Drachmann, Holger

II

        

III

HOLGER DRACHMANN

SAMLEDE POETISKE
SKRIFTER
FOLKEUDGAVE
FØRSTE BIND

KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
FORLAGETS BOGTRYKKERI
1906

IV

MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

VI

        

1

DET FORUNDERLIGE SYN PAA ØSTERSØEN HELLIG TREKONGERS NAT 1870

Jeg sagde straks til ham, at han ikke skulde være saa vis i sin Sag, men han svarede, at det var han og det blev han. Kul-Jørgen er en meget skikkelig Fyr, men han er altid saa sikker af sig. Det var han ogsaa, da han var om Bord i den amerikanske Damper; han var saa vis paa, at Kedlerne var stærke nok, men det var de ikke, for ellers var Damperen ikke sprungen i Luften, og Jørgen med. Og ved den Lejlighed kom han af med de tre Fingre paa venstre Haand og var nær bleven dernede i den spanske Sø; men han blev dog bjerget. Fra den Tid af var Jørgen saa underlig, og sagde altid, at han havde set noget; - de andre sagde, at han havde nok faaet et Slag paa "Proviantkisten". Denne Gang siger han nu ogsaa, at han har set noget; men da han kun kan fortælle, bad han mig skrive det op, - for i Trykken vilde han ha'e det; - men jeg er kun Maskinmester, og saa er De maaske nok saa god at besørge det !"

Jeg lovede vedkommende, en af mine gamle bekendte fra Toldboden, at "besørge" det, som han sagde, og jeg modtog da et stort Ark Papir, hvorpaa der var gjort en hel Del Optegnelser, ud af hvilke jeg samlede følgende Meddelelse:

»Jeg, Jørgen Kasper Marker, ogsaa kaldet Kul-Jørgen, paa Grund af min Profession som Maskinmestrens første Fyrbøder, er født paa Bornholm en Søndagmorgen, Aaret véd jeg ikke. Jeg har altid læst Historiebøger ved Skinnet af de glødende Kul, derfor er mine Øjne røde, ligesom mine Hænder er sorte, men i Mørke ser jeg godt, og jeg har en ren Samvittighed.

En gammel Kone, som kaldte sig min Bedstemoder, fortalte mig altid, at jeg var "synsk" ; nu tror jeg det selv. Jeg havde været oppe og besøgt hende i Julen, og da jeg skulde tilbage, havde Dampskibet lagt op. Jeg gik da ned til en Skipper og tingede mig om Bord hos ham til København. Foruden min egen Person havde jeg en Julegaas 2 og en Pose Semulegryn med om Bord. Dem bad jeg Kokken om Bord paa Jagten tage i Forvaring; han stuvede dem ogsaa ned i sin egen Køje, og da Vinden, som havde holdt sig vestlig i flere Dage, endelig faldt sydlig, lettede vi Hellig Trekongers Aften, efter at vi havde taget os en "Syp og en Sild" og bedet Gud give os en heldig Overfart.

Nordlig og sydlig for Indløbet til Rønne Havn strækker to Stenrev sig langt ud i Søen. Det var maanelyst Vejr med store, drivende Skyer paa Himlen; den hvide Brænding trak sig i lange Striber hen over Revene; der var lidt Frost i Luften, og Kulingen tog til. Jeg kan godt huske, at jeg stod og saa' efter Brændingen i Læ, da jeg bemærkede en Ende, som hang ud over Lønningen og slæbte agterud. Vi havde da klaret Revet fra os, og jeg hørte Skipperen sætte Kursen, mens han gav Jens Kofod Roret, for selv at gaa ned og tage Olieklæderne paa. Medens jeg nu halede ind paa Trossen, der hang over Bord, kigede jeg endnu en Gang tilbage imod Land. Jeg havde foruden den omtalte Syp kun smagt paa et Glas varmt Punsch inde hos Juuls, men alligevel var det ligesom om Byen havde forandret sig. Jeg syntes, at der var et stort rundt Fyrtaarn paa Havnehovedet, og jeg syntes, at jeg kunde se mange høje Bygninger længere oppe i Byen med store, rygende Skorstene. I Havnen selv laa svære Skibe med en underlig, fremmed Rigning; der var Lygter og Lys allevegne, - det var ikke den samme By, og dog laa den paa samme Sted; Landkendingerne var de samme; jeg kunde ikke tage fejl. Jeg vilde just til at praje Kokken, om hvad dette kunde betyde, da Skipperen i det samme kom op paa Dækket. Han stod lige ved Siden af mig, og vendte Ansigtet opefter mod Maanen, for at se paa Skyerne, der drev forbi den. Skulde jeg tro mine egne Øjne, saa var han nu bleven en gammel, gammel Mand, graa og rynket, og hans Skuttethed var bleven endnu tydeligere end før. Jeg syntes, at han talte til mig, men jeg var saa optaget af at se paa Kokken, Jens Kofod, der stod til Rors, saa jeg intet hørte. For ogsaa Kokken, som jeg dog var vokset op med som Barn, var bleven en aldrende Mand med indfaldne Kinder og skrumpede Træk.

Jeg gik forud, for at komme mig lidt ovenpaa alt dette. Der blev ikke talt et Muk paa Dækket; man hørte kun Vinden pibe gennem Takkelagen, og Vandet, som blev kastet fra Bougen, hver Gang Skuden hev til.

Jeg maa nu sige, at jeg har været i saa mange Slags Farvand, og jeg har ogsaa i mine Historiebøger læst om mange Slags Begivenheder, men jeg synes dog altid, at Østersøen er det mærkværdigste Farvand af dem alle, og jeg véd ikke nogetsteds, at man har haft saa mange Batailler og Storme og Skibbrud og Vrag som her. Danske og norske og svenske og lybeckske og hollandske og engelske Flaader 3 har bestrøet Bunden med Metal og Kysterne med Vragstykker og døde Mennesker; Søhelte er blevne fødte og døbte paa Østersøens Vande, Soldater er marscherede derover, og brændende Byer har spejlet sig i dem, og det maa jeg sige, at mangen en stakkels Moders Haab er blevet derude, og mangen en brav Faders Stolthed er vendt hjem derfra - og nu stod jeg i denne maanelyse Hellig Trekongers Nat 1870 og tænkte paa, at de Folk, der ligge i de store Byer og sove i deres Senge, daarligt vilde kunne forstaa en simpel Mand, naar han fortalte dem, hvad han her har fortalt dem, at det var ligesom om der var gaaet mange, mange Aar, siden Jagten havde forladt Rønne Havn, og at Skipperen og Jens Kofod var blevne gamle Folk, og at jeg har oplevet det, som jeg med mine egne Øjne har set, og som nu kommer, - trods det at Jens Kofod bestandig taler om Juuls Punsch, og Skipperen siger, at jeg har set fejl.

Skyerne paa Himlen havde efterhaanden samlet sig i to store Banker, den ene norden, den anden sønden for os. Ud af den sidste kom der paa en Gang et Fartøj, som trods Kulingen førte alle de Klude, der kunde hænge paa det. En ypperlig Sejler var det, men jeg syntes dog ogsaa nok, at de havde forceret Sejladsen temmelig meget om Bord i den. Da den kom nærmere, saa' jeg, at Sejl og Rundholter var stærkt medtagne, som om der var skudt paa den. Snart var den lige paa Siden af os, og jeg saa' da, hvordan Folkene om Bord holdt skarpt Udkig agterud. - "Nu kommer de," var der en, som raabte. "Skærp Skøderne overalt," kommanderede Manden ved Roret. Skuden blev lagt nærmere til Vinden, og den krængede voldsomt over, og Vandet stod højt op paa Dækket i Læ. Den løb med den samme brændende Fart i en halv Snes Minuter, og saa forsvandt den i Taagen forude.

Jeg var nu vis paa, at jeg vilde faa noget endnu mærkværdigere at se ovenpaa dette, og det forundrede mig heller slet ikke, da Taagen agterude, hvor den hurtige Sejler var kommen fra, lidt efter lidt begyndte at aabne sig, og ud af Aabningen kom der glidende nogle underlig store, sorte nogle, som man ikke rigtig kunde skelne fra hverandre, for dertil var Afstanden altfor stor. De voksede for hvert Minut, og saa' truende og uhyggelige ud. Snart lignede de lange, mørke Rækker af Huse, snart saa' de ud som enkelte Bygninger. Jeg vilde have antaget dem for svære Dampere, men de havde ingen steam oppe; dog det kom maaske af, at de fyrede med Cinders og ikke med almindelige Kul. Sommetider lød det for mit Øre som Trommehvirvler og enkelte Skud, maaske Signalskud; og hver Gang det saa igen blev stille, saa' det hele dobbelt saa uhyggeligt ud.

Jeg vendte mig nu mod den nordlige Taagebanke. Den var ligesom en Tordenbyge stadig dreven imod Vinden, og nærmede sig den anden Banke hurtigere og hurtigere. Inde i den var der lige saadan Liv og 4 Røre; men de sorte Tingester var her mere af forskellig Størrelse, og de bevægede sig mellem hverandre med meget forskellig Fart.

Jeg stod netop og tænkte paa, at hvis begge Parter vilde vedblive at holde den samme Kurs, vilde de lige saa sikkert tørne sammen, som vi en Gang i Bristolkanalen tørnede sammen med den Damper, der kom for Vejret ned paa os og puttede sin Stævn hele tolv Fod ind i vor Bak; og just som jeg tænkte herpaa og huskede, hvor slemt den lille Youngman kom til Skade, glimtede det fra over tusinde Steder paa begge Sider, og Lyden fra Skuddene kom ned til mig, og derpaa Raab og hvinende Skrig og den uhyggelige Skuren og Knagen af svære Skuder, som tørnede voldsomt mod hinanden. Hu, ha! tænkte jeg; der gaar det hedt til; bare de ikke tager fejl, og skyder paa Jagten; jeg vilde dog nødig lade mit Liv af en Fejltagelse. Men de skød dog ikke paa Jagten, det var nu sikkert nok; men paa hverandre skød de, saa det var en Gru. Ja det var en Kamp, en Bataille, hvortil Østersøens Bølger maaske endnu ikke havde set Magen. Men skønt jeg stirrede og stirrede og grublede og tænkte paa mine Historiebøger, kunde jeg ikke hitte ud af, mellem hvem Bataillen stod; - men det var jo rigtignok ogsaa kun et Syn; i det mindste sagde Jens Kofod næste Morgen, at han havde ikke set Spor af nogen Bataille, undtagen mellem Rotterne i Lasten.

Maanen stod nu lavt paa Himlen. Jagten gik sin Gang gennem Søerne; Kokken var gaaet ned, og Skipperen sad ved Roret, ganske stille, med det samme aldrende Udseende, og uden at lægge Mærke til andet end til Nokken paa Klyverbommen og Kompasset i Nathuset. Jeg syntes ordentlig, at han var uhyggeligere at se paa end Synet, og jeg vendte derfor atter mine Øjne derhen.

Tætte Røgskyer indhyllede det næsten ganske, men en Gang imellem, naar Vinden spredte Skyerne, saa' jeg al den Jammer og Elendighed, som Slaget førte med sig, idet Stumper og Stykker af de sorte Tingester forsvandt i Havet, og sommetider en hel sort en paa en Gang; og saa gøs det i mig, og mit Hjærte vendte sig indenfor min Trøje. En Gang imellem kom der et stærkt og pludseligt Skin med en afskyelig Bragen, og saa haglede der endnu flere Stumper og Stykker ned i Vandet. Ved et af disse stærke Lys, som jeg vel kan tænke sendte mange stakkels Mennesker ind i Evigheden, syntes jeg, at jeg ligesom kunde skelne et Flag, eller maaske var det en stor, sort Fugl midt i alt det lyse. Ogsaa et andet Flag syntes jeg at kunne faa Kig paa, men det kan lige saa godt have været en rød og hvidglødende Gnist i Luften.

Jeg stod og stirrede paa dette Syn, indtil det forsvandt aldeles i Damp og Taage. Jeg vilde have givet mange Aar af mit Liv for at have faaet Vished om, hvem af de to Parter, der vandt. Jeg havde 5 nok min Formodning, men den glemte jeg, for nu begyndte det at vaske over Dækket, da Kulingen tog til. Jeg havde ikke noget ordentligt Søtøj, og jeg var ogsaa bleven søvnig, og saa tørnede jeg da ind i Kokkens Køje; men først tog jeg Gaasen og Grynene ud.

Da jeg næste Morgen vaagnede, og da jeg havde faaet en Skaal varm Kaffe paa Dækket i den friske Morgenluft, just som vi passerede Dragør's Jomfruer, randt Synet og min Formodning mig saa livagtig i Hu igen, at jeg ikke kunde bare mig for at fortælle Skipperen det. Men han sagde, at det var noget Hjernespind, og talte igen om Juul's Punsch. Jeg tav stille; men jeg har nu saadan min egen Idé derom, og jeg er ganske sikker paa, at jeg har set det altsammen, og derfor vil jeg have det i Trykken. For jeg véd, at naar det først har staaet paa Prent, saa er det sandt, og ingen skal komme og afdisputere mig det."

FRA THEMSEN TIL TYNEN

Paa Nordsøen, den 20de August 1871.
Søndag.
Kære Mikkel!

Skibet glider med jævn Fart gennem Vandet; alle de smaa Vinduer, "Koøjnene", staa aabne, men den Luft, der kommer ind, er varm; Kognak og Vand cirkulerer ivrigt, men det er næsten ogsaa den eneste Ting, hvorved man sporer noget Livstegn - Stewardens Papegøje undtaget, der ikke har opholdt sig tilstrækkelig længe i England til at lære at overholde Søndagens decorum. Den snakker, saa godt den kan, i det mindste, og til to gamle Ladyers store Forargelse gentager den følgende, vanhellige Strofe: When the maid made a sermon 'bout heart and love', eller pludrer saadanne hedenske Eder som: By jove, etc., hvorved det hæslige Dyr, efter den ene gamle Lady's Forsikring, paa den afskyeligste Maade vrænger ad den ganske hellige Skrift og spotter Sabbathen. Thi det er desværre Søndag. Ja, ved Jupiter, jeg sidder i mit stille Sind og ønsker mig en Papegøjeham for en Timestid. Jeg vilde da sætte mig paa en Pind ligesom Polly, og da jeg, i al Beskedenhed sagt, har et større Repertoire til min Raadighed og navnlig kan synge ikke saa faa af den Slags "vanhellige" Sange, som ovenfor citeret, kunde det muligvis lykkes mig at forarge den ganske Menighed mere, end Polly formaar, og saa meget, at Menigheden enten smed mig ud eller selv foretog en 6 Udvandring en masse op paa Dækket, - saa kom der dog saa meget Røre i Forsamlingen. Hvad om jeg f. Eks. pludselig foredrog en rigtig overgiven "Bellman" ! Hvad mener Du, kære Mikkel? man kunde jo tage en af dem, der har en Koralmelodi til Ophav, og saa by and by stikke Hestefoden frem. Det vilde gøre Effekt, det vilde ..... Her blev jeg afbrudt i mine profane Tanker ved, at en ung Miss virkelig satte sig til Klaveret inde ved Siden af i den store "Salon", virkelig slog nogle Akkorder an og virkelig aabnede sit allerkæreste Næb og begyndte at kvidre. Ak, kære Mikkel, Du véd ikke, hvor glad jeg blev, thi selv om jeg skulde have haft "den sidste Rose" for endnu ikke sidste Gang, vilde jeg med Taknemlighed have hørt derpaa: det var dog altid Musik og fremfor alt en Adspredelse, der for en Stund kunde forjage Søndagens dræbende Ensformighed.

Véd Du saa, hvad det var? Nej, jeg vil dog først fortælle Dig, at der i den store Salon om Bord paa den elegant udstyrede og iøvrig overmaade fortræffelige Newcastle Damper "Palmer" befandt sig i det Øjeblik, jeg omtaler, henimod et halvt Hundrede Stykker af den Kategori, som i Almindelighed her i England gaar under Navnet "Ladies and Gentlemen". Det vil begribeligvis ikke overraske Dig at høre, at den Melodi, den unge Dame spillede, var en virkelig Koralmelodi, hvor ingen Bellmann havde haft en Finger med i Spillet, men det vil maaske til Gengæld interessere Dig som noget nyt, naar jeg fortæller Dig, at disse halvhundrede, engelske Struber paa én Gang alle tilsammen gav Lyd, da den, endogsaa af en Salme og en engelsk Salme at være, ualmindelig brægende Melodi lod sig høre. Og nu har den ganske Menighed, med Orgel og Organist, paa femte Kvarter eller maaske endog i halvanden Time, lovsunget og prist og takket og æret, - ja hvem det er, den saaledes har adoreret, er jeg noget i Tvivl om, men hvis det er den store Aand, der svæver over Vandene, da maa han rimeligvis være sin Menighed her om Bord meget forbunden, siden den saaledes i Blikstille og 24 Graders Varme stuver sig sammen i Kahytten og synger Salmer. - Naar blot ikke Værdien af dette Faktum forringes derved, at den (Menigheden) har paalagt sig hin Askese i Mangel af at kunne, turde eller ville gøre noget som helst andet!

Jeg havde tænkt mig, at man ved at tage fra London en Lørdag Aften vilde kunne gøre et stort Kup, idet jeg forestillede mig, at Søndagen henrandt om Bord som alle andre Dage, saa at man kunde komme til Newcastle Mandag Morgen efter ligefrem at have "pudset" den engelske Kirke, eller snarere den engelske Gejstlighed, for et af dens mest ubestridelige Prærogativer og et af dens værste Torturmidler ; Søndagen.

Jeg havde svarligen forregnet mig. Imidlertid, Du skal faa mine 7 Lidelser i en vis Orden, og derfor begynde vi med Lørdag Aften. Naar i England et Skib, der ikke udelukkende er et Post- og Passagerskib, skal afgaa til en bestemt Tid, afgaar det regelmæssig fire Timer senere. Det burde jeg have vidst, eller rettere, det burde jeg have erindret, men jeg erindrede det ikke og fik min Straf derfor. Kabhesten, der bragte mig fra Vestenden ned til Hermitage-Wharf, styrtede næsten udenfor Porten til samme Wharf; jeg var fuldstændig overbevist om at være kommen for tidlig, og saa snart jeg var kommen om Bord, blev jeg modtaget med den Besked, at jeg akkurat havde de omtalte fire Timer at vente i. Disse fire Timer blev for mit Vedkommende tilbragte paa en Pæl i Themsen, hvor det forekom mig, at jeg havde bedre Ro end om Bord til at nyde den smukke, varme Sommer Aften og til samtidig at anstille stilistiske Betragtninger over den larmende Mængde neden under mig paa Floden, ved Siden af mig paa Damperen, og oven over mig paa Pakhuset.

Jeg har hos Dickens læst saa meget om Themsmudderet, at det har opvakt en vis Interesse hos mig. Jeg sad derfor og stirrede ned i Mudderet, der slimet og uhyggeligt, halvt fast og halvt flydende, snart lod en Genstand komme til Syne og snart igen skjulte den. Jeg blev anraabt af smaa fattige "Jacker" om at understøtte deres Industri, og efter at jeg havde set et Par Kobbermønter forsvinde og atter blive bragt frem af dette "gähnende Schlund", svækkedes til en vis Grad min Tro, eller snarere min Overtro, paa, at denne "historiske" Vælling var bundløs. Endnu yderligere skulde jeg faa den rette Tro i Hænderne og samtidig paa Benene; thi ved at følge med Øjnene Aftensolens gyldne Skær henover Paulskirkens mægtige Kuppel, glemte jeg samtidig at følge de rette Love for Tyngdepunktets rette Beliggenhed : af lutter Andagt gled jeg ud fra min Søjle og faldt paa alle fire ned i Mudderet, til stor Glæde for mine smaa Kolleger, de andre "Jack'er", hvis Jubel klang som et:

Trafen wir in's Koth zusammen - - -!

C'est le premier pas, qui coûte. Dette pas kostede mig (men det var jo rigtignok ogsaa et faux-pas) foruden en ren Skjorte den Selvovervindelse at stille et yderst fornøjet Ansigt op, medens jeg sjokkede om Bord ad den Vej, hvor ellers de firføddede komme ind, hvis Navn jeg i min daværende Tilstand ikke engang turde tænke paa - af Frygt for selv at skulle gøre en Sammenligning, som vist allerede to Trediedele af Skibets Besætning havde gjort.

Well! Themsens Vande havde sikkert nok forvandlet mig lige saa hurtigt som Kirkes Stav forvandlede Odysseus's Folk, men Kontrachangementet var dog snart gjort nede i Kahytten, og selv om nogle smaa Misser fniste lidt ad mig, da jeg igen kom op paa Dækket, og selv om der i det hele taget blev set lidt mere paa mig, end der i 8 Almindelighed bliver set paa en fremmed i England, vil jeg dog ikke regne dette lille Uheld for videre. Signalpiben og Signalklokken, den uundgaaelige Raaben og Skrigen og Skibets endelige Afgang forandrede ogsaa snart Temaet for Tanke og Tale om Bord. Jeg svandt snart ind til min forrige Ubetydelighed, et Individ, næppe nok et Navn i den store engelske Vrimmel, og samtidig svandt London bag os, som et Slags Oprejsning for mig, ind til en lignende Ubetydelighed, til en blaa Taage, til noget usikkert flimrende noget, der ikke længe efter aldeles opløste sig i Horisontens dunkle Hatteskygger.

Disse Hatteskygger skød sig frem og opslugte den store By, netop ligesom jeg for anden Gang blev Aftenens "Løve" (jeg beder om Forladelse, kære Mikkel, det var ikke "Løve", jeg første Gang blev). Jeg var kommen paa Glidebanen og var bleven "mudret" over mine Betragtninger af Arkitekturen; jeg kom paa en anden Glidebane og blev "tørt af", fordi jeg udtalte mig om Kommunismen. Døm nu selv.

Om Bord paa et engelsk Dampskib er der, efter mine Iagttagelser, den Forskel mellem Englænderne paa første Plads og Englænderne paa anden Plads, at de første er godt paaklædte og stumme, de sidste slet paaklædte (sommetider slet ikke paaklædte) og meget talende eller syngende.

Jeg havde nede i Kahytten, medens jeg ledte efter mit Køjenummer, været saa uheldig at træde en af den første Kategori paa hans lakerede Støvlenæse, og det Kvæk, han i den Anledning gav fra sig, var ogsaa saa godt som den eneste Lyd, artikuleret og uartikuleret, jeg i Løbet af en Timestid havde faaet ud af mine Rejsefæller "on the after deck". Jeg vidste, at jeg havde 32 Timers Sejlads for mig, og jeg havde derfor benyttet mig af alle de sædvanlige Midler til at fremkalde et af de flygtige Rejsebekendtskaber, som man tyer til, naar man ikke kan ryge mere og ikke gider læse mere. Aldeles forgæves. Enhver af disse løjerlige Fyre, med den halvaabne Mund, skarpe Hage, ombøjede Flipper og Hatten ned ad Nakken, havde været paa sin Post imod mig, som om han frygtede for et snedigt maskeret Attentat paa hans Banknoter. Jeg havde bedt om Ild, spurgt om Tiden for Ankomsten til Newcastle, (et meget usømandsmæssigt Spørgsmaal) taget en Handske op (dog ikke en, som var kastet til mig) o. s v., o. s. v., - men lige vidt var jeg kommen. Saa besluttede jeg mig til at gaa forud, hvorfra højrøstet Tale, Latter og Sang blev baaret hen til mig i Aftenens Stilhed. Paa Dækket ovenover "The fore cabin" havde et Selskab paa nogle og tyve Personer lejret sig, Søfolk, Fabrikarbejdere med deres "Damer", Londonermob og ubegribelige. Frit blev her naturligvis talt (jeg blev saaledes straks anmodet om Cigarer af Damerne), men der var dog en vis Disciplin, som gjorde sig gældende. Jeg havde ikke været her mange Minutter, før 9 jeg opdagede, at denne Disciplin dels havde sin Grund i den Op mærksomhed, der blev skænket de forskellige Sangnumre, dels og hovedsagelig i en vis, muligvis ubevidst Respekt for den Diskussion, som syntes at være bleven rejst mellem to Mænd, hver for sig Re præsentanter for et stærkt Parti, og af hvilke den ene netop nu tog den korte Pibe ud af Munden og demonstrerede ivrigt og heftigt, idet han snart rakte den knyttede, snart den flade Haand ud imod sine Tilhørere. Det var en engelsk og en irsk Arbejder. Den ene havde været med ved Mr. Odger's meeting i Trafalgar Square og i god Ro og Mag hørt Dronningen, Prins Arthur og Ministeriet blive skældt ud; den anden havde været med i Phønix-Parken i Dublin og faaet "paa Hovedet" af Politiet efter at have raabt Hurra for de fangne Feniere. I Hovedsagen var de begge enige. De vilde begge først og fremmest Regeringen og dernæst den bestaaende Samfundsorden til Livs. Men medens Irlænderen i vilde, heftige Udbrud gjorde sig til Talsmand for et underkuet, lidenskabeligt Folk, der med Religionen og Fenianis men til Fane, men uden nogen bestemt Plan blot ønsker at kaste sig over sine Undertrykkere eller over dem, det anser for saadanne, - vedligeholdt Briten under hele sit "Foredrag" en vis Koldblodighed, en vis logisk Sans og et Herredømme over sine Udtryk, som i For ening med den dybe Understrøm af Forbitrelse og Had imod Sam fundet, der nu og da umiskendeligt skød sig frem i hans Tale, vars lede om langt større Fare for de bedre stillede, naar en Gang disse Ord blev til Handlinger, og naar denne ulmende Glød blev til en Brand, lig den, der for nylig blev slukket i Frankrig. Jeg havde jo nok baade læst og hørt om Republikanere, Demokrater og Radikale her i England, men det var dog aldrig faldet mig ind, at de eksisterede i saa kraftig, saa forbitret og, jeg kan vel næsten sige, saa moden en Skikkelse, som jeg her saa' for mig. Jeg tror ikke, at det vilde have gjort et saa stærkt Indtryk paa mig, om en af de londonske Galgen kandidater ved Siden af mig havde været den talende. Men netop det, at jeg her havde en kraftig, ædruelig Arbejder for mig, der ikke af Lyst til Rov og Mord, ikke som et Udskud, for hvem intet er at tabe, men kun som Proletaren, der er greben af Tidens socialistiske Strømninger, kaster Handsken til det Samfund, som ikke vil eller ikke kan løse det vanskelige Spørgsmaal: Kapital og Arbejde! - netop dette overbeviste mig om, at der virkelig, maaske i en ikke saa fjern Fremtid, var Fare for Englands indre Ro, og at Lorderne, City mændene og de store Jurister maaske en skøn Dag vilde føle Jorden ryste under deres Fødder, naar, efter Talerens Program, en alminde lig "Strike" over hele Landet samlede en umaadelig Masse Arbejdere i Hovedstaden, og naar disse gjorde fælles Sag med Londonermobben, der understøttedes af et irsk Indfald. Der var noget dæmonisk i den

        

10 Jubel, som I Nattens Stilhed, og medens det store Skib gled lydløst gennem Vandet, lønnede Taleren for hvert Udfald imod Dronningen, imod alle de Prinser og Prinsesser, Landet skulde forsørge, imod Regeringen *dolgoeO* Ministeriet, der nedværdigede England i Europas Øjne (Alabamasagens Ordning; Hør, hør; ja det er sandt!), imod de forhøjede Skatter, imod Aristokratiet, der pugede uhyre Kapitaler sammen paa enkelte Individer og brugte Pengene paa Fastlandet, o. s. v., o. s. v. Ben hele Skala af alt det, som et Folk i det hele taget kan være misfornøjet med, blev gennemgaaet, og da derpaa Monologen snart gik over til at blive Dialog, fik jeg en uimodstaaelig Lyst til ogsaa at deltage i Samtalen. I Begyndelsen vilde Demagogen slet ikke give sig af med mig; han antog mig for tysk og stemplede mig ubetinget som: a bloody German, der "var og blev Træl, og aldrig vilde kunne ryste Aaget af sig". Da jeg imidlertid havde fortalt ham, at jeg var dansk, at vi havde en fri Forfatning, var et meget demokratisk Folk og hvad man ellers i en Hast kan fortælle om sit eget Land, syntes det at hjælpe lidt. Men uheldigvis kom jeg til at ytre mig noget forbeholdent om den franske Kommunisme, og nu blev det rent galt; han slog sig med sin stærke Haand for sit Bryst, bad mig om i ham at se: a red one, lod mig vide, at alle de omkringstaaende var "Røde" og betydede mig, at hvis jeg var kommen til England for at haane "Folket", saa vilde jeg finde.... o. s. v., o. s. v. Med andre Ord, jeg holdt det for raadeligst at foretage et Tilbagetog, der skete i nogenlunde god Orden, og som atter bragte mig "paa Højden" af mine stumme Rejsefæller, af hvilke dog nu de fleste havde søgt neden under.

Indsvøbt i min Plaid satte jeg mig hen i en Krog. Lyset gennem Kahytsskylightet kastede nu og da et Blink ud paa det rolige Vand. Stempelslagene fra Maskinen lød saa ensformige, saa søvndyssende, at jeg snart var paa Vejen hen imod den Tilstand, hvori man uvilkaarligt knytter Ord eller Sætninger til de drønende Taktslag. Jeg har en ubestemt Formodning om, at de Ord, jeg troede at høre ud af Maskinens Svælg, var: Aux armes, citoyens! - men jeg er dog ikke aldeles sikker i min Sag. Derimod kan jeg temmelig tydelig huske, at jeg ikke længe efter greb mig i at citere Hertz's:

Paa Dækket var der stille; af og til
man hørte Rattets Knagen, Linens Spil,

og derefter er jeg ganske sikker paa, at jeg faldt i Søvn.

Det blev da Morgen, Søndag Morgen, og den Dag oprandt, paa hvilken jeg her sidder og skriver Dig til, kære Mikkel. Dækket saa' ganske anderledes ud end den foregaaende Aften: ingen revolutionær Stemning hverken at høre eller se; ingen "Stemning" i det hele 11 taget; Solen skinnede ned paa et rentvasket og blanktpoleret Skib, Republikanerne forude havde rimeligvis fejret "Saturdaynight" paa bedste Maade; kun nogle faa af dem var at se; men iblandt disse faa opdagede jeg straks den engelske Folketaler, der ganske alvorlig og uden Spor af foregaaende intoxication sad paa det Styrbords Anker, smøgende sin Pibe og grundende dybt - tilsyneladende over den Støvle, han var i Færd med, men maaske i Virkeligheden snarere over det Samfund, han i Aanden saa' sig kaldet til at flikke paa.

Ligesom om han pludselig greb sig i den Helligbrøde, han begik, kastede han Støvlen fra sig, bankede sin Pibe ud, og rullede sig ind i et Stykke Sejldug, ved hvilken snild Manøvre, kan jeg tænke, han baade søgte at undgaa Solen og dem af hans Tilhængere, som muligvis ikke skulde vise sig "søndagsmæssige" nok i deres Opførsel.

Der var imidlertid ikke noget at frygte i saa Henseende. Ganske slukørede, plirrende med Øjnene imod det klare Dagslys, hyppigt gabende og strækkende sig, kom "de Røde" , en efter en, langsomt kravlende op paa Fordækket. De fleste lagde sig straks hen i en Krog, nogle lejrede sig omkring en, der havde en Bog i Haanden, og som nu og da læste nogle Sætninger op deraf; Solen skinnede stærkt, Maskinen summede og brummede som et Orgel, og den ufattelige, ugengivelige Søndagsblanding af Andagt, Varme, Kedsommelighed og stille, selvbebrejdende Eftertænksomhed havde snart gjort sin Magt gældende over den hele Republik.

Styrmanden fortalte mig, at Passagererne i den forreste Kahyt havde haft, hvad vi paa Dansk vilde kalde "en livlig Aften", i Gaar. Jeg nærede som ovenfor anført aldeles ingen Tvivl derom, thi netop saaledes saa' alle disse "andægtige" Sjæle ud. Maaske eksisterer der en ældgammel, nedarvet Forbindelse mellem Saturnalia og Saturdaynight. Jeg véd det ikke, og det vilde rimeligvis være vanskeligt at oplyse; men i ethvert Tilfælde er det et bekendt Faktum, at Lørdag Aften i England "helligholdes" paa sin Maade, og paa en Maade, der staar i en skarp og grel Modsætning til den Maade, hvorpaa Søndagen helligholdes. Begge Dele forklare gensidig hinanden; Overdrivelsen i den ene Retning er en nødvendig Følge af Overdrivelsen i den anden; man nærer med Rette en vis Frygt for Søndagen og bedøver sig i Ginpaladserne, - til Gengæld kommer Søndag Morgen med "Tømmermænd" og Samvittighedsnag og kalder de angerfulde til Kirkerne eller omkring Bibellæsernes ambulante Pulte, og - jo stærkere Tømmermænd, desto større Andagt !

Saaledes oprandt da Søndagen om Bord paa Dampskibet "Palmer" af Newcastle. I første Kahyt, hvor der ingen "Svir" havde været i Gaar, fremtraadte naturligvis Andagten heller ikke under en saa stærk Form af Slappelse. Her havde den snarere et Udseende af en 12 vis haabløs Resignation - i det mindste for Herrernes Vedkommende. Blandt Damerne var nogle Fanatikere (de to gamle Ladies, der gerne vilde have kvalt Papegøjen), nogle tog Sagen paa en praktisk, engelsk Maade som en god, gammel Skik, som alle fulgte, og som de ogsaa vilde følge, og nogle ganske enkelte læste lidt i en Salmebog, gik da op og ned ad Dækket, saa' ud ganske som sædvanligt, lo, talte og fortalte, at de glædede sig over det smukke Vejr, over Vorherre, som ikke lod det blæse, og for Resten over alt muligt andet godt og glædeligt i Verden.

Hvis det havde kunnet være tænkeligt, at denne lille Minoritet kunde have vundet Sejr over de andre, da havde vi maaske endog faaet lidt Musik - foruden Salmesangen, da var Bordbønnen over Middagsmaden maaske ikke bleven læst fuldstændig saa degnemæssigt, da havde maaske Konversationen over og efter Bordet ikke udelukkende været bemægtiget af de to gamle, religiøse og meget stridbare Damer, da havde maaske hele Selskabets skinhellige Hvisken været afløst af en ærlig "Talen fra Leveren", - da havde kort sagt meget af det været anderledes, som nu har drevet mig hen i en Krog med min Pen og Skrivemappe, meget af det, som jeg havde Lyst til i endnu stærkere Udtryk at beklage mig over - hvis jeg ikke frygtede for, selv derhjemme i Danmark, at blive anset for en Polly, der spotter Sabbathen.

Newcastle on Tyne.
Mandag.

Hvorledes det saa blev Aften i Gaar, skal jeg ikke kunne sige Dig. Men den kom dog, og med den kom ogsaa lidt Søbrise; Solen morede sig med at anstille Farveeksperimenter gennem Skyerne, Landet traadte frem, højt og skarpt, det var Flamborough Head, mod hvis stejle Kridtklinter Søen brød sig, og hvis to melankolske Fyrtaarne ragede mørke op over den nøgne Aas. Det var tydeligt at mærke, hvorledes Rejsen nærmede sig sin Ende. Der kom endogsaa en Slags Samtale i Gang paa Dækket, hvori selv Kaptajnen deltog, og som fornemlig drejede sig om Fyrtaarne, Storme, Vinterture, daarlige Kaminkul, vandtætte Overfrakker, o. a. desl. Saa længe Konversationen holdt sig indenfor disse mere eller mindre maritime Grænser, deltog jeg med Iver deri, men uheldigvis skulde netop Kaptajnen ved ikke længe efter at pege ind imod Skarborough, hvis Lys man saa' blinke paa Kysten, fuldstændig forandre Samtalens Retning. Det at nævne noget fashionabelt, og tilmed et saa fashionabelt Badested som Skarborough, skal aldrig undlade at gøre sin bestemte, uforanderlige Indflydelse gældende paa de "uafhængige" Briter, og Indflydelsen viste 13 sig ogsaa straks her i denne Kreds. En 5-6 adelige Navne blev i en kort Tid nævnede, man spurgte, om den eller den Lord iaa ved Badet i Aar, man saa' ud, som om man selv havde en Krone paa sin Karetdør, man skottede til sin Nabo for at se, om han ogsaa saa' tilstrækkelig fin ud for Selskabet, kort sagt, der udbredte sig en vis Duft af Noblesse over disse Probenreutere, unge Jurister, Handelskommis'er og afdankede Officerer, der gjorde et uimodstaaelig komisk Indtryk paa mig, men som tillige foraarsagede mig en vis kvalm Fornemmelse, omtrent som efter at have sunket noget ildesmagende.

Det er muligt, at jeg ikke har Lov til at lade mig irritere, naar jeg i Parktiden møder disse lange Rækker af Lordernes Vogne, virkelige Lorders Vogne, fra den virkelige Westend, der stænke Snavset i Regent-Street, Piccadilly og Rotten-Row helt op over Hovederne af de uprivilegerte Fodgængere. Jeg vil indrømme, at det ikke har Lov til at afficere mig saa stærkt, som det maaske gør, naar jeg træffes af et af disse kolde, uforklarligt overlegne Blik fra Mylord eller Mylady inde i Vognen, eller af et af disse aldeles ugengivelig uforskammede Blik fra Kusk eller Tjener paa Bukken, hvilke samme Individer med deres veludstoppede hvide Lægge, pudrede Haar og vandkæmmede Kindskæg vilde afgive et uudtømmeligt Emne for folkelig Fornøjelse - naar kun Folket selv kunde se det morsomme deri. Det er endvidere muligt, at jeg slet ikke havde Ret, og at jeg aldeles ikke kunde støtte det paa nogen Fornuftgrund, naar jeg ved en tilfældig Revolution her i England vilde give Londonermobben Medhold i, at den rev disse Herrer og disse Tjenere ud af de forgyldte Karosser og satte dem paa halv Kost og lod dem gaa til Fods som andre dødelige og ydmygede det overlegne Blik og dunkede Puderet ud af Hovederne og Hovmoden ud af Hjertet.

Jeg vil indrømme det altsammen. Men til Gengæld vil jeg have Lov til at ærgre mig og til at udtale min Ærgrelse, hver Gang jeg træffer paa disse stakkels Snobber (hvoraf det vrimler her i England), der bruge Moskusessens fra Bond-Street, der ved enhver Lejlighed vise det Kort frem, som en eller anden ung Lord efterlod paa Kollegiet, og som ved skødesløs Slentren, dumme Bemærkninger, blaserte Bevægelser og idiotiske Ansigtsforvridninger sætte en Ære i at efterabe de "virkelige" unge adelige Drivere, der i Følge Navnet henhøre til Englands berømmelige Adelsslægter, men som selv er til Latter og Adspredelse hos det engelske, intelligente Aristokrati, samtidig med at de afgive yndede ugenlige Karrikaturer for "Punch, "Judy" og "Fun".

Hvorledes det altsaa var blevet Aften i Gaar, skal jeg som sagt ikke kunne sige; men Aften blev det, og Nat blev det ogsaa. Stewarden havde sagt mig, at vi vilde være ved Tynemouth omtrent Kl. 3, og 14 uden at gøre mig rigtig Rede for, hvad Tynemouth egenlig var, og hvor langt der igen var derfra til vort Bestemmelsessted, havde jeg bedt ham vække mig ved dette Klokkeslet

Jeg havde lagt mig paa Gulvet i den store Salon. Fuldt paaklædt, som en Soldat ved en Bivuakild, var jeg rede til at springe op og ufortøvet tage imod, hvad der skulde vise sig; - men det, der viste sig, overgik selv mine dristigste Fantasier. Man havde raadet mig til at gøre denne Tur opad Tynefloden ved Nattetide, og man havde vel ogsaa omtalt for mig, hvad jeg vilde faa at se. Men jeg kan ikke nægte, at da jeg - halvt fortumlet af at drømme om Kirkemusik, Autodafeer, engelske Gejstlige, o. s. v. o. s. v. og endnu næppe rigtig vaagen, forfrossen og ubehagelig i det hele taget, kom op paa Dækket, begyndte jeg straks ligesom Jeppe at tvivle om, hvor vidt det var "jeg eller ikke jeg", og om hvor vidt Skibet ikke i Nattens Timer havde taget fejl af Vejen og - i Modsætning til det Sted, hvor Jeppe var kommen hen - nu befandt sig ved Indløbet til Akerons og Pyriflegetons mystiske Vande.

Jeg vil forsøge, skønt det vist bliver et svagt Forsøg, at beskrive Dig det forunderlige, som mødte mig her, baade de Genstande, der viste sig, og de Indtryk, disse igen gjorde paa mig; kun maa Du tilgive mig, om jeg ikke bestemt formaar at skelne mellem Indtrykkene, thi ubegrænsede og usammenhængende flød de over i hverandre. Jeg antager, at vi selv, jeg mener Skibet, hvorpaa vi befandt os, svømmede som et stort Uhyre, med et rødt og et grønt lysende Øje, ind mellem en hel Del andre lignende sorte Tingester, der af og til, og skiftevis med et rødt eller grønt Blik, "laante hinanden et Øje". En klam Taage søgte øjensynlig at hindre disse sorte Kolossers Bevægelser, og en Gang imellem skurede de sig ogsaa jamrende og klagende op ad hverandres Sider, og da lød høje, vrede Stemmer og Trampen af mange Fødder, som slæbte Touge eller raslende Kæder efter sig.

Paa én Gang delte de svømmende Tingester sig, og nogle af dem blev til faste Legemer, der lod os passere forbi, medens de selv hvæsede ad os og spyede Røg og Gnister, der ikke forskrækkede mig synderligt, saa længe jeg vidste, fra hvem de kom, blev, alt eftersom vi fordybede os mere og mere i Taagen, til uhyre Røgsøjler, til Flammetunger, der slikkede efter Luft ud af lange sorte Halse, og da al den Ild efterhaanden gjorde det lyst omkring os, syntes jeg, at vi selv svandt ind til et ganske lille sort Punkt, medens alle vore Omgivelser voksede til uhyre Dimensioner. Røgen hvirvlede hvidliggul ovenover os, Ild fo'r ud af Siderne paa de Bakker, som jeg nu tydelig kunde se begrænse det Vand, hvorigennem vi gled, og til Slutningen blev det hele en saadan forvirret Masse af Taage, Røg, Damp 15 og Ild, en saadan tæt Blanding af alt det, der formaar at standse det menneskelige Aandedræt, at jeg godt kan forstaa, at vort eget Skib lidt efter lidt standsede sit, saa at vi til Slutningen stod aldeles stille.

"I, som indtræde, lader Haabet fare." Ja havde jeg blot en "Dante" ved Haanden, skulde jeg i den lidenskabelige Digters eget, stærkt bevægede Sprog citere Dig Sted paa Sted, hvis glødende Kolorit vilde anskueliggøre Dig al denne Ild, alle disse flammende "Kredse".

Der er i London, i Bond-Street, et Galleri af Gustave Dorés Arbejder, blandt hvilke maaske et stort Maleri, forestillende Dante og Virgil, tiltrækker sig den største Opmærksomhed. Tause, med Sorg og Medfølelse i de alvorlige Træk, staa Oldtidens og Middelalderens Digtere Side om Side og stirre fra Mørket ind i det flammende Ildhav, hvor Skikkelser utydeligt bevæge sig forbi deres Blik. Billedet randt mig uvilkaarlig i Hu ved denne Lejlighed. Ild var her nok af, og fordømte, som sled og slæbte og aldrig kom ud af "Kredsen", var her ogsaa nok af. To mørke Skikkelser stod foran mig paa Skibets Dæk, og jeg var maaske et Øjeblik Fantast nok til at lade dem gælde for Æneidens og Divina Comedias Forfattere. Illusionen ophørte imidlertid, saa snart jeg hørte dem tale, men til Vederlag for æstetiske Jeremiader fik jeg da ogsaa radikale Forbandelser. Det var mine to bekendte fra den foregaaende Aften, Englænderen og Irlænderen, og deres Ord var om muligt endnu mere "bevingede", deres Udtalelser endnu drøjere, og det var tydeligt nok, at de her følte sig hjemme, og at den hele Fyrværkerifest, der var usædvanlig for mig, netop ved sin Tilvanthed gjorde dem sikre og fri.

Mig havde det forekommet, som om Tynefloden var garneret med lutter Ild og Røg eller, oversat i Realitetens Sprog, med lutter Fabrikker, men disse to Mænd udpegede til gensidig Glæde det ene efter det andet mørke Punkt, det ene efter det andet Ironwork, der havde maattet standse Arbejdet paa Grund af Arbejdernes "Strike". Det var hævet over enhver Tvivl, at de selv agtede at tage Haand i Hanke med ved denne Strike, og under Profetier om Arbejdstidens Forkortning, Lønnens Forhøjelse, fri Skolegang, Felttog mod Kapitalen, Arverettens Afskaffelse, Arbejdernes Revolution lød Stewardens Tickets please, Gentlemen! Og jeg opdagede, at Morgenen begyndte at dæmre svagt, og at de Huse, de Broer, de Skibe og de Baade, som omgav os i spøgelseagtige Fremtoninger, rimeligvis maatte være de virkelige gediegne Bestanddele af den alt andet end uvirkelige By, Newcastle.

16
London den 5te September.
En By ved Tynen.

Jeg har forladt den; jeg har rystet mine Sandaler udenfor dens Porte; jeg har vasket Kulstøvet af mit Ansigt, men jeg har ikke kunnet befri min Sjæl fra et Overtræk af Spleen, fremkaldt ved denne By. Nu synes jeg, at jeg kun har tilbage at give den sit Skudsmaal; - og her er det, lige saa sort, som Byen selv.

Jeg henvender mig paa Forhaand til de "Retfærdige" i Sodoma, hvis Bekendtskab jeg er taknemlig over at have gjort, og hvis gode Omdømme jeg derfor nødig vilde forskertse. Jeg véd, at de vil forstaa, at naar jeg udtaler mig, udtaler jeg mig i Almindelighed, og naar man taler i Almindelighed om en Ting, har man Lov til at forsøge paa at træffe Sandheden, selv om den, som i dette Tilfælde, skulde vise sig at være sort. Jeg tager endnu en Gang min Hat af for "Undtagelserne" og takker disse hjerteligst for sidst; men saa sætter jeg ogsaa Hatten paa Hovedet igen, og giver mig i Færd med "Reglen".

I Reglen var da Byen indhyllet i en Røgsky, og for saa vidt skjulte den heldigvis sin sande Skikkelse under et tvivlsomt Slør. Men "hvad laa skjult i Mørkets Gem, det klart for Dagen bryder frem", - og hver Gang et Solglimt brød igennem Sløret, fremviste Glimtet paa den mest udelikate Maade, en Række af falmede Yndigheder, der gjorde et trøstesløst og melankolsk Indtryk, et Indtryk fra "bag Kulisserne" med alt, hvad derunder kan indbefattes.

Jeg tvivler ingenlunde om, at Byen virkelig en Gang har kunnet være en Skønhed. Kun er jeg sikker paa, at det maa have været længe siden, - maaske i de Tider, da de gamle, rustne Vaaben fra Hallen i the old castle hang nye og straalende omkring Skuldrene paa den drabelige Svend, der fra Borgens Murtinde spejdede efter de vilde Klansmænd nord fra. Maaske den aarvaagne Vægter den Gang har ladet sit Blik under Stormhatten glide hen over de høje Flodskrænter, uden at dette Blik hindredes af de røgspyende Skorstene, og uden at hans lyttende Øre døvedes af den buldrende og bragende Larm fra de sværtede Fabrikker.

Jeg stod selv ved denne Murtinde og tænkte mig den Overraskelse, det vilde være for en saadan Vægter fra Grænsekrigenes Tid, naar man med tilbundne Øjne førte ham op paa Platformen, tog Bindet bort og lod ham se sig omkring. Jeg er sikker paa, at jeg vilde møde et mere forfærdet Blik end den Gang, da han saa' Bakkeaasen myldre med skotske Huer og hørte Klaymorerne drøne mod Skjoldene. Et Jernbanetræn kom rutschende forbi nedenunder Taarnet. - Hvad vilde han sige om det? og hvorledes vilde han forklare sig Byens uhyre Udstrækning over begge Flodbredder? Hvor var Skovene blevne af, og de grønne Marker? og hvad i alle Helgenes Navn var 17 det for Tingester, der spyede ham Gnister og Røg næsten lige op i Ansigtet? Jeg vil holde ti mod én paa, at han vilde løbe ned i den store Vaabenhalle og raabe Vagt i Gevær; eller rimeligere er det maaske, at han søgte ned til Kapellet i Kælderen, og mødte op med en Forstærkning af Borgkapellanen og hans Spændebibel for at besværge Troldmanden paa Kvisten.

Der var noget saa uforklarlig sælsomt i at staa paa denne "historiske Grund" og se ned paa disse Paddehatte af Fabrikker, disse Kulpramme, disse merkantile Kontorbygninger, disse vimse Smaagrosserere, der alle tilsammen ingen Historie havde og ingen Plads vilde faa i Historien uden som forsvindende Kommaer i Aarhundredets bindstærke Kulturhistorie. Der var Stof til allehaande Tanker i den alvorlige Ro, der hvilede over den gamle normanniske Bygning som Modsætning til den forvirrede Larm, der trængte sig op fra den rastløse arbejdende By; og det, at jeg havde tilbragt en Times Tid i det lille Kapel under Jorden, gjorde Modsætningen saa meget større.

Der havde været meget at betragte, meget at tænke over dernede under Jorden, hvor Dagslyset faldt dæmpet og sparsomt ind gennem de smaa, tilgitrede Vinduer højt oppe i Muren. Stumper af Sarkofager og Ligstene var stillede op langs Væggene. Jeg forsøgte at læse mig nogle af de Navne til, der var indhuggede i Stenene, men jeg kunde kun faa ud, at vedkommende, hvem det saa havde været, alle var "døde i Herren". At de just ikke allesammen havde "levet" i Herren, derom vidnede nogle af de raat udførte, men naivt anskuelige Basreliefs, der var indmurede rundt omkring i Væggenes tykke Kalkbedækning. Her saa' man Adelsmænd og Damer, der til Hest forfulgte det flygtende Vildt. Man saa' en tyk Mand med Krone paa, der spiddede en tynd Mand, ogsaa med Krone paa; man saa' en lystig Banketscene, hvor Bægrene var rullede de glade Gæster ud af Hænderne, og hvor en lille Page med Snabelsko, rimeligvis overvældet af sit Skafferembede, laa udstrakt paa Gulvet saa stiv som en Pind, men endnu knugende Haanden om den store Kande.

Et Basrelief ovenfor dette sidste antog jeg straks i Begyndelsen fejlagtig for disse glade Sjæles Apoteose, men snart indsaa jeg, at Glorien om Hovedfigurens Hoved, den Fane med et Kors i, som en Korsfarer i Svømmebenklæder holdt i Haanden, de Dyreskikkelser (ved nærmere Eftersyn Lam), der græssede paa nogle Stene i Forgrunden, nogle store Nøgler, en Sav, en Kølle, to Fyrbækkener og andre lignende Forsfrikningsmidler næppe kunde være Attributer til Evans Forherligelse, men højst sandsynlig tydede hen paa et eller andet Martyrium, hvor "Glorien" var vundet, ikke ved Bægre og Thyrsusstave, men ved de omtalte Bækkener og Køller.

Paa dette Punkt af mine Undersøgelser blev jeg kaldt ovenpaa af 18 den Kone, der havde lukket mig ind i Borgen for en Sixpence, og som nu syntes at være tilbøjelig til at betragte samme Sixpence som fortjent. Førend hun imidlertid lukkede mig ud igen, blev jeg tiltalt af en Gentleman, der paa en ubegribelig Maade maatte være kommen ind af en eller anden Dør, som hidtil var undgaaet min Opmærksomhed. Af mit lange Ophold i Kælderen syntes han at have sluttet sig til, at jeg paa en direkte eller indirekte Maade maatte staa i Forbindelse med Arkæologien; han spurgte mig ogsaa, om jeg dyrkede "saadan noget", og uden forøvrig at vente paa Svar lukkede han en lille Dør op bag ved sig, og førte mig ind i et stort, halvmørkt Værelse - en Mellemting mellem et Bibliotek, et Pulterkammer og en Marskandiserbutik - hvor Reoler, gamle Vaaben, Glasskabe med Oldsager, daarlige Træsnit og højryggede Lænestole frembød en ganske malerisk Blanding, hvilken Blanding efter Mandens Sigende tilhørte Byens arkæologiske Selskab, der holdt sine Møder i dette for Resten ingenlunde uhyggelige, men endogsaa paa sin Maade ganske komfortable Lokale.

I hvilken Berøring han iøvrig selv stod med Arkæologien og Byens arkæologiske Selskab, kunde jeg ikke udfinde. Jeg mente ikke desto mindre, at jeg burde fortælle ham noget om vore Samlinger og om den Kongres, der havde været i København, men det, der mest interesserede ham ved denne Fortælling, var Karl Vogts forskellige Vitser og Køkkenmøddingsudflugten paa Issefjorden. Han syntes i det hele taget ikke at have noget videre Kendskab til eller Interesse for de mere eller mindre værdifulde Skatte, han tilsyneladende bevogtede, og da jeg ledede Samtalen hen paa nogle af de gamle Vaaben, der smykkede Væggene, udtalte han sig noget ringeagtende om de "raa og uoplyste Tider", som karakteriseredes af disse "plumpe Slagterredskaber" i Modsætning til de "herlige Opfindelser", der stemple vor Tid som Civilisationens og Fremskridtenes Tid. Jeg havde lige paa Munden at spørge ham, om han derved sigtede til Nutidens "oplyste" Granater f. Eks; men da jeg en Gang for alle har gjort mig det til Regel aldrig at indlade mig i Disput med en Englænder, tav jeg ogsaa denne Gang klogelig stille, og anbefalede mig ved den første indtrædende Pavse. De svære Døre lukkede sig efter mig; jeg stod atter i den oplyste Nutid og vendte den raa Fortid Ryggen.

Det var umiddelbart efter dette mit Besøg i den gamle, skumle Borg og ikke mange Minutter efter den sidste Samtale indenfor dens ærværdige Mure, at jeg befandt mig midt inde i the strike. The strike præsenterede sig for mig som en Bande paa et Par Hundrede Mennesker, der anført af en drukken Fyr paa en hvid Hest, flankeret af en brølende Skare Fruentimmer og Drenge, og for Resten forsynet med Flag og Vimpler med allehaande meningsløse Inskriptioner, trak Gade on og Gade ned uden Snor af Plan eller Hensigt - med mindre 19 Hensigten var den: at døve Ørene paa sig selv og andre ved det mest afskyelige Musikkorps, som nogensinde i hæs og fordrukken Tilstand har ravet af Sted i Spidsen for en engelsk mob.

Hvorfor the strike var gjort, og hvilke the strikesmen's Fordringer var, kunde jeg ikke bringe i Erfaring. Det eneste faktiske, jeg kunde faa ud af det hele, var, at det var Kul- og Jernværksarbejdere, som - det maa man sige til deres Ære - nu paa fjerde Maaned havde holdt ud, eller hvad man i Haandværkersproget kalder: været "fyrige" . Denne "Fyrighed" i overført Betydning var for Resten ikke løbet af uden visse Fyrigheder i almindelig Forstand, og blandt andre koleriske Foretagender havde saaledes den samtlige Bande den foregaaende Aften paa dens Samlingsplads, the cattle market, banket en Afdeling ulykkelige Normænd af, der af Fabriksherrerne var blevne indkaldte til de vakante Pladser, og alle som én havde de nidkære strikesmen højtideligt lovet fremdeles at ville banke enhver Udlænding af, der gik imellem dem og deres "duty".

Det var et Fænomen fra den "oplyste" (engelske) Tidsalder.

Da jeg Aftenen efter stod i Døren til det graa og triste Hotel, der husede mig indenfor sine melankolske Vægge, og medens jeg i et Slags halvfortvivlet Aandssløvhed netop havde begyndt at tælle efter, hvor mange Gange i Minutten Dampfløjten lod sig høre derovre fra den store, tunge, graa og triste Stationsbygning, blev pludselig mit Regnskab bragt i Uorden ved, at en Mængde Mennesker af alle Stænder og Køn kom løbende forbi mig under Raabene: He is poisoned; they have killed him! Da jeg nu nok kunde ønske at vide, hvem det Var, der saaledes var taget af Dage, fulgte jeg - i den Forventning, at jeg skulde blive Vidne til en stor Sensationsscene, maaske endogsaa i næste Gade - øjeblikkelig med Strømmen. Den standsede udenfor det nærmeste Aviskontor, og her fik jeg Sagens Sammenhæng at vide. Det var ikke Redaktøren, der var bleven forgivet, det var ingen af Negrene, "de Sorte", der var bleven myrdet; alle "Medarbejdere" sad uforstyrrede ved deres Pulte, og Redaktøren selv, den store Udgiver af et Blad, der nærmest vilde kunne svare til vor salig "Sandheds-Fakkel", Folkets Talsmand, strikens Panegyrist, meddelte det forsamlede Folk med en fast Stemme, men i dyb Bevægelse, at Rygtet desværre havde talt sandt, og at den store R e nforth, den uovervindelige Baadkæmper, i Følge derom indløbet Telegram var overvundet af Døden midt tinder hans Anstrængelse for at tilkæmpe sig og sit Fødeland en glimrende Sejr.

Det var en stor Sorg, en Bysorg, en Landesorg, og Forfærdelse greb den hele Forsamling omkring mig og spredtes i utrolig Hast over alle Gader og Stræder. Paa mig frembragte den almindelige Bevægelse en Tilbøjelighed til at sætte mig et Par Tusind Aar tilbage i 20 Tiden og til at tænke mig en lignende Situation i Athens eller maaske snarere Spartas Gader, hvor Borgerne erholde Efterretning om, at en af deres Atleter er slaaet ihjel med et Næveslag, eller kørt over paa Rendebanen. En egen uhyggelig Følelse greb mig af noget ubetinget raat, noget udelukkende "kropmæssigt", der har usurperet den højeste Plads for universal Opmærksomhed, og der gik et eget Lys op for mig med Hensyn til Beskaffenheden af det forunderlige Folk, hvoriblandt jeg færdedes.

Jeg erindrede nu, at jeg for en Ugestid tilbage i Byens Hovedavis havde læst et langt og udførligt Referat af den Modtagelse, der var bleven denne Renforth og hans tre Kolleger til Del ovre i Kanada, hvor den store Kaproning mellem Moderstatens og Koloniens Baade skulde afholdes. Ankomsten af Tyneflodens fire berømte Baadmænd havde været en Begivenhed for det hele Land; alle Befordringsmidler var stillede til deres Raadighed i Mellemtiden, førend Kampen begyndte; alle flokkedes om dem, alle kappedes om at komme til at se og beundre dem, og den Hædersbevisning, som Sokrates fordrede, men ikke erholdt af de utaknemlige Atheniensere, havde Kanadierne af sig selv indrømmet disse fire "Safter", hvis Armmuskler (mirabile visu) i Virkeligheden havde kvalificeret dem til at underholdes som Prytanister paa det offenliges Bekostning.

Samme Blad havde tillige en udførlig Beskrivelse af disse fire Prytanister, der i ubevidst Komik var noget af det mest glimrende, jeg endnu kan erindre af engelsk Sportnaivitet. Den korporlige Beskrivelse lød nogenlunde saaledes:

Nr 1. Renforth. 36 Aar. Hals og Overarme uhyre udviklede. Bumstærk. Taler kun lidt.

Nr. 2. Mr. N. N. 32 Aar. Mindre bred over Brystet. Dygtige Arme. Godt bygget i det hele. Tavs.

Nr. 3. Mr..... 28 Aar. Senestærk og udholdende. Noget indesluttet.

Nr. 4. Mr..... Den yngste. Fortræffelige Anlæg. Vil nok blive en stor Champion. Ikke meget meddelsom.

Saaledes var den store Renforth, og saaledes var hans Medarbejdere. Men ak, Renforth var ikke mere; han var død, ramt af et Slag midt under selve Kampen, og man havde kun den Trøst at beskylde Kanadierne for at have givet ham Gift, og saa for Resten det Haab, at den yngste, han med de gode Anlæg, vilde udvikle sig til snart at indtage den vakante Plads.

Byen behøvede ikke at klæde sig i sort over hans Bortgang; den var sort i Forvejen. Men nogle Dage efter løb de smaa Avisdrenge om paa Gaderne med trykte og litograferede Kort, hvorpaa the champion formaliter blev anmeldt som død, og hvorpaa hans Biografi og 21 hans sidste Hilsen til Fødelandet fandtes. Slige Kort var ikke set siden Lord Palmerstons, ja maaske ikke siden Prins-Gemalens Død; men det forstaar sig, der havde maaske heller ikke været nogen Anledning førend denne. Ugedagen efter havde "Graphic" et stort Træsnit, der forestillede "Kæmpen" i Virksomhed. En Mand, nøgen til Bæltestedet, saas "trækkende" paa en Aare i en af de lange, smalle Kaproningsbaade. Jeg behøvede kun at kaste et flygtigt Blik paa dette Billede for at mindes et Sted i Chaillus afrikanske Rejseskildringer, hvor den berømte Jæger omtaler et Møde med en Orangutang: "Et Øjeblik endnu, og Dyret stod for os i hele sin dæmoniske Majestæt. Panden var lav, Udtrykket i Øjnene lurende og ondskabsfuldt; de mægtige Skuldre bar et Par Arme, hvis Muskler røbede en uhyre Kraft; det var et Menneske, der stod for os, og dog et Dyr, saa hæsligt, vildt og voldsomt et Dyr, som vi nogensinde havde set."

Hvis Byen ved Solskin var en sælsom Blanding af Røg, Kedsommelighed, Drukkenskab og Forretningsiver, da var den i Regnvejr, eller naar Søvinden svøbte den ind i Taager, et haabløst Superlativ af alle de ubehagelige Egenskaber, en By i det hele taget kan være i Besiddelse af. Gik man paa en saadan Dag i Regn eller Taage, eller en nøje Forening af begge, langs med Kajen, hvor Skibene ligge, og hvor Handelsfolket staar paa Lur, da vilde man uvilkaarlig begynde med at undre sig over den menneskelige Naturs Sejghed, og ende med at underkaste den en Prøve i Whiskyshopperne, hvis Tal er legio.

Det var et underligt Folk, dette Handelsfolk, og en sælsom Allarmplads havde det valgt sig. "Børsen" (for dog at blive i Terminologien) var et Gadehjørne udenfor en Whiskybutik, hvor der tilsyneladende handledes med gammelt Tovværk og nye Søfolk. "Børsen" var en tre, fire Gange bleven flyttet hen til forskellige Lokaler med Tag over Hovedet, men uden Whisky i Baggrunden, og denne sidste Mangel havde utvivlsomt bestandig været den hemmelige Grund til atter at søge tilbage til Gadehjørnet. "Børsen" var og blev paa Gadehjørnet, hvor Blæsten og Regnen, Røgen og Taagen blegede de arme Kommis'ers Kinder, og hvor Whiskyen fra Smuthullerne rundt omkring til Gengæld farvede de merkantile Næser røde. Det hele var en ægte engelsk Institution, og Anlæget var holdt i Rævegravstilen: et stort aabent Hul, der saa' meget skikkeligt ud, og bagved det en Mængde krogede Gange og Gyder, der alle mundede ud ved en eller anden Skænk, hvis flydende Varer gjorde Kajens Egenskab af "fast" Genstand endnu mere tvivlsom for dens Regnfrakke-bærende og Paraply-holdende Befolkning.

Paa the cattle-market var de Arbejdere lejrede, der havde gjort strike. De sad der næsten hele Dagen, undtagen i de Timer, hvor 22 deres "duty" fordrede, at de drog i Procession omkring i Staden. Om Aftenen krøb de sammen i smaa Hobe, og disse Hobe diskuterede da ivrigt indbyrdes, medens Konerne løb efter Tobak og Øl, og Børnene sov. Natten blev i Reglen tilbragt paa samme Sted. Det var en sejg og energisk Skare Mennesker, der vilde føre deres Krig igennem ; og tilsyneladende i det mindste gav dette: at ville noget ! det hele Selskab en vis Holdning, løftede de haarde, kantede Hoveder i Vejret, og forsonede med de umagelige Brosten, det ustadige Klima og med de faa Shillings, som Strikefondet ugenlig ydede pr. Mand. Langs med Kajen bevægede Handelsfolket sig i en uafbrudt, daglig Procession, med Mottoet: Money! Mottoet skulde egenlig forsone med Bestillingen, men der var et ængsteligt, forjaget Udtryk i alle de merkantile Træk, som vidnede om, at Dyrkelsen af Guldkalven i vore Dage fordrer større Anstrængelser end hos de dansende Jøder i Ørkenen. Og dog vilde alle disse vimse Mennesker, der gik p a a Arbejde om Morgenen og f r a Arbejde om Aftenen, og som levede i en By, der ikke engang formaaede at byde dem Adspredelse for deres Sovereigns, dog vilde alle disse "blege Ansigter" med Beklagelse, ja med Foragt trække paa Skuldrene af "Rødhuderne" paa Kvægtorvet, der rigtignok til Gengæld ikke ønskede andet end snarest mulig at komme paa "Krigsstien" og kaste Tomahawken i Hovedet paa Principalerne.

