Drachmann, Holger MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

MED KUL OG KRIDT
SKITSER
(FORAAR 1872)

VI
1

DET FORUNDERLIGE SYN PAA ØSTERSØEN
HELLIG TREKONGERS NAT 1870

Jeg sagde straks til ham, at han ikke skulde være saa vis i sin Sag, men han svarede, at det var han og det blev han. Kul-Jørgen er en meget skikkelig Fyr, men han er altid saa sikker af sig. Det var han ogsaa, da han var om Bord i den amerikanske Damper; han var saa vis paa, at Kedlerne var stærke nok, men det var de ikke, for ellers var Damperen ikke sprungen i Luften, og Jørgen med. Og ved den Lejlighed kom han af med de tre Fingre paa venstre Haand og var nær bleven dernede i den spanske Sø; men han blev dog bjerget. Fra den Tid af var Jørgen saa underlig, og sagde altid, at han havde set noget; - de andre sagde, at han havde nok faaet et Slag paa "Proviantkisten". Denne Gang siger han nu ogsaa, at han har set noget; men da han kun kan fortælle, bad han mig skrive det op, - for i Trykken vilde han ha'e det; - men jeg er kun Maskinmester, og saa er De maaske nok saa god at besørge det !"

Jeg lovede vedkommende, en af mine gamle bekendte fra Toldboden, at "besørge" det, som han sagde, og jeg modtog da et stort Ark Papir, hvorpaa der var gjort en hel Del Optegnelser, ud af hvilke jeg samlede følgende Meddelelse:

»Jeg, Jørgen Kasper Marker, ogsaa kaldet Kul-Jørgen, paa Grund af min Profession som Maskinmestrens første Fyrbøder, er født paa Bornholm en Søndagmorgen, Aaret véd jeg ikke. Jeg har altid læst Historiebøger ved Skinnet af de glødende Kul, derfor er mine Øjne røde, ligesom mine Hænder er sorte, men i Mørke ser jeg godt, og jeg har en ren Samvittighed.

En gammel Kone, som kaldte sig min Bedstemoder, fortalte mig altid, at jeg var "synsk" ; nu tror jeg det selv. Jeg havde været oppe og besøgt hende i Julen, og da jeg skulde tilbage, havde Dampskibet lagt op. Jeg gik da ned til en Skipper og tingede mig om Bord hos ham til København. Foruden min egen Person havde jeg en Julegaas 2 og en Pose Semulegryn med om Bord. Dem bad jeg Kokken om Bord paa Jagten tage i Forvaring; han stuvede dem ogsaa ned i sin egen Køje, og da Vinden, som havde holdt sig vestlig i flere Dage, endelig faldt sydlig, lettede vi Hellig Trekongers Aften, efter at vi havde taget os en "Syp og en Sild" og bedet Gud give os en heldig Overfart.

Nordlig og sydlig for Indløbet til Rønne Havn strækker to Stenrev sig langt ud i Søen. Det var maanelyst Vejr med store, drivende Skyer paa Himlen; den hvide Brænding trak sig i lange Striber hen over Revene; der var lidt Frost i Luften, og Kulingen tog til. Jeg kan godt huske, at jeg stod og saa' efter Brændingen i Læ, da jeg bemærkede en Ende, som hang ud over Lønningen og slæbte agterud. Vi havde da klaret Revet fra os, og jeg hørte Skipperen sætte Kursen, mens han gav Jens Kofod Roret, for selv at gaa ned og tage Olieklæderne paa. Medens jeg nu halede ind paa Trossen, der hang over Bord, kigede jeg endnu en Gang tilbage imod Land. Jeg havde foruden den omtalte Syp kun smagt paa et Glas varmt Punsch inde hos Juuls, men alligevel var det ligesom om Byen havde forandret sig. Jeg syntes, at der var et stort rundt Fyrtaarn paa Havnehovedet, og jeg syntes, at jeg kunde se mange høje Bygninger længere oppe i Byen med store, rygende Skorstene. I Havnen selv laa svære Skibe med en underlig, fremmed Rigning; der var Lygter og Lys allevegne, - det var ikke den samme By, og dog laa den paa samme Sted; Landkendingerne var de samme; jeg kunde ikke tage fejl. Jeg vilde just til at praje Kokken, om hvad dette kunde betyde, da Skipperen i det samme kom op paa Dækket. Han stod lige ved Siden af mig, og vendte Ansigtet opefter mod Maanen, for at se paa Skyerne, der drev forbi den. Skulde jeg tro mine egne Øjne, saa var han nu bleven en gammel, gammel Mand, graa og rynket, og hans Skuttethed var bleven endnu tydeligere end før. Jeg syntes, at han talte til mig, men jeg var saa optaget af at se paa Kokken, Jens Kofod, der stod til Rors, saa jeg intet hørte. For ogsaa Kokken, som jeg dog var vokset op med som Barn, var bleven en aldrende Mand med indfaldne Kinder og skrumpede Træk.

Jeg gik forud, for at komme mig lidt ovenpaa alt dette. Der blev ikke talt et Muk paa Dækket; man hørte kun Vinden pibe gennem Takkelagen, og Vandet, som blev kastet fra Bougen, hver Gang Skuden hev til.

Jeg maa nu sige, at jeg har været i saa mange Slags Farvand, og jeg har ogsaa i mine Historiebøger læst om mange Slags Begivenheder, men jeg synes dog altid, at Østersøen er det mærkværdigste Farvand af dem alle, og jeg véd ikke nogetsteds, at man har haft saa mange Batailler og Storme og Skibbrud og Vrag som her. Danske og norske og svenske og lybeckske og hollandske og engelske Flaader 3 har bestrøet Bunden med Metal og Kysterne med Vragstykker og døde Mennesker; Søhelte er blevne fødte og døbte paa Østersøens Vande, Soldater er marscherede derover, og brændende Byer har spejlet sig i dem, og det maa jeg sige, at mangen en stakkels Moders Haab er blevet derude, og mangen en brav Faders Stolthed er vendt hjem derfra - og nu stod jeg i denne maanelyse Hellig Trekongers Nat 1870 og tænkte paa, at de Folk, der ligge i de store Byer og sove i deres Senge, daarligt vilde kunne forstaa en simpel Mand, naar han fortalte dem, hvad han her har fortalt dem, at det var ligesom om der var gaaet mange, mange Aar, siden Jagten havde forladt Rønne Havn, og at Skipperen og Jens Kofod var blevne gamle Folk, og at jeg har oplevet det, som jeg med mine egne Øjne har set, og som nu kommer, - trods det at Jens Kofod bestandig taler om Juuls Punsch, og Skipperen siger, at jeg har set fejl.

Skyerne paa Himlen havde efterhaanden samlet sig i to store Banker, den ene norden, den anden sønden for os. Ud af den sidste kom der paa en Gang et Fartøj, som trods Kulingen førte alle de Klude, der kunde hænge paa det. En ypperlig Sejler var det, men jeg syntes dog ogsaa nok, at de havde forceret Sejladsen temmelig meget om Bord i den. Da den kom nærmere, saa' jeg, at Sejl og Rundholter var stærkt medtagne, som om der var skudt paa den. Snart var den lige paa Siden af os, og jeg saa' da, hvordan Folkene om Bord holdt skarpt Udkig agterud. - "Nu kommer de," var der en, som raabte. "Skærp Skøderne overalt," kommanderede Manden ved Roret. Skuden blev lagt nærmere til Vinden, og den krængede voldsomt over, og Vandet stod højt op paa Dækket i Læ. Den løb med den samme brændende Fart i en halv Snes Minuter, og saa forsvandt den i Taagen forude.

Jeg var nu vis paa, at jeg vilde faa noget endnu mærkværdigere at se ovenpaa dette, og det forundrede mig heller slet ikke, da Taagen agterude, hvor den hurtige Sejler var kommen fra, lidt efter lidt begyndte at aabne sig, og ud af Aabningen kom der glidende nogle underlig store, sorte nogle, som man ikke rigtig kunde skelne fra hverandre, for dertil var Afstanden altfor stor. De voksede for hvert Minut, og saa' truende og uhyggelige ud. Snart lignede de lange, mørke Rækker af Huse, snart saa' de ud som enkelte Bygninger. Jeg vilde have antaget dem for svære Dampere, men de havde ingen steam oppe; dog det kom maaske af, at de fyrede med Cinders og ikke med almindelige Kul. Sommetider lød det for mit Øre som Trommehvirvler og enkelte Skud, maaske Signalskud; og hver Gang det saa igen blev stille, saa' det hele dobbelt saa uhyggeligt ud.

Jeg vendte mig nu mod den nordlige Taagebanke. Den var ligesom en Tordenbyge stadig dreven imod Vinden, og nærmede sig den anden Banke hurtigere og hurtigere. Inde i den var der lige saadan Liv og 4 Røre; men de sorte Tingester var her mere af forskellig Størrelse, og de bevægede sig mellem hverandre med meget forskellig Fart.

Jeg stod netop og tænkte paa, at hvis begge Parter vilde vedblive at holde den samme Kurs, vilde de lige saa sikkert tørne sammen, som vi en Gang i Bristolkanalen tørnede sammen med den Damper, der kom for Vejret ned paa os og puttede sin Stævn hele tolv Fod ind i vor Bak; og just som jeg tænkte herpaa og huskede, hvor slemt den lille Youngman kom til Skade, glimtede det fra over tusinde Steder paa begge Sider, og Lyden fra Skuddene kom ned til mig, og derpaa Raab og hvinende Skrig og den uhyggelige Skuren og Knagen af svære Skuder, som tørnede voldsomt mod hinanden. Hu, ha! tænkte jeg; der gaar det hedt til; bare de ikke tager fejl, og skyder paa Jagten; jeg vilde dog nødig lade mit Liv af en Fejltagelse. Men de skød dog ikke paa Jagten, det var nu sikkert nok; men paa hverandre skød de, saa det var en Gru. Ja det var en Kamp, en Bataille, hvortil Østersøens Bølger maaske endnu ikke havde set Magen. Men skønt jeg stirrede og stirrede og grublede og tænkte paa mine Historiebøger, kunde jeg ikke hitte ud af, mellem hvem Bataillen stod; - men det var jo rigtignok ogsaa kun et Syn; i det mindste sagde Jens Kofod næste Morgen, at han havde ikke set Spor af nogen Bataille, undtagen mellem Rotterne i Lasten.

Maanen stod nu lavt paa Himlen. Jagten gik sin Gang gennem Søerne; Kokken var gaaet ned, og Skipperen sad ved Roret, ganske stille, med det samme aldrende Udseende, og uden at lægge Mærke til andet end til Nokken paa Klyverbommen og Kompasset i Nathuset. Jeg syntes ordentlig, at han var uhyggeligere at se paa end Synet, og jeg vendte derfor atter mine Øjne derhen.

Tætte Røgskyer indhyllede det næsten ganske, men en Gang imellem, naar Vinden spredte Skyerne, saa' jeg al den Jammer og Elendighed, som Slaget førte med sig, idet Stumper og Stykker af de sorte Tingester forsvandt i Havet, og sommetider en hel sort en paa en Gang; og saa gøs det i mig, og mit Hjærte vendte sig indenfor min Trøje. En Gang imellem kom der et stærkt og pludseligt Skin med en afskyelig Bragen, og saa haglede der endnu flere Stumper og Stykker ned i Vandet. Ved et af disse stærke Lys, som jeg vel kan tænke sendte mange stakkels Mennesker ind i Evigheden, syntes jeg, at jeg ligesom kunde skelne et Flag, eller maaske var det en stor, sort Fugl midt i alt det lyse. Ogsaa et andet Flag syntes jeg at kunne faa Kig paa, men det kan lige saa godt have været en rød og hvidglødende Gnist i Luften.

Jeg stod og stirrede paa dette Syn, indtil det forsvandt aldeles i Damp og Taage. Jeg vilde have givet mange Aar af mit Liv for at have faaet Vished om, hvem af de to Parter, der vandt. Jeg havde 5 nok min Formodning, men den glemte jeg, for nu begyndte det at vaske over Dækket, da Kulingen tog til. Jeg havde ikke noget ordentligt Søtøj, og jeg var ogsaa bleven søvnig, og saa tørnede jeg da ind i Kokkens Køje; men først tog jeg Gaasen og Grynene ud.

Da jeg næste Morgen vaagnede, og da jeg havde faaet en Skaal varm Kaffe paa Dækket i den friske Morgenluft, just som vi passerede Dragør's Jomfruer, randt Synet og min Formodning mig saa livagtig i Hu igen, at jeg ikke kunde bare mig for at fortælle Skipperen det. Men han sagde, at det var noget Hjernespind, og talte igen om Juul's Punsch. Jeg tav stille; men jeg har nu saadan min egen Idé derom, og jeg er ganske sikker paa, at jeg har set det altsammen, og derfor vil jeg have det i Trykken. For jeg véd, at naar det først har staaet paa Prent, saa er det sandt, og ingen skal komme og afdisputere mig det."

FRA THEMSEN TIL TYNEN

Paa Nordsøen, den 20de August 1871.
Søndag.
Kære Mikkel!

Skibet glider med jævn Fart gennem Vandet; alle de smaa Vinduer, "Koøjnene", staa aabne, men den Luft, der kommer ind, er varm; Kognak og Vand cirkulerer ivrigt, men det er næsten ogsaa den eneste Ting, hvorved man sporer noget Livstegn - Stewardens Papegøje undtaget, der ikke har opholdt sig tilstrækkelig længe i England til at lære at overholde Søndagens decorum. Den snakker, saa godt den kan, i det mindste, og til to gamle Ladyers store Forargelse gentager den følgende, vanhellige Strofe: When the maid made a sermon 'bout heart and love', eller pludrer saadanne hedenske Eder som: By jove, etc., hvorved det hæslige Dyr, efter den ene gamle Lady's Forsikring, paa den afskyeligste Maade vrænger ad den ganske hellige Skrift og spotter Sabbathen. Thi det er desværre Søndag. Ja, ved Jupiter, jeg sidder i mit stille Sind og ønsker mig en Papegøjeham for en Timestid. Jeg vilde da sætte mig paa en Pind ligesom Polly, og da jeg, i al Beskedenhed sagt, har et større Repertoire til min Raadighed og navnlig kan synge ikke saa faa af den Slags "vanhellige" Sange, som ovenfor citeret, kunde det muligvis lykkes mig at forarge den ganske Menighed mere, end Polly formaar, og saa meget, at Menigheden enten smed mig ud eller selv foretog en 6 Udvandring en masse op paa Dækket, - saa kom der dog saa meget Røre i Forsamlingen. Hvad om jeg f. Eks. pludselig foredrog en rigtig overgiven "Bellman" ! Hvad mener Du, kære Mikkel? man kunde jo tage en af dem, der har en Koralmelodi til Ophav, og saa by and by stikke Hestefoden frem. Det vilde gøre Effekt, det vilde ..... Her blev jeg afbrudt i mine profane Tanker ved, at en ung Miss virkelig satte sig til Klaveret inde ved Siden af i den store "Salon", virkelig slog nogle Akkorder an og virkelig aabnede sit allerkæreste Næb og begyndte at kvidre. Ak, kære Mikkel, Du véd ikke, hvor glad jeg blev, thi selv om jeg skulde have haft "den sidste Rose" for endnu ikke sidste Gang, vilde jeg med Taknemlighed have hørt derpaa: det var dog altid Musik og fremfor alt en Adspredelse, der for en Stund kunde forjage Søndagens dræbende Ensformighed.

Véd Du saa, hvad det var? Nej, jeg vil dog først fortælle Dig, at der i den store Salon om Bord paa den elegant udstyrede og iøvrig overmaade fortræffelige Newcastle Damper "Palmer" befandt sig i det Øjeblik, jeg omtaler, henimod et halvt Hundrede Stykker af den Kategori, som i Almindelighed her i England gaar under Navnet "Ladies and Gentlemen". Det vil begribeligvis ikke overraske Dig at høre, at den Melodi, den unge Dame spillede, var en virkelig Koralmelodi, hvor ingen Bellmann havde haft en Finger med i Spillet, men det vil maaske til Gengæld interessere Dig som noget nyt, naar jeg fortæller Dig, at disse halvhundrede, engelske Struber paa én Gang alle tilsammen gav Lyd, da den, endogsaa af en Salme og en engelsk Salme at være, ualmindelig brægende Melodi lod sig høre. Og nu har den ganske Menighed, med Orgel og Organist, paa femte Kvarter eller maaske endog i halvanden Time, lovsunget og prist og takket og æret, - ja hvem det er, den saaledes har adoreret, er jeg noget i Tvivl om, men hvis det er den store Aand, der svæver over Vandene, da maa han rimeligvis være sin Menighed her om Bord meget forbunden, siden den saaledes i Blikstille og 24 Graders Varme stuver sig sammen i Kahytten og synger Salmer. - Naar blot ikke Værdien af dette Faktum forringes derved, at den (Menigheden) har paalagt sig hin Askese i Mangel af at kunne, turde eller ville gøre noget som helst andet!

Jeg havde tænkt mig, at man ved at tage fra London en Lørdag Aften vilde kunne gøre et stort Kup, idet jeg forestillede mig, at Søndagen henrandt om Bord som alle andre Dage, saa at man kunde komme til Newcastle Mandag Morgen efter ligefrem at have "pudset" den engelske Kirke, eller snarere den engelske Gejstlighed, for et af dens mest ubestridelige Prærogativer og et af dens værste Torturmidler ; Søndagen.

Jeg havde svarligen forregnet mig. Imidlertid, Du skal faa mine 7 Lidelser i en vis Orden, og derfor begynde vi med Lørdag Aften. Naar i England et Skib, der ikke udelukkende er et Post- og Passagerskib, skal afgaa til en bestemt Tid, afgaar det regelmæssig fire Timer senere. Det burde jeg have vidst, eller rettere, det burde jeg have erindret, men jeg erindrede det ikke og fik min Straf derfor. Kabhesten, der bragte mig fra Vestenden ned til Hermitage-Wharf, styrtede næsten udenfor Porten til samme Wharf; jeg var fuldstændig overbevist om at være kommen for tidlig, og saa snart jeg var kommen om Bord, blev jeg modtaget med den Besked, at jeg akkurat havde de omtalte fire Timer at vente i. Disse fire Timer blev for mit Vedkommende tilbragte paa en Pæl i Themsen, hvor det forekom mig, at jeg havde bedre Ro end om Bord til at nyde den smukke, varme Sommer Aften og til samtidig at anstille stilistiske Betragtninger over den larmende Mængde neden under mig paa Floden, ved Siden af mig paa Damperen, og oven over mig paa Pakhuset.

Jeg har hos Dickens læst saa meget om Themsmudderet, at det har opvakt en vis Interesse hos mig. Jeg sad derfor og stirrede ned i Mudderet, der slimet og uhyggeligt, halvt fast og halvt flydende, snart lod en Genstand komme til Syne og snart igen skjulte den. Jeg blev anraabt af smaa fattige "Jacker" om at understøtte deres Industri, og efter at jeg havde set et Par Kobbermønter forsvinde og atter blive bragt frem af dette "gähnende Schlund", svækkedes til en vis Grad min Tro, eller snarere min Overtro, paa, at denne "historiske" Vælling var bundløs. Endnu yderligere skulde jeg faa den rette Tro i Hænderne og samtidig paa Benene; thi ved at følge med Øjnene Aftensolens gyldne Skær henover Paulskirkens mægtige Kuppel, glemte jeg samtidig at følge de rette Love for Tyngdepunktets rette Beliggenhed : af lutter Andagt gled jeg ud fra min Søjle og faldt paa alle fire ned i Mudderet, til stor Glæde for mine smaa Kolleger, de andre "Jack'er", hvis Jubel klang som et:

Trafen wir in's Koth zusammen - - -!

C'est le premier pas, qui coûte. Dette pas kostede mig (men det var jo rigtignok ogsaa et faux-pas) foruden en ren Skjorte den Selvovervindelse at stille et yderst fornøjet Ansigt op, medens jeg sjokkede om Bord ad den Vej, hvor ellers de firføddede komme ind, hvis Navn jeg i min daværende Tilstand ikke engang turde tænke paa - af Frygt for selv at skulle gøre en Sammenligning, som vist allerede to Trediedele af Skibets Besætning havde gjort.

Well! Themsens Vande havde sikkert nok forvandlet mig lige saa hurtigt som Kirkes Stav forvandlede Odysseus's Folk, men Kontrachangementet var dog snart gjort nede i Kahytten, og selv om nogle smaa Misser fniste lidt ad mig, da jeg igen kom op paa Dækket, og selv om der i det hele taget blev set lidt mere paa mig, end der i 8 Almindelighed bliver set paa en fremmed i England, vil jeg dog ikke regne dette lille Uheld for videre. Signalpiben og Signalklokken, den uundgaaelige Raaben og Skrigen og Skibets endelige Afgang forandrede ogsaa snart Temaet for Tanke og Tale om Bord. Jeg svandt snart ind til min forrige Ubetydelighed, et Individ, næppe nok et Navn i den store engelske Vrimmel, og samtidig svandt London bag os, som et Slags Oprejsning for mig, ind til en lignende Ubetydelighed, til en blaa Taage, til noget usikkert flimrende noget, der ikke længe efter aldeles opløste sig i Horisontens dunkle Hatteskygger.

Disse Hatteskygger skød sig frem og opslugte den store By, netop ligesom jeg for anden Gang blev Aftenens "Løve" (jeg beder om Forladelse, kære Mikkel, det var ikke "Løve", jeg første Gang blev). Jeg var kommen paa Glidebanen og var bleven "mudret" over mine Betragtninger af Arkitekturen; jeg kom paa en anden Glidebane og blev "tørt af", fordi jeg udtalte mig om Kommunismen. Døm nu selv.

Om Bord paa et engelsk Dampskib er der, efter mine Iagttagelser, den Forskel mellem Englænderne paa første Plads og Englænderne paa anden Plads, at de første er godt paaklædte og stumme, de sidste slet paaklædte (sommetider slet ikke paaklædte) og meget talende eller syngende.

Jeg havde nede i Kahytten, medens jeg ledte efter mit Køjenummer, været saa uheldig at træde en af den første Kategori paa hans lakerede Støvlenæse, og det Kvæk, han i den Anledning gav fra sig, var ogsaa saa godt som den eneste Lyd, artikuleret og uartikuleret, jeg i Løbet af en Timestid havde faaet ud af mine Rejsefæller "on the after deck". Jeg vidste, at jeg havde 32 Timers Sejlads for mig, og jeg havde derfor benyttet mig af alle de sædvanlige Midler til at fremkalde et af de flygtige Rejsebekendtskaber, som man tyer til, naar man ikke kan ryge mere og ikke gider læse mere. Aldeles forgæves. Enhver af disse løjerlige Fyre, med den halvaabne Mund, skarpe Hage, ombøjede Flipper og Hatten ned ad Nakken, havde været paa sin Post imod mig, som om han frygtede for et snedigt maskeret Attentat paa hans Banknoter. Jeg havde bedt om Ild, spurgt om Tiden for Ankomsten til Newcastle, (et meget usømandsmæssigt Spørgsmaal) taget en Handske op (dog ikke en, som var kastet til mig) o. s v., o. s. v., - men lige vidt var jeg kommen. Saa besluttede jeg mig til at gaa forud, hvorfra højrøstet Tale, Latter og Sang blev baaret hen til mig i Aftenens Stilhed. Paa Dækket ovenover "The fore cabin" havde et Selskab paa nogle og tyve Personer lejret sig, Søfolk, Fabrikarbejdere med deres "Damer", Londonermob og ubegribelige. Frit blev her naturligvis talt (jeg blev saaledes straks anmodet om Cigarer af Damerne), men der var dog en vis Disciplin, som gjorde sig gældende. Jeg havde ikke været her mange Minutter, før 9
jeg opdagede, at denne Disciplin dels havde sin Grund i den Op mærksomhed, der blev skænket de forskellige Sangnumre, dels og hovedsagelig i en vis, muligvis ubevidst Respekt for den Diskussion, som syntes at være bleven rejst mellem to Mænd, hver for sig Re præsentanter for et stærkt Parti, og af hvilke den ene netop nu tog den korte Pibe ud af Munden og demonstrerede ivrigt og heftigt, idet han snart rakte den knyttede, snart den flade Haand ud imod sine Tilhørere. Det var en engelsk og en irsk Arbejder. Den ene havde været med ved Mr. Odger's meeting i Trafalgar Square og i god Ro og Mag hørt Dronningen, Prins Arthur og Ministeriet blive skældt ud; den anden havde været med i Phønix-Parken i Dublin og faaet "paa Hovedet" af Politiet efter at have raabt Hurra for de fangne Feniere. I Hovedsagen var de begge enige. De vilde begge først og fremmest Regeringen og dernæst den bestaaende Samfundsorden til Livs. Men medens Irlænderen i vilde, heftige Udbrud gjorde sig til Talsmand for et underkuet, lidenskabeligt Folk, der med Religionen og Fenianis men til Fane, men uden nogen bestemt Plan blot ønsker at kaste sig over sine Undertrykkere eller over dem, det anser for saadanne, - vedligeholdt Briten under hele sit "Foredrag" en vis Koldblodighed, en vis logisk Sans og et Herredømme over sine Udtryk, som i For ening med den dybe Understrøm af Forbitrelse og Had imod Sam fundet, der nu og da umiskendeligt skød sig frem i hans Tale, vars lede om langt større Fare for de bedre stillede, naar en Gang disse Ord blev til Handlinger, og naar denne ulmende Glød blev til en Brand, lig den, der for nylig blev slukket i Frankrig. Jeg havde jo nok baade læst og hørt om Republikanere, Demokrater og Radikale her i England, men det var dog aldrig faldet mig ind, at de eksisterede i saa kraftig, saa forbitret og, jeg kan vel næsten sige, saa moden en Skikkelse, som jeg her saa' for mig. Jeg tror ikke, at det vilde have gjort et saa stærkt Indtryk paa mig, om en af de londonske Galgen kandidater ved Siden af mig havde været den talende. Men netop det, at jeg her havde en kraftig, ædruelig Arbejder for mig, der ikke af Lyst til Rov og Mord, ikke som et Udskud, for hvem intet er at tabe, men kun som Proletaren, der er greben af Tidens socialistiske Strømninger, kaster Handsken til det Samfund, som ikke vil eller ikke kan løse det vanskelige Spørgsmaal: Kapital og Arbejde! - netop dette overbeviste mig om, at der virkelig, maaske i en ikke saa fjern Fremtid, var Fare for Englands indre Ro, og at Lorderne, City mændene og de store Jurister maaske en skøn Dag vilde føle Jorden ryste under deres Fødder, naar, efter Talerens Program, en alminde lig "Strike" over hele Landet samlede en umaadelig Masse Arbejdere i Hovedstaden, og naar disse gjorde fælles Sag med Londonermobben, der understøttedes af et irsk Indfald. Der var noget dæmonisk i den 10 Jubel, som I Nattens Stilhed, og medens det store Skib gled lydløst gennem Vandet, lønnede Taleren for hvert Udfald imod Dronningen, imod alle de Prinser og Prinsesser, Landet skulde forsørge, imod Regeringen *dolgoeO* Ministeriet, der nedværdigede England i Europas Øjne (Alabamasagens Ordning; Hør, hør; ja det er sandt!), imod de forhøjede Skatter, imod Aristokratiet, der pugede uhyre Kapitaler sammen paa enkelte Individer og brugte Pengene paa Fastlandet, o. s. v., o. s. v. Ben hele Skala af alt det, som et Folk i det hele taget kan være misfornøjet med, blev gennemgaaet, og da derpaa Monologen snart gik over til at blive Dialog, fik jeg en uimodstaaelig Lyst til ogsaa at deltage i Samtalen. I Begyndelsen vilde Demagogen slet ikke give sig af med mig; han antog mig for tysk og stemplede mig ubetinget som: a bloody German, der "var og blev Træl, og aldrig vilde kunne ryste Aaget af sig". Da jeg imidlertid havde fortalt ham, at jeg var dansk, at vi havde en fri Forfatning, var et meget demokratisk Folk og hvad man ellers i en Hast kan fortælle om sit eget Land, syntes det at hjælpe lidt. Men uheldigvis kom jeg til at ytre mig noget forbeholdent om den franske Kommunisme, og nu blev det rent galt; han slog sig med sin stærke Haand for sit Bryst, bad mig om i ham at se: a red one, lod mig vide, at alle de omkringstaaende var "Røde" og betydede mig, at hvis jeg var kommen til England for at haane "Folket", saa vilde jeg finde.... o. s. v., o. s. v. Med andre Ord, jeg holdt det for raadeligst at foretage et Tilbagetog, der skete i nogenlunde god Orden, og som atter bragte mig "paa Højden" af mine stumme Rejsefæller, af hvilke dog nu de fleste havde søgt neden under.

Indsvøbt i min Plaid satte jeg mig hen i en Krog. Lyset gennem Kahytsskylightet kastede nu og da et Blink ud paa det rolige Vand. Stempelslagene fra Maskinen lød saa ensformige, saa søvndyssende, at jeg snart var paa Vejen hen imod den Tilstand, hvori man uvilkaarligt knytter Ord eller Sætninger til de drønende Taktslag. Jeg har en ubestemt Formodning om, at de Ord, jeg troede at høre ud af Maskinens Svælg, var: Aux armes, citoyens! - men jeg er dog ikke aldeles sikker i min Sag. Derimod kan jeg temmelig tydelig huske, at jeg ikke længe efter greb mig i at citere Hertz's:

Paa Dækket var der stille; af og til
man hørte Rattets Knagen, Linens Spil,

og derefter er jeg ganske sikker paa, at jeg faldt i Søvn.

Det blev da Morgen, Søndag Morgen, og den Dag oprandt, paa hvilken jeg her sidder og skriver Dig til, kære Mikkel. Dækket saa' ganske anderledes ud end den foregaaende Aften: ingen revolutionær Stemning hverken at høre eller se; ingen "Stemning" i det hele 11 taget; Solen skinnede ned paa et rentvasket og blanktpoleret Skib, Republikanerne forude havde rimeligvis fejret "Saturdaynight" paa bedste Maade; kun nogle faa af dem var at se; men iblandt disse faa opdagede jeg straks den engelske Folketaler, der ganske alvorlig og uden Spor af foregaaende intoxication sad paa det Styrbords Anker, smøgende sin Pibe og grundende dybt - tilsyneladende over den Støvle, han var i Færd med, men maaske i Virkeligheden snarere over det Samfund, han i Aanden saa' sig kaldet til at flikke paa.

Ligesom om han pludselig greb sig i den Helligbrøde, han begik, kastede han Støvlen fra sig, bankede sin Pibe ud, og rullede sig ind i et Stykke Sejldug, ved hvilken snild Manøvre, kan jeg tænke, han baade søgte at undgaa Solen og dem af hans Tilhængere, som muligvis ikke skulde vise sig "søndagsmæssige" nok i deres Opførsel.

Der var imidlertid ikke noget at frygte i saa Henseende. Ganske slukørede, plirrende med Øjnene imod det klare Dagslys, hyppigt gabende og strækkende sig, kom "de Røde" , en efter en, langsomt kravlende op paa Fordækket. De fleste lagde sig straks hen i en Krog, nogle lejrede sig omkring en, der havde en Bog i Haanden, og som nu og da læste nogle Sætninger op deraf; Solen skinnede stærkt, Maskinen summede og brummede som et Orgel, og den ufattelige, ugengivelige Søndagsblanding af Andagt, Varme, Kedsommelighed og stille, selvbebrejdende Eftertænksomhed havde snart gjort sin Magt gældende over den hele Republik.

Styrmanden fortalte mig, at Passagererne i den forreste Kahyt havde haft, hvad vi paa Dansk vilde kalde "en livlig Aften", i Gaar. Jeg nærede som ovenfor anført aldeles ingen Tvivl derom, thi netop saaledes saa' alle disse "andægtige" Sjæle ud. Maaske eksisterer der en ældgammel, nedarvet Forbindelse mellem Saturnalia og Saturdaynight. Jeg véd det ikke, og det vilde rimeligvis være vanskeligt at oplyse; men i ethvert Tilfælde er det et bekendt Faktum, at Lørdag Aften i England "helligholdes" paa sin Maade, og paa en Maade, der staar i en skarp og grel Modsætning til den Maade, hvorpaa Søndagen helligholdes. Begge Dele forklare gensidig hinanden; Overdrivelsen i den ene Retning er en nødvendig Følge af Overdrivelsen i den anden; man nærer med Rette en vis Frygt for Søndagen og bedøver sig i Ginpaladserne, - til Gengæld kommer Søndag Morgen med "Tømmermænd" og Samvittighedsnag og kalder de angerfulde til Kirkerne eller omkring Bibellæsernes ambulante Pulte, og - jo stærkere Tømmermænd, desto større Andagt !

Saaledes oprandt da Søndagen om Bord paa Dampskibet "Palmer" af Newcastle. I første Kahyt, hvor der ingen "Svir" havde været i Gaar, fremtraadte naturligvis Andagten heller ikke under en saa stærk Form af Slappelse. Her havde den snarere et Udseende af en 12 vis haabløs Resignation - i det mindste for Herrernes Vedkommende. Blandt Damerne var nogle Fanatikere (de to gamle Ladies, der gerne vilde have kvalt Papegøjen), nogle tog Sagen paa en praktisk, engelsk Maade som en god, gammel Skik, som alle fulgte, og som de ogsaa vilde følge, og nogle ganske enkelte læste lidt i en Salmebog, gik da op og ned ad Dækket, saa' ud ganske som sædvanligt, lo, talte og fortalte, at de glædede sig over det smukke Vejr, over Vorherre, som ikke lod det blæse, og for Resten over alt muligt andet godt og glædeligt i Verden.

Hvis det havde kunnet være tænkeligt, at denne lille Minoritet kunde have vundet Sejr over de andre, da havde vi maaske endog faaet lidt Musik - foruden Salmesangen, da var Bordbønnen over Middagsmaden maaske ikke bleven læst fuldstændig saa degnemæssigt, da havde maaske Konversationen over og efter Bordet ikke udelukkende været bemægtiget af de to gamle, religiøse og meget stridbare Damer, da havde maaske hele Selskabets skinhellige Hvisken været afløst af en ærlig "Talen fra Leveren", - da havde kort sagt meget af det været anderledes, som nu har drevet mig hen i en Krog med min Pen og Skrivemappe, meget af det, som jeg havde Lyst til i endnu stærkere Udtryk at beklage mig over - hvis jeg ikke frygtede for, selv derhjemme i Danmark, at blive anset for en Polly, der spotter Sabbathen.

Newcastle on Tyne.
Mandag.

Hvorledes det saa blev Aften i Gaar, skal jeg ikke kunne sige Dig. Men den kom dog, og med den kom ogsaa lidt Søbrise; Solen morede sig med at anstille Farveeksperimenter gennem Skyerne, Landet traadte frem, højt og skarpt, det var Flamborough Head, mod hvis stejle Kridtklinter Søen brød sig, og hvis to melankolske Fyrtaarne ragede mørke op over den nøgne Aas. Det var tydeligt at mærke, hvorledes Rejsen nærmede sig sin Ende. Der kom endogsaa en Slags Samtale i Gang paa Dækket, hvori selv Kaptajnen deltog, og som fornemlig drejede sig om Fyrtaarne, Storme, Vinterture, daarlige Kaminkul, vandtætte Overfrakker, o. a. desl. Saa længe Konversationen holdt sig indenfor disse mere eller mindre maritime Grænser, deltog jeg med Iver deri, men uheldigvis skulde netop Kaptajnen ved ikke længe efter at pege ind imod Skarborough, hvis Lys man saa' blinke paa Kysten, fuldstændig forandre Samtalens Retning. Det at nævne noget fashionabelt, og tilmed et saa fashionabelt Badested som Skarborough, skal aldrig undlade at gøre sin bestemte, uforanderlige Indflydelse gældende paa de "uafhængige" Briter, og Indflydelsen viste 13 sig ogsaa straks her i denne Kreds. En 5-6 adelige Navne blev i en kort Tid nævnede, man spurgte, om den eller den Lord iaa ved Badet i Aar, man saa' ud, som om man selv havde en Krone paa sin Karetdør, man skottede til sin Nabo for at se, om han ogsaa saa' tilstrækkelig fin ud for Selskabet, kort sagt, der udbredte sig en vis Duft af Noblesse over disse Probenreutere, unge Jurister, Handelskommis'er og afdankede Officerer, der gjorde et uimodstaaelig komisk Indtryk paa mig, men som tillige foraarsagede mig en vis kvalm Fornemmelse, omtrent som efter at have sunket noget ildesmagende.

