£/ x v « y
23, ».pr il 1962
Kære GB, [r‘^ Det gode vejr. den kære familie og før romantikkens prosahistorie har taget så meget af min påskeferie at jeg først i aften får tid til at tænke -ver din infinitteor1 til at prøve på at formulere nagle af mine onsda^sbetragtninger. Jeg kan derfor ikke nå at arbejde mig ind i ns„,le af de prob— lemer,hvis løsnin„ i praksis først bliver mulig ) eller i det mindste lettes væsentlig) ved din metode; men jet: er ganske klar øver at metodens værdi først og fremmest afhænger af den
Aa teA
hjælp man har af den ved fremstillingen af de konkrete sprog¬
brugsregler. Jeg må indskrænke mig til nogle mere elmene jul?dc synspunkter,som du,s8 vidt jeg forstår, selv føler di„ no,„et
usikker ever fer.
Arbejdet bærer tydelig præg af at være blevet til under
arbejdet med ganske bestemte,eg specielt tys*.e problemer \ (former som zu liebender ib sitren bleiben olgn.). Fra under- sø*elsen over infinitivmærket er feltet Llevet udvidet til
af dit sidste udkast fremgår det at du
U.fce inf ini ta, ag
er i færd med ad foretage yderligere udvidelser,men at disse
vil kræve en dybere indtrængen i det teoretiske grundlag f»r
metoden.
Met'd'ns styrke består øjensynlig i at sten er blevet tilpas—
set til et enormt materiale eg har vist si verejnet til at ordne og te skrive dette. Dets svaghed beror på at den „år
ud fra visse traditionelt eller vilkårligt omstillede kate- gorier,uden at sætte disse i relation til almene principper for etablering af grammar,i„k- kategorier,definition af styrel¬
se m.m.
All*,. ede
sammens tillingen af de 6 "infinitte former" i § 1 er j» i høj grad problematisk: de 2 trin inden for hver status
2~ e helles jo i 2. øg 3.status sammen alne ved (eller ,*m man vil:ved synkretisme i visse tilfælde)»medens
stammens udtryk
der i fat 1. status hverken synes at være noget i udtryk eller indhold der forbinder dem. K£xkE±±KXXi®xxjuqpE± Jeg forstår da også, at du nu er tilbøjelig til at mene at 2. trin må behandles sammen med ad.jektiverne,som de grammatisk (i flektion o* syntaks) står så nær.
Men også de 3 status i 2.trin synes kun at holdes sammen
ved det negative træk,at de savner
bøjning i tempus,modus persen. Men dette udelukker vel ikke at man kunne opfatte dem som**fleutralew former inden for eh eller flere af disse gorier (hvad man jo også har forsøgt,måske uden større held) det er i al fald næppe tilstrækkelig basis før opstilling af en kategori. Formentlig bygger du på det faktum at de kan ’♦ombyttes på samme plads1*,når detMstyrende**jsiv; rbum ombyttes, men dette ømtales så vidt. jeg husker ikke,©g der tafees derfor heller ikke stilling til,hvordan de i det hele skal indføjesa i verbalsystemet. Lige så lidt får man at vide efter hvilke reeler foranstillede elementer kan opfattes som bøjningsfoemer. Også præpositionen zu. (®g fransk _de ofc a) kan j optræde under betingelser der ligner "styrelse" i en eller anden forstand, og de perifrastiske former (der i samme § opfattes som syntaktiske dannelser) kunne vel med samme ret inddrages i tempussysternet (hvad enten dette nu i tysk kan etabletes på grundlag af sty- relse eller ej). - I øvrifct ^ives der heller infcen begrundelse af,hvorfor man ikkiE vrager den traditionelle opfattelse at participium (og supinum) samt infinitiv (perifrastisk) er tempusbøjet,eller at de er en art modi (navnemåde,tillægsmåde) der defektiverer bøjning i persnn (ø*. numérus). Line operationer med O-morfemer i § 4 ofl. forekommer mig ik e indlyéende,men gieg vover ikke at diskutere dette neder- drægtige spørgsmål.
