløse, blege Larver. -
Jeg vendte mig bort og løb ud af Stuen,
Just som man anslog Klaveret til Sangen,
Jeg tog en hastig Afsked med Fruen
Og sprang ned ad Trappen, tre Trin ad Gangen.

Bort fra Larverne, bort fra de blege,
Bort fra Løver og fra Løvinder,
Bort fra Musik og fra Selskabslege,
Fra hvide Handsker og hvide Kinder! -
Nattens forfriskende, svalende Aande
Lettede Brystet og løftede Brynet,
Ensomheden gik Natten til Haande,
Den hvæssede Tanken og klarede Synet.

Ad Voldgaden gik jeg. Der oppe bag Træerne
Syntes et Skær gennem Mørket at bryde,
Det var, som om Stammerne stod paa Tæerne
For bedre at se, hvad det skulde betyde.
Saa brød det igennem. - Ja, det var Maanen !
Snart kasted den Straaler ned over Gaden,
Og smilede med en aparte Haanen
Til Observatoriet og Lygteraden.

En Stubmølle stod der, en af de gamle,
Og tegned sin Silhuet imod Himlen;
Dens Vinger syntes i Luften at famle,
Det var, som led den af Hovedsvimlen.
Det rødlige Øje skeled til Maanen,
Det vilde lyse, men kunde ikke.
141 Højt over Møllen i Æterens Blaanen
Drev skinnende Skyer forbi mine Blikke.

Jeg vendte mig om. Paa Hjørnet der henne
Aabned man Døren just til en Stue;
En Tællepraas saa' jeg paa Bordet brænde,
En Mand kom til Døren og tog til sin Hue:
"Værs'god træd nærmere. Her kan De finde
Noget for Tørsten og muntre Kammerater;
Lutter honette Folk er der inde,
Ingen Politi og ingen Soldater!"

Jeg smiled, og skubbed mig ind gennem Døren;
Den var kun snever, men Stuen var rummelig.
Knap var jeg kommen til Sæde, førend
En tyk Værtinde, den "store Tromme" lig,
Satte en Flaske for mig paa Bordet,
Skænked af Flasken og tømte Glasset,
Smasked med Munden og tog saa Ordet:
"Skaal og Velkommen! Aah, det kradsed!"

Jeg takked den skønne, og saa' saa omkring mig;
Køkkenet var nok i Baggrundens Dybde,
Loftet var hvælvet, og Røgen i Ring sig
Snoede gennem den sælsomme Krypte.
Kobber og Messingtøj blinked fra Hylder, der
Løb langs Væggen, slemt molestert ved
Ælde og Sod, - men min Ros jeg skylder hver
Kedel og Spand for sin blanke Polerthed.

Slagskygger faldt der, brede og sorte,
Praasen paa Bordet viste dem Vejen;
De krøb under Loftet, kom og blev borte.
De drejed sig sammen med Hvælvingens Drejen. -
Og Selskabet ! - Ja det var spredt over Stuen,
Nogle ved Bordet, andre ved Skænken,
En tændte Piben ved Skorstensbuen,
En var falden i Søvn paa Bænken.

Sejge Fyre. Uldtøj paa Kroppen,
Huer paa Hovedet, krogede Knoer;
En tog af Brændevinsflasken Proppen,
En spiste Flæskesteg, kantet med Roer.
142 Piberne damped og Finklen dufted,
Alle vare de hede i Kammen,
Hed var han, som i Døren sig lufted,
Men hedest af alle var dog Madammen.

Jeg satte mig hos dem, de ærlige Svende,
Øl og Finkel gik rundt om Bordet;
Jeg drak og betalte; det gottede hende,
Værtinden, som havde al Borgen forsvoret.
Saa tog hun ned fra den øverste Hylde
Solbærekstrakten, den funklende røde,
Og sagde, mens hun lod Glassene fylde:
"Her er en Snaps, som kan opvække døde."

"Den skænker jeg for Eder gratis i Aften,
Siden den Herre er saadan galant en;
Ak ja, min Mand drak saa ofte af Saften,
Men lige godt døde han af den, min Sandten.
Jeg tog "det klare", men han tog "den søde" ;
Ja, det forstaar sig, i Barselsengen
- Her gned hun med Ærmet Øjnene røde -
Tog jeg Ekstrakt. Det var sundt for Drengen."

Maaske hun havde fortalt lidt mere,
Men en af Gæsterne nærmest ved Skænken
Begyndte Værtinden at karessere
Og drog hende blideligt til sig paa Bænken.
Skinsygens Dæmon fo'r i en anden,
Han skreg og raabte: "Nej holdt nu, Søren!"
Den skønne svarede roligt: "For Fanden!
Stille, eller Du kommer paa Døren."

Saa drak man Forlig og lo, saa det dundred,
Og sang saa en Vise om Elskov og Venskab,
Sørens Næve man højlig beundred,
Fanden fik Skylden for Krigsskab og Fjendskab.
Hvad Hjertet gav, lod man Munden tage;
Sundhed i Hjertet og Sandhed i Munden,
Ud med Sproget og intet tilbage,
Det var dog virkelig ærligt i Grunden.

Lidt raat maaske. Ja, Fernissen mangled. -
Da Morgensolen skinned paa Muren
143 Var jeg blandt Folk, som dingled og dangled
Og ofrede gladeligt til Naturen.
Naturen! ja, det var Selskabets Motto. -
Jeg traf en bekendt fra det første Gilde
Senere hen hos Konditor Otto;
Han gav mig et Uddrag ... Men jeg tier stille.

KÆLDERMANDEN SYNGER

De rummesterer svært omkring paa Jorden,
Og alle Vegne vil de flytte Skilter,
De taler højt i Syden og i Norden,
Og skønt den meste Tale rigtignok spildt er,
Og skønt jeg synes, det maa ofte knibe
For at faa Grunde til den Dom, de fælder,
Og ... Naa, ja ja. Jeg stopper mig en Pibe
Og synger om den gamle Sæbekælder.

Det gamle Skilt, den gamle Fjerding Sæbe
I Vindvet staar og trækker mine Kunder,
Og skulde og lidt Snavs ved Skiltet klæbe,
Nuvel, det er da heller ingen Under,
Det har jo staaet der fra Arilds Tide,
Min Fa'rfa'rs Faders egne salig Hænder
Har selv sat Sæbefjerdingen til Side,
Og Fjerdingen skal staa, til Sæben ender.

Vi lever her i Kældren lunt og stille,
Saa fjernt fra Livet og fra al Forandring,
Vi slide vore Klæder, som vi ville,
Og følge ikke Moden paa dens Vandring.
Den gamle Salmebog og Paraplyen
De komme frem, naar Lejligheden byder,
Naar Præsten præker, naar vi skal i Byen
Og Luften paa en dygtig Skylregn tyder.

At Huset over os er skørt og daarligt,
Det véd vi nok; det har man sagt saa længe.
Men Herregud! det repareres aarligt
Og stives af for mange, mange Penge.
144 Nu siger Folk, som har sig deri blandet;
"Min gode Mand, byg da et nyt langt heller."
Men Herregud! saa blev vort Hus et andet,
Og hvor blev saa den gamle Sæbekælder?

Nej Huset staar nok. Det har ingen Fare,
Og vi vil blive i den gamle Kælder.
Og ingen Udgift vil vi nærigt spare,
Men stive Huset af, saa tidt det hælder.
Og styrter det og Kælderlivet ender,
Saa vil vi ikke klage eller flæbe.
Vi har jo gjort vort Bedste. Vore Hænder
Vi vasker roligt i vor egen Sæbe.

DA BYGEN KOM OP

Da Bygen kom op,
Tog Folk fra Skoven
Og vendte Ryggen
Til Vinden og Voven.
Landskabsmaleren
Blev der ude,
Lod Vandet øse
Og Vinden tude.

Og Bygen drev over.
Solskyen skinnende
Kasted Reflekser
I Vandet det rindende.
Træerne bar
Diamanter i Kronerne; -
Fyndigt og kraftigt
Stod Farvetonerne.

Det blev til et Billed, -
Der blev kritiseret
Som unaturligt
Og maniereret.
Det dagligdags mangled,
- Saa mente de lærde. -
Lyset var grelt
Og Skyggen var Sværte.

Landskabsmaleren
Bukked og takked,
Og vendte saa Ryggen
Til dem, der snakked;
Til dem, der snakked
Om Farven som blinde. -
Han var jo der ude,
Mens de var inde.

UNDER GRANSKOVEN
(Til min Hustru)

Og medens paa Strandbredden Bølgerne slaa
Og Vinden suser og Skyerne gaa
Som Kæmpesyn gennem Luften,
145 Jeg sidder og drømmer om Druernes Land,
Om Livet, der larmer paa Napolis Strand,
Og Orangens bedøvende Duften.

Og medens jeg sidder med Haand under Kind
Og vugger i fristende Længsler mig ind
Med Sydens Rigdom for Øje,
Da glider dit Billed saa smilende frem
Og vinker min Tanke ustandseligt hjem
Til Stranden og Skrænten den høje.

Hvad var der i Syden? Farvernes Pragt,
Formernes Renhed. - Det er jo lagt
Med Mesterhaand i dit Billed.
En Kunstner kan tegne de fine Træk,
En Digter maa lægge Pennen væk,
Naar et saadant Maal blev ham stillet.

Hvad var der i Syden? Elskov og Had,
De stærke Ekstremer. - De følges jo ad
Hos Dig som hos ingen anden,
De blusse i Øjets sælsomme Glød,
De farve Dig Kinden hvid og rød
I sydlandsk Vekslen og Blanden.

Hvad var der i Syden? Det barnlige Sprog,
Tanken, som aldrig blev kold og klog. -
Det ligner jo Dig op ad Dage.
Din Sjæl er et Barns, saa lidet klog,
Din Læbe kan kun et eneste Sprog:
En Sang, en Kærlighedsklage.

Og elsker Du mig, som jeg elsked det Land,
Hvor Solstraalen skælver bag Bjergenes Rand
Som Kærligheds Suk bag din Læbe:
Se da er det Syd, hvor din Fod træder frem,
Orangerne dufte fra Granskovens Gem,
Og mod Dig kun min Længsel skal stræbe.

146

NAVNLØS

"Slyng Skjoldet op i Masten, hejs det sorte,
Krudtsprængte Flag, og brænd Kanonen løs.
Vis Dødens Tænder gennem Skudens Porte,
Nu lette vi fra Ankerlivets Døs.
Fortvivlelsens Skjoldmærke, blodigrødt,
Skal trone over vore kække Pander, -
Vi æske Faren. Møder den: - ""Vel mødt!""
Blod skal der strømme, før vi atter lander."

Saa talte han og steg om Bord. Og Skibet
Gled sporløst over Havets vide Vej.
Hans Mærke var en afbrudt Bro, hans Navne
Utallige, men ingen kendte ham.
Han sagde sandt, at Blodet skulde rinde
I Strømme, før han atter vendte hjem, -
Dog Blodet blev hans eget, og hans Mænds.
Men hvor han landede, det véd der ingen.

JEG SYNGER MINE SANGE

Jeg synger mine Sange
Ud af mit fulde Bryst; -
Jeg slugte aldrig Noder,
Jeg synger, som jeg har Lyst.
Jeg vilde ej lærd docere
For mine smaa Rebeller,
Jeg vilde ej være Bussemand, -
Jeg kunde det ikke heller.

Jeg syntes, der var nok af
De pæne Børn i Verden,
De stille, forpryglede Drenge,
Med gammelmandsagtig Færden.
Jeg syntes, der var Trang til
Lidt mere Liv og Varme,
Lidt Hidsighed i Blodet
Og inuskelspændte Arme.

Nuvel, fra Stuens Vægge
Jeg slipper et Kuld af Drenge,
Som aldrig fik af Stokken
Og aldrig lod Ho'det hænge.
Det kniber maaske med Lektien,
Der skulde maaske "gaas efter" ;
Jeg stoler ikke paa "Lektien",
Jeg stoler paa Drengenes Kræfter.

I STORM OG STILLE
EFTER AAR 1874

148
149

En Mundfuld Luft! - Her snøres Struben til.
Kun Smedebælgen aander; Kullet flammer,
Og lyser op den snevre Esses Kammer,
Og viser frem, hvad Mørket dække vil.

Ja bort herfra, og ned ad Stranden til;
Og har Du slængt din Bluse, Fil og Hammer,
Saa læg til Bunken Armod, Nød og Jammer,
Og glem det alt ved Bølgens friske Spil.

Lyt for en Stund til det, som Havet byder,
Fornem den klare, muntre Baadsmandstrille
Saa vel som Havets alvorsfulde Bas.

En egen Trøst igennem Spillet lyder; -
Jeg selv har lyttet tidt i Storm og Stille,
Og Hjertets Trang kom Spillets Trøst tilpas.

150

PAA DEN ØDE Ø

Ne taceant homines
Saxum hoc Ioquitur.

Jeg havde kun været der nogle ganske enkelte Dage, og det var som om jeg var født og opvokset paa Øen, og som om jeg skulde forlade den. Skilt ved den store, ustadige Østersø fra alle gamle Forbindelser, kun nu og da øjnende et Glimt af Bornholms smilende Land, og tvungen ved Omstændighedernes Magt til at aflægge mange gamle Vaner, til at renoncere paa meget af det, man kalder daglig Behov, overgav jeg mig hurtig til Omgivelsernes Indflydelse - fordi der i det hele taget ret vel beset ikke var stort andet at gøre. Og ikke saa snart havde jeg saaledes overgivet mig paa Naade og Unaade, førend Omgivelserne saa at sige inkorporerede mig i sig. - Der var slaaet en Cirkel ude i den oprørte Sø. Cirklen var fyldt med Granit, paa Graniten var der opført Fæstningsværker og Huse. Det hele dannede en magisk Ring: hertil og ikke videre. Jeg kunde tage en Baad og emancipere mig fra den magiske Ring, men naar Baadens Ejer fandt for godt at vende tilbage, maatte jeg med. Saa blev det da paa faa og smaa Afvigelser nær, ved det gamle, ved Cirklen; og da jeg ikke havde Lyst til bestandig at bevæge mig som en Hest i et Tøjr, saa valgte jeg som oftest at sætte mig ned paa en eller anden Murkant, paa en eller anden Klippeflade, og foruden det at min Mappe efterhaanden fyldtes med Brændinger, Klipper, Skær, Skyer, Taarne og Murlevninger, saaledes som de afspejlede sig i mit Øje, saa fyldtes samtidig hele mit Væsen med den Stemning, der besjælede, eller skulde besjæle, Mappens Indhold. Jeg indaandede Stemningen i lange Drag, inddrak den med hvert Aandedræt, og siddende paa Klippen, med Havet næsten vædende min Fod, med Luften omkring mig og inden i mig, faldt jeg hen i en fuldstændig amfibialsk Tilstand, hvori jeg syntes at udvikle mig til en stor Salamander.

"Din store Salamander!" udbrød jeg uvilkaarligt, da jeg saa' min egen Skikkelse i Vandet neden under mig.

Det var dog forkert; Sammenligningen haltede. Luft og Vand, ja, det vilde jeg nok være med til; men Ilden, nej!

151

Nej, dette Salamanderens tredje Element havde jeg ladet blive tilbage der ovre, hvor jeg kom fra. Saaledes som jeg sad her paa Klippen, kunde jeg virkelig sige mig fri for en hvilken som helst pyroteknisk Tilbøjelighed. Jeg havde givet mig Omgivelserne i Vold, saaledes som ovenfor er sagt; her var kun højtidelig Stilhed, alvorlig Ro, fornøjeligt Solskin hen over de dansende Bølgetoppe, en streng konservativ Fæstningsdisciplin, hvor kun nogle loyale elegiske Smaasuk over Storheds Forfald turde lyde i svage Akkorder. Det strenge militære Kommandantskab var ganske vist nedlagt, men Kommandantskabets Aand hvilede endnu over Fæstningen, og ikke det svageste Spor af en rød Tanke viste sig, end ikke paa de yderste Bastioner. Her var ikke en eneste Lynafleder paa hele Fæstningen; man frygtede ikke Faren fra den Kant; - og med Rette.

Nej, jeg kunde virkelig ikke sammenligne mig med en Salamander. Naar jeg atter kom tilbage, hvorfra jeg var kommen, ja saa - - -. Undertiden naar Solen gik ned ovre bag den mindre Holm, hvortil den bestandig knagende og stønnende Flydebro førte, undertiden, naar den purpurfarvede Glans luede over det mørke Brystværn, kunde jeg trække Fødderne til mig, lette mig op fra den Klippeflade, hvorpaa jeg sad, og stirre i mindre disciplinære Tanker ud mod det gyldne Skær. Men ogsaa her hjalp Omgivelserne mig (dog ikke den "livløse" Natur, som man plejer at kalde den). Det hændtes nemlig da, at en høj, slank Skikkelse netop ved denne Tid kom med faste, smaa Skridt marcherende hen ad Brystværnet, stillede sig mellem den dalende Sol og mig, hævede Armen, og vinkede ad mig. Hvorledes det gik eller ikke gik, og af hvilken Art den Tiltrækningskraft var, som den slanke Skikkelse udøvede paa mig, det vil jeg foreløbig lade staa hen. Saa meget er vist, at naar Skikkelsen viste sig, saa' og tænkte jeg kun paa den og paa intet andet, lukkede min Mappe sammen, viftede med Hatten som Signal, og gik et Par Minutter efter med Armen om Skikkelsens Liv, rolig, konservativ, og - om jeg tør sige det - elskværdig hen ad det brede Brystværn, ned over Klipperne, ned til Fæstningens største - og eneste - Gade, hvor Lodsens Aftensbord allerede nogen Tid havde paraderet med sine mest udsøgte Forfriskninger.

Lodsen, der tillige var autoriseret Gæstgiver, Restauratør, Konditor og Klubvært, havde en Fremmedbog; og i denne Bog staar, om jeg ikke husker fejl, opført Navnene paa det lykkelige Par, som tilbragte saa rolige Dage under Lodsens Tag.

Lykkelige Dage, hvorom Erindringen har bevaret sig saa frisk hos mig, at naar jeg nu med lukkede Øjne læner mig tilbage i min 152 stol, synes jeg at føle den Baads Dæk under mine Fødder, der bragte mig over ti! Øen hin blæsende August Eftermiddag, da Øens nuvæ rende Kommandant (privat rigtignok) stod oppe paa Bommen lænet ind mod Masten, og sang alle mulige Viser paa én gennemgaaende Melodi, og svingede med Huen, hver Gang den dygtige Søbaad tog en Overhaling i de skrappe Søer. En herlig Sejlads. Jeg synes endnu at føle de vaade, friske Stænk fra det muntre Havvand, naar vi tog en Sø over, og naar min Pibe slukkedes. Jeg vil ikke gøre min Ed der paa, men jeg synes dog, at jeg endnu indtil Peberet og Saltet kan skelne Lodsens og mit eget Smørogbrød fra hinanden. Jeg ser forud over Baadens Stævn, og jeg følger med Øjet den lille Klippeøs Kon turer, efterhaanden som de træde frem og udvikle sig til regelrette Linjer med skarpe Kanter. Jeg føler Eftermiddagssolen glide hen over Klipperne som en blød Haand hen over en knudret Pande, jeg ser pludselig Øen forme sig til en Fæstning med Taarne og Mure; endnu et Par "smaa Slag", og det Fata Morgana, som saa ofte havde vinket mig til sig fra sit ubestemte Stade mellem Himmel og Hav, er blevet til en haandgribelig Virkelighed, der indeslutter mig og det bedste jeg ejer.

Man kunde se saa vide omkring fra det flade Tag paa det store, runde Fæstningstaarn. Forunderligt! Den hele vide Verden syntes her oppe fra at være et System af koncentriske Ringe. Først Horisontens store Rundkreds, saa Øens mindre, og endelig Taarnets. Stillede man sig selv i Midten af den sidste, da, o store Tanke! - ja sige det tør man vel næppe uden at paadrage sig Beskyldningen for at ville være pikant, - men alligevel, det var dog saadan en egen Følelse den at være, om og kun for et Øjeblik, Centret, hvorom det hele drejede sig. Virkningen heraf indskrænkedes imidlertid betydeligt ved de betydelige Vanskeligheder, det vilde koste at gøre sig selv til dette vigtige Punkt. Midten af Taarnet optoges nemlig af et tomt Rum, en dyb Brønd, et Slags Forsøg paa en indre Fæstningsgaard. Jeg kiggede der ned. Mørkt, skummelt og skimlet. Svæve i Rummet kunde jeg ikke, springe ned i Brønden vilde jeg ikke. Jeg opgav da den fristende Tanke om at blive Universets Midtpunkt, og stillede mig beskedent ud et Sted i den nærmeste Periferi, lagde Armene over Kors paa Brystværnet foran mig, og saa' ned. - Det var Kirkegaarden, mit Blik traf paa.

Det var den patriciske Kirkegaard. Der ovre paa den anden og mindre Holm laa Plebejernes Begravelsesplads, men den kommer vi til siden.

Patriciernes Kirkegaard var en lille, firkantet, af et lavt Stengærde indhegnet Plads, hvor nogle af Vind og Vejr sørgelig forpiskede 153 Bu-Gyngeske gjorde sig al mulig Umage for at skygge over de dødes Hvilested. Skygge syntes de døde nok at kunne trænge til. Den Jord, hvori de hvilede, var nemlig i sin Tid bleven tilført ovre fra "Landet" , og sparsomt nok var den haarde Klippebund dækket af Muld. Den lille Klippeø kunde ikke engang med egne Midler give sine strenge Kommandanter og barske Officerer et Hvilested i sit Skød. Men den kunde derimod til Gengæld yde dem et Dæksel, som de salig henfarne skulde have ondt nok med at løfte paa ved deres Opfart til de lysere og blidere Regioner. Nogle kolossale Ligstene af Granit laa over Kommandanternes og Officerernes trætte Ben. Adelige Vaaben og halvforvitrede Navne var indhuggede i Stenene, og over disse Stene og over Stenene i Gærdet, over de forkrøblede Buske, og for Resten over den ganske Øs Træer, Buske og nøgne Klippeflader havde Lavarter og tørt, indskrumpet Mos lagt en gennemgaaende gulbrun og brunrød Rustfarve, der gav det hele et saa goldt, indskrumpet, uddødt og trøstesløst Præg, at man uvilkaarligt mindedes den lille Kælder i et Hjørne af Kirkegaarden, hvor en afdød Kommandants og hans ligeledes afdøde Gemalindes indbalsamerede, mumieagtige Lig opbevares, - en forunderlig Skat at opbevare, et uhyggeligt Minde at frede om, men dog et Minde, der svarer nøjagtigt til Hovedindtrykket af den hele lille Ø: en forstenet Mumie, der rager frem af det øde, vildsomme Hav.

Saaledes var Patriciernes Kirkegaard.

Der ovre paa den mindre Holm, umiddelbart under det forfaldne Brystværn, en halv Snes Alen fra den skummende Sø, overgroet med et Vildnis af Tidsler og Nælder, overblæst af den pibende Vind, overdænget af Brændingernes Skum, i en utrolig forfalden, hjælpeløs og halvt henraadnénde Skikkelse ligger saa Plebejernes Begravelsesplads, ogsaa kaldet Kolerakirkegaarden.

Staar man her en smuk Sommeraften, hvor Solen samler Skyernes store, mørktfarvede Draperier om sig og for sidste Gang stikker sit Ansigt frem, siger: Godnat! og forsvinder bag Himmelsengens folderige Gardiner, - staar man her udenfor denne Kirkegaard en saadan rolig, smuk Aften, da kan det nok falde en ind, naar man ikke er altfor haardhudet af sig, at drage en Sammenligning mellem den harmoniske Ro der ude omkring i den store, skønne Natur og den skrigende Hæslighed, som denne Tumleplads for Farsotens modbydelige Luner frembyder.

Sjældent har jeg faaet et saa sammentrængt Bevis for dette hæslige Spøgelses brutale Magt, et Spøgelse, der i sine Virkninger maaske er mere frygteligt end selve det saa frygtede "røde Spøgelse".

Maaske var det især den Omstændighed, at Tumlepladsen her var 154 saa overordenlig indskrænket, at Territoriet var bestemt afstukket, og at ingen Flugt var mulig herfra, - ja jeg er temmelig sikker paa, at det netop var denne Omstændighed, der fremkaldte den usigeligt beklemmende Følelse hos mig af modløs Frygt for Bøddelen og en underlig gysende Medlidenhed med Ofrene.

Jeg har hørt en Læge anstille Betragtninger over en skrækkelig Epidemi, som han oplevede i en stor By, og over den samme Epidemi, der udbrød, medens han var ansat paa et Udvandrerskib, der gik over Atlanterhavet. Jeg skal aldrig glemme den Vægt, han for det sidste Tilfældes Vedkommende lagde paa det uhyggelige i Forestillingen om at være tvungen af Forholdene til at virke bestandig indenfor de samme snevre Grænser, uden Udvej til Flugt, der ude paa det store, øde Hav.

Jeg har altid haft mine egne Tanker om det absolut anbefalelsesværdige i at brænde sine Skibe. Her havde jeg Lejlighed til yderligere at forøge mine Refleksioner over dette Tema. Den menneskelige Viljes Mod til at levere en Fjende et Slag, den menneskelige Viljes Kraft til at møde en Vanskelighed, og overvinde denne, ligger vistnok i ni Tilfælde af ti dybt parret med Selvopholdelsesdriftens urgamle Forbundsfælle: Tanken om, at der dog til syvende og sidst, naar alt skulde gaa galt, staar en Udvej aaben til Flugt.

Jeg fremhæver med Vilje, at denne Tanke ligger dybt gemt. Hos den virkelig modige Mand kommer den sandsynligvis aldrig op til Overfladen; men den er der, dunkel og ubevidst, og kort førend Afgørelsens Time nærmer sig, lyder den som beroligende Toner der nede fra Sjælens skjulte Krypte, Toner, som dæmpe Spændingen og regulere Hjertets heftige Slag.

Disse Skibe, som opbrændes, og som bevirke dette Fortvivlelsens krampespændte Mod, - ja, de gjorde maaske deres Virkning i de halv eventyrlige Tider, hvor en Mand blev fældet med ét Nævedrag, hvor en Knude blev løst ved ét Sværdhug, og hvor en Sag faldt eller stod med et eneste Hærslag. Men i vor Tids Historie, hvor Sagernes og Folkenes Maskineri er bleven betydelig mere kompliceret, i vor Tids Historie lige ned til den Dag i Dag sørger den dygtige Feltherre først og fremmest for at have sin Retrætelinje i Orden, førend han fører sine Soldater i Ilden, og Raabet: "Retræten er afskaaren !" bliver vel som oftest Dødsskriget for de kæmpende Kolonner.

Ja, Retræten i Orden! - Selv Digteren, der i sin Sjæls Bitterhed kaster Tærningerne, og sætter alt paa ét Kort, ser sig ved Digtets Slutning om efter en Udvej, en Hjemvej:

Han brændte sine Skibe; -
blånende Røg
som en Bro-Banes Stribe
nordover føg. -

155

Men tilbage til vore døde !

Her ligge de, under Tidsler og Nælder. Ingen véd, hvad de hed i levende Live. Ingen bekymrer sig heller derom. Det er simpelt hen de Kolera-døde.

Det er Fiskere, maaske en og anden Lods, Arbejdsmænd, danske Soldater og slesvigholstenske Fanger.

Ligstene eller anden Inskription gives ikke. Det skulde da være, at Nældebladene for Fangernes Vedkommende gav nogen Oplysning. I ethvert Fald blomstrer dette Skjoldmærke frodigt der inde paa den indhegnede Plads og brænder enhver Haand, der med Nysgerrighed eller maaske med nogen Sympati for de døde vil undersøge Stedet nærmere.

Nord paa, saa langt den lille Holms Territorium naar, strækker sig halvt sammensunkne Barakker, smaa, indhegnede Haver med forpiskede og forknyttede Buske. En Mølle rager skeletagtig op i Vejret, og synes at anmode Blæsten om at tage fat i sig i Stedet for i Buskene ved dens Fod. Længst borte ligger det nordlige Taarn, en rund Kampestensbygning med massive Mure, skeløjede Skydeskaar, og et nürnbergeragtigt Tag, der løber op i en Spids, rækker en lille rusten, pibende Fløj ud til Vejr og Vind, udbuler hist og her og paa aldeles tilfældige Steder nogle Smaakviste med klaprende Luger, og synes med sin af Alderen graanede Spaantækning at lide af en utallig Mængde Onder, fremkaldte ved den uafladelige Udsættelse for Himlens og Havets forenede Vrede.

Hele denne Strækning henligger i sørgeligt Forfald. Det var, som om Koleraen havde hærget Bygningerne samtidig med, at den hærgede Beboerne. Jeg vender atter tilbage til mine Refleksioner over Koleraen, over denne lille isolerede Holm, hvorfra ingen Flugt var mulig lige saa lidt som fra et Skib paa det vilde Hav. Farsoten synes at legemliggøres for mig, medens jeg betragter disse Ruiner. Jeg synes at se den ligesom en Trold i et Eventyr rykke Menneskene op ganske som om de var Roer, der var plantede i en Have. Jeg synes at se Trolden kaste disse Roer hulter til bulter i en stor Dynge, og derpaa med en vild Hoveren slaa Vinduer og Vægge ind i Bygningerne, knuse Taglægterne, sparke til Grundmurene, og oversaa det hele med Ukrudt og Skarn og med Lavarternes rustrøde Pletter.

Jeg tænker paa den Udtalelse, jeg en Gang hørte af en Officer, at af alle Kampe er Gadekampene de frygteligste, og at ingen kender Krigens Rædsler, som ikke har set dem optræde i Sporene af en ødelagt By.

Her havde jeg Sporene for Øje. Her havde staaet en Gadekamp, hvor Fjenden havde sejret fuldstændigt.

156

Et Bøsseskud i sydlig Retning fra denne Kirkegaard ligger Fængslet. Jeg vil ikke paastaa, at det ser saa truende ud, som Fængsler og Fattighuse I Reglen pleje at se ud. Ikke desto mindre kan det ikke siges at være noget opmuntrende Opholdssted.

I Smag med Hovedvagten i vor Residensstad, med lyse Mure, Jernstænger for Vinduerne og et temmelig opadstræbende Tag, ligger Fængslet tæt ved Indløbet til den søndre Havn. Her sad den "berygtede" Dr. Dampe. Langs med dette forfaldne Brystværn, og samvittighedsfuldt eskorteret af en Soldat, havde Fangen Lov til at bevæge sig paa en bestemt Tid af Dagen. Fangen nød desuden hen imod Slutningen af sit Eksil den "Gunst", at turde krybe i Ly under en faldefærdig Hytte, naar et Uvejr pludselig skulde overraske ham paa hans Spadseretur.

Stakkels Dr. Dampe! Havde han blot ventet indtil vore Dage; man havde da næppe taget ham hans Forfatter- og specielt hans Reformatorvirksomhed saa unaadig op, saa meget mindre som den ikke støttedes af videre fremragende *dolgoeO* videre farlige Evner.

Og dog, - hvem véd !

En af Øens Befolkning, for hvem græske Bogstaver noget nær er det mærkeligste, han kender, og som uden videre døber dem med Navnet "hebræisk", underretter mig med en vis hemmelighedsfuld Mine om, at der staar noget saadant hebræisk skrevet paa Væggen i det Kammer, hvor Doktoren sad. Fængslet er under Restaurering. Det skal omdannes til Beboelseslejlighed for Smaafamilier. Jeg bliver vist ind i Kammeret med de mærkelige Bogstaver. En Murer har allerede hvidtet Loftet og den ene Væg. Den anden Væg undersøges. Paa det perlefarvede Panel staar nogle spredte, halvtudviskede Zifre, nedskrevne med Blyant. Nogle græske Sentenser uden særlig Interesse for Læseren, nogle virkelig hebraiske Bogstaver og forskellige udviskede og overstregede Udgydelser.

Det er ikke noget dybt Indblik, man faar i alle de Tanker, som den stakkels Fange muligvis har haft under sit lange, ensformige og sløvende Eksil.

Døren ind til den næste Celle staar aaben. Jeg gaar der ind med min Ledsager. Her har en slesvig-holstensk Fange siddet. Han har ogsaa skrevet noget paa Væggen; men ikke noget hebræisk.

Der staar med en temmelig øvet, maaske noget ungdommelig Haand følgende trøstesløse Bogføring:

D. 17/7 53. Ausbruch der Cholera.

22/7. l Mann gestorben.

Og saaledes fremdeles Dødsfald indtil 9/9 53.

En hyggelig Beskæftigelse og en behagelig Udsigt for en indespærret.

157

Paa Væggen lige overfor findes to Mærker afsat, det ene lidt højere fra Gulvet end det andet. Det øverste Mærke er betegnet Carl 20/10 54, neden under staar Elisa.

Det er vel Slutterens Børn, som har besøgt Fangen og leget med ham i de lange, dræbende kedsommelige Timer.

Nu gaar Murerens Hvidtekost hen over Kolera og Børn og Fangen og hele Historien.

Ja, lad os bruge Kosten, og det saa eftertrykkeligt, at hele den mindre Holm med alle dens Uhyggeligheder forsvinder, og lad os saa gaa over den knagende og stønnende Flydebro til den større Holm, Christansholmen. Der skinner Solen paa Klipperne, paa de høje Mure, paa de mørktløvede Træer, som næsten skjule Kommandantog Havnemesterboligen; der glide Skyerne, hvide og skinnende ligesom Maager ude fra Havet, hen over det store, runde Taarn, hvor Blinkfyret udsender sine Glimt i Nattens Mulm og Mørke, og hvor den vagthavende Lods om Dagen kan iagttages som en mørk Figur med en lang Skibskikkert for Øjet, drejende sig frem og tilbage og en Gang imellem helt rundt ligesom en Vejrfløj.

Ne Taceant Homines
Saxum Hoc Loquitor.

Denne dristige Paastand staar fremsat ved det store Taarns Fod, indhugget i en mægtig Granitflade, og forøvrigt efterfulgt af en hel Række for den almægtige Christani Qvinti Egenskaber meget smigrende Tillægsord.

Paastanden daterer sig fra 1683. Hvor vidt Klippen nogensinde før har talt, vides ikke; (man paastaar, at det er sket efter den Tid, i 1808 nemlig, og da gennem Kanonernes Mund).. Jeg for min Part kan nu bevidne, at Klippen har opladt sin Røst for mig, og jeg har ikkke faaet saa lidt endda at vide ved denne Lejlighed.

Som tjenende til min Ros kan jeg gerne tilføje, at jeg var en flittig og opmærksom Tilhører; men dette forringer jo ingenlunde Klippens Fortjenester som den fortællende. Tværtimod. - Man kan maaske ikke alid lægge Eleven til Last, at han er efterladende og uopmærksom; stundom falder vel en stor Del af Skylden paa Læreren, naar denne nemlig er paafaldende kedsommelig.

Jeg gik da og lyttede til alle de fine smaa Bemærkninger, som Klippen nu og da kom med. Jeg opsamlede alle dens elegiske Udbrud, jeg opsnappede de Kraftudtryk, som en Gang imellem forefaldt, jeg søgte særlig at tilegne mig disse melankolske Smaaforedrag om Havet og dets Beboere eller Befarere, disse Foredrag, der klinge som 158 Sømandssange, lange, enstonede, afpassede efter Sømandens Hovedegenskab, Taalmodigheden, og efter de øde Nattevagter. Jeg fik ovre paa den mindre Holm hele den mørke Side af Klippernes Stemning frem. Her paa den større Holm vandt Fortællingerne i Farve, Inderlighed og et vist Lune, som er mere og mindre ejendommeligt for Havets Beboer.

Den større Holm løftede sig jo ogsaa paa en egen bevidst Maade højt op over sine Omgivelser. Den vandt herved en videre Horisont, og sligt forhindrer en altfor stor Ensidighed.

Den var forsynet med Jord, Haver, smukke Bygninger, et ærværdigt Kastel; sligt stemmer som bekendt Sindet til Optimisme. Og som det gaar i alle andre Forhold: hvor meget er, kommer mere til, saaledes gik det ogsaa her.

Lokket ved alle disse Herligheder syntes Solen med en iøjnefaldende Forkærlighed at dvæle hyppigst og længst her ovre paa den "velhavende" Holm. Den kærtegnede Blomsterbuskene i Kommandantens Have, saa at Roserne sprang ud, og sendte deres stærke, ildfulde Duft op over de golde Klipper. Den klappede med venlig Haand de ærværdige Træer paa deres halvskaldede Isser, og hvad ikke al Verdens Haarbalsamer og Tinkturer formaar, det formaaede Solen, - Træernes Isser begyndte virkelig at bedækkes af frodigt Løv. Den lunede for Beboerne i Husene, den mildnede mod den skarpe Vind og Havets kolde Aandedræt, den søgte af bedste Evne at fremme de magre Køers og Faars daglige, udholdende Anstrengelser efter at finde noget spiseligt i en eller anden Klipperevne, og - hvad jeg er Solen mest taknemmelig for - den viste mig en smuk Morgen med sin gyldne Pegefinger Vejen op over Klipperne og ned til det i al sin Tarvelighed yderst romantiske Anlæg, som her benævnes "Kongens Have", men som endelig ikke paa Grund af Navneligheden maa forveksles med hin støjende, støvende Ammebørs der ovre, langt borte herfra, i den kvalme Residensstad, foran den solhede, markiseprydede Kronprinsessegade.

Nej, her var hverken Ammer eller Børn; her var Skygge, Tavshed og ingen Markiser. En mild Vind, blandet med Solskin, Havluft og Duften af Kaprifolier viftede over mit Hoved og summede gemytligt ligesom en Bi i Søndagshumør omkring mellem Bladene paa Almetræernes Kroner. Jeg maa imidlertid, hvad disse Almekroner betræffer, skynde mig at give Sandheden, hvad Sandhedens er. Kronerne var noget fladtrykte, og den ideelle, opadstræbende Tendens, som disse Træer upaatvivlelig i deres fagre Ungdom har haft, var i deres modnere Alder af Tidernes og Forholdenes Ugunst gaaet over til en vis flegmatisk, stagnerende Holdning, der gjorde Totalindtrykket af Haven lidt trykket, men som derfor ikke udelukkede 159 en bestemt anerkendende Følelse af Respekt overfor Enkelthederne i det smukke Anlæg, disse Enkeltheder, som havde saa meget at kæmpe sig frem imod.

Vinden viftede som sagt over mit Hoved, og Skygge og Lys kom og forsvandt hen over de usædvanlig frodige Græsplæner og de stærkt bugtede Gange.

Terrænet var, som en Stabsofficer vilde udtrykke sig, "stærkt kuperet". Midten af Haven udgjorde tillige dens højeste Punkt. Her var paa en lille Klippeafsats opført en Thepavillon med et hvælvet Tag. Pavillonen var noget angreben af Tidens Tand, men for at bøde herpaa havde Slyngplanter og Syrénbuske forenet sig om at varetage det maleriskes Interesse, og - Stedet var skønt at se til og godt at faa Forstand af.

Jeg nedlod mig i Skyggen under en af Syrenerne; jeg lagde den Bog fra mig, som jeg havde taget med i den Hensigt at bortlæse et Par Formiddagstimer; jeg syntes, at det var langt bedre at bortdrømme disse Timer, (hvis man ellers tør bruge et saa guvernanteagtigt Udtryk), - og jeg lod mit Blik begynde med denne Fordyben sig i alt og intet, som er det sikreste Tegn paa, at vedkommende er paa den rette Vej hen imod Drømmenes ubestemmelige Regioner.

Der kom en lille, travl Fugl med vippende Hale og smaa, skinnende Øjne hoppende ud fra en Busk lige overfor mig. Den saa' et Øjeblik lidt forbavset paa mig, men da jeg rimeligvis ikke har forekommet den videre farlig - (maaske har den haft den Swift'ske Opfattelse af Mennesket som det laveste Dyr) - fortsatte den sine hoppende Bevægelser, nappede lidt i et Græsstraa, og fløj derpaa ind igennem Pavillonens aabentstaaende Vindue.

Jeg fulgte den lille letbenede Fyr snarere med Tankerne end med Øjnene, og hvorledes det nu gik eller ikke gik, og hvor megen eller hvor liden Andel dette lille Medium har haft i min clairvoyante Tilstand, saa forekom det mig, at jeg snart efter hørte Stemmer, høj, klar Latter, Raslen med Porcellæn og Klang af Glas inde fra den maleriske Thepavillon. Ikke længe efter traadte et Selskab af Damer og Herrer ud paa den lille Terrasse foran Pavillonen.

Herrerne var med en enkelt Undtagelse iført Sø- og Landetatens Uniformer af det for adskillige Decennier tilbage herskende Snit En ældre, korpulent Officer med graasprængt Haar syntes at være den højstbefalende, ligesom han for saa vidt ogsaa var den højsttalende paa Stedet. De øvrige var yngre, til Dels smukke Mænd, der ivrigt konverserede de tilstedeværende Damer.

Det er jo altid sin Sag at tale om Damers Alder. Jeg vil da heller ikke søge at bestemme disse Damers Alder, men kun hidsætte den 160 Bemærkning, at der var fire Damer til Stede, en ældre, en yngre, og to unge.

Maaske var denne "yngre" Dame Selskabets Værtinde, *dolgoeO* gift med den ældre, korpulente Officer. Jeg siger: maaske; - jeg véd intet bestemt, jeg formoder kun sligt, og jeg ledes til denne min Formodning af den paafaldende, skinsyge Adfærd, der karakteriserede den ældre Herre i hans Tale, Miner og Blikke, hver Gang hin Dame blev mere end almindelig ivrigt konverseret af en ung, smækker, lyshaaret Mand i en Søløjtnants klædelige Uniform.

Forøvrigt var denne Dame smuk, og vidste i ethvert Tilfælde at bruge sine store, bydende Øjne paa en Maade, som nok kunde være farlig for et ungt, ubefæstet Gemyt, og som ganske sikkert kunde give den gamle, korpulente Herre adskilligt at tænke paa. Alligevel, trods det uimodsigeligt fængslende, der laa i denne Dames Blik, og trods den paa en sejrvant Bevidsthed hvilende Sikkerhed og Elegance, hvormed hun bevægede sig, foretrak jeg dog langt den ene af de to "unge" Damer, en slank, yndefuld Brunette, der syntes at give den ikke-uniformerte Herre i Selskabet Fortrinet.

Ingen syntes for Resten at bekymre sig om min Ringheds Eksistens ; maaske man slet ikke anede min Nærværelse; - jeg vogtede mig naturligvis for at røbe den.

Med Latter og Samtale tilbragte man nogen Tid paa Terrassen; saa foreslog Fruen i Huset (lad mig kalde hende saaledes), at man skulde lege Tagfat i Gangene, og - vips - saa brusede og raslede de lyse Damekjoler lige tæt forbi mig. Den gamle Herre var den, som skulde "tage", og det var formelig ængsteligt at se ham gaa over Stag ligesom et af de gamle, svære Linjeskibe, og skyde frem mellem de lette Sejlere, der omringede ham gækkende og drillende paa alle Kanter.

Jeg fulgte med henrykt Øje disse unge Mænds og Kvinders livlige, lette Leg. Navnlig iagttog jeg den slanke, smidige Brunette. Hvor yndefuldt og sikkert bøjede hun ikke om en Træstamme! hvor blussede ikke hendes Kinder, og hvor straalede ikke hendes Øjne! Den jomfruelige Barm hævede og sænkede sig under den Kniplingsmantille, som var slynget over Skuldrene og heftet bag i Bæltet. Kjolen var kortere og snevrere end nu til Dags. Fødderne i de smaa, rosetteprydede Sko hoppede hen over Gangene. De elegante, ungdommelige Former tegnede sig med vekslende Skikkelse plastisk, modigt af under det lette Draperi. Pygmaleons Galathea vilde have set saaledes ud, den Gang Marmoret fik Liv og sprang ned fra sit Fodstykke. Jeg tænkte ved mig selv, at vor Tid, som sætter Kvinden ind i et Fuglebur, og svøber halvhundrede Alen Draperi omkring Buret, næppe bliver mere kysk derved, og i alt Fald bliver langt 161 unaturligere end hin naive Tid, i hvis snævre Rober Virginie og Gabriele Palmer optræder.

Jeg fik dog ikke Tid til at anstille mange Betragtninger i moralskæstetisk Henseende.

Der var længst nede i Haven en af frodige Syrénbuske tæt overhvælvet Gang. Fra mit lave Sæde kunde jeg nu og da forfølge Glimtet af de lyse Kjoler, naar de pilsnart fløj der igennem, medens derimod de mørke Uniformer forsvandt paa deres Vej igennem den tætte Skygge.

Det forekom mig nu, at jeg et Øjeblik saa' et sligt Glimt forblive ubevægeligt paa det samme Sted. Jeg anstrængte mit Syn, og idet en Solstraale brød igennem det forræderiske Løvtag, syntes jeg at se et blondt Hoved bøje sig ned over en fremstrakt, hvid Haand, der udgik fra den omtalte lyse Genstand. Det var kun et Øjeblik, saa kom den gamle Herre, der stadig var den, som skulde "tage", ansættende i sin tunge Galop lige hen imod Gangen.

Jeg havde nær raabt højt, for at advare vedkommende der inde, men det behøvedes ikke; thi just som den gamle brød sig sin skummende Vej ind i Gangen, dukkede det blonde Hoved ud igennem Buskene og ud paa Plænen. Hovedet efterfulgtes af en smækker Krop i blaa Uniform; - ud fra Gangens modsatte Ende fo'r en let Skikkelse som en Maage paa hvide Vinger, og forsvandt i den fjerneste Del af Haven.

Var det min lille Brunette? - Nej, hun stod jo tæt ved mig, og havde rakt den ikke-uniformerte sin lille, skælvende Haand, og saa' ham ind i Øjet med saadant et inderligt, spørgende, bedende, hengivent Blik, at jeg, jeg ulyksalige, som ingen havde et Blik til overs for, blev aldeles græsgrøn paa mine Albuer og i mit Hjerte.

Nej, hende var det ikke; hun var jo "taget". Men hvem var det da?

Ja, det kommer jo for Resten hverken mig eller Sagen ved.

Man samledes for øvrigt atter oppe paa Terrassen. Den gamle Herre var forskrækkelig rød i Ansigtet, trak Vejret som en Blæsebælg, og skelede frygteligt til den unge blonde Officer. Den ikkeuniformerte og den slanke Brunette tilkastede hinanden Blikke, som fik mit Hjerte til at banke; de øvrige snakkede, lo og larmede ganske som før. Forpustede var de alle, og et Forslag fra den blonde om at optage Legen igen, forkastedes af de to Tredjedele af Selskabet, og der iblandt af den gamle med et rasende: Nej, Fanden annamme mig!

Fruen i Huset var nu den, der bragte et nyt Forslag frem. Det bestod i, at man skulde fortælle Historier. Og dette Forslag sejrede; man flyttede Stole og Skamler fra Pavillonen ud paa Terrassen, og 162 saa fortalte først den ene og saa den anden, og enhver havde sin Maade og sit Stof.

Det var virkelig overmaade interessant, og jeg hørte alt fra mit Skjul.

Men hvad blev der da fortalt?

Ja, hvad fortæller man saadan i Almindelighed, naar man i det hele taget gør sig den Ulejlighed at fortælle. Det er smaa Stemninger, man skyder fra sig af den Overflod, som man har der inde. Eller det er Smaating, som af en eller anden Grund har faaet en større Betydning for én selv, og som man derfor gærne vil glæde Næsten med. Eller det er gamle Klædningsstykker, baarne i ens Ungdom, som man frygter for, at der skal gaa Møl i, og som man derfor gærne vil lufte ud i Sol og Vind. Eller det er en øjeblikkelig Inspiration, som man griber paa sin Flugt, og fastholder ved at fortælle den. Eller det er rent, blot og bart Indfald.

Det er Kærlighed først og fremmest. Det er en lille, oplevet Situation. Det er maaske en gammel Lidenskab, der pludselig med Magt bryder frem. Det er et lille Eventyr. En Rejse. Et Syn, der er fløjet én forbi, medens man selv var mest dagligdags stemt, og hvis dæmpede Vingeslag man nu hører fra det fjerne.

Det var saadan noget, der blev fortalt. Og det var da navnlig den blonde Søofficer og den ikke-uniformerte, der bar Prisen i saa Henseende.

Da denne sidstnævnte havde afsluttet en nydelig lille Historie om - ja hvad var det nu? jeg tror, det var om en ung Mand og en smuk Pige - udbrød det ganske Selskab i en lydelig Applaus. Da Applausen var forstummet, spurgte Fruen i Huset, maaske lidt spidst, hvor han havde lært at fortælle saa interessant.

"Min naadige Frue," sagde han med et let Buk. "Jeg har lært det her nede mellem de østlige Klipper ved den saakaldte St. Hans Kilde."

Man saa' lidt forundret paa ham; en og anden, dog ikke den lille Brunette, trak paa Smilebaandet; men nu raabte den gamle: Ja ja, det er nok af den Passiar! lad os nu komme hjem."

Man rejste sig, og tog Stole og Skamler med sig ind i Pavillonen. Og næppe var den sidste traadt ind over Tærskelen, før end alt blev ligesom uddødt. Der var ikke et Fodtrin at høre, ikke en Stemme, ikke en Lyd.

Jeg løftede mig forsigtigt op, trippede paa Taaspidserne hen til Terrassen, saa' op og ned ad den faldefærdige Pavillon, og vovede mig endelig op til det aabentstaaende Vindue. Jeg kiggede ind. Rummet var øde og tomt. Jeg sprang ind igennem Vinduet, og løb ud igennem Døren paa den modsatte Væg. Der var ikke Spor at se af de Personer, som saa ganske nylig havde staaet for mig.

163

Jeg sprang op paa en Klippe, og stirrede rundt til alle Sider ud over det Plateau, hvor Taarnet, Krudtmagasinet og Kirken ligger. Der gik de magre Køer og Faar og ruskede og sled i de Græstotter, som hist og her stak frem mellem Stenene.

Selskabet var som bortblæst.

Da slog jeg mig for Panden, og maatte mismodig erklære for mig selv, at Jeg havde været Offer for en saadan Tilstand, som de lærde behager at benævne en Hallucination. Og alligevel stod alt saa tydeligt for mig, alt, undtagen Fortællingerne. De blegnede mere og mere ligesom Stjernerne for Dagskæret, og jo ivrigere jeg søgte at fastholde dem, jo hastigere syntes de at vige.

Det var i Grunden en stor Skam, thi jeg vilde saa grumme gærne have haft noget at meddele i Form af Fortællinger, naar jeg atter vendte tilbage til Fastlandet fra denne i Sandhed fortryllede Ø. Men saa randt hin Ytring om St. Hans Kilden mig i Hu. Der maatte jeg altsaa ned; der var det jo, at han, den ikke-uniformerte, havde ......

Aa Passiar! Det hele er jo taabeligt, og jeg selv er nok ikke langt fra at aspirere til en Koldtvandskur for Hallucinationer!

Ikke desto mindre begav jeg mig paa Vejen ned til den omtalte Kilde.

Vejen var ikke lang. Jeg gik fra Haven gennem et lille Engdrag mellem nøgne Klipper ned til den Tunnel, der er muret igennem det yderste, svære Strandbatteri. Saa var jeg uden for Fæstningens Enemærker, og havde foran mig en snæver Dal, der løber paa skraa ned til Havet mellem to paralelle Klippemure. Midt i denne Dal og et Par gode Stenkast fra de yderste Skær, hvor Østersøen bryder sig hult drønende eller svagt mumlende, ligger Kilden. Det er en snurrig Kilde den.

Op fra Dalens græsklædte Bund rager en besynderlig, isoleret Klippeblok, takket og tindet og med en stærk foroverbøjet Heldning ligesom et Stykke Fæstningsmur, der skal til at styrte. Fra den modsatte Side har man opstablet en Mur af store, løst sammenføjede Sten, der læner sig mod Klippens øverste Del, og synes at have til Hensigt at forhindre et eventuelt Fald.

Under den halvt naturlige og halvt kunstige Hvælving, som herved fremkommer, findes da Kilden eller rettere Brønden. Det hele danner en Grotte, hvis Bund er en dyb, S formet Kanal, og fra hvis Vægge og Loft Vanddraaberne falder med underligt sukkende Smaaplump ned i den svagt rislende, kølige Cisterne.

Jeg satte mig foran Indgangen til denne Grotte, saaledes at jeg vendte Ryggen til Aabningen, og havde det store, vidt udstrakte Hav for mit Øje. Skyerne kom dragende i luftige, skiftende Skikkelser højt oppe over mit Hoved; Klipperne stod omkring mig, stive, kolde 164 som Ligsten over svundne Slægter. Havet hvilede saa uendeligt, saa trøstesløst foran mig. Jeg begyndte at føle Ensomhedens og den store, øde Naturs trykkende Magt over mit Sind, og jeg begyndte stærkt at tvivle paa, at jeg her vilde kunne hente Stof til andet end meget triste og meget ensformige Fortællinger. Men efterhaanden som mit Øre opfangede Lyden af Vanddraabernes Smaaplump og Kildens Rislen der inde fra Grotten, og efterhaanden som disse Livsytringer blandede sig med Havets mægtige, men dæmpede Baadsmandsbas, efterhaanden antog ogsaa Klipperne omkring mig et mere livligt Udseende, og Skyerne formede sig i mere bestemte og mindre flygtige Figurer. Og snart kunde jeg give hin Fortæller i Selskabet Ret.

Gamle Minder, udviskede Billeder, forglemte Situationer kom ligesom en Flok Børn dragende ud til mig fra Grottens Indre. De badede sig i Havet, de sprang og tumlede omkring paa Klipperne, de indaandede den friske Luft, og løb legende efter de Skygger, som Skyerne kastede hen over Omgivelserne. Tydeligere og tydeligere lød Stemmer til mig der inde fra Klippegrotten, og jeg følte, at hvis jeg nu havde et Selskab for mig, saa kunde jeg snart begynde at fortælle det, som Stemmerne meddelte mig, og maaske fortælle det lige saa godt som han, mit Forbillede der oppe fra Haven.

Det er altsaa et Selskab, jeg søger mig, for at kunne fortælle. Jeg kan dog ikke godt sidde her nede ved Stranden, og fortælle for min egen Fornøjelse.

Hvis jeg nu skulde være saa heldig at faa et saadant Selskab til at høre paa mig, saa haaber jeg, at Selskabet vil være lidt gunstigt stemt imod mig. Hvis ikke - ja saa vender jeg mig om til Klippen, og trøster mig med dens egne Ord:

Ne taceant homines
Saxum hoc loquitur.

NOW, TOMMY!

Byen hed Tippinstown, Tippingtown, eller saadan noget lignende, eller maaske noget helt andet.

Det er for Resten ligegyldigt. Det er ikke derpaa det kommer an. Byen var desuden, og er da rimeligvis endnu, kun ganske lille bitte, egentlig ikke andet end et Fiskerleje. Der var nogle Rækker Huse, som Beboerne var ubeskedne nok til at kalde Gader; der var en 165 lille og halvdaarlig Pier ud i Vandet, en Lodsstation, et Fyrtaarn (af en temmelig lav Rangklasse) og oven over Byen ved den høje Jernbanedæmning laa Jernbanestationen med sit Signalapparat, med sin gnavne Forvalter og sin endnu mere gnavne Banevogter. Denne gnavne Banevogter, som ellers lignede et velkonserveret Eksemplar af en ægte, ægyptisk Mumie, med lige saa meget Liv og lige saa megen Rørighed, som en Mumie kan gøre Fordring paa, - denne gamle, gnavne Fyr faldt hen imod de forskellige Ankomsttider for Banetogene, og særlig for Iltogene, fuldstændig ud af sin vante, surmulende Rolle; og det var med et ungt Menneskes Lethed og med en Jægers ivrige Opmærksomhed, at han da sprang ned fra Perronen, og i en forover bøjet Stilling fæstede sine graa, missende Øjne paa den nærmeste Tunnels mørke Aabning, hvor Dover-Brighton Jernbanens Lokomotiver skulde stikke deres dampende Hoveder frem.

Thi det var paa Vejen mellem Dover og Brighton, at Byen med samt sin Jernbanestation laa.

Nærmere bestemme dens Beliggenhed kan jeg foreløbig ikke; det faar vel være det samme hermed som med Navnet.

Og saa kommer Historien; - Tommys Historie.

Tommy og jeg stod netop en smuk Sommeraften oppe ved Jernbanedæmningen, et lille Stykke Vej fra Stationsbygningen, og saa', hvorledes Toget fra Brighton kom hvæsende og buldrende ud af den mørke Tunnel, der er boret igennem Brinken, som falder stejlt ned imod Stranden. Knagende og stønnende fo'r den lange Vognrække os forbi. Der bremsedes for; det hvinede og skrabede hen ad Skinnerne; saa hørtes Piben; saa Konduktørernes ensformige Raab; saa klaprede nogle Døre; saa trampedes der lidt paa Perronen; saa Piben igen; et svært Ryk, nogen Modstand af de bagerste Vogne mod Lokomotivets Tyranni; - og saa af Sted igen.

Hverken Tommy eller jeg saa' dette Syn for første Gang. Ikke desto mindre fængslede det os som det vedblivende fængsler tusinder, for hvem Synet ikke er mere nyt end det var for os.

"Ja," sagde Tommy, da vi atter vendte os, "der er Fart i den Skude. Det var nok ikke sundt at komme for Bougen af hende, - hvis man ellers skøttede om at bjerge Livet."

De sidste Ord syntes mig at røbe lidt mere end sædvanligt Mismod; men jeg svarede intet, jeg saa' ligesom min Sidemand ned over den lille By, hvis Skorstensrøg blev baaren af en let Søbrise hen over de teglhængte eller mosbegroede Tage. Solen maatte snart være ved at gaa ned. Husene laa næsten alle i Skygge. Paa en enkelt Skorstenspibe, hen ad en enkelt Tagryg spillede nogle Straaler, som havde listet sig tæt bag om Brinken, hvorigennem Tunnelen gaar.

166

Pieren, der løber ud i Vandet, var forgyldt over hele sin yderste Halvdel, og Fyrtaarnet syntes at gløde. Ved Brohovedet, hvor den indtrædende Flod nu atter begyndte at sætte "The Channels" friske Vande i Bevægelse, laa nogle større og mindre Fartøjer, tilriggede saaledes som Folkene paa denne Kyst bruger.

Det var ved disse Fartøjer, at min Sidemand lod sit store, ærlige Øje dvæle. "Havde jeg bare min Baad igen, saa skulde det nok altsammen gaa."

Tommy var en af de flinkeste unge Fyre i hele Byen. Og det vil ikke sige saa lidt, thi skønt Byen var lille, var der dog mange flinke, unge Fyre i den. Ingen førte imidlertid en Aare eller en Rorpind som han. Ung, senestærk og ufordærvet som han var, afgav han et vederkvægende Billede paa den Rolle, som den moderlige Natur oprindelig synes at have tiltænkt ethvert ungt Menneske, førend de store Byer spredte deres smudsige Aande ud over Land og By. Vel sandt, Tommys aandelige Dressur var ikke foregaaet i en af disse store Drivhusanstalter, hvor en Dreng paa fjorten Aar er klogere end hele Tippingtown, Fyrmesteren og Lodsoldermanden iberegnet. Og ganske vist var Tommys historiske, geografiske og filologiske Kundskaber stærkt begrænsede. Men havde den gamle, forhutlede Skolemester i den lille By ikke aabnet Tommys Øjne for Menneskehedens store, aabenbare Bedrifter, saa havde til Gengæld hans Kammerater heller ikke belært ham om Menneskehedens store, hemmelige Synder. I en Alder af to og tyve Aar var Tommy stærk og behændig som en Løve, uskyldig som et Barn, og alvorlig som en Mand.

Den sidste Egenskab, Alvoren, skyldte han to Omstændigheder, der i hans nuværende Forhold egentlig faldt sammen til én.

Tommys Fader havde været en driftig og duelig Fisker, der tillige i sin stærke, velriggede Baad som "Kommissioner" pløjede Kanalens urolige Vande, tog Breve i Land fra Skibene der ude, gav allehaande Vink om Vind og Strømsætninger, og vel undertiden slog en lille Handel af med Folkene om Bord, en Handel, der kunde være ærlig ligesom den kunde være det modsatte, men som Tommy paastod for sin Faders Vedkommende altid at have været af den første Slags.

Denne Baad, vidt og bredt bekendt og beundret under Navnet: "Fair Mary Consort", tørnede en stormfuld Efteraarsdag mod Bougen af et stort Skib ude paa Dybet. Skibet var det stærkeste; Baaden, hvori Fader og Søn var, sank, men kun Tommy blev bjerget. Kaptajnen, der førte Skibet, lod Tommy sætte i Land ved Dover, og gav ham en Guinea med i Lommen. Mere kunde han ikke gøre for ham; Fejlen var paa Baadens Side, der var galt manøvreret, paastod han.

167

Tommy kom hjem til det lille Hus nede paa Sandet, hvor Moderen allerede fra en anden Baad havde hørt om Ulykken. Opløst af Fortvivlelse over det dobbelte Tab, hun efter Folkenes Sigende havde lidt, glemte hun næsten Faderens Død over Sønnens Redning. Tommy var hendes eneste Barn, og Faderen var jo næsten altid ude. Hun var en energisk Kone, bygget af det Stof, som man særlig finder der, hvor Livets Krav kæmper en daglig Kamp mod den haarde Natur. Tommy var den Gang tyve Aar, og vant til at klare for sig. Halvdelen, og det den bedste, af hans Arvelod var rigtignok samtidig med Faderen tagen fra ham af det ubønhørlige Element, hvortil hans Eksistens var knyttet. Men han havde sine stærke Arme til Medhjælp hos andre. Og han havde det lille Hus der nede paa Sandet, hvor Moderen kunde knytte Garn, væve, spinde, og hygge om Sønnen, naar han kom hjem, drivvaad af det salte Skum eller ophedet af den brændende Sol.

Sorg og Modgang har slappet mangen en brav Fyr. Modgangen gjorde Tommy stærkere. Uden i mindste Maade at ville lægge ham en Tilbøjelighed til Last, der oven i Købet stedse var bleven holdt inden for sine rette Grænser af hans medfødte brave Egenskaber, tør jeg som sanddru Fortæller ikke lægge Skjul paa, at den livlige, frejdige unge Mand før Faderens Død plejede sammen med sine jævnaldrende at højtideligholde Lørdag Aftenen ved et Glas Ale eller Stout, sommetider Whisky, inde foran Skænken i Mr. Simsons "publichouse". Tippinstown eller Tippingtowns Fornøjelser var faa og ensartede. Og Mr. Simsons Hus var egentlig det eneste Sted, hvor Byens modnere Ungdom saa vel som dens mere prøvede Manddom kunde komme af med sine To-Shillingsstykker imod et passende Vederlag af opmuntrende Drikke og de nyeste Nyheder i Grevskabets Avis.

Tommy havde en klar, behagelig Stemme, og udmærkede sig baade som Forelæser af Nyhederne og Forsanger af slige yndede Arier, som f. Eks.:

Fare-Thee-well, my bonny young maid,

I'm bound for The Rio Grande. -

ellr:

Where are the joys, I have met in the morning, ...

for ikke at tale om:

Blow, boys, blow,

For California, O; ...

o.s.v.

Efter Faderens Død hørte imidlertid for Tommys Vedkommende disse Lørdags-Soiréer op. Indtægterne var knappe, og den flinke unge Fyr tænkte tilmed paa at spare sammen til en Baad. En 168 herkulisk Tanke for en ung Fyr, der tjente mellem tolv og fjorten Shillings om Ugen. Men Tommy vilde nu have en Baad, og han ræsonnerede ganske rigtig saaledes, at to Shillings sparet hver Ugedag, gav et aarligt Udbytte af næsten 5 Pund Sterling, der kunde lægges hen til Baaden foruden det øvrige, der var sparet i Aarets Løb.

Jeg tror, at Byens Ungdom, og det være sagt til dens Ære, respekterede Tommys Principer. I det mindste havde han aldrig for mig beklaget sig over, at nogen lagde ham Hindringer i Vejen eller fristede ham til at gøre Brud paa sit Forsæt. Ikke desto mindre havde det dog, efter Tommys aabenhjertige Meddelelse, hændt sig en Lørdag Aften, at den Baadejer, som Tommy var Medhjælper hos, havde taget ham ind med hos Mr. Simson, og havde trakteret ham med en ualmindelig stærk Whisky i Anledning af en ualmindelig streng Tur paa Søen. Om nu denne Whisky havde været saa ualmindelig stærk, eller om Tommy, hvad der vel er rimeligere paa Grund af hans Afholdenhed i længere Tid, ikke havde haft de fornødne Betingelser til at modstaa Whiskyens Indflydelser, - det er vanskeligt at afgøre. Saa meget fremgik imidlertid af hans egne Meddelelser, at da han først var kommen ind ved Skænken og der havde modtaget og drukket det tilbudte Glas, var hans Æresfølelse bleven vakt, og havde besejret den økonomiske Stemme i hans Indre. Han havde trakteret først Baadejeren og dernæst et Par gode Kammerater; dette havde han derpaa øjeblikkelig fortrudt, og for at glemme sin Fortrydelse havde han drukket et Par Glas endnu, og var derpaa med Samvittighedsnag og med noget omtaagede Sanser gaaet udenfor, havde fundet en Bænk ved et Hus i Nærheden og var efterhaanden falden i Søvn der.

"Jeg vaagnede," lød hans endnu angergivne Beretning til mig, "ved at mit Navn blev nævnet af en Stemme, som jeg straks syntes, at jeg skulde kende. Da jeg kom lidt til mig selv, saa' jeg, at det var Kate, Lodsoldermandens Datter. Denne Kate, maa De vide, havde jeg ofte set og et Par Gange talt med, og en Gang havde jeg danset med hende ved et Julebal hos Fyrmesterens, hvor nogle af os Fiskerknøse var indbudne, - af Mangel paa andre "Kavalerer". Da jeg saa', at det var Kate, ønskede jeg, at jeg var hundrede Mile til Søs, eller at jeg laa der, hvor min stakkels Fader laa. Hun saa' paa mig med sine store, brune Øjne, og saa sagde hun: Fy, Master Tommy; det er ikke smukt af Dem. Hvad tror De, at Deres Moder vilde sige, hvis hun saa' Dem her? - Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde svare, men jeg tror nok, at jeg fik spurgt hende, hvad hun selv troede. Men saa kom der nogen, og saa løb hun, og jeg listede hjem og krøb til Køjs."

Den næste Aften havde Tommy trukket i sin bedste Trøje, knyttet 169 et stort, sort Silketørklæde, et som hans Fader havde faaet om Bord i en Ostindiefarer, om Halsen, og taget Retningen hen imod Lodsoldermandens Hus. Han havde nok ogsaa fundet den, han søgte, og den smukke Kate havde hørt ganske venligt paa den unge Sømands Forklaringer over Gaarsdagens Hændelser, ja havde nok endogsaa rakt ham Haanden til Farvel.

Der forløb derefter nogen Tid, som Tommy kun flygtig berørte for mig. Hvad kunde ogsaa den unge Fyr fortælle mig om denne Kærlighedens Foraarstid, hvor Spiren skyder frem til en Plante med Stængel og Blade, og hvor det fine grønne undseligt føler Solen skinne paa sig og ængsteligt bæver tilbage for en fremmed Haands Berøring.

Tommy elskede - og led.

Kate var ham god nok, det var der ingen Tvivl om. Hun nikkede til ham, naar han tidlig om Morgenen gik ned til Baadene; og dette lille Nik varmede den stakkels Fyr lige ind til Hjertet, hvor vaad og kold han endogsaa blev der ude paa Søen.

Om Aftenen, naar det var bleven mørkt, og naar Kate troede, at ingen saa' det, smuttede hun bag om sin Faders Hus ud ved den Mellemting af Gaard og Have, der udmærkede Lodsoldermanden frem for Byens øvrige Beboere, og hvor en skæv Flagstang, et Lysthus, der oprindelig var et i Land bjærget Ruf, samt to Buksbomhække og et Bed med vilde Løg fremtvang Misundelsens stramme Smil hos enhver forbigaaende. Her indfandt Tommy sig punktlig, saa ofte som han ikke var paa Nattefiskeri; her taltes de unge Hjerter ved; her fik Tommy disse bestandig mere og mere dvælende Haandtryk, hver Gang det sagte: Godnat! blev hvisket; og her endelig modtog den lykkelige unge Mand den fuldstændige Vished om sin Lykke af Kates bløde, bævende Læber.

Stakkels Tommy. Han havde i Grunden saa lidt at sætte sit Haab til. Jo mere hengiven Kate blev ham, desto tykkere Skyer lejrede der sig om den svære Lodsoldermands Pande, hver Gang denne Matador saa' den slanke Tommy gaa forbi sig. En Gang raabte den svære Mand endogsaa efter Knøsen, og de Ord, som naaede Tommy, var nok til at vise ham, hvorledes Sagerne stod: "Saadan en Prakker; han gaar og lurer efter ... men bi kun ... spolere din Galionsfigur, min Dreng!"

Tommy gjorde tre Mænds Arbejde, og Sparepengene til Baaden voksede. De, der havde Øjne til at se, saa' vel nok, hvad Tommy mente med det altsammen, og der blev vel ogsaa nok hist og her, og særligt hvor der var Mødre med Døtre, hvisket og tisket lidt i Kro gene. Men i Almindelighed havde man Agtelse for Tommys Energi, og da han ved Siden af sin travle Virksomhed for at fortjene noget 170 snart ved dette, snart ved hint Arbejde, tillige ikke tog i Betænkning at gøre Folk Tjenester gratis, saa var hans Papirer i det hele taget i jævn Stigning hos Flertallet af Tippinstowns eller Tippingtowns Beboere, og han begyndte allerede saa smaat at tænke sig Muligheden af Begyndelsen paa den omtalte Baad, og, efter dennes Fuldendelse, Muligheden af sin egen Optræden som Frier under en eller anden formaaende Velynders Protektion.

Saa hændte det sig, og det var hen imod den Tid, da jeg kom til Byen, at Tommy en Nat, medens han laa og sov, og rimeligvis drømte en smuk Drøm om Kate og Baaden, pludselig vaagnede med en forskrækkelig Hoste og med Øjnene fulde af Vand. Han saa' sig fortumlet omkring; hele Stuen var fuld af Røg. Han sprang ud af Sengen og fik i Hast nogle Klæder om sig, og nu hørte han tydeligt Ildens Knitren oppe paa Loftet. Hans Moder laa i Værelset ved Siden af. Hun var næsten halvkvalt af Røgen, da han endelig fik hende udenfor. Naboer og Genboer kom til, men Huset stod allerede i lys Lue; og Tommy, der sprang ind for at bjærge sin Skibskiste med sine Sparepenge i, blev alvorlig forbrændt paa Arme og Ben.

Den sidste Halvdel af Tommys Arvelod laa paa Jorden som en Bunke forkullede Lægter og sprængte Mursten. Han og hans Moder fik Husly i et Par smaa Værelser, hvis støvede Vinduer vendte ud mod Lodsoldermandens Have.

Medens den stakkels Fyr laa og vaandede sig under sine Brandsaar paa det lange Sygeleje, følte han ret, hvorledes Kløften mellem denne Have og ham selv var bleven udvidet ved den sidste Begivenhed. Intet Hus, et Par Smaahuller til Leje i en anden Mands Bolig, intet reddet uden de Spareskillinger, som nu gik med under Sygelejet; Baad, Fremtidsforhaabninger, Kate - alt væk.

Nej, Kate var dog ikke væk. Naar hun kunde komme til det, sneg hun sig ind igennem Bagdøren til Tommys Moder, der da maatte fortælle hende, hvorledes Sønnen havde det, og som maatte bringe Sønnen alle de kærligste og ømmeste Hilsener fra den modige og trofaste unge Pige. Og en Dag, da Tommy havde haft det ualmindelig slet og været ualmindelig mismodig, trængte Kate sig ind i Stuen til ham, kastede sig ned foran hans Seng og bad og besvor ham, at han dog ikke maatte opgive Haabet, og forjættede ham under Taarer og Kys den lyse Fremtid, som alle unge, stærke Hjerter saa nødig opgiver Troen paa, og som for saa vidt egentlig er en meget god Opfindelse af den, der saa ofte faar Skyld for at lade det hele gaa hulter til bulter, som det bedst kan.

Endelig kom Tommy op og kunde begynde paa sine vante Beskæftigelser. Men han havde faaet et Stød, som ikke var saa let at overvinde. Hans sejge Tro paa, "at det nok vilde klare sig 171 altsammen", var bleven rokket, og det var sørgeligt at se paa denne kraftige, ungdommelige Skikkelse, der sled og slæbte, men under en mørk og trykket Alvor, og som næsten fandt Behag i at bortvise enhver Ytring af Sympati som overflødig og besværlig.

Det var under denne Sagernes Stilling, at jeg kom til Byen og lærte Tommy at kende. Jeg véd ikke, hvorledes det oprindelig gik til, men jeg vandt Tommys Hjerte, han fortalte mig hele sin lille Historie og sluttede sig i det hele taget nøje til mig. Saa ofte han havde Tid, var han sammen med mig; vilde jeg ned ad Kysten for at tegne, skaffede han mig altid en Baad; jeg tog ud med ham paa Fiskeri; vi var sammen i godt og daarligt Vejr, og saaledes var vi da ogsaa sammen oppe ved Jernbanedæmningen hin smukke Sommeraften, som jeg her i Begyndelsen har omtalt - - - - - - - - - -

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Vi blev staaende der oppe og saa' ned over Byen og ud over Søen, indtil Huse og Pier og Fyrtaarn var kommet lige meget i Skygge altsammen, og indtil Søen der ude begyndte at svulme i dybere og dybere Farvetoner under Nattebrisens kølige Pust.

Saa gik vi tavse ned langs med den Tjørnehæk, der begrænser Jernbanedæmningen mod Øst ned ad Byen til, og da vi havde passeret Stationsbygningen og modtaget det sædvanlige surmulende Blik fra den gamle Banevogter, var vi snart i den "Gade", hvor Tommy boede, og hvor Lodsoldermandens Have laa.

Ligesom vi gik forbi en lille Bænk, der lænede sig op til denne Havemur - et Stengærde besat med nogle sørgmodige Pilebuske - rejste en Skikkelse sig op fra Bænken og bød os: Godaften.

Det var Kate. Jeg havde kun set hende enkelte Gange, men jeg kunde ikke tage fejl. Høj og slank var Skikkelsen; et kort Skørt, der næppe naaede Anklen, en lys Trøje eller Spencer, et Tørklæde kastet over Hovedet. Trækkene kunde jeg ikke saa lige se, men jeg følte, at det maatte være Kate, jeg vidste det, da Øjnene hæftede sig saa bestemt paa min Sidemand, og jeg tog min Hat af, hilste og gik videre ned til Stranden, hvor jeg om Aftenen i nogenlunde stille Vejr plejede at drive den Sport, som kaldes "at slaa Smut".

Tommy var naturligvis bleven tilbage. Jeg havde vel næsten sendt et halvt Vognmandslæs af flade Sten ud i Søen og var bleven dygtig træt i Armen, da den brave Fyr kom gaaende langsomt ned imod mig. Det var nu saa godt som fuldstændig mørkt, men jeg kunde dog se, at Tommy var i stærk Bevægelse.

"Naa, Tommy," sagde jeg, idet jeg gjorde min Stemme saa opmuntrende som muligt; "hvad mente saa din smukke Kate om Vejret i Aften?"

"Hun talte slet ikke om Vejret," svarede Tommy troskyldigt. "Hun 172 sagde, at hendes Fader havde pint hende hele Dagen med ham, den lange Bondelømmel, ham, Farmeren Robinsons Søn der oppe i Landsbyen. Han har nok sendt Frierbrev her ned i Morges. Men Kate siger, at hun heller vil løbe væk med mig. Dog, hvad kan det nytte; det eneste Sted, hvor vi kunde løbe hen, det var da ud paa Søen til et Skib, og der kan da Kate ikke være, om ogsaa jeg nok kunde arbejde for os begge. - Nej, det er galt, og det bliver galt, men jeg skal slaa den Bondetamp i Dækket, hvis han kommer her ned og snuser efter Hønsereder."

Jeg gjorde en af de sædvanlige Bemærkninger, om ikke at tabe Modet etc., og jeg tilføjede da, at jeg gerne selv vilde tale med den ubønhørlige Oldermand, maaske kunde jeg lægge et godt Ord ind for de to unge Folk o. s. v., o. s. v.

Vi var under denne Samtale kommet op uden for Mr. Simsons "Etablissement", hvor der var tændt Lys inde i Stuen, og hvor Skæret, da Skodderne endnu ikke var lukkede, faldt ud gennem Vinduerne. Jeg kiggede tilfældigvis ind og saa' den omtalte Oldermand sidde der inde foran Skænken i Samtale med Værten.

"Ser Du, Tommy," vedblev jeg og pegede paa Vinduet, "der sidder Bussemanden inde. Nu gaar jeg ind og byder ham et Glas, og saa siger jeg til ham ..."

"Sir," afbrød Tommy mig, idet et forlegent Smil fo'r over hans aabne Ansigt. "Undskyld min Dristighed, - De er saa god og venlig imod mig - og Kate holder ogsaa saa meget af Dem og siger bestandig, at det er smukt af den fremmede Gentleman, at han vil tage sig saa meget af mig, men - ja, nu maa De ikke blive vred - men da vi sidst talte om Dem, og da jeg sagde, at De vist vilde hjælpe mig hos hendes gamle, saa - ja, men De maa virkelig ikke blive vred - saa fortalte hun, at hendes Fader ved Lejlighed havde sagt om Dem, at - at De nok var saadan en fattig Malerpjalt, siden De vilde bo i saadan en lille By og omgaas saadan en Fyr som mig; - og derfor tror jeg ikke, at det vilde nytte meget, om De ..."

Jeg kom til at le saa voldsomt over Tommys Ansigt og over, hvad han fortalte, at Lodsoldermanden i egen høje Person blev lokket til Vinduet, som han atter hastigt og med sammentrukne Øjenbryn forlod, da han havde set, hvem han havde for sig.

"Du har Ret, Tommy," sagde jeg, efter at jeg atter var kommen til mig selv oven paa et fornyet Latterudbrud. "Det gaar næppe paa denne Boug; men lad os nu gaa hjem og til Køjs. Vi kan i det mindste sove paa det, som man siger. Jeg har endnu mine Venner i London i Baghaanden, og for Resten stoler jeg altid paa, at Lykken vil komme enten paa den ene eller paa den anden Maade; ja, jeg stoler paa Lykken, om den saa ogsaa skulde vise sig i en nok saa ravsplittergal Form." 173 "Saadan tænkte jeg ogsaa en Gang," sagde Tommy og bøjede Hovedet.