Det er muligt, at jeg ikke har Lov til at lade mig irritere, naar jeg i Parktiden møder disse lange Rækker af Lordernes Vogne, virkelige Lorders Vogne, fra den virkelige Westend, der stænke Snavset i Regent-Street, Piccadilly og Rotten-Row helt op over Hovederne af de uprivilegerte Fodgængere. Jeg vil indrømme, at det ikke har Lov til at afficere mig saa stærkt, som det maaske gør, naar jeg træffes af et af disse kolde, uforklarligt overlegne Blik fra Mylord eller Mylady inde i Vognen, eller af et af disse aldeles ugengivelig uforskammede Blik fra Kusk eller Tjener paa Bukken, hvilke samme Individer med deres veludstoppede hvide Lægge, pudrede Haar og vandkæmmede Kindskæg vilde afgive et uudtømmeligt Emne for folkelig Fornøjelse - naar kun Folket selv kunde se det morsomme deri. Det er endvidere muligt, at jeg slet ikke havde Ret, og at jeg aldeles ikke kunde støtte det paa nogen Fornuftgrund, naar jeg ved en tilfældig Revolution her i England vilde give Londonermobben Medhold i, at den rev disse Herrer og disse Tjenere ud af de forgyldte Karosser og satte dem paa halv Kost og lod dem gaa til Fods som andre dødelige og ydmygede det overlegne Blik og dunkede Puderet ud af Hovederne og Hovmoden ud af Hjertet.

Jeg vil indrømme det altsammen. Men til Gengæld vil jeg have Lov til at ærgre mig og til at udtale min Ærgrelse, hver Gang jeg træffer paa disse stakkels Snobber (hvoraf det vrimler her i England), der bruge Moskusessens fra Bond-Street, der ved enhver Lejlighed vise det Kort frem, som en eller anden ung Lord efterlod paa Kollegiet, og som ved skødesløs Slentren, dumme Bemærkninger, blaserte Bevægelser og idiotiske Ansigtsforvridninger sætte en Ære i at efterabe de "virkelige" unge adelige Drivere, der i Følge Navnet henhøre til Englands berømmelige Adelsslægter, men som selv er til Latter og Adspredelse hos det engelske, intelligente Aristokrati, samtidig med at de afgive yndede ugenlige Karrikaturer for "Punch, "Judy" og "Fun".

Hvorledes det altsaa var blevet Aften i Gaar, skal jeg som sagt ikke kunne sige; men Aften blev det, og Nat blev det ogsaa. Stewarden havde sagt mig, at vi vilde være ved Tynemouth omtrent Kl. 3, og 14 uden at gøre mig rigtig Rede for, hvad Tynemouth egenlig var, og hvor langt der igen var derfra til vort Bestemmelsessted, havde jeg bedt ham vække mig ved dette Klokkeslet

Jeg havde lagt mig paa Gulvet i den store Salon. Fuldt paaklædt, som en Soldat ved en Bivuakild, var jeg rede til at springe op og ufortøvet tage imod, hvad der skulde vise sig; - men det, der viste sig, overgik selv mine dristigste Fantasier. Man havde raadet mig til at gøre denne Tur opad Tynefloden ved Nattetide, og man havde vel ogsaa omtalt for mig, hvad jeg vilde faa at se. Men jeg kan ikke nægte, at da jeg - halvt fortumlet af at drømme om Kirkemusik, Autodafeer, engelske Gejstlige, o. s. v. o. s. v. og endnu næppe rigtig vaagen, forfrossen og ubehagelig i det hele taget, kom op paa Dækket, begyndte jeg straks ligesom Jeppe at tvivle om, hvor vidt det var "jeg eller ikke jeg", og om hvor vidt Skibet ikke i Nattens Timer havde taget fejl af Vejen og - i Modsætning til det Sted, hvor Jeppe var kommen hen - nu befandt sig ved Indløbet til Akerons og Pyriflegetons mystiske Vande.

Jeg vil forsøge, skønt det vist bliver et svagt Forsøg, at beskrive Dig det forunderlige, som mødte mig her, baade de Genstande, der viste sig, og de Indtryk, disse igen gjorde paa mig; kun maa Du tilgive mig, om jeg ikke bestemt formaar at skelne mellem Indtrykkene, thi ubegrænsede og usammenhængende flød de over i hverandre. Jeg antager, at vi selv, jeg mener Skibet, hvorpaa vi befandt os, svømmede som et stort Uhyre, med et rødt og et grønt lysende Øje, ind mellem en hel Del andre lignende sorte Tingester, der af og til, og skiftevis med et rødt eller grønt Blik, "laante hinanden et Øje". En klam Taage søgte øjensynlig at hindre disse sorte Kolossers Bevægelser, og en Gang imellem skurede de sig ogsaa jamrende og klagende op ad hverandres Sider, og da lød høje, vrede Stemmer og Trampen af mange Fødder, som slæbte Touge eller raslende Kæder efter sig.

Paa én Gang delte de svømmende Tingester sig, og nogle af dem blev til faste Legemer, der lod os passere forbi, medens de selv hvæsede ad os og spyede Røg og Gnister, der ikke forskrækkede mig synderligt, saa længe jeg vidste, fra hvem de kom, blev, alt eftersom vi fordybede os mere og mere i Taagen, til uhyre Røgsøjler, til Flammetunger, der slikkede efter Luft ud af lange sorte Halse, og da al den Ild efterhaanden gjorde det lyst omkring os, syntes jeg, at vi selv svandt ind til et ganske lille sort Punkt, medens alle vore Omgivelser voksede til uhyre Dimensioner. Røgen hvirvlede hvidliggul ovenover os, Ild fo'r ud af Siderne paa de Bakker, som jeg nu tydelig kunde se begrænse det Vand, hvorigennem vi gled, og til Slutningen blev det hele en saadan forvirret Masse af Taage, Røg, Damp 15 og Ild, en saadan tæt Blanding af alt det, der formaar at standse det menneskelige Aandedræt, at jeg godt kan forstaa, at vort eget Skib lidt efter lidt standsede sit, saa at vi til Slutningen stod aldeles stille.

"I, som indtræde, lader Haabet fare." Ja havde jeg blot en "Dante" ved Haanden, skulde jeg i den lidenskabelige Digters eget, stærkt bevægede Sprog citere Dig Sted paa Sted, hvis glødende Kolorit vilde anskueliggøre Dig al denne Ild, alle disse flammende "Kredse".

Der er i London, i Bond-Street, et Galleri af Gustave Dorés Arbejder, blandt hvilke maaske et stort Maleri, forestillende Dante og Virgil, tiltrækker sig den største Opmærksomhed. Tause, med Sorg og Medfølelse i de alvorlige Træk, staa Oldtidens og Middelalderens Digtere Side om Side og stirre fra Mørket ind i det flammende Ildhav, hvor Skikkelser utydeligt bevæge sig forbi deres Blik. Billedet randt mig uvilkaarlig i Hu ved denne Lejlighed. Ild var her nok af, og fordømte, som sled og slæbte og aldrig kom ud af "Kredsen", var her ogsaa nok af. To mørke Skikkelser stod foran mig paa Skibets Dæk, og jeg var maaske et Øjeblik Fantast nok til at lade dem gælde for Æneidens og Divina Comedias Forfattere. Illusionen ophørte imidlertid, saa snart jeg hørte dem tale, men til Vederlag for æstetiske Jeremiader fik jeg da ogsaa radikale Forbandelser. Det var mine to bekendte fra den foregaaende Aften, Englænderen og Irlænderen, og deres Ord var om muligt endnu mere "bevingede", deres Udtalelser endnu drøjere, og det var tydeligt nok, at de her følte sig hjemme, og at den hele Fyrværkerifest, der var usædvanlig for mig, netop ved sin Tilvanthed gjorde dem sikre og fri.

Mig havde det forekommet, som om Tynefloden var garneret med lutter Ild og Røg eller, oversat i Realitetens Sprog, med lutter Fabrikker, men disse to Mænd udpegede til gensidig Glæde det ene efter det andet mørke Punkt, det ene efter det andet Ironwork, der havde maattet standse Arbejdet paa Grund af Arbejdernes "Strike". Det var hævet over enhver Tvivl, at de selv agtede at tage Haand i Hanke med ved denne Strike, og under Profetier om Arbejdstidens Forkortning, Lønnens Forhøjelse, fri Skolegang, Felttog mod Kapitalen, Arverettens Afskaffelse, Arbejdernes Revolution lød Stewardens Tickets please, Gentlemen! Og jeg opdagede, at Morgenen begyndte at dæmre svagt, og at de Huse, de Broer, de Skibe og de Baade, som omgav os i spøgelseagtige Fremtoninger, rimeligvis maatte være de virkelige gediegne Bestanddele af den alt andet end uvirkelige By, Newcastle.

16
London den 5te September.
En By ved Tynen.

Jeg har forladt den; jeg har rystet mine Sandaler udenfor dens Porte; jeg har vasket Kulstøvet af mit Ansigt, men jeg har ikke kunnet befri min Sjæl fra et Overtræk af Spleen, fremkaldt ved denne By. Nu synes jeg, at jeg kun har tilbage at give den sit Skudsmaal; - og her er det, lige saa sort, som Byen selv.

Jeg henvender mig paa Forhaand til de "Retfærdige" i Sodoma, hvis Bekendtskab jeg er taknemlig over at have gjort, og hvis gode Omdømme jeg derfor nødig vilde forskertse. Jeg véd, at de vil forstaa, at naar jeg udtaler mig, udtaler jeg mig i Almindelighed, og naar man taler i Almindelighed om en Ting, har man Lov til at forsøge paa at træffe Sandheden, selv om den, som i dette Tilfælde, skulde vise sig at være sort. Jeg tager endnu en Gang min Hat af for "Undtagelserne" og takker disse hjerteligst for sidst; men saa sætter jeg ogsaa Hatten paa Hovedet igen, og giver mig i Færd med "Reglen".

I Reglen var da Byen indhyllet i en Røgsky, og for saa vidt skjulte den heldigvis sin sande Skikkelse under et tvivlsomt Slør. Men "hvad laa skjult i Mørkets Gem, det klart for Dagen bryder frem", - og hver Gang et Solglimt brød igennem Sløret, fremviste Glimtet paa den mest udelikate Maade, en Række af falmede Yndigheder, der gjorde et trøstesløst og melankolsk Indtryk, et Indtryk fra "bag Kulisserne" med alt, hvad derunder kan indbefattes.

Jeg tvivler ingenlunde om, at Byen virkelig en Gang har kunnet være en Skønhed. Kun er jeg sikker paa, at det maa have været længe siden, - maaske i de Tider, da de gamle, rustne Vaaben fra Hallen i the old castle hang nye og straalende omkring Skuldrene paa den drabelige Svend, der fra Borgens Murtinde spejdede efter de vilde Klansmænd nord fra. Maaske den aarvaagne Vægter den Gang har ladet sit Blik under Stormhatten glide hen over de høje Flodskrænter, uden at dette Blik hindredes af de røgspyende Skorstene, og uden at hans lyttende Øre døvedes af den buldrende og bragende Larm fra de sværtede Fabrikker.

Jeg stod selv ved denne Murtinde og tænkte mig den Overraskelse, det vilde være for en saadan Vægter fra Grænsekrigenes Tid, naar man med tilbundne Øjne førte ham op paa Platformen, tog Bindet bort og lod ham se sig omkring. Jeg er sikker paa, at jeg vilde møde et mere forfærdet Blik end den Gang, da han saa' Bakkeaasen myldre med skotske Huer og hørte Klaymorerne drøne mod Skjoldene. Et Jernbanetræn kom rutschende forbi nedenunder Taarnet. - Hvad vilde han sige om det? og hvorledes vilde han forklare sig Byens uhyre Udstrækning over begge Flodbredder? Hvor var Skovene blevne af, og de grønne Marker? og hvad i alle Helgenes Navn var 17 det for Tingester, der spyede ham Gnister og Røg næsten lige op i Ansigtet? Jeg vil holde ti mod én paa, at han vilde løbe ned i den store Vaabenhalle og raabe Vagt i Gevær; eller rimeligere er det maaske, at han søgte ned til Kapellet i Kælderen, og mødte op med en Forstærkning af Borgkapellanen og hans Spændebibel for at besværge Troldmanden paa Kvisten.

Der var noget saa uforklarlig sælsomt i at staa paa denne "historiske Grund" og se ned paa disse Paddehatte af Fabrikker, disse Kulpramme, disse merkantile Kontorbygninger, disse vimse Smaagrosserere, der alle tilsammen ingen Historie havde og ingen Plads vilde faa i Historien uden som forsvindende Kommaer i Aarhundredets bindstærke Kulturhistorie. Der var Stof til allehaande Tanker i den alvorlige Ro, der hvilede over den gamle normanniske Bygning som Modsætning til den forvirrede Larm, der trængte sig op fra den rastløse arbejdende By; og det, at jeg havde tilbragt en Times Tid i det lille Kapel under Jorden, gjorde Modsætningen saa meget større.

Der havde været meget at betragte, meget at tænke over dernede under Jorden, hvor Dagslyset faldt dæmpet og sparsomt ind gennem de smaa, tilgitrede Vinduer højt oppe i Muren. Stumper af Sarkofager og Ligstene var stillede op langs Væggene. Jeg forsøgte at læse mig nogle af de Navne til, der var indhuggede i Stenene, men jeg kunde kun faa ud, at vedkommende, hvem det saa havde været, alle var "døde i Herren". At de just ikke allesammen havde "levet" i Herren, derom vidnede nogle af de raat udførte, men naivt anskuelige Basreliefs, der var indmurede rundt omkring i Væggenes tykke Kalkbedækning. Her saa' man Adelsmænd og Damer, der til Hest forfulgte det flygtende Vildt. Man saa' en tyk Mand med Krone paa, der spiddede en tynd Mand, ogsaa med Krone paa; man saa' en lystig Banketscene, hvor Bægrene var rullede de glade Gæster ud af Hænderne, og hvor en lille Page med Snabelsko, rimeligvis overvældet af sit Skafferembede, laa udstrakt paa Gulvet saa stiv som en Pind, men endnu knugende Haanden om den store Kande.

Et Basrelief ovenfor dette sidste antog jeg straks i Begyndelsen fejlagtig for disse glade Sjæles Apoteose, men snart indsaa jeg, at Glorien om Hovedfigurens Hoved, den Fane med et Kors i, som en Korsfarer i Svømmebenklæder holdt i Haanden, de Dyreskikkelser (ved nærmere Eftersyn Lam), der græssede paa nogle Stene i Forgrunden, nogle store Nøgler, en Sav, en Kølle, to Fyrbækkener og andre lignende Forsfrikningsmidler næppe kunde være Attributer til Evans Forherligelse, men højst sandsynlig tydede hen paa et eller andet Martyrium, hvor "Glorien" var vundet, ikke ved Bægre og Thyrsusstave, men ved de omtalte Bækkener og Køller.

Paa dette Punkt af mine Undersøgelser blev jeg kaldt ovenpaa af 18 den Kone, der havde lukket mig ind i Borgen for en Sixpence, og som nu syntes at være tilbøjelig til at betragte samme Sixpence som fortjent. Førend hun imidlertid lukkede mig ud igen, blev jeg tiltalt af en Gentleman, der paa en ubegribelig Maade maatte være kommen ind af en eller anden Dør, som hidtil var undgaaet min Opmærksomhed. Af mit lange Ophold i Kælderen syntes han at have sluttet sig til, at jeg paa en direkte eller indirekte Maade maatte staa i Forbindelse med Arkæologien; han spurgte mig ogsaa, om jeg dyrkede "saadan noget", og uden forøvrig at vente paa Svar lukkede han en lille Dør op bag ved sig, og førte mig ind i et stort, halvmørkt Værelse - en Mellemting mellem et Bibliotek, et Pulterkammer og en Marskandiserbutik - hvor Reoler, gamle Vaaben, Glasskabe med Oldsager, daarlige Træsnit og højryggede Lænestole frembød en ganske malerisk Blanding, hvilken Blanding efter Mandens Sigende tilhørte Byens arkæologiske Selskab, der holdt sine Møder i dette for Resten ingenlunde uhyggelige, men endogsaa paa sin Maade ganske komfortable Lokale.

I hvilken Berøring han iøvrig selv stod med Arkæologien og Byens arkæologiske Selskab, kunde jeg ikke udfinde. Jeg mente ikke desto mindre, at jeg burde fortælle ham noget om vore Samlinger og om den Kongres, der havde været i København, men det, der mest interesserede ham ved denne Fortælling, var Karl Vogts forskellige Vitser og Køkkenmøddingsudflugten paa Issefjorden. Han syntes i det hele taget ikke at have noget videre Kendskab til eller Interesse for de mere eller mindre værdifulde Skatte, han tilsyneladende bevogtede, og da jeg ledede Samtalen hen paa nogle af de gamle Vaaben, der smykkede Væggene, udtalte han sig noget ringeagtende om de "raa og uoplyste Tider", som karakteriseredes af disse "plumpe Slagterredskaber" i Modsætning til de "herlige Opfindelser", der stemple vor Tid som Civilisationens og Fremskridtenes Tid. Jeg havde lige paa Munden at spørge ham, om han derved sigtede til Nutidens "oplyste" Granater f. Eks; men da jeg en Gang for alle har gjort mig det til Regel aldrig at indlade mig i Disput med en Englænder, tav jeg ogsaa denne Gang klogelig stille, og anbefalede mig ved den første indtrædende Pavse. De svære Døre lukkede sig efter mig; jeg stod atter i den oplyste Nutid og vendte den raa Fortid Ryggen.

Det var umiddelbart efter dette mit Besøg i den gamle, skumle Borg og ikke mange Minutter efter den sidste Samtale indenfor dens ærværdige Mure, at jeg befandt mig midt inde i the strike. The strike præsenterede sig for mig som en Bande paa et Par Hundrede Mennesker, der anført af en drukken Fyr paa en hvid Hest, flankeret af en brølende Skare Fruentimmer og Drenge, og for Resten forsynet med Flag og Vimpler med allehaande meningsløse Inskriptioner, trak Gade on og Gade ned uden Snor af Plan eller Hensigt - med mindre 19 Hensigten var den: at døve Ørene paa sig selv og andre ved det mest afskyelige Musikkorps, som nogensinde i hæs og fordrukken Tilstand har ravet af Sted i Spidsen for en engelsk mob.

Hvorfor the strike var gjort, og hvilke the strikesmen's Fordringer var, kunde jeg ikke bringe i Erfaring. Det eneste faktiske, jeg kunde faa ud af det hele, var, at det var Kul- og Jernværksarbejdere, som - det maa man sige til deres Ære - nu paa fjerde Maaned havde holdt ud, eller hvad man i Haandværkersproget kalder: været "fyrige" . Denne "Fyrighed" i overført Betydning var for Resten ikke løbet af uden visse Fyrigheder i almindelig Forstand, og blandt andre koleriske Foretagender havde saaledes den samtlige Bande den foregaaende Aften paa dens Samlingsplads, the cattle market, banket en Afdeling ulykkelige Normænd af, der af Fabriksherrerne var blevne indkaldte til de vakante Pladser, og alle som én havde de nidkære strikesmen højtideligt lovet fremdeles at ville banke enhver Udlænding af, der gik imellem dem og deres "duty".

Det var et Fænomen fra den "oplyste" (engelske) Tidsalder.

Da jeg Aftenen efter stod i Døren til det graa og triste Hotel, der husede mig indenfor sine melankolske Vægge, og medens jeg i et Slags halvfortvivlet Aandssløvhed netop havde begyndt at tælle efter, hvor mange Gange i Minutten Dampfløjten lod sig høre derovre fra den store, tunge, graa og triste Stationsbygning, blev pludselig mit Regnskab bragt i Uorden ved, at en Mængde Mennesker af alle Stænder og Køn kom løbende forbi mig under Raabene: He is poisoned; they have killed him! Da jeg nu nok kunde ønske at vide, hvem det Var, der saaledes var taget af Dage, fulgte jeg - i den Forventning, at jeg skulde blive Vidne til en stor Sensationsscene, maaske endogsaa i næste Gade - øjeblikkelig med Strømmen. Den standsede udenfor det nærmeste Aviskontor, og her fik jeg Sagens Sammenhæng at vide. Det var ikke Redaktøren, der var bleven forgivet, det var ingen af Negrene, "de Sorte", der var bleven myrdet; alle "Medarbejdere" sad uforstyrrede ved deres Pulte, og Redaktøren selv, den store Udgiver af et Blad, der nærmest vilde kunne svare til vor salig "Sandheds-Fakkel", Folkets Talsmand, strikens Panegyrist, meddelte det forsamlede Folk med en fast Stemme, men i dyb Bevægelse, at Rygtet desværre havde talt sandt, og at den store R e nforth, den uovervindelige Baadkæmper, i Følge derom indløbet Telegram var overvundet af Døden midt tinder hans Anstrængelse for at tilkæmpe sig og sit Fødeland en glimrende Sejr.

Det var en stor Sorg, en Bysorg, en Landesorg, og Forfærdelse greb den hele Forsamling omkring mig og spredtes i utrolig Hast over alle Gader og Stræder. Paa mig frembragte den almindelige Bevægelse en Tilbøjelighed til at sætte mig et Par Tusind Aar tilbage i 20 Tiden og til at tænke mig en lignende Situation i Athens eller maaske snarere Spartas Gader, hvor Borgerne erholde Efterretning om, at en af deres Atleter er slaaet ihjel med et Næveslag, eller kørt over paa Rendebanen. En egen uhyggelig Følelse greb mig af noget ubetinget raat, noget udelukkende "kropmæssigt", der har usurperet den højeste Plads for universal Opmærksomhed, og der gik et eget Lys op for mig med Hensyn til Beskaffenheden af det forunderlige Folk, hvoriblandt jeg færdedes.

Jeg erindrede nu, at jeg for en Ugestid tilbage i Byens Hovedavis havde læst et langt og udførligt Referat af den Modtagelse, der var bleven denne Renforth og hans tre Kolleger til Del ovre i Kanada, hvor den store Kaproning mellem Moderstatens og Koloniens Baade skulde afholdes. Ankomsten af Tyneflodens fire berømte Baadmænd havde været en Begivenhed for det hele Land; alle Befordringsmidler var stillede til deres Raadighed i Mellemtiden, førend Kampen begyndte; alle flokkedes om dem, alle kappedes om at komme til at se og beundre dem, og den Hædersbevisning, som Sokrates fordrede, men ikke erholdt af de utaknemlige Atheniensere, havde Kanadierne af sig selv indrømmet disse fire "Safter", hvis Armmuskler (mirabile visu) i Virkeligheden havde kvalificeret dem til at underholdes som Prytanister paa det offenliges Bekostning.

Samme Blad havde tillige en udførlig Beskrivelse af disse fire Prytanister, der i ubevidst Komik var noget af det mest glimrende, jeg endnu kan erindre af engelsk Sportnaivitet. Den korporlige Beskrivelse lød nogenlunde saaledes:

Nr 1. Renforth. 36 Aar. Hals og Overarme uhyre udviklede. Bumstærk. Taler kun lidt.

Nr. 2. Mr. N. N. 32 Aar. Mindre bred over Brystet. Dygtige Arme. Godt bygget i det hele. Tavs.

Nr. 3. Mr..... 28 Aar. Senestærk og udholdende. Noget indesluttet.

Nr. 4. Mr..... Den yngste. Fortræffelige Anlæg. Vil nok blive en stor Champion. Ikke meget meddelsom.

Saaledes var den store Renforth, og saaledes var hans Medarbejdere. Men ak, Renforth var ikke mere; han var død, ramt af et Slag midt under selve Kampen, og man havde kun den Trøst at beskylde Kanadierne for at have givet ham Gift, og saa for Resten det Haab, at den yngste, han med de gode Anlæg, vilde udvikle sig til snart at indtage den vakante Plads.

Byen behøvede ikke at klæde sig i sort over hans Bortgang; den var sort i Forvejen. Men nogle Dage efter løb de smaa Avisdrenge om paa Gaderne med trykte og litograferede Kort, hvorpaa the champion formaliter blev anmeldt som død, og hvorpaa hans Biografi og 21 hans sidste Hilsen til Fødelandet fandtes. Slige Kort var ikke set siden Lord Palmerstons, ja maaske ikke siden Prins-Gemalens Død; men det forstaar sig, der havde maaske heller ikke været nogen Anledning førend denne. Ugedagen efter havde "Graphic" et stort Træsnit, der forestillede "Kæmpen" i Virksomhed. En Mand, nøgen til Bæltestedet, saas "trækkende" paa en Aare i en af de lange, smalle Kaproningsbaade. Jeg behøvede kun at kaste et flygtigt Blik paa dette Billede for at mindes et Sted i Chaillus afrikanske Rejseskildringer, hvor den berømte Jæger omtaler et Møde med en Orangutang: "Et Øjeblik endnu, og Dyret stod for os i hele sin dæmoniske Majestæt. Panden var lav, Udtrykket i Øjnene lurende og ondskabsfuldt; de mægtige Skuldre bar et Par Arme, hvis Muskler røbede en uhyre Kraft; det var et Menneske, der stod for os, og dog et Dyr, saa hæsligt, vildt og voldsomt et Dyr, som vi nogensinde havde set."

Hvis Byen ved Solskin var en sælsom Blanding af Røg, Kedsommelighed, Drukkenskab og Forretningsiver, da var den i Regnvejr, eller naar Søvinden svøbte den ind i Taager, et haabløst Superlativ af alle de ubehagelige Egenskaber, en By i det hele taget kan være i Besiddelse af. Gik man paa en saadan Dag i Regn eller Taage, eller en nøje Forening af begge, langs med Kajen, hvor Skibene ligge, og hvor Handelsfolket staar paa Lur, da vilde man uvilkaarlig begynde med at undre sig over den menneskelige Naturs Sejghed, og ende med at underkaste den en Prøve i Whiskyshopperne, hvis Tal er legio.

Det var et underligt Folk, dette Handelsfolk, og en sælsom Allarmplads havde det valgt sig. "Børsen" (for dog at blive i Terminologien) var et Gadehjørne udenfor en Whiskybutik, hvor der tilsyneladende handledes med gammelt Tovværk og nye Søfolk. "Børsen" var en tre, fire Gange bleven flyttet hen til forskellige Lokaler med Tag over Hovedet, men uden Whisky i Baggrunden, og denne sidste Mangel havde utvivlsomt bestandig været den hemmelige Grund til atter at søge tilbage til Gadehjørnet. "Børsen" var og blev paa Gadehjørnet, hvor Blæsten og Regnen, Røgen og Taagen blegede de arme Kommis'ers Kinder, og hvor Whiskyen fra Smuthullerne rundt omkring til Gengæld farvede de merkantile Næser røde. Det hele var en ægte engelsk Institution, og Anlæget var holdt i Rævegravstilen: et stort aabent Hul, der saa' meget skikkeligt ud, og bagved det en Mængde krogede Gange og Gyder, der alle mundede ud ved en eller anden Skænk, hvis flydende Varer gjorde Kajens Egenskab af "fast" Genstand endnu mere tvivlsom for dens Regnfrakke-bærende og Paraply-holdende Befolkning.

Paa the cattle-market var de Arbejdere lejrede, der havde gjort strike. De sad der næsten hele Dagen, undtagen i de Timer, hvor 22 deres "duty" fordrede, at de drog i Procession omkring i Staden. Om Aftenen krøb de sammen i smaa Hobe, og disse Hobe diskuterede da ivrigt indbyrdes, medens Konerne løb efter Tobak og Øl, og Børnene sov. Natten blev i Reglen tilbragt paa samme Sted. Det var en sejg og energisk Skare Mennesker, der vilde føre deres Krig igennem ; og tilsyneladende i det mindste gav dette: at ville noget ! det hele Selskab en vis Holdning, løftede de haarde, kantede Hoveder i Vejret, og forsonede med de umagelige Brosten, det ustadige Klima og med de faa Shillings, som Strikefondet ugenlig ydede pr. Mand. Langs med Kajen bevægede Handelsfolket sig i en uafbrudt, daglig Procession, med Mottoet: Money! Mottoet skulde egenlig forsone med Bestillingen, men der var et ængsteligt, forjaget Udtryk i alle de merkantile Træk, som vidnede om, at Dyrkelsen af Guldkalven i vore Dage fordrer større Anstrængelser end hos de dansende Jøder i Ørkenen. Og dog vilde alle disse vimse Mennesker, der gik p a a Arbejde om Morgenen og f r a Arbejde om Aftenen, og som levede i en By, der ikke engang formaaede at byde dem Adspredelse for deres Sovereigns, dog vilde alle disse "blege Ansigter" med Beklagelse, ja med Foragt trække paa Skuldrene af "Rødhuderne" paa Kvægtorvet, der rigtignok til Gengæld ikke ønskede andet end snarest mulig at komme paa "Krigsstien" og kaste Tomahawken i Hovedet paa Principalerne.

I de store Kontorers smaa, hyggelige Bagværelser, hvor Kaminilden brændte som Offerild foran de smaa og store Guldkalve, der i Form af Jernskrin stod i Baase rundt omkring ved Væggene, i disse ærefrygtindgydende "Allerhelligster" tronede Fyrsterne, de store Købmænd, Principalerne. Det var deres Drabanter, der i Tusindvis jagedes til Døde i en daglig Stormmarch fra Pulten til Banken, fra Banken til Kajen, ud paa Skibene og ned i Kahytterne, slæbende Skipperne i Land, afskibende, udskibende, klarerende, konsignerende, etc. etc. i det uendelige. Naar man stod paa den svimlende høje Jernbanebro, der forbinder begge Flodbredder, og naar man derfra gennem Regnen og Taagen i det hele taget kunde faa Øje paa noget neden under En, da tog den smudsige Flod og den smudsige Kaj sig ud som en sølet, opkørt Landevej, og Befolkningen dernede syntes at være en Befolkning af Krager, der afsøgte Hjulsporene. Befandt man sig imellem denne Befolkning, kunde Sammenligningen endda holde Stik. Sproget, der blev talt her, var et ejendommeligt Kragemaal, et underligt Maal med korte, afrevne Sætninger, monotone Spørgsmaal og Svar i et eget, ensformigt Tempo, uforstaaeligt for uindviede, men muligvis højst "praktisk" for de indviede.

Hen paa Aftenen, naar Hjulsporene var behørigt afsøgte, forsvandt Kragerne lidt efter lidt; alt blev lukket og stænget nede ved Floden, og nu var det den øvre By, der regerede.

23

Der var to eller tre Hovedgader, som løb sammen i en Plads, hvor et mægtigt Monument hævede sig i Form af en stor Søjle, der var rejst til Ære for en lille Mand. Der var desuden en bred Tværgade, ved hvis ene Slutning det store Posthus og ved hvis anden Slutning den store Jernbanestation fandtes. Rundt omkring denne Søjle, dette Posthus og denne Jernbanestation havde den øvrige By lejret sig med sine mange Kirker og sine mange Drikkestuer, af hvilke de første havde et lige saa stort Besøg om Søndagen som de sidste hver af de samtlige Søgnedage. Der var desuden to Teatre, et anstændigt og et uanstændigt; det anstændige var en stor Bygning, der laa paa Hjørnet af en Gade, som var døbt Shakespeare Street; men "Shakespeare" spilledes ikke paa Teatret. Det uanstændige maa rimeligvis ikke have været morsomt eller ikke uanstændigt nok, eftersom ingen af de unge Handelsmænd opfordrede mig til at besøge det, og det anstændige afholdt jeg mig fra paa Grund af en vis musikalsk Undseelse overfor anglo-italienske Sangere.

Naar da Butikkerne i Hovedgaderne samtidigt med Kontorerne nede ved Floden var lukkede, gik Handelsfolket "hjem". De gifte forsvandt hver i sin Fæstning, hvor deres Kone, deres Middagsmad og deres "Times" ventede paa dem. De ugifte underkastede maaske Whiskyen i et eller andet Udsalg en lille Ekstraprøve, begav sig derpaa hen i en Klub, læste om det nyeste Mord, spillede en Whist, underkastede Whiskyen nok en lille Prøve, og søgte sluttelig deres møblerede Værelse, for den næste Dag igen at blive Krage ved Floden og spille Whist i Klubben.

Det var en sælsom By, en By, der i kort Tid formaaede at gøre én bange for sig selv, og den Morgenstund, da vi rutschede af Sted over Jernbanebroen, og jeg for sidste Gang fra Kupévinduet kastede et Blik ned til Kragerne, havde jeg en Fornemmelse af i rette Tid at have narret Tungsindets Aand for et allerede udkaaret Offer. Den samme Fornemmelse syntes min Genbo, en lille væver Franskmand at have, der til min store Overraskelse, men med en øjeblikkelig Tilslutning fra min Side, pludselig gjorde et af de Frimurertegn ud af Vinduet, som bestaar i at holde begge Hænder med udspilede Fingre foran en vis Del af Ansigtet. En slig Samklang i Følelser udviklede snart en gensidig Aabenhjertethed i Ord, og jeg lykønskede ham oprigtigt, da han meddelte mig, at han med Opofrelse af sin Maanedsgage var "knebet ud" fra det Kontor, hvor han arbejdede. Da den sidste Skorsten, den sidste Røghvirvel var forsvunden, trak vi begge Vejret dybt, og følte os begge lige saa lette om Hjertet ved at have Byen bag ved os, som maaske en Principal i de kommende Tider vil føle sig, naar han har den By ved Tynen bag ved sig, hvor Tomahawken blinker i Haanden paa "de Røde".

24

I KAHYTTEN.

Det skinnede over Nordsøen. Dagen havde været regnfuld og kold, og i Bygerne havde det blæst haardt. Nu, da Solen var gaaet ned, tydede alt paa en Storm til Natten. Horisonten var dækket af en fast Skybanke, oven over hvilken Himlen var skinnende gul og af en næsten ængstelig Klarhed; øverst i det gule trak sig nogle lange, mørkerøde Striber, og hist og her mellem disse Striber dukkede Smaaskyer frem af en særegen Form, der nærmest mindede om Skoledrenges Drager, naar Hale og Vinger gribes af Vinden og stritte skævt ud til den ene Side.

Efterhaanden løftede Banken sig; det gule mørknedes mere og mere, Striberne slog sig sammen med Dragerne og dannede i Forening kæmpemæssige Uhyrer: den hele Luft antog et trøstesløst, vildt Udseende og ud over Havet gled Skyggerne fra de store Skyer. Søen voksede for hvert Minut. Langs Siderne af den engelske Damper brød de tunge, graablaa Vandmasser. Røgen fo'r susende fra Skorstenen, nu og da indflettet med lysende Gnister, og den hastig tiltagende Vind begyndte sin Opsang mellem Stag og Vant.

"Maa jeg spørge, hvordan gaar det Dem med Søsygen?" - Den spørgende var en dansk Amerikaner, en Skibsfører, der i sin Ungdom havde faret fra engelske Havne, men siden var gaaet til de forenede Stater, hvor Lykken syntes at have begunstiget ham, og det i den Grad, at han nu ansaa Amerika for det eneste Land paa Jorden, hvor det var værd at eksistere, det eneste Sted, hvor man efter hans egne Ord "kunde leve akkurat som man lystede, og tjene flere Penge, end Præsterne kunde sluge ved Begravelsen." Jeg var, straks efter at vi havde forladt London, kommet i Snak med ham. Hans republikanske Foragt for alle engelske Institutioner, hans Forbitrelse paa den hele evropæiske Kasteaand, hans lidenskabelige Udbrud mod mange af de Ting, som en Evropæer vokser op i og uvilkaarligt vænner sig til, havde moret og interesseret mig overordenlig meget, og vi var ikke kommet langt ned ad Themsen, førend vi i god Samdrægtighed havde endevendt det hele gamle Evropa, afsat Kejsere og Konger, puttet Paven i en Lemmestiftelse, konfiskeret de store Fideikommisser, nedrevet de nationale Grænseskel, flyttet de nationale Skilter, og stoppet de nationale Kokarder i Madrasser til Proletariatet.

