I MELLEMAKTEN

✂ Med Tæppet faldt Skranken for Stilheden atter;
Men borte var Publikums Snakken og Latter.

✂ Man skotted til Siden, man pudsed sin Næse,
Man søgte sin Nabo i Øjet at læse.

✂ Men Øjet var dugget; saa greb man Programmet,
Og slap det igen, som om Armen var lammet.

✂ Man søgte at vende sin Tanke mod Hjemmet,
Mod Pligten i Morgen; - men alt var saa fremmed.

✂ I Morgen? og Pligten? nej, alt var forandret;
Man havde i sælsomme Verdener vandret.

✂ Var steget til Livets de højeste Tinder,
Hvor Svæven begynder og Kravlen forsvinder.

✂ Og havde sig styrtet i stride Strømme,
Hvor ingen kan vade og faa kun kan svømme;

✂ Man havde paa skummende Vover sig vugget,
Af Lidenskabskilderne havde man drukket.

✂ Den sydende Vædske den løb end i Aaren,
Man følte endnu sig af Voverne baaren;

✂ Man rokked paa Sædet, man holdt sig for Øjet,
Man støtted paa Knæet sig foroverbøjet.

✂ Den dukkende Stilling en Byrde forkyndte; -
Saa borttoges Byrden. Orkestret begyndte.

✂ Den rytmiske, disciplinære Takt
Den havde en ganske forunderlig Magt;

✂ De ordnede Strofer, de bindende Love
De tøjled igen den balstyrige Vove;

✂ Med Lidenskabsrusen var helt det forbi,
Man aanded fuldt ud i en ren Harmoni. - -

✂ Det Mellemaktsspil har jeg mærket mig nøje,
Den rytmiske Taktstok, den har jeg for Øje.

✂ Naar Blodet det syder, saa Taktstokken frem;
Og Sjælens Rebeller, til Dørs med dem!