Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

Da jeg næste Morgen vaagnede, og da jeg havde faaet en Skaal varm Kaffe paa Dækket i den friske Morgenluft, just som vi passerede Dragør's Jomfruer, randt Synet og min Formodning mig saa livagtig i Hu igen, at jeg ikke kunde bare mig for at fortælle Skipperen det. Men han sagde, at det var noget Hjernespind, og talte igen om Juul's Punsch. Jeg tav stille; men jeg har nu saadan min egen Idé derom, og jeg er ganske sikker paa, at jeg har set det altsammen, og derfor vil jeg have det i Trykken. For jeg véd, at naar det først har staaet paa Prent, saa er det sandt, og ingen skal komme og afdisputere mig det."