I de store Kontorers smaa, hyggelige Bagværelser, hvor Kaminilden brændte som Offerild foran de smaa og store Guldkalve, der i Form af Jernskrin stod i Baase rundt omkring ved Væggene, i disse ærefrygtindgydende "Allerhelligster" tronede Fyrsterne, de store Købmænd, Principalerne. Det var deres Drabanter, der i Tusindvis jagedes til Døde i en daglig Stormmarch fra Pulten til Banken, fra Banken til Kajen, ud paa Skibene og ned i Kahytterne, slæbende Skipperne i Land, afskibende, udskibende, klarerende, konsignerende, etc. etc. i det uendelige. Naar man stod paa den svimlende høje Jernbanebro, der forbinder begge Flodbredder, og naar man derfra gennem Regnen og Taagen i det hele taget kunde faa Øje paa noget neden under En, da tog den smudsige Flod og den smudsige Kaj sig ud som en sølet, opkørt Landevej, og Befolkningen dernede syntes at være en Befolkning af Krager, der afsøgte Hjulsporene. Befandt man sig imellem denne Befolkning, kunde Sammenligningen endda holde Stik. Sproget, der blev talt her, var et ejendommeligt Kragemaal, et underligt Maal med korte, afrevne Sætninger, monotone Spørgsmaal og Svar i et eget, ensformigt Tempo, uforstaaeligt for uindviede, men muligvis højst "praktisk" for de indviede.

Hen paa Aftenen, naar Hjulsporene var behørigt afsøgte, forsvandt Kragerne lidt efter lidt; alt blev lukket og stænget nede ved Floden, og nu var det den øvre By, der regerede.

23

Der var to eller tre Hovedgader, som løb sammen i en Plads, hvor et mægtigt Monument hævede sig i Form af en stor Søjle, der var rejst til Ære for en lille Mand. Der var desuden en bred Tværgade, ved hvis ene Slutning det store Posthus og ved hvis anden Slutning den store Jernbanestation fandtes. Rundt omkring denne Søjle, dette Posthus og denne Jernbanestation havde den øvrige By lejret sig med sine mange Kirker og sine mange Drikkestuer, af hvilke de første havde et lige saa stort Besøg om Søndagen som de sidste hver af de samtlige Søgnedage. Der var desuden to Teatre, et anstændigt og et uanstændigt; det anstændige var en stor Bygning, der laa paa Hjørnet af en Gade, som var døbt Shakespeare Street; men "Shakespeare" spilledes ikke paa Teatret. Det uanstændige maa rimeligvis ikke have været morsomt eller ikke uanstændigt nok, eftersom ingen af de unge Handelsmænd opfordrede mig til at besøge det, og det anstændige afholdt jeg mig fra paa Grund af en vis musikalsk Undseelse overfor anglo-italienske Sangere.

Naar da Butikkerne i Hovedgaderne samtidigt med Kontorerne nede ved Floden var lukkede, gik Handelsfolket "hjem". De gifte forsvandt hver i sin Fæstning, hvor deres Kone, deres Middagsmad og deres "Times" ventede paa dem. De ugifte underkastede maaske Whiskyen i et eller andet Udsalg en lille Ekstraprøve, begav sig derpaa hen i en Klub, læste om det nyeste Mord, spillede en Whist, underkastede Whiskyen nok en lille Prøve, og søgte sluttelig deres møblerede Værelse, for den næste Dag igen at blive Krage ved Floden og spille Whist i Klubben.

Det var en sælsom By, en By, der i kort Tid formaaede at gøre én bange for sig selv, og den Morgenstund, da vi rutschede af Sted over Jernbanebroen, og jeg for sidste Gang fra Kupévinduet kastede et Blik ned til Kragerne, havde jeg en Fornemmelse af i rette Tid at have narret Tungsindets Aand for et allerede udkaaret Offer. Den samme Fornemmelse syntes min Genbo, en lille væver Franskmand at have, der til min store Overraskelse, men med en øjeblikkelig Tilslutning fra min Side, pludselig gjorde et af de Frimurertegn ud af Vinduet, som bestaar i at holde begge Hænder med udspilede Fingre foran en vis Del af Ansigtet. En slig Samklang i Følelser udviklede snart en gensidig Aabenhjertethed i Ord, og jeg lykønskede ham oprigtigt, da han meddelte mig, at han med Opofrelse af sin Maanedsgage var "knebet ud" fra det Kontor, hvor han arbejdede. Da den sidste Skorsten, den sidste Røghvirvel var forsvunden, trak vi begge Vejret dybt, og følte os begge lige saa lette om Hjertet ved at have Byen bag ved os, som maaske en Principal i de kommende Tider vil føle sig, naar han har den By ved Tynen bag ved sig, hvor Tomahawken blinker i Haanden paa "de Røde".

24

I KAHYTTEN.

Det skinnede over Nordsøen. Dagen havde været regnfuld og kold, og i Bygerne havde det blæst haardt. Nu, da Solen var gaaet ned, tydede alt paa en Storm til Natten. Horisonten var dækket af en fast Skybanke, oven over hvilken Himlen var skinnende gul og af en næsten ængstelig Klarhed; øverst i det gule trak sig nogle lange, mørkerøde Striber, og hist og her mellem disse Striber dukkede Smaaskyer frem af en særegen Form, der nærmest mindede om Skoledrenges Drager, naar Hale og Vinger gribes af Vinden og stritte skævt ud til den ene Side.

Efterhaanden løftede Banken sig; det gule mørknedes mere og mere, Striberne slog sig sammen med Dragerne og dannede i Forening kæmpemæssige Uhyrer: den hele Luft antog et trøstesløst, vildt Udseende og ud over Havet gled Skyggerne fra de store Skyer. Søen voksede for hvert Minut. Langs Siderne af den engelske Damper brød de tunge, graablaa Vandmasser. Røgen fo'r susende fra Skorstenen, nu og da indflettet med lysende Gnister, og den hastig tiltagende Vind begyndte sin Opsang mellem Stag og Vant.

"Maa jeg spørge, hvordan gaar det Dem med Søsygen?" - Den spørgende var en dansk Amerikaner, en Skibsfører, der i sin Ungdom havde faret fra engelske Havne, men siden var gaaet til de forenede Stater, hvor Lykken syntes at have begunstiget ham, og det i den Grad, at han nu ansaa Amerika for det eneste Land paa Jorden, hvor det var værd at eksistere, det eneste Sted, hvor man efter hans egne Ord "kunde leve akkurat som man lystede, og tjene flere Penge, end Præsterne kunde sluge ved Begravelsen." Jeg var, straks efter at vi havde forladt London, kommet i Snak med ham. Hans republikanske Foragt for alle engelske Institutioner, hans Forbitrelse paa den hele evropæiske Kasteaand, hans lidenskabelige Udbrud mod mange af de Ting, som en Evropæer vokser op i og uvilkaarligt vænner sig til, havde moret og interesseret mig overordenlig meget, og vi var ikke kommet langt ned ad Themsen, førend vi i god Samdrægtighed havde endevendt det hele gamle Evropa, afsat Kejsere og Konger, puttet Paven i en Lemmestiftelse, konfiskeret de store Fideikommisser, nedrevet de nationale Grænseskel, flyttet de nationale Skilter, og stoppet de nationale Kokarder i Madrasser til Proletariatet.

Da vi havde naaet Nordsøen, og Vejret op ad Dagen var blevet haardt, var vor Samtale efterhaanden gaaet i Staa. Jeg havde benyttet den rige Lejlighed til at iagttage Storm- og Regnbygerne, naar de kom op; og Søen og de krydsende Skibe havde optaget Pladsen for 25 Evropas Landkort. Naar en Gang Imellem en rigtig "Bryder" med krummet Nakke og Brølen og Larmen tørnede imod vort gode Skibs Boug, havde jeg maaske nok i Fantasien set en væbnet og overmodig Nationalitet, som vilde en anden til Livs, og jeg havde da næsten været fristet til at raabe Hurra, naar min egen Nation kastede Fjenden afmægtig for sin Fod, - men slige Fantasier kom kun stødvis ligesom Kastevindene, og jeg havde over mit ivrige Studium af Naturen glemt Mennesker og Institutioner, ja næsten glemt, at jeg befandt mig paa Dækket af den store Damper, da det ovennævnte Spørgsmaal blev rettet til mig af den ovennævnte Skibsfører.

Jeg svarede ham smilende, at jeg i de sidste Aar havde staaet i en altfor nær og venskabelig Berøring med Søen til at ville bringe den de sædvanlige tvungne Ofre. Han smilede igen paa sin Side, og forklarede mig, at han af og til havde iagttaget mig, og bestandig fundet mig i den samme Stilling, uforandret fæstende min Opmærksomhed paa Søen og Luften, hvilket han havde betragtet som et ufejlbarligt Kendetegn paa, at jeg ikke befandt mig ganske vel. Han kunde imidlertid nu paa min hele Skabelon se, at han havde taget fejl i sin Formodning, og vilde desaarsag opfordre mig til at tømme et lille Glas varmt Grog med sig neden under. "De maa nemlig vide" - vedblev han, idet han kneb Øjnene sammen og vendte Ansigtet mod Vindsiden, - "at vi ret snart vil faa Søen helt tværs, og saa maa De dog pille ned, hvad enten De vil eller ej. Kulingen er allerede stiv nok nu, og jeg tør indestaa for en "Ryger" til Natten. Bliver Skuden lagt et Par Streger højere, som jeg hørte der blev prajet til Rorgængeren, skal jeg indestaa for, at Folkene ikke behøver at spule Dæk i Morgen tidlig." Jeg saa' straks, at han havde Ret, og lovede ogsaa at efterkomme hans Opfordring, saa snart jeg havde røget min Pibe ud. Han gik da neden under, og jeg blev endnu et Kvarterstid paa Dækket.

Det var da næsten fuldstændig mørkt. Naar jeg saa' forud, kunde jeg, hver Gang Skibet duvede, iagttage, hvorledes Konturerne af alt det opstaaende paa Broen efterhaanden blev mere og mere utydelige imod det svage Lys, der endnu var i Luften. Naar Skibet rejste sig paa en Sø og stak Snuden i Vejret ligesom et Dyr, der snuser efter Vinden, for at faa at vide hvad den fører med sig, løb alle Genstande paa Dækket sammen til en utydelig Masse, som kun nu og da en Lysstribe fra Maskinrummet gennembrød. For Resten varede det ikke længe, inden jeg fik Virkningerne af den forandrede Kurs at føle. En lang, blinkende Stribe dukkede pludselig med en egen, hvislende Lyd op paa den styrbord Side; den svære Damper krængede voldsomt over; det knagede i Skodder og Døre, og en tung Vandmasse brød ind midtskibs, og løb sydende og larmende fra for til agter, bandet af den lange, magre Styrmand, som den, efter hans Udraab at dømme, 26 havde gennemblødt lige til Skindet. Jeg rutschede temmelig hovedkulds tværs over Dækket ned i Læ, og da jeg nu tilstrækkelig havde forvisset mig om, at Stillingen ikke længer var holdbar, arbejdede jeg mig hen til Kahytstrappen, vendte mig paa god Sømandsmanér omkring, og firede mig sindig og med et vist Eftertryk paa hvert Trin baglænds ned ad Trappen.

En Dampskibskahyt paa en stormfuld Aften ligner altid sig selv. En Hængelampe slingrer under Loftet; Stønnen og Jamren høres rundt omkring fra de smaa Aflukker paa hver Side. Opvarterne løbe fra Dør til Dør med mistænkelig udseende Blikindretninger. Luften er kvalm og af en højst ubestemmelig Sammensætning, og kun et ringe Antal hærdede Individer hjemsøger det dækkede Bord, som ved smaa Træbarrikader er afdelt i firkantede Rum. Det var blandt disse prøvede Gæster, jeg fandt min Ven Amerikaneren. "Naa, har De nu faaet nok af det der oven paa!" raabte han mig straks i Møde. "Kom her og sæt Dem ned, og hvis De holder af Skinke, saa vil jeg anbefale Dem denne. Ale og Stout er her ogsaa til at skylle den ned med, og dersom De foretrækker det half and half, kan vi jo dele et Krus imellem os. Det har altid været min oprigtige Mening, at Øllet er den eneste Ting, som duer hos Englænderne. De skriger jo rigtignok ogsaa paa deres Oksekød og saa paa deres Heste og store Skribenter, men hvad Kødet, saavel Okse-, som Hestekød angaar, da har vi det bedre paa den anden Side af Atlanterhavet, og hvad Skribenterne angaar, saa kan vi jo faa dem med Tiden." Han trak en Stol frem under Bordet ved Siden af sig; jeg slingrede ned paa Stolen, lod Skinken og Øllet vederfares deres Ret, og idet vore Overkroppe snart dannede spidse, snart stumpe Vinkler med Bordfladen, nød vi med god Appetit vort Aftensmaaltid paa den urolige Nordsø.

Vi var imidlertid ikke ene om Maden. Lige overfor os var tre Pladser besatte. Der var for det første Skibets Kaptajn, som i en utrolig Fart og uden at mæle en Stavelse tømte sin Tallerken og sin Flaske, trykkede Voksdugskasketten fast om Panden, og med en Ottendedel af et gnavent Buk rejste sig, skældte Stewarden ud for et eller andet, og kravlede op paa Dækket, for at fortsætte sin mugne Stirren ud fra Broen, ud over det vaade Skibsdæk, ud over den fraadende, oprørte Sø. Dernæst var der en lille, undersætsig Mand, en uudgrundelig Mellemting mellem en Lods og en Studepranger. Hans Haar var klippet tæt af i Nakken, men foran var det langt og kæmmet ned over Tindingerne i to Tjavser, der gjorde et krøllet Forsøg paa at sætte sig i Forbindelse med Bakkenbarterne. Han bar Guldringe i Ørene og var forsynet med en svær Vestekæde af samme Metal. I Mangel af en hvid Flip havde han et rødt Tørklæde om Halsen. Han spiste meget, og trak under denne Forretning Vejret gennem Næsen. Hans 27 Sidemand var mager og knoklet, med brede Kæber, tyndt Skæg og et ejendommeligt stift Blik, der, hvis det havde været mere intelligent, kunde have haft noget inkvisitorisk ved sig, men som nu kun syntes at betegne en Karakter, der havde løbet sig fast et eller andet Sted, maaske i Religionen, maaske i en "ny Opdagelse". Hans sorte Frakke var knappet til helt op i Halsen, og for saa vidt havde han noget degnemæssigt i sit ydre; hans Hænder var imidlertid store og grove, med sorte Negle og Hænderne saa vel som den Maade, hvorpaa han brugte sine Arme, vidnede om, strengt Arbejde, maaske i en Mine, maaske i et Værksted. Han lod et Par Gange sine Øjne glide hen imod den bageste Del af Kahytten, og da jeg fulgte Retningen af hans Blik, opdagede jeg Nakken og Fødderne af en Mand, der indsvøbt i uldne Tæpper laa udstrakt paa en af Divanerne, og som enten sov meget fast eller var kommen paa det Punkt af Søsygen, hvor Bevidstløsheden indtræder.

Min amerikanske Ven henkastede nu og da en Bemærkning til de to Passagerer lige overfor, der vidnede om, at han havde gjort deres Bekendtskab, førend vi satte os til Bords, og da Maaltidet var til Ende, foreslog han dem at drikke et Glas med sig ved Kaminen. Tilbudet blev modtaget, af den tykke med uskrømtet Glæde, af den magre derimod først efter en længere Vægring, der imidlertid til Slutningen døde hen i et: "Ja, men kun et Par Draaber," hvilke Draaber ikke desto mindre blev tilmaalt ham med amerikansk Rundhaandethed, uden at han senere gjorde nogen Indsigelse derimod. Vi stivede os af, saa godt vi formaaede, i en Halvkreds omkring Kaminen. Enhver fik sit Glas i Haanden med den Anbefaling, at passe paa, naar Overhalingerne kom, og derpaa blev vi præsenterede for hverandre. "Det er Mr. Simson," sagde Amerikaneren, idet han pegede paa den tykke. "En Gentleman, der har tjent sine Penge paa Floden, og som nu har en Skibsprovianteringshandel ude ved Limehouse." Og derpaa tilføjede han halvhøjt paa dansk til mig: "Utvivlsomt en stor Tyveknægt." "Det er Mr. Smuggins," vedblev han, idet han pegede paa den magre. "Mr. Smuggins er Missionær fra Kapkolonien og en stor Jæger; han er rejst til Evropa for at søge Interessenter i et Jernbaneanlæg i det indre." Og han tilføjede i den danske Parentes: "Alle disse Missionærer er enten dumme eller durkdrevne; jeg tror, at han er en Blanding af begge Dele." Min egen Ringhed blev derefter forestillet for de to Engelskmænd, og da Isen nu var brudt, bragte Kaminilden, den varme Grog og Bevidstheden om fælles Kedsomhed snart en Samtale i Gang, og da Vindens Susen gennem den aabne Skylightsrude, Larmen af Søerne, naar de gik over Dækket, Skoddernes Knagen, og de søsyges Stønnen, var Lyde, der allesammen paa det bestemteste mindede om Situationen, blev ogsaa Samtalens Retning

        

28 herved bestemt. Historier om Sørejser, om gode og daarlige Skibe, om godt og daarligt Vejr, men helst om daarligt, om lange og korte Ture, om Livet paa Themsen, i det kinesiske Hav og blandt Kyst-Hottentotterne, vekslede i broget Blanding, og en af os havde netop bestilt den tredje Omgang Grog til Erstatning for det, som var bleven spildt i den sidste svære Overhaling, da den Pakke uldne Tæpper, som jeg før havde lagt Mærke til agter ude, pludselig blev urolig, og en lydelig Stønnen samme Steds fra tilkendegav, at Pakken befandt sig usædvanlig ilde.

Min Ven Missionæren rejste sig øjeblikkelig og naaede, under nogen Anstrængelse for at bevare Fodfæstet, hen til Divanen, hvor allerede en tjenstvillig Steward ydede den syge sin Hjælp i Skikkelse af det før omtalte Blikinstrument. Missionæren puslede lidt ved Tæpperne, mumlede nogle beroligende Ord ligesom en Art Besværgelse imod Søsygens onde Dæmon, eksperimenterede med et Glas Vand, og vendte atter tilbage til Ilden, eller Groggen, med en Mine saa højærværdig, som om han havde berettet en døende. Amerikaneren, der meget opmærksomt havde fulgt alle hans Bevægelser, stak Spidsen af Tungen ud imod den Kind, der vendte hen til mig, og idet han paa denne sindrige Maade lagde sin Foragt for den hjælpsomme Missionær for Dagen, spurgte han i en højst skuffende enfoldig Tone, om Mr. Smuggins saaledes udøvede Kristenkærlighed mod alle lidende i Flæng eller om han særlig havde noget til overs for denne Patient. Den industrielle Kapmissionær saa' et Øjeblik prøvende paa Sømandens vejrslagne Ansigt, men da dette ikke forandrede sit Udtryk, foldede han Hænderne om Toddyglasset, og sagde med et dybt Suk: "Jeg søger efter mine svage Evner at handle ens imod alle Brødre i Kristus, og at hjælpe og trøste, naar jeg træffer dem syge eller sorrigfulde. Mod denne Broder har jeg desforuden særlige Forpligtelser til at vaage og bede; thi det er en Gang faldet i min uværdige Lod at frelse denne Sjæl fra Fortabelse og at bevare den gode Hjord et af dens vildfarende Faar." "Naa saaledes," faldt Amerikaneren ind. "Ja saa maa jo den gode Hjord, som De kalder den, være Dem meget forbunden. For Resten synes det mig, at Deres Faar har det temmelig slet. Herregud, en Mand er dog en Mand, selv om De nu kalder ham et Faar, og han maa dog ikke saaledes lade sig gaa paa af Søsygen. Stewarden mente jo rigtignok, at han havde Feberen, da han kom om Bord; i det mindste fortalte man mig, at han straks paa Floden havde rullet sig ind i sine Tæpper og forlangt Vand; - og det er aldrig noget godt Tegn. De skal dog passe paa, Mr. Smuggins, at Deres Prise ikke stikker Trossen fra sig og sakker agter ud? Hvad jeg mener dermed? Jeg mener, Gud forbande mig, at Manden kan gaa hen og krepere, førend De kan faa presset saa meget som

        

29 en Sixpence ud af ham til Deres Kirkeblok. Ja, De ser noget tvivlende ud, Mr. Smuggins; men jeg skal fortælle Dem og de andre Herrer en Historie, om hvorledes Feberen og Søsygen i Forening gjorde det af med det yndigste Væsen, jeg i mit Livs Dage har set. Det er noget, jeg aldrig kan glemme, og noget, som jeg nødig taler om; men jeg kan nu en Gang for min Død ikke lide, at man ser vantro paa mig, naar jeg siger noget, Mr. Smuggins, og derfor skal De høre Fortællingen."

Amerikaneren greb sit Glas og tømte det i et Drag, nikkede dernæst paa en egen venskabelig Maade til Stewarden, der ikke undlod at besvare Vinket ved at indfinde sig med Ingredienser til et nyt Glas, og tog saaledes til Orde: "De véd maaske, Gentlemen, eller i det mindste har jeg fortalt min Landsmand her, at jeg i mine yngre Dage fo'r med engelske Skibe; noget, jeg for Resten aldrig skulde have bekvemmet mig til, i Fald jeg den Gang havde tænkt paa, at der gaves Folk paa den anden Side Havet, der ikke bryder sig mere om England end om en Bønne, og som har Skibe, der først tager deres Bramsejl, naar alle disse Skarnfjerdinger af engelske Kulslæbere vender Bunden af Bøtten i Vejret. Men jeg fo'r nu som sagt med disse sodede Gavtyve, og jeg havde paa den Tid, hvor det tildrog sig, som jeg nu vil fortælle, netop faaet en Hyre som Styrmand om Bord i en Skonnert, der gik i Kystfart mellem Rotterdam, London og Leith. Vor Skipper var for Resten en ganske flink Fyr; kun tog han sig vel ofte et temmelig stift Glas Grog; - Mr. Simson, hjælp Dem selv! her er Kognak og Sukker! - og naar saa var, gik Kommandoen af sig selv over i mine Hænder. Kaptajnen laa til Køjs neden under og var syg, hed det sig blot. Folkene lod, som om de troede det; jeg førte Skibet, og alt gik sin gode Gang, til den gamle igen kom paa Dækket.

Ved det, at Skuden gik i Kystfarten og gjorde nogenlunde hurtige og regelmæssige Ture, fik vi nu og da en og anden Passager med, enten saadanne, som Kaptajnen kendte, eller som blev ham anbefalet ; og for deres Bekvemmeligheds Skyld var Kahytten agter ude, der i Forvejen var temmelig bred, bleven delt ved et Skillerum i to Kamre, saa at vi paa den Maade havde to Kahytter, en styrbords og en bagbords, af hvilke den sidste, den for Passagererne, kaldtes for "Salonen". Nogle af Folkene om Bord kaldte den ogsaa for "Noah's Ark", fordi vor Kok, der som Dreng var i Malerlære, havde dekoreret den langs under Dæksbjælkerne med alle mulige Dyrearter, baade Fiskene og dem fra Landjorden, Par om Par i runde Snirkler. For Resten hørte baade Skude og Kaptajn hjemme i Lowestoft, og mangen god Gang, naar vi kom nede fra Revieret og skulde Nord paa, gjorde vi en Afstikker ind til den gamle Havneplads og fik os en 30 Passiar med de gamle Kammerater. Ved Efteraarstider, naar det stod med Tykning, eller naar vi ingen Passagerer havde, gjorde vi oftest disse Afstikkere, og det var da saaledes en Oktober Eftermiddag, akkurat lige forinden Taagen havde lagt sig som en Mur mellem os og Landet, at vi pejlede de gamle Mærker, og med Loddet i Haanden og Raaberen for Munden fandt ind til Kajen, og fortøjede ved en af de ydre Bøjer, efter først at have svajet Skuden rundt, for at være klar til at hale ud igen, saa snart Taagen lettede. Den gamle gik i Land, og bad mig efter Sædvane komme op, senere ud paa Aftenen, og hente ham fra det Værtshus, hvor han plejede at søge. Jeg vidste nok, at hvis jeg ikke bragte ham om Bord, var der maaske andre, der trak af med ham i andre Forretninger, end det egentlig anstod sig en Skipper at give sig af med. Jeg tog mig da først en lille Lur i "Noahs Ark", som jeg undertiden benyttede mig af, naar vi ingen Gæster havde om Bord, og forunderligt nok, da jeg igen vaagnede, forekom det mig, at jeg havde drømt, at Arken snart fik Besøg, og maaske ikke saa meget for Drømmens Skyld som fordi jeg i det hele taget syntes, at der saa' lidt uordentligt ud derinde, skældte jeg Kokken ud for en fordømt engelsk Skarnager, der ikke kunde holde "Salonen" i pæn Stand, og jeg fik baade ham og Drengen til at spule og svabre derinde, og beordrede dem til at skifte Køjeklæder og pudse op det bedste, de formaaede. Da jeg havde set paa det, og givet Drengen en Lussing, fordi han ikke brugte Svaberen eftertrykkelig nok, tog jeg en ren Skjorte paa, stoppede min Pibe, og gik i Land. Først slog jeg et lille Slag omkring i Gaderne, og hilste paa Venner og bekendte, og navnlig kan jeg huske, at jeg fik mig et lille Slik under Næsen af den smukke Mary, som tjente hos vor Skibsproviantør, og med hvem jeg den Gang var go'e Venner. Saa gik jeg da hen ti! den Shop, hvor den gamle plejede at søge, og der fandt jeg ham da ogsaa ganske rigtig siddende i den lille Bagstue med Lodsen Richards, Billy Baker, Tom Smarke og alle, de andre Fyre, som. jeg endnu den Dag i Dag kan se ganske tydeligt og klart for mine Øjne. De kendte mig allesammen, og den gamle, som var i et Perlehumør, forlangte straks et Krus Ale og en Pibe til mig, og saa var der en, der kunde gnide paa en Violin, og saa var der en, som kunde synge en Vise, og saa gav Lodsen Grog rundt, og vi var alle komne i en meget hyggelig og selskabelig Stemning, da gamle Dickson, Værtshusholderen, skubbede sin tykke Figur gennem Døren, og vinkede ad min Skipper, at han skulde komme ud i Skænkestuen. Nu skulde jeg netop udenfor i et andet Ærinde, og et Øjeblik efter rejste jeg mig fra Bordet, og gik gennem Køkkenet ud i Gaarden. Paa Tilbagevejen fik jeg dog Lyst til at se efter, hvad der var blevet af den gamle, og jeg gik da ind i Skænkestuen, som nu næsten var tom. Dér stod min

        

31 gamle henne i en Krog og talte dæmpet med en høj, aldrende Gentleman, som sendte mig et meget bestemt Blik, da han saa', at jeg lagde Mærke til dem. Jeg tænkte ved mig selv, at han ikke behøvede at se saa hovent ned paa en ærlig Sømand, der ikke havde til Hensigt at udspionere Folk, men som maaske nok havde Interesse af at se, hvorledes hans Skipper klarede for sig med et saadant Kvantum Spiritus inden Borde. Den gamle holdt sig imidlertid godt. Jeg syntes nok, at han krummede Ryggen vel meget, men det var maaske en fin Herre, eller i det mindste en rig Herre, der vilde give ham en god Fragt, og saa kunde han jo gærne dukke sig lidt. Naa, nok er det, jeg gik da ind igen til de andre, og ikke længe efter kom den gamle tilbage til os, og først saa' han lidt alvorlig ud, men saa talte han om en brillant Fragt, og saa gjorde han et Greb i Lommen og tog en Nævfuld Sovereigns op, og af dem smed han adskillige paa Bordet og raabte, at Dickson skulde bringe saa mange Drikkevarer ind, som behøvedes til at sætte Dækket under Vand. Og det fik vi ogsaa, og jeg skal love for, at vi alle Mand kom om Bord i synkefærdig Tilstand. Næste Fofmiddag lettede Taagen, og vi med. Den gamle var gnaven og ordknap, som han altid plejede at være oven paa en rigtig Dravat af den Slags. Jeg talte derfor slet ikke til ham om Fragten, han havde faaet, førend vi holdt ind efter mod Hartlepool, hvor vi den Gang skulde losse. Han saa' paa mig, som om han vilde æde mig, og bad mig passe mig selv og Skibet og for Resten sørge for, at vi saa snart som muligt fik Ladningen ud og kom til Søs igen. Jeg holdt altsaa min Mund; vi korn i Havn, indklarerede, lossede og udklarerede i største Hast, men til Fragten fik vi hverken noget at høre eller se. Vi stod da til Søs igen med Skuden balastet; højt laa vi paa Vandet og smaa Sejl kunde vi kun føre. Det blæste stift, og Vinden var ret ind paa Landet. Jeg spurgte den gamle om Kursen. "Sæt den efter Lowestoft," brummede han, og gik neden under. Jeg havde aldrig set ham saa gnaven saa længe efter en Svir; men det forstaar sig, det havde ogsaa været en Ekstra-Tørn, den sidste. Saa holdt vi da efter Lowestoft; hun dansede og nejede i Søerne, og det var strenge Vagter, vi havde; navnlig var Hundevagten og Dagvagten slemme, og jeg tør sige, at der ikke var en Planke og ikke en Trevl Tøj om Bord, som var tør om Morgenen, da vi stod ind efter Land for klosrebede Merssejl og Stagfok. Jeg tænkte, at vi skulde holde lige ind mod Pieren, men den gamle kommanderede: "Ned med Roret," og nu laa vi hele Dagen ude paa den aabne Red og laverede frem og tilbage i den svære Sø; Folkene bandede, den gamle surmulede, og jeg tænkte paa den gode Fragt, og først ud paa Eftermiddagen, da Vejret havde helmet saa meget, at vi kunde stikke et Reb ud, fik vi Ordre til atter at holde ind efter. Den Sejlads stod imidlertid ikke

        

32 længe paa; vi drejede igen under, den gamle beordrede Jollen sat i Søen, tog fire af de dygtigste Folk med sig i Baaden, og roede i Land, idet han gav mig Ordre til at lade Ankeret falde, hvis Strømmen satte Skuden for stærkt ned efter. "Hold skarpt Udkig efter os, naar vi kommer tilbage, Johnny!" raabte han til mig, da han satte af, "jeg bringer Fragten med om Bord." Fragten med om Bord! tænkte jeg, da jeg saa' Baaden danse som en Æggeskal af Sted paa Søerne. Det maa være en underlig Slags Fragt, som kan betale sig saa godt, og som man dog kan føre om Bord i en Skibsjolle! Jeg troede halvvejs, at den gamle endnu var svirende, men saa faldt der mig noget ind om en Pengeforsending i Sølv eller Guld, eller maaske Papirer, - men det opgav jeg igen, fordi jeg ikke kunde se nogen rimelig Grund til at sende saadant noget ad den usikre Søvej, - og saa slog jeg alle Tanker herpaa af Hovedet og beskæftigede mig kun med Skibet, som jeg holdt gaaende frem og tilbage med smaa Slag, da jeg nødig vilde gaa til Ankers, medens Vind og Sø satte saa voldsomt paa Land. Lidt efter lidt faldt Skumringen paa, og jeg begyndte saa smaat at bande den gamles Sendrægtighed, medens jeg stod i det læ Fokkevant og kiggede ind mod Byen, hvor Lygterne allerede begyndte at tændes. Det var dog ingen Spøg at ro ud ved Aftentider med en aaben Baad, som maaske oven i Købet var dybt lastet, mod saadan en Sø. Heldigvis var vi næsten den eneste Sejler paa Reden for Øjeblikket, og Baaden kunde da styre efter vore Lanterner; men hvis der nu kom Tykning paa, eller hvis det blæste op igen, som det truede stærkt med, hvad vilde der saa hænde? Naa, til syvende og sidst fik jeg da Øje paa Jollen. Jeg maa tilstaa, at Folkene arbejdede flinkt. Den løb op imod Søerne ligesom en Kat ad et Tag, og saa rutschede den ned og kom op igen, som om den var af Papir. Jeg anstrængte mine Øjne for at se, om der var noget i den, men det var allerede for mørkt til at kunne skelne noget bestemt. Ikke desto mindre syntes jeg, at den laa lige saa let paa Vandet, som da den gik ind. Saa kom den da endelig paa Siden af os. Den gamle prajede, og jeg svarede: All right. "Er Lossegrejerne klar?" raabte han op til mig, "saa fir Korntønden herned; vi har en skrøbelig Vare i Baaden, som vi ikke kan lange op." Jeg gjorde, som han sagde. Vi slog et Stik om den Tønde, vi plejede at losse Korn med, læmpede Gaflen til Skonnertsejlet ned i Læ, og ud gik Tønden og kom op igen over Rælingen, hvor jeg greb den og bragte den til Dæks. En af Folkene korn i det samme med en Lanterne, og da Lyset fra denne faldt paa Tønden, opdagede jeg en ung Lady's dødblege Ansigt, omviklet med Shawler og Tørklæder. Det gjorde et underligt Indtryk paa mig, saaledes pludselig her ude paa den vilde Sø at finde en fin lille Jomfru stoppet i en Korntønde, og bragt om Bord i en Baad, som maatte

        

33 være halv fuld af Vand efter den Tur, den havde gjort. Den smukke Lady var besvimet, det var tydeligt nok at se, og for saa vidt kunde jeg jo gerne have taget hende ud af hendes Fængsel, uden at hun kunde blive generet over, at en Sømands barkede Hænder havde berørt hende; men jeg var nu en Gang bleven saa underlig stemt over denne uventede Fragt, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulde eller turde gøre. Jollen var imidlertid bleven bragt op under Hækken, og den gamle kom hen til mig. "Se, det er Fragten, Johnny; stuv den nu væk neden under; vi maa se at naa London saa hurtigt som muligt, og jeg er bange for, at vi faar en ond Nat." Jeg løftede vor unge Passager forsigtig op med alt hendes Tøj, baade Shawler og Kaaber og hvad alt det nu hedder, og bar hende neden under i "Noahs Ark", som jeg fandt i fuldstændig Orden, akkurat som jeg havde forladt den om Aftenen i Lowestoft, da jeg fik en Forudfølelse af, at den snart vilde komme i Brug. Jeg spillede Kammerpige, saa godt jeg formaaede; jeg tændte Hængelampen i Loftet, gjorde Ild paa i Kaminen, og tog saa det vaade Overtøj af den unge Dame, som jeg havde lagt i Standkøjen, og som endnu var fuldstændig bevidstløs. Ved Lampens Skin kunde jeg ret se, hvor smuk hun var; men jeg vil kun daarligt kunne forklare det. Det gjorde mig saa inderlig ondt, at saadan et fint og skrøbeligt Væsen skulde være om Bord hos os i saa daarligt Vejr og uden nogen kvindelig Oppasning. Jeg kunde slet ikke faa i mit Hoved, at hun netop i denne stormfulde Aftenstund skulde sendes ud paa Reden, for at gaa Søvejen til London, da hun jo dog langt nemmere kunde være naaet dertil i en Vogn, men saa - just som jeg vilde skille hende af med det sidste Stykke Overtøj, opdagede jeg noget, hvorved jeg straks begyndte at ane Sagens Sammenhæng. Den unge, blege Lady, som laa paa Standkøjen i "Noahs Ark", som var klædt paa som en Prinsesse, og som efter min Beregning knap kunde være fyldt sit attende Aar, var højt frugtsommelig. Jeg gik tilbage helt hen imod Døren, og ønskede i mit inderste Hjærte, at hun ikke maatte vaagne op, medens jeg var her nede, og dog forekom det mig igen, at det var Synd at gaa bort fra hende; for hvorledes skulde hun finde ud af, hvor hun var, og hvorledes vilde hun i det hele taget være til Mode, naar hun vaagnede op i denne Æske, saa langt borte fra Hjemmet og fra, - Gud véd fra hvem. I det samme blev jeg prajet oppe fra Dækket ved et af den gamles stærkeste Brøl. Jeg sprang op ad Trappen i en Fart; jeg kendte nok den Maade at praje paa. Bygen, som jeg havde ventet paa i den sidste Time, var nu kommen. Jeg saa' straks, at vi havde Valget mellem at drive i Land paa en Lægerval og at presse os ud i rum Sø med de Klude til, som Vinden i Grunden ikke tillod os at føre. Det kom nu an paa, om Skøder og Lig vilde holde;

        

34 og vi pressede paa. Du Altforbarmende, hvor det blæste! Vi fik Bramraaen til Dæks, netop som Storstangen gik over Bord; det læmpede lidt; men alligevel slæbte vi den læ Nok paa Fokkeraaen under Vand. Hver Gang Rælingen blev tvungen under, og Vandet brød over Dækket, tænkte jeg paa den stakkels unge Lady neden under. Det var umuligt andet, end at hun maatte være vaagnet ved de svære Duvninger, og maaske havde hun endogsaa faaet Vand ned til sig. Jeg kunde imidlertid ikke forlade Dækket, førend vi havde klaret den nærmeste Pynt fra os, men lige saa snart vi var kommen om paa den anden Boug, og havde Landet et godt Stykke agter og den aabne Sø for os, gik jeg hen til Kaptajnen og spurgte ham, hvor han havde kunnet bære det over sig, at tage et stakkels Barn med sig i saadanne Omstændigheder paa en saadan Rejse. Han gjorde sig først brøsig, og svarede, at det kom ikke mig ved; Sagen var i Orden mellem Familjen og ham; den unge Miss skulde saa hurtigt som muligt til London, hvor hun skulde afleveres hos en Tante, som boede i et Hus i Grenwich nede ved Floden, og som skulde sørge for, at det hele blev holdt hemmeligt. Men jeg sagde ham igen, at det var Synd og Skam, og at han burde have nægtet at tage hende om Bord i saadan et Vejr, om saa Familjen var nederdrægtig nok til at fordre det, og om den saa havde givet ham nok saa mange Penge derfor. Og saa slog jeg paa, at hvis nu han, den gamle, selv havde haft en Datter, og hun havde gjort Dit og Dat, og Historien var faldet saadan ud, om saa han havde kunnet nænne at sende hende ud i en Storm, uden at give hende nogen Menneskesjæl med, som kunde hjælpe hende. Saa blev han mild, og saa bad han mig gaa ned og se, hvordan hun havde det, og han tilføjede, at jeg ikke behøvede at komme paa Dækket saa snart igen; han skulde nok besørge Vagten; jeg kunde bedre yde en Haandsrækning dernede, - det forstod han sig ikke paa.

Da jeg saa korn ned i Arken, var den stakkels unge Dame ganske rigtig vaagen. Hun sad paa Kanten af Køjen med Hovedet støttet i sin Haand. Den nydeligste lille Fod stak frem under Kjolen, og den Del af Armen, som kom til Syne i det vide Kjoleærme, var ligesom Sneen. Hun græd ganske sagte, og Taarerne piblede frem under den Haand, hun holdt for Øjnene. Lige idet jeg aabnede Døren, krængede Skuden voldsomt over, og det stakkels Barn vilde være styrtet ud paa Gulvet, hvis jeg ikke havde grebet hende i mine Arme. Hun slog de forgrædte, men saa søde og milde Øjne op, og saa' paa mig, og saa sagde hun blot disse Ord: "Francis, hvorfor har Du ladet mig være ene saa længe?" Og saa lænede hun sig tilbage, og knugede min Haand inden i sin. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde gøre. Jeg vilde nødig sige hende, at jeg ikke var den, hun antog mig for.

35

Hun var saa syg, hendes Puls bankede saa hurtig, og hendes Øjne vandrede ustadigt rundt omkring. Skuden slingrede, som den var besat; Luften var saa tung og kvalm der nede, og Stakkelen var saa søsyg, som jeg endnu aldrig har set nogen være det Jeg lukkede Døren op, og jeg skaffede hende koldt Vand, men lige meget hjalp det. Aa, jeg var saa trist, og man kunde have købt mit Liv for en Farthing. Ud paa Natten begyndte hun at fantasere, og i sin Vildelse sagde hun Ting, der ikke var beregnede for en fremmeds Øre, og som jeg nok skal vide at beholde hos mig selv. Saa meget kan jeg kun sige, at mine Formodninger om, hvorledes det hele hang sammen, var rigtige nok. Der var et Øjeblik, da Stormen var paa sit højeste, og da Skuden slingrede allerværst, hvor jeg frygtede for, at det skulde komme, som jeg var i en stadig Angst for, som den unge Lady fantaserede om, og hvortil hendes Moder burde have været Vidne og ikke en raa, ubehjælpsom Sømand. Men det kom Gudskelov ikke, men om Morgenen, da Kaptajnen kom ned, efter at Stormen var stillet noget af, fandt han mig sovende med mit Hoved imod Bordkanten, og i Køjen laa den unge Lady og var død. Den gamle ruskede i mig, og jeg fo'r op, og saa' først hen til Køjen, og derpaa saa' jeg Skipperen stift i Øjnene, og han blev saa bleg som den døde selv, og tumlede op paa Dækket. Jeg tog en blank Kniv, som laa i Bordskuffen, og holdt den hen foran den unge Dames Mund, men den duggede ikke. Jeg holdt min Haand paa Hjærtet og paa Pulsen, men de stod ganske stille, og saa gik jeg op paa Dækket, men først strakte jeg min Arm ud over Køjen, og svor en dyr Ed paa, at hvis nogensinde den Slyngel, som havde dette paa sin Samvittighed, kom indenfor denne Arms Længde, skulde jeg slaa ham ned som en Hund, og ikke holde op at slaa ham ned, førend han laa lige saa stiv og kold som den stakkels unge, forladte Lady i Standkøjen i "Noah's Ark".

Den brave Sømand holdt inde her. Der var ganske stille omkring Kaminen. Selv Mr. Simson, der i Begyndelsen af Fortællingen havde siddet og smaagryntet, syntes nu ved Historiens Slutning at være bleven noget rørt indenfor den svære Vestekæde. Hvad mig angaar, da saa' jeg ganske tydeligt, og med smertelig Deltagelse, den stakkels unge Lady for mig. Skibets Bevægelser, Lampens Slingren, Skoddernes Knagen og Bragen, og et enkelt dybt Suk eller en sagte Stønnen fra Kahyttens modsatte Ende flettede sig ind i min bevægede Stemning, og Indtrykket af Fortællingen blev saa levende, men tillige af en saa trykkende Styrke, at jeg rejste mig fra min Stol for at søge op til Stormens befriende Susen og det salte Vands forfriskende Skumkast. Men just i det samme jeg skød Stolen til Side, faldt Mr. Simsons Glas paa Gulvet, og Mr. Simson selv, der ligesom 36 blev kvikket op ved Støjen, vendte sig mod Amerikaneren med et lakonisk: "Hvad saa?"

"Ja, hvad saa?" spurgte Mr. Smuggins med et ganske særegent Tryk paa Spørgsmaalet, der røbede mere Interesse eller Nysgerrighed, end jeg hidtil havde tiltænkt ham.

"Nuvel da," vedblev Fortælleren; "Slutningen af Historien er snart fortalt. Den gamle undgik mig saa meget som muligt, da jeg igen kom op paa Dækket, og saa snart vi fik Themsmundingen i Sigte, gik han neden under i sin egen Kahyt. Da jeg vidste, hvad han vilde foretage sig der, og da jeg kunde beregne, at det ikke vilde vare længe, inden jeg slet ingen Besked kunde faa ud af ham, fulgte jeg bagefter. Han havde lukket Døren, men jeg forlangte bestemt, at han skulde lukke op, og saa lukkede han ogsaa op. Naturligvis sad han med Flasken foran sig, men jeg lod, som om jeg hverken saa' den eller det Glas, han skubbede over til mig. Jeg sagde ham kort og godt, at han for min Skyld gerne kunde drikke sig fuld, men han skulde blot først give mig bestemte Oplysninger om, hvor det var, at den ulykkelige unge Dame skulde være bragt i Land; jeg vilde da besørge det altsammen, naar Mørket faldt paa. Jeg slog maaske tillige lidt i Bordet og sagde ham et Par smaa Ubehageligheder, men saa rykkede han ogsaa ud med Sproget, og da jeg havde faaet al Ting at vide, gik jeg op igen og lod ham sidde og tylle sig. Saa løb vi op til Gravesend med Floden, og gik til Ankers dér. Og da Mørkningen faldt paa, lod jeg os slæbe videre op efter mod Grenwich, indtil jeg omtrent kunde beregne, at vi maatte være udenfor det omtalte Hus. Dér lod jeg atter Ankeret gaa i Bund og fik Jollen i Vandet, og saa gik jeg ned i "Noah's Ark", og jeg vil være en evig, om ikke det vaade stod mig i Øjnene, og mit Hjærte trak sig sammen som et Givtov, da jeg svøbte den døde ind i alt hendes Tøj og bar hende oven paa. Tørklædet, som havde været bundet om Hovedet, trak jeg næsten helt ned for Ansigtet, og til Folkene nede i Jollen sagde jeg, at den unge Miss var meget syg og slet ikke kunde støtte paa Benene. Det var de samme, som havde hentet hende i Lowestoft; de havde set, hvor daarlig hun havde været, da den gamle havde fulgt hende ned til Baaden fra Vognen, som havde holdt ude paa Pieren, og de vidste ogsaa, i hvor slet en Forfatning Stakkelen var kommen om Bord. De tog meget varsomt og forsigtigt imod hende, da jeg løftede hende ud over Rælingen; jeg var i en Fart nede hos hende og holdt hende i min Arm, og jeg hørte en af Folkene sige halvhøjt, for at trøste hende, at naar Ladyen kom i Land, saa blev det snart bedre. Medens vi roede ind, kom jeg til at tænke paa noget, som den stakkels Pige havde sagt mig. Hun forvekslede mig jo stadig med denne Francis, og blandt andet havde hun spurgt mig, hvor det kunde 37 være, at jeg var hos hende paa Skibet, da hun jo dog havde faaet sendt Bud til mig, førend hun kørte al Sted, at jeg skulde møde hende hos Tanten i Grenwich. Jeg tænkte da ved mig selv, at jeg skulde holde skarpt Udkig efter Fyren, naar jeg kom hen til Huset; det var jo dog muligt, at han var der og gik og snusede omkring. Jeg kunde godt tænke mig, at det var saadan en adelig Pjalt, som havde Mod nok til at forføre en Pige uden at ville gifte sig med hende, men som dog manglede Mod til at afslaa at ville møde hende endnu en Gang, og maaske den sidste. Naa, vi roede som sagt ind til det omtalte Hus. Det laa ganske for sig selv med en lille Have udenfor, der gik ned til Vandet. Der brændte et Lys i det Vindu, der var nærmest Døren. Saaledes skulde det være efter Beskrivelsen. Jeg sprang i Land med "Kaptajnens Fragt" paa Armen, og spejdede rundt omkring til alle Sider; men der var ingen Person hverken at høre eller se. Saa gik jeg da med min Byrde op imod Huset, bankede et stort og to smaa Slag paa Døren, men førend den blev aabnet, hørte jeg, at der indenfra blev hvisket: "Er det Sir Francis?" Nej, svarede jeg, og tænkte ved mig selv, at Tjenestepigen vel allerede var bestukket. Døren gik op, og der stod ganske rigtig en net lille Stuepige, som gav det uundgaaelige: "Ih, Du min Gud og Skaber!" fra sig, da hun saa' en fremmed Mandsperson med den ventede Dame paa Armen. Jeg spurgte efter Mrs. den og den, og forklarede, at jeg aldeles nødvendigt maatte bære min Passager ind i Stuen, da hun var fuldstændig besvimet. Den lille Taske fik nu travlt og vimsede i Forvejen, og lukkede en Dør op til en stor Stue, hvor der brændte en Lampe med Skærm over paa et lille Bord. Ved Bordet sad en gammel Dame med Briller for Øjnene, og læste i en svær tyk Bog, som jeg nok tør bande paa var en Bibel. Lige saa snart jeg kom ind, satte jeg min Byrde fra mig i en Lænestol, og jeg kan endnu huske, hvor underligt det var for mig at se, hvorledes Byrden sank helt forover med Hovedet ned paa Brystet, saa at jeg i en Fart maatte snappe en Flig af Kaaben, og holde fast i den. Damen ved Bordet skød Bogen til Side, lettede op i Lampeskærmen, saa at jeg rigtig kunde se et gammelt, arrigt Ansigt, hvor Huden lignede Saalelæder og sad i Folder ligesom paa en Bavian. Hun smækkede sit Næb op som en Papegøje, og begyndte saa omtrent paa denne Maade: "Ja, Du Skændselens og Vanartighedens Barn, Du maa vel dukke dit Hoved og slaa dit utugtige Blik ned." Men langt kom hun ikke paa denne Boug. Jeg stillede mig hurtig mellem Lænestolen og Bordet, og sagde saa til hende: "Mistress -, jeg bringer Dem herved Deres Broderdatter. Hvis den stakkels unge Miss skal dømmes af nogen, saa overlad De Vorherre det; for hun har allerede strøget sit Flag i denne Verden: og det skete i Nat om Bord hos mig, i en Storm paa

        

38 Nordsøen; - og her har De Skibets Navn og Skipperens Adresse. Godnat !" Og derpaa lagde jeg Adressen paa Bordet, og gik øjeblikkelig ud af Stuen og ud af Huset, og jeg har aldrig været der siden. Da jeg gik tilbage gennem Haven, saa' jeg endnu en Gang efter, om jeg ikke kunde faa Øje paa Springfyren, men der var heller ikke denne Gang nogen at se, og vente paa ham vilde jeg ikke, da jeg ikke turde lade Skibet ligge midt ude paa Floden, med en døddrukken Skipper i Kahytten og for Resten overladt til Folkenes og Flodrøvernes Forgodtbefindende. Saa sprang jeg da i Baaden igen, og vi roede tilbage ud imod Skibet. Jeg kan godt huske, at jeg var rigtig tung og trykket i mit Sind af alt dette, og derfor var det ogsaa, at vi den samme Aften fik løbet Siden ind i Jollen. Det var nemlig blevet svært mørkt, da vi roede tilbage; jeg blev gnaven og fortrædelig, da jeg ikke hurtig nok kunde finde Skibets Lanterner, og jeg raabte til Folkene, at de skulde ro væk af alle Kræfter, i Stedet for at de naturligvis i Mørket burde have roet meget smaat. Lige med et faar vi da Stævnen af en Baad, som ogsaa roede rask til, ind i vor bagbords Boug, og hvordan det nu gik eller ikke: den fremmede Jolle var den stærkeste, og vi sprang læk. Jeg vendte mig om for at skælde ud, men det fremmede Fartøj var allerede et Stykke agter ude. Saa vidt jeg kunde skønne, var det en Færgebaad, og foruden Færgefolkene syntes jeg, at jeg saa' endnu en Skikkelse i Baaden. Jeg tænkte i det samme paa "Sir Francis", men - der var intet at gøre; vi var dygtig læk, og kunde knap bjærge os ind til det nærmeste Skib. Da vi atter med Hjælp herfra kom om Bord i vor egen Skude, stod jeg længe ene paa Dækket, og knyttede Næven ud imod den store By, som laa der ude i Natten, og jeg tænkte ved mig selv: Lad nu Englænderne være det helligste Folk paa Jorden, og lad Præsterne hos dem prædike som ingen andre Steder; - det hele er dog alligevel som et raaddent Æg. Saa længe man lader det være helt, saa er alt godt; men piller man blot et lille Hul et Steds, saa lugter det forbandet ilde! Ikke sandt, Mr. Smuggins?"

Det blev imidlertid ikke Mr. Smuggins, men Mr. Simson, som tog Ordet. Denne sidste Herre havde ydet Slutningen af Amerikanerens Fortælling en stedse større og større Opmærksomhed. Hans smaa sammenknebne Øjne havde i de sidste Minutter ufravendt hvilet paa Fortællerens Ansigt, derpaa havde de pludselig vendt sig ned mod hans Støvlenæser, som om hans Tanker paa dette Sted søgte et Holdepunkt for Hukommelsen; hans Fingre puttede sig dybt ind i Vestegabet paa hver Side af hans svære Overkrop og rodede omkring der inde, som om de vilde udgrave en eller anden forgemt og glemt Genstand, og Fortælleren havde akkurat holdt inde, da Mr. Simson strakte sin højre Arm frem foran sig, trak den tilbage med

        

39 en Bevægelse som ved et raskt Aaretag, og udbrød: "Det var som Fanden! Ja nu husker jeg det." Vi saa' alle tre spørgende paa ham, og efter at have glattet lidt paa Haartjavserne, og taget en ordentlig Slurk af det Glas, han havde faaet i Erstatning for det sidstes Forlis, forklarede han sit Udraab paa følgende Maade.

"Ser De, mine gode Herrer, baade De, Mr. Smuggins, og de to fremmede Gentlemen! førend jeg fik Forretningen der ude i Limhouse; - ja længe før den Tid, for det er nu endda ikke saa længe siden, - havde jeg en Baad paa Floden. Ja, hvad, Herregud! Noget skal man jo dog begynde med, og jeg begyndte som sculler*). Jeg var først der nede ved Tower Hill og ved Hermitage Steps, men saa kom jeg en Gang i Klammeri med en af Flodpolitiet, der beskyldte mig for at have taget en Mand op, som en smuk Aftenstund faldt ud fra Londonbridge. Det hed sig, at Manden var bleven kastet ud; og saa mente de, at hans Ur og en Tegnebog var bleven væk i Baaden hos mig. Men nu kan de gode Herrer da nok indse, at man ikke saadan gaar hen og varper en Mand ud fra Broen, uden at man i Forvejen letter ham for de Smaating, som han har paa sig. Altsaa kunde der jo ingen Mening være i, at jeg skulde have taget de Bagateller til mig. Det var ikke saa vel, havde jeg nær sagt En stakkels Færgemand gør sig mange Gange Ulejlighed ved at fiske Ting op af Floden, som slet ikke har nogen Værdi, men som bare bringer ham Fortræd og Ubehageligheder. Men nok sagt; da denne Bobby ikke kunde bevise noget om mig, saa lod de mig gaa. Men da jeg dog syntes, at han skulde have lidt for sin Ulejlighed, saa gav jeg ham et lille Knubs den samme Aften, da jeg gik forbi ham i Mørke nede ved Dokkerne. Han kunde ikke se, hvem det var, og jeg fortalte det ikke til nogen, men de havde dog saadan deres Mening om den Sag, og saa blev jeg chikaneret og drillet af det Rak, indtil jeg af mig selv trak længer ned ad Floden. Paa den Maade var jeg endelig kommen ned til Blackwall, og havde taget Station ved den gamle Pier der, og den Aften, jeg vil tale om, havde jeg just hentet mit Net og min Skraber, og vilde gøre klar til at gaa op mod Broen for muligvis at bjærge et og andet, da jeg blev prajet oppe fra Pieren. Det var allerede for mørkt til at skelne noget bestemt; men jeg kunde dog se, at der stod nogen der oppe, og paa Stemmen kunde jeg høre, at det var en Gentleman - Haløj! raabte jeg. - Er det en sculler? spurgte han der oppe. - Javel, svarede jeg. Kanske Herren vil over Vandet? - Jeg skal til Grenwich saa hurtigt som muligt. De faar en Sovereign. Skynd Dem blot! - Han var allerede halvt nede af Trinene og sprang i Baaden. Det hjalp ikke, at jeg fortalte ham, at han lige saa godt kunde give sig Tid. Om et lille Kvarter kæntrede Strømmen, og *

40 før kunde det ikke nytte. Han hørte næsten slet ikke paa mig, men sagde bare, at jeg kunde tage en Mand til; han skulde nok betale ham. Naa, tænkte jeg; naar Du endelig vil have den Rotur, saa vær saa god! Og saa prajede jeg min gamle Kammerat Jim Billinggate til at tage med. Nettet og Skraberen lagde vi forude, og saa satte vi os paa Tofterne, og stemmede Fødderne mod Spændholdterne, og saa skar hun jo ud i Strømmen. Jeg kan huske, at vi kom lige under en stor Muddermaskine, som arbejdede ved Lanterner og Begkranse, og ved Lyset af dem saa' jeg, at den Gentleman, vi roede for, var en ung Fyr med lidt Dun under Næsen, og med Ridestøvler paa Benene. Han saa' bleg ud som alle af den Slags; han var helt tilstænket med Snavs fra Sporerne og langt op ad Frakken, og hver Gang Jim eller jeg saa' hen paa ham, drejede han Ryggen til os, eller lod Hovedet falde forover som en kinesisk Dukke paa en Kommode. Det var dog en underlig Svend, tænkte jeg ved mig selv, og saa forsøgte jeg paa at tale til ham; men dér kom jeg ikke langt, for han svarede kun med Ja og Nej, og til sidst tav han bomstille. Jeg tænkte imidlertid paa den akkorderede Sovereign, og da jeg ikke kunde faa nogen Passiar i Gang, morede jeg mig, som jeg saa ofte har gjort, med at vurdere Fyren, som han dér sad. Jeg kan nu ikke længer huske, hvor højt jeg anslog ham, men jeg tror dog nok, at jeg ikke regnede ham blandt de laveste. Mørkt var det, og efterhaanden som vi fik Vandet med os, gjorde vi en svær Fart, saa at jeg tidt var ængstelig for, at vi skulde komme noget til. Men det gik dog godt, lige til vi kom ud for Hospitalet; saa var det, vi løb Siden ind i Jollen, som denne Gentleman her har fortalt, og da jeg vilde holde af for at se, om den fremmede Baad ikke havde taget nogen Skade, stampede den unge Fyr i Bundbrædderne, og raabte, at vi bare skulde ro væk. Naa, da vi ikke blev prajet fra Baaden, og ikke hørte noget videre Spektakel, roede vi væk, og kom snart ind under Land. Fyren lod os nu ro langsomt videre, idet han nøjagtigt undersøgte hvert Hus langs med Bredden. Da han formodentlig ikke stolede paa sine egne Glugger, spurgte han mig, om jeg ikke kunde finde et Sted, der laa ganske for sig selv, med en lille Have, som gik ned til Vandet. Det var jo nok mørkt, men nogen Lysning var der dog altid i Luften, og mine Øjne var vante til at se om Aftenen paa Floden, saa at jeg sagtens kunde hjælpe ham deri. De fleste Huse laa Side om Side; nogle enkelte laa nok for sig selv, men enten var der ingen Have til, eller ogsaa var Haven bagved, og paa den Maade fandt vi da til sidst det Hus, som han søgte. Da jeg bed nøje Mærke i det, fordi jeg tænkte, at det altid kunde være morsomt for en anden Gangs Skyld at kende lidt til det Sted, hvor en saadan Fyr vilde hen paa en saadan luskende Maade, kan jeg endnu godt erindre, hvad den fremmede

        

41 Gentleman her fortalte, at hele Huset var mørkt, undtagen Vinduet nærmest ved Døren, hvor der brændte et enkelt Lys i en Stage. Der var for Resten kommet lidt mere Liv i Fyren. Han gav mig to Pund til Deling, og desuden stak han mig et Par halve Kroner i Haanden, da Baaden skurede op mod Landgangsbroen, og saa sprang han i Land, og gik op gennem Haven, efter at han først havde beordret os til foreløbig at vente paa ham; han vilde maaske gaa med tilbage, og i ethvert Tilfælde vilde han sige os Besked. Jeg havde svært Mod paa at tjene nok en Sovereign den samme Aften, og det havde Jim naturligvis ogsaa; og jeg kan godt huske, at vi tændte vore Piber, og sad og smaasnakkede om, at vi gerne vilde vente paa ham, om det saa skulde være til Daggry; og jeg tror, at vi netop var ved at drøfte, om der dog ikke skulde være et Skørt med i Spillet, da han lige med et kom ned ad Trappen igen, og vinkede ad os. Jeg satte Aaren i Bunden, og bragte Baaden ind, saa tog han min Haand, som jeg rakte ham, og sprang i Baaden. Men det Haandtryk glemmer jeg ikke, og hele hans Opførsel i Baaden har jeg heller ikke glemt. Han rystede som et Espeløv, og faldt ned paa Toften ligesom en Sæk; og saa nikkede han paa saadan en underlig forstyrret Maade med Hovedet, og da jeg nu nok kunde tænke, at han havde faaet en eller anden Overhaling af den Slags, som man ikke taaler altfor mange af, saa gav jeg bare Jim et Vink om at tage fat paa Aaren, og saa roede vi ud i Strømmen igen; for jeg mente, at naar han havde siddet og sundet sig lidt, saa vilde han nok give os Besked om, hvor han vilde hen. Men vi roede og roede, og det blev snarere værre med Fyren. Han vred sine Hænder, saa at det knagede i Leddene; ikke et Ord kom der fra ham, som kunde give mig nogen Idé om, hvad der var i Vejen; men hans Ansigt var fælt at se paa, og lige paa en Gang, uden at det var muligt at stoppe ham, sprang han op paa Toften, gav et Skrig fra sig, og smed sig over Bord. Jim og jeg skoddede øjeblikkeligt Aarerne, og roede bak. Strømmen førte os den Gang lige ned paa et stort Fuldskib, en af Ostindiefarerne, som var halet ud fra Dokken og rimeligvis skulde lette om Morgenen. Den havde Baade og Pramme paa Siden, og Folkene ladede ved Lanterner. Jeg raabte straks ned til dem, og varskoede dem for en Mand over Bord, og saa roede vi til; og ligesom jeg skulde til at se mig for, fik jeg Øje paa noget sort, der kom op, just hvor en af Lanternerne skinnede i Vandet. Vi kom ned med Fart, og da det sorte laa og kæmpede, fik jeg Tid nok til at gøre mit Net klart paa Skraberen; og netop som vi passerede, hev jeg ud, og trak til, og vi havde Fyren. Saa kom der nogle af Skibets Baade til, og vi fik bragt ham om Bord, og da Stewarden saa', at det var en Gentleman, anviste han øjeblikkelig en Køje neden under, hvor vi kunde bære ham ned; og saa begyndte

        

42 der straks flere Folk at gnide og rulle ham; og vi saa' da ogsaa, at der kom Liv i ham. Saa gav Kaptajnen os en Dusør, og spurgte os lidt ud. Jeg sagde naturligvis kun, hvad jeg vilde; det andet ragede jo ikke Kaptajnen, - og da vi havde faaet vor Dusør, og en Skaal varm The oven i Købet, saa stak vi af igen, og lod Passageren blive om Bord paa Skibet. Hvad der saa forøvrig er blevet af ham, det maa Fanden vide; men som De ser, Gentlemen, saa er det dog et underligt Træf, at det saadan akkurat skulde være mig, som den Aften løb Siden ind i Jollen, og at det akkurat skulde være mig, som bragte Fyren hen til det Hus med det ene Lys i Vinduet ved Døren!"

Mr, Simson rejste sig op, og med nogen Vanskelighed for at finde Fodfæste slingrede han frem og tilbage i uregelmæssige Kredse omkring Kaminen. Skibet arbejdede nu saa voldsomt i Søen, at vi havde ondt ved at holde os selv fast paa Stolene, og Stolene fast ved Gulvet, og Mr. Smuggins syntes at gøre Mine til at ville forlade Kredsen, for at søge sig en roligere Ankerplads, da Mr. Simson i det samme afbrød sine Svingninger og betragtede Missionæren med et stift, prøvende Blik, der var saa vedholdende, at den hellige Mand fandt sig foranlediget til i en lidet hellig Tone at spørge, hvad Pokker han saa' paa. "Ja, syntes jeg det ikke nok," vedblev den forhenværende Flodmand. "Naar man saadan først begynder at rode rigtig op i Kramkisten, falder der altid flere bekendte ud paa en Gang. Jeg tør vædde med Dem, om hvad det skal være, Mr. Smuggins, at jeg saa' Deres Ansigt om Bord paa Skibet den Aften, og at De var iblandt dem, der tumlede med Fyren, som jeg fik trukket op af Floden."

Mr. Smuggins saa' lidt betuttet ud ved denne Tiltale. Han mumlede først nogle utydelige Ord om Misforstaaelse og Folks Paatrængenhed, men da han øjensynlig var bleven taget med Storm, og ikke i en Fart kunde klare for sig paa anden Maade, bøjede han sit Hoved med en værdig, ydmyg Mine, der stod i en komisk Modsætning til de Bevægelser, han maatte gøre med Benene, for at kunne balancere paa Stolen, og begyndte i en snøvlende Tone:

"Herren er stærk i de svage; og hans Naade var ogsaa den Gang over min Gerning, og han hjalp og understøttede mig, saaledes at jeg ikke blot frelste Legemet i hin Synder, men ogsaa udrev hans Aand af Djævlens Kløer. Thi dybt var hint Menneske faldet, men Oprejsningen fuldbyrdedes ogsaa, paa det at det maatte vise sig, at hvo som omvender sig og kommer til Herrens Vingaard, om det og er i den ellevte Time, hans Løn er lige saa stor og hans Fortjeneste lige saa vis som dens, der tidlig paa Dagen tages ind til Herrens Arbejde. Hint Menneske blev om Bord hos os, og gik med mig og mine andre Brødre i Kristo til Kapstaden, der blev han en Nybygger, nidkær i Herren; en ædel Vin efter at have været et Forkrænkelighedens 43 Kar. Men ak, Djævlen er snild, og lægger lumskeligen sine Snarer. Dette Menneske, som jeg troede frelst for bestandig, blev efter nogen Tids Forløb løs og vaklende, og endelig vendte han tilbage til det store Sodoma, og førte et Liv i Synd og Vanhelligelse. Og i Sodoma, og blandt Sodomiternes Mænd og Kvinder, fandt jeg ham nu igen, og...."

