↩
Jeg havde nede i Kahytten, medens jeg ledte efter mit Køjenummer, været saa uheldig at træde en af den første Kategori paa hans lakerede Støvlenæse, og det Kvæk, han i den Anledning gav fra sig, var ogsaa saa godt som den eneste Lyd, artikuleret og uartikuleret, jeg i Løbet af en Timestid havde faaet ud af mine Rejsefæller "on the after deck". Jeg vidste, at jeg havde 32 Timers Sejlads for mig, og jeg havde derfor benyttet mig af alle de sædvanlige Midler til at fremkalde et af de flygtige Rejsebekendtskaber, som man tyer til, naar man ikke kan ryge mere og ikke gider læse mere. Aldeles forgæves. Enhver af disse løjerlige Fyre, med den halvaabne Mund, skarpe Hage, ombøjede Flipper og Hatten ned ad Nakken, havde været paa sin Post imod mig, som om han frygtede for et snedigt maskeret Attentat paa hans Banknoter. Jeg havde bedt om Ild, spurgt om Tiden for Ankomsten til Newcastle, (et meget usømandsmæssigt Spørgsmaal) taget en Handske op (dog ikke en, som var kastet til mig) o. s v., o. s. v., - men lige vidt var jeg kommen. Saa besluttede jeg mig til at gaa forud, hvorfra højrøstet Tale, Latter og Sang blev baaret hen til mig i Aftenens Stilhed. Paa Dækket ovenover "The fore cabin" havde et Selskab paa nogle og tyve Personer lejret sig, Søfolk, Fabrikarbejdere med deres "Damer", Londonermob og ubegribelige. Frit blev her naturligvis talt (jeg blev saaledes straks anmodet om Cigarer af Damerne), men der var dog en vis Disciplin, som gjorde sig gældende. Jeg havde ikke været her mange Minutter, før
9
jeg opdagede, at denne Disciplin dels havde sin Grund i den Op
mærksomhed, der blev skænket de forskellige Sangnumre, dels og
hovedsagelig i en vis, muligvis ubevidst Respekt for den Diskussion,
som syntes at være bleven rejst mellem to Mænd, hver for sig Re
præsentanter for et stærkt Parti, og af hvilke den ene netop nu tog
den korte Pibe ud af Munden og demonstrerede ivrigt og heftigt, idet
han snart rakte den knyttede, snart den flade Haand ud imod sine
Tilhørere. Det var en engelsk og en irsk Arbejder. Den ene havde
været med ved Mr. Odger's meeting i Trafalgar Square og i god Ro
og Mag hørt Dronningen, Prins Arthur og Ministeriet blive skældt ud;
den anden havde været med i Phønix-Parken i Dublin og faaet "paa
Hovedet" af Politiet efter at have raabt Hurra for de fangne Feniere.
I Hovedsagen var de begge enige. De vilde begge først og fremmest
Regeringen og dernæst den bestaaende Samfundsorden til Livs. Men
medens Irlænderen i vilde, heftige Udbrud gjorde sig til Talsmand for
et underkuet, lidenskabeligt Folk, der med Religionen og Fenianis
men til Fane, men uden nogen bestemt Plan blot ønsker at kaste sig
over sine Undertrykkere eller over dem, det anser for saadanne, -
vedligeholdt Briten under hele sit "Foredrag" en vis Koldblodighed,
en vis logisk Sans og et Herredømme over sine Udtryk, som i For
ening med den dybe Understrøm af Forbitrelse og Had imod Sam
fundet, der nu og da umiskendeligt skød sig frem i hans Tale, vars
lede om langt større Fare for de bedre stillede, naar en Gang disse
Ord blev til Handlinger, og naar denne ulmende Glød blev til en
Brand, lig den, der for nylig blev slukket i Frankrig. Jeg havde jo
nok baade læst og hørt om Republikanere, Demokrater og Radikale
her i England, men det var dog aldrig faldet mig ind, at de eksisterede
i saa kraftig, saa forbitret og, jeg kan vel næsten sige, saa moden en
Skikkelse, som jeg her saa' for mig. Jeg tror ikke, at det vilde have
gjort et saa stærkt Indtryk paa mig, om en af de londonske Galgen
kandidater ved Siden af mig havde været den talende. Men netop
det, at jeg her havde en kraftig, ædruelig Arbejder for mig, der ikke
af Lyst til Rov og Mord, ikke som et Udskud, for hvem intet er at
tabe, men kun som Proletaren, der er greben af Tidens socialistiske
Strømninger, kaster Handsken til det Samfund, som ikke vil eller
ikke kan løse det vanskelige Spørgsmaal: Kapital og Arbejde! -
netop dette overbeviste mig om, at der virkelig, maaske i en ikke saa
fjern Fremtid, var Fare for Englands indre Ro, og at Lorderne, City
mændene og de store Jurister maaske en skøn Dag vilde føle Jorden
ryste under deres Fødder, naar, efter Talerens Program, en alminde
lig "Strike" over hele Landet samlede en umaadelig Masse Arbejdere
i Hovedstaden, og naar disse gjorde fælles Sag med Londonermobben,
der understøttedes af et irsk Indfald. Der var noget dæmonisk i den
10
Jubel, som I Nattens Stilhed, og medens det store Skib gled lydløst gennem Vandet, lønnede Taleren for hvert Udfald imod Dronningen, imod alle de Prinser og Prinsesser, Landet skulde forsørge, imod Regeringen *dolgoeO* Ministeriet, der nedværdigede England i Europas Øjne (Alabamasagens Ordning; Hør, hør; ja det er sandt!), imod de forhøjede Skatter, imod Aristokratiet, der pugede uhyre Kapitaler sammen paa enkelte Individer og brugte Pengene paa Fastlandet, o. s. v., o. s. v. Ben hele Skala af alt det, som et Folk i det hele taget kan være misfornøjet med, blev gennemgaaet, og da derpaa Monologen snart gik over til at blive Dialog, fik jeg en uimodstaaelig Lyst til ogsaa at deltage i Samtalen. I Begyndelsen vilde Demagogen slet ikke give sig af med mig; han antog mig for tysk og stemplede mig ubetinget som: a bloody German, der "var og blev Træl, og aldrig vilde kunne ryste Aaget af sig". Da jeg imidlertid havde fortalt ham, at jeg var dansk, at vi havde en fri Forfatning, var et meget demokratisk Folk og hvad man ellers i en Hast kan fortælle om sit eget Land, syntes det at hjælpe lidt. Men uheldigvis kom jeg til at ytre mig noget forbeholdent om den franske Kommunisme, og nu blev det rent galt; han slog sig med sin stærke Haand for sit Bryst, bad mig om i ham at se: a red one, lod mig vide, at alle de omkringstaaende var "Røde" og betydede mig, at hvis jeg var kommen til England for at haane "Folket", saa vilde jeg finde.... o. s. v., o. s. v. Med andre Ord, jeg holdt det for raadeligst at foretage et Tilbagetog, der skete i nogenlunde god Orden, og som atter bragte mig "paa Højden" af mine stumme Rejsefæller, af hvilke dog nu de fleste havde søgt neden under.