Da vi havde naaet Nordsøen, og Vejret op ad Dagen var blevet haardt, var vor Samtale efterhaanden gaaet i Staa. Jeg havde benyttet den rige Lejlighed til at iagttage Storm- og Regnbygerne, naar de kom op; og Søen og de krydsende Skibe havde optaget Pladsen for 25 Evropas Landkort. Naar en Gang Imellem en rigtig "Bryder" med krummet Nakke og Brølen og Larmen tørnede imod vort gode Skibs Boug, havde jeg maaske nok i Fantasien set en væbnet og overmodig Nationalitet, som vilde en anden til Livs, og jeg havde da næsten været fristet til at raabe Hurra, naar min egen Nation kastede Fjenden afmægtig for sin Fod, - men slige Fantasier kom kun stødvis ligesom Kastevindene, og jeg havde over mit ivrige Studium af Naturen glemt Mennesker og Institutioner, ja næsten glemt, at jeg befandt mig paa Dækket af den store Damper, da det ovennævnte Spørgsmaal blev rettet til mig af den ovennævnte Skibsfører.

Jeg svarede ham smilende, at jeg i de sidste Aar havde staaet i en altfor nær og venskabelig Berøring med Søen til at ville bringe den de sædvanlige tvungne Ofre. Han smilede igen paa sin Side, og forklarede mig, at han af og til havde iagttaget mig, og bestandig fundet mig i den samme Stilling, uforandret fæstende min Opmærksomhed paa Søen og Luften, hvilket han havde betragtet som et ufejlbarligt Kendetegn paa, at jeg ikke befandt mig ganske vel. Han kunde imidlertid nu paa min hele Skabelon se, at han havde taget fejl i sin Formodning, og vilde desaarsag opfordre mig til at tømme et lille Glas varmt Grog med sig neden under. "De maa nemlig vide" - vedblev han, idet han kneb Øjnene sammen og vendte Ansigtet mod Vindsiden, - "at vi ret snart vil faa Søen helt tværs, og saa maa De dog pille ned, hvad enten De vil eller ej. Kulingen er allerede stiv nok nu, og jeg tør indestaa for en "Ryger" til Natten. Bliver Skuden lagt et Par Streger højere, som jeg hørte der blev prajet til Rorgængeren, skal jeg indestaa for, at Folkene ikke behøver at spule Dæk i Morgen tidlig." Jeg saa' straks, at han havde Ret, og lovede ogsaa at efterkomme hans Opfordring, saa snart jeg havde røget min Pibe ud. Han gik da neden under, og jeg blev endnu et Kvarterstid paa Dækket.

Det var da næsten fuldstændig mørkt. Naar jeg saa' forud, kunde jeg, hver Gang Skibet duvede, iagttage, hvorledes Konturerne af alt det opstaaende paa Broen efterhaanden blev mere og mere utydelige imod det svage Lys, der endnu var i Luften. Naar Skibet rejste sig paa en Sø og stak Snuden i Vejret ligesom et Dyr, der snuser efter Vinden, for at faa at vide hvad den fører med sig, løb alle Genstande paa Dækket sammen til en utydelig Masse, som kun nu og da en Lysstribe fra Maskinrummet gennembrød. For Resten varede det ikke længe, inden jeg fik Virkningerne af den forandrede Kurs at føle. En lang, blinkende Stribe dukkede pludselig med en egen, hvislende Lyd op paa den styrbord Side; den svære Damper krængede voldsomt over; det knagede i Skodder og Døre, og en tung Vandmasse brød ind midtskibs, og løb sydende og larmende fra for til agter, bandet af den lange, magre Styrmand, som den, efter hans Udraab at dømme, 26 havde gennemblødt lige til Skindet. Jeg rutschede temmelig hovedkulds tværs over Dækket ned i Læ, og da jeg nu tilstrækkelig havde forvisset mig om, at Stillingen ikke længer var holdbar, arbejdede jeg mig hen til Kahytstrappen, vendte mig paa god Sømandsmanér omkring, og firede mig sindig og med et vist Eftertryk paa hvert Trin baglænds ned ad Trappen.

En Dampskibskahyt paa en stormfuld Aften ligner altid sig selv. En Hængelampe slingrer under Loftet; Stønnen og Jamren høres rundt omkring fra de smaa Aflukker paa hver Side. Opvarterne løbe fra Dør til Dør med mistænkelig udseende Blikindretninger. Luften er kvalm og af en højst ubestemmelig Sammensætning, og kun et ringe Antal hærdede Individer hjemsøger det dækkede Bord, som ved smaa Træbarrikader er afdelt i firkantede Rum. Det var blandt disse prøvede Gæster, jeg fandt min Ven Amerikaneren. "Naa, har De nu faaet nok af det der oven paa!" raabte han mig straks i Møde. "Kom her og sæt Dem ned, og hvis De holder af Skinke, saa vil jeg anbefale Dem denne. Ale og Stout er her ogsaa til at skylle den ned med, og dersom De foretrækker det half and half, kan vi jo dele et Krus imellem os. Det har altid været min oprigtige Mening, at Øllet er den eneste Ting, som duer hos Englænderne. De skriger jo rigtignok ogsaa paa deres Oksekød og saa paa deres Heste og store Skribenter, men hvad Kødet, saavel Okse-, som Hestekød angaar, da har vi det bedre paa den anden Side af Atlanterhavet, og hvad Skribenterne angaar, saa kan vi jo faa dem med Tiden." Han trak en Stol frem under Bordet ved Siden af sig; jeg slingrede ned paa Stolen, lod Skinken og Øllet vederfares deres Ret, og idet vore Overkroppe snart dannede spidse, snart stumpe Vinkler med Bordfladen, nød vi med god Appetit vort Aftensmaaltid paa den urolige Nordsø.

Vi var imidlertid ikke ene om Maden. Lige overfor os var tre Pladser besatte. Der var for det første Skibets Kaptajn, som i en utrolig Fart og uden at mæle en Stavelse tømte sin Tallerken og sin Flaske, trykkede Voksdugskasketten fast om Panden, og med en Ottendedel af et gnavent Buk rejste sig, skældte Stewarden ud for et eller andet, og kravlede op paa Dækket, for at fortsætte sin mugne Stirren ud fra Broen, ud over det vaade Skibsdæk, ud over den fraadende, oprørte Sø. Dernæst var der en lille, undersætsig Mand, en uudgrundelig Mellemting mellem en Lods og en Studepranger. Hans Haar var klippet tæt af i Nakken, men foran var det langt og kæmmet ned over Tindingerne i to Tjavser, der gjorde et krøllet Forsøg paa at sætte sig i Forbindelse med Bakkenbarterne. Han bar Guldringe i Ørene og var forsynet med en svær Vestekæde af samme Metal. I Mangel af en hvid Flip havde han et rødt Tørklæde om Halsen. Han spiste meget, og trak under denne Forretning Vejret gennem Næsen. Hans 27 Sidemand var mager og knoklet, med brede Kæber, tyndt Skæg og et ejendommeligt stift Blik, der, hvis det havde været mere intelligent, kunde have haft noget inkvisitorisk ved sig, men som nu kun syntes at betegne en Karakter, der havde løbet sig fast et eller andet Sted, maaske i Religionen, maaske i en "ny Opdagelse". Hans sorte Frakke var knappet til helt op i Halsen, og for saa vidt havde han noget degnemæssigt i sit ydre; hans Hænder var imidlertid store og grove, med sorte Negle og Hænderne saa vel som den Maade, hvorpaa han brugte sine Arme, vidnede om, strengt Arbejde, maaske i en Mine, maaske i et Værksted. Han lod et Par Gange sine Øjne glide hen imod den bageste Del af Kahytten, og da jeg fulgte Retningen af hans Blik, opdagede jeg Nakken og Fødderne af en Mand, der indsvøbt i uldne Tæpper laa udstrakt paa en af Divanerne, og som enten sov meget fast eller var kommen paa det Punkt af Søsygen, hvor Bevidstløsheden indtræder.

Min amerikanske Ven henkastede nu og da en Bemærkning til de to Passagerer lige overfor, der vidnede om, at han havde gjort deres Bekendtskab, førend vi satte os til Bords, og da Maaltidet var til Ende, foreslog han dem at drikke et Glas med sig ved Kaminen. Tilbudet blev modtaget, af den tykke med uskrømtet Glæde, af den magre derimod først efter en længere Vægring, der imidlertid til Slutningen døde hen i et: "Ja, men kun et Par Draaber," hvilke Draaber ikke desto mindre blev tilmaalt ham med amerikansk Rundhaandethed, uden at han senere gjorde nogen Indsigelse derimod. Vi stivede os af, saa godt vi formaaede, i en Halvkreds omkring Kaminen. Enhver fik sit Glas i Haanden med den Anbefaling, at passe paa, naar Overhalingerne kom, og derpaa blev vi præsenterede for hverandre. "Det er Mr. Simson," sagde Amerikaneren, idet han pegede paa den tykke. "En Gentleman, der har tjent sine Penge paa Floden, og som nu har en Skibsprovianteringshandel ude ved Limehouse." Og derpaa tilføjede han halvhøjt paa dansk til mig: "Utvivlsomt en stor Tyveknægt." "Det er Mr. Smuggins," vedblev han, idet han pegede paa den magre. "Mr. Smuggins er Missionær fra Kapkolonien og en stor Jæger; han er rejst til Evropa for at søge Interessenter i et Jernbaneanlæg i det indre." Og han tilføjede i den danske Parentes: "Alle disse Missionærer er enten dumme eller durkdrevne; jeg tror, at han er en Blanding af begge Dele." Min egen Ringhed blev derefter forestillet for de to Engelskmænd, og da Isen nu var brudt, bragte Kaminilden, den varme Grog og Bevidstheden om fælles Kedsomhed snart en Samtale i Gang, og da Vindens Susen gennem den aabne Skylightsrude, Larmen af Søerne, naar de gik over Dækket, Skoddernes Knagen, og de søsyges Stønnen, var Lyde, der allesammen paa det bestemteste mindede om Situationen, blev ogsaa Samtalens Retning 28 herved bestemt. Historier om Sørejser, om gode og daarlige Skibe, om godt og daarligt Vejr, men helst om daarligt, om lange og korte Ture, om Livet paa Themsen, i det kinesiske Hav og blandt Kyst-Hottentotterne, vekslede i broget Blanding, og en af os havde netop bestilt den tredje Omgang Grog til Erstatning for det, som var bleven spildt i den sidste svære Overhaling, da den Pakke uldne Tæpper, som jeg før havde lagt Mærke til agter ude, pludselig blev urolig, og en lydelig Stønnen samme Steds fra tilkendegav, at Pakken befandt sig usædvanlig ilde.

Min Ven Missionæren rejste sig øjeblikkelig og naaede, under nogen Anstrængelse for at bevare Fodfæstet, hen til Divanen, hvor allerede en tjenstvillig Steward ydede den syge sin Hjælp i Skikkelse af det før omtalte Blikinstrument. Missionæren puslede lidt ved Tæpperne, mumlede nogle beroligende Ord ligesom en Art Besværgelse imod Søsygens onde Dæmon, eksperimenterede med et Glas Vand, og vendte atter tilbage til Ilden, eller Groggen, med en Mine saa højærværdig, som om han havde berettet en døende. Amerikaneren, der meget opmærksomt havde fulgt alle hans Bevægelser, stak Spidsen af Tungen ud imod den Kind, der vendte hen til mig, og idet han paa denne sindrige Maade lagde sin Foragt for den hjælpsomme Missionær for Dagen, spurgte han i en højst skuffende enfoldig Tone, om Mr. Smuggins saaledes udøvede Kristenkærlighed mod alle lidende i Flæng eller om han særlig havde noget til overs for denne Patient. Den industrielle Kapmissionær saa' et Øjeblik prøvende paa Sømandens vejrslagne Ansigt, men da dette ikke forandrede sit Udtryk, foldede han Hænderne om Toddyglasset, og sagde med et dybt Suk: "Jeg søger efter mine svage Evner at handle ens imod alle Brødre i Kristus, og at hjælpe og trøste, naar jeg træffer dem syge eller sorrigfulde. Mod denne Broder har jeg desforuden særlige Forpligtelser til at vaage og bede; thi det er en Gang faldet i min uværdige Lod at frelse denne Sjæl fra Fortabelse og at bevare den gode Hjord et af dens vildfarende Faar." "Naa saaledes," faldt Amerikaneren ind. "Ja saa maa jo den gode Hjord, som De kalder den, være Dem meget forbunden. For Resten synes det mig, at Deres Faar har det temmelig slet. Herregud, en Mand er dog en Mand, selv om De nu kalder ham et Faar, og han maa dog ikke saaledes lade sig gaa paa af Søsygen. Stewarden mente jo rigtignok, at han havde Feberen, da han kom om Bord; i det mindste fortalte man mig, at han straks paa Floden havde rullet sig ind i sine Tæpper og forlangt Vand; - og det er aldrig noget godt Tegn. De skal dog passe paa, Mr. Smuggins, at Deres Prise ikke stikker Trossen fra sig og sakker agter ud? Hvad jeg mener dermed? Jeg mener, Gud forbande mig, at Manden kan gaa hen og krepere, førend De kan faa presset saa meget som 29 en Sixpence ud af ham til Deres Kirkeblok. Ja, De ser noget tvivlende ud, Mr. Smuggins; men jeg skal fortælle Dem og de andre Herrer en Historie, om hvorledes Feberen og Søsygen i Forening gjorde det af med det yndigste Væsen, jeg i mit Livs Dage har set. Det er noget, jeg aldrig kan glemme, og noget, som jeg nødig taler om; men jeg kan nu en Gang for min Død ikke lide, at man ser vantro paa mig, naar jeg siger noget, Mr. Smuggins, og derfor skal De høre Fortællingen."

Amerikaneren greb sit Glas og tømte det i et Drag, nikkede dernæst paa en egen venskabelig Maade til Stewarden, der ikke undlod at besvare Vinket ved at indfinde sig med Ingredienser til et nyt Glas, og tog saaledes til Orde: "De véd maaske, Gentlemen, eller i det mindste har jeg fortalt min Landsmand her, at jeg i mine yngre Dage fo'r med engelske Skibe; noget, jeg for Resten aldrig skulde have bekvemmet mig til, i Fald jeg den Gang havde tænkt paa, at der gaves Folk paa den anden Side Havet, der ikke bryder sig mere om England end om en Bønne, og som har Skibe, der først tager deres Bramsejl, naar alle disse Skarnfjerdinger af engelske Kulslæbere vender Bunden af Bøtten i Vejret. Men jeg fo'r nu som sagt med disse sodede Gavtyve, og jeg havde paa den Tid, hvor det tildrog sig, som jeg nu vil fortælle, netop faaet en Hyre som Styrmand om Bord i en Skonnert, der gik i Kystfart mellem Rotterdam, London og Leith. Vor Skipper var for Resten en ganske flink Fyr; kun tog han sig vel ofte et temmelig stift Glas Grog; - Mr. Simson, hjælp Dem selv! her er Kognak og Sukker! - og naar saa var, gik Kommandoen af sig selv over i mine Hænder. Kaptajnen laa til Køjs neden under og var syg, hed det sig blot. Folkene lod, som om de troede det; jeg førte Skibet, og alt gik sin gode Gang, til den gamle igen kom paa Dækket.

Ved det, at Skuden gik i Kystfarten og gjorde nogenlunde hurtige og regelmæssige Ture, fik vi nu og da en og anden Passager med, enten saadanne, som Kaptajnen kendte, eller som blev ham anbefalet ; og for deres Bekvemmeligheds Skyld var Kahytten agter ude, der i Forvejen var temmelig bred, bleven delt ved et Skillerum i to Kamre, saa at vi paa den Maade havde to Kahytter, en styrbords og en bagbords, af hvilke den sidste, den for Passagererne, kaldtes for "Salonen". Nogle af Folkene om Bord kaldte den ogsaa for "Noah's Ark", fordi vor Kok, der som Dreng var i Malerlære, havde dekoreret den langs under Dæksbjælkerne med alle mulige Dyrearter, baade Fiskene og dem fra Landjorden, Par om Par i runde Snirkler. For Resten hørte baade Skude og Kaptajn hjemme i Lowestoft, og mangen god Gang, naar vi kom nede fra Revieret og skulde Nord paa, gjorde vi en Afstikker ind til den gamle Havneplads og fik os en 30
Passiar med de gamle Kammerater. Ved Efteraarstider, naar det stod med Tykning, eller naar vi ingen Passagerer havde, gjorde vi oftest disse Afstikkere, og det var da saaledes en Oktober Eftermiddag, akkurat lige forinden Taagen havde lagt sig som en Mur mellem os og Landet, at vi pejlede de gamle Mærker, og med Loddet i Haanden og Raaberen for Munden fandt ind til Kajen, og fortøjede ved en af de ydre Bøjer, efter først at have svajet Skuden rundt, for at være klar til at hale ud igen, saa snart Taagen lettede. Den gamle gik i Land, og bad mig efter Sædvane komme op, senere ud paa Aftenen, og hente ham fra det Værtshus, hvor han plejede at søge. Jeg vidste nok, at hvis jeg ikke bragte ham om Bord, var der maaske andre, der trak af med ham i andre Forretninger, end det egentlig anstod sig en Skipper at give sig af med. Jeg tog mig da først en lille Lur i "Noahs Ark", som jeg undertiden benyttede mig af, naar vi ingen Gæster havde om Bord, og forunderligt nok, da jeg igen vaagnede, forekom det mig, at jeg havde drømt, at Arken snart fik Besøg, og maaske ikke saa meget for Drømmens Skyld som fordi jeg i det hele taget syntes, at der saa' lidt uordentligt ud derinde, skældte jeg Kokken ud for en fordømt engelsk Skarnager, der ikke kunde holde "Salonen" i pæn Stand, og jeg fik baade ham og Drengen til at spule og svabre derinde, og beordrede dem til at skifte Køjeklæder og pudse op det bedste, de formaaede. Da jeg havde set paa det, og givet Drengen en Lussing, fordi han ikke brugte Svaberen eftertrykkelig nok, tog jeg en ren Skjorte paa, stoppede min Pibe, og gik i Land. Først slog jeg et lille Slag omkring i Gaderne, og hilste paa Venner og bekendte, og navnlig kan jeg huske, at jeg fik mig et lille Slik under Næsen af den smukke Mary, som tjente hos vor Skibsproviantør, og med hvem jeg den Gang var go'e Venner. Saa gik jeg da hen ti! den Shop, hvor den gamle plejede at søge, og der fandt jeg ham da ogsaa ganske rigtig siddende i den lille Bagstue med Lodsen Richards, Billy Baker, Tom Smarke og alle, de andre Fyre, som. jeg endnu den Dag i Dag kan se ganske tydeligt og klart for mine Øjne. De kendte mig allesammen, og den gamle, som var i et Perlehumør, forlangte straks et Krus Ale og en Pibe til mig, og saa var der en, der kunde gnide paa en Violin, og saa var der en, som kunde synge en Vise, og saa gav Lodsen Grog rundt, og vi var alle komne i en meget hyggelig og selskabelig Stemning, da gamle Dickson, Værtshusholderen, skubbede sin tykke Figur gennem Døren, og vinkede ad min Skipper, at han skulde komme ud i Skænkestuen. Nu skulde jeg netop udenfor i et andet Ærinde, og et Øjeblik efter rejste jeg mig fra Bordet, og gik gennem Køkkenet ud i Gaarden. Paa Tilbagevejen fik jeg dog Lyst til at se efter, hvad der var blevet af den gamle, og jeg gik da ind i Skænkestuen, som nu næsten var tom. Dér stod min 31
gamle henne i en Krog og talte dæmpet med en høj, aldrende Gentleman, som sendte mig et meget bestemt Blik, da han saa', at jeg lagde Mærke til dem. Jeg tænkte ved mig selv, at han ikke behøvede at se saa hovent ned paa en ærlig Sømand, der ikke havde til Hensigt at udspionere Folk, men som maaske nok havde Interesse af at se, hvorledes hans Skipper klarede for sig med et saadant Kvantum Spiritus inden Borde. Den gamle holdt sig imidlertid godt. Jeg syntes nok, at han krummede Ryggen vel meget, men det var maaske en fin Herre, eller i det mindste en rig Herre, der vilde give ham en god Fragt, og saa kunde han jo gærne dukke sig lidt. Naa, nok er det, jeg gik da ind igen til de andre, og ikke længe efter kom den gamle tilbage til os, og først saa' han lidt alvorlig ud, men saa talte han om en brillant Fragt, og saa gjorde han et Greb i Lommen og tog en Nævfuld Sovereigns op, og af dem smed han adskillige paa Bordet og raabte, at Dickson skulde bringe saa mange Drikkevarer ind, som behøvedes til at sætte Dækket under Vand. Og det fik vi ogsaa, og jeg skal love for, at vi alle Mand kom om Bord i synkefærdig Tilstand. Næste Fofmiddag lettede Taagen, og vi med. Den gamle var gnaven og ordknap, som han altid plejede at være oven paa en rigtig Dravat af den Slags. Jeg talte derfor slet ikke til ham om Fragten, han havde faaet, førend vi holdt ind efter mod Hartlepool, hvor vi den Gang skulde losse. Han saa' paa mig, som om han vilde æde mig, og bad mig passe mig selv og Skibet og for Resten sørge for, at vi saa snart som muligt fik Ladningen ud og kom til Søs igen. Jeg holdt altsaa min Mund; vi korn i Havn, indklarerede, lossede og udklarerede i største Hast, men til Fragten fik vi hverken noget at høre eller se. Vi stod da til Søs igen med Skuden balastet; højt laa vi paa Vandet og smaa Sejl kunde vi kun føre. Det blæste stift, og Vinden var ret ind paa Landet. Jeg spurgte den gamle om Kursen. "Sæt den efter Lowestoft," brummede han, og gik neden under. Jeg havde aldrig set ham saa gnaven saa længe efter en Svir; men det forstaar sig, det havde ogsaa været en Ekstra-Tørn, den sidste. Saa holdt vi da efter Lowestoft; hun dansede og nejede i Søerne, og det var strenge Vagter, vi havde; navnlig var Hundevagten og Dagvagten slemme, og jeg tør sige, at der ikke var en Planke og ikke en Trevl Tøj om Bord, som var tør om Morgenen, da vi stod ind efter Land for klosrebede Merssejl og Stagfok. Jeg tænkte, at vi skulde holde lige ind mod Pieren, men den gamle kommanderede: "Ned med Roret," og nu laa vi hele Dagen ude paa den aabne Red og laverede frem og tilbage i den svære Sø; Folkene bandede, den gamle surmulede, og jeg tænkte paa den gode Fragt, og først ud paa Eftermiddagen, da Vejret havde helmet saa meget, at vi kunde stikke et Reb ud, fik vi Ordre til atter at holde ind efter. Den Sejlads stod imidlertid ikke 32
længe paa; vi drejede igen under, den gamle beordrede Jollen sat i Søen, tog fire af de dygtigste Folk med sig i Baaden, og roede i Land, idet han gav mig Ordre til at lade Ankeret falde, hvis Strømmen satte Skuden for stærkt ned efter. "Hold skarpt Udkig efter os, naar vi kommer tilbage, Johnny!" raabte han til mig, da han satte af, "jeg bringer Fragten med om Bord." Fragten med om Bord! tænkte jeg, da jeg saa' Baaden danse som en Æggeskal af Sted paa Søerne. Det maa være en underlig Slags Fragt, som kan betale sig saa godt, og som man dog kan føre om Bord i en Skibsjolle! Jeg troede halvvejs, at den gamle endnu var svirende, men saa faldt der mig noget ind om en Pengeforsending i Sølv eller Guld, eller maaske Papirer, - men det opgav jeg igen, fordi jeg ikke kunde se nogen rimelig Grund til at sende saadant noget ad den usikre Søvej, - og saa slog jeg alle Tanker herpaa af Hovedet og beskæftigede mig kun med Skibet, som jeg holdt gaaende frem og tilbage med smaa Slag, da jeg nødig vilde gaa til Ankers, medens Vind og Sø satte saa voldsomt paa Land. Lidt efter lidt faldt Skumringen paa, og jeg begyndte saa smaat at bande den gamles Sendrægtighed, medens jeg stod i det læ Fokkevant og kiggede ind mod Byen, hvor Lygterne allerede begyndte at tændes. Det var dog ingen Spøg at ro ud ved Aftentider med en aaben Baad, som maaske oven i Købet var dybt lastet, mod saadan en Sø. Heldigvis var vi næsten den eneste Sejler paa Reden for Øjeblikket, og Baaden kunde da styre efter vore Lanterner; men hvis der nu kom Tykning paa, eller hvis det blæste op igen, som det truede stærkt med, hvad vilde der saa hænde? Naa, til syvende og sidst fik jeg da Øje paa Jollen. Jeg maa tilstaa, at Folkene arbejdede flinkt. Den løb op imod Søerne ligesom en Kat ad et Tag, og saa rutschede den ned og kom op igen, som om den var af Papir. Jeg anstrængte mine Øjne for at se, om der var noget i den, men det var allerede for mørkt til at kunne skelne noget bestemt. Ikke desto mindre syntes jeg, at den laa lige saa let paa Vandet, som da den gik ind. Saa kom den da endelig paa Siden af os. Den gamle prajede, og jeg svarede: All right. "Er Lossegrejerne klar?" raabte han op til mig, "saa fir Korntønden herned; vi har en skrøbelig Vare i Baaden, som vi ikke kan lange op." Jeg gjorde, som han sagde. Vi slog et Stik om den Tønde, vi plejede at losse Korn med, læmpede Gaflen til Skonnertsejlet ned i Læ, og ud gik Tønden og kom op igen over Rælingen, hvor jeg greb den og bragte den til Dæks. En af Folkene korn i det samme med en Lanterne, og da Lyset fra denne faldt paa Tønden, opdagede jeg en ung Lady's dødblege Ansigt, omviklet med Shawler og Tørklæder. Det gjorde et underligt Indtryk paa mig, saaledes pludselig her ude paa den vilde Sø at finde en fin lille Jomfru stoppet i en Korntønde, og bragt om Bord i en Baad, som maatte 33
være halv fuld af Vand efter den Tur, den havde gjort. Den smukke Lady var besvimet, det var tydeligt nok at se, og for saa vidt kunde jeg jo gerne have taget hende ud af hendes Fængsel, uden at hun kunde blive generet over, at en Sømands barkede Hænder havde berørt hende; men jeg var nu en Gang bleven saa underlig stemt over denne uventede Fragt, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulde eller turde gøre. Jollen var imidlertid bleven bragt op under Hækken, og den gamle kom hen til mig. "Se, det er Fragten, Johnny; stuv den nu væk neden under; vi maa se at naa London saa hurtigt som muligt, og jeg er bange for, at vi faar en ond Nat." Jeg løftede vor unge Passager forsigtig op med alt hendes Tøj, baade Shawler og Kaaber og hvad alt det nu hedder, og bar hende neden under i "Noahs Ark", som jeg fandt i fuldstændig Orden, akkurat som jeg havde forladt den om Aftenen i Lowestoft, da jeg fik en Forudfølelse af, at den snart vilde komme i Brug. Jeg spillede Kammerpige, saa godt jeg formaaede; jeg tændte Hængelampen i Loftet, gjorde Ild paa i Kaminen, og tog saa det vaade Overtøj af den unge Dame, som jeg havde lagt i Standkøjen, og som endnu var fuldstændig bevidstløs. Ved Lampens Skin kunde jeg ret se, hvor smuk hun var; men jeg vil kun daarligt kunne forklare det. Det gjorde mig saa inderlig ondt, at saadan et fint og skrøbeligt Væsen skulde være om Bord hos os i saa daarligt Vejr og uden nogen kvindelig Oppasning. Jeg kunde slet ikke faa i mit Hoved, at hun netop i denne stormfulde Aftenstund skulde sendes ud paa Reden, for at gaa Søvejen til London, da hun jo dog langt nemmere kunde være naaet dertil i en Vogn, men saa - just som jeg vilde skille hende af med det sidste Stykke Overtøj, opdagede jeg noget, hvorved jeg straks begyndte at ane Sagens Sammenhæng. Den unge, blege Lady, som laa paa Standkøjen i "Noahs Ark", som var klædt paa som en Prinsesse, og som efter min Beregning knap kunde være fyldt sit attende Aar, var højt frugtsommelig. Jeg gik tilbage helt hen imod Døren, og ønskede i mit inderste Hjærte, at hun ikke maatte vaagne op, medens jeg var her nede, og dog forekom det mig igen, at det var Synd at gaa bort fra hende; for hvorledes skulde hun finde ud af, hvor hun var, og hvorledes vilde hun i det hele taget være til Mode, naar hun vaagnede op i denne Æske, saa langt borte fra Hjemmet og fra, - Gud véd fra hvem. I det samme blev jeg prajet oppe fra Dækket ved et af den gamles stærkeste Brøl. Jeg sprang op ad Trappen i en Fart; jeg kendte nok den Maade at praje paa. Bygen, som jeg havde ventet paa i den sidste Time, var nu kommen. Jeg saa' straks, at vi havde Valget mellem at drive i Land paa en Lægerval og at presse os ud i rum Sø med de Klude til, som Vinden i Grunden ikke tillod os at føre. Det kom nu an paa, om Skøder og Lig vilde holde; 34 og vi pressede paa. Du Altforbarmende, hvor det blæste! Vi fik Bramraaen til Dæks, netop som Storstangen gik over Bord; det læmpede lidt; men alligevel slæbte vi den læ Nok paa Fokkeraaen under Vand. Hver Gang Rælingen blev tvungen under, og Vandet brød over Dækket, tænkte jeg paa den stakkels unge Lady neden under. Det var umuligt andet, end at hun maatte være vaagnet ved de svære Duvninger, og maaske havde hun endogsaa faaet Vand ned til sig. Jeg kunde imidlertid ikke forlade Dækket, førend vi havde klaret den nærmeste Pynt fra os, men lige saa snart vi var kommen om paa den anden Boug, og havde Landet et godt Stykke agter og den aabne Sø for os, gik jeg hen til Kaptajnen og spurgte ham, hvor han havde kunnet bære det over sig, at tage et stakkels Barn med sig i saadanne Omstændigheder paa en saadan Rejse. Han gjorde sig først brøsig, og svarede, at det kom ikke mig ved; Sagen var i Orden mellem Familjen og ham; den unge Miss skulde saa hurtigt som muligt til London, hvor hun skulde afleveres hos en Tante, som boede i et Hus i Grenwich nede ved Floden, og som skulde sørge for, at det hele blev holdt hemmeligt. Men jeg sagde ham igen, at det var Synd og Skam, og at han burde have nægtet at tage hende om Bord i saadan et Vejr, om saa Familjen var nederdrægtig nok til at fordre det, og om den saa havde givet ham nok saa mange Penge derfor. Og saa slog jeg paa, at hvis nu han, den gamle, selv havde haft en Datter, og hun havde gjort Dit og Dat, og Historien var faldet saadan ud, om saa han havde kunnet nænne at sende hende ud i en Storm, uden at give hende nogen Menneskesjæl med, som kunde hjælpe hende. Saa blev han mild, og saa bad han mig gaa ned og se, hvordan hun havde det, og han tilføjede, at jeg ikke behøvede at komme paa Dækket saa snart igen; han skulde nok besørge Vagten; jeg kunde bedre yde en Haandsrækning dernede, - det forstod han sig ikke paa.

Da jeg saa korn ned i Arken, var den stakkels unge Dame ganske rigtig vaagen. Hun sad paa Kanten af Køjen med Hovedet støttet i sin Haand. Den nydeligste lille Fod stak frem under Kjolen, og den Del af Armen, som kom til Syne i det vide Kjoleærme, var ligesom Sneen. Hun græd ganske sagte, og Taarerne piblede frem under den Haand, hun holdt for Øjnene. Lige idet jeg aabnede Døren, krængede Skuden voldsomt over, og det stakkels Barn vilde være styrtet ud paa Gulvet, hvis jeg ikke havde grebet hende i mine Arme. Hun slog de forgrædte, men saa søde og milde Øjne op, og saa' paa mig, og saa sagde hun blot disse Ord: "Francis, hvorfor har Du ladet mig være ene saa længe?" Og saa lænede hun sig tilbage, og knugede min Haand inden i sin. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde gøre. Jeg vilde nødig sige hende, at jeg ikke var den, hun antog mig for.

35

Hun var saa syg, hendes Puls bankede saa hurtig, og hendes Øjne vandrede ustadigt rundt omkring. Skuden slingrede, som den var besat; Luften var saa tung og kvalm der nede, og Stakkelen var saa søsyg, som jeg endnu aldrig har set nogen være det Jeg lukkede Døren op, og jeg skaffede hende koldt Vand, men lige meget hjalp det. Aa, jeg var saa trist, og man kunde have købt mit Liv for en Farthing. Ud paa Natten begyndte hun at fantasere, og i sin Vildelse sagde hun Ting, der ikke var beregnede for en fremmeds Øre, og som jeg nok skal vide at beholde hos mig selv. Saa meget kan jeg kun sige, at mine Formodninger om, hvorledes det hele hang sammen, var rigtige nok. Der var et Øjeblik, da Stormen var paa sit højeste, og da Skuden slingrede allerværst, hvor jeg frygtede for, at det skulde komme, som jeg var i en stadig Angst for, som den unge Lady fantaserede om, og hvortil hendes Moder burde have været Vidne og ikke en raa, ubehjælpsom Sømand. Men det kom Gudskelov ikke, men om Morgenen, da Kaptajnen kom ned, efter at Stormen var stillet noget af, fandt han mig sovende med mit Hoved imod Bordkanten, og i Køjen laa den unge Lady og var død. Den gamle ruskede i mig, og jeg fo'r op, og saa' først hen til Køjen, og derpaa saa' jeg Skipperen stift i Øjnene, og han blev saa bleg som den døde selv, og tumlede op paa Dækket. Jeg tog en blank Kniv, som laa i Bordskuffen, og holdt den hen foran den unge Dames Mund, men den duggede ikke. Jeg holdt min Haand paa Hjærtet og paa Pulsen, men de stod ganske stille, og saa gik jeg op paa Dækket, men først strakte jeg min Arm ud over Køjen, og svor en dyr Ed paa, at hvis nogensinde den Slyngel, som havde dette paa sin Samvittighed, kom indenfor denne Arms Længde, skulde jeg slaa ham ned som en Hund, og ikke holde op at slaa ham ned, førend han laa lige saa stiv og kold som den stakkels unge, forladte Lady i Standkøjen i "Noah's Ark".

Den brave Sømand holdt inde her. Der var ganske stille omkring Kaminen. Selv Mr. Simson, der i Begyndelsen af Fortællingen havde siddet og smaagryntet, syntes nu ved Historiens Slutning at være bleven noget rørt indenfor den svære Vestekæde. Hvad mig angaar, da saa' jeg ganske tydeligt, og med smertelig Deltagelse, den stakkels unge Lady for mig. Skibets Bevægelser, Lampens Slingren, Skoddernes Knagen og Bragen, og et enkelt dybt Suk eller en sagte Stønnen fra Kahyttens modsatte Ende flettede sig ind i min bevægede Stemning, og Indtrykket af Fortællingen blev saa levende, men tillige af en saa trykkende Styrke, at jeg rejste mig fra min Stol for at søge op til Stormens befriende Susen og det salte Vands forfriskende Skumkast. Men just i det samme jeg skød Stolen til Side, faldt Mr. Simsons Glas paa Gulvet, og Mr. Simson selv, der ligesom 36 blev kvikket op ved Støjen, vendte sig mod Amerikaneren med et lakonisk: "Hvad saa?"