"Stop!" skreg Amerikaneren, og sprang op. "Nu har jeg ham! Jeg er vis i min Sag. De ser saa ængstelig hen til den Mand, Mr. Smuggins ; det har De gjort mere end én Gang i Aften, og hvad enten De nu mener at kunne omvende ham igen og redde ham for Deres Hjord eller for Deres Jernbane, saa kan jeg sige Dem, at jeg først vil have et Tag i ham, og det et godt. Jeg har svoret derpaa; og nu skal De se." - Amerikaneren fo'r hen over det gyngende Gulv. Missionæren bagefter, men ikke slet saa hurtigt. Min brave Ven sprang hen til Divanen, hvor Tæpperne i en Fart blev kastet til Side, og en bleg, mager Skikkelse rejste sig i Vejret. De allarmerede Opvartere viste sig fra alle Sider, og Mr. Simson og jeg saa' højst forbavsede til. "Sir Francis!" raabte Amerikaneren. "Husker De ...?" - og han bøjede sig truende hen imod ham. Skikkelsen havde forladt Divanen, og stod vaklende foran den svære Sømand. Jeg saa' dennes Arm krumme sig i Luften, rede til Slag, men før Slaget faldt, hævede Gulvet sig pludseligt og foruroligende ved den ene Side; vi styrtede alle omkuld mellem hverandre; Skylightet blev slaaet ind, og Glasskaar og det klare Søvand styrtede ned til os. Lamperne slukkedes ; Hvin og Skrig hørtes fra de smaa Aflukker; Døre fløj larmende op eller sloges dundrende i, og da de forskrækkede Stewarder atter fik gjort klart Skib og tændt Lys efter den voldsomme Overhaling, laa den blege Skikkelse, endnu blegere end før, blødende og bevidstløs, med et gabende Saar i Tindingen, ved Foden af en blankpoleret Konsol, hvis fremspringende, skarpe Kant havde forekommet min Ven Amerikanerens hævnende Arm.

FRA FYRTAARNET

"Det blæste en Storm udi salten Hav,
Hu, ha, hive langsomt ind;
Det blæste en Storm udi salten . . . ."

Mere af Visen havde jeg aldrig hørt, og mere fik jeg aldrig at høre. Hver Gang den gamle Sømand var kommen saa vidt, holdt han pludselig inde, ikke saa meget som om han ikke kunde huske videre, men snarere som om der knyttede sig et eller andet 44 ubehageligt ved det "salten", en eller anden bedrøvelig Begivenhed, som han ikke skøttede om at opfriske igen. For Resten begyndte han regelmæssig paa dette rudimentære Poem, hver Gang det var stærk Taage, hver Gang hans Tænder gjorde ondt, eller hver Gang han havde slaaet sit Pibehoved i Stykker. At der nok kunde være en Forbindelse mellem denne monotone, klagende Melodi og disse tre hver for sig ubehagelige Onder, kunde jeg vel forstaa, men spurgte jeg ham, hvorfor han sang saaledes, idet jeg samtidig tilføjede: Er Piben itu igen? eller: Det er nok stærk Taage i Aften? svarede han kun med at bekræfte min Antagelse, idet han satte saavel Piben som Taagen i Femininum: Ja, hun er itu igen! eller: Ja, hun er tyk i Aften! Paa en videre Besvarelse af Pointen i Spørgsmaalet indlod han sig derimod aldrig.

Det var i Reglen om Aftenen, efter at Fyret var tændt, at jeg besøgte den gamle Sømand. Fyrtaarnet selv stod udsat for Vejr og Vind paa den nøgne Klippeflade; Skyerne og Maagerne strøg om Kap hen over det, og Vinden fo'r med en melankolsk Fløjten forbi dets Ruder. Rundt om til alle Sider den grænseløse Horisont. Himlen med dens Stjerner foroven, og for Resten den haarde Klippe, der vædedes af Regnens, stundom ogsaa af Saltvandsskummets Taarer! Her røgtede min Vært sin ensformige Dont, pudsede Lamperne, læste i de gamle, forslidte Bøger, (stadig de samme: Campes Robinson, et engelsk Testamente, Gulliver og sidste Del af en titelløs Roman) og røg dertil et ubegrænset Antal Piber. Om Dagen, eller naar hans Medhjælper havde Vagt, var han derimod "nede i Huset". Dette Hus syntes ligesom dets Beboer at have trukket sig tilbage fra Kampen med Elementerne. Det var et Slags Pensionist, der var meget knapt aflagt med Hensyn til Vinduer, meget sparsomt gageret med Træer og andre Udenomsbekvemmeligheder. Beliggende i en Sænkning af Klippefladen ragede dets Tag akkurat saa meget frem over den beskærmende Granitmur, at den barske Vind kunde benytte sig af Skorstenen som et Slags Talerør, hvorigennem den med sin dybe Stemme underholdt sig med den noget tunghøre gamle og fortalte paa sin lidt hensynsløse Maade om Strandinger og andre Ulykker paa Søen.

Da jeg har forpligtet mig til strengt at overholde den gamles Anonymitet maa selvfølgelig Fyrtaarnets Inkognito ogsaa bevares. Eftersom imidlertid Østersøen er et stort Vand, hvis Skum bestænker mange Fyrtaarnes Ruder, begaar jeg næppe nogen Indiskretion ved at nævne denne samme Østersø som det Hav, hvis hule Drøn hørtes saa sælsomt den Novemberaften, da jeg imod Blæsten og Regnen stred mig op over Klipperne, paa hvis Top Fyret ligger. Vindstødene fo'r imod mig med en Kraft, som om det var stærke Hænder, der greb mig; Regnen havde løsnet Gruset og gjort Stenene glatte 45 under mine Fødder, og Mørket hindrede mig ofte i at se Stien, saa at jeg, famlende mig frem og stundom krybende paa alle fire, kun langsomt arbejdede mig op imod den venlige Ledestjerne, som trofast viste Vej paa dette mit farlige Krydstogt. En Gang imellem rev Stormen lange Flænger i Regntykningens klamme Slør, og da aabenbarede Fyrtaarnet sig i saa kolossal en Størrelse, at jeg uvilkaarlig spurgte mig selv, om jeg ikke havde fantaseret mig ind i Drømmesynerne fra "Tusind og én Nat" og nu stod foran en mægtig Aand eller Kæmpe. Stundom forsvandt Kæmpen aldeles og, hvad værre var, det lysende Øje i hans Hoved ogsaa, - da kunde jeg ikke lade være at tænke mig i deres Sted, der nu var paa Søen, og den voksende Larm af Brændingen, der tiltog, jo højere jeg kom op, gjorde kun disse Betragtninger saa meget mørkere.

Endelig naaede jeg min Vandrings Maal, krøb op ad den knagende Trappe, og stak Hovedet ind i det lille Lukaf ved Siden af selve Fyret. Der var noget vist velgørende i at se alt i den samme fredelige Orden som altid; de uhyggelige Tanker der ude fra Mørket og det barske Vejr svandt ogsaa gradevis hen, eftersom Indtrykket af Kakkelovnsvarmen og det hjærtelige: God Aften! gjorde sig gældende; jeg hængte mit Overtøj over en Stoleryg foran Ilden, tog imod den tilbudte Pibe, og strakte mig paa den Mellemting af Sofa og Seng, der meget indbydende var stillet saa umiddelbart i det glødende Kulbaals Nærhed, at Fodstykkets Fyrretræs Planker blandede deres harpiksagtige Duft med min Værts noksom bekendte Tobak. Jeg maa tilføje, at Atmosfæren var en saadan, at mine Sanser i meget kort Tid fuldstændig sløvedes for Havets, Stormens og Regnens Larm der udenfor, og jeg kun havde Øje og Øre for den gamle Sømand, der netop nu begyndte paa Brudstykket af den Vise, hvormed saa godt som enhver Samtale mellem os indlededes.

Der stod paa Bordet en gammel Olielampe, hvis Kuppel efter Ejerens Sigende "havde faaet en Læk"; denne Læk var stoppet med et Billede, der forestillede "det tremastede Skib, Montevideos Forlis" . Forliset havde imidlertid ikke ganske været i Stand til at stoppe Lækken; en smal Lysstribe skød sig hen over den gamle Sømands furede Ansigt, og tabte sig efterhaanden op ad Væggen lige overfor. Jeg vilde netop til at spørge ham, om han kendte Visen om Søren Kanne, eftersom jeg antog, at denne kunde staa i nogen Forbindelse med Indholdet af hans eget Brudstykke paa Grund af Ligheden i Begyndelsen, da mit Øje ved uvilkaarligt at følge Lysstribens Retning paa Væggen, opdagede øverst oppe ved Loftet et Miniaturportræt, der hidtil var undgaaet min Opmærksomhed. Jeg steg op paa en Stol, og idet jeg hurtig forekom en hindrende Bevægelse fra min Vært, bemægtigede jeg mig mit Fund, nærmede det til Lampen, og efter 46 at have befriet det for et tykt Lag Støv, saa' jeg en ung Dames sjældent smukke Ansigt smile mig i Møde. "Hvem er det Portræt?" var naturligvis mit første Spørgsmaal. Svaret udeblev, men en Rømmen og nogle knurrende Ytringer om en eller andens Nysgerrighed viste noksom, at Spørgsmaalet havde været af en noget generende Art. Portrætet undergik atter en Aftørring, og jeg indtoges mere og mere af det forunderlige Udtryk i de mørke Øjne, der for mig havde føjet en ny, gaadefuld Tiltrækning til det besynderlige Kammer med dets ikke mindre besynderlige Beboer. Det var et Pastelmaleri uden Ramme, men med Glas over, hvis Papirs-Indfatning havde løsnet sig paa mange Steder; det var godt udført, og jeg var straks tilbøjelig til at holde ti mod en paa, at det lignede Originalen. Og hvilken Original maatte det ikke være! Ansigtet var blegt, Øjenbrynene saa fint tegnede, - ja, hvordan maatte de ikke være i Virkeligheden! Man taler i Romaner om Øjnes melankolske Dybde, om Kinders rene Oval, om Mund, om Hage, om - ja hvad taler man ikke om! Jeg paastaar, at Skønheden ikke lader sig beskrive, den maa ses; og her stod jeg med Skønheden i min Haand, og medens Brændingens mægtige Akkorder atter lød i mine Øren, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa den af Havet opstegne Afrodite, der gemmer Havets Mysterier i sit Blik. Fra Afrodite Anadyomene bragte Idéforbindelsen mig paa et Spor, som jeg øjeblikkelig fulgte: "Dette Portræt maa være kommet fra Havet; det maa være fra en Stranding?" ytrede jeg.

"Fra Havet, fra en Stranding; ja, Gud hjælpe os." Og her sukkede den gamle, og medens han bankede sin Pibe ud og traadte paa Gløderne med sine Fødder, opstod der en Pavse, som Blæsten, Regnen og Havet tilsammen søgte at udfylde paa den mest uhyggelige Maade.

Jeg véd ikke, hvorledes det gik, men medens jeg under denne Pavse uafbrudt stirrede paa mit Fund, blev jeg greben af en saa uendelig Medfølelse med Portrætet fra det stormende Hav, med den gamle paa det øde Fyrtaarn, med alt, der paa nogen Maade stod i Forbindelse med dette Hav, og uden at vide af det, lagde jeg Billedet paa Bordet, lod min Haand falde ned paa min Værts Skulder, og bad ham, vist ikke uden Bevægelse i min Stemme, at meddele mig saa meget af dette Portræts Historie, som han selv kunde og vilde sætte mig ind i. Det var ikke blot og bar Nysgerrighed, der ledede denne min Opfordring; det følte han ogsaa nok, og jeg mærkede paa hans forlegne Rokken paa Stolen, at han lavede sig til at efterkomme min Opfordring. Jeg tog da Plads saa nær Bordet som muligt; mine Øjne fulgte stedse Billedets skønne Træk, som Lampelyset beskinnede; mine Tanker var paa Havet, og saaledes hørte jeg den ærlige Sømands simple Fortælling, som jeg her har søgt at

gengive saa naturtro som muligt.

47

"De mener maaske," begyndte han, "at denne Smule Blæst i Aften og den Musik, De hører der nede fra Skærene, har noget at betyde ; men De skulde blot være her en Nat, naar det rigtig stormer! det er da, som om Fyret rystede under ens Fødder, og Brændingen brøler ved en saadan Lejlighed, saa at min Medhjælper næppe kan raabe mig op, naar han vil sige mig noget. Havet her udenfor er favnedybt lige ind til Klipperne, og med Fralandsvind kan de største Sejlere stange med Klyverbommen paa Stenene, førend de vende og staa ud efter; men ved en Paalandsstorm slipper ingen Skude, det være den stolteste, der nogen Sinde er tømret, bort herfra, naar den først en Gang har hugget paa Skærene. Der er et Sted, som De maaske kender, og som vi kalde Kælderhalsen eller Djævlebroen; det er det Sted nede ved Søen, hvor alle de store Stene er styrtede sammen og har dannet en Slags Bro, som De vist ofte har kravlet om paa, thi det skal jo alle, der komme her. Dersom De var der nede i Aften, vilde De se, hvordan Brændingen tumler sig mellem de takkede Klipper, der skyde sig langt ud i Vandet. Det er saa noget nær det farligste Sted, hvor et Skib kan støde, og det er herom jeg vil fortælle Dem, siden De nu en Gang har spurgt mig.

Det er mange Aar siden, saa mange Aar siden, at jeg den Gang var ung. Jeg havde været med som Styrmand paa et Par af de lange Rejser, og var kommen hjem for at faa lægt et Hul i mit Hoved, som skrev sig fra et Forlis i det stille Hav. Derom kunde jeg ogsaa fortælle Dem, thi en af mine Skibskammerater, som kunde tegne, tog den Scene af, og det sidder der om Lampen, - men det vil nok ikke interessere Dem saa meget som det andet, og det er ogsaa bedre at blive paa fast Grund. For Resten tror jeg nok, at Blæsten tager til i Aften; lad os stoppe os en ny Pibe, saa kan De imidlertid høre efter, hvordan det tuder udenfor, og hvordan Søen bryder, for bedre at sætte Dem ind i, hvordan det var den Aften, da den engelske Brig kom i Land her. Ser De, det var en Novemberaften i Slutningen af Maaneden med Regn og Tykning og en rigtig Nordveststorm. Jeg havde taget Vagten for min gamle, der den Gang passede Fyret, og som netop var gaaet ned til Byen for at købe et og andet. Min yngre Broder var gaaet til Køjs nede i Huset, og jeg sad her alene og snittede paa en Blok og plejede mit Hoved med kolde Omslag. Lidt svag og mat var jeg endnu, men jeg tænkte for Resten nok, at jeg snart vilde komme mig, og saa vilde jeg tage den første, den bedste Hyre for ikke længer at ligge den gamle til Byrde.

Klokken kunde vel være hen imod de ni, da jeg aabnede Døren for at gaa ned og hente noget Tobak i Huset. Idet jeg stak Hovedet udenfor, mærkede jeg allerede, hvor stygt Vinden var taget til, og jeg tænkte netop ved mig selv, at de Sejlere, der muligvis var i 48 Farvandet udenfor, næppe vilde kunne klare sig i Regnbygerne og i denne tætte, raa Taage, som ingen Storm mægter at forjage, og som gør det umuligt at se længer end i det højeste en halv Snes Skridt foran sig. Ja, De kan tro, det var taaget den Aften. Da jeg kigede op mod Lyskredsen rundt om Fyret, var den saa formindsket af Taagen, at man skulde have ondt ved at se noget som helst Fyr ret langt borte. Jeg bad imidlertid Vorherre holde sin Haand over dem, der var paa Søen, og stred mig imod den hylende Nordvest over de glatte, slibrige Stene ned imod vor Kahyt. Da jeg var kommen Halvvejen, standsede jeg for at trække Vejret og stramme Klædet om mit Hoved, som Vinden rev og ruskede i, og i det samme forekom det mig, at jeg hørte noget som et svagt Skrig eller sligt. Da jeg troede, at det havde været Vinden eller maaske en Maage, gik jeg atter videre, men nu kom det igen anden Gang, og da jeg var Sømand nok til at vide, at det kun kunde have en eneste Grund, forstærkede jeg mine Skridt, og kom ganske stakaandet ned til Køjen, hvor Drengen laa og sov. I en Fart fik jeg ham purret ud, og behøvede kun et Par Ord for at faa ham til at trække Stortrøjen paa og snappe en opskudt Tovline, som altid laa klar af gammel Vane. Jeg selv tog en Baadshage i Haanden for dermed at lette mig Gangen over Klipperne, en Brændevinslærke stak jeg i Lommen, og saa styrede jeg Kursen ned imod Søen. Vindstødene ruskede i os, og Regnen faldt nu og da strømmevis; det var en besværlig Tur, og jeg bandede min svagelige Tilstand, der egentlig gjorde mig uskikket til en saadan Ekspedition; men Drengen var stor og stærk, han gav mig en Ende af Tovet i Haanden, og saaledes naaede vi, snart gaaende, snart kravlende, ned til det Sted, jeg har omtalt for Dem som Djævlebroen.

At det netop var dette Sted, vi var kommen til, havde vi mere paa Følelsen end paa Synet. Mørkt var det, og hver Gang Stormens Tuden og Brændingens Brølen sagtnedes et Øjeblik, hørte vi de fortvivlede Raab, der i Førstningen havde været dæmpede ved Afstanden, men nu tog til i Styrke, da vi stod lige overfor de Skær, hvor vi maatte formode, at det strandede Skib laa og droges i den sidste Kamp. Det hele var som en sort, kogende Kedel, der kun af og til blev oplyst af Braadsøernes hvide Blink, hver Gang de sloges til Skum mod Klipperne. Se noget kunde vi ikke, hverken Skib eller Mandskab, men vi hørte tilstrækkeligt, og de Skrig skal jeg aldrig glemme, saa længe jeg lever.

Hvad der var Regn og hvad der var det salte Skum, kunde vi ikke engang længer afgøre, og det var lige saa vanskeligt at sige, hvor Klipperne hørte op, og Brændingen begyndte. Vi kunde derfor ikke i Mørket vove os længere frem, men maatte staa uvirksomme og høre paa disse Skrig, der mere end den kolde Blæst og den raa 49 Taage gik os gennem Marv og Ben. "Det er nok ilde fat her," sagde Drengen; "jeg kunde jo gerne forsøge paa at naa over til Byen efter Hjælp, men inden jeg kommer tilbage, er vist Hjælpen forsiide." "Du har Ret i det," sagde jeg, men i Grunden vidste jeg ikke selv, hvad jeg sagde. Man tænker saa meget i et saadant Øjeblik, som man først bagefter husker, men som ikke altid har været fornuftigt tænkt. Jeg tænkte saaledes lige straks paa en Baad, men hvor skulde man faa saadan en fra, og desuden, hvad kunde det nytte? Saa tænkte jeg paa mit eget Forlis, og hvordan jeg selv havde klaret mig, og saa syntes jeg, at det kunde disse Folk ogsaa gøre. Saa vilde jeg lige til at lade Drengen forsøge paa at naa ned til Byen over Klipperne, for at praje Mandskabet ved Redningsapparaterne, men imidlertid var Skrigene efterhaanden blevne svagere og svagere, og da jeg nok vidste, at Hjælpen først kunde komme om et Par Timer, maatte jeg rigtignok sande Drengens Ord, at det saa vilde være forsilde. Som jeg saadan stod og ikke vidste, hvad jeg skulde gøre, erindrer jeg tydeligt, hvordan der kom en Række voldsomme Vindstød, hvis Mage jeg maaske aldrig har oplevet, og som formelig kastede os omkuld. Efter disse brølede og larmede Brændingen der ude i Mørket ligesom en Hoben af Lucifers egne Børn, der var undslupne det allermørkeste Sted; det salte Skum stod os i Ansigtet ligesom den tætteste Regn; Klipperne drønede under os, og vi foldede uvilkaarlig paa samme Tid vore Hænder, og tænkte med Angst og Gru og med en inderlig Bøn paa dem, der, at regne efter Skrigenes Ophør, nu næppe behøvede menneskelig Hjælp mer.

Saadan stod vi en Stund uden at mæle et Ord, og lyttede ængsteligt efter, om vi ikke kunde høre nogen Stønnen eller Jamren fra Mennesker, der maaske endnu kunde være i Live. Men der var ingen Ting hverken at se eller høre. Saa begyndte Drengen at rulle Tovet op, og derpaa sagde han ganske rolig, idet han rakte mig Enden af Linen : "Det værste af Stormen maa nu være forbi; jeg skulde synes, at hun er falden flere Streger mere vestlig, og hun kan ikke blive ved at blæse saa haardt efter den sidste Overhaling. Læg mig Linen om Livet, og laan mig din Stage der; jeg kunde have Lyst til at krybe lidt længer ned for at se, om der dog ikke skulde være kommen en eneste i Land."

Det var som sagt en stor og stærk Dreng. Jeg gav ham derfor uden Betænkning Tovet om Livet og Baadshagen i Haanden, satte mig ned i en Revne mellem to Stene, med Benene stemte imod et Klippestykke og med den anden Ende af Tovet om Livet, og et Par Sekunder efter var han forsvunden i Mørket.

Skønt jeg er vis paa, at det kun varede nogle Minutter, kan jeg dog forsikre Dem, at den Ventetid var lang. Jeg firede stadig paa Tovet, 50 idet jeg holdt igen af alle Kræfter, saa længe Stramningen varede. Af Anstrængelse værkede mit Hoved, som om der var glødende Ild i det, men jeg mærkede det knap; jeg firede og holdt igen, indtil Stramningen hørte op, - saa stak jeg alt det Tov fra mig, jeg havde, indtil der ikke var mere tilbage end akkurat det Halvstik, jeg havde gjort om Livet. Derpaa bandt jeg Klædet igen til Rette om Hovedet og lyttede efter. Vejret var ganske rigtig stillet noget af; Brændingen dundrede endnu mod Stenene, men Vinden hylede ikke nær saa stygt som tilforn. Det begyndte ogsaa at lysne lidt der ude i Taagen, og man kunde allerede skimte Genstande rundt omkring. Pludselig blev der rykket i Tovet, og jeg hørte Drengens Stemme, der raabte, at jeg skulde komme ned. I et Nu havde jeg Tovet af mig og var ude over Klippen; jeg bed mig fast som en Kat i Revner og Sprækker, og naaede ogsaa lykkelig de nederste Skær. Der laa Drengen og bøjede sig over noget, der var lænet op mod en Sten. Vandet strømmede helt op til Knæerne, hver Gang Søerne brød ind imod mig; jeg vidste, at det gjaldt om at holde fast, naar Strømmen løb ud efter igen, og jeg holdt fast. "Skynd Dig o.g kom straks med Brændevinsflasken," raabte han, "her er en lille Dame, som laa tværs for en stor Sten ind imod Land. Hun er nok alene om det." Jeg rakte ham Flasken og kigede rundt til alle Sider. Der var intet uden Vand og Klipper og nogle ganske enkelte Vragstumper, der nu og da stak frem af det hvide Skum. Jeg havde et Par Gange fat i nogle af disse Stumper, der forekom mig at ligne menneskelige Væsner, men jeg indsaa snart, at det var bedst saa hurtigt som muligt at bjærge den ene, vi var sikker paa, saa meget mere som det igen kom med Byger og Tykning, og vi havde en farlig Opstigning, der nødvendigvis fordrede den Smule Lysning, som for Øjeblikket fandtes. Der var naturligvis ikke Tale om at se, hvem vi havde for os. Ung og fin maatte hun være, for hun var saa let som en Fjer at løfte paa, naar man fraregnede Tyngden af de vaade Klæder. Drengen sagde, at det nok maatte være en meget fin Dame, siden hun slet ikke havde villet tage en eneste Draabe Brændevin til sig, men det mente jeg dog snarere laa i den simple Grund, at hun var aldeles bevidstløs, den Stakkel. Det var underligt nok at tage paa saadan et skrøbeligt lille Væsen; men op maatte vi jo, og det kom vi da ogsaa endelig, skønt rigtignok med saa megen Besvær, at jeg var mere død end levende, da vi havde naaet Huset og lagt hende paa Sengen, hvor Drengen plejede at sove. Saaret i mit Hoved var sprunget op undervejs, og Blodet løb i Strømme ned over Hals og Skuldre. Jeg mærkede, at Kræfterne snart vilde svigte mig, men lige til det sidste hjalp jeg dog Drengen med at rulle og gnide hende i uldne Tæpper, efter at vi havde skilt hende af med saa meget af det vaade Tøj, som vi to Mandfolk syntes

        

51 kunde passe sig. Ved Lyset, som vi fik tændt, kan jeg netop huske, at jeg saa' det dejligste Ansigt, som en Sømand nogensinde fik at se, men saa kunde jeg heller ikke mere, og ligesom Døren gik op, og jeg saa' den gamle, der blev staaende forbavset i den, kæntrede jeg og gik rundt som en Hvalfisk, der har faaet Harpunen. Der laa jeg da, og - ja, nok er det, at der laa jeg, - og nu har jeg fortalt Dem om det Forlis."

Den gamle Sømand brød kort af. Med Haanden for Panden, skyggende imod Lampeskæret, og med den stumpede Pibe mellem de tæt sammenknebne Læber sad han nogen Tid ganske stille, som om disse i faa Ord sammentrængte Begivenheder udfoldede sig i hans Erindring og kastede Skygger over hans Tanke i deres fulde, mørke Bredde. Derpaa saa' han hen til mig med et underligt Blik, som om han ventede det Spørgsmaal, der utvivlsomt vilde komme, men som han maaske lige saa gerne vilde have undgaaet.

Jeg spurgte da, men fortrød næsten øjeblikkelig, at jeg havde spurgt. Med fugtige Øjne og en sitrende Haand tog han Billedet fra Bordet, og holdt det længe ud fra sig i udstrakt Arm, saaledes som gamle Folk pleje at læse Skrift; og som om Skriften, han læste, indeholdt for megen Vemod, til at han turde læse den til Ende, skød han hastig Portrættet ned i Bordskuffen og begyndte atter at fortælle, men i en underlig fraværende Tone, adspredt, som om han henvendte sig til en udenfor det snevre Kammer, ikke ulig en gammel ossiansk Barde, der i taagede Omrids besynger Skyggerne paa Bjergene eller hen over det stormende Hav.

"Hvordan det saa gik hende, og hvem hun var, vilde De jo vide. Mageløs dejlig var hun, siger jeg Dem; men det behøver jeg for Resten ikke at sige Dem, for det har De jo selv set af Skilderiet der. - Jeg var den af os to, der laa længst til Køjs efter den Tur. Saarfeberen var kommen, og jeg var nok efter Doktorens Mening saa godt som paa Vejen til Afmønstring, men hun plejede mig, da hun selv var bleven rask, og jeg har da hende at takke for, at jeg holdt det gaaende, - hvis ellers det er nogen Tak værd.

Jeg husker godt, at det var en Morgen, da jeg første Gang vaagnede med nogen Klarhed om, hvad der var passeret. Hun sad ved Vinduet og syede eller læste, og da hun mærkede, at jeg rørte mig, rejste hun sig op, og kom hen til mig. De skulde have set hende, da hun takkede mig for sin Frelse, som hun paastod, at hun skyldte mig, uagtet jeg fortalte, at det egentlig var Drengen, der havde gjort det altsammen. De skulde have hørt hende fortælle om Skibbrudet, om hendes brave Onkel, Kaptajnen, der havde kæmpet som en Mand for at redde hende, men var bleven revet bort af en Sø, netop som han havde faaet klamret sig fast til en Klippe med hende i Armen.

52

Drengen, sagde hun, havde Dagen efter den frygtelige Nat været nede ved Søen med nogle Fiskere fra Omegnen. De havde bjærget nogle ilanddrevne Sager, og blandt andet noget af Kaptajnens og hendes Tøj. For Resten havde der hverken været Spor af levende eller døde at se, og først flere Dage efter blev der gjort Anmeldelse om, at nogle af de sidste var blevne fiskede op sydligere paa Landet, hvor Strømmen havde sat dem ned.

Edith hed hun, og hendes Forældre boede i en lille By i det nordlige England; hun var taget med sin Onkel til Stralsund, for at besøge nogle Slægtninge, og paa Tilbagerejsen derfra var det, at de i Stormen og Tykningen var forliste.

Jeg var den her hjemme, der kunde klare mig bedst med det engelske ; jeg var derfor ogsaa den, der var mest om hende, og da hun havde faaet et Brev sendt af Sted til sit Hjem for at melde det skete, slog hun sig efter den gamles Opfordring til Ro hos os, indtil Svaret kom, og indtil hun kunde finde en Lejlighed til England igen. Præstens og Doktorens gjorde rigtignok alt for at faa hende til at bo hos dem, men Søen og Klipperne og Fyrtaarnet holdt hun af, sagde hun, og hun vilde blive hos dem, der havde taget hende op. Saa blev hun da i hele tre Maaneder hos os, for det var Vintertid, og al Postgang var standset, og da Posten endelig kom, og hun fik Brev, at hun blev ventet hjem, var der ingen Skibslejlighed førend hen imod Foraaret.

Hun styrede den lille Husholdning for os, og kunde snart tale lidt dansk. Vi kom ogsaa en Del ud til Folk i Omegnen den Vinter. I Begyndelsen blev der jo set noget underligt paa hende, og der blev talt nok baade om heride og mig, men efterhaanden vænte man sig til det som til saa meget andet. Overalt, hvor hun kom hen, var hun den dejligste af alle, og det var tidt, naar hun var pyntet til Dans eller anden Ungdomsfornøjelse, at jeg slet ikke turde tro, at det var den samme, jeg havde været med at bjærge fra en gruelig Død; og tidt kunde jeg staa stille langt fra hende og turde ikke tale til hende, fordi jeg syntes, at hun var for fin og for skøn for en Sømands Selskab. Men naar jeg sagde det, blev hun altid vred paa mig, og naar jeg saa blev skamfuld eller bedrøvet, smilede hun og klappede i Hænderne, og udnævnte mig til duke of the lighthouse, - for saa maatte jeg da endelig være stor nok for hende.

Allerbedst syntes jeg dog om hende, naar vi om Aftenen sad nede i vor Kahyt, og hun havde skænket The for den gamle og os to Brødre. Saa gik Passiaren sin uforstyrrede Gang, og hun fortalte om sit Hjem og sin Famillie, og jeg snittede et lille Fartøj til hende. Naar jeg saa spurgte hende, om hun ikke længtes hjem, og hun svarede jo, men at hun havde det saa godt, hvor hun nu var, at hun vilde savne os alle, naar hun var kommen til England, - saa kunde jeg slet ikke 53 tænke mig, at hun nogensinde skulde bort fra os, og naar jeg alligevel tænkte derpaa, blev jeg ilde til Mode, og gik ud og drev omkring mellem Klipperne.

Saa var det en Aften nogen Tid efter at der var kommet Brev fra England, og hun havde bestemt at ville rejse med den første indtræffende Lejlighed. Den gamle var ikke rigtig rask, og jeg var her oppe og passede Fyret. Jeg sad akkurat paa samme Plads, hvor jeg nu sidder, og jeg tænkte paa, at jeg snart skulde miste hende, og det maaske for bestandig. Naturligvis, der var jo ikke noget til Hinder for, at jeg kunde tage Hyre til England og saa besøge hende, men unge Folk synes nu altid, at der ikke er noget Haab, naar de skal skilles,

- og det har jo for Resten unge Folk Ret til at synes; det kender De maaske selv noget til, unge Herre?

Men saa var det, just som jeg sad og var modfalden herover, at den Dør bagved Dem gik op, og hun kom ind med min Aftensmad. Den gamle havde det godt nu, sagde hun, men Drengen var gaaet ned til Byen, og derfor havde hun selv taget Vesperkosten, og var løbet over med den til mig. Hun satte Bakken med Theen fra sig her paa Bordet,

- jeg husker det hele saa tydeligt som om det var i Gaar, - og saa saa' hun sig om her i Kamret og lo over al den Uorden, som her var, og jeg tror nok, at hun sagde, at her trængte til at støves af og ryddes op. Jeg var nu slet ikke oplagt til at le; jeg sad med Hovedet i mine Hænder og rørte slet ikke Bakken, som hun havde sat hen til mig. Saa kom hun her hen ved Bordet og vilde have at vide, hvad der var i Vejen, og saa spurgte jeg hende lige rent ud, hvor hun kunde nænne at rejse fra mig, og om hun slet ikke kunde mærke, hvad der fejlede mig. Jeg blev ganske bange, da jeg havde sagt det, men det var nu en Gang sagt, og da jeg lidt efter saa' op paa hende, havde hun Hænderne for Øjnene og græd. Det gjorde mig da rent underlig; jeg har aldrig kunnet taale at se Fruentimmer eller Børn græde. Hvordan det saa var eller ikke var; - De véd jo nok, hvordan saadan noget gaar til. - Jeg fik hendes ene Haand i min, og saa mødtes vore Øjne, og saa sagde jeg igen: Edith, hvorfor vil Du rejse fra mig? og saa - og saa spurgte jeg hende, om hun vilde blive min Hustru paa Sømands Tro og Love."

Den ærlige Fortællers furede Ansigt var klaret op under Meddelelsen af, hvad der havde givet hans Liv sit Indhold og sin Skønhed. Jeg nikkede smilende over til ham, og han fortsatte, idet Mindets Glans endnu spredte sit Skær foryngende og mildnende over de haarde, kummerfulde Træk:

"Ja her, paa denne selvsamme Plet var det, at hun gav mig sit Ja, og da Kamret blev os for trangt, lod jeg Fyr være Fyr, og vi gik ud omkring paa Klipperne Arm i Arm. Det var Maaneskin og stille, og 54 vi havde alle de mange Ting at fortælle hinanden, som unge Mennesker altid har, naar de først er kommen rigtig Side om Side, og Kendingsflaget er hejst. Vi gik ned til det Sted, hvor hun var kommen i Land, og der stod vi længe og saa' paa, hvor fredeligt Vandet gik ud og ind mellem Klipperne, ganske som om der aldrig kunde være Tale om Storm og Stranding; og vi syntes jo begge, at eftersom det var gaaet saa godt den Gang, hvor det saa' allerværst ud, maatte det sagtens kunne gaa godt i Fremtiden for os; - nu var vi jo to om at klare Bygerne, og for Resten ventede vi mere Solskin end Bygevejr og mere smult Vande end Søgang.

Den næste Dag fortalte vi den gamle, at vi havde forlovet os, og glad blev han, for min engelske Brud havde ganske vundet hans Hjerte. Saa gik der nogle af de dejligste Uger i mit Liv, og saa kom Afskeden. Edith skulde tage hjem med en svensk Bark, der nylig var bleven kølhalet nede i Byen, og som var paa Rejse til England. Imidlertid skulde jeg søge Hyre og muligvis se at faa et Skib at føre. Naar hun saa tilstrækkelig havde forberedt Familien, der nok var lidt vanskelig, skulde jeg komme over til hende. Saadan havde den gamle bestemt det, og saadan blev det da ogsaa antaget af os begge, efter megen Snakken frem og tilbage. Jeg fulgte min Edith om Bord, og fik ved Afskeden det Skilderi, som De har set her, og som var blevet tegnet i Stralsund og kommet i Land ved Strandingen blandt andet af hendes Tøj. Dersom jeg havde faaet Lov at raade, var hun ikke taget med det Skib ved Foraarsjævndøgnstider over Nordsøen; jeg syntes hverken om Skibet eller dets Fører, men den gamle pressede paa, og jeg maatte give efter.

Saa sejlede hun da, og jeg gik igen her oppe ved Fyret. Dag og Nat gik jeg omkring mellem de Klipper, hvor vi saa ofte havde gaaet sammen. I Storm og i Stille tænkte jeg paa hende, som jeg den Nat havde baaret op fra Søen. Jeg ventede og ventede paa Brev der ovre fra; men der kom ikke noget. Jeg skrev til hendes Hjem; hun var ikke kommen endnu. Jeg skrev til Skibets Bestemmelsessted; ingen vidste noget af det at sige. Saa tog jeg selv der over for at faa Vished i min Sag. Den fik jeg da ogsaa. Og saa fo'r jeg til Søs i fulde fem og tredive Aar, men mig har Havet ikke villet tage. Nu pudser jeg Lamper her, som min gamle gjorde før mig. Jeg har aldrig været gift; jeg har ingen til at pudse dem efter mig. - Godnat, unge Herre! nu véd De, hvem Skilderiet er, og hvis De vil tjene en gammel Sømand, saa spørg ham ikke oftere derom."

55

DEN SVØMMENDE LIGKISTE

"Sej da! Ole!"

"Kanske Herren kaldte?"

"Javel. Tror De ikke, Ole, at det snart frisker op?"

"Jeg skal sige Herren det i Morgen ved denne Tid. En Gang frisker det vel nok op."

"Ja, men jeg mener snart, Ole! Strømmen sætter os svært nordligt, og jeg er næsten stegt af Solen."

"Bedre at steges end at flaas, men galt begge Dele, sagde Aalen, da den sprang paa Panden. Naar Herren vil være til Søs, maa De kunne taale alt."

"Da ikke at flaas, Ole?"

"Aa jo saamænd, ogsaa det!"

"Sig mig, Ole, er De nogensinde bleven flaaet?"

"Ja saa godt som!"

"Hvordan det?"

"I et Havari inde paa Kinakysten. Jeg sad hele tre Timer klemt fast i Storrøstet, og Vraget af det staaende og løbende Gods gik uafladeligt hen over mig og pillede mig lige saa skaldet som en Krabbe. Her skal Herren selv se Mærkerne!"

"Javist, Ole. Det ser stygt ud. Men lang mig nu Flaskekurven her over, og den kolde Karbonade. Det maa vel være paa Tide at skaffe!" -

Det var i en Baad, at Ole og jeg befandt os, og Baaden drev med slappe Sejl og Skøder, ført af den stærke Søndenstrøm, gennem det blanke Vands matte Dønninger. Baaden var hjemmehørende i Villingebæk. Ole var Baadens Ejer, jeg selv var Oles Lejer, og Flaskekurven og Karbonaden skrev sig fra Kromanden i Gilleleje. De sidste Dage havde været stormfulde og ustadige, og jeg havde øvet min Taalmodighed og skærpet min Resignation tre Gange fire og tyve Timer i Rad, medens jeg i Villingebæk, i Oles Hus og saa godt som stadig inden fire Vægge, oppebiede det Øjeblik, hvor Skyerne skulde skille sig, Regnen og Stormen høre op, og jeg selv sættes i Stand til at foretage den Tur til Kullen, som jeg saa mange Gange havde bestemt mig til, og som nu endelig denne Formiddag kom i Stand.

Vi kunde vel omtrent være naaet midtvejs mellem den sjællandske og skaanske Kyst Den lette, svalende Brise, som havde bragt os saa vidt, var fuldstændig ophørt. Luften var endnu ikke renset af de foregaaende Dages Uvejr. Himlen foroven, Kysten til begge Sider og Vandet, hvorover vi gled, syntes næsten at være én stor sammenhængende Masse, der formelig sitrede under Solens brændende 56 Straaler. Der var noget, - ja, jeg véd ikke ret hvad, noget uendeligt udbredt over Naturen. Hvor de forskellige Elementer begyndte og ophørte, lod sig ikke afgøre; alt slumrede, alt var søvndysset, og paa en saadan afgjort, gennemtrængende Maade, at det var som om Naturen fra Evighed til Evighed ikke havde haft og ikke vilde faa et andet Udseende. Den smukke Farvesammensætning, der om Morgenen tidlig havde været at iagttage nede fra Stranden, havde veget Pladsen for en enkelt, fremherskende, bleggul Tone. Baadens røde Sejl og den gyldne Sherry, som stod opskænket i det store Glas, afgav endnu nogle forfriskende Hvilepunkter for det halvtblændede Øje, og da jeg fra Glasset lod Øjet glide ud imod Kattegattets mægtige Flade, saa' jeg ude i Horisonten nogle Smaaskyer hæve sig blaaligrøde med skinnende hvide Kanter; - ellers var som sagt alt blegt og farveløst, og i denne farveløse Uendelighed drev Baaden af Sted i Vandet, nu og da slingrende i Dønningen som en søvndrukken Mand hen ad en bakket Landevej.

Gennem Luftens milde Strømme
Synker Varmen sagte ned,
Og Naturen som i Drømme
Er fordybet i sin Fred.

Jeg laa halvt paa Rælingen, halvt paa Toften, med Benet hen over Rorpinden og Straahatten ned over Øjnene, og jeg gentog disse fire saa uendeligt malende Linjer snart dæmpet for mig selv, snart højt, og efter at jeg havde nynnet og sunget, reciteret og deklameret dem paa alle mulige Maader, var det, at jeg prajede Ole saaledes som ovenfor er anført. Den Lyst, jeg ytrede til at faa fat i Madkurven, deltes øjensynlig af Baadens Ejer, og begge to greb vi da Sagen an med den tilbørlige Omhu, saa at først Karbonaden og dernæst Sherryen holdt Flyttedag. Efter endt Flytning, efter at der af Karbonaden kun var Benene, af Sherryen kun Flasken (eller Flaskerne, thi der var to) tilbage, opsøgte vi igen hver sin Tofte, og efter at have stukket Hovedet hen, hvor der var en smal Stribe Skygge, varede det ikke længe, førend vi begge havde givet efter for Stilhedens, Varmens og Vinens samlede Indflydelse. Baaden drev igennem det blanke Vand, udsendende sin Parfume af smeltet Tjære; en stor Spyflue snurrede omkring det tømte Vinglas; Ole snorkede som et Taarnur, der trækkes op. Jeg mærkede, hvorledes en Sveddraabe listede sig fra min Pande ned ad min Næse; den kildrede mig paa en ubehagelig Maade, men jeg havde ikke Energi nok til at viske den bort, - og saa sov jeg blideligt.

Da jeg igen slog Øjnene op, mærkede jeg en behagelig Forskel i Temperaturen. Solen stod betydeligt lavere, det var blevet langt ud 57 paa Eftermiddagen, men hvad der var det værste, vi selv var kommet et langt Stykke ud i Kattegattet, Jeg saa' ind imod den sjællandske Kyst; den var langt agter ude, og det var akkurat, at jeg kunde skelne Nakkehovedbakkerne med de to Fyrbygninger. Det kunde ikke nægtes, at vi jo havde haft Strømmen med os paa denne vor Fart. Sejlet hang endnu lige dødt ned, og Ole snorkede endnu lige ufortrødent forude. Jeg kiggede ud over den styrbords Lønning for at faa Øje paa Kullen, og jeg saa' da et ejendommeligt Syn. Imellem Baaden og den svenske Kyst, men ikke mere end nogle faa Kabellængder fra os laa Vraget af et Skib. Jeg havde under Solvarmen og Dagens Stilhed glemt de foregaaende Dages Storme, og jeg blev paa en forunderlig Maade grebet og overrasket ved dette saa pludselige Møde med et tavst, uhyggeligt Vidne om de løsslupne Elementers Magt. Efter hvad jeg i en Fart kunde se, maatte det være et svensk eller finsk Fartøj. Det var ladet med Tømmer og drev paa Lasten. Alt det opstaaende, den hele Klædning fra Skanse til Bak var slaaet ind. Skroget var sortmalet uden Bords. Det laa med Laaring og Spejl højt i Vejret, men stak Forenden under Vand lige op til Kranbjælkerne, og var i det hele taget ikke ulig en død Hval, der driver omkring med Snuden ned efter og Halen i Vejret. Rejsningen var svært medtaget; af Fokkemasten var der kun en Stump, af Klyverbommen intet tilbage, og Stag, Vant, Bardoner, Braser og Fald havde enten viklet sig sammen i de underligste Klumper, eller dinglede frem og tilbage ved Skibets Bevægelser som et stort, uhyggeligt Fugleskræmsels Pjalter.

Jeg kaldte paa Ole.

Han vaagnede, gabede, gned sine Øjne, og opdagede Vraget:

"Nu har jeg - (osv.) - aldrig set saa galt. Der har vi jo den svømmende Ligkiste!"

Jeg vilde lige til at udbede mig en nærmere Forklaring over disse gaadefulde Ord, da Ole med synlig Bestyrtelse greb en Aare, drejede Baaden, med en Gondolieres Virtuositet, fik fat i den anden Aare, og drev saa med nogle mægtige Tag Baaden tilbage fra det Syn, der aabenbart generede ham meget. Ved denne Manøvre fik vi imidlertid den styrbord Side af Vraget at se, og her laa nogle Gilleleje Fiskere, der sandsynligvis havde fundet Vraget forladt af sit Mandskab i Søen, og som nu formodentlig raadslog om, hvad de skulde gøre med deres Prise.

Dette lod til at berolige Ole noget. Han hvilede paa Aarerne, og og spurgte mig i en tøvende, lidt usikker Tone:

"Tror Herren, at det hænger saadan rigtig sammen med det Skib der?"

Jeg svarede ham, at jeg var ganske overbevist derom. Jeg forkla rede ham, hvad jeg mente om Skibet, og at jeg syntes, at det i sin nuværende Skikkelse snarere kunde indgyde Beklagelse end Frygt.

58

Ole saa' lidt mere beroliget, men dog endnu en lille Smule tvivlende paa mig. Tilfældigvis viste der sig i det samme en let Krusning paa Vandfladen vester ude. Det varede ikke længe, inden vi fornam den svalende Brise; jeg firede Skødet af, Ole lagde Aarerne ind, og vi fjernede os mere og mere fra Genstanden for min brave Værts Frygt.

"Naa, Ole," sagde jeg, da vi saaledes havde siddet nogen Tid. "Hvad var der saa i Vejen med det Skib?"

"Ja, som Herren selv sagde, saa tænker jeg nu heller ikke, at der var noget i Vejen med det Skib. Det var jo sikkert nok saadan en Finlapperskonnert, som maa være bleven ramponeret i Stormen; og Mandskabet er jo vistnok gaaet fra den, da de ikke har kunnet holde hende paa Pumperne længer. Den stærke Søndenstrøm, som har bragt os helt ud af Kursen, har ikke haft nogen videre Magt over hende, fordi hun laa saa dødt i Vandet og stak Snuden saa dybt ned. Jeg antager, at hun er sprungen læk oppe under Anholt, saa har Mandskabet forladt hende, saa er hun kommen drivende her ned for Vejret, saa har Fiskerne faaet Kig paa hende, og saa har Fiskerne og den sønden Strøm ligget og bakset rundt med hende, indtil vi nu traf hende. Det er tydeligt nok. Men kan De nu sige mig, hvordan man to Gange i sit Liv kan se akkurat det samme Syn, uden at man jo maa tro, at det i Virkeligheden er det samme Skib, - ja, jeg kan ikke forklare mig som de lærde Folk, men jeg mener kun, at lige saa snart som jeg fik Øje paa den Havarist der, saa var det ligesom jeg var paa Højden af Kap Hatteras og saa' den svømmende Ligkiste."

"Fortæl mig om den Ligkiste, Ole!"

"Ja nok, Herre. Vi har jo nu fair wind lige ind til Arildsleje, saa at der ikke bliver stort andet at tage vare end at ryge Tobak og spinde Ender. Skulde der være en Draabe Sherry tilbage et eller andet Sted, saa havde jeg ikke noget imod at væde Læberne en lille Gang, førend jeg begynder."

Nogle saadanne Draaber blev fundne, Oles Hals blev fugtet, og saa begyndte han, idet han trak det ene Ben op under sig, og lod Haanden langsomt og vedholdende glide fra Knæet ned til Skoen og fra Skoen op til Knæet, medens Overkroppen afgav tilsvarende, regelmæssige Pendulsvingninger frem og tilbage:

"Jeg kunde vel være nogle og tyve Aar den Gang, og jeg var kommen i med et godt, gammelt Rederi i New York. Jeg var nok oprindelig gaaet der over med en Dragør Skipper, men Kosten om Bord var daarlig og Væggetøj var der i Køjerne, og saa gik jeg fra Skibet, og kom som sagt i med Yankeerne. Der var mange Skibe, baade ældre og nye, som fo'r for samme Rederi, og der var altid et Mylder af Folk paa Kontoret, som enten vilde afmønstres eller tilmønstres.

59

De fleste af Skibene hentede Trælast oppe fra den kanadiske Grænse, og bragte Tømmeret og Plankerne ned til de sydlige Havne eller til Øerne. Paa et af disse Skibe var der en Styrmand, som gik under Navnet "den sorte Skovmand". Han var begyndt som Trapper og Jæger oppe i de store Skove, men saa havde han faaet Lyst til det salte Vand, og da han kendte godt til Tømmerhandelen, var han snart kommen i Kredit paa Kontoret, og de havde som sagt gjort ham til Styrmand, skønt Fyren ikke forstod sig mere paa Navigationen end den Flaske dér. En fortvivlet Karl var han, og gjorde alle mulige dumme Streger, men da han altid passede paa at holde sig go'e Venner med Rederne, saa var der ingen, der turde sige noget til ham. En Dag skulde hans Skipper gaa med en Ladning Planker ned til Charleston, hvor de nok var i Færd med at bygge nogle store Værfter eller en Havn eller saadan noget. Naa, Fyren er om Bord, Ladningen er modtaget og alt er i Orden til Afsejling, men Skipperen og de bedste Folk sidder endnu i forskellige Shopper og drikker et Glas. Skovmanden venter lidt paa dem, men da Tiden falder ham for lang, spørger han den Mand og Drengen, som var om Bord, om de var klar til at gaa med ham uden de andre. De synes, at det er Plasér, og efter at have taget sig en ekstra Grog rundt, stikker de Varpet fra sig, haler ud, faar tilfældigvis god Vind, og kommer drivende ned til Charleston, hvor Tømmeret er i høj Pris; og dér sælger han saa hele Ladningen og oven i Købet den ene Mast ud af Skibet. Da han har gjort det, løber han ud fra Charleston i den tomme Skude med Fokkemasten staaende endnu. Han har stadig god Vind ned efter, og han lader da staa til og kommer ned til en af de vestindiske Øer. Dér er Prisen paa Tømmer endnu højere end i Charleston, og saa sælger han min Salighed hele Skuden, der var ganske ny, og Fokkemasten med. Og han sælger det ikke under et; nej, han lader Skuden hugge op, og saa udbyder han Plankerne for sig, Jernet og Kobberet for sig og Tovværket for sig.

Da han kom hjem fra den Tur, var der jo vældigt Rabalder paa Kontoret. Men Skovmanden klarede sig godt. Han fortalte naturligvis ingen, hvor stor Fortjenesten havde været. Han sagde kun, at han havde fundet heldige Priser der nede, og saa havde han solgt væk, Rub og Stub, altsammen i Kontorets Interesse. Og saa gav han dem et Regnskab, og da de fik en større Fordel, end de selv havde tænkt dem, saa spurgte de ikke ham, hvor meget han havde tjent Det var all right, og han var en stor Mand efter den Historie.

Saa er det, at jeg møder ham en Dag i en Shop, hvor Skipperne og Styrmændene paa Rederiets Skibe plejede at søge. Han sætter sig hen til mig, og giver sig i Snak med mig, og vi drikker et Glas sammen, og han fortæller mig snart et, snart et andet om sit Liv i 60 Skovene, og saa kommer han til at tale om sin nuværende Bestilling, og saa siger jeg saadan ganske løseligt, om han nu snart skal gøre et af sine Træk igen. Nu maa De vide, gode Herre, at det var en hidsig Kammerat, og at han ikke gerne hørte Tale derom. Han springer jo ogsaa op og slaar i Bordet, og spørger, om jeg vil gøre Nar ad ham, men jeg tog det ganske roligt, og forlangte en Omgang endnu, og saa sagde jeg til ham, at han skulde bare sætte sig ned igen, og at jeg netop syntes, at det var rask gjort, det sidste, og at han maatte være en Fandens flot Fyr for at kunne gøre saadan noget. Saa blev han da artig igen, og satte sig ned hos mig, og lidt efter lidt rykkede han Stolen nærmere hen til mig, og sagde, at jeg vist var den rette, og at han havde et Forslag at gøre mig. Nu kunde jeg jo nok have Lyst til at høre, hvad han kunde have i Sinde, og jeg lod derfor, som jeg gik ind paa alt, hvad han sagde. Han begyndte at tale vidt og bredt om, at man bare skulde tjene Penge for at have det rigtig godt, og at det var ligegyldigt, hvordan man tjente dem; for i Grunden var alle Folk lige store Snydere, det gjaldt kun om, at man skulde bære sig fiffigt ad. Ser Du, sagde han, naar man nu kunde handle saadan lidt for egen Regning, uden at svare det dumme Kontor en Skilling, saa kunde man dog sige, at man bar sig fornuftig ad. Ja, hvordan vilde Du bære Dig ad med det? sagde jeg. For Satan, jeg vilde skille mig af med Kaptajnen, naar jeg saa' mit Snit, og saa vilde jeg lade, som om Skude og Last var mit eget, og ikke mere komme tilbage. Naa saa det vilde Du, sagde jeg, og saa slog jeg ham lige ind i hans sorte Fjæs, saa at han faldt bag over, og da han kom paa Benene igen, og vilde have Tag i mig, saa drak jeg ham saadan en rigtig god, gammel Helsingørs Skalle, saa at han vendte Spejlet i Vejret og glemte at bede mig læse Navnet." -

"Det var som Pokker, Ole! Har De været saadan en rask Fyr i Deres Ungdom?"

"Ja, en Skalle har jeg kunnet drikke som ikke mange andre, kan Herren tro," fortsatte min Vært, idet en vis højtidelig Selvfølelse lagde sig ud over hans vejrslagne Ansigt. "Men nu skal De bare høre videre.

Lige saa snart jeg havde drukket ham Skallen, satte jeg den lige Kurs op efter Kontoret, og da jeg havde faaet fat paa en af Skriverne, fortalte jeg ham hele Historien, saadan som den var gaaet for sig, og bad ham melde til Rederne, hvad Skovmanden havde i Sinde. Men der var jeg nok kommen til de rette! De bad mig paa en pæn Maade rejse Fanden i Vold, og sagde, at Rederiet havde ingen dygtigere Sømand i sit Brød end ham, og at jeg ikke skulde gaa og forklage mine Kammerater, og alt saadan noget. Ja ja, tænkte jeg, gør, hvad I vil, og tro hvad I vil, jeg tror nu mit.

61

Saa var det nogen Tid efter. Det Skib, hvorpaa Skovmanden var, havde faaet en svær Ladning Planker ind, rigtig dyrt Tømmer, og det var gaaet sydpaa, jeg kan ikke længer huske til hvilken Havn. Det var just i Orkantiden. Et Par af Rederiets Skibe var forliste; det var gamle Skuder, og de var højt assurerte, og den gamle Bogholder stod netop og gned sig i Hænderne, og beregnede, hvor meget Firmaet havde tjent ved de Forlis. Jeg skulde afsejle samme Dags Eftermiddag, og var sendt op paa Kontoret for at høre nogle Ordrer, og ligesom jeg nu staar og taler med Fuldmægtigen, kommer der en Mand ind og spørger os, om vi har hørt den Historie med Skovmanden, og saa fortæller han os, at der i Havnen er kommet et Fartøj ind, som havde fisket en Mand op fra det Skib, hvor Skovmanden var om Bord.

Naa, siger jeg, er nu den Kæltring endelig druknet.

Jo pyt paa det Lag, siger saa Manden. Nej, Sagen er den, at Skovmanden, efter hvad Matrosen fortæller, har overrumplet Kaptajnen, og smidt ham og de to, tre Folk, som holdt med ham, over Bord, og nu sejler han om med hele det øvrige Mandskab, og sælger vel Skib og Besætning, hvis han ikke straks gaar hen og spiller Sørøver.

Jeg løber ned til Havnen og faar fat i Matrosen, og han fortæller ganske rigtig hele Historien, som den gik for sig. Saa gaar jeg op til Rederne og spørger dem, hvad de nu vil gøre. Det var flinke Folk. De vidste nok, at naar de lod Sagen gaa til Regeringen, saa kunde det vare længe, inden nogen Orlogsmand kunde komme ud, eller inden der blev sendt Ordre til de Krydsere, der var ude, og saa spurgte de mig, om jeg vilde tage mig af Sagen, og hvad jeg vilde gøre.

Nu havde netop Firmaet et brillant lille Fartøj, en rigtig Hartloper, som jeg vidste laa sejlklar. Den, siger jeg saa til dem, at de skulde overlade mig, tillige med Vaaben og Ammunition, saa skulde jeg nok sørge for Bemandingen, og det skulde da være mærkværdigt, om jeg ikke skulde kunne faa fat i Fyren. De slog straks til, og allerede den næste Morgen stak jeg i Søen med en Snes rigtig raske Gaster om Bord, som jeg kendte fra gammel Tid, og som nok kunde have Lyst til at være med paa Jagt efter Skovmanden.

Saa var det en Morgen eller tidlig Formiddag paa Højden af Kap Hatteras. Vi havde stadig spurgt os for hele Kysten ned efter, men ingen Steder havde vi faaet nogen ordentlig Besked, som vi kunde sejle efter. De sidste Dage havde været svært stormfulde, og vi havde haft nok med os selv at gøre, og der var ikke blevet holdt videre skarpt Udkig. Det var nu saa temmelig stille, og vi kom med Læsejl til, og slingrede af Sted gennem Vandet, som var svært hult endnu fra det sidste, slette Vejr. Jeg stod agter ude paa den lille Skanse, og ved Siden af mig stod en ung Fyr, som jeg holdt meget af, og som var 62 saadan en udmærket Skytte. Han stod netop med en Bøsse og morede sig med at vise de andre, hvordan han kunde træffe alle de Ting, baade Flasker og Kridtpiber og Gud véd hvad, som de kastede over Bord. Lige paa en Gang faar jeg saa Øje paa noget ude i Horisonten, og jeg siger det til de andre, og vi faar jo Kikkerterne frem, og der bliver talt meget frem og tilbage om, hvad det kunde være. Jeg foreslog, at vi skulde holde lidt ud af Kursen for at se nærmere paa det, og det blev vi da ogsaa enige om. En halv Times Tid efter var der ikke en eneste om Bord, som jo ikke var overbevist om, at det var en Havarist, og der var endogsaa dem, der vilde mene, at det var Skibet, vi søgte efter. Vi blev ved at slingre af Sted, og jeg lod Vaabnene bringe op og dele rundt. Solen brændte hedt, ligesom den har gjort i Dag, og vi tog os en Omgang Grog, og lidt efter lidt kom vi Havaristen saa nær, at vi kunde se alt, baade uden Bords og inden Bords, med de blotte Øjne. Det var ganske rigtig Skibet, vi søgte efter, men nu skal De høre, hvor underligt det saa' ud. Det laa tungt i Vandet og drev tydeligt nok paa Lasten. Alt det opstaaende fra Skanse til Bak var slaaet væk, og forude gik Vandet uafladeligt frem og tilbage over Dækket. Det rejste højt med Agterskibet og satte Snuden ned efter, og Klyverbommen, Pyntenetstokken og Gallionen var væk. Det ene Anker hang endnu under Kranbjælken, det andet saa' vi ikke. Fokkemasten var brækket af en Alen eller to over Dækket; og den hele Fokkerejsning laa endnu ud over det bagbords Røst, hvor den havde haget sig fast ved Vantet og Bardonerne. Liget af den stakkels Skibshund hang ogsaa i Røstet. Den var nok bleven viklet ind i Godset og havde ikke kunnet komme los igen. Vi strøg langs med Vragets Side. Der var hverken Mand eller Mus, der var hverken Kabys eller Vandtønder paa Dækket. Alt var skyllet væk, og jeg fik en Anelse om, at det var sket i Orkanen, og at en Sø havde slikket hele Dækket rent paa en Gang, og taget Baaden med sig. Men hvor var da Mandskabet? for at de allesammen skulde være vasket over Bord, det var jo dog næppe rimeligt. Stormasten stod endnu; kun Storstangen var væk. Og mellem begge Vanterne omtrent midt oppe paa Masten var der lavet en underlig Menage. Der var knyttet et gammelt Sejl med Enderne fast til Vævlingerne i det luv og det læ Storvant. Og højere oppe ad Masten var der lagt Spir og Rundholter mellem Vanterne. Paa disse Rundholter hængte der Klædningsstykker, og helt op ad det luv Vant saa' vi Frakker og Skjorter og Spande og Kasseroller og smaa Poser, hvori der vistnok havde været Beskøjter. Sejlet, der var knyttet mellem Vanterne, lignede selv en stor Pose. Vi kunde ikke se ned i det, men udenpaa kunde vi kende, at der maatte være noget der inde.

Det var et helt uhyggeligt Syn, kan De tro, og der var ingen om

        

63 Bord, som sagde noget, men vi havde allesammen en Formodning. Og ligesom vi gik foran om Vraget, bar Vinden os saadan en nederdrægtig styg Lugt i Næsen. "Det er jo en svømmende Ligkiste," raabte den unge Fyr, som jeg fortalte om, og saa lagde han Bøssen til Kinden, og spurgte mig, om man ikke skulde se, hvad der var i Posen. Jeg nikkede til ham, og saa holdt han lige paa det Sted, hvor det gamle, møre Sejl var gjort fast til Vævlingen, og Puf, der revnede hele Posen, og en to, tre, fire Kroppe faldt ned paa Dækket, og skønt de var slemt medtagne, kunde vi dog tydelig kende den lange Skovmands Skabelon i det ene af Ligene.

Vi havde set nok. De stakkels Djævle havde naturligvis ikke kunnet komme bort fra Skibet, og den Smule Proviant, de havde bjærget op til sig, var jo snart forbi. At Skovmanden saadan gik hen og sultede ihjel som en Krage, det kunde han maaske have godt af; men det var dog Synd for de andre af Folkene, som i Grunden var skikkelige Fyre.

Der var ingen af os om Bord, der glemte Synet i Hast; det skal jeg love for; og der blev spundet mange Ender om den svømmende Ligkiste, og da jeg nu i Dag saadan lige paa en Gang fik Øje paa den sorte Skude dér agter ude, saa løb jo alle disse fire Kroppe mig i Hu, og jeg vilde nødig se det Syn om igen. - Pas paa ved Skødet, Herre, nu kommer der Brise."

UDFLUGTER PAA SICILIEN

1. Palermo.

Medens vi gennem Straarøret indsugede Røgen af den duftende armeniske Tobak, havde Giacomo, med den ulasteligt hvide Skjorte og det stereotype Smil, sat sin fjerde "mezza ancora" paa Bordet, og medens Marsalaens gyldne Indhold efterhaanden forsvandt af Glassene, vuggedes hele Selskabet ind i den sædvanlige Eftermiddagsstemning, hvori man saa omtrent er tilbøjelig til at drikke Du's med hele Verden, tilgive sine Fjender, hvis man har nogle, og opsøge sig Venner, hvis man ingen har eller selv om man har nok saa mange i Forvejen. Intet Sted kunde heller bedre egne sig til vort kontemplative "dolce far niente" end den lille hyggelige Piazza St. Spirito, begrænset paa den ene Side af den elegante Verdens Paladser, flankeret af den gamle Porta Felice, hvorigennem det blaa Hav glimtede, 64 og med den rislende Fontæne i Midten, hvor Broncehesten plaskede i det klare Vand, der piblede ud mellem Stenene og i en bred Flod næsten naaede hen til vort Pavlun, Signor Angelos Taverne. Paa denne Plads udmundede Hovedgaden, den lange Strada Garibaldi, hvorigennem den ridderlige Kondottiere en Gang havde holdt sit Indtog, og hvor nu hele Publikums Strømning bølgede; sortskæggede Signorer med den uadskillelige Papircigar, enkelte Damer, der nysgerrige saa' paa vor forsamlede Gruppe, og for Resten hele den brogede, myldrende Flok af Faquiner, Industridrivende, Præster, Soldater og Lazaroner, der er saa ejendommelige for alle syditalienske Byer.

Fra et nationalt Standpunkt var vort Selskab noget blandet. Det bestod af to Englændere, en Hannoveraner, en Svensk, en Norsk og to Danske. Tilfældige Omstændigheder havde ført os sammen, og min Landsmand Hr. L., der i ti Aar havde været bosat i Palermo, agerede Tolk og "maître du plaisir" for os alle. Om Dagen gik enhver af os sine forskellige Veje; men naar Skyggerne faldt hen over Broncehesten paa Piazza St. Spirito, samledes vi alle ligesom efter en stiltiende Overenskomst i Tavernen; Stolene blev flyttede udenfor, Giacomo skænkede i Glassene, og vi diskuterede da det Spørgsmaal: "Hvor skulle vi tilbringe Aftenen?" Denne Aften, jeg her omtaler, var allerede flere Forslag gjorte og forkastede, da vi nede fra Porta Felice hørte en høj Tenor synge den bekendte Strofe fra Barberen : "Buona sera, mi signori" - og min muntre Ven, Landskabsmaleren Federigo Lojagono, saas i Spidsen for et lille Selskab Palermitanere at styre sin Kurs hen imod vort Bord. I Syden er man ikke længe om Præsentationen, og da de ædruelige Italienere havde afslaaet at drikke mere end et lille Glas, tog enhver af os Barbarer sin nye bekendts Arm, og under en højrøstet Konversation drejede vi ned ad Strada Garibaldi, og befandt os snart raadvilde foran den ældgamle St. Maria la Catena, en lille gotisk Kirke, der ligger lige indenfor Doganernes Vagthus, og forbi hvilken hele det brogede og larmende Liv ved Havnen bevæger sig ud og ind gennem den store, aabne Port.

