Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Da jeg Aftenen efter stod i Døren til det graa og triste Hotel, der husede mig indenfor sine melankolske Vægge, og medens jeg i et Slags halvfortvivlet Aandssløvhed netop havde begyndt at tælle efter, hvor mange Gange i Minutten Dampfløjten lod sig høre derovre fra den store, tunge, graa og triste Stationsbygning, blev pludselig mit Regnskab bragt i Uorden ved, at en Mængde Mennesker af alle Stænder og Køn kom løbende forbi mig under Raabene: He is poisoned; they have killed him! Da jeg nu nok kunde ønske at vide, hvem det Var, der saaledes var taget af Dage, fulgte jeg - i den Forventning, at jeg skulde blive Vidne til en stor Sensationsscene, maaske endogsaa i næste Gade - øjeblikkelig med Strømmen. Den standsede udenfor det nærmeste Aviskontor, og her fik jeg Sagens Sammenhæng at vide. Det var ikke Redaktøren, der var bleven forgivet, det var ingen af Negrene, "de Sorte", der var bleven myrdet; alle "Medarbejdere" sad uforstyrrede ved deres Pulte, og Redaktøren selv, den store Udgiver af et Blad, der nærmest vilde kunne svare til vor salig "Sandheds-Fakkel", Folkets Talsmand, strikens Panegyrist, meddelte det forsamlede Folk med en fast Stemme, men i dyb Bevægelse, at Rygtet desværre havde talt sandt, og at den store R e nforth, den uovervindelige Baadkæmper, i Følge derom indløbet Telegram var overvundet af Døden midt tinder hans Anstrængelse for at tilkæmpe sig og sit Fødeland en glimrende Sejr.