Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ "De mener maaske," begyndte han, "at denne Smule Blæst i Aften og den Musik, De hører der nede fra Skærene, har noget at betyde ; men De skulde blot være her en Nat, naar det rigtig stormer! det er da, som om Fyret rystede under ens Fødder, og Brændingen brøler ved en saadan Lejlighed, saa at min Medhjælper næppe kan raabe mig op, naar han vil sige mig noget. Havet her udenfor er favnedybt lige ind til Klipperne, og med Fralandsvind kan de største Sejlere stange med Klyverbommen paa Stenene, førend de vende og staa ud efter; men ved en Paalandsstorm slipper ingen Skude, det være den stolteste, der nogen Sinde er tømret, bort herfra, naar den først en Gang har hugget paa Skærene. Der er et Sted, som De maaske kender, og som vi kalde Kælderhalsen eller Djævlebroen; det er det Sted nede ved Søen, hvor alle de store Stene er styrtede sammen og har dannet en Slags Bro, som De vist ofte har kravlet om paa, thi det skal jo alle, der komme her. Dersom De var der nede i Aften, vilde De se, hvordan Brændingen tumler sig mellem de takkede Klipper, der skyde sig langt ud i Vandet. Det er saa noget nær det farligste Sted, hvor et Skib kan støde, og det er herom jeg vil fortælle Dem, siden De nu en Gang har spurgt mig.