↩ Vi var imidlertid ikke ene om Maden. Lige overfor os var tre Pladser besatte. Der var for det første Skibets Kaptajn, som i en utrolig Fart og uden at mæle en Stavelse tømte sin Tallerken og sin Flaske, trykkede Voksdugskasketten fast om Panden, og med en Ottendedel af et gnavent Buk rejste sig, skældte Stewarden ud for et eller andet, og kravlede op paa Dækket, for at fortsætte sin mugne Stirren ud fra Broen, ud over det vaade Skibsdæk, ud over den fraadende, oprørte Sø. Dernæst var der en lille, undersætsig Mand, en uudgrundelig Mellemting mellem en Lods og en Studepranger. Hans Haar var klippet tæt af i Nakken, men foran var det langt og kæmmet ned over Tindingerne i to Tjavser, der gjorde et krøllet Forsøg paa at sætte sig i Forbindelse med Bakkenbarterne. Han bar Guldringe i Ørene og var forsynet med en svær Vestekæde af samme Metal. I Mangel af en hvid Flip havde han et rødt Tørklæde om Halsen. Han spiste meget, og trak under denne Forretning Vejret gennem Næsen. Hans 27 Sidemand var mager og knoklet, med brede Kæber, tyndt Skæg og et ejendommeligt stift Blik, der, hvis det havde været mere intelligent, kunde have haft noget inkvisitorisk ved sig, men som nu kun syntes at betegne en Karakter, der havde løbet sig fast et eller andet Sted, maaske i Religionen, maaske i en "ny Opdagelse". Hans sorte Frakke var knappet til helt op i Halsen, og for saa vidt havde han noget degnemæssigt i sit ydre; hans Hænder var imidlertid store og grove, med sorte Negle og Hænderne saa vel som den Maade, hvorpaa han brugte sine Arme, vidnede om, strengt Arbejde, maaske i en Mine, maaske i et Værksted. Han lod et Par Gange sine Øjne glide hen imod den bageste Del af Kahytten, og da jeg fulgte Retningen af hans Blik, opdagede jeg Nakken og Fødderne af en Mand, der indsvøbt i uldne Tæpper laa udstrakt paa en af Divanerne, og som enten sov meget fast eller var kommen paa det Punkt af Søsygen, hvor Bevidstløsheden indtræder.