Fra Piazza Marina lige overfor strømmede en tæt Folkeskare os i Møde, og for saa vidt var vor Raadvildhed ikke af lang Varighed, eftersom Strømmen snart greb os og førte os videre med ustandselig Magt. At der handledes om en stor Procession, fik jeg snart at vide af min Ven Lojagono, der fortalte mig, at alle Palermos Droskekuske en Gang af en eller anden Grund havde aflagt det Løfte, hvert Aar paa denne Dag at ville bære et kolossalt Mariabillede i Procession hen til et lige saa kolossalt Kristusbillede og i Forbindelse med Drenge- og Pigebørn fra de forskellige Skoler opføre en lille 65 opbyggelig Koncert ved samme Lejlighed. Og igennem den snevre Gade blev vi da trængte og puffede. Hele Folkemassen var paa Benene. Butikkerne lukkede, og alle Balkoner som oversaaede med smukke Damer i pragtfulde Toiletter; Trængslen blev bestandig større og større, endogsaa Skopudserne og deres beslægtede, Vandsælgerne, var trængte fuldstændigt tilbage, og kun fra en snever Gyde eller skummel Port hørtes det monotone Raab: "Aqua! aqua fresca!" Imidlertid havde vor tiltagende Munterhed, skønt den af og til lønnedes med et Smil fra en eller anden Balkon, ingenlunde paa nogen heldig Maade tildraget os Mængdens Opmærksomhed. I hele Syditalien er det lavere Folk lige saa fanatisk som den intelligente Middelstand er indifferent, og vi hørte af og til Udraab, der var alt andet end smigrende for os, og jeg, der var den højeste, fik en Gang et saa ubehageligt Blik af en skulende Præst, at jeg uvilkaarligt saa' mig om efter min kæmpestærke Bergenser, der besvarede Blikket ved en Holdning af en meget bestemt Karakter. Vore indfødte Venner syntes at blive lidt urolige over vor Stilling, og da de altfor vel kendte deres Landsmænds Mangel paa Liberalitet i denne ene Henseende, anmodede de os om at dæmpe vor Livlighed og fremskynde Marchen, for om muligt at naa en frelsende Sidegade.

Hr. L. opfordrede da Arrièregarden, hvori de to Englændere befandt sig, til Tavshed, men de stolte Briter forfægtede kun deres Talefrihed med endnu højere Udraab, og kastede paa samme Tid saa udfordrende Blikke omkring sig, at et Haandgemæng sandsynligvis vilde have været uundgaaeligt, dersom Lojagono ikke til al Lykke havde faaet Øje paa nogle bekendte højt oppe over vore Hoveder paa en pragtfuld Balkon. Fra Midten af Gaden, hvor vi gik, blev der da foretaget et Forsøg paa at bryde igennem ind paa Fortovet, hvilket Forsøg lykkedes, takket være Nordmændenes stærke Skuldre, og uden at vi kom i altfor nær Berøring med vort utilfredse Avditorium. Vi befandt os i Casino di Nobilis's prægtige Gaard. Brede Marmortrapper førte op til et aabent Galleri, der blev baaret af luftige Buer paa blanke Granitsøjler. Igennem Værelser, behængte med Silketapeter, bedækkede med de blødeste Tæpper og prydede med fortræffelige Loftsmalerier, kom vi ud paa den store Balkon, der indtog hele Husets Bredde, og hvor et talrigt Selskab af Herrer og Damer allerede havde forsamlet sig.

Her var noget at se. Alle Balkonerne lige overfor os var oversaaede med Tilskuere, der lo og pludrede, brugte Vifter og røg Cigarer. I den snevre Gade neden under bølgede Menneskemassen, og oven over os var den dejlige Himmel, hvor allerede en enkelt Stjerne hist og her begyndte at glimte. Nu lød det: "vengono, vengono" ! Brudstykker af Musiknumre naaede op til os, og smaa Blus dansede 66 ligesom Lygtemænd frem og tilbage mellem Mængden. Man mærkede, at Strømmen var i Bevægelse hen imod os. Massen lige under os vaklede hid og did, gav derpaa efter for Trykket bagfra, og bevægede sig fremad. Soldaternes Bajonetter blinkede, Raabene og Skrigene tiltog. Snart overdøvedes alt af den brusende Musik, og jeg saa' nu, hvorledes Hovederne langt nede i Gadens yderste Ende bøjede sig mod Jorden. En halv Snes Minutter endnu, og Processionen var der. De stakkels Droskekuske stønnede under Vægten af et uhyre Stillads, hvorpaa en Voksdame i elegant sort Fløjelskaabe med langt Slæb stod opstillet med en utallig Mængde Lys omkring sig. Derpaa fulgte en Række af Kirkebetjente i Talar og Præster i hvide Messesærke. I Midten af Gaden gik, med en fire, fem Skridts Mellemrum, de yndigste Smaapiger, klædte i hvidt, med Guldpapirsvinger paa Ryggen og en uforstyrrelig Alvor i de smaa, barnlige Træk. De havde hver sit Lys i Haanden, og nu og da skottede de over til Mødrene, der banede sig Vej langs Fortovet, medens de i moderlig Henrykkelse og med høje Udraab pegede paa de pyntede smaa Engle. Imidlertid brusede fra det fortræffelige Musikkorps den ene Operamelodi efter den anden; overalt knælede Folk, Lysene glimrede i Halvmørket, Røgelsekarrene udgød deres stærke Aroma, og nu mødte fra den modsatte Side et lignende Optog, kun med en mandlig Voksdukke paa Stilladset. Begge Tog stod stille ikke langt fra vor Balkon. Derpaa nærmede de to Stilladser sig hinanden. Ved Hjælp af et meget profant Tridseapparat i Ryggen bragtes Moder og Søn til at nikke gravitetisk til hinanden, og nu faldt tusinde Stemmer ind med en tordnende Hymne, og jeg greb mig selv i at række mig ud over Gelænderet paa Altanen og raabe Hurra og vifte med Hatten, i hvilken begejstret Ekstase jeg afbrødes af en opmærksom Cameriere, der spurgte mig, om jeg ønskede Is.

Da vi alle havde spist Is, foreslog en af Selskabet en Tur til det ovenfor Byen i Bjergene beliggende Monreale - en Tur, som vi ogsaa efter en kort Raadslagning bestemte os til, skønt Vejene var alt andet end sikre. Vi skiltes da ad for at hente vore Kapper og andre Fornødenheder, og traf igen sammen paa det aftalte Mødested, Café Precorso, hvorhen vi havde bestilt Vognene. Eftersom det var strengt forbudt at bære Vaaben, og den ene tilmed ikke vilde lade den anden mærke, at han nærede nogen Frygt, var det morsomt nok at se den Omhyggelighed, hvormed enhver søgte at skjule enten Skæftet paa en Pistol, der ikke rigtig vilde gemme sig i Lommen, eller Skaftet af en Kniv, som gled frem udenfor Frakkeærmet.

Da hele Selskabet endelig var samlet, steg vi i Vognene, og af Sted rullede vi gennem Gaderne, hestandigt omkredsede af Tiggere i alle mulige Aldre og Størrelser, der forfulgte os med den gamle 67 klynkende Ramse: "Misericordia!" "piccolo danaro!" og "moro di fame!"

Den klare, straalende Maane var imidlertid staaet op, og kastede sit Strejflys hen over de gamle sicilianske Konger, der pryde Fagaderne paa Quattro Cantoni, en lille Rotunde midt i Byen, hvorfra de fire Hovedgader udstraale. Stadigt følgende Strada Garibaldi, kom vi snart derpaa forbi Piazza Pretoria, hvis store Fontæne rislede i Maanelyset, omgiven af Balustrader med Statuer og Statuetter af højst forskellig kunstnerisk Værd. Længere borte i Gaden traf mit Blik Portalen af Kirken St. Giuseppe, hvor jeg den foregaaende Dag havde bivaanet en Messe i Selskab med Lojagono. Vi var stegne ned i Kirkens Krypt for at se et af hans Yndlingsbilleder, en Altertavle af den berømte Palermitaner Pietro Novelli. Jeg havde, hvad man i Reglen plejer overfor Malerier, gjort Regning paa et nogenlunde heldigt Lys, passende Afstand og andre saadanne Bagateller, og jeg blev højlig forundret ved at befinde mig i et saa godt som mørkt Rum, hvor man akkurat skimtede et Alter med røde, flimrende Vokslys og foran det en Gruppe andægtige, der i det skuffende Halvlys saa' uformelig kæmpestore ud. Min Forundring steg dog endnu mere, da Lojagono banede sig Vej gennem de troendes Skare, og jeg tillige med ham befandt mig Ansigt til Ansigt med den ærværdige fede Præst, der høfligt gjorde Plads for os begge. Efter at have sluttet et Responsorium, kaldte han paa en fedtet Kirkebetjent, der, som en Snog skød frem af Mørket, tændte en lang Kerte, og - en, to, tre - sprang op paa Alteret, hvor jeg nu opdagede Billedet. Staaende deroppe, lyste han op, demonstrerede og fortalte, og alt imens gik Gudstjenesten sin uforstyrrede Gang neden under. - Jeg betragtede vekselvis Lojagono, Præsten og Folket; men det lod til, at jeg var den eneste, der ikke fandt dette fuldstændigt i sin Orden. Jeg gav mig da god Tid til at betragte Maleriet, og efter at jeg var færdig dermed, betalte jeg Ciceronen og tog en høflig Afsked med den fede Fader.

Idet vi var i Færd med at søge Opgangen fra Kryptkirken, blev vi standsede af en midaldrende Dame af nobelt Udseende, der i en dæmpet Tone henvendte en Opfordring til os. Jeg hørte ikke Ordene og spurgte derfor Lojagono paa Fransk, hvad det var, hun vilde. Han svarede da, dog ikke uden en vis Forlegenhed, at hun bad os om en Almisse, og førend jeg kunde komme mig af min Forbavselse herover, havde han taget sin Pung frem, og tilbød hende et Frankstykke, hvilket hun imidlertid med en næsten foragtelig Mine vægrede sig ved at modtage, idet hun ganske roligt tilføjede: "Scusate signori, troppo poco!" Jeg føjede nu et Par andre Stykker til, og da hun rimeligvis kunde se paa os, at Summen ikke yderligere vilde blive 68 forøget, trak hun let paa Skuldrene, og fjernede sig derpaa med en mesterlig Gestus, som om hun havde bevist os en Tjeneste ved at lade sig nøje med saa lidt.

At dette Tilfælde ikke var enestaaende, fik jeg nu, medens vi hørte videre, bekræftet ved de tilstedeværende Palermitaneres Samtale, der for en Del drejede sig om de nuværende syditalienske Samfundsforhold.

Den nye Tingenes Tilstand, der indtraadte efter det store Garibaldistiske Kup, som havde Bourbonernes Fordrivelse til Følge, hidførte saa mange og store Forandringer i hele Statsforvaltningen, at øjensynligt mange i den første Tid maatte komme til at lide derunder. Saa længe Vicekongen endnu residerede i Palermo, og medens Kirker og Klostre endnu blomstrede i yppig Fylde, havde Syditalieneren rig Anledning til at følge sin naturlige Tilbøjelighed til Magelighed og Dovenskab. Næsten hele Handelen var i Hænderne paa fremmede, i ethvert Tilfælde saa godt som hele Udførselshandelen, og af de indfødte levede i det mindste hele Middelstanden, for ikke at tale om det lavere Folk, udelukkende af Hoffet eller Klostrene. Nu kom Revolutionen. Kongen boede ikke længer i Neapel, men i Turin; Klostrene nedlagdes og gjordes til Kaserner, Kirkegodserne blev solgte for at dække Statsgælden, og endda paalagdes der svære Skatter. En Masse Mennesker blev saaledes brødløse, og for hver ny Reaktion i konservativ Retning blev Paalægene større og Subsistensmidlerne mindre. At tage energisk fat eller at vandre ud er ikke Syditalienerens Sag, og efter at de kraftige Forholdsregler, der fra Regeringens Side blev tagne ved den sidste Septemberrevolution, havde overbevist Folket om, at ingen Forbedring i dets Stilling var at vente ad revolutionær Vej, slog man sig til Ro, levede som man bedst kunde ved at lade fem være lige, og søgte for Resten overalt, hvor Indkomsterne manglede, at bjærge det fornødne ved et udstrakt Tiggeri hos hverandre gensidig eller overfor de bosiddende eller rejsende fremmede.

Vi var imidlertid under denne Samtale komne til Pladsen, hvor den store Katedral ligger, og jeg opfordrede Kusken til at køre lidt langsommere for ret at kunne nyde det dejlige Syn af dens rige Arkitektur, hvis Marmorprydelser traadte blændende hvide frem i Maaneskinnet, medens Taarnene løftede sig knejsende mod den dybe, blaa Nathimmel. Palermos Domkirke er bygget i en langagtig Firkant med flere fremspringende Kapeller; den har et Hovedtaarn i Pantheonstilen og fire slanke Klokketaarne, et paa hvert Hjørne. Ved en høj, gotisk Bue staar den i Forbindelse med det ærkebiskoppelige Palads, der bærer et femte Taarn, i Stil med de mindre, men mere kolossalt end disse og med høje, luftige Spir. Ved deres Lighed med 69 Minareter minde de om Kirkens Oprindelse. Den var tidligere en muhamedansk Moské, der blev ødelagt under Normannerne, hvis Konge Roger (Ruggiero II) byggede Kirken i dens nuværende Skikkelse. Pladsen foran er indhegnet med en svær Marmorbalustrade, der bærer seksten Statuer af de berømte Ærkebisper, og i Midten staar La Santa Patrona, stirrende fra et højt Fodstykke med synligt Velbehag paa Hovedfagadens prægtige Portal. - Forbi det skumle ærkebiskoppelige Palads rullede vi ud paa den store Plads, der indesluttes af lutter offentlige Bygninger, af hvilke de første paa højre Haand, Jesuiterkollegiet og Gensdarmerikasernen, maaske er de mest imponerende. Baggrunden indtages af det kongelige Slot, Observatoriet og den berømte Porta Nuova. - Om Dagen er der almindelig Travlhed her, idet den paa ægte militær Vis planerede og makadamiserede Firkant benyttes til Eksercerplads for de forskellige Kaserner. Men nu, da vi paa denne Tid af Aftenen rullede over Pladsen, herskede her en uhyggelig Stilhed, der kun blev afbrudt ved Afløsningsraabene fra Gensdarmerne eller ved en enkelt Mulæseldrivers Karre, der buldrede inde under den store Ports Hvælvinger.

Real Palazzo gjorde aldeles intet kongeligt Indtryk, men da jeg siden efter fik Lejlighed til at bese dets Indre, overraskedes jeg ved en Pragt, som dets Ydre kun i ringe Grad lod vente; navnlig var Mosaikarbejderne i Slotskapellet vidunderlig sjældne og kostbare. Forbi Observatoriet, en forunderlig Bygning med Snirkler, Gelændere, Murkanter og grønne Skodder, fløj mit Blik til Porta Nuova; vi rullede igennem den, og nu var vi udenfor Byen, i Forstaden Mezzo Monreale.

Da jeg sad med Ryggen til Kusken, kunde jeg saa at sige læse mig en Del af Byens Historie til gennem Portens forskellige Arkitekturer. Der maa rimeligvis i sin Tid have været en anden Port, hvis Oprindelse maa have tabt sig i den graa Oldtid, eftersom Navnet "den nye" er blevet denne tillagt, uagtet dens Hvælvinger i mange Sekler har genlydt af mange Tusinders Skridt, af Kampens Raab og Sejrens Jubel. Selve Hvælvingen og et Stykke af Muren oven over den fremspringende Gesims tilhører den mauriske Tid, da Araberne holdt Hof i Palermo. Paa mit Spørgsmaal, om hvem der havde ladet Porten opføre, fik jeg til Svar: il Saracino Adeleamo, uden at jeg dog kunde faa nærmere Oplysning om, hvem denne Adeleamo havde været. Ved de fire kolossale Karyatider paa den udvendige Side er der en Særegenhed at bemærke, som frembringer en højst ejendommelig Virkning. Paa de fire Muselmænd er nemlig Øjnenes Pupiller indskaarne i Sandstenen paa en saadan Maade, at de danne en mørk, halvrund Skygge, afbrudt af et stærkt Kantlys, saa at man endog i temmelig lang Afstand føler sig iagttaget af disse vilde, rullende Øjne, der synes at ville gennembore den, der nærmer sig.

70

Under de normanniske Konger, Robert Guiscard og Roger, blev den øverste Del af Porten tilføjet; den indeslutter en Række Værelser med en luftig Kolonnade udenfor der bærer en Altan oven over hvilken igen et tredje Stokværk hæver sig, hvis Tag løber pyramidalsk op i et lille Spir med Glughuller til Udkigsposter. Her havde de berømte Hoherstaufer Frederik den Anden og siden efter hans Søn Manfred deres Studerekamre, hvor Literaturen og Musiken dyrkedes, og her boede Siciliens Diktator, Garibaldi, efter at han med sine Rødskjorter havde bemægtiget sig Byen netop igennem denne samme Port. Det Værelse oven paa, hvor hans simple Feltseng, hans Vandkrukke og hans Pistoler gemmes, betragtes med en næsten religiøs Ærefrygt nede fra Vejen af Bjergbonden, der hængende paa Ryggen af sit Æsel mindes de Dage, da Garibaldi kom ned fra Marsala med sin Haandfuld Folk, der daglig forøgedes ved Almuens Tilløb. Han mindes, hvorledes Garibaldi laa lejret paa Bjergtoppene rundt om Monreale og ved hver Skærmydsel skaffede sine Folk Vaaben og Ammunition, og endelig hvorledes Diktatoren selv stormede Porta Nuova i Spidsen for sin lille Skare, og Portens Fliser farvedes af Sveitzergardens Blod. I Italien, hvor intet forandres, intet udnivelleres, bliver alt et Mindesmærke om en Tid, en Situation. I Mandshøjde er saaledes Porta Nuova's Mure gennemfurede og gennemhullede, man ser, at der er bleven skudt paa nær Distance, og man læser gennem disse den bløde Sandstens Skrifttegn: "Her begyndte Italiens Befrielse." Paa den brede Vej, der fører gennem Mezzo Monreale, færdedes endnu en hel Del Mennesker, og fra de smaa Osterier paa begge Sider hørtes Sang og Guitarspil. Vi holdt udenfor en saadan lille Taverne og steg af for at bese dens Indre. I Forhuset fandtes Køkkenet, hvorfra de flinke Camerierer i hvide Trøjer ilede frem og tilbage. Et Værelse, der vendte ud til den snevre Gang, var fuldt af Officerer, der spillede Kort og drak. En af dem, en ung, smuk Fyr, var tumlet ned af Stolen og laa snorkende paa det kolde Flisegulv. Bag Huset var en lille indhegnet Plads med fire murede Søjler, forbundne med lange Stænger, der dannede et Espalier for det tætte Vinløv. Maanen glimtede ned gennem det løvrige Tag og lyste snart paa et Ansigt, snart paa en Haand af de der forsamlede Grupper. En gammel, solbrændt og hvidhaaret Tigger spillede paa Guitaren og sang, og kvindelige Stemmer faldt ind, naar Omkvædet kom. Det var en Scene fuld af Liv og Poesi, men da vi ikke turde komme altfor sent til det usikre Monreale, skyndte vi os at tømme en Fogliette, og af Sted gik det igen hen ad den jævnt opadskraanende Vej.

Husene blev efterhaanden færre og færre. Til højre aabnede et vidt Landskab sig med Villaer, frodige Orangeskove og hist og her en alvorlig Pinje, der tegnede sig mørk mod det fjerne Monte Guccios 71 blaalige Ryg; og efter en halv Times Kørsel begyndte Vejen at slynge sig i Zigzag op ad Bjerget. Uden at bryde os om Palermitanerne, hvem det aldrig vilde falde ind at tage Hensyn til Dyrene, steg vi Nordboer af for at lette Hestene Byrden, og marcherede op ad den kridhvide, støvede Vej. Paa den ene Side havde vi den stejle Klippevæg, hvor den vilde Figenkaktus næsten dannede en hel Kratskov, og hvor Agaven spredte sine spidse Blade ud mellem Stenene. Smaa Kapeller med Madonnabilleder, murede op imod Klippen, afvekslede med Vandbeholdere, hvorfra Vandet sivede og rislede over Stenene. Paa den anden Side løb et lavt Brystværn til Beskyttelse mod Dybet neden under. Jeg bøjede mig af og til ud over det og saa' ned for mig. En af Siciliens frugtbareste Dale udstrakte sig for mit Blik. Contadinoens Huse skjulte sig næsten under denne yppige Vegetation, hvor Oliven-, Mandel-, Morbær-, Figen- og Orangeskove strakte sig mellem Vinhaver og Majsmarker; og saa tæt var Løvværket der nede, at det i den dæmrende Maanelysning forekom en, at man intet vilde vove ved et Spring ned paa det bløde Tæppe.

Ved Omdrejningen til en snæver Gyde standsede vi først foran en stor, imponerende Bygning. Det var Monreales Stiftelse for Omegnens fattige, oprettet af en Ærkebiskop, Monsignor Balsamo. Ud af Vinduerne var brogede Klædningsstykker hængte paa lange Stænger, Madonnabilleder var klistrede paa Dørene, og snart flokkede en hel Armé af Husets yngre Befolkning sig om os, og eskorterede paa denne Maade ankom vi til Byens Torv, hvor den berømte Kirke og Kapucinerordenens Kloster ligge. Uagtet det var saa sent, stimlede alle Byens lasede Indvaanere sammen om os, lige saa snart Hjulenes Rumlen hen over den knudrede Stenbro havde vakt Ekkoet i de tavse Gader, og at dømme efter de Kæltringefysiognomier, der stirrede paa os, var det ikke saa ufatteligt, at denne Rede havde saa daarligt et Navn paa sig. Ved et usselt Tratoria mødte vi en Officer ved det Kompagni Bersaglierer, der var garnisoneret her, og da han hørte, at vi ønskede at se Katedralen, gav han straks med den største Høflighed nogle af sine Folk Ordre til at skaffe det fornødne til Veje til et saadant natligt Besøg. Kort efter kom en lille, mager, gejstlig Person med et Par store Nøgler; Soldaterne bar lange Kerter, og i en saadan Procession traadte vi gennem en brøstfældig Dør ind i den prægtige Kirke. Og prægtig var den i Sandhed. Fra Gulv og til Loft glimrede Mosaiken i Lysenes Skær. Langs med Skibets Mure stod udskaarne Bedestole af fortrinligt Arbejde. Guld- og Sølvsirater lyste, hvorhen Øjet vendte sig, og netop denne overdaadige Pragt, som om Dagen maaske vilde have gjort et overlæsset og smagløst Indtryk, frembragte i det usikre Fakkelskær en fuldstændig magisk Virkning. Det tavlede, rigt indlagte Loft var nyt. I den sidste Revolution var en

        

72 Bande trængt ind i Kirken og havde stukket Ild paa Taget for at smelte Guldet ned. Et Vidunder i Mosaikarbejde var et kolossalt Kristushoved, der indtog hele Hvælvingen over Højalteret; ogsaa blev der, som jeg hørte, i mange Miles Omkreds sværget ved dette Hoved, og Eden havde da en fortrinsvis bindende Kraft. - Lyset faldt paa de to kraftfulde, smidige Bersaglieri; de bølgende Hanefjer paa den bredskyggede Hat bedækkede næsten det halve af Ansigtet; den høje, sortskæggede Officer pegede med sin blanke Sabel i alle Retninger, og vi Nordboer stod med Hatten i Haanden og saa' os omkring. Det hele havde noget saa mystisk og vidunderligt ved sig - ingen af os vil vist glemme det saa let.

Fra Kirken blev vi ledsagede til Klostret. Efter Munkenes Fordrivelse stod det øde og forladt. Vi vandrede gennem de lange Gange, læste Numrene paa Cellerne, og oplyste ved Faklerne de Malerier, der hængte over Dørene. En dejlig Buegang med dobbelte Søjler, der bar de luftige Hvælvinger, strakte sig rundt om den indre, firkantede Gaard. Herfra førtes vi ud i Haven og overraskedes ved fra Terrassen, der hængte ud over Klippen, at se det storartede Landskab udbredt for vore Fødder. Den frugtbare Dal strakte sig lige hen imod de yderste Huse i Palermo. Selv laa Byen der i en Halvkreds mellem sine to Forbjerge: mod Øst skød Capo Zafarano sin krummede Nakke ud i det uendelige Middelhav; mod Vest løftede Monte Pelegrino sin gigantiske Masse. Taarnene og Kuplerne blinkede i Maanelyset. De store franske Dampere gled som smaa Prikker med røde og grønne Lanterner ud af Havnen. Lojagono stod ved min Side, ganske hensunken i Betragtninger over sin skønne Fødestad. Jeg rakte ham tavs min Haand, og han forstod, at jeg, en fremmed, delte hans Følelser - og medens Dalens Blomster og Frugter udsendte deres bedøvende Vellugt i den milde, kølige Nat, gik vi Arm i Arm langsomt tilbage, idet jeg hørte ham hviske: "Giammai scordarsi; - aldrig forglemme."

II. Messina og Østkysten.

Det var paa en af disse uforglemmelige Aftener, som man kun oplever i Syden, at jeg forlod Palermo. Sceneriet kunde ikke være smukkere eller effektfuldere. Maanen skinnede fra den dybe Azur ned paa Middelhavets lange, taktfaste Dønninger. Den franske Damper laa ude paa Reden, omringet af lette Barker. Den havde Lanterner ude i tre, fire forskellige Farver, der afspejlede sig i Vandet og fuldstændiggjorde den Illusion om en Waxhall, som Byen med sin Halvcirkel 73 af blinkende Lys Indgød en. Grækere og Arabere i Nationaldragt stirrede alvorlige ud over Rælingen, hvor de franske Matroser voltigerede frem og tilbage med abeagtig Behændighed, og da det sidste Varp var kastet los, og den sidste Barkajole skrigende og skraalende var dreven agter ud, befandt jeg mig paa Dækket af l'Amérique mellem saa mange forskellige Fysiognomier, Kostumer og Sprog, at jeg kom til at tænke paa de vestasiatiske Byer, hvor de to Verdensdeles Elementer stod sammen i broget Forvirring. Da vi var drejede omkring Capo Zafarano, forsvandt pludselig ethvert Spor af Byen, og da Skibets Bevægelser i den aabne Søs Dønninger blev større, forsvandt samtidig den største Del af Passagererne; Nattens Kølighed begyndte at blive følelig, de vagthavende Officerer fik Overfrakken paa, og indsvøbt i min Plæd marcherede jeg op og ned ad Kobryggen i Passiar med en fransk Købmand, der vilde til Alexandrien, og som røg en af de korteste Kridtpiber, jeg udenfor England endnu havde opdaget.

Tidligt den næste Morgen var jeg igen paa Dækket. Det blæste en frisk Kuling; det smukke Skib nejede i Søerne, og de stakkels Kabylere og Ægyptere, der havde kamperet paa Dækket i deres Burnus'er, tumlede af Sted fra for til agter for at varme deres vaade, forfrosne Lemmer. Jeg bad paa fransk et Par Stykker af de ynkeligste om at gøre mig den Fornøjelse at drikke en Kop Kaffe med mig, og skønt vi kun daarligt forstod hinanden, blev der snart indledet et Slags Samtale, hvori senere min bekendt fra den foregaaende Aften deltog. Han lod til oftere at være kommen denne Vej, og med livlig Snaksomhed fortalte han mig, medens han balancerede med sin Kaffekop, de forskellige Bjerges Navne inde paa Kysten, som vi holdt tæt ind under. Vi havde snart naaet Kap Peloro, Siciliens østlige Spidse, og bøjede nu rundt om den Sandtunge, hvorpaa den lille Fiskerby Faro ligger. Til venstre traadte Kalabriens Kyst frem af Morgentaagen med sine vilde Klipper, der paa denne Side af Skylla falde stejlt af imod Havet. Til højre begyndte Husene i Messinas langstrakte Forstad at vise sig, tittende frem af de tætbevoksede Dale og adspredte rundt omkring paa de nøgne Høje, der efterhaanden løftede sig i dristigere Linjer og længere inde i Landet antog den fuldstændige Form af blaatakkede Bjerge, saa at man ligesom kunde forstaa, at denne opadstigende Skala til sidst maatte ende i Ætnas kæmpemæssige, snedækte Tinde. For Resten sporede man bestandigt den vulkanske Natur i Kystens sønderrevne Udseende: denne Række af fortløbende Høje og Bjerge, alle kegledannede, med frodige Vinhaver og Orangelunde eller fremvisende den brungule, nøgne Klippe, og disse utallige Flodlejer, dybt indskaarne i Landet, ligesom Furerne i det menneskelige Fysiognomi, vidnede om voldsomme Udbrud, Naturens store Lidenskaber.

74

Set fra Søen gør Messina Indtrykket af at være en stor By, en Hovedstad. Medens Palermo er beliggende paa en Strimmel flad Kyst, og det synes, som om Bjergene, der omringe den, af Naade og Barmhjertighed har trukket sig en lille Smule tilbage, for akkurat at give den Plads, saa udbreder Messina sig dristigt, amfiteatralsk, til højre og til venstre, op ad Bjergene, og medens det i Palermo i det mindste for Størstedelen, kun er den smudsige Forstads Gader, der indtage Stiækningen langs Strandkanten, saa er Messinas Marina (Havnegade) i en Længde af omtrent en Fjerdingvej en eneste Række paladslignende Huse med Kolonnader, Balkoner og høje, luftige Altandøre. Saa snart man imidlertid er kommen ind i Byen og har opholdt sig lidt der, forsvinder Illusionen; alt er saa smaat og provinsagtigt, og Marinen til Slutningen den eneste Gade, hvor man har Lyst til at bevæge sig. Da Byen savner et Universitet og, med Undtagelse af den rigt prydede Katedral, næsten ethvert Spor af betydeligere, historiske Mindesmærker, har Livet efterhaanden indsnevret sig indenfor de merkantile Forretningers Grænse. Disse er næsten udelukkende i Hænderne paa fremmede, der drage en skarp Grænse mellem sig og de indfødte, saa at en rejsende kun yderst vanskeligt formaar at sætte sig i Rapport til Italienerne, men maa nøjes med at se dem gaa forbi og høre deres Uvidenhed, Fanatisme og Mistænksomhed omtale, uden selv personlig at kunne danne sig en Overbevisning derom.

Hvad der imidlertid gjorde mig Opholdet i denne By til et af de behageligste paa hele min Rejse, var den velvillige Imødekommenhed, jeg mødte i de Huse, der enten var udelukkende danske, eller hvor de danske Elementer var stærkt fremtrædende; og da jeg virkelig ved flere Lejligheder havde fundet mig saa lidt tiltalt af den indfødte Befolkning, beklagede jeg snart ikke længer, at jeg ikke havde haft Lejlighed til nøjere at lære den at kende.

Det var navnlig hos en Hr. M., at vi danske samledes efter Middagsbordet. Balkondørene stod vidt aabne, og da Huset laa paa Marinen, havde man den prægtigste Udsigt ud over Havnen og Faro di Messina til Kalabriens Kyst, der i den klare Luft syntes saa nær, at man kunde naa der over med et Bøsseskud. Den dybe Havn, der er dannet af et gammelt Krater, forsvares mod Nord af Fortet San Salvador, uden for hvis Fyr den af Homèr med saa levende Farver skildrede Charybdis findes. Om nu Digternes Fader har tilladt sig en licentia poetica, og Charybdis virkelig aldrig har været farligere end nu til Dags, er vel vanskeligt at sige. Ligesom Poesien slides paa Forstandslivets Klipper, indtil der kun bliver et ringe Spor tilbage til de sildigere Slægter, saaledes kan jo omvendt Charybdis gerne i sin Tid have bruset vildt af Sted, indtil Klipperne, der frembragte Hvirvlen, er 75 bievne afslebne eller nedstyrtede ved selve det Elements Magt, hvis Kræfter de satte i Bevægelse. Saa meget er vist, at nu for Tiden, naar Vejret ikke er altfor ondt, behøver den brune Fisker, naar han driver sin Barke gennem den berømte Malstrøm, i det højeste at tage et Tag eller to mere end sædvanligt med Aaren, ja, han søger endog ofte med Flid derhen, formodentlig ledet af det gamle Ordsprog, at det er godt at fiske i rørt Vande.

Fra Fyret strækker sig sydpaa en smal Strimmel Land, det gamle Kraters Rand, og forbinder sig ved et andet Fort igen med Fastlandet, der her kaldes Terranuova, hvor Byens Promenade- og Eksercerplads er. Langs med denne Havn er det, at den brede Marine løber, og her ligge i Vintermaanederne alle Messinafarerne. Nu var den næsten tom; kun nogle enkelte græske og tyrkiske Skibe var halede ind til Kajen, og Besætningen kunde man se hele Aftenen igennem sidde i de smaa Taverner og med dybsindig Alvor røge deres lange Piber eller spille Domino og Kort.

Mangen en kølig Aftenstund, naar det sidste Glimt af den nedgaaende Sol var hendøet paa Kalabriens høje Bjergtoppe, begav jeg mig i Følge med en ung Købmand paa Udflugter langs Strandkanten. Født i Messina og opdragen i Sweitz hos sin Familie paa mødrene Side, havde han igennem sin Fader arvet en overvejende Interesse for dennes Fødeland, Danmark, og havde endogsaa under et længere Ophold dér lært Sproget til Fuldkommenhed, saa at jeg i alle Henseender i ham havde truffet en fortræffelig Cicerone. Vore Ture nordpaa havde i Reglen Faro til Maal. Ridende paa nogle mere end almindelig livlige Æsler fulgte vi da Marinen i dens hele Udstrækning, indtil vi gennem en Gitterport kom ud i Forstaden, hvor straks alt havde et forfaldent Udseende; og nu gik det gennem det løse Sand videre forbi smaa Villaer til det græske Kloster, en stor, imponerende Bygning, der saa at sige afslutter Byens Territorium. Her udenfor havde Sandet rigtig faaet Magt, og de smaa Æsler sank dybt ned i det. Paa Havstokken brød de lange Dønninger; større og mindre Fartøjer var trukne op paa Ruller og tog sig udmærket maleriske ud med deres hvide og røde Sejl og lange, slanke Ræer. Vi passerede efterhaanden en Mængde Fiumarer, smaa Flodlejer, der om Sommeren for det meste er tørre, men hvorigennem Vandet om Vinteren styrter med rivende Hurtighed fra Bjergene ud i Havet. Min Ven fortalte mig om mange Ulykker, der var foraarsagede herved, og da jeg senere trængte op igennem Bjergene, saa' jeg hele Landsbyer, der var underminerede af Vandet og styrtede sammen i Ruiner. Selv i Messinas Gader ser man Spor af en saadan Bjergstrøms pludselige Frembrud, og nogle af de Optrin, hvortil disse Oversvømmelser have givet Anledning, er helt tragikomiske. Saaledes blev en Gang to Soldater, der var posterede foran en 76 lig Bygning, bortrevne i deres Skilderhuse. Den ene, der havde militær Konduite nok til uden Indsigelse at lade sig bortføre i sit improviserede Fartøj, strandede ogsaa til sidst i god Behold paa et Hjørne, hvorimod den anden, der under høje Brøl forsøgte at redde sig ved Svømning, druknede i en Port.

Bjergene kom nu efterhaanden Stranden nærmere og nærmere, Vi red gennem Fiskerbyer, hvor Husene var næsten byggede op til Klippen, og en Mængde Børn ledsagede os hele Vejen med deres fremstrakte Hænder og ynkelige Tilraab. Navnlig var deres Sammenstimlen uhyre omkring den saakaldte Grotte, et Kapel, der er bygget lige midt paa alf ar Vej, men til Gengæld er forsynet med en hvælvet Buegang, saa at man rider midt igennem det. Vi piskede paa de stakkels Æsler for at befri os for den paatrængende Armé, der formeligt satte os i Belejringstilstand, og nu gik det hurtigt af Sted den sidste Mil ud til den øde Sandstrækning, hvor nogle smudsige Hytter, der myldre af Børn og Svin, bære Navnet Faro. Paa Tilbagevejen drejede vi af til Siden og kravlede op paa et gammelt Vagttaarn, der af Englænderne blev benyttet til at holde Udkig efter Napoleons Krydsere ; af saadanne finder man for Resten Spor hele Sydkysten over.

Langt interessantere end Kystturen var imidlertid Ekskursionerne ind i Bjergene. Med Hr. M., der som Fodvandrer havde berejst en stor Del af Evropa, fik jeg en fortræffelig Lejlighed til at foretage disse. Bekendt med Kontadinoens (Bjergbondens) Sprog, utrættelig paa Marchen som i sine Fortællinger, fandt han stedse de mest afsides Dale, de stejleste Højder og de mest henrivende Udsigter. Tidlig om Morgenen begav vi os paa Vejen med Stokken i Haanden og Kniven i Bæltet. Udenfor Stadsmuren slog vi ind paa den første den bedste naturlige Landevej, en eller anden udtørret Fiumare, der bugtede sig med sin gule Stribe op over Bjergaasene. Orangetræernes mørke Løv hang ud over de faldefærdige Mure, der løb langs med begge Bredder. Terrasseformige Vinhaver strakte sig op ad Højderne; Oliven-, Mandel- og Morbærtræer stod spredte omkring mellem de opbtmdne Vinstokke. Hist og her tittede en Villa eller et Bondehus frem af det lave Krat, og øverst paa de langstrakte Aase, omringet af høje Pinjer, knejste et Kloster med sine hvide Gavle og slanke Spir. Det var netop i Vagteltiden; Jagten gik lystig for sig; det knaldede i Dalene og paa Højderne, og mere end en Gang brød en fantastisk klædt Skytte frem af Buskene og skød meget nonchalant tæt forbi os efter sit Vildt.

En Mærkværdighed her oppe i Bjergene, som enhver, der kommer til Messina, besøger, er Eremitten, Pater Giuseppe. Da Hr. M. paa en af vore Udflugter, hvor vi begge var blevne dygtigt medtagne af Hede og Tørst, foreslog at besøge Eremitten, tænkte jeg mig i min 77 offentromantiske Troskyldighed en virkelig Eremit, der, hensunken i fromme Betragtninger over et Kranium, ernærede sig af Vand og vilde Urter. Min Ledsager, der havde opdaget mine Illusioner, berøvede mig heller ikke Troen i saa Henseende, og efter at vi var kravlede op igennem en uhyre Kløft, slog vi ind paa en lille Fodsti, som efter en halv Times March førte os lige hen over den hellige Mands Bolig. Den var bygget som et Kapel med et lille Klokketaarn. Kæmpehøje Figenkaktus og Agaver ragede højt op over Taget, og Døren var saa lav, at jeg maatte bøje mig i en ret Vinkel for at komme igennem den ind til en Stue med nøgne Vægge, Træbænke og et stort Krucifiks. Dekorationerne var altsaa fuldkommen rigtige. Ved vor Indtrædelse rejste sig imidlertid en tyk, jovialt udseende gammel Munk fra en Træbriks, og gav et noget aldrende Fruentimmer Ordre til at hente Vin og Frugter. Han hilste derpaa Hr. M. som en gammel bekendt, og blev meget fornøjet over at modtage en Indbydelse til at deltage i vor Frokost, efter først at have beklaget meget, at han intet havde at byde os, "fordi de Satans Unger nede fra Landsbyen ikke havde bragt ham noget i Dag". Som Præceptor og Lærer for Omegnens opvoksende Ungdom forbavsede han mig i Sandhed ved sine geografiske Kundskaber. Min Ven forestillede mig nemlig som il suo compatriota, un Danese, hvortil den ærlige Munk høfligt svarede: Ah, un Chinese! conosco questa gente superba, og da vi søgte at berigtige Fejltagelsen, indviklede han sig i den Grad i et Net af Chinesi, Francesi, Tedeschi, Danesi o. s. v. o. s. v., at det til sidst løb aldeles rundt for ham og han leende fulgte os ned ad Bjerget, idet han forsikrede mig, at han havde kunnet det altsammen, men det var længe siden.

Den bekvemmeste Maade at naa op i Bjergene paa - om den end er noget langsommere end gennem Fiumarerne - er dog at følge den brede, med megen Kunst anlagte strada nuova, der i utallige Bugtninger forbi Haver og langs Afgrunde slynger sig op til Platformen af den højeste Bjergryg, som i en temmelig uafbrudt Linje løber nordpaa hen imod Landsbyen Kastania og det saakaldte Terra inglese, hvor Englænderne paa Napoleons Tid forsøgte at anlægge Fæstningsværker. Fra denne lille By aabner sig en af de videste Udsigter, der i storslaaet Vildhed overgaar alt, hvad jeg i den Art senere fik at se i det for sine grandiose Vuer dog saa udskregne Sweitz. I sønderrevne, kaotiske Masser, Kløft ved Kløft og takkede, brudte Klipperande ved Siden af runde, kompakte Bjergknolde, sænker Højdedraget sig lige under ens Fødder i en Strækning af hen imod to Mile, ned til Havet. Saa vidt Øjet rækker, følger det Nordkystens indskaarne Bugter og fremspringende Klippepynter og Tunger. Paa en af disse ser man den befæstede By Milazzo, der med sin bourbonske Besætning forsvarede sig saa heltemodig imod Garibaldisterne, og yderst 78 i Horisontens Rand hæver Stromboli og Volkano deres kegledannede Toppe med lette luftige Røgstøtter op over det blaa Middelhav. Vender man sig ind mod Landet, da vil man opdage over de fjerne Bjergrygges langstrakte Linjer en violet Sky, der øverst blinker skinnende hvid gennem den klare Æter. Det er Ætna med den evige Sne om sine Kratere. Da jeg var her oppe i Kastania, blæste en hylende Storm hen over de øde Højder og gjorde Indtrykket af det storslaaede Landskab endnu mere gribende. I selve Navnet val di demonio ligger noget, der bestemmer ens hele Betragtningsmaade overfor dette vilde Bjergterræn, der virkelig i sin kaotiske Forvirring ser ud, som havde det været Tumleplads for Giganternes Kampe.

Ved min Afrejse fra Messina blev jeg behageligt overrasket ved at høre, at jeg vilde faa Følgeskab af den forhen omtalte unge Købmand, Karl S., der agtede sig til Katania i Forretningsanliggender. Vi blev snart enige om at anvende den første Dag af Rejsen til at besøge det berømte Taormina, og en tidlig Morgenstund begyndte vi da Turen med at indfinde os paa den ny anlagte Jernbanestation udenfor Terranuova, og af Sted gik det nu langs med den dejlige Strand, hvor de lange Brændinger skummede mellem de store Stene. Kalabriens Kyst laa skinnende i det klare Morgenlys, og man saa' tydeligt de hvide Huse ovre i Reggio, bag hvilke Aspromonte (Garibaldis Ihukommelse) hævede sig med sine mørke Skovbælter. Klipper med maleriske Ruiner fra Maurernes og Normannernes Tid, der højt oppe i den blaa Luft hang ud over Vandet, afvekslede med mørke Tunneler, hvorigennem Vejen gik, hver Gang et Forbjerg sprang frem og stillede sig i Vejen med sin takkede Kam og sine smaa, dybe Bugter, hvori Fiskerne og Smuglerne havde deres Fartøjer liggende. Brede og sandede Fiumarer aabnede Indblik i snævre Dalstrøg med Haver og Lunde, Kirker og Landsbyer. Hvert Kvarter standsede vi ved en Station, hvor et raat tømret Skur udspyede en Sværm af Tiggere, Vandsælgere og Bønder, klædte i korte Trøjer, Gamacher og den lange uldne Hue. Ved en saadan primitiv Stationsbygning steg vi af og bestilte Æsler. Stationsbygningen hørte til den lille, snavsede By Giardini, hvor alle Indbyggerne lignede slet forklædte Røvere, der hvert Øjeblik kunde kaste sig over os. Efter at vi med Stokkeslag og ved at true med vore Pistoler havde adsplittet den paatrængende Bande Æseldrivere, der straks som hungrige Rovfugle omringede os og næsten med Magt vilde sætte os op paa deres Dyr, sluttede vi Akkord med to af de mindst banditagtig udseende Individer, og befandt os snart i Sadlerne, der bestod i Dyner, fastgjorte med et Stykke Reb, som var snørt om det ulykkelige Æsels slunkne Bug. Hvert Øjeblik 79 gled den improviserede Sadel af, og vedkommende maatte da i en Fart springe ned til den modsatte Side, hvilke gentagne Fataliteter lydeligt blev udpebne af vor Eskorte, der hujende og skraalende, men i en passende Afstand, fulgte os over Halvdelen af Vejen. Fra Stranden, hvor Giardini er beliggende under høje Klipper, gik Vejen igennem en med lavt Krat bevokset Kløft, i bestandig Zigzag op til Taormina. Imidlertid havde jeg endnu hverken set antikke Ruiner eller Spor af nogen som helst By, for ikke at tale om det majestætiske Ætna, og paa mine utaalmodige Spørgsmaal desangaaende svarede den brune Fører bestandig kun: sopra, sopra, Signore. Efter en halv Times langsom Kravlen op ad den mer end halsbrækkende Vej opdagede vi da endelig nogle sammenstyrtede Mure, og da vi kort efter stod i Begreb med at ride ind gennem en mørk, snæver Port, opført af Normannerne, standsede pludseligt den veldresserede Cicerone vore Æsler, og vendte sig om med det Udraab: Ecco il monte!

I Sandhed det var et overraskende Syn, da vi drejede os om og saa' Ætna lige foran os, løftende sit gigantiske Hoved over de mellemliggende Bjerge, opsendende den klare Svovldamp mod Zenith, bærende paa sin Fod Verdens frugtbareste Have, Kataniasletten, og solende sine mørke Aarer, de dunkle Lavastrømme, i det klare, blændende Dagslys. Jeg var saa optagen af dette Syn, at jeg næsten slet ikke lagde Mærke til, at vi holdt vort Indtog i den maleriske, snavsede Røverrede og gennem nogle snævre Gader blev førte hen til det lille Hotel, fra hvis Altan vi under det frugale Maaltid formelig svælgede i Nydelsen af den henrivende Udsigt.

Taormina, de gamles Tauromenium, er som ovenfor berørt en ussel lille Bjergby med snævre, krogede Gader, men rig ved sine Mindesmærker. Som alle disse smaa Reder i Bjergene har den oprindelig været befæstet ved en høj, nu paa flere Steder sammenstyrtet Mur og er for Resten fra Naturens Haand beskyttet ved de bratte Klipper, hvorpaa den er anlagt, og som paa de tre Sider falde lodret ned imod Havet. Paa den fjerde, Sydsiden, som vi kom op ad, findes Porten, et malerisk smukt lille Udenværk, der ligesom den takkede Mur og flere adelige Paladsruiner inde i Byen er arkitektoniske Skønhede i den reneste normanniske Stil. En fuldkommen saa malerisk, og endnu smudsigere Miniaturudgave af Byen er det paa en kegledannet Klippe, omtrent 400 Fod højere, liggende Mola, der med sine lange Mure og sine Tinder og Gavle synes som en Rovfugl med udstrakte Vinger og Næb og Kløer at svæve spejdende over ens Hoved i den klare Luft. Kun en eneste, af dobbelte Mure beskyttet, Sti førte op til det næsten uindtagelige Kastel, og man har halvt historiske Sagn om glimrende Heltegerninger fra Besætningens Side, da Byen blev forsvaret mod Araberne, der dog endelig en mørk Nat ved Forræderi overrumplede Vagterne og nedsablede hele Befolkningen.

80

Taorminas berømte Amfiteater ligger norden for Byen paa en fremspringende, næsten isoleret Klippe, det antikke Tauro, hvoraf Navnet udledes. Man følger en lille Sti, der fra Byens Udkant snor sig op over Klipperne, og opdager efter et Par Minutters Gang paa sin højre Side en stor muret Indhegning, hvis Fliser og Granitvægge er bedækkede med Kaktus. Dette var det store Bassin, hvor Søtræfningerne, Grækernes ναυμαχιαι, leveredes. Langvejs fra over Bjergene ledtes Vandet hertil gennem uhyre Aquadukter, der i Romernes Tid paany opførtes, og hvoraf endnu Ruiner er tilbage. Gaar man et Tusind Skridt videre frem, standser man ved en Gitterport. Pladsen er indhegnet; en Cerberus bor i et lille Hus indenfor, og man maa erlægge sin Tribut her ligesom overalt i Italien, hvor alt er beregnet paa at drage Fordel af Barbarernes Nysgerrighed. Efter at vi med et Par Tari havde afskediget vor Cicerone, der med et Kort i Haanden allerede havde begyndt at fremplapre sin stereotype Remse, voltigerede vi over sønderbrudte Kapitæler, Marmorsøjler og Granitblokke ind paa Arenaen, og derfra op over Tilskuerbænkene til Galleriets øverste Rand, hvor vi satte os ned og udspændte vore Frakker paa nogle Agaver for at beskytte os mod den brændende Sol. Under Trykket af de store Forhold i Omgivelserne havde Ruinerne paa Afstand taget sig ganske ubetydelige ud, men nu forbavsedes jeg næsten ved deres Størrelse. Teatret var anlagt øverst oppe paa Klippens jævnt skraanende Overflade. Et Par Tusind Alen nedenfor de bageste Mure faldt Klippen stejlt af mod en Afgrund, paa hvis anden Side man saa' en Del af Byen og dybt under denne Strandbreddens hvide Krumninger, der langt borte løb ud i en Halvø. Over Baggrundens varme disige Toner løftede Ætna sig. Til højre støttede det mufede Galleri sig til en lodret Klippevæg, oven over hvilken Mola viste sig med sine hvide Bygninger. Galleriets indvendige Side var prydet med en Afveksling af Søjler og Nicher, og nedenfor dette begyndte Bænkenes Rækker, udhugne i den haarde Sten og derhos saa vel konserverede, at man hvert Øjeblik tænkte sig at se togaklædte Skikkelser myldre frem for at indtage deres Pladser. Den nederste, for Senatorer og de højere Patriciere bestemte Række var i en Højde af tre Alen adskilt fra Scenen, og da dette Teater kun blev benyttet til Skuespil, stod her i Midten det hellige Alter, paa begge Sider af hvilket Koret bevægede sig ud fra Orkestret. Muren, der dannede Baggrunden, var paa flere Steder aldeles nedstyrtet ligesom den Søjlerække, der løb foran, og hvor Statuer af Hermes og Apollon Musagetes havde været anbragte. Saa godt var Akustikens Love iagttagne, at naar man stillede sig nede paa Scenen, hørtes den sagteste Hvisken derfra ganske tydeligt paa de øverste Bænke, og da S. affyrede sin Revolver fra Orkestret ud imod Baggrunden, blev Knaldet med næsten

        

81 bedøvende Magt atter og atter tilbagekastet fra de omgivende Klipper. Indtil hen imod Aften blev vi her oppe, hensunkne i Beskuelsen af disse den storartede Naturs Dekorationer, lige overfor hvilke selv den højeste Kunst føler sig afmægtig, og gennemtrængte af den Omgivelsernes højtidelige Tavshed, der, lige overfor Mindesmærker om forsvundne Tider og Slægter, fylder Brystet med større Tanker og dybere Indtryk end noget Skuespil i Verden. Da Solen endelig var gaaet ned bag Bjergene, gjorde vi, hvad de græske Tilskuere i sin Tid rimeligvis ogsaa have gjort: vi vendte tilbage til vort Hus, og "spiste Bedernes Kød og drak megen sød Vin dertil."

Som bekendt er Sydens Tusmørke kun af kort Varighed. Natten bryder frem næsten med det sidste Glimt af den dalende Sol. Kappen svøbes om Skulderen, Stjernerne blinke frem, eller Maanen hæver sig majestætisk op af Havet Natten er kommen og indbyder til sit hemmelighedsfulde, lokkende Skjul; en Vellugt af Blomster strømmer Dig i Møde, Du gribes af en forunderlig Anelse, en ubeskrivelig Længsel efter Livets Romantik, og Du gaar ingen Aften i Møde uden med et højt bankende Hjerte, som gik Du til et Stævnemøde med den smukke Pige, der hilste Dig i Morges, eller med den sølvpilede skønne, der nu smuttede ind ad Døren og vist saa gerne lukkede Vinduet op, naar Du blot kunde synge og spille for hende ligesom din sortøjede Rival derhenne.

Natten overraskede da ogsaa os, medens vi drak vor Fogliette paa Hotel Tauros skrøbelige Balkon. Fra Dalen dybt under os opsteg denne krydrede, ubeskrivelige Duft, der udstrømmer fra Orange- og Mandelhaverne. Ikke et Vindstød, ikke en Fugls Flugt afbrød den drømmende Stilhed, og det var kun som svage Molakkorder, at Havets fjerne Vuggevise hørtes nede fra Strandbredden. Christian Winthers glødende "Sang paa Fjeldet" faldt os begge samtidigt ind, og det saa meget mere, som en Lysning Imellem Trætoppene forkyndte os, at "Fuldmaanen hist den røde hæver sig op". Det var en gribende, berusende Sammensmelten af Alverdens Poesi; men paa en Gang afbrødes Stilheden af en Sang, hvis udmærkede Skønhed ogsaa skyldtes det fortræffelige Foredrag og det smukke Guitarakkompagnement. Det var et Selskab af Katanesere, der ad en anden, besværligere Sti langsomt kom gaaende op imod Hotellets Have. De fleste var unge, smukke, livsglade Folk, der straks, saa snart de var komne over Dørtærskelen, raabte paa Lys, Makaroni og Vin, og efter en høflig Indbydelse fra deres Side var vi to fremmede snart indlemmede i den muntre Kreds. Et stort Bord blev besat med Blomster og Karafler, Lysene blev tændte, og rundt om de dampende 82 Makaromfade saas lutter sorgløse, smilende Ansigter. Det var især en stor, tyk Købmand, en Neapolitaner for Resten, der hyppigst tildrog sig den almindelige Opmærksomhed, og hvis Epigrammer og Bonmots ideligt lønnedes med stormende Applaus. Han havde taget sin Paletot og sit Halstørklæde af, bøjet Skjortelinningen til Side, og med den graa Filthat ned ad Nakken, det store, gulbrune Ansigt skinnende af Velvære og den svære Krop uafbrudt i en Række gestikulerende Svingninger, hang han som en uhyre Vinsæk over en Sofaryg, idet han snart akkompagnerede en Sang paa sin Guitar, snart med en mægtig Bas gav en komisk Bondescene til Bedste, under hvilke Anstrængelser den skrøbelige Sofa knagede som Skibsplankerne i en Storm. En anden var der, som improviserede til opgivne Rim og holdt patetiske Taler, uden at agte den Kritik, der stadig fulgte hans Forsøg. Der var ogsaa nogle Damer i Selskabet, af hvilke navnlig en med en uforlignelig Ynde og noget ubeskriveligt rørende i sin Stemme sang den bekendte palermitanske Fiskersang: Mille volte per te sospirai.

Min Ven og jeg opfordredes ogsaa til at synge. S. kunde nogle Bondeviser fra Marsala og nogle komiske spanske Sange, som han maatte give dacapo; men Jublen kendte ingen Grænse, da jeg begyndte paa Dupuys sprudlende Drikkevise af "Ungdom og Galskab". De mange Konsonanter fremkaldte rigtignok de besynderligste Grimacer hos Koret, men Melodien slog an, man brølede og hamrede med Glassene paa Bordet, og efter endt Sang omfavnede Tykkerten mig og gav mig sin Adresse i Katania og Neapel.

Først langt over Midnat brød det muntre Selskab op. Det skulde med Undtagelse af Damerne atter tilbage til Katania med en Speronaro, der ventede nede ved Giardini, og da de hørte, at vi agtede os samme Steds hen, indbød de os til at gøre Sejlturen med i den dejlige maaneklare Nat. Vi modtog naturligvis Tilbudet med Glæde, og nu gik det da i en lang Række af Sted gennem den lille By, hvis skumle Beboere blev vækkede af de højrøstede Stemmer og den klare, lydelige Latter. Ikke faa Forbandelser udslyngedes imod os fra de aabnede Vinduer, og vi maatte prise os næsten lykkelige ved, at vi slap for saa godt Køb, da vi omsider gjorde Holdt udenfor Porten for at ordne os og samle Kræfter til "Nedstigningen". Det var lyst nok til at undgaa Afgrunden ved Siden af Stien, men næppe lyst nok til at undgaa alle de Huller og Ujævnheder, som vore Æsler om Morgenen saa mesterligt havde klaret. Imidlertid slap vi dog med forholdsvis faa Uheld ned i den sandede Fiumare, og nu gik det, stadigt med den utrættelige Neapolitaner i Spidsen, videre, indtil vi standsede ved de første Huse i Giardini. Her var alt lukket og slukket. Den lette Speronaro var halvvejs halet op paa Strandbredden, men 83 Baadfolkene var ingen Steds at finde. Vi bankede flere Steder forgæves paa, uden at faa andet Svar, end at her var ikke Logi for Landstrygere etc., ja et Sted kom en gammel, arrig Heks ud i mindre end Negligé og ønskede saa mange Ulykker over os, at vi, hvis en Fjerdedel deraf havde ramt os, vilde have været værre farne end Odysseus paa hele sin Omflakken.

Et andet Sted stod Døren paa Klem. Neapolitaneren og jeg kigede ind og saa' da i det store Rum, belyst af en osende Lampe foran et Madonnabillede i en Niche, en hel Familie, bestaaende af voksne og Børn, Mand, Kone og et Par nydelige unge Piger, i et meget let Kostume, henslængte paa nogle Madrasser. Jeg vilde hurtigt trække mig tilbage, men den ufortrødne Italiener stødte først Døren helt op, greb saa nogle Akkorder paa Guitaren og sang nu med buldrende Stemme nogle skæmtefulde Strofer til de forvirrede skønne, der havde rejst sig over Ende og med lydelige Skrig fik hele den søvndrukne Familje paa Benene. Vi skyndte os af Sted til de andre, der imidlertid endelig havde fundet vort bortrømte Skibsmandskab, og efter en hel Del Anstrængelser lykkedes det vore forenede Kræfter at gøre vort Fartøj flot. Det var maaske ogsaa paa høje Tid, at vi kom til Søs, thi allerede viste sig flere dunkle Skikkelser, der styrede deres Gang ned mod Stranden, rimeligvis for at give Rolighedsforstyrrerne en sidste Hilsen med paa Vejen. Jeg kom uvilkaarlig, ved her under saa fremmede og næsten eventyrlige Forhold at forlade Siciliens Østkyst, til at tænke paa Odysseus, der flygter med sit ene tiloversblevne Skib fra de "Mændødelæggende Læstrygoner". Skikkelserne paa Stranden tog sig i det mindste i det usikre Lys helt overnaturlige ud, og paa Smaasten og Skældsord manglede det heller ikke.

Saaledes var vi igen paa Vejen til Katania. Vi gled for en let Brise hen over Middelhavets store, alvorsfulde Flade, og efterhaanden som Livligheden gav efter for Søvnens retmæssige Krav, indfandt Stilheden fra Aftenens Begyndelse sig igen i sin fulde Udstrækning. Jeg laa agter ude ved det svagt knagende Ror, med Blikket ufravendt heftet paa Ætnas mægtige Kegle, der i den usikre Maanetaage svømmede som et uhyre Luftsyn over den nære Kysts mørke, takkede Klippemure. Til Slutningen svømmede alt, Bjerge, Luft og Vand, hen i en eneste stor, uklar Masse. Sicilien syntes det Drømmeland, som det i Virkeligheden er, og jeg vaagnede først op til Virkeligheden igen, da Drømmen belystes af den opgaaende Sols klare, gennemtrængende Straaler.

Omtrent halvanden Mil forinden vi kom til Katania, hvor Jernbanen ophører, steg jeg af ved Accireale for at gøre en Skitse af den gamle, fra de normannisk-saracenske Kampe berømte Borg, 84 Accikasiello, der ligger ude i Havet paa en fremspringende Klippe af kolossale Lavablokke. Seks mægtige Fjældstykker, nogle af dem formelige Smaaøer, beskylles udenfor denne maleriske Ruin af Middelhavets Bølger. Det er de "cyklopiske Klipper", hvormed Polyphem saluterede Odysseus til Afsked, og i en af de Huler, der vender ud imod Havet, mellem Kystens vilde øde Lavamasser, var det altsaa, at de stakkels Grækere blev spiste, og at Odysseus hævnede sig paa Poseidons tølperagtige Søn. Sic fama est! Men hvor stor Homér egentlig er, følte jeg aldrig stærkere end her, hvor jeg havde Dramaets fuldstændige Dekoration for Øje, og her fik for første Gang Odysseus mytiske Figurer ret Kød og Blod i min Bevidsthed, ligesom det i de skotske Bjerge er hændet mig ved Makbeth og Lear.

Da jeg ud paa Eftermiddagen havde min Skitse færdig, vandrede jeg med min Bagage paa Nakken hen ad den støvede strada rotabile videre til Katania, for dér at træffe sammen igen med min Rejsefælle S., der imidlertid skulde have afgjort sine Affærer. Det var næsten ganske hjemligt oven paa de bestandige Bjergture at gaa ned ad den slagne Landevej. Bønderne, jeg mødte fra Slettelandets omliggende Landsbyer, saa' ogsaa langt fra saa røveragtige ud som deres Landsmænd i Bjergene. Alle var klædte med Omhu, og medens nogle red paa broget udstaferede Æsler, jollede andre med lystige Hilsener forbi i tohjulede, med Helgenbilleder overmalede Gigger, der blev trukne af kraftige Muldyr, som gerne havde en hel Galanteributik af Kvaster, Bjælder og Spejle fordelt omkring paa Seletøjet. Vejen var paa flere Steder hugget igennem de gamle Lavamasser, der lige fra Ætnas Top og ned til Havet bedække Sletten i mange Miles Omkreds. Oven paa den ældste Lava ser man da Muldjord, over denne kommer igen Lava, saa igen Muldjord, og saa fremdeles i mange Lag. "For Tiden er der Jord oven paa Lavaen," plejer Befolkningen at sige. Denne lille Skorpe Jord er det da, som frembringer den Yppighed og bugnende Fylde, der har gjort Kataniasletten til en af de rigeste og berømteste i Italien; og som et Eksempel paa, at det materielle Velvære her som overalt medfører den mere udviklede Kultur, mødte jeg - jeg tror for første Gang paa Sicilien - en lille Pige, der gik og læste i en Bog.

Ud paa Aftenen kom jeg til Katania, hvor jeg efter Aftale traf min Ven i "Grande Albergo", et kolossalt Hotel, der ejedes af en overordentlig gemytlig Sweitzer, med hvem vi passiarede Aftenen bort ved Vinflasken.

Det første, mit Øje faldt paa, da jeg den næste Morgen vaagnede, var til min glædelige Overraskelse det rygende Ætna, idet mit Vindue, eller rettere min Balkondør, var bleven staaende aaben om Natten. Jeg udregnede netop, hvor længe man vilde være om at naa op 85 til det øverste Krater, da S. i det samme traadte ind og gjorde en brat Ende paa mine Beregninger ved at meddele mig, at der til en Ætna-Tur vilde medgaa mindst tre Dage, især paa denne Aarstid (den tidligste Del af Sommeren), da Sneen endnu laa langt nede paa Bjerget, og han underrettede mig tillige om, at hans Tid ikke tillod ham at ledsage mig, i Fald jeg havde bestemt mig til denne Udflugt. Jeg opgav altsaa som god Kammerat Tanken herom, saa meget mere, som jeg i al Beskedenhed sagt var Kunstner nok til hellere at ville glæde mig ved paa Afstand at betragte Bjergets smukke Linjer, end efter engelsk Manér vade omkring i Sne og Aske for at kunne sige, at jeg havde været der. Efter Frokosten kørte vi da hen til Katanias berømte Benediktinerkloster, et af de største i Verden. Det indtog et helt lille Kvarter af Byen, og var omgivet af hvælvede kølige Buegange og Haver, hvor Statuer og de dejligste Blomster prangede i Forening. Vi vandrede gennem de uendelige Korridorer og lod os af en Katanienser, der var en bekendt af S., fortælle om den næsten utrolige Luksus, der havde hersket indenfor disse uanselige Celledøre, hvor hver Munk i sybaritisk Vellevnet fortærede sin aarlige Indtægt, der i Glansperioden skal have beløbet sig til henved 300,000 Rdlr. Om de hellige Fædres Smag og Intelligens fik man imidlertid en meget daarlig Mening ved at besøge det store Raritetsgalleri, som fornemlig bestod af slette Malerier, klodsede Nipssager og uægte Antikviteter, tillige med Misfostre i Spiritus, Krokodiller, Slanger og Aber i unævnelig Mængde. Den egentlige Klosterhave ligger bagved den uhyre Bygning og er anlagt oven paa den Lavastrøm, der en Gang ved en voldsom Eruption af Ætna truede den hele By med Undergang, men netop var saa høflig, man kunde gerne sige devot, at standse her foran Klostrets hellige Mure.