kate-
3Jeg tør ikke sige.øm statusrektion er hømønex i gløssematikk ferstand (©g am det øverhovedet vil kunne opfattes søm en morfemkategori efter denne teori). Men man burde vel i § 5 have gjort opmærksom på at hele Hj.s elegante morfemsystem vil bryde sammen,hvis status skal indlemmes, Dette er naturligvis ingen afgørende indvending,da det blot vil betyde at tysk har et mor-
femsystem som s.fviger fra. den type af indoeur«pæisk som Hj.
siger til i sin oversigt. Langt alvorligere er det problem der melder sig i § 7,nemlig status (ag Stufen?) er indholdsstørrelser. Man får nemlig intet svar på det enfoldige spørgsmål,hvsrixitiffimKdbohsjiKjEX dan disse indholdsstørrelser manifesteres semantisk. Ganske vist kan indholdsstørrelser være la,tente (semantisk umanifeste- rede eller sammenfaldne),men i alle hidtil kendte tilfælde har man dog fundet tilfælde hvor man kunne tillægge dem en betydning (genus.fx.). Når de så tilmed i mange tilfælde egså har formenten 0,bliver de rigtignok n«feet sky*geagtige. Så vidt jeg kan se,minder status (navnlig zu) langt mere em hvad ak træder obligatori Hj. kaldte kennektiver,dv3. størrelser der indxxåstix under ivne betingelser,eg(derfor) ikke har nøget semantisk indhold. Hj. har ganske visst måttet opgive sin oprindelige definition af konnekstiver,mer o* narikke erstattet den med en ny og bed- re,men jeg tr©r fakt sk at det er størrelser af denne art vi her har at gøre mécl. Argumentet i § 9 stk.3 er meget farligt: hvad kan der ikke kømme ud af at opstille kategorier på grundlag af paraNelixi- sme i formanterne? (h©ok:bøok-s // run:run-s osv).
©m
i relation til din metode:
Disse indvendinger er dø* ^cmere
-"en vil kunne gennemføres selv om man opfatter status som
kønnektivfænomener,og uafhængigt af,hvordan man i det hele
opstiller vrebalsystemet.
4I § 17 indføres de famøse ±i;jp3±Hghed stegn (som jeg af tekniske -runde må ersåtte med kolon). I stk.3 betyder V_:V^ blot: Etter de symboliseringsregler vi har indført,vil et størrelse der altid,set fra et andet synspunkt være at betegne
betegnes V0 som V^. I § 19 indføres en ny anvendelse»nemlig at sætte lighedstegn
mellem et ord i en bestemt tekst ®g <*e signaturer dette ©rd eller led må betegnes med iflg. de opstillede regler . Jzr txgx±±jdggAa±gg:MxfaMgxa±TJE3!iy±x±3i^H±x.t»i8yf»xK.icif3:i:tg;.wy-gwMkt±»wwY: ±^jtka:bKn:jagAxx±xAg±tKx:gk:s3tmpig±vbgl:ggKRusxx3£txYy.Yy^^ Strengt taget burde haben være gentaget foran hvert af de tre ligheds¬
tegn,idet det første lighedstegn angiver en "betegnelsesrelation"
medens de to sidste blot angiver at det i den foreliggende
sætning er det samme ord der i henhold til systemet har de
angivne signaturer.
3.Kapitel. § 22: Hvordan skelner man iflg. denne definition ml. subjekt og prædikativ? Stk. 2: let forekommer mig meget farligt at føl*e tradi- tionen deri at man først opstiller negle størrelser "intuitivt" og dernæst finder disse "logiske" (dvs. semantiske??) størrel- sers "formelt—sproglige funktioner". Men hvis man forstår "logisk?, i dets oprindelige betydning er det ikke en intuitiv øg endnu mindre en semantisk størrelse, men et udtryk for en transf ormajt i onsregel: hvis vi omskriver den "skjulte" eller "infinite" sætning med en finit sætning (udtrykket for en logisk dom),ikxx vil det pågældende ord (led) blive subjekt. I denne praksis har der døfe været en væsentlig uklarhed, som jeg ikke ved om nogen grammatik klart har taget stilling Det siges nemlig ikke udtrykkelig om den påyp* "logiske"
til.