"Her er noget for Dem, Sir," hørte jeg Tommys Stemme uden for mit Vindue næste Morgen. "Kom ned til Pieren, saa skal De se."

Jeg var i en Fart oppe, og da jeg nok kunde tænke mig, at dette "noget for Dem" maatte være noget for min Mappe, stak jeg denne under Armen og begav mig ned til Stranden.

Morgenen var frisk og kølig. Man havde, efter Tommys Udtryk, en Følelse af, at man kunde "trække Vejret helt ned til Støviesaalerne", - saa let og behagelig var Luften. Duggen trillede endnu i store Draaber ned fra Stendørtærsklerne til de lave Huse; en og anden Fisker, der kom vadende igennem Sandet med Garn eller en Kurv paa Nakken, nikkede et venskabeligt: God Morgen. Jeg følte mig rigtig vel stemt, og jeg syntes ogsaa at Tommy, som jeg traf nede ved Baadene, saa frejdigere ud end ellers.

"Hvad er der saa paa Færde?" spurgte jeg ham.

Han pegede ud efter mod Brohovedet, og da jeg nu skyggede med Haanden over Øjnene for Morgensolens stærke, hvidgule Glans, opdagede jeg et af disse smukke, højtriggede Lystfartøjer, som med klaprende Sejl og med det elegante, sortmalede Skrog nejende let i den svage Dønning, laa fortøjet ved Pierens yderste Ende.

"En smuk Yacht, Tommy. Hvem fører den?"

"Ejeren selv," svarede Tommy. "Det er nok en Lord eller saadan stor Gentleman. Han har maattet sende et Par af Folkene i Land, som var blevet syge; og nu vil han se at faa et Par andre i deres Sted."

"Kunde Du ikke have Lyst, Tommy -?"

"Jo saamænd. Lyst kunde jeg nok have, men jeg har Kontrakt med Billy Grindstone om at blive ved Baaden til Vinter, og desuden - jeg vilde nødig være herfra, hvis nu han, Bondelømlen, skulde komme her ned ..."

Der blev kaldt paa Tommy fra nogle Baade, der nylig var kommet i Land. Jeg flyttede mig lidt nærmere hen imod Pieren, saaledes at jeg fik Solen bag ved Lystfartøjets Sejl, og derpaa gav jeg mig til at tegne Brohovedet og den smukke, skonnertriggede Yacht.

Som jeg saaledes sad bøjet over mit Arbejde og tænkte paa, hvad man egentlig skulde gøre for den stakkels Tommy, lød pludselig den bestemte, men fuldkommen høflige Bemærkning over mit Hoved:

"For høj Fortop, Sir."

Jeg drejede mit Hoved langsomt om og i Vejret.

Der stod en høj, mager, men bredskuldret Mand bag mig. Manden havde en blaa Jakke paa af tyndt Klæde, hvide Bukser og Vest og en 174 lille Straahat trykket ned over det ene Øje. Et Ansigt, der var skægløst, men dygtig solbrændt, og hvor en fin, noget krum Næse indtog en fremragende Plads, et højst ejendommeligt, benet, lidenskabsløst Ansigt saa ned paa min Tegning med et roligt, undersøgende Blik.

"Undskyld, Sir, men den Fortop er for høj."

Da det ikke godt kunde være nogen anden end Lorden, som Tommy havde talt om, og da jeg maa tilstaa, at jeg har set altfor meget af Englændernes Snobberi overfor deres Aristokrati til, at jeg ikke skulde vide at bevare min egen Selvfølelse, naar Lejlighed gaves, saa lod jeg ganske rolig mit Hoved gaa tilbage til sin forrige Plads, udstrakte mit Blyant i lige Linje foran mit venstre Øje, maalte paa Skonnerten in natura og Skonnerten in effigie, og saa først sagde jeg, idet jeg med en studeret langsom Bevægelse atter saa' op:

"De tager fejl, Sir. Den er akkurat til Pas."

"Ah," sagde Hs. Herlighed med et lidt forandret Tonefald, og derpaa nedlod Hs. Herlighed sig paa en Trillebør, som stod ved Siden af mig, fremtog af sin Brystlomme en Skitsebog og gav sig til at maale og tegne og tegne og maale, idet han nu og da skottede over til min Bog.

Da der saaledes var gaaet et Kvarters Tid, holdt han med et lille Buk sin Tegning hen ved Siden af min og sammenlignede.

"Very peculiar - indeed."

Det viste sig, at hans Fortop var relativt højere end min, og efter at vi var blevet enige herom, præsenterede han sig som Lord Dundas og spurgte mig, om jeg malede i Akvarel eller Olie.

Det var en besynderlig Mand denne samme Lord Dundas. Vi talte først om forskellige artistiske Ting, og derpaa modtog jeg hans Indbydelse til at følge med ham om Bord i "Queen Mab" og spise Frokost. Jeg har aldrig set en saa rolig Mand. Vi sad i den smagfuldt udstyrede Kahyt med koldt Fuglevildt og Madeira foran os. En lille, kobberbrun Fellahdreng, som Lorden havde bragt med fra Ægypten, vartede os op, og denne pudsige lille Fyr havde Mylord dresseret omtrent som en Abe. Ved en ubetydelig Haandbevægelse, en svag Fløjten eller et bestemt Øjekast kom og forsvandt Drengen med hoppende og lynsnare Bevægelser, og da jeg gav mig til at le højt ad den kunstige Fyr, saa' Lorden ganske forbavset paa mig; - han var aabenbart ikke vant til saa ligefremme Udbrud i sin Kahyt.

Det morede mig i Begyndelsen at iagttage min Vært, medens vi lod Vildtet og Madeiraen vederfares Retfærdighed. Han fortalte om sine Rejser, og han fortalte godt. Men hvad enten Rejsen gik for sig i Storm eller Stille: lige ubevægelige var Fortællerens Ansigtstræk, og da det automatiske ved denne Fortællen blev mere og mere trættende for mig, lod jeg den fyrige Vin bøde for Værtens Mangel paa 175 Livlighed. Af de fleste Bemærkninger, som Lorden henkastede om de højst forskellige Personer, han paa sine Rejser var kommen i Berøring med, fremgik stedse tydeligere en gennemgaaende Tilbøjelighed hos ham til at eksperimentere med sine kære Medmennesker. Jeg vil ikke nævne Eksempler, men - efterhaanden som min Vært fortalte om Arabere, Indianere og Eskimoer, der havde maattet afgive Stof for Hs. Herligheds Eksperimenteringslyst, og efterhaanden som i Forhold hertil den gyldne Madeira svandt i de slebne Karafler, følte jeg, hvorledes Lorden traadte mere og mere i Baggrunden, medens jeg selv rykkede nærmere og nærmere hen imod Forgrunden, hvor da til Slutningen Lordens rolige, irriterende Smil traf mig ved Tilendebringelsen af en stor Del af min egen Historie og hele Tommys og Kates.

Jeg bed mig i Læben og skød Glasset saa hastigt bort, at det væltede og faldt paa Gulvet.

"Aa - siger intet," lød min Værts monotone Stemme. "Naphta ! bring et nyt Glas." Her stak Drengen, der havde været oppe paa Dækket, Hovedet ind igennem Kahytsdøren. Lorden gjorde en Bevægelse, Drengen forsvandt og kom tilbage med et Glas, og Lorden vedblev: "Jeg kalder Drengen Naphta og bruger ham som Draaber, naar den fordømte Spleen kommer over mig. For Resten synes jeg, at Medikamentet i den senere Tid har tabt sin Kraft. - Hvad var det, De kaldte Knøsen; Tommy? - Kunde jeg faa Tommy at se? - Og Kate; tror De, hun er dydig? - Vær saa god, hjælp Dem selv til lidt mere Madeira."

Jeg følte mig paa samme Tid irriteret og flov over for denne blaserte Olympier i blaa Jakke og hvid Vest. Men jeg tænkte paa min unge Helt og besluttede at benytte Lejligheden til hans Fordel; og en halv Time senere var Tommy tagen i Tjeneste om Bord i "Queen Mab" med en ugentlig Gage af 3 Pund Sterling og en fuldstændig ny Ekvipering baade i Galla og Søtøj og med Forpligtelse til kun at tjene om Bord, saa længe Fartøjet krydsede i Kanalen; hvis han da senere vilde følge med Skibet til Gibraltar, skulde det staa ham frit for at forlænge sin Hyre.

"Det var altsaa det ene Vidunder," sagde Lorden, da vi igen var blevne ene i Kahytten. "Jeg vilde være Dem meget forbunden, om De nu kunde skaffe mig en Samtale med det andet, - med Kate!"

Jeg saa' paa Lordens lange, magre Skikkelse, der laa henslængt i Divanen med Fødderne oppe paa de Fløjels Hynder og med en Cigar skødesløst vippende mellem de hvide, spidse Fingre. Hans lyseblaa Øjne stirrede uden noget synligt Udtryk ud i det tomme Rum, og efter Sædvane røbede han med sit rolige Ansigt og sin tæt 176 sluttede Mund ikke den fjerneste Utaalmodighed efter at høre sit Spørgsmaal besvaret.

Jeg kan egentlig ikke sige, at jeg var videre oplagt til at agere Mellemmand her. Men jo mere Kates faste, alvorlige Skikkelse og det dvælende, uendeligt ømme og bedende Øjekast, jeg i Gaar havde været saa stærkt paa Veje til at misunde min unge Ven, - jo mere det hele, samlede Indbegreb af Kate gik op for mig, jo mindre utilbøjelig blev jeg til at tænke mig hende vis-à-vis med denne lange, magre Mand, som dog, naar alt kom til alt, var en Gentleman om end en meget egoistisk Gentleman.

"Jeg skal bringe Dem sammen med Kate," sagde jeg da, idet jeg strøg Asken af min Cigar og saa' saa ligegyldig ud som muligt. "Tommy bliver jo her om Bord og hjælper Folkene der oppe paa Dækket; ved Middagstid er den hele lille By som uddød, og jeg haaber da nok at kunne skaffe Dem den forønskede Samtale med Kate."

"Meget vel," svarede Hs. Herlighed. "Gør Dem det imidlertid saa bekvemt som mulig." Og dermed bøjede Lorden sig tilbage paa Puderne, lagde et Lommetørklæde over Ansigtet, og snart forkyndte en regelmæssig Snorken, at Ejeren af "Queen Mab" (foruden af et Grevskab i Irland og et i England) nød "Søvnens kvægende Sødme".

Solen brændte paa Dækket; en varm, tjæreopfyldt Luft kom ned igennem det halvtaabne Skylight, og med Tanken paa Kate og en vis med Tjærelugt og Madeira indvævet dunkel Følelse af, at det altsammen kunde blive til det unge Pars Bedste, fulgte jeg snart min ærede Værts Eksempel og faldt i Søvn i en magelig Armstol.

Jeg vaagnede ved, at Naphta pikkede mig paa Skuldren. Lorden havde rejst sig og stod just henne ved et aabent Skab i Væggen lige over for mig, hvoraf han paa sin sædvanlige skødesløse Maade udtog et rødt Etui, som han lod plumpe ned i sin Jakkelomme. Derpaa vendte han sig med et let Buk til mig og satte sin Hat paa Hovedet. "All right, Sir!"

Jeg saa' efter Tommy, da vi kom op paa Dækket, og fik Lejlighed til at sende ham et venligt Nik. Han var ivrig beskæftiget blandt de andre Folk forude med at slaa et nyt Skonnertsejl under. Og saa gik da Lorden og jeg ind ad Pieren, tværs over Sandet og op igennem de smaa, solhede "Gader", hvor der ganske rigtig ikke var et Menneske at se, medens nu og da en Snorken inden for en aabentstaaende Dør antydede, at Beboerne befandt sig i de Regioner, som vi for nylig havde forladt.

Lodsoldermandens saakaldte Have vendte, som allerede en Gang berettet, ud til den lille Gyde, som Tommys Vinduer ogsaa vendte ud til. Noget borte fra den Bænk, hvor Kate i Gaar Aftes havde siddet, 177 og ved Siden af en lille Laage i Havegærdet stod en gammel Brønd, som Kate ofte og netop paa denne Tid af Dagen plejede at hente Vand fra, rimeligvis til et eller andet primitivt Blomsteranlæg i den primitive Have. Naturligvis kunde den døsige Middagssøvn ikke forenes med en saa flittig og opvakt Piges Egenskaber, og jeg tvivlede ikke om, at vi ogsaa i Dag maatte træffe hende her.

Ganske rigtig. Netop som vi drejede ind i Gyden, kom Kate ud igennem Laagen, bærende en lille Blikspand og nynnende paa en Vise. Tørklædet var gledet tilbage ned ad Nakken, og hendes brune Haar, den lille, men faste Pande, den lige, fine Næse, den kække Mund og endelig de mørke, klare, udtryksfulde Øjne, - alt kom til sin Ret og sluttede sig saa nøje til den hele ranke, jomfruelige Skikkelse, at Lorden uvilkaarlig udbrød: "Nu, i Sandhed ...," et Udbrud, som jeg dæmpede ved at gribe ham i Armen og hviske: Tys!

Saa snart Kate fik Øje paa os, standsede hun øjensynlig forlegen, bøjede derpaa Hovedet og trak Tørklædet op. Jeg slap øjeblikkelig min Ledsagers Arm, og idet jeg løftede paa min Hat, gik jeg hen til hende, pegede paa Lorden og sagde saa naturlig som muligt: "Undskyld, Kate, at vi forstyrrer Dem. Men denne fremmede Gentleman her har nylig taget Tommy i sin Tjeneste og vilde nu gerne tale med Dem - om ham."

Naar en vil tale med en Kvinde om den, hun elsker, kan han være temmelig sikker paa altid at finde Gehør. Forlegenheden svandt da ogsaa øjeblikkelig hos den smukke Kate. Den dybe Rødme, der endnu blev tilbage, maatte tilskrives det, at der i det hele taget blev rørt ved hendes Hemmelighed; men - Kate ønskede nu øjensynligt at høre. Og da jeg var sikker herpaa, lettede jeg atter smilende paa Hatten, drejede derpaa om ad det nærmeste Hjørne, og - der stod saa Kate og Lorden ene tilbage.

Med utaalmodigt bankende Bryst, lige saa utaalmodig maaske som Tommy, naar han gik til Havegærdet, gik jeg nu derfra. I en Fart var jeg omme ved den Dør, der paa den anden Side af Huset førte ind til Tommys og hans Moders to smaa Værelser. Jeg traf den gamle Kone ved Skorstenen i det forreste Værelse, i Færd med at stege nogle Fisk til den lille Families Middag. Uden at fortælle hende noget om Sønnens heldige Ansættelse af Frygt for at blive opholdt, sagde jeg kun, at jeg skulde hente noget inde i Tommys Værelse, og saa slap jeg da der ind, nærmede mig paa Tæerne det af Solen brændte, næsten uigennemsigtige Vindue og aabnede med en durkdreven Indbrudstyvs Forsigtighed den lille Trækrude, som Tommy selv, og næppe uden en bestemt Hensigt, havde sat ind.

Jeg havde Lorden lige under mig. Men han havde vendt Ansigtet fra mig hen imod Kate. Den fordømte Trækrude! den var ikke til at 178 faa mere end halvt op. Kate kunde jeg ikke se, men hvad jeg kunde høre var, at den gode Lords Stemme var bleven betydeligt blødere og mindre doven end om Bord.

"... Som jeg siger Dem, smukke Kate; jeg ønsker at gøre noget for Tommy. Jeg ønsker, at han skal lære Navigationen om Bord i et Skib, saa at han kan blive en dygtig Styrmand og fare paa fremmede Lande, hvor man lærer noget, og hvor man tjener Penge. Alle Udgifter paatager jeg mig, og med Tiden skal jeg nok skaffe ham et Skib at føre. Men ud maa han; en rask ung Mand har ikke godt af gaa hjemme bestandig."

"Men," lød nu Kates Stemme, og det forekorn mig, at den ikke var saa sikker, som jeg havde ventet; "siden De nu er saa god imod - imod Tommy, hvorfor da ikke hellere hjælpe ham til at faa en Baad, saaledes som hans Fader havde. Alle Folk her i Byen siger, at Tommy kunde blive en flink Fisker, naar han blot havde en Baad, og da De nu alligevel vilde ... og da De nu ..."

Jeg trykkede hæftigt mod Ruden; den gik op, og der saa' jeg Kate staa med bøjet Hoved, hvilende sin Haand paa Spanden, som hun havde fyldt med Vand, og som nu balancerede paa Brøndkarmen, udsendende skarpe, korte Blink under Indflydelse af Middagssolens brændende Straaler.

Lorden havde flyttet sig nærmere hen imod Kate. Jeg havde Lyst til at tage ham i Kardusen og ruske ham. Han vedblev:

"Mit kære Barn; De har jo rent overhørt, hvad jeg sagde om, at Tommy ikke havde godt af at blive her. Lad mig tale til Dem som en, der vil Tommys og Deres Vel. De synes nu, at De holder af Tommy; - nej, afbryd mig ikke - De vil gerne beholde ham hos Dem, og jeg kan tænke, at han gerne vil være her hos Dem; hvem vilde ikke det! Men lad os nu ogsaa sætte, at han fik denne Baad, hvad saa? Han kunde da ikke straks melde sig som Frier til Dem; han maatte dog først arbejde sig op ved Hjælp af denne Baad, og imidlertid gik De her og sukkede efter ham i al Hemmelighed og havde disse stjaalne Møder med ham, som ganske vist er meget behagelige, men som - tro De mig - ikke er gavnlige for en saa smuk Pige; - nej, bliv, Kate, og hør mig. De er" smuk, Kate; smukkere end de fleste af Englands fine Ladyer, som maaske vilde ofre alt for at faa saadanne friske Kinder og saadanne straalende Øjne. Men disse Kinder og disse Øjne vil tabe deres Friskhed og Glans, naar De daglig ser Tommy uden dog at være hans. Og hvad vinder Tommy ved endelig langt om længe at faa en bleg og hulkindet Kone? og tror De, at hans Arbejde fremmes ved daglig at have denne Forandring for Øje? - Kate, hør nu paa mig, og vær vis paa, at jeg mener det godt. Vi lader Tommy rejse, (-den diplomatiske Lord lagde 179 Eftertryk paa dette Vi -) og jeg skal da sørge for, at Ventetiden ikke bliver for lang. Og imidlertid, - De er ung og smuk, Kate; se Dem lidt om i Verden; De kan tro, der er mange, som vilde glæde sig lige saa meget over at se Dem som Tommy. Kom f. Eks. ned med Deres Fader og besøg mig, jeg bor nede ad Doverkanten til. De skal faa alt, hvad en fin Lady har, Kjoler og Hatte og Piger, som kan varte Dem op. Hvis De vil lære at ride, kan De komme op paa saadan en nydelig, hvid Hest. Hvis De vil køre, saa skal vi køre sammen i saadan en smuk lille Vogn. - Den fremmede Gentleman her tager naturligvis med. Naa, hvad siger De, Kate?"

Jeg ventede utaalmodigt paa Kates Svar. Det var unægtelig meget "fint" anlagt, det hele, fra den gode Lords Side. Og saa dette "naturligvis" , som gik paa mig!

Kate havde løftet sit Hoved og saa' Lorden stift ind i Ansigtet. Haanden, der hvilede paa Spanden, skælvede, saa at Vandet strømmede ud over den og faldt med tunge Plask ned i Brønden. Rødmen laa endnu over Trækkene, men den havde antaget en dybere Kolorit. Hun saa' udmærket ud. "Sir! De maa ikke tro, at De har Lov til at fornærme mig, fordi De er god imod Tommy, og De skal ikke kunne fortælle Deres fine Damer, at De har narret en simpel Pige med Deres Kjoler og Køretøjer ..."

Med disse Ord greb Kate Spanden og vendte sig rask om imod Laagen. Lorden, der syntes ganske at have tabt sin Fatning, sprang lige saa hurtig til, og idet han med den ene Haand greb den tapre Piges Arm, fremviste han i den anden det røde Etui, hvis Indhold af Guld og Juveler glimrede og funklede i Solen.

"En Baad til Tommy og dette til Dig, Kate. Giv mig blot et eneste Kys.u

Jeg vilde støde Vinduet op og springe ud, - da saa' jeg, hvorledes Kate drejede sig som et Lyn; jeg saa' en blinkende Vandmasse blive styrtet over den blaa Jakke og de hvide Bukser; jeg saa' Kate staa et Øjeblik ligesom betuttet over sin Dristighed, for derpaa i det næste Øjeblik med en ustandselig Latter over det mere end komiske Syn at springe ind igennem Laagen og slaa Døren i efter sig.

"Bravo, Kate!" raabte jeg ganske højt og ilede igennem Stuen ud til Tommys Moder, som jeg klappede paa Ryggen med den for hende vistnok fuldstændig sindsforvirrede Forsikring, at "Tommys Sager stod brillant" ; og derpaa løb jeg ud af Døren og kom med en lidt mere mindsket Fart ned til Stranden, hvor jeg traf Lorden, drivvaad fra øverst til nederst, men med fuldkommen genvunden Ro og Alvor.

"Nu Sir? -" spurgte jeg.

"Meget godt, meget godt. Det er en dygtig Pige." 180 Og da jeg ikke kunde bare mig for at se lidt forbavset op og ned ad hans Herlighed, tilføjede han med et fint Smil og benyttende et Ordspil, der nærmest paa dansk maa gengives ved: "Jeg "faldt i Brønden" ; og maatte selv hjælpe mig op."

Hele den Eftermiddag laa Lorden, Tommy og jeg ude i en af Skonnertens Baade og skød efter Strandmaager med Riffel.

Nogle Dage var forløbne. Alt gik sin gode Gang. Tommy befandt sig øjensynlig vel om Bord i "Queen Mab" og Kate havde aabenbart haft den - jeg tør vel nok sige beundringsværdige - Takt, ikke at meddele sin hidsige Elsker det lille Optrin ved Brønden. Hun havde ganske sikkert været Situationen saa overlegen og var i ethvert Tilfælde bleven staaende saa absolut ved det komiske deri, at Lorden ikke kunde forekomme hende som nogen videre farlig Fjende, medens hun naturligvis godt kunde indse, at han i det mindste for Øjeblikket kunde være Tommy en meget god Støtte. Naar en Kvinde elsker varmt og inderligt, ræsonnerer hun i Regelen meget svagt for sit eget Vedkommende, men derimod med stor Klarhed og Skarphed i sin Elskers Anliggender.

Jeg havde en Dag faaet Lejlighed til at hilse paa hende i Forbigaaende. Hun havde da set meget udforskende paa mig, som om hun ikke ret vidste, hvad hun skulde tro om mig, eller hvilken Andel hun skulde tilskrive mig i Lordens "Eksperiment". Jeg trøstede mig med min gode Samvittighed og nikkede næste Gang meget venligt til hende, uden at jeg for Resten fik Lejlighed til at erfare, hvorledes dette Nik blev optaget. Jeg havde nemlig den Dag meget travlt, da jeg skulde ud at sejle med Lorden, som laa og ventede paa mig ved Brohovedet.

Denne Sejltur blev der iøvrigt intet af.

Der havde den hele Dag staaet en let Brise ud over Søen, og det var for denne Brise, at Lorden havde tænkt, at vi kunde række Beachy Head og videre ned ad Kysten. Men hen paa Eftermiddagen, da vi var klar til at lette, lettede Brisen ogsaa og forsvandt sporløst. Ikke en Krusning hen over den vide Flade. Luft og Vand gik i et. Solen brændte ned paa den stille Flade, og de hvide Sommerskyer spejlede sig lige ude fra Horisonten og helt ind til Skibets Side. Vi ventede om Bord, indtil de hvide Skyer antog stærkere og dybere Farver, i det Haab, at Aftenen med sin Kølighed tillige skulde bringe lidt Luft. Men alt forblev uforandret, og da Varmen var uudholdelig saa vel paa Dækket som nede, vinkede Lorden ad mig, pegede paa Brinken oven over Byen, hvor Skyggen allerede havde begyndt at lægge sig, og beordrede Tommy til at følge med os derop, idet han 181 saa lakonisk som mulig tilkendegav ham, at han skulde tage en lille Haandkurv med Frugter og Vin med sig.

Lorden styrede, maaske med Forsæt, Kursen uden om Byen op mod Jernbanedæmningen, og da vi havde fulgt denne et Stykke og havde passeret Stationsbygningen, skraaede vi uden at agte den gnavne Banevogters brummende Tilraab over Skinnerne og satte os under nogle forkrøblede Buske med Tunnelens Aabning et halvthundrede Skridt fra os paa vor højre Haand og med Kanalens blanke Vandflade udstrakt for vor Fod.

De blankslidte Jernbaneskinner løb lige forbi os, maaske en fem, seks Fod under det Sted, hvor vi sad. Paa den anden Side af Sporet strakte den før omtalte Tjørnehæk sig. Den var ikke videre høj, men temmelig tæt; man kunde ikke se Byens Huse igennem den, men et og andet Tag ragede derimod op over den, og over Tagene kunde man forfølge Pieren, der krummede sig ud i Vandet og, belyst som den var af den nedgaaende Sol, harmonerede smukt med den elegante Yacht, hvis høje Rigning spejlede sig med skinnende Farver i den lille, rolige Bugt.

Lorden var bleven usædvanlig livlig. Om det var det smukke Syn af Naturen, saaledes som den her malede sig for os med sine mest blændende Farver, eller om det var den behagelige Følelse af Køligheden, der omgav os, eller om det var andre Omstændigheder, der paavirkede den forvænte Mands Sanser, - det er ikke godt at vide. Han opfordrede imidlertid med en Slags Venlighed Tommy, som beskedent havde placeret sig oven over os, til at flytte ned, hvor vi sad, og da han havde fremtaget af sin Lomme et af disse bekendte Turistbægre til at skyde ud og ind, fyldte han det med Vin og bød Tommy det med højstegen Haand. Selv greb han sit Glas, og idet han drejede det rundt mellem sine hvide Fingre op imod Luften og med kendeligt Velbehag lod Øjet dvæle ved det pragtfulde, mørkerøde Skær af den fyrige, spanske Drue, nikkede han ligesom adspredt til Glasset og udbrød:

"Et skønt Liv eller en rask Død. Jeg begriber ikke, hvorledes Menneskene i Almindelighed holder ud at leve."

Derpaa lod han Vinen langsomt løbe ind gennem sin Mund med en Mine, som om han gjorde Glassets Indhold en stor Ære ved at nedsvælge det.

Jeg saa' paa Lorden, og da han var færdig, saa' han paa mig og smilede.

I det samme lød den dæmpede Piben af et Lokomotiv inde i Tunnelen, og snart derefter hørtes det dumpe Bulder af et Tog, der var i Anmarch. Bulderet voksede og voksede med en uhyggelig Tiltagen i Brutalitet, og pludselig fo'r en hvæsende Dampsky ud af den mørke 182 Aabning, og igennem Dampskyen, der voldsomt blev slynget frem og til Jorden, kom saa Lokomotivet til Syne ligesom en ond Kæmpe, der farer ud af et Bjerg.

Lorden havde rejst sig og stirrede ufravendt mod Toget, som kom farende hen imod os. Han strakte Armen ud og pegede paa Lokomotivet, der i dette Øjeblik var ganske nær ved os. "Nu .... nu . ..." raabte han og stødte med Hæftighed Armen ud i Luften.

Den sværtede Lokomotivfører, som drejede paa Bremseapparatet, saa' ganske forbavset ind imod os. Et Par Passagerer, som stak Hovederne ud af Vinduet, saa' ligeledes forbavset paa os. Og med Knagen og Piben og Skraben og Hvæsen fo'r Vognrækken os forbi og svingede hen imod Stationsbygningen.

Lorden vendte sig imod mig. Hans Ansigtstræk var i den hæftigste Spænding.

"Lagde De nøje Mærke til, hvor langt Lokomotivet var fra os i det Øjeblik, da jeg sagde: "Nu?" spurgte han.

Jeg svarede, at jeg havde lagt nøje Mærke dertil. "Jeg var jo nødt dertil, da De saa at sige pointerede mig Øjeblikket ud," tilføjede jeg uden ret at være klog paa, hvad han mente.

"Nuvel, Sir," raabte Lorden med et Udtryk i Øjet, som jeg erindrer at have set hos en lidenskabelig Spiller. "Turde De have sprunget over Skinnerne i det Øjeblik?"

Jeg troede, Manden var gal. "Nej," sagde jeg uden Betænkning.

Han lod næsten til at have overhørt mit Svar. Han vedblev:

Jeg tror, det kunde gøres. Jeg er sikker paa, at det kunde gøres. En koldblodig Mand med kraftige Ben kunde være sluppen over, lige da jeg sagde Nu. Ser De, man bøjer sig sammen ligesom en Tiger, og saa springer man. En af mine Venner har fortalt mig, at han en Gang saa' en Yankee springe over. Han opgav mig saa nøjagtigt som muligt, hvor langt Maskinen var fra Manden i det Øjeblik, han sprang. Yankeen tjente 100 Lst. Det er lidt eller meget, akkurat som man tager det. Det kommer an paa, hvor højt man takserer sit Liv. Jeg selv vilde gerne springe, men saa skulde det være mod et Væddemaal. For Resten falder en stor Del af Interessen bort, naar man ikke selv kan se paa Springet. Jeg vilde ønske, at jeg vidste en Mand, som -"

"Jeg vil springe, Mylord," lød Tommys Stemme lige bag mig.

Jeg drejede mig forskrækket. Tommy stod ganske rolig med et bestemt, jeg kan næsten sige haardt Udtryk i Ansigtet.

"Jeg vil springe Mylord, for en ny Baad og hundred Pund Sterling."

"Jeg føjer et Hus til," raabte Lorden med tindrende Øjne. "Denne Gentleman her er Vidne. - Kommer der flere Tog i Aften?" 183 "Det bliver altfor mørkt," skyndte jeg mig at sige.

"Godt," svarede Lorden. "Saa venter vi til i Morgen."

"I Morgen tidlig lidt før fire vil det første Tog være her," sagde Tommy, bestandig rolig.

"Saa er det afgjort," sluttede Lorden. "I Morgen tidlig Klokken halv fire samles vi her, og saa springer Tommy. Vi kan i Forvejen skridte Afstanden af, saaledes som vi saa' den nu, da Toget kom. - Naturligvis er vi tre Mænd og ikke tre Sladderhanke," tilføjede han, idet han saa' bestemt paa mig og Tommy. "Vi giver hverandre vort Ord paa, ikke at tale om dette til nogen. - Nu, det er godt; og lad os saa gaa."

Vi fulgtes hjem i Tavshed, og da vi var kommen til Sandet, skiltes vi ad og gik hver til sit. Jeg traadte ind i mit lille Værelse, tændte mig en Pibe og søgte at blive Herre over den Ophidselse, som dette vanvittige Foretagende havde sat mig i. Skulde Lorden virkelig være en Skurk, som vilde bruge denne Anledning til at skaffe sig Tommy fra Halsen for saa at . . ? Jeg turde ikke fortsætte denne Tankegang; jeg vægrede mig af yderste Magt mod at tro det. Lorden var en ekscentrisk, forrykt Englænder, men ikke en beregnende Morder! Nej!

- Men var der da nogen Mulighed for, at Tommy vilde slippe fra dette Vovestykke? - thi at Tommy ikke vilde vige tilbage, det var jeg sikker paa; han sprang jo for mere end sit Liv, han sprang for Besiddelsen af Kate. - Jeg gennemløb atter og atter Situationen, saaledes som den var, da Toget kom brusende frem. Jeg erindrede mig Lokomotivets frygtelige Nærhed og Fart. Men paa den anden Side var det dog kun et Spring, det vil sige: et Nu, et Sekund! - Lorden havde talt om en Tiger. Ja, Tommy var jo en saadan ung Tiger, der kunde lægge alle sine Nervers og Musklers Kraft i et eneste Spring. Tilmed - jeg vil ærlig indrømme, at jeg tænkte derpaa

- tilmed kunde jo en heldig Biomstændighed komme ham til Hjælp. Iscenesættelsen af den hele forrykte Idé hvilede jo alfor meget paa det rent ubestemmelige og tilfældige. Bremsningen kunde jo f. Eks. være begyndt, førend Lorden gav Tegnet. Eller Lorden kunde maaske i Morgen, ledet af en Samvittighedsfuldhed, som det alvorlige Øjeblik forudsatte, og som jeg for Lordens Vedkommende ingen Grund havde til at betvivle, - Lorden og jeg i Forening kunde maaske i Morgen komme til at lægge, om det saa blot var nogle Tommer til den Afstand fra Lokomotivet, hvori Springet skulde ske. - Og dog, akkurat det modsatte kunde jo være Tilfældet ..... Jeg bøjede mig tilbage i Stolen og holdt Haanden for Øjnene ligesom for ikke at se det Billede, som min ophidsede Fantasi nu forestillede mig. Det var Billedet af Tommys knuste, blødende Lemmer foran den rædsomme Maskine. Billedet af Skræk og Forvirring, af Togets 184 Standsning, af vrede, truende Mennesker, der styrtede hen imod den følelsesløse Lord og mig, mig, Tommys Ven - - - -

Jeg sprang op og stillede mig i det aabne Vindue; og efterhaanden som den klare, venlige Aftenhimmel, den ensformige Sang fra en Fisker, som sad og bødede sit Garn udenfor sin Dør, og Synet af det roligt hvilende Hav, efterhaanden som hele Sommeraftenens dulmende Poesi lagde sig over mit Sind, beroligedes min arbejdende Fantasi, og jeg følte mig som en Mand, der véd, at han den næste Morgen skal assistere en Ven i en Duel, og hvis overvejende Følelse er et Haab om den lykkelige Udgang af Duellen - - - - - -

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Saa kom da Morgenen.

Jeg havde ladet mig vække i betimelig Tid, og jeg erindrer, at jeg gjorde et meget udførligt Toilet for at faa Tiden til at gaa uden at komme for tidlig til Mødestedet. Vi havde nemlig gjort den Aftale, at vi for ikke at vække Opmærksomhed skulde begive os hver for sig op til Skrænten. Jeg gik da gennem de smaa Gader, hvor kun ganske enkelte Fiskere eller Fiskerkoner hilste mig: Godmorgen. Jeg kom forbi Brønden, og jeg saa' Laagen staaende aaben og kom til at tænke paa Kate og paa, at hun maaske inden en Time ikke vilde have ..... Nej, jeg knappede min Frakke og afviste alle saadanne mismodige Tanker. Og jeg steg op ad den lille Sti, der fører til Stationsbygningen, drejede til venstre, gik frem langs Dæmningen, skraaede over Skinnerne og naaede den Plads, hvor vi Aftenen i Forvejen havde siddet ved Vinkurven. Endnu var jeg alene. Jeg satte mig ned under de smaa, forkrøblede Buske. Der ude i Horisonten strakte en blaa, tæt Skybanke sig, saa langt Øjet rækkede. Et svagt, gyldent Skær spillede paa den øverste Tinde af denne Mur. Om Solen allerede var staaet op, eller om den endnu var i Begreb dermed, var ikke let at afgøre. Jeg saa' paa mit Ur. Det stod. Jeg vilde anvende min Urnøgle, men jeg havde glemt den der hjemme. Saa trak jeg en Cigar op af Lommen, tændte den og lod Røgen stige i smaa Ringe op mod de violette Skyer og lod den blande sig med den kølige, styrkende Morgenluft.

Og en saadan Morgen valgte man til en saadan Bedrift.

Jeg begyndte at skamme mig, thi jeg følte, at jeg blev blød om Hjertet. Jeg skulde jo være Sekundant ved en Duel, og - der henne kom Duellanterne. De maatte være truffen sammen ved Stationen; nu fulgtes de hen ad Dæmningen, og saa stod de hos mig og bød mig Godmorgen. Begge var de rolige; Tommy maaske lidt blegere end sædvanlig, - dog vil jeg ikke gøre min Ed derpaa.

Lorden saa' paa sit Ur; jeg laante hans Nøgle og stillede mit efter hans. Klokken var da ti Minutter over halv fire.

185

Derpaa søgte Lorden og jeg efter de Mærker, han havde taget paa Tjørnehækken og Brinken bagved denne, at bestemme det Sted nøjagtigt, hvor vi stod i Gaar. Og da dette var gjort, lod vi Tommy agere Lokomotiv og bestemte den Afstand, hvori det virkelige Lokomotiv skulde befinde sig fra os, naar Lorden gav Tegnet til at springe. Jeg skal ikke nægte, at det var en pinlig Følelse for mig saaledes at se den stakkels Knøs flytte sig frem og tilbage paa Skinnerne efter Lordens Kommando for at betegne Nærheden eller Fjernheden af den skrækkelige Genstand, der maaske om nogle faa Øjeblikke skulde tilintetgøre ham. Lorden betragtede Tommy skarpt under alle disse Forberedelser; og det forekom mig, at han nød den urokkelige Resoluthed, som karakteriserede Knøsen.

Endelig var alt i Orden, efter hvad Lorden sagde, og vi stillede os op bagved hverandre, Tommy forrest, saa Lorden og saa jeg, tæt nede ved Sporet og nogle Fod neden under det Sted, hvor vi stod i Gaar.

I det samme saa' vi Banevogteren komme løbende hen imod os, vinkende med Haanden, og raabende noget, som vi ikke rigtig kunde skelne.

"Hvis han kommer her hen og vil drive os bort," sagde Lorden med sammenbidte Tænder, "saa slaar vi ham til Jorden, og en af os knebler ham. Jeg svarer for Følgerne; men han maa ikke forstyrre os; Klokken mangler kun to Minutter."

Jeg tilnikkede mekanisk mit Bifald. Den gamle Banevogter kom i fuldt Løb hen ad Sporet, svingede op mod os og raabte med løftet Arm: ,,De maa væk, Gentlemen. Jeg véd nok ......"

Videre kom han ikke. Lordens knyttede Næve traf ham lige over Øjet; han styrtede om, vi trak ham op til os, og jeg stak ham mit Lommetørklæde i Munden.

Et Sekund efter hørte vi Piben inde i Tunnelen. Jeg kunde se Tommys Kind; den blev kridhvid og derpaa blussende rød. Han stod urokkelig, med Armene lidt ud fra Laarene og Hænderne knyttede.

Lorden trak sit Ur op af Lommen og lod det lige saa hurtigt falde ned igen. Derpaa gjorde han et Skridt til Side, saa at han kom til at staa lige op ad Tommys venstre Arm. Jeg følte Blodet bruse for mine Ører, men højere brusede Dampen fra Lokomotivet. Jeg hørte den infernalske Spektakel af Toget, der kom farende imod os. Saa løftede Lorden sin højre Arm op over Tommys Hoved. Jeg saa' Lokomotivet tæt ved os; jeg saa' Tommy krumme sig sammen til det frygtelige Spring -

"Now, Tommy!"

Men ligesom Lorden havde udstødt Raabet, faldt hans Arm med hele sin Kraft ned paa Tommys Nakke. Sitrende af Slaget og af den brudte Spænding sank den heltemodige Knøs i Knæ; Toget susede 186 os forbi, Maskinmesteren og nogle Passagerer saa' om muligt endnu mere forbavsede paa os end i Gaar Aftes, og da syntes jeg, for saa vidt jeg i det hele taget i det Moment af voldsom ophidset og voldsom brudt Spænding kunde synes noget, da syntes jeg at høre et gennemtrængende Angstskrig blande sig med Damppibens hvinende Stemme.

Tommy var den første, som da Sporet atter var frit, sprang over til Tjørnehækken paa den modsatte Side. Jeg trykkede hæftigt Lordens Haand, og vi fulgte efter. Og der ovre bag Hækken laa den stakkels Kate, ligbleg, med konvulsiviske Trækninger farende hen over det dejlige Ansigt.

Ingen af os sagde et Ord. Vi løftede hende op og bar hende ind i Stationsforvalterens Værelse, hvor hun, da hun atter kom til sig selv, kastede sig om Tommys Hals med det ene Udraab: "Du lever!"

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Jeg vil ikke tale om det Opløb, som vi foraarsagede blandt Publikum paa Perronen. Alle sprang ud af Kupéerne; alle spurgte, men ingen fik sit Spørgsmaal besvaret. Jeg vil ikke tale om de Bryderier, som Lorden havde, da endelig Toget med samt Publikum igen var forsvundet, og da Banevogteren kom langsomt tumlende hen ad Skinnerne og klagede sin Nød til Stationsforvalteren, og da Stationsforvalteren og Banevogteren og nogle af Byens Matadorer anklagede Lorden og Tommy og mig for Mord og Attentat paa Jernbaneforbrydelse.

En Lord er i England som overalt en mægtig Mand, især naar han ejer to Grevskaber foruden en Lystyacht. Den mægtige Mand er til Slutningen altid Herre over Forholdene, og Lorden var det her. Hvad der imidlertid viste sig at være en Vanskelighed, som ikke var saa nem at raade Bod paa, det var den Sygdom, som den stakkels Kate faldt i oven paa Lordens farlige Eksperiment med hendes Elsker. Hvorledes hun havde faaet at vide, hvad der skulde gaa for sig, - om det var Banevogteren, der havde anet et eller andet, eller det var det trofaste Barn, som selv havde haft en saadan Anelse - det fik jeg ikke at vide. Men syg blev hun, og syg laa hun længe efter den Morgen. Og naar jeg endelig - og det med uskrømtet Glæde - meddeler, at Tommys utrættelige Ømhed og Lordens og de to fra London hentede Lægers ikke mindre utrættelige Omhu omsider sejrede over hendes Sygdom, da turde det maaske lige saa meget have været den sunde og kraftige Piges dygtige og ufordærvede Natur, der vandt denne Sejr.

Dagen efter, at Kate første Gang siden hin Morgen atter viste sig ude, stod hun, Tommy, Lodsoldermanden, den gnavne Banevogter og jeg oppe ved Tjørnehækken, og saa' efter den elegante Lystskonnert, som for alle sine høje, hvide Sejl stod ud i rum Sø. Den nu saa overordentlig elskværdige Lodsoldermand vendte sig da til mig og sagde: 187 "Ja, der gaar han. En Gentleman er han, og et galt Asen vil han vedblive at være, indtil Skuden en Gang fortøjer ham under sig selv paa hundrede Favne Vand. Maa jeg nu spørge Dem, som kender lidt til Sømandsskab, om det er en Manér at føre saadanne Sejl i saadan an Kuling?"

FLUGTEN TIL AMERIKA

Det var i vore Drengeaar. Jeg maa dog skyndsomst tilføje, at den Gang var der "rigtige" Drenge til. Nu om Stunder ser det kun daarligt ud med disse Væsener i 14-15 Aars Alderen, der læser Bladene, gaar med Handsker paa Gaden og duer oprigtig talt ikke til stort andet end f. Eks. til saa hurtig som mulig at blive fortøjede bag Pulten i et offenligt Kontor, hvor Ungdommens, Manddommens og Alderdommens Tider umærkeligt løber over i hverandre, hvor dette vort knappe Livs kostbare Minutter ødes under et Bladstudium, en Skandalfabrikation, en Visvasbeskæftigelse, der synes at forudsætte en Evighed foran sig, og hvor alt, hvad der adskiller et Menneske fra en Plante, taber sig, svinder hen, fordunster ligesom det Smørrebrødspapir, som "Kopisten" langsomt og højtideligt lægger sammen over sit Knæ, sikkert og roligt griber med Ildtangen og endelig omhyggeligt og forsigtigt anbringer i det ministerielle Kontors store Kakkelovn.

Jeg er fornylig bleven spurgt af en fjorten Aars Dreng med et stort Hoved og tynde Ben og Arme, om jeg ikke var enig med ham i, at "Højre" i Frankrig dog var det Parti, som maatte siges i Modsætning til o. s. v., o. s. v. Jeg stirrede paa det lille Fænomen, over hvis smalle, lyse Øjenbryn en anstrængt, gammelagtig Rynke allerede var i Færd med at sætte sit uudslettelige, ministerielle Mærke; og da jeg et Øjeblik i Tavshed havde nydt Synet af denne Tidens fremlige Yngling, spurgte jeg ham, om han vidste, hvorfor Gambetta kun havde ét Øje.

Naturligvis vidste han det; (Gud bevares, det havde jo staaet dér og dér). Han vidste det, og over den fjortenaars Mund, der var lagt som en Margin i en Stilebog, bredte der sig et Smil, et Smil, der paa en Gang var selvbevidst overlegent, beklagende og fordømmende, og som jeg havde den største Lyst til at besvare med en ordentlig Lussing.

"Jeg synes ikke om de Drenge, der stikke sig med en Gaffel i Øjet."

"Fordømte Hvalp!" havde jeg nær sagt. Men jeg betvang mig og spurgte, om han aldrig sejlede eller roede.

188

"For det første," var Svaret, "holder Papa ikke af Vandet, og jeg vilde meget nødigt handle imod hans Ønsker i saa Henseende. Desuden har jeg aldrig Tid til saadan noget. I de Timer efter Bordet, hvor jeg ikke læser mine Lektier, maa jeg passe paa at faa Aviserne set igennem, ellers tager mine Søstre dem og klipper Maal deraf til Dukkekjoler."

Det er paa ingen mulig Maade min Agt at føre Forsvaret for den sønlige Ulydighed mod de fædrene Bud. Jeg ønsker lige saa lidt ud af de følgende Meddelelser at bevise noget som helst i Retning af: en uartig Dreng ergo en dygtig Mand. Jeg indrømmer, at der af Drenge, som løb væk (eller forsøgte at løbe væk) fra deres Forældre, er blevet store Slubberter; og ihvorvel Campes Robinson trods al den Pædagogikkens tynde Mælk, hvormed han er bleven opflasket, egentlig kunde stille sig paa min Side og pege hen paa sin Ulydighed som den Omstændighed, der bevirkede, at han blev til en energisk og lykkelig Mand i Stedet for til en Døgenigt paa et Hamborger Kontor, ihvorvel jeg ikke alene her, men ogsaa mange andre Steder kunde skaffe mig allierede, saa vil jeg dog ikke fremkomme med nogen Paastand. Jeg vil simpelthen fortælle, hvorledes vi bar os ad, da vi var Drenge.

En lille Plads kunde jeg dog ønske at lade staa aaben for et Par Bemærkninger i Forbigaaende. Man taler og skriver, synger og prædiker her hjemme i vore Dage saa meget om Ungdommens vaagnende Friskhed, Djærvhed, Mandighed o. s. v. o. s. v. Man ønsker gerne at se den opvoksende Slægt øvet i Brugen af et Vaaben, der maaske en Gang i Fremtiden kan forsvare Landets Uafhængighed. Man tager ved saadanne Lejligheder gerne et eller andet historisk (sommetider meget gammelt) Forbillede, kryber ligesom den fantastiske Carl af Rise i et eller andet støvet Harnisk og udfører i dette Futteral Geværgrebene paa en Eksercerplads eller sender en Riffelkugle hen imod en Skydeskive. Saa gaar man hjem og er Agerdyrker, Bogmenneske eller Handelsmand, og - vel at mærke - samtidig med at man vender tilbage til sin hæderlige, borgerlige Bestilling, vender man tillige tilbage til Tiden og Øjeblikket, som man tilhører; man er akkurat saa modig eller saa ridderlig eller saa kysk, uegennyttig, haardfør, gæstevenlig, trofast, sanddru o. s. v., o. s. v., som man kan være det i den sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede, - men heller ikke mere. - F. Eks.: Man fødes i en borgerlig Familie, i vore Dage. Man vokser op og sættes i en Skole. Hovedsummen af Skolens og Familiens Fordringer gaar i Retning af Flid og Artighed. Er Drengen i Besiddelse af disse to Egenskaber, spørges der ikke om andre. Han kan værefejg, lumsk, ukysk, egennyttig, en daarlig Kammerat, det siger altsammen intet, naar han kun er Duks (eller i ethvert Fald sidder paa 189 første Bænk) og ikke river sin Trøje i Stykker. Og nu Fliden og Artigheden? - Ja, da der er saa stærk Efterspørgsel efter disse to Artikler, og da enhver af egen Erfaring véd, hvor fiffig og snild Drengenaturen er, saa følger det af sig selv, at alle Klude sættes til for at erhverve sig enten Artiklerne selv paa de øvriges Bekostning, eller i hvert Fald saa vidt muligt Skinnet deraf. Alle Midler benyttes for at synes det, som man ikke kan eller ikke gider være, og det unge Menneske, som endnu besidder nogen Æresfølelse ved Udgangen af sine Skoleaar, maa ofte blues ved at tænke tilbage paa de Løftestænger, der bevægede dette Maskineri, ligesom han maa have sine egne Tanker overfor de Kammerater, der nu, udrustede med Skolens anerkendende Stempel, skal gøre gældende i Livet, hvad de lærte i Skolen.

Skolen sender sin Ungdom ud i Livet, og Ungdommen er da udrustet med Skolens Idealer. Disse Idealer falder nu nøje sammen med ethvert af de unge Menneskers Disposition og Karakter. For nogles Vedkommende er det en rødmusset Velærværdighed i en lun, lille Præstegaard med Storkerede og øvrige Udenomsbekvemmeligheder. For andres er det en værdig Kontorembedsmand med klippede Bakkenbarter og hvide Flipper. For andres igen er det en Videnskabsmand med Briller, skaldet Pande og 6000 Bind i Hovedet. At efterstræbe et saadant Ideal er lige saa ulasteligt som Idealerne selv er uskyldige, og - desuden, Landet skal jo dog have saadanne Mænd. ,Men nu falder et af de unge Mennesker paa at sige: "Jeg vil, ligegyldigt hvad nu min borgerlige Eksistens bliver, bestræbe mig for at være en modig Mand, en Mand, der ikke ræddes for nogen Fare, der skyer Uretfærdigheden og holder sit Ord." Et vantro Smil, eller maaske endogsaa en uforskammet Latter vil da møde denne hans Bekendelse. "Don Quixotes Tid er forbi," vil man svare. "Hvad Pokker har Du da taget Eksamen for?" vil man spørge. "Det er Dovenskab; han vil til Søs," vil man insinuere. Det unge Menneske vil maaske uden at lade sig forvirre søge at gøre gældende, hvorledes det tilkommer Ungdommen, medens Blodet endnu bruser gennem Aarerne og Begejstringen endnu kan farve Kinden, at lytte til de Stemmer, der lyder ud igennem Historien eller gennem Digternes Værker. Han vil maaske endogsaa, hvis han har tænkt grundigere over sit Forsæt, vise, hvorledes f. Eks. den engelske Ungdom endnu i vore Dage opdrages; hvorledes Boldten, Baaden og Nævekampen gaar Haand i Haand med Cicero og Grammatikken, hvorledes den angelsachsiske saa vel som den normanniske Races betydeligste og betydeligere Mænd allerede fra deres tidligste Ungdoms "praktiske" Idrætter har lagt Grunden til det ubetvingelige Mod, den Nobelhed i Tænkemaaden, den viljefaste Energi, som afvekslende gør, at ingen Mand dér respekteres ved 190 Eksaminer alene, som bevirker lige fra den fattige Kontorist til den elegante Adelsmand, at en korporlig Fornærmelse modtager sit øjeblikkelige Svar, og som forklarer den Resignation, Udholdenhed og Alvor, hvormed saadanne vanskelige Foretagender udføres, der kun bærer deres Løn i sig selv, og hvortil Menneskehedens almindelige smudsige Beregning ikke har givet sit Motiv.

Det unge Menneske vil vise dette, og han vil da tilføje: "Jeg har i mine Skoledage, saa ofte jeg kunde finde Lejlighed dertil, gaaet paa min egen Haand og søgt at prøve mig frem i vanskelige Tilfælde. I véd, at jeg aldrig har taalt en Fornærmelse, men straks slaaet fra mig. I derimod har altid klaget til Læreren. Jeg har sejlet, uagtet jeg ikke maatte; jeg er bleven set og har faaet Prygl. I har gaaet paa Konditorier og haft Stævnemøder med Opvartningspiger; men ingen har vidst det. Nu, da jeg er fri for Skolebænken, vil jeg først og fremmest bruge min Tid til at udvikle mine Kræfter og til at være sikker paa mig selv i et vanskeligt Tilfælde. Naar dette er gjort, vil jeg holde det for tidsnok at se mig om efter en Beskæftigelse for Livet, og i Valget af denne Beskæftigelse vil jeg saa lade mig lede af min Overbevisning, min Styrke og en nøjagtig Vurdering af mine forhaandenværende Evner."

Herover vil naturligvis Kammeraterne le. Det komiske ligger saa nær ved det begejstrede Udbrud, og der er ingen Alder, hvor man er saa tilbøjelig til at se det komiske som netop i 18 Aars Alderen. Det unge Menneske vil da gaa sin egen Gang, og vi vil haabe for ham, at han er standhaftig. Men Kammeraterne, der naturligvis ikke kan skænke en Sag Opmærksomhed, hvori en Kammerat tager Initiativet, disse samme unge Mennesker træffer nu snart efter den samme Sag eller i ethvert Fald noget, der klinger lige saadan, der ude i Verden. Rigtignok er det paa en buldrende og braldende Maade, at Opraabet møder dem, - men saa meget desto bedre. I Taler og Fortaler, i Viser og Aviser lyder disse højrøstede Stemmer om at gøre sig stærk og øvet for at kunne møde Fremtidens Eventualiteter, og man skynder sig i fuld Begejstring med at indmelde sig i en Skytteforening eller Gymnastikskole; man tager Part i en Sejlbaad eller man ror sig hver Søndag en Tur til Skoven; man drager ud under nordiske Toner, man afsynger Kæmpeviser, man mindes Thor eller Tyr eller en anden vældig Gud for Næverne, - og man er Kæmpe et Aarstid. Men saa begynder Embedseksamen at minde med varslende Røst, eller man faar mere Arbejde og større Løn paa det Handelskontor, hvor man tjener; og saa mindes man pludselig, at man er Student eller Kontorist med Udsigt til at blive Kandidat eller komme i egen Bedrift, og saa lægges Kæmpevisen paa Hylden, og saa ligger den daglige, borgerlige Virksomhed som en stor Fælled aaben for en; man begynder det 191 almindelige Trav, man bliver Skatteborger, gift, Familiefader, - og Børnene bliver saa opdragne i den samme Tummerum. Punktum!

Efter disse forud skikkede Bemærkninger skal jeg gaa over til at fortælle den lille Episode fra vore Drengeaar, der som sagt ikke indeholder nogen Paastand, og som ikke giver sig ud for andet, end hvad den er: en simpel Meddelelse af Fakta, saaledes som de forefaldt. Jeg skal saa meget mere vogte mig for at give mig Udseende af at ville vise Kæmper frem, som Kæmper er meget sjældne i vor Tid og slet ikke forekommer i den lille Kreds, hvortil jeg i min Fortælling sigter. At nogle iblandt den Kreds senere hen voksede op og kom ud over det almindelige Lavmaal, det er imidlertid noget, som turde pege hen paa det gode ved de "rigtige" Drenge, og som saaledes turde blive til Bedste for denne Fortælling.

Jeg fandt forleden i min gamle Kuffert et Brev, der var svøbt uden om nogle Papirer af en senere Dato. Jeg foldede det ud, og ved Synet af de store, aabne Skrifttegn, den sporadiske Mangel paa Interpunktionstegn og ved Læsningen af de stundom ikke fuldstændig horisontale Linjer maatte jeg uvilkaarlig smile.

Jeg gengiver her Brevets nøjagtige Indhold, idet jeg dog har forbeholdt mig nogle smaa Ændringer og Tilføjelser i den omtalte Interpunktion :

Kære Tordenskjold!

Du maa endelig ikke tro, at jeg var bange i Lørdags, fordi det blæste lidt. Men Lord Nelson havde siddet over for tysk Grammatik, og Villemoes kunde jeg ikke finde, og jeg selv skulde møde med nogle andre Baksgaster paa Glaciet, fordi at "Skraamule" havde banket en Dreng, som fiskede; og det skulde hævnes. Skraamule er for Resten en rigtig væmmelig Tyran, Han har klaget til min Fader, og Fader har forbudt mig at sejle. Men jeg vilde nu sejle alligevel, og jeg vil helst sejle helt væk, og slet ikke komme tilbage, og derfor skal Du møde nede ved Kalkbrænderiet i Eftermiddag, saa kommer de andre med, og hvis Du endnu har nogle af dine Karakterpenge tilbage, saa tag dem med, og glem ikke at sørge for Tobak, og køb ogsaa en Flaske Øl; jeg skal nok tage Rugtvebakker fra Spisekammeret, og hvis vi ogsaa skulde komme tilbage, saa skal de nok faa Lov til at lade mig komme til Søs.

Din altid hengivne Ven

Niels Juul.

E. S. Glem ikke Karakterpengene. Vi skal ordentlig more os.

Din Ven til Døden.

192

Som man ser, var dette hverken mere eller mindre end en Opfordring til at løbe væk fra den fædrene Arne og fra Skolen. Et alvorligt revolutionært Foretagende, der dog at dømme efter Brevets Slutning tillige havde Morskaben til Formaal.

Lykkelige Tider, da de største Bekymringer var den tyske Grammatik, og da den værste Tyran, vi kendte, var "Skraamule" (en gammel Voldsergent, der vistnok blev plaget mere af os Drenge, end han selv plagede os).

Jeg sattes ved Læsningen af dette gamle Aktstykke saa levende ind i Drengeaarene, at det ikke falder mig vanskeligt, naar jeg giver Hukommelsen lidt af Sporerne, at gengive den hele lille Episode i dens væsentligste Detailler.

Vi var en lille Samling ungdommelige Fantaster, der, samtidig med at vi pløjede Virgil og Livius, udkastede de dristigste Planer til Skærmydsler til Lands og til Vands, Erobringer af fremmede Drenges Vaaben, Indtagelser af befæstede Stillinger i Glaciet, Afbankninger af Forrædere og Spioner, Hævdelsen af den personlige Tapperhed og Kammeratskabets hellige Love. Som de urolige Hoveder saavel i Skolen som i Hjemmet kom vi naturligvis ofte i ubehagelige Situationer, og undertiden maatte vor stolte, uafhængige Sjæl krympe sig under den Medfart, som vort Legeme var for haardført til at krympe sig under. Men noget videre ufordelagtigt, endsige noget egentlig slet, kunde der ikke siges om os. Vor romantiske Fantasi ophidsede vel vor Indbildningskraft og forledede os til mange Slags Dumheder og Taabeligheder, men den holdt tillige de daarligere Drifter i Tømme, der hos Drenge med mindre Ekscentricitet, men ogsaa med mindre Selvfølelse, udvikler sig under Skolebænkens legemlige og sjælelige Tvang og under Hjemmets blandede rigoristiske og forkælende Opdragelse.

Vi stod paa det Trin af Udvikling, hvor man er lige saa meget af et Dyr som af et rigtigt Menneske, og hvor man helt igennem er en Dreng. Vi holdt af dem iblandt Lærerne, der skønt strenge dog behandlede os som Fornuftvæsener, hvem man kunde faa længere med det milde, overbevisende end med det brutale, befalende. Vi holdt endvidere af dem iblandt Lærerne, som ikke havde Fejl, der var saa iøjnefaldende, at vi Drenge kunde opdage dem og føle os hævede over deres Ejermænd. Vi holdt af Hjemmet, for saa vidt som Hjemmet holdt paa os, og for saa vidt som vi ikke udelukkende følte os som Hundehvalpe, der af Herren sendes til en Dressuranstalt for at blive dygtige til i Fremtiden at fortjene den Føde og de Prygl, som Dressuren for Øjeblikket koster. Udenfor Pryglene og Dressuren og udenfor den, rigtignok sparsomme, Kærlighed, der nu og da vistes os, levede vi fuldstændig i en selvdigtet Verden. Naar Virkeligheden 193 enten paa den ene eller den anden Maade greb med haard Haand ind i vore Drømme og Fantasterier, da følte vi os smerteligt berørt deraf og vendte hele vor ungdommelige Harme imod denne Virkelighed og kaldte den ubillig og grusom; - vi vidste ikke den Gang, at vi selv bar en Del af Skylden; vi anede ikke, at den rette Virkelighed er det rette, og at man ikke ustraffet kan sætte en Digtning, en Illusion i dens Sted.

Vi var kort sagt, som vi var: Drenge i 14-15 Aars Alderen, der havde en Baad liggende ved Kalkbrænderiet, der kaldte hinanden med de store Søheltes Navne, der ikke var bange for en vaad eller en banket Trøje, der havde en hel Del gode og en hel Del daarlige Betingelser i sig, og af hvem man strengt taget ikke kunde forlange altfor meget ud over det, vi med vore store, brune Næver og smaa, hidsige Hoveder præsterede. Der havde, som Brevet antyder, lejret sig en Sky over den lille Kreds, som vi havde dannet, og denne Sky skulde nu udlade sig i en Rømning fra Landet.

Vi mødte ogsaa samme Eftermiddag paa det aftalte Sted ved Kalkbrænderiets lille Baadehavn.

Fire Drenge var vi, og alle fire var vi fuldt opsatte paa at komme af Sted, flygte bort fra al denne Tvang, alle disse Baand, der saa lidt stemmede med vore Ideer om Uafhængighed og store Bedrifter. Det var desuden det første og nødvendige Skridt til den Plan, som vi alle fire omgikkes med, nemlig at komme til Søs. "Rigtige" Drenge i en vis Alder vil altid til Søs. Det fri, ubundne Liv, som en Sømand fører (i det mindste i en Skoledrengs Øjne) tiltaler altid det ungdommelige friske Gemyt, for hvem Videnskabens eller Kunstens Sejre endnu ikke har nogen Tiltrækning, og som ikke attraar andre Sejerskranse end dem, der kan flettes af Tangplanter eller Søgræs.

Baaden, som ikke var synderlig stor og heller ikke synderlig ny, havde vi snart gjort sejlklar, og nu gjaldt det blot om, hvem der skulde have Overkommandoen; thi at vi ikke alle fire kunde have den paa samme Tid, derom blev vi snart enige.

Enhver paaberaabte sig sit Navn og den dermed forbundne Adkomst til Chefsværdigheden.

"Lord Nelson," sagde min Sidekammerat fra Skolebænken, en høj, mager Dreng, der havde nogle vidt og bredt bekendte Knoer, og som sloges ypperligt i Linje saa vel som i Tvekamp. "Lord Nelson kan gerne indrømme Løjtnant Villemoes sin Respekt som en tapper Sømand og en værdig Modstander, men hvad Overbefalingen ved dette Togt angaar - - -"

"Hold Mund, Lord Nelson," raabte den lille, ivrige Villemoes, en forvoven Krabat med krøllet Haar og store smukke Øjne, der trods sin Lidenhed adskillige Gange var gaaet sejrrig ud af Kampen med 194 en Overmand. "Hold Du bare Mund og lad mig komme til at styre denne Gang. Du husker vel nok, at du sidst satte os paa Grund ovre ved Saltholm, og at vi aldrig var kommen af igen, hvis jeg ikke var sprungen ud og havde arbejdet under Baaden agter ude, og det endda med mine nye Bukser paa."

"Det er godt nok," sagde Niels Juul. "Men hverken Du eller Engelskmanden skal komme til Roret, fordi jeg nemlig selv vil sidde der. Niels Juul stak aldrig op for nogen, og jeg gør det heller ikke. Jeg er desuden den ældste og den stærkeste."

Jeg, Tordenskjold, faldt her min berømmelige Forgænger i Flanken med følgende insubordinære Tiltale: "Du siger nok, at Du er den stærkeste, men jeg er ikke bange for Dig."

"Jeg heller ikke," raabte Villemoes, idet han rykkede frem. "Kom kun an," sagde Nelson med knyttet Haand.

Det var lige paa Nippet til, at vort revolutionære Forehavende skulde have delt Skæbne med saa mange andre slige Forehavender og være gaaet i Stykker ved en indbyrdes Revolution, da en af os, jeg husker ikke hvem, endnu i rette Tid mindede om, at vi ikke var kommen for at slaas, men for at flygte.

Det hjalp.

Vi søgte først ved en rolig, historisk Undersøgelse at afgøre, hvem af de fire Søhelte der egentlig havde været den største. Da denne vanskelige Undersøgelse imidlertid ikke gav noget bestemt Resultat, fandt Lord Nelson med sin praktiske Sans paa at inddele Togtet i Vagter. Den, der saa havde de fleste Penge paa Lommen, skulde sidde til Rors i første Vagt, den næstrigeste skulde styre i anden Vagt o. s. fr.

Da dette Forslag havde vundet Bifald hos alle undtagen hos Admiral Niels Juul, der, som han sagde, "ingen Prisepenge havde oppebaaret den sidste Uge", greb den engelske Søhelt med et triumferende Smil ned i sin Vestelomme og fremviste for vore spændte Blikke den overvældende Sum af l Mark 8 Skilling Dansk.

"Den kan jeg stikke," hoverede Villemoes, idet han med et højt Spring af Sejersbevidsthed kastede to Markstykker i Vejret.

Jeg fremviste lidt undselig en Mark og ærgrede mig i Stilhed.

Niels Juul viste slet intet frem, men idet han med en overlegen Mine drejede sig rundt paa Hælen, sagde han: "Skidt med Pengene. Jeg har en hel Pose med Rugtvebakker liggende i Baaden. Det er s'gu dog det vigtigste."

Og dermed kastede vi vor Fangeline los og skød ud af Havnen under en jævn, vestlig Brise uden at agte paa de venskabelige Raad og Bemærkninger, der lød ud til os fra nogle Fiskere og Pramstikkere, og hvoraf nogle var nærgaaende nok som f. Eks.: "Lykke paa 195 Rejsen, I smaa Smørtyve, og glem ikke at snyde Næsen, førend I vender."

Foreløbigt var Enigheden bragt til Veje med Hensyn til Overkommandoen, der efter romersk og anden republikansk Skik skiftede efter en bestemt Tids Forløb.

Men nu var der Rejsens eller rettere Flugtens Maal!

Villemoes, som altsaa sad til Rors, og som for Resten var sin Post meget godt voksen, foreslog, at vi skulde løbe ud i Kongedybet, praje et forbisejlende Skib og anmode Kaptajnen om at tage os med i sin Besætning.

Om nu dette Forslag med Kongedybet skyldtes et historisk Hensyn til hans berømte Forbilledes Bedrifter, eller om vor Chef, hvad der vel var rimeligere, foreslog dette som det første, det bedste, der faldt ham ind, - det lader sig ikke godt afgøre, eftersom Forslaget øjeblikkelig blev frafaldet paa Grund af den bestemte Forsikring fra Niels Juuls Side, at for det første ingen Kaptajn vilde indlade sig paa sligt, uden at vi havde "vore Papirer i Orden" eller i ethvert Fald Lommen fuld af Penge - (dette udtalt meget ironisk). Og dernæst, selv om en saadan Kaptajn kunde findes, vilde vi upaatvivleligt kun hver for sig kunne opnaa en Dæksdrengs mere end underordnede Stilling, - noget som vore højtflyvende Admiralsplaner aldeles ikke kunde finde sig i.

Han, Niels Juul, vilde derimod foreslaa, at vi satte Kursen ad Landskrona til, hvor han havde en Fætter, der var ansat paa en Skibsmæglers Kontor. Denne Fætter vilde ganske sikkert udrette store Ting for os, og i værste Tilfælde var vi da saa i Udlandet, og Udlandet - dette sagde Taleren med stor Overbevisning - udleverede os ikke selv om vi blev fordrede tilbage fra vore respektive Hjem.

Med enstemmig Akklamation blev dette Forslag tiltraadt, og Forslagsstilleren var ikke langt fra at indtage en lige saa overordnet og misundelsesværdig Plads som Chefen selv.

Uden videre Diskussion om vor Flugt og vore Fremtidsplaner fortsattes da Baadens Fart, tilskyndet af den omtalte vestlige Brise og fremhjulpen af Storsejl, Fok og Klyver.

En herlig Eftermiddag var det. Reden og Trekroner og Skibene og Fiskerbaadene med de røde Sejl, alt saa' saa fornøjeligt ud, alt talte i saa forsonende Toner om Venlighed og Fred, at en svag Følelse af Utilfredshed med vort Forehavende egentlig begyndte at dukke op i vore ungdommelige Sjæle, der endnu var bløde som Voks, modtagelige for ethvert Indtryk.

"Det kunde da s'gu ogsaa gerne begynde at lufte lidt ordentlig," ytrede Lord Nelson med en noget brudt Stemme. "Dette ligner altfor meget vore sædvanlige Søndagsture." 196 "Ja, saadan til et lille Reb," foreslog Niels Juul, idet han hamrede med sin Lommekniv paa en usædvanlig haard Rugtvebak. "Det var, ligesom om man ikke kunde komme af Sted fra alt det Vrøvl der inde."

"Lad Du kun være med at fire paa det Skøde; hører Du, Tordenskjold," raabte vor Chef. "Vi kommer saamænd hurtig nok af Sted, og kender jeg de Skyer ret, som staar der til Luvart bag Svanemøllen, saa faar vi mere end nok af Luft ud paa Aftenen."

Det var, som om denne bestemt udtalte Profeti hjalp lidt paa Skibsmandskabets Humør. Frisk Luft, maaske Storm, det var noget, vi kunde bruge. Og oprigtig talt, naar man skal løbe væk, maa det dog helst ske under lidt usædvanlige Omstændigheder.

Maaske var det ogsaa paavirket af disse forbedrede Udsigter, at Niels Juul, som havde en stærk Stemme, gav sig til at synge en den Gang meget yndet Klassevise om de forskellige Læreres Egenskaber, en Vise, som jeg nok tror, at Villemoes havde været den oprindelige Forfatter til, men som for Resten ligesom hint græske Skib i Tidens Løb var undergaaet saa mange Reparationer, at Ægtheden efterhaanden var bleven mere end omtvistelig.

Et Par af Versene rinder mig endnu i Hukommelsen.

Den græske Lærer er et Bæst,
Den tyske ikke bedre,
Hvad nytter alt, hvad vi har læst,
Naar vi en Gang,
Naar vi en Gang
Gaar bort til vore Fædre.

Som man vil se, et højst pudsigt Ræsonnement af Skoledrenge, der aabenbart ikke skulde give sig af med at tænke saa langt ind i Fremtiden.

Et andet af Versene er i en mere fornøjelig Tone. Da Niels Juul med sin stærke Stemme havde sunget det til Ende, forlangte vi det alle da capo, og enhver af os faldt nu i med, saa godt som vore Stemmemidler tillod os det. Verset lød saaledes:

Den danske Lærer han er rar,
Og nemt er ogsaa Sproget;
Han saa' os ryge en Cigar,
Men han holdt Mund,
Ja, han holdt Mund,
Og sagde ikke noget.

Denne vokale Del af Forlystelsen skulde maaske have varet endnu en Stund, hvis ikke et uforudset Tilfælde var kommen baade Sangen 197 og vort Storsejl paa tværs. Vi havde nemlig alle, vor Chef iberegnet, deltaget saa udelukkende i Afsyngelsen af det sidste, meget yndede Vers, at ingen af os havde holdt saa godt Udkig, som det egentlig anstaar sig unge, dygtige Sømænd.

Pludselig standsede Baadens Fart, vi faldt alle agter over paa Tofterne, og vi fornam en Lyd som den, der fremkommer, naar Kræmmeren river et Stykke Shirting itu.

"Halløj, for Fanden," udbrød fire ungdommelige Stemmer i et højt, samlet Kor.

"Halløj, for Fanden," svaredes der med en dyb, mandlig Stemme og paa bredt fynsk. "Hva' er I for Fyre, saadan som I styrer?"

Vi var bleven hængende paa Klyverbommen af en Svendborg-Jagt, som laa svajet op for sit Anker ud for den saakaldte Stubbegrund. Nokken af Klyverbommen havde faaet fat i vort Sejl oppe under Overliget. Det fynske Tømmer var det stærkeste; Overliget sprang, og vi drev med "bak" Sejl ned paa Siden af Jagten.

Villemoes, der var den raskeste til Handling som til Svar, raabte øjeblikkelig i en for en Chef temmelig hidsig Tone op til Skipperen paa Dækket:

"Hvorfor prajer han os ikke, naar han ser, at vi ikke kan gaa klar af hans fordømte Klyverbom?"

Skipperen, en lille, undersætsig Fyr i høj Hat, blaa Vest og ulden Nattrøje, tog ganske rolig sin Pibe ud af Munden, kastede et uhyre overlegent Blik ned paa det samtlige Baadsmandskab og raabte derpaa ned i Kahytten: "Ole! Jens! kom her op, saa ska' I se nogle unge Københavnere, der vil rende os Skuden i Sænk !"

De nævnte Størrelser, Ole og Jens, dukkede ved dette Tilraab op paa Dækket, og under en Udveksling af sejge Skippervittigheder blev vi fire samtlige Søhelte fremviste i vor hjælpeløse Stilling for Ole og Jens, hvis snavsede Ansigter tog sig ganske barbariske ud under den Række af brede, fynske Grin, der ledsagede enhver af Skipperens Vittigheder.

"Laan os bare en Ende Kabelgarn," bad nu Villemoes i en lidt mere nedstemt Tone, imedens Lord Nelson knyttede Haanden, og Niels Juul anstrængte sig af alle Kræfter for med Baadshagen at "sætte fra".

"Ja, nu ska' I faa Kabelgarn," fnisede Skipperen og gav Ole et Vink.

Vinket besvaredes ved, at Ole greb en Pøs, som stod paa Dækket og styrtede dens Indhold ud over Baaden.

En Strøm af snavset Vand, Kaalblade og Kartoffelskræller fordelte sig over vore Hoveder og ned ad vore Klæder. Dersom jeg ikke havde holdt paa Villemoes, havde han i sin øjeblikkelige Forbitrelse kylet Rorpinden efter Skipperen. Nu indskrænkede han sig til at udstøde de 198 mest determinerede nautiske Eder, som nogen søvant Dreng kunde finde paa. Vi andre sekonderede ham efter Evne, og Niels Juul, hvem det endelig var lykkedes at bringe Baaden ud fra dens umiddelbare Berørelse med Jagten, greb en af sine Rugtvebakker og var saa heldig i sit Kast at ramme Skipperens Pibe, som faldt ud af Munden paa ham og ned paa Dækket.

At dømme efter den Fortørnelse, der øjeblikkelig afløste Svendborgerens Munterhed, maa denne Pibe have været en Yndlingspibe, og Tabet af samme maa være gaaet dens Ejermand nær til Hjerte. En Salve af Trusler og Ønsker om, at alle mulige Ulykker maatte times os, affyredes fra den ganske fynske Besætning, ja, jeg tror endogsaa, at der blev givet Ordre til at sætte Jollen i Vandet for at opbringe os og føre os tilbage som Prise; men vi havde allerede faaet Baaden til at "falde", og trods vort klaprende Storsejl skød vi dog ganske godt igennem Vandet. Planen med Jollen blev da opgivet, og den pibeløse Skippers Udbrud døde snart bort igennem Luften, medens vi saa vel i figurlig som i naturlig Forstand viste ham vort Agterspejl og lod Sundets lette Vover neje sig for vor Stævn.

"Det var altsaa det første Eventyr," sagde Lord Nelson med et vist satirisk Sideblik paa vor Chef. "Ja, og Villemoes har styret daarligt," raabte Niels Juul, idet han med sit Lommetørklæde søgte at fjærne Sporene af Pøsens Indhold fra sine Bukser.

"Saa gør Du det bedre," ytrede Chefen i en gnaven Tone.

Jeg for mit Vedkommende foreslog, at vi i Stedet for at trættes skulde se at udbedre Skaden paa vort Sejl, og jeg føjede hertil den dybsindige Bemærkning, at Enighed var til Lands en meget prisværdig Ting, men til Søs var det ligefrem en absolut Nødvendighed. Tillige søgte jeg at vise, hvorledes vi alle havde en lige stor Part af Skylden for det ubehagelige Sammenstød; og da jeg paa en meget diplomatisk Maade havde givet Niels Juul en Kompliment for hans "sikre Skud", Lord Nelson en dito for hans Redebonhed til at "entre" og endelig havde fremhævet, at Villemoes ved tidligere Lejlighed havde udvist stor Snarraadighed og Konduite i en "snever Vending", saa lykkedes det mig at standse det frembrydende Mytteri. Villemoes beholdt sin Plads ved Roret; vi andre fik Sejlet ned; Skaden blev udbedret saa godt som en Stump Sejlgarn, et Strømpebaand og Knappenaale i Forening formaaede; og da Sejlet atter var hejset, og vi havde taget os en Omgang Rugtvebakker og en Slurk Øl, var atter det gode, gamle Forhold indtraadt mellem de fire revolutionære Flygtninge.

Vi var efterhaanden kommen op paa Højden mellem Taarbæk og Strandmøllen og havde begyndt at sætte Kursen mere direkte i Retning af Landskrona - for saa vidt vore temmelig mangelfulde Navigationsmidler i det hele taget tillod os at sætte nogen direkte Kurs - 199 da hine Skyer, hvis Indflydelse Villemoes profetisk havde antydet, virkelig syntes at ville retfærdiggøre vor Chefs Forudsigelser.

Det gav sig til at trække sammen over vore unge Hoveder. Mørke Aftenskyer med rødliggule Kanter løftede sig ligesom paa store Vinger op fra de sjællandske Skove. Visse ubehagelige Kast fo'r fra Skodsborgs og Vedbæks høje Brinker ud over det urolige Sund, tegnende mørke Striber hen over Vandet og sættende vort lille Fartøjs Mast og Ræling i forskellige Vinkler, der alle var langt fra at være rette.

"Nu gaar hun jo strygende," sagde Villemoes determineret, idet han knappede sin Trøje og klemte Armen fast om Rorpinden.

"Ja, Gudskelov," udbrød Lord Nelson, idet han svingede Huen over Hovedet.

"Ja, Gudskelov," gentog vi allesammen, idet vi spiste den sidste Omgang Tvebakker og skar Ansigter ad Skummet, hver Gang det stænkede os i Øjnene. "Nu kan vi mærke, at vi er paa Flugt," sagde Niels Juul patetisk med Munden fuld af Tvebak.

"Hurra for Friheden," brølede den stolte Britte. "Hurra!" skreg vi allesammen.

"Hør, Folkens," sagde vor Chef efter et Kvartertids Forløb, i hvilket der var regnet adskillige Dusin revolutionære Udgydelser ned over Hjemmet, Skolen, Kammeraterne, der "fandt sig i Tyranniet" etc. etc.; - "hør, Folkens, dette her er nu altsammen meget godt, og frisk Luft er ikke til at foragte, især naar man har travlt med at komme bort fra Trældom og Slaveri, men - dette Fartøj duer egentlig ikke til Fordevindssejlads; vi tager for meget Vand ind agter. Lad os rebe vort Storsejl; Forsejlene kan gerne staa endnu."