Gennem de solhede, brændende Hovedgader, hvor Siciliens ældste og nyeste Adel har opført sine fængselsagtige Paladser, kørte vi til det romerske Teater, hvoraf omtrent en Tredjedel er udgravet, medens Resten desværre endnu ligger skjult under Lavaen og de oven over byggede Huse. Med en af disse snakkesalige Ciceroner, som man ikke engang kunde købe sig fri for, steg vi gennem nogle Baggaarde ned ad en bred Lavatrappe og kom derpaa gennem trende Gallerier dybt under Jordens Overflade til den egentlige Tilskuerplads, hvis Marmorbænke hist og her var restaurerede med tilhugne Lavafliser. Oven paa selve Scenen havde den moderne Tids Barbarer ladet sine klodsede Bygninger opføre, og man saa' netop kun Begyndelsen af Parterrets Marmorgulv, hvorover der strømmer en klar Bæk, som har sit Udspring højt oppe i den dybe Sne mellem Ætnas Kratere. Alle besøgende pleje at drikke af dette Vand, forklarede Føreren os, og vi skulde selvfølgelig ogsaa, i hvilket Øjemed den

        

86 sortskæggede Cicerone fra et Hul i Muren fremtog et Glas. Efter at han havde fyldt det, satte han sig i Positur, og begyndte paa et længere, begejstret Foredrag, der uheldigvis blev afbrudt ved, at han tabte Glasset. Vi lagde os derpaa alle tre paa Maven, og forfriskede os ved det dejlige kolde Snevand, hvorefter Faklerne blev tændte, og vi begav os ind i de høje, hvælvede Gallerier, der som Katakomber strække sig langt ind under Byens Gader, hvorfra det raske Livs Støj og Larm i dumpe Toner naaede vort Øre, medens vi ved det røde Fakkelskær undersøgte de vilde Dyrs og Gladiatorernes Indelukker.

Da det senere hen paa Eftermiddagen var blevet køligere, drev vi omkring nede ved den lille Havn, der kun har Dybde for Baade og smaa Felukker. Det gule Svovl, der brydes i Omegnen af Girgenti, blev i høje Karrer kørt ned til Vandet, hvor de kobberbrune Faquiner, kun iførte Svømmebenklæder, med en utrolig Færdighed balancerede med svære Stabler paa Hovedet midt ud i Havnen, hvor da Indskibningen gik for sig.

Den næste Morgen knaldede Veturinens Pisk udenfor vore Vinduer, og snart sad vi i Vognen med Revolveren om Livet, de grønne Slør omkring Hovedet og en dygtig Madkurv foran os, for at begive os paa den lange og usikre Rejse fra det livlige Katania til Gravbyen Syrakus.

Lige saa frugtbar Naturen havde vist sig, førend vi kom til Katania, lige saa gold og ørkenagtig fremtraadte Landskabet for os nu, da vi forlod den. En Støvsky hvirvlede bestandigt foran Vognen paa den hvide, solbeskinnede Vej, ligesom Røgstøtten for Jøderne i Ørknen. Efter nogle Timers Kørsel var det formeligt velgørende for Øjet at se Vand. Det var den lille Flod Gioretta, hvorover vi bragtes paa en skrøbelig Færge, der truede med at knuses under Hestenes og Vognens forenede Vægt. Kort efter hævede Landet sig i Bakkelinjer, der efterhaanden gik over til et Højplateau, som i Horisonten begrænsedes af Monte Veneres blaalige Kam. Gentagne Gange saa' vi ved Siden af Vejen de urgamle, pelasgiske Gravkamre, hvælvede Huler, der var udhugne i den haarde Klippe. Vi steg af for at undersøge en af de største, hvor en hel Hyrdefamilje havde indkvarteret sig med sine Geder og Æsler. Mændene laa udstrakte paa Jorden og sov formodentlig til Middag, Kvinderne malkede Gederne, og Børnene ristede Korn over en Ild af Trækul. Ved uregelmæssige, kolossale Piller var Rummet delt i flere Kamre hvert med en eller flere Smaanicher, hvor rimeligvis Ligene havde ligget, og op ad den kølige Grottes Vægge groede Mos og Venushaar i frodige Klynger.

Lige ved Middagstid kom vi, næsten opløste af Hede og kvalte af Støv, til det gamle Lentini, en smudsig Landsby, der i Romernes Tid 87 havde været en blomstrende Koloni, som endog havde sin egen filosofiske Skole, og da vi havde bedet der en Timestid i en ussel Kro, gik Vejen videre ned gennem en dyb Sænkning i Terrænet og op igen i uhyre Zigzag-Slyngninger til det befæstede Karlentini, et af Karl V I spansk Stil anlagt Kastel med en Række faldefærdige Hytter, der husede en Befolkning med de mest kæltringeagtige Ansigter, jeg maaske endnu havde set. I Villasmundi, en lignende Rede nogle Timers Vej derfra, gjordes et længere Ophold, og da der heldigvis netop holdtes et Slags Marked omkring i Gaderne, fordrev vi Tiden med at iagttage de forskellige Grupper. Trods den brændende Hede hørte vi dog den sædvanlige Dansemusik med Violin og Guitar, og blev i et tilrøget Osteri Vidne til et Slags Sekstur, hvor de dansende ledsagede enhver Svingning med Spring og Armbevægelser, der bragte Sveden frem i Strømme, uagtet Kavalererne saa vel som de fyrige skønne havde afført sig saa mange Klæder, som Anstændigheden nogenlunde tillod.

Da vi igen begav os paa Vejen, stod Solen allerede lavt paa Himlen, saa at vi i den dejlige Eftermiddags Stilhed ret kunde nyde den smukke Natur. Efter at have kørt igennem en Dal, der var bevokset med Olivenskove, kom vi ned til Havet, og vi fulgte derefter hele Tiden Strandbredden, over hvis Brændinger Maanen snart udgød sit hvide Lys.

I denne Nattens Stilhed og i en Stemning lig den, hvori man om Aartusinder vil gennemvandre Paris's eller Londons Ruiner, kørte vi da over Levningerne af det vidtstrakte Syrakus, og den samme vemodige, næsten andægtige Følelse var over os, medens vi de følgende Dage gennemstrejfede det store Territorium til Lands og til Vands. Over den dybe Havn, hvor alle Evropas Flaader tilsammen kan faa Plads, begav vi os til den Flod, hvor Proserpina efter Sagnet blev bortført. Kæmpemæssige Søjler af et Zeustempel rage i Vejret paa Bakkerne til venstre, og medens man i den varme Formiddags Stilhed stager sig langsomt frem under de sivbevoksede Bredder, hvor af og til en Lerhytte viser sig, omkranset af høje Palmer, tænker man sig dybt inde i Afrika, paa en Flodarm af Nilen eller Senegal. Op ad Anapo-Flodens venstre Arm, Cyane, føres man til Papyrusplanterne. De halvnøgne Baadfolk skære de lange Stængler af, og det gaar hastigt tilbage ned ad Strømmen, og igen over Havnen til en aaben Plads udenfor det nuværende Sirakusas svære, bourbonske Fæstningsmure. Her bestiger hver sit Æsel, og ad den støvede Landevej gaar det op til Overfladen af det terrasseformede Højplateau, hvor den uhyre By strakte sig milevidt omkring Havnen. Ad halsbrækkende Veje, de gamle, i Klippen udhulede Bygningsgrunde, rider man Skridt for Skridt paa de smaa forsigtige Æsler. Solen 88 brænder lodret ned paa denne Stenørk, og efter en halv Times Ridt standser man ved Fæstningen Hexâpylon. Alt, hvad der af denne var over Jorden, er styrtet i Grus, men de underjordiske Magasiner, Brønde og Gaarde og den hvælvede brede Gang, hvorigennem Romeren Marcellus banede sig en blodig Vej - kort sagt, alt hvad der er hugget ud i Klippen, vidner tilstrækkeligt om Borgens Størrelse og Modstandskraft.

De Aftener, vi tilbragte i Syrakus, var som Drømme, der vil bevares uudslettelige i Erindringen. I de kølige Timer vandrede vi Arm i Arm paa Terrassen ved Arethusas rislende Kilde og gennemgik, hvad Dagens brændende Solvarme havde sløvet i Hukommelsen. Vi besøgte igen Amfiteatret paa Klippeskraaningen med Udsigt over By og Hav. Vi stillede vor Tørst i Nymfernes Grotte, hvor Vandet bruser plaskende frem fra de skjulte Ledninger. Vi vandrede i Stenbrudsfængslerne, hvor de 6000 Atheniensere en Gang sukkede, og vi iagttog den tordenlignende Virkning af et Pistolskud i "Dionysius's Øre", en Klippespalte, der i S Form snor sig bag Fængslerne, og ved hvis Indgang Tyrannen kunde høre den sagteste Hvisken af Fangerne.

Den sidste Dag af vort Ophold i Syrakus besøgte vi den lille, snævre Bys Kathedral, der er muret op mellem de tydeligt fremspringende doriske Søjler af det gamle Zeustempel, hvis Frontside imidlertid har maattet vige Pladsen for den mest smagløse Rokoko-Arkitektur; og efter et Besøg i den private Have, hvor den tyske Digter Grev Piaten er begravet, steg vi ned til la chiesa di St. Martiani, Kryptkirken fra de første kristne Tider, prydet med hele den Periodes rørende, symbolske Freskomalerier. I Katakomberne, der strække deres Gange bag ved Kirken - efter Kustodens Sigende milevidt gennem den bløde Sandsten - modtog vi det sidste karakteristiske Indtryk af Gravstaden Syrakus. Vor Rejse sydpaa var endt, da Vejen til Girgenti formelig var afskaaren af Røverbander, og ud paa Eftermiddagen sad vi atter i Vognen, for i den kølige Nat at foretage Tilbagerejsen til Katania.

ROMANTIK OVER EN HALV HISTORIE

Det var i den gamle Esplanade-Pavillons Dage. Ak ja; den Gang kunde en stille Betragter af Natur og Folkeliv sidde under de susende Popler og have Toldboden og Skibene og Vandet og Langelinje og de spadserende fra første Haand. Han kunde, medens Cigaren langsomt brændte, og medens han langsomt nippede til sit Toddyglas, med Sikkerhed afgøre, naar Klokken var to; thi saa begyndte Promenaden 89 at fyldes med Københavnere af begge Køn, og han kunde med lige saa stor Sikkerhed afgøre, naar Klokken igen var fire; thi saa kom "Holmens faste Stok" af Mandkønnet fra Arbejde, og den Bro, der benævnes Elefantbroen, dundrede under Trinene af de faste Gaster, som om det virkelig havde været Elefanter, der travede over den.

Han kunde om Eftermiddagen se Helsingørsdamperen, naar den kom glidende ind imellem Skibene paa Reden; han kunde høre Musikken derude fra, og naar det var rigtig stille, saadan en rigtig rolig, blid Sommeraften, og naar han hørte rigtig nøje efter, kunde hans Øre vel endogsaa opfange Lyden af de Miniaturbrændinger, der kom bølgende fra Hjulkassen og skvulpede mod Stenene inde paa Langelinje.

Han kunde navnlig saa dejligt høre de store Popler suse over sit Hoved; og naar han var rigtig taalmodig, og holdt tilstrækkelig længe ud, da kunde han under denne højtidelige Susen som under en skøn, alvorlig Ouverture se de mørke Aftenskyer rulle til Side som et tungt Draperi og Maanen komme glidende langsomt og majestætisk ind paa Scenen.

Da kunde han, hvis der ellers var Spor af Poesi i Fyren, ikke undgaa at blive saadan, hvad man i daglig Tale kalder en Smule romantisk. - - Dog nej, vi vil ikke introducere den stille Betragter af Naturen og Folkelivet paa denne flove Maade. Vi vil i det hele taget ikke introducere ham; han faar springe lige ind i det!

Jeg var lige kommen hjem fra en Rejse i Udlandet. Jeg havde set Abekattene paa Gibraltar og Røverne i Kalabrien. De første havde jeg været med til at forhindre fra at blive skudt; de sidste havde jeg med en vis Fornøjelse set blive skudt i en Kasernegaard i Reggio. Det var nogle store Tyveknægte. Der var navnlig en, Pietro Perrelli tror jeg, som var et usædvanligt Eksemplar. Men jeg snakker over mig. Det er man altid saa tilbøjelig til, naar man lige er kommen hjem fra en Rejse. Saa bliver det, man har ladet tilbage derude i den vide Verden, stort og fyldigt, og det, man er kommen hjem til, viser sig saa smaat og magert. Og saa snakker man som sagt om alting derude fra, selv om Aberne (Røverne vil jeg slet ikke tale om).

I Danmark er der Gud ske Lov endnu mange, som ikke har været udenlands. Af den Grund er der endnu mange, som vil høre paa For tællinger fra Udlandet; og en saadan velvillig Tilhører havde jeg faaet, og vi var spadseret sammen over Voldene og gennem Grønningen og var landet oppe paa den gamle Esplanade-Pavillon. Og der havde vi siddet ved en halv Historie, og nok en halv Historie, indtil min Til hører var gaaet hjem i Forretninger og havde ladet mig ene tilbage under de susende Popler.

90

Vejret var saa dejligt. Det kunde ikke være skønnere ved Neapels Golf. Eftermiddagssolen kom i lange, gyldne Striber ned igennem Kastelsvoldens Træer. Den faldt over Langelinje, hvor Folk spadserede, og ud over Sundet, hvor den forgyldte de malede Skibsskrog og satte glødende varme Farver paa Master og Sejl. Poplerne susede og nynnede over mit Hoved i den svage Luftning; den varme, søde Drik paa Bordet foran mig var vel ikke den liflige Falerner, den fuldblodige Rokkomadoro, den bedaarende Syrakusaner, men den gjorde dog sin Virkning, den gik til Hovedet, - og jeg lagde mit Hoved tilbage og pustede Cigarrøgen op imod Træernes Krone, og idet Røgen hvirvlede op, hvirvlede mine Tanker med, og jeg begyndte halvvejs at forstaa, hvad Vinden saadan ganske improviseret sang fra Bladet, og saa faldt mit Øje paa den gamle, røde Mur med Skydeskaarene, og paa den gamle, svære Jernport med Stenkuglerne paa Pillerne, og paa de spadserende, der gik igennem Porten ...

Hvor jeg havde været forelsket sidst, da jeg gik igennem denne Port! Og hvor ofte havde jeg ikke siddet her paa Udkig efter den, der skulde komme igennem denne Port! Naar hun udeblev, blev jeg ude af mig selv af Sørgmodighed og drak da mere Toddy, end jeg strengt taget burde have drukket. Men naar hun kom, da kunde jeg gerne have omfavnet den væmmelige Opvarter, der aldrig kunde give tilbage paa en Mark; og naar hun saa' op paa mig, og maaske endogsaa nikkede en lille Smule, - ja, da var Langelinje og Sundet og hele to Mile ind i Skaane et altfor snævert Rum for min stormende Glæde, og jeg stormede af Sted efter hende, bragte hendes konvoyerende Mama den samme dumme, overflødige Hilsen fra min Mama og modtog i en Art af paradisisk Henrykkelse den sædvanlige Indbydelse til at drikke en Kop The i Familien. Den duftende The! Og saa at sidde saadan i sin elskedes Nærhed, række hende Smørret, modtage Rullepølsen af hendes Haand og besvare nærgaaende, men for Resten uskyldige Spørgsmaal af hendes mindre Brødre, der ganske vist var i den ubehagelige Lømmelalder, men til Gengæld var hendes Brødre. Og saa at spadsere frem og tilbage i Stuen og betragte de gamle Kobberstik for tyvende og tredivte Gang og tale om Kunst, Teater, Naalepuder og Stramaj med denne mærkelige Blanding af højt, poetisk Sving, naar man var i den anden Ende af Stuen, og inderlig flov Forknyttelse, naar man kom i hendes umiddelbare Nærhed. Ja, denne Stue! Og saa alle de gamle, bekendte Møbler, der ligesom havde modtaget et Præg af hende, en egen poetisk Bestanddel af hendes eget poetiske Væsen, og som nu udstraalede al denne erhvervede Varme og gjorde, at jeg blev rød i Kinderne, naar jeg nærmede mig hendes Sybord, eller frembragte egne, krampagtige Trækninger i mine Ben, hver Gang de kom i Berøring med Gyngestolens Gænger. - - - - - - - 91 Jeg havde været der oppe og gjort Visit samme Dag, jeg var kommen tilbage fra Udlandet. Der var ingen hjemme. Jeg gik ind i Stuen og lagde mit Kort. Stuen var mildest talt som andre Stuer. Kobberne var slette. Møblerne saa' lige saa idiotiske ud som de fleste andre københavnske Møbler, og Spejlet, det store runde Spejl over Sofaen, viste mig ikke længer nogen slank, svævende Gazelleskikkelse, men da jeg gik nærmere, saa' jeg mit eget solbrændte Ansigt, hvor Trækkene var blevne større, men ogsaa grimmere, og hvor navnlig Fregnen paa Næsen havde udvidet sig til en Størrelse, som forhen vilde have irriteret mig usigeligt ...

Det susede der oppe i Poplerne. Jeg tænkte paa den store, vide Verden, paa Havet, som ikke lader sig tæmme og tvinge, og paa de vilde Fugle, der ikke lade sig fange, og - - - Ja, der kom de nede gennem Porten. Ganske rigtig, Moder, Datter og to Sønner. Den ene af de sidste havde faaet Studenterkasket paa Hovedet og Filipenser i Ansigtet; den anden savnede endnu Skønhedspletter af begge Kategorier. De saa' lige flegelagtige ud, og der var hos begge en lige iøjnefaldende Mangel paa Manchetter om Haandleddene og Fjerkraft i Knæleddene.

De unge Riddere pegede meget betegnende op paa mig. Moder og Datter lavede sig til en Hilsen. Da susede og sang Poplerne, som de var besatte, og jeg greb mit Glas og svingede det foran mig: Eviva la libert ... Av, der gik Damernes Blik til Jorden, og derfra ud over Kastelsgraven. Ynglingen med Kokarderne saa' forbitret paa mig; den yngste fniste, og Selskabet var forsvundet bag Pavillonen.

Opvarter! bring mig en halv Historie!

Den tjenstvillige Aand kom, og med den aritmetisk uomstødelige Bemærkning, at "denne var den tredje", satte han de fornødne Ingredienser til den nordiske Blandingsdrik paa Bordet; jeg tilberedte Drikken og drak den.

Aldrig har nogen Drik virket saa forunderligt paa mig. Jeg er af Naturen ikke overtroisk; i ethvert Tilfælde ligger Overtroen hos mig noget tilbage i Aarene. At antage Opvarteren for en Troldmand kunde derfor ikke saa lige falde mig ind, uagtet jeg paa den anden Side blev stærkt fristet til at søge en overnaturlig Forklaring paa det, der nu viste sig for mig.

Hele Langelinje vrimlede, ikke længer af spadserende Mennesker, men af spadserende - - - Ja, ja, det lyder nu saa slemt at sige det andet. Man er nu en Gang blevet saa vant til at betragte Mennesket som Modsætningsbegrebet af Dyret, - men det forstaar sig, i daglig Tale bruger man saa mange andre Modsætningsbegreber lige saa unøjagtigt, som f. Eks. sødt og surt, etc.

Altsaa, Langelinje vrimlede. Det snadrede, pippede, kaglede, galede, 92 brølede, gøede, miauede osv. osv. i det uendelige. Det første, jeg gjorde, var at blive forbavset, jeg kan gerne sige uhyggelig; det næste var, at jeg saa' opmærksom til, og det tredje at jeg opdagede, at Kaulbachs Illustrationer til Reineke-Fuchs og Grandvilles til Le diable à Paris var højst træffende naturalistiske Illustrationer, hvilket jeg, i det mindste for den første, alt andet end naturalistiske, Malers Vedkommende forhen ikke rigtig havde haft Øje for. Jeg saa' værdige, respektable Høner med Kyllinger for og bag, større og mindre. Jeg saa' Haner med Hanekam, og som med de bekendte Hanefjed spankede forbi de stakkels Høns og tilkastede dem en passant forskellige smægtende eller uforskammede Blikke. Jeg saa' glade, trivelige Ænder, i Reglen flere i Følge, som rokkede af Sted med Galosker over Svømmefødderne, og som rabbede og snadrede om Kaps, uden i nogen synderlig Maade at lade sig genere af de vandkæmmede Jagthunde eller de misøjede Støvere, der nu og da snusede noget temmeligt nærgaaende til dem. Det vrimlede af vraltende Dogger med smaa, gnavne Mopper ved Siden. Hver Gang en lille Perlehøne eller en anden fiks lille Skabning kom strygende et saadant gnavent Par forbi, saa' Parret arrigt til Siden og stak derpaa Hovederne sammen og knurrede over Pyntesygen og Forfængeligheden. Gamle, adstadige Bulbidere, som maaske i deres Ungdom kunde have været glubske nok, men som nu havde mistet baade Tænder og Glubskhed, kom drivende alene hen ad "Linjen" ; de saa' hverken til højre eller til venstre, men gik med et vist længselsfuldt Træk om den hængende Mund, som om et godt Karbonadeben, helst med lidt Kød ved, ikke vilde være dem et ukærkomment Syn ved deres Tilbagekomst til Byen. Unge Krager i sort, med hvidt om Halsen og med Dun om Næbbet, kom hoppende den ene efter den anden eller flere i Flok. De pludrede væk i deres Kragemaal og gav deres Besyv med om alting; hyppigst holdt de Udkig efter de smaa Gæs, der gik dem forbi, og de tav kun stille, naar de passerede en gammel, graa Krage med Hovedet nede imellem Skuldrene og med Briller paa Næbbet Morsomt nok, paa de unge og paa de gamle Krager var der i Grunden ingen stor Forskel; man kunde i hvert Tilfælde aldrig tage fejl af, at de første vilde ende som de sidste. At forveksle dem med de sorte Ravne, hvoraf nogle sværmede omkring med de frie, lystige Maager, var der aldeles ikke Tale om.

Det var i det hele taget en højst komisk Blanding, og morsomt var det, at jeg præcis blandt hele denne nye Befolkning kunde udpege de Mennesker, som jeg paa en eller anden Maade stod i Forbindelse med. Jeg turde saaledes sværge paa, at den Gedebuk, der nu netop kom springende gennem Porten, var min meget nøje bekendt fra forskellige offentlige Forlystelser, at den kalkunske Hane, som blev rød i Kammen og pustede sine Fjer op, da den saa' mig sidde ved Bordet, 93 var min pligtskyldige Modstander, der vist gerne lige straks var røget i mig, hvis ikke Velanstændigheden havde fordret, at den holdt Trop med de andre og fulgte "Linjen". At den lange Hejre, der skridtede ud og slet ikke vilde se hen paa mig, stod i et vist Slægtskabsforhold til mig, derom var der nu ikke den allerringeste Tvivl, og at den Stud, der i sin Brøsighed nær havde revet Skilderhuset over Ende, en Gang havde fornærmet mig groveligen, det vilde jeg holde ti mod en paa. Kort og godt, jeg kendte alle mine Pappenhejmere igen, og denne Genkendelse i en tilfældig ydre, forskellig Ham foraarsagede mig stor Moro og Fornøjelse.

Imidlertid var Solen gaaet ned, og Tusmørket havde endogsaa saa smaat begyndt at indfinde sig. Befolkningen der inde paa Langelinje fortyndedes mere og mere, og snart saa' jeg kun de vandkæmmede Jagthunde, de misøjede Støvere, nogle gamle Gnavere, et Par Krager og nogle andre Drivere spankulere frem og tilbage.

Jeg vendte mine Øjne saa vel som mine Tanker bort fra "Linjen" og ud imod Søen. Der ude paa den anden Side af Kasteispynten, ude i Horisonten, langt borte, flimrede endnu det gyldenrøde Skær over Vandet. Smaa violette Skyer tittede op, som vilde de spørge, om de nu maatte komme frem, og da ingen nægtede dem Tilladelse, tog de hverandre i Hænderne og steg op over Bølgerne i en lang, broget Række. Nogle enkelte, bitte Skyer, der var dristigere end de andre, smuttede ud af Kæden og klatrede op, højere og højere i Vejret, maaske for bedre at kunne se, hvor Solen blev af. Imellem disse raske Luftsejlere blev jeg paa en Gang nogle mørke Punkter va'r. Punkterne blev større og større; snart saa' jeg, at det var store Fugle, der paa susende Vinger og - nu hørte jeg det ogsaa - med klingende Sang kom flyvende hen under Himlen. Sangen der oppe lød som saadan eller dog som noget lignende:

Under Naturens mægtige Lov,
Over Menneskene,
Mod det Bryst, der banker som vort for Frihed,
Drage vi
Med evige Sange.

Nu saa' jeg tydeligt, at det var store Svaner, og idet de dristige Flyvere var over de høje Poppeltræer, skød pludselig en af Svanerne ned og satte sig med sammenfoldede Vinger foran mig: "Tag mig nu og behold mig, medens Du har mig," hviskede den smukke Fugl. Det hvide, stolte Bryst bølgede endnu op og ned fra den hastige Flugt. Der var en dyb og sælsom Ild i de klare, brune Øjne; - jeg strakte Haanden ud, men jeg formaaede ikke at sige et Ord. Da lød atter de forunderlige Toner der oppe fra, og nu udstrakte jeg begge Armene - 94 "Herren vil maaske have "den fjerde" ?" hørte jeg til min Forfærdelse en Stemme sige lige foran mig. Det var Opvarteren! - Jeg kunde gerne have slaaet ham død paa Stedet.

Da Historierne var betalt, blev jeg endnu siddende en Stund ude ved Bordet. Det var næsten fuldstændig mørkt. Jeg hørte ikke et Fodtrin nede fra Vejen. Poplerne susede over mit Hoved. Jeg var ganske alene.

DIGTE

96 MIN VEN
dr. GEORG BRANDES
TILEGNET
97

NYT LIV

Og hun var min. Her i de stærke Arme
Jeg krysted hende ung og spæd og fin,
Og alting: Læbens Kys og Kindens Varme
Og Silkelokkens Snoning hvisked: Din.
Den tavse Nat paa lette, bløde Vinger
Slog ud sin Kappe over Mand og Viv. -
Nu er det Morgen. Solen Budskab bringer
Om Livets strenge Krav: - Det nye Liv.

Ja, det er nyt. Med Undren jeg betragter
Mig selv i det henrundnes matte Spejl.
Hvor er de henne, disse vilde Fagter
Fra Gøglertruppens Liv bag Teltets Sejl?
Hvor er det sære, hansvurstklædte Følge
Med Kolumbinerne i Flitterflor,
Og Hammen, som for Hoben maatte dølge
Min Nøgenhed paa Linens slappe Snor?

Hvor er det alt, det som i rastløs Jagen
Rev bort min Fod fra banet Vej og Sti,
Og længe efter vakte lønlig Nagen
Hver Gang en Skygge gled min Vej forbi? -
Alt vejret bort som Skyer for Sommervinde,
Som Taager, hvori Solen Rifter rev,
Og ligger bag mig som et dunkelt Minde,
Hvis Brod blev løst ved hendes Afladsbrev.

Et Afladsbrev! Ja, jeg har Aflad vundet,
Ved Guld ej købt, ej ved et fejgt Bedrag,
Men just fordi min Traad var dobbelttvundet,
Fordi hun saa' bag Gildets Svirelag,
98 Bag Rusens Tummel Hjertets sunde Kærne
Og anede bag Taagens matte Gem
Den klare Himmel - tilgav hun mig gerne,
Og trøstigt bygged vi det nye Hjem.

I dette Hjem skal nu et Liv begynde,
Som tager Tilløb med et frejdigt Mod. -
Jeg breder ej paa Bænken Silkehynde,
Jeg ejer kun min Arm, mit unge Blod.
Men - jeg har lært at fægte, det er Tingen,
Mit Gøglerliv var dog ej ganske spildt,
Og jeg kan ride rundt og træffe Ringen
Og male vilde Men'sker paa et Skilt

Og jeg kan kaste Knive, saa det suser,
Og jeg kan skyde ned et Fæstningsværk,
Og Trommen kan jeg røre, saa det bruser
Igennem hver en Nerve nok saa stærk;
Og vil man i mit Øje putte Blaar mig,
Da kan jeg sluge det hel from og mild,
Men jeg kan ogsaa give - det forstaar sig -
Tilbage det med Renter: Røg og Ild!

Se, saadan rustet ud fra Teltets Dage
Jeg skrider kæk i Kampen for min Viv,
Besindig skal jeg Vejen fremad drage
Og aldrig yppe ufornøden Kiv.
Mit Maal er forud - vil man Maalet vrage,
Vil man til Livs mig i det nye Liv,
Saa har jeg Baghaandstrumfer end tilbage,
Jeg spiller dem. Bliv mig fra Livet, bliv !

EN FORPOST

Krattet til højre, Marken til venstre,
Vejen slynger sig mellem begge,
Det er Nat, med et Halvlys ud over Egnen,
Store Skyer for Maanen trække.
Ildsluer danse bag Krattets Grene,
Der ligge Soldaterne om Bivuakken,
"Gloirens Sønner", som forkorte Tiden
Med Vin og med Kort, med Rygen og Snakken.

99

Natten er stille; som svage Akkorder
Lyde Stemmerne hid fra det fjerne;
Paa Vejen staar en Skildvagt og nynner;
Han tør ikke synge, skønt han vilde gerne.
Han ser mod Skyen, han ser over Marken,
Han lytter til Stemmerne fra Bivuakken:
Fordømt at staa saadan ene og maabe!
Og han gaber frygteligt og klør sig i Nakken.

De Herrer kan sagtens. Det er disse Parisere,
Voltigeurer og Zouaver, fordømte Gardister,
De gaa gerne i Ilden, men nødig paa Forpost. -
Det er dog i Grunden store Egoister.
De knibe ud, naar Vedetterne stilles, -
Vi skal slaas om Dagen og vaage om Natten,
Vi Folk fra Elsas; - ja, hvis vi ikke var der,
Kunde Prøjserne løbe med hele Klatten.

Og han tænker frem og han tænker tilbage,
Og han synes, at Krigen faar ingen Ende;
Der er nok af Tab, der er ingen Sejre,
Og endnu skal Blodet i Strømme rende.
Han er ikke bange, han vil slaas som en Løve,
Men - er ikke det hele saa temmelig broget?
Og i Grunden, - ja, hvorfor slaas man i Grunden? -
Da spidser han Øre. Rørte der sig noget?

Geværet til Kinden, Foden fremstrakt.
Det lysner deroppe fra Maanens Fakkel;
- Der staar en Fjende ved Vejens Bøjning; -
Men det er jo Claus, det gale Spektakel!
Det er Møllerens Søn fra den anden Rhinbred, -
De var Legebrødre, Røverkammerater.
Floden har delt, Legen er ophørt,
Nu er det Alvor, nu er de Soldater.

Og de veksle Haandslag. - De er jo alene. -
De mindes de gamle, svundne Dage;
Geværerne slænge de hen i Gruset,
Og dele, hvad Flasken endnu har tilbage.
Naa, Du vilde skyde? - Ja, jeg maa tilstaa. -
Aa, Fanden i Vold med det Krigsregimente.
100 Lad os tømme Flasken; Tiden er kostbar
Og ingen véd, hvad man har i Vente.

Men førend vi skilles, før Krigsdæmonen
Lægger sit Blodslør over vort Øje,
Og atter vi drives som Dyr i Blinde
Og vi lægge an paa hinandens Trøje -
Saa hør et Ord, Du min franske Broder,
Og lad det gaa videre til Kammeraterne:
Vi er Marionetter endnu for de store,
Og vi figurere endnu paa Plakaterne.

Vi sættes paa Scenen som Gladiatorer,
Saa spiller det nationale Orkester,
Og saa gaar det løs med Huggen og Stikken,
Og saa begraves de blodige Rester.
Præsten velsigner de skændige Vaaben,
Vorherre takkes med Klokkeringning -
Men Gud ske Lov, der er Tegn og Varsler,
Som tyde hen paa en snarlig Svingning.

Der er Folk, som er ked af den gamle Komedie,
Der er Folk, hvis Hjerter brænder i Lue
For at appellere til Hjerternes Stemme
Og stemme mod Kasque og Pikkelhue.
Der er Folk, som lyster at vende Plakaten
Og skrive med store Træk paa Reversen:
"De gamle Stykker spilles ej længer;
Der gives et nyt - Direktionen i Persen."

Ja, Du kan tro, den vil komme i Perse,
Og Du kan tro, der vil blive Bulder,
Alle som én skal vi da give Møde,
Franske og tyske, Skulder om Skulder,
Fælles Kommando og fælles Orkester,
Saa skal vi mødes midt i Bredouillen, ...
Tys Kammerat! Farvel for i Aften.
Tag dit Gevær. Jeg hører Patrouillen.

101

PAA FJELDET

Jeg tænkte at drage paa vinget Fod
Langt bort fra de hjemlige Skove;
Jeg tænkte Erindringen stille stod,
Ej fulgte med Skib over Vove.

Men, ak, jeg drog over vilden Sø,
Og steg paa de højeste Bjerge -
Mindet i Brystet vil aldrig dø,
Ej Rustning dets Saar kan afværge.

Det Skjold man finder i Verden ej,
Som Mindernes Hug kan afbøde; -
Slagen jeg ligger paa Fjeldets Vej,
Ustandseligt Vunderne bløde.

HAMMERSHUS

Der staar det tavst og lytter
Til Belgens Melodi,
Som klinger af dets Fortids
Dybtstemte Poesi,
Der staar det mindeværdigt
Med Minder i sit Bryst
Om Jubel og Jammer,
Om Sorg og om Lyst.

Naar Maanens Straaler falde
Ved Midnat paa dets Tind,
Da tier Vindens Susen
Og Bølgen slumrer ind,
Da myldrer Minders Skare
Fra dunkle Kroge frem,
Da huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem.

De sjunkne Taarne løfte
Mod Skyen deres Spir,
Der brases op i Stegerset
Til Gilde og Svir,
Vidt spreder Faklens Flamme
Sit dunkelrøde Skær,
I Lyset funkler Hjelme
Og blinkende Sværd.

Ned fra Balkonens Vindu
I Slottets smykte Sal
Lyder Sang og Latter
Om den rungende Pokal,
Og Menuetten følger
Musikkens Stemme blød,
Mens Fængselslænken klirrer
I Klippens dybe Skød.

De blege Straaler falde
Igennem Taarnets Glug,
Naar Latteren forstummer,
Høres Sorgens Suk;
Dér sidder Dybets Fange
Med Haand under Kind,
Og stirrer tavs fortvivlet
I dunkle Fremtid ind.

102

Saa huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem,
Til Morgensolen bryder
Af Nattens Taager frem,
Til Dagens Himmel hvælver
Sin havblaa Baldakin, -
Da synes atter Slottet
En øde, tavs Ruin.

POULS VISE (Af en utrykt Fortælling)

Hedt var mit Blod, og skørt var mit Hjerte,
Vaklende min Fod.
O jeg forstod, jeg forstod
Kun daarligt det, som I mig lærte.
I holdt mig et Spejl af Jorden for Øje,
I fyldte min Trøje,
Mine Bukser, min Hue
Med Bud paa Bud imod Ungdommens Lue,
Med Love og Regler, - jeg brændte dem alle,
Jeg lyttede til Stemmen, som jeg inderst hørte kalde.

Varm var min Sjæl og fyrig min Tanke,
Stormende mit Mod,
Ned ad Livets Flod
Drev jeg af Sted paa min Planke.
I løb langs med Bredden og vilde kommandere;
Stop, nu ikke mere! -
Jeg var midt der ude,
Svejede og drejede i Strømmen med min Skude
I Hvirvler og Bugter, - Vindene sused;
I stod dér og rystede paa Hovedet og snused.

Saa kom der en Byge, den slynged mig fra Skuden,
Paa øde Strand jeg laa,
Ingen Sjæl jeg saa',
De var krøben i Æselshuden.
Da hjalp mig Naturen tilbage til Livet;
Men har den end givet
Mig Livslyst i Sinde,
Det hjalp dog ej ganske - der staar dog derinde
Skibbruddets Stund, da I saa' mig forlise
Og ingen vilde hjælpe. - Her ender Poul sin Vise.

103

FORAARSSTEMNING

Der er Foraar i Luften;
Fuglene synge, -
Hen ad Vejen vandrer en munter Klynge.
Det er Fyre fra Tyve- til Trediveaarsaldren,
De snakke og le; der er en frygtelig Rabaldren.
Det er spirende Planter, vaargrønne Skud
Og Stammer, som alt har faaet Grenene ud,
Vejen ligger for dem, ingen gaar paa skraa, -
Det er danske Studenter med Kokarderne paa.

Der er Foraar i Luften,
Himlen er klar, -
Man har stærke Lunger og en stærk Cigar,
Man vil ud at lufte den støvede Frakke.
Skal det være "Stalden" eller den gamle "Bakke" ?
Der er Stemmer for det første, Stemmer for det sidste,
Men det første er nærmest, det kan ingen omtviste.
Vejen er den slagne, den vil vi gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!

Der er Foraar i Luften,
Man aander saa frit, -
Strandvejen tærer, den gi'er god Appetit.
Maalet er naaet, om Bordet man sig bænker,
Der er Bøfsteg paa Bordet, af Flasken man skænker,
Først spiser man og tier, saa taler man og drikker,
De gamle priser Mosten, de yngre hikker,
Saa rejser der sig en og begynder som saa:
"Danske Studenter med Kokarderne paa !"

"Silentium ved Bordet!
Jeg vil tale om Tanken,
Der slynger sig om Sjælen, som om Elmetræet Ranken.
VI vil lufte vor Tanke, men Pokker ej den fri,
Vi er ikke med i Klubben, vi er Brandpoliti.
Ploug har jo vist, hvad dette Røre har skadet,
Og forleden lod han jo slaa "Reveille" i Bladet.
Se saadan en Reveille, den kan vi forstaa,
Vi danske Studenter med Kokarderne paa!"

104

"De gamle Studenter, -
Hm, de var lidt raa;
Maaske vilde de med denne frie Strømning gaa;
Men vi, vi har Gudskelov saa megen Velopdragenhed,
Saa god Disciplin, som vi stedse la'e for Dagen ved
At hylde vore Lærere og lystre vor Leder,
Og ikke blindt gaa med paa de nye Daarligheder;
Og Gudskelov, jeg tror, det vil vedblive saa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!"

"Vor Tanke er som Kvinden,
Den nordiske Mø, -
Med hende vil vi leve, for hende vil vi dø;
Hun blomstrer foruden den moderne Erfarenhed,
Saa blomstrer og vor Tanke, og der er en Besparen ved
I Tid og i Kræfter at stænge for det ny
Og havne med vor Tanke i Oldtidens Gry.
Did søger Nordens Kvinde, did skal vor Tanke gaa,
Danske Studenter med Kokarderne paa!"

"Vor Tanke er den unges,
Men den er ikke fræk, -
De frække Prædikanter, dem ser vi at faa væk.
Vi dyppe vore Penne, vi ryste Dydens Skjold
Og sigte Apostaterne i Ærbarhedens Sold;
Vi appellere kraftigt til Troens Vand hos Læserne
Og holde Atheisterne Moralens Ord for Næserne,
Og vil de ikke læse, saa skal de dog forstaa:
At vi er Studenter med Kokarderne paa!"

"Se saadan er vor Tanke,
Og saadan ere vi, -
Studenterne er bleven et Ordenspoliti.
Om Skyttesagens Faner, for Nordens Folkeaand
Vi væbne os og fylke os med Riffelen i Haand.
Vi stille os paa Kysten, hvor Aandens Fjende lander,
Og brænde op hans Skibe med en eneste "Brander".
En Brander imod Brandes - den Krig kan vi forstaa:
Vi danske Studenter med Kokarderne paa!"

Der er Foraar i Talen;
Den lønnes med Applaus, -
Det lønner sig at tale ved en saadan landlig Smaus.
105 Mundlæret slides, ingen tier stille,
Det er jo Instrumentet, hvorpaa alle kan spille.
De gamle Guder dyrkes, de gamle Viser synges,
I Begejstringens Vand maa det gamle forynges;
Der er én Melodi, hvorpaa al Ting kan gaa,
Det er: Danske Studenter med Kokarderne paa!

Men Foraaret trætter,
Og Punchen var hed. -
Af Taler og Punch kan man ogsaa blive ked.
Aftenens Skygger over Strandvejen falde,
Og Hjemmet er en Magt, hvis Stemme høres kalde.
I Haverne ved Vejen staar Danmarks Kvinder,
De lytte efter Stemmerne med blussende Kinder:
"Det er "Fædrelandets" Sønner, - det kan vi forstaa;
Det er danske Studenter med Kokarderne paa!"

I DE LYSE NÆTTER

I de lyse Nætter, i de lyse Nætter
Stiger Digtet frem fra Skjaldens Bryst.
Drømmeskær er over Dal og Sletter,
Der er Fred hvorhen Du Foden sætter,
Bølgen gaar med sagte Suk mod Kyst.

O jeg føler Hjertets skjulte Kilder
Risle frem imod det store Hav.
Ingen Hindring dem fra Maalet skiller,
Nattens Dæmringsskær paa Havet spiller;
Evighedens stille, dybe Grav.

Vel jeg véd det, store, stolte Hjerte,
Helst Du banker under Kampens Lyst,
Helst af den Du dine Sange lærte,
Helst af den Du Sangens Løn begærte,
Helst Du vandt den under Stridens Dyst.

Dog der er og Pavser under Slaget,
Stille Bælter paa den vilde Sø;
Tider, hvor man glemmer Vreden, Naget,
Timer, hvor man glemmer, man er jaget
Fremad for at lide, stride, dø.

106

Og i disse klare, lyse Nætter
Jeg med hele Verden er forligt,
Rolig jeg mig ved min Tærskel sætter,
Nattens svale Pust min Tanke letter,
Sukket vider ud sig til et Digt.

HAVET

Thy shores are empires, changed in all save thee -
Assyria, Greece, Rome, Carthage, what are they?
Thy water wasted them while they were free,
And many a tyrant since; - - - -

Byron. "Ocean"

Klatrende mødig fra Sten til Sten,
Glidende over de vaade Flader,
Med blodige Hænder, skælvende Knæ,
Bedækket af Sved og med bankende Hjerte
Kom jeg her ned. I Fjeldets Side
Gabed et Ar fra fordums Tider,
Da Giganterne stormed Himlens Fæstning.
Arret var dybt og vidned om Striden;
Flækket var Klippens klodsede Legem,
Og Vandet løb som en Feltskærs Sonde
Ind i Saaret og maalte Dybden.
Jeg stod ved Havet, jeg saa' dets Vande
Uroligt skvulpe mod Klippemuren,
Som Bly var Farven, en ængstlig Maage
Vendte i Farten og raabte sit: Varsko,
Og som om Tegnet ved Skriget var givet,
Stødte Stormen i Stridstrompeten, -
Havguden satte sin Raaber for Munden:
Pas paa! nu løse vi Lænkehunden!

Klipperne danned en herlig Bugt,
Et Leje for hundred og hundred Skibe;
Der laa de alle og spejled sig smukt
Fra Dækket til Vimplens krusede Stribe.
Købmandsskuder, store og smaa,
Mæskede, svømmende Krambodshuse,
Orlogsfregatter med breden Raa
Og Fiskerens Jagt med sin Ruse.
107 Der var Konfluks fra Land og om Bord,
Næsvise Kommis'er banded Matroserne,
Supercargoen svor ved sit Æresord,
Og Grossererne roded i Poserne.
En lossed Kaffe, og én laded Flyndere,
Tridserne hvined og Kranerne knaged,
Der var fuldt op af Toldere, fuldt op af Syndere,
Man bedrog og man blev bedraget.
Orlogsskibene mandede Ræer,
Der var streng Disciplin over Sømandsskolen,
Folkene traadte hverandres Tæer;
Ingen sagde: Av! det var mod Parolen.
Paa Skansen gik Mænd med fredelig Tale,
Med krigerisk Skæg, med Pomade i Haaret,
De saa' mod Flaget, det nationale,
Som højt i Luften af Vinden blev baaret.
Der var Hyrder paa Flaaden, som lærte at spæge
Kødet ved Henblik paa Død og paa Vunder,
Der var en Profos og der var en Læge,
Som kurered for ny og for gamle Onder.

Som sagt der var dannet en herlig Bugt,
Et Leje for hele den stolte Flaade,
Og fra Flaadens Kabysser opsteg en Lugt,
Som om Middagsnydelsen spaaede.

Saa kom der et Drøn; det blinked derude,
Havet røg som et kogende Krater;
Der blev Allarm paa hver eneste Skude,
De blegnede, alle de vimse Krabater.
Man glemte sin Pose, man løb fra sin Kasse,
Man hejsed og haled, man løsned Kanonen,
Man bad til Vorherre privat og i Masse
Om at frelse Livet for Staten og Konen:
"Baaden i Vandet! Kap Trosse og Anker !" -
Men Havet var allerede i Hælene
Og drev sine Søer mod Skibenes Planker,
Slog Siderne ind og levned kun Pælene.
Det skummed og fnyste af Had og af Harme,
Det knuged og krysted sit Bytte i Favnen,
Og aabnede først sine stærke Arme
For at slænge sit Bytte som Vrag imod Havnen.

108

Jeg stod ved Havet; jeg saa' dets Vande
Ustandseligt styrte med Bulder mod Stranden, -
Det ligned en Horde, en løssluppen Bande
Med Hadets Mærke trykket paa Panden;
Det greb efter Flaget, og rev det fra Knappen:
"Farvel! der gik nu Kommandolappen."
Det knuste en Hyrde, som drev paa en Bøje.
"Farvel, Højærværdige! Hils i det høje!"
Købmand, Kaptajn, Proviantforvalter,
Alle blev slynget mod Klippernes Spalter;
Uniformer, Kokarder og Epauletter
Bestrøede Klippen med Skønhedspletter,
Og Flaadens Besætning, store og smaa,
I Tusindevis paa Stenene laa.

Jeg klamred mig ængstlig mod Klippens Kant,
Jeg strakte ud mine bedende Hænder;
Men Klippen stod tavs, den var vant dertil,
Den kendte jo Tingen fra gamle Dage,
Da Giganterne stormede Himlens Fæstning,
Da Syndflodsvandene mægtig bruste,
Da Jorden gløded og Klipperne skælved; -
Den havde jo set det kaotiske Vanvid,
Den havde jo kendt de blide Idyller,
Saa atter Vanvid og saa Idyller
Lovbundet som en Musik efter Noder. -
Den betragted det hele som "Perioder" !

Med tusinde Aars stensatte Erfaring
Stirred den kold paa den vilde Scene. -
Jeg saa' kun den enkelte Aabenbaring,
Og klatrende over de haarde Stene,
Flygtende bort fra den vilde Vove,
Famled jeg efter de evige Love.

DU KLANG, SOM EN GANG VAKT

Du Klang, som en Gang vakt
Gav Mod min bange Stemme,
Du har paa Læben lagt
De Ord, som dybt i Hjertet havde hjemme
109 Nu slynger Tonen sig
Om Ordet blidt fortrolig,
Og kalder ømt paa Dig
I Nattens Stund ved Døren til din Bolig.

Og hvis min Stemmes Klang
Har Genlyd hos Dig lunden,
Og hvis min simple Sang
I Nattens Luftning sporløst ej er svunden,
Da lær i Morgen mig,
Naar vi ved Stranden vanker,
Hvorledes Sangen sig
Har slynget ind i dine Drømmes Tanker.

MENUETTO

I Ungdomstid med sværmersk Ild
Vi juble mod Idéen,
Men Døden smiler lunt dertil,
Og sliber sindigt Leen.
Og naar saa Pareen raaber: Stop,
Nu er det nok, min gode!
Saa smøger Døden Ærmet op
Og mejer ned for Fode -

Bag vedbendkranste Bæger ler
Et Billed gennem Løvet,
Men Døden koldt til Bægret ser,
Og kaster det i Støvet;
Den gyldne Drik paa Jorden spildt,
Et Offer smukt til Guden,
Han ænser ej, men banker vildt
Med Knokkelkno paa Ruden.

Dog Døden er en Dumrian,
Hvad kender han til Livet?
Han har kun lært den Lov, at man
Er skrøbelig som Sivet.
Han kender ej den stærke Gnist,
Som Livets Ild optænder,
Og bliver til en Brand forvist,
Hvorpaa sig Døden brænder.

Haa kender ej den stolte Kraft,
Som spotter Leens Klinge,
Som her med Skaalens Druesaft
Besprænger Dødens Vinge,
Og tager fra ham alt hans Stads,
Og hviler ikke, førend
Han selv, hans Le og Timeglas
Er kastet pænt paa Døren.

ENGELSKE SOCIALISTER

Hen over Byens Tage glide
De sidste Smil, de hendøende Rester
Af Dagen og Solen. I Strømninger stride
Vælte sig Flodens mudrede Vande,
110 Og som indbuden Gæst til det smudsige Leje,
Fra Havets, fra Nordsøens vaade Veje,
Sænker sig Taagen over Byen, over Strømmen,
Saa kommer Natten, Døden eller Drømmen!

I Læ for Vinden, i Ly for Taagen,
Omkring et Kulbaals ulmende Gløder -
Rapsede Varer der henne fra Krogen,
Hvor Købmanden losser de drægtige Skuder, -
Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten,
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem, der lossede Skuden;
Angelsachsernes Blod ruller under Huden.

De mumle dæmpet og suge paa Piben,
Øllet gaar om i de klinkede Kander,
Der er noget paa Færde, man vil ud af Kniben,
Man har noget paa Hjerte, vil nogen paa Livet;
Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker,
Mangler man Ord for de mange Tanker,
Der er Galskab nok, men System er der ikke.
Da rejser en Mand sig med funklende Blikke.

Han knytter Næven, den fedtede Hue
River han bort fra den brede Pande
Og kaster den ind i Kullenes Lue
Og spytter i Flammen, saa Gløderne ose:
"Kammerater", raaber han, "der gik Standen,
Den sodede Hue, Kulskibsmanden,
Nu har vi Hjernen og Armen tilbage,
Dem gemme vi til de kommende Dage.

"Høre I Stormen, mærke I Strømmen?
Det bryder omkring os paa alle Kanter.
Hvi sove I da? I Nat er det Drømmen,
Men i Morgen maaske er det Dommen og Døden.
I saa' jo dog Blus, I lugtede Brande,
Røgen drev hid fra de fremmede Lande;
Men Jer fik den ej røget ud af Hulen,
I ligge endnu og døse i Kulen.

"Guds Død! Hvi kende I ei Eders Styrke,
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer
111 Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;
De sende os Præster med pibede Kraver: -
"Her er Biblen til Eders slunkne Maver".
For Sulten en Tekst om Kanaan og Eden,
For Huslejen Veksler paa Evigheden.

"Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?
Vi vil have Forskud paa Saligheden;
Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter
For at blive betalt en Gang efter Døden.
Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,
Vor Løn vil vi have i levende Live.
Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?
Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.

"Vorherre! - se han forstod sig paa Stakler
I lasede Frakker og revne Støvler,
Og naar han gjorde sine Mirakler,
Saa var det for Folk som mig og som Eder.
Vorherre han gav, hvad han havde for Haanden,
Og anviste Resten hos Helligaanden;
Men Præsten! - han tager vor sidste Daler;
"Min Søn, Vorherre i Himlen betaler."

"Velan, hvis vi var som et Barn, som en Kvinde,
Med Blødhed i Hjertet og Taarer bag Øjet,
Saa kunde vi lade os lede i Blinde,
Og bære vort Kors, og sukke mod Døden.
Men vi ere Mænd! - Der er ét, som vi vide:
Det er ondt at sulte, naar man skal slide;
Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen
Og dømme, - og Dommen skal hedde Kommunen!"

Han tier; - da brøles der "Mere, mere!"
Han vender sig tavs og peger mod Byen.
Der komme Kulmænd flere og flere
Stormende ud fra den nærmeste Knejpe.
De rive ham med sig, og han tager Ordet
Der inde bag Skænken oppe paa Bordet :
Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; - Saa ryddes Knejpen af Politiet!

112

Der ruger en Sky over Kæmpebyen,
Og Floden hvisler og Vinden piber,
Sælsomme Stemmer stige mod Skyen
Og mumle der oppe som truende Klager.
Lyset fra "Vestens" stolte Butikker,
Ilden fra "Østens" sorte Fabrikker
Kaste et Brandskær op imod Skyen. -
Er det Kommunens Dekret over Byen?

ØSTERLANDSK (Kysten ved Tanger)

Se, hvor hun staar ind under Buskens Grene,
Som Hinden i Krattet hvem Hjort endnu ej fulgte,
Ser Du, hvor Løvet bøjet blidt til Side
Viser os alt, hvad Sløret ellers dulgte?
Bækken er bly, dens blanke Bølge haster
Skyndsomst bag Busken og hopper over Roden,
Sitrende søger den nu at glemme Synet,
Den Gang dens Vande væded Marmorfoden.

End er hun kysk som Bækkens blanke Bølge,
Den mindste Raslen vækker Kindens Rødme,
- Men hvis hun kendte Omarmelsens Sødme,
Tro mig, hun higed mod dens Lyst at følge!

Solen gik ned; snart vil den slanke søge
Sit Leje bag Tæppet, som hører hendes Sukke,
Porten vil hun stænge og Døren vil hun lukke,
Ak, og Nattens Time vil min Længsel forøge.

Hellige Profeter, og I Alverdens Guder,
Luk mig Paradiset, stæng Elysiums Porte,
O men lad mig finde i Natten den sorte
Saligheden bag ved hendes Vindues Ruder !

MUNKE

Aftensolen luer paa den gamle Borgruin,
Bag Klostret sidde Munkene og drikke deres Vin.
Der er rummeligt og svalt i de store Klosterhaver
113 Og der er dejlig Plads i de hellige Maver.
De purpurrøde Skaaler løftes mod Nattens Himmel:
Madonna, vær os naadig, bevar vor Vin fra Skimmel!

De juble og de synge, de ærværdige Lukuller;
Deres Latter er en Torden, som mod Havemuren ruller.
De stryge Vinens Perler fra det fugtige Skæg,
Og slænge Kuttens Folder fra den brunede Læg.
En synger muntre Viser, én læsper: pia mater!
Kinder og Øjne blusse paa de fromme Krabater.

Foran det glade Selskab, alvorlig paa en Sokkel,
Troner Apostlen Paulus, saa tør som en Knokkel.
Den strengeste Askese staar skaaret ud i Stenen,
Det er tydeligt, at Manden er forarget ved Scenen;
Af Harme synes Foden at dirre paa sin Plint,
Apostlen er lige ved at flyve i Flint.

Det hellige Convivium, det aner ingen Ting;
Bægrene veksle i den sluttede Ring,
Viserne vokse i Længden og Drøjden,
Jublen og Latteren har netop naaet Højden, -
Da styrter Apostlen med et vældigt Spektakel.
Ora pro nobis! et Varsel, et Mirakkel.

Bordene væltes, man vil løbe sin Vej,
Da peger én mod Støtten, og raaber: Ej, ej!
Apostlen ligger stille - med Næsen i et Bæger,
O pia fraus, den hellige sin Gane vederkvæger!
I Døden vil han drikke, i Livet skrev han Breve;
Det første er det bedste. Den døde Paulus leve !

NATTEN PAA DÆKKET (Af en utrykt Fortælling)

Det slappe Sejl mod Masten slaar,
En Dønning over Havet gaar
Og taber sig hist ude.
Den dorske Vove, før saa vild,
Genspejler mat den røde Ild
Fra Ruffets dunkle Rude.

114

Jeg ligger strakt ved Skibets Ror,
En Verden inden i mig bor
Af Vemodstanker vilde.
Der er saa tyst fra Spejl til Stavn,
Jeg stønner ud et elsket Navn
I Nattens dybe Stille.

Blæs op Du Havets barske Vind,
Jeg trænger til dit Pust om Kind,
Til dine Raab at høre!
En Skygge fulgte med om Bord;
I Nattens Tavshed dunkle Ord
Den hvisker i mit Øre.

Bryd frem med Larm Du Bølge stor
Og overdøv de dunkle Ord;
Jag Skyggen bort fra Dækket!
Flyv frem mit Skib, stands Farten ej,
Som Maagen over Havets Vej
Med Vingen aldrig stækket!

DRIKKEVISE

Naar Solen, den ældgamle Gnier,
Er gaaet til Sengs med sit Guld,
Naar Menneskerøsterne tier
Og Muldvarpen snorker i Muld,
Da lyde de dristige Stemmer,
Da hæves de blinkende Glas,
Da samles de gamle "Lemmer"
Til natlig Tumult og Kalas.

Mens Vinen i Bægeret skummer
Og Øjet saa straalende ler,
Alverdens Smerte og Kummer
De gennem et Rosenskær ser;
Ad Vinens de gyldne Strømme
De glide med Glæde i Bryst,
Om dunbløde Lokker de drømme,
Om Læber de en Gang har kyss't.

115

Hvad Livet om Dagen dem nægted,
Den Vej, som de aldrig fandt,
Den Sejer, hvorfor de fægted
Men aldrig i Livet vandt,
Det skænker dem Vinen og Natten. -
I Fantasirigets Muld
De grave, og finde Skatten:
Indbildningens røde Guld.

Naar Solen, den lurvede Slyngel,
I Mørket dølger sin Dragt,
Naar Menneskebørnenes Yngel
I Søvnens Arme er strakt.
Naar selv over Havet, det vilde,
Sig Skyggernes Tavshed har lagt,
Da sluttes ved "Lemmernes" Gilde
Med Vinen og Natten en Pagt.

DEN 28DE NOVEMBER 1871

Det myldrer paa Sletten ved Seinestaden,
Paa Satorys Marker Trommerne røres;
Er det blodig Krig, eller Vagtparaden,
Er det Kampsignal eller Polka, der høres?
Kommer Germanerne atter tilbage,
Var Sedlerne falske, Guldet beklippet?
Eller er det Kommunens genfødte Dage;
Var Fredsbulletinen altfor forhippet?

Der er ingen Kommune, ingen Germaner,
Der er ingen flere Huse, som brænde,
Der er ingen Ørne i hvide Faner;
Versaille-Revuen er længst til Ende.
Men Trommerne røres der ude paa Sletten,
Igennem Linjen Kommandoen lyder
For at eksekvere en Dom af Retten, -
Og Soldatesken sigter og skyder!

Det er en Dom af Ordenens Venner,
En Dom af dem med aarlige Gager,
116 Etatsraader, høflige Folk, "Deres Tjener",
Notabene paa offentlige Passager.
Smaatyranner paa deres Kontorer,
Frihedsherolder paa Valgtribuner,
Servile overfor Stjerner og Snorer,
Smigrere for en Diktators Luner.

Det er en Dom al en lille Diktator,
En Mand, som skrev de stores Historie,
En Vekselmægler, Forligsprokurator
Med Bourgeoisiets Frelserglorie.
En borgerlig Konge, en kongelig Borger
I Vikariat for en afdanket Kejser,
En Lamentator for Statens Sorger,
Grosserer-Dinéernes Genoprejser.

Paa Satorys Marker Trommerne røres,
Bøsserne knalde og Kuglerne hvine,
Krudtrøgen ud over Sletten føres
I Taagegestalter med sorgfuld Mine.
Den gamle Prætorianerkohorte
Med friske Mærker af Prøjsernes Sabel
Spiller Bøddel, imedens Cæsar er borte,
I Liberi som Ordenskonstabel.

Der faldt tre Mænd; saa modige Sjæle,
Som nogensinde led Martyrdøden;
Der laa tre Lig ved de splintrede Pæle, -
De skulde sone Kommunebrøden!
Fra Dødens Stilhed tre Navne løde,
Der gled tre Skygger fra Retterstedet,
De meldte et Tab - og ikke en Brøde,
De peged mod Magten i Dommersædet.

Og Blodet, som sived paa Satorys Sletter,
Det var en Sæd, som lagdes i Jorden;
Hvor den skyder op, kommer brandrøde Pletter,
Hvor den høstes ind, lyder Kampens Torden.
Da vil Sædemændene mindes Sletten,
Ordenens Venner vækkes af Døsen, -
Hvor Ideen er Magten, Fremskridtet Retten,
Der vil Satorys Lig være Fane og Løsen.

117

NOVEMBERSTEMNING (1870)

Dagen er graa; en Taage dækker Staden,
Som Sørgeflor den over Byen hænger;
Foden i Galoschen sjasker om paa Gaden;
Kulde og Klamhed igennem Frakken trænger.

Aftenen er trist. De høje Stjerner glimte
Kun sparsomt over Taget gennem Skyen;
Som en Kæmpe uden Hoved man akkurat kan skimte
Rundetaarn . - Det regner! Op med Paraplyen!

Tiden er trist. En Gravluft slaar i Møde
Fra Bladet, som man sluger i Kaféen,
Der lugter overalt af saarede og døde;
Det er Høst i November - for Manden med Leen.

"Nyt! Er der nyt?" - "Ja nyt for alle Munde,
Nyt fra Paris for Plebs og Optimater;
Æslerne er spist, man begynder nu paa Hunde,
Rusland tænder Piben ved de gamle Traktater."

Tiden er snavs, og Prygl er nu paa Moden;
Ak, Aarhundreder er vi trængt tilbage.
Hvor tændes atter Aandens Lys paa Kloden?
Naar skal vi finde de genfødte Dage ? -

Naar skal vi ... Stille, kom gaa med til Side,
Ser Du i Vinstuen Gasblusset tændes;
Kender Du Værtens Portvin den hvide?
Den kan løse Spørgsmaalet! - Ja saagu, kan hændes.

UDE OG HJEMME

Ude var der saa streng en Dyst,
Uvejret tog sine Tag med Skoven,
Stormen peb, saa det var en Lyst,
Og leged Tagfat med Voven.
Ude var der saa vild en Krig,
Der hang et Fugleskræmsel paa Pælen,
118 Kragerne f o'r mod det lasede Lig;
Der kom Mod, - selv i Kragesjælen.

Hjemme var der saa lunt og godt,
Temaskinen snurred sin Vise;
Der læstes højt baade stort og smaat
I det sidste Arkiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Them'er,
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidens store Problemer.

Ude var det et Herrens Vejr,
Buskene svajed som flagrende Faner,
I Skoven styrted de stolteste Træer,
Og fra Havet meldtes Orkaner.
Ude var det en Kampens Dag,
Præstegaardstaget blev revet i Stumper,
Byfogdens Skorsten faldt ned med et Brag,
Og Byfogdens Grød blev til Klumper.

Hjemme klang det fra Gigernes Streng,
Tonerne elektriserede Sjælen;
Man valsed og inklinered i Flæng
Og dansed paa Taaen og Hælen.
Hjemme stilled man skønne Tablauer,
Sminkede Kinden og sværtede Brynet,
Saa' i sig selv Fortidens Heroer, -
Og applauderede Synet.

Ude brød det paa krigerisk Vis,
Mægtige Hænder greb i det gamle,
Jeg saa' med Jubel Skorstenens Forlis,
Og lo, da jeg hørte den ramle.
Ude vejredes Smaating bort,
Degnen blæste i Gadekæret,
Og Præsten blev kastet i Kjole sort
Mod et Plankeværk, som var tjæret.

Hjemme sad man saa lunt i Krog.
Der kom en Frier til Søster Malene;
Fruen saa' hans Eksamensbog,
Han fik Pigen - med Laud, Notabene.
119 Hjemme blev der en Glædesdag,
Der kom Visitter, og man gratulered,
Der blev Bryllup, og saa blev der Barselslag,
Men desværre, den lille krepered.

Ude blæstes der lydt: Allarm!
Det var, som skulde en Verden ødes,
Og som skulde fra selve Naturens Barm
Den nye Forløser fødes. -
Og jeg rev den bulede Hat fra sin Knag
Og sprang gennem Hjemmets klinede Rude;
Jeg hørte dem skælde mig paa min Bag,
Men - jeg stod nu en Gang der ude.

KOM MUNTRE GUTTER

Kom, muntre Gutter! Jeg maa med,
Her brænder Jorden mig,
Min Fod er træt, min Pande hed,
Mit Hjerte krymper sig,
Ja krymper sig ved mange Ting,
Som Søfolk ej forstaa -
En Haand, et Tov, og med et Sving
Paa Dækket skal jeg staa.

Se Søen med sit Skvulp og Kast,
Den er min Barndomsven,
Og Skibet nikker med sin Mast, -
Det kender mig igen,
Ja kender mig fra den Dag, da
Jeg løb fra Skolens Mur
Og gik "til Tops" med et Hurra
For Verdens fri Natur.

End slaar et Hjerte i mit Bryst
Med frejdigt Mod som da,
Men jeg har tabt min Barndoms Lyst
Til saadan et Hurra,
Ja saadan et Hurra som det,
Der over Skibets Dæk
120 Fra Raaens høje Vippebræt
Drev hen i Luften væk.

Thi Verdens vide, fri Natur
Den har forandret sig,
Er blevet til et Fangebur
For saadan' Folk som mig,
Ja saadan Folk som tale frit
Og raabe højt dertil,
Og fordre Retfærds Sort-paa-Hvidt
Mod Livets falske Spil.