"Ja, hvad saa?" spurgte Mr. Smuggins med et ganske særegent Tryk paa Spørgsmaalet, der røbede mere Interesse eller Nysgerrighed, end jeg hidtil havde tiltænkt ham.

"Nuvel da," vedblev Fortælleren; "Slutningen af Historien er snart fortalt. Den gamle undgik mig saa meget som muligt, da jeg igen kom op paa Dækket, og saa snart vi fik Themsmundingen i Sigte, gik han neden under i sin egen Kahyt. Da jeg vidste, hvad han vilde foretage sig der, og da jeg kunde beregne, at det ikke vilde vare længe, inden jeg slet ingen Besked kunde faa ud af ham, fulgte jeg bagefter. Han havde lukket Døren, men jeg forlangte bestemt, at han skulde lukke op, og saa lukkede han ogsaa op. Naturligvis sad han med Flasken foran sig, men jeg lod, som om jeg hverken saa' den eller det Glas, han skubbede over til mig. Jeg sagde ham kort og godt, at han for min Skyld gerne kunde drikke sig fuld, men han skulde blot først give mig bestemte Oplysninger om, hvor det var, at den ulykkelige unge Dame skulde være bragt i Land; jeg vilde da besørge det altsammen, naar Mørket faldt paa. Jeg slog maaske tillige lidt i Bordet og sagde ham et Par smaa Ubehageligheder, men saa rykkede han ogsaa ud med Sproget, og da jeg havde faaet al Ting at vide, gik jeg op igen og lod ham sidde og tylle sig. Saa løb vi op til Gravesend med Floden, og gik til Ankers dér. Og da Mørkningen faldt paa, lod jeg os slæbe videre op efter mod Grenwich, indtil jeg omtrent kunde beregne, at vi maatte være udenfor det omtalte Hus. Dér lod jeg atter Ankeret gaa i Bund og fik Jollen i Vandet, og saa gik jeg ned i "Noah's Ark", og jeg vil være en evig, om ikke det vaade stod mig i Øjnene, og mit Hjærte trak sig sammen som et Givtov, da jeg svøbte den døde ind i alt hendes Tøj og bar hende oven paa. Tørklædet, som havde været bundet om Hovedet, trak jeg næsten helt ned for Ansigtet, og til Folkene nede i Jollen sagde jeg, at den unge Miss var meget syg og slet ikke kunde støtte paa Benene. Det var de samme, som havde hentet hende i Lowestoft; de havde set, hvor daarlig hun havde været, da den gamle havde fulgt hende ned til Baaden fra Vognen, som havde holdt ude paa Pieren, og de vidste ogsaa, i hvor slet en Forfatning Stakkelen var kommen om Bord. De tog meget varsomt og forsigtigt imod hende, da jeg løftede hende ud over Rælingen; jeg var i en Fart nede hos hende og holdt hende i min Arm, og jeg hørte en af Folkene sige halvhøjt, for at trøste hende, at naar Ladyen kom i Land, saa blev det snart bedre. Medens vi roede ind, kom jeg til at tænke paa noget, som den stakkels Pige havde sagt mig. Hun forvekslede mig jo stadig med denne Francis, og blandt andet havde hun spurgt mig, hvor det kunde 37
være, at jeg var hos hende paa Skibet, da hun jo dog havde faaet sendt Bud til mig, førend hun kørte al Sted, at jeg skulde møde hende hos Tanten i Grenwich. Jeg tænkte da ved mig selv, at jeg skulde holde skarpt Udkig efter Fyren, naar jeg kom hen til Huset; det var jo dog muligt, at han var der og gik og snusede omkring. Jeg kunde godt tænke mig, at det var saadan en adelig Pjalt, som havde Mod nok til at forføre en Pige uden at ville gifte sig med hende, men som dog manglede Mod til at afslaa at ville møde hende endnu en Gang, og maaske den sidste. Naa, vi roede som sagt ind til det omtalte Hus. Det laa ganske for sig selv med en lille Have udenfor, der gik ned til Vandet. Der brændte et Lys i det Vindu, der var nærmest Døren. Saaledes skulde det være efter Beskrivelsen. Jeg sprang i Land med "Kaptajnens Fragt" paa Armen, og spejdede rundt omkring til alle Sider; men der var ingen Person hverken at høre eller se. Saa gik jeg da med min Byrde op imod Huset, bankede et stort og to smaa Slag paa Døren, men førend den blev aabnet, hørte jeg, at der indenfra blev hvisket: "Er det Sir Francis?" Nej, svarede jeg, og tænkte ved mig selv, at Tjenestepigen vel allerede var bestukket. Døren gik op, og der stod ganske rigtig en net lille Stuepige, som gav det uundgaaelige: "Ih, Du min Gud og Skaber!" fra sig, da hun saa' en fremmed Mandsperson med den ventede Dame paa Armen. Jeg spurgte efter Mrs. den og den, og forklarede, at jeg aldeles nødvendigt maatte bære min Passager ind i Stuen, da hun var fuldstændig besvimet. Den lille Taske fik nu travlt og vimsede i Forvejen, og lukkede en Dør op til en stor Stue, hvor der brændte en Lampe med Skærm over paa et lille Bord. Ved Bordet sad en gammel Dame med Briller for Øjnene, og læste i en svær tyk Bog, som jeg nok tør bande paa var en Bibel. Lige saa snart jeg kom ind, satte jeg min Byrde fra mig i en Lænestol, og jeg kan endnu huske, hvor underligt det var for mig at se, hvorledes Byrden sank helt forover med Hovedet ned paa Brystet, saa at jeg i en Fart maatte snappe en Flig af Kaaben, og holde fast i den. Damen ved Bordet skød Bogen til Side, lettede op i Lampeskærmen, saa at jeg rigtig kunde se et gammelt, arrigt Ansigt, hvor Huden lignede Saalelæder og sad i Folder ligesom paa en Bavian. Hun smækkede sit Næb op som en Papegøje, og begyndte saa omtrent paa denne Maade: "Ja, Du Skændselens og Vanartighedens Barn, Du maa vel dukke dit Hoved og slaa dit utugtige Blik ned." Men langt kom hun ikke paa denne Boug. Jeg stillede mig hurtig mellem Lænestolen og Bordet, og sagde saa til hende: "Mistress -, jeg bringer Dem herved Deres Broderdatter. Hvis den stakkels unge Miss skal dømmes af nogen, saa overlad De Vorherre det; for hun har allerede strøget sit Flag i denne Verden: og det skete i Nat om Bord hos mig, i en Storm paa 38 Nordsøen; - og her har De Skibets Navn og Skipperens Adresse. Godnat !" Og derpaa lagde jeg Adressen paa Bordet, og gik øjeblikkelig ud af Stuen og ud af Huset, og jeg har aldrig været der siden. Da jeg gik tilbage gennem Haven, saa' jeg endnu en Gang efter, om jeg ikke kunde faa Øje paa Springfyren, men der var heller ikke denne Gang nogen at se, og vente paa ham vilde jeg ikke, da jeg ikke turde lade Skibet ligge midt ude paa Floden, med en døddrukken Skipper i Kahytten og for Resten overladt til Folkenes og Flodrøvernes Forgodtbefindende. Saa sprang jeg da i Baaden igen, og vi roede tilbage ud imod Skibet. Jeg kan godt huske, at jeg var rigtig tung og trykket i mit Sind af alt dette, og derfor var det ogsaa, at vi den samme Aften fik løbet Siden ind i Jollen. Det var nemlig blevet svært mørkt, da vi roede tilbage; jeg blev gnaven og fortrædelig, da jeg ikke hurtig nok kunde finde Skibets Lanterner, og jeg raabte til Folkene, at de skulde ro væk af alle Kræfter, i Stedet for at de naturligvis i Mørket burde have roet meget smaat. Lige med et faar vi da Stævnen af en Baad, som ogsaa roede rask til, ind i vor bagbords Boug, og hvordan det nu gik eller ikke: den fremmede Jolle var den stærkeste, og vi sprang læk. Jeg vendte mig om for at skælde ud, men det fremmede Fartøj var allerede et Stykke agter ude. Saa vidt jeg kunde skønne, var det en Færgebaad, og foruden Færgefolkene syntes jeg, at jeg saa' endnu en Skikkelse i Baaden. Jeg tænkte i det samme paa "Sir Francis", men - der var intet at gøre; vi var dygtig læk, og kunde knap bjærge os ind til det nærmeste Skib. Da vi atter med Hjælp herfra kom om Bord i vor egen Skude, stod jeg længe ene paa Dækket, og knyttede Næven ud imod den store By, som laa der ude i Natten, og jeg tænkte ved mig selv: Lad nu Englænderne være det helligste Folk paa Jorden, og lad Præsterne hos dem prædike som ingen andre Steder; - det hele er dog alligevel som et raaddent Æg. Saa længe man lader det være helt, saa er alt godt; men piller man blot et lille Hul et Steds, saa lugter det forbandet ilde! Ikke sandt, Mr. Smuggins?"

Det blev imidlertid ikke Mr. Smuggins, men Mr. Simson, som tog Ordet. Denne sidste Herre havde ydet Slutningen af Amerikanerens Fortælling en stedse større og større Opmærksomhed. Hans smaa sammenknebne Øjne havde i de sidste Minutter ufravendt hvilet paa Fortællerens Ansigt, derpaa havde de pludselig vendt sig ned mod hans Støvlenæser, som om hans Tanker paa dette Sted søgte et Holdepunkt for Hukommelsen; hans Fingre puttede sig dybt ind i Vestegabet paa hver Side af hans svære Overkrop og rodede omkring der inde, som om de vilde udgrave en eller anden forgemt og glemt Genstand, og Fortælleren havde akkurat holdt inde, da Mr. Simson strakte sin højre Arm frem foran sig, trak den tilbage med 39 en Bevægelse som ved et raskt Aaretag, og udbrød: "Det var som Fanden! Ja nu husker jeg det." Vi saa' alle tre spørgende paa ham, og efter at have glattet lidt paa Haartjavserne, og taget en ordentlig Slurk af det Glas, han havde faaet i Erstatning for det sidstes Forlis, forklarede han sit Udraab paa følgende Maade.

"Ser De, mine gode Herrer, baade De, Mr. Smuggins, og de to fremmede Gentlemen! førend jeg fik Forretningen der ude i Limhouse; - ja længe før den Tid, for det er nu endda ikke saa længe siden, - havde jeg en Baad paa Floden. Ja, hvad, Herregud! Noget skal man jo dog begynde med, og jeg begyndte som sculler*). Jeg var først der nede ved Tower Hill og ved Hermitage Steps, men saa kom jeg en Gang i Klammeri med en af Flodpolitiet, der beskyldte mig for at have taget en Mand op, som en smuk Aftenstund faldt ud fra Londonbridge. Det hed sig, at Manden var bleven kastet ud; og saa mente de, at hans Ur og en Tegnebog var bleven væk i Baaden hos mig. Men nu kan de gode Herrer da nok indse, at man ikke saadan gaar hen og varper en Mand ud fra Broen, uden at man i Forvejen letter ham for de Smaating, som han har paa sig. Altsaa kunde der jo ingen Mening være i, at jeg skulde have taget de Bagateller til mig. Det var ikke saa vel, havde jeg nær sagt En stakkels Færgemand gør sig mange Gange Ulejlighed ved at fiske Ting op af Floden, som slet ikke har nogen Værdi, men som bare bringer ham Fortræd og Ubehageligheder. Men nok sagt; da denne Bobby ikke kunde bevise noget om mig, saa lod de mig gaa. Men da jeg dog syntes, at han skulde have lidt for sin Ulejlighed, saa gav jeg ham et lille Knubs den samme Aften, da jeg gik forbi ham i Mørke nede ved Dokkerne. Han kunde ikke se, hvem det var, og jeg fortalte det ikke til nogen, men de havde dog saadan deres Mening om den Sag, og saa blev jeg chikaneret og drillet af det Rak, indtil jeg af mig selv trak længer ned ad Floden. Paa den Maade var jeg endelig kommen ned til Blackwall, og havde taget Station ved den gamle Pier der, og den Aften, jeg vil tale om, havde jeg just hentet mit Net og min Skraber, og vilde gøre klar til at gaa op mod Broen for muligvis at bjærge et og andet, da jeg blev prajet oppe fra Pieren. Det var allerede for mørkt til at skelne noget bestemt; men jeg kunde dog se, at der stod nogen der oppe, og paa Stemmen kunde jeg høre, at det var en Gentleman - Haløj! raabte jeg. - Er det en sculler? spurgte han der oppe. - Javel, svarede jeg. Kanske Herren vil over Vandet? - Jeg skal til Grenwich saa hurtigt som muligt. De faar en Sovereign. Skynd Dem blot! - Han var allerede halvt nede af Trinene og sprang i Baaden. Det hjalp ikke, at jeg fortalte ham, at han lige saa godt kunde give sig Tid. Om et lille Kvarter kæntrede Strømmen, og * 40
før kunde det ikke nytte. Han hørte næsten slet ikke paa mig, men sagde bare, at jeg kunde tage en Mand til; han skulde nok betale ham. Naa, tænkte jeg; naar Du endelig vil have den Rotur, saa vær saa god! Og saa prajede jeg min gamle Kammerat Jim Billinggate til at tage med. Nettet og Skraberen lagde vi forude, og saa satte vi os paa Tofterne, og stemmede Fødderne mod Spændholdterne, og saa skar hun jo ud i Strømmen. Jeg kan huske, at vi kom lige under en stor Muddermaskine, som arbejdede ved Lanterner og Begkranse, og ved Lyset af dem saa' jeg, at den Gentleman, vi roede for, var en ung Fyr med lidt Dun under Næsen, og med Ridestøvler paa Benene. Han saa' bleg ud som alle af den Slags; han var helt tilstænket med Snavs fra Sporerne og langt op ad Frakken, og hver Gang Jim eller jeg saa' hen paa ham, drejede han Ryggen til os, eller lod Hovedet falde forover som en kinesisk Dukke paa en Kommode. Det var dog en underlig Svend, tænkte jeg ved mig selv, og saa forsøgte jeg paa at tale til ham; men dér kom jeg ikke langt, for han svarede kun med Ja og Nej, og til sidst tav han bomstille. Jeg tænkte imidlertid paa den akkorderede Sovereign, og da jeg ikke kunde faa nogen Passiar i Gang, morede jeg mig, som jeg saa ofte har gjort, med at vurdere Fyren, som han dér sad. Jeg kan nu ikke længer huske, hvor højt jeg anslog ham, men jeg tror dog nok, at jeg ikke regnede ham blandt de laveste. Mørkt var det, og efterhaanden som vi fik Vandet med os, gjorde vi en svær Fart, saa at jeg tidt var ængstelig for, at vi skulde komme noget til. Men det gik dog godt, lige til vi kom ud for Hospitalet; saa var det, vi løb Siden ind i Jollen, som denne Gentleman her har fortalt, og da jeg vilde holde af for at se, om den fremmede Baad ikke havde taget nogen Skade, stampede den unge Fyr i Bundbrædderne, og raabte, at vi bare skulde ro væk. Naa, da vi ikke blev prajet fra Baaden, og ikke hørte noget videre Spektakel, roede vi væk, og kom snart ind under Land. Fyren lod os nu ro langsomt videre, idet han nøjagtigt undersøgte hvert Hus langs med Bredden. Da han formodentlig ikke stolede paa sine egne Glugger, spurgte han mig, om jeg ikke kunde finde et Sted, der laa ganske for sig selv, med en lille Have, som gik ned til Vandet. Det var jo nok mørkt, men nogen Lysning var der dog altid i Luften, og mine Øjne var vante til at se om Aftenen paa Floden, saa at jeg sagtens kunde hjælpe ham deri. De fleste Huse laa Side om Side; nogle enkelte laa nok for sig selv, men enten var der ingen Have til, eller ogsaa var Haven bagved, og paa den Maade fandt vi da til sidst det Hus, som han søgte. Da jeg bed nøje Mærke i det, fordi jeg tænkte, at det altid kunde være morsomt for en anden Gangs Skyld at kende lidt til det Sted, hvor en saadan Fyr vilde hen paa en saadan luskende Maade, kan jeg endnu godt erindre, hvad den fremmede 41
Gentleman her fortalte, at hele Huset var mørkt, undtagen Vinduet nærmest ved Døren, hvor der brændte et enkelt Lys i en Stage. Der var for Resten kommet lidt mere Liv i Fyren. Han gav mig to Pund til Deling, og desuden stak han mig et Par halve Kroner i Haanden, da Baaden skurede op mod Landgangsbroen, og saa sprang han i Land, og gik op gennem Haven, efter at han først havde beordret os til foreløbig at vente paa ham; han vilde maaske gaa med tilbage, og i ethvert Tilfælde vilde han sige os Besked. Jeg havde svært Mod paa at tjene nok en Sovereign den samme Aften, og det havde Jim naturligvis ogsaa; og jeg kan godt huske, at vi tændte vore Piber, og sad og smaasnakkede om, at vi gerne vilde vente paa ham, om det saa skulde være til Daggry; og jeg tror, at vi netop var ved at drøfte, om der dog ikke skulde være et Skørt med i Spillet, da han lige med et kom ned ad Trappen igen, og vinkede ad os. Jeg satte Aaren i Bunden, og bragte Baaden ind, saa tog han min Haand, som jeg rakte ham, og sprang i Baaden. Men det Haandtryk glemmer jeg ikke, og hele hans Opførsel i Baaden har jeg heller ikke glemt. Han rystede som et Espeløv, og faldt ned paa Toften ligesom en Sæk; og saa nikkede han paa saadan en underlig forstyrret Maade med Hovedet, og da jeg nu nok kunde tænke, at han havde faaet en eller anden Overhaling af den Slags, som man ikke taaler altfor mange af, saa gav jeg bare Jim et Vink om at tage fat paa Aaren, og saa roede vi ud i Strømmen igen; for jeg mente, at naar han havde siddet og sundet sig lidt, saa vilde han nok give os Besked om, hvor han vilde hen. Men vi roede og roede, og det blev snarere værre med Fyren. Han vred sine Hænder, saa at det knagede i Leddene; ikke et Ord kom der fra ham, som kunde give mig nogen Idé om, hvad der var i Vejen; men hans Ansigt var fælt at se paa, og lige paa en Gang, uden at det var muligt at stoppe ham, sprang han op paa Toften, gav et Skrig fra sig, og smed sig over Bord. Jim og jeg skoddede øjeblikkeligt Aarerne, og roede bak. Strømmen førte os den Gang lige ned paa et stort Fuldskib, en af Ostindiefarerne, som var halet ud fra Dokken og rimeligvis skulde lette om Morgenen. Den havde Baade og Pramme paa Siden, og Folkene ladede ved Lanterner. Jeg raabte straks ned til dem, og varskoede dem for en Mand over Bord, og saa roede vi til; og ligesom jeg skulde til at se mig for, fik jeg Øje paa noget sort, der kom op, just hvor en af Lanternerne skinnede i Vandet. Vi kom ned med Fart, og da det sorte laa og kæmpede, fik jeg Tid nok til at gøre mit Net klart paa Skraberen; og netop som vi passerede, hev jeg ud, og trak til, og vi havde Fyren. Saa kom der nogle af Skibets Baade til, og vi fik bragt ham om Bord, og da Stewarden saa', at det var en Gentleman, anviste han øjeblikkelig en Køje neden under, hvor vi kunde bære ham ned; og saa begyndte 42 der straks flere Folk at gnide og rulle ham; og vi saa' da ogsaa, at der kom Liv i ham. Saa gav Kaptajnen os en Dusør, og spurgte os lidt ud. Jeg sagde naturligvis kun, hvad jeg vilde; det andet ragede jo ikke Kaptajnen, - og da vi havde faaet vor Dusør, og en Skaal varm The oven i Købet, saa stak vi af igen, og lod Passageren blive om Bord paa Skibet. Hvad der saa forøvrig er blevet af ham, det maa Fanden vide; men som De ser, Gentlemen, saa er det dog et underligt Træf, at det saadan akkurat skulde være mig, som den Aften løb Siden ind i Jollen, og at det akkurat skulde være mig, som bragte Fyren hen til det Hus med det ene Lys i Vinduet ved Døren!"

Mr, Simson rejste sig op, og med nogen Vanskelighed for at finde Fodfæste slingrede han frem og tilbage i uregelmæssige Kredse omkring Kaminen. Skibet arbejdede nu saa voldsomt i Søen, at vi havde ondt ved at holde os selv fast paa Stolene, og Stolene fast ved Gulvet, og Mr. Smuggins syntes at gøre Mine til at ville forlade Kredsen, for at søge sig en roligere Ankerplads, da Mr. Simson i det samme afbrød sine Svingninger og betragtede Missionæren med et stift, prøvende Blik, der var saa vedholdende, at den hellige Mand fandt sig foranlediget til i en lidet hellig Tone at spørge, hvad Pokker han saa' paa. "Ja, syntes jeg det ikke nok," vedblev den forhenværende Flodmand. "Naar man saadan først begynder at rode rigtig op i Kramkisten, falder der altid flere bekendte ud paa en Gang. Jeg tør vædde med Dem, om hvad det skal være, Mr. Smuggins, at jeg saa' Deres Ansigt om Bord paa Skibet den Aften, og at De var iblandt dem, der tumlede med Fyren, som jeg fik trukket op af Floden."

Mr. Smuggins saa' lidt betuttet ud ved denne Tiltale. Han mumlede først nogle utydelige Ord om Misforstaaelse og Folks Paatrængenhed, men da han øjensynlig var bleven taget med Storm, og ikke i en Fart kunde klare for sig paa anden Maade, bøjede han sit Hoved med en værdig, ydmyg Mine, der stod i en komisk Modsætning til de Bevægelser, han maatte gøre med Benene, for at kunne balancere paa Stolen, og begyndte i en snøvlende Tone:

"Herren er stærk i de svage; og hans Naade var ogsaa den Gang over min Gerning, og han hjalp og understøttede mig, saaledes at jeg ikke blot frelste Legemet i hin Synder, men ogsaa udrev hans Aand af Djævlens Kløer. Thi dybt var hint Menneske faldet, men Oprejsningen fuldbyrdedes ogsaa, paa det at det maatte vise sig, at hvo som omvender sig og kommer til Herrens Vingaard, om det og er i den ellevte Time, hans Løn er lige saa stor og hans Fortjeneste lige saa vis som dens, der tidlig paa Dagen tages ind til Herrens Arbejde. Hint Menneske blev om Bord hos os, og gik med mig og mine andre Brødre i Kristo til Kapstaden, der blev han en Nybygger, nidkær i Herren; en ædel Vin efter at have været et Forkrænkelighedens 43 Kar. Men ak, Djævlen er snild, og lægger lumskeligen sine Snarer. Dette Menneske, som jeg troede frelst for bestandig, blev efter nogen Tids Forløb løs og vaklende, og endelig vendte han tilbage til det store Sodoma, og førte et Liv i Synd og Vanhelligelse. Og i Sodoma, og blandt Sodomiternes Mænd og Kvinder, fandt jeg ham nu igen, og...."

"Stop!" skreg Amerikaneren, og sprang op. "Nu har jeg ham! Jeg er vis i min Sag. De ser saa ængstelig hen til den Mand, Mr. Smuggins ; det har De gjort mere end én Gang i Aften, og hvad enten De nu mener at kunne omvende ham igen og redde ham for Deres Hjord eller for Deres Jernbane, saa kan jeg sige Dem, at jeg først vil have et Tag i ham, og det et godt. Jeg har svoret derpaa; og nu skal De se." - Amerikaneren fo'r hen over det gyngende Gulv. Missionæren bagefter, men ikke slet saa hurtigt. Min brave Ven sprang hen til Divanen, hvor Tæpperne i en Fart blev kastet til Side, og en bleg, mager Skikkelse rejste sig i Vejret. De allarmerede Opvartere viste sig fra alle Sider, og Mr. Simson og jeg saa' højst forbavsede til. "Sir Francis!" raabte Amerikaneren. "Husker De ...?" - og han bøjede sig truende hen imod ham. Skikkelsen havde forladt Divanen, og stod vaklende foran den svære Sømand. Jeg saa' dennes Arm krumme sig i Luften, rede til Slag, men før Slaget faldt, hævede Gulvet sig pludseligt og foruroligende ved den ene Side; vi styrtede alle omkuld mellem hverandre; Skylightet blev slaaet ind, og Glasskaar og det klare Søvand styrtede ned til os. Lamperne slukkedes ; Hvin og Skrig hørtes fra de smaa Aflukker; Døre fløj larmende op eller sloges dundrende i, og da de forskrækkede Stewarder atter fik gjort klart Skib og tændt Lys efter den voldsomme Overhaling, laa den blege Skikkelse, endnu blegere end før, blødende og bevidstløs, med et gabende Saar i Tindingen, ved Foden af en blankpoleret Konsol, hvis fremspringende, skarpe Kant havde forekommet min Ven Amerikanerens hævnende Arm.

FRA FYRTAARNET

"Det blæste en Storm udi salten Hav,
Hu, ha, hive langsomt ind;
Det blæste en Storm udi salten . . . ."

Mere af Visen havde jeg aldrig hørt, og mere fik jeg aldrig at høre. Hver Gang den gamle Sømand var kommen saa vidt, holdt han pludselig inde, ikke saa meget som om han ikke kunde huske videre, men snarere som om der knyttede sig et eller andet 44 ubehageligt ved det "salten", en eller anden bedrøvelig Begivenhed, som han ikke skøttede om at opfriske igen. For Resten begyndte han regelmæssig paa dette rudimentære Poem, hver Gang det var stærk Taage, hver Gang hans Tænder gjorde ondt, eller hver Gang han havde slaaet sit Pibehoved i Stykker. At der nok kunde være en Forbindelse mellem denne monotone, klagende Melodi og disse tre hver for sig ubehagelige Onder, kunde jeg vel forstaa, men spurgte jeg ham, hvorfor han sang saaledes, idet jeg samtidig tilføjede: Er Piben itu igen? eller: Det er nok stærk Taage i Aften? svarede han kun med at bekræfte min Antagelse, idet han satte saavel Piben som Taagen i Femininum: Ja, hun er itu igen! eller: Ja, hun er tyk i Aften! Paa en videre Besvarelse af Pointen i Spørgsmaalet indlod han sig derimod aldrig.

Det var i Reglen om Aftenen, efter at Fyret var tændt, at jeg besøgte den gamle Sømand. Fyrtaarnet selv stod udsat for Vejr og Vind paa den nøgne Klippeflade; Skyerne og Maagerne strøg om Kap hen over det, og Vinden fo'r med en melankolsk Fløjten forbi dets Ruder. Rundt om til alle Sider den grænseløse Horisont. Himlen med dens Stjerner foroven, og for Resten den haarde Klippe, der vædedes af Regnens, stundom ogsaa af Saltvandsskummets Taarer! Her røgtede min Vært sin ensformige Dont, pudsede Lamperne, læste i de gamle, forslidte Bøger, (stadig de samme: Campes Robinson, et engelsk Testamente, Gulliver og sidste Del af en titelløs Roman) og røg dertil et ubegrænset Antal Piber. Om Dagen, eller naar hans Medhjælper havde Vagt, var han derimod "nede i Huset". Dette Hus syntes ligesom dets Beboer at have trukket sig tilbage fra Kampen med Elementerne. Det var et Slags Pensionist, der var meget knapt aflagt med Hensyn til Vinduer, meget sparsomt gageret med Træer og andre Udenomsbekvemmeligheder. Beliggende i en Sænkning af Klippefladen ragede dets Tag akkurat saa meget frem over den beskærmende Granitmur, at den barske Vind kunde benytte sig af Skorstenen som et Slags Talerør, hvorigennem den med sin dybe Stemme underholdt sig med den noget tunghøre gamle og fortalte paa sin lidt hensynsløse Maade om Strandinger og andre Ulykker paa Søen.

Da jeg har forpligtet mig til strengt at overholde den gamles Anonymitet maa selvfølgelig Fyrtaarnets Inkognito ogsaa bevares. Eftersom imidlertid Østersøen er et stort Vand, hvis Skum bestænker mange Fyrtaarnes Ruder, begaar jeg næppe nogen Indiskretion ved at nævne denne samme Østersø som det Hav, hvis hule Drøn hørtes saa sælsomt den Novemberaften, da jeg imod Blæsten og Regnen stred mig op over Klipperne, paa hvis Top Fyret ligger. Vindstødene fo'r imod mig med en Kraft, som om det var stærke Hænder, der greb mig; Regnen havde løsnet Gruset og gjort Stenene glatte 45 under mine Fødder, og Mørket hindrede mig ofte i at se Stien, saa at jeg, famlende mig frem og stundom krybende paa alle fire, kun langsomt arbejdede mig op imod den venlige Ledestjerne, som trofast viste Vej paa dette mit farlige Krydstogt. En Gang imellem rev Stormen lange Flænger i Regntykningens klamme Slør, og da aabenbarede Fyrtaarnet sig i saa kolossal en Størrelse, at jeg uvilkaarlig spurgte mig selv, om jeg ikke havde fantaseret mig ind i Drømmesynerne fra "Tusind og én Nat" og nu stod foran en mægtig Aand eller Kæmpe. Stundom forsvandt Kæmpen aldeles og, hvad værre var, det lysende Øje i hans Hoved ogsaa, - da kunde jeg ikke lade være at tænke mig i deres Sted, der nu var paa Søen, og den voksende Larm af Brændingen, der tiltog, jo højere jeg kom op, gjorde kun disse Betragtninger saa meget mørkere.

Endelig naaede jeg min Vandrings Maal, krøb op ad den knagende Trappe, og stak Hovedet ind i det lille Lukaf ved Siden af selve Fyret. Der var noget vist velgørende i at se alt i den samme fredelige Orden som altid; de uhyggelige Tanker der ude fra Mørket og det barske Vejr svandt ogsaa gradevis hen, eftersom Indtrykket af Kakkelovnsvarmen og det hjærtelige: God Aften! gjorde sig gældende; jeg hængte mit Overtøj over en Stoleryg foran Ilden, tog imod den tilbudte Pibe, og strakte mig paa den Mellemting af Sofa og Seng, der meget indbydende var stillet saa umiddelbart i det glødende Kulbaals Nærhed, at Fodstykkets Fyrretræs Planker blandede deres harpiksagtige Duft med min Værts noksom bekendte Tobak. Jeg maa tilføje, at Atmosfæren var en saadan, at mine Sanser i meget kort Tid fuldstændig sløvedes for Havets, Stormens og Regnens Larm der udenfor, og jeg kun havde Øje og Øre for den gamle Sømand, der netop nu begyndte paa Brudstykket af den Vise, hvormed saa godt som enhver Samtale mellem os indlededes.

Der stod paa Bordet en gammel Olielampe, hvis Kuppel efter Ejerens Sigende "havde faaet en Læk"; denne Læk var stoppet med et Billede, der forestillede "det tremastede Skib, Montevideos Forlis" . Forliset havde imidlertid ikke ganske været i Stand til at stoppe Lækken; en smal Lysstribe skød sig hen over den gamle Sømands furede Ansigt, og tabte sig efterhaanden op ad Væggen lige overfor. Jeg vilde netop til at spørge ham, om han kendte Visen om Søren Kanne, eftersom jeg antog, at denne kunde staa i nogen Forbindelse med Indholdet af hans eget Brudstykke paa Grund af Ligheden i Begyndelsen, da mit Øje ved uvilkaarligt at følge Lysstribens Retning paa Væggen, opdagede øverst oppe ved Loftet et Miniaturportræt, der hidtil var undgaaet min Opmærksomhed. Jeg steg op paa en Stol, og idet jeg hurtig forekom en hindrende Bevægelse fra min Vært, bemægtigede jeg mig mit Fund, nærmede det til Lampen, og efter 46 at have befriet det for et tykt Lag Støv, saa' jeg en ung Dames sjældent smukke Ansigt smile mig i Møde. "Hvem er det Portræt?" var naturligvis mit første Spørgsmaal. Svaret udeblev, men en Rømmen og nogle knurrende Ytringer om en eller andens Nysgerrighed viste noksom, at Spørgsmaalet havde været af en noget generende Art. Portrætet undergik atter en Aftørring, og jeg indtoges mere og mere af det forunderlige Udtryk i de mørke Øjne, der for mig havde føjet en ny, gaadefuld Tiltrækning til det besynderlige Kammer med dets ikke mindre besynderlige Beboer. Det var et Pastelmaleri uden Ramme, men med Glas over, hvis Papirs-Indfatning havde løsnet sig paa mange Steder; det var godt udført, og jeg var straks tilbøjelig til at holde ti mod en paa, at det lignede Originalen. Og hvilken Original maatte det ikke være! Ansigtet var blegt, Øjenbrynene saa fint tegnede, - ja, hvordan maatte de ikke være i Virkeligheden! Man taler i Romaner om Øjnes melankolske Dybde, om Kinders rene Oval, om Mund, om Hage, om - ja hvad taler man ikke om! Jeg paastaar, at Skønheden ikke lader sig beskrive, den maa ses; og her stod jeg med Skønheden i min Haand, og medens Brændingens mægtige Akkorder atter lød i mine Øren, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa den af Havet opstegne Afrodite, der gemmer Havets Mysterier i sit Blik. Fra Afrodite Anadyomene bragte Idéforbindelsen mig paa et Spor, som jeg øjeblikkelig fulgte: "Dette Portræt maa være kommet fra Havet; det maa være fra en Stranding?" ytrede jeg.

"Fra Havet, fra en Stranding; ja, Gud hjælpe os." Og her sukkede den gamle, og medens han bankede sin Pibe ud og traadte paa Gløderne med sine Fødder, opstod der en Pavse, som Blæsten, Regnen og Havet tilsammen søgte at udfylde paa den mest uhyggelige Maade.

Jeg véd ikke, hvorledes det gik, men medens jeg under denne Pavse uafbrudt stirrede paa mit Fund, blev jeg greben af en saa uendelig Medfølelse med Portrætet fra det stormende Hav, med den gamle paa det øde Fyrtaarn, med alt, der paa nogen Maade stod i Forbindelse med dette Hav, og uden at vide af det, lagde jeg Billedet paa Bordet, lod min Haand falde ned paa min Værts Skulder, og bad ham, vist ikke uden Bevægelse i min Stemme, at meddele mig saa meget af dette Portræts Historie, som han selv kunde og vilde sætte mig ind i. Det var ikke blot og bar Nysgerrighed, der ledede denne min Opfordring; det følte han ogsaa nok, og jeg mærkede paa hans forlegne Rokken paa Stolen, at han lavede sig til at efterkomme min Opfordring. Jeg tog da Plads saa nær Bordet som muligt; mine Øjne fulgte stedse Billedets skønne Træk, som Lampelyset beskinnede; mine Tanker var paa Havet, og saaledes hørte jeg den ærlige Sømands simple Fortælling, som jeg her har søgt at

gengive saa naturtro som muligt.

47

"De mener maaske," begyndte han, "at denne Smule Blæst i Aften og den Musik, De hører der nede fra Skærene, har noget at betyde ; men De skulde blot være her en Nat, naar det rigtig stormer! det er da, som om Fyret rystede under ens Fødder, og Brændingen brøler ved en saadan Lejlighed, saa at min Medhjælper næppe kan raabe mig op, naar han vil sige mig noget. Havet her udenfor er favnedybt lige ind til Klipperne, og med Fralandsvind kan de største Sejlere stange med Klyverbommen paa Stenene, førend de vende og staa ud efter; men ved en Paalandsstorm slipper ingen Skude, det være den stolteste, der nogen Sinde er tømret, bort herfra, naar den først en Gang har hugget paa Skærene. Der er et Sted, som De maaske kender, og som vi kalde Kælderhalsen eller Djævlebroen; det er det Sted nede ved Søen, hvor alle de store Stene er styrtede sammen og har dannet en Slags Bro, som De vist ofte har kravlet om paa, thi det skal jo alle, der komme her. Dersom De var der nede i Aften, vilde De se, hvordan Brændingen tumler sig mellem de takkede Klipper, der skyde sig langt ud i Vandet. Det er saa noget nær det farligste Sted, hvor et Skib kan støde, og det er herom jeg vil fortælle Dem, siden De nu en Gang har spurgt mig.