5nødvendigvis bør være i aktiv form. Man bruger derfor ikke sjælden "logisk subjekt'' om det itxAxk. led (helst obj ektet), der ville blive subjekt ved aktiv vendig af en passif1 (finit eller infinit)sætning,altså med betydningen"?,siens" (i ordets videste betydning,medomfattende: han fik klø). Denne dobbelthed synes du på. en eller anden måde at fået med fra dit intuitive ud- gangspunkt,idet ligefrem sidestille "logisk subjekt" ofc "agens" søm ækvivalente udtryk. § 23: Her øges farvirringen ved e* tilsyneladende uskyldigt indfør else af (vilkårlige,men hensigtsmæssige?) symboler. H Hvis du mener "subjekt" eller "agens" (og det fremgår ikke engang klart hvilket du sigter til "intuitivt"),bør du ikke bruge' forbogstaverne fra de kasus hvori disse semantiske (?) størrelser under givne ("normale" e ler"l®giske") emstændig- heder står. Vore diskussioner har viist,hvor let det fører til misførståe .ser. § 23, s, 32: Her har lighedstegnet efter min mening sutter en tredje funktion. Det udtrykker nemlig "vil ved omskrivning til en finit sætning i aktiv få den syntaktiske funktion subj,ebj. osv. i fornold til V". I så fald har vi her ikke med intuitivt—semantiske eller "logiske" størrelser at gøre, men med "formalt—sproglige" eller "funktionelle". I så fald bliver refleksivprøven i § 25 ikke en "formal- sproglig begrundelse" (hvilket unægtelig egså ville udvide begrebet "begrundelse" ud over al rimelighed),men et formelt- sprogligt forhold, der står i et bestemt, forhold til transforma— ©g søm derfor tionsreglerne,stMt kan udnyttes i den sproglige beskrivelse. De senere "regneregler" ©g ligninger kan altså, føres tilbade til det simple forhold at det refleksive objekt ved et verbum altid repræsenterer det samme designation som det led der ved transformation til en finit sætning (i aktiv) vil være subjekt
henh. stå i nominativ),og derfor står i samme person oe tal (en styrelse der er obligatorisk,dvs. ikke semantisk motiveret (fortsættelse følger).
ved "fast refleksiv").
624/4 Så vidt jeg ser, drejer det sig om "def initionsstrategi": Ma, n har i tysk det forhold at transformation til finit aktiv sæt- ning ©g transformatiøn til "fast refleksiv" altid fciver samme værdi for E'n (fordi refleksivet altid kongruerer med nominativet aktiv sætning). H Er der nu tilfælde hvor man kimer til et sikrere resultat ved at benytte "omvejen" ad refleksiv- prøven,eller bør man ikke definere Mn (efter sit pålydende) som det led der kammer til at stå i nam.(på subjektpladsen) i en finit aktiv sætning (og eventuelt anføre refleksivprøven som et pædagogisk hjælpemiddel i tvivlstilfælde,hvis sådanne skulle kunne optræde). I så fald synes den højst dubiøse "bevisførelse" i § 28 at blive overflødig; den synes (som af SpH påpeget) at bero på en uforsvarlig tvetydighed af lighedstegnene og identitets- begrebet. Efter min mening (som jefe defc ikke er sikker på at kunne føre strengt bevis for) er resultatet på en eller anden måde smuglet ind i definitionen af Nn,idet dette dels er det intuitivt opstillede "logiske subjekt" eller "semantiske agens'1 (alias: det led der bliver subjekt ved transformation til finit aktiv såbtning), dels "f ormaldef ineres"
i en finit
ved refleksivets køn-
f ruens.
først knytte et par bemærk-
Eor a.t præcisere min tanke ,vil kxiyfkx
til fremstillingen § 28 stk. 3 ff.,dernæst til GBs ømdelte
formulerib 1 : N3
er en føl^e ("folglich") af definitionen. Lighedstegnet betyder:"i den foreliggende sætning må iflg. vore symboliserings- (ich) symboliseres både som If"'’ o*
II
reeler kåihs det samme ©rd s®m H°. I den flg. sætning (om auffordern) ser det ud søm om I ligningen A
man beviser hvad man vidste "im voraus".