Kom, muntre Gutter! Jeg maa med,
Her brænder Jorden mig,
Min Fod er træt, min Pande hed,
Mit Hjerte krymper sig,
Ja krymper sig ved mange Ting,
Som Søfolk ej forstaa -
En Haand, et Tov, og med et Sving
Paa Dækket skal jeg staa.

JAGET

Her hvor Brinken luder,
Hvor den vilde Ranke
Klynger sig med ængstligt Greb mod Stenen,
Her hvor Grænsen drages,
Hvor de barske Bølger
Vælte sig med dybe Brum paa Sandet,
Her hvor ingen mægter
Længer flygte,
Hvor den trættes Øje
Vildt fortvivlet
Søger Maagen, som derude
Vugger sig paa Voven lig en Skude. -

Her jeg standser; aandeløs, forjaget,
Blødende, med svedig Fod og Pande;
Jeg er fanget! Ve mig, her er Grænsen,
Der er Havet, det uendelige!
121 Armen skælver, Lænken hæsligt klirrer.
Se, der rejste Maagen, skræmt ved Larmen;
Ha, saa flyv da, stræk de Vinger lange,
Spot mig kun i Flugten, - jeg er Fange.

Solen daler. Luerød en Stribe
Trækker sig bag fjerne Bølgetoppe,
Melankolsk og øde Kysten krummer
Ud og ind sin trøstesløse Linje.
Ingen Sejler mod den røde Stribe,
Ingen Baad paa Strandens gule Strimmel.
Bag mig Skoven, fra hvis tavse Halle
Snart de hæse Raab jeg hører gjalde.

Jeg var Fange. Baand og Lænker tvang mig,
Men jeg brød dem og mit Fængsels Mure;
Fri jeg atter suged Luftens Sødme,
Traadte kraftig Jorden med min Fod.
Himlen saa' jeg spænde ud sin Bue,
Solen bruned atter Fangens Kind,
Varmed mildt hans Hjerte med sin Lue, -
O der var saa koldt i Fængslets Stue.

Jeg var Fange. Og nu er jeg jaget.
Ud jeg maatte gennem Fængselsmuren.
Et Par Vogtere kom mig i Vejen,
De blev slaaet ned. I Fart som Vinden
Gik det over Marken, gennem Heden,
Ind i Skoven til jeg standsed her.

Ej som lurvet Tyv og ej som Drabsmand
Stænged de mig mellem Burets Tremmer,
Ingen brudte Eder, ingen svegne Løfter,
Ingen Udaad pletted mig som mange,
Mange, der nu vanker om i Lyset
Frie, smilende ad Fangens Klager.
Mere skyldfri end den Flok, som bandt mig,
Renere end Hoben, som mig dømte,
Stoltere end alle, som mig ynked,
Staar jeg her, og klirrer med min Lænke.

Det var Dig, Du varme Hjerte,
Det var Dig, Du kække Tunge,
122 Det var det, som I begærte,
Det var Ord, som I lod runge,
Det var det, som smedded mig i Lænken
Og som strakte mig paa Fangebænken.

Her hvor Brinken luder,
Hvor den vilde Ranke
Klynger sig med ængstligt Greb mod Stenen,
Ak her sad vi jo en Sommeraften
Hun og jeg paa Bakkerne alene.
Solen daled, Svalen fløj forbi os,
Myggen summed, men vi saa' dem ikke;
Vand og Himmel mødtes i Forening,
Luften gløded i den klare Bølge,
Sol og Vand var kærlig sammenblandet, -
Det gik os, som det gik Sol og Vandet.

Vore Læber mødtes i Forening,
Vore Hjerter banked mod hinanden,
Vore Sjæle vare langt paa Vandring
I unævnelige skønne Riger. -
Skoven bag os, Havet for vort Øje,
Luften omkring vore glade Hjerter
Vare fuld af søde Melodier, -
Sange, hvorom nu min Læbe tier. -

O min Lykke, og I svundne Tider,
Træde I mig atter her i Møde !
Se, den fangne sine Hænder vrider,
Maner Eder atter fra de døde.
Mærker bærer han om Arm og Skulder,
Lænken klirrer hæsligt ved hans Side,
Vinden piber gennem Bølgens Bulder,
Synger om at leve og at lide.

Svundne Tider, glade, stolte Minde!
Kom da, kvæg mig med Jer milde Aande,
Styrk mig; I skal Hjelmen om mig binde,
I min Kamp som Væbner gaa til Haande.
Hvis mit Liv, selv skrøbeligt og ringe,
Fik fra Jer sin Glans, sin Guddomsgnist,
Da skal denne Fane frem jeg bringe,
Falder jeg - jeg sejrer dog forvist.

123

Hør, de komme; hør, hvor Raabet lyder, -
Ja her er han, Raabet ej behøves!
Se, hvor gennem Buskene de bryder,
Fald kun an, nu skal der Styrke prøves.
Lænken højt sig hæver imod Himlen,
Solen sluktes, Lyset hastigt svinder,
Stærk jeg staar paa Brinken uden Svimlen,
Fald kun an, jeg slaas for mine Minder.

KING MOB

King mob er en mægtig Potentat
Med hundred Arme og tusind Tunger,
Hans Herredom er en Arvestat,
Hans Rigsklenodie Hunger.
Om Dagen i Hulen, om Natten paa Gaden,
En Pjaltekaabe slingrer om Raden,
Hans Love, det er et Tyvegreb,
Hans Krone, det er et Hampereb.

Dybt under Dybet der er hans Plads,
Der funkler hans sælsomt brændende Øje,
Ved Galgens Stamtræ til Skarnets Palads
Er han knyttet fra Barnsben nøje.
Lukt er hans Øre for Livets Færden,
Den trænger kun dumpt til hans dulgte Verden,
Men lugter han Grydernes fede Næring,
Det er i hans Næse en Krigserklæring.

Kendte han noget til Magdeburgs Brand,
Det vilde være en Smaus for hans Gane,
En Lækkerbid for hans sultne Tand,
Saadan at røve og rane.
Kendte han blot - men han kender det alt,
Verdensdyndet, til Dybet sivet,
Har gennem Sekler King mob fortalt
"Skandalerne" oppe fra Livet.

Dybet er "Verdens" tro Parodi;
Stodderaktøren i brogede Klude
124 Spiller "Beaumonden", der gaar forbi
Kælderens fidtede Rude.
Dybet har slugt ved en osende Praas
Verdenshistoriens røde Romaner,
Og klippet et Motto af Sandhed og Vaas
Til Indskrift for sine Faner.

Den sminkede Last, den fine Halunk,
Hver Korruption der oppe i Vrimlen,
Fra Biskoppen ned til den kuttede Munk,
Fra Fyrsten til Smaaborgerstimlen:
Guldstøvets Smuds er sunket til Bunden,
Der gemmer man alt, hvad der oppe blev syndet,
Man kalder der oppe en Tidsalder "svunden",
Men Sporene sidde der nede i Dyndet.

Og det vider sig ud, og det løfter sig op,
Det bobler og gærer der nede i Skarnet.
Der avles en Kæmpe med vældig Krop,
Og "Verden" er Fader til Barnet.
De store der oppe kende ham ej,
De tro sig sikre for Kronprætendenter. -
King mob ligger stille, forhaster sig ej,
Til Tidens Fylde han venter.

SKIPPEREN SYNGER

Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg staar ellers min Vugge,
Det bedste er en strygende Medbørsvind,
Og saa at høre Glaslærken klukke.

Forstaar sig til Maade, og ikke for tidt
Og aldrig, naar det kniber for Skuden:
Dorthea gaar forud, saa kommer Akkevit;
Hvad var jeg vel min Dorthe foruden?

Næven paa Roret og Skøderne klar,
Se det er min Lektie paa Vandet;
Naar det kuler: en Skraa, i Stille: en Cigar,
Saa kan Fanden tage Lektierne paa Landet.

125

Vorherre han hjælper! - og naar han ikke vil,
Saa kan det ogsaa være det samme;
Et Reb eller to, saa lade vi støa til
Og slippe vel som oftest uden Skramme.

Man skal klare for sig selv som en ærlig Gut. -
Den gamle der oppe bag Skyen
Han har nok at bestille og sjælden en Minut
Til overs for en Skipper fra Fyen.

Men naar jeg nu sejler saadan sagtelig hen
Og Vinden fløjter som en Finke,
Saa kan det nok falde, at jeg tænker mig der hen
Ved en rødmalet Dør med en Klinke.

Og saa trykker jeg paa Klinken og Døren gaar op,
Og der sidder En og strikker paa en Trøje,
Og det er min Tøs, og hun skænker i min Kop,
Og hun kysser mig og deler min Køje.

En Skude paa Vandet, i Havnen en Tøs
(Og Dorthe hedder begge med Ære).
Den ene ligger klar, naar den anden faar: Adjøs!
Se saadan skal en Skipperdorthe være.

Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg fortøjer jeg hos Mutter.
Skuden skænker Penge, naar Vorherre skænker Vind,
Men Tøsen kan skænke mig Gutter.

Og derfor er jeg glad, og derfor er jeg frisk
Og frejdig, som en Skipper kun kan være, -
En Krabbe er dog aldrig saa god som en Fisk,
Om Fisken ogsaa lugter lidt af Tjære.

EFTERAAR

Easlende mod fugtig Jord
Faldt det sidste Blad fra Grenen;
Toai og øde staar nu Scenen,
Blottet for sit Blomsterflor.
Ingen Fuglesang i Lunden,
Ingen Kvidren blev tilbage,
Nu kun Markens sorte Krage
kriger hæst i Aftenstunden.

126 Stod da Scenen her en Gang
Smykt med ny Dekorationer,
Blomsterhækker, Løvbalkoner,
Skovens Søjlerække lang?
Gik jeg da paa disse Stier,
Saa" i Luften? dybe Strømme
Lig en Svane Skyen svømme,
Hørts Fuglesymfonier?

Sprang her Hjort og sprang her Hind,
Dufted Høet sødt fra Mosen,
Strejfed under Hybenrosen
Varme, milde Pust min Kind? -
Alt forandret. Tjørnehækken
Drysser sine gule Blade,
Der er Rim paa Markens Flade,
Der er Natteis paa Bækken.

Selv jeg som en husvild Aand
Paa de gamle Steder vanker,
Føler under Vemodstanker
Brystet svulme mod min Haand, -
Som en Gøgler, hvis Kulisser
Gik itu, da, ak forgæves,
Han fra Jorden vilde hæves
Ved de skrøbelige Trisser.

"Husker Du i Somrens Tid,
Da som Romeo jeg sværmed,
Da min Læbe Din jeg nærmed,
Da Din Røst var blød og blid?
Husker Du, da Maanens gule
Skive over Skoven traadte,
Ved sit Lys det Blik forraadte.
Som Du søgte mig at skjule?"

Husker Du det? Nej, for sandt
Maanen skinner ikke længer,
Romeo med Næbet hænger,
Sorrmerminderne forsvandt,
Lukt er Havens høje Gitter,
Ingen Fodtrin over Gruset,
Ingen Genlyd mer i Huset,
Udenfor jeg staar og titter.

Efter Sol og Sommervind
Har jeg rettet mine Planer,
Jeg har hejset Godtvejrsfaner
Smykt med Løv af Bøg og Lind,
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skør og spinkel,
Aaben, luftig, fuld af Sprinkel -
Og nu kommer Vintertiden.

Høstens Storme holde Hus,
Somrens Minder lyse, glade
Hvirvles nu i gule Blade
Over Gangens hvide Grus.
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skør og spinkel,
Aaben luftig, fuld af Sprinkel -
Og nu kommer Vintertiden.

DET SICILIANSKE ÆSEL

Dets daglige Gang var adstadig og pæn,
Det trippede smaat paa de stilkede Ben,
Og lytted med Ørene store.
Og fordi det havde saa lærd Manér,
Halvt som en Præst, halvt som en Barbér,
Blev Æslet kaldet: Dottore.

127

Doktorens Liv var nu kummerligt nok;
Arbejd' og Sult og Prygl af en Stok,
Det var alt, hvad Titelen skænked.
Men naar Driveren sov, løb Æslet sin Vej,
Og tænkte: I tog dog Humøret ej,
Hvor meget I end mig krænked.

En Dag da jeg just gik min Doktor forbi,
Saa' jeg i Øjet et fint Skælmeri
Og en spøgefuld Trækning ved Snuden.
Jeg gik et Par Skridt, og jeg vendte mig om,
I strakt Karriere Doktoren kom
Sin pryglende Driver foruden.

I Galop ned ad Landsbyens Gade det gik,
Og Doktoren skreg, naar han Stenkast fik,
Og naar Drengene trak ham i Halen.
Jeg fulgte med over Sten og Stok,
Til Æslet og jeg og Drengenes Flok
Standsed ved Kirkeportalen.

Der stod en Madonna, ung og skøn,
I Haanden var stukket en Gren saa grøn,
Og Foden med Blomster var kranset.
Doktoren studsed, betænkte sig lidt,
Grønt var kun grønt for hans Appetit;
Det hellige lidet han sansed.

Og han gjorde et Hop mod den fristende Gren,
Ak, Støtten stod kun paa svage Ben, -
Den styrted med Blomster og Blade.
Stakkels Dottore! nu gik det løs,
Hver Mand i Kvarteret, hver Dreng og Tøs
Jog ham fra Gade til Gade.

Det var dog en Trøst i al den Fortræd,
At Driveren fik af Pryglene med
Sin Part, saa det knaged i Tøjet.
Saa drev de af Sted, de forenede to;
Jeg syntes formelig Æslet lo,
Da forbi mig om Hjørnet de bøjed.

128

SANG

Du Daare, som med rynket Bryn
For Livets Skygge kun har Syn
Og Lyset ej kan lide -
Du skulde set en Aftenstund,
Da Maanen smilte rød og rund,
Jeg gik ved Ellens Side.

Du skulde hørt vor muntre Spøg,
Jeg kukked som den travle Gøg,
Og Ellen talte efter. -
Du skulde set fra Havens Gang,
Som Hjort og Hind mod Skovens Hang
Vi sprang af fulde Kræfter.

O Aftenstund saa frisk og sval,
Os Jorden var en Dansesal
Med Maanens klare Kerte. -
Vort Liv var os en Børneleg,
Kun Glædens Tanker faldt og steg
Som Bølger i vort Hjerte.

Men Ellen hviler under Jord,
Og Sorgen i mit Hjerte bor
Med Mindets Flor omvunden. -
Du Daare, som med rynket Bryn
For Livets Skygge kun har Syn,
Du har dog Ret i Grunden.

LANDSKNÆGTENS VISE

Jeg slipper Sværd og Lanse;
Tærningspil
Maa ogsaa til,
Og Pigebørn og Danse
Og Vin, saa tidt man vil
Jeg sætter Pavens Tøffel
Og Kongens Kaabe lige, -
Mtn Vams er af en Bøffel,
Verden er mit Rige.

Jeg fulgte, naar jeg lysted,
Tremmens Skind
Med lystigt Sind,
Jeg døjed og jeg dysted
I Kulde, Regn og Vind;
Jeg rendte ind med Lansen,
Hvor Huggene faldt hedest,
Jeg stormed op paa Skansen,
Hvor Mænd-ene var vredest.

129

Man slaas paa hele Jorden;
Hug og Stød
Paa Liv og Død
Det er nu Dagens Orden,
Det gi'er Landsknægten Brød;
Men Fanden æde Brødet,
Naar Sulet ikke gaves,
Og Fanden tage Kødet,
Naar Vinen ikke haves.

Jeg lider ikke Præster,
Bibelsprog
Og Bønnebog;
Ved Salmesang og Fester
Man bliver lige klog.
Jeg fatter ej Respekten
For denne Brug af Baalet -
Man skælder paa Landsknægten,
Han bruger dog kun Staalet.

Lad dem kanonisere,
Hvem de vil,
Med Sang og Spil,
Men tro mig, de husere
For galt med deres Ild.
De brænder Protestanten, -
Det skal hans Sjæl kurere -
Men Legemet, min Sandten,
Maa her dog protestere.

De skælde ud hinanden,
Kætterpak,
Papistisk Rak,
Og slaas som bare Fanden
For deres Pølsesnak.
Hvem har da Ret i Grunden?
Formodentlig slet ingen. -
Nu, Bægeret for Munden
Og fremad, det er Tingen.

ITALIENSK (Catania)

Mellem Regnens Plask og Stormvindens Raab
Paa Gaden Guitaren klinger.
Regnen er mig en kølende Daab
Og Stormen min Stemme bevinger.

I Kappen hyllet paa Hjørnet jeg staar,
Formummet som til Maskerade.
Nattepatruljen forbi mig gaar
Og lytter til min Serenade.

De barske Soldater høre min Sang, -
Helt fremmed dog Ordene lyder,
Men Guitarstrengene gemme en Klang,
Som Ordenes Mening tyder.

La Donna de mumle, og drage af Sted, -
La Donna er Natteparolen.
Langt borte sig tabe de taktfaste Fjed, -
Jeg gnider igen paa Violen.

130

HØJT VIOLINENS STEMME KLANG

Højt Violinens Stemme klang.
Man lo og dansed, talte, sang -
Et Babelsprog fuldstændigt.
Formalitetens stive Dragt
Som Offer var for Vinen bragt, -
Man mored sig ubændigt.

Men ude, hvor bag mørke Sky
Den blanke Maane krøb i Ly
Med Søen koketterende,
Ad Havens lønligt snoede Gang
I Kjole kort, i Kjole lang
Gik han og hun spadserende.

Han var saa hed, hun var saa varm,
Hun støtted ømt sig ved hans Arm:
Her var dog saa romantisk.
Her var saa skønt i Maaneskær,
Og indenfor, ja inde der
Var maaske vel - bachantisk!

"Ja, Frøken, De har ganske Ret,
Den "store Verden" gør os træt;
Naturen venligt vinker. -
Se, nede hist ved Søens Bred,
- Et Symbolum paa landlig Fred -
Et Lys i Hytten blinker.

Og ikke sandt, hvis jeg Dem bød
Et Liv med mig i Hyttens Skød
Fjernt fra den store Verden,
Da fulgte De jo gerne med;
Stærk er jo Deres Kærlighed, -
Ja ikke sandt, det er den?

Hun bøjed sig og slap hans Arm,
Og glatted Kjolen med en Larm,
Som skulde fylde Pavsen.
"Ak, Duggen har mig rent spolert
Min Kjole. - Jeg er engagert
Af Greven til Kehrauss'en.

131

PYRAMIDEN

Den nye Farao blev sat i Herskersædet.
Og hist paa Sletten, den forladte, øde,
Man skyndte alt sig at betegne Stedet,
Hvor Fyrsten skulde hvile blandt de døde.

En snever Grotte bygges op fra Grunden;
Sejgt som en Edderkop maa Slaven slide,
Til Grotten trindt med Murværk er omspunden,
Og over Grotten staar - en Pyramide.

Endnu en miniature. Men daglig føjes
Sten over Sten paa alle fire Sider;
Og aarlig Mausoleets Top forhøjes,
Mens Fyrsten fremad paa sin Bane skrider.

Et muret Bjerg. Med Centnertyngde knuger
Stenkæmpens Legem Gravens snevre Hytte.
Der inde sidder Døden tavs og ruger
Ved Sarkofagen paa sit sikre Bytte.

Et bittert Sprog om Livets Lov Du taler,
Stenhaarde Kæmpe paa den øde Slette.
Vort Liv, fra det ta'er Fart indtil det daler,
I skarpe Omrids skildrer Du - med Rette.

Med Herskerstempel sættes vi i Livet, -
Og vares ad, at vi skal dø og lide.
Og en og anden Slave bliver givet
Bestilling paa - en lille Pyramide.

Den vokser daglig under travle Hænder,
Den kaster paa vor Vej sin mørke Skygge.
Paa Sorgers Ildsted Stenene man brænder,
Og ufortrødent bli'r man ved at bygge.

Et muret Bjerg. Vi stønner under Vægten.
Den ranke Skikkelse mod Jorden tvinges;
Og følgende den fælles Lov for Slægten
Til Døden vi som sikkert Bytte bringes.

132

ET STJERNESKUD

De sad i Teltet og drak en Nat,
De lystige Kammerater,
Bouteillerne var i Rader sat
Som Indeksercerte Soldater.

Og Nektaren strømmed med Glans og Glød
I Glassene hvide og grønne,
Champagnen skummed, Musikken lød,
Hver havde paa Skødet sin skønne.

Han slap den Arm, der hviled i hans,
Og raved op for at tale,
Han vilde med vinbegejstret Sans
Et Symposium for dem male.

Han hæved sit Glas og Tavshed bød,
Og saa' sig omkring i Stimlen,
Og - tumled tilbage bleg som en død
I Tankernes sortnende Svimlen.

I en af de skønnes flammende Blik,
Som smilede spodsk til hans Færden,
En apokalyptisk Vision han fik,
Et Glimt fra en anden Verden.

En Lighed der var - og var dog ej
Med hans Ungdoms lysende Stjerne.
Den havde ledet hans første Vej,
Nu dæmred den mat i det fjerne.

Og som han nu stirrede for sig ned,
Et Maal for de kaadeste Blikke,
Hans Ungdoms Stjerne forbi ham gled; -
Et Stjerneskud ! mer var det ikke.

133

EN NUTIDSVISION

Det er Tusmørkets Time. Den rige Mand har lagt sig;
I Puder og Tæpper har paa Sofaen han strakt sig,
Gnaven og syg er han fængslet til sit Leje,
Der er trist i Stuen, Lyset er dæmpet,
Tjenerskabet gaar sine egne Veje,
Lægerne har nylig indbyrdes kæmpet
Med Floskler og Fraser om de sikreste Kure:
Øjeblikkelig Fare er der ganske sikkert ikke,
Ondet er kronisk, - den syge maa ligge,
Det kan blive til alt, men foreløbigt venter man,
Og Piller og Pulvere paa Apoteket henter man.

Slagen ligger Manden, strakt paa sit Leje.
Den syge bander, kan ej komme nogen Veje;
Han ser, hvordan Dæmringen lusker om Ruden,
Og mærker, hvordan Skyggen falder hen over Puden;
Han griber en Avis, og møjsommelig han staver sig
En Spalte igennem; han ser, at man belaver sig
Paa Dit og paa Dat, og han smider Avisen
Og rækker efter Daasen, som indeslutter Prisen.

Skyggerne falde. De fylde næsten Stuen.
Paa Konsollen staar en Amor og sigter med Buen:
"Den dumme Figur, hvad skal den paa Konsollen?
Jeg købte den en Gang fra Gibserreolen,
Men da var jeg ung og havde lidt i Ho'det,
Og nu er den desuden saa støvet og saa sodet,
Den ser slem ud i Mørke, og værre om Dagen;
Ja man har været fjantet en Gang, det er Sagen.
Figuren skal paa Loftet blandt andet Skramleri,
For overflødigt Gods skal min Stue være fri.
Se rundt i alle Kroge, hvorhen mit Øje falder,
Der ser jeg disse Minder fra en forfløjen Alder,
Da jeg gik om og vaased og sværmed for det skønne
Og agtede "Geschäften" saa meget som en Bønne,
Og holdt for seks Mark Timen en Lærer paa Klaveret
Og rendte rundt i Byen, hvor der blev musiceret,
Og lod en Vise trykke, jeg tror hos Bianco Luno, -
Da købte jeg mig Amor, og Hebe dér og Juno
Og Gratierne og Venus og Manden dér med Lyren,
134 Hvad er det nu han hedder - Apollo hedder Fyren.
Nu staa de dér og true i Mørket helt uhyggeligt,
Men her skal rømmes op, og det ganske eftertrykkeligt.
Hvad skal man med de Dukker, de fylde saa forbandet,
Kønne er de ikke; det skal bare være dannet.
Her ud skal de alle, ja Merkur kan blive staaende,
Nøgen er han rigtignok og sidder saa kroget,
Men han er Gud for Handlen, han betyder dog noget,
Og Forbindelsen med ham maa man se at holde gaaende.
Se Frihedens Genius eller Gudinde,
Den lod jeg lime sammen i Ryggen med Pinde,
Den var saa molesteret, nu er den rent kassabel,
Den skal nu op paa Loftet, først blandt den hele Stabel." -

Her standser den syge sine Konfiskationer,
Han hører fjernt et Bulder, han lytter: "Ikke andet,
Det er Salut fra Sixtus eller ogsaa fra Tre Kroner!"
Men Larmen kommer nærmere: "Det er da rent forbandet,
Man véd dog, jeg er syg, kunde gerne være rolig."
Da griber ham en Tanke, og han støder mod Prikken
Af Ringeapparatet, som ringer i Fabrikken.
"Død og Pine, om det virkelig skulde være trolig,
Om der virkelig skulde være Ild i Baghusets Værksted;
Det er Maskinfabrikken, som jeg navnlig er stærk ved,
Som er min Rigdomskilde, mit dyreste Eje, -
Ak Herregud, Vorherre! hvo kender Dine Veje! -
Den er jo assureret, forstaar sig; men Tiden,
Som ved Bygning gaar til Spilde, den vindes ikke siden" -
Og han trykker og banker paa Prikken uophørlig,
Men ingen vil komme; staa op, det er ugørlig.
"De Satans Domestikker ! saa gid den lede Søren
Vilde bringe mig Besked." Da aabnes langsomt Døren,
Og i den dunkle Stue en Skikkelse indtræder,
Hyllet i en Kappe, som skjuler Form og Klæder.
Skikkelsen bukker, og efter nogen Venten
Bukker den igen: "Hvad befaler Hr. Agenten?"
Den syge har rejst sig halvvejs op fra Puden,
En Gysen bringer Sveden i Perler frem paa Huden,
Tænderne klapre, knap kan han Mælet fange,
Men skammer sig dog over at vise sig bange.
Han rømmer sig: "Med hvem har jeg den Ære?" han stammer,
("Hvorfor Fanden skal han staa der og skjule sig i Kappen,
Og hvordan har han trængt sig her ind i mit Kammer,
135 Den Æsel, Jens, har vist ladet Døren staa til Trappen)
Undskyld, men jeg er syg - mine Læger gav mig Ordre -
Al Talen over Evne vil min Sygdom befordre -
Gaa heller til Kontoret paa den anden Side Trappen."
Der bliver en Pavse, og Skikkelsen i Kappen
Slaar da op en Latter, en haanlig, en drillende,
Og siger med en Stemme, saa stikkende, spillende
Imellem Spøg og Alvor: "Min gode, bedste Herre,
Det var aldrig min Agt Deres Sygdom at forværre,
Men De ønsked jo fornylig at vide, min kære,
Hvad al den Spektakel der nede monne være.
Ja se, al den Spektakel er nøje forenet
Med Sygdommen, som De har faaet i Benet.
De har nydt alt for meget af denne Verdens Goder;
Nu, overdreven Nydelse bevislig en Rod er
Til Podagra og Gigt, men den er endnu mere,
Den er Rod til et Onde, som er svært at kurere;
Thi medens De har her kunnet svælge og nyde,
Er der Folk, som næppe har haft Mad i deres Gryde.
Disse Folk har nu lugtet til Deres lækre Sager
Saa længe, indtil de en skønne Dag opdager,
At naar de blot er enige der nede i Gyden,
Saa har de ogsaa Midlet til at faa Mad i Gryden.
Og Larmen der nede, som De synes er Forsyndelse
Imod Avtoriteten, Dem selv, er kun Begyndelse
Til Ting, som maaske Deres Eksistens kan true. -
For Øjeblikket kaldes Bevægelsen en Skrue
Og er ej vid're slem. - Men min Gang til Deres Stue
Har ellers haft en Hensigt forskellig fra denne:
At lære Dem Skruens Bevægelse at kende.
Jeg skal sige Dem, jeg har nu saa længe haft Kik paa
Deres Gøren og Laden; jeg vidste, at det gik saa,
At naar jeg uforstyrret lod Dem blive ved det gamle,
Saa vilde dog det hele en skønne Dag nedramle
Om Ørene paa Dem, som, tro mig paa min Ære,
Er den af mine Venner, jeg nødigst vil undvære.
Jeg vil derfor, da jeg mener, det er paa høje Tide,
Sætte al denne falske Skaansomhed til Side
Og rive Dem Bindet fra Deres svage Øjne,
Og lære Dem, hvad alle disse unge forfløjne
Uslebne "Radikale" har paa Dem at sige. -
Selv lider jeg ikke disse Idealister. -
Og naar De nu hører Deres Synderegister,
136 Saa maa De erindre at notere tillige
Snart et, snart et andet Punkt af de mange,
Hvori De vil forandre Dem, - ja bliv ikke bange -
Naturligvis paa Skrømt. De firer saadan slideligt,
De trækker Deres Antagonister ganske blideligt
Til højre, til venstre med Smaaløgn og Løfter,
De sparer ingen Midler, De bruger Kapitalerne,
Saa graver jeg i Ryggen af Fjenden et Par Grøfter.
Saa buser De paa - og dér ligger Idealerne; -
Og saa kan vi jo gøre vort Regnskab op bag efter,
Naar ved min Assistance De er kommen til Kræfter. -

Vær altsaa nu opmærksom ved, hvad De faar at høre,
Her er Stemmer nok i Stuen, som vil martre Deres Øre
Med, hvad man kalder Sandhed. Her staar nu en Gudinde,
Frihedens Genius, en højst agtværdig Kvinde;
Jeg tvivler ikke paa, at naar De hører hende,
Vil De mærke, at hun ikke har glemt Dem Deres Pinde.
(Og ganske vist, De har ogsaa handlet uforsvarlig; -
Med Frihed og Damer skal man altid omgaas varlig).
Nuvel da, vi vil bede Gudinden at tale,
Hun har jo netop Tilhold midt i det "ideale",
Og hun er den, som paaberaabes af de radikale.
Hun er Mester for at rive Dem af Issen Deres Glorie,
Og hun kan fortælle en opbyggelig Historie
Om "Tiden", om Dem og Deres Regimente,
Om Dagen i Dag og om, hvad man kan vente
Af Dagen i Morgen. Ja, Allegorien
Er just ikke smigrende, men De faar springe i'en." -
Den rige Mand er faldet tilbage paa sit Leje,
Han stirrer ud i Mørket med Angst og med Gruen,
Vildt svulme Hjertets Strømme og stoppe Tankens Veje,
Da hører han en Stemme runge ud i Stuen:

"Fjernt fra de høje Syner, med Blikket mod det lave
Ser jeg "Tiden" sidde med sin trivelige Mave,
Omkring ham vokser Bladene i Bredde og Længde,
De plejes og de passes af Negrenes Mængde
(Maaske lidt mere sorte end Negre in natura).
Hans Døtre gaa paa Kursus, hans Sønner læse Jura,
Hans Hus er vel monteret, hans Kælder vel forsynet,
Han ser sig om og smiler og løfter blidt paa Brynet
137 Og vifter bort en FIue, som søgende hans Næse
Vil frækt formene Manden sin "Berlinger" at læse."

"Fjernt fra de høje Syner, med Blikket mod det lave
Sidder han som Vogter i Kulturens store Have.
De vilde Dyr er tæmmet, de tamme Dyr er slagtet,
Haven parcelleret, Parcellerne forpagtet,
Ved Aaen stamper Møllen, i Stampemøllen æltes der.
Bag Skoven staar Fabrikken, og i Fabrikken smeltes der.
Penge er der nok af, de graves op af Jorden,
De flyve ind ad Vindvet fra Syden og fra Norden,
De køres ud paa Vogne og komme hjem paa Skibe,
De vindes ud af Røg, om det ellers skulde knibe.
Der er System i al Ting, Kontrol som bare Fanden,
Der er en god Kredit, og en stor Respekt for Manden;
I Maven rummes meget, men mere dog i Panden,
Følelsen er lille, des større er Forstanden,
Den regner ud i Brøker og skriver op Procenter,
Den tæller nøje sammen og tegner Dividender,
Den gør Spekulationer og fisker Aktionærer,
Den planter Kosteskafter og høster Sukkerpærer,
Den plumrer om i Vandet, til det er dygtig mudret,
Og trækker saa Guldfiskene paa Stranden op af Pludret.
Forstanden er for Resten loyal, devot og ærlig
Og dekoreres derfor af Naade ganske særlig."

Her holder Stemmen inde. I Sofapuden dukker
Den rige Mand sit Hoved; man hører, hvor han sukker.
Skikkelsen i Kappen slaar op sin vilde Latter,
Og gennem Stuens Mørke lyder Stemmen atter:

"Du "Tid" med frugtløs Virken, med dine Tanker tomme,
Hvad bli'r vel Resultatet, naar Legen nu er omme?
Hvad gjorde Du med Midlerne? Jeg ser vel Kapitalerne,
Men hvor er Idealerne, ja hvor er Idealerne?
Du graved op af Gruber, Du dynged op i Bunker,
Indtil Begærligheden slog ud i lyse Funker,
Indtil de gridske Fugle, Misundelsens Harpyer
Slog ned i Bunkens Glimmer fra deres mørke Skyer.
Da hævede Du Armen, da rysted Du din Svøbe
Og pukked paa dit Motto: "Sælge eller købe."
Da teede Du Dig krænket, og raabte: "Forurettet"
Og peged hen til Cifrene, som stod paa Regnebrættet,
138 Som spredtes ved din Kunst over Bjerge, Søer, Floder,
Og prækede om Folkenes almindelige Dannelse,
Om Videnskabens Forsken, om Sandhedens Opstandelse,
Om Statsmaskinens Virken og dygtige Bemandelse
Med lutter lyse Ho'der og lutter gode Kræfter,
Hvis Resultater skænkes den Tid, som kommer efter.
Da slog Du lydt paa Tromme om Folkenes Forbindelser,
Om høflige Visitter og Spørgen til Befindelser,
Da foldede Du Hænderne og viste hen til Kirken,
Stats-Folke-Menighedernes velsignede Virken,
Og fælded Kætterdomme, og slynged Anathemer
Mod hver, som vilde rejse det "Nyes" Problemer.

Spar dine Anathemer, hold op med dine Domme,
Du selv har ene Skylden for, hvad der end vil komme;
Hvo legede med Masserne og drev med Sang og Tale
De glubende Instinkter frem ved "det nationale",
Hvo hidsede Kokarder til Kamp imod Kokarder,
Og sang en Sejershymne til Klang af "Milliarder" ?
Hvo satte Selvtægtsretten som Nummer ét af Lovene,
Og slængede Traktaterne ind under Hestehovene,
Hvo lagde Bankosedler som Lovbog paa Moralens Bord,
Og satte Pengepolka som Tone til Koralens Ord?
Du Tid har ene Skylden for, hvad der end vil komme,
Du Tid med frugtløs Virken, med dine Tanker tomme!
Du præker smukt om Folkenes almindelige Dannelse
Men udsaar selv en Lære, som giver gold Forbandelse;
Paa Pengebørsen gaar Du med matadorisk Knirken,
Og taler kammeratlig om Videnskabens Virken.
Men Videnskaben følger ej Tidens lave Færden,
Den hvælver sig sin egen usynlige Verden,
Og Sandheden slumrer endnu; og Gud naade Dig,
Ifald den rigtig vaagned - det vilde lidet baade Dig.
Og Statsmaskinens Virken, som selv Du kalder glimrende,
Og dine lyse Ho'der, som lyse skal saa flimrende,
Og dine Utopier om Folkenes Forbindelse,
(Jeg troede dog, Du deri var kommen til Besindelse!)
Og saa din Folkekirke, som sprede skal Velsignelser,
(Du tænker vel endnu paa de gode, gamle Lignelser
Om Sennopskornet, Sædemanden, kort og godt om dette,
Du véd nok, som han lærte, den sande, den rette),
Hver Spire, hver Plante paa Aandsarealerne,
Hver Institution (foruden Filialerne), -
139 Alle stikke Roden til Bunds i Kapitalerne. -
Og maa jeg saa spørge, hvor er Idealerne?!"
__ __ __ __ __ __ __ __ __ __
__ __ __ __ __ __ __ __ __ __
"Bravo, min Frue!" raaber Skikkelsen i Kappen,
"Det var smukt, det var djærvt, De fortjener saamænd Klappen,
Naar jeg næste Gang hører Dem, skal jeg applaudere,
Men nu er det tilpas, han taaler vist ej mere!"
Der bliver en Pavse. - Den skælvende syge
Raaber med en Jamren som Vinden i en Byge:
"Til Hjælp! Jens, Peter, Jacob, hvor er I allesammen ?"
Da viger Stuens Mørke. Et Skær med blaalig Flammen
Knitrer i Vejret. Med Hanefjer i Hatten,
I røde Silkeklæder, med Øjet sort som Natten -
Ser han og kender han - - - - - - -
- - - - - - - - - Der kommer Lys og Lamper,
Hele Tjenerskaren igennem Stuen tramper;
Man bringer Lugteflasken, paa Doktoren man raaber,
Man løfter op hans Hoved, man tæller Hofmandsdraaber,
Og endelig, da Draabeflasken næstendels er tømt,
Kommer han til Live: "Gud ske Lov, det kun er drømt!'

PARKET OG GALLERI

De rasled med Kopperne inde i Stuen,
Fløde og Sukker gik rundt blandt Gæsterne,
Fødselsdagskagen blev uddelt af Fruen,
Alle fik lidt, - de smaa fik Resterne.
Thevandet strømmed og Ordene strømmed,
Der var en Herre, som vælted en Bakke, --
I Thevand og "Vrøvl" man bogstaveligt svømmed, -
Fruen hjalp til med at gnide hans Frakke.

Samtalen gik, man var aandrig og dannet,
(Bøger, Musik og Foraarsudstillingen)
Man talte om alt, om at ligge paa Landet,
Om Aktier og om at forøge Skillingen;
Smaa Teologer forsvared Vorherre,
Løjtnanter talte om Skæg og om Kvinderne,
En Student gjorde Kur, fik en Kurv, og hvad værre:
Den skønne fortalte det til Veninderne.

140

Jeg stod for mig selv der henne i Krogen.
Var jeg da bleven saa kritisk gammel?
Kunde jeg slet ikke finde nogen,
Som ikke smagte mig altfor vammel?
Var der bag Rober og bag Tournure
Ikke et ærligt Pulsslag at ane?
Var der da slet ingen brave Fyre,
Som vilde følge en anden Fane?

Jeg syntes, at Lysenes Blinken og Flammen
Spilled ironisk med Prismernes Farver
Og viste mig Gæsterne alle tilsammen
Som blodløse, benløse, blege Larver. -
Jeg vendte mig bort og løb ud af Stuen,
Just som man anslog Klaveret til Sangen,
Jeg tog en hastig Afsked med Fruen
Og sprang ned ad Trappen, tre Trin ad Gangen.

Bort fra Larverne, bort fra de blege,
Bort fra Løver og fra Løvinder,
Bort fra Musik og fra Selskabslege,
Fra hvide Handsker og hvide Kinder! -
Nattens forfriskende, svalende Aande
Lettede Brystet og løftede Brynet,
Ensomheden gik Natten til Haande,
Den hvæssede Tanken og klarede Synet.

Ad Voldgaden gik jeg. Der oppe bag Træerne
Syntes et Skær gennem Mørket at bryde,
Det var, som om Stammerne stod paa Tæerne
For bedre at se, hvad det skulde betyde.
Saa brød det igennem. - Ja, det var Maanen !
Snart kasted den Straaler ned over Gaden,
Og smilede med en aparte Haanen
Til Observatoriet og Lygteraden.

En Stubmølle stod der, en af de gamle,
Og tegned sin Silhuet imod Himlen;
Dens Vinger syntes i Luften at famle,
Det var, som led den af Hovedsvimlen.
Det rødlige Øje skeled til Maanen,
Det vilde lyse, men kunde ikke.
141 Højt over Møllen i Æterens Blaanen
Drev skinnende Skyer forbi mine Blikke.

Jeg vendte mig om. Paa Hjørnet der henne
Aabned man Døren just til en Stue;
En Tællepraas saa' jeg paa Bordet brænde,
En Mand kom til Døren og tog til sin Hue:
"Værs'god træd nærmere. Her kan De finde
Noget for Tørsten og muntre Kammerater;
Lutter honette Folk er der inde,
Ingen Politi og ingen Soldater!"

Jeg smiled, og skubbed mig ind gennem Døren;
Den var kun snever, men Stuen var rummelig.
Knap var jeg kommen til Sæde, førend
En tyk Værtinde, den "store Tromme" lig,
Satte en Flaske for mig paa Bordet,
Skænked af Flasken og tømte Glasset,
Smasked med Munden og tog saa Ordet:
"Skaal og Velkommen! Aah, det kradsed!"

Jeg takked den skønne, og saa' saa omkring mig;
Køkkenet var nok i Baggrundens Dybde,
Loftet var hvælvet, og Røgen i Ring sig
Snoede gennem den sælsomme Krypte.
Kobber og Messingtøj blinked fra Hylder, der
Løb langs Væggen, slemt molestert ved
Ælde og Sod, - men min Ros jeg skylder hver
Kedel og Spand for sin blanke Polerthed.

Slagskygger faldt der, brede og sorte,
Praasen paa Bordet viste dem Vejen;
De krøb under Loftet, kom og blev borte.
De drejed sig sammen med Hvælvingens Drejen. -
Og Selskabet ! - Ja det var spredt over Stuen,
Nogle ved Bordet, andre ved Skænken,
En tændte Piben ved Skorstensbuen,
En var falden i Søvn paa Bænken.

Sejge Fyre. Uldtøj paa Kroppen,
Huer paa Hovedet, krogede Knoer;
En tog af Brændevinsflasken Proppen,
En spiste Flæskesteg, kantet med Roer.
142 Piberne damped og Finklen dufted,
Alle vare de hede i Kammen,
Hed var han, som i Døren sig lufted,
Men hedest af alle var dog Madammen.

Jeg satte mig hos dem, de ærlige Svende,
Øl og Finkel gik rundt om Bordet;
Jeg drak og betalte; det gottede hende,
Værtinden, som havde al Borgen forsvoret.
Saa tog hun ned fra den øverste Hylde
Solbærekstrakten, den funklende røde,
Og sagde, mens hun lod Glassene fylde:
"Her er en Snaps, som kan opvække døde."

"Den skænker jeg for Eder gratis i Aften,
Siden den Herre er saadan galant en;
Ak ja, min Mand drak saa ofte af Saften,
Men lige godt døde han af den, min Sandten.
Jeg tog "det klare", men han tog "den søde" ;
Ja, det forstaar sig, i Barselsengen
- Her gned hun med Ærmet Øjnene røde -
Tog jeg Ekstrakt. Det var sundt for Drengen."

Maaske hun havde fortalt lidt mere,
Men en af Gæsterne nærmest ved Skænken
Begyndte Værtinden at karessere
Og drog hende blideligt til sig paa Bænken.
Skinsygens Dæmon fo'r i en anden,
Han skreg og raabte: "Nej holdt nu, Søren!"
Den skønne svarede roligt: "For Fanden!
Stille, eller Du kommer paa Døren."

Saa drak man Forlig og lo, saa det dundred,
Og sang saa en Vise om Elskov og Venskab,
Sørens Næve man højlig beundred,
Fanden fik Skylden for Krigsskab og Fjendskab.
Hvad Hjertet gav, lod man Munden tage;
Sundhed i Hjertet og Sandhed i Munden,
Ud med Sproget og intet tilbage,
Det var dog virkelig ærligt i Grunden.

Lidt raat maaske. Ja, Fernissen mangled. -
Da Morgensolen skinned paa Muren
143 Var jeg blandt Folk, som dingled og dangled
Og ofrede gladeligt til Naturen.
Naturen! ja, det var Selskabets Motto. -
Jeg traf en bekendt fra det første Gilde
Senere hen hos Konditor Otto;
Han gav mig et Uddrag ... Men jeg tier stille.

KÆLDERMANDEN SYNGER

De rummesterer svært omkring paa Jorden,
Og alle Vegne vil de flytte Skilter,
De taler højt i Syden og i Norden,
Og skønt den meste Tale rigtignok spildt er,
Og skønt jeg synes, det maa ofte knibe
For at faa Grunde til den Dom, de fælder,
Og ... Naa, ja ja. Jeg stopper mig en Pibe
Og synger om den gamle Sæbekælder.

Det gamle Skilt, den gamle Fjerding Sæbe
I Vindvet staar og trækker mine Kunder,
Og skulde og lidt Snavs ved Skiltet klæbe,
Nuvel, det er da heller ingen Under,
Det har jo staaet der fra Arilds Tide,
Min Fa'rfa'rs Faders egne salig Hænder
Har selv sat Sæbefjerdingen til Side,
Og Fjerdingen skal staa, til Sæben ender.

Vi lever her i Kældren lunt og stille,
Saa fjernt fra Livet og fra al Forandring,
Vi slide vore Klæder, som vi ville,
Og følge ikke Moden paa dens Vandring.
Den gamle Salmebog og Paraplyen
De komme frem, naar Lejligheden byder,
Naar Præsten præker, naar vi skal i Byen
Og Luften paa en dygtig Skylregn tyder.

At Huset over os er skørt og daarligt,
Det véd vi nok; det har man sagt saa længe.
Men Herregud! det repareres aarligt
Og stives af for mange, mange Penge.
144 Nu siger Folk, som har sig deri blandet;
"Min gode Mand, byg da et nyt langt heller."
Men Herregud! saa blev vort Hus et andet,
Og hvor blev saa den gamle Sæbekælder?

Nej Huset staar nok. Det har ingen Fare,
Og vi vil blive i den gamle Kælder.
Og ingen Udgift vil vi nærigt spare,
Men stive Huset af, saa tidt det hælder.
Og styrter det og Kælderlivet ender,
Saa vil vi ikke klage eller flæbe.
Vi har jo gjort vort Bedste. Vore Hænder
Vi vasker roligt i vor egen Sæbe.

DA BYGEN KOM OP

Da Bygen kom op,
Tog Folk fra Skoven
Og vendte Ryggen
Til Vinden og Voven.
Landskabsmaleren
Blev der ude,
Lod Vandet øse
Og Vinden tude.

Og Bygen drev over.
Solskyen skinnende
Kasted Reflekser
I Vandet det rindende.
Træerne bar
Diamanter i Kronerne; -
Fyndigt og kraftigt
Stod Farvetonerne.

Det blev til et Billed, -
Der blev kritiseret
Som unaturligt
Og maniereret.
Det dagligdags mangled,
- Saa mente de lærde. -
Lyset var grelt
Og Skyggen var Sværte.

Landskabsmaleren
Bukked og takked,
Og vendte saa Ryggen
Til dem, der snakked;
Til dem, der snakked
Om Farven som blinde. -
Han var jo der ude,
Mens de var inde.

UNDER GRANSKOVEN (Til min Hustru)

Og medens paa Strandbredden Bølgerne slaa
Og Vinden suser og Skyerne gaa
Som Kæmpesyn gennem Luften,
145 Jeg sidder og drømmer om Druernes Land,
Om Livet, der larmer paa Napolis Strand,
Og Orangens bedøvende Duften.

Og medens jeg sidder med Haand under Kind
Og vugger i fristende Længsler mig ind
Med Sydens Rigdom for Øje,
Da glider dit Billed saa smilende frem
Og vinker min Tanke ustandseligt hjem
Til Stranden og Skrænten den høje.

Hvad var der i Syden? Farvernes Pragt,
Formernes Renhed. - Det er jo lagt
Med Mesterhaand i dit Billed.
En Kunstner kan tegne de fine Træk,
En Digter maa lægge Pennen væk,
Naar et saadant Maal blev ham stillet.

Hvad var der i Syden? Elskov og Had,
De stærke Ekstremer. - De følges jo ad
Hos Dig som hos ingen anden,
De blusse i Øjets sælsomme Glød,
De farve Dig Kinden hvid og rød
I sydlandsk Vekslen og Blanden.

Hvad var der i Syden? Det barnlige Sprog,
Tanken, som aldrig blev kold og klog. -
Det ligner jo Dig op ad Dage.
Din Sjæl er et Barns, saa lidet klog,
Din Læbe kan kun et eneste Sprog:
En Sang, en Kærlighedsklage.

Og elsker Du mig, som jeg elsked det Land,
Hvor Solstraalen skælver bag Bjergenes Rand
Som Kærligheds Suk bag din Læbe:
Se da er det Syd, hvor din Fod træder frem,
Orangerne dufte fra Granskovens Gem,
Og mod Dig kun min Længsel skal stræbe.

146

NAVNLØS

"Slyng Skjoldet op i Masten, hejs det sorte,
Krudtsprængte Flag, og brænd Kanonen løs.
Vis Dødens Tænder gennem Skudens Porte,
Nu lette vi fra Ankerlivets Døs.
Fortvivlelsens Skjoldmærke, blodigrødt,
Skal trone over vore kække Pander, -
Vi æske Faren. Møder den: - ""Vel mødt!""
Blod skal der strømme, før vi atter lander."

Saa talte han og steg om Bord. Og Skibet
Gled sporløst over Havets vide Vej.
Hans Mærke var en afbrudt Bro, hans Navne
Utallige, men ingen kendte ham.
Han sagde sandt, at Blodet skulde rinde
I Strømme, før han atter vendte hjem, -
Dog Blodet blev hans eget, og hans Mænds.
Men hvor han landede, det véd der ingen.

JEG SYNGER MINE SANGE

Jeg synger mine Sange
Ud af mit fulde Bryst; -
Jeg slugte aldrig Noder,
Jeg synger, som jeg har Lyst.
Jeg vilde ej lærd docere
For mine smaa Rebeller,
Jeg vilde ej være Bussemand, -
Jeg kunde det ikke heller.

Jeg syntes, der var nok af
De pæne Børn i Verden,
De stille, forpryglede Drenge,
Med gammelmandsagtig Færden.
Jeg syntes, der var Trang til
Lidt mere Liv og Varme,
Lidt Hidsighed i Blodet
Og inuskelspændte Arme.

Nuvel, fra Stuens Vægge
Jeg slipper et Kuld af Drenge,
Som aldrig fik af Stokken
Og aldrig lod Ho'det hænge.
Det kniber maaske med Lektien,
Der skulde maaske "gaas efter" ;
Jeg stoler ikke paa "Lektien",
Jeg stoler paa Drengenes Kræfter.

I STORM OG STILLE EFTER AAR 1874

148

        

149

En Mundfuld Luft! - Her snøres Struben til.
Kun Smedebælgen aander; Kullet flammer,
Og lyser op den snevre Esses Kammer,
Og viser frem, hvad Mørket dække vil.

Ja bort herfra, og ned ad Stranden til;
Og har Du slængt din Bluse, Fil og Hammer,
Saa læg til Bunken Armod, Nød og Jammer,
Og glem det alt ved Bølgens friske Spil.

Lyt for en Stund til det, som Havet byder,
Fornem den klare, muntre Baadsmandstrille
Saa vel som Havets alvorsfulde Bas.

En egen Trøst igennem Spillet lyder; -
Jeg selv har lyttet tidt i Storm og Stille,
Og Hjertets Trang kom Spillets Trøst tilpas.

150

PAA DEN ØDE Ø

Ne taceant homines
Saxum hoc Ioquitur.

Jeg havde kun været der nogle ganske enkelte Dage, og det var som om jeg var født og opvokset paa Øen, og som om jeg skulde forlade den. Skilt ved den store, ustadige Østersø fra alle gamle Forbindelser, kun nu og da øjnende et Glimt af Bornholms smilende Land, og tvungen ved Omstændighedernes Magt til at aflægge mange gamle Vaner, til at renoncere paa meget af det, man kalder daglig Behov, overgav jeg mig hurtig til Omgivelsernes Indflydelse - fordi der i det hele taget ret vel beset ikke var stort andet at gøre. Og ikke saa snart havde jeg saaledes overgivet mig paa Naade og Unaade, førend Omgivelserne saa at sige inkorporerede mig i sig. - Der var slaaet en Cirkel ude i den oprørte Sø. Cirklen var fyldt med Granit, paa Graniten var der opført Fæstningsværker og Huse. Det hele dannede en magisk Ring: hertil og ikke videre. Jeg kunde tage en Baad og emancipere mig fra den magiske Ring, men naar Baadens Ejer fandt for godt at vende tilbage, maatte jeg med. Saa blev det da paa faa og smaa Afvigelser nær, ved det gamle, ved Cirklen; og da jeg ikke havde Lyst til bestandig at bevæge mig som en Hest i et Tøjr, saa valgte jeg som oftest at sætte mig ned paa en eller anden Murkant, paa en eller anden Klippeflade, og foruden det at min Mappe efterhaanden fyldtes med Brændinger, Klipper, Skær, Skyer, Taarne og Murlevninger, saaledes som de afspejlede sig i mit Øje, saa fyldtes samtidig hele mit Væsen med den Stemning, der besjælede, eller skulde besjæle, Mappens Indhold. Jeg indaandede Stemningen i lange Drag, inddrak den med hvert Aandedræt, og siddende paa Klippen, med Havet næsten vædende min Fod, med Luften omkring mig og inden i mig, faldt jeg hen i en fuldstændig amfibialsk Tilstand, hvori jeg syntes at udvikle mig til en stor Salamander.

"Din store Salamander!" udbrød jeg uvilkaarligt, da jeg saa' min egen Skikkelse i Vandet neden under mig.

Det var dog forkert; Sammenligningen haltede. Luft og Vand, ja, det vilde jeg nok være med til; men Ilden, nej!

151

Nej, dette Salamanderens tredje Element havde jeg ladet blive tilbage der ovre, hvor jeg kom fra. Saaledes som jeg sad her paa Klippen, kunde jeg virkelig sige mig fri for en hvilken som helst pyroteknisk Tilbøjelighed. Jeg havde givet mig Omgivelserne i Vold, saaledes som ovenfor er sagt; her var kun højtidelig Stilhed, alvorlig Ro, fornøjeligt Solskin hen over de dansende Bølgetoppe, en streng konservativ Fæstningsdisciplin, hvor kun nogle loyale elegiske Smaasuk over Storheds Forfald turde lyde i svage Akkorder. Det strenge militære Kommandantskab var ganske vist nedlagt, men Kommandantskabets Aand hvilede endnu over Fæstningen, og ikke det svageste Spor af en rød Tanke viste sig, end ikke paa de yderste Bastioner. Her var ikke en eneste Lynafleder paa hele Fæstningen; man frygtede ikke Faren fra den Kant; - og med Rette.

Nej, jeg kunde virkelig ikke sammenligne mig med en Salamander. Naar jeg atter kom tilbage, hvorfra jeg var kommen, ja saa - - -. Undertiden naar Solen gik ned ovre bag den mindre Holm, hvortil den bestandig knagende og stønnende Flydebro førte, undertiden, naar den purpurfarvede Glans luede over det mørke Brystværn, kunde jeg trække Fødderne til mig, lette mig op fra den Klippeflade, hvorpaa jeg sad, og stirre i mindre disciplinære Tanker ud mod det gyldne Skær. Men ogsaa her hjalp Omgivelserne mig (dog ikke den "livløse" Natur, som man plejer at kalde den). Det hændtes nemlig da, at en høj, slank Skikkelse netop ved denne Tid kom med faste, smaa Skridt marcherende hen ad Brystværnet, stillede sig mellem den dalende Sol og mig, hævede Armen, og vinkede ad mig. Hvorledes det gik eller ikke gik, og af hvilken Art den Tiltrækningskraft var, som den slanke Skikkelse udøvede paa mig, det vil jeg foreløbig lade staa hen. Saa meget er vist, at naar Skikkelsen viste sig, saa' og tænkte jeg kun paa den og paa intet andet, lukkede min Mappe sammen, viftede med Hatten som Signal, og gik et Par Minutter efter med Armen om Skikkelsens Liv, rolig, konservativ, og - om jeg tør sige det - elskværdig hen ad det brede Brystværn, ned over Klipperne, ned til Fæstningens største - og eneste - Gade, hvor Lodsens Aftensbord allerede nogen Tid havde paraderet med sine mest udsøgte Forfriskninger.

Lodsen, der tillige var autoriseret Gæstgiver, Restauratør, Konditor og Klubvært, havde en Fremmedbog; og i denne Bog staar, om jeg ikke husker fejl, opført Navnene paa det lykkelige Par, som tilbragte saa rolige Dage under Lodsens Tag.

Lykkelige Dage, hvorom Erindringen har bevaret sig saa frisk hos mig, at naar jeg nu med lukkede Øjne læner mig tilbage i min 152 stol, synes jeg at føle den Baads Dæk under mine Fødder, der bragte mig over ti! Øen hin blæsende August Eftermiddag, da Øens nuvæ rende Kommandant (privat rigtignok) stod oppe paa Bommen lænet ind mod Masten, og sang alle mulige Viser paa én gennemgaaende Melodi, og svingede med Huen, hver Gang den dygtige Søbaad tog en Overhaling i de skrappe Søer. En herlig Sejlads. Jeg synes endnu at føle de vaade, friske Stænk fra det muntre Havvand, naar vi tog en Sø over, og naar min Pibe slukkedes. Jeg vil ikke gøre min Ed der paa, men jeg synes dog, at jeg endnu indtil Peberet og Saltet kan skelne Lodsens og mit eget Smørogbrød fra hinanden. Jeg ser forud over Baadens Stævn, og jeg følger med Øjet den lille Klippeøs Kon turer, efterhaanden som de træde frem og udvikle sig til regelrette Linjer med skarpe Kanter. Jeg føler Eftermiddagssolen glide hen over Klipperne som en blød Haand hen over en knudret Pande, jeg ser pludselig Øen forme sig til en Fæstning med Taarne og Mure; endnu et Par "smaa Slag", og det Fata Morgana, som saa ofte havde vinket mig til sig fra sit ubestemte Stade mellem Himmel og Hav, er blevet til en haandgribelig Virkelighed, der indeslutter mig og det bedste jeg ejer.

Man kunde se saa vide omkring fra det flade Tag paa det store, runde Fæstningstaarn. Forunderligt! Den hele vide Verden syntes her oppe fra at være et System af koncentriske Ringe. Først Horisontens store Rundkreds, saa Øens mindre, og endelig Taarnets. Stillede man sig selv i Midten af den sidste, da, o store Tanke! - ja sige det tør man vel næppe uden at paadrage sig Beskyldningen for at ville være pikant, - men alligevel, det var dog saadan en egen Følelse den at være, om og kun for et Øjeblik, Centret, hvorom det hele drejede sig. Virkningen heraf indskrænkedes imidlertid betydeligt ved de betydelige Vanskeligheder, det vilde koste at gøre sig selv til dette vigtige Punkt. Midten af Taarnet optoges nemlig af et tomt Rum, en dyb Brønd, et Slags Forsøg paa en indre Fæstningsgaard. Jeg kiggede der ned. Mørkt, skummelt og skimlet. Svæve i Rummet kunde jeg ikke, springe ned i Brønden vilde jeg ikke. Jeg opgav da den fristende Tanke om at blive Universets Midtpunkt, og stillede mig beskedent ud et Sted i den nærmeste Periferi, lagde Armene over Kors paa Brystværnet foran mig, og saa' ned. - Det var Kirkegaarden, mit Blik traf paa.

Det var den patriciske Kirkegaard. Der ovre paa den anden og mindre Holm laa Plebejernes Begravelsesplads, men den kommer vi til siden.

Patriciernes Kirkegaard var en lille, firkantet, af et lavt Stengærde indhegnet Plads, hvor nogle af Vind og Vejr sørgelig forpiskede 153 Bu-Gyngeske gjorde sig al mulig Umage for at skygge over de dødes Hvilested. Skygge syntes de døde nok at kunne trænge til. Den Jord, hvori de hvilede, var nemlig i sin Tid bleven tilført ovre fra "Landet" , og sparsomt nok var den haarde Klippebund dækket af Muld. Den lille Klippeø kunde ikke engang med egne Midler give sine strenge Kommandanter og barske Officerer et Hvilested i sit Skød. Men den kunde derimod til Gengæld yde dem et Dæksel, som de salig henfarne skulde have ondt nok med at løfte paa ved deres Opfart til de lysere og blidere Regioner. Nogle kolossale Ligstene af Granit laa over Kommandanternes og Officerernes trætte Ben. Adelige Vaaben og halvforvitrede Navne var indhuggede i Stenene, og over disse Stene og over Stenene i Gærdet, over de forkrøblede Buske, og for Resten over den ganske Øs Træer, Buske og nøgne Klippeflader havde Lavarter og tørt, indskrumpet Mos lagt en gennemgaaende gulbrun og brunrød Rustfarve, der gav det hele et saa goldt, indskrumpet, uddødt og trøstesløst Præg, at man uvilkaarligt mindedes den lille Kælder i et Hjørne af Kirkegaarden, hvor en afdød Kommandants og hans ligeledes afdøde Gemalindes indbalsamerede, mumieagtige Lig opbevares, - en forunderlig Skat at opbevare, et uhyggeligt Minde at frede om, men dog et Minde, der svarer nøjagtigt til Hovedindtrykket af den hele lille Ø: en forstenet Mumie, der rager frem af det øde, vildsomme Hav.

Saaledes var Patriciernes Kirkegaard.

Der ovre paa den mindre Holm, umiddelbart under det forfaldne Brystværn, en halv Snes Alen fra den skummende Sø, overgroet med et Vildnis af Tidsler og Nælder, overblæst af den pibende Vind, overdænget af Brændingernes Skum, i en utrolig forfalden, hjælpeløs og halvt henraadnénde Skikkelse ligger saa Plebejernes Begravelsesplads, ogsaa kaldet Kolerakirkegaarden.

Staar man her en smuk Sommeraften, hvor Solen samler Skyernes store, mørktfarvede Draperier om sig og for sidste Gang stikker sit Ansigt frem, siger: Godnat! og forsvinder bag Himmelsengens folderige Gardiner, - staar man her udenfor denne Kirkegaard en saadan rolig, smuk Aften, da kan det nok falde en ind, naar man ikke er altfor haardhudet af sig, at drage en Sammenligning mellem den harmoniske Ro der ude omkring i den store, skønne Natur og den skrigende Hæslighed, som denne Tumleplads for Farsotens modbydelige Luner frembyder.

Sjældent har jeg faaet et saa sammentrængt Bevis for dette hæslige Spøgelses brutale Magt, et Spøgelse, der i sine Virkninger maaske er mere frygteligt end selve det saa frygtede "røde Spøgelse".

Maaske var det især den Omstændighed, at Tumlepladsen her var 154 saa overordenlig indskrænket, at Territoriet var bestemt afstukket, og at ingen Flugt var mulig herfra, - ja jeg er temmelig sikker paa, at det netop var denne Omstændighed, der fremkaldte den usigeligt beklemmende Følelse hos mig af modløs Frygt for Bøddelen og en underlig gysende Medlidenhed med Ofrene.

Jeg har hørt en Læge anstille Betragtninger over en skrækkelig Epidemi, som han oplevede i en stor By, og over den samme Epidemi, der udbrød, medens han var ansat paa et Udvandrerskib, der gik over Atlanterhavet. Jeg skal aldrig glemme den Vægt, han for det sidste Tilfældes Vedkommende lagde paa det uhyggelige i Forestillingen om at være tvungen af Forholdene til at virke bestandig indenfor de samme snevre Grænser, uden Udvej til Flugt, der ude paa det store, øde Hav.

Jeg har altid haft mine egne Tanker om det absolut anbefalelsesværdige i at brænde sine Skibe. Her havde jeg Lejlighed til yderligere at forøge mine Refleksioner over dette Tema. Den menneskelige Viljes Mod til at levere en Fjende et Slag, den menneskelige Viljes Kraft til at møde en Vanskelighed, og overvinde denne, ligger vistnok i ni Tilfælde af ti dybt parret med Selvopholdelsesdriftens urgamle Forbundsfælle: Tanken om, at der dog til syvende og sidst, naar alt skulde gaa galt, staar en Udvej aaben til Flugt.

Jeg fremhæver med Vilje, at denne Tanke ligger dybt gemt. Hos den virkelig modige Mand kommer den sandsynligvis aldrig op til Overfladen; men den er der, dunkel og ubevidst, og kort førend Afgørelsens Time nærmer sig, lyder den som beroligende Toner der nede fra Sjælens skjulte Krypte, Toner, som dæmpe Spændingen og regulere Hjertets heftige Slag.

Disse Skibe, som opbrændes, og som bevirke dette Fortvivlelsens krampespændte Mod, - ja, de gjorde maaske deres Virkning i de halv eventyrlige Tider, hvor en Mand blev fældet med ét Nævedrag, hvor en Knude blev løst ved ét Sværdhug, og hvor en Sag faldt eller stod med et eneste Hærslag. Men i vor Tids Historie, hvor Sagernes og Folkenes Maskineri er bleven betydelig mere kompliceret, i vor Tids Historie lige ned til den Dag i Dag sørger den dygtige Feltherre først og fremmest for at have sin Retrætelinje i Orden, førend han fører sine Soldater i Ilden, og Raabet: "Retræten er afskaaren !" bliver vel som oftest Dødsskriget for de kæmpende Kolonner.

Ja, Retræten i Orden! - Selv Digteren, der i sin Sjæls Bitterhed kaster Tærningerne, og sætter alt paa ét Kort, ser sig ved Digtets Slutning om efter en Udvej, en Hjemvej:

Han brændte sine Skibe; -
blånende Røg
som en Bro-Banes Stribe
nordover føg. -

155

Men tilbage til vore døde !

Her ligge de, under Tidsler og Nælder. Ingen véd, hvad de hed i levende Live. Ingen bekymrer sig heller derom. Det er simpelt hen de Kolera-døde.

Det er Fiskere, maaske en og anden Lods, Arbejdsmænd, danske Soldater og slesvigholstenske Fanger.