Det er mange Aar siden, saa mange Aar siden, at jeg den Gang var ung. Jeg havde været med som Styrmand paa et Par af de lange Rejser, og var kommen hjem for at faa lægt et Hul i mit Hoved, som skrev sig fra et Forlis i det stille Hav. Derom kunde jeg ogsaa fortælle Dem, thi en af mine Skibskammerater, som kunde tegne, tog den Scene af, og det sidder der om Lampen, - men det vil nok ikke interessere Dem saa meget som det andet, og det er ogsaa bedre at blive paa fast Grund. For Resten tror jeg nok, at Blæsten tager til i Aften; lad os stoppe os en ny Pibe, saa kan De imidlertid høre efter, hvordan det tuder udenfor, og hvordan Søen bryder, for bedre at sætte Dem ind i, hvordan det var den Aften, da den engelske Brig kom i Land her. Ser De, det var en Novemberaften i Slutningen af Maaneden med Regn og Tykning og en rigtig Nordveststorm. Jeg havde taget Vagten for min gamle, der den Gang passede Fyret, og som netop var gaaet ned til Byen for at købe et og andet. Min yngre Broder var gaaet til Køjs nede i Huset, og jeg sad her alene og snittede paa en Blok og plejede mit Hoved med kolde Omslag. Lidt svag og mat var jeg endnu, men jeg tænkte for Resten nok, at jeg snart vilde komme mig, og saa vilde jeg tage den første, den bedste Hyre for ikke længer at ligge den gamle til Byrde.

Klokken kunde vel være hen imod de ni, da jeg aabnede Døren for at gaa ned og hente noget Tobak i Huset. Idet jeg stak Hovedet udenfor, mærkede jeg allerede, hvor stygt Vinden var taget til, og jeg tænkte netop ved mig selv, at de Sejlere, der muligvis var i 48 Farvandet udenfor, næppe vilde kunne klare sig i Regnbygerne og i denne tætte, raa Taage, som ingen Storm mægter at forjage, og som gør det umuligt at se længer end i det højeste en halv Snes Skridt foran sig. Ja, De kan tro, det var taaget den Aften. Da jeg kigede op mod Lyskredsen rundt om Fyret, var den saa formindsket af Taagen, at man skulde have ondt ved at se noget som helst Fyr ret langt borte. Jeg bad imidlertid Vorherre holde sin Haand over dem, der var paa Søen, og stred mig imod den hylende Nordvest over de glatte, slibrige Stene ned imod vor Kahyt. Da jeg var kommen Halvvejen, standsede jeg for at trække Vejret og stramme Klædet om mit Hoved, som Vinden rev og ruskede i, og i det samme forekom det mig, at jeg hørte noget som et svagt Skrig eller sligt. Da jeg troede, at det havde været Vinden eller maaske en Maage, gik jeg atter videre, men nu kom det igen anden Gang, og da jeg var Sømand nok til at vide, at det kun kunde have en eneste Grund, forstærkede jeg mine Skridt, og kom ganske stakaandet ned til Køjen, hvor Drengen laa og sov. I en Fart fik jeg ham purret ud, og behøvede kun et Par Ord for at faa ham til at trække Stortrøjen paa og snappe en opskudt Tovline, som altid laa klar af gammel Vane. Jeg selv tog en Baadshage i Haanden for dermed at lette mig Gangen over Klipperne, en Brændevinslærke stak jeg i Lommen, og saa styrede jeg Kursen ned imod Søen. Vindstødene ruskede i os, og Regnen faldt nu og da strømmevis; det var en besværlig Tur, og jeg bandede min svagelige Tilstand, der egentlig gjorde mig uskikket til en saadan Ekspedition; men Drengen var stor og stærk, han gav mig en Ende af Tovet i Haanden, og saaledes naaede vi, snart gaaende, snart kravlende, ned til det Sted, jeg har omtalt for Dem som Djævlebroen.

At det netop var dette Sted, vi var kommen til, havde vi mere paa Følelsen end paa Synet. Mørkt var det, og hver Gang Stormens Tuden og Brændingens Brølen sagtnedes et Øjeblik, hørte vi de fortvivlede Raab, der i Førstningen havde været dæmpede ved Afstanden, men nu tog til i Styrke, da vi stod lige overfor de Skær, hvor vi maatte formode, at det strandede Skib laa og droges i den sidste Kamp. Det hele var som en sort, kogende Kedel, der kun af og til blev oplyst af Braadsøernes hvide Blink, hver Gang de sloges til Skum mod Klipperne. Se noget kunde vi ikke, hverken Skib eller Mandskab, men vi hørte tilstrækkeligt, og de Skrig skal jeg aldrig glemme, saa længe jeg lever.

Hvad der var Regn og hvad der var det salte Skum, kunde vi ikke engang længer afgøre, og det var lige saa vanskeligt at sige, hvor Klipperne hørte op, og Brændingen begyndte. Vi kunde derfor ikke i Mørket vove os længere frem, men maatte staa uvirksomme og høre paa disse Skrig, der mere end den kolde Blæst og den raa 49 Taage gik os gennem Marv og Ben. "Det er nok ilde fat her," sagde Drengen; "jeg kunde jo gerne forsøge paa at naa over til Byen efter Hjælp, men inden jeg kommer tilbage, er vist Hjælpen forsiide." "Du har Ret i det," sagde jeg, men i Grunden vidste jeg ikke selv, hvad jeg sagde. Man tænker saa meget i et saadant Øjeblik, som man først bagefter husker, men som ikke altid har været fornuftigt tænkt. Jeg tænkte saaledes lige straks paa en Baad, men hvor skulde man faa saadan en fra, og desuden, hvad kunde det nytte? Saa tænkte jeg paa mit eget Forlis, og hvordan jeg selv havde klaret mig, og saa syntes jeg, at det kunde disse Folk ogsaa gøre. Saa vilde jeg lige til at lade Drengen forsøge paa at naa ned til Byen over Klipperne, for at praje Mandskabet ved Redningsapparaterne, men imidlertid var Skrigene efterhaanden blevne svagere og svagere, og da jeg nok vidste, at Hjælpen først kunde komme om et Par Timer, maatte jeg rigtignok sande Drengens Ord, at det saa vilde være forsilde. Som jeg saadan stod og ikke vidste, hvad jeg skulde gøre, erindrer jeg tydeligt, hvordan der kom en Række voldsomme Vindstød, hvis Mage jeg maaske aldrig har oplevet, og som formelig kastede os omkuld. Efter disse brølede og larmede Brændingen der ude i Mørket ligesom en Hoben af Lucifers egne Børn, der var undslupne det allermørkeste Sted; det salte Skum stod os i Ansigtet ligesom den tætteste Regn; Klipperne drønede under os, og vi foldede uvilkaarlig paa samme Tid vore Hænder, og tænkte med Angst og Gru og med en inderlig Bøn paa dem, der, at regne efter Skrigenes Ophør, nu næppe behøvede menneskelig Hjælp mer.

Saadan stod vi en Stund uden at mæle et Ord, og lyttede ængsteligt efter, om vi ikke kunde høre nogen Stønnen eller Jamren fra Mennesker, der maaske endnu kunde være i Live. Men der var ingen Ting hverken at se eller høre. Saa begyndte Drengen at rulle Tovet op, og derpaa sagde han ganske rolig, idet han rakte mig Enden af Linen : "Det værste af Stormen maa nu være forbi; jeg skulde synes, at hun er falden flere Streger mere vestlig, og hun kan ikke blive ved at blæse saa haardt efter den sidste Overhaling. Læg mig Linen om Livet, og laan mig din Stage der; jeg kunde have Lyst til at krybe lidt længer ned for at se, om der dog ikke skulde være kommen en eneste i Land."

Det var som sagt en stor og stærk Dreng. Jeg gav ham derfor uden Betænkning Tovet om Livet og Baadshagen i Haanden, satte mig ned i en Revne mellem to Stene, med Benene stemte imod et Klippestykke og med den anden Ende af Tovet om Livet, og et Par Sekunder efter var han forsvunden i Mørket.

Skønt jeg er vis paa, at det kun varede nogle Minutter, kan jeg dog forsikre Dem, at den Ventetid var lang. Jeg firede stadig paa Tovet, 50
idet jeg holdt igen af alle Kræfter, saa længe Stramningen varede. Af Anstrængelse værkede mit Hoved, som om der var glødende Ild i det, men jeg mærkede det knap; jeg firede og holdt igen, indtil Stramningen hørte op, - saa stak jeg alt det Tov fra mig, jeg havde, indtil der ikke var mere tilbage end akkurat det Halvstik, jeg havde gjort om Livet. Derpaa bandt jeg Klædet igen til Rette om Hovedet og lyttede efter. Vejret var ganske rigtig stillet noget af; Brændingen dundrede endnu mod Stenene, men Vinden hylede ikke nær saa stygt som tilforn. Det begyndte ogsaa at lysne lidt der ude i Taagen, og man kunde allerede skimte Genstande rundt omkring. Pludselig blev der rykket i Tovet, og jeg hørte Drengens Stemme, der raabte, at jeg skulde komme ned. I et Nu havde jeg Tovet af mig og var ude over Klippen; jeg bed mig fast som en Kat i Revner og Sprækker, og naaede ogsaa lykkelig de nederste Skær. Der laa Drengen og bøjede sig over noget, der var lænet op mod en Sten. Vandet strømmede helt op til Knæerne, hver Gang Søerne brød ind imod mig; jeg vidste, at det gjaldt om at holde fast, naar Strømmen løb ud efter igen, og jeg holdt fast. "Skynd Dig o.g kom straks med Brændevinsflasken," raabte han, "her er en lille Dame, som laa tværs for en stor Sten ind imod Land. Hun er nok alene om det." Jeg rakte ham Flasken og kigede rundt til alle Sider. Der var intet uden Vand og Klipper og nogle ganske enkelte Vragstumper, der nu og da stak frem af det hvide Skum. Jeg havde et Par Gange fat i nogle af disse Stumper, der forekom mig at ligne menneskelige Væsner, men jeg indsaa snart, at det var bedst saa hurtigt som muligt at bjærge den ene, vi var sikker paa, saa meget mere som det igen kom med Byger og Tykning, og vi havde en farlig Opstigning, der nødvendigvis fordrede den Smule Lysning, som for Øjeblikket fandtes. Der var naturligvis ikke Tale om at se, hvem vi havde for os. Ung og fin maatte hun være, for hun var saa let som en Fjer at løfte paa, naar man fraregnede Tyngden af de vaade Klæder. Drengen sagde, at det nok maatte være en meget fin Dame, siden hun slet ikke havde villet tage en eneste Draabe Brændevin til sig, men det mente jeg dog snarere laa i den simple Grund, at hun var aldeles bevidstløs, den Stakkel. Det var underligt nok at tage paa saadan et skrøbeligt lille Væsen; men op maatte vi jo, og det kom vi da ogsaa endelig, skønt rigtignok med saa megen Besvær, at jeg var mere død end levende, da vi havde naaet Huset og lagt hende paa Sengen, hvor Drengen plejede at sove. Saaret i mit Hoved var sprunget op undervejs, og Blodet løb i Strømme ned over Hals og Skuldre. Jeg mærkede, at Kræfterne snart vilde svigte mig, men lige til det sidste hjalp jeg dog Drengen med at rulle og gnide hende i uldne Tæpper, efter at vi havde skilt hende af med saa meget af det vaade Tøj, som vi to Mandfolk syntes 51 kunde passe sig. Ved Lyset, som vi fik tændt, kan jeg netop huske, at jeg saa' det dejligste Ansigt, som en Sømand nogensinde fik at se, men saa kunde jeg heller ikke mere, og ligesom Døren gik op, og jeg saa' den gamle, der blev staaende forbavset i den, kæntrede jeg og gik rundt som en Hvalfisk, der har faaet Harpunen. Der laa jeg da, og - ja, nok er det, at der laa jeg, - og nu har jeg fortalt Dem om det Forlis."

Den gamle Sømand brød kort af. Med Haanden for Panden, skyggende imod Lampeskæret, og med den stumpede Pibe mellem de tæt sammenknebne Læber sad han nogen Tid ganske stille, som om disse i faa Ord sammentrængte Begivenheder udfoldede sig i hans Erindring og kastede Skygger over hans Tanke i deres fulde, mørke Bredde. Derpaa saa' han hen til mig med et underligt Blik, som om han ventede det Spørgsmaal, der utvivlsomt vilde komme, men som han maaske lige saa gerne vilde have undgaaet.

Jeg spurgte da, men fortrød næsten øjeblikkelig, at jeg havde spurgt. Med fugtige Øjne og en sitrende Haand tog han Billedet fra Bordet, og holdt det længe ud fra sig i udstrakt Arm, saaledes som gamle Folk pleje at læse Skrift; og som om Skriften, han læste, indeholdt for megen Vemod, til at han turde læse den til Ende, skød han hastig Portrættet ned i Bordskuffen og begyndte atter at fortælle, men i en underlig fraværende Tone, adspredt, som om han henvendte sig til en udenfor det snevre Kammer, ikke ulig en gammel ossiansk Barde, der i taagede Omrids besynger Skyggerne paa Bjergene eller hen over det stormende Hav.

"Hvordan det saa gik hende, og hvem hun var, vilde De jo vide. Mageløs dejlig var hun, siger jeg Dem; men det behøver jeg for Resten ikke at sige Dem, for det har De jo selv set af Skilderiet der. - Jeg var den af os to, der laa længst til Køjs efter den Tur. Saarfeberen var kommen, og jeg var nok efter Doktorens Mening saa godt som paa Vejen til Afmønstring, men hun plejede mig, da hun selv var bleven rask, og jeg har da hende at takke for, at jeg holdt det gaaende, - hvis ellers det er nogen Tak værd.

Jeg husker godt, at det var en Morgen, da jeg første Gang vaagnede med nogen Klarhed om, hvad der var passeret. Hun sad ved Vinduet og syede eller læste, og da hun mærkede, at jeg rørte mig, rejste hun sig op, og kom hen til mig. De skulde have set hende, da hun takkede mig for sin Frelse, som hun paastod, at hun skyldte mig, uagtet jeg fortalte, at det egentlig var Drengen, der havde gjort det altsammen. De skulde have hørt hende fortælle om Skibbrudet, om hendes brave Onkel, Kaptajnen, der havde kæmpet som en Mand for at redde hende, men var bleven revet bort af en Sø, netop som han havde faaet klamret sig fast til en Klippe med hende i Armen.

52

Drengen, sagde hun, havde Dagen efter den frygtelige Nat været nede ved Søen med nogle Fiskere fra Omegnen. De havde bjærget nogle ilanddrevne Sager, og blandt andet noget af Kaptajnens og hendes Tøj. For Resten havde der hverken været Spor af levende eller døde at se, og først flere Dage efter blev der gjort Anmeldelse om, at nogle af de sidste var blevne fiskede op sydligere paa Landet, hvor Strømmen havde sat dem ned.

Edith hed hun, og hendes Forældre boede i en lille By i det nordlige England; hun var taget med sin Onkel til Stralsund, for at besøge nogle Slægtninge, og paa Tilbagerejsen derfra var det, at de i Stormen og Tykningen var forliste.

Jeg var den her hjemme, der kunde klare mig bedst med det engelske ; jeg var derfor ogsaa den, der var mest om hende, og da hun havde faaet et Brev sendt af Sted til sit Hjem for at melde det skete, slog hun sig efter den gamles Opfordring til Ro hos os, indtil Svaret kom, og indtil hun kunde finde en Lejlighed til England igen. Præstens og Doktorens gjorde rigtignok alt for at faa hende til at bo hos dem, men Søen og Klipperne og Fyrtaarnet holdt hun af, sagde hun, og hun vilde blive hos dem, der havde taget hende op. Saa blev hun da i hele tre Maaneder hos os, for det var Vintertid, og al Postgang var standset, og da Posten endelig kom, og hun fik Brev, at hun blev ventet hjem, var der ingen Skibslejlighed førend hen imod Foraaret.

Hun styrede den lille Husholdning for os, og kunde snart tale lidt dansk. Vi kom ogsaa en Del ud til Folk i Omegnen den Vinter. I Begyndelsen blev der jo set noget underligt paa hende, og der blev talt nok baade om heride og mig, men efterhaanden vænte man sig til det som til saa meget andet. Overalt, hvor hun kom hen, var hun den dejligste af alle, og det var tidt, naar hun var pyntet til Dans eller anden Ungdomsfornøjelse, at jeg slet ikke turde tro, at det var den samme, jeg havde været med at bjærge fra en gruelig Død; og tidt kunde jeg staa stille langt fra hende og turde ikke tale til hende, fordi jeg syntes, at hun var for fin og for skøn for en Sømands Selskab. Men naar jeg sagde det, blev hun altid vred paa mig, og naar jeg saa blev skamfuld eller bedrøvet, smilede hun og klappede i Hænderne, og udnævnte mig til duke of the lighthouse, - for saa maatte jeg da endelig være stor nok for hende.

Allerbedst syntes jeg dog om hende, naar vi om Aftenen sad nede i vor Kahyt, og hun havde skænket The for den gamle og os to Brødre. Saa gik Passiaren sin uforstyrrede Gang, og hun fortalte om sit Hjem og sin Famillie, og jeg snittede et lille Fartøj til hende. Naar jeg saa spurgte hende, om hun ikke længtes hjem, og hun svarede jo, men at hun havde det saa godt, hvor hun nu var, at hun vilde savne os alle, naar hun var kommen til England, - saa kunde jeg slet ikke 53 tænke mig, at hun nogensinde skulde bort fra os, og naar jeg alligevel tænkte derpaa, blev jeg ilde til Mode, og gik ud og drev omkring mellem Klipperne.

Saa var det en Aften nogen Tid efter at der var kommet Brev fra England, og hun havde bestemt at ville rejse med den første indtræffende Lejlighed. Den gamle var ikke rigtig rask, og jeg var her oppe og passede Fyret. Jeg sad akkurat paa samme Plads, hvor jeg nu sidder, og jeg tænkte paa, at jeg snart skulde miste hende, og det maaske for bestandig. Naturligvis, der var jo ikke noget til Hinder for, at jeg kunde tage Hyre til England og saa besøge hende, men unge Folk synes nu altid, at der ikke er noget Haab, naar de skal skilles,

- og det har jo for Resten unge Folk Ret til at synes; det kender De maaske selv noget til, unge Herre?

Men saa var det, just som jeg sad og var modfalden herover, at den Dør bagved Dem gik op, og hun kom ind med min Aftensmad. Den gamle havde det godt nu, sagde hun, men Drengen var gaaet ned til Byen, og derfor havde hun selv taget Vesperkosten, og var løbet over med den til mig. Hun satte Bakken med Theen fra sig her paa Bordet,

- jeg husker det hele saa tydeligt som om det var i Gaar, - og saa saa' hun sig om her i Kamret og lo over al den Uorden, som her var, og jeg tror nok, at hun sagde, at her trængte til at støves af og ryddes op. Jeg var nu slet ikke oplagt til at le; jeg sad med Hovedet i mine Hænder og rørte slet ikke Bakken, som hun havde sat hen til mig. Saa kom hun her hen ved Bordet og vilde have at vide, hvad der var i Vejen, og saa spurgte jeg hende lige rent ud, hvor hun kunde nænne at rejse fra mig, og om hun slet ikke kunde mærke, hvad der fejlede mig. Jeg blev ganske bange, da jeg havde sagt det, men det var nu en Gang sagt, og da jeg lidt efter saa' op paa hende, havde hun Hænderne for Øjnene og græd. Det gjorde mig da rent underlig; jeg har aldrig kunnet taale at se Fruentimmer eller Børn græde. Hvordan det saa var eller ikke var; - De véd jo nok, hvordan saadan noget gaar til. - Jeg fik hendes ene Haand i min, og saa mødtes vore Øjne, og saa sagde jeg igen: Edith, hvorfor vil Du rejse fra mig? og saa - og saa spurgte jeg hende, om hun vilde blive min Hustru paa Sømands Tro og Love."

Den ærlige Fortællers furede Ansigt var klaret op under Meddelelsen af, hvad der havde givet hans Liv sit Indhold og sin Skønhed. Jeg nikkede smilende over til ham, og han fortsatte, idet Mindets Glans endnu spredte sit Skær foryngende og mildnende over de haarde, kummerfulde Træk:

"Ja her, paa denne selvsamme Plet var det, at hun gav mig sit Ja, og da Kamret blev os for trangt, lod jeg Fyr være Fyr, og vi gik ud omkring paa Klipperne Arm i Arm. Det var Maaneskin og stille, og 54 vi havde alle de mange Ting at fortælle hinanden, som unge Mennesker altid har, naar de først er kommen rigtig Side om Side, og Kendingsflaget er hejst. Vi gik ned til det Sted, hvor hun var kommen i Land, og der stod vi længe og saa' paa, hvor fredeligt Vandet gik ud og ind mellem Klipperne, ganske som om der aldrig kunde være Tale om Storm og Stranding; og vi syntes jo begge, at eftersom det var gaaet saa godt den Gang, hvor det saa' allerværst ud, maatte det sagtens kunne gaa godt i Fremtiden for os; - nu var vi jo to om at klare Bygerne, og for Resten ventede vi mere Solskin end Bygevejr og mere smult Vande end Søgang.

Den næste Dag fortalte vi den gamle, at vi havde forlovet os, og glad blev han, for min engelske Brud havde ganske vundet hans Hjerte. Saa gik der nogle af de dejligste Uger i mit Liv, og saa kom Afskeden. Edith skulde tage hjem med en svensk Bark, der nylig var bleven kølhalet nede i Byen, og som var paa Rejse til England. Imidlertid skulde jeg søge Hyre og muligvis se at faa et Skib at føre. Naar hun saa tilstrækkelig havde forberedt Familien, der nok var lidt vanskelig, skulde jeg komme over til hende. Saadan havde den gamle bestemt det, og saadan blev det da ogsaa antaget af os begge, efter megen Snakken frem og tilbage. Jeg fulgte min Edith om Bord, og fik ved Afskeden det Skilderi, som De har set her, og som var blevet tegnet i Stralsund og kommet i Land ved Strandingen blandt andet af hendes Tøj. Dersom jeg havde faaet Lov at raade, var hun ikke taget med det Skib ved Foraarsjævndøgnstider over Nordsøen; jeg syntes hverken om Skibet eller dets Fører, men den gamle pressede paa, og jeg maatte give efter.

Saa sejlede hun da, og jeg gik igen her oppe ved Fyret. Dag og Nat gik jeg omkring mellem de Klipper, hvor vi saa ofte havde gaaet sammen. I Storm og i Stille tænkte jeg paa hende, som jeg den Nat havde baaret op fra Søen. Jeg ventede og ventede paa Brev der ovre fra; men der kom ikke noget. Jeg skrev til hendes Hjem; hun var ikke kommen endnu. Jeg skrev til Skibets Bestemmelsessted; ingen vidste noget af det at sige. Saa tog jeg selv der over for at faa Vished i min Sag. Den fik jeg da ogsaa. Og saa fo'r jeg til Søs i fulde fem og tredive Aar, men mig har Havet ikke villet tage. Nu pudser jeg Lamper her, som min gamle gjorde før mig. Jeg har aldrig været gift; jeg har ingen til at pudse dem efter mig. - Godnat, unge Herre! nu véd De, hvem Skilderiet er, og hvis De vil tjene en gammel Sømand, saa spørg ham ikke oftere derom."

55

DEN SVØMMENDE LIGKISTE

"Sej da! Ole!"

"Kanske Herren kaldte?"

"Javel. Tror De ikke, Ole, at det snart frisker op?"

"Jeg skal sige Herren det i Morgen ved denne Tid. En Gang frisker det vel nok op."

"Ja, men jeg mener snart, Ole! Strømmen sætter os svært nordligt, og jeg er næsten stegt af Solen."

"Bedre at steges end at flaas, men galt begge Dele, sagde Aalen, da den sprang paa Panden. Naar Herren vil være til Søs, maa De kunne taale alt."

"Da ikke at flaas, Ole?"

"Aa jo saamænd, ogsaa det!"

"Sig mig, Ole, er De nogensinde bleven flaaet?"

"Ja saa godt som!"

"Hvordan det?"

"I et Havari inde paa Kinakysten. Jeg sad hele tre Timer klemt fast i Storrøstet, og Vraget af det staaende og løbende Gods gik uafladeligt hen over mig og pillede mig lige saa skaldet som en Krabbe. Her skal Herren selv se Mærkerne!"

"Javist, Ole. Det ser stygt ud. Men lang mig nu Flaskekurven her over, og den kolde Karbonade. Det maa vel være paa Tide at skaffe!" -

Det var i en Baad, at Ole og jeg befandt os, og Baaden drev med slappe Sejl og Skøder, ført af den stærke Søndenstrøm, gennem det blanke Vands matte Dønninger. Baaden var hjemmehørende i Villingebæk. Ole var Baadens Ejer, jeg selv var Oles Lejer, og Flaskekurven og Karbonaden skrev sig fra Kromanden i Gilleleje. De sidste Dage havde været stormfulde og ustadige, og jeg havde øvet min Taalmodighed og skærpet min Resignation tre Gange fire og tyve Timer i Rad, medens jeg i Villingebæk, i Oles Hus og saa godt som stadig inden fire Vægge, oppebiede det Øjeblik, hvor Skyerne skulde skille sig, Regnen og Stormen høre op, og jeg selv sættes i Stand til at foretage den Tur til Kullen, som jeg saa mange Gange havde bestemt mig til, og som nu endelig denne Formiddag kom i Stand.

Vi kunde vel omtrent være naaet midtvejs mellem den sjællandske og skaanske Kyst Den lette, svalende Brise, som havde bragt os saa vidt, var fuldstændig ophørt. Luften var endnu ikke renset af de foregaaende Dages Uvejr. Himlen foroven, Kysten til begge Sider og Vandet, hvorover vi gled, syntes næsten at være én stor sammenhængende Masse, der formelig sitrede under Solens brændende 56 Straaler. Der var noget, - ja, jeg véd ikke ret hvad, noget uendeligt udbredt over Naturen. Hvor de forskellige Elementer begyndte og ophørte, lod sig ikke afgøre; alt slumrede, alt var søvndysset, og paa en saadan afgjort, gennemtrængende Maade, at det var som om Naturen fra Evighed til Evighed ikke havde haft og ikke vilde faa et andet Udseende. Den smukke Farvesammensætning, der om Morgenen tidlig havde været at iagttage nede fra Stranden, havde veget Pladsen for en enkelt, fremherskende, bleggul Tone. Baadens røde Sejl og den gyldne Sherry, som stod opskænket i det store Glas, afgav endnu nogle forfriskende Hvilepunkter for det halvtblændede Øje, og da jeg fra Glasset lod Øjet glide ud imod Kattegattets mægtige Flade, saa' jeg ude i Horisonten nogle Smaaskyer hæve sig blaaligrøde med skinnende hvide Kanter; - ellers var som sagt alt blegt og farveløst, og i denne farveløse Uendelighed drev Baaden af Sted i Vandet, nu og da slingrende i Dønningen som en søvndrukken Mand hen ad en bakket Landevej.

Gennem Luftens milde Strømme
Synker Varmen sagte ned,
Og Naturen som i Drømme
Er fordybet i sin Fred.

Jeg laa halvt paa Rælingen, halvt paa Toften, med Benet hen over Rorpinden og Straahatten ned over Øjnene, og jeg gentog disse fire saa uendeligt malende Linjer snart dæmpet for mig selv, snart højt, og efter at jeg havde nynnet og sunget, reciteret og deklameret dem paa alle mulige Maader, var det, at jeg prajede Ole saaledes som ovenfor er anført. Den Lyst, jeg ytrede til at faa fat i Madkurven, deltes øjensynlig af Baadens Ejer, og begge to greb vi da Sagen an med den tilbørlige Omhu, saa at først Karbonaden og dernæst Sherryen holdt Flyttedag. Efter endt Flytning, efter at der af Karbonaden kun var Benene, af Sherryen kun Flasken (eller Flaskerne, thi der var to) tilbage, opsøgte vi igen hver sin Tofte, og efter at have stukket Hovedet hen, hvor der var en smal Stribe Skygge, varede det ikke længe, førend vi begge havde givet efter for Stilhedens, Varmens og Vinens samlede Indflydelse. Baaden drev igennem det blanke Vand, udsendende sin Parfume af smeltet Tjære; en stor Spyflue snurrede omkring det tømte Vinglas; Ole snorkede som et Taarnur, der trækkes op. Jeg mærkede, hvorledes en Sveddraabe listede sig fra min Pande ned ad min Næse; den kildrede mig paa en ubehagelig Maade, men jeg havde ikke Energi nok til at viske den bort, - og saa sov jeg blideligt.

Da jeg igen slog Øjnene op, mærkede jeg en behagelig Forskel i Temperaturen. Solen stod betydeligt lavere, det var blevet langt ud 57 paa Eftermiddagen, men hvad der var det værste, vi selv var kommet et langt Stykke ud i Kattegattet, Jeg saa' ind imod den sjællandske Kyst; den var langt agter ude, og det var akkurat, at jeg kunde skelne Nakkehovedbakkerne med de to Fyrbygninger. Det kunde ikke nægtes, at vi jo havde haft Strømmen med os paa denne vor Fart. Sejlet hang endnu lige dødt ned, og Ole snorkede endnu lige ufortrødent forude. Jeg kiggede ud over den styrbords Lønning for at faa Øje paa Kullen, og jeg saa' da et ejendommeligt Syn. Imellem Baaden og den svenske Kyst, men ikke mere end nogle faa Kabellængder fra os laa Vraget af et Skib. Jeg havde under Solvarmen og Dagens Stilhed glemt de foregaaende Dages Storme, og jeg blev paa en forunderlig Maade grebet og overrasket ved dette saa pludselige Møde med et tavst, uhyggeligt Vidne om de løsslupne Elementers Magt. Efter hvad jeg i en Fart kunde se, maatte det være et svensk eller finsk Fartøj. Det var ladet med Tømmer og drev paa Lasten. Alt det opstaaende, den hele Klædning fra Skanse til Bak var slaaet ind. Skroget var sortmalet uden Bords. Det laa med Laaring og Spejl højt i Vejret, men stak Forenden under Vand lige op til Kranbjælkerne, og var i det hele taget ikke ulig en død Hval, der driver omkring med Snuden ned efter og Halen i Vejret. Rejsningen var svært medtaget; af Fokkemasten var der kun en Stump, af Klyverbommen intet tilbage, og Stag, Vant, Bardoner, Braser og Fald havde enten viklet sig sammen i de underligste Klumper, eller dinglede frem og tilbage ved Skibets Bevægelser som et stort, uhyggeligt Fugleskræmsels Pjalter.

Jeg kaldte paa Ole.

Han vaagnede, gabede, gned sine Øjne, og opdagede Vraget:

"Nu har jeg - (osv.) - aldrig set saa galt. Der har vi jo den svømmende Ligkiste!"

Jeg vilde lige til at udbede mig en nærmere Forklaring over disse gaadefulde Ord, da Ole med synlig Bestyrtelse greb en Aare, drejede Baaden, med en Gondolieres Virtuositet, fik fat i den anden Aare, og drev saa med nogle mægtige Tag Baaden tilbage fra det Syn, der aabenbart generede ham meget. Ved denne Manøvre fik vi imidlertid den styrbord Side af Vraget at se, og her laa nogle Gilleleje Fiskere, der sandsynligvis havde fundet Vraget forladt af sit Mandskab i Søen, og som nu formodentlig raadslog om, hvad de skulde gøre med deres Prise.

Dette lod til at berolige Ole noget. Han hvilede paa Aarerne, og og spurgte mig i en tøvende, lidt usikker Tone:

"Tror Herren, at det hænger saadan rigtig sammen med det Skib der?"

Jeg svarede ham, at jeg var ganske overbevist derom. Jeg forkla rede ham, hvad jeg mente om Skibet, og at jeg syntes, at det i sin nuværende Skikkelse snarere kunde indgyde Beklagelse end Frygt.

58

Ole saa' lidt mere beroliget, men dog endnu en lille Smule tvivlende paa mig. Tilfældigvis viste der sig i det samme en let Krusning paa Vandfladen vester ude. Det varede ikke længe, inden vi fornam den svalende Brise; jeg firede Skødet af, Ole lagde Aarerne ind, og vi fjernede os mere og mere fra Genstanden for min brave Værts Frygt.

"Naa, Ole," sagde jeg, da vi saaledes havde siddet nogen Tid. "Hvad var der saa i Vejen med det Skib?"

"Ja, som Herren selv sagde, saa tænker jeg nu heller ikke, at der var noget i Vejen med det Skib. Det var jo sikkert nok saadan en Finlapperskonnert, som maa være bleven ramponeret i Stormen; og Mandskabet er jo vistnok gaaet fra den, da de ikke har kunnet holde hende paa Pumperne længer. Den stærke Søndenstrøm, som har bragt os helt ud af Kursen, har ikke haft nogen videre Magt over hende, fordi hun laa saa dødt i Vandet og stak Snuden saa dybt ned. Jeg antager, at hun er sprungen læk oppe under Anholt, saa har Mandskabet forladt hende, saa er hun kommen drivende her ned for Vejret, saa har Fiskerne faaet Kig paa hende, og saa har Fiskerne og den sønden Strøm ligget og bakset rundt med hende, indtil vi nu traf hende. Det er tydeligt nok. Men kan De nu sige mig, hvordan man to Gange i sit Liv kan se akkurat det samme Syn, uden at man jo maa tro, at det i Virkeligheden er det samme Skib, - ja, jeg kan ikke forklare mig som de lærde Folk, men jeg mener kun, at lige saa snart som jeg fik Øje paa den Havarist der, saa var det ligesom jeg var paa Højden af Kap Hatteras og saa' den svømmende Ligkiste."

"Fortæl mig om den Ligkiste, Ole!"

"Ja nok, Herre. Vi har jo nu fair wind lige ind til Arildsleje, saa at der ikke bliver stort andet at tage vare end at ryge Tobak og spinde Ender. Skulde der være en Draabe Sherry tilbage et eller andet Sted, saa havde jeg ikke noget imod at væde Læberne en lille Gang, førend jeg begynder."

Nogle saadanne Draaber blev fundne, Oles Hals blev fugtet, og saa begyndte han, idet han trak det ene Ben op under sig, og lod Haanden langsomt og vedholdende glide fra Knæet ned til Skoen og fra Skoen op til Knæet, medens Overkroppen afgav tilsvarende, regelmæssige Pendulsvingninger frem og tilbage:

"Jeg kunde vel være nogle og tyve Aar den Gang, og jeg var kommen i med et godt, gammelt Rederi i New York. Jeg var nok oprindelig gaaet der over med en Dragør Skipper, men Kosten om Bord var daarlig og Væggetøj var der i Køjerne, og saa gik jeg fra Skibet, og kom som sagt i med Yankeerne. Der var mange Skibe, baade ældre og nye, som fo'r for samme Rederi, og der var altid et Mylder af Folk paa Kontoret, som enten vilde afmønstres eller tilmønstres.