bemærker man at U er defineret
ved et formert kriterium (re- henstår som intuitivt defineret.
fleksivets kongruens).medens A
7Men hvorfra, har vi var "viden" ®m koefficienten" til auffør- e. iig meé’ "antagelsen" A^: N3 vendelse a.f vore "intuitive" symbølisrin*srefciv,i 7 Jeg me-
Rkxhx dern? ®g er
ikke blot en mekanisk® an-
ner ixke at det er tilladeligt at bru*.e den almindelige alge- bra mxist nå.r alle symboler er
så ugennemsigtige s®m her. Definitionen af An i sidste stk. på s.37 ("bisher") stammer
ikke med den føreløoige def. s. si 31,hvor A snarest er intui- tivt-semantisk defineret som et sætningsled (ikke blot som eni kasus). Det behøver derfor ikke n@feen "erweiterung" øg en sådan fremtvisnges ikke af vore "regneoperationer",men &£ ligger i de traditionelle transformationsregler der er grundlaget fer intui tilissen. § 28 giver altså ikke nøgen formal
definition eller kriterium på A,i analogi med formalfef. af
1ST fg de tø signaturer er derfor af ferskellige logisk karak¬
ter.
GBs opstilling af 4/4 62 begynder med nogle såkaldte "kon- klusionsregler". Så vidt jeg ser,er det blot de sædvanlige defintiener af tra sitivitet »g symmetri.
De dernæst følgende "identifikationsregler" ville jeg kalde "brugsregler" eller defintiener for de anvendte signaturer (men IR.1 lader mig i stikken i tilfælde som wir sind einfache Leute).
ligeledes
:x^xxiiid®Xx®ii®xx2exiSK±xxf xSxjt^xD. mm r
Man ser ikke hvirfoi det er nødvendigt at give forskellige definitoner af R1
Nn (k IR.1 synes at være overflødig- og IR 4,vil være overflødig,hvis man definerer N ud fra transformation til finit aktiv sætning.
eg Jt
GS.1—2 kan jeg ikke oversætte til et sprog søm min alge- braisk utrænede hjerne kan ferstå. Præmissen må vel sige så meget som: Hvis man anvender den her foreslåede symboli- sering,og hvis de relationer der angives ved vore ligheds- tegn er symmetriske og transitive,så vil man kunne genera-
8keefficienten ± ved finit verbum til koeff. ved lisere fra, *wyffi-wi-txgæfcK±M%x:fc±kxg]raxKg±H±±xg#xgnMCJgjafcbc infinit verbum (ag emvendt).
ø
er farlig:indebærer den ikke at man kan
Bemærkning 6 føretage alle mulige add idti©ns eg multipli£ati*nsmanøvrer
%
med
indekserne'. Man må. vel nøjes med at sige at de beteg- ir ner en asyim etrisk ag transitiv relation?
Mine indvendinger kan altså samles i en eneste: er det ikke
m meget simplere % klarere at definere Å,N ag D ud fra kasus ved transformation til finit aktiv sætning?
Efter dette kan man »gså spørge: er det din mening at du har *ivet andet ©g mere end et ©vermåde praktisk notationssystem,ved hjælp 8f hvilket man med nogle få bogstaver kan angive adbcxjgJdMrataxawgtTB rang- ©g styrelsesforhold i en given sætning og karakterisere et verbum ud fra dets kanstruktiansmuligheder,dels sboa (i leksika »g grammatikker) søm en ultra-short anvisnin funktionel klassisfikatian af verberne. Giver din metode nye defini-
dels i en k±x..
a »
tioner eller kriterier på "afhængighed","styrelse"? Er den en'^l^e^ der tillader egentlige "regneoperationer" eller som
inde-
bra"
holder almene bidrag til en forbedret opstilling af den spro^li^e kømbinatiønslære i Hjelsmlevs eller SpangHs forstand? er det din tahke at dit store arbejde ud over en dybt-
ffi • 9.. • O • *
gående redegørelse for de tyske verbers kanstryktiansforhold ,iver nye bidrag til den almene grammatik?
Nu kørmner mine gæster, ag jeg må slutte
for i dag.
Venlig hilsen