Ligstene eller anden Inskription gives ikke. Det skulde da være, at Nældebladene for Fangernes Vedkommende gav nogen Oplysning. I ethvert Fald blomstrer dette Skjoldmærke frodigt der inde paa den indhegnede Plads og brænder enhver Haand, der med Nysgerrighed eller maaske med nogen Sympati for de døde vil undersøge Stedet nærmere.

Nord paa, saa langt den lille Holms Territorium naar, strækker sig halvt sammensunkne Barakker, smaa, indhegnede Haver med forpiskede og forknyttede Buske. En Mølle rager skeletagtig op i Vejret, og synes at anmode Blæsten om at tage fat i sig i Stedet for i Buskene ved dens Fod. Længst borte ligger det nordlige Taarn, en rund Kampestensbygning med massive Mure, skeløjede Skydeskaar, og et nürnbergeragtigt Tag, der løber op i en Spids, rækker en lille rusten, pibende Fløj ud til Vejr og Vind, udbuler hist og her og paa aldeles tilfældige Steder nogle Smaakviste med klaprende Luger, og synes med sin af Alderen graanede Spaantækning at lide af en utallig Mængde Onder, fremkaldte ved den uafladelige Udsættelse for Himlens og Havets forenede Vrede.

Hele denne Strækning henligger i sørgeligt Forfald. Det var, som om Koleraen havde hærget Bygningerne samtidig med, at den hærgede Beboerne. Jeg vender atter tilbage til mine Refleksioner over Koleraen, over denne lille isolerede Holm, hvorfra ingen Flugt var mulig lige saa lidt som fra et Skib paa det vilde Hav. Farsoten synes at legemliggøres for mig, medens jeg betragter disse Ruiner. Jeg synes at se den ligesom en Trold i et Eventyr rykke Menneskene op ganske som om de var Roer, der var plantede i en Have. Jeg synes at se Trolden kaste disse Roer hulter til bulter i en stor Dynge, og derpaa med en vild Hoveren slaa Vinduer og Vægge ind i Bygningerne, knuse Taglægterne, sparke til Grundmurene, og oversaa det hele med Ukrudt og Skarn og med Lavarternes rustrøde Pletter.

Jeg tænker paa den Udtalelse, jeg en Gang hørte af en Officer, at af alle Kampe er Gadekampene de frygteligste, og at ingen kender Krigens Rædsler, som ikke har set dem optræde i Sporene af en ødelagt By.

Her havde jeg Sporene for Øje. Her havde staaet en Gadekamp, hvor Fjenden havde sejret fuldstændigt.

156

Et Bøsseskud i sydlig Retning fra denne Kirkegaard ligger Fængslet. Jeg vil ikke paastaa, at det ser saa truende ud, som Fængsler og Fattighuse I Reglen pleje at se ud. Ikke desto mindre kan det ikke siges at være noget opmuntrende Opholdssted.

I Smag med Hovedvagten i vor Residensstad, med lyse Mure, Jernstænger for Vinduerne og et temmelig opadstræbende Tag, ligger Fængslet tæt ved Indløbet til den søndre Havn. Her sad den "berygtede" Dr. Dampe. Langs med dette forfaldne Brystværn, og samvittighedsfuldt eskorteret af en Soldat, havde Fangen Lov til at bevæge sig paa en bestemt Tid af Dagen. Fangen nød desuden hen imod Slutningen af sit Eksil den "Gunst", at turde krybe i Ly under en faldefærdig Hytte, naar et Uvejr pludselig skulde overraske ham paa hans Spadseretur.

Stakkels Dr. Dampe! Havde han blot ventet indtil vore Dage; man havde da næppe taget ham hans Forfatter- og specielt hans Reformatorvirksomhed saa unaadig op, saa meget mindre som den ikke støttedes af videre fremragende *dolgoeO* videre farlige Evner.

Og dog, - hvem véd !

En af Øens Befolkning, for hvem græske Bogstaver noget nær er det mærkeligste, han kender, og som uden videre døber dem med Navnet "hebræisk", underretter mig med en vis hemmelighedsfuld Mine om, at der staar noget saadant hebræisk skrevet paa Væggen i det Kammer, hvor Doktoren sad. Fængslet er under Restaurering. Det skal omdannes til Beboelseslejlighed for Smaafamilier. Jeg bliver vist ind i Kammeret med de mærkelige Bogstaver. En Murer har allerede hvidtet Loftet og den ene Væg. Den anden Væg undersøges. Paa det perlefarvede Panel staar nogle spredte, halvtudviskede Zifre, nedskrevne med Blyant. Nogle græske Sentenser uden særlig Interesse for Læseren, nogle virkelig hebraiske Bogstaver og forskellige udviskede og overstregede Udgydelser.

Det er ikke noget dybt Indblik, man faar i alle de Tanker, som den stakkels Fange muligvis har haft under sit lange, ensformige og sløvende Eksil.

Døren ind til den næste Celle staar aaben. Jeg gaar der ind med min Ledsager. Her har en slesvig-holstensk Fange siddet. Han har ogsaa skrevet noget paa Væggen; men ikke noget hebræisk.

Der staar med en temmelig øvet, maaske noget ungdommelig Haand følgende trøstesløse Bogføring:

D. 17/7 53. Ausbruch der Cholera.

22/7. l Mann gestorben.

Og saaledes fremdeles Dødsfald indtil 9/9 53.

En hyggelig Beskæftigelse og en behagelig Udsigt for en indespærret.

157

Paa Væggen lige overfor findes to Mærker afsat, det ene lidt højere fra Gulvet end det andet. Det øverste Mærke er betegnet Carl 20/10 54, neden under staar Elisa.

Det er vel Slutterens Børn, som har besøgt Fangen og leget med ham i de lange, dræbende kedsommelige Timer.

Nu gaar Murerens Hvidtekost hen over Kolera og Børn og Fangen og hele Historien.

Ja, lad os bruge Kosten, og det saa eftertrykkeligt, at hele den mindre Holm med alle dens Uhyggeligheder forsvinder, og lad os saa gaa over den knagende og stønnende Flydebro til den større Holm, Christansholmen. Der skinner Solen paa Klipperne, paa de høje Mure, paa de mørktløvede Træer, som næsten skjule Kommandantog Havnemesterboligen; der glide Skyerne, hvide og skinnende ligesom Maager ude fra Havet, hen over det store, runde Taarn, hvor Blinkfyret udsender sine Glimt i Nattens Mulm og Mørke, og hvor den vagthavende Lods om Dagen kan iagttages som en mørk Figur med en lang Skibskikkert for Øjet, drejende sig frem og tilbage og en Gang imellem helt rundt ligesom en Vejrfløj.

Ne Taceant Homines
Saxum Hoc Loquitor.

Denne dristige Paastand staar fremsat ved det store Taarns Fod, indhugget i en mægtig Granitflade, og forøvrigt efterfulgt af en hel Række for den almægtige Christani Qvinti Egenskaber meget smigrende Tillægsord.

Paastanden daterer sig fra 1683. Hvor vidt Klippen nogensinde før har talt, vides ikke; (man paastaar, at det er sket efter den Tid, i 1808 nemlig, og da gennem Kanonernes Mund).. Jeg for min Part kan nu bevidne, at Klippen har opladt sin Røst for mig, og jeg har ikkke faaet saa lidt endda at vide ved denne Lejlighed.

Som tjenende til min Ros kan jeg gerne tilføje, at jeg var en flittig og opmærksom Tilhører; men dette forringer jo ingenlunde Klippens Fortjenester som den fortællende. Tværtimod. - Man kan maaske ikke alid lægge Eleven til Last, at han er efterladende og uopmærksom; stundom falder vel en stor Del af Skylden paa Læreren, naar denne nemlig er paafaldende kedsommelig.

Jeg gik da og lyttede til alle de fine smaa Bemærkninger, som Klippen nu og da kom med. Jeg opsamlede alle dens elegiske Udbrud, jeg opsnappede de Kraftudtryk, som en Gang imellem forefaldt, jeg søgte særlig at tilegne mig disse melankolske Smaaforedrag om Havet og dets Beboere eller Befarere, disse Foredrag, der klinge som 158 Sømandssange, lange, enstonede, afpassede efter Sømandens Hovedegenskab, Taalmodigheden, og efter de øde Nattevagter. Jeg fik ovre paa den mindre Holm hele den mørke Side af Klippernes Stemning frem. Her paa den større Holm vandt Fortællingerne i Farve, Inderlighed og et vist Lune, som er mere og mindre ejendommeligt for Havets Beboer.

Den større Holm løftede sig jo ogsaa paa en egen bevidst Maade højt op over sine Omgivelser. Den vandt herved en videre Horisont, og sligt forhindrer en altfor stor Ensidighed.

Den var forsynet med Jord, Haver, smukke Bygninger, et ærværdigt Kastel; sligt stemmer som bekendt Sindet til Optimisme. Og som det gaar i alle andre Forhold: hvor meget er, kommer mere til, saaledes gik det ogsaa her.

Lokket ved alle disse Herligheder syntes Solen med en iøjnefaldende Forkærlighed at dvæle hyppigst og længst her ovre paa den "velhavende" Holm. Den kærtegnede Blomsterbuskene i Kommandantens Have, saa at Roserne sprang ud, og sendte deres stærke, ildfulde Duft op over de golde Klipper. Den klappede med venlig Haand de ærværdige Træer paa deres halvskaldede Isser, og hvad ikke al Verdens Haarbalsamer og Tinkturer formaar, det formaaede Solen, - Træernes Isser begyndte virkelig at bedækkes af frodigt Løv. Den lunede for Beboerne i Husene, den mildnede mod den skarpe Vind og Havets kolde Aandedræt, den søgte af bedste Evne at fremme de magre Køers og Faars daglige, udholdende Anstrengelser efter at finde noget spiseligt i en eller anden Klipperevne, og - hvad jeg er Solen mest taknemmelig for - den viste mig en smuk Morgen med sin gyldne Pegefinger Vejen op over Klipperne og ned til det i al sin Tarvelighed yderst romantiske Anlæg, som her benævnes "Kongens Have", men som endelig ikke paa Grund af Navneligheden maa forveksles med hin støjende, støvende Ammebørs der ovre, langt borte herfra, i den kvalme Residensstad, foran den solhede, markiseprydede Kronprinsessegade.

Nej, her var hverken Ammer eller Børn; her var Skygge, Tavshed og ingen Markiser. En mild Vind, blandet med Solskin, Havluft og Duften af Kaprifolier viftede over mit Hoved og summede gemytligt ligesom en Bi i Søndagshumør omkring mellem Bladene paa Almetræernes Kroner. Jeg maa imidlertid, hvad disse Almekroner betræffer, skynde mig at give Sandheden, hvad Sandhedens er. Kronerne var noget fladtrykte, og den ideelle, opadstræbende Tendens, som disse Træer upaatvivlelig i deres fagre Ungdom har haft, var i deres modnere Alder af Tidernes og Forholdenes Ugunst gaaet over til en vis flegmatisk, stagnerende Holdning, der gjorde Totalindtrykket af Haven lidt trykket, men som derfor ikke udelukkede 159 en bestemt anerkendende Følelse af Respekt overfor Enkelthederne i det smukke Anlæg, disse Enkeltheder, som havde saa meget at kæmpe sig frem imod.

Vinden viftede som sagt over mit Hoved, og Skygge og Lys kom og forsvandt hen over de usædvanlig frodige Græsplæner og de stærkt bugtede Gange.

Terrænet var, som en Stabsofficer vilde udtrykke sig, "stærkt kuperet". Midten af Haven udgjorde tillige dens højeste Punkt. Her var paa en lille Klippeafsats opført en Thepavillon med et hvælvet Tag. Pavillonen var noget angreben af Tidens Tand, men for at bøde herpaa havde Slyngplanter og Syrénbuske forenet sig om at varetage det maleriskes Interesse, og - Stedet var skønt at se til og godt at faa Forstand af.

Jeg nedlod mig i Skyggen under en af Syrenerne; jeg lagde den Bog fra mig, som jeg havde taget med i den Hensigt at bortlæse et Par Formiddagstimer; jeg syntes, at det var langt bedre at bortdrømme disse Timer, (hvis man ellers tør bruge et saa guvernanteagtigt Udtryk), - og jeg lod mit Blik begynde med denne Fordyben sig i alt og intet, som er det sikreste Tegn paa, at vedkommende er paa den rette Vej hen imod Drømmenes ubestemmelige Regioner.

Der kom en lille, travl Fugl med vippende Hale og smaa, skinnende Øjne hoppende ud fra en Busk lige overfor mig. Den saa' et Øjeblik lidt forbavset paa mig, men da jeg rimeligvis ikke har forekommet den videre farlig - (maaske har den haft den Swift'ske Opfattelse af Mennesket som det laveste Dyr) - fortsatte den sine hoppende Bevægelser, nappede lidt i et Græsstraa, og fløj derpaa ind igennem Pavillonens aabentstaaende Vindue.

Jeg fulgte den lille letbenede Fyr snarere med Tankerne end med Øjnene, og hvorledes det nu gik eller ikke gik, og hvor megen eller hvor liden Andel dette lille Medium har haft i min clairvoyante Tilstand, saa forekom det mig, at jeg snart efter hørte Stemmer, høj, klar Latter, Raslen med Porcellæn og Klang af Glas inde fra den maleriske Thepavillon. Ikke længe efter traadte et Selskab af Damer og Herrer ud paa den lille Terrasse foran Pavillonen.

Herrerne var med en enkelt Undtagelse iført Sø- og Landetatens Uniformer af det for adskillige Decennier tilbage herskende Snit En ældre, korpulent Officer med graasprængt Haar syntes at være den højstbefalende, ligesom han for saa vidt ogsaa var den højsttalende paa Stedet. De øvrige var yngre, til Dels smukke Mænd, der ivrigt konverserede de tilstedeværende Damer.

Det er jo altid sin Sag at tale om Damers Alder. Jeg vil da heller ikke søge at bestemme disse Damers Alder, men kun hidsætte den 160 Bemærkning, at der var fire Damer til Stede, en ældre, en yngre, og to unge.

Maaske var denne "yngre" Dame Selskabets Værtinde, *dolgoeO* gift med den ældre, korpulente Officer. Jeg siger: maaske; - jeg véd intet bestemt, jeg formoder kun sligt, og jeg ledes til denne min Formodning af den paafaldende, skinsyge Adfærd, der karakteriserede den ældre Herre i hans Tale, Miner og Blikke, hver Gang hin Dame blev mere end almindelig ivrigt konverseret af en ung, smækker, lyshaaret Mand i en Søløjtnants klædelige Uniform.

Forøvrigt var denne Dame smuk, og vidste i ethvert Tilfælde at bruge sine store, bydende Øjne paa en Maade, som nok kunde være farlig for et ungt, ubefæstet Gemyt, og som ganske sikkert kunde give den gamle, korpulente Herre adskilligt at tænke paa. Alligevel, trods det uimodsigeligt fængslende, der laa i denne Dames Blik, og trods den paa en sejrvant Bevidsthed hvilende Sikkerhed og Elegance, hvormed hun bevægede sig, foretrak jeg dog langt den ene af de to "unge" Damer, en slank, yndefuld Brunette, der syntes at give den ikke-uniformerte Herre i Selskabet Fortrinet.

Ingen syntes for Resten at bekymre sig om min Ringheds Eksistens ; maaske man slet ikke anede min Nærværelse; - jeg vogtede mig naturligvis for at røbe den.

Med Latter og Samtale tilbragte man nogen Tid paa Terrassen; saa foreslog Fruen i Huset (lad mig kalde hende saaledes), at man skulde lege Tagfat i Gangene, og - vips - saa brusede og raslede de lyse Damekjoler lige tæt forbi mig. Den gamle Herre var den, som skulde "tage", og det var formelig ængsteligt at se ham gaa over Stag ligesom et af de gamle, svære Linjeskibe, og skyde frem mellem de lette Sejlere, der omringede ham gækkende og drillende paa alle Kanter.

Jeg fulgte med henrykt Øje disse unge Mænds og Kvinders livlige, lette Leg. Navnlig iagttog jeg den slanke, smidige Brunette. Hvor yndefuldt og sikkert bøjede hun ikke om en Træstamme! hvor blussede ikke hendes Kinder, og hvor straalede ikke hendes Øjne! Den jomfruelige Barm hævede og sænkede sig under den Kniplingsmantille, som var slynget over Skuldrene og heftet bag i Bæltet. Kjolen var kortere og snevrere end nu til Dags. Fødderne i de smaa, rosetteprydede Sko hoppede hen over Gangene. De elegante, ungdommelige Former tegnede sig med vekslende Skikkelse plastisk, modigt af under det lette Draperi. Pygmaleons Galathea vilde have set saaledes ud, den Gang Marmoret fik Liv og sprang ned fra sit Fodstykke. Jeg tænkte ved mig selv, at vor Tid, som sætter Kvinden ind i et Fuglebur, og svøber halvhundrede Alen Draperi omkring Buret, næppe bliver mere kysk derved, og i alt Fald bliver langt 161 unaturligere end hin naive Tid, i hvis snævre Rober Virginie og Gabriele Palmer optræder.

Jeg fik dog ikke Tid til at anstille mange Betragtninger i moralskæstetisk Henseende.

Der var længst nede i Haven en af frodige Syrénbuske tæt overhvælvet Gang. Fra mit lave Sæde kunde jeg nu og da forfølge Glimtet af de lyse Kjoler, naar de pilsnart fløj der igennem, medens derimod de mørke Uniformer forsvandt paa deres Vej igennem den tætte Skygge.

Det forekom mig nu, at jeg et Øjeblik saa' et sligt Glimt forblive ubevægeligt paa det samme Sted. Jeg anstrængte mit Syn, og idet en Solstraale brød igennem det forræderiske Løvtag, syntes jeg at se et blondt Hoved bøje sig ned over en fremstrakt, hvid Haand, der udgik fra den omtalte lyse Genstand. Det var kun et Øjeblik, saa kom den gamle Herre, der stadig var den, som skulde "tage", ansættende i sin tunge Galop lige hen imod Gangen.

Jeg havde nær raabt højt, for at advare vedkommende der inde, men det behøvedes ikke; thi just som den gamle brød sig sin skummende Vej ind i Gangen, dukkede det blonde Hoved ud igennem Buskene og ud paa Plænen. Hovedet efterfulgtes af en smækker Krop i blaa Uniform; - ud fra Gangens modsatte Ende fo'r en let Skikkelse som en Maage paa hvide Vinger, og forsvandt i den fjerneste Del af Haven.

Var det min lille Brunette? - Nej, hun stod jo tæt ved mig, og havde rakt den ikke-uniformerte sin lille, skælvende Haand, og saa' ham ind i Øjet med saadant et inderligt, spørgende, bedende, hengivent Blik, at jeg, jeg ulyksalige, som ingen havde et Blik til overs for, blev aldeles græsgrøn paa mine Albuer og i mit Hjerte.

Nej, hende var det ikke; hun var jo "taget". Men hvem var det da?

Ja, det kommer jo for Resten hverken mig eller Sagen ved.

Man samledes for øvrigt atter oppe paa Terrassen. Den gamle Herre var forskrækkelig rød i Ansigtet, trak Vejret som en Blæsebælg, og skelede frygteligt til den unge blonde Officer. Den ikkeuniformerte og den slanke Brunette tilkastede hinanden Blikke, som fik mit Hjerte til at banke; de øvrige snakkede, lo og larmede ganske som før. Forpustede var de alle, og et Forslag fra den blonde om at optage Legen igen, forkastedes af de to Tredjedele af Selskabet, og der iblandt af den gamle med et rasende: Nej, Fanden annamme mig!

Fruen i Huset var nu den, der bragte et nyt Forslag frem. Det bestod i, at man skulde fortælle Historier. Og dette Forslag sejrede; man flyttede Stole og Skamler fra Pavillonen ud paa Terrassen, og 162 saa fortalte først den ene og saa den anden, og enhver havde sin Maade og sit Stof.

Det var virkelig overmaade interessant, og jeg hørte alt fra mit Skjul.

Men hvad blev der da fortalt?

Ja, hvad fortæller man saadan i Almindelighed, naar man i det hele taget gør sig den Ulejlighed at fortælle. Det er smaa Stemninger, man skyder fra sig af den Overflod, som man har der inde. Eller det er Smaating, som af en eller anden Grund har faaet en større Betydning for én selv, og som man derfor gærne vil glæde Næsten med. Eller det er gamle Klædningsstykker, baarne i ens Ungdom, som man frygter for, at der skal gaa Møl i, og som man derfor gærne vil lufte ud i Sol og Vind. Eller det er en øjeblikkelig Inspiration, som man griber paa sin Flugt, og fastholder ved at fortælle den. Eller det er rent, blot og bart Indfald.

Det er Kærlighed først og fremmest. Det er en lille, oplevet Situation. Det er maaske en gammel Lidenskab, der pludselig med Magt bryder frem. Det er et lille Eventyr. En Rejse. Et Syn, der er fløjet én forbi, medens man selv var mest dagligdags stemt, og hvis dæmpede Vingeslag man nu hører fra det fjerne.

Det var saadan noget, der blev fortalt. Og det var da navnlig den blonde Søofficer og den ikke-uniformerte, der bar Prisen i saa Henseende.

Da denne sidstnævnte havde afsluttet en nydelig lille Historie om - ja hvad var det nu? jeg tror, det var om en ung Mand og en smuk Pige - udbrød det ganske Selskab i en lydelig Applaus. Da Applausen var forstummet, spurgte Fruen i Huset, maaske lidt spidst, hvor han havde lært at fortælle saa interessant.

"Min naadige Frue," sagde han med et let Buk. "Jeg har lært det her nede mellem de østlige Klipper ved den saakaldte St. Hans Kilde."

Man saa' lidt forundret paa ham; en og anden, dog ikke den lille Brunette, trak paa Smilebaandet; men nu raabte den gamle: Ja ja, det er nok af den Passiar! lad os nu komme hjem."

Man rejste sig, og tog Stole og Skamler med sig ind i Pavillonen. Og næppe var den sidste traadt ind over Tærskelen, før end alt blev ligesom uddødt. Der var ikke et Fodtrin at høre, ikke en Stemme, ikke en Lyd.

Jeg løftede mig forsigtigt op, trippede paa Taaspidserne hen til Terrassen, saa' op og ned ad den faldefærdige Pavillon, og vovede mig endelig op til det aabentstaaende Vindue. Jeg kiggede ind. Rummet var øde og tomt. Jeg sprang ind igennem Vinduet, og løb ud igennem Døren paa den modsatte Væg. Der var ikke Spor at se af de Personer, som saa ganske nylig havde staaet for mig.

163

Jeg sprang op paa en Klippe, og stirrede rundt til alle Sider ud over det Plateau, hvor Taarnet, Krudtmagasinet og Kirken ligger. Der gik de magre Køer og Faar og ruskede og sled i de Græstotter, som hist og her stak frem mellem Stenene.

Selskabet var som bortblæst.

Da slog jeg mig for Panden, og maatte mismodig erklære for mig selv, at Jeg havde været Offer for en saadan Tilstand, som de lærde behager at benævne en Hallucination. Og alligevel stod alt saa tydeligt for mig, alt, undtagen Fortællingerne. De blegnede mere og mere ligesom Stjernerne for Dagskæret, og jo ivrigere jeg søgte at fastholde dem, jo hastigere syntes de at vige.

Det var i Grunden en stor Skam, thi jeg vilde saa grumme gærne have haft noget at meddele i Form af Fortællinger, naar jeg atter vendte tilbage til Fastlandet fra denne i Sandhed fortryllede Ø. Men saa randt hin Ytring om St. Hans Kilden mig i Hu. Der maatte jeg altsaa ned; der var det jo, at han, den ikke-uniformerte, havde ......

Aa Passiar! Det hele er jo taabeligt, og jeg selv er nok ikke langt fra at aspirere til en Koldtvandskur for Hallucinationer!

Ikke desto mindre begav jeg mig paa Vejen ned til den omtalte Kilde.

Vejen var ikke lang. Jeg gik fra Haven gennem et lille Engdrag mellem nøgne Klipper ned til den Tunnel, der er muret igennem det yderste, svære Strandbatteri. Saa var jeg uden for Fæstningens Enemærker, og havde foran mig en snæver Dal, der løber paa skraa ned til Havet mellem to paralelle Klippemure. Midt i denne Dal og et Par gode Stenkast fra de yderste Skær, hvor Østersøen bryder sig hult drønende eller svagt mumlende, ligger Kilden. Det er en snurrig Kilde den.

Op fra Dalens græsklædte Bund rager en besynderlig, isoleret Klippeblok, takket og tindet og med en stærk foroverbøjet Heldning ligesom et Stykke Fæstningsmur, der skal til at styrte. Fra den modsatte Side har man opstablet en Mur af store, løst sammenføjede Sten, der læner sig mod Klippens øverste Del, og synes at have til Hensigt at forhindre et eventuelt Fald.

Under den halvt naturlige og halvt kunstige Hvælving, som herved fremkommer, findes da Kilden eller rettere Brønden. Det hele danner en Grotte, hvis Bund er en dyb, S formet Kanal, og fra hvis Vægge og Loft Vanddraaberne falder med underligt sukkende Smaaplump ned i den svagt rislende, kølige Cisterne.

Jeg satte mig foran Indgangen til denne Grotte, saaledes at jeg vendte Ryggen til Aabningen, og havde det store, vidt udstrakte Hav for mit Øje. Skyerne kom dragende i luftige, skiftende Skikkelser højt oppe over mit Hoved; Klipperne stod omkring mig, stive, kolde 164 som Ligsten over svundne Slægter. Havet hvilede saa uendeligt, saa trøstesløst foran mig. Jeg begyndte at føle Ensomhedens og den store, øde Naturs trykkende Magt over mit Sind, og jeg begyndte stærkt at tvivle paa, at jeg her vilde kunne hente Stof til andet end meget triste og meget ensformige Fortællinger. Men efterhaanden som mit Øre opfangede Lyden af Vanddraabernes Smaaplump og Kildens Rislen der inde fra Grotten, og efterhaanden som disse Livsytringer blandede sig med Havets mægtige, men dæmpede Baadsmandsbas, efterhaanden antog ogsaa Klipperne omkring mig et mere livligt Udseende, og Skyerne formede sig i mere bestemte og mindre flygtige Figurer. Og snart kunde jeg give hin Fortæller i Selskabet Ret.

Gamle Minder, udviskede Billeder, forglemte Situationer kom ligesom en Flok Børn dragende ud til mig fra Grottens Indre. De badede sig i Havet, de sprang og tumlede omkring paa Klipperne, de indaandede den friske Luft, og løb legende efter de Skygger, som Skyerne kastede hen over Omgivelserne. Tydeligere og tydeligere lød Stemmer til mig der inde fra Klippegrotten, og jeg følte, at hvis jeg nu havde et Selskab for mig, saa kunde jeg snart begynde at fortælle det, som Stemmerne meddelte mig, og maaske fortælle det lige saa godt som han, mit Forbillede der oppe fra Haven.

Det er altsaa et Selskab, jeg søger mig, for at kunne fortælle. Jeg kan dog ikke godt sidde her nede ved Stranden, og fortælle for min egen Fornøjelse.

Hvis jeg nu skulde være saa heldig at faa et saadant Selskab til at høre paa mig, saa haaber jeg, at Selskabet vil være lidt gunstigt stemt imod mig. Hvis ikke - ja saa vender jeg mig om til Klippen, og trøster mig med dens egne Ord:

Ne taceant homines
Saxum hoc loquitur.

NOW, TOMMY!

Byen hed Tippinstown, Tippingtown, eller saadan noget lignende, eller maaske noget helt andet.

Det er for Resten ligegyldigt. Det er ikke derpaa det kommer an. Byen var desuden, og er da rimeligvis endnu, kun ganske lille bitte, egentlig ikke andet end et Fiskerleje. Der var nogle Rækker Huse, som Beboerne var ubeskedne nok til at kalde Gader; der var en 165 lille og halvdaarlig Pier ud i Vandet, en Lodsstation, et Fyrtaarn (af en temmelig lav Rangklasse) og oven over Byen ved den høje Jernbanedæmning laa Jernbanestationen med sit Signalapparat, med sin gnavne Forvalter og sin endnu mere gnavne Banevogter. Denne gnavne Banevogter, som ellers lignede et velkonserveret Eksemplar af en ægte, ægyptisk Mumie, med lige saa meget Liv og lige saa megen Rørighed, som en Mumie kan gøre Fordring paa, - denne gamle, gnavne Fyr faldt hen imod de forskellige Ankomsttider for Banetogene, og særlig for Iltogene, fuldstændig ud af sin vante, surmulende Rolle; og det var med et ungt Menneskes Lethed og med en Jægers ivrige Opmærksomhed, at han da sprang ned fra Perronen, og i en forover bøjet Stilling fæstede sine graa, missende Øjne paa den nærmeste Tunnels mørke Aabning, hvor Dover-Brighton Jernbanens Lokomotiver skulde stikke deres dampende Hoveder frem.

Thi det var paa Vejen mellem Dover og Brighton, at Byen med samt sin Jernbanestation laa.

Nærmere bestemme dens Beliggenhed kan jeg foreløbig ikke; det faar vel være det samme hermed som med Navnet.

Og saa kommer Historien; - Tommys Historie.

Tommy og jeg stod netop en smuk Sommeraften oppe ved Jernbanedæmningen, et lille Stykke Vej fra Stationsbygningen, og saa', hvorledes Toget fra Brighton kom hvæsende og buldrende ud af den mørke Tunnel, der er boret igennem Brinken, som falder stejlt ned imod Stranden. Knagende og stønnende fo'r den lange Vognrække os forbi. Der bremsedes for; det hvinede og skrabede hen ad Skinnerne; saa hørtes Piben; saa Konduktørernes ensformige Raab; saa klaprede nogle Døre; saa trampedes der lidt paa Perronen; saa Piben igen; et svært Ryk, nogen Modstand af de bagerste Vogne mod Lokomotivets Tyranni; - og saa af Sted igen.

Hverken Tommy eller jeg saa' dette Syn for første Gang. Ikke desto mindre fængslede det os som det vedblivende fængsler tusinder, for hvem Synet ikke er mere nyt end det var for os.

"Ja," sagde Tommy, da vi atter vendte os, "der er Fart i den Skude. Det var nok ikke sundt at komme for Bougen af hende, - hvis man ellers skøttede om at bjerge Livet."

De sidste Ord syntes mig at røbe lidt mere end sædvanligt Mismod; men jeg svarede intet, jeg saa' ligesom min Sidemand ned over den lille By, hvis Skorstensrøg blev baaren af en let Søbrise hen over de teglhængte eller mosbegroede Tage. Solen maatte snart være ved at gaa ned. Husene laa næsten alle i Skygge. Paa en enkelt Skorstenspibe, hen ad en enkelt Tagryg spillede nogle Straaler, som havde listet sig tæt bag om Brinken, hvorigennem Tunnelen gaar.

166

Pieren, der løber ud i Vandet, var forgyldt over hele sin yderste Halvdel, og Fyrtaarnet syntes at gløde. Ved Brohovedet, hvor den indtrædende Flod nu atter begyndte at sætte "The Channels" friske Vande i Bevægelse, laa nogle større og mindre Fartøjer, tilriggede saaledes som Folkene paa denne Kyst bruger.

Det var ved disse Fartøjer, at min Sidemand lod sit store, ærlige Øje dvæle. "Havde jeg bare min Baad igen, saa skulde det nok altsammen gaa."

Tommy var en af de flinkeste unge Fyre i hele Byen. Og det vil ikke sige saa lidt, thi skønt Byen var lille, var der dog mange flinke, unge Fyre i den. Ingen førte imidlertid en Aare eller en Rorpind som han. Ung, senestærk og ufordærvet som han var, afgav han et vederkvægende Billede paa den Rolle, som den moderlige Natur oprindelig synes at have tiltænkt ethvert ungt Menneske, førend de store Byer spredte deres smudsige Aande ud over Land og By. Vel sandt, Tommys aandelige Dressur var ikke foregaaet i en af disse store Drivhusanstalter, hvor en Dreng paa fjorten Aar er klogere end hele Tippingtown, Fyrmesteren og Lodsoldermanden iberegnet. Og ganske vist var Tommys historiske, geografiske og filologiske Kundskaber stærkt begrænsede. Men havde den gamle, forhutlede Skolemester i den lille By ikke aabnet Tommys Øjne for Menneskehedens store, aabenbare Bedrifter, saa havde til Gengæld hans Kammerater heller ikke belært ham om Menneskehedens store, hemmelige Synder. I en Alder af to og tyve Aar var Tommy stærk og behændig som en Løve, uskyldig som et Barn, og alvorlig som en Mand.

Den sidste Egenskab, Alvoren, skyldte han to Omstændigheder, der i hans nuværende Forhold egentlig faldt sammen til én.

Tommys Fader havde været en driftig og duelig Fisker, der tillige i sin stærke, velriggede Baad som "Kommissioner" pløjede Kanalens urolige Vande, tog Breve i Land fra Skibene der ude, gav allehaande Vink om Vind og Strømsætninger, og vel undertiden slog en lille Handel af med Folkene om Bord, en Handel, der kunde være ærlig ligesom den kunde være det modsatte, men som Tommy paastod for sin Faders Vedkommende altid at have været af den første Slags.

Denne Baad, vidt og bredt bekendt og beundret under Navnet: "Fair Mary Consort", tørnede en stormfuld Efteraarsdag mod Bougen af et stort Skib ude paa Dybet. Skibet var det stærkeste; Baaden, hvori Fader og Søn var, sank, men kun Tommy blev bjerget. Kaptajnen, der førte Skibet, lod Tommy sætte i Land ved Dover, og gav ham en Guinea med i Lommen. Mere kunde han ikke gøre for ham; Fejlen var paa Baadens Side, der var galt manøvreret, paastod han.

167

Tommy kom hjem til det lille Hus nede paa Sandet, hvor Moderen allerede fra en anden Baad havde hørt om Ulykken. Opløst af Fortvivlelse over det dobbelte Tab, hun efter Folkenes Sigende havde lidt, glemte hun næsten Faderens Død over Sønnens Redning. Tommy var hendes eneste Barn, og Faderen var jo næsten altid ude. Hun var en energisk Kone, bygget af det Stof, som man særlig finder der, hvor Livets Krav kæmper en daglig Kamp mod den haarde Natur. Tommy var den Gang tyve Aar, og vant til at klare for sig. Halvdelen, og det den bedste, af hans Arvelod var rigtignok samtidig med Faderen tagen fra ham af det ubønhørlige Element, hvortil hans Eksistens var knyttet. Men han havde sine stærke Arme til Medhjælp hos andre. Og han havde det lille Hus der nede paa Sandet, hvor Moderen kunde knytte Garn, væve, spinde, og hygge om Sønnen, naar han kom hjem, drivvaad af det salte Skum eller ophedet af den brændende Sol.

Sorg og Modgang har slappet mangen en brav Fyr. Modgangen gjorde Tommy stærkere. Uden i mindste Maade at ville lægge ham en Tilbøjelighed til Last, der oven i Købet stedse var bleven holdt inden for sine rette Grænser af hans medfødte brave Egenskaber, tør jeg som sanddru Fortæller ikke lægge Skjul paa, at den livlige, frejdige unge Mand før Faderens Død plejede sammen med sine jævnaldrende at højtideligholde Lørdag Aftenen ved et Glas Ale eller Stout, sommetider Whisky, inde foran Skænken i Mr. Simsons "publichouse". Tippinstown eller Tippingtowns Fornøjelser var faa og ensartede. Og Mr. Simsons Hus var egentlig det eneste Sted, hvor Byens modnere Ungdom saa vel som dens mere prøvede Manddom kunde komme af med sine To-Shillingsstykker imod et passende Vederlag af opmuntrende Drikke og de nyeste Nyheder i Grevskabets Avis.

Tommy havde en klar, behagelig Stemme, og udmærkede sig baade som Forelæser af Nyhederne og Forsanger af slige yndede Arier, som f. Eks.:

Fare-Thee-well, my bonny young maid,

I'm bound for The Rio Grande. -

ellr:

Where are the joys, I have met in the morning, ...

for ikke at tale om:

Blow, boys, blow,

For California, O; ...

o.s.v.

Efter Faderens Død hørte imidlertid for Tommys Vedkommende disse Lørdags-Soiréer op. Indtægterne var knappe, og den flinke unge Fyr tænkte tilmed paa at spare sammen til en Baad. En 168 herkulisk Tanke for en ung Fyr, der tjente mellem tolv og fjorten Shillings om Ugen. Men Tommy vilde nu have en Baad, og han ræsonnerede ganske rigtig saaledes, at to Shillings sparet hver Ugedag, gav et aarligt Udbytte af næsten 5 Pund Sterling, der kunde lægges hen til Baaden foruden det øvrige, der var sparet i Aarets Løb.

Jeg tror, at Byens Ungdom, og det være sagt til dens Ære, respekterede Tommys Principer. I det mindste havde han aldrig for mig beklaget sig over, at nogen lagde ham Hindringer i Vejen eller fristede ham til at gøre Brud paa sit Forsæt. Ikke desto mindre havde det dog, efter Tommys aabenhjertige Meddelelse, hændt sig en Lørdag Aften, at den Baadejer, som Tommy var Medhjælper hos, havde taget ham ind med hos Mr. Simson, og havde trakteret ham med en ualmindelig stærk Whisky i Anledning af en ualmindelig streng Tur paa Søen. Om nu denne Whisky havde været saa ualmindelig stærk, eller om Tommy, hvad der vel er rimeligere paa Grund af hans Afholdenhed i længere Tid, ikke havde haft de fornødne Betingelser til at modstaa Whiskyens Indflydelser, - det er vanskeligt at afgøre. Saa meget fremgik imidlertid af hans egne Meddelelser, at da han først var kommen ind ved Skænken og der havde modtaget og drukket det tilbudte Glas, var hans Æresfølelse bleven vakt, og havde besejret den økonomiske Stemme i hans Indre. Han havde trakteret først Baadejeren og dernæst et Par gode Kammerater; dette havde han derpaa øjeblikkelig fortrudt, og for at glemme sin Fortrydelse havde han drukket et Par Glas endnu, og var derpaa med Samvittighedsnag og med noget omtaagede Sanser gaaet udenfor, havde fundet en Bænk ved et Hus i Nærheden og var efterhaanden falden i Søvn der.

"Jeg vaagnede," lød hans endnu angergivne Beretning til mig, "ved at mit Navn blev nævnet af en Stemme, som jeg straks syntes, at jeg skulde kende. Da jeg kom lidt til mig selv, saa' jeg, at det var Kate, Lodsoldermandens Datter. Denne Kate, maa De vide, havde jeg ofte set og et Par Gange talt med, og en Gang havde jeg danset med hende ved et Julebal hos Fyrmesterens, hvor nogle af os Fiskerknøse var indbudne, - af Mangel paa andre "Kavalerer". Da jeg saa', at det var Kate, ønskede jeg, at jeg var hundrede Mile til Søs, eller at jeg laa der, hvor min stakkels Fader laa. Hun saa' paa mig med sine store, brune Øjne, og saa sagde hun: Fy, Master Tommy; det er ikke smukt af Dem. Hvad tror De, at Deres Moder vilde sige, hvis hun saa' Dem her? - Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde svare, men jeg tror nok, at jeg fik spurgt hende, hvad hun selv troede. Men saa kom der nogen, og saa løb hun, og jeg listede hjem og krøb til Køjs."

Den næste Aften havde Tommy trukket i sin bedste Trøje, knyttet 169 et stort, sort Silketørklæde, et som hans Fader havde faaet om Bord i en Ostindiefarer, om Halsen, og taget Retningen hen imod Lodsoldermandens Hus. Han havde nok ogsaa fundet den, han søgte, og den smukke Kate havde hørt ganske venligt paa den unge Sømands Forklaringer over Gaarsdagens Hændelser, ja havde nok endogsaa rakt ham Haanden til Farvel.

Der forløb derefter nogen Tid, som Tommy kun flygtig berørte for mig. Hvad kunde ogsaa den unge Fyr fortælle mig om denne Kærlighedens Foraarstid, hvor Spiren skyder frem til en Plante med Stængel og Blade, og hvor det fine grønne undseligt føler Solen skinne paa sig og ængsteligt bæver tilbage for en fremmed Haands Berøring.

Tommy elskede - og led.

Kate var ham god nok, det var der ingen Tvivl om. Hun nikkede til ham, naar han tidlig om Morgenen gik ned til Baadene; og dette lille Nik varmede den stakkels Fyr lige ind til Hjertet, hvor vaad og kold han endogsaa blev der ude paa Søen.

Om Aftenen, naar det var bleven mørkt, og naar Kate troede, at ingen saa' det, smuttede hun bag om sin Faders Hus ud ved den Mellemting af Gaard og Have, der udmærkede Lodsoldermanden frem for Byens øvrige Beboere, og hvor en skæv Flagstang, et Lysthus, der oprindelig var et i Land bjærget Ruf, samt to Buksbomhække og et Bed med vilde Løg fremtvang Misundelsens stramme Smil hos enhver forbigaaende. Her indfandt Tommy sig punktlig, saa ofte som han ikke var paa Nattefiskeri; her taltes de unge Hjerter ved; her fik Tommy disse bestandig mere og mere dvælende Haandtryk, hver Gang det sagte: Godnat! blev hvisket; og her endelig modtog den lykkelige unge Mand den fuldstændige Vished om sin Lykke af Kates bløde, bævende Læber.

Stakkels Tommy. Han havde i Grunden saa lidt at sætte sit Haab til. Jo mere hengiven Kate blev ham, desto tykkere Skyer lejrede der sig om den svære Lodsoldermands Pande, hver Gang denne Matador saa' den slanke Tommy gaa forbi sig. En Gang raabte den svære Mand endogsaa efter Knøsen, og de Ord, som naaede Tommy, var nok til at vise ham, hvorledes Sagerne stod: "Saadan en Prakker; han gaar og lurer efter ... men bi kun ... spolere din Galionsfigur, min Dreng!"

Tommy gjorde tre Mænds Arbejde, og Sparepengene til Baaden voksede. De, der havde Øjne til at se, saa' vel nok, hvad Tommy mente med det altsammen, og der blev vel ogsaa nok hist og her, og særligt hvor der var Mødre med Døtre, hvisket og tisket lidt i Kro gene. Men i Almindelighed havde man Agtelse for Tommys Energi, og da han ved Siden af sin travle Virksomhed for at fortjene noget 170 snart ved dette, snart ved hint Arbejde, tillige ikke tog i Betænkning at gøre Folk Tjenester gratis, saa var hans Papirer i det hele taget i jævn Stigning hos Flertallet af Tippinstowns eller Tippingtowns Beboere, og han begyndte allerede saa smaat at tænke sig Muligheden af Begyndelsen paa den omtalte Baad, og, efter dennes Fuldendelse, Muligheden af sin egen Optræden som Frier under en eller anden formaaende Velynders Protektion.

Saa hændte det sig, og det var hen imod den Tid, da jeg kom til Byen, at Tommy en Nat, medens han laa og sov, og rimeligvis drømte en smuk Drøm om Kate og Baaden, pludselig vaagnede med en forskrækkelig Hoste og med Øjnene fulde af Vand. Han saa' sig fortumlet omkring; hele Stuen var fuld af Røg. Han sprang ud af Sengen og fik i Hast nogle Klæder om sig, og nu hørte han tydeligt Ildens Knitren oppe paa Loftet. Hans Moder laa i Værelset ved Siden af. Hun var næsten halvkvalt af Røgen, da han endelig fik hende udenfor. Naboer og Genboer kom til, men Huset stod allerede i lys Lue; og Tommy, der sprang ind for at bjærge sin Skibskiste med sine Sparepenge i, blev alvorlig forbrændt paa Arme og Ben.

Den sidste Halvdel af Tommys Arvelod laa paa Jorden som en Bunke forkullede Lægter og sprængte Mursten. Han og hans Moder fik Husly i et Par smaa Værelser, hvis støvede Vinduer vendte ud mod Lodsoldermandens Have.

Medens den stakkels Fyr laa og vaandede sig under sine Brandsaar paa det lange Sygeleje, følte han ret, hvorledes Kløften mellem denne Have og ham selv var bleven udvidet ved den sidste Begivenhed. Intet Hus, et Par Smaahuller til Leje i en anden Mands Bolig, intet reddet uden de Spareskillinger, som nu gik med under Sygelejet; Baad, Fremtidsforhaabninger, Kate - alt væk.

Nej, Kate var dog ikke væk. Naar hun kunde komme til det, sneg hun sig ind igennem Bagdøren til Tommys Moder, der da maatte fortælle hende, hvorledes Sønnen havde det, og som maatte bringe Sønnen alle de kærligste og ømmeste Hilsener fra den modige og trofaste unge Pige. Og en Dag, da Tommy havde haft det ualmindelig slet og været ualmindelig mismodig, trængte Kate sig ind i Stuen til ham, kastede sig ned foran hans Seng og bad og besvor ham, at han dog ikke maatte opgive Haabet, og forjættede ham under Taarer og Kys den lyse Fremtid, som alle unge, stærke Hjerter saa nødig opgiver Troen paa, og som for saa vidt egentlig er en meget god Opfindelse af den, der saa ofte faar Skyld for at lade det hele gaa hulter til bulter, som det bedst kan.

Endelig kom Tommy op og kunde begynde paa sine vante Beskæftigelser. Men han havde faaet et Stød, som ikke var saa let at overvinde. Hans sejge Tro paa, "at det nok vilde klare sig 171 altsammen", var bleven rokket, og det var sørgeligt at se paa denne kraftige, ungdommelige Skikkelse, der sled og slæbte, men under en mørk og trykket Alvor, og som næsten fandt Behag i at bortvise enhver Ytring af Sympati som overflødig og besværlig.

Det var under denne Sagernes Stilling, at jeg kom til Byen og lærte Tommy at kende. Jeg véd ikke, hvorledes det oprindelig gik til, men jeg vandt Tommys Hjerte, han fortalte mig hele sin lille Historie og sluttede sig i det hele taget nøje til mig. Saa ofte han havde Tid, var han sammen med mig; vilde jeg ned ad Kysten for at tegne, skaffede han mig altid en Baad; jeg tog ud med ham paa Fiskeri; vi var sammen i godt og daarligt Vejr, og saaledes var vi da ogsaa sammen oppe ved Jernbanedæmningen hin smukke Sommeraften, som jeg her i Begyndelsen har omtalt - - - - - - - - - -

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Vi blev staaende der oppe og saa' ned over Byen og ud over Søen, indtil Huse og Pier og Fyrtaarn var kommet lige meget i Skygge altsammen, og indtil Søen der ude begyndte at svulme i dybere og dybere Farvetoner under Nattebrisens kølige Pust.

Saa gik vi tavse ned langs med den Tjørnehæk, der begrænser Jernbanedæmningen mod Øst ned ad Byen til, og da vi havde passeret Stationsbygningen og modtaget det sædvanlige surmulende Blik fra den gamle Banevogter, var vi snart i den "Gade", hvor Tommy boede, og hvor Lodsoldermandens Have laa.

Ligesom vi gik forbi en lille Bænk, der lænede sig op til denne Havemur - et Stengærde besat med nogle sørgmodige Pilebuske - rejste en Skikkelse sig op fra Bænken og bød os: Godaften.

Det var Kate. Jeg havde kun set hende enkelte Gange, men jeg kunde ikke tage fejl. Høj og slank var Skikkelsen; et kort Skørt, der næppe naaede Anklen, en lys Trøje eller Spencer, et Tørklæde kastet over Hovedet. Trækkene kunde jeg ikke saa lige se, men jeg følte, at det maatte være Kate, jeg vidste det, da Øjnene hæftede sig saa bestemt paa min Sidemand, og jeg tog min Hat af, hilste og gik videre ned til Stranden, hvor jeg om Aftenen i nogenlunde stille Vejr plejede at drive den Sport, som kaldes "at slaa Smut".

Tommy var naturligvis bleven tilbage. Jeg havde vel næsten sendt et halvt Vognmandslæs af flade Sten ud i Søen og var bleven dygtig træt i Armen, da den brave Fyr kom gaaende langsomt ned imod mig. Det var nu saa godt som fuldstændig mørkt, men jeg kunde dog se, at Tommy var i stærk Bevægelse.

"Naa, Tommy," sagde jeg, idet jeg gjorde min Stemme saa opmuntrende som muligt; "hvad mente saa din smukke Kate om Vejret i Aften?"

"Hun talte slet ikke om Vejret," svarede Tommy troskyldigt. "Hun 172 sagde, at hendes Fader havde pint hende hele Dagen med ham, den lange Bondelømmel, ham, Farmeren Robinsons Søn der oppe i Landsbyen. Han har nok sendt Frierbrev her ned i Morges. Men Kate siger, at hun heller vil løbe væk med mig. Dog, hvad kan det nytte; det eneste Sted, hvor vi kunde løbe hen, det var da ud paa Søen til et Skib, og der kan da Kate ikke være, om ogsaa jeg nok kunde arbejde for os begge. - Nej, det er galt, og det bliver galt, men jeg skal slaa den Bondetamp i Dækket, hvis han kommer her ned og snuser efter Hønsereder."

Jeg gjorde en af de sædvanlige Bemærkninger, om ikke at tabe Modet etc., og jeg tilføjede da, at jeg gerne selv vilde tale med den ubønhørlige Oldermand, maaske kunde jeg lægge et godt Ord ind for de to unge Folk o. s. v., o. s. v.

Vi var under denne Samtale kommet op uden for Mr. Simsons "Etablissement", hvor der var tændt Lys inde i Stuen, og hvor Skæret, da Skodderne endnu ikke var lukkede, faldt ud gennem Vinduerne. Jeg kiggede tilfældigvis ind og saa' den omtalte Oldermand sidde der inde foran Skænken i Samtale med Værten.

"Ser Du, Tommy," vedblev jeg og pegede paa Vinduet, "der sidder Bussemanden inde. Nu gaar jeg ind og byder ham et Glas, og saa siger jeg til ham ..."

"Sir," afbrød Tommy mig, idet et forlegent Smil fo'r over hans aabne Ansigt. "Undskyld min Dristighed, - De er saa god og venlig imod mig - og Kate holder ogsaa saa meget af Dem og siger bestandig, at det er smukt af den fremmede Gentleman, at han vil tage sig saa meget af mig, men - ja, nu maa De ikke blive vred - men da vi sidst talte om Dem, og da jeg sagde, at De vist vilde hjælpe mig hos hendes gamle, saa - ja, men De maa virkelig ikke blive vred - saa fortalte hun, at hendes Fader ved Lejlighed havde sagt om Dem, at - at De nok var saadan en fattig Malerpjalt, siden De vilde bo i saadan en lille By og omgaas saadan en Fyr som mig; - og derfor tror jeg ikke, at det vilde nytte meget, om De ..."

Jeg kom til at le saa voldsomt over Tommys Ansigt og over, hvad han fortalte, at Lodsoldermanden i egen høje Person blev lokket til Vinduet, som han atter hastigt og med sammentrukne Øjenbryn forlod, da han havde set, hvem han havde for sig.

"Du har Ret, Tommy," sagde jeg, efter at jeg atter var kommen til mig selv oven paa et fornyet Latterudbrud. "Det gaar næppe paa denne Boug; men lad os nu gaa hjem og til Køjs. Vi kan i det mindste sove paa det, som man siger. Jeg har endnu mine Venner i London i Baghaanden, og for Resten stoler jeg altid paa, at Lykken vil komme enten paa den ene eller paa den anden Maade; ja, jeg stoler paa Lykken, om den saa ogsaa skulde vise sig i en nok saa ravsplittergal Form." 173 "Saadan tænkte jeg ogsaa en Gang," sagde Tommy og bøjede Hovedet.

"Her er noget for Dem, Sir," hørte jeg Tommys Stemme uden for mit Vindue næste Morgen. "Kom ned til Pieren, saa skal De se."

Jeg var i en Fart oppe, og da jeg nok kunde tænke mig, at dette "noget for Dem" maatte være noget for min Mappe, stak jeg denne under Armen og begav mig ned til Stranden.

Morgenen var frisk og kølig. Man havde, efter Tommys Udtryk, en Følelse af, at man kunde "trække Vejret helt ned til Støviesaalerne", - saa let og behagelig var Luften. Duggen trillede endnu i store Draaber ned fra Stendørtærsklerne til de lave Huse; en og anden Fisker, der kom vadende igennem Sandet med Garn eller en Kurv paa Nakken, nikkede et venskabeligt: God Morgen. Jeg følte mig rigtig vel stemt, og jeg syntes ogsaa at Tommy, som jeg traf nede ved Baadene, saa frejdigere ud end ellers.

"Hvad er der saa paa Færde?" spurgte jeg ham.

Han pegede ud efter mod Brohovedet, og da jeg nu skyggede med Haanden over Øjnene for Morgensolens stærke, hvidgule Glans, opdagede jeg et af disse smukke, højtriggede Lystfartøjer, som med klaprende Sejl og med det elegante, sortmalede Skrog nejende let i den svage Dønning, laa fortøjet ved Pierens yderste Ende.

"En smuk Yacht, Tommy. Hvem fører den?"

"Ejeren selv," svarede Tommy. "Det er nok en Lord eller saadan stor Gentleman. Han har maattet sende et Par af Folkene i Land, som var blevet syge; og nu vil han se at faa et Par andre i deres Sted."

"Kunde Du ikke have Lyst, Tommy -?"

"Jo saamænd. Lyst kunde jeg nok have, men jeg har Kontrakt med Billy Grindstone om at blive ved Baaden til Vinter, og desuden - jeg vilde nødig være herfra, hvis nu han, Bondelømlen, skulde komme her ned ..."

Der blev kaldt paa Tommy fra nogle Baade, der nylig var kommet i Land. Jeg flyttede mig lidt nærmere hen imod Pieren, saaledes at jeg fik Solen bag ved Lystfartøjets Sejl, og derpaa gav jeg mig til at tegne Brohovedet og den smukke, skonnertriggede Yacht.

Som jeg saaledes sad bøjet over mit Arbejde og tænkte paa, hvad man egentlig skulde gøre for den stakkels Tommy, lød pludselig den bestemte, men fuldkommen høflige Bemærkning over mit Hoved:

"For høj Fortop, Sir."

Jeg drejede mit Hoved langsomt om og i Vejret.

Der stod en høj, mager, men bredskuldret Mand bag mig. Manden havde en blaa Jakke paa af tyndt Klæde, hvide Bukser og Vest og en 174 lille Straahat trykket ned over det ene Øje. Et Ansigt, der var skægløst, men dygtig solbrændt, og hvor en fin, noget krum Næse indtog en fremragende Plads, et højst ejendommeligt, benet, lidenskabsløst Ansigt saa ned paa min Tegning med et roligt, undersøgende Blik.

"Undskyld, Sir, men den Fortop er for høj."

Da det ikke godt kunde være nogen anden end Lorden, som Tommy havde talt om, og da jeg maa tilstaa, at jeg har set altfor meget af Englændernes Snobberi overfor deres Aristokrati til, at jeg ikke skulde vide at bevare min egen Selvfølelse, naar Lejlighed gaves, saa lod jeg ganske rolig mit Hoved gaa tilbage til sin forrige Plads, udstrakte mit Blyant i lige Linje foran mit venstre Øje, maalte paa Skonnerten in natura og Skonnerten in effigie, og saa først sagde jeg, idet jeg med en studeret langsom Bevægelse atter saa' op:

"De tager fejl, Sir. Den er akkurat til Pas."

"Ah," sagde Hs. Herlighed med et lidt forandret Tonefald, og derpaa nedlod Hs. Herlighed sig paa en Trillebør, som stod ved Siden af mig, fremtog af sin Brystlomme en Skitsebog og gav sig til at maale og tegne og tegne og maale, idet han nu og da skottede over til min Bog.

Da der saaledes var gaaet et Kvarters Tid, holdt han med et lille Buk sin Tegning hen ved Siden af min og sammenlignede.

"Very peculiar - indeed."

Det viste sig, at hans Fortop var relativt højere end min, og efter at vi var blevet enige herom, præsenterede han sig som Lord Dundas og spurgte mig, om jeg malede i Akvarel eller Olie.

Det var en besynderlig Mand denne samme Lord Dundas. Vi talte først om forskellige artistiske Ting, og derpaa modtog jeg hans Indbydelse til at følge med ham om Bord i "Queen Mab" og spise Frokost. Jeg har aldrig set en saa rolig Mand. Vi sad i den smagfuldt udstyrede Kahyt med koldt Fuglevildt og Madeira foran os. En lille, kobberbrun Fellahdreng, som Lorden havde bragt med fra Ægypten, vartede os op, og denne pudsige lille Fyr havde Mylord dresseret omtrent som en Abe. Ved en ubetydelig Haandbevægelse, en svag Fløjten eller et bestemt Øjekast kom og forsvandt Drengen med hoppende og lynsnare Bevægelser, og da jeg gav mig til at le højt ad den kunstige Fyr, saa' Lorden ganske forbavset paa mig; - han var aabenbart ikke vant til saa ligefremme Udbrud i sin Kahyt.

Det morede mig i Begyndelsen at iagttage min Vært, medens vi lod Vildtet og Madeiraen vederfares Retfærdighed. Han fortalte om sine Rejser, og han fortalte godt. Men hvad enten Rejsen gik for sig i Storm eller Stille: lige ubevægelige var Fortællerens Ansigtstræk, og da det automatiske ved denne Fortællen blev mere og mere trættende for mig, lod jeg den fyrige Vin bøde for Værtens Mangel paa 175 Livlighed. Af de fleste Bemærkninger, som Lorden henkastede om de højst forskellige Personer, han paa sine Rejser var kommen i Berøring med, fremgik stedse tydeligere en gennemgaaende Tilbøjelighed hos ham til at eksperimentere med sine kære Medmennesker. Jeg vil ikke nævne Eksempler, men - efterhaanden som min Vært fortalte om Arabere, Indianere og Eskimoer, der havde maattet afgive Stof for Hs. Herligheds Eksperimenteringslyst, og efterhaanden som i Forhold hertil den gyldne Madeira svandt i de slebne Karafler, følte jeg, hvorledes Lorden traadte mere og mere i Baggrunden, medens jeg selv rykkede nærmere og nærmere hen imod Forgrunden, hvor da til Slutningen Lordens rolige, irriterende Smil traf mig ved Tilendebringelsen af en stor Del af min egen Historie og hele Tommys og Kates.

Jeg bed mig i Læben og skød Glasset saa hastigt bort, at det væltede og faldt paa Gulvet.

"Aa - siger intet," lød min Værts monotone Stemme. "Naphta ! bring et nyt Glas." Her stak Drengen, der havde været oppe paa Dækket, Hovedet ind igennem Kahytsdøren. Lorden gjorde en Bevægelse, Drengen forsvandt og kom tilbage med et Glas, og Lorden vedblev: "Jeg kalder Drengen Naphta og bruger ham som Draaber, naar den fordømte Spleen kommer over mig. For Resten synes jeg, at Medikamentet i den senere Tid har tabt sin Kraft. - Hvad var det, De kaldte Knøsen; Tommy? - Kunde jeg faa Tommy at se? - Og Kate; tror De, hun er dydig? - Vær saa god, hjælp Dem selv til lidt mere Madeira."

Jeg følte mig paa samme Tid irriteret og flov over for denne blaserte Olympier i blaa Jakke og hvid Vest. Men jeg tænkte paa min unge Helt og besluttede at benytte Lejligheden til hans Fordel; og en halv Time senere var Tommy tagen i Tjeneste om Bord i "Queen Mab" med en ugentlig Gage af 3 Pund Sterling og en fuldstændig ny Ekvipering baade i Galla og Søtøj og med Forpligtelse til kun at tjene om Bord, saa længe Fartøjet krydsede i Kanalen; hvis han da senere vilde følge med Skibet til Gibraltar, skulde det staa ham frit for at forlænge sin Hyre.

"Det var altsaa det ene Vidunder," sagde Lorden, da vi igen var blevne ene i Kahytten. "Jeg vilde være Dem meget forbunden, om De nu kunde skaffe mig en Samtale med det andet, - med Kate!"

Jeg saa' paa Lordens lange, magre Skikkelse, der laa henslængt i Divanen med Fødderne oppe paa de Fløjels Hynder og med en Cigar skødesløst vippende mellem de hvide, spidse Fingre. Hans lyseblaa Øjne stirrede uden noget synligt Udtryk ud i det tomme Rum, og efter Sædvane røbede han med sit rolige Ansigt og sin tæt 176 sluttede Mund ikke den fjerneste Utaalmodighed efter at høre sit Spørgsmaal besvaret.

Jeg kan egentlig ikke sige, at jeg var videre oplagt til at agere Mellemmand her. Men jo mere Kates faste, alvorlige Skikkelse og det dvælende, uendeligt ømme og bedende Øjekast, jeg i Gaar havde været saa stærkt paa Veje til at misunde min unge Ven, - jo mere det hele, samlede Indbegreb af Kate gik op for mig, jo mindre utilbøjelig blev jeg til at tænke mig hende vis-à-vis med denne lange, magre Mand, som dog, naar alt kom til alt, var en Gentleman om end en meget egoistisk Gentleman.

"Jeg skal bringe Dem sammen med Kate," sagde jeg da, idet jeg strøg Asken af min Cigar og saa' saa ligegyldig ud som muligt. "Tommy bliver jo her om Bord og hjælper Folkene der oppe paa Dækket; ved Middagstid er den hele lille By som uddød, og jeg haaber da nok at kunne skaffe Dem den forønskede Samtale med Kate."

"Meget vel," svarede Hs. Herlighed. "Gør Dem det imidlertid saa bekvemt som mulig." Og dermed bøjede Lorden sig tilbage paa Puderne, lagde et Lommetørklæde over Ansigtet, og snart forkyndte en regelmæssig Snorken, at Ejeren af "Queen Mab" (foruden af et Grevskab i Irland og et i England) nød "Søvnens kvægende Sødme".

Solen brændte paa Dækket; en varm, tjæreopfyldt Luft kom ned igennem det halvtaabne Skylight, og med Tanken paa Kate og en vis med Tjærelugt og Madeira indvævet dunkel Følelse af, at det altsammen kunde blive til det unge Pars Bedste, fulgte jeg snart min ærede Værts Eksempel og faldt i Søvn i en magelig Armstol.

Jeg vaagnede ved, at Naphta pikkede mig paa Skuldren. Lorden havde rejst sig og stod just henne ved et aabent Skab i Væggen lige over for mig, hvoraf han paa sin sædvanlige skødesløse Maade udtog et rødt Etui, som han lod plumpe ned i sin Jakkelomme. Derpaa vendte han sig med et let Buk til mig og satte sin Hat paa Hovedet. "All right, Sir!"

Jeg saa' efter Tommy, da vi kom op paa Dækket, og fik Lejlighed til at sende ham et venligt Nik. Han var ivrig beskæftiget blandt de andre Folk forude med at slaa et nyt Skonnertsejl under. Og saa gik da Lorden og jeg ind ad Pieren, tværs over Sandet og op igennem de smaa, solhede "Gader", hvor der ganske rigtig ikke var et Menneske at se, medens nu og da en Snorken inden for en aabentstaaende Dør antydede, at Beboerne befandt sig i de Regioner, som vi for nylig havde forladt.

Lodsoldermandens saakaldte Have vendte, som allerede en Gang berettet, ud til den lille Gyde, som Tommys Vinduer ogsaa vendte ud til. Noget borte fra den Bænk, hvor Kate i Gaar Aftes havde siddet, 177 og ved Siden af en lille Laage i Havegærdet stod en gammel Brønd, som Kate ofte og netop paa denne Tid af Dagen plejede at hente Vand fra, rimeligvis til et eller andet primitivt Blomsteranlæg i den primitive Have. Naturligvis kunde den døsige Middagssøvn ikke forenes med en saa flittig og opvakt Piges Egenskaber, og jeg tvivlede ikke om, at vi ogsaa i Dag maatte træffe hende her.

Ganske rigtig. Netop som vi drejede ind i Gyden, kom Kate ud igennem Laagen, bærende en lille Blikspand og nynnende paa en Vise. Tørklædet var gledet tilbage ned ad Nakken, og hendes brune Haar, den lille, men faste Pande, den lige, fine Næse, den kække Mund og endelig de mørke, klare, udtryksfulde Øjne, - alt kom til sin Ret og sluttede sig saa nøje til den hele ranke, jomfruelige Skikkelse, at Lorden uvilkaarlig udbrød: "Nu, i Sandhed ...," et Udbrud, som jeg dæmpede ved at gribe ham i Armen og hviske: Tys!

Saa snart Kate fik Øje paa os, standsede hun øjensynlig forlegen, bøjede derpaa Hovedet og trak Tørklædet op. Jeg slap øjeblikkelig min Ledsagers Arm, og idet jeg løftede paa min Hat, gik jeg hen til hende, pegede paa Lorden og sagde saa naturlig som muligt: "Undskyld, Kate, at vi forstyrrer Dem. Men denne fremmede Gentleman her har nylig taget Tommy i sin Tjeneste og vilde nu gerne tale med Dem - om ham."