59

De fleste af Skibene hentede Trælast oppe fra den kanadiske Grænse, og bragte Tømmeret og Plankerne ned til de sydlige Havne eller til Øerne. Paa et af disse Skibe var der en Styrmand, som gik under Navnet "den sorte Skovmand". Han var begyndt som Trapper og Jæger oppe i de store Skove, men saa havde han faaet Lyst til det salte Vand, og da han kendte godt til Tømmerhandelen, var han snart kommen i Kredit paa Kontoret, og de havde som sagt gjort ham til Styrmand, skønt Fyren ikke forstod sig mere paa Navigationen end den Flaske dér. En fortvivlet Karl var han, og gjorde alle mulige dumme Streger, men da han altid passede paa at holde sig go'e Venner med Rederne, saa var der ingen, der turde sige noget til ham. En Dag skulde hans Skipper gaa med en Ladning Planker ned til Charleston, hvor de nok var i Færd med at bygge nogle store Værfter eller en Havn eller saadan noget. Naa, Fyren er om Bord, Ladningen er modtaget og alt er i Orden til Afsejling, men Skipperen og de bedste Folk sidder endnu i forskellige Shopper og drikker et Glas. Skovmanden venter lidt paa dem, men da Tiden falder ham for lang, spørger han den Mand og Drengen, som var om Bord, om de var klar til at gaa med ham uden de andre. De synes, at det er Plasér, og efter at have taget sig en ekstra Grog rundt, stikker de Varpet fra sig, haler ud, faar tilfældigvis god Vind, og kommer drivende ned til Charleston, hvor Tømmeret er i høj Pris; og dér sælger han saa hele Ladningen og oven i Købet den ene Mast ud af Skibet. Da han har gjort det, løber han ud fra Charleston i den tomme Skude med Fokkemasten staaende endnu. Han har stadig god Vind ned efter, og han lader da staa til og kommer ned til en af de vestindiske Øer. Dér er Prisen paa Tømmer endnu højere end i Charleston, og saa sælger han min Salighed hele Skuden, der var ganske ny, og Fokkemasten med. Og han sælger det ikke under et; nej, han lader Skuden hugge op, og saa udbyder han Plankerne for sig, Jernet og Kobberet for sig og Tovværket for sig.

Da han kom hjem fra den Tur, var der jo vældigt Rabalder paa Kontoret. Men Skovmanden klarede sig godt. Han fortalte naturligvis ingen, hvor stor Fortjenesten havde været. Han sagde kun, at han havde fundet heldige Priser der nede, og saa havde han solgt væk, Rub og Stub, altsammen i Kontorets Interesse. Og saa gav han dem et Regnskab, og da de fik en større Fordel, end de selv havde tænkt dem, saa spurgte de ikke ham, hvor meget han havde tjent Det var all right, og han var en stor Mand efter den Historie.

Saa er det, at jeg møder ham en Dag i en Shop, hvor Skipperne og Styrmændene paa Rederiets Skibe plejede at søge. Han sætter sig hen til mig, og giver sig i Snak med mig, og vi drikker et Glas sammen, og han fortæller mig snart et, snart et andet om sit Liv i 60 Skovene, og saa kommer han til at tale om sin nuværende Bestilling, og saa siger jeg saadan ganske løseligt, om han nu snart skal gøre et af sine Træk igen. Nu maa De vide, gode Herre, at det var en hidsig Kammerat, og at han ikke gerne hørte Tale derom. Han springer jo ogsaa op og slaar i Bordet, og spørger, om jeg vil gøre Nar ad ham, men jeg tog det ganske roligt, og forlangte en Omgang endnu, og saa sagde jeg til ham, at han skulde bare sætte sig ned igen, og at jeg netop syntes, at det var rask gjort, det sidste, og at han maatte være en Fandens flot Fyr for at kunne gøre saadan noget. Saa blev han da artig igen, og satte sig ned hos mig, og lidt efter lidt rykkede han Stolen nærmere hen til mig, og sagde, at jeg vist var den rette, og at han havde et Forslag at gøre mig. Nu kunde jeg jo nok have Lyst til at høre, hvad han kunde have i Sinde, og jeg lod derfor, som jeg gik ind paa alt, hvad han sagde. Han begyndte at tale vidt og bredt om, at man bare skulde tjene Penge for at have det rigtig godt, og at det var ligegyldigt, hvordan man tjente dem; for i Grunden var alle Folk lige store Snydere, det gjaldt kun om, at man skulde bære sig fiffigt ad. Ser Du, sagde han, naar man nu kunde handle saadan lidt for egen Regning, uden at svare det dumme Kontor en Skilling, saa kunde man dog sige, at man bar sig fornuftig ad. Ja, hvordan vilde Du bære Dig ad med det? sagde jeg. For Satan, jeg vilde skille mig af med Kaptajnen, naar jeg saa' mit Snit, og saa vilde jeg lade, som om Skude og Last var mit eget, og ikke mere komme tilbage. Naa saa det vilde Du, sagde jeg, og saa slog jeg ham lige ind i hans sorte Fjæs, saa at han faldt bag over, og da han kom paa Benene igen, og vilde have Tag i mig, saa drak jeg ham saadan en rigtig god, gammel Helsingørs Skalle, saa at han vendte Spejlet i Vejret og glemte at bede mig læse Navnet." -

"Det var som Pokker, Ole! Har De været saadan en rask Fyr i Deres Ungdom?"

"Ja, en Skalle har jeg kunnet drikke som ikke mange andre, kan Herren tro," fortsatte min Vært, idet en vis højtidelig Selvfølelse lagde sig ud over hans vejrslagne Ansigt. "Men nu skal De bare høre videre.

Lige saa snart jeg havde drukket ham Skallen, satte jeg den lige Kurs op efter Kontoret, og da jeg havde faaet fat paa en af Skriverne, fortalte jeg ham hele Historien, saadan som den var gaaet for sig, og bad ham melde til Rederne, hvad Skovmanden havde i Sinde. Men der var jeg nok kommen til de rette! De bad mig paa en pæn Maade rejse Fanden i Vold, og sagde, at Rederiet havde ingen dygtigere Sømand i sit Brød end ham, og at jeg ikke skulde gaa og forklage mine Kammerater, og alt saadan noget. Ja ja, tænkte jeg, gør, hvad I vil, og tro hvad I vil, jeg tror nu mit.

61

Saa var det nogen Tid efter. Det Skib, hvorpaa Skovmanden var, havde faaet en svær Ladning Planker ind, rigtig dyrt Tømmer, og det var gaaet sydpaa, jeg kan ikke længer huske til hvilken Havn. Det var just i Orkantiden. Et Par af Rederiets Skibe var forliste; det var gamle Skuder, og de var højt assurerte, og den gamle Bogholder stod netop og gned sig i Hænderne, og beregnede, hvor meget Firmaet havde tjent ved de Forlis. Jeg skulde afsejle samme Dags Eftermiddag, og var sendt op paa Kontoret for at høre nogle Ordrer, og ligesom jeg nu staar og taler med Fuldmægtigen, kommer der en Mand ind og spørger os, om vi har hørt den Historie med Skovmanden, og saa fortæller han os, at der i Havnen er kommet et Fartøj ind, som havde fisket en Mand op fra det Skib, hvor Skovmanden var om Bord.

Naa, siger jeg, er nu den Kæltring endelig druknet.

Jo pyt paa det Lag, siger saa Manden. Nej, Sagen er den, at Skovmanden, efter hvad Matrosen fortæller, har overrumplet Kaptajnen, og smidt ham og de to, tre Folk, som holdt med ham, over Bord, og nu sejler han om med hele det øvrige Mandskab, og sælger vel Skib og Besætning, hvis han ikke straks gaar hen og spiller Sørøver.

Jeg løber ned til Havnen og faar fat i Matrosen, og han fortæller ganske rigtig hele Historien, som den gik for sig. Saa gaar jeg op til Rederne og spørger dem, hvad de nu vil gøre. Det var flinke Folk. De vidste nok, at naar de lod Sagen gaa til Regeringen, saa kunde det vare længe, inden nogen Orlogsmand kunde komme ud, eller inden der blev sendt Ordre til de Krydsere, der var ude, og saa spurgte de mig, om jeg vilde tage mig af Sagen, og hvad jeg vilde gøre.

Nu havde netop Firmaet et brillant lille Fartøj, en rigtig Hartloper, som jeg vidste laa sejlklar. Den, siger jeg saa til dem, at de skulde overlade mig, tillige med Vaaben og Ammunition, saa skulde jeg nok sørge for Bemandingen, og det skulde da være mærkværdigt, om jeg ikke skulde kunne faa fat i Fyren. De slog straks til, og allerede den næste Morgen stak jeg i Søen med en Snes rigtig raske Gaster om Bord, som jeg kendte fra gammel Tid, og som nok kunde have Lyst til at være med paa Jagt efter Skovmanden.

Saa var det en Morgen eller tidlig Formiddag paa Højden af Kap Hatteras. Vi havde stadig spurgt os for hele Kysten ned efter, men ingen Steder havde vi faaet nogen ordentlig Besked, som vi kunde sejle efter. De sidste Dage havde været svært stormfulde, og vi havde haft nok med os selv at gøre, og der var ikke blevet holdt videre skarpt Udkig. Det var nu saa temmelig stille, og vi kom med Læsejl til, og slingrede af Sted gennem Vandet, som var svært hult endnu fra det sidste, slette Vejr. Jeg stod agter ude paa den lille Skanse, og ved Siden af mig stod en ung Fyr, som jeg holdt meget af, og som var 62 saadan en udmærket Skytte. Han stod netop med en Bøsse og morede sig med at vise de andre, hvordan han kunde træffe alle de Ting, baade Flasker og Kridtpiber og Gud véd hvad, som de kastede over Bord. Lige paa en Gang faar jeg saa Øje paa noget ude i Horisonten, og jeg siger det til de andre, og vi faar jo Kikkerterne frem, og der bliver talt meget frem og tilbage om, hvad det kunde være. Jeg foreslog, at vi skulde holde lidt ud af Kursen for at se nærmere paa det, og det blev vi da ogsaa enige om. En halv Times Tid efter var der ikke en eneste om Bord, som jo ikke var overbevist om, at det var en Havarist, og der var endogsaa dem, der vilde mene, at det var Skibet, vi søgte efter. Vi blev ved at slingre af Sted, og jeg lod Vaabnene bringe op og dele rundt. Solen brændte hedt, ligesom den har gjort i Dag, og vi tog os en Omgang Grog, og lidt efter lidt kom vi Havaristen saa nær, at vi kunde se alt, baade uden Bords og inden Bords, med de blotte Øjne. Det var ganske rigtig Skibet, vi søgte efter, men nu skal De høre, hvor underligt det saa' ud. Det laa tungt i Vandet og drev tydeligt nok paa Lasten. Alt det opstaaende fra Skanse til Bak var slaaet væk, og forude gik Vandet uafladeligt frem og tilbage over Dækket. Det rejste højt med Agterskibet og satte Snuden ned efter, og Klyverbommen, Pyntenetstokken og Gallionen var væk. Det ene Anker hang endnu under Kranbjælken, det andet saa' vi ikke. Fokkemasten var brækket af en Alen eller to over Dækket; og den hele Fokkerejsning laa endnu ud over det bagbords Røst, hvor den havde haget sig fast ved Vantet og Bardonerne. Liget af den stakkels Skibshund hang ogsaa i Røstet. Den var nok bleven viklet ind i Godset og havde ikke kunnet komme los igen. Vi strøg langs med Vragets Side. Der var hverken Mand eller Mus, der var hverken Kabys eller Vandtønder paa Dækket. Alt var skyllet væk, og jeg fik en Anelse om, at det var sket i Orkanen, og at en Sø havde slikket hele Dækket rent paa en Gang, og taget Baaden med sig. Men hvor var da Mandskabet? for at de allesammen skulde være vasket over Bord, det var jo dog næppe rimeligt. Stormasten stod endnu; kun Storstangen var væk. Og mellem begge Vanterne omtrent midt oppe paa Masten var der lavet en underlig Menage. Der var knyttet et gammelt Sejl med Enderne fast til Vævlingerne i det luv og det læ Storvant. Og højere oppe ad Masten var der lagt Spir og Rundholter mellem Vanterne. Paa disse Rundholter hængte der Klædningsstykker, og helt op ad det luv Vant saa' vi Frakker og Skjorter og Spande og Kasseroller og smaa Poser, hvori der vistnok havde været Beskøjter. Sejlet, der var knyttet mellem Vanterne, lignede selv en stor Pose. Vi kunde ikke se ned i det, men udenpaa kunde vi kende, at der maatte være noget der inde.

Det var et helt uhyggeligt Syn, kan De tro, og der var ingen om 63 Bord, som sagde noget, men vi havde allesammen en Formodning. Og ligesom vi gik foran om Vraget, bar Vinden os saadan en nederdrægtig styg Lugt i Næsen. "Det er jo en svømmende Ligkiste," raabte den unge Fyr, som jeg fortalte om, og saa lagde han Bøssen til Kinden, og spurgte mig, om man ikke skulde se, hvad der var i Posen. Jeg nikkede til ham, og saa holdt han lige paa det Sted, hvor det gamle, møre Sejl var gjort fast til Vævlingen, og Puf, der revnede hele Posen, og en to, tre, fire Kroppe faldt ned paa Dækket, og skønt de var slemt medtagne, kunde vi dog tydelig kende den lange Skovmands Skabelon i det ene af Ligene.

Vi havde set nok. De stakkels Djævle havde naturligvis ikke kunnet komme bort fra Skibet, og den Smule Proviant, de havde bjærget op til sig, var jo snart forbi. At Skovmanden saadan gik hen og sultede ihjel som en Krage, det kunde han maaske have godt af; men det var dog Synd for de andre af Folkene, som i Grunden var skikkelige Fyre.

Der var ingen af os om Bord, der glemte Synet i Hast; det skal jeg love for; og der blev spundet mange Ender om den svømmende Ligkiste, og da jeg nu i Dag saadan lige paa en Gang fik Øje paa den sorte Skude dér agter ude, saa løb jo alle disse fire Kroppe mig i Hu, og jeg vilde nødig se det Syn om igen. - Pas paa ved Skødet, Herre, nu kommer der Brise."

UDFLUGTER PAA SICILIEN

1.
Palermo.

Medens vi gennem Straarøret indsugede Røgen af den duftende armeniske Tobak, havde Giacomo, med den ulasteligt hvide Skjorte og det stereotype Smil, sat sin fjerde "mezza ancora" paa Bordet, og medens Marsalaens gyldne Indhold efterhaanden forsvandt af Glassene, vuggedes hele Selskabet ind i den sædvanlige Eftermiddagsstemning, hvori man saa omtrent er tilbøjelig til at drikke Du's med hele Verden, tilgive sine Fjender, hvis man har nogle, og opsøge sig Venner, hvis man ingen har eller selv om man har nok saa mange i Forvejen. Intet Sted kunde heller bedre egne sig til vort kontemplative "dolce far niente" end den lille hyggelige Piazza St. Spirito, begrænset paa den ene Side af den elegante Verdens Paladser, flankeret af den gamle Porta Felice, hvorigennem det blaa Hav glimtede, 64 og med den rislende Fontæne i Midten, hvor Broncehesten plaskede i det klare Vand, der piblede ud mellem Stenene og i en bred Flod næsten naaede hen til vort Pavlun, Signor Angelos Taverne. Paa denne Plads udmundede Hovedgaden, den lange Strada Garibaldi, hvorigennem den ridderlige Kondottiere en Gang havde holdt sit Indtog, og hvor nu hele Publikums Strømning bølgede; sortskæggede Signorer med den uadskillelige Papircigar, enkelte Damer, der nysgerrige saa' paa vor forsamlede Gruppe, og for Resten hele den brogede, myldrende Flok af Faquiner, Industridrivende, Præster, Soldater og Lazaroner, der er saa ejendommelige for alle syditalienske Byer.

Fra et nationalt Standpunkt var vort Selskab noget blandet. Det bestod af to Englændere, en Hannoveraner, en Svensk, en Norsk og to Danske. Tilfældige Omstændigheder havde ført os sammen, og min Landsmand Hr. L., der i ti Aar havde været bosat i Palermo, agerede Tolk og "maître du plaisir" for os alle. Om Dagen gik enhver af os sine forskellige Veje; men naar Skyggerne faldt hen over Broncehesten paa Piazza St. Spirito, samledes vi alle ligesom efter en stiltiende Overenskomst i Tavernen; Stolene blev flyttede udenfor, Giacomo skænkede i Glassene, og vi diskuterede da det Spørgsmaal: "Hvor skulle vi tilbringe Aftenen?" Denne Aften, jeg her omtaler, var allerede flere Forslag gjorte og forkastede, da vi nede fra Porta Felice hørte en høj Tenor synge den bekendte Strofe fra Barberen : "Buona sera, mi signori" - og min muntre Ven, Landskabsmaleren Federigo Lojagono, saas i Spidsen for et lille Selskab Palermitanere at styre sin Kurs hen imod vort Bord. I Syden er man ikke længe om Præsentationen, og da de ædruelige Italienere havde afslaaet at drikke mere end et lille Glas, tog enhver af os Barbarer sin nye bekendts Arm, og under en højrøstet Konversation drejede vi ned ad Strada Garibaldi, og befandt os snart raadvilde foran den ældgamle St. Maria la Catena, en lille gotisk Kirke, der ligger lige indenfor Doganernes Vagthus, og forbi hvilken hele det brogede og larmende Liv ved Havnen bevæger sig ud og ind gennem den store, aabne Port.

Fra Piazza Marina lige overfor strømmede en tæt Folkeskare os i Møde, og for saa vidt var vor Raadvildhed ikke af lang Varighed, eftersom Strømmen snart greb os og førte os videre med ustandselig Magt. At der handledes om en stor Procession, fik jeg snart at vide af min Ven Lojagono, der fortalte mig, at alle Palermos Droskekuske en Gang af en eller anden Grund havde aflagt det Løfte, hvert Aar paa denne Dag at ville bære et kolossalt Mariabillede i Procession hen til et lige saa kolossalt Kristusbillede og i Forbindelse med Drenge- og Pigebørn fra de forskellige Skoler opføre en lille 65 opbyggelig Koncert ved samme Lejlighed. Og igennem den snevre Gade blev vi da trængte og puffede. Hele Folkemassen var paa Benene. Butikkerne lukkede, og alle Balkoner som oversaaede med smukke Damer i pragtfulde Toiletter; Trængslen blev bestandig større og større, endogsaa Skopudserne og deres beslægtede, Vandsælgerne, var trængte fuldstændigt tilbage, og kun fra en snever Gyde eller skummel Port hørtes det monotone Raab: "Aqua! aqua fresca!" Imidlertid havde vor tiltagende Munterhed, skønt den af og til lønnedes med et Smil fra en eller anden Balkon, ingenlunde paa nogen heldig Maade tildraget os Mængdens Opmærksomhed. I hele Syditalien er det lavere Folk lige saa fanatisk som den intelligente Middelstand er indifferent, og vi hørte af og til Udraab, der var alt andet end smigrende for os, og jeg, der var den højeste, fik en Gang et saa ubehageligt Blik af en skulende Præst, at jeg uvilkaarligt saa' mig om efter min kæmpestærke Bergenser, der besvarede Blikket ved en Holdning af en meget bestemt Karakter. Vore indfødte Venner syntes at blive lidt urolige over vor Stilling, og da de altfor vel kendte deres Landsmænds Mangel paa Liberalitet i denne ene Henseende, anmodede de os om at dæmpe vor Livlighed og fremskynde Marchen, for om muligt at naa en frelsende Sidegade.

Hr. L. opfordrede da Arrièregarden, hvori de to Englændere befandt sig, til Tavshed, men de stolte Briter forfægtede kun deres Talefrihed med endnu højere Udraab, og kastede paa samme Tid saa udfordrende Blikke omkring sig, at et Haandgemæng sandsynligvis vilde have været uundgaaeligt, dersom Lojagono ikke til al Lykke havde faaet Øje paa nogle bekendte højt oppe over vore Hoveder paa en pragtfuld Balkon. Fra Midten af Gaden, hvor vi gik, blev der da foretaget et Forsøg paa at bryde igennem ind paa Fortovet, hvilket Forsøg lykkedes, takket være Nordmændenes stærke Skuldre, og uden at vi kom i altfor nær Berøring med vort utilfredse Avditorium. Vi befandt os i Casino di Nobilis's prægtige Gaard. Brede Marmortrapper førte op til et aabent Galleri, der blev baaret af luftige Buer paa blanke Granitsøjler. Igennem Værelser, behængte med Silketapeter, bedækkede med de blødeste Tæpper og prydede med fortræffelige Loftsmalerier, kom vi ud paa den store Balkon, der indtog hele Husets Bredde, og hvor et talrigt Selskab af Herrer og Damer allerede havde forsamlet sig.

Her var noget at se. Alle Balkonerne lige overfor os var oversaaede med Tilskuere, der lo og pludrede, brugte Vifter og røg Cigarer. I den snevre Gade neden under bølgede Menneskemassen, og oven over os var den dejlige Himmel, hvor allerede en enkelt Stjerne hist og her begyndte at glimte. Nu lød det: "vengono, vengono" ! Brudstykker af Musiknumre naaede op til os, og smaa Blus dansede 66 ligesom Lygtemænd frem og tilbage mellem Mængden. Man mærkede, at Strømmen var i Bevægelse hen imod os. Massen lige under os vaklede hid og did, gav derpaa efter for Trykket bagfra, og bevægede sig fremad. Soldaternes Bajonetter blinkede, Raabene og Skrigene tiltog. Snart overdøvedes alt af den brusende Musik, og jeg saa' nu, hvorledes Hovederne langt nede i Gadens yderste Ende bøjede sig mod Jorden. En halv Snes Minutter endnu, og Processionen var der. De stakkels Droskekuske stønnede under Vægten af et uhyre Stillads, hvorpaa en Voksdame i elegant sort Fløjelskaabe med langt Slæb stod opstillet med en utallig Mængde Lys omkring sig. Derpaa fulgte en Række af Kirkebetjente i Talar og Præster i hvide Messesærke. I Midten af Gaden gik, med en fire, fem Skridts Mellemrum, de yndigste Smaapiger, klædte i hvidt, med Guldpapirsvinger paa Ryggen og en uforstyrrelig Alvor i de smaa, barnlige Træk. De havde hver sit Lys i Haanden, og nu og da skottede de over til Mødrene, der banede sig Vej langs Fortovet, medens de i moderlig Henrykkelse og med høje Udraab pegede paa de pyntede smaa Engle. Imidlertid brusede fra det fortræffelige Musikkorps den ene Operamelodi efter den anden; overalt knælede Folk, Lysene glimrede i Halvmørket, Røgelsekarrene udgød deres stærke Aroma, og nu mødte fra den modsatte Side et lignende Optog, kun med en mandlig Voksdukke paa Stilladset. Begge Tog stod stille ikke langt fra vor Balkon. Derpaa nærmede de to Stilladser sig hinanden. Ved Hjælp af et meget profant Tridseapparat i Ryggen bragtes Moder og Søn til at nikke gravitetisk til hinanden, og nu faldt tusinde Stemmer ind med en tordnende Hymne, og jeg greb mig selv i at række mig ud over Gelænderet paa Altanen og raabe Hurra og vifte med Hatten, i hvilken begejstret Ekstase jeg afbrødes af en opmærksom Cameriere, der spurgte mig, om jeg ønskede Is.

Da vi alle havde spist Is, foreslog en af Selskabet en Tur til det ovenfor Byen i Bjergene beliggende Monreale - en Tur, som vi ogsaa efter en kort Raadslagning bestemte os til, skønt Vejene var alt andet end sikre. Vi skiltes da ad for at hente vore Kapper og andre Fornødenheder, og traf igen sammen paa det aftalte Mødested, Café Precorso, hvorhen vi havde bestilt Vognene. Eftersom det var strengt forbudt at bære Vaaben, og den ene tilmed ikke vilde lade den anden mærke, at han nærede nogen Frygt, var det morsomt nok at se den Omhyggelighed, hvormed enhver søgte at skjule enten Skæftet paa en Pistol, der ikke rigtig vilde gemme sig i Lommen, eller Skaftet af en Kniv, som gled frem udenfor Frakkeærmet.

Da hele Selskabet endelig var samlet, steg vi i Vognene, og af Sted rullede vi gennem Gaderne, hestandigt omkredsede af Tiggere i alle mulige Aldre og Størrelser, der forfulgte os med den gamle 67 klynkende Ramse: "Misericordia!" "piccolo danaro!" og "moro di fame!"

Den klare, straalende Maane var imidlertid staaet op, og kastede sit Strejflys hen over de gamle sicilianske Konger, der pryde Fagaderne paa Quattro Cantoni, en lille Rotunde midt i Byen, hvorfra de fire Hovedgader udstraale. Stadigt følgende Strada Garibaldi, kom vi snart derpaa forbi Piazza Pretoria, hvis store Fontæne rislede i Maanelyset, omgiven af Balustrader med Statuer og Statuetter af højst forskellig kunstnerisk Værd. Længere borte i Gaden traf mit Blik Portalen af Kirken St. Giuseppe, hvor jeg den foregaaende Dag havde bivaanet en Messe i Selskab med Lojagono. Vi var stegne ned i Kirkens Krypt for at se et af hans Yndlingsbilleder, en Altertavle af den berømte Palermitaner Pietro Novelli. Jeg havde, hvad man i Reglen plejer overfor Malerier, gjort Regning paa et nogenlunde heldigt Lys, passende Afstand og andre saadanne Bagateller, og jeg blev højlig forundret ved at befinde mig i et saa godt som mørkt Rum, hvor man akkurat skimtede et Alter med røde, flimrende Vokslys og foran det en Gruppe andægtige, der i det skuffende Halvlys saa' uformelig kæmpestore ud. Min Forundring steg dog endnu mere, da Lojagono banede sig Vej gennem de troendes Skare, og jeg tillige med ham befandt mig Ansigt til Ansigt med den ærværdige fede Præst, der høfligt gjorde Plads for os begge. Efter at have sluttet et Responsorium, kaldte han paa en fedtet Kirkebetjent, der, som en Snog skød frem af Mørket, tændte en lang Kerte, og - en, to, tre - sprang op paa Alteret, hvor jeg nu opdagede Billedet. Staaende deroppe, lyste han op, demonstrerede og fortalte, og alt imens gik Gudstjenesten sin uforstyrrede Gang neden under. - Jeg betragtede vekselvis Lojagono, Præsten og Folket; men det lod til, at jeg var den eneste, der ikke fandt dette fuldstændigt i sin Orden. Jeg gav mig da god Tid til at betragte Maleriet, og efter at jeg var færdig dermed, betalte jeg Ciceronen og tog en høflig Afsked med den fede Fader.

Idet vi var i Færd med at søge Opgangen fra Kryptkirken, blev vi standsede af en midaldrende Dame af nobelt Udseende, der i en dæmpet Tone henvendte en Opfordring til os. Jeg hørte ikke Ordene og spurgte derfor Lojagono paa Fransk, hvad det var, hun vilde. Han svarede da, dog ikke uden en vis Forlegenhed, at hun bad os om en Almisse, og førend jeg kunde komme mig af min Forbavselse herover, havde han taget sin Pung frem, og tilbød hende et Frankstykke, hvilket hun imidlertid med en næsten foragtelig Mine vægrede sig ved at modtage, idet hun ganske roligt tilføjede: "Scusate signori, troppo poco!" Jeg føjede nu et Par andre Stykker til, og da hun rimeligvis kunde se paa os, at Summen ikke yderligere vilde blive 68 forøget, trak hun let paa Skuldrene, og fjernede sig derpaa med en mesterlig Gestus, som om hun havde bevist os en Tjeneste ved at lade sig nøje med saa lidt.

At dette Tilfælde ikke var enestaaende, fik jeg nu, medens vi hørte videre, bekræftet ved de tilstedeværende Palermitaneres Samtale, der for en Del drejede sig om de nuværende syditalienske Samfundsforhold.

Den nye Tingenes Tilstand, der indtraadte efter det store Garibaldistiske Kup, som havde Bourbonernes Fordrivelse til Følge, hidførte saa mange og store Forandringer i hele Statsforvaltningen, at øjensynligt mange i den første Tid maatte komme til at lide derunder. Saa længe Vicekongen endnu residerede i Palermo, og medens Kirker og Klostre endnu blomstrede i yppig Fylde, havde Syditalieneren rig Anledning til at følge sin naturlige Tilbøjelighed til Magelighed og Dovenskab. Næsten hele Handelen var i Hænderne paa fremmede, i ethvert Tilfælde saa godt som hele Udførselshandelen, og af de indfødte levede i det mindste hele Middelstanden, for ikke at tale om det lavere Folk, udelukkende af Hoffet eller Klostrene. Nu kom Revolutionen. Kongen boede ikke længer i Neapel, men i Turin; Klostrene nedlagdes og gjordes til Kaserner, Kirkegodserne blev solgte for at dække Statsgælden, og endda paalagdes der svære Skatter. En Masse Mennesker blev saaledes brødløse, og for hver ny Reaktion i konservativ Retning blev Paalægene større og Subsistensmidlerne mindre. At tage energisk fat eller at vandre ud er ikke Syditalienerens Sag, og efter at de kraftige Forholdsregler, der fra Regeringens Side blev tagne ved den sidste Septemberrevolution, havde overbevist Folket om, at ingen Forbedring i dets Stilling var at vente ad revolutionær Vej, slog man sig til Ro, levede som man bedst kunde ved at lade fem være lige, og søgte for Resten overalt, hvor Indkomsterne manglede, at bjærge det fornødne ved et udstrakt Tiggeri hos hverandre gensidig eller overfor de bosiddende eller rejsende fremmede.

Vi var imidlertid under denne Samtale komne til Pladsen, hvor den store Katedral ligger, og jeg opfordrede Kusken til at køre lidt langsommere for ret at kunne nyde det dejlige Syn af dens rige Arkitektur, hvis Marmorprydelser traadte blændende hvide frem i Maaneskinnet, medens Taarnene løftede sig knejsende mod den dybe, blaa Nathimmel. Palermos Domkirke er bygget i en langagtig Firkant med flere fremspringende Kapeller; den har et Hovedtaarn i Pantheonstilen og fire slanke Klokketaarne, et paa hvert Hjørne. Ved en høj, gotisk Bue staar den i Forbindelse med det ærkebiskoppelige Palads, der bærer et femte Taarn, i Stil med de mindre, men mere kolossalt end disse og med høje, luftige Spir. Ved deres Lighed med 69 Minareter minde de om Kirkens Oprindelse. Den var tidligere en muhamedansk Moské, der blev ødelagt under Normannerne, hvis Konge Roger (Ruggiero II) byggede Kirken i dens nuværende Skikkelse. Pladsen foran er indhegnet med en svær Marmorbalustrade, der bærer seksten Statuer af de berømte Ærkebisper, og i Midten staar La Santa Patrona, stirrende fra et højt Fodstykke med synligt Velbehag paa Hovedfagadens prægtige Portal. - Forbi det skumle ærkebiskoppelige Palads rullede vi ud paa den store Plads, der indesluttes af lutter offentlige Bygninger, af hvilke de første paa højre Haand, Jesuiterkollegiet og Gensdarmerikasernen, maaske er de mest imponerende. Baggrunden indtages af det kongelige Slot, Observatoriet og den berømte Porta Nuova. - Om Dagen er der almindelig Travlhed her, idet den paa ægte militær Vis planerede og makadamiserede Firkant benyttes til Eksercerplads for de forskellige Kaserner. Men nu, da vi paa denne Tid af Aftenen rullede over Pladsen, herskede her en uhyggelig Stilhed, der kun blev afbrudt ved Afløsningsraabene fra Gensdarmerne eller ved en enkelt Mulæseldrivers Karre, der buldrede inde under den store Ports Hvælvinger.

Real Palazzo gjorde aldeles intet kongeligt Indtryk, men da jeg siden efter fik Lejlighed til at bese dets Indre, overraskedes jeg ved en Pragt, som dets Ydre kun i ringe Grad lod vente; navnlig var Mosaikarbejderne i Slotskapellet vidunderlig sjældne og kostbare. Forbi Observatoriet, en forunderlig Bygning med Snirkler, Gelændere, Murkanter og grønne Skodder, fløj mit Blik til Porta Nuova; vi rullede igennem den, og nu var vi udenfor Byen, i Forstaden Mezzo Monreale.

Da jeg sad med Ryggen til Kusken, kunde jeg saa at sige læse mig en Del af Byens Historie til gennem Portens forskellige Arkitekturer. Der maa rimeligvis i sin Tid have været en anden Port, hvis Oprindelse maa have tabt sig i den graa Oldtid, eftersom Navnet "den nye" er blevet denne tillagt, uagtet dens Hvælvinger i mange Sekler har genlydt af mange Tusinders Skridt, af Kampens Raab og Sejrens Jubel. Selve Hvælvingen og et Stykke af Muren oven over den fremspringende Gesims tilhører den mauriske Tid, da Araberne holdt Hof i Palermo. Paa mit Spørgsmaal, om hvem der havde ladet Porten opføre, fik jeg til Svar: il Saracino Adeleamo, uden at jeg dog kunde faa nærmere Oplysning om, hvem denne Adeleamo havde været. Ved de fire kolossale Karyatider paa den udvendige Side er der en Særegenhed at bemærke, som frembringer en højst ejendommelig Virkning. Paa de fire Muselmænd er nemlig Øjnenes Pupiller indskaarne i Sandstenen paa en saadan Maade, at de danne en mørk, halvrund Skygge, afbrudt af et stærkt Kantlys, saa at man endog i temmelig lang Afstand føler sig iagttaget af disse vilde, rullende Øjne, der synes at ville gennembore den, der nærmer sig.

70

Under de normanniske Konger, Robert Guiscard og Roger, blev den øverste Del af Porten tilføjet; den indeslutter en Række Værelser med en luftig Kolonnade udenfor der bærer en Altan oven over hvilken igen et tredje Stokværk hæver sig, hvis Tag løber pyramidalsk op i et lille Spir med Glughuller til Udkigsposter. Her havde de berømte Hoherstaufer Frederik den Anden og siden efter hans Søn Manfred deres Studerekamre, hvor Literaturen og Musiken dyrkedes, og her boede Siciliens Diktator, Garibaldi, efter at han med sine Rødskjorter havde bemægtiget sig Byen netop igennem denne samme Port. Det Værelse oven paa, hvor hans simple Feltseng, hans Vandkrukke og hans Pistoler gemmes, betragtes med en næsten religiøs Ærefrygt nede fra Vejen af Bjergbonden, der hængende paa Ryggen af sit Æsel mindes de Dage, da Garibaldi kom ned fra Marsala med sin Haandfuld Folk, der daglig forøgedes ved Almuens Tilløb. Han mindes, hvorledes Garibaldi laa lejret paa Bjergtoppene rundt om Monreale og ved hver Skærmydsel skaffede sine Folk Vaaben og Ammunition, og endelig hvorledes Diktatoren selv stormede Porta Nuova i Spidsen for sin lille Skare, og Portens Fliser farvedes af Sveitzergardens Blod. I Italien, hvor intet forandres, intet udnivelleres, bliver alt et Mindesmærke om en Tid, en Situation. I Mandshøjde er saaledes Porta Nuova's Mure gennemfurede og gennemhullede, man ser, at der er bleven skudt paa nær Distance, og man læser gennem disse den bløde Sandstens Skrifttegn: "Her begyndte Italiens Befrielse." Paa den brede Vej, der fører gennem Mezzo Monreale, færdedes endnu en hel Del Mennesker, og fra de smaa Osterier paa begge Sider hørtes Sang og Guitarspil. Vi holdt udenfor en saadan lille Taverne og steg af for at bese dens Indre. I Forhuset fandtes Køkkenet, hvorfra de flinke Camerierer i hvide Trøjer ilede frem og tilbage. Et Værelse, der vendte ud til den snevre Gang, var fuldt af Officerer, der spillede Kort og drak. En af dem, en ung, smuk Fyr, var tumlet ned af Stolen og laa snorkende paa det kolde Flisegulv. Bag Huset var en lille indhegnet Plads med fire murede Søjler, forbundne med lange Stænger, der dannede et Espalier for det tætte Vinløv. Maanen glimtede ned gennem det løvrige Tag og lyste snart paa et Ansigt, snart paa en Haand af de der forsamlede Grupper. En gammel, solbrændt og hvidhaaret Tigger spillede paa Guitaren og sang, og kvindelige Stemmer faldt ind, naar Omkvædet kom. Det var en Scene fuld af Liv og Poesi, men da vi ikke turde komme altfor sent til det usikre Monreale, skyndte vi os at tømme en Fogliette, og af Sted gik det igen hen ad den jævnt opadskraanende Vej.