Rebningen fandt Sted, men under denne Manøvre gik Splejsningen oppe ved Overliget los, og Flængen i Sejlet blev i en ubehagelig Grad udvidet.

"Det var din Skyld, Tordenskjold," raabte Chefen hidsig.

"Aa Sludder," svarede jeg med Indignation. "Det er Lord Nelsons Strømpebaand, som ikke kunde holde."

En detailleret Undersøgelse angaaende dette vigtige Punkt begyndte, men hvorledes det nu var eller ikke var, saa blev Resultatet det, at Flængen blev større og større, indtil endelig Sejlet revnede en hel Dug ned igennem.

"Saa for Fanden," brummede Niels Juul. ,,Nu er vi Havarist; det var en rar Historie!"

Historien var imidlertid slet ikke saa rar.

Kulingen tog til, Mørket faldt mere og mere paa, og dersom Vinden nu oven i Købet, hvad vor Chef paastod, trak sig helt nordlig, vilde vi ikke kunne regere Baaden med Forsejlene alene og den lille Stump af Storsejlet.

200

Alligevel, - jeg kan dog fremhæve det med en vis Slags Selvfølelse - vi var ikke forknytte.

Et Krigsraad blev nedsat. Chefen fremsatte sin ovenfor citerede Anskuelse, at Vinden vilde trække sig nordligere; vi kunde da ikke holde Kursen efter Landskrona, men maatte bære af og lænse - ja Gud skal vide hvorhen, men Malmø mente han da nok, at vi kunde naa.

Vi saa' forlegne paa hverandre ved denne Meddelelse. At vende om stod for os alle som noget, der mindst var lige saa slemt som selve Udsigten til at lænse for en Storm med vor lille Baad ved Nattetider ned ad Sundet.

"Er der mere Øl i Flasken?" brød Lord Nelson Pavsen.

Det viste sig, at Flasken var gaaet Itu ved de stærke Overhalinger, som Baaden havde taget.

"Naa, ja ja," vedblev den engelske Søhelt koldblodigt. "Lad os saa sætte Fartøjet paa Land. Vi maa vel nok kunne række ind om den sydlige Pynt af Hveen. Det er da ogsaa en Del af Udlandet, kan jeg tro."

Det syntes virkelig under de forhaanden værende Omstændigheder, som om vi ikke kunde gøre noget stort bedre end følge dette Forslag.

Det gjaldt nu blot om, hvor vidt vi i det hele taget formaaede at sætte det igennem, saaledes som Sagerne stod.

Stævnen blev imidlertid atter bragt nærmere Vinden. Vi strøg vor Klyver, tog et Reb i Fokken og fik saa meget af Storsejlet til at bære, som vi paa nogen Maade kunde, og saa gik det da løs bidevind, medens Vandet hvert Øjeblik væltede ind til os i Læ, og Skummet stod i store Fontæner op for den luv Boug.

Øse maatte vi med Huer og Hatte, og dyngvaade var vi. Himlen var nu aldeles overtrukken; mørkt var det og koldt, og det var alt det, at vi med vore smaa Sejl kunde klare os.

"Der er da ingen af os, som fortryder dette?" spurgte vor mandige Chef i en fast Tone.

Svaret kom maaske ikke saa hurtigt eller saa ubetinget benægtende som det f. Eks. vilde være kommen for en Time siden, men desuagtet svarede vi alle med et all right, der for saa vidt ikke udtrykte Situationen ganske korrekt, som "Alt" i Virkeligheden ikke ganske var "i sin Orden".

Dette havde vel vor Chef ogsaa en vis, ubestemt Fornemmelse af, og ledet af denne Fornemmelse var det vel ogsaa, at han vedblev i en lidt forandret Tone.

"Jamen, det er dog bedre end at sidde hjemme og skrive latinsk Stil." 201 "Det er sikkert," svarede Niels Juul lakonisk.

"Tusind Gange bedre," skyndte Lord Nelson og jeg os at tilføje, medens vi øste væk af alle Livsens Kræfter for at undgaa den Ubehagelighed at komme til at drukne inden Bords.

Atter sejlede vi et Kvarterstid og "pressede" Baaden saa meget, som vi kunde; og atter herskede der en ubrødelig Tavshed, - da Chefen med et raabte: "Holla! Er det ikke højt Land, vi har her tværs for den læ Boug?"

Vi gav os til at kigge allesammen, og Niels Juul, som havde de skarpeste Øjne, ytrede noget om Brænding i Læ.

"Er det virkeligt?" spurgte Chefen i en vis Spænding.

Sandheden af Niels Juuls Bemærkning skulde paa en utvetydig Maade bekræfte sig.

Et stærkt Bums, efterfulgt af en to-tre mindre Stød, kastede os for anden Gang i Løbet af denne mindeværdige Eftermiddag agter over paa Tofterne. Den store Niels Juui vendte endogsaa Benene saa højt i Vejret og faldt med en saadan Eftertrykkelighed ned i Læ, at han ganske sikkert var gaaet uden Bords, hvis jeg ikke havde faaet fat om hans ene Støvle og halet ham til mig.

"Det var Fandens," udbrød han, idet han greb en Aare, som netop var i Færd med at gaa samme Vej, som han selv havde staaet i Begreb med at gaa.

Sejlene klaprede, Skøderne havde revet sig løs, det skurede og skrabede under Baadens Bund, vi laa helt krænget over paa Siden, og der var Brænding rundt omkring os.

"Det er et Stenrev, vi staar paa," brølede den lille Villemoes og arbejdede voldsomt med Sprydstagen agter ude for muligvis at faa Stævnen svajet ind mod Land.

Vi kunde utydeligt skimte en høj, mørk Brink der inde over den blinkende Brænding. Hvor langt der var ind til den faste Strand, kunde vi imidlertid ikke afgøre, og vi arbejdede som smaa Bjørne, stønnende og pustende, med Aarer og Stænger paa at faa Fartøjet flot og saaledes drive saa langt ind som muligt.

Endelig hjalp en Sø os over den Sten, hvorpaa vi var stødt, og vi drev langsomt ind efter.

Baaden var fuld af Vand; den slingrede tungt igennem Brændin gen; vi holdt os fast, saa godt vi formaaede, og da vi atter stødte, sprang vi som efter en fælles Aftale alle paa en Gang ud over Lønnin gen. Vi stod i Vand til op paa Livet, og halvt vadende, halvt svøm mende, nu og da snublende over Stenene i Bunden, naaede vi den flade Forstrand. "Godt sluppen," var Lord Nelson den første, der ud brød, da vi atter stod paa terra firma og maalte Højden af den stejle Brink lige for os.

202

Jeg tror, vi gør bedst i at vride Bukserne," foreslog den betænksomme Villemoes.

"Jamen her blæser saa koldt," indvendte jeg. "Lad os tage et lille Travløb nordpaa langs Stranden. Jeg er en Gang sejlet her ganske tæt forbi med en Helsingørskadrejer, og jeg véd, at der skal ligge nogle Fiskerhuse neden for Kirkebakken."

Vi løb da langs med Stranden, og vore Øjne havde nu vænnet sig saa meget til Mørket, at vi nogenlunde formaaede at undgaa de Stene og Tangklumper, der laa paa vor Vej.

Ganske stakaandede, men varme af Løbet, ankom vi da endelig til de omtalte Huse. Nogle Baade var hist og her trukne op paa Stranden; vi kunde skelne en Pælebro, som gik ud i Vandet, men derimod kunde vi ikke opdage Lys et eneste Sted i de smaa Hytter foran os.

"Skulde Folkene allerede være til Køjs?" mumlede Niels Juul med en let Gysen og vedblev derpaa henvendt til Lord Nelson. "Hør Du, Engelskmand, det er jo Dig, som har Ur; hvad er Klokken?"

Den velhavende Lord fik med en Del Besvær vristet et Ur op af den vaade Vestelomme, men hverken Lorden selv eller nogen af os andre formaaede at skelne Viserne fra Skiven, og da nu Urets Ejermand holdt sit dyrebare Klenodie op til Øret for ligesom at prøve, om Uret ikke kunde fortælle den Hemmelighed, som vore Øjne ikke kunde læse sig til, saa erklærede han med en mismodig Hovedrysten, at "det stod".

"Hør," sagde Villemoes efter en kort Betænkning. "Jeg véd ikke bedre, end at vi banker en af disse Folk op her. Vi kan da for Pokker ikke blive staaende paa den aabne Strand i vore vaade Klæder."

Vi løb øjeblikkelig hen til det første, det bedste Hus, og gav os til at tromme paa de smaa Vinduesruder af alle Kræfter.

Det varede en god Stund, inden vi fornam noget Livstegn der inde fra Hytten, og da Tegnet endelig kom i Form af en brummende Lyd, der syntes at have en lang Ed paa Slæbetov, var det os ikke muligt med vore mangelfulde Sprogkundskaber at fortolke Lyden.

"Det maa vel være svensk?" gættede Lord Nelson med klaprende Tænder.

"Ja naturligvis," forklarede Villemoes belærende. "Hveen har jo tilhørt Sverig siden - siden - - -." "Siden Tycho Brahes Dage," mente jeg at burde bemærke.

Niels Juul, der ikke brød sig om andre historiske Spørgsmaal end netop om de søkrigshistoriske, satte sine Hænder for Munden som en Raaber og brølede udfordrende: "Luk op, I svenske Jævler." Døren blev nu stødt op, og en lang Fiskerskikkelse, saa vidt vi kunde se, i Skjorte og med bare Ben, spurgte i en just ikke altfor venlig Tone, hvem vi var, og hvad vi vilde.

203

Vi forklarede ham alle fire i Munden paa hverandre, hvorledes det var gaaet os, og at vi gerne vilde under Tag og skifte vore vaade Klæder.

Hveenboen gloede paa os, og idet han derpaa ramsede en hel, lang Historie op om, at han ikke havde nogen "stälning", og at vi fik gaa op i Landet "rakt up over Kyrkan," vilde han slaa Døren i igen; men her kom Lord Nelson ham i Forkøbet, fik sat Foden inden for Dørtærskelen og bød Fiskeren en Mark for at lade os komme ind.

Det var øjensynlig en uheldig Stjerne, der netop havde bragt os til denne Fisker.

Han forlangte først at se Marken, og Lord Nelson, som følte sig krænket over denne raa Mangel paa Tiltro, var da heller ikke sen til at trække Pengestykket op af Lommen og holde det frem imod den indfødte.

"Ursäkta," gryntede Barbaren, snappede Marken, skubbede den forbløffede Engelskmand bort fra Tærskelen og smeldede Døren i for vor Næse.

Vi dirrede af Harme og Kulde i Forening, og vi brølede af fulde Lunger: Slyngel, Tyveknægt, svenske Rad etc., etc.

"Det hjælper s'gu ikke, at vi giver alle de Ord fra os," sagde Villemoes tørt. "Der maa andre Projektiler til."

Med disse Ord greb han en Sten og kastede den ind gennem de smaa Vinduesruder, saa at Stumperne faldt klingrende ned inde i Stuen.

"Hurra," raabte Lord Nelson og slyngede en anden større Sten imod Husdøren.

"Hurra," brølede vi allesammen paa den mest kannibalske Maade, idet vi lod Stenkast suse imod Huset.

Døren gik pludselig op igen, og den lange Fiskerskikkelse traadte udenfor, denne Gang tilsyneladende lidt mere paaklædt.

Vi trak os en Smule tilbage, saaledes at vi havde Ryggen dækket af det nærmeste Hus.

"Giv mig min Mark, din svenske Gavtyv," raabte den forurettede Engelskmand udfordrende, idet han stillede sig lidt frem foran os andre.

Med en Knurren ligesom en Lænkehund og en indtrængende Opfordring til adskillige tusinde Djævle om at tage sig selv og os, løb den indfødte frem imod os.

Vi afventede hans Komme, uforsagte som det anstod sig berømmelige Helte, men trods vor ypperlige Holdning var det dog vistnok mere end tvivlsomt, hvad Udfaldet vilde være bleven for vor Part, hvis ikke et heldigt Tilfælde, denne Guddom for alle oprørske Skoledrenge, var kommen os til Hjælp.

204

Fyren var ikke to Skridt fra os, og allerede saa' jeg hans lange og vistnok ikke spinkle Arm svæve i Mørket over vore Hoveder, da han i samme Øjeblik snublede, faldt og blev liggende.

Vi havde, det maa jeg dog sige, trods vor Hidsighed saa megen Selvbeherskelse og saa gode Begreber om fair play, at vi lod Manden ligge og ventede kampberedte paa, at han skulde rejse sig.

Han syntes imidlertid ikke at ville rejse sig.

"Skulde han allerede være færdig?" sagde Niels Juul, idet han forsigtigt nærmede sig den faldne.

Vi traadte alle fire til.

Manden, der laa paa Maven med Hovedet drejet til den ene Side, brummede nogle uforstaaelige Ord og bevægede den ene Arm paa en højst gaadefuld Maade.

"Er De kommen noget til, min gode Mand?" spurgte Villemoes i en blødere Tone og bukkede sig ned over ham.

"Aa, han er bare lynende fuld," raabte Lord Nelson, der ogsaa paa sin Side havde undersøgt Fjenden.

Det var, som om denne oprigtige Udtalelse over Sagens sande Sammenhæng gav den faldne sit Mæle igen. Han rullede sig om paa Ryggen og brølede i vilden Sky: "Mo'er - Svenn Olsson - Jens Anderson - kom hit."

"Hør, Kammerater," sagde nu vor Chef, efter at han forgæves havde søgt at tysse paa den indfødte: "Kan I huske, hvad vi læste forleden Dag i Odysseen, niende Sang. Det er det Sted, hvor Odysseus og hans Folk har gjort Landgang hos Kikonerne og overvundet nogle af dem. Jeg kan s'gu ikke huske Stedet paa græsk, men Meningen af det paa dansk er da, at de slagne Kikoner faar fat i andre Kikoner, som bor i Nærheden, og saa faar Odysseus og hans Folk Prygl, fordi de ikke i Tide er stukken af. Her vil nu vanke svære Knubs, hvis denne Fyr faar kaldt de andre Fiskere til, og da vi saa blir de færre, og det ikke er Skam at retirere for Overmagten, saa synes jeg, at vi gør bedst i straks at tiltræde Tilbagetoget."

Denne Tale slog an. Overmagten vilde blive for stor. Vi gav os til at retirere op ad den stejle Brink, hvor vi akkurat kunde skimte Kirken som et hvidt Syn oppe i Luften.

Retræten var ingenlunde let. Vi havde aabenbart i Mørket valgt den allerbesværligste Vej; men op kom vi da, og vi standsede nu der oppe ved Brinkens Rand og lyttede gennem Vindens Susen og Brændingens dumpe Buldren, om vi kunde mærke nogle Tegn til, at vi blev forfulgt.

"Det er da den bedste Stilling, vi har valgt os," sagde Niels Juul, der gerne vilde gaa for en stor Taktiker.

"Jeg forstaar mig ikke meget paa Krigen til Lands," faldt Lord 205 Nelson ind. "Men her kan man da sparke et halvt Dusin ned, inden de faar Fodfæste."

"Tys, lad os høre," hviskede Villemoes, idet han bøjede sig frem.

Vinden bragte af og til en utydelig Larm op til os. Døre syntes at blive lukkede op og i, og stundom fornam vi Lyden af Stemmer. Det lysnede tilmed lidt i Skyerne over vore Hoveder, og det forekom os, at vi kunde skimte mørke Skikkelser, som bevægede sig frem og tilbage der nede paa Sandet. Der gik saaledes nogle Minutter i spændt Forventning, hvori vi saa at sige hverken vidste, om vi var købte eller solgte, da endelig Villemoes brød Tavsheden.

"Aa skidt," sagde han, og hans tilbagevendende Munterhed elektriserede hele det lille Selskab. "Det fulde Asen har naturligvis ikke kunnet forklare noget. Saa har Mutter trukket ham hjem med sig, og Naboerne er igen gaaet hver til sit. Det gaar os i Grunden paa en vis Maade ligesom det senere gik Odysseus med Kyklopen. Kun er der ingen af os bleven ædt op."

Vi gav os til at le, men vor Munterhed forsvandt snart, thi Vinden, som her oppe blæste endnu koldere end der nede paa den flade Strand, gennemisnede vore Lemmer i de vaade Klæder. Desuden, det Spørgsmaal stod jo endnu uafgjort, hvor vi skulde faa Tag over Hovedet og Mad i Munden.

"Lad os først og fremmest se at komme i Læ et Sted og vride vore Bukser," foreslog Villemoes.

Da dette aabenbart var et fornuftigt Forslag, fulgte vi det ogsaa uden Tøven og stillede os hen under den lave, hvide Kirkegaardsmur med Fronten ind imod Landet.

Vore Støvler turde vi ikke trække af, da vi med Rette var bange for, at vi ikke saa nemt vilde kunne faa dem paa igen. Benklæderne derimod hjalp vi hinanden broderligt med at hale af, og snart stod hele det forhenværende Baadsmandskab i et let og flagrende Kostume og mindede ved dens vridende Beskæftigelse i Aftenens sildige Time og tilmed udenfor en Kirkegaard, paa en vis Maade om det gamle franske Spøgelsesagn, der lader afdøde Kvinder staa op af Graven og vride og vadske det Linned, de i levende Live maaske har forsømt.

Det var som sagt lysnet lidt i Vejret, og vi kunde skimte en nogenlunde bred Vej, der løb forbi neden under det Sted, hvor vi stod.

"Det var dog egentlig rædsomt dumt af os, at vi ikke sørgede for at bjærge Sejl og Aarer fra Baaden, saa kunde vi nu have lavet os et Telt," sagde Niels Juul, idet han efter endt Vridning rystede sine Permissioner i Luften.

"Ja, Aarerne, dem burde vi have taget med os, men Sejlene duede ikke til noget," svarede Villemoes stadig vridende.

"Gud véd, naar vi faar Baad igen!" udbrød Lord Nelson med et 206 højt Suk, der maaske var ligeligt delt mellem den tabte Baad og de klamme Beklædningsgenstande, som jeg netop i dette Øjeblik havde vristet ham af Benene.

Jeg selv stod ligesom de andre i et let og flagrende Klædebon og tænkte netop over vor mislige Situation og havde en stærk Fornemmelse af, at et dækket Aftensbord og en opredt Seng paa ingen Maade vilde være ukærkomne Udsigter for den tilstundende Nat.

Jeg sagde imidlertid ikke noget, men vred væk paa mit Tøj med spartansk Heltemod.

I det samme lød en dyb Stemme op til os fra Vejen, og da vi noget foruroligede samlede vore Klæder om os, saa' vi en stor, mørk Skikkelse, ledsaget af en mindre dito, som bar en Lygte, umiddelbart foran os.

"I Herrens Navn, hvad er her paa Færde?" lød Stemmens Spørgsmaal (oversat fra svensk).

Det var øjensynligt, at Skikkelsen med Lygten var mere end almindelig angst, at dømme efter den Maade, hvorpaa Lyset afvekslende viste sig og forsvandt, og det var lige saa øjensynligt, at den større Skikkelse kun med en vis Varsomhed traadte hen imod den besynderlige Gruppe, som vi dannede. Denne Omstændighed maa aabenbart tilskrives den gode Holdning, som vi virkelig lagde for Dagen lige over for den pludselige Overrumpling af en Fjende, hvis Styrke vi endnu ikke formaaede at gætte.

"Vi er skibbrudne Søfolk," svarede Villemoes med Fasthed, idet han eftertrykkeligt klaskede ned ad sine vaade Underekstremiteter.

"Ja, og vi vilde gerne se at komme i Hus et Steds," tilføjede Niels Juul, som havde fuldendt sit Toilette.

"Vi vil gerne betale - lidt for os," forsikrede Lord Nelson beroligende, men dog med et vist undskyldeligt Forbehold i Stemmen.

Der fandt nu nærmere Forklaring Sted, som gik ud paa, at den Skikkelse, vi havde for os, ikke var nogen ringere end Præsten ved St. Ibs i egen Person, ledsaget af sin Gaardsdreng.

Den velærværdige Herre havde om Formiddagen glemt et eller andet i Kirken, som han nu vilde hente. Han indbød os gæstfrit til at foretage et yderligere Toilette hjemme hos ham selv i Præstegaarden, og idet han tog Lygten fra sin Ledsager, beordrede han denne til sporenstregs at følge os hjem; han vilde da selv tage sig af os, saa snart han havde udrettet sit Ærinde.

Det var lyse og varme Udsigter, der pludselig viste sig for os i alt dette Mørke og al denne Kulde.

Vridningen var forbi. I en Fart stod vi i Klæderne, og efter en foreløbig Afsked med Præsten benede vi ned ad Vejen bag efter Gaardsdrengen, der for øvrigt vedblev at udvise en vis Utilbøjelighed til 207 nærmere Samkvem med os, - det være sig nu, at de vaade, slubrende Benklæder og Støvler generede ham, eller (hvad der maaske var rimeligere) at han endnu ikke rigtig kunde gøre sig fortrolig med den Tanke, at vi ogsaa var "rigtige, levende Mennesker?"

"Lagde I Mærke til, hvor fiffigt jeg svarede den Gudsmand, da han spurgte mig ud, hvem vi var og hvorfra vi kom," henkastede den diplomatiske Lord Nelson, medens vi løb Side om Side hen ad Vejen.

"Ja, i Munden er Du en Allerhelvedes Karl," svarede Villemoes, maaske ikke uden en vis Fortrydelighed over, at det ikke var ham selv, der havde ageret Diplomaten.

"Lad nu bare være med at mukke," brummede Niels Juul. "Engelskmanden har saamænd baaret sig fornuftigt ad. Dersom Præsten her vidste, at vi var Drenge, som var løben hjemme fra, saa vilde nok Piben snart faa en anden Lyd." "Du skal nu ogsaa altid tale om, at vi kun er Drenge," raabte jeg indigneret. "Ligesom om vi ikke alle fire skal konfirmeres næste Paaske."

Trods denne Bemærkning, der aabenbart burde tjene til at hæve vor Selvfølelse, fremkaldte dog Niels Juuls Ytring en vis nedslaaende Stemning over det hele lille Selskab. Enhver fortsatte Vejen i sine egne Tanker, og jeg er ikke utibøjelig til at tro, at vi i Grunden alle fire samstemmede i den Følelse, at vor Tilstand var en lille Smule usikker.

"Naa; Ho'det i Vejret, Gutter! og frisk Mod!" kommanderede endelig Villemoes, da vi stod uden for Porten til en lav, lang Længe, der af vor Følgesvend blev betegnet os som vor Vandrings Maal. Vi gik gennem Porten og ind over en større Gaardsplads, hvor en Lænkehund gøede lystigt ad os. Saa standsede vi foran Døren til en anden, lidt højere Længe, hvor nogle Lysstriber stjal sig ud gennem Vinduesskodderne, og her holdt vor Følgesvend et kort Foredrag for os, hvoraf vi efterhaanden fik samlet den Mening, at han vilde gaa ind og underrette "Fru Pastoren" om vor Ankomst.

Han forsvandt da gennem en mindre Dør i en Udkant af Bygningen. Vi saa' Lys bevæge sig i hidtil ikke oplyste Vinduer; vi hørte Stemmer med forskellige stærkere eller svagere Udraab, og saa blev endelig Husdøren lukket op, og paa Dørtærsklen viste sig en høj, mager Dame med en uhyre Kappe paa Hovedet og med en Lampe i Haanden, og bag ved Lampen stak et Par nette Pigehoveder frem, og alle tre Ansigter havde et eget spændt Udtryk, som om man var forberedt paa noget ganske usædvanligt, for ikke at sige frygteligt.

"De tror s'gu, vi er Sørøvere," hviskede Lord Nel'son.

"Eller Gengangere," tilføjede Niels Juul.

Vi gjorde imidlertid vort bedste Skrabud, og da nu det forventede usædvanlige viste sig at være af en mindre frygtelig Natur, end man 208 havde tænkt sig, vekslede Udtrykket i de tre Ansigter, og den høje, magre Dame bad os i en venlig Tone, om end med noget eget stift i Holdningen, at træde indenfor, "hendes Gemal, Hr. Pastoren, vilde jo efter Løfte snart være der."

Vi gik igennem et rummeligt Forværelse med Skabe og Knagerækker, ind gennem en stor Stue, hvor der lugtede af Lavendler eller "grønne Kranse" (jeg skal ikke nøjagtigt kunne afgøre det nu efter saa lang Tids Forløb), og havnede endelig i en tredje, endnu større Stue, hvor der stod nogle skæve Bogreoler langs Væggene, og hvor der navnlig, til vor uskrømtede Glæde, fandtes et stort dækket Bord henne i det ene Hjørne.

Det gik lidt trangt med Konversationen i Begyndelsen.

Dels vilde den ovenfor berørte stive Holdning slet ikke forlade den høje, magre Dame, hvad der slet ikke havde nogen heldbringende Indflydelse paa vor Holdning; dels afvekslede de to unge Piger med nogle sky Sideblikke til os og en vis Tilbøjelighed til at stikke Hovederne sammen og fnise ganske sagte. Trods den Ulvehunger, som uomtvistelig maatte lyse ud af vore Øjne, var der ingen, som faldt paa at bede os gaa til Bords; og om tørre Klæder var der begribeligvis i Damernes Nærværelse ingen Tale. Men saa korn Præsten.

Vi saa' nu, at det var en stor, svær Mand med et fyldigt, blomstrende Ansigt, en krum Næse, og Øjne, der bestandig syntes at vende det hvide udad. Han havde en sort Vest, der gik langt ned paa Maven og var knappet højt op i Halsen, og to Snipper af et hvidt Halstørklæde hængte ned paa Brystet. Frakken var bredskødet og naaede til Knæerne, og fra Knæerne og ned efter bar den velærværdige Herre Gamacher, hvilket i Forening med den øvrige Dragt gav ham noget i mine Øjne fremmed og uindtagende, som jeg den Gang ikke saa nøje kunde gøre mig Rede for, men som det senere er faldet mig ind, at jeg vist maatte have sat i Forbindelse med den holbergske Jeronimus, en Skikkelse, der altid i mine yngre Dage indgød mig en frygtblandet Respekt.

Forøvrigt viste han sig meget venlig imod os, og efter en kort Forklaring til den høje, magre Dame, trak han os med sig ind i et med gammel Tobakslugt gennemtrængt Studereværelse, aabnede et uhyre Egetræsskab og kastede uden at sige et Ord et sandt Virvar af Klædningsstykker ud paa Gulvet og betegnede os, at vi skulde skifte vort vaade Tøj.

Vor Vært gik tilbage ind i den store Stue, og nu begyndte i Hast en Omklædningsscene, der fra fire vaade Drenge omskabte os til fire fuldstændig usammenhængende Stykker af en svensk Pastor, som har sit paa det tørre.

"Vi kommer næppe til at tage os synderlig godt ud for Damerne," 209 bemærkede den ridderligt anlagte Niels Juul, der, skønt han var den højeste og drøjeste iblandt os, ikke desto mindre fuldstændig forsvandt i en brun Tospænderfrakke med gule Benknapper og i et Par mørke Permissioner, der stærkt mindede om det 16de Aarhundredes "Pludderhoser".

"Skidt med Udseendet," svarede den mere ligefremme Villemoes, hvis lille vævre Krop skjultes under en graatærnet Jakke af nubret Klæde, der allermindst kunde have afgivet to Vinteroverfrakker til dens Bærer.

Lord Nelsons slanke, engelske Skabelon og min egen dito danske dito var ikke bleven mindre ukendelige under en respektiv folderig Spidskjole og en tykt vatteret Morgenfrakke.

Vi mønstrede hverandre efter endt Omklædning og brast i en voldsom Latter.

"Tys," vinkede Villemoes. "Lad os nu bare holde os rolige og alvorlige. Vi kender jo slet ikke disse Folk, og jeg véd endnu ikke rigtig, hvad jeg skal sige om dem. I Grunden havde jeg mere Lyst til at være hos en Bonde eller Fisker; men lad os nu blot holde ren Mund og "passe paa"."

Vi lovede da hverandre højtideligt at ville "passe paa", og saa gik vi ind til Familien.

Jeg er endnu til Dato overbevist om, at en Forsamling af Kvækere vilde være bukket under for det uimodstaaelig komiske Syn, som vor Indtrædelse frembød. Selv over den høje, magre Dames Ansigt gled et alt andet end højtideligt Smil, og hvad Husets Døtre og den velærværdige Fader angik, saa lo de saa vedholdende, at vi til Slutningen stemmede i med, og da alle Generthedens Skranker faldt ved denne samtlige Glæde, saa begyndte og endte Aftensmaaltidet under langt friere Former, end vor første Indtrædelse i Huset havde ladet os formode.

Vi tog tappert til os af "Smørgaasen". Vi knasede med sand kannibalsk Velbehag det haarde "Knækkebrød" og drak adskillige Kopper The med Kognak i, og snart var der en almindelig, gemytlig Stemning I Gang, hvori endogsaa den stive Husfrue deltog, maaske ikke uden en vis Paavirkning af den Oplysning, som fremgik af vore Meddelelser om vore Familieforhold, at der blandt vore respektive Fædre befandt sig en Professor og en Overappellationsraad (i det daværende slesvigske Regimente).

Lord Nelson havde netop endt en meget sindrig opfundet og med ægte Sømandsudtryk velspækket Fremstilling af vort eventyrlige Togt. Pastoren havde gjort store Øjne, Fruen havde udstødt et Ah! og de to unge Damer havde set ganske forskrækkede hen til Niels Juul og Villemoes, da Engelskmanden med overordentlig levende Farver skildrede vort Skibbrud og ganske let, i Forbigaaende, berørte vort 210 Sammenstød med den ugæstfri Fisker nede paa Stranden. Den diplomatiske Lord var gaaet ud fra den dristige, men forøvrigt ikke usandsynlige Forudsætning, at vi var fire "Jungmænd", der for Tiden ikke havde Hyre, og som havde været paa Vejen til Landskrona for at søge os en saadan Hyre, naturligvis med alle "rette vedkommendes" Vidende og Villie. Da Isen nu en Gang var brudt, og da intet som bekendt er mere smitsomt end letfærdig Omgang med Sandheden, saa var der snart ikke Ende paa de Sømandshistorier, som enhver af os efter fri Fantasi diskede op med. Vi havde naturligvis alle været Helte i de Historier om Strandinger, Orkaner og andre Søens Rædsler, som vi gav til Bedste, og da Præsten bestandig væk syntes mere og mere forbavset over alt det, som vi i vor unge Alder (vi havde ganske vist sat denne vor Alder nogle Trin i Vejret) allerede havde oplevet, og da de to unge Piger, den noget smægtende Amanda og den mere livsglade Christina, bestandig med fornyede Øjekast opmuntrede deres respektive Kavalerer Niels Juul og Villemoes til at fortælle, saa var det fuldstændig umuligt at forudse, til hvilke forfærdelige Resultater for os og vort unge Liv, vi omsider vilde være kommen, hvis ikke Indtrædelsen af en ny Person foreløbig havde afbrudt den lange Række af Storme og Orkaner i vor Fantasis Verden og vakt en frisk Kuling der ude fra det virkelige Liv.

Den indtrædende, en lille, undersætsig Mand med Skæg rundt om Kinder og Hage og en lille, knoppet Næse, der lyste som en St. Hansorm, holdt i sin Haand en Voksdugskasket med smal Guldtresse, hvilket for mig, der paa dette Punkt af Situationen maaske var den skarpeste Iagttager, øjeblikkelig henledte Tanken paa Toldvæsen, Strandpoliti, de ituslagne Ruder, Arrestation etc., etc. Jeg saa' ikke desto mindre den indtrædende kækt i Øjnene. Han gjorde et kejtet Buk for Fruen, laante os fire Eventyrere et prøvende Blik og udbad sig derpaa i meget formelle Udtryk, men med en tyk, hæs Stemme et Øjebliks Samtale med Hr. Pastoren.

Vor Vært skød de buskede Øjenbryn i Vejret, vendte det hvide i Øjnene udad mod den fremmede, og idet han skubbede den svære Armstol tilbage, bad han "Hr. Toldofficianten" at følge sig, og begge Herrerne forsvandt i Studereværelset.

Der blev et Øjebliks Pavse ved Bordet. Vi fire laante hverandre et meget sigende Øjekast, og med den onde Samvittighed temmelig stærkt afspejlet i sit langagtige Ansigt vendte den ædle Lord sig til mig og hviskede mig i Øret:

"Er du sikker paa, at der intet er i vore Lommer, som kan forraade os?"

Jeg følte, at jeg blev lidt bleg ved dette Spørgsmaal, men nu raabte den overgivne Christina: 211 "Den, som hvisker, han lyver; saadan siger vi her paa Hveen."

"Ja saadan siger vi ogsaa paa Sjælland," faldt hendes Kavaler, den galante Villemoes ind, der øjensynlig allerede var under en stærk Indflydelse af "Förtjusning" og Thevandsknægte, og som slet ikke havde Øje eller Øre for andet end sin lille nysselige Borddame med de spillende Øjne og den ikke mindre spillende Mund.

"Lad der komme, hvad der vil," hørte jeg Niels Juul sige med en dyb Stemme til sin Dame, idet han purrede sig op i Haaret og forsøgte at fylde den brune Tospænderfrakke ud med sit fremskudte Bryst.

Den smægtende Amanda saa' ved dette Udraab med et langt, dvælende Blik sin tapre Ridder i Øjnene. Hun forstod aabenbart ikke Meningen med dette gaadefulde Udraab, men det kække i hele Ridderens Holdning var for iøjnefaldende til ikke at vække Beundring, og hun spurgte med lav Stemme sin Kavaler, om han havde læst Emilie Carlén.

"Nej - endnu ikke; men jeg skal læse den, saa snart jeg kommer hjem," svarede den intet mindre end literært dannede Yngling med en høj Rødmen.

"Jeg mener, om De f. Eks. har læst "Rosen paa Tidseløen" ?" vedblev den skønne Sværmerske uforstyrret af den literære Bommert og med et endnu mere smægtende Øjekast til sin Ridder, hvem den blussende Rødmen paa ingen Maade misklædte.

"I de københavnske Cirkler læses der maaske ikke meget svensk ?" henvendte Fruen sig til Lord Nelson (hvis Ophav netop var den omtalte Overappellationsraad).

Svaret paa dette i en højtidelig Tone affattede Spørgsmaal blev heldigvis for den adspurgte ikke givet, thi i dette Øjeblik kom Hr. Pastoren tilbage med den fremmede, og al Spørgen og Svaren forstummede lige over for den Alvorssky, der var lejret paa de to Herrers Pander.

Vor Vært pillede et Øjeblik ved Snipperne af sit hvide Halsklæde, og sagde derpaa med det hvide i Øjnene i en uhyggelig Grad vendt ud ad imod Selskabet ved Bordet.

"Hr. Kvarnstrøm her, der er Toldbetjent og Strandrider i dette Sogn (- O, mine Formodninger! -) fører Klage paa Fiskernes Vegne neden under Kirken over den Medfart, som er bleven en af samme Fiskeres Person og Bopæl til Del. Hr. Kvarnstrøm mener, at Gerningsmændene netop er disse mine unge Gæster her. Jeg maa i saa Fald sige Dem, at det er en meget upassende Maade at opføre sig paa, og at jeg ikke kan andet end beklage, at have faaet saadanne Personer under mit Tag."

Der blev en uhyggelig Stilhed efter denne Tale, under hvilken den rødnæsede Toldofficiant, der forekom mig som den onde Aand i egen 212 Person, paa en ubehagelig eftertrykkelig Maade pudsede sin Næse og stirrede paa os fire Syndere med stive, stikkende Blikke.

Jeg saa' over mod Niels Juul. Blodet var faret ham til Hovedet, men paa en ganske anderledes hæftig Maade end før over Fru Carlén. Han havde rejst sig op og søgte at samle sig til et større Udbrud, men da kom til min Glæde vor gamle Ordfører, Engelskmanden, ham i Forkøbet, og hans Stemme, der var i Overgang og derfor skarp nok i Forvejen, lød endnu skarpere end sædvanlig:

"Naar Hr. Pastoren, som har vist sig saa venlig imod os, siger, at den Mand dér er Toldbetjent, saa har jeg og mine Kammerater ingen Grund til at tvivle paa Hr. Pastorens Ord, skønt jeg rigtignok altid har troet, at Toldbetjente var fornuftige og høflige Mennesker. Jeg og mine Kammerater er fra Hjemmet af vant til at blive behandlet høfligt og honnet, og det var netop det, som vi ikke blev nede paa Stranden, efter at vi var dreven i Land med vor Baad. Den Fisker, som Talen nok er om, stjal først nogle Penge fra mig og kastede mig derpaa bort fra sin Dør, og naar vi saa til Gengæld har slaaet et Par Ruder ind hos ham, saa vil vi være saa honnette, at vi lader det gaa lige op."

Der er en vis Dristighed, (selv om den stærkt grænser til Uforskammethed), der hjælper i de fleste Tilfælde. Den rigtige Lord Nelson kendte dette, da han sendte sin Parlamentær i Land med det berygtede Budskab ude fra sine sønderskudte Skibe i Kongedybet.

Vor Lord Nelson klarede ved sin i Sandhed diplomatiske Tale øjeblikkelig Horisonten.

Ved det, at han saa stærkt betonede den Høflighed (!) og Honnettetet, som vi var vant til fra Hjemmet, drev han ligesom en Kile ind mellem Anklageren og Pastoren, hvilken sidste øjeblikkelig blev sig sin Stillings Afstand bevidst fra "Tolderen og Synderen", hvem man vel i Virkeligheden ikke tiltroede megen Høflighed, og om hvis Honnettetet der muligvis var nogen Grund til at tvivle. Desuden syntes Regnestykket mellem Lord Nelsons frastjaalne Penge og Fiskerens ituslagne Ruder at gøre en vis Virkning paa den velærværdige Herres Retfærdighedssans, og han vendte sig derfor til Anklageren med den uomstødelige Bemærkning, at, forudsat at Sagen forholdt sig saaledes, var vi jo aabenbart i vor Ret.

"Ja, men," tog den haardnakkede Anklager Ordet, "Fiskerne der nede paastaar, at de fremmede Personer har slaaet Armen itu paa Peer Jønsson."

"Det er Pinedød Løgn," brusede nu Niels Juul op og trængte sig frem forbi sin Borddame og lige hen foran den betuttede Toldbetjent, der søgte Dækning bag en stor Stol. "Den Mand der nede, som behandlede min Kammerat saa skammeligt, var saa fuld som en Allike. Vi behøvede saamænd ikke at slaa til ham; han faldt af sig selv, og 213 har han brækket sin Arm, er det hans egen Skyld. Kan De forstaa det, eller vil De maaske have det skriftligt?"

Uagtet den talende næppe selv forbandt nogen videre klar Forestilling med det sidste Tilbud, bar dog hans ukunstlede Sprog og hans usminkede Indignation i den Grad Sandhedens Præg, at alle Parter forstummede, og Pastoren allerede gjorde Mine til at lyse Hr. Kvarnstrøm ud, - da (o! I Fruentimmernes stedse uheldsvangre Indblanden i Mændenes Sager) da faldt den hidtil passive Husfrue uheldigvis paa at tilføje: "Ja, og saadanne unge Mennesker af god Familie kan man ikke tilskrive en saadan Kaadhed."

Hr. Kvarnstrøm havde allerede lagt Haanden paa Dørgrebet. Ved disse Ord drejede han sig rask om, og idet et ondskabsfuldt Smil gled hen over hans dirrende Læber, sagde han med sit stikkende Blik rettet imod mig som den nærmeste:

"Hvem indestaar saa for, at disse unge Personer virkelig er dem, de giver sig ud for?"

Fornærmelsen var blodig; den fordrede et Svar, og jeg raabte harmfuld:

"Vil De maaske have det skriftligt? saa kan De jo blot sende Bud til mit Hjem. Jeg bor ... (og her fulgte min Families nøjagtige Adresse) ... der er ingen Fare for, at vi løber bort herfra i de første Dage."

Ordene var ude af min Mund. Lord Nelson saa' aldeles forstenet paa mig; men - gjort Gerning stod ikke til at ændre. Hr. Kvarnstrøm bukkede ironisk for hele Selskabet, og det forekom mig, at han bukkede særlig ironisk for mig, og saa faldt Døren i efter ham, og med den faldt en bred Skygge over min ungdommelige Sjæl.

Hr. Pastoren og Frue gjorde nu Undskyldninger. "Toldofficianten havde saa mange Interesser fælles med Fiskerne, saa at det ikke var noget Under, at han var tilbøjelig til Uretfærdighed imod andre," forklarede Pastoren, og Fruen tilføjede, "at vi kunde ganske roligt slaa os foreløbig til Ro i Præstegaarden; den raa Hr. Kvarnstrøm skulde ikke yderligere forulejlige os."

Jeg maatte desværre med et Suk i mit stille Sind erklære for mig selv, at Fruens Forsikring ikke gjaldt noget, saafremt vor Fjende, hvad der jo var at forudsætte, vilde benytte de Vaaben imod os, som jeg selv i min Overilelse havde givet ham.

Lord Nelson saa' med en let Hovedrysten hen paa mig; jeg følte hans Berettigelse til Bebrejdelsen og trak mig hen i en Krog og surmulede.

Niels Juul og Villemoes anede aabenbart ingen Ting. De var atter under Indflydelse af de to klare Stjerner; og da vor gæstfri Vært nu lod bringe en stor Karaffel svensk Punch ind, langede den ædle Lord 214 og jeg flittigt til Glassene, idet vi som efter en fælles Overenskomst følte Trangen til ogsaa at komme under en vis Indflydelse og foreløbig søge at drukne de mørke Anelser, der opsteg i vore Gemytter. Paa Engelskmanden syntes Drikken virkelig at have en oplivende Indflydelse. Han konverserede Husets Frue paa det ivrigste, medens jeg sad tvær henne i min Krog og blev mere og mere sørgmodig, jo mere jeg følte mig beruset. Til sidst fornam jeg alt omkring mig som i en tung Døs. Stuen blev til et forunderligt stille Drømmerige, hvor Personerne forekom mig at være langt borte fra mig og Stemmerne at lyde svagt som paa en lang Afstand. Det var med et eget svagt, hendøende Foredrag, at jeg hørte Frk. Amanda synge den rørende Sang: "Tänk någen Gang", og det var i en fjern Afstand, at jeg saa' min tapre Ven Niels Juuls ømme Øjekast til sin Dame under denne Sang. Ligeledes var det i underlige æoliske Toner, at jeg fornam vor oprømte Værts Stemme foredrage adskillige bellmanske Sange, hvoriblandt den bekendte "Hjertat mig klammer" gjorde mest Indtryk paa mig i min daværende Tilstand.

Det sidste, jeg endnu nogenlunde tydeligt erindrer af denne forunderlige Drømmetilstand, var, at jeg saa' Hr. Pastorens fyldige Ansigt bøje sig langt borte fra hen imod mig, pludselig blive meget stor og derpaa ganske blidt meddele mig, at Hr. Kvarnstrøm, medens han var inde i Studereværelset, undrede sig over, at vor Ekvipering som Søfolk ikke var mere sømandsmæssig, samt at vore Hænder, efter det flygtige Syn, han havde skænket dem, var saa nette, som de var.

Hvad jeg svarede herpaa, eller om jeg i det hele taget svarede noget herpaa, skal jeg lade staa uafgjort hen. Jeg følte mig kun kort efter understøttet af tjenstvillige Væsner og ledet ind i en mørk Stue, hvor der derpaa blev tændt Lys af usynlige Aandehænder, hvor jeg dernæst blev bragt i en horisontal Stilling, og hvor jeg meget kort efter blideligt gled over i alle salige Væsners letgyngende, overjordiske Regioner. - - - - - - - - - - - - - - - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

En egen gysende Fornemmelse og Følelsen af, at et dødt Dyr, f. Eks. en druknet Kat, laa over min Næse, bragte mig til adskillige Timer efter disse sidste Begivenheder at gribe op til samme Næse, hvorved jeg fik fat paa en klam Genstand, der da, efterhaanden som jeg fik vristet Øjnene op, viste sig at være en vaad Svamp.

"Vaagn op, Tordenskjold l Her holdes Krigsraad," hørte jeg nu Lord Nelsons Stemme. Jeg befriede mig øjeblikkelig for den vaade Genstand ved at kaste den i Ansigtet paa den talende.

"Holla, kan Du styre Dig; Du løb saamænd vild nok i Gaar Aftes." raabte vedkommende.

215

Ved denne Erindring om min sørgelige Forløbelse den foregaaende Aften blev jeg fuldstændig vaagen. Jeg rejste mig over Ende og saa' mig om.

Der var redt en Søsterseng paa Gulvet i et langagtigt Værelse, udenfor hvis Vinduer Træer og Buske svajede frem og tilbage i de stærke Vindstød. Det sitrende Lys, som paa denne Maade kom og forsvandt i Værelset, blændede mine endnu noget medtagne Øjne.

Jeg gned Øjnene eftertrykkeligt og saa' nu mine tre Stalbrødre siddende rundt omkring mig, halvt paaklædte og i deres egne Klæder.

"Bukserne ser temmelig slemme ud," sagde Niels Juul med et mistrøstigt Blik ned ad nævnte Genstande. "Nu er der ikke Tid til at tale om Bukser," afbrød Lord Nelson strengt. "Tordenskjold dér er nu vaagnet, og vi kan begynde at tale om Sagerne, saaledes som de staar. Du, Niels Juul, og Villemoes var naturligvis altfor optagne i Gaar Aftes ..."

"Ja, jeg frier straks," afbrød Niels Juul, idet han rejste sig og trak Vesten paa.

"Jeg med," raabte Villemoes, der sad og friserede sine krøllede Lokker foran et Haandspejl.

"Stille! er I gale!" kommanderede Lorden. "Nu er det mig, der er Chef. Jeg er den eneste fornuftige iblandt Jer. - "I to," fortsatte han, "var altfor optagne i Gaar Aftes til rigtig at forstaa, hvordan det hænger sammen. Tordenskjold," her sendte han mig et straffende Blik, "bar sig umaadelig dumt ad med Tolderen. Men det kan nu ikke nytte at skælde ud. Hvis denne Satans Kvarnstrøm har sendt Bud til København, hvad jeg er ganske overbevist om, saa maa vi bort herfra snarest mulig. Det er dog altfor galt, om det skulde blive opdaget her, at vi var ..."

"Ja fy for Pokker," faldt Villemoes ind.

"Ser I," vedblev Lorden med en skarpsindig Mine. "Jeg lagde nøje Mærke til i Nat, inden vi gik til Køjs, at Vinden var sprunget østlig, saa at en Baad meget godt tidlig i Morges kan være gaaet til København. For Øjeblikket staar Vinden temmelig nordlig, saa at vi foreløbig er sikre, men falder den enten til Øst eller Vest, saa..."

"Ja, Du har Ret," brød Niels Juul og Villemoes samtidig ud.

Vi sad en Stund tavse, og for første Gang paa vor Flugt tænkte vi maaske alvorligt paa Hjemmet, paa den Bekymring og Angst, vi havde foraarsaget, og vel ogsaa paa de uundgaaelige Følger, naar vi nu blev hentet tilbage med Ekspres.

"Det er det samme," udbrød Villemoes og kastede Spejlet paa Sengen. "Christina er en yndig Pige."

"Ja og Amanda!" sukkede Niels Juul.

"Meget vel, Folkens," sagde den uforstyrrelige Engelskmand med 216 Armene over Kors. "Der ude i Haven har Amanda gaaet den sidste halve Time og ventet paa sin Ridder, medens han laa og snuede. Nu skal Niels Juul gaa ud og halvt om halvt fortælle hende Sagens Sammenhæng; det vil sige, Du skal ikke fortælle, at vi er løbet bort fra Skolen, men Du skal lave noget sammen om Tyranni og saadan noget, og saa skal Pigebørnene skaffe os at vide, om der er sendt Baad af Sted i Morges. Resten maa vi saa tale med dem om i et større Krigsraad." - "Det er et Ord," raabte den bolde Niels Juul, bandt sit Halstørklæde, trak sin Jakke paa og sprang ud igennem Vinduet.

"Skal jeg da ikke gøre noget?" spurgte den utaalmodige Villemoes lidt stødt.

"Du skal bare gøre Dig færdig, og det samme skal Tordenskjold gøre," var Svaret.

Vi klædte os paa i Tavshed. For mig stod endnu det hele i en underlig, dæmrende Belysning, der dog forsvandt noget, efter at jeg havde haft Hovedt nede i Vandfadet.

Niels Juul kom tilbage den samme Vej, som han var gaaet ud, og meddelte os med et begejstret Ansigt, at Amanda var en mageløs Pige, der havde fundet det saa romantisk, at vi var forfulgte, og nu var hun og den "lille" Christina gaaet ned til Stranden for at skaffe os Underretning.

"Og nu ind til Familien og lade som ingen Ting," kommanderede vor Fører.

Det var Søndag Formiddag. Solen kastede af og til Striber gennem Vinduerne hen ad Gulvet i den store Stue, hvor en Kat sad og slikkede sine Poter paa en Stol, og hvor Vindstødene buldrede i den aabne Porcellænsovn. Den høje, magre Frue traadte os i Møde i en sort, højhalset Silkekjole og med en lang, noget rødlig Guldkæde hæftet i sin Brosche. Hun spurgte med et lille Smil, hvorledes vi alle, og særlig hvorledes jeg havde sovet i Nat, og bad os undskylde Hr. Pastoren, som sad inde og forberedte sig paa sin Prædiken.

Frokostbordet stod dækket med blanktpoleret Kaffetøj, men vi skulde øjensynligt vente paa Værten, og Samtalen gik i Mellemtiden meget trangt. Endelig kom Pastoren ind, hilste paa os noget distræt, og vi satte os om Bordet.

"Hvor er Flickorna?" spurgte Husherren og saa' sig om.

Fruen vidste ikke, hvor de var, men svarede, at de kom vist snart; de var blot gaaet en lille Tur.

"Jeg vil da haabe, at de passer Kirketiden," ytrede den velærværdige Herre med en let Panderynken.

Det var aabenbart tillige en fin Hentydning til os. Vi smagte lidt paa den; vi var ingenlunde i den mest passende Stemning til at gaa i Kirke. Saa kom da "Flickorna", rødkindede af Blæsten og med store 217 Kyser i Haanden. Og hvis nogen endnu nærede Tvivl om d'Hrr. Niels Juuls og Villemoes' Hjertetilstand overfor disse Indtagende Væsner, saa vilde den Rødme, der pludselig strømmede over de nævnte Ynglingers Kinder, upaatvivlelig forjage den sidste Skygge af Tvivl. Selv Fru Mama, der naturligvis var kortsynet som alle Mødre, lagde Mærke til denne pludselige Korrspondance mellem de rødkindede Piger og de rødkindede Ynglinge, og hendes Misfornøjelse ytrede sig i gnavne Bebrejdelser mod de indtrædende, som da satte sig i Tavshed med Blikket stift hæftet paa deres Tallerkener.

Endelig var Maaltidet forbi. Pastoren læste en Bordbøn, under hvilken jeg forekom mig selv som en dødsdømt Forbryder, og vi rejste os.

"Der er god Plads i Kirken for de unge Herrer," nikkede Præsten naadigt til os. Vor Vært var i det hele taget bleven en hel anden Mand i Dag; - men heri var vel Helligdagen Skyld.

"Lad saa spænde for," sagde vor Vært lidt utaalmodig til sin Frue. "Det er nok bedst, at vi i Dag kommer kørende til Kirke og kørende derfra."

Ude i Forstuen saa' jeg Amanda og Niels Juul stikke Hovederne sammen, medens Christina med et stumt Smil lod sin Kavaler hjælpe sig et Overkast paa. Idet vi derpaa kravlede op i den høje Holstener-Vogn og stuvede os sammen, saa godt vi formaaede, hviskede Amandas Ridder til os med et mørkt Ansigt: "I Morges tidlig har Kvarnstrøm afsendt en Baad sydpaa og lovet Folkene en Dusør. Han mener nok, at vi er mange Prisepenge værd. Fanden annamme ham!"

Det er den bedrøveligste Gudstjeneste, jeg erindrer nogensinde at have overværet. Den lille Kirke var næsten helt fuld af Tilhørere, Mændene for sig og Kvinderne for sig, saaledes som Skik er ogsaa i vore Landsbykirker. De første sendte os vrede og skumle Blikke, de sidste sendte Præstens Damer strenge, kritiske Øjekast. Da vi gik forbi den Stol, hvor Sognets Honoratiores har deres Plads, rejste den rødnæsede Hr. Kvarnstrøm sig op og hilste os med en spodsk Mine. Vi turde ikke se over til den Stol, hvor Præstedamerne sad, af Frygt for de alvorlige Sideblikke, der hvert Øjeblik syntes ligesom at falde ned over os, hver Gang den gejstlige Taler vendte det hvide i Øjnene udad. Jeg erindrer ikke længer Prædikenens Tekst, for hvis rette Forstaaelse det fremmede Sprog desuden lagde adskillige Hindringer i Vejen, men bestandig vendte Ordets Fortolker tilbage til Overtrædelser af Guds, af Lovens og af Forældrenes Bud, og vi følte os saa meget mere sønderknuste af disse Ord, som det hele Tiden forekom os, at det specielt var os, som Ordene maatte være rettede til.

Villemoes, der sad længst inde i Stolen, dækket af os andre, skar med sin Skedekniv et dybt C ned i Træværket, og Lord Nelson, som 218 sad ved Siden af mig, lyttede spændt til Vindstødenes Kast mod de blyindfattede Ruder og kom bestandig tilbage til den hviskende Formodning, at Vinden var i Færd med at falde sydligere.

Alting faar imidlertid en Ende, og saaledes ogsaa denne Gudstjeneste. Vi ledsagede Præstens Damer ned ad Kirkegulvet og ud til Vognen, og særlig ude paa Kirkegaarden maatte vi løbe en formelig Spidsrod af ildevarslende Blikke og truende Ord, hvoraf vi dog ikke ret forstod Meningen. Da vi stod i Begreb med at stige til Vogns, traadte Hr. Kvarnstrøm ud af den Klynge, som omgav os, og kom hen til os med det Spørgsmaal, "om vi saa vilde give Erstatning til den Fisker, som vi havde fortrædiget saa meget."

Pastoren drejede sig lidt urolig i Sædet, men vor stadige Talsmand var ogsaa her ved Haanden.

"Min gode Hr. Kvarnstrøm," svarede Lord Nelson med den ene Fod paa Vogntrinet. "Jeg har altid hørt fortælle, at det svenske Folk er et meget hævngerrigt Folk, og jeg ser nu, at det er sandt. Den Mand, De taler om, har først fortrædiget os, vi har ikke slaaet ham, men han har slaaet til mig. Hvis man ikke mener, at hans Vinduesruder er betalt med de Penge, han frastjal os, saa ligger vor Baad der nede paa Stranden. Der er rigtignok Hul i Bunden paa den, men Sejl og Aarer er der endnu i den, - hvis de ikke allerede er bortstjaalne. Tag De nu Baaden, Hr. Kvarnstrøm, og del den med Fiskeren; - thi De skal formodentlig have Deres Part af Rovet, siden De er saa opsat paa at søge Erstatning hos os."

Med disse Ord sprang Engelskmanden op i Vognen og satte sig tilrette. Den forbitrede Tolder viste os den knyttede Næve, men i det samme smældede Pastoren med Pisken, og vi rullede af Sted. Vognrumlen overdøvede Hr. Kvarnstrøms Raab, men Frk. Christina havde bidt Mærke i Raabene og meddelte Villemoes, at den uforsonlige Toldofficiant havde i Henhold til "syv tusinde Djævle" lovet os, at vi inden Aften nok skulde høre fra ham, - og hermed var Tærningerne kastede for Eventyrernes Vedkommende.

Vor Flugts endelige Skæbne nærmede sig rask sin Afslutning.

De gode Præstefolk var utvivlsomt slet ikke glade over de Forviklinger, hvori vi havde bragt os, og en Katastrofe som den, der aabenbart forestod os, vilde vi paa ingen Maade oppebie. Heldigvis var der i Mellemtiden kommen forskellige Besøg i Præstegaarden, som afledte Opmærksomheden fra os unge. Vi unge, iberegnet Amanda og Christina, samledes da ud paa Eftermiddagen i den fjerneste Krog af Haven til et større Krigsraad.

De to unge Damer var jo noget usædvanligt berørt af Begivenhederne, og mange ungdommelige og teatralske Indfald fremførtes og forkastedes til Fordel for vor Frelse. Amandas Planer var romantiske, 219 højtflyvende. Christina vilde gerne slaa det hele hen i Spøg og helst have os til at blive saa længe som muligt. Ulykken var den samme her som ved saa mange andre Lejligheder, hvor sandt og falskt er sammenblandet, at vi egentlig ikke kunde angive en tilstrækkelig Grund for det magtpaaliggende i, at vi kom bort fra Øen, forinden der kom Bud (- ja, og hvilket Bud! -) fra vor Hjemstavn. Den lille Christina bragte os stadig i Forlegenhed ved at spørge, om vi ikke var dem, som vi udgav os for. Vi svarede alle som med én Mund: Jo! - men det næste Spørgsmaal: "Hvorfor vi da saa absolut maatte af Sted?" kunde vi ikke saa fyldestgørende besvare. Amanda lovede højtideligt, at selv om hendes "Fæstemand" (det var allerede blevet til Fæstemand) skulde vise sig at være en bortrømt Sørøver, vilde hun dog være ham tro. - (Ak! vi var ikke Sørøvere, men kun bortrømte Skoledrenge).

Christina saa' smilende op og ned ad Villemoes og erklærede, at hun slet ikke troede, han var Sørøver; han var hendes egen "vakkra Sjøgossa". (Ja, han burde i Sandhed have været det).

Endelig satte Lord Nelson et strengt, alvorligt Ansigt op og erklærede, at vi maatte og skulde af Sted; vi kunde da altid komme tilbage igen, naar vi "havde vore Papirer i Orden". Nu begyndte der lidt Graad, som den praktiske Christina imidlertid hurtig afbrød med den Erklæring, at nu havde hun en Plan. Det var Søndag Aften, og der var Dans et Sted oppe i Landet, saa at de fleste Fiskere sandsynligvis var borte fra Stranden. Norden for Kirken nede ved Foden af Brinken vidste hun, at Præstegaardens Avlskarl havde en Jolle liggende, som han brugte til Strandjagt. Naar det blev mørkt, kunde hun og hendes Søster følge os der ned, og saa maatte vi selv sørge for Resten; men vi maatte love at lade Jollen bringe tilbage igen, naar vi havde "Papirerne i Orden".

Dette Forslag blev tiltraadt af os alle - undtagen Amanda, der absolut vilde have sat noget ganske ekstraordinært i Scene. Imidlertid lykkedes det dog hendes Ridder nogenlunde at overbevise hende om den bydende Nødvendighed af et praktisk og let iværksætteligt Skridt. Pigebørnene forlod os derpaa for ikke at vække Mistanke, og vi fire drev endnu nogle Timer omkring i Haven og i Stuerne, stadig med den Udsigt for Øje, at se Hr. Kvarnstrøm træde os i Møde med et eller andet mindre ønskeligt Brevskab i Haanden.

Vor Fjende udeblev imidlertid. Vinden havde trods Lord Nelsons stadige Tvivl uvægerligt holdt sig i det nordlige, nordøstlige Hjørne og blæste vel ikke saa frisk som ved Begyndelsen af Dagen, men dog altid frisk nok til, at vi maatte belave os paa en anstrengende Tur.

Dette var dog vor mindste Sorg; naar blot den ulyksalige Tolder vilde blive væk.

220

Og han blev virkelig væk, og Mørket begyndte at falde paa, og vi listede os væk uden Afsked, - "ligesom udbrudte Slaver", mumlede Niels Juul, medens vi ude paa Marken i Læ af et Hegn oppebiede vore Skytspatronessers Komme.

Og de unge Piger kom, Amanda med Graaden i Halsen og Forklædet fuldt af Knækkebrød, og Christina med et venligt Smil til Villemoes og med en stor Flaske svensk Punch til os alle.

Vi naaede ned til Brinkens Fod norden for Kirken og fandt ganske rigtig en lille, temmelig flad Jolle, som laa halet op paa Sandet. Ved forenede Kræfter fik vi den ogsaa halet ned paa Havstokken, Knækkebrødet og Flasken blev, indsvøbt i Christinas Shavl, forsigtig stuvet væk under Agtertoften, og nu begyndte der en Afskedstagen, ledsaget af - ja, jeg formoder det da - nogle Kys i Smug og forøvrigt af Omfavnelser, Haandtryk og højtidelige Løfter om snart at genses og aldrig at glemme. Og Afskeden kunde for den Sags Skyld gerne have varet bestandig, hvis ikke den praktiske Engelskmand havde skyndet paa og mindet om vor personlige Fjende. Hulkende kastede Amanda sig endnu en Gang til Niels Juuls kække Bryst, og Christina vekslede et langt Haandtryk med Villemoes, og saa drog den fornuftige Pige sin Søster op med sig ad Brinken, og vi skød Jollen i Vandet, medens den utaalmodige Lord Nelson brummede nogle Ytringer om "Flæberi og pigeagtige Mandfolk".

"Halløj," raabte nu jeg, der hidtil havde været den mest passive Deltager i denne interessante Scene. "Der er kun én Aare i Jollen."

"Saa for Fanden," sagde Lord Nelson.

"Lad os gaa op og søge ved Brinken," bød Villemoes.

I det samme hørte vi Christinas Stemme oven over Hovedet paa os: "Der kommer nogen."

Jeg er endnu ikke sikker paa, om det ikke var Løjer fra den overgivne Piges Side. Saa meget er vist, at vi den Gang tog det for Alvor. I et Nu var vi i Baaden og stagede os ud saa langt, som vi kunde naa Bunden. Enhver Plan om at komme til Landskrona eller blot til Helsingør maatte opgives. Vi maatte se at arbejde os over til den sjællandske Kyst, som det Dagen i Forvejen havde været os saa magtpaaliggende at undfly. Man undløber dog aldrig sin Skæbne.

Vi styrede agter ude med Aaren og skiftedes til at agere Sejl med vore Jakker og Christinas Shavl (det kostbare Klenodie) udspændte for Vinden. Og paa denne Fart og i disse Nattetimer, der nu paafulgte, tør jeg nok sige, at vort unge Mod, vor Haardførhed og hele raske, ubøjelige Drengenatur stod sin Prøve fuldt saa godt som enhver Mands Egenskaber anvendte i et hvilket som helst Øjemed.

Gennemvaade, forkomne, tumlede hid og did af Vind og Vove i vor lille, fladbundede Jolle og i en frisk østlig Kulings krappe Søer 221 drev vi i en temmelig hjælpeløs Tilstand næste Morgen ind ved Skodsborgs Strand, hvor vi til vor allerhøjeste Overraskelse traf - en Ekspedition, bestaaende af nogle iblandt vore nærmeste, der netop stod i Begreb med at foretage en Rekognosceringstur over til Hveen i Anledning af en fra Toldofficianten dersteds indløben Skrivelse.

Der er visse Situationer, som enhver Fortæller foretrækker at lade Sløret falde for, og den Situation, der nu og senere i vore respektive Hjem paafulgte, var en saadan.

Naar vi siden talte om vor Flugt og erindrede hverandre gensidigt om vore Løfter i en vis Retning, var der altid noget, som afholdt os fra at gentage vort Besøg paa de "tvende Kalypsers Ø" (for at citere Niels Juul).

Jeg for mit Vedkommende har ikke været der senere.

FRA SANDETS REGIONER
(Perspektiviske Fragmenter)

I.
Et Forsvindingspunkt søges for Hovedstads livet

Ud af nogle Breve og en mundtlig Meddelelse om Brevskriveren fra en ung Kammerat, som kendte og omgikkes ham, er disse Opteg nelser samlet. Intet er almindeligere end den hele Sag; der vilde van skeligt kunne laves en spændende Novelle ud af dette Stof. Ikke desto mindre turde Stoffet maaske netop ved denne Mangel paa det ualmindelige kunne gøre Krav paa nogen Interesse. Her er en Mand, som tørner an mod de Skær, hvorover i vore Dage saa mange flad bundede Fartøjer glider. Vi er i vore Dage mere og mindre fladbun dede allesammen. Ved vor Mangel paa Køl slipper vi tidt i Havn, medens de dybtgaaende Sejlere bliver paa Grundene. Men disse tavse Vrag gemmer da en Lære for enhver ærlig og forstandig Natur, en Lære om Beskaffenheden af det Farvand, vi selv har besejlet, - og maaske et Vink om, hvorledes det forholder sig med den Havn, vi har søgt.

Det er nogle Aar siden. Vi var i Slutningen af Oktober, og jeg gik min sædvanlige Eftermiddagstur over Volden. Der var denne overordentlige Klarhed og Friskhed i Luften, som kan karakterisere nogle af Efteraarets sidste Dage hos os, og som synes at protestere mod de mørke Billeder, som den begyndende Opløsningsproces rundt omkring os viser frem. Kærnesund og ædruelig farer den friske, skarpe Luft 222 hen over den slimede, svampede Lære, som Forraadnelsen og al dens Uhyggelighed prædiker. I Modsætning til Historien om Benraden belæres vi om Skønheden, i Modsætning til Døden vises os Livet. De glinsende hvide, kølige Skyer bebuder vel Vinteren, men ikke den skumle, taagede, obskurantistiske Vinter, men Vinteren i sin Pragt og Herlighed med Solglans over det blændende hvide Tæppe og med de bløde, purpurblaa Skygger.

Jeg gik i mine egne Tanker den Eftermiddag paa Volden og slog Kredse med Stokken foran mig i Luften og indaandede Sundhed og Friskhed med hvert Aandedræt. De Kredse, jeg saaledes beskrev i Luften, voksede efterhaanden i min Fantasi og blev til Kredse, der betegnede mig selv og mine Forhold. Jeg udvidede dem mere og mere, saa at jeg fik Byens snevre Gader og snevre Liv, Forstæderne, det ganske Sjælland og endelig hele Kongeriget Danmark bag mig, indtil jeg sluttelig stod ude, som det hedder i Eventyret, i den vide Verden og med den vide Verden aaben for mig.

Jeg vilde just til at lægge en stor Plan for, hvad jeg vilde gøre, da en lille spæd, skrattende Stemme afbrød mig med et:

"Naa, slaa mig ikke med Stokken, kære."

"Om Forladelse," sagde jeg paa Forhaand og vendte mig, men tilføjede rigtignok ved mig selv, da jeg havde set, hvem det var: "Aa, Skaden havde ikke været saa stor."

Det var en Bekendt af mig, en lille, korthalset teologisk Kandidat, der som alle teologiske Kandidater var Lærer i en Skole, forlovet og ventede paa Kald med tilhørende Giftermaal.

Han var som Dreng en af disse almindelige Dusin-Drenge, der i Hjemmet har faaet tilstrækkelig Prygl, og som har tilstrækkelig Hukommelse til at lære Lektier. Som Dreng løb han gerne med Sladder fra den ene til den anden, og jeg havde hørt, at han som voksen ikke skulde have forandret sig. Han havde først et Par Aar studeret Jura, men da hans Familie regnede ud for ham, at den "teologiske" Vej hurtigst gav noget af sig, underskrev han Regnestykket og gav sig i Færd med at søge Facit.

"Hvorledes lever Du?" spurgte han, idet han gned sig op ad mig og rettede paa sit halvsmudsige, hvide Halsbind.

"Jo, jeg takker. - Jeg gaar just og suger noget af denne velsignede hedenske Luft i mig for at spy den fra mig igen ved passende Lejlighed."

"Hedenske Luft?" spurgte han, "hvad mener Du egentlig med det?"

"Jeg mener, at efter den teologiske Mening skal Jorden være en Jammerdal, hvor vi kun skal se lutter Synd og Død om os. Nu ligger der, i det mindste for mit Vedkommende, noget i denne dejlige Luft i Dag, der stiller alle Omgivelser i et helt andet Lys og egentlig, naar Du vil vide min Hjertens Mening, gør, at jeg kommer til at betragte 223 denne Verden som en meget god Verden, hvor alt gaar til paa den mest naturmæssig fornøjelige Maade. Kan jeg saa vel give denne Luft andet Navn end en hedensk?"

"Du kommer nu altid med dine Flavser! - Har Du for Resten hørt, hvordan det er gaaet den store Olsen, din fine Ven?"

"Nej! Gaaet? Hvad mener Du?"

"Naa ja, jeg mener, at han i Aftes i et stort Selskab hos Fru B. blev vist ud af Huset."

"Olsen, vist ud af Huset! raser Du?" raabte jeg og havde nær grebet Teologen i Kraven.

"Du behøver ikke at se saadan paa mig," svarede den lille Mand, idet han retirerede et Par Skridt fra min umiddelbare Nærhed. "Jeg var der selv, og jeg saa', hvorledes Justitsraad B., Fruens Broder, fulgte den store Olsen hen til Døren, lukkede den op og bukkede for ham paa en Maade, som jeg ikke skal glemme. - Olsen selv sagde ikke et Muk; han var ganske bleg, da han gik ud ad Døren, og sandsynligvis bange."

"Der lyver Du," raabte jeg.

"Undskyld, kære; men Du forløber Dig virkelig," skrattede den lille med et sukkersødt Smil.

Jeg bed mig i Læberne, drejede mig om paa Hælen og gik med lange Skridt tilbage ad den Bastion, hvor denne Samtale var forefalden.

Den lille Jobspost i en menneskelig Skikkelse søgte i Begyndelsen at følge mig, men snart kunde jeg paa hans Stønnen høre, at han tabte Vejret. Hans sidste "Farvel, kære, og hils Olsen," der øjensynlig skulde fremkalde min Irritation, døde upaaagtet hen bag min Ryg; jeg gik ned ad den nærmeste Voldbakke, skraaede gennem Byen, hvor Skumringen allerede begyndte at indfinde sig, og standsede ude paa Kristianshavn foran en høj, gammeldags Bygning med et Vinhandlerskilt, en svævende Basunengel, der omfavner en Drueklase, i en lang Jernstang ragende ud over Kælderdøren. Jeg saa' op ad Huset. Der var tændt Lys bag et bestemt Vindue paa fjerde Sal. "Altsaa er han hjemme," tænkte jeg, og begyndte Opstigningen ad de mange Trapper.

Toke Olsen var min bedste Ven, eller oversat i et mindre almindeligt Sprog: han var den, hvem jeg oftest besøgte; den, som havde lært mig det meste af den Smule, jeg kunde; den, hvem jeg altid havde tilbagebetalt de Penge, som han havde laant mig; den, hvem jeg vilde gaa i Ilden for; og den, hvem det ikke kunde falde mig ind at ville gaa paa Kommers med. Egentlig hed han Palnatoke Olsen; en stedselydende Dissonans af to Toner, som han plejede at sige, hvorved der dog til hans Undskyldning tjente den Omstændighed, at han 224 ikke selv havde anslaaet den fra først af. - Mine Forældre var brave Folk, bemærkede han, naar Talen faldt herpaa, men de havde nu en Gang sat sig i Hovedet, at Efternavnet "lugtede saa forbandet borgerligt" , og derfor skulde Fribytternavnet Palnatoke bøde derpaa. Derved bragte de mig bestandig til at svinge mellem to Poler, den ene: den jævne Olsenske, den anden: den balstyrige jomsvikingske. Men de mente mig det nu godt, tilføjede han altid, og jeg maa nok selv bære Skylden for ikke at have kunnet regulere mit Kompas.

Forældrene havde været "jævne Folk", som man plejer at sige. Ved deres Død havde de efterladt deres eneste Søn en lille Kapital, hvis Renter i Forbindelse med nogle Informationer satte Olsen i Stand til at føre et, hvad vi hans yngre Venner kaldte "patricisk", Liv dvs. han havde baade Arbejdsværelse og Sovekammer, betalte sin Leje forud og holdt en Sejlbaad paa Kallebodstrand. Hans Pung stod aaben for os i Begyndelsen af Kvartalerne, hans Sejlbaad saa længe der var aabent Vande, og hans Hjerte til alle Tider. Rygtet gik, at han var en stor Fritænker, (noget, der i vore første Studenteraar indgød os en vis frygtblandet Respekt, og som senere fjernede dem af hans Omgangskreds fra ham, der var komne i mere eller mindre faste Embeder, hellige og profane). Rygtet vilde yderligere vide, at han en Gang havde pryglet den værste Slagsbroder paa hele Amager, da denne havde forfulgt et stakkels Fruentimmer. Man sagde, at han understøttede flere Arbejderfamilier der ude i Proletariatforstaden. Ingen af hans nærmeste Venner vidste nogen Besked derom. Han talte aldrig om sligt til os. Distriktslægen, der boede i Hus med ham, og hvem jeg en Gang havde truffet, kunde udmærket godt lide Olsen.

Det var denne, den "store Olsen", der altsaa skulde være vist Døren hos Fru B. - Jeg var ung nok til paa Forhaand at knytte Haanden over denne Meddelelse; og nu stod jeg udenfor hans Dør og erindrede mig alle de aforistiske Lovtaler, han havde holdt over en vis ung Dame, - Frøken B., der paa den Tid fordrejede de fleste yngre Hoveder i den lille Stad København.

"Hun er en almindelig Kokette. Det har jeg jo sagt ham hundrede Gange, og ubegribeligt nok har han, den kritiske, den naturlige og djærve Olsen, ikke villet tro det. Og skulde han nu have indset det ......? og i sin første opbrusende Smerte ......? maaske der har

været en begunstiget Rival...... men Onklen da, Justitsraaden ......

og Olsen lade sig vise Døren af ham ......?"

Jeg strakte Haanden ud efter Klokkestrengen, men trak den hurtig tilbage igen. Der lød Stemmer der inde. Nej, det var hans alene. Men han talte jo højt, sang. Ja, ganske rigtig, - "Trallala, trallalallala" lød det der inde fra.

Jeg lagde Haanden paa Dørgrebet og drejede om. Døren var ikke lukket. Jeg stod inde i Stuen.

225

Der brændte en lille Lampe paa Skrivebordet. I en lav Gyngestol under Lampeskæret, med Ryggen vendt imod mig sad Palnatoke Olsen og læste i en stor Bog. Den skrøbelige Stol knagede under Vægten af hans svære Legeme. Han trallede Omkvædet paa en Sang, som han plejede at synge, naar han var oprørt eller oprømt over noget. Da han holdt inde hermed, læste han noget op af Bogen, som han holdt foran sig. Det var Holberg! jeg kunde ikke tage fejl. Og saa lo han; hvilken besynderlig Latter!

"Olsen," raabte jeg, "hold op! Jeg er kommen for at - for at ......" ; her gik jeg i Staa.

Han lagde Bogen ned paa Knæet, drejede sig sindigt om i Stolen og sagde med den naturligste Stemme af Verden:

"Ih, Godaften, Du brave Svend. Hvorledes kommer Du gennem lukkede Døre, maa jeg spørge?"

"Du havde ikke drejet af," svarede jeg. "Olsen, hvorledes har Du det?"

"Godt! Det kan Du jo høre. Men hvad er det for et Bedemandsansigt, Du sætter op?" Her rejste han sig, gik hen til Døren og drejede Nøglen om. "Har Du ingen Penge, eller er der ellers noget i Vejen?" fortsatte han, idet han tog en Pibe ned fra Væggen og gav sig til at stoppe den.

Hans fuldstændig naturlige Væsen gengav mig den Ro og Beherskelse, som jeg vidste, at han selv satte saa megen Pris paa. Jeg lagde min Hat i Sofaen, satte mig selv ved Siden af Hatten, trak en Cigar op af Lommen, tændte den og sagde med saa rolig en Stemme, som jeg formaaede:

"Hør, Olsen. Jeg er kommen her op til Dig, fordi jeg nu for et Øjeblik siden, for Resten af et stort Pjattehoved, hørte, at der var overgaaet Dig en stor Forhaanelse i Aftes i det Hus, som Du saa ofte fortalte mig, at Du gik til med bevingede Skridt, og gik fra, snart som en Serafimerengel, der spiller Halleluja, snart som en Mismodets Aand i Ligbærerslængkappe. Jeg har villet høre af din egen Mund Bekræftelsen eller Gendrivelsen af det, der var bleven mig sagt, og saa vilde jeg spørge Dig ......"

Den "store" Olsens Øje hvilede paa mig med et udforskende Blik. Jeg følte Blikket mere, end jeg saa' det, og jeg holdt inde i min Tale.

"Hoho, min bedste! hænger det saadan sammen? Naa, saa det har man allerede fortalt paa Gader og Stræder! Nu ja, jeg tilstaar, at man var lidt uhøflig imod mig i Aftes; men det forstaar sig, det var min egen Uartighed, der fremkaldte Uhøfligheden. Fiat justitia. Og hvad saa mere?"

"Hvad saa mere," gentog jeg, men denne Gang fuldstændig bragt 226 i Forvirring ved den næsten spøgende Vending, han gav Samtalen. "Og det siger Du, Du som ..."

"Hør nu, min Dreng," vedblev Olsen, idet han greb efter Bogen, som han havde lagt bort. "Nu skal Du lade mig være i Fred. Jeg har her taget Holberg for mig, og jeg sidder just lige midt i Henriks store Monolog i "Maskeraden", hvor han søger at bringe Leander til Fornuft. Holberg er s'gu dog den eneste danske Forfatter, som man kan have noget Udbytte af at læse. Jeg tror, at jeg før har gjort ham Uret, og denne Uret vil jeg nu af bedste Evne se at gøre god igen. Men jeg kan tænke, Du havde ventet at træffe en rasende Roland, som havde udgydt sig i vilde, zerrissene Deklamationer! Bah! gaa hjem, min Dreng, gør ligesom jeg, læs Holberg; eller hvis Du foretrækker samtidiges Selskab, saa kan Du jo finde samtidige nok, baade store og smaa Aander paa den Kafé, hvor Du plejer at søge. Der kan Du jo saa fortælle, hvorledes din indre Mission hos den store Olsen er lykkedes."

Jeg saa' paa Olsen, tog min Hat, og gik hen til Døren. Jeg drejede Nøglen tilbage. Olsen sad allerede i Stolen igen og havde taget fat paa Bogen.

"Det er umuligt," raabte jeg. "Du affekterer en Ro, som Du ikke er i Besiddelse af. Du har aldrig før talt saaledes til mig. Du mener ikke, hvad Du siger. Skønt Du aldrig har sagt mig det rent ud, véd jeg dog, hvor alvorligt og dybt Du har været indtaget i den unge Dame. Du har nu opdaget, hvor blind Du var. Alt inden i Dig er blevet saaret - og ikke mindst din Stolthed. Ja se kun paa mig - din Stolthed. Du har jo en Gang sagt, at der var en Dumhed, der aldrig blev uhævnet, en Ting, som man aldrig maatte tage fejl i, og det var i Kærlighed; thi det viste hen paa en Slappelse i Instinktet, en Brøst i Naturen; og Mangler i Naturen er det, som hævner sig mest. "

Mine Ord fo'r uden større indre Sammenhæng, men med en stor Overbevisningens Kraft imod Olsen. Han slyngede Stolen tilbage, sprang hen imod mig, greb mig i Armen og trak mig tilbage til Sofaen. Derpaa gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet, idet han mumlede noget hen for sig, og standsede endelig foran Sofaen.

"Det, Du siger, er paa en Maade noget Sludder, paa en Maade indeholder det noget rigtigt. Jeg har sagt dette om Instinktet, og, ja ......

ja, Du har Ret, Du er en brav og god Fyr. Det er min saarede Stolthed, der gør mig uretfærdig overfor mine Venner. Tak for din Godhed. Ak, var det kun den saarede Stolthed alene!"

Han satte sig lige overfor mig, støttede Hænderne paa Knæene og saa ned for sig.

Saaledes blev han siddende nogle Minutter. Jeg vilde ikke bryde Pavsen; jeg lod mit Øje glide hen over den store, sammenbøjede 227 Skikkelse, hen over Bordet, hvor jeg opdagede, at en Tegning efter et græsk Hoved, som havde sin Plads op ad Væggen, var borttaget. Jeg var bange for ved mit Blik at røbe, hvad jeg tænkte herom, og jeg lod Blikket søge Gulvet. Der laa Olsens Pibe, som han havde sluppet. Gløderne var falden ud af Hovedet; i en lang, spiraldrejet Stribe skød Røgen sig op efter, og da den var kommen indenfor Lampeskærets Omraade, hvirvlede den ligesom et Møl rundt i hastige Kredse, fo'r ind under Kuplen og forsvandt.

"Du kendte hende jo," begyndte nu Olsen i en underlig fraværende Tone, der lige saa godt kunde være henvendt til Røgen som til mig. "Du har set hende, og Du har hørt mine Deklamationer over hende. Smuk var hun, og dog, nej, hun var ikke smuk. Man siger: kold som en Billedstøtte, men disse Billedstøtter, som vi kender og tilbeder som Formens Mesterstykker, dette Marmor, som isner ved Berøringen, det skjuler en Glød, en Rigdom, et Væld af Liv, Lys og Farve, som vi Nutidens Mennesker glemmer under Lovprisning af "Formen. Nej, hun var ikke smuk. Hun var kun Form; en Form, hvortil jeg digtede Indholdet, et tomt Rum, hvori jeg lagde alt, hvad jeg ejede, en Dukke, som jeg gav Sjæl, gav min egen Sjæl, gav Rub og Stub, indtil jeg kun havde en lille Stump nøgtern Fornuft tilbage, som nu kan hviske mig min Dumhed i Øret.

"Jeg véd det godt," og her hævede han Hovedet og saa' paa mig. "Jeg har ingen at gøre Bebrejdelser undtagen mig selv. Jeg havde selv lagt Planen for mit Liv. Jeg vilde følge det Krav, som Livet stiller til enhver ærlig og dygtig Natur. Jeg vilde gaa min Vej lige ud og bus paa Maalet uden at se til højre eller venstre. Jeg vilde ikke, fornægtende mig selv, tjene i de Rækker, der frembyder saa meget Talent og saa megen Velvære, men som skjuler over den goldeste Materialisme. For Rakket vilde jeg heller ikke kæmpe. Jeg kunde skænke det min Sympati, naar jeg saa' det lide af Onder, som Armoden og Usselheden paaførte det, men hver Gang jeg blev stillet Ansigt til Ansigt med den klamme, gridske Misundelse, der kun vil have, og intet andet vil. - saa gøs jeg tilbage, og min Sympati forvandlede sig til Sorg. Jeg saa' to Strømninger; den ene glidende jævnt af Sted, vogtende ængsteligt over det, den skjulte; den anden trængende vildt paa for at drive den første ud af sit Leje og selv indtage Pladsen. Ingen af Stederne saa' jeg Aanden svæve over Vandene; - og jeg gik midt imellem begge, den allervanskeligste, allerfarligste Vej, snart løftende min Klinge mod en, snart dækkende med Skjoldet for en anden efter ringe, men efter ærlig og bedste Evne.

Jeg saa' hende, hende, hvem alle kaldte smuk, hende, hvem jeg burde være gaaet forbi, ligesom man gaar forbi et smukt Landsted paa Strandvejen, med et Øjebliks flygtige Følelse af Behag. Men jeg 228 drejede af, jeg blev staaende, jeg glemte Vejen forud, Rejseplanen, jeg havde lagt. Hine illæ lacrymæ! - Hvis det ellers er nogen Omtale værd, kan jeg gerne sige Dig, at jeg gjorde Modstand, tapper Modstand i Begyndelsen. Men hvad, Resultatet blev jo dog det samme. Det farlige for mig laa i Nyheden af de Omgivelser, jeg nu blev sat ind i. Jeg havde hidtil levet blandt mine Bøger, blandt mine Kammerater, og med min stærke ideelle Trang og Bevidsthed. Jeg havde i en korrekt Følelse af mine Enemærkers Begrænsning med Flid holdt mig borte fra den Grænse, som mit Instinkt sagde mig, at jeg ikke maatte overskride. Nu var jeg paa en Gang midt inde i den fremmede Verden, ja, i Sandhed, en fremmed Verden. Jeg vil forsøge paa at beskrive Dig de Indtryk, jeg nu modtog, den Maade, hvorpaa man kom mig i Møde - Katastrofen kender Du jo, i det mindste i det væsentlige.

Forholdene her i Danmark er saa smaa, de forskellige sociale Sfærer er saa sammenknebne, Modsætningerne derfor saa ringe, at man, naar man taler om "Selskabet" hos os, egentlig ikke kan betjene sig af fremmede Klassifikationer. Det fashionable Liv vilde f. Eks. ikke kunne bruges som en Betegnelse for nogen af vore Samfundsgrupper. Lad mig sige, at jeg befandt mig midt i vort intelligente Handelsbourgeoisi med et bureaukratisk Tilsnit, og jeg vil nogenlunde have truffet det rette. Jeg befandt mig iblandt Mennesker, hvem deres uafhængige Stilling i materiel Henseende gav en vis Sikkerhed i deres Optræden. Den megen Omgang indbyrdes gav deres Tone en vis Frihed, der lige straks overraskede mig og ligesom lod mig ane Udsigter til virkelig Fordomsfrihed, virkelig Liberalitet. Nu og da samlede en Opdukken af en eller anden æstetisk eller politisk Notabilitet de forskellige, spredte Interesser, ligesom en tændt Lygte, der nedsænkes paa Havets Bund, samler for et Øjeblik de forskellige Fisk omkring sig. Jeg mærkede imidlertid snart, at det lige saa meget var det personlige ved denne Størrelse, som det var den eller de Idéer, han repræsenterede, der bandt Opmærksomheden til ham, og heller ikke var jeg blind for, at Opmærksomheden sløvedes, alt eftersom Nyheden tog af. Enhver vendte efter nogen Tids Forløb tilbage til sin daglige Syssel, og af de Udtalelser, man saa begærligt havde lyttet til, var der kun hos hver enkelt blevet et Overtræk tilbage, der for hver ny Stimlen sammen om hvert nyt Fænomen blev forøget med nok et og nok et, saa at de Mennesker, jeg omgikkes, efterhaanden i mine Øjne blev til et Slags Kludedukker, paa hvilke jeg da kunde regne mig til, hvilke og hvor mange Fænomeners Opdukken vedkommende havde overværet.

Jeg saa' da ogsaa snart, at Størsteparten egentlig ikke vidste noget fra sig selv, ikke havde egne Tanker, næppe egne Ord. Man var kommen overens om et Slags Frimurersprog, til hvis Oprindelse jeg fandt 229 Nøglen netop i den herskende Mangel paa aandeligt Initiativ. Mændene havde deres daglige Beskæftigelse, et mere eller mindre lukrativt Arbejde ved det store Danaidekar, der saa at sige umuliggjorde ethvert aandeligt Opsving efter Dagens Arbejde. Kvinderne var kun mindre Udgaver af Mændene heri. Naar man da samledes til Hvile og gensidig Adspredelse, maatte man ikke have det for besværligt. Og saa var da dette Frimurersprog den allerbedste Væv at slynge Konversationens Traade frem og tilbage paa. I dette Sprog laa alt: Politik, Skandaler, Æstetik, Husholdningssager; og den Liberalitet, som straks i Begyndelsen havde overrasket mig, saa' jeg nu fremgaa som en Glose i dette Sprog, der kendte alt mellem Himmel og Jord, rigtignok kun gennem Ordlyden - ligesom Liberaliteten selv.

Der var Talent eller rettere Talenter i denne Sfære. Ja, jeg indrømmer det. I Flankerne fandtes dygtige Folk, der kunde have ført an, hvis der i det hele taget havde været Tale om en fremadskridende Bevægelse. Men Bevægelse i den Retning fandtes der ikke, om der i det hele taget fandtes nogen Bevægelse. Talenterne havde kastet sig over Smaating, der voksede op til noget stort under den virtuosmæssige Behandling, der overgik dem. Smaatingene, der var blevne til store Ting, udøvede en tilbagevirkende Indflydelse paa Talenterne. Disse blev til Genier, og Genierne, der maaske var tyve Aar tilbage for den øvrige Verden, fik i deres egen Sfære en verdenshistorisk Betydning, en Anseelse og en Myndighed lig den, der i en lille Provinsby bliver Borgermesteren til Del.

Mellem Flankerne og midt i det brogede Virvar af de yngre Herrer og Damer fik jeg nu min Plads. Jeg var nyankommen, og jeg var friskere end Racen i det hele taget og gjorde af den Grund lidt Opsigt. Det var tydeligt at mærke, hvorledes Kedsommelighedens Dæmon lurede i alle Kroge, og de Bestræbelser, man gjorde sig for at holde denne ubehagelige Gæst udenfor, var virkelig højst energiske, - den eneste Energi ogsaa, som man i det hele taget mærkede. Jeg var et af de Ofre, som skulde stoppes i Svælget paa denne Moloch, og jeg bragte mig selv som Offer i blind Beredvillighed. Jeg var unægtelig meget indtaget i den unge Dame, hvorom hele Cirklen drejede sig."

Her holdt Olsen nogle Øjeblikke inde. Han fo'r sig med Haanden over den brede Pande som for at bortjage de pinlige Erindringer, der paatrængte sig ham, og derpaa fortsatte han mere direkte henvendt til mig:

"Du er endnu Rekrut, min Ven, og jeg spaar Dig mange Knubs, inden din Eksercertid er ude. Du er gærende, urolig og higer frem med brav Bestræbelse. Men Du er ikke fast i Sadlen; i en Volte kan Du blive kastet af, og det hjælper ikke at skrige, naar man først ligger paa Jorden. Dog, i hvad Du end gør, saa begiv Dig ikke ind blandt de 230 Mennesker, i ethvert Fald ikke saa længe dit Hjerte er ubefæstet. Søg hvilket Parti, Du vil, kun ikke dette. Dit Legeme trives blandt disse Folk, din Pung bliver maaske fyldt, men din Aand bliver gold og din Hjerne tom og mørk. Du kan lære at rive Vitsmageriets Svovlstikker af og i Sekundet kaste et Glimt over Dig selv og dine Omgivelser, Du kan finde borgerlige Illustrationer til Hofmændenes Liv i Paryktiden, Du kan lære, hvorledes man trækker sine Tanker og Ord over med Aaleskind, Du kan lære mange Krumspring og Hokuspokus, men et Menneske bliver Du ikke, - et Menneske af den Art, som den store Mester Natur i Tidernes Morgen gjorde Udkastet til, og som de store Aander siden efter har arbejdet paa at fuldføre!

Jeg stod unægtelig i Begyndelsen i Gunst hos Dronningen, hos den skønne, hvorom hele Cirklen drejede sig, og jeg havde Medbejlere her, ligesom (og for en Del de samme som) jeg havde til den Opsigt, som min første Fremtræden vakte. Jeg vil springe den første Slags over: de er uden Interesse for Dig, ligesom de var det for mig. Men den anden Slags! Ja, for ret at kunne beskrive Dig dem og advare Dig for dem og for hele den Atmosfære, som de fører med sig, og for at holde Dig borte fra Væddeløbet med saadanne Folk for saadanne Tilskuere, maa jeg paapege Dig hele den Grund, hvorpaa deres Eksistens er bygget. Vor Beaumonde herhjemme keder sig. Det gør den overalt ; og overalt vælger den si.g Personer eller Ting til at adsprede sig. Disse Personer eller Ting staar naturligvis i et bestemt Forhold til Størrelsen og Karakteren af den Samfundsklasse, der vælger sig dem til Adspredelse. I de store Lande er det store Forfattere, store Lapse, store Duellanter og store Skandaler. Hos os, hvor alt holder sig paa og under den tvivlsomme Middelvej, vil man ikke adspredes ved det kantede, det overdrevne, det barokke, nej, man vælger det bløde, det behagelige, det glatte - med en lille bitte Smule Tilsætning af det ondskabsfulde og en lille "Tanke" af det ekvivoke.

Nu kan Du selv male Dig en saadan Person, Du kan forestille Dig den demoraliserende Indflydelse, han maa udøve paa vort Selskabsliv, og Du kan endelig tage ham paa Kornet som en dansk Tartuffe, en nordisk Jesuit, hvem man ikke kan forsøge paa at hamle op med uden at gøre Vold paa sin egen Natur, synde mod sin egen Idé og drage en stiltiende Anklage over sit eget Hoved, en Anklage, som vil vedblive at mumle længe der inde i Brystet, længe efter at man har vendt den tvivlsomme Valplads Ryggen.

Betingelsen for, at saadanne "Selskabsmænd" som disse kan leve og trives saa godt, som de gør, er naturligvis den, at "Selskabet", der søger dem, i sig selv maa have nogle af de Egenskaber, der karakteriserer disse. Dette gælder ikke undtagelsesvis om Mændene. Nej, der er Sider ved vor Dameverden, der falder ind under de samme almindelige Betingelser for "Selskabsherrernes" Eksistens.

231

Og nu kan Du jo med din livlige Fantasi forestille Dig en saadan Sammenkomst mellem vor Beaumondes Herrer og Damer, der holdes i Aande af disse selskabelige "gode Hoveder". Ja, disse gode Hoveder! Og blandt dem fik jeg min Plads. Jeg blev indrulleret i denne Trup af finere Gøglere, hvoraf de ringeste havde de saakaldte Selskabslege under deres Departement, de større, mere betydelige derimod sørgede for Selskabets aandelige Dressur! Hvorledes saa' disse sidste ud? - Fede, glinsende, velnærede, med Godmodighedens Smil svævende om de tykke Læber. Ja, denne evigt uforstyrrelige Godmodighed, et Produkt af aandelig Indolens og den fineste Beregning! - Hvad lod der sig ikke gøre og sige med denne bløde Godmodighed, der ledsagedes af en ulastelig Paaklædning, som afviste al Mistanke om Raahed, af en begyndende Embonpoint, der dækkede Aarenes Ungdom og tydede hen paa borgerlige Dyder og alvorlige Hensigter, og som endelig sekunderedes af en Stemme, som aldrig vibrerede under en ærlig Udtalelses fulde Anslag, men altid sukrede det ildesmagende, leflede med det ophøjede, satte en fad Ordfordrejning i en djærv Vittigheds Sted, gemte, holdt tilbage og kun befandt sig vel paa det tvetydiges Grund!

Hvis Du i et saadant Menneskes Nærværelse og lige overfor "Selskabet" uforbeholdent vilde sige din Mening om dette samme Selskab, hvis Du vilde lade din Lidenskab komme til Orde, ikke stikke noget under Stolen, men gaa bus paa med hele den Indignationens Kraft, der driver Dig frem, ligesom den i sin Tid drev mig frem, véd Du da, hvad et saadant Menneske vilde svare? Han vilde vende sig imod sine Beskyttere og Beskytterinder, tage sit mest godmodige Smil paa og sige : "Mine Damer og mine Herrer! Dette unge Menneske har ganske sikkert et vist Talent til at male Fanden paa Væggen. Men bliv kun ikke bange, han mener det ikke saa slemt, som han siger. Han har forset sig paa nogle Smaasvagheder i det menneskelige Samfund, der naturligvis ikke er saa godt, som det burde være; men, som sagt, det betyder intet. De ser jo, mine Damer og Herrer, hvor sund og blomstrende han ser ud. Saaledes ser ikke en ægte Weltschmerz-Kandidat ud. Det er Overmaalet af den ungdommelige Spændstighed, der slaar ud i disse Filippica. Tiden og den medfølgende Modenhed vil nok gøre ham spag, og jeg tror at kunne forsikre Selskabet om, at hans øvrige, ellers meget brugbare Talenter vil en skønne Dag gøre ham til et meget brugbart Medlem af vor Midte. " -

"Saaledes vilde et saadant Menneske tale," sagde Olsen, idet han greb sit lange Piberør, og svippede med Hestehaarsslangen i Luften. "Gør Forsøget, og Du vil erfare Rigtigheden af mine Ord," Her legede han atter paa den omtalte Maade med Piberøret, stirrede da stift ud for sig og vedblev som henvendt til en usynlig Tilhørerkreds: "Vogt Eder, I Ungersvende, for disse Mennesker, der udvendig er glatte og 232 pudsede, men indvendig gemmer ... ja, hvad gemmer de? Det, at de saa omhyggelig dæmper enhver Ytring ned, glatter ethvert Ord over og barrikaderer sig imod ethvert søgende Blik, viser noksom, at de har noget at skjule, som ikke tør komme frem for Dagens Lys. - Dette "noget", som de søger at unddrage fra enhver Forskning, maa da enten være det, at der i Virkeligheden intet findes der inde; eller det maa være, at deres Indre er fuldt af Drifter, der staar i saa skærende Modsætning til den Overflade, de til daglig Brug fremviser, fuldt af Ting, som, hvis Vrangen en skøn Dag blev vendt ud paa disse Mennesker, vilde som et Medusahoved jage hele den beskyttende og beundrende Mæcenasflok paa Flugt!"

Olsen havde rejst sig. Han gik frem og tilbage i Værelset, standsede da ved Reolen, drog noget frem, der var stukket ind mellem Bøgerne, og nærmede det hen imod Lampeskæret. Det var Tegningen efter det græske Hoved.

"Jeg syntes en Gang, at det lignede hende, og Ligheden er der endnu - Ligheden efter Linjer og Streger. Over alt det, som jeg om Aftenen ved dette mit Bord har skrevet til, sunget for og tænkt om dette Ansigt, kan jeg nu slaa en tyk Streg, og Hovedet vil jeg forære Dig, og Du kan neden under sætte den Paaskrift som paa gamle Kobberstik : Idealt Hoved af en kvindelig Figur. Du i det mindste véd saa, hvad det betyder. Og kunde Du saa en Gang med Tiden finde Dig en lille Fæstemø "udenfor Kredsen", fra Læsø eller Anholt eller saadan en anden øde Ø, saa vilde Du glæde din gamle Ven Olsen, foruden at Du vilde gavne Dig selv."

Her stak Olsen Tegningen ned i Sofaen bag min Ryg, klappede mig paa Skulderen og vedblev:

Jeg gentager det, jeg har ingen at rette Bebrejdelser imod undtagen mod mig selv. Jeg søgte der ind, hvor jeg vidste, at jeg ikke hørte hjemme; jeg lod mig henrive af en Dukke, og jeg bøder nu med Rette derfor. De franske Forfattere har saa travlt med at advare de unge Mennesker mod "Marmorkvinderne" og den Sfære, der omgiver dem. Noget saa raaddent som denne Sfære kender vi heldigvis ikke i vor lille Provinsstad; vore unge Mænd kan ikke i deres Udskejelser skrive deres legemlige og sjælelige Ruin paa det pikant-forførendes Regning i vort "vie brûlée". Men naar vore Fædre som ægte kortsynede Jeronimi glæder sig over, at de Sønner, der blot har nogenlunde sund Selvfølelse, ikke her hjemme er underkastede de Farer og Fristelser, som har faaet Bugt med saa mangen brav Svend der ude i Kulturens store Knudepunkter, saa kunde der dog maaske til Gengæld komme Folk, som vilde paastaa, at der hos os gives Farer for Gemyttet, for Naturens Helhed, for Sjælens Opsving, for Viljens Energi og det ægte mandiges Spændkraft, Farer, som det store Flertal 233 vel næppe engang kalder for Farer, uagtet enhver vil kunne se, at vor Ungdom er stærkt paa Vej til at blive en blaseret Ungdom, en daadløs, lidenskabsløs, begejstringsløs Ungdom, der hverken føler sig kaldet til at være Aandens Riddere i det videnskabelige eller Armens Riddere i det korporlige, men som nydelsessyg uden Opfindsomhed i Nydelserne, lad og magelig i alt undtagen i at repetere Sæsonernes Adspredelser, ugalant af Natur men kurtiserende af Lediggang, slaar en Kreds omkring vor Dameverden og modtager gennem denne hele sin aandelige Form, hele sit Temperament, sine Planer, sit Maal, sine Idealer ..

Hun havde ingen Lidenskab; hun havde ingen Overbevisning, og hun nærede ikke Ærbødighed for noget. For klog til at lægge især denne sidste Egenskab tydeligt for Dagen, søgte hun ved Stumperne af sin Dannelsesanstalts Kundskaber at bevare Skinnet af i det mindste at være, hvad man kalder "med", overalt hvor Konversationen bragte Dagens Spørgsmaal paa Bane. Hun tog ogsaa Parti og kunde ofte synes varm enten for eller imod en Sag, men denne Varme frembragtes egentlig kun for yderligere at drive Dampen op hos hendes diskuterende Omgivelser. Blev en Idé, et Princip angrebet paa en blot nogenlunde komisk Maade, gav hun sit, altid reserverede, Bifald til Kende, et Bifald, hvis Reservation svandt ind i Forhold til den omhandlede Idés Betydenhed og Størrelsen af den komiske Virkning, som Angriberen frembragte. Den Gunst, som jeg i Begyndelsen nød hos hende, havde netop sin Grund i, at jeg trods min bedre Overbevisning kunde lade alle ophøjede og store Idéer passere en latterlig Revue for hende. Hendes Bifald, lidt fint anbragt Virak fra den skønnes Læber, ansporede mit epigrammatiske Vid, indtil - hun blev ked af mig, og indtil jeg lærte hende rigtig at kende; men da var jeg allerede saa optrevlet, havde allerede bragt min egen Overbevisning saa mange Ofre, at jeg havde faaet det Knæk - som jeg aldrig forvinder.

Jeg følte, at det oprindelige i mig langsomt udviskedes under hendes Behandling. Men jeg var for svag til at staa imod. Jeg saa' først altfor sent, at den overordentlige Sikkerhed og Overlegenhed, hvorpaa hendes Koketteri hvilede, og som jeg i Begyndelsen tilskrev noget virkelig stort i hendes Natur, kun havde sin Betingelse i det fuldstændig golde og tomme i hendes Indre. Jeg var for ungdommelig varm overfor mine Idéer til, at ikke det kolde hos hende skulde gøre mig usikker, og medens jeg bestandig digtede nyt Indhold ind i hende, forblev hun staaende uforandret i sin hele Oprindelighed, med sine smaa Interesser, sin snevre Horisont, sin Pynt, sin kvindelige Forfængelighed, sine Sladdersøstre og - hele den mandlige Tilbederkohorte, der samtidig frygtede mig og trak paa Smilebaandet ad mig.

Min Ven, jeg vil nødig dvæle for længe ved dette Kapitel. Da det endelig gik op for mig, hvorledes min Stilling egentlig var, da fandt 234 jeg mig saaledes vævet ind i hele dette Liv, som næsten var blevet mig en anden Natur, at det forekom mig, som om jeg aldrig skulde slippe ud deraf. Min ideelle Begejstring var næsten vandet ud, mit Indre optrevlet, mit Syn paa det store var bleven svækket, mine Planer var skrumpede ind, og jeg følte nu med mig selv, at jeg vilde ende som en af disse Fabrikanter af Livets unyttige Nips, en stakkels obskur Teateranmelder, en journalistisk Ubetydelighed med forslidte Vittigheder og en elastisk Samvittighed, - hvis jeg ikke tog en kraftig Beslutning og med et Ryk bragte mig ud af den magiske Kreds og langt bort fra selve Kulisserne for denne pjankede Vaudevillescene. Jeg mindedes en ung Billedhugger, som jeg en Tid havde boet sammen med. Han havde virkelig oprigtige Hnsigter overfor sin Kunst. Under Trykket af fattige Kaar og under en ærlig Følelse af alle en ung Kunstners Mangler og Ufuldkommenheder arbejdede han ivrigt og lidenskabeligt efter de store Forbilleder og hen imod det høje Maal, som Plastikken maaske mere end nogen anden Kunstretning hævder for sine Dyrkere med strenge og alvorlige Fordringer. Jeg stolede saa ubetinget paa hans Energi og Begejstring for Sagen, at jeg slet ikke vilde tro mig selv, da jeg opdagede forskellige Kendetegn paa mindre Flid og Alvor hos ham. Snart løjede han ganske af, og da jeg nu mente i Overensstemmelse med hans Alder, at det var det Stadium, han var indtraadt i, som for de fleste unge Mennesker mellem atten og nogle og tyve Aar kan drage saa forskellige Konsekvenser efter sig, saa meddelte jeg ham min Mening som den ældre om dette vanskelige Stadium. Jeg havde imidlertid ikke truffet den rette Side af Sagen. Hans Efterladenhed om Dagen, den indtrædende Mangel paa Alvor og Interesse, som han røbede i vore Samtaler om Kunst, hans betydelig forbedrede Toilette og hans hyppige Udebliven om Aftenerne fra vore fælles Maaltider skyldtes ikke de Adspredelser og det Selskab, som jeg havde forestillet mig. En Dag, da jeg kom hjem og aabnede Døren ind til det Værelse, som han brugte til Atelier, blev jeg meget overrasket ved at træffe tre Damer, en ældre og to unge, som jeg da blev forestillet for med en hel Del Forlegenhed fra min unge Vens Side. Den ene af disse unge Piger var ganske smuk, smagfuldt klædt, og hvad man saadan plejer at kalde "opvakt".

Min stakkels Ven var aabenbart meget indtaget i hende, og hun morede sig aabenbart meget over ham. Der blev gjort Løjer ad alt, hvad han fremviste; hans større støbte Arbejder, hans Skitser i Ler, hans Tegninger og Kompositioner, alt maatte holde for. Den unge Dame mente, at det dog i Grunden maatte være kedeligt saaledes at staa og ælte de Dukker sammen. Ja, hvis han endda kunde modellere saadan en lille Abekat eller hendes Hund! Og saa kaldte hun paa en lille skaldet Mynde, der løb omkring med et Fløjelstæppe over sig. 235 Hunden blev sat op paa en Stol, en paabegyndt Figur blev revet ned og æltet sammen, og Modelleringen af Hunden begyndte. Imidlertid morede de unge Damer sig med at rulle Lerkugler, som de afvekslende kastede paa hinanden, paa "Tanten", paa Hunden og paa Kunstneren. Da man var ked heraf, blev min unge Vens store Fotografier efter antikke Statuer tagne frem. De mandlige Figurer iblandt disse blev i Hast fjærnede, og de kvindelige saa' man kun paa, for saa vidt som de var i Drapperi. Et lille Udvalg af disse sidste blev stillet op, og nu begyndte der en Kritik over dem, ledsaget af Forslag til Forandringer og Forbedringer, der mildest talt viste, at de unge Damers Sans for det antikke ikke just var saa stor som deres Sans for det moderne.

Den stakkels Billedhugger! Han hverken saa' eller hørte, men io med ad alle Dumheder. Det var en Ynk at iagttage, hvorledes den skønne legede med ham, hvorledes han var forlegen over, at hans Værelse kun indeholdt Kunstværker og ikke Spilledaaser eller forgyldte Spejle, hvorledes han med Begærlighed greb Opfordringen til ikke at forsømme Aftenselskabet, og hvorledes han ved Damernes Bortgang i en latterlig Stilling med Haanden paa Hjertet takkede for Besøget og lovede ikke at forglemme at modellere den omtalte Tobaksæske til Hr. "Agenten".

"Var hun ikke smuk?" udbrød han, da vi var bleven alene. "Aa jo," sagde jeg. "Hvem var ellers de Damer?" - "Det er den Familie, som jeg i den senere Tid er kommen meget hos, Agent D's."

Han kunde ikke finde sig i den Kontrol, jeg søgte at underkaste ham, og han flyttede. Der gik en lang Tid, hvor jeg ikke saa' noget til ham, Saa kommer jeg tilfældigvis op et Sted ved Volden med en af mine Venner, som vilde se paa Lejlighed. Vi bliver vist hen til en Dør, banker paa, og da ingen svarer, lukker vi op og gaar ind i Værelset. Det var fuldt af smaa Vaser, Cigaretuier, Nisser, Hunde etc. i vaadt eller brændt Ler. Henne ved det aabne Vindue stod - min forrige Kontubernal. Han saa' med et underlig fraværende Blik ud over Voldens Træer, rullede mekanisk Lerkugler mellem Fingrene og kastede dem ud efter Spurvene. Da han genkendte mig, gjorde han en Bevægelse som for at løbe ud af Stuen. Jeg rakte min Haand ud imod ham. Han undveg den. Jeg spurgte, hvorledes han levede. Han svarede mig ikke. Jeg spurgte, hvad han bestilte. Han svarede: "Jeg gaar paa Porcellænsfabrikken !"

"Det var i Aftes," sagde Olsen, idet han vendte Ryggen til mig og trommede med Fingrene paa Bordet; "det var netop paa Vejen hen til det omtalte Selskab hos Fru B., at jeg saa levende mindedes denne Episode med den stakkels Billedhugger, som jeg her har meddelt Dig. Værelset med hele sit Udstyr, den underlig fraværende Skikkelse, der trillede Lerkuglerne mellem Fingrene, Ordene: "Jeg gaar paa 236 Porceilænsfabrikken," alt tilsammen frembragte en egen kvælende Fornemmelse hos mig, da jeg gik op ad Trapperne i det rige, elegante Hus. Jeg bestemte mig til at bryde med det hele, ligegyldig paa hvilken Maade. Hvad jeg sagde til hende, gentager jeg ikke. Det blev sagt til hende i Enrum, og det bliver mellem hende og mig. "Skandalen" derimod, den kender jo hele Byen i Dag, og godt og vel var det, at jeg fremkaldte den midt i hele Selskabet og netop med den af det hele Slæng, som jeg havde den største Regning at opgøre med. Derved har jeg brudt Broen af bag mig. Jeg er tilfreds med mig selv - for første Gang i lang Tid."

Olsen vendte sig atter imod mig, greb min Haand og trykkede den med usædvanlig Varme.

"Jeg har holdt mig noget borte fra Eder i den senere Tid, og hvad jeg her har sagt Dig i Aften er vel derfor kommet Dig noget fremmed for. Du havde vel ikke anet, at jeg var kommet saa dybt i det med disse Mennesker, og Du havde sagtens heller ikke ventet Dig Udfaldet saaledes, som det blev. - Hvad jeg nu vil gøre? Jeg vil bort, bort fra disse Gader, der minder mig om disse Mennesker. Hvortil fik jeg disse svære Lemmer, disse Arme og Hænder! Det er jo tydeligt nok, at Naturen oprindelig har slaaet mig til Ridder af det Arbejde, som den "finere" Portion har behaget at kalde det "grove". Hvis jeg havde været i Besiddelse af disse lykkelige Talenter, der jo for Resten ofte kan gøre Folk ulykkelige nok, saa havde jeg heri haft en Tilflugt. Jeg kunde maaske have digtet, malet eller musiceret mig ud af det, der nu knuger mig og gerne vil trykke mig til Jorden, om det kunde faa Lov. Men Du véd selv, at jeg ikke er i Besiddelse af nogen saadan lykkelig Gave. Dersom jeg nu vilde følge min Attraa og lukke mig inde her i Byen paa mit Værelse med mine Bøger og mine Tanker, da vilde jeg, uden tilstrækkelig Afløbsstrøm for min Skuffelse, mine Selvbebrejdelser og min Sorg, meget snart opbruge den Rest af Modstandskraft, jeg endnu formaar at bekæmpe min Bitterhed med; og saa Farvel, Olsen! Men jeg vil ikke bukke under. Talentet, der maaske kunde skaffe mig Befrielse, har jeg ikke; men disse to Arme, dem har jeg, og de peger hen for mig paa et møjsommeligt og haardført Liv, som ogsaa gemmer en Befrielse i sig, og som maaske, naar alt kommer til alt, er en ærligere Maade at slippe ud af Klemmen paa end ved at skrive en Roman eller komponere en Symfoni. Jeg har i Dag ordnet mine Sager. I Morgen rejser jeg op til det yderste Thule. Jeg vil købe mig et Hus og en Baad i Skagen og blive i mine Forfædres oprindelige Spor. Jeg véd alt, hvad Du vil sige, men afbryd mig ikke. Min Beslutning er tagen og staar fast. Lad os gøre Pinen saa kort som mulig. Min Sejlbaad der nede ved Stakaderne forærer jeg Dig. Og nu Levvel! Du skal være den, der hører noget fra mig." 237 Med disse Ord tog den store Olsen mig blideligt ved Armen og ledsagede mig hen til Døren. Ude paa Gangen trykkede han min Haand heftigt, gik derpaa tilbage i sin Stue og drejede Nøglen om.

Forvirret, uden ret at kunne fatte, hvad der var sket, kom jeg ned paa Gaden. Jeg gik over paa det andet Fortov og kastede et langt Blik op til Vinduerne paa fjerde Sal. Omridsene af min Vens kraftige Skikkelse kom og forsvandt mod Ruderne. Pludselig blussede et klart Skær op i Værelset, flammede en Tid lystigt og sank derpaa atter tilbage. "Der gik alt, hvad han havde skrevet til, sunget for og tænkt om dette Ansigt," sagde jeg uvilkaarligt og saa' ned til Tegningen efter del græske Hoved, som han havde stukket mig under Armen, da jeg gik der oppe fra.

II.
Distancepunktet findes paa Skagen

Der var næsten gaaet et Par Uger siden mit Besøg hos Olsen hin Aften. Anden Dagen efter havde jeg været der ude, men fundet Døren lukket og paa Brevkassen en paaklistret Seddel med et stort: Bortrejst. Jeg forhørte mig hos Værten; Olsen var ganske rigtig rejst, og nu skulde Værelserne i Avisen. I en underlig blandet Stemning tog jeg ivrig fat paa mine Beskæftigelser, undgik mine bekendte saa meget som muligt og ventede nu kun paa det lovede Brev. Men som det saa ofte gaar, naar man i en vis Tid ud over det sædvanlige har været spændt paa en Ting uden at faa sin Venten tilfredsstillet, kan man pludselig slaa over som i en Slags Ligegyldighed. Dette blev Tilfældet med mig. Jeg ventede og ventede med næsten febrilsk Utaalmodighed paa at høre noget fra min Ven, der med saa særegne Motiver for sin Bortrejse var brudt saa hovedkulds op. Jeg var næsten syg efter at faa at vide, hvorledes han følte sig til Mode i sit frivillige Eksil, hvor vidt han helt eller delvis havde sat sin Bestemmelse igennem, hvilke Stemninger han var underkastet, hvorledes Omgivelserne indvirkede paa ham o. s. v. o. s. v. Og da nu den ene Dag gik efter den anden, ensformigt og trægt, uden at bringe de ønskede Oplysninger, saa slappedes pludselig den ophidsede Spænding, hvori al denne Venten havde sat mig; Olsen og Skagen og Brev og hans melankolske Meditationer drev ud i det taagede fjerne; jeg søgte atter nogle Kammerater, med hvem jeg i det mindste gjorde Forsøg paa at faa mine ledige Timer til at gaa. I Følge et vist barnagtigt Egensind lukkede jeg ikke længer min Brevkasse op, ja saa' ikke engang til den, 238 naar jeg om Aftenen kom hjem. Jeg søgte herved at forekomme de stadige Skuffelser, jeg i Begyndelsen havde lidt i denne Henseende. Jeg søgte yderligere at bilde mig selv ind, at det i Grunden var mig ligegyldigt, hvorledes det stod til med den "store" Olsen, - da stak Postbudet mig en Aften et Brev i Haanden, just som jeg stod i Begreb med at gaa ud ad Gadedøren. Jeg saa' paa Udskriften. Det var Olsens Haand. Mit Hjerte kunde ikke have banket stærkere, om Haanden havde været en Dames. At løbe op ad Trapperne, tænde Lampen paa mit Værelse og sætte mig ned ved Bordet, var et Øjebliks Sag. Brevets Poststempel lød paa Skagen. Det var dobbelt frankeret; en hel lille Pakke. Jeg rev Konvolutten af, og idet Mindet om min Ven, hvert Ord, han havde sagt hin Aften, hvert Minespil, der ledsagede hans Ord, atter stod levende for mig, begyndte jeg Læsningen af den landflygtiges Brev.

"Du maa vel tro, min brave Ven og forhenværende Vaabendrager, at jeg er forulykket undervejs i de vrede Bølger, og nu ligger som et afpillet, oversandet Vrag paa den øde Strand. Vrag! ja maaske. Dog nej, jeg vil ikke indføre mig i en saa hypokonder Skikkelse for Dig; uagtet mine Undskyldninger for min lange Tavshed maaske derved vilde faa større Vægt. Lad mig straks simpelt hen sige Dig, at jeg vilde samle mig lidt sammen, inden jeg gjorde Dig mine Meddelelser. Derved, indsaa jeg, vilde min Fremstilling vinde i Anskuelighed; det kære, selvbehagelige Jeg vilde blive holdt lidt tilbage, - og hermed kunde baade Du og jeg være tjent.

Jeg kom her op - ja vent lidt, denne min Opkomst maa have et Kapitel for sig selv.

Altsaa:

Første Kapitel

(Omhandlende hvorledes forhenværende Hr. Kandidat Olsen og nuværende Torskefisker Olsen foretog en Rejse fra Køben- til Frederikshavn og videre til Skagens By)

Det var Eftermiddag. Dampskibet, der burde have gaaet, gik ikke. Solen derimod gik - nemlig ned, og jeg selv gik ogsaa ned, idet jeg fra Knippelsbro langsomt firede mig selv ned ad Landgangsbrættet til en af Kvaserne og derpaa vendte mig om og saa' paa, hvorledes mit Tøj, mine Kufferter, min Seng og en Komode kom samme Vej bagefter. Den gamle, ærværdige, ormstukne Knippelsbro med sine melankolske Træguder paa Søjler, der var stivede af baade for og bag, med sin travle Færdsel af Børsjagere, med sine underminerede Grundpiller, med den rivende, hvirvlende Strøm, som dybt nede skød og trængte sig frem mellem Pælene, den gamle, nervøse, rystende Bro dannede de sidste og i mange Henseender symbolske Kulisser for den Scene, jeg nu stod i Begreb med at forlade. Saa Farvel da, Scene og 239 Kulisser! Farvel, Du gamle, rystende Bro, der rager mørk og uhyggelig med dine Søjler op imod den nedgaaende Sols røde Skær. Var Du endda Bro mellem dette gyldenrøde Skær og den nøgterne Virkelighed, der har bygget Dig op og som daglig tramper hen over Dig! Men en saadan Bro gives ikke, lige saa lidt som der gaves en Bro mellem den rige Mand og ham i "Abrahams Skød". Tilbederne af det flammende Skær, der Morgen og Aften tændes for alle, men kun dyrkes af de indviede, de stumme andægtige, hvis Maal bestandig ligger langt, langt borte, der ude hvor det flammer og lyser, de er ved et svælgende Dyb adskilt fra dem, hvis Trin nu for sidste Gang genlyder over Hovedet paa mig, medens uafbrudte Sætninger og Ord naa ned til mig paa Kvasens Dæk og belære mig om, hvor udstrakt, hvor ufarbart det "svælgende Dyb er befæstet".

Skipperen er bleven opholdt, siger han. Men nu skal det ogsaa gaa rask; Strømmen og Vinden er sydlig, vi vil faa den bedste Lejlighed af Verden; bare ikke utaalmodig. Og saa falder da Varpet plaskende i Vandet; den lille Dampbaad faar os paa Slæb, og af Sted gaar det ud gennem Havnen, hvor det tilstundende Tusmørkes blaalige Skygger allerede har begyndt at lægge sig over Bygninger og Skibe, og hvor Kragerne med enkelte hæse Kvæk trækker over ad "Holmen" til fra deres forskellige Ekskursioner omkring paa "Byens" Enemærker.

Den lille, vigtige Dampbaad forlader os, stikker Trossen fra sig, som det hedder, og piber ad os ligesom en kaad Skomagerdreng. Ja, pib Du kun, og skjul Dig kun mellem de store Skibe der ude paa Reden. Mig rører hverken Haandklap eller Piben mere. Usigelig vel til Mode føler jeg mig her ude paa Søen; "ich hab' mein Sach' auf Nichts gestellt", og nu huler Sejlet sig under Vindens Aande, Bom og Stag krummer sig, "Batteriet" er passeret, vi slører slingrende af Sted, slæbende den pjaskende og dansende Jolle efter os i Kølvandet; det var, som om en Byrde faldt fra mine Skuldre, en Haand drog sig bort fra mine Øjne. Jeg sender et, men ogsaa kun ét langt Blik ind imod Byen. Indhyllet halvt i Aftenens Skumring, halvt i Skorstensrøg ligger den som en blaasort, langstrakt Masse og gør de sædvanlige Aftenforsøg paa at lyse sig op. Et for et springer de smaa Glimt frem af den mørke Masse; men det hjælper ikke, i det mindste ikke her ude for os, os Søfolk. Lige tæt, mørk og trist ligger den bag Skibsmasterne med sine Kirkespir. Glimtene der inde bliver svagere og svagere; Spirene er allerede forsvundne, Masteskoven bliver en uformelig Klump, - og saa staar jeg da paa den Frederikshavner Fiskerkvases Dæk alene med mig selv, uden noget Spøgelse af en By bag mig, men med et lyst Skær foran mig i den nordlige Horisont, og en Mand kommer hen til mig og rækker mig en Flaske og siger: "Tag Dem en "lille en" paa lykkelig Rejse!" 240 Jeg er ikke saa ene med mig selv, som jeg straks troede; og hvem véd, maaske er det godt saaledes. Foruden Skipperen (der endda ikke er saa tavs, som jeg fra først af formodede) og den gamle Frederikshavner, der i sin Person forener Kokkens, Matrosens og Dæksdrengens forskellige Gerninger, er der endnu en Passager om Bord. Det er ham, der rækker mig Flasken, ham, som jeg nu faar at vide, har tiltalt mig en to-tre Gange, uden at jeg har hørt det, og som har faaet dette snedige Indfald med "Ægte gl. St. Croix Rom" som Introduktionsmiddel.

Det er en snurrig, men brav Fyr. Den Samtale, der falder mellem os, efter at Bekendtskabet er bleven stiftet igennem de flydende Varer, er til en Begyndelse saaledes:

"Naa, saa De gaar med os til Frederikshavn?"

Ja, jeg er saa temmelig nødt til det, eftersom jeg ikke tror, og da heller ikke haaber, at vi anløber andre Steder undervejs."

"Ha, ha. Det er s'gu ikke saa ilde. Med Forlov at spørge ellers, hvad Slags ... Jeg mener ... er det saadan en Profession De rejser paa ...? Ja, for jeg er nu Snedkersvend, skal jeg sige Dem!"

"Naa. Ja, jeg er Fisker."

"Er De Fisker?"

"Ja, fra det Øjeblik vi gik fra Knippelsbro, betragter jeg mig som saadan."

"Uh. Det er nok en egen Slags Fisker. Ja ja, hver sin Lyst, sa'e Vintapperen. Jeg turde ellers nok lægge Bismer til, hver Gang De solgte Fisk. Skaal!"

Jeg maa ellers paa Forhaand sige, at det ærgrer mig lidt, at mm aabenhjertige Meddelelse bliver modtaget saaledes, saa meget mere som jeg virkelig troede at have jaget de sidste Rester af den forhenværende Kandidat paa Flugt.

"Ikke desto mindre," fortsætter jeg, "kan jeg forsikre Dem om, at jeg tager til Skagen for at blive Fisker."

Den fremmede ser et Øjeblik paa mig, derpaa giver han sig til at fløjte ganske svagt og siger saa i en lidt forandret Tone:

"Godt. Det er en anden Sag. De gaar til Skagen, fordi det nu morer Dem at fiske. Jeg gaar tilfældigvis ogsaa til Skagen, men det er paa Akkord-Arbejde ved Fyret. Jeg trode ellers, at vi kunde have slaaet vore Pjalter sammen, men nu ser jeg nok, at De er en Klophammer, medens jeg er et ganske simpelt Vridbor."

Uden egentlig ret at være klar paa Forskellen mellem de to Begreber, forsikrer jeg ham, at han for "Klophammeren" s Vedkommende tager fejl; vi kan tværtimod meget godt gøre hinanden Selskab. Og saa sætter vi os ned paa Halvdækket agter ude og ryger og passiarer sammen. Skuden løber rask for Vejret med sin Bredfok til og med 241 Bommen helt affiret. Det er næsten mørkt; den tredobbelte Bestillingsmand pusler forude ved Kabyssen; Skipperen staar til Rors, smaanynnende, vendende Skraaen i Munden med et ejendommeligt lille Smæk med Tungen og spyttende nu og da ud over Rælingen. Lampen foran Kompasset i Nathuset er tændt. Ved det rødlige Skær ser jeg min Rejsefælles Ansigt. Det er et aabent, rask Ansigt, en Smule hult under Kindbenene, med en kort, afstumpet Næse, en bred Mund med et kommende og gaaende skalkagtigt Træk ved Mundvigene, under Hagen et stridt, fremadkæmmet, saakaldet "Skomagerskæg" , livlige, klare Øjne under meget lyse Øjenbryn; et ret karakteristisk Ansigt, efter hvilket jeg anslaar dets Ejermand til at være midt imellem de tredive og de fyrre og til just ikke altid at have brugt Høvlen i et københavnsk Værksted.

Min Antagelse i saa Henseende bekræfter sig længere henne i vor Samtale. Jo mere Ensomheden, Søernes Skvulpen og Vindens Nynnen opfrisker Erindringen hos mig og derved gør mig adspredt og tavs, desto mere meddelsom synes min Rejsefælle at blive.

"Hør," siger han, idet han vist for tyvende Gang stopper og tænder sin Pibe. "De maa ikke tage mig det fortrydeligt op, men jeg har en Formodning om, at De vist for ganske nylig har faaet saadan, hvad man kalder, en Knast for Stemmejernet og ikke kan komme videre ad den Vej. Jeg har lagt Mærke til Deres Udtryk lige fra det Øjeblik, De kom om Bord, og jeg kender nok det, naar man ser saadan ud af Øjnene. Og nu denne Historie om Fiskeriet paa Skagen! Ja, De maa virkelig ikke blive vred over min Dristighed, men jeg har vænnet mig til at sige saadan alt, hvad der falder mig ind, og De er jo heller ikke storagtig og vil nok høre paa mig. Ser De, jeg kender Verden. Jeg kender dem, alle disse Tyveknægte og Hallunker, baade Hanner og Hunner, og jeg har i mine tidligere Dage faaet adskillige Gange paa Sømho'derne, fordi jeg har troet disse velsignede Medmennesker for godt. Men nu er jeg bleven, hvad min Vært, Bogbinderen i Wien, kaldte for en "Filosof", og jeg har mine egne Teorier, og jeg lader mig ikke narre mere. - Hvad der nu end maatte være gaaet Dem paa tværs, saa kunde det maaske interessere Dem at høre, hvorledes det er gaaet mig. Jeg er født i København. Mine Forældre var begribeligvis fattige Folk, og begribeligvis var vi en hel Flok Unger. Der er kun meget lidt og altid det samme at fortælle om saadan en Barndom. Min Fader var vist en meget flink Arbejder, men en Gang imellem, naar der ikke var noget Arbejde at faa, saa tog han sig en Taar over Tørsten; det blev efterhaanden til en Vane hos Manden, vi Børn fik Prygl, Moder søgte at holde Stumperne sammen om os; men skidt gik det, indtil endelig min Fader faldt ned og brækkede Benet, og saa døde han. Da min Moder var bekendt som en stræbsom Kone, saa var der 242 naturligvis snart en, som gerne vilde have en saadan Kone. Naa, saa fik vi da en Stedfader, og saa blev min ældre Broder og jeg smidt ud af Huset. Hvad der blev af min ældre Broder véd jeg ikke. Jeg selv kom paa et Snedkerværksted, og der passede jeg da Limpotten og fik Tamp af Mester, indtil en af Svendene, der altid havde holdt af mig, skulde ud paa Vandring. Jeg stak af Sted med ham, og efter mange Bryderier kom vi til Berlin og fik Arbejde paa et stort Værksted dér. Det var i Sommeren 1847. Jeg var kun en femtenaars Dreng, men jeg gik for at være flere Aar ældre. Papirer havde jeg rigtignok ingen af, men jeg har altid været rap paa Kløerne, og da jeg fortalte, at min Vandrebog var bleven borte undervejs, og da jeg straks pryglede den Svend, der skældte mig ud for Dreng, saa fik jeg Lov til at gøre Svendestykke, og saaledes blev jeg Svend paa tysk.

Sproget lærte jeg snart saa nogenlunde, og paa den Maade var vi kommen et godt Stykke over Nytaar 48, da jeg en Lørdag Aften, medens jeg var paa Vejen hjem til vort Logis fra den Bierknejpe, hvor vi Svende søgte, blev anraabt af en Dame, der løb lige saa stærkt, hun kunde, forfulgt af en Officer i Uniform. Hun greb min Arm, skreg nogle Ord, som jeg rigtignok ikke forstod aldeles, men hvoraf jeg nok kunde fatte Meningen, og just som Officeren kom hen imod os, fik hun en Port aabnet og var væk. Den militære Don Juan, der nok var drukken, efter hvad jeg kunde se, vilde ind ad Porten, men jeg sprang imellem og bad ham rejse Fanden i Vold. Han tog fat i mig, og jeg igen i ham. Nu kom der nogle Folk til, men ligesom jeg allerbedst forsøgte at forklare, hvad Stensliberen havde i Sinde, rev han sin Sabel op og slog mig oven i min Kasket, saa at jeg tumlede om paa Fliserne. Jeg var nok lige paa et hængende Haar ved at blive indskrevet i den store Vandrebog ved den Lejlighed. Da jeg lang Tid efter kunde begynde at sanse igen, traf jeg mig i mit Logis hos min Landsmand, der tilfældigvis var kommen den samme Vej og havde fundet mig saa ilde tilredt i Hænderne paa nogle Berlinere, som ikke vidste, hvad de skulde gøre med mig. Der havde nok været stor Allarm, efter at jeg var falden omkuld. En Patrulje var kommen til og havde befriet Officeren. Mig vilde ingen have at gøre med; de troede nok, at jeg var død, og godt var det, at min Landsmand var kommen til. For Resten var han nu ligesom halvtosset, og alle de tyske Svende, der kom op paa vort Kammer, var ligesom han. De skreg og drak Øl over en lav Sko. Jeg spurgte, om det var Helligdag; men de svarede, at det var Revolution. Med mit Hoved indbundet i et Haandklæde fik de mig trukket med hen paa en Knejpe, hvor der var fuldt af Svende og Studenter. Der blev jeg formelig vist frem. De kaldte mig for "Bruder" og "Martyr", og saa raabte de "Freiheit" og "Rache". Jeg var helt benovet af al den Spektakel, og jeg følte mig ganske syg og mat endnu.

243

Men jeg fik Øl at drikke, og da det nu gik op for mig, at her maaske var en Lejlighed til at klø Officeren eller en anden Militær af, saa brølede jeg ogsaa med af fuld Hals, saa at mit Saar i Hovedet sprang op, og Blodet flød mig ned ad Kinderne. Nu blev det rent galt. En stor, stærk Svend tog mig paa Skuldrene. En Student stak mig en lang Rytterpistol i Haanden og sagde, at den var ladt, jeg skulde bare skyde den af, naar det gik løs. Naa, tænkte jeg, her bliver nok ordentlig Mudder. Jeg sad paa Skuldrene af den lange Berliner, og nu gik det ud paa Gaden med hele Følget bag efter, og flere og flere kom der til, alle med Geværer og Sabler og store Stokke, og en Fane havde vi faaet i Spidsen - De véd nok, den "schwarz-roth-goldne" -; jeg sad godt, hvor jeg sad, og passede blot paa at holde Ligevægten, og saa snærede jeg Klædet saa fast, jeg kunde, om Hovedet. Blodet vilde jeg gerne have visket af Kinden og Halsen, men da jeg prøvede derpaa, raabte der straks flere: "Lass's sein!"

I dette Optog kom vi gennem flere Gader. Studenterne ved Siden af mig holdt bestandig Taler til Folk, som stod i Vinduerne elier paa Fortovet. Gud véd, hvor de Mennesker fik alt det Vejr fra. Hver Gang Studenten eller en anden havde talt, pegede de op paa mig, og saa svingede de med Fanen og raabte endnu højere. Paa en Gang hørte jeg Trommeslag, og saa faldt der Skud. Nu bli'r det Alvor, tænkte jeg. Jeg kunde se over Hovederne paa dem allesammen, og længst nede i Gaden fik jeg da Kig paa en Slags Vold af væltede Vogne, Portfløje og saadan noget. Bag Volden var en Mængde Mennesker samlet. De var meget roligere end vi. Alle Vinduerne i Husene paa begge Sider af Volden var taget af. Jeg kunde ikke se Folk indenfor, men en Gang imellem stak et Gevær ud igennem Aabningen. Hm, tænkte jeg, bare Du var nede igen paa Jorden ! I det samme saa' jeg paa den anden Side af Volden en hel Række Mennesker. Det var Soldater. Knapperne og Pikkelhuerne blinkede, og nu kastede de Geværerne til Kinden. Uha! Jeg dukkede mig helt ned bag Svendens Hoved, skønt vi rigtignok var et godt Stykke borte fra det, der gik for sig nede i Gaden. Saa væltede den hvide Røg frem, og nogle Kugler peb forbi mig. Jeg saa' igen frem for mig, og nu var Volden helt fuld af Mennesker, og vi kunde se, hvordan de sloges der oppe, og høre, hvordan de brølede og skreg. Hele Skaren, hvor jeg var iblandt, stod et Øjeblik stille, men da vi saa saa' Pikkelhuerne oppe paa Volden og saa', hvordan de stak og slog med Geværerne, saa raabte Studenten: "Vorwärts, Brüder!" og saa gik det fremad i en lynende Fart. Jeg vilde ned og bruge mine egne Ben, men Svenden klemte mig fast om sine Skuldre, og i strakt Galop kom vi hen bag Volden. De kan tro, det gik varmt til dér. Der var ikke et Menneske, uden at han var blodig. Studenten slog en Soldat med sin Sabel, saa 244 at Ansigtet knustes, og han faldt baglænds omkuld paa to, der laa og brødes. Den store Svend slap mig nu og vilde gribe efter Soldatens Gevær, men i det samme var der en, som skød ham med en Pistol. Jeg var lige kommen til at støtte paa mine Ben, og da Svenden faldt forover, saa' jeg, at det var en Officer, der havde skudt ham. Om det var den Officer, som jeg havde en Regning at opgøre med, det skal jeg til Dato ikke kunne sige. De Fyre ligner jo alle hverandre; men i det Øjeblik syntes jeg, at det var min gamle bekendt. Nok er det, jeg holdt den lange Rytterpistol frem og rykkede af midt imellem de to Rader blanke Knapper, jeg havde foran mig. Fyren faldt, saa lang han var, det er nu vist nok, og da jeg saa', at det gik saa let at slaa et Medmenneske ihjel, snappede jeg i en Fart det Gevær, som den stakkels Svend ikke havde faaet gjort Brug af, og gav mig nu til at slaa og stikke, ligesom jeg havde set Pikkelhuerne gøre. Om jeg fik det gjort af med flere Mennesker ved den Lejlighed, kan jeg ikke erindre. Det hele var som et Mølleværk i mit Hoved, og de enkelte Ting husker jeg ikke længer. Jeg kan blot huske, at jeg til sidst var trængt op ad en lav Stentrappe mod en Gadedør, som var lukket. En Soldat stod nede paa Gaden og langede op efter mig med sit Gevær. Jeg slog fra mig, saa godt jeg kunde, men mit Saar i Hovedet blødte nu svært, og Blodet løb mig ned i Øjnene og hindrede mig i at se rigtig for mig. Jeg var vistnok ogsaa bleven slaaet ihjel af Soldaten, men saa gik Døren bag mig pludselig op; jeg tumlede baglænds ind, og Soldaten, som vilde følge efter, fik en Støvlehæl for Brystet og styrtede ned ad Trappen, Jeg maa have tabt meget Blod, for nu, da Spændingen satte sig, blev alt mørkere og mørkere omkring mig; jeg hørte kun, men ligesom langt, langt borte, Hurraraab og Piben, og saa faldt jeg fuldstændig sammen. - Det var nu den anden Besvimelse i Løbet af et Par Maaneder; men den sidste var nok længere end den første, og havde jeg ikke været saa ung, var jeg nok ikke kommen over den."

Her gjorde Fortælleren et lille Ophold, under hvilket han stoppede sin Pibe med den Bemærkning, at jeg maatte undskylde, om han høvlede Planken lidt vel nær og maaske fik altfor mange Spaaner ud af den. Disse gamle Historier kunde vist næppe more en, der var saa "godt lært", og han skulde nu beflitte sig paa at blive mere kortfattet.

Jeg erindrede ham om, at vi havde Natten for os, og han fortsatte da:

"Det var nok saadan en Professor eller lærd Mand, i hvis Hus jeg saa hovedkulds var falden ind. Jeg blev plejet og passet og havde et Værelse for mig selv, hvori der ikke kom andre end Professoren og hans eneste Datter. Da jeg var kommen nogenlunde til Kræfter igen, maatte jeg fortælle om mig selv, om hvor jeg var kommen fra og om 245 Revolutionen. Det, jeg havde at fortælle om denne, smagte nok ikke rigtig Professoren. Jeg mente, at en Revolution var en god Lejlighed til at drikke Øl og skyde Officerer paa Pelsen, - andet kunde jeg jo ikke vide. Men nu tog Professoren mig ordentlig for sig og belærte mig om Folkenes Rettighed til med Vaaben i Hænderne at fordre den Frihed, som tilkom alle Mennesker, men som Regeringerne aldrig vilde give fra sig. Han gik frem og tilbage i den lille Stue som et Dyr i et Bur, knyttede Hænderne og fægtede med Armene i Luften. Han sagde saa meget, saa meget. De enkelte Ord har jeg nu glemt, men Meningen har jeg bestandig her i mit Hoved. Naar Datteren kom ind til mig, plejede han altid at pege hen paa mig og sige: "Se, der har vi den ene Side af denne Revolution, og her (og saa slog han sig selv for Brystet) har vi den anden Side. Det er Haandværkssvende, der løber fra Ølknejpen ud paa Barrikaden for at opgøre en Regning med en enkelt Mand, ikke for at tilintetgøre Despotiet igennem dets tilfældige Haandlangere. Og det er os Studenter og Lærere, der ikke har givet os Tid til at oplære Haandværkssvendene, inden vi gjorde Revolutionen sammen med dem. Men derfor er det ogsaa gaaet, som det er gaaet, og skal det blive til noget næste Gang, da maa Rejsningen ske nedenfra, udelukkende af de Klassers egen Drift, som vi maa bearbejde med Bøgernes Vaaben i Haanden og ikke som nu i det sidste Øjeblik fremkalde med Fanen og Barrikaderaabene." - Saadan noget sagde han, og de sidste Ord husker jeg da tydelig nok, thi dem kom han bestandig tilbage til. Og saa ,gav han mig Bøger at læse og sad hele Timer ad Gangen inde hos mig og hørte, om jeg ogsaa havde forstaaet, hvad jeg havde læst, og hjalp mig til Rette, naar det ikke rigtig vilde gaa for mig.

Datteren tog det paa en anden Maade. Det var en rigtig flink Pige. Hendes Moder, fortalte hun mig, var død fra hende, da hun var ganske lille. Hun havde ikke haft anden Omgang end hendes Fader og nogle af hans Venner. Derfor var der ogsaa noget ved hende, som slet ikke lignede andre Pigebørn. Skønt hun ofte kyssede mig, medens jeg laa syg, og sagde: Braver Junge! tænkte jeg slet ikke paa at blive forliebt i hende. Inde i Huset gik hun bestandig med et trefarvet Baand om Skulderen, og da jeg kom op og kunde gaa omkring, viste hun mig den Bøsse, hvormed hun havde skudt ud ad Vinduet paa Soldaterne. Saa satte hun sig hen til Klaveret og spillede og sang for mig; og det var altid Revolutionsviser.

Efterhaanden blev Professoren i daarligere og daarligere Humør, og paa hans Ord kunde jeg mærke, at Tingene nok var kommen i deres gamle Gænge igen. Endelig kom han en Dag ind til mig og sagde, at han vilde give mig et Brev med til en af sine Venner i Wien. "Du er nu rask og frisk," sagde han, "men her er Luften alt andet end frisk. Du maa se at komme væk; vi gamle kan nok trives her, naar vi slaar 246 os paa vor Mund og æder Galskaben i os, men med Jer unge er det en anden Sag. I maa bevares for de kommende Tider, men saa maa I flakke omkring og bestandig være Bevægelighed og Forandring underkastet. Ellers ruster I fast, eller hvad værre er, I snakker op i Utide og bliver stukket 5 Hullet; og dermed gavner I ingen Sag."

Saa fik jeg da Brevet syet ind i mit Frakkefor, og nogle Penge fik jeg paa Lommen, og saa tog jeg Afsked og gik til Wien. Det var s'gu herlige Mennesker de to; ja, det var saa. Datteren kyssede mig og forærede mig en Dukat, som var indsvøbt i et langt Digt, som hun selv havde lavet. Professoren forærede mig et Lommeur og sagde: "Tag Tiden i Agt, min Søn. Bestandig fremad ligesom Viseren. Lad Dig aldrig stille tilbage; det har Værket ikke godt af. Og naar den store Revolutionstime atter slaar, saa vis Dig som en Mand, - denne Gang har vi allesammen kun vist os som Børn."

Og dermed gik jeg. Det varede syv Aar, inden jeg igen kom til Berlin, men da var Professoren død og borte, og Datteren kunde ingen sige mig nogen Besked om."

Her gjorde Snedkeren et Ophold. Den simple, kunstløse Fortælling havde frembragt en egen Virkning paa mig; at den ogsaa havde taget Skipperens Opmærksomhed fangen, fornam vi nu.

"Det var Satans til Pigebarn," brummede han. "Saa hun skød virkelig ud ad Vinduet! Hm, ja, hvad skal man sige. Det er en underlig Slags Mennesker, disse Fruentimmer. Der var en lille Pige nede i Malaga, da jeg gik i Frugtfarten. Hun var saadan lidt Kæreste med mig, men det rev ud en Aften, da hun absolut vilde stikke mig med en Kniv."

"Med en Kniv?" gentog jeg halvt mekanisk.

"Ja med en af disse krumme Djævler, der knækker tre Gange, naar man lukker dem op, og som saa staar saa støt mod Fjeren som en tothalet Brambardon. Det var ellers min Lykke, at jeg hørte den knække. Det var nemlig i Mørket, skal jeg sige Dem; og vi var nok uklar om nogle Religionssager." -

Jeg tænkte ved mig selv: Denne Mand tager et fyrigt Udbrud af spansk Fanatisme saa let. Og jeg med min københavnske Kokette ...!

"Aa, fortæl lidt mere," bad jeg Skipperen. "Holdt De meget af hende? hvad blev det saa til?"

"Holdt af hende?" brummede Sømanden. "Ja, De kan bande paa, at jeg holdt af hende. Men lade mig stikke ihjel som et Svin, det vilde jeg dog ikke. Saa tog jeg Kniven fra hende, lukkede den sammen og puttede den i Lommen. Saa bed hun mig i Fingeren, og saa gik jeg min Vej. Dagen efter lettede vi, og siden har je.g ikke været i den Fart og kommer rimeligvis heller ikke mere."

"De siger, at De holdt meget af hende. Tænkte De da meget paa hende siden efter?" spurgte jeg.

247

"Aa ja. Men hvad Fanden! Der er Smaapiger over hele Verden. Og der er da ingen Grund til at tænke mest paa dem, der stikker med Kniv eller bider."

Jeg tav.

"Det var Religionssager, De omtalte," bemærkede nu Snedkeren. "Det erindrer mig om mit Ophold i Wien. Jeg arbejdede den Gang paa et stort Værksted inde i den gamle By; men selv boede jeg ude i den modsatte Ende. Jeg havde logeret mig ind hos en gammel Bogbinder, der var Pebersvend. Han beboede Kvisten af et Hus. En grumme belæst Mand var han, for han læste først Bøgerne, inden han bandt dem ind. Neden under os boede en luteransk Præst paa den ene Side af Gangen og en katolsk dito paa den anden Side. I Lejligheden neden under igen var der nok saadan en Slags Pensionsanstalt for unge Damer, der kom til Byen paa kortere eller længere Tid. Af disse unge Damer var nogle luteranske og nogle katolske; Fruen, der havde Anstalten, var nok begge Dele paa én Gang. Nu løb Præsterne bestandig ud og ind der nede, og Bogbinderens gamle Pige, der tillige havde Rengøring i de unge Damers Værelser, havde altid nye Fortællinger om Konkurrencen mellem Præsterne og om Skænderierne mellem de unge Damer indbyrdes om, hvilken Religion de foretrak, og dette vilde da egentlig sige, hvilken Præst de foretrak. Den katolske Præst var en yngre, ganske køn Mand, der gav mig sin Velsignelse, naar jeg nu og da udrettede noget for ham. Luteraneren var halvgammel og skaldet, og han gav mig Drikkepenge. Da jeg nu undertiden havde noget at gøre i Stand, snart for den ene og snart for den anden af disse to sorte Herrer, saa begyndte de at bearbejde mig for deres Tro, da de nemlig snart saa', at jeg i Grunden ingen rigtig reel Tro havde. Dels havde jo min Professor snakket saa meget med mig om de Dele, at jeg nok kunde sige mig selv, hvad der var hvad; dels var min Katekismus i Skolen egentlig aldrig bleven banket mig rigtig ind i Hovedet, saadan som f. Eks. Tabellen og de fire Specier. Men det var dog især den gamle Bogbinder, der virkede mest paa mig i denne Henseende. Han var en grumme lærd Mand, ja maaske mere lærd end Professoren selv. Og hver Gang Præsterne havde haft fat i mig, saa tog han en af sine Bøger frem og læste for mig, eller, naar han netop ingen havde ved Haanden, som var uindbunden, saa snakkede han med mig, medens han kogte sit Klister. Han troede slet ikke paa noget undtagen paa Astronomi; men det troede han ogsaa paa for Alvor. Og han havde en gammel Kikkert, der stod paa tre Ben. Den rettede han saa ud igennem Vinduet, hver Gang det var Fuldmaane. Og saa skiftedes han og jeg til at kigge deri, og saa fortalte han, at han kunde se baade Bjerge og Søer og Skove og Marker paa Maanen; og naar der var alt det paa Maanen, saa maatte der ogsaa være Mennesker paa Maanen, og saa 248 kunde Vorherre ikke være bleven til her paa Jorden, og saa var det ikke sandt, hvad Præsterne nede paa tredje Sal sagde.

Jeg kunde nu rigtignok ikke se alt det paa Maanen, som han kunde. Men det kom maaske af Mangel paa Øvelse. Desuden blev jeg ked af at staa i den kolde Natteluft og kigge paa et og det samme altid. Og da jeg en Aften havde samlet mig en rigtig god Forkølelse, saa gik jeg Dagen efter ned til den luteranske Præst og spurgte ham, hvad han mente om Maanen. Den havde han nu ikke nogen rigtig Mening om, men da jeg talte videre og forklarede ham mine Meninger om Tingene, saaledes som jeg havde sat dem sammen efter Professorens og Bogbinderens Ord, saa blev han vred og skældte baade Professoren og Bogbinderen ud, og da han var færdig med dem, saa tog han fat paa den katolske Præst og gav ham efter Sædvane sin Bekomst med.

Dette syntes jeg nu ikke om, og jeg gik samme Aften ind til den katolske. Han var meget venlig, sagde, at alle Mennesker i Grunden havde lige megen Ret, men at den katolske Kirke dog var den bedste og eneste; og Søndagen efter tog han mig med sig hen til den Kirke, som han arbejdede for. Der var nu Musik og Sang og en mageløs dejlig Lugt. Og der var ogsaa en af de unge Damer fra Pensionsanstalten derhjemme. Det var den allersmukkeste og allervenligste af alle Damerne, og jeg var, naar jeg ærlig skal tilstaa det, forliebt op over begge Øren i hende. Hun nikkede nu venlig til mig fra sin Bedeskammel, og jeg besluttede mig til at lægge mig efter at blive katolsk. Det forekom mig ogsaa at være det nemmeste; for i Grunden havde man dog intet andet at gøre end at lade Musikken og Sangen og Præsten gøre det altsammen for sig. Medens jeg nu laa paa mine Knæer ligesom alle de andre og tænkte herpaa og nu og da skottede hen til den unge Dame, saa kom Præsten, der nu havde faaet fine Klæder paa, langsomt gaaende forbi mig. Og han smilede venlig til mig, og da han kom forbi Bedeskammelen, hvor den unge Dame laa, smilede han endnu venligere og korsede sine Arme. "Det er dog en rigtig skikkelig Mand," tænkte jeg, "ganske anderledes venlig end Luteraneren derhjemme." Og jeg syntes ordentlig, at jeg blev mere og mere katolsk for hvert Minut, der gik. Da jeg kom hjem, havde jeg en ordentlig Batalje med min Vært, Bogbinderen, som endte med, at jeg blev sagt op. Men ikke mange Dage efter kom hele Huset i Oprør. Den katolske Præst var stukket af med den unge Dame, som jeg var saa forliebt i. Jeg græd af Arrighed, og samme Aften pryglede jeg en lang Skrædersvend, der havde nogen Lighed med Præsten, dygtig igennem paa en Knejpe. Men hvad hjalp det? Og hvad hjalp det, at jeg atter forsonede mig med Bogbinderen - Borte var hun, og Præsten med, det Skarn! Det katolske var fuldstændig gaaet af mig. Luteraner blev jeg da heller ikke, uagtet hele Huset, det vil sige Pensionsanstalten, gik over til den 249 anden Præst. Jeg sad oppe paa min Kvist og kiggede paa Maanen sammen med den gamle Bogbinder. Og da han et Par Aar efter gik hen og døde, saa arvede jeg to Hundrede Gylden efter ham foruden hans Kikkert, som jeg straks solgte, og saa var det, at jeg gik til Konstantinopel."

Der blev en Pavse, under hvilken Piberne blev stoppede og tændte paa en frisk; og ligesom sidste Gang brød Skipperen Pavsen, og ved denne Lejlighed var det de ældgamle Temaer om Tro og Viden, der blev gjort til Genstand for hans naive, sunde Behandling. Jeg erindrer saaledes, at han blandt andet ytrede sig om Søfolks Overtro og om deres Mangel paa det, man plejer at forstaa ved Tro.

"Folk," sagde han, "vil saa gerne fortælle om Søfolks Gudsfrygtig hed. Jeg har nu altid, saa længe jeg har faret til Søs (og jeg har taget adskillige Vagter og adskillige Tørn, og ikke altid paa Dæksbjælkerne af en Kvase), lagt Mærke til, at de rigtig flinke Sømænd, og det er dog Gudskelov Størsteparten af den hele Stand, nok kan tro paa Vars ler og gode Dage og onde Dage og meget andet af den Slags (hvad jeg nu for Resten for mit Anbelangende ikke tror paa), men saadan "guds frygtige" det er kun de klejnere af dem, som enten har en ond Sam vittighed eller er bange for deres Skind eller er bleven gamle og affæl dige. Hele Sømandens Liv fører jo med sig, at han først og fremmest maa stole paa sig selv, saaledes som en Gang en Doktor sagde mig, at de gamle Vikinger gjorde. Naar man stoler rigtig paa sig selv og gør sin Pligt, saa længe man kan, saa behøver man ikke at have Vorherre til hvert Øjeblik at springe for sig. Jeg fo'r en Gang paa England med en Skipper, til hvem jeg sagde noget lignende. Men han blev gal i Skralden og kaldte mig for en ugudelig Tamp, hvem Fanden nok vilde tage. Naa, Fanden har ikke taget mig endnu; men den Skipper, om hvem jeg taler, han var i en af de engelske Afholdenhedsforeninger og havde altid mange Bønnebøger i Kahytten og altid mange gudelige Talemaader i Munden; men han pimpede i Smug, og en Aften i en Storm, da han selv havde en halv Storm paa, kopsejsede han sig selv fra Hækken og gik over Bord, og hvis Fanden ikke har taget ham, saa har Fiskene taget ham, og hvis Fiskene ikke har taget ham, saa maa det være, fordi han smagte dem altfor forbandet meget af Whisky. Men for at blive ved Manden, hvor jeg slap ham - som Skarpretteren sagde, da han huggede tredje Gang paa Tyvens Hals -, saa fik vi samme Eftermiddag, som den Samtale var falden mellem os om For middagen, en ordentlig Ryger lige i Næsen. Vi laa i Nordsøen, og Sku den var kun svagt bemandet. Skipperen maatte op tillige med os Folk og gøre Sejl fast. Han og jeg laa paa samme Nok. Hun tudede og peb i Rigningen, og den ballastede Skude kastede sig i Søerne, og det var meget stygt. Skipperen var ganske bleg om Næbet, og ikke saa snart 250 var han kommen op paa Raaen, førend han begyndte at bede ganske højt. "Hold heller fast, Skipper," raabte jeg til ham, "og lad os se at faa Arbejdet gjort og saa komme ned igen. Vorherre har saamænd meget andet at tage vare paa, end at høre paa Dem." Skipperen skelede frygteligt til mig og blev ved at bede. I det samme tog Skuden en voldsom Overhaling. Skipperens Fødder gled ud af Perten, og da han jo brugte sine Hænder til at bede med, vilde han være gaaet i Søen, hvis jeg ikke havde slaaet en Klo i Nakken paa ham og saaledes spillet Vorherre. "Der kan De selv se!" raabte jeg; men han hørte mig ikke færdig; han entrede i en Fart ned ad de luv Stængebardoner, rendte tværs over Dækket og ned i Kahytten, hvor han trøstede sig med den "klukkende Salmebog", som vi kaldte hans Whiskydunk."

Her tog Fortælleren sig en ny Ende Skraatobak, efter at han med et formeligt Sæt i hele Kroppen havde sendt den gamle uden Bords, og vedblev:

"Jeg kunde berette mange af den Slags Eksempler, og navnlig kunde jeg fortælle, hvordan det gik mig nede i Middelhavet, da jeg vilde gøre en Afstikker til Messina fra Palermo, hvor jeg laa med en Frugtskonnert. Jeg gik om Bord i en af de Fiskerfelukker, som farer paa Kysten, og da vi var kommen et Stykke udenfor Kap Zafrano, begyndte det at blæse op. De sorte Italienere om Bord blev nu forknyt, og da Kulingen tog til, gik de alle fra Snøvsen og smed sig ned paa Dækket i Læ og begyndte at raabe paa deres Marie og paa Bambus eller Bambinus, eller hvad det nu hedder. Jeg tænkte ved mig selv: Ja, havde jeg blot en ordentlig Bambusstok, saa skulde jeg hjælpe Eder! Jeg havde imidlertid ingen Stok ved Haanden, og det hjalp ikke, at jeg sparkede til en af de sorte Karle; han viste kun Tænder, ligesom om han vilde æde mig, og blev saa ved at raabe paa Bambus. Kulingen blev efterhaanden til Storm; de sorte Slyngler skabede sig, som de var besatte, og jeg tror Gud hjælpe mig, at de tænkte paa at smide mig over Bord, fordi de mente, at det var mig, der lavede al den Vind. Nu véd jo nok enhver, hvorledes disse Baades Rigning er beskaffen. De har i Midten af Fartøjet en kort, svær Mast, der peger forefter. Denne Mast bærer en nederdrægtig lang Raa med et Helvedes stort, trekantet Sejl, der staar med Halsen ude i Stævnen og med Skødet helt agter ude. At rebe dette svære Sejl var der ingen, som tænkte paa; de bad og de bandte, og de truede ad mig, og da jeg nu indsaa, at vi enten maatte kuldsejle allesammen, eller ogsaa at jeg blev hevet over Bord, saa løb jeg hen til en af Hallunkerne og bad ham paa engelsk om hans Kniv. Han troede nok, at jeg vilde ham til Livs. Han trak Kniven, men rigtignok for at jage den i mig. Dog, den gik ikke. Jeg slog ham lige midt i hans sorte Fjæs, saa at Næse og Mund stod i ét. Saa snappede jeg Kniven, sprang hen og kappede Faldet, og ned 251 rutschede Sejlet og belemrede alle Slynglerne nede i Læ. Jeg tog nu Roret, løb Fartøjet op i Vinden, og idet jeg skar nogle frygtelige Ansigter og svingede den lange Kniv, betydede jeg de krumsnudede Abekatte, da de endelig kravlede frem under Sejlet, at de skulde gaa i Gang med at rebe. Det gjorde da ogsaa et Par Stykker af dem. Vi fik det mindskede Sejl sat, jeg beholdt min Plads ved Roret med Kniven parat, men efterhaanden drev Bygen over. Vejret blev godt igen, og nu var der ingen Ende paa deres Jubel. De kom krybende hen til mig og kyssede mine Støvler, og havde jeg sidste Gang gjort mig selv til Vorherre, saa blev jeg nok denne Gang af Italienerne gjort til Mutter Maria."

Fortælleren syntes at være ganske stolt af sin Bedrift, og det havde han da i Grunden ogsaa Ret til. Jeg sagde ham et Par opmuntrende Ord, og han fortsatte:

"Nej, klare for sig selv, det maa enhver Sømand, og gudsfrygtig har man ikke megen Tid til at være - naar det kniber. Og naar det er stille, - ja, saa sover man og synder ikke, som Ordsproget siger. Og nu, naar man er i Land, ja, hvad saa? Saa véd nok alle og enhver, hvordan Sømanden bruger sin Tid. Og det er da heller ikke saa underligt ; thi der er ingen, der borger en for, at man nogensinde kommer i Land igen, og hvis jeg i det hele taget kunde falde paa at sammenligne Sømanden med Soldaten, saa vilde jeg sige, at det gaar Sømanden, naar han kommer i Land, ligesom Soldaten i Krigstider, naar han kommer i Kvarter. Men, som sagt, jeg vil ikke sammenligne Sømanden med saadan en Bonde af en Soldat. Men derimod vil jeg spørge om én Ting, og det er, om en Sømand, der i Reglen kommer rundt omkring til alle Steder paa Jorden, og som ser, at Engelskmand og Franskmand og Spanioler og Tyrkere og Negere og Malajer og Grønlændere og Kinesere hver især har sin Vorherre og aldrig kan forliges om ham, men altid skælder hverandres Vorherre ud, om saadan en Sømand ikke maa sige til sig selv: "Du har kun at klare Dig selv og gøre din Pligt og drukne, naar du skal!" Og hvis alle Folk inde i Land vilde sige det samme, saa kunde de nok spare sig alle de Kirker og hellere bygge Friboliger for udtjente Søfolk; thi det er dog dem, der slider og aser og døjer ondt, for at alle Folkene i Land kan have deres Sukker og Kaffe, Tobak og Vin og Korn og Kul og alt muligt andet. Og saa vil jeg dertil kun tilføje, at jeg selv, som staar her, har været inde i alle de Kirker, der nogenlunde kan findes, og alle Steder har jeg befundet mig ligesom en levende Reje paa en varm Æggekage."

__ __ __

Kære Ven. Jeg beskriver Dig hele denne Aften paa Kvasens Dæk saa udførlig, fordi den bragte mig selv saa mange friske og sunde Pust ud gennem disse "udannede" Menneskers Fortællinger og 252 Bemærkninger. Meget af mit eget Smaaklynkeri blev derved jaget tilbage i Baggrunden. Jeg følte mig selv som den, der i lang Tid har givet ud, og som nu modtager. Og jeg lænede mig tilbage og modtog i fulde Drag Aftenvindens Fortælling, de skvulpende Søers Fortælling og Fortællingerne af de to "simple" Mennesker, der hver for sig tog Tingene saa overordentlig nøje i Overensstemmelse med den Maade, jeg selv ønskede mig at kunne tage dem paa. Og da der endelig blev en længere Pavse, som truede med ikke at blive udfyldt, saa udfyldte jeg den for mit Vedkommende ved at krybe ned i Kahytten og lægge mig i den snevre Køje, medens Kvasens Stævn gennemskar Kattegattets mørke Vande.

Da jeg tidlig næste Morgen kom paa Dækket, var Vejret koldt og taaget. Jeg fik en Skaal varm Kaffe forude ved Kabyssen, og siddende paa Rælingen, nippende til den rygende Drik og knasende det mørkebrune Kandissukker anstrengte jeg mig forgæves for at trænge gennem det tætte, graa Slør, der spærrede mit Øje Udsigten til alt det, der muligvis kunde have været at se rundt omkring mig. Paa én Gang lød forunderlige drønende, gungrende, skrattende Toner gennem Tykningen.

"Nu spiller de nok Tappenstregen om Bord i Fyrskibet," raabte Skipperen henne ved Roret. "Jeg tænkte jo nok, at vi maatte være i Renden et Steds. Det er ellers Fanden til Spektakel, den nye Kasserolle kan gøre, men den gamle duede da heller ikke meget, kan jeg tro; de kunde lige saa godt have spillet Bummelum paa en Messingspyttebakke."

Efter disse indledende Bemærkninger, der antydede, at vi var i Nærheden af Læsø-Rende Fyrskibet, gav Skipperen Roret til sin Medhjælper og sprang selv forud og op paa Spillet, hvorfra han med en Værdighed som en Chef paa en stor Orlogsmand kommanderede Skudens Bevægelser.

Den hele Situation interesserede mig. Gongonens underlige - hvorfor skulde jeg ikke sige overjordiske - Toner kom nu og da med Mellemrum bølgende ud til os gennem Taagen, og efter disse snart svage, hendøende, snart skarpe, frembrusende Lydbølger, der paa en mærkelig drillende Maade i det ene Øjeblik lød fra højre og saa atter i det næste fra venstre Side, bugtede vi os frem ligesom en Hund, der snuser efter sin Herres Spor. Jeg véd oprigtig talt ikke, hvorfor jeg ytrede mine Tanker i Ord, men jeg sagde ikke desto mindre til Skipperen, at det gik os Mennesker i mange Tilfælde, ligesom det nu gik hans Kvase. Vi hører forude i den dunkle Taage en hemmelighedsfuld Stemme, Ord eller Lyde, som vi ikke kan forklare os, men efter hvilke vi retter vor Kurs og kryber og kravler os frem snart til højre, snart til venstre, eftersom vort svage Øre opfanger Lyden. Vi tror sikkert, 253 at den hemmelighedsfulde Stemme mener os det godt; men hvem borger os for ...

"Støt med Roret!" brølede Skipperen og saa' ned paa mig. "Ja, hvad mener De egentlig? - Fald en lille Kende! - Det kan s'gu gerne være, at De har Ret. - Støt saa! - Men det er saa forbandet lærd;

- der har vi hende. Lul! for Satan! Puh, den nederdrægtige Taage. De kunde dog ogsaa gerne blive ved at spille paa Trommen; hvad andet har de at bestille der om Bord."

Ud af Tykningen traadte noget stort, mørkt noget, der efterhaanden udviklede sig til et taageomhængt Skib, et svært Skrog med lave Master og en Ballon paa Fortoppen. Vi strøg tæt forbi. Det syntes, at en høj, mager Mand sprang op paa Lønningen og svingede med Hatten ned til os. Jeg tog min Hue af og hilste. I det samme faldt Gongonmusikken ind med fulde, dundrende Toner, og larmende og skingrende, skrattende og gungrende tumlede Lydbølgerne over hverandre og syntes at løbe ligesom en forvildet Flok Smaadjævle omkring i det taageomhængte Skibs Rigning, hvorfra de saa kastede sig ned paa Kvasens Dæk og hoppede derfra over Bord og svømmede hen over Vandfladen ind i Taagen paa den anden Side.

Skipperen saa' paa mig, og idet han kneb det højre Øje til paa en egen uigengivelig Maade og puttede en mægtig Ende Skraa i Munden, syntes han ligesom at ville sige: Der har De Deres hemmelighedsfulde Stemme - i Nærheden! Og saa sprang han ned fra Spillet og løb agter ud til Roret, og undervejs hørte jeg ham brumme: "Se saa, nu har vi nok af den Spektakel; nu kan vi klare os selv."

Vi gik da i Gang med at klare os selv. Min Ven Snedkeren og jeg skiftedes til at hive Loddet. Skipperen styrede, og saaledes gik det fremad gennem Taagen, til denne endelig lettede og strøg i lange, sønderrevne Gevandter ind over de høje Banker paa denne Side Frederikshavn.

Kort efter havde vi naaet Kvasens Hjemstavn. Vi pressede os ind

gennem det snevre Havneindløb, gled tværs over den rummelige Havn og lagde til ved Bolværket. En Mængde indfødte stimlede sammen paa Kajen; et Par af de dristigste sprang om Bord til os, og i det velklingende vendsysselske Maal udspandt der sig snart mellem Skipperen og hans Medhjælper paa den ene Side og de indfødte Entregaster paa den anden Side et livligt Ordskifte af Spørgsmaal og Svar, der naturligvis først og fremmest drejede sig om os Passagerer, dernæst om Rejsen og endelig om de mest detaillerede private Anliggender, Barsler og Begravelser, Torvepriser og Hussalg.

"Hør nu, Folkens," sagde min Rejsefælle, idet han kastede en Bylt med sit "Kram" over Nakken og skubbede de nærmest staaende til Side; "nu kunde I maaske være saa venlige at gøre lidt Plads." Og 254 derpaa hoppede han op paa Bolværket, bad dem om Forladelse, som han havde traadt paa Tæerne, og banede en Vej for mig, der kom bag efter. Jeg havde taget en foreløbig Afsked med Skipperen; mit Tøj skulde staa om Bord, til jeg fik opspurgt en Lejlighed nordpaa; kun min Vadsæk havde jeg slængt over Skulderen, og nu fulgtes vi to Rejsekammerater ad op igennem Byens uendelig lange og uendelig kedsommelige Gade, der fremviste den mest sammenhængende Række af Værtshuse, jeg nogensinde erindrer at have set.

"Er De kendt her?" spurgte jeg Snedkeren.

Jo, han var lidt kendt her. Han havde været en Gang før i Logis her et Par Dage, og hans gamle Logissted fik vi da opsøgt. Det var et Beværtningssted som saa mange andre "Beværtningssteder". En tyk Madamme stod bag ved Skænken. En Kattekilling legede paa Gulvet med hendes Garnnøgle. Der var ingen Gæster endnu at se; det var lidt for tidligt paa Formiddagen. En Dør stod aaben ind til et Værelse. Jeg skævede derind. En Seng, hvor en Person havde sovet rimeligvis for ganske nylig. Et Par "Slæbere" ude paa Gulvet. Et Vaskebord; en ... jeg tog Øjnene til mig.

Og jeg var endnu saa lidt bleven til en Fisker, at jeg følte, hvorledes en hemmelig Længsel opsteg hos mig efter skyndsomst at fjærne mig og opsøge mig Kvarter i et af de større Gæstgiversteder, som vi var kommen forbi nede ved Havnen.

Jeg vilde dog ikke saare min Kammerat, og jeg smed min Vadsæk paa en Stol og satte mig ned. Snedkeren havde imidlertid ganske rolig lukket Døren ind til Sovegemakket, og nu stødte han med et kort "Forlov, lille Madam" Vinduet i Skænkestuen op, bad om Vand til at vaske sig i og tog i det hele taget Tingene saa praktisk, som de kunde tages.

Jeg skammede mig i Stilhed og forlangte "to Kopper Kaffe med Brød til", og da det forekom mig, at den ærlige Fyr alligevel havde lagt Mærke til mit Anfald af Fornemhed, tilføjede jeg: "og to gl. Romere."

Værtinden smilede nu naadigt, Snedkeren smilede skælmsk, og Solen skød en lang, gylden Stribe ind gennem Vinduet, hen over Kattekillingen paa Gulvet, og over Skænken og tværs over Værtindens røde, skinnende Ansigt.

Da vi havde gjort tilbørligt Toilet, da Kaffen med mere var indtaget, og da vi havde forsynet os hver med en Cigar "af de bedste", gik min Kammerat ud i Byen for at søge Lejlighed til Skagen. Posten var gaaet, akkurat som vi kom til Byen, fortalte Værtinden; men der var vistnok Bønder, som skulde nordpaa; "naar vi nu justement skulde af Sted i Dag," tilføjede hun med et kærtegnende Blik til Sovekammerdøren.

255

Jeg slentrede alene ned ad Gaden, og da jeg saa' en Slags Allé, der drejede af ud imod Vandet, fulgte jeg denne og stødte snart paa Volde og Grave og et forfaldent Porttaarn. Gennem dette kom jeg ind i en med Bastioner omgiven Gaard, hvis Midte optoges af et ligeledes forfaldent Taarn i den kinesiske Pagodestil. Jeg kan tilføje her, at jeg ude om Bord paa Kvasen havde ærgret mig over dette Taarns arkitektoniske Linjer og spekuleret paa, om det var Tidens Tand eller Bygmesterens Haand, der havde trykket Taget ind paa Midten og saaledes givet det den antydede kinesiske Form. Ved Hjælp af mine geografiske Skolekundskaber sluttede jeg mig nu snart til, at disse Bastioner og disse Taarne, alt "en miniature" , maatte være den for Frederikshavns Vedkommende obligate Fæstning "Fladstrand".

Og idet jeg greb Idéassociationen: Fladstrand og Østersbanker, sprang jeg op paa den Bastion, der vendte ud mod Havet og kiggede ned i Vandet. Der var ikke Spor af Østers at opdage. Der var store, mørke Rullestene, som Søerne slog op imod med en egen klukkende Lyd. Der var Stenrev længere ude, hvor en Sø nu og da brød og blinkede ; og længst ude var "Holmene".

Det var klart Efteraarsvejr med den ejendommelige Fugtighed i Luften. Ude i Kattegattet skinnede Formiddagssolen ned med brede, lysende Striber. Bag Striberne skød en Mængde smaa Skybanker sig i Vejret, og jeg tænkte ved mig selv, at Herligheden nok ikke varede længe. Og medens jeg iagttog, hvorledes Skyerne arbejdede sig op, og medens jeg fulgte de vekslende Skygge- og Lysstriber, der lagde sig hen over det store Bakkestrøg saa vel som over det flade Land syd for Byen, blev jeg selv paa en egen ubehagelig Maade undergivet dette Lys- og Skyggespil. Jeg følte mig afvekslende varm og kold, oplivet og nedstemt. Jeg snarere følte end saa', hvorledes et tyndt, graat Skyovertræk udbredte sig oppe over mit Hoved, og jeg bøjede mit Hoved og støttede mig sørgmodig op til en halvraadden Palisadestump.

Kære Ven ! Du tilgiver, at jeg allerede nu falder i Staver. Saa længe jeg var om Bord, saa længe jeg hørte nogen tale eller selv talte, gik det fortræffeligt, og navnlig var jo min Ven Snedkeren en udmærket Opmuntring for mig. Men nu var jeg ganske alene med mig selv, og - og saa laa der saa meget i Luften. Erindringer om dit og dat, baade af den ene og den anden Slags, paatrængte sig mine Tanker. Det var ikke til at holde ud. Jeg maatte give mine Tanker Afløb ved noget, og saa tog jeg fat i Palisadestumpen og ruskede og sled i den, til jeg havde faaet den brækket op af Jorden. Derpaa - ja nu maa Du ikke le for meget - tog jeg min Kniv frem, lagde mig ned paa Knæ og skar et dybt, dybt Bogstav ind i Træet. Saa kylede jeg Stumpen saa langt ud i Vandet, som jeg kunde, og vedblev at kaste Stene efter den, indtil jeg ikke længer kunde række den; og saa greb Strømmen 256 Træstumpen og Bogstavet og Erindringen og Sørgmodigheden og førte alle Dele med sig, og selv gik jeg svedt og forpustet, men betydelig lettet tilbage fra Bastionen og Fæstningen og skraaede over til Havnen, hvor jeg saa traf min Skipper.

"Naa," sagde han. "Skal det saa være?"

Jeg svarede, at jeg endnu ikke havde faaet nogen Befordring, men for Resten ventede jeg at komme af Sted snart og bad ham derfor besørge mit Tøj hen til mit Logis.

Han lovede det og tilføjede da: "De kunde dog ellers gerne blive et Par Dage her i Byen. Fornøjelsen paa Skagen er sparsom nok; men her er da baade pæne Folk, man kan snakke med, og en lille Kone kunde man da ogsaa opdrive."

Jeg forstod ham ikke straks og svarede derfor spøgende, at jeg ikke tænkte paa Giftermaal, men hvis saa var, kunde vel Konen nok findes blandt Skagboerne.

Nu gav han sig til at le og erklærede, at jeg nok var en stor Filur. Derpaa dukkede han ned i Kahytten, kom igen til Syne med en forholdsvis ny Stortrøje paa og en uforholdsmæssig høj Cylinderhat.

"Jeg skal et Ærinde op i Byen," sagde han, idet han med Bagsiden af Armen omhyggelig gned "Cylinderen" af. "Skal vi slaa Følgeskab; jeg kunde maaske vise Dem noget?"

Vi fulgtes op ad Gaden og standsede foran et Gæstgiversted af en tilsyneladende højere Rang.

"Se der," hviskede Skipperen og trykkede sin Albu blidt ind i Siden paa mig. "Det er noget for Dem."

Dette noget for mig viste sig at være en Gruppe i Vinduet, bestaaende af en velfriseret Probenreuter og en mildest talt ikke friseret Dame, henhørende til Hotellets kvindelige Opvartning. Merkur gjorde stormende Kur til Hebe.

"Skal vi gøre et Slag indenfor?" spurgte Skipperen mig, idet han paa en højst underfundig Maade kløede sin ene Albu.

Vi gik ind i Gæstestuen, hvor der tillige var Billard. Tobaksrøg, en snavset Markør, et Par Borgere, nogle Handelsrejsende ved et Bord i en Krog og Gruppen i Vinduet.

Ved vor Indtræden mønstrede Markøren os med et Blik, der kunde oversættes i Drikkepenge. Flotheden hos min ærlige Ledsager sank øjensynlig ved disse Omgivelser et Par Grader, og med den Slags Folks ejendommelige Kejtethed paa offenlige Steder skubbede han sig øjeblikkelig hen til det nærmeste Bord, hvor vi saa begge tog Plads.

"Jeg havde dog tænkt, at de to var alene," hviskede min Ledsager til mig, hvorefter han trak et blaatærnet Tørklæde op af Lommen og gav sig til at behandle sin Næse,

"Hvad ønsker De?" spurgte Markøren i en temmelig kort Tone.

257

Jeg saa' paa ham og derpaa over mod Vinduet. Hebe var ved første Øjekast en ganske net lille Hebe, med et af disse højst udfordrende Opstopperansigter, som man i vore Dage ikke udelukkende finder i Gæstestuer eller Køkkener, men som synes at være smuttet ind rundt omkring i Dagligstuer og Balsale, og som, omgivet af en hel Mængde forviltret, ægte eller uægte Haar, lægger saa stærkt Beslag paa de unge og ældre Herrers Hjerter eller Opmærksomhed. Denne Hebes Dragt var heller ikke fri for i mange Punkter, og navnlig i sin overordenlig stærke Udvikling bagtil, at minde om de legitime Dragter i Dagligstuerne eller paa Spadseregangene, og det mindre "kvindelige" og mere sjuskede ved denne Hebes Dragt gjorde egentlig ikke Afstanden saa umaadelig stor mellem denne Gæstestue og denne eller hin Dagligstue.

Paa en egen bevidst og ikke overdreven lidenskabelig Maade besvarede hun den opviksede Handelsmands Kur, og samtidig skiftede hun hurtige Replikker med Herrerne henne i Krogen. Hun var øjensynlig trods sin Ungdom i Besiddelse af en stor Rutine; hun havde et eget Kast med Hovedet, et eget Tonefald i Stemmen og - nu vendte hun Ansigtet hen imod os - et eget ...

Jeg trak Vejret dybt. Jeg havde her en maniereret - jeg siger med Vilje ikke karrikeret - Efterligning af ... ja Du véd jo af hvem.

"Naa, ønsker De saa no'et?" lød atter den lille, væmmelige Opvarters Stemme.

Jeg havde den største Lyst til at sparke ham, men jeg tog Benet til mig og erindrede mig selv om, at jeg allerede halvvejs var i Fiskerkostumet.

"Det er naturligvis to Gammelromere?" spurgte Hebe, idet hun nikkede hen til Skipperen.

Merkur og Kolleger fniste.

"Bring mig en Flaske Champagne," sagde jeg roligt, men højt.

Almindelig Tavshed, under hvilken alle Øjne vendtes mod mig.

"En Flaske hva'forno'et?" spurgte Markøren, og maalte mig fra øverst til nederst.

Jeg gentog det mystiske Ord, der besværger alle mulige Opvartere og en hel Del andre Mennesker foruden. Derpaa trak jeg min Portemonnæ frem og lagde en Seddel paa Bordet.

Naar jeg hine Aftener havde sagt en eller anden Vittighed eller Aandrighed, som tilfældigvis slog de andre Vittigheder til Jorden, da blev der ogsaa denne pludselige Tavshed, og da gled den skønne ud af den Kreds, der netop i det Øjeblik omgav hende, og svævede huldsalig hen imod mig lykkelige dødelige.

Ikke anderledes gik det til nu.

Farvel alle I viksede Probenreutere! Farvel rødstribede 258 Manchetter og Flipper! Farvel brandgule Halstørklæder med Hesteskonaale i! Et sømandsudseende Individ, der forlanger Champagne, og som oven i Købet har Sedler i Lommen til at betale den med: Hvilken Forskel!

Og Hebe svævede hen til vort Bord og indlod sig straks i Konversation med min forbavsede Skipper, der næppe formaaede at drikke den mousserende Eddike, da den endelig kom, (dog ikke paa Grund af overlegen eller blaseret Kritik) og som i sin Befippelse nær havde puttet sin udspyttede Skraatobak i Glasset i Stedet for i Vestelommen.

Under denne Skinfægtning med sin skikkelige Sidemand rettedes Angrebet efterhaanden direkte mod mig. Jeg bød Hebe et Glas og gjorde hende en Kompliment, der vistnok var noget ud af Fiskerrollen. Den gav Anledning til en Række smilende Spørgsmaal, der modtog en Række meget gaadefulde Svar. Et nyt Glas, fornyede Smil, forøget Venlighed, halvhviskende Spottegloser over - naturligvis - de forsmaaede Handelsmænd, dulgte Antydninger af dæmrende Gunstbevisninger. Jeg havde nok. Jeg skød pludselig min Stol tilbage, snappede min Hue, bød et kort Farvel og forlod Gæstestuen og dens forbløffede Besætning af Hebe, Skipper og øvrige Inventarium.

Og jeg syntes, at alt gjorde Revolution inden i mig, og jeg gik med lange, men maaske noget tunge Skridt tilbage til mit første Logis, hvor jeg med uskrømtet Glæde hilsede min Ven Snedkerens Underretning om, at han nu havde fundet Lejlighed. Parodien i Gæstestuen havde været noget vel følelig, men det forekom mig, at den havde udbrændt enhver Erindring hos mig. Og nu fandt jeg, at jeg var kapabel til alt - og foreløbig til at tage til Skagen.

Solnedgang var næsten forhaanden, da vi endelig efter forskellige Smaaforsinkelser befandt os siddende oven paa mit Tøj, der var pakket paa en Bondevogn, som igen kørtes af en ung Knøs fra Aalebækskanten. Saa vidt jeg erindrer, havde vi faaet Ribbenssteg med Rødbeder hos vor Madamme, inden vi kørte. Det falder mig tilfældigvis ind, at Rødbederne var meget sure; ligeledes erindrer jeg, at Madammen næsten var rørt, da vi tog af Sted. "Herregud, hvad vil De oppe i det Sand?" sagde hun til mig, da jeg havde afgjort vor Regning. "Her kan De da faa ordenlig, kristelig Mad, men der oppe maa De leve af Fisk ligesom vilde Mennesker. Ja, naar De saa endda kunde være heldig med en Stranding. Men Gud bedre det; Tiderne er ikke dertil. De forbandede Fyr, sagde altid min salig Mand," - her holdt Konen inde og sendte mig et mistrøstigt Blik - "de forbandede Fyr," sluttede hun, "de bliver bedre Aar for Aar, og paa Stranden kommer ingen Skibe; nej, Skibene nu til Dags, de sænker sig der ude i Søen - det Pak!"

Vi knirkede og knagede os hen ad den lange, ensformige Landevej.

259

Flade, nøgne Marker til højre ned mod Stranden, Til venstre bladløse, forkrøblede Træer, der ligesom en Række omvendte Fejekoste var plantede til Dækning (vistnok ironisk talt) for en Række af hvide Udhuse, Ladelænger, Staldbygninger osv., som vor Kusk sagde hørte til en Herregaard, Lerbæk, saa vidt jeg erindrer. Jeg tænkte ved mig selv, at vedkommende Herremand just ikke kunde siges at bebo et meget oplivende Strøg af det i det hele taget ikke videre oplivende vendsysselske Land. Et "flyvende Korps" af en hel Armé af sorte, snavsede Krager baskede ud fra Træerne og op fra Markerne. Bag Udhusene og blinkende frem mellem de sorte Træer og de sorte Krager sank Solen ned i eller snarere flød sammen med en underlig opløst, forjaget, udvisket Skymasse, der syntes, efterhaanden som vi kom frem ad Vejen og fik en videre Horisont, at løbe i en Slags tung Galop hen over de fjerne Bakkekrumninger, snart plumpende ned i en Fordybning, snart hoppende over et Kirketaarn elier enestaaende Træ.

Det begyndte at blive koldt, og en skarp Vind kom i uregelmæssige Anfald ligesom en gammel Mands Hoste pibende og stønnende til os ude fra Søen. Jeg tænkte paa Formiddagen, paa Solstraalerne i Vandet og navnlig paa Skyerne, der arbejdede sig op under Solstraalerne, og jeg sagde halvhøjt: "Der har vi Virkningerne."

"Hvad for nogen?" spurgte Snedkeren.

Jeg forklarede ham, hvad jeg sigtede til, men vor Samtale hørte snart op af sig selv. Det syntes, som om Landskabet og Stemningen rundt omkring os endogsaa havde virket nedtrykkende paa min hærdede Rejsefælle.

Mere og mere øde blev Landskabet paa begge Sider af Vejen. Smaa sandede Bakkeskrænter, hist og her bevoksede med Lyngtotter. Underlige, i Væksten forkuede Vindmøller rejste sig nu og da paa en eller anden Sandtue. Udenpaa var disse rudimentære Møller klædte med Lyngtørv; og Gud véd, hvad det var, som Møllerne malede indvendig; thi saa langt Øjet rækkede, kunde jeg ikke faa Kig paa en eneste respektabel Mark, der kunde have afgivet det fornødne Korn til at male af.

I det hele taget syntes intet paa denne øde Flade at turde rejse sig i Vejret af Frygt for den barske Vind, der nu tumlede med vore Kavajer, saa snart vi ikke sørgede for at have dem forsvarligt tilknappede. Jeg syntes, at det var en Skam at krybe sammen for den Smule Blæst, hvor raa den saa end kunde være, men anderledes syntes nok nogle stakkels, magre Faar, der rimeligvis havde tilbragt Dagen med den parodiske Idræt at søge noget spiseligt, og som nu trykkede sig ned langs Grøftekanten og gned deres skallede Nakker op mod Telegrafstængerne. Ja, Telegrafstængerne! Disse Bærere af den højere 260 Intelligens, de stod, naturligvis i Bevidstheden om deres vigtige Kald, støt op imod Vinden og lod Kattegattets raakolde Aande fare forbi sig, medens det klingrede og summede i Intelligensens langt udpinte, tynde Traad.

"A tænker, di tællegraferer derop," sagde vor Kusk med et smørret Smil, som om han nok vidste bedre Besked, men ikke vilde være ved det.

"Aa ja," sagde jeg for dog at give et Svar. Og saa stirrede jeg frem langs med den uendelige, ensformige Række af Stænger, og som man i det hele taget kan glæde sig over lidt, naar man ikke har meget at glæde sig over, fornøjede det mig inderligt, hver Gang jeg i dette den moderne Tids regelrette Landevejsrækværk opdagede en Stang, der stod lidt skæv eller havde en lille Bøjning paa Midten.

Efterhaanden faldt Tusmørket paa, og saa blev det næsten ganske mørkt, og saa stod mine Tanker ganske stille; og paa det Punkt blev de ved at staa, indtil Vognen selv holdt stille.

Vi havde tilbagelagt Halvvejen, men det værste Stykke var rigtignok for os. Det var udenfor Kroen i Fiskerlejet Aalebæk, vi holdt. Hestene skulde skiftes; en halv Timestid maatte vi belave os paa at komme til at vente i Krostuen, og der blev vi modtagne af Værten med den trøstende Forsikring, at Maanen vilde komme op om en Timestid eller halvanden, og saa "var det jo ingen Sag, naar bare Stranden var god, og Blæsten vilde lægge sig lidt, og det ikke vilde begynde at regne."

Vi satte os ned og forlangte noget varmt til os selv og til Kusken. For saa vidt som der iøvrigt kunde være Tale om at se noget for Tobaksrøg, kunde jeg gerne sige, at vi saa' os omkring. Et lille, oprindelig vistnok hvidkalket Rum med Træbænke paa begge Sider af et rødmalet Bord. En Slags Hule, en dyb Alkove i den ene Side af Stuen, foran hvilken en Skænk med Blikmaal i Rad og store Stykker hvidgult Flæsk. Inde i Hulen en søvnig Lampe, hvis dorske Skær faldt hen over Rum med forskellige ubegribelige, men for de indfødte vistnok højst nødvendige Genstande, at dømme efter de hyppige Udvekslinger af Skillemønt imod Udlevering af "Genstandene", der fandt Sted henne ved Skænken. Ud af Røgen, og specielt henne fra Bænken, traadte store, skæggede, furede, vejrslagne Ansigter os i Møde. En Fortælling om Torsk eller om Vrag var enten lige til Ende eller afbrudt ved vor Indtrædelse. En Mængde Rømninger, Hm-Ja'er og Skotninger til hverandre udfyldte Pavsen, indtil endelig den dristigste tog Ordet og henvendte sig til min Ven Snedkeren som den øjensynlig medgørligste med det staaende Spørgsmaal paa denne Egn: Huorfræ og huorhen? Snedkeren saa' et Øjeblik paa den spørgende, og det gør mig ondt at maatte sige til min Rejsefælles Forklejnelse, at han aabenbart her følte sie hævet over Selskabet.

261

"Vi kommer fra Grønland," sagde han, idet han blinkede til mig med en utrolig komisk Blanding af overlegen Selvfølelse og Skalkagtighed. "Denne Mand her er sendt af Kongen for at købe alle Skagboernes Fisk; og saa skal Fisken om Bord i en Damper op til Grønlænderne, der ikke har andet at æde end Sneboldte."

Denne Forklaring gjorde et mægtigt Indtryk paa Forsamlingen, og navnlig syntes den nære Udsigt til Fortjeneste for Skagboerne at virke foruroligende paa Aalebæksboernes Gemytter. En Stemme hævede sig straks for at tilbyde mig al den Fisk, baade Torsk og Flyndere, frisk og tørret, der fandtes paa Stedet, men da fik Forhandlingerne pludselig en brat Ende, idet en kæmpestor Fisker, der havde staaet lænet over Skænken i Færd med at underkaste Blikmaalene en nøjere Undersøgelse nu vendte sig med et blussende Ansigt og et usikkert, men ingenlunde venligt Blik mod Snedkeren og langede ud efter ham med et tordnende:

"De æ Løvn, ka' a sei ham, go' Kaa'l. For a ha' siel væt i æ Hvalfanger, aa a vee te de di ha' Fisk nok derop'."

Du véd, kære Ven, hvor sjældent og nødigt jeg bruger de Kræfter, som Moder Naturen har begavet mig med; men her forekom det mig nødvendigt at skride ind, førend denne lille Kaadhed fra min Kammerats Side udviklede sig til noget ubehageligt. Jeg rejste mig derfor ganske rolig op mod den berusede Fyr, lod min Haand falde ned paa Nakken af ham og tvang ham i Knæ. Og her holdt jeg ham, medens jeg hurtig forklarede Forsamlingen, at det jo kunde være ligegyldigt, hvor vi købte vor Fisk, og om vi kom fra Grønland eller ej. Jeg vilde bare bede dem, om de vilde drikke et Glas rundt med mig. Det vilde de naturligvis grumme gerne. Den forbløffede Fyr syntes at være kommen nogenlunde til sig selv igen under mit Tag. Da jeg atter slap ham, mumlede han kun nogle uforstaaelige Ord om sin "Hualfanger", og derpaa lod han sig godvillig føre udenfor af et Par velvillige Arme. Værten, der havde holdt sig fuldstændig udenfor det hele som en Mand, der er sig sin Stillings Værdighed bevidst, kom nu med en mægtig Geneverdunk, skænkede op og bød rundt. Snedkeren tog først et Glas, takkede mig med et lille Nik (jeg maa for Resten sige, at Snedkerens Haand var løftet, og at han var klar til at springe løs paa den store Fisker, da jeg forekom ham med mit Tag), og derpaa gik han rundt og klinkede med Forsamlingen. En af disse skæggede Fyre gjorde mig nogle højst naive Komplimenter for min Styrke og tilføjede derpaa om den lange Fisker, at man ikke maatte tage det saa nøje med ham, han var nu "saadden og saadden" siden i Sommers. Og da jeg vilde have at vide, hvad der da var hændt ham i Sommers, saa kom under mange Omstændigheder og Vendinger 262 endelig Historien frem: Der var saadan en Pige hisset nede i Hjerup, som havde holdt ham for Nar, og nu maatte Flasken hjælpe.

Jeg gik udenfor og spurgte efter Kusken. Han var i Stalden, blev der sagt. Jeg gik ind i Stalden og sagde, at nu vilde vi køre, og det maatte være straks. Da jeg vilde gaa ud igen, saa' jeg ved Skæret af en af de bekendte store, gammeldags Haandlygter, der var hængt op paa Dørposten, den lange Fiskers foroverbøjede Skikkelse, som med nedhængende Arme og Benene ud fra hinanden stod støttet op til Muren.

Den stakkels Fyr.

Jeg gik hen til ham og sagde ham et Par venlige Ord. Han syntes slet ikke at forstaa dem og slet ikke at erindre mig. Pludselig kom der Liv i hans Øjne. Han hævede Armen, men om det var for at slaa eller for at værge sig, skal jeg ikke kunne sige.

Jeg traadte et Skridt tilbage og greb aldeles mekanisk ned i min Lomme. Jeg vilde saa gerne forære ham noget; og jeg fik en løs Daler mellem Fingrene og rakte den ud imod ham.

Han saa' paa det blanke Pengestykke og dernæst paa mig. Armen dinglede atter ned ved hans Side, og nu klappede jeg ham venligt paa Skuldren og puttede Daleren ind i hans Haand.

For anden Gang saa' han mig ind i Ansigtet, og - ja, jeg er sikker i min Sag - han havde et Udtryk, som om han vilde slænge mig Pengestykket lige i Øjnene. Men Sløvheden lagde sig lige saa hurtigt ud over de røde, oppustede Træk; han krummede Haanden sammen, mumlede noget mellem Tænderne og dinglede ud gennem Porten over mod Krostuen.

Vi sad atter paa Vognen, min Rejsefælle og jeg. Efter nogle almindelige Bemærkninger om det passerede indfandt en gensidig Tavshed sig. Jeg tænkte paa den lange Fisker, paa det vekslende Minespil i hans Ansigt; jeg fortrød min Foræring - og dog, den var ærlig ment -; jeg forestillede mig Pigen "hisset nede i Hjerup" ; jeg indsaa, at jeg tidligere havde været alt for, hvad skal jeg kalde det - doktrinær - til at kunne forestille mig den Slags Sager tagne paa denne Maade af "denne Slags" Mennesker. Stakkels Fyr. Og saa Pigen ! hvordan havde hun set ud ? - Rimeligvis grim og kluntet. Men hvad saa! Hun havde jo i hans Øjne været ... ja i hans Øjne ...

"Kør til Kusk, for Satan."

Og nu kørte Kusken til, for saa vidt som han kunde for Vejen og for Regnen og for Blæsten. Thi alle tre Dele havde sammensvoret sig om at gøre os den sidste Del af Strækningen til Skagen saa ufarbar som mulig.

En sælsom Tur, denne.

Gennem Mørket hen ad en dyndet, hullet Vej, med en knagende, skumplende Vogn, der var alt for tungt læsset til en saadan Rejse.

263

Brede Grøfter paa hver Side af Vejen, der efterhaanden blev fyldte med Vand, og hvor da Stænket fra Hestehovene og Vognhjulene plumpede ned med underlige, melankolske Kluk; Regnen og Blæsten lige i Ansigtet Saaledes gik en Timestid, hvori en Uendelighed af Tanker krydsede sig i min Hjerne, og hvori den lange Fiskerskikkelse stadig kom igen med det underlige Blik, og hvori jeg skammede mig og ærgrede mig trods min Bevidsthed om min gode Hensigt, og hvori jeg ikke kunde undlade i Takt med Hestenes Piasken i Mudderet at gentage for mig selv: Saadan et Plaster for saadan et Saar! En uendelig lang Time tilbragt i Mørket, paa en dyndet, hullet Lyngvej, med Bevidstheden om en fuldstændig Sand-, Lyng- og Vandørken rundt omkring, og nu, meget tydelig, med Brændingens nære, buldrende Drøn i Ørene.

Maanen kom op. Men det var slet ikke Maanen selv, men et stedfortrædende, spøgelseagtigt, flimrende, hvidgraat Skær, der, saa saare Regnbygerne ikke netop forhindrede det, lagde sig ud over alle Genstande nær og fjern, indskrumpende dem til Ubetydeligheder eller udvidende dem til Overnaturligheder, alt efter eget Tykke og Lune. Vi skulde nu snart dreje af ned til Stranden, meddelte Kusken os, og nu skulde det da vise sig, om Stranden var blød eller fast, om den var "i Kvæg" eller ej. Vi kendte hele Lektien fra Madammens Fortællinger i Frederikshavn om hendes Køreture til Skagen. Det ene Hjul paa Fastlandet og det andet ude i Kattegattet. Og saa de slemme "Render". - Jeg maa her bemærke, at Renderne er Udløb fra de store, flade Vandsamlinger inde mellem Klitterne, og at Kvægsandet i Reglen findes, hvor disse Render har deres Udløb paa Forstranden. -

Vi drejede af fra Vejen (om man ellers vilde kalde den saaledes) og begyndte Kørslen over den Blanding af Lyng og Sand, der danner Vej her inde mellem Klitterne. Min Kammerat og jeg sprang øjeblikkelig af Vognen, saa snart den nye Kørsel begyndte. Vognen stod snart paa to Hjul, undertiden kun paa ét; Vand og Sand plaskede om vore langskaftede Støvler og fo'r os i Øjnene, medens vi stemmede Ryg og Skulder mod Vognfjælene for at holde vort Fartøj paa ret Køl. Vi kom ned paa Stranden. En tordnende Brænding, der skød sine lange, hvislende Tunger langt op paa Sandet. Stranden var "i Kvæg". Kusken pegede uden at sige et Ord med Pisken paa Hjulsporene. Det klare Vand piblede op igennem Sandet og fyldte Sporene, lige saa snart de var afsatte. En behagelig Udsigt for en tungtbelæsset Vogn med et Par smaa, allerede halvtrætte Heste for. Der var en halv Times Vej til den første Rende. Min Rejsefælle og jeg gik uden at sige et Ord bag den knagende Vogn, der slæbtes Skridt for Skridt halvt paa Landet, halvt i Havet, gennem det bløde Sand. Aldrig før mindes jeg at have gjort en Køretur under saa særegne Omstændigheder. Den 264 lave Klitrække med det fygende Sand og Marehalmstotter paa den ene Side. Den skummende, dundrende Brænding, der hvert Øjeblik paa en egen uhyggelig Maade syntes at ville gribe en og trække en med sig, det vrede, bevægelige, men friske, usigelig friske og velgørende Hav paa den anden Side. Luften rundt omkring opfyldt af det ejendommelige, spøgelseagtige Maanelys, hvori min Kammerat, jeg selv, Vognen, Kusken og Hestene forekom mig som fremmede, besynderlige Væsener med fordrejede Træk og af uforklarlig Natur og Gestalt. Og naar saa Regnbygerne kom op, og Mørket fo'r hen over den øde, vaade, raakolde Strand, og man bestandig syntes, at der ude fra Havet, inde fra Klitterne, eller bagfra, fra de afpillede Vrag, man nylig havde passeret, kom luskende nogen, noget - ja, Gud véd, hvad det var for Tøjeri, som den ophidsede Fantasi foregøglede en!

Endelig naaede vi den første Rende. Kusken holdt raadvild Hestene an, og for dog endelig at have noget at samle mine Tanker om, noget, hvorved der var lidt at risikere, brølede jeg til ham gennem Brændingens alt overdøvende Spektakel, at jeg vilde undersøge Renden. Saa usikkert var det Lys, der frembragtes ved Maaneskinnet i Forbindelse med Strand- og Skumtaagen, at jeg næppe var kommen ti Skridt frem, førend Vogn og Heste saa at sige udviskedes til en uformelig Masse, da jeg vendte mig om for at se efter de tilbageblevne. Der kom nu et, men ogsaa kun et eneste Sekund, hvor jeg kan sige, at jeg blev ængstelig til Mode. Vandet i Renden var bredere, end jeg havde tænkt. Det forenede sig med det indstrømmende Havvand og spredte sig i en vid Flade ud over Stranden foran mig. Paa den anden Side af denne Vandflade ragede noget kolossalt, mørkt noget i Vejret. Jeg vidste jo nok, at jeg maatte skære betydelig væk paa Konturerne, naar jeg vilde have Tingens rette Forhold frem, men om ogsaa Vraget (thi et saadant maatte det være) var meget mindre, end det her viste sig, laa det dog saaledes, at man for ikke at udsætte sig for det blødeste og farligste Sted af Renden inde ved Klittens Fod maatte køre med Vognen helt ud i Brændingen for at omgaa Vraget, og om dette var muligt for Hestene, var jo vistnok meget tvivlsomt.

"Nu gælder det," tænkte jeg og sprang ud i Renden. Jeg vidste, at det kom an paa at bevæge sig hurtigt, naar man vilde undgaa at synke i Sandet, og med Vandet op til Knæerne styrtede jeg fremad.

Det var en usigelig flov, drillende Følelse, der betog mig, da jeg slet ikke sank i, og da Vraget viste sig at være en Baad, og da der var meget god Plads at køre frem paa. Jeg vadede noget slukøret tilbage over det før saa interessante Sted, vinkede Kusken til mig og meddelte Snedkeren mit meget spagfærdige Vovestykke. Leende satte vi os nu begge op paa Vognen og kørte saa vel over denne Rende som over to andre. Jeg havde besværget Strandens Aand, Fortryllelsen var 265 hævet, Latteren havde faaet Bugt med Kogleriet, og - da hændte det sig, at vi, just som vi var kommen til den fjerde og sidste Rende, paa én Gang følte Sandet ligesom gynge under Hjulene. Kusken fo'r op fra Sædet og piskede som en rasende paa Hestene. "Huld fast," brølede han; "hon æ blø'." Vi greb fast i Vognsiderne for ikke at blive slyngede ud under Vognens voldsomme Bevægelser. Det hele varede kun et Øjeblik, men da vi havde lagt Renden bag os og atter var sprungne ned paa det faste Sand, saa' vi, hvorledes Vognen havde skaaret ned i det bundløse Ælte til helt op over Forhjulene. Vor brave Kusk kærtegnede de rystende Heste; Ler og Sand bedækkede dem lige op til Bugen.

Renden laa imidlertid bag os. Endnu en halv Time paa Stranden, og i denne halve Time havde vi nok at tale om, for saa vidt som Brændingen tillod os Samtale. Endelig drejede vi da igen op i Klitten, og skønt Regnen atter strømmede ned, og Vinden hvirvlede det fine Sand ud fra Klitterne og hen over os, saa havde vi dog nu begge Dele paa Ryggen og var oven i Købet fri for den store Tromme - som Snedkeren sagde. Over en flad Lyngmark, gennem Vandpytter, Sand, Marehalm og Grus. Bugtende os frem mellem de hvide, transportable Bjerge. Nu, endelig nu, øjnende et Lys (Fyret havde vi under vor Fart kun yderst sjældent kunnet skimte). Derpaa opdagende noget langstrakt, sort noget, som Kusken præsenterede os under Navnet: Plantagen ! og saa var vi ved Begyndelsen af Skagens ejendommelige By, der paa begge Sider af en Landevej, som den "vaade" Tid af Aaret bestaar af Vand, vistnok strækker sig en god, dansk, halv Mil mellem Klitter og flade Marker, indtil den af Mangel paa Huse ganske tilfældig hører op. Foran et Plankeværk, betegnet med en rød Brevkasse, holdt Vognen. Vi trampede, vaade og kolde som vi var, med vore Støvler hen ad en flisebelagt Gang midt igennem en lille Have. En Dør foran os stødte vi op; en anden bankede vi paa. Den blev aabnet, og blændet af det udstrømmende Lys og halvbedøvet af den udstrømmende Tobaksrøg blev vi et Øjeblik staaende i den aabne Dør og havde for os et Selskab af højst forskelligt klædte Mandspersoner, bænkede ved Spilleborde, indsøbende Toddyernes liflige Fluida og talende indtil fem forskellige Tungemaal.

III.
Perspektiv i det uendelige

Det varede længe, inden 1ste Kapitel af den landflygtiges Rejse affødte 2det, og længe igen, inden dette affødte det 3dje og sidsteKapitel. Og da jeg havde faaet disse tre Kapitler samlede, var vi allerede hen 266 imod Vinterens Slutning og næsten i Færd med at begynde paa Foraaret.

Det var noget vanskeligt at komme rigtig paa det rene med, hvorledes det egentlig stod til med Olsen. Hans Breve viste tilsyneladende Modsigelser frem, men - hvilke Breve gør ikke det? hvor mange Puds spiller ikke den øjeblikkelige Stemning Brevskriveren? og ønskede man til syvende og sidst at modtage Breve fra sine Venner, hvori Stemningerne bliver holdt tilbage af Frygt for at vildlede?

Saa meget var nu vist, at Olsen ikke var kommen til Ro. At det vilde lykkes for ham der oppe mellem Nordsøen og Kattegattet, det havde jeg hele Tiden tvivlet om. Han selv syntes imidlertid i Begyndelsen at have troet det. Jeg gør her et Uddrag af 2det Kapitel (som han benævner "Hamletiana"):

"... Foruden at jeg selv fisker, optræder jeg tillige som en Slags Mellemmand mellem Fiskerne her og de Kvaser, særlig svenske Fartøjer, der kommer for at købe Fisken. Ved at varetage mine Kollegers Tarv i saa Henseende og ved forøvrig at give en Haandsrækning hist og her, hvor jeg formaar, har jeg noget overvundet den Sky, som de brave Folk i Førstningen lagde for Dagen, og jeg tror, at der nu er mange, der endogsaa har en Slags Velvilje for mig. Maaske ligger dette dog mest i, at jeg saa godt som ganske undgaar Stedets "Honoratiores" . Det er ikke, fordi jeg ikke blandt disse Mennesker har truffet elskværdige Folk; tværtimod, men - jeg holder nu en Gang ikke af Honoratiores. Nej, Fiskerne, det er mine Folk; det er dem, jeg er flygtet op til; det er dem, der er Autokthonerne her i rette Forstand, dem, der har Landet - eller, hvad jeg vilde sige, Sandet og Vandet inde, dem, der giver Livet her dets rette Præg, og endelig, - jeg selv nedstammer jo fra Fiskere. Send mig et Dusin af eders blegnæbede, smaaklynkende Poeter, send mig nogle af eders "fine" Hoveder, saa skal jeg paa en Dag ryste dem saaledes om imellem mine Fiskere, at de skal have godt deraf et helt Aar. Hvilken Lære lyder der ikke til hele vor Tids optrævlede, udmarvede Storbysslæng her oppe fra disse Sandtuer, hvor den jernhaarde Nødvendighed smeder sine Skabninger uvægerligt fast til Hytten under Klitten og til Toften i Baaden. Man knyer ikke; man fortaber sig ikke i viljesvækkende Spekulationer over sin "egentlige Bestemmelse". Fra Fader til Søn nedarves med Traditionens overbevisende Magt Bevidstheden om at skulle æde tør Fisk i en Hytte og bruge en Aare i en Baad. Farerne og Afvekslingerne paa Havet i Forbindelse med en vis kildrende Lyst til at skaffe sig mere tør Fisk, end man selv kan æde, slaar sig derpaa sammen og danner de lysere Punkter i alt det haarde og trøstesløse. Nødvendigheden bliver tilsat med Lysten, og - man er Fisker med Liv og Sjæl. Man er rolig og alvorlig, man har et Centrum i sig, fordi man aldrig er 267 bleven lært til at søge efter sin Plads eller tvivle paa sit Kald. Man er selvtillidsfuld, fordi man har lært at skatte sit eget Værd i en snever Vending; man har en Del af de store Egenskaber, som de "store" Tiders Mænd havde, og man har faa af de Laster, som vort moderne Liv sygner under. Og saa - saa har man Strandingerne, de store aarlige Præmier for Resignation, Haardførhed og Mod!

Jeg havde lige paa Læben den Ytring: man hører ikke denne evindelige Klynken over Livets smaa Kaar, denne molstemte Jammersang over Tilværelsens usle Tærepenning, som altid toner en i Møde i de store Byer. Men jeg tager Ytringen i mig igen. Thi man er ikke fattig her paa Skagen i den trøstesløse Forstand, hvori man er fattig i de store Byer. Havet giver bestandig Fiskene fra sig. Og vil ingen købe Udbyttet af det daglige Arbejde, saa kan man dog fortære Udbyttet selv og i det mindste blive mæt. Og sætter endog Armodens smudsige Spøgelse sig paa Tærskelen af en eller anden Hytte, saa er der her en Mulighed for at jage det bort. Pauperismens Maskineri, som er saa indviklet i de store Byer, er her endnu simpelt og usammensat. De arbejdende og fortjenende Hænder er i Majoritet; en ringe Skærv fra hver af disse lægges i den bedende udstrakte Haand, og Sagen er i Orden.

Nej, man er ikke fattig her i den Forstand, hvori man er det i Byerne. Og idet jeg udtaler for Dig denne min Anskuelse, føler jeg mig lykkelig og trøstet, lykkelig, fordi jeg selv kan betragte mig som "rig" iblandt mine Omgivelser, trøstet, fordi jeg med denne min "Rigdom" kan være til Nytte og Hjælp for andre; - og det vil ikke sige saa lidt endda; - i ethvert Fald er det dog bedre end at høre til disse ædle, men mørke Sjæle, der staar sent op om Morgenen, spiser Frokost, Middags- og Aftensmad, alt under ædle, men mørke Grublerier over Livets Skyggesider, *dolgoeO* deres egen tarvelige Eksistens, som maaske har lidt en lille Skuffelse. Disse ædle Sjæle, hvis Bordskuffer plejer at vrimle af digteriske Udgydelser over dem selv og deres tabte Lykke, over en lys Damekjole i en løvrig Skov, over Maanen bag Skyer, og et mørkt, stillestaaende Vand passende til Drukning, - disse ædle Sjæle, siger jeg, glemmer, idet de skærer en saftig Kotelet i Stykker eller smager paa et Glas Rødvin, at der er et Mørke uden om dem selv, hvor denne Kotelet og denne Flaske Rødvin vilde danne et stort Lyspunkt. Ved at sende disse to Dele eller deres ækvivalente Værdi i det "usle Mammon" hen i en eller anden lille Krog efter en Adresse, som kan erholdes hos den nærmeste Fattigforstander eller Distriktslæge vilde det upaatvivlelig gaa op for de gode Herrer, hvad Lys og Skygge egentlig vil sige, hvad Tiden har Ret til at fordre af Digteren saa vel som Ikke-Digteren, og at Virkeligheden i vore Dage er med sine Fordringer rykket al vor Gøren og Laden saaledes ind paa Livet, at man ikke, naar man vil kaldes et blot nogenlunde 268 hæderligt Medlem af Samfundet, har Lov til denne fornemme Romantiseren mellem Damekjoler, Maaneskin, Trubadurer, Riddere, Hjerter og alt det øvrige gyselige Nonsens, som Bordskuffen gemmer ...

Kære, unge Ven. Er det dog ikke besynderligt! medens jeg her nedskriver disse Linjer, og medens jeg moraliserer saa smukt for Dig og andre, føler jeg selv, hvor meget jeg trænger til, at en skulde tage mig, i Ørene og trykke min Næse ned i min egen Bordskuffe, ligesom man trykker Snuden af en lille Hundehvalp ned mod Gulvet, naar den har været "uartig".

Jeg vil være ærlig overfor Dig. Jeg har ikke udelukkende fisket eller beskæftiget mig med Fiskere. Jeg har været uartig. Jeg har skrevet, og skrevet paa den gamle Liremelodi, ja, jeg har endogsaa været saa afsindig, at jeg har bildt mig ind, at der dog var Stof til en Digter i mig.

Vær rolig; det er dog ikke saa galt, som Du heraf maa forestille Dig det.

Jeg skrev en hel Del patetiske Hjerteudgydelser over mig selv og hende, Du véd nok. Det var naturligvis bestandig de gamle Billeder, jeg brugte; det var den gamle, lyriske Klingeling, som vore store Digtere har sat deres imprimatur under, og som nu alle Smaafuskere i Haandværket har tilegnet sig.

Det er den gamle Historie. Naar store Digtere i et halvt Sekulum har pløjet Literaturens Ager tilstrækkeligt igennem, er det saare nemt for Smaafolk, der kommer bag efter, at drage Ploven videre i de gamle Furer. Vi staar jo rimeligvis nu ved Skællet til en hel ny, udyrket Jord, og vi har da disse Smaapoeternes Række, som ikke har Evne til at overskride Skællet, men som saa dejligt kan kvidre i de gamle Toner, - rigtignok med en lidt spæd Stemme; men hvad gør det? "Folk" vil jo have det saaledes.

Det var altsaa en saadan Digtertilværelse, jeg attraaede.

Jeg skrev og skrev. Her var ingen, jeg kunde raadføre mig med. Jeg læste alle disse Wintherske, Oehlenschlägerske, Aarestrupske og Heibergske (jeg kan tilføje Byronske og Shelleyske) Efterklange op for mig selv, naar jeg om Aftenen sad alene paa mit Kammer, og naar Vinden der ude strøg et obligat Akkompagnement paa sin hjertegribende Violoncel til mine begejstrede Recitativer. Jeg kunde jo nok stundom høre Efterklangen, men jeg syntes dog "alligevel" (ja dette fordømte "alligevel"), at der var noget deri, noget, som ... osv. osv. - Du kender jo nok Ræsonnementet - og det var paa et hængende Haar, at jeg havde sendt Dig hele Klatten med Anmodning om videre Befordring til en Boghandler.

Da faldt det som Skæl fra mine Øjne! - Ja, glæd Dig endelig ikke for tidlig. Jeg er ikke fri endnu; jeg har blot appelleret min Sag ind for en højere Ret, om ikke for Højesteret.

269

Jeg havde en Dag noget at gøre ved min Baad paa den søndre Strand.

Medens jeg var beskæftiget hermed, saa' jeg to smaa Skagboere komme slæbende med en Plankestump, som efter deres Tale at dømme var fundet af den ene i Strandkanten, og om hvis Besiddelse de nu stredes.

Da de ikke kunde komme til noget mindeligt Forlig, slap de Stridens Genstand og gav sig efter bedste Evne i Lag med hinanden. Jeg traadte til for at mægle Forlig og genkendte da i Plankestumpen - hvad tror Du ? - min Palisade fra Fladstrands Fæstningsvold.

Der stod ganske rigtig Bogstavet, som jeg havde skaaret ind i Træet.

Jeg vendte mig om og gik hjem.

Dette lille, ydre Træf, saa ligegyldigt, som jeg for Resten gerne vilde gøre det, bragte mig til Besindelse igen overfor mine poetiske Aspirationer.

- Du er en net Fyr, sagde jeg til mig selv, idet jeg travede op og ned ad Gulvet i mit snevre Kammer eller Bur. - Du er virkelig et rigtigt Pragteksemplar af et Mandfolk! Du trykker din bedste Vens Haand i Byen med den højtidelige Forsikring, at Du her oppe paa Skagen under et haardført og virksomt Liv vil søge at glemme visse Ting og blive til et ordentlig Stykke Menneske, - og ikke saa snart er Du kommen her op, førend Du bliver til en klagende Trubadur, der afvekslende fører Krig med Torskene og besynger sine Ulykker formedelst sin troløse Hjerterdame. Jo, et herligt Mandfolk og en dygtig Fisker!

Jeg kom ved det sidste ironiske Prædikat uvilkaarligt til at tænke paa min Ven Snedkerens tvivlende Udbrud i samme Retning, den Gang vi udvekslede vore første Hilsener om Bord paa Kvasen. Jeg snappede min Hue og gik hen til det Hus, hvor Snedkeren har indlogeret sig (hans Arbejde paa Fyret er endnu ikke endt).

Jeg traf ham hjemme. Han sad og snittede paa et Stykke Legetøj til Drengen i Huset; saa vidt jeg kunde skønne, var det en Hest med en Pibe agter ude. Middagen var lige forbi, og jeg kunde vente at finde min Ven Snedkeren, efter Sædvane paa denne Tid af Dagen, i et fornøjeligt Humør.

Det var ogsaa det, jeg skulde bruge. Jeg hilste paa ham, satte mig ned, trak min Pibe frem, stoppede og tændte den.

Han saa' hen paa mig, men slog øjeblikkelig Øjnene ned igen og snittede videre, medens han ganske svagt fløjtede en munter "Hamborger-Skotsk" .

Jeg sad nogle Minutter og dampede paa min Pibe og henvendte mig derpaa til ham med forskellige Spørgsmaal: om hans Arbejde paa Fyret, om hvor vidt der var bleven "trukket Vod" i Nat, om der var 270 kommet mange Flyndere paa Stranden og lignende Sager af mere lokal Interesse.

Han besvarede disse indledende Spørgsmaal saa løseligt, som om han absolut vidste, at det kun var en Indledning. Derpaa lagde han pludseligt sit Arbejde og sin Kniv fra sig, saa' paa mig med et af sine hurtige Blikke og plumpede lige løs paa selve Sagen, som jeg saa daarligt formaaede at skjule for ham.

- Et Brev? Hr. Olsen!

- Kast Herren over Bord og hold Dem til Olsen, svarede jeg.

- Et Brev, altsaa! Hm - Olsen.

- Ikke just et Brev, men noget lignende. Jeg blev for nylig paa en ganske egen Maade mindet om en Ting, som jeg gerne vilde skrive I Glemmebogen, og som altid gør mig forstemt, naar den viser sig. Jeg sugede voldsomt paa Piben og fortsatte: - Sig mig, - hvordan skal man bære sig ad med at glemme?

Snedkeren lagde Hovedet lidt paa Siden, saa' atter op imod mig, og idet et fint Smil spillede om hans brede Mund, svarede han undvigende :

- Hvad er det nu værd, Hr. - Hm - Olsen, at pille bestandig ved de gamle Linninger. Deres Bohave er nu en Gang gaaet i Stykker, og den evige Tagen fra hinanden og Sætten sammen igen duer ikke. Det maatte da være engelsk Patentlim, som skulde faa saadan noget til at holde; men den Slags Lim har vi ikke ved Haanden her ... Se De Dem om efter et andet Bohave; - det er mit Raad; men det følger De naturligvis ikke; og jeg gjorde det maaske heller ikke i Deres Sted. Det er altid nemmest at raade andre, forstaar sig.

Og dermed tog han atter fat paa Kniven og den halvfærdige Hest, hvis Proportioner nu begyndte at dukke kunstnerisk frem af Raastoffet.

- De svarer mig jo slet ikke paa mit Spørgsmaal, vedblev jeg. - Hvad mener De om, hvis man forsøgte at skrive det væk, som saaledes trykker en.

- Skrive det væk, gentog Snedkeren skalkagtig. - Naa ja, hvorfor ikke det? Der var en Mand nede i Konstantinopel, for Resten en Tyrk, en rigtig Gavtyv; men han kunde skrive Vorter væk som ingen Ting. Han kradsede kun nogle hebraiske Bogstaver ned paa et Stykke Papir, strøg med det hen over Vorten og brændte saa Papiret paa et Fyrfad. Og den næste Morgen var der ikke mere Vorte end her paa min Kniv; - det sagde de i det mindste. Jeg selv har aldrig set det.

Jeg saa' et Øjeblik stift paa Snedkeren og maatte da smile ved den tilsyneladende dybe Alvor, som hans Ansigt frembød. Jeg vedblev:

- Et Spøg, et andet Alvor. Jeg kunde have Lyst til at faa Deres Mening at vide om noget - nogle Vers - jeg har skrevet, medens 271 jeg har været her oppe. Jeg synes selv, at naar jeg saaledes skriver mine Tanker ned, falder det mig lettere at holde Livet ud i det hele taget, ligesom jeg ogsaa derved lettere holder alt det tilbage i Baggrunden, som gerne vil trænge sig frem og hindre mig i Udøvelsen af min daglige Dont. Jeg tror, at jeg har noget af det nedskrevne her i min Lomme. Naar jeg læser det for Dem, hører jeg tillige selv bedre, hvorledes det klinger.

Jeg tog nogle Vers frem af min Brystlomme og læste, som følger:

"Det var mod Aften. Himlens Rum
Var fyldt med mørke Skyers vrede Skygger;
Selv sad jeg her saa kold og stum
Paa Stranden, hvor den vilde Maage bygger.
Den danske Bølge vælted sig
Mod Vraget, tavst, en Milepæl for Døden;
Den øde Sandkyst bælted sig,
En Strimmel Haab, berørt af Aftenrøden.

Jeg fulgte Haabets smalle Spor,
Men stedse standsed Blikket foran Vraget;
Da blev jeg va'r mig selv om Bord
Paa Planken, skrøbelig, af Bølgen jaget.
De vilde Maager kom med Skrig
Og fulgte spottende min Dødningskude.
Paa Dækket stod jeg mellem Lig,
Blandt Mastens Splinter, Sejlets revne Klude.

Det lysned forud. Bølgens Mur
Gav Plads og veg til Side for et Billed.
Det falske Elements Natur
Sig selv i kunstigt Blændværk klart fremstilled.
En Kvindeskabning, stor og skøn,
Med Armen udstrakt ømt i Elskovsgløden,
Med Læben stammende en Bøn,
En Bøn, som maatte friste selve Døden.

Hvor var hun dejlig! Hvilken Barm,
Frembølgende som Havets hvide Fraade!
En Hals som Hinden og en Arm,
Omsnoet af Haarets Slangebugter vaade !
Og hvilket Øje; hvilken Ild! -
Den sved mit svage Hjertes dybe Rødder.
- Bliv min, jeg raabte febervild;
Og frem jeg styrted mod den skønnes Fødder.

272

Forbandet være Du, som svandt
Lig Havets Røg, naar Stormens Dæmon raser !
Forbandet Vraget, som mig bandt
Til Dækket mellem Lig og Sejlets Laser !
Forbandet jeg, som sidder her,
Et Offer for en blændende Bedrager! -
Ak, som et Vrag paa blinde Skær
Til Sandet bunden sidder jeg og klager."

Jeg foldede Papiret sammen og stoppede det i min Lomme.

Der blev en lille Pavse.

Min brave Ven var øjensynlig noget forlegen med at faa begyndt rigtigt paa det, han vilde sige.

Jeg hjalp ham da paa Gled med den Bemærkning, at han nok ikke syntes om det.

- Nu, ja; det er saadan en vanskelig Sag at sige sin Mening om, hvad man dog ikke forstaar sig paa. Det er jo meget pænt og net, og det er jo naturligvis disse Satans Fruentimmer, som har været paa Spil hos Dem ogsaa. Men - om De ikke vil tage mig min Dristighed ilde op, hvorfor skriver De ikke noget virkeligt?

Jeg spurgte, hvad han mente med det virkelige.

- Jeg mener naturligvis noget, som De selv har set. Det maa da være langt morsommere og maa da ogsaa fordrive Tiden bedre end saadan at rakke sine gamle Kærester ned, om ogsaa de fortjener det nok saa meget. Jeg vilde for min Part ikke spilde en Stavelse paa mine Kærester, men meget snarere skrive om Folk, som jeg havde truffen paa mine Rejser; om hvorledes de saa ud, og hvad de talte om, og hvorledes det var at gaa over Simplon med bare Ben i Støvlerne og Huller baade paa Benene og Støvlerne, og om det store Slagsmaal paa Skræderkroen i Athen og om den skikkelige Vaskerkone i Neapel, som plejede mig og passede mig, da jeg var syg, og oven i Købet vaskede mine Skjorter gratis.

Virkeligheden, det oplevede, Skræderkroen i Athen! Hvor dog Kandidaten blev distanceret, og hvor han kunde lære meget af denne "simple" Mand!

Jeg sagde noget lignende til Snedkeren, men han rystede paa Hovedet og mumlede noget om, at jeg ikke skulde gøre Nar af ham, selv om han havde sagt noget dumt Tøj. Saa kom Smilet atter frem; han gik hen ved Fodenden af sin Seng, lagde sig paa Knæ, fik fat i en lille Trækasse, rodede nogen Tid omkring i dens Indhold og kom atter hen til Bordet, holdende et lille, gult Blad Papir i sin Haand.

- Jeg har ogsaa givet mig af med at være Versemager. Maaske De har Lyst til at høre noget, som jeg en Gang sendte en af mine 273 Kammerater, der ikke rigtig kunde komme paa Gled i Tilværelsen derhjemme. Jeg var den Gang i München og havde det surt nok. Men den anden havde det nok værre.

Han rømmede sig et Par Gange, og med et Foredrag, som om han læste op af en Katekismus, fremsagde han følgende Poem, som jeg senere fik Tilladelse til at afskrive:

"Livet kan være forbandet nok,
Værre det bli'er ved at klage.
Fremad min Bro'er over Sten og Stok
Og se Dig aldrig tilbage.
Syng kun en Sang med en rask Melodi;
Du fik jo Lunger og Stemme.
Verden derude har Plads for ti,
Det maa aldrig en Haandværkssvend glemme.

Randslen paa Ryggen, og Hatten paa Snur,
Puds dine Øjnes Briller.
Selv om Du løber i Livet sur,
Slaa dine modigste Triller.
Pigerne elske et muntert Gesicht;
Pokker skal derfor græde.
Sang er en Haandværkssvends første Pligt,
Ihvor han nu end er til Stede.

Værterne ere, som Verden er,
Helst de bespiser den glade;
Sæt Dig da aldrig i Krogen tvær,
Lang til de fyldte Fade.
Har Du ej Mønten, ja, da er det skidt;
Dog, Du skal bare fortære:
Værten gi'er altid den glade Kredit,
Og glad skal en Haandværkssvend være.

Slaa Dig igennem, det bedste Du kan,
Du fik jo Næver paa Skaftet:
Modet har altid hjulpet sin Mand,
Saa længe som han har haft 'et.
Øksen i Vejret, Høvlen parat,
Vis, Du kan klare Butikken.
Arbejdet, det er en tro Kammerat,
La'er en Haandværkssvend aldrig i Stikken."

Da Oplæsningen var endt, sprang jeg straks op og klappede 274 Forfatteren paa Skulderen. Scenen mellem Montanus og Jacob randt mig øjeblikkelig i Hu. Saa sammentrængt som muligt fortalte jeg den forlegne Snedker denne mesterlige Scene; men alt imedens jeg efter Hukommelsen citerede de holbergske Replikker, følte jeg selv Brodden af disse Replikker, møntede paa den arrogante Student. Jacob med sit Digt om Morten Nielsen, der er "formaliter slet, men materialiter ypperligt" , voksede Montanus helt over Hovedet Jeg bøjede da mit Hoved og saa' vist meget forknyt ud; og nu var det Snedkeren, som opmuntrede mig, og det med følgende glimrende Tiltale, der har bevaret sig fast i min Erindring.

Ser De, Olsen, sagde han, idet han trykkede den lille gule Papirslap ned imod Bordpladen og med sin brede Tommelfinger lagde alle mulige Læg og Folder i Papiret. - De burde tage Fellejsen paa Ryggen og se Dem ordentlig om i Verden og ikke begrave Dem her i dette Sandhul ... Ja, De ryster paa Hovedet; men det er dog sandt alligevel. Hvis jeg maa være saa fri og ytre min Mening anbelangende Deres Stilling her paa Skagen, saa er De jo hverken Fisker eller Ikke-Fisker. Det var akkurat, som om jeg vilde være Snedker den ene Dag og Glarmester den anden; og dog vilde det meget bedre kunne gaa, eftersom Vinduesglasset og Sprosserne er hinanden meget nærmere end den Bestilling, De før drev, og den, De nu driver. - Jeg har jo tidt set Dem gemme Deres Papirer, naar jeg kom ind til Dem i Deres Stue, og da det nu er saa rimeligt, at en saadan studeret Mand vil skrive saadan noget pænt noget, som kommer ud paa Tryk i København, saa er det da ogsaa i sin Orden, at De opgiver at trække Torsk her oppe. Men naar De nu har opgivet at trække Torsk, og naar De saa vil skrive, saa skuide De følge mit Raad og tage Benene paa Nakken og se Dem omkring i Verden. Saa behøver De da ikke at skrive om denne gamle Kæreste ... Ja, om Forladelse; jeg vælger maaske ikke mine Talemaader efter den rigtige Kalender - men sandt er det, at hvis jeg havde faaet Opdragelse, saa skulde jeg male hele Bøger fulde om alt det, som jeg har set og oplevet, og det uden at jeg behøvede at komme Boller paa Suppen ... Gudbevares; jeg vidste nok, at De vilde svare det samme, som De altid plejer at svare hertil. Men hvis De paa ingen Maade vil rejse herfra og opgive Torskene, saa skulde De dog i det mindste gaa lidt mere ud iblandt Folk her oppe. Der er nu f. Eks. Jens Andersen; han holder Fiskerbal i Aften, og han spurgte mig netop, om jeg troede, De var for stor paa det til at ...

Jeg lod ham ikke tale ud; jeg lovede at indhente det forsømte og at afhente ham om Aftenen for at deltage i Selskabet hos Jens Andersen. Og saa stod vi da, omtrent ved det Lag syv, udenfor Døren til det Hus, hvori Fiskergildet holdtes, og Værten kom selv ud og bød os indenfor, idet han med et "Valkommen" iskænkede os to store Glas 275 af en Flaske med et tvivlsomt Indhold, som han holdt trykket op til Favnen i sin bøjede venstre Arm.

Stuen, der var rummeligere end de fleste andre Fiskerstuer, langagtig firkantet, overstrøget med en rødbrun, skjoldet Kalkfarve og oplyst - eller delvis opklaret - af fire Talglys i plumpe Træøskener, indesluttede vel et halvt hundrede Mennesker. Ingen var mødt i Selskabsdragt og af den Grund heller ikke i en forud tillavet Selskabsstemning. Det hele havde et saa temmelig improviseret Anstrøg; kun Fruentimmerne havde ved Hjælp af Haarolje eller Vand og nu og da ved et nyt Tørklæde over Hovedet eller, naar det kom højt, ved en Stadstrøje forsøgt at smykke sig til Festen, hvad der iøvrigt ikke forhindrede dem fra at deltage i den almindelige Stemning som i noget hjemligt, dagligdags, der kun har faaet en yderst svag Tone af noget fremmed, overordenligt.

Jeg besvarede forskellige Hilsener og modtog eller afslog forskellige Opfordringer til at "være med om en Pot" eller til at læske mig paa "en Ekstrakt" ; og da jeg havde naaet en Krog, hvorfra jeg kunde overse den største Del af Værelset, stillede jeg mig dér og overlod mig til en Række af nogenlunde uforstyrrede Betragtninger.

Den almindelige Summen og Brummen omkring mig indlullede mig lidt efter lidt i en Døs, hvori jeg kom til at tænke paa - ja, hvad var det egentlig? Et københavnsk Selskab!

Klokken mangler et Par Minutter i 9. Husets Herre staar i den oplyste Sal. Den behandskede venstre Haand leger med Urkæden; den ubehandskede højre Haand glatter de tynde, pomadiserede Haar over den tænksomme Pande. Hvad tænker denne Pande paa? Først og fremmest paa, om Ekscellencen nu ogsaa virkelig i Følge sit nedladende Løfte vil give Møde i Aften. Dernæst paa, at det unægtelig var mange Penge, som sidste Gang gik i Løbet ved L'hombren, og at det dog var behageligt at faa Revanche i Aften. Endelig paa, at Fru B. i Grunden er en vakker lille Kone, meget elskværdigere end - Ah t Døren ind til Husfruens Værelse gaar op, og med en lidt fortrædelig Rynke i den ikke ganske unge Pande træder "min Bedste" ind og siger i en bebrejdende Tone: - Herregud, staar Du dér og lader Tjenestefolkene skalte og valte, som de selv har Lyst til. - Min Bedste, jeg var netop i Færd med - - Jovist. Det er altid Konen, som det gaar ud over. (Husfruen har været ved sit Toilette de sidste to Timer). Aa, disse evindelige Selskaber. - Men, Du ønskede dog selv - - Jeg ønskede intet. Jeg vilde ønske, at jeg kunde sidde stille og fredelig ved mit Haandarbejde og gøre det store Broderi færdig til Basaren for den indre Mission. Sligt tænker jeg paa; men Du ... - Min kære ... - Men saa lad dog i det mindste være at sige mig imod. Du véd jo, denne Hovedpine og Klemmen for Brystet; og saa Doktoren, som sagde ...

276

Her rives Døren ind til Spisestuen op, og Husets Datter i Korset, hvidt Skørt og udslagne Lokker kommer med en Kam i Haanden og i synlig Ophidselse farende ind. - Men min Gud, Barn! (duo af Forældrene.) - Jeg siger dig, Mama, jeg taaler det ikke længer. Emilie har i den Grad ødelagt mit Haar. Jeg kan ikke vise mig i Aften. (Graad.) - Mit søde Barn. Den Emilie skal væk til den 1ste. - Men min Bedste; Emilie er dog virkelig ... - Nej, det er ikke til at holde ud. Du som Barnets Fader ... (Graad. Det ringer. Moder og Datter ud, hver ad sin Dør.)

Ah, min kære, gamle Ven. Glæder mig, glæder mig. Jeg ventede nok, at Du vilde være den første. - Aa, ingen Aarsag. Tak skal Du have. Du ser jo saa oprømt ud. Ja, saadan er det at have sin egen Rede. Vi løse Fugle, vi har det anderledes drøjt ... God Aften, kære Frue. Altid smilende. Og Deres Frøken Datter? Dog vel ikke upasselig?

Gæsterne samles efterhaanden. Ekscellencen indfinder sig virkelig, og det forønskede Antal udebliver. Konversationen er staaende. Unge Herrer, der har forøget deres dagligdags aandrige Udtryk med en Tilsætning af Selskabsflovhed i streng, dansk Stil, nærme sig paa smaa Støvler og sitrende Ligtorne den tæt sammenkilede Falanks af unge Damer, der søger at holde den gyldne Middelvej mellem agtbar Blufærdighed og tilladt Flaneri. En tapper Winkelried blandt Herrerne opofrer sig for det almindelige Bedste og bryder Bresche i Falanksen. Kampen er begyndt.

Min Frøken! tør jeg udbede mig Deres Selskab ved Bordet ? - Maaske! - Hvorfor kun: maaske? - Jeg véd ikke. - Er De maaske bange for mig? - Min Kusine her i Huset siger, at De gør saa frygtelig Kur. - Saa-aa. (Pavse.) - Tør jeg spørge, Frøken, var De paa Ballet hos Professor C ...? - Nej. Var De der? - Nej, desværre, jeg var anderswo engagiert. - Saa-aa. (Pavse. Under Pavsen støder en Kammerat til den talende Herre og fniser. De var sammen den omtalte Aften med nogle andre Kammerater i et "gemytligt Lag" og endte Aftenen paa et offentligt Danselokale.)

Fruerne har imidlertid taget Plads omkring Divanbordet i Dagligstuen. Fru B. fører Ordet. - Det er da virkelig sandt med, hvad man fortæller om Pastor X! (Røre i Forsamlingen.) (Husfruen): - Hvad mener De, Fru B. ? Er der virkelig Folk, som kaster Smuds paa denne hæderlige Mand, saa skulde De dog ikke udbrede onde Rygter. Rygter er der saamænd nok af, Fru B.

(Fru B. spidst): - Ja, Rygter er der saamænd nok af, og Folk er ikke altid saaledes, som de synes for Verden. Hvad angaar Pastor X., da er jo Skandalen aabenbar; det vil snart komme i Bladene. Man siger ... (Fortsættelsen følger hviskende).

(Husfruen med Indignation): - Men, min Gud. Det er jo oprørende.

277

(Fru B. overlegen): - Ja, kære Frue. Jeg er ikke i Missionsselskabet. Og jeg tror ikke, at jeg er ufejlbar. Men der har altid været noget inden i mig, som har sagt: Det Menneske, ham skal Du ikke tro paa. (Pavse. Man hører Fruen i Huset ivrigt glatte sin Silkekjole).

Samtidig sidder de ældre Herrer ved Spillebordene i Husherrens Værelse, rangerede i et Planetsystem omkring Solen, Ekscellencen. Raslen af Kort og Jetons. De monotone Udraab: Spurgt, køber til Nolo, fem Matadorer, Kongen, Sjette; hvor mange Beter o. s. v., gaar efterhaanden op i en Samtale af overvejende politisk Indhold. Kusken i Huset, der i Aften agerer Tjener sammen med en lejet Størrelse, og som er vant til at læse "Bladene", endogsaa førend de kommer ind til Herren, hører fra Forværelset med hele en Kulsviers svedne Grin, men uden dennes Tro, følgende løsrevne Stumper af Debatten:

... Som jeg siger Dem, mine Herrer, og jeg kan sige det uden Brud paa min Diskretion; Ministeriet vil ikke finde sig deri. Ministrene gaar ikke saa let, som Folk tror. Ministrene er ansvarlige over for Hs. Majestæt og over for Loven - først og fremmest. Ministrene er naturligvis ogsaa ansvarlige over for Folket. Men hvad er Folket, mine Herrer? Folket er Indbegrebet af Hans Majestæts Person og Lovens Bogstav samlede i ét. Folket har jo en Gang givet sine Ønsker Udtryk i Loven, og Hs. Majestæt har selv stemplet dette Udtryk som sin egen Gave, hvorover det ansvarlige Ministerium er sat til at vaage. Det Ministerium, der da vogter denne Gave og samtidig værner om Hs. Majestæts ophøjede Rettigheder, det er paa samme Tid det rette folkelige Ministerium, ligesom det maa siges at være ...

... Tillader Hr. Ekscellencen. Jeg er fuldstændig enig med Ekscellencen i Hovedsagen. Men man kunde dog maaske give Folkets Prærogativer en noget mere udvidet Fortolkning end den, som Hr. Ekscellencen behager at ... Ganske vist maa man indrømme, at vor Forfatning ikke direkte hjemler Folket Brugen af ... ikke desto mindre, naar det ene Ting ... I det hele taget bliver der vel her for os i Danmark ikke saa meget Tale om, hvad vore Strømninger, vore Bevægelser kunne medføre; Spørgsmaalet drejer sig vel nærmest om, hvad Udlandet ... Hvis den frisindede Retning i Udlandet faar frit Løb ... Danmark desværre følge efter ... Bismarck mere populær end nogensinde før i det liberale Tyskland ... Kampen mod Kirken ...

... Ja, desværre, Hr. ... min ansvarsfulde Stilling ... gammel Politiker ... og først og fremmest dansk Mand og loyal Mand. De vil indrømme mig, at Danmark ... Nordens Lys ... imod alle Udskejelser ... nordisk Aand ... Kraft ... Fremtiden ... Danmark.

Her støder Kusken Lejetjeneren i Siden og stikker Fingeren i Munden. Og derefter gør begge de tjenende Aander et samlet Angreb paa den aabne Cigarkasse, der er hensat paa Hylden til Gæsternes 278 Afbenyttelse, naar de vil hjem, - et Tidspunkt, som Fruen imødeser med en næppe dulgt Utaalmodighed, men som Husets Herre paa sin Side ikke har Grund til at ønske fremskyndet, eftersom han netop i Aften "sidder i Held".-

Paa dette Punkt af mine Erindringer afbrydes jeg ved Dansen, der nu er begyndt, ledsaget af en Violins skærende Stemme. Jeg er atter blandt Fiskerne paa Skagen, og jeg indrømmer for mig selv, at jeg føler mig mere hjemme her end i det Selskab, som jeg nylig har forladt.

Jeg indrømmer, at Værten og hans lille, trivelige Kone har indbudt Gæsterne - jeg erindrer saamænd ikke længer, om Entréen er gratis, men jeg véd kun, at hvad der konsumeres i Aftenens og Nattens Løb skal betales - jeg indrømmer, at det værdige Ægtepar har indbudt Gæsterne uden disse smaa Billetters Mellemkomst, der "udbede sig Æren af", og som har til Hensigt at afbetale gammel Selskabelighed samtidig med at aabne en ny Gengældelses Konto. Værtinden er, saa vidt vides, ikke i noget Missionsselskab, og Værten vilde sikkerlig modtage en Ekscellence ganske saaledes, som han modtager os - med fremrakt Pote og en Velkomstsnaps. Her findes ingen Fruer - Gudskelov! Mændenes Koner er for Størstedelen blevne derhjemme. Mændene selv spiller ikke L'hombre, men Trekort og Fransfus. Og disse to Spil er virkelige Selskabsspil, hvor man slaar med Knoerne i Bordet og somme Tider i sin Nabos Næse. Alle vil more sig og Ungdommen ikke mindst. Det gælder blot om, at det første og festlige Indtryk skal have fortaget sig lidt, saa slaar man Gækken rigtig løs.

Jeg staar her i min Krog og ser paa denne Dans, denne Puffen og Drejen sig om mellem hverandre paa den lille ryddelige Plet, som i det givne Øjeblik forefindes, men som rigtignok lige saa hurtigt forsvinder. Jeg ser gennem den aabentstaaende Dør ind i det tilstødende Værelse, hvor de drabelige Fiskerskikkelser i deres uldne Klæder, med de korte Piber i Munden, svedende, rygende, leende og slaaende i Bordet, med Besvær vrister de fedtede Kortblade ud af de store, barkede Næver og holder Trumferne triumferende op for deres Modspilleres Næser, idet de bander paa jysk, hollandsk og engelsk og med et rask Kast med Nakken eller en sindig, betænksom Mine tager Ekstrakten og Finklen til sig. Over alt hersker Glæden, en naturlig, ligefrem Glæde over disse flygtige Minutter, som man fravrister det haarde, farefulde daglige Liv.

Min Ven Snedkeren, der har faaet Flipper paa og er i et Perlehumør, kommer hen til mig Arm i Arm med en ung Sømand, som han benævner Søren. - Naa, siger han, idet han slipper Sørens Arm og tørrer Sveden af sin Pande med Bagsiden af sit Frakkeærme. - Naa, Olsen, der er Humør paa Værkstedet i Aften, hvad? - De skulde 279 min Sandten ogsaa tage Dem en Svingom. Her er rigtig flinke Piger, og Sekstur kan de danse og "Forkert". Kønne er de jo ikke saadan ligefrem, men Sindelaget er godt, og de gør ingen Udflugter. Søren her er noget melankolsk, fordi hans Kæreste har gjort ham Knuder, men det betyder ingen Ting, vel Søren? vel - Hr. Olsen? - Nu kan De snakke lidt med Søren; jeg skal imidlertid se at berge mig en lille "Forkert" til med Ane der henne.

Snedkeren forlader os. Søren og jeg veksler et Par Ord og bliver dernæst staaende tavse ved Siden af hinanden op imod Væggen. To unge Piger, den ene med Tørklædet om Hovedet, den anden med en Hue eller en lille Kappe paa, bliver af de dansende trængt tilbage fra Gulvet, saaledes at de kommer til at staa lige foran os uden at lægge Mærke til os.

Jeg meddeler deres skagensiske Samtale i Oversættelse.

"Gud skal vide, om han er her i Aften?"

"Ja, Du tror nu altid, at det er dig, han ser efter, naar han kommer ned paa Stranden. Men det er slet ikke dig, for det er mig"

"Det skal Du ikke sige, for saa lyver Du. Bad han mig ikke selv den Dag, da de mange Flyndere kom i Land og da Svenskeren ikke vilde betale Ole Jensen, om jeg vilde sy en Rift sammen paa hans Uldtrøje. Og vilde jeg ikke gerne baade sy og binde om ham Dag og Nat og gøre hans Garn i Stand og vise ham alt det gode, jeg blot kunde, naar han vilde tage mig til Kone!"

"Aa, Du snakker. Saadan en fattig Tingest som Du. Han selv har jo noget til Bedste; tror Du saa, han vilde tage dig, som ikke bringer noget med, undtagen hvad der er til Byrde: to gamle Forældre og en Søster. Nej, jeg, som kun har en gammel Mo'r og saa for Resten Huset og Baaden og to Svin efter Fa'r - jeg kan nok anderledes vise mig."

"Da er jeg dog fem Aar yngre end Du, og Tegnemesteren, som var her oppe i Fjor og tegnede mig af, sagde, at jeg var den ... Ih, Gud fri os!"

Den talende havde tilfældig vendt sig om, og ikke saa snart havde hun faaet Øje paa mig, førend hun udstødte dette lille Skrig og trak skyndsomst den anden med sig tværs over Gulvet. I Farten sendte hun mig imidlertid et Blik fra sine troskyldige Øjne, som gjorde mig ganske bedrøvet. Der laa i Blikket, ved Siden af Skamfuldheden over at have røbet sig selv, tillige en saa aabenhjertet afsløret Beundring, at jeg ikke behøvede at være en stor Kender for at læse mig Visheden til om den Erobring, jeg havde gjort, og som Ordene ovenfor bekræftede i hele sin Udstrækning.

Jeg maa tilstaa, at det hidtil ikke med en Tanke var faldet mig ind, at der her paa Skagen var unge Fruentimmer, som kunde gøre den 280 tavse, utilgængelige fremmede til Genstand lige saa lidt for et ungt, troskyldigt Hjertes Følelser som for et ældre, maaske mere erfarent Hoveds Spekulationer. Det gjorde mig ondt for den lille, skikkelige Pige med det venlige Blik under det mørke Hovedklæde. Den anden, hende med Svinene, tænkte jeg ikke saa meget paa.

"Ja-a, saadan taler de allesammen; og glo og glane efter en, det kan de saamænd ogsaa, udbrød pludselig min Sidemand, som havde skævet til Pigerne og derpaa op og ned ad mig.

"Jeg forstaar ikke ...," svarede jeg.

"Ikke det? Da er det dog ellers nemt nok. Saadan et lille Kvindfolk, hun forelsker sig i Dem, og saa slaar De til, og vips! Ugen efter gaar hun og titter til en anden. - Sig mig, har De nogensinde haft en Kæreste?"

Spørgsmaalet kommer mig saa uventet og direkte, at jeg ikke véd, hvad jeg skal svare. Jeg foretrækker selv at være Spørgeren.

"Sig mig - Søren; er her - er her meget af, hvad man saadan kalder - Kæresteri?"

"Nej," lyder det bestemte Svar.

"Jeg mener ..."

"Jeg véd nok, hvad De mener. Men her paa Skagen er kun simple og ærbare Piger, og de lader ingen komme sig for nær, som ikke har reelle Hensigter. Men falske er de allesammen; og den værste af dem alle var den Pige, som jeg var Kæreste med. Hun var nu ligefrem et Skarn."

Det giver et Sæt i mig, saa bestemt udtrykker han sig. Det var dog ikke saaledes, jeg vilde spørge.

Den unge Fisker fortsætter, idet han med sin højre Haands brede Tommelfinger knuser og maser et eller andet usynligt Stof i sin venstre, hule Haand.

"Vil De nu bare høre. Der gaar jeg og er Kærest med en Pige i et Aarstid. Og alt er aftalt mellem hendes Forældre og mine Forældre, og jeg giver hende tre Tørklæder, Tøj til et nyt Skørt, Ørenringe med røde Stene, rigtig kønne Baand og en Paraply; og til Gengæld faar jeg en Urlidse af hendes Haar - men der gav jeg selv Øskenen til. Og jeg gaar med hende til Dans, og jeg følger hende hjem, og alt er paa den rette Boug; men saa løber hun en Dag i Vinden og vil ikke lystre Roret, vil ikke gaa med til Dans, og jeg maa ikke kysse hende. Ja saa, tænker jeg, hun lægger nok en ny Kurs an paa en anden Boug. Jeg forhører mig nu for, og jeg faar da at vide, at min Pige er bleven set med en Karl oppe fra en af Gaardene i Landsognet. Jeg lader imidlertid som ingen Ting, indtil der en Aften bliver Dans oppe i det Sogn, hvor Karlen er fra. Da Aftenen kommer, stiller jeg mig an, som om jeg var syg, og min Kæreste tager da der op i 281 Følgeskab med nogle andre Piger her fra Byen. Saa gaar jeg hen til min Fa'rbro'rs Søn, Rasmus, og spørger ham, om han vil være med. Det vilde han da nok; og saa begiver vi os paa Vejen. Vi havde en stiv Mil at gaa gennem Klitterne, med Vinden og nu og da Sneen lige i Ansigtet. Vi fo'r da vild og kom først op til Gaarden ud paa Natten, og da var Dansen forbi. Men vi var jo heller ikke kommen for Dansens Skyld. At Pigen var hos sin nye Kæreste, det kunde jeg da nok begribe, og Rasmus og jeg gik da hen og holdt Vagt udenfor den Gaard, hvor Karlen boede. Saa kommer hun da endelig listende ud, efter at vi havde staaet og frosset en Timestid, og saa gaar jeg hen til hende, lægger min Haand ganske læmpelig bag paa hendes Nakke og spørger hende, hvor hun skal hen. Hun svarer, som om alt var i Orden, at hun skulde hen til den Gaard, hvor Dansen havde staaet, og hvor hun skulde være til om Morgenen. Naa, saa det skal Du, min Pige! sagde jeg saa. Og saa fortalte jeg hende min Mening om Tingene; og jeg sagde til hende: Nu har jeg været Kærest med Dig et helt Aar, og jeg har givet Dig Tørklæde og Tøj og Ørenringe og Paraply, og jeg har holdt rigtig meget af Dig - og nu gaar Du her og gør Nar af mig og leger Kæreste med saadan en Bondesnude. Og saa gav jeg hende et Par ordentlige Øretæver; og saa gik Rasmus og jeg hjem. Den næste Dag sendte jeg hende et Brev, at nu var det forbi, og at hun skulde skikke mig Ørenringene og Paraplyen tilbage. Urlidsen sendte jeg ogsaa, men Øskenen beholdt jeg. - Se saadan blev jeg holdt for Nar, og det var da egentlig den anden Gang; men tredje Gang skal det nok blive Løgn."

Da Meddeleren af denne sørgelige Historie øjensynlig var geraadet i en ophidset Stemning over sin egen Fortælling, foretrak jeg at skilles fra ham.

Jeg arbejdede mig igennem den store Stue, hvor Dansen nu var paa sit allerlivligste Punkt, og hvor man gentagne Gange raabte efter mig, at jeg ikke skulde være saa stor paa det, men komme og more mig ligesom de andre.

Jeg mærkede nok, at man i det hele taget var bleven friere i sine Bevægelser; og - for Resten, de havde jo Ret: hvorfor være saa "stor" paa det, og hvorfor ikke more sig som "de andre" ? Jeg hørte jo dog med blandt disse Folk. Jeg havde jo selv villet det saaledes.

Og jeg saa' mig allerede om efter en Dame og henvendte mig i Mangel af andre med et Buk til den, der stod mig nærmest, et djærvt, knoklet, stærkt Fruentimmer med sammengroede Øjenbryn og noget mandfolkeagtigt storstilet i hele sin Person. Jeg bukkede atter og spurgte, om jeg maatte have den Fornøjelse. Hun saa' forbavset paa mig og syntes aldeles ikke at forstaa mig. En ung Fisker kom til og hjalp mig ud af Forlegenheden ved at give mig og min Dame et 282 samtidigt Dunk i Ryggen, der foranledigede, at vi i den inderligste Omfavnelse tumlede ud paa Gulvet og snurrede rundt et Par Minutter, medens jeg fra forskellige Sider hørte Udbrud som: - Se til Olsen, se, hvor han kan. Den gaar strygende etc., etc.

Jeg trak mig tilbage - dog uden noget Buk, og vilde just paa given Opfordring fra nogle Kavalerer fortsætte med en anden Dame, da jeg ved at se nøjere paa denne mødte - netop det beundrende Blik, som allerede én Gang i Aftenens Løb var bleven mig tilkastet under det mørke Hovedklæde, og som nu med dobbelt Glans skinnede mig i Møde fra de lyse, troskyldige Øjne.

"Nej, Olsen," sagde jeg til mig selv, idet jeg hurtig vendte mig bort og skubbede mig ind i den mindre Stue, hvor Kortspillerne sad. - "Det gaar nok an, at Du danser med et Mandfolk, der efter alle Mærker at dømme ikke nærer blidere Følelser imod dig. Men at danse med denne lille, skikkelige Pige, som har udtalt sig saaledes, og som ser saaledes paa dig, det vilde være en Ubetænksomhed fra din Side, som Du ikke kan forsvare, Toke Olsen."

Jeg fandt Stemningen meget animeret inde i den mindre Stue. Min Ven Snedkeren var ogsaa tyet her ind, skønt næppe af de samme Grunde som jeg. Han var stærkt oprømt, næsten for stærkt oprømt, syntes jeg. Kortene var kastede paa Gulvet. Tobak, Finkel, Ekstrakt og Punch flød over Bordet. Snedkeren lo, talte, sang og deklamerede. Man klinkede og drak paa hinandens Sundhed. Den gamle Ole Geisnæs svømmede over i de mest vidtgaaende, menneskevenlige Følelser. Han omfavnede Snedkeren og fortalte os alle, vistnok for halvtredsindstyvende Gang, den gamle Historie om det gamle Vrag, han havde fundet paa Havsensbund et Par hundrede Favne fra Land, og hvis Skatte (bestaaende i rustne Jernbarrer) skulde lyksaliggøre os allesammen, saa snart de blot var tagne op og bragte i Land. Snedkeren, der endogsaa paa dette Stadium viste sig som en god Regnemester, søgte at bevise ham, at der ved Salget af Jernet næppe vilde blive 50 Rd. til Mands, og - "for denne Slik kunde man dog ikke gi'e Greven". Ole Geisnæs fandt sig foranlediget til at blive vred over denne "Multaplukkesjionstabel", og for at undgaa yderligere Regningsdifferenser, fik jeg min Ven Snedkeren overtalt til at gaa hjem med mig.

Det var et dejligt Maaneskin, da vi kom udenfor, og det smukke Vejr, Nattens Kølighed og maaske et Par fornuftige Ord fra min Side virkede hæmmende paa Snedkerens Tilbøjelighed til at vende tilbage igen. Han var ingenlunde beruset, men han var dog maaske nærmere ved Grænsen, end han selv troede. Et Par Gange stod han stille, som om han vilde tale til mig, men først da vi stod uden for hans Hjem, kom det frem, som han vilde sige.

283

"De har Ret, Olsen," udbrød han, idet han slog sin Haand i min. - "Og Tak skal De have, fordi De fik mig med hjem. Jeg plejer dog ellers ikke at være af de Folk, som ikke kan komme paa Værtshus uden at faa en paa Skalmejen eller træde Folk paa Ligtornene. Men jeg skal sige Dem, jeg har siddet i den sidste Tid og grubliseret for meget- ganske ligesom De. Og det er skidt; for naar man saa kommer ud og skal have godt af andre Folks Omgang, saa staar man enten i Krogen som De, eller man vender Mølle over Skarnfjerdingen som jeg. - Ja, Hr. Olsen, det er dog immervæk lige forunderligt med denne - denne Eksistens. Som om jeg endnu har kunnet begribe, hvorfor man vedbliver den ene Dag efter den anden at staa op af sin Seng og slide og spise og spise og slide - for maaske de fem sidste Aar af sit Liv at ligge som en stakkels Djævel paa en eller anden Stiftelse, inden man bliver skreven paa den store Rejseliste! Og endda synes man, at man er en honnet Karl, fordi man ikke har giftet sig med Kluk-Mutter og blæser Sorgerne bort paa Glastrompeten. Der er dog alligevel Dyd til i Verden. Men ingen Tak har man for den; trods alt, hvad Præsten siger. Godnat, Hr. Olsen. Og Tak skal De have. Og sov vel."

Min landflygtige Vens tredje og sidste Kapitel var ikke til at tage fejl af. Da jeg havde gennemlæst Brevet, hvori Kapitlet i al sin Korthed og Tydelighed indeholdtes, besluttede jeg mig straks til at tage op og besøge ham. Indtræffende Omstændigheder bevirkede imidlertid, at jeg maatte udsætte mit Forehavende i nogen Tid.

Jeg hidsætter her 3dje Kapitel, som er uden noget Prædikat.

"Bedste Ven. Lad os saa kaste Masken. Jeg aander tungt nok i Forvejen, og Masken er nær ved at kvæle mig. Jeg lod mine Omgivelser og mine Tanker snakke saa meget op i mit sidste Brev for at føre dig paa Vildspor. Nu trænger jeg til at udtale mig uforbeholdent. Og jeg vil gøre det.

Sandet fyger uden for mine Vinduer, og Vinden river og rusker i mit Tag. Jeg hører den skarpe, hvislende Lyd af Marehalmen i Klitten og den dumpe, brølende Lyd af Havet paa Stranden. Det var, som om Elementerne var slupne løs blot for at ængste mig, mig den ensomme, den hjælpeløse. Jeg siger til mig selv: dette er Døden, der melder sig. Og jeg gribes af en Angst, som jeg ikke vil prøve paa at skildre Dig. Smilende ser jeg da igen paa mine Arme, paa mine Hænder; jeg banker mig paa mit brede Bryst, og jeg krummer mig sammen som til et Tag, et Livtag med - med hvem? ... Hvad er det dog for besynderlige Idéer, der overfalder mig? Jeg er ung og stærk og netop bygget for dette møjsommelige Liv her oppe. Hvilken Mening 284 er der da i, at jeg ængstes? ... Sagen er den: jeg véd hverken ud eller ind længer. Jeg har tænkt meget over det, som jeg i mit sidste Brev berørte for dig. Du har endnu ikke besvaret dette Brev, men saa meget desto bedre. Du kan da tillige svare paa, hvad jeg her vil anmode dig om. Sværg, - nej, Sludder - lov mig, at Du, der jo er et skrivende Menneske, og af hvem jeg har Ret til at vente mig noget, at Du vil følge den Vej, jeg altid har antydet for dig; at Du aldrig af Tidernes Ugunst, af Hensyn til en behageligere Eksistens, af Mængdens Raab og Udsigter til forlorne Laurbær vil lade dig drive ud af den Retning, der i vore Dage er den eneste tilladelige for et begavet Menneske, der mener det ærligt. Glem det Publikum, der for Øjeblikket er det dømmende og prisuddelende, men glem ikke, at der bag dette Publikum staar den store Masse, som Du netop skal give dig af med, studere, vaage over, opildne, belære, forsvare. Lad kun de hyggelige Dagligstuers og de overdaadige Spisesales Dramatikere, Lyrikere, Talere og Journalister sky dig, spotte dig, forfølge dig - maaske misunde dig; lad dem give dig venskabelige Raad, lad dem aabne dig en Sidedør, hvorigennem Du kan smutte ind til dem, lad dem foreholde dig din Taabelighed, dit Fusentasteri, din "Ungdommelighed, som Tiden nok vil rette," - lad dem kun udfolde hele deres fristende Veltalenhed : - det gælder at staa fast, staa fast! De deklamerende Kæmpers og Ridderes Tid er dog forbi; Vaudevillen og Studenterdramaet er udspillet; Bøgetræerne er sprungne alt for ofte ud; de gamle Frihedsfraser er bleven afjaskede. Kan Du finde nye Sider at se vore Fabrikanter, Justitsraader og Urtekræmmere fra? Kan Du skære en ny Façon til en Riddervams? Kan Du finde andre Ord at lægge en Student i Munden end Punch, Eksamen og en Kæreste? - Kan Du det, da er det godt, og da bør Du tage fat, hvor de andre slap; men kan Du ikke, da er der ingen Tid at spilde. Du maa ud og arbejde paa den Jord, hvor endnu ingen Plov er gaaet, og det, førend det bliver for silde, førend din Røst overdøves, dit Arbejde standses af de klaprende Fugleskræmsler, der under Navn af folkelige Novellister, folkelige Poeter jager Poesiens vilde Fugl bort og lader den aandløse Pietismes Boghvede brede sig over Markerne.

Jeg selv har opgivet Spillet. Jeg stikker for dybt i det gamle. Jeg har for meget med det kære, gamle, romantiskaristokratiske Selv at bestille. Hvad vedkommer egentlig dette Selv og dets lurvede Klynketilværelse den øvrige Verden? Hvad berettiger mig til at forlænge en Tilhørerkreds for mit evindelige Foredrag: Hjerte og Smerte? Nej, min Ven; denne Kvinkeleren post festum er forbi for mit Vedkommende. Jeg har brændt alt, hvad jeg har skrevet her oppe; jeg har foræret Snedkeren hele mit Bibliotek og har kun beholdt Homér tilbage for mig selv. Jeg vil se at blive et Menneske. Det er maaske til 285 syvende og sidst vanskeligere end at blive Digter; men saa er Æren ogsaa saa meget større. Jeg har i den Henseende ladet mig ansætte ved Redningsbaadens faste Mandskab. Nu faar vi at se: kanske vil der snart indfinde sig en Lejlighed, hvor jeg kan vise, hvad jeg som Menneske duer til. Hidtil har mit Liv her oppe just ikke bidraget til at forhøje mit Værd som Menneske i mit eget Omdømme ...

Ak, medens jeg saaledes meddeler dig løst og fast fra mit Eksil, føler jeg Eksilets hele, knugende Tryk meddele sig til enhver af mine Tanker, enhver af mine Bevægelser. Jeg presser Haanden mod mit urolige Hjerte, jeg føler mit fugtige Blik tilsløres. Jeg tænker paa hende, - vanvittig, som jeg er. Jeg sænker mig ned i Erindringens Strøm; dens Vande leger spottende med mig og hvirvler mig ud i det store Hav, hvis vilde Bølger griber mig og slynger mig af Sted, af Sted.

Jeg tænker paa hende, - hører Du! Paa hende, som vilde finde det yderst underholdende, ja rent ud sagt gennemkomisk, hvis en eller anden i dette Øjeblik kunde skildre mig for hende. Ikke desto mindre tænker jeg paa hende med Følelser, der, hvis jeg nu var der ovre, vilde bringe mig ind under det gamle Herredømme. - Og alligevel er man fræk nok til at titulere Menneskene: Fornuftvæsener!

Der ude paa Stranden gaar den lille, skikkelige Pige med det lyse, venlige Blik, der saa ofte vil søge mit. Min Ven Snedkeren har gentagne Gange med sin sædvanlige Ligefremhed udpeget hende for mig og sagt: "Gift Dem med hende, naar De endelig vil blive her oppe. De faar ingen flinkere Pige, ingen lydigere Kone, ingen, der med saa stor Taknemlighed vil sætte nogle Smaafiskere ind i Verden sammen med Dem. Hun vil stoppe Deres Strømper, koge Deres Fisk, røgte Deres Garn og være Dem tro som en Hund. Hvad forlanger De mere - som Fisker?"

"Jo, jeg forlanger mere. Jeg kan købe mig en Hund, og jeg faar da dens Troskab med i Købet. Men et Fruentimmer - til daglig Omgang -og tro - som en Hund; et Væsen, som føder mine Børn, vore Børn, - og dog ikke mere end en Hund, - stum, - logrende for Herren! Nej, nej ! Saaledes skulde dog Enden ikke blive; - lad den saa for Resten blive, som den vil."

Det var som sagt ved Vinterens Slutning og næsten ved Begyndelsen af Foraaret. Jeg havde endelig faaet mit Arbejde ordnet saaledes, at jeg om nogle Dage kunde begive mig paa Rejsen til min Ven i hans Eksil. Foreløbig sad jeg ved mit Skrivebord for at underrette ham med et Par Linjer om min Ankomst og for at sende ham min foreløbige Tak for hans gode Mening om mig og for det Hverv, han paalagde mig. Da 286 bankede det paa Døren, og uden at se op fra Papiret foran mig raabte jeg: Kom ind! i den Formening, at det var en bekendt.

Døren gik op, og efter en lille Pavse hørte jeg en Stemme, som spurgte, om det ikke var Hr. saadan og saadan?

Jeg saa' i Vejret. Der stod paa Dørtærskelen en mig ubekendt, som jeg øjeblikkelig vilde henføre under Kategorien "Mandsperson".

- Undskyld, fortsatte denne Person, da jeg havde bejaet hans Spørgsmaal. - Mit Navn er H .. ., Snedkersvend H ... Jeg kommer fra Skagen.

Aa; De er Olsens Snedker - Olsens Ven? Kom indenfor. Jeg sidder netop og skriver ham til.

Den fremmede stirrede et Øjeblik stift paa mig og sænkede derpaa sit Blik, idet han med en underlig forlegen og undvigende Stemme ytrede, at "Posten kunde ikke naa ham der, hvor han var".

Hvad, raabte jeg spøgende, idet jeg sprang op. Er han maaske taget til Læsø eller Anholt?

Olsen er død, hviskede den fremmede og saa' paa mig med et Par store, ærlige Øjne.

Død! død! gentog jeg, idet jeg lod mig falde tilbage i Stolen og gjorde Tegn til Olsens Kammerat, at han skulde tage Plads.

Ingen af os talte. Jeg rejste mig atter, gik hen til Vinduet og stirrede hen over Tagene, hen over Skorstensrøgen, op imod de store, drivende Skyer. Da jeg atter kunde begynde at tænke, indsaa jeg, at den "store" Olsen maatte være druknet. Jeg havde haft saa travlt i den sidste Tid, at jeg ikke havde faaet læst Bladene, men jeg erindrede nu, kun helt ubestemt, at en eller anden havde fortalt mig noget om et ulykkeligt Redningsforsøg paa Vestkysten i den forrige Uges Storme.

Ikke sandt? spurgte jeg den fremmede, der sad bøjet forover paa sin Stol og drejede sin Hat uroligt mellem de store Hænder; - ikke sandt, det var i Redningsbaaden, at Olsen ... hvorledes gik det til ... saa' De det?

Jeg saa' det, lød Svaret, og jeg ønsker ikke at se det Syn oftere, - Det var et stort Skib ude paa Revet, Skagens Rev, véd De nok. Det var stødt om Natten, og i Dagbrækningen blev der gjort Allarm. Alle Mand op til Stranden nordpaa, uden for Fyret. Af og til hørte vi dem skrige der ude. Vi skød Raketterne ud; men enten traf de ikke, eller ogsaa var Folkene om Bord afkræftede af Kulden. Saa maatte Redningsbaaden til det. Fiskerne vilde nok nødig, men Olsen satte Liv i dem, og saa hjalp vi til, Mandfolk og Fruentimmer, at sætte Baaden ud. Den blev styret dygtigt. Det var de bedste Folk, der var i den, og Olsen var ikke den klejneste. Grueligt saa' det ud, saadan som den satte igennem Brændingen, og jeg, som jo ikke var videre kyndig i sligt, stod oppe i Klitten og tænkte hvert Øjeblik, at det var 287 det sidste for Baad og Mandskab. Saa var da Baaden næsten der ude ved Skibet; den stod helt paa Hælen og satte Snuden ret op i Vejret, og just som den var kommen ned igen og skulde til at tage Fart op efter, saa bryder der en forskrækkelig Sø lige lukt over Hovederne paa Folkene. Vi gav et Skrig fra os, alle vi, som stod og saa' derpaa. Baaden var væk. Brændingen tumlede et Øjeblik med noget mørkt noget, og paa samme Tid faldt den sidste Mast ude paa Skibet. Jeg sneg mig ned i Klitten og turde ikke se der ud. Der var saamænd heller ikke noget at se efter. Ingen Baad, ingen Mennesker. Hen paa Eftermiddagen drev et Par af Folkene op længere vester paa Stranden. Men de fleste blev ikke funden og Olsen heller ikke. Jeg gik hele den Dag og den næste med og søgte langs Strandbredden, og begge Dagene gik der bag efter mig et stakkels Pigebarn og græd. Olsen fandt vi ikke, og Graad og Jammer var der over hele Skagens By.

Den fremmede holdt inde, drejede sit Hoved til Siden og famlede en Stund i sin Brystlomme.

Mit Arbejde paa Fyret var endt et Par Dage efter, vedblev han; eller rettere, jeg søgte saa snart som muligt at komme bort der oppe fra. Olsen havde saa tidt talt om Dem, og da jeg nu kom her til Byen, syntes jeg dog at jeg skulde op til Dem ... jeg har jo ogsaa en Lap Papir, som vistnok er til Dem. Jeg fandt den paa hans Bord, hvor han nok havde skrevet den, kort forinden han gik i Baaden. Her er den. Der stod med Blyant paa et afrevet Stykke Papir og næsten ulæseligt skrevet disse faa Ord:

"Kære Ven! Nu gaar det løs, og nu skal det vise sig, hvorledes man ter sig som Menneske. Hvis man ikke skulde vise sig mere - det var jo dog muligt - saa lev vel og læs, hvad Wallensteins Ryttere synger. Min Hest er nu sadlet, og Kammeraterne kalder paa mig. Altsaa lev vel, - jeg kunde fristes til at sige: Paa Gensyn.

Din T. O."

Saa var da den fragmentariske "store Olsen" s Liv endt med dette sidste Fragment.

Jeg drejede mekanisk det forkrøllede og plettede Papir mellem Fingrene og saa' længe op mod de graa Foraarsskyer, der i urolige, forvirrede Masser drev hen over Byens Tage.

Ja, saa tror jeg, at jeg er færdig her, lød Snedkerens Stemme ved Siden af mig.

Jeg svarede ikke; jeg lod min Haand falde ned i hans fremstrakte Højre, og han forstod, at jeg bad ham om at være min Kammerat i min tabte Vens Sted.

288

ØRNEN

"Ørnen" hed den, jeg mener Skuden, og den fo'r imellem - ja, det kan vi nu gemme til siden.

Ørnens Fører maa vi først omtale; han hed, - ja, hans Navn kan jo være det samme; han kunde i ethvert Fald godt hedde Ørneskipperen, og hvorfor saa ikke kalde ham saaledes. Det er altid godt at have et Navn for sig selv; med at kalde en Mand for Hansen eller Jensen er man endnu ikke kommen et eneste Skridt nærmere i Bekendtskabet. For Resten hed Skipperen hverken Hansen eller Jensen, men ved at nævne hans virkelige Døbenavn og saaledes indføre ham som en offenlig Personlighed for et større Publikum vilde vi nemt kunne bringe ham ud af hans jævne, dagligdags Ligevægt, ja maaske fremkalde paa hans vejrslagne Kinder en lignende Forlegenhedens Rødme, som efter Sagnet viste sig hin mindeværdige Dag, da Amtmanden i egen Person paahæftede den brave Sømand Dannebrogsmændenes Hæderstegn der nede paa Havnen i Overværelse af en stor Del af Byens Indvaanere. Den Dag kneb det, som man siger. Ja, der er dem, som vil paastaa, at den nye Dannebrogsmand i et Øjeblik af usminket Aabenhjertighed erklærede, at han heller vilde tage tre af sine værste Rejser om igen paa Søen end en eneste Dag som denne paa Landjorden. Og dette vil, som man nu kan overbevise sig om, ikke sige saa lidt.

Ikke fordi at Vejen mellem den lille By paa Øen og den lille By paa Fastlandet var saa lang. Men det var udelukkende ved Vintertid, naar Dampskibet havde "lagt op", at "Ørnen" var udset til at gøre disse Rejser i Isgang og Snetykning, Stormvejr og Frostvejr, og altsammen i Østersøens urolige, krappe Søgang, i disse farlige, drillende Søer, der rejser sig under den mindste Kuling, skruer sig i Vejret, brydes og toppes imod hverandre og styrter med en ejendommelig raslende Lyd ligesom hvæsende Klapperslanger løs paa deres Bytte.

Der er løbet meget Vand i Stranden siden Ørneskipperen første Gang saa' Lyset, og der er løbet meget Saltvand af hans Oljeklæder, siden han første Gang begyndte at fare som egen Mand om Bord i sin Jagt. Det forstaar sig, at han ikke altid har faret med denne Jagt. Fra ungt Menneske af gik han paa de lange Rejser, som oftest med fremmede Nationers Skibe, og vi kunde lade ham fortælle mangt et opbyggeligt Eventyr fra disse Togter. Vi kunde lade ham i sit uforligneligt malende, men ikke altid for uindviede letfattelige Sprog meddele f. Eks. sit Skibbrud i den kinesiske Sø, den Gang da den store Hamborgerbark stødte paa "et Koralrev eller saadant Djævelskab", og da samme Skib fortsatte sin Fart efter Stødet, men ti Minutter senere puttede Snuden ned ad og fortsatte i denne skraa Stilling, indtil Skrog og Rigning var gemt af de stille, dybe Vande, og Besætningen i 289 Morgensko og Underbukser og uden Vand eller Proviant drev tre Dage omkring i Storbaaden, indtil de endelig kom i Land paa en Ø, - hvor saa Malajerne oven i Købet vilde stikke dem med Knive.

Vi kunde som sagt meddele dette og meget mere af Ørneskipperens Ungdomshistorie, og vi tvivler ikke om, at vi vilde faa velvillige Tilhørere hertil. Men det vilde blive en altfor stor Afdrift fra vor Meddelelses oprindelige Maal: Ørneskipperens Manddomsgerning; - og Afdrift skal man vogte sig for, naar man kan undgaa den.

Nu da! Vinden er god, og Natten er vor egen, og vi er om Bord i "Ørnen", og Skipperen staar til Rors eller rettere sagt, han sidder for Øjeblikket paa den lille Bænk, han har lavet sig agter ude lige over for Nathuset. Denne beskedne Bolig for Kompasset er meget snildt anbragt i selve den brede Kahytskappe ved Siden af Nedgangen til de sovende, nu og da lydeligt snorkende Handelsmænd neden under. Rolig og alvorlig, med Oljefrakken knappet tæt op i Halsen, med Sydvesten dybt ned i Panden, fremvisende en lille Stump af et ærligt, aabent, vejrslaget Ansigt, et tætklippet Skæg, der gaar højt op paa Kinden, og et Par godmodige, skarpe Øjne, der synes skabte til at se Imod Vinden og Saltvandsskummet, sidder Skipperen som en Mand, støbt i Bronce, forestillende en af disse Oldtidens djærve Søhaner, hvorom saa mange pæne Folk i vore Dage véd saa meget at fortælle, og som saa ofte maa tjene til en Sammenligning, der igen saa meget ofte kommer til at halte.

De barkede Hænder er stukne i et Par af disse uldne Bælgvanter med en overkomplet Tommelfinger i hver, en Reserve i Tilfælde af Slid eller anden Molest. Den ene Haand hviler paa den korte, tykke Rorpind, den anden har mekanisk fattet Tampen af Storsejlsskødet, som ligger over Knæet.

Det er ikke maaneklart, men det er heller ikke mørkt. Maanen er ganske vist oppe, men den er ikke kommen rigtig frem. Det Skydække, som skjuler den, og igennem hvis Slør den virker med et eget dæmrende Skær, tyder efter alle Mærker og Skipperens Ord at dømme paa Forandring i Vejret, maaske Tøbrud med en Storm af Sønden. For Resten kan det være os det samme; Vejret holder nok denne Rejse igennem; lad det saa bare blæse, naar vi først er kommen i Havn. Vi slingrer da af Sted igennem Vandet for en halv Vind og med et Reb i vore Sejl. Ørnen er, som der staar i Zoologien, en udmærket Flyver, og dens Navne "Ørnen" er et Skib, som ikke giver Fuglen meget efter. Søen er allerede høj og bryder nu og da med hvide Blink og med den ovennævnte raslende Lyd; men vort lille Fartøj vager godt paa Vandet, og af Sted gaar det.

Den bjørneskindsbepelsede Handelsrejsende, som ved et kort vue over Omgivelserne har overbevist sig om Rigtigheden af de her 290 fremsatte Paastande, forsvinder netop nu igennem den snevre Aabning, der for en Time siden aabnede og lukkede sig for hans endnu mindre søstærke Kolleger.

Han kan dog ikke bare sig for paa Trappen ned til Søvnens og Kvalmhedens Regioner at gøre Skipperen det Spørgsmaal, som altid gøres af de fleste rejsende, og som enhver samvittighedsfuld Skipper bestandig vil besvare paa samme Maade.

"Hvornaar - kan vi være - i Havn, - Skipper?"

"Kan ikke sige det saa lige. Kommer an paa, om Vinden bliver staaende. Tænker saadan ved det Lag - osv., osv."

Apropos om Handelsrejsende! Da denne ofte med Rette og ofte med Urette misrekommanderte Klasse af pelsbeklædte Trækfugle er "Ørnen" s sædvanlige Vinterfragt, vil man ikke fortænke den ærlige Skipper i, at han paa Forhaand indrullerer enhver ny Passager, han faar om Bord, blandt Prøvekassernes og de store, sortmalede Kofferters Ejermænd.

Det skete da, at Skipperen paa en af sine Rejser fra Fastlandet til Øen fik en høj Mand om Bord, indsvøbt i en Kappe og medbringende et forsvarligt Antal Kofferter, Kister, Kasser etc., etc.

Man lagde fra Land, og da alt var klart paa Dækket, alle Liner skudt op, alt overflødigt stuvet ned, kom Skipperen ved Roret og Manden i Kappen snart i Passiar sammen.

Det syntes, at Manden i Kappen havde set sig en Del om i Verden. Ørneskipperen var jo heller ikke nogen Hjemmefødning. Enhver gav sin Skilling med i Laget; man sejlede, man kørte paa Jernbane og i Diligence, man oplevede Smaaæventyr, man traf fremmede Folk, man skildrede Stemninger og Tilstande trindt omkring, og endelig rykkede Skipperen ud med det Spørgsmaal, som længe havde ligget ham paa Læben, fremkaldt ved den fremmede Passagers ualmindelige Berejsthed og Fortællerevne.

"Men, maa jeg spørge, hvilket Hus rejser De da for?"

Man faar selv dømme om den brave Ørneskippers Overraskelse, da han af Manden i Kappen blev underrettet om, at det var den nye Amtmand i egen høje Person, han her havde for sig.

Om Passiaren efter denne Oplysning gik videre, véd jeg ikke. Jeg tvivler i ethvert Fald om, at den fra Skipperens Side blev fortsat med den samme Ugenerthed, som den blev paabegyndt. -

Men i Nat er der ingen Amtmand om Bord, hverken cognito eller incognito, som kunde paalægge Samtalen noget Baand. Frit kan Ordet passere frem og tilbage mellem de Skikkelser, der sidder elier staar paa "Ørnen" s vaade Dæk. Saa lad da Ordet passere ! Vinden er god, og Natten er vor egen.

"Naa, Du Skipper," brummer en i Søtøj indpakket Person ved vor 291 Side. "Skal Du i Isen igen i Aar? for saa vil jeg raade Dig til at assurere dine Undermaster i Tide. I Fjor havde Du nok nær faaet Brand i dem."

"Ja, det var en streng Vinter i Fjor," svares der henne fra Roret. "Det snurrer endnu i mine Ben, naar jeg tænker paa den Tur, hvor jeg sad 36 Timer i Træk her ved Roret, og Vandet frøs til Is i mine Søstøvler. Jeg har nok hørt, at naar man vil forsende Fisk, skal man stuve den ned i Is, men Knokkelkød taaler ikke saadan Behandling."

"Det tror Fanden selv og jeg med," lyder det igen fra Oljetøjet ved vor Side. "Besynderligt er det alligevel, hvad et Menneske kan holde ud, inden han stikker Trossen fra sig. Det var f. Eks. medens jeg fo'r paa Grønland med "Ane Marie". Du véd nok hende, Robbefangeren, saa fiskede vi tre aparte Sælhunde fra en Isflage. Ja, nu skal Du dog høre, hvis Du ikke har hørt det før. Men det kan Du jo for Resten ikke have hørt. For han, Skipperen i "Ane Marie", har ikke været hjemme siden, og Mandskabet blev afmønstret i en skotsk Havn - Fanden véd nu, hvad den hedder - og gik siden efter ad Helvede til allesammen undtagen jeg. Jeg har nu altid været en heldig Kantøffel, men jeg har ogsaa en Svoger, som er Præst, en Præst, som kan præke for to, og han sørger vel nok for, at jeg ender paa en skikkelig Maade med Berettelse og Konfussion, eller hvad de nu kalder den sidste Overhaling." - - -

"Du glemmer Sælhundene, Morten Marker," lød det ganske tørt henne fra Roret.

"Ja, stop, Kammerat. Det er rigtigt. Altsaa, jeg fo'r med "Ane Marie". - Du kender hende nok; et dejligt Barkskib var hun, men noget luvgerrig. Naa, Fejl har vi alle, og galt saa' det ud, hvis vi ikke havde Fejl, for hvad skulde ellers Præster og Dokt'rer leve af? Imidlertid, jeg fo'r, som jeg sagde, med "Ane Marie" paa Robbefangst oppe under Grønland. Det havde været en heldig Rejse, og vi havde baade Lasten og Forrummet fuldt af Trantønder og Skind. Saa var vi da paa Nedrejsen, da vi fik Vinden kontrær og slem, og vi maatte ligge og krydse paa med smaa Sejl, og samtidig i et væk holde Udkig efter al den Drivis, som Vind og Strøm satte imod os.

Saa ligger jeg da en Aften oppe paa Fokkeraaen sammen med Jens Westh derhjemme fra. "Giv mig en Stump Skraatobak, Jens," siger jeg og langer ud for at faa den. "Der har Du en," siger han, men i det samme snapper han Haanden til sig og raaber: "Hørte Du ikke noget?"

Jeg gloede paa ham og bad igen om Tobakken, mne saa peger han ud over Sprydet og prajer til Rorgængeren: Drivis ret forud, en Kende til Luvart! Vi falder af, men nu er det mig, som tydeligt hører et Raab ud over vor bagbords Boug. "Støt med Roret," skriger jeg saa og løber 292 til det luv Vand og ned paa Dækket og lige bus hen til Skipperen. "Der er skibbrudne Folk paa vor luv Boug; jeg hørte tydeligt Raabene," siger jeg; og vor gamle, som ikke var af de raadvilde, kommanderer øjeblikkelig Storemerssejl bak og Baaden i Vandet. Det sidste var nu lettere sagt end gjort, thi Søen var hul og stod svært krappet her inde mellem al den megen Is, og ingen vilde rigtig gerne uden Bords. Men det behøvedes da heller ikke, kan jeg tro, for i det samme skurer vi med Siden op imod Isen, hvorfra Nødraabene kom. Naa, nu fik vi travlt med Hager og Varpankere, og da vi atter kom klar af Isflagen, havde vi tre stakkels Mennesker om Bord hos os, som havde siddet de sidste to Etmaal i Træk paa Isen, og som begribeligvis var mere døde end levende, da de endelig kom ned i Køjerne. Det var Styrmanden og to Matroser fra et norsk Skib, som var forlist i Isen. Det var uhyggeligt nok for os at høre paa deres Beretninger, da det samme jo saa meget nemt kunde hændes os. Den ene af Nordmændene var for haardt medtaget af Koldbranden. Han døde om Bord. Men de to andre klarede sig. - Ja, hvad Folk, og særlig Søfolk, maa døje, inden de kommer af med dette Futteral, som Livet efter min Svoger Præstens Ord skal være, det véd den bedst, som selv har døjet noget ondt, og som ikke blev født til at ligge paa en Sofa og made Papegøjer med Svedsketærte. - Skaal, Skipper, og Gud bevare Skibet, og Fanden i Vold med det onde Vejr!"

Her antydede en klukkende Lyd ved vor Side, at Fortællingen var forbi og Skaalen ærlig ment. En Flaske blev dernæst langet over til Skipperen og gik atter tilbage til sin Ejermand, efter at den dog først havde gjort sig et lille Svinkeærinde hen til os; og saa tog Ørneskipperen Ordet.

"Det var haardt nok," sagde han; "og Du har Ret, Morten Marker: Sømanden tjener ofte sin Føde med mere Besvær end Føden egentlig er værd. Dog klager jeg ikke for min Part; men jeg kender nok dem, der havde Grund til at klage. Denne her Fart med "Ørnen" har ofte været slem nok, men i Land er jeg da hidtil kommen, og det paa en passende Maade, og jeg tænker ogsaa nok, at Skuden og jeg hytter os i Fremtiden, saa længe det er bestemt, at vi skal fare sammen. Alligevel var den Tur i Isen i Fjor, skønt det var her under Land og ikke oppe under Grønland, saa drøj, som man kunde ønske sig, og lidt til kanske; og dersom jeg ikke vidste, at Du havde hørt den en Gang før - kan hænde sig to Gange - saa skulde jeg - - - - - -."

"Op med den, Skipper! Vi har Tiden for os;" faldt Oljeklæderne ham i Talen.

Skipperen saa' over til vor Side, og da vi havde tilnikket ham vor ubetingede Opmærksomhed, rokkede han lidt frem og tilbage paa sit primitive Sæde, prøvede, om Skødet ogsaa skar villigt igennem 293 Blokkene, forsynede sin Mund med en passende Forfriskning i Skikkelse af en frisk Ende Skraatobak og fortalte:

"Vi havde bragt Posten over, og Kulden var allerede slem, og der var allerede megen Is i Farvandet, og vi maatte se at komme tilbage igen, inden vi blev helt indefrosne. Vi laa ude ved den yderste Havnemole, og Varp havde vi ude og var klar til at lette, saa snart det dagede, og vi blot kunde se en Rende med aabent Vande. Kokken, Hans, havde jeg sat til at lave en Taar Kaffe neden under; Drengen, den anden Mand og jeg var paa Dækket, og det Par Passagerer, vi havde om Bord, laa og sov. Da vi havde drukket Kaffen, og da Dagningen var begyndt, syntes jeg, at det var bedst, vi gav os i Lag med Rejsen.

Vinden var temmelig rum og blæste omtrent til et Par Reb; der var vel en Del Is uden for Havnen, men hun blev ført ud efter, og langt borte kunde jeg skimte Havet isfrit. Saa halede vi ud og satte vore Sejl. En dejlig, lille Stormklyver havde jeg netop faaet, og da jeg kunde vente, at hun op ad Dagen vilde friske lidt mere, stak vi et Reb til i Storsejlet, og nu var der god Gænge i det og passelig Sejlføring, og saa pinte vi paa gennem Isen og arbejdede os ud efter.

Men saa gav hun sig til at blæse op ad Dagen; hu ha! Klosrebe maatte vi; og dog var Vinden ikke det værste, for Skuden havde al sin Ballast inde, og fast laa Ballasten helt nede i Bunden agter ude, og hvad det anbelanger, saa kunde vi gerne have sejlet Vandet helt op til Masten - vælte kunde vi ikke. Men Vinden blev mere og mere kontrær, og al den Is, som var dreven ud efter, satte nu ind paa os igen. Der blev Is agten om os, og der var Is forude, og med Kulingen tog ogsaa Kulden til, og snart var Skuden uden Bords at se til ganske som en af de andre Isflager, der drev omkring, og for hvert Skvat Vand, vi fik ind over Dækket, lagde der sig en Isskorpe over alt, hvor man skulde træde eller gribe for sig.

"Dette her er ikke saa bekvemt," siger jeg saa til Kokken. "Men vi kommer vel til at pine paa for at komme ud efter og se at faa Stræk op under Land. Kanske vi kan faa Kig paa en aaben Rende et Steds."

"Ja, kan hænd's sig," siger Hans. Og som vi saaledes begge stod og spejdede, fik vi da ogsaa Øje paa en Rende, og den fulgte vi, saa godt det lod sig gøre. Af og til skruede den sammen, og saa lysnede det igen, og endelig kom vi da ud i nogenlunde frit Vand.

Men den korte Vinterdag var næsten gaaet med ved denne Flakken hid og did. Og det var ganske forskrækkeligt, saa Skuden var bleven iset over. Der laa en halv Alen tyk Isskorpe langs hele Lønningen, enhver Blok havde en Klump om sig saa stor som et Kaalhoved; naar man greb i en Ende, eller man tog for sig ved Staget for at holde Balancen, fik man Is i Hænderne; det var helt farligt at gaa paa Dækket ; Sejlene var til sidst saa stive af Is, at de næsten stod lige ret op 294 og ned i Luften, og paa vor Klyverbom havde der hængt sig en Ismasse saa stor som en Vandtønde. Klyverbommen kunde da heller ikke i Længden bære denne Kammerat; Skuden satte hvert Øjeblik haardt i Søen, Bommen knagede og krummede sig, og Enden paa det blev, at den knækkede over lige uden for Stævnen, saa at vi maatte kappe den væk, - og der laa vi da uden Klyver; og det gav ingen god Sejlads.

Folkene maatte nu stadigen gaa i Gang med at hugge Isen væk inden Bords og smide den over Bord. Og det var jo et drøjt Stykke Arbejde; for lige saa fort de havde renset Dækket og Masten og Linegodset, kom der Vand ind over igen, som saa frøs fast i et Øjeblik. Til sidst nægtede de da ogsaa at arbejde længer; men jeg snakkede godt for dem og fortalte dem, at hvis vi ikke rensede Skuden, saa vilde til sidst alt fryse fast, saa at vi ikke kunde regere hende, og saa maatte vi ligge som en død Blok her ude i Østersøen og lade Drivisen og Strømmen og Vinden tumle med os, som de havde Lyst til. Det hjalp jo allerede noget, men det bedste var dog, at jeg var vel forsynet med Rom om Bord. Ilden holdt vi stadig vedlige neden under baade for vor egen og Passagerernes Skyld. Saa lod jeg koge Vand, og saa fik vi et ordenligt stort Glas Grog rundt, og det hjalp baade paa Humøret og paa de valne Hænder.

Alligevel var det dog en slem og lang Aften denne. Og Natten blev om mulig endnu værre.

Hun kom med Snebyger og Tykning, og jeg vidste til Slutningen slet ikke, hvor vi var. Jeg havde nok paa Følelsen, at vi maatte komme ind under det høje Land; men se noget kunde jeg slet ikke, og saadan sejle paa Følelsen alene er dog sin egen Sag.

Som jeg sagde før, saa var der Is helt nede i mine Søstøvler, og jeg kunde til sidst ikke mærke noget til Ben at sige. Og skønt jeg havde syet mig et uldent Stykke, som gik om Hovedet og Halsen og helt op .til Munden og om Kinderne, saa var der dog helt fuldt af Is i Skæget; og det tøede op under Hagen, og Vandet drev mig ned ad Brystet, helt ned til Navlen.

Og Øjenbrynene! Ja, de er noget store i Forvejen, men den Nat hængte Isen sig fast i dem, saa at jeg formelig blev blindet; og jeg maatte af og til give Hans Roret og selv gaa neden under og faa Øjenbrynene tøet op over Ilden. Rive Isen af dem med Fingrene turde jeg ikke; saa var alle Haarene gaaet med.

Selv her over Skuldrene og langs ned ad Armene satte Isen sig i store Klumper, og hvert Øjeblik maatte en af Folkene og jeg stemme vore Rygstykker mod hinanden og dunke og arbejde saa længe med Nakke og Albuer, til Klumperne endelig faldt af.

Nej, den Nat var slet ikke rar, og hverken Skuden eller Sejlene eller vi Folk havde godt af den.

295

Men Morgenen kom da ogsaa efter den Nat. Og skønt der ikke var megen Lysning i Dagskæret, hjalp det dog altid lidt til at kunne sprede Tykningen. Og saa meget hjalp det os, at jeg lige paa en Gang ret forud for os og ikke mange Stenkast fra os faar Øje paa noget stort, graat noget, der rejste sig ligesom en Væg og spærrede os Vejen. Det maatte være Klipperne der nordpaa Landet. Søen var smul her inde; jeg vidste, at her var Vand nok, om det saa havde været for en Fregat, og jeg lagde Roret op, og vi halsede rundt, og jeg havde da Klipperne saa nær bag mig, at jeg gerne kunde have spyttet i Land.

Saa holdt vi ned langs med Landet, saa godt vi kunde, men ofte stødte vi paa Is, og saa maatte vi ud efter igen; og saadan gik det hele Dagen, snart med aabent Vande og snart i Isen, og endelig ud paa Eftermiddagen fik vi klar Luft og rent Vand, og saa løb vi omsider ind i Havn, fordøjede og forkomne, og da var det Aften og mørkt igen, og da havde vi akkurat været 36 Timer undervejs, og ingen af os glemmer den Tur i Hast. Der stod Folk nede paa Broen ved Havnefyret, da vi kom ind, og jeg husker godt, at de sagde, at det var et aparte Syn at se os komme ind; og der var vel nok dem, der ikke havde ventet at se "Ørnen" mere den Gang."

Der blev en Pavse, og Ørneskipperens Meddelelse var endt.

Oljeklæderne ved vor Side rejste sig op, strakte sig og kiggede forefter med den Bemærkning, at "vi nu snart maatte være der", og med den Tilføjelse, at "det var rart, om Skipperen endnu havde noget af den Rom, som havde gjort en saa god Virkning paa Mandskabets Arbejde."

Skipperen ved Roret havde ligeledes rejst sig. Med rolig Stemme kaldte han paa Kokken, Hans, og bad ham bringe en nærmere betegnet Flaske frem.

Flasken kom frem og Maanen samtidig med den. Vi havde da ret Lejlighed til at iagttage vor Skippers faste, sluttede Skikkelse. Ansigtet udviste ikke Spor af, at dets Ejermand for nylig havde meddelt en ikke ganske almindelig Episode af det bevægede og farefulde Sømandsliv og tilmed en Episode, hvori Fortælleren havde spillet Hovedrollen. Roligt og sikkert hvilede Øjet paa en eller anden Lysprik, en eller anden Landkending forude. Fast laa Haanden paa Rorpinden ;og Søens ensformige Skvulp og dæmpede Brusen, som akkompagneredes af Rorets svage Knagen eller en enkelt Bloks Piben i det snevre Skivgat, forstyrredes ikke af et af disse Eftersmæk til Fortællingen, hvori Kærnen atter bliver taget ud af Skallerne, og Skallerne atter blive knækkede for at serveres som en ny Kærne.

Vi tænke vort ved at betragte denne tavse, beskedne Skikkelse, over hvis Hoved saa mangen en Storm var suset, og som var rede til at tage imod mange Storme endnu, uden at Hovedet derfor blev 296 løftet højere eller Beskedenheden blev tilsat med det Krydderi, der efter et gammelt Ordsprog lugter ilde, men ganske vist smager godt.

Det forekom os, at denne virksomme, energiske Skikkelse, der gjorde saa faa Ophævelser over saa store Ting, at denne djærve Skikkelse, der har oplevet mere end ti Amtmænd, der har mere Koldblodighed end tyve Byfogder, og som har større Erfaring end hundrede Studenter (selv deres Ferierejser iberegnet), at han var værdigere til en poetisk Behandling end Størsteparten af de Skikkelser, som nu om Stunder indsmugles paa Poesiens Forum, og hvis finthakkede Sjælerørelser og Kribbelkrabbeltilværelses Lønkroge sætte saa mange mandlige og kvindelige Penne i Bevægelse.

Vi tænkte ved os selv, at i Stedet for at udklippe Helte af Billedbøger og døbe dem med Navnene Carl Verner, Henry Valter, etc., etc., skulde man heller søge dem ude i Livet, hvor der endnu findes Spor af de gamle Helte tilbage. Og i Stedet for vedholdende at spinde en Fortællings Traade i et Væv omkring "Familjens" Middags- eller Aftensbord, skulde man en Gang forsøge at henlægge sin Vævervirksomhed til den frie Luft, hvor Vinden puster, og hvor Spindet gynger sig op og ned i elastiske, lette Traade, som kunne udvides i det uendelige, og modtage den omgivende frie Naturs Paavirkning i Skikkelse af friske og fyldige Farver.

Vi tænkte noget saadant. Og maaske vil der ogsaa komme den Tid, hvor Skribenten bliver mere af en rejsende, der ser og oplever, end af en blot Skribent, der skriver. Vi har her givet et Bidrag i den første Retning ved at "spinde" denne Ende. Men Enden er lang, længere end Ørneskipperens Storsejlsskøde; og der kan endnu spindes adskillige Favne af den.

VIL HAN NAA OM PYNTEN?

Paa den engelske Kyst var det; paa Cornwall-Kysten, hvor Spanske-Søens Bølger styrter sig mod de bratte Brinker, skummende, brølende, undersøgende hver Spalte, udfyldende hver Hule, jagende, pressende, optaarnende den fraadende Hvirvel, indtil Hvirvlen, vigende for andre og endnu stærkere Kræfter, klapper sammen som en dødskudt Maage og styrter ned i det Svælg, hvorfra den er kommen.

Paa den farlige Kyst var det; inde i en Bugt, hvor Klipperne til højre og til venstre skyder ud i Havet med skarpe og fremspringende Pynter. Læ var her ikke, Ly var her ikke. Nattestormen var paalands.

297

Store, forvirrede Skymasser væltede deres Kæmpekroppe i vild Flugt forbi Maanen. Det var som en fra Himlen sprængt og tilbagedreven Titan-Armé, der søger Tilflugt mellem sine egne Skanser, Jordens Klipper. Maanen var som en olympisk Nattevægter sendt ud paa Himmelbuen for at holde Øje med de flygtendes Bevægelser. Naar en Gang imellem et Blink fra Vægterens Blændlygte trængte igennem de tætte Skarer, da viste der sig ude over Havet andre og lignende Skarer, der langt, langt borte fra søgte ind imod Land. Men de kom i mere ordnede Rækker. Det glimtede og glimrede som om Tusinder af Ryttere satte af Sted med højtsvungne Sværd over prustende, skummende Hestehoveder. Hvem turde vove sig imellem disse galopperende Rækker og deres Maal? Hvem turde kaste sig foran disse skummende Bringer og trodse disse hvirvlende Manker og højtsvungne Sværd, hvis Susen og Blinken endog paa Afstand kunde bringe den modigste til at lukke Øjnene? Hvem turde vove det? og hvem var det, som just nu forsøgte Vovestykket? -

Vi sad sammen i Fyrvogterens lille Skur der ude paa Brohovedet, hvor Søen brød sig hult brølende og skarpt hvislende mod den stærke, tømrede Træmur. Den hvide Fraade, grønliggul i Maaneglimtene, slikkede hvert Øjeblik op over Varppælene, der stod som mørke, tavse Vagtmænd urokkelige paa den farlige Post. Hver Gang Døren gik op for de ind- eller udtrædende, saa' jeg de mørke, tavse Vagtmænd, nu og da forøget med en spejdende, foroverbøjet Skikkelse, der søgte at aflure Vindstødene og Maaneglimtene de rette Øjeblikke til at fæste Kikkerten paa et skiftende Punkt der ude mellem de galopperende Rækker. Naar Fraaden med denne ugendrivelige, kradsende Lyd slængtes hen over Broen, naar Døren derved sloges larmende i, naar de smaa Vinduesruder klirrede i Indfatningerne, naar Lyset paa Bordet flammede i Vejret som en adspredt Person, der vækkes ved en pludselig Tiltale, naar Vindstødene peb, brummede og tudede gennem Skodderne som Haltefanden i sin Hakkelsekiste, - saa fo'r en og den samme Tanke gennem os alle, gennem hver eneste Sjæl, der sad om Bordet i Fyrvogterens sikre Bolig, og Tanken klyngede sig bestandig med et krampagtigt Greb om den samme Genstand, og Genstanden var bestandig den samme Person, ham, Manden der ude, der vovede Forsøget mod de fremstormende Rækker.

Naar Maaneglimtene svandt, naar Skyerne trak sig sammen, naar Mørket kom ligesom onde Tanker farende ud af sin sorte Kedel, naar kun Brændingens Larmen og Vindens og Søens forenede Rusken mindede os om, hvor vi var, naar Knoklerne knagede i Fyrvogterens fast foldede Hænder, og naar vi i ængstelig Spænding forsøgte paa fra Brohovedet at gætte Mørkets Gaader - saa havde den fælles Tavs hed kun én fælles Tanke: Vil han naa om Pynten?

298

Og saa længe Mørket varede, saa længe enhver Kikkert var til overs, enhver Gisning var overflødig, saa længe krydsede og cirklede Tankerne i feberagtig Uro om det samme Punkt, Punktet der ude paa det oprørte Hav. Vilde den mørke, duvende og dukkende Skygge være der, naar Maanens Blændlygte atter kastede sit Strejflys over de fremstormende Rækker? Vilde han bestandig vedblive at bryde igennem Rækkerne, indtil han naaede did, hvor han skulde? Vilde det lykkes? Vilde han naa om Pynten?

Hvem var han ? Der var forskellige Meninger derom. Ingen havde set ham lægge ud inde fra Pieren; han var pludselig kommen jagende forbi Brohovedet, klosrebet, skarpt bidevind, Bagbordshalse. Lodsen havde akkurat opdaget den sorte Skygge, idet den jog forbi med Skvættet rygende i Maaneglansen som Pudderstøv højt over Boug og Bord. Saa var Maanen gaaet bag Sky, og da næste Gang Fyrvogteren havde set ham, saa laa han for Styrbordshalse ude i den brændende Sø, et godt Stykke borte, og hvad Baaden hed, og hvad Føreren hed, det "kunde nok kun Baad og Fører fortælle; men hvor længe de kunde det, se det var Sagen!"

Hvorfor vilde han ud i saadan et Vejr? Stormens Styrke var jo vokset, siden han lagde ud fra Land, og den voksede for hvert Minut. Hvorfor vilde han "krydse paa" i denne Nattestorm, og hvad Haab havde han om, at Baad og Kram vilde holde, og at Øje og Arm ikke vilde blive træt før Tiden? Han skulde vel hjem; der er jo Tider og Øjeblikke, hvor man skal en Ting, skal hjem; og saa vrager man ikke Vejret. Eller han vilde maaske hjem, vilde maaske "krydse paa" ; der er jo dem, i hvem noget af den gigantiske Kraft er nedlagt, og som kun ægges til yderligere Anstrengelse ved Modstand og Hindringer. Han havde maaske den stærkes gode Haab. Haab maatte han vel have, noget maatte han vel stole paa; ellers var han næppe engang kommen saa vidt, Halvvejen ud til Pynten.

Og Gisninger og Formodninger kom og gik imellem os ligesom Brændingens Fraade og Vindens Kast. Og modigt kæmpede Baaden sig frem mod Stormen og den brændende Sø. Paa Sjælens dybe Vande indvirkede Maanen med sin Ebbe og Flod. Hver Gang Mørket fik Overhaand, veg Blodet ængsteligt fra Hjertets Strande, men naar Lyset atter tændtes, skød Livsvædsken varm og frodig ind over den smægtende Bred. Imellem Frygt og Haab kastedes jeg frem og tilbage, og medens jeg nu saaledes stod og stirrede ud efter den mørke, duvende og dukkende Skygge, formedes Skyggen efterhaanden i min Tanke til et Væsen med Liv og Bevidsthed. Jeg syntes at kende dette Væsens Oprindelse og Udspring; jeg forfulgte dets Udvikling Trin for Trin. Mere og mere levendegjort, mere og mere virkelig stod denne Forestilling for mig. Et Væld af Tanker, Betragtninger, Undersøgelser 299 og Resultater skød sig frem i mig. Og medens det forhen overfor Baaden som Baad havde været den rent universelle, menneskelige Deltagelse, som havde gjort sig gældende hos mig, saa kom nu en egen, ubeskrivelig Følelse til af noget forpligtet, noget forbundet, noget, som inderligt og uopløseligt knyttede mig til den mørke Skygge der ude over det vilde Hav. Jeg knugede min Haand mod Panden. Hvem der dog nu kunde give mig fuldgyldigt Svar paa mit indtrængende, mit ængstelige Spørgsmaal! Jeg saa' hen til Lodsen, til Fyrvogteren, til de andre omkring mig. De kunde jo lige saa lidt give mig Svar som jeg selv. Jeg kastede et bedende Blik op til Maanen. Ak, den har modtaget saa mange bønlige Blikke, saa mange stille Bønner. Og bestandig har deres Svar været det samme: Tiden, Tiden min egen Herre og Mester, vil sige alt, vise alt, dømme alle imellem!

Mellem de tavse, alvorlige Mænd rundt omkring mig, ved de mørke, urokkelige Varppæle, paa det fasttømrede Brohoved blev jeg staaende og stirrede ud efter Skyggen. Søen brød sig evindeligt, evindeligt mod Broen. Lyset der oppe fra kom og svandt hen over den umaadelige Flade. Det sorte Punkt der ude blev mindre og mindre; vanskeligere og vanskeligere blev det at følge Skyggen. Hvem skulde saa sejre? Jeg haabede, jeg ventede; og alt imedens bævede det i min Sjæl: Vil han naa om Pynten?

300

DÆMPEDE MELODIER
(EFTERAAR 1875)

302
303

TIL MESTEREN

Jeg nærmed ydmyg mig den stolte Guddom,
Som staar med hævet Lyre, løftet Bue,
Jeg bøjed Knæ, og sank for Gudens Aasyn,
Og skærmed Blikket mod hans Øjes Lue,
Afmægtig følte jeg min egen Ringhed, -
Da smiled han, og Smilet mig bebuder,
At jeg er viet ind til Gudens Stridsmand,
Naar Hærbud udgaar fra de høje Guder.

Din er jeg, din. Naar Stormens Bulder ryster
Den hele Jord, og hvert et Anker slipper,
Naar Øjet mørknes, og naar Kinden blegner,
Da ser jeg Guden, højt, paa Strandens Klipper;
Mod Stenen styrter Strømmen, men den stolte,
Urørt af Jordens Rædsler, ryster Lokken,
Hans Pile flyve, og hans Lyre klinger; -
Jeg løftes højt, højt over Dværgeflokken.

Det er en Lykke, at den Gud, man kaarer,
Kan bruge Buen som han bruger Lyren,
Thi Krig er nu om Stunder Livets Løsen,
Ved Hornet maa man tage Verdens-Tyren;
Det er en Lykke, at den Gud, man hylder,
Med Strengespil kan dulme Slagets Vunder,
Kan glide varsomt over Lyrens Strenge,
Saa Vunden lukkes, og den syge blunder.

Jeg ved, at Mildheds Gud med hvide Klæder
I Guldgrund prentes endnu paa Papiret;
Men Tidens Vaabenskjold er jernbeslaget
Og med et draget Herskersværd forsiret.
304 Jeg ser paa Brystet og i Fanen Korset,
Hvis Kraft var Værn mod Drifternes Dæmoner;
Men Kraften brødes, mørke Magter smedde
Af ranet Guld de nye Kejserkroner.

Jeg ved, at Sangen fordum, gæstmildt huset
I Højheds Sale, bænket blev med Hæder;
Men Tidens Sang maa nu paa Gaden løbe,
Den lades ind kun, klædt i Selskabsklæder.
Jeg ser en Lyre paa saa mange Bøger,
Der er en Sanger ved hver Rigmands Taffel;
Men Sangen er som Lyren: bedst den klinger
Til Akkompagnement af Kniv og Gaffel.

Jeg ved det alt, jeg ser det alt saa nøje,
Langt mindre kunde vel en større skræmme,
Men, Kaldet tro, jeg søger i min Mester
Den Hjælp, der lader Tidens Brøst mig glemme;
Til Dig jeg vender mig, Du høje Guddom,
Jeg lytter til din gyldne Lyres Toner,
Dit mandig skønne Legem jeg betragter,
Stolt som Du der paa Marmorklippen troner.

Jeg vover da med svag og ængstlig Finger
At lokke Toner her af Instrumentet;
Jeg griber Strengen, prøver den, og hæver
Min Stemme did, hvorfra den Flugt har hentet;
Jeg snitter mig en Bue, strammer Snoren,
Og skærper Pilens Spids med Plekter-Staalet,
Og medens Tonen end i Lyren klinger
Jeg retter Pilen sindigt imod Maalet. -

Skænk disse Toner noget af det Klangguld,
Du rige Mester, som Du selv har inde!
Lad mine Pile vingede som Falke
Blandt Mængden flyve; lad dem Maalet finde!
Vis Dig kun gavmild mod din ringe Lærling;
Husk paa, til Gavmildhed forpligter Stillingen:
Paa Helikon end gælder Adelslove,
Det er kun Jordens Drot, der vender Skillingen.

305

I MELLEMAKTEN

Med Tæppet faldt Skranken for Stilheden atter;
Men borte var Publikums Snakken og Latter.

Man skotted til Siden, man pudsed sin Næse,
Man søgte sin Nabo i Øjet at læse.

Men Øjet var dugget; saa greb man Programmet,
Og slap det igen, som om Armen var lammet.

Man søgte at vende sin Tanke mod Hjemmet,
Mod Pligten i Morgen; - men alt var saa fremmed.

I Morgen? og Pligten? nej, alt var forandret;
Man havde i sælsomme Verdener vandret.

Var steget til Livets de højeste Tinder,
Hvor Svæven begynder og Kravlen forsvinder.

Og havde sig styrtet i stride Strømme,
Hvor ingen kan vade og faa kun kan svømme;

Man havde paa skummende Vover sig vugget,
Af Lidenskabskilderne havde man drukket.

Den sydende Vædske den løb end i Aaren,
Man følte endnu sig af Voverne baaren;

Man rokked paa Sædet, man holdt sig for Øjet,
Man støtted paa Knæet sig foroverbøjet.

Den dukkende Stilling en Byrde forkyndte; -
Saa borttoges Byrden. Orkestret begyndte.

Den rytmiske, disciplinære Takt
Den havde en ganske forunderlig Magt;

De ordnede Strofer, de bindende Love
De tøjled igen den balstyrige Vove;

306

Med Lidenskabsrusen var helt det forbi,
Man aanded fuldt ud i en ren Harmoni. - -

Det Mellemaktsspil har jeg mærket mig nøje,
Den rytmiske Taktstok, den har jeg for Øje.

Naar Blodet det syder, saa Taktstokken frem;
Og Sjælens Rebeller, til Dørs med dem!

HVAD DER HÆNDTES PAA STRØMMEN

Og det var Nat. En Nat hvor Maanen stod
Søvndrukken bag den øde Strandbreds Høje,
Og stirred mod den dunkle Strøm, og lod
I Bølgen sænke sig det trætte Øje.
Det glitred, glimted der hvor Blikket faldt,
Et gyldent Skær gled over Strømmens Dække,
Og hasted ilsomt frem, som om det gjaldt
I rette Tid den fjerne Kyst at række.

Der var et Vand, en Strøm, hvis Vover flød
Imellem tvende Kysters øde Rande;
En Kilde, skjult i Strømmens dybe Skød
Udrisle lod de grumset mørke Vande.
De hvirvled, bobled, pressede sig fort
Med sælsom Syden, uheldsvanger Piben,
Og ret man saa, hvor Strømmens Løb var sort,
Naar ind den lusked under Maanestriben.

Og der var Folk paa Strømmen. I en Flok
Laa samlet Baad ved Baad, en hel Flotille,
Og Baadsmandskabet var saa fast en Stok,
Som nogensinde ejed Mod og Villie.
Saa lød det: Fremad! med Kommandorøst,
Og Aarebladet skar de mørke Vande,
Og frem man stred sig langs den golde Kyst
Med dumpe Genlyd fra de tavse Strande.

307

Sejgt sled hver Mand med lange Aaretag,
Man yded alt, hvad Farten maatte kræve,
Man stred saa vel som nogen Helt i Slag,
Hver Sene dirred i den spændte Næve.
Med Sved paa Panden, Lungens dybe Pust,
Med fremskudt Bryst som Oksen under Tømmen,
Blev hver en Hvirvel, hver en Vove knust, -
Ja, det er strengt at stride op mod Strømmen !

Og alt var stille. Intet Ord blev hørt.
Kun Aarens Plask og Aandedrættets tunge
Og hæse Stønnen blev til Bredden ført,
Hvor Sivet staar og spiller med sin Tunge.
Og Sivet hvisked ondt i Nattens Stund,
Den Stund hvor hver en sagte Stemme høres,
Hvor al den Gift, som strømmer fra en Mund,
Lig skjulte Frøkorn gennem Luften føres.

Og der kom Glimt. Langt borte skød de op
Som Funker fra den travle Smedeesse.
Og der kom Lyd som fra en rustet Trop,
Naar tusind Hænder deres Vaaben hvæsse.
Og der blev lyst i Horisontens Rand;
Og Jubelraab og Kampsignaler løde
Den kække Flok paa Strømmens mørke Vand
Hoverende med Paukeslag i Møde.

Saa brød det frem. En Flaade stærk og stor
Med Blus og Fakler ned ad Strømmen styred ;
Og stolte Mænd stod ved hver Skudes Ror,
Og rundt omkring stod Trælle, som var hyret.
Guldkroner, Hjælme, Bispehuer flød
I Fakkelskærets Virakdunster sammen,
Og Scepter, Krumstav over Mængden bød,
Og Mængden bøjed Naken med et: Amen!

Og ned ad Strømmen gik det let og glat,
Mod Spejlet pressed Strømmens stride Vande,
Frem stævned Bougen i den mørke Nat,
Tilbage veg de golde Kysters Rande.
Og mod den kække Flok paa Strømmen fo'r
Hver blusomkranset, skjolddækt Herskerskude;
308 Flotillen sprængtes, og i Fiaadens Spor
Drev Baadsmandskabets Rester om derude ...

Og Baal og Blus, og Fiaadens Skibe svandt
Med sidste Genskin i de mørke Vover;
Og Sivet taug, og Strømmens Hvirvler randt,
Og Maanen kasted atter Bro derover. -
Men hvor det blinker over Dybets Bund,
Der skimtes mørke Skikkelser med Svømmen
At nærme Bredden sig, for om en Stund
At samles atter til en Fart mod Strømmen.

VAARSANG

Saa fik vi da Hast paa den knugende Tid,
Saa fik vi da Foraar omsider,
Og nu trækker Varmen i Støvfrakke hvid,
Og Skrædderen gør sig den yderste Flid,
Bestormet fra hundrede Sider;
Og Folk ta'er paa Landet, og Skoven er grøn,
Og Marken er frodig, og Himlen er skøn,
Og alle er glade ved Vaaren.

Og det pipper og kvidrer og jubler og ler,
Et plaskende Livsvæld for Øjet Du ser,
Og Du hører de dansende Vover,
Og hvis ret Du af Hjerte som Kulsvier tror,
Kan Du lyttende høre, hvor Græsset gror,
Og falde i Staver derover;
Du kan lære Al-Skabningens skønneste Lov,
Docer't i en løftende Tale,
Naar mod Aften Du gaar i den hvælvede Skov
Blandt de kvidrende Nattergale. -

Jeg gik mig derud, og jeg kasted mig ned,
Jeg lytted andægtig og længe;
Mit Hjerte var aabent, og Ordene gled
Som Stormhvirvler ind, og det rev og det sled
I de inderste, lønlige Strenge;
309 Hvor skræmt og forkludret som Fuglen i Bur,
Hvor ufri jeg var mod den frie Natur,
Det lærte jeg ude i Skoven.

Det brused omkring mig fra Blad og fra Gren;
Fra Træets Katheder docered nu en
Nu en anden den løftende Lære,
Og det hørtes som Toner, som liflig Musik,
Som Salomons Højsang, som Davids Lyrik,
Som en Hymne til Vaargudens Ære;
Det fyldte min Sjæl med saa mægtigt Begær,
Med Luer i Syn og i Sinde,
Jeg slog paa Kathedret: her, raabte jeg, her
Er Sandheden ene at finde!

Ak Sandheden? - Vejen til den skal nok slaa
Saa mange og sælsomme Bugter. -
Men, altid forsagt ved Begyndelsen staa
Og altid for Skrupler kun Halvvejen naa:
Kun lidet for Livet det frugter. -
Nej, Livet skal leves, og Vaaren er skøn,
Og Marken er frodig og Skoven er grøn:
Saa lad os da leve med Vaaren!

I BRESCHEN

Kanonilden standsed; og Krudtrøgen trak
Fra Lavetterne bort, og bag Skanserne bølged
Et uhyre Tusindbens Legeme frem;
Og det blinked i Solen fra Leddyrets Krop, -
Det var Infanteriet, Trop for Trop,
Og forrest der red Generalen.
Og han vinked, og Hornene skingrede skarpt
Og Trommerne buldred; Kolonnerne standsed;
Han løfted den skyggende Haand over Brynet,
Og saa gennem Krudtrøgens flygtende Sky
Over imod den belejrede By. -

Der laa den med stejle og trodsige Mure,
Og Solen beskinned de rødgule Sider,
310 Og Murene syntes hvert Angreb at trodse,
Og Bannerne flagred saa lystigt i Vinden; -
Han prøved med Blikket fra Foden til Tinden
De truende, rødgule Murstensfjelde:
Hvad kan vel den Summen i Byen fortælle?
Hvad stimier man sammen deroppe paa Muren ?
Hvortil denne Hejsen og Graven og Hakken ?
Ej se! de har Kurve og Bjælker paa Nakken;
Det gaar jo saa flinkt som i Bikubens Hus; -
Et Stykke af Muren er skudt i Grus!

Han pegede did, og hans Stemme den lød;
"Soldater! før Aften skal Fæstningen falde;
"Men et maa gaa forud: De enkeltes Død
"Maa til, for at Sejren kan række os alle;
"Soldater! I ser, der er Bresche i Muren !
"Nu gælder det; hvem vil gaa frivilligt Turen?" -

En dødsstille, aandedrætsrøvet Minut; -
Og hist og her i de tætte Geledder
En Aabning, som lukkedes langsomt igen.
De traadte alvorligt for Fronten hen,
Geværet i Haanden, og danned en Række;
Det rasled, de plantede op Bajonetten,
Det knækked, de prøvede Hanen og Hætten;
En dunhaget Yngling paa Fløjen sig stilled,
Langs Kaarden de blinkende Solstraaler spilled,"
Og "Marsch" ! Uden Trommer og uden Musik
Med sammenbidt Læbe mod Breschen de gik.

Og Dagen den led; og det synkende Skær
Af Solen faldt blodrødt paa Murenes Tinder;
I Skyggen dernede, hvor Gabet var skudt,
Hen over Fasciner og sprængte Kanoner,
Igennem Forhugninger og Bastioner,
Hvor Lig laa i Dynger med gabende Vunder,
Med krummede Kroppe, med Greb end i Døden
Om Værget, som ingen ustraffet kom nær -
Drog ind gennem Breschen den sejrende Hær.
Og Trommerne buldred og Hornene skingred;
Da blottede han, Generalen, den haarde
311 Sit Hoved, og sænked fra Hesten sin Kaarde,
Og Hornene klang over Murene hen, -
Han hilste de faldne i Breschen igen.

SNEDKERSVENDENS VISER

I
Til en Ven.

Livet kan være forbandet nok,
Værre det bli'er ved at klage;
Fremad min Bro'r! over Sten og Stok,
Og se dig aldrig tilbage.
Syng kuns en Sang med en rask Melodi,
Du fik jo Lunger og Stemme;
Verden derude har Plads for ti,
Det maa aldrig en Haandværkssvend glemme.

Randsien paa Ryggen, og Hatten paa Snurr;
Puds dine Øjnes Briller!
Selv om Du løber i Livet surr,
Slaa dine modigste Triller.
Pigerne elsker et muntert Gesicht:
Pokker skal derfor græde;
Sang er en Haandværkssvends første Pligt
Ihvor han nu end er tilstede.

Værterne ere som Verden er:
Helst de bespiser de glade;
Sæt dig da aldrig i Krogen tvær,
Lang til de fyldte Fade.
Har du ej Mønten, ja da er det skidt,
Dog, Du skal bare fortære:
Værten gi'er altid den glade Kredit,
Og glad skal en Haandværkssvend være.

Slaa dig igennem, det bedste Du kan,
Du fik jo Næver paa Skaftet;
Modet har altid hjulpet sin Mand
Saa længe som han har haft'et.
Øksen i Vejret og Høvlen parat!
312 Vis, Du kan klare Butikken;
Arbejdet, det er en tro Kammerat,
La'r en Haandværkssvend aldrig i Stikken.

II
Til en Veninde.

Kære Kristine, jeg skriver dig til
For at sende dig Ringen tilbage;
Skænd nu kuns paa mig saa meget du vil,
Dine Skænd skal taalmodigt jeg tage;
Vidste jeg ej, at det var til vort Vel,
Tro mig, jeg slog mig da heller ihjel,
Heller, ja heller jeg døde
End at volde Fortræd dig, du Søde.

Kære Kristine, jeg vaagned i Nat,
Og jeg tror saagu' næsten jeg tuded;
Drømmene havde saa haardt i mig fat
Og saa sælsomme Ting de bebuded;
Langt ind i Fremtiden kunde jeg se;
Du var min Kone, og snart var vi tre,
Og førend lang Tid var gaaet
Var vi op over Sekstallet naaet.

Kære Kristine, Du kan vel forstaa,
At de Rollinger skulde ha' Føde;
Dage og Nætter saa klemte jeg paa,
Ja jeg slæbte mig næsten til Døde;
Lønnen var ringe og Arbejdet svært,
Talte Du til mig, saa svared jeg tvært;
Tænk Dig, Kristine, vi skændtes!
Har Du troet, at sligt kunde hændes?

Kære Kristine, min Ryg den blev krum,
Og Humøret var længst gaaet fløjten;
Værksted og Bolig i selvsamme Rum,
Og saa Flytning - bestandig i Højden;
Sluttelig standsed vi da paa en Kvist,
Dér var vi nær ved Guds Himmel - javist -;
Men vi var nærmere Grænsen
Af Laanetøj til "Assistensen".

313

Kære Kristine, se her er din Ring;
Man skal agte paa Vink, selv i Drømme.
Om der er Sandhed i disse her' Ting,
Som jeg skrev, det maa selv Du bedømme;
Tænk Dig kuns om: Du er rund nu og frisk,
Glad over Livet og let som en Fisk,
Du er en Knop, paa min Ære!
Men hvor længe ? - betænk det, Du Kære.

Kære Kristine, lad heller os straks
Sige Stop, medens Legen er lystig;
Der er vel Folk af den barkede Slags,
Som kan slide og dog være trøstig ;
Der er vel Folk af den taalsomme Art, -
Men, jeg maa leve og leve med Fart,
Synge, saa Værkstedet runger,
Og ej sulte med Mutter og Unger.

Kære Kristine, jeg bliver dig tro,
Til en Gang jeg begiver mig mødig
Ind i den evige Fyraftens Ro,
Som en Haandværker nok kan ha' nødig.
Lad os kun skilles og gaa hver sin Vej,
Hjertet, det bliver dog immer hos dig,
Derpaa kan Du være sikker,
Saa sandt som din Ven han er Snedker.

III
Om Skæbnen.

Fra ganske lille har man mig fortalt
Om denne Skæbne; - jeg fik aldrig set den,
Men da den stadig Skylden fik for alt,
Og navnlig Skylden hver Gang det gik galt,
Saa sa'e jeg: Op, mintro, Du maa ha' ledt den!

Jeg voksed ud, og kom fra Hjemmet bort;
Jeg søgte Skæbnen rundt i alle Länder
Jeg fik mig Arbejd, dagvis, paa Akkord,
Og stundom gik det glat og stundom haardt:
Men Skæbnen slap mig stadigvæk af Hænder.

314

De talte alle om den; men saa tidt
Jeg spurgte nærmere, saa lo de a' mig.
Naa, tænkte jeg: Du kommer lige vidt
Med denne Søgen efter Skæbnen; skidt!
Det gi'r sig vel omsider! Og det ga' sig.

Jeg kom til Skelsaar; jeg blev zünftig Svend;
Det var forbi med Sulten og med Tampen;
Jeg tjente Syle, jeg fik Ven paa Ven,
Saa kom min Navnedag: vi fejred den
Paa Kroen med en lille en paa Lampen.

Vi skiltes; og jeg gik alene hjem,
Jeg havde kun til Selskab Perialen;
Paa Vejen var en Bro, og den var slem;
Da ej jeg kunde finde ligefrem,
Saa gik jeg, bums! til Siden, i Kanalen.

Jeg laa i Vandet, plasked om en Tid,
Og misted baade Ur og Pung og Hue;
Saa kom der endelig Konstabler hid,
De fik mig trukket op med meget Slid,
Og jeg blev indlagt paa en Sygestue.

Der grunded jeg nu - Tiden blev mig sejg -
Paa dette her' med Skæbnen og med Vandet:
"Foruden Perial: den lige Vej,
"Og Du var falden i Kanalen ej!" -
"Ja,u raabte jeg; "det kan ej være andet!"

"Du selv er Skæbnen! saadan er det fat!
"Nu har jeg det; til Gavns jeg Sagen kender!
"Kom nu kuns Godtfolk og fortæl mig, at
"Der ingen Skæbne er! Fra denne Nat
"Har jeg jo faaet Troen selv i Hænder!" -

Og da jeg Lov fra Sygestuen fik
Og kom i Arbejd atter, saa jeg immer,
At det med Skæbnen passed paa en Prik,
Saa ofte det forkert i Valsen gik
Med dumme Streger og med Fruentimmer.

315

Min Skæbne var jeg selv; det saa jeg klart.
Hver Gang jeg svigted, vendte den mig Ryggen,
Men var jeg driftig, drejed den sig snart
Og al Ting gik galant og i en Fart,
Og der var hverken Klemsel eller Trykken.

Og jeg og Skæbnen gik i Kompagni.
Hver Aften saa vi efter i Status'en,
Og hver Gang der var kommen Huller i
Balancen, sa'e jeg: Maa jeg være fri !
Og gav saa Skæbnen en i Sinkadusen.

FRA VERDENS-KUNSTUDSTILLINGEN

Jeg ser endnu de billedfyldte Sale,
Hvor Kunsten væved med begejstret Sind
Det ideelle eller det reale
Som Stikninger i Gobeliner ind.
Jeg ser dem, disse brogede Tapeter,
En Billedverden, straalende og glad,
Et Stævne mellem store, smaa Profeter,
Et Blomsterflor, som plukkes Blad for Blad.

Det var i Wien, ved Verdenskunstens Stævne;
Og hver, som kendte Snillets Skabersprog,
Og kunde Sprogets Trylleformel nævne,
Bød frem sin Skabning fra den mindste Krog.
Vidt strakte sig de store Markedssale;
Det var da derom Markedsstriden gjaldt,
At faa det store Publikum i Tale,
Og vinde frem, hvor Mængdens Øje faldt.

Man saa da hine pralende Kolosser,
Hvis Formaal er at slaa den sløve Sans,
Hvis Lærred favnevis er spændt paa Sprosser,
Der sluttes ind af Rammens gyldne Glans.
Guder, Gudinder, parvis karesserende,
Død, Dom og Djævle, styrtende Rebeller,
Cæsar triumphans, Fanger defilerende, -
En Kunst, hvis Pryd Piloti, Cabanel er.

316

Man saa Germaniens blonde Kunstner male
Hver Sejer, som har stækket Galliens Ørn;
Til Lyd slaar Trommen i de tyske Sale,
Paa faldne Fjender tramper Tysklands Bjørn.
Men Sejren er Kanonens, - Kunstens Sejre
Har ikke fulgt Sedan og Gravelotte.
Her kan La France endnu Triumfer fejre,
Og Vaabnet er - den franske Farvepotte.

Dybt dypper Gailiens Søn i Farvevædsken,
Fint finder Lys og Skygge Formens Vej;
Her er en Kunstens Tørst, som søger Læsken,
Et Kødets Krav, som kender Skranker ej.
Den Haand, der slap Standarten midt i Striden,
Haandterer Penslen trofast, uforsagt;
Og mens Standarten er lagt hen for Tiden,
Gør Kunstens Sønner Frankrigs Grænsevagt.

Her, under Verdenskunstens store Møde, -
I en Koncert af Farvetonens Kraft
Og Formens Harmonier, haarde, bløde -
Slaar Frankrig Takten med sit Penselskaft.
I Verdenskunstens samlede Orkester
Der spiller Frankrig første Violin,
Og dér er Frankrig Dirigent og Mester,
En Dirigent saa smidig og saa fin.

Og dog, - mens her Evropas Stemmer hylde
I Kor, begejstret, Frankrigs Mesterskab,
Saa er der noget tomt i denne Fylde,
Og disse Sejre minde tidt om Tab.
Der er et eget Træk om Mestrens Læber,
Et ubeskriveligt, et anstrengt Træk,
En Rynke, som han kun forgæves stræber
At jage med et Latterudbrud væk.

Der er, naar man fra Haandens Kunst vil vende
Sit Blik mod Hjertets Kunst og Poesi
For at faa Smilets indre Væld at kende,
I disse Tavler: Tidens Anæmi.
Der er en Blodløshed trods Blodets Strømme,
Som flyder under Morderstaal og Skud;
317 Der er ej Blod bag disse altfor ømme
Og altfor nøgne Kvinders sarte Hud.

Der er et ængstligt Suk, som selve Angsten
For ej at "blive set" gør dobbelt stærk;
Man skrider rustet som en Lærd til Fangsten,
Naar ind man samler Studier til sit Værk.
Man maaler, vejer, vrager og kopierer,
Man spidser Penslen eller gør den bred;
Naturen under Loup' man dissekerer,
Og samler Værket sammen Led for Led.

Se, hvilken Flid i disse Billedværker,
Se, hvilket anstrengt Studiums Resultat!
Men ak, det fødte bærer visse Mærker,
Som klager over Fødslens Apparat.
Den franske Kunst er Kunst fra et Katheder.
Dens Lys er tændt; det skinner over Landene. -
Men Guddomsgnisten, den er kun Salpeter,
Og Aanden svæver ikke over Vandene.

Hver Gang Geniet voldsomt fremad bryder
Paa kraftig Vinge som den unge Ørn,
Man samler sig, og Marken trindt genlyder
Af Raabene "Til Vaaben!" "Va'r Jer, Børn!"
Talentet, blot og bart, bli'r Fugleskræmsel.
Med det man tror at genne Fjenden væk.
Men mens Talentet smulrer hen i Glemsel,
Mod Solen stræber Ørnens Vingestræk. -

Engene Delacroix, Du stolte Kæmpe,
Klassicitetens Kraftantagonist!
Din Læretid løb ikke hen med Lempe,
Og ristet blev Du paa Kritikens Rist.
Eugène Delacroix, Du store Mester,
Du Farvens panserklædte Oprørsaand!
Din Kunst blev til et Sværd mod Formens Præster,
Som vilde binde dig med "Skolens" Baand.

De kaldte dig helt haanligt "Koloristen".
Undskyldende de løfted Skuldrens Blad.
Du stod som Guden hævet over Tvisten,
Og saa dem skille sig i Lejre ad.
318 Hvor er nu hine Fjender eller Venner ? -
Ærbødigt har de sænket deres Faner.
Du staar alene. Kunsten Hilsen sender
Til dig, dens Drot; Du franske Venetianer.

Her hersker Du, ved Verdenskunstens Stævne.
Din Genius slaar med Lynildsværgets Magt
Til Jorden hvert et Navn, som man vil nævne,
Og som har her til Kamp sin Fane bragt.
De vige Pladsen dig. Din Stemme lyder;
Hør, hvilken Klang den har i disse Sale. -
Med ydmyg Læbe jeg din Tale tyder,
Skønt Tolkens Sprog er fattigt mod din Tale:

"Det er mod Aften. Ved de øde Strande
Naturen hælder sig mod Søvnens Bryst.
Det er mod Vest, i hine fjerne Lande,
Hvor Oceanet væder Steppens Kyst.
En Indianer og hans unge Kvinde
Har lejret sig paa Sandets nøgne Leje;
Nys taug de store Skyers vilde Vinde,
Og Bølgen slumrer bag de vaade Veje.

Der er en Dødens Alvor i Naturen,
En trøstløs Skygge over Ørknen spredt.
Som Skæbnen kold sig rejser Klippemuren; -
Og her har Ørknens Børn et Leje redt!
Her sprudler Livets evigunge Kilde,
Hvor knap et Græsstraa finder Ly og Varme;
Et herligt Haab, trods Nattens Skygger vilde,
Frembæres trygt af ømme Moderarme!

Bleg er den brændte Steppes brune Datter.
Af Smerte bæver end den bange Mund;
Det vaade Øje spørgende knap fatter
Miraklet, som er sket i denne Stund.
Dér ligger Glutten, nøgen, rød og buttet,
Mod Moderbrystet rækker den og skriger;
Og Faderen, forvirret, stolt, betuttet,
Med Undren stirrer paa den lille "Kriger".

Der er et Øde uden om de trende; -
Der er en Rigdom paa den snevre Plet.
319 Snart vil den stolte Fader Baalet tænde,
Og Røgen hvirvles da mod Himlen let,
Og melder til de fjerne Jagtrevierer,
Hvor Slægtens Ahner fælde Bjørn og Okser,
At Krigerætten endnu frodigt spirer,
Og Ørknens Kongestamme herligt vokser." -

Der er en Livskraft her i dette Billed,
Et Væld af Hjertets dybe Poesi.
Det er, som følte Du dig ene stillet
I Ørknen mod Naturens Tyranni.
Du føler Trykket, og - Du er befriet:
Det store Hjerte gemmer i sit Eje
Den Magt, som hersker over Despotiet,
Og baner Foden Sti og Haabet Veje ...

Han, denne Farvens vældige Betvinger,
Gaar aldrig paa Akkord i Kunstens Kamp;
Han Tidens Moloch aldrig Offer bringer
I nøgne Kvinder, Slagterblodets Damp.
Det er med Livets Alvorskamp for Øje,
Med Kunstens Herosalder for sin Hu
Han fører os ad Stier himmelhøje
Mod Bjergets Top fra Sumpens kvalme Gru.

Dér ruller han saa op det rige Tæppe,
Hvori hans Syner vævet for dig staar.
Dit Øje undres, Tanken fatter næppe,
Hvor højt hans Vinge over Dalen slaar.
Dér skuer Du den blege Helt med Bløden
Udaandende sin blide Guddomssjæl;
Blodsdraaben, purpurvarm fra Martyrdøden,
Med evigt Mærke stempler Korsets Fjæl.

Du føler Angsten her blandt denne Mængde
I Fiskerbaaden fra Genezareth.
Se, Søen imod hele Skudens Længde
Fremstyrter sydende med Skum og Skvæt.
Hvor er han? Hvor er Mestren? Kan han sove,
Mens Døden gaber op fra Dybets Bund ? -
Vær rolig. Snart han tæmmer Havets Vove.
Der er et Herskersmil om denne Mund.

320

Du ser Medea, rasende i Hulen,
Beredt at røve Børneflokkens Liv;
Du ser Araberen i Løvekulen,
En Kamp paa Liv og Død, med Klo mod Kniv.
Bestandig er det Lidelsernes Dybde,
Udmaalt med ømt, men mandigt Kunstnerblik,
Som vækker Angsten her i Hulens Krypte
Ved den Vision, som Sjælens Øje fik.

Bestandig slaar en Luftning os i Møde
Fra disse Tavler som fra Livet selv.
Ved disse Syner vore Kinder gløde,
Og Blodet bruser gennem Aarens Elv.
Det er os selv, vor Lykke, vore Kvaler,
Vort Kød og Blod, og ingen købt Model,
Som gennem disse stumme Læber taler,
Og tolkes af den mægtige "Rebel".

Bestandig er det Aandens Blink, som bryder
Sit Lyn igennem denne Farveglød.
Bestandig flammer Farven op og byder
Med mægtig Herskerstemme: "Linjens" Død! -
Det er en Troldmand, som af Morgenskæret,
Af Nattens Halvlys, Solnedgangens Pragt
Har vævet sig en Kappe. Frit for Vejret
Henvifter Væverens Vidunderdragt.

IMPROVISATION OM BORD

Snart er de lyse Nætters Tid forbi,
Og Mørket stiger bag de dybe Vande,
Og Bølgen spiller op den Melodi,
Som nu kun nynnes svagt ved Sundets Strande.

Snart strækker Fuglen Vingen over Hav
Og sætter Kursen efter fjerne Zoner,
Snart vil Naturen sørge paa sin Grav:
Da maa vi synge vel i andre Toner.

321

Men endnu spreder Sommernattens Skær
Ud over Sø og Land de lyse Vinger,
Og endnu tegner højt bag Skovens Træer
Daggryets Gud sit Navn med gylden Finger.

Og endnu driver Nattens Bris vor Baad,
En stille Vandringsmand ad stille Veje,
Og endnu har til Sang og Klang vi Raad,
Vi, som har Morgenskærets Guld i Eje. -

Daggryets Gud vi ofrer Vinens Glød,
Til dig en Hymne efter Vinen følger,
Og slaar vor Time, giv os da en Død
Som Shelleys i Toscanerhavets Bølger!

WILHELM MARSTRAND
Død den 30te Marts 1873.

Betrukket med sort
Var Salen, som huser de hvide Guder.
Træt, paa de simple Fyrretræspuder,
Ydmyg, hvor Phoebus Apollo troner,
Hvilede Mestren. - Saa bar de ham bort
Under Sørgemusikens Toner.

Et blændende Dagslys. En nysgerrig Mængde.
Man gik gennem Staden i hele dens Længde,
Alle maatte vige.
Saa jorded man Mestren, mens Foraarets rige,
Skabende Haand lod derude i Haven
Spirer og Knopper flokkes om Graven,
Og Solen vil forme, og Solen vil male,
Et Mylder vil blive vækket af Dvale,
Billeders Mængde i farverig Gløden
Vil omringe Graven. - Saa glemme vi Døden,
Og tænke os Mestren hvilende rolig,
En Kunstner end i sin Kunstnerbolig ...

Han var blandt de faa, som paa Vuggen fik
Et Smil af det luende Gudeblik,
Et Indvielsens Kys paa sin Pande.
322 Da Alderen dryssed paa Issen sin Sne
Og matte blev Øjnenes Brande,
Man kunde dog stedse Indvielsen se
Over Brynenes buede Rande.

Han næred den Lunets liflige Ild,
Der brænder velgørende, dæmpet og mild,
Og aldrig sin Arne fortærer,
Naar Læben blev spydig, naar Penslen blev kaad,
Saa var dog Skønhed hans Lærer,
Og Gratierne tog han altid paa Raad
Selv i de "menige" Sfærer.

Han drog ej fra Skyerne Lynet ned,
Om Dommedag gav han os ingen Besked,
Om Sjælenes Angst og Pine;
Han indbød med milde og venlige Ord
Og med Højhed i Lader og Mine
Enhver til "den store Nadveres" Bord,
Til sit Hjem, hos sig og hos sine.

Han var jo en Rigmand, han var jo Drot,
Han sad til Bords i et luftigt Slot
Med Tjenere smaa og store.
Bordene bugned' af gavmild Skænk,
Gæsterne kunde han more,
Strængespil lød fra Orkestrets Bænk,
Toner saa glade, sonore.

Og Forskel i Rang den kendte han ej,
Hans Gæster var taget fra alfar Vej,
Fra Bjerget saavel som fra Dalen;
Tiggere, Skælmer, Piger og Børn
Bænkedes om Pokalen.
Det var Livets Roser og Livets Tjørn,
Som var samlet hos Mestren i Salen.

Et aabent Hus. Bestandig paany
Kom Gæster til ham fra Land og By,
En Jeppe og en Hans Frandsen;
I romerske Laser, i holbergsk Snit,
Cervantes' Ridder med Lansen,
I svensk Kostume saa skinnende hvidt,
Og med Tamburinen til Dansen.

323

Og trak han sig saa fra Sværmen bort,
Og vilde nyde en Hvile kort
I Lønkamrets venlige Hygge,
Da stod for hans Øje Historiens Mænd,
Den raadsnare Konges Skygge,
Den saarede Løve med Sværd om Lænd,
Helten paa Linjeskibets Brygge ...

Ja, han var rig. Og han strøede sit Guld
Rundhaandet ud i den danske Muld,
I Kunstens hjemlige Ager.
Men hvor er nu Manden, som træder til
Og Arv efter Mestren tager?
Og hvor er det Fjeld med ulmende Ild,
Som frem over Dalen rager? -

Tiden vil vise, hvad Tiden har lagt
Til Side bag en beskeden Dragt,
Som nu maaske skjuler en Kæmpe.
Den ledige Trone ventende staar,
Men, vi faar fare med Læmpe:
Tiden er vanskelig, Tiden er haard,
Den kan længe en Spire dæmpe.

AD LIBITUM!

Jeg byder Jer ikke det vuggende Spil
Med sindrige Løb hen ad Fløjten,
Med Næse paa Skraa og med Mund spidset til,
Og med Koloraturer i Højden,
Mit Spil er kun simpelt, for simpelt maaske,
Men, kan I det ikke lide,
Nuvel! saa lad vær' at betale Entré, -
Kære Venner, gaa blot til Side.

Jeg viser mig ej i en silkesyet Dragt
Med Harpe og smægtende Blikke;
Trubadurerne har jeg paa Hylden lagt,
Og der faar de Lov til at ligge.
324 Men er I endnu ej af Brystsukker ked,
Og kan I ej Rugbrød lide.
Nuvel! lad os skilles i Mindelighed,
Kære Venner, gaa blot til Side.

Jeg er for undselig, tro kun mit Ord,
Jeg skammer mig ved at beværte
Mit Publikum her ved Lyrikens Bord
Bestandig med: Hjerte og Smerte.
Der er dog vel ogsaa en anden Mad,
Men, kan I den ikke lide,
Nuvel, hver sin Lyst; jeg er lige glad;
Kære Venner, gaa blot til Side.

Jeg gaar nu min Gang, og spiser min Mad
Og fløjter saa smaat paa en Vise,
Og ser hvordan Publikum spreder sig ad
For andre at søge og prise. -
Og er der saa bleven en lille Kreds
Tilbage, paa hvem jeg kan lide,
Saa bukker jeg høfligt og siger tilfreds:
Kære Venner; kom lidt her til Side.

Kom lidt her til Side, og hør paa min Sang,
I en Krog kan vel Tonerne klinge
Saa fuldt og saa fast, af saa ærlig en Trang
Som nogen, man Hyldest vil bringe.
Og Trangen er ærlig, fra Hjertet den gaar,
Og tør I ej derpaa lide,
Nuvel! saa er Sangeren dømt, og saa faar,
Kære Venner, han selv gaa til Side.

SKIBSROTTER

"I Aberdeen laa vi,
Og sejlklar var Skuden;
Fiks saa' hun ud fra
Hælen til Snuden."

"Nydelig pyntet
Til Nordsø-Legen;
Ingen skulde tro, der
Var noget i Vejen."

"Der mumledes rigtignok
Et og andet
Af Folk som saa' hende
Ligge paa Vandet."

325

"Naa! Folk har nu altid
Saa ondt for Tænder,
Naar det gælder en Skude,
Som ingen kender."

"Og Folk er saa kloge,
Og navnlig Skotterne; -
Men selvsamme Nat gik
Fra Borde Rotterne."

"Og tre Dage efter,
Da Tiden den led ad
Aften, saa laa vi med
Masterne nedad."

"At sligt kunde hænde,
Jeg vilde forsværget;
Til Bunds gik vi alle,
Kun jeg blev bjerget."

"De Satans Rotter!
De véd sig at hytte;
De lugter naar Tiden
Er til at flytte."

"Om Flæsket saa hænger dem
Lige for Snuden:
Naar Timen er kommen
Saa gaar de fra Skuden!"

Saaledes fortalte
Den vejrslagne gamle,
Og gav sig saa til i sin
Lomme at famle.

"Se her, kan De se, dette
Billede viser
Hvordanne "Fortuna"
I Søen forliser." -

Jeg saa' paa "Fortuna",
Og tænkte paa Skotter,
Paa Havnen, paa Storm
Og de kloge Rotter.

Ja, Skibsrotten véd nok
Sin Tid at beramme; -
Der er Rotter i Land,
Som har lært sig det samme.

SONET
(Af "I Storm og Stille")

En Mundfuld Luft! Her snøres Struben til;
Kun Smedebælgen aander, Kullet flammer,
Og lyser op den skumle Esses Kammer,
Og viser frem hvad Mørket dække vil.

Nej bort herfra, og nedad Stranden til;
Og har Du slængt din Bluse, Fil og Hammer,
Saa læg til Bunken Armod, Nød og Jammer,
Og glem det alt for Bølgens friske Spil.

Lyt for en Stund til det, som Havet byder,
Fornem den klare, muntre Baadsmandstrille
Saa vel som Havets alvorsfulde Bas.

326

En egen Trøst igennem Spillet lyder.
Jeg selv har lyttet tidt i Storm og Stille,
Og Hjertets Trang kom Spillets Trøst tilpas.

FRA KLITTEN
En Hverdagshistorie.

Forord.

Aldrig en Rose, næppe nok en Aster
Spreder bag Sandhøjen sine Blomsterpletter,
Klittag og Vraggods, sønderslagne Master,
Splinter og Spaaner er Blomsterbordets Retter;
Kosten er simpel, som Naturen byder,
Men man faar nøjes, eller gaa sin Vej:
Tager og nyder!
Saadan gjorde jeg.

Lyngen er frygtsom, dukker sig og kryber
Kuldskær i Ly under Marehalmens Tue,
Sidder forladt, og ensomt sig fordyber
Tungt i et Suk over Solens matte Lue;
Solen er bleg og blegt er ogsaa Sandet,
Dog, der er Farver, naar man blot ser til.
Farver i Vandet,
Pragtfuldt Farvespil.

Sindet bli'er nedtrykt; Mand og Kvinde lyder
Tvungent Naturens haarde Herskerlove;
Sjældent en Funke gennem Mørket bryder,
Ilden i Hjertet synes dybt at sove;
Taager og Sandflugt lægger Slør om Øjet,
Sløvhed og Barskhed holder Sjælen blind:
Foroverbøjet
Famler Mand og Kvind.

Faren er Frelser. - Stormens Stemme kalder.
Sløvhed og Barskhed flyver hen for Vejret,
Kinden faar Roser, og fra Sjælen falder
Sløret, som sløved, Bindet, som har snæret.
Dygtig til Livet føler da enhver sig, -
327 Saa træder Elskovs Guden sagte til:
Saadan som her jeg
Nu fortælle vil.

I.

De Jævndøgnsdage saa rapt kan gaa;
Det hastende Tusmørke skridter
Med Syvmilestøvler og Regnfrakke paa
Ind over de dæmrende Klitter.

Og Skyerne melde, at Striden er nær;
Paa Havstokken Dønningen ruller
I fredelig Takt, men fra Revlernes Skær
Der varsles et voksende Bulder. -

I Klitten deroppe Du øjner et Hus,
I Sandverdnens vildsomme Øde,
Hvor Marehalmstotten med sørgeligt Sus
Dig strittende stikker i Møde.

Der sidder et Par ved den vestre Gavl
Af Klithusets tjærede Længe;
Hun binder paa Hosen saa myndig og travl,
Og han lader Hovedet hænge.

Han vrider og vender i Næven sin Hat
Og brummer og beder og tigger,
Og slipper saa Hatten, og griber saa fat
Om en Pakke, som foran ham ligger:

"Og vil Du ej høre mit Hjertes Begær,
Saa vil Du maaske dog bemærke
De Sager, jeg bragte i Pakken her:
Det er Uldtøj, og Lærred til Særke."

"Et Tørklæde er der, med Billeder paa,
Og et Silkebaand, samt meget andet,
Som var ved Auktionen for Penge at faa
Da den engelske Tremaster stranded."

"Saa ligger her ogsaa en Tidalerslap,
Du ser, jeg har Penge paa Lommen;
328 Der var jo den Tid, hvor Gevinsten var knap,
Men til Mønten er atter jeg kommen."

"Han, Rasmus derovre, har lovet mig Part
I Baaden, og saa bli'er der svære
Fortjenester, - ja det skal vise sig snart,
Naar Du bare min Kone vil være."

"Og kan jeg ej tale som Du det vil ha',
Saa lad disse Sager Dig sige:
Tag alt, om Du vil, tag det halve dera',
Men tag bare Søren tillige !" -

Han skotter saa ængstelig til hende op;
Men hun farer fort med at binde
Og vil ikke standse, vil ej sige Stop
Til de flyvende Strikkepinde.

Da griber han i hendes Skørteflig, -
Hun støder med Armen ham fra sig;
Med dirrende Stemme og bleg som et Lig
Hun raaber: "Hvad gaar der dog a' Dig!"

"Du kom vel fra Kroen, saadan Du dig ter,
Men det kan jeg trøstig Dig sige,
Du vinder ej frem paa en saadan Manér
Naar Du agter at tækkes en Pige."

Behold dine Sager, og Pengene med,
Jeg kærer mig ej om Presenter
Fra en, som er kommen saa akav' paa Gled
Og Fluer i Krostuen fanger."

"Du siger, at stedse jeg laa Dig paa Sind,
At alt Du for mig vilde gøre;
Det Hele Du kan, det er blot gøre Vind,
Og en Vindhas jeg gider ej høre."

"Nej vis Dig en Gang som en Ka'l for din Hat,
Der kan mere end trumfe i Bordet,
Lad Kro være Kro, og ta' ordenlig fat,
Saa ta'er jeg maaske Dig paa Ordet!"

329

Han rejser sig, sparker til Pakken saa vredt
Med alle dens dejlige Sager,
Saa drejer han rundt, - men betænker sig lidt -
Sin Tidalerseddel han tager.

Og driver saa af med sin ludende Krop;
Tungt Fødderne Sandstien træder.
Hun sender et Blik ham fra Klittens Top,
Og - vender sig bort og græder.

II.

I Kroen gaar det lystigt til,
Der stilles mangt et Savn,
Der aabner Værtens "Værsaago'"
Hver sorgfuld Svend en Havn;
I Havnen kan Du ligge
Og bedre ud din Læk,
I Kroen kan Du drikke
Din Sorg og Modgang væk.

I Kroen er der lunt og godt;
Der udenfor er Blæst,
En iskold Vind med Regn og Rusk,
En Storm fra Nord-Nordvest;
Mod Lampen trækker Røgen
Fra Gæsternes Tobak,
Man hører Tagrygsfløjen
Knap for den muntre Snak.

I Kroen er der Hvile nok;
Der udenfor er hundsk,
Og Vesterhavet skaber sig
Som var det rent kalkunsk.
I Kroen sidder Søren,
Med Ryg mod Lampens Skær,
I Krogen nærmest Døren,
Og drikker taus og tvær.

De andre - vel en halv Snes Mand -
Har Plads om Bord og Skænk;
En maler op til Tidsfordriv
Med Kridt paa Væggens Bænk;
330 Han trækker sejge Streger,
Med Tungen halvt af Mund,
Og vender sig og peger
Med Grin i Kredsens Rund:

"Her staar nu skrevet Navnet paa
Din Kærest', Du Johan,
Og her er Oles Pigebarn, -
Ja nægt det, om Du kan.
Og her staar," - og han skotter
Lidt skævt til Krogen hen -
"Her staar Peer Nielsens Dotter,
Som Søren har til Ven!" -

"Der lyver Du, Du Hundetamp!"
Saa farer Søren op,
Og slaar i Skænken Dunderslag,
Og vælter Krus og Kop;
"Lad Kridtet roligt ligge,
Slet ud det dumme Fjas,
Og sletter Du det ikke,
Saa slaar jeg dig i Kvas!"

Den anden smøger sindigt af
Sin stramme Vadmelskoft:
"Nej, stikke Piben ind for dig,
Det var dog lovligt grovt" -
De træder frem i Stuen,
Hvor bedst der er at staa,
Og synes maale Buen,
Som Armen nu skal slaa.

Han, Søren er just ingen Visk,
Ej svær, men akselbred;
Man ser ret Muskelvævets Spil,
Som dér han staar bered';
I Nakken krøller Haaret
Som paa en Angler Tyr,
Af Sener spændt er Laaret, -
Det er en dygtig Fyr.

Den anden, - hm! - det var, som om
Det Syn ej smagte godt;
331 Han rømmer sig og siger rask:
"Hør, jeg vil gi' en Pot!
Om ret jeg Søren kender,
Saa ta'er han mod Forlig,
Vi er dog mellem Venner,
Hvorfor skal vi ha' Krig?" -

"Saa Du er bange, din Kujon!
Men bi blot" ... Hvad var det?
Der styrter en ad Døren ind
Med Tresse om Kasket.
"Op alle Mand! For Djævlen,
Er det nu Tid at slaas?
Der staar et Skib paa Revlen,
Gud hjælpe det og os!"

De stimer fra hverandre brat
Som Vildt for Bøssens Skud:
Hvordan? Fortæl! - "Der er ej Tid,
I kender Pligtens Bud!"
Og Døren høres knage,
Og Stuen den er tom, -
Kun Søren bli'r tilbage;
Han ser sig uvist om.

Han mumler: "I et saadant Vejr!
Hvad kan det gøre Gavn?" ...
Da træffer Øjets mørke Blik
Paa Bænken hendes Navn.
Det gi'er et Sæt i Kroppen,
Han ta'er et vældigt Skridt
Og styrter efter Troppen
Ud i den vilde Klit.

III.

Havet brøler, Stormen raaber;
Fyldt med Sand og Saltvandsdraaber
Sitrer Luften under Skriget.
Maaneliget
Over Diget
Vises frem i Skyens Kaaber,
Stirrer med de brustne Øjne
Langs med Klittens Rækker nøgne,
Kan ej finde Strandens Strimmel,
Skimter kun en Hvirvel-Vrimme)
Som med Syden
Under Lyden
Af de dumpe Nød-Skud jager
Op i Klittens golde Ager.

332

Strandens Strimmel findes ej.
Forstrandsvolden blev begravet;
Over Værnet baner Havet
Vældig sig sin vilde Vej.
Tunge Bølgemasser bryder,
Sammenflyder,
Overgyder
Sig med Hvirvlens hvide Skvæt;
Ingen Plet,
Intet nok saa lille bitte
Fodefæste kan Du hitte,
Hvor Du kunde kæmpe mod
Brændingbrusets Hvirvel-Flod.

Nej, tilbage; op i Klitten,
Dér hvor Fiskerflokken staar,
Dér hvor hele Byen, skræmt ved
Dødsens-Skibets Skud derude,
Samled sig; og hvor i Midten
Hiv ohøj! dit Øre naar,
Medens Ryg og Skulder klemt med
Hele Kroppens Kraft er Pude,
Støttepude mod den svære
Redningsbaad, man frem vil bære.

Sandet pisker imod Flokken,
Vinden rusker Hørhaars-Lokken,
Skummet filtrer sig i Skægget,
Havet tordner sit: Tilbage! -
Fremad dog det stedse gaar.
Fremad, Kraften svigter ej;
Kræfterne kan kun tiltage,
Hele Flokken bærer Præget
Af et: Vil! som véd sin Vej.
Der er en, som fører an,
En, som kommanderer Flokken;
Ingen véd vel ret hvordan,
Men man lystrer og man lyder,
Springer efter Rullestokken,
Haler, hiver, skubber, skyder;
Alle Kræfter sig forene
Paa Kommando af den ene,
Og den ene: Søren er. -
Og man stræber og man strider,
Og man krummer Ryg og Laar,
Og man slæber og man slider,
Til omsider
Man ved Grænseskellet staar.

Se den mørke Brænding-Mur!
Sugende lig Skyens Pumpe
Sand og Tang fra Revlens Sumpe
Løfter, taarner, snor den sig
Uheldsvanger højt i Vejret,
Staar et Øjeblik paa Lur,
Slynges saa med Brag og Bulder
Ret som ved en Springkraft fjæret
Under Syden, Kogen, Brusen,
Hvid som Niagaraslusen,
Rygende i Maaneskæret,
Op mod Klitten, hvor den ruller
Hen for Redningsbaadens Køl.

Over Brændingmurens Tinde,
Hver Gang Skumkaskaden haster
Fremad, kan dit Øje følge
Vippebuen af to Master,
Som sig dukker, som sig kaster,
Ført i Dans af Revlens Bølge
Hid og did i rædsom Leg. -
Det er Maalet, som er sat;
Hist er Frelse haardt fornøden,
Didud i en Kamp mod Døden
Gaar det i den vilde Nat!

Hvirvlen alt har Baaden fat.
Drejed den sig? - nej den føres
Under Greb af haarde Hænder
Sikkert frem. Kommando høres:
Alle Mand i Baaden op!
Og præcis paa Toften sat
Griber hver den lange Aare,
Haler ud med sejge, haarde
Tag, og medens Baaden bæver
I hver Fuge, ramt af Slaget,
Bølgeslaget, tvinger Taget,
333 Aaretaget Baaden op
Spaanlet over Bølgens Top ...

Og det mørknes over Havet;
Maanedisen ædes bort,
Sluges af en Kæmpe sort,
Som til Halsen helt begravet
I et Bjerg af Skyens Dyner
Strækker netop Gabet frem.
Rædselsvangre Skyggesyner,
Sprungne ud af Angstens Hjem,
Efter Kæmpekroppen følger,
Truer fra de tunge Bølger,
Dybt sig dølger
I hvert Skumstænk salt og vaadt,
I hvert Vindstød, i hver Piben
Gennem Marehalmens Tot.

Saa forsvinder Sky og Skygger;
Maanestriben
Lysbro over Havet bygger,
Og den Flok, som staar ved Stranden,
Spejder did hvor Baaden svandt,
Ser den tumle sig paa Randen
Af de stejle Søer, sikker,
Ser, hvor Agterstævnen nikker,
Medens højt paa Hæl den ligger,
Ser den styrte frem med Snuden
Kløvende en fjeldhøj Bryder,
Ser, hvor frem og frem den skyder,
Ser den nærme sig til Skuden,
Havaristen, Revlens Bytte,
Hvor endnu paa Ruffets Hytte
Svagt kan skimtes Skibbruds-Folk.

Og saa længe Maanens Stribe
Spænder Bro paa Havets Vej,
Slipper Blikket Baaden ej;
Gennem Skum og Skvæt man stirrer,
Løfter sig paa Taa og følger,
Medens Øjet anstrengt plirrer,
Baaden over Revlens Bølger.
Og med Undren man betragter
Manden hist ved Styret agter,
Hvor han fører støt, koldblodig
Baaden gennem Søen modig;
Og man kan ej ret begribe
Dette Særsyn, uset førend
Denne Stund, med ham - med Søren!

Ja man undrer sig og ser
Til sin Nabo, og man mumler,
Naar man kan for Stormens Bulder;
Og man puffer Næstens Skulder,
Nævner Navne, gaar paa Spor
Efter denne Gaade stor.

Og imedens staar deroppe
Mellem Klittens nøgne Toppe,
Haanden skygt for Øjets Bryn,
Stirrende med anspændt Syn
Gaadens Løser. Brystet tungt
Aander op, og Læben dirrer;
Ufravendt hun staar og stirrer
Ud imod det mørke Punkt.
Som en Støtte, stivt udhugget
I en Sten, hun stirrer ud;
Stormen river med sig Sukket,
Og hun skælver som et Løv;
Blind for Mængdens Blik og døv
For den vilde Storm hun knæler,
Beder vel til Stormens Gud
Om en Haand i Herrens Vejr
Over ham, som hun har kær.

Og Lys og Skygge
Skifter
Ud over Havet. -
Som jagende Hunde,
Der bides i Vanvid,
Komme Skyerne farende;
Og det glammer fra Dybet,

334

Hæst, brølende.
Ingen Mumlen
Blandt Flokken paa Stranden;
Som stivnet til Stumhed
Af den isnende Tanke
Om Døden i Bølgerne
Sænker enhver det
Sorgtunge Hoved,
Og Kvinderne græde.
Faren er vokset,
Havet er vokset;
Med hujende Tunger
Halser det skadefro Dyb:
Orkan, Orkan! -
Da bølger Flokken
Frem og tilbage,
Og Raabet runger
Lydt gennem Brændingens Larm:
"De kommer !"
Og Mænd og Kvinder
Haand i Haand
I trofast Tag
Danner en Kæde
Langs det graadige Dyb.

Og se, gennem Brændingen
Bryder den brede
Boug af Baaden,
Som bar fra Døden
Derude paa Dybet
De synkende Stakler. -
Den løftes i Vejret,
Højt bliver den baaren;
Stop! skod med Aaren!
Min Gud, den vakler;
Den vrides i Hvirvlerne,
Gribes med graadigt
Greb af Søen
Og slænges til Siden.
Søerne fylde den,
Hvirvlerne skylle den
Hovedkulds, hulter til bulter i Dybet,
Med Kølen som Klageraab hævet mod Himlen.

Nu ud med Kæden,
Mandkøn og Kvindkøn!
Til Kamp for Livet,
For Fæstemænd, Brødre,
Fædre og Frænder,
Og de en Gang fra Døden
Frelste skibbrudne!

Og den levende Kædes
Jernfaste Ringe,
Nittet ubrydelig
Sammen i Kærlighed,
Griber med stærkere
Greb end Søens
Graadige Røverhaand. -
Haanden slipper ej,
Taget glipper ej,
Reven fra Døden
Drages til Stranden
En efter anden
Baadens Besætning.

Frelst er de alle.
Nej, en er tilbage. -
Skærende Klage,
Et Skrig fra en Kvinde;
Hvad har hun i Sinde? -
Et Reb om Livet,
Opkiltret Klædebon,
Haarlokken flagrende,
Styrter hun ud, hvor den
Tapreste kæmper en
Ulige Kamp imod Overmagt.

I Favntag krystet,
Brystet mod Brystet,
De blege Munde
Tæt mod hinanden,
Haarlokken kransende
Heltepanden,
335 Drages de begge
Tilbage paa Stranden.

Da stimier man sammen;
Ja nu faar man kende
Hemmeligheden
Med ham og hende.
I Favntag krystet,
Fast, uopløselig,
Hviler de tvende. -
Er Pagten da Dødens?
Sprang Traaden over,
Saa snart den blev spundet ?
Nej, øvede Blikke
Har Livsfunken fundet;
Man puster til Funken,
Man hviler ikke,
Før Traaden er tvundet,
Før Livsstrømmen rinder,
Før blegnende Kinder
Faar Roser røde,
Før Parret er vundet
Igen fra de døde.

IV.

Og Solen skinner paa Stranden ned,
Den misser med Øjet og drysser
En Regn af Glimmer langs Havets Bred,
Og Bølgen, som skummede før saa vred,
Den knæler galant nu og kysser
Det Vrag, som den slog i Gaar.

Ja Herregud, hvor det sælsomt gaar
I Verden til alle Tider;
Man kives og strides saa hadsk og haard,
Man skærer sin Næste de dybeste Saar,
Vredt stormer man frem; - omsider
Saa bliver det godt igen.

Der vandrer de to nu langs Stranden hen
Saa fredeligt Side om Side.
Nu hedder det: "Kæreste Hjertensven"
Og "Sødeste Pige", og - hillemæn!
De kysses. Se, det maa jeg lide;
Det skulde de gjort lidt før!

Og Marehalmstotten, skønt gul og tør,
Ved Synet dog formelig nejer,
Og Rylen fløjter i Mosens Rør
En Vise, men finder kun ringe Gehør
Hos Parret, som hviskende drejer
I Klitterne ind, - og er væk.

336

EFTERSKRIFT.

Og skulde det nogen Tid hænde
- Sligt kan jo dog ske -
At Du selv i den vaklende,
Viljen forkvaklende
Tid skulde finde dig stillet
Vis-à-vis med det vestjyske Billed:
Da tænk paa de tvende,
Og træd som en Mand kun i Skranken for Kravet,
Som bæres imod Dig derude fra Havet! -
Vær blot ikke bange:
Der er altid et Vrag paa en Revle at fange,
Saa vist som der gives den Kvinde,
Der kan faa i Sinde,
Naar Baaden bli'er slynget i Brændingen hen,
At drage Dig frelst ud af Hvirvlen igen!

FISKEREN SYNGER

Min Fa'er han var en Fiskermand
Med Hus i Land,
Med Baad paa Vand,
Med Klæder i sin Kiste;
Han lærte mig, fra jeg var Barn,
At ro en Baad og røgte Garn; -
Til sidst han dog forliste,
Og Fiskene ham spiste.

Jeg arved Garn og Baad og Hus
Og Aalerus'
Og Søndagskrus,
Dertil hans bedste Klæder;
Jeg græd en Stund med Mo'er om Kap, -
Saa tog jeg fat, hvor Fa'er han slap;
Hvad hjælper det man græder?
Det gavner ingen Steder!

Hvad hjælper det ens Kind er vaad,
Hvad gavner Graad,
Naar man har Baad
Og saa en Mo'er derhjemme? -
337 Nej, Baad og Arbejd følges ad,
Og Mo'er derhjemme skal ha' Mad:
Det maa man ikke glemme,
Men Ryg mod Sorgen stemme! -

Og jeg tog fat hvor Fa'er han slap;
Paa Næven rap
Med Flik og Lap
Jeg Baadens Tømmer frisked,
Og jeg fik gode Spanter rejst
Og jeg fik nye Klude hejst;
Og Taaren bort jeg visked,
Og gik saa ud og fisked.

Jeg hugger Aal den Morgen lang
Med Jern paa Stang
Blandt Bundens Tang
Og Græs og anden Grøde;
Saa sejler jeg paa Dybet ud
Med Skum for Bougen, Pres paa Klud: -
Hvor Fa'er gik hen og døde,
Der tager jeg min Føde.

Og har jeg Baaden fuld af Fisk,
Saa hjemad frisk
Til Dug og Disk,
Hvor Mo'er ved Gryden længes!
Det bedste bli'er paa Ilden sat,
For blanke Dalere en Klat
Paa Prangervognen slænges;
Til Tørring Resten hænges.

Men er der Dans i Byens Kro:
Hej hop, min Tro,
I Ankelsko
Og Silkevest jeg springer.
Og Stævne har jeg Pigen sat
Til Dans med mig den hele Nat; -
Og næste Dag jeg bringer
En Ring til hendes Finger.

Saa splejser Præsten snart en Traad
Om Bo og Baad
338 Og Husgeraad
Og mig og om min Stine :
For, Stine hedder hun, min S'æl,
Og I maa tro, hun er reel,
Og ikke en af hine,
Som løber løs i Line.

Og saa, saa er jeg Fiskermand
Med Hus i Land,
Med Baad paa Vand,
Og Kone med tillige.
Hurra, det er en ren Plaser,
Og næste Aar! - jeg si'er ej mer:
En Dreng - maaske en Pige;
Det kan nu ingen sige.

EN STRANDVASKER

Der drev en Person paa Strandbredden op,
Vi saa' ham, han laa med Næbet i Vejret;
Et dødblegt Ansigt, og om hans Krop
En Sejldugskavaj, som var tjæret.

I Havbrynet laa han, paa Skellets Rand;
Jorden og Havet stredes om Fundet;
Hver vilde have den fremmede Mand,
Hvis Timeglas her var udrundet:

Jeg tager Dig, Søn, lød Havets Røst,
I moderlig Favn med lullende Sange,
Jeg giver Dig Vuggens den gyngende Trøst,
Som alt jeg har skænket saa mange!

Jeg reder Dig Seng, var Jordens Svar,
En sikker Seng i min stille Bolig,
Længe nok skvulpet omkring Du har,
Du trænger til Hvilen rolig!

Og Vinden kom susende Stedet forbi,
Og vendte i Farten, og standsed ved Manden,
Og blæste sin gamle Koralmelodi, -
Den kunde nu ingen anden.

339

Og Rylen saa' til med bedrøveligt Blik;
Og Maagen kom svingende inde fra Klitten,
Den vilde og synge, men Stemmen slog Klik,
Og Sangen gik over paa Midten.

Og Revlstryger, Villing og Kuller og Torsk
Og Hajer og Rokker skød op fra Bunden,
Og Flynderen vrikked sig fremad dorsk,
Og Havtasken gabed med Munden.

De vilde nok smage det fremmede Dyr,
Som laa der og vakte dem Appetitten; -
Saa bar vi forsigtigt den stakkels Fyr
Fra Strandbredden højt op i Klitten.

Og grov ham en Grav i det flyvende Sand,
Saa dyb som vor Skovl og vor Hakke formaa'de;
Der laa nu fortøjet den fremmede Mand,
Og vi - havde Øjnene vaade.

Vi tænkte saa smaat - ja jeg nægter det ej -
Paa Livet kan ingen i Længden lide;
Hvornaar man selv skal gaa samme Vej,
Se det kan en Sømand ej vide!

Men hvad; - vil man tænke for meget paa sligt,
Saa kunde man græde hver Time paa Dagen.
Nej, Taaren af Øjet, og ud til sin Pligt:
At glemme sin Død det er Sagen!

I KJØGEBUGT

1.

Vi lader Baaden skrive med sit Ror
Et Navn, som løber ud i sære Bugter,
Vi lader Stævnen hugge jævnt sig frem
Mens Bougens Skumstænk Essingplanken fugter,
Vi lader Modet som en vinget Fugl
Fremskynde Farten forud med sin Vinken,
Vi lader Frygten som en biytung Sky
Tilbage mellem Revl og Krat paa Brinken.

340

Vidunderlige friske Morgenvæld,
Som strømmer ud fra Himlens vide Sluser,
Mens Havets Grænser flygte for vort Syn
Og Bølgens Sange om vort Øre bruser, -
Du er en Daab, som Slægten trænger til,
Før den kan blive Frygten kvit og Sorgen,
Du er en Øjeblikkets Evighed
Med Minder, evige, fra Danmarks Morgen.

Naar Middag kommer med den hede Sol
Og stirrer paa os med sit Hvidgløds-Øje,
Saa sløves Blikket, Hjertet lukkes til,
Vi gisper i den tykke Klædestrøje,
Og slænger os paa Dækket ned i Læ,
Hvor Skyggen fra det hvide Sejldug spiller,
Og gaber, nikker, dysses hen i Søvn
Af Bølgens Smaakluk, Skivgatfløjtens Triller.

Men endnu er det Morgen. Dagens Sol
Bag Kimingbankens Værn sit Øje skjuler,
Vort Syn er ikke skræmt, vort Øre klart
Fornemmer Drøn fra Klintekystens Huler;
Fra Stevns, fra Mandehovedhuggens Klint
Tilbagekastes Drøn som af Kanoner.
Nu, lad os bruge da vort skarpe Syn,
Og lytte efter Kjøgebugtens Toner!

Det bruser, skummer fremad over Sø,
Som var det Fugle, baskende med Vingen,
Som var det Dyr, hvem Dybets Sagn gav Liv,
Havheste, snøftende med Skum for Bringen;
Det skinner kridhvidt mellem Luft og Hav:
Er Klintens Klipper flyttet ud i Vandet? -
Nej, Klinten staar, men let som Fugl og Hest
To stolte Flaader styre ind mod Landet.

De kaade Vindstød kysser Sejlets Barm,
De elsker disse smidigtslanke Skønne,
Som byder frem sig til et Favnetag
Saa hedt som det en Elskers Hu kan lønne;
Den nejer sig til Dans, den skønne Flok, -
Saa falder der et Skud, og Legen ender;
Den Dans, som føres op, er Krigens Dans,
Og Flokken: Orlogsmænd, som viser Tænder!

341

Det buldrer, brager, tordner over Sø,
Og Luftens Vindstød, sitrende og bange,
Tilbageskræmmes fra sin Elskovsfærd
Og flygter ræd for Flammens Striber lange;
Kanonen brøler lydt sit: Varsko dér!
De tunge Kugler flyve let som Boldte
Og bringe Hilsen mellem Mand og Mand,
Uænsende det Budskab, som de voldte.

Og Røgen vælter, spreder, samler sig;
Som Sørgetæpper alvorstungt den hænger,
Hvad eller rives over, deles ud
Som Stridsstandarter, pjaltede, i Flænger;
Igennem Røgen blinker Farver frem:
Hvor Ven og Fjende er, fortæller Flaget,
Fortæller hvordan Juel og Horn nu slaas,
Fortæller Stridens Gang i Julislaget. -

2.

Sagtelig vugger vor Dæksbaad sig frem,
Rortappen knirker og hyler.
Sej Du dernede bag Dækslugens Lem?
Hører Du Bølgens Daktyler? -
Nej, han har Øre for anden Musik,
Det dundrer og dundrer derude, -
Saa Du det Lag, som Victoria fik?
Der røg Svenska Leyonets Klude!

Cesar han slaas for sit Liv som en Helt,
Men "Churprindsen" holder ham Stangen;
Ser Du Signalflaget? nu blev der meldt,
At Cæsar er slagen og fangen!
Mars bukker under for Løvernes Tand,
"Tre Løver" har Tænder, som svie;
Flygande Wargen maa flygte i Land,
Et Hurra for "Anna Sofie" !

Draken er flænget og Calmar er brændt, -
Det lyser med flammende Ringe;
Det er Saturnus; han selv har sig tændt,
Og snart vil i Stumper han springe. -
342 Tappert de holdt sig, og tappert de slog,
Det maa i Sandhed dem lades;
Dybet dog til sig med Vælde dem drog:
Selv Jupiter vandred til Hades!

Røgen den sorte og Røgen den graa
Vælter J Virvar sig sammen,
Dunster og Dampe og Lynene slaa
Parrede ud gennem Flammen.
Mærk Dig i Midten det hedeste Punkt;
Dér vil bekendte Du finde!
"Christianus Qvintus", han trækker saa tungt
Vejret i Varmen derinde.

Luften er Lue og Blæsten er Brand,
Søvandet sydende Bobler;
Bringe mod Bringe og Mand imod Mand,
Kæmpe til Kæmpe sig kobler.
Ingen kan sige, hvem Sejren vil naa,
Skyer paa Skyer sig højne;
Hvem skal vel trække det korteste Straa,
Hvem kaster de højeste Øjne? -

Røgen ta'er Flugten. Hvem flygter med den
Over de skummende Bølger? -
Klar dér ved Skødet! Hvad mener Du, Ven,
Om vi de flygtende følger? -
Flagrende ud for det flygtende Jag
Stritter den blaagule Stribe;
Forrest er Fjenden og Sejren er bag! -
Hurra, saa skal Luven vi knibe!

3.

Vor Baad er rap; hal Skødet an!
Mod Østen Kurs er sat.
Didude flammer op en Brand
Imod den dybe Nat;
Imod den dybe Nat et Skær
Belyser Masteskovens Trær
Og viser Flagets Toner;
Du røde Dug! Saa er vi dér,
Hvor Sejrens Genius troner.

343

Endnu en Kamp, den sidste Kamp;
Og Fjendens Kraft er brudt.
Det sidste Skuds brandrøde Damp
Er Sejrens Festsalut;
En Festsalut, en Sejrssang,
Som tordner ud med myndig Klang
Et lydeligt: Hold inde!
Og sender saa sin Kompliment
Den slagne, tapre Fjende.

Paa Linjeskibets høje Hyt,
Hvor Admiralen staar,
Dér skingrer nu Trompeten lydt
Og rundt Pokalen gaar;
Man tømmer ud med tørstig Mund
Hver Draabe til den blanke Bund,
Og lytter saa til Talen:
Den klinger fyndig, kort og sund
Fra ham, fra Admiralen:

" ... Ja, gæve Mænd! I mindes at
I Gaar ved denne Tid,
I Herrens lyse Sommernat,
Vi stirred søvnløs did;
Vor Hvile Fjenden fra os tog,
Vor tavse Bøn til Herren drog,
Om gunstig Gang i Legen.
Nu: Herrens Haand for Flaaden slog,
Og - Natten er vor egen!" ...

Og Vinden rummer; Skødets Barm
Staar hvælvet, fuld og rund;
Og efter Kampens vilde Larm
Er fulgt en Tavshedsstund;
En Tavshedsstund; vor Mund er lukt,
Vi følger Aftenbrisens Flugt
Hen over Havets Vover,
Hvor Bølgekoret luller smukt
For Dødens Tang-Alkover.

De sank, - som Solen synker ned
I Havets Moderfavn,
Men Kjøgebugtens aabne Red
Er døbt med deres Navn;
344 De efterlod et Navn, som vidt
Skal spørges og skal nævnes tidt,
Og farve Sømænds Kinder
Med Aftensolens Kolorit,
Med Glans af Stortids Minder.

FREGATTEN FREJA

Med Pres af Sejl for Dronningvind,
Som kørtes den af Heste,
En dansk Fregat ved Downs løb ind:
Den vilde Strædet gæste.

Og Freja var Fregattens Navn;
Det førte hun med Ære.
Og hun var gjort fra Spejl til Stavn
Just som hun skulde være.

Hun pyntet var fra Dæk til Fløj
Med lutter gode Klude,
Og førte med sig i Konvoi
En Flaade agter ude.

Og Chefen kigged ind mod Land
Fra Skansens høje Trappe,
Og Chefen var en Hædersmand,
Og han hed Peter Krabbe.

"Nu blier der Løjer, skal man se,
Nu gør vist Britten Knuder;
Jeg tæller en og to og tre
Opbraste Orlogsskuder."

"Ja, der er hele seks saagar,
Og alle viser Tænder; -
Nu, klar ved Skuddet, Gutter klar;
Og vis, at vi dem kender."

"Vort Flag er Borgen for, at her
Er ingen Kontrabande;
Og den, som gaar vort Flag for nær"
Han faar en blodig Pande." -

Og Skuddet gik, og Røgen fo'r,
Og Kuglen hørtes pibe;
Da blev der pebet "Klar" om Bord
I hvert af Brittens Skibe.

Og Lag mod Lag blev vekslet hvor
Kanoner kunde bære,
Og Freja talte stolte Ord
For Flagets gamle Ære.

Og Freja holdt ej op at slaa,
Saa længe Evnen rækked;
Først da hun synkefærdig laa,
Gik Flaget ned paa Dækket.

Saa førtes hun som Vrag i Land
Med Huller gennem Kroppen,
Da hejste Fjenden højt paa Stand
Det danske Flag i Toppen;

Og svor en Ed, en britisk Ed
Ved de latinske Guder:
"Vi glemmer ej, at "Freja" stred
Mod seks af Englands Skuder."

345

LANDNAMSFART

Hvad er det for en modig Flok,
Som over Nordhavs-Vovens Skum
Med Sejlet spændt fra Raaens Nok,
Med Skjolderad langs Øse-Rum
I Sommernatten farer?
Hvad er det for en Kæmpe-Æt,
Som her paa Skudens skøre Brædt
Det mørke Dyb befarer,
Og ler ad Bølgefossens Skvæt
Og trodser Færdens Farer ?

Hvad er det for en bjergfast Ø,
Som op mod Nattehimlens Glans
Fra Urtids Grund i dyben Sø
Sit Hoved, slyngt med Jøkel-Krans,
Stolt knejsende nu strækker?
Hvad sælsomt Navn har dette Land,
Hvor frosne Bjerge staar i Brand
Med Damp af Sneens Sprækker,
Mens tordnende fra Jøklers Rand
Ildstrømme Stranden rækker?

Det er en modig Mandeflok,
Som drages mod den fjerne Ø,
Som fik af Kongevælde nok,
Som heller ønsker fri at dø
End bunden leve Livet?
Det er en uafhængig Æt,
Som kaster ud sit Højstols-Brædt,
I Vætters Værge givet,
Og søger saa sin Friheds-Plet
Paa Landnams-Vis for Livet.

Det er en bjergfast Klippeø,
Som skænker til en mandig Slægt
En Mund, hvis Aande ej skal dø,
En Arm, hvis Værker skal faa Vægt,
Et Ry i Sekel-Tide.
Det er et Land, hvor klædt i Dragt
Af Friheds-Malm, paa Grænsevagt
346 Sagn-Kæmpen snart skal ride
Fra Næs til Myr, fra Tun til Trakt,
Med Blink fra Gangrens Side. -

ja, Farten gaar en Sommernat
Mod Nord, mod Islands stejle Kyst;
Til Rors den bedste Mand er sat,
Den største Helt med bredest Bryst
Til Styrismand er kaaren.
Fjeldhøj mod Midnatssolens Glød,
Som paa hans Ringsærk blusser rød,
Han staar ved Styreaaren,
Mens som en Hval paa Havets Skød
Lang-Snekken bliver baaren.

Han kommer fra det fjerne Land,
Hvor Friheds Arne nu er kold,
Hvor Herskerkrigens hede Brand
Drev Bamsen bort fra Hiens Vold
Og rydded Rævens Gange.
Ham lysted ikke denne Lod:
Saa heller Bølgens Brand og Braadd
Og Kamp mod Dybets Slange!
"Lad Kongen trække Fisk i Vod;
Os skal han ikke fange!"

"Der er vel Fisk med sligt Begær;
Os tykkes det den værste Skam
At slippes i et Karpe-Kær,
At gaa i Kongens Fiskedam
Og fo'res fint med Krummer;
Nej bort til fremmed Frihedsstrand,
Mens Kæmpen end i Mund har Tand
Og Frembørs-Blæsten rummer!
For Stævnen staar det stride Vand,
Vred som en Bams det brummer!" -

Saa slaar han, Kæmpen, op med Haand;
Da brager det med Vaabengny.
Fra Horisontens sortblaa Baand
Der stiger som en Tordensky
Med Glimt af lyse Bræmmer;
I Havets Grund staar Skyen fast,
Højt over Skudens Granspir-Mast
347 Den rager med sin Tinde:
Fra Ingolfsfjeldets Næsse-Rast
Det drøner hult derinde.

"Nu Høj-Stols-Støtter over Bord;
Lad Bølgens Hænder gribe dem!
Derinde i den dybe Fjord
Os viser Fremtids Frihedshjem
De høje Valhals Guder!"
Og Fjeldet klinger skarpt igen,
Da Landnamsfartens stærke Mænd
I Gjalderhornet tuder,
Og Støtte-Parret gynger hen
Ad Havets Vuggepuder.

LUTHER I WITTENBERG

Det var udenfor Wittenbergs ærværdige By,
Der samledes en Skare i Decembermorgnens Gry,
Der samledes en Skare om Baalets røde Flamme,
Ordets Folk og Sværdets Folk og Lægfolk med det samme;
Bøddelens stærke Svende lagde Veddet til Rette,
De graadige Flammer skulde æde sig mætte;
Da knitred det og lyste, og Røgen fo'r mod Himlen,
Og folded sine Skyer som en Fane over Vrimlen.

Hvor er den blege Synder, som sukker og stønner?
Der lyder jo ingen Mumlen, der høres ingen Bønner.
Hvor er den arge Kætter, hvis forbryderiske Lemmer
Skal, flammebrændte, slippes gennem Skærsildens Tremmer?
Hvor er de stramme Strikker og Kullene og Tængerne
Og Køllerne og Knivene, Benbruddene og Flængerne,
Hvor, hvor er Rædselstegnene paa Mildhedens Lære?
Har Bøddelens stærke Svende glemt, hvad de skulde bære?
Hvi staar de der og skulker ved Brændebaalets Gløder? -
Ej Kætterbrad, ej Stegespid det spændte Øje møder.

Se, Skaren gaar til Side. Nu staar en Mand alene.
Han strammes ej af Strikker, ham snæres ingen Sene,
Den mørke Klædeskutte er frie Lemmers Bolig,
Bred er han over Brystet, han staar saa fast og rolig.
Han træder frem til Baalet. Der er saa tyst og stille,
Man hører, hvordan Luerne med hvasse Tunger spille.

348

Saa taler han; kun kort. Og saa griber han i Barmen
Og drager frem - hvad er det? - og hvorfor denne Larmen? -
Et Pergament! - Det aabnes; - nu sænker han Armen,
Og Sejlene i Silkebaand de smelte ned i Varmen.
Saa blusser det. En Jubel som Tordnen høres rulle:
"Nu brændte Martin Luther den pavelige Bulle."

Og Røgen slaar mod Himlen. Og lystigt Baalet flammer.
Der ligger altsaa Lynet, som saa frygteligt rammer,
Der ligger den stærkes Vaaben og svider hen i Emmer,
Der ligger den lamme højre af de pavelige Lemmer,
Der ligger det, som kridtede de store om Kinden;
Nu hvirvles det som Aske for Vejret hen og Vinden,
Og fri staar Lynets Hersker, den stærke Martin Luther,
En Mand af Jern og Ild mellem Harnisker og Kutter. -

Det var udenfor Wittenbergs ærværdige By,
Der samledes en Skare i Decembermorgnens Gry.
Frostklar og renset laa Luften om Staden;
Saa drog den store Skare tilbage gennem Gaden.
Ingen Procession med Messehagl og Røgelse,
Ingen Spilleværker til pavelig Fornøjelse;
Rolig og sluttet; de vidste, hvad de vilde,
Ingen Tiggersmuler fra det romerske Gilde;
Ledebaand og Krykker var intet for de stærke;
Væbnet var Skaren, det skulde snart man mærke,
Rustet til Kampen, med Klarhed paa Sagen.
- Morgenen svandt. Men lydt i Vinterdagen
Tonede Klokkerne fra Wittenbergs Taarne,
Og Tonerne svang sig, paa Frostluften baarne,
Og strøg med friske Pust over Sydens høje Fjelde,
Og ringede for Øret af den pavelige Vælde,
Og bragte med en Kulde deroppe fra Norden,
Og faldt i Øst og Vest som en Rimfrost til Jorden.
Da spired Kuldens Kæmper. Højere klang Tonen.
Stormklokker ringed. - Det var Reformationen.

349

HJEMKOMSTEN

Nu fløjter Finken og Droslen slaar,
Og Jorden damper af Grøde,
Og Landsbypigen til Grænsen gaar,
Sin Kærest, Husaren, at møde.

"Ak, hvor dog den Vinter var lang og trist;
Jeg gik som i Dvale bedøvet,
Og Fuglen den hang med Næbet paa Kvist,
Og vi begge var lige bedrøvet."

"Naar Rygterne meldte om Slag og Saar,
Saa græd jeg mig Øjnene røde,
Og gerne jeg bytted med Fuglen Kaar,
Skønt Stakkelen peb efter Føde."

"Jeg tænkte: Du har dog din Hjertensven,
Og kan dig ved ham forlyste;
Men faar jeg ej se min Husar igen,
Hvem skal da i Verden mig trøste?"

"Ja Vintren var dog saa lang og haard,
Jeg sørged mig næsten til Døde;
Men nu har de Orlov, og nu er det Vaar,
Og nu skal Husaren jeg møde."

"Jeg ser ham for mig i Tankerne alt
Med brune og blussende Kinder,
Livagtig jeg ser ham, den lange Gestalt,
Hans Øjne som Solsikker skinner."

"Med Haanden i Siden, saa rank som et Træ,
Han rider her ind over Grænsen,
Og Hesten pruster og kaster sit Knæ
Højt op imod Mulen og Trensen."

"Jeg dukker mig ned bag den knoppede Hæk,
Herfra skal jeg ham overraske;
Jeg ser ham saa tydelig, Træk for Træk,
Dolmanen, og Sabel, og Taske."

"Lidt mager; aaja, - men det bøder vi paa.
Hans Knebelsbart er dog den samme,
350 Chakoen den sidder som før paa Skraa,
Og hans Klæder de slutter saa stramme."

Jeg føler mit Hjerte saa hæftigt slaa,
Jeg løber, jeg tør ikke bie; -
For alle de tusinde Kys han skal faa!
Og for alle - nej tys, lad mig tie!"

"Jeg véd hverken ud eller ind med mig mer.
Det dufter af Høslet og Sommer,
Og Svalerne synge og Lærken ler;
Husaren, Husaren han kommer!" -

Og ovre ved Skoven, som højtidsklædt staar
Til Bryllupsfart lige paa Springet,
Hvor Landevejsstrimlen en Krumning slaar
Og taber sig atter i Svinget;

Dér hopper en hvid Række Støvskyer hen,
Og bliver saa atter borte.
En halv Snes Minutter, saa ses de igen,
Men nu er de tunge og sorte.

Det snubler, det slæber, det aser sig frem,
Det stønner, det bander og sukker,
Og Hestene luder med skamgnavet Rem,
Og Mændene nikker og dukker.

Først Ryttere; klædt som i Aske og Sæk,
Med Skam og med Skarn overstænket;
Saa Fodfolk; med stive og stirrende Træk
Som Glutten, hvem Knøsen har krænket.

Og bagerst der rumler et Køretøj hen;
Saa tungt gennem Støvet det skurer.
Hvor Hjulet har drejet, dér bliver igen
Langs Sporet to sivende Furer. -

Saa drager de Grænsepæl-Linjen forbi.
En standser, og peger med Kolben:
"Her var, Musketerer, nok Fjenden før vi!
Der ligger ... se hist, under Stolpen ...!"

351

VAABENSMEDEN

Fra Morgnen gryr
Til Lyset flyr
Og Nætterne med, om fornødent,
Saa frejdig glad
Sit Smedekvad
Han synger, og slaar ufortrødent;
Han slaar med sin Hammer, han svinger sin Tang,
Han gløder i Essen den kolde Stang;
Han hærder i Kølevandet
Det Staal, som skal klinge med Kæmpeklang
Og svinges i Kampen for Landet.

Og Foraar kommer med Bladsvøbsguld,
Og Sommer med Blomsterflokken,
Og Høsten river det hele omkuld,
Og Vintren spinder paa Rokken:
Han staar ved sin Esse, han bli'er paa sin Post,
Han helmer i Hede, han fortner i Frost;
Han smeder til Bonden Bile,
Til Væbner Daggert, og Sværd til Drost,
Og til Bueskytterne Pile.

Og Aaringer komme og gaa igen.
Bestandig den samme Scene:
Han hamrer og hærder og stiller hen
De blanke Vaaben til Slægtens Mænd,
Ustandset, utrættet, alene.
En Medhjælp blev der ham ej forundt,
Ingen støtter ham i hans Dont,
Selv maa han Bælgene drage;
Selv maa han slide og selv maa han slaa,
At Mændene ej uden Vaaben skal staa
I Kampens de kommende Dage. -

Men kommer da Kampen? og véd han det vist? -
Han smiler, og tørrer sin Pande,
Og kigger mod Essens glødende Rist,
Og tager en Slurk af sin Kande.
Og nynner sin Vise, sit Smedekvad,
Og stryger i Tanker langs Bilens Blad
Med Neglene sorte og slemme,
Og spreder de knudrede Fødder ad,
Og synger med løftet Stemme:

352

Der komme skal
En Dag til Fald
For nogle, for andre til Rejsning,
Da gælder det
At staa paa sin Ret
Og stole paa Sværdenes Svejsning;
Da springer jeg ud af mit sodede Bur,
Og da skal jeg prøve, om Vaabnene du'r;
Og duer mit Arbejd' ikke:
Se saa er jeg den, som staar først for Tur
Til fældet paa Valen at ligge.

OKTOBERDRØMME

Jeg følger dig til Dørs, Du skønne Sommer.
Paa Tærsklen staar jeg og mit Hoved blotter,
Og, anende den Tid, som snarlig kommer
Med skjulte Magters rugende Komplotter,
Med vilde Udbrud, vrede Kræfters Kampe,
Jeg føler dobbelt skøn den dybe Fred,
Som stigende fra Sundets tavse Bred
Hensmelter i Oktoberaftnens Dampe.

En Taage slører Skov og Mark og Enge.
Det er ej Sommernattens Forhængstæppe,
Hvor lyse Aander gennem Slørets Flænge,
Paa letten Fod, som strejfer Græsset næppe,
Kan øjnes af den drømmende Betragter ;
Det er en Taage, vinterkold og graa,
Hvor Kæmpeskygger synes frem at staa
Med mørke Miner og med vrede Fagter.

Jeg ængstes af de mørke Skyggesyner.
Hvad vil de her i Fredens dybe Stilhed
Med Vredesblikket, hvorfra Ufred lyner,
Med Armen udstrakt truende i Vildhed?
Hvad vil de her? Hvo er det, som dem sender?
Er Harmonien ej det heles Lov?
Hvem dømmer da, og giver Mark og Skov,
Naturens skønne Liv, i Bøddelhænder?

353

Har ej det skønne Ret til evig Væren ?
Har Guden tilmaalt os saa karrig Livet,
At det, hvorpaa vi grunded Guddomslæren
Og har med Kunstens Kranse rundt omgivet,
At det har kun en stakket Stund at leve?
Naar Høstens Marodører griber fat
Og slæber bort Naturens rige Skat,
Hvi skrev da Vaaren sine Gavebreve ?

Dog nej; - det er Naturen selv, som skriver
Sin egen Lov med myndig Pegefinger;
Det er Naturen selv, som Tegnet giver
Til denne Vekslen, som dens Liv betinger,
Til denne Plyndring af dens egne Haller. -
Jeg læser Loven paa hvert gulnet Blad,
I Løvets Bog, hvis Bind nu skilles ad,
Mens Fugtigheden over Heftet falder.

Jeg læser Loven; og jeg vandrer rolig
Igennem denne Verden, dømt til Døde; -
Jeg ser dog Vaaren bygge op sin Bolig,
En Sommerluftning slaar mig alt i Møde,
Jeg hører Fuglekorets Festorkester.
Jeg skilles rolig fra det trætte Aar;
Med blottet Hoved bøjet her jeg staar,
En haabende blandt Haabets sidste Rester.

ET AFTENBILLEDE

Soll Spott und Hohn getragen sein,
Trag' ich allein den Hohn;
Ich kenn' ihn wohl, er kennt mich wohl
Und Gott weiss auch davon.

Goethe.

Se Solen synker. Vildt i Luften runger
Et samlet Kor af Kæmpebyens Stemmer.
Som første Bas dit Øre dumpt fornemmer
St. Paul-Kolossens dybe Klokkeklang;
Saa kommer Lyd fra tusind andre Tunger,
Profane, hellige; en Aftensang,
Der stiger fra det arbejdstrætte Bryst
Med Bøn om Hvile, Kalden paa en Trøst,
Som varer ved saa længe Natten blunder,
Som flygter skræmt, naar imod Dag det stunder.
354 Her risler Floden, her er Themsens Løb.
Og Kæmpebyen hælder sig derover,
Og glemmer Dagens Raab om Salg og Køb,
Og spejler i de luegyldne Vover
Det hele Ansigt fra St. Paul til Tower.
Som Flodens Vande saa er Byen selv,
Det brede Ansigt luegyldent skinner;
Refleksen glider fra den blanke Elv
Og sminker med Karmin de runkne Kinder.
St. Paul-Kolossens puritanske Træk,
Rundhovedet med den raserte Pande,
Og Tower, Skurkefjæset, sort som Blæk,
Forklares, hæves af de gyldne Vande.
Der er ej noget Pakhus, tørt at se,
Afstumpet lig Kontorfysiognomiet,
Som ej i Gyldenglansen synes le
Ad de "Værdier", som er nedlagt i'et.
Der er ej nogen Skorsten, nogen Bygning
Fra Kælderhalsen op til Tagets Rygning,
Ej noget Skib, ej nogen Baad paa Floden,
Ej nogen Bro, fra Rækværk ned til Foden,
Som ej har faaet Part i Gyldenskæret,
Og synes nu, hvad det har aldrig været.

Saa sluktes Solen. Som en Skygge gled
Det koldt og graablegt over Billedfladen.
Og over Broen, langs med Bolværksgaden
I Zigzag, Paralleler, op og ned
Det springer frem som Gnister fra en Esse.
Nu tændtes Gassen! Aftnen vil jeg presse
I magistratisk Iver frem og raabe:
Af Vejen Solglans, Driver, Drømme-Taabe! -
Og Magistratens Lysning Sejer vinder,
Og Natten er der; Gyldenglansen svinder.

Og Floden risler, risler langsomt hen.
Domkirkekuplen taber sig i Taager,
Hvert Pakhus punktligt over Skatten vaager,
Og Tower har sit Skurkefjæs igen.
Det blanke Vandspejl blegner mat og falmer,
Og Skorstensrøg og Damp, som tæt og kvalm er,
Udsletter snart det sidste Skønhedsspor.
Hist svinder Baaden, som saa hastigt fo'r,
355 - Flodpolitiet er just ingen Sinke -
Her skyder frem med raske Aaretag
En Gig, hvis Kølvandsstriber dæmpet blinke,
Imens dens Mandskab, unge Herrers Lag,
Til Opsangstakt haandterer Aarens Skovle
Og længes hjem til Klubbens tændte Bowle;
Her svajer Bøjer, rundt og rundt igen,
Her ligger Skibe, Side tæt om Side,
Her risler Floden sejgt, ustandset hen
Mod Havet, mod det evigt, evigt vide.

Og Taagedampen svinder langsomt ind;
Frem stiller Natten sine Væverstole,
Og flinke Stjerner slaar med flittig Spole,
Traad efter Traad, det fine, lyse Spind.
De blege Væversker, huldsaligt trøstende
Hver ærlig Arbejdsmand her i det lave,
Nedsender tusind Smil som Flidens Gave,
Men skotter sky og sagte hovedrystende
Til alle disse ivrigt vimse Lygter,
Som Magistratens Hverv geskæftigt røgter.

Og hist hvor Dyndet har sin Stabelplads,
Hvor Himlens Lys saa lidt som Jordens Gas
Kan trænge ned for høje Pakhusmure,
I en Kanal, hvor lyssky Rotter lure
Begærligt paa det Slumptræf, Mørket skænker,
Hvor Slamkloaken sine Draaber stænker
Og parfumerer Luften rundt omkring,
Dér ligger, fastgjort ved en Bøjes Ring,
En Lægter, en af Flodens flade Pramme.
I Mudret ligger blødt den hule Stamme;
Bundboblen op ad Siden sagte klukker,
Og paa sit Leje Lægteren sig vugger,
Og hviler ud fra Dagens haarde Slid.
Foraset, som en Slider kun kan være,
Den rokker automatisk hid og did,
Og søger for sin Krop af Træ og Tjære
Det Sted, hvor Sengen har de bedste Fjære.
356 Der er ej Folk om Bord i Lægtren. Jo;
Hvis Du forsigtigt nærmer dig med Lytten,
Saa kan Du høre Stemmer fra Kahytten.
Dernede sidder Fa'er og Datter; to
Flodmennesker, hvem Livets Strømme rev
Bort fra hinanden, til de samlet blev
I Aften netop, her ved Bolværkssiden. -
Nu gør de op den Bog, som kaldes: Tiden.

Iklædt en Kofte, som Pijækkert hedder,
Korslagte Arme over Bordet, sidder
Den gamle bøjet frem mod Tællepraasen,
Der stikker op sin Glød bag Sukkerdaasen
Og drypper ned sin Talg paa Dugens Krummer.
Der var nok ingen Appetit i Aften;
Saa godt som urørt kan Du finde Bordet,
Selv Øllet ta'er i Kruset sig en Slummer
Og sovende det taber Duften, Kraften.
Dog, Øllet skal ej heller have Ordet;
Hvad her skal siges, trænger til Ædruelighed,
Her bliver Letsind Løgn, en Rus Umulighed.

"O Mary, disse Haar er bleven graa
Og rynket Kinden, siden Du gik bort;
Hver Gang jeg her i Spejlet selv mig saa,
Da saa jeg, hvor den bitre Skam og Tort
Skar sine Furer dybt mig ind i Sjælen
Og huled daglig paa min Livsgrund fort
Som Tidevandet huler Bolværkspælen.
Pramstikkerne og Lægteskipper Flokken,
Hver Usselryg fra Værftet eller Dokken,
De trak paa Skuldrene og ynked mig
Og fandt en billig Tidsfordriv, især i
At spørge: Hvordan lever Lady Mary? -
Jeg holdt mig tappert, aldrig klynked jeg,
Og aldrig gav jeg Gensvar dem tilbage,
Jeg sled de sure, arbejdstunge Dage,
Jeg bad en sindig Bøn hver Aftenstund
Og lovede mig selv med Haand og Mund,
Naar angerfuld Du atter vendte hjem,
At tage mod dig her med aabne Arme
Og ikke lade Vreden buse frem
Og ikke slaa dig i min første Harme. -
357 Jeg vented. Der gik Maaneder, et Aar.
Kun den, som selv har prøvet det, forstaar,
Hvad saadan evig Venten ret vil sige,
Hvor disse lange Timer sejgt sig snige,
Og hvor den bløde Hjertegrund bli'er haard.
Da gik jeg op til Manden, som er Præst ved
Det Bods og Bedringshjem her ovre, næst ved
Den nye Bro, hvor unge Piger føres
Paa skikkelige Veje strengt tilbage,
Og hvor der Psalmer kun og Arbejd' høres.
For denne Mand udøste jeg min Klage;
Han skrev dit Navn ned i en Protokol
Og sagde, at saa snart Du kom igen,
Saa skulde - maatte Herren det behage -
Du sikkert frelses under hans Kontrol.
Jeg skød en Fempundsnote til ham hen
Og gik med Tak, - og fandt dig Dagen efter.

Jeg vented, til Du atter kom til Kræfter;
Du véd, jeg skændte ej, jeg slog dig ikke,
Jeg gav dig Mad at spise, Øl at drikke,
Og Køjen hist, hvori Du kunde ligge.
Du spiste lidt, og talte endnu mindre.
Hver Gang jeg spurgte, stirred Du kun paa mig
Og mumled: Jeg kan ingen Ting erindre!
Du trykked dig, Du dukked dig. Naa naa, jeg
Forstaar jo nok, at Skammen lukker Munden
Og at man tier med, hvad man i Grunden
Helst ønsked evigt glemt, og aldrig sket.
Men husk dog, Mary, at jeg er din Fa'er,
Mod Gud og mig har Du dig haardt forset;
Gud skylder Regnskab Du, og mig et Svar:
Sig mig da, hvor Du var, og Navnet paa
Den Skurk, som lokked dig og lod dig gaa!"

Bleg, sammensunken; Haaret løst fra Panden
Nedflydende som sorte Sørgeflor
Om Halsen og den barnligt runde Skulder;
Et tærnet Shawl, hvori der Hul ved Hul er,
Om Barmen slynget; hvide, smalle Hænder,
Som støtter under Hagen; dybe, dunkle,
Livstrætte Øjne, hvori Tungsind tænder
En glimtvis Brand, hvis Gnister dæmpet funkle -
358 Saaledes sidder hun, den gamles Datter,
En Støtte, uden Graad og uden Latter,
Som ingen Trusler, ingen Kærtegn fatter,
Et Billed, skaaret med en Kunstners Kniv
I Vokset herligt ud - men uden Liv.
Dog jo, med et saa flammer Livet op.
Just ved de Ord, hvormed den gamle ender,
Et Lynblik over Bordet hun ham sender,
Og, langsomt sænkende de hvide Hænder,
Hun retter Brystet, Hovedet i Vejret,
Og oprejst staar den slanke Pigekrop,
Tungtaandende, af Dødens Kval fortæret.

"Hvis ej mit Liv var i sin sidste Stund,
Jeg skulde ikke talt. Hvis ej din Mund
Fornærmeligt med Haansord skældte ham,
Jeg skulde intet, intet have svart. -
Du kunde dig og mig for dette spart,
Du kunde ladet mig og al min Skam
Forsvinde paa sin sidste, store Fart
Foruden dette Regnskab for min Brøde!
Du kunde ladet dette sidste Møde
Henløbe stille som den tavse Flod.
Jeg skulde takket dig, thi Du forstod
Da, at der gives saadan store Kvaler,
Hvorom kun Livets sidste Regnskab taler -
Alt, hvad Du sagde om din Datters Skam,
Om Bod og Bedring, har jeg næppe hørt,
Men da Du Talen hen paa ham fik ført,
Og da Du nævned med et Haansord ham,
Saa skal jeg tale, tale som det stiger
Herop, derinde fra, op imod Randen
Af Floden i mit Hjerte, tale, siger
Jeg dig, som om det var en ganske anden
End mig, end Mary, der nu aabned Munden,
Thi ak, for Mary er hvert Ord forsvunden.

Jeg tror at Livet, det Vorherre gav
Os som vort bedste Eje, o jeg tror,
At denne Gave paa en Fejl beror.
Det skulde vist begynde med vor Grav.
Vi skulde ligge ganske stille, gemt
Dybt i den bløde Jord, af alle glemt
359 Undtagen af en eneste, af ham.
Det Liv, vi lever nu, det tager slemt
Og haardt og skaanselløst paa dem, der fødes.
Slet ingen skulde fødes som et Lam,
Men som en Tiger og som Bjørne alle;
Saa kunde Tiger over Tiger falde,
Og Lige stedse kun med Lige mødes. -

Jeg tror at Livet, dette travle Liv,
Blev til kun for den daglig travle Flid;
For Tømmermandens Økse, Bødkrens Kniv;
For Købmandsherren med sit Skib paa Vandet,
Der haster fremad, spilder ingen Tid;
For Bonden, som bag Ploven gaar paa Landet,
Og tæller hvert et Korn, som ud han saar. -
For alle disse Mennesker, forstaar
Min stakkels Kundskab, blev vort Liv nok skabt.
De holder ogsaa ud, gi'er aldrig tabt;
Det bedste, de kan tænke dem i Eje,
Det ligger for dem jo langs Livets Veje.

Men dem, - de er kun faa, saa vidt jeg véd -
Der søger her i Livet Kærlighed
Og kun det ene, intet, intet andet,
For dem er Livets Skænk med Malurt blandet;
Som Betler gaar de rundt fra Dør til Dør,
Og ingen Steds faar deres Bøn Gehør,
Og finder de en Gang et venligt Hjerte,
Da først begynder deres store Smerte,
Da først forstaar de, hvordan Livet tynger
Paa dem, som ene sig til Hjertet klynger
Og lader hvert et andet Fodfæst fare;
Da føler de dem ret som husvild Skare,
Forstødt, belastet med en svær Forbandelse;
Thi aldrig parres Dannelse med Dannelse,
Og Elskovstrang med Trang, og Stand med Stand,
Og Trofasthed med Trofasthed, og Mand
Med Kvinde saadan, som det skulde være.
De vaagner op. Ved deres Hovedgærde
De finder Livets kolde, kloge Lære.
Den ser paa dem med sine skæve Blikke,
Og isner dem, og jager dem herud
360 Fra Kærlighedens Solskin, Varmen, Hyggen,
Omfavnelsernes Sødme, Hvilen, Lykken,
Paa Livets Veje ud i Regn og Slud; -
Saa kan de gaa igen omkring og tigge.

Ja, jeg har elsket og jeg elsker ham.
Men han var stor og klog og rig og skøn.
Og Mary sagde tidt sig selv i Løn
At hun var ringe, fattig, vidste kun at
Tilbede ham, og havde intet andet
End sine Arme, sine Kys, sin Mund at
Tilbyde ham for alt, hvad rigt han skænked.
O tal ej om den Ære, som blev krænket!
Hvis Livet havde vore Strømme blandet
Mer ligeligt, hvis fælles mer' vi ejed
End vore Kærtegn, saa var Æren vejet
Paa anden Vægt; hvis højt paa Livets Top
Vi begge stod, saa gik det lige op,
Og ingen ynkede den stakkels Pige,
Og ingen voved Skurk om ham at sige. -
Tal ej om Skam; den kender Elskov ikke.
Men nævner Smerte Du og Sorg og Kvaler
Og hule Kinder, taaretrætte Blikke:
Ja, det er Elskovs Navne. Dyrt betaler
Den svage Glæden, som den stærke skænked;
Og finder hun sig atter nederst bænket
Ved Livets Tjenerbord blandt sine Lige,
Saa kan hun selv sig kalde: stakkels Pige!

Jeg gav mig hen til ham; jeg gav ham alt.
Og tusindfold har han mig det betalt;
Jeg leved, som jeg forhen kun i Drømme
Har tænkt det muligt. Hen ad blanke Strømme
Vi gled tilsammen. Ved hans Bryst jeg laa,
Og der var Smil og Solskin, hvor jeg saa',
Jeg lytted ængstligt til hans mindste Ord,
Hver Smule greb jeg fra den riges Bord;
Jeg nød, jeg svælged. O mit Hjerte presser
Sig sammen til et Skrig, naar alt jeg mindes;
Af Taarer mine svulne Øjne blindes.
Jeg véd, jeg tør ej tænke mig tilbage
I Lykkens Solskin og de rige Dage,
Og dog bestandig jeg min Sjæl belæsser
361 Med Mindets Byrde. Voldsomt Vægten knuger;
Jeg trykkes ned, hvor Nat og Døden ruger.

Der var en Kløft. Jeg saa' den fra Begyndelsen,
Men der var Blomster hængt ud over den;
Dog alt som Blomsterskjulet visned hen,
Saa vided Kløften sig. Var det Forsyndelsen
Og var det Straffen? Handled jeg ej ret?
Jeg véd det ej. Selv har jeg ham forladt;
Da Grunden vakled, gik jeg fra ham stille,
Jeg vilde ikke vente indtil brat
Den Styrtning kom, som maatte os adskille.
Nu véd jeg intet; véd kun, jeg er træt,
Saa træt, saa træt, og længes efter Hvile.
Til mig kan ingen Lykke længer smile,
Tilbage tør jeg ikke se, og frem -?
Dér staar jo kun dit Bods og Bedringshjem!
Jeg Bod og Bedring? og hvorfor? Nej, nej,
Saa vælger Mary sig sin egen Vej." -
Og Øjet stirrer i det tomme Rum;
Det bliver stort, det funkler og det brænder;
Og Shawlet fatter hun med sine Hænder,
Og medens Læben sluttes trodsig, stum,
De smalle, stærke Fingres Greb fortæller,
At en Beslutning taget er og gælder.

Den gamle har sig rejst; hans Stemme dirrer,
I Bordet slaar han, saa Tallerknen klirrer
Og Lyset vakler frygtsomt i sin Stage:
"Nej aldrig hørte jeg i mine Dage
Et Væv af Vanvid og af Trods som dette!
Du burde bedet, tryglet, men i Stedet
Du staar som den, der har at gaa i Rette
Med Ham i Himlen og med mig din Fa'er.
Slaa Øjet ned, tag Hænderne fra Klædet,
Paa Knæ med Dig, og ved den Gud, der bar
Ydmygt det Kors, som andre paa ham lagde,
Hvis ej Du tager alt hvad nys Du sagde
Tilbage, saa ....................................
................." Han staar med Armen hævet;
Og Mary? Som et Kid tilbagebæved
Hun med et kvalt, et angstafpresset Skrig;
Mod Trappen styrter hun, bleg som et Lig,
362 Og smidigt svinger Pigens slanke Krop
Ad Lugen lynsnart sig paa Dækket op.

Forvirret, maalløs tøver han ved Bordet,
Og fast paa Tungen klæber Tugtensordet.
Saa hører han en Støj, og Lyset griber
Han angst, og følger rystet op paa Dækket.
Han er alene. Nogle Bølgestriber
I brudte Ringe kredser rundt om Prammen.
Mod Lægtr ens Side Ringene er rækked';
Nu kastes de med svage Skvulp tilbage,
Og svinder hen i intet, flyder sammen;
Og Skvulpet, som har Nattens Genlyd vækket,
Dør hen som Vindens Suk, som Strømmens Klage,
Et Febergisp i Kæmpebyens Søvn.

MISERICORDIA!

Der lyder en Sang, en forunderlig Sang,
Om Natten naar Livets Travlhed blunder;
En eneste Tone, en dirrende lang,
Holder mig vaagen i Nattens Stunder.

Jeg kunde vel lukke mit Øje i,
Hvis Sangen var kunstnerisk sammenføjet,
Men denne enstonige Melodi
Jager mig Søvnen fra Øjet.

Jeg kunde vel lulles i Drømme sødt,
Hvis Tonen, jeg hører, var Bølgernes Stemme, -
Men op jeg springer fra Lejet blødt:
Den Sang har i Havet ej hjemme!

Hørt har jeg Havets vemodige Sang,
Saa langt jeg kan huske i Tiden tilbage,
Men denne ensformige, skærende Klang,
Det er ikke Bølgernes Klage.

Hvor kommer den fra? hvem har da en Røst
Saa udyrket, umelodisk tillige,
Saa blottet for Glæde, for Haab og Trøst? -
Godtfolk, det skal jeg Jer sige !

363

Den Sang, den toner fra Kælderen op,
Hvor Hungeren sidder ved Sygdommens Leje,
Hvor Døden ryster den magre Krop
Og Haabet har ingen Veje.

Den Stemme bæver fra Sorgens Hjem,
Hvor Moderen værger sig selv og Barnet;
Hvor Faderen raver beruset frem,
Tilsølet af Gadeskarnet.

Den Tone skurrer fra Skuret ud,
Hvor Trang eller Frækhed af Lasten baaret
I Dynddaab holdes; hvor Skændslen staar Brud
Med ormædte Blomster i Haaret. -

Hvor fødtes den Røst? Den fødtes i Nød,
Den raabte i Ørknen forladt og ene;
Og Raabet var altid det samme: Brød!
Og Svaret det samme: Stene!

DEN SIDSTE "SORTE-FODS" KLAGESANG

Er wahr nunmehr der Lander satt,
Wo man so viele Kreuze hat
Und man, fur laute Kreuz und Christ,
Ihn eben und sein Kreuz vergiszt.

Goethe.

Hvor i fredlyst Urskovsstilhed
Kæmpesøjlers Kirkeekko
Præker: Støv, fald ned og tilbed!
Hvor Kamæleon og Gekko
- Ornament paa Søjlefødder -
Kryber op som Stukkaturen,
Medens Aber knækker Nødder
- Kordrengsflok i Pulpituren -,
Hvor en egen aromatisk
Røgels'duft fra Blomsterskaaler
Vifter op og ned, og maaler
Kirkebuen, Hvælvingshøjden;
Hvor ej nogen Præst, fanatisk,
Svedophidset, stærk i Drøjden,
Stemmer op Piccolofløjten
Og med Bassen sekonderer, -
Hvor Kulturen ej hoverer,
364 Hvor Naturen triumferer,
Hvor Tukan og Blomsterbien,
Farvealfens Kæledægger,
Glimmerfuglen, Kolibrien,
Over Lucas' 11te præker: -
Dér, bag Kæmpestammens Grene,
Dér, hen over Ur-Træroden,
Dér, dér ved La Platafloden,
Dér er Klagesangens Scene.

Baalets Glød er næsten slukket,
Bøffelboven snart er opædt,
Tumlingskaalen er uddrukket;
Hvilen faldt. Ej aands- men kroptræt
Strækker sig to Mænd langs Jorden.
Han, den ene, kom fra Norden,
"Blege Ansigt" lyder Navnet,
Imod Nød og Sygdom hærdet,
Kendt med Sulten, kendt med Savnet,
Villiesluttet uforfærdet,
Knoklet, bred og lang han ligger,
Paa sin Sag og Styrke sikker. -
Pioner i Kirkens Hær,
Distinktionen: Missionær.

Hvilens Time han benytter.
For sin vilde Ven han taler,
Mens han Haand mod Kinden støtter;
Frelsens Billeder han maler,
Skildrer Kristenhedens Folk,
Dem for hvem Guds Søn blev Tolk
Hos Jehova streng og vred;
Skildrer al den Kærlighed,
Som de kristne fik i Eje
Ført ad Naadens milde Veje
Gennem Verdens Nød og Farer
Til det Liv, som evigt varer;

Skildrer disse kristnes Liv,
Uden Strid og uden Kiv,
Broder, Søster, Søster, Broder,
Liv som Skovens dybe Floder,
365 Der sagtmodig, kærlig, stille,
Sprungne fra den samme Kilde,
Følges smukt paa Vejen ad,
Frugtbarhed omkring sig sender
Og til sidst, forenet, ender
Hist i Verdensaltets Bad.

Simpelt, prunkløst har han talt
I et Billedsprog, som hentet
Fra Naturlivsleksikon'et
Knytted Vekselvirkningsbaandet,
Har han Frelsens Virkning malt,
Har sin Broder ind han prentet
Brodersind og Men'skeværd.
Ordet kom ej fra en Lærd;
Paa den Vildes Tykhud dirked
Han med Lægmands Fynd, indtil
Agtpaagivenhed han mærked
I den Vildes Minespil.

Og den Vilde? han, den anden? -
Gammel, rynket, krum er Manden,
Bøjet Ryggen, furet Panden;
Men i Blikket blusser Ild.
Dæmpet nu og atter vild
Skifter Øjets Flaggerlue
Som et Lys, der synes true
Med at slukkes hvert Minut.

Og han taler. Stemmen brudt:
"Blege Ansigt, hvide Broder!
Du, som i en Røg-Kano
Sejled over Saltvandssøen
Ovre hist fra Taageøen,
Hvor de blege Brødre bo;
Du, som Kundskabsurten købte
I din Medicin-Mands Boder,
Aad dens Frugt, blev vis og døbte
Røde Børn i gule Floder;
Du, som altid paa en Prik
Med dit Ildrørs Lyn og Torden
Traf hvad Du for Øjet fik;
Du, som træffer alt paa Jorden
366 Med dit kloge Bæver-Blik:
Her traf Du dog ikke ret! -

Gamle Sorte-Fod er mæt,
Mæt af Kød og mæt af Dage,
Bort hans Skygge snart vil drage
Til det store Jagt-Revier;
Ingen træder da hans Stier,
Ingen røgter Baalets Gløder;
Naar den store Aand han møder,
Slynger Armene han sammen
Over Brystet, og han siger:
Se, her staar den sidste Kriger,
Sidste Gren af Sort-Fod Stammen !

Majsens Brød i Mund er haardt,
Naar ej Tanden mer det tygger;
Gamle Sorte-Fod gaar bort
Til de andre Sort-Fod Skygger.
Paa et fremmed Lands Gebet,
Borte fra Missouris Stepper
Har han Dødens Leje redt,
Slaar han sine Jæger-Tæpper
Om sin visne Kriger-Krop.
Og han ser i Luften op;
Hørte han ej fjernt en Susen?
Lød det ej som Flodens Brusen,
Stammefloden langt mod Nord?
Se, hist staar der friske Spor
Trykt i Græsset langs med Floden;
Dér har Sorte-Fødder været,
Kun én Fod, og Stammefoden,
Vrider saadan ud i Læ'ret,
Sætter Mokkasinen saa!

Men bag Mokkasinen følger,
Her og hist, paa langs, paa skraa,
Spor af Hvid-Mands Støvlehæle,
Spor af dem, som kom at stjæle
Landet fra de røde Mænd.
Som en Brand det vifter hen,
Vælter sine varme Bølger,
367 Og det svider og det tænder
Og det knitrer og det brænder,
Og med Pinselsdød det ender
For de stakkels røde Mænd.

Eders Ildvand, Eders poxes
Kan faa Bugt med selv en Okses,
Selv en Bison-Okses Liv;
Eders Riffel træffer sikker,
Knald! og straks en Rødhud ligger;
Eders Tale er en Kniv,
Tveægs-Kniv med skarpe Sider; -
Hvo, som paa en Bleg-Mand lider,
Lægger Snoge i sin Seng. -
Ildvand, Smittesot i Flæng,
Bleg-Mands Riffel, Rødhuds Nid, som
Rejstes mod hans egen Broder,
Var den Skovbrand, tændt med Flid, som
Jog os fra Missouris Floder,
Jog den sidste Rest af Stammen,
Jog de faa, som end holdt sammen,
Langt mod Syd til fremmed Land!
Hvide Broder, véd Du det?
Kender Du den lumske Brand? -
Hvide Broder, var det ret? .

Længe før hans Stammes Fald,
Længe før hans Liv mod Høsten
Led, gik Sorte-Fod til Østen
For at tuske sine Skind
Og fornye Fredstraktater.
Og han vandred ud og ind,
Saa' sig om i Eders "Stater",
Lærte drikke Eders Ildvand,
Lærte tale Eders Sprog,
Blev saa vis og blev saa klog,
Kom som Jæger og som Vildmand,
Bort som Medicin-Mand drog.
Eders Wigwams fik han se,
Eders Lejre, Eders Byer,
Hvor man kvæles under Skyer,
Som fra sorte Stene vælter,
Der paa Eders Arne smelter.
368 Hvordan hvide Mænd sig te
Fik til Bunds han lære kende;
Ildvands-Boder uden Ende
Saa' han pakfuld Dag og Nat.
Squaws greb ham i Armen fat,
Squaws, som om paa Gaden rende,
Hundedrift og Hundenavn.
Han var rundt paa Torv, i Havn,
Saa' dem købslaa, saa' dem handle,
Saa' hvor al Ting, Jern og Skind,
Tæpper, Vaaben, Korn svandt ind,
Saa' det hele sig forvandle
Som ved Trolddom til et blankt,
Skinnende Metalbaand, langt,
Milelangt, en Glimmerslange,
Som fra Haand til Haand i mange
Led sig over Landet bugted.

Ufred nok den Slange frugted.
Overalt hvor Dyrets Ringe
Skød sig frem, saa' Sorte-Fod
- Efter hvad han selv forstod
Og hvad kloge Folk ham sagde -
At en Skygge ud sig lagde
Over Hvermands Blik og Bringe;
Brystet aanded tungt og træt,
Kniven fo'r af Skeden let,
Og de Ord, man oftest hørte,
Som man helst paa Læben førte,
Var ej Kærlighedens Ord.
Nej, man banded og man svor:
"Gud fordømme Dig, min Bro'er!" -
Saadan lød den Talemaade,
Som om Brodersindet spaa'de.

Sorte-Fod saa' roligt til,
Men hans Tanke ør og vild
Tumled om, og ingen Sinde
Kunde ret den Fodfæst finde. -
Naar en Mand paa Gaden rørte
Ved et udhængt Klædningsstykke
Og maaske stak det i Lommen,
Blev han straks, før han var kommen
369 Gaden ned, af Krigre bastet
Og i Fangelukket kastet, -
Hvis han ikke straks en Løkke
Fik af Hamp om Halsen lagt.
Men hvis nogen havde bragt
Ved et snedigt Rævestykke
En af Brødrene i Klemme,
Saa hans Telt var tomt der hjemme
Og hans hele Klædningsdragt
Tiggerpose var og Krykke:
Saa blev denne Ræv ej bastet
Og i Fangehullet kastet,
Men de hvide Brødre hasted
Med at strømme til hans Telt
Og at rose ham og vise
Ære ham, og ham at prise
Som var han en Kriger-Helt.

Sorte-Fod har gemt det alt,
Alt hvad han fik se og høre,
Alt hvad der blev ham fortalt,
Alt hvad selv han saa dem gøre.
Sorte-Fod blev vis og klog,
Lærte hvordan man bedrog,
Lærte Hvid-Mands List at kende,
Lærte, den var uden Ende,
Lærte af de Kristne slemme
Ting, som ingen Rødhud hjemme
Kender, skønt han kender meget ;
Lærte af den Hud, som bleget
Blev i Tidens Morgengry,
Megen Svig og Snuhed ny,
Lærte alt, som nu han véd, -
Lærte kun ej Kærlighed!

Dog, den gamle tier stille,
Stopper Grædeflodens Kilde,
Slukker Vredens Skovbrand ud.
Det var jo den hvide Gud,
Siger Du, som skulde bruge
Rødhuds Stepperne for sig.
Ja, han er en vældig Kriger.
- Hvis jeg ret har fattet dig -
370 Altid sulten kan han sluge
Mænd og Vaaben, Jord og Guld;
Aldrig bli'er hans Lejr fuld,
Stedse, stedse han beriger
Sine Mænd med andre Stammers
Gods. Ved tændte Wigwam-Flammers
Fakkel finder han sin Vej,
Dræber Mænd og samler Bytte;
Modstand er forgæves Værk,
Bønner er til ingen Nytte,
Underhandling frugter ej.

Ja, den hvide Gud er stærk,
Og den stærke vinder Verden,
Og den hvide Stamme er den
Krigerslægt, som for at sprede
Kundskab om den stærke Gud
Sletter andre Slægter ud.

Og jeg føler Gudens Vrede,
Og jeg føler Slægtens Vælde.
Sorte-Fod formaar ej frede
Om de Ting, som skal forgaa.
Disse Træer vil I fælde,
Plante Eders spinkle Straa;
Dér hvor Urskovs-Fugle funkle
Rødliggrønt i Solens Stribe,
Dér vil Eders Sod fordunkle
Snart hver farvet Solglødsplet,
Og den stygge Røg-Vogns Pibe
Skingre vil sit go ahead!
I vil jage Skovens Dyr,
Dræbe disse stolte Sønner
Af den store Moder Jord,
Plante ud i deres Spor
Udskudssæd fra Eders Rønner,
Giftblomst fra de kvalme Byer. -

Hvis den gamle ej var mæt,
Mæt af Kød og mæt af Dage,
Hvis hans højre ej var træt,
Hvis han Tomahawken tung
Vidste kraftig end at svinge, -
371 Hvis den gamle end var ung:
Ha! da blev han ej tilbage;
Som et Lyn han skulde springe
Op med Krigre ved sin Side,
Krybe, kravle, snige, glide,
Liste, fare paa de hvide,
Hugge ned og Skalper tage,
Bære Hovedhaar paa Stage,
Hovedhaar af alle dem,
Som har ødet Sort-Fods Hjem l

Men den gamle han er træt
Tomahawken hviler rolig
Ved hans Side. Dødens Bolig
Stirrer stift hans Blik i Møde. -
Et gør ham dog Døden let,
Et faar Kinden til at gløde,
Læben til at smile: Det,
At sit sidste Aandedræt
End i fredlyst Ro han drager,
At de kloge Papegøjer
Hører paa hans Dødssuks-Klager,
At endnu ej Hvid-Mand støjer,
At endnu ej Røg-Vogn brager
Gennem Slyngeplantens Mur,
At endnu sit Kæmpebur
Urskovsstammerne ham bygger,
At de dybe Skovens Skygger,
Fjernt fra Kristenfolkets Byer,
Gemmer ham og Skovens Dyr!"

Og han læner sig tilbage,
Tæppet over sig han slaar.
Endt er Sorte-Fodens Klage;
Men ved Kæmpestammens Bul
Missionæren oprejst staar,
Flytter Haanden til sin Pande,
Stirrer stum og tankefuld
I La Plataflodens Vande.

372

FORBI!
Efter Gieyres Maleri i Luxembourg "Les illusions perdues".

Som Baaden, der sagte glider
Hen ad de blanke Strømme,
Saa svandt med de rindende Tider
Alle hans gyldne Drømme;
Kling Strengeleg dæmpet fra Baaden hid,
Svæv Toneleg mildt imod Stranden, did
Hvor Skjalden, den ensomme, hviler!
Belær ham om Lykkens den flygtige Gunst;
Gudinden er troløs, som hvirvlende Dunst
Hendes Smil gennem Luften bortiler.

Og Strengene klinge og Tonernes Leg
Svæver paa Luftningen baaren;
Hvi lytter Du, Skjald, saa bekymret og bleg,
Og stirrer paa Drengen ved Aaren?
Han leger, den Smaa, med en blomstrende Krans,
Han plukker dens Blade med Smil fra hinanden,
Og drysser dem ud i en flagrende Dans,
Hen over Baaden, bort over Randen!

Han sidder ved Styret, den sorgløse Smaa;
O ja, det er Varsel for Farten.
Og Skjalden han véd jo, hvorhen det vil gaa,
Han kender jo Maalet, hvor langt man vil naa,
Han kender og Tonearten.
Gled ikke hans Baad for den selvsamme Vind,
Den føjeligt viftende Brise?
Og sad han ej saa med det selvsamme Sind
Og stirred mod Lykken, til fast han blev blind,
Og suged i dvælende Aandedrag ind
En Vellugt af Lykke og Lise?
Var ikke de skønne, som sad ved hans Fod,
Og Ynglingeskaren, som rundt om ham stod,
Beredt ham i Sange at prise?
Og troede han ikke, at Baaden var god,
Og aned han vel, hvad der forestod,
Og hvor snart han skulde forlise? -

Han kender det alt. Og dog lytter han til
De bølgende Toner, det vuggende Spil;
373 Han kender det alt. Og dog stirrer han mod
Den glidende Baad paa den blanke Flod. -

Og Drengen han drysser den duftende Krans;
Aaren i Vandfladen blinker:
O var dog min Sjæl nu saa sorgløs som hans!
Mod Baaden mig Bladene vinker.
De spraglede Blomster, den flygtige Tids
Trofæer, som hvirvles i Kølvandets Bugter :
Jeg bytted dem glad mod min ensomme Strids,
Min Manddoms sildige, høstmodne Frugter! -

Og Baaden derude svinder,
Bliver saa ganske lille;
Hin Sang fra de dejlige Kvinder
Tier paa Læben stille;
De blussende Ynglinger skimtes ej mer,
Ej Blomster, ej Blade den ensomme ser,
Som sidder paa Stranden tilbage. -
Op Skjald! Du fik jo den Mægtiges Røst;
Lad Sorgerne blive til Sang i dit Bryst;
Sæt Musik til den ensommes Klage!

KRIGSBILLEDER

Kvæle vil jeg min Klage,
Sluge den Sorg, der vil hulke sig frem;
Tilbage i Tiden, tilbage!
Ej sidde paa Vagt ved det klynkende Selv,
Som en Hund, der bejamrer sin Herre!
Hej, frisk over Sagaens Slette,
Hvor de fornstore Skygger færdes!
Jeg vil se paa den blodige Trætte,
Jeg vil styrkes og fæstnes og hærdes;
Jeg vil lytte, naar Krigsluren gjalder,
Jeg vil lide med andre og bløde med dem: -
Højt hædres den Kæmpe, som falder,
Højt Helten, som vender med Sejren hjem.

374

I.

Fra den store nordiske Krig.
Der slingrer en Smakke af Sted over Sø,
En kummerlig Prise for kræsne Korsarer;
Hej Sporhunde, puds dog det flygtende Vildt!
Det bereder Jer tusinde Farer.
Der flygter en Løve ad Sverige til,
Hvor ingen dens Ankomst venter,
Der sættes med Smakken en Krone paa Spil; -
Det er Kongeløven nede fra Bender.

Han reves med Sachser, med Russer, med Tyrk,
Hans Kløer har efterladt arrede Mærker,
Det halve Evropa har blødt for hans Tand,
Og endnu det i Vunderne værker.
I vældige Spring gennem Verden han fo'r;
Nu længes han efter at vide,
Hvorledes det staar med den fædrene Jord; -
Det er visselig ogsaa paa Tide.

Der hjemme der ser det kun sørgeligt ud,
Man lever ej højt just af Herrens Sejre;
Ved Barkbrød og Valle den Bondemand surt
Bereder sig Julen at fejre.
Han, Stenbukken, red vel Hr. Rantzau omkuld,
De Træskomænd vidste at ride,
Men, Tab eller Sejer: At Krig ligefuld
Er Krig, det fik Menigmand vide.

Naar Ungdommen rives til Fanerne bort,
Og Pøike og Pige kun lades tilbage,
Hvordan skal da Markerne give os Frugt?
Det gi'er Gamlingen brødløse Dage.
Naar Sønnerne slagtes derude i Flæng
Paa Krigens vildene Scene,
For hvem skal da Ungmøen rede sin Seng?
Og hvorfra skal vel Stammen faa Grene? -

Det mumler derop fra det sortnende Dyb,
Hver Bølge, som skummer fra Sverig, fortæller,
At Folket er slaget med Vabler og Saar
Af Krigens brændende Nælder:
375 Kom hjem, Karl den tolvte, at læge vor' Saar,
Kom hjem, for vor Helsen at fremme;
De Slag, som en Konge der udenvælts slaar,
De svier til Folket derhjemme! -

Det mumler og klager og truer derop
Fra Bølgen, som bort gennem Natmulmet skummer. -
Han lytter, mod Rælingen lænet, dertil,
Og hans Kno sig om Sværdfæstet krummer:
"Lad klynke de Kællinger; er jeg først dér,
"Saa tier vel nok deres Mukken!
"Jeg stamper af Sveriges Jordbund en Hær,
"Om jeg saa skal tå' Drengen i Vuggen!"

Han kaster med Nakken, den høje Gestalt,
Han kryster sin Kaarde, saa Knoerne knage:
"Nej, nu skal just Dansken faa Nemmelse af,
"At Kong Karl han er kommen tilbage!"
Saa slænger han ned sig med Panden i Haand,
Og Billede Billede jager
Der inde i Krigsgudens rastløse Aand
Som Tordenbygers Glimt over Ager.

Og Smakken den slingrer af Sted over Sø,
Mens grublende Løven har strakt sig paa Dækket;
Han kan ikke sove, vel tyvende Gang
Er af Bølgernes Bulder han vækket:
"Du Styrmand der henne, sig, faldt der ej Skud ?" -
"Nej, det er de brummende Vover;
"Vi slipper vel over - saa hjælpe os Gud -
"I Kvæld Peder Wessel nok sover!"

II.
Hærbwd.

Hærbud udgaar. Bondetrællen
Slæbes op til Godsets Gaard;
Sporeklirren, Piskesmælden,
Lænsmands-Tale hæs og haard:

Træk i Tøjet, Hundskanallie!
Kæften i! og Ryggen ret!
Kongen kalder til Bataille
Rytterpallask som Musket!

Ser Du Klingen blank og hvas !
Stik din Klo i Hæftets Bukkel;
Er ej Klingen dig tilpas,
Skal den danse paa din Pukkel

Kryb i Kongens Staal-Kyrads!
Saa i Sadlen! spor kun Mæren!
Er ej Tingen dig tilpas,
Skal Du spændes krum i Fjæren.

376

Du er just en "Dansk-Fortræd" ;
Stærk i Lænden, dygtig Bryste-
Vidde. Rask, til Hest! Af Sted! -
Jeg skal nok din Kvinde trøste! -

Og en Hær der samles fluks.
Ingen Ynk og ingen Naade;
Kalveskind og Hær-Instruks
Spørger ej om Bondens Baade.

En og tyve Tusind fast
- Samt Kanoner og Petarder -
Er den Hær, som, Huj og Hast,
Samlet sammen i en Fart er. -

Kongen ser fra Ramløs-Aas
Over Skaanes hvide Trakter,
Og han følger Vindens Kaas,
Og det stille Sund betragter.

Over Sundets Stribe ligger
Vintrens Bro til begge Sider,
Haandsbred-tyk, for Færdsel sikker,
Som i Karl Gustafs Tider.

"Bar den ham, saa bær' den mig !
Cæsar kender Cæsars Lykke;
Svensken gaar den lige Vej,
Blæser Farerne et Stykke."

"Broen er med Bjælker lagt,
Istap-Søm den sammenholder,
Og ved Broen staar paa Vagt
En Nord-Ost, som streng og kolder."

"Fætter Fred'rik! tag dig Vare;
Hører Du, hvor Vægtren blæser,
Blæser mod dig Frost og Fare,
Koldbrand i de danske Næser!"

"Fætter Fred'rik, mærk mit Ord;
Nu er Svenske-Bjørnen ude!
Snart Du kende skal dens Spor
Udenfor din Fensterrude."

" Mod dit Fenster vredt den stormer,
Spiler op sit røde Gab:
Saml kun dine Uniformer
Fra dit tyske Klædeskab!"

"Den skal rive dem i Stykker,
Æde op med Hud og Haar
Uniformer og Parykker,
Naar den Kløer i Skabet slaar!" -

Og bag Kongen blinker det;
Tyve Tusind svenske Hænder
Med Pallask og med Musket
Gnister over Sneen sender.

Men i Luften højest oppe
- Dérhvoringen Cæsar rækker-
Søndenvindens Fortravs Troppe-
Deling imod Norden trækker.

III
Ulrik Kruse.

Saa slog Nordosten til Tøvejr om;
Kong Karl er frygtelig at skue.
Til Side, kom ikke den rasende nær!
Der staar paa hans Pande et draget Sværd
Og et Dødshug i Øjnenes Lue. -

377

Saa faldt Kong Karl i Norrige ind.
I Høland han grumt husered;
Som Stenen, der flyver fra Slyngens Baand,
Saa sused han frem med sin Klinge i Haand
Og Fjenderne fælt massakrered.

Som Haglvejr rasled hans Ryttere frem;
Kong Karl i Rækkernes Spidse.
Det dundred som Torden, det slog som Lyn :
Da klared det op over Kongens Bryn,
Og Øjnene smilte tilfredse.

Han løfter i Bøjlen sin Tre-Alens Krop;
Til Støvlerne klæber Skabrakken:
"Saa bliver dog Lykken mig ligevel huld,
Nu rider vi samtlige Norrig omkuld
Og ta'er Dovrefjeldet i Nakken!'1

Og Sporen klirrer og Hornets Klang
Slaar op under Bjergelide.
Men Sten kan lægges paa Styrkens Vej; -
Af Sten har gamle Norrige ej
Saa faa, det fik Svenskerne vide.

Hr. Ulrik Kruse, den Oberst bold,
Han rider blandt sine Dragoner.
"Nu synes mig Fjeldet har faaet Røst,
Det skingrer fra Syd, det skratter fra Øst,
Det er svenske Hornenes Toner."

"Hvad mener I, Karle? det var dog Spas
At bie her paa Musikken?" -
"Ja nok" var Svaret. "Som Obersten vil;
Naar vi saa faar Lov at slaa Trommen dertil
Med Sablen som Trommestikken!" -

Og Svenskerne frem. Og de red dem en Dans
Hen over de mosklædte Stene.
Da tav Trompetens hoverende Klang,
Men Trommestikkerne lysteligt sprang,
"Se det er Musik, skal jeg mene!" -

Tre Gange i Rad gik Svensken paa,
Og tre Gange gik han tilbage.
378 Saa kom der Forstærkning, og saa gik det galt;
Dragonerne fik sig den Trommen betalt,
Og Hvirvlerne blev kun saa svage.

Hr. Kruse har kastet Pistolen væk,
Men Klingen i Næven er groet.
"Naar Ornen er hidset, saa bider dens Tand; -
Der slog jeg af Sadlen den femtende Mand;
Tæl efter, om ej I vil tro'et!" -

De sætter imod ham med Stød og Skud,
Han svarer med Slag, saa de dingler;
Men Obersten bløder fra Finger til Taa,
Hans Sværd er forhugget, hans Arm ligesaa,
I Sadlen hans Kæmpekrop svingler.

"Nu redder Jer, Karle, saa mange I kan,
Mens Tid er og Rygvejen aaben!
At lade Jer tage, det var dog en Skam,
Her holder Hr. Kruse, lad Svensken ta' ham,
Nu kan han dog ej føre Vaaben!" -

Med tyve Dragoner den saarede Mand
For Kongen man bringer i Teltet.
Og Kongen betragter den fangne stift,
Betragter hvert Saar, hver gabende Rift
Og den tomme Skede i Bæltet.

Og spænder sin egen Kaarde fra Lænd
Og stikker den i hans Bælte.
"Det er jo en Djævel, man har mig bragt.
Hvor turde Du slaas mod slig Overmagt
Af Haltekonningens Helte?" -

"O Sire, tilgiv, men den eneste Fejl
Var den, at vi ikke var flere.
En Haandfuld til, og det kunde vel sket
At Kongen som Gæst vi hos os havde set,
At vi havde haft den Ære!" -

Og Kongen han farer med Haand over Bryn.
"Nu, det maa jeg sandelig sige!
Den norske Dyst bliver lovlig svar,
379 Det spaar jeg, om Fætter Fred'rik har
Ret mange af dine Lige!" -

Hr. Ulrik smiler. "Ja, mange der er,
Og jeg tør kun ringest mig regne." -
"For Tusind! Da skal man faa sande mit Ord,
At Færden bli'er farlig og Dysten stor,
Naar denne er en af de klejne." -

IV.
Anna Kolbjørnsdatter.

Nordrehoug hedder den Præstegaard;
Dér er Mester Ramus Præst,
Kendt med de skiftende Seklers Bog
Saa vel som den hellige Læst;
Svagt dog skinner det granskende Lys,
Som blussed en Gang saa herligt;
Nu plejer hans Hustru ham kærligt; -
Da faar man om Svenskerne Nys:

Øverste Löwen af Karl er sendt
At brandskatte Drammens Lehn,
Snart kan vi vente Fjenderne her,
Thi Svensken er ikke sen!
"Frelse os Gud fra Vold og Fortræd;
Men gaa nu min gode Kvinde:
I Sygekammeret inde
Er ikke længer dit Sted!" -

Anna hedder den Kvinde god,
Og Kolbjørn var hendes Fa'er.
Flinke Forældre i Fredrikshald
Fostret det Børnekuld har.
Mod de suged fra Moderens Favn;
Stærke er Stammens Grene:
Af Brødre er Peder den ene
Og Hans er den andens Navn.

Og Aftnen lægger sig ud over Land.
Fru Anna har alt beredt;
Ventende staar hun med vaagent Sind,
Men endnu er Fjenden ej set.
380 Dog hys! det kommer som Uvejrets Sus,
Det rumler og rasler derude,
Og Præstegaardshundene tude. -
"Saa, nu har vi Svensken i Hus!"

De tramper i Gulvet, de skæggede Mænd:
"Hej, frem med Krus og med Fad;
Krigsfolk, véd I, har tørstig Hals
Og Manddom trænger til Mad.
Findes vel ogsaa en Pigelil,
Som ej er saa knibsk som Fruen!"
Saa tumler de om i Stuen;
Fru Anna ser roligt dertil:

"En Krigsmand, selv om hans Sult er stor,
Er først dog og sidst Kavaler;
Og I, Hr. Øverst, saa vidt jeg véd
Kan holde Justits i Kvarter !
Min Pige, Jert Mandskab gantes med,
Maa bort for Bagværk at købe." -
"Nu, saa lad Kvindfolket løbe;
Vi kysser Jert Krus i dets Sted!" -

Og Sablen lægger man over Knæ
Og snører sin Bugrem op,
Saltmadsbider og Mundgodtsslurk
Man slaar i den slunkne Krop;
Man drikker til Pæls paa al den Tort,
Hr. Øtkens Dragoner skal lide. -
Da vinker Fru Anna til Side
Sin Pige: "Nu skynd Dig bort!

Saa flinkt, som Fødderne bære kan,
Du løber til Lensmanden hen,
Han vare de Stenske Dragoner ad,
Og Du er her straks igen.
For Bavne og brændende Blus i Gaard,
For Svirmaal i Hus skal der sørges;
Før Morgnen gryr skal det spørges,
At Svensken sin Davre faar!" -

Den tyske Hr. Oberst Øtken er
Til Sten med Dragonerne sendt;
381 Folkenes Mod er den norske Slags
Men Chefens kun lidet bevendt.
"Og sig mig, Hr. Lensmand, hvor mange der er,
Og om vi vel Vejen finder?" -
"Vejen er klar. Af Fjender
Faar I vel tre til hver!"

Hr. Øtken stryger og stryger sit Skæg,
"Det ser mig for broget ud!"
Da letter Thor Hovland fra Bænken brat
Saa stor og saa stærk som en Stud.
"Og vil han, Hr. Obersten, ikke gaa,
Saa faar det nu blive det samme:
Vagtmestren gør ham til Skamme;
Kom Karle! Hvad venter vi paa?"

Saa rider de Stenske Dragoner af Sted,
Thor Hovland fører dem an,
Langs over Lien i Snørkler og Sving
Mod Præstegaardsbavnens Brand.
Vidt fører Vinden de larmende Raab
Fra Svenskernes lystige Skare;
Vagtmestren smiler: "Tag vare
Paa Øllet! Vi tømmer Jert Stop!" -

Øverste Löwen med blussende Kind
Skraaler til Anna hen:
"Øllet er vakkert og Sulet er bra',
Men naar kommer Ternen igen?"
Tværs over Gulvet han vaklende gaar
Og vinder om Fruen Armen, -
Da klirrer Vindueskarmen!
Thor Hovland der udenfor staar.

"Djævlen i Helved! Forræderi!
Op svenske Soldater, op!"
Da lysner de norske Dragoners Sværd
Imellem den ravende Trop.
Kalken flyver fra Væg i Vraa
Og Kuglerne Loftsbjælken pløjer;
Dragonerne syn's det er Løjer,
Men Svensken han syn's ej saa.

382

Ud fra Stuen, i Gaarden ud
Vælter sig Kampens Flod,
Mændene bliver til Hakkemad
Og Møddingspølen til Blod.
Han, Thor Hovland, hvor Striden er størst,
Af alle er let at kende;
Han fører et Sværd tvehænde
Og vejer ej Hugget først.

Og Skud og Bulder og hvinende Skrig. -
Saa strækker Hr. Löwen Gevær.
Thor Hovland ser mod den gryende Dag
Og tørrer det dryppende Sværd.
Men Anna fører ham ind i Hus
Og bænker ham højbords i Stuen.
Dér sidder han jævnbyrds med Fruen
Og tømmer sagtmodig sit Krus.

V.
Jakob Værn.

"Naar Fjenden falder i Landet ind,
Er hver en Borger Soldat,
Kræmmer og Gaardskarl maa ud for Haanden,
Alle maa staa ham parat!"
Det var et gævt, et kolbjørnsensk Ord,
Og Kræmmeren Jakob Værn han svor,
Det Ord skulde blive hans Lov.
Thi samled han sig fra den nære Skov
Et Frikompagni til Landets Behov.

Savbrugs-Karle med fattig Forstand,
De kendte vel knap et Gevær;
Men Bøssen kendte Hr. Jakob fra Grunden,
Og indeksercerte sin Hær.
Han lærte dem lade og tage paa Korn
Og løbe i Kæde til Takt af et Horn,
Han lærte dem navnlig at staa.
Men de, som forstod det, de var kun faa,
Og disse igen var kun saa som saa.

Saa lægger han sig i Dækning ved Rø.
"Nu, Karle, passe I paa!
383 Naar Fjenden kommer, saa véd I Instruksen?" ...
"Javel, Hr. Kaptejn; vi skal staa!" -
Og Fjenden han kommer og stiller sig op,
Det er en forsvarlig, en sluttet Trop;
Hr. Jakob mønstrer sin Hær:
"Naar Fyr! jeg raaber, saa skyder enhver
Og lader igen, om han Livet har kær!"

Den første Salve, de Frifolk skød,
Den lysned i Svenskernes Flok;
Røgen den daler og Røgen den letter,
"Fordømt! jeg tænkte det nok!"
Ene tilbage Kaptejnen blev,
Frikompagniet sit Fripas skrev,
Skrev sig sin egen Forlov.
De fjæled dem ind i den nære Skov;
Den Spøg var Kaptejnen temmelig grov.

Han dukker paa Sned over Gærdet frem,
At høre hvad Svensken vel si'er.
Den Salve den var dem saa svær at fordøje,
De summer som svovlede Bier.
Da springer Hr. Jakob i Mandshøjd' op
Og svinger sin Kaarde fra Gærdets Top
Og raaber saa højt han kan:
"Andet og tredje Geled læg an!" -
Og Svensken forsvinder til sidste Mand.

VI.
Karl for Frederikshald.

Det brøler og brager om Frederikshald
Med buldrende Drøn, med raslende Knald,
Med Stykkernes Jern, med Musketternes Bly.
Ve Eder, Normænd, ve Eders By!
Ve Eders Fæstning, den staar for Fald!
I Fjor maatte Karl med Skammen gaa,
Nu ser I ham atter for Fæstningen staa,
I ser ham med tredive Tusinde Mand;
Hvor er I nu, Brødre Kolbjørnsen, hvor?
Oberst Landsberg, holder Du Stand? -
Alt er beredt og hver Mand staar,
384 Staar som et Fjeld paa den Plads, han sattes,
Modige Kvinder og Børn ej fattes;
Krummede Oldinge, Tjenestepiger,
Alle standhaftige, ingen viger.
Borgeren bider fra sig i Nøden,
Han slaas som Soldaten, og begge til Døden.

Hvo Armen hviler, han er en Kujon!
Ingen Tøven, til Arbejd alle.
Hunger og Kvæstning, men ingen Pardon;
Vi kender kun: staa eller falde !
Og selv om det hedeste Helvede spyede
Sin Ild over Byen, ej Borgeren flyede.

Her stod vor Vugge, her graves vor Grav,
Paa Borgerens Liv har Byen Krav,
Men hvad har vel Svenskekongen?
Hvi kommer han her med Vold og Brand,
Hvad vil han herinde i Norges Land,
Hvad Ret har han mer' end en Røver? -
Panden vi paa ham kløver,
Om ellers vi kan komme til! -

Og Nat og Dag det fortvivlede Spil
Med Livet til Indsats og Livet at vinde;
De hærges i Byen derinde,
De falder paa Fæstningens Volde.
Men stejl som Volden er Hjertets Trods,
Brystet bølger som Vintrens Fos,
Og Øjnene true saa kolde;
Hvor Foden sattes, dér Foden glider,
Hvor Kroppen knæled, dér Kroppen sig vrider,
Hvor Fanen svinged sin søndrede Klud,
Dér slukkes de bristende Blikke ud.

De graver og grøfter i Jorden derude,
Hvor Kuglerne hvine og Kuglerne tude,
De aabne saa en Parallel, saa en anden,
Flettede Kurve paa Brystværnsranden,
Økserne blinker, Kaarden den peger:
Herhid med Kanonen! I Retning den bringer!
Lavetterne saa og saa mange Streger! -
385 Med Slag over Ryggen Konstablen man tvinger:
Nu Lunten af Svovl i den sværtede Finger!
Til Fænghullet med den! - Ha Skuddet var godt !
Vi knuser til Slut dog det Borger-Komplot! -

Og Dagen tager saa hastige Skridt,
Som havde den set paa det Syn for længe.
Decemberskumringens Skygger sig trænge
Belejrerne og de belejrede midt
Imellem, og Skydningen standser.
Som Havblik, der forud for Stormen gaar,
Saa tier det fra de forskudte Skanser;
Lænet til Løbegravsbrystværnet staar
En Skikkelse uden Kyrads og Panser;
Opkrempet Hat og langskødet Frakke,
En Skikkelse, kendt fra saa mangen Attaque,
Fra Sachsernes Høje, Tatarernes Sletter,
Døbt i en Dyst med de svenske Bjørne,
Revet til Blods af de russiske Ørne,
Hed som en Jøkel ved Sværdenes Kryds,
Kold som en Klippe ved Kvindernes Kys.

Og Skikkelsen skarpt imod Fæstningen retter
Et Blik, som bryder hver Skumrings Skranker.
Som Lynglimt farer de rastløse Tanker;
Og Brynene sitrer og Panden grunder,
Og Øjnene smiler: "Mod Enden det stunder!" -

Sekunderne gaa, Minutterne med.
Hvem vejer Sekunden, hvem kender Minutten?
Foroverbøjet, paa samme Sted,
Ligger et Lig paa Redouten.
Hjertet staar stille, Læben er stum,
Hvad huses vel nu i Tankernes Rum?
Døden er tavs, men Sagnet har Ord :
Nu segned den stolteste Helt i Nord!

386

LÆGEN PAA VALPLADSEN

Det store Slag var slaaet. Nattens Slør
Medlidende var sænket over Sletten,
Hvor Dommen afsagt var - af Folkeretten,
Og hvor Eksekutionen var forbi.
Den store Slagmark sov, indhyllet i
Det Tæppe, Nattens Hænder naadigt bredte; -
Saa løfted Maanen sig, og strakte varsomt
Sin Lygte frem, og kigged over Valen,
Hvor Piberdrengen laa ved Generalen,
Hvor Rytterhingsten og et Teltvognsæsel,
Krudtkarrer, Viktualietrænets Vogne,
En Tønde Saltkød og en Mitrailleuse,
Geværløb, sprængte Trommer; Kaardefæster,
Blodtunge Uniformers møre Pjalter,
Og mørkes, uransagelige Rester
Af Dagens smykte, kraftige Gestalter, -
Kort sagt, et Kaos laa som strøet i Blinde,
Og saaret sov hos død og Ven hos Fjende.

Og Maanen skifted Farve. Bleg og mat
Den sank tilbage med et svagt: Godnat! -
I uvist Lys, saa blegt som Maanedisens
Laa Sletten ved Sedan og Mezières.

Hen over alt laa Nattens tætte Slør,
Et Enkeslør, af Taarer gennemvædet;
De vaade Flige strøg ud over Marken,
De rørte ved de faldnes Bryst og Pande,
Og hist og her sig aabned mat et Blik,
Og Haanden søgte Saarets svuldne Rande
Og stemmed Blodets lunkne Strøm tilbage;
De slappe Knæ-Led friske Kræfter fik,
Man raved op; - for nogle slog det Klik,
De tumled atter med en halvkvalt Klage, -
Men nogle humped svinglende sig fremad,
Og Blikket søgte: Brødre, Lejren, hjemad.

Hist sidder en, en Skygge af en Helt
Og dog en Helt endnu, af Døden mærket.
I Gaar han ridsed ind paa Ærens Skjold
Sit Navn med dybe Træk, med Staalets Griffel.
387 En blodstænkt Tue, Rest af Skanseværket,
Er Heltens Sæde; støttet paa sin Riffel,
Bagladsgeværet, sidder han alene;
Og medens Blodet siver, Livet svinder,
Han sænker Blikket mod den vilde Scene.

Han gyser. Saadan gøs han ej i Gaar
Da vildt han fægted, da Granatens Splinter
Ham brændte ind i Kødet, da hans Laar,
Hans Ynglinglegems Støtte blev ham knust.
Da var han end af Slagets Drik berust;
Men nu er Slaget ovre, Rusen med,
Dødsgru og Smerten kommen i dens Sted.

Hvad frygter han? Han lærte jo dog alt
I Skolen, at med Livet Livet ender.
En død Mand bliver død og kan ej hævne
Paa Livet det, som Livet fra ham tog.
Og dog: det er som Skygger om ham jog,
Forskudte, sønderbrudte, sammensunkne
Og dog saa feberiltre Skyggesyner.
De strækker mod ham røde Fingerstumper,
De puster paa ham med en blaalig Kinds
Vejrløse Mund, de gyder i hans Saar
En Vædske, - o, det svider, det fortærer,
Og Helten stønner hult og Tænder skærer.

Det er saa nemt at være Helt, naar Slaget
Med fuld Musik fra Bøsser og Kanoner,
Med Hurraraab og Skrig og Hornets Toner
Opstylter selv den sløve paa Koturnen.
Men Natten efter! - det er noget andet;
Blandt Lig et Liv endnu, som blev forbandet
Af Træffets Tærningkast til her at dø
Tomme for Tomme som ved Foraarstø
En Snemand svinder; - det er ikke nemt.
Da er det Alvor; Slaget var kun Skæmt.

Der kommer Lys. Gud være lovet! Her!
Kom hid og hjælp! Om Venner eller Fjende,
Mig lige meget, blot jeg atter ser
Folk, Kød og Blod, og ikke disse blinde,
Marvløse Skygger, som omkredser hver
388 En lidende, der blev tilbage, ene,
Med Liv endnu, paa Dødens øde Scene!
Og Lygten viser Ambulancens Tegn.
Den peger rundt paa Dødens tavse Klynger,
Der hegner om de blodbestænkte Skanser.
Og Lyset synes ræd at skrumpe ind;
Ved Genferkorset klamrende det standser,
Ved Genferkorset paa de hvide Bind.

Men mellem Lygten og Soldaten staar
En Skikkelse. Nu bøjer den sig fremad
Og Kappefligen rask tilbage slaar.
Uniformert, men intet Ordensbaand;
Der funkler ingen Kaarde i dens Haand;
I Ordensbaandets Sted om Brystet hænger
Bandager, Bind, Charpi for dybe Flænger;
Den bukker dybt sig ned og i sin Haand den
I Sablens Sted fremstrækker Kugle-Sonden.

En Feltkirurg. I Kunstens Sold en Hverver
For Livets Legioner blandt de døde.
Hvad kunde vel af rædselsfuldt ham møde,
Som mægted ryste disse faste Nerver?
Og dog, et Syn - det værste nok - ham rammer.
"Min Søn! skal her vi mødes ?" tungt han stammer.

Soldaten kender ham. Et Øjeblik
Det var, som skulde Mødets bratte Gru
Den svage knække. Men i næste Nu
En Ild af Ungdomstrods i Øjet stiger,
Han kryster fast Geværet og han skriger:

Ulydig mod dit Bud jeg ligger her,
Men for det rette greb jeg til Gevær,
For Sandhed, Æren og for Fædrelandet.
Hver Kugle, jeg i Fjendens Rækker jog,
Hvert Kolbeslag, jeg i hans Pande slog,
En Part af Skylden imod Dig borttog; -
At Æren frelser, det har nu jeg sandet! ...

Ti, Dreng, med Æren! Lærte Du da ej,
At Æren paa en Slagmark ligger under?
Kun den med Ære staar, som Slagets Vunder
389 At læge søger, ikke den, som mætter
Det vilde Dyr med gyselige Retter.
Jeg staar her som en Tjener af min Kunst,
Min Videnskab, og ej jeg tror omsonst
Har jeg mit Herskab tjent, af ringe Evne.
Men Du! Jeg véd ej Ord, som ret kan nævne
Det Herskab i hvis Sold Du skamløst tjener.
Jeg staar her som en Menig i de Rækker,
Der vied deres Liv til alles Vel
Og Sot og Nød med Lindrings Kaabe dækker.
Du ligger her som Livets Ødelægger,
Du dør som den, hvis Liv var: slaa ihjel!

O planløst Værk som Barnets Tidsfordriv I
I mejer Hundred ned. Betænk: ét Liv,
Hvad er det for en Sum af rige Kræfter!
Tag Mandens Billedbog og slaa den efter.
Det første Blad: den blege, svangre Moder,
Med Livets Spire, Frugten under Hjerte;
Saa Ængstelse og Vé og Fødslens Smerte,
En navnløs Fryd om end en navnløs Liden.
Og Barnet, som nu vokser frem i Tiden;
En Sum af Moder-Omhu, Savn og Pleje,
Omskygt af Røgt og Haab paa alle Veje.
Og Drengens Opvækst og hans Læreaar,
Indtil den friske Yngling for os staar,
Den frodigt spirende, den grønne Vaar,
Hvor Læben dunes og hvor Pulsen slaar.
Fornyet Haab og Sorg, Resignation
Og Studier, Attraa. Ud i Livets Rige,
Hvor Lykken vinker, hvor den unge Pige
Med Anelsernes Rødmen paa sin Kind
Vil lukke ham i Mandens Eden ind,
Vil synge Slægtens Sagn for ham paany, -
Og saa: - et Skud; for fire Penning Bly!

Er Verden slet: - I gør den ikke bedre.
Men er den, som jeg tror, af Udspring god,
Hvi drive den tilbage Fod for Fod
Mod Sumpen did, hvor vore vilde Fædre
Halvnøgne omkring Offerstenen stod
Og lo, naar Kniven røg af Fangens Blod?
Paa Ret Du raaber og den gode Sag,
390 Du fægter for! Ak, se derovre bag
Det næste Gærde ligger der - en Fjende.
Han fægted ogsaa for den gode Sag.
For Retten ligger han nu Lig i Dag! -

Nej, vil Du stride for den sande Ret,
Ej den, som skreves i et Kabinet
Af tvende Fyrsters kolde Ekscellencer,
Saa riv Kokarden dér af din Kasket
Og se ud over Uniformens Grænser.
Vil Du for Sandhed kæmpe, saa se til,
Hvor Underfundigheden driver Spil
Med Folkehaabet og med Folkenøden;
Kæmp for de svage, kæmp for den, der vakler,
Giv Villie dem, der venter paa Mirakler,
Kast Overtroen ned, hjælp op de syge,
Lad hine Talemaaders Dunster stryge
I samlet Trop for Videnskabens Svøbe;
Og maatte Liv Du med dit eget købe,
Saa giv dit Liv for Sandheds gode Sag,
Men slaas ej som en Vild - som her i Dag! -

Han vinker. Ambulancen nærmer sig.
Den blødende man løfter op paa Baaren.
Og Lægen underbinder varsomt Aaren,
Mens Ambulancelygtens milde Skin
Belyser Tegnet paa de hvide Bind.

DA TAAGEN SÆNKED SIG

Da Taagen sænked sig, da gled det bort,
Hvad forhen straaled, hvad jeg nu kun aner
Som bag et Slør, hvor Duggens Taare baner
Sig Vej, og Vinden dæmper sin Akkord.

Et Taagelandskab. Alt det nære haardt,
Det fjerne visket ud som Pjalte-Faner,
Der svajer i en Hvælving over Ahner,
Hvis Navn er glemt, hvis Ben er smuldret bort.

391

Er det en Kirke her? staar jeg blandt døde? -
Jeg synes høre Skridt fra disse Haller,
Hvor ingen levende sin Fod har sat.

Jeg lytter. Stemmer lyde mig i Møde;
Jeg spørger bævende. Og Svaret gjalder :
Du lever jo; tænk ej paa os; tag fat !

MED HØJ HORISONT

Saa tog da den jublende Dag Reisauss
Med alle de glade Svende;
Den muntre Time, det friske Minut,
Hele den frejdige Kæde blev brudt,
Og det før min Sang var til Ende;
Jeg havde beredt dog en Afskedssmaus,
Sat alting saa dejligt i Scene. -
Men nu er det bleven forsilde,
Jeg sidder saa ganske alene
Og alt er saa underligt stille.

Jeg føler, som var jeg en Antikvitet,
En Rest af en svunden Verden. -
Det er en besynderlig Følelse, den :
At tro med sig selv, at man gaar igen
Og spøger ... ak Spøgen, hvor er den? -
I Godtfolk! har ingen min Munterhed set?
Den kom mig saa brat af Hænde;
Nu sidder jeg her ved Skrænten
Og grubler forgæves paa denne
Gaade med Eller og Enten.

Dybt nede paa Stranden gaar Havet til Ro,
Men Bølgerne røber dets Drømme;
Det drømmer et Sagn om et kostligt Klenod,
Som kastedes bort i den dybe Flod,
Og svandt med de rindende Strømme. -
Her oppe ved Skrænten er Ensomheds Ro,
Stilhed til Eftrtanke.
Over Fjernets vidtstrakte Slette
Gaar Blikket foruden Skranke; -
Mon her jeg kan Gaaden gætte?

392

Ked af at lyse for Menneskets Færd,
Udbrændt i Hjernen af al denne Gløden
Synker nu Solen saa træt og mat
Som en Menneskesjæl i Døden.
Hvor mange var vel den Lykke værd
Af Solens Smil at beskinnes?
Hvor mangen fik vel af Livet lært
At blive ved, hvad der en Gang var ham kært? -
Tallet vil snart kunne findes.

Og synker Du nu, Du Sol saa træt,
Ked af din frugtesløs daglige Gerning,
Saa husk dog, at Mennesket raader ej selv
Over Skæbnens rullende Tærning.
Livet er ikke saa regelret
Som adskillige Folk vil vide,
Lykken er lagt paa et Spillebræt,
Tærningen viser sin sorte Plet,
Kastet er: le eller lide.

Det bærer forbi mig med Bølgernes Brusen;
Længst er Dagen svunden.
Det bryder mod Brinken med Søvindens Susen:
Nu kommer Natten, Gengangerstunden,
Nu skal der spørges, har Svar Du rede?
Søger Du mig, da skal Du ej lede!
Her skal jeg tage en mandig Dyst
Med Nattens Syner ved Havets Kyst!

Dagen var solklar, Fuglene sang
Fra Skoven, fra Marken, oppe og nede:
Stands nu din ensomme, vejløse Gang,
Søg dig som vi en Rede!
Dagen var smykket med Krans og Flag,
Jublende toned det festlige Lag,
Søg Ro, søg Ro
I Redens Bo !-
Dagen er omme, Sangen er endt,
Fuglen er fløjet af Reden.

393

Kendte Du den, hvorom Fuglen sang?
Det sitrende Øjelaag søger mod hende;
Brystet i Dønning, og rejst en Gang
Maa Spørgsmaalet frem sig finde.
Lagde hun ikke sin Haand i hans?
Gik de ej frem i den frejdige Dans?
Spil, Spillemænd! spil!
Det gaa som jeg vil! -
Dansen er omme, Spillet er endt;
Men Genlyden bliver ved Skrænten.

Ja Genlyden bliver fra Festens Tid;
Den lægger sig hos mig og nynner sin Vise
Og dækker som Ven af yderste Flid,
Hvad Vennen maatte forlise.
Venlige Toner fra Glædens Dag,
Varige Lyde fra Festens Lag:
Kling, Genlydsklang!
Løft dig i Sang!
Dagen og Dansen og Spillet er endt,
Nu faar vi synge for Resten.

Nu faar vi synge, som ingen Tid
Vi sang, af yderste Magt og Formue,
Skabe os Værker af Kunst og Flid,
Som Gengæld for Solens Lue;
Døde hun ogsaa som Sangerens Viv:
Her skal hun leve sit andet Liv.
Bryd Fremtid frem,
Byg hendes Hjem!
Nærheden fjerner; i Fjernets Glans
Straaler hun for os paa Skrænten.

Som ingen har Ord
For Nattens Skønhed,
Hvad enten den straaler
Stjernefunklende
Eller den hviler
Tyst som Barnet
Bag Vuggefangets
Sænkede Forhæng

Som ingen har Toner
For Maaneglimrets
Hvisken med Strømmens
Sitrende Vover,
Eller for hine
Suk, der iler
Aandeagtige
Dagen forud -:

394

Saa nævner ingen
I Ord eller Toner
Hine Tider,
Hvor Kvindeøjet
Rummed en Verden
Af Nattens Skønhed
Ud over Maalet,
Menneskegrænsen.

Men den, der suger
Som Sivet Maanens
Hvisken med Strømmen
Og drikker som Luften
Nattesukket: -
For ham er den kommende
Dag en Lidelse,
Solen en Bøddel.

Og den, som elsked
Saa højt en Kvinde,
At Sjælen hastigt
Svang sig mod Grænsen
Og Menneskemaalet
Overskredes, -
Han finder sig snart
Som Betler ved Døren.

Dog, har han, skønt Betler,
Den stoltes Styrke,
Saa rejser han sig
Med Ryk fra Døren,
Skærer af Kaabens
Pjalter en Kittel
Og drager standhaftig
Resten af Vejen.

Det var, som stirred et Øjepar
Imod mig fra Natten der ude :
Hvi glemte Du mig?
Hvi tog Du en Vej,
Som førte saa langt, saa langt i det fjerne? -
Jeg skærmer mit Øje, jeg søger at værne
Min Sjæl for Synet, der ude jeg saa.
Og Synet forsvinder og Bølgerne slaa
Og Aftenens Vinde tude.

Jeg gav mig rivende Strømme i Vold,
De førte mig med sig saa vide;
Jeg kløved med Lyst,
Med fremskudt Bryst,
Med jublende Hjerte de raske Bølger.
Men Mattelse oven paa Svømningen følger.
Nu drager Svømmeren tungt sit Ve,T;
Da dages det for ham med Gensynsskær; -
Saa skulde det gjort i Tide.

395

Det løfter, letter, det hæver sig op,
Det vider sig ud til et Billed.
Det stirrer ej mer,
Fortroligt det ser
Med venlige Blikke paa ham, som strider;
Fra Mørket der ude det lydløst glider,
Det svæver hid over med Aandepust, -
Og alle de Bølger, som før har brust,
De tier, da Vindene stilled.

Det glatter Panden med varsom Haand,
Det hvisker mig i mit Øre:
Jeg bringer dig Mod,
Jeg saa og forstod:
Det maatte saa være, det blev ikke andet;
Vi kæmped paa Strømmen, men nu er vi landet,
Og drager vi ogsaa en modsat Vej:
Der er dog en Streng mellem dig og mig.
Stem Strengen, og jeg skal høre!

Ja, jeg skal stemme den klingende Streng,
Og Sangbundens Ekko skal svare;
Ikke i Flæng
Paa maa og faa
Skal Lydbølgen fødes og komme og gaa
Som en pludselig, planløs Fanfare.
Ingen Kaprice, som danser ad Strengene ,
Intet Tamtambulder, Nerverne sprængende,
Ordnet og bundet Musiken skal staa
Som et Minde om det, der maatte forgaa,
Som et stolt Monument imod Himlens Blaa
Over det, som skal evigt vare.

Ja, jeg skal tage hint Pust fra din Mund
Og lukke det ind i min Lyre;
Dybt fra dens Bund
Naturens Røst
Skal bævende bryde sin Vej fra mit Bryst
Og melodisk mod Maalet styre.
Maalet er sat, hvor Vejene skilles,
Højt her for alle paa Skrænten det stilles,
396 Her skal det brænde som Bavnen i Høst,
Som et blinkende Blus fra den øde Kyst
Og sende de vildsomme Sømænd sin Trøst,
Som paa søndrede Snekker tog Hyre.

Men før jeg skilles fra det Syn,
Jeg saa i Nattens Stunder,
Jeg tegner i Tankerne hen et Bryn
Og under det Øjets ulmende Lyn
Og Kinden, som blødt sig runder.

Jeg retter paa Øjet; jeg gør dets Laag
Til hendes, og ingen andens;
Kinden mejsler jeg fast og klog,
Lidt mere Varme i Brynets Sprog
Og lidt mere Kulde i Pandens.

Jeg lader den barnlige Linies Løb
Slynge sig sammen med Kvindens;
Blomsten, som dukked sig bly i sit Svøb,
Villien, som trodsed og aldrig gav Køb:
Det Sprog er Brynets og Kindens.

Saa lader jeg Farvens melodiske Spil
Hen over Munden sig vugge,
Jeg lader Læberne staa, som de vil,
Halvt til et Smil og halvt lukket til
Over Brystets urolige Sukke.

Saa staar der et Billed. Jeg hviler en Stund,
Jeg sammenligner og maaler;
Der findes paa hele Jordens Rund
Et eneste Billed, et eneste kun,
Som at lignes med dette taaler. -

Et Billed, blegt, med et sælsomt Træk
Om de store, spørgende Øjne,
Som jager det overfladiske væk,
Som vender sig bort med Angst og Skræk
Fra de hule, moderne Løgne.

397

Et Billed, lyst imod Nattens Grund;
Et Tegn, som om Tiderne minder,
Da Menneskets Færden var sand og sund,
Da Jorden vaagned som Barnet af Blund,
Der griber mod Solen, som skinner. -

Jeg undres over, hvad selv jeg ser;
Et Blik jeg paa Billedet fæster.
Nej, her er intet at rette mer,
Ydmyg jeg føler, at Værket, jeg ser,
Er større end Værkets Mester.

Saa flyv da frejdig fra Skrænten ud
I, mine dæmpede Sange!
Jer Herre og Mester han bærer sit Skrud
Baade paa Ret og paa Vrange;
Flyv kun, vær ikke bange!
De Godtfolk, I nu skal færdes iblandt,
De kendte dog ogsaa, mens Tiderne randt,
Til Stænk og til Støv paa Kjolen.
Hist blødte Regnen, her brændte Solen,
Saa gjorde Skrædderen Ret til Vrang; -
Men at være sin Kappe og være sin Sang
Bekendt som den er: det er ærlig Trang.

Fortæl dem alle, hvorhen I gaar,
I, mine dæmpede Toner !
At Lykken at synge med ensomme Kaar
Ja selv med Forladthed forsoner;
Flyv kun, I dæmpede Toner!
Og spørger Jer nogen saa superklog,
Hvorfor I da netop vil dæmpe Jert Sprog
Naar Lykken dog ligger i Sangen,
Saa svar ham ikke, men peg paa Vrangen!
Kender han Livet, han vil Jer forstaa. -
Og at synge for alle og fattes af faa,
Det er netop Lykken, som Sangen kan naa.

Flyv ud fra Skrænten, forlad mig nu,
I dæmpede Melodier!
Jeg bliver; der ligger en Kraft i min Hu,
Som for Ensomheden befrier.
398 Jeg lytter, indtil I tier.
Fra Skrænten jeg bort gennem Rummet ser,
Og hører jeg ikke Jert Vingeslag mer,
Nuvel, her er Toner tilbage;
Stærkere Toner for strengere Dage;
Rust dig min Sang til den kommende Dont! -
Kan man strække sig baade i Flanke og Front,
Har man Udsigten fri, har man høj Horisont.

399

INDHOLD AF FØRSTE BIND

    • MED KUL OG KRIDT. SKITSER

    • Det forunderlige Syn paa Østersøen..................... l
    • Fra Themsen til Tynen................................ 5
    • I Kahytten ........................................... 24
    • Fra Fyrtaarnet........................................ 43
    • Den svømmende Ligkiste .............................. 55
    • Udflugter paa Sicilien ................................. 63
    • Romantik over en halv Historie ........................ 88
    • DIGTE

    • Nyt Liv.............................................. 97
    • En Forpost........................................... 98
    • Paa Fjeldet................................. ......... 101
    • Hammershus ......................................... 101
    • Pouls Vise........................................... 102
    • Foraarsstemning ...................................... 103
    • I de lyse Nætter...................................... 105
    • Havet................................................ 106
    • Du Klang, som en Gang vakt.......................... 108
    • Menuetto ............................................ 109
    • Engelske Socialister................................... 109
    • Østerlandsk .......................................... 112
    • Munke .............................................. 112
    • Natten paa Dækket ................................... 113
    • Drikkevise ........................................... 114
    • Den 28de November 1871 ............................. 115
    • Novemberstemning (1870).............................. 117
    • Ude og hjemme ...................................... 117
    • Kom muntre Gutter................................... 119
    • Jaget ................................................ 120
    • King Mob............................................ 123
    • Skipperen synger ..................................... 124
    • Efteraar.............................................. 125
    • Det sicilianske Æsel.................................. 126
    • Sang ................................................ 128
    • Landsknægtens Vise .................................. 128
    • Italiensk ............................................. 129
    • Højt Violinens Stemme klang.......................... 130
    • Pyramiden ........................................... 131
    • Et Stjerneskud ....................................... 132
    • En Nutidsvision ...................................... 133
    • Parket og Galleri ..................................... 139
    • Kældermanden synger................................. 143
    • Da Bygen kom op .................................... 144
    • 400
    • Under Granskoven.................................... 144
    • Navnløs.............................................. 146
    • Jeg synger mine Sange................................ 146
    • I STORM OG STILLE

    • Paa den øde Ø....................................... 150
    • Now, Tommy!........................................ 164
    • Flugten til Amerika ................................... 187
    • Fra Sandets Regioner.................................. 221
    • Ørnen ............................................... 288
    • Vil han naa om Pynten? .............................. 296
    • DÆMPEDE MELODIER

    • Til Mesteren ......................................... 303
    • I Mellemakten........................................ 305
    • Hvad der hændtes paa Strømmen....................... 306
    • Vaarsang............................................. 308
    • I Breschen .......................................... 309
    • Snedkersvendens Viser: Til en Ven .................... 311
    • Til en Veninde ................ 312
    • Om Skæbnen .................. 313
    • Fra Verdens- Kunstudstillingen......................... 315
    • Improvisation om Bord................................ 320
    • Wilhelm Marstrand.................................... 321
    • Ad libitum ........................................... 323
    • Skibsrotter ........................................... 324
    • Sonet................................................ 325
    • Fra Klitten........................................... 326
    • Fiskeren synger....................................... 336
    • En Strandvasker ...................................... 338
    • I Kjøgebugt.......................................... 339
    • Fregatten Freja ....................................... 344
    • Landnamsfart......................................... 345
    • Luther i Wittenberg................................... 347
    • Hjemkomsten ........................................ 349'
    • Vaabensmeden ....................................... 351
    • Oktoberdrømme....................................... 352
    • Et Aftenbillede ....................................... 353
    • Misericordia.......................................... 362
    • Den sidste "Sorte-Fods" Klagesang .................... 363
    • Forbi ................................................ 372
    • Krigsbilleder ......................................... 373
    • I Fra den store nordiske Krig ..................... 374
    • II Hærbud ........ .............................. 375
    • III Ulrik Kruse.................................... 376
    • IV Anna Kolbjørnsdatter............................ 379
    • V Jakob Værn .................................... 382
    • VI Karl for Frederikshald. .......................... 383
    • Lægen paa Valpladsen................................. 386
    • Da Taagen sænked sig ................................ 390
    • Med høj Horisont..................................... 391