Naar en vil tale med en Kvinde om den, hun elsker, kan han være temmelig sikker paa altid at finde Gehør. Forlegenheden svandt da ogsaa øjeblikkelig hos den smukke Kate. Den dybe Rødme, der endnu blev tilbage, maatte tilskrives det, at der i det hele taget blev rørt ved hendes Hemmelighed; men - Kate ønskede nu øjensynligt at høre. Og da jeg var sikker herpaa, lettede jeg atter smilende paa Hatten, drejede derpaa om ad det nærmeste Hjørne, og - der stod saa Kate og Lorden ene tilbage.

Med utaalmodigt bankende Bryst, lige saa utaalmodig maaske som Tommy, naar han gik til Havegærdet, gik jeg nu derfra. I en Fart var jeg omme ved den Dør, der paa den anden Side af Huset førte ind til Tommys og hans Moders to smaa Værelser. Jeg traf den gamle Kone ved Skorstenen i det forreste Værelse, i Færd med at stege nogle Fisk til den lille Families Middag. Uden at fortælle hende noget om Sønnens heldige Ansættelse af Frygt for at blive opholdt, sagde jeg kun, at jeg skulde hente noget inde i Tommys Værelse, og saa slap jeg da der ind, nærmede mig paa Tæerne det af Solen brændte, næsten uigennemsigtige Vindue og aabnede med en durkdreven Indbrudstyvs Forsigtighed den lille Trækrude, som Tommy selv, og næppe uden en bestemt Hensigt, havde sat ind.

Jeg havde Lorden lige under mig. Men han havde vendt Ansigtet fra mig hen imod Kate. Den fordømte Trækrude! den var ikke til at 178 faa mere end halvt op. Kate kunde jeg ikke se, men hvad jeg kunde høre var, at den gode Lords Stemme var bleven betydeligt blødere og mindre doven end om Bord.

"... Som jeg siger Dem, smukke Kate; jeg ønsker at gøre noget for Tommy. Jeg ønsker, at han skal lære Navigationen om Bord i et Skib, saa at han kan blive en dygtig Styrmand og fare paa fremmede Lande, hvor man lærer noget, og hvor man tjener Penge. Alle Udgifter paatager jeg mig, og med Tiden skal jeg nok skaffe ham et Skib at føre. Men ud maa han; en rask ung Mand har ikke godt af gaa hjemme bestandig."

"Men," lød nu Kates Stemme, og det forekorn mig, at den ikke var saa sikker, som jeg havde ventet; "siden De nu er saa god imod - imod Tommy, hvorfor da ikke hellere hjælpe ham til at faa en Baad, saaledes som hans Fader havde. Alle Folk her i Byen siger, at Tommy kunde blive en flink Fisker, naar han blot havde en Baad, og da De nu alligevel vilde ... og da De nu ..."

Jeg trykkede hæftigt mod Ruden; den gik op, og der saa' jeg Kate staa med bøjet Hoved, hvilende sin Haand paa Spanden, som hun havde fyldt med Vand, og som nu balancerede paa Brøndkarmen, udsendende skarpe, korte Blink under Indflydelse af Middagssolens brændende Straaler.

Lorden havde flyttet sig nærmere hen imod Kate. Jeg havde Lyst til at tage ham i Kardusen og ruske ham. Han vedblev:

"Mit kære Barn; De har jo rent overhørt, hvad jeg sagde om, at Tommy ikke havde godt af at blive her. Lad mig tale til Dem som en, der vil Tommys og Deres Vel. De synes nu, at De holder af Tommy; - nej, afbryd mig ikke - De vil gerne beholde ham hos Dem, og jeg kan tænke, at han gerne vil være her hos Dem; hvem vilde ikke det! Men lad os nu ogsaa sætte, at han fik denne Baad, hvad saa? Han kunde da ikke straks melde sig som Frier til Dem; han maatte dog først arbejde sig op ved Hjælp af denne Baad, og imidlertid gik De her og sukkede efter ham i al Hemmelighed og havde disse stjaalne Møder med ham, som ganske vist er meget behagelige, men som - tro De mig - ikke er gavnlige for en saa smuk Pige; - nej, bliv, Kate, og hør mig. De er" smuk, Kate; smukkere end de fleste af Englands fine Ladyer, som maaske vilde ofre alt for at faa saadanne friske Kinder og saadanne straalende Øjne. Men disse Kinder og disse Øjne vil tabe deres Friskhed og Glans, naar De daglig ser Tommy uden dog at være hans. Og hvad vinder Tommy ved endelig langt om længe at faa en bleg og hulkindet Kone? og tror De, at hans Arbejde fremmes ved daglig at have denne Forandring for Øje? - Kate, hør nu paa mig, og vær vis paa, at jeg mener det godt. Vi lader Tommy rejse, (-den diplomatiske Lord lagde 179 Eftertryk paa dette Vi -) og jeg skal da sørge for, at Ventetiden ikke bliver for lang. Og imidlertid, - De er ung og smuk, Kate; se Dem lidt om i Verden; De kan tro, der er mange, som vilde glæde sig lige saa meget over at se Dem som Tommy. Kom f. Eks. ned med Deres Fader og besøg mig, jeg bor nede ad Doverkanten til. De skal faa alt, hvad en fin Lady har, Kjoler og Hatte og Piger, som kan varte Dem op. Hvis De vil lære at ride, kan De komme op paa saadan en nydelig, hvid Hest. Hvis De vil køre, saa skal vi køre sammen i saadan en smuk lille Vogn. - Den fremmede Gentleman her tager naturligvis med. Naa, hvad siger De, Kate?"

Jeg ventede utaalmodigt paa Kates Svar. Det var unægtelig meget "fint" anlagt, det hele, fra den gode Lords Side. Og saa dette "naturligvis" , som gik paa mig!

Kate havde løftet sit Hoved og saa' Lorden stift ind i Ansigtet. Haanden, der hvilede paa Spanden, skælvede, saa at Vandet strømmede ud over den og faldt med tunge Plask ned i Brønden. Rødmen laa endnu over Trækkene, men den havde antaget en dybere Kolorit. Hun saa' udmærket ud. "Sir! De maa ikke tro, at De har Lov til at fornærme mig, fordi De er god imod Tommy, og De skal ikke kunne fortælle Deres fine Damer, at De har narret en simpel Pige med Deres Kjoler og Køretøjer ..."

Med disse Ord greb Kate Spanden og vendte sig rask om imod Laagen. Lorden, der syntes ganske at have tabt sin Fatning, sprang lige saa hurtig til, og idet han med den ene Haand greb den tapre Piges Arm, fremviste han i den anden det røde Etui, hvis Indhold af Guld og Juveler glimrede og funklede i Solen.

"En Baad til Tommy og dette til Dig, Kate. Giv mig blot et eneste Kys.u

Jeg vilde støde Vinduet op og springe ud, - da saa' jeg, hvorledes Kate drejede sig som et Lyn; jeg saa' en blinkende Vandmasse blive styrtet over den blaa Jakke og de hvide Bukser; jeg saa' Kate staa et Øjeblik ligesom betuttet over sin Dristighed, for derpaa i det næste Øjeblik med en ustandselig Latter over det mere end komiske Syn at springe ind igennem Laagen og slaa Døren i efter sig.

"Bravo, Kate!" raabte jeg ganske højt og ilede igennem Stuen ud til Tommys Moder, som jeg klappede paa Ryggen med den for hende vistnok fuldstændig sindsforvirrede Forsikring, at "Tommys Sager stod brillant" ; og derpaa løb jeg ud af Døren og kom med en lidt mere mindsket Fart ned til Stranden, hvor jeg traf Lorden, drivvaad fra øverst til nederst, men med fuldkommen genvunden Ro og Alvor.

"Nu Sir? -" spurgte jeg.

"Meget godt, meget godt. Det er en dygtig Pige." 180 Og da jeg ikke kunde bare mig for at se lidt forbavset op og ned ad hans Herlighed, tilføjede han med et fint Smil og benyttende et Ordspil, der nærmest paa dansk maa gengives ved: "Jeg "faldt i Brønden" ; og maatte selv hjælpe mig op."

Hele den Eftermiddag laa Lorden, Tommy og jeg ude i en af Skonnertens Baade og skød efter Strandmaager med Riffel.

Nogle Dage var forløbne. Alt gik sin gode Gang. Tommy befandt sig øjensynlig vel om Bord i "Queen Mab" og Kate havde aabenbart haft den - jeg tør vel nok sige beundringsværdige - Takt, ikke at meddele sin hidsige Elsker det lille Optrin ved Brønden. Hun havde ganske sikkert været Situationen saa overlegen og var i ethvert Tilfælde bleven staaende saa absolut ved det komiske deri, at Lorden ikke kunde forekomme hende som nogen videre farlig Fjende, medens hun naturligvis godt kunde indse, at han i det mindste for Øjeblikket kunde være Tommy en meget god Støtte. Naar en Kvinde elsker varmt og inderligt, ræsonnerer hun i Regelen meget svagt for sit eget Vedkommende, men derimod med stor Klarhed og Skarphed i sin Elskers Anliggender.

Jeg havde en Dag faaet Lejlighed til at hilse paa hende i Forbigaaende. Hun havde da set meget udforskende paa mig, som om hun ikke ret vidste, hvad hun skulde tro om mig, eller hvilken Andel hun skulde tilskrive mig i Lordens "Eksperiment". Jeg trøstede mig med min gode Samvittighed og nikkede næste Gang meget venligt til hende, uden at jeg for Resten fik Lejlighed til at erfare, hvorledes dette Nik blev optaget. Jeg havde nemlig den Dag meget travlt, da jeg skulde ud at sejle med Lorden, som laa og ventede paa mig ved Brohovedet.

Denne Sejltur blev der iøvrigt intet af.

Der havde den hele Dag staaet en let Brise ud over Søen, og det var for denne Brise, at Lorden havde tænkt, at vi kunde række Beachy Head og videre ned ad Kysten. Men hen paa Eftermiddagen, da vi var klar til at lette, lettede Brisen ogsaa og forsvandt sporløst. Ikke en Krusning hen over den vide Flade. Luft og Vand gik i et. Solen brændte ned paa den stille Flade, og de hvide Sommerskyer spejlede sig lige ude fra Horisonten og helt ind til Skibets Side. Vi ventede om Bord, indtil de hvide Skyer antog stærkere og dybere Farver, i det Haab, at Aftenen med sin Kølighed tillige skulde bringe lidt Luft. Men alt forblev uforandret, og da Varmen var uudholdelig saa vel paa Dækket som nede, vinkede Lorden ad mig, pegede paa Brinken oven over Byen, hvor Skyggen allerede havde begyndt at lægge sig, og beordrede Tommy til at følge med os derop, idet han 181 saa lakonisk som mulig tilkendegav ham, at han skulde tage en lille Haandkurv med Frugter og Vin med sig.

Lorden styrede, maaske med Forsæt, Kursen uden om Byen op mod Jernbanedæmningen, og da vi havde fulgt denne et Stykke og havde passeret Stationsbygningen, skraaede vi uden at agte den gnavne Banevogters brummende Tilraab over Skinnerne og satte os under nogle forkrøblede Buske med Tunnelens Aabning et halvthundrede Skridt fra os paa vor højre Haand og med Kanalens blanke Vandflade udstrakt for vor Fod.

De blankslidte Jernbaneskinner løb lige forbi os, maaske en fem, seks Fod under det Sted, hvor vi sad. Paa den anden Side af Sporet strakte den før omtalte Tjørnehæk sig. Den var ikke videre høj, men temmelig tæt; man kunde ikke se Byens Huse igennem den, men et og andet Tag ragede derimod op over den, og over Tagene kunde man forfølge Pieren, der krummede sig ud i Vandet og, belyst som den var af den nedgaaende Sol, harmonerede smukt med den elegante Yacht, hvis høje Rigning spejlede sig med skinnende Farver i den lille, rolige Bugt.

Lorden var bleven usædvanlig livlig. Om det var det smukke Syn af Naturen, saaledes som den her malede sig for os med sine mest blændende Farver, eller om det var den behagelige Følelse af Køligheden, der omgav os, eller om det var andre Omstændigheder, der paavirkede den forvænte Mands Sanser, - det er ikke godt at vide. Han opfordrede imidlertid med en Slags Venlighed Tommy, som beskedent havde placeret sig oven over os, til at flytte ned, hvor vi sad, og da han havde fremtaget af sin Lomme et af disse bekendte Turistbægre til at skyde ud og ind, fyldte han det med Vin og bød Tommy det med højstegen Haand. Selv greb han sit Glas, og idet han drejede det rundt mellem sine hvide Fingre op imod Luften og med kendeligt Velbehag lod Øjet dvæle ved det pragtfulde, mørkerøde Skær af den fyrige, spanske Drue, nikkede han ligesom adspredt til Glasset og udbrød:

"Et skønt Liv eller en rask Død. Jeg begriber ikke, hvorledes Menneskene i Almindelighed holder ud at leve."

Derpaa lod han Vinen langsomt løbe ind gennem sin Mund med en Mine, som om han gjorde Glassets Indhold en stor Ære ved at nedsvælge det.

Jeg saa' paa Lorden, og da han var færdig, saa' han paa mig og smilede.

I det samme lød den dæmpede Piben af et Lokomotiv inde i Tunnelen, og snart derefter hørtes det dumpe Bulder af et Tog, der var i Anmarch. Bulderet voksede og voksede med en uhyggelig Tiltagen i Brutalitet, og pludselig fo'r en hvæsende Dampsky ud af den mørke 182 Aabning, og igennem Dampskyen, der voldsomt blev slynget frem og til Jorden, kom saa Lokomotivet til Syne ligesom en ond Kæmpe, der farer ud af et Bjerg.

Lorden havde rejst sig og stirrede ufravendt mod Toget, som kom farende hen imod os. Han strakte Armen ud og pegede paa Lokomotivet, der i dette Øjeblik var ganske nær ved os. "Nu .... nu . ..." raabte han og stødte med Hæftighed Armen ud i Luften.

Den sværtede Lokomotivfører, som drejede paa Bremseapparatet, saa' ganske forbavset ind imod os. Et Par Passagerer, som stak Hovederne ud af Vinduet, saa' ligeledes forbavset paa os. Og med Knagen og Piben og Skraben og Hvæsen fo'r Vognrækken os forbi og svingede hen imod Stationsbygningen.

Lorden vendte sig imod mig. Hans Ansigtstræk var i den hæftigste Spænding.

"Lagde De nøje Mærke til, hvor langt Lokomotivet var fra os i det Øjeblik, da jeg sagde: "Nu?" spurgte han.

Jeg svarede, at jeg havde lagt nøje Mærke dertil. "Jeg var jo nødt dertil, da De saa at sige pointerede mig Øjeblikket ud," tilføjede jeg uden ret at være klog paa, hvad han mente.

"Nuvel, Sir," raabte Lorden med et Udtryk i Øjet, som jeg erindrer at have set hos en lidenskabelig Spiller. "Turde De have sprunget over Skinnerne i det Øjeblik?"

Jeg troede, Manden var gal. "Nej," sagde jeg uden Betænkning.

Han lod næsten til at have overhørt mit Svar. Han vedblev:

Jeg tror, det kunde gøres. Jeg er sikker paa, at det kunde gøres. En koldblodig Mand med kraftige Ben kunde være sluppen over, lige da jeg sagde Nu. Ser De, man bøjer sig sammen ligesom en Tiger, og saa springer man. En af mine Venner har fortalt mig, at han en Gang saa' en Yankee springe over. Han opgav mig saa nøjagtigt som muligt, hvor langt Maskinen var fra Manden i det Øjeblik, han sprang. Yankeen tjente 100 Lst. Det er lidt eller meget, akkurat som man tager det. Det kommer an paa, hvor højt man takserer sit Liv. Jeg selv vilde gerne springe, men saa skulde det være mod et Væddemaal. For Resten falder en stor Del af Interessen bort, naar man ikke selv kan se paa Springet. Jeg vilde ønske, at jeg vidste en Mand, som -"

"Jeg vil springe, Mylord," lød Tommys Stemme lige bag mig.

Jeg drejede mig forskrækket. Tommy stod ganske rolig med et bestemt, jeg kan næsten sige haardt Udtryk i Ansigtet.

"Jeg vil springe Mylord, for en ny Baad og hundred Pund Sterling."

"Jeg føjer et Hus til," raabte Lorden med tindrende Øjne. "Denne Gentleman her er Vidne. - Kommer der flere Tog i Aften?" 183 "Det bliver altfor mørkt," skyndte jeg mig at sige.

"Godt," svarede Lorden. "Saa venter vi til i Morgen."

"I Morgen tidlig lidt før fire vil det første Tog være her," sagde Tommy, bestandig rolig.

"Saa er det afgjort," sluttede Lorden. "I Morgen tidlig Klokken halv fire samles vi her, og saa springer Tommy. Vi kan i Forvejen skridte Afstanden af, saaledes som vi saa' den nu, da Toget kom. - Naturligvis er vi tre Mænd og ikke tre Sladderhanke," tilføjede han, idet han saa' bestemt paa mig og Tommy. "Vi giver hverandre vort Ord paa, ikke at tale om dette til nogen. - Nu, det er godt; og lad os saa gaa."

Vi fulgtes hjem i Tavshed, og da vi var kommen til Sandet, skiltes vi ad og gik hver til sit. Jeg traadte ind i mit lille Værelse, tændte mig en Pibe og søgte at blive Herre over den Ophidselse, som dette vanvittige Foretagende havde sat mig i. Skulde Lorden virkelig være en Skurk, som vilde bruge denne Anledning til at skaffe sig Tommy fra Halsen for saa at . . ? Jeg turde ikke fortsætte denne Tankegang; jeg vægrede mig af yderste Magt mod at tro det. Lorden var en ekscentrisk, forrykt Englænder, men ikke en beregnende Morder! Nej!

- Men var der da nogen Mulighed for, at Tommy vilde slippe fra dette Vovestykke? - thi at Tommy ikke vilde vige tilbage, det var jeg sikker paa; han sprang jo for mere end sit Liv, han sprang for Besiddelsen af Kate. - Jeg gennemløb atter og atter Situationen, saaledes som den var, da Toget kom brusende frem. Jeg erindrede mig Lokomotivets frygtelige Nærhed og Fart. Men paa den anden Side var det dog kun et Spring, det vil sige: et Nu, et Sekund! - Lorden havde talt om en Tiger. Ja, Tommy var jo en saadan ung Tiger, der kunde lægge alle sine Nervers og Musklers Kraft i et eneste Spring. Tilmed - jeg vil ærlig indrømme, at jeg tænkte derpaa

- tilmed kunde jo en heldig Biomstændighed komme ham til Hjælp. Iscenesættelsen af den hele forrykte Idé hvilede jo alfor meget paa det rent ubestemmelige og tilfældige. Bremsningen kunde jo f. Eks. være begyndt, førend Lorden gav Tegnet. Eller Lorden kunde maaske i Morgen, ledet af en Samvittighedsfuldhed, som det alvorlige Øjeblik forudsatte, og som jeg for Lordens Vedkommende ingen Grund havde til at betvivle, - Lorden og jeg i Forening kunde maaske i Morgen komme til at lægge, om det saa blot var nogle Tommer til den Afstand fra Lokomotivet, hvori Springet skulde ske. - Og dog, akkurat det modsatte kunde jo være Tilfældet ..... Jeg bøjede mig tilbage i Stolen og holdt Haanden for Øjnene ligesom for ikke at se det Billede, som min ophidsede Fantasi nu forestillede mig. Det var Billedet af Tommys knuste, blødende Lemmer foran den rædsomme Maskine. Billedet af Skræk og Forvirring, af Togets 184 Standsning, af vrede, truende Mennesker, der styrtede hen imod den følelsesløse Lord og mig, mig, Tommys Ven - - - -

Jeg sprang op og stillede mig i det aabne Vindue; og efterhaanden som den klare, venlige Aftenhimmel, den ensformige Sang fra en Fisker, som sad og bødede sit Garn udenfor sin Dør, og Synet af det roligt hvilende Hav, efterhaanden som hele Sommeraftenens dulmende Poesi lagde sig over mit Sind, beroligedes min arbejdende Fantasi, og jeg følte mig som en Mand, der véd, at han den næste Morgen skal assistere en Ven i en Duel, og hvis overvejende Følelse er et Haab om den lykkelige Udgang af Duellen - - - - - -

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Saa kom da Morgenen.

Jeg havde ladet mig vække i betimelig Tid, og jeg erindrer, at jeg gjorde et meget udførligt Toilet for at faa Tiden til at gaa uden at komme for tidlig til Mødestedet. Vi havde nemlig gjort den Aftale, at vi for ikke at vække Opmærksomhed skulde begive os hver for sig op til Skrænten. Jeg gik da gennem de smaa Gader, hvor kun ganske enkelte Fiskere eller Fiskerkoner hilste mig: Godmorgen. Jeg kom forbi Brønden, og jeg saa' Laagen staaende aaben og kom til at tænke paa Kate og paa, at hun maaske inden en Time ikke vilde have ..... Nej, jeg knappede min Frakke og afviste alle saadanne mismodige Tanker. Og jeg steg op ad den lille Sti, der fører til Stationsbygningen, drejede til venstre, gik frem langs Dæmningen, skraaede over Skinnerne og naaede den Plads, hvor vi Aftenen i Forvejen havde siddet ved Vinkurven. Endnu var jeg alene. Jeg satte mig ned under de smaa, forkrøblede Buske. Der ude i Horisonten strakte en blaa, tæt Skybanke sig, saa langt Øjet rækkede. Et svagt, gyldent Skær spillede paa den øverste Tinde af denne Mur. Om Solen allerede var staaet op, eller om den endnu var i Begreb dermed, var ikke let at afgøre. Jeg saa' paa mit Ur. Det stod. Jeg vilde anvende min Urnøgle, men jeg havde glemt den der hjemme. Saa trak jeg en Cigar op af Lommen, tændte den og lod Røgen stige i smaa Ringe op mod de violette Skyer og lod den blande sig med den kølige, styrkende Morgenluft.

Og en saadan Morgen valgte man til en saadan Bedrift.

Jeg begyndte at skamme mig, thi jeg følte, at jeg blev blød om Hjertet. Jeg skulde jo være Sekundant ved en Duel, og - der henne kom Duellanterne. De maatte være truffen sammen ved Stationen; nu fulgtes de hen ad Dæmningen, og saa stod de hos mig og bød mig Godmorgen. Begge var de rolige; Tommy maaske lidt blegere end sædvanlig, - dog vil jeg ikke gøre min Ed derpaa.

Lorden saa' paa sit Ur; jeg laante hans Nøgle og stillede mit efter hans. Klokken var da ti Minutter over halv fire.

185

Derpaa søgte Lorden og jeg efter de Mærker, han havde taget paa Tjørnehækken og Brinken bagved denne, at bestemme det Sted nøjagtigt, hvor vi stod i Gaar. Og da dette var gjort, lod vi Tommy agere Lokomotiv og bestemte den Afstand, hvori det virkelige Lokomotiv skulde befinde sig fra os, naar Lorden gav Tegnet til at springe. Jeg skal ikke nægte, at det var en pinlig Følelse for mig saaledes at se den stakkels Knøs flytte sig frem og tilbage paa Skinnerne efter Lordens Kommando for at betegne Nærheden eller Fjernheden af den skrækkelige Genstand, der maaske om nogle faa Øjeblikke skulde tilintetgøre ham. Lorden betragtede Tommy skarpt under alle disse Forberedelser; og det forekom mig, at han nød den urokkelige Resoluthed, som karakteriserede Knøsen.

Endelig var alt i Orden, efter hvad Lorden sagde, og vi stillede os op bagved hverandre, Tommy forrest, saa Lorden og saa jeg, tæt nede ved Sporet og nogle Fod neden under det Sted, hvor vi stod i Gaar.

I det samme saa' vi Banevogteren komme løbende hen imod os, vinkende med Haanden, og raabende noget, som vi ikke rigtig kunde skelne.

"Hvis han kommer her hen og vil drive os bort," sagde Lorden med sammenbidte Tænder, "saa slaar vi ham til Jorden, og en af os knebler ham. Jeg svarer for Følgerne; men han maa ikke forstyrre os; Klokken mangler kun to Minutter."

Jeg tilnikkede mekanisk mit Bifald. Den gamle Banevogter kom i fuldt Løb hen ad Sporet, svingede op mod os og raabte med løftet Arm: ,,De maa væk, Gentlemen. Jeg véd nok ......"

Videre kom han ikke. Lordens knyttede Næve traf ham lige over Øjet; han styrtede om, vi trak ham op til os, og jeg stak ham mit Lommetørklæde i Munden.

Et Sekund efter hørte vi Piben inde i Tunnelen. Jeg kunde se Tommys Kind; den blev kridhvid og derpaa blussende rød. Han stod urokkelig, med Armene lidt ud fra Laarene og Hænderne knyttede.

Lorden trak sit Ur op af Lommen og lod det lige saa hurtigt falde ned igen. Derpaa gjorde han et Skridt til Side, saa at han kom til at staa lige op ad Tommys venstre Arm. Jeg følte Blodet bruse for mine Ører, men højere brusede Dampen fra Lokomotivet. Jeg hørte den infernalske Spektakel af Toget, der kom farende imod os. Saa løftede Lorden sin højre Arm op over Tommys Hoved. Jeg saa' Lokomotivet tæt ved os; jeg saa' Tommy krumme sig sammen til det frygtelige Spring -

"Now, Tommy!"

Men ligesom Lorden havde udstødt Raabet, faldt hans Arm med hele sin Kraft ned paa Tommys Nakke. Sitrende af Slaget og af den brudte Spænding sank den heltemodige Knøs i Knæ; Toget susede 186 os forbi, Maskinmesteren og nogle Passagerer saa' om muligt endnu mere forbavsede paa os end i Gaar Aftes, og da syntes jeg, for saa vidt jeg i det hele taget i det Moment af voldsom ophidset og voldsom brudt Spænding kunde synes noget, da syntes jeg at høre et gennemtrængende Angstskrig blande sig med Damppibens hvinende Stemme.

Tommy var den første, som da Sporet atter var frit, sprang over til Tjørnehækken paa den modsatte Side. Jeg trykkede hæftigt Lordens Haand, og vi fulgte efter. Og der ovre bag Hækken laa den stakkels Kate, ligbleg, med konvulsiviske Trækninger farende hen over det dejlige Ansigt.

Ingen af os sagde et Ord. Vi løftede hende op og bar hende ind i Stationsforvalterens Værelse, hvor hun, da hun atter kom til sig selv, kastede sig om Tommys Hals med det ene Udraab: "Du lever!"

__ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __ __

Jeg vil ikke tale om det Opløb, som vi foraarsagede blandt Publikum paa Perronen. Alle sprang ud af Kupéerne; alle spurgte, men ingen fik sit Spørgsmaal besvaret. Jeg vil ikke tale om de Bryderier, som Lorden havde, da endelig Toget med samt Publikum igen var forsvundet, og da Banevogteren kom langsomt tumlende hen ad Skinnerne og klagede sin Nød til Stationsforvalteren, og da Stationsforvalteren og Banevogteren og nogle af Byens Matadorer anklagede Lorden og Tommy og mig for Mord og Attentat paa Jernbaneforbrydelse.

En Lord er i England som overalt en mægtig Mand, især naar han ejer to Grevskaber foruden en Lystyacht. Den mægtige Mand er til Slutningen altid Herre over Forholdene, og Lorden var det her. Hvad der imidlertid viste sig at være en Vanskelighed, som ikke var saa nem at raade Bod paa, det var den Sygdom, som den stakkels Kate faldt i oven paa Lordens farlige Eksperiment med hendes Elsker. Hvorledes hun havde faaet at vide, hvad der skulde gaa for sig, - om det var Banevogteren, der havde anet et eller andet, eller det var det trofaste Barn, som selv havde haft en saadan Anelse - det fik jeg ikke at vide. Men syg blev hun, og syg laa hun længe efter den Morgen. Og naar jeg endelig - og det med uskrømtet Glæde - meddeler, at Tommys utrættelige Ømhed og Lordens og de to fra London hentede Lægers ikke mindre utrættelige Omhu omsider sejrede over hendes Sygdom, da turde det maaske lige saa meget have været den sunde og kraftige Piges dygtige og ufordærvede Natur, der vandt denne Sejr.

Dagen efter, at Kate første Gang siden hin Morgen atter viste sig ude, stod hun, Tommy, Lodsoldermanden, den gnavne Banevogter og jeg oppe ved Tjørnehækken, og saa' efter den elegante Lystskonnert, som for alle sine høje, hvide Sejl stod ud i rum Sø. Den nu saa overordentlig elskværdige Lodsoldermand vendte sig da til mig og sagde: 187 "Ja, der gaar han. En Gentleman er han, og et galt Asen vil han vedblive at være, indtil Skuden en Gang fortøjer ham under sig selv paa hundrede Favne Vand. Maa jeg nu spørge Dem, som kender lidt til Sømandsskab, om det er en Manér at føre saadanne Sejl i saadan an Kuling?"

FLUGTEN TIL AMERIKA

Det var i vore Drengeaar. Jeg maa dog skyndsomst tilføje, at den Gang var der "rigtige" Drenge til. Nu om Stunder ser det kun daarligt ud med disse Væsener i 14-15 Aars Alderen, der læser Bladene, gaar med Handsker paa Gaden og duer oprigtig talt ikke til stort andet end f. Eks. til saa hurtig som mulig at blive fortøjede bag Pulten i et offenligt Kontor, hvor Ungdommens, Manddommens og Alderdommens Tider umærkeligt løber over i hverandre, hvor dette vort knappe Livs kostbare Minutter ødes under et Bladstudium, en Skandalfabrikation, en Visvasbeskæftigelse, der synes at forudsætte en Evighed foran sig, og hvor alt, hvad der adskiller et Menneske fra en Plante, taber sig, svinder hen, fordunster ligesom det Smørrebrødspapir, som "Kopisten" langsomt og højtideligt lægger sammen over sit Knæ, sikkert og roligt griber med Ildtangen og endelig omhyggeligt og forsigtigt anbringer i det ministerielle Kontors store Kakkelovn.

Jeg er fornylig bleven spurgt af en fjorten Aars Dreng med et stort Hoved og tynde Ben og Arme, om jeg ikke var enig med ham i, at "Højre" i Frankrig dog var det Parti, som maatte siges i Modsætning til o. s. v., o. s. v. Jeg stirrede paa det lille Fænomen, over hvis smalle, lyse Øjenbryn en anstrængt, gammelagtig Rynke allerede var i Færd med at sætte sit uudslettelige, ministerielle Mærke; og da jeg et Øjeblik i Tavshed havde nydt Synet af denne Tidens fremlige Yngling, spurgte jeg ham, om han vidste, hvorfor Gambetta kun havde ét Øje.

Naturligvis vidste han det; (Gud bevares, det havde jo staaet dér og dér). Han vidste det, og over den fjortenaars Mund, der var lagt som en Margin i en Stilebog, bredte der sig et Smil, et Smil, der paa en Gang var selvbevidst overlegent, beklagende og fordømmende, og som jeg havde den største Lyst til at besvare med en ordentlig Lussing.

"Jeg synes ikke om de Drenge, der stikke sig med en Gaffel i Øjet."

"Fordømte Hvalp!" havde jeg nær sagt. Men jeg betvang mig og spurgte, om han aldrig sejlede eller roede.

188

"For det første," var Svaret, "holder Papa ikke af Vandet, og jeg vilde meget nødigt handle imod hans Ønsker i saa Henseende. Desuden har jeg aldrig Tid til saadan noget. I de Timer efter Bordet, hvor jeg ikke læser mine Lektier, maa jeg passe paa at faa Aviserne set igennem, ellers tager mine Søstre dem og klipper Maal deraf til Dukkekjoler."

Det er paa ingen mulig Maade min Agt at føre Forsvaret for den sønlige Ulydighed mod de fædrene Bud. Jeg ønsker lige saa lidt ud af de følgende Meddelelser at bevise noget som helst i Retning af: en uartig Dreng ergo en dygtig Mand. Jeg indrømmer, at der af Drenge, som løb væk (eller forsøgte at løbe væk) fra deres Forældre, er blevet store Slubberter; og ihvorvel Campes Robinson trods al den Pædagogikkens tynde Mælk, hvormed han er bleven opflasket, egentlig kunde stille sig paa min Side og pege hen paa sin Ulydighed som den Omstændighed, der bevirkede, at han blev til en energisk og lykkelig Mand i Stedet for til en Døgenigt paa et Hamborger Kontor, ihvorvel jeg ikke alene her, men ogsaa mange andre Steder kunde skaffe mig allierede, saa vil jeg dog ikke fremkomme med nogen Paastand. Jeg vil simpelthen fortælle, hvorledes vi bar os ad, da vi var Drenge.

En lille Plads kunde jeg dog ønske at lade staa aaben for et Par Bemærkninger i Forbigaaende. Man taler og skriver, synger og prædiker her hjemme i vore Dage saa meget om Ungdommens vaagnende Friskhed, Djærvhed, Mandighed o. s. v. o. s. v. Man ønsker gerne at se den opvoksende Slægt øvet i Brugen af et Vaaben, der maaske en Gang i Fremtiden kan forsvare Landets Uafhængighed. Man tager ved saadanne Lejligheder gerne et eller andet historisk (sommetider meget gammelt) Forbillede, kryber ligesom den fantastiske Carl af Rise i et eller andet støvet Harnisk og udfører i dette Futteral Geværgrebene paa en Eksercerplads eller sender en Riffelkugle hen imod en Skydeskive. Saa gaar man hjem og er Agerdyrker, Bogmenneske eller Handelsmand, og - vel at mærke - samtidig med at man vender tilbage til sin hæderlige, borgerlige Bestilling, vender man tillige tilbage til Tiden og Øjeblikket, som man tilhører; man er akkurat saa modig eller saa ridderlig eller saa kysk, uegennyttig, haardfør, gæstevenlig, trofast, sanddru o. s. v., o. s. v., som man kan være det i den sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede, - men heller ikke mere. - F. Eks.: Man fødes i en borgerlig Familie, i vore Dage. Man vokser op og sættes i en Skole. Hovedsummen af Skolens og Familiens Fordringer gaar i Retning af Flid og Artighed. Er Drengen i Besiddelse af disse to Egenskaber, spørges der ikke om andre. Han kan værefejg, lumsk, ukysk, egennyttig, en daarlig Kammerat, det siger altsammen intet, naar han kun er Duks (eller i ethvert Fald sidder paa 189 første Bænk) og ikke river sin Trøje i Stykker. Og nu Fliden og Artigheden? - Ja, da der er saa stærk Efterspørgsel efter disse to Artikler, og da enhver af egen Erfaring véd, hvor fiffig og snild Drengenaturen er, saa følger det af sig selv, at alle Klude sættes til for at erhverve sig enten Artiklerne selv paa de øvriges Bekostning, eller i hvert Fald saa vidt muligt Skinnet deraf. Alle Midler benyttes for at synes det, som man ikke kan eller ikke gider være, og det unge Menneske, som endnu besidder nogen Æresfølelse ved Udgangen af sine Skoleaar, maa ofte blues ved at tænke tilbage paa de Løftestænger, der bevægede dette Maskineri, ligesom han maa have sine egne Tanker overfor de Kammerater, der nu, udrustede med Skolens anerkendende Stempel, skal gøre gældende i Livet, hvad de lærte i Skolen.

Skolen sender sin Ungdom ud i Livet, og Ungdommen er da udrustet med Skolens Idealer. Disse Idealer falder nu nøje sammen med ethvert af de unge Menneskers Disposition og Karakter. For nogles Vedkommende er det en rødmusset Velærværdighed i en lun, lille Præstegaard med Storkerede og øvrige Udenomsbekvemmeligheder. For andres er det en værdig Kontorembedsmand med klippede Bakkenbarter og hvide Flipper. For andres igen er det en Videnskabsmand med Briller, skaldet Pande og 6000 Bind i Hovedet. At efterstræbe et saadant Ideal er lige saa ulasteligt som Idealerne selv er uskyldige, og - desuden, Landet skal jo dog have saadanne Mænd. ,Men nu falder et af de unge Mennesker paa at sige: "Jeg vil, ligegyldigt hvad nu min borgerlige Eksistens bliver, bestræbe mig for at være en modig Mand, en Mand, der ikke ræddes for nogen Fare, der skyer Uretfærdigheden og holder sit Ord." Et vantro Smil, eller maaske endogsaa en uforskammet Latter vil da møde denne hans Bekendelse. "Don Quixotes Tid er forbi," vil man svare. "Hvad Pokker har Du da taget Eksamen for?" vil man spørge. "Det er Dovenskab; han vil til Søs," vil man insinuere. Det unge Menneske vil maaske uden at lade sig forvirre søge at gøre gældende, hvorledes det tilkommer Ungdommen, medens Blodet endnu bruser gennem Aarerne og Begejstringen endnu kan farve Kinden, at lytte til de Stemmer, der lyder ud igennem Historien eller gennem Digternes Værker. Han vil maaske endogsaa, hvis han har tænkt grundigere over sit Forsæt, vise, hvorledes f. Eks. den engelske Ungdom endnu i vore Dage opdrages; hvorledes Boldten, Baaden og Nævekampen gaar Haand i Haand med Cicero og Grammatikken, hvorledes den angelsachsiske saa vel som den normanniske Races betydeligste og betydeligere Mænd allerede fra deres tidligste Ungdoms "praktiske" Idrætter har lagt Grunden til det ubetvingelige Mod, den Nobelhed i Tænkemaaden, den viljefaste Energi, som afvekslende gør, at ingen Mand dér respekteres ved 190 Eksaminer alene, som bevirker lige fra den fattige Kontorist til den elegante Adelsmand, at en korporlig Fornærmelse modtager sit øjeblikkelige Svar, og som forklarer den Resignation, Udholdenhed og Alvor, hvormed saadanne vanskelige Foretagender udføres, der kun bærer deres Løn i sig selv, og hvortil Menneskehedens almindelige smudsige Beregning ikke har givet sit Motiv.

Det unge Menneske vil vise dette, og han vil da tilføje: "Jeg har i mine Skoledage, saa ofte jeg kunde finde Lejlighed dertil, gaaet paa min egen Haand og søgt at prøve mig frem i vanskelige Tilfælde. I véd, at jeg aldrig har taalt en Fornærmelse, men straks slaaet fra mig. I derimod har altid klaget til Læreren. Jeg har sejlet, uagtet jeg ikke maatte; jeg er bleven set og har faaet Prygl. I har gaaet paa Konditorier og haft Stævnemøder med Opvartningspiger; men ingen har vidst det. Nu, da jeg er fri for Skolebænken, vil jeg først og fremmest bruge min Tid til at udvikle mine Kræfter og til at være sikker paa mig selv i et vanskeligt Tilfælde. Naar dette er gjort, vil jeg holde det for tidsnok at se mig om efter en Beskæftigelse for Livet, og i Valget af denne Beskæftigelse vil jeg saa lade mig lede af min Overbevisning, min Styrke og en nøjagtig Vurdering af mine forhaandenværende Evner."

Herover vil naturligvis Kammeraterne le. Det komiske ligger saa nær ved det begejstrede Udbrud, og der er ingen Alder, hvor man er saa tilbøjelig til at se det komiske som netop i 18 Aars Alderen. Det unge Menneske vil da gaa sin egen Gang, og vi vil haabe for ham, at han er standhaftig. Men Kammeraterne, der naturligvis ikke kan skænke en Sag Opmærksomhed, hvori en Kammerat tager Initiativet, disse samme unge Mennesker træffer nu snart efter den samme Sag eller i ethvert Fald noget, der klinger lige saadan, der ude i Verden. Rigtignok er det paa en buldrende og braldende Maade, at Opraabet møder dem, - men saa meget desto bedre. I Taler og Fortaler, i Viser og Aviser lyder disse højrøstede Stemmer om at gøre sig stærk og øvet for at kunne møde Fremtidens Eventualiteter, og man skynder sig i fuld Begejstring med at indmelde sig i en Skytteforening eller Gymnastikskole; man tager Part i en Sejlbaad eller man ror sig hver Søndag en Tur til Skoven; man drager ud under nordiske Toner, man afsynger Kæmpeviser, man mindes Thor eller Tyr eller en anden vældig Gud for Næverne, - og man er Kæmpe et Aarstid. Men saa begynder Embedseksamen at minde med varslende Røst, eller man faar mere Arbejde og større Løn paa det Handelskontor, hvor man tjener; og saa mindes man pludselig, at man er Student eller Kontorist med Udsigt til at blive Kandidat eller komme i egen Bedrift, og saa lægges Kæmpevisen paa Hylden, og saa ligger den daglige, borgerlige Virksomhed som en stor Fælled aaben for en; man begynder det 191 almindelige Trav, man bliver Skatteborger, gift, Familiefader, - og Børnene bliver saa opdragne i den samme Tummerum. Punktum!

Efter disse forud skikkede Bemærkninger skal jeg gaa over til at fortælle den lille Episode fra vore Drengeaar, der som sagt ikke indeholder nogen Paastand, og som ikke giver sig ud for andet, end hvad den er: en simpel Meddelelse af Fakta, saaledes som de forefaldt. Jeg skal saa meget mere vogte mig for at give mig Udseende af at ville vise Kæmper frem, som Kæmper er meget sjældne i vor Tid og slet ikke forekommer i den lille Kreds, hvortil jeg i min Fortælling sigter. At nogle iblandt den Kreds senere hen voksede op og kom ud over det almindelige Lavmaal, det er imidlertid noget, som turde pege hen paa det gode ved de "rigtige" Drenge, og som saaledes turde blive til Bedste for denne Fortælling.

Jeg fandt forleden i min gamle Kuffert et Brev, der var svøbt uden om nogle Papirer af en senere Dato. Jeg foldede det ud, og ved Synet af de store, aabne Skrifttegn, den sporadiske Mangel paa Interpunktionstegn og ved Læsningen af de stundom ikke fuldstændig horisontale Linjer maatte jeg uvilkaarlig smile.

Jeg gengiver her Brevets nøjagtige Indhold, idet jeg dog har forbeholdt mig nogle smaa Ændringer og Tilføjelser i den omtalte Interpunktion :

Kære Tordenskjold!

Du maa endelig ikke tro, at jeg var bange i Lørdags, fordi det blæste lidt. Men Lord Nelson havde siddet over for tysk Grammatik, og Villemoes kunde jeg ikke finde, og jeg selv skulde møde med nogle andre Baksgaster paa Glaciet, fordi at "Skraamule" havde banket en Dreng, som fiskede; og det skulde hævnes. Skraamule er for Resten en rigtig væmmelig Tyran, Han har klaget til min Fader, og Fader har forbudt mig at sejle. Men jeg vilde nu sejle alligevel, og jeg vil helst sejle helt væk, og slet ikke komme tilbage, og derfor skal Du møde nede ved Kalkbrænderiet i Eftermiddag, saa kommer de andre med, og hvis Du endnu har nogle af dine Karakterpenge tilbage, saa tag dem med, og glem ikke at sørge for Tobak, og køb ogsaa en Flaske Øl; jeg skal nok tage Rugtvebakker fra Spisekammeret, og hvis vi ogsaa skulde komme tilbage, saa skal de nok faa Lov til at lade mig komme til Søs.

Din altid hengivne Ven

Niels Juul.

E. S. Glem ikke Karakterpengene. Vi skal ordentlig more os.

Din Ven til Døden.

192

Som man ser, var dette hverken mere eller mindre end en Opfordring til at løbe væk fra den fædrene Arne og fra Skolen. Et alvorligt revolutionært Foretagende, der dog at dømme efter Brevets Slutning tillige havde Morskaben til Formaal.

Lykkelige Tider, da de største Bekymringer var den tyske Grammatik, og da den værste Tyran, vi kendte, var "Skraamule" (en gammel Voldsergent, der vistnok blev plaget mere af os Drenge, end han selv plagede os).

Jeg sattes ved Læsningen af dette gamle Aktstykke saa levende ind i Drengeaarene, at det ikke falder mig vanskeligt, naar jeg giver Hukommelsen lidt af Sporerne, at gengive den hele lille Episode i dens væsentligste Detailler.

Vi var en lille Samling ungdommelige Fantaster, der, samtidig med at vi pløjede Virgil og Livius, udkastede de dristigste Planer til Skærmydsler til Lands og til Vands, Erobringer af fremmede Drenges Vaaben, Indtagelser af befæstede Stillinger i Glaciet, Afbankninger af Forrædere og Spioner, Hævdelsen af den personlige Tapperhed og Kammeratskabets hellige Love. Som de urolige Hoveder saavel i Skolen som i Hjemmet kom vi naturligvis ofte i ubehagelige Situationer, og undertiden maatte vor stolte, uafhængige Sjæl krympe sig under den Medfart, som vort Legeme var for haardført til at krympe sig under. Men noget videre ufordelagtigt, endsige noget egentlig slet, kunde der ikke siges om os. Vor romantiske Fantasi ophidsede vel vor Indbildningskraft og forledede os til mange Slags Dumheder og Taabeligheder, men den holdt tillige de daarligere Drifter i Tømme, der hos Drenge med mindre Ekscentricitet, men ogsaa med mindre Selvfølelse, udvikler sig under Skolebænkens legemlige og sjælelige Tvang og under Hjemmets blandede rigoristiske og forkælende Opdragelse.

Vi stod paa det Trin af Udvikling, hvor man er lige saa meget af et Dyr som af et rigtigt Menneske, og hvor man helt igennem er en Dreng. Vi holdt af dem iblandt Lærerne, der skønt strenge dog behandlede os som Fornuftvæsener, hvem man kunde faa længere med det milde, overbevisende end med det brutale, befalende. Vi holdt endvidere af dem iblandt Lærerne, som ikke havde Fejl, der var saa iøjnefaldende, at vi Drenge kunde opdage dem og føle os hævede over deres Ejermænd. Vi holdt af Hjemmet, for saa vidt som Hjemmet holdt paa os, og for saa vidt som vi ikke udelukkende følte os som Hundehvalpe, der af Herren sendes til en Dressuranstalt for at blive dygtige til i Fremtiden at fortjene den Føde og de Prygl, som Dressuren for Øjeblikket koster. Udenfor Pryglene og Dressuren og udenfor den, rigtignok sparsomme, Kærlighed, der nu og da vistes os, levede vi fuldstændig i en selvdigtet Verden. Naar Virkeligheden 193 enten paa den ene eller den anden Maade greb med haard Haand ind i vore Drømme og Fantasterier, da følte vi os smerteligt berørt deraf og vendte hele vor ungdommelige Harme imod denne Virkelighed og kaldte den ubillig og grusom; - vi vidste ikke den Gang, at vi selv bar en Del af Skylden; vi anede ikke, at den rette Virkelighed er det rette, og at man ikke ustraffet kan sætte en Digtning, en Illusion i dens Sted.

Vi var kort sagt, som vi var: Drenge i 14-15 Aars Alderen, der havde en Baad liggende ved Kalkbrænderiet, der kaldte hinanden med de store Søheltes Navne, der ikke var bange for en vaad eller en banket Trøje, der havde en hel Del gode og en hel Del daarlige Betingelser i sig, og af hvem man strengt taget ikke kunde forlange altfor meget ud over det, vi med vore store, brune Næver og smaa, hidsige Hoveder præsterede. Der havde, som Brevet antyder, lejret sig en Sky over den lille Kreds, som vi havde dannet, og denne Sky skulde nu udlade sig i en Rømning fra Landet.

Vi mødte ogsaa samme Eftermiddag paa det aftalte Sted ved Kalkbrænderiets lille Baadehavn.

Fire Drenge var vi, og alle fire var vi fuldt opsatte paa at komme af Sted, flygte bort fra al denne Tvang, alle disse Baand, der saa lidt stemmede med vore Ideer om Uafhængighed og store Bedrifter. Det var desuden det første og nødvendige Skridt til den Plan, som vi alle fire omgikkes med, nemlig at komme til Søs. "Rigtige" Drenge i en vis Alder vil altid til Søs. Det fri, ubundne Liv, som en Sømand fører (i det mindste i en Skoledrengs Øjne) tiltaler altid det ungdommelige friske Gemyt, for hvem Videnskabens eller Kunstens Sejre endnu ikke har nogen Tiltrækning, og som ikke attraar andre Sejerskranse end dem, der kan flettes af Tangplanter eller Søgræs.

Baaden, som ikke var synderlig stor og heller ikke synderlig ny, havde vi snart gjort sejlklar, og nu gjaldt det blot om, hvem der skulde have Overkommandoen; thi at vi ikke alle fire kunde have den paa samme Tid, derom blev vi snart enige.

Enhver paaberaabte sig sit Navn og den dermed forbundne Adkomst til Chefsværdigheden.

"Lord Nelson," sagde min Sidekammerat fra Skolebænken, en høj, mager Dreng, der havde nogle vidt og bredt bekendte Knoer, og som sloges ypperligt i Linje saa vel som i Tvekamp. "Lord Nelson kan gerne indrømme Løjtnant Villemoes sin Respekt som en tapper Sømand og en værdig Modstander, men hvad Overbefalingen ved dette Togt angaar - - -"

"Hold Mund, Lord Nelson," raabte den lille, ivrige Villemoes, en forvoven Krabat med krøllet Haar og store smukke Øjne, der trods sin Lidenhed adskillige Gange var gaaet sejrrig ud af Kampen med 194 en Overmand. "Hold Du bare Mund og lad mig komme til at styre denne Gang. Du husker vel nok, at du sidst satte os paa Grund ovre ved Saltholm, og at vi aldrig var kommen af igen, hvis jeg ikke var sprungen ud og havde arbejdet under Baaden agter ude, og det endda med mine nye Bukser paa."

"Det er godt nok," sagde Niels Juul. "Men hverken Du eller Engelskmanden skal komme til Roret, fordi jeg nemlig selv vil sidde der. Niels Juul stak aldrig op for nogen, og jeg gør det heller ikke. Jeg er desuden den ældste og den stærkeste."

Jeg, Tordenskjold, faldt her min berømmelige Forgænger i Flanken med følgende insubordinære Tiltale: "Du siger nok, at Du er den stærkeste, men jeg er ikke bange for Dig."

"Jeg heller ikke," raabte Villemoes, idet han rykkede frem. "Kom kun an," sagde Nelson med knyttet Haand.

Det var lige paa Nippet til, at vort revolutionære Forehavende skulde have delt Skæbne med saa mange andre slige Forehavender og være gaaet i Stykker ved en indbyrdes Revolution, da en af os, jeg husker ikke hvem, endnu i rette Tid mindede om, at vi ikke var kommen for at slaas, men for at flygte.

Det hjalp.

Vi søgte først ved en rolig, historisk Undersøgelse at afgøre, hvem af de fire Søhelte der egentlig havde været den største. Da denne vanskelige Undersøgelse imidlertid ikke gav noget bestemt Resultat, fandt Lord Nelson med sin praktiske Sans paa at inddele Togtet i Vagter. Den, der saa havde de fleste Penge paa Lommen, skulde sidde til Rors i første Vagt, den næstrigeste skulde styre i anden Vagt o. s. fr.

Da dette Forslag havde vundet Bifald hos alle undtagen hos Admiral Niels Juul, der, som han sagde, "ingen Prisepenge havde oppebaaret den sidste Uge", greb den engelske Søhelt med et triumferende Smil ned i sin Vestelomme og fremviste for vore spændte Blikke den overvældende Sum af l Mark 8 Skilling Dansk.

"Den kan jeg stikke," hoverede Villemoes, idet han med et højt Spring af Sejersbevidsthed kastede to Markstykker i Vejret.

Jeg fremviste lidt undselig en Mark og ærgrede mig i Stilhed.

Niels Juul viste slet intet frem, men idet han med en overlegen Mine drejede sig rundt paa Hælen, sagde han: "Skidt med Pengene. Jeg har en hel Pose med Rugtvebakker liggende i Baaden. Det er s'gu dog det vigtigste."

Og dermed kastede vi vor Fangeline los og skød ud af Havnen under en jævn, vestlig Brise uden at agte paa de venskabelige Raad og Bemærkninger, der lød ud til os fra nogle Fiskere og Pramstikkere, og hvoraf nogle var nærgaaende nok som f. Eks.: "Lykke paa 195 Rejsen, I smaa Smørtyve, og glem ikke at snyde Næsen, førend I vender."

Foreløbigt var Enigheden bragt til Veje med Hensyn til Overkommandoen, der efter romersk og anden republikansk Skik skiftede efter en bestemt Tids Forløb.

Men nu var der Rejsens eller rettere Flugtens Maal!

Villemoes, som altsaa sad til Rors, og som for Resten var sin Post meget godt voksen, foreslog, at vi skulde løbe ud i Kongedybet, praje et forbisejlende Skib og anmode Kaptajnen om at tage os med i sin Besætning.

Om nu dette Forslag med Kongedybet skyldtes et historisk Hensyn til hans berømte Forbilledes Bedrifter, eller om vor Chef, hvad der vel var rimeligere, foreslog dette som det første, det bedste, der faldt ham ind, - det lader sig ikke godt afgøre, eftersom Forslaget øjeblikkelig blev frafaldet paa Grund af den bestemte Forsikring fra Niels Juuls Side, at for det første ingen Kaptajn vilde indlade sig paa sligt, uden at vi havde "vore Papirer i Orden" eller i ethvert Fald Lommen fuld af Penge - (dette udtalt meget ironisk). Og dernæst, selv om en saadan Kaptajn kunde findes, vilde vi upaatvivleligt kun hver for sig kunne opnaa en Dæksdrengs mere end underordnede Stilling, - noget som vore højtflyvende Admiralsplaner aldeles ikke kunde finde sig i.

Han, Niels Juul, vilde derimod foreslaa, at vi satte Kursen ad Landskrona til, hvor han havde en Fætter, der var ansat paa en Skibsmæglers Kontor. Denne Fætter vilde ganske sikkert udrette store Ting for os, og i værste Tilfælde var vi da saa i Udlandet, og Udlandet - dette sagde Taleren med stor Overbevisning - udleverede os ikke selv om vi blev fordrede tilbage fra vore respektive Hjem.

Med enstemmig Akklamation blev dette Forslag tiltraadt, og Forslagsstilleren var ikke langt fra at indtage en lige saa overordnet og misundelsesværdig Plads som Chefen selv.

Uden videre Diskussion om vor Flugt og vore Fremtidsplaner fortsattes da Baadens Fart, tilskyndet af den omtalte vestlige Brise og fremhjulpen af Storsejl, Fok og Klyver.

En herlig Eftermiddag var det. Reden og Trekroner og Skibene og Fiskerbaadene med de røde Sejl, alt saa' saa fornøjeligt ud, alt talte i saa forsonende Toner om Venlighed og Fred, at en svag Følelse af Utilfredshed med vort Forehavende egentlig begyndte at dukke op i vore ungdommelige Sjæle, der endnu var bløde som Voks, modtagelige for ethvert Indtryk.

"Det kunde da s'gu ogsaa gerne begynde at lufte lidt ordentlig," ytrede Lord Nelson med en noget brudt Stemme. "Dette ligner altfor meget vore sædvanlige Søndagsture." 196 "Ja, saadan til et lille Reb," foreslog Niels Juul, idet han hamrede med sin Lommekniv paa en usædvanlig haard Rugtvebak. "Det var, ligesom om man ikke kunde komme af Sted fra alt det Vrøvl der inde."

"Lad Du kun være med at fire paa det Skøde; hører Du, Tordenskjold," raabte vor Chef. "Vi kommer saamænd hurtig nok af Sted, og kender jeg de Skyer ret, som staar der til Luvart bag Svanemøllen, saa faar vi mere end nok af Luft ud paa Aftenen."

Det var, som om denne bestemt udtalte Profeti hjalp lidt paa Skibsmandskabets Humør. Frisk Luft, maaske Storm, det var noget, vi kunde bruge. Og oprigtig talt, naar man skal løbe væk, maa det dog helst ske under lidt usædvanlige Omstændigheder.

Maaske var det ogsaa paavirket af disse forbedrede Udsigter, at Niels Juul, som havde en stærk Stemme, gav sig til at synge en den Gang meget yndet Klassevise om de forskellige Læreres Egenskaber, en Vise, som jeg nok tror, at Villemoes havde været den oprindelige Forfatter til, men som for Resten ligesom hint græske Skib i Tidens Løb var undergaaet saa mange Reparationer, at Ægtheden efterhaanden var bleven mere end omtvistelig.

Et Par af Versene rinder mig endnu i Hukommelsen.

Den græske Lærer er et Bæst,
Den tyske ikke bedre,
Hvad nytter alt, hvad vi har læst,
Naar vi en Gang,
Naar vi en Gang
Gaar bort til vore Fædre.

Som man vil se, et højst pudsigt Ræsonnement af Skoledrenge, der aabenbart ikke skulde give sig af med at tænke saa langt ind i Fremtiden.

Et andet af Versene er i en mere fornøjelig Tone. Da Niels Juul med sin stærke Stemme havde sunget det til Ende, forlangte vi det alle da capo, og enhver af os faldt nu i med, saa godt som vore Stemmemidler tillod os det. Verset lød saaledes:

Den danske Lærer han er rar,
Og nemt er ogsaa Sproget;
Han saa' os ryge en Cigar,
Men han holdt Mund,
Ja, han holdt Mund,
Og sagde ikke noget.

Denne vokale Del af Forlystelsen skulde maaske have varet endnu en Stund, hvis ikke et uforudset Tilfælde var kommen baade Sangen 197 og vort Storsejl paa tværs. Vi havde nemlig alle, vor Chef iberegnet, deltaget saa udelukkende i Afsyngelsen af det sidste, meget yndede Vers, at ingen af os havde holdt saa godt Udkig, som det egentlig anstaar sig unge, dygtige Sømænd.

Pludselig standsede Baadens Fart, vi faldt alle agter over paa Tofterne, og vi fornam en Lyd som den, der fremkommer, naar Kræmmeren river et Stykke Shirting itu.

"Halløj, for Fanden," udbrød fire ungdommelige Stemmer i et højt, samlet Kor.

"Halløj, for Fanden," svaredes der med en dyb, mandlig Stemme og paa bredt fynsk. "Hva' er I for Fyre, saadan som I styrer?"

Vi var bleven hængende paa Klyverbommen af en Svendborg-Jagt, som laa svajet op for sit Anker ud for den saakaldte Stubbegrund. Nokken af Klyverbommen havde faaet fat i vort Sejl oppe under Overliget. Det fynske Tømmer var det stærkeste; Overliget sprang, og vi drev med "bak" Sejl ned paa Siden af Jagten.

Villemoes, der var den raskeste til Handling som til Svar, raabte øjeblikkelig i en for en Chef temmelig hidsig Tone op til Skipperen paa Dækket:

"Hvorfor prajer han os ikke, naar han ser, at vi ikke kan gaa klar af hans fordømte Klyverbom?"

Skipperen, en lille, undersætsig Fyr i høj Hat, blaa Vest og ulden Nattrøje, tog ganske rolig sin Pibe ud af Munden, kastede et uhyre overlegent Blik ned paa det samtlige Baadsmandskab og raabte derpaa ned i Kahytten: "Ole! Jens! kom her op, saa ska' I se nogle unge Københavnere, der vil rende os Skuden i Sænk !"

De nævnte Størrelser, Ole og Jens, dukkede ved dette Tilraab op paa Dækket, og under en Udveksling af sejge Skippervittigheder blev vi fire samtlige Søhelte fremviste i vor hjælpeløse Stilling for Ole og Jens, hvis snavsede Ansigter tog sig ganske barbariske ud under den Række af brede, fynske Grin, der ledsagede enhver af Skipperens Vittigheder.

"Laan os bare en Ende Kabelgarn," bad nu Villemoes i en lidt mere nedstemt Tone, imedens Lord Nelson knyttede Haanden, og Niels Juul anstrængte sig af alle Kræfter for med Baadshagen at "sætte fra".

"Ja, nu ska' I faa Kabelgarn," fnisede Skipperen og gav Ole et Vink.

Vinket besvaredes ved, at Ole greb en Pøs, som stod paa Dækket og styrtede dens Indhold ud over Baaden.

En Strøm af snavset Vand, Kaalblade og Kartoffelskræller fordelte sig over vore Hoveder og ned ad vore Klæder. Dersom jeg ikke havde holdt paa Villemoes, havde han i sin øjeblikkelige Forbitrelse kylet Rorpinden efter Skipperen. Nu indskrænkede han sig til at udstøde de 198 mest determinerede nautiske Eder, som nogen søvant Dreng kunde finde paa. Vi andre sekonderede ham efter Evne, og Niels Juul, hvem det endelig var lykkedes at bringe Baaden ud fra dens umiddelbare Berørelse med Jagten, greb en af sine Rugtvebakker og var saa heldig i sit Kast at ramme Skipperens Pibe, som faldt ud af Munden paa ham og ned paa Dækket.

At dømme efter den Fortørnelse, der øjeblikkelig afløste Svendborgerens Munterhed, maa denne Pibe have været en Yndlingspibe, og Tabet af samme maa være gaaet dens Ejermand nær til Hjerte. En Salve af Trusler og Ønsker om, at alle mulige Ulykker maatte times os, affyredes fra den ganske fynske Besætning, ja, jeg tror endogsaa, at der blev givet Ordre til at sætte Jollen i Vandet for at opbringe os og føre os tilbage som Prise; men vi havde allerede faaet Baaden til at "falde", og trods vort klaprende Storsejl skød vi dog ganske godt igennem Vandet. Planen med Jollen blev da opgivet, og den pibeløse Skippers Udbrud døde snart bort igennem Luften, medens vi saa vel i figurlig som i naturlig Forstand viste ham vort Agterspejl og lod Sundets lette Vover neje sig for vor Stævn.

"Det var altsaa det første Eventyr," sagde Lord Nelson med et vist satirisk Sideblik paa vor Chef. "Ja, og Villemoes har styret daarligt," raabte Niels Juul, idet han med sit Lommetørklæde søgte at fjærne Sporene af Pøsens Indhold fra sine Bukser.

"Saa gør Du det bedre," ytrede Chefen i en gnaven Tone.

Jeg for mit Vedkommende foreslog, at vi i Stedet for at trættes skulde se at udbedre Skaden paa vort Sejl, og jeg føjede hertil den dybsindige Bemærkning, at Enighed var til Lands en meget prisværdig Ting, men til Søs var det ligefrem en absolut Nødvendighed. Tillige søgte jeg at vise, hvorledes vi alle havde en lige stor Part af Skylden for det ubehagelige Sammenstød; og da jeg paa en meget diplomatisk Maade havde givet Niels Juul en Kompliment for hans "sikre Skud", Lord Nelson en dito for hans Redebonhed til at "entre" og endelig havde fremhævet, at Villemoes ved tidligere Lejlighed havde udvist stor Snarraadighed og Konduite i en "snever Vending", saa lykkedes det mig at standse det frembrydende Mytteri. Villemoes beholdt sin Plads ved Roret; vi andre fik Sejlet ned; Skaden blev udbedret saa godt som en Stump Sejlgarn, et Strømpebaand og Knappenaale i Forening formaaede; og da Sejlet atter var hejset, og vi havde taget os en Omgang Rugtvebakker og en Slurk Øl, var atter det gode, gamle Forhold indtraadt mellem de fire revolutionære Flygtninge.

Vi var efterhaanden kommen op paa Højden mellem Taarbæk og Strandmøllen og havde begyndt at sætte Kursen mere direkte i Retning af Landskrona - for saa vidt vore temmelig mangelfulde Navigationsmidler i det hele taget tillod os at sætte nogen direkte Kurs - 199 da hine Skyer, hvis Indflydelse Villemoes profetisk havde antydet, virkelig syntes at ville retfærdiggøre vor Chefs Forudsigelser.

Det gav sig til at trække sammen over vore unge Hoveder. Mørke Aftenskyer med rødliggule Kanter løftede sig ligesom paa store Vinger op fra de sjællandske Skove. Visse ubehagelige Kast fo'r fra Skodsborgs og Vedbæks høje Brinker ud over det urolige Sund, tegnende mørke Striber hen over Vandet og sættende vort lille Fartøjs Mast og Ræling i forskellige Vinkler, der alle var langt fra at være rette.

"Nu gaar hun jo strygende," sagde Villemoes determineret, idet han knappede sin Trøje og klemte Armen fast om Rorpinden.

"Ja, Gudskelov," udbrød Lord Nelson, idet han svingede Huen over Hovedet.

"Ja, Gudskelov," gentog vi allesammen, idet vi spiste den sidste Omgang Tvebakker og skar Ansigter ad Skummet, hver Gang det stænkede os i Øjnene. "Nu kan vi mærke, at vi er paa Flugt," sagde Niels Juul patetisk med Munden fuld af Tvebak.

"Hurra for Friheden," brølede den stolte Britte. "Hurra!" skreg vi allesammen.

"Hør, Folkens," sagde vor Chef efter et Kvartertids Forløb, i hvilket der var regnet adskillige Dusin revolutionære Udgydelser ned over Hjemmet, Skolen, Kammeraterne, der "fandt sig i Tyranniet" etc. etc.; - "hør, Folkens, dette her er nu altsammen meget godt, og frisk Luft er ikke til at foragte, især naar man har travlt med at komme bort fra Trældom og Slaveri, men - dette Fartøj duer egentlig ikke til Fordevindssejlads; vi tager for meget Vand ind agter. Lad os rebe vort Storsejl; Forsejlene kan gerne staa endnu."

Rebningen fandt Sted, men under denne Manøvre gik Splejsningen oppe ved Overliget los, og Flængen i Sejlet blev i en ubehagelig Grad udvidet.