Husene blev efterhaanden færre og færre. Til højre aabnede et vidt Landskab sig med Villaer, frodige Orangeskove og hist og her en alvorlig Pinje, der tegnede sig mørk mod det fjerne Monte Guccios 71 blaalige Ryg; og efter en halv Times Kørsel begyndte Vejen at slynge sig i Zigzag op ad Bjerget. Uden at bryde os om Palermitanerne, hvem det aldrig vilde falde ind at tage Hensyn til Dyrene, steg vi Nordboer af for at lette Hestene Byrden, og marcherede op ad den kridhvide, støvede Vej. Paa den ene Side havde vi den stejle Klippevæg, hvor den vilde Figenkaktus næsten dannede en hel Kratskov, og hvor Agaven spredte sine spidse Blade ud mellem Stenene. Smaa Kapeller med Madonnabilleder, murede op imod Klippen, afvekslede med Vandbeholdere, hvorfra Vandet sivede og rislede over Stenene. Paa den anden Side løb et lavt Brystværn til Beskyttelse mod Dybet neden under. Jeg bøjede mig af og til ud over det og saa' ned for mig. En af Siciliens frugtbareste Dale udstrakte sig for mit Blik. Contadinoens Huse skjulte sig næsten under denne yppige Vegetation, hvor Oliven-, Mandel-, Morbær-, Figen- og Orangeskove strakte sig mellem Vinhaver og Majsmarker; og saa tæt var Løvværket der nede, at det i den dæmrende Maanelysning forekom en, at man intet vilde vove ved et Spring ned paa det bløde Tæppe.

Ved Omdrejningen til en snæver Gyde standsede vi først foran en stor, imponerende Bygning. Det var Monreales Stiftelse for Omegnens fattige, oprettet af en Ærkebiskop, Monsignor Balsamo. Ud af Vinduerne var brogede Klædningsstykker hængte paa lange Stænger, Madonnabilleder var klistrede paa Dørene, og snart flokkede en hel Armé af Husets yngre Befolkning sig om os, og eskorterede paa denne Maade ankom vi til Byens Torv, hvor den berømte Kirke og Kapucinerordenens Kloster ligge. Uagtet det var saa sent, stimlede alle Byens lasede Indvaanere sammen om os, lige saa snart Hjulenes Rumlen hen over den knudrede Stenbro havde vakt Ekkoet i de tavse Gader, og at dømme efter de Kæltringefysiognomier, der stirrede paa os, var det ikke saa ufatteligt, at denne Rede havde saa daarligt et Navn paa sig. Ved et usselt Tratoria mødte vi en Officer ved det Kompagni Bersaglierer, der var garnisoneret her, og da han hørte, at vi ønskede at se Katedralen, gav han straks med den største Høflighed nogle af sine Folk Ordre til at skaffe det fornødne til Veje til et saadant natligt Besøg. Kort efter kom en lille, mager, gejstlig Person med et Par store Nøgler; Soldaterne bar lange Kerter, og i en saadan Procession traadte vi gennem en brøstfældig Dør ind i den prægtige Kirke. Og prægtig var den i Sandhed. Fra Gulv og til Loft glimrede Mosaiken i Lysenes Skær. Langs med Skibets Mure stod udskaarne Bedestole af fortrinligt Arbejde. Guld- og Sølvsirater lyste, hvorhen Øjet vendte sig, og netop denne overdaadige Pragt, som om Dagen maaske vilde have gjort et overlæsset og smagløst Indtryk, frembragte i det usikre Fakkelskær en fuldstændig magisk Virkning. Det tavlede, rigt indlagte Loft var nyt. I den sidste Revolution var en 72 Bande trængt ind i Kirken og havde stukket Ild paa Taget for at smelte Guldet ned. Et Vidunder i Mosaikarbejde var et kolossalt Kristushoved, der indtog hele Hvælvingen over Højalteret; ogsaa blev der, som jeg hørte, i mange Miles Omkreds sværget ved dette Hoved, og Eden havde da en fortrinsvis bindende Kraft. - Lyset faldt paa de to kraftfulde, smidige Bersaglieri; de bølgende Hanefjer paa den bredskyggede Hat bedækkede næsten det halve af Ansigtet; den høje, sortskæggede Officer pegede med sin blanke Sabel i alle Retninger, og vi Nordboer stod med Hatten i Haanden og saa' os omkring. Det hele havde noget saa mystisk og vidunderligt ved sig - ingen af os vil vist glemme det saa let.

Fra Kirken blev vi ledsagede til Klostret. Efter Munkenes Fordrivelse stod det øde og forladt. Vi vandrede gennem de lange Gange, læste Numrene paa Cellerne, og oplyste ved Faklerne de Malerier, der hængte over Dørene. En dejlig Buegang med dobbelte Søjler, der bar de luftige Hvælvinger, strakte sig rundt om den indre, firkantede Gaard. Herfra førtes vi ud i Haven og overraskedes ved fra Terrassen, der hængte ud over Klippen, at se det storartede Landskab udbredt for vore Fødder. Den frugtbare Dal strakte sig lige hen imod de yderste Huse i Palermo. Selv laa Byen der i en Halvkreds mellem sine to Forbjerge: mod Øst skød Capo Zafarano sin krummede Nakke ud i det uendelige Middelhav; mod Vest løftede Monte Pelegrino sin gigantiske Masse. Taarnene og Kuplerne blinkede i Maanelyset. De store franske Dampere gled som smaa Prikker med røde og grønne Lanterner ud af Havnen. Lojagono stod ved min Side, ganske hensunken i Betragtninger over sin skønne Fødestad. Jeg rakte ham tavs min Haand, og han forstod, at jeg, en fremmed, delte hans Følelser - og medens Dalens Blomster og Frugter udsendte deres bedøvende Vellugt i den milde, kølige Nat, gik vi Arm i Arm langsomt tilbage, idet jeg hørte ham hviske: "Giammai scordarsi; - aldrig forglemme."

II.
Messina og Østkysten.

Det var paa en af disse uforglemmelige Aftener, som man kun oplever i Syden, at jeg forlod Palermo. Sceneriet kunde ikke være smukkere eller effektfuldere. Maanen skinnede fra den dybe Azur ned paa Middelhavets lange, taktfaste Dønninger. Den franske Damper laa ude paa Reden, omringet af lette Barker. Den havde Lanterner ude i tre, fire forskellige Farver, der afspejlede sig i Vandet og fuldstændiggjorde den Illusion om en Waxhall, som Byen med sin Halvcirkel 73 af blinkende Lys Indgød en. Grækere og Arabere i Nationaldragt stirrede alvorlige ud over Rælingen, hvor de franske Matroser voltigerede frem og tilbage med abeagtig Behændighed, og da det sidste Varp var kastet los, og den sidste Barkajole skrigende og skraalende var dreven agter ud, befandt jeg mig paa Dækket af l'Amérique mellem saa mange forskellige Fysiognomier, Kostumer og Sprog, at jeg kom til at tænke paa de vestasiatiske Byer, hvor de to Verdensdeles Elementer stod sammen i broget Forvirring. Da vi var drejede omkring Capo Zafarano, forsvandt pludselig ethvert Spor af Byen, og da Skibets Bevægelser i den aabne Søs Dønninger blev større, forsvandt samtidig den største Del af Passagererne; Nattens Kølighed begyndte at blive følelig, de vagthavende Officerer fik Overfrakken paa, og indsvøbt i min Plæd marcherede jeg op og ned ad Kobryggen i Passiar med en fransk Købmand, der vilde til Alexandrien, og som røg en af de korteste Kridtpiber, jeg udenfor England endnu havde opdaget.

Tidligt den næste Morgen var jeg igen paa Dækket. Det blæste en frisk Kuling; det smukke Skib nejede i Søerne, og de stakkels Kabylere og Ægyptere, der havde kamperet paa Dækket i deres Burnus'er, tumlede af Sted fra for til agter for at varme deres vaade, forfrosne Lemmer. Jeg bad paa fransk et Par Stykker af de ynkeligste om at gøre mig den Fornøjelse at drikke en Kop Kaffe med mig, og skønt vi kun daarligt forstod hinanden, blev der snart indledet et Slags Samtale, hvori senere min bekendt fra den foregaaende Aften deltog. Han lod til oftere at være kommen denne Vej, og med livlig Snaksomhed fortalte han mig, medens han balancerede med sin Kaffekop, de forskellige Bjerges Navne inde paa Kysten, som vi holdt tæt ind under. Vi havde snart naaet Kap Peloro, Siciliens østlige Spidse, og bøjede nu rundt om den Sandtunge, hvorpaa den lille Fiskerby Faro ligger. Til venstre traadte Kalabriens Kyst frem af Morgentaagen med sine vilde Klipper, der paa denne Side af Skylla falde stejlt af imod Havet. Til højre begyndte Husene i Messinas langstrakte Forstad at vise sig, tittende frem af de tætbevoksede Dale og adspredte rundt omkring paa de nøgne Høje, der efterhaanden løftede sig i dristigere Linjer og længere inde i Landet antog den fuldstændige Form af blaatakkede Bjerge, saa at man ligesom kunde forstaa, at denne opadstigende Skala til sidst maatte ende i Ætnas kæmpemæssige, snedækte Tinde. For Resten sporede man bestandigt den vulkanske Natur i Kystens sønderrevne Udseende: denne Række af fortløbende Høje og Bjerge, alle kegledannede, med frodige Vinhaver og Orangelunde eller fremvisende den brungule, nøgne Klippe, og disse utallige Flodlejer, dybt indskaarne i Landet, ligesom Furerne i det menneskelige Fysiognomi, vidnede om voldsomme Udbrud, Naturens store Lidenskaber.

74

Set fra Søen gør Messina Indtrykket af at være en stor By, en Hovedstad. Medens Palermo er beliggende paa en Strimmel flad Kyst, og det synes, som om Bjergene, der omringe den, af Naade og Barmhjertighed har trukket sig en lille Smule tilbage, for akkurat at give den Plads, saa udbreder Messina sig dristigt, amfiteatralsk, til højre og til venstre, op ad Bjergene, og medens det i Palermo i det mindste for Størstedelen, kun er den smudsige Forstads Gader, der indtage Stiækningen langs Strandkanten, saa er Messinas Marina (Havnegade) i en Længde af omtrent en Fjerdingvej en eneste Række paladslignende Huse med Kolonnader, Balkoner og høje, luftige Altandøre. Saa snart man imidlertid er kommen ind i Byen og har opholdt sig lidt der, forsvinder Illusionen; alt er saa smaat og provinsagtigt, og Marinen til Slutningen den eneste Gade, hvor man har Lyst til at bevæge sig. Da Byen savner et Universitet og, med Undtagelse af den rigt prydede Katedral, næsten ethvert Spor af betydeligere, historiske Mindesmærker, har Livet efterhaanden indsnevret sig indenfor de merkantile Forretningers Grænse. Disse er næsten udelukkende i Hænderne paa fremmede, der drage en skarp Grænse mellem sig og de indfødte, saa at en rejsende kun yderst vanskeligt formaar at sætte sig i Rapport til Italienerne, men maa nøjes med at se dem gaa forbi og høre deres Uvidenhed, Fanatisme og Mistænksomhed omtale, uden selv personlig at kunne danne sig en Overbevisning derom.

Hvad der imidlertid gjorde mig Opholdet i denne By til et af de behageligste paa hele min Rejse, var den velvillige Imødekommenhed, jeg mødte i de Huse, der enten var udelukkende danske, eller hvor de danske Elementer var stærkt fremtrædende; og da jeg virkelig ved flere Lejligheder havde fundet mig saa lidt tiltalt af den indfødte Befolkning, beklagede jeg snart ikke længer, at jeg ikke havde haft Lejlighed til nøjere at lære den at kende.

Det var navnlig hos en Hr. M., at vi danske samledes efter Middagsbordet. Balkondørene stod vidt aabne, og da Huset laa paa Marinen, havde man den prægtigste Udsigt ud over Havnen og Faro di Messina til Kalabriens Kyst, der i den klare Luft syntes saa nær, at man kunde naa der over med et Bøsseskud. Den dybe Havn, der er dannet af et gammelt Krater, forsvares mod Nord af Fortet San Salvador, uden for hvis Fyr den af Homèr med saa levende Farver skildrede Charybdis findes. Om nu Digternes Fader har tilladt sig en licentia poetica, og Charybdis virkelig aldrig har været farligere end nu til Dags, er vel vanskeligt at sige. Ligesom Poesien slides paa Forstandslivets Klipper, indtil der kun bliver et ringe Spor tilbage til de sildigere Slægter, saaledes kan jo omvendt Charybdis gerne i sin Tid have bruset vildt af Sted, indtil Klipperne, der frembragte Hvirvlen, er 75 bievne afslebne eller nedstyrtede ved selve det Elements Magt, hvis Kræfter de satte i Bevægelse. Saa meget er vist, at nu for Tiden, naar Vejret ikke er altfor ondt, behøver den brune Fisker, naar han driver sin Barke gennem den berømte Malstrøm, i det højeste at tage et Tag eller to mere end sædvanligt med Aaren, ja, han søger endog ofte med Flid derhen, formodentlig ledet af det gamle Ordsprog, at det er godt at fiske i rørt Vande.

Fra Fyret strækker sig sydpaa en smal Strimmel Land, det gamle Kraters Rand, og forbinder sig ved et andet Fort igen med Fastlandet, der her kaldes Terranuova, hvor Byens Promenade- og Eksercerplads er. Langs med denne Havn er det, at den brede Marine løber, og her ligge i Vintermaanederne alle Messinafarerne. Nu var den næsten tom; kun nogle enkelte græske og tyrkiske Skibe var halede ind til Kajen, og Besætningen kunde man se hele Aftenen igennem sidde i de smaa Taverner og med dybsindig Alvor røge deres lange Piber eller spille Domino og Kort.

Mangen en kølig Aftenstund, naar det sidste Glimt af den nedgaaende Sol var hendøet paa Kalabriens høje Bjergtoppe, begav jeg mig i Følge med en ung Købmand paa Udflugter langs Strandkanten. Født i Messina og opdragen i Sweitz hos sin Familie paa mødrene Side, havde han igennem sin Fader arvet en overvejende Interesse for dennes Fødeland, Danmark, og havde endogsaa under et længere Ophold dér lært Sproget til Fuldkommenhed, saa at jeg i alle Henseender i ham havde truffet en fortræffelig Cicerone. Vore Ture nordpaa havde i Reglen Faro til Maal. Ridende paa nogle mere end almindelig livlige Æsler fulgte vi da Marinen i dens hele Udstrækning, indtil vi gennem en Gitterport kom ud i Forstaden, hvor straks alt havde et forfaldent Udseende; og nu gik det gennem det løse Sand videre forbi smaa Villaer til det græske Kloster, en stor, imponerende Bygning, der saa at sige afslutter Byens Territorium. Her udenfor havde Sandet rigtig faaet Magt, og de smaa Æsler sank dybt ned i det. Paa Havstokken brød de lange Dønninger; større og mindre Fartøjer var trukne op paa Ruller og tog sig udmærket maleriske ud med deres hvide og røde Sejl og lange, slanke Ræer. Vi passerede efterhaanden en Mængde Fiumarer, smaa Flodlejer, der om Sommeren for det meste er tørre, men hvorigennem Vandet om Vinteren styrter med rivende Hurtighed fra Bjergene ud i Havet. Min Ven fortalte mig om mange Ulykker, der var foraarsagede herved, og da jeg senere trængte op igennem Bjergene, saa' jeg hele Landsbyer, der var underminerede af Vandet og styrtede sammen i Ruiner. Selv i Messinas Gader ser man Spor af en saadan Bjergstrøms pludselige Frembrud, og nogle af de Optrin, hvortil disse Oversvømmelser have givet Anledning, er helt tragikomiske. Saaledes blev en Gang to Soldater, der var posterede foran en 76 lig Bygning, bortrevne i deres Skilderhuse. Den ene, der havde militær Konduite nok til uden Indsigelse at lade sig bortføre i sit improviserede Fartøj, strandede ogsaa til sidst i god Behold paa et Hjørne, hvorimod den anden, der under høje Brøl forsøgte at redde sig ved Svømning, druknede i en Port.

Bjergene kom nu efterhaanden Stranden nærmere og nærmere, Vi red gennem Fiskerbyer, hvor Husene var næsten byggede op til Klippen, og en Mængde Børn ledsagede os hele Vejen med deres fremstrakte Hænder og ynkelige Tilraab. Navnlig var deres Sammenstimlen uhyre omkring den saakaldte Grotte, et Kapel, der er bygget lige midt paa alf ar Vej, men til Gengæld er forsynet med en hvælvet Buegang, saa at man rider midt igennem det. Vi piskede paa de stakkels Æsler for at befri os for den paatrængende Armé, der formeligt satte os i Belejringstilstand, og nu gik det hurtigt af Sted den sidste Mil ud til den øde Sandstrækning, hvor nogle smudsige Hytter, der myldre af Børn og Svin, bære Navnet Faro. Paa Tilbagevejen drejede vi af til Siden og kravlede op paa et gammelt Vagttaarn, der af Englænderne blev benyttet til at holde Udkig efter Napoleons Krydsere ; af saadanne finder man for Resten Spor hele Sydkysten over.

Langt interessantere end Kystturen var imidlertid Ekskursionerne ind i Bjergene. Med Hr. M., der som Fodvandrer havde berejst en stor Del af Evropa, fik jeg en fortræffelig Lejlighed til at foretage disse. Bekendt med Kontadinoens (Bjergbondens) Sprog, utrættelig paa Marchen som i sine Fortællinger, fandt han stedse de mest afsides Dale, de stejleste Højder og de mest henrivende Udsigter. Tidlig om Morgenen begav vi os paa Vejen med Stokken i Haanden og Kniven i Bæltet. Udenfor Stadsmuren slog vi ind paa den første den bedste naturlige Landevej, en eller anden udtørret Fiumare, der bugtede sig med sin gule Stribe op over Bjergaasene. Orangetræernes mørke Løv hang ud over de faldefærdige Mure, der løb langs med begge Bredder. Terrasseformige Vinhaver strakte sig op ad Højderne; Oliven-, Mandel- og Morbærtræer stod spredte omkring mellem de opbtmdne Vinstokke. Hist og her tittede en Villa eller et Bondehus frem af det lave Krat, og øverst paa de langstrakte Aase, omringet af høje Pinjer, knejste et Kloster med sine hvide Gavle og slanke Spir. Det var netop i Vagteltiden; Jagten gik lystig for sig; det knaldede i Dalene og paa Højderne, og mere end en Gang brød en fantastisk klædt Skytte frem af Buskene og skød meget nonchalant tæt forbi os efter sit Vildt.

En Mærkværdighed her oppe i Bjergene, som enhver, der kommer til Messina, besøger, er Eremitten, Pater Giuseppe. Da Hr. M. paa en af vore Udflugter, hvor vi begge var blevne dygtigt medtagne af Hede og Tørst, foreslog at besøge Eremitten, tænkte jeg mig i min 77 offentromantiske Troskyldighed en virkelig Eremit, der, hensunken i fromme Betragtninger over et Kranium, ernærede sig af Vand og vilde Urter. Min Ledsager, der havde opdaget mine Illusioner, berøvede mig heller ikke Troen i saa Henseende, og efter at vi var kravlede op igennem en uhyre Kløft, slog vi ind paa en lille Fodsti, som efter en halv Times March førte os lige hen over den hellige Mands Bolig. Den var bygget som et Kapel med et lille Klokketaarn. Kæmpehøje Figenkaktus og Agaver ragede højt op over Taget, og Døren var saa lav, at jeg maatte bøje mig i en ret Vinkel for at komme igennem den ind til en Stue med nøgne Vægge, Træbænke og et stort Krucifiks. Dekorationerne var altsaa fuldkommen rigtige. Ved vor Indtrædelse rejste sig imidlertid en tyk, jovialt udseende gammel Munk fra en Træbriks, og gav et noget aldrende Fruentimmer Ordre til at hente Vin og Frugter. Han hilste derpaa Hr. M. som en gammel bekendt, og blev meget fornøjet over at modtage en Indbydelse til at deltage i vor Frokost, efter først at have beklaget meget, at han intet havde at byde os, "fordi de Satans Unger nede fra Landsbyen ikke havde bragt ham noget i Dag". Som Præceptor og Lærer for Omegnens opvoksende Ungdom forbavsede han mig i Sandhed ved sine geografiske Kundskaber. Min Ven forestillede mig nemlig som il suo compatriota, un Danese, hvortil den ærlige Munk høfligt svarede: Ah, un Chinese! conosco questa gente superba, og da vi søgte at berigtige Fejltagelsen, indviklede han sig i den Grad i et Net af Chinesi, Francesi, Tedeschi, Danesi o. s. v. o. s. v., at det til sidst løb aldeles rundt for ham og han leende fulgte os ned ad Bjerget, idet han forsikrede mig, at han havde kunnet det altsammen, men det var længe siden.

Den bekvemmeste Maade at naa op i Bjergene paa - om den end er noget langsommere end gennem Fiumarerne - er dog at følge den brede, med megen Kunst anlagte strada nuova, der i utallige Bugtninger forbi Haver og langs Afgrunde slynger sig op til Platformen af den højeste Bjergryg, som i en temmelig uafbrudt Linje løber nordpaa hen imod Landsbyen Kastania og det saakaldte Terra inglese, hvor Englænderne paa Napoleons Tid forsøgte at anlægge Fæstningsværker. Fra denne lille By aabner sig en af de videste Udsigter, der i storslaaet Vildhed overgaar alt, hvad jeg i den Art senere fik at se i det for sine grandiose Vuer dog saa udskregne Sweitz. I sønderrevne, kaotiske Masser, Kløft ved Kløft og takkede, brudte Klipperande ved Siden af runde, kompakte Bjergknolde, sænker Højdedraget sig lige under ens Fødder i en Strækning af hen imod to Mile, ned til Havet. Saa vidt Øjet rækker, følger det Nordkystens indskaarne Bugter og fremspringende Klippepynter og Tunger. Paa en af disse ser man den befæstede By Milazzo, der med sin bourbonske Besætning forsvarede sig saa heltemodig imod Garibaldisterne, og yderst 78 i Horisontens Rand hæver Stromboli og Volkano deres kegledannede Toppe med lette luftige Røgstøtter op over det blaa Middelhav. Vender man sig ind mod Landet, da vil man opdage over de fjerne Bjergrygges langstrakte Linjer en violet Sky, der øverst blinker skinnende hvid gennem den klare Æter. Det er Ætna med den evige Sne om sine Kratere. Da jeg var her oppe i Kastania, blæste en hylende Storm hen over de øde Højder og gjorde Indtrykket af det storslaaede Landskab endnu mere gribende. I selve Navnet val di demonio ligger noget, der bestemmer ens hele Betragtningsmaade overfor dette vilde Bjergterræn, der virkelig i sin kaotiske Forvirring ser ud, som havde det været Tumleplads for Giganternes Kampe.

Ved min Afrejse fra Messina blev jeg behageligt overrasket ved at høre, at jeg vilde faa Følgeskab af den forhen omtalte unge Købmand, Karl S., der agtede sig til Katania i Forretningsanliggender. Vi blev snart enige om at anvende den første Dag af Rejsen til at besøge det berømte Taormina, og en tidlig Morgenstund begyndte vi da Turen med at indfinde os paa den ny anlagte Jernbanestation udenfor Terranuova, og af Sted gik det nu langs med den dejlige Strand, hvor de lange Brændinger skummede mellem de store Stene. Kalabriens Kyst laa skinnende i det klare Morgenlys, og man saa' tydeligt de hvide Huse ovre i Reggio, bag hvilke Aspromonte (Garibaldis Ihukommelse) hævede sig med sine mørke Skovbælter. Klipper med maleriske Ruiner fra Maurernes og Normannernes Tid, der højt oppe i den blaa Luft hang ud over Vandet, afvekslede med mørke Tunneler, hvorigennem Vejen gik, hver Gang et Forbjerg sprang frem og stillede sig i Vejen med sin takkede Kam og sine smaa, dybe Bugter, hvori Fiskerne og Smuglerne havde deres Fartøjer liggende. Brede og sandede Fiumarer aabnede Indblik i snævre Dalstrøg med Haver og Lunde, Kirker og Landsbyer. Hvert Kvarter standsede vi ved en Station, hvor et raat tømret Skur udspyede en Sværm af Tiggere, Vandsælgere og Bønder, klædte i korte Trøjer, Gamacher og den lange uldne Hue. Ved en saadan primitiv Stationsbygning steg vi af og bestilte Æsler. Stationsbygningen hørte til den lille, snavsede By Giardini, hvor alle Indbyggerne lignede slet forklædte Røvere, der hvert Øjeblik kunde kaste sig over os. Efter at vi med Stokkeslag og ved at true med vore Pistoler havde adsplittet den paatrængende Bande Æseldrivere, der straks som hungrige Rovfugle omringede os og næsten med Magt vilde sætte os op paa deres Dyr, sluttede vi Akkord med to af de mindst banditagtig udseende Individer, og befandt os snart i Sadlerne, der bestod i Dyner, fastgjorte med et Stykke Reb, som var snørt om det ulykkelige Æsels slunkne Bug. Hvert Øjeblik 79 gled den improviserede Sadel af, og vedkommende maatte da i en Fart springe ned til den modsatte Side, hvilke gentagne Fataliteter lydeligt blev udpebne af vor Eskorte, der hujende og skraalende, men i en passende Afstand, fulgte os over Halvdelen af Vejen. Fra Stranden, hvor Giardini er beliggende under høje Klipper, gik Vejen igennem en med lavt Krat bevokset Kløft, i bestandig Zigzag op til Taormina. Imidlertid havde jeg endnu hverken set antikke Ruiner eller Spor af nogen som helst By, for ikke at tale om det majestætiske Ætna, og paa mine utaalmodige Spørgsmaal desangaaende svarede den brune Fører bestandig kun: sopra, sopra, Signore. Efter en halv Times langsom Kravlen op ad den mer end halsbrækkende Vej opdagede vi da endelig nogle sammenstyrtede Mure, og da vi kort efter stod i Begreb med at ride ind gennem en mørk, snæver Port, opført af Normannerne, standsede pludseligt den veldresserede Cicerone vore Æsler, og vendte sig om med det Udraab: Ecco il monte!

I Sandhed det var et overraskende Syn, da vi drejede os om og saa' Ætna lige foran os, løftende sit gigantiske Hoved over de mellemliggende Bjerge, opsendende den klare Svovldamp mod Zenith, bærende paa sin Fod Verdens frugtbareste Have, Kataniasletten, og solende sine mørke Aarer, de dunkle Lavastrømme, i det klare, blændende Dagslys. Jeg var saa optagen af dette Syn, at jeg næsten slet ikke lagde Mærke til, at vi holdt vort Indtog i den maleriske, snavsede Røverrede og gennem nogle snævre Gader blev førte hen til det lille Hotel, fra hvis Altan vi under det frugale Maaltid formelig svælgede i Nydelsen af den henrivende Udsigt.

Taormina, de gamles Tauromenium, er som ovenfor berørt en ussel lille Bjergby med snævre, krogede Gader, men rig ved sine Mindesmærker. Som alle disse smaa Reder i Bjergene har den oprindelig været befæstet ved en høj, nu paa flere Steder sammenstyrtet Mur og er for Resten fra Naturens Haand beskyttet ved de bratte Klipper, hvorpaa den er anlagt, og som paa de tre Sider falde lodret ned imod Havet. Paa den fjerde, Sydsiden, som vi kom op ad, findes Porten, et malerisk smukt lille Udenværk, der ligesom den takkede Mur og flere adelige Paladsruiner inde i Byen er arkitektoniske Skønhede i den reneste normanniske Stil. En fuldkommen saa malerisk, og endnu smudsigere Miniaturudgave af Byen er det paa en kegledannet Klippe, omtrent 400 Fod højere, liggende Mola, der med sine lange Mure og sine Tinder og Gavle synes som en Rovfugl med udstrakte Vinger og Næb og Kløer at svæve spejdende over ens Hoved i den klare Luft. Kun en eneste, af dobbelte Mure beskyttet, Sti førte op til det næsten uindtagelige Kastel, og man har halvt historiske Sagn om glimrende Heltegerninger fra Besætningens Side, da Byen blev forsvaret mod Araberne, der dog endelig en mørk Nat ved Forræderi overrumplede Vagterne og nedsablede hele Befolkningen.

80

Taorminas berømte Amfiteater ligger norden for Byen paa en fremspringende, næsten isoleret Klippe, det antikke Tauro, hvoraf Navnet udledes. Man følger en lille Sti, der fra Byens Udkant snor sig op over Klipperne, og opdager efter et Par Minutters Gang paa sin højre Side en stor muret Indhegning, hvis Fliser og Granitvægge er bedækkede med Kaktus. Dette var det store Bassin, hvor Søtræfningerne, Grækernes ναυμαχιαι, leveredes. Langvejs fra over Bjergene ledtes Vandet hertil gennem uhyre Aquadukter, der i Romernes Tid paany opførtes, og hvoraf endnu Ruiner er tilbage. Gaar man et Tusind Skridt videre frem, standser man ved en Gitterport. Pladsen er indhegnet; en Cerberus bor i et lille Hus indenfor, og man maa erlægge sin Tribut her ligesom overalt i Italien, hvor alt er beregnet paa at drage Fordel af Barbarernes Nysgerrighed. Efter at vi med et Par Tari havde afskediget vor Cicerone, der med et Kort i Haanden allerede havde begyndt at fremplapre sin stereotype Remse, voltigerede vi over sønderbrudte Kapitæler, Marmorsøjler og Granitblokke ind paa Arenaen, og derfra op over Tilskuerbænkene til Galleriets øverste Rand, hvor vi satte os ned og udspændte vore Frakker paa nogle Agaver for at beskytte os mod den brændende Sol. Under Trykket af de store Forhold i Omgivelserne havde Ruinerne paa Afstand taget sig ganske ubetydelige ud, men nu forbavsedes jeg næsten ved deres Størrelse. Teatret var anlagt øverst oppe paa Klippens jævnt skraanende Overflade. Et Par Tusind Alen nedenfor de bageste Mure faldt Klippen stejlt af mod en Afgrund, paa hvis anden Side man saa' en Del af Byen og dybt under denne Strandbreddens hvide Krumninger, der langt borte løb ud i en Halvø. Over Baggrundens varme disige Toner løftede Ætna sig. Til højre støttede det mufede Galleri sig til en lodret Klippevæg, oven over hvilken Mola viste sig med sine hvide Bygninger. Galleriets indvendige Side var prydet med en Afveksling af Søjler og Nicher, og nedenfor dette begyndte Bænkenes Rækker, udhugne i den haarde Sten og derhos saa vel konserverede, at man hvert Øjeblik tænkte sig at se togaklædte Skikkelser myldre frem for at indtage deres Pladser. Den nederste, for Senatorer og de højere Patriciere bestemte Række var i en Højde af tre Alen adskilt fra Scenen, og da dette Teater kun blev benyttet til Skuespil, stod her i Midten det hellige Alter, paa begge Sider af hvilket Koret bevægede sig ud fra Orkestret. Muren, der dannede Baggrunden, var paa flere Steder aldeles nedstyrtet ligesom den Søjlerække, der løb foran, og hvor Statuer af Hermes og Apollon Musagetes havde været anbragte. Saa godt var Akustikens Love iagttagne, at naar man stillede sig nede paa Scenen, hørtes den sagteste Hvisken derfra ganske tydeligt paa de øverste Bænke, og da S. affyrede sin Revolver fra Orkestret ud imod Baggrunden, blev Knaldet med næsten 81 bedøvende Magt atter og atter tilbagekastet fra de omgivende Klipper. Indtil hen imod Aften blev vi her oppe, hensunkne i Beskuelsen af disse den storartede Naturs Dekorationer, lige overfor hvilke selv den højeste Kunst føler sig afmægtig, og gennemtrængte af den Omgivelsernes højtidelige Tavshed, der, lige overfor Mindesmærker om forsvundne Tider og Slægter, fylder Brystet med større Tanker og dybere Indtryk end noget Skuespil i Verden. Da Solen endelig var gaaet ned bag Bjergene, gjorde vi, hvad de græske Tilskuere i sin Tid rimeligvis ogsaa have gjort: vi vendte tilbage til vort Hus, og "spiste Bedernes Kød og drak megen sød Vin dertil."

Som bekendt er Sydens Tusmørke kun af kort Varighed. Natten bryder frem næsten med det sidste Glimt af den dalende Sol. Kappen svøbes om Skulderen, Stjernerne blinke frem, eller Maanen hæver sig majestætisk op af Havet Natten er kommen og indbyder til sit hemmelighedsfulde, lokkende Skjul; en Vellugt af Blomster strømmer Dig i Møde, Du gribes af en forunderlig Anelse, en ubeskrivelig Længsel efter Livets Romantik, og Du gaar ingen Aften i Møde uden med et højt bankende Hjerte, som gik Du til et Stævnemøde med den smukke Pige, der hilste Dig i Morges, eller med den sølvpilede skønne, der nu smuttede ind ad Døren og vist saa gerne lukkede Vinduet op, naar Du blot kunde synge og spille for hende ligesom din sortøjede Rival derhenne.

Natten overraskede da ogsaa os, medens vi drak vor Fogliette paa Hotel Tauros skrøbelige Balkon. Fra Dalen dybt under os opsteg denne krydrede, ubeskrivelige Duft, der udstrømmer fra Orange- og Mandelhaverne. Ikke et Vindstød, ikke en Fugls Flugt afbrød den drømmende Stilhed, og det var kun som svage Molakkorder, at Havets fjerne Vuggevise hørtes nede fra Strandbredden. Christian Winthers glødende "Sang paa Fjeldet" faldt os begge samtidigt ind, og det saa meget mere, som en Lysning Imellem Trætoppene forkyndte os, at "Fuldmaanen hist den røde hæver sig op". Det var en gribende, berusende Sammensmelten af Alverdens Poesi; men paa en Gang afbrødes Stilheden af en Sang, hvis udmærkede Skønhed ogsaa skyldtes det fortræffelige Foredrag og det smukke Guitarakkompagnement. Det var et Selskab af Katanesere, der ad en anden, besværligere Sti langsomt kom gaaende op imod Hotellets Have. De fleste var unge, smukke, livsglade Folk, der straks, saa snart de var komne over Dørtærskelen, raabte paa Lys, Makaroni og Vin, og efter en høflig Indbydelse fra deres Side var vi to fremmede snart indlemmede i den muntre Kreds. Et stort Bord blev besat med Blomster og Karafler, Lysene blev tændte, og rundt om de dampende 82 Makaromfade saas lutter sorgløse, smilende Ansigter. Det var især en stor, tyk Købmand, en Neapolitaner for Resten, der hyppigst tildrog sig den almindelige Opmærksomhed, og hvis Epigrammer og Bonmots ideligt lønnedes med stormende Applaus. Han havde taget sin Paletot og sit Halstørklæde af, bøjet Skjortelinningen til Side, og med den graa Filthat ned ad Nakken, det store, gulbrune Ansigt skinnende af Velvære og den svære Krop uafbrudt i en Række gestikulerende Svingninger, hang han som en uhyre Vinsæk over en Sofaryg, idet han snart akkompagnerede en Sang paa sin Guitar, snart med en mægtig Bas gav en komisk Bondescene til Bedste, under hvilke Anstrængelser den skrøbelige Sofa knagede som Skibsplankerne i en Storm. En anden var der, som improviserede til opgivne Rim og holdt patetiske Taler, uden at agte den Kritik, der stadig fulgte hans Forsøg. Der var ogsaa nogle Damer i Selskabet, af hvilke navnlig en med en uforlignelig Ynde og noget ubeskriveligt rørende i sin Stemme sang den bekendte palermitanske Fiskersang: Mille volte per te sospirai.

