↩ Nordlig og sydlig for Indløbet til Rønne Havn strækker to Stenrev sig langt ud i Søen. Det var maanelyst Vejr med store, drivende Skyer paa Himlen; den hvide Brænding trak sig i lange Striber hen over Revene; der var lidt Frost i Luften, og Kulingen tog til. Jeg kan godt huske, at jeg stod og saa' efter Brændingen i Læ, da jeg bemærkede en Ende, som hang ud over Lønningen og slæbte agterud. Vi havde da klaret Revet fra os, og jeg hørte Skipperen sætte Kursen, mens han gav Jens Kofod Roret, for selv at gaa ned og tage Olieklæderne paa. Medens jeg nu halede ind paa Trossen, der hang over Bord, kigede jeg endnu en Gang tilbage imod Land. Jeg havde foruden den omtalte Syp kun smagt paa et Glas varmt Punsch inde hos Juuls, men alligevel var det ligesom om Byen havde forandret sig. Jeg syntes, at der var et stort rundt Fyrtaarn paa Havnehovedet, og jeg syntes, at jeg kunde se mange høje Bygninger længere oppe i Byen med store, rygende Skorstene. I Havnen selv laa svære Skibe med en underlig, fremmed Rigning; der var Lygter og Lys allevegne, - det var ikke den samme By, og dog laa den paa samme Sted; Landkendingerne var de samme; jeg kunde ikke tage fejl. Jeg vilde just til at praje Kokken, om hvad dette kunde betyde, da Skipperen i det samme kom op paa Dækket. Han stod lige ved Siden af mig, og vendte Ansigtet opefter mod Maanen, for at se paa Skyerne, der drev forbi den. Skulde jeg tro mine egne Øjne, saa var han nu bleven en gammel, gammel Mand, graa og rynket, og hans Skuttethed var bleven endnu tydeligere end før. Jeg syntes, at han talte til mig, men jeg var saa optaget af at se paa Kokken, Jens Kofod, der stod til Rors, saa jeg intet hørte. For ogsaa Kokken, som jeg dog var vokset op med som Barn, var bleven en aldrende Mand med indfaldne Kinder og skrumpede Træk.