Min Ven og jeg opfordredes ogsaa til at synge. S. kunde nogle Bondeviser fra Marsala og nogle komiske spanske Sange, som han maatte give dacapo; men Jublen kendte ingen Grænse, da jeg begyndte paa Dupuys sprudlende Drikkevise af "Ungdom og Galskab". De mange Konsonanter fremkaldte rigtignok de besynderligste Grimacer hos Koret, men Melodien slog an, man brølede og hamrede med Glassene paa Bordet, og efter endt Sang omfavnede Tykkerten mig og gav mig sin Adresse i Katania og Neapel.

Først langt over Midnat brød det muntre Selskab op. Det skulde med Undtagelse af Damerne atter tilbage til Katania med en Speronaro, der ventede nede ved Giardini, og da de hørte, at vi agtede os samme Steds hen, indbød de os til at gøre Sejlturen med i den dejlige maaneklare Nat. Vi modtog naturligvis Tilbudet med Glæde, og nu gik det da i en lang Række af Sted gennem den lille By, hvis skumle Beboere blev vækkede af de højrøstede Stemmer og den klare, lydelige Latter. Ikke faa Forbandelser udslyngedes imod os fra de aabnede Vinduer, og vi maatte prise os næsten lykkelige ved, at vi slap for saa godt Køb, da vi omsider gjorde Holdt udenfor Porten for at ordne os og samle Kræfter til "Nedstigningen". Det var lyst nok til at undgaa Afgrunden ved Siden af Stien, men næppe lyst nok til at undgaa alle de Huller og Ujævnheder, som vore Æsler om Morgenen saa mesterligt havde klaret. Imidlertid slap vi dog med forholdsvis faa Uheld ned i den sandede Fiumare, og nu gik det, stadigt med den utrættelige Neapolitaner i Spidsen, videre, indtil vi standsede ved de første Huse i Giardini. Her var alt lukket og slukket. Den lette Speronaro var halvvejs halet op paa Strandbredden, men 83 Baadfolkene var ingen Steds at finde. Vi bankede flere Steder forgæves paa, uden at faa andet Svar, end at her var ikke Logi for Landstrygere etc., ja et Sted kom en gammel, arrig Heks ud i mindre end Negligé og ønskede saa mange Ulykker over os, at vi, hvis en Fjerdedel deraf havde ramt os, vilde have været værre farne end Odysseus paa hele sin Omflakken.

Et andet Sted stod Døren paa Klem. Neapolitaneren og jeg kigede ind og saa' da i det store Rum, belyst af en osende Lampe foran et Madonnabillede i en Niche, en hel Familie, bestaaende af voksne og Børn, Mand, Kone og et Par nydelige unge Piger, i et meget let Kostume, henslængte paa nogle Madrasser. Jeg vilde hurtigt trække mig tilbage, men den ufortrødne Italiener stødte først Døren helt op, greb saa nogle Akkorder paa Guitaren og sang nu med buldrende Stemme nogle skæmtefulde Strofer til de forvirrede skønne, der havde rejst sig over Ende og med lydelige Skrig fik hele den søvndrukne Familje paa Benene. Vi skyndte os af Sted til de andre, der imidlertid endelig havde fundet vort bortrømte Skibsmandskab, og efter en hel Del Anstrængelser lykkedes det vore forenede Kræfter at gøre vort Fartøj flot. Det var maaske ogsaa paa høje Tid, at vi kom til Søs, thi allerede viste sig flere dunkle Skikkelser, der styrede deres Gang ned mod Stranden, rimeligvis for at give Rolighedsforstyrrerne en sidste Hilsen med paa Vejen. Jeg kom uvilkaarlig, ved her under saa fremmede og næsten eventyrlige Forhold at forlade Siciliens Østkyst, til at tænke paa Odysseus, der flygter med sit ene tiloversblevne Skib fra de "Mændødelæggende Læstrygoner". Skikkelserne paa Stranden tog sig i det mindste i det usikre Lys helt overnaturlige ud, og paa Smaasten og Skældsord manglede det heller ikke.

Saaledes var vi igen paa Vejen til Katania. Vi gled for en let Brise hen over Middelhavets store, alvorsfulde Flade, og efterhaanden som Livligheden gav efter for Søvnens retmæssige Krav, indfandt Stilheden fra Aftenens Begyndelse sig igen i sin fulde Udstrækning. Jeg laa agter ude ved det svagt knagende Ror, med Blikket ufravendt heftet paa Ætnas mægtige Kegle, der i den usikre Maanetaage svømmede som et uhyre Luftsyn over den nære Kysts mørke, takkede Klippemure. Til Slutningen svømmede alt, Bjerge, Luft og Vand, hen i en eneste stor, uklar Masse. Sicilien syntes det Drømmeland, som det i Virkeligheden er, og jeg vaagnede først op til Virkeligheden igen, da Drømmen belystes af den opgaaende Sols klare, gennemtrængende Straaler.

Omtrent halvanden Mil forinden vi kom til Katania, hvor Jernbanen ophører, steg jeg af ved Accireale for at gøre en Skitse af den gamle, fra de normannisk-saracenske Kampe berømte Borg, 84 Accikasiello, der ligger ude i Havet paa en fremspringende Klippe af kolossale Lavablokke. Seks mægtige Fjældstykker, nogle af dem formelige Smaaøer, beskylles udenfor denne maleriske Ruin af Middelhavets Bølger. Det er de "cyklopiske Klipper", hvormed Polyphem saluterede Odysseus til Afsked, og i en af de Huler, der vender ud imod Havet, mellem Kystens vilde øde Lavamasser, var det altsaa, at de stakkels Grækere blev spiste, og at Odysseus hævnede sig paa Poseidons tølperagtige Søn. Sic fama est! Men hvor stor Homér egentlig er, følte jeg aldrig stærkere end her, hvor jeg havde Dramaets fuldstændige Dekoration for Øje, og her fik for første Gang Odysseus mytiske Figurer ret Kød og Blod i min Bevidsthed, ligesom det i de skotske Bjerge er hændet mig ved Makbeth og Lear.

Da jeg ud paa Eftermiddagen havde min Skitse færdig, vandrede jeg med min Bagage paa Nakken hen ad den støvede strada rotabile videre til Katania, for dér at træffe sammen igen med min Rejsefælle S., der imidlertid skulde have afgjort sine Affærer. Det var næsten ganske hjemligt oven paa de bestandige Bjergture at gaa ned ad den slagne Landevej. Bønderne, jeg mødte fra Slettelandets omliggende Landsbyer, saa' ogsaa langt fra saa røveragtige ud som deres Landsmænd i Bjergene. Alle var klædte med Omhu, og medens nogle red paa broget udstaferede Æsler, jollede andre med lystige Hilsener forbi i tohjulede, med Helgenbilleder overmalede Gigger, der blev trukne af kraftige Muldyr, som gerne havde en hel Galanteributik af Kvaster, Bjælder og Spejle fordelt omkring paa Seletøjet. Vejen var paa flere Steder hugget igennem de gamle Lavamasser, der lige fra Ætnas Top og ned til Havet bedække Sletten i mange Miles Omkreds. Oven paa den ældste Lava ser man da Muldjord, over denne kommer igen Lava, saa igen Muldjord, og saa fremdeles i mange Lag. "For Tiden er der Jord oven paa Lavaen," plejer Befolkningen at sige. Denne lille Skorpe Jord er det da, som frembringer den Yppighed og bugnende Fylde, der har gjort Kataniasletten til en af de rigeste og berømteste i Italien; og som et Eksempel paa, at det materielle Velvære her som overalt medfører den mere udviklede Kultur, mødte jeg - jeg tror for første Gang paa Sicilien - en lille Pige, der gik og læste i en Bog.

Ud paa Aftenen kom jeg til Katania, hvor jeg efter Aftale traf min Ven i "Grande Albergo", et kolossalt Hotel, der ejedes af en overordentlig gemytlig Sweitzer, med hvem vi passiarede Aftenen bort ved Vinflasken.

Det første, mit Øje faldt paa, da jeg den næste Morgen vaagnede, var til min glædelige Overraskelse det rygende Ætna, idet mit Vindue, eller rettere min Balkondør, var bleven staaende aaben om Natten. Jeg udregnede netop, hvor længe man vilde være om at naa op 85 til det øverste Krater, da S. i det samme traadte ind og gjorde en brat Ende paa mine Beregninger ved at meddele mig, at der til en Ætna-Tur vilde medgaa mindst tre Dage, især paa denne Aarstid (den tidligste Del af Sommeren), da Sneen endnu laa langt nede paa Bjerget, og han underrettede mig tillige om, at hans Tid ikke tillod ham at ledsage mig, i Fald jeg havde bestemt mig til denne Udflugt. Jeg opgav altsaa som god Kammerat Tanken herom, saa meget mere, som jeg i al Beskedenhed sagt var Kunstner nok til hellere at ville glæde mig ved paa Afstand at betragte Bjergets smukke Linjer, end efter engelsk Manér vade omkring i Sne og Aske for at kunne sige, at jeg havde været der. Efter Frokosten kørte vi da hen til Katanias berømte Benediktinerkloster, et af de største i Verden. Det indtog et helt lille Kvarter af Byen, og var omgivet af hvælvede kølige Buegange og Haver, hvor Statuer og de dejligste Blomster prangede i Forening. Vi vandrede gennem de uendelige Korridorer og lod os af en Katanienser, der var en bekendt af S., fortælle om den næsten utrolige Luksus, der havde hersket indenfor disse uanselige Celledøre, hvor hver Munk i sybaritisk Vellevnet fortærede sin aarlige Indtægt, der i Glansperioden skal have beløbet sig til henved 300,000 Rdlr. Om de hellige Fædres Smag og Intelligens fik man imidlertid en meget daarlig Mening ved at besøge det store Raritetsgalleri, som fornemlig bestod af slette Malerier, klodsede Nipssager og uægte Antikviteter, tillige med Misfostre i Spiritus, Krokodiller, Slanger og Aber i unævnelig Mængde. Den egentlige Klosterhave ligger bagved den uhyre Bygning og er anlagt oven paa den Lavastrøm, der en Gang ved en voldsom Eruption af Ætna truede den hele By med Undergang, men netop var saa høflig, man kunde gerne sige devot, at standse her foran Klostrets hellige Mure.

Gennem de solhede, brændende Hovedgader, hvor Siciliens ældste og nyeste Adel har opført sine fængselsagtige Paladser, kørte vi til det romerske Teater, hvoraf omtrent en Tredjedel er udgravet, medens Resten desværre endnu ligger skjult under Lavaen og de oven over byggede Huse. Med en af disse snakkesalige Ciceroner, som man ikke engang kunde købe sig fri for, steg vi gennem nogle Baggaarde ned ad en bred Lavatrappe og kom derpaa gennem trende Gallerier dybt under Jordens Overflade til den egentlige Tilskuerplads, hvis Marmorbænke hist og her var restaurerede med tilhugne Lavafliser. Oven paa selve Scenen havde den moderne Tids Barbarer ladet sine klodsede Bygninger opføre, og man saa' netop kun Begyndelsen af Parterrets Marmorgulv, hvorover der strømmer en klar Bæk, som har sit Udspring højt oppe i den dybe Sne mellem Ætnas Kratere. Alle besøgende pleje at drikke af dette Vand, forklarede Føreren os, og vi skulde selvfølgelig ogsaa, i hvilket Øjemed den 86 sortskæggede Cicerone fra et Hul i Muren fremtog et Glas. Efter at han havde fyldt det, satte han sig i Positur, og begyndte paa et længere, begejstret Foredrag, der uheldigvis blev afbrudt ved, at han tabte Glasset. Vi lagde os derpaa alle tre paa Maven, og forfriskede os ved det dejlige kolde Snevand, hvorefter Faklerne blev tændte, og vi begav os ind i de høje, hvælvede Gallerier, der som Katakomber strække sig langt ind under Byens Gader, hvorfra det raske Livs Støj og Larm i dumpe Toner naaede vort Øre, medens vi ved det røde Fakkelskær undersøgte de vilde Dyrs og Gladiatorernes Indelukker.

Da det senere hen paa Eftermiddagen var blevet køligere, drev vi omkring nede ved den lille Havn, der kun har Dybde for Baade og smaa Felukker. Det gule Svovl, der brydes i Omegnen af Girgenti, blev i høje Karrer kørt ned til Vandet, hvor de kobberbrune Faquiner, kun iførte Svømmebenklæder, med en utrolig Færdighed balancerede med svære Stabler paa Hovedet midt ud i Havnen, hvor da Indskibningen gik for sig.

Den næste Morgen knaldede Veturinens Pisk udenfor vore Vinduer, og snart sad vi i Vognen med Revolveren om Livet, de grønne Slør omkring Hovedet og en dygtig Madkurv foran os, for at begive os paa den lange og usikre Rejse fra det livlige Katania til Gravbyen Syrakus.

Lige saa frugtbar Naturen havde vist sig, førend vi kom til Katania, lige saa gold og ørkenagtig fremtraadte Landskabet for os nu, da vi forlod den. En Støvsky hvirvlede bestandigt foran Vognen paa den hvide, solbeskinnede Vej, ligesom Røgstøtten for Jøderne i Ørknen. Efter nogle Timers Kørsel var det formeligt velgørende for Øjet at se Vand. Det var den lille Flod Gioretta, hvorover vi bragtes paa en skrøbelig Færge, der truede med at knuses under Hestenes og Vognens forenede Vægt. Kort efter hævede Landet sig i Bakkelinjer, der efterhaanden gik over til et Højplateau, som i Horisonten begrænsedes af Monte Veneres blaalige Kam. Gentagne Gange saa' vi ved Siden af Vejen de urgamle, pelasgiske Gravkamre, hvælvede Huler, der var udhugne i den haarde Klippe. Vi steg af for at undersøge en af de største, hvor en hel Hyrdefamilje havde indkvarteret sig med sine Geder og Æsler. Mændene laa udstrakte paa Jorden og sov formodentlig til Middag, Kvinderne malkede Gederne, og Børnene ristede Korn over en Ild af Trækul. Ved uregelmæssige, kolossale Piller var Rummet delt i flere Kamre hvert med en eller flere Smaanicher, hvor rimeligvis Ligene havde ligget, og op ad den kølige Grottes Vægge groede Mos og Venushaar i frodige Klynger.

Lige ved Middagstid kom vi, næsten opløste af Hede og kvalte af Støv, til det gamle Lentini, en smudsig Landsby, der i Romernes Tid 87 havde været en blomstrende Koloni, som endog havde sin egen filosofiske Skole, og da vi havde bedet der en Timestid i en ussel Kro, gik Vejen videre ned gennem en dyb Sænkning i Terrænet og op igen i uhyre Zigzag-Slyngninger til det befæstede Karlentini, et af Karl V I spansk Stil anlagt Kastel med en Række faldefærdige Hytter, der husede en Befolkning med de mest kæltringeagtige Ansigter, jeg maaske endnu havde set. I Villasmundi, en lignende Rede nogle Timers Vej derfra, gjordes et længere Ophold, og da der heldigvis netop holdtes et Slags Marked omkring i Gaderne, fordrev vi Tiden med at iagttage de forskellige Grupper. Trods den brændende Hede hørte vi dog den sædvanlige Dansemusik med Violin og Guitar, og blev i et tilrøget Osteri Vidne til et Slags Sekstur, hvor de dansende ledsagede enhver Svingning med Spring og Armbevægelser, der bragte Sveden frem i Strømme, uagtet Kavalererne saa vel som de fyrige skønne havde afført sig saa mange Klæder, som Anstændigheden nogenlunde tillod.

Da vi igen begav os paa Vejen, stod Solen allerede lavt paa Himlen, saa at vi i den dejlige Eftermiddags Stilhed ret kunde nyde den smukke Natur. Efter at have kørt igennem en Dal, der var bevokset med Olivenskove, kom vi ned til Havet, og vi fulgte derefter hele Tiden Strandbredden, over hvis Brændinger Maanen snart udgød sit hvide Lys.

I denne Nattens Stilhed og i en Stemning lig den, hvori man om Aartusinder vil gennemvandre Paris's eller Londons Ruiner, kørte vi da over Levningerne af det vidtstrakte Syrakus, og den samme vemodige, næsten andægtige Følelse var over os, medens vi de følgende Dage gennemstrejfede det store Territorium til Lands og til Vands. Over den dybe Havn, hvor alle Evropas Flaader tilsammen kan faa Plads, begav vi os til den Flod, hvor Proserpina efter Sagnet blev bortført. Kæmpemæssige Søjler af et Zeustempel rage i Vejret paa Bakkerne til venstre, og medens man i den varme Formiddags Stilhed stager sig langsomt frem under de sivbevoksede Bredder, hvor af og til en Lerhytte viser sig, omkranset af høje Palmer, tænker man sig dybt inde i Afrika, paa en Flodarm af Nilen eller Senegal. Op ad Anapo-Flodens venstre Arm, Cyane, føres man til Papyrusplanterne. De halvnøgne Baadfolk skære de lange Stængler af, og det gaar hastigt tilbage ned ad Strømmen, og igen over Havnen til en aaben Plads udenfor det nuværende Sirakusas svære, bourbonske Fæstningsmure. Her bestiger hver sit Æsel, og ad den støvede Landevej gaar det op til Overfladen af det terrasseformede Højplateau, hvor den uhyre By strakte sig milevidt omkring Havnen. Ad halsbrækkende Veje, de gamle, i Klippen udhulede Bygningsgrunde, rider man Skridt for Skridt paa de smaa forsigtige Æsler. Solen 88 brænder lodret ned paa denne Stenørk, og efter en halv Times Ridt standser man ved Fæstningen Hexâpylon. Alt, hvad der af denne var over Jorden, er styrtet i Grus, men de underjordiske Magasiner, Brønde og Gaarde og den hvælvede brede Gang, hvorigennem Romeren Marcellus banede sig en blodig Vej - kort sagt, alt hvad der er hugget ud i Klippen, vidner tilstrækkeligt om Borgens Størrelse og Modstandskraft.

De Aftener, vi tilbragte i Syrakus, var som Drømme, der vil bevares uudslettelige i Erindringen. I de kølige Timer vandrede vi Arm i Arm paa Terrassen ved Arethusas rislende Kilde og gennemgik, hvad Dagens brændende Solvarme havde sløvet i Hukommelsen. Vi besøgte igen Amfiteatret paa Klippeskraaningen med Udsigt over By og Hav. Vi stillede vor Tørst i Nymfernes Grotte, hvor Vandet bruser plaskende frem fra de skjulte Ledninger. Vi vandrede i Stenbrudsfængslerne, hvor de 6000 Atheniensere en Gang sukkede, og vi iagttog den tordenlignende Virkning af et Pistolskud i "Dionysius's Øre", en Klippespalte, der i S Form snor sig bag Fængslerne, og ved hvis Indgang Tyrannen kunde høre den sagteste Hvisken af Fangerne.

Den sidste Dag af vort Ophold i Syrakus besøgte vi den lille, snævre Bys Kathedral, der er muret op mellem de tydeligt fremspringende doriske Søjler af det gamle Zeustempel, hvis Frontside imidlertid har maattet vige Pladsen for den mest smagløse Rokoko-Arkitektur; og efter et Besøg i den private Have, hvor den tyske Digter Grev Piaten er begravet, steg vi ned til la chiesa di St. Martiani, Kryptkirken fra de første kristne Tider, prydet med hele den Periodes rørende, symbolske Freskomalerier. I Katakomberne, der strække deres Gange bag ved Kirken - efter Kustodens Sigende milevidt gennem den bløde Sandsten - modtog vi det sidste karakteristiske Indtryk af Gravstaden Syrakus. Vor Rejse sydpaa var endt, da Vejen til Girgenti formelig var afskaaren af Røverbander, og ud paa Eftermiddagen sad vi atter i Vognen, for i den kølige Nat at foretage Tilbagerejsen til Katania.

ROMANTIK OVER EN HALV HISTORIE

Det var i den gamle Esplanade-Pavillons Dage. Ak ja; den Gang kunde en stille Betragter af Natur og Folkeliv sidde under de susende Popler og have Toldboden og Skibene og Vandet og Langelinje og de spadserende fra første Haand. Han kunde, medens Cigaren langsomt brændte, og medens han langsomt nippede til sit Toddyglas, med Sikkerhed afgøre, naar Klokken var to; thi saa begyndte Promenaden 89 at fyldes med Københavnere af begge Køn, og han kunde med lige saa stor Sikkerhed afgøre, naar Klokken igen var fire; thi saa kom "Holmens faste Stok" af Mandkønnet fra Arbejde, og den Bro, der benævnes Elefantbroen, dundrede under Trinene af de faste Gaster, som om det virkelig havde været Elefanter, der travede over den.

Han kunde om Eftermiddagen se Helsingørsdamperen, naar den kom glidende ind imellem Skibene paa Reden; han kunde høre Musikken derude fra, og naar det var rigtig stille, saadan en rigtig rolig, blid Sommeraften, og naar han hørte rigtig nøje efter, kunde hans Øre vel endogsaa opfange Lyden af de Miniaturbrændinger, der kom bølgende fra Hjulkassen og skvulpede mod Stenene inde paa Langelinje.

Han kunde navnlig saa dejligt høre de store Popler suse over sit Hoved; og naar han var rigtig taalmodig, og holdt tilstrækkelig længe ud, da kunde han under denne højtidelige Susen som under en skøn, alvorlig Ouverture se de mørke Aftenskyer rulle til Side som et tungt Draperi og Maanen komme glidende langsomt og majestætisk ind paa Scenen.

Da kunde han, hvis der ellers var Spor af Poesi i Fyren, ikke undgaa at blive saadan, hvad man i daglig Tale kalder en Smule romantisk. - - Dog nej, vi vil ikke introducere den stille Betragter af Naturen og Folkelivet paa denne flove Maade. Vi vil i det hele taget ikke introducere ham; han faar springe lige ind i det!

Jeg var lige kommen hjem fra en Rejse i Udlandet. Jeg havde set Abekattene paa Gibraltar og Røverne i Kalabrien. De første havde jeg været med til at forhindre fra at blive skudt; de sidste havde jeg med en vis Fornøjelse set blive skudt i en Kasernegaard i Reggio. Det var nogle store Tyveknægte. Der var navnlig en, Pietro Perrelli tror jeg, som var et usædvanligt Eksemplar. Men jeg snakker over mig. Det er man altid saa tilbøjelig til, naar man lige er kommen hjem fra en Rejse. Saa bliver det, man har ladet tilbage derude i den vide Verden, stort og fyldigt, og det, man er kommen hjem til, viser sig saa smaat og magert. Og saa snakker man som sagt om alting derude fra, selv om Aberne (Røverne vil jeg slet ikke tale om).

I Danmark er der Gud ske Lov endnu mange, som ikke har været udenlands. Af den Grund er der endnu mange, som vil høre paa For tællinger fra Udlandet; og en saadan velvillig Tilhører havde jeg faaet, og vi var spadseret sammen over Voldene og gennem Grønningen og var landet oppe paa den gamle Esplanade-Pavillon. Og der havde vi siddet ved en halv Historie, og nok en halv Historie, indtil min Til hører var gaaet hjem i Forretninger og havde ladet mig ene tilbage under de susende Popler.

90

Vejret var saa dejligt. Det kunde ikke være skønnere ved Neapels Golf. Eftermiddagssolen kom i lange, gyldne Striber ned igennem Kastelsvoldens Træer. Den faldt over Langelinje, hvor Folk spadserede, og ud over Sundet, hvor den forgyldte de malede Skibsskrog og satte glødende varme Farver paa Master og Sejl. Poplerne susede og nynnede over mit Hoved i den svage Luftning; den varme, søde Drik paa Bordet foran mig var vel ikke den liflige Falerner, den fuldblodige Rokkomadoro, den bedaarende Syrakusaner, men den gjorde dog sin Virkning, den gik til Hovedet, - og jeg lagde mit Hoved tilbage og pustede Cigarrøgen op imod Træernes Krone, og idet Røgen hvirvlede op, hvirvlede mine Tanker med, og jeg begyndte halvvejs at forstaa, hvad Vinden saadan ganske improviseret sang fra Bladet, og saa faldt mit Øje paa den gamle, røde Mur med Skydeskaarene, og paa den gamle, svære Jernport med Stenkuglerne paa Pillerne, og paa de spadserende, der gik igennem Porten ...

Hvor jeg havde været forelsket sidst, da jeg gik igennem denne Port! Og hvor ofte havde jeg ikke siddet her paa Udkig efter den, der skulde komme igennem denne Port! Naar hun udeblev, blev jeg ude af mig selv af Sørgmodighed og drak da mere Toddy, end jeg strengt taget burde have drukket. Men naar hun kom, da kunde jeg gerne have omfavnet den væmmelige Opvarter, der aldrig kunde give tilbage paa en Mark; og naar hun saa' op paa mig, og maaske endogsaa nikkede en lille Smule, - ja, da var Langelinje og Sundet og hele to Mile ind i Skaane et altfor snævert Rum for min stormende Glæde, og jeg stormede af Sted efter hende, bragte hendes konvoyerende Mama den samme dumme, overflødige Hilsen fra min Mama og modtog i en Art af paradisisk Henrykkelse den sædvanlige Indbydelse til at drikke en Kop The i Familien. Den duftende The! Og saa at sidde saadan i sin elskedes Nærhed, række hende Smørret, modtage Rullepølsen af hendes Haand og besvare nærgaaende, men for Resten uskyldige Spørgsmaal af hendes mindre Brødre, der ganske vist var i den ubehagelige Lømmelalder, men til Gengæld var hendes Brødre. Og saa at spadsere frem og tilbage i Stuen og betragte de gamle Kobberstik for tyvende og tredivte Gang og tale om Kunst, Teater, Naalepuder og Stramaj med denne mærkelige Blanding af højt, poetisk Sving, naar man var i den anden Ende af Stuen, og inderlig flov Forknyttelse, naar man kom i hendes umiddelbare Nærhed. Ja, denne Stue! Og saa alle de gamle, bekendte Møbler, der ligesom havde modtaget et Præg af hende, en egen poetisk Bestanddel af hendes eget poetiske Væsen, og som nu udstraalede al denne erhvervede Varme og gjorde, at jeg blev rød i Kinderne, naar jeg nærmede mig hendes Sybord, eller frembragte egne, krampagtige Trækninger i mine Ben, hver Gang de kom i Berøring med Gyngestolens Gænger. - - - - - - - 91 Jeg havde været der oppe og gjort Visit samme Dag, jeg var kommen tilbage fra Udlandet. Der var ingen hjemme. Jeg gik ind i Stuen og lagde mit Kort. Stuen var mildest talt som andre Stuer. Kobberne var slette. Møblerne saa' lige saa idiotiske ud som de fleste andre københavnske Møbler, og Spejlet, det store runde Spejl over Sofaen, viste mig ikke længer nogen slank, svævende Gazelleskikkelse, men da jeg gik nærmere, saa' jeg mit eget solbrændte Ansigt, hvor Trækkene var blevne større, men ogsaa grimmere, og hvor navnlig Fregnen paa Næsen havde udvidet sig til en Størrelse, som forhen vilde have irriteret mig usigeligt ...

Det susede der oppe i Poplerne. Jeg tænkte paa den store, vide Verden, paa Havet, som ikke lader sig tæmme og tvinge, og paa de vilde Fugle, der ikke lade sig fange, og - - - Ja, der kom de nede gennem Porten. Ganske rigtig, Moder, Datter og to Sønner. Den ene af de sidste havde faaet Studenterkasket paa Hovedet og Filipenser i Ansigtet; den anden savnede endnu Skønhedspletter af begge Kategorier. De saa' lige flegelagtige ud, og der var hos begge en lige iøjnefaldende Mangel paa Manchetter om Haandleddene og Fjerkraft i Knæleddene.

De unge Riddere pegede meget betegnende op paa mig. Moder og Datter lavede sig til en Hilsen. Da susede og sang Poplerne, som de var besatte, og jeg greb mit Glas og svingede det foran mig: Eviva la libert ... Av, der gik Damernes Blik til Jorden, og derfra ud over Kastelsgraven. Ynglingen med Kokarderne saa' forbitret paa mig; den yngste fniste, og Selskabet var forsvundet bag Pavillonen.

Opvarter! bring mig en halv Historie!

Den tjenstvillige Aand kom, og med den aritmetisk uomstødelige Bemærkning, at "denne var den tredje", satte han de fornødne Ingredienser til den nordiske Blandingsdrik paa Bordet; jeg tilberedte Drikken og drak den.

Aldrig har nogen Drik virket saa forunderligt paa mig. Jeg er af Naturen ikke overtroisk; i ethvert Tilfælde ligger Overtroen hos mig noget tilbage i Aarene. At antage Opvarteren for en Troldmand kunde derfor ikke saa lige falde mig ind, uagtet jeg paa den anden Side blev stærkt fristet til at søge en overnaturlig Forklaring paa det, der nu viste sig for mig.

Hele Langelinje vrimlede, ikke længer af spadserende Mennesker, men af spadserende - - - Ja, ja, det lyder nu saa slemt at sige det andet. Man er nu en Gang blevet saa vant til at betragte Mennesket som Modsætningsbegrebet af Dyret, - men det forstaar sig, i daglig Tale bruger man saa mange andre Modsætningsbegreber lige saa unøjagtigt, som f. Eks. sødt og surt, etc.

Altsaa, Langelinje vrimlede. Det snadrede, pippede, kaglede, galede, 92 brølede, gøede, miauede osv. osv. i det uendelige. Det første, jeg gjorde, var at blive forbavset, jeg kan gerne sige uhyggelig; det næste var, at jeg saa' opmærksom til, og det tredje at jeg opdagede, at Kaulbachs Illustrationer til Reineke-Fuchs og Grandvilles til Le diable à Paris var højst træffende naturalistiske Illustrationer, hvilket jeg, i det mindste for den første, alt andet end naturalistiske, Malers Vedkommende forhen ikke rigtig havde haft Øje for. Jeg saa' værdige, respektable Høner med Kyllinger for og bag, større og mindre. Jeg saa' Haner med Hanekam, og som med de bekendte Hanefjed spankede forbi de stakkels Høns og tilkastede dem en passant forskellige smægtende eller uforskammede Blikke. Jeg saa' glade, trivelige Ænder, i Reglen flere i Følge, som rokkede af Sted med Galosker over Svømmefødderne, og som rabbede og snadrede om Kaps, uden i nogen synderlig Maade at lade sig genere af de vandkæmmede Jagthunde eller de misøjede Støvere, der nu og da snusede noget temmeligt nærgaaende til dem. Det vrimlede af vraltende Dogger med smaa, gnavne Mopper ved Siden. Hver Gang en lille Perlehøne eller en anden fiks lille Skabning kom strygende et saadant gnavent Par forbi, saa' Parret arrigt til Siden og stak derpaa Hovederne sammen og knurrede over Pyntesygen og Forfængeligheden. Gamle, adstadige Bulbidere, som maaske i deres Ungdom kunde have været glubske nok, men som nu havde mistet baade Tænder og Glubskhed, kom drivende alene hen ad "Linjen" ; de saa' hverken til højre eller til venstre, men gik med et vist længselsfuldt Træk om den hængende Mund, som om et godt Karbonadeben, helst med lidt Kød ved, ikke vilde være dem et ukærkomment Syn ved deres Tilbagekomst til Byen. Unge Krager i sort, med hvidt om Halsen og med Dun om Næbbet, kom hoppende den ene efter den anden eller flere i Flok. De pludrede væk i deres Kragemaal og gav deres Besyv med om alting; hyppigst holdt de Udkig efter de smaa Gæs, der gik dem forbi, og de tav kun stille, naar de passerede en gammel, graa Krage med Hovedet nede imellem Skuldrene og med Briller paa Næbbet Morsomt nok, paa de unge og paa de gamle Krager var der i Grunden ingen stor Forskel; man kunde i hvert Tilfælde aldrig tage fejl af, at de første vilde ende som de sidste. At forveksle dem med de sorte Ravne, hvoraf nogle sværmede omkring med de frie, lystige Maager, var der aldeles ikke Tale om.

Det var i det hele taget en højst komisk Blanding, og morsomt var det, at jeg præcis blandt hele denne nye Befolkning kunde udpege de Mennesker, som jeg paa en eller anden Maade stod i Forbindelse med. Jeg turde saaledes sværge paa, at den Gedebuk, der nu netop kom springende gennem Porten, var min meget nøje bekendt fra forskellige offentlige Forlystelser, at den kalkunske Hane, som blev rød i Kammen og pustede sine Fjer op, da den saa' mig sidde ved Bordet, 93 var min pligtskyldige Modstander, der vist gerne lige straks var røget i mig, hvis ikke Velanstændigheden havde fordret, at den holdt Trop med de andre og fulgte "Linjen". At den lange Hejre, der skridtede ud og slet ikke vilde se hen paa mig, stod i et vist Slægtskabsforhold til mig, derom var der nu ikke den allerringeste Tvivl, og at den Stud, der i sin Brøsighed nær havde revet Skilderhuset over Ende, en Gang havde fornærmet mig groveligen, det vilde jeg holde ti mod en paa. Kort og godt, jeg kendte alle mine Pappenhejmere igen, og denne Genkendelse i en tilfældig ydre, forskellig Ham foraarsagede mig stor Moro og Fornøjelse.

Imidlertid var Solen gaaet ned, og Tusmørket havde endogsaa saa smaat begyndt at indfinde sig. Befolkningen der inde paa Langelinje fortyndedes mere og mere, og snart saa' jeg kun de vandkæmmede Jagthunde, de misøjede Støvere, nogle gamle Gnavere, et Par Krager og nogle andre Drivere spankulere frem og tilbage.

Jeg vendte mine Øjne saa vel som mine Tanker bort fra "Linjen" og ud imod Søen. Der ude paa den anden Side af Kasteispynten, ude i Horisonten, langt borte, flimrede endnu det gyldenrøde Skær over Vandet. Smaa violette Skyer tittede op, som vilde de spørge, om de nu maatte komme frem, og da ingen nægtede dem Tilladelse, tog de hverandre i Hænderne og steg op over Bølgerne i en lang, broget Række. Nogle enkelte, bitte Skyer, der var dristigere end de andre, smuttede ud af Kæden og klatrede op, højere og højere i Vejret, maaske for bedre at kunne se, hvor Solen blev af. Imellem disse raske Luftsejlere blev jeg paa en Gang nogle mørke Punkter va'r. Punkterne blev større og større; snart saa' jeg, at det var store Fugle, der paa susende Vinger og - nu hørte jeg det ogsaa - med klingende Sang kom flyvende hen under Himlen. Sangen der oppe lød som saadan eller dog som noget lignende:

Under Naturens mægtige Lov,
Over Menneskene,
Mod det Bryst, der banker som vort for Frihed,
Drage vi
Med evige Sange.

Nu saa' jeg tydeligt, at det var store Svaner, og idet de dristige Flyvere var over de høje Poppeltræer, skød pludselig en af Svanerne ned og satte sig med sammenfoldede Vinger foran mig: "Tag mig nu og behold mig, medens Du har mig," hviskede den smukke Fugl. Det hvide, stolte Bryst bølgede endnu op og ned fra den hastige Flugt. Der var en dyb og sælsom Ild i de klare, brune Øjne; - jeg strakte Haanden ud, men jeg formaaede ikke at sige et Ord. Da lød atter de forunderlige Toner der oppe fra, og nu udstrakte jeg begge Armene - 94 "Herren vil maaske have "den fjerde" ?" hørte jeg til min Forfærdelse en Stemme sige lige foran mig. Det var Opvarteren! - Jeg kunde gerne have slaaet ham død paa Stedet.

Da Historierne var betalt, blev jeg endnu siddende en Stund ude ved Bordet. Det var næsten fuldstændig mørkt. Jeg hørte ikke et Fodtrin nede fra Vejen. Poplerne susede over mit Hoved. Jeg